Mordersken

VEDSØ OLESEN

DA ME ROMAN

♥ ♥ ♥ ♥ POLITIKEN

★★★★ BERLINGSKE ★★★★★ NORDJYSKE STIFTSTIDENDE ★★★★ FYENS STIFTSTIDENDE ★★★★★ DAGBLADENES BUREAU POLITIKENS FORLAG

Der er fart over feltet.

– Politiken ♥ ♥ ♥ ♥

ANNE-MARIE

VEDSØ OLESEN

BASTARDEN ROMAN

Kærligheden er flammende rød, jalousien er giftiggrøn og hadet sort som i helvede … Jeg var glimrende underholdt af Bastarden og ser frem til fortsættelsen.

– Weekendavisen

POLITIKENS FORLAG

Intelligent lystlæsning.

– Dagbladenes Bureau

★★★★★ Det her er en særlig roman. Særlig fordi den er skrevet knaldhamrende godt, fordi den er et klassisk og fremragende bud på den historiske roman, og fordi den rent faktisk vil lære os noget – både om Europas forhold til Islam for 500 år siden, om kvinders forhold til sig selv og om, hvordan man finder ud af, hvem man kan stole på.

– Femina F F F F F F

føres ind i Topkapi-paladset og bliver solgt til sultan Selim II’s hemmelige korps af snigmordere, det berygtede Månekorps. Snart befinder hun sig i en ussel celle og bliver underlagt et års benhård træning i kunsten at dræbe.

Gradvist hærdes hun af sin træning og ændrer sig fra en ung kvinde med moral til en hårdkogt morder, der elsker sit fag og sine evner, og som slår ihjel uden tøven eller skrupler. Dermed bliver hun også det perfekte instrument i Osmannerrigets mange giftige magtkampe.

Efter et fejlslagent mordforsøg må Madeleine flygte og bliver hvirvlet ind i søkrigen mellem osmannerne og deres katolske fjender om Cypern og magten i Middelhavet. Midt i volden og krigstummelen glemmer Madeleine dog aldrig sit overordnede mål: At blive genforenet med sin datter, Sne, hvis skæbne hjemme i Frankrig hun endnu ikke kender.

M ORD E RSK E N udgør som fortsættelse til Dronningens dame og Bastarden det tredje selvstændige bind i den actionmættede historiske trilogi om Madeleine de Montdidier. Det er både en intens, feminin dannelsesfortælling og en stort anlagt skildring af renæssancens magtforhold og brutale religionskrige mellem huguenotter, katolikker og muslimer, af et Europa i opbrud og en ung kvindes kamp for at overleve.

MORDERSKEN

Miljøbeskrivelserne er dybtgående og relevante for handlingen … billederne er alle fremtryllet af Vedsø Olesens viden, entusiasme og kunstnerisk kundskaber, af hendes fine og erfarne stilkunst.

– Nordjyske Stiftstidende ★★★★★

KON STAN TI N OP E L , 1 570 . Den tilfangetagne Madeleine de Montdidier

ANNE-MARIE

DRON N I N GE N S

Med stor energi og omfattende viden om tidens tænkemåde og kultur begiver Anne-Marie Vedsø Olesen sig ind i de forbitrede stridigheder i huguenotternes Frankrig.

– Berlingske ★★★★

VEDSØ OLESEN

ANNE-MARIE

ANNE-MARIE

VEDSØ OLESEN

MORDERSKEN ROMAN

©ROBIN SKJOLDBORG

Anne-Marie Vedsø Olesen debuterede i 2000 med den prisbelønnede historiske roman Salernos sol. Siden har hun bl.a. skrevet den anmelderroste trilogi om den ægyptiske gud Seth: Djævelens kvint, Tredje Ikaros og Gudernes tusmørke, der udkom samlet under titlen Gudestorm i 2012. Samme år udkom også romanen Glasborgen og operalibrettoen Orkestergraven.

Dronningens Dame udkom i 2013 og andet bind i romantrilogien om Madeleine de Montdidier, Bastarden, i 2015.

ISBN: 978-87-400-1451-8

POLITIKENS FORLAG

Pol_MORDERSKEN_Smudsomslag_145x232_RYG39_J_DARK.indd All Pages

16/11/15 11.19

Mordersken

Mordersken.indd 1

11/11/15 13.47

Af samme forfatter Salernos sol, roman, 2000 DjÌvelens kvint, roman, 2002 Tredje Ikaros, roman, 2004 Gudernes tusmørke, roman, 2007 Orkestergraven, libretto og novelle, 2012 Glasbogen, roman, 2012 Gudestorm – trilogien om Seth, 2012 Dronningens dame, roman, 2013 Bastarden, roman, 2015

Mordersken.indd 2

11/11/15 13.47

Anne-Marie Vedsø Olesen

Mordersken Roman

Politikens forlag

Mordersken.indd 3

11/11/15 13.47

Mordersken.indd 4

11/11/15 13.47

“I did it for me. I liked it. I was good at it.�

Walter White i Breaking Bad

Mordersken.indd 5

11/11/15 13.47

Mordersken.indd 6

11/11/15 13.47

Til Kathrine Kaaris-Würthle, med tak for et venskab på tværs af årtier og landegrænser.

Mordersken.indd 7

11/11/15 13.47

Mordersken.indd 8

11/11/15 13.47

Indhold P ER S O NER 10 PROLOG 13 F Ø R S T E D EL

Månen, år 1570-71 15 A N D EN D EL

Treforken, år 1571-72 191 t r e d j e D EL

Korset, år 1572 313 EF T ER S KR I F T 375

Mordersken.indd 9

11/11/15 13.47

Personer Fi k tiv e

Madeleine de Montdidier: Ung kvinde af fransk lavadel Gabrielle: Madeleines kammerpige Marie Beatrice, også kaldet Sne: Madeleines datter Grevinde Marie Carron: Madeleines faster Uluj Kara Beg: Tyrkisk soldat Zagan: Månekorpsets træner Kemal: Zagans medhjælper Salima: Rekrut i Månekorpset Krito: Græker, rekrut i Månekorpset Hafiz: Damascener, rekrut i Månekorpset Battuta: Marokkaner, rekrut i Månekorpset Gedik, Javid, Nicolas o.a.: Rekrutter i Månekorpset Despina: Skøge i haremmet Dora: Slavinde i haremmet Namik: Eunuk i haremmet Ayse: Mor til Selims søn Osman Kait: Sokollus medhjælper Kirshid: Kaptajn på Treforken Beji: Eunuk i paladset i Manisa Ghirai: Kanonér på Treforken Hamza: Janitshar på Treforken Diego Bazan: Krigskirurg André og Denis: Lejesvende Charlotte de Flavigny: Hofdame hos Catherine af Medici

10

Mordersken.indd 10

11/11/15 13.47

histo r is k e

Selim II: Sultan over Osmannerriget Sokollu Mehmed: Storvesir Nurbanu: Selims yndlingshustru Mihrimah: Selims søster Ismihan: Sokollus hustru, datter af Selim og Nurbanu Selimiye: Selims anden hustru Gevherhan: Datter af Selim og Selimiye Murad: Søn af Selim og Nurbanu Safiye: Murads hustru Femårig dreng, Mehmed: Søn af Murad og Safiye Kizlar Aga: De sorte eunukkers chef Lala Kara Mustafa: Vesir, hofyndling, Sokollus konkurrent Marco Antonio Bragadin: Venetiansk øverstbefalende i Magosa, Cypern Alvise Martinengo: Venetiansk general i Magosa, Cypern Gianantonio Querini: Venetiansk befalingsmand, Magosa Andrea Bragadin: Venetiansk befalingsmand, Magosa Amir al-bahr Mustafa Pasha: Osmannisk kommandør Sufi Ali Pasha: Storadmiral for den osmanniske flåde Sirocco: Admiral Occhiali: Admiral Miguel de Cervantes: Spansk digter Francesco Zen: Kaptajn på De To Delfiner Maurevert: Colignys attentatmand Catherine af Medici: Frankrigs dronningemoder

11

Mordersken.indd 11

11/11/15 13.47

Kong Karl IX: Catherines søn, konge af Frankrig Henrik af Anjou: Catherines søn Frants af Alençon: Catherines søn Marguerite: Catherines datter Claude: Catherines datter Henrik af Navarre: Huguenot, konge af Navarre Henrik af Condé: Huguenot og Henrik af Navarres ven Admiral Coligny: Huguenotternes anfører Hertugen af Guise: Fremtrædende katolik Besme: Tjekke i hertugen af Guises tjeneste D’Aumale: Katolsk hertug

Mordersken.indd 12

11/11/15 13.47

PROLOG

Konstantinopels skærende sol, støvet fra arenaen, smerten i min krop. Det kommer aldrig til at forlade mig. I mine drømme træder jeg stadig ud i den lille arena. Vi slås. Vi løber. Vi bærer tunge sten og afprøver nye våben. Jeg får blå mærker, næseblod. Jeg sveder og er segnefærdig. Og om natten vånder jeg mig i min celle, øm som jeg er over det hele.

I dag er mit legeme stærkt og senet og ikke længere den bløde kvindekrop, der engang færdedes ved hofferne i Paris og i Madrid.

Og selv om situationen har ændret sig, så husker hver en fiber i mig hele tiden træningen. Åndedrættet, musklerne. At være parat, at besidde kontrol. Hurtighed, styrke.

Jeg er Madeleine de Montdidier. Og jeg kan dræbe. Jeg kan dræbe på hundrede måder. Det lærte janitsharerne mig.

Sokollu så mordersken i mig allerede ved vores første møde.

Dengang troede jeg stadig, at jeg var en almindelig adelsfrøken.

I lang tid strittede jeg imod, i lang tid vedblev jeg at tro på min egen godhed. Men Sokollu havde ret. Sokollu har altid ret. Jeg er morderske.

13

Mordersken.indd 13

11/11/15 13.47

Mordersken.indd 14

11/11/15 13.47

FØRSTE DEL

Månen Konstantinopel 1570-71

Mordersken.indd 15

11/11/15 13.47

Mordersken.indd 16

11/11/15 13.47

K A P I T EL 1

“Før dig i det mindste med ynde,” sagde Uluj Kara Beg og forsøgte at lyde streng. Han kastede igen et misbilligende blik på mine mandsklæder. “Og du taler kun, hvis man spørger dig om noget.

Husk, du er slave.”

Jeg hørte knap nok efter. Vi var på vej gennem Konstantinopels gader – eller Konstantiniyye, som Uluj yndede at kalde byen – vores skib var ankommet tre dage forinden, og det var første gang i mange uger, jeg havde fast grund under fødderne.

Jeg tænkte kun på ét. At flygte. At finde hjem til Frankrig, hjem til min datter. Men lige bag mig gik to af Ulujs mænd, begge bevæbnet med sabler; han tog ingen chancer, jeg var for værdifuld.

“Hvis vi begge er heldige,” fortsatte han, “køber sultanen dig.

Det vil være en stor ære. Dit liv bliver misundelsesværdigt. Du vil aldrig mere skulle røre en finger.”

“Det finder jeg ikke misundelsesværdigt, Uluj. Det ved du.”

“I kristne er mærkelige,” sagde han og rystede på hovedet. “I forstår ikke at bøje nakken for Allahs vilje. Og du er mere sær end de fleste, krigerkvinde Madeleine. Favn din skæbne. Du er min fange, du er slave. Du vil komme til at lære at adlyde. Jeg har behandlet dig alt for blidt om bord, det indser jeg nu.”

Vi gik videre, i tavshed til at begynde med. Men der var meget, jeg havde lyst til at spørge om: Hvor præcis var vi på vej hen, hvordan kunne han tro, at jeg ville blive solgt til sultanen, hvem 17

Mordersken.indd 17

11/11/15 13.47

var denne sultan overhovedet? Jeg huskede kun, at Osmanner­riget havde haft en sultan ved navn Suleiman den Prægtige, men at han vist var død nu. Jeg havde glemt, hvem der var blevet hans efterfølger.

Lige nu gjaldt det imidlertid om at forstå så meget som muligt om det fremmede sted, jeg var havnet, så jeg kunne flygte med held. Jeg så mig om, observerede opmærksomt hver eneste detalje på vores vandring gennem byen, moskéernes minareter, der kunne bruges som pejlemærker, pladser, sidegader, statelige bygninger med kuplede blytage, handelshaller med røde tegltage. Overalt myldrede det med folk i farvestålende gevandter; der var turbaner og sære høje hatte med fjer eller slæb, der var tilslørede kvinder og soldater i spidse tøfler iklædt lange kofter med brede skærf. Men der var også jøder og kristne i velkendte klæder, og det brogede gadeliv overraskede mig, særligt når jeg tænkte på det Spanien, jeg kom fra. Her havde ingen turdet skille sig ud af angst for at påkalde sig inkvisitionens opmærksomhed.

“Ja,” sagde Uluj, der som altid havde lyst til at snakke og med mig oven i købet havde mulighed for at øve sit franske, “det er et imponerende syn, ikke sandt?”

Jeg nikkede. “Hvad er det for en bygning?” sagde jeg og pegede på et treetagers hus, der lignede et lille fort.

“Det er et karavanserai for rejsende,” sagde han. “Og dér ved siden af ligger hospitalet. Og lige fremme ser du madrasaen. Vi er et dannet folk, og denne by er det ypperste bevis på, at Allahs nåde er med os. Her vil du se velstand og fred som aldrig før, hedning.

Konstantiniyye er verdens navle. Istanbul kalder mange jævne tyrkere også vores hovedstad, thi kært barn har mange navne. Men vi med dannelse holder fast i Konstantiniyye.”

“Hvad er en madrasa?” spurgte jeg og ærgrede mig over, at Uluj under sørejsen mest havde talt fransk med mig. Jeg havde kun lært få tyrkiske vendinger ved at lytte til hans ordrer til mændene.

“Madrasaen er et lærdommens sted. Dér granskes Allahs vilje.”

18

Mordersken.indd 18

11/11/15 13.47

“Du siger fred, Uluj. Men jeg ser mange bevæbnede mænd. Se dér, med luntebøsser, og før så jeg sabler og lanser. De så drabelige ud.”

“Det er janitsharer,” sagde han stolt. “Jeg er selv uddannet janitshar. Det er sultanens særlige soldater. Så længe sultanen har sine janitsharer, vil der være fred. Det er de farligste krigere i verden.

De bedste bliver trænet i sultanens palads, Yeni Saray. Du får flere at se, når vi er fremme. Fire tusinde janitsharer.”

“Er vi på vej til sultanens palads?” spurgte jeg overrasket. “Jeg troede, at jeg skulle til et slavemarked.”

Uluj lo. “Næ, nej. Gå altid direkte til toppen, siger jeg. Gå efter guldet. Det er sådan, jeg er blevet rig. Og fri. Og skal man måske ikke bruge de forbindelser, man har? Storvesir Sokollu Mehmed Pasha trænede mig til janitshar i sin tid. Han har skaffet os adgang til sultan Selim. Sokollu var selv en af de farligste janitsharer, og vi har kæmpet sammen. Jeg reddede hans liv under slaget ved Tamesvár for mange år siden. Han erklærede mig dengang sit ubrydelige venskab og er kun glad for nu at kunne gøre mig en tjeneste, der sikkert oven i købet vil glæde sultanen. Det eneste, der interesserer Selim ud over vin og mad, er hans harem. Han vil elske at få en ny eksotisk kvinde til sin samling. Du skal møde selveste Osmanner­ rigets sultan, kvinde. Det er godt, at vi fik dig vasket, selv om du stadig ligner noget rak i det mandetøj. Se selv, hvor alle kigger på dig! Du burde være tilbørligt dækket. Og i rige, smukke kvindeklæder. Men mon ikke Selim kan øjne din skønhed alligevel?”

Jeg tav. Der var alt for meget at tænke over. Frem for alt måtte jeg hjem til min datter, hjem til lille Marie Beatrice, som jeg havde overladt i Gabrielles varetægt med påbuddet om, at de skulle søge hjælp hos min faster i Rouen. Savnet efter hende jog igennem mig og fik et øjeblik den forunderlige by med alle dens fremmedartede lugte og lyde til at fremstå som en fjern drøm.

19

Mordersken.indd 19

11/11/15 13.47

Yeni Saray. Hvordan kan det palads beskrives retfærdigt? Jeg ankom dertil en støvet julidag. Gennem Konstantinopels gader nåede vi til sidst frem til pynten af den gamle bydel, der lå syd for havstrædet Det Gyldne Horn, og dér, bag muren, lå vidunderet.

Et kompleks af paladser og indre gårde, af frodige haver, pavilloner og officielle haller, af træningsområder, stalde og indkvartering for janitsharer, haremmet for kvinderne og deres eunukvogtere, badekomplekser, skatkamre, møntstedet, fløje for embedsmænd og ministre. Moskéer, bagerier, smedjer, skoler, biblioteker og hospital.

Systemet var sindrigt og velgennemtænkt, det forstod jeg efterhånden. Men ved min allerførste indtræden var jeg bare overvældet.

Uluj og jeg og de to sabelbærende vogtere trådte ind gennem den pompøse Rigsport, Bâb-i Hümâyûn, ind i en forgård med et virvar af aktivitet. Der var vogne med varer og besøgende til hest på vej over gården, og det myldrede med soldater.

“Vi er i Yeni Sarays Første Gård,” sagde Uluj. “Her ligger mønten, og her vogter janitsharerne. Og dernede til venstre har du henrettelsespladsen, og til højre ved næste port bødlens fontæne, hvor han skyller sine hænder efter halshugningerne. Men kom, Sokollu sagde, at vi skulle gå til kâgit emîni’en. Han holder til i kontoret nede bag fontænen og vandværket.”

Kâgit emîni’ens kontor forsynede hele paladset med papir.

Stor­vesiren Sokollu Mehmed havde som førsteminister et omfattende embedsværk med talrige sekretærer under sig, og en af disse var netop ved at aftale distribuering af dokumentforsyninger med papirmesteren, da Uluj henvendte sig.

Sekretæren rettede sig øjeblikkelig og stod helt rank, da han hørte Ulujs navn. Uluj undertrykte et smørret grin.

“Sokollu lader aldrig skriverkarlene glemme, at han har været en af de hårdeste janitsharer,” sagde han til mig på fransk og fortsatte derefter på tyrkisk med at tale til sekretæren og papirmesteren. Begge nikkede og sagde kun lidt.

Og kort efter var vi på vej til den næste port, Velkomstporten, 20

Mordersken.indd 20

11/11/15 13.47

der førte ind i Anden Gård. Sekretæren gik rank foran os og sørgede for, at Velkomstportens vogtere, kapicis’erne, lod os passere.

Kapicis’erne kontrollerede, at de ankomne havde godkendte ærinder, samt at alle steg af deres heste. Kun sultanen måtte ride gennem Velkomstporten.

Yeni Sarays Anden Gård var enorm. Den var omgivet af bygninger på alle sider, alligevel fremstod den luftig og frodig, omkranset som den var af en søjlegang og med træer og fontæner.

“Dette er Osmannerrigets hjerte,” sagde Uluj. “Herfra herskes der. Den gamle kirke derhenne er i dag våbenkammer; dér vejes også paladsets tømmer, og ved de skyggefulde søjlegange derovre ligger sanatoriet. Og dernede til venstre staldene og hellebarddrabanternes kvarter.”

Jeg kiggede nysgerrigt. Der var talrige bevæbnede mænd i flotte farvestrålende uniformer, og Uluj hilste på en af dem og bekræftede, at det var janitsharer. “Det er selvfølgelig kun de allerbedste og mest lovende krigere, du finder her. Janitsharerne rekrutteres blandt kristne slavedrenge rundt omkring i landet og bliver trænet i lejre langt væk. Kun de dygtige, som Sokollu og jeg, kommer til at tjene og træne her ved paladset.”

“Det ser nu ikke ud, som om der trænes særlig hårdt,” sagde jeg tørt. Janitsharerne slentrede rundt på grådspladsen og småsnakkede, renvaskede og afslappede.

“Det er, fordi det er lønningsdag i dag,” sagde Uluj. “Deres centurioner er ved at modtage betaling til korpsene overvåget af aga’en – janitsharernes general. Det foregår i hovedbygningen, hvor Selims hof også holder til. Det er der, vi skal hen.”

“Er det også der, haremmet er?” Allerede nu forekom tanken om at flygte gennem de mange porte og mure næsten umulig.

“Nej da, kvinde! Haremmet er gemt endnu dybere og er bedre bevogtet. Det er en del af den private residens. Der er en indgang her fra Anden Gård, Vognporten, men ellers ligger det ud til Tredje og Fjerde Gård. Det siges, at haremmet består af over fire 21

Mordersken.indd 21

11/11/15 13.47

hundrede værelser. Men ingen mand ud over sultanen selvfølgelig har set det. Og så de sorte eunukker. Foreløbig vil du imidlertid blive stedt for sultan Selim her i Rådshallen. Storvesiren vil også være der.”

Vi skråede over gårdspladsen med dens mylder af embedsmænd, slaver, janitsharer og muftaer, der diskuterede i cedertræernes skygge, hen til hovedbygningen, som ud over Rådshallen også rummede kontorer for sekretærerne, storvesirens kvarter og rigsskatkammeret.

Der var kø ved indgangen, men sekretæren fik os hurtigt igennem, og vi fortsatte gennem to forgemakker og en velbevogtet ba­ gende varm hal, hvor der under overvågning blev uddelt poser med dinarer til centurionerne, mens dokumenter blev udfærdiget og underskrevet.

Vi kom ind i endnu et forgemak, hvor mange ventede.

Sekretæren vinkede os hen til en stor gylden port dekoreret med et mylder af blomster- og fugleciseleringer. Den var bevogtet af et dusin bistert udseende sabelbærere. Han vekslede nogle ord med Uluj.

“Så er vi ved Rådshallen, hvor Selim holder audiens,” sagde Uluj. “Var nu din tunge, kvinde, og sænk blikket! Om lidt er det vores tur.”

Jeg svedte i mine mandsklæder. Luften var varm og stillestående, og min skjorte klæbede til kroppen. Jeg begyndte at blive nervøs. Hvordan skulle jeg klare mig i et land, hvor jeg kun forstod ganske få ord? Hvordan skulle jeg nogensinde slippe derfra?

Langt om længe gik guldporten op. To mørklødede turbanklædte mænd i rige dragter forlod med hovedrysten salen fulgt af en slavedreng. De talte lavmælt sammen, og deres tonefald lød resigneret. Jeg mente at forstå, at de talte om både sultanen og storvesiren, og det virkede, som om omtalen af Sokollu fik den ene til at lyse lidt op.

En ældre høj mand med hvid turban kom til syne, og på hans 22

Mordersken.indd 22

11/11/15 13.47

og Ulujs glædesudbrud forstod jeg, at dette måtte være storvesiren Sokollu Mehmed.

Jeg skævede forsigtigt og betragtede de to mænd omfavne hinanden.

Sokollu var en statelig mand. Han bar smukke gyldne klæder og havde et nydeligt friseret fuldskæg, der var begyndt at blive hvidt. Der var i hans blik et tvetydigt glimt, en hård styrke med et stænk af noget mildt, som om han havde set verdens ondskab og hævet sig over den.

Sokollu sendte sekretæren bort med en håndbevægelse, kastede et hastigt blik på mig og sagde igen en hel masse. Jeg kunne forstå, at han omtalte Spanien. Uluj svarede, og jeg opfangede mit navn og Frankrig. Derpå afleverede Ulujs to vogtere deres sabler ved indgangen, og vi skulle alle til at begive os ind.

En af sultanens sabelbærere standsede os imidlertid og pegede.

Den ene af mine vogtere bar stadig et våben. Det havde jeg ikke lagt mærke til – de havde gået bag mig hele vejen – og mit hjerte sprang et slag over, da jeg opdagede, at det var min kårde. Min egen elskede kårde. Den havde jeg ikke set, siden jeg var blevet taget til fange i Granada for snart to måneder siden.

Uluj ville åbenbart sælge mig med alle mine ejendele, for den anden af mine fangevogtere bar min gamle saddeltaske, og den så ud, som om den stadig var fyldt. Et sært savn ramte mig ved synet, og jeg følte mig med ét skrøbelig.

Uluj talte og gestikulerede. Sokollu nikkede og gav til sidst Selims dørvogter en skarp ordre. Endelig kunne vi bevæge os ind i audienssalen. Jeg, Madeleine de Montdidier, var på vej til at blive solgt som slave med min kårde og mine andre få ejendele.

Under min vandring gennem salen, op foran Selim, Osmannerrigets mægtige sultan, mærkede jeg imidlertid Sokollus blik hvile på mig med ny opmærksomhed. Og jeg vidste, at det var kården, der havde vakt hans interesse.

Mordersken.indd 23

11/11/15 13.47

Kapit e l 2

Selim Drukkenbolt. Selim Drukmås. Sådan omtalte folket den afdøde Suleiman den Prægtiges forlystelsessyge søn, der nu var Osmannerrigets mægtige hersker. Uinteresseret i rigets anliggender bællede sultanen vin dagen lang, mens storvesiren sørgede for, at statsbeslutninger blev truffet og handlinger ført ud i livet. Sokollu Mehmed Pasha var Osmannerrigets reelle hersker. Selim Drukmås blot et nødvendigt onde, Sokollu måtte forholde sig til.

Alt det vidste jeg selvfølgelig ikke noget om, da jeg tog mine første skridt ind i Selims audienssal.

“Hold blikket sænket!” hvæsede Uluj ud af mundvigen.

Foran os gik Sokollu og bagved de to fangevogtere med min kårde og saddeltasken.

Salen var stor og luftig med høje hvælvinger. På begge sider stod lanse- og sabelbærende janitsharer ret uden at fortrække en mine. Jeg skridtede forbi dem, op mod forhøjningen for enden af salen. Toner fra et strengeinstrument nåede mig.

Jeg skævede derop. En fed mand med en hvid fjerpyntet turban og svøbt i en lang rød kofte med sirligt indvævede mønstre lå henslængt på en stabel hynder. Om livet bar han et grønt silkeskærf og over skulderen en guldindvirket damaskkåbe. Han havde et gyldent bæger i hånden. Hans næse og kinder var rødmossede og glinsende, og hans blik ude af fokus på den måde, der er så karakteristisk for beruselsen.

24

Mordersken.indd 24

11/11/15 13.47

Sultan Selim var omgivet af tjenende ånder. Bag ham stod to slavedrenge og viftede kølende luft ind over ham. En mundskænk stod parat med vinkanden, og en tildækket kvinde spillede sitar.

Lidt borte sad endnu to tildækkede kvinder. De så fornemme ud. Den ene var klædt i sølvskinnende stof, den anden helt i gult, de bar en overflod af ædelstensglitrende guldsmykker, og de blev ligeledes viftet af slavedrenge.

Neden for forhøjningen lidt ude til begge sider stod fire borde, hvor sekretærerne sad og tog notater, og hvor embedsmænd, hoffolk og befalingsmænd holdt sig klar til at udføre ordrer.

Sokollu standsede og bukkede.

Uluj gjorde ligeså, puffede til mig og hviskede: “Kvinderne dér er hans søster Mihrimah og yndlingshustru Nurbanu. Gør nu et godt indtryk!”

Jeg holdt blikket sænket og bukkede dybt (det virkede forkert at neje i mine mandsklæder), mens jeg tænkte, at jeg havde lyst til alt andet end at gøre et godt indtryk. Den lade, ulækre drukkenbolt af en sultan skulle aldrig få lov til at røre mig. Jeg ville klemme livet ud af hans nosser, hvis han forsøgte.

Selim standsede musikken, satte sig op i hynderne og vekslede et par ord med Sokollu.

Jeg blev vinket nærmere. Sultanens slørede øjne betragtede mig med vag interesse. Så sagde han noget til Sokollu, og for første gang henvendte storvesiren sig direkte til mig.

“Vores mægtige sultan vil vide, om du kan synge og danse og musicere,” sagde Sokollu på glimrende fransk.

“Nej,” sagde jeg kortfattet.

“Men hun kan meget andet,” indskød Uluj ivrigt. “Hun er dannet. Hun kan flere sprog og har læst mange bøger. Hun er en fin adelsfrøken fra Paris. Jeg ved, at man ikke kan se det på hendes tøj, men ...”

Sokollu standsede ham og oversatte for Selim, og der kom flere 25

Mordersken.indd 25

11/11/15 13.47

spørgsmål: Kunne jeg recitere digte, hvilke sprog talte jeg, var det sandt, at jeg læste bøger?

“I saddeltasken dér,” sagde jeg og pegede på tasken, som den ene af Ulujs mænd holdt, “ligger Roger Bacons Opus Majus. Det er et af den kristne verdens mest lærde værker. Den er jeg ved at læse. Jeg har studeret alkymien og filosofien og er ved at lære arabisk fra den. Og jeg taler både fransk, spansk og italiensk.”

“Men ikke tyrkisk?”

“Nej, ikke tyrkisk, det beklager jeg.”

“Vores mægtige sultans hjerte banker for poesien. Du må lære tyrkisk for at kunne recitere og underholde med din ånd. Sultanen taler ikke andet.”

“Poesi interesserer mig ikke, kun videnskab,” sagde jeg og ignorerede Ulujs rasende blik.

Sokollu så ligeglad ud. Jeg var bare en slavekvinde, en vare, som han skulle vurdere for sultanen. Han gik dog hen og åbnede saddeltasken. Men i stedet for at tage Opus Majus op stod han pludselig med min fasters dolk i hånden. Og nu var der en helt anderledes interesse i hans blik.

“Er det din dolk?” spurgte han og trak den ud af dens smaragdbesatte skede. Klingen var lang og smal og glimtede farligt. Han følte på dens æg, som jeg vidste, var uhyre skarp.

“Ja,” sagde jeg, “og jeg forstår at bruge den.”

“Svar kun på det, du bliver spurgt om!” skældte Uluj.

Sokollu vendte sig mod Selim. Sultanen så ud til at kede sig.

De udvekslede et par ord, og jeg bemærkede Ulujs forbløffede udtryk.

“Hvordan kan det være, at en dannet, adelig dame forstår sig på våben?” spurgte Sokollu. “Har du dræbt med den?”

“Ja. To gange.” I et glimt så jeg billederne af de to mænd for mig.

Montesquiou ved La Rochelle og voldtægtsmorderen i Madrid.

Begge havde fortjent deres skæbne. Begge havde stræbt mig efter livet. “Og jeg lærte at fægte allerede som barn. Min far gjorde det 26

Mordersken.indd 26

11/11/15 13.47

til en del af min dannelse. Ligesom jeg lærte at ride. Det er nu engang lettere at gøre i mandsklæder.”

“Så kården dér er din?” Sokollu gik hen og tog den fra vogteren.

Jeg bekræftede. Jeg var spændt på, hvor Sokollu ville hen med de spørgsmål. Under alle omstændigheder frydede jeg mig over, at jeg havde fået mulighed for at give det indtryk, at jeg var farlig og ikke fandt mig i hvad som helst. Måske det ville afholde sultanen fra at optage mig i sit harem.

Pludselig kastede Sokollu kården, der stadig var i sin skede, over mod mig. Overrasket greb jeg den uden at nå at tænke over det og trak klingen per refleks.

Samtlige janitsharer trak øjeblikkelig deres sabler og satte i bevægelse mod mig. Et højt råb fra Sokollu standsede dem. Så gik Sokollu hen og tog en sabel fra en af janitsharerne.

Selim lo og forlangte mere vin. Han satte sig godt til rette. Han var parat til underholdningen, hvad den end gik ud på.

“Så vis mig, hvad du kan, slave,” sagde Sokollu tonløst og nærmede sig med løftet sabel.

Jeg var målløs. Og jeg begyndte at blive bange. Jeg befandt mig ene kvinde i en sal fuld af våbenbærende fjender. Og en af deres førhen farligste janitsharer, storvesiren, var tilsyneladende parat til at hugge mig ned.

Jeg hævede min kårde og forsøgte at lægge en dæmper på angsten. En af vejene til sejr er grundighed. Jeg måtte forstå alt, hvad jeg kunne, om min fjende. Foran mig stod en ældre mand. Hans alder var min fordel. Men han så stærk og rørig ud. Desuden havde jeg aldrig prøvet at fægte mod en sabel før, kun mod almindelige rette kårder. Så var der hans holdning og blik. Sokollu førte sig helt roligt og var samtidig fuldstændig koncentreret. Han ville ikke være nem at bringe ud af ligevægt.

Vi kredsede om hinanden. Jeg betragtede hans krumme sabel og overvejede, hvilke kvaliteter og ulemper den havde. Rundingen 27

Mordersken.indd 27

11/11/15 13.47

måtte være god at hugge med, men svær at kontrollere i afværgemanøvrer.

Jeg tog chancen og gjorde et hurtigt udfald rettet mod hans mave. Jeg havde lært, at man ingen vegne kommer med tøven, og at overraskelsen kan bane vejen til sejr.

Mit slag blev øjeblikkelig fejet til side. Hans sabel var tung at møde, og krumningen holdt et øjeblik min klinge fanget, så det rykkede i min hånd. Men jeg holdt fast og trak mig dansende tilbage. Jeg vidste, at en af mine fordele var mine lette fødder og min hurtighed.

Jeg var slangen med det dræbende bid, jeg var skorpionen med sin vredt strittende hale. Mit hjerte bankede hårdt og hurtigt. En del af mig havde lyst til kampen, begærede at stikke og hugge og dræbe. Igen stak jeg ud efter ham, og igen afværgede han så let som ingenting. Han stod iskold og betragtede mig, ubevægelig i starten, mens jeg trippede omkring ham.

Igen og igen angreb jeg, lyden af klinger, der mødtes, hans sikre afværgen, farlige modhug, som jeg dukkede mig for eller lukkede af med min kårde.

Jeg svedte og begyndte at tabe pusten. De mange uger om bord på skibet havde ikke gjort noget godt for min form.

Sokollu virkede stadig upåvirket.

Til sidst drejede han sig mod mig med let bøjede knæ og rettede sin sabel frem med begge hænder om skaftet. Han lignende en kæmpe, der endelig var vågnet og var klar til sit knusende slag.

Jeg stillede mig en garde. Min krop var parat, hver en muskel var spændt og kampklar og mit sind alene fyldt af fjenden foran og hans våben.

Sokollu så på mig med et uudgrundeligt blik.

“Jeg har set nok,” sagde han pludselig og var i samme nu over mig med tre hurtige hug, som jeg afværgede, men som var så hårde, at de tvang mig i knæ. Hans fjerde slag flåede kården ud af hånden på mig. Den fløj hen over gulvet.

28

Mordersken.indd 28

11/11/15 13.47

Jeg hørte Selim klappe i hænderne, hørte Ulujs udbrud, mens jeg rullede til side, sikker på, at et femte hug var på vej for at dræbe mig.

Jeg kiggede op. Sokollu var ved at aflevere den lånte sabel til janitsharen. Jeg skulle ikke dø.

Hvad kampen var gået ud på, kunne jeg ikke regne ud.

Sokollu talte med Selim, der trak ligeglad på skuldrene, og med Uluj, hvis ansigtsudtryk skiftede fra bekymring over forundring til glæde.

Jeg rejste mig op. En sekretær talte guldstykker op til Uluj. Et dokument blev udfærdiget og underskrevet.

“Krigerkvinde Madeleine,” sagde Uluj, mens han vejede pungen i hånden. “En handel er indgået. Summen er stor, som jeg havde regnet med. Jeg er overmåde tilfreds. Men din skæbne bliver ikke som forventet. Jeg ønsker for dig, at du finder styrken til at favne den. Det bliver ikke let. Det bliver ikke det liv i luksus, som jeg havde sat dig i udsigt.” Han holdt en pause og så eftertænksom ud. “Men på en måde tror jeg, du bliver lykkeligere. Hvis ellers du overlever, og det liv overhovedet kan bringe lykke. Allah være med dig!”

Mordersken.indd 29

11/11/15 13.47

VEDSØ OLESEN

DA ME ROMAN

♥ ♥ ♥ ♥ POLITIKEN

★★★★ BERLINGSKE ★★★★★ NORDJYSKE STIFTSTIDENDE ★★★★ FYENS STIFTSTIDENDE ★★★★★ DAGBLADENES BUREAU POLITIKENS FORLAG

Der er fart over feltet.

– Politiken ♥ ♥ ♥ ♥

ANNE-MARIE

VEDSØ OLESEN

BASTARDEN ROMAN

Kærligheden er flammende rød, jalousien er giftiggrøn og hadet sort som i helvede … Jeg var glimrende underholdt af Bastarden og ser frem til fortsættelsen.

– Weekendavisen

POLITIKENS FORLAG

Intelligent lystlæsning.

– Dagbladenes Bureau

★★★★★ Det her er en særlig roman. Særlig fordi den er skrevet knaldhamrende godt, fordi den er et klassisk og fremragende bud på den historiske roman, og fordi den rent faktisk vil lære os noget – både om Europas forhold til Islam for 500 år siden, om kvinders forhold til sig selv og om, hvordan man finder ud af, hvem man kan stole på.

– Femina F F F F F F

føres ind i Topkapi-paladset og bliver solgt til sultan Selim II’s hemmelige korps af snigmordere, det berygtede Månekorps. Snart befinder hun sig i en ussel celle og bliver underlagt et års benhård træning i kunsten at dræbe.

Gradvist hærdes hun af sin træning og ændrer sig fra en ung kvinde med moral til en hårdkogt morder, der elsker sit fag og sine evner, og som slår ihjel uden tøven eller skrupler. Dermed bliver hun også det perfekte instrument i Osmannerrigets mange giftige magtkampe.

Efter et fejlslagent mordforsøg må Madeleine flygte og bliver hvirvlet ind i søkrigen mellem osmannerne og deres katolske fjender om Cypern og magten i Middelhavet. Midt i volden og krigstummelen glemmer Madeleine dog aldrig sit overordnede mål: At blive genforenet med sin datter, Sne, hvis skæbne hjemme i Frankrig hun endnu ikke kender.

M ORD E RSK E N udgør som fortsættelse til Dronningens dame og Bastarden det tredje selvstændige bind i den actionmættede historiske trilogi om Madeleine de Montdidier. Det er både en intens, feminin dannelsesfortælling og en stort anlagt skildring af renæssancens magtforhold og brutale religionskrige mellem huguenotter, katolikker og muslimer, af et Europa i opbrud og en ung kvindes kamp for at overleve.

MORDERSKEN

Miljøbeskrivelserne er dybtgående og relevante for handlingen … billederne er alle fremtryllet af Vedsø Olesens viden, entusiasme og kunstnerisk kundskaber, af hendes fine og erfarne stilkunst.

– Nordjyske Stiftstidende ★★★★★

KON STAN TI N OP E L , 1 570 . Den tilfangetagne Madeleine de Montdidier

ANNE-MARIE

DRON N I N GE N S

Med stor energi og omfattende viden om tidens tænkemåde og kultur begiver Anne-Marie Vedsø Olesen sig ind i de forbitrede stridigheder i huguenotternes Frankrig.

– Berlingske ★★★★

VEDSØ OLESEN

ANNE-MARIE

ANNE-MARIE

VEDSØ OLESEN

MORDERSKEN ROMAN

©ROBIN SKJOLDBORG

Anne-Marie Vedsø Olesen debuterede i 2000 med den prisbelønnede historiske roman Salernos sol. Siden har hun bl.a. skrevet den anmelderroste trilogi om den ægyptiske gud Seth: Djævelens kvint, Tredje Ikaros og Gudernes tusmørke, der udkom samlet under titlen Gudestorm i 2012. Samme år udkom også romanen Glasborgen og operalibrettoen Orkestergraven.

Dronningens Dame udkom i 2013 og andet bind i romantrilogien om Madeleine de Montdidier, Bastarden, i 2015.

ISBN: 978-87-400-1451-8

POLITIKENS FORLAG

Pol_MORDERSKEN_Smudsomslag_145x232_RYG39_J_DARK.indd All Pages

16/11/15 11.19