Sengen er giftig - læseprøve

Politikens Forlag

GULDPIKKEN

“

F

uck af! Kan du ikke se, jeg drikker?”

Pigen var urimeligt smuk. I modsætning til Chucks afstumpede, men yderst sandfærdige statement. Piger som hende var ikke vant til at blive afvist. Det er piger på værtshuse generelt ikke, men smukke piger reagerer som regel med en blanding af vantro og indædt stædighed, når det sker for dem.

Her står jeg med en fisse af guld, og du sagde hvad til mig?

Hendes læber var let adskilte, og der kom ikke en lyd over dem. Men ordene stod malet i hendes ansigt.

“Tager du pis på mig?”

“Du hørte godt, hvad jeg sagde, strudsemor. Fis af!”

Chuck vendte ryggen til hende, mens han i samme bevægelse satte flasken for munden igen. Og det var præcis den attitude, der gjorde, at han med statsgaranti ville kneppe hende på toilettet om ti minutter. Det var ikke spin. Det var ikke en lille koket manipulation for at sikre en overscoring, som ville gå over i historien.

5

Chuck holdt sig som regel i omegnen af Sundhedsstyrelsens anbefalede 21 genstande. Hver dag. Han var bygget som hvad? En bulldozer? En bjørn? Som en pusher fra Amager?

Han lignede på en gang alt, hvad han ikke var, og samtidig var han netop det. Hvis du så ham på gaden, ville du nok gå over på det modsatte fortov. Han var stærk som en okse og umulig at slå ned. Hverken fysisk eller mentalt. Selv jeg ville have afskrevet ham som menneskeligt affald, hvis ikke det var, fordi der boede en kunstner inde i kamphunden. Ikke en følsom kunstnersjæl. Ikke en lille dreng, der sad og græd og udtrykte sig gennem bulldozerens hænder. Men ikke desto mindre en kunstner.

Han var tatoveret fra hagen og ned til knæene. Og nej, det var ikke sirlige, gennemtænkte kropsudsmykninger, som han havde tegnet i et oplyst øjeblik. Det var hærværk af kroppens tempel. Hans rødder i graffitikulturen var så stærke og altomfavnende, at selv hans krop, hylsteret som transporterede ham fra bar til bar, bare var atter en mur, han kunne bombe med throwups. Kun sjælen var ren. Ha ha. Som om. Laver du sjov?

Hans sjæl var den generator, som drev motoren. Den dynamo, som genererede ondskaben, han udtrykte. Eller måske er ondskab et forkert ord. Det var vrede. Vrede, som grænsede til had. Og bag vreden lå selvfølgelig sorgen. Og følsomheden.

Det var derfor, jeg kunne lide ham. Jeg kunne virkelig godt lide ham. Jeg ville aldrig tøve med at kalde ham min ven. En af de bedste venner, jeg havde.

Jeg tror, det var, fordi han var en ekstrem version af min egen vrede. Af min egen sorg og følsomhed. Jeg fungerede i samfundet. Mit overjeg bed tingene i sig. Uretfærdigheder, brud, 6

modgang. Jeg gjorde altid det rigtige. Det smarte. Det fornuftige. Det profitable. Jeg kontrollerede mit liv, så det ikke løb af sporet.

Chuck var ude af kontrol. Jeg elskede ham for det. Jeg elskede ham og beundrede ham. For han åbnede ild, som vi sagde. Han gav los. Han gav en fuck for, hvad folk tænkte om ham. Og han var ikke sen til at vise dem sin enorme langfinger for at understrege det. Fuck dig! Du kan bare komme an. Hele verden kan komme an. Lige nu.

Men det, der er med verden, er netop, at den kommer an.

Men ikke i en fair fight. Aldrig en mod en uden for værtshuset.

Verden moser dig. Langsomt. Den er som en jiu-jitsukæmper, som låser dig nede i et kvælertag, som du ikke kan komme ud af, før du giver op og banker i måtten. Mandlige og kvindelige kællinger bagtaler dig, indtil karaktermordet er gennemført.

Den perfekte forbrydelse. Isolation, udstødelse og til sidst selvmordet som kronen på værket.

Sagsbehandlere håner dig, indtil du mister besindelsen og rydder kontoret med en økse. Betjente chikanerer dig på gaden.

Visiterer dig uafladeligt. Håner dig. Misbruger og eksercerer deres magt over dig. Kalder dig øgenavne. Tæsker dig verbalt, indtil du bliver grøn i hovedet, og som en anden Hulk går til modangreb. Og hvorfor stoppe der?

Chuck var, oftere end godt var, endt i detentionen, hvor panserne rullede ham ind i tæpper, så man ikke kunne bevise overgrebet, når de havde givet ham en god gammeldaws gang knippelsuppe. Selvjustits. Frustrerede over, at de ikke kunne bevise noget. Overivrige efter at tjene samfundet. Og nu tænker du måske, at den slags ikke sker i lille Danmark. Og det gør det måske heller ikke lige der, hvor du bor. Det gør det nu 7

nok, men det sker i hvert fald ikke for dig. For du er ikke som Chuck. Hvis man har valgt at leve i periferien af samfundet, er der andre spilleregler. Chuck havde accepteret spillets regler.

For i samfundets udkant havde han trods alt en ret stor frihed.

Og hvor der ikke var frihed, tog han sig friheder. Han spurgte aldrig om lov.

Nå, men tilbage til historien. Den smukke pige fra baren kom gående ud fra dametoilettet. Og det var selvfølgelig dametoilettet. Det ved enhver, der har prøvet den slags.

Handicaptoilettet, hvis der findes et. Det gjorde der af gode grunde ikke her. Det var et værtshus.

Hendes buksedragt fra Stine Goya var knappet skævt, og den stramme hestehale var nu slået ud, så hendes mørke krøllede hår stod vildt omkring hende. Dog var den mest iøjnefaldende ændring af hendes fremtoning smilet. Hun smilede fjollet over hele ansigtet, så man rigtig kunne se hendes knaldrøde æblekinder under de slørede blå øjne. Men da hun så selskabet, hun fulgtes med, skiftede hun hurtigt om i en dressurstram gangart og rettede straks tøjet til.

Det var tre tjekkede dengser fra den kreative afdeling af det reklamebureau, hvor hun var topsælger. De stod med ryggen til og spillede billard, mens de højlydt og med store fagter sørgede for at sætte en fed streg under, at dette var deres hjemmebane.

Det var det selvfølgelig ikke. Men netop derfor havde de brug for at markere deres tilhørsforhold. De var det, man i deres branche kaldte for firstmovers. Det var dem, alle andre skelede til, hvis de følte, at tiden og livet var løbet lidt fra dem og havde brug for at sætte fingeren på pulsen.

For tiden gik de i sneakers, havde hængerøv i de stramme bukser og ærmerne på deres hættetrøjer og ternede skov8

mandsskjorter var smøget op, så man kunne se deres tatoveringer. De havde ikke mange tatoveringer. Men det var de helt rigtige. Præcis så random og skødesløse, at enhver, der havde lidt forstand på blæk i huden, vidste, at de ikke var det.

De havde moderigtige flade mohawks, som var gennemstylede med en halv dåse voks som Cristiano Ronaldo før en topkamp. Rodet på den ordentlige måde. De var upfront.

Ligesom hende, slummede de den.

I 00’erne havde de givet den som neoyuppier med aktieportefølje og boliginvesteringer, men krisen havde ændret tidens ånd og dermed dem. Nu var det de bløde menneskelige værdier, som var på dagsordenen. Så selvom de tjente mere end de fleste på deres alder, drak de nu altid billige håndbajere med sidevogn.

Før stod den på Løgismose og den der jyske bagerforretning med cafe latte, men nu handlede de konsekvent i Netto. En havde fået en hund, de to andre faste parforhold, og en af dem havde endda taget skridtet fuldt ud og var blevet far. Man kan sige meget om dem, men konsekvente, det var de sgu. Omvendt ville de til enhver tid smide billardkøerne, lade sig skille fra konen og aflive hunden, hvis trenden gik i en anden retning.

Det kan virke koldt, men du må forstå, at det at være firstmovers var deres adelsmærke. Ja, mere end det. Det var, hvad de var. Den kreative klasses Barbapapaer, som til enhver tid kunne udfylde en hvilken som helst rolle.

Nå, men tilbage til historien. Et par minutter senere kom Chuck luskende ud fra dametoilettet som en selvtilfreds hanabe. Han spankulerede nærmest ud derfra. Tog sig god tid og smilede bredt, mens han lynede sin gylp op og rettede på den stadig halvfede pik i bukserne.

9

Som alle andre vilde dyr kunne han lugte, når hunnerne var i brunst. Chancerne for, at hun havde ægløsning i disse dage, var så godt som 100%. Det var her, typer som ham kom ind i billedet og sikrede artens overlevelse. Måske var han ikke bevidst om det, og det var hun sandsynligvis heller ikke. Men hun havde netop parret sig med den stærkeste han, og Darwin stod og klappede i sine små hænder, mens han var med på en kigger fra næste toiletbås.

Uden at ænse hverken skønheden, som han netop havde bedækket eller hendes kolleger, gik han direkte hen til scoretavlen og tørrede deres billardregnskab af med ærmet. Han var i det kreative hjørne nu. Løvekongen med guldpikken skulle forevige scenariet. Han stregede et par voluminøse og globerunde bryster op under en stor rund mund og et par tomme øjne. Pigen så helt forkert ud i ansigtet, og de tre firstmovers var begyndt at lægge to og to sammen. Chuck var i skabermode.

Han slog nogle streger i luften for ligesom at vurdere, hvor stor han skulle tegne pikken. Han kiggede drømmende ind i sit eget kranie og var tilbage på dametoilettet. Han ænsede knap, at en af dengserne prikkede til ham med sin kø.

“Sig mig, hvad tror du, at du laver?!” spurgte han. Dengsen.

“Bare luk røven, lillepik,” svarede Chuck uden at vende sig om. “Så kommer du ikke til skade.”

Køen ramte ham lige i baghovedet. Den knækkede. Han vendte sig roligt om og kiggede de tre små grisebasser lige i øjnene. Blikket var en anelse sløret af både alkohol og slaget i baghovedet. Der var dømt værtshusslagsmål. Jeg havde fulgt optrinnet fra baren og vidste, hvad min pligt var. Faktisk orkede jeg det slet ikke, men det er der ikke noget, der hedder 10

på streeten. Man bakker op om sine homies. Også når de dummer sig.

Man kunne selvfølgelig argumentere for, at en god ven ville prøve at gyde olie på vandene. At en rigtig ven ville prøve at mægle og få kamphanerne til at indse det totalt idiotiske i deres forehavende. Men ikke på streeten. Før jeg nåede at tænke mig om, så jeg min hånd kyle det nærmeste askebæger i retning af en dengse. Nu var det mig, som var firstmover.

Jeg missede ham med et par centimeter. Pis. En fair fight på en bar inkluderer alt, som kan løsnes fra gulvet, væggene og selve baren, selvom spark og slag jo altid er lige ved hånden eller ligger til højreskøjten.

Skønheden skreg, da Chuck flækkede næbbet på hendes sidemand. Hun var lige ved selv at få en med, men trak sig klogt væk fra billardbordet og ud i natten. Ude af stand til at vælge side.

En ting, som er karakteristisk for barer og værtshuse, er, at de yderst sjældent har dørmænd. Nogle gange er der en lokal sherif, som håndhæver jungleloven. Andre gange fungerer bartenderen som sådan, men i dette tilfælde var han for klejn og spinkel til at kunne gøre en forskel, og han gik derfor efter telefonrøret. Om 10-15 minutter ville politiet være her.

Min dengse og jeg slog lidt halvhjertet ud efter hinanden.

Vi ramte også, men der var ikke gået nogen verdensmester i sværvægtsboksning tabt i nogen af os, og vi ville i værste fald give hinanden et blåt øje eller en flækket læbe. Chuck dansede tango med de to andre. Hans slag kunne mærkes, kunne jeg se. De var til gengæld to mod en. Og talte man dagens alkoholindtag fra Chucks side med, var de nok snarere fire mod en.

11

Det er pisse fysisk hårdt at slås. Især hvis man er træt, fuld og i dårlig form. Der er derfor, boksekampe er delt ind i runder a tre minutter. Og her taler vi altså om folk i absolut fysisk topform.

Et normalt slagsmål varer typisk et par minutter. Maks.

Det så faktisk ud, som om vi var ved at få overtaget, men pludselig trådte en af dengserne i karakter og kørte en hel serie af kædeslag og spark af på Chucks hoved og krop. Han havde åbenbart trænet kung fu i sin fritid. Heldigvis stod vi med ryggen til døren på det tidspunkt, så vi hurtigt kunne lave vores retræte ud i natten. Vi stak halen mellem benene. Kort og godt. På den måde nåede vi også ud af døren længe inden, politiet ankom på scenen. Faren for, at de havde taget os med i stedet for dukkedrengene, var overhængende.

På vejen hjem grinede Chuck og jeg og lavede karatespark ud i luften, mens vi genkaldte os vores små tre minutter i ringen med dengserne. Det var ren mexicansk wrestling. Spil for galleriet. Og eftersom vi nok ikke var velkomne på baren de næste par uger, begyndte vi at lede efter et nyt vandhul. Det var her for et halvandet års tid siden.

Chuck er her ikke mere. Den stodder jeg kendte er død. Hvil i fred, gamle kriger. Jeg har stort set ikke set ham siden. Folk på gaden siger, at han gjorde hende gudinden, som vist nok hedder Anna, gravid den aften.

Man kan sige meget om Chuck, men hans værdisæt er støbt på den gamle skole. Han giftede sig med hende på rådhuset en måned senere. Så nu er det ham, der går i Netto, har bløde værdier og triller barnevognen rundt i kvarteret ligesom firstmoverne. Anna holdt otte ugers barsel og var tilbage i sadlen og solgte reklamer, inden han kunne nå at sige brystpumpe.

12

Hun tager hans nosser med på arbejde i håndtasken. Dengserne har fået ekstra gadekredit med Chuck i deres følge, og Chuck er begyndt at klæde sig moderigtigt og læse Euroman.

Og så skulle man tro, at alle var glade. Game over. Tak for kampen.

Chucks guldpik viste sig at være sin vægt værd i netop guld. Nu har han både et Gold Mastercard, en guldklump og guldfarvet stuk i lejligheden på Vesterbrogade. Og jeg kan jo være ligeglad. Der er stoddere nok at gå på druk med. Men jeg kan ikke lade være med at blive lidt trist, når jeg tænker på rebellen, som døde den dag på værtshuset. Den vej skal vi selvfølgelig alle. Især rebellerne. Men jeg savner ham, som aldrig spurgte om lov. Ham, hvis fuckfinger blev holdt op mod verden med hjertet og ikke som fagter i et modeshow. De fik ham, gjorde de.

De kunne ikke knække ham med slag eller regler. Men småborgerligheden åd og fortærede ham langsomt som en boaslange, da børnefamilien lukkede sig om ham. Er det virkelig sådan, det ender for os alle? Og hvad hvis det ikke gør?

Hvad er alternativet? Bliver man så til den gamle skipper i baren, som man selv har stået og grinet af og ikke med, da man var midt i tyverne? Har firstmoverne i virkeligheden fat i den lange ende, når de som kamæleoner skifter ham og forlader scenen, inden skrumpeleveren, koldbranden og den sociale deroute sætter ind? Hvem ved? Tiden heler alle barregninger.

Jeg har lige aflyttet min svarer. Det var Chuck. Fandme så.

“Mød mig på den lokale om ti minutter, homie. Så åbner vi ild!”