Kampen om Videnssamfundet med fokus på filosofiens rolle

D E T H U M A N I S T I S K E F A K U LT E T K Ă˜ B E N H AV N S U N I V E R S I T E T

Kandidatspeciale Allan Alfred Birkegaard Hansted

Kampen om videnssamfundet - med fokus pĂĽ filosofiens rolle

Vejleder: Jan Faye Afleveret den: 27/06/11

INDHOLD Forord Indledende bemærkning

s. 1-2

Indledning På sporet af ’videnssamfundet‘

s. 3-4

Problemformulering og tese

s. 4-5

Opgavens opbygning og målgruppe

s. 5-6

Del I - Teoriafsnit Hvordan kan vi forstå filosofiens kommunikationsudfordringer i videnssamfundet?

s. 7

Jean-Francios Lyotard - Viden og det postmoderne samfund

s. 7-8

Filosofien som metafortælling - Historisk forståelsesramme 1

s. 8-10

Bundlinje tænkning vs. de kritiske intellektuelle - Historisk forståelsesramme 2

s. 10-11

Videns postmoderne status og funktion

s. 11-13

Videnskabens legitimering i det postmoderne

s. 13-16

Opsamling

s. 16-17

Niklas Luhmann - Samfundet som kommunikation

s. 18-19

Informationsoverskud og uddifferentiering

s. 19-21

Massemediernes realitet

s. 21-23

Kommunikationens kommunikation

s. 23-24

Opsamling

s. 24

Jürgen Habermas - Livsverden – en fælles forståelsesramme ?

s. 25-26

Kolonisation af livsverdenen

s. 26-27

Del II - Refleksion og praksis Opsamlende refleksion

s. 28-29

Den nye store fortælling?

s. 29-31 s. 1-2

Den praktiske formidlingsdel - www.videnssamfundet.com

s. 31-32

Hvordan har jeg valgt at teste tesen i praksis

s. 33-34 3-4

Hvad blev resultatet?

s. 34 4-5 s.

Konklusion

s. 5-6 s. 35-36

Summary in English

s. 37

Bibliografi

s. 7-17 s. 38-40 s. 18-24

Bilag 1-4

s. 24-27

Bilag 1 - Hvad formidlingsproduktet består af og vejledning til videnssamfundet.com Bilag 2 - Nøgletal og statestik Bilag 3 - Nøglepersoner og værdier i filmene Bilag 4 - Kommentarer til projektet via Facebook siden

Forord “Hvis jeg siger filosof – hvad tænker du så? Tænker du akademisk æggehoved? Et støvet, indelukket studerekammer? Og store, tykke bøger uden billeder i? Eller tænker du en person, der arbejder med markedsføring, en person, der arbejder med organisationsudvikling eller en person, der arbejder med HR? Hvis det er det sidstnævnte, du tænker, så tænker du fuldkommen rigtigt. Fordi den moderne filosof er en filosof, der er ude i den virkelige virkelighed...” .1 Således sælges Aalborg Universitets nye uddannelse Anvendt Filosofi af adjungeret professor, Morten Nødgaard Albæk. Udsagnet ‘den virkelige virkelighed’ giver imidlertid kun mening, hvis vi kan operere med dens modsætning, den ‘uvirkelige virkelighed’, som i denne sammenhæng må tolkes som værende det, den ikke-moderne filosof beskæftiger sig med.2 Et andet nærværende eksempel, på at filosofien søger offentlighedens lys, er, da jeg i april deltog i en konference på Københavns Universitet med titlen Anvendt filosofi – en konference om filosofi uden for elfenbenstårnet.3 Begge disse eksempler viser et forsøg på at italesætte filosofiens mulige integration i samfundet. Spørgsmålet forbliver dog, under hvilke præmisser kan filosofien integreres i samfundet?

Det er forståeligt, hvis de mere etablerede filosoffer4 finder debatten om 'anvendt filosofi' bekymrende.

Ser vi dette i et historisk perspektiv, havde vi i Danmark i 1980’erne en lignende samfundsdebat om anvendt etik.5 Nogle filosoffer tog bestik af situationen og udviklede – bl.a. med base i Handelshøjskolen i København (nu CBS) – nye metoder, hvorpå etikken kunne anvendes i erhvervs- og organisationslivet. Disse metoder gik under begreberne ‘etisk regnskab’ og ‘organisationsetik’. Emnet ’etik’ gik da fra at være primært en professionel beskæftigelse for nogle universitetsfilosoffer til at blive noget, som også mange virksomheder og organisationer kunne tale med om. Dette skabte en ny situation, hvor det afgørende for anvendt etik ikke udelukkende var dens teoretiske raffinering, men i stigende grad dens praktiske nytte uden for universitetet og måske også dens salgspotentiale. I dette perspektiv er det rimeligt at stille spørgsmålet, om praksisbegrebet står i modsætning til det filosofiske 'faglighedsbegreb'? Og om man derfor må afvise praksisbegrebet med argumentet om, at det risikerer at kommercialisere filosofien?

I forlængelse af disse spørgsmål vil jeg gerne takke Institut for Filosofi for deres nye tiltag, ”formidlingsspecialet”, som kom til verden i 2008. Formidlingsspecialet er en oplagt måde at give filosofien og de studerende en mulighed for at nå ud til en større kreds i samfundet, hvilket kan være en forudsætning i en tid, hvor filosofien synes under pres, og hvor økonomiske rationaler og nyttediskurser er dominerende på forsknings- og uddannelsesområdet. Formidlingsspecialet er ikke alene et godt

1

Albæk 2011.

Det giver måske bedre mening at tolke Albæks udsagn som markedsføringsretorik og ikke filosofisk påstand.

3 Studenterorganisationen ’Tænkere uden Grænser’ arrangerede konferencen, og arrangementet foregik d. 27/42011.

4 Her tænker jeg på de danske filosoffer, som udøver en form for filosofisk grundforskning.

5 S. Jensen, Pruzan og Thyssen 1990:73.

2

1

initiativ. Specialeformen, der inkluderer et formidlingsprodukt – for eksempel en film, en hjemmeside eller en lydproduktion6 – kan muligvis, såfremt det lykkedes at overskride dikotomien mellem teori og praksis, mellem anvendt filosofi og grundfilosofi, være med til at åbne op for nye muligheder for de studerende og for filosofiens udfoldelsesmuligheder i samfundet.

6 ”Den formidlende del kan være en tekst, en videoproduktion, en lydproduktion, en web-produktion eller andet, hvis sigte er at formidle indholdet af den faglige del til et ikke-fagligt publikum” (2008-studieordning for Kandidatuddannelsen i Filosofi, s. 26).

2

Indledning På sporet af ’videnssamfundet’ Som speciales titel angiver, er dette en undersøgelse af filosofiens rolle i samfundet, her refereret til som ’videnssamfundet’. For at forstå filosofiens rolle i videnssamfundet, er det grundlæggende nødvendigt at give et bud på, hvordan vi skal forstå termen ’videnssamfundet’. En ting, som jeg har hæftet mig ved, er, at når videnssamfundets betydning skal defineres, er der en grundlæggende uoverensstemmelse mellem de politiske, erhvervs- og forskningsfilosofiske perspektiver. F.eks. når statsministeren Lars Løkke Rasmussen udtaler: "Danmark skal være verdens førende videnssamfund."7 Eller når en af erhvervslivets repræsentanter ytrer, at "Universiteterne er den afgørende vidensbank, og derfor skal de være en proaktiv medspiller i den moderne globale videns økonomi"8, og en chefanalytiker fra Dansk Erhverv udtaler: “Vi har brug for de bedste hoveder og bedste universiteter for at klare os i videnssamfundet.”9 Modsat kan en repræsentant for fagfilosofien citeres: “Videnssamfundet svarer til det samfund, hvor Sokrates anklagede sofister for sofisteri og fordummelse, hvor demokrati med en vis ret kunne anses for pøbelvælde.”10 Så viser udtalelserne, at der foregår en diskursiv kamp om ordets betydning, og illustrerer konflikten angående, hvilken viden der skal satses på. Den nu afdøde litteraturhistoriker og kulturforsker, J. F. Jensen, beskrev dette rammende: “Forholdet mellem forskning og politik må nærmest betragtes som et Strindbergs drama. (...) De lever i spændinger, der ikke ser ud til at blive ophævet, men til gengæld er i stand til at fremkalde det uforudsigelige.”11 Det er derfor en kamp om meninger og fortolkninger, men også om magtpolitiske og økonomiske rationaler samt forskningsmæssige synspunkter om, hvordan viden bedst skabes. Samtidig er det indlysende, at trods et indre modsætningsforhold mellem politik, erhvervsliv og forskning, er disse ‘videnssystemer’ i dag tæt forbundne og afhængige af hinanden. Så når danskerne for øjeblikket i massemedierne kan følge universitetsverdenens ledelse og styringskrise, har det konsekvenser for universitetets fremtid. Københavns Universitet er kommet i det offentlige søgelys i sagen om Milena Penkowa. På CBS har bestyrelsen for nyligt måtte fyre rektor Johan Roos, og på både DTU og RUC har man oplevet store ledelsesproblemer i løbet af de seneste år. Udover at være gode mediehistorier, giver disse prekære sager et negativt billede af universitetet i offentligheden samt fjerner fokus fra andre væsentlige debatter om f.eks. den humanistiske tænknings rolle i samfundet. En offentlige debat om den humanistiske tænkning i det såkaldte ’videnssamfund’, der netop kendetegnes ved sit fravær.12 Hvorledes dette skyldes, at spørgsmålet om humanioras rolle er for komplekst, eller om samfundet ikke

7

Lars Løkke Rasmussen åbningstale i folketinget 2010.

Chefkonsulent for Dansk Handel, B. Bangskjær i bogen: Universiteter for fremtiden. Maskell og Siggaard, 2001: 202.

9 G.L. Christensen, ”Mandag Morgen”, 25.01.2010.

10 Filosoffen A. Sørensen 2007: 29.

11 Jakobsen 2001:31.

12 Se s. 22 for en uddybning.

8

3

har interesse eller ’tid’ til at overveje fundamentale humanistiske spørgsmål, forekommer mig at være særdeles relevant.

I hvert fald har studiet af en lang række politiske, erhvervsmæssige og interne forskningsfilosofiske perspektiver på den aktuelle diskurs om videnssamfundet gjort følgende klart: Begrebet ’videnssamfund’ åbner for et væld af modstridende udsagn, som bygger på forskellige ideer om, hvad videnssamfundet er, og hvilken viden der er den væsentligste for Danmarks fremtid. Af samme grund giver det heller ikke mening at forsøge at definere videnssamfundet entydigt. Derfor er videnssamfundet bevidst skrevet med to s´er i det viden i ental vil være en ukorrekt betegnelse for det samfund, som begrebet ’videnssamfund’ beskriver.

På denne baggrund må det være rimeligt at spørge: Hvorfor er denne kommunikation mellem f.eks. politik, erhvervsliv og humanistisk forskning så vanskelig? Forstår vi overhovedet hinanden inden for de enkelte systemer eller på tværs af de samfundssystemer, vi repræsenterer? Er forståelse ikke en forudsætning for at skabe en dynamik internt i systemet og mellem de forskellige systemer? Og er målet for forståelse at opnå konsensus, eller kan uenighed om videnssamfundet og filosofiens rolle være konstruktiv?

Det er klart at, den humanistiske viden eller de humanistiske ideer skal offentliggøres og mangfoldiggøres for at kunne blande sig i den offentlige debat. Idet viden og ideer af natur, forøges ved at blive delt, men hvis ingen kan forstå, hvad de skal bruge de humanistiske ideer til, er det indlysende, at denne manglende forståelse har konsekvenser for den humanistiske videns udbredelse og legitimering.

Kampen om filosofiens rolle i videnssamfundet er utvivlsom kompleks og mangesidig, og samtidig er det ikke et spørgsmål om enten-eller, men om både-og, hvilket gør det vanskeligt at kaste sig ud i et speciale om dette emne, og man må derfor gøre sig sin ambition bevidst. Dette speciales ambition er ikke at kortlægge filosofiens rolle i videnssamfundet, men at belyse de mulige problematikker, som giver anledning til debat om filosofiens rolle, samt undersøge hvordan filosofien kan bringe sin viden i spil i samfundet. Hvilket leder mig frem til følgende problemformulering: På baggrund af en teoretisk og historisk forståelse af filosofiens rolle i samfundet ønsker jeg at undersøge relevante samfundsmæssige og kommunikative præmisser for at bringe filosofiens særegenhed ind i det aktuelle videnssamfund.

Jeg antager, at jeg med udgangspunkt i Jean-François Lyotards teori om det postmoderne The Postmodern Condition (1984)13 kan få en historisk og teoretisk forståelse for filosofiens situation i dag, samt belyse, hvordan filosofiens rolle og funktion ændres, jo mere vi træder ind i en postindustriel vidensøkonomi. Som et andet led mener jeg, at vi ved at benytte Niklas Luhmanns systemteoretiske samfunds- og kommunikationsperspektiv kan hente en forståelse for de aktuelle problematikker, som

13 Org.

Jean-François Lyotard, La Condition Postmoderne: Rapport sur le Savoir, 1979.

4

opstår når flere systemer skal arbejde og kommunikere sammen i et komplekst samfund. Som modpol til Lyotards og Luhmanns skeptiske perspektiver, antager jeg, at Jürgen Habermas’ teori om den kommunikative handlen kan give os en forståelse for de kommunikative muligheder, som hans begreb om livsverden åbner op for. På baggrund af disse teorier vil jeg i den praktiske del eksperimentere hvorvidt internettet, med fokus på web 2.0, er et brugbart medie til at bringe filosofien i spil. Derfor bliver min tese: Hvis man forstår filosofiens kommunikationsproblemer og muligheder i videnssamfundet, kan filosofien bringes mere i spil, end tilfældet er.

Opgavens opbygning Hvordan kan vi forstå filosofiens kommunikationsudfordringer i videnssamfundet?

Mit udgangspunkt for at forstå filosofiens kommunikationsudfordringer finder jeg i Lyotards vidensrapport, The Postmodern Condition. I dette værk tager jeg udgangspunkt i Lyotards bestemmelse af det postmoderne, herunder hvilke betingelser og udfordringer det såkaldte postmoderne opstiller for de store humanistiske fortællinger. Et centralt element bliver, hvordan filosofien (og videnskaben), som ifølge Lyotards begreb om det postmoderne ikke længere legitimeres igennem de store fortællinger, så kan legitimeres?

Denne kommunikationsudfordring forfølger jeg med udgangspunkt i Niklas Luhmanns system og kommunikationsteori. Kerneelementet i Luhmanns teori er kommunikation, og her er spørgsmålet hvilke betingelser, Luhmanns systemteori opstiller for kommunikation i samfundet. Dette systemteoretiske perspektiv er dog efter min vurdering ikke tilstrækkeligt for at forstå filosofiens rolle i samfundet, da Luhmanns begreb om samfundet som et kommunikationssystem indebærer en eksklusion af mennesket (både i teorien og i samfundet).

Derfor følges Luhmanns systemteoretiske kommunikationsanalyse op med Habermas sondring mellem system og livsverden, og her benytter jeg Habermas til at forstå det kommunikative mulighedsfelt, som hans begreb om livsverden åbner op for – hvis vel og mærke kommunikationen foregår under de rigtige præmisser.

Opsamlende refleksion I forlængelse af det teoretiske afsnit, vil jeg i den opsamlende refleksion stille kritiske spørgsmål til teorierne, samt diskutere dem i forhold til hinanden. Derudover stille jeg spørgsmål om, hvorvidt økonomien og markedet er blevet til den nye store fortælling? Afslutningsvist knytter jeg an til den praktiske filosofis rolle i samfundet, hvilket fører os over i det praktiske produkt.

5

Det praktiske produkt For at vurdere filosofiens kommunikationspotentiale er det min tese, at den praktiske (anvendte) filosofi, kan benyttes til at afprøve filosofiens kommunikationsmuligheder i forhold til internettet og web 2.0. Specialet er derfor skrevet som et formidlingsspeciale med dertil hørende formidlingsprodukt.

Formidlingsproduktet www.videnssamfundet.com og den tilhørende Facebook side14 har i praksis fungeret som virtuel platform for en løbende dialog med målgruppen, som jeg har benyttet til at revidere og forbedre teserne i det skrevne speciale og naturligvis i det praktiske formidlingsprodukt.

Målgruppen Det er nødvendigt at skelne mellem det skriftlige speciale og det praktiske produkt. Den skriftlige del søger at være pædagogisk i forhold til den relevante målgruppe, som er filosofistuderende på specialeniveau. Dette speciales praktiske del, www.videnssamfundet.com, har med inspiration hentet fra Hans Hertels bidrag i Ideer vi lever på15 knytter an til den tese, at man ved hjælp af pædagogisk og visuel fantasi kan nå flere målgrupper samtidig. Og her er det mit mål, at www.videnssamfundet.com både kan henvende sig til mennesker uden andre forudsætninger end intellektuel nysgerrighed samt til fagfolk med interesse i formidling og internettets muligheder for at bringe viden i spil. Projektet har fået en del respons (se bilag 2 og 4). Disse tilbagemeldinger, samt internettets mulighed for at registrere nøgletal, har givet mig et billede af, at projektet er nået bredt ud.

14 15

Se Facebook siden på: www.facebook.com/videnssamfundet Collin & Faye 2008:132

6

Del I

Hvordan kan vi forstå filosofiens kommunikationsudfordringer i videnssamfundet?

I et aktuelt forskningsfilosofisk perspektiv på humanioras rolle16 i videnssamfundet påpeger filosofferne Finn Collin og Jan Faye følgende paradoks: På den ene side er humaniora en ’succes i det moderne videnssamfund’ målt i forhold til tilslutningen til de humanistiske uddannelser og andelen af humanister i erhvervslivet. På den anden side ”tales der hele tiden om ’humanioras krise’, og politikere og universitetsadministratorer udtrykker offentligt undren over, hvad der egentlig er humanioras ærinde og projekt.”17 Collin og Faye mener, at krisen er et resultat af, at universiteterne er i hastig forandring og i stigende grad bliver administreret som effektive resultatfabrikker og bundlinjeorienterede virksomheder.

Med denne forskningspolitik risikerer man at sætte grundforskningen og humanioras særkende over styr, som ifølge Collin og Faye er ”at udvikle ideer vi lever på.”18 Afvikling af humanioras særkende og egenskaber, stammer ifølge Collin og Faye fra en udtalt ligegyldighed i den offentlige debat vedrørende humanioras situation – en ligegyldighed som forfatterne foreslår ”sikkert bunder i uvidenhed om humanistisk tænknings rolle.”19 Hvis uvidenhed om humanioras rolle er ophav til denne situation, er det særdeles relevant at forstå humanioras kommunikationsudfordring i det såkaldte ’videnssamfund’. Men hvordan kan vi forstå denne problematik? En læsning af Lyotards vidensrapport The Postmodern Condition kan tilbyde os et indblik heri. I vidensrapporten introducerer Lyotard begrebet ’det postmoderne’ som en måde at beskrive de tilstande og betingelser, der opstår som en afløsning af ’det moderne’.

Viden og det postmoderne samfund Jeg vil i dette afsnit undersøge, hvorfor der er kommet mistillid til humaniora, hvilket Faye og Collin påpeger. Dette har jeg valgt at gøre ud fra Lyotards forståelse af det postmoderne, idet jeg mener, at det postmoderne som tidsalder og begreb kan tilbyde et indblik i, hvordan denne mistillid implicit ligger i samtiden.

Lyotards vidensrapport var skrevet som et bestillingsarbejde, kommissioneret af Universiteternes Råd under regeringen i Quebec, Canada.20 Derfor præsenterer rapporten heller ikke en fyldestgørende teori om det postmoderne, men snarere en række videnssociologiske og samfundsfilosofiske udsagn, som kan gøre os klogere på de postmodernistiske problematikker, som samfund og universitet synes at være havnet i.

16

Filosofi er en del af humaniora, og derfor accepteres den brede term ’humaniora’. Når jeg benytter termen ’humaniora’ er det således primært med fokus på filosofien.

17 Collin og Faye 2008:9.

18 Collin & Faye 2008:9-10.

19 Collin og Faye 2008:16.

20 Lyotard: 1984: xxv.

7

Den mistillid, som Faye og Collin bemærker, påpeger Lyotard også indledningsvist i vidensrapporten: “Simplifying to the extreme, I define postmodern as incredulity toward metanarratives. This incredulity is undoubtedly a product of progress in the sciences: but that progress in turn presupposes it. To the obsolescence of the metanarrative apparatus of legitimation corresponds, most notably, the crisis of metaphysical philosophy and of the university institution which in the past relied on it.”21 Her definerer Lyotard incredulity (vantro eller mistillid) over for metafortællinger som kernen i det postmoderne. Ifølge Lyotard er mistilliden altså en grundpræmis for det postmoderne. En præmis som specielt er gået ud over den metafysiske filosofi og den del af den universitære tradition, som i fortiden er blevet legitimeret igennem den.

For at kunne forstå hvad der menes hermed, mener jeg, at det er nødvendigt at give et historisk indblik i, hvordan den metafysiske filosofi har gjort sig gældende inden for den universitære tradition. Derefter vil jeg dykke nærmere ned i det, Lyotard betegner som 'det postmoderne'.

Filosofien som metafortælling – Historisk forståelsesramme 1 Universitetet er, sammen med kirken, én af få institutioner, som har overlevet siden middelalderen. I starten var universitetet præget af kirkens indflydelse, og teologi blev dengang anset som den højeste videnskab. Universitetet fungerede altså i praksis først og fremmest som en art pastoralseminar for den protestantiske kirke.22 Efter den franske revolution ændrede universitetets funktion sig i forholdet til samfundet. En efterspørgsel på viden baseret på naturvidenskab (efter det naturvidenskabelige gennembrud) og matematik betød, at universitetet fik en videnskabelig drejning, der satte viden i oplysningens tjeneste. Sammenholdt med de nye revolutionære vindinger og tidens demokratiske strømninger blev universitetet et centralt element i det ’nye’ videnskabelige samfund. Men i forbindelse med Napoleons endelige nederlag ved Waterloo i 1815 blev magtbalancen i Europa ændret, og Tyskland (dengang storhertugdømmet Hessen) stod som et nyt centrum i Europa.23 Wilhelm von Humboldt, som i en kort overgang var prøjsisk undervisningsminister (1809-10), opsatte et nyt ideal for universitetets udvikling. Humboldt ville skabe et nyt universitet, som opprioriterede universitetets dannelsesideal, hvilket brød med universitetet som skabt i statens eller kirkens tjeneste. Dette ideal blev grundlaget for det nye Berliner Universitet (grundlagt 1807), som fandt sin humanistiske form under Humboldt. Humboldts universitet har senere fået en central plads i historien som universitetet, der satte den metafysiske filosofi i højsædet. Og til trods for at universitetets omfang voksede og fik flere fag, betragtede Humboldt universitetet som en organisk enhed. For at skabe et bindeled og en sammenhængskraft, overtog filosofien den funktion at legitimere den viden, der blev skabt på universitetet – en funktion som teologien havde haft i det tidligere universitets historie.

Lyotard skriver om filosofiens særegenhed og formål i det humboldske universitetsprojekt: ”Philosophy must restore unity to learning, which has been scattered into separate sciences in

21

Lyotard: 1984: xxiv.

Jensen 2001:16.

23 Det skal siges, at dette først blev en fuldbyrdet proces i forbindelse med Tysklands samling senere i århundredet.

22

8

laboratories and in preuniversity education; it can only achieve this in a language game that links the sciences together as moments in the becoming of spirit, in other words, which links them in a rational narration, or rather metanarration.”24 Lyotard ser derfor filosofiens rolle i det humboldske universitet som et bindeled mellem de forskellige videnskaber vha. en rationel metafortælling. Denne metafortælling bygger sit fundament på samtidens dyrkelse af den tyske idealisme,25 hvilket konkret i citatet udmunder sig i “becoming of spirit”.26 Ånden refererer, ifølge den tyske idealismes ideal, til åndens universelle historie, hvor ånden som ’liv’ producerer en metafortælling, der grundfæster erkendelsens, samfundet og statens udvikling i fuldendelsen af åndens liv (G.W. Hegel).27 Denne åndelige dannelse har, som den humboldske tanke, hjemme på det spekulative universitet, som krones af filosofien. Den tyske idealismes åndshistoriske vidensprincip legitimeres i sig selv, netop ved at blive opmærksom på sig selv, og derved er den spekulativ. Lyotard noterer sig en bemærkelsesværdig følge af dette spekulative system: “A noteworthy result of the speculative apparatus is that all of the discourses of learning about every possible referent are taken up not from the point of view of their immediate truth-value, but in terms of the value they acquire by virtue of occupying a certain place in the itinerary of Spirit or Life.”28 Sandhedsværdien er hos den tyske idealisme og det humboldske spekulative universitet altså ikke en eksplicit værdi, men en implicit værdi i forhold til den rolle, den spiller i åndens liv. Hvilket får Lyotard til at konkludere, at den sande viden i dette perspektiv altid er en indirekte viden: “True knowledge, in this perspective, is always indirect knowledge; it is composed of reported statements that are incorporated into the metanarrative of a subject that guarantees their legitimacy.”29 Hvad Lyotard tilføjer her, er, at den sande viden i dette perspektiv bestod af genfortalte udsagn, som i kraft af at være indlemmet i en metafortælling sikrer deres legitimitet.

Det skal i denne forbindelse nævnes, at filosofiens rolle i forhold til den universitære tradition og i forhold til den idealistiske forestilling om åndens liv havde sine samtidige modstandere. Her kan nævnes Arthur Schopenhauer, som i værket On the Basis of Morality (1837) retter sin direkte kritik mod Hegels filosofi, som han beskriver som ”a pseudo-philosophy paralyzing all mental powers, stifling all real thinking.”30 En samtidig kritik mod filosofiens rolle rejser Friedrich Nietzsche også i værket Historiens nytte (1874), hvor han beskriver, at filosofien som en slags erstatningsreligion skal ‘tæmme’ videnskabens umættelige og kulturfjendtlige erkendelsesdrift.31 Opsummerende kan vi konstatere, at filosofien, som metafilosofi med reference til den tyske idealisme, udgjorde det bærende element i det tidligere universitet (det humboldtske universitet). Ikke kun som det,

24

Lyotard 1984:33.

I Lyotards gennemgang er det dog hovedsageligt Hegels indflydelse på den tyske idealisme, som bliver fremhævet.

26 Lyotard 1984:33.

27 Lyotard 1984:33-34.

28 Lyotard 1984:35.

29 Lyotard 1984:35.

30 Schopenhauer 1965: 15-16. Org. Über die Grundlage der Moral, 1837.

31 Nietzsche 1994:15-17. Org. titel Vom Nutzen und Nachteil, 1874.

25

9

der skabte bindeled mellem de forskellige videnskaber, men også som det, der legitimerede universitetet i forhold til samfundet. Hvis vi sammenholder det med det indledende citat af Lyotard (se s. 8 øverst), har vi nu en forståelse af, hvorfor Lyotard skriver, at den universitære tradition historisk har været sammenkoblet med filosofien. For at forstå hvad der har forårsaget vantroen mod metanarrativerne i den postmoderne tidsalder, er det igen nødvendigt at vende blikket mod den historiske udvikling.

Bundlinje tænkning vs. de kritiske intellektuelle – Historisk forståelsesramme 2 Hvis vi vender tilbage til universitetshistorien op til og efter anden verdenskrig, så betød den begyndende industrialisering, som for alvor fik fat i slutningen af det 19. årh. i Europa og USA, at nye, professionelle erhvervsøkonomiske (’business’) fag blev lagt oven i de eksisterende fag. Med anden verdenskrig fik videnskab og forskning en helt ny samfundsmæssig betydning. Ét var, at krigen i sig selv blev domineret af videnskabelige gennembrud (mest centralt står naturligvis atombomben). Et andet element var, at USA, som krigens sejrherrer, fik en ny dominerende rolle i forholdet til udvikling af forskning og videnskab. I USA var det især præsident Roosevelts videnskabelige hovedrådgiver, Vannevar Bush (1890-1974), der som leder af Office of Scientific Research and Development,32 fik en afgørende rolle i den nye forskning og videnskabspolitik. Bush formulerede bl.a. en sondring mellem grundforskning og anvendt forskning.33 Det humanistiske universitet i Europa fik endnu en markant udvikling i årene omkring studenteroprøret i 1968, idet Vesten var båret frem af økonomisk højkonjunktur, månelandinger, politisk uro (f.eks. drabet på John F. Kennedy i 1963), ungdomsoprøret og Vietnamkrigen. Studenteroprøret i ’68 ændrede det politiske landskab og den naive tro på, at fremtiden kunne planlægges rationelt af politikere.

Universitetet blev en vigtig brik i denne samfundsudvikling, men hvor universiteterne tidligere havde været hjemsted for pligttro forskere, blev universitetet, med humaniora i front, nu i stedet hjemstavn for en ny figur i samfundsspillet, nemlig de ’kritiske intellektuelle’. Det humanistiske universitets opgave blev derfor, i kølvandet på studenteroprøret, at opstille et alternativ til kapitalismen. Derfor kom der også nye krav til den viden, som blev produceret fra universitet. Viden skulle bruges – og helst til at forandre verden. Dette skabte også en ny universitetstype, som satte tværfagligheden og den problemorienterede metode i centrum.34 Et mere frit og demokratisk universitet blev idealet i starten af 1970’erne, hvor større selvstyre og en opposition til markedet (kapitalismen) og staten (den politiske styring) gav universitet en ny og afgørende rolle. Staten begyndte samtidig at lægge vægt på nye OECD35-strategier som fastslog, at uddannelse og forskning var den afgørende faktor for at sikre den

32

Collin & Faye 2008:18.

Grundforskningen skulle styres af forskerens egne initiativer og ikke udefra. Tanken var at denne forskning senere kunne inspirerer anvendt forskning. Collin & Faye 2008:19.

34 I Danmark oprettes Aalborg Universitetscenter (AUC) og Roskilde Universitetscenter (RUC), som langt hen ad vejen blev ledet efter disse nye idealer.

35 OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) har sæde i Paris. Organisationen blev oprettet 1961.

33

10

økonomiske vækst. En udvikling, der var i modstrid til den kritiske universitets bevægelse, der opfattede denne strategi for viden og videnskab som et led i det kapitalistiske samfunds bestræbelser.36 Det var også i midten af 1970’erne, at diskussionen om universitetets rolle i det såkaldte ’postindustrielle samfund’ begyndte. En bevidstgørelse omkring hvordan viden ændrer status og karakter i forhold til samfundsudviklingen startede debatten om videns’ status i samfundet. Set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv er det i stigende grad således, at konkurrenceevnen knyttes til den viden, som udvikler produkter frem for maskiner, som kan producere dem. Dette har betydet et langt større samfundsfokus og pres på universitetets evne til at frembringe resultater og produktorienteret viden.

Det er rimeligt at konstatere, at anden verdenskrig var et slag mod den vestlige traditions dannelseshistorie og specifikt imod det tyske dannelses- og oplysningsideal. Hvilket også kan læses i Max Horkheimer og Theodor Adornos værk, Oplysningens dialektik (1944), hvor de to filosoffer forsøger at begribe, hvordan terror (nazismen) kan besejre den ellers fremskridende tro på oplysning, her forstået som en sammenkædning mellem viden, fremskridt og frigørelse. Hvis vi sammenkobler denne viden med Lyotards citat (se s. 8 øverst), har vi nu fået en forståelse for, hvordan denne skepsis eller vantro over for metafortællinger har sat sig igennem i den historiske udvikling. I ovennævnte citat nævner Lyotard, at dette er et produkt af videnskabens fremskridt. For at kunne forstå hvad han mener hermed, og hvilke konsekvenser det har, vil jeg i næste afsnit undersøge Lyotards forståelse af forholdet mellem viden og samfund.

Videns postmoderne status og funktion Det er en af Lyotards bærende arbejdsteser, at viden ændrer status og karakter, samtidig med at samfundene træder ind i det såkaldte ’postindustrielle samfund’, og kulturerne træder ind i den såkaldte ’postmoderne tidsalder’.37 Som Lyotard definerer det postmoderne: “…it (postmodern) designates the state of our culture following the transformations which, since the end of the nineteenth century, have altered the game rules for science, literature, and the arts.”38 Det er en transformation, der, som løbende bevægelse fra slutningen af 19. århundrede, har ændret reglerne for videnskaben, litteraturen og kunsten, og, som Lyotard argumenterer for, i slutningen af 1950’ernes Europa for alvor har slået igennem som det postmoderne.39 At viden ændrer status og karakter har jeg skitseret i det historiske afsnit, for når viden i det postindustrielle samfund får status

36

Jensen 2001:16.

Lyotard 1984:3.

38 Lyotard 1984:xxiii.

39 Termen ’det postmoderne’ er et flertydigt og omdiskuteret begreb, der bl.a. kan føres tilbage til Daniel Bells The Coming af Post-Industriel Society (1969) og Ihab Hassans Towards a Post Modern Literature (1971). Men det er Lyotards filosofiske udlægning af postmoderne, som er relevant i dette projekt.

37

11

som den vigtigste produktive kraft, ophører viden, ifølge Lyotard, med at være et mål i sig selv.40 Når viden ikke længere har en værdi i sig selv, men står i forhold til samfundets produktionsudvikling, er det klart, at videns ’sandhedsværdi’ vil blive nedprioriteret i forhold til videns (økonomiske) ’nytteværdi’, hvilket Lyotard beskriver som samfundets performativetskrav til videnskaben. Dette sætter naturligvis videnskabens paradigme i et nyt lys, som Lyotard på følgende måde sætter på spidsen: “No money, no proof—and that means no verification of statements and no truth. The games of scientific language become the games of the rich, in which whoever is wealthiest has the best chance of being right. An equation between wealth, efficiency, and truth is thus established”.41 I dette citat fokuserer Lyotard på den negative effekt af samfundets udvikling i det postindustrielle samfund ved at hævde, at pengene er i direkte relation til, hvad der forskes i, og derved hvilke sandheder videnskaben for ’lov’ at verificere. Og hvis der, som Lyotards teori fremsætter, sættes lighedstegn mellem rigdom, effektivitet og sandhed, så er det de økonomiske rationaler, frem for viden som dannelse eller som mål i sig selv, der får gennemslagskraft. Denne samfundsmæssige nytteudregning af videns værdi har ifølge Lyotard rødder tilbage til den første industrialisering i slutningen af 1800-tallet og opdagelsen af den såkaldte reciprokke værdi, som trækker på en matematisk udregning, hvor den teknisk-videnskabelige udvikling blev sammenlignet med pengelogikken: ”... no technology without wealth, but no wealth without technology.”42 Ifølge Lyotard skaber det et lukket system, hvor overskuddet af de tekniske frembringelser benyttes til ny forskning, som skal forbedre teknikkens ydeevne, hvilket netop gør den tekniske videnskab til en direkte produktiv kraft og den afgørende faktor i kapitalcirkulationen. Hvis vi igen vender os mod universitetet og filosofien, bliver det interessante spørgsmål, hvilken rolle denne samfundsøkonomiske udvikling tildeler universitetet og filosofien?

Først og fremmest er det interessant at se på forholdet mellem den ikke-tekniske videnskab og tekniske videnskab, og hvordan den samfundsøkonomiske logik, som anvendes på tekniske videnskab, ifølge Lyotard yder indflydelse på den ikke-tekniske videnskab. I forhold til dette argumenterer Lyotard for, at forholdet mellem videnskaben og teknikken er vendt om til teknikkens fordel. Hvilket resulterer i, at når staten eller virksomheden skal fordele forskningsressourcerne, så er det de forskningssektorer, som ikke eksplicit kan plædere for deres bidrag til optimering af systemet (staten eller virksomheden), som svigtes af bevillingsstrømmen, og som derfor ifølge Lyotard er dømt til at forældes.43 I dette perspektiv er det klart, at humaniora – og specifikt den del af humaniora, som har støttet sig op ad metafilosofien – bliver ramt. Og hvis vi samtidig følger Lyotards udsagn om, hvordan forholdet mellem samfund (stat) og universitet mere specifikt sætter sig igennem, så er Lyotards argument, at da økonomien gradvist er blevet mere styrende for videnskaben og universitetet, anmodes universitetet nu ikke længere om at uddanne en elite som kan vejlede samfundet mod nogle idealer, men derimod kompetencer som kan

40 Lyotard 1984:6.

41

Lyotard 1984:45.

Lyotard 1984:45.

43 Lyotard 1984:47.

42

12

benyttes i den samfundsøkonomiske maskine. Som Lyotard beskriver det: “The transmission of knowledge is no longer designed to train an elite capable of guiding the nation towards its emancipation, but to supply the system with players capable of acceptably fulfilling their roles at the pragmatic posts required by its institutions.”44 Det er klart, at når viden ikke kan legitimeres ved dets frigørende karakter, men skal ’levere spillere’, som kan indgå i samfundets produktionskraft, er der ikke meget tilbage for den spekulative filosofis tidligere universitære legitimeringsfunktion. I forlængelse af dette skriver Lyotard, at den humanistiske filosofi, grundet den manglende spekulative legitimeringsfunktion, reduceres til undersøgelser af logikken eller idéhistorien. I en fodnote udvikler Lyotard dette synspunkt ved at skrive: “I do not think that philosophy as legitimation is condemned to disappear, but it is possible that it will not be able to carry out this work, or at least advance it, without revising its ties to the university institution.”45 Hvad Lyotard her skriver, er, at det er muligt, at filosofien, for at udføre sit arbejde og sit legitimeringsarbejde, må revidere sine bånd til den universitære institution46.

Vi kan således konstatere, at der er to bevægelser, som samtidigt presser den universitære filosofi og den del af universitetet, som er afhængig af filosofien som legitimeringsdiskurs. Den første er af en mere ideologisk karakter, hvor selve det postmoderne kan forstås som en grundlæggende mistro over for metafortællinger. For det andet står det klart, at filosofien ikke eksplicit, som de tekniske videnskaber, kan gøre sit værd i kroner og ører synligt, samt at filosofien ikke som andre fag kan producere spillere, der passer direkte ned i allerede definerede samfundskasser.

Lyotard mener dog heller ikke, at samfundets nye performativetskrav til universitetet er konstruktive i forhold til de præmisser, viden skabes under. Men hvad mener Lyotard så er konstruktive betingelser for videnskabelse?

Videnskabens legitimering i det postmoderne Det store spørgsmål er nu, hvad der skal legitimere de humanistiske videnskaber, herunder filosofien, når det postmoderne udelukker tilslutningen til metafortællingerne? Og skal de humanistiske videnskaber ukritisk indordne sig under samfundets performativitetskrav?

Et simpelt regnestykke om effekt og samfundsmæssig produktivitet (performativet) er, som nævnt,

44 Lyotard 1984:48.

45

Lyotard 1984:41. Fodnote 133.

Om filosofien i stigende grad skal finde sin legitimitet uden for universitetet, kommer Lyotard ikke ind på, men det er et interessant spørgsmål i forhold til opgavens problemstilling. I det praktiske produkt (se s. 32-34) redegør jeg for, at det netop er mit mål at forsøge at skabe en ny plads til filosofien i forhold til den aktuelle diskurs om videnssamfundet.

46

13

ifølge Lyotard i stigende grad det styrende princip bag de samfundsmæssige investeringer i videnskaben. Men dette er betinget af en effektivitetslogik for videnskab, som ifølge Lyotard hverken er tilstrækkelig eller gavnlig.47 Lyotards rationale vedrørende performativitetslogikkens utilstrækkelighed baseres på en forståelse af, at systemernes performativitet og effektivitet kun kan måles, hvis alt registreres, og samfundet er stabilt. Denne evne til at forudsige fremtiden er afhængig af et arkimedisk punkt, hvorfra systemernes performans kan iagttages. Men netop dette element er i direkte modstrid med det postmoderne samfunds natur. Umuligheden og absurditeten ved dette beskriver Lyotard med følgende fortælling af den argentinske historiefortæller og digter Jorge Luis Borges: “An emperor wishes to have a perfectly accurate map of the empire made. The project leads the country to ruin – the entire population devotes all its energy to cartography.”48 Denne fortælling benytter Lyotard til at belyse den modsigelse eller inkonsistens, som opstår, når f.eks. det statslige bureaukrati forsøger at forbedre systemernes performans via kontrol.

Opsummerende bestemmer Lyotard den postmoderne videnskabs udvikling som værende diskontinuert og paradoksalt, hvilket naturligvis ændrer betingelserne for videnskabens spillerum. Som Lyotard foreslår: “It is changing the meaning of the word knowledge, while expressing how such a change can take place.

It is producing not the known, but the unknown. And it suggests a model of legitimation that has nothing to do with maximized performance, but has as its basis difference understood as paralogy.”49

I dette citat foreslår Lyotard, at den nye videnskabsdiskurs ændrer meningen af ordet ’viden’ samt forklarer, hvordan denne nye videns mening kan sætte sig igennem; nemlig ved at producere det endnu ukendte i stedet for det kendte. Det fører frem til en legitimeringsdiskurs, som ikke skal findes på basis af mulige performans,50 men i stedet er funderet i nyskabelse og forandring, hvilket Lyotard beskriver som et produkt af ’paralogi’.51 Hvad Lyotard mener med legitimeringen ved paralogi, er det sidste element i hans teori, som jeg vil undersøge. For at kunne forklare meningen med legitimering ved paralogier opsætter Lyotard et andet legitimeringskriterium, som står i modsætning til Habermas’ idé om legitimering af sandhed gennem konsensus. Konsensus refererer her til en habermasiansk betydning af konsensus, som enighed opnået ved herredømmefri dialog mellem ligeværdig erkendelse og frie mennesker.52 Gyldigheden af konsensus er, ifølge Lyotard, enten afhængig af at kunne trække på fortællingen om frigørelsen (de store fortællinger), eller også bliver konsensus underlagt systemernes ydeevne. Derfor er det ikke mærkeligt,

47

Lübcke, Rendtorff, Raffnsøe og Diderichsen 2003:292.

Lyotard 1984:55. Fodnote 191: Borges i Historia universal de la infamia (org. titel første udg. 1934) På dansk, Om videnskabens strenghed.

49 Lyotard 1984:60.

50 Lyotard (1984: 62) ser dog nogle positive elementer ved performativitetskravet, nemlig at den tvinger videnskaben og filosofien til at opgive fablerne (den metafysiske diskurs).

51 I fodnote 207 gør Lyotard os det klart, at man må skelne mellem produktionsbetingelserne for viden som videnskab og viden som produkt. Lyotard 1984:60.

52 Lyotard 1984: 60-65.

48

14

at Lyotard ytrer: “Consensus has become an outmoded and suspect value.”53 Konsensus kan ifølge Lyotard godt opstå momentvis i den løbende videnskabelige diskussion, men det er ikke videnskabens formål. Det er derimod paralogien, der som legitimeringskriterium lægger vægt på uenighed og opfindsomhed, da: ”And invention is always born of dissension.”54 Med dette påpeges kort sagt, at opfindsomhed skabes ud fra uenighed, i diversitet, og derfor ikke ved konsensus.

Derved kan paralogi forstås som en afvigelse fra den tidligere logik og som en art ’antilogik’, der konstant udfordrer de etablerede logikker og fasttømrede samfundssystemer. Dette skaber ifølge Lyotard en ny slags videnskab, der som en åben model sætter sig igennem på tværs af alle uenigheder og forskelle.55 Som Lyotard beskriver det: “Science is a model of an "open system," in which a statement becomes relevant if it "generates ideas," that is, if it generates other statements and other game rules”.56 Videnskabens pragmatik er således at komme med udsagn, som er relevante, så vidt de afføder nye ideer og nye spilleregler. Denne definition er dog ikke uproblematisk, da, som Lyotard selv er inde på, den enkelte videnskabsmands udsagn i praksis kan virke for destabiliserende, og derfor blive tilsidesat eller undertrykt i f.eks. de interne universitære videnskabelige hierarkier, for dog i nogle tilfælde at blive taget op senere og trukket ind i diskussionen. Paralogien står heller ikke i et uproblematisk forhold til samfundet, og her betoner Lyotard, at kløften mellem beslutningstagere (magtens udøvere) og de videnskabelige samfund, er en af de vigtigste forhindringer for udviklingen af opfindsomheden inden for viden.57 Det fører Lyotard frem til følgende dilemma; at samfundet på den ende side i stigende grad har et performativitetskriterium i forhold til viden, og på anden side har den videnskabelige antimodel (paralogien), som ved at adlyde performativitetskravet ikke kan skabe den nødvendige modkultur, som det åbne system fordrer. Omvendt vil opbyggelse af en modkultur og et ’nej’ til at indordne sig under magten muligvis have den følge, at enhver forskningsmulighed forsvinder grundet manglende bevillinger.58 Hvordan dette dilemma mellem pengene og viden kan løses, synes Lyotard ikke direkte at svare på, men han beskriver en interessant effekt ved at lade videnskaben operere som paralogi: ”…but what makes this process attractive for them is that it will result in new tensions in the system, and these will lead to an improvement in its performativity.”59 Der er altså ifølge Lyotard ikke nødvendigvis en uoverensstemmelse mellem at lade videnskaben forfølge sine egne præmisser (som paralogi), da dette kan skabe en spænding inden for systemet og vil kunne føre til en forbedring af performativiteten.

53

Lyotard 1984: 66.

Lyotard 1984: xxv.

55 Lübcke,Rendtorff, Raffnsøe og Diderichsen 2003:293.

56 Lyotard 1984: 62.

57 Lyotard 1984: 63.

58 Lyotard 1984: 63 59 Lyotard 1984: 64.

54

15

Afslutningsvis skal det nævnes, at Lyotard ikke kun mener, at det postmoderne er kendetegnet ved at være instrument for magtinstanserne. Han giver også den mulighed, at når videnskaben ikke skal legitimeres i kraft af metafortællinger, men stå i et mere direkte forhold til den dynamiske videns skabelse i samfundet, da får opfindsomhedens kraft fortrin. Derfor finder videnskaben fremover heller ikke sin berettigelse i eksperternes overensstemmelser, men i de opfindsommes paralogi.60

Opsamling Hvilken rolle skal filosofien spille i videnssamfundet ifølge Lyotard – og hvilke konsekvenser har det for humaniora?

Med Lyotards teori kan vi forstå filosofiens legitimeringsudfordringer i videnssamfundet.

Legitimeringsudfordringerne er opstået i kraft af de store fortællingers sammenbrud og forhindrer derfor filosofien i at læne sig op ad den tidligere universitære tradition. Filosofien må derfor revurdere sit forhold til universitetet (og til samfundet), hvilket forstærkes af det faktum, at samfundet i den postindustrielle samfundsudvikling, som i denne sammenhæng kan betegnes som videnssamfundet, har gjort viden til dens vigtigste samfundsressource. Det medfører, at legitimeringsgrundlaget etableres ud fra økonomiske rationaler, hvilket gør nyttediskurser dominerende på forsknings- og uddannelsesområdet. At måle videnskabelse efter dets ydeevne og skabe en legitimering ud fra et performativitetskrav, skaber ifølge Lyotard, ikke et grundlag for nytænkning, og derfor foreslår han paralogien som et nyt legitimitetskriterium i den postmoderne videns diskurs.

Vi skal være opmærksomme på, at paralogien sætter den begrænsning eller udfordring op, at når den humanistiske forsker ikke kan støtte sig op ad de store fortællinger, bliver den lille fortælling eller den lokale sandhed ifølge Lyotard den form, forskerens skabende opfindsomhed må udfolde sig i. Hvis vi vender tilbage til Collin og Fayes forskning, fremføres der en lignende idé, som et af de bærende argumenter for humanistisk forskning i videnssamfundet, nemlig at den vigtigste samfundsfunktion humanistisk tænkning kan udfylde er: ”at udvikle ideer, som vi lever på.”61 Hvis vi godtager paralogiens præmisser for videnskaben, i stedet for performativitets krav og bundlinje tænkning, så medfører dette flere problemstillinger. For det første: hvorvidt kan paralogien som antimodel benyttes som legitimeringskriterium? I så fald er det nødvendigt at vurdere, om sociale systemer og institutioner giver plads til den produktive uenighed.62 For det andet træder kommunikationen af den viden, som skabes ind i centrum. For når filosoffen (og forskeren i øvrigt) ikke kan søge tilflugt i de store metafortællinger, bliver filosofien afhængig af at kunne kommunikere og formidle sin indsigter ud. For hvis filosoffens idé eller historie ikke bliver bragt i spil, virker det rimeligt

60 Lyotard 1984: xxv.

61 62

Collin & Faye 2008:9.

Lübcke, Rendtorff, Raffnsøe og Diderichsen 2003:293.

16

at antage, at denne manglende formidling kan medføre et legitimitetsproblem. Filosofien får altså en ny udfordring, nemlig dette: For at kunne legitimere sin viden skal filosofien kunne bringe den i spil og vise dens relevans for en større målgruppe. Dette kræver, at filosofien gøres tilgængelig og forståelig for et ikke-filosofisk publikum, og filosofien står derfor overfor en kommunikationsudfordring.

Kommunikationsudfordringen er især aktuel, når vi ser på filosofien og filosoffens rolle, som vi har set tidligere, netop kun kunne legitimeres med henblik på at skabe den store metafysiske historie, som den øvrige videnskab kunne støtte sig op ad. Det er en problematik hele humaniora står overfor, som Collin og Faye også bemærker,63 fordi den viden, der producers, er svær at måle direkte i kroner og øre. Denne problematik peger på en vanskelig opgave i et samfund, der ifølge Lyotard (samt Collin og Faye), prioriterer det, som direkte kan måles og vejes i forhold til økonomien. Skal vi forstå filosofis udfordring, bliver vi derfor nødt til at forstå kommunikationsproblematikken, der ligger i at formidle sin legitimitet til samfundet. Det er en problematik, Niklas Luhmanns på mange måder kontroversielle teori om samfundet som kommunikation, kan give os et indblik i.

63

Jvf. Lyotard 1984:5. Og som Collin og Faye direkte skriver: ”I humaniora har vi desværre været for dårlige til at forklare, hvad det er, vi primært frembringer”. Collin og Faye 2008:18.

17

Samfundet som kommunikation Jeg indledte dette speciale med at tage fat i den aktuelle debat om videnssamfundet. En debat som efter min påstand deler politiske, erhvervsmæssige og fagfilosofiske perspektiver op i en kompleksitet af modstridende udsagn. I forlængelse heraf stillede jeg bl.a. spørgsmålet, om vi overhovedet forstår hinanden på tværs af samfundssystemer? I det foregående afsnit har vi set hvordan samfundet ifølge Lyotard kan betragtes som postmoderne. Og med fokus på de kommunikations- og legitimeringsudfordringer, som et skift fra store til små fortællinger skaber, er det afgørende nu at søge en forståelse af præmisserne for at kommunikere den ’lille historie’. For at forstå denne centrale problemstilling, vil jeg i første omgang sætte Lyotards teori om det postmoderne i et nyt lys ved hjælp af en undersøgelse af centrale aspekter af Luhmanns systems- og samfundsteori. Og efterfølgende, ved hjælp af Habermas’ teori om den kommunikative handlen, søge en anden forståelse for betingelserne og mulighederne for at kommunikere filosofien. Indledningsvist ser jeg på Luhmanns beskrivelse af det postmoderne samfund for derefter at sætte følgende centrale begreber hos Luhmann i spil: uddifferentiering, kompleksitet, informationsoverskud, massemedier og kommunikation.

I sin artikel “Why Does Society Describe Itself as Postmodern?” skriver Luhmann følgende: “The discussion about modern or postmodern operates on the semantic level. In it, we find many references to itself, many descriptions of descriptions, but hardly any attempt to take realities into account on the operational and structural level of social communications.”64 Hvad Luhmann anslår, er, at den betydning vi tillægger beskrivelsen af postmodernismen (vs. modernismen) i mange tilfælde er blevet til en beskrivelse af beskrivelsen af postmodernismen. Og hvad der glemmes i denne selvrefererende diskussion er, ifølge Luhmann, at tage hensyn til realiteterne på de strukturelle og operationelle niveauer, som de sociale kommunikationer skabes under. Luhmann argumenterer efterfølgende for, at hvis fokus flyttes fra den overordnede, selvrefererende diskussion til at fokusere på realiteterne, så er der ikke et skarpt skel mellem det moderne og postmoderne samfund.65 Med til dette synspunkt hører, at artiklen er fra Luhmanns sene forfatterskab (1995), og at diskussion om det postmoderne samfund på dette tidspunkt var et centralt emne inden for de akademiske kredse, siden Lyotard for alvor introducerede de postmoderne problemstillinger 16 år tidligere. Luhmann følger dette kritiske perspektiv på diskussionen om det postmoderne, og i sit sidste værk, Die Gesellschaft der Gesellschaft (1997), skriver han: “Vores analyser har på ingen måde givet holdepunkter for, at der på et eller andet tidspunkt i dette århundrede, formentlig i dets anden halvdel, skulle kunne iagttages et epokegørende skel, som angår selve samfundssystemet, og som skulle kunne retfærdiggøre hævdelsen af en overgang fra det moderne til et postmoderne samfund.”66

64

Luhmann 1995:171.

Luhmann 1995:171.

66 Luhmann 1997:1143. Ole Bjergs oversættelse 2010: 85-86.

65

18

Luhmann hævder ikke, at samfundet ikke har undergået en transformerende udvikling, men påpeger blot, at samtiden kan forstås uden et begreb om det postmoderne. Det centrale er her, hvad Luhmann sætter i stedet for. Dette vil jeg prøve at forstå ved hjælp af relevante dele af Luhmanns systemteori.

Informationsoverskud og uddifferentiering Luhmanns systemteori bygger sit fundament på en forståelse af samfundet som kommunikation.

Centralt er her, hvordan den voksende uddifferentiering og kompleksitet sættes i direkte relation til den historiske udvikling af kommunikationsmidler. Hvis vi ser på et aktuelt eksempel på denne udvikling, så fordobles informationsmængden grundet sociale mobile computerteknologier ifølge eksperter ca. hver 18. måned.67 Samtidig viser analyser den af historiske udvikling inden for den videnskabelige produktion, at siden det første videnskabelige tidsskrifter dukkede om i midten af 1600-tallet, er tallet eksploderet. I dag skønnes der at være mellem 30.000 og 100.000 tidsskrifter, hvilket i sig selv er et udtryk for vanskelighederne ved at “holde trit” med nye og forsvindende tidsskrifter.68 Dette siger dog intet om kvaliteten af den fremkomne information og viden, men giver et billede på hvordan videns- og informationsmængdens omsætningshastighed er eksploderet. Dette viser også, at viden ikke kan måles kvantitativt, da samfundet ellers ville være yderst rigt.

Spørgsmålet er nu, hvordan Luhmann omsætter denne udvikling til systemteori. I det følgende vil jeg fremføre nogle af Luhmanns præmisser for kommunikation. Centralt i Luhmanns kommunikationsteori er teorien om autopoietiske systemer,69 som kort sagt beskriver et system der reproducerer sig selv og skaber sig selv i sig selv uden direkte påvirkning fra omverdenen. Omverden er dog en forudsætning for systemet, da omverden er lig med de ressourcer, systemet kan benytte. Pointen er derfor, at systemet selv skaber og udvælger dets elementer og selv opretholder dets grænse til omverdenen. For at forstå dette må vi forstå, hvad der menes med ’et system’: ”Et system er formen for en sondring og har altså to sider: systemet (som er formens inderside) og omverdenen (som er formens yderside).”70 Systemer grænser altså op til omverden, der er kompleks og kaotisk, og søger derfor indadtil at reducere kompleksiteten. Dette gøres ved at selektere i de informationer, der kommer fra omgivelserne, og beskytte sig mod alt for forvirrende og modstridende informationer.71 Man kan derfor sige, at systemer er påtvunget selektion. Et system formår derfor ikke at udtømme omverdens muligheder, men er begrænset til at tilslutte sig et udsnit af omverdens mulighedsrum. Denne selektionsmekanisme definerer systemets identitet, der markerer grænsen mellem system og omverden, og er systemets egen

67

Dessau i artiklen: ”Ny teknologi, ny verden”.

Thyssen 1994:43.

69 ’Autopoiese’ er et begreb, som Luhmann overtager fra biologien, hvor det er et kernebegreb i en biologisk teori om celledannelse, udviklet af den chilenske biolog Humberto Maturana og hans elev Francisco Varela.

70 Luhmann 1997:65.

71 Thyssen 1994:52.

68

19

præstation. Systemerne kan derfor siges at besidde ‘autopoiese’: “Autopoetiske systemer kan ikke hente deres strukturer som færdige produkter fra deres omverden. De må opbygge dem gennem deres egne operationer.”72 Luhmann opererer overordnet med fire forskellige slags systemer. Hvad der her har vores interesse, er hans skel mellem psykiske systemer, som opererer i mediet ’bevidsthed’, og sociale systemer, som opererer i mediet ’kommunikation’.73 Kommunikation tilhører de sociale systemer, hvori samfundet er Luhmanns mest omfattende sociale system.

Det funktionelt differentierede samfund består ifølge Luhmann74 af en række delsystemer som økonomi, politik, videnskab, osv. Der er ikke noget centrum, men hvert delsystem varetager en række specialfunktioner og fungerer uafhængigt af de andre. Hvert del- eller funktionssystem er organiseret omkring sine egne autopoetiske kriterier, som Luhmann refererer til som ’kode’. En kode er baseret på et sæt af oppositionelle værdier: har/har ikke penge, magt/ikke-magt, sandt/ikke sandt. Systemerne har hver især deres egen operationsmåde uden central koordinering. At samfundet deraf bliver centerløst, får Luhmann forskeren L. Qvortrup til at argumentere for at Luhmanns idé om det nuværende samfund er et polycentrisk samfund, et samfund opspaltet i et utal af logikker, forståelser og værdisæt.

Konsekvensen er, at samfundet har mange centre, dvs. flere måder at iagttage og beskrive sig selv på: ”I et polycentrisk samfund er det grundlæggende problem, at verden er så kompleks, at den ikke repræsenteres af (...) et singulært princip (hvad enten det er Gud eller det menneskelige subjekt).”75 Så i forhold til den stigende kompleksitet og informationsoverskud, som vi var inde på ovenover, skabes der en større og større omverdenskompleksitet, hvilket igen skaber et større krav til reduktion af kompleksiteten inden for det enkelte system. Dette skaber så en stigende, overordnet uddifferentiering mellem systemerne. Det er altså omgangen med en mere og mere kompleks omverden, der er vor tids store udfordring. En kompleksitet der ifølge Luhmanns er opstået, fordi tidligere tiders samfund var udgjort af hierarkiske systemer, der med tiden og det moderne samfund76 er blevet til funktionelt uddifferentierede systemer, hvori ingen af systemerne har eneret på at beskrive samfundet.

Hvis vi vender tilbage til specialets indledning (s. 2) om hvorfor kommunikationen om videnssamfundet er så vanskelig, så bliver det klart, at hvis der som Luhmann hævder, ikke er noget sted, hvor en fælles koordinering finder sted, så kan der meget vel eksisterer sideløbende, f.eks. økonomiske, politiske og fagfilosofiske udsagn som ikke bryder ind i hinanden, men derimod varetager deres respektive systeminteresser (reduktion af omverdens kompleksitet). Dette kan måske forklare, hvorfor debatten om videnssamfundet er kendetegnet ved dets kompleksitet af modstridende udsagn. En problemstilling, som

72

Luhmann 2003:45.

Thyssen 1994:80.

74 Luhmann 2000:87.

75 Qvortrup 2001:136.

76 Bemærk i indledning af dette afsnit, at Luhmann ikke skelner mellem det moderne og postmoderne samfund.

Heraf skal termen ’moderne’ opfattes som det aktuelle samfund.

73

20

Luhmann selv i en meget beslægtet problemstilling beskrev kort før sin død: “Ved problemer med selvbeskrivelsen, det være sig af verden i verden eller af samfundet i samfundet, falder dette relativt let. Man skal blot tillade en pluralitet af selvbeskrivelser, en flerhed af muligheder i ‘selvbeskrivelsesdiskursen’, som hverken tolererer eller ikke tolererer hinanden, men blot ikke tager hinanden til efterretning.”77 Hvis vi igen vender tilbage til Collin og Fayes udsagn om den manglende offentlige debat om humanioras rolle i videnssamfundet (s.6), så kan denne kommunikationsudfordring (ikke at tage humanioras udsagn til efterretning) bunde i noget andet end ligegyldighed om humanioras rolle og situation (s.6). Luhmanns systemteori tilbyder os her en alternativ indsigt, som grunder i systemernes tvungne reduktion af kompleksitet. Hvordan dette kan forstås, vil vi se på i næste afsnit. Det afstedkommer nemlig et nyt spørgsmål om, hvordan vi skal forstå kommunikation i den offentlige debat? Og et tillægsspørgsmål, nemlig hvad der kendetegner den offentlige debat i det uddifferentierede samfund?

Massemediernes realitet I bogen Massemediernes realitet78 (1992) forklarer Luhmann, at det specielle ved funktionssystemet, massemedierne, som en konsekvens af det moderne samfunds funktionelle uddifferentiering, er, at det i stadig stigende grad er massemedierne, som leverer samfundets selvbeskrivelse. Indledningsvist opstiller Luhmann følgende tese: ”Hvad vi ved om vores samfund, ja om den verden, vi lever i, ved vi fra massemedierne. Dette gælder ikke blot for vores kendskab til samfundet og historien, men også for vores kendskab til naturen... På den anden side ved vi så meget om massemedierne, at vi ikke kan tro på dem som kilder. Vi vægrer os og har en mistanke om manipulation, hvilket imidlertid ikke fører til nævneværdige konsekvenser, eftersom den viden, som er overtaget fra massemedierne, af sig selv har skabt en selvforstærkende sammenføjning. Man må forsyne al viden med tvivlens fortegn – og alligevel bygge på den og tilslutte sig den.” 79 Massemedierne får en ganske omfangsrig betydning som skaber af samfundets selvbeskrivelse. Hvis vi tænker på et konkret eksempel, giver denne analogi mening. F.eks. i forbindelse med den såkaldte Muhammed-krise, der opstod som følge af Jyllands-Postens offentliggørelse af karikaturtegninger af profeten Muhammed. Vores billede af den muslimske reaktion på muhammedtegningerne var et spørgsmål om de historier og vinkler, som massemedierne valgte at fokusere på. Helt banalt set blev det arabiske flertals fredelige reaktion i kølvandet på ’muhammedkrisen’ mediemæssigt ikke prioriteret på tv-skærmen eller i aviserne hjemme hos familien Danmark. Og selvom vi kunne betvivle den viden,

Luhmann 1997:1144-45.i Ole Bjergs oversættelse 2010: 85-86.

Org. titel Die Realität der Massenmedien, 1996.

79 Luhmann 1992:9.

77 78

21

massemedierne leverede, havde vi ikke andre kilder end dem, massemedierne brugte.80 Derfor er spørgsmålet om hvilken kodning massemedierne opererer med relevant: ”Massemediesystemets kode er forskellen mellem information og ikke-information.

Systemet kan arbejde med information. Information er altså den positive værdi, designationsværdien, hvormed systemet betegner mulighederne i sin egen opereren.”81 Ifølge Luhmann eksisterer massemedierne heraf som et system ud fra koden information/ikkeinformation. Den mekanisme som afgør, hvad der skal betragtes som information, mener Luhmann, er forud struktureret i forventningerne til den information, vi modtager. Derfor er al information henvist til kategoriseringer, som afstikker mulighedsrum, hvori udvalgsområdet for det der kan ske som kommunikation, er struktureret.82 Heraf kan vi udlede at massemediernes kommunikationsmekanisme i sig selv blive mere vigtig end udveksling af et bestemt indhold. Groft sagt må man antage, at hvis et emne ikke falder inden for massemediernes informationskriterier, så bliver det ikke omsat til offentligheden. Hertil er det vigtigt at spørge, hvad vi overhovedet kan forstå ved begrebet ’massemedierne’. Massemedierne dækker over alle de anordninger i samfundet, som ved udbredelsen af kommunikation betjener sig af tekniske midler til mangfoldiggørelse. Dette kan være bøger, tidsskrifter og aviser, TV og radio som produceres i stort antal med en ikke-afgrænset brugerflade.83 Kravet er ifølge Luhmann, at: ”de skal være alment tilgængelige og ikke bare tjener til en telefonisk forbindelse mellem enkeltdeltagere.”84 Hvis vi med denne information vender tilbage til kommunikationsproblematikken vedrørende den manglende debat om humanioras rolle og situation i videnssamfundet, en debat der i høj grad er kendetegnet ved sit fravær, som jeg (s. 2) og Collin og Faye (s.6) hævder, så skyldes det i dette systemteoretiske perspektiv, at debatten ikke falder inden for massemediernes strukturelle kodning.

Samtidig, hvis vi ved, at vores samfund skabes igennem massemedier, så ydes der pres på funktionssystemerne for at kommunikere igennem massemedierne. Og hvis vi så vender tilbage til specialets indledning, så viser en hurtigt søgning på søgeportalen Infomedia, at inden for de seneste 12 måneder forekommer 6888 artikler under søgningen ’Milena Penkowa’. Søges på ordet ’humaniora’, forekommer der 1278 artikler, og søges der specifikt på ’humanioras rolle’, findes 20 artikler. Dette giver os vejledende resultat af, hvad massemediernes prioriterer ifht. den specifikke debat om humanioras rolle.

En anden særegenhed, som Luhmann fremhæver ved massemediernes informationsbegreb, er deres forhold til tiden. Så snart en information har manifesteret sig i nyhedsstrømmen, bliver den til ikke

80

I forbindelse med et akademisk projekt om Muhammed krisen tog jeg, mens krisen var på sit højeste, til den arabiske verden for at forsøge at udfordre det billede, de danske massemedier skabte af krisen. arabiske verden.

Dette blev bl.a. til et projekt i teoretisk filosofi, hvor jeg med baggrund i bl.a. andet Luhmann og Habermas diskuterede begrebet ’ytringsfrihed’ i lyset af muhammedkrisen (Vestergaard og B. Hansted 2006).

81 Luhmann 2002:28.

82 Luhmann 2002:29.

83 Luhmann 2002:10.

84 Luhmann 2002:10.

22

information.85 Hvilket i praksis gør massemediernes informationskodning til et spørgsmål om nyhed versus ikke-nyhed. Det er meget muligt, at f.eks. filosofiens komplekse spørgsmål ikke passer ind i de fremherskende massemediers nyhedsstrøm, men er der andre tilslutningsmuligheder til den offentlige debat, som går uden om massemediernes kodning? Her påpeger Faye og Collin, at humaniora skal gøre omverden opmærksom på sin eksistens vha. ”populære bøger, foredrag, skolen, dagspressen og fagpressen, politiske bevægelser og andre kanaler.”86 Her vil jeg gerne argumentere for, at internettet kan være en anden afgørende kanal, idet det skaber mulighed for at bryde med tidsbegrebet i forhold til nyhed versus ikke-nyhed, og i stedet gør viden tilgængelig på en allestedsnærværende måde, hvor den enkelte bruger i langt højere grad frit kan afgøre, hvilke informations- og videnskriterier man ønsker at tilslutte sig.87 Vender vi tilbage til spørgsmålet, om vi kan forstå hinanden på tværs af de systemer, vi repræsenterer og opererer i, mangler vi en indsigt i Luhmanns forståelse for den mellemmenneskelige dialog.

Kommunikationens kommunikation Luhmann tænker ikke samfundet som en enhed af individer. I stedet består samfundet ifølge Luhmann af sociale systemer, og disse systemer består af kommunikation. Luhmann placerer mennesker som levende og bevidste systemer i samfundets omverden.88 Humanisten vil her notere sig, at konsekvensen af denne sondring gør systemteorien antihumanistisk.89 En konsekvens som også Luhmann selv er klar over: ”Humanisten vil imidlertid hurtigt kunne trøste sig, for omverdenen er jo en uundværlig komponent i sondringen, den hører til systemets form.”90 Om det er systemet, der skaber menneskets kommunikationsbetingelser, eller om mennesket skaber systemets operationsbetingelser, er en klassisk problematik, som jeg ikke vil komme mere ind på her.

Blot vil jeg konstatere, at Luhmanns teori fører til den radikale opfattelse, at det ikke er subjektet, der er ophav til kommunikation, men at kommunikation skaber sig selv inden for de forskellige sociale funktionssystemers strukturelle kodninger: ”Der findes således ingen ’bevidste kommunikationer’, lige så lidt som der findes ’kommunikativ tænkning’... Eller sagt anderledes: Mennesket kan ikke kommunikere; kun kommunikation kan kommunikere.”91

85 Luhmann 2002:31.

86

Collin og Faye 2008:10.

Statistisk set viser aktuelle undersøgelser, at 86 pct. af alle danske familier har adgang til internet i hjemmet (Danmarks Statistik 29. april 2011), mens 40 procent af os læser bøger mindre end en gang om måneden (Kilde: Kulturministeriet, Styrelsen for Bibliotek og Medier, Institut for konjunktur analyse).

88 Luhmann 1997:66-67.

89 Set i forhold til en klassisk forståelse af humaniora. Humaniora kommer af det latinske adjektiv humanus, der betyder menneskelig. Hvis vi alene går efter ordets betydning, kan humaniora deraf defineres som de fag, der sætter mennesket i centrum.

90 Luhmann 1997:67.

87

23

Det skal ikke forstås således, at kommunikation i sig selv kan kommunikere, men er relevant i forhold til Luhmanns sondring mellem sociale systemer (som opererer i mediet ’kommunikation’) og psykiske systemer (som opererer i mediet ’bevidsthed’). Og her er pointen, at mennesket skal integrere sig i samfundet og ikke omvendt, hvilket gør det til et spørgsmål om, hvorvidt individet er inkluderet i eller ekskluderet fra de forskellige funktionssystemers kommunikation.92

Opsamling Luhmanns giver os en mulig systemforståelse af humanioras og filosofis kommunikationsudfordringer.

At samfundets øvrige funktionssystemer undlader at knytte an til humanioras udsagn, bygger på en indre tvungen selektion, da systemerne kun kan fungere ved at reducere kompleksitet. Så hvis massemedierne, som Luhmann hævder, skaber samfundets selvfortælling, er præmisserne for humanioras udbredelse lig med evnen til at tilslutte sig massemediernes informationsbegreb.

Spørgsmålet er derfor, hvordan filosofien kan kommunikere sin viden udenom de overordnede massemedier og uden at bygge på koden om nyhed versus ikke-nyhed? Her kunne man f.eks. pege på de kommunikative muligheder for dialog de sociale internetfora, som f.eks. Facebook, har åbnet op for.

Dette vender jeg tilbage til under den opsamlende refleksion og det praktiske produkt.

I forhold til disse kommunikative muligheder er det problematisk, at Luhmann i sin diagnose af samfundet som kommunikation udelukker mennesket. Her kunne tilføjes, at Luhmanns egen reduktion af kompleksitet (ved at udelukke mennesket) skaber et samfundsbillede, som ikke kan give svar på fundamentale spørgsmål om f.eks. etikkens rolle eller miljøproblematikker, da disse emner går på tværs af systemer og er afhængige af en fælles koordinering.

Et tredje element er, at hvis vi realistisk betragter f.eks. humanioras rolle, så kan vi i dag ikke udelukkende betragte det inden for ét funktionssystem. Heraf er det naivt at forestille sig, at humaniora kun skal forholde sig til f.eks. funktionssystemet, videnskab, uden også at kunne navigere i systemer som politik og økonomi for at få bevillinger fra staten. Desuden kan det nævnes, at humanioras frembringelser ikke blot har videnskabelige konsekvenser, men konsekvenser inden for en lang række områder som politik, økonomi, kunst, samt eksistentielle forhold for det enkelte menneske. Deraf kan vi udlede, at humanioras problemstillinger går på tværs og ikke kan forstås ud fra et enkelt system alene.

Derfor vil jeg i næste afsnit ved hjælp af Habermas’ filosofi angående forholdet mellem system og livsverden forsøge at blotlægge det spændingsfelt, der er mellem mennesket og system, hvori jeg mener, at den praktiske filosofi kan tænkes udfoldet (jvf. indledning s. 6 om målet med det praktiske produkt).

91 92

Luhmann 1900a:30-31. i Ole Bjergs oversættelse 2010: 18-19.

Hagen 2000:385.

24

Livsverden – en fælles forståelsesramme Brugen af den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas begrunder jeg dels i hans position, som er kaldt ’det modernes redning’ og den deraf følgende opposition til Lyotard og Luhmann, og dels fordi Habermas idé om den kommunikative handlen har inspireret specialets praktiske produkt. Grunden til at dette afsnit er væsentligt i forhold til den overordnede problemstilling om filosofiens rolle i samfundet, er, at Habermas, modsat Luhmanns systemteori, opstiller et ideal for samtalen på tværs af systemer samt hvordan denne samtale kan påvirke systemerne igennem kommunikativ rationalitet (fornuft). Og modsat Lyotard, hvis postmoderne teori udelukker de store fortællinger, fastholder Habermas et ideal om det moderne som et stadig ufuldendt projekt, hvor vi endnu ikke fuldt ud har udnyttet fornuftens potentiale, men hvor vi igennem kommunikativ rationalitet93 kan holde fast i det moderne projekt og de store fortællinger om fornuftens frigørende karakter.94 Da H. Maturana i 1995 gæstede København, mødte han Ole Thyssen til en samtale om Luhmanns teori om samfundet som et system af kommunikation. Maturana lagde sin hånd på Thyssen skulder og sagde, at hans synes, der manglede noget: “Det er svært at acceptere en idé om samfundet, hvor huse, træer, mennesker og kroppe slet ikke har nogen plads”.95 Habermas anerkender denne skepsis og ser også dette som en alvorlig mangel ved systemteorien: ”Systemteorien lader det menneskelige individ opsluge, idet det underlægges systemets krav om funktionseffektivitet.”96 Spørgsmålet er så, hvad Habermas sætter i stedet for? Og hvordan individet vrister sig fri af systemets funktionsstruktur? Disse spørgsmål er relevante for os, da det også må gælde forskeren (herunder også filosoffen). Spørgsmålene er direkte relateret til Lyotards analyse af samfundets stigende performativitetskrav, men Habermas svarer på disse spørgsmål på radikal anden vis end ved at pege på paralogien som udvej. For at forstå Habermas’ svar, er det nødvendigt først at forstå hans samfundsbeskrivelse.

I sit værk Legitimationsproblemer i senkapitalismen (1973) beskriver Habermas hvordan det moderne samfund er blevet stadig mere differentierede mellem system97 og livsverden.98 Det centrale er her, at Habermas’ begreb om livsverden står i modsætning til systemet. Og hvor ’system’ repræsenterer

93

Habermas ide om den ’kommunikativ rationalitet’, et særligt fornuftsbegreb indført af Habermas, der betoner det rationelle i fri samtale og kommunikation, orienteret mod gensidig forståelse og frivillig anerkendelse af saglige argumenter.

94 Med troen på fornuften, udfordrer Habermas den fornuftskritik som bl.a. er forbundet med de postmoderne teoretikere. En udfordring Habermas tager direkte op i et foredrag fra 1980, hvor han forsvarer det moderne projekt som ’et ufuldendt projekt’. Jf. Nørager 1985:17.

95 Thyssens forord (s. 27) til Luhmanns Iagttagelse og paradoks 1997.

96 Andersen 2000:371 og Habermas 1981:155-57.

97 Systembegrebet har Habermas overtaget fra moderne sociologisk systemteori, især Parsons og Luhmann.

Andersen 2000:370.

98 Habermas 1975:20-27.

25

økonomi og administrative systemer, som er styret af anonyme markedsmekanismer og magthierarkier, står Habermas’ begreb om ’livsverden’ for en verden af kultur, menneskers indbyrdes relationer og personlig dannelse. Ifølge Habermas er det centrale, at de personlige (livsverdens) ressourcer er afgørende i forhold til vores evne til at gøre os sprogligt forståelige over for hinanden. For uden personlig dannelse og en interpersonel kultur, er vi i stigende grad overladt til systemers styrings- og uddifferentieringsmekanismer.

Et komplementært begreb til Habermas’ livsverdensbegreb er den ’kommunikative handlen’, som beskrives i hans hovedværk fra 1981 (Theorie des kommunikativen Handelns). Helt centralt i en diskussion om kommunikation står Habermas’ opfattelse af den kommunikative handlen, også udtrykt som idealet om den herredømmefri dialog. Den kan beskrives som et ideal for al samtale, men her specielt forstået som samtalen i det offentlige rum, der er med til at sikre livsverdenen og derved samfundets solidaritet (som systemet ikke kan sikre). Målet for den herredømmefri dialog er konsensus, udelukkende opnået gennem gensidig anerkendelse af argumenters rationelle gyldighed. Det vil sige, at basis for den kommunikative handlen er fornuften. Det er her vigtigt at understrege, at Habermas ikke mener, at diskussionen i det offentlige rum generelt er at opfatte som herredømmefri dialog, der altid munder ud i konsensus. Der er derimod tale om et kontrafaktisk potentiale (et ideal).

Kolonisation af livsverdenen Problemet er dog, at grundet uddifferentieringsmekanismerne mener Habermas, at i vor tids moderne samfund er kommunikation i livsverdenen i stigende grad truet af systemtænkningen. Kritikken bygger på den iagttagne uddifferentiering af de to systemer, hhv. det økonomiske (markedet) og den offentlige forvaltning (staten), og de hertil knyttede økonomiske og politiske styringsformer, der i stigende grad har fået forrang for rationalitetsformerne i henholdsvis den sociale og den subjektive livsverdens rationalitet. Systemerne, som styres af instrumentel fornuft (penge og magt som styringsmekanismer), har ikke blot udviklet sig bort fra livsverdenen, men har også i høj grad gennemtrængt og koloniseret livsverdenen, hvor stadig flere forhold styres af økonomisk og bureaukritisk rationalitet99. Som f.eks.

Thyssen beskriver det: ”I stedet for samtale får vi upersonlige styringsredskaber. I stedet for demokratisk kontrol får vi økonomiske og tekniske indgreb for at sikre stabilitet. Disse indgreb foretages af eksperter – f.eks. politikere, jurister og økonomer – og er ikke gennemsigtige for almindelige mennesker.”100 Sammenfattende kan disse betragtninger om system versus livsverden, give os en mulig forståelse for vigtigheden af at fastholde et ideal om en livsverden som en modpol til den stigende uddifferentiering og de dertil negative konsekvenser for samfundets sammenhængskraft og solidaritet. Vi taler her om en sammenhængskraft, der må være væsentlig for filosofiens og humanioras placering i samfundet, da

99

Ikke at penge og politisk magt kan undværes, men de kan ikke erstatte den livgivende og samfundsskabende kommunikation, som udfolder sig i livsverdenen.

100 Thyssen 1994:71.

26

disse er afhængige af samfundets kommunikative infrastruktur. Uden en livsverden er det svært at forestille sig hvordan de humanistiske indsigter og ideer kan knyttes sammen med det øvrige samfund.

Kort sagt, filosofien har brug for samfundets tværfaglige samtale for at finde en legitimitet uden om markedets logik. Her er min vurdering, at Habermas’ filosofi om ’livsverdenen’ er mere end et teoretisk velfunderet princip, da det peger på et praktisk problem: Hvordan specialiserede systemer, som f.eks. videnskaben, men også filosofien kan ’oversættes’ og kommunikere med den sociale (livs)verden. I forhold hertil påstår Habermas, at den vestlige filosofi og videnskab har overbetonet én af sprogets dimensioner, nemlig ’fremstilling af sagforhold’ i forhold til sprogets andre dimensioner. Af andre dimensioner nævner Habermas bl.a., en dimension der gælder afklaringen af, hvilke normer og regler der er gyldige, og en dimension som gælder personens præsentation af sig selv gennem tale.101 Selvom Habermas opererer med et klart skel mellem det at deltage i videnskabelige og filosofiske diskurser, og på den anden side det at deltage som kommunikativ borger i samfundet,102 er det vigtigt at påpege, at disse verdener ikke er adskilte, men forudsætter hinanden. F.eks. er vores sproglige identitet og erfaringsverden konstitutiv for vores faglige ekspertidentitet (f.eks. som filosof), og samtidig er formidling af et filosofisk emne til et bredere publikum end det specialiserede fagfilosofiske igen afhængig af kunne kommunikere inden for en fælles menneskelig kommunikationshorisont. I forhold til den overordnede problemstilling om filosofiens rolle i samfundet peger disse indsigter på, at filosofiens formidlingsdimension er væsentlig i forhold til at bygge bro mellem den specialiserede filosofi og den almene menneskelige horisont. Det vender jeg tilbage i forhold til specialets praktiske formidlingsprodukt.

I den efterfølgende refleksion vil jeg forsøge hvordan hhv. Lyotards, Luhmanns og Habermas’ teorier dels kan være komplementære, modstridende og udelukke hinanden.

101 102

Thyssen 1994:67.

Andersen 2005:261.

27

Del II Opsamlende refleksion I denne opsamlende refleksion vil jeg først og fremmest diskutere hvilke forbehold, der bør knyttes til teorierne. Derefter er det relevant at spørge, hvorledes vores teoretiske indsigter kan bringes i spil i forhold til projektets overordnede problemstillinger. Dette fører mig over i projektets praktiske formidlingsprodukt, hvor jeg i forlængelse af refleksionsafsnittet kort vil fremlægge en måde, hvorpå den praktiske filosofi kan anvendes og komme i spil.

Der er tydelige metodologiske og teoretiske forskelle mellem Lyotard, Luhmann og Habermas.

Luhmanns og Habermas’ teorier kan ses som uforenelige,103 men i nærværende formidlingsspeciale vælger jeg at fokusere på, hvordan teorierne kan komplementere hinanden.

Først og fremmest tager Luhmanns og Habermas’ teorier begge udgangspunkt i sproget. Men her deler vandene sig, for i Luhmans teori befinder individet sig i kommunikationssystemernes omverden og skal tilpasse sig for at kunne agere i systemet, hvilket gør det vanskeligt i praksis at se, hvordan forskellige systemer kan integreres og kommunikere med hinanden. Hvorimod Habermas’ skelnen mellem system og livsverden bevirker, at de forskellige systemer kan integreres i hinanden ved den mellemmenneskelige dialog, som følger livsverdens kommunikative principper og idealet om konsensus.

En anerkendelse af dette teoretiske grundlag i forhold til projektets overordnede problemstilling, kan give os en forståelse af, hvorfor filosofi som system ikke direkte kan integreres i f.eks. en politisk og erhvervsorienteret diskurs, men at en integration synes mulig ved at forfølge idealerne om kommunikativ handlen i livsverdenen. Forstået på den måde at i stedet for at kampen om videnssamfundet foregår på systemisk plan, hvor det i forlængelse af Luhmann bliver et spørgsmål om koder, kan vi med Habermas’ udlægning af livsverden åbne for et ideal om meningsudveksling på et mellemmenneskeligt niveau. Her er spørgsmålet, om målet for forståelse er at opnå konsensus, eller om uenighed kan være frugtbar?

Man kan spørge, som Lyotard gør det, om sproget kan have andre formål end at sigte mod konsensus – om uenighed ikke kan være paradoksalt og modstridende, men samtidig dannende og kommunikativt skabende? Er konsensus overhovedet vejen frem, og er det realistisk – givet vores stadig mere uddifferentierede samfund? Eller kan uenighed rumme et potentiale, som bliver undertrykt i en konsensusorienteret kommunikationsteori? Jeg vil mene, i forlængelse af Lyotards teori, at tillades uenighed og paradoksalitet, åbnes der op for en bredere tilgang til, hvad kommunikationens formål er, og vi ser derfor et mere dynamisk kommunikations- og handlingsbegreb, som ligeledes finder sin legitimitet i de opfindsommes paralogi (jvf. Lyotard s. 13 og frem.). Lyotards ide om paralogi og

103

Hvilket bl.a. ses i deres fællesværk, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie, 1971.

28

dissensus frem for konsensus, kan dog ende i en performativ inkonsistens, for i Lyotards postmoderne diskurs, er søgen efter et fælles forståelsesgrundlag passé, hvilket giver et åbenlyst kommunikationsproblem. For når forskeren, f.eks. filosoffen, skal praktisere paralogien, er vedkomne jo afhængigt af at kunne gøre sig forståelig. Og hvis filosoffen kun evner at mangfoldiggøre og meddele sine tanker og ideer inden for sit eget system, ender vi jo netop i et autopoietisk og selvreferende system. I forhold til denne diskussion, vil jeg mene, at vi godt kan dele Lyotards opfattelse om paralogiens styrke, og samtidig fastholde et synspunkt der anerkender vigtigheden af en fælles forståelses ramme, der gør kommunikation på tværs mulig.

Et konkret eksempel, der underbygger vigtigheden af en fælles forståelsesramme, kan være tidens formentlig mest presserende problematik omkring, hvordan vi handler i forhold til de accelererende, selvforskyldte menneskeskabte klimaforandringer. Her bliver problematikken om konsensus i forhold til paralogi, samt kommunikation mellem systemer, af afgørende betydning. For det første er det tydeligt, at klimaproblematikken ikke kan isoleres inden for et enkelt system, men rækker ud over et ethvert system, idet det er et problem, der bunder i vores fælles, fysiske verden. Samtidig er det rimeligt at antage, at løsninger på komplekse problemer, som f.eks. klimaproblemet, ikke kan løses isoleret, men er afhængigt af et samarbejde på tværs. Det vil sige, at præmissen for en koordineret handling først og fremmest er afhængig af en accept af, at der er et problem (konsensus) hvorefter løsningerne på problemerne kræver nytænkning og ny videnskabelse.104 I betragtningen af at denne viden er af ny karakter, ville konsensus kræve, at alle åbnede sig op for nye erkendelser, hvilket forekommer utopisk set i lyset af systemernes autopoetiske karakter. Derudover er det nemmere at forholde sig til det, der er eller har været, modsat det der endnu ikke er. Her bliver de opfindsommes paralogi (jvf. Lyotard s. 12) en nødvendighed for at kunne udvikle potentialet i det mulighedsrum, som ligger immanent i verden. I overstående eksempel ses, hvordan konsensus og dissensus kan være komplementære på hver deres niveau.

Vi kan ligeledes pointere, at kommunikationsformål i praksis synes at rumme et både-og, da størstedelen af vores kommunikationer handler om at koordinere handling og forståelse, og kun en lille del handler om at skabe nyt og udvise opfindsomhed. Pointen er, at en kommunikationsteori bliver nødt til at rumme begge elementer.

Den nye store fortælling?

I forhold til Lyotards teori om det postmoderne er det relevant at spørge, om vi har lagt de store fortællinger bag os? Hvis vi ser vi på samfundets udvikling, og specifikt på forskningspolitikken, siden Lyotards analyse fra 1979, vil jeg argumentere for, at markedet og pengene er blevet til den nye store fortælling. For at underbygge denne påstand er det slående, hvordan markedets logik er blevet til en

104

Man kunne her argumentere for, at de konkrete værktøjer findes allerede. Nytænkningen og videnskabelse gælder derfor især inden for en politisk og organisatorisk kontekst.

29

ideologi uden egentlig konkurrence. Vi kan se, hvordan der implicit i termen ’videnssamfundet’ som erstatning for industrisamfundet, er en placering af viden i en position, der i stigende grad fokuserer på viden som en strategisk/økonomisk ressource. Det hjælper heller ikke, at den politiske magt er blevet stadig mere dominerende på forskningsområdet. F.eks. har man for at sikre sig, at universitet nu også tilpasser sig tidens nye økonomiske vilkår, foretaget en stigende regulering og kontrol af de afsatte forsknings- og universitetsmidler, bl.a. i form af Universitetsloven 2003. Med den nye universitetslov er det blevet således, at universiteterne styres af en bestyrelse, som skal have et flertal af medlemmer uden forskningskundskaber.105 Derpå forskydes styringen af universitet fra et primært videnskabsinternt hierarki til et hierarki, som får sin magt og legitimitet udefra. Dette har i praksis givet politisk magt til at prioritere forskning i en bestemt retning, uden nødvendigvis at tage hensyn til de universitære normsæt.106 Konsekvensen er, at uddannelse i stigende grad bliver tænkt som noget, der skal finde vej til markedet, som f.eks. den politiske kampagne sigende lyder: ”Fra tanke til faktura”.107 Opsummerende er paradokset, at der satses på viden, som på nuværende tidspunkt kan ses som havende en økonomisk værdi, hvorimod den viden, der efterspørges for at skabe langsigtet værdi igennem f.eks. nytænkning, kun kan skabes inden for rammer, der endnu ikke kan dokumentere økonomisk vækst. Samtidig fremgår det af de ledende politiske og erhvervsorienterede perspektiver på videnssamfundet, at universitetet er den bærende struktur og kimen til samfundets fremtidige økonomiske overlevelse. Derfor kan vi med en vis ret sige, (i forlængelse af det historiske afsnit del 1 s. 8), at legitimeringen af universitetets viden er gået fra at være grundet af først teologien, dernæst filosofien og nu økonomien. Dette gør Lyotards begreb om paralogi centralt. For er det ikke forskeren eller filosoffens opgave at opstille en modlogik i forhold til den kortsigtede pengelogik? En modlogik, som vækker den kritiske sans og refleksion, og som kvalificerer viden som velbegrundet, som noget fundamentalt andet end tro og tilslutning til tro. I Collin og Fayes tese (s.7) om at universiteterne i stigende grad bliver kørt som effektive resultat- og bundlinjeorienterede virksomheder, er dette paradoks tydeligt.

Ser vi igen på humanioras og filosofiens rolle, bliver berettigelsen at kunne udfylde feltet for ny videnskabelse og ny tænkning i forholdet til resten af samfundet, samt at kunne formidle dette så det bringes i spil. Derfor er det interessant at se på hvilken form for viden, der er brugbar i denne henseende.

Som vi tidligere konstaterede, er reproduktion ikke vejen til ny viden. Det er derfor ikke nok at universiteterne producerer cand.mag.er i bundter. Det afgørende er, hvorvidt kandidaterne kan benytte den viden, de har fået fra universitet i praksis til at tænke nyt. Samtidig er det ikke nok at vide meget eller være god til at finde på nyt. Det nye skal også kunne benyttes og kommunikeres på en måde, der giver mening for andre. For at kunne skabe denne form for værdi er det væsentligt, at vi kan

105

Sørensen 2007: 22.

Hansen og Johansen 2007:33.

107 ”Fra tanke til faktura” introducerer bl.a. en ny form for kontraktfilosofi, som skal sikre at universiteterne i stigende grad samarbejder med erhvervslivet.

106

30

kommunikere med hinanden. Men den tværfaglige kommunikation, som også kan sikre, at filosofiens synspunkter blive taget i betragtning i de politiske beslutningsprocesser, synes at være ualmindelig svær at gennemføre på systemniveau, og derved forskydes ansvaret fra systemet til det enkelte menneske, der bliver kimet til en mulig værdibaseret dialog, som kan gå på tværs af systemerne.108 Jeg vil derfor mene, at filosofien, mit fokus er på den praktiske filosofi, har et stort potentiale og en legitimering. Ikke som et højerestående system, men som en medskaber af den viden, de ideer og de værdier, vi lever på. Med denne afsluttende betragtning vil jeg i næste afsnit, omhandlende det praktiske produkt, vise én måde, hvorpå jeg mener, at den praktiske filosofi kan sættes i spil. Det sker ved at skabe en dialog mellem repræsentanter fra erhvervsliv, politik og filosofi om de værdier, der danner grundlag for vores liv.

108

Hvilket, skal vi notere os, er en modbevægelse til den postmodernistiske værdirelativisme.

31

Den praktiske formidlingsdel www.videnssamfundet.com Som jeg argumenterede for i afsnittet om Luhmann, rummer de sociale medier på internettet et potentiale for dialog, da internettet i form af web 2.0,109 til forskel fra klassiske massemedier og web 1.0 giver afsender og modtager en mulighed for gå i dialog. Der åbnes derfor op for en kommunikationsform, som ikke er styret af top-down strukturer og økonomisk legitimering, hvilket typisk præger massemedierne. Med de sociale medier er der altså skabt en platform, hvor den enkelte aktør (person) kan ytre sig og skabe mellemmenneskelig dialog. Derfor mener jeg, at det kan være en interessant platform for at teste projektets tese: ”Hvis man forstår filosofiens kommunikationsproblemer og muligheder i videnssamfundet, kan filosofien bringes mere i spil, end tilfældet er”.

Men der er forbehold, man bør tage, hvis man ønsker at kommunikere på nettet. Ét er, at man kan misforstå det skrevne medie, idet man ikke har mulighed for at se personens ansigtsmimik og kropssprog. Et andet element er, at når alle kan deltage og producere indhold til nettet, er der ingen garanti for kvalitet og sandhedsværdi. At filtrere og destillere den store mængde af information og viden der er tilgængelig, bliver derfor i høj grad op til den enkelte. Dertil kan det være uigennemsigtigt, hvem afsenderen er og om der f.eks. er kommercielle interesser bag, hvilket kan forstærke mistilliden. En sidste oplagt betragtning er, at når alle har travlt med at være deres eget kommunikationscentrum, er der mindre tid til fordybe sig i andres viden.

Et andet element ved at arbejde i web 2.0 er, at det er opbygget af netværk og relationer. Ønsker man derfor at formidle et budskab, kan dette ikke gøres uden at skabe et netværk. Fordelen kan være, at det webbaserede netværk har mulighed for at nå længere ud end ens eget personlige netværk, idet det er koblet til et community, f.eks. Facebook. Der kan derfor åbnes op for nye netværk på tværs af både fag, systemer og landegrænser. En betragtning i forhold til Luhmanns og Lyotards skeptiske kommunikations- og samfundsperspektiv er, at tværfaglige netværksdannelser rummer et vist potentiale for at bryde med uddifferentieringsmekanismen, hvis man altså kan nedbryde den manglende tillid, som kendetegner både nettet og Lyotards karakteristik af det postmoderne.

Derudover skal det siges, at udviklingen af internettet og udvikling af de kommunikative handlingsmuligheder via sociale medier, web 2.0, er et område, hvor den aktuelle diskurs om videnssamfundet rækker ud over teorierne - og som teorierne derfor af gode grunde ikke direkte kan sige noget om.

109

Web 2.0 adskiller sig i forhold til web 1.0, da sidstnævnte havde form af art massemedier med en afsender og mange modtagere. Web 2.0 derimod er kendetegnet ved, at den enkelte aktør er i centrum. Af typiske web 2.0tjenester kan nævnes Facebook, Twitter og YouTube. En teoretisk behandling af web 2.0 vil jeg imidlertid begrænse mig fra, da web 2.0 ligger inden for specialets praktiske del.

32

Hvordan har jeg valgt at teste tesen i praksis?

Med overstående kommunikationsudfordringer for øje har jeg skabt kommunikationsplatformen, www.videnssamfundet.com, hvor jeg har eksperimenteret med at kommunikere med forskellige multimodaliteter110 . Konkret har jeg i syv korte film undersøgt, hvordan forskellige kommunikationsformer spiller sammen ved at kombinere tekst, lyd og levende billede for at imødekomme folk igennem udtryks- og oplevelsesformer. Det særegne ved disse kommunikationsformer er, at de modsat skriftsproget og i lighed med ansigt-til-ansigt samtaler benytter flere elementer, f.eks. kropssprog og ansigtsudtryk og derfor skaber en kommunikationsform, der minder mere om vores livsverden. Jeg har dertil i vid udstrækning bortredigeret min egen stemme og styring af samtalen igennem spørgsmål, da jeg som afsender ikke er den relevante. Målet har været at modtageren fik en fornemmelse af, at mine samtalepersoner taler direkte til dem.

Jeg har igennem de film, som kan ses på www.videnssamfundet.com, forsøgt at skabe en personlig ramme om samtalerne og linke emnerne til de medvirkendes personlige livsverden. Som undertitlen, På roadtrip i videnssamfundet, antyder, er meningen at invitere seeren på en rejse ind i syv særligt udvalgte menneskers tanker og livsverdener. Disse mennesker er også udvalgt på baggrund af deres forskellige professioner. Mit mål har nemlig været ikke at reproducere de systemiske forskelle mellem politik, erhvervsliv og filosofi, men ved at fokusere på grundlæggende menneskelige værdier skabe en grobund for dialog og debat om de værdier, vi lever på i videnssamfundet og ikke af, en pointe som skal krediteres Collin og Faye i Ideer vi lever på.111 Et andet element i forhold til bygge bro til ikke fagfilosofisk publikum, er, at det ikke er nok for folk at være publikum, de vil gerne selv deltage. Derfor har jeg skabt Facebook siden, der i praksis har fungeret som et dialogforum, hvor folk igennem spørgsmål og chatfunktionen har givet deres meninger til kende.

Samtidig har Facebook siden været med til skabe netværk og kontakt til folk, som senere har deltaget i projektet, hvilket bl.a. er tilfældet med Ida Auken og Gitte Larsen.

Sidst skal det afsluttende siges, at www.videnssamfundet.com er et fortløbende eksperiment i praktisk filosofi, og derved ikke et færdigt produkt.

På næste side er en illustration af de medvirkende og hvilke værdier (og etiske emner), som er i centrum for den enkelte samtalefilm. Der er en beskrivelse af de forskellige personer i bilag 3, og en kort brugervejledning til videnssamfundet.com i bilag 1.

110 111

Bruhn Jensen 2009:23.

Collin og Faye 2007:10.

33

Hvad blev resultatet?

Arbejdet med andre af sprogets dimensioner end fremstilling af sagforhold (jvf. Habermas s.21) har skabt nogle spændende resultater, og jeg fået en del tilbagemeldinger fra folk, som må siges at befinde sig langt fra det ’fagfilosofiske’ publikum. Derudover er filmene set over 3600 gange,112 hvilket giver en indikation af, at det er nået bredt ud. Se statistikker for videnssamfund.com i bilag 2. For en uddybning af de mere kvalitative resultater, se kommentarerne fra Facebook siden i bilag 4.

112

Se bilag 2.

34

Konklusion Som udgangspunkt indledte jeg følgende problemformulering: På baggrund af en teoretisk og historisk forståelse af filosofiens rolle i samfundet ønsker jeg at undersøge relevante samfundsmæssige og kommunikative præmisser for at bringe filosofiens særegenhed ind i det aktuelle videnssamfund.

Dertil opstillede jeg følgende tese: Hvis man forstår filosofiens kommunikationsproblemer og muligheder i videnssamfundet, kan filosofien bringes mere i spil, end tilfældet er.

For at svare på problemformuleringen valgte jeg at tage udgangspunkt i et citat fra Collin og Faye for derfra at undersøge, hvorfor der er kommet mistillid til humaniora og herunder filosofi. Dette gør jeg ud fra et historisk og teoretisk perspektiv med udgangspunkt i Lyotards teori om det postmoderne samfund.

Her kom jeg frem til, at denne mistillid, og tilhørende legitimeringsproblem, bunder dels i en historisk udvikling, der forhindrer filosofien i at læne sig op ad den universitære tradition. Og dels i kraft af at samtiden har viden som sin vigtigste ressource, og derved skabes et performativt krav til den viden, der produceres, hvilket ikke fremmer betingelserne for den frie filosofiske forskning, idet kravet om performativitet bliver legitimeringsgrundlaget. Som et alternativ til de store fortællinger opstiller Lyotard paralogien som værende forskerens modstilling til performativitetslogikken. Problemet, som jeg i forlængelse af denne præmis diskuterede, var, at når filosofien ikke kan støtte sig op ad de store fortællinger, og når den lille fortælling eller lokale sandhed bliver den, forskerens skabende opfindsomhed må udfolde sig i, kommer kommunikationen i centrum. Kommunikationsudfordringen der herved opstår, valgte jeg at belyse i første omgang ved at se på Luhmanns system og kommunikationsteori. Dette gav et indblik i samfundet som uddifferentieret, bestående af adskilte og selv-refererende systemer. Med Luhmanns kommunikationsperspektiv synes forskerens eller filosoffens muligheder for at sætte sin viden i spil uden for sit ’eget’ system knapt eksisterende, hvilket giver et åbenlyst kommunikations- og legitimeringsproblem. Dernæst inddrog jeg Luhmanns systemperspektiv for at svare på problemet om den manglende debat i offentligheden om humanioras situation, som i Luhmanns perspektiv kunne forstås ved at undersøge massemediernes kode for nyhed – ikke nyhed, og her kunne en søgning på Infomedia bekræfte, at artikler om humanioras rolle, til forskel fra f.eks. sagen om Milena Penkowa, tydeligt falder uden for massemediernes kodning.

Opsamlende blev min vurdering, at hvis filosofien skal kommunikere sin særegenhed ud, er det nødvendigt dels at åbne op for et perspektiv på kommunikation, som rummer den tværsystemiske og mellemmenneskelige kommunikation, og dels at undersøge på hvilke måder vi kan nå ud til offentligheden uden om massemediernes kodning. Hertil gennemgik jeg først Habermas sondring mellem system og livsverdenen, hvilket gav os forståelsen af kommunikative handlemuligheder uden for systemerne. Og her fandt jeg, at der i den mellemmenneskelige dialog netop var et mulighedsrum for at kunne bringe filosofiens særegenhed i spil.

35

Konkluderende vurderer jeg på baggrund af teorierne, at det teoretisk set godt kan lade sig gøre at kommunikere filosofiens særegenhed ved at indgå på de rette præmisser, men man må holde sig for øje, at der er modsætningsforhold mellem Lyotard, Luhmann og Habermas positioner og teorier. På trods heraf har jeg vurderet, at teorierne kan supplere hinanden, og derfor er de benyttet komplementært for at belyse forskellige aspekter af projektets overordnede problemstillingen.

Teorierne kan dog ikke give en udtømmende beskrivelse af filosofiens muligheder for at komme i spil i det aktuelle videnssamfund. Med disse betragtninger er vi tilbage ved forordets indledende spørgsmål om hvorvidt anvendt filosofi, og dennes diskurs, skal handle om markedsføring og HR, som Morten Albæks foreslår i sin præsentation af uddannelsen Anvendt Filosofi på AUU. Her er det min vurdering, at det principielt teoretisk godt lade sig gøre at og kommunikere filosofiens nytte og særegenhed ud, uden at ligge under for samtidens gældende politiske og økonomiske styringskrav. Denne grundlæggende påstand, mener jeg, er svær at bevise teoretisk, men kalder på en praktisk handlingsform.

For at teste dette i praksis har jeg forsøgt, i specialets praktiske del, at vise én vej, hvori filosofien kan sætte sig igennem i videnssamfundet. Både ved fysisk at skabe en dialog med udvalgte personligheder på tværs af systemer samt ved at benytte nye kommunikative handlingsmuligheder via sociale medier og web 2.0. Argumentet for at benytte internettet og de sociale medier er netop, at disse forholdsvis nye medier bryder med massemediernes kodning og tilbyder en ny platform for mellemmenneskelig kommunikation med potentiale for at nå ud til en bredere målgruppe end den internt fagfilosofiske.

Selvom www.videnssamfundet.com kun viser én vej ud af mange mulige, har interessen, projektet har fået, anerkendt et behov for at bringe filosofiske spørgsmål og arbejdsmetoder ud i vores aktuelle videnssamfund. Og hvis vi her vender tilbage til Collin og Fayes forslag om, at målet for den humanistiske kommunikation kan være at diskutere og forme de ideer og værdier (min tilføjelse), vi lever på, giver det plads til filosofien både som tradition, men også som fornyelse.

I denne forstand synes den fortsatte og konfliktfyldte diskussion om videnssamfundet at være selve kimet til refleksion og debat og en derfor nødvendighed for nytænkning, for det er kun i endnu udefinerede, at der endnu er et uafklaret mulighedsrum.

36

Summary in English This thesis, Kampen om Videnssamfundet – med fokus på filosofiens rolle (The Battle of the Knowledge Society – with a Focus on the Role of Philosophy) is placed within the context of practical philosophy.

The thesis is an investigation of the communication struggle in our current society as a knowledge society. Based on a theoretical and historical understanding, the primary objective is to understand the role of philosophy in society, in order to explore the social and communicative premises for philosophy to unfold its specific potential within society. The theoretical base consists of theories by Jean-François Lyotard, Niklas Luhmann and Jürgen Habermas. The practical production related to this thesis is the website: www.videnssamfundet.com. The website is meant to show a possible way of bringing philosophy into the pragmatic, everyday world by exploring the intermediate and communicative possibilities within social media for conveying the practical insights of philosophy. The content of the website is collected through dialogues with philosophers, politicians, business leaders and researchers.

In order to examine the historical role of philosophy, thus understanding the role of philosophy in our current knowledge society, I have applied Lyotard’s theory of the postmodern society and his thesis about the death of grand narratives. Luhmann’s social system theory has shown why communication across systems is challenging. In this section of the thesis, an understanding of the role of mass media in relation to the systems proved to be a way for society to create a shared narrative. In the third and last section of the thesis, Habermas’ distinction between system and life world was applied in order to understand the premises for creating a crosscutting dialogue and for exploring the possibilities of communication in within the life world.

Whether the theoretical base is relevant for exploring the proposed field or not, will be discussed in relation to the current debates about knowledge society. I consider the Internet and Web 2.0 as a phenomenon characterising the current knowledge society. The production (videnssamfundet.com) connected with this thesis is a way of testing whether the philosophical issues can be communicated using an audio-visual communication form and the social media as a platform. At last the issues and premises of creating cross system communication and how that can help communicate a role for philosophy in our current knowledge society will be explored, in relation to mediating to a nonphilosophical audience using the social media, web 2.0.

37

Bibliografi Andersen, Heine: Jürgen Habermas I Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (red): Klassisk og moderne samfundsteori.

Hans Reitzels Forlag side 364-382, (2000).

Andersen, Heine: Jürgen Habermas I Dyssel Mortensen, Morten & Olsen, Niklas (red): Tyske intellektuelle i det 20. århundrede Gyldandals Forlag side 260: 278, (2005).

Aristoteles, tr. Woods, Michael: Eudemian Ethics Clarendon Press, Oxford, (1982).

Bangskjær, Birgit: Interaktive universiteter er markedsorienterede universiteter Siggard Jensen, Hans og Maskell, Peter (red.): Universiteter for fremtiden – Universiteterne og videnssamfundet. Forfatterne & Rektorkollegiet, (2001).

Bjerg, Ole: Etik uden moral – Det gode menneske i det postmoderne samfund.

Museum Tsuculanums Forlag, (2010).

Burchardt, Jørgen: Viden giver velstand - Hvidbog om dansk forskningsformidling.

Syddansk Universitets Forlag, (2007).

Collin, Finn og Faye, Jan (red.): Ideer vi lever på – Humanistisk viden i videnssamfundet Forfatterne og Akademisk Forlag, København, (2008).

Fuglsang, Lars og Bitch-Olsen, Poul: Videnskabsteori I samfundsteorierne.

Roskilde Universitetsforlag, (2003).

Habermas, Jürgen: Legitimationsproblemer i senkapitalismen.

Fremad, København, (1975).

Habermas, Jürgen. Theory of Communicative Action. Vol. 1: Reason and the Rationalization of Society.

Boston, MA, (1981).

Habermas, Jürgen: Moral Consciousness and Communicative Action.

The MIT Press, (1990).

Habermas, Jürgen: Teorien om den kommunikative handlen.

Aalborg Universitetsforlag, (1997).

Habermas, Jürgen, and Niklas Luhmann: Theorie Der Gesellschaft Oder Sozialtechnologie. - Was Leistet D. Systemforschung?. Frankfurt A.M. Suhrkamp, (1971).

Hagen, Roar: Niklas Luhmann.

I Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (red): Klassisk og moderne samfundsteori.

Hans Reitzels Forlag side 382-399, (2000).

Hansted, Allan Alfred og Vestergaard, Søren: Ytringsfriheden og moderne projekt

38

Projekt i teoretisk filosofi, Københavns Universitet, (2006).

Jakobsen, Karen S: Det ny humaiora Reference til J. F. Jensen (1997): Mellem fri forskning og politisk styring Siggard Jensen, Hans og Maskell, Peter (red.): Universiteter for fremtiden – Universiteterne og videnssamfundet. Forfatterne & Rektorkollegiet, (2001).

Jensen, Klaus Bruhn: Medier og Samfund – En introduktion.

Forlaget Samfundslitteratur, (2009).

Jørgensen, Dorthe: Viden og Visdom – Spørgsmålet om de intellektuelle.

Det lille Forlag, (2002).

Luhmann, Niklas: Massemediernes realitet.

Hans Reitzels forlag, (2002).

Luhmann, Niklas: Iagttagelse og Paradoks.

Gyldendals forlag, København, (1997).

Luhmann, Niklas: The differentiation of society.

Columbia University Press, (1982).

Lübcke, Poul, Dahl Rendtorff, Jakob, Raffnsøe Sverre og Diderichsen, Adam: Fransk Filosofi – Engagement og struktur. Politikens Håndbøger - Politikens forlag, (2003).

Lyotard, Jean-Francios: The Postmodern Condition: A Report on Knowledge University of Minnesota Press, Minneapolis, (1984).

Siggaard Jensen, Jørgen, Pruzan, Peter og Thyssen, Ole: Den etiske udfordring – Om fælles værdier i et pluralistisk samfund. Handelshøjskolens Forlag, (1990).

Siggard Jensen: Clio og universitas – Universitetes nyere historie Siggard Jensen, Hans og Maskell, Peter (red.): Universiteter for fremtiden – Universiteterne og videnssamfundet. Forfatterne & Rektorkollegiet, (2001).

Thyssen, Ole: Kommunikation, kultur og etik.

Handelshøjskolens Forlag, (1994).

Qvortrup, Lars: Det lærende samfund – Hyperkompleksitet og viden.

Gyldendals Forlag, (2001).

Qvortrup, Lars: Det vidende samfund – Mysteriet om viden, læring og dannelse.

Unge Pædagoger, København, (2004).

Artikler Baunsbak-Jensen, Asger: Det farlige værditomrum.

Dagbladet Information, (23.02.2010).

39

Dessau, Erling: Ny teknologi, ny verden. http://i.pol.dk/debat/kroniker/article760699.ece Lavrsen, Lasse: Vi elsker bøger, men læser mindre og mindre. http://www.information.dk/185212 Luhmann, Niklas: Why Does Society Describe Itself as Postmodern?

Artikel i Cultural Critique, No. 30, Spring, (1995).

Rapporter og tidsskrifter Danmarks Statistik: Befolkningens brug af internet – 2010, (udgivet 29. april 2011).

Klausen, Søren Harnow: På sporet af videnssamfundet Slagmark, nr. 52, 15-26, 201, (2008).

Jørgensen, Dorthe: På vej mod en ny oplysning – Videnssamfundet fremtid, (2004).

Regeringen: Nye veje mellem forskning og erhverv – fra tanke til faktura, (2003).

Sørensen, Asger: Videnssamfundet : En undergravelse af videnskab og demokrati.

Frederiksberg: Department of Management, Politics and Philosophy, CBS, (2007).

Internettet Arthur Schopenhauer On the Basis of Morality (1965). The Infidels - Arthur Schopenhauer." The Infidels - Home. http://www.theinfidels.org/zunb-atrhurcahopenhauer.htm (16-06-2011).

Det praktiske produkt, Facebook siden. http://www.Facebook.com/videnssamfundet Det praktiske produkt, hjemmeside http://www.videnssamfundet.com Stanford Encyclopedia of Philosophy: http://plato.stanford.edu/entries/postmodernism/ (12-05-2011).

Video Mortens Albæks markedsførings tale for Anvendt Filosofi: http://www.youtube.com/watch?v=FfbfM9C8B2k&feature=player_embedded

Forelæsning Jørgensen, Dorthe: Humaniora i videnssamfundet, (24. september 2010).

40

Bilag 1-4 •

Hvad formidlingsproduktet består af og vejledning til videnssamfundet.com

•

Nøgletal og statestik

•

Nøglepersoner og værdier i filmene

•

Kommentarer til projektet via Facebook siden

Bilag 1 Formidlingsproduktet består af: Virtuelle platforme:

Filmene:

• Hjemmesiden har jeg produceret i programmet iWeb*: www.videnssamfundet.com • Facebook siden: www.facebook.com/videnssamfundet • Vimeo kanal: http://vimeo.com/channels/videnssamfundet • Youtube kanal: http://www.youtube.com/user/Videnssamfundet

★

★ ★ ★ ★ ★ ★

* Da der er første gang, at jeg arbejder med overstående software og jeg har valgt at producere det hele fra bundet, må der tagets forbehold for tekniske fejl samt browser forskelle. Bl.a. kan lyden være svag på nogle af filmene.

★

Introduktion til projektet: På Roadtrip i Videnssamfundet Episode 1: Mød Ida Auken Episode 2: Mød Peter Pruzan Episode 3: Mød Simon Krohn Episode 4: Mød Kim Gørtz Episode 5: Mød Erik Bendtsen Episode 6: Mød Mads Øvlisen Episode 7: Mød Tor Nørretranders og Gitte Larsen Alle film har jeg klippet i iMovie*

Et sidste dogme for produktionen er, at det samlede budget har været på under 500 kr.

Vejledning til www.videnssamfundet.com Gå ind på videnssamfundet.com. Siden du kommer ind på, har jeg kaldt intro.

Her finder du øverst en 3 minutters introfilm.

• Under filmen finder du en start knap • til selve vidensrejsen.

• Herunder finder du et link til baggrundshistorien.

• Nederst finder du et link til Facebook-gruppen.

Efter at have set introvideoen så tryk på start knappen

Under fanebladet start, ser du en oversigt med et link til hver af profilerne.

Ved tryk på en profil kommer du ind til deres tildelte side, med en automatisk startene dialogfilm. Nedenunder i højrehjørne finder du en se billeder knap med fotos jeg har taget undervejs.

Næste faneblad hedder bibliotek. Her er relevante bøger, rapporter, film og links samlet.

Sidste faneblad er kontakt, her findes der oplysninger (email og tlf.) på mig, samt en tak til de medvirkende. Nederst finder du et et link til wecollaborate.org, som er en vidensplatform jeg har startet på Københavns Universitet i 2008 og hvor videnssamfundet.com også er omtalt.

Bilag 2 Nøgletal og statestik Fra Youtube (filmene var i starten kun hosted hos Youtube) ca. 2900.

Og fra Vimeo (hvor filmene på videnssamfundet.com er hosted i dag) ca. 790.

Så pr. dags dato (25/06-2011) har ca. 3690 klikket på en af filmene.

Da jeg hidtil har haft sitet på en gratis server har det ikke være muligt at se statestik. Dette blev først muligt fra midt april hvor jeg flyttede server til Surftown. Trafikken har sandsynligvis været højere da filmene udkom, men som det også fremgår af de nuværende statestikker, er der et gennemsnit på 19 besøgende pr. dag og 1633 mennesker har besøgt sitet siden midt april.

Bilag 3 Nøglepersoner og værdier i filmene Jeg har valgt at sætte fokus på disse udvalgte værdier og etiske emner, fordi jeg mener, de i kraft af deres almene karakter, udgør et godt grundlag for den tværgående filosofiske dialog. Filosofisk i den forstand, at det er klassiske etiske værdier, selvom de er nyfortolket ind i den aktuelle diskurs om videnssamfundet. Samtidig er det værdier, som er tæt på det enkelte menneskes livspraksis. Dette er mit forsøg på at bygge bro i mellem faglig identitet og eksistentiel væren, eller med henvisning til Habermas, mellem system og livsverden. Nedenunder er der en gennemgang af de forskellige personer, som er valgt på baggrund af deres faglige indsigt i og deres evne til at udvise værdierne i praksis.

Projektet kan derfor ses som et modsvar til den postmoderne værdirelativisme. Derudover skal det påpege hvordan fundamentale værdier også kan være afgørende for samfundets succes. Et eksempel kan her være Mads Øvlisen.

Rejsen starter hos Ida Auken, som er medlem af Folketinget for SF. Dialogen omkredser værdien mod. Centralt for Ida er evnen til at kommunikere modigt og forholde sig åbent til sin omverden ved at lytte aktivt til regeringens meninger og holdninger samt hendes evne til at kommunikere via sociale medier, som f.eks. facebook og Twitter.

Rejsen fortsætter til Møn, hvor jeg møder professor emeritus Peter Pruzan. Dialogen tager udgangspunkt i Peters mange års arbejde og erfaring med begrebet visdom. Helt essentielt er spørgsmålene; hvad er forholdet mellem viden og visdom? Hvordan kan det moderne menneske i videnssamfundet foretage en vis dom?

Tilbage i København møder vi den uddannede filosof og Danmarks højest rangerende yogamester Simon Krohn. Simon taler om kroppens relevans for viden og erfaring samt hvad en rolig, harmonisk krop og et tilsvarende sind kan betyde for menneskets evne til at lytte til sig selv og derigennem tage etisk funderede beslutninger. Simon er inspireret af en teknik, som kaldes 'mindfulness', der kan føres tilbage til de gamle buddhistisk-filosofiske yogamestre.

I den fjerde samtale møder vi filosoffen Kim Gørtz i hans have i Ballerup. Kim Gørtz har netop fået en ph.d.-grad for sin forskning i filosofisk tænkning i coachpraktikken. Sammen med Kim dykker jeg ned i kunsten at stille et godt spørgsmål. I forlængelse heraf berører vi i dialogen også filosoffens rolle i det 21. århundrede.

Derfra går rejsen til spørgsmålet om lykken. Vi er blevet inviteret hjem til filosoffen Erik Bendtsen, som har beskæftiget sig med Aristoteles’ lykkebegreb ud fra et aktuelt og nutidigt perspektiv. I dialogen stiller jeg spørgsmålet; kan lykken siges at være et fælles mål for alle mennesker, og er der forskel på lykken set fra hhv. et ungt og et aldrende menneskes perspektiv.

Herefter møder vi den tidligere direktør for Novo Nordisk (1981-2000), adjungeret professor i virksomheders sociale ansvar (Corporate Social Responsibilty) ved CBS og medlem af The United Nations Global Compact Board, New York, Mads Øvlisen. Han har inviteret os hjem til sin villa i Holte. Dialogen kredser om det etiske emne, ansvarlighed, som bliver betragtet dels udfra et personligt og dels fra et samfundsmæssigt perspektiv. Samtalen berører også den tværgående dialogs betydning i videnssamfundet.

Egentlig var det min oprindelige idé at stoppe rejsen efter interviewet med Mads, men da jeg senere blev kontaktet af Gitte Larsen, fremtidsforsker og direktør for House of Futures, angående muligheden for at lave en syvende film, som skulle have premiere til kulturnatten, endte rejsen i stedet med en dialog med udgangspunkt i begrebet frihed. Samtalen foregik som en sammensat dialog i mellem Gitte, jeg selv og Tor Nørretranders.

Bilag 3 Kommentarer til projektet via Facebook siden Nedenunder har jeg samlet en del af den respons jeg har fået via Facebook. Kommentarerne har jeg brugt til løbende at forbedre www.videnssamfundet.com. Samtidig har kommentarerne og personlige møder med interesserede gradvist opbygget projektets praksis.

“Jeg koblede mig op på dit Facebook link med det samme; idet du med din overskrift ”På Roadtrip i Videnssamfundet” pirrede min nysgerrighed i ønsket om at vide mere.

Så jeg forbandt det med en rejse i vidensamfundet (er det i øvrigt ikke korrekt, at der kun er et ”s” i vidensamfundet” – altså en betegnelser for en samfundsform, der erstattede industrisamfundet?)

Jeg oplevede de små filmsekvenser og husker dem som små forstyrrelser, der fik mig til at reflektere over det sagte i dialogen på en mere nærværende måde – end hvis det var i fjernsynet; idet internettet som medie set på den bærbare giver mulighed for de små sekvenser i livet i forbifarten – på Roadtrippet… Jeg tror noget af det filosofien kan bibringe i vores postmoderne virkelighed er at medvirke til at stille spørgsmål ved den konstruerede virkelighed, der i virkeligheden skaber virkeligheden – den kan få os til at stoppe op for at reflektere et øjeblik, over det der sker og lader os opleve ”et trip i Vidensamfundets” uvidenhed, hvor vi – den såkaldte kreative klasse - bliver så optaget af at tale om, hvad vi bør gøre for at få andre værdier og holdninger til at præge vores samfund (senest i forbindelse med finansloven og stramningerne på integrationsområdet) uden at vi handler…. Eller i det mindste bare gør noget andet end blot at tale om, hvor forfærdeligt det er, at disse tanker er fremme om pointsystemer m.m. Jeg håber at filosofien kan medvirke til sætte spørgsmål og rejse en tvivl om Vidensamfundets status og overgang til Handlingssamfundet…… (med to ”s’er” udtrykker netop en handleform…. En diatese)…”

- Frank Iversen.

“Hej Allan Alfred Er inspireret af "På roadtrip i vidensamfundet" på Facebook - og fik den ide, at du skulle lave en syvende film (uanset, hvor du ellers er i "projekt speciale"?). "7" er sådan et godt tal, og den syvende skulle foregå "live" (og optages, selvfølgelig, til dine sites) ved et særligt arrangement i House of Futures på dagen for Kulturnatten, fredag den 15. oktober. Til inspiration: Det kunne evt. være Ole Grunbaum "om at være fattig i vidensamfundet" - altså en snak om, hvordan det kan være, at menneske-/"hjerte"skabte ting som kunst, litteratur, film, bøger etc. nærmest er til at dø over at forsøge at leve af ... (det skrev han en klumme om i A4, tror jeg det var, for måske et par år siden). Eller noget helt andet: Du har sådan set helt frit slag til gæst og emne, hvis du er med på ideen? Ser frem til at høre fra dig - og meget gerne i denne uge!”

- Gitte Larsen

“Jeg har fulgt dit projekt " På Roadtrip i Videnssamfundet", og er dybt imponeret af måden at kommunikere filosofiske emner på. Du formår at bringe de filosofiske spørgsmål lige ind i menneskets hverdagsliv, og gøre dem særdeles vedkommende. Samtidig formår du at bibeholde den dybde der er i filosofiske spørgsmål. Jeg er sikker på det vil blive et super speciale der scorer højt. Glæder mig til at høre om det og jeg vil meget gerne læse rapporten – eller det skriftlige speciale - når det er helt færdigt”.

- Anne Marie Enderlein.

“Et spændende projekt hvor filosofi og samfundsmæssige problemer bliver diskuteret i en facon så det er til at forstå for unge mennesker som jeg selv”.

- Maria Carlsen “Hej Allan Alfred, Først og fremmest: thumbs up til din roadtrip i videnssamfundet. Sjovt, jeg sad lige og så din video med Peter Pruzan, som jeg også skal interviewe ifm et politisk projekt jeg er i gang med.. kort noget med at dykke ned i de grundantagelser vi har om samspillet ml individ, organisation, samfund, værdier og menneskesyn med udgangspunkt i "finanskrisen", som på flere måder vist nok lapper lidt ind over de emner du tar op. Hvis du skulle få tid og lyst til at tage en videndelingsnak må du sige til”.

- Sarah Louisa

Kommentar til film 7 med Tor Nørretranders “He is a powerful mind...a blast to see him unfold. You are going places and having us in your back The most important mental power is the ability to know what you don’t know. The recognition of a fault is the first step to improvement. Don’t try to hide a lack of knowledge. People will see through it and you’ll appear foolish and arrogant. If you admit your ignorance, people will help you learn and respect your humility. For intelligent people this is the toughest lesson to learn. We are used to being right, and consider being wrong shameful. We’re afraid to lose status by looking stupid. This vain arrogance is a great weakness and the source of many problems. To crush it and embrace humility is the mark of true wisdom.

Furthermore there is another dimension that equally deserves some attention; in this case you have to integrate the whole of humanity with its disparities in order to realize that the following words of Camus still carry some relevance: Man eats first, thinks after. In other words the situation where thinking leads to wise actions requires a human emancipation from every form of need tied to its human nature….and I think often times the process of thinking is perverted by our natural tendencies and weaknesses. How would that impact the emergence of the knowledge based society bearing in mind that the world is one?.”

- Aziz Fall

“Jeg synes det er et rigtig spændende projekt! Jeg har vist det til min gode ven Stefan, der netop har indleveret speciale på filosofi. Han er betaget af den måde du har valgt at udvikle speciale på. Så, kudos. Vi hæfter os begge ved at du gennem samtalerne og personificeringen af et traditionelt teoretisk stofområde konkretiserer og praksis-liggør hvad faen filosofi kan bruges til i det daglige og i hvilke situationer dine hovedpersoner tyer til teori versus praktik og omvendt.

Det er dèt jeg synes er det mest interessante ved projektet.

- Lotus Turell

“Dine film er nogle gode beskrivelser af det videnssamfund (måtte det vokse sig globalt og leve længe) der efterlader sig et levende vidnesbyrd i udvikling og i dialog omkring; det vi er, det vi kan og ikke mindst det vi kan blive til, hvis vores viden ikke ender som hemmeligheder men som værktøj der formår af bygge fremtid for os alle...”

- Søren Raagaard

“Da jeg boede i Hong Kong var en af de ting der fascinerede mig, at de fleste kinesere kendte til 6.000 år af Kinas historie. For dem var Mao's rædselsregime, hvor millioner af kinesere døde, blot en parentes i den store historie. En sådan historieopfattelse kendetegner ikke Danmark.

Mange mennesker i det moderne samfund har ondt i livet og flakker rundt for at finde et ståsted i livet. Dette gælder også personer som er højt placeret i erhvervslivet. Jeg mener, at noget af det de savner er en historisk, værdimæssig og filosofisk referenceramme, der gør dem i stand til at se deres egne problemer i en større sammenhæng. Via filosofien, mener jeg de kan få øje på at de både er mere unikke end de selv forestiller sig og mere lig alle andre end de selv forestiller sig. Får man den indsigt er det alt andet lige lettere at finde sin balance i livet. Da det moderne liv jævnligt kaster os alle ud på dybt vand, vil vi også jævnligt have behov for at koble tilbage til filosofien og den større referenceramme. Når jeg hører Allan Alfred præsentere sine visioner for videnssamfundet, tænker jeg, at han har fået øje på nogle af de samme behov, omend han måske omtaler dem på en anden vis end jeg gør. Han stræber efter at omsætte abstrakte teorier og modeller til konkrete redskaber uden at gå på kompromis. Jeg ser frem til at følge arbejdet med dette.”

- Pouline Middleton

“Allan Alfred rejse ind i videnssamfundet er en inspirerende måde at praktisere filosofi på.”

- Ole Terp