Uro læseprøve

JESPER STEIN Uro Krimi

Copyright: Jesper Roug

Fredag den 2. marts 2007

Det var vidunderlig sex. Bedre end det nogensinde havde været før, en boble af vellyst og begær løsrevet fra tid og sted. For tredje nat i træk elskede han med sin ekskone. Han så ind i hendes opspilede øjne med de sære dryp af gult i det brunsorte net. De skinnede af glæde og lyst. Lyst til ham. Hun sad på ham og red ham med de dinglende runde bryster lige foran hans læber.

Himlen fandtes.

Og helvedet.

Konstaterede han, da ringetonen slog drømmen i stykker. Lyden kom som en lussing. Og med den erkendelsen af, at han var alene i sin seng på et koldt lagen.

Han rullede om på siden, greb mobilen på gulvet, så på displayet, ukendt nummer, og trykkede på knappen:

“Axel Steen.”

“Antonsen fra Gården. Jeg har en til dig.”

“Hvad?”

“En mand. Uidentificeret. Det var vores egne folk, der fandt ham. Siddende op ad muren inde på Assistens – bare 100 meter fra Ungdomshuset.”

Assistens Kirkegård. Grønt åndehul i stenørken. Gravsted. Fristed. Gerningssted.

Axel trak mobilen væk fra øret og så kort på de fire små sorte tal delt af to prikker på den selvlysende grønne baggrund: 03:30. Natten til fredag. Det var hans tur. I nat var han vagthavende for drabsafdelingen.

Det var lykkedes ham at sove i halvanden time efter at have røget en

joint. Han var faldet i søvn med de blå blink og flammeskæret flydende hen over væggen, til lyden af sirener fra nær og fjern, brandbilers horn, ambulancer og politivognes elektroniske skrig.

Aftenen havde han tilbragt med fjernbetjeningen i hånden, zappende frem og tilbage mellem News og DR, afløst af ture hen i karnappen, hvor han havde uhindret udsigt en kilometer ned ad Nørrebrogade. Alt stod i flammer.

For mindre end et døgn siden havde politiet ryddet Ungdomshuset og afspærret hele kvarteret. PET’s aktionsstyrke var klokken syv om morgenen blevet firet ned fra helikoptere med maskinpistoler, huset var blevet pakket ind i slukningsskum blandet med tåregas, bagsiden smadret med en rambuk, og politiet havde efter danske forhold brugt maksimal styrke. Assistens var blevet lukket for offentligheden og bevogtet indefra af en større politistyrke.

Med mismod havde Axel set urolighederne sprede sig op ad formiddagen. Vist var de unge demonstranter og deres mange sympatisører blevet taget på sengen, men i løbet af nogle få timer fik de samlet en imponerende mængde fortvivlede og rasende mennesker. De slog igen mange steder, og urolighederne udviklede sig helt ukontrollabelt og destruktivt. Nørrebro blev forvandlet til krigszone, med brændte biler og meterhøje bål af affaldscontainere og storskrald, smadrede vinduer og plyndrede butikker. Hans by i byen. Og 80.000 andres. Ved midnat havde han stået i vinduet og stirret rystet ind over København. Himlen var skjult bag et tykt tæppe af røg fra de mange bål, et giftigt tordenvejr over glødende tage. Han havde set bøllerne flakke rundt i gaderne under sig. Kun få var autonome eller ungdomshusbrugere, de fleste var medløbere.

Nu nærmede weekenden sig. Alt for mange mennesker havde fri og skulle ikke op næste dag. Det ville blive værre.

“Hallo, er du der?”

“Ja, hvor på Assistens er det?”

“Sidste indgang på Nørrebrogade, når du kommer inde fra byen. Ved du, hvor det er?”

“Jeg bor 300 meter længere ude.”

“Det var det, jeg vidste. Nogle kan bare ikke få spænding nok.”

Axel overhørte bemærkningen. Nørrebro var ikke første valg for poli-

tifolk, der ville bosætte sig i hovedstaden. I årtier havde bydelen opbygget og med en vis stædighed vedligeholdt sit ry som slagmark for kampe mellem politi og husbesættere, 2. g’ere og autonome. Axel kendte ikke andre blandt hovedstadens mere end 3000 betjente, der boede i Danmarks tættest befolkede kvarter.

“Hvad er der sket? Er der nogen vidner?”

“Nej, men ...”

“Hvad med teknisk afdeling? Er de der?”

“Der er kun en ambulancelæge og vores egne folk, som har bevogtet kirkegården efter rydningen af Ungeren. Du er den første, jeg ringer til. De er ved at spærre af, men det er ikke så let. Der brænder en halv snes bål op og ned ad gaden, og det vrimler med røvhuller, autonome og stive tosser.”

Billederne af hans ekskone var væk, men fornemmelsen af hendes varme hud sad stadig i håndfladen. Det var to år siden. Nu kneppede han hende i drømme, mens hun kneppede en karrierejurist i Politiets Efterretningstjeneste i virkeligheden.

Hvad kaldte man det, når det at blive vækket var det værste? Når det var vidunderligt at være sig selv i drømmen, selv om der hele tiden var følelsen af, at noget ikke stemte, og det først blev ubærligt, når man vågnede? Mareridt eller drøm? Af alle kvinder i verden var Cecilie Lind den, han allernødigst ville få ståpik over at tænke på, for hun havde dumpet ham og valgt ham fra. Hun havde valgt en anden. Han længtes stadig med hver eneste nerve i sin krop efter hende, men han kunne ikke leve med længslen.

Gennem vinduet i karnappen så han nu en gruppe sortklædte med elefanthuer og styrthjelme komme rullende med tre store grå affaldscontainere nede ved næste kryds. De åbnede lågene. En af dem hev kluden ud af en klar flaske og sprøjtede væske ned i den første container, som om den var en gigantisk havegrill. En anden satte ild til.

“Hvordan fanden kan det lade sig gøre at slå nogen ihjel derinde, når vi er så massivt til stede?”

“Spørg ikke mig, men det har højeste prioritet. Chefen er på vej derned. Og statsadvokaten er underrettet.”

Axel kunne mærke pulsen stige. Statsadvokaten blev kun involveret,

hvis politifolk var mistænkt for at have begået noget ulovligt.

“Hvorfor?”

“Liget er iført elefanthue, sort tøj, militærstøvler. Han er sandsynligvis autonom.”

En autonom dræbt et sted, som var lukket land for alle andre end politifolk. Det forklarede alt.

“Hvorfor sagde du ikke det med det samme?”

“Jeg prøvede også, men du skyder jo hele tiden.”

“Har vi noget med det at gøre?”

Der var stille i røret.

“Jeg ved det ikke.”

“Sørg for, at ingen rører ved noget, før jeg kommer. Og ring så til vagthavende på teknisk og til retsmedicinsk. Jeg er der om ti minutter.”

Han så op på himlen. Et fly med blinkende landingslys flød lige mod ham fra mørket i vest på vej mod Kastrup.

Han gik ud på badeværelset, tændte lyset og så på sig selv i spejlet, de blå øjne, det gråsorte hår, rynkerne.

De to glatbarberede pletter på brystet stirrede tilbage på ham. De havde form som Piet Heins superellipser. Hans seneste ekg. Det sjette i løbet af to år.

Han lagde en hånd på den hårløse plet på venstre side af brystkassen, selv om han vidste, det ville gøre ham bange, men han var nødt til at mærke efter. Det bankede stædigt, rytmisk, pulserende.

Han flyttede hånden og lukkede øjnene, men den bankende fornemmelse forsvandt ikke, han mærkede den i øjenlåget, i tungespidsen, der vibrerede mod fortanden, i nakkens knogler. Selv i sine drømme så han nogle gange pulsen, som en giftig rytme, et svagt lysspor hen over bevidsthedens sorte skærm.

“Jeg er 38, fraskilt, jeg har en datter på fem år. Jeg har et af verdens mest gennemtestede hjerter, og jeg er panisk angst for at dø,” sagde han. Lyden af hans egen stemme fyldte ham med væmmelse.

Han tog sin puls og vidste med det samme, at der ikke var noget at komme efter. Sekundviserslag.

Han gik tilbage til vinduet og så ned på den mørke, ødelagte gade. Alle gadelygter var blevet sat ud af funktion i går aftes, da cykelkæder

blev smidt op for at kortslutte de strømførende ledninger. Det røg og glødede fra ulmende bål og nedbrændte affaldsdynger. Kunne han overhovedet komme ned til Assistens i sin bil? Han overvejede cyklen, men hvis han skulle ind på Gården eller ud på retsmedicinsk bagefter, var han nødt til at have sin bil.

I badeværelset stak han en tandbørste i munden, mens spørgsmålene bombede løs: Hvem slog en mand ihjel på Assistens under de værste uroligheder i København i flere år? Hvem var offeret? Hvorfor var han blevet dræbt? Og hvordan?

Det lød ikke som et almindeligt drab. Hvis en kollega stod bag, ville helvedet bryde løs. Spændingerne mellem politi og autonome var steget støt i de mange måneders forspil til aktionen, og selv om det så slemt nok ud på gaderne nu, var Axel klar over, at en historie om, at politiet havde dræbt en aktivist, ville få det hele til at gå amok.

Men det var ikke hans problem. Han skulle løse sagen, andre måtte gøre rent i det offentlige rum.

Han gik ud i gangen og tjekkede sin jakke. Tegnebog? Optager? Blok?

Så tog han mobiltelefonen, gik ned i gården og skilte sig af med en skraldepose. Gennem porten ud til sidegaden, hvor hans bil stod parkeret.

Han trådte over en halvspist shawarma; dressing, gennemsigtig salat og gråt kød flød ud på brostenene mellem brødets tandmærker.

Lugten af brændt plastic og røg hang mellem husene. Han tjekkede, om kufferten med udstyret, handsker, termometer, plasticpincetter og bevisposer lå i bagagerummet.

Det ville normalt have taget ham to minutter at komme ned til gerningsstedet, men bålene umuliggjorde det. I stedet for at køre ad Nørrebrogade direkte hen til kirkegården måtte han væk fra hovedpulsåren og ned ad de små sidegader. Så snart han kom ud på Jagtvej, kunne han se Runddelen og bag den politiafspærringen ved Ungdomshuset, hvor hollændervognene stod fordør ved fordør og blokerede hele vejen. Det så surreelt ud i nattetågen. Han drejede til venstre, inden han kom helt hen til Runddelen og parkerede i Fyensgade, en lille sidegade over for kirkegården. Der var god plads. De fleste mennesker havde fjernet deres biler af frygt for at få dem brændt af.

Han tog sin kuffert med udstyr og smed beskyttelsesdragten over

skulderen. Så stod han på Nørrebrogade, en to kilometer lang akse af asfalt, der strækker sig fra kanten af Indre By ved Søerne og ud til grænsen af Nordvest. To spor, cykelstier og fortov, den mest trafikerede vej i Danmark. Normalt. Men intet var normalt nu. En halv kilometer længere inde mod byen var en større menneskemængde i gang med at brænde to biler af. Axel tøvede. Ville de komme herop? Var der noget, han hadede, var det at blive forstyrret på et gerningssted. Han skråede over gaden og begyndte at gå ned til den røde port ind til Assistens.

På den knap 250 år gamle gule mur, der omkransede kirkegården, stod der ‘Fuck Politiet’. Mange steder.

En hollændervogn med syv betjente i kampudstyr holdt på tværs foran portåbningen. De så svedige og slidte ud.

Axel slog to gange hårdt på ruden og viste sit skilt.

“VPK Axel Steen, drab. Hvad fanden laver I her?”

“Vi har fået besked om at holde her, så vores folk kan komme uskadt ind. Der ligger et lig inde bag muren.”

“I kunne lige så godt sætte et skilt op, hvor der står: Kom og sten os! I skal væk herfra.”

2

Axel Steen så på kroppen, der sad op ad den okkergule mur på Assistens Kirkegård omgivet af vintergækker. Elefanthue på hovedet. Militærstøvler. Mørkt tøj. Vådt. Hovedet hvilede på den ene skulder, som om manden var faldet i søvn. Men man faldt ikke i søvn med åbne øjne og hænderne på ryggen. Slet ikke, når de var snøret sammen og helt blå.

Han iførte sig den hvide beskyttelsesdragt, overtræk til skoene og hårnet. Så tog han et sæt gummihandsker op af æsken i sin taske, satte dem en for en for munden og pustede dem op, så fingrene blev spilet ud med små smæld. Lugten af gummi og talkum. Han trak dem ned over hænderne. Til sidst tog han maske på.

Trods få timers søvn var udsigten til en sag som en fjeder, der blev spændt i ham. Angsten i kroppen var glemt. Lige så panisk han frygtede sin egen død, lige så meget glædede han sig til en drabssag. Den var et helle fra ham selv, en port, der åbnede sig ind til en del af livet, man ellers ikke fik adgang til, ind til mørket, hvor der gemte sig følelser, begær, længsler og svigt, som ingen kendte til.

Han mærkede rastløsheden efter at komme i gang. Men først skulle han have overstået drabschefen, der stod op ad en gammel eg med ryggen til gerningsstedet og talte i mobiltelefon med en smøg i den anden hånd. Corneliussen gjorde tegn til Axel om at vente.

“Ja, ja, vi har styr på det. Axel Steen er kommet ... Javist. Ja, selv ham. Ellers må han efterforske med munden lukket. Ha ha! Der bliver ikke nogen problemer,” sagde drabschefen. Hans øjne var to smalle sprækker af sort omgivet af hudfolder, og de blev ikke større, da de et øjeblik klistrede til Axel. Den lille kompakte krop var spændt inde i en lang, beigefarvet cottoncoat, og hovedet lignede en bowlingkugle, der

stak op af kraven, med dens krans af krusede hår øverst. Fuck, hvor var han grim. Hovedhåret havde indbragt ham øgenavnene Cornelikussen, Kussehår eller slet og ret Kussen.

Drabschefen havde arvet Axel fra den forrige chef, Henriksen, der havde fulgt Axels omtumlede karriere helt tilbage fra politiskolen, men nu var blevet chef i Vestegnens Politi. Axel var alene. På tålt ophold i sin egen afdeling. Og lortet var regnet ned over ham, siden Corneliussen kom til.

Han vidste, han brokkede sig for meget og skød genveje, der ikke fandtes hjemmel for i nogen lovsamlinger. Der var klager over hans opførsel i personalemappen – både fra kriminelle, som påstod, at de var blevet truet, og fra kolleger, som havde følt sig presset af ham. To gange var han blevet kaldt til samtale i personaleafdelingen, den ene gang på grund af et klammeri med en kollega, den anden gang havde han fået en advarsel for upassende adfærd i forbindelse med anholdelsen af en mand, der via et datingsite havde narret et dusin kvinder til at møde ham, hvorefter han havde spærret dem inde i sin lejlighed og voldtaget dem. Han var faldet to gange og havde slået hovedet på kanten af et spisebord, da Axel havde anholdt ham. Ja, det var han faktisk, det svin. Axels besættelse af drabssagerne og hans arbejdsraseri var det korkbælte, der holdt ham oven vande, når Corneliussen forsøgte at drukne ham i papirnusseri og strategiske hensyn. Han skaffede resultater til afdelingen – en ting, der betød uendelig meget for den karrierebevidste Corneliussen. Men ikke alt.

Nu stod de klokken lidt i fire om morgenen med skyer af grå ånde ud af munden i nattemørket på Assistens. Corneliussens stank af råddent kød.

“Det er smukt ryddet,” sagde han som afslutning på sin samtale og så tilfreds op mod Ungdomshuset. Han stak mobilen i lommen og vendte sig mod Axel:

“Jeg skal hilse dig fra chefpolitiinspektøren. Høj prioritet, ultralav opmærksomhed. Jeg vil ikke have ballade. Jeg vil ikke have det her drab kædet sammen med Ungdomshuset. Det skal ordnes stille og roligt.”

Han tav og så bekymret op på den store fireetages bygning, hvor politifolk i kampuniform holdt vagt på taget. “Tænk, hvis han er derindefra,

hvis de får en martyr eller noget endnu værre. Der skal låg på,” sagde han og vendte ryggen til det ryddede hus.

“Hvad hvis de fik en martyr? Jeg har ikke engang set liget endnu. Beder du mig om på forhånd at udelukke noget?”

“Selvfølgelig ikke. Jeg beder dig bare om at efterforske med lav profil.”

Axel fastholdt hans blik. Så så han over mod Ungdomshuset. Smukt ryddet? Det var det sidste, han ville kalde det.

“Indsatsstyrken, helikoptere, maskinpistoler, tåregas. Hvad fanden går det her ud på?” hvæsede han.

“Hvad mener du?”

“Du ved godt, hvad jeg mener. Der var jo ikke andet end en samling forkølede teenagere inde i det hus. Og så kører vi på, som om det var fucking al-Qaida.”

“Det er en politiopgave. Når vi har fået besked om at rydde, så gør vi det,” sagde chefen defensivt. “Og det var i øvrigt spækket med brandbomber,” tilføjede han.

Rundt om gerningsstedet småtrippede fem-seks betjente. De havde spændt plastictape ud og stået og småsnakket med ambulancelægen og Falckredderne. Nu var de tavse. Alle stirrede hen mod Axel og hans chef.

“Det er din sag nu. Jeg håber, du har forstået beskeden. Der kommer nogle kolleger i løbet af en times tid.”

“Hvem?”

“Jeg har ringet til John Darling.”

Vicepolitikommissær John Darling alias Mr. Clean, afdelingens legemliggjorte retsplejelov, der altid gjorde tingene ordentligt og tilmed var en af de få politiuddannede, der havde en juridisk embedseksamen at basere sine indgreb på.

Selv om Axel og Darling havde samme rang, var der ingen tvivl om, at Darling havde en højere stjerne hos cheferne. De havde arbejdet sammen mange gange, havde respekt for hinanden, men da tålmodighed ikke var en af Axels stærke sider, kom det indimellem til sammenstød, for Mr. Clean ville ikke have pletter nogen steder – slet ikke på sit cv.

“Jeg har talt med statsadvokaten. Han er med på sidelinjen og skal informeres, hvis der er det mindste, der peger på, at vores egne

er involveret i det her. Politidirektøren og chefpolitiinspektøren er også informeret, så tag ikke fejl. Hvis du bommer den her, er du færdig!”

Corneliussen skred ud ad porten.

Axel kaldte delingsføreren, som havde haft ansvaret for bevogtningen af kirkegården, hen til sig.

“Hvem fandt ham?”

“Det gjorde vi sådan set alle sammen. Vi kom rullende i bilen langs muren herinde ti minutter over tre, da en af kollegerne fik øje på ham.”

“Hvad gjorde I så?”

“Vi steg ud og lyste på ham. Han så død ud.”

“Trampede I rundt og pillede ved ham?”

“Nej, vi gik tilbage til bilen med det samme og ringede ind til Gården.”

“Så I nogen?”

“Nej.”

“Hvor tit patruljerede I her?”

“Det er svært at sige. En gang i timen i løbet af aftenen, men fra klokken 23 havde vi to mand stationeret her til at holde øje med muren.”

“Der er altså nogen, der har set gerningsmanden og offeret?”

“Der er ingen af mine mænd, der har set noget. Groes og Vang havde ansvaret for denne del af stien, og de har intet observeret. Gadelygterne virkede ikke, og der foregik mange ting ude på Nørrebrogade.”

“Og hvad så? Har det gjort dine mænd blinde?”

“Der er ingen grund til at blive sarkastisk. Vi har ikke set ham. To gange i løbet af aftenen havde vi folk henne ved muren, fordi der var ballade lige ude på den anden side, og vi skulle være klar til at gribe ind, hvis nogen sprang over.”

“Og da lå han her ikke?”

“Nej. Sidste gang var klokken 22.43.”

“Og siden har de to dér haft ansvaret?”

“Ja.”

Axel kiggede over på de to uniformerede betjente. Han hævede stemmen: “Det kan sgu da ikke passe, at man kan slå en mand ihjel lige for næsen af jer, uden at I opdager det. Hvad fanden har I lavet?”

Den mindste af dem, en pumpet fyr med karseklipning og kolde øjne svarede:

“Vi har ikke set noget, vi holdt vagt dernede det meste af natten.” Han pegede ned mod en anden port små 50 meter væk.

“I vil blive afhørt.” Axel vendte sig mod delingsføreren. “Hvad med hovedindgangene? Har de været bevogtet hele tiden?”

“Ikke når det gik vildest for sig herovre ved muren. Vi blev bedt om assistance fra kommandocentralen, og så sendte jeg alle herover.”

“Låste I portene af?”

“Jeg ved det ikke. Det var temmelig kaotisk. Det er meget forvirrende at være herinde i stilheden, mens hele byen brænder omkring en. Jeg må høre mine folk, om de fik aflåst portene.”

“Hvad med alle de andre porte, var de aflåst hele natten?”

“Ja.”

“Er det noget, du ved, fordi du har tjekket det, eller er det bare noget, du står og siger, fordi du er bange for at have fucket op?”

“Det er noget, jeg går ud fra.”

“Det lyder, som om I har taget jer en ordentlig slapper. Når I får besked på at bevogte stedet, så skal I sgu da bevogte det og låse det af, så ingen kan komme ind,” sagde Axel og blødte så lidt op. ”Ellers kunne I da i det mindste have set, hvem der slog ham dér ihjel.”

Den sidste bemærkning blev sagt med et smil, men det prellede af på betjenten.

“Jeg står ikke til ansvar for dig. Vi har gjort, som vi fik besked på.”

Axel prøvede at forestille sig, hvordan det måtte have været at bevogte kirkegården i nat. Det var et enormt område. De to hovedindgange lå henholdsvis 300 og 600 meter væk. Han gik hen til ambulancelægen og gav hånd.

“Det er en mand i 40’erne. Jeg tror, han er blevet kvalt, men jeg er ikke sikker, for læberne er blodige, som om han er blevet slået. Jeg kan ikke sige præcis, hvad han er død af. Han er kold, men ikke helt kold,” sagde lægen.

“Har du taget temperatur på ham?”

“Nej, jeg ville ikke røre ved noget.”

“Hvornår kom du?”

“3.22.”

“Er han død her?”

“Jeg ved det ikke.”

Imens de talte, så Axel hen på den døde. Han var spinkel. Det så ud, som om han var mørkhåret, smalt ansigt, vidtåbne tomme, brune øjne. Axel trådte et par skridt nærmere. Kutyme var, at man ventede på kriminalteknikerne, lod dem gøre deres arbejde og bagefter holdt et foreløbigt ligsyn med en retsmediciner, men Axel forsøgte altid at læse gerningsstedet med det samme. Første ubevidste indtryk var uvurderligt senere.

Der var blodspor på ligets læber, ikke rødt, nærmere sort, som blod hurtigt bliver, når ilten har arbejdet med det et stykke tid. Mellem dem stak tungen ud, tyk og blålilla, som det ofte ses hos kvælningsofre.

Jorden omkring liget var tung og sort uden græs. Der lå kapsler, et par smadrede flasker, en flækket brosten, våde grene og en pizzabakke mellem de hvide vintergækker. Ingen særlige spor efter kamp, men på muren en lille meter over hans hoved var der spor af en indtørret væske, der kunne være blod. Måske var han blevet slået ihjel lige her?

Axel tænkte tanken til ende: Var det en af de autonome, som under gadekampene var kommet op at slås med nogle betjente, der så var gået amok? På politiskolen var der gennem de senere år gjort meget for at sikre korpsets mentalhygiejne, men det ændrede ikke på, at mange politifolk hadede demonstranterne på Nørrebro og deres indimellem livsfarlige aktioner. Få kunne som Axel huske så langt tilbage som 18. maj 1993, hvor politiet havde været nødt til at skyde på en gruppe demonstranter, der var ved at slå dem ihjel med byger af brosten, men der var konfrontationer nok i nutiden til, at hadet kunne blusse op.

Han måtte hurtigt danne sig overblik over, hvilke politifolk der havde været på vagt på kirkegården. Og hvis det viste sig, at de ikke havde noget med drabet at gøre, hvem ville så slå ham ihjel og tilmed dumpe ham et sted, hvor det vrimlede med kolleger, når resten af byen var støvsuget for politi?

Axel gik op til muren og så bag om ryggen på den døde. Hans hænder var bundet med noget, der lignede strips – de moderne plastichåndjern, politiet brugte. De var strammet meget og så ud til at have skåret sig ind i huden på hans håndled. Han havde et par sorte militærstøvler på, sorte

lærredsbukser, en brun sweater og en sort vindjakke. Det virkede ikke rigtig autonomt. Axel gik helt hen til ham og bøjede sig ned. Lugten af død blandede sig med stanken af urin. Det kunne være folk, der havde tisset op ad muren, men det var nok snarere offeret, som havde gennemvædet bukserne under den behandling, han havde været udsat for. Axel stak forsigtigt hånden ned i jakkens inderlomme og fiskede efter en pung eller noget andet, der kunne fortælle, hvem han var. Intet.

Han kaldte delingsføreren hen til sig.

“Jeg skal have en liste med navne og numre på de mænd, der var på vagt herinde i nat, hvor de har været hvornår, og optegnelser over alle andre, der har været i området, personale, anholdte, presse med navn og cpr. Og så skal I alle ind på Gården til en snak om, hvad I har set eller ikke set.”

“Er det ikke lidt drastisk? Vi har været i gang siden klokken otte i går aftes.”

“Der er ikke noget, der er for drastisk, når det handler om drab.” Axel så ned ad stien. “Har du styr på det? Er du sikker på, at I ikke har set nogen herinde i aftes eller i nat?”

Han fik et iskoldt og forarget blik fra kollegaen.

“Vi har taget seks personer i alt, fire af dem klatrede over muren under gadekampene udenfor, og de blev bare smidt ud igen. To er anholdt. Dem jagtede vi ned med hunde. De var i færd med at placere et lager af molotovcocktails herinde.”

“Ingen derudover?”

“Vi har ikke observeret nogen. Vi har holdt det helt lukket.”

Axel rystede på hovedet og nikkede ned mod en skikkelse, der kom travende op mod dem.

“Og hvad med ham dér, din amatør? Han er måske en af vores i civil?”

3

Axel havde set ham hundrede gange før. En af bydelens originaler, konge af kirkegården, hvor han færdedes året rundt på alle tidspunkter iklædt en tynd, langærmet blå bluse, der var revnet i ryggen, beskidte jeans og gummistøvler. Han rodede i skraldespande, spiste en pakke med sandwichbrød eller store plader mørk chokolade, gik sin meget insisterende gang, gjorde fagter og talte med sig selv.

Delingsføreren så ned ad stien, mere og mere blodrød i ansigtet, efterhånden som manden nærmede sig. Han stoppede op foran dem. I første øjeblik uden at sige noget, men han så spørgende fra den ene til den anden.

“Dav,” sagde han så med dyb og tydelig udtale, som om det ord var så omfangsrigt, at det krævede stor anstrengelse og omsorg at få ud af munden. “Det er byens fineste park, I har lukket. Jeg vil bede jer om at åbne den igen. Det er ikke o.k. for dem, der bor her. Heller ikke for fuglene,” sagde han.

“Skal vi anholde ham?” spurgte delingsføreren studst.

“Du skal ikke anholde nogen som helst.”

Axel lagde hånden på vandrerens skulder og trak ham lidt til side, væk fra liget og politifolkene. Han havde viltert brunt hår, fuldskæg og lyseblå øjne, der så uden at se noget.

“Fryser du ikke?” spurgte Axel.

“Nej. Man kan sige, jeg har den indre varme.”

“Hvor længe har du været her?”

“Jeg har gået mine ture. Jeg har gået mine veje. Jeg har et system, som jeg skal passe.”

“Har du mødt nogen herinde?”

“Jeg har mødt mange af dem der,” sagde han og pegede hen på betjentene ved vognen. “Men de har ikke mødt mig,” fnes han.

“Du bliver nødt til at fortælle mig, hvor længe du har været her, og hvad du har set, ellers ender det med, at jeg må tage dig med på stationen.”

“Det er ikke jeres kirkegård, det er heller ikke deres, det er heller ikke hans,” sagde han og pegede over mod muren, hvor liget sad.

“Deres? Hvem deres?”

“Dem, der kommer her. Det er de døde, der bor her. Det er deres sted.”

“Har du set ham dér før?”

Han drejede ansigtet og stirrede med sine tomme øjne op mod himlen.

“Hvis ikke du giver mig et svar, så tager jeg dig med på Gården og smider dig i en celle.”

Han kiggede på Axel, som om han befandt sig i en virkelighed, hvor celler ikke fandtes.

“Jeg har ikke set ham. Jeg har ikke set nogen. Jeg har hørt dem alle vegne. Deres skrigen og skrålen og lys og sirener. Hele natten. Ild og bang! Jeg går bare rundt og passer på stedet. Jeg har holdt mig nede i Kierkegaards ende, fordi de dér har været heroppe,” sagde han og pegede på betjentene. “Men det er synd for ham, at han er død. Nu kan han bo her. Hvis han må.”

Axel fik hans navn og adressen på det herberg, han boede på, og bad en af de uniformerede om at eskortere ham ud.

Han hørte lyden af en bil og så en Ford Transit fra kriminalteknisk afdeling komme kørende ned ad stien. Føreren, Brian Boldsen, der aldrig blev kaldt andet end BB, var en af afdelingens veteraner, hvad angik drab, og Axel vidste, at han ikke kunne få nogen bedre tekniker. Til gengæld var han forundret over, at de kun var to mand.

Han gik over til bilen og hilste på BB.

“Hvorfor er I ikke flere?”

“Hvad tror du?”

“Jeg tror ikke noget, jeg spørger.”

“Filme?”

“Ja, jeg går ud fra, de sover tornerosesøvn nu, men vi har afgivet en håndfuld mænd til at filme optøjerne, så vi kan få noget ordentligt bevismateriale på de mange anholdte.”

“Ikke jer også.” Axel rystede på hovedet. Selv drabsafdelingen havde måttet afgive folk til rydningen af Ungdomshuset og de forventede uroligheder. I går aftes havde Axel fra sit vindue set tre af sine kolleger i en gruppe på seks civilklædte betjente, der overvågede urolighederne og skulle foretage nålestiksanholdelser. En af dem havde flået to småpiger af en cykel, fordi de kørte uden lys på. Dygtige drabsefterforskere, der rendte rundt og legede bussemænd over for punkerpiger med for meget mascara og et helt jernstøberi piercet fast i ansigtet.

Han hørte lyden af en helikopter og så op på TV2 News’ nyeste anskaffelse, der svævede over dem.

Det bliver ikke tv-billeder af det her show, der kommer til at mangle, tænkte han. Han vidste, det ville blive en fordel. Der ville være optagelser fra luften både fra politiets egen helikopter og fra Newshelikopteren. Og begge tv-stationer havde haft talrige kamerahold på gaderne. Selv om de aldrig udleverede råbånd fra deres udsendelser, kunne Axel trække på sine kontakter, og det havde sjældent været et problem at handle sig til nogle bånd med de journalister, han kendte. Axel ville ringe til en TV2-reporter, han havde været ude med nogle gange, og som med et vist held havde forsøgt at afhjælpe hans søvnløshed med sex og joints. Han havde til gengæld forsynet hende med oplysninger i et par for ham ubetydelige, men for hende interessante sager.

“Hvem er offeret?” spurgte BB.

“Jeg ved det ikke. Han har ikke noget stelnummer, intet i inderlommen, men han er blevet kørt godt over af den, der har ordnet ham. Han er blevet slået, sandsynligvis kvalt. Tungen slasker ud af munden på ham.”

“Har du været henne og rage på ham? Du ved, jeg ikke vil have det.”

“Slap nu af. Han er så godt som urørt.”

BB pegede rundt på stien og græsset og jorden, hvor liget lå. “Alle de der hjulspor, alle sammen, de skal dækkes af nu, så vi kan få taget aftryk,

“De andre er ude og filme.”

inden nogen af de andre genier jokker rundt i dem. Hent udstyret, og kom i gang,” sagde han til sin kollega, som Axel ikke havde mødt før.

Axel overlod den døde til BB og tog en kop kaffe fra den store termo, kriminalteknikerne altid havde med i bagagerummet.

Han så op på husrækken på den anden side af muren, mest ældre beboelsesejendomme, en femetages i røde mursten, og to ejendomme i fire etager, den ene okkerbrun, den anden ferskenfarvet og trist i morgengryet. Mellem dem lå et udfyldningsbyggeri af nyere dato i grå beton med fladt tag og altan øverst. Der sad en ugle på gelænderet. Den var af plast og havde siddet og skuet ud over kirkegården, så længe Axel kunne huske, men nu opdagede han, at den havde fået selskab. Et par meter længere henne på gelænderet sad noget, der lignede et videokamera.

“Hvad er det der? Er det ikke et kamera?”

Axel viftede delingsføreren hen til sig. Han så fra Axel op mod taget.

“Måske. Det har jeg ikke set før.”

“Vi skal have det ned, så snart vi er færdige her,” sagde Axel.

BB var i færd med at pille elefanthuen af offerets hoved. Der var lagt en hvid plastkrave under hans hals, som dem hunde går med, når de ikke må slikke sig selv, så alt, der faldt af under oprulningen af huen, blev opfanget. Axel så fascineret til, mens mandens ansigt kom til syne. Huden var hvid og stod i stærk kontrast til den blodige mund og den blålilla tunge. To skrammer i tindingen og blå, hævede mærker omkring begge øjne. Han så slavisk ud.

“Er der noget nyt om, hvem han er?” spurgte han BB, der havde forladt liget og var kommet hen til den lille forsamling.

“Der er intet på ham.”

“Hvad kan du sige om ham til signalementet?”

“Han er 40-50 år gammel. Mand. 180, måske 190 høj. Sort hår, overskæg, brune øjne, tynd og alligevel muskuløs, to tatoveringer, en på brystet, en på underarmen, den ene kunne være en fængselstatovering. Jeg skal have overført billederne til min bærbare, så vi kan få dem sendt ind. Det er bedste bud på identifikation sammen med fingeraftrykkene.”

“Må jeg se dem?”

“Træd varsomt, og kom her.”

Axel fulgte efter BB hen til liget. Kriminalteknikeren havde åbnet

offerets jakke. Han trak op i hans venstre ærme. På underarmen stod der Louie med barnlig skrift. Var han bøsse? Eller var det et pigenavn?

En søn?

BB løftede op i sweateren og blusen indenunder. Der var blå mærker på overkroppen, sorte hår på det flade og muskuløse bryst, og fem centimeter over den ene brystvorte i venstre side sad en anderledes ren og klar tatovering. I hjertets side. En sort, tohovedet ørn med tungen stukket langt ud af næbet og datoen 18.3.2001 stående nedenunder.

Axel syntes, han kendte den, men kunne ikke komme på hvorfra. “Hvis ikke fingeraftrykkene giver noget, så må vi sende billederne ud.”

Axel trængte til en smøg. Fire år uden smøger havde ikke fordrevet suget i mellemgulvet. Han tog en kop kaffe til.

Lyset var ikke trængt gennem skyerne, men dagen var snart på vej. Et egern sprang hen over en sti og pilede op ad en stamme. De bladløse trækroner strakte sig som en skov af anråbende arme mod morgenhimlen. Der var stille nu. Optøjerne var hørt op, demonstranter og ballademagere var gået hjem for at sove, men Axel var sikker på, at de ville vende talstærkt tilbage i løbet af dagen.

Han så sig omkring. Mord og minetape. Assistens betød normalt fred. Han kendte kirkegården fra lange sommereftermiddage med sin datter i solen på et tæppe mellem de væltede gravsten og gamle træer. Her var ingen minder om gerningssteder eller konfrontationer med mistænkte. Den indviede jord og dens halve million døde havde altid været en oase omgivet af forbrydelser til alle sider. Nu var den blevet en del af kvarteret.

Axel kunne ikke lide det.

Han stod foran en stor grøn ståltavle med kirkegårdens ordensreglement trykt på dansk, engelsk, arabisk og tyrkisk – endnu et udtryk for kommunens afgrundsdybe uvidenhed om bydelens befolkningssammensætning. For tyrkerne var for længst rejst videre til forstadskommunerne. Majoriteten af kvarterets nuværende udenlandske indbyggere var krigs- og fattigdomsflygtninge med få ejendele og mange traumer i bagagen.

Ved siden af reglementet var der endnu en grøn plade med et kort over de mange celebre grave, som lå spredt ud over kirkegårdens forskellige afdelinger. H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Dan Turèll, Michael Strunge, Hans Scherfig og Jens August Schade. I gamle dage sagde man, at Nørrebro ville være landets åndelige centrum, hvis det måtte tælle sine døde med. Det var dengang.

4

En Volvo Stationcar rundede hjørnet af stien på knasende hjul og standsede to meter fra Axel. Svenskeren og Mr. Clean. Retsmedicin og retlinethed steg ud og gik hen mod Axel, der trods sine næsten 190 måtte erkende, at der stadig var fem-seks centimeter op til Darlings imponerende højde.

Vicepolitikommissæren var indehaver af dansk politis strammeste bukser. De sad så langt oppe i skridtet på ham, at man skulle tro, der ville komme kastratsange ud af hans mund, når han åbnede den. Det stramme skræv var emne for mange hviskende samtaler – ikke mindst blandt korpsets kvinder – for man kunne se bulen fra pikken, der lå som en sammenkrøllet slumrende slange i venstre side. Det hjalp ikke så lidt på interessen, at John Darling var en ren herretøjsmodel at se på. Høj, muskuløs, lysblond med venlige blå øjne, smilende og meget seriøs på en gang. Han var en dygtig efterforsker, ulastelig og grundig, men bukserne? For fanden da, hvor måtte de stramme.

Axel spyttede sur kaffe ud på stien foran de to mænd.

“Det er rart at se, at I er sprunget ud af skabet og står offentligt frem,” sagde han.

John Darlings underlæbe krummede sig minimalt, og et overbærende smil blinkede i øjnene, ellers fortrak han ikke en mine. Svenskeren, hvis borgerlige navn var Lennart Jönsson, lo hjerteligt og afvæbnende og sagde:

“Philip Marlowe i egen høje person, mig en ære. Jeg samlede din kollega op ude ved porten. Vi vidste jo ikke, om der var plads til begge biler. Jeg kan høre, du er i godt humør som altid. Skal vi droppe førskolevitserne og komme til sagen, eller er det bare din måde at svede alle de mellanøl, du drak i går, ud på?”

“Det er sgu da jer, der kommer stavrende her godt op ad formiddagen, som om I havde været på druk hele natten. Jeg har været her siden klokken fire.”

“Tystna, Axel, hvad har du til mig?”

Axel satte ham ind i sagen.

“Fy fan, den der elefanthue, den betyder trubbel. Godt, det ikke er mig, der skal i pressen med den,” sagde Svenskeren.

Chefobducentens hænder havde rodet i kadaverkassen på stort set hvert eneste københavnsk drabsoffer i de sidste 15 år. En legende blandt drabsefterforskere i hele Europa. Tsunamien i Thailand, bombningerne i Madrid, udrensningerne i Kosovo og før det i Bosnien

Lennart Jönsson var ydermere en hyppigt brugt mediekommentator i tv-stationernes kriminalprogrammer på grund af sin ligefremme og joviale facon, altid klar med en aforisme eller et bevinget ord. Høj med topmave, et lunt gavtyvesmil i øjnene under det grå hår, poser og rynker i hele fjæset, evigt skråtyggende. Og Axels bedste ven.

De gik hen til liget, hvor BB og hans kollega var i gang.

“Et lig sådan et sted her, det er for klamt,” sagde Darling med væmmelse.

“Hvad mener du? Her er sgu da ikke andet end døde.”

“Kirkegårde giver mig bare the creeps.”

Da sagen var Axels, var det ham, derskulle lave det foreløbige ligsyn sammen med Svenskeren. De blev enige om, at Darling skulle tage sig af afhøring af vidner, både beboere i husene overfor og politifolk på kirkegården. Han ville endvidere undersøge, om der var politifolk på gaden, der havde set noget, og tage kontakt til videofolkene og politiets helikoptercrew. Han gik straks i gang med at indkalde folk til dør til dør-forhøringerne.

Inden Axel begyndte ligsynet, tog han fat i Darling og pegede op mod uglen.

“Hvad satan? Det er væk!”

“Hvad er væk?” spurgte den store lyshårede politimand.

“Kameraet. Der sad et kamera på gelænderet for bare en time siden.”

Axel kaldte delingsføreren hen til sig. “Fortæl ham, hvad du så, da vi stod her, og jeg pegede op på gelænderet!”

“Der sad et kamera på gelænderet. Det lignede det i hvert fald.”

Axel var allerede begyndt at gå, inden han fuldendte sætningen. Darling fulgte efter ham ud gennem porten og over Nørrebrogade.

“Er der ført log over gerningsstedet?” lød det bag Axel.

“Nej, jeg har ikke haft tid. Du er meget velkommen.”

“Du ved, det skal gøres fra start. Du får ballade med Corneliussen på grund af det her. Det er ikke bare pis. Det er et vigtigt værktøj, hvis noget går galt, eller en advokat forsøger at knalde os i retten.”

Axel var ikke meget for papirarbejde på dette stadie af en drabssag –slet ikke loggen, hvor man registrerede, hvem der var til stede på et gerningssted, hvad de lavede, og hvornår de gjorde det. Det blev normalt udført af en kriminalmand, men da Axel havde været alene, burde han have sat en af de uniformerede til det. Det var en fejl.

“Jeg var alene. Jeg havde travlt. Vi må rette op på det, når vi har gjort det her.”

“Hvis du laver en oversigt for de første fire timer, så tager jeg over. Jeg siger det bare: Corneliussen står klar med kniven, hvis du laver den mindste fodfejl. Han bad mig holde øje med dig.”

Det var Axel ikke i tvivl om. Corneliussen samlede på fejl, til han havde nok til at ekspedere Axel væk fra afdelingen og gerne helt ud af politikredsen eller korpset. Han gyste ved udsigterne til at blive eksproprieret til en jysk politikreds eller til at blive udstationeret i Europols mausoleum i Haag.

Darling trykkede på samtlige knapper til dørtelefonerne ved hoveddøren, og de ventede, til de blev lukket ind i opgangen. Axel stoppede ved en opslagstavle, hvor der hang forskellige meddelelser, deriblandt et telefonnummer på en vicevært. Hantastede det ind på sin mobil, og de begyndte at gå op

“Nå. Men han fik jo ret. Du har allerede taget mig i en fejl. Hvorfor giver du ham ikke bare det, han vil have?”

“Fordi jeg respekterer dig. Du er en dygtig efterforsker og en god kollega. Du ved bare ikke, hvor stregen går, og derfor overtræder du den gang på gang. Måske ved du det godt, men så ignorerer du den med vilje. Og det kan jeg ikke lide.”

De var nået op til sidste etage. En ståltrappe førte op til terrassen.

Døren for enden var af ældre dato, og den var låst. Axel så på nummeret til viceværten og ringede op. Efter fire ring gik en telefonsvarer i gang. Han lagde mobilen i inderlommen. Darling skulle til at sige noget, da Axel greb fat i gelænderet med begge hænder og sparkede igennem. Låsen splintrede, og døren bankede op, flækket på det nederste hængsel.

“Jeg må jo leve op til mit ry,” sagde han til den hovedrystende John Darling.

København er bebygget til 5. sal stort set over hele byen. De fem kvarterer, Nørrebro, Østerbro, Frederiksberg, Vesterbro og Amager, der omkranser Indre By, består altovervejende af beboelsesejendomme fra århundredeskiftet i mursten, med hollandske vinduer, karnapper, trappeopgange og skrå skiffer eller rødstenstage. Axel og Darling var, på hvad der svarede til 6. etage, og havde derfor udsigt over hele byen, rådhustårnet, Vor Frue Kirke, de to SAS-hoteller og H.C. Ørstedsværket med sine gigantiske vimpler af hvid røg mod den gråsorte himmel.

Plasticuglen sad og tronede, hvor den altid havde siddet. Axel og

John Darling gik hen til gelænderet og studerede det sted, hvor Axel mente, at kameraet havde været placeret. Der var en to centimeter lang, skinnende ny ridse. Axel trådte tilbage og så på terrassens underlag. Ingenting. Eller var der støv på kanten af en af træpladerne, der gjorde det ud for gulv? Det lignede plasticpartikler.

John Darling bøjede sig ned og løftede forsigtigt pladen ud for mærket på gelænderet. Der lå en revnet kamerafod. Axel ringede til BB:

“Vi skal have dig herop med fingeraftryksudstyr, kamera, bevisposer og hele svineriet, lige nu.”

Han gik hen til gelænderet uden at røre det og så lige ned på gerningsstedet, der lå skråt under dem. BB var allerede på vej hen til vognen efter udstyr. Assistens Kirkegård bredte sig under Axel, og omkring den lå resten af det kvarter, han kendte som sit eget på godt og ondt.

På den ene side Kapelvej og Blågårds Plads, engang et rødt og råt arbejderkvarter, senere fyldt med venstreorienterede værtshuse, solidaritetsforeninger for den tredje verden, revolutionære småpartier, økoforretninger og et yndet tilholdssted for bz’ere og autonome. I 80’erne ryk-

kede flygtningefamilier fra Mellemøsten og Nordafrika ind i de mange kommunalt anviste boliger. Og en del af deres børn så nu kvarteret som det eneste helle midt i et land, de følte ikke ville vide af dem. Det havde givet ekstra arbejde til Axels kolleger. Banden fra Blågårds Plads havde sat sig på Nørrebros hashhandel, der udgjorde et tocifret millionbeløb om året. Den hårde kerne havde alle straffelovens paragraffer om personfarlig kriminalitet på attesterne, væbnede røverier, vold, knivoverfald og mord – blandt andet på en uskyldig italiensk rygsækturist, der en sen nattetime kom til bydelen på jagt efter lidt hash og forlod den i en ambulance med seks knivstik i kroppen, to af dem dræbende.

Vendte Axel blikket den anden vej, så han række på række af lejekaserner fra århundredeskiftet. Her lå Jægersborggade, et byfornyelsesprojekt uden ende, hvor en del HA’ere boede og havde deres hashklubber. HA’erne blandede sig ikke i den aktuelle konflikt. Med deres CroMagnon-normer nærede de ingen sympati for Ungdomshuset og dets brugeres alternative livsstil.

Axel vendte sig mod John Darling.

“Hvem sætter et kamera op her?” spurgte han og tilføjede, før kollegaen kunne nå at svare: “Og fjerner det igen?”

“Hvem siger, det er den samme, der har sat det op og fjernet det?” spurgte Darling.

“Det må være nogen med adgang til taget. Vi skal have folk ud i den her opgang, så vi kan gå beboerne igennem med det samme. Jeg er nødt til at tage ligsynet nu, men jeg foreslår, du sætter vagt på og holder alle tilbage, så vi kan få dem afhørt, inden de tager på arbejde. Jeg kommer, når jeg er færdig med Svenskeren.”

Axel gik tilbage til kirkegården. Hans mave rumlede. Det kunne ikke vare længe, før han skulle have mad.

Hele området omkring offeret var gennemfotograferet. Alt var blevet indsamlet og pakket i 172 bevisposer, som lå i bagsmækken på vognen fra KTA. Det var jordprøver under liget, hår, der var blevet suget op med en speciel håndstøvsuger, som opfangede ting, der var så små, at de var svære at få øje på, fnug, støv og krummer, en tråd, seks stykker snor i forskellig størrelse, et cigaretskod, fire forskellige flaskekapsler, en

pizzabakke, tre coladåser, 27 grene og en flækket brosten. Muren var støvet til med fingeraftrykspulver, og der var markeret diverse aftryk fra sko og dæk, som assistenten var i gang med at tage. Axel vidste, at det bare var begyndelsen. BB ville støve rundt på kirkegården de næste par dage. Liget var han færdig med nu. To ambulancefolk ventede på at fragte det til retsmedicinsk, når Svenskeren gav lov.

Han sad på forsædet i sin Volvo og rodede med sin snusdåse. Axel satte sig ind til ham.

“Du ser lite hængt ud, hr. Steen,” sagde han uden at se op på Axel.

“Jeg sover dårligt om natten.”

“Det har vi midler imod.”

“Jeg drømmer den samme drøm igen og igen. Jeg har sex med Cecilie. Og det er skønt, men samtidig helt infamt, fordi jeg godt ved, at hun ikke er min.”

“Det lyder ikke rart. Måske lægger du for megen betydning i det. Det sker jo, at blodet under søvnen løber ud i kønsorganerne, så man får rejsning. Hos mænd sker det mange gange i løbet af natten, kraftigst om morgenen.”

“Og så?”

“Jeg siger bare, at det måske ikke er så symbolsk, som du vil gøre det til. Det behøver ikke sige noget om dit forhold til Cecilie. Hun er vel bare den, du sidst havde et godt og langt sexliv med, hun er din ubevidste referenceramme, når det handler om at knalde og være glad. Jeg synes, du skal droppe alt det der drømmeanalyse, æde nogle gode sovepiller og drikke et par store glas rødvin, så du kan få fred om natten.”

Måske havde han ret. Måske skulle jeg skifte hashen ud med piller og rødvin, tænkte Axel.

Svenskeren placerede en skrå i munden, sad stille en tid og stirrede ud ad forruden med hænderne foldet på maven og hagen hvilende på brystet.

“Succubus”, sagde han så.

“Succu-hvem?”

“Succubus, min kære Steen. En succubus er en kvindelig dæmon, som besøger mænd om natten, mens de sover, knalder dem og opsam-

ler deres sæd, så de mister kraften og sygner hen. De var på mode i middelalderen. Kommer din ekskone i skikkelse af en succubus?”

“Hvad snakker du om?”

“Har hun små flagermusvinger på ryggen, katteøjne, lodden hale eller horn, når hun kommer til dig?”

“Du er sindssyg.”

Svenskeren pillede sig i næsen.

“Så er det nok ikke en succubus,” sagde han modløst. “Det kunne ellers have været festligt. Måske skulle du overveje at følge mit råd. Jeg kan skrive en recept til dig.”

De sad lidt og så BB vende tilbage fra tagterrassen og begynde at arbejde omkring liget igen. Svenskeren åbnede bildøren, harkede og sendte en klat sort slim ud på stien.

“Ville sgu ellers ikke have noget imod at få besøg af sådan en succubus om natten,” sagde Axel.

Svenskeren fnes og åbnede munden, så Axel kunne se lige ind i lossepladsen af snus og sølvplomber.

“Fy fan, så er du trængende. Lad os komme i gang med ligsynet, inden det hele opløser sig i middelalderfantasier.”

De steg ud og gik over til liget.

“Jeg er ikke færdig med temperaturmålingerne, men umiddelbart vil jeg anslå, at han er død mellem klokken 24 og 02, afhængigt af, om han er død her eller har været et lunere sted først, men jeg kan først svare på det, når jeg har obduceret ham.”

Mellem 24 og 02. De var nødt til hurtigt et få et præcist billede af, hvad der var sket på gaden i dettidsrum. Demonstrationer, patruljer, fodgængere, vidner fra husene overfor. Det ville blive et kæmpearbejde.

“Dødsårsagen er sandsynligvis kvælning. Der er tydelige punktformede blødninger i øjnene, mærker på halsen, og jeg vil tro, at både strubehoved og skjoldbrusken er knust.”

“Er du sikker på, at han er blevet kvalt?”

“Min kære hr. Steen. Jeg kan intet udelukke på nuværende stadie. Jeg siger bare, at jeg skyder på, at han er blevet kvalt her med hænderne, og at han har været så medtaget af vold, de bundne hænder, sprut, stoffer, hvad ved jeg, at han ikke har kunnet gøre megen modstand. De

postmortelle fund ved den type kvælning er meget markante, og de er alle til stede her. Vil du have en medicinsk gennemgang?”

“Nej tak.”

“Offeret har multiple læsioner på kroppen og i ansigtet efter slag, stump vold. Et interessant tilfælde. Ikke mindst på grund af detaljen med plastichåndjernene om hans hænder. Strippen er virkelig stram. Han må have været helt følelsesløs. Jeg glæder mig til at få ham lukket op, så vi kan gå i detaljer.”

“Er der ellers noget?”

“Ja, der er noget lidt mærkeligt. Der er spor af, at han har fået strøm.”

“Strøm?”

“Ja, det tror jeg. Strømpistol, du ved. USA. Skidtet kan købes på nettet. Jeg kan sige, hvad det er, når vi har fået det undersøgt.”

“Kan det være en kvinde?”

“På grund af strømpistolen? Den lammer jo kun kortvarigt. Og han er blevet kvalt med stor styrke. Så skal han i hvert fald have ligget ned eller være blevet bedøvet. Og hun skal være stærk og have store hænder. Han er jo ikke helt lille.”

Klokken var blevet ti. Han måtte snart over til John Darling og se, hvordan det gik med afhøringerne.

“Hvis I gør jer færdige her, kan I komme ud til mig efter frokost, så skal jeg læse teksten for jer,” sagde Lennart Jönsson.

Axel satte sig ind i Svenskerens bil med den foreløbige ligsynsrapport. Han vidste godt, at han legede med ilden. Som om det ikke var nok, at han i to år havde haft sværere og sværere ved at sove om natten, så havde søvnløsheden fået en følgesvend om dagen, der kortvarigt fik ham til at gå ud som et lys. En blanding af svimmelhed og lammende kulde i hjernen, som lynhurtigt gled over i søvn – oftest kombineret med et ekspresbombardement af drømme og syn, der sugede næring af den virkelighed, han lige havde forladt, og dens lyde, der stadig sivede ind gennem søvnens gaze. Det varede ikke meget mere end et par minutter, men det var slemt nok, syntes han, for han havde ingen kontrol over det.

Den eneste, der havde taget ham i det, var Svenskeren. Det var i

perioder sket flere gange om måneden, hyppigst når en sag spidsede til, og søvnmanglen var størst.

Han vidste, at der lige nu var en risiko for, at han gled hen i en af sine korte søvnpauser, men han måtte sidde lidt og få varmen og læse. Ligsynsrapporten var nydeligt udfyldt, og han studerede den, men nåede ikke længere end til temperaturnotaterne, før det kom sivende, kulden i hjernen, trætheden og lammelsen. Synet af kirkegården, de arbejdende teknikere og Svenskeren, der sad på hug ved liget, forsvandt bag hans tunge øjenlåg. Han nåede lige at tænke, at det var imponerende, at en mand med Lennart Jönssons alder og vægt kunne rejse sig så adræt fra den belastende stilling i knæ. Drømmen fra i nat kom krybende som en sirene og åd ham i en mundfuld, hans savn blev slukket med smagen af hendes hud, hans følelser kulminerede i hendes smil. Fløjlsblød sex uden forhindringer, den slags, virkeligheden aldrig bød på, flødekarameller, frihed, fisse.

Hans krop gav et ryk. Så var han vågen. Der var højst gået to-tre minutter. Denne gang havde det ikke været helt så smerteligt som i nat. Drømmen blandede sig med erindringen om Cecilie, hendes ømhed over for deres datter, Emma, et blidt og forsonende kærtegn over for ham, hendes forstående lytten til hans problemer. Axel overgav sig til minderne om tiden med hende. Normalt turde han ikke se hende sådan, hendes gode sider var skjult bag en skærm af egoisme og hensynsløshed. Normalt så han hende kun som den, der havde forladt ham, fravalgt ham, han så hendes våde køn og hendes æggende smil som en hån mod hans ensomhed, men nu sad han igen midt i deres hverdag for to år siden og spurgte sig selv, om han kunne have forhindret det.