Vittu - Iben Mondrup

VITTU

IBEN MONDRUP

VITTU

Af samme forfatter

De usynlige grønlændere, samtaler, 2003

Ved slusen, roman, 2009

En to tre – Justine, roman, 2012

Store Malene, roman, 2013

Godhavn, roman, 2014

Karensminde, roman, 2016

Vi er brødre, roman, 2018

Tabita, roman 2020

Iben Mondrup VITTU

Vittu

Grønland, 1983. Vittu er blevet vækket af en lyd. Hans hjerte slår hurtigt, han holder vejret. Der er ingenting at høre. Rummet er tæt som en æske. Vinduet ind mod dalen er dækket af sne som gør lyset i hytten blåt. Det har stormet, men vinden er løjet af. Han har sovet igennem stødene der presser mod væggene og får dem til at knage og river i skorstensrøret når det virkelig går løs.

Så er han måske sneet inde. Fanget i en hule.

Engang ville det have gjort ham bange. Nu gør tanken ham ikke noget. Så er han bare sig selv, ingen andre at tænke på.

Tung i kroppen sætter han sig op i soveposen. Som om han har sovet i flere uger. Det er midt på dagen. Det står på clockradioen med røde tal. Han trækker soveposen op om maven og sidder som en larve i den kolde luft, imponeret over at det kan lade sig gøre at gå i dvale på den måde. Hans forberedelser har båret frugt. Han har gjort det rigtige fra begyndelsen. Dengang efteråret farvede fjeldene røde, og han tog den endelige beslutning om at overvintre og begyndte at samle forråd. Fangede torsk og ørreder, saltede dem, røg dem, tørrede dem på stativet på taget af hytten, pakkede dem i lag i forrådskammeret på reolen som han har bygget af de planker han havde med sig inde fra bygden sidste sommer.

Så kom den første sne, en tynd film på de nordvendte fjelde. Han begyndte at spise mindre og langsomt, fyldte sig med tung og tør

mad, holdt sig tæt på hytten, sked i spanden, så ryperne pikke bær og lod dem være. Gjorde sig klar til at gå i hi og sove de mørke måneder væk.

Da sneen for alvor lagde sig tæt overalt, blev hundene tændte. Han kunne næsten se deres vinterpels vokse ud. Med krummede nakker hoppede de på stedet på den spændte måde hver gang han viste sig. Krøb og tiggede efter piskesnerten. Al den kraft de har, til ingen verdens nytte. Han har medlidenhed med dem og kører dem af og til, men aldrig ind til bygden.

Ingen har forsøgt at forhindre ham i at overvintre alene. Men han kan ikke slippe tanken om at de har villet prøve, og at de stadig ville prøve hvis han viste sig, og forsøge at tale ham fra det hvis han gav dem mulighed for det. Mulighed for at tale til noget valent inde i ham. Han har kun sin vilje, og den kan indimellem svigte. Selvom han er langt inde i vinteren, er han stadig opmærksom på dét i ham selv der kunne få lyst til at flygte tilbage til de andre gennem en sprække af tvivl.

Vinduet ud mod vandet er frit for sne, bortset fra en buet bræmme forneden. Han lægger sin varme hånd mod ruden og smelter et hul i den sprøde blomsterflok. Han kan ikke se hundene, men ved de ligger begravet i deres huller. Halen over snuden, de varme kroppe, rederne foret med blød pels. Han vil fodre dem om lidt og være god ved dem, tage en lille tur ind i landet inden han lægger sig igen.

Han træder ud på gulvet, finder petroleumsdunken og fylder ovnen der er gået ud. Som en olding vakler han hen og pisser i spanden og ser det dampe op fra den varme urin. Han koger vand og hælder det over kaffen. Så slår han det frie vindue op og stikker hovedet ud.

Luften er iskold, himlen dyb og blå. Milliarder af snefnug er blevet revet med ned gennem dalstrøget og har lagt sig omkring hytten. Han tager støvlerne på. Mens han trækker i snørebåndene, pibler glæden frem, den ligesom løfter ham op så han kan se alting ovenfra. Briksen, pissespanden, hundeskindene på væggen og smeltevandsspanden, hans hytte, hans domæne. Det der måtte have været tilbage af længsel og savn inden i ham, knitrer væk.

Døren er umulig at åbne. Sneen står som en mur udenfor og barrikaderer døren. Han går hen til vinduet og kravler ud den vej i stedet. Rejser sig og strækker ryggen. Hvidt i hvidt så langt øjet rækker, et blødt tæppe. Han pifter højt og kort. De tre hunde ligger i kæder et stykke fra hytten bag en fjeldknold. Hvert øjeblik kan de poppe op gennem sneen, som pelsede skud nede fra dybet.

Bare den dunede stilhed.

Han pifter igen.

Fløjtet forsvinder ind i dalen.

Så ser han et spor. Hele vejen inde fra dalen kommer det, store poter i nysne, slæbespor efter pels i en slingrende bane hen mod hytten og rundt om den, forbi hvor han står, og videre over i retning af hundepladsen.

Blodet strømmer ned i hans underkrop. Han vil kaste sig tilbage mod hytten, men kan knap løfte benene. Som var han blevet taget i nakken og naglet til stedet, døvet af frygt, kun hans syn er knivskarpt. Han holder vejret og drejer langsomt hovedet. Den hvide mark ubrudt. Hytten. Det åbne vindue. Han skal ind gennem det vindue, og det skal være nu.

Med den tonstunge krop slæber han sig af sted, flytter benene, det ene ben, det andet ben, til han er fremme og kan få fat i vinduesrammen og gå i gang med at hale sig ind, overkroppen først, hofterne, underkroppen. Med sin dødvægt tumler han ind på briksen.

Kommer op at stå og smækker vinduet i.

Pulsen dunkende i tindingerne.

Tør ikke kigge ud.

Kigger ud.

Ikke en skygge, ikke en vind.

Men der er ingen tvivl. Det var bjørnespor han så. Uju har fortalt om bjørnene, slingrende og dovne, som en fulderik i sneen.

Men hvis der er bjørn. Hvorfor har hundene ikke givet tegn? Han har ingenting hørt. Eller var det hvad han hørte, sekundet inden han vågnede?

Han skærmer med hånden for bedre at kunne se ud.

Kun sporene efter bjørn.

Stille, stille og hans hivende vejrtrækning.

Han skal banke vinduet til. Sømme brædder for så ingen kan komme ind.

Han har ingen brædder.

Han trækker riflen frem fra under briksen. Den er aldrig ladt i hytten. Han forbander sig selv.

Patronerne!

Han river tingene ud af skabet. Husker at æskerne står under briksen, og rager dem ud. Med en pibende lyd roder han rundt efter de trillende cylindre på gulvet. Han har aldrig ventet bjørn. Han har aldrig skullet skyde noget så stort som en bjørn. Han ved ikke hvordan man gør. Hvor tæt man skal på.

Meget tæt.

Han har hørt at pelsen er tyk. Kuglerne preller af eller sårer dyret, så det opflammet af raseri kvaser sin modstander med et enkelt slag og slår ham ihjel.

Så har han kun hammeren!

Han har glemt hvor hammeren er. I forrådskammeret, fra da han byggede reolen.

Han sidder oppe dagen igennem bevæbnet med riflen. Åbner vinduet og kigger. Ingen nye spor. Så vover han sig ud. Han er nødt til at se til hundene. På alle fire bevæger han sig rundt om hytten. Facaden ud mod vandet er delvist fri for sne, bagsiden af hytten er helt forsvundet. Han stikker hovedet op og må bruge begge hænder for ikke at tabe kikkerten.

Stilheden er enorm. Hvid og død.

Hans hjerte springer et slag over da bjørnesporet flimrer igennem okularet. Sporet slingrer ind i dalen hvor det forsvinder. Forsvinder ind i dalen og ser ikke ud til at komme tilbage derfra. Men foran hytten slår det et sving om bag knolden til hundepladsen.

Han begynder at trave derhen. På lang afstand kan han se dem. Hundene i deres kæder, livløse i den jomfruelige sne. Han sætter farten op.

Blodstænk. Bjørnespor overalt. Bjørnelort.

Den største af hundene med den tykke, gullige pels ligger så fredeligt. De korte, tætte øjenvipper. Det sorte tandkød og snuden. Havde det ikke været for blodstænkene i pelsen, ville det ikke være til at se at den er død. De to andre hunde er værre tilredt. Hunhunden ligger med tungen ud af flaben. Hendes øje er punkteret, struben et frossent søle.

De har stået lænket til stedet og er blevet overfaldet. Den tunge bjørnekrop, gabet dampende af savl, de store labber.

Han kan næsten ikke trække vejret. Går fra den ene hund til den anden, kigger på dem, forstår ikke hvorfor bjørnen har ladet dem ligge. Han skraber i sneen, har ikke lyst til at røre dem, men får så lyst til at grave dem ned og vil hente skovlen.

På vej tilbage til hytten får han øje på forrådskammeret. Lemmen er flået af, indholdet splittet ad. Rundtomkring i sneen ligger resterne af hans møjsommeligt pakkede fangst. Hvalkødet mørkt og rødt, alle fiskene.

Han samler sammen hvad han kan bære, og slæber det med hen til hytten og kaster det ind på gulvet. Så flår han reolen fra hinanden og går tilbage og kaster også brædderne ind inden han selv følger efter og sømmer vinduerne til.

Hvor længe sidder han og stirrer ud gennem sprækkerne? Stille, stille. Han er alene i dalen. Han kan kun komme tilbage til bygden til fods. Med risikoen for at møde en bjørn. Han kender hver en linje, alt ligner sig selv, men er forandret. På hans sted.

Et mørke tykt som beg flyder ind i hytten, kun kanten på hans pissespand kan skimtes. Månen stiger og lyser. Han er stiv i kroppen og gennemkold af at sidde. Han tænder et stearinlys og får gang i ovnen og kryber ned i soveposen og kigger ud i rummet. Bliver varm i takt med at frygten aftager. Så føler han sig med ét hjemme. Som kastet tilbage til et sted hvor han hele tiden har vidst han skulle hen. Han kan ligge her i hyttens mørke. Han har prøvet det før, at være spærret inde i et rum. Indkapslingen har sin egen ro. Mørket omsluttende og opløsende. Han mærker et hjerte i rummet, og hjertet slår roligt og er hans.

Så er det nu. Ud af mørket vil de dukke frem, dem han kender og har kendt i sine sytten år. Dem han har lagt bag sig. De har stået i skyggen af en skygge og ventet på ham. Deres hænder vil række ind gennem tiden. Det må de godt. Han kan godt. Men det skal være i hans orden, i den rækkefølge som han bestemmer. Han har ventet på tiden hvor han kan se på dem én ad gangen. Der er allerede små tegn på at de er på vej.

Vitus

Danmark, 1970. Vitus har gemt sig bag døren til vaskerummet og er på mirakuløs vis sluppet væk. Ude på gangen standser de andre drenge op i en hvinen af skosåler og linoleum. De vejrer og har mistet deres bytte af syne, men vover ikke fortsætte ud i vaskerummet til Rose.

Med en langsom spinnen går centrifugen i stå. Et klik, og Rose løfter tøjet op og ryster det og lægger det i baljen, som han har set hende gøre mange gange før. Man er i sikkerhed i nærheden af Rose. Hun plejer at stikke hånden ned i forklædelommen og hente en vingummi op fra et uudtømmeligt forråd, så man kan glemme at man er forfulgt.

Fra sit skjul ser han hende løfte den tunge balje op i armene. Han kommer først ud da hendes ryg forsvinder om hjørnet på vej hen mod bagtrappen. De andre drenge er forduftet. Han kan roligt lægge sig i Roses kølvand og følge efter hende op på det steghede tørreloft. Han ser hendes store numse forsvinde op gennem lemmen til loftet og skynder sig efter.

Solen tegner stave i luften. Vuggende går hun hen og stiller baljen fra sig på gulvet. Han kan høre hende rasle med klemmerne i posen og dukker sig og lister forbi bag hendes ryg. Langt inde på loftet i et hjørne står hans private kasse. Han ved ikke hvor den kommer fra, men det er ham der har fundet den. Han rører ved låget og får sorte fingre. Åbner og kravler ned i kassen og lader låget falde i. Hans hule.

Den er slet ikke ukomfortabel, han ligger her tit. Stor nok til at han kan være krummet sammen uden at blive klemt.

En smal stribe lys trænger ind gennem en revne i træet. Lyden af hans åndedræt er tæt og blød, han kan høre sit hjerte. Han er hjertet i kassen. Så kan han også høre Roses slæbende trin og den skrabende lyd da hun fjerner stenen i døren. Hun er færdig med vasketøjet og lader døren smække efter sig.

Han ligger i stilheden, tager en indånding og tæller lydløst ned fra ti.

Nu!

Han skæver op. Lillemors sammenknebne øjne, hendes tavst grinende mund og de hvide tænder som små riskorn, svævende over ham i mørket. Han ved ikke hvad hun vil, men han ved han kan lide hende. Hun hænger bare dér som et ansigt, glider hid og did uden lyd, kan ikke nås eller røres ved. Han har prøvet. Stak hånden lige igennem. Men han er ikke bange. Han vil hellere have hende end ikke have hende, hun er hvad der findes i mørket, og hun er hans.

Så rumler det fra undergrunden, en dyb brummen, jorden ryster og skælver da de andre drenges fodtrin nærmer sig. Deres råb smælder op gennem trappeskakten og hele vejen op under taget. Snart bliver døren sparket op, og hæren buldrer ind på loftet.

“Der er spor herovre,” råber den ene. “Hallo. Der står en kasse!”

Han ligger helt stille og håber de går forbi. Han kan håbe lige så meget han vil, men ikke forhindre dem i at nærme sig. Tre to en, nu kommer de hen og river og trækker i kassen. Den skurrende lyd da de slæber ham af sted, ud midt på gulvet. Han krummer sig sammen som en kugle. Venter på at blive flået ud og få trukket bukserne ned. Blive nevet i tissemanden som han er blevet stillet i udsigt.

“Din tap skal have vredet halsen om,” har de skreget.

Den skal bøjes og vrides som straf.

Han skæver op. De står bare og glor ned på ham, glor så på hinanden. Indtil en af dem samler et bræt op fra gulvet og slår ham hårdt midt i hans kranieskal. Grinende hopper de rundt og holder sig på maven, griner røven af.

Han gemmer hovedet i sine arme. Låget bliver smækket i. Nogen

hopper op på kassen og tramper på den. Igennem sprækken ser han deres skinneben og fødder hoppe op og ned. Han ser døren langt bag dem gå op og Roses store krop komme ind. De hører hende ikke før hun står midt blandt dem, og hun er tavs og flår dem væk, tager dem bare og flår i dem med det særlige sammenbidte bulldogfjæs hun kan have på når der ikke er ord for hvor gal hun er.

Den mindste af drengene klynker. De større flygter væk, og Rose får stemmen igen og råber.

“Bliv ikke forskrækkede,” råber hun, “hvis I vågner op og er begravet under ti meter muld,” råber hun, “I fortjener ikke bedre, sådan nogle rotter!”

Fødderne buldrer ned ad trapperne, som de buldrede på kassen lige før, og så kommer stilheden tilbage, enorm, indtrængende, blander sig med stilheden inde i ham, med det dunkende kranie og bulen der vokser frem.

“Lille skat,” siger Rose og kigger ned til ham, “sådan en fin dreng,” siger hun, “hvordan kan man få sig til det?”

Lyset. Han har dansende stjerner for øjnene.

“Luk igen, Rose.”

“Vitus,” sukker hun. “Du kan ikke ligge dér.”

“Jeg vil blive her.”

“Det ved jeg.”

Hun skiller håret på bulen og kigger efter.

“Men det er ikke farligt. Du får det godt der hvor du skal hen. Det bliver så dejligt for dig. Det er pæne mennesker, og du får dit eget værelse.”

Rose hjælper ham ud af kassen. Hun sætter sig og trækker ham ned på skødet. Hendes hjerte slår gennem tøjet, hendes overskæg fimrer under næsen.

“Jeg vil ikke,” siger han.

“Du ved ikke hvad du taler om,” siger hun. “Du vil ikke være her med de små idioter. Nu tager du af sted, og så prøver du at stole på at verden er god. Det er en ny start. Vær glad for dét.”

Hun mønstrer bulen igen og trykker forsigtigt på den.

“Gør det ondt?”

“Ja.”

“Også her?”

“Ja.”

Hun puster.

“Så er du klar til at gå med ned.”

Alice

Alice ville ikke have troet hun skulle føle sig usikker. Måske lidt tvivlende. Stig sidder bag rattet med øjnene fæstnet på vejen foran, tilsyneladende helt rolig. Deres roller er blevet byttet om. Som om hun slet ikke har skullet kæmpe for at nå hertil hvor de er i dag, og har været ved at opgive undervejs når Stig efter at have givet sig et nøk trak sig og lagde samtalen ned. Han er 18 år ældre end hende og synes han er for gammel til at blive far. Skulle det absolut være, foretrak han sit eget barn født af hendes krop. Men siden hun var helt ung, har hun vidst at hun ikke ville føre sin slægt videre, hendes familie må gerne lægges i graven. Og der er så mange børn der lider. Der er andre hun kan gøre noget for. Hun gav ham et ultimatum. Hun ville det her, sagde hun. Hun vil have et barn som hun kan være noget for. Han har sit arbejde. Drengen er hendes projekt.

De er taget af sted fra Århus om morgenen og har kørt gennem et solfyldt Sjælland for at hente drengen på et drengehjem i Hellebæk. Landskaberne bliver smukkere og smukkere jo tættere på kysten de kommer, bakker, skov, hesteopdræt.

“Hvad tid var aftalen?” spørger Stig.

“À trois heures.”

Han kigger på uret. Han hader at komme for sent.

“On va arriver à l’heure,” siger hun.

“Er du ikke sød at slukke den dér.”

Hun ruller vinduet ned, suger en sidste gang i cigaretten og smider den ud. Så mærker hun det: Hun er ikke usikker, bare spændt.

Bygningen, som huser drengehjemmet, og omgivelserne er anderledes end hun huskede da de når frem. Stedet virkede råt da hun var der sidst, så nøgent og åbent. Men det var også en anden årstid. Det var vinter da de stadig diskuterede for og imod.

På det første besøg havde hun insisteret på at tage af sted alene, men hun havde fået nogle fotografier af drengen med hjem som hun med vilje har ladet ligge i Århus nu hvor det er nu. Inden de kørte, kiggede hun på dem en sidste gang og tænkte at nu tog de det skridt. I aften vil de have et barn med hjem, alting vil være forandret. Hun er klar og tilfreds med at have holdt fast. Det er ikke Stig, men hende der nu giver sig selv denne gave.

Det knaser under dækkene da de kører ind på parkeringspladsen under de tætte trækroner. Hun står ud og smækker bildøren. Fuglene synger. En perfekt åbning på en film. De høje træer, plænerne bagved, havet glitrende blåt bag den hvide bygning. Her ligger et palæ fyldt med forældreløse børn, anbragt i andres varetægt af årsager man kun kan gætte sig til.

Den mandhaftige bestyrerinde fra sidst kommer ud på trappen. Hun skygger for solen og sætter hånden i siden og venter på de skal komme nærmere.

“C’est elle dont je parlais,” siger Alice.

Stig smiler.

“Ah! Kæmpen.”

Bag bestyrerinden kigger et barn frem. Alice kniber øjnene sammen og kan ikke se om det er hendes dreng. Hun har sommerfugle i maven og begynder at gå. Inden de når trappen, er drengen løbet ind.

“Velkommen,” siger kæmpekvinden. “Jeg skal nok hente ham, bare rolig.”

Håndtrykket er fast. Alice er ikke i tvivl om at bestyrerinden kan hente hvem det skulle være.

Han står derinde i hallen, næsten ikke til at se i det skyggefulde rum.

“Er det hans taske?” spørger Stig.

“Ja, det er hvad han har,” siger bestyrerinden og kalder ind i huset.

Modvilligt kommer drengen til syne og må trækkes frem det sidste stykke. Bestyrerinden holder ham ind til sig og roder i hans hår.

“Han havde et lille uheld,” siger hun. “Bare en lille bule.”

Håret er lyst. Det virkede mørkere sidst Alice så ham, også på fotografiet. Hun kommer i tvivl om hans øjenfarve. Det er svært at se som han står og kigger på sine fødder.

“Bonjour, mon petit,” siger hun og kommer ned på hug. “Jeg hedder Alice. Kan du huske mig?”

Drengen skæver op. Øjnene er blå. Hun får et sug indeni, han er vidunderlig. Et hvidt og dunet ansigt, med den lille hudfold ved øjenlågene.

“Han plejer at være noget mere snakkesalig,” siger bestyrerinden. “Gør du ikke, Vitus? Du er jo så glad.”

“Ça ne fait rien,” siger Alice.

Ikke en lyd.

“Det skal nok komme,” siger bestyrerinden. “Giv ham lidt tid. Vi plejer gerne at sidde lidt inden. Så skal han nok bløde op.”

Alice vender sig om efter Stig. Han vil af sted. Det er sikkert også bedst. Drengens øjne blinker slet ikke, de store, pulserende pupiller bare ser på hende.

“Vi skal se at nå færgen tilbage til Århus,” siger hun.

Stig lægger tasken ind på bagsædet i bilen og kommer tilbage efter dem.

“Opfør dig nu pænt, Vitus, og tænk ikke på mig,” siger bestyrerinden ind i drengens øre inden hun puffer ham hen til Alice.

Hele vejen til færgen sover han på bagsædet. Indimellem kigger Alice om til ham, men han ligger som en død og holder om sin taske.

“Det må være meget overvældende,” siger hun.

“Selvfølgelig,” siger Stig, “det skal overstås.”

Det fortabte blik drengen sendte hende da han skulle tage afsked med bestyrerinden, sidder i Alice endnu. Hun er ikke i tvivl om at

han har brug for omsorg. Men hun kan tage sig af ham og samle en ramme omkring ham og gøre ham tryg.

“Jeg blev sgu lidt forvirret mens vi stod der,” siger Stig.

“Over hvad?”

“Om det var det rigtige barn. Jeg havde forventet han så anderledes ud.”

“Comment?”

“At han var mørkere. Jeg synes han så mørkere ud på det fotografi du havde med hjem.”

“Det var et dårligt billede,” siger hun. “Men jeg kan garantere dig for at han er den rigtige. Han er en flot lille dreng.”

“Jeg troede det betød noget for dig. Hvordan han så ud, mener jeg.”

“Vi bør ikke tale sådan om ham når han kan høre os.”

Stig trækker på skuldrene.

“Hvor meget forstår han af det hele? Han bliver vel seks næste gang?”

“Oui, c’est vrai.”

“Han ser yngre ud.”

“Der sker meget inde i det hoved,” siger Alice. “Det kan jeg se allerede nu. Jeg tror du bliver overrasket.”

“Men han sagde ingenting. Det kunne være kønt hvis det viste sig at han var en tavs lille gut.”

Alice smiler. Lidt hårdt stillet op er Stig den eneste person hun har talt med i flere år. Nu skal hun til at snakke med et barn, i stedet for at være den evige ledsager til sin mand.

“Han er bare lidt mut,” siger hun. “Jeg skal nok få ham i gang.”

Igen kigger hun om på bagsædet og kontrollerer at drengen sover trygt.

“Hvor lang tid havde han været hos den foregående familie?” spørger Stig.

“Fire år. Knap og nap.”

“Og før det?”

“Moren i den foregående familie var syg og kunne ikke tage sig af

ham, så meget ved jeg,” siger hun. “Før det ved jeg ikke noget. Men sporet går tilbage til Grønland, det har jeg da fortalt.”

“Den tid ved vi ingenting om?”

“Non,” siger hun. “Er det vigtigt? Der er mange forældreløse børn deroppe.”

Mens de kører om bord på færgen, tænker hun på Stigs mange spørgsmål. Hun er overrasket over dem og ville gerne have haft nogle bedre svar. Hvem har egentlig haft en lykkelig barndom? har hun lyst til at spørge. Hendes egen har hun lagt bag sig, og det er gået godt med dét.

I den tilsendte beskrivelse af drengen stod der at han var et glad barn med et lyst sind. At han var nysgerrig og åben. Hvilket selvfølgelig er noget der står i den slags tekster, for hvad skulle man ellers skrive? Men det er alt hun behøver vide, hun vil helst gøre sig sine egne erfaringer. Hun er ikke bange for mørke, og slet ikke mørket i et barn.

Vitus

Han sidder inde i bilen der holder stille. Selvom hun har åbnet døren og siger han skal komme ud, rører han sig ikke en millimeter. Det er tusmørke, og han er tummelumsk, hele verden er vendt på hovedet. Han aner ikke hvor han er.

“Hvad er det du ikke vil?”

Hun kommer ind til ham på bagsædet. I det dunkle lys er hendes øjne venlige. Inden han når at sige noget, har manden åbnet døren i den anden side og har trukket ham med ud. Tasken bliver liggende inde i bilen. I et sving bliver han løftet op på mandens arm. Det gør ham sær i kroppen, ligesom bedøvet ved berøringen med den anden krop.

“Du er jo et fnug,” siger manden og begynder at findes i Vitus’ liv.

Han bliver sluppet fri da de er kommet ind i huset og døren er blevet lukket.

“Det var så Stig,” siger kvinden.

Hun hjælper ham af med trøjen.

“Din papa.”

Han ser igennem hallen efter manden der er forsvundet ind i en stue. Han kigger ind i stuen og ind i den næste stue og den næste stue igen, manden er væk.

“Og her bor vi,” siger kvinden. “Og her bor du også nu, sammen med os.”

Så sidder han ved et spisebord i den midterste stue. Der er en hel

væg med høje reoler fyldt med bøger og en dør midti. Døren står på klem, han kan se manden i rummet bagved gennem åbningen.

Kvinden kommer ind med en bakke.

Så hælder hun lemonade op til ham.

“Jeg tror jeg viser ham rundt i huset i morgen, det er blevet sent nu,” siger hun til manden der pludselig sidder ved bordet.

Vitus får sin egen kurv med kiks og en skål druer. Spiser ikke noget. Kigger hen på manden når manden ikke ser det. Den hvide skjorte er spændt ud af hans krop, ærmerne rullet op til midt på underarmene, underarmene dækket af sorte hår.

Vitus trækker øjnene til sig.

“Kan han ligge alene på værelset?” spørger manden.

“Jeg vil tro det,” siger kvinden.

“Der findes jo stadig barnepiger.”

“Vel ikke nu,” siger kvinden og smiler. “Il est dix heures.”

“Jeg mener fremover.”

“Ce n’est pas nécessaire.”

Manden ser direkte på ham.

“Spiser du slet ingenting?”

Vitus krymper sig på stolen.

Det er hurtigt overstået, manden tager sit vinglas og går ind i værelset bag reolen. Han når at se hans brede hofter og den smalle, røde livrem.

“Det er papas kontor,” siger kvinden. “Herreværelset.”

Hun samler glassene sammen og stiller dem på bakken. Stopper op og kigger på ham.

“Qu’est-ce que tu as, Chouchou?”

Han prøver at forstå hendes sprog. Ser på hende. Bare åbner og åbner øjnene og holder dem åbne til de er ved at trille ud. Og åbner munden og kan mærke tungen og tænderne, men der kommer ingenting, kun et knirk fra halsen.

“Oprydningen kan vente,” siger hun så, og det forstår han.

Bakken tilbage på bordet.

“Nu følger jeg dig op.”

Han får sit eget værelse, nøjagtig som Rose har sagt. Med skråvægge og en karnap og et stort vindue. Kvinden sætter sig på sengen og klapper ved siden af sig.

“Entre. Tror du ikke du kan blive glad for at være her?”

Der står et bord ved vinduet og en stol.

Kvinden ryster hovedpuden.

“Kan du huske hvad jeg hedder?”

Det venlige ansigt.

“Alice,” siger hun og tænder natlampen.

Han bare ser og ser.

Så ligger han i sengen med dynen på. Han har været på toilettet. Han kunne ikke. Hun er gået og har ladet døren stå på klem. Han skal kalde på hende hvis det er, men det er det ikke, for han tænker på kassen oppe på tørreloftet, på lyset der kom ind gennem sprækken, på den store stilhed som han godt kunne bruge lige nu, selvom der ikke er en lyd i huset. Det larmer indeni, og hans hjerte slår for hårdt, han tror ikke han nogensinde vil kunne sove i sådan en hjertelarm.

Han vågner med et sæt. Nogen har råbt ud i mørket ved siden af hans hoved, men der er ingen i værelset. Råbet er kommet fra ham selv.

“Lillemor!” råbte han.

Rædselsslagen over at høre sin egen stemme råbe sådan noget uden for kassen, noget ustyrligt og vildt. Han klemmer læberne hårdt i, men de åbner sig, og fra en sprække i isen der blotter det sorte vand, kommer ordet boblende op igen. Lillemor! Til han propper hånden i munden og sætter en stopper for det navn.

Men dér er Lillemors ansigt over sengen. Svajende fra side til side. I langsomme vug, vuggende hen mod vinduet og igennem vinduet og ud.

“Nej!” råber han. “Hjælp!” råber han. “Lillemor! Jeg vil med!”

For sent.

Alice har hørt ham.

Han kryber sammen og sover rævesøvn. Ud af sprækken kan han se Alice stå ved siden af sengen og lyse som sølv i en blank natkjole.

Hun sætter sig på sengekanten og stryger ham over håret.

“Ssh.”

Lyden smyger sig ud af hendes mund.

Han kan lugte hendes krop, forkert, som et tryk mod hans bryst så han ikke kan trække vejret, men begynder at sprælle.

“Regarde-moi,” siger hun, “regarde-moi,” siger hun og holder ham fast, “det er mig, Alice, din maman,” siger hun og rusker ham forsigtigt som en mor der hedder Alice.

“Det var godt,” siger hun. “Ikke græde. Der er ikke noget at græde over. Det skal nok gå godt, Chouchou. Tag det roligt, vi skal lige lære hinanden at kende, så skal du se vi får det godt, sov nu, det går så fint,” siger hun, og han lister næsen frem fra dynen mens hun taler, og lugter til hendes mund og lærer lugten at kende så han aldrig glemmer den igen.

Alice

Alice står ved siden af sengen og kigger ned på drengen. Hun løfter dynen forsigtigt. Han virker så hel. Selvom han også virker skrøbelig. Nu sover han som en sten. Gad vide hvor længe han har ligget vågen i løbet af natten? Hun havde indtryk af at han sov da hun listede ud. Til morgen har hun spurgt sig selv om hun skulle være blevet inde hos ham. Han havde mareridt og skreg. Det var synd for ham, og det er stadig synd for ham, men jo noget uundgåeligt han skal vænne sig til, endnu en omvæltning i livet, en lod og en skæbne han har, fordi han er blevet forladt. I det mindste er hun overbevist om at han er fundamentalt i orden, skaderne ikke værre end at de kan overkommes og repareres i det rette fællesskab. Hun kan spørge ham når han vågner: Var du bange hele natten? Han vil kunne svare hende på den slags spørgsmål og fortælle om sit indre liv. De vil kunne snakke sammen om ting, og det glæder hun sig til. Det var derfor hun fravalgte et spædbarn og gerne ville have en dreng på en vis alder. Nu håber hun han har tænkt sig at åbne munden og sige noget i dag. Hun er forsigtig med ikke at presse på, vil hellere lokke ham frem fra sit skjul. Hun trækker døren til hans værelse i og går nedenunder hvor Stig sidder i stuen med avisen. Som sædvanlig hælder hun kaffe op til dem begge. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro alt var ved det gamle. Hun er glad for de har et par dage mere inden Stig skal af sted til København. Hun ser frem til hverdagene alene og er spændt på

dem, men Stig må gerne se at hun selvfølgelig kan leve op til sine ord, hun har brug for at vise ham det.

Hun går ind med kaffen. Stig kigger op, han kigger forbi hende.

“Der er han sandelig!” siger han.

Drengen står i døråbningen i det nye nattøj som hænger på ham.

“Chouchou. Har du sovet godt?”

Hun følger ham over i sofaen, får ham op at sidde og sætter sig ved siden af ham. En iling ryster drengens krop. Helt instinktivt har hun lyst til at røre ved ham, men lader være. Hun kan mærke Stigs blik og ser situationen som han må se den. De første spæde øvelser, alt for skrøbeligt.

“Er hans dansk perfekt?” spørger Stig.

“Oui, bien sûr,” siger hun og rører alligevel ved drengens knæ. ”Er det ikke også?”

Han har trukket benene op, og det slår hende at han ligner en lille mumie.

Senere har hun givet ham tøj på. Han er ikke uvillig, men heller ikke ivrig. Snarere virker han indadvendt og stadig lidt forskræmt.

“Vi skal have noget legetøj til dig,” siger hun. “Til dit værelse.”

Med vilje har hun undladt at købe noget, han skal være med til at vælge selv.

“Har du lyst til dét?”

Åh, det blik.

Hun vil gå op i byen sammen med ham og prøve at etablere kontakten når de er alene. Måske er det for meget med både hende og Stig som overvåger hans bevægelser.

“Kom,” siger hun. “Kom bare, vi skal ud.”

De går sammen ind ad den villavej hvor hun har været vant til at se andre menneskers børn løbe rundt. Alting er oplyst. Med drengen i hånden er det som om hun ser stedet for første gang. Det store hvide hus hun bor i, næsten blænder. Højt beliggende i det rolige komponistkvarter ved skoven og parken, tæt på Tangkrogen og stranden.

Lige nu så frodigt at det er åbenlyst hvor heldig hun er. Et på alle måder godt sted drengen er landet. Det er også et stort sted, alt taget i betragtning. Intet under hvis han er lidt betuttet. Men nu trækker han ikke hånden til sig, han lader hende holde den, og den forsvinder næsten i hendes mens de går på stierne gennem Friheden ind mod midtbyen denne smukke formiddag.

I legetøjsbutikken tager hun et byggesæt ned fra hylden og giver ham det. Længe står han med æsken og studerer billedet udenpå. Fra en anden hylde tager hun en blå legetøjsbil ned, men noget andet har fanget ham. Målbevidst går han ind bagest i butikken hvor der hænger en række plastikmasker med elastikbånd til at holde dem på plads. Han løfter en maske ned fra krogen, og en til. En ulv fra en tegnefilm og et hareansigt.

“Tu les veux?”

Han nikker. Der er hul ind til ham.

På vejen hjem er der mere træk i hans krop. Han er livet op da de når til deres hus.

“Kan du kende det?”

Han stikker hånden ned i posen og trækker masken frem. Forsigtigt hjælper hun ham den på. Så står han og ser direkte op på hende gennem de små huller i det grå ulveansigt. Så spøjs han ser ud. Hun kommer ned på hug.

“Parle-moi. Sig noget, Chouchou, jeg ved du er derinde et sted.”

I et ryk har han vippet håndtaget på havelågen ned og har åbnet og løber ind. Overrasket ser hun ham spæne hen over plænen og forsvinde bag den store rododendron.

Hun låser sig ind i huset og stiller poserne i køkkenet. Fra vinduet i stuen kan hun se hans ben og lidt af overkroppen inde i busken. Måske kunne han finde på at løbe ud af haven. Hvis han ville, kunne han gøre det lige nu. Men hvorfor skulle han ville væk, og hvor skulle han løbe hen?

Hun er sulten og finder mad frem til dem begge. Så må hun al-

ligevel kigge ud og se om han stadig er der. Hun kalder på ham og hører sin egen stemme i den middagsvarme luft og hans kælenavn, som er kommet til hende uden hun har tænkt over det. Inde i busken kan hun se hans sko. Han sidder to meter væk og kigger ud på hende. Lyset falder i pletter på hans krop, bladene omkring indrammer ham utydeligt og mørkt. Synet tager næsten pusten fra hende.

Forsigtigt skiller hun grenene med de lyserøde blomsterbundter. Drengen med masken i busken. Så ensomt, så mystisk og foruroligende. Hun ville ønske hun havde sit kamera lige nu.

“Sors de là,” siger hun. “Jeg spørger dig ikke mere. Du kan tale til mig, når du selv vil.”

“Vov!”

I fuld fart kommer han kravlende ud så kronbladene drysser ned i græsset, og fortsætter ind mellem hendes ben, spoler rundt om hende mens han gør som en hund, og ind mellem benene igen. Hun griner og er ved at vælte, men får fat i ham og holder ham tilbage.

“Un petit chien!”

Hans hænder er sorte af jord da han løfter masken op i håret.

“Hvad siger du?” spørger han.

Og hun får et chok, og så en bølge af glæde i brystet.

“Dér var du!” siger hun. “Jeg sagde bare du var en lille hund. Jeg troede ellers du var en ulv.”

Inden hun ved af det, trækker han masken for ansigtet igen og er i spring på vej ind i huset, gøende af fuld hals.

VITUS er fem år da han bliver adopteret af fotografen Alice og embedsmanden Stig. Alice er fascineret af Vitus og har en drøm om at gøre en forskel for et trængende barn. Hun knytter sig hurtigt meget tæt til sin søn i en blanding af omsorg og fotografisk leg. Men Vitus kommer med ar på sjælen, og legen med adoptivmoren udvikler sig. Grænserne bliver flydende eller ophæves, og et psykologisk spil om kærlighed og tilhørsforhold kan begynde.

VITTU er en fortælling om kærlighed og svigt – og om den hårfine balance mellem længsel og afhængighed.

ISBN 978-87-400-6465-0