På Roadtrip i Videnssamfundet (specialet) by WeCollaborate.org

DET HUMANISTISKE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET

Kandidatspeciale Allan Alfred Birkegaard Hansted

Et filosofisk perspektiv på videnssamfundet med på fokus på:

kommunikation, viden og etik

Vejleder: Klaus Bruhn Jensen og Søren Gosvig Olesen Afleveret den: 09/12/2010

INDHOLD Forord

Projektets forhistorie og hvem jeg skylder en tak

s. 1 - 2

Indledning og problemformulering Hvorfor et formidlingsspeciale?

s. 3 - 6

Fremgangsmåden Hvordan er jeg gået til værks for at besvare problemformuleringen?

s. 7 - 10

Del I Hvordan kan vi forstå begrebet kommunikation?

s. 11 - 22

Hvordan kan vi forstå begrebet viden?

s. 23 – 31

Hvordan kan vi forstå phronesis i et aktuelt etisk perspektiv?

s. 32 - 37

Opsummering af del 1 som bro til det praktiske produkt

s. 38 - 39

Del II: Det praktiske produkt Hvordan er teorierne omsæt til praksis?

s. 40 - 45

Konklusion Hvilke svar har jeg fået igennem arbejdet med dette formidlingsspeciale?

s. 46 - 49

Kritisk refleksion Hvilke forbehold skal læseren notere sig?

s. 49 - 50

Perspektivering Hvem kan bruge specialets resultater og til hvad?

s. 50 - 51

Summary in English

s. 52

Bibliografiers

s. 53-54

Bilag

Forord Projektets forhistorie og hvem jeg skylder en tak Jeg begyndte min research til dette formidlingsspeciale i januar 2010, på baggrund af en nysgerrighed omkring begrebet ’videnssamfundet’, samt betingelserne og mulighederne for det filosofiske spillerum imellem teori og praksis. Før jeg uddyber dette nærmere, vil jeg fortælle lidt mere om baggrunden for projektet. I december 2006 startede Det Humanistiske Institut på Københavns Universitet deres nye væksthus Katalyst til brug for innovative studerende. Jeg søgte, fik en plads og således blev Katalyst min platform for at arbejde mere praktisk med filosofistudiet. Jeg startede virksomheden Kollaboration1i januar 2007 og herefter platformen for vidensdeling, Wecollaborate.org2, i juni 2008. I arbejdet med Kollaboration har jeg mødt en del filosofistuderende og arbejdsløse filosofiuddannede. Flere af dem har jeg forsøgt at samarbejde med i forskellige sammenhænge, men det har ofte været svært. Trods stort engagement og videbegær, har det knebet med at gøre de (fag)filosofiske kundskaber relevante og forståelige for de ikke fag-filosofiske modtagere. Denne egenskab til at skabe bredere forståelse er ofte forudsætningen for at få eller skabe et job og for at blive lyttet til udenfor den forskningsorienterede filosofipraksis. Der kan være mange grunde til, at det er sådan, men manglen på en filosofisk formidlingskultur i Danmark er uden tvivl en del af problemet. På denne baggrund er det min målsætning for dette formidlingsspeciale, at det kan bidrage til den filosofiske formidlingskultur ved at sætte fokus på filosofien i rollen som en nysgerrig og praktisksorienteret disciplin, der har en naturlig og praktisk plads i forhold til individets og samfundets udfordringer. En vigtig erkendelse, jeg har fået undervejs i processen med dette speciale, er, at god formidlingsfilosofi er opbyggende. Det betyder, at mit sigte ikke er at bruge den filosofiske, refleksive analyse til at skyde klicheerne om f.eks. begrebet ’videnssamfundet’ ned. Min holdning er, at når et begreb vinder indpas i samfundsdialogen, som tilfældet er med videnssamfundet, er der mere på spil end varm luft, og alene dét, at det anvendes, giver det betydning. Selvom brugen af 1

I dag er Kollaboration en veldrevet ApS, som arbejder med dialog og tværfagligt samarbejde.

Under teknisk udarbejdelse af Carsten Lind og sammen med Kasper Dam Mikkelsen, Hamayun Butt, Jakob Kærgaard og Jakob Wested, som blev partnere i Kollaboration i januar 2008. Wecollaborate.org har ca. 1100 medlemmer med en fælles interesse for vidensdeling og innovation. Se mere på www.wecollaborate.org

begrebet ’videnssamfundet’ ofte kan være ureflekteret og bygge på rene klicheer, kan filosofien ”rejse en tvivl om videnssamfundets status”3 og tilbyde en mere reflekteret forståelse. Da formålet, med mit formidlingsspeciale er at bygge bro til et ikke-fagfilosofisk publikum, er det så vidt muligt skrevet i dialogform. Ved hjælp af spørgsmål og svar er målet at komme rundt om essentielle temaer, som danner et baggrundsperspektiv for vores forståelse af videnssamfundet. Sproget er derfor relativt frit for fagtermer og interne fag-filosofiske diskussioner. Vanskelige begreber vil blive forklaret i teksten eller i en fodnote. Samtidig kan læseren få nøglebegreberne og deres betydning i projektet uddybet under fanebladet wiki på www.videnssamfundet.com4, som udgør den praktiske del af specialet. Afslutningsvis vil jeg gerne takke Institut for Medier, Erkendelse og Formidling for at indføre formidlingsspecialeformen i studieordningen. Denne nye ordning åbner for nye og spændende muligheder for de studerende- og på længere sigt for filosofien i (videns)samfundet. Den praktiske erfaring, som filosofisk formidling kan give, er med til at reflektere filosofien i forhold til samtidens personlige5 og samfundsmæssige udfordringer. Således er teori og praksis ikke hinandens modsætninger, men en gensidig og nødvendig proces for at øge relevansen af den humanistiske forskningstradition. Derudover vil jeg gerne takke mine to vejledere for at hælde benzin på bålet i den kritiske startfase, samt Kristian Martiny og Michael Rasmussen, der som nyuddannede filosoffer med interesse for formidling, har været gode at diskutere den filosofiske formidlingsgenre med. Dertil en tak til de mange, som har reflekteret, kommenteret og stillet kritiske spørgsmål. En stor tak til min ven Jørgen Husbond, fordi han har bidraget med udstyr og filmet filmene til videnssamfundet.com. Med et budget på 0 kroner6 var jeg ikke kommet langt uden hans hjælp. Og sidst en tak til min hustru Katja, som tålmodigt i de sidste mange måneder har måttet lægge ører til mine tanker om filosofiens samfund og samtidsrelevans.

3 4

Fra en kommentar til projektet fra Frank Iversen, læs hele kommentaren under bilag 4 Den fulde webadresse er www.videnssamfundet.com. Herefter henvises der blot til 'videnssamfundet.com'

Udfordringer for det enkelte individ, som, det er min påstand, også er videnssamfundets udfordringer. De eneste udgifter i forbindelse med projektet har været til domænenavnet www.videnssamfundet.com pris 99 kr, serverplads på vimeo til 105 kr., 158 kr for 3 USB-stik og print af specialet 600 kr. I alt 959 kr. Pointen er, at formidling ikke kræver et tungt markedsføringsbudget. 6

Indledning og problemformulering Hvorfor et formidlingsspeciale? I den klassiske forståelse af vestlig filosofi startede filosofien med et mord og et formidlingsprojekt7. Denne indledende sætning refererer naturligvis til henrettelsen af Sokrates samt Platons efterfølgende formidling af Sokrates' filosofi. Mest nærliggende er det at fremhæve Platons hulelignelse, som er beskrevet i dialogen Staten8. Hulelignelsen beskriver i korthed en flok fanger, som er lænket i en hule, og deres blikke er fastlåste på hulens bagvæg. Bag fangerne rejser der sig et enormt bål, og mellem bålet og fangerne går en gruppe mænd på en høj med figurer af dyr og planter. På hulens bagvæg danner disse figurer dansende skygger, og fangerne bruger deres tid på at navngive disse skygger, efterhånden som de passerer over endevæggen. Platon forestillede sig videre, hvad der ville ske, hvis en af fangerne blev frigjort og søgte bag skyggernes forestillede virkelighed og dermed erfarede, at de blot var figurer. Hulelignelsen, hvis radikale sigte er at sige, at vores empiriske virkelighed er et skyggespil, og at der findes en dybereliggende sandhed, kan forekomme voldsom, måske ligefrem religiøs for mange. Dette er dog efter min fortolkning heller ikke lignelsens hensigt. Formålet er nærmere (i en nyfortolkning), at sætte spørgsmålstegn ved de fænomener vi betragter og tillægger sandhedsværdi. Tænker vi på massemediernes gengivelse af ’virkelighed’, giver dette perspektiv på hulelignelsen mening. Vi accepterer f.eks., at den enkelte politikers kamp om vælgernes gunst vindes i tæt strategisamarbejde med en spindoktor, og at kampen om de gode historier i medierne er en kampzone, som eksempelvis kan afgøre en virksomheds aktieværdi. Det fremgår videre af Platons hulelignelse, at hvis den befriede fange vender tilbage til hulen for at fortælle fangerne om hans nyerfarerede indsigt, vil fangerne latterliggøre og håne ham, da deres billede af verdenen ene og alene stammer fra hulens endevæg. Men uanset konsekvenserne er personen, der ifølge Platon har anskuet verden udenfor hulen, forpligtet til at dele sin indsigt, også selv om den kan koste rettergang og ende med henrettelse, som tilfældet var med Sokrates. Dertil oprettede Platon Akademiet for Forskning og Undervisning og grundlagde det, som siden har resulteret i universitetstraditionen for filosofi (Jørgensen 2002: 9). Hulelignelsens metafor er stadig aktuel9, men sat på spidsen kan billedet også vendes rundt. Er det 7

Når jeg i forordet referer til formidlingsgenren indenfor filosofien som “ny” vil det i virkeligheden være mere rigtigt at skrive det genaktualiserede fokus på formidling. 8 9

Til viderelæsning, så er hulelignelsen beskrevet i bog VII af Platons “Staten”. Dog, som jeg senere vil argumentere for, i et nyt metafor-univers.

ikke således, at det nu er filosoffer, som i stigende grad hellere vil beskue endevæggens billeder og tekster fra fortidens store tænkere eller gå i dialog med andre filosoffer, end at interagere med verden udenfor filosofien for at dele deres indsigt? Da mit ærinde ikke er en videre kritik af nutidens filosoffer, vil jeg i stedet gå tilbage til Platon, som gjorde det klart, at filosofien ikke skal undlade at deltage i samfundet, blot fordi filosofiens indsigter af nogle betragtes som latterlige. Verden er forandret siden det gamle Grækenland, hvor filosofferne gik rundt i deres togaer og filosoferede på torvet i Athen, og hvor du kunne være heldig (eller uheldig) at møde den barfodede Sokrates, som gik rundt og stillede spørgsmål til de forbipasserende – både til slaver, pæne borgere og politikere. I dag er verden blevet globaliseret, og vores kommunikation har i stigende grad bevæget sig fra den fysiske verden til nye virtuelle verdener10. Internettet, som f.eks. gør det muligt, at jeg kan sidde og skrive speciale i Sydfrankrig, skype med sparringspartnere i USA og i Danmark og ’facebooke’ med familie og venner, har ændret vores betingelser for kommunikation fundamentalt. Samtidig står vi som verdenssamfund overfor globale økonomiske, miljømæssige og videnskabelige problemer, der ikke kan løses isoleret, men som er afhængige af en ny samarbejdsform på tværs af grænser. Samarbejde forudsætter forståelse, og forståelse forudsætter kommunikation (af latin communicare 'at gøre fælles'). For at etablere en ny dialog imellem politikere, eksperter og befolkningen, er gensidig tillid og respekt en nødvendighed, og disse egenskaber er karaktertræk, som starter hos den enkelte. Men hvor er filosofien blevet af i forhold til disse på éngang komplekse, globale og samtidig helt personlige udfordringer? Der er sket meget siden det gamle Grækenland, hvor filosofi var en altomfattende metamorfose. Fra det tyvende århundrede til i dag er den filosofiske praksis i stigende grad reduceret til teoretisk og analytisk sprogtræning, hvor den i videnskabens tjeneste har nemmere ved destruktion end konstruktion. Den tyske filosof Jürgen Habermas fremstiller det således, at den vestlige filosofi og videnskab har overbetonet én af sprogets dimensioner, nemlig fremstillingen af sagforhold. Men sproget har flere dimensioner. En anden dimension gælder afklaringen af, hvilke normer og regler, der er gyldige. Den tredje dimension gælder personens præsentation af sig selv igennem sin tale (Thyssen 1994:67). Med dette udgangspunkt synes det klart, at der er langt fra den kommunikative almene praksis, som den udspiller sig mellem mennesker, til de former for rationalitet, som f.eks. klassisk sprogfilosofi sagligt forholder sig til. I forlængelse af dette er det min påstand, at det ikke er tilstrækkeligt alene at filosofere i klasselokalet, eller i filosofividenskabelige tidsskrifter, hvis filosofien vil på omgang med samtidens 10 Begrebet virtuel er omdiskuteret indenfor filosofien. Betydning er her, internet-baserede.

semantik og praksis. Det er endvidere min påstand, at filosofien stadig har et etisk ansvar (jf. Platons hulelignelse) i forhold til at bringe sig selv i dialog og forholde sig nysgerrigt og åbent overfor samfundet og teknologiens nye muligheder for kommunikation11. Denne nysgerrighed vil bringe nye svar med sig. I forlængelse heraf er det min påstand, at lige så effektivt et værktøj internettet og de sociale medier er for information, vidensdeling og networking, ligeså magtesløs er internettet, når der skal skabes oprigtig tillid og respekt. De værdier, som på én gang er enkle og samtidig abstrakte nok til at være fælles på tværs af kulturer, aldersgrænser, etc. – synes at optage flere og flere mennesker i dag. Grunden dertil er sandsynligvis helt enkelt, at for at færdes i en global verden, med tilhørende risiko (eller chance) for opløsningstendenser af nationalidentitet og traditioner, som igen skaber nye udfordringer og muligheder, bliver det enkelte menneske nødt til at se sig selv i forhold til en større helhed. I stedet for at søge og finde svar indenfordet filosofiske perspektiv har new age-bølgen og letkøbte bøger om Coaching, NLP12, Karma og Lev Lykkeligt-romaner af Dalai Lama fået stor opmærksomhed. Det lader til, at folk ikke kan få nok af letfordøjelig livsvisdom, som lidt groft sagt er fremstillet således, at det kan konsumeres på en weekendtur i sommerhuset1314. Filosofi er ikke let, men det er min overbevisning, at filosofien, og her tænker jeg også på fag-filosofien, har en berettigelse i forhold til de opridsede problemstillinger, som er opstået i kølvandet på den globaliserede verden. Dette indebærer dog, at filosofien forholder sig til emner som etik, følelser og æstetik, der kan være svære at indfange gennem fremstillingen af sagforhold alene. Det vil kræver en alliance med andre af sprogets dimensioner. Da filosofien er kendetegnet ved en abstrakt og kompleks karakter, er det i forbindelse med formidlingen af filosofi til et ikke-fagligt publikum af fundamental betydning, at begreberne ’konkretiseres’. Denne konkretiserings-udfordring er dette formidlingsspeciales praktiske del, som jeg kommer til senere. Tilbage står så spørgsmålet, om al filosofi er ’egnet’ til formidling? Svaret er 11

Dette sker ikke nødvendigvis ved ureflekteret at starte en gruppe på facebook eller få en www adresse. Jeg har i forbindelse med dette projekt undersøgt ca. 40 links til filosofiske hjemmesider og fem facebook-grupper med filosofisk indhold. Resultatet var, at 21 af hjemmesiderne ikke kunne åbnes, og ud af de 19 resterende var der kun tre, som fungerede interaktivt. Det samme billede gik igen på facebook, hvor jeg på flere sider forsøgte at skabe dialog, men uden at få nævneværdig respons. Prøv selv – skriv f.eks. ’ledelsesfilosofi’ på facebook. 12

NLP, Neuro Lingvistisk Programmering, rummer en model af den menneskelige psyke og en række af værktøjer i form af øvelser og teknikker, der bygger på den model. 13 Set i lyset af det faktum at f.eks. Dalai Lamas bøger om livsfilosofi har vundet indpas i flere hundredetusinde danske hjem, og at coachingindustrien er en velkørende forretning. 14

Efter at have skrevet min BA om Buddhistisk etik i forhold til dydsetik i Himalayas forbjerge, i byen Dharamsala, hvor den tibetanske eksilregering og Dalai Lama holder til, er min holdning til buddhisme, trods en vis beundring for buddhistisk visdom og praksis, at bedeflag, meditationsklokker og frelste vesterlændinge samt snak om reinkarnation ikke tilhører en filosofisk tradition.

formentlig nej, og det kan her være vigtigt at skelne mellem teoretisk og praktisk filosofi. Hvor de epistemologisk tunge discipliner indenfor filosofien ikke nødvendigvis vil kunne beriges ved faglig formidling og inputs fra et ikke fag-filosofisk publikum, er det særdeles relevant og nødvendigt for den praktiske del af filosofien. Det skal for god orden skyld slås fast, at nærværende formidlingsprojekts profil er indenfor den praktiske del af filosofien med specielt fokus på etikken15. Så med dette svar på det indledende spørgsmål vil jeg opsummere to grunde til, at jeg har valgt et formidlingsspeciale: 1. Formidling følger min erkendelsesinteresse 2. Der er et stort behov for at bygge bro mellem teori og praksis Dette leder frem til følgende

problemformulering: ”Er det muligt at en forståelse af kommunikation, viden, og etik kan give den praktiske filosofi en ny rolle i videnssamfundet?” Og tilhørende underspørgsmål: Hvordan kan vi forstå begrebet ’kommunikation’? • Med fokus på horisontsammensmeltning • Med fokus på den hermeneutiske cirkel • Med fokus på den hermeneutiske samtale og kunsten at stille et godt spørgsmål Hvordan kan vi forstå begrebet ’viden’? • Med fokus på hvad der karakteriserer videnssamfundet • Med fokus på vidensformerne episteme, techne og phronesis Hvordan kan ’phronesis’ lede os frem til det praktiske formidlingsprodukt? • Med fokus på anvendt etik og sondringen mellem moral og etik • Med fokus på phronesis’ aktualitet for samtiden og i praksis 15

Praktisk filosofi omhandler typisk emner indenfor etisk teori, politisk filosofi, meta-etik og æstetik. (Studieordning for kandidatuddannelsen i Filosofi, 2008-ordningen s. 5)

I problemformuleringen og de tilhørende underspørgsmål har jeg forsøgt at indfange de poler, som jeg ønsker at sætte i spil og fremme dialogen om. Desuden er det min opfattelse, at vejen til svaret, altså den sandhedssøgende proces, er ligeså interessant som selve svaret.

Fremgangsmåden Hvordan er jeg gået til værks for at besvare problemformuleringen? Et formidlingsprojekt, som har til formål at bygge bro mellem en faglig dimension og et ikke fagligt publikum, er en ny genre og derfor ikke nogen veldefineret størrelse inden for den akademiske filosofi. Samtidig kan det ikke undre nogen, at der er væsentlig forskel på fagfilosofien og filosofi, som den kan praktiseres i forhold til det ikke-fagfilosofiske publikum. Derfor kræver fremgangsmåden, jeg anvender til at løse opgaven, en vis opmærksomhed. Nedenfor følger en oversigt over projektets hovedafsnit, som er nyttige for at læseren kan skabe sig et overblik over de forskellige deles funktioner i forhold til helheden. Først redegør jeg for formidlingsspecialets tre underspørgsmål (del I), hvilket leder op til selve det praktiske produkt (del II). Afsnittet afsluttes med en målgruppe refleksion og et projekt design. Underspørgsmål 1 Hvordan kan vi forstå begrebet kommunikation? Da dette er et formidlingsprojekt, er kommunikation og forståelse nøgleord. Da jeg samtidig bevæger mig mellem et teoretisk og praktisk niveau, er en hermeneutisk, filosofisk vinkel oplagt. I dette afsnit skal vi se, hvorfor og hvordan de hermeneutiske betragtninger indgår praktisk i projektet. Den filosofiske hermeneutiks største filosof var Hans Georg Gadamer, som igennem sit hovedværk, Sandhed og Metode – Grundtræk af en filosofisk hermeneutik (1960) opridser begrundelserne for en filosofisk hermeneutik. I det over 500 sider store værk16 belyser Gadamer tre områder, hvor vi har mulighed for at gøre hermeneutiske erfaringer: kunsten, traditionen og sproget som samtale. Emner som på hver deres måde spiller en relevant rolle for dette formidlingsspeciale og -produkt, men grundet prioritering vil jeg i afsnittet begrænse mig til at se på fire nøgleemner. Opsummeret leverer hermeneutikken i dette speciale en variant af en kommunikationsteori, som kan præcisere og understøtte både dataindsamling (samtaler) og formidling (website og speciale). 16

Dansk udgave fra 2002 oversat af Arne Jørgensen, 521 sider.

Underspørgsmål 2 Hvordan kan vi forstå begrebet viden? Da titlen på specialet lyder På Roadtrip i Videnssamfundet er en forståelse af, hvad der karakteriserer det såkaldte ’videnssamfund’ interessant. I dette afsnit vil jeg starte med at se på nogle seriøse definitioner af begrebet ’videnssamfund’, for derefter at dykke ned i selve vidensbegrebet. Siden Platon og Aristoteles har man været opmærksom på, at der findes forskellige vidensformer, og jeg vil se nærmere på Aristoteles’ analyse af de forskellige former for viden, episteme, techne og phronesis. I forhold til formidlingsgenren – det praktiske produkt og den senere diskussion af det etiske spørgsmål – er især vidensformen ’phronesis’ relevant. Phronesis diskussionen vil blive suppleret af bl.a. Gadamers refleksioner over phronesis-viden. Underspørgsmål 3 Hvordan kan vi forstå phronesis i et aktuelt etisk perspektiv? Dette afsnit fortsætter diskussionen om phronesis, men sætter phronesis ind i et nutidigt etisk perspektiv, hvor vi i forlængelse af bl.a. Ole Thyssen og Peter Pruzan arbejde med etikkens udfordring i det pluralistiske17 samfund skelner mellem moral og etik. Projektets forståelse af etik tager afsæt i Aristoteles’ værk Den Nichomakæiske Etik, som er et hovedværk inden for den etiske retning, dydsetikken. Efter at det phronesiske etiske grundperspektiv er indkredset, stiller jeg spørgsmål om, hvorfor et phronesisk etisk perspektiv er aktuelt netop nu og hvordan phronesis kan praktiseres. Afsnittet vil også bygge bro til en opsamling af del I, som danner en overgang til det praktiske formidlingsprodukt, hvor projektets phronesiske (og filosofisk hermeneutiske) videnstilgang er praktiseret. Det praktiske produkt Hvordan er teorierne omsat til praksis?

17 ”Pluralisme (af pluralis og -isme) er i filosofisk sammenhæng en opfattelse af verden, som fremhæver forskelle og flerhed i modsætning til ligheder og enhed”. (Den store danske encykopædi). Jeg kunne også have valgt beslægtede betegnelser som f.eks. polycentriske (flere centre) eller det postmoderne (efter det moderne).

I Januar 2010 lå de første ideer til dette speciale på tegnebrættet. Jeg vidste, at det skulle være et formidlingsspeciale, og at jeg gerne ville benytte visuelle og auditive medieformer, samt internettet18 til at formidle filosofi, men resten lå åbent. Med en interesse for perception af visuelle og auditive medieformer har det været naturligt for mig at give mig i kast med film- og billedmediet. Det har resulteret i en rejse (’roadtrip’) rundt i Danmark, hvor jeg har sat lyd og billeder på en række centrale personligheder, som via syv dialogfilm bringer deres viden i spil. Jeg er helt bevidst ikke udelukkende gået i dialog med filosoffer, men har taget fat i mennesker, som har rødder i politik, erhvervsliv og filosofi, for at vise den praktiske filosofiske dialogs almene betydning. I del II ser vi nærmere på, hvordan denne rejse gradvist er blevet til et konkret formidlingsprodukt udformet omkring hjemmesiden www.videnssamfundet.com. Selve formidlingsproduktet kan betragtes som en hermeneutisk overleveringshandling på to planer: • Et konkret plan, hvor jeg overleverer en række personligheders filosofi og praktiske virke • Et metaplan, hvor teorierne om kommunikation, viden og etik er omsat til praksis Målgruppen Afslutningsvis hører det sig til i formidlingsopgaver, modsat klassiske filosofiprojekter, at definere en målgruppe. Projektet henvender sig i udgangspunktet til mennesker uden andre forudsætninger end intellektuel nysgerrighed og et socialt engagement. Hvis jeg skal præcisere, findes kernemålgruppen hos de yngre intellektuelle, typiske P1 og DR2-brugere. Udover denne målgruppe er det min vision, at formidlingsprojektet vil kunne fungere som inspiration på filosofistudiet og humaniora generelt, til at udnytte filmmediet og internettets muligheder for at bringe akademiske problemstillinger i spil. Projektdesign På grund af projektets hermeneutiske karakter, hvor delene griber ind i hinanden, kan det for at hjælpe forståelsen være nødvendigt at indsætte delene i et metaperspektiv. Nedenstående illustration viser, hvorledes teori og praksis spiller sammen i en hermeneutisk cirkel, hvor delene gensidigt påvirker hinanden i forhold til helheden, som er udtrykt i problemformuleringen. Herunder ses projektets delspørgsmål i forhold til det praktiske produkt. Den lineære linje viser selve specialets opbygning fra 18

Internettet er et mødested for stort set alle, uanset nationalitet, fag, overbevisning eller andet, hvilket gør det til en oplagt ramme for et formidlingsspeciale.

teoretiske betragtninger til det praktiske produkt. Den cirkulære linje viser min erkendelse og erkendelsesmæssige fremgangsmåde, samt hvordan formidlingsproduktet går i dialog med de forskellige emner, kommunikation, viden og etik.

Del I Underspørgsmål 1 Hvordan kan vi forstå begrebet kommunikation? “At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.” Søren Kierkegaard i “Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed”

Et formidlingsspeciale handler først og fremmest om at kommunikere og skabe forståelse. Dette gør det oplagt at benytte Gadamers værk Sandhed og Metode som udgangspunkt for hvordan vi kan forstå kommunikation. Dette afsnit indledes med et kort oprids af værkets sigte, samt hvad vi skal forstå ved ’filosofisk hermeneutik’. Efter denne indledning behandles tre emner fra værket, som er væsentlige ’forståelsesredskaber’ for dette projekts overordnede problemstillinger, nemlig ’horisontsammensmeltning’, ’den hermeneutiske cirkel’ og ’den hermeneutiske samtale’ og evnen til ’at stille et godt spørgsmål’19. Afslutningsvis konkluderes med et svar på underspørgsmål 1, og derefter bygger jeg bro til næste spørgsmål, hvordan skal vi forstå viden? Værket Sandhed og Metode med undertitlen Grundtræk af en filosofisk hermeneutik blev udgivet første gang i 1960. Gadamers oprindelige titel var Grundtræk af en filosofisk hermeneutik, men hans forlagsredaktør, H.G. Siebeck mente, at denne titel var for fremmedartet (Jørgensen 2009: 7). Det var ikke selve hermeneutikken20 som var fremmed for tiden. Hermeneutikken var kendt i tiden fra bl.a. Wilhelm Diltheys (1835-1911) som fortolkningsvidenskab inden for bl.a. jura, litteraturvidenskab og teologi. Filosofisk hermeneutik var derimod en ny genre21 inden for hermeneutikken, som adskilte sig fra den oprindelige hermeneutik ved hverken at være en egentlig metode eller en fortolkningsteori, men en filosofisk refleksion over menneskets generelle måde at forstå sig selv og sin omverden på. Gadamers sigte kan ses som en måde at reetablere humaniora som videnskab i en tid, hvor den gældende naturvidenskabelige forklaringsmodel og tænkning var begyndt at dominere, også i socialvidenskaberne. Som Gadamer skriver i forordet til 2. udgave: “Imidlertid mener jeg, at den hermeneutiske universalismes ensidighed har en korrektiv sandhed: Den belyser de nødvendige forudsætninger for den moderne synsvinkel, som er baseret på at udrette, producere og konstruere, som den også selv er underlagt. Dette begrænser filosoffens position i den 19

Jeg har på grund af formidlingsspecialetsmeget begrænsede omfang valgt at gå lige til sagen. Der er naturligvis meget mere at sige om hvert enkelt punkt og Gadamers filosofi som helhed. Ønskes en uddybende grundforståelse kan jeg anbefale udover Sandhed og Metode, Hans Georg Gadamer af Arne Jørgensen eller Hermeneutik - en antologi om forståelse, Redigeret af Jesper Gulddal og Martin Møller. 20 Fortolkningskunst har naturligvis ikke ophav i Gadamers filosofiske hermeneutik, men har rødder tilbage til antikken, hvor Platon og Aristoteles arbejdede med filosofisk ontologiske og erkendelsesteoretiske spørgsmål. Da Aristoteles’ værk Peri hermeneias blev oversat til latin, fik det navnet De interpretatione (fortolkning). Senere skulle der laves en oversættelse af De interpretatione til græsk, og det blev til hermeneutik i den nutidige betydning. Det græske ’hermeneia’ betyder ’en sproglig artikulation eller udtryk’ (Jesper og Martin Møller 2005, s.11). Paradoksalt var Aristoteles’ Peri Hermeneia ikke først og fremmest en fortolkningsteori, men derimod en bog/teori om sproget. Se evt http://www.filosoffen.net/tekst/hermeneutik/txt-‐hermeneutikkenshistorie.htm for en kort gennemgang af hermeneutikkens historie. 21 Gadamer afviser ikke de tidligere hermeneutikere, men bygger en filosofisk overbygning på den daværende hermenutik. (Inden for hermeneutikken var Gadamer ud over W. Diltheys også inspireret af den tidlige hermeneutiker Friedrich Daniel Ernst Schleiermacher (1768 – 1834). Derudover var Gadamers filosofi stærkt inspireret af Platon, Aristoteles, Kant, Hegel og Heidegger.

moderne verden. Hvor meget han end måtte føle sig kaldet til at drage de radikale konsekvenser af alt, så passer han meget dårligt til rollen som profet, sortseer, prædikant eller bedrevidende. Hvad mennesket behøver, er ikke blot vedvarende at stille ultimative spørgsmål, men lige så meget sansen for, hvad der her og nu kan gøres, hvad der er muligt mellem sine egne prætentioner og den virkelighed han befinder sig i.” (Gadamer, 2004: 483). Men når filosoffen ikke skal forsøge sig som bedrevidende eller prædikant, hvordan skal filosoffen og den filosofiske indsigt så udfolde sig i praksis? Det enkle svar er; i en ’horisontsammensmeltning’. Men hvad dette nøglebegreb (både i Gadamers terminologi og i dette projekt) betyder, kræver en selvstændig uddybning.

Horisontsammensmeltning Lad os først og fremmest se nærmere på, hvad Gadamer mener med begrebet ’horisont’. “Horisonten er et synsfelt som omfatter alt, hvad der kan ses fra en bestemt synsvinkel (…) Vi taler om en snæver horisont, at åbne op for nye horisonter, og så videre” (Gadamer 1989: 269). En forståelseshorisont er den måde du bl.a. ser, forstår, erfarer og oplever verden på. Den rummer alle vore private erfaringer, men også et kollektivt perspektiv, da vi som individer ligeledes er en del af et sprogligt fællesskab, som samtidig er historisk og kulturelt betinget. Når vi kommer til nye forståelser, indgår vi i en ’horisontsammensmeltning’, som dækker over hændelser, der sker i det forstående møde med genstanden – det være sig en tekst, en fremmed kultur eller en person (Fuglsang og Olsen 2003 s. 104). Lad mig illustrere dette ved en simpel skitse:

Lad os tage udgangspunkt i, at horisont A er en tekst, (f.eks. af Aristoteles) og horisont B er mig, som fortolker teksten, og C er delen, hvor A og B’s horisonter overlapper hinanden og hvor ny forståelse og forandring er mulig. Teksten og jeg (eller fortolkeren af teksten) er hver især bærere af en mening og betydningssammenhæng, som er betinget af hver vores historie og tid. Aristoteles’

tekst er f.eks. skrevet i en tid med mange synspunkter og forståelser, som afviger fra vores samtids paradigmer. Samtidig er min fortolkning af teksten afhængig af min egen historie og tid22, (hvilket kommer konkret til udtryk senere i specialet, hvor jeg behandler Aristoteles). En vigtig erkendelse, Gadamer gør sig i forlængelse heraf, er: “Ethvert møde med overleveringen, som sker med historisk bevidsthed, indebærer erfaringen af et spændingsforhold mellem tekst og nutid. Den hermeneutiske opgave består i bevidst at udfolde dette spændingsforhold – og ikke at tilsløre det ved naivt at udligne det.” (Gadamer 2004 s.292). Horisontsammensmeltningen handler altså ikke om at smelte sammen med eller overtage den andens horisont (om det er en tekst, kultur eller et andet menneske), men om at lade den andens horisont skabe en friktion, som positivt udfordrer egne meninger og forståelsesmæssige ståsted, der igennem revurdering af egne holdninger flytter ens horisont, så en ny og anderledes forståelse bliver en mulighed (Fuglsang og Olsen 2003 s. 104). Det giver sig selv, at sproget spiller en stor rolle i forhold til den mulige horisontsammensmeltning. Et simpelt eksempel kunne være, hvis vi forsøger at læse en bog, hvor sproget er fremmed for os. Uanset, hvor meget vi forsøger, giver teksten ikke mening. Om de sproglige nødvendige virkemidler for en horisontsammensmeltning, skriver Gadamer: “… ingen tekst eller bog kan tale, hvis ikke den taler det sprog, der kan nå den anden. Derfor må fortolkningen finde det rette sprog, hvis den virkelig skal få teksten til at tale...” (Gadamer 2004: 376). Opsummerende i forhold til horisontsammensmeltning kan det siges, at når vi vil forstå et fænomen, så sker det i et samspil mellem os og det, vi fortolker. Det virker også omvendt, for når vi selv vil gennemføre en forståelig kommunikation, er en horisontsammensmeltning mellem dialogpartnerne en betingelse. I et formidlingsprojekt som dette, giver det fortolkeren (mig) en dobbelt funktion, både som oversætter af et svært tilgængeligt fagsprog23, og som budbringer af relevant viden til modtagergruppen. Samtidig bringer jeg som hermeneutisk inspireret studerende min egen forståelseshorisont ind i denne proces i form af teori og erfaring, som igen påvirker aktørerne og den viden, projektet genererer. Det kan virke mere kompliceret end det er, men en illustration kan lette forståelsen.

Hvis vi antager at A er en person og B er en anden person, gør den samme struktur sig gældende. A kommer aldrig helt til at forstå B udfra B's perspektiv af verden, men i overleveringen mellem A og B´s horisonter har begge mulighed for ny forståelse, både af den selv, den anden og et tredje, som ligger mellem de to horisonter. 23 F.eks. i samtalerne med de medvirkende på www.videnssamfundet.com

Som vi ser i figuren, er den viden som genereres en fortløbende proces. Denne hermeneutiske læringsproces er i princippet uendelig, fordi vi aldrig holder op med at indgå i nye horisontsammensmeltninger og derved gør os nye erfaringer.

Den hermeneutiske cirkel Den stiplede grønne cirkel i midten af figuren illustrerer, at man ikke kan forstå helheden uden at have forståelse for den enkelte del, og omvendt kan man ikke forstå delen uden en forståelse for helheden. Samtidig illustrerer cirklen at forståelse er en fortløbende proces. Den hermeneutiske forståelsescirkel er på Gadamers tid allerede en anerkendt hermeneutisk forståelsesproces24, men Gadamer uddyber og videreudvikler læren om den hermeneutiske cirkel primært fra hans lærer Martin Heidegger (1889 – 1976). F.eks. siger Gadamer: ”Heidigger skriver: “Cirklen bør ikke reduceres til en ond cirkel, heller ikke til en, der blot tolereres. Den rummer en positiv mulighed for den mest oprindelige erkendelse”... (Gadamer 2004: 254). Hvad der adskiller deres brug af den hermeneutiske cirkel fra hinanden er, at Heidegger prøvede at nå frem til læren om forståelse gennem historisk hermeneutik og kritik. Han mener, at man skal fralægge sig sine fordomme og se fænomenerne så objektivt som muligt. Gadamer ser derimod fordomme som noget, man ikke kan gøre sig fri af – noget, man altid tager med sig, og som man kan 24

Har rødder helt tilbage til Aristoteles retorikken

bruge konstruktivt i den videre forståelse. Den hermeneutiske cirkel illustrerer videre en vidensproces, der ikke sigter mod at finde én fælles, endegyldig sandhed, men snarere en sandhed, som netop ligger i processen og i den udvikling, man gennemgår, som et interagerende menneske. I illustrationen nedenfor ses, hvordan min viden og erkendelsesproces udvikler sig – først gennem min egen fortolkning, derefter via de medvirkende i den praktiske del af processen, så via responsen fra målgruppen og derefter tilbage igen. Processen har givet mig en forståelse og rykket ved min fortolkning, som derefter indgår i en erkendelsesproces, som igen bevæger fortolkningen (derved forståelse og erkendelse). Som en illustration kan den hermeneutiske erkendelsesproces se således ud:

Processen er mere end en metode for Gadamer, den er selve betingelsen for den menneskelige erkendelse25 og erfaring. Sandhed er en hændelse – noget der sker og opstår i meningsdannelsen, hvilket gør den hermeneutiske viden, der genereres i processen til en form for praktisk erfaret viden, en form for phronesis-viden26. Afslutningvist benytter Gadamer sig af flere opfattelser af den hermeneutiske cirkel, hvor de to mest brugte er: • Den hermeneutiske cirkel27 hvor man søger forståelse for en helhed ud fra delen, såvel som delen ud fra helheden. 25

Hvis det er en grundlæggende betingelse, kan det betragtes som et epistemologisk princip Begrebet Phronesis forbindes ofte med Aristoteles, som var phronesis-filosof par excellence. Phronesis vil blive grundigt behandlet både i forhold til underspørgsmål to og tre. 27 Begge cirkler forklares i Politikens introduktion til moderne filosofi og videnskabsteori: 96 - 97 26

• Den hermeneutiske cirkel kan også ses som ’spørgsmål-svarcirklen’, hvor et spørgsmål i en samtale søger efter et svar. Når dele af svaret findes, vil der tegne sig et nyt spørgsmål, der søger svar. Begge opfattelser har betydning for nærværende projekt, da erkendelsen både er båret frem af erkendelsesprocessen mellem del og helhed, men også helt konkret i forhold til ’spørgsmål og svarcirklen’, da både specialets og filmenes opbygning følger en fortløbende samtalestruktur mellem spørgsmål og svar. I den gode, hermeneutiske samtale er der flere betingelser, som kan være problematiske, eksempelvis, hvordan sikrer man, at samtalepartneren tillægger ordene den samme mening, eller har samme intention med dialogen som jeg? Som Gadamer skriver: “Her er spørgsmålet ligeledes, hvordan man overhovedet kan komme ud af vores formeningers tryllekreds?” (Gadamer 2004: 255) Dette fører os til det sidste emne, som vi i forhold til spørgsmålet Hvordan vi kan forstå begrebet kommunikation?, skal beskæftige os med.

Den hermeneutiske samtale og kunsten at stille et godt spørgsmål Dialogen28 er en hjørnesten i Gadamers Sandhed og Metode, og selvom dialogen er en gammel filosofisk disciplin, som kan føres tilbage til den Sokratiske-maiutiske samtalekunst formidlet gennem Platons dialoger, får dialogen en ny betydning for hermeneutikken. “Til forskel fra de udsagn, der fastfryses gennem skriftlig fiksering, er samtalen netop karakteriseret ved, at sproget – gennem spørgsmål og svar, ved at give og modtage, ved at tale forbi hinanden og at komme overens med hinanden – fuldfører en meningskommunikation, der, hvad kunsten at bearbejde den litterære overlevering angår, er hermeneutikkens opgave.” (Gadamer 2004: 349). Dette centrale argument fra Gadamer fortæller os, hvorfor dialogen samt det at konstant sætte spørgsmål ved det givne, er en vigtig præmis for den hermeneutiske samtale29. Dialogen fordrer en åbenhed, hvorved en accept af sandheden skabes i processen, hvilket i praksis betyder, at vi i princippet skal tage den anden (eller en tekst) alvorligt, ligesom vi skal lytte vil vores egen fornuft (begrebet ’dialog’ er her i centrum, og det kommer af græsk ’dialogos’, hvor dia betyder ’mellem’ og logos ’fornuft’). Den ideelle situation er den, hvor parterne forsøger at fastholde hver deres 28

Dialogen er for Gadamer en analogi for en horisonts bevægelighed, også selvom bevægelighed fastsætter det faktum, at det ikke er muligt fuldstændigt at forlade ens eget perspektiv, for så ville forståelsen ikke have et ståsted. 29 Det skal retfærdigvis siges, at Gadamer har en tilsvarende betragtning om skrifsprogets fortrin: Skriftlighedens metodiske fortrin er, at den lader det hermeneutiske problem træde klart frem, løsrevet fra al psykologi (Gadamer 2004: 371).

argumenter, men samtidig overvejer modargumenterne. Derigennem når de umærkeligt frem til en form for fælles sprog og erkendelse (Gadamer 2004: 366). Hvis vi ser på den konkrete samtalestruktur, er den betinget af et ’du’ og et ’jeg’, og der kan kun opstå et samtaleforhold, hvis man anerkender dette ’du’ i dets anderledeshed og lader det sige én noget. Derved er dialogens indhold af væsentlig betydning, for hvis vi taler hinanden efter munden, fastholdes begge positioner, eller der er tale om ukritisk at tage den andens viden og argumenter for gode varer, og da bliver dialogen en ureflekteret overlevering. “At befinde sig i en overlevering begrænser ikke ikke erkendelsens frihed, men gør den tværtimod mulig. At erkende og anerkende dette, udgør den tredje og højeste form for hermeneutisk erfaring: Den åbenhed for overleveringen, som den virkningshistoriske bevidsthed besidder” (Gadamer 2004: 342). For at opnå den mest ægte 'du-erfaring' og skabe menneskelige bånd, står evnen til at lytte og høre den anden som en essentiel, menneskelig egenskab. Hvilket også ligger i forlængelse af begrebet ’samhørighed’ på tysk ’zueinandergehören’, der henviser til evnen at kunne lytte (hören) til hinanden (Gadamer 2004: 343). At lytte kræver, at man stiller noget i det åbne, for hvis jeg er overbevist om, at jeg har ret, hvorfor så bruge tid på at lytte og spørge? Det at spørge er vel samtidig en betingelse for den kommunikation, hvori lytningen kan træde i kraft. ’Virkningshistorie’ er endnu et centralt begreb i Gadamers terminologi, idet hans fremhævning af den ’virkningshistoriske bevidsthed’ indebærer en fordring om at medtænke ’tiden’, og hvad det betyder for forståelsen, erkendelsen, forskningen, at vi som mennesker (og forskere) altid står i og er bundet til en situation (Jensen 1991: 12). ”I virkeligheden tilhører historien ikke os, men vi tilhører den” (Gadamer 2004: 214). Det afgørende er, at vi skal blive bevidste om historiens betydning. I forhold til spørgsmålets vigtige rolle for den hermeneutiske erfarings- og vidensform, fortæller Gadamer os: “Vi bliver nødt til at fordybe os i spørgsmålets væsen, hvis vi skal klargøre den hermeneutiske erfarings specielle fuldbyrdelsesmåde” (Gadamer 2004: 344). For at forstå betydningen af spørgsmålet trækker Gadamer en tråd tilbage til den græske tænkning, hvor dét at stille spørgsmål ikke er en færdighed, der kan læres, men derimod en færdighed, som kommer af erfaring og livskundskab. “Tværtimod har den såkaldte erkendelsesteoretiske diskurs i det syvende brev til formål at adskille denne særegne dialektiske kunst fra alt det, der kan læres og undervises i.” (Gadamer 2004: 348)

’Det syvende brev’ er en dialog af Platon og samtidig en henvisning til antikkens mundtlige, uskrevne tradition. I følgende citat fra dialogen kommer Platon ind på den immanente lære: “I det mindste har jeg ikke selv skrevet noget skrift herom og jeg vil heller ikke skrive noget. Det adskiller sig nemlig fra andre ting, som kan læres, ved ikke forstås i ord; men efter lang tids hengiven videnskabelig samkvem og efter et tilsvarende livsfællesskab træder det pludseligt frem i sjælen, lige som en ild, der antændes af en nedfaldende gnist, og som derefter bliver næret af sig selv ...” ( Platons Syvende Brev, ns.341-342 oversat af Morten Mikael Hansen) Vi har altså at gøre med en viden som i hvert fald for det belærende sprogs virkning rammer en grænse, hvor den praktiske udfoldelse er den eneste ærlige udtryksform30. Gadamer forklarer (dog uden henvisning til ild i sjælen), at spørgsmålets kunst, er kunsten at føre en virkelig samtale. Netop derfor bliver det sværere at stille spørgsmålet, end at besvare det, idet spørgsmålet betinger dialogens perspektiv. Her med Gadamers egne ord, i endnu en henvisning til den sokratiske dialogform: “En af de største indsigter i Platons Sokrates-fremstilling er, at det er vanskeligere at stille spørgsmål end at besvare dem, hvilket går på tværs af den almindelige opfattelse.” (Gadamer 2004: 344) Et sidste element omkring spørgsmålets rolle i kommunikation er dets forhold til viden. Det står klart, at det at stille spørgsmål står i en direkte relation til viden, og her er der to elementer, som gør sig gældende. Sokrates’ lære om, at det, vi ikke ved, er mere essentielt end det, vi ved, er ligeså essentielt for Gadamer. Med henvisning til Sokrates beskriver Gardamer det således; “Enhver spørgen og enhver videnstrang forudsætter en viden om, at man ikke ved – og det således, at det er en bestemt form for ikke-viden, der fører til et bestemt spørgsmål” (Gadamer 2004: 347). Vores viden om det, vi ikke ved, sætter altså et perspektiv og udstikker en retning. Og som Gadamer skriver, “Et spørgsmål uden en spørgehorisont fører ingen steder hen” (Gadamer 2004: 345). At stille kritiske, opbyggende spørgsmål er altså en forudsætning for viden. Gadamer stiller dette meget skarpt at fastslå: “…Vejen til al viden går gennem spørgsmålet. At spørge betyder at placere noget i det åbne. Åbenheden ved det, der spørges efter, består i, at svaret ikke er lagt fast.” (Gadamer 2004: 344-345) Og opsummerende er viden i denne betydning, at man altid overvejer modsætningen. “Videns overlegenhed i forhold til meningsbaseret forudindtagethed består i, at den kan tænke muligheder som muligheder... Man kan kun have viden, hvis man har spørgsmål: men at spørge, omfatter modsætningen mellem ja og nej…” (Gadamer 2004: 346-347). 30

Denne vidensform ligger tæt op ad den phronesiske vidensform (se s. 32 ff.)

Den viden, som denne komplekse hermeneutiske spørgetrang fører os frem til, deler altså flere grundpræmisser med den phronesiske vidensform. Derfor vil en videre analyse her være at foregribe det næste af problemformuleringens underspørgsmål, hvad skal vi forstå ved viden? I stedet vil jeg afslutte med en delkonklusion om, hvordan den hermeneutiske vinkel er kommet i spil i den praktiske formidlingsopgave.

Opsamling af spørgsmål 1 Gadamers Sandhed og Metode er som beskrevet i indledningen kommet i spil som kommunikationsteori ved at blive benyttet til at understøtte (og forstå) de fysiske filosofiske samtaler og i forbindelse med formidling (website og respons fra målgruppen). I forhold til samtalerne, og ulig en typisk filosofisk afhandling, indeholder projektet en empirisk dimension. Til indsamling af data har jeg gjort brug af en lang række samtaler med relevante filosoffer og praktikere. Samtalerne har fungeret på flere planer: 1. Til brug i forbindelse med dialogfilmene. 2. De har skabt muligheden for at komme tæt på de medvirkendes filosofi og praksis, hvilket har været en givende kilde til levende at diskutere centrale filosofiske temaer, som har medvirket til udformningen af projektet. I forbindelse hermed, har samtalerne ydermere muliggjort, at jeg har kunnet afprøve forskellige formidlingshypoteser, som har været udslagsgivende for valg af medier og for internettets rolle i projektet. 3. I forhold til kommunikation med målgruppen via facebook, mails og møder. Samtalerne har givet flere erkendelser. Først og fremmest at når formålet er at skabe en meningsfuld kommunikationshorisont mellem fagfilosofien og et ikke-fagfilosofisk publikum, så er et fælles sprog en forudsætning. I denne sammenhæng har det i samtalerne med filosofferne vist sig, at de fleste filosoffer har en udpræget tendens til at udtrykke sig indforstået i en snæver filosofisk forståelseshorisont. Forstået på den måde, at der tillægges filosofiske positioner og andre filosoffer en betydning, som er underforstået, og derved udgør et ofte ikke-italesat, fælles intern filosofisk horisont. For eksempel har det i dialogerne med Kim Gørtz og Erik Bendtsen været nødvendigt at skære lange passager fra i forhold til filmproduktet, ganske enkelt fordi en krydshenvisning til en række filosoffer ikke blev ordentligt underbygget, og at det derfor for en udenforstående, ville være umuligt at deltage i dialogen. For at opfylde grundpræmissen om et fælles sprog, mener Gadamer:

At en verden tilfælles er altid ”også selvom den er fiktiv – er en forudsætning for “sprog” (Gadamer 2004: 384). Og for at pege på den verden vi har fælles (uanset om du er filosof, studerende eller maskinarbejder), har det været nødvendigt at holde fokus på filosofiens almene karakter og således sætte filosofiens transcenderende31 karakter og spørgsmål i spil, frem for interne referencer og erfaringer. Det fælles sprog er konkret forsøgt praktiseret, dels ved at eksperimentere med det visuelle og auditive medie, som til forskel fra skriftsproget skaber en levende dialog32. I forhold til websitet og den praktiske del af specialet, har dette også været en hermeneutisk udfordring. Først at forstå og derefter praktisere hvordan forskellige medier som film, musik, still-billeder og skriftsprog taler sammen. Dernæst i forholdet mellem videnssamfundet.com og de medvirkendes input, målgruppens kommentarer og min egen erfaringshorisont, som har flyttet sig under projektforløbet (se evt. model på s. 44). Samtidig kan videnssamfundet.com betragtes som en overleveringshændelse, hvor beskueren inddrages i filosofiske spørgsmål og horisonter. At inddrage beskueren i overleveringshændelsen er dog i praksis ganske vanskeligt, fordi filosofi er blevet en ganske særlig disciplin, som har ry for at være svært tilgængelig. Det bunder ikke i grundfilosofien, for min påstand er, at de fleste vil kunne forstå f.eks. Platons dialoger og Aristoteles’ etik, men problemet er snarere den øgede specialiseringstendens, som filosofien har gennemgået33. Hvis jeg må tillade mig her at beskrive denne kommunikationsudfordring som en metafor, så har filosofi to sider; en inderside og en yderside. Indersiden er det udgangspunkt, hvorfra fagfilosofien betragter verden, og ydersiden er det sted, hvorfra omverdenen kigger ind på fagfilosofien. Forståelsen bliver mulig, når de to horisonter mødes. Som opsummering, som vi har set i dette afsnit, er den genererede hermeneutiske viden en fortløbende proces. En proces, som fortsætter i den hermeneutiske cirkelstruktur og i princippet aldrig ender (ligesom en horisont er i konstant bevægelse). Nedenunder ses et meta-niveau over projekts elementer i forhold til helheden. 31

Transcenderende: her brugt i den simple betydning som overskridelsen af eget internt verdensperspektiv. I forbindelse med det at stille gode spørgsmål, som er omdrejningspunktet for videnssamfundet.com, har jeg erfaret, at det er en disciplin, som kræver træning og erfaring. Derfor har jeg undervejs i projektet fået vejledning fra Kim Gørtz om spørgsmålets perspektiv og mulighed i dialogen, og er derigennem (i regi af Copenhagen Coaching Center), blevet en del af en intensiv to dages workshop på filmskolen, som eksperimenterer med Samtalens filosofiske perspektiver. Denne workshop og et længere varende filosofisk coachingforløb, er et væsentligt værktøj i projektet, fordi netop meningsgivende og udfordrende samtaler er en præmis for videnssamfundet.com's formidlingsmæssige kvalitet. 33 Der har inden for fagfilosofien, især inden for de sidste 200 år, været en stærk tendens i retning af øget specialisering og præcisering. Man kan i dag ikke klare sig med upræcise litterære formuleringer. Der er også udviklet en præcis fagterminologi og fagjargon. Jeg har fundet dette fra Kunsten at studere filosofi, skrevet af tidligere studieleder Klemens Kappel på Institut for Filosofi på Københavns Universitet. Det var dengang jeg startede standardlæsning for alle studerende: Der er et standardvokabularium, man skal beherske. Man kan f.eks. ikke sige: ’utilitarister har det argument, at man altid skal gøre det bedste’. Det hedder: ’utilitarister hævder, at den moralsk rigtige handling er den, blandt de tilgængelige alternativer, der har de bedste konsekvenser’. På den måde er der utallige talemåder, som er specifikke for faget. (Kappel s. 9-10) 32

Her ses hvordan delene spiller sammen med helheden. Linjerne imellem punkterne illustrerer vekselvirkningen. I virkelighedens samspils- og erkendelsesproces er der selvfølgelig mange flere linjer, og alle punkter er forbundne med hinanden i et langt mere komplekst mønster.

Underspørgsmål 2 Hvordan kan vi forstå begrebet viden? Tvivlen er vishedens begyndelse. - Aristoteles

Hvis du forestiller dig, at du er en forsker langt ude i fremtiden, der skal vurdere, hvorvidt mennesket i det 21. århundrede levede i et videnssamfund, da bliver fortolkningen af en abstrakt karakter. For som Aristoteles indledte sin Metafysik, så stræber alle mennesker af natur efter viden. Et hvilket som helst samfund kan i denne forstand være et videnssamfund, idet organiseringen af det sociale og økonomiske liv, selv på de primitive samfundsstadier, altid har været afhængig af viden. Kort sagt, uden viden vil ethvert samfund bryde sammen. Alligevel står det klart, at viden har fået en anden placering end tidligere i forhold til samtidens udvikling af sociale, økonomiske og globale forhold. Dette leder os til det fundamentale spørgsmål: Hvad menes der med begrebet ’viden’? Som baggrund for dette projekt har jeg haft mange møder med forskere, politikere og erhvervsfolk, samt læst rapporter om videnssamfundet ud fra hhv. et akademisk, politisk og erhvervsrettet perspektiv34. Læsningen og møderne viser meget klart, at begrebet viden er et særdeles fleksibelt begreb, som forstås forskelligt afhængigt af, om det er en politisk, erhvervsmæssig eller akademisk horisont, der tænkes ud fra. Derfor vil viden i ental også være en ukorrekt betegnelse for det samfund, som begrebet ’videnssamfund’ sigter mod at beskrive. En anden, understøttende vinkel kommer fra en facebook-kommentar til projektet, som lyder: ”Jeg håber, at filosofien kan medvirke til at sætte spørgsmål ved og rejse en tvivl om videnssamfundets status og overgang til handlingssamfundet” (med to s’er udtrykkes netop en handleform…. En diatese”35 (Frank Iversen, hele kommentaren kan læses i bilag fire). Hvad denne kommentar pointerer er, at ved brugen af to s’er i videnssamfundet, understreges én af opgavens essentielle pointer; nemlig at viden ikke er statisk og passivt, men udvikles i form af aktiv handling. For bedre at kunne forklare dette vil jeg, efter en introduktion til videnssamfundsbegrebet, inddrage Aristoteles’ tre vidensformer episteme, techne og phronesis, hvis opdeling har rødder tilbage til antikken.

Videnssamfundet I et simpelt perspektiv kan man hævde, at hvis symbolet på industrisamfundet var ’samlebåndet’, så vil et passende symbol på videnssamfundet være ’internettet ’. Computeren og internettet spiller en stadig større rolle i vores kommunikation og mediebillede. Internettet viderefører bogtrykkerkunstens tilgængelighed af tekster i et omfang og i en kombination af medier, der alle har 34

Har samlet en række af disse rapporter under “bibliotek” på www.videnssamfundet.com Diatese er en sproglig betegnelse og betyder 'handlingsformer'. Der findes to typer - aktiv og passiv. I en aktiv diatese udgår handlingen fra subjektet - f.eks. i sætningen "jeg spiser is". I den passive diatese, derimod, udsættes subjektet for en påvirkning - f.eks. i sætningen "Isen spises af mig." (Wikipedia d. 15/11-2010) 35

bidraget til en eksplosion af viden36. Nettets interaktive aspekter har åbnet op for en form for dialog, der giver ’almindelige’ mennesker mulighed for at blande sig og bidrage til kommunikationsstrømmen. Alle, med lidt teknisk snilde og en internetadgang, kan i princippet ’trykke’ deres egne meninger i form af en blog eller profil på facebook eller twitter37. Videnssamfundet set i lyset af internettet giver altså mening som begreb, men hvad er konsekvenserne ved eksplosionen af viden, tanker og meninger? Danmark har siden efteråret 2008 mistet omkring 200.000 arbejdspladser38 (primært industri- og produktionsarbejdspladser til udviklingslandende. Et højt lønniveau og et tilsvarende højt skattetryk betyder, at Danmark vil tabe i den globale konkurrence, hvis vi ikke hurtigst muligt reviderer vores økonomiske strategier tilsvarende nye videnssamfunds-arbejdspladser. Mads Øvlisen fremlægger det således i episode seks på videnssamfundet.com: “Jeg synes, diskussionen om videnssamfundet er utrolig væsenlig, for det er jo rigtigt, at det er det, vi skal leve af. Men så synes jeg så bare slet ikke, at der handles i overensstemmelse med disse tanker”. (Mads Øvlisen ca. 40 sekunder inde i filmen). Skal vi leve af viden, hvis vi skal klare os i den globale konkurrence? Og gør det os til et videnssamfund? Hvilket land kan udelukkende leve af industri? Det er en naiv selvforståelse at kortlægge verden således, at de postindustrialiserede lande, som f.eks. Danmark skal leve af at producerer viden, mens industrialiserede lande som f.eks. Kina og Indien skal leve af industri. Både Indien og Kina har en eksplosiv vækstrate indenfor uddannelsessektoren. Udviklingstendenserne i f.eks. det kinesiske videregående uddannelsessystem viser, at den kinesiske befolkning om få årtier vil være blandt de mest veluddannede i verden39. Et andet paradoks, som den japanske professor Hiroshi Tasaka40beskriveri et videointerview: ‘The biggest paradox of today's knowledge society is the fact that knowledge will actually lose value and wisdom management will be the really critical issue’ (41). 36

En pointe, som senere får betydning for diskussionen af etikken og dens relevans i dag. Det kan virke oplagt af drage en parallel mellem udviklingen af internettet siden begyndelsen af 1990erne med opfindelsen af trykkekunsten og dets konsekvener for reformationen. Internettet er dog endnu for ungt til, at vi fuldt ud kan se dets konsekvenser for vores samfund. Men da dette er en ny diskussion, vil jeg lade kommentaren stå for sig selv som fodnote til videre tænkning. 38 Tallene er fra Arbejderbevægelsens Erhversråd 18 august 2010. Rapporten kan læses under fanebladet “bibliotek” på www.videnssamfundet.com 39 Kilde, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. http://vtu.dk/filer/publikationer/2008/strategi-forvidensamarbejde-mellem-danmark-og-kina/html/kap04.htm 40 Hiroshi Tasaka er professor ved Tama University i Tokyo og grundlægger af SophiaBank. Hiroshi Tasaka underviser studerende i CSR, Social Entrepreneurship & Japanese Philosophy 41 Se videoen The paradox of knowledge society. http://www.youtube.com/watch?v=5TgXaaHPhAs 37

Hiroshi Tasaka argumenterer for, at det er en fejlagtig opfattelse, at faktabaseret viden er værdifaktoren i videnssamfundet. Viden falder derimod hastigt i værdi i takt med, at de nye kommunikationsteknologier accelererer informations- og vidensstrømmen, som via mobiltelefon og computer gør viden tilgængelig for langt de fleste. Accelerationen af viden skaber ikke nødvendigvis mere brugbar viden, men et overskud af viden som både devaluerer videns værdi i kraft af dens tilgængelighed og hurtigere forældning. Derfor er det væsentligt at spørge ind til, hvilken viden har værdi, for at kunne navigere i samtidens videns-kakafoni. Aristoteles’ tre vidensformer kan her hjælpe os med at navigere. Før vi gennemgår de tre vidensformer, som jeg har valgt at belyse nærmere i dette projekt, vil jeg afslutte dette afsnit om videnssamfundet ved at nævne nogle brugbare definitioner af det. Et populært social økonomisk forslag lyder, at videnssamfundet er kendetegnet ved, at viden har fået en langt større betydning for individuel succes, virksomheders konkurrenceevne og nationers velfærd end hidtil (Kolind 2000: 26ff.). Et beslægtet, men mere systemteoretisk og akademisk forslag går ud på at viden er det vigtigste middel til at håndtere den stadigt stigende kompleksitet og stadigt mere hastige forandring som angiveligt kendetegner dagens samfund (Qvortrup 2004: 33ff.).

Episteme, techné og phronesis. Kan vi lære noget om nutiden ved at studere fortiden? Når det gælder vores moderne begreb om viden, føres vi uundgåeligt tilbage til de græske filosoffer, som aktivt benyttede en opdeling af forskellige vidensformer. I det følgende vil jeg introducere Aristoteles’ behandling af vidensformerne, episteme, techné og phronesis. Jeg har udvalgt disse tre vidensformer42 for dels at give et perspektiv på begrebet videnssamfundet og dels fordi, en basal forståelse af phronesis får direkte betydning for den praktiske filosofs rolle i videnssamfundet.

Teoretisk videnskabelig viden – episteme Udtrykket Episteme, (gr. 'viden', af epi- og histamai 'stille, indrette'), var hos Aristoteles en betegnelse for den universelle viden, der nødvendigvis og altid er sand og hvis objekter er uforanderlige. I værket Ethica Nicomachea, siger han: “Hvad videnskab (o.a. episteme) er, bliver tydeligt ud fra følgende (...) Vi antager alle, at det, vi ved, ikke kan forholde sig anderledes, end det gør. Men om det foranderlige ved vi ikke, så snart det er 42 Jeg er opmærksom på at der findes flere vidensformer, men har valgt at fokuserer på disse tre, som jeg mener er

mest relevante for specialets kontekst.

udenfor vores iagttagelse, om det er eller ikke er, mens en genstand for viden findes af nødvendighed. Den er altså evig (...) Induktion er også princip for det almene, men syllogismen går ud fra det almene (...) Videnskab er således en demonstrativ fremgangsmåde (...) Når der findes en vis overbevisning og man kender principperne, da findes der videnskab. Og kender man ikke principperne bedre end man kender konklusionen, da vil man kun tilfældigt have viden. Lad videnskab være defineret på denne måde.” (Aristoteles 2000: 151-152 N.E., 1139b) For Aristoteles betegner episteme den ’demonstrative’ viden, der kan udtrykkes i en syllogisme43, hvis konklusion bygger på nødvendigvis og universelt sande præmisser. Tilgangen til episteme som vidensform er teoretisk-videnskabelig og analytisk af natur og svarer således til det videnskabelige ideal, som det kommer til udtryk i naturvidenskaben. Det skal siges, at det ikke kun er indenfor naturvidenskaben, at denne epistemiske videnskabelige stræben finder sted. Den analytiske teoretiske tilgang til viden, har haft stor indflydelse også på samfunds- og humanvidenskaberne. Opsummerende er episteme, ifølge Aristoteles, sand og endegyldig viden. Det er videnskabelig kundskab, som er universel og invariabel. Den viden der produceres er uafhængig af kontekst, tid og rum; en viden der gælder til alle tider. Dette suppleres af Bent Flyvbjerg som skriver: ”Episteme videnskabelig viden. Universel, invariabel, kontekstuafhængig. Baseret på generel analytisk rationalitet. Det oprindelige begreb kendes i dag fra f.eks. begreberne ’epistemologi’ og ’epistemisk’. (Flyvbjerg 2001: 71) Episteme er derfor den viden, der ligger til grund for de videnskabelige teoretiske tankeformer. Den er kendetegnet ved dens uforanderlighed igennem tid. Efter denne korte præcisering af episteme, går vi til begrebet Techné som er den videns-form, der hører til de skabende aktiviteter. Det står klart, at Aristoteles’ techné begreb er en form for viden, som er modtagelig for forandring. En variabel viden, der er kontekstafhængig. Techné er karakteriseret ved dens anvendlighed i praktisk udførsel, det drejer sig om at kunne og vide hvordan. Hvis vi ser techné som en læringsproces, så er den praktiske viden (techné) forbundet med at lære at udføre et repertoire af handlinger, som skal føre til et ønsket resultat. Handlinger ses som et middel og viden er et instrument til at nå noget. Techné er fokuseret på produktion og er som viden altid praktisk orienteret. Kommer der problemer, forsøger vi os frem, til det virker. Den, der har lært sit håndværk, en ægte beherskelse af tingene, mestrer techné vidensformen. Hvilket kommer frem i Gadamers reference til Aristoteles: 43

Syllogisme (af græsk syllogismos, sammenregning) er en logisk slutning, som består af to præmisser og en konklusion, som alle er kategoriske udsagn, f.eks.: 1. Præmis: Alle mennesker er fejlbarlige. 2. Præmis: Filosoffer er mennesker. Konklusion: Filosoffer er fejlbarlige. Ordet anvendes ofte i en videre betydning om alle argumenter med to præmisser og én konklusion. (http://da.wikipedia.org/wiki/Syllogisme 24/11-2010)

‘Techné eller Tyche (en gunstig skæbne) og Tyche eller Techné, Det betyder: Den, der har lært sine ting, opnår for det meste også et vellykket resultat.’ (Aristoteles citerer digteren. Gadamer 2000: 300) Idag, hvor det meste af håndværkskunsten (tænk f.eks. på husbyggeri) er industrialiseret, genkender vi techné begrebet i f.eks. teknik, teknisk og teknologi. I forlængelse af dette, vil jeg hævde, at den fremherskende industrialisering og mekanisering igennem det tyvende århundrede, har haft den sideeffekt, at den ægte beherskelse af techné, er blevet et sjældent karaktertræk, fordi maskinen har automatiseret utallige håndværksmæssige processer. Dette er et interessant set i lyset af den aktuelle diskussion om videnssamfundet. Jeg følger op på påstanden i delkonklusionen, men først skal vi se på den sidste af de tre vidensformer jeg har valgt at behandle her, nemlig phronesis.

Viden i praksis – Phronesis Mens episteme har at gøre med teoretisk viden om 'hvorfor' og techné med teknisk viden om 'hvordan', fremhæver phronesis den praktiske viden og den praktiske etik. Derfor oversættes phronesis ofte med praktisk visdom eller livskundskab (Flyvbjerg 2010:70)44. Denne tredje vidensform, er ligesom techné situationsafhængig, men hvor techné er knyttet til ting, er phronesis knyttet til mennesker: “Vi vil forstå, hvad kløgt (phronesis o.a) er, når vi betragter dem, som vi kalder kløgtige. Det synes at karakterisere den kløgtige, at han er i stand til dygtigt at overveje det, som er godt og gavnligt for ham ... Ingen overvejer og træffer beslutninger om de ting, som umuligt kan være anderledes --- da er kløgt ikke lig med hverken videnskab eller kunsten, da handlen og frembringen er generisk forskellige. Tilbage bliver, at den er en handlende og sandt rationel egenskab, som angår det for mennesket gode og slette. Frembringelse har et mål udenfor sig selv, men handlen har ikke. At handle vel er et mål i sig selv. Derfor betragter vi også Perikles og hans lige som kløgtige, da de er i stand til at forstå, hvad der er godt for dem selv og for menneskene”. (Aristoteles 2000: 153 N.E. 1140a - 1140b) Phronesis er således en praktisk viden, hvad angår livet mellem mennesker. En etisk fornemmelse for, hvad der er den rigtige handling i en given situation, hvis vidensform udspringer af livserfaring og menneskekundskab. En væsentlig forskel, som Gadamer fremhæver imellem udøvelsen af den håndværksmæssige kunnen (techné) og udøvelsen af den etiske praksis (phronesis) er at: 44 Der skal gøres opmærksom på, at der her er forskel på praktisk og teoretisk visdom (sofia). Det ligger udenfor dette projekts sigte at gennemgå dette yderligere. For at forstå denne sondring kan jeg bl.a. henvise til Essays on Aristotle's "Ethics" (1980) redigeret af Amelie Oksenberg Rorty.

“Man lærer en techné, men kan også glemme den. Men man lærer ikke den moralske viden, og den kan heller ikke glemmes” (Gadamer 2001: 302). Man kan derved ikke lære at mestre den phronesiske vidensform på samme måde som man kan lære at bygge et hus. For at forstå hvad der i en given mellemmenneskelig situation, er den rigtige handling, er det ikke nok at læse en bog om etik eller at lære det pligt-etiske regelsæt at kende. For at beherske phronesis vidensformen er det nødvendigt på egen hånd at kaste sig ud i livet og gradvist tilegne sig disse egenskaber og karaktertræk som den phronesiske vidensform fordrer. Dog er det klart at phronesis ikke kan reduceres til handling alene. En kontemplation over praksis er afgørende for at kunne drage nytte af sine erfaringer. Det er altså i spændingsfeltet mellem gøren (handling) og iagttagelse (evnen til refleksion), at den phronesiske læringsproces udspiller sig, i et samspil med den enkelte (individet) og de andre (samfundet45). Helt alene er mennesket i Aristoteles’ tanke om phronesis dog ikke. De vigtige etiske værdier kommer til udfoldelse i Aristoteles dydskatolog (Ethica Nicomachea), som fungerer som en slags forbillede, der kan benyttes som etiske reference punkter46 (Gadamer 2001: 302). Ansvaret hviler på den enkelte selv til at vurdere, hvad der i den givne situation er den retfærdige handling. Afslutningvis er vigtigt at understrege, at phronesis er en form for viden der har karakter af det, vi i dag ville kalde tavs viden. Det er en viden om moralsk praktiske forhold, som ikke kan ekspliciteres udtømmende, men som dog er viden: en viden som: ’know how’ i modsætning til ’know that’. Det er en viden som udvikles langsomt og som også kan formidles, men ikke kun diskursivt47 også intuitivt48.

Delkonklusion (opsummering af spørgsmål 2) Det er ikke indlysende, eller gennemsigtigt, om vi kan stole på den viden, som bliver præsenteret for os. Som nævnt under definition af videnssamfundet, er vidensmængden eksploderet i omfang og tilgængelighed takket være internettet, hvis flygtige natur skaber tvivl om stoffets pålidelighed49. Dette stiller mennesket i en udfordrende situation, nemlig selv at skulle vurdere og selektere. Det står 45 Ikke i betydningen af et specifikt samfund, men i betydning; en samling af individer, som har organiseret sig i et fællesskab. 46 Ethica Nicomachea (på dansk Etikken) vil blive behandlet i forhold til phronesis i underspørgsmål tre. 47 (af lat.), om tænkning, som går frem fra begreb til begreb, fra slutning til slutning; det modsatte af intuitiv. 48 Opsamling fra samtale med filosoffen Erik Bendtsen om begrebet phronesis 49 I forhold til videnskaben dukkede de første videnskabelige tidsskrifter op i 1600-tallet. Hundrede år senere var der 10, i 1800 omkring 100 og i 1850 omkring 1000. I dag er tallet uklart. Skøn svinger mellem 30.000 og 100.000, hvilket i sig selv er et udtryk for vanskelighederne ved at bevare overblikket. (Thyssen 1994: 147).

derfor klart, at overskuddet af viden kræver nye redskaber og man kunne videre argumentere for nødvendigheden af at besidde en evne til at sætte viden i perspektiv, for at kunne forstå og realisere dens potentielle værdi. Viden er altså et vanskeligt og komplekst begreb, som vi bør forstå på flere niveauer. Jeg har valgt et fokus på episteme, techné og phronesis, fordi denne opdeling af vidensformerne kan give os et redskab, der kan bidrage til at forstå de muligheder og begrænsninger vi har, når vi skal skabe værdi og navigere i samtidens ’videnssamfund’.

Benytter vi aktivt Aristoteles’ tre vidensformer, der i hans tid gav mening indenfor henholdsvis videnskab, håndværk og etik, så kan vi bemærke, at vi i dag har fremmet den teoretiske viden (episteme), hvis analytiske natur har fået en stærk dominans50. Det skal dog siges, at man i moderne

50 At videnskaben

i perioder har isoleret sig voldsomt har historisk vist, at teori skabt på disse betingelser – dvs. teori uden forbindelse til praksis – kan være skadelig for mennesker (Jørgensen videnssamfundets fremtid: 19 ff).

videnskab, arbejder med empiri51. Technés håndværksmæssige felt har i vores del af verden gjort det ud for den praktisk anvendelige viden og da den i høj grad er fokuseret på betjening af maskiner, er et fokus på teknologisk og videnskabelig udvikling, sket på bekostning af etikken (Thyssen 1994: 78). I næste afsnit, skal vi se hvordan phronesis indgår i den aktuelle etiske diskurs som en særdeles relevant etisk videnstilgang.

51 Her beslægtet med Aristoteles defination af begrebet nous hvilket kan oversættes til den sansemæssige og fornuftmæssige begribelse af ting og deres former (Sørensen 2010: 333).

Underspørgsmål 3 Hvordan kan vi forstå phronesis i et aktuelt etisk perspektiv? Har man ingen karakter, må man skaffe sig leveregler

- Albert Camus

I sidste afsnit gennemgik jeg i grove træk, hvad der karakteriserede phronesis som vidensform. I dette afsnit stiller jeg spørgsmål om, hvorfor et etisk perspektiv i forhold til begrebet phronesis er aktuelt netop nu.

Anvendt etik – og sondringen mellem moral og etik Lægevidenskabens hastige fremskridt siden ca. 1980 var den reelle motor bag diskussionen om etik i en bredere kontekst end den fagfilosofiske. Fra at være en område, der groft sagt kun blev behandlet af filosoffer, blev etikken en sag, som vakte interesse i det meste af samfundet. De etiske spørgsmål i den moderne lægevidenskab kom bag på de professionelle lægevidenskabsforskere, som pludselig skulle legitimere deres forskning i livets og dødens grænsemuligheder. Det overraskede også de professionelle etikere, som havde specialiseret sig i at finpolere ord som ’bør’, ’pligt’ og ’rettighed’, hvilket var svært at omsætte i de spørgsmål, som lægevidenskaben eksperimenterede med. F.eks. kunstig befrugtning, transplantationer og gensplejsning. Dette fik de fagligt velfunderede etikere til at opdage, at der er forskel på hhv. moralske ord og evnen til kunne omsætte dem i praksis (Siggard, Pruzan og Thyssen 1990: 72). Dette skabte en ny situation, hvor det afgørende for en etisk teori ikke længere var dens teoretiske raffinement (og evnen til at overbevise kolleger), men i højere grad dens praktiske nytte. Det førte til udviklingen af begrebet ’anvendt etik’. Denne udvikling gav de dominerende retninger inden for akademisk filosofi – pligt-etikken (deontologien) hos Immanuel Kant og nytte-etikken (konsekventialismen) hos John Stuart Mill – nogle seriøse udfordringer. Lad mig kort redegøre for, hvorfor det er således: Kant funderer moralen i pligten – som agtelse for den moralske lovs almengyldighed (Birkegaard Hansted, Pinholt og Christensen (2005): 37 ff). Det er dog svært at forestille sig, hvordan diskussionen om moralens almene gyldighed kan anvendes i hverdagens komplicerede konflikter. Det er f.eks. altid rationelt at følge sin pligt i stedet for sine følelser, men er det en mulighed, at vi ikke altid er motiverede af pligten alene? Hos Stuart Mill er moralen funderet i en kalkule, hvor den moralske handling er altid at handle således, at det skaber den størst mulig kollektiv og personlige lykke (Thyssen 1994: 123 ff). Det er svært at gennemføre en etisk diskussion på dette grundlag, da denne teori kræver, at man forud for sine handlinger kan udregne, hvordan handlingerne resulterer i størst mulig lykke for flest mulige mennesker. Hvilket synes i praksis umuligt, og det vil samtidig kræver det en konsensus om hvad lykke er. Både pligtetikken og nytteetikken er modificeret gennem tiderne, jeg vil dog ikke gå mere i dybden med analysen af de etiske retninger, da dette ligge udenfor dette formidlingsspeciales områder. Jeg vil ikke gå mere i dybden med analysen af de etiske filosofiretninger, da dette ligge uden for dette

formidlingsspeciales områder. I stedet vil jeg henvise til min bacheloropgave En rejse i etikkens væsen 2005, hvor de forskellige retninger er grundigt diskuteret i forhold til hinanden52. Opsummerende er det klart, at når etikken ikke kan begrundes objektivt, og der ikke findes nogen tvingende bevisførelse (sandt eller falsk), der kan benyttes i den konkrete situation, er det nødvendigt, at den etiske diskussion så og sige ’kommer ned på jorden’. Det betyder, at vi må bevæge os ind i et andet univers, hvor vi i stedet for at beskæftige os alment med moral og etik må gå et trin ned og tage udgangspunkt i de mennesker, som skal bruge etikken i konkrete situationer. Denne konsekvens blev herhjemme taget af f.eks. Ole Thyssen, Peter Pruzan og Hans Siggard Jensen m.fl., som fra midten af 80’erne begyndte at se etikken som et konkret håndværk, (primært rettet mod virksomheder og organisationer53). Især bøger som Den etiske udfordring i et pluralistisk samfund (1990)54 og Kommunikation, kultur og etik (1994)55 er interessante i denne sammenhæng. Begge bøger arbejder med skellet mellem moral og etik og argumenterer for, at da det pluralistiske56 samfund er rammen om mange livsformer og -verdener, er der mange forskellige moraler på spil (Siggaard, Pruzan og Thyssen 1990: 8 ff.). Derfor er der brug for, hvad Thyssen kalder ’etikken som moralens57 anden orden’ (Thyssen 1994: 119 ff). Opsummerende tager den etiske diskussion udgangspunkt i, at vi ikke længere kan begrunde moralen objektivt, og derfor kan moralen ikke længere forpligte. Når samfundet samtidig er rammen om flere ‘moraler’, som hver især værner om deres eget verdensbillede, så kan moral i stedet for at skabe tryghed og stabilitet være kilde til konflikt. For at løse denne konflikt er det etikkens opgave at gå på tværs af de forskellige moralske overbevisninger og skabe en ny, fælles orden igennem stabiliseringen af en ny helhed. Lad mig illustrere:

findes på videnssamfundet.com under ‘bibliotek’, se ’etikkens væsen’. forklares i deres filosofiske virke fra midten af 80’erne på Københavns Handelshøjskole (i dag CBS). Af Siggaard Jensen, Pruzan og Thyssen 55 Af Thyssen 56 Pluralisme, (af pluralis og -isme), i filosofisk sammenhæng en opfattelse af verden, som fremhæver forskelle og flerhed i modsætning til ligheder og enhed. (Den store danske encyklopædi). 57 De etymologiske baggrunde for begreberne ’etik’ og ’moral’ har begge har deres latinske og græske rødder i ordet ’sædvane’. De er ofte blevet anvendt uden denne klare opdeling op igennem filosofihistorien, og alligevel giver sondringerne mening i dag. Denne sondring er altså af nyere tid. 52 Kan

53 Dette 54

Her har jeg illustreret diskussionen i forhold til lægevidenskabens eksperimenter. I dag kunne det måske være endnu mere relevant at tage udgangspunkt i de klima-etiske spørgsmål, hvor forskernes manglende præcision og indbyrdes uenighed i sidste ende skaber (eller undskylder) handlingslammelse. Det bliver til et spørgsmål om prioritering, hvilket kan bunde i etiske spørgsmål som har en almen relevans, f.eks. spørgsmål om lighed, retfærdighed og om, hvordan vi omgås naturen. Her er det hensynet til kommende generationer, forskernes resultater, praktiske økonomiske præmisser, den politiske og erhvervsmæssige handlekraft og os som forbrugere og vælgere, der alle er stemmer, som i praksis definerer spillereglerne for, hvordan vi tackler klimaforandringerne. Her er det igen tydeligt, at de professionelle etikere (f.eks. fagfilosoffer med fokus på etik) ikke kan overtrumfe de andre perspektiver, men må indgå som én stemme. Denne stemme kan f.eks. få betydning ved at lade de forskellige perspektiver tale sammen og derved opnå ny forståelse om de andres horisonter. Her er en henvisning til Gadamer på sin plads: “... Tværtimod er forståelse altid den proces, hvor horisonter, der formodes at eksistere for sig selv, smelter sammen” (Gadamer 2004: 291). Hvis vi tager denne diskussion et trin ned og forholder os til de forskellige verdenssyn som støder sammen i vores pluralistiske samfund, kan jeg illustrure dette med et aktuelt og nærværende eksempel. Jeg har en god ven i Danmark, Hamayun Butt, som er troende muslimsk, men dansk født Pakistaner. Under Muhammadkrisen i 2006 stod Hamayun i personlig konflikt. På èn side var han

som rettroende muslim, stærk modstander og oprørt over Muhammadtegningerne og på den anden side, var han som dansker for ytringsfriheden. Da krisen var på sit højeste, virkede disse to sider uforenelige. På den ene side et religiøst moralsk fundamentalt bindende billedforbud og på den anden side, en ligeså fundamental dyrkelse af værdien ’ytringsfrihed’. Det er klart at disse positioner udelukker hinanden og Hamayun kunne altså ikke både være rettroende muslim og for ham en ’rigtig’ dansker uden at være dobbelt moralsk (tjene to modsatrettede moraler på èn gang). Eksemplet viser, hvordan sondringen mellem etik og moral giver mening i vores samtidige samfund, hvor mange værdier og perspektiver krydses. Her er det klart, at de fælles spilleregler må være abstrakte og almenmenneskelige for at kunne dække mange perspektiver. Disse fælles ’spilleregler’ vil jeg definere som etik. Derved giver Thyssens definition af etikken som moralens anden orden også mening. I denne aktuelle sammenhæng er phronesis som en aktiv etisk vidensform, der forener fornuft og erfaring, afgørende. I forlængelse af dette er det nødvendigt at præcisere, hvordan phronesis indgår i den etiske diskurs. Først og fremmest er phronesis en del af Aristoteles’ dydsetik58, som indgår i Den Nichomacheiske Etik, bog VI. Her beskriver Aristoteles Phronesis som den overordnede dyd: “For den som ejer den ene dyd, kløgten (o.a phronesis), han ejer også alle de andre” (N.E. Aristoteles: 1145 a). Der er altså et gensidigt forhold imellem Phronesis og de andre dyder. Af dyder fra Aristoteles´ Den Nichomacheiske Etik er bl.a. lykke, retfærdighed, venskab og godhed. Jeg har valgt ikke at behandle hverken disse eller øvrige dele af Aristoteles’ etiske projekt, da det ikke direkte er en del af dette projekts problemfelt59. Som vi var inde på i sidste afsnit kan phronesis ikke nedskrives som et fast regelsæt for, hvordan vi skal handle men må stole på evnen til at balancere den praktiske viden, som bygger på erfaring af og intuition for, hvad der i en given situation er den rigtige handling. I denne forstand er phronesis en form for praktisk og etisk fornuft, som kan fremtræde gennem vores personlighed og karaktertræk. Phronesis kommer til udtryk i vores valg af handlinger, som 58

Begrebet ’dyd’ forekommer gammeldags og giver associationer til viktorianske forestillinger om kvinden eller barnets ’dyd’ (ses men ikke høres). Samtidig kender vi begrebet, brugt negativt, i forhold til dét at være et dydsmønster, om en person, som altid gør det korrekte. Disse associationer bør træde i baggrunden og selve begrebet dyd skal istedet tænkes opbyggende, som positiv styrke eller karaktertræk hos den enkelte. Begrebet dyd kommer fra det norrøne dygð, som er beslægtet med verbet "at du", og betød oprindelig duelighed eller dygtighed. Det latinske ord for dyd og styrke, virtūs (fra vir "mand"), og det græske aretē har lignende oprindelser. http://da.wikipedia.org/wiki/Dyd 26/11-2010 59Jeg har fremhævet phronesis som det interessante aspekt af Aristoteles' etiske projekt i denne opgave. Flere af de øvrige kommer direkte i spil i det praktiske produkt www.videnssamfundet.com. Hvis læseren ønsker at komme til en dybere forståelse af dydsetikken og de forskellige dyder, kan jeg anbefale Moderne dydsetik arven fra Aristoteles af Anne-Marie S. Christensen.

derigennem opnår en etisk dimension. For at en person kan agere etisk, er det ikke nok at studere dydsetik og undersøge, hvad en etisk handling er – det er nødvendigt at praktisere etikken. Samme ræsonnement gælder, hvis man vil være god til fodbold – så er det ikke nok at studere fodboldkunsten, men det er nødvendigt også selv at få beskidte bukser og spille fodbold. Det er i dette perspektiv at phronesis indgår i den moderne debat om anvendt etik og sondringen mellem moral og etik. Hvis vi vender tilbage til debatten om det etisk anvendte perspektiv som fremlagt af Thyssen, Pruzan m.fl., er min påstand, at det er en svaghed, at den anvendte etik i sidste instans er rettet mod at skulle appliceres og formaliseres i en organisation (organisationsetik) eller i virksomheden (etiske regnskaber m.m.). Dette mener jeg er forfejlet, da etikken i så fald repræsenterer nye subkulturer og kommer til at skulle forsvares i forhold til økonomiske hensyn (den økonomiske bundlinje60). Her ser jeg i forlængelse af phronesis-begrebet, at etikken har deres udspring i det enkelte menneske selv og så at sige skal styrke mennesket indefra. Helt essentielt er det, at phronesis som vidensform ikke udvikles inden for en snæver subkultur (dette kunne f.eks. være fagfilosofi eller inden for den enkelte virksomhed), men mellem subkulturer, som repræsenterer divergerende perspektiver. Samtidig kan vi ikke forudsætte fælles værdier forud for mødet med omverdenen, men må se etikken som situationsbaseret. I det praktiske produkt, videnssamfundet.com, er det min intention at aktualisere det etiske, phronesiske perspektiv igennem levende samtaler, hvor flere perspektiver indgår i den etiske diskussion. Før vi når til dette vil jeg afrunde del I med en kort opsummering.

Denne diskussion er særdeles relevant i forhold til virksomhedernes aktuelle udvikling af Corporate Social Responsibility (CSR).

Opsummering af del I. som bro til det praktiske produkt Den filosofiske hermeneutik og phronesis i forhold til den praktiske filosofi I forståelsen af hvordan phronesis indgår i den praktiske filosofi, står det klart, at vi ikke blot kan sætte begrebet ind i en nutidig kontekst, for dertil er forskellen fra det antikke Grækenland og nutidens samfund for stor. Alligevel synes flere aspekter af phronesis at være bemærkelsesværdigt relevante for den praktiske filosofi i dag. Det er klart, at når vi gøre brug af den praktiske phronesistilgang, bliver vi konfronteret med konkrete økonomiske, sociale og politiske forhold, som i mange tilfælde kan dominere ens undersøgelsesområde. Historisk set har vores begær efter magt og penge har været et dominerende element for den menneskelige motivation. ”Man eats first, thinks after”, et citat tilskrevet Albert Camus, som uden tvivl bærer på en reel betragtning. Opsamling af og kendskab til lignende betragtninger igennem historien giver os muligheden for et indblik i den menneskelige erfaring og erkendelseshistorie – en historisk indsigt de græske filosoffer ikke var i besiddelse af. I dette lys synes en kritisk og undersøgende tilgang til Aristoteles at være på sin plads. Gadamer argumenterer for, at vi bør se mennesket som et historisk væsen, som således ikke er i stand til at sætte sig selv uden for historien; “Når vi prøver at forstå et historisk fænomen ud fra den historiske distance, som bestemmer vores hermeneutiske situation som helhed, ligger vi altid på forhånd under for virkningshistoriens virkninger” (Gadamer 2000: 286). Da en phronesis-videnstilgang altid vil være forbundet med den givne situation, kan vi kun tolke ud fra vores erfaringer. Dette perspektiv åbner for etikken som en eksistentiel del af vores samfundsliv, hvor mennesket qua sin væren i verden er rettet mod sin fremtidige eksistens og derved kan gøre brug af sine erfaringer61. I stedet for at fokusere på objektive kriterier for etikken, giver det mere mening at tale om socialt funderede forståelses- og værensmuligheder, der er op til den enkelte at indfri. For det 21. århundredes menneske er det derfor ikke dyderne i det antikke Grækenland, som har relevans. Vi må derimod forholde os til de eksistentielle værdier for menneskene i dag. Alligevel giver en læsning af Aristoteles’ etik, omend fortolket ud fra mit historiske og kulturelle ståsted, en klar fornemmelse af visse menneskelige værdiers almene relevans. I en nyfortolket form kan Aristoteles’ etik efter min overbevisning anvendes i forhold til de udfordringer og problemer, vi nutidige mennesker står overfor. Især vurderer jeg, at den åbne og praktiserende tilgang til verden, som phronesis forudsætter, har en vigtig rolle i vor tid. Videnssamfundet er jo netop kendetegnet 61

Hvilket Tor Nørretrandes bl.a. også argumenterer for i episode 7 del 2 af filmene på vidensamfundet.com.

ved, at mange verdenssyn skal koordineres og samstemmes. Samtidig giver det mening at være åben over for forandring og nye forståelser i overgangen fra industri- til videnssamfund hvor det enkelte menneske skal kunne være fleksibelt og indgå i nye sammenhænge, med nye jobfunktioner, etc. En sådan åbenhed kan dog kun bære frugt, hvis der samtidig sættes fokus på evnen til at udføre visdom i praksis, da den ellers ville virke naiv og fordummende. Sagt på en anden måde giver det ikke mening, at etikken i videnssamfundet skal søge en ’én-gang-for-alle facitliste’ over, hvad der er rigtigt og forkert. I stedet giver det mening, at vi bevæger os et trin nedad og i forlængelse af den phronesiske videnstilgang tager udgangspunkt i de mennesker, som skal bruge etikken i konkrete situationer. Opsummerende vil jeg argumentere for, at den aristoteliske phronesis-fremstilling, kombineret med Gadamers betoning af den historiske bevidsthed, udgør et solidt afsæt for den praktiske filosofi, hvis kerneområder er etik, politisk filosofi og æstetik. I modsætning til den teoretiske filosofi, beskæftiger phronesis sig med menneskelige handlinger, og derigennem egner den sig godt til samtidens omskiftelige karakter. Phronesis fokuserer nemlig på filosofi i relation til en proces, hvor udfaldet endnu ikke er konkluderet; altså på det som kan være anderledes, hvor involvering og deltagelse kan have en udslagsgivende effekt. Som vi har set, fordrer det hermeneutiske udgangspunkt, at phronesis skal oversættes eller fortolkes for at kunne passe ind i en samtidig ramme. Med andre ord, er hermeneutikkens opgave bl.a. at hente fortidens klassiske filosofiske tekster frem fra deres tidsmæssige fremmedgørelse og bringe dem i den levende samtales nærvær. (...) Fuldføre en meningskommunikation, der, hvad kunsten at bearbejde den litterære overlevering angår, er hermeneutikkens opgave.” (Gadamer 2004: 349). I den følgende del II, ’Det praktiske produkt’, vil vi se på, hvordan dydsetikken i en moderne hermeneutisk dannelserejse, er overleveret i en ny fortolkning via tidens kommunikative muligheder for at skabe horisontsammensmeltninger.

Del II - Det praktiske produkt Hvordan er teorierne omsat til praksis? Tænkning i sig selv bevæger ikke noget, men kun den målrettede og praktiske tænkning bevæger (N.E 1139b) - Aristoteles

Som vist i det indledende projekt design (s.11), er vi nu fremme ved den lille trekant, tættest på det praktiske formidlingsprodukt. På baggrund af min gennemgang af Gadamers kommunikationsteori, erfarede vi, hvordan den hermeneutiske proces og horisontsammensmeltning indgår som teoretisk baggrund for projektets praktiske dimension. Senere i underspørgsmål to og tre, sætte vi spørgsmål ved begrebet og fænomenet videnssamfundet og følgende, hvad kan vi forstå ved viden. Dette førte os tilbage til Aristoteles´opdeling af vidensformerne episteme, techné og phronesis og videre, hvordan phronesis i et nutidigt perspektiv indgår som en vital og aktuel del af den praktiske filosofi (med fokus på etik). Samtidigt begrundede vi, at Aristoteles’phronesis begreb skal sættes ind i en ny sammenhæng, for at indgå i vores behandling af ’videnssamfundet’. Da phronesis er mere end diskursiv formidling, er det relevant at vide, hvordan centrale eksempler på fornuftige aktører tænker og handler i dag i forhold til de klassiske etiske værdier. Derfor er dette speciales praktiske formål at oversætte phronesis og dydsetikken til en række levende dialoger, hvor filosoffer, forfattere, én fremtidsforsker, én erhvervsmand og én politiker oversætter de etiske værdier til personlige erfaringer og tanker, i et ligefremt sprog og en tilgængelig form. Før vi ser på, hvilke personer, der er tilknyttet projektet, vil jeg først kort opridse fremgangmåden bag projektet videnssamfundet.com.

Formidlingsdelen, www.videnssamfundet.com I studieordningen62 fremgår det, at formidlingsspecialet kan benytte en tekst, lyd, video, eller webproduktion til at skabe formidlingsbroen. Formidlingsdelen i nærværende projekt benytter flere af disse kommunikationsformer. Først og fremmest er det en web-produktion, videnssamfundet.com, som består af: • 7 små dialogfilm, hver på ca. 10 min63 og en introfilm på 3 min. (under fanebladet, ’intro’ og fanebladet, ’start’) • En række relevante artikler, bøger og links (under fanebladet, ’bibliotek’) • Fotoportrætter (link findes på profilernes side) • Begrebsforklaring over relevante begreber (under fanebladet, ’wiki’) • En bro til facebook-siden www.facebook.com/videnssamfundet (på forsiden, ’intro’) For at løse denne opgave har det været nødvendigt at lære flere håndværksmæssige kundskaber 62

…”Den formidlende del kan være en tekst, en videoproduktion, en lydproduktion, en web-produktion eller andet, hvis sigte er at formidle indholdet af den faglige del til et ikke-fagligt publikum” (Studieordning for kandidatuddannelsen i Filosofi, 2008-ordningen s. 26). 63 Film 7 tager udgangspunkt i 2 personer og er på 20 min.

(techné), bl.a. at lave websites, forstå og benytte sociale medier som kommunikations værktøj og styre og organisere en lille filmproduktion samt lære nogle journalistiske virkemidler for at lede dialogen. Dertil har jeg besøgt de udvalgte personer i deres selvvalgte lokationer. Stederne gav en personlig ramme om dialogen og et æstetisk udtryk som understøttede den enkeltes emne eller baggrund. Med udgangspunkt i dydsetikken, er hver enkelt samtale bygget op om personens egen tolkning af et etisk emne 64. De etiske emner som jeg har fremhævet som specielt væsentlige at overlevere er; mod, visdom, nærvær, kunsten at stille spørgsmål, lykke, ansvarlighed og frihed. Dialogen omkredser de etiske emner gennem spørgsmål og svar. Hvis det etiske emne f.eks. er ansvarlighed, vil dialogen ikke udelukkende handle om ansvarlighed, men indsætte begrebet i en tidsaktuel sammenhæng med relevans for videnssamfundet, som er det overordnede referencepunkt i alle samtalerne. Samtidigt er samtalerne bygget således op, at de første spørgsmål omkredser personen jeg snakker med, de næste spørgsmål (hvor hovedvægten af dialogen ligger) er omkring det etiske emne. Spørgsmålene søger at sætte dialogen ind i en aktuel sammenhæng og lade samtalepartneren give gode råd med videre på ’rejsen’. Emnerne er inspireret af Aristoteles’ dyder, men er trods sammenfald ikke identiske, f.eks. er kunsten at stille spørgsmål inspireret af hermeneutikken og nærvær inspireret af stoisk ro og den buddhistiske filosofi om mindfulness65. Hvordan disse to omtalte emner, kan relateres til etikken fremgår af de konkrete dialoger, som kommer til udtryk i filmene. Som sagt, er projektets formål ikke en direkte overlevering af Aristoteles’ dyder, men at oversætte phronesis og dydsetikken til videnssamfundets aktuelle sociale virkelighed og nutidige kontekst.

Hvem er de udvalgte? Rejsen starter hos Ida Auken, som er folketingspolitiker for SF. Dialogen omkredser værdien mod. Centralt for Ida er evnen til at kommunikere modigt og forholde sig åbent til sin omverden ved at lytte aktivt til oppositionens meninger og holdninger og til sine snart 5000 venner på facebook. Dette er altafgørende for, at Ida kan reflektere over sit eget politiske og menneskelige ståsted. Rejsen fortsætter til Møn, hvor jeg møder Professor Emeritus Peter Pruzan. Dialogen tager 64

Som projektets praktiske titel lyder, På Roadtrip i Videnssamfundet, er rejsen en metafor for den vidensrejse (viden forstået som phronesis) 65 Der er ligeledes etiske værdier som ikke blev omsat igennem en samtalepartner og en dertil hørende film. Her kan nævnes, retfærdighed, venskab og kærlighed.

udgangspunkt i Peter’s mange års arbejde og erfaring med begrebet visdom. Helt essentielt er spørgsmålene; hvad er forholdet mellem viden og visdom? og hvordan kan det moderne menneske i videnssamfundet foretage en vis-dom? Tilbage i København møder vi den uddannede filosof og Danmarks højt uddannede yoga-mester Simon Krohn. Dialogen finder sted i et yogastudie på Nørrebro, hvor Simon fører os rundt i kroppens relevans for viden og erfaring samt, hvad en rolig, harmonisk krop og sind kan betyde for menneskets evne til lytte til sig selv og derigennem tage etisk funderede beslutninger. Simon er inspireret af en teknik, som kan føres tilbage til de gamle buddhistisk-filosofiske yogamestrer som kaldes 'mindfulness' – og som jeg henviser til som nærvær. I samtale 4 møder vi filosoffen Kim Gørtz i hans have i Ballerup. Kim Gørtz har netop fået en Phd. grad for sin forskning omkring filosofisk tænkning i coachpraktikken. Sammen med Kim dykker jeg ned i værdien i kunsten at stille et godt spørgsmål. I forlængelse af dette, berører vi i dialogen også filosoffens rolle i det 21. århundrede. Derfra går rejsen i spørgsmålet om lykken. Vi er blevet inviteret hjem til filosoffen, Erik Bendtsen, som har beskæftiget sig med Aristoteles' lykkebegreb udfra et aktuelt og nutidigt perspektiv. I dialogen stiller jeg spørgsmålet; om lykken kan siges at være et fælles mål for alle mennesker og om der er forskel på lykken set fra et ungt menneskes og et aldrende menneskes perspektiv. Herefter møder vi den tidligere direktør for Novo Nordisk (fra 1981 – 2000), adjunkteret professor i virksomheders sociale ansvar (Corporate Social Responsibilty) ved CBS og medlem af The United Nations Global Compact Board, New York66, Mads Øvlisen. Han har inviteret os hjem til sit hus i Holte. Dialogen kredser om det etiske emne, ansvarlighed, som bliver betragtet dels udfra et personligt og et samfundsmæssigt perspektiv. Samtalen berører også den tværgående dialogs betydning i videnssamfundet.

66 På opfordring fra FN's daværende generalsekretær Kofi Annan.

Egentlig var det min oprindelige idé at stoppe rejsen efter interviewet med Mads, men da jeg senere blev kontaktet af Gitte Larsen, fremtidsforsker og direktør for House of Futures, angående muligheden om at lave en 7. film, som skulle have præmiere til kulturnatten, endte rejsen i stedet med en dialog med udgangspunkt i frihed. Samtalen foregik som en (konstrueret) dialog mellem Gitte, jeg selv og Tor Nørretranders. Herunder ses en illustration af rejsens syv episoder.

Jeg vil afslutte dette afsnit ved at illustrere den rejse jeg har været igennem som følge af dette projekt. I al ydmyghed har det været en slagsdannelsesrejse for mig, da samtalerne undervejs har

været med til at skabe og forme projektet i kraft af ny erkendelse og erfaring67, hvilket kan illustreres således:

Se filmene og projektet i sin helhed på www.videnssamfundet.com eller se bilag 1-5 bagerst i projektet.

67 Det er vigtigt at skelne mellem de to intellektuelle dyder, phronesis og sofia og for at opnå egentlig visdom som sofia, er der tale om livserfaringer, som kommer fra et langt liv, ikke fra en enkelt rejse.

Konklusion ”Er det muligt at en forståelse af kommunikation, viden, og etik kan give den praktiske filosofi en ny rolle i videnssamfundet?” Som nævnt i fremgangsmåden, mener jeg ikke, at selve svaret på problemformuleringen er det egentligt væsentlige, men i lige så høj grad den dialog og refleksion, besvarelses-processen afføder. Jeg har igennem projektet benyttet klassiske filosofiske overvejelser til at analysere og sætte videnssamfundet, internettet, eksplosionen i den til gængelige viden og dagens arbejdsmarked i et nyt lys. Videnssamfundet og den dertilhørende vidensøkonomi, kalder på en bevidst og reflekteret forståelse af begrebet viden, og hvordan den kan bruges i praksis til at skabe værdi. Således vinder de klassiske filosofiske teorier om vidensformerne frem igen, idet viden, handling og etik får en relevant betydning i samtidens horisont. En aktualisering, der belyser vigtigheden af at genoptage ’kunsten at studere praktisk filosofi’. Jeg vil derfor i denne konklusion samle op på de erfaringer, som vi i projektet har erhvervet os og afslutningsvis lede frem til fire råd om, hvordan jeg mener den praktiske filosofi kan spille en mere afgørende rolle håndteringen af videnssamfundets udfordringer.

Opsummering af forløbet i opgaven I del I gennemgik vi Gadamers filosofiske hermeneutik, som udgør det kommunikations-teoretiske fundament for både specialet, samtalerne (empiri) og videnssamfundet.com. I underspørgsmål to, om, hvordan vi kan forstå viden, karakteriserede vi først, hvad der kan forstås ved begrebet ’videnssamfundet ’, hvilket tog os tilbage til den aristoteliske opdeling af episteme, techné og phronesis og hvor vi især undersøgte den aristotelisk - etiske tradition omkring vidensformen phronesis. I underspørgsmål tre, satte vi phronesis ind i den aktuelle diskussion om anvendt etik, bl.a. ved at sondre mellem etik og moral. I opsamlingen af del I, analyserede vi hvordan den hermeneutiske filosofi og phronesis indgår i forholdet til den praktiske filosofi og afslutter med en diskussion om, hvorfor phronesis og dydsetikken i et hermeneutisk perspektiv er aktuel i forhold til videnssamfundet. I Del II, det praktiske produkt, fulgte vi trådene fra den teoretiske og analyserende del I og viste hvordan en reaktualisering og nyfortolkning af phronesis, inspireret af den filosofiske hermeneutiske dialogform, kan finde sted ved brug af filmmediet og internettet. Men hvordan kan dette så pege på en ny rolle for den praktiske filosofi i videnssamfundet? Jeg har søgt at besvare dette spørgsmål ved at gøre den etiske handling til en fælles horisont og mål i det ellers så kakafoniske videnssamfund. I netop denne sammenhæng, er det min overbevisning, at både hermeneutikken som

kommunikationsteori og etikken som mål for handling er essentiel, fordi den søger og formår at overskride snævre faggrænser og derved evner at gøre en ny form for tænkning og handling mulig. Kim Gørtz beskriver dette i Episode 4 ca. 7 min. inde i filmen. ”Filosoffens funktion kunne være at have en forsonings funktion mellem trekløveret bestående af politikere, erhvervsfolk og universitetsfolk... Jeg tror, at en filosof blandt andet er i stand til sætte sig ind i forskellige sociale virkeligheder. En slags diplomat i det "lad os nu komme videre projekt" vi som samfund står overfor” (Kim Gørtz). Idéen har rødder i den græske tænkning, hvor filosofien sigtede mod det almene, modsat f.eks. lægen eller skolelæreren hvis funktion var at specialisere sig i det partikulære. Filosoffens rolle udmærkede sig netop ved at sætte den partikulære og kontekst-afhængige viden i perspektiv68. Jeg har i projektet argumenteret for, at evnen til at kunne sætte viden i perspektiv, er en værdifuld egenskab i vores nuværende samfund. For at kunne dette, må vi besidde evnen til at stille spørgsmål samt hvile nok i os selv for at kunne reflektere over de svar, vi får og turde have mod til at åbne os over for de endnu ukendte horisonter. En egenskab som den rejsende på et roadtrip må være i besiddelse af, for at kunne navigere på endnu ukendt land. Den eksploderende vidensmængde på nettet kan da metaforisk set ses som en ukendt verden, vi drager ud i og hvor vi konstant konfronteres med vores evne til at kunne træffe retfærdige og vise-domme. Den phronesiske vidensform bliver kun endnu mere relevant, idet vi ser på nettets virtuelle landskab, af menneskelige udtryk, divergerende meninger samt evnen til den mere langsomme erfaringsproces som kendetegner phronesis (jf. s. 29). Derudover bliver evnen til at mestre de tekniske aspekter af interaktionen med nettet væsentlige. Episteme-vidensformen må i denne sammenhæng vige førstepladsen for den art techné og phronesis, der er nødvendig for at kunne navigere i den virtuelle verden. Ingen af de tre vidensformer er unødvendige, tværtimod viser denne rejse for mig kun nødvendighen af at kunne forstå og mestre sammenspillet imellem de tre. Derfor er Kim Gørtz også inde på noget essentielt, når han forstår filosoffen som havende en forsonings-funktion. Hvis filosofferne skal være istand til at imødekomme denne udfordring må de være nogle af de bedst trænede hoveder, der kan se bag om vidensformerne og tankesystemerne. De skal kunne sætte dem i perspektiv i forhold til hinanden får at forstå de mange lag af nye muligheder og faldgruber, der ligger foran os i ’videnssamfundet’, ’verdenssamfund ’ og det ’globale samfund’, etc. En historisk bevidsthed er altså ikke nok, for selvom faget filosofi kan trække på 2500 års filosofi 68

Dette var også en af hovedbegrundelserne for at alle studerende frem til 1971 skulle gennemføre Filosofikum (Examen philosophicum) før de kunne gå videre til deres egentlige studier. Sigtet var, at almen dannelse var væsentlig for en senere specialisering.

historie, er det essentielt at aktualisere filosofien ved at tage udgangspunkt i det nuværende samfund og i samtidens problemer og udfordringer. Man skal altså ud og få ’jord under neglene’ for at påbegynde den hermeneutiske rejse, der kan bringe ens viden i spil. Kun derigennem kan vi opnå den praktiske erfaring, der skal til for at supplere det faglige, teoretiske og historiske studie som (fag)filosofi er i dag. Denne betragtning er helt på linje med den filosofiske hermeneutik, hvor forståelse opnås ved at sætte noget i et nyt, uventet og så at sige, forklaret lys (Arne Jørgen i forordet til Sandhed og Metode om Gadamers forståelses filosofi 2004: ix). Hvordan kan dette gøres konkret? I følge studie-ordningen anno 2008, kan der opnås en specialiseringsgren indenfor teoretisk, historisk og praktisk filosofi. Den praktiske filosofi synes dog stadig at være udelukkende baseret på et teoretisk fundament. Derfor vil jeg som afslutning, beskrive fire områder hvor den filosofiske praksis med fordel kan styrkes for at imødekomme videnssamfundets udfordringer: I. En idé kunne være, at specialisering indenfor praktisk filosofi efter en grundig teoretisk indføring på BA-niveau, rummede et praktisk studie element. Her kunne de studerende blive sendt ud i et filosofisk feltstudie, for at opnå erkendelser og erfaringer indenfor mere praktisk orienterede horisonter end den akademiske, f.eks. erhvervslivet, politik, lægevidenskaben osv. Dette vil samtidig gøre, at den studerende efter endt uddannelse vil have et bedre afsæt til at indgå i tværfaglige og praktiske diskussioner og samtidig ville det give filosofistudiet en phronesisk rettet dimension. Det er ligeledes min påstand, at motivationen for at forstå teorierne er større, når man begynder at forstå, hvordan de kan anvendes i praksis. II. I et praktisk formidlingsspeciale er vægten fordelt således, at det praktiske produkt tæller 20% og selve det skrevne baggrundsspeciale 80%. Gennemførelsen af et godt og gennemarbejdet formidlingsprodukt er tidskrævende og derfor ville en 50% fordeling være et bedre afsæt for skabe et gennemarbejdet formidlingsspeciale. III. Den uddannede praktiske filosofs jobprofil kunne meget vel være som en art videnskoordinator, der kan åbne op for hidtil usete muligheder ved at koordinere forskellige videnshorisonter til at samarbejde omkring fælles værdier og mål. Men dette er igen en rolle, som kræver erfaring og det er derfor vigtig at turde have mod til at fejle kvalificeret. Det er, i mine øjne, vigtigt at fremme en

kultur, der tillader, at også etikkens tænkere kan begå fejl. For uanset, hvor dygtig en teoretiker du end måtte være, har praksis sin egen logik, som kun mestres ved aktiv handling og afprøvning. IV. Endelig er det vigtigt, at vi bliver bedre til at benytte teknologiens værktøjer til at kommunikere filosofiens forskningsresultater effektivt ud til vores medborgere. Dette vil også modvirke den universitære tendens til at akademisere og derved isolere filosofien fra det omgivne samfund.

Kritisk refleksion Hvilke forbehold skal læseren tage når han læser dette projekt? Efter denne konklusion vil en kritisk diskussion af de inddragede synspunkter være på sin rette plads. Jeg har i dette projekt inddraget mange elementer, historiske værker, sekundær litteratur og levende samtaler. Den formidlingsvenlige åbning af filosofien er sket på bekostning af en mere deltaljeret refleksiv og kritisk undersøgelse. Der er flere elementer, som kunne vinde, hvis det blev yderligere præciseret. Et oplagt emne er min behandling af begrebet phronesis og den udførende praksis, videnssamfundet.com, hvor jeg blander filosofiske spørgsmål med økonomiske og politiske perspektiver. Dette er utraditionelt og læseren/seeren må tage sig det forbehold, at f.eks. Ida Aukens refleksioner også har et politisk sigte (at vinde stemmer) og at f.eks. Peter Pruzan taler udfra en spirituel horisont, når han udfolder begrebet visdom og at Mads Øvlisens refleksioner om ansvarlighed er viklet ind i en mere forretningsmæssig logik, end en tilsvarende filosof ville fremlægge emnet. Dette spejler samfundets konkrete praksis, hvor det altid er op til den enkelte at forholde sig kritisk til de dybereliggende motiver og intentioner. Selve specialets brug af Gadamer og Aristoteles, kunne tilsvarende kalde på en kritisk refleksion. Der er en påfaldende sammenhæng mellem den hermenutiske vidensproces og den phronesiske. At sætte Gadamer ind i en etisk kontekst, skal tages med dèt forbehold, at Gadamers etik er mere uudsagt. Samtidig er det etiske for Gadamer et mere kollektivt projekt og noget der sker mellem mennesker, i horisontsammensmeltninger, hvor Aristoteles betoner individets og den indre etiske overvejelse højere. Her er det vigtigt at fastholde, at den aristoteliske etik med dens favoritisering af phronesis (praktisk visdom) er benyttet for at forstå etikkens rolle som praktisk filosofi. Gadamers hermeneutiske filosofi skal forstås som en kommunikationsteori og en fremgangsmåde i behandling og forståelsesprocessen i overleveringen af den antikke tænkning. For at læse en diskussion af Gadamer som etisk tænker i Aristoteles’ fodspor, kan jeg anbefale artiklen Gadamers uskrevne etik

(skrevet af Matias Mølgaard) og kan findes under ’bibliotek’ på videnssamfundet.com). Afslutningsvis ville en refleksiv diskussion af phronesis være på sin plads. Aristoteles udviklede aldrig phronesis begrebet, så det eksplicit omfatter magt, hvilket også mangler i Gadamers nutidige fortolkning af phronesis. I dagens samfund er det svært at gennemskue, hvordan den politiske og økonomiske magt yder indflydelse på tanken og dens udtryk i tale og skrift. Derfor er en dybere forståelse af dette nødvendig for den praktiske udøvelse af phronesis. Jeg kan her anbefale Bent Flyvbjerg’s, Samfundvidenskab som virker (kap. 7 og 8 er en magtanalyse i forhold til en nutidig forsknings aktualisering af phronesis).

Perspektivering Hvem kan bruge specialets resultater og til hvad? Jeg har med dette projekt søgt at fremhæve filosofiens styrker som konkrete værktøjer og samtidig lade projektet være et eksempel på, hvordan den filosofiske tænkning, både som teori og praksis, kan bidrage med værdifulde input i forhold til diskussionen om, forståelsen og udvikling af videnssamfundet. Projektets særkende er at være placeret ligeligt funderet mellem teori og praksis og vise, hvordan både den praktiske (handlingens) og den teoretiske (tænkningens) horisont i et komplekst og pluralistisk samfund ikke er et spørgsmål om enten-eller, men om hvorvidt de forskellige horisonter kan mødes og berige hinanden. Igennem brugen af internettet og filmmediet har jeg fundet en lille skare af konstruktive kritikere, som løbende har kommenteret på og reflekteret over projektet69. Som Gadamer er inde på i forordet til 2. udgave af Sandhed og Metode (1965), har det forpligtet mig til at forbedre helheden ved at benytte disse bidrag i en proces imellem input og helhed. Mine refleksioner og spørgsmål bygger på en grundlæggende nysgerrighed og en begyndende praktisk erfaring. Derfor har disse input skabt et værdifuldt link mellem teori og praksis. Da projektets formål har været at styrke filosofiens samfundspraksis med fokus på kommunikation, viden og etik og med særlig vægt på involvering af udvalgte stemmer på tværs af fag og kulturer, kan jeg konstatere, at mit arbejde er blevet beriget via denne hermeneutiske tilgang til viden. Dette betyder, at projektet ikke ender i dette speciale, men vil fortsætte dialogen og forhåbentligt berige andre med nye erkendelser og erfaringer. I forhold til omverdenen, kan jeg se på den hovedsageligt 69

Se bilag punkt 3 for at læse nogle af kommentarerne.

positive respons, jeg har fået på projektet (praktiske del), at de fleste hæfter sig ved mit forsøg på at forstærke sammenhængskraften mellem filosofien og dens omverden. Det, at dialogen omkring videnssamfundet tager udgangspunkt i forståelige og genkendelige værdier – frem for at handle om viden som en økonomisk nøgle til fremtidens videnssamfund, har bidraget til at møde målgruppen, hvor de er. Hvad angår målgruppen, som er beskrevet i fremgangsmåden, har der været en overraskende bredde i tilbagemeldingerne og i selve facebook-gruppens medlemmer. På nær en lille overvægt af praktiserende filosoffer, har der været stor diversitet i både alder, fag og nationalitet70. Hvad disse mennesker har kunnet bruge projektet til, tror jeg afhænger af den enkeltes udgangspunkt og behov, men jeg vil alligevel forsøge at besvare det med to perspektiver: •

Konkret inspiration fra filmene og fra de medvirkendes filosofi og praksis. Her er det yderst individuelt om det er fokus’et på mod, frihed, visdom, ect. der har vakt interesse.

•

Fremgangsmåden med at forene en bred vifte af medier i formidlingsprocessen har virket inspirerende for flere.

I introfilmen fremlægger jeg, at menneskets modstandkraft i langbrugssamfundet var naturen, i industrisamfundet maskinen og i videnssamfundet står mennesket ansigt til ansigt med sig selv, og den menneskelige natur. Da denne natur ikke er givet på forhånd, bliver udviklingen af positive menneskelige karaktertræk, som mod, ansvar, vis-dom, etc. de mest afgørende produktionsfaktor for videnssamfundets udvikling og vores fælles fremtid. Dette er en kontroversiel påstand og ifølge Gadamer “er det kun en dårlig hermeneutiker, der bilder sig selv ind, at han kan eller må få det sidste ord” (Efterskrift til 3. udgave af Sandhed og Metode). Derfor vil jeg lade det næste ord være dit. Du kan komme med dit modsvar eller skrive et nyt spørgsmål via www.facebook.com/videnssamfundet og derved være med til at fortsætte dialogen.

Da projektets hovedsprog er på dansk, har dette naturligt betinget, at mennesker med anden baggrund end dansk, ikke har kunnet give deres mening til kende.

Summary in English This thesis, A Roadtrip into the knowledge society, is written in the field of practical philosophy and refers to a journey into what I refer to as our knowledge society. This thesis is based on the practical product on www.videnssamfundet.com, in addition to a theoretical background from Hans-Georg Gadamer and Aristotle. The material and knowledge is collected through dialogs with philosophers, politicians, business leaders and researchers. In three main chapters I discuss, and contemplate on the following aspects: Communication, Knowledge and Ethics. Firstly, I ask the question, How can we understand the concept of communication? In line with Gadamer, I focus on the overall principle in the philosophical hermeneutic communication theory. Secondly, I ask: How can we understand the concept of knowledge? To answer that, I look first on what characterizes our modern knowledge society and I then focus on the differences between the three forms of knowledge: Techné, Episteme and Phronesis. Finally, the third question is, How can we understand the concept of ethics? The purpose here is to investigate the concept of phronesis in an ethical perspective and then I contemplate about our modern understanding of the difference between ethics and moral. In part two, I describe the practical product www.videnssamfundet.com of this thesis, and I ask the question; How are the theories used in practice? To answer that, I simply show the result and share how the project is dialectically constructed between the theoretical background, the philosophical discussions and the practical product. In the conclusion, I look at what role a practically grounded philosopher may have in renewing the focus on communication, knowledge and ethics in our so called knowledge society. The purpose has been to investigate how a modern educational journey can contribute constructively to the discourse of practical philosophy and ethics in our philosophical tradition. Finally, it is important to stress that my intention with this project is to contribute to the constructive debate on ethics – I do not intend to give any normative answers, lectures or judgments.

Bibliografi Aristoteles, Etikken (forkortet N.E) Original titel Den Nichomakæiske Etikoversæt af Søren Porsborg, DET lille FORLAG, Frederiksberg (2000) Helms, Poul, Aristoteles ældre metafysik (forkortet Æ.M) Nyt Nordisk forlag. Arnold Busck, København, (1953). Hans-Georg Gadamer, Sandhed og Metode – grundtræk af en filosofisk hermeneutik. Oversæt af Arne Jørgensen. Nørhaven book, Viborg (2005) Arne Jørgensen, Hans-Georg Gadamer Forlaget Anis, København (2009) Ole Bjerg, Etik uden moral – Det gode menneske i det postmoderne samfund. Museum Tsuculanums Forlag, (2010) Lars Qvortrup, Det vidende samfund – mysteriet om viden, læring og dannelse. København: Unge Pædagoger (2004) Bent Flyvbjerg, Making Social Science Matter: Why Social Inquiry Fails and How It Can Succeed Again. Cambridge University Press (2001) Dagfinn Føllesdal, Lars Walløe og Jon Elster, Politikens introduktion til moderne filosofi og videnskabsteori. Politikensforlag (1992) Dorthe Jørgensen, Viden og Visdom – Spørgsmålet om de interlektuelle. DET lille FORLAG, Frederiksberg (2002) Allan Alfred Birkegaard Hansted, Kristian Pinholt og Lea Christensen, En rejse i Etikkens Væsen. Roskilde Universitetscenter (2005) Jørgen Burchardt, Viden giver velstand -‐ Hvidbog om dansk forskningsformidling. Syddansk Universitets Forlag (2007) Hans Siggaard Jensen, Peter Pruzan og Ole Thyssen. Den etiske udfordring – Om fælles værdier i et pluralistisk samfund. Handelshøjskolens Forlag (1990) Ole Thyssen, Kommunikation, Kultur og Etik. Handelshøjskolens Forlag (1994) Lars Fuglsang og Poul Bitch-Olsen, Videnskabsteori I samfundsteorierne. Roskilde Universitetsforlag (2003) Lars Qvortrup, Det vidende samfund – mysteriet om viden, læring og dannelse.

København: Unge Pædagoger (2004) Søren Christensen, Midtens ekstremenisme – om tænksomt begær og regelløs fornuft hos Aristoteles. Slagmark 20 (1993)

Artikler Matias Mølgaard, Gadamers uskrevne etik Erik Bendtsen, Aristoteles om lykken Simon Krohn, Mindfulness – En introduktion De sidste artiklerne kan ses på videnssamfundet.com ved at trykke på fanebladet “start” og derefter gå ind på henholdvis Erik Bendtsen og Simon Krohns side. Matias Mølgaard artikel kan findes under fanebladet ’bibliotek’ på videnssamfundet.com

Rapporter Søren Harnow Klausen, På sporet af videnssamfundet Dorthe Jørgensen, På vej mod en ny oplysning – Videnssamfundet fremtid. Forskningsrådet for kultur og Kommunikation, Humanistisk viden i et vidensamfund Arbejderbevægelsens Erhversråd 18. august 2010 Alle rapporter kan ses på videnssamfundet.com under ’bibliotek’

Internettet http://da.wikipdia.org/wiki/Videnskablig_metode d.10/1/01 http://www.youtube.com/watch?v=5TgXaaHPhAs (videoen The paradox of knowledge society) http://www.facebook.com/videnssamfundet http://www.videnssamfundet.com http://www.wecollaborate.org/

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i filosofi -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted

Bilag 1-5 Tal (fakta om formidlingsproduktet) og vejledning til læseren Det praktisk speciale www.videnssamfundet.com Projektet fanside på facebook Kommentarer vedrørende projektet via facebook Artikel om projektet skrevet i magasinet Inspire Da film og billeder er produceret til nettet, skal det siges, at alt materialet (med undtagelse af kommentarerne) er tilgængeligt via www.videnssamfundet.com. Det anbefales derfor læseren at se de følgende sider direkte på hjemmesiden. På siden er der udover filmene også link, artikler, og bøger der er relevante for projektet.

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i filosofi -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted

Nøgletal: Hvor mange har set filmen indtil nu? Fra youtube (filmene var i starten hosted hos youtube) ca. 1480 Og fra Vimeo (hvor filmene er hosted i dag) ca. 1500 Så pr. dags dato (29/11-2010) har ca. 3000 klikket på en af filmene. Seerne finder filmenene for ca. 60% vedkomne via facebook og ca 40% vedkomne via www.videnssamfundet.com Antal medlemmer på gruppens facebook side (d. 29/11-2010) 228 medlemmer. Medlemmernes køn, alder og nationalitet er fordelt således;

Der har over de sidste måneder været et ugentlig gennemsnit af ca. 75 besøgende på facebook siden og lidt mindre (ca. 65) på www.videnssamfundet.com. Disse tal fortæller mest om kvantiteten. Eksempler på besøgendes kvalitative kommentarer og refleksioner kan læse i (bilag 3)

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i filosofi -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted

Vejledning til www.videnssamfundet.com Gå ind på www.videnssamfundet.com

Siden du kommer ind på, har jeg kaldt intro Her finder du øverst en • 3 minutter introfilm og under filmen en start knap til selve vidensrejsen og nederst et link til facebookgruppen Efter at have set introvideoen så tryk på start knappen. Under fanebladet start, ser du et landkort med et link til hver af profilerne. Ved tryk på profil kommer du ind til deres egen side, hvor dialogenfilmen starter automatisk. Dernest i højrehjørne finder du en se billeder knap med fotos tages undervejs. Neders i højre hjørne under forsiden på start er der rund knap, hvor du kommer til en baggrundsartikel om projektet. Næste faneblad hedder bibliotek. Her er relevante artikler og bøger samlet på boghyllen, og neden under har samlet nogle relevante links. I højre side er også filmene samlet. Næste faneblad hedder wiki og har samlet en række af nøgleordene som er brugt i projektet. Ved tryk på et begreb kommer en lille uddybning af den måde begrebet har fået betydning i projektet Sidste faneblad er kontakt. Og her er der oplysninger (email og tlf) på mig, samt en tak til min videomand, som har stilllet sig selv og sit udstyr til rådighed.

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i filosofi -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted

Kommentarer via facebook siden Nedenunder har samlet en del af den respons jeg har fået via facebook1. Kommentarerne har jeg brugt til løbende at forbedre www.videnssamfundet.com. Samtidig har kommentarerne, personlige opringninger og møder med interesserede gradvist opbygget projektets praksis. Jeg koblede mig op på dit facebook link med det samme; idet du med din overskrift ”På Roadtrip i Videnssamfundet” pirrede min nysgerrighed i ønsket om at vide mere. Så jeg forbandt det med en rejse i vidensamfundet (er det i øvrigt ikke korrekt, at der kun er et ”s” i vidensamfundet” – altså en betegnelser for en samfundsform, der erstattede industrisamfundet?) Jeg oplevede de små filmsekvenser og husker dem som små forstyrrelser, der fik mig til at reflektere over det sagte i dialogen på en mere nærværende måde – end hvis det var i fjernsynet; idet internettet som medie set på den bærbare giver mulighed for de små sekvenser i livet i forbifarten – på Roadtrippet… Jeg tror noget af det filosofien kan bibringe i vores postmoderne virkelighed er at medvirke til at stille spørgsmål ved den konstruerede virkelighed, der i virkeligheden skaber virkeligheden – den kan få os til at stoppe op for at reflektere et øjeblik, over det der sker og lader os opleve ”et trip i Vidensamfundets” uvidenhed, hvor vi – den såkaldte kreative klasse - bliver så optaget af at tale om, hvad vi bør gøre for at få andre værdier og holdninger til at præge vores samfund (senest i forbindelse med finansloven og stramningerne på integrationsområdet) uden at vi handler…. Eller i det mindste bare gør noget andet end blot at tale om, hvor forfærdeligt det er, at disse tanker er fremme om pointsystemer m.m. Jeg håber at filosofien kan medvirke til sætte spørgsmål og rejse en tvivl om Vidensamfundets status og overgang til Handlingssamfundet…… (med to ”s’er” udtrykker netop en handleform…. En diatese)… Med venlig hilsen Frank Iversen.

Hej Allan Alfred Er inspireret af "På roadtrip i vidensamfundet" på Facebook - og fik den ide, at du skulle lave en syvende film (uanset, hvor du ellers er i "projekt speciale"?). "7" er sådan et godt tal, og den syvende skulle foregå "live" (og optages, selvfølgelig, til dine sites) ved et særligt arrangement i House of Futures på dagen for Kulturnatten, fredag den 15. oktober. Til inspiration: Det kunne evt. være Ole Grünbaum "om at være fattig i vidensamfundet" - altså en snak om, hvordan det kan være, at menneske-/"hjerte"skabte ting som kunst, litteratur, 1 Desværre

har jeg mistet ca. halvdelen af kommentarerne, da jeg ved en fejltagelse kom til at slette alle mine gamle beskeder.

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i filosofi -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted film, bøger etc. nærmest er til at dø over at forsøge at leve af ... (det skrev han en klumme om i A4, tror jeg det var, for måske et par år siden). Eller noget helt andet: Du har sådan set helt frit slag til gæst og emne, hvis du er med på idéen?! Ser frem til at høre fra dig - og meget gerne i denne uge! Bedste hilsner Gitte Larsen, direktør i house of futures Jeg har fulgt dit projekt " På Roadtrip i Videnssamfundet", og er dybt imponeret af måden at kommunikere filosofiske emner på. Du formår at bringe de filosofiske spørgsmål lige ind i menneskets hverdagsliv, og gøre dem særdeles vedkommende. Samtidig formår du at bibeholde den dybde der er i filosofiske spørgsmål. Jeg er sikker på det vil blive et super speciale der scorer højt. Glæder mig til at høre om det og jeg vil meget gerne læse rapporten – eller det skriftlige speciale - når det er helt færdigt. Mvh Anne Marie Enderlein. Et spændende projekt hvor filosofi og samfundsmæssige problemer bliver diskuteret i en facon så det er til at forstå for unge mennesker som jeg selv. Maria Carlsen Hej Allan Alfred, Først og fremmest: thumbs up til din roadtrip i videnssamfundet. Sjovt, jeg sad lige og så din video med Peter Pruzan, som jeg også skal interviewe ifm et politisk projekt jeg er i gang med.. kort noget med at dykke ned i de grundantagelser vi har om samspillet ml individ, organisation, samfund, værdier og menneskesyn med udgangspunkt i "finanskrisen", som på flere måder vist nok lapper lidt ind over de emner du tar op. Hvis du skulle få tid og lyst til at tage en videndelingsnak må du sige til. Mvh Sarah Louisa Kommentar til film 7 med Tor Nørretranders He is a powerful mind...a blast to see him unfold. You are going places and having us in your back The most important mental power is the ability to know what you don’t know. The recognition of a fault is the first step to improvement. Don’t try to hide a lack of knowledge. People will see through it and you’ll appear foolish and arrogant. If you admit your ignorance, people will help you learn and respect your humility. For intelligent people this is the toughest lesson to learn. We are used to being right, and consider being wrong shameful. We’re afraid to lose status by looking stupid. This vain arrogance is a great weakness and the source of many problems. To crush it and embrace humility is the mark of true wisdom. Furthermore there is another dimension that equally deserves some attention; in this case you have to integrate the whole of humanity with its disparities in order

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i filosofi -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted to realize that the following words of Camus still carry some relevance: Man eats first, thinks after In other words the situation where thinking leads to wise actions requires a human emancipation from every form of need tied to its human nature….and I think often times the process of thinking is perverted by our natural tendencies and weaknesses. How would that impact the emergence of the knowledge based society bearing in mind that the world is one?. Best Aziz Fall

Jeg synes det er et rigtig spændende projekt! Jeg har vist det til min gode ven Stefan, der netop har indleveret speciale på filosofi. Han er betaget af den måde du har valgt at udvikle speciale på. Så, kudos. Vi hæfter os begge ved at du gennem samtalerne og personificeringen af et traditionelt teoretisk stofområde konkretiserer og praksis-liggør hvad faen filosofi kan bruges til i det daglige og i hvilke situationer dine hovedpersoner tyer til teori versus praktik og omvendt. Det er dèt jeg synes er det mest interessante ved projektet. Må jeg spørge hvad den skriftlige del kommer til at handle om? ( for det er også en skriftlig del ikke? ) Og skal denne integreres i sitets features? Jeg vil foreslå dig at gøre den røde tråd/dit ærinde mere tydeligt på sitet. Jeg er ikke helt sikker på hvad det er jeg skal opleve når jeg læser din introduktion til sitets indhold og formål. Hvad er feks din problemformulering? Hvad er det du vil specifikt vil undersøge og skabe klarhed omkring? KH. Lotus Turell Alle 6 får 2 "titler", Ida bliver kaldt "kvinden og politikeren", hvorfor bliver de andre ikke kaldt "manden og filosoffen"? Jeg ved godt, det er feministisk, men jeg ville blive irriteret, hvis jeg var Ida. Fremstillingen er ikke ligeværdig med mændende... Ellers ser det umiddelbart spændende ud! Vh Charlotte Frantzdatter Johansen Dine film er nogle gode beskrivelser af det vidensamfund (måtte det vokse sig globalt og leve længe) der efterlader sig et levende vidnesbyrd i udvikling og i dialog omkring; det vi er, det vi kan og ikke mindst det vi kan blive til, hvis vores viden ikke ender som hemmeligheder men som værktøj der formår af bygge fremtid for os alle... //Søren Raagaard Da jeg boede i Hong Kong var en af de ting der fascinerede mig, at de fleste kinesere kendte til 6.000 år af Kinas historie. For dem var Mao's rædselsregime, hvor millioner af kinsere døde, blot en parentes i den store historie.En sådan historieopfattelse kendetegner ikke Danmark. Mange mennesker i det moderne

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i filosofi -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted samfund har ondt i livet og flakker rundt for at finde et ståsted i livet. Dette gælder også personer som er højt placeret i erhvervslivet. Jeg mener, at noget af det de savner er en historisk, værdimæssig og filosofisk referenceramme, der gør dem i stand til at se deres egne problemer i en større sammenhæng. Via filosofien, mener jeg de kan få øje på at de både er mere unikke end de selv forestiller sig og mere lig alle andre end de selv forestiller sig. Får man den indsigt er det alt andet lige lettere at finde sin balance i livet. Da det moderne liv jævnligt kaster os alle ud på dybt vand, vil vi også jævnligt have behov for at koble tilbage til filosofien og den større referenceramme. Når jeg hører Allan Alfred præsentere sine visioner for videnssamfundet, tænker jeg, at han har fået øje på nogle af de samme behov, omend han måske omtaler dem på en anden vis end jeg gør. Han stræber efter at omsætte abstrakte teorier og modeller til konkrete redskaber uden at gå på kompromis. Jeg ser frem til at følge arbejdet med dette. Vh Pouline Middleton Allan Alfred rejse ind i videnssamfundet er en inspirerende måde at praktisere filosofi på. Vh Ole Terp

Artikel om projektet i Magasinet Inspire 1 november 2010-11-09 Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i 5iloso5i -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted

A Roadtrip into our Knowledge Society In

a contemporary world where everything is changing and knowledge explodes in scopes, the ability to stay focused and navigate by the fundamental values become essential to both individuals and society as a whole. I am exploring the following: How philosophy can offer and develop interpretative keys that are vital resources for the identification of meaningful horizons in a society whose basic characteristic is complexity. The article begins with a theoretical contemporary diagnosis, bridging the gap between theory and practice. Knowledge society has in the past decade had a prominent place in our understanding of what specifically characterizes the period we live in. There are of course numerous other characteristics of our current society, such as information, network, experience and dream society, but knowledge society seem to be the preferred terminology in the entrance to the 21st century. Such terms may of course be used as pure platitudes, but they do capture something in our time. One of the trends as the term "knowledge society" captures in our time, is that our society can no longer live by material production and reproduction. Every year we lose thousands of manufacturing jobs to the south and east countries. We are on the path of a fundamental transformation where knowledge and intellectual production is slowly but surely becoming the basic structure and key value that determines our society's economic and thus also social development. This requires a focus on how to give knowledge development the best conditions, but also a basic understanding of the different forms of knowledge.

Name: Allan Alfred Birkegaard Hansted Profession: photographer, collaborator & entrepreneur Country: Denmark WeCo Status: Founder of WeCollaborate.org Alfred is an explorer and a creative entrepreneur, Exploring people, life, philosophy and collaboration while creating movies, pictures and communities using the social media.

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i 5iloso5i -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted

foto: Allan Alfred foto: Allan Alfred

“Friction creates possibilities”

foto: Allan Alfred

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i 5iloso5i -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted

Firstly. In relation to knowledge circulation, Denmark has no tradition of knowledge exchange between academia and industry, and here the problem lies largely in the “clash of languages”. At universities, students are taught complicated language and interpretation skills that are hard to convey. Not being taught the art of putting their knowledge into play, their acquired insights and skills are often only enriching within their own circles. Solving this problem requires establishment of a common language, which will mean building skills in communication, innovation and learning. The big challenge is to create a new knowledge infrastructure that increases the circulation of relevant knowledge across disciplines and enables interaction between people. In practice this will mean a confrontation (and confrontation usually implies conflict) between people with differing worldviews. The development of this knowledge infrastructure requires transparency. Therefore the knowledge society depends on our ability to develop courage, responsibility and trust.

Values and ectical skills make interdisciplinary and cultural collaboration possible. Collaboration requires simultaneous cooperation and understanding communication (lat. communicare – make common). Summary: A common co-created language is a necessary premise of whether we can understand each other.

The big challenge is to create a new knowledge infrastructure that increases the circulation of relevant knowledge across disciplines and enabling interaction between people. Another key question is how we understand the concept of Knowledge. The Greek philosopher Aristotle proposes 3 forms of knowledge; Episteme, Techne and Phronesis. Episteme roughly covers the theoretical type of knowledge that refers to scientific knowledge. Techne is a pratical form of knowledge which is contingent upon actions in a specific context.

Phronesis is a practical knowledge that can be translated as practical wisdom. Practical wisdom requires the ability to combine the different forms of knowledge, and thus phronesis reflects on the ability to apply general knowledge, practical experience, empathy and creativity, into a good and wise choice. Phronesis can not be taught as the case is with Episteme and Techne, but must be experienced and come into play in concrete actions which translates into an ethical perspective. Since Phronesis cannot be taught I will not try to explain. Instead I invite you on a journey into "Knowledge Society", a project created to reflect on the dialectic between the different forms of knowledge, focusing specifically on Phronesis which the philosophical tradition has a natural softness for. The following figure shows an illustration of the Phonesis concept in relation to Techne and Episteme, and how this has come into play in the project. A deeper explanation of Phronesis and thus ethics in the knowledge society are offered in the final thesis (due late dec 2010).

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i 5iloso5i -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted

The ethical knowledge approach in a knowledge society Where the ethical reflection and practical experience manifest itself

Theoretical knowledge Episteme

This illustrate the dialectic point between theory and praxis

Practical knowledge Techne (Praxis)

Practical knowledge Phronesis

“

Phronesis is associated with the ability to reflect about what can be done in the concrete situation, thus implying our ethical imagination / intuition, a radical sense option which associates it with our experience. My contention is that the challenges arising out the creation of a knowledge society require an ethical approach to address them.

The circle could illustrate: Macro level: countries, languages, culture and discipline boundaries Microlevel: biological, consciousness and internal mental boundaries

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i 5iloso5i -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted

Practice (how)

Since my thesis is grounded in philosophy, the practical challenge is to make it understandable and accessible. Which means first and foremost, to speak clearly and relatively free of internal discussions and adapt to the communication technology's ability to invite people into a dialogue. To build this communication bridge between theory and practice I have in the last 6 months toured around Denmark on a roadtrip talking with politicians, philosophers, businessleaders, which has come down to 7 small dialogue based movies. With the project starting in ancient ethics, it was natural to update the classic virtues like, courage, wisdom and responsibility and I therefore selected a number of central personalities who in their own way have addressed these ethical challenges. The journey is visualized here:

Bilag 1-‐5 til formidlingsspecialet i 5iloso5i -‐ På Roadtrip i Videnssamfundet af Allan Alfred Birkegaard Hansted

Phronesis and the art of asking questions Phronesis knowledge equals ethical discernment, but how to achieve this knowledge? The short answer is to be persistent in questioning the unknown and keep the mind open to new horizons. For example in conversation with others, we open ourselves to the other's horizon, and though we might disagree, the other's horizon becomes understandable to us and thereby broaden our perspective and empathy in the world. The German hermeneutics Hans-Georg Gadamer referring to Plato / Socrates writes;

"it harder to ask questions than to answer them".

The project is hermeneutic in practice and theory and is my final thesis in philosophy at Copenhagen University. My challenge has been to actualize practical philosophy, with a focus on ethics in relation to our contemporary personal (and also social) challenges. The aim is to focus on a new form of interactive and practical philosophy, which intervenes in time by bringing our "everyday consciousness" in perspective.

To summarize: The road to all knowledge goes through the question and asking is to keep something in the open. In this project, the reason, I am not solely questioning philosophers, is to address the diversity of dialogue. The aim is to raise a multitude of voices from people talking in their own way about key ethical aspects.

Begin the journey ... www.videnssamfundet.com