Zarens datter læseprøve

GILL PAUL Zarens Datter

på dansk ved steffen rayburn - maarup

Zarens datter

Gill Paul

Zarens datter

ROMAN

På dansk ved Steffen Rayburn-Maarup

Hr. Ferdinand

Til Richard, i kærlighed

Dronning Victoria g. Prins Albert 1840

VictoriaAlfredHelenaLouise

Edward 7. Alexandra af Danmark

George 5. (+ 5 andre børn) Storhertug Ludwig 4. af Hessen

g. 1863 g. 1862

Prinsesse Alice af Storbritannien

Victoria Elisabeth (Ella) Irene Ernest Ludwig Friedrich

Arthur Leopold Beatrice

Maria Fjodorovna (Prinsesse Dagmar af Danmark)

Zar Aleksander 3. af Rusland g. 1866

Marie

Zarina Aleksandra Fjodorovna af

Rusland (tidligere

Prinsesse Alix af

Hessen)

Zar Nikolaj 2. af Rusland g. 1894

Georgij

Aleksandr

Mikhail

Ksenija Olga

Olga Tatjana Maria Anastasia Aleksej

Prolog

Lake Abanakee, New York State, 19. juli 2016

Det var niogtyve timer siden, Kitty Fisher havde forladt sin mand, og i det tidsrum havde hun rejst 5.975 kilometer. Ifølge flymagasinet var der 5.569 kilometer mellem London og New York, og udlejningsbilens gps fortalte hende, at hun havde kørt 406 kilometer siden lufthavnen. Et helt hav og en halv stat lå mellem hende og Tom. Hun burde have været ked af det, men i stedet var hun følelsesløs.

Hjemme i England var klokken halv fem på en søndag eftermiddag, og hun spekulerede på, hvad Tom lavede, og fortrak så ansigtet, da hun forestillede sig, at han tøffede rundt i huset iført joggingbukser og T-shirt. Han ville utvivlsomt have ringet til hendes nærmeste veninder, helt uskyldigt, og spurgt dem, om de vidste, hvor hun var. Hvor længe ville det tage ham at regne ud, at hun var fløjet til USA for at lede efter den hytte med søudsigt, som hun havde arvet efter sin oldefar?

Hun havde sørget for ikke at efterlade nogen papirer, så han ikke havde adressen. Lad ham sidde og svede lidt. Det fortjente han efter sin utroskab. Ordet fik hende til at gyse, og hun så ufrivilligt beskederne på hans telefon for sig. Hun var stadig i chok. Intet føltes virkeligt. Lad være med at tænke på det. Hold op med at tænke.

Gps’ens kvindestemme var betryggende selvsikker: ”Om to hun-

drede meter, drej til venstre på Big Brook Road.” Det føltes rart bare at få at vide, hvad hun skulle gøre. Det var det, hun trængte til, mens resten af hendes liv styrtede i grus. Men et par minutter senere lod stemmedamen til at have taget fejl. ”Du er nu fremme ved din destination,” sagde hun, men Kitty kunne ikke se andet end tæt skov på begge sider af vejen. Hun kørte videre, mens stemmen opfordrende sagde: ”Vend om.”

Kitty steg ud af bilen for at undersøge sagen til fods, og da hun kiggede ind mellem træerne, opdagede hun en sti, der var helt groet til med grene og græs, der nåede hende til livet. Hun tjekkede kortet, der var blevet sendt sammen med hyttens skøde, og besluttede, at det måtte være hér. Bilen ville få ridser i lakken, hvis hun forsøgte at køre videre, så hun trængte sig igennem buskadset til fods. Der var en summen af insekter og en kraftig duft af grønt, som nyslået græs efter en regnbyge. Kort efter kunne hun se Lake Abanakees stålgrå vand med dansende nålestik af lys på. Da hun nåede frem til bredden, så hun sig om og kiggede med sammenknebne øjne på kortet. Hytten skulle have ligget lige her.

Og så fik hun øje på en cirka fire meter høj forhøjning i landskabet, camoufleret af slyngplanter. Det var tredive år siden, nogen havde boet der, og Kitty var forberedt på, at hytten kunne være endt som en ruin. I stedet var det, som om skoven havde skabt en kokon for at beskytte den mod elementerne. Ukrudt havde viklet sig omkring fundamentet, var kravlet ind gennem knuste ruder og dannede et tæppe hen over taget. Indgangen var knap nok synlig bag det grønne virvar. Men hyttens placering på en jævnt skrånende bakke få meter fra den stenede bred var pragtfuld.

Hun gik hen for at se nærmere på den. En bådebro, der stak ud i søen, var for længst skvattet sammen og bestod nu kun af nogle enlige stolper. Et ungt træ var vokset op igennem de fire-fem trappetrin til hyttens veranda og havde forvredet og brækket dem, og dets rødder viklede sig gennem stumperne som en ormegård. Men

bølgeblikstaget lod til stadig at være vandtæt og have beskyttet væggene under. ”Betonfundament,” bemærkede hun.

Kitty trådte varsomt op på verandaen, hvor rustne kæder hang fra halvtaget, og nogle knækkede planker i gulvet viste, hvor der engang havde været en hængesofa. Hun forestillede sig sin oldefar sidde der og nyde udsigten, måske med en øl i hånden. Hun skubbede bladene til side, tog fat i hyttens dørhåndtag og mærkede, at døren ikke var låst. Indenfor var der dunkelt og indelukket med en lugt af fugtige svampe og gammelt træ. Støvkorn dansede i lysstrålerne, der trængte sig ind mellem slyngplanterne. Da Kittys øjne vænnede sig til mørket, så hun, at der var ét stort rum med et rustent komfur, en gammel jernseng med en skimlet madras, et skrivebord af træ og bunker af affald over det hele: gulnede aviser, gamle maddåser og et par forvitrede gummigalocher.

Hun trådte forsigtigt ind i rummet. Gennem en døråbning så hun et badeværelse med et skjoldet badekar, vask og toilet. På en hylde lå en barberkost dækket af spindelvæv. Til hendes forbløffelse skyllede toilettet ud, da hun trak i håndtaget, og efter en lav knirkende lyd kom der mørkt vand ud af vandhanen. Hun gættede på, at huset var tilsluttet en vandtilførsel på bakken bagved, og at der var en underjordisk septiktank, men det måtte være mindst tredive år siden, at tanken sidst var blevet tømt.

Hun vendte tilbage til den kombinerede stue og soveværelse og gik rundt og tjekkede væggenes og loftets tilstand. Gudskelov holdt gulvet. Hun mente ligefrem, at hun kunne overnatte her, når hun havde fjernet skraldet og revet noget af junglen væk, så der kunne komme frisk luft ind.

Hun gik ud på verandaen og nød udsigten. Et par vortebirke stod mellem hende og bredden, som små bølger skvulpede ind på. Der var ingen synlige tegn på menneskelig beboelse, og ingen lyd af biler trængte sig på. Den modsatte bred over en kilometer væk var tæt med skov. Det var bare hende og træerne og søen, og det var fantastisk.

Kitty gik tilbage til bilen for at hente sine tasker og trak dem hen ad stien, så græsset blev fladtrykt bag hende. Hun spiste en sandwich med saltkød og syltede agurker fra det udvalg, hun havde købt i lufthavnen, drak en dåse Seven-Up, iførte sig så nogle arbejdshandsker og begyndte at flå i slyngplanterne, der omklamrede hendes hytte. Det føltes allerede som hendes, bemærkede hun. Allerede var hun ved at forelske sig i den.

En af planterne var burresnerre. I skoletiden havde hun og hendes venner sat dem på hinandens rygge uden at blive opdaget. En anden slags slyngplante fyldte luften med sporer, der kildrede hende i halsen. Hun sørgede for ikke at komme til at røre nogen blade, for hun vidste, at der fandtes giftsumak i Nordamerika, men var ikke sikker på, hvordan den så ud. En sværm af bittesmå sorte fluer steg op i luften og svævede væk i brisen. Hun arbejdede indædt og håbede, at hun ved fuldstændig at udmatte musklerne kunne dæmpe de panikslagne tanker, der myldrede i hendes hjerne. Lad være med at tænke på Tom. Hold op med at tænke. Hun havde medbragt sin mobiltelefon og sin bærbare computer af ren enogtyvende århundrede-vane, men begge var slukket. Hun kunne ikke klare tanken om at høre på hans undskyldninger og forklaringer, ville simpelthen ikke have noget med det at gøre.

Da hun havde revet det meste af væksten væk, så hun, at de vejrbidte brædder fik hytten til at virke som en naturlig del af skoven. Selv om den kun havde ét værelse, var den stor, måske syv meter lang, med vinduer til alle sider, og der stak en lille skorsten op af det skrå tag. Hun gik ind igen og samlede affaldet i nogle tykke skraldeposer, hun havde haft med, mens hun af og til læste et par gulnede avisoverskrifter: ulykken på Tjernobylværket i Sovjetunionen, rumfærgen Challengers eksplosion. Sengens fjedre havde for længst opgivet ævred, så hun trak den udenfor for at skille sig af med den senere og rullede så den sovepose ud, hun havde haft med, og lagde den i et hjørne.

Da hun var færdig, sank solen over søen, og fuglene skræppede

højlydt i dagens sidste energiudladning. Hun gik hen for at sætte sig på verandaen og lytte. En natravn fløjtede, og det lød fuldstændig, som når en fyr pifter efter en pige. Skyggeagtige flagermus strøg forbi, og frøer kvækkede i det fjerne.

Pludselig så hun noget, der glimtede under de splintrede trin, gemt blandt trærødderne. Hun lagde sig på maven, strakte armen ind efter det og blev omgående overrasket over genstandens vægt. Hun trak den ud og så, at det var en gylden oval, et par centimeter lang, besat med små farvede ædelsten – blå, lyserøde og ravfarvede – indfattet i snoninger og guldranker, som blomster på en plante. Den så dyr ud. På bagsiden var der indridset en gravering, men tiden havde slidt den. Der var et hul i toppen, hvor hun formodede at den havde hængt i en kæde. Nogen måtte have været ked af at miste et så flot vedhæng. Hun havde aldrig set noget lignende.

Kitty smuttede den i lommen på sine jeans og pakkede endnu en lufthavnssandwich ud, denne gang med kalkun og salat. Hun spiste den som aftensmad og skyllede den ned med en miniatureflaske Chenin Blanc, hun havde med fra flyet, mens hun sad og dinglede med benene ud over kanten på verandaen. Foran hende vajede træerne i den lette brise, og søens glatte overflade spejlede himlens dramatiske farver, der skiftede fra bleg pink til lysviolet til guld og bronze, så livlige og surreelle som en malet baggrund i begyndelsen af en gammel Hollywoodfilm.

Kapitel et

Dmitrij Malama gled fra dyb søvn til bevidsthed, vagt opmærksom på mumlende stemmer og en hviskende kølig brise på sit ansigt. Han havde en frygtelig hovedpine, en insisterende, nagende smerte bag tindingerne, der blev forværret af det kraftige lys. Pludselig kom han i tanke om, at han lå på en hospitalsstue. Han var blevet bragt herind aftenen før, og det sidste, han huskede, var en sygeplejerske, der gav ham opiumsdråber rørt ud i vand.

Og så kom han i tanke om sit ben: Havde de amputeret det i løbet af natten? Lige siden han var blevet såret ved fronten, havde han levet i frygt for, at det ville blive inficeret, og at han skulle miste det. Han åbnede øjnene og hævede sig op på albuerne for at se: Der var to lemmer. Han rev dynen væk og blev kolossalt lettet over at se sit venstre ben indhyllet i bandager, men i høj grad til stede. Han vrikkede med tæerne for en sikkerheds skyld og lod sig så falde tilbage på hovedpuden igen, imens han forsøgte at ignorere de forskellige slags smerter fra benet, hovedet og maven.

I det mindste havde han to ben. Uden dem kunne han ikke længere have tjent sit land. Han ville være blevet sendt hjem at bo med sin mor og far, uduelig, en sølle skabning, der humpede af sted på træben.

Tsarskoje Selo, Rusland, september 1914

”De er vågen. Vil De have noget at spise?” En kraftig sygeplejerske med antydningen af et overskæg satte sig ved hans seng og tilbød ham uden at vente på svar en skefuld grød. Han fik kvalme og vendte hovedet bort. ”Udmærket, jeg kommer tilbage senere,” sagde hun og lagde kort sine kølige fingre på hans pande.

Han lukkede øjnene og drev ind i en halvdrømmende tilstand. Han kunne høre lyde på stuen omkring sig, men hans hoved var tungt som bly, og hans tanker et virvar af billeder: af krigen, af hans ven Malevitj skudt og blødende i græsset, af hans søstre, af hans hjem.

I baggrunden hørte han ringlende pigelatter. Det lød ikke som den grimme sygeplejerske, der havde taget sig af ham før. Han åbnede øjnene let og så to høje, slanke, unge sygeplejersker i kridhvid hovedbeklædning og lange formløse kjoler. Hvis han netop var vågnet på stedet for første gang, ville han måske have frygtet, at han var død og så engle.

”Dem kender jeg,” sagde den ene engel og gled hen til hans sengekant. ”De var i kejsergarden ved Peterhof-paladset. Var det ikke Dem, der sprang i havet for at redde en hund?”

Hendes stemme var lav og yndig. Idet hun nærmede sig, gik det med et sæt op for ham, at hun var storfyrstinde Tatjana, zar Nikolajs næstældste datter. Hvor Olga, den ældste, lignede sin far, havde Tatjana sin mors lettere orientalske knoglebygning. Hun kiggede på ham med intense gråviolette øjne, mens hun ventede på et svar.

”Jo, jeg er bange for, at det var mig. Min uniform blev ødelagt, min kaptajn blev rasende, og hunden var et herreløst dyr, der rystede vandet af sig og stak af uden så meget som at sige tak.” Han smilede. ”Det overrasker mig, at De hørte om det, Deres Kejserlige Højhed.”

Hun gengældte hans smil. ”Jeg hørte nogle vagter diskutere det og bad dem om at pege Dem ud. De må elske hunde.”

”I høj grad. Jeg har to derhjemme, en borzoi og en laika. De er nogle varylere, men jeg savner dem frygteligt.”

”Min fader er glad for borzoier. Han havde en, som han hæv-

dede var mere intelligent end de fleste mennesker, og han var knust, da den døde.” Hun rynkede yndigt på næsen. ”Men dem, vi har i kennelerne, gør konstant. Jeg ville så gerne have min egen hund i paladset, men så skulle den være mere stille. Måske kan De give mig et godt råd?”

Han følte sig beæret over, at en storfyrstinde talte med ham på denne naturlige, dagligdags facon. ”Naturligvis, Deres Kejserlige Højhed. Foretrækker De små eller store hunde?”

”Små, tror jeg. Og der er ingen grund til at kalde mig ”Deres Kejserlige Højhed”. Her er jeg sygeplejerske, ikke kongelig. Mama, min søster Olga og jeg er alle i træning som sygeplejersker for at bidrage til krigsindsatsen. Her omtales jeg som ’sygeplejerske Romanova Tre’, og de andre er Et og To.”

Han klukkede over det upersonlige navn. ”Kan De lide terriere, sygeplejerske Romanova Tre? Den sorte russiske terrier er en kløgtig hund og ikke alt for voldsom. Spanieler er også populære hos damer for deres silkebløde pels. Og så er der små bulldogracer. Jeg er ret glad for franske bulldogger.”

Hun klappede i hænderne. ”Åh ja! Jeg elsker de alvorlige rynkede ansigter, som om de bærer på alverdens bekymringer.”

Hendes søster Olga, den anden hvide engel, kaldte til hende, at hun gik ind på den næste stue. Dmitrij forventede, at Tatjana ville følge hende, men i stedet blev hun.

”Jeg kan se, at De er såret i benet,” sagde hun. ”Gør det meget ondt? Er der noget, jeg kan hente til Dem?”

Han rystede på hovedet. ”Tak, jeg har det fint. Det generer mig bare, at jeg var så uforsigtig at blive såret i krigens første uge.”

”Er det et skudsår?”

Han tænkte tilbage på det øjeblik, hvor han var løbet ud på slagmarken for at hente Malevitj og havde trukket ham tilbage i kraven. Set i bakspejlet havde han mærket et slag i låret, men ikke tænkt over det, da han koncentrerede sig om at redde sin ven. ”Ja. Jeg bemærkede ikke, at jeg var blevet ramt, før vi kom tilbage til basen.

Det var underligt, for det begyndte først at bløde og gøre ondt på det tidspunkt.” Pludselig var blodet begyndt at flyde, og han var faldet sammen på græsset. Det var et mysterium, hvorfor det ikke havde blødt før, ude på marken – som om en af helgenerne passede på ham. Efter at være faldet om huskede han, at han følte sig meget varm og begyndte at skælve med sammenbidte tænder, og de havde revet hans bukser af og set et grimt hul, der gik hele vejen gennem hans venstre lår og strejfede det højre. Heldigvis havde kuglen ikke gemt sig i det. Måske var det dét, der havde gjort lægerne i stand til at redde benet. I løbet af de seneste uger var han blevet sendt tilbage fra fronten ved Gumbinnen i Østpreussen, via forskellige felthospitaler, til Katarina-paladset i Sankt Petersborg, hvor de store repræsentationslokaler var blevet omdannet til sygestuer.

Tatjana spurgte om hans regiment, og da hun hørte, at han tilhørte 8. Voznesensk ulaner, udbrød hun: ”De er en af mine egne mænd! Jeg må tage mig særlig godt af Dem.” Både Olga og Tatjana var blevet givet æreskommando over deres egne regimenter på deres fjortenårsfødselsdag.

”Det er en stor ære at blive plejet af min oberst.” Han smilede bredt. ”Men jeg må hellere opføre mig ordentligt, når De er i nærheden.”

De sludrede lidt om krigen, der var brudt ud kun få uger før, udløst af den tyske kejsers hæmningsløse militarisme. Det var stadig et chok for Dmitrij, og Tatjana fortalte ham, at det var endnu mere chokerende for dem, eftersom de havde så mange tyske familiemedlemmer, da deres mor var født i landet. Hun kaldte kejser Wilhelm et svin. Olga kiggede ind for at finde sin søster og slog utålmodigt ud med hænderne.

”Jeg må tilbage til arbejdet,” sagde Tatjana. ”Jeg skal følge en mere erfaren sygeplejerske, og hun venter på mig. Men sig mig, er der noget, jeg kan gøre for Dem?”

”De kunne vel ikke låne mig en bog? Hvad som helst. Jeg elsker

at læse.” Han håbede, at det ikke var formasteligt. ”Jeg skal nok aflevere den igen.”

Hun virkede henrykt. ”Jeg elsker også at læse. Hvem er Deres yndlingsforfattere?”

Han tøvede. Så mange gode forfattere nu til dags var antizarister: Aleksandr Kuprin, Maksim Gorkij, Ivan Bunin … Han måtte vælge fra en tidligere æra: ”Tolstoj, selvfølgelig. Og Tjekhov.”

”Jeg er enig med Dem,” sagde hun. ”Jeg foretrækker langt klassikerne frem for de moderne forfattere. Min yndlingsforfatter er Turgenev. Har De læst Fædre og sønner?”

Dmitrij var overrasket, eftersom romanen handlede om en yngre generations afvisning af den gamle aristokratiske ordens værdier. ”Ikke siden jeg var knægt. Jeg elsker poesien i Turgenevs sprog. Han fremmaner billeder, der rusker op i sjælen.”

Hun morede sig: ”De lyder selv som en forfatter.”

Han skar en grimasse. ”Jeg skrev dagbog som ung, men det er længe siden nu. Jeg var temmelig klynkende og selvoptaget.”

”Er det sandt? Jeg skriver dagbog. Jeg forsøger at beskrive dagens begivenheder sandfærdigt. Jeg kan godt lide udfordringen ved at finde præcis de rette ord, og ofte kommer de til mig, når jeg laver noget helt andet: arbejder her på hospitalet eller broderer eller …” Hun gik i stå og rødmede let.

Han kunne godt lide den måde, hun talte på, langsomt, velovervejet, og den intelligens, han kunne se i hendes øjne. ”I så fald har De en forfatters instinkt.”

Hun lo. ”Åh, jeg kan ikke påstå … Det er kun mig, der læser den dagbog.”

”Uden læsere kan man udtrykke sine mest sandfærdige følelser. Førhen fandt jeg det at skrive meget nyttigt for at forstå mig selv. De ved, hvordan man nogle gange reagerer instinktivt på måder, der forundrer en selv? Man tænker: Hvorfor er jeg vred? Hvorfor gør det mig ked af det? Det er fascinerende at finde frem til den lille gnist, der udløste reaktionen, måske bare en utilsigtet nuance, noget, der

ramte en nerve og genkaldte følelsen fra en langt tidligere oplevelse … Menneskets natur er det mest betagende studium.” Han stoppede, da han følte, at han talte for meget og måske kedede hende, men hun lod til at lytte opmærksomt.

”Jeg ved, præcis hvad De mener,” sagde hun og bed sig i læben, som om et eller andet eksempel flaksede uset gennem hendes tanker.

Dmitrij iagttog hende og funderede over, hvilken åben, naturlig pige hun forekom at være. Han havde forventet, at zarens datter ville være hovmodig og sofistikeret, som de fornemste damer i Sankt Petersborgs aristokrati, men Tatjana havde tilsyneladende ingen fine manerer. Hun tiltalte ham som en ligemand.

”Sygeplejerske Romanova Tre,” kaldte en kvinde fra døren.

”Jeg kommer, søster Tjebotareva.” Hun sendte Dmitrij et hurtigt, varmt smil, sagde: ”Vi ses i morgen” og ilede så ud af stuen.

Med et smil på læberne så Dmitrij hende gå og havde glemt alt om sin smerte. Han spekulerede på, hvor gammel Tatjana mon var og regnede ud, at hun var sytten, seks år yngre end ham. I sin adfærd virkede hun endnu yngre. Og hun var smukkere, end han havde forestillet sig, når han havde set hende på afstand. Hendes hud var cremehvid perfektion, hendes øjne som dybe søer, hendes læber som stænket af vilde bær … Hvis ikke hun havde været en Romanov, ville Dmitrij have flirtet med hende. I sine år i kejsergarden havde han gjort en række erobringer blandt Sankt Petersborgs unge adelsdamer, selv om ingen havde holdt hans interesse fangen længe. Men her, tænkte han, her var en pige, han let kunne forelske sig i.

Kapitel to

Morgenen efter åbnede Dmitrij øjnene og stirrede op i loftet, hvor amoriner, griffer og andre mytologiske væsner dansede i kornblomstblå halvcirkler. En enorm lysekrone i flere etager glimtede i solskinnet. Væggene var af hvid silke med fint malede blå blomster. Han befandt sig i Katarinapaladsets Blå Opholdsstue, et rum, han nogle gange havde skævet ind i, da han tjente i kejsergarden. Hans nabo i sengen ved siden af, en mand ved navn Stepanov, fortalte ham, at salonerne i Vinterpaladset også var blevet omdannet til improviserede sygestuer for officerer. Pyntegenstandene var blevet fjernet, og de uvurderlige møbler erstattet af hospitalssenge, men ildbukkene og kamingitteret var forgyldt bronze, og det dekorerede ur på kaminhylden prydedes af de græske guder Bacchus og Momos i marmor og bronze. Romanovernes rigdom var ubegribelig.

Zarfamilien boede ikke længere i Katarinapaladset, da de foretrak den relative intimitet i det nærliggende Aleksandrpalads om vinteren, Peterhof om sommeren, og den ekstravagante luksus om bord på den kejserlige yacht, Shtandart, eller deres krimske palads i Livadia i ferierne. De fleste af de prægtige paladser langs Sankt Petersborgs Østersøkyst, hvor Dmitrij havde arbejdet, var forbeholdt ceremonielle formål: underholdning af besøgende dignitarer og ramme for statsarrangementer.

Hvordan mon det var at vokse op med så ubegrænset rigdom, funderede Dmitrij. At have et elefanthus og et kinesisk teater i sin have, at blive kørt rundt i funklende nye automobiler af uniformerede chauffører, at kunne købe, lige hvad man ønskede sig? Tatjana virkede ikke som en forkælet pige, men den blotte storladenhed ved hendes opvækst måtte få hende til at skille sig ud. Han vidste, at hendes tøj blev fremstillet af franske couturiérer, og hendes hatte blev sendt fra en fashionabel forretning i London; at hendes parfume kom fra Brocard & Co., og hendes sko fra Henry Weiss. Han havde ofte bemærket leverancer, der ankom med kurér. Selv om han var søn af en general og tilhørte en overklassefamilie med gode forbindelser, kunne han vel aldrig håbe på at komme tæt på Tatjana? Det var umuligt, ikke?

Han iagttog uret og spekulerede på, hvornår hun ville komme. Dagen før havde det været formiddag, da hun kom hen til hans seng. Det lykkedes ham at spise noget morgenmad, og han fik sin forbinding skiftet af den skæggede sygeplejerske. Hun kom med en skål vand og en barberkniv, og han barberede sig og friserede sit hår, ivrig efter at se præsentabel ud, når Tatjana besøgte ham.

Hun kom springende ind klokken ti med røde kinder af anstrengelse og tre bøger under armen.

”Jeg håber ikke, De har ventet på mig. Først havde jeg lektioner, og så skulle jeg i Znamenje-kirken og bede for vores soldater. Værsgo – ville nogen af disse interessere Dem?” Hun lagde bøgerne på sengetæppet, trak så en stol hen og satte sig ved sengen.

”Hvor er det pænt af Dem, sygeplejerske Romanova Tre.” Dmitrij smilede. Han tog den første bog: Turgenevs Fædre og sønner. ”Jeg vil nyde at genlæse den og se, om den lever op til min erindring om den.” Hun så ivrigt til, mens han undersøgte de øvrige. ”Jeg har aldrig læst Tolstojs Kreutzersonaten, så den glæder jeg mig til. Og Gorkijs noveller er perfekte: Jeg kan huske en om at grave en tunnel gennem et bjerg – har De læst den?”

”Åh, den var uforglemmelig. Tror De, det kan være rigtigt, at bjerge har en ånd, der kan gøre dem fortræd, der skader dem?” Hendes øjne så grå ud i dag, med violette stænk i kanten af irisserne. En lok kastanjebrunt hår var gledet ned fra hendes hvide hovedbeklædning.

”Jeg kan huske, at jeg så sådan en tunnel blive gravet og tænkte, at det virkede som en krænkelse af naturen. Gorkij har fanget den fornemmelse af, at der påføres bjerget et sår. Tak for bøgerne. Jeg skal holde op med at være en så forstyrrende og krævende patient, nu hvor jeg er så godt optaget.” Han strøg den dyre indbinding af marokkansk læder.

Hun så sig omkring, usikker på om hun skulle tro ham, og indså så, at han lavede sjov med hende. ”Måske kan vi diskutere dem, når De er færdig. Jeg elsker at tale om bøger. Jeg skriver ofte anmeldelser af dem i min dagbog.”

”Jeg kan ikke forestille mig, hvornår De kan finde tid til at skrive i Deres dagbog. Det lyder, som om Deres dage er fuldt besat: sygeplejerske, storfyrstinde, oberst …” Han fiskede, ivrig efter at vide mere om hendes liv.

”Jeg skriver hver aften før sengetid. Faktisk skrev jeg om Dem i aftes.” Hun rødmede. ”Mama fortæller mig, at De er en helt, at De reddede en såret officer under fjendtlig beskydning. Hun vil tildele Dem Guldsværdet for Tapperhed.”

Dmitrij blev overrasket: ”Det er en sikkerhedsforanstaltning, alle soldater følger. Hvis man øjner chancen, smutter man ud for at hente de sårede, i håb om at nogen en dag vil gøre det samme for en.” Han fortalte hende ikke, at officeren var en ven, og at han stadig ikke havde hørt, om Malevitj havde overlevet sine sår. Han vidste, at han ville få en klump i halsen, hvis han talte om det.

”Ikke desto mindre er jeg sikker på, at man ikke uddeler tapperhedsmedaljer til enhver. Jeg vil tro, at De bare er beskeden. De har noget heroisk over Dem.” Hendes øjne funklede.

Nu lo han. ”Jeg er ikke sikker på, hvad det kan være! Min fader

var en ægte helt. Han var kavalerigeneral i zar Aleksandrs hær og tjente under mange felttog, og i 1904 blev han vicekonge i Georgien. Han har så mange medaljer på sin jakke, at den er så tung som en rustning. Jeg er bare en simpel kavalerist, der følger ordrer.”

”Kæmper Deres fader også i den nuværende krig?”

”Nej, han har trukket sig tilbage i min hjemby Lozovatka i Jekaterinskaja-provinsen.”

”Der har jeg aldrig været. Er der smukt?”

Dmitrij rynkede på næsen. ”Det er en meget lille by, ved en smuk flod ikke så langt fra Azovhavet, men Deres Kejserlige Højhed ville ikke have nogen grund til at rejse dertil. Selskabslivet dér er ikke værd at tale om. I min barndom var det landligt, men de har indledt minedrift efter mineraler, og der bliver skåret store flænger gennem landskabet, ligesom Gorkijs tunnel.”

”Stammer De fra en stor familie?” Hun betragtede ham intenst. ”Hvordan var Deres barndom?”

”Ikke så stor som Deres Kejserlige Højheds. Jeg har to storesøstre, Vera og Valerina, men ingen brødre. Pigerne forsøgte altid at kapre mig til deres lege, klæde mig ud og få mig til at optræde i deres skuespil. De aner ikke, hvor karakterdannende det er for en ung dreng at blive tvunget til at gå med paryk og kjole og få smurt kindrødt på! Jeg undslap i niårsalderen, efter at jeg blev venner med en forvalter på vores families gods. Han lærte mig at jage og fiske, eftersom min fader ofte var væk hjemmefra. Alt i alt var det en ganske almindelig barndom.” Han fortalte hende ikke om de heftige skænderier, når hans hidsige far kom hjem, og de voldsomme tæsk, han havde fået, nogle gange med en ridepisk.

”Sig mig, er Deres søstre gift nu?”

”Vera er gift med fyrst Aleksandr Eristavi-Ksani af Georgien, men Valeria bor stadig hjemme hos vores forældre. Hun er seksogtyve år gammel, og jeg håber, at hun finder en mand, men hun er den mest stille af de to, måske lidt genert. Vi er meget tæt forbundne.”

”Jeg ville gerne møde dem!” udbrød Tatjana. ”Jeg kender næsten

ingen kvinder uden for vores familie. Mama var lige begyndt at lade Olga og mig tage til baller eller soiréer af og til, da krigen brød ud. Vi plejede at høre musik svæve op til vores vinduer og se fine damer, der skøjtede på Østersøen, men uanset hvor meget vi plagede, fik vi næsten aldrig lov til at gå ud til dem. Tante Olga – papas søster – inviterede os nogle gange, men jeg tror, at damerne følte sig underligt tilpas over at præsentere sig for os. Jeg ville næppe have mødt Dem, kornet Malama, hvis det ikke havde været for denne krig og Deres skade.”

”Det glæder mig meget, at vi mødte hinanden, sygeplejerske Romanova Tre. Vores samtaler er med til at lette min frustration over at være sengeliggende, og at mine ører bombarderes af mine officerkollegers grynten og snorken.” Hendes hånd hvilede på dynen ikke langt fra hans, og han længtes efter at røre den eller endda at tage den op til sine læber. Han kunne have fundet på det med en anden kvinde, men vovede det ikke med en storfyrstinde fra Romanov-familien.

Hendes søster Olga kom ind på stuen og hen til dem. Hun var mindre end Tatjana og ikke nær så køn, med grovere træk og almindelige blå øjne. ”Hvem er denne patient, der tager al din tid?” spurgte hun med et muntert blik. ”Kunne det være kornet Malama, den officer, du tudede os ørerne fulde om hele aftenen i går?” Farven steg i Tatjanas kinder, og Dmitrij bøjede hovedet og sagde: ”À votre service.”

”Jeg beklager afbrydelsen,” fortsatte Olga, ”men søster Tjebotareva har bedt os om at gå ud i annekset og skifte forbindinger.”

Tatjana rejste sig.

”Tak igen for bøgerne,” sagde Dmitrij. ”Jeg går straks i gang med Turgenev.”

”Jeg kigger ind senere for at se, hvor meget De har læst,” lovede Tatjana.

Pigerne vimsede ud af lokalet, og Dmitrij lå omtåget tilbage. Hun lod til at synes om ham. I det mindste nød hun at snakke med ham,

og hun havde nævnt ham for sin mor og sin søster. Betød det, at der måske var en chance for ægteskab mellem dem? Hans familie ejede et stort gods, men deres rigdom var intet sammenlignet med Romanovernes umådelige formue. Ville han blive betragtet som for lavtstående? Håbede de på at finde udenlandske prinser til alle fire Romanov-piger, eller ville en russisk generalsøn slå til?

Stepanov kaldte: ”Tillykke! Jeg hørte hende sige, at du bliver tildelt Guldsværdet!”

Dmitrij rynkede panden og spekulerede på, hvor meget af samtalen Stepanov havde hørt. Han havde ikke lyst til at tale. Han ville lukke øjnene og huske den søde jasminduft af Tatjanas hud, hendes direkte blik, hendes stemmes blide tone, hendes ansigt, hvor alle hendes følelser stod at læse. Han åbnede Turgenevs roman og så, at hun havde skrevet sit navn på titelbladet på både russisk og engelsk, med nydelig og regelmæssig skrift. Han løb let sin finger hen over det, løftede så bogen og indåndede lugten af siderne. Skulle han prøve at forhindre, at han blev forelsket i hende? Han havde en mistanke om, at det allerede var for sent.

Kapitel tre

”Har du hørt nyheden fra Tannenberg?” kaldte Stepanov og afbrød Dmitrijs dagdrømme. ”Det er katastrofalt: 78.000 dræbte og sårede, 92.000 taget til fange, og general Samsonov død for egen hånd.” Han læste tallene op fra avisen.

Dmitrij vidste allerede, at den 2. russiske armé var blevet omringet af tyskerne, men havde ikke hørt antallet af faldne og sårede før nu. Blodbadets omfang gav ham kvalme. ”Hvordan kan det være sket? Hvorfor er de tyske efterretninger så meget bedre end vores? Det er, som om de opsnapper alle vores beskeder, mens vi er helt uvidende om deres planer.”

Stepanov skar en grimasse. ”De er også bedre udstyret. Deres kanoner har længere rækkevidde og større eksplosionskraft. Vores overlegne antal betyder ikke noget, når vi bliver sendt i krig med våben fra forrige århundrede.”

Dmitrij tænkte på de venner, han havde efterladt ved fronten: Var de endnu i live, eller var de blevet mejet ned af store, vilkårlige kanoner? Den russiske hær var verdens største, men den tyske fjende var smidigere og mere fleksibel. ”Den krig bliver tabt i løbet af nogle måneder, hvis ikke vi får moderne udstyr og bliver hurtigere i marken. Vores kommandovej er for langsom og fjumret. Nye ordrer er så længe om at blive implementeret, at fjenden er rykket videre.”

Stepanov var forstemt. ”Ifølge avisens redaktør kan vi ikke kon-

kurrere med det jernbanenetværk, der understøtter den tyske hær. Vi rider stadig rundt på heste, men kavaleri i krig hører en svunden tid til. En hest udgør et stort mål, og de store kanoner skræmmer dem fra vid og sans.”

Dmitrij var enig, men det betød, at alt det, han havde lært i det ansete kejserlige Corps des Pages og så i ulanregimentet, var forældet. Han var en dygtig rytter, men vidste intet om at positionere, lade og affyre de store artillerigranater, der nu blev brugt. Han havde fået udmærkelse i sine eksaminer i videnskab, militærhistorie og matematik, men havde så godt som ingen erfaring med den knusende nye militærteknologi.

Klokken ti næste formiddag løb Tatjana ind på stuen fuld af begejstring. ”Malama, hvorfor fortalte De mig ikke, at de har vundet Stoverstnij?”

Under forrige års prestigefulde hestevæddeløb havde Dmitrij fra starten ført an på Ortipo, sin cognacbrune hoppe. ”Det er længe siden,” sagde han. ”Det smigrer mig, at De har efterforsket mig.”

”Naturligvis har jeg det,” sagde hun og satte sig på hans sengekant, da der ikke var nogen stole i nærheden. Havde det været enhver anden pige, ville han have taget det som flirt, men Tatjana gjorde det naturligt uden list. ”Jeg prøver at finde ud af, hvad der driver Dem.”

”Jeg er bange for, at jeg er et vældig kedeligt studium.” Han smilede. ”Jeg er officer og ivrig efter snarest muligt at vende tilbage til mit regiment, så jeg kan slås for mit land. Jeg er så forudsigelig, at jeg får mig selv til at gabe.”

”Jeg giver Dem ikke lov til at rejse,” sagde Tatjana spøgefuldt.

”Som Deres oberst beordrer jeg Dem at blive her.”

Han kiggede længere hen ad stuen, hvor Olga sad på en seng, der tilhørte en officer ved navn Karangozov, før han svarede: ”Jeg kan ikke nægte at adlyde en direkte ordre. Måske tror De, at hæren vil klare sig bedre uden mig?”

Hun fniste. ”At styrte ud og blive skudt er jo ikke til nogen hjælp. De må blive her og underholde mig.”

”Men det er Dem, der sørger for underholdningen, mens jeg ligger her til ingen nytte. Livet på stuen ville være ulidelig kedsommeligt uden Deres besøg at se frem til.”

”Måske bliver De snart i stand til at promenere i parken med mig? Vejret er mildt, og bladene er begyndt at blive fantastisk røde og gule.”

Han skævede ud ad de høje vinduer på skyerne, der fór af sted. Hver gang Tatjana sagde noget personligt, galoperede hans hjerte. Talte hun lige så venligt til andre patienter? I deres stue gjorde hun i hvert fald længere ophold ved hans seng end de andres.

”Det ville være dejligt, oberst,” svarede han lidt hæst.

Hendes mor, zarina Aleksandra, sejlede ind i rummet, og Olga og Tatjana sprang op fra officerernes senge. ”Kunne du ikke skifte kornet Malamas forbindinger?” instruerede zarinaen Tatjana og gav Dmitrij et kort, anerkendende nik. ”Olga, kom med mig ud i annekset.”

Tatjana gik hen for at hente vand, saks og linned, og Dmitrij gøs ved tanken om, at hun skulle se hans grimme sår. Han vidste, at han ikke var nogen utiltrækkende mand, med sit mørkeblonde hår og sine kastanjefarvede øjne, men hans venstre ben var furet af dybe flænger på begge sider, der helede med hæslige farver: ujævne blommeviolette streger omgivet af grå og orange hævelser, huden skaldet, hvor hårene var blevet barberet af. I det mindste var sårene holdt op med at bløde og dryppe pus, men de var skavanker, han helst ville holde skjult.

Han kunne ikke se på, mens hendes kølige fingre rensede sårene. Hendes berøring fik hans manddom til at vokse, og han vred sig for at krølle dynen over stedet, så hun ikke skulle lægge mærke til det. Det var pinefuldt og frydefuldt på samme tid. De talte ikke og så ikke på hinanden, og han spekulerede på, om hun også var pinligt berørt.

”Det er De ikke dårlig til,” sagde han til hende, da hun bandt den sidste knude på forbindingen og begyndte at samle sine redskaber sammen. ”Der kunne godt være en karriere inden for sygepleje for Dem, hvis De kommer til at kede Dem som storfyrstinde.”

”Mange tak, min herre.” Hun bukkede med påtaget høflighed. ”Jeg gør mit bedste. Jeg kommer tilbage senere og holder øje med, om De er forstyrrende.”

Hun så ham i øjnene, mens hun talte, og det gav et sæt i ham, fuldstændig som om han var blevet ramt af Amors pil. Med ét gav alt det, digterne gennem århundrederne havde skrevet, ord, han hidtil havde betragtet som banale og klichefyldte, pludselig mening for ham. Han følte sig ør og lykkelig og samtidig utrolig ængstelig. Nærede Tatjana romantiske følelser for ham, eller nød hun bare hans selskab? Hvordan kunne han fortælle hende, at han var faldet for hende, uden at det blev pinligt, eller han spolerede den intimitet, der var ved at vokse frem mellem dem?

I de endeløse timer i sengen grublede Dmitrij over måder at finde ud af, hvad hun følte, og besluttede så, at han ville give hende en gave: noget personligt, noget, hun ville sætte pris på. En bog? Han anede ikke, hvad hun havde læst og ikke læst, og det føltes som en lidt kedelig gave. Smykker? Familien havde mere prangende guld og ædelsten, end han nogensinde ville få råd til. Og så tænkte han tilbage på samtaleemnet, den allerførste gang de mødte hinanden, og svaret kom til ham: Han ville anskaffe en hundehvalp til hende. Han kendte en avler i Sankt Petersborg, der havde nogle nuttede franske bulldogger. En af dem ville være perfekt, men hvordan skulle han få den overdraget til Tatjana? Han ville se hendes reaktion, når hun modtog gaven, så han kunne ikke bare få den leveret til Aleksandrpaladset.

Den aften kom zarinaens hofdame Anna Vyrubova forbi for at rette på hans puder. Hun var en elskværdig sjæl med et rundt ansigt, en veninde, hans mor ofte boede hos, når hun rejste til Sankt Peters-

borg for at deltage i selskabslivet, og hun spurgte til hans familie. Dmitrij besluttede at spørge hende til råds. Mente hun, at det ville være acceptabelt, at han købte en hvalp til storfyrstinde Tatjana? Han forklarede, at han håbede på at overraske hende.

Annas ansigt lyste op. ”Hvor yndigt!” udbrød hun. ”Jeg er sikker på, at hun ville elske den. Hvordan kan jeg hjælpe dig?”

Dmitrij fortalte hende, hvor hundeavleren boede, og forklarede, hvilken type dyr han ville have: ikke kuldets mindste, men en hvalp, der følte sig tryg blandt mennesker og ikke lod sig skræmme. ”Vælg den, der kommer hen og snuser til en fremstrakt hånd og skæver til dig. Undgå dem, der bliver stående og gør eller viser tænder. Jeg vil have en hvalp, der er legesyg, men ikke bruger tænderne. Vi kan ikke risikere, at den bider storfyrstinden.”

Anna indvilgede i at hjælpe med valget og følge Dmitrijs anvisninger. Hun lod til at fryde sig over at være med i hemmeligheden.

To dage senere kom hun til hans sygeleje og hviskede, at avleren havde en perfekt hvalp, og hun havde afgivet bestillingen, men der ville gå en uge til, før den var klar til at blive fjernet fra sin mor. Dmitrij var frustreret over forsinkelsen. Han så Tatjana hver dag, og ud over deres formiddagsbesøg kom hun og Olga nu også tilbage om aftenen. De havde en lektion med doktor Vera Gedroits klokken atten, hvorefter de steriliserede instrumenterne til den følgende dag. Hvis der var tid derefter, spillede Olga klaver, og de sang med på velkendte sange, såsom den lettiske favorit ”Kaut Kur”. Tatjana sang dæmpet, men Dmitrij kunne høre, at hun havde en ren, klangfuld stemme.

På den dag, hvor hundehvalpen var parat til at blive overrakt, gav Dmitrij Anna Vyrubova sine sidste anvisninger om at købe en kurv, den skulle transporteres i, et halsbånd, noget mad, en vandskål og en hundebakke, og han gav hende penge til at betale for det. Da hun kom tilbage en time senere med den dyrebare last i en kasse,

kiggede Dmitrij ned i den og smilede stort: Den var perfekt. Anna gik ud for at finde Tatjana, som var i annekset.

Inden længe kom hun ind på stuen med et forfjamsket udtryk. ”Anna Vyrubova sagde, De havde brug for at se mig.” Hun lagde mærke til kassen. ”Hvad er det?”

Han holdt den frem: ”En gave for at takke Dem for Deres tålmodighed med mig.” Der lød snøftende og prustende lyde inde fra den.

Tatjana tog kassen og åbnede den forsigtigt. Et lille sort ansigt lænede sig frem og slikkede hendes hånd, og hun hvinede i fryd. Hunden kunne let være i hendes hænder, og hun undersøgte de spidse ører, rynken mellem øjnene og den krøllede snude, og bøjede sig så frem og kyssede den oven på det fløjlsbløde hoved.

”Malama …” begyndte hun og så op på ham, men kunne ikke sige mere. Hun var overvældet, nærmest målløs, men det betød intet, for Dmitrij kunne se i hendes øjne, at hun elskede ham. Og nu måtte hun vide, at han også elskede hende. Hans hjerte svulmede med så intens lykke, at han dårligt kunne trække vejret.

– 1914 –Rusland er på sammenbruddets rand, og zarfamilien går en usikker fremtid i møde. Tatjana, storfyrstinde og en af zarens døtre, har forelsket sig i officeren Dmitrij, efter at hun har plejet ham ved sygesengen, men som situationen i landet forværres, er både deres liv og kærlighed i overhængende fare.

– 2016 –

Kitty Fisher forlader hovedkulds London, da hun opdager, at hendes mand har været hende utro. Hun flygter til en hytte i den amerikanske ødemark, som hun har arvet efter sin oldefar.

På stranden finder hun et juvelbesat smykke, der fører hende til en for længst begravet familiehemmelighed.

Zarens datter er en uforglemmelig roman, der vækker en turbulent og tragisk tid til live, og en bevægende fortælling om kærlighed, tab og forsoning.

En opslugende, hjerteskærende roman.

sunday express

Tryllebindende.

En perfekt blanding af romantik og historie. historical novel society

ISBN 978-87-400-8006-3

To kvinder. To epoker. Knyttet sammen af et af verdenshistoriens største mysterier.