Klumme: Hvad skal vi med alle

Hvad skal vi med alle de unger?

TEKST: ANDERS KRINTEL

Phillip, Rasmus og Penille Knudsen, Nikolai Thomsen, Thorbjørn og Cathrine Rask, Nikolaj og Philip Bryde, Jeppe Kristensen, Caroline Faurschou, Magnus Sibbersen, William Anker Scales med flere. Ja, man skal måske nok være kender for at ane fællesnævneren under denne række navne. Hvis du ikke kan se det, så er den, at disse unge kano- og kajakroere alle har forældre, der har været, eller er kano- eller kajakroere selv. Tesen er, at man muligvis kan være født ind i at have en ekstra god mulighed for at blive en god atlet. Hvis du starter tidligt, har det helt rigtige udstyr fra dag ét, får styr på teknikken som barn, lytter til spændende historier om kano og kajak under aftensmaden i familien. Som barn af en kano- og kajakroer ved du, hvad det er, du går ind til, og hvor et liv i en kajak eller kano kan føre dig hen, i modsætning til de børn, der kommer "udefra", når de kommer til deres første prøvetur i den lokale klub. For de ovennævnte har det været helt naturligt at klø på fra første dag og blive gode. Andre skal først lære "vores" verden at kende. Blive tryg ved trænerne (hvis der er sådan nogle i klubben). Danne sig en fornemmelse af hvad hele substansen ”kano og kajak” består af. Finde forbilleder, venner, ligesindede og rollemodeller og her er der et stort arbejde at gøre.

Er de unge ikke fra barnsben dus med miljøet, kan det kræve en nænsom og inspirerende introduktion, for at fremmane den rette passion. Alt dette er alle de, der arbejder med børn og unge i klubberne naturligvis opmærksomme på. Pædagogik, aldersrelateret træning, psykologi, motorik, børne-ungemiljø. Der er nok at tage fat på, og man kunne snildt skrive en større afhandling om, hvordan man fra første dag skaber en ny superroer. Og nej! Vi skal ikke kun skabe nye OL-roere, men helst en kæmpe skare af børn og unge, der bare elsker at ro. Men mulighederne skal være der. Både for at blive ung engageret motionist og for at få høj fart i båden.

Den tidligere landstræner for DKF, Bent Serup, som jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med efter hans trænertid, introducerede mig engang til ”popcornmodellen”. Når man laver popcorn har alle

majskornene samme udgangspunkt og muligheder. Hovedparten popper lystigt, men der ligger altid en lille flok majs tilbage, der bare ikke vil noget som helst. Ligeledes forholder det sig med et hold børn, men der må og skal lægges en masse kræfter i, at så mange som muligt popper. Ikke kun så vi får eliteroere, men også så vi får en masse medlemmer, for hvem kano og kajak er deres ”ting”. Min lille klubkammerat Johanna på 12 er ramt. Man kan se forventningen og gløden i hendes øjne, inden hun skal med de andre børn og unge på vandet. Hun ligner én, der helst bare vil afsted hele tiden. Og hun har fået egen båd, og mens de andre gør klar rundt omkring på pladsen, står hun og glæder sig til at komme ud i den. Siger ikke så meget, men står og suger til sig. Johanna har ikke overfor mig sat ord på det, men jeg kan se det på hende og jeg er ikke i tvivl. Kajakken er nærmest hendes ”skæbne”, og det bliver man bare glad i låget over at se. Vi har engagerede trænere, hvor nogle af dem selv er tidligere konkurrenceroere. De ved helt naturligt, I MINE ØJNE ER DET ALTAFGØRENDE FOR hvordan det hele skal gribes an, fordi de netop har klubbens ånd med i bagagen og en dyb forståelse for, HELE DYNAMIKKEN hvordan det er at være barn og ung i I BÅDE KLUBBER OG klubben. Vi har altså gang i en slags FORBUND, AT DER fødekæde, hvor en del af de unge ender med at give noget videre. Men

INVESTERES I man skal være opmærksom på, at

BØRN OG UNGE det kan tage flere år inden denne kæde er opbygget. Rundt i landet er der etableret kraftcentre, og vores unge får således mulighed for, at mødes med unge roere, fra naboklubberne. Det udvider netværket, men åbner også dørene endnu mere for, at dem der vil, kan pleje talentet. Og så er mulighederne mange og dørene åbne, også selvom man ikke er født ind i vores verden. Hele den kæmpe struktur der ligger bag talentudviklingen i vores forbund koster naturligvis noget, men i mine øjne er det altafgørende for hele dynamikken i både klubber og forbund, at der investeres i børn og unge. Det glæder mig, at en del af mit kontingent til DKF går til støtte, uddannelse, stævner, børnekonsulenter. Det er simpelthen basalt og livgivende for alt.