Program: Don Quixote by Det Kongelige Teater

Don Quixote Af Nikolaj HÃ¼bbe, efter Marius Petipa

BALLET 2015/2016

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Ida Praetorius som Kitri.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

"Når der findes en så fuldkommen roman i litteraturhistorien, må næsten alt, hvad der kommer bagefter, virke som efterslæt." Således har Klaus Rifbjerg skrevet om Cervantes’ storværk Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha. Historien om de to uheldige helte Don Quixote og hans trofaste følgesvend Sancho Panza er skrevet for 400 år siden, men har aldrig mistet sin aktualitet og underholdningsværdi. Det digre værk formår stadig den dag i dag at begejstre og bevæge os. Marius Petipas ballet Don Quixote fra 1869 er en af de helt store russiske klassikere. Men i forhold til de andre kendte værker fra Petipas hånd kom Don Quixote sent til Danmark; den blev første gang vist i sin helhed på Det Kongelige Teater i 1983. Til gengæld har den inden for ret få år været igennem adskillige versioner, således at dette er den fjerde opsætning af den muntre fortælling. Balletten er løst bygget på Cervantes’ murstensroman og handler naturligvis om Don Quixote og hans tro væbner Sancho Panza, men nok så meget om det unge, forelskede par Kitri og Basil, der må kæmpe en hård kamp for at få hinanden. Kitri er et drømmeparti for enhver ballerina, for hun skal både mestre den bly Bournonville-danserinde og den lidenskabelige, eksotiske sydlænding. Fra gammel tid har hendes rolle da også været altoverskyggende i balletten, men det har jeg her i min version lavet lidt om på. Ligesom den store russiske stjernedanser Mikhail Baryshnikov gjorde i sin udgave fra 1980, har jeg valgt at gøre Basil mere ligeværdig med Kitri, og jeg har sågar været så heldig at få lov til at bruge Baryshnikovs egen koreografi til Basils variation i anden akt. Det er jeg meget taknemmelig for, for den evner i få trin at tegne hele Basils karakter og charme. Don Quixote er en teknisk svær ballet, og mit mål med denne forestilling er netop at udfordre ikke kun hovedparret, men også alle solisterne og hele korpset så meget som muligt. Ledsaget af Ludwig Minkus’ forførende musik og Jens-Jacob Worsaaes sublime, farveæstetiske scenografi — der her er bragt tilbage til den oprindelige version — vil vi gerne invitere indenfor i en verden af spansk temperament, folkloristisk virtuositet og gnistrende dans. Bienvenidos al gran espectáculo!

Nikolaj Hübbe Balletmester

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Don Quixote Koreografi: Nikolaj Hübbe, efter Marius Petipa (Basils variation i anden akt af Mikhail Baryshnikov) Musik: Ludwig Minkus (Don Quixote, 1869) Scenografi og kostumer: Jens-Jacob Worsaae Lysdesign: Thomas Bek Jensen Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe assisteret af Lynne Charles, Stephane Dalle, Elisabeth Dam og Claire Still

Dirigent: Graham Bond Orkester: Det Kongelige Kapel Førsteopførelse: Den 26. december 1869 på Bolsjoj Teatret, Moskva Danmarkspremiere: Den 11. marts 1983 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene Premiere i denne opsætning: Den 30. april 2016 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Andreas Kaas som toreador.

Amy Watson som Mercedes og Ulrik BirkkjĂŚr som Espada.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

J’aime Crandall som Kitri og Jón Axel Fransson som Basil.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Ida Praetorius som Kitri og Marcin KupiĂąski som Basil.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Marcin KupiĂąski som Basil, Morten Eggert som Lorenzo og Ida Praetorius som Kitri.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Handling

Don Quixote tager afsted for at prøve at finde dem. Anden akt Første billede — en kro Kitri og Basil har søgt tilflugt i en landsbykro, og Lorenzo, Gamache og Don Quixote ankommer for at lede efter dem. De finder dem, og Lorenzo vil straks deklarere forlovelsen mellem Kitri og Gamache.

Prolog Don Quixote, en spansk adelsmand, som har læst mange ridderromaner, vil drage ud i verden for at vinde hæder og ære ved ædle og tapre gerninger for ”sit hjertes udkårne”, den skønne Dulcinea. På turen medbringer han sin trofaste væbner, den runde og muntre landsbybonde Sancho Panza.

Kitri aftaler med Basil, at han skal lade, som om han begår selvmord, og Kitri sørger over hans ”død”. Don Quixote bliver rasende og truer Lorenzo til at give sit samtykke til Kitris og Basils giftermål. Basil vender tilbage til de levende, og det unge par flygter for at undslippe Lorenzos vrede. Don Quixote og hans trofaste ven drager videre mod nye eventyr og flere ædle gerninger.

Første akt — et torv i en spansk by Der er folkefest på torvet ved Lorenzos kro. Kitri, kroejerens smukke og livlige datter, er forelsket i den unge barber Basil, og forelskelsen er gengældt. Men Lorenzo bryder sig ikke om den fattige bejler; han foretrækker den rige Gamache, som også ønsker at gifte sig med Kitri. Folkemængden hylder gadedanserinden Mercedes og toreadoren Espada. Da festen er på sit højeste, ankommer Don Quixote med sin væbner, og de vækker en del opsigt. Don Quixote tror, at Lorenzo er herre på en ridderborg og behandler ham med stor ærbødighed. Lorenzo indbyder Don Quixote til sit bord.

Andet billede — en sigøjnerlejr I maleriske omgivelser nær nogle vindmøller ligger en sigøjnerlejr, hvortil Don Quixote og Sancho Panza ankommer. Sigøjnerne danser for de to gæster, men deres iltre og temperamentsfulde dans ophidser den virkelighedsfjerne adelsmand. Da han i samme nu får øje på vindmøllerne, tror han, at de er nogle grumme troldmænd, som han må bekæmpe. Men han gribes af en møllevinge, føres op i luften og styrter til jorden. Sancho Panza prøver at hjælpe sin herre, men forgæves. I fortvivlelse falder han på knæ og løfter hænderne i bøn.

De unge piger omringer den tykke Sancho Panza og gør nar af ham. Da Don Quixote får øje på Kitri, gribes han af hendes skønhed og tror, at hun er den smukke Dulcinea. Kitri forsvinder med Basil, og Lorenzo, Gamache og 9

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Tredje akt — fest på slottet Der er fest på hertugens slot, og Don Quixote har fået hæderspladsen. Gæster fra nær og fjern kappes i dans, og også det unge, nygifte par, Kitri og Basil, er blandt de inviterede.

Tredje billede — Don Quixotes drøm Sancho Panza bærer afsted med sin herre. Udmattet lægger han ham på jorden, og Don Quixote falder i søvn. Han drømmer, at han er i dryadernes rige, og han ser sin skønne Dulcinea i Kitris skikkelse.

Don Quixote ønsker parret held og lykke, og sammen med sin tro væbner drager han videre ud på nye eventyr.

Lyden af et jagthorn vækker Don Quixote af den søde drøm. Det er hertugen fra egnen, der med sit følge vender tilbage fra jagt. Hertugen og hertuginden indbyder Don Quixote og Sancho Panza til at følge med til slottet og deltage i jagtfesten.

Eva Kloborg som kromutter, Morten Eggert som Lorenzo og Sebastian Kloborg som Gamache.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Jâ&#x20AC;&#x2122;aime Crandall som Kitri.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Silvia Selvini som Amor og Mogens Boesen som Don Quixote.

Caroline Baldwin som dryadedronning og Mogens Boesen som Don Quixote.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Holly Jean Dorger som dryadedronning og Mogens Boesen som Don Quixote.

Ida Praetorius som Kitri med corps de ballet.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Josephine Berggreen som sigĂ¸jnerdanserinde og Mogens Boesen som Don Quixote med corps de ballet.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Don Quixote — fra tossegod ridder til tragisk romantiker A F B O TAO M I C H A Ë L I S

"I mine øjne udførte Don Quixote et eksperiment. Han ville finde ud af, hvor godtroende hans medmennesker var. Han tænkte på, om det ville være muligt at rejse sig op foran hele verden og med stor overbevisning fyre løgn og nonsens af. At sige at vindmøller var riddere, at barberens skål var en hjelm, at dukker var mennesker. Ville det være muligt at få andre til at give ham ret i, hvad han sagde, selv om de ikke troede på ham? Med andre ord, i hvilket omfang ville folk tolerere blasfemier, hvis blot de var underholdende? Svaret er indlysende, ikke? I ethvert omfang. Og beviset for det er, at vi stadig læser bogen. Den er stadig meget underholdende for os. Og det er til syvende og sidst, hvad enhver ønsker sig af en bog — at blive underholdt." Paul Auster: By af glas, 1985 Det er ikke tilfældigt, at den amerikanske forfatter Paul Auster i sin gennembrudsroman By af glas fra 1985 sender en hilsen til sin fjerne og forne kollega, den spanske Cervantes og hans klassiker om Don Quixote. Dels har denne roman fra 1600-tallet mange lighedspunkter ikke kun med Paul Austers roman(er), men med hele den tidsånd, som for lidt siden hed postmodernismen. Dels fanger Cervantes faktisk an med den senere avantgarde-litteraturs labyrintiske leg med faktum og fiktion. Er hele romanens væsen i bund og grund løgn og latin? Som så alligevel fortæller os noget om vores eget liv på både den fede måde og den fremmede facon, så vi føler, at vi

fik noget med hjem samtidig med, at vi lo eller græd. Men som Auster så rigtigt skriver, er alt hos Cervantes altfavnende morsomt og langt mere muntert og mundret end fortænkt og forceret. Han glemmer aldrig at underholde, at gavne og fornøje om det lave og det høje ved livet i ét og samme hug. Det er dette, moderne forfattere som Auster og andre ser som deres valgslægtskab med den gamle spanier. Mandens hele navn, Miguel de Cervantes y Saavedra, lyder mere adeligt, end det er. Cervantes var af en jævn og driftig familie, placeret et socialt sted mellem forarmede fæstebønder og landets feudale aristokrati og monarki. 15

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Miguel de Cervantes y Saavedra, forfatter til Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha.

Titelbladet til førsteudgaven af Cervantes’ Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha, 1605. Glasgow University Library.

Den iberiske, hovmodige og høviske overklasse, der i Cervantes’ levetid fra 1547 til 1616 både konsoliderer sin benhårde magtposition og samtidig begynder at slå an til det spanske kongedømmes svanesang. Spanien er snart ikke længere en supermagt, og hele kongedømmets splendide suverænitet som den katolske kirkes beskytter og solideste garant mod reformation og protestantisme smuldrer heftigt i løbet af et par årtier. Alt imens Cervantes studerer lidt ved universitetet i Madrid og står til søs som marinesoldat

og er med ved Lepanto i 1571, verdens største søslag ovre ved den græske kyst, hvor en allieret flåde under spansk ledelse formår at slå tyrkerne tilbage i deres ekspansion mod vest. Senere bliver han taget til fange af pirater fra Algier, løskøbes nogle år senere, vender tilbage til Spanien til både en borgerlig karriere og hovedet fuldt af kunstnerdrømme. Han bliver gift, debuterer i 1585 med en hyrderoman, forsøger sig i tidens mest aktuelle genre i kongedømmet, teatret, uden noget større held. 16

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Men så kommer endelig det store gennembrud i 1605 med romanen om Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha. Historien om den labile og landadelige lemmedasker ude på landet i Midtspanien med hovedet fuld af skrøner om tapre riddere og skønne møer, sekunderet af en jordnær tyksak ved navn Sancho Panza, bliver en succes, næsten over natten som i en banal film fra Hollywood. Men ikke økonomisk. Cervantes må hutle sig videre, nu og da med understøttelse fra kirkelig side. Vi lever desværre før ophavsrettens copyright, der kan sikre forfattere fra at blive groft plagieret og franarret penge. Don Quixote bliver efterlignet af en formastelig epigon, så Cervantes må til fjerpennen igen, og ti år efter første bind kommer så det andet. Men ti år er lang tid, når man selv er ved at blive ældre. Cervantes dør i en alder af 69 år, et år efter sit værks fuldendelse, faktisk i samme år som William Shakespeare, der synes at have kendt til sin spanske kollega og dennes romaner om ridderen af den bedrøvelige skikkelse.

til vands. Vi skal le af en latterlig mand, der har en barberskål som hjelm, og som rider rundt på en krank krikke ved navn Rosinante. Ved sin side har han så en sund repræsentant for den spanske almue, som nok gennemskuer sin herres fantasier, men alligevel bondesnu står ham bi i nødens stund. I andet bind fra 1615, som mestendels drejer sig om vor antihelts sidste togt som vandrende ridder, er tonen og stilen drejet en smule i retning af det smertelige i hans skæbne. Don Quixote er metabevidst om egen berømmelse i sin egen fiktion, romangenren. Således konfronteres han her i bind to med sin efterligning, plagiatet af en vis Signor Avellaneda, som i årene mellem 1605 og 1615 i mangel af bedre havde skrevet og publiceret en fortsættelse. Men Cervantes’ Don Quixote er nu mærket af den nostalgiske heroisme og ridderlige idealisme, som i første bind fik os til brutalt og burlesk at grine. Her i 1615 er han blevet til den samspilsramte hædersmand, som romantikken 200 år senere læste ud af Cervantes’ værker. En oprører mod tidens kynisme, spirende kapitalisme og rationelle realiteter med kedelige borgerdyder og kalkulerende snusfornuft. Don Quixote bliver i dette sekel til en oprører mod samfundets grå nederdrægtighed, sågar en martyr for den ægte kærlighed, det sande liv og en alternativ verden for alle andre end tørvetrillere og træmænd. Hans forgæves, evige jagt på idealkvinden Dulcinea, der nu og da tager skikkelse af en simpel bondepige, fordi en fæl

Eftertiden har naturligvis læst de to bind om Don Quixote med biografiske briller og med optik på Cervantes’ eget omtumlede liv og levned. Historien om en ældre herre og hans væbner, der drager ud i sin egen verden, som mere ligner noget fra Tolkiens Ringenes herre – for at være lidt anakronistisk – end det realpolitiske og rustikke Spanien i 1600-tallet, minder ikke så lidt om forfatterens egne kunstner og noget desillusionerende karriere til lands og 17

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

troldmand tarveligt har forvandlet hende til en gemen tøs af folket, er selve sindbilledet på stræben efter noget større end til dagen og vejen i det daglige liv.

romantiske publikum – og i Minkus’ ballet fra 1869 – er denne ironiske syrlighed blevet til inciterende sentimentalitet med seksuelle undertoner. Til den bittersøde devise, at drømmen nok er smukkere end virkeligheden, at kvinden er bedst og mest bedårende som et uopnåeligt fantasivæsen for den sande romantiker. Alligevel skal det med, at kærligheden også består af sanselighed, saft og krop. Don Quixotes omtågede jagt på den eneste ene gør ham kun latterlig, såfremt du dybest set ikke tror på den sande kærlighed, som tåler alt og overlever det meste. På det sæt er Don Quixote på alle måder oldefar til senromantikkens udgave af en anden bedrøvelig ridder med en ulykkelig kærlighedshistorie, nemlig den langnæsede Cyrano de Bergerac.

Det er denne romantiske martyr, dette mageløse makkerpar på korstog for den rene kærlighed og rigtige retfærdighed, vi møder i Nikolaj Hübbes opsætning af balletten Don Quixote med musik af Ludwig Minkus. Historien begynder med en påkaldelse af den berømte ridder og hans tro væbner for, at de skal komme til undsætning i en sag om kærlighed og kabale i en lille landsby i Castilien. Herefter følger en intrige, som mestendels, men også ret løst, bygger på en episode i andet bind. Her deltager Don Quixote og Sancho Panza i et bryllup, hvor den forsmåede elsker har held nok til at franarre sin elskede ud af en rig bejlers hænder. Sådan set er både historie og ballet en burlesk forvekslingskomedie, men med den accent af en hymne til hjertets kærlighed, som har trange kår i en kold verden, just som 1800-tallets følsomme læsere tolkede ud af romanen. Men også med en vished om, at den elskede kvinde aldrig kun er en luftig apparition og en æstetisk illusion, men også et menneske af kød og blod, lidenskab og det, som ligner.

Således er det muligt at forstå Cervantes’ geniale værk på flere måder. Og som sagt Don Quixote ændrede sig på de ti år, som ligger mellem etteren og toeren. Fra at være parodi og pastiche bliver han til patos og poesi. Netop som i ballettens slutning omkalfatret for evigt til en sand idealist med en sund væbner på udflugt i illusionernes rige. Nu ikke mere med latteren som lanse, nu er det mere med et skælmsk og ædelt skjold mod en kedelig virkelighed, grim og grusom. Nok ender Don Quixote på sit dødsleje med at angre sine eskapader, fortryde, at han gennemførte sit eget rollespil med vindmøller som riddere, ludere som jomfruer og lommetyve som hædersmænd. Men hans anger er åben og står ikke helt til troende. Skal tages med et gran salt. Fordi Don Quixote

Her i balletten er Don Quixotes motiv for at træde til og redde de elskende netop, at han ser sin adelige kærlighed i en simpel bondepiges forførende skikkelse. Hos Cervantes har det sin egen sexede sarkasme med toner af det barokke og blaserte, men hos det 18

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Holly Jean Dorger som dryadedronning og Mogens Boesen som Don Quixote med corps de ballet.

med Paul Austers ord hele tiden underholder med sine fantasier og sit opspind. Hele tiden giver læseren lov til latent at (med)leve sig ind i andre roller end de, man har dannet og uddannet sig til.

skov som enten rollespillets ork, klerk, troldkvinde eller ridder, vid da, at det lige så godt kunne være Don Quixote og Sancho Panza. Og rolig nu, husk at hver gang ridderen bliver flyvsk og fritsvævende, er der altid en nøgtern, jordnær og realistisk væbner til at hive denne ned fra vindmøllerne og få den vidtløftige sværmer hjem til virkelighedens spisetid.

Måske er det netop denne facet ved fortællingen, som gør, at tiden aldrig løber fra Cervantes’ mesterværk, som vi endog på dansk har i hele to nye oversættelser af henholdsvis Rigmor Kappel og Iben Hasselbalch, begge fra 1998. At give os underholdning i form af roller, som ikke kun er virkelighedsflugt, men også legens håb om andre og bedre måder at (op)leve på end de officielle og korrekte. Så næste gang – mor eller far – du ser dine børn drage af sted en årle morgen til nærmeste

Bo Tao Michaëlis er mag.art. i litteraturvidenskab, cand.mag. i dansk og oldtidskundskab samt kulturjournalist og kritiker ved dagbladet Politiken.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Marcin KupiĂąski som Basil, Poul-Erik Hesselkilde som Sancho Panza, Mogens Boesen som Don Quixote, Mette BĂ¸dtcher som hertuginden og Christian Hammeken som hertugen.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Jonathan Chmelensky som Basil.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Lena-Maria Gruber som Kitri.

Ida Praetorius som Kitri og Marcin KupiĂąski som Basil.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Marius Petipa

I 1834 blev Jean Petipa balletmester i Bordeaux, og her færdiggjorde sønnen sin uddannelse. Som 19-årig blev han solodanser ved teatret i Nantes, og det var også her, han første gang forsøgte sig med koreografien i form af små divertissementer. I 1839 tog han til Paris, hvor han blev undervist af den berømte danser Auguste Vestris, der på det tidspunkt var næsten 80 år gammel. Petipa gæsteoptrådte også i den franske hovedstad i balletten La Péri med Carlotta Grisi, der to år senere skulle skabe sensation, da hun dansede titelrollen ved premieren på Giselle. Deres optræden sammen blev berømmet, ikke mindst en scene, hvor Petipa på nærmest akrobatisk vis greb Grisi, var meget omtalt og blev af den franske forfatter Théophile Gautier anset for så fantastisk, at den efter hans bedste overbevisning ville blive ”lige så berømt som Niagara Falls”.

Marius Petipa, 1819-1910, blev født i Marseilles i Frankrig og begyndte som syvårig at gå til ballet hos sin far Jean Petipa, der var danser og lærer. Petipas storebror Lucien skulle også senere blive danser og blandt andet komme til at danse Albrecht ved førsteopførelsen af Giselle i 1841. Familien flyttede til Bruxelles, hvor Marius Petipa fik sin uddannelse på Grand College, samtidig med at han gik på musikkonservatoriet. Selv om han ikke var specielt optaget af at danse, gjorde han alligevel så imponerende fremskridt, at han i 1827, som otteårig, fik sin debut i faderens opsætning af Pierre Gardels La Dansomanie.

Broderen Lucien var i mellemtiden blevet solodanser ved Pariseroperaen, og Marius Petipa blev træt af at leve i hans skygge. Han tog tilbage til Bordeaux og blev solodanser, og i 1845 rejste han så til Madrid, hvor han studerede spansk dans og koreograferede adskillige spanskinspirerede værker. Han forlod dog skyndsomt landet, da han efter en affære med markisen af Chateaubriands kone blev udfordret til duel af den forsmåede ægtemand. I 1847 flyttede Petipa til Rusland, hvor han fik en etårig kontrakt som danser ved Den Kejserlige Ballet i Sankt Petersborg, 23

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

og han skulle forblive i Rusland resten af livet. Sammen med sin foretrukne dansepartner Fanny Elssler blev Petipa fejret og feteret, og hans usædvanlige evner som danser, skuespiller og mimiker i ét blev fremhævet mange generationer frem. I 1854 blev han udnævnt til instruktør ved skolen, mens han fortsatte som danser og iscenesætter af balletter fra det franske repertoire. På det tidspunkt var han stadig ikke særlig kendt som koreograf, blandt andet fordi han blev overstrålet af to andre franskmænd, først Jules Perrot og senere Arthur Saint-Léon, som han begge arbejdede under.

I 1881 udnævnte den nykronede zar Aleksandr III Ivan Vsevolozhskij til direktør for Det Kejserlige Teater, og dette skulle blive en storhedstid for den russiske ballet. Den rige zar postede mange penge i sine kejserlige dansere, og Petipa havde frie hænder til at skabe store, ødsle værker. Vsevolozhskij opmuntrede ham blandt andet til i samarbejde med komponisten Pjotr Tjajkovskij at kreere tre værker, der i dag er blandt de mest populære balletter, der nogensinde er skabt: Tornerose i 1890, Nøddeknækkeren i 1892 og Svanesøen i 1895 – de to sidste med bidrag fra assisterende koreograf Lev Ivanov.

Der hersker tvivl om hvilket originalt værk, der var det første, Petipa skabte i Rusland, men hans første store succes var i hvert fald den spektakulære Faraos datter i 1862. På det tidspunkt var man meget fascineret af det eksotiske gamle Egypten, og balletten forblev i repertoiret op imod et halvt århundrede frem. Den skaffede ham også posten som chefkoreograf – en stilling, han skulle komme til at bestride i mere end 40 år – og i 1869 blev han endvidere udnævnt til førsteballetmester ved Den Kejserlige Ballet. I årene i Rusland koreograferede han adskillige balletter og skabte nye, definitive versioner af allerede eksisterende, hvoraf mange stadig i dag står som monumenter i den klassiske ballets historie – blandt andet Paquita i 1847, Le Corsaire i 1858, Don Quixote i 1869, La Bayadère i 1877, Giselle og Coppélia, begge i 1884, La Fille mal gardée i 1885 og Raymonda i 1898.

Mod slutningen af karrieren begyndte Petipa at få modgang; Tjajkovskij var død i 1893, og Petipa mødte modstandere, der følte, at især det dramatiske indhold i hans balletter burde styrkes. Vsevolozhskij var holdt op på teatret i 1899, og hans afløser syntes, at Petipas udvikling var stagneret, og han tvang ham til at ændre stil. Hans meget klassiske og formfuldendte balletter begyndte at synes gammeldags, og i 1903, som 84-årig, forsøgte han sig på mere moderne vis med balletten Det magiske spejl, der var bygget over Snehvide og de syv små dværge, men den blev en stor fiasko. Selv om han havde fået livsvarig ansættelse som balletmester, blev han tvunget til at forlade teatret, hvilket medførte, at han følte sig bitter og desillusioneret. Petipa tilbragte sine sidste år i Krim, hvor han døde som 91-årig, og han blev begravet på Aleksandr Nevskijkirkegården i Sankt Petersborg. 24

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Susanne Grinder som Mercedes.

Marius Petipa er blevet kaldt den klassiske ballets fader, og hans talent og bedrifter var uovertrufne – han skabte mere end 50 balletter, og han anses for en af de største koreografer, der har levet. Han reformerede mandsdansen, forfinede pas de deux’en og gav korpsdanserne en større rolle, blandt andet ved at arbejde med diagonale og parallelle linjer og udnytte hele scenerummet. Hans

klassicisme forenede den franske skoles renhed med den italienske virtuositet. Han grundlagde hele den russiske ballets skole, som repertoiret stadig den dag i dag over det meste af verden hviler på, og han lagde grundstenen til det 20. århundredes ballet. lk

Poul-Erik Hesselkilde som Sancho Panza, Mogens Boesen som Don Quixote, Mette BĂ¸dtcher som hertuginden og Christian Hammeken som hertugen med corps de ballet.

Nikolaj Hübbe med dansere fra Den Kongelige Ballet under prøverne på Don Quixote, foråret 2016. Foto: Christian Als.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Nikolaj Hübbe

i 2008 hovedpartier i en lang række værker af blandt andre Balanchine, Jerome Robbins og Peter Martins. Hübbe har endvidere i de seneste 15 år selv iscenesat balletter. I første omgang for School of American Ballet, New York City Ballets skole, som han også fra 2004 til 2007 var fastansat som lærer ved, og dernæst primært for Den Kongelige Ballet. I 2003 satte han således sin egen meget roste udgave af Sylfiden op på Det Kongelige Teater, og i 2008 iscenesatte han sammen med Sorella Englund Giselle. Året efter, i 2009, gav de sammen deres bud på en opdatering af August Bournonvilles Napoli, og to år senere, i 2011, lavede de en ny og mere tidssvarende udgave af Bournonvilles troldeeventyr Et folkesagn. I 2012 blev det til Petipa-klassikeren La Bayadère, som han tog under kærlig behandling i fællesskab med Eva Draw. I 2014 satte han sammen med Lars Kaalund trin til William Shakespeares Helligtrekongersaften, en forestilling kreeret til Den Kongelige Ballets yngste dansere, og samme år iscenesatte han igen Sylfiden, denne gang i en ny og meget anderledes scenografi af Bente Lykke Møller. Hübbes nyeste tolkning af en klassiker er Svanesøen, som han skabte sammen med Silja Schandorff i foråret 2015.

Foto: Christian Als.

Nikolaj Hübbe, født 1967, blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole i 1978, blev aspirant i 1984, korpsdanser i 1986 og solodanser i 1988. I 1992 blev han udnævnt til solodanser ved New York City Ballet. I sin tid på Det Kongelige Teater dansede han hovedroller i det meste af Den Kongelige Ballets repertoire, fra romantiske balletter som Sylfiden, Romeo og Julie og Onegin til neoklassiske værker som George Balanchines Apollon. Hübbe debuterede med New York City Ballet i Balanchines Donizetti variationer i 1992. Han udviklede sig hurtigt til at blive en af kompagniets stjernedansere, og han dansede frem til sin afskedsforestilling

Nikolaj Hübbe har siden sæsonen 2008/2009 været balletmester ved Den Kongelige Ballet. lk 30

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

J’aime Crandall som Kitri og Jón Axel Fransson som Basil.

Poul-Erik Hesselkilde som Sancho Panza, Mogens Boesen som Don Quixote, Mette Bødtcher som hertuginden og Christian Hammeken som hertugen med corps de ballet.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Ida Praetorius som Kitri og Marcin KupiĂąski som Basil.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Rundt om Don Quixote

skabe film bygget på historien, men de måtte dog begge sande, at projektet var uladsiggørligt. Eksemplerne er således utallige, nærmest uendelige, og derudover kan nævnes alskens andre genrer; blandt meget andet musicals, isshows og tegneserier, for eksempel bogen Asterix i Spanien, hvor de berømte tegneseriefigurer Asterix og Obelix møder Don Quixote og Sancho Panza på landevejen og kommer op at skændes om nogle vindmøller.

Cervantes’ Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha er en af de største bedrifter i litteraturhistorien, og derudover er det højst sandsynligt et af de litterære værker, der har haft den største indflydelse på andre kunstnere. Inden for alle grene af kulturen har den enten direkte eller indirekte påvirket nogle af tidens største talenter.

Men også i ballettens verden har Don Quixote sat sig dybe spor og har inspireret koreografer helt tilbage fra 1740 og frem til i dag. Den første opsætning af Don Quixote som ballet blev sandsynligvis skabt af Franz Hilverding i Wien i 1740. Derefter fulgte versioner af blandt andre Jean-Georges Noverre i Wien i 1768, Paolo Franchi i Milano i 1783, Antoine Pitrot i Milano i 1792, Louis Milon i Paris i 1801 (hvor August Bournonvilles lærermester Auguste Vestris i øvrigt dansede Basil), Charles-Louis Didelot i Sankt Petersborg i 1808, James Harvey D’Egville i London i 1809, Paul Taglioni (bror til den første sylfide, ballerinaen Marie Taglioni) i Berlin i 1839 og hans onkel Salvatore Taglioni i Torino i 1843.

Først og fremmest i litteraturen har Don Quixote inspireret helt tilbage fra Cervantes’ tid og frem til i dag. Store forfattere som Henry Fielding, Charles Dickens, Gustave Flaubert og Fjodor Dostojevskij samt i nyere tid Jorge Luis Borges, Graham Greene, Tennessee Williams, Salman Rushdie og Michel Foucault har alle brugt Don Quixotehistorien som inspirationskilde i nogle af deres værker. I musikkens verden har blandt andre Henry Purcell, Georg Philipp Telemann, Felix Mendelssohn, Jules Massenet, Maurice Ravel og Richard Strauss skrevet kompositioner, der bygger på den spanske fortælling, og inden for billedkunsten har eksempelvis Honoré Daumier, Gustave Doré, Pablo Picasso og Salvador Dalí ladet sig inspirere af den fantasifulde beretning. Innovative filminstruktører som Orson Welles og Terry Gilliam har givet sig i kast med at

Milons libretto fra 1801 var højst sandsynligt forlægget for August Bournonvilles ballet Don Quixote ved Gamaches bryllup, der havde premiere i København i 1837. Det var en ballet 33

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

i tre akter, skabt til musik af blandt andre Gioacchino Rossini, Étienne Méhul, Gaspare Spontini og Jean Schneitzhoeffer, arrangeret af Otto Zinck. Forestillingen var ikke nogen stor succes, og den kom kun til at gå to gange. Milons version blev også brugt af Bernardo Vestris i Milano i 1844, men først og fremmest var den udgangspunkt for den store, franske koreograf Marius Petipas berømmede version.

1869 og var straks en gigantisk succes hos såvel publikum som anmeldere. Kritikerne skrev om den nye ballet, at den hele vejen igennem var ”en åbenbaring af glans, pragt og overdådighed”. I 1871 skabte Petipa en ny version til Sankt Petersborg med ny musik af Minkus og med Petipas senere assistent, Lev Ivanov, i rollen som Basil. Her valgte han en mere klassisk og raffineret udgave af historien uden de tidligere mange teatereffekter – det skulle være en grandios forestilling, der også kunne gøre sig ved zarens hof.

Det er Petipas udgave af Don Quixote fra 1869 til Bolsjoj Balletten med musik af Ludwig Minkus, der endnu i dag står som den ultimative fortolkning af den spanske klassiker. Ikke mindst er den stadig meget populær på grund af den storslåede grand pas de deux, der ofte opføres alene som bravournummer. Petipa havde ikke til hensigt at belyse romanforlæggets filosofiske dybder og dramatiske intensitet; han valgte i stedet i en robust komedieform at koncentrere sig om nogle enkelte kapitler og om at portrættere det jordbundne, spanske folk. Han havde rejst i Spanien og havde dermed fået stor interesse for spansk dans, og godt hjulpet på vej af Minkus’ inciterende musik skabte han en ballet, der byggede på en serie variationer over spanske temaer. Han stiliserede de spanske danse, så helheden fremstod som klassisk ballet, og han bearbejdede historien, så den passede til det moskovitiske publikums lidt usofistikerede smag.

I 1900 genopsatte Aleksandr Gorskij balletten på Bolsjoj Teatret og igen i 1902 på Mariinskij Teatret. Gorskij byggede sin version på Petipas og brugte også Minkus’ musik, men han skabte et mere dramatisk og realistisk værk med nye danse til nykomponeret musik af henholdsvis Anton Simon i 1900 og Riccardo Drigo i 1902. Gorskij var påvirket af Konstantin Stanislavskij og Moskvas Kunstnerteater, og han ville fremstille det ”sande” folkeliv efter omhyggelige arkitektoniske, folkloristiske og litterære forstudier. Han lagde vægt på dramatisk udtryksfuldhed og personkarakteristik i figurerne, og i 1902-versionen var blandt andre de senere så berømte ballerinaer Tamara Karsavina og Anna Pavlova på rollelisten. I 1924 bragte Anna Pavlova Don Quixote tilbage til vesten, da hun med sit kompagni opførte en forkortet udgave i London, men derefter skulle der gå nogle år, før den igen kom på repertoiret som helaftensballet – den berømte grand pas

Balletten havde premiere på Bolsjoj Teatret i Moskva den 26. december 34

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

CĂŠdric Lambrette som Gamache.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

de deux gik i mellemtiden sin sejrsgang hos blandt andet Les Ballets Russes de Monte-Carlo.

I dag opføres balletten af mange kompagnier over det meste af verden i utallige forskellige udgaver, og den regnes som en af de store klassikere. Første gang, Don Quixote blev vist som ballet i Danmark i nyere tid, var i 1957, hvor Frank Schaufuss satte Petipas pas de deux op på Det Kongelige Teater. Der skulle gå mere end 25 år, før den igen kom på programmet, nemlig i 1983, hvor hele balletten blev danset i den russiske koreograf Jurij Grigorovitjs opsætning med scenografi og kostumer af JensJacob Worsaae. I 1998 var den atter på repertoiret, nu i Rudolf Nureyevs version, og ti år senere, i 2008, blev den igen danset på Kongens Nytorv, denne gang i den cubanske stjernedanserinde Alicia Alonsos udgave.

I 1962 opførte engelske Ballet Rambert hele balletten, og i 1965 fulgte så George Balanchines meget omtalte fortolkning, skabt til New York City Ballet. Til musik af Nicolas Nabokov lavede Balanchine en højst personlig ballet om et idealistisk menneske, der søger en mening med livet og døden. Den var meget trofast over for Cervantes’ forlæg og var et dystert værk, hvor han lagde vægt på Don Quixotes fremmedgørelse over for samfundet. Det var en hyldest til kvinden, og til premieren dansede han selv som 61-årig Don Quixote over for sin dengang 19-årige muse Suzanne Farrell som Dulcinea. Blandt de mest kendte versioner derefter kan nævnes Rudolf Nureyevs fra 1966, skabt til balletten ved Wiener Staatsoper, Mikhail Baryshnikovs fra 1978 til American Ballet Theatre og John Neumeiers fra 1979 til Hamburger Ballett til musik af Richard Strauss.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Josephine Berggreen som sigĂ¸jnerdanserinde.

Alba Nadal som sigĂ¸jnerdanserinde.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Alexandra Lo Sardo som Juanita.

Kizzy Matiakis som Juanita.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Ulrik BirkkjĂŚr som Espada med corps de ballet.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Ludwig Minkus

I 1853 rejste Minkus til Rusland og fik ansættelse som dirigent og førsteviolinist ved Fyrst Nikolaj Jusupovs private orkester. Samtidig begyndte han at give violinundervisning, og i 1856 blev han violinist ved Bolsjoj Teatret. Året efter blev han udnævnt til dirigent, i 1861 fik han titel af koncertmester, og samtidig blev han professor i violin ved det netop oprettede musikkonservatorium i Moskva. I 1864 fik han titel af leder af orkestrene ved Bolsjoj Teatret. I disse år knyttede Minkus et nært forhold til den franske koreograf Arthur Saint-Léon, der var balletmester ved Bolsjoj Teatret, og som var en af tidens mest berømte og feterede balletpersonligheder. I 1862 bestilte Saint-Léon hos Minkus mellemaktsmusik til genopsætningen af balletten Orfa, og året efter fulgte en bestilling på musikken til Fiammetta, der skulle blive Minkus’ første helaftensballet, og som opnåede stor succes.

Ludwig Minkus, 1826-1917, blev født i Wien. Der hersker stor usikkerhed omkring mange af informationerne om Minkus’ liv, men han menes at have været af polsk eller tjekkisk herkomst. Han studerede komposition ved musikkonservatoriet i Wien, og allerede som 20-årig fik han udgivet sit første værk. Samtidig begyndte han at komponere salonmusik og at optræde med sin egen musik som violinist og dirigent. I 1846 rejste han til Paris, hvor han måske bidrog til musikken til Joseph Maziliers ballet Paquita. Han var i hvert fald krediteret som komponist, da balletten året efter havde premiere i Sankt Petersborg, og igen da Marius Petipa i 1881 genopsatte den.

Samarbejdet med Saint-Léon medførte, at den franske koreograf Marius Petipa, der i disse år var assisterende balletmester ved Bolsjoj Teatret, fik øjnene op for Minkus’ talent. Saint-Léon og Petipa var på det tidspunkt ikke længere så begejstrede for Bolsjoj Teatrets faste komponist, italieneren Cesare Pugni, og de begyndte begge at bestille materiale hos Minkus. I 1866 skrev Minkus således en ny variation til Petipas genopsætning af Giselle, og samme år komponerede han sammen med Léo Delibes musikken til Saint-Léons ballet La Source. 40

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

I 1869 blev Petipa bedt om at lave en ballet over Cervantes’ storværk Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha, og han bestilte musikken hos Minkus, der skrev et forrygende partitur med iørefaldende, spanske rytmer, smældende kastagnetter og bragende trompeter. Balletten blev en enorm succes og er siden blevet et af de mest berømte værker i det klassiske balletrepertoire. I 1871, hvor Saint-Léon var død, og Petipa var blevet udnævnt til balletmester, blev Don Quixote genopsat med ny musik af Minkus. Denne udgave blev en endnu større succes og medførte, at Minkus fik titel af ”balletkomponist ved det kejserlige hof”. Don Quixote blev begyndelsen på et frugtbart samarbejde mellem Minkus og Petipa, og op gennem 1870’erne og 1880’erne udmøntede det sig i utallige balletter, blandt andet i 1877 i mesterværket La Bayadère.

Ludwig Minkus’ balletmusik er i dag blandt det mest populære og oftest opførte, og det er blevet uløseligt forbundet med det klassiske balletrepertoire. Set fra et musikhistorisk synspunkt var Minkus uheldig at være samtidig med Pjotr Tjajkovskij, men det vil ikke være rimeligt at drage sammenligninger, da de ikke havde samme baggrund eller samme sigte med deres kunst. Minkus’ musik var for langt størstedelens vedkommende komponeret direkte til ballet og besidder en melodisk og rytmisk kraft, der på charmerende vis har en direkte appel. Den har en evne til at give en ballet en stemning, uden at virke for dominerende, og musikken fremhæver dermed danserne og giver dem mulighed for at vise sig fra deres bedste side. lk

I 1886 valgte direktøren for Sankt Petersborgs kejserlige teatre, Ivan Vsevolozhskij, at nedlægge Minkus’ stilling som balletkomponist, da han ønskede et mere afvekslende musikrepertoire. Minkus forblev i Rusland indtil 1891, hvorefter han vendte tilbage til Wien. Hans fravær forhindrede dog ikke, at han i flere år efter fortsatte med at være en af Sankt Petersborgs mest velanskrevne balletkomponister. I Wien levede Minkus i den første tid på en pension fra det russiske kejserhof, men pensionen bortfaldt på grund af den første verdenskrigs udbrud, og Minkus tilbragte sine sidste år i yderste fattigdom. 41

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Jens-Jacob Worsaae

denne opsætning blev i 1989 overført til Det Kongelige Teater. Dette skulle blive Worsaaes sidste skuespilscenografi, for resten af livet helligede han sig balletscenografien. Hvor hans scenografier til skuespil mest var kendetegnet ved enkle og funktionelle elementer, udviklede hans scenografier til ballet sig efterhånden til udstyrsstykker i en udsøgt gennemført farveholdning. Worsaaes store viden om dans, både historisk og teoretisk, gjorde ham til en scenograf, som hurtigt blev eftertragtet af verdens førende balletkompagnier. Hans første balletscenografi blev skabt til Flemming Flindt, da denne i 1975 satte sin ballet Felix Luna op i Göteborg. Derefter fulgte adskillige opgaver for Den Kongelige Ballets Bournonville-gruppe, og i 1977 skabte han scenografien til Bruce Marks’ og Toni Landers version af Don Juan til Ballet West i Salt Lake City.

Jens-Jacob Worsaae, 1946-94, begyndte efter sin studentereksamen at læse kunsthistorie og teatervidenskab ved Københavns Universitet og studerede sideløbende scenografi ved Prags scenografiske institut. Han fik sin debut i 1970 med en meget rost scenografi til Niccolò Machiavellis Mandragora. Fra 1970 til 1973 var han husscenograf ved Det Danske Teater, og derefter fulgte utallige forestillinger på de danske scener. I 1974 fik han sin internationale debut på Dramaten i Stockholm, hvor han lavede dekorationerne og kostumerne til Ludvig Holbergs Den stundesløse, og

Da Bolsjoj Ballettens leder Jurij Grigorovitj i 1983 skulle sætte sin udgave af Don Quixote op på Det Kongelige Teater, valgte han Worsaae som scenograf, og det er den samme scenografi, der nu benyttes i denne opsætning. Efter det vellykkede samarbejde med Grigorovitj blev Worsaae inviteret til Moskva, hvor han som den første udenlandske scenograf i nyere tid skabte kostumer og dekorationer til Bolsjoj Balletten. De store, internationale scener begyndte derpå at benytte ham flittigt. Da Toni Lander, Bruce Marks og Flemming Ryberg i 1985 rekonstruerede August

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D O N Q U I X OT E

Jens-Jacob Worsaaes kostumeskitse til Basil.

Bournonvilles ballet Abdallah skabte Jens-Jacob Worsaae en overdådig scenografi, og året efter havde balletten premiere på Det Kongelige Teater i det samme udstyr. I 1988 lavede Worsaae dekorationer og kostumer til Helgi Tomassons udgave af Svanesøen til San Francisco Ballet, og i 1990 fulgte sammesteds Tornerose, der blev overført til Det Kongelige Teater i 1993. I 1991 var Worsaae en spektakulær scenograf på Flemming Flindts historiske ballet Caroline Mathilde, der blev skabt til Den Kongelige Ballet og siden har været genopført flere gange. Worsaaes sidste

store opgave før sin tidlige død skulle blive for San Francisco Ballet, nemlig Helgi Tomassons udgave af Romeo og Julie i 1994. lk

Jâ&#x20AC;&#x2122;aime Crandall som Kitri og JĂłn Axel Fransson som Basil.

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D E N KO N G E L I G E B A L L E T 2 0 1 5 / 2 0 1 6

Balletmester Nikolaj Hübbe Viceballetmester Silja Schandorff Administrationschef Marianne Bennetzen Solodansere Gudrun Bojesen J’aime Crandall Holly Jean Dorger Susanne Grinder Ida Praetorius Amy Watson Ulrik Birkkjær Gregory Dean Marcin Kupiñski Alban Lendorf Solister Caroline Baldwin Lena-Maria Gruber Kizzy Matiakis Christina Michanek Alexandra Lo Sardo Femke Mølbach Slot Jonathan Chmelensky Jón Axel Fransson Nicolai Hansen Andreas Kaas Tim Matiakis Alexander Stæger Karakterdansere Mette Bødtcher Lis Jeppesen Eva Kloborg Mogens Boesen Morten Eggert Poul-Erik Hesselkilde

Korpsdansere Amalie Adrian Josephine Berggreen Maria Bernholdt Caroline Betancourt Benita Bünger Alice Canu Elisabeth Dam Joscelyn Dolson Kristine Drewsen Heather Dunn Astrid Elbo Viktoria Falck-Schmidt Kaledora Fontana Wilma Giglio Stephanie Chen Gundorph Hilary Guswiler Camilla Ruelykke Holst Ji Min Hong Emma Håkansson Birgitta Lawrence Elenora Morris Alba Nadal Morris Kateřina Plachá Stephanie Sahlgren Silvia Selvini Carling Talcott-Steenstra (orlov) Beila Ungar Esther Lee Wilkinson Louise Østergaard Charles Andersen Gábor Baunoch Alexander Bozinoff Benjamin Buza Magnus Christoffersen James Clark Eliabe D’Abadia Christian Hammeken Sebastian Haynes Sebastian Kloborg Cédric Lambrette Matteo Di Loreto Ariel Mercuri Tobias Praetorius Liam Redhead Samuel Rees Julien Roman Oliver Starpov Bryant Steenstra

3. års aspiranter Benedicte Boier Lærere Mogens Boesen Stephane Dalle Ingrid Glindemann Nikolaj Hübbe Adam Lüders Jean-Lucien Massot Anne Holm-Jensen Peyk Silja Schandorff Pianister Jon Andersson Svetlana Apollo Anna Bard Kim Helweg Kirsten Monique Jenssen Kristian Jørgensen Thomas Rischel Bjarne Sahl Alison Smith Eva Sørensen Deborah Wood Producenter Jens Lange Susanne Ørskov Forestillingsledere Ole Just Thomas Mieth Planlægger Kit Dyring

D E T KO N G E L I G E T E AT E R D E N KO N G E L I G E B A L L E T 2 0 1 5 / 2 0 1 6

Den Kongelige Ballet er et af verdens ældste balletkompagnier. Det blev grundlagt helt tilbage i 1770’erne, og med sin unikke Bournonville-tradition indtager ensemblet en særstilling i international sammenhæng. Intet andet balletkompagni har bevaret så mange balletter danset i ubrudt linje siden den romantiske periode i det 19. århundrede. Sylfiden, Napoli og Et folkesagn af August Bournonville er hovedværker, ikke blot i den danske ballethistorie, men også i den internationale. En af Den Kongelige Ballets kerneopgaver er at bevare, videreføre og udvikle Bournonvilles balletter, der er karakteriseret ved deres fine sans for mimisk fortælling og ubesværet lethed, og arven fra Bournonville vil altid være grundstammen i kompagniets repertoire. Men samtidig har den danske nationalballet også en rig tradition for at fortolke de store, prægtige klassikere som Svanesøen, Tornerose, Giselle og Nøddeknækkeren. Den Kongelige Ballet er imidlertid ikke kun historie eller museum, men har også forstået at forny sig og følge med tiden i et alsidigt repertoire. I det 20. og her i det 21. århundrede har den danske ballet bevæget sig mod at være et kompagni, der også omspænder de moderne klassikere samt de helt nye tendenser på den internationale dansescene: fra George Balanchines neoklassiske værker over danske mestre som Harald Lander og Flemming Flindt frem til vor tids koreografer lige fra John Neumeier, Maurice Béjart og Jiří Kylián til nyere talenter som Christopher Wheeldon, Jorma Elo, Jacopo Godani og Alexei Ratmansky.

Billedet er hos Moos/Tom!

Forældrekøb Er det en god idé? Når børnene flytter hjemmefra, kan det være en god idé at hjælpe dem på vej. Og her er forældrekøb en god mulighed. Vil du vide mere, så kontakt os på 70 123 456, hvor du kan få personlig betjening alle dage – døgnet rundt.

75.000 har allerede købt billet

Nicolas Bro, Marie Louise Wille, Ole Lemmeke, Tammi Øst m.fl. Forbered dig på en styrkeprøve af de helt store, når Det Kongelige Teater vækker ridderlegenden til live i Ulvedalene. 25/05 — 02/07 2016 KØ B B I L L E T T E R PÅ K G LT E AT E R . D K

SÆSON 2015/2016

HOVEDSPONSORER

Det Kongelige Teater ønsker at takke alle vore sponsorer for deres aktive medvirken til, at vi kan skabe scenekunst på højeste internationale niveau.

SPONSORER

Knud Højgaards Fond

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

Husk

#kglteater til dine

selfies

Verdis operaklassiker

La traviata For både novicer og passionerede operaelskere Oplev: Gisela Stille Peter Lodahl / Niels Jørgen Riis Dimitris Tiliakos / Palle Knudsen Astrid Norstad m.fl.

OPERAEN 04/10 2015 — 11/06 2016 KØ B B I L L E T T E R PÅ KG LT E AT E R . D K

Painting the world stronger From bridges and boats to power stations and buildings like the Royal Danish Opera House, our coatings can be found around the globe, helping make our world safer, stronger, more beautiful and longer lasting. Itâ&#x20AC;&#x2122;s why we exist and why weâ&#x20AC;&#x2122;re the partner of choice for customers in the protective, marine, decorative, yacht and container markets in over 80 countries worldwide. See how we can make your business stronger at hempel.com

Det Kongelige Teater

Teknik / produktion:

Produktionsansvarlige

Teaterchef: Morten Hesseldahl Salgs- og planlægningsdirektør: Henrik Sten Petersen Økonomi- og bygningsdirektør: Marianne Petersen Balletmester: Nikolaj Hübbe Operachef: Sven Müller Chefdirigent: Michael Boder Skuespilchef: Morten Kirkskov Chef, Kommercielle aktiviteter, sponsorer og KGL+: Dorthe Paulli Kommunikationschef: Magnus Restofte Administrationschef balletten: Marianne Bennetzen Administrationschef operaen: Malene Truelsen Administrationschef skuespillet: Carsten Møller Administrationschef, Kommercielle aktiviteter, sponsorer og KGL+: Niels E. Bjerrum HR og Jura: Mette Falther Kostumechef: Tine Sander Chef, Scenografisk afdeling: Kim Fridbjørg Adm. scenechef: Kim Lennert Hansen

Scenechef Gamle Scene: Brian Nielsen Scenechef Operaen: Søren Bøllingtoft Scenechef Skuespilhuset: Rasmus Clausen Lyd, lys og video: Tommy Larsen Snedker- og smedeværksted: Sanne Brodersen Maler- og tapetsererværksted: Eva Friis Lager- og logistikchef: Lars Møller Rasmussen Rekvisitafdeling: Mikkel Theut Herreskræddere: Magnus Tougaard Dameskræddere: Mette Kibsgaard Hatteværksted: Pernille Rode Kostumegarderobe: Sophie Secher Kroner Maskør- og parykafdeling: Abelone Tholstrup Stein Statist- og påklæderafdeling: Ralf Friedrichsen

Belysningsmester: Thomas Bek Jensen Produktionsmand scene: Ahmed Muna Produktionsmand lys: Tim Rustad Signalør: Per Reersøe Tonemester: Jakob Bo Nystrup Snedker: Mogens Sand Møbler: Palle Dahl Henriksen Rekvisitør: Thorstein Mortensen Herreskræddere: Charlotte Ladefoged og Lillian Petersen Dameskræddere: Anne Aasted og Kristina Funder Buch Modist: Mathias August Borg Tekstilværksted: Trine Neergaard Madsen Maskør og frisør: Cecilia Nordgren Kostumeteknikere: Lars André Jensen og Sofie Levy

Produktionsledelse Producent: Susanne Ørskov Produktionsleder: Eva Friis Scenemester: Vagn Jensen Kostumier: Rikke Korfix Forestillingsledere: Ole Just og Thomas Mieth

Ansatte i administrationen, salgsog kommunikationsafdelingen samt på værksteder og scener på Det Kongelige Teater Programredaktion og tekst: Lise Kaiser Forestillingsfoto: Costin Radu Tryk: Rosendahls Schultz Grafisk April 2016

Forside: J’aime Crandall som Kitri. Bagside: Mogens Boesen som Don Quixote og Poul-Erik Hesselkilde som Sancho Panza.

Programmet indlæst på lydbånd for læse-handicappede kan bestilles på 86 96 63 21, Fonden for Aktive Blinde

Poul-Erik Hesselkilde som Sancho Panza med corps de ballet.

GA M L E S C E N E