Villa America

„Smuk, rørende læseoplevelse.“ WA S H I N G T O N P O S T

„Koncentreret , for førende roman. (…) Imponerende!“ PRE S SEN SKREV OM LIZA KLAUS SMANNS DEBUTROMAN TIGERHUSET „Yderst begavet læsning. (…)

Klaussmann er en mester.“ WAS H I N GTO N P OST

S U N DAY T I M ES F. Sco Fitzgerald, Pablo Picasso, Cole Porter og Ernest Hemmingway – alle er de sommergæster hos Gerald og Sara Murphy. Parret er undsluppet deres familiers forventninger i New York, og sammen påbegynder de deres livsværk: at skabe en kunstnerkoloni, hvor en ny, smuk og fantasifuld verden kan udfolde sig.

„Liza Klaussmanns velkonstruerede debut løber over med velbeskrevne familieintriger og urovækkende hemmeligheder.“

Svaret på deres drømme finder de i Villa America ved

VO G U E

den franske Riviera, og hjemmet bliver hurtigt centrum for

„Et skarpskåret portræt af smukke og fortabte familier.“ F I N A N C I A L T I M ES

liza klaussmann er født i Brooklyn, New York, og boede ti år i Paris, inden hun slog sig ned i London.

Villa America er hendes anden roman.

Murphy-parrets flamboyante omgangskreds af bohemer.

Men inden længe får en fremmed fodfæste iblandt dem med en intensitet, der sæ er Gerald og Saras ægteskab og Villa Americas fremtid på prøve. Og da tragedien rammer, må

„Altomsluttende. En rigtig pageturner, der bliver hos sine læsere, længe efter sidste side er vendt.“

parret indse, at intet længere vil være, som det var i de gyldne mellemkrigsår i Villa America.

O M AG A Z I N E

„Knivskarp prosa.“ WA L L ST R E E T J O U R N A L

„Årets mest bittersøde romantiske historiske roman.“

E N T E RTA I N M E N T W E E K LY

ISBN 9788740004571

politikens forlag

Villa_America.indd 2

07/12/15 14.50

VI LLA AM E RICA

Villa_America.indd 1

07/12/15 14.50

Liza Klaussmann

VILLA AMERICA Oversat af Kirsten A. Nielsen

POLITIKENS FORLAG

Villa_America.indd 3

07/12/15 14.50

Af samme forfatter Tigerhuset

Villa_America.indd 4

07/12/15 14.50

Disse ting jeg ved: at de levende lever videre, og at de døde lever videre sammen med dem … således er intet spildt hverken i natur eller i kærlighed.

Laura Crafton Gilpin

Den almindelige romanforfatter har kun ét budskab: “Jeg erkender, at sådan er vi bare.”

Eudora Welty

Villa_America.indd 5

07/12/15 14.50

Villa_America.indd 6

07/12/15 14.50

DET MISTEDE 1935

Villa_America.indd 7

07/12/15 14.50

Villa_America.indd 8

07/12/15 14.50

Himlen var blå som et rødhalseæg den eftermiddag, de trak Owen Chambers’ lig op af Baie des Anges. Det havde taget tre dage, in­ den de nåede frem til ham – på grund af springfloden ved Cap d’Antibes og på grund af manglen på ordentligt udstyr – og han var næsten uigenkendelig, da han endelig blev trukket op, med tang flettet ind i det sammenfiltrede blonde hår.

Han havde efterladt en besked, inden han var taget af sted i sin flyvemaskine en næsten sommervarm morgen i marts. Men brevet var blevet fjernet af hans ven, Vladimir Orloff, og dets indhold var gået tabt.

Man vidste ikke ret meget om hans liv, kun at han var ameri­ kaner og havde kæmpet som pilot i verdenskrigen, at han boede alene, og at han i en periode havde tilhørt en kreds af amerikanske kunstnere og forfattere, der havde slået sig ned ved Cote d’Azur, hvorefter deres veje atter skiltes, og de hver især vendte tilbage til deres hjemlande.

Han havde kun nogle få venner blandt de lokale, nemlig den mekaniker, der havde arbejdet for ham, et par piloter fra den nær­ liggende flybase, samt Vladimir, en hviderussisk tilflytter. Derfor var begravelsen en lille og kort højtidelighed, og på hans gravsten stod der kun hans navn og hans dødsdag. Resten forsvandt sammen med ham. *** 9

Villa_America.indd 9

07/12/15 14.50

I en mørk hospitalsstue i Boston, tusindvis af kilometer derfra, på den anden side af Atlanterhavet, holdt den femtenårige Baoth Murphys hjerte op med at slå samme dag, som Owen blev trukket op af havet.

Hans mor, Sara, og hans far, Gerald, havde våget ved deres søns side i ti døgn, mens han kæmpede for at blive ved med at trække vejret, og hans krop vred sig i dødssmerte. Da han var væk, nægtede Sara at tro på, at det var forbi, og hun måtte under tvang bedøves, så man kunne fjerne hende fra barnets side.

Som en ven sagde senere, kæmpede Sara mod alle sine fjen­ der ved porten, men da den brast, havde hun ikke flere døre, hun kunne lukke.

Gerald listede derimod bare stille ud fra stuen og stod et stykke tid ude på den rolige gang, hvor han nikkede let, næsten elskvær­ digt, til alle, der gik forbi.

Villa_America.indd 10

07/12/15 14.50

OPVÅGNINGEN 1898-1918

Villa_America.indd 11

07/12/15 14.50

Villa_America.indd 12

07/12/15 14.50

1898

Gerald tænkte på Pitz hele vejen hjem fra skole – han tænkte på ham fra det øjeblik, klokken ringede ud på Blessed Sacrament Aca­ demy, under den lange vej gennem Central Park, med Guvernan­ tes hånd i et smertefuldt greb om hans håndled, hele vejen hjem til deres rødstenshus på West 57th Street – så da de nåede frem, var han så spændt, at han følte, han var lige ved at tisse i bukserne ved tanken om, at hunden ventede på ham bag ved den tunge sorte dør.

Pitz var hans helt særlige fødselsdagsgave, som han fik, da han fyldte ti år for nu næsten et år siden. Mor havde været syg på grund af Baby, hvad det så end betød, og Gerald havde fået Pitz. For at lære ham at tage ansvar, havde hans far sagt. Gerald havde hørt sin far sige disse ord, men havde knap opfattet dem, for samtidig var den ruhårede foxterrier sprunget ind ad døren og ind i stuen.

I dag var hans ven nøjagtig ét år, og Gerald havde smuglet to kiks med hjem til ham fra frokosten. Han havde været meget forsigtig, så kiksene ikke skulle krumme i lommen på hans uldfrakke, og så Guvernante ikke skulle finde dem.

Guvernante hadede Pitz. Hun sagde, at han var beskidt, og at han en dag ville bide dem alle sammen og måske ovenikøbet kvæle Baby, når hun sov. Gerald vidste, at det var løgn. Pitz var noget helt særligt. Pitz havde været hans særlige fødselsdagsgave, og nu var han hans særlige ven. Pitz var helt igennem noget særligt. Det bedste af det hele var, at hunden kunne læse hans tanker. Gerald kunne se, at han gjorde det. Pitz lagde hovedet på skrå, når Gerald 13

Villa_America.indd 13

07/12/15 14.50

tænkte på noget hemmeligt, og Gerald vidste, at Pitz vidste, hvad han tænkte.

Da den sorte dør nu endelig blev åbnet, var Pitz der, og Gerald var lige ved at græde af lettelse. Han vidste ikke hvorfor, men han frygtede, at døren en dag ville gå op, og at Pitz så ikke var der.

“Hvis du vil lege med det beskidte dyr, bliver det ude i haven,” sagde Guvernante.

Gerald kiggede på Pitz og mærkede forsigtigt på kiksene i sin lomme. Det var januar og så koldt, at blæsten bed i næsen, men han ville hellere fryse udenfor hos Pitz end varme sig indenfor hos Guvernante. Han bevægede sig hen mod bagdøren.

“Gerald Clery Murphy.” Guvernante kunne gøre sin stemme høj som et tårn. Sådan oplevede Gerald det, for den voksede sig højere og højere og lå til sidst mørk og truende over ham. “Hvad gør vi først?”

Modstræbende vendte Gerald om og styrede hen mod trappen for at gå op og skifte fra skoleuniform. Pitz kiggede bare på ham.

Han vidste godt, at han ikke skulle følge efter Gerald ovenpå, når Guvernante var der.

Der var køligt i huset, og gardinerne var trukket for nu, hvor der ikke var ret meget tilbage af dagen. Hans far sagde, at kun de inva­ lide boede i varme huse. Murphy’er blev ikke syge, sagde han, selv om Mor havde været syg på grund af Baby. Gerald havde set Baby, og han syntes, at hun så fin ud. Mor var dog meget bleg og kaldte tit på Guvernante med høj stemme og sagde, at Baby ikke havde det godt, eller at Baby så mærkelig ud.

Oppe på første sal skulle Gerald være meget stille, når han gik forbi Mors dør eller børneværelset, så Mor ikke blev ked af det.

Guvernante kom gående bag ved ham, og han håbede, hun ikke ville forsøge at tage hans frakke, med kiksene, for så ville han blive straffet, og Pitz ville igen blive forvist til kælderen. Pitz skulle sove i 14

Villa_America.indd 14

07/12/15 14.50

sin kurv i det lille rum, der lå i forlængelse af køkkenet. Men der var meget koldt derinde; selv om sommeren virkede det koldt. Så hvis der var stille om aftenen, plejede Gerald at snige sig nedenunder efter at have bedt sin aftenbøn og smugle Pitz op i sin egen seng på anden sal.

Nogle gange foretog Guvernante kontrol, og hvis hun fandt Pitz, blev hans ven låst inde i kælderen. Nogle gange lukkede Guver­ nante først Pitz ud den efterfølgende eftermiddag, og når Gerald derefter så sin vens øjne, var de bange efter en dag nede i mørket uden mad og vand. Når det skete, var Gerald klar over, at det var hans skyld, og i et stykke tid derefter forsøgte han at lade være med at smugle Pitz ovenpå. Men når der var gået en uges tid, tog han alligevel chancen igen.

“Giv mig din frakke,” sagde Guvernante og rakte en bydende hånd frem mod Gerald. “Du kan tage din legefrakke på ud i skid­ tet.”

Gerald forsøgte at finde på en undskyldning, da han i samme øjeblik hørte sin mors stemme inde fra børneværelset.

“Guvernante,” råbte hans mor. “Guvernante. Kom ind til Baby.

Hun har fået en meget unaturlig farve.”

“Nu tager vi det roligt, mrs. Murphy,” råbte Guvernante myndigt og vendte sig væk fra Gerald. “Baby har det fint. Jeg kommer straks ind.”

“Kom med det samme, Guvernante,” sagde hans mor, men hen­ des stemme lød knap så ophidset. “Ja, ja,” hørte Gerald sin mor sige et øjeblik efter, som om hun snakkede med sig selv.

Gerald ventede ikke på at høre mere, men sprang op ad den næste trappe med sin frakke og dens værdifulde last uden for Gu­ vernantes rækkevidde.

Gerald tog sin skoleuniform af, hængte sine knickers hen over stolen og lagde sin skjorte og sweater sammen, parat til næste mor­ 15

Villa_America.indd 15

07/12/15 14.50

gen. Da han havde skiftet til hjemmetøj, tog han sin uldfrakke på igen og begav sig af sted på den farefulde færd ned til Pitz igen.

Her satte Gerald sig på knæ på gulvet, slog armene omkring den lille foxterrier og lagde kinden ind mod hundens hals. En jordagtig, dyrisk lugt – som friskbagt brød og blade – mødte ham, og Pitz’ pels, der var grov som en hårbørste, stak hans næse.

Hunden lod tålmodigt drengen holde om sig, selv om der lug­ tede af kiks fra hans lomme. Drengen udstødte en lav, sukkende lyd, der næsten lød som en bøn.

Det var den første varme ting, Gerald Murphy havde rørt ved hele dagen. * Gerald spiste sin aftensmad alene ved det lille bord i børneværelset.

Ud over bordet var der en lille stol i værelset, en tavle til at lave reg­ nestykker på, en gyngehest med et ikke særligt behageligt sæde (en gave fra hans onkel) og et par skrivebøger, som Gerald skulle lave skriveøvelser i før måltiderne.

Der plejede at stå to stole i børneværelset, men den anden stol var blevet fjernet, da hans bror Fred var blevet sendt af sted på kost­ skole. Gerald savnede ham egentlig ikke. Fred havde aldrig været uvenlig mod ham, men han talte til Gerald på samme måde, som sporvognskonduktøren gjorde. Høfligt, som om han var der, men på en eller anden måde alligevel ikke var der. Og Baby var for lille til at spise i børneværelset sammen med ham, men Gerald håbede, at hun snart blev stor nok, så han kunne få en at snakke med.

Den eneste gode ting ved børneværelset var, at det havde et stort vindue med en bue foroven, som vendte ud mod 57th Street, så Gerald kunne sidde og se folk gå forbi og tænke på dem, mens han spiste sit kogte kød.

16

Villa_America.indd 16

07/12/15 14.50

I aften, halvvejs igennem en særlig sej klump kød, standsede en hestedrosche to huse længere nede. Gerald rykkede sin stol om på den anden side af bordet, så han kunne blive ved med at se der­ ned. En mand i selskabstøj kom til syne, og et par sekunder efter dukkede også en kvinde op, iført en mørkeblå kjole og med sin handskeklædte hånd let hvilende på mandens. Et krøllet brunt blad flagrede rundt og landede på hans hat. Damen bøjede hovedet let ind mod sin ledsager, og Gerald mente, han kunne se hende smile ad noget, manden havde sagt. Hendes måde at smile på mindede ham om Fars veninde i Atlantic City.

Far havde taget ham med dertil sidste forår, for at han skulle se promenaden og for at få noget frisk luft. Mor havde sagt, at hun ikke brød sig om Geralds bleghed, som hun tilskrev hans biliøse natur. Der forskrækkede Gerald en lille smule, for han vidste ikke, hvad det betød, og det lød farligt. Han ville gerne spørge Far om det og var også lige ved det, da de sad i sporvognen på vej til færge­ havnen, men da han først var kommet om bord på damperen, der skulle sejle dem over North River til toget i Paulus Hook, glemte han alt om det.

Til at begynde med, inden damperen fløjtede til afgang, var Gerald optaget af reklamerne, der hang i rammer på de creme­ farvede vægge i den lange mahognikahyt. Han satte sig på knæ på den mørke træbænk for bedre at kunne se dem, indtil Far slog let til ham med sin spadserestok. Gerald satte sig hurtigt rigtigt igen, men det krævede alle hans kræfter at lade være med at svinge med benene.

Da skibet satte i gang, rejste Far sig op, gjorde tegn til ham om at følge med og gik ud på dækket. Det var en råkold morgen, og him­ len hang grå over havnen, hvor Manhattans anløbsbroer lå spredt som fingre og rakte ud mod dem gennem tågen og sagde: Bliv her, bliv her. Et kæmpestort dampskib lå til kaj ved en af dem. Der var 17

Villa_America.indd 17

07/12/15 14.50

også en spændende bugserbåd med et stort og kraftigt C malet på skorstenen, som sejlede så tæt forbi dem, at Gerald tænkte, han kunne røre ved det, hvis han rakte hånden ud.

Han ville gerne læne sig op ad Far for at mærke hans grå jak­ kesæt i letvægtsuld. Far gik altid med den samme slags jakkesæt, men Gerald kunne ikke huske, at han nogen sinde havde rørt ved det. Han tænkte at gøre det nu, for der var så koldt. Han rykkede lidt nærmere, men samtidig flyttede Far sig, rakte armen frem og pegede på noget med en finger.

“Gerald,” sagde Far, “kan du se den store bygning derinde? Seks blokke derfra arbejder jeg.”

The Mark Cross Company, Fars firma. De fremstillede læder­ varer og sadelmagerartikler, vidste Gerald, til den kræsne herre.

“Hvad er det for en stor bygning?”

Far kiggede på ham, utilfreds med at være blevet afbrudt.

“Det er The American Surety Building.”

“Hvorfor er den så meget større end de andre bygninger?” vo­ vede Gerald at spørge.

“Det er den bare,” sagde Far. “Hvordan kunne de gøre den så høj?” Han vidste, at han vovede sig ud på tynd is.

“Det kaldes en skyskraber. De kunne gøre den så høj, fordi det var det, de ville.”

Gerald kiggede op på sin far. Han stirrede ind mod den store bygning. Gerald vidste, at han tænkte på noget. Det udtryk så han nogle gange, når han blev fulgt ind på Fars arbejdsværelse for at sige godnat, her sad hans far og læste med en hånd hvilende oven på sit glatte hoved.

“Det er noget, du må lære, Gerald,” sagde hans far nu. “Både du og din bror. Nemlig at beslutte jer for at gøre noget og derefter se det helt til dørs. Det var sådan, de byggede skyskraberen. Sådan 18

Villa_America.indd 18

07/12/15 14.50

bliver alt, der er værd at gøre, gjort.” Hans far bankede sin stok let mod rælingen, hvorefter han vendte sig om og gik indenfor igen.

Gerald fulgte bagefter, mens han stadig spekulerede over, hvordan de havde bygget den store bygning, og hvem der var klatret så højt op i himlen uden at falde ned.

Derefter havde der været en lang togtur, hvor Far læste meget lange citater op for ham af en mand, der hed Ralph Waldo Emerson (Gerald vidste, at det var den mand, hvis buste stod i Fars arbejds­ værelse og sendte ham et skarpt blik, når han listede sig ind uden at have fået lov), og derefter var de ankommet til Atlantic City.

Gerald havde været ved kysten før, men aldrig et sted, som lig­ nede dette, med kæmpestore hoteller, befærdede, træbelagte pro­ menader langs med stranden og høje moler, der lignede klovne på stylter og så ud til at strække sig flere kilometer ud i vandet.

Og der var butikker, hvor de solgte alle mulige ting, som Gerald ikke havde set før, hvor par suste forbi i topersoners stole på hjul.

Der var en kæmpestor isvandsfontæne ved indgangen til Young’s Pier. På Heinz Pier, som lige havde fået det, Far kaldte ‘en storslået indvielse’, fik Gerald en ‘pickle pin’, en reklamenål formet som en agurk.

Han holdt sig helt tæt ind til Far på strandpromenaden, men så pegede Far på en stor bygning med et kæmpestort flag på toppen og fortalte ham, at der var deres hotel. Det var The United States Hotel, og det syntes Gerald lød meget imponerende.

Om aftenen sagde Far, at han skulle i teatret og se en berømt fransk skuespillerinde i et teaterstykke. Gerald ville ikke ret gerne være alene tilbage på værelset, men Far brød sig ikke om postyr, så Gerald sagde ikke noget, da hans far iført selskabstøj forlod værelset og slukkede lyset efter sig.

Gerald lå i sin seng i mørket og tænkte på den leg, han var ved at lære Pitz at lege. Gerald opstillede de legetøjssoldater, som han 19

Villa_America.indd 19

07/12/15 14.50

havde fået i sin strømpe til jul, og så væltede hunden dem én efter én med næsen. Gerald lukkede øjnene og forsøgte at se sin ven for sig. Så rullede han sin pude sammen ved siden af sig og lagde en arm omkring den, mens han forestillede sig, at det var Pitz, og faldt i søvn.

Da Gerald vågnede næste morgen, hørte han latter inde fra op­ holdsstuen, der adskilte hans soveværelse fra Fars soveværelse. Han stod op, åbnede døren og trådte ud. I det klare lys så han en dame i en lilla kjole og med mørkt hår ligge grinende hen over Fars knæ.

Hun blev straks stille, da hun fik øje på Gerald, men Fars ansigts­ udtryk forandrede sig ikke. Et øjeblik tænkte han, om Far nu også var Far, for han lignede ikke sig selv. Han så på en eller anden måde mildere ud, rarere.

“Miss Church var bare ved at lede efter sin handske, Gerald,” sagde Far og puffede damen ned fra sit skød med et let skub.

“Nå,” sagde Gerald og gned sine øjne. Han kastede et stjålent blik på sin pyjamas, der var krøllet.

Han kiggede hen på damen igen. Hun havde et venligt ansigt og et meget venligt smil, og Gerald tænkte på, om hun skulle tilbringe dagen sammen med dem. Men så greb Miss Church sin frakke og sagde, mens hun holdt en handske op i luften: “Jeg har fundet den. Farvel, Patrick.” Og fortsatte: “Det var hyggeligt at møde dig, Gerald.”

Gerald smilede. “Farvel,” sagde han.

“Vi skal af sted,” sagde Far, da Miss Church var gået. “Picco­ loen kommer om et øjeblik. Pak din kuffert.” Hvad det end var for en morsomhed, han havde delt med Miss Church, fandt han den åbenbart ikke sjov længere, for hans ansigtsudtryk var igen det sædvanlige.

“Må jeg få morgenmad?” spurgte Gerald, der pludselig følte sig meget sulten.

20

Villa_America.indd 20

07/12/15 14.50

“Morgenmad er for damer og invalider,” sagde Far. “Og folk, der kommer for sent til deres tog.” Derpå rejste han sig op, gik ind i sit soveværelse og lukkede døren med et let smæk.

Gerald kiggede på døren. Han holdt af lukkede døre, han holdt af deres udseende, de virkede så pæne, rolige og glatte. * Han var blevet færdig med at spise sit kogte kød, og damen og her­ ren i hestedroschen var for længst forsvundet ind i huset to huse længere nede. Gerald rejste sig fra det lille bord og fandt en af skri­ vebøgerne frem. Han greb en pen og begyndte at tegne – en dør med paneler som øjne. Men det lykkedes ikke rigtigt for ham, så han begyndte at tegne et blad og forsøgte at få alle de små knogler med. Det var sådan, han forestillede sig de døde blade, som små brune skeletter, men lavet af kniplinger. Endnu finere end de knip­ linger, hans mor havde på i kirke.

Lyset fra lampen ved siden af ham var blevet lidt svagere, da han var færdig. Han kiggede ud og opdagede, at det var begyndt at sne, store tunge snefnug, der dækkede grenene på træerne uden­ for som hvidt mos. Han spekulerede på, hvornår Guvernante mon ville komme og hente ham ud for at sige godnat til Mor og Far. Må­ ske havde hun glemt det. Uden for vinduet spadserede en anden mand forbi, denne mand havde en hund, og Gerald forestillede sig, hvordan han selv og Pitz en dag ville spadsere en tur sammen på en januaraften, mens sneen faldt på dem, og de udvekslede tanker om verden.

Det var et stykke tid siden, at Gerald havde hentet Pitz ovenpå, men da Guvernante kom og hentede ham ud fra børneværelset for at sige godnat til forældrene, klagede hun over, at hun var blevet forkølet, og Gerald øjnede en chance. Efter at han havde bedt sin 21

Villa_America.indd 21

07/12/15 14.50

aftenbøn, listede Gerald nedenunder, greb Pitz og bar ham med hamrende hjerte op til sin seng.

Her lå han sammen med sin hund, med hundens krop trykket ind mod sin egen krop. Han gemte ansigtet ved Pitz’ hals, hvor han åndede ind og ud. Da han var sikker på, at der var stille overalt, og han ikke længere kunne høre Guvernantes trin uden for sin dør, slap han grebet og lukkede øjnene.

Det måtte have været meget sent, og Gerald havde drømt, at han var sørøver. Eller han havde drømt, at han kørte i sporvogn sammen med Far, og bagefter havde han drømt, at han var sørøver.

Så gjorde det ondt i hans arm, og han åbnede øjnene og fik øje på Guvernante; hendes ansigt var fortrukket i lyset fra lampen. Hun nev ham. Så råbte Guvernante og skreg op om djævlen og hans gerninger og om beskidte dyr; hendes spyt ramte hans ansigt, og han satte sig op og så, at Pitz krøb sammen i et hjørne ved siden af hans kommode, med ryggen krummet og halen stukket ind under sig, og gjorde sig så rund og usynlig som muligt. Hans ven så meget lille ud. Gerald skreg og forsøgte at stå ud af sengen, men Guver­ nante skubbede ham tilbage og fløj hen mod hunden og slog Pitz.

Og hun slog igen og igen.

Så kom Far ind, og Guvernante snakkede, og Gerald kunne ikke sige noget. Han sagde ikke et ord for at redde sin særlige ven.

Far løftede Pitz op og gik ud af værelset. Guvernante pegede på Gerald med en stor, grusom finger. “Du kunne have slået Baby ihjel,” var alt, hvad hun sagde, inden hun gik og smækkede døren efter sig.

Næste morgen kaldte Far Gerald ind på sit arbejdsværelse inden morgenmaden. Gerald gned sit ansigt hårdt, inden han gik neden­ under, fordi han vidste, at Far ville blive vred, hvis han kunne se, at han havde grædt.

“Du har ikke udvist ansvarsfølelse, Gerald,” sagde Far. “Fordi du 22

Villa_America.indd 22

07/12/15 14.50

ikke er i stand til at magte hunden, kan den ikke længere være inde i huset. Dyr skal være ét bestemt sted, og når de bliver flyttet fra dette sted, bliver de farlige, og dette falder tilbage på dyrets herre.

Fra i dag må du ikke nærme dig hunden. Den skal være ude i går­ den. Den kan gøre sig nyttig ved at fange rotter. Du kan gøre dig nyttig ved at lære at leve op til dit ansvar. Er det forstået?”

“Han dør, hvis han skal være udenfor,” sagde Gerald.

“Pjat,” sagde Far. “Den får et hus; jeg har allerede givet Harold besked om at lave et. Hunden bliver en hund, Gerald.” “Åh nej. Pitz. Han er …”

“Slut med det. Hold op med at flæbe. Du ligner Guvernante.

Husker du, hvad jeg fortalte dig om at se noget til dørs? Det her er netop en sådan situation. Du skal være en mand, du skal opfatte det her som en lærestreg og se det til dørs. Og det er det sidste, jeg ønsker at høre om dette emne. Du kan spise din morgenmad inde i børneværelset i dag. Farvel, Gerald.”

Hver aften i den følgende uge åbnede Gerald vinduet i sit værelse og talte blidt til Pitz, der sad og kiggede fortvivlet op på det varme hus. Det første par dage ventede Pitz, indtil Gerald ikke længere kunne klare den kolde natteluft og var nødt til at lukke vinduet, hvorefter han stille krøb tilbage ind i det træskur, som Harold havde bygget i et hjørne af haven, Men om fredagen ventede hunden ikke længere på, at Gerald skulle blive færdig med at fortælle om dagens oplevelser, og om søndagen kom han ikke engang ud af sit hus ved lyden af vinduet, der blev lukket op.

Da Pitz heller ikke dukkede op mandag aften, åbnede Gerald skuffemøblet i sit værelse, hvor der lå ekstra tæpper. Han udvalgte et af de ældste, han kunne finde, og gik hen og åbnede vinduet.

“Pitz.” Han kaldte stille og med dæmpet stemme.

Himlen var så mørk, at den næsten var sortblå.

“Pitz,” kaldte han igen, denne gang lidt højere.

23

Villa_America.indd 23

07/12/15 14.50

Til sidst kunne Gerald skelne et lille hoved, der dukkede op i hundehusets åbning.

“Pitz. Kom.” Hunden bevægede sig forsigtigt hen mod lyden af Geralds stem­ ­me.

Gerald tog fat i et hjørne af tæppet og hev det ud af vinduet, hvor­ efter han svingede armen og kastede det så langt, som han kunne.

Pitz bevægede sig langsomt hen mod det og lugtede til det. Han kiggede op på Gerald, og Gerald vidste, hvad hans ven spurgte om.

“Kom nu, Pitz. Tag det. Det er til dig.”

Pitz kiggede på ham igen, greb så fat i en ende af uldtæppet og slæbte det efter sig hen til sit skur.

“Jeg elsker dig, Pitz,” råbte Gerald ud over haven. “Jeg elsker dig.” * Hen mod begyndelsen af februar havde Gerald kastet hele tre tæp­ per, et par vintersokker, han tænkte, at Pitz kunne bruge til hoved­ pude, adskillige godbidder fra sin frokost og aftensmad og en æske konfekt, han havde hugget inde fra dagligstuen, ned til Pitz. Men en aften havde Gerald ikke noget brugbart at kaste ned til sin ven – han havde været så sulten til frokost, at der ikke var blevet noget tilovers.

Så i desperation kastede han en af sine legetøjssoldater ned. Pitz kom ud og snuste til den, hvorefter han kiggede op mod vinduet.

Et kort øjeblik tænkte Gerald, at han var skuffet, fordi det ikke var mad, men så puffede hunden til tinfiguren med næsen, kiggede op på Gerald og udstødte et dæmpet bjæf. Gerald begyndte at græde.

Den næste dag efter skoletid, da Guvernante havde travlt med Baby, og Kokkepige var gået et ærinde, besluttede Gerald at løbe risikoen for at blive straffet og gik ud i haven.

Han stod i døråbningen og kaldte på Pitz. Først skete der ikke 24

Villa_America.indd 24

07/12/15 14.50

noget, men så dukkede et lille hoved op i skurets åbning. Gerald, der både var bange og glad, gik hen over den hårde jord i retning mod hunden. Pitz kom langsomt ud, og Gerald satte sig på knæ og rakte en hånd frem. Han havde taget et stykke af en kiks med.

“Kom, Pitz,” sagde han.

Hunden kom nærmere, og Gerald opdagede, at hans pels var ble­ vet meget filtret, men også kraftigere, end han huskede. Pitz kun­ne lugte maden og nærmede sig forsigtigt, standsede først lidt derfra og snuste, hvorefter han sprang frem og snuppede godbidden ud af Geralds hånd.

Den lyserøde tungespids, den kraftige pels; Gerald kunne ikke vente et øjeblik længere på at røre ved ham og mærke på ham og lugte til ham. Hans ven, hans særlige, bedste og modige ven. Som han sad der på knæ, rakte han armene frem, og da han gjorde det, vendte hunden sig om og trykkede sig ned mod jorden og knurrede.

I sin iver efter at komme tæt på hunden bemærkede Gerald ikke, eller var ikke klar over, hvad den mærkelige lyd betød. Han rakte armene frem, og hunden snurrede rundt og begravede sine tænder dybt i Geralds hånd.

“Nej, Pitz. Nej,” græd Gerald stille. Han forsøgte igen at holde om ham, at røre ved ham, på trods af sin blødende hånd og smer­ ten, men hunden knurrede bare og blottede sine tænder.

Uden at vide, hvad han skulle gøre, løb Gerald tilbage til huset for at finde et sted at gemme sig med sine tårer. Men det var nytte­ løst. Hans hånd svulmede op til samme størrelse som et løg, og Gu­ vernante så det og vidste, hvad det var. Hun fortalte det til Far, og til sidst kom dommen: Pitz skulle væk. Hvorhen vidste Gerald ikke, og Far ville ikke fortælle ham det. Kun at han selv skulle forvises til børneværelset i al den tid, han ikke var i skole.

Da Guvernante senere kom op i børneværelset med hans aftens­ mad, kunne Gerald ikke engang se på hende.

25

Villa_America.indd 25

07/12/15 14.50

“Nu er den sag i det mindste afgjort én gang for alle,” sagde hun og stillede et usselt stykke lammepie foran ham. “Og du fik bare, hvad du fortjente, Gerald Clery Murphy. Jeg advarede dig om det dyr. Det beskidte, ondskabsfulde bæst.” Hun trommede med fing­ rene i bordet ved siden af hans tallerken. “Din far viste alt for meget skånsel fra begyndelsen, det er nu min mening.”

“Du slog Pitz,” sagde han, mens han stirrede ned i bordet og knyttede sine hænder i skødet. “Du slog ham, og så fik du ham ud af huset og til at hade mig, og nu er han væk. Min eneste ven i hele verden. Og nu hader jeg dig.”

Guvernante begravede fingrene dybt i hans skulder og tvang ham til at se op på hende. Hendes øjne lignede de skinnende grå rullesten på stranden i South Hampton, som så bløde ud, men som det gjorde ondt at gå på. “Hvis det havde været op til mig,” sagde hun, “ville jeg have lavet et kamintæppe ud af det beskidte dyr. Til at varme mine fødder på.”

Erindringen om den skrækslagne Pitz, der desperat lagde sig med sin bløde mave opad, inden Guvernante slog ham, dukkede op i hans hoved, og i det øjeblik tog Gerald Murphy den første vir­ kelige beslutning i sit liv.

Drengen vendte sig om på sin stol og sagde med den koldeste stemme, han kunne opbyde: “Du er en ond kvinde, og jeg er lige­ glad med, hvad alle andre siger. Men fra dette øjeblik vil jeg aldrig nogen sinde tale med dig igen.”

Og til trods for forældrenes formaninger holdt han sit ord. Lige­ som de mænd, der byggede skyskraberne, besluttede han sig for at gøre noget og se det til dørs, for det er sådan alt, der er værd at gøre, bliver gjort.

Tre uger senere blev Gerald sendt på kostskole. *** 26

Villa_America.indd 26

07/12/15 14.50

Sara Wiborg elskede følelsen af jord mellem hænderne, jordens fug­ tige struktur mellem fingrene. Hun var i haven ved familiens hjem i Clifton, Ohio, hvor hun udvalgte græsser og stykker af ting til den tableauopstilling, hun var i gang med at lave til timerne på Miss Ely’s.

Det var deres sidste måned på Miss Ely’s School, inden de flyt­ tede til Tyskland i juli. Hendes far var blevet gode venner med Der Kaiser, og de skulle tilbringe et år der, mens han udvidede sin for­ retning i udlandet. Med sine femten år var hun faktisk også for gammel til Miss Ely’s, så hvis det ikke havde været Tyskland, ville det have været en anden skole, selv om hendes mor nægtede at sende pigerne væk. Hun elskede dem alt for højt, sagde hun.

Til sit tableau havde hun besluttet sig for at lave en bondegård.

Hendes mellemste søster, Hoytie, stod en meter derfra og stirrede op på himlen uden at lave sit arbejde, mens Olga, den mindste på ni år, var sammen med deres barnepige inde i drivhuset for at plukke blomster til sit tropiske sceneri.

Med en lysegrøn skål fyldt med småsten fandt Sara et skyggefuldt sted under et egetræ, hvor mosset var mørkt og vådt, så det var let at arbejde med. Forsigtigt pillede hun det af i strimler og lagde det oven på småstenene, indtil hun havde skabt en skinnende grøn bakke. Hun mente, at et perfekt hjem skulle ligge på en bakke, men det skulle også ligge i nærheden af havet, derfor havde hun lavet en lille udgravning, der skulle forestille en bugtet strandbred.

Derefter valgte hun nogle små kviste af fyr, sort løn, kornel og troldnød til at lave en skov ved gården. Så samlede hun nogle spæde hoveder af indianergræs og plantede dem på række i mosset; det var hendes hvedemark.

Hun var i gang med at samle violer, da stormen kom. Den fejede med pludselig voldsomhed hen over staldene og den forsænkede have og drivhuset og græsmarken bagved, den ramte huset med en lyd som hestehove, der slog mod jorden.

27

Villa_America.indd 27

07/12/15 14.50

Sara greb hurtigt sin skål og violerne, som hun holdt forsigtigt i hånden for ikke at mase kronbladene, og skyndte sig op mod huset.

Da hun kiggede sig tilbage for at sikre sig, at Hoytie fulgte bagefter, så hun, at hendes søster stod og stirrede op på uvejrshimlen.

“Hoytie,” råbte hun. “Skynd dig. Du bliver gennemblødt.”

Hoytie vendte sig om mod hende. Så stampede hun vredt med den ene fod og hævede sin elleveårige knytnæve op mod himlen og råbte harmdirrende: “Det … regner … på … mig.”

Sara lo. “Altså Hoytie, det regner på os alle sammen. Kom nu.” * Da de nåede ind i forstuen, kom en af pigerne løbende med hånd­ klæder. Sara tog imod dem og gav sig til at tørre sin søster, mens hun fangede nogle glimt af dem i de skinnende spejle, der hang på væggene.

Hun undrede sig over sin søsters udtalelse, over at nogle men­ nesker syntes at være sikre på deres plads i verden. For hendes ved­ kommende havde hun ingen anelse om, hvor hun hørte til, eller hvor hun ville ende.

Da Sara havde tørret dem lidt, hentede hun det lille stuehus, hun havde lavet, hvidmalede pinde, gule sålbænke, og placerede det på den grønne bakke. Derefter bar hun hele sin tableauopstil­ ling ind i det tyrkiske rygeværelse, hvor hendes forældre opbeva­ rede alle deres mellemøstlige skatte.

Da hun havde placeret skålen på det bonede trægulv, gik hun hen til et af glasskabene og stjal to egyptiske guldfigurer: Ramses II og hans hustru Nefertiti.

Hun placerede kongen og dronningen foran det gul- og hvidma­ lede hus. Dér sad de højtideligt og styrede deres smukke og frodige gård.

28

Villa_America.indd 28

07/12/15 14.50

Som den sidste detalje tog hun de små violette blomster, hun havde båret gennem stormen, og dryssede dem ud over den udgrav­ ning, hun havde lavet. Et duftende violblåt hav.

Villa_America.indd 29

07/12/15 14.50

„Smuk, rørende læseoplevelse.“ WA S H I N G T O N P O S T

„Koncentreret , for førende roman. (…) Imponerende!“ PRE S SEN SKREV OM LIZA KLAUS SMANNS DEBUTROMAN TIGERHUSET „Yderst begavet læsning. (…)

Klaussmann er en mester.“ WAS H I N GTO N P OST

S U N DAY T I M ES F. Sco Fitzgerald, Pablo Picasso, Cole Porter og Ernest Hemmingway – alle er de sommergæster hos Gerald og Sara Murphy. Parret er undsluppet deres familiers forventninger i New York, og sammen påbegynder de deres livsværk: at skabe en kunstnerkoloni, hvor en ny, smuk og fantasifuld verden kan udfolde sig.

„Liza Klaussmanns velkonstruerede debut løber over med velbeskrevne familieintriger og urovækkende hemmeligheder.“

Svaret på deres drømme finder de i Villa America ved

VO G U E

den franske Riviera, og hjemmet bliver hurtigt centrum for

„Et skarpskåret portræt af smukke og fortabte familier.“ F I N A N C I A L T I M ES

liza klaussmann er født i Brooklyn, New York, og boede ti år i Paris, inden hun slog sig ned i London.

Villa America er hendes anden roman.

Murphy-parrets flamboyante omgangskreds af bohemer.

Men inden længe får en fremmed fodfæste iblandt dem med en intensitet, der sæ er Gerald og Saras ægteskab og Villa Americas fremtid på prøve. Og da tragedien rammer, må

„Altomsluttende. En rigtig pageturner, der bliver hos sine læsere, længe efter sidste side er vendt.“

parret indse, at intet længere vil være, som det var i de gyldne mellemkrigsår i Villa America.

O M AG A Z I N E

„Knivskarp prosa.“ WA L L ST R E E T J O U R N A L

„Årets mest bittersøde romantiske historiske roman.“

E N T E RTA I N M E N T W E E K LY

ISBN 9788740004571

politikens forlag