Øst og vest nærmer sig en EU-aftale om kul og industri Selv om der bliver kamp til målstregen, så vokser håbet om en europæisk klimaaftale på denne uges topmøde. En stor del af pakken er allerede på plads, og skeptikerne Tyskland og Polen nærmer sig hinanden.Af Thomas Lauritzen , Eu-Korrespondent, Bruxelles Med knytnæverne hævet over plakater af den tyske forbundskansler illustrerede unge polakker i går i Warszawas gader, hvordan lutspurten i EU's klimaforhandlinger handler om meget andet end klimaet.Det handler for eksempel også om, at polske borgere er bange for at komme til at bruge deres elregning til at betale for en redning af Tysklands sværindustri. Til gengæld mener tyskerne, danskerne og mange andre i Vesteuropa, at polakkerne snart må forstå, at EU ikke er noget socialkontor.I substansen er det meste af unionens komplicerede nye regelsæt, der skal skære 20 procent af Europas drivhusgasser inden 2020, på plads: Det gælder blandt andet regler om bilers udstødning - og i går lykkedes det Europaparlamentet og EU's regeringer at vedtage en vigtig delaftale om målene for vedvarende energi. Parlamentarikerne talte sågar om et »historisk gennembrud«, fordi det lykkedes at sikre et mål om, at en femtedel af Europas energi skal komme fra sol, vind og vand om 12 år. Den franske klimaminister, Jean-Louis Borloo, vurderer, at »90 procent af klimapakken nu er på plads«. Men som i enhver kompliceret international forhandling, hvor der står milliarder på spil, er det de sidste 10 procent, der kommer til at gøre virkelig ondt.I hjertet ligger pengene »Aftalen om vedvarende energi er et godt tegn, så vi er forholdsvis optimistiske. Men vi ved samtidig, at vi nu bevæger os helt ind i hjertet af problemet - der, hvor det koster penge«, siger Marine de Carne, talskvinde for det franske EU-formandskab, til Politiken. Skærer man igennem den vældige masse af tekniske spidsfindigheder, tegner der sig nu et billede af, hvor det afgørende slagsmål kommer til at stå en sen nattetime på EU-topmødet i morgen, på fredag og muligvis også på lørdag: Det drejer sig om fordelingen og salget af 'kvoter' for, hvor meget CO2 hvert lands industri og kraftværker kan få lov at udlede. Det handler om, hvem der skal kompenseres for udgifterne til at skære ned på udledningen - og hvor mange penge de skal have. Store vestlige industrinationer som Tyskland og Italien bruger verdens akutte finansielle og økonomiske krise som argument for, at deres store fabrikker til produktion af biler, kemikalier, stål og cement skal have gratiskvoter og støtte. Argumentet er, at industrien ellers vil forlade Europa og gøre arbejdsløshedskøerne endnu længere, end krisen i forvejen truer med at gøre dem. På den anden side står en række nye medlemslande i Central- og Østeuropa, der er stærkt afhængige af kulkraft i deres elproduktion. Anført af Polen kræver de, at mindst en tiendedel af pengene fra EU's nye kvotesystem skal afsættes i en slags 'solidaritetspulje' til fattige østlande, hvis borgere ellers angiveligt kommer til at betale gildet via skyhøje elektricitetsregninger. »Vi kan godt se, at meningen er at skyde skylden på Polen, hvis klimaaftalen falder på gulvet. Men det er ikke rimeligt, for det handler ikke om politisk modvilje fra vores side. Det her er afgørende vigtigt for hele vort samfund, for alle polske borgere. Vi kan ikke bare sige ja«, siger Kacper Chmielewski, talsmand for den polske EU-repræsentation i Bruxelles. Merkel er fortrøstningsfuld Det er i dén politiske og økonomiske strid mellem forskellige nationale interesser, at det afgørende slutspil om Europas egen klimapakke kommer til at stå om et par dage. Knald eller fald for EU's interne mål og forpligtelser vil få stor indflydelse på, hvorvidt europæerne troværdigt kan stille klimakrav til resten af verden under de FN-forhandlinger, der foregår samtidig i den polske by Poznan. På lidt længere sigt kan Danmark komme til at spille en vigtig rolle som international mægler, fordi FN's klimatopmøde foregår i København om et år. Men lige nu gælder det først og fremmest EU, og her er det den franske præsident, Nicolas Sarkozy, der skal finde et kompromis. I aften lægger formandslandet Frankrig det første af formentlig en række kompromisforslag på bordet, som skal få især tyskerne og polakkerne til at give sig. Det bliver et sejt træk. Men i går viste Tysklands forbundskansler de første tegn på forsonlighed, da hun besøgte Polens regeringsleder i Warszawa. Polens bekymringer er »forståelige, fordi Polen har lang vej at gå, før landets kulfyrede kraftværker kan udskiftes«, sagde Angela Merkel - »men vi må tale noget mere om detaljerne«, tilføjede hun, mens demonstranterne protesterede ude på gaden. Kansleren vurderede efter sit møde med den polske leder, Donald Tusk, at de to fik taget »et stort skridt fremad« i går. »Vi kan nu tillade os lidt forsigtig optimisme. Risikoen for et veto er blevet mindre. Jeg tør godt sige, at tingene kunne være værre«, sagde Merkel. Tusk mente på sin side, at EU er ved at nærme sig »en aftale, der er god for alle, og ikke kun for en udvalgt gruppe lande«. Dag for dag EU: tirsdag Europaparlamentet enes med regeringerne og kommissionen om den del af EU’s klimapakke, der handler om vedvarende energi. En femtedel af Europas energi skal i 2020 ifølge aftalen komme fra sol, vind og vand. Forhåndsaftalen letter forhandlingerne på EU-topmødet senere på ugen. I Warszawa mødtes Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, med den polske regeringsleder, Donald Tusk. Netop de to lande har de største og mest modstridende problemer med klimaaftalen. EU: onsdag Det franske EU-formandskab fortsætter intense forhandlinger bag kulissen i forsøget på at få især tyskerne, italienerne og polakkerne til at mødes. Det største tilbagestående problem er indretningen af EU’s nye system for CO2-kvoter, som i praksis vil regulere, hvor meget hvert enkelt land må udlede – og hvilke omkostninger det får at leve op til målene. Onsdag aften kommer det første forslag til et kompromis fra det franske formandskab. EU: torsdag EU-topmødet begynder om eftermiddagen, hvor der vil være en første klimadebat. Nogle lande vil bruge den økonomiske krise som argument for at udvande klimaaftalen. Klimaforhandlingerne ventes at fortsætte i nattens løb. EU: fredag Forhandlingerne om klimapakken fortsætter om eftermiddagen. Hvis det viser sig rigtig svært, kan natten til lørdag også tages i brug. Løsningsmodeller vil kredse omkring, hvordan tyskerne og italienerne kan få lov at hjælpe deres industri – og hvordan polakkerne kan få penge nok til at undgå, at deres elpriser eksploderer på grund af kravene til kulkraftværkerne, der leverer 95 pct. af landets energi. EU’s aftale – eller et sammenbrud i de europæiske forhandlinger – vil stå klart enten fredag eller lørdag. Derefter vil resultatet blive skudt ind i de afsluttende ministerforhandlinger på FN’s klimamøde i Poznan. FN: onsdag Embedsmænd fra 192 lande forsøger at lukke så mange delaftaler som muligt, før politikerne kommer. Klimaminister Connie Hedegaard underskriver kl. 11 formelt aftalen med FN om, at Danmark skal være vært for den 15. klimakonference i København næste år. Mange uformelle møder mellem ministre. Connie Hedegaard mødes med de fleste nøglespillere, heriblandt USA, Kina, Mexico, Japan, Rusland m.fl. Hun mødes med FNgeneralsekretær Ban Kimoon. FN: torsdag De officielle forhandlinger mellem landenes ministre – højniveaudelen - begynder. Connie Hedegaard taler i plenum i løbet af eftermiddagen. Ministrene diskuterer den såkaldte Shared Vision i tre timer – et væsentligt element i en ny aftale. Tidligere vicepræsident for USA, Al Gore, ankommer måske. FN: fredag. De endelige forhandlinger, hvor en aftaletekst skal færdiggøres. Forhandlinger og diskussioner om tekster og formuleringer hele dagen. Formelt skal konferencen slutte kl. 18, men sidste år fortsatte forhandlingerne meget af natten og en stor del af lørdag. Connie Hedegaard mødes med senator John Kerry, USA’s tidligere præsidentkandidat og nuværende formand for Senatets udenrigskomite. Interview: Ikke en klimaaftale for enhver pris Interview: Connie Hedegaard (K) Klimaministeren har skrevet en bog om, hvordan hun - og andre - skynder sig langsomt for at bremse CO2-udledningen og løse klimakrisen. Af Michael Rothenborg Connie Hedegaard, i 1. kapitel af din bog citerer du fra forfatteren Milan Kunderas bog 'Udødeligheden'. Er ønsket om udødelighed medvirkende til, at du har skrevet bogen? »Nej, jeg har skrevet bogen for at prøve at beskrive, hvad det egentlig er, vi politikere laver, når vi befatter os med store besværlige ting som klimaspørgsmålet. Når folk hører om, at vi flyver verden rundt og forsøger at få en stor aftale på plads, hvad går det så egentlig ud på? Hvordan fungerer det internationale demokrati? Hvad er det egentlig for noget, det der FN, hvordan foregår tingene der? Jeg prøver at skabe mere åbenhed om, hvad det er, vi har gang i og derigennem skabe større klangbund i den danske offentlighed, der i det næste år kommer til at høre om det her i en uendelighed«. Sådan en k langbund er der vel også ekstra brug for i Danmark, hvor næsten en tredjedel ifølge en Gallup-undersøgelse mener, at klimaændringerne er naturskabte. »Ja, jeg kan også undre mig over, når nogle skeptikere lige har hørt om en eller anden teori et eller andet sted, og nu kan den forklare det hele på en anden måde end FN's Klimapanel og stort set hele den øvrige videnskab, der må siges at være noget, der ligner 98-99 procent sikre. Det er en tilgang til det at være menneske, som jeg dybest set ikke forstår: Hvor store risici vil man være bekendt at løbe på kommende generationers vegne? Hvis jeg kræver 100 procent sikkerhed for, hvad klimaændringerne vil føre til, før jeg kan handle, så kan jeg først handle, når konsekvenserne er indtrådt - og så er det for sent. Derfor må jeg ud fra et forsigtighedsprincip tage skridtet før«. »Og hvad er i øvrigt det værste, der kan ske, hvis alarmen bliver afblæst om nogle årtier? Det er, at vi er blevet mere energieffektive og får vores energi på en billigere og mere miljøvenlig facon. Det vil jo ikke ligefrem skade i en verden, hvor befolkningen vil vokse fra 6,7 til 9 milliarder i 2050, og mange flere kræver middelklassens gode liv«. Men hvorfor tror du, at danskerne er mere klimaskeptiske end for eksempel svenskerne og hollænderne? »Jeg ved det ikke. Måske fordi vi i Danmark i begyndelsen af dette årtusinde havde nogle ret klare eksponenter for, at der ikke var noget problem, eller at problemet i hvert fald ikke var så stort, at vi behøvede at gøre noget snart. Men skepsissen viser jo igen, hvorfor det er så vigtigt at forklare, hvad klimadiplomatiet går ud på. Tag de møder, vi har holdt på Grønland. Nogle danskere siger måske, 'hold da op, er det nu nødvendigt, jeg kunne da også godt tænke mig at komme til Grønland'. Derfor fortæller jeg, hvorfor vi bruger skatteydernes penge på at invitere x antal amerikanske senatorer derop i et par dage. Det handler om mulighederne i personlige relationer - i at mennesker mødes, og der opstår tillid, så de tør åbne sig lidt mere, også politisk«. Netop dine uformelle Grønlandsmøder har ifølge din bog »sat fornyet liv i processen«. Det er vel også et forsøg på at fortælle, at Connie Hedegaard er blevet udødeliggjort i den klimapolitiske historie. »Det er et forsøg på at beskrive en enorm frustration over, hvor langsomt og tungt FN-systemet kan være - og så fortælle, at man ved at engagere sig kan være med til at skubbe ting i den rigtige retning. Grundlæggende er der to måder at reagere på en langsom proces på: Man kan lukke sig omkring sig selv, eller man kan prøve at være med til at gøre en forskel. Det sidste er min tilgang til politik, og det er også derfor, vi har påtaget os værtskabet i 2009 (for en international konference, hvor efterfølgeren til Kyotoaftalen skal landes, red.). Jeg tror på, at det nytter - at engagement flytter«. Men risikerer du med værtsrollen ikke at blive en tålmodig diplomat, der er tilfreds med lidt? Du har sagt, at du fik 'tics i knæene' over langsomheden ved dit første FN-klimatopmøde i Buenos Aires i 2004. Men på FN-mødet på Bali i 2007 udtrykte du stor tilfredshed med et resultat, som af andre blev betegnet som meget udvandet. »Jeg tror bestemt ikke, at mine embedsmænd vil sige, at jeg er blevet tålmodig. Men måske kan jeg i dag bedre se, at selv om det kan tage uendelig lang tid at få en tilsyneladende ukonkret sætning ind i en tekst ved et FN-møde, så begynder ngo'er eller eksperter bagefter at sætte kød og blod på sætningen, og så giver den pludselig mere mening som et reelt fremskridt - der jo ikke kan tages ud af en aftaletekst senere. Desuden er hele klimadebatten et helt andet sted i dag, end den var ved Buenos Aires-mødet i 2004. Der er en global anerkendelse af, at kloden oplever menneskeskabte klimaændringer og af FN's Klimapanels konklusioner«. Alligevel valgte man i slutfasen på Bali at fjerne alle henvisninger til Klimapanelets konkrete anbefalinger om reduktion i CO2-udledningen på 25-40 procent frem til 2020. I bogen affejer du ngo'ernes og pressens kritik af denne udvanding med henvisning til den vanskelige proces. Men nobelpristager Al Gore anbefalede jo i sin tale på Bali netop konkrete mål. Skal politikere ikke være visionære mere end diplomatiske i denne sag? »Man skulle helst forene begge dele. Jeg ser meget gerne, at vi bliver enige om globale bindende mål og lever op til Klimapanelets anbefalinger. Men det er ikke nok blot at prædike det glade budskab, hvis man ikke kobler til, hvordan vi får resten af verden til at blive enige. På Bali blev vi enige om, at der er et problem, at det skal løses, og hvornår det skal løses: i København 2009. Så kommer vi ind i den mere konkrete fase, og her ønsker jeg selvfølgelig fællesnævneren så høj som muligt. Men hvis man kun taler 1.000 procent ud fra egne rene synspunkter, så får man altså ikke samlet verden«. »Nu skal jeg tale i Folkets Store Hal i Kina på fredag (i går, red.), og her bliver man jo nødt til at veje sine ord og ikke bare sige, hvordan de skal gøre, og hvordan det hele skal være. Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvordan verden ser ud med deres øjne, og hvor der er mulighed for, at de flytter sig. Dermed ikke sagt, at vi går efter en aftale i København for enhver pris. Det skal være den rigtige aftale - en ambitiøs aftale. Men jeg har jo altså en dobbeltrolle, hvor visionerne, det praktiske håndværk og kompromiset skal forenes«. Du skal også kunne analysere, hvad højaktuelle sager betyder for klimasagen. Mange mener, at finanskrisen underminerer chancerne for en ambitiøs aftale i København. Du mener tværtimod, at finanskrisen gavner klimasagen. Hvorfor? »Først og fremmest fordi finanskrisen sætter ekstra fokus på problemerne med energiforsyning. Når alverdens lande nu har endnu færre penge til at købe dyr olie fra ustabile regimer, vil de være endnu mere motiverede til at udvikle grøn teknologi«. Men det argument kræver jo en stædig tro på, at toppolitikerne er fornuftige væsner, der tænker langsigtet. »Jamen, jeg har nok også sådan en tro. Jeg tror på, at argumenter og saglighed tæller. Jeg mener også, at man kan føre et slags bevis for, at menneskeheden gennem hele sin historie har ageret, når den har stået over for store udfordringer. Ganske vist nogle gange i allersidste øjeblik, men udfordringerne er dog blevet håndteret og overvundet. I den forbindelse er det værd at lægge mærke til, at EU's 27 stats- og regeringschefer 16. oktober - midt i den finansielle krises højdepunkt - holdt fast i klimaambitionerne. Målene blev fastholdt, og deadline blev fastholdt. EU's klimapakke (om 20 procents CO2-reduktion inden 2020, red.) skal vedtages i år«. Jo, men samtidig blev det jo fastslået, at der er vetoret på sagen - en ret, som især Polen truer med at udnytte. Tror du på, at lande som Polen kan overbevises? »Det er et stort spørgsmål. Jeg tror på en aftale, og jeg arbejder hårdt for en fornuftig aftale. Og den klimapakke, EU har lagt frem, er også til stor gavn for Polen, fordi de på grund af deres lave BNP får et økonomisk tilskud, som de kan bruge til at modernisere deres energisystem«. Men det er jo også store, økonomiske sværvægtere som Tyskland og Italien, der er bekymrede for at miste job på kort sigt. »Jo, men det er jo ikke første gang i Europas eller verdens historie, at lande kæmper om byrdefordeling, når man er tæt på en aftale. Det er et helt banalt politisk argument: Du må gøre noget mere - her reducere mere CO2 - så jeg kan slippe billigere«. Og så må de mest ivrige, herunder Danmark, give mest til sidst for at få en aftale på plads? »Vi er ikke naive, så vi holder også på nogle ting, som vi godt vil have ændret. Og nu er det jo store lande, vi taler om - Tysklands og Italiens forpligtelser til CO2-reduktion kan ikke bare væltes over på Danmark«. Nej, og hvordan skal det så løses? »Det kan man ikke sige noget om endnu. Men løses skal det - også for at EU kan bevare sin troværdighed både udadtil og indadtil. Klimasagen er en af de dagsordener, europæerne går allermest op i«. Så du tror stadig på, at klimapakken lander så ambitiøst, at EU kan hive resten af verden med i en ambitiøs klimaaftale i 2009? »Ja, hvis jeg ikke troede på det, skulle jeg tilbage og være journalist«. Så du kunne lave historier, der kritiserede langsomme politikere for at lave udvandede aftaler? »Nej, mere fordi det så var sjovere at stille spørgsmålene«. Hastværk var lastværk for naturen Regeringen gav landbruget lov til at pløje naturrige brakarealer op, inden dens egne eksperter havde vurderet miljøkonsekvenserne. Og eksperternes råd om, hvordan der skulle kompenseres for naturforringelsen, blev ignoreret. Politiken har gennempløjet braksagen.Af Michael Rothenborg Af jord er du kommet, til jord skal du blive«. Reklamefotograf Peder Størup er ikke religiøs. Alligevel var hans første tanke bibelsk, da han i april i 2008 opdagede, at et meget naturrigt brakareal tæt på hans gård i Skellerup ved Gudenådalen var blevet pløjet op. Blomstertæppet af tjærenelliker og håret høgeurt, som var ideelt levested for sommerfugle, og som Peder Størup havde fotograferet sommeren før, var blevet til mark. Og i ugerne og månederne efter opdagede Størup og andre naturvenner, at det samme var sket på langt de fleste andre brakarealer landet over. Som Politiken i denne uge har fortalt, har landbruget med VK-regeringens velsignelse på et år opdyrket 830 af de i alt 1.480 km2 danske brakarealer. Topforskere på området kalder det »næsten en katastrofe« og »den største naturskandale i hen ved 20 år« - især fordi regeringen ikke som lovet har lavet modforanstaltninger, så naturen holdes skadesløs.Politiken har gennemgået braksagen efter, at vi endelig fik aktindsigt fra Miljøministeriet og Fødevareministeriet - seks uger efter at den gængse 10-dages frist i offentlighedsloven var udløbet. Gennemgangen afdækker, at regeringen ikke blot fik talrige advarsler fra miljøorganisationer og eksterne forskere, men også fra sine egne eksperter. Eksperter, som blev presset til at levere hastige miljøvurderinger af ophøret af brakpligten, selv om regeringens beslutning om at tillade oppløjning for længst var taget. Og eksperter, hvis råd om, hvordan man skulle kompensere for ødelæggelsen af naturen, blev overhørt. Sagen begyndte, da de europæiske landmænds præsident, Peter Gæmelke, og andre af erhvervets topfolk i foråret 2007 for alvor begyndte at lobbye i EU-kommissionen og medlemslandene for at få mere jord til opdyrkning. Det var EU's brakordning, der stod for skud. Brakordningen blev oprindelig indført i 1987, fordi det daværende EF var ved at drukne i smørbjerge og anden overskudsproduktion og samtidig ville begrænse forureningen fra landbruget. Efterhånden blev cirka 10 procent af Danmarks landbrugsareal braklagt, typisk de landbrugsmæssigt dårligste jorder. Mange af dem blev meget artsrige og et vigtigt led i bestræbelser på at leve op til EU's stigende krav om renere vand og gunstige forhold for dyr og planter. Stigende fødevarepriser. Men i 2007 begyndte verden at opleve mangel på fødevarer, ikke mindst de fattige lande. Det skyldtes dels fejlslagen høst, dels at de rige lande hungrede efter afgrøder, de kunne bruge som bilbrændstof i forsøget på at mindske klimaproblemet. Kommissionen og medlemslandene lyttede derfor til lobbyisterne, og forslaget om brakophør kom på EU's fødevareministres rådsmøde 16. juli. Stillet af Sverige og støttet uden betingelser af Danmark - selv om brakken altså netop herhjemme er blevet en stor og væsentlig del af de samlede naturarealer. 8. august kunne dansk landbrugs rådgivningscenter i Skejby melde ud, at EU - og også Danmark - ville droppe den tvungne brak på et møde 22. oktober. Her var landbruget dog lidt på forkant med udviklingen, for den danske regering havde endnu ikke afstemt sin holdning til braksagen. Det sås tydeligt dagen efter, 9. august, da daværende fødevareminister, Hans Christian Schmidt (V), uden forbehold erklærede sig positiv over for at sløjfe brakken. Straks gik daværende miljøminister Connie Hedegaard (K) ud og advarede om, at der ville blive udledt flere pesticider og andre forurenende stoffer til vandmiljøet. Men Fødevareministeriet var allerede i gang med at forberede en ophævning af brakpligten. Statens eksperter i Fødevareøkonomisk Institut (FØI) og Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) blev bedt om at undersøge de miljømæssige konsekvenser, herunder en vurdering af, hvor meget der ville blive pløjet op. FØI og DJF havde oprindelig frist til 1. oktober, men fredag 14. september fik Fødevareministeriet pludselig ekstra travlt. EU-kommissionen havde allerede sat sit forslag om brakophør til afstemning på rådsmødet 26. september, ikke mindst fordi landmændene bogstaveligt talt stod på spring med ploven over hele Europa. Regeringens forskere blev derfor bedt om at bruge weekenden på at blive færdige med »den foreløbige analyse af konsekvenserne, idet udkast til regeringens holdning skal fastlægges på mandag«, som det hed i mailen til forskerne fra Fødevareministeriet. Ugen efter besluttede regeringen trods miljøministerens indvendinger at stemme for en ophævning af brakpligten - ifølge Politikens oplysninger blandt andet, fordi Venstres landbrugsbagland pressede ivrigt på. Den nyudnævnte fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), understregede dog i et interview med Ritzau 20. september, at det var »helt afgørende for regeringen, at det ikke får betydning for naturen og miljøet«. »Vi vil iværksætte de tiltag, der skal til, for at modvirke det. Hvis det her har miljømæssige konsekvenser, vil vi stramme kravene«, lovede fødevareministeren. Ministerens forsikring kom efter en advarsel fra regeringens egne eksperter i FØI og DJF. Forskerne fremhævede i deres analyse og på FØI's hjemmeside, at »Kornmangel kan komme til at gå ud over danske søer og vandløb«, fordi det blandt andet ville være brakarealer tæt på vådområder, der ville blive oppløjet. Det ville ikke kun skade naturen, men også Danmarks bestræbelser på at leve op til EU's krav om renere vand og gunstigere forhold for dyr og planter. Smalt mandat Dagen efter - 21. september 2007 - fik regeringen mandat til at stemme ja til EU-kommissionens forslag. Men et meget smalt mandat uden Socialdemokraterne, i modsætning til hvad der er normal praksis i sager om EU's landbrugspolitik. Og søndag den 23. om aftenen fik Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) besked på sammen med FØI og DJF at undersøge miljøkonsekvenserne nærmere. Projektchef Torben Moth Iversen fra DMU blev pennefører, og han svarede Fødevareministeriet, at forskerne ville kunne lave det på cirka seks uger. Men det var ikke hurtigt nok for ministeriet: 25. september fik Moth Iversen & co. at vide, at første del af analysen allerede skulle ligge klar 5. oktober.Altså blot otte arbejdsdage efter. Resten måtte godt vente seks uger.
En halv million voksne danskere har svært ved at læse en almindelig artikel i en avis. Men det behøver ikke at være så svært. Ligetil.nu er en netavis med nyheder, der er lette at læse.
nyheder, der er lette at læse