Postkort fra Californien Læseprøve

POSTKORT FRA CALIFORNIEN

TIL MINE BØRN

TONNY VORM

POSTKORT FRA CALIFORNIEN ERINDRINGSROMAN

POLITIKENS FORLAG

4

FØRSTE DEL “Vi fortæller os selv historier for at leve.”

Joan Didion

5

6

LOS ANGELES 20. juli 2015

Oscar svævede.

Vandet perlede i luften bag hans bare fødder, hvis skygger lagde sig i det våde sand. Han fløj over Venice Beach. Gul Lakers-trøje mod den blådisede himmel, shorts og den grå strikhue, vi havde købt i San Francisco tre uger forinden.

På internettet regnede jeg senere ud, at vi gik næsten seks kilometer den dag. Fra hotellet i Santa Monica til Venice Beach, hvor børnene badede, løb og legede, mens Rikke og jeg sad og klemte sand mellem tæerne. Rikke i en løs rød T-shirt, afklippede cowboyshorts, fregner, solbriller.

Om aftenen haltede Oscar en smule, trak på højre fod.

Jeg tog en hel stribe billeder. Mens de andre spiste hotdogs på en bænk ved Muscle Beach, strejfede jeg omkring i sidegaderne. Jeg havde været der før, flere gange. Fraser Avenue, hvor The Doors blev stiftet. Ellison Suites på Paloma Avenue, hvor Jim Morrison boede, da han droppede ud af UCLA. Det store orangefarvede gavlmaleri, der gemte sig i en gyde bag Ocean Front Walk. Et strejf af sød cannabis ramte mig fra en bred parkeringsvagt på en campingstol.

Indtryk, jeg noterede i min notesbog eller fangede på mobilen.

Tidligere på året havde jeg besøgt min far, spurgt om det bedste sted i verden, han havde boet.

“Californien,” svarede han.

7

Han var ikke i tvivl. Det var i begyndelsen af 1970’erne, da jeg var lille.

Næste dag kunne Oscar ikke gå. Han havde ondt i højre skinneben og sad med sin iPad i hotellets lobby, hvor der var gratis wi-fi. Vi andre fordrev på skift tiden på 3rd Street, inden vi skulle i lufthavnen. Han havde tidligere klaget over, at det gjorde ondt nede ved anklen eller på skinnebenet. Som om han ikke kunne beslutte sig for, hvor smerten befandt sig. I virkeligheden flyttede den sig måske også.

Vokseværk eller et lille brud et eller andet sted. Det havde vi to gange fået at vide hos lægen. Kortisoncreme, ispose og hvile og strækøvelser og pause fra bordtennis. Vi havde prøvet det hele.

Hjemme igen fik vi ham røntgenfotograferet, og tre dage senere ringede lægen og bad os komme ind med Oscar på Juliane Marie Centret på Rigshospitalet. Afdeling 5054.

Børnekræftafdelingen.

Rikke strøg mig over panden, da hun sagde det. Jeg lå og læste på sofaen. Jeg kan ikke huske, hvad jeg læste, og jeg kan heller ikke huske, om solen skinnede, eller om det pissede ned, eller hvilken dag det var, eller hvad klokken var, eller om Alberte var hjemme, eller hvad Oscar lavede, eller hvad vi fik resten af dagen til at gå med.

Folk siger altid, at de kan huske alverdens sære detaljer fra den slags dage. Kennedys død, mordet på Palme, 9/11 og det hele. Murens fald og EM-finalen ‘92. Men det var ikke tilfældet her. Alt andet end min søn fortonede sig, og jeg blev iskold indeni. Vi hviskede til hinanden, Rikke og jeg.

“Oscar har sgu da ikke kræft.”

8

VALBY I dag

Der er huller i mine noter. Dage er væk, minder er forsvundet, eller også har jeg skrevet om dem andre steder. På papirlapper, i bøger, i mails til mig selv. Jeg ved det ikke.

Indholdet i min fars flyttekasse spreder sig over gulvet i min nye lejlighed, postkort og billeder og breve, og på spise­bordet foran mig ligger de notesbøger, jeg skrev i, da vi boede på Børnekræftafdelingen. Sådan husker jeg det. At vi boede der et år.

Et par af dem er blot halvt fyldte. Jeg har sprunget fra den ene notesbog til den anden, kan jeg se, og når jeg forsøger at danne mig et overblik, fremstår det i en skæv kronologi, sløret. Hvordan får jeg samlet alle disse fragmenter, indtryk, løsrevne ord og episoder til én sammenhængende historie?

9

RIGSHOSPITALET 29. juli 2015

Afdeling 5054. Børnekræftafdelingen. Det er første gang, vi er her, og ingen af os aner, hvad der skal ske. Vi har end ikke nævnt ordet ‘kræft’ for Oscar før denne morgen. Der er ingen grund til at gøre ham urolig. Han ved, at vi skal ind på hospitalet og have anklen og benet undersøgt, men først da han er kommet i tøjet, fortæller vi, hvilken afdeling han skal undersøges på.

Han er tavs i bilen gennem byen. Det er Rikke og jeg og­så.

Vi tror stadig, at der er tale om en undersøgelse, der skal sikre, at han ikke er alvorligt syg. At han ikke har kræft. Det håber vi.

Men vi får vores egen stue med det samme, og han får et armbånd på, og han begynder at græde, da lægen siger, at han skal scannes for kræft. Han gemmer sig under dynen i sengen, mens vi venter. Oscar er ti år. Han ved godt, hvad kræft er.

Ude på toilettet er der et stort skilt over wc’et, hvor der står, at man ikke må skylle kemoopkast ud i toilettet. Jeg har aldrig i mit liv været så bange. Det er derfor, jeg skriver det her i nutid. Frygten har ikke sluppet mig.

Lidt efter dukker en sygeplejerske op og spørger, om vi vil vises rundt på afdelingen. Jeg ved ikke, hvorfor vi siger ja.

Det hele er en misforståelse. Hvorfor skulle min søn have 10

kræft? Ingen i vores familier har haft kræft. Hvad skal vi vises rundt for?

Ude på gangen står en skaldet pige med et ar i hovedet og hånden på et stativ med infusionsapparat, hvorfra der løber en slange til hendes næse. Tre-fire år gammel. Hun griner og leger med sin mor, peger på de store billeder på væggen. Af pyramider og floder og store gule marker, eller hvad fanden det er. Der lyder gråd og skrig et sted fra. På en dør ind til en stue står der ‘Karantæne. Smitte’ og så noget med småt.

Jeg betragter det hele med en skarp distance, som om jeg står uden for det, der sker omkring mig.

På de fleste døre ind til stuerne har børn skrevet deres navn og tegnet en tegning på små whiteboards. En eller anden har skrevet ‘Oscar’ på døren ind til stuen, vi har fået anvist. Sygeplejersken siger noget, der aldrig når mig. Jeg kigger på rengøringsmanden, der fejer i den anden ende af gangen, og jeg har hovedpine af at spænde i kæberne.

Oscar begynder igen at græde, jeg tager hans hånd, og vi går tilbage på stuen. Døren siger ‘svup’, når den bliver åbnet og lukket. Det vænner man sig til. Han lægger sig i sengen og tænder igen for iPad’en. Mr. Peabody. Da de pludselig spiller John Lennons ‘Beautiful Boy’ i filmen, bliver jeg nødt til at vende mig mod vinduet, så han ikke kan se mit ansigt.

11

RIGSHOSPITALET 31. juli 2015

Først skal Oscar gennem en børne-clearance og have foretaget to scanninger. En PET-scanning og derefter en MR-­ scanning. Vi møder op klokken 8.30 samme sted som sidst.

Afdeling 5054.

Lægerne skal undersøge, om hans krop kan holde til be­­­­handlingen. Og selvfølgelig se, om kræften har bredt sig.

Først en blodprøve. Hjemmefra har Oscar fået et lokal­be­ døvende Emla-plaster på begge albuebøjninger, så de kan stikke ham i en god vene det ene sted, og efter blodprøven på 5054 skal vi allerede klokken 8.45 være på afsnit 3982.

Det er svært at finde rundt derinde. Rigshospitalet er lidt af en labyrint, hvis man mangler stedsans.

For at komme fra 5054 til 3982 skal vi hele vejen ud igen, tværs over vejen op til hovedindgangen på Blegdamsvej, derefter ad en lille sti rundt om byggepladsen og med elevatoren ned i den underste kælder ved Indgang 39. Her er der flere kælderniveauer.

Senere, da Oscar skal strålebehandles, lærer jeg en smutvej at kende gennem de mange kældergange, som portørerne bruger.

Oscar får sporstof sprøjtet ind i kroppen. Han har fastet.

To timer efter tager de så endnu en blodprøve for at se, hvor meget af sporstoffet der er tilbage i blodet. I den mellemliggende periode foretages en PET-scanning, og derefter må 12

han endelig spise noget. Jeg henter en fransk hotdog til ham i 7-Eleven ovre i hovedbygningen.

Da det hele er overstået, går vi tilbage til stuen på 5054.

Stille og roligt. Fysisk anstrengelse skal undgås på undersøgelsesdagen, står der i de papirer, vi har fået udleveret. Og vi har ikke travlt.

Solen skinner, og det føles godt at være ude i den lune sommerluft. Trafikstøj, stemmer og liv omkring os. Fuglekvidder. Ingen af os siger noget, vi bevæger os som zombier blandt folk med rigtige liv. Sådan føles det.

På afdelingen henter jeg en kop kaffe i køkkenet, hvor forældre til kræftramte børn kan tage, hvad de vil. Der er også mad. Men jeg er ikke sulten. Jeg har fastet ligesom Oscar. Det har jeg besluttet mig for. Når han ikke må spise, må jeg heller ikke. Og selv om han nu godt må spise, har jeg ingen appetit.

Tanken om Oscars franske hotdog giver mig kvalme.

Jeg stiller mig i vinduet med kaffen i hånden, et varmt hvidt plastikkrus, stirrer på kranerne og træerne og tagene, der tegner sig mod den blå himmel over Fælledparken.

Flere har ringet, kan jeg se på mobilen. Jeg er overrasket over, hvor praktisk jeg tænker.

Inde på stuen er Oscar kravlet op i sengen, han gemmer sig med sin iPad under dynen. Rikke sidder på kanten af den anden seng. Et vindue står på klem, og trafikken nede fra krydset ved Tagensvej rammer os i bølger.

“Sygeplejersken har lige været her. Vi skal bare vente,” siger Rikke.

Jeg nikker og sætter mig i stolen i hjørnet. Ingen steder går tiden så langsomt som på et hospital.

13

Overlægen på afdelingen taler med fransk accent, og da hun dukker op, forklarer hun, at det ligner knoglekræft, som kan helbredes.

“Vi får først de endelige resultater af scanningerne næste uge, men det ser ud til, at det ikke har bredt sig,” siger hun og pointerer, at der også mangler en knoglemarvsprøve, in­den vi kan være sikre.

“Okay.”

Oscar sidder på forsædet i bilen hjem. Han slukker for radioen, som vi ellers altid har tændt. Trafikken gennem byen er tæt og aggressiv.

14