RITT - Erindringer by JP/Politikens Forlag

235 mm

”Hvad kan jeg hjælpe dig med i dag?” spurgte Tage Larsen, da jeg havde bedt om tid på kontoret. ”Jo, jeg ville gerne skifte efternavn fra Olsen til Bjerregaard,” sagde jeg. ”Jamen, tillykke,” sagde Tage Larsen, ”hvad hedder den heldige?” Men det var slet ikke sådan, det hang sammen. Jeg var ikke blevet gift, så jeg gik i gang med at forklare, at mine forældre havde modtaget et brev fra kirkemyndighederne i Aalborg, hvor de meddelte os, at vi ikke havde ret til at hedde Olsen. ”Jamen dog,” sagde Tage Larsen, og jeg grinede også lidt, for det var så underligt, at der var nogen, der mente, at vi ikke måtte hedde Olsen. Det var der da masser af mennesker, der hed? Men i brevet fra kirkemyndighederne stod der, at min farmor ikke havde været gift med Olsen, men med en, der hed Nielsen. Vi måtte altså ikke hedde Olsen, men vi kunne enten hedde Nielsen eller tage min farmors pigenavn, Bjerregaard. ”Så fra nu af vil jeg gerne hedde Bjerregaard i stedet for Olsen,” og det skulle Tage Larsen nok sørge for. På den måde skiftede hele vores lille familie navn og blev til Bjerregaard i stedet for Olsen. Vi syntes alle sammen, at det var et godt bytte.

I dette første bind af sine erindringer skildrer Ritt Bjerregaard underholdende og med stor detaljerigdom sin opvækst på Vesterbro i 40’erne og 50’erne og tegner et tankevækkende portræt af en familie i overgangen fra mangelsamfund til overflod. Hun fortæller om sin ungdom og om, hvordan hun møder og gifter sig med historikeren Søren Mørch. Det sker i en tid med store forandringer, hvor den økonomiske vækst nedbryder de traditionelle klasseforskelle og giver plads til eksperimenter og nye måder at indrette sig på – både arbejdsmæssigt og i parforholdet. Næret af et socialt engagement fra barndommen bliver den unge lærerinde Ritt fagligt og politisk aktiv, og da hun i 1969 opstiller som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Bogensekredsen, indledes en markant politisk karriere. Gennem sine personlige beretninger tegner Ritt Bjerregaard et levende billede af de seneste 70 års danmarkshistorie, som den store efterkrigsgeneration har oplevet den, og som hun selv har set den gennem sit socialdemokratiske temperament.

36,5 mm

Ritt Erindringer

Ritt Bjerregaard (f. 1941) på Vesterbro i København. Uddannet lærer, valgt til Odense Byråd i 1971 og folketingskandidat for Socialdemokratiet i Bogensekredsen fra 1969, i Otterupkredsen 1971-94 og i Lejrekredsen fra 1999 til 2004. Medlem af Folketinget for Fyns Amtskreds 1971-1995 og for Roskilde Amtskreds 2001-2005. Undervisningsminister 27. sept.-19. dec. 1973 og 13. feb. 1975-22. dec. 1978; social-minister 26. okt. 1979-30. dec. 1981. Derefter gruppeformand og formand for Statsrevisorerne. Miljøkommissær i EU 1994-1999; fødevareminister 23. feb. 200027. nov. 2001. 2006-10 var hun overborgmester i København. I dag pensionist, forfatter og kommentator. Gift med historiker Søren Mørch. Ritt Bjerregaard har tidligere skrevet bøgerne: Strid (1979), I Opposition (1988), Mine Æbler (2003) og Bær – i haven og køkkenet (2013) samt deltaget med bidrag til en lang række bøger for eksempel om Fyn med omliggende øer med sin mand.

ISBN 978-87-400-1456-3

POLITIKENS FORLAG

I S B N 978-87-400-1456-3 978-87-567-9913-3 ISBN

politikensforlag.dk

9 788740 014563

100 mm

156 mm

Foto: © Les Kaner

156 mm

Ritt Bjerregaard Erindringer

100 mm

POLITIKENS FORLAG

Omslag: Ida Balslev-Olesen med foto af Søren Mørch

RITT Erindringer

Ritt Bjerregaard

RITT Erindringer

Politikens Forlag

Indhold 2015 7 Kapitel 1

Krigstid og velfærd 11 Kapitel 2

Børnehjemsbarnet 41 Kapitel 3

En nomadefamilie 59 Kapitel 4

Svundne tiders kvinder 75 Kapitel 5

Kolonihaven 97 Kapitel 6

Frøkenerne 113 Kapitel 7

Fra mangel til overflod 129 Kapitel 8

De vagtsomme øjne 147 Kapitel 9

Kommunisten 167 Kapitel 10

Husmoderen 195

Kapitel 11

En klasserejse 215 Kapitel 12

Frøken Olsen 233 Kapitel 13

Hustru i en oprørstid 249 Kapitel 14

Nye udfordringer 261 Kapitel 15

Folketingskandidat 279 Kapitel 16

Kærester 299 Kapitel 17

Det åbne ægteskab 311 Tak 335 Noter 337

KAPITEL 12

Frøken Olsen ”Hvad laver din far her?” spurgte rektor Tage Larsen, da jeg mød te op for at finde ud af, om jeg kunne starte på seminariet, efter at jeg var gået ud af skolen. ”Han kan vente udenfor. Han søger vel ikke optagelse på seminariet!” Jeg dukkede mig og blev en lille pige, der ikke kunne klare sig uden sin far. Det brød jeg mig ikke om, og jeg kunne godt se, at han havde en pointe. Han så afventende på mig. Han var flot solbrun og i grønne plusfours med en grønlig jakke, der var slængt hen over skuld rene. Kontoret var lyst og åbent, og han sad bag skrivebordet og trommede med fingeren. Jeg sad på den anden side. Det var ikke nogen god samtale. ”Du er for ung til at starte her, find dig noget arbejde, og se at blive voksen, hvis du har lyst til at søge igen om et år.” Ud ad døren med mig. Ud til min ventende far. Det var Stats seminariet på Emdrupborg. Det var kendt for at være det mest moderne seminarium, og det var der, jeg gerne ville ind, selv om jeg også vidste, at seminariet havde meget stor søgning. Men jeg havde ikke mistet modet. Når jeg ikke havde studentereksa men, skulle jeg gå på fireårslinjen med en præparandklasse. Alt

Frøken Olsen

233

i alt var det fem år, og det var jeg indstillet på. Der var et helt år til nu, og næste gang skulle min far ikke med. Han tog det pænt. Han kunne sikkert også godt se pointen. Året efter kom jeg ind og kunne begynde i ”præppen”.

Postvæsenet Mens jeg ventede på at kunne søge ind på seminariet, kiggede jeg mig om efter et arbejde. Postvæsenet søgte elever, og det lykkedes mig at komme ind. Mit første job som postelev var på hovedkontoret i Tietgens gade ved Hovedbanegården. Det er en majestætisk rødstensbyg ning. Og det var derfra, hele det sindrige system med breve, pak ker, telegrammer, udbetalinger og indbetalinger udgik. Selvom der i dag stadig er postkontorer nogle steder rundt om i byen, ud fylder de slet ikke den funktion, de havde dengang i 1950’erne og 1960’erne. Selve bygningen skulle indgyde respekt. Det var sta tens, og det var godt, når det var staten. Det var ligesom med statsseminariet. Her var det vigtigt for mig, at det var et stats seminarium og ikke et privat, der først og fremmest skulle tjene penge. Jeg kunne godt lide, at det var det fælles, det forpligtende i staten i forhold til det private. Den holdning har jeg bevaret gen nem hele mit politiske liv. Staten har i dag slet ikke det samme positive indhold som dengang i 1960’erne. I dag signalerer staten snarere et irriterende bureaukrati, noget negativt. Min mormor blev glad, da hun hørte, at jeg havde fået stilling ved postvæsenet. Nu var hun sikker på, at det ville gå mig godt i livet, for så ville jeg få pension. Min morfar havde været ved post væsenet, og det betød for min mormor, at der var en smule ekstra penge ud over folkepensionen. Hun forstod aldrig, at jeg kunne forlade postvæsenet. Jo, lærer var da sådan set meget godt, men ikke så godt som postvæsenet, og det der med politik, det var der vist ingen sikkerhed i!

234

RITT Erindringer

Med scooter Jeg sparede min løn op, boede billigt hjemme og brugte så lidt som muligt, for jeg ville have en scooter. Den skulle gøre det let tere for mig at komme ud til seminariet, og den kunne også give mig mulighed for at arbejde mere, så jeg kunne finansiere studi erne. Op til sommerferien havde jeg sparet nok sammen. En af min fars venner fra børnehjemmet, Ernst, fandt en brugt Lam bretta. Ernst havde en autolakering, så han skulle nok shine den op, så den blev flot, og han kendte også nogen, der kunne ordne motoren, så den var helt i orden, når jeg fik den. Jeg kunne få det billigt. Det var jeg glad for, og mens jeg ventede, tog jeg kørekort. Og så blev scooteren køkkenblå! Det var slet, slet ikke den far ve, jeg havde set for mig. Jeg havde forestillet mig en dueblå, som de nye Vespa-scootere havde. Jeg var skuffet og gjorde vrøvl, men det kunne ikke laves om. Den var da flot, mente mine forældre. Ja, den var køkkenblå, ligesom de kaffekander, der blev kaldt Ma dam Blå. Det duede slet ikke, men der var ikke noget at gøre ved det. Den fik navnet Halvfin, så havde jeg på den måde markeret, at det slet ikke var det, jeg havde tænkt mig. Men scooteren var nyttig, og jeg havde stor glæde af den i mange år, for den hjalp mig til at tjene penge. Efter jeg var be gyndt på seminariet, arbejdede jeg først som studenterbabysitter. Det var et fint arbejde, for jeg kom om aftenen, når folk skulle i byen. Børnene var tit lagt i seng, der stod kaffe og kage til mig, og så kunne jeg få lavet alle mine lektier. Senere blev jeg garderobe vagt på et dansehotel i Dragør om lørdagen, og jeg blev også ser vitrice på et pensionat. Det var på grund af scooteren, at jeg kun ne klare så meget.

På SpE I præparandklassen fik vi Else Marie Sejer som hovedlærer. Hun blev kaldt ”præpmor”. Hun var ikke så meget ældre end os og

Frøken Olsen

235

Scooteren Halvfin havde jeg stor glæde af. Læg mærke til den applikerede hund på nederdelen. Den var jeg stolt af. Privatfoto.

236

RITT Erindringer

var nyuddannet fra seminariet. Hun var kæreste med rektor Tage Larsen, og derfor var der også nogle, der kaldte hende for Elske Marie. De blev senere gift og levede sammen i mange år, og i dag er hun en af mine bedste veninder og den, der har kendt mig længst. Hun var dygtig og meget engageret, og jeg var glad for undervisningen. Jeg så frem til, at jeg skulle videre i de næste klasser, men der skulle tages stilling til os, når det første år var gået. Det var jo en forberedelsesklasse, jeg gik i. Vesterbro-prinsesselooket med mit store, hennarøde hår, de stramme nederdele og stiletterne passede ikke så godt til semi nariet. Godt nok gjorde det indtryk på drengene, men nogle af lærerne så lidt skævt til mig og mit udseende. Det passede fint til Vesterbro, og også til postvæsenet, men seminariet var lidt mere fodformet. Nogle af lærerne var skeptiske over for mig som kommende lærer. Kunne man se sådan ud? Der var ingen af dem, der havde noget at udsætte på det faglige. Men Else Marie Sejer gik i bre chen for mig og sagde, at jeg var dygtig nok, og de kunne trygt lade mig fortsætte. Det gjorde jeg så, og det meget vesterbroske gled lidt efter lidt i baggrunden. Fodformet blev jeg aldrig, men lidt mindre skrigende og udfordrende. Tage Larsen var en lidt excentrisk rektor, der ragede op og for langte noget af de studerende. Vi var stolte af ham og af stedet. I dag kan jeg se, at vi fik meget undervisning, og at den var god. Der var et fast skema for hver dag med mange timer, og vi mødte op. Det virker, som om vore dages seminarier kunne lære meget af datidens SpE. SpE, Statsseminariet på Emdrupborg, var et seminarium, der afprøvede nye metoder. Lærerne var universitetsuddannede og havde et højt fagligt niveau, som de bragte videre til os lærerstu derende. Vi vidste, at vi var avantgarden blandt seminarierne. Der var nye læseplaner hvert år, og undervisningen byggede også på en række ekskursioner, hvor vi i praksis skulle afprøve noget af

Frøken Olsen

237

vores viden. Hele den stolthed, der dengang var over det fælles, er i dag forsvundet. Det hed også kommuneskoler før i tiden, det hed der det heller ikke mere. I dag skal alt være individuelt og helst pri vat. Det tror jeg ikke er klogt, og jeg synes, at både Socialdemokra tiet og centrum-venstre har forsømt at værne om det, der er fælles.

j ”Hvad kan jeg hjælpe dig med i dag?” spurgte Tage Larsen, da jeg havde bedt om tid på kontoret. ”Jo, jeg ville gerne skifte efternavn fra Olsen til Bjerregaard,” sagde jeg. ”Jamen, tillykke,” sagde Tage Larsen, ”hvad hedder den heldige?” Men det var slet ikke sådan, det hang sammen. Jeg var ikke blevet gift, så jeg gik i gang med at forklare, at mine forældre hav de modtaget et brev fra kirkemyndighederne i Aalborg, hvor de meddelte os, at vi ikke havde ret til at hedde Olsen. ”Jamen dog,” sagde Tage Larsen, og jeg grinede også lidt, for det var så under ligt, at der var nogen, der mente, at vi ikke måtte hedde Olsen. Det var der da masser af mennesker, der hed? Men i brevet fra kirkemyndighederne stod der, at min farmor ikke havde været gift med Olsen, men med en, der hed Nielsen. Vi måtte altså ikke hedde Olsen, men vi kunne enten hedde Nielsen eller tage min farmors pigenavn, Bjerregaard. ”Så fra nu af vil jeg gerne hedde Bjerregaard i stedet for Ol sen,” og det skulle Tage Larsen nok sørge for. På den måde skiftede hele vores lille familie navn og blev til Bjerregaard i stedet for Olsen. Vi syntes alle sammen, at det var et godt bytte.

I praktik på Bornholm Bornholmerbåden lagde til i Rønne tidligt om morgenen. Jeg pak kede mine ting sammen. Der var meget. I det kommende halve

238

RITT Erindringer

Her er jeg på rejse til Gotland med semina riet. Privatfoto.

år havde Statsseminariet på Emdrupborg sendt mig i praktik på Rutsker Skole. Jeg havde aldrig hørt om den bornholmske by, før jeg nu skulle arbejde der, men kortet hjalp mig til at finde den lidt nordpå, midt inde på øen. Jeg fandt min blå Lambretta på bildæk ket, læssede på med diverse snører og kørte af sted fuld af for ventning. Turen langs vandet var smuk. Det var i begyndelsen af august, så kornet stod gult på markerne, og der var endnu tyske som

Frøken Olsen

239

mergæster ved strandene. Scooteren kørte, som den skulle, og jeg nød sommervinden. I Hasle skulle jeg dreje ind i landet, for her var der i Rutsker by blevet bygget en ny centralskole. Det var nu meget flot at kalde den en by, for der var kun en hovedgade med en samling små, triste huse langs vejen. Man var gennem byen, før man overhovedet havde opdaget, at den var der. Det var langt uden for lands lov og ret. Midt i det hele lå Brygsen, som de kald te den. Det var den eneste butik i byen. Der mødtes man, når der skulle købes ind, hilses og snakkes. Det var her i Brygsen, at alle fødselsdagsgaver og mange julegaver blev købt. Jeg har endnu den lille plakette med en gammel kone, der sidder i en gyngestol og læser. Den fik jeg af børnene i julegave. Midt i byen skulle jeg dreje for at komme til den ny centralsko le. På centralskolen var der en førstelærer, for den var ikke stor nok til at have en skoleinspektør. Førstelærer Jensen boede med sin kone og lille datter i det største af de tre typehuse, der var blevet bygget til skolen. Ved siden af boede lærer Thrane, og jeg skulle bo i et af de andre huse sammen med en anden lærer, der også var praktikant. Hun kom fra Silkeborg. Det var underligt at vide, at jeg skulle bo her i et halvt år og sammen med et menneske, jeg slet ikke kendte. Var det noget, jeg kunne holde ud? Jeg glædede mig til at lære Bornholm at ken de og regnede med, at jeg kunne have meget glæde af scooteren, men et halvt år væk fra København var lang tid. Sjovt nok var jeg ikke særlig nervøs ved det, men fuld af forventning. Det var også mit første rigtige job som lærer. Jeg havde ikke nogen fast kære ste, så der var ikke noget, der bandt mig til København. Her var chancen for at opleve noget nyt.

Første og anden klasse Jeg havde brugt en meget stor del af sommerferien til at forberede mig, for jeg skulle helt alene have første og anden klasse, og det

240

RITT Erindringer

havde jeg overhovedet ingen forudsætninger for. Jeg havde som udgangspunkt på seminariet, at jeg skulle undervise de store ele ver, og mit fag var historie, så indtil nu havde jeg ikke modtaget undervisning i, hvordan man lærer børn at læse, skrive og regne. Men det var der ikke noget at gøre ved. Min opgave var at under vise de to første klasser, og så måtte jeg finde ud af det. Første og anden klasse blev slet ikke undervist på den fine, nye centralsko le, men på en lille, gammel skole lidt derfra, så det var sandelig meget praktisk, at jeg havde scooteren. Den hed Rutsker Forskole, og den tidligere lærer i første og anden klasse havde boet på sko len, men der var lærermangel, så de havde ikke kunnet få en ny. Det var svært at afgøre, hvem der var mest spændt, da jeg star tede: børnene eller mig. En lærer fra København, og hun havde scooter! Det var alligevel noget. Når jeg ser mig selv på billedet med børnene, kan jeg se, at jeg må have været en meget fremmed fugl, en rigtig københavner. Håret var hennafarvet, jeg havde pandehår og nogle gange hestehale og ellers en stor knold oppe på hovedet. Øjnene var malede, og øjenskyggen blå. Jeg var vir kelig københavnersmart. Det gik hurtigt op for mig, at her fik jeg nok ikke meget brug for stiletterne. Min sambo, Marianne, var helt anderledes, og vi kiggede skep tisk på hinanden, da hun dukkede op en uges tid efter, at jeg var kommet til øen. Skoene var fodformede, hun var i cowboybukser og blå anorak. Håret var kommunefarvet og kasserolleklippet, og hun brugte ikke skyggen af makeup. Hun var en helt anden type end mig og mine veninder fra Vesterbro, men sådan kunne man altså også vælge at se ud som kvinde, tænkte jeg. Jeg ved, at vi begge tænkte, det kommer aldrig til at gå! Hen des far var overlærer, der forlød ikke noget om hendes mor. Ma rianne installerede sig, og vi skulle dele alle måltiderne, uden at nogen af os havde interesseret os det ringeste for madlavning. Dagene gik, jeg var glad for børnene, og de for mig, og begge parter lærte meget. Mine landbrugskundskaber var ikke ret store,

Frøken Olsen

241

og en dag pegede jeg på et billede med en landmand og fortalte, at han pløjede. Børnene skulle så fortælle, hvad de mere så på bil ledet, men Lennart rakte med det samme hånden op og spurgte: ”Jamen, frøken, harver han ikke?” Jeg anede det ikke, så der var ikke andet at gøre end at regne med, at Lennart vidste, hvad han talte om. Min københavnerviden, der heller ikke omfattede noget større kendskab til kornsorter, endsige deres dyrkning, rakte ikke så langt her. Allerede før jeg kom i gang på skolen, gik det op for mig, at førstelærer Jensen også var religiøs, og det hørte med til min for pligtelse både at synge morgensang med børnene og bede Fadervor med dem. Fadervor havde jeg godt nok bedt sammen med min mormor for mange år siden, da jeg var en lille pige. Nu var det med at få det lært igen, så jeg øvede mig, mens jeg gik tur i det bornholmske landskab. Det var lettere med morgensangen, for jeg var glad for at synge og syntes, det var sjovt at lære børnene nye sange. Det gik godt med Marianne og mig, vi havde masser at tale om og syntes, det var spændende at finde ud af, hvor forskelligt vo res liv havde været. Hun underviste på centralskolen og havde de større børn, men det voldte hende ikke de store vanskeligheder. Vi nød begge undervisningen og snakkede om den.

Sigtebrødsmadder Det blev ikke til det store med madlavningen, men vi kunne købe ind i Brygsen i Rutsker eller køre til Hasle på scooteren. Et par gange om ugen kom der en brødbil, og de havde et rigtig godt sig tebrød. Vi nød vores friske brød sammen med abrikosmarmela de fra Brygsen, og sådan tre-fem stykker kunne sagtens gøre det ud for et aftensmåltid. Vi blev tykke af det, men det tog lidt tid, før jeg opdagede det. Jeg havde en smart, stram rød kjole med, og da vi engang skulle til bal i Rønne, kunne jeg overhovedet ikke

242

RITT Erindringer

Jeg tog stadig på ferie med mine forældre. Her i sydfranske Ardèche. Mor og mig med flotte stråhatte, men også Guri og Nels ved den røde Consul, som vi kunne være i alle fem. Privatfoto.

passe kjolen. Det grinede vi meget af, og jeg måtte tage noget lidt mindre opsigtsvækkende på, og så var det ellers farvel til alle sig tebrødsmadderne. Indimellem blev vi inviteret hen til førstelærer Jensen og hans kone til flæskesteg med sauce og kartofler og surt. Også pedellen inviterede os nogle gange sammen med andre fra sognet. Det var anderledes, end jeg kendte det, for efter middagen satte mænde ne sig ind i dagligstuen og røg, mens kvinderne tog ud af bordet, vaskede op og lavede kaffe, som de serverede for mændene. Selv holdt de sig i køkkenet og soveværelset og snakkede sammen. Marianne og jeg blev tit sammen med mændene, for det var jo dem, vi havde vores arbejdsrelation til. Jeg tror ikke, konerne syn tes, det var helt passende.

Frøken Olsen

243

j I eftersommeren 2014 var jeg på Bornholm til en lille filmfesti val i Gudhjem. Jeg benyttede lejligheden til at lave lidt kampagne for den nyopstillede socialdemokratiske folketingskandidat Lea Wermelin. Jeg havde lyst til at se Rutsker igen. Byen var stadig kun en lang gade uden noget bypræg. Brygsen var blevet malet gul og hed nu The Ranch. Lea, der er bornholmer, havde aldrig været der og heller ikke hørt om den. Det lignede et billigt som mersted, og den søndag i september var der helt lukket. Forsko len, som jeg underviste på i et halvt år, var blevet FDF-center for Hasle og Rutsker. Heller ikke her var der noget liv. Tristheden var overvældende. Min gamle skole var blevet til Rutsker Feriecenter, og mit lil le gule murstenshus var sammen med skolen blevet indrettet med værelser. Også det var tomt, men møbleret og måske endnu i brug, selvom jeg havde hørt, at det var gået konkurs. På nettet læste jeg efterfølgende, at det den 1. juli 2014 var blevet overtaget af en familie, der kører det videre. Mon det kan klare sig? Bornholm er et studie i Udkantsdanmark, hvor debatten om forholdet mellem fastboere og sommerhustilflyttere folder sig ud. Det er områderne langs vandet, der er attraktionen, og det blev tydeligt understreget, da vi slog et smut ned om Hasle, der var min nærmeste indkøbsby dengang i 1960’erne. Den var blevet flot med en lille lystbådehavn og fine træhuse i ring omkring den. Byen havde fået et havbad med sauna i en tilhørende smuk træ bygning. Her er jeg ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre at kla re sig, men den søndag i september var det tomt og øde. I dag er der altså ikke mere noget, der hedder Rutsker Cen tralskole. Som i mange andre yderområder er der alt for få børn til en centralskole. Folk flytter fra Bornholm, og især fra et om råde som Rutsker, der helt mangler herlighedsværdier. En af de helt store udfordringer, samfundet står over for i dag, er, hvordan

244

RITT Erindringer

vi undgår at tømme store dele af landet for mennesker, eller sagt med andre ord, hvad der giver mening for de mennesker, der skal bo der. Efter det halve år på Bornholm skrev jeg en lang rapport om mit praktikophold og bestemte mig til at fortsætte med de mindre klasser og især skolestarten, som jeg nu havde sat mig så grun digt ind i. Tilbage på seminariet fortsatte undervisningen med mig som meget aktiv deltager. Vi skulle alle lære at stå på en talerstol, så jeg fik ansvaret for en af fællestimerne og inviterede den dengang meget unge og vovede Ulla Dahlerup. Jeg skulle både byde vel kommen, styre debatten og runde af. Det var en lærdom, som jeg i højeste grad fik brug for senere i mit politiske arbejde.

Nørden Han var i jakkesæt, og bukserne stumpede lidt. Han var høj og tynd og havde hvid nylonskjorte og butterfly på, og brillerne var stærke. Han så mærkelig ud. I dag ville vi kalde ham nørdet. På Statsseminariet på Emdrupborg kiggede mine medstuderende og jeg skeptisk på ham. Han hed Søren Mørch. Han læste historie på Københavns Universitet og skulle være vikar for vores historie lærer. Hans søster gik på treårslinjen og adskilte sig også fra de an dre studerende. Hun hed Gudrun Mørch og var meget praktisk (læs kedeligt) påklædt og røg pibe. Måske lignede han en nørd, men der var gang i vores nye hi storielærer. Hans timer var noget af det mest medrivende og in teressante. Han var sprængfuld af viden og havde en fantastisk evne til at involvere os i undervisningen. Vi kedede os aldrig og elskede hans måde at undervise på. Jeg var også vild med de opgaver, han gav os. Jeg brugte timer hjemme hos min mormor og afleverede glad den besvarede op

Frøken Olsen

245

gave. Vikaren var imponeret. Jeg fik meget positive skriftlige be mærkninger til mine besvarelser og ros, og jo mere gjorde jeg ud af det. Historietimerne fyldte mere og mere i mit liv, og en dag, hvor jeg gik fra Hellerup Station til en bus, der skulle føre mig til semi nariet, fordi scooteren var på værksted, gik det op for mig, at jeg vist var mere end almindelig glad for den nye vikar. Den dag i dag kan jeg huske den sitrende glæde, da jeg gik hen ad fortovet den forårsdag med erantis i haverne. Jeg var blevet forelsket, men det tillod jeg ikke mig selv at kalde det. Nej, jeg var bare optaget af den gode undervisning og den spændende og utraditionelle lærer! Nogle gange mødtes Søren Mørch og jeg tilfældigt på parke ringspladsen. Han kørte på en Velo Solex-knallert og så spøjs ud med cykelspænder. Jeg havde min scooter, brugte en lys skind frakke og havde styrthjelm på over mit store, hennafarvede hår, og jeg kunne godt køre på scooteren med stramme nederdele og stiletter. En dag spurgte han mig, om jeg ikke havde lyst til at se udstillingen på Louisiana sammen med ham den kommende søn dag? Om jeg havde! Jo, sagde jeg forsigtigt, det ville jeg da gerne. Det blev en dejlig dag med udstillingen Mexicanske mesterværker, Søren, mig og vores spirende forelskelse. Vi nød dagen og skiltes uden løfter om at ses igen. Næste dag var jeg lidt forsinket, da jeg kom på seminariet, for di min mormor havde været dårlig om morgenen, så jeg måtte tage mig af hende. Mine kammerater var meget optaget af, at de lige havde haft historie, og tænk sig, Søren Mørch havde fortalt, at han havde været på museum med ”en sval skønhed”. Det sum mede omkring mig, og flere spurgte, hvem mon det kunne være? Heldigvis kan jeg ikke rødme, så jeg skyndte mig at snakke om noget andet. Jeg skulle også lige pludselig på toilettet, før vi gik ind til den næste time, men jeg var både smigret og usikker på, hvad det var, der foregik. Det var sådan, det begyndte.

246

RITT Erindringer

Søren boede dengang på Studentergården ved Tagensvej i Kø benhavn. Der besøgte jeg ham. Vi hyggede os. Snakkede og drak vin og elskede. Vi blev kærester, men ønskede ikke, at det skul le være kendt på seminariet. Vi var sikre på, at det ville påvirke vores hverdag alt for meget. Min gamle veninde Else Marie Sejer Larsen har bagefter fortalt mig, at i hvert fald nogle af lærerne da sagtens kunne se det og bare syntes, at vi så søde ud, så det var der ingen grund til at reagere på. Søren var jo, ligesom mig, stadig studerende, selv om han underviste ved siden af. I 1963 fik jeg min lærereksamen. Den var så god, at jeg ret frit kunne vælge, hvor jeg ville undervise. Det blev til Nyager Skole i Rødovre.

235 mm

36,5 mm

Ritt Erindringer

ISBN 978-87-400-1456-3

POLITIKENS FORLAG

I S B N 978-87-400-1456-3 978-87-567-9913-3 ISBN

politikensforlag.dk

9 788740 014563

100 mm

156 mm

Ritt Bjerregaard Erindringer

100 mm

POLITIKENS FORLAG

Omslag: Ida Balslev-Olesen med foto af Søren Mørch