2 minute read

Perfekte Pelle Haleløs

Du behøver ikke at vente på næste udgave af ”Kattens Venner” for at læse sørgmuntre historier fra KV’s hverdag. Klik ind på Facebook! Historien om Pelle bragte vi i september.

Advertisement

Facebook, fredag den 30. september. KV skriver: Vores katteinspektør, Jan Flesborg, var for nylig ude for at indfange en lille killing. Den var blevet opdaget af en opmærksom pige, fordi den så forvildet ud, var sulten og havde en slemt tilredt hale. Killingen var også helt alene, og det stod hurtigt klart for pigen, at den skulle have hjælp hurtigt. Sagen blev oprettet som en hastesag, da killingen skulle indfanges, inden den kom yderligere til skade eller blev væk – en så lille killing kan ikke klare sig selv, og vi skyndte os derfor ud på stedet.

Kort efter ankom Jan med killingen til vores internat i Brøndby, hvor den blev erklæret rask og velfungerende, men med tydelige skader på halen og poten. Hvad der var sket med killingen, kan vi kun gætte os til, men vi frygter, at den kan have siddet fast i en motor.

Killingen fik lidt foder, hvorefter den blev undersøgt af vores dyrlæger, som konstaterede, at halen og en tå skulle amputeres. Vi døbte derfor killingen Pelle Haleløs, og han er perfekt, som han er!

Pelle Haleløs er nu kommet i pleje hos Hanne, som er frivillig hos Kattens Værn. Vi er meget spændte på at få ham retur, når han er 12 uger gammel, hvor han selvfølgelig skal neutraliseres og øremærkes, så han bliver fin og klar til adoption. Vi er sikre på, at Hanne giver Pelle Haleløs masser af omsorg, varme og tryghed den næste tid.

Facebook, torsdag den 29. oktober. Pelles nye adoptivmor, Mette, skriver: Pelle har indtaget hus, hund og kat. Han havde ikke tænkt sig at være i et rum og hilse på de andre om nogle dage. Næh, i aftes gjorde han klart opmærksom på, at han ville gå overalt, så vi lod ham bestemme farten selv.

Fra forvildet og udsultet – til tryg villakat: Pelle har fået nye venner.

Han løber rundt og leger og har været helt tæt på den gamle kat (Candy), som bare følger ham rundt. Hun hvæser lidt ad ham, men puster sig ikke op. Pelle er ligeglad og leger bare videre og lægger sin legemus foran Candy.

Vores hunde er lidt nysgerrige og vil gerne snuse til Pelle, og han hvæser lidt ad dem. Når de sover, går han selv over og snuser til dem.

Alt ånder fred og ro. Pelle ligger i sofaen og sover, hundene på gulvet og Candy i stolen. Vi er ikke i tvivl om, at det kommer til at gå godt.

Facebook, Messenger, søndag den 1. november. Mette skriver: I må altså lige have en update på Pelle. Selv om det kun lige knap er en uge siden, vi fik ham, skulle man tro, at han aldrig har været andre steder. Han leger tag-fat, sover i arm/pote og sover til middag med hundene – det er simpelthen ren kærlighed!

Se flere gode historier på Facebook!

This article is from: