Pergamentet nr 7, 2014 by Pergamentet

Pergamentet Tema: â&#x20AC;?Billeder i historienâ&#x20AC;?

nr. 7, 2014

Pergamentet

Indholdsfortegnelse

Redigeres af studerende på historiestudiet på AAU

Leder

Den symbolske fremstilling af jøder i middelalderens Ansvarshavende Redaktør: Katrine Funding Højgaard (khajga11@student.aau.dk)

bestiarier

Interview med Poul Duedahl

Redaktion: Andreas Lie Stokbro (4.sem.) Casper Bauerfeld Krogh (6.sem.) Cecilie Steffensen (4.sem.) Jonas Bertelsen (6.sem.) Kasper Søndergaard Batz (6.sem.) Katrine Funding Højgaard (6.sem.) Mads Kyvsgard Steffensen (4.sem.) Martin Ottovay Jørgensen (Ph.d.stip.) Niels Jacob Olesen (6.sem.) Steffen Elias Nielsen (4.sem.)

Rejseberetninger fra Rom

Arkiverfaring: Brug af Udvandrerarkivet i Aalborg

Hvad læser du? Mit favorittidsskrift

Marianne Paasch – Ph.d.-stafet

Den alsidige forskervej

Mit studiejob i det Krigsvidenskabelige Selskab

Korrektur: Andreas Lie Stokbro (4.sem.) Katrine Funding Højgaard (6.sem.) Martin Ottovay Jørgensen (Ph.d.stip.)

Gruppelokaler – En observation

Boganmeldelse: Rejsen til Amerika

Boganmeldelse: Himmlers Norge.

Boganmeldelse: Cannabis: A History.

Filmanmeldelse: Tucker: The Man and His Dream

Pergamentets Opraab til Aalborgs Historiefolk

Set og sket på Aalborg Universitet

Kalender

Forelæsningsrække: Hvad er historie?

Layout: Niels Jacob Olesen Skribenter i dette nummer: Anders Kilgast Casper Bauerfeld Krogh Cecilie Steffensen Iben Fonnesberg-Schmidt Jonas Bertelsen Katrine Funding Højgaard Mads Reedtz Marianne Paasch Søren Chr. Winther Torben K. Nielsen Deadline for indlæg næste nummer: 15/4 Njfo11@student.aau.dk Oplag: 100. Kan fås som PDF ved henvendelse.

Indlæg repræsenterer alene forfatterens holdning. Redaktionen holder sig derfor ikke ansvarlig.

Leder Kære læsere, velkommen til 7. udgave af Pergamentet, som denne gang har temaet ”Billeder i historien”. Temaet hviler på et spinkelt grundlag, da blot to artikler falder inden for temaet, men nogle gange er vejen fra den første idé til det endelige resultat bare lidt mere bumpet end forventet. I kan dog på de følgende sider glæde jer over at blive meget klogere på bestiarier, middelalderens ”billedbøger”, hvor I bl.a. kan læse om selvkastrerende bævere, tvekønnede hyæner og ugler med horn i panden. Derudover bringer vi et eksklusivt interview med Poul Duedahl, der netop er blevet honoreret med titlen ”Årets historiske bog” for Forbrydelsens Ansigt. Her kan I bl.a. høre om Pouls tanker omkring brugen af billeder som kildemateriale. Uden for tema bevæger vi os rundt i studiets forskellige afkroge, og I kan f.eks. læse om Torbens oplevelser i Rom, Ibens yndlingstidsskrifter, Mariannes Paaschs Ph.d.-projekt samt studerendes erfaringer med forskellige ting som studierelevant fritidsjob, arkivbrug og gruppelokaler, i ’set & sket’-sektionen kan I orientere jer om, hvad der er sket på Historiestudiet de sidste par måneder, og endelig bringer vi en række bog- og filmanmeldelser. Her på redaktionen glæder vi os over en markant stigning i redaktionsmedlemmer, så vi nu har medlemmer fra både 4. og 6. semester. Og vi vil være fantastisk glade for at få et par 2. semesterstuderende indrulleret i redaktionen, da målsætningen er, at Pergamentet med tiden skal rumme repræsentanter fra alle årgange. Så sidder der en frisk 2. semesterstuderende med mod på lidt let redaktionsarbejde, byder vi velkommen med åbne arme! Datoen for næste redaktionsmøde vil blive meldt ud på Pergamentets facebookside når det er planlagt, så interesserede kan møde op. Deadline for næste udgave af Pergamentet er 15. april 2014, og temaet bliver ”Teknologihistorie”. Som altid vil vi bede jer, vores medstuderende, om at bidrage med artikler. Uden jer, intet tidsskrift. Så har I kendskab til noget inden for teknologihistorien, så kontakt os endelig! Har I andet, I brænder for, eksempelvis et projekt I vil omskrive til en artikel eller lignende, modtager vi også med glæde artikler, der falder uden for tema, og en film- eller boganmeldelse kan vi altid bruge. På side 25 kan I læse nærmere om skribenttjansen. God læselyst!

De bedste hilsener, Redaktionen

som gode, onde, dydige, dovne eller andet, og hvert enkelt dyr er på den måde blevet symbol på en del af den menneskelige adfærd. Som et eksempel på denne måde at bruge dyr til at symbolisere menneskelig opførsel kan nævnes historien om bæveren, en populær historie, der er til stede i de fleste bestiarier: Det siges, at bæverens testikler er eftertragtede til medicinsk brug, og derfor bliver den jaget vildt. Når bæveren er tæt på at blive fanget, bider den sine testikler af og smider dem foran jægeren, og på den måde slipper den levende væk, da jægeren nu har fået, hvad han jagtede. Denne historie skal forstås som en allegori over munkenes cølibat, da bæveren rent fysisk skiller sig af med sine testikler, mens munkene gjorde det i overført betydning ved at sværge seksuel afholdenhed. Jægeren i historien kan ses som et symbol på djævlen selv; bæveren smider sine testikler for at redde livet; munken smider sin syndighed for at finde evig frelse. Bæverhistorien handler altså om seksuel afholdenhed, og en pendant til denne historie kunne være historien om de brændende sten, lapides igniferi, som også optræder i mange bestiarier. Det er ikke som sådan en dyrehistorie, men fungerer på samme måde som en allegori over menneskelig adfærd. Det siges, at der langt ude østpå er et bjerg med sten af hankøn og hunkøn. Når disse sten ligger hver for sig, sker der intet, men hvis de nærmer sig hinanden, bryder de i brand. Dette er selvfølgelig historien om brændende begær mellem mand og kvinde, og bestiarierne advarer gerne mod denne form for forening. Mens flammerne kan symbolisere begæret, kan det samtidig ses som helvedes flammer, og kvinden fremstilles gerne som den lokkende, der leder manden i fordærv. I nogle tilfælde ses også en direkte sammenligning med syndefaldet, hvor Eva som bekendt lokkede Adam med den forbudne frugt. Som bæveren og de brændende sten er alle de andre historier også symboler på menneskelig opførsel eller indeholder referencer til bibelen: Elefanten er den ideelle mage, der vælger en

Den symbolske fremstilling af jøder i middelalderens bestiarier Af: Katrine Funding Højgaard, 6. semester I bestiarierne, middelalderens illustrerede dyrebøger, findes historier om god og dårlig opførsel, allegorier over menneskelig adfærd mm., og jeg vil i denne artikel først fortælle lidt om bestiarierne som genre, dernæst om jøderne i England og til sidst vise nogle eksempler på hvordan middelalderens antisemitisme kommer til udtryk i bestiarierne.

Bestiarier er en særegen litterær genre, der var særligt populær i England i det 12. og 13. århundrede, men også ganske udbredt i Frankrig og andre dele af Europa. Kort fortalt er bestiarier illustrerede bøger med dyrefabler, der i både tekst og billede indeholder moraliserende allegorier over menneskelig opførsel. Disse dyrefortællinger kan som oftest spores tilbage til antikkens videnskabsmænd og fabulister, såsom Plinius d. Ældre og Aesop, men er gennem middelalderen blevet tilført en kristen morale. Det tidligste bestiarium, Physiologus, blev formentlig produceret i Alexandria i Egypten omkring år 200, hvor dyrefablerne blev sammenkoblet med det gamle testamente. Dog blev bestiariet først rigtigt populært og udbredt i højmiddelalderen. Det er svært at sige noget præcist om, hvor udbredte bestiarierne har været, men brugen af dyr som symboler på menneskelig opførsel kan spores mange steder i det middelalderlige England i f.eks. vægmalerier og udskæringer i kirker. Det er nærliggende at formode, at dyrefortællingerne har været brugt til på pædagogisk vis at formidle en kristen morale til en bredere befolkning. Gennem bestiarierne fremstilles dyrene med forskellige egenskaber,

mage for livet og kun parrer sig, når det er absolut nødvendigt, altså når det er tid til at sætte unger i verden. Bien er den gode borger, der samarbejder og udfører et godt stykke arbejde for fællesskabet. Fugl Fønix er en allegori over Kristi genopstandelse, da den brænder ihjel og efter tre dage rejser sig af asken som genfødt.

med mordet på den kristne dreng. Selvom jøderne var under kongelig beskyttelse, forhindrede det ikke overfald og drab på jøder, som f.eks. i 1190 hvor den lokale befolkning i York gjorde oprør mod jøderne, der angiveligt førte en ekstravagant livsstil grundet deres fordelagtige økonomiske grundlag som långivere, hvilket skabte misundelse blandt den knapt så velstillede kristne befolkning. Massakren i York er ret veldokumenteret i samtidige kilder og er nok det bedst kendte eksempel på forfølgelsen af jøderne i middelalderens England, men der var andre episoder sidenhen, og med tiden mistede jøderne også gradvist den særlige kongelige beskyttelse. Dette skyldtes muligvis, at de pga. høje skatter mistede deres økonomiske fundament og derfor i sidste ende stod som en forarmet minoritet, der ikke længere havde nogen værdi for de engelske konger. Jødernes situation blev mere og mere presset, og Henry III bekendtgjorde i 1253, at alle jøder skulle gøre nytte for kongen, og at enhver nyttesløs jøde skulle udvises af England. Under Edvard I blev jøderne i 1290 endelig totalt udvist af England, sandsynligvis dels pga. deres generelle upopularitet i den engelske befolkning, dels pga. af deres manglende brugbarhed for den engelske konge, når de ikke længere var en økonomisk faktor.

Jøderne i England Historisk set har det jødiske folk sjældent haft det helt nemt, og heller ikke i middelalderen var jøder specielt populære. De var i mange europæiske byer henvist til at leve i lukkede områder, de såkaldte ghettoer. I England nød de dog større frihed, og levede i et par århundreder side om side med de kristne englændere, om end det ikke altid var lige fredeligt. Jøderne kom først til England i forbindelse med Wilhelm Erobrerens indtog på de britiske øer i 1066 og levede i lang tid under de skiftende kongers beskyttelse. Kristne måtte ikke tage renter for udlån af penge til andre kristne, men sådanne regler var der ikke for jøderne, der altså kunne fungere som långivere og hurtigt opbyggede et solidt økonomisk fundament, der også kom kongerne til gode, da jøderne kunne beskattes, og dermed hjælpe med at finansiere forskellige projekter for kongerne. Det var dog ikke alle, der var lige glade for jødernes særstatus, da deres velstand og kongelige beskyttelse kunne skabe misundelse blandt de kristne englændere, og samtidig så den gejstlige stand skævt til den jødiske religion og gjorde meget ud af at propagandere mod jøderne og fremstille dem så skidt som muligt i prædikener, skrifter og illustrationer. Et eksempel på ”markedsføringen” af jøder som uhyrer findes i historien om Skt. William af Norwich: I påsken 1144 blev den 12årige William fundet brutalt mishandlet og myrdet. Han var efter sigende blevet slået ihjel af jøder som en rituel handling, og hændelserne blev senere beskrevet i en hagiografi af benediktinermunken Thomas af Monmouth, der sørgede for at udpensle jødernes bestialitet i forbindelse

Antisemitisme i bestiarierne Den middelalderlige antisemitisme, der trivedes i hele Europa, er også at finde i bestiarierne, hvor mindre flatterende dyder gerne forbindes med jøder, og i nogle tilfælde fungerer dyrehistorierne som direkte allegorier over det jødiske folk. Jeg vil her fremhæve historierne om hyænen og uglen, som begge beskriver jøderne ganske negativt. Hyænen fremstilles generelt som et forholdsvist ulækkert dyr, der sniger sig rundt på kirkegårdene i ly af natten og spiser døde mennesker, som den graver op af jorden. En særlig ting ved hyænen, som den fremstilles i bestiarierne, er, at den skifter køn, nogle gange er den af hankøn, andre 5

gange hunkøn, hvilket gør den til et urent dyr. Samtidig er det et bedragerisk dyr, der er i stand til at efterligne menneskenes stemmer, så den kan hidkalde mennesker, som har vovet sig ud i nattens mulm og mørke, og så overfalde dem. Hyænen kan overordnet set symbolisere det utroværdige menneskelige qua dyrets tvekønnethed, så den altså skifter side fra tid til anden. Tager man illustrationerne med i betragtning, fremstilles hyænen ofte med tydelige kønsdele, både mandlige og kvindelige, og på den måde bliver scenerne, hvor hyænen æder døde mennesker, seksualiseret. Hyænen er altså også en allegori over menneskelig lyst og grådighed. Udover denne sammenligning med almindelige laster er der ofte i bestiarierne endnu en sammenligning, nemlig sammenligningen mellem hyænen og det jødiske folk. Jeg kan f.eks. nævne Aberdeen Bestiary, et engelsk bestiarium fra 1200-tallet, hvor hyænen først fremstilles som den tvekønnede gravrøver, der kan efterligne menneskenes stemmer. Derefter kommer følgende beskrivelse: ”The sons of Israel resemble the hyena. At the beginning they served the living God. Later, addicted to wealth and luxury, they worshipped idols.” (Aberdeen Bestiary, folio 11v). Her får vi altså sammenligningen udpenslet, og læseren lades ikke i tvivl om, hvordan historien om hyænen skal forstås. Den almindelige fremstilling af hyænen, som skifter køn fra tid til anden, symboliserer altså også jødernes skift fra at tro på den rigtige Gud til at dyrke idoler.

og jøder i særdeleshed. I Aberdeen Bestiary får vi at vide om uglen, bubo, at det er et beskidt dyr, der, ligesom hyænen, færdes på kirkegårdene og derudover efterlader sin afføring i sin egen rede. Uglen foretrækker mørke frem for lys, ligesom synderen afskyr sandhedens lys, og hvis andre fugle ser uglen, vil de omringe den og angribe den, ligesom en synder vil blive målet for de dydiges hån og spot (Aberdeen Bestiary, folio 50r). Om den almindelige ugle er der ingen sammenligning med jøderne. Natuglen, noctua, sammenlignes derimod direkte med jøderne. Natuglen afskyr lyset og foretrækker mørket og sammenlignes altså med jøderne, der afviste den sande Gud (Aberdeen Bestiary, folio 51r). Tager man bestiariernes illustrationer med i betragtning, er uglen ofte afbildet med et næb, der til forveksling kan ligne en kroget (jøde-)næse, og horn i panden, eftersom det rent faktisk var en udbredt forestilling blandt kristne, at jøder havde horn. Derudover er nogle ugler afbildet med den såkaldte pileum cornutum, en spids hat der var kendetegnet ved jødernes påklædning. Som jeg nævnte før, findes uglen også afbildet uden for bestiarierne, og som eksempel kan jeg nævne Norwich Katedral (byen hvor den unge William efter sigende blev myrdet af jøderne i 1144). I denne katedral findes nogle meget detaljerede træudskæringer, som netop forestiller en ugle omringet af en flok mindre fugle, ligesom jøder omringet af kristne, eller syndere omringet af rettroende, så i dette tilfælde er en typisk bestiariehistorie altså også at finde i en kirke, hvor illustrationen altså kunne beskues af en større menneskemængde. Det er svært at fastslå med sikkerhed, men jeg vil formode, at historien om uglen har været velkendt af en bredere befolkning, siden den optræder udskåret i træ i Norwich Katedral.

Et andet dyr, der har været meget brugt som allegori over det jødiske folk, er uglen, som siden antikken er blevet fremstillet som symbolet på negative værdier såsom død, ondskab og dumhed. Særligt interessant ved historierne om uglen er, at den har været et yndet motiv til udskæringer i kirker, hvilket viser, at historiens morale har været at finde andre steder end i bestiarierne. Der findes flere forskellige slags ugler, som på forskellige måder symboliserer syndere generelt

Bestiariernes mangfoldighed Jeg har i denne artikel fremført eksempler på antisemitisme, men det er blot en lille flig af alle 6

de temaer, der findes i bestiarierne. Især modsætningsforholdet mellem Kristus og djævelen fylder meget i bestiarierne, men der er også flere eksempler på synder og dyder generelt, allegorier over konger, gejstlige og almindelige folk, og temmelig mange historier der på en eller anden måde handler om sex, hvor kvindekønnet i flere tilfælde fremstilles som lokkende og lettere farligt, eftersom hun kan lokke manden i fordærv. Dette ses f.eks. i historien om sirenen, der også har rødder i antikken. Bestiarierne indeholder altså mange forskellige historier, og illustrationerne tilfører et ekstra lag, da de er med til at udpensle historiernes moraler.

Litteratur Baxter, Ron: Bestiaries and their users in the middle ages. Sutton Publishing Limited, London, 1998. Hassig, Debra: Medieval bestiaries: Text, Image, Ideology, Cambridge University Press, 1995. Hassig, Debra (red.): The Mark of the Beast: The Medieval Bestiary in Art, Life, and Literature, Garland Medieval Casebooks vol. 22, New York, 1999. Salisbury, Joyce E.: The Beast Within. Animals in the middle ages. 2nd ed. Routledge, 2011.

For interesserede læsere har jeg nedenfor listet nogle bøger om emnet. Baxter giver et godt overblik over bestiariernes struktur, anvendelse, udbredelse mm. Kunsthistorikeren Hassig beskæftiger sig især med illustrationernes betydning, men kigger også på dyrehistoriernes morale i forhold til det samtidige samfund. Salisbury har skrevet en glimrende bog om dyr, som både omhandler virkelige dyrs funktion i det middelalderlige samfund og imaginære dyr i fabler og bestiarier. Yderligere har jeg listet et par bestiarier. Et af dem, Aberdeen Bestiary, findes på nettet, udgivet og oversat af Aberdeen University. Der kan man også se alle illustrationerne, som jeg desværre ikke kan medbringe i denne artikel pga. copyright. En anden hjemmeside, der er et besøg værd, er The Medieval Bestiary, der fungerer som et omfangsrigt opslagsværk, hvor der ligeledes findes illustrationer fra en masse forskellige bestiarier. Afslutningsvis vil jeg henvise til et projekt skrevet på 4. semester (før-moderne periode) af undertegnede og to studiekammerater, som netop omhandler bestiarier i bred forstand. Projektet findes i projektbiblioteket.

Physiologus. Oversættelse og introduktion af Michael J. Curley. University og Texas Press, 1979. Bestiary M. S. Bodley 764: Oversættelse og introduktion af Richard Barber. The Boydell Press, Woodbridge, 1993. The Aberdeen Bestiary: University of Aberdeen: http://www.abdn.ac.uk/bestiary/ The Medieval Bestiary: Animals in the Middle Ages: http://bestiary.ca/ Bestiarier: Udbredelse, struktur og anvendelse i England i det 12. og 13. århundrede. Semesterprojekt af Asbjørn Imer Gudmundsson, Katrine Funding Højgaard, Niels Jacob Faurholdt Olesen. Projektbiblioteket: http://projekter.aau.dk/projekter/

derfor været så heldige at få et interview med hovedforfatteren Poul Duedahl. Han vil her komme ind på billeders muligheder og potentiale som kildegruppe og kritisere det synspunkt, at anvendelsen af billeder ikke kan tages seriøst.

Interview med Poul Duedahl om hans prisbelønnede bog Forbrydelsens Ansigt Af Cecilie Steffensen, 4. semester

Hvordan bliver historien i Forbrydelsens Ansigt fortalt ud fra billeder?

Forbrydelsens Ansigt: Værket der er på alles læber i denne tid og vinder af den prestigefyldte titel ”Årets Historiske Bog”. I dette værk går forfatterne Gitte Bergendorff Høstbo, Peter Wodskou Christensen og Poul Duedahl tæt på diverse lovovertræderes skæbner, hvis historier er blevet udødeliggjort gennem politiets tvangsfotograferinger.

Den røde tråd i bogen er fortællingen om, hvordan fotografiet siden 1850 har været et centralt led i politiets efterforskningsarbejde, og derfor kom vi jo ikke udenom at vise nogle af dem. Faktisk har det været en erklæret hensigt lige fra begyndelsen at fremhæve netop fotografierne. Både fordi de er elementært dragende, og fordi de fortæller historier i sig selv. Forbryderbilleder giver nemlig et sjældent glimt af den kriminelle underverden i en tid, hvor det ellers var forbeholdt velhavere at lade sig fotografere. Hvor velhavere lod sig forevige i krinolinekjoler lånt af fotografen og fik alle uskønhederne retoucheret bort bagefter, så fremstår forbryderne råt for usødet. De optræder simpelthen i det lappede og lasede tøj, de blev anholdt i, og vi får derved et temmelig præcist billede af, hvordan især Underdanmark tog sig ud. Uden billederne, hvordan skulle vi ellers vide det?

Bogen udkom i maj sidste år og har siden da draget megen opmærksomhed til sig med medieoptrædender i bl.a. Go’ Morgen Danmark og Aftenshowet. Bogens periodefokus strækker sig fra 1850-1920 og forsøger gennem kriminalitetshistorisk forskning at berette om forbryderbilledets historie. Ydermere kæder forfatterne de udvalgte forbryderbilleder sammen med den bagvedliggende historie om de småkårsfolk, der kom i politiets søgelys. Den bagvedliggende historie om de enkelte individer gør det muligt for forfatterne at sige noget generelt om samfundet rent kultur- og socialhistorisk. Den mikrohistoriske historie om individets forbrydelser og straffen kan fortælles os noget om, hvilke forhold de forskellige samfundsklasser levede under, og hvilken slags morale og etik der prægede samfundet i 1800-tallet og starten af 1900-tallet.

Hvordan valgte I billederne? Normbrud af enhver afskygning er helt basalt interessant for os mennesker. De fortæller os om, hvad den ukorrekte opførsel er, og dermed også noget om hvad den korrekte opførsel er, og hvordan vi selv er. Den slags går vi mennesker meget op i - se bare hvor mange udsendelser om fænomenet, der er på fjernsynet i den bedste sendetid i løbet af en uge. Når man bladrer i politiets forbryderalbums bliver man imidlertid slået af, hvor meget de fleste normbrydere ligner alle os andre – de kunne være os! Derfor valgte vi billeder ud fra to principper: Enten skulle billedet i sig selv fortælle en god historie – f.eks. bringer

Førhen har der været berøringsangst over for billeder i historikerens arbejde, og brugen af dem har gjort historiearbejdet mindre seriøst. Spørgsmålet er dog, om billeder i historieskrivningen i virkeligheden ikke kan bidrage med mere end først antaget? Her på Pergamentet har vi

vi billeder af mennesker, som tydeligvis har svært ved at lade sig fotografere, eller hvor f.eks. gazebind om hovedet fortæller om en voldelig episode, der er gået forud for fotograferingen – eller også skulle baggrundshistorien være så god og sigende, at vi var nødt til at bringe de tilhørende billeder. Det kunne være historien om forbrydelser, som man ikke længere opfatter som forbrydelser, f.eks. homoseksualitet. Eller det kunne være historien om kriminalsager, som har haft afgørende betydning for politiets brug af kameraet. Derved er bogen kommet til at rumme både almindeligheder og særpræg i kombination.

enhver ændring i den måde, som forbrydere er blevet fotograferet på, har jo betydning for den måde, som bogens øvrige indhold tager sig ud. Hvis politiet f.eks. er begyndt at fotografere på en ny måde, så er vi jo nødt til at forklare årsagen i teksten. Som en god historiker må man nemlig holde sig loyalt til indholdet i den medfølgende dokumentation – herunder billeddokumentationen. Billederne viser os simpelthen, hvad vi har belæg for at skrive. Ud fra dit synspunkt, var billederne så det styrende element, eller var det historien, der var styrende?

Hvilke farer er der ved at knytte historie til billeder og vice versa?

Se, det er nok mere en kombination. For vi kunne jo sagtens have skrevet bogen uden billeder og stadig fortælle historien om, hvordan politiet anvendte fotografiet og fortælle om baggrunden for, at forbrydere blev fotograferet. Vi kunne stadig fortælle om, hvor langt der er fra de folkelige forbryderstereotyper til det enkelte individ. Vi kunne stadig fortælle en ofte overraskende og lærerig historie, som førte til, at forbrydere kom på kant med straffeloven og havnede i politiets blitzlys. Alt sammen kunne vi fortælle, fordi der til ethvert billede hører hundredvis af håndskrevne sider i form af politirapporter, domstolssager og fængselsarkivalier. Det behøvede vi ikke billederne til. Men det ville jo være lidt underligt at beskrive billedernes historie uden at vise dem. Og den æstetiske side af bogen har vi valgt at lægge lige så megen vægt på som selve fortællingen om deres historie, så i den forstand har udvælgelsen af enkelte billeder som nævnt helt klart været styrende for, hvad vi endte med at skrive om.

Jeg ser faktisk kun muligheder. I hvert fald er det helt klart en fordel at anvende billeder, hvis man har en ambition om at nå bredt ud med sit værk. Det, at billederne skulle gøre en bog mindre seriøs, er et gammeldags synspunkt, som ingen nutidige historikere ved deres fulde fem længere forfægter. Det afgørende er jo, om teksten bygger på solide analyser og anvender et dækkende kildemateriale. Vi bringer både overbliksanalyser og detailstudier – alt sammen baseret på fleres års gennemlæsning af politirapporter, forhørsprotokoller, domsprotokoller osv. Alle henvisningerne findes bag i bogen, så man kan selv slå efter. Et stykke hen ad vejen ville det skriftlige indhold være det samme uden billederne, men bogen ville være dårligere uden billederne, fordi det er deres historie, vi fortæller, og fordi de i sig selv er bogens vigtigste kildegruppe. I den forstand forstærker og underbygger billederne hovedteksten.

Jeg kan nævne to eksempler: Billedet af den prostituerede Laura Heuser i korset og kjole på side 162 har vi valgt alene, fordi den viser, hvordan en prostitueret ønskede at fremstille sig overfor sine kunder – men historien i sig selv er der egentlig ikke meget ved. Billedet af hendes kollega, Ane Johanne Pedersen på side 212 er til gengæld en

Hvorledes kan det siges, at billederne er styrende for historiens fortælling? Det kan siges meget klart: Billederne er så absolut styrende, og det er helt bevidst! For det er jo forbryderbilledets historie, bogen handler om. Og

anelse kedeligt og ordinært – det kunne være du og jeg – og vi ville næppe have bragt det, hvis ikke det var fordi, det under læsningen af kriminalsagen viste sig, at en af hendes kunder var den senere statsminister Thorvald Stauning. Derved fik vi en god historie forærende, og en utrolig relevant historie fordi den fortæller om politisk dobbeltmoral, lovgivernes egen omgang ved forbryderverdenen og nogle tanker om, hvordan Danmarkshistorien ville have været, hvis sagen i sin tid havde ramt avisforsiderne.

Rejseberetninger fra Rom Vi bringer her et udpluk af de rejseberetninger, som Torben K. Nielsen den seneste tid har delt i historiestudiets facebookgruppe. Rejseberetning nr. 6 - En barok tur Baroktur - eller barok tur: Lukket da jeg kom til Santa Maria della Vittoria; udenfor kirken ca. 200 ventende turister, så det opgav jeg ligesom. Ingen Teresas henrykkelse (Bernini, 1652) i dag. Videre hen ad gaden til

Alt i alt er bogens morale vel, at faghistorikere i alt for mange år har haft berøringsangst overfor billeder, fordi de kun blev oplært i brugen af skriftlige efterladenskaber og derfor ikke vidste, hvad de skulle stille op med de visuelle. Det er jo grundlæggende historikernes problem og ikke billedernes. Men heldigvis er det slut nu. Billeder er nemlig blot et af menneskets utallige kommunikationsformer. En historiker, der alene forholder sig til tekstlige frembringelser, hvor der også findes billeder, er nu om dage at betragte som snæversynet i sin historieopfattelse og som en dårlig håndværker. Derfor håber, tror og ønsker jeg, at bogen kan være til inspiration!

Borrominis San Carlo alle Quattro Fontane (1630’erne) med den flippede konvekse/konkave facade. Indenfor er den lige så vild med sine tre etager, der ender i den ovale kuppel. Jeg beklager billedet, for det er faktisk ret fantastisk! Eventuelle særligt interesserede kan finde langt bedre billeder på nettet... Således opmuntret videre hen ad gaden til Berninis Sant'Andrea al Quirinale. Også den er oval, men på den anden led, og den mimer derfor pladsen/opgangen udenfor i sin grundplan. Vild arkitektur fra 1661. Men hvad

sker der så? Tja, billedet nedenfor gengiver selvfølgelig noget af skuffelsen... Selvfølgelig godt at restaurere de fine sager, men sgu da ikke mens JEG er i byen! Også hér meget bedre billeder på nettet, den døgnflue.

i øvrigt planket fra nettet, men alligevel… Fotografering er strengt forbudt i Vatikanets bibliotek!). Martinus' krønike var godt nok noget mere gnidret. Men det var stadig ret vildt at sidde og forsøge at læse i. Biblioteker? - de holder bare!

Rejseberetning nr. 10: Vatikanbibliotekets læsesal - ret spændende. Og gammelt. Og latin. En stor læsesal med plads til godt hundrede forskere, men kun godt 15 besatte pladser. Hver med sit særlige manuskript. Fuldkommen stilhed. Og så alligevel ikke: Enkeltes tilfældige host eller rømmen sig; en fjern telefon med en meget moderne ringetone fra receptionsdisken med de to bibliotekarer. Og så jo den helt specielle lyd af meget gamle pergamentsider, der forsigtigt vendes i læsningen. Håndskriftet selv er placeret på særlige pulte med pinde, der sættes i huller for på den måde at holde siderne på plads. En slags tør knasen eller knirken. Det lyder ret godt. Selv sad jeg med en 1300-tals håndskrift, der indeholdt to tekster. Dels en afskrift af noget moralsk - kapitlerne havde overskrifter som: "De hypocritia" og "De humilitate" - og dels en delvis (viste det sig!) afskrift af Martinus Oppaviensis' Chronica pontificum et imperatorum, som blev skrevet i 1270’erne og siden kopieret vidt og bredt. Moralteksten så nogenlunde ud som på billedet nedenfor (som godt nok er fra en bibel og

Rejseberetning nr. 14: Endnu en lille smånørdet Rom-historie. Denne gang om middelalderkirker og kanonister og om de ting, der plager (nogle af) dem...

Arkiverfaring: Brug af Udvandrerarkivet i Aalborg Af: Asbjørn, Katrine, Niels, 6. semester

Juleknas: San Nicola in Carcere [San Nicola = Santa Claus = Julemanden] kender vi fra slutn. af 11. årh., men den er nok noget ældre. Kirken er bygget, så den genbruger resterne af tre antikke templer, der stod side om side på Forum Holitorium (= grøntmarkedet): Håbets tempel + hhv. Junos og Janus' templer. Kirken ligger lige v. Marcellus-teatret ned mod Tiber-floden (billede 2): Teater i antikken, befæstning i middelalderen, beboelse i dag. Genbrug har altid været et stort hit i denne by! Og så har den en lille krypt. I kirken lige overfor, San Giorgio in Velabro ligger resterne af kardinal Alfons Stickler, leder af Vatikanbiblioteket 1985-88. En super-traditionalist som så sent som i '95 udgav en pamflet, hvori han udlagde cølibatets nødvendighed. Da var han 85! Pælen i kødet...

I forbindelse med vores bachelorprojekt har vi for første gang arbejdet med originale arkivalier, og vi vil her dele vores oplevelser omkring vores arbejde med breve fra Udvandrerarkivet i Aalborg.

I forbindelse med kurset Dokumenthåndtering blev vi introduceret til forskellige arkiver, fysiske såvel som dem på internettet, og bestemte os for at vælge emnet for vores bachelorprojekt således, at vi kunne benytte os af Udvandrerarkivet. Derfor er vores projekt startet anderledes, end vi tidligere har været vant til, hvor en interesse eller et problem har bestemt hvilket kildemateriale, der skulle indgå i analysen. Denne gang har vi først fundet frem til vores problem efter at have bestemt os for, hvilket kildemateriale vi ønskede at bruge, nemlig breve skrevet i 1870’erne og 1880’erne af danske emigranter i USA til familie og venner hjemme i Danmark. Efter at have bestemt os for at ville arbejde med originale breve, henvendte vi os til personalet på Aalborg Stadsarkiv, der var utroligt hjælpsomme og imødekommende. Bente Jensen, som også var vores underviser i Dokumenthåndtering, hjalp os med at blive sporet ind på nogle brugbare udvælgelseskriterier, og så blev vi hver især udstyret med en registratur over kilderne i Udvandrerarkivet, hvorefter vi valgte at bestille samtlige breve skrevet i perioden 1875-1885. Af flere omgange fik vi leveret arkivkasser fra lageret i Vestbjerg til stadsarkivet, hvor vi kunne sidde i læsesalen og gennemgå de mange breve. I alt gennemgik vi 33 foldere, hvoraf 21 var brugbare, hvilket gav os 149 breve at arbejde med.

Det har været en udfordring i sig selv at anvende originale breve som kildemateriale, da ikke alle breve har været lige nemme at læse. Nogle breve har været letlæselige med pæn håndskrift, mens andre breve har krævet stor tålmodighed og koncentration at tygge sig igennem, da de har været skrevet utroligt småt eller sjusket, og i visse tilfælde har papiret været revet i stykker og skriften været falmet, tværet ud eller dækket af udefinerbare substanser. Dog har vi, efter at have siddet mange dage og timer på stadsarkivet, fået tilstrækkelig forståelse af brevene til at kunne basere en analyse på dem.

Hvad læser du? Mit favorittidsskrift Af: Iben Fonnesberg-Schmidt

Som de fleste andre historikere forsøger jeg at læse (eller i hvert fald skimme!) flere forskellige historiske tidsskrifter. Et af formålene er at læse anmeldelser – middelalderhistorikere er voldsomt traditionelle, når det gælder vores formidling, og kan nu en gang allerbedst lide en god gammeldags og helst tyk monografi, og dem kan man ikke nå at pløje igennem selv; bl.a. derfor er andres reviews særdeles nyttige. Alle de her nævnte faghistoriske tidsskrifter har gode anmeldelsessektioner.

Som ”førstegangsarkivbrugere” har vi alt i alt haft en god oplevelse. Det har til tider været udfordrende at arbejde med originale kilder, når vi tidligere har været vant til pænt transskriberede og eventuelt kommenterede kilder, mens vi her selv har skullet gøre grundarbejdet med at tyde de til tider meget svært læselige kragetæer og yderligere researche en del for at kunne forstå brevskrivernes tid og omgivelser ordentligt. På trods af besværlighederne har det været spændende selv at have fingrene i kilderne, og det har givet os lyst til også fremadrettet at arbejde med originale arkivalier, nu vi altså har fået den første erfaring ved brugen af Udvandrerarkivet. Vi kan kun opfordre andre til at bruge arkiverne i forbindelse med projekter, og på Stadsarkivet/Udvandrerarkivet i Aalborg er der tilmed de meget venlige og hjælpsomme ansatte, man kan spørge til råds, hvilket bestemt også tæller med i den gode oplevelse. En ekstra bonus ved at arbejde med originalt arkivmateriale er, at man på en måde bevæger sig ind på ukendt territorium og ikke arbejder med noget der allerede er bearbejdet på kryds og tværs. Til eksamen fik vi stor ros for vores brug af kilderne, og det kan altså betale sig at løfte blikket fra den gængse forskning og se, hvad arkiverne gemmer på af glemte skatte.

Selv om jeg arbejder med europæisk højmiddelalder, vil jeg gerne følge med i, hvad mine danske kolleger har gang i, og derfor tager jeg jævnligt fat i to danske tidsskrifter. Det ene er Historisk Tidsskrift, som udgives af Den danske historiske Forening. Det er det gamle, klassiske danske historikertidsskrift – det nærmer sig sit 175-års jubilæum – hvilket ofte også kan mærkes på artiklernes form og indhold. Det er værd at følge med i, også fordi det typisk er her, nogle af de infights/faglige debatter, som danske faghistorikere af og til giver sig ud i, bliver udkæmpet. Det andet danske tidsskrift er Temp – tidsskrift for historie. Der kommer typisk to numre om året, hvoraf det ene er et temanummer. Jeg kan især godt lide temanumrene, fordi de med bidrag fra otte-ti forskellige faghistorikere leverer et solidt indblik i en given problemstilling. Men fordi min forskning centrerer sig om et europæisk emne, nemlig pavemagten i 1100- og 1200-tallet, læser jeg mest internationale tidsskrifter. Favoritter er Speculum og Journal of Medieval History, som begge kommer fire gange om året med artikler af høj kvalitet, og som begge

præsenterer en række forskellige tilgange til europæisk mentalitets-, social-, religiøs og politisk historie.

Marianne Paasch – Ph.d.stafet

Jeg arbejder især med to aspekter vedrørende pavemagten. Det ene handler om, hvordan pavemagten opfattede ikke-kristne, og her har der tit været guld at finde i to tidsskrifter, nemlig Medieval Encounters, som har undertitlen Jewish, Christian and Muslim Culture in Confluence and Dialogue, og Crusades som udgives af Society for the Study of the Crusades and the Latin East.

Hej, jeg hedder Marianne Paasch og jeg er førsteårs ph.d.-studerende på Historiestudiet. Jeg begyndte på min ph.d. i Informationsforvaltning og Records Management d. 1. september 2013 og er således (allerede!) 6 måneder inde i mit projekt. Selvom jeg er forholdsvis ny på studiet, kender jeg en del til Historiestudiet på AAU, da det er herfra, at jeg fik min BA og siden min Cand. Mag. i historie.

Det andet aspekt, som jeg arbejder med, er, hvordan pavemagten kommunikerede med forskellige religiøse og sociale grupper i og uden for det romersk-katolske Vesteuropa gennem breve, prædikener, gaver osv. Mht. prædikener finder jeg tit inspirerende, men ofte dybt nørdede artikler i Medieval Sermon Studies, som udgives af International Medieval Sermon Studies Society. Der kan også være noget i Archivum Historiae Pontificiae, som udgives af det gamle jesuituniversitet i Rom, Pontifical Gregorian University, og som derfor er særdeles konservativt.

Jeg var i løbet af min uddannelse på Historiestudiet meget interesseret i især amerikansk historie og danske immigranter i USA og har ad to omgange boet i Midtvesten som en del af et praktikophold og senere specialeskrivning. Jeg har efter endt uddannelse bl.a. arbejdet for Det Danske Udvandrerarkiv (Aalborg Stadsarkiv) på deres Digital Migration projekt samt for Fritidsjob Aalborg hos Familie- & Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune.

Jeg underviser også i kulturarvsformidling og er meget interesseret i museale problematikker. Det er et rigtigt spændende felt, måske især i disse år, hvor der sker nogle fundamentale forandringer i museernes forståelse af deres opgaver, formidlingspraksisser og forskning. Tidsskriftet Danske Museer giver gennem en række korte og letlæste artikler et virkeligt godt indblik i, hvad der bliver lavet og tænkt på danske museer, mens tidsskriftet Nordisk Museologi bringer større museologisk-teoretiske artikler og forskningsresultater.

Mit ph.d.-projekt trækker lidt på mine erfaringer fra dels arkivet og dels fra en offentlig forvaltning, da jeg skriver om digitale bevaringsprocesser hos offentlige forvaltninger. Det, jeg har fokus på, er, hvordan digitaliseringen af information har ændret måden, hvorpå vi skaber og bruger information, samt hvordan det påvirker indsamlingen af digitale arkiver. Jeg er især interesseret i at undersøge de kommunale forvaltningers (arkivskaberes) digitale arbejdsgange, og hvordan det i sidste ende påvirker bevaringen af den arkivalske kulturarv i de historiske arkiver. Projektet er således arkivfagligt, men handler i høj grad også om, hvilke kilder, I som kommende historikere, har til rådighed i fremtiden. En kon-

sekvens, af at næsten al vores information i dag skabes digitalt, kan nemlig i værste fald – og hvis der ikke sættes ind nu – være, at historikeres evne til meningsfuldt at beskrive nutidens samfund i fremtiden vil være stærkt begrænset. Det skyldes bl.a., at digitale informationer (digitale arkivalier) er mere ustabile og flygtige end information skabt analogt (konventionelle arkivalier). Samtidig rummer digitaliseringen af information også et kæmpe potentiale for fremtidens digitale arkiver samt spændende nye muligheder for, hvordan historikere i fremtiden kan anvende digitalt kildemateriale. Digitaliseringen af information har således stillet en hel masse nye krav og spørgsmål til arkiverne, vores bevaringsstrategier og vores forvaltning af digital information – det er denne udvikling, som jeg vil beskæftige mig med i mit arbejde over de næste par år.

Den alsidige forskervej En uddannelse med muligheder Af: Anders Kilgast, 8. semester Studerende kan have en forkert forventning om, at en Ph.D. i historie betyder et ensartet og fastlåst arbejdsliv. Peter Brunbech, Ph.D. fra Aarhus Universitet, modbeviser denne forventning.

Nye formidlingsmæssige koncepter ”Mine arbejdsopgaver er langt mere interessante, end jeg havde forventet. Jeg arbejder hele tiden med nye tiltag og leger meget med de formidlingsmæssige koncepter”, siger 40-årige Brunbech. Han er lige nu aktuel på flere formater, idet han er ansvarshavende redaktør for 1864live. Et projekt som dagligt fortæller om krigen i 1864 med præcis 150 års forsinkelse. Projektet benytter sociale medier som Facebook og Twitter samtidigt med, at det har egen hjemmeside.

I kan finde mig på ”historikergangen” på Kroghstræde 1, og ellers kan I møde mig til undervisningen i bl.a. Museal Kommunikation og Kulturarvs- og informationsforvaltningspolitikker i løbet af året. Jeg glæder mig til at møde jer!

Kreative kurser Udover at arbejde med 1864live-projektet, er Peter Brunbech ansat på Aarhus Universitet. Her er han projektleder på hjemmesiden danmarkshistorien.dk, sideløbende med at han underviser. Han står for nogle mere kreative formidlingskurser, end man normalt ser på et historiestudie. ”Jeg underviser i, hvordan man kan bruge spil og didaktik i undervisningsøjemed, og så har jeg et kursus i IT-baseret historieformidling”, fortæller han og tilføjer:

”Jeg havde aldrig forventet at få lov til at arbejde så meget med nye koncepter”.

”Eksempelvis ved statsvidenskab lærer du kun at tænke i kasser og i begreber. Vi har lært at se perspektiver udover vores fag”.

Digitaliseret eksamen Forskervejen giver muligheder Sammen med et par andre er han for nyligt startet på et nyt projekt.

Adspurgt om de studerendes forventninger, fortæller Peter Brunbech, at man roligt kan læse en ren historiekandidat uden at blive fastlåst.

Projektet skal se på mulighederne for at digitalisere eksamen på ungdomsuddannelser.

”De studerende kommer til at arbejde indenfor utroligt mange områder. Som historiker får man en alsidig og bred profil”, afslutter han.

”Historiefaget er nødt til at følge med tiden. Derfor ser vi konstant på mulighederne for at bruge de nye platforme. Derfor synes jeg, det er yderst interessant at arbejde med apps, sociale medier og andre former for digitalisering”.

”Og så kan jeg berolige med, at man som historiker er i gruppen med mindst ringe arbejdsløshed”.

De sociale mediers betydning At faget er nødt til at følge med digitaliseringen, er 1864live-projektet et godt eksempel på. På Twitter havde projektet på et tidspunkt omkring 50 følgere. Men da transportminister Magnus Heunicke henviste til projektet på sin egen profil, steg antallet af følgere til mere end 300. Ideen til projektet udsprang dog også fra de sociale medier. ”Selve ideen fik vi fra en twitterbruger, som dagligt fortæller om hændelserne under Anden Verdenskrig. Han har mere end 250.000 følgere. Det er helt vildt!”, fortæller Peter Brunbech.

Mit studiejob i det Krigsvidenskabelige Selskab Af: Jonas Bertelsen, 6. semester

Jeg var så heldig at blive ansat som webredaktør på Krigsvidenskab.dk i begyndelsen af 2013. Da jeg først så jobopslaget og var på vej hjem i bussen, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle direkte hjem og kigge nærmere på dette job. Et studierelevant job havde længe stået på ønskelisten, og min interesse for militærhistorie gjorde dette til et drømmejob. Egentligt regnede jeg ikke med at få jobbet, da jeg tænkte, at de hellere ville vælge en studerende, der var nået længere i sin uddannelse end fjerde semester.

Historikere tænker anderledes Han har oplevet, at historieuddannelsen giver en anderledes tankegang, som adskiller ham fra andre akademikere. ”Historie er ikke så fast som andre fag. Som historiker får man en profil, som er meget alsidig. At historie er omskifteligt er ekstremt brugbart, for man lærer at tænke imellem kasserne”, siger han og fortsætter:

I dagene efter at jeg havde set jobopslaget, gik jeg og puslede med min jobansøgning. Da jeg skulle skrive denne, måtte jeg vurdere, hvordan jeg kunne skabe størst mulig interesse for mig selv hos mine eventuelle arbejdsgivere. Her blev

min tid som redaktør og skribent på Pergamentet ret vigtig, da det var det eneste punkt, hvor jeg kunne adskille mig fra andre ansøgere fra humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Jeg følte godt nok, at det var lidt søgt at spille på mit frivillige arbejde på Pergamentet, da jeg ikke var sikker på, hvor meget egentlig erfaring jeg havde fået ud af det. Alligevel sørgede jeg for at nævne, at jeg var en del af redaktionen på historiestudiets studieblad Pergamentet.

har lavet hjemmesiden. Flere gange har vi været de eneste repræsentanter fra selskabet, der var til stede. Det er fedt at have et studierelevant job, hvor man skal løse mange forskellige opgaver, tænke selvstændigt og innovativt, samtidigt med, at der bliver lagt et vist ansvar på ens skuldre og masser af tiltro til, at man kan bære det og udføre opgaverne. Det meste af mit arbejde på hjemmesiden laver jeg hjemmefra, men med jævne mellemrum mødes redaktionen. Møderne foregår som regel i København på Forsvarskommandoen eller på Flyvestationen her i Aalborg, men vi har også besøgt en del andre af landets kaserner efterhånden. Det er ofte nogle spændende besøg, for man bliver introduceret til en række forskellige mennesker, der i sin militære karriere har beskæftiget sig med nogle af de ting, jeg selv kun har læst om, eksempelvis den kolde krig, FNoperationer og Palæstina-konflikten. Dette er med til at give nogle nye eller mere nuancerede perspektiver på emner, der altid har interesseret mig.

Et par uger efter, jeg havde sendt ansøgningen, blev jeg ringet op af hovedredaktøren på Krigsvidenskab.dk. Han var på Kroghstræde 3 som gæsteforelæser og spurgte, om jeg kunne mødes med ham efter hans forelæsning. Da vi mødtes, fortalte han først om målsætningerne for den nye hjemmeside, der skulle afløse det gamle tidsskrifts papirformat. Under samtalerne begyndte han at spørge ind til Pergamentet, og vi aftalte sidst i mødet, at jeg ville sende ham en mail med et par numre af Pergamentet på PDF og fortælle ham om, hvilket arbejde jeg lavede på redaktionen. Det gjorde jeg naturligvis, og nogle dage efter blev jeg ringet op med nyheden om, at bestyrelsen havde besluttet sig for at ansætte mig som en af tre studentermedhjælpere. Da redaktionen første gang mødtes, blev jeg præsenteret som den eneste med erfaring som redaktør!

Gruppelokaler – En observation Af: Søren Chr. Winther, 6. semester

En del af jobbet på Krigsvidenskab.dk er selvfølgelig traditionelle redaktionelle opgaver såsom redigering af artikler og kontakt med forfattere. Der er dog også mere tekniske aspekter som den daglige håndtering af hjemmesiden og støtte til brugere, der oplever problemer af mange forskellige arter. Indtil videre, hvor hjemmesiden stadig er ung, består en stor del af arbejdet ligeledes i fejlfinding og videreudvikling. Generelt er vi som studentermedhjælpere en del af hele projektet, hvor vi eksempelvis sidder med til møder mellem Det Krigsvidenskabelige Selskab og firmaet, der

Dette indlæg skal ikke læses som en eller anden coaching i jeres gruppearbejdsproces, men blot som en art erfaringsessay ud fra hvilke den respektive læser kan vælge og vrage af gode eller dårlige råd mht. de fysiske rammer, i hvilket gruppearbejdet foregår. Mine meritter tæller ikke andet, end at jeg har samlet erfaring ind fra min egen studietid og lyttet med på, hvad andre har gjort sig af erfaringer fra andre studieretninger

mht. valg af ”locations”. Tag derfor de evt. sure opstød, løftede pegefingre og faderlige råd med et gran salt og brug i stedet indlægget som en mulighed for at bygge videre på jeres egne erfaringer, når det kommer til at finde et sted at parkere jeres meterhøje stak af tykke bøger og varmegenerende bærbare.

man desuden blive slemt overrasket over det latterligt lille antal af stikdåser, der er til stede. En dag på K3, hvad enten det er forelæsninger eller gruppearbejde, kan stort set ikke gennemføres med computeren tændt, hvis ikke der er nogen, der har en stikdåse med, gerne med flere udtag. Starten af projektarbejdet kan dog sagtens ordnes i disse til tider kaotiske miljøer, men den kritiske fase, der foregår i tiden op til afleveringsfristen, gerne efter sidste vejledermøde, kræver bare noget andet af ens fysiske arbejdsmiljø. Her kan noget så basalt som fire vægge (gerne med et vindue) og en dør, der kan lukkes, være udslagsgørende for, at man som gruppe arbejder bedre sammen og alt andet lige vil give et bedre slutresultat, hvad enten man hader sine gruppemedlemmer eller ej. Det bliver alt andet lige nemmere at kommunikere sammen, når man kan få ørenlyd.

Igennem min tid som studerende har et gennemgående problem ofte været at finde brugbare lokaler, bygninger eller områder, hvor gruppearbejdet har kunnet udfolde sig i al den gloværdighed, som PBL-modellen og AAU udråber det til at være. Bevares, det er muligt at sætte sig sammen med sin gruppe hjemme ved en i privaten eller endog søge i det offentlige rum efter lokaler eller blot et bord, hvor det er muligt at finde en art arbejdsro eller skabe et miljø, der lugter lidt af arbejdsindsats. Problemerne kan opstå, når alle i gruppen bor på kollegieværelse eller har en partner/rumbo, der også skal være plads til, og som kan virke overordentlig forstyrrende, hvis denne ikke har forståelse for, at der skal arbejdes intenst i ugerne op til deadline; måske endda læses højt for de der praktiserer den form for korrektur. Har man desuden haft en tendens til at sidde hjemme ved det samme gruppemedlem igennem processen, risikerer man, at dennes lejlighed bliver forvandlet til arbejdsplads for den, der bor der, hvilket kan medvirke til, at vedkommende aldrig føler, han/hun har fri eller blot bliver irriteret over aldrig at kunne komme hjemmefra.

Det er dog svært for de, der er tilknyttet de samfundsfaglige og humanistiske fakulteter at finde et rum, i hvilket man kan smide sine ting og sidde uforstyrret hele dagen og arbejde igennem. Der findes dog løsninger på dette både i form af lokaler ude på campus, men også alternativer til de kendte gruppelokaler fra Basis. Her kan den førnævnte private lejlighed sagtens gøre ud for arbejdspladsen, især hvis der skal redigeres på storskærm, hvortil et fjernsyn er ganske velegnet. Alternativt er der mange gange indtil flere forelæsningslokaler, der står ubrugte hen med projektor, storskærm og andet godt i tiden op til afleveringsdatoen, eftersom mange har afsluttet deres undervisning på dette tidspunkt. Disse faciliteter forefindes desuden også i div. rum på AUB, gældende for både afdelingen på Strandvejen og Langagervej.

Det er selvsagt muligt at finde et bord på den nærmeste café, biblioteker eller kantiner. Disse områder er ganske udmærkede i starten af projektfasen, men når det kommer til de førnævnte uger op til deadline, bliver den uundgåelige trafik og larm omkring ørene på én et unødvendigt onde, der kun er med til at stresse endnu mere. Har man desuden valgt kantinen eller området omkring Kroghstræde 3 som arbejdsområde, vil

Savner man dog de intime lokaler, de fleste mindes fra basisåret på Strandvejen, er der også her hjælp at hente. På Fibigerstræde 2P ligger noget, der minder om barakker, der i sin tid hørte under

Samf. fakultetet, men som i skrivende stund ikke umiddelbart har noget andet tilhørsforhold end blot AAU. Faktum er i hvert fald, at disse lokaler (lige inden tunellen på venstre hånd når man går over til AUB fra Campus) står mere eller mindre ubrugte hen og ligeledes står til mere eller mindre fri afbenyttelse. Vær dog opmærksom på evt. ændringer, da de i tidligere tider er blevet brugt af speciale/kandidatstuderende, der har haft tildelt et af lokalerne. Jeg har haft rigtig gode erfaringer med disse lokaler, da det er muligt at lukke en dør og sidde isoleret med sin gruppe på godt og ondt. Der er desuden adgang til køkken og køleskab, men dog ikke skabe der kan låses, hvilket man dog kan komme udenom ved at leje et skab på AUB i tilfælde af, at man har en stor mængde bøger (selvfølgelig har man det!), som til tider kan være besværgelige at slæbe rundt på.

ikke officielt er lokaler tilknyttet til gruppearbejdsprocessen, som nogen kender det fra Tek.Nat.-linjerne. Det kan dog på det kraftigste anbefales, at man som minimum skaber et reelt arbejdsmiljø enten i form af nogle rutiner og/eller ting, der bliver fundet frem for at starte dagens gruppearbejde. Meget af dette vil være almen viden for mange, men for de, der har rykket sig i håret over endnu engang at skulle finde et nogenlunde egnet gruppelokale, håber jeg, dette indlæg har været bare en smule behjælpeligt. Husk desuden, at enhver god rapport bunder i mange timers arbejde og utallige liter kaffe. God arbejdslyst derude!

De førnævnte eksempler er udelukkende ud fra egne erfaringer. Fra andre har jeg dog hørt, at der efter sigende også skulle være lokaler på Studenterhuset, der skulle kunne lånes i hvert fald i hverdagene. Andre caféer (endog værtshuse) har gratis internet, men hvor givtigt det er at arbejde disse steder, kan der stilles store spørgsmålstegn ved, hvilket burde være åbenlyst for de fleste. Derudover skulle det også være givtigt, hvis en i gruppen har adgang til et sommerhus e. lign., hvor man som gruppe for alvor har mulighed for at isolere sig og arbejde intensivt med sit projekt. Ofte er der også lokaler rundt omkring på campus, der står helt eller delvist ubenyttede hen. Hvilke og hvornår skulle der efter sigende findes en hjemmeside om, og andre gange har sekretærene været rigtig gode til at informere omkring dette. Igen, dette er erfaringer fra andre og baseret på løsagtige rygter, så spørg rundt omkring for at få disse bekræftet. Problemet med at finde et egnet gruppelokale kan man altså komme udenom ved at tænke kreativt og holde ørene åbne om lokaler, der står ubrugte hen. Dette er ofte nødvendigt, da der 19

pust på området, og Sønnichsens Rejsen til Amerika skuffer ikke. Ved første øjekast ligner bogen Olsen og Stillings Et nyt liv, og man bliver lidt træt ved tanken om at skulle læse de samme historier fortalt på en lidt anden måde. Man bliver derfor glædeligt overrasket, da der pludselig dukker dejligt velskrevne kapitler op, som omhandler udvandringen i et bredere perspektiv, nærmest som Hvidt kunne have skrevet det. Det fremgår ikke tydeligt af indholdsfortegnelsen, hvilke kapitler der fremstiller individuelle personhistorier, og hvilke der leverer bredere historieskrivning, og nogle kapitler er da også en kombination af disse. Gennem læsningen oplever man dog en god vekslen mellem disse forskellige tilgange. Gennem breve, dagbøger, erindringer mm. hører vi om mange forskellige udvandrere, både dem der klarede sig godt, og dem der klarede sig skidt, om mormoner, guldgravere, landmænd, handelsfolk, om den hårde rejse over Atlanten og meget andet, og samtidig får vi sat disse individuelle historier ind i en større historisk kontekst. Bogen er generelt fantastisk velskrevet, hvilket muligvis skyldes forfatterens journalistiske baggrund, og layoutet er lækkert med masser af fotos til at understøtte historierne.

Boganmeldelse: Rejsen til Amerika 1. Drømmen om et nyt liv. Af Ole Sønnichsen. Af: Katrine Funding Højgaard, 6. semester I perioden 1868-1914 udvandrede omkring 300.000 danskere, hvilket udgjorde godt 10 % af den daværende befolkning. Langt de fleste udvandrede til Nordamerika. Den netop udgivne Rejsen til Amerika af journalist og forfatter Ole Sønnichsen giver et godt, om end ikke fuldstændigt, overblik over den danske udvandring til Amerika.

Når det handler om den danske udvandring til Amerika, kan man ikke undlade at nævne Kristian Hvidt som den ubestridte ressource på området. Han udgav i 1971 sin doktordisputats Flugten til Amerika, som bygger på omfattende statistisk materiale og kortlægger udvandringen på alle tænkelige områder såsom udvandrernes erhvervsfordeling, alder, køn, sociale status, geografiske oprindelse og destinationer i Amerika. Hvidt har dog valgt at afgrænse sig til det demografisk-socialhistoriske aspekt af udvandringen og ser derfor bort fra det individuelt menneskelige, personalhistoriske synspunkt. Det er der til gengæld andre, der har arbejdet med, og her kan eks. Anne Lisbeth Olsen og Niels Peter Stilling nævnes, der i 1985 udgav Et nyt liv, der bygger på ca. 1000 personlige breve skrevet af udvandrerne til familie og venner i Danmark. Denne bog fortæller altså udvandrerhistorien gennem udvandrerne selv og viser dermed en mere personlig side af udvandringen.

Når det så er sagt, er det brandærgerligt, at forfatteren tydeligvis ikke har fået læst ordentlig korrektur før udgivelsen. Det er ikke fordi, der er de store forståelsesforstyrrende fejl, men der er mange stavefejl og manglende bogstaver hist og her, som f.eks. at ”Vinke et sidst farvel” (s. 200) og ”Den national stolthed” (s. 281), og selv i indholdsfortegnelsen springer titlen på kapitel 4 i øjnene: ”En ny begyndelsen”. Som sagt er det ikke de store fejl, men det generer alligevel, fordi der er mange af slagsen. Desuden kunne han godt have valgt at skrive årstal på en konsekvent måde, i stedet for at han f.eks. på s. 98 skriver om Joseph Smith, der blev dræbt i 44, hvorefter årstallet fem linjer længere nede skrives ud til 1844. Ja vist, det er måske bagateller, men sådanne ting

Siden Hvidt og Olsen og Stillings værker er der ikke udgivet noget væsentligt om den danske udvandrerhistorie, så det er tiltrængt med et frisk

burde være rettet ved en ordentlig korrekturlæsning.

Boganmeldelse: Himmlers Norge. Af Terje Emberland & Matthew Kott

Et andet kritikpunkt handler om mangelfulde kildehenvisninger. Det er forståeligt nok, at man i et værk, der sigter mod at sælge til en bredere befolkningsskare, ikke vil fylde margenen med fodnoter, men så kunne han i det mindste have indsat slutnoter. Alt, vi får, er en oversigt bagerst i bogen over hvilken litteratur, han har brugt til hvert kapitel. Undertegnede havde stillet sig tilfreds, hvis der så blot stod til hvilke sidetal, han havde brugt hvilken litteratur, men ikke engang det er der. Det er derfor lidt vanskeligt, især i de lange kapitler, at gennemskue, hvilket kildemateriale han har brugt til hvilke passager, og det er ærgerligt.

Af: Jonas Bertelsen, 6. semester

I perioden 1940-45 udviklede SS, med Heinrich Himmler i spidsen, sit projekt i Norge. Der blev brugt store ressourcer på at rekruttere nordmænd til at gå i tjeneste som soldater, politifolk og vagtberedskaber. SS ønskede at optræne en ressource, der kunne indgå i beskyttelsen i det ”Storgermanske rige”. Forfatterne tager fat i et emne, der ikke før har været udsat for en selvstændig historisk analyse, og den er produktet af et omfattende forskningsarbejde. Bogen har udfyldt nogle af de blanke sider i den norske besættelseshistorie, men den bidrager også med nye perspektiver til den internationale historie.

Når man ser bort fra de ovennævnte småting, der irriterede ved læsningen, er det en virkelig velskrevet og interessant bog, jeg sagtens kan anbefale til dem, der måtte ønske en introduktion til den danske udvandrerhistorie. Der er ikke noget banebrydende nyt om emnet at finde i denne bog, men den kombinerer fint Hvidts brede fortællestil og Olsen og Stillings individfokuserede fremgangsmåde, så hvis man kun skal læse én bog om udvandrerhistorien, er denne et godt valg. Vil man grave sig dybere ned i emnet, kommer man ikke uden om Kristian Hvidt, men som introduktion fungerer Rejsen til Amerika glimrende, og jeg ser med spænding frem til bind to, der udkommer i løbet af 2014.

I bogens første del beskrives Himmlers ideologiske visioner i forhold til Norge i sin helhed. Forfatterne forklarer, hvordan disse visioner kom til udtryk i SS’ opbygning, og hvorfor lige netop Norge var en vigtig del af disse visioner. Generelt var den skandinaviske arvemasse en vigtig del af Himmlers raceideologiske projekt. Det var i god overensstemmelse med nazisternes generelle raceantropologiske verdenssyn. Nordmændene kunne bidrage til at udvikle og renligholde den germanske race, både ved at norske kvinder fødte SS-officerers børn, og at norske mænd blev en del af Tysklands militære og civile ressourcer. I bogens anden del analyserer forfatterne, hvordan SS som organisation arbejdede i Norge. Det var ærligt talt et tungt stykke læsning, men når det så er sagt, skal det anerkendes, at analysearbejdet og detaljemængden er imponerende.

I bogens tredje del analyserer forfatterne den egentlige krigsindsats, som norske Waffen-SSfrivillige blev en del af – først i form af Division Wikings indsats i operation Barbarossa og dernæst i form af Legion Norges oprettelse og indsats. Forfatterne lægger heller ikke fingre imellem, når det kommer til at beskrive og dokumentere, hvilke slags operationer de norske WaffenSS-frivillige også var med til at udføre. Ligesom danske Waffen-SS-frivillige deltog de norske i den nazistiske udryddelseskrig.

Boganmeldelse: Cannabis: A History. Af Martin Booth. Af: Mads Reedtz, 6. semester

Bogen Cannabis: A History er en spændende bog, som tager læseren igennem den, for de fleste, ukendte og mystiske historie bag cannabisplantens indtog i verden. Den er skrevet af den kendte forfatter Martin Booth, som har skrevet alt fra poesi og filosofi til fiktion og historiske værker. Martin Booth har bl.a. skrevet bogen Opium: A History, som modtog en positiv anmeldelse for dens historiske aktualitet.

De sidste to dele af bogen beskæftiger sig bl.a. med, hvordan SS med forskellige tiltag forsøgte at styrke sin position og arbejde i Norge. Eksempelvis dokumenteredes det grundigt, at SS havde et vist samarbejde med dele af det norske politi, men også hvordan man bl.a. arbejdede på at finde unge nordmænd, der havde interesse i at blive en del af en plan om at kolonisere områder i Rusland.

Bogen tager læseren gennem cannabissens spændende historie fra dens første oprindelse i det fjerne østen, så langt tilbage som 10.000 f.v.t., frem til dens indvirkning i samfundet den dag i dag. Martin Booth sætter igennem sin bog et stort fokus på det ”menneskelige aspekt”, forstået således, at han kun kort fortæller om de rent kemiske egenskaber hos planten og ellers fortæller plantens historie igennem erindringsfortællinger. Hans fokus på både plantens praktiske egenskaber som industriprodukt og medicin og på de sociale indvirkninger, der kommer som følge af den, gør, at bogen giver et godt indblik i, hvordan den igennem historien har påvirket de kulturer, hvor den har været anvendt. Som Martin Booth forklarer igennem bogen, var cannabisplanten gennem de mange første tusinde år udelukkende brugt som et industrielt produkt pga. plantens meget alsidige brugbarhed. Det er først inden for det seneste halvandet årtusinde, at cannabisplanten begyndte at blive brugt i rekreative sammenhænge. Dens euforiserende egenskaber har været kendt siden omkring det 6. århundrede f.v.t. i Kina, og næsten lige så længe har der eksisteret debat om dets brug. Martin

Bogens hovedargument er, at SS’ engagement i forhold til at rekruttere unge nordmænd i høj grad skal ses som en del af Himmlers raceambitioner efter 2. verdenskrigs slutning. ”Rekrutteringen av Nordmenn til Waffen-SS var ikke et mål i seg selv, men deres deltagelse i den blodige rasekrigen i øst skulle selektere og herde en elite til det fremtidige fellesgermanske statsbeskyttelseskorpset.” Det er en rigtig god bog, og den kan med fordel anvendes til projekter eller til at finde projektinspiration, særligt hvis man har tænkt sig at arbejde med nazisternes raceideologiske planer.

Booth tager os en tur rundt på det meste af kloden og gennem nogle af de større cannabisinvolverede konflikter, som den omstridte plante op gennem historien har bevæget sig fra region til region.

Uden- og indenrigspolitik spiller også en stor rolle i cannabissens rolle i de Forenede Stater efter 1930'erne. Booth diskuterer bl.a., hvorvidt den meget voldsomme dæmonisering af cannabis, som opstår efter 1937, kunne skyldes et ønske om at skaffe sig af med den mexicanske del af befolkningen. Dette er blot en af de mange overvejelser, som forfatteren gør sig i sin analyse af cannabissens indflydelse på vores samfund både dengang og i dag.

Han lægger især en stor vægt på de kreative sind i Europa og USA fra 1800-tallet og opefter. Han fortæller spændende historier fra de små stræder i Paris, hvor datidens bohemer; forfattere, kunstnere og andre artister søger sammen i lejligheder og spiser hashish i forsøg på at opnå en ny verdensforståelse og fremme deres kreative evner. Vi bliver vist igennem 20'erne og 30'ernes Chicago, hvor jazzen skaber liv i natklubberne. Her hører vi om, hvordan de sorte jazzmusikere brugte cannabissen til at forbedre deres ”flow”, mens de optrådte på scenen. Vi hører historier fra flere jazzlegender, bl.a. Louis Armstrong og Mezzrow, som fortæller om, hvordan de har oplevet cannabis. Vi følger ligeledes jazzens udvikling af beatkulturen, som udover musikken ligeledes tager cannabissen med sig, men i stedet bruger den til at fremme deres forfatteregenskaber, ligesom de franske bohemer gjorde 150 år tidligere. Booth tager os igennem cannabissens indflydelse på alt fra handel til medicin og lovgivning og viser os, hvordan cannabisplanten, uanset hvor den popper frem i verden, skaber alt fra postyr til fremgang.

Martin Booth beskriver også i sin bog, hvordan plantens medicinske egenskaber længe har været omdiskuterede, og hvordan moderne studier har forstået den. Alt i alt er Cannabis: A History en utrolig spændende læsning, da man igennem bogen får en både oplysende og menneskenær fortælling af historien, ofte igennem personfortællinger, dagbøger og lignende. Cannabis: A History kan klart anbefales til alle, der gerne vil have lidt spændende og letlæselig historie om et stadigt kontroversielt emne. Martin Booth har megen humor i sin måde at skrive på, hvilket måske kan irritere den kildekritiske historieforsker, men ellers byder bogen på et underholdende stykke litteratur for den afslappede læser.

Filmanmeldelse: Tucker: The Man and His Dream

Martin Booth lægger især vægt på den politiske udvikling i de Forenede Stater, hvor den første lovgivning, som effektivt forbød cannabis, blev sat i værk. Efter 1937 begyndte en af de mest omkostningsrige korstog nogensinde, nemlig Kampen mod Narko. Selvom bogen handler om cannabis, kommer Martin Booth også i høj grad ind på de andre narkotika, som eksisterede i de pågældende samfund, og hvordan de spillede ind på opfattelsen af cannabis. Især opium bliver draget til sammenligning, hvilket ikke er underligt hans tidligere arbejde taget i betragtning.

Af: Casper Bauerfeld Krogh, 6. semester

Teknologi har de sidste 250 år været drivkraften bag at drive økonomier frem. I denne anmeldelse vil der blive beskrevet en mand, hvis drivkraft var teknologi, og nærmere betegnet ville Preston Tucker skabe den ultimative bil. En bil som både

var billig og let at producere, men også en bil som klart overgik de begrænsninger, teknologien på hans tid pålagde ham.

fly. Efter krigen er han overbevist om, at den amerikanske offentlighed er klar til en moderne bil - den ene med flot design og flot interiør og sikkerhedsfunktioner så revolutionerende som airbags foran forruden samt sikkerhedsseler. Hans helt store gimmick er dog en tredje forlygte i midten af køleren, der vil slå i samme retning som den position, rattet befinder sig i. Detroit er dog ikke meget for tanken om sikkerhedsseler, de kunne jo give offentligheden den idé, at bilen ikke er et sikkert transportmiddel, og endnu vigtigere kan de ikke lide Preston. Det er omkring dette tidspunkt, at filmen virkelig mister sit greb om både sine karakterer samt historien, idet man som seer aldrig bliver givet nogen reel indsigt i, hvad der får Tucker til at miste fatningen. Vi ser ham udefra og ind, ligesom det offentlige, og han er ren bluff og charme. Problemerne med samlebåndet er også beskrevet uden nogen form for detaljer. Det giver ingen mening, at filmen bruger en betragtelig og seriøs opmærksomhed på denne proces. Den værste scene i filmen er også den mest afgørende: Det er den scene, hvor Tucker er planlagt til at skulle løfte sløret for sin nye model til den samlede amerikanske presse. Coppola viser os en passage, der er for lang og for forvirrende. Det kan godt kategoriseres som en art komedie af fejl, som når håndværkerne forsøger at skubbe den store bil op ad en rampe og samtidig starter en brand i lokalet, alt imens Tucker står foran tæppet og forsøger at spille op til pressen. Lidt af dette skifte ville have været en velkommen tilføjelse, men Coppolas forlængede brug af dette greb gør, at det distraherer mere, end hvad godt er. Det er svært at se filmen og ikke få den opfattelse, at i Preston Tucker ser Coppola en version af sig selv. Coppola har selv sagt, at han har været fascineret af Tucker og hans legende lige siden han første gang så en Tucker-bil i slutningen af 1940'erne.

Bilen, som Tucker byggede, er i sig selv stjernen i denne film – med dens lave silhuet, patronlignende køler samt den overdimensionerede spoiler. Noget af det mest fantastiske vedrørende Tuckers bil og ham selv er, at det faktisk lykkedes ham at producere 50 eksemplarer af dem, som han sagde han ville, da han stolt proklamerede, at det nu skulle være slut med monopolet fra GM og Ford. Han ville dog siden blive skudt ned af de to store fra Detroit og deres lobbyister i Washington. Man kunne så stille spørgsmålet, om bilens historie ville have været anderledes, hvis Tucker havde sat sin drøm i masseproduktion? Svaret er sandsynligvis nej. Tucker ville have haft nogle gode år i slutningen af 1940'erne og derefter slutte sig til de lange, langsomme parader af Hudson, Studebaker, Packard og alle de andre bilproducenter, som blev opslugt af de to store med tiden. Alligevel omhandler Francis Ford Coppolas film ikke så meget bilen som manden, og det er desværre med manden selv, at han ikke leverer. Tucker: Manden og hans drøm maler os et billede af Preston Tucker som en genial, uhelbredeligt optimistisk drømmer, en mand, der samler en lille gruppe omkring sig og inspirerer dem til at bygge en stor bil, og alligevel mangler han hele tiden det, der populært kaldes for sund fornuft eller nogen forestilling om, hvad de reelle odds imod ham fortæller. Tucker er spillet af Jeff Bridges, som med et stort, bredt smil og en evne til at finde håb i selv en høstak, charmerer sig igennem rollen, som dog grundet et svagt manuskript ikke giver ham meget at arbejde med. Han er centrum af en stor og lykkelig familie med en kone spillet af Joan Allen og et kuld af børn, der synes klonet direkte fra de tidlige dage i fjernsynet. Tucker skabte sin formue under Anden Verdenskrig ved at opfinde og fremstille nogle manøvrerbare tårne til brug i det amerikanske flyvevåbens bombe-

Coppola er kendt for sine selverklærede fiaskoer samt hans ofte ukloge beslutninger om offentligt

at meddele, at han havde "problemer" med afslutningerne af f.eks. Apocalypse Now og The Godfather Part I-II. Disse erklæringer og manglende selvtillid kommer ofte til at kaste en unødvendig skygge på hans mesterværker. Parallellerne mellem Coppola og Tucker er så indlysende, at det er overraskende, Coppola ikke observerer det mere end som så. Han har været så beskyttende over Tuckers private liv, som med rette er hans eget. Tucker: Manden og hans drøm undersøger ikke de indre afkroge af Preston Tucker og er samtidig ikke nysgerrig efter, hvad der virkelig gør ham sur og destruktiv. Når man ikke får dette perspektiv, gør man pressen til en praktisk og fjendtlig skurk. Dette gør selvfølgelig, at når man ser en film med titlen Tucker: Manden og hans drøm, må man føle sig snydt, hvis vi kun får drømmen, men ikke manden.

bøger, så har man noget, der kunne være spændende for Pergamentets læsere, skal man endelig ikke holde sig tilbage.

Pergamentets Opraab til Aalborgs Historiefolk

Set og sket på Aalborg Universitet

Af: Andreas Lie Stokbro, 4. semester

Af: Steffen Elias Nielsen, 4. semester

På Pergamentets redaktion er vi meget taknemmelige for de tekstbidrag, vi modtager til hvert nummer. Der er dog mange sider, som skal fyldes ud, og derfor vil vi gerne opfordre studerende og andre med tilknytning til historiestudiet på AAU til at indsende artikler eller andet relevant til de fremtidige udgivelser.

Ph.d.-forsvar

Vi er ikke specielt strikse med formalia, men som udgangspunkt ser vi gerne, at artikler har et omfang på mellem 6.000 og 12.000 tegn, mens anmeldelser har et omfang på 3.000 til 6.000 tegn. Såfremt nogen har lyst til at bidrage til de kommende numre, eller såfremt der skulle være nogle spørgsmål, kan undertegnede kontaktes på astokb11@student.aau.dk. Med venlig hilsen Andreas Stokbro, 4. semester Skribentrekrutteringsansvarlig for Pergamentet

Johan Heinsen forsvarede d. 3. december sin ph.d.-afhandling Intet andet end støj. Poetik og politik i engelske sørejseberetninger, 1577-1744. Forsvaret var åbent for interesserede, og der var et bredt fremmøde på tværs af semestrene. Efter forsvaret var instituttet vært for en forfriskning, hvor Johan kunne åbne champagnen, efter medlemmerne af det fagkyndige udvalg tildelte Johan ph.d-graden. Tillykke til Johan.

Som bekendt har alle numre et overordnet tema – næste gang teknologihistorie – og det vil selvfølgelig være optimalt, hvis så mange artikler som muligt knytter sig dertil. Der er dog også mulighed for at skrive om andet, hvis man har noget interessant, man gerne vil dele. Dette kan være alt lige fra anekdoter til anmeldelser af film eller

Den debatterende professor mso

Interviewet med Nationalpark Thy kan ses på http://vimeo.com/79915732 under 2. del af udsendelsen.

DONG-Energy-striden har givet historiestudiets Mogens Rüdiger en travl periode. Først den 9. december 2013, hvor han var med i Det Røde Felt på Radio24syv med Thomas Trier Pedersen som vært, hvor han var sammen med finansmanden Claus Riskær og Socialdemokraternes folketingskandidat Peter Hummelgaard Thomsen. Det er en spændende debat, hvor alle tre parter har hver sin indsigt i sagen, som giver en bedre og bredere forståelse for et ellers betændt emne. Debatten kan høres på http://arkiv.radio24syv.dk/video/9030872/detrode-felt-uge-50-2013-2.

Rejseberetninger fra Rom Historiestudiets facebookside har her på det sidste været hjemsted for Torben Kjersgaard Nielsens rejseberetninger fra Rom. Der er alt fra stilen af Romerske bygninger – fra antik til barok – til Street Art i nærheden af La SapienzaUniversitetet. Pergamentet samler disse rejseberetninger og lægger dem ind på Pergamentets facebookside.

Herefter var Mogens Rüdiger den 27. januar 2014 endnu engang i debat, denne gang i Deadline, hvor emnet igen gik på salget af DONG-Energy til Goldman Sachs. Debattens indhold var at give et indblik i sagen, og dette gjorde han sammen med klimafinansieringseksperten Wolfgang Mostert og værten Martin Krasnik. For de, der har lyst til at se debatten, kan den ses på http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-510/

Kalender Af: Steffen Elias Nielsen, 4. semester

Historisk Kaffeklub Sidste år bød Historisk Kaffeklub på blandt andet kaffe og kage, men specielt forskellige oplæg om kandidat- og tilvalgsmuligheder tiltrak mange. Nu gentages succesen d. 10. marts 2014 og holdes i Loungen på Kroghstræde 1. Det er en god mulighed for at få noget viden om kandidat- og tilvalgsmuligheder, da historiestuderende på 4. og 6. semester skal tilmelde sig disse inden d. 1. april 2014.

Praktikant på arbejde En af historiestudiets studerende, Jimmy Munk Larsen, der er praktikant ved Museet for Thy og Vester Hanherred, var i TV Midt/Vest og Nationalpark Thy TV i november, hvor han fortalte om sine registreringer af gravsteder på Vorupør Gl. Kirkegård, der blev bygget i 1878. Det blev besluttet i Folketinget i 1986 at registrere bemærkelsesværdige gravsteder, og dette fik museet til opgave. Det spændende ved arbejdet giver Jimmy udtryk for ved en speciel gravplads, hvor en kvinde, der er født i Ålum, ligger begravet. Ålum eksisterer ikke længere, da byen er blevet opslugt af havet, og er dermed en spændende del af historien.

Filmaften på Aalborg Universitet Historiestudiet er kendt for sin sociale profil hvad angår filmaftener med spændende film med historisk kontekst. Dette gentages igen d. 13. marts, hvor filmen Luther bliver vist. Filmen handler om Martin Luthers 95 teser, der bliver slået op på Wittenbergs Slotskirke. Disse 95 teser spiller herefter en stor rolle for både kristne, men også

Martin Luther. Filmaftenerne afholdes på Basis på Strandvejen, lokale 305, og annonceres i Historiestudiets facebookgruppe.

Forelæsningsrække: Hvad er historie?

Historisk Weekend (hyttetur)

Af: Forelæserne nævnes sidst i opslaget

Så gentager den historiske weekend sig igen efter et vellykket arrangement sidste år. Formålet med hytteturen er at lære hinanden at kende på tværs af semestrene. Sidste år bød på speed-dating, hvor isen brydes, quiz, egen medbragt alkohol og snacks og god mad. Denne historiske weekend finder sted fra d. 4. april til d. 6. april 2014. Seneste tilmelding er tirsdag d. 4. marts 2014.

Når man studerer fortiden opdager man hurtigt, at ”historie” i sig selv er en omskiftelig størrelse. Dens betydning har ændret sig, og fra tid til anden har man sågar skændtes om den. I denne forelæsningsrække glemmer vi studieordningernes stramme bånd på tungen og diskuterer frit, hvad vi synes ”historie” kan og bør være. Historie som myte

10/4: Huset, Hasserisgade 10 Sted: Kroghstræde 3, lok. 2.107. Tid: Mandag d. 3/3 fra 10-12

Imod en bedre verden? FN’s imperiale forgængere, FN’s udvikling og status i dag.

v/ Johan Heinsen og Maren Lytje V. Ph.D-stip. Martin Ottovay Jørgensen. Historikere, filosoffer og etnografer har traditionelt betragtet myte og histories om antiteser. Myten er en fiktion, der handler om menneskets trans-historiske følelser og natur; historien er knyttet til en bestemt tid og et bestemt rum og arbejder ud fra en antagelse om menneskets historicitet. Set ud fra et historikerperspektiv er myten noget opfundet, og historikeren ser det nogle gange som sin opgave at gå i rette med mytemageriet, især når myter gør brug af historiske referencer. På deres side betragter filosoffer, etnografer og sprogforskere myten som et symbolsk system, der balancerer modsætninger, taler til menneskets basale natur of frigør os fra historiens åg. Myten taler om det generelle, historien om det partikulære; myten udsiger sandhed, historie søger efter den.

Ofte tænker vi kun på Folkeforbundet, når vi tænker over FN’s forhistorie. Men hvad ved vi om forbindelserne mellem de forskellige koloniale og imperiale regimer og netværk, Folkeforbundet og FN? Disse aspekter tager vi op med henblik på en kritisk diskussion af FN’s status og projekter i dag. Arrangementet er organiseret af FN-Forbundet i Nordjylland. Sommerfest på historiestudiet Sommerfesten for studerende på Historiestudiet og kandidater finder i 2014 sted: D. 28. maj 2014 Program følger. Festen planlægges i år at blive afholdt på Kroghstræde 1.

Over de sidste fyrre år er det sket en opblødning af skellet mellem historie og myte. Mange har peget på historieskrivningens mytiske karakter og på historiens funktion som erindrings- og identitetsskabende: historieskrivning skaber myter

Reserver nu datoen for årets fest og spred budskabet. Venlige hilsner Studienævnet for Historie

forstået som betydningsbærende grundfortællinger om nationer, grupper, stater og samfund. Mange har ligeledes peget på de ideologiske implikationer i de erindringspolitikker, som historiefaget indlejrer sig i.

og er således aldrig en neutral og præcis fortælling om fortiden. Arkiverne er således heller ikke passive gamle bygninger fyldt med støvede dokumenter, men aktive steder hvor social magt bliver forhandlet, anfægtet og styrket. Det giver arkiverne og ikke mindst arkivarerne, som afgør tilgængeligheden til denne viden, stor magt over samfundet. Men arkiverne giver ikke kun magt til magthaverne. Arkiverne kan også være redskaber for frihed, løsrivelse og selvstændiggørelse. Minoriteter kan få en stemme til at rejse sig imod undertrykkelse og borgere kan holde myndighederne ansvarlige for deres handlinger, beslutninger og politikker. Det er i arkiverne, at vi finder beviserne for eller imod magthaverne og for vores fælles historier - og det er arkivarernes ansvar at udvælge, bevare og sikre at samfundet har adgang hertil både nu og i fremtiden. Historikernes brug af arkivalier er i denne forbindelse heller ikke uvigtige.

I dette seminar tuner vi kritisk ind på ideen om historie som erindrings- og identitetsskabende myte. Vi skal diskutere historie som national og som global myte, og vi skal tale om forskellen på myte og historie. Til det formål skal vi læse to tekster: 1) Charles Maier, ’Surfeit of Memory’ 2) William McNeill, ‘Myth-History’ Historie, arkiver og magt Sted: Kroghstræde 3, lok. 2.107. Tid: Mandag d. 10/3 fra 10-12 v/ Martin Ottovay Jørgensen og Marianne Paasch

De eksempler vi hiver frem understreger med al tydelighed arkivernes magt og historikernes, i disse sammenhænge meget vigtige roller. Vi tager en kort tur til Israel, hvor den Palæstinensiske materielle kulturarv systemisk er blevet smadret eller undertrykt som led i en Israelsk strategi. Vi ser også på de udfordringer man står overfor i Namibia i forhold til at skrive forskellige former for historie på baggrund af arkivmaterialet i det det nationale arkiv, der er oprettet som tysk kolonialarkiv og siden overtaget af den sydafrikanske kolonimagt. Vi kommer også kort forbi Kenya og hvad en amerikansk historiker har kaldt det Britiske Gulag. Sidst, men ikke mindst tager vi kort fat i diskussionen omkring de hemmelige tjenester igennem historien bag MI6’ nyligt publicerede historie og de problemstillinger Edward Snowdens afsløringer om NSA har ført med sig. For at afslutte lidt tættere på vores lokalitet i det nordjyske, runder vi af ved i fællesskab at summe over de projekter man kunne forestille sig på baggrund af vores lokale arkivers materiale.

Arkiverne bliver oftest set som et sted uden relevans for nutiden, en samling støvede dokumenter som kun slægtsforskere og – hvis vi er heldige – historikere har glæde af. Arkiverne er ganske vist de rum, hvor vi som samfund finder vores kulturarv og historie, vores traditioner, forfædre og vores nationale sammenhængskraft. Men er arkiverne et sted, vi forbinder med magt? Og hvilken rolle har historikerne i forhold til denne magt? Viden er magt – og arkiverne er historisk set etableret med magten for øje. Magthavere har til alle tider oprettet arkiver for at konsolidere og beskytte deres magt. Arkiverne har udgjort en grundsten i samfundet, hvori magten legitimeredes igennem referencer til en fælles historie og identitet. I arkiverne har man ikke kun kontrolleret fortiden, men også borgerne selv via registreringer, overvågning og kontrol. Visse historier er blevet promoveret igennem arkivernes bevaring, imens andre er blevet marginaliseret. Arkivernes samlinger er resultatet af mange valg og fravalg

Litt.:

magtrelationerne og skaber pladsen til redefinering og potentielt social forandring.

Ketelaar, Eric: ”Recordkeeping and societal power” i Sue Mckemmish, Michael Piggott, Barbara Reed & Frank Upward (red.): Archives: Recordkeeping in Society, Charles Sturt University Press, 2005, s. 277-298

I den marxistisk inspirerede historiekritik af medicin-som-ideologi handler det derimod om at ’afsløre’ de bestående fænomeners naturlighed som det den ’rent faktisk’ er, nemlig en ideologisk overbygning, der slører vores blik for de egentlige årsager og konsekvenser. I modsætning til ’History of the present’, så er der her én sandhed og den er uden alternativer, men det kræver kritisk arbejde at nå frem til den. Dét er den kritiske historikers opgave; at skære igennem det ideologiske ’røgslør’ af diskurser og praksisser, og nå frem til, hvordan verden egentlig er beskaffen, hvorfor den er indrettet sådan og hvordan vi ændre den.

Historie som kritik – eksempler fra medicinhistorie Sted: Kroghstræde 3, lok. 2.107. Tid: Mandag d. 7/4 fra 10-12 v/ Ivan Lind Christensen Med udgangspunkt i Michel Foucaults (19261984) ide om ’history of the present’ og den poststrukturalistiske marxistiske medicinhistorie, vil denne session have sit omdrejningspunkt i historieskrivningens kritiske potentiale. Der vil, med Foucault og den marxistisk inspirerede medicinhistorie, blive givet to forskellige bud på, hvordan historieskrivningen kan være et redskab til at ’destabilisere’ de nutidige fænomeners ’naturgivenhed’.

Litt.: Michel Foucault ‘History of the present’ (Bib-data følger) Roth, M. S. (1981), ‘Foucault’s “History of the Present”, History and Theory, no. 1, vol 20, side 32-46

Praksisser, begreber og institutioner præsenterer jo netop ofte sig selv som ’uden alternativer’ og megen historiskrivning kommer (bevidst eller ubevidst) til at understøtte disse positioner gennem ’afdækningen’ af deres historiske opkomstbetingelser. Med ’history of the present’perspektivet bruges historien ikke længere til at vise, hvordan historiske fænomener, så som sygdom, diagnose, normalitet osv, nødvendigvis – grundet deres historiske opkomst – må tage sig ud som de gør i dag. I stedet bruges den historiske analyse til at vise de nuværende fænomeners form som en mellemting mellem nødvendighed og tilfældighed, betinget af komplekse sociale og kulturelle kontekster. Naturlighedens forsvinden, hvilket er perspektivets mål, retter vores blik mod

Figlio, K. (1985). Medical Diagnosis, Class Dynamics, Social Stability. In L.Levidow, & B.Young (Eds.), Science, Technology and the Labour Process, London: Free Association Books: 129-165. Historie som klassekamp, historie som kønskamp Sted: Kroghstræde 3, lok. 2.107. Tid: Mandag d. 28/4 fra 10-12 v/ Johan Heinsen og Maren Lytje I dette seminar stiller vi skarpt på to begreber, der siden den Kolde Krigs afslutning er gået hen og blevet skældsord: klassekamp og kønskamp.

Siden 1970’erne har feministisk-inspirerede historikere peget på to ting: den indlysende mangel på kvinder i historiebøgerne og den indlysende mangel af kvinder på historieinstitutterne. Der var grundlæggende to måder at forholde sig til denne mangel på; den ene var en gap-filling tilgang, hvor kvindehistorikere forsøgte at gøre kvinder synlige i historien; den anden var en kritisk tilgang, hvor marginaliseringen af kvinder blev betragtet som et strukturelt problem, der havde at gøre med kønskonstruktioner, som satte kvinder i rolle som ”køn” mens den satte manden i rollen som neutralt ”menneske.” I dette seminar skal vi diskutere værdien af kønshistorie og kønskamp; hvordan og hvorfor er den vigtig i dag?

Forelæserne:

Vi skal ligeledes en anden forståelse af historie som indhyllet i kamp, nemlig ideen om klasser og klassekamp. I det 20. århundrede voksede forskellige traditioner af marxistiske historikere op og satte et voldsomt præg på historiefaget. Men kan vi stadig bruge arven fra dem til noget? Giver det overhovedet meningen at tale om ”klasser” efter historiefaget har opdaget både sproget og kulturen?

Ph.d.-stipendiat, CGS

Maren Lytje

Mail: lytje@cgs.aau.dk

Vi skal læse: Joan Wallace Scott, Gender and the Politics of History Mere litteratur følger. Johan Lund Heinsen Ph.d., ekstern lektor, CGS Mail: heinsen@cgs.aau.dk

Martin Ottovay JĂ¸rgensen

Ivan Lind Christensen

Ph.d.-stipendiat, CGS

Adjunkt, CGS

Mail: moj@cgs.aau.dk

Mail: ilc@cgs.aau.dk

Marianne Paasch Ph.d.-stipendiat, CGS Mail: paasch@cgs.aau.dk

Vi ses i nĂŚste nummer!