Redningsmænd - Bo Lidegaard

sikkerhed i Danmark og Sverige. Sporene følges fra de første norske og danske initiativer, iværksat af aktivister, som trods modstand fra uigenkaldeligt for sent, til de sidste dramatiske massetransporter lige før krigen sluttede.

For første gang samles perspektiverne fra alle de tre skandinaviske lande og Tyskland til en samlet fascinerende fortælling om handlekraft og vovemod – og de skandinaviske hjælperes første møde med I oktober 1943 lykkedes det hovedparten

koncentrationslejrenes brutale verden.

af de danske jøder at flygte til Sverige.

Hvordan gik det til, og hvorfor valgte

Allerede i slutningen af 1944 kom de første kørsler i gang med

langt de fleste danskere at hjælpe deres

danske busser, der hentede syge fanger. Gradvist blev operationerne

landsmænd på flugt? I Landsmænd

udvidet, men først da Sverige i marts 1945 trådte ind i aktionen, fik

fortælles den dramatiske historie for

den et omfang, der gjorde det muligt at samle de skandinaviske

første gang med afsæt i samtidige kilder,

fanger i kz-lejren Neuengamme.

dagbøger og dokumenter, skrevet af de flygtende, deres forfølgere og af hjælpere

Efter intensive forhandlinger med den magtfulde SS-ledelse lykkedes

samtidig med, at begivenhederne fandt

det i krigens sidste uger at få ikke alene de fleste norske og danske

sted.

fanger ud, men også at få frigivet flere end 10.000 fanger af andre nationaliteter.

Historien er medrivende og bevægende og viser samtidig, hvor afgørende

Historien giver et enestående indblik i, hvordan disse hjælpeaktioner

fællesskabet mellem forskellige

kunne tilrettelægges og gennemføres midt under Det Tredje Riges

befolkningsgrupper er i et demokratisk

blodige sammenbrud.

samfund.

ISBN: 978-87-400-1422-8

POLITIKENS FORLAG WWW.POLITIKENSFORLAG.DK

BO LIDEGAARD

alle sider satte alt ind på at hente deres landsmænd, inden det var

REDNINGS MÆND Skandinaviske aktioner for at redde fanger fra tyske kz-lejre i krigens sidste år

© LES KANER

transporteret over 20.000 fanger fra tyske koncentrationslejre til

REDNINGSMÆND

Dette er historien om de dramatiske aktioner, der i foråret 1945 fik

BO LIDEGAARD

Bo Lidegaard er en af de mest respekterede og læste danske historikere. Han er chefredaktør for Politiken og forfatter til flere bøger om Danmarks historie i det 20. århundrede. Han har senest udgivet Landsmænd. De danske jøders flugt i oktober 1943. Denne nye bog fortsætter, hvor den forrige slap, men kan læses helt uafhængigt.

ditionens ledere ind i, hvad de ville komme til at møde. Det, vi havde at fortælle, blev mødt med en vis skepsis. Men der gik ikke mange dage, før de selv kunne fortælle ting, som var mindst lige så hårrejsende, som det vi havde oplevet”.

Svenskerne havde på deres side en vis skepsis over for de selvbestaltede danske og norske aktivister. Igen fortæller Vogt-Svendsen: “Det var ikke fri for, at de smilte lidt af dr. Holm og mig, særlig når vi igen og igen kom med vores lister og blev ved med at insistere på, hvor vigtigt det var med kontrollen af, at alle fangerne var kommet med. Det viste sig snart, at der knapt var en lejr eller anstalt, hvor der ikke fra ledelsens side blev gjort forsøg på at unddrage fanger fra svenskerne”.

Alle de centrale skandinaviske aktører var nu samlet i Friedrichsruh.

Bernadotte tog som den eneste ophold på slottet, mens de øvrige officerer og ledende civile boede på det nærliggende gæstgiveri eller camperede. Fra norsk side kom og gik sømandspræsterne Arne Berge og Conrad Vogt-Svendsen, der skulle være nordmændenes forbindelse til Bernadotte, ligesom inderkredsen fra Gross Kreutz nu kom til Fried­ richsruh: Wanda, Johan og Helge Hjort og Bjørn Heger.

Som officiel forbindelse til Danmark kom Johannes Holm op fra Berlin på et tidspunkt, hvor der formelt ikke var noget formaliseret samarbejde mellem Svensk Røde Kors og Det Danske Hjælpekorps, som nu var kommet på mellemhånd efter at have hentet i alt 600 danske fanger hjem fra tyske koncentrationslejre. Det forhindrede dog ikke Udenrigsministeriet i København i parallelt med udrulningen af Bernadottes aktion under Himmlers og Schellenbergs beskyttelse at fortsætte sine politiske bestræbelser for via kontakterne til Kaltenbrunner og Müller at få frigivet og hjemført danske fanger direkte. Derfor var Frants Hvass efter sit besøg i Berlin i begyndelsen af marts fast udstationeret i Friedrichsruh.161 Det er karakteristisk for opfattelsen blandt de danske aktivister, at en af den danske aktions praktiske spydspidser, den omtalte forvalter Bjarne Jensen fra Statens Serum Institut, som ikke var med i den diplomatiske frontlinje, i en beretning skrevet kort efter begivenhederne fortæller, at Det Danske Hjælpekorps opstod efter aftale med den allierede overkommando, med hvilken det var aftalt, “at vi skulle transportere 234

M A RTS 1945

alle norske og danske internerede samt Tysklands-arbejdere til Danmark og videre, når sammenbruddet kom. Vi regnede med 12-15.000,

BO L IDEGAARD

som skulle hentes på tre-fire uger ved hjælp af ca. 120 rutebiler, 25 ambulancer, en del lastvogne, forplejningsvogne og tankvogne”.

Det var en stor operation – mange af de nævnte køretøjer var i drift

REDNINGS MÆND

til alle mulige andre opgaver. Ikke desto mindre lykkedes det i løbet af en enkelt søndag nat den 11. marts at male samtlige køretøjer hvide med røde kors og det danske flag.

Til Mohr havde Bernadotte inden sin afrejse fra Berlin sagt, at trans-

porterne fra de andre lejre til Neuengamme ville blive gennemført på ti dage mellem den 10. og den 20. marts, men det viste sig at være en meget optimistisk vurdering. Problemer af enhver art hobede sig op, og det store apparat tog uvægerligt tid. Det var så meget desto værre, som ikke kun krigens udvikling truede medfor at overhale det svenske initiativ.

Skandinaviske aktioner at redde fanger Det var også det forhold, at det militære svenske personel kun havde én

fra tyske kz-lejre i krigens sidste år

måneds orlov fra begyndelsen af marts, hvortil kom usikkerheden om De Allieredes stadig mere intense luftangreb, som udgjorde en særdeles reel trussel mod hjælpekolonnerne. Det var ganske enkelt livsfarligt at færdes på de tyske landeveje i marts og april 1945. Selv når man kørte i hvidmalede busser.162

De første ture Pendulfart til Sachsenhausen I Friedrichsruh blev Svensk Røde Kors’ køretøjer delt op i to kolonner.

Den første, der bestod af 12 busser, og som afgik den 15. marts, fik til opgave at hente de omkring 2.200 danske og norske fanger i Sachsen­ hausen lidt nord for Berlin. Den anden kom først af sted fire dage senere, fordi den afventede brændstof, der blev sejlet ind via Lübeck. Den bestod af 24 busser og 134 mand og skulle søge længere mod syd for at hente mindre grupper fanger i lejrene der, blandt andet i Dachau nær München.

Turene til Sachsenhausen fandt snart en fast rutine med afgang fra Friedrichsruh kl. 17, ankomst til Sachsenhausen ved midnatstid og re8. Ber na d o t t e s h v ide bus ser

235

turkørsel i ly af mørket med ankomst til Neuengamme den følgende formiddag ved 11-tiden. Efter forholdsordrerne fra SS skulle al samtale i lejrene foregå på tysk, så de medfølgende SS-kontrollanter kunne følge med. De havde også til opgave at hjælpe til med at overkomme det væld af små og større vanskeligheder, der opstod i forbindelse med missionernes gennemførelse i det krigshærgede land, hvor kampene rasede med uformindsket styrke. Fangerne blev ført til busserne i alfabetisk rækkefølge. Hver nat kørte 12 hvide busser fra Svensk Røde Kors op foran porten til Sachsenhausen, og hver nat afgik de fyldte busser mod Neuengamme. Fangerne blev i alfabetisk rækkefølge kaldt frem til busserne. Ved bogstavet B, som skulle med anden transport, gik den 28-årige jødiske sproglærer fra Oslo, Josef Berg, med sine medfanger op i bussen. Han var en af de få norske jøder, der havde overlevet deportationen, og han kom ligesom Leif Wolfsberg, der var i samme situation, med de øvrige norske fanger til Neuengamme.163 Svensk Røde Kors gennemførte syv af disse ture i dagene frem til den 24. marts. Folkes næstkommanderende, kaptajn Sven Frykman, der var leder på en af turene til Sachsenhausen, berettede om den første tur, der blandt andet førte kolonnen ind gennem Berlins centrum. Selv om byen er voldsomt sønderbombet, synes alt at foregå velorganiseret og uden dramatik, indtil luftalarmen lød: “Med ét forandrede gadebilledet helt karakter. Mennesker strømmede ud fra kældrene med deres få ejendele og styrtede mod beskyttelsesrummene. Bilerne kørtes med fuld sirene som ambulancer. Skrig og kommandoer fra politi og civilforsvar, mens civilbefolkningen var apatisk. De fleste gik som søvngængere, en del forbandede de morderiske englændere, andre græd stille”.

Efter at have fået deres obligatoriske gestapomand om bord besluttede Frykman at forsøge at nå frem til Sachsenhausen, inden angrebet satte ind. Lysten til at gøre holdt midt i Berlin var til at overse. Ifølge gestapomanden var der ti minutter, til angrebet begyndte, og radioen bekræftede det ildevarslende budskab. Frykman fortæller så hjulene hviner: “Et større antal fjendtlige bombefly nærmer sig Berlin fra vest og ventes at være over centrum om fem minutter. Vi satte farten yderligere 236

M ARTS 1 9 4 5

op. Gang på gang blev vi prajet af politi, som råbte, at vi skulle standse og søge beskyttelse. Vi fortsatte bare. Eftersom vi måtte tage omveje uden om de store veje, der var ilde tilredte, måtte vi slukke billygterne.

Så mange skældsord, som uniformerede mænd udslyngede mod os, har jeg sjældent hørt. De kaldte os for mordere og banditter og råbte, at de første fly kunne høres over os”.

Få minutter senere nåede kolonnen lejren, hvor kommandanten tog imod. De var ventet, og indlastningen af 280 skandinaviske fanger begyndte med det samme. Fangerne marcherede i kolonner med militærisk præcision, mens syge, der ikke selv kunne gå, blev båret ind på bårer i særlige busser. Efter kun godt en halv time var kolonnen klar til at afgå. Ingen fandt noget at tøve efter, og først efter en times kørsel var der pause og almindelig kontakt mellem fangerne og de frivillige. De fleste af fangerne var ved udmærket helbred, ikke mindst takket være de hjælpepakker, der på dette tidspunkt kom systematisk. Den hårde del af turen var den sidste. Destinationen var ikke friheden, men Neuengamme – en anden koncentrationslejr. Her ankom busserne kl. 10.30, og fangerne måtte igen stige af.

Frykman beretter, at en norsk fange sagde: “Nu er denne herlige rejse slut. Men kender jeg jer ret, kommer I igen, og da kører I os vel hjem?”. Hverken Frykman eller nogen anden kunne give det svar, fangerne håbede. Som sagerne stod, var kun første skridt aftalt. Fangerne skulle samles i Neuengamme. Hvad der så skulle ske, vidste ingen.164 Sideløbende med afhentningerne i Sachsenhausen begyndte tyskerne også selv at hente danske og norske fanger fra udekommandoerne tilbage til hovedlejren i Neuengamme. Blandt dem, der blev hentet i marts, var modstandsmanden Jørgen Kieler, der sammen med næsten 100 andre danske fanger var sendt til Porta Westfalica allerede i september 1944, og som der havde været stort set uden for hjælpearbejdets rækkevidde. Kieler har nøje beskrevet de rædselsvækkende forhold i arbejdslejren, hvor brutaliteten var konsekvens og dødeligheden ifølge Kielers opgørelse mere end dobbelt så høj som gennemsnittet for de øvrige lejre. Ifølge Jørgen Kielers optælling blev i alt 225 danske fanger anbragt i Porta. Da de afkræftede fanger den 19. marts 1945 blev beordret til afmarch mod Neuengamme i to kreaturvogne, var der kun 81 8. Ber na d o t t e s h v ide bus ser

237

af dem tilbage. De 144 var enten døde eller sendt på sygetransport til Neuengamme eller Bergen-Belsen.

Kielers opgørelse viser, at dødeligheden var markant højere blandt de ikke-politiske fanger i forhold til de fanger, der havde været aktive i modstandsbevægelsen. Forklaringen finder han dels i, at de “ikke-politiske” fanger som følge af deres “uskyld” havde sværere ved at affinde sig med deres skæbne, dels i deres ringere evne til at holde sammen. Sidstnævnte aspekt går igen i mange beretninger fra de norske og danske fanger, der beskriver den afgørende betydning, det indbyrdes sammenhold havde for fangernes overlevelse. Det gjaldt både de helt nære venskaber, hvor fanger to og to hjalp og støttede hinanden, og sammenholdet i gruppen som helhed, der ved indbyrdes solidaritet og opmuntring var i stand til at bevare livsmodet.165

Den lange tur mod syd Den største svenske kolonne kørte under ledelse af operationschefen, Gottfrid Björck, den 19. marts sydpå mod lejrene i det sydlige Tyskland og det nuværende Østrig. Herfra var de norske og danske aktivisters efterretninger mindre præcise og kontakten til de skandinaviske fanger mere sporadisk. Men lejrene, ikke mindst Mauthausen lidt øst for Linz, var kendt som nogle af de værste. Målet var at hente i alt 640 navngivne skandinaviske fanger, der mentes at være spredt i forskellige lejre og udekommandoer. Nogle var norske fanger, der havde været i området længe. Andre danske, der få uger tidligere var sendt til Dachau. Rejseafstanden var betydelig længere end til lejrene i Nordtyskland og omkring Berlin, og de 35 køretøjer var fem dage undervejs på den første tur mod syd og retur til Neuengamme.

Hovedkolonnen under oberst Björck kørte til Dachau, hvor Kristian Ottosen har givet en levende beskrivelse af, hvorledes fangerne oplevede de svenske bussers ankomst: “Mere end tyve busser gled stille op foran den lange række skandinaviske fanger, som stod og ventede. Snart steg en stor, stovt mand ud af den første bil. Det var oberst Björck, lederen af hele ekspeditionen.

Et øjeblik så han ud over hele forsamlingen: ‘Javel, det er så alle fyrene’, 238

M ARTS 1 9 4 5

sagde han. Så marcherede han med faste skridt over til kommandanten, som stod omgivet af sine nærmeste medarbejdere. Efter at have introduceret sig selv og sine medarbejdere spurgte han: ‘Und die skandinavischen Häftlinge – sind sie alle da?’ (Er alle de skandinaviske fanger her?). Kommandanten gjorde stramt honnør og svarede: ‘Jawohl, Herr Oberst’. Da skete noget uventet. Fangernes tillidsmand, Waldemar Aune, stod frem og sagde med klar røst: ‘Nej, ikke alle’. Der opstod et øjebliks forvirring, kommandanten eksploderede. Aune holdt på sit: ‘Der sidder to nordmænd i en celle i hovedbygningen’, sagde han roligt.

‘Dem må vi have med’. Det var lige før, kommandanten trak revolveren mod Aune.

Björck opfattede med det samme situationen: ‘Hvor findes nærmeste telefon?’ spurgte han. ‘Jeg må nok ringe til Berlin’. Da kommandanten hørte ordet Berlin, blev han mere medgørlig. ‘Einen Augenblick, bitte’, sagde han. Før en halv time var gået, kom yderligere to nordmænd ud gennem fangeporten.”166 De danske fanger i Dachau, som havde opholdt sig der i kortere tid, var typisk i bedre forfatning. Hovedparten blev sendt fra Frøslevlejren den 16. februar – mindre end fem uger før Björcks ankomst.

Cheflægen for De Hvide Busser, Hans Arnoldsson, var med i det detachement, der fik til opgave at hente 54 danske og norske fanger i Mauthausen. Han var ikke som sine danske kolleger allerede ved selvsyn delvis fortrolig med de gruopvækkende forhold i koncentrationslejrene, og hans beretning fra mødet med lejrens gru afspejler, at mange endnu havde svært ved at tro rygterne om grusomhederne i disse lejre, før de så dem med egne øjne.

Arnoldsson har beskrevet, hvorledes forhandlingerne med kommandanten bølgede frem og tilbage, mens de svenske Røde Kors-folk forsøgte at holde gode miner til slet spil i det kammeratlige samkvem med lejrens øverste bødler, der endte med at invitere gæsterne på middag i lejrkommandantens elegante kvarter. Der blev serveret udsøgt middag med flere vine, og den svenske læge følte sig inderligt utilpas ved hele forestillingen. Men også han holdt gode miner til slet spil: “Hvis en udenforstående kunne bevidne vores samkvem, ville han nok have fundet, at vi udgjorde et højst ejendommeligt selskab: det 8. Ber na d o t t e s h v ide bus ser

239

Major Sven Frykman overtog efter oberst Björcks afrejse i begyndelsen af april kommandoen over den tilbageværende halvdel af det svenske detachement. Modsat Björck havde Frykman et glimrende forhold til de danske aktivister, og under hans ledelse smeltede den svenske og den danske indsats sammen de sidste fem uger op til krigens afslutning. Mens Frykman formelt stod som chef for kørslerne, blev den samlede operation i realiteten ledet af denne sammen med afdelingschef Frants Hvass fra det danske udenrigsministerium og læge Johannes Holm – i stigende omfang bistået også fra tysk side af dr. Karl Rennau. Folke Bernadottes rolle var i denne periode først og fremmest af politisk art som forhandler med Himmler – og som leder af enkelte, afgørende stabsmøder i Friedrichsruh.

Dr. Hans Arnoldsson fra Svensk Røde Kors blev en af hjælpeaktionens afgørende svenske aktører. Som hans danske kollega Johannes Holm gled hans indsats fra det overvejende lægelige til det operationelle som leder af nogle af de vanskeligste transporter og forhandler direkte over for tyske modparter. Arnoldsson var et organisatorisk talent med udpræget evne til at finde vej gennem bureaukratiske og praktiske forhindringer. Han var den første uden for den nazistiske inderkreds, der fik adgang til kvindelejren Ravensbrück, hvor han kom til at stå ansigt til ansigt med nogle af de mest forhærdede forbrydere i Det Tredje Rige.

240

8. Ber na d o t t e s h v ide bus ser

svenske Røde Kors-personale med humanitetens emblemer på uniformsjakken, der hæver sit glas med formentlig stjålen Cognac mod denne umenneskelige kommandant og hans lige så bestialske hjælpere.

Man hvad skulle vi gøre? Endnu havde vi ikke fået vore skandinaver i busserne. Endnu var de kommandantens livegne, og et nik fra ham kunne standse hele foretagendet”.167 Efter hårde forhandlinger med lejrkommandanten var det lykkedes at få samtlige kendte 54 skandinaviske fanger med fra Mauthausen, og ved afskeden bedyrede kommandanten, at der ikke var flere. Som Kristian Ottosen beretter, vidste fangerne bedre. Deres effektive indbyrdes efterretningsarbejde havde gjort dem opmærksomme på, at der fandtes norske kvinder i lejren. Det havde de imidlertid ikke mulighed for at fortælle Arnoldsson, før de var kommet af sted.

På den måde lykkedes det trods den venlige skål kommandanten at snyde sine svenske gæster. På vejen mod Neuengamme fortalte en af fangerne, at der i lejren fandtes yderligere 11 nordmænd, som tyskerne skjulte, samt 16 norske kvinder, som netop var overført fra Ravensbrück.

Arnoldsson fik navn og data på samtlige, men Björck besluttede at fortsætte mod nord, selv om alle indså, at arbejdet ikke var gjort færdigt.

Turen hjem blev for mange af de frivillige hjælpere det første direkte møde med konsekvenserne af de umenneskelige forhold i lejrene med lige dele hårdt fysisk arbejde, elendige rationer og endeløs brutalitet. En førstehåndsberetning fra den svenske sygeplejerske Margareta Björcke, der var med på denne tur fra Mauthausen, er optrykt i Frykmans bog, der udkom kort efter krigens afslutning: “Ud på formiddagen gjorde vi første ophold, da vi var kommet op på autostradaen. Til alt held var vejret smukt, og da vi standsede, tømtes busserne med det samme – det vil sige, at alle, der på nogen måde kunne komme ud, slængte sig i græsrabatten og trak tøjet af sig for at blive forbundne og få hjælp. Jeg har ikke sammenlagt i de tolv år, jeg har været sygeplejerske, set så megen lidelse som her på én gang. Ben, rygge og halse fulde af betændte bylder, som en almindelig svensker ville gå sygemeldt en uge for en enkelt, for eksempel i nakken. Jeg talte omkring tyve på en enkelt fange – og han klagede endda ikke. I forbifarten kan jeg nævne, at netop den mand, da han kom med i en senere transport til 8. Ber na d o t t e s h v ide bus ser

241

Danmark, genkendte mig og kom frem og takkede for hjælpen. Han var da rask, rund i ansigtet og strålede af lykke over at være fri.

De fleste havde forbindinger af papir, men med en sort tjæresalve, som de afskyede. Bare man tog forbindingen af, gned hvid salve på, og lagde en ordentlig forbinding, var de glade. Den taknemmelighed for det allermindste, som strømmede imod en, er noget, man aldrig glemmer.

Men det svenske sygehusvæsens sans for sterilitet fik næsten dødsstødet. Der lå man på knæ i landevejsstøvet og forbandt de værste sår og åbne bylder. Vi havde en saks og en pincet, som nødtørftigt blev tørret af med sprit og måske indimellem brændt, men som måtte anvendes fra den ene til den anden. Man havde helt enkelt hverken tid eller mulighed for andet, hvis vi skulle nå det allermest nødvendige. Og det mærkelige var, at det tydeligvis ikke gjorde det allermindste. Fra klokken 11 om formiddagen til sen aften arbejdede vi, to læger, to sygeplejersker og en sygehjælper. Vi havde også mennesker liggende med 40 graders feber og mere, og efter at de havde konsumeret indholdet i deres hjælpepakker, var jo alle mere eller mindre plaget af diarré. Det var bedrøveligt at se dem sidde i lange rækker langs vejkanten. Men de var jo så grænseløst sultne. Jeg så dem rive pakkerne op og spise tørmælken med ske.

Hvad gjorde det, at halvdelen havnede alle andre steder end i munden?

Vi advarede dem om ikke at spise for meget på én gang, men hvad hjalp det, og vi havde ikke hjerte til at tage pakkerne fra dem, selv om vi vidste, hvilken elendighed det førte til. Men vores forråd af opium og andet (smertestillende) sank hastigt”.168 Delkolonnen fra Mauthausen stødte igen til hovedkolonnen i Dachau, og sammen begyndte de den vanskelige hjemtur til Neuengamme med de syge fanger. Øjeblikkets trængsler dominerede, selv om det nagede at vide, at De Hvide Busser måtte tilbage igen samme vej.

Også i Dachau var 45 syge fanger efterladt. For hver kilometer, kolonnen kæmpede sig nordpå, var der længere tilbage til de efterladte.

242

M ARTS 1 9 4 5

Dansk Hjælpekorps på sidelinjen Sideløbende med Bernadottes busser gennemførte Dansk Hjælpekorps flere større kørsler, både til krigsfangelejrene omkring Mühlberg, til Buchenwald og til Neuengamme. Udgangspunktet var de tilsagn, Frants Hvass under sit besøg i Berlin tidligere på måneden havde opnået fra Kaltenbrunner og Müller, som vel at mærke modsat Himmler-Bernadotte-forståelsen gjaldt hjemførelse og ikke kun samling af fangerne.

Til gengæld var antallet meget mindre – og de enkelte transporter mere komplicerede med idelige trakasserier med SS og sikkerhedshovedkvarteret i Berlin.

Lettere blev det ikke af det elendige materiel. Intet var enkelt – H.H. Koch beretter, hvordan selv beslutningen om at lakere busserne hvide med påmalede dannebrogsflag som en vis beskyttelse mod de livsfarlige allierede bombeangreb udgjorde en vanskelighed. På grund af rationeringen af elektricitet kunne værkstedet ikke drive sit lakeringsanlæg, og Koch måtte med bureaukratiske kunstgreb skaffe det ekstra tildelinger. Benzin var så godt som uopdriveligt, og de generatordrevne danske busser og lastvogne, der kørte på fast brænde, kunne kun på særlig gode dage nå en marchhastighed på 50-60 kilometer i timen; ofte sneglede kolonnerne sig af sted med kun 20 kilometer i timen. Hertil kom hyppige nedbrud som følge af det udtjente materiel, manglen på reservedele og de elendige vejforhold i det sønderbombede Tyskland. På landeveje og autostradaer udrettede chauffører og mekanikere igen og igen mirakler efter de forhåndenværende stumpers princip, men ofte tog det tid, og i mange tilfælde måtte reparationer udføres under nervepirrende pres, hvor det hele stod på spil, og med overhængende risiko for allierede luftangreb.

Allerede den 13. marts afgik mod Mühlberg en kolonne, der var dimensioneret til at kunne tage flere end de 33 syge betjente, der var turens primære formål. Tyskerne afviste ikke fuldstændig at udvide listen lidt, så længe de var betrygget om, at betjentene var så syge, at de ikke kunne genoptage aktiv tjeneste – hvilket tyskerne nok ikke helt uden grund frygtede kunne være ensbetydende med aktiv modstand – inden krigens slutning. Den sidste formulering gjorde det, som Thune Andersen bemærkede, “noget lettere at medtage tilfælde, der var lidt tvivlsomme, idet man på det tidspunkt kunne have forskellige meninger 8. Ber na d o t t e s h v ide bus ser

243

Syv læger forsamlet i Friedrichsruh foran en af de danske ambulancer. Fra venstre dr. Volkert, dr. Thune Andersen, dr. Johannes Holm, professor Rundberg, dr. Roesdahl, dr. Arnoldsson og dr. Trier Mørch. De fem danske læger bærer alle hjemmestrikkede uniformer, stykket sammen af tilfældige dele, mens de tre svenske er behørigt klædt i Svensk Røde Kors-uniformer. Lægernes opgaver rakte langt ud over det medicinske, og flere af dem blev ledende på transporterne og i forhandlingerne med tyske myndigheder og kommandanter.

244

8. Ber na d o t t e s h v ide bus ser

om krigens varighed”. Inden længe var listen blevet dobbelt så lang, og selv om en forsigtig diplomat fra gesandtskabet i Berlin var betænkelig, lykkedes det Thune Andersen personligt at opnå den nødvendige tilladelse direkte fra rigssikkerhedshovedkvarteret i Berlin, idet han pure nægtede selv at tage ansvar for at frasortere tilfælde, der var konstateret syge. En sådan udvælgelse kunne en dansk myndighedsperson efter hans opfattelse ikke foretage – den måtte overlades til Kaltenbrunners folk, der endte med at lade alle 65 betjente komme med hjem. Konvojen returnerede til Danmark den 21. marts efter en dramatisk tur, hvor en af lederne blev såret under allieret luftangreb.169 Samtidig deltog Frants Hvass i en transport, der i første omgang skulle hente de tilbageværende 74 syge politifolk i Buchenwald. Udfordringen var som altid misforholdet mellem det pertentlige tyske bureaukrati, der forudsatte, at alle lister og navne var pinligt korrekte, og de mere eller mindre kaotiske tilstande, der herskede med vanskelige kommunikationslinjer og krydsende ordrer mellem konkurrerende enheder og interesser inden for det nazistiske magtapparat. Mens denne giftige cocktail i nogle tilfælde blokerede for løsladelser, der ellers var enighed om, kunne den i andre udnyttes til at få flere fanger løsladt end forudset. Alt afhang af de konkrete forhold i lejrene og af de danske forhandleres evne til med gode ord – og “B-pakker” på rette tid og sted – at lirke fangerne ud af lejrene.

Hvass beskrev i sin rapport fra kørslen til Buchenwald, hvordan disse mekanismer virkede i praksis, da hans kolonne var på vej til Buchen­ wald efter de syge betjente: “Da vi kom forbi Hamburg, gik der forlydender om, at politifolkene i Buchenwald skulle være flyttet til Neuengamme. Vi satte os derfor i forbindelse med Neuengamme-lejrens ledelse, der imidlertid med største bestemthed erklærede, at der ikke i Neuengamme var danske politibetjente. Derimod var der 74 grænsegendarmer, som kunne afhentes når som helst. Under disse forhold og under hensyn til de mange rygter, vi havde været udsat for under rejsen i Tyskland, og som viste sig ikke at være rigtige, besluttede vi os for at sende konvojen til Buchenwald. (…)

Da konvojen kom dertil, viste det sig, at der kun var én dansk politimand tilbage, og denne tog konvojen med sig”.

8. Ber na d o t t e s h v ide bus ser

245

Efter yderligere kontakter til Neuengamme lykkedes det imidlertid at udnytte denne forvirring til derfra få dage senere at afhente ikke alene de oprindeligt planlagte 74 politifolk, der ganske rigtigt var ført tilbage til Neuengamme, men derudover også 70 grænsegendarmer, 30 “asociale” og en “politisk” interneret. Intet var gået helt som planlagt, og ved hver afhentning var opstået store problemer med lister, der ikke stemte overens med den faktiske tilstedeværelse af de fanger, der skulle hentes. Men mens Bernadottes busser endnu var på vej sydpå, var resultatet af de danske anstrengelser, at 70 grænsegendarmer den 16. marts ankom til Frøslev fra Neuengamme, og at flere end 50 “asociale”, der var kommet med hjem, umiddelbart blev frigivet. Kun to dage senere ankom 75 politibetjente til Frøslev fra Buchenwald via Neuengamme, og den 23. marts yderligere de 65 betjente fra Mühlberg. Alt i alt kom flere hjem end forventet – det var svært i samtiden at holde overblik over de bestandigt skiftende og usikre tal.170 Med afslutningen på disse missioner blev de danske transporter midlertidigt indstillet, men i København fortsatte det diplomatiske tovtrækkeri mellem besættelsesmagten og det danske udenrigsministerium. Fra tysk side ville man have danske modydelser i form af større medansvar for de mange civile tyske flygtninge, der blev ved med at strømme ind i landet fra øst, mens man fra dansk side blankt afviste dette. Et beslægtet spørgsmål var dansk lægehjælp og anden humanitær bistand til de tyske flygtninge i Danmark, hvor Nils Svenningsen støttede de danske læger, der nægtede at behandle de tyske flygtninge i Danmark, så længe danske fanger blev tortureret, og danske fanger i tyske kz-lejre ikke blev hjemsendt. I et forsøg på at bryde dødvandet gik Werner Best den 16. marts direkte til formanden for Lægeforeningen, Mogens Fenger, der modstræbende var gået med til at behandle akutte og farlige tilfælde af sygdom hos de tyske flygtninge endnu en uge. Så var det slut, medmindre de danske krav blev opfyldt. Strømmen af tyske flygtninge i Danmark blev ved med at vokse i takt med den tyske tilbagetrækning fra øst, og antallet nåede op nær de 250.000. Men som nævnt betød Hitlers udtrykkelige prioritering af den militære retræte, som blev bekræftet med en ny førerordre den 14. marts, i praksis en markant begrænsning af det antal civile, der nåede helt frem til Danmark.171 246

M ARTS 1 9 4 5

Jokeren Kersten Mens de svenske og danske kolonner kæmpede sig frem gennem det sønderskudte Tyskland i et desperat forsøg på at redde så mange som muligt fra de tyske koncentrationslejre, inden det var uigenkaldeligt for sent, var Felix Kersten i nær kontakt med Heinrich Himmler. Kersten, der som nævnt var forsynet med et politisk opdrag fra den svenske udenrigsminister, udgav efter krigen sine dagbøger og udskrifter af en stribe angivelige breve fra Himmler, der skulle afspejle dennes vidtgående humanitære løfter til sin livlæge, mest markant fra netop den periode fra den 3. til den 23. marts 1945, hvor Kersten opholdt sig i Berlin og jævnligt behandlede Himmler. Kerstens senere beskrivelser af sine drøftelser med Himmler er stærkt pyntede og redigeret for at styrke Kerstens stilling efter krigen – selv om de utvivlsomt indeholder en kerne af realitet. Speciel interesse påkalder sig afskriften af en forståelse mellem Himmler og Kersten, dateret i Hohen-Lüchen den 12. marts.

Her lover Himmler at foretage en række markante og positive skridt i forhold til fangerne i de tyske koncentrationslejre. Den tyske historiker Peter Longerich citerer i sin store biografi fra 2012 over Heinrich Himm­ler denne “Vereinbarung” (aftale) som “et af de mest overraskende dokumenter, Himmler skrev i hele sin tid som rigsfører for SS”. Men Sune Persson argumenterer i sin analyse indgående og overbevisende for, at dokumentet er et falsum skrevet flere år efter krigen af Kerstens sekretær, som samtidig forfattede et andet falsk dokument.172 Ikke desto mindre er der flere ting, der bestyrker indtrykket af, at Himmler på dette tidspunkt i en kortere periode aktivt arbejdede med tanken om at bruge drabene på jøder i de tyske lejre som løftestang for indrømmelser fra De Allierede. Således hævdede også en af Himmlers nære medarbejdere, Oswald Pohl, under sine forhør efter krigen, at han efter ordre fra Himmler i midten af marts personligt instruerede lejrkommandanterne om at indstille drabene på jøder og bringe dødsraterne i lejrene ned, så der så at sige var noget at handle med.173 Hvor Kerstens “dagbøger” generelt ikke er troværdige, giver korrespondancen mellem det svenske udenrigsministerium og gesandtskabet i Berlin mulighed for på afstand at følge dennes aktiviteter og resultater. Den 14. marts foreslår udenrigsministeriet gesandtskabet, at 8. Ber na d o t t e s h v ide bus ser

247

det beder Kersten hos Himmler udvirke udrejse for en mindre gruppe navngivne jøder med svensk statsborgerskab, “hvis det ikke lykkes Bernadotte”. Det antyder både, at Bernadotte på dette tidspunkt var kørt fast, og at det svenske gesandtskab løbende havde kontakt med Kersten og altså via ham en bagdør til Himmler. Tre dage senere, den 17. marts, måtte Bernadotte selv nedværdige sig til sammen med Brandel fra gesandtskabet at aflægge Kersten besøg på dennes gods Gut Hartzwalde øst for Berlin. Her havde Kersten oplyst, både at de svenske fanger på “jødelisten” ville blive frigivet – omend med enkelte forbehold – og at han, Kersten, havde “bearbejdet (Himmler) for at opnå, at de danske og norske fanger skulle føres fra Neuengamme til Sverige, og ifølge hans (Kerstens) egne udtalelser skulle Himmler være vundet for denne tanke, hvis gennemførelse dog åbenbart forudsætter samtykke også fra andre instanser …”.

Det fremgår af delegationens indberetning, at de svenske diplomater var pinligt opmærksomme på, at én ting var Kerstens rapporter om alt det, han havde opnået hos Himmler, noget ganske andet virkeliggørelsen af det. Her spillede ikke mindst Kerstens indsats for at opnå frigivelsen af jøder en central rolle, fordi Kersten efter eget udsagn havde opdrag med ikke kun fra den svenske udenrigsminister, men også fra Gilel Storch, som han havde truffet i Stockholm inden sin afrejse, og som på vegne af World Jewish Congress havde forsynet ham med en længere ønskeseddel, der blandt andet omfattede tilladelse til at sende Røde Kors-pakker til jødiske fanger, frigivelse af særlige grupper samt oplysning om, hvor mange jødiske fanger der befandt sig i hvilke lejre.

Samtidige kilder bekræfter, at Kersten vitterligt drøftede disse spørgsmål med Himmler, og at de blandt andet havde “stormfulde diskussioner” om frigivelse til transport til Sverige af et stort antal franske, hollandske, belgiske og polske kvinder fra Ravensbrück. Det er ikke muligt at dokumentere, hvilke løfter Himmler måtte have givet Kersten, men værd at bemærke, at flere af de særlige grupper, hvis frigivelse Kersten hævder at have udvirket, var blandt dem, der faktisk en måned senere fik lov til at komme med De Hvide Busser.

Når det gjaldt de danske og norske fanger, hævdede Kersten, at Himm­ler lovede ham at ville tale videre med Bernadotte, idet Himm248

M ARTS 1 9 4 5

ler afviste at drøfte dette spørgsmål yderligere: “Vær sød ikke at plage mig, jeg er ikke en fri mand”. Der synes således ikke at være tvivl om, at Kersten gjorde en indsats for at holde Himmler fast på det spor, han var gået ned ad, eller om, at han arbejdede konkret med de opdrag, han havde med fra Stockholm. Det er svært – måske umuligt – at vide, hvilken effekt det havde på Himmler, som snoede sig i den nazistiske topledelses mudrede vand. Men det står fast, at Kersten var med til at give bolden op til næste runde – endnu mens opmærksomheden koncentrerede sig om virkeliggørelsen af det, Himmler tidligere havde lovet Bernadotte: samlingen af de norske og danske fanger i Neuengamme.174

Himmler som tøvende oprører Mens Himmler nøje overvejede sine muligheder og – i et omfang, det i dag er umuligt præcist at rekonstruere – drøftede dem med Schellenberg og Kersten, blev situationen i førerbunkeren i Berlin mere og mere uvirkelig. Hitler nærede indædt mistillid til generalstaben, i hvis uduelighed og manglende loyalitet han så årsagen til Det Tredje Riges vanskeligheder. Selv ikke sine nærmeste sparede han, og han anså sig selv som uundværlig: “Hvis der sker mig noget, er Tyskland fortabt, eftersom jeg ikke har nogen afløser”, klagede han. “Hess er blevet vanvittig, Göring har sat det tyske folks sympati over styr, og Himmler afvises af partiet”. Som noget nyt blev Hitler i løbet af marts også mere og mere kritisk over for Heinrich Himmler, som han beskyldte for ikke at have fulgt hans ordrer som øverstkommanderende for armégruppe Vistula – med katastrofale følger. Særlig var det faldet føreren for brystet, at Himmler havde beordret tilbagetrækningen af flere divisioner, herunder elitedivisionen “Leibstandarte-SS Adolf Hitler”, der ofte var fremhævet blandt de allerstørste krigshelte.

Ude af sig selv af raseri beordrede Hitler, at Himmler personligt skulle gennemføre den symbolsk mest ærekrænkende degradering af chefen for divisionen, den højt dekorerede Sepp Dietrich, ved offentligt at fratage ham retten til at bære deres armbind. Ydmygelsen var total, også for rigsføreren for SS, Heinrich Himmler, der på denne måde blev udstillet som en mand, der var ved at miste sin privilegerede position 8. Ber na d o t t e s h v ide bus ser

249

sikkerhed i Danmark og Sverige. Sporene følges fra de første norske og danske initiativer, iværksat af aktivister, som trods modstand fra uigenkaldeligt for sent, til de sidste dramatiske massetransporter lige før krigen sluttede.

For første gang samles perspektiverne fra alle de tre skandinaviske lande og Tyskland til en samlet fascinerende fortælling om handlekraft og vovemod – og de skandinaviske hjælperes første møde med I oktober 1943 lykkedes det hovedparten

koncentrationslejrenes brutale verden.

af de danske jøder at flygte til Sverige.

Hvordan gik det til, og hvorfor valgte

Allerede i slutningen af 1944 kom de første kørsler i gang med

langt de fleste danskere at hjælpe deres

danske busser, der hentede syge fanger. Gradvist blev operationerne

landsmænd på flugt? I Landsmænd

udvidet, men først da Sverige i marts 1945 trådte ind i aktionen, fik

fortælles den dramatiske historie for

den et omfang, der gjorde det muligt at samle de skandinaviske

første gang med afsæt i samtidige kilder,

fanger i kz-lejren Neuengamme.

dagbøger og dokumenter, skrevet af de flygtende, deres forfølgere og af hjælpere

Efter intensive forhandlinger med den magtfulde SS-ledelse lykkedes

samtidig med, at begivenhederne fandt

det i krigens sidste uger at få ikke alene de fleste norske og danske

sted.

fanger ud, men også at få frigivet flere end 10.000 fanger af andre nationaliteter.

Historien er medrivende og bevægende og viser samtidig, hvor afgørende

Historien giver et enestående indblik i, hvordan disse hjælpeaktioner

fællesskabet mellem forskellige

kunne tilrettelægges og gennemføres midt under Det Tredje Riges

befolkningsgrupper er i et demokratisk

blodige sammenbrud.

samfund.

ISBN: 978-87-400-1422-8

POLITIKENS FORLAG WWW.POLITIKENSFORLAG.DK

BO LIDEGAARD

alle sider satte alt ind på at hente deres landsmænd, inden det var

REDNINGS MÆND Skandinaviske aktioner for at redde fanger fra tyske kz-lejre i krigens sidste år

© LES KANER

transporteret over 20.000 fanger fra tyske koncentrationslejre til

REDNINGSMÆND

Dette er historien om de dramatiske aktioner, der i foråret 1945 fik

BO LIDEGAARD

Bo Lidegaard er en af de mest respekterede og læste danske historikere. Han er chefredaktør for Politiken og forfatter til flere bøger om Danmarks historie i det 20. århundrede. Han har senest udgivet Landsmænd. De danske jøders flugt i oktober 1943. Denne nye bog fortsætter, hvor den forrige slap, men kan læses helt uafhængigt.