Safari fra helvede - Læseprøve by JP/Politikens Forlag

TOM POLITIKENSBUK-SWIENTYFORLAGNis Kock og sønderjyderne, der i 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til Afrika og endte som jaget vildt

SAFARI FRA HELVEDE

HELVEDESAFARIFRA NIS KOCK OG SØNDERJYDERNE, DER I 1. VERDENSKRIG BLEV SENDT PÅ EN HEMMELIG MISSION TIL AFRIKA OG ENDTE SOM JAGET VILDT Af Tom POLITIKENSBuk-SwientyFORLAG

I kærlig erindring om min far, Bernhard Swienty (1941-2021), min onkel Gert Swienty (1939-2022) – begge krigsbørn og flygtninge – og ægteparret Inge (1944-2017) og Svend Adriansen (1929-2020). Inge, Sønderjyllands store kronikør, og Svend – ”hr. Adriansen” – min klasselærer på Sønder skov-Skolen i Sønderborg, en mentor for livet, der lærte mig det eventyrlige i bøger.

EN ANMÆRKNING TIL LÆSEREN

Safari fra helvede handler om sørejsen til Afrika og den mange tusind kilometer lange fodrejse igennem det afrikanske vildnis. Begivenhederne beskrives igennem deltagernes egne øjenvidneberetninger og erindringer og er baseret på samtidige dokumenter fra arkiver i Tyskland, England og Danmark, herunder det tyske forbundsarkiv, Bundesarchiv, britiske Nati onal Archives, Imperial War Museum, Churchill Papers, Rigsarkivet, Søn derborg Slot og Museum Sønderjylland. Desuden bygger bogen på forfat terens egne rejser til de steder i Tanzania, hvor historien udspiller sig.

I Safari fra helvede stifter læseren bekendtskab med et stort, broget persongalleri. I den ene ende af skalaen er der verdenshistoriske skikkelser som Winston S. Churchill, dengang britisk marineminister, og den legen dariske tyske general Paul von Lettow-Vorbeck, kendt og berygtet som ”Afrikas løve”, i den anden ende en flok ydmyge sønderjyder, hvis indsats skulle få afgørende betydning på krigens gang i dette fjerne hjørne af verdenskrigen.Engennemgående fortæller er den lune og beskedne fyrbøder Nis Kock fra Kegnæs på Als, der i bogens anden halvdel fremstår som hi storiens egentlige hovedperson. Det gør han, fordi man takket være det usædvanligt levende vidnesbyrd, han har efterladt sig om de i alt fem års sære og farlige begivenheder, han blev hvirvlet ind i, kan komme helt tæt på dette ejendommelige, fængslende og i dag så godt som glemte stykke verdenshistorie.

De fleste vil nok opleve Safari fra helvede som en historie, der er for utrolig til at være sand. Det skal derfor for god ordens skyld anføres, at bogen ikke er fiktion, som udspringer af en romanforfatters livlige fantasi, men at begivenhederne, der skildres, er en virkelig historie.

Forklædt som danske sømænd blev knap 30 sønderjyder i Det Tyske Kej serriges tjeneste under 1. Verdenskrig sendt på en halsbrækkende hemmelig mission til kolonien Tysk Østafrika, i dag Tanzania. Foran sig på et maske ret skib, som var ombygget, så det lignede en tro kopi af det danske fragt skib S/S Kronborg, havde de 25.000 sømil, Nordatlanten, Sydatlanten, Kap det Gode Håb, Det Indiske Ocean og mod sig – Royal Navy.

(ved ækvator)

Kronborg s rejse til Østafrika

1915 Niger Nilen 0 1000 2000 3000 km (ved ækvator) Tyske kolonier i Afrika EUROPATYSKLANDTYSKLANDAFRIKA ARABIEN FÆRØERNE AZORERNEMADEIRAKANARISKEØERKAPVERDE COMORERNEMADAGASKARCAMEROUNTYSKØSTAFRIKATYSKSYDVESTAFRIKA ISLAND SAHARA ÆKVATOR Oslo London Berlin Paris Wilhelmshaven Madrid AdenKairoDar es SalaamDar SalaamTanga Aldabra SwakopmundLüderitzbucht Kap det Gode Håb TOGO MANSABUGTEN

Skt.

Petersborg

TYSK(Tanzania)ØSTAFRIKA ØSTAFRIKABRITISK(Kenya) Nis Kocks vandring gennem Tysk Østafrika Morogoro Msala Kilimanjaro Mt. Meru Zansibar ZanzibarMaPembaaDar es Salaam Mombasa (Malawisøen)NYASASØEN INDISKE OCEAN 0 100 200 300 km Tanga NORDBANEN MANSABUGTEN CENTRALBANEN Vigtige slag og træfningerNis Kocks vandring Ruvuma oden Ri ji oden BJERGENEPAREBJERGENEUSAMBARAMahiwa Moshi WilhelmstalMtumbwaniPanganiBagamoyoMpwapwa ULUGURU-BJERGENEKungulio Kisaki Logeloge Kilwa nationalpark)KRATØRKEN(Nyere LindiNamindingaPLATEAUETMAKONDE-RupondaNdana Tabora Liwale

DEL 3 – EN PLADS I SOLEN

�� 21

��

�� 141

��

kapitel 9 Tysk Østafrika 179 kapitel 10 Den gale mullah 195 kapitel 11 Bjergning kapitel 12 Kaptajnens exit kapitel 13 Königsbergs Waterloo kapitel 14 Fyrbøderens forvandling

�� 97

kapitel 1 Fyrbøderen kapitel 2 Manowari na bomba tatu – krydseren på floden kapitel Kaptajnen

�� 135

�� 153

�� 255

�� 231

�� 213

INDHOLD

�� 73

�� 115

�� 245

DEL 2 – RUNDT OM KAP DET GODE HÅB

�� 45

kapitel 4 Nordsøen kapitel 5 Kap det Gode Håb kapitel 6 Værelse 40 kapitel Den grønne lagune kapitel 8 Jaget vildt

DEL 1 – SPERRBRECHER A

��

Anvendt arkivmateriale 433 En note om litteraturen 440 Anvendt litteratur 442 llustrationsfortegnelse 448 Person- og stedregister 452

��

s. 2: Askari fra Schutztruppe med det tysk-østafrikanske flag. s. 4-5: Usambarabjergene. s. 6-7: Typisk kystlandskab i Tysk Østafrika. s. 10-11: Et kompagni fra Schutztruppe på eksercitspladsen. Officererne er tyske, og de menige, askarierne, er afrikanske lejesoldater. s. 12-13: Afrikanske bueskytter. s. 14-15 Schutztruppe med maskinkanon.

��

EPILOG 421

��

DEL 4 – EN SAFARI FRA HELVEDE

��

kapitel 15 Tusind kilometers tilbagetog 269 kapitel 16 Marie 283 kapitel 17 Morogoro 293 kapitel 18 Uluguru 305 kapitel 19 Fra Kisaki til Kungulio 313 kapitel 20 Sønderjysk kaffebord ved Rufijifloden 323 kapitel 21 En forbandet egn 341 kapitel 22 En rød flod af smerte 363 kapitel 23 Kratørkenvandring 371 kapitel 24 ”Generalen er marcheret ad helvede til” 385 kapitel 25 ”Men, far, er du så stor?” 403

En note om arkivmaterialet 432

–DEL SPERRBRECHER1– A

Nis Kock som matros i den tyske marine, da han tjente på krydseren SMS Roon Forrige side: Dampskibet Rubens alias Kronborg.

WILHELMSHAVEN, 18. FEBRUAR 1915. Landgangen til dampskibet trækkes ind, og fortøjningerne kastes. Skruerne begynder at rotere, vandet piskes op, og skibet sætter i langsom bevægelse bort fra havnekajen og skibsværf tet. En tæt tåge hænger på himlen, og dyner af tøsne falder tungt over Wilhelmshavens indre havn. Oppe på dækket ved rælingen betragter den høje 26-årige fyrbøder Nis Kock, en sønderjyde fra Kegnæs på Als med et smukt harmonisk ansigt og godmodige, årvågne øjne, at sprækken mellem skib og havnekaj udvider sig.

21 KAPITEL 1

Fyrbøderen

Han ser det sorte, kolde vand, som kommer til syne næsten lige under hans fødder, udvide sig og vinde stadig mere plads, da skibet lægger afstand til bolværket, der nu, hvor der er kommet momentum i bevægelsen, hurtigere, end han bryder sig om, forsvinder bag ham. Det mørkelagte skib skælver let, da skruerne sætter i bevægelse, og for halv kraft sniger det sig ud af havnen. Nis Kock er anspændt og urolig. Tre

Desuden er der tonsvis af brædder ombord. Der er blevet stablet

Han aner ikke, hvad skibets destination er, og hvad der venter ham og besætningen derude, hvor det end er, de skal hen. Besætningen er på 30 mand, de fleste er sønderjyder, og alle taler dansk, hvad der gør hele denne hemmelighedsfulde mission endnu mere mærkelig. Det var et krav, at alle ombord kunne tale dansk, men hvorfor er det lige så vigtigt, når de tjener i den kejserlige tyske marine?

Han aner det ikke. Han ved kun, at der nok venter dem mindst et halvt års rejse – det har besætningen fået at vide. Han ved også, at rejsen er på liv og død. Kaptajnen har mere end antydet, at det ikke er sikkert, at de kommer tilbage igen. De sejler ud i en verden i krig, og krigen, som startede i begyndelsen af august 1914, og som blev udløst af atten tatet på den østrigske ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo tidligere på sommeren, har udviklet sig til en verdenskrig, Den Store Krig. Tyskland er i alliance med kejserriget Østrig-Ungarn, der nogle måneder efter skuddet i Sarajevo angreb Serbien (der mentes at have støttet den bosniske attentatmand), som fik støtte af Rusland, hvis alliancepartnere er Frankrig og Storbritannien – og pludselig er krigen global og raser også ude på verdenshavene.Ogdeternetop verdenshave, skibet er på vej ud på. Det ved Nis Kock og de andre besætningsmedlemmer også. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre at forcere den tætte engelske søblokade, som spærrer indsejlingen til Den Engelske Kanal, og som også omfatter hele Nordsøen, der patrul jeres af britiske orlogsskibe fra Norges kyst til Shetlandsøerne? På Nis Kock virker det som et hovedløst foretagende, især fordi han er klar over, hvad skibslasten rummer.

måneders sær, surrealistisk ventetid er ovre, og der er ikke længere nogen vej tilbage. Så meget er sikkert og vist. Alt andet er uvist.

Han har fulgt lastningsarbejdet og set store zinkkasser blive ladet om bord. Det har sendt en kold gysen igennem ham. På nogle af dem står ”dynamit”, på andre ”ammunition”. Dynamit! Ammunition! Skibet er bugnende fuld af kasser som disse. Han har også hørt rygter om, at der er flere tusind tons kul nederst i lastrummene, langt mere, end et skib af den her størrelse har brug for selv, hvis det skal jorden rundt og tilbage igen. Hvem er al den kul beregnet til?

Fascineret og med ærefrygt tæller Nis Kock uhyrerne, efterhånden som de passerer dem – en, to, tre � ti, elleve, tolv � og da får han øje

23 brædder øverst i lasten over zinkkasserne, og dækket er fyldt med op stablede brædder.

Nis Kock betragter nogle af de andre besætningsmedlemmer, der har frivagt. Tavse og ubevægelige står de langs rælingen, mens de koncentreret suger til sig af indtryk optaget af at prøve at finde noget, der afslører, hvad det er, de er blevet en del af.

Det hele er så gennemført mystisk, uhyggeligt, men på sin egen måde spændende, synes Nis Kock, der end ikke kender navnet på skibet, han befinder sig på. Første gang han så det på værftet i Wilhelmshaven, var der på begge sider af skorstenen med store bogstaver malet de kryptiske bog staver ”Sp. A”. Nis Kock kan stadig skimte bogstaverne, da han hæver blikket fra det kulsorte vand og oppe på landgangsbroen ser konturerne af fire skikkelser.Denene,en rank, høj og slank mand med et skarpskåret ansigt, har et, synes Nis Kock, dristigt blik. Det er kaptajnen, ham, som med største omhu har udvalgt besætningen og sikret sig, at hver og en kan dansk. Som den måske eneste ombord ved kaptajnen, hvor de skal hen, og hvad deres mål og mission er. Han er flankeret af en lods og to søofficerer. Den ene af søofficererne kommer formentlig fra Wilhelmshaven og har til opgave at føre skibet sikkert ud af det tæt minerede havnebassin.

Agterud og efterhånden helt indhyllet i tåge og slud ligger havnen og værf tet, og foran i det mægtige havnebassin åbner sig et par sluseporte, som dampskibet glider igennem. Farten øges minut for minut, efterhånden som det passerer forbi gigantiske silhuetter af noget, der her i tågen og ved første øjekast ligner kolossale fortidsøgler, som vugger tavse og dystre på det stadig mere urolige hav. Der er tale om slagskibene i verdens næststørste krigsflåde, som ligger for anker. Et for et passerer dampskibet, der sam menlignet med disse monstre ligner et modelskib, det ene kolossale panser slagskib efter det andet, turbinedrevne krigsskibe af den såkaldte dread noughtklasse, som vejer op mod 20.000 tons, hver og en med en ildkraft så enorm, at deres svære kanoner fra op mod 12-15 kilometers afstand kan jævne hele kystbyer med jorden.

har den tyske kejser Wilhelm 2., en ivrig sejlsportsmand, der elsker havet, som romantiserer sømandslivet, og som har en forkærlighed for marinen, kastet sit land ud i et hæsblæsende kapløb med englænderne i et forsøg på at udfordre Storbritanniens rang som ver dens altdominerende marinemagt. Han er også drevet af et lillebrorkom pleks. Som dronning Victorias nevø vil han gerne imponere sine britiske slægtninge.Hanopbyggede en enorm og enormt slagkraftig spritny og topmoderne flåde, men uden at komme i nærheden af i tonnage og ildkraft at overgå omnipotente Royal Navy. Ihærdigt, som gjaldt det nationens overlevelse, Tyske slagskibe.

24 på et, hvis konturer han kender særdeles godt. Slagskibet SMS Von der Tann, bygget 1907-10, kejserrigets første dreadnought, som nyder legen destatus i den tyske marine. Alle flådens mænd ved, hvordan skibet ser ud. Von der Tann blev sendt ud som forstærkning til en tysk eskadre i krigens første søslag, Slaget ved Helgoland den 28. august 1914. Det nåede ikke frem i tide, tyskerne tabte slaget, men Von der Tann var senere på året med i en række langdistancebombardementer af engelske kystbyer. Som kejserens andre slagskibe ligger også det nu tyst resigneret hen i SidenWilhelmshaven.århundredeskiftet

Det er ikke lykkedes helt, men nærved. Royal Navy havde ved krigs udbruddet 21 dreadnoughts mod tyskernes 13. Tog man alle skibstyper med i beregningen – briterne havde over 500 krigsskibe – havde Royal Navy ved krigsudbruddet en to en halv gange så stor krigsmarine som ty skerne målt i tonnage. Dermed var kejserens nok så imponerende flåde så godt som sat skakmat. I januar 1915 blev en tysk eskadre, der havde vovet sig ud på Nordsøen, overrumplet af en større britisk styrke og slået i Slaget ved Dogger Banke, hvad der netop over for marineledelsen tydeliggjorde, at den tyske flåde var tvunget til at ligge i havn, hvis den ville undgå at blive udslettet af en overlegen fjende. Omvendt var briterne udmærket klar over, at den tyske flåde var så stærk, at der ikke skulle meget mere end et tabt slag til – og i ethvert slag spillede uforudsigelighed og tilfældigheder en rolle – førend den britiske overlegenhed kunne blive udfordret.

Efter at dampskibet har passeret Von der Tann, får Nis Kock øje på endnu et slagskib, der toner frem af tågen, et af de sidste, de skal forbi for at nå ud på det åbne hav, SMS Moltke, en nyere slagkrydser, han kender ud og ind. På det aftjente han for nogle år siden en stor del af sin værnepligt i den kejserlige tyske flåde.

Ja, værnepligt i den kejserlige tyske flåde � i tysk krigstjeneste. Nis Kock havde ikke haft noget valg, hvor meget han end følte sig dansk. Hans fa milie var dansksindet og i opposition til det Tyskland – rettere Prøjsen –som Danmark i 1864 havde udkæmpet en for landet så skæbnesvanger krig imod. Danmark havde tabt krigen med eftertryk og var blevet tvunget til at afstå sine to sydlige provinser, hertugdømmerne Slesvig og Holsten, til tyskerne, og da Det Tyske Kejserrige opstod i 1871, blev indbyggerne i de tidligere danske provinser og hermed også de dansksindede nordslesvigere, sønderjyderne, kejserens undersåtter. At skulle i tysk uniform var nu engang Nis Kocks – og med ham titusinder af dansksindede sønderjyske mænds

hvad det også gjorde, eftersom Storbritannien havde et verdensomspæn dende imperium at bevogte og holde sammen på, kastede briterne sig ind i oprustningskampen og bestræbte sig på, at for hver dreadnought, tyskerne byggede, byggede de to.

Men Nis Kock kom til marinen. Det var ikke hans eget valg, det havde været tilfældighedernes spil. Omvendt gav det god mening, at det var netop det værn, han blev knyttet til. Gennem hele sin barndom havde han hørt havets brusen synge i sine øren, og næsten uanset hvor han både som barn og senere som ung mand rettede sit blik, havde han for sig haft det løfterige blå hav. Han var som sagt opvokset på halvøen Kegnæs, der med en spinkel landtange, Drejet, er forbundet til det sydlige Als. At passere Drejet er en lille rejse i sig selv. Det er, som går man via en landgangsbro ombord i et slags eventyrland, der er sin egen verden. Fra øst slår den skummende brænding fra Østersøen ind mod Drejets brede sandstrand, og på vestsiden smyger tangen sig op ad en rolig, afskærmet bugt, Hørup Hav.

Overalt på Kegnæs er der grønne marker, som strækker sig helt ned til havet. Her på halvøen drev Nis Kocks forældre et beskedent lille landbrug, og hans far supplerede indkomsten med lidt garnfiskeri. Ægteparret havde to sønner, og når Nis Kock og hans bror kom hjem fra skole, skulle de hjælpe deres far i marken, eller hvor de ellers kunne give en hånd med i landbruget. Men for Nis og hans bror var det altid havet, der trak. Så snart det var fridag, i praksis stort set kun om søndagen, løb de to brødre, skrev han i et tilbageblik, ”ned til stranden for at lege i sandkulerne, eller, når vejret tillod det, for at sejle ud på havet i en ganske lille ilanddreven jolle”. Han og broren havde, uden at forældrene vidste det, lavet et sejl, som de omhyggeligt skjulte, men i godt vejr fandt frem, så de kunne sejle ud. Ofte blev det dog ikke til mere end ud til Kalkgrund Fyrskib og tilbage igen.

Mens Nis elskede havet og følte sig draget af det, var der hos broren tale om en decideret passion. Når han blev voksen, ville han, erklærede

– lod. Det var således dem, der i praksis betalte prisen for Danmarks krig i 1864, som blev udløst af den danske regerings forsøg på at indlemme Slesvig i det danske kongerige. Og den pris skulle blive enorm for dem og deres familier, da en storkrig i 1914 rullede hen over Europa. Tabstallene i denne grusomt mekaniserede krig, der ude på Vestfronten i Frankrig snart udviklede sig til en låst skyttegravskrig, var enorme.

Langt de fleste sønderjyder blev indkaldt til den tyske hær og kom under krigen enten til Vest- eller Østfronten. De sønderjyske regimenter skulle komme til at deltage i mange af krigens blodigste og mest berygtede slag og led enorme tab.

han, være sømand og have sit eget skib. Deres bedstemor var helt med på den plan, sagde hun skælmsk. Hun ville tage med ombord som skibskok, leveringsdygtig i gule ærter og grønkålssuppe.

Men Nis’ bror fik sig aldrig et skib. Han kom aldrig for alvor til søs. Hans indkaldelse lød på, at han skulle til infanteriet.

Nis Kock skulle have været landmand. Det forventede hans forældre sig som det naturligste i verden. Det blev taget for givet, at han efter endt skolegang skulle tjene som karl på lokale bøndergårde. Men han havde helt andre planer. Han havde fingersnilde, en dyb fascination af mekanik, dre jebænke, motorer, møtrikker, metal, skruevindinger og kunne bygge sam men, skille ad og bygge sammen igen. Han ville så gerne i lære som ma skinbygger. Forældrene var ikke begejstrede, men gav sig og tillod, at han gik i lære hos en maskinmester i Smøl ved Broager. Nis Kock havde fundet sit kald. Som han senere formulerede det, var ”læretiden streng, men jeg gik med liv og lyst op i min gerning”.

I løbet af sin tjenestetid på Moltke fra 1911-13 avancerede han fra fyrbøder til overfyrbøder og havde med egen håndkraft skovlet tonsvis af kul i skibets enorme fyr. På en af Moltkes første sørejser skulle hastigheden testes til sit yderste. Skibet lå i Danzigbugten, da fyrbøderne i rasende fart, med sveden silende ned ad sig og med blødende hænder, skovlede 3.000 tons kul i fyrene. Det hed sig, at de hurtigste engelske slagkrydsere lige akkurat kunne presses til 30 knob. Kunne Moltke, der i teorien havde en tophastighed på 25 knob, tvinges til at overgå det? I hele fem timer holdt Nis Kock og de andre fyrbødere den tyske slagkrydser oppe på 31,5 knob.

Det nærmede sig et mirakel, at kedlerne ikke var eksploderet, en be drift, der var så bemærkelsesværdig, at besætningen en nat fik uanmeldt besøg af en lille, spændstig mand i en stor oliefrakke, som kom i en hur

Nis Kock var blevet indkaldt til den kejserlige tyske flåde i 1910 og gjorde tjeneste i tre år, et år på SMS Roon og to ombord på SMS Moltke. Han var med på det første hold, der blev sendt ombord på den spritnye slagkrydser. ”Jeg var med til at klæde den på med løst inventar og ekvipere den fra top til tå. Vi var 1.200 mand, der slæbte et par uger, før det store uhyre var mæt.”

Ombord på Moltke havde Nis Kock sågar krydset Atlanterhavet og med egne øjne set en amerikansk præsident, efter at slagkrydseren havde passeret Frihedsgudinden og var gledet op ad Hudson River for så at lægge til i New York Citys havn. Præsident Taft, fed og mægtig som en slagtegås, var med sin høje, blanksorte hat på hovedet vraltet forbi hele besætningen. Det var ellers noget af et syn – præsidenten, skyskraberne og hele denne nye verden med al sin struttende, myldrende energi – især når man, for ikke alt for længe siden på en stille og rolig halvø ud for det sydlige Als, havde været en lille dreng, der, når det gik vildt for sig, med sin bror havde sejlet på en bitte jolle ud til Kalkgrund Fyrskib og tilbage igen.

Efter endt tjenestetid i slutningen af 1913 bosatte Nis Kock, der også var blevet færdigudlært som maskinarbejder, sig i Sønderborg, den gamle bro stensbelagte hovedby på Als, som ligger pittoresk ned til Als Sund, som mageligt slanger sig imellem øen og fastlandet. Her ligger den højtsvungne

”Som støtter, næsten uden at trække vejret, stod vi dér, indtil han var kommet alle rækkerne igennem. Så røg der et par hastige ord ud af kejse rens mund: ’Jeg udtrykker min store tilfredshed �’ Knap havde han sagt disse ord og et par stykker til, førend han som en hvirvelvind var pist borte igen.”Der var ikke det, Nis Kock ikke havde oplevet ombord på Moltke. En henrivende sommer, lys som skinnende hvidguld, var han sejlet igennem den finske skærgård og var her ankret op ved siden af den russiske kejsers yacht. Den tyske og russiske kejser var fætre, og sammen havde de inspice ret Moltkes besætning. Nis Kock havde hæftet sig ved den russiske kejsers tyske, der i hans øren lød blødt og underligt. Til matroserne havde han sagt: ”Godmorgen, matroser!” Til fyrbøderne, der stod bagbords, havde han kun sagt: ”Godmorgen,” tydeligvis fordi han havde glemt, hvad en fyrbøder hedder på tysk.

tigbåd, der lagde til ved siden af Moltke, og som ved sin ankomst ombord satte hele krigsskibet på den anden ende. Gæsten var ingen ringere end den tyske kejser Wilhelm 2., der var kommet for at gratulere mandskabet. På nul komma fem blev alle 1.200 mand vækket i deres køjer og kommanderet op på dækket, mens kejseren hastigt skridtede forbi rækkerne og med et koncentreret blik tog bestik af hver eneste mand.

Dybbøl Banke, som krones af den berømte hvide mølle, stedet, hvor den danske hær havde kæmpet for livet tilbage i foråret 1864. Nis Kock havde en kæreste, Anna Margretha Hansen, Anni, som han kaldte hende – og der syntes at vente dem et stille, harmonisk liv i dette – fraset at stedet kortva rigt havde været krigsskueplads – stille, harmoniske hjørne af verden. Men så kom Den Store Krig i sommeren 1914, og dermed var det forudsigelige liv forbi. Nis Kock var stadig reservist i den tyske marine og blev snart indkaldt, men inden han drog mod syd for at stå til rådighed for kejserens krigsmaskine, blev han gift med Anni. Hun var gravid. Det var i første omgang den mere eller mindre rustne del af krigsma skinen, Nis Kock gjorde tjeneste ved, og der var ikke just megen verdenskrig over tilværelsen i de første af krigens måneder. Han blev udstationeret på et stærkt forældet panserskib, som tjente som mandskabsdepotskib. Det lå og vuggede stille og roligt på den øvre del af Elben. Nis Kock og kamme raterne ombord var reservemandskab og skulle udfylde huller i rækkerne, efterhånden som marinen mistede mandskab. Men som tidligere nævnt endte store dele af den tyske krigsflåde med at ligge mere eller mindre fast forankret i Wilhelmshaven. Så der var ikke noget tabt mandskab at erstatte. Først i november 1914 blev kommandoen ombord depotskibet opløst, og Nis Kock blev herefter tilknyttet 1. Kompagni i 1. Werftdivision og ind kvarteret på kasernen i Kiel.

Det var her, hans liv tog en overrumplende drejning. Kompagniet stod til middagsappel på kasernepladsen i Kiel, da der dukkede en fremmed officer op. Nis Kock blev straks ramt af en ildevarslende følelse, da han så den høje officer med det skarpskårne ansigt. Erfaringen viste, at det aldrig var godt, når deres vagthavende officerer var flankeret af en fremmed officer. Normalt betød det nemlig, at der var bud efter et par stykker til enten at gøre tjeneste på et af de store krigsskibe, eller – hvad langt værre var – at de skulle trække i en infanteriuniform for at blive sendt ned til de allerede berygtede skyttegrave i Flandern.

Den fremmede officer så granskende på kompagniets mænd, mens den vagthavende officer stillede sig op foran dem og råbte, at alle dansktalende

De var et par stykker, som trådte frem, herunder Nis Kocks gode kam merat, den gemytlige Peter Hansen fra Egernsund, og den lidt splejsede, kun 20-årige Christian Hansen fra Flensborg. Nis Kock overvejede, hvad der skulle ske med dem. Officeren tog dem til side og talte til dem – på dansk. Han fortalte, at de alle hermed var udtaget til en særlig tjeneste, og at de skulle være parate til at rejse med kort varsel. Indtil da ville de alle blive indkvarteret i en stor stue på kasernen.

”I min tjenestetid havde jeg aldrig lidt nogen overlast for mit sprogs skyld, men på den anden side ventede jeg heller ikke nogen ekstrapræmie for at beherske det danske tungemål,” som Nis Kock senere formulerede det. ”Jeg var så forbavset, at jeg nær havde glemt at træde frem, men officeren gentog sit spørgsmål, og så måtte jeg jo til det.”

straks skulle træde frem. Ordren blev mødt med forundring. Sagde han virkelig det?

Anna Margretha (Anni) og Nis Kock.

I løbet af de næste par dage kom der flere til stuen, alle var danskta lende sønderjyder. De fleste var fyrbødere eller kullempere og havde opholdt sig på kaserner eller kaserneskibe, indtil de mødte denne mystiske dansk talende officer, som var kommet og havde bedt dem, som kunne dansk, om at træde frem og således havde håndplukket dem til et ophold på stue 88. Der fulgte nogle rædsomt lange og kedsommelige måneder, hvor dagene flød sammen. Der var få faste daglige rutiner – fællesspisning, lidt rengøring på stuerne og gangene og et par slag kort om eftermiddagen, hvor snakken efterhånden gik i tomgang, kredsende om det samme mere og mere trætten de emne. Hvorfor var de så mange dansktalende samlet her? Måske skulle de sendes til Danmark? Tanken tændte lys i øjnene på dem. Eftersom Danmark var neutralt, ville det jo betyde, at de snarere end at nærme sig en front og farefulde forhold måske kunne nyde fred og idyl. Men hvad skulle de i givet fald lave i Danmark, vel at mærke i den tyske marines tjeneste? Det gav ikke mening, og tanken blev altid skudt ned igen.

Af de tyske befalingsmænd blev sønderjyderne behandlet med venlig hed, noget, underordnede ellers aldrig blev. Det indikerede, at befalings mændene måtte have fået særlige instrukser. Det forstærkede indtrykket af, at gruppen i stue 88 blev anset for at være særligt værdifuld for den tyske marine.

En underofficer førte dem til stuen, der havde nummeret 88. Nis Kock og hans dansktalende kammerater omdøbte stedet til ”Sprogforeningen af 88”, fordi alle på stuen talte dansk. Det var en stor stue med masser af senge, og da de kun var et par stykker, var der god plads. Snakken gik. Hvorfor var lige de blevet udvalgt? Pessimisterne blandt dem forestillede sig, at de skulle bemande nogle af den tyske marines ældste og mest skrø belige ubåde, og til sådan en mission var det sikkert belejligt for tyskerne at ofre et par dansktalende sønderjyder. De mere optimistiske gættede i stedet på, at de var blevet udvalgt, fordi de kunne noget ganske særligt, som den tyske marine havde brug for, og derfor skulle det undgås, at de blev sendt til Flanderns mudrede skyttegrave som kanonføde. Men hvis de kunne noget særligt, hvad var det så, ud over selvfølgelig at tale dansk? Eller var det lige præcis det, den tyske marine efterspurgte? Folk, der kunne dansk? Det gav bare ikke mening. Hvad ville den tyske flåde stille op med dansktalende sømænd?

Da Nis Kock returnerede til Kiel, herskede der opbrudsstemning i stue 88. Deres mission skulle snart iværksættes, havde mændene på stuen fået at vide. De skulle pakke deres sager og samme aften afsted med tog til Wilhelmshaven.”Jegvartemmelig modtagelig for indtryk den dag, for endnu den samme dags morgen havde jeg holdt den førstefødte i mine arme og været omgivet af alle de mennesker, som jeg holdt af, og som var min verden.” Og at Nis Kock skulle lægge denne fine lille verden – Als, Kegnæs, Sønderborg, forældrene og særligt hans kære Anni og den ny fødte – bag sig og samtidig drage ud i det uvisse, var næsten ubærligt. Hvordan Nis Kock end vendte og drejede det, kunne han ikke tage for

November blev til december, og endelig blev det jul. Selve juleaften blev en humørforladt affære – og bedre var humøret ikke nytårsaften. For hvordan kunne man fejre et nyt års komme, når ens videre skæbne var omgærdet af så megen usikkerhed? Igennem hele januar fortsatte de monotone dage. Fællesspisning, rengøring, kortspil. Alle i stuen var lige desperate efter i det mindste at komme på orlov, så de kunne se deres kære derhjemme. Det blev dem alle nægtet – med undtagelse af Nis Kock, der stædigt bønfaldt befalingsmændene på kasernen om lov til at måtte besøge sin familie. Anni var nedkommet med en søn i be gyndelsen af februar, og barnedåben ville Nis Kock for alt i verden ikke gå glip af. Det var hans førstefødte, forklarede han. Om ikke nok han måtte få bare nogle få dages orlov? Til sidst gav hans foresatte efter. Han fik tre dage.

På vej hjem til Als gjorde toget holdt i Flensborg i to timer. Det vidste Christian Hansen, den 20-årige splejsede kullemper fra Flensborg, og han havde bedt Nis Kock om at overbringe en hilsen til sin mor og søster. Det korte møde med Christian Hansens mor gjorde et dybt indtryk på Nis Kock. Hun virkede ængstelig og nedbrudt ved tanken om, at hendes søn var i krigstjeneste og var blevet udvalgt til at deltage i en hemmelig mission. Det var, følte Nis Kock, som havde hun en uhyggelig forudanelse på sin søns vegne.

Og hvad med hans forældre og broren, der nu befandt sig på Vestfron ten? Ville han se dem igen? Mens han havde været udstationeret på det forældede depotskib, havde han været hjemme på orlov hos forældrene en enkelt gang og på samme tid som sin bror. Broren var lettere såret, men ikke mere alvorligt, end at han snart skulle tilbage til fronten. Forældrene havde været så lykkelige i den tid, lykkelige over, at de stadig havde begge deres sønner i god behold. Bag glæden lurede angsten. Begge sønner var i live – men hvor længe endnu? Den forbandede krig!

Tæt på midnat ankom holdet fra stue 88 til Wilhelmshaven. De blev ført ind på værftsdivisionens kaserne og anbragt i en stue, hvor der opholdt sig et par mand, alle matroser. De var også sønderjyder, og så snart de to grupper opdagede det, gik snakken til langt ud på natten. Ligesom Nis Kock, Peter Hansen, Christian Hansen og de andre fra stue 88 havde de ingen ide om, hvad der ventede dem.

De følgende dage kom der flere sønderjyder til stuen. Fra Sønderborg, Nordborg, Aabenraa, Haderslev, Gråsten, Egernsund, Rinkenæs, Skovby, Sottrupskov og Løjt Kirkeby og et par fra Flensborg, der med lidt god vilje kunne betragtes som sønderjyder. Selv om man som helhed kunne betegne besætningen som sønderjysk, var der få undtagelser i form af enkelte ty skere. En fra Hamborg, en fra Mecklenburg, en fra Rhinlandet og en fra Danzig. De havde i længere perioder tjent på forskellige skandinaviske skibe og havde tilegnet sig et mærkværdigt sprog, de kaldte ”skandinavisk”. Der kom desuden en enkelt svensker til.

givet, at han ville få sin lille familie at se igen, og dermed heller ikke vide, om han nogensinde ville lære sin egen søn at kende.

Efterhånden som antallet af mænd på stuen forøgedes, viste den broge de flok på over 30 mand sig at besidde de forskellige kvalifikationer, det krævede at føre et større skib. De udgjorde med andre ord en besætning. Der var fyrbøderne og kullemperne fra stue 88. Der var en halv snes matroser, styrmænd af forskellige grader, maskinmestre, maskinmesterassistenter, en bådsmand, en intendant, to telegrafister, en kok, en kokkeassistent og en lods. Sidstnævnte hed Albers. Han var en af få i flokken, der ikke havde no gen forbindelse til Danmark, og som heller ikke beherskede hverken dansk eller det såkaldte skandinaviske. Den mystiske officer havde hæftet sig spe

”Der kan også være andre grunde til at blive tilbage – at De ikke rigtig har lyst – om fejhed vil jeg slet ikke tale.”

”Jeg har,” sagde han, ”brug for 30 mand, som alle kan dansk.” Nis Kock betragtede Carl Christiansen med fascination. Han så endnu mere energisk og målrettet ud end første gang, han havde set ham. ”Der venter jer,” forklarede Carl Christiansen, ”en stor sørejse.” Mere røbede han ikke, kun at den ville blive lang, nok seks måneder, hvorefter de ville returnere til Tyskland. Hvis alt gik vel. Hvis det ikke gjorde, ville de først være tilbage igen efter krigen � hvis overhovedet. Det sidste sagde officeren ikke, men den mulighed hang umiskendeligt i luften.

cifikt ved Albers kendskab til den afrikanske kyst. Hvorfor lige det var en kvalifikation, som var efterspurgt, var der heller ingen, som kunne finde hverken hoved eller hale i, hvad der blot gjorde sagen yderligere gådefuld.

Et par dage senere blev alle beordret ned i kasernegården, og herfra marcherede de igennem Wilhelmshavens gader, indtil de nåede til Kö nigsstrasse, hvor de standsede ved en kolossal barokbygning med tårne, spir og mansardtag, det mondæne Hotel Loheyde. Et af den slags, tænkte Nis Kock, som kun var forbeholdt officerer. De blev ført ind i hotellets store balsal, hvor den høje dansktalende officer, der havde udvalgt dem, tog imod.Dade havde stillet op i geled, begyndte han at tale. Denne gang på tysk med en umiskendelig frisisk klang, der røbede, at han kom fra den tyske vestkyst, nærmere bestemt en af de nordfrisiske vadehavsøer. Han præsen terede sig som Carl Christiansen, oberstløjtnant i marinen.

Tankerne løb igennem hovedet på Nis Kock, der følte trang til at træde tilbage. Han kunne selvfølgelig ikke undskylde sig med, at han ikke kunne tale dansk. Selv om han som de fleste sønderjyder talte lydefrit tysk, der var Sønderjyllands officielle sprog i skoler, kirker og myndighedskontorer, kunne han naturligvis dansk, selv om sproget i hans hjem ret beset var sønderjysk, et sprog i egen ret, men det var der ikke andre end danskere, der kunne høre.

”Det er vigtigt, at I taler ordentligt dansk,” fortsatte Carl Christi ansen. ”Hvis ikke I gør det, skal I træde tilbage.” Han holdt en pause og tilføjede så:

Han skævede til de andre. De stod som naglede til jorden. Hvis han trådte tilbage, hvad ventede der ham så? Ville han blive sendt ud på en af de store slagkrydsere, der før eller siden ville komme ud i stort søslag? Eller ville han ende i skyttegravene? Det var ikke just tiltalende alternativer, og når nu alle de andre stod stille, kunne han vel ikke være andet bekendt end at blive stående. Som han senere formulerede det: ”Sådan et lille skridt, gjort eller ikke, kan være afgørende for hele livet.”

Til de tilbageværende knap 30 mand talte Carl Christiansen fortsat venligt og respektfuldt. Han meddelte, at de fra nu af udgjorde besætningen på et handelsskib. Han var deres kaptajn, kaptajn Christiansen. Deres skib lå på værft ved havnen. Han understregede, at han ikke kunne røbe noget konkret om deres mission. De ville få nærmere informationer, når de var på havet om et par dage. Indtil da skulle de være hundrede procent diskrete om selv den lille smule, de vidste om deres mission. De måtte ikke tale med andre om den, for det myldrede med spioner i Wilhelmshaven. Missionen var tophemmelig.KaptajnChristiansen forsvandt igen, og gruppen af udvalgte blev ført tilbage til kasernen for at pakke deres ting. Herefter fik de besked på at følge en underofficer, der førte dem ned til havnen til handelsdampskibet. De skulle gå ombord og måtte ikke forlade skibet igen, selv om det var på værft. Ar bejdet med at klargøre skibet var ikke helt slut, det samme gjaldt lastningen. Fra nu af og i de kommende måneder var, lød det, dampskibet deres hjem.

De, der var trådt tilbage, fik ordre om straks at returnere til kasernen. Nis Kock lagde mærke til, at tonen over for dem var forandret. Borte var al høflighed. Den blev erstattet af skarpt og arrigt kommandosprog.

Et par stykker trådte dog tilbage. Men de fleste blev stående.

”Det var en stor, smuk, tilsyneladende temmelig ny damper,” konstaterede Nis Kock ved nærmere eftersyn. Han lagde straks mærke til, at navnet på skibet var blevet malet over. Hvad skulle en flok tyske marinefolk bestille på et navnløst handelsskib? Den mest nærliggende mulighed var – og det var en mulighed, han og de andre sønderjyder tænkte på med gru – at skibet skulle tjene som en såkaldt hjælpekrydser.

Spærrebrydere var en anden type skibe, den tyske marine brugte. Ma rinens folk frygtede dem. En spærrebryder eller rettere blokadebryder skulle, som navnet antyder, hjælpe flåden med at bryde igennem en blokade, ofte ville det sige et minefelt. Det var et skib, som skulle sejle foran de egentlige flådestyrker, når der ikke var tid til grundig minestrygning. Den forreste del af blokadebryderen var fyldt med tomme tønder, holdt på plads af sand. Løb skibet på en mine, skulle de tomme tønder, der ikke var blevet ødelagt ved eksplosionen, være i stand til at holde skibet flydende, samtidig

Den kejserlige tyske marine var begyndt at armere handelsskibe med kanoner og sende dem ud på en slags piratlignende togter under falsk flag. Man kaldte dem hjælpekrydsere. I praksis var de kaperskibe, som skulle opsøge, opbringe og sænke fjendens handelsskibe ude på verdenshavene. En hjælpekrydser blev blandt tyske marinefolk også kaldt for en ”Himmel fahrtsdampfer”, et øgenavn, der næppe behøver oversættelse. Et kaperskib kunne ganske vist være et effektivt våben i søkrigen. Den legendariske kaper SMS Wolf, der sejlede hærgende omkring i Atlanterhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean, sænkede i løbet af krigen 14 handelsskibe og havde et lignende antal på samvittigheden gennem de miner, skibet udlagde under vejs. Men som rovdyr betragtet var et kaperskib en sårbar, lille, ensomt omstrejfende – og venneløs – fisk. I forhold til selv det mindste krigsskib var det kun let bevæbnet, og i modsætning til et krigsskib var det ikke pansret. For et krigsskib uanset størrelse var et kaperskib derfor et let bytte. Hver gang et kaperskib havde opbragt et handelsskib, havde det også blot tet sig – handelsskibet nåede som regel at udsende et SOS, og kaperskibet blev selv jaget vildt.

Selv om sønderjyderne ikke vidste meget om kaperskibene, for også deres missioner var hemmelige, vidste de, at de blev anvendt, og at man som besætningsmedlem på et sådant skib nærmest opholdt sig på en fly dendeTilkiste.sinstore lettelse fik Nis Kock ikke øje på kanoner eller installatio ner, som kunne tyde på, at kanoner kunne blive stillet op. Derfor kunne der næppe være tale om et kaperskib. Bogstaverne, som stod skrevet på skorstenen, gav måske svaret. Der stod ”Sp. A”. Gætterierne på, hvad det kunne betyde, gik i gang, og blandt sønderjyderne opstod der enighed om, at det nok stod for ”spærrebryder A”.

Det var altså det, Nis Kock skulle bruge sit unge liv på? Han skulle snart sejle ind i et af de minefelter, som briterne havde lagt. Han var lettet over, at han trods alt ikke skulle ud og agere pirat på et himmelfartsskib – men lettelse var et lidt stort ord om den sindstilstand, han befandt sig i. Han havde hørt om spærrebrydere, som havde holdt sig flydende efter minepåsejling, men han havde også hørt om det modsatte.

Situationen kunne, konkluderede han, have været bedre, men også værre. Det fandt han sig til rette med, indtil han den næste dag fik set nærmere på det, der blev stuvet ned i de fem lastrum. På nogle kasser stod der ”dynamit”, og på andre ”ammunition”. En matros fra Sottrup skov, Christian Møller, kunne tilføje, at han havde overværet en af kas serne falde ned på dækket under ladningen, og ud rullede en granat! Det vendte endnu en gang det hele på hovedet. Hvis det var meningen, at skibet skulle være en blokadebryder, ville man ikke proppe det med Kronborg.

37 med at de minimerede vandindtrængningen i skibet. Sådan lød det i teorien. I praksis var en blokadebryder et skib, man med fuldt overlæg sendte di rekte ind i miner – og så måtte guderne ellers vide, om skibet kunne holde sig flydende eller gik ned med mus og mand.

Til den kategori hørte Hans Hansen fra Flensborg. En mand, der altid tyggede skrå, og som med sine tatoveringer, firskårne bygning og hjulben lig nede det, han var: en søulk, helt igennem. ”Huen sad så langt nede over det ene øre som muligt, og ikke den fineste uniform kunne skjule, at man her stod over for en af søens mænd af den ægte slags,” fortæller Nis Kock.

Han var dog hverken styrmand eller matros, men skibstømrer, og havde sejlet det meste af sit liv. Han blev aldrig kaldt andet end Tømmermanden.

Deraf kunne der drages en ny konklusion. Måske betød Sp. A spærre bryder A – men i givet fald var det malet på skorstenen for at, ja, narre fjenden. Eventuelle spioner skulle forledes til at tro, at det, der lå på værft, var endnu en spærrebryder. At det ikke var tilfældet, vidste besætningen nu. Men hvad var det så for et slags skib, de var havnet på?

”Sikke mad og sikke mængder! Vi havde indtil nu levet ganske godt på kasernerne,” fortæller Nis Kock. ”I det mindste langt bedre end land soldaterne. Men dette her var ikke at leve godt, det var at leve ødselt og over evne. Uhyre bøffer i uoverskuelige mængder stod den på den første dag, og den næste dag åbenbarede der sig usigelig mange og store koteletter. Man spiste og spiste for ikke at sige åd.”

kasser og da slet ikke spilde hverken dyrebar dynamit, ammunition eller granater. En mine eksploderede af sig selv ved påsejling.

Det spørgsmål var der rig lejlighed til at diskutere til måltiderne, som fandt sted omkring et stort, veldækket bord nede under dækket. Måltiderne var den rene fest.

Tømmermanden elskede at tale og var storleverandør af fantastiske sømandsfortællinger. Når han ikke fortalte historier, snakkede han gerne højt og inderligt, som var han midt i at holde en tale. Det var for eksempel tilfældet, da han på et ikke helt lydefrit dansk forklarede, hvorfor han havde meldt sig frivilligt.

Under de gemytlige samtaler ved måltiderne erfarede Nis Kock, at enkelte besætningsmedlemmer ligefrem havde meldt sig frivilligt, da de hørte rygter om den hemmelige mission. De meldte sig ikke, fordi de var drevet af eventyrlyst eller behov for at opsøge fare, men fordi de ønskede at slå kedsomheden på kasernerne eller kaserneskibene ihjel. Særligt for drevne sømænd var livet knap værd at leve, hvis ikke det foregik på et gyngende dæk ude på åbent hav.

Efter at han havde sagt det, var det slut med den gemytlige stemning. Svenskerens provokerende spørgsmål fik Tømmermanden til at eksplodere. Hvad lignede det, sagde han, at være begejstret for den her mission? Der var intet at være begejstret for, når man ikke vidste, hvad man begav sig ud i, og risikerede liv og lemmer, og når først sådan nogle selvbestaltede eventyrere som Karl Sørensen kom ud på åben sø, så skulle han bare se løjer. Så ville det hovmodige helt sikkert være gået af ham.

Karl Sørensen svarede, at han havde hørt de fleste andre besætnings medlemmer sige noget lignende. Det var, konstaterede svenskeren, som om alle undtagen ham var flove over at være udvalgt. Underforstået, hvad er der galt med jer? Hvorfor er I så slappe? Er I ikke rigtige mænd?

Blandt besætningsmedlemmerne var en enkelt erklæret eventyrer. Svenske ren. Karl Sørensen. En spinkel, munter, purung fyr. Han havde boet hos en moster i Hamborg og havde meldt sig frivilligt til tjeneste i den tyske ma rine, da krigen brød ud. Da han hørte rygter om denne hemmelige mission, var han straks – og ikke med mosterens gode vilje – gået til sine foresatte for at bede om lov til at blive udtaget til missionen.

Først var han blevet afvist – han talte jo ikke dansk, men svensk – Karl Sørensen lod sig dog ikke affeje. ”Jeg snakkede om brødrefolkene og Kø benhavn og Tivoli, så de kunne høre, at jeg var fuldbefaren [dansker].” Karl Sørensens øjne lyste af spænding ved udsigten til de eventyr, der gi vetvis ventede dem. Den høje Nis Kock så forundret ned i den ivrige, lille svenskers vilde blik og sagde roligt, at han godt kunne nøjes med et mind stemål af eventyr.

Tømmermanden var ikke færdig. Han lod lige en bemærkning falde til almindelig skræk og advarsel: ”Alle I, som har lært på de store skibe, har ikke begreb om, hvad det vil sige at være til søs, men det skal I nok få lært på denne kasse her, det skal jeg love jer for. Der er aldrig godt vejr ret længe ad gangen på denne årstid, og skal vi gennem blokaden, bliver det vel nord om Island, og dér er i det hele taget aldrig godt vejr.”

”Jo, gu er jeg frivillig. Jeg er frivillig, om vi så skal sejle lige lukt ind i helvede. Jeg er frivillig for at komme til at sejle, ligegyldigt hvor vi sejler hen � nu har jeg gået og gloet på kaserner i over et halvt år og ikke mærket et skibsdæk under mig hele den tid – er det så underligt, at jeg vil ud og sejle?”

Der var ikke meget at lave ombord for sønderjyderne, mens skibet lå på værft. Sammen med de andre fyrbødere, herunder Peter Hansen fra Egern sund og Christian Hansen fra Flensborg, arbejdede Nis Kock lidt nede i maskinrummet, mens den øvrige besætning gav en hånd med ved lastningen af skibet. Ellers var der ikke rigtigt noget at foretage sig andet end at spise sig fed i de store middage. Eller tale om den næste gode middag, der snart ventede nede under dækket. Men også denne forventningens glæde forstod Tømmermanden at dryppe malurt i.

var skibet parat og færdiglastet. Det var fyldt med zinkkas ser og med brædder, der lå stablet over zinkkasserne i lasten, og store stabler af brædder, som lå på dækket. Meningen var åbenbart, at skibet skulle fore give at være et handelsskib, der var på vej over søen med en stor trælast.

Om aftenen inden afrejsen fik besætningen besked på, at de hver især skulle skrive et sidste brev til deres kære derhjemme. Det var lettere sagt end gjort. Stemningen var tung, og samtidig var det sin sag at finde de rigtige ord, når man vidste, at brevene var underlagt censur. De skulle

Mens alle besætningens medlemmer talte dansk eller en eller anden afart af dansk, var det også en selvfølgelighed, at alle kunne tysk. Men der var en enkelt undtagelse. Kokkeassistenten Tyksen. Han havde kun sejlet på danske skibe og var dansk gift. Han kunne ikke, påstod han i hvert fald, et ord tysk, selv om han var opvokset i Flensborg. Og når han blev tiltalt på tysk – også når det senere på rejsen var kaptajnen selv, der talte til ham – svarede han altid: ”Det ved jeg fandeme ikke!”

”Bare vent,” sagde han en dag, de stod et par stykker sammen oppe på dækket, ”til vi kommer til søs med denne her tramp! I har måske lagt mærke til, at den ikke har kølerum, og ved I, hvad det betyder? Spis I bare, inden I skal til at leve af kabelgarn syv gange om ugen.” Efter at have ladet disse ord falde spyttede han en spytklat, der fløj imponerende langt udenbords.Påettidspunkt kunne Karl Sørensen meddele, at han lige havde erfaret, at der i det nederste lastrum lå 3.000 tons kul. 3.000 tons! Denne informa tion kommenterede Tømmermanden med ordene: ”Vi tager kul med til Denhelvede.”17.februar

Og så oprandt den 18. februar 1915. Dampskibet passerer SMS Moltke, der kommer til syne i tågen. Nis Kock ser vemodigt på slagkrydseren og mindes sine år ombord på den. Langsomt forsvinder Moltke agterud, og for øjnene af Nis Kock opløses slagkrydseren i tågen. Dagen går på hæld, og det sidste dagslys kvæles af vintermørket ude på det åbne urolige hav. I ét nu rives Nis Kock ud af sin drømmende tilstand.

Der bliver råbt efter ham. Han skal se at komme med op i forstævnen, hvor besætningen er ved at forsamle sig. Nis Kock bemærker, at de andre står med en sæk i hånden, og også han får nu udleveret en af førstestyr manden, Johannes Daniel, fra Flensborg, der forklarer, at der er civilt tøj i sækken. Han skal straks klæde om og putte sin marineuniform i sækken.

I det mindste skrev Nis Kock en anelse mere end matrosen Christian Møller: ”Ich bin gesund, im Dienste für’s Vaterland.” (Jeg er sund og rask, i fædrelandets tjeneste).

”Det var en utålelig tanke, at jeg ikke på nogen måde kunne komme i forbindelse med mine kære, når skibet først var lagt fra. De fleste af de andre havde det vist på samme måde. I det mindste herskede der en noget trykket stemning i fyrbødernes messe den aften og hos matroserne. Nu skulle det indfries, det, vi havde levet højt på så længe, og allerede til at begynde med kneb det svært for os alle sammen.”

Alle mand løber ned under dækket for at skifte tøj. Få minutter senere er de tilbage på dækket iført civile klæder hver med sin aflagte uniform i sækken. Skibet har sagtnet farten og ligger så godt som stille. En motorlarm, som med stor hast tager til i styrke, høres. Lyden bevæger sig ind mod skibet. Nis Kock får øje på en torpedobåd, som skyder frem og lægger sig langs skibets side. Besætningen får ordre til at kaste deres

skrives på tysk og skulle udtrykke den forventede patriotiske ånd. De måtte ikke nævne afslørende detaljer om skibet, og samtidig skulle de antyde, at brevet i værste fald kunne ses som en sidste afsked. Nis Kock kunne næsten ikke få ordene ned på papiret og nøjedes med enkelte linjer, hvori han kort fortalte Anni og sine forældre, at de ikke skulle regne med at høre fra ham i længere tid, og at de ikke skulle være forskrækkede over det.

sække ned i torpedobåden. Officeren, der oppe fra kommandobroen har gelejdet skibet igennem minefeltet, lodsen og en tredje person, der også er officer, stiger ned i torpedobåden, hvorpå den i en stor smuk bue forsvinder ind i mørket.

En skikkelse viser sig på kommandobroen. Først er han ikke til at genkende, for også han er i civilt. Han hæver stemmen. Det er kaptajn Christiansen, der taler, flankeret af de to styrmænd.

”Formålet med vor rejse kan jeg nu åbenbare for Dem,” siger han. ”Det er at bryde gennem den engelske blokade og bringe kul til krydseren Königsberg. Desuden skal den have suppleret sin ammunitionsbeholdning. Jeg har hidtil måttet holde dette strengt hemmeligt på grund af de mange spioner, som desværre endnu findes i Wilhelmshaven.”

Mere afslører kaptajn Christiansen ikke, og således fortæller han ikke specifikt, hvor krydseren, de skal komme til undsætning, befinder sig, og hvor det er, de er på vej hen. Og det er der god grund til ikke at gøre. For hvorfor udløse panik hos besætningen, allerede inden rejsen er begyndt?

ISBN: 978-87-400-7824-4

En gennemgående fortæller er den lune og beskedne fyrbøder Nis Kock fra Kegnæs på Als. Takket været hans levende vidnesbyrd om de begivenheder, han og kammeraterne bliver hvirvlet ind i, kommer vi helt tæt på dette ejendommelige og i dag så godt som glemte stykke verdenshistorie.

Selv om historien næsten er for utrolig til at være sand, er der tale om virkelige hændelser. Bogen bygger på deltagernes øjen vidneberetninger og erindringer og er baseret på dokumenter fra arkiver i Tyskland, England og Danmark. I persongalleriet finder man ikke bare verdenshistoriske skikkelser som Winston S. Churchill og den legendariske tyske general Paul von LettowVorbeck, kendt og berygtet som ”Afrikas løve”, men også en flok ydmyge sønderjyder, hvis indsats får afgørende indflydelse på slagets gang i dette fjerne hjørne af verdenskrigen.

SAFARI FRA HELVEDE er historien om 30 sønderjyder, der forklædt som danske sømænd i det tyske kejserriges tjeneste under 1. Verdenskrig bliver sendt på en hemmelig mission til kolonien Tysk Østafrika. Foran sig på et maskeret skib har de 25.000 sømil, Atlanterhavet, Kap det Gode Håb og Det indiske Ocean – og mod sig Royal Navy. Det bliver en dramatisk og farefuld sørejse og senere fodrejse gennem det afrikanske vildnis.

POLITIKENS FORLAG