CMYK + MATTE KACHE
94,25 mm
37 mm
148 mm
232 mm
I BE N MON DRUP
148 mm
94,25 mm
IBEN MON DRUP
IBEN MONDRUP (f. 1969) er opvokset i Grønland og er forfatter og billedkunstner. Med romanen Godhavn fra 2014 fik hun sit folkelige gennembrud, og bogen indbragte hende DR Romanprisen 2015. I 2016 udkom efterfølgeren, Karensminde, som hun modtog Blixenprisen for. Iben Mondrup modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2015.
EVA OG B E RTH E L
bosætter sig i Grønland i midten af 1960’erne. Han bestyrer den lokale butik, mens hun er hjemmegående. Eva er ensom og ønsker sig brændende at få et barn. Da parrets grønlandske hushjælp føder lille Vitus, adopterer de ham og hans fire år ældre søster, Tabita, og rejser over hals og hoved hjem til Danmark. Tabita har svært ved at finde sig til rette i sin nye familie i Humlebæk. Hun savner sin mor i Grønland, og Evas drøm om at skabe en harmonisk familie smuldrer. Til sidst tager hun en beslutning, som får fatal betydning for Tabita.
TABITA er en gribende fortælling om familier og
kærlighed – og om børn, som ikke får lov til at være sig selv. ISBN 978-87-400-5917-5 OMSLAG: ALETTE BERTELSEN, ALETTEB.DK FORFATTERFOTO: LES KANER
POL_Tabita_omslag_FINAL_NY.indd 1
ROMAN
POLITIKENS FORLAG
28/11/2019 13.59
TAB ITA
Tabita.indd 1
20/11/2019 19.18
Af samme forfatter De usynlige grønlændere, samtaler, 2003 Ved slusen, roman, 2009 En to tre – Justine, roman, 2012 Store Malene, roman, 2013 Godhavn, roman, 2014 Karensminde, roman, 2016 Vi er brødre, roman, 2018
Tabita.indd 2
20/11/2019 19.18
Iben Mondrup
TABITA
POLITIKENS FORLAG
Tabita.indd 3
20/11/2019 19.18
Til alle de børn, der har skullet glemme sig selv
Tabita.indd 5
20/11/2019 19.18
Ataata: Far Amisut: Sælflok Anaana: Mor Ataatannguaara: Min lille far Palasi: Præst Aataa: Bedstefar Aanaa: Bedstemor Asasara: Min elskede Kiffaq: Husholderske Tiaavulu: Djævel Tornaarsuk: Stor ånd Qivittoq: Fjeldgænger Suaasat: Sælsuppe Amaat: Kvindeanorak med stor hætte Naalagaq: Chef Apa: Kys Ulo: Kvindekniv Puisi: Sæl Piniartorsuaq: Storfanger Miteq: Edderfugl Apannga: Kys mig Kalaaleq: Grønlænder
Tabita.indd 7
20/11/2019 19.18
Tabita.indd 10
20/11/2019 19.18
Rosine
Tabita.indd 9
20/11/2019 19.18
Upernavik, 1965 Rosines hænder er fedtede af talg, men hendes fingre er stærke, gre bet om de små dun sikkert, når hun plukker. Hendes nevø er kommet forbi med fuglene. Det er hun taknemmelig for. Ligesom hun er taknemmelig for alle dem, der kigger ind med kødgaver og nikker spørgende til den syge. De kommer på besøg i huset oppe på fjeldet for at få besked. Rosine har ikke noget at svare dem, ikke endnu. Men hun har på fornemmelsen, det er snart. Det er uroen indeni, disse små lyn i hendes arme, som gør dem rastløse og får fingrene til at nippe i selv de mindste dun og tørre dem af på kanten af spanden, som står mellem hendes ben. Ved hendes fødder ligger en allerede plukket fugl, lyserød og buttet. Hun sidder på stolen i det tynde lys fra vinduet, hvorfra hun kan overvåge Vitus på briksen. Nu og da holder hun pause og lytter efter opholdene i hans vejrtrækning. Hun ved, hvad vej det går med hendes mand. Han skal dø. Rosine, som selv har en vis alder, har sagt farvel til mange kære slægtninge. Hun har dem alle sammen i sin krop, de sidder i hendes kød og strækker sig under hendes hud. Hun mærker dem nu, mens hun plukker. Hendes fars hænder. Det var ham, som byggede huset på fjeldet, inden havet tog ham under en storm. Og hun mærker sin mors sind. Den gamle Tabita forsørgede sig selv og Rosine med 11
Tabita.indd 11
20/11/2019 19.18
kødgaver fra de nærmeste, og med hvad hun kunne fange fra sin egen lille båd. I et halvt liv var hun enke. Tæret af årene nægtede hun at ånde ud, men lå på briksen, hvor Vitus ligger nu, og kommanderede med sin datter til det sidste. Rosine plukker indædt og mærker også de af sine børn, der med vold blev revet væk, løftet op af skæbnens hånd og kastet bort et uopmærksomt øjeblik. Hun har mistet tre børn gennem årene; tvillingerne, som faldt i havnen, den ene ville redde den anden, og hendes store søn, som forsvandt på jagt. Kun datteren Abelone har hun tilbage. Abelone, trygt sovende på briksen ved si den af sin ataata, med vejrtrækningen fed og rolig. Hun ligger med Rosines to børnebørn, som smyger sig op ad hende, på den ene side Angaju, på den anden side den lille Tabita. Tabita, som blev født, to dage efter at Rosines mor til sidst gav slip, og som fik hendes navn i fødselsgave. Rosine havde kunnet se det med det samme, pigen kom ud. Det var et stædigt barn. Viljestyrken sad i hendes lille, mørke blik. Rosine lader fuglen glide ned på gulvet og rejser sig og går hen til vinduet. Hun har selv været stædig, drevet frem af viljen i sit blod. Hun kigger ud. Klipperne er stadig dækket af sne, men flænsepladsen neden for huset vælder frem, dyb violet og sort af blod. Det er april, foråret står for døren. Igennem halvtreds år har hun set den samme udsigt, det vidunder lige syn af hendes Vitus, der kom hjem og lagde til i den lille vig, med jollen så tung, at den næsten sank. Og børnene på klipperne, løbende med lommerne fulde af æg, ud og ind mellem husene, så hun måtte skænde på dem over deres iver, over deres tilsølede lommer, over de æg, de havde knust og hældt i sig, mens de løb. Hun ser dem for sit indre blik. Som hun dog længes efter alle de børn, hun har haft; hvil ken rigdom hun har haft i sine hænder, hvilket liv, hvilket liv. Hun ser på det liv, der er tilbage: de sovende på briksen. Hendes mand fylder næsten ingenting. Han rører sig ikke, spytter ikke længe re, kalder ikke længere, der er kun det lille legeme og brystkassen, der hæver sig og sænker sig, som hiver efter vejret i stuens tunge varme. Hun har levet med ham liggende dér som en slimhostende mumie det meste af et år. Også hun har hoste. Forfærdet har hun måttet kon 12
Tabita.indd 12
20/11/2019 19.18
statere, at med hans slukkede livskraft rinder hendes egen livsvilje ud. Og hun har spurgt sig selv, om det kan være sandt. Det strider imod slægtens natur. Hun tvinger sig selv til at se på børnene, på Abelone, på livet. Snart giver Vitus slip. Hun må indrømme, at hun længes efter det. Hun længes efter selv at give slip. Vitus ligger med næsen i vejret, gullig og spids. Hans hage er faldet ned, og det får hende til at gyse over de indfaldne øjne og tørre læber, munden står vidtåben i kroppens dødningeansigt. “Kan du høre mig? Vitus, asasara, er du her stadig? Jeg skal sige noget til dig.” Gryntende ruller Abelone om på siden og trækker Tabita ind til sit bryst. “Vitus? Hør mig! Når du tager af sted –” Rosine tøver. “Jeg vil være hos dig. Hører du!” Hun skubber til Abelone og børnene, så hun kan komme ind og tale helt ind i sin mands øre. “Hører du mig?” En rallende lyd fra hans hals, slim og hivende åndedrag. “Jeg følger dig!” Hun kravler op og placerer sig over hans ansigt. Med den ene hånd skubber hun hans kæber sammen og holder for hans mund. Med den anden klemmer hun om hans næsebor. Efter en tid rejser hans bryst sig, armene vifter kort og uroligt, hun må lægge sig oven på ham. Et par kramper i benene, et ryk, det er forbi. Så hører hun noget inde fra hans bryst. “Her!” Han kalder med en stemme, hun ikke har hørt i månedsvis. “Kig herud, lille kone, amisut, amisut.” Hun ser sig omkring efter stemmen, kravler baglæns ned fra brik sen og skynder sig efter den hen til vinduet. Hun åbner. Langt ude, gennem det tidlige morgenlys og tågen, kan hun skimte pynten, hvor de flænser hvaler, og endnu længere ude, et lys, der vikler sig ud over havet. Hun er sikker. Det er ham. “Lille, kone. Se mig herude.” 13
Tabita.indd 13
20/11/2019 19.18
“Lille, elskede mand.” “Der er så mange sæler, sikke en rigdom.” “Jeg kommer til dig.” “Bliv, hvor du er. Du skal passe børnene, det er ikke tid endnu.” “Jeg vil ikke mere. Abelone må passe dem selv.” “Du skal tage dig af dem. Husk på din mor, som tog sig af dig. Du skal passe på vores datter.” “Jeg hører ikke på dig. Jeg har bestemt mig!” Hun smækker vinduet i og går hen og puffer til Abelone. “Abi, vågn op!” Hendes datter åbner det ene øje, sætter sig så op og kigger straks på sin far. Med et svup slipper Tabita patten og ruller tilbage i dynerne. “Ataatannguaara?” Abelone lægger hånden på sin fars pande. “Sig farvel til ham, Abi, han er væk. Jeg hørte ham kalde udefra.” Abelone gnider sig i øjnene. “Min lille far. Han er da stadig varm, anaana, han er varm her på halsen. Min kære ataatannguaara, bliv hos mig.” “Bed ikke om sådan noget. Tænk hellere på at hjælpe mig. Væk børnene, så de kan sige farvel.” Rosine trækker dynen af sin datter. Abelones korte bukser er gledet ned over den ene balle, og noget vådt flyder ned ad hendes inderlår. Angaju er vågnet og ligger med sine bekymrede øjne og stirrer. Ved siden af ham ligger Tabita og putter sig op ad den døde bedstefar. Abelone står op. Der lyder en plasken i potten bag skærmen. Be sværet kommer hun vraltende tilbage, holder sig om maven og sætter sig ned. “Palasi sagde, vi skulle komme ned og hente ham, når det var sket,” siger hun. “Du må hente ham på vejen,” siger Rosine. “Ataata går ingen ste der.” Hun ser på sin datter. “Hvad venter du på? Du har jo ikke engang tøj på.”
14
Tabita.indd 14
20/11/2019 19.18
Og nu sidder Rosine uden for døren på reposen. Hun kan stadig høre sin mands stemme derude fra havet, men hun lytter ikke mere til ham. Hun har bestemt sig. Det er hendes tur, når hun har taget imod Abelones tredje barn. Det skal være hendes sidste gerning. Selvom hun ved, det er forkert. I en lang kæde af hænder, der holder fast i hinanden og holder hinanden oven vande, er hun den, der giver slip. Skammeligt. Hun græmmer sig og synes pludselig ikke, det kan gå hurtigt nok. Døren og vinduerne i huset står åbne, så luften kan blæse igennem stuen. Det er klaret op, tågen er væk. Hun kan se Abelones store krop i vuggende gang på stien ved handelsbestyrerens hus. Så har hun sendt bud efter præsten og er på vej på arbejde. Rosine rejser sig og går ind og henter piben. Hendes hjerte er ømt, aajaa, hun vil ikke tænke på sig selv som enke nu, hun vil tænke på den korte tid, hun har tilbage at skamme sig i, og tage sig en pibe to bak. Hun hoster hult og sender en klat slim ned på stenene og får øje på Tabita, der står i døren og ser på hende med smalle øjne. “Må jeg få aataas kamikker?” Pigen samler den ene kamik op og rækker den frem. “Angaju skal have dem,” bjæffer Rosine og hoster igen. Angaju står og luder bag sin søster, tynd og bleg. “Jeg vil ikke have dem. Jeg er sulten.” “Det var gode nyheder,” siger Rosine og genner børnene ind. “Du kan ikke hurtigt nok blive en stærk mand. Gå ind og sæt dig, også dig, Tabi, nej, pil ikke ved ham, lad din aataa være, han er død nu.” Tabita lader sine fingre glide gennem sin aataas grå hår. “Du skal også dø, aanaa.” “Ja. Meget snart, meget snart. Før I ved af det. Tror du mon, du kan tage dig af dine søskende?” Pigen nikker ivrigt. Angaju løber hen på briksen med hænderne for ørerne. “Se din bror. Han er bange. Han er en lille svækling.” “Men jeg er Tabi,” siger Tabita og gør store, alvorlige øjne. “Det er du.” 15
Tabita.indd 15
20/11/2019 19.18
Angaju gemmer hovedet. “Er du en svækling?” spørger Tabita. “Er du bange for mig?” Hun niver ham i kinden. “Jeg er Lillemor. Hvis du bliver alt for bange, kan du putte dig hos mig.”
Tabita.indd 16
20/11/2019 19.18
Tabita.indd 18
20/11/2019 19.18
Abelone
Tabita.indd 17
20/11/2019 19.18
Solen skinner ind ad vinduerne i den højloftede stue og gør alting skarpt, de grønne planter i vindueskarmene, de indrammede billeder på væggene og bøgerne i den mørke reol. Abelone er forpustet. Hun har holdt det tilbage hele vejen ned til handelsbestyreren. Men nu kommer det, det ved hun, og hun må fortælle det til fruen og skynde sig videre hen til Haldora. “Fru Eva?” Hendes kalden giver genlyd i huset. Det virker tomt. Fruen kan godt være hjemme alligevel. Hun kan være på sit kammer på loftet, hvor hr. Berthel sjældent kommer, og hvor Abelone kun kommer op en gang imellem for at gøre rent. Hun kalder igen, denne gang op ad trappen, og hun må støtte sig til gelænderet. Nu siver fostervandet ned i kamikkerne. Åndedræt tets umærkelige forandring, de dovne dønninger. Abelone har ikke regnet efter, men hun lagde mærke til ilingerne i benene og op ad rygraden allerede i går. Det er ikke dem, hun mærker nu, men de tunge trækninger hen over lænden, noget, som klemmer om hende og forsøger at trække hende nedad mod jorden, og nu sætter hun sig på trappen med hænderne på lårene og lader det drive over. Hendes første barn, Angaju, var et mas, født derhjemme over tre døgn. Hun prustede og prustede, klatrede op og ned ad fjeldet på Rosines kommando, og da han så kom en tidlig morgen, var han lille 19
Tabita.indd 19
20/11/2019 19.18
og svag. “Du har taget hans kræfter,” sagde Rosine og gnubbede liv i ham. Men Tabita, Abelones andet barn, kom svømmende ud på in gen tid, født på briksen om natten med far Vitus lempet ud i kulden med ordre om at hente den gamle Haldora. Fødselshjælperen, som er Rosines kusine, var klatret hele vejen op til dem for at tage imod den lille pige, som allerede var ankommet. Hun havde snurret barnet rundt i luften og konstateret, at alle lemmer var i orden. Og så havde hun klaget over, at endnu et faderløst barn var blevet født, og så en pige. Da krampen slipper sit tag i Abelone, rejser hun sig og går med sti ve ben i retning af husets badeværelse. Hun er lige nået derud, da den næste ve tvinger hende ned på badekarskanten. Der er kort mellem veerne. Denne fødsel vil gå endnu hurtigere. I en pause trækker hun nederdelen og underbukserne af. Trækningerne gør hende fokuseret og får hende til at glide ned på hug. Med fødderne fladt i badeværel sesgulvet griber hun fat i badekarret og behersker den stigende presse trang, nu sker det, det, der skal ske, i dette rum, i handelsbestyrerens hus, hvor hun er kiffaq. En sær fryd fylder hende ved tanken, en lyst, som ikke har med pressetrang at gøre, men med trangen til at fylde dette hus, ligesom hendes underliv fyldes ud af noget stort og varmt, noget større end hensynet til fornuft og orden: barnet, som udvider hende til briste punktet og trykker mod hendes rygrad som for at sprænge hende in defra. Hun ryster af lyst og fryd og af smerten, som bider i hendes kød, lytter til sin stakåndede vejrtrækning og koncentrerer sig om rytmen. Hun vil gerne have det og velkommer endnu en ve. Hun slipper ba dekarret med den ene hånd og holder den ind under sit skød. Hun er stor og åben, og midt i åbningen er den behårede hovedskal. Nu tuder hun af længsel efter, at barnet skal komme ud, sveden hagler af hendes krop, hun kan smage de salte væsker. Midt i panden den dunkende puls og trykket, der stiger i hovedet. Hun smiler gennem tårerne og bliver flået af endnu en ve, af endnu en ve, af endnu en ve, en fed fugl, som har gæret i måneder under en sten, og som ved det første pres siger smut. Hun har barnets hoved i hånden, ved det næste 20
Tabita.indd 20
20/11/2019 19.18
pres dets skuldre, og hun skruer det og trækker i det, til hun hører det forløsende plask på gulvet. Så løfter hun ham op og ser på sit værk. “Berthel!” Abelone kigger forskrækket op på fru Eva, som står i døren med frakken på og ser lige så forskrækket ned på hende. “Berthel, skynd dig og kom!” Et øjeblik efter dukker handelsbestyreren op. “Jeg sagde jo, der var noget galt. Nej, kig den anden vej. Jeg tror, Abi har født midt på gulvet.” Abelone forsøger at komme op på knæ, men hendes ben giver ef ter, og hun ryger på enden. Hr. Berthel skubber sin kone til side. “Det var da et aparte sted at føde, Abelone. Kunne du ikke have tænkt dig at hente jordemoderen, ja, undskyld, det kan jo være farligt.” Fru Eva kigger frem over hans skulder. “Måske skulle vi hente hende nu?” “Det er der ikke tid til.” “Hun kan da ikke sidde sådan dér.” “Det var ikke meningen,” siger Abelone svimmelt. “Undskyld.” “Hvad siger hun?” “Hun siger undskyld.” Hr. Berthel sukker og klapper Abelone på hovedet. “Du skal ikke undskylde. Du havde vel ikke planlagt at gøre det her.” Den nyfødte dreng i Abelones favn giver nogle knirkende lyde fra sig. To små øjne kigger op på dem. Men nu begynder veerne igen. Abelone stønner, da hr. Berthel vil hjælpe hende op at stå. “Naa, jeg kan ikke endnu.” “Der er mere, hvor det kommer fra,” siger han. Hun sidder på hug og rokker frem og tilbage. Moderkagen lander mellem hendes ben med et dovent klask. Hr. Berthel stirrer på den blodige klump. “Hent en saks, Eva!” Fruen forsvinder, og han kommer ned på knæ, så tæt på, at Abe 21
Tabita.indd 21
20/11/2019 19.18
lone kan se smilerynkerne omkring hans øjne. Han stirrer på barnet, det lille fedtede mirakel. “Se dog den lille størrelse!” Han rører ved drengens hovedskal, får blod på fingrene og tørrer dem af i bukserne. “Og han har allerede sin egen stemme, ha ha, må jeg holde ham?” Forsigtigt tager han barnet og holder det ud fra sig. “Han er sandelig en fin fyr. Og temmelig klistret.” Fru Eva kommer tilbage med saksen og rækker den til Abelone. “Vil du ikke gøre det selv?” “Find et håndklæde, vi kan lægge ham på,” siger hr. Berthel. Fruen kommer med et par håndklæder og svøber barnet. Med et hurtigt smæld klipper hr. Berthel navlestrengen over og binder stum pen sammen. Han hjælper Abelone op at stå og giver hende det an det håndklæde. “Du kan bruge det her forneden. Nu kommer der vel ikke mere?” “Jeg bløder vist.” Fruen tager barnet. “Tag hende med ind i stuen,” siger hun og går i forvejen. Hr. Berthel tager Abelone ved armen og støtter hende. Hendes ben fjedrer, men hendes krop er stærk, midt i det hele er hun godt tilfreds, hun har fået en søn, og så endda i handelsbestyrerens hus. Fruen har sat sig i sofaen med barnet. “Skulle jeg ikke bede Haldora om at komme?” spørger hun og kigger op. Et blødt strejf glider over hendes ansigt. “Det er ikke nødvendigt, fru Eva. Det gik godt.” Hr. Berthel lægger håndklædet i lænestolen og siger, hun skal sæt te sig. Bagefter går han ud efter kaffe. “Abi siger, hun ikke behøver blive tilset,” siger fru Eva, da han kommer ind i stuen igen. “Hvad tror du? Burde vi ikke få nogen til at kigge på hende?” Han løfter Abelone under hagen og ser hende ind i først det ene øje, så det andet. Hun er lige ved at grine. 22
Tabita.indd 22
20/11/2019 19.18
“Det er jo heller ikke første gang, du har prøvet det, vel, Abi? End nu et barn er kommet til verden i Kongens Upernavik, og det er gået godt. Nu tror jeg, vi skal rydde lidt op, og så kan du hvile dig.” Er det fruen eller hende, han taler til? Abelone ved det ikke, men læner sig mageligt tilbage i lænestolen med benene let spredt og håndklædet under sig. Hun kommer til at se på fruen. Hun sidder med øjnene fæstnet på det lille spædbarn og et sælsomt udtryk i ansigtet. “Jeg kan godt gå om lidt,” siger Abelone. “Nej, nej,” siger fruen. “Bliv endelig.” Hr. Berthel går ud og kommer kort tid efter tilbage med en spand og en skovl. Abelone kan høre ham skrabe moderkagen op fra bade værelsesgulvet. “Jeg giver det til hundene,” siger han og går forbi dem. Fruen løsriver sig fra barnet, og Abelone har aldrig set hende så opslugt før, hun ved ikke, om det er godt eller skidt. Man skulle tro, rygtet bevægede sig hurtigere end lyset. Abelone har endnu ikke forladt handelsbestyrerens hus, før den gamle Haldora er på vej op ad fjeldet for at kontrollere mor og barn. Hun sidder på brik sen og sutter på sine gummer, da Abelone kommer ind. Ventetiden har hun brugt på at gøre den gamle Vitus i stand, inden de kommer og henter ham. Der er ingen grund til at gøre mere ud af den fødsel, siger Haldora og kigger ned i Abelones bukser. Hun kan se, blødningen er ved at stoppe. Rosine takker og beder Haldora kigge på hende også. Hun har smerter i brystet, i maven og i hjertet. Den gamle nikker. “Jeg husker, dengang jeg mistede min forrige mand. Naa, det gjor de ondt i hele kroppen. Det er savnet, der plager dig, Rosine. Du er rask nok. Der er ikke noget at se.” Rosine trækker på skuldrene. “Jeg har nu ondt her,” siger hun og løfter op i det ene bryst. 23
Tabita.indd 23
20/11/2019 19.18
“Så lad mig se.” Haldora klemmer på det tynde bryst og vejer det i hånden. “Næ, der er ingenting.” “Hvad med det andet?” Hun kigger på det andet bryst. “Sikke et lykketræf med endnu en søn i huset,” siger hun og lader brystet falde på plads. “Der var du heldig, Rosine. Hvis ikke det var, fordi vi ikke ved, hvem faren er. Nu har hun vel ikke været i barak kerne?” “Hvordan kan du tro sådan noget?” spørger Rosine og tager blusen på igen. “Hun går ikke derop. Hun har en kæreste, men man kan ikke vide, hvad han har for. Det ved kun han selv.” “Han skulle nu ikke lade hende være alene. Det er ikke godt for hende. Og nu, hvor hendes far er død.” “Barnefaren har jo ikke forladt hende. Eller du har måske hørt noget, som jeg ikke ved?” “Men man må jo spørge sig selv, hvorfor han bliver væk.” “Der er ingen grund til at spekulere. Er du sikker på, der ikke er noget med mit bryst?” “Det fejler ingenting. Men du kan gå ned på sygehuset, og så vil de sende dig væk. Eller også vil de beholde dig. Og hvem skal så være her med de små?” Haldora tørrer hænderne i skørtet. “Abelone skulle nu se at få faren hjem. Det er ikke godt, hun går alene. Der vil blive snakket. Og nu, hvor hun har tre at fodre.” “Barnefaren er en dygtig fisker. Han har sin egen båd og kommer, når det er tid.” “Ja, ja. Lad os se.” “Lyt engang til mine lunger. Var der ikke noget med dem? Vil du se efter igen?” Hvis bare de ville tie stille. Det er sandt, at ham, de kalder barnefa ren, Tabita og Angajus far, han har sin egen båd og er dygtig. Men Abelone er ikke sikker på at se ham foreløbigt. Hun har hørt, han har 24
Tabita.indd 24
20/11/2019 19.18
bygget et hus så langt væk som i Paamiut. Der er mange fisk dernede, nej, hun regner ham for tabt. Hun får øje på Tabita ude midt på gulvet i solen. I det oplyste an sigt er alting gyldent og rundt. “Hvad har du?” spørger pigen og kommer hen og stiller sig med hænderne på ryggen, så snart Abelone viser hende lidt opmærksom hed. “Din bror.” “Må jeg se?” Abelone giver hende spædbarnet. “Nu er du ikke længere kun lillesøster.” Han er tung. Tabita klemmer ham ind til sig og snuser til ham. Så bærer hun drengen hen til sin mormor. “Aanaa, se. Han ligner en dukke.” Tabita er et lille strålende menneske med smalle skuldre og et barn i armene. Hendes hår er ikke blevet ordnet. Det står ud fra hovedet som pelsen på en hund i fældetid. “Giv ham til Haldora. Hvis hun ikke kan finde noget på mig eller din mor, kan hun måske finde noget på ham.” Tabita trasker hen og løfter sin lillebror frem til jordemoderen. “Han er så heldig,” siger hun. “Han bliver lige så dygtig som aataa.” Med en granskende mine studerer Haldora barnets ansigt. Så lægger hun ham i sit skød og undersøger hænder og fødder og alle de små negle. Hun kigger ham under hagen og bag ørerne og lader pegefingeren glide gennem det klistrede hår, inden hun fjerner lidt fosterfedt og studerer ham igen. “Hvad er det for en stor næse?” Tabita kigger efter. “Den er ligesom min.” “Den er stor.” “Må jeg se?” spørger Rosine. Hun studerer også drengen. De bittesmå øjne med de korte lige vipper, og imellem dem: en næseryg.
25
Tabita.indd 25
20/11/2019 19.18
“Han ligner ganske rigtigt sin søster,” siger hun og skæver mod Abelone. “Og han ligner også sin bror.” “Så siger vi det,” siger Haldora påtaget overbærende. “Moren skal spise lever,” siger hun, “så skal hun nok komme på benene i en fart. Men tro ikke, det kan kurere hvad som helst.” Rosine lægger armene over kors. Der er vokset en rynke frem i hendes pande. Haldora er kendt for at kunne tolke varsler. Nogle i byen mener ligefrem, hun er en heks. Man er forsigtig med ikke at tro hendes ord. “Jeg har hørt, der er bud efter dig for tiden. Du må have travlt?” Haldora rejser sig og vralter hen mod døren. “Hvis hun var så klog, havde hun vel ikke de dårlige ben,” siger Rosine, da hun er gået. “Men Haldora skal bare synge, så flyver hun,” siger Tabita. “Er det ikke rigtigt, anaana?” Abelone svarer ikke. Hvad skal hun tro om den gamle? Hendes søn kan ikke gøres om igen, det er sikkert. Hun vil give ham sin fars navn og dermed også hans kløgt, alle hans gode egenskaber. Uanset hvad der vil blive sagt i byen, så elsker hun ham. Præsten og hans hjælper kommer efter den døde hen ad eftermid dagen. Gamle Vitus er allerede ved at blive stiv, og de må kante sig rundt med ham for at få ham ud. På vej ned ad trappen er de ved at tabe båren, men så drager de af med manden i huset. De er to kvin der tilbage og tre børn. “Jeg har givet ham navnet Vitus,” siger Abelone. “Aajaa, det var godt,” siger Rosine. “Han bliver tilfreds med det i længden.” Der er noget spagt over Abelones mor, noget opgivende, som ikke bare har med hendes sløje krop at gøre, og som gør Abelone urolig. Men hun er træt og må ligge ned, hun kan ikke tage sig af det. De næste dage forløber i en døs. Lille Vitus græder efter mad. Abe lone hører hans varme ekko, henter ham og lægger ham til og mærker ham die. Hun drømmer, at hun stryger Rosine over håret og puster 26
Tabita.indd 26
20/11/2019 19.18
liv i hende, som man puster til gløden i et bål. Hun henter vand, hun vasker børnene og sig selv. Hun sover ganske få timer, og hun våger. “Han er ikke Vitus,” udbryder Rosine, som har siddet på spring. “Vi må give ham et andet navn.” Abelone har endelig sovet. Kakkelovnen buldrer, der lugter af fedt og sod, og der er dræbende varmt. Hendes kamikker hænger på tørre snoren, rengjorte med vrangen ud. Tabita kravler rundt og kradser sig og slæber sin lillebror frem og lægger ham mellem Abelones ben. Pigen kan ikke lade ham være og piller ham i de bittesmå næsebor og puster ind i dem, så han gisper. Med besvær kommer Abelone op at stå og går om til latrinen og lader det fortykkede blod plumpe ned i spanden som lever. På den anden side af skærmen rumsterer hendes mor demonstrativt rundt. “Haldoras Marie har jo ikke nogen børn. Hendes Gideon har væ ret her, mens du sov.” “Det kan være.” Abelone kalder på Tabita. “Kom med lille Vitus til mig, mine bryster gør ondt.” “Han sover, anaana.” “Du får ham bagefter.” Modvilligt kommer datteren hen og afleverer lillebroren. Abelone lægger ham til og mærker den prikkende lykke, da han tager fat og be gynder at die. Følelsen kommer ud af ingenting, breder sig i kroppen og gør hende fortrøstningsfuld. Hendes underliv trækker sig sammen, og hun presser endnu en klump blod ud. Foran hende står Tabita koncentreret og kigger. Hun rører ved sit eget bryst og klemmer den lille brystvorte. “Du skal nok få ham.” “Jeg er hans Lillemor og hans søster, jeg vil også have mælk.” “Så kom med om og læg dig.” Abelone tørrer sig nødtørftigt og kravler op på briksen igen. Ma drassen er gennemblødt af mælk, som er strømmet ud om natten. Hun trækker lille Vitus og Tabita ind til sig og kalder på Angaju. Drengen kommer luntende og kryber op til hende. Han stjæler bry 27
Tabita.indd 27
20/11/2019 19.18
stet fra sin lillebror, som allerede sover, og sådan ligger Abelone med begge patter optaget og er lige ved at falde i søvn. “Tabi?” “Ja.” “Mon ikke du skal lave en kælevise til din bror?” Tabita går i gang med at synge på en melodi, Abelone genkender fra sin aanaa, den gamle Tabita. “Min lille kære, lille asasara, du kom hertil som et lykkeligt held til familien.” Lille Vitus slår øjnene op og ser skelende på hende. “Den er til dig,” hvisker hun og blunder hen.
Tabita.indd 28
20/11/2019 19.18
Gamle Vitus ligger i kapellet, til det begynder at tø. På skyggesiden bag de høje fjelde er sneen stadig tung og blå. Men vejene er ryddet, luften fuld af sporer og fornemmelser og snarligt forår. Folk kommer gående ned over fjeldet, hidkaldt af kirkeklokkens sprøde ringlen ud over byen, ud over det blanke vand. Abelone står ved indgangen til kirken. Hun og hendes mor og bør nene er de første. De er i pænt tøj, Tabita i en dragt, Abelone har rimpet sammen. Overdelen har været hendes egen, men et skærf i et blomstret silkestof, som hr. Berthel har foræret hende, har gjort den ny og smuk. “Hun er pyntesyg,” siger Rosine. “Og så i dag.” Pigen står ved hendes side og vender sig i lyset for at se silken glimte. Angajus anorak er blevet vasket to gange. Som en lysende plet li ster han om på den anden side af kirken. Han vil ned til landingsste det, hvor hans aataa plejede at komme ind. Abelone kalder på ham. “Bliv her!” “Hvor er aataas båd?” “Nogen passer den.” “Han sagde til mig –” “Det ved jeg. Men ikke endnu.” 29
Tabita.indd 29
20/11/2019 19.18
Båden har længe været begæret af en anden. De andre fangere har stået og taget mål af den og sikkert diskuteret hvordan og hvorledes. Og nu, hvor hendes far ikke er her længere til at besidde den, er den blevet hentet. Hendes mor har ingenting nævnt, men Rosine håber vel at få part i den fangst, den vil hente hjem. Denne morgen har Abelone hjulpet Rosine med at sætte de to tyn de fletninger fast på hovedet, efter at hårnålene var faldet på gulvet. Tabita havde samlet dem op. “Værsgo, aanaa. Der kom en vind og stjal dem.” “Jeg har ingen kræfter, Tabi, det er, hvad der sker.” Rosine havde taget nålene ud af hånden på Tabita og straks tabt dem igen. På vej til kirken gik hun og støttede sig til de små. Som en førerhund løber Tabita i forvejen, så hun kan følge efter. “Der er han,” siger Abelone. Tabita kniber øjnene sammen, da den sorte kjole er på vej hen imod dem. “Er det tiaavulu?” “Det er palasi.” “Aataa har fortalt om ham. Det er tiaavulu tornaarsuk og hede hule helvede, det kan jeg se.” Præsten tager Rosines hænder i sine og taler venligt til hende. “Du må aldrig sige det med satan, Tabi,” siger hun bagefter til Tabita. “Han skal begrave os alle.” “Ikke mig.” “Også dig. Hvis du ikke bliver taget af en qivittoq inden da.” “Jeg er ikke bange, aanaa.” Tabita skuler ind mod alteret og kisten, som er bunket til med blomster og bånd.
30
Tabita.indd 30
20/11/2019 19.18
CMYK + MATTE KACHE
94,25 mm
37 mm
148 mm
232 mm
I BE N MON DRUP
148 mm
94,25 mm
IBEN MON DRUP
IBEN MONDRUP (f. 1969) er opvokset i Grønland og er forfatter og billedkunstner. Med romanen Godhavn fra 2014 fik hun sit folkelige gennembrud, og bogen indbragte hende DR Romanprisen 2015. I 2016 udkom efterfølgeren, Karensminde, som hun modtog Blixenprisen for. Iben Mondrup modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2015.
EVA OG B E RTH E L
bosætter sig i Grønland i midten af 1960’erne. Han bestyrer den lokale butik, mens hun er hjemmegående. Eva er ensom og ønsker sig brændende at få et barn. Da parrets grønlandske hushjælp føder lille Vitus, adopterer de ham og hans fire år ældre søster, Tabita, og rejser over hals og hoved hjem til Danmark. Tabita har svært ved at finde sig til rette i sin nye familie i Humlebæk. Hun savner sin mor i Grønland, og Evas drøm om at skabe en harmonisk familie smuldrer. Til sidst tager hun en beslutning, som får fatal betydning for Tabita.
TABITA er en gribende fortælling om familier og
kærlighed – og om børn, som ikke får lov til at være sig selv. ISBN 978-87-400-5917-5 OMSLAG: ALETTE BERTELSEN, ALETTEB.DK FORFATTERFOTO: LES KANER
POL_Tabita_omslag_FINAL_NY.indd 1
ROMAN
POLITIKENS FORLAG
28/11/2019 13.59