Turen går til Europas smukkeste vandreruter - Vandring i Dolomitterne

EUROPAS MANGE forskelligartede landskaber afspejles i de mange varierede vandreruter i alle sværhedsgrader. Lige fra vandring i det islandske højland med de vulkanske klipper, vandre­ruter gen­ nem ­Madeira og Gran Canaria eller langs k ­ ysterne i Bretagne til udfordrende kryds­ninger af Alperne.

Bogen præsenterer kontinentets smukkeste fjernvan­ dreruter – inklusive storslåede udsigter!

ISBN 978-87-400-5904-5

POLITIKENS REJSEBØGER

TUREN GÅR TIL EUROPAS SMUKKESTE VANDRERUTER

KOM UD AF KOMFORTZONEN! Når man mærker skovbunden under fødderne og drikker det for­ friskende vand fra en bjergsø, når øjet skuer mod åbne horisonter og den eneste lyd, man hører, er ens eget hjerteslag, netop her opstår magien ved at van­ dre: Man føler sig fri! Fri for propfyldte ­kalendere, bekymringer og forpligtelser. Der er en voksende interesse for at tage på vandreture – og især trekking over flere dage er for mange blevet en naturlig måde at decelerere på. Rygsækken pakkes, vandreskoene snøres, og så er man klar til at tage en pause fra hverdagen: Skridt for skridt finder man ikke bare naturen, men også sig selv.

Turen går til

EUROPAS SMUKKESTE

VANDRERUTER

Gennem Alperne

Italien Vandring i Dolomitterne: Højdevejene Der er meget at foretage sig i Dolomitterne. Lige fra hyggelige vandreture fra hytte til hytte til de ekstreme klatreture – og alt dette foregår med det smukkeste panorama som baggrundstæppe.

Velkommen til Sydtyrol!

INFORMATIONER OM RUTEN Længde: 150 km Varighed: 9–13 dage Højdemeter: 13.400 Stationer – Højdevej nr. 1:

• Pragser Wildsee – Seekofel-hytten: 4 timer • Seekofel-hytten – Rifugio Fanes/ Rifugio Lavarella: 5 timer • Rifugio Fanes/ Rifugio Lavarella – ­ Rifugio Lagazuoi: 4,5 timer • Rifugio Lagazuoi – Rifugio Cinque Torri: 4,5 timer

Hvis man har lyst, kan man være undervejs i dette område i uger og måneder. Først en rute og så en anden, og når sommeren ​​ er slut, opdager man, at kun få af stierne er blevet kryd-

• Rifugio Cinque Torri – Rifugio Croda da Lago: 3 timer • Rifugio Croda da Lago – Passo Staulanza: 3 timer • Passo Staulanza – Rifugio Tissi: 4,5 t.

• Rifugio Tissi – Rifugio Carestiato: 5,5–6 timer • Rifugio Carestiato – Rifugio Pramperét: 4,5–5,5 timer • Rifugio Pramperét – Rifugio Pian de Fontana: 2,5–3 timer • Rifugio Pian de Fontana – Rifugio 7° Alpini: 6–8 timer

set to gange. Dolomitterne er ganske enkelt et paradis. Især for bjergvandrere, men også for alle dem, der fascineres og begejstres af disse særligt attraktivt bjerglandskaber.

164

Bjergkæden i De Sydlige Kalkalper imponerer frem for alt med den konstante vekslen mellem blidt bølgende fjeldmarker og kløfterne mellem de stejle klipper af kalksten og dolomit. Nogle steder er der dannet terrasser som for eksempel ved Schlern og Sella-massivet. Massiver som Rose Garden, Langkofel og Sextner Dolomitterne, der står med dybe kløfter, er karakteristiske for denne bjergregion. I klipperne, der mestendels består af lagdelt sediment, kan man finde lag af forstenet koralrev. Især børn er fascinerede af at finde muslingeskaller eller rester af muslinger, når de går på vandretur på Sella-massivet. Ved Latemar er det til gengæld noget helt andet, man finder: I de dybe slugter langs bjergkammen kan man finde forvitret lavasten på jorden. Man kunne bruge mange år på at studere Dolomitternes mange stenlag, og man ville nok aldrig blive færdig.

Det er tydeligt at se, at der er en inddeling af områderne. Dolomitterne fordeler sig på regionerne Veneto og Trentino Sydtyrol, herunder

provinserne Trentino, Beluno og Sydtyrol. Det absolut højeste bjerg er Marmolada (3.342 meter), men det mest populære og mest fotograferede motiv er dog de pittoreske tinder på Langkofel, Schlern, Sella, Tre Cime Di Lavaredo eller Rosengarten. Sidstnævnte har sit navn fra en legende, som blandt andet beskriver, hvordan bjerget får sin rosenrøde farve, når det rammes af aftensolens stråler. Siden 2009 har dele af Dolomitterne været på UNESCOs verdensarvsliste. Det er noget lettere at beskrive, hvordan højdevejene i Dolomitterne er blevet skabt, end det er at forklare, hvordan bjergene er opstået. I 1964 lå de første planer klar.

En gruppe af folk med kendskab til bjergområdet i Belluno havde beskrevet seks højdeveje, som gik fra nord til syd gennem Dolomitternes smukke bjerglandskaber og hele vejen til områder med lavslette. Bellunes Turistbureau var naturligvis meget interesseret i projektet.

Allerede på det tidspunkt stod det klart for den ansvarlige, at de med en komplet pakke, som Dolomitternes højdeveje ville udgøre, kunne tiltrække langt mere opmærksomhed og dermed flere turister end med enkeltstående vandrestier. Det gjorde opgaven med at lave højdevejene lettere, at man forstod at kombinere mange af de allerede eksisterende stier og blot forsyne dem med rutens nummer og med emblemet for højdevejene, som er en forskelligfarvet trekant. Allerede i 1966/1967 kunne man første gang gå ad højderute 1 og 2, og i 1976 var alle seks ruter realiseret.

Det er forståeligt, at dette påvirkede både ambitionerne og de økonomiske interesser i de dale, der ikke var en del af det store projekt i første omgang. Således blev rute 8 til 10 indviet mellem 1981 og 1985. Ingen har klaget over det, og da slet ikke vandrerne. Nu havde Langkofel spejles i en bjergsø, vandrere har på Höhenweg 1 Monte Averau foran sig, og engelskgræs blomstrer ved Antermoiasee i den såkaldte rosenhave (billederne til venstre fra oven).

165

Gennem Alperne

kilometer og går fra Sappada i Dolomitterne til Vittorio Veneto, turen tager 13-14 dage. Fra Pieve d‘Alpago fører højdevej 7 til Seguisono, ruten er 110 kilometer lang og tager 11 dage.

Højdevej 8 går fra Brixen til Salurn, ruten er 160 kilometer lang og tager 13 dage. Som den eneste løber højdevej 9 ikke fra nord til syd, men fra vest til øst, 180 kilometer fra Tiers til Stefano di Cadore på 13 dage. Højdevej 10 befinder sig, hvis man skal være helt nøjagtig, ikke længere i Dolomitterne. Den temmelig krævende rute starter i Bolzano og slutter efter 200 kilometer og 18 dage ved Gardasøen.

Men nu tilbage til den absolutte klassisker: Højdevej 1 starter i det klassiske vandreområde Pustertal. Den fører sydpå forbi Dolomitternes østlige bjergkam. Ruten løber gennem Pragser Dolomitterne, Fanesgruppen, Nuvolàu, Croda da Lago, Rochetta, Pelmo, Civetta, Moiazza, Prampèr Dolomitterne og via klatrestien ved Schiara. Stierne på højdevej 1 ligger imellem 1.500 og 2.800 meters højde. Ruten er den letteste af alle ti højdeveje, men går for at være den smukkeste. En blå trekant markerer ruten, på hvis nordlige del man ofte kan finde hytter og pensionater. Det er en velanlagt og godt vedligeholdt strækning, der ikke krydses afgletsjere undervejs. Rutens få udsatte steder er sikret.

Vandreturens sidste etape, fra Rifugio Pian de Fontana til Rifugio 7 ° Alpini, udgør dog en undtagelse fra reglen på denne tur. Den fører over den såkaldte klatresti ved Màrmol, som i det mindste visse steder er udstyret med wire

de endelig ti ruter at vælge imellem med strækninger, der varer fra en til fire uger – og dermed lå næsten hele ​​Dolomitternes verden åben for dem.

Da højdevej nummer 1 fungerer som en af de »klassiske ruter«, og fordi den samtidig er den smukkeste, er det altid den, der er i fokus. Det 150 kilometer lange trek starter ved lago di Braies (Prags sø) og fører hele vejen til Belluno. Sidstnævnte er en charmerende lille by, som også er egnet til et længere ophold.

Højdevej 2 er sagnenes og legendernes vej.

På mellem 13 og 16 vandredage fører den 185 kilometer fra Bressanone hele vejen til Feltre.

De øvrige veje er gemsernes vej fra Toblach eller Niederdorf til Longarone (12 kilometer, 10 dage). Højdevej 3 fra Toblach/Niederdorf til Longarone (120 Kilometer, 10 dage), højdevej 4 over 6 dage (90 km) fra Innichen gennem Sextner Dolomitterne til Pieve di Cadore. Tizianvejen eller højdevej 5 er 100 kilometer lang; på 10 dage vandrer man fra Sexten til Pieve di Cadore. Højdevej 6 har en længde på over 190

Selv på afstand kan man genkende hytterne i det golde bjerglandskab som i Schlern Naturpark (øverst til højre) eller ved Drei Zinnen-hytten på Paternkofel (nederst til højre). Som en hvid tunge ligger Marmolata-gletsjeren mellem klippevæggene (øverst til venstre). På vej fra Pederü til Refugio Fanes kan man se Eisengabelspitze i baggrunden (til venstre).

166

Gennem Alperne

og stiger. Godt fodfæste og absolut ingen tendens til højdeskræk samt klatrefærdigheder på et højt niveau er påkrævet, hvis man vælger denne rute. Også længden på de krævenden passager taget i betragtning kræver det, at man besidder udholdenhed. De, der ikke mener, at de har de færdigheder, som denne rute kræver, eller bare ønsker en relativt let vandretur, har dog stadig mulighed for at tage højdevej 1. Der findes nemlig en alternativ rute, som dog løber et stykke langs en temmelig trafikeret vej, og defor anbefales det, at man tager den sidste del af strækningen, cirka 10 kilometer, med bus.

I Belluno kommer vandreren endelig til slutningen af denne fantastiske højdevej gennem det smukke bjerglandskab, hvor man kan nyde udsigten til bjerget Schiara, der rager op i landskabet. Her kan man overveje, om det ville være umagen værd at øve klatringen en smule inden næste gang, så man en dag selv kan klatre hele vejen op ad denne gigantiske bjerg­væg.

Næst efter dette populære trek er højdevej 2, der går fra Brixen i Sydtyrol til den lille by Feltre i Veneto-regionen, også en fascinerende rute, hvilket blandt andet skyldes de mange sydtyrolske sagn og legender. At mange af disse legender stadig lever den dag i dag, har en lidt makaber årsag. Midt i 2. verdenskrigs kaos blev Willi Mai i 1940 beordret til at rejse fra landsby til landsby med sin båndoptager og optage lokale vittigheder, sagn og fortællinger.

Ordren kom fra en afdeling under SS, som hed

»Forschungsgemeinschaft Deutsches Ahnenerbe e.V« (en organisation under det nazistiske styre, der skulle udforske den ariske races antropologiske og kulturelle historie).

Formålet var at sikre kulturarven fra dette område, før man tvangsforflyttede sydtyrolerne. ​​ Hvor vanvittigt det end lyder, var planen faktisk – efter den forventede endelige sejr – at flytte sydtyrolerne til den russiske halvø Krim i Sortehavet. Ud over en rigdom af sagn og legender møder vandreren på højdevej 2 varierede strækninger og mange kulturelle attraktioner, blandt andet de mange museer i den historiske by Brixen. Også i vandreturens endemål, den smukke by Feltre, kan et længere ophold efter den udmattende vandretur varmt anbefales.

Herover: Udsigt fra bjergtinde: Denne vandrer har klaret turen til toppen og nyder udsigten til Rosengarten-massivet (øverst til højre). Dramatisk stemning præger den sydlige naturpark Fanes (nederst til højre).

Idyllisk ligger Pragser Wildsee med det lille bådhus.

168

Dyr og planter i Dolomitterne

Ingen tinde er for høj til dem og ingen vind for kraftig. Alliken med det orangefarvede næb er en hyppig ledsager for vandrere i Dolomitterne. Derudover kan man især møde gemser og fra tid til anden et fløjtende murmeldyr, ravne og falke i luften og myrer og firben på jorden. Og den øvrige ​​fauna efterlader spor i sneen – lige fra harer, rådyr, ræve og fjeldryper til tjurer og egern. Hvis man vil se dem, skal man stå op tidligt og have tålmodighed og lidt held. Lige så forskelligartede som tinderne og takkerne på Dolomitterne er, trives også et utal af forskellige plantearter i området. Her er store områder med bjergfyr, nåleskovenes farver skinner i efterårslyset, og de lysegrønne løvskove lyser op i forårssolen. I denne blomstrene sæson kan man også opleve en sand eksplosion af de mange forskellige farver fra de mere end 50 forskellige orkidéer, de mange eng- og vildblomster samt de sjældne bjergblomster, som vokser i dette område – og så må man naturligvis ikke glemme den myteomspundne edelweiss.

Herover: Gemsen føler sig hjemme højt oppe i Dolomitterne mellem klipper, is og sne.

169

Pustertal

Brixen

Naturpark Drei Zinnen

Hvis man før eller efter en vandretur på højdevejene længes efter en dal, er man kommet det rette sted. I nærheden af Brixen ​​ løber Pustertal i østlig retning og strækker sig over 60 kilometer ind i det østrigske Østtyrol. I denne grønne dal ligger der en række smukke mindre byer og landsbyer langs floderne Rienz og Drau.

Omtrent i midten ligger hovedbyen Bruneck, en livlig lille by med et seværdigt middelaldercentrum. I den tidligere biskopresidens på Schlossberg ligger der i dag et af Reinhold Messner-museerne ved navn RIPA, der er tilegnet bjergfolk over hele verden. Kronplatz er Brunecks lokale bjerg, og hele denne ferieregion har fået navn efter det. Fra dette bjerg har man en helt enestående udsigt – hvad enten det er vandrere om sommeren eller skiløbere om vinteren. En afstikker hertil er derfor slet ikke en dårlig idé, enten før eller efter den lange vandretur.

På vej til trekking i Dolomitterne vil mange sikkert komme forbi Brixen. Byen er over 1.000 år gammel og ligger der, hvor floderne Eisack og Rienz løber sammen. Byen fortryller de besøgende fra første færd med sine smukke arkader og den smukke domkirke, som kan ses på lang afstand.

I det 16. århundrede var byen et vigtigt bispe­ sæde, placeret på grænsen mellem det nordlige Italien og det sydlige Tyskland, og helt indtil 1964 var byen hjemsted for biskoppen. Siden 2001 har Brixen været en del af campus for universitetet i Bolzano. Det teologiske fakultet i Brixen, der blev grundlagt i 1607 som et præsteseminarium, er det ældste fakultet i det historiske Tyrol, sågar ældre end universitetet i Innsbruck. Derudover ligger Brixner også godt i forhold til trafikken, der går til Pustertal, og har derfor altid været en god handelsby. Ifølge legenden skulle Hannibal have gjort et stop her med sine elefanter.

Den nordøstlige del af Dolomitterne kaldes Naturpark Drei Zinnen og har siden 2009 været på UNESCOs verdenarvsliste. De Drei Zinnen (tre tinder) i den sydlige del af parken, som samtidig udgør områdets provinsgrænse, betragtes som et symbol for naturparken og for Dolomitterne i det hele taget. Det fredede område er gjort tilgængeligt med et net af vandreruter i alle sværhedsgrader, og der er også mulighed for at overnatte i fjeldhytter.

Som en del af Sexten Dolomitterne ligger det særprægede bjerglandskab, som er kendetegnet ved stejle og takkede tinder og spidse klipper, som bjergbestigere fik åbnet op for i anden halvdel af 1800-tallet, så alpinister den dag i dag kan prøve kræfter med bjergvandring.

Omkring samtidig, efter at jernbanen var blevet bygget, udviklede Hochpustertal sig til en populær feriedestination. Der blev bygget hoteller, blandt andet Grandhotel Toblach, som i dag huser naturparkens administration. Fra den sydtyrolske side danner Toblach indgangen til bjergene.

Herover: St. Lorenzen i midten af Pustertal byder på hele to borge og mange velbevarede gamle bondegårde.

Herover: Brixen er en af ​​de ældste byer i Tyrol og er til hver en tid et besøg værd.

170

Herover: Drei Zinnen løfter sig mod himlen – et særligt smukt motiv, når solens stråler rammer tinderne.

Gennem Alperne

PRAKTISKE OPLYSNINGER Ankomst/hjemrejse: Man kommer lettest til

Dolomitterne med bil via Brennermotorvejen.

En rejse med tog dertil er meget komfortabel.

Togforbindelsen mod Verona løber parallelt med motorvejen. Der kører også »Dolomitibus« fra næsten alle større stationer og langt ind i bjergene.

Bedste tidspunkt at rejse: Fra midten af ​​juni

til september. Allerede fra september er mange hytter lukket ned igen. Det er vigtigt at være orienteret om vejrforholdene, inden man tager af sted. Man kan eventuelt også kontakte hytterne i området telefonisk og forhøre sig om vejrforholdene. Ofte ligger der stadig sne i de højtliggende områder i begyndelsen af ​​juli.

Krav: Passagen mellem Rifugio Sennes og Ri-

fugio Lagazuoi samt de sidste etaper af højdevej 1 kræver god kondition, godt fodfæste og absolut ingen tendens til højdeskræk. De øvrige deletaper er også egnet til uerfarne vandrere. De andre ni højdeveje har meget forskellige sværhedsgrader. Det er derfor nødvendigt, inden man starter, at planlægge ruten nøje og kun vælge de stier, der passer til den enkelte vandrers niveau.

Logi og forplejning: I Dolomitterne er der næs-

ten overalt udmærkede hytter, og ofte endda med meget god italiensk mad. Hytterne, der ligger i retning af Pustertal, er mere moderne og komfortable end de lidt mere traditionelle »italienske« hytter fra 1970‘erne. Uanset hvad anbefales det at tage en nødration med for at være på den sikre side i uforudsete tilfælde.

Gå ikke glip af: I bjerghytten Rifugio Pian de

Fontana har værten konserveret en masse dyr i sprit og udstillet dem på kaminen i spisestuen. Det er uhyggeligt!

171