Nu sidder Anton forrest i bussen

Heldigvis finder de fleste af os vores plads i livet. Dét har Anton – enekat i en hyggelig lejlighed i Aalborg.Nu sidder Anton forrest i bussen

Af Adam Pade

Nogle fungerer godt i store fællesskaber. Andre gør ikke. Sådan er det med mennesker, sådan er det med katte.

Og sådan er det med Anton.

Anton var fra starten den mindste og svageligste af de fem killinger, som Sara Dahl en sommerdag i juli fik med hjem i pleje fra KV i Aalborg. Killingerne var mellem tre og fire uger gamle og var tilsyneladende fra to forskellige kuld – tre lidt yngre, to lidt ældre: Frida, Anton og Felix – og Oliver og Oscar. Nogen mor fulgte der ikke med, og det var op til Sara både at vænne killingerne til menneskehånd og at være mor. »Heldigvis kunne de spise selv, så ud over at vise dem kattebakken og give dem ormekur, bestod min

”Et switch!” Sådan betegner Sara Dahl den forvandling, der skete med Anton, da han fik lov at blive enekat.

Sara og Anton husker tilbage på ugerne i sommer, da fem killinger myldrede rundt i lejligheden. At være alenekat passede Anton langt bedre, viste det sig.

opgave væsentligst i bare at være der for dem,« fortæller Sara.

Killingerne blev indkvarteret i lejlighedens køkken, og der gik ikke mange dage, førend de kom springende hver gang, Sara kom hjem – eller før de indtog hele lejligheden. Socialiseringsprocessen bar så afgjort frugt.

Storesøster Lillemis Sara Dahl er vokset op med katte. Heriblandt Lillemis, der var et år gammel, da Sara blev født, og som nærmest var en storesøster for hende. Derfor var savnet af katte også naturligt, da hun i sin tid flyttede hjemmefra. Hun var måske lidt betænkelig ved at have kat i en lejlighed – men plejemor: Det kunne hun da blive! Hun besøgte Kattens Værn i Aalborg, der netop havde haft en ekstraordinær stor indleveringssag af killinger. Killingerne skulle i pleje, så de kunne blive menneskevante og dermed sikres en fremtid i gode hjem.

Det blev til nogle fantastiske uger, tyder de mange billeder på, som Sara tog undervejs. Og det blev naturligvis også til en overvejelse, om hun skulle beholde én selv, når plejetiden var forbi. Hendes hu stod til Anton eller Felix. Felix var klart den mest aktive og fremmelige, mens Anton det meste af tiden sad og trykkede sig.

Gemte sig i en kattebakke »Jeg fik et døgn til at bestemme mig, da jeg havde afleveret de sidste tre killinger. Jeg kørte derud dagen efter og oplevede, hvordan Felix tonsede rundt, mens lille Anton havde gemt sig i en kattebakke og så forskræmt ud. Han ville aldrig blive den første, der blev valgt, når en familie kom for at adoptere en kat, og han ville formentlig ikke trives, hvis der skete for meget omkring ham. Så jeg valgte ham,« fortæller Sara.

Det gav pote. Efter bare få dage begyndte han at udvikle sig til en helt anden kat: Han blev udadvendt og stadig mere modig – »et totalt switch,« som Sara betegner det. I dag er det ham, der tonser rundt i lejligheden og frontalangriber den lyserøde frottégris, der er halvt så stor som han selv.

Antons søster, Frida, er blevet adopteret af Saras forældre, der kort forinden havde mistet deres kat, og stor var spændingen, da Sara første gang tog Anton med ud til forældrene i sensommeren. »De startede lige med at rejse børster, men efter to minutter var de sammen. De leger faktisk så meget sammen, at de bliver forpustede, og vi må skille dem ad,« beretter Sara.

Anton er blevet vænnet til at komme i sele, køre med bus og på cykel – en rigtig metrokat – eller med Saras ord: En tag-med-kat.

Har gjort en forskel »Det var fantastisk at opleve, hvordan plejekillingerne nåede at udvikle sig i de uger, jeg havde dem. Det er en stor tilfredsstillelse at vide, at man har gjort en forskel og hjulpet killingerne til en god start på deres liv,« lyder det fra Sara, der altså nu er blevet mor på fuld tid.

Bliver Sara underfundigt spurgt, hvad det er, katte ”kan” i modsætning til andre dyr, er svaret egentlig ret enkelt: »De kan spinde!« – Og uddyber: »Katte er selvstændige og selektive. Det føles som en begunstigelse, når katten vil én. Man føler sig som et tilvalg,« siger Sara, der til daglig studerer medicin på Aalborg Universitet. n