p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 2
16/09/14 13.57
RENEE
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 1
16/09/14 13.57
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 2
16/09/14 13.57
RENEE – At finde hjem – Renée Toft Simonsen I samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen
Politikens Forlag
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 3
16/09/14 13.57
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 4
16/09/14 13.57
Indhold Forord: En kærlighedshistorie . . . . . . . . . . . . . . . 11 Spejlbillede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Men . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Ulykken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Renée, Toft og Simonsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Med rystende hænder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38 De svage må dø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 Spildte talenter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 Brev fra far . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 Det sultne hjerte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 Kvindeklubben . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Tretten billetter til New York City . . . . . . . . . . . . . 87 Karla kom selv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Pigen fra provinsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 Slangen i paradiset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 116 Brev fra mor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118 Det moralske ansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120 Supermodel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122 Om ungdom og Ayn Rand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 146 Dagbog 1983-1984 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149 Som den græske Helena . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 I rampelyset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163 Romantikeren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 Rod i englenes by . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 175
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 5
16/09/14 13.57
Syv års sminke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 Dét ansigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207 Hvad bilder David Bowie sig ind? . . . . . . . . . . . . . . . 212 Dagbog 1988 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 214 Kæreste Renée . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 222 Kibbutz Givat Haim (Meuhad) . . . . . . . . . . . . . . . 223 Brev fra John . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 230 Dagbog 1989 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 232 En hård negl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 249 Jeg har mere i mig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 258 Hvor vejen væk kan føre hen . . . . . . . . . . . . . . . . 260 Dagbog 1989-1992 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 264 Tømmermænd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 270 Kæreste far . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 276 Casablanca . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 281 Kæreste far II . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 288 Om sprøjteorgasmer og den slags . . . . . . . . . . . . . 291 Ulvemor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 308 Rollemodel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 320 Hjertevejen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 325 Muse for Ting . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 337 Man kan ikke leve på anden hånd . . . . . . . . . . . . . 346 En gift kvinde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 353 I eksil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 356 Kys det væk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 366 Efterskrift: Hjemme er der, hvor hjertet er . . . . . . . . 372 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 374 Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 375
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 6
16/09/14 13.57
Og kĂŚrligheden blev verdens ophav og verdens hersker; men alle dens veje er fulde af blomster og blod, blomster og blod. Knut Hamsun Fra romanen Victoria
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 7
16/09/14 13.57
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 8
16/09/14 13.57
Så vist som et menneske med den tillid, det viser eller begærer, giver mer eller mindre af sit liv i den andens hånd, så vist hører fordringen om at tage vare på det liv med til vor tilværelse, sådan som den nu engang er. Hvor meget eller hvor lidt der står på spil for et menneske i den tillid, det viser, er selvsagt uhyre forskelligt. Det beror på mange forskellige faktorer, på den enkeltes psykiske konstitution og øjeblikkelige befindende, på situationen, der ikke mindst er bestemt af, hvem og hvordan den anden er. Men hvorom alting er, betyder det, at der i et hvilket som helst møde mellem mennesker ligger en uudtalt fordring, uanset under hvilke omstændigheder mødet finder sted, og hvilken karakter det har.
K.E. Løgstrup Den etiske fordring
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 9
16/09/14 13.57
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 10
16/09/14 13.57
FORORD
En kærlighedshistorie EN GOD FORTÆLLING,
som forfatteren Graham Greene engang har på-
peget det, har ikke en fasttømret begyndelse og slutning; i den levende historie slås der ned på en gjort erfaring, på et bestemt øjeblik i et menneskeliv, der benyttes som udgangspunkt for både at skue bagud og se fremad. Den slags nedslag er der et utal af i Renée Toft Simonsens liv, fordi det har været ekstraordinært eventyrligt, men især fordi hun gang på gang har genopfundet sin egen person og modarbejdet indgroede forestillinger i andre – og i sig selv – om, hvem og hvad hun er.
Hvor begynder historien om Renée Toft Simonsen?
Måske i 1980’ernes New York City, i den loftslejlighed på 74 5th Ave-
nue, hun købte som 19-årig supermodel og fik sat i stand med hjælp fra Eric Nezhad, en yngre persisk rigmand, der kendte shahen af Iran personligt og havde en stor, uigengældt forelskelse i den danske kvinde. Sådan havde mange mænd det i de år. Loftet lå i en bygning nær 16th Street, tæt på Union Square, hvor Andy Warhols berømte kunstatelier, The Factory, i en årrække huserede. Popkunstnerens fabrik var en magnet for tidens halve og hele stjerner frem til lukningen i 1984, og som sådan stod den i årevis som symbolet på den dystopiske, men samtidig sært glamourøse metropol, som Renée Toft Simonsen gjorde til sin i det årti.
Der kunne lægges fra kaj et andet sted i samme by, på hjørnet af Cen-
tral Park West og 79th Street, øverst i højhuset Park Belvedere. I lejlig-
11
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 11
16/09/14 13.57
hed 28a, med udsigt over trækronerne, boede John Taylor, bassisten fra 1980’ernes superpopgruppe Duran Duran. I en stor del af årtiet var den kønne, karismatiske og strithårede englænder fast inventar på alverdens teenagepigeværelser i form af idolplakater og toldfri drømme, men i virkeligheden var han kæreste med Renée Toft Simonsen. De elskede hinanden. Han elskede til hendes store fortrydelse stoffer lige så højt. Hun syntes ikke, det var udpræget morsomt, den morgen hun foran deres hoveddør nær faldt over en sølvbakke, hvorpå der lå et bjerg af, hvad der lignede kokain. Det var blot bagepulver, en gave fra sangeren Boy George, som boede nede ad gangen, i lejlighed 28c; en spydig kommentar til, hvad han opfattede som hendes skolepigesnerperi.
Historien kunne indledes på den anden side af Central Park, på det
konservative Upper East Side, i den magtfulde modeldronning Eileen Fords byhus på 160 78th Street, hvor Renée Toft Simonsen flyttede ind som 17-årig, i 1982, efter at have vundet den prestigefyldte modelkonkurrence Face of the 80s. Kontrakten med Ford Model Agency lød på to år til at begynde med og en garanteret indtjening på 100.000 dollar, eller en million danske kroner i datidens valutakurs. Da Ingrid Simonsen skulle underskrive papirerne på sin juridisk umyndige datters vegne, tøvede hun. “Tell her I’ll double,” lød det fra Eileen Ford med dennes karakteristiske Long Island-accent, der får ordet human til at lyde som yooman. Det var ikke pengene, der var problemet, det var derimod det at sende sit 17-årige afkom med de opadstræbende kindben og de blågrå katteøjne til det syndige Manhattan for at arbejde i en modeindustri med et syn på køn og kroner, der lå ganske langt fra, hvad der var takt og tone i de venstreorienterede miljøer i Aarhus, Ingrid Simonsen havde frekventeret i sit voksne liv.
Mor, far og de stærke jyske rødder kunne være et lige så oplagt sted
at begynde. Alt det og alle de, som har formet hende, gjort hende sart,
12
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 12
16/09/14 13.57
men samtidig hård; for tag ikke fejl, Renée Toft Simonsen kan slå fra sig, uanset om emnet er penge, orgasmer eller feminisme.
Som når hun taler om skønhed, om det at være født med særligt hel-
dige gener:
‘‘
Det er ligesom med høje mænd, de får, uanset om det er ret-
færdigt eller ej, mere fisse end lave mænd. Medmindre de lærer
’’
at spille guitar. Så er det som bekendt en helt anden sag.
Ordene falder med slet skjult reference til hendes mand, den 172 centimeter høje Thomas Helmig. Hendes bemærkelsesværdige ydre, ansigtet, ville også snildt kunne åbne fortællingen.
Og så alligevel. Under ethvert af disse Graham Greeneske nedslag,
bag de mange anekdoter om stjerner og stoffer, catwalks og karrierevalg, skilsmisser og sex, mænd og millioner, er dette først som sidst en historie om det at finde hjem. Dét er den røde tråd i dette farverige kludetæppe: Renée Toft Simonsens livslange kamp for at finde ud af, hvem hun er, og for at lære at være et ordentligt menneske, en person, som ikke er styret af sin angst, men evner at give kærlighed til sig selv og andre. Det hele fortalt af hende selv, i tæt samarbejde med undertegnede. Desuden medvirker en stribe personer fra hendes fortid og nutid i bogen, blandt disse ekskæresterne John Taylor og Kristian Sandvad, stifteren af Ford Model Agency, Eileen Ford, den tidligere booker og vicepræsident i samme bureau Marion Smith, forældrene, Jens og Ingrid, søstrene, Heidi og Iben, flere af de nære veninder, og alle børnene, naturligvis. Endelig har Renée Toft Simonsens mand, Thomas Helmig, bidraget uundværligt til denne beretning i en række åbenhjertige samtaler om den kvinde, han elsker. Andreas Fugl Thøgersen Sensommeren 2014
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 13
16/09/14 13.57
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 14
16/09/14 13.57
Spejlbillede
HVAD SER JEG
i spejlet? Jeg ser mig selv. Det ved jeg ikke, jo, jeg ser
mig selv, i en noget ældre version. Ældre end hvad? Jeg synes stadigvæk, at mit udseende er okay. Jeg tænker, at jeg holder mig nogenlunde rent fysisk, at min hud endnu er pæn. Jeg kan godt se, at jeg ikke ser ud, som jeg gjorde for 30 år siden, det kan jeg sagtens, jeg er ikke smuk på den måde mere. Ikke på den måde. Men jeg ser mig selv, og jeg er ganske tilfreds. Jeg bemærker oftere og oftere trætheden; hvis jeg har arbejdet meget og har været stresset, afsløres det i dag nemmere i mit ansigt, end det gjorde engang. Det oplever jeg også med mine jævnaldrende veninder. Skilsmisser, svær sygdom og sorg, det aflejres i dem – på dem – på en anden måde i dag, end da vi var 20 år. Det sætter sig fast, bliver til permanente spor, til hud, der synker. Jeg synes dog ikke, at noget har sat sig alt for voldsomt endnu i det ansigt, jeg levede af, da jeg var meget yngre, men jeg forstår, at det er den vej, det går, og jeg ser bestemt tegnene i spejlet. Alle rynkerne. Jeg har ikke så mange dybe af slagsen endnu, der er endnu ingen tunge furer omkring munden. Jeg har dog to tydelige fordybninger i panden, dem søger mit blik ofte hen imod. Understregninger eller overstregninger af … noget. Mine øjenlåg er faldet en smule ned, sunket mod jorden, og jeg har fine små streger i huden omkring øjnene. Jeg har ingen planer om at få det ordnet. Man kan alligevel ikke fikse den slags. Jeg har pæne læber og flotte tænder, synes jeg, de er hvide og regelmæssige. Jeg kan smile stort. Det vækker associationer om hvid slavehandel at sige det højt: ‘Lad os lige se damens bisser.’
15
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 15
16/09/14 13.57
Jeg kigger mig selv i spejlet hver dag. Registrerer det liv, jeg har le-
vet, i de øjne, der stirrer tilbage på mig. Jeg ser mit venstre øre, det virker umiddelbart normalt, men læner jeg mig ind og ser nærmere på det, fremgår det, at øreflippen hænger en anelse lavere end på det højre. Når jeg bærer solbriller, sidder de lidt skævt, og rører jeg ved øret, kan jeg mærke en lille, fortættet ujævnhed. Arvæv. Den berøring er en evig påmindelse om en ulykke og en lille pige, som var engang, den fysiske manifestation af, at vi bærer alting med os, ikke mindst vores barndom. Levet liv mærker os. Tove Ditlevsen har engang sagt: ‘Hvad man ikke fik i barndommen, får man aldrig siden nok af.’ Det er min far, der har lært mig det citat. Han skrev sit litteraturspeciale om hende på Aarhus Universitet i 1970’erne. Hvad fik jeg ikke nok af som barn? Og lige så interessant: hvad fik jeg, den voksne kvinde i spejlet, til sidst nok af?
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 16
16/09/14 13.57
Men RENÉE TOFT SIMONSEN
var pludselig alene. En tilstand, hun ellers hav-
de forsøgt at undgå, ja, bekæmpet med hele sit væsen, siden sin tidlige barndom. Hun begyndte at løbe, så snart hun kunne, væk og videre, ud af mørket, men det med at stikke af fra sig selv går sjældent godt i længden. De fleste bliver indhentet. På et tidspunkt, da hun var ung og levede et liv som højt betalt og ombejlet omrejsende supermodel, tvang et angstanfald hende til at stoppe op. Hun kan godt huske det præcise øjeblik, selvom hun ikke var klar over betydningen af det, ikke forstod væsentligheden, i det øjeblik, det skete. Det angstanfald var et advarselsråb, det var første gang, hun mistede følelsen af kontrol, fuldstændig; intet var der at holde fast i. Hun blev tvunget til at se indad i stedet for udad. Den proces, det satte i gang, de valg, hun traf i årtierne efter, inklusive arbejdet med at overbevise sine omgivelser – og sig selv – om, at hun er mere værd, end de tror, alle de mange mennesker, som tror ting om smukke kvinder, har ført hende herhen, så meget ved hun. Hen til det her tunge spisebord i ædeltræ, i den her højloftede herskabslejlighed i det Aarhus, hun er vokset op i, ud af og er vendt tilbage til. Til præcis denne tidlige efterårsdag, hvor solens stråler tegner bløde striber af gult lys hen over de renskurede trægulve og de fyldte, hvide bogreoler og skaber genskin i pejsens glaslåge, mens himlen udenfor er blå af længsel, som den kun er det i det nordlige Europa i de ganske særlige uger, da sommeren sygner hen, og efteråret bider sig endegyldigt fast.
Efterår. Med ét var børnene vokset fra hende og ud i verden. Det
17
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 17
16/09/14 13.57
moderskab, hun i næsten to årtier havde gjort til det væsentlige, til kernen i sin identitet, smuldrede. Den dårligdom, de gentagelser, der i lang tid havde præget hendes lange ægteskab, stod knivskarpt fremkaldt i det tomrum, hun og han blev efterladt i. Det begyndte for lang tid siden med de små ting, trivialiteter, gentagelser og kampen om martyriet: hvem sparker hvem ud af sengen om morgenen? Med egoer, der stødte sammen, og før de hver især vidste af det, var der gået årevis, og de var blevet til to andre mennesker med helt forskellige liv, ensomme sammen, forbundne af … hvad? Så besluttede hun at stoppe op. At blive skilt, som alle de andre kuldsejlede par i 40’erne. Hun tænkte på sine mange veninder, de nære og mindre nære, og hvordan hun på et tidspunkt til en frokost med dem alle sammen havde talt med dem om mænd, sex, kærlighed og deres parforhold. Det havde chokeret hende at høre, hvor mange af dem der var utilfredse og levede liv stort set – eller helt – uden sex og nærhed, i tilstande af stilstand, i forhold sandet til i hverdagsbanaliteter og rotteræs. Moderne kvinder og mænd, der på papiret havde det meste, men reelt kunne knap så meget. Det var så forudsigeligt, at det næsten ikke var til at holde ud. Nu også de to, og så kunne de nok så meget være popstjernen og supermodellen. Det var den naturlige konsekvens, afslutningen på et hårdt år, 2013, der ikke havde handlet om andet end at give slip: at hun også skulle løsrive sig fra ham, at det på alle måder skulle blive The year of letting go, som de ville sige det på det sprog, der blev hendes, da hun var 17 år og med et snuptag skiftede Trøjborg ud med Manhattan.
Hun havde været i live i tæt på et halvt århundrede, da de sagde or-
det skilsmisse til hinanden. I sin tid har hun set og prøvet lidt af hvert, ikke mindst i sit tidligere liv som model, og i hvert fald langt mere end de fleste, lige bortset fra at være alene. Det er grænseløst for hende. Derfor var det så bittersødt, da fortiden midt i det hele ringede. De havde ikke
18
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 18
16/09/14 13.57
glemt hende. Opkaldet var fra et internationalt fransk kosmetikfirma, der ville have hende til at være ansigt for et af deres produkter i en storstilet kampagne, som ville indbringe hende et honorar på den gode side af en million danske kroner for halvanden dags arbejde. De fløj hende til Paris, ud og hjem samme dag, for at spise frokost med The Big Boss. Han kendte hende, da hun var yngre, og han var glad for hende, dengang og nu, j’adore og alt det jazz. Hun sagde nej, om end det var umådelig svært. For hun var den dag, ikke mindst den dag, et sted, hvor hun godt kunne bruge bekræftelsen, men hun er blevet klogere, og hun ved bedre end nogen anden, at det er tomme kalorier, de fodrer en med i sådan et fotostudie i Paris, og en million kroner … “tjoh, men sådan en har jeg,” som hun siger. Det handler om mere end det.
Hun har arbejdet med sit ‘jeg’ i årevis, med sin personlighed og sit
liv, med alt det, hun var, blev og er, med sin på en gang skrøbelige og stærke psyke, og hun er kommet alt for langt til, at hun vil tillade sig selv at synke ned i gamle, trygge, men usunde mønstre og vaner. Hun har brugt hele sin voksne tilværelse på at nå hertil, og hun vil ikke igen drukne sig i de indlejrede rutiner, et menneske gør til sine, i takt med at tiden gør, hvad tid har for vane.
Hun skrev til ham, de skrev til hinanden, midt i al tumulten om-
kring offentliggørelsen af deres brud, samtidig med de var på forsiden af formiddagsaviserne og ugebladene. Hvis man hører nok ondskabsfulde ord om sig selv og de mennesker, man holder af, kan man ende med at komme til at tro på, hvad der bliver sagt. Hun havde brug for at minde sig selv og, ikke mindst, ham om, at deres univers ikke var så grimt, så selvoptaget, dumt og overfladisk, som det blev tegnet op af sladderpressen. Hun forklarede sig til ham. Delte sin identitetsforvirring, sine frustrationer og sin tvivl med ham. Hun sluttede med et forsigtigt … “men!” Hvad
19
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 19
16/09/14 13.57
nu hvis? Størst er kærligheden, som apostlen Paulus skrev i sit første brev til korinterne, og han fortsatte med de berømte ord: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde …
Det havde hun altid været klar over, at Paulus havde ret, omend det i
hvert fald i de unge år sjældent var apostlene i Biblen, men oftere den laksefarvede engelske dronning af triviallitteraturen, Barbara Cartland, hun læste med bankende hjerte, fordi netop Barbara Cartland evnede at sætte ord på den banale romantiske længsel, hun følte som teenagepige. Siden blev hun klogere, på godt og ondt, men at det var kærligheden, det handlede om, det her menneskeliv, havde hun aldrig betvivlet. Kærligheden til familien, verden, mennesket og sig selv. Til ham …? Det var ikke sådan her, det skulle være, men sådan blev det, den lange sensommer i 2013. Hende alene i verden, på trods af at det var nøjagtig den tilstand, hun, lige siden hun var en lille pige, havde været på flugt fra og for alt i verden havde forsøgt at undgå.
p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 20
16/09/14 13.57