Playground

90 mm

154 mm

42 mm

154 mm

90 mm

”Med en svag hånd trak hun den fugtige iltmaske af og trak vejret hurtigt.

FOTO: THRON ULLBERG

Hvor langt vil du gå for at redde dit barn?

”Døden fungerer ikke,” fik hun hostende frem. ”Mennesker står i kø nede ved hav-

Under en mission i Kosovo falder Jasmin Pascal-Anderson i baghold.

nen for at forsvinde med bådene,” gispede

Hun såres af skud, og hendes hjerte holder op med at slå i næsten

hun. ”Der hænger røde lygter overalt, alle

to minutter. Da hun kommer til bevidsthed, ved hun, hvad der venter

skilte er på kinesisk, jeg forstår ikke ... for

efter døden: en voldshærget kinesisk havneby; et sted, der er farli-

alting er forkert ...”

gere, end noget andet hun har oplevet. Ingen tror på hende.

Jasmin behandles for en krigspsykose, tager hul på et nyt liv og

”Playground er en voldsom, dramatisk,

får en søn. Fem år senere kvæstes han så hårdt i en bilullykke, at

fantasifuld og tankevækkende historie, og

lægerne må standse hans hjerte for at operere ham. Jasmin ved, at

forfatterparret Ahndoril har skabt et impo-

drengen umuligt kan kæmpe sig tilbage fra den by, der stadig hær-

nerende detaljerigt og levende dødsrige.”

ger hendes tanker. Hun må følge efter ham – men hvordan?

SKÅNSKA DAGBLADET

af skygger.”

Lars Kepler.

DAGENS NYHETER

LARS KEPLER er et pseudonym for forfatterne Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril. Efter mere end fem millioner solgte bøger om den finsk-svenske mange læsere nu møde en helt ny side af den internationale bestsellerduo i en roman, der er inspireret af parrets personlige oplevelser.

NY

www.larskepler.com www.facebook.com/larskepler

p olitikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-2999-4

9 788740 029994

For la g

POLITIKENS FORLAG

SEL V T H R S TÆ N D IG I LLE R

P o li t i ke ns

politikommissær Joona Linna, kan deres

232 mm

”En filmisk og smuk beretning om en by

Playground er en psykologisk thriller, der viser en ny side af

PLAYGROUND

Playground.indd 1

26/01/16 19.02

Af samme forfatter I Joona Linna-serien: Hypnotisøren, 2010 Paganinikontrakten, 2011 Ildvidnet, 2012 Sandmanden, 2014 Stalker,2015

Playground.indd 2

26/01/16 19.02

Lars Kepler

PLAYGR OUND Spændingsroman

På dansk ved Allan Hilton Andersen

POLITIKENS FORLAG

Playground.indd 3

26/01/16 19.02

Playground.indd 4

26/01/16 19.02

Ingen ved, hvor vi ender, når vi dør; om de steder, der beskrives, blot findes inden i os, i synapsernes lynsnare system. De tilbagevendende billeder fra de nær-dødes vidneudsagn forklares af forskerne som hjernens panikagtige reaktion på den iltmangel, der opstår, når hjertet stopper. Vores neurobiologiske forklaringer er altså blot få årtier gamle, mens vidnesbyrdene har været de samme gennem årtusinder. Fra de tidligste skriftkulturer og frem til i dag fortælles der påfaldende ens om det, der venter os, når vi dør.

I den ældste, ægyptiske religion beskrives Osiris’ domstol, hvor menneskets sjæl vejes mod sandhedens fjer, og i Kinas klassiske mytologi kaldes dødsriget for de gule kilder. Der opholder de døde sig som sultne ånder, indtil underverdenens herskere afgør deres skæbne. I græsk, romersk og mange afrikanske mytologier begynder dødsriget på stranden ud mod en flod, som man er nødt til at krydse med båd. I islam venter alle døde på deres dom, og i kristendommen forekommer et forstadie til evigheden, som Jesus nedstiger til, og som Lazarus vender tilbage fra.

I jødedommen ender de døde i Sheol som skygger uden samhørighed med Gud, og i hinduistisk samt gammel nordisk tro kan man endda dø i selve dødsriget.

Mennesker, som i moderne tid fortæller om, hvad de oplevede, mens deres hjerte stod stille, beretter alle om tunneler, altomsluttende lys, møder med døde familiemedlemmer, mørke vande og steder, de aldrig før har set.

5

Playground.indd 5

26/01/16 19.02

Mytologi og vidneudsagn kan givetvis forklares både psykologisk og neurologisk. Gennem hele livet har mennesket cirka ti nye, bevidste sanseindtryk hvert sekund, mens vore sanseorganer ubevidst registrerer mere end ti millioner indtryk i sekundet. Hjernen har en evne til at sortere og ordne informationerne i sammensatte stykker, som udgør det, vi generelt kalder minder. Vi har kun adgang til en minimal del af alt det, der lagres i langtidshukommelsen, og det meste får lov at hvile jomfrueligt i dette vældige lager frem til dødsøjeblikket.

Playground.indd 6

26/01/16 19.02

1 Inden farlige opgaver plejede løjtnant Jasmin Pascal-Anderson at bruge et stykke tid på at betragte et fotografi, som hun havde i sin tegnebog. Det blanke papir havde fået en dyb fold lige hen over motivet. På billedet sås kommandoenheden fra hendes deling. Fem buddy-par med Jasmin som den eneste kvinde i midten. Mændene stod spøgefuldt tilbedende omkring hende klædt i beskyttelsesveste og hjelme. Mark havde sine lyserøde solbriller på og en cigaret i mundvigen, Lars havde malet en hvid stribe under øjnene og lige over næsen, og Nico var blevet fanget med lukkede øjne.

På billedet havde Jasmin sit røde hår i en stram fletning. Hun smilede som et fødselsdagsbarn og holdt sin M240 Bravo med opslået støtte i favnen. Maskingeværet var næsten lige så langt, som hun var høj, og musklerne i hendes fregnede arme var spændte. Det tunge bælte med helkappet ammunition bugtede sig hen over jorden ved hendes militærstøvler.

Jasmin var egentlig aldrig bange, men hun vidste, når en opgave var usædvanligt risikabel. Hun kiggede lidt på billedet for at minde sig selv om, at mændene stolede på hende, at deres sikkerhed var hendes ansvar.

Hun var en god leder.

Mark plejede spøgefuldt at hævde, at det var nødvendigt at gøre hende til befalingsmand, eftersom hun altid ville have det sidste ord.

7

Playground.indd 7

26/01/16 19.02

“Vel vil jeg da ej,” svarede hun hver gang.

Jasmin stak fotografiet ned i tegnebogen igen og stod ubevægelig et øjeblik.

Det var yderst sjældent, hun fik bange anelser, men netop nu føltes det, som om hendes sjæl var havnet i skyggen, til trods for at alt var, som det plejede.

Hun tøvede lidt og tog så de perleøreringe på, som hun havde fået af sin mor.

På en eller anden måde beroligede det hende lidt.

Jasmins kommandoenhed indgik i NATOs Operation Joint Forge, men var blevet tildelt en specialopgave i Leposavić. De serbiske styrker havde for længe siden trukket sig tilbage fra Kosovo. Som en lang slange snoede soldaterne sig ud gennem landsbyerne og købstæderne. Det burde have været overstået nu, men enkelte enklaver var blevet hængende i Nordkosovo og agerede på egen hånd.

Jasmins gruppe var en af fem, som skulle undersøge rapporterne om overgreb på civilbefolkningen i Socanica.

De havde ingen mandskabsvogne, og når regnen tog til, blev det mere og mere vanskeligt for deres jeeps at komme omkring. Vejene var kørt sønder og sammen, kanterne var skyllet væk, og floden Ibar var grumset af ler.

Fra førersædet så Jasmin, at Lars var bleggrå om kinderne og havde taget sin hjelm af og lagt den i skødet.

“Det er nok bedre at kaste op i en pose,” drillede hun.

“Jeg har det pragtfuldt,” svarede Lars og holdt tommelfingeren opad.

“Vi har gemt lidt Misty Green til dig,” drillede Nico.

“Og nudler med rottelort,” grinede Mark.

Mændene havde fået hendes tilladelse til at holde fest aftenen før.

Kommandoenheden havde brugt det kinesiske nytår som undskyldning. De havde lavet røde lygter af popcornposer og havde affyret lysgranater mod himlen og set dem svæve ned mod jorden i deres 8

Playground.indd 8

26/01/16 19.02

faldskærme som langsomme stjerneskud. De spiste forårsruller og hurtigkogte nudler og lavede drinks, som de kaldte Misty Green, på svensk vodka og grønne teblade fra Hangzhouprovinsen.

Lars drak som sædvanlig for meget, og da han kastede op, stod Mark ved siden af og påstod, at han havde puttet rottelort i nudlerne for at fejre indgangen til rottens år.

Mens Lars hang hen over spanden og skreg, at han ville dø, råbte resten af gruppen, at det ville være en ære at dø under Jasmins kommando.

Jasmin vendte tilbage til sit telt og sad og studerede de nyeste satellitbilleder og prøvede at indprente sig området, mens festen fortsatte.

Hun elskede at høre dem grine, danse og synge.

Gennem årene havde hun haft sex med tre af mændene i deres nuværende kommandoenhed, men det var inden, hun var blevet deres befalingsmand. Hvis hun skulle være ærlig, kunne hun godt tænke sig at være sammen med dem igen.

Det ville selvfølgelig ikke ske – selv om dødens nærvær gjorde ensomheden underligt håndgribelig.

Hun havde mødt Marks flygtige blik og nikket til ham tidligere på aftenen. Han var sød med sine flirtende øjne og svulmende overarme, og hun havde overvejet, om hun skulle gøre en lille undtagelse i nat eller bare onanere.

Morgenen kom med en blygrå, regntung himmel. Jeepen krængede til siden, brunt vand nåede op over hjulene, Jasmin gearede ned, vred rattet til venstre og kørte langsomt op ad den stejle skråning.

En halv kilometer syd for Socanica var vejen totalt ødelagt, og hun besluttede, at de skulle fortsætte til fods.

Mens hun ledte gruppen nedad, fornemmede hun lugten af våbenfedt tydeligere end nogensinde. Våbnets tyngde var pludselig anstrengende. For hvert skridt rykkede maskingeværet i bæreremmen, som om det prøvede at undslippe sin skæbne.

9

Playground.indd 9

26/01/16 19.02

Hendes bange anelser voksede sig stærkere.

Mark røg i regnen og sang China Girl tostemmigt med Simon. Alt var tynget af en dyster smerte: Den fugtige himmel, de øde bakker og flodens gråbrune vand.

Radioen skrattede, og kommunikationen var dårlig, men hun hør­te tilstrækkeligt til at forstå, at begge britiske kommandoenheder var blevet hængende lige efter Mitrovica.

Jasmin besluttede sig for, at de skulle rekognoscere området, mens de ventede på englænderne, og førte de fem buddy-par ned mod den farveløse by.

Hendes øreringe klikkede mod hjelmens rem i takt med skridtene.

Allerede da de nåede det første hus, så de en lille pige ligge med ansigtet nedad i det bløde græs ved siden af sin trehjulede cykel.

Foran huset sad en gravid kvinde lænet op ad muren. Hun var forblødt af et skudsår i brystet. Nogle hvide høns pikkede i gruset foran hende, og regnen slog op som bobler fra vandpytterne.

Jasmin beroligede Nico, lod ham bede til Gud og kysse sit krucifiks, inden hun førte dem alle videre ned i byen.

Et fjernt brag, kort som et piskesmæld, gav ekko mellem husene i dalen.

Jasmin stoppede gruppen foran en lang trappe mellem to huse, flyttede sig forsigtigt til siden og kiggede ned på markedspladsen med grøntsagsboder og en gammel campingvogn. Omkring tredive mænd fra den serbiske enklave havde fået en gruppe drenge til at stille sig op på række.

En soldat holdt en paraply over en befalingsmand med et stort, sort skæg. Han sad i en blomstret lænestol, og regnen havde ikke nået at skylle blodet væk fra jorden foran hans fødder. En dreng blev tvunget ned på knæ, befalingsmanden sagde noget og likviderede ham så med et pistolskud i ansigtet.

De havde i sinde at myrde hver eneste dreng i byen.

10

Playground.indd 10

26/01/16 19.02

Mens liget blev slæbt væk, fik Jasmin atter radiokontakt med begge de engelske kommandoenheder. De var på vej nu. Om mindre end femten minutter kunne de være fremme og yde forstærkning.

Jasmin kunne se, at den næste dreng var fuldstændig rød om kinderne, da han blev tvunget ned på knæ foran befalingsmanden.

Man kunne mene, at hun tog en følelsesladet beslutning, men ingen af hendes mænd tøvede med at følge hendes ordrer. Jasmin vidste, at hun i løbet af kun tre minutter kunne få sine fem hold på plads i positioner, hvor de var i stand til at få ram på firs procent af fjenderne uden selv at lide tab.

I samme øjeblik hendes mænd var på plads, så hun i kikkerten, at en kolonne med ti mudrede personbiler fyldt med serbiske soldater drejede ind på hovedgaden, som førte direkte ind til markedspladsen.

Da hun tidligere havde fulgt dem på satellitbillederne, havde de været på vej væk fra byen og var allerede forbi Leshak. Af en eller anden grund var de vendt tilbage, og nu var risiciene for hendes kommandoenhed blevet mangedoblet, hvis de skulle forhindre likvideringerne.

Alligevel gav hun Mark ordre til at skyde bødlen. Der lød et smæld, kuglen gik lige gennem hans hoved, og blodet sprøjtede ud over lænestolens ryglæn.

Der udbrød kaos blandt de serbiske mænd, og på tredive sekunder havde Jasmins gruppe uskadeliggjort mere end halvdelen af dem.

Hendes hjerte bankede hidsigt, adrenalin susede ud i blodet og gjorde hende iskold og skarp.

Tre soldater med maskingeværer gemte sig bag en teglmur.

Jasmin åbnede ild med sin M240, kuglerne hamrede en stribe huller i muren, og en lyserød sky af blod stod op over den øverste kant.

Omkring ti soldater var forsvundet ind på rådhuset. Døren stod på klem og svingede frem og tilbage.

11

Playground.indd 11

26/01/16 19.02

Drengene, som havde kastet sig ned på jorden, da ildkampen begyndte, rejste sig igen i den pludselige stilhed. Bange og forvirrede trak de sig ind i en gyde ved siden af torvet. En mager dreng holdt sin grædende lillebror i hånden.

Døren til rådhuset gik op, og en soldat fra den serbiske milits kom ud og fulgte efter drengene, samtidig med at han trak splitten ud af en håndgranat. Nicos finskyttegevær smældede ved siden af Jasmin, og soldaten blev ramt i hovedet. Han faldt lige ned på maven og lå stille, indtil håndgranaten eksploderede, og kroppen forsvandt i en støvsky.

Drengene begyndte at løbe gennem gyden ned mod dalen, og Jasmin skød rådhusets dør og vinduesskodderne sønder og sammen for at give dem tid til at komme på afstand.

Da de var væk, kiggede hun hurtigt til højre. Bilerne med de serbiske forstærkninger var standset. Nu bakkede de og valgte en anden vej. De svingede væk fra hovedgaden og fortsatte i høj hastighed op ad en bakke, der førte om bag hendes gruppe. Det var tydeligt, at de havde radiokontakt med nogen, som kunne se dem og vidste, hvor de gemte sig.

Både Mark og Vincent havde fået mindre skudsår. Snart ville si­ tua­tionen blive svær at kontrollere. Jasmin beordrede Lars og Nico til at blive tilbage og åbne dækningsild, mens de andre trak sig tilbage bag den gamle kirke. Hun var klar over, at de to, som blev derude, ville blive afskåret, men der var ikke noget alternativ. Selv løb hun opad, klappede støttefoden ud og lagde sig på maven. Så længe hun havde ammunition nok, kunne hun forhindre soldaterne i bilerne i at nå frem.

Hænderne rystede af adrenalinen i blodet, da hun justerede sigtet.

Jasmin kunne skyde fuldstændig parallelt med facaderne af en hel huskarré, men hun havde ingen mulighed for at beskytte sig mod bagfrakommende angreb. Lige her og nu var hendes eneste prioritet at holde sin gruppe i live, indtil de britiske forstærkninger nåede frem.

12

Playground.indd 12

26/01/16 19.02

Hun så, at det lykkedes for Mark og de andre mænd at komme ned til kirken, mens hun skød. En serbisk soldat styrtede frem mod dem med en sandfarvet maskinpistol, og hun ramte ham i overkroppen og skød dernæst en rusten knallert i stumper og stykker op mod muren.

Jasmin hørte råb bag sig, men havde ikke tid til at vende sig om.

For at beskytte sine mænd fortsatte hun med at skyde langs med husfacaderne. Splinter fra en vinduesskodde hvirvlede rundt, og en fremspringende hjørnesten blev skudt i smadder. Hun skød og skød for at holde fjenden fanget mellem husene. Hun skød og mærkede rekylen gennem kroppen, varmen fra metallet og lugten af krudtgas.

Sved løb ned i øjnene, og drønene ringede i ørerne. Jasmin mærkede, hvordan fingrene blev følelsesløse, og så begyndte en underlig smerte at brænde i ryggen.

Playground.indd 13

26/01/16 19.02

2 Jasmin Pascal-Anderson vågnede af narkosen på Országos Orvosisyge­huset i Budapest. Ved vinduet anede hun en skikkelse og forstod, at det var Mark. Hun prøvede at sige noget, men havde ingen stemme. Det var svært at se ham i detaljer i den takkede ring af lys for øjnene. Han havde hendes ene ørering i hånden, satte sig ved sengekanten og sagde noget, som hun ikke opfattede, klappede hende på kinden og fæstnede den lille perle i hendes venstre øreflip. Med en svag hånd trak hun den fugtige iltmaske af og trak vejret hurtigt.

“Døden fungerer ikke,” fik hun hostende frem.

“Jasmin, du er i live, du er ikke død,” hviskede Mark og prøvede at smile.

“Mennesker står i kø nede ved havnen for at forsvinde med bådene,” gispede hun. “Der hænger røde lygter overalt, alle skilte er på kinesisk, jeg forstår ikke ... for alting er forkert, jeg forstår det ikke ...”

“Det skal nok gå,” beroligede han.

En sygeplejerske kom ind og spurgte hende på engelsk, hvordan hun havde det, og kiggede på hendes iltoptag og hjertets elektrokardiografiske kurve. Jasmin så Mark i øjnene, men samtidig føltes det, som om hun så lige ind i sig selv og på de rodede billeder i sit eget hoved.

“Der kommer lige straks en læge,” forklarede sygeplejersken, inden hun gik.

14

Playground.indd 14

26/01/16 19.02

“Triaden var over det hele,” fortsatte Jasmin og kæmpede mod gråden. “Jeg så dem tage et barn fra forældrene.”

“Jeg hører, hvad du siger, men ...”

“Der er ingen retfærdighed til,” sagde hun og famlede ved sin hals­grube. “Jeg så alting, jeg stod på kajen, jeg så Nico gå om bord på en båd, gud ...”

“Nico er død, Jasmin,” sagde Mark og kærtegnede hendes hånd.

“Det er jo det, jeg siger. Jeg så ham i havnen.”

“Lars er også død.” “Åh gud,” græd hun og vendte ansigtet bort.

“Du har drømt en masse ubehagelige ...”

“Jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere,” skreg hun med tårer i øjnene. “Vi har ødelagt dødsriget, det fungerer ikke, det er ikke retfærdigt, vi ødelægger alting ...”

Jasmin tav, men trak stadig vejret hurtigt, da lægen åbnede døren og kom ind på stuen. Hendes hjertefrekvens gik op, iltoptaget gik ned, og drænet blev fyldt med blod.

Lægen stillede sig foran hende og sagde, at hun nok skulle klare sig, at hun havde været heldig. Så fortalte han om skudsåret og den akutte operation.

Kuglen var gået ind i den brede rygmuskel latissimus dorsi, gennem det ellevte ribben, havde ramt tyktarmen og havde forladt kroppen gennem maven. Hun havde mistet en masse blod, men opera­ tionen var gået godt, og hun ville ikke få varige men.

“Hvis du var kommet ind fem minutter senere, så havde der ikke været noget at gøre,” forklarede han, og hans blik var tungt af alvor.

“Du gik i blødningschok, da vi bedøvede dig, og dit hjerte stod stille i et minut og fyrre sekunder.”

Efter hjemrejsen kom Jasmin i behandling på Krise- og Traumecentret i Stockholm. Hun sad i en lysegrøn sofa i det slidte venteværelse og udfyldte den obligatoriske blanket, hvor hun skulle fortælle om 15

Playground.indd 15

26/01/16 19.02

sig selv og sine problemer. Da hun kom til de rubrikker, hvor hun skulle forklare, hvad der var sket med hende, stod kuglepennen bare stille.

Billederne af, hvad der ventede på den anden side, fløj gennem hende. Det begyndte at prikke i læberne, og hun fik svært ved at trække vejret, da hun huskede volden i den mørke havn, menneskene, som ventede i kø, og lugten af dieselolie.

Hun førte en rystende hånd op til munden og tænkte på, hvordan hun havde set Nico, som med blikket slået ned forsvandt om bord på en rusten pram.

I en lænestol lige over for hende sad en ung kvinde med den samme blanket. Hun skrev langsomt, mens tårerne løb ned ad de arrede kinder, så hendes hijab blev mørk af væden.

Jasmin sank en klump og kiggede igen på spørgsmålet om, hvad hun havde været ude for. Hun tænkte, at hun ville lade rubrikkerne stå tomme, men fortrød og skrev “Jeg døde”.

Igennem tre måneder fik hun nervemedicin mod den psykose­ agtige vrangforestilling om at have oplevet dødsriget i virkeligheden.

Mark var der og støttede hende hele vejen. Medicinen blev udfaset, men hun deltog i den kognitive adfærdsterapi frem til november.

Hun smilede utålmodigt, når hendes hvidhårede psykolog gentog, at den hallucinatoriske drøm var forårsaget af de traumatiske oplevelser under ildkampen i Socanica. Det var en helt naturlig forsvarsmekanisme. Erindringen om den kinesiske havneby stammede fra kommandoenhedens fejring af det kinesiske nytår, og de ventende mennesker på kajen var et mentalt spejlbillede af drengene, som ventede på at blive likvideret.

“Eller også har jeg fortalt om noget, som kan redde dig, når du dør,” svarede Jasmin.

Ildkampen i det nordlige Kosovo blev efterforsket internt. Ifølge rapportens konklusion havde Jasmins lederskab været ekstraordinært. Hun havde forhindret en massakre og reddet hovedparten af 16

Playground.indd 16

26/01/16 19.02

sin kommandoenhed via den svære beslutning at blive tilbage på et strategisk sted sammen med en af tomandsgrupperne. Hun blev tildelt NATOs Meritorious Service Medal, men nægtede at tage imod den og deltog ikke i overrækkelsesceremonien.

Da hendes indsats blev belønnet, befandt hun sig i sengen på et hotelværelse. Hun sad overskrævs på en mand, som hun havde mødt i træningscentret. Han lignede Nico med sit lyse hår, og det var besynderligt og ophidsende at mærke ham inde i sig.

Jasmins krøllede røde hår var filtret og øjnene blanke af søvnmangel. Hendes fregner var blege som små brødkrummer i det blussende ansigt. Venstre kind var rødblisset af at blive gnubbet mod skæg­ stub­be.

Den store seng havde rykket sig ud fra væggen, og hun så støvet på stikkontakten og sengelampernes ledninger.

Det var ikke tit, hun endte på et hotelværelse med en mand, men indimellem føltes det nødvendigt. Den flygtige nærhed og den efterfølgende tomhed fik hende til at føle sig i live.

Hun vidste, at hun aldrig ville se den her mand igen, eftersom hun ikke kunne holde ud at omgås mennesker, som ikke kunne forstå, hvad hun og hendes mænd havde været igennem den milde vinterdag i det nordlige Kosovo.

Jasmin havde været heldig. Skudsåret helede hurtigt, og arret efter udgangssåret blegnede efterhånden, fik en lysrosa nuance og lignede til sidst kronbladet fra en rose.

Ganske hurtigt indså hun, at hun ville blive betragtet som psykisk syg, så længe hun talte om havnebyen. Visse sandheder måtte man holde for sig selv.

Hun flyttede ind hos Mark og prøvede at hjælpe til med daglige gøremål, men gik mest omkring i hans hus i en poset, strikket trøje, som hang ned over hofterne, og forvaskede jeans, som var forrevne og frynsede ved hullerne.

De indledte et seksuelt forhold, og den efterfølgende tid bestod 17

Playground.indd 17

26/01/16 19.02

efterhånden kun af glimtvise fragmenter: tequilaglassene, som blev slået ned i bordet, tjekkisk øl og brølende Eminem, gæster med blomster fra naboernes grøftekanter, angst og smertestillende piller, grillen som en ildkugle af brændende fedt og beruset sex med Mark i den uredte seng, på maven over lædersofaen, på køkkengulvet eller i det dugvåde græs ved søen.

En måned udeblev hendes menstruation. Hun tænkte ikke så meget over det, men efter to uger gik hun ud og købte en graviditetstest.

Da hun så de blå streger træde frem, holdt hun næsten op med at trække vejret. Hun vaskede sit ansigt med iskoldt vand, satte sig på brættet på toilettet og begyndte at le for sig selv.

Playground.indd 18

26/01/16 19.02

3 Livet er ubegribeligt, livet er en detalje, et lille, blussende lys omgivet af et uendeligt mørke. For Jasmin indebar graviditeten en følelse af tilgivelse. Hun troede, at hun befandt sig efter det store jordskælv i sit liv, men de rystelser, hun hidtil havde mærket, var ikke andet end de vibrationer, der bebudede jordskælvets komme.

Mange nætter vågnede hun af mareridt om havnen, som grænsede op til dødsriget, men hun holdt altid sine oplevelser der for sig selv.

Hun studerede international krise- og konflikthåndtering på universitetet, Mark forandrede sig til gengæld slet ikke. Når han var hjemme mellem opgaverne, fortsatte festerne. Jasmin gjorde rent om morgenen og sad derefter på sit værelse med bøgerne, mens gæsterne vågnede og spiste morgenmad.

Denne aften stod hun foran spejlet og kiggede på sin mave, som hun plejede. I begyndelsen havde hun struttet med den for at se rundingen, men det behøvede hun ikke længere. Hun var allerede i seksogtyvende uge og følte sig smuk. Hendes hud skinnede lidt olieagtigt, og håret virkede rødere end nogensinde. Fregnerne lyste over hele hendes krop og sad i en tæt sky fra kravebenet og fortsatte ned over brysterne, skuldrene og langs de muskuløse arme.

Jasmin tjekkede, at døren til soveværelset var låst, og gik derefter i seng. Hun lå på siden med lukkede øjne, men hun kunne ikke sove.

Mark og hans venner spillede høj musik, og en kvinde grinede og skreg, biler kørte rundt udenfor, og glas blev knust.

19

Playground.indd 19

26/01/16 19.02

Klokken var over fire, da hun faldt i søvn med hænderne for ørerne.

Hun vågnede med hamrende hjerte, huskede drømmen om de røde papirlygter med kinesiske tegn i falmet guld, rullede om på ryggen og så et bugtende mønster af røg omkring lampen i loftet.

Jasmin tog hurtigt glasset fra sengebordet, hældte vandet ud på en bluse, bandt det våde stof omkring hovedet, så det dækkede munden og næsen, og gik ned i stueetagen. Festen var forbi, og alt var stille.

Gennem den tågede luft kunne hun se, at flere mennesker lå og sov i et kaos af flasker, chipsposer, stanniol med hashrester og overfyldte askebægre.

Hun fortsatte ud i entréen, lukkede døren efter sig for at begrænse ildens spredning og nærmede sig den sorte røg, som sivede ud under døren til køkkenet.

Tårerne var begyndt at løbe fra hendes sviende øjne, men efter alle øvelserne med CS-gas vidste hun, at det eneste, der var at gøre, var at holde ud. Man kan hoste, græde og kaste op, men så længe, man kan lade være med at gnide sig i øjnene, vil man kunne udføre sin opgave.

Hun fortsatte sammenkrummet ind i det røgfyldte køkken og lukkede døren efter sig. Ilden lignede et brandgult flag i tæt tåge.

Hun holdt vejret og mærkede varmen i ansigtet, da hun nærmede sig komfuret. Der var ild i en gryde, og flammerne havde fundet vej rundt om emhætten og havde sat hele krydderiskabet i brand.

Hun rakte hånden ud og slukkede for komfuret, følte sig frem langs væggen til rengøringsskabet, famlede bag ved støvsugeren og fandt skumslukkeren.

Med tårerne løbende ned ad kinderne vendte hun tilbage til komfuret, trak stiften ud og sprøjtede det plaskende skum på ilden, indtil den var kvalt. Hun lod brandslukkeren falde på gulvet med et dunk.

Med krampe i lungerne sparkede hun køkkendøren op, kom ud i 20

Playground.indd 20

26/01/16 19.02

den svale morgenluft og rev blusen væk fra ansigtet. Hun trak vejret tungt, da hun gik tilbage til huset og åbnede alle vinduerne for at få røgen ud.

Hun fandt Mark på bænken i syrenlysthuset. Han sad sammen med en lyshåret kvinde og røg. En flaske whisky stod i græsset mellem hans nøgne fødder.

“Skat,” sagde han med et beruset smil, da hun standsede foran ham.

“Må jeg låne din telefon?”

“Okay,” sagde han og fiskede den op af brystlommen.

Jasmin tog den, ringede til alarmcentralen, fortalte om branden, at hun havde prøvet at slukke den, men at der stadig kunne være gløder i bjælkelaget. Den vagthavende sagde, at han ville sende en brandbil ud, Jasmin takkede og afsluttede samtalen.

“Brænder det i køkkenet?” spurgte Mark.

Jasmin rystede på hovedet og ringede til sin mor og spurgte, om hun måtte flytte hjem til hende.

“Jeg er en idiot,” mumlede Mark.

Hun gav ham telefonen tilbage, kiggede på ham, på hans fårede ansigtsudtryk, de triste øjne og tatoveringen af dragen, som snoede sig op langs den afslappede overarmsmuskel.

Hun kunne ikke lade være med at føle medlidenhed med ham, da hun begyndte at gå ud mod havelågen for at vente på sin mor.

Mark befandt sig i Afghanistan, da hun fødte deres barn, men Jasmins mor var med på sygehuset, og hendes søster, Diana, tog fri og fløj til Stockholm både for at se drengen efter fødslen og for at stå fadder ved dåben.

Jasmin gav sin søn navnet Dante.

Hun boede hjemme hos sin mor i mere end et år. De skiftede bleer sammen, så ham vokse, kravle og rejse sig op ved møblerne.

Jasmin søgte et vikariat som sekretær i Forsvarsministeriet og be21

Playground.indd 21

26/01/16 19.02

gyndte at arbejde på halv tid, mens hun fortsatte studierne i international krigs- og konflikthåndtering. Selv om Mark ikke var hjemme i længere perioder, var Jasmin meget opsat på, at han skulle være sammen med sin søn. De første gange, Dante overnattede hos ham, ventede Jasmin i bilen uden for huset indtil næste morgen. Han var altid sød ved Dante, men havde ikke styr på sit liv. Når han var hjemme i Sverige mellem opgaver, ville han stadig drikke tequila med gutterne, grille bag huset og bade nøgen i søen.

Vikariatet i Forsvarsministeriet blev til et fast job, og med hjælp fra moren købte Jasmin en lejlighed i gåafstand fra arbejde og børnehave.

Indimellem fyldtes hun af en stærk længsel efter sin egen absolutte tilstedeværelse, efter de simple drifter, som gemmer sig dybt inde i kroppen, i nerverne og langs huden. Så plejede hun at tage initiativ til at møde en mand på universitetets café og tage ham med sig ud på toiletterne.

Det var ikke ligefrem, fordi hun så fik orgasme. Det var måske sket, hvis de var taget hen på et hotel, men det var ikke det, hun var ude efter. Måske var det ensomheden bagefter, hun havde behov for; at skubbe ham ud derfra, låse døren igen og sætte sig på toilettet med rystende ben.

Playground.indd 22

26/01/16 19.02

4 Fem år af det nye liv var gået. Jasmin Pascal-Anderson stillede de tunge indkøbsposer fra sig på gulvet i entréen, og Dante tog sin kasket af og kastede den op på hylden. Hans kinder var røde, og de brune lokker klistrede til den fugtige pande.

Jasmin satte sig på knæ, hjalp ham af med støvlerne og åbnede hans flyverdragt.

“Hjælp lige lidt til,” sagde hun og lirkede hans arme ud.

Dante holdt fast om hendes hoved for ikke at miste balancen og benyttede lejligheden til at pege på hendes ørering.

“En rigtig perle,” sagde han.

“Ja,” svarede hun og fik hans ene ben op og trak den stribede sok fri af dragten.

“Men du har tabt den anden,” sagde han.

“Ja,” nikkede hun og tænkte, at hun til gengæld havde fået lov at leve. “Jeg skal nok købe en rigtig fin ørering til dig.”

Dante havde arvet Marks lange øjenvipper og den lille kløft i hagen. Han var temmelig lille af sin alder, præcis som hun selv havde været før puberteten.

Hun løftede ham ned i et varmt bad, og mens hun lavede mad, kunne hun høre ham synge alfabetsangen alvorligt og inderligt. Hendes storesøster, Diana, var i Stockholm på en medicinsk konference, men havde meldt afbud til gallamiddagen i den Blå Hal på rådhuset for at se hende og give Dante en tidlig fødselsdagsgave.

23

Playground.indd 23

26/01/16 19.02

Livet gik stille og roligt, og intet vidnede om den fare, der hastigt nærmede sig.

Jasmin lavede små boller af kødfars med hakket bacon, løg og champignon, som hun brunede og bagefter kogte i rødvin, kalvefond og smør.

Hun vaskede kokkekniven af i hånden og vejede den i udstrakt arm i nogle sekunder, inden hun vendte sig om. Med en svirpende armbevægelse kastede hun kniven tværs gennem køkkenet. Lyset fra loftlampen glimtede i bladet. Kniven snurrede rundt to gange, inden spidsen borede sig ind i det kraftige, ridsede skærebræt, som hang på væggen.

Jasmin skruede ned for komfuret og gik ind til Dante, der sad og formede store skæg og hatte af det knitrende sæbeskum.

Hun vaskede hans hår, tørrede ham og havde lige akkurat givet ham pyjamassen med blå og røde både på, da det ringede på døren.

“Jeg fylder fem år i næste uge,” sagde Dante, i samme øjeblik han åbnede døren.

“Gør du?” spurgte Diana med påtaget forbløffelse.

“Hej, søster,” sagde Jasmin, gav hende et kram og begyndte at knap­pe hendes frakke op. “Hvordan går konferencen?”

“Den er ret interessant.”

Diana havde det samme rødblonde hår som Jasmin. De grå stænk var stadig ikke til at se i de lyse lokker, men det fregnede ansigt havde fået et net af fine rynker.

“Hvad har du i posen?” spurgte Dante.

“Lad hende nu lige komme indenfor,” sagde Jasmin og hængte Dianas frakke op.

Diana tog en pakke med skinnende blåt gavebånd frem.

“Må jeg åbne den med det samme?” spurgte Dante og så op på Jasmin.

“Hvis du vil.”

Dante rev papiret af, konstaterede, at det var en bog, sagde tak, men kiggede knap nok på den, da Diana tog endnu en gave frem.

24

Playground.indd 24

26/01/16 19.02

Han flåede papiret af og udstødte et hyl af glæde, da han så, at det var et sølvfarvet plasticsværd.

“Var det upædagogisk?” spurgte Diana smilende.

“Dante, hvad mener du om, at børn leger med legetøjsvåben?” spurgte Jasmin.

“Det er i orden,” svarede han, mens de gik ud i køkkenet.

Diana og Jasmin snakkede om, at deres mor virkede gladere nu, men at hun stadig dækkede bord til deres far, når hun følte sig ensom. Jasmin tog fat i Dante, som fægtede med gardinerne.

“Du skal lege med sværdet inde på dit værelse, og ... vent lidt.

Inden du leger videre, skal du samle alt papiret op ude på gulvet i entréen.”

Jasmin hældte to glas vin op, mens sovsen kogte op. “Ved han, hvad dit arbejde var, inden du fik ham?” spurgte Diana, da Dante var løbet sin vej.

“Det er for tidligt at tale om det,” sagde Jasmin og trak kokkekniven ud af skærebrættet på væggen.

Hun skar en stor klump smør af og lod den synke ned i den mørke sovs, rørte forsigtigt rundt og så smørret lave en gul hale, som blev trukket ud i en langsom spiral.

“Har du nogen at snakke med?” spurgte Diana.

“Jeg har ikke tid til snak endnu,” sagde Jasmin med et smil. “Ikke, hvis du skal have det sidste ord.”

“Det behøver jeg ikke,” svarede hun og drak lidt vin. “Da du var lille, plejede du at sige folk inde i fjernsynet imod.”

“Kun hvis de tog fejl. Man kan jo ikke lade dem ...”

“Gør du stadigvæk det?”

“Nej,” svarede Jasmin.

Diana lo og kiggede muntert på Jasmin, der slukkede for komfuret og tog gryden af blusset.

“Mor snakkede om, at du havde vist interesse for en ny stilling i Forsvarsministeriet,” sagde Diana lavmælt.

25

Playground.indd 25

26/01/16 19.02

“Jeg har ikke tænkt mig at søge den,” sagde Jasmin og sigtede sovsen i et fintmasket dørslag.

“Det lød under alle omstændigheder spændende,” fortsatte Diana i en ubekymret tone.

“Alle kan jo ikke være neurokirurger,” sagde Jasmin og hældte kødbollerne over i en stor glasskål. “Ting sker, og man forandrer sig ... Jeg har ikke brug for mere spænding i mit liv. Det lyder måske kedeligt, men jeg kan godt lide at være sekretær, og jeg er god til det.”

“Jeg mener bare, at du skal gøre det, du har lyst til,” sagde Diana alvorligt. “Du klarer det hele, du er kommet igennem et krigs­ traume, du har født et barn, du har forladt Mark og skaffet dig din egen lejlighed og et job.”

“Men jeg kunne ikke redde Lars og Nico. De kunne have været i live, hvis jeg havde gjort tingene anderledes, hvis jeg havde ...”

“Du gjorde alting rigtigt,” afbrød Diana. “Det konkluderede efterforskerne også. Du fik en medalje, fordi du gjorde lige netop alt, hvad du overhovedet kunne, for at redde dem ... “ “Ikke på havnen,” sagde Jasmin.

Svaret overraskede hende selv. Det var længe siden, hun havde talt om havnen, selv om hendes tanker hele tiden vendte tilbage til den.

“Mor siger, at du har det fint,” sagde Diana stille.

“Det har jeg også,” sagde Jasmin og kiggede ud ad vinduet. Det var allerede mørkt over hustagene, og måneskinnet strømmede ud gennem tynde natteskyer.

“Føles det stadig, som om havnebyen var virkelig?”

“Hvad vil du have, jeg skal svare?” spurgte hun og smilede ufrivilligt.

Playground.indd 26

26/01/16 19.02

90 mm

154 mm

42 mm

154 mm

90 mm

”Med en svag hånd trak hun den fugtige iltmaske af og trak vejret hurtigt.

FOTO: THRON ULLBERG

Hvor langt vil du gå for at redde dit barn?

”Døden fungerer ikke,” fik hun hostende frem. ”Mennesker står i kø nede ved hav-

Under en mission i Kosovo falder Jasmin Pascal-Anderson i baghold.

nen for at forsvinde med bådene,” gispede

Hun såres af skud, og hendes hjerte holder op med at slå i næsten

hun. ”Der hænger røde lygter overalt, alle

to minutter. Da hun kommer til bevidsthed, ved hun, hvad der venter

skilte er på kinesisk, jeg forstår ikke ... for

efter døden: en voldshærget kinesisk havneby; et sted, der er farli-

alting er forkert ...”

gere, end noget andet hun har oplevet. Ingen tror på hende.

Jasmin behandles for en krigspsykose, tager hul på et nyt liv og

”Playground er en voldsom, dramatisk,

får en søn. Fem år senere kvæstes han så hårdt i en bilullykke, at

fantasifuld og tankevækkende historie, og

lægerne må standse hans hjerte for at operere ham. Jasmin ved, at

forfatterparret Ahndoril har skabt et impo-

drengen umuligt kan kæmpe sig tilbage fra den by, der stadig hær-

nerende detaljerigt og levende dødsrige.”

ger hendes tanker. Hun må følge efter ham – men hvordan?

SKÅNSKA DAGBLADET

af skygger.”

Lars Kepler.

DAGENS NYHETER

LARS KEPLER er et pseudonym for forfatterne Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril. Efter mere end fem millioner solgte bøger om den finsk-svenske mange læsere nu møde en helt ny side af den internationale bestsellerduo i en roman, der er inspireret af parrets personlige oplevelser.

NY

www.larskepler.com www.facebook.com/larskepler

p olitikensforlag.dk

ISBN 978-87-400-2999-4

9 788740 029994

For la g

POLITIKENS FORLAG

SEL V T H R S TÆ N D IG I LLE R

P o li t i ke ns

politikommissær Joona Linna, kan deres

232 mm

”En filmisk og smuk beretning om en by

Playground er en psykologisk thriller, der viser en ny side af