Store små løgne.indd 4
05/05/15 14.35
Liane Moriarty
Store små løgne Roman
Oversat af Betty Frank Simonsen
Politikens Forlag
Store små løgne.indd 3
05/05/15 14.35
Til Margaret med al min kærlighed
Store små løgne.indd 5
05/05/15 14.35
kapitel to SEKS MÅNEDER FØR QUIZAFTENEN
Fyrre. Madeline Martha Mackenzie fyldte fyrre i dag. “Jeg er fyrre,” sagde hun højt for sig selv, mens hun kørte. Hun trak ordet ud i slowmotion som en lydeffekt. “Fyyyyrre.” Hun mødte sin datters blik i bakspejlet. Chloe grinede og efterlignede sin mor. “Jeg er fem. Feeeeeem.” “Fyrre!” trillede Madeline som en operasanger. “Tralalala!” “Fem!” trillede Chloe. Madeline forsøgte sig med en rapversion og slog rytmen på rattet. “Jeg er fyrre, yeah, fyrre ...” “Nu er det nok, mor,” sagde Chloe bestemt. “Undskyld,” sagde Madeline. De var på vej til orienteringsmøde i Chloes børnehaveklasse: ‘Klar, parat, børnehaveklasse – start!’ Ikke at Chloe havde brug for nogen orientering, inden hun skulle starte i skolen til januar. Hun var allerede rigeligt orienteret om Pirriwee-skolen. Da de satte hendes storebror Fred af ved skolen i morges, havde Chloe haft travlt med at dirigere rundt med ham. Han var to år ældre, men virkede ofte lidt yngre. “Fred, du glemte at lægge dine bøger ind i skabet! Sådan. Derind. Dygtig.” Fred havde lydigt lagt sine bøger i det rette skab, inden han drønede hen for at kværke Jackson. Madeline havde ladet, som om hun ikke så det. Jackson havde sikkert fortjent det. Jacksons mor, Renata, 17
Store små løgne.indd 17
05/05/15 14.35
havde heller ikke set det, for hun var fordybet i samtale med Harper. Begge stod med rynket pande i stress over uddannelsen af deres begavede børn. Renata og Harper gik i den samme støttegruppe for forældre til højt begavede børn. Madeline forestillede sig, at de sad i rundkreds og vred hænderne, mens øjnene skinnede af slet skjult stolthed. Mens Chloe kostede rundt med de andre børn til orienteringsmødet (hendes talent var at koste rundt med folk, hun ville helt klart blive chef for en stor virksomhed en dag), skulle Madeline drikke kaffe og spise kage med sin veninde Celeste. Celestes tvillingedrenge skulle også starte i skolen til januar, og de ville gå helt agurk til orienteringsmødet. (Deres talent var at råbe. Madeline fik altid hovedpine efter fem minutter i selskab med dem). Celeste gav altid smagfulde og meget dyre gaver, så det ville blive rart. Efter det ville Madeline sætte Chloe af hos sin svigermor og spise frokost med nogle veninder, inden de alle sammen skulle hen at hente børn. Solen skinnede. Hun havde sine splinternye Dolce and Gabbana-stiletter på (købt online med tredive procent rabat). Det ville blive en skøn, skøn dag. “Hermed åbner vi Madelines Festival!” sagde hendes mand Ed i morges, da han serverede kaffe på sengen. Madeline var kendt for at elske fødselsdage og fester af enhver slags. Enhver undskyldning for at drikke champagne. Men alligevel. Fyrre. Da hun kørte den velkendte vej hen til skolen, tænkte hun på sin fantastiske nye alder. Fyrre. Hun kunne stadig mærke, hvordan fyrre lød, da hun var femten. Sådan en farveløs alder. Fanget midt i livet. Intet ville rigtig betyde noget, når man var fyrre. Man ville ikke have ægte følelser, når man var fyrre, for man ville være godt polstret af al sin konede fyrre-hed. “Fyrreårig kvinde fundet død.” Jamen dog. “Tyveårig kvinde fundet død.” Tragedie! Sorg! Find morderen! Madeline havde været nødt til at lave en lille mental forskydning 18
Store små løgne.indd 18
05/05/15 14.35
for nylig, da hun i nyhederne hørte om en kvinde i fyrrerne, der var død. Hov, vent, det kunne være mig! Det ville være sørgeligt! Folk ville sørge, hvis jeg døde! De ville endda blive knust. Tag den, aldersfascistiske verden. Jeg er måske nok fyrre, men jeg er elsket. På den anden side var det nok helt naturligt at sørge mere over en tyveårig end en fyrreårig. Den fyrreårige havde nydt tyve år mere af livet. Hvis der var en skydegal mand løs i byen, ville Madeline derfor være nødt til at kaste sin fyrreårige krop ind foran den tyveårige. Ofre sig for ungdommens skyld. Det er kun rimeligt. Hun ville i hvert fald gøre det, hvis hun var sikker på, det var en sød, ung person. Ikke sådan en ulidelig en som hende møgungen i den lille, blå Mitsubishi foran. Hun forsøgte ikke engang at skjule det faktum, at hun brugte sin mobiltelefon, mens hun kørte – hun sad garanteret og chattede eller opdaterede sin status på Facebook. Se! Hende møgungen her ville aldrig lægge mærke til den skydegale! Hun ville bare glo på sin mobil, mens Madeline ofrede sit liv for hendes skyld! Det var til at blive rasende over. Den lille bil havde en P-plade kækt hængende i bagruden, som fortalte, at chaufføren var ny i trafikken. Bilen lod til at være proppet med unge mennesker. Der sad mindst tre bagi: Deres hoveder vippede op og ned, hænderne gestikulerede. Var det en fod, der hang i luften? Bilen lignede en tikkende bombe. De burde alle sammen koncentrere sig bare en lille smule. Så sent som i sidste uge havde Madeline taget en hurtig kop kaffe efter crossfit-timen og læst en artikel i avisen, hvor der stod, at unge mennesker kørte sig selv ihjel, fordi de sendte sms’er, mens de kørte. Jeg er på vej! Er der om lidt! Det var deres sidste, fjollede (ofte dårligt stavede) beskeder. Madeline havde grædt over et billede af en teenagers sørgende mor, som helt absurd holdt mobiltelefonen frem mod kameraet som en advarsel til læserne. “Åndssvage små fjolser,” sagde hun højt for sig selv, da bilen kom faretruende tæt på hende i inderbanen. “Hvem er et fjols?” spurgte Chloe fra bagsædet. 19
Store små løgne.indd 19
05/05/15 14.35
“Pigen foran er et fjols, fordi hun kører bil og kigger på mobiltelefonen på samme tid.” “Ligesom når du ringer til far, fordi vi er ved at komme for sent,” sagde Chloe. “Det har jeg kun gjort én gang!” sagde Madeline. “Og jeg passede meget på og gjorde det meget hurtigt! Og jeg er fyrre år gammel!” “I dag,” sagde Chloe bedrevidende. “Du bliver fyrre i dag.” “Ja. Og jeg ringede lynhurtigt, jeg sendte ikke en sms! Man er nødt til at kigge væk fra vejen for at sende en sms. Det er ulovligt at sms’e, og det er forkert, og du må love aldrig, aldrig nogensinde at gøre det, når du bliver teenager.” Hendes stemme begyndte at dirre ved tanken om Chloe, der var teenager og kørte i bil. “Men man må gerne ringe lynhurtigt,” sagde Chloe. “Nej! Det er også ulovligt.” “Så du brød loven,” sagde Chloe velfornøjet. “Som en tyv.” Chloe var lige for tiden forelsket i tanken om tyve. Hun ville helt sikkert komme til at hænge ud med nogle suspekte typer engang. Slemme drenge på motorcykler. “Du skal holde dig til de pæne drenge, Chloe!” sagde Madeline kort efter. “Ligesom far. De slemme drenge kommer ikke og serverer kaffe på sengen, det kan jeg godt sige dig.” “Hvad vrøvler du om, kvinde?” sukkede Chloe. Den vending havde hun hugget fra sin far, og hun kunne ramme hans trætte tone fuldstændig. De havde været dumme nok til at grine den første gang, hun sagde det, så hun blev ved og sagde det så tit, og med den rette timing, så de ikke kunne lade være med at blive ved med at grine. Denne gang lykkedes det Madeline at lade være med at grine. Chloe var for øjeblikket på grænsen mellem det bedårende og det skideirriterende. Madeline var sikkert at finde i samme gråzone. Madeline kørte op bag den lille blå Mitsubishi ved det røde lys. Den unge kvinde så stadig på sin mobil. Madeline dyttede. Hun så chaufføren kigge i bakspejlet, og alle dem på bagsædet vendte sig rundt. 20
Store små løgne.indd 20
05/05/15 14.35
“Læg telefonen fra dig!” råbte hun. Hun prikkede med fingrene på sin håndflade i et forsøg på at ligne en, der sms’ede. “Det er ulovligt! Det er farligt!” Pigen stak fingeren op i en klassisk skråt op-bevægelse. “Okay!” Madeline trak i håndbremsen og satte katastrofeblinket til. “Hvad laver du?” spurgte Chloe. Madeline løsnede sikkerhedsselen og åbnede bildøren. “Men vi skal til orienteringsmøde!” sagde Chloe med panik i stemmen. “Vi kommer for sent! Åh, katastrofe!” “Åh, katastrofe” var en vending fra en børnebog, de havde læst, da Fred var lille. Nu var det noget, hele familien sagde. Madelines forældre var endda også begyndt at bruge det, og nogle af Madelines venner. Det var en ret smitsom vending. “Det er helt fint,” sagde Madeline. “Det tager kun et minut. Jeg redder lige de unge menneskers liv.” Hun marcherede op til den unge kvindes bil på sine nye stiletter og bankede på ruden. Bilruden rullede ned, og chaufføren undergik en forvandling fra at være en mørk silhuet til at være en ægte ung kvinde med hvid hud, glitrende ring i næsen og klumpet mascara. Hun så op på Madeline med en blanding af vrede og frygt. “Hvad er dit problem?” Mobiltelefonen lå stadig i venstre hånd. “Læg telefonen fra dig! Du kommer til at køre dig selv og dine venner ihjel!” Madeline brugte nøjagtig samme tone, som hun brugte over for Chloe, når hun var meget uartig. Hun stak hånden ind i bilen, tog mobilen og kastede den om til pigen på bagsædet, der sad med åben mund. “Okay? Stop det så!” Hun kunne høre, de skreg af grin, da hun gik tilbage til bilen. Hun var ligeglad. Hun følte sig ganske oplivet af den omgang. En bil kørte op bag hendes. Madeline løftede undskyldende hånden og hastede tilbage til bilen, inden det blev grønt. Hun vred om på anklen. Det ene øjeblik gjorde den det, en ankel 21
Store små løgne.indd 21
05/05/15 14.35
skal gøre, og i næste øjeblik bevægede den sig ud i en besynderlig vinkel. Hun faldt tungt ned på den ene side. Åh, katastrofe.
Det er næsten helt sikkert, at det var i dette øjeblik, historien begyndte. Med en ankel, der vrider sig uelegant.
Store små løgne.indd 22
05/05/15 14.35