Pilgrim læseprøve

JENSEN JENS HENRIK

PILGRIM

Af samme forfatter:

Wienerringen, roman 1997

Kazanski-trilogien:

Kællingen i Kraków, roman 1997

Hofnarren i Murmansk, roman 1999

Ulven i Banja Luka, roman 2002

Nina Portland-trilogien:

Økseskibet, roman 2004

Kulmanden, roman 2007

Spøgelsesfangen, roman 2010

Oxen-serien:

De hængte hunde, roman 2012

De mørke mænd, roman 2014

De frosne flammer, roman 2016

Lupus, roman 2018

Gladiator, roman 2021

Mød forfatteren på

www.jenshenrikjensen.dk

Jens Henrik Jensen Pilgrim

En pilgrim (af latin peregrinus, en person, der bevæger sig gennem markerne) er en rejsende, som oftest til fods, der rejser til et helligt sted, af religiøse grunde, som bod eller for at opnå noget.

I højmiddelalderen var vejene fyldt med pilgrimme, og mange mennesker var på mindst én pilgrimsfærd i deres liv.

Det mest betydningsfulde valfartsmål i hele middelalderen var Gravkirken i Jerusalem, så Rom og dernæst Santiago de Compostela i Spanien. I Danmark var målet ofte helligkilderne.

Alle de store verdensreligioner har hver deres særlige pilgrimssteder.

Fri sammenfatning, kilde: Wikipedia

1. kapitel

Far.Trods sin lidenhed var det ordet, der overtrumfede alt. Det var passwordet, der jog enhver skygge fra helvede bort, fordi det åbnede døren til selve lyset og livet. Dér, hvor han nu var trådt indenfor og bare gik og gik og gik.

Intet i universet kunne være mere kontrastfyldt end nuet sammenholdt med den nære fortid – bag den låste dør.

Det var dag kontra nat. Det var frihed kontra fangenskab. Det var det skrøbelige livs plasma og bløddele kontra hærdet stål …

Han så sværdet glimte for sit indre blik og mærkede kraftanstrengelsen rive som en fantomsmerte i højre arm. Den tveæggede klinges hug. Skråt nedad. Det lange, åbne snit, den efterlod. Kaskaderne af blod og glinsende indvolde, der blev presset ud af bughulen, og som en bizar, skæv og alt for tung ballast tvang hans modstander i knæ.

Han klemte hårdt om sværdets skæfte og stirrede ned på sin højre hånd. Den var hårdt knyttet om … ingenting …

Han åbnede den og strakte sine værkende fingre.

Solens milde stråler fandt vej gennem det luftige slør af skyer og lunede i ansigtet, som de travede ud ad grusvejen. April kunne man aldrig helt stole på, men de seneste dage havde været mageløse. Det emmede af liv overalt.

– Far?

Han lod igen ordet svæve vægtløst mellem dem. Formet af bare tre

bogstaver udgjorde det tilværelsens bærende konstruktion. Søjlen, der bar alt. Bare to konsonanter med en vokal i midten, og så stor en selvfølgelighed, at de færreste formentligt knap bemærkede ordet.

Men han gjorde.

F’et, a’et og r’et var en treenighed, som tilsammen skabte en understrøm af styrke, der vældede gennem ham og satte ham i stand til at gå til verdens ende. Uden at segne.

Han kunne ikke trække pausen længere.

– Hva’ så?

– Hvorfor hedder det egentlig Hærvejen? Er det en vej, der blev lavet til soldater eller hva’?

– Har du aldrig hørt om den før?

– Næ. Skulle jeg det?

– Har I slet ikke haft noget om Hærvejen i skolen?

– Næ. – Underligt, det forstår jeg ikke … Hærvejen er berømt. Noget af den er 4000 år gammel. Den går hele vejen ned gennem Jylland og følger vandskellet langs den jyske højderyg. Derfra kan …

– Vandskellet?

Han kunne ikke lade være med at smile.

– Vandskellet er en slags skillelinje. Herfra løber vandet enten den ene eller den anden vej. Hér ned mod øst eller vest, groft sagt. Og går man lige dér på selve højderyggen, så havde det i gamle dage den store fordel, at man ikke skulle krydse ret mange store vandløb eller besværlige moseområder. Tænk på … Dengang formede naturen store forhindringer for os mennesker.

– Og soldaterne havde problemer?

– Der er hære, der har brugt vejen, ja, når de marcherede enten mod nord eller syd, men i virkeligheden var det allermest en handelsvej. Den hedder også Studevejen.

Hvad betyder …

– En stud? Han kunne ikke lade være med at grine. – En stud er en ko, en okse. Kreaturerne blev drevet ad vejen. Den går helt ned til Tysk­

land og fortsætter endda et stykke ned i Nordtyskland, ned i nærheden af Hamborg. De kalder den Der Ochsenweg.

– Seriøst? Hvor sygt, mand … Man kan faktisk sige, at vi går ad vores egen vej, far … Oxen­vejen.

– Ja, Magnus, så længe du ikke hævder, at du går sammen med en stud.

Han klukkede og lagde sin arm om sin 15­årige søn og klemte ham ind til sig.

Lige nu var han verdens lykkeligste mand. Han havde en søn. Eller … Han havde fået ham tilbage. Og hér gik de.

Far og søn.

Gik i stilhed. Eller gik og sludrede om stort og småt. Eller gik og lavede spas og snakkede alvorligt. Præcis som det skulle være.

Far og søn. Side om side i solen ad en grusvej, der førte dem videre ud i foråret.

Han befandt sig midt i en transformation. Akkurat som en puppe. Han arbejdede sig møjsommeligt ud af krigerens harnisk.

For hvert skridt i sin pilgrimsvandring lagde han en allerhelvedes fimbulvinter en smule mere bag sig og var i stand til langsomt at træde ind i et nyt stadie.

Som far.

Hvad han endnu ikke vidste, var, om det ville lykkes for ham. Eller om han ville fejle igen.

2. kapitel

Pittoresk som én lang stribe af forbundne postkort løb Verzasca­floden sine 30 krystalklare kilometer gennem de schweiziske alper fra udspringet i Pizzo Barone til udmundingen i Maggiore­søen.

Dens løb kunne groft sagt deles i tre: Det øvre nemt tilgængeligt for enhver med lyst til vandsport. Det midterste lidt mere udfordrende og mest populært, især blandt de tusindvis af kajakentusiaster, som hvert år strømmede til. Og endelig det nedre: kun for outdoorfolk med stærke nerver og stor erfaring.

På denne strækning buldrede Verzasca­floden afsted i en rasende fart og kaskader af whitewater, som var den internationale betegnelse, der ikke lod sig misforstå: Frådende fosser, hvor vandmasserne asede og masede sig gennem snævre kløfter, forbi lumske klippestykker og kastede sig ud over afgrunden i utallige vandfald.

Oppe ved begyndelsen af den nederste strækning stod en mand med hænderne i siden. Han ventede roligt ved bredden, uforstyrret af den silende regn. Ventede på sin tur lidt på afstand af den lille gruppe i neoprendragt og styrthjelm og udstyret med de korte, manøvredygtige kajakker. Alt grejet holdt i krasse, gerne fluorescerende farver.

Måske stod manden lidt for sig selv, fordi han var klart den ældste i gruppen.

Hans navn var Fabian Stadler. Han var 52 år, middelhøj, og den gule dragt sad stramt omkring hans senede, veltrænede krop.

Fabian Stadler var et kendt ansigt i kredsene af kulørte kajak­vovehal­

se. Akkurat som surfere og windsurfere tilhørte disse sportsfolk en slags broderskab, hvor man med enorm entusiasme rejste verden rundt for at udfordre de vanskeligste floder – og sig selv.

Den slags fællesskab havde, naturligvis, også en engelsk betegnelse. Hér dyrkede man extreme kayaking.

At kalde dén disciplin for en jagt på et adrenalinkick virkede mest af alt som en tarvelig underdrivelse, når man havde set de hvide, frådende vandmasser opsluge en mand og hans kajak. For så at være vidne til, hvordan begge vristede sig fri af flodens favntag alligevel.

Fabian Stadler skævede tilsyneladende til sit armbåndsur. Formentligt for at holde øje med tidsintervallet, hvormed de små fartøjer begav sig afsted.

Fabian Stadler havde sejlet på strækningen adskillige gange. Det var ingen lang rejse for ham at nå den italiensktalende Ticino­region i Schweiz, al den stund at han selv var bosat i Zürich. Men han havde selvfølgelig også opsøgt mere dødsensfarlige udfordringer som Little White Salmon i staten Washington, Clendinning i British Columbia og Santo Domingo i Chiapas, Mexico. Og sluppet helskindet fra det.

Men overmod og selv små fejl kunne blive fatale. Også på Verzasca … Måske var det også dét, han reflekterede over, mens han stod ved siden af sin orange Dagger­kajak og ventede tålmodigt.

Ovre på den anden side af floden lå en mand iklædt gråt regntøj, der fik ham til at falde komplet sammen med de klipper, han skjulte sig bag. Han lå på maven og havde længe fulgt den lille gruppe på modsatte side gennem sin kikkert.

Fra tid til anden havde han afgivet en status over samtaleanlægget. Da Fabian Stadler i sin gule dragt begyndte at gøre sig klar, meldte han sig på ny:

“Post 1: Stand by, alle. Alfa gør sig klar. Gentager: Alfa gør sig klar.”

Meldingen blev afgivet på engelsk og modtaget med koncentrerede miner de to andre steder ned langs floden, hvor de havde etableret deres poster.

Manden i regntøjet sænkede kikkerten et øjeblik og tørrede sit ansigt. Så genoptog han sine observationer uden at ænse regnen.

Det dårlige vejr betød, at der stort set ikke var en eneste tilskuer eller nysgerrig turist langs strækningen. En ubekendt faktor, der ellers kunne have resulteret i, at missionen måtte afbrydes.

Endelig gled Fabian Stadler ud på floden og begyndte at padle energisk.

“Post 1: Alfa take-off, gentager Alfa take-off.”

Både post 2 og post 3 bekræftede, at de havde modtaget beskeden og trykkede samtidig på deres stopure. Post 2 havde kun én funktion: at afgive en melding, når Stadler strøg forbi. Det ville han gøre om cirka fem minutter og tredive sekunder.

Derfra havde han yderligere to og et halvt minut tilbage af sit liv. Eller 150 sekunder.

Post 3, en rødmosset mand i regntøj, stod på et fladt klippestykke ved det sted, de omhyggeligt havde udvalgt. Hér fossede vandet ud over en klippeafsats og formede et omkring ti meter højt vandfald. Ikke det højeste, men indsejlingen deroppe var yderst vanskelig. Vandfaldet endte i en dyb pool, hvor vandmasserne hvirvlede rundt, inden floden fortsatte og strømmen igen tog fart.

Manden på klippen lavede nogle cirkulære bevægelser med sin højre hånd hævet. Signalet fik straks to frømænd til at glide ned i vandet og indtage deres pladser.

Herfra sneglede minutterne sig afsted, indtil post 2 endelig gav sin melding. Frømanden på højre side af pool’en strammede et reb til, og et finmasket net, der var fastgjort til den modsatte side, kom til syne få meter fra det punkt, hvor vandmasserne ramte overfladen med enorm kraft.

Begge frømænd holdt opmærksomt øje med manden oppe på bredden. Han talte ned ved hjælp af fingertegn. Så rettede de koncentreret blikket op mod klippeafsatsen.

Få øjeblikke senere så de spidsen af den lille, orange kajak. Så styrtede den ned mod dem i vanvittig fart, mens manden i den gule dragt fuldendt holdt balancen med pagajen hævet i strakte arme.

Kort efter nedslaget blev kajakken indfanget i nettet og tippede. Under normale omstændigheder var det en smal sag at lave en vending under vandet med det lille fartøj, men det nåede den gule skikkelse ikke …

To stærke arme hev manden ud af kajakken, lukkede sig om ham, modstod opdriften fra flydevesten og trak ham med ned i dybet, mod pool’ens bund ni meter nede.

Den gule skikkelse holdt hurtigt op med at gøre modstand. Nu kom den anden frømand til. Sammen hjalp de to hinanden med at gøre, hvad de havde fået besked på:

De hamrede deres offers hoved hårdt mod klipperne, både hvor styrthjelmen dækkede og i det bare ansigt. Da de havde gjort det samme med mandens arme og ben, gav de slip og iagttog, hvordan strømmen hurtigt fik fat i den livløse, gule skikkelse og førte den bort.

Mission accomplished.

3. kapitel

Bålets knitren var den eneste lyd til at akkompagnere hans tanker. Det var midt på aftenen, og tusmørket sænkede sig over landskabet.

De havde slået lejr i udkanten af en klynge træer. Under sig havde de åbne marker ned mod Hjarbæk Fjord og ude til højre Skals Å’s udløb, som de havde passeret hen over ad den gamle jernbanebro for et par timer siden.

– Far?

Han sad bare og kiggede ind i flammerne og mærkede efter. Det var det første ord, han bemærkede, da han vågnede op på hospitalet for 12 måneder siden. Det lillebitte ord var mere kraftfuldt end noget som helst andet i den helingsproces, han havde bag sig. Og foran sig.

– Hmm …

– Behøver jeg virkelig at tage det fuckin’ tog hjem i morgen? Jeg magter det simpelthen ikke. Som i magter det overhovedet ikke. Nu har vi det lige så fedt. Kun dig og mig. Kan du ikke bare ringe til mor og aftale en dag eller to mere? Please …

Magnus lænede sig en smule ind mod ham. Han lagde sin arm om sin søns skuldre. Dette vidunderlige, skrøbelige, lille menneske gennemgik også en transformation. Skulderpartiet var ved at få både bredde og tyngde. Stemmen dybde. Skyggen over overlæben blev mere og mere tydelig. Og refleksionerne svingede, som de skulle, som et pendul, det ene øjeblik inde over barndommens land, det næste over forbløffende modent terræn.

– Det kan jeg ikke, min ven. Desværre ikke. En aftale er en aftale.

– Men far … Forstår du det ikke? Jeg vil ikke hjem.

– Der kommer masser af andre muligheder, det lover jeg dig. Vi kan være sammen og hygge os, lige indtil du ikke gider være sammen med din gamle far længere – om et år eller to. Eller måske allerede på torsdag …

– Sådan går det ikke. Jeg kan faktisk rigtig godt lide at være sammen med dig, far. Du er cool nok. Det er også derfor, jeg siger, at du skal ringe til mor. Sig til hende, at vi fortsætter. YOLO, ikke?

– Jolo? Øh, jeg er ikke sikker på at …

– Tag chancen, full speed. YOLO. Derfor. Ring nu. Magnus fiskede sin mobiltelefon frem og rakte den frem mod ham.

– Okay, jeg forstår. Og så alligevel ikke. Ikke jolo­delen …

– Y, O, L, O. Come on. You-only-live-once. – Åh, nu faldt tiøren.

– Hvad for en tiøre?

– Det er bare noget, man siger. Ligesom YOLO.

– Men den findes ikke, tiøren.

– Det gjorde den engang. Også en femøre. Da jeg var barn. Og lidt længere tilbage en toøre og en enøre.

– Oh my God, hvor er du gammel, far.

Magnus rystede grinende på hovedet.

– Tak. Men jeg ringer altså ikke til mor. Basta. Ser du til bålet? Vær lige sød at stille kedlen herover først.

Magnus rejste sig, stak den solide gren ind under kedlens hank, løftede den ud af bålet og satte den ved hans fødder. Så tog han et tag i bunken med kvas, lagde det omhyggeligt i flammerne uden at ænse regnen af gnister og satte sig ved siden af ham igen.

Han dryssede en stor dosis kakaopulver i de to termokrus.

– Hælder du vand på, Magnus?

Magnus nikkede og foldede deres viskestykke, inden han lagde det over den brandvarme hank, hældte det kogende vand i deres krus og rørte rundt med skeen.

Han iagttog diskret enhver af sin søns bevægelser. Det var rolige, sikre

bevægelser, som ikke afslørede nogen tvivl eller tøven. Magnus havde lært meget på de bare to dage, de havde vandret sammen og sovet under næsten åben himmel, kun skærmet af den grønne presenning, tarpen, der var spændt ud over dem mellem nogle træer.

– Her er dejligt, ikke?

Magnus nikkede tavs og smagte forsigtigt på sin kakao.

– Og stille … Jeg kan godt li’ … stilheden.

Magnus nikkede igen.

– Far?

– Ja?

– Du har gået på Sjælland og på Fyn og alle mulige andre steder –også i Sverige. Hvorfor går du egentlig så fuckin’ meget?

– Som jeg fortalte i går. Jeg elsker at være ude, være i bevægelse. Det minder lidt om at være jægersoldat.

– Åh, det er da fake. Jeg spørger om den virkelige grund, far.

Han trak på skuldrene og pustede i sit krus.

– Jeg tror, jeg …

– For at glemme, ikke? Magnus afbrød ham. – Glemme alt det, der skete, dengang for et år siden.

Han nikkede langsomt.

– En fornuftig konklusion, min ven. Som du ved, så var det ret så voldsomt dengang …

Han tøvede.

Magnus vidste retfærdigvis, at han havde været i fangenskab i en kælder under efterforskningen af en sag, der egentlig begyndte med en række mystiske drab på krigsveteraner. Han vidste også, at han var blevet mishandlet – og til sidst ramt af skud under politiets aktion for at befri ham.

Derimod anede han intet om de mørke kræfter, der havde drevet en grufuld og indbringende forretning under det gamle teglværk. Intet om at det bizarre univers i helvedeskælderen var befolket af depraverede mennesker, der skjult bag uhyggelige dyremasker opførte sig som … dyr … Intet om at de figurerede på en hemmelig liste over stenrige gæster, der med jævne mellemrum blev inviteret på udsøgte vine og sex i enhver

ønskelig afskygning som optakt til det egentlige klimaks: kampe på liv og død mellem tilfangetagne mænd i et bur. Kampe, hvorunder gæsterne kunne satse store summer på en vinder, mens de lod sig underholde. Alt dette vidste Magnus intet om. Det var voksenviden.

Eller rettere.

Selv voksne var for små til at vide den slags. Magnus ville aldrig nogensinde få kendskab til, hvad der i virkeligheden var sket på det gamle teglværk. Derfor måtte han vælge sine ord med omhu.

Dén slags oplevelser vil man helst glemme. Helst have dem til at fylde så lidt som muligt i sit hoved. På den måde har du ret. Det er vel for at glemme … Når man går, lægger man noget bag sig. Og man løfter blikket mod horisonten, mod noget nyt, noget ukendt, noget, man håber bliver bedre. Måske ikke perfekt. Men helst en hel del bedre. Det er i hvert fald sådan, jeg har det. Det er så vidunderligt enkelt at gå – bare sætte den ene fod foran den anden, hele tiden.

Dér kan du se. Gennemskuet … Magnus smilede.

Og man tænker så godt, når man går, synes jeg. Alt flyder så fint, gennem kroppen og hovedet. Har du lagt mærke til det?

– Næ.

– Måske kan man sammenligne mig med de pilgrimme, der har gået her længe før os … Hærvejen var også en pilgrimsrute. En pilgrim er en …

– Ja, ja, hallo. Dét ved jeg udmærket godt. Sådan en, der vandrede til hellige steder i gamle dage, ikke?

– Jo. I middelalderen var der pilgrimme overalt. Dem, der gik her med et mål langt væk, var måske på vej til enten Jerusalem, Rom eller Santiago de Compostela i Spanien. Dér, hvor Caminoen også fører hen. Har du hørt om Caminoen?

– Ja, mor har nogle gange snakket om, at hun godt kunne tænke sig at gå ad Caminoen … – Men man kunne også være på vej andre steder hen som pilgrim. Måske til en hellig kilde herhjemme eller et andet sted. Sådan var det for kristne. Det havde altid noget med religion at gøre. For katolikker var det

en bodshandling. Altså, de skulle på pilgrimsfærd for at gøre et eller andet godt igen. Måske havde de syndet.

– Seriøst? Hvis de havde hugget noget i Aldi, kunne de så blive dømt til at gå helt til Jerusalem?

– Altså … Helt så enkelt var det nok ikke. Og Aldi? Tror du, Aldi fandtes?

Magnus rystede opgivende på hovedet.

– Come on. Det var bare en joke.

– Der er også mange katolikker, der den dag i dag rejser til Lourdes i Frankrig. Flere millioner hvert år. Der er en hellig kilde. Man siger, vandet er helbredende, eller lindrende. Der kommer mange alvorligt syge, nogle med kræft, nogle handicappede, alle sammen håber på et mirakel.

– Skal de drikke vandet eller hva’?

– Det er forskelligt. Nogle bliver sænket i bassiner, andre tapper det hellige vand og tager det med hjem – eller drikker af det.

– Fuckin’ crazy … Virker det så? Nej, vel?

Han trak på skuldrene.

– Måske for nogen. Tro kan flytte bjerge, store bjerge … Kirken har faktisk officielt anerkendt nogle helbredelser som mirakler i Lourdes. Lægevidenskaben vil nok sige klart nej.

– Seriøst? Helligt vand? Jeg tror heller ikke en skid på det. Coke Zero, please …

Der var en fast overbevisning i Magnus’ stemme. – Muslimer tager også på pilgrimsfærd. Islams regler siger, at man én gang i livet skal rejse til Mekka.

– Hvor ligger Mekka?

– I Saudi­Arabien.

– Okay … Så hvis man er medlem af islam, så er det simpelthen en pligt?

– Nu er islam ikke noget, man sådan bliver medlem af ligesom en lokal fodboldklub, vel? Islam er en religion, som man tror på. En tro, man dyrker.

– Ja, ja, så siger vi det.

I Danmark er vi kristne, såkaldte protestanter.

Jeg er faktisk konfirmeret, far. Husk det.

Dét havde han ved flere lejligheder glemt. Han var ikke blevet inviteret med til festen. Naturligvis ikke. Han og Birgitte i samme rum var utænkeligt. Konfirmationen som sådan sagde ham heller ikke noget som helst, men for Magnus havde det selvfølgelig været en stor dag. Han havde givet ham tusind kroner, lagt pengene i en konvolut sammen med et kort, hvis ordlyd han havde tænkt en del over. Det var …

– Tror du på Gud, far?

Han smilede ved tanken. Hvad var det, man sagde? At et lejrbål havde sin egen magi?

– På Gud? Nej, min ven, det gør jeg ikke. Jeg er ateist. En, der ikke har nogen tro.

– Hvorfor ikke?

– Hmm, jeg er soldat.

– Ikke længere …

– Selv om jeg ikke er det længere, er jeg det alligevel altid. Jeg har oplevet så meget skidt og møg, så meget ulykke i verden, at det ikke rigtig harmonerer med, at der skulle være en gud og en højere mening med de ting, der sker i livet. Hvad er for eksempel meningen med, at børn dør? Det er jo dem, der har hele livet for sig. Jeg har nok et, hvad skal man kalde det, mere … biologisk … syn på tingene. Mennesket er top­rovdyret i fødekæden. Ikke på grund af vores styrke, men på grund af vores intelligens. Vi er simpelthen den mest intelligente organisme på kloden, derfor er det os, der styrer det hele. Og også os, der kan ende med at ødelægge det hele. Kender du Darwin?

– Yes, det er en by i Australien.

Han kunne ikke lade være med at smile.

– Korrekt, men det er også en engelsk videnskabsmand fra gamle dage. Charles Darwin, hed han. Han sejlede jorden rundt og forskede i, hvor plante­ og dyrearter kom fra, deres oprindelse, og hvordan alt har udviklet sig op gennem tiden. Også mennesket. Har du hørt om udtrykket “survival of the fittest”?

– Næ. Men det er jo noget med overlevelse, ikke? – Det er en af Darwins læresætninger. Det betyder noget i retning af “de bedst egnedes overlevelse”. Mennesket er bedst egnet. Men der er jo også krokodillen, for eksempel.

– Hvad med den? – Den er yderst velegnet til at overleve. Krokodillen er et forhistorisk dyr, men hvor dinosaurer og alle de andre vilde dyr ikke kunne klare sig, så har krokodillen overlevet. Dens design er langtidsholdbart, hvis man kan sige det sådan.

– Dig og dine dyr, far … Nogle gange er du simpelthen for tosset.

Magnus grinede.

– Du har ret, det var Gud, vi kom fra. Jeg kan ikke få en gud på plads i mit verdensbillede. Hvorfor tro på ham, når jeg tror på fødekæden, på sygdomme og den slags. Jeg tror også på, at kun én selv er ansvarlig for det, der sker. Kun én selv er ansvarlig for sine handlinger. Gør du? Tror på Gud, altså?

Magnus sad tavs et stykke tid. Så lød det eftertænksomt:

– Altså … Nu er Gud jo ikke bare en eller anden random person, som man lige kan tro på eller ej. Der er jo hele historien i Biblen, ikke? Jeg har faktisk bedt til Gud. Da jeg var lille. Jeg kan huske, at jeg bad Gud om, at dig og mor skulle være sammen igen. Senere bad jeg bare Gud om at få min far tilbage. Og du kom jo, til sidst …

Han gav sin søn et klem, mens flammerne flød ud for hans blik, så han måtte tørre sig diskret i sit skjorteærme.

De sad tavse og smagte på kakaoen i små mundfulde. Mørket havde for længst sænket sig. De kunne ikke længere se fjorden. Alligevel var der så meget, man kunne se klart i mørket.

– En ting, jeg tænkte på, begyndte Magnus. – Har du egentlig noget imod muslimer?

– Næ. Hvorfor?

– Det er der jo mange, der har. Og du har været i krig mod dem, de har såret og dræbt dine kammerater, ikke?

– Sådan ser jeg slet ikke på det. Fjenden er en del af en bevægelse

eller organisation, der vil bekæmpe os og de værdier, vi står for. Altså Osama bin Laden og al­Qaeda dengang med tårnene i New York, senere Taliban og ISIS. En muslim er ikke en fjende. Og heller ikke en katolik for den sags skyld.

– Jeg kender flere muslimer. De er cool nok.

– Selvfølgelig.

– Der er mange, der er flygtet til Danmark på grund af krigen dernede.

– Præcis.

– Altså … Jeg kender faktisk en, der hedder Ayla.

– En pige?

– Øh, ja … Det vil sige … Jeg kender hende ret godt, egentlig.

– Du kan godt lide hende?

Magnus trak på skuldrene.

– Det kan man vel godt sige.

– Er I kærester?

– Det er nok for meget sagt. Nogle gange ghoster hun mig lige pludselig. Det er ikke …

– Ghoster? Hvad er …

– Følger du ikke med? Det er, når man pludselig ikke er så interessant, som man troede. Man er nærmest et spøgelse. Altså, ren luft, ikke? Det er ret … weird. Når jeg så ikke er så interesseret, bliver hun interesseret igen. Det er sådan lidt fucked up. Kender du det?

Det lyder bekendt.

Har du haft en kæreste, far, siden mor?

Ikke rigtig. – Det betyder “egetræ”.

– Hvad? – Ayla.

Egetræ?

Ja.

– Solidt tømmer.

Typisk dig. At sige sådan noget.

– Hmm.

– Så det er okay med dig?

– Hvad er okay?

– At jeg har, eller måske får, en … muslimsk kæreste?

– Jamen, selvfølgelig.

– Godt. Så er det ligesom på plads … Altså, vi kom fra det med at gå og gå. Du går – ikke fordi du er kristen, ikke fordi du har syndet – men for at lægge noget bag dig. Uanset hvad. Måske skete der noget, du ikke har fortalt mig? Det har jeg spekuleret over. Om jeg fik det hele at vide?

– Jeg har fortalt alt. Bare rolig. Tror du ikke snart, vi skal ramme posen?

– Lidt endnu. Jeg skal jo hjem i morgen. Mener du Magnus stak uforvarende kniven i. Religion eller ej. Han havde syndet, i sine egne øjne. Han havde slået uskyldige ihjel. Og når de i morgen kom til Viborg, hvor han skulle sætte Magnus på toget og bagefter skulle banke på en ukendt dør, hvad var det så? En bodshandling? Eller håbet om et skvæt fra den hellige kilde i Lourdes?

– Men, hvis det ikke interesserer dig, det med religion, far, hvordan kan det så være, at du ved så meget om det? Er det noget, du har læst om?

– Åh … Jeg får ikke læst ret meget. Det er vel fra tv. Jeg kan godt lide at se noget, man bliver klogere af. Dokumentar, historie, noget med fakta og den slags.

– Og dyr. Det er totalt grineren det med dig og dyr.

Magnus smilede og rystede på hovedet.

– Præcis. Dyr … Hov! Er det ikke længe siden, vi to har været i zoo?

De klukkede højt begge to.

Magnus tømte sit krus og vendte sig pludselig mod ham med et alvorsfuldt udtryk i ansigtet.

– Én ting, far … som jeg har tænkt meget på … sindssygt meget. Dig og mor. Der er ét eller andet, som jeg simpelthen ikke forstår. Selv om I måske ikke er gode venner … Mor fulgte mig godt nok op på din stue, dengang du lå på hospitalet, men hun ville ikke med ind. Hun gik bare ned og satte sig i forhallen. Hver gang. Hun så overhovedet ikke ud, som

om hun var ked af det. Hun var bare … alvorlig. Og selv om du var lige ved at dø, spillede hun tennis, som hun plejer – og gik på café med en veninde … Og når jeg tænker mig om, kan jeg overhovedet ikke huske, at hun nogensinde har sagt noget godt om dig. Det forstår jeg ikke. Hvordan kan det være, far?

Magnus så på ham, 15­årigt insisterende. Så der var ingen vej udenom.

– Har du ikke selv spurgt hende?

– Jo. Hun blev bare sur og svarede ikke ordentligt.

Hvis han gav sin søn sandheden, ville det have enorme omkostninger. Nok havde Magnus fået sin far igen – men så ville han formentligt miste sin mor. Ikke fysisk, og dog … Historien om Birgittes bedrag ville få billedet af en mor til at krakelere. Hun havde koldt og kynisk begået noget kriminelt og ladet sig købe af de mennesker, der havde været med i sammensværgelsen mod ham dengang for længe, længe siden. Han kunne stadig sende hende direkte i fængsel, hvis han ville. Men det ville han ikke. Han ville ikke tage Magnus’ mor fra ham. Magnus ville aldrig få sandheden, for sandheden ville ødelægge alt for meget. – Når voksne skal skilles, bliver det nogle gange grimt. Rigtig grimt. Så gør man ting, siger ting, som man slet ikke troede, man kunne finde på. Din mor og jeg var uenige om stort set alt. Derfor blev det grimt. Jeg var også hårdt ramt af PTSD. Dét, jeg har forklaret for dig. Det blev det ikke bedre af. Alt kørte op i en spids. Og vi blev så meget uvenner, at vi aldrig kan blive venner igen. Trist. Men sandt. Derfor tror jeg ikke, hun var særlig ramt af, at jeg måske ville dø, derfor …

– Og hvis mor døde, hvad så?

– Helt ærligt, min ven: Det ville ikke være nogen omvæltning i mit liv.

Magnus nikkede langsomt.

– Jeg synes, det er ærgerligt, begyndte han … – Pisseærgerligt, at I ikke kan finde ud af det. En af mine venners forældre er også skilt. Alligevel er begge med til hans fødselsdag – og begge var med til konfirmation.

– Nogle klarer det meget bedre end andre. Din mor og jeg har klaret det elendigt. Desværre … Nu tror jeg, det er blevet sengetid. Vi skal tidligt op i morgen.

Han kunne kigge ud under tarpen og se stjernerne på himmelhvælvingen. Det var nuet. Far og søn, side om side i soveposerne. Alt, der var gået forud for nu’et, var lige præcis i dette øjeblik ligegyldigt.

End ikke den kendsgerning, at han i morgen skulle banke på en fremmed dør, og at han inde bag den ville møde en massiv mur af ubehag, kunne røre ham lige nu.

Det sidste, han tænkte på, var brudstykker af deres samtale. Den bedste snak i lang tid. Måske den bedste nogensinde …

Så faldt han i søvn til lyden af Magnus’ rolige åndedræt i sit øre.

4. kapitel

Læsebrillerne blev lagt præcist, som om de hørte hjemme på et usynligt punkt på skrivebordet, der bugnede af papirer. Operativchefen, chefpolitiinspektør Ove Worre gned ansigtet med sine håndflader, inden han så op på hende og med et kort nik bad hende sætte sig.

– Franck, begyndte han og løb så tilsyneladende allerede tør for inspiration.

Hun så på ham med løftede øjenbryn.

– … Vi skal have en samtale, fortsatte han. – Om din aktuelle arbejdssituation.

– Arbejdssituation?

– Måske et forkert ord … Nærmere om, hvordan du prioriterer dine arbejdsopgaver.

– Okay … Nu er det jo ikke en prioritering, jeg foretager alene, sådan efter forgodtbefindende.

– Jeg har haft et møde med Salomonsen. Herunder drøftede vi igen hele sagen om snigskytte­drabene på krigsveteranerne, alt det lort, der fandt sted i kælderen, og den formodede forbindelse til iranerne og deres mulige skandinaviske operation.

– Er det ikke en underdrivelse? Sagen er vel rimelig klar. Worre trak på skuldrene.

– Det er bevisets stilling i hvert fald ikke. Du har brugt mange timer på sagen lige siden. Den har vel beslaglagt over det halve af din arbejdstid, ikke?

– Aha, så det er dér, hunden ligger begravet.

Hun blev siddende demonstrativt rolig og afventende.

Worre mødte hendes blik.

– Franck, det samlede antal mandetimer, der fra afdelingens side er lagt i sagen, overstiger langt det spinkle håb, man kunne have om et udbytte.

– Er vi begyndt at agere efter din analyse af cost/benefit?

– Alt i denne verden er et spørgsmål om prioritering, lige nu og her af vores ressourcer. Så den korte version er: Læg den død.

– Læg lov og retfærdighed død. Det er jo dét, du siger, Worre.

– Hvorfor helvede skal det altid være så polemisk med dig, Franck?

– Polemisk? Du beder mig skide på loven. Det er sgu da ikke polemisk.

– Jo.

– Nej. Snarere patetisk

– Men det er sådan, det bliver. Salomonsens ord. Og mine …

– Vi har en snigskytte på fri fod, som har dræbt seks krigsveteraner. Mindst.

– Han er efterlyst over hele verden. Hvad vil du mere? Tage ud med rygsæk og lede efter ham?

– Og vi har to deltagere fra grusomhederne i kælderen på fri fod. Manden med løvemasken og manden med mandrilmasken … En af dem eller begge er skyldige i drab på den tredje undvegne, hollænderen Dirk de Windt.

– De er jo usynlige. De har ingen identitet. Hvordan kan man jagte nogen, man ikke ved hvem er? Nogen, man ikke kan se? Vil du spørge i alle verdenshjørner: “Undskyld mig, har De set en mandril – i jakkesæt?”

Hun lod sig ikke provokere:

– Ved først at gøre dem synlige. Slidsomt, men nødvendigt politiarbejde.

– Vi har forsøgt alt, mig bekendt. Uden succes.

– Og bagmændene, iranerne, vi ser gennem fingre med hele deres

mission på dansk grund? Det er for sindssygt, Worre. Lige til den lukkede afdeling.

– Hvad kan vi bevise? Hvad kan vi lægge på bordet? Nul … Enhver dommer vil tage sig til hovedet. Når man efter alle de anstrengelser står tomhændet tilbage, så må man give slip og komme videre. Læg den død. Det var det hele, Franck. Bare lad døren stå.

OXEN-SERIEN HAR GIVET JENS HENRIK JENSEN STATUS SOM

Selv længe efter opklaringen af en række krigsveteraners voldsomme død, bliver sagen ved med at kaste lange skygger ind over den tidligere jægersoldat, Niels Oxen, og hans makker i PET, Margrethe Franck.

Tynget af skyldfølelse over sin rolle i sagen er Oxen draget ud på vandring, mens Franck rager uklar med ledelsen og suspenderes.

Da forhenværende PET–chef, Axel Mossman, beder om deres assistance, ligner det en tiltrængt pause fra alle spekulationer. De tre skal bistå skattemyndighederne med et hemmeligt køb af data fra en banklækage i Panama.

Sideløbende forsøger Franck og Oxen at hjælpe den unge betjent Sally Finnsen med at nå helt til bunds i den gamle sag og finde den mystiske skikkelse, der dræbte hendes bror.

Mens Mossman opfører sig yderst mistænkeligt, bringer Panama–sagen chokerende viden frem i lyset og fletter sig tilsyneladende ind i deres jagt på den skyldige.

ISBN 9788740075168

Den bliver med livet som indsats. For mægtige, usynlige kræfter er ingen pris for høj, når det gælder om at beskytte en morder …