Slut put finale - ni skrupskøre godnathistorier

Lars Daneskov: Amanda og den store pruttetrold Tobias Trier: Den gyldne kringle Sigurd Barrett: Statsmedisteren og de mystiske bogstavbolsjer Carsten Eskelund: Den lille Poul med papmachehunden Christine Skou: Æblet falder ikke langt fra stammen Claus Riis: Donna Nutella og de italienske underdrenge Manu Sareen: Klods-Hassan Carsten Bang: Drengen der ville være magnetisk Anders Morgenthaler: Min fars halve liv på lokum

Slut put finale! Ni skrupskøre godnathistorier

Meget kan gå galt ved sengetid: Nattøjet er væk, tandpastaen smager grimt, pludselig ligger alt legetøjet spredt ud over gulvet. Her kan en sjov historie gøre hele forskellen.

Slut put f inale!

Ni skrupskøre godnathistorier

Godnat – og grin godt!

Politikens Forl ag

Politikens Forl ag

Æblet falder ikke langt fra stammen Christine Skou

Engang for længe, længe siden i et land langt, langt borte, hvor prærieulvene tuder hele natten, og bisonokserne græsser dagen lang, boede en indianerhøvding og hans indianerkone.

De havde et lykkeligt liv. De elskede hinanden meget højt. Og de holdt masser af fuldmånefester og dansede trommedans med deres venner. De ønskede sig bare så forfærdeligt et lille barn. De længtes efter en lille klump, de kunne kaste deres kærlighed på. En lille filur, der lignede dem selv. En lille snuskebasse, de kunne tage op og sige ”dikke-dik” til, og ”fars egen vildbasse” og sådan noget, som man elsker at sige til babyer, du ved. Så ville deres liv være fuldendt.

Æblet falder ikke langt fra stammen

Men indianerkonen kunne ikke blive gravid. De prøvede alt, hvad medicinmanden anbefalede. De prøvede mosede bananomslag på lårene og bisonoksefedt i håret. Indianerkonen havde sovet med hvidløg i ørerne og karse i navlen, og høvdingen havde drukket masser af kaktusjuice. Men der var ingenting, der hjalp. Konen blev ikke gravid.

Fortvivlet gik indianerkonen en sidste gang hen til medicinmandens tipi for at bede om råd. ”Kære medicinmand,” sagde konen. ”Inden længe runder jeg mit fyrretyvende år, og det er snart for sent at blive mor. Hjælp mig nu en sidste gang, så jeg får mit ønske opfyldt.” ”Tjah,” sagde medicinmanden. ”Der er én ting, vi ikke har prøvet. Men jeg ved ikke, om det er klogt.

Jeg har for nylig hørt, at det skulle hjælpe at drikke et par dråber tudseblod. Men jeg må advare dig: Det kan give frygtelige bivirkninger.”

Indianerkonen anede ikke, hvad bivirkninger var, og hun var også hamrende ligeglad, bare det virkede.

Hun drak en hel flaske tudseblod og glemte alt om medicinmandens advarsel. Og kort tid efter skete miraklet. Hun blev gravid og fødte en indianerprinsesse.

78

Æblet falder ikke langt fra stammen

Prinsessen kaldte de Himma-Laila. Og indianerhøvdingen og hans kone elskede hende højt. De kyssede hende og krammede hende og kildede hende under tæerne dagen lang. Og der var stor glæde i hele indianerstammen.

Men tudseblodet havde sin bivirkning. Himma-Laila var grim.

Tudegrim. Hendes ansigt var aflangt som munden på hende, som på et firben. Og så havde hun løgDet havde kunne ikkestore blive meget værre. en banan.ånde.

Hun blomkålsører og en kæmpe Hun var virkelig så grim, at kun en far og mor kunne kartoffeltud.

Hendes øjneervar små og gule, som indtørelske hende.

Og desværre verden så uretfærdigt indrettet, at den helst vil have prinsesser.

Derforvar beordrede rede æggeblommer.

Ogsmukke hendes tunge lang og tynd indianerkonen, at ingen i hele indianerstammen, ja, i hele og rulledeindianerriget ind og foruddenafsagsmunden påprinsessens hende,ansigt. som på et skyld, måtte se Hun skulle altid bære en sæk over hovedet, når hun færfirben. Ogdedes så blandt havde hun Alle løgånde. fremmede. skulle kalde hende ”Smukke

7 79 65666_lige boern leger.indd 7

9/13/07 8:31:04 PM

Æblet falder ikke langt fra stammen

Det kunne ikke blive meget værre.

Hun var virkelig så grim, at kun en far og mor kunne elske hende. Og desværre er verden så uretfærdigt indrettet, at den helst vil have smukke prinsesser.

Derfor beordrede indianerkonen, at ingen i hele indianerstammen, ja, i hele indianerriget for den sags skyld, måtte se prinsessens ansigt.

Hun skulle altid bære en sæk over hovedet, når hun færdedes blandt fremmede. Alle skulle kalde hende ”Smukke Himma-Laila”, og de få indianere, der allerede havde set hende, ville få hovedet hugget af, hvis de vovede at røbe, at hun var grim. Himma-Laila måtte aldrig se sig selv i spejlet.

Og kun den indianersvend, der ville giftes med hende uden at se hendes ansigt først, kunne få hende til kone.

Og tro det eller ej. Hele indianerriget og alle stammerne i nærheden hoppede på den. De troede virkelig på, at den grimme indianerprinsesse var så smuk, at hun var nødt til at gå med en sæk over hovedet, så hun ikke blændede dem med sin skønhed. Hun havde nydelige tæer og pæne hænder.

Hun var god mod selv den mindste bille. Og så dansede hun den vildeste regndans. Derfor var der ikke en eneste, der havde fantasi til at forestille sig, hvilket

80

Æblet falder ikke langt fra stammen

monster, der i virkeligheden gemte sig under posen …

Og den, der hoppede allermest på løgnen, var Himma-Laila selv. Hun troede fuldt og fast på, at hun var det dejligste og lækreste skår i verden. Og det var nemt nok, for hun havde ikke noget spejl at kigge i. Så inde i sit eget hoved, var Himma-Laila den smukkeste indianerprinsesse i verden.

Derfor sang hun hver dag en lækkerhedssang til sig selv.

Rygtet om den smukke Himma-Laila med sækken over hovedet gik vidt og bredt. Og snart stod bejlerne i kø ved indianerprinsessens tipi. De gjorde alt for at gøre indtryk på hende. Én kunne lave de vildeste ulvehyl. En anden kunne selv sy sit lædertøj. En tredje kunne synge gamle, indianske kærlighedssange, så selv indianerhøvdingen blev rørt. Det var svært at vælge. Men Himma-Laila var ikke i tvivl, da hun mødte den rigtige mand. Han hed Funky Fod og var trommeslager, og da han spillede på sit lertrommesæt, blev Himma-Laila så vild i varmen, at hun sprang op og dansede, så jorden revnede, og regnen stod ned i stride strømme. ”Ham vil jeg giftes med, far,” jublede Himma-Laila.

Og sådan blev det.

81

hun mødte den rigtige mand. Han hed Funky Fod og var trommeslager, og da han spillede på sit lertrommesæt, blev Himma-Laila så vild i varmen, at hun sprang op og dansede, Æblet falder ikke langt fra stammen så jorden revnede, og regnen stod ned i stride strømme. ”Ham vil jeg giftes med, far,” jublede Himma-Laila. Og sådan blev det.

9 82

e boern leger.indd 9

Æblet falder ikke langt fra stammen

Den dag brylluppet skulle stå, mødtes alle ved bålpladsen.

Himma-Laila og Funky Fod var meget forelskede og stod og flettede tæer på et lædervævet bryllupstæppe.

Himma-Laila havde en helt ny bryllupssæk på af hvidt hestelærred, som hendes mor havde syet, og stammens kvinder havde lavet de fineste læderperlekæder til hende.

Da medicinmanden havde velsignet Himma-Laila og Funky Fod, gav de hinanden en ankelring af guld.

Så sagde medicinmanden til Funky Fod: ”Nu må du kysse bruden!”

Forsigtigt trak Funky Fod sækken af Himma-Lailas hoved.

Først var han nær ved at besvime, da en kraftig løgdunst væltede ud i hovedet på ham. Men det var ingenting mod det syn, der mødte ham, da han så Himma-Lailas sande ansigt under sløret. ”Du er jo grim,” sagde han forbavset.

Der gik et sug igennem alle indianerne. Hvad var det dog, han sagde? ”Det er rigtig nok,” råbte en lille indianerdreng, der sad på skulderen af sin far. ”Hun er tudegrim!”

83

Æblet falder ikke langt fra stammen

Nu stod indianerne på tæerne af hinanden for at se, om det virkelig var sandt. Og enhver, der havde øjne i hovedet, kunne jo se, at drengen havde ret.

Så begyndte de alle sammen at råbe i kor: ”Hun er grim, hun er grim!”

Indianerhøvdingen og hans kone forsøgte forgæves at dysse folk ned. De havde ikke regnet med, at de andre indianere ville være så lede. Men det hjalp ikke en døjt. ”Hvad er det dog, I siger?” spurgte Himma-Laila chokeret. ”Jeg er ked af det, baby,” sagde Funky Fod, ”men den er god nok. Du er helt vildt grim! Prøv en gang at se!”

Funky Fod rakte Himma-Laila sit lommespejl, og for første gang så hun sit ansigt. Himma-Laila sagde ikke et ord.

Aldrig havde hun set noget lignende. Himma-Laila vidste ikke, om hun skulle grine eller græde. Hun var nærmest i chok. Og hold op, hvor følte hun sig dum.

De havde alle sammen holdt hende for nar. En voldsom vrede buldrede op gennem hendes krop, helt nede fra maven. Så kastede hun spejlet i hovedet på sin ægtemand og kylede brudebuketten og bryllupssækken efter sin far og mor. Og så løb hun, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Ingen kunne stoppe hende. Det var, som om en djævel var faret i hende.

84

Lars Daneskov: Amanda og den store pruttetrold Tobias Trier: Den gyldne kringle Sigurd Barrett: Statsmedisteren og de mystiske bogstavbolsjer Carsten Eskelund: Den lille Poul med papmachehunden Christine Skou: Æblet falder ikke langt fra stammen Claus Riis: Donna Nutella og de italienske underdrenge Manu Sareen: Klods-Hassan Carsten Bang: Drengen der ville være magnetisk Anders Morgenthaler: Min fars halve liv på lokum

Slut put finale! Ni skrupskøre godnathistorier

Meget kan gå galt ved sengetid: Nattøjet er væk, tandpastaen smager grimt, pludselig ligger alt legetøjet spredt ud over gulvet. Her kan en sjov historie gøre hele forskellen.

Slut put f inale!

Ni skrupskøre godnathistorier

Godnat – og grin godt!

Politikens Forl ag

Politikens Forl ag