Nærmeste pårørende - Elsebeth Egholm

Elsebeth Egholms krimiserie er lige til at gå om bord i.”

ELSEBETH EGHOLM

– Politiken

(f. 1960) er født og opvokset i Aarhus. Efter en årrække på Det jyske Musikkonservatorium tog hun uddannelsen som journalist og blev herefter ansat på bl.a. Berlingske Tidende. Egholm debuterede i 1999 med De frie kvinders klub og har siden udgivet en række bøger. Første bind om Dicte Svendsen Skjulte fejl og mangler udkom i 2001, og der er siden udgivet i alt otte bøger i serien.

Elsebeth Egholm er blandt Danmarks mest læste forfattere, og hendes forfatterskab er solgt til udgivelse i en række lande, bl.a. Sverige, Norge, Holland, Italien, Frankrig og England.

Elsebeth Egholm er klummeskribent i SØNDAG.

Hun er suveræn …” – Jyllands-Posten

Hvem er gerningsmanden? Hvem er offeret? Er der forbindelse til islamistisk terror? Og hvorfor er netop Dicte udvalgt til at modtage filmen?

Både politiet og PET involveres i sagen, men snart tvinges Dicte til at søge tilbage til sin egen fortid for at finde sandheden bag det makabre mord. En sandhed hun helst ikke vil se i øjnene.

Nærmeste pårørende er et fritstående bind i Elsebeth Egholms serie om Aarhus-journalisten Dicte Svendsen. Du kan læse endnu mere om Dicte i Dødvægt, som udkommer august 2015.

FOTO:SANNE BERG

NÆRMESTE PÅRØRENDE

Dicte Svendsen modtager en dvd med posten, sendt anonymt og stilet til hende personligt. Filmen viser en bestialsk halshugning begået af en sortklædt og tildækket skikkelse.

NÆRMESTE PÅRØRENDE Særudgave kun med

Af samme forfatter: De frie kvinders klub, 1999 Scirocco, 2000 Mig og min ø, 2000 Opium, 2001 Skjulte fejl og mangler, 2002 Selvrisiko, 2004 Personskade, 2005 Nærmeste pårørende, 2006 Liv og legeme, 2008 Vold og magt, 2009 Tre hundes nat, 2011 De dødes sjæles nat, 2012

-T[MJM\P -OPWTU

6¥ZUM[\M XsZ¦ZMVLM <QT .TMUUQVO

8741<13-6; .7:4)/

1

De havde ventet på hende som på en forsinket, kongelig brud, men det var ikke nogen Mary, der var ankommet i bomberyddernes hvide varebil de 113 kilometer fra Skive Kaserne. Der var heller ikke noget glamourøst over den gule dame på hjul, der efter adskillige tilløb adstadigt begyndte at trille sig vej ned ad rampen.

– Satans. Det er jo ikke til at se noget.

Dicte hørte tydeligt Bos mumlen, selv om han egentlig talte til sig selv, mens han pilede ind og ud af mængden i jagten på en god kameravinkel. Folk holdt vejret. Stilheden havde lagt sig over Århus, modsat sekunder før hvor kække bemærkninger havde fløjet som popcorn gennem luften: ‘Det er sgu da drengestreger’, ‘Latterligt. Der er da ingen bomber her i byen.’

‘Det er nok bare en, der har glemt sin kuffert.’

Hun havde det hele på blokken sammen med et interview med den mand, hvis bil kufferten stod tættest på. Et sekund spekulerede hun på, om de udtalelser mon var en slags hybris, og om nemesis ville ramme som en eksplosion med døde og lemlæstede til følge ligesom i London og en trykbølge, der ville rydde hele området. Hun skubbede tankerne helt væk, ned under alt det presserende; alt det, hun skulle iagttage og skrive om så nøgternt som muligt: Rullemarie, der nærmede sig den blå nylonkuffert med sneglefart, politifolkene, der hele tiden bad tilskuerne lægge mere afstand til den rødhvide minestrimmel, som var sat op firs meter fra den famøse kuffert; bybusserne, der var blevet omdirigeret, og som samlede folk

op i de tilstødende gader; de rejsende fra Banegürden, som mütte benytte Bruuns Bro i stedet for hovedindgangen. Det hele skulle med.

Den fjernstyrede robot var nu nĂĽet helt hen til kufferten.

Bo havde ret. Det var svÌrt at se, hvad der foregik pü sü lang afstand, men pressen havde selvfølgelig heller ikke adgang bag afspÌrringen. Det passede Bo dürligt, vidste hun. Han, der var vant til hylende projektiler om ørerne og til død og ødelÌggelse i alverdens krigszoner uden civiliserede afspÌrringer, følte sig degraderet, nür han ikke kunne charme eller snyde sig op i forreste rÌkke.

Hun iagttog ham, som han nu stod og diskuterede indĂŚdt med en betjent. Pressekortet blev luftet, men lige meget hjalp det. Bo stillede sig op og pressede tapen alt det, den kunne trĂŚkke.

SĂĽ kom braget, og der gik et spjĂŚt gennem hele forsamlingen. Det sang i hendes ører, og hun tabte blokken og kuglepennen, der røg ned mellem benene pĂĽ de tilskuere, der stod nĂŚrmest. Hun ledte, foroverbøjet i virvarret. En gummisko flyttede sig og trĂĽdte kuglepennen i stykker, og blĂĽt blĂŚk strømmede ud pĂĽ grĂĽ asfalt. Hun rettede sig op og lukkede øjnene, og et øjeblik blev hun transporteret et ĂĽr tilbage i tiden, til sekundet hvor hun havde sigtet og mĂŚrket tyngden af pistolen i rystende, dansende hĂŚnder, og vidste, at det nĂŚste sekund ville ĂŚndre hendes liv for altid. â&#x20AC;&#x201C; Er du o.k.? Du er helt bleg.

Bo lagde en arm om hendes skulder. Hun ville flygte. Forsikre ham om, at hun ikke havde brug for hjĂŚlp. Herregud, det var jo bare en robot, der havde affyret et skud mod en harmløs kuffert. Ingen bomber. Ingen terrorister. Ingen fare i fredelige Ă&#x2026;rhus. Falsk alarm.

Hun undgik hans blik og nikkede, men hun vidste, han forstod. Det var det, der var problemet. Han kendte hende sĂĽ godt.

Han førte hende ud og vÌk fra mÌngden, ned til bilen, der holdt pü Park AllÊ. Presseskiltet i forruden havde füet selskab af en parkeringsbøde.

– Pis. Hun ville sige, at loven er lige for alle, og han ville så have svaret, at nogen er mere lige end andre. Men hun sagde ingenting.

– Du kan vel ringe resten hjem.

Hun nikkede, inden hun ringede til Rose for at sikre sig, at hun var okay. Rygterne løb med ekspresfart i byen. En tom kuffert kunne hurtigt blive fyldt med plastisk sprængstof, og lige meget, hvordan man vendte og drejede det, måtte det føles utrygt, når man var nitten år og lige var flyttet hjemmefra.

– Du ringer det altså hjem, spurgte Bo igen, da hun havde lagt på, og hendes fornuftige datter vanen tro havde forsøgt at berolige hende. – Vi skal ikke ned på gården?

– Niks. Vi tager op på redaktionen. Jeg har ikke engang nået at åbne post.

Hun orkede ikke politigården. Der var trafikkaos efter optrinnet ved banegården, og det ville måske tage dem en halv time at køre, og hendes ben nægtede at gå derned. Desuden havde hun nok på blokken til en syv skærms artikel, og det eneste, hun manglede, var politiets endelige vurdering af den dag, den internationale terror alligevel ikke var ankommet til Århus.

Bo havde startet bilen, og de var nået helt ned til Mølleparken, da Davidsen ringede på mobilen: – På den igen. Der er fundet en mistænkelig kuffert på Langenæsalle. Rullemarie er på vej, lød det i hendes øre, der stadig summede efter braget.

Bo så på hende.

– Hvad så?

Bomber, hvad enten de var virkelige eller ej, var ikke hendes stærke side, og Roses ord fra før klang i hendes hoved: ‘Det skal nok gå, mor. Der sker ikke noget.’

– Vi må hellere vende om, sagde hun til Bo. Klokken var ni, da de endelig nåede tilbage til redaktionen i Frederiksgade. Bagagen på Langenæsalle havde lidt samme skæbne som den på Banegårdspladsen. Rullemarie havde affy-

ret sit skud, og låget var blevet sprængt åbent og havde afsløret endnu en tom kuffert.

Dicte satte sig og tændte for sin skærm, mens Bo forsvandt ind til sin computer for at vælge og skrive billedtekst til de bedste fotos.

Først nu blev hun opmærksom på stilheden. Ikke en ydre stilhed, men en følelse af tomhed, der havde siddet i hende hele dagen. Hun vidste, hvor den kom fra. Anne skulle rejse til Grønland med mand og barn og være der mindst et år. Anne, som var hendes kompas, og som hun havde kendt, siden de havde mødt hinanden på hf-kurset dengang sidst i halvfjerdserne: To ensomme eksistenser på jagt efter noget at holde fast i. Hun selv, udstødt af forældre, som elskede Jehova højere end deres eget barn; Anne med de skrå øjne og den mørke hud, adopteret ind i en præstefamilie og uelsket af sin far. De havde surret sig fast til hinanden og holdt sammen gennem kriser, skilsmisser og sygdom. De kendte hinandens svagheder og stærke sider og kunne finde vej i hinandens sind. Hvordan i alverden skulle hun undvære Anne så længe?

Trætheden forplantede sig i hendes krop, mens hun bladrede gennem sine notater og forsøgte at koncentrere sig om arbejdet. Pludselig fik hun lyst til bare at flygte ud til Anne.

Væk fra falske bomber og trusler om terror.

Et år, tænkte hun og tvang sig til at tage sig sammen. Hun begyndte at skrive, mens tankerne dansede videre helt af sig selv. Kun et år, omformulerede hun. Men måske faldt Anne godt til som jordemoder i Nuuk. Måske fandt Anders ro til sin musik og sit sårbare sind, og måske kom Jacob til at elske sin nye skole. Måske kom de aldrig tilbage.

Det var for deprimerende. Hun lukkede det hele inde i en boks et sted i sig og låste forsvarligt. Så var det heller ikke værre, og hun havde jo også Bo. Kærligheden var der, selv om den indimellem kunne være svær at få øje på. Men Bo var en anden slags kompas med en mere svingende nål.

Hun oprettede filer og sorterede i noterne og fik ringet til vagthavende på politigården. Halvanden time efter var artiklerne på plads med forsidehenvisning, sidehistorier og fakta-

boks om Rullemarie og hendes lange karriere som elektronisk bombehund.

Hun havde lige trykket på ‘send’-knappen, da Bo stod i døren med håret tæmmet i en hestehale, så skægstubbene trådte tydeligt frem, og med den lange krop lænet op ad dørkarmen som en træt cowboy efter tre dage i sadlen.

– Noget at drikke?

– Hmmm.

Hun nikkede, mens hun drak ham med blikket. Stadig forvirret over tiltrækningen til den mand, hun havde delt hus og seng med i tre nogenlunde sammenhængende år.

– Vand? Cola? Øl? Champagne?

– Kinesisk te.

Hun sagde det mest for at drille ham og så da også irritationen i bevægelsen, da han rev sig løs og slaskede ud i køkkenet. Det rigtige svar havde måske været Jack on the rocks eller Mojitos, men dette var hverken Phnom Penh eller Cuba, eller hvor han nu ellers havde slået sine folder. Det var Århus, og selv om det var sensommer, stod regnen lige nu ned i tove.

Hun trængte til noget varmt. Bo, tænkte hun. Men allerførst te.

– Den står i skabet ved siden af kaffemaskinen, råbte hun efter ham og modtog et grynt til svar.

Den trygge skramlen af hans tebrygning akkompagnerede lyden af kuverter, der blev revet op, da hun tolv timer forsinket åbnede dagens post.

Det var det sædvanlige her i agurketiden. Et par pressemeddelelser om weekendaktiviteter for børn og invitation til blomsterweekend i Den Gamle By. Der var også en hvid, foret kuvert adresseret til redaktionen c/o Dicte Svendsen med tyk streg under ‘personligt’.

– Hvad er det?

Bo kom ind med tekruset. Han satte det på hendes skrivebord og knappede selv en dåseøl op, så det skummede, og drak uden glas.

– Aner det ikke.

Hun vendte og drejede den lille pakke i hånden.

– Afsender?

– Ingen.

Hun tænkte på brevbomber og følte sig åndssvag. Det måtte være al den snak om terror. Man kunne også gå for let i panik.

Hun rev flappen op. Der lå en cd-rom i den. Ikke noget brev. Ikke andet. Hun sad med den i hånden, forsigtigt som om den kunne eksplodere mellem hendes hænder. Bo hævede et bryn.

– Måske er det en virusbombe.

– Måske, men vi har jo antivirus, ikke?

Han trak på skuldrene. Dicte overvejede mulighederne, men hendes hånd blev styret af nysgerrigheden, og inden hun vidste det, sad cd’en i drevet.

– Hvad er det værste, der kan ske?

Hun spurgte, mens en film begyndte at køre på computerskærmen. Scenen var sat til dansk sommer, og hun kunne næsten indsnuse duften af blomster efter regn. Det hele var frodigt som i Edens Have. Der var græs og buske og træer, hvis farver løb sammen i alle nuancer af grønt. Der stod en træstub flankeret af to pæle. Kameraet zoomede ind på stubben. Overfladen var ren og lys og jævn. Så var det, som om kameraet tippede lidt, og der var en pause, inden en ny scene begyndte. Det var den samme have. Den samme træstub. Men pludselig lå der en skikkelse med hovedet på blokken. Det var en mand. Muskuløse arme blev holdt ud til siderne, helt nede ved jorden, tilsyneladende spændt fast til de to pæle i græsset.

Skikkelsen vred sig og forsøgte at slippe fri, men det nyttede ikke.

– Hvad fanden?

Der var chok i Bos stemme. Han stod bøjet over hende, og ordene sendte en varmestråle ned over hendes nakke. Hun ville trykke på ‘stop’, men lod alligevel være og vidste ikke, hvorfor.

Nu trådte en ny person ind foran kameraet. Det var umuligt at se, om det var en mand eller en kvinde. Hele skikkelsen var indhyllet i et sort gevandt. Mellemøsten, fløj det gennem

hendes hoved. Nordafrika, måske. Der var kun små sprækker til øjnene.

Dicte hørte sit eget gisp, da en sabellignende genstand blev svunget over hovedet på den fastspændte mand. Hun så, men så alligevel ikke noget. Synssansen nægtede at samarbejde, og hun stirrede hypnotiseret ind i skærmen.

– Fy, for satan, mumlede Bo, og hans fingre borede sig ind i hendes skulder. – Sluk for det lort.

Men hun slukkede ikke. Det gjorde han heller ikke. Bagefter, da blodet havde sprøjtet, og kroppen havde spjættet sig livløs, og sablen efter flere forsøg havde hugget mandens hoved af, vendte hun sig og brækkede sig ud over gulvtæppet.

2

– De sagde, det måske var en bombe.

Der stod sensation blandet med nervøsitet i Katrines blik, mens hun sugede cola med Southern Comfort op med sit sugerør, så det boblede og spruttede.

– Det var det ikke, oplyste Rose. – Min mor dækkede historien for sin avis. Kufferten var tom.

– Men alligevel, sagde Katrine med indlagt uhygge i stemmen. – Tænk, at det overhovedet er en mulighed. Tænk, at vi skal til at gå og ryste her, i vores egen by.

Rose så sig om i den tætpakkede café ved åen. Brudstykker af samtaler flød gennem luften og nåede hendes ører. Der blev talt om bomber og om fundamentalister og om, at det hele pludselig var rykket tættere på efter London. Man lagde ekstra mærke til hinanden lige nu, fornemmede hun. Man lagde især mærke til efterladte tasker og kufferter, hvor der var mange mennesker til stede. Men hvad kunne man i virkeligheden gøre, hvis nogen besluttede at gå fra en bombe eller måske spænde sprængstof fast til kroppen? Hvordan kunne man gardere sig?

Hun nippede til sin cappuccino og forsøgte at lukke bekymringen ude. Man kunne jo ikke gå og mistænke alle og enhver.

Det var til at blive tosset af.

– Vi skal ikke være bange, konkluderede hun. – Det er jo det, de gerne vil have.

Katrine satte sit glas på bardisken.

– Det kan du da sagtens sige. Det er vel ikke noget, man selv

bestemmer.

Rose så på hende og spekulerede igen på, om de nu også kunne finde ud af at bo sammen. De havde gået i gymnasiet sammen. Katrines forældre havde købt en lejlighed til hende i Chr. Wærumsgade, og Rose havde lejet sig ind i det ene værelse for at komme lidt hjemmefra.

Hun vendte blikket til et sted bag barens spejlkabinet, hvor caféens kunder flød ud i forskellige former som forvrængninger i Tivoli Frihedens hurlumhejhus. Udenfor ved åen sad folk under gasvarmerne med deres fadøl, og på trappen ned mod vandet var et band begyndt at varme op. Lille Fredag kaldte de torsdag aften. De studerende tog tidligt hul på weekenden, havde hun hurtigt lært. På den måde var det egentlig mere behageligt at læse jura end at gå i gymnasiet, selv om hun lige skulle vænne sig til, at forelæsninger var noget andet end klasseundervisning. I det hele taget skulle hun vænne sig til et helt nyt liv.

– Det gør man vel, sagde hun. – Bestemmer selv, mener jeg.

Det gælder om at skubbe det væk. Tænke på noget andet.

Hun fik sagt det med mere overbevisning, end hun egentlig følte. Det var jo ikke bare bomber, tænkte hun. Der var også alt det andet, som hun rendte rundt med i sin indre rygsæk.

Der var det seneste års kamp for at slippe af med en angst, hvis baggrund Katrine kun kendte en lille smule til. Der var savnet af Aziz. Der var hendes mors og Bos forhold, der gik som i en vandrutsjebane i Lalandia, og hendes mors bekymring for, om hun nu kunne klare at blive voksen og flytte hjemmefra.

Rose kiggede igen ind i spejlet og afsøgte hurtigt de mange ansigter omkring baren og længere bagud i kødranden. Det var blevet en vane, at hun orienterede sig. Det behøvede hun ikke trusler om bombemænd for. Hendes hjerte slog et dobbeltslag, da hun troede, hun så ham stå i et hjørne med et glas i hånden. Bare et øjeblik, så var han væk, da en bred fyr stillede sig ind foran. Hjertet faldt til ro. Hun så nok syner igen.

– På den anden side er du nok ikke den værste, man kunne være i selskab med, hvis det endelig skulle være, sagde Katrine. – Hvis vi ser en mistænkelig person, kan du jo bare give

ham én på bærret. Det gælder også ham, din ekskæreste. Han skal ikke komme for godt i gang.

Katrine plaprede løs. Rose forsøgte at smile. Katrine havde galt fat i det hele, men det gjorde ikke noget. Hun havde hørt om selvforsvarskurset, og hun vidste også, at Rose rendte rundt med en ulovlig gaspistol i tasken. Men hun kendte ikke den egentlige grund og skulle heller ikke vide noget.

– Det ville måske ikke lige være den rigtige fremgangsmåde, svarede Rose, mens tankerne vandrede.

Katrine var overbevist om, at hun, Rose, trængte til en ny kæreste, og gjorde jævnligt sit bedste for at støve emner op.

Hun kunne jo ikke vide, at alene tanken om en ny fyr kunne få hendes mave til at krampe sig sammen i modvilje.

Hun havde ikke talt med ham i næsten et år. Indimellem så hun ham i byen, for de kom trods alt de samme steder. En enkelt gang havde hun mødt hans blik og bildt sig ind at se en rest af det, de havde haft sammen. Men det var ham, der havde flyttet blikket først. Det var ham, der undgik hende, og selv om det et eller andet sted var for hendes egen skyld, mærkede hun alligevel afvisningen, som om han havde droppet hende midt på et dansegulv.

– Må jeg ikke byde på noget stærkere?

Stemmen trængte igennem larmen båret på lugten af ølånde og tobak. Den brede fyr fra før havde sat sig på barstolen ved siden af hendes. Han kiggede på hende i spejlet og pegede så på hendes cappuccino.

– Jeg drikker ikke alkohol, ellers tak, løj hun.

Hun registrerede hans forbavsede blik, men ville ikke se direkte på ham.

– Så en danskvand da. Og en tandstik, tilføjede han med et grin. – Vi kan jo lige så godt flotte os.

Hun forsøgte at rykke lidt væk fra ham, men hun var trængt til alle sider. Katrine gav hende en albue i siden.

– Slå nu til for fanden. Han ligner lidt Russell Crowe, hviskede hun højt.

Rose følte sig udmanøvreret. Desuden var hendes kaffekop tom, og en nervøs tørst kradsede i halsen.

– Tak. Så vil jeg gerne have en uden citrus, sagde hun og ignorerede det med tandstikken.

Fyren bestilte, og Rose fortrød. Han lignede mere en bums end en Hollywoodstjerne, men Katrine havde selvfølgelig også drukket tre drinks og så måske ikke helt klart.

– Hva’ øh. Kommer du tit her?

Banaliteten kom svævende på endnu en ølbølge. Hun så, at han havde tatoveringer på kraftige underarme og skammede sig over sine fordomme. Han var sikkert en flink håndværker, der engang havde fået tatoveret sin mors navn og nu fortrød bittert.

– Indimellem.

Hun besluttede sig for bare at være høflig og så smutte ud på toilettet så hurtigt som muligt.

– Hvad laver du? fortsatte han. – Når du altså ikke går i byen og drikker danskvand?

– Jeg går på universitetet.

Hånen lagde sig tykt imellem dem, allerede inden hans næste replik kom.

– I er sgu også så kloge i den her by. Universitetet, prustede han ned i sin øl. – For mange bøger og alt for lidt sex.

Det var en fejl, da hun mødte hans blik. Hun tænkte på sin instruktør på selvforsvarskurset. Man måtte ikke se dem ind i øjnene, det kunne tolkes som en opfordring. Ikke at hun troede, han var nogen voldtægtsforbryder.

Idet hun tænkte det, mærkede hun hånden på sit lår.

– Du trænger vist bare til at blive rusket lidt i manken.

Han sagde det helt ind til hendes øre. Hun kunne mærke læbernes bevægelse gennem håret. Hun ville rejse sig og gå, men nogen pressede hende bagfra og ind mod ham.

– Lad være, hørte hun sig selv sige. – Du skal ikke røre ved mig.

Han lo. Hånden flyttede sig, og hans arm lagde sig i stedet omkring hendes skulder og trak hende nærmere.

– Tø nu lidt op, for fanden. Du ser jo dejlig ud.

Larmen slog sammen om hende, og hans ølånde gav hende kvalme. Hun ville skubbe ham væk. Hun ville slå ham og spytte

pü ham, men i stedet sad hun helt stille, som om han ville forsvinde, hvis hun bare ignorerede ham. Armen holdt hende fast, mens den anden hünd vandrede op ad hendes lür. Hun kunne ikke fü et ord frem. Türerne sprang fra hendes øjne.

SĂĽ forandrede verden sig pludselig, inden for et splitsekund.

Hun sĂĽ det hele som en lynende filmsekvens i spejlet: TrĂŚkningen af smerte i hans ansigt; armen, der pludselig rykkede vĂŚk, og hĂĽnden, der slap hendes lĂĽr. Skikkelsen lagde sig imellem dem med en kats hurtighed. Folk rykkede vĂŚk, og der blev en zone af luft omkring dem. â&#x20AC;&#x201C; Lad hende vĂŚre, sagde Aziz og vred mandens arm en ekstra gang. Det fløj gennem hendes hjerne, om han mon havde lĂŚrt det pĂĽ politiskolen.

Manden tumlede halvvejs ned fra barstolen. â&#x20AC;&#x201C; Hvad fanden?

Han forsøgte at dreje sig og sende en spytklat efter sin modstander, men Aziz gav armen et ekstra vrid, og manden gav sig i smerte. Han sĂĽ pĂĽ Rose med had i blikket. â&#x20AC;&#x201C; Perkerelsker. Føj for den lede. â&#x20AC;&#x201C; Sig undskyld, forlangte Aziz. â&#x20AC;&#x201C; Guâ&#x20AC;&#x2122; vil jeg da ej. Du mĂĽ vĂŚre sindssyg, mand.

Armen fik endnu en omgang. Manden skreg højt. Folk stod tavse, mens musikken dunkede i takt med Roses puls. Hun ville slukke for hele optrinnet og Kylie Minogues stemme og folks stirren, men hun sad bare helt stiv. â&#x20AC;&#x201C; Sig undskyld. â&#x20AC;&#x201C; Perker.

Armen igen. Manden rĂĽbte noget uartikuleret. â&#x20AC;&#x201C; Ikke til mig. Til hende. â&#x20AC;&#x201C; Undskyld, brølede Russell Crowe ud i luften. â&#x20AC;&#x201C; Se pĂĽ hende, kommanderede Aziz.

Mandens øjne mødte hendes. Angsten lyste hende i møde. â&#x20AC;&#x201C; Undskyld.

Det kom helt spagfĂŚrdigt. â&#x20AC;&#x201C; Højere, sagde Aziz. â&#x20AC;&#x201C; UNDSKYLD!

Sved og spyt fløj mod hende i en kaskade fra hans ansigt.

Hun stirrede ind i hans øjne. Han virkede pludselig lille og ufarlig.

– Lad ham gå, fik hun sagt.

Der stod lyn i Aziz’ øjne. Det var en vrede, hun aldrig havde set, men den tanke fløj igennem hende, at sådan måtte han have set ud, da han trak kniven. Sådan havde han været, som et spændt stykke finmekanik, den dag for godt et år siden. Men han var alligevel anderledes nu. Rastakrøllerne var erstattet af en tæt klipning. Drengens krop var blevet en mands, måske med hjælp fra et træningsprogram og et par håndvægte.

Lynet forsvandt og blev erstattet af noget genkendeligt i hans øjne. Hun ville beskytte sig; forstærke sit forsvarsværk, men det gav efter og styrtede sammen som en torpederet bygning. Aziz holdt hendes blik fast et kort øjeblik. Det var ikke engang et smil. Højst en lille trækning ved hans mundvig. Så trak han manden ned fra barstolen og banede sig vej gennem mængden og ud på det travle fortov.

Rose sad lidt med hele optrinnet murrende i alle kroppens celler. Katrine begyndte at pludre med hvin i stemmen. En eller anden skruede op for musikken, og caféen vendte tilbage til en form for normaltilstand.

Hun ventede. Men Aziz kom ikke tilbage.

3

– Den løber jo ingen steder, sagde Dicte til Kaiser, der sad på redaktionen i København og var ved at lægge avisen i seng.

I det øjeblik, hun sagde det, vidste hun, hvad han ville svare.

Han brølede da også ud af telefonrøret, så hun måtte holde det væk fra øret i strakt arm. Bo sendte hende et opmuntrende blik, men det var jo heller ikke ham, der skulle slagtes, fordi han nægtede at parere ordre.

– Hvor fanden ved du det fra? Hvor ved du fra, at de ikke har sendt kopier af den henrettelse til hele den samlede presse?

Hun stirrede ind i skærmens blå baggrund og ønskede, hun kunne tage en dukkert og slippe for alt det, der nu lå foran hende: de etiske overvejelser, de moralske kvababbelser; den evige linedans mellem hensynet til oplaget, kvalificeret oplysning til læserne og tilfredsstillelse af folks umættelige trang til øksemord, voldtægt, incest og afhuggede lemmer. For ikke at tale om de evindelige diskussioner med Kaiser.

– Så havde TV-Avisen eller Nyhederne bragt det. Brevet må have ligget her siden i morges. Jeg åbnede først min post for en halv time siden.

– Hvad med de andre aviser? Har du glemt dem?

Hun havde intet glemt. Men hvorfor skulle nogen sende til dem og ikke til tv? På den anden side: hvorfor skulle nogen sende til hende og ikke til andre?

– De ville heller ikke rykke ud med historien uden at tjekke den først.

– Hvad er der at tjekke? Kan du sige mig det?

– Netop. Vi har ingenting. Hvem som helst kan have sendt den film. Det kan være nogen, der vil have det til at se ud som terrorisme. Højreekstremister, for eksempel.

Tilsyneladende havde hun ramt noget, for han svarede ikke.

Hendes skuldre havde presset sig helt op omkring ørerne, og hun krammede telefonen, som var den en sikkerhedsstrop i en løbsk bus.

– Vi kan ikke bare sætte historien i avisen sådan, fortsatte hun. – Der er jo ingenting på den. Ingen krav. Ingen mening med det hele. Vi kan ikke være sikre på, om den film er computerskabt bare for at gøre os til grin.

Idet hun sagde det, så hun igen filmen rulle på sin indre monitor. Det var intet computerskabt ved den, det var hun sikker på og Bo også. Men Kaiser havde ikke set den, for redaktionen i København havde ikke fået tilsendt noget. Kun hende. Satans. Det var lige det, der manglede i hendes liv ud over bombealarmer og skud fra Rullemarie, der kunne sende panikken helt op i loftet, så det snurrede rundt.

– Skriv en skarp skærm, kommanderede Kaiser, men hun lagde mærke til tvivlen i hans stemme. Det var lykkedes hende at plante et frø. – Vi rydder forsiden.

– Giv mig til i morgen. Den løber ingen steder.

Hun hørte sin egen gentagelse og vidste, hun kørte i ring.

– Jeg lover, du får den i morgen, og så har vi måske en eller anden forklaring, hvor langt ude den end må være.

Hun kunne ligefrem høre, hvordan hans tanker roterede, og forestillede sig, hvordan han sad med benene oppe på skrivebordet og et hemmeligt stykke kage i skuffen, som han brækkede stykker af, når hans kulturredaktørkone ikke så det.

Sådan havde det været i hendes tid i København under Kejser Kaiser. Hun vidste, at overskægget vippede, hver gang han gumlede og sank mere og mere ned i stolen, indtil han næsten lå vandret.

– Hvis jeg ser den historie andre steder i morgen, er det dit ansvar, sagde han endelig.

– Hvad med Århus og Rullemarie?

Det var bedst at skifte emne og lade, som om han ikke lige

havde givet hende en gigantisk indrømmelse.

– Hvad med dem?

– Hvor ender de?

– Side syv.

– Ingen forsidehenvisning?

– Der skete jo ingenting.

Hun lænede sig forover og sukkede, så der kom en dugplet på skærmen. Hvornår lærte hun det? Der var ikke salg i aflyste katastrofer. Hun tænkte på filmen og følte sig fristet.

I det mindste ville historien brage hendes byline igennem lydmuren, og det var længe siden sidst. En velkendt spænding bredte sig i mellemgulvet, uden at hun ville have den.

– Vi tales ved i morgen, sagde hun og lagde på.

– Hårdt?

Bo masserede hendes nakke. Hun lagde hovedet bagover, og hans varme forplantede sig.

– Piece of cake. Lad os komme hjem.

Svendsen var kommet i løbetid, da de trådte ind ad døren til huset i Kasted. Gangens lysegrå fliser var nydeligt dekoreret med røde pletter, og hunden lå og så flov ud i kurven. Kopper og tallerkener fra morgenmaden stod endnu på køkkenbordet sammen med en vase med halvvisne roser, hvis vand nogen havde glemt at skifte. Da Dicte åbnede skabet i soveværelset, sprang naboens store killing ud i hovedet på hende. Hun gloede anklagende på Bo, som om det hele var hans skyld.

– Hvem har glemt at lukke den ud?

– Hvem har lukket den ind? parerede han.

– Hunden, gled hun af. – Hver gang hun bliver lukket ind fra haven, lader hun katten gå først. Den tror, Svendsen er dens mor.

Bo trak på skuldrene, satte sig på sengen og lagde sig ned i puderne.

– Hvorfor ikke? De har jo også samme farve.

Dicte kiggede efter den sorthvide killing, der spurtede ud i køkkenet for at lede efter mad. Hun blev mindet om, at hun intet havde spist. Tværtimod havde hun ofret det lidt, hun havde

i maven, ud over redaktionens i forvejen plettede gulvtæppe.

– Jeg er sulten.

– Det er jeg også, sagde Bo og rakte ud efter hende.

Kyssene skulle få filmen til at opløse sig og miste betydning, men det var, som om nogen havde tappet af hendes batteri, så der kun var nødstrøm tilbage. Hendes tanker fløj i alle andre retninger. Hun savnede Rose, men hun var blevet selvstændig, udeboende nitten-årig, og der gik ikke en dag, hvor moderen ikke forestillede sig overfald og voldtægter på stribe. Hun savnede også Roses rolige tag på hunden og katten og hendes omsorg for blomster og morgenoprydning.

– Rigtig mad, så? spurgte Bo blidt, da sandheden gik op for ham. – Noget kødløst?

Hun nikkede.

– Kødløst lyder godt, sagde hun og drejede igen tankerne over på filmen. Kødløst. Hovedløst. Meningsløst.

Hun lagde sig tæt ind til ham og indsnusede hans duft.

– Hvorfor lige mig? spurgte hun endelig og satte ord på det, der havde rumsteret de sidste timer.

Han sagde ikke noget, så hun fortsatte.

– Hvorfor sende den film til en provinsredaktion og ikke til København? Hvorfor til en avis og ikke til tv, hvor eksponeringen kunne være så meget større?

Han rejste sig halvt op på albuen og skubbede hende blidt til side. Hun så op på ham. På øjnenes grå alvor og på hudens finhed mod skægstubbene og bakkenbarterne under hestehalen. Hun havde haft lyst til ham for bare et par timer siden, men nu var det hele opløst og blevet til ren og skær bekymring.

For hun vidste jo så sikkert, som havde hun hørt dommedagsklokkerne kime, at noget ville ændre sig fra nu af.

– Måske er det en, du kender, eller som kender dig, foreslog han.

– Hvem skulle det være?

Han sagde ikke noget. Tristheden fra før vendte tilbage, og hun savnede igen Anne, allerede inden hun overhovedet var taget af sted. Hvad var det for et liv, hun havde levet i sine 44 år? Hun havde født et barn som sekstenårig og havde

bortadopteret det. Fra den dag havde hun været udstødt af sin egen familie, løsrevet fra alt det, som normale mennesker omgiver sig med: forældre, bedsteforældre, søskende. Savnet efter barnet havde siden ligget i hende som en stille, dyb sø.

De sociale myndigheder havde taget over, og hun var ankommet til Århus for at bo på et kollegium og gå på hf. Men så havde hun i desperation gjort noget dumt, og de havde spærret hende inde i en celle på politistationen, hvor hun havde ligget på en madras omgivet af kolde vægge og brudsikre ruder.

Hun kunne endnu huske skriblerierne fra andre beboere, som havde skrevet på de rå vægge. Hun kunne endnu lugte gammel sved og urin fra madrassen.

De havde været flinke. De havde givet hende en såkaldt behandlingsdom, men alligevel sad uviljen mod systemet stadig i hende med modhager og det hele.

Hun stirrede op i loftet, hvor en edderkop havde spundet sin dødsfælde rundt omkring rækken af halogenpærer.

Hun havde følt sig fanget, og der havde ikke været nogen at spejle sig i. Ingen, som forstod. Ingen, som elskede, eller som hun kunne holde af uden at blotte sig.

På den måde havde hun altid været anderledes, og de tætte bånd var kun blevet bundet til få. Andre havde været fjender, og tanken om, at noget nu havde indhentet hende, var svær at håndtere.

– Det kan ikke være rigtigt. Jeg omgiver mig jo ikke med mordere og galninge? Jeg ved ikke engang, hvordan …

Bo sagde stadig ikke noget, men kiggede bare på hende, som om han håbede, hun selv ville komme i tanker om det.

Det gjorde hun så.

– … det føles.

Hun mødte hans blik.

– Kan det være derfor?

Han var otte år yngre end hun, og han havde ikke været en del af hendes gamle liv. Hun tænkte, at han indimellem måtte blive så træt af alt det, hun slæbte rundt på, også selv om han for det meste tog det pænt. Han havde selvfølgelig også en fortid. Men selv om der både var skilsmissen fra Eva og to

børn at passe hver anden weekend, var det, som om det altid var hendes fortid, der fyldte mest.

Bo trak på skuldrene og satte sig ret op på sengekanten med siden til hende. Hans profil var pludselig tilknappet, og hun genkendte fortvivlelsen. Nu skulle de til det igen. Nu skulle de igen hvirvles igennem et stormvejr, hvor virkelighedens kastevinde ville skille dem ad; hun, på hovedet ind i en ny sag.

Han, magtesløs tilskuer på sidelinjen.

– Det passer ikke, mumlede hun og trak i hans ærme for at få ham til at modsige sig og skrue tiden tilbage, bare nogle timer, til en eller anden form for indbildt normaltilstand. – Sig, det er løgn.

Men han sagde det ikke. Han sagde heller ikke det andet, men det lagde sig imellem dem som en dødvægt: Hun vidste, hvordan det føltes at slå ihjel.

Elsebeth Egholms krimiserie er lige til at gå om bord i.”

ELSEBETH EGHOLM

– Politiken

(f. 1960) er født og opvokset i Aarhus. Efter en årrække på Det jyske Musikkonservatorium tog hun uddannelsen som journalist og blev herefter ansat på bl.a. Berlingske Tidende. Egholm debuterede i 1999 med De frie kvinders klub og har siden udgivet en række bøger. Første bind om Dicte Svendsen Skjulte fejl og mangler udkom i 2001, og der er siden udgivet i alt otte bøger i serien.

Elsebeth Egholm er blandt Danmarks mest læste forfattere, og hendes forfatterskab er solgt til udgivelse i en række lande, bl.a. Sverige, Norge, Holland, Italien, Frankrig og England.

Elsebeth Egholm er klummeskribent i SØNDAG.

Hun er suveræn …” – Jyllands-Posten

Hvem er gerningsmanden? Hvem er offeret? Er der forbindelse til islamistisk terror? Og hvorfor er netop Dicte udvalgt til at modtage filmen?

Både politiet og PET involveres i sagen, men snart tvinges Dicte til at søge tilbage til sin egen fortid for at finde sandheden bag det makabre mord. En sandhed hun helst ikke vil se i øjnene.

Nærmeste pårørende er et fritstående bind i Elsebeth Egholms serie om Aarhus-journalisten Dicte Svendsen. Du kan læse endnu mere om Dicte i Dødvægt, som udkommer august 2015.

FOTO:SANNE BERG

NÆRMESTE PÅRØRENDE

Dicte Svendsen modtager en dvd med posten, sendt anonymt og stilet til hende personligt. Filmen viser en bestialsk halshugning begået af en sortklædt og tildækket skikkelse.

NÆRMESTE PÅRØRENDE Særudgave kun med