Program: Et folkesagn by Det Kongelige Teater

Ballet SĂŚson 2014 /2015

August Bournonville

folkesagn

Benjamin Buza som Diderik og CĂŠdric Lambrette som Muri.

Jeg har altid været bjergtaget af August Bournonvilles ballet Et folkesagn. Da jeg var barn, læste min mormor Selma Lagerlöfs novelle Skiftingen højt for mig, og min mor fortalte frydefulde og svedfremkaldende godnathistorier om grave, høje, elverpiger og trolde. Jeg blev meget fascineret af det nordiske, af det mytologiske. Så da jeg som 11-årig første gang så Et folkesagn, var det det vildeste eventyr, jeg havde oplevet – kærlighed ved første blik. Jeg husker stadig, at jeg gik fra teatret og ikke alene sagde, at den ballet kunne jeg godt tænke mig at danse med i, men at den ballet kunne jeg godt tænke mig at sætte op. Det gjorde jeg så flittigt på mit lille dukketeater i de følgende år. Et folkesagn er det danskeste af det danske – som hentet ud af H.C. Andersens mest poetiske fortællinger, og oven i det besidder den en vidunderlig holdbarhed. Den rummer så mange fine følelser og associationer til barndommen, i hvert fald til min. Danmark, nu blunder den lyse nat bag ved din seng, når du sover. Det er som at gå rundt i et dansk sommerlandskab med grønne marker, bløde bakker, summende bier og varm, høj sol, så skært og fint. Historien og musikken lyser, og i denne version er det netop lyset og troen på eventyret, vi har valgt at fokusere på. Harmoni og fred er nøgleord i Bournonvilles balletter, men nedenunder ulmer der som regel noget, der ikke er helt så harmonisk og fredfyldt. Dette gælder i bogstaveligste forstand for Et folkesagn. Dualismen mellem de to kvindelige hovedpersoner, troldhøjens Hilda og Højgårdens Birthe, der blev forbyttet som børn, er denne forestillings omdrejningspunkt, og vi har gerne villet nuancere historien lidt. Hilda er jo let at forsvare; hun er det lysende tro, håb og kærlighed, og gennem mødet med Junker Ove kommer hun i kontakt med sine sanser og ubevidst med sin arv. Den utilpassede, uterlige og uregerlige Birthe derimod strides med sit miljø, fordi hun ikke har forbindelse til sin arv. Midt i sit morads af tyende er hun i sit hammershøiske kammer frygtelig ensom og alene med sit troldesind, som hun ikke kan tøjle. Så vi har da også i denne version valgt at opfinde en teatertrup og lade den forsmåede Birthe drage til teatret til sidst, for hvor kan man bedre gøre brug af sin galskab og sit viltre temperament end på de skrå brædder. På August Bournonvilles tid havde man nok ikke den store forståelse, endsige sympati for ballettens trolde, men nu synes vi, at det må være på tide at forsvare dem lidt. Kan trold tæmmes? Jeg tror det ikke. Eller snarere jeg håber det ikke. Nikolaj Hübbe Balletmester

Lis Jeppesen som Viderik og Marcin Kupiñski som Junker Ove.

Lis Jeppesen som Viderik og Mogens Boesen som Muri.

Lena-Maria Gruber, Stephanie Chen Gundorph og Alexandra Lo Sardo i pas de sept.

Et folkesagn Koreografi: Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, efter August Bournonville Musik: Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann Scenografi og kostumer: Mia Stensgaard Lysdesign: Mikki Kunttu Videodesign: Martin Reinwald og Sebastian Eskildsen Dramaturg: Ole Nørlyng Iscenesættelse: : Nikolaj Hübbe, Sorella Englund og Anne Marie Vessel Schlüter Instruktørassistenter: Christina Michanek og Claire Still (børn) Dirigent: Wolfgang Wengenroth Det Kongelige Kapel Førsteopførelse: Den 20. marts 1854 på Det Kongelige Teater Premiere i denne opsætning: Den 11. marts 2011 på Operaen, Store Scene Repremiere: Den 6. december 2014 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene

August Bournonville August Bournonville, 1805-79, er grundlæggeren af den danske ballettradition. Han var 1800-tallets største romantiske koreograf og mandlige danser, og med sin stil og sit repertoire skabte han den tradition, som har gjort Den Kongelige Ballet internationalt berømt. Bournonville blev født i København og fik sin uddannelse hos faderen Antoine Bournonville og Vincenzo Galeotti. I 1813 havde han sin debut som en af Regnar Lodbrogs sønner i Galeottis ballet Lagertha. Fra 1820 til 1823 var han medlem af Den Kongelige Ballet, og i 1824 rejste han til Paris for at studere hos Auguste Vestris, som han havde mødt fire år tidligere på en rejse med sin far til den franske hovedstad. Bournonville blev danser ved Pariseroperaen, men i 1830 valgte han som 25-årig at tage imod et tilbud om at blive balletmester ved Den Kongelige Ballet i København. Her fungerede han med enkelte pauser fra 1830 til 1877; fra 1855 til 1856 var han balletmester ved operaen i Wien og fra 1861 til 1864 ved operaen i Stockholm. Han skabte i denne næsten 50 år lange periode på Det Kongelige Teater omkring 50 handlingsballetter – romantiske balletter, historiske balletter, vaudevilleballetter, folkelivsballetter, divertissementer. Blandt hans balletter er følgende stadig i repertoiret: Sylfiden fra 1836, Napoli fra 1842, Konservatoriet eller Et avisfrieri fra 1849, Kermessen i Brügge fra 1851, Et folkesagn fra 1854, Abdallah fra 1855 (genopsat i rekonstruktion i 1986), La Ventana fra 1856, Blomsterfesten i Genzano fra 1858 (hvorfra nu kun pas de deux’en danses), Fjernt fra Danmark fra 1860, Thrymskviden fra 1868 (genopsat i rekonstruktion i 1990), Livjægerne på Amager fra 1871 og Fra Sibirien til Moskva fra 1876 (hvorfra nu kun jockeydansen opføres). Temaet i en stor del af hans balletter er de farlige kræfter i tilværelsen, og et andet centralt motiv er konflikten mellem drøm og virkelighed. Alle hans værker, på nær Sylfiden, er præget af harmoni og livsglæde og har en lykkelig udgang. Bournonville videreførte den franske balletteknik og stil, som han oplevede i sine ungdomsår i Paris på konservatoriet. Det skulle være dans med ynde og elegance. Han formåede at placere mandsdanseren centralt i en tid, hvor det ellers var ballerinaen, der fik den største opmærksomhed, men nok så vigtigt lagde han også stor vægt på det mimiske udtryk. Bournonville satte sit eget præg på stilen og skabte en danseæstetik med ubesværet gratie som øverste mål – med rundede arme, levende ansigt, bevægelig overkrop og hurtige fødder. Men først og fremmest en virtuos dans, hvor sværheden er camoufleret af en smilende lethed. lk

Hilary Guswiler som Hilda.

Handling Første akt Den elegante, men følelsesmæssigt yderst svingende Frøken Birthe fra Højgården har forlangt frokost serveret i skoven ved en kratbevokset høj, der siges at rumme trolde. Den gamle husholderske advarer mod de underjordiske, alt imens Hr. Mogens lægger planer i forbindelse med Frøken Birthes forestående bryllup med Junker Ove. En trup af dansere fra hovedstaden ankommer. Overvåget af de blå gendarmer danser bønderne for herskabet. Stemningen er anstrengt. Junker Ove synes kold over for den pirrelige frøken, der til gengæld glæder sig over Hr. Mogens’ opvartning. Da aftenen falder på, drager selskabet hjem mod herregården. Kun junkeren bliver alene tilbage. Ved mørkets frembrud åbner højen sig, og en underjordisk verden med troldkonen Muri og bjergpigen Hilda i centrum dukker frem. Hilda træder ud af højen og byder Junker Ove at drikke af et bæger. Han hælder indholdet ud på jorden, men vil trods Hildas bønner ikke give bægeret tilbage. Den rasende Muri og Hilda forsvinder. Højen lukker sig, og de farlige elverpiger danser den udmattede junker til vanvid. Anden akt Muris sønner, Diderik og Viderik, smeder guldsmykker til Hilda, som de begge er forelskede i. De ryger ustandselig i totterne på hinanden. Muri har bestemt, at Hilda skal giftes med hendes ældste søn, Diderik, der langtfra har held med sit frieri. Diderik løber forbitret bort, mens Hilda falder i søvn. I drømme ser hun et mærkeligt syn, hvor trolde forbytter to spædbørn, ligesom også bægeret og den smukke Junker Ove er at se. Muri har indbudt til troldefest, og alle de fornemste af slagsen indfinder sig til et larmende gilde. Hilda danser for den besynderlige flok, og til sidst lykkes det hende at flygte bort fra troldene sammen med den forsmåede Viderik. Tredje akt Høstarbejdet er forbi, og bønderne observerer en vækkelsesprædikant, der tilsyneladende helbreder de syge. Hilda og Viderik kommer til. Bønderne forbløffes over den unge piges smukke dans, og også Hr. Mogens vækkes af pigens skønhed. Glæden forstummer ved synet af Junker Ove, der i stille vanvid tror at se de underjordiske. Endnu knuger han bægeret til sig, men han taber det. Hilda, der genkender ham, tager bægeret, ligesom hun gennem dans langsomt

Sascha Haugland som Cathrine, Hilary Guswiler som Hilda og Amy Watson som Frøken Birthe.

bringer ham tilbage til livet. Han finder frem til ny klarhed, og sammen danser de – til Videriks sorg – i glæde over deres forening. Hr. Mogens ønsker langtfra noget, der kan forstyrre hans planer om at arve Højgården ved et fordelagtigt giftermål, og han foranstalter ved hjælp af de blå gendarmer en jagt på den ”gale” junker og de uvelkomne fremmede. Frøken Birthe fra Højgården raser mere end nogensinde. Tjenestepigerne nægter at adlyde. Birthe støder Cathrine fra sig, ligesom hun viser den skræmte tante Fru Kirstine døren. Temperamentet koger over, og til sidst besvimer Birthe i et hysterisk anfald. Netop da kommer Hilda løbende med bægeret i hånden. Hun genkendes som den rette arving til Højgården, mens troldeungen Birthe – Muris rigtige datter – vises bort. Rasende søger Birthe hjælp hos Hr. Mogens og hans folk, men hun finder dem aldeles forheksede, idet Viderik har kastet frø over dem. Det pudsige syn får hende til at glemme sin harme. I stedet kommer hun hurtigt i klammeri med trolden, der har genkendt hende som sin søster. Muri og den øvrige familie dukker op, men Birthe vil under ingen omstændigheder med troldene tilbage til højen. Slaget synes tabt. Dog Muri ved råd. En trillebør fuld af kostbarheder får Hr. Mogens til at tage ”trold for guld”, og den teaterglade Birthe kan nu hellige sig sine drømme. Godsets folk glæder sig: danserne fra hovedstaden underholder, og i den lyse sommer træder Hilda og Junker Ove brudevalsen. Troldene har ikke forladt deres hjemstavn. Dem kan vi ikke leve uden!

Kizzy Matiakis som FrĂ¸ken Birthe.

Alba Nadal som Frøken Birthe.

Gregory Dean som Junker Ove og Amy Watson som Frøken Birthe.

Højfolket, ellepigerne og de bjergtagne børn – om August Bournonvilles Et folkesagn

Et folkesagn er blevet kaldt ”Bournonvilles danskeste ballet”, og August Bournonville selv tøvede da heller ikke med at udtale, at dette værk var hans ”fuldstændigste og bedste koreografiske arbejde”. Selv om balletten altså efterfølgende vakte begejstring, var der dog ved dens tilblivelse ikke meget at more sig over. I sommeren 1853 ramte den store koleraepidemi København, og i byens overbefolkede slumkvarterer var kombinationen af manglende hygiejne, dårlig renovation og lummer sommervarme skyld i, at sygdommen bredte sig som en steppebrand med flere hundrede dødsfald om dagen. Bournonville flygtede på sin mors indtrængende opfordring fra hovedstadens rædsler og lejede i Fredensborg en bolig til sig selv og sin familie, og det var her, Et folkesagn blev til – et værk, der er gennemstrømmet af overskud og lykke, måske accentueret af lettelsen over at være undsluppet dødens nære favntag. Udgangspunktet for Et folkesagn var den store interesse for den sene middelalder, som herskede i romantikken. Tidens kunstnere sværmede for det nationale og for den mere åndelige og mindre materialistiske fortid. Bournonville talte således om ”vore praktiske og lidet poetiske tider, som synes at ville fremskynde en periode af litterær og kunstnerisk misvækst over de lande, der fordum var fantasiens frugtbareste jordbund”. I forlængelse af denne tankegang var folkemindeforskeren Svend Grundtvig i disse år i gang med at indsamle danske folkesagn, og nogle tiår tidligere havde litteraten Rasmus Nyerup udgivet Nationalmelodier, ligesom forfatteren Just Mathias Thiele med Brødrene Grimm som forbillede havde rejst rundt i landet og samlet kildemateriale til samlingen Danske Folkesagn. Det var ikke mindst de to sidstnævnte værker, som Bournonville lod sig inspirere af, da han gik i

Edvard Lehmanns kostumeskitser af troldene Diderik (Ferdinand Hoppensach) og Viderik (Edvard Stramboe) til Et folkesagn, 1854.

gang med sin nye ballet, og han hentede flere situationer, motiver og figurer fra Thieles bøger. Derudover fandt Bournonville tydeligvis også andre inspirationskilder; i 1828 havde Johan Ludvig Heibergs festspil Elverhøj haft premiere, og det opnåede med det samme en umådelig popularitet, som i øvrigt er fortsat helt frem til vore dage. I 1845 skrev H.C. Andersen det humoristiske og fantasifulde eventyr af samme navn om elverkongen, elverpiger, trolde og fornemme folk. Men endnu et værk har uden tvivl inspireret ham, selv om han næppe ville stå ved det. I 1841 havde Giselle premiere på Pariseroperaen, og Bournonville overværede i den franske hovedstad nogle prøver på balletten, som han var meget lidt begejstret for. Men det er næsten usandsynligt, at han ikke alligevel har skelet til fortællingen om den unge Albrecht, der ved nattetide danses til udmattelse og vanvid af de farlige, overjordiske skabninger, wilierne. Allerede i januar 1853 havde Bournonville øjensynligt Et folkesagn i sine tanker, for der skrev han et lille digt til en kvindelig bekendt, og her beskrev han et motiv, hvor tre unge elverpiger danser i en kreds om en ung mand. Derfra er der ikke langt til historien om Junker Ove, der er forlovet med den viltre og lunefulde Birthe fra den fornemme herregård, men som forelsker sig i skønne, milde Hilda, der er vokset op hos troldene i højen. Det viser sig da også, at de to piger er blevet forbyttet ved fødslen, og Birthe er den rette

Litografi af Waldemar Price som Junker Ove, 1870’erne.

Fotografi af Valborg Jørgensen (gift Borchsenius) som Hilda, 1894.

troldeunge. Junker Ove må kæmpe hårdt for sin Hilda, og først efter han har været elleskudt, og elverpigerne næsten har danset ham fra forstanden, kan de to forenes i brudevalsen i den lyse sommernat. Bournonville tog kontakt til to af periodens fineste komponister, Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann, som han begge før havde samarbejdet med. På den tid var det ganske sjældent, at koreograf og komponist arbejdede så tæt sammen om en ballet – at komponere balletmusik blev i samtiden opfattet som andenrangs, og det var som regel mindre kendte musikere, der sammensatte musik med lån fra andre værker. Men partituret til Et folkesagn blev udarbejdet i nært samspil mellem de tre kunstnere. Bournonville havde klare ideer om musikkens udformning, der skulle karakterisere figurerne og miljøet i handlingen, og i musikken indgik også motiver, der knyttede sig til de enkelte personer og gik på tværs af akterne. Niels W. Gade var i forvejen meget optaget af de danske folkeviser og folkesagn. Han komponerede således i 1854 – med førsteopførelse ti dage efter premieren på Et folkesagn – det enestående kor- og orkesterværk Elverskud, der bygger på en gammel folkevise, som Bournonville ganske givet også har kendt til. Elverskud handler om den unge ridder Hr. Oluf, som aftenen før sit bryllup bliver tiltrukket af elverfolket og ikke mindst af elverkongens datter, som, da han afslår hendes frieri, tilføjer ham et dødeligt sår, der er skyld i, at han dør for øjnene af sin brud og alle bryllupsgæsterne. Gade kom til at stå for

Marcin Kupiñski som Junker Ove og Susanne Grinder som Hilda.

Et folkesagns lyse, lyriske og meget danske musik i første og tredje akt, hvorfra ikke mindst Brudevalsen er blevet så berømt. Han var i øvrigt selv meget utilfreds med denne vals, og kun Bournonvilles insisteren gjorde, at den ikke blev kasseret, men tværtimod endte med at blive folkeeje og stadig den dag i dag er et højdepunkt ved næsten ethvert dansk bryllup. J.P.E. Hartmann komponerede som kontrast den dystre og dunkle musik til andenaktens troldeverden. Et folkesagn handler om ”højfolket, ellepigerne og de bjergtagne børn”, som Bournonville selv skriver i sine erindringer – om spændingen mellem vores verden og den dæmoniske, farlige underverden. Mennesket har indre drifter og længsler og drages mod det ukendte, men naturen er både lunefuld og mystisk, og elverpigerne kan udøve en dæmonisk og erotisk magt over deres ofre. Menneskets møde med en anden verden havde allerede tidligere optaget Bournonville. Sindets splittelse er således et fremtrædende tema såvel i Sylfiden fra 1836 som i Napoli fra 1842. Men hvor James bliver bjergtaget af Sylfiden og lokkes i undergang, er Junker Oves møde med Hilda ikke helt så farligt. Det okkulte og dunkle, men dog meget forføreriske, blandes på bedste guldaldermanér med glæden, lyset og romantikken, og den positive slutning vidner om Bournonvilles harmoniske og idylliske verdensbillede. Premieren på Et folkesagn på Det Kongelige Teater den 20. marts 1854 blev en stor succes, og der var teatermagi for alle pengene. Troldhøjen kunne hæve sig, og elverpigerne syntes at komme ud af den bølgende nattetåge for

at danse med den tryllebundne Junker Ove. Partiet som den blide Hilda blev danset af den 22-årige Juliette Price, der på det tidspunkt var Bournonvilles foretrukne danserinde, og den 27-årige Petrine Fredstrup fortolkede den temperamentsfulde Birthe. De to trolde Diderik og Viderik blev danset af de store mimiske talenter Ferdinand Hoppensach og Edvard Stramboe, mens rollen som den noble Junker Ove tilfaldt W.E. Funck. Ti år senere skulle Juliettes bror, Waldemar Price, efterfølge Funck og gøre dette parti til sin glansrolle – ”personifikationen af romantisk længsel og erotisk tilbedelse,” som en samtidig kritiker skrev. Også Bournonvilles nære ven H.C. Andersen var ovenud begejstret for Et folkesagn. Han skrev således allerede før premieren, i januar 1854, til salmedigteren B.S. Ingemann: ”Et modsat, smukt poetisk indtryk havde jeg i dag; Bournonville indbød mig at se den sidste prøve af hans nye ballet; det var på danseskolen, hvor alle bevægede sig i de dagligdags danseskoleklæder, alle rekvisitter manglede, én violin var hele orkestret, og dog følte jeg mig i høj grad grebet ved den herlige musik – første og tredje akt er af Gade, anden akt af Hartmann – og af den geniale poetiske digtning; den ballet må gøre stor virkning og bliver ypperligt udført. Navnet for den er Et folkesagn; jeg skrev straks på stedet, før jeg gik, et par ord til Bournonville: Et folkesagn igennem slægter lever,/det i sig selv har magt mod tidens hånd,/Dit folkesagn til skønheds digt sig hæver,/Det lever ved sin poesi og ånd!” Siden premieren i 1854 har Et folkesagn og dets poesi og ånd holdt sig på Den Kongelige Ballets repertoire som en fast bestanddel af Bournonvilletraditionen. Allerede i 1877, to år før Bournonvilles død, havde balletten sin opførelse nummer 100, og blandt de følgende års iscenesættere har været Hans Beck i 1894, Harald Lander i 1941, Niels Bjørn Larsen i 1952, Hans Brenaa i 1969 og Kirsten Ralov i 1979. I 1991 stod Frank Andersen og Anne Marie Vessel Schlüter for en meget omtalt opsætning, idet dekorationer og kostumer var skabt af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. I 2011 kom så denne udgave skabt af Nikolaj Hübbe og Sorella Englund i Mia Stensgaards scenografi, og med repremieren her i 2014 når Et folkesagn dermed sin 586. opførelse. lk

Nikolaj Hübbe og Sorella Englund Koreografi og iscenesættelse

Nikolaj Hübbe, født 1967, blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole i 1978, blev aspirant i 1984, korpsdanser i 1986 og solodanser i 1988. I 1992 blev han udnævnt til solodanser ved New York City Ballet. I sin tid på Det Kongelige Teater dansede han hovedroller i det meste af Den Kongelige Ballets repertoire, fra romantiske balletter som Sylfiden, Romeo og Julie og Onegin til neoklassiske værker som George Balanchines Apollon. Hübbe debuterede med New York City Ballet i Balanchines Donizetti variationer i 1992. Han udviklede sig hurtigt til at blive en af kompagniets stjernedansere, og han dansede frem til sin afskedsforestilling i 2008 hovedpartier i en lang række værker af blandt andre Balanchine, Jerome Robbins og Peter Martins. Hübbe har endvidere i de seneste 15 år selv iscenesat balletter. I første omgang for School of American Ballet, New York City Ballets skole, som han også fra 2004 til 2007 var fastansat som lærer ved, og dernæst primært for Den Kongelige Ballet. I 2003 satte han således sin egen meget roste udgave af Sylfiden op på Det Kongelige Teater, og i 2008 iscenesatte han sammen med Sorella Englund Giselle. Året efter, i 2009, gav de sammen deres bud på en opdatering af August Bournonvilles Napoli, og to år senere, i 2011, lavede de denne nye og mere tidssvarende udgave af Bournonvilles troldeeventyr Et folkesagn. I 2012 blev det til Petipa-klassikeren La Bayadère, som han tog under kærlig behandling i fællesskab med Eva Draw. I sidste sæson satte han sammen med Lars Kaalund trin til William Shakespeares Helligtrekongersaften, en forestilling skabt til Den Kongelige Ballets yngste dansere, og i begyndelsen af denne sæson iscenesatte han igen Sylfiden, denne gang i en ny og meget anderledes scenografi af Bente Lykke Møller. Nikolaj Hübbe har siden sæsonen 2008/2009 været balletmester ved Den Kongelige Ballet.

Sorella Englund med Caroline Baldwin under prøverne på Et folkesagn i foråret 2011. Foto: David Amzallag.

Nikolaj Hübbe med Susanne Grinder under prøverne på Et folkesagn i foråret 2011. Foto: David Amzallag.

Sorella Englund, født 1945, er opvokset i Finland og er uddannet ved Den Finske Nationalballet i Helsingfors. I 1966 tilbød daværende balletmester ved Det Kongelige Teater, Flemming Flindt, hende ansættelse ved Den Kongelige Ballet, og i 1969 fik hun sit helt store gennembrud som en både uskyldig og farlig Hilda i August Bournonvilles Et folkesagn. I 1970 blev hun udnævnt til solodanser ved Den Kongelige Ballet, og her kom hun til at danse hovedpartier i alle de store balletter, mest markant Bournonvilles Sylfiden og Napoli samt Paul Taylors Aureole og Antony Tudors Syrenhaven. I 1978 måtte hun på grund af sygdom indstille karrieren, men allerede året efter hentede den nye balletmester, Henning Kronstam, hende tilbage som karakterdanser, og her brillerede hun blandt andet i rollen som trolden Viderik i Et folkesagn og som heksen Madge i Sylfiden. Sorella Englund har med sin særlige og meget lyriske udstråling været en eftertragtet danser inden for såvel det klassiske som det moderne repertoire. Mange af tidens nyere koreografer har været fascinerede af hendes poesi og skabt værker direkte til hende, således blandt andre Eske Holm med Ildfuglen i 1975, Constantin Patsalas med Das Lied von der Erde i 1988, Kenneth Kreutzmann med Lullaby i 1996 og Tim Rushton med Carmina Burana i 1997. Også mange internationale balletkompagnier har haft glæde af Sorella Englunds evner som pædagog og iscenesætter, ikke mindst Scottish National Ballet, National Ballet of Canada og Boston Ballet, hvor hun ligeledes i perioden 1996 til 1999 var ansat som balletmester. Sorella Englund har tidligere iscenesat balletter i samarbejde med Nikolaj Hübbe: i 2008 gav de sammen deres bud på en tolkning af klassikeren Giselle på Det Kongelige Teater, og i 2009 skabte de en helt ny udgave af August Bournonvilles Napoli, hvor handlingen var flyttet frem til 1950’ernes Italien.

Enhver sin trold Af Ole Nørlyng

”Man maler ikke om på en Rembrandt.” De respektfulde ord faldt i en samtale med Nikolaj Hübbe, efter at han for en del år siden havde sat August Bournonvilles ballet Sylfiden op på Gamle Scene. Ingen tvivl om Hübbes dybe respekt for den ballettradition, herunder stilen, skolerne og repertoiret, som fænomenet Bournonville udgør den dag i dag. Men han har også i forbindelse med flere af Bournonvilles egne balletdigtninger rigtigt erklæret, at nogen Shakespeare var den gamle balletmester nu ikke. Hertil kan føjes, at mens en Rembrandt normalt er placeret på et museum, hvis fornemste opgave er at bevare fortiden for eftertiden, så tilhører Bournonvilles livsværk teatret, og hermed et kunstnerisk univers, der for alt i verden nødigt skulle blive rent museum. Et teater bygger nok på traditioner, men dets forpligtigelse er fornyelse – levendegørelse – også af fortidens mesterværker. Det er de vedvarende muligheder for at nytolke, der gør et sceneværk til en klassiker. Det er her, udfordringen ligger. Med fare for en for bastant generalisering holdt den gamle ”vi gør, som vi gjorde sidst”-holdning sig frem til Den første internationale Bournonville Festival i 1979, hvor man med fremragende succes markerede 100-året for Bournonvilles død ved at opføre hele den levende tradition. Selv om der tidligere havde været forsøgt moderniseringer og rekonstruktioner på basis af kildestudier, var det først for alvor efter 1979, at behovet for at arbejde med traditionen slog igennem. Guldalderkonstruktionen kom under debat, og den gamle praksis er efterhånden blevet afløst af en friere fortolkende forholden sig til traditionen. Her er det relevant med endnu en one-liner fra Nikolaj Hübbe. ”Nu smelter vi Guldhornene om,” proklamerede han ved pressemødet i april 2009 i forbindelse med den planlagte nyopsætning af Napoli – en forestilling, der med betydelig succes gik over scenen i november 2009. Selvfølgelig er der de, som nu begræder udviklingen. Men til dem er der blot at sige, at det, de ønsker sig, ligger på video/dvd, et faktum, der gør det endnu mere påkrævet at arbejde med stoffet i nytolkninger. I en mere og mere historieløs tid handler det blandt andet om forpligtelsen til at åbne eller genåbne fortiden. Her tænkes ikke på en bevidstløs, let konsumerbar fortid, der stort set kun rummer udpinte glansbilleder og klicheer. Vi

må og skal udvide blikket og ikke kun gentage allerede vedtagne guldalderdogmer. Vi er forpligtet til at hente livskraftige ideer ind og forstyrre blikket, så vi ikke går i stå sammen med lalleglade bønder og rent ud harmløse troldebørn, hvor godt og ondt står skarpt over for hinanden som klare modsætninger, og hvor kun kristendommen fremføres som det harmoniserende princip, der kan gøre livet muligt. Det er således noget af en udfordring at sætte Et folkesagn fra 1854 på plakaten, men hvad var det, der fik Nikolaj Hübbe til at ville? ”Musikken,” lød svaret ved vores første samtale for snart længe siden. ”Der er sådan et dejligt lys i den musik. Det er som lyset i Hammershøis malerier – støvkornenes dans …” Mere skulle der sådan set ikke til. Når blot det musikalske øre lytter intenst og med sanserne åbne. Det var et signal. Et startskud til en syndflod af billeder dækkende det meste af anden halvdel af det 19. århundrede og lidt til. Vi så på Skagens malere, på ægteparret Slott-Møller og mange flere, og vi tog til J.F. Willumsens Museum for at få kød på ideerne. Der stod hun – den nye Hilda – i form af Willumsens berømte maleri En bjergbestigerske, og et af hans andre værker, En fysiker, fik os til at tænke på en Junker Ove, der i sin søgen efter en mening og et engagement skuer dybt i naturen, som var han den moderne, darwinistiske videnskabsmand, der ville aflokke naturen endnu en hemmelighed. Men gav det overhovedet mening at forlade 1500-tallet og folklorens eventyrverden til fordel for det 19. århundredes sidste årtier? Hurtigt stod det os klart, at netop 1880’erne bød på politiske spændinger samt et videnskabeligt og kulturelt gennembrud, der kunne give nyt liv til gamle eventyr. Provisorietiden, det jordbesiddende aristokratis sidste blomstring, de sociale spændinger med en godsejeroverklasse anført af Etatsråd Estrup, der søgte at holde en middelklasse og et proletariat nede ved midlertidigt at sætte demokratiet ud af drift. De fleste af os har i dag glemt, hvor tæt vi dengang var på en revolution. Et attentat på Estrup, stærk censur, indskrænkninger i forsamlingsfriheden og et forhadt politikorps af blå gendarmer blev det til. At plante Et folkesagns historie om tre unge mennesker, der kæmper for at finde identitet og ståsted, i denne historiske ramme var frugtbart for os. Det gav både et væld af billeder fra de hammershøiske stuer til Niels Hansen Jacobsens skulptur En trold, der vejrer kristenkød, ligesom vi kunne trække på litterære værker af forfattere som Henrik Pontoppidan, Gustav Wied og Holger Drachmann, og samtidig holde os til musikkens egen tid. Et folkesagn er historien om to forbyttede pigebørn og en ung, utilpasset mand, der alle tre forsøger at navigere i en verden af i går, hvor drifter og livets skyggesider, eksemplificeret ved troldenes underverden, skal undertrykkes. Ingen af de tre kan finde sig til rette i de indskrænkende omgivelser. Kærligheden bliver den drivkraft, der i hvert fald fører de to frem til afklaring.

Der skal ikke megen kulturhistorisk eller psykologisk sans til, førend dette gamle stof kan ses som dramatisk materiale i en tid, hvor Nietzsche har erklæret Gud for død, Freud har fundet hysteriets årsager, og naturvidenskaberne har opfundet røntgenstrålerne. På forunderlig vis har gamle Bournonville næsten lagt denne tolkning til rette, idet der synes at gemme sig et usynligt mønster i den originale libretto fra 1854, hvor det er, som om der til ethvert menneske svarer en trold og omvendt. Er Birthe ikke en del af Hilda? Har Viderik ikke træk, der kan få os til at tænke på Junker Ove? og Diderik Hr. Mogens? Fru Kirstine og Muri? Nu er Et folkesagn fra Bournonvilles side hverken tænkt som politisk dokumentation eller psykologisk naturalisme. Det er eventyr og poesi. Men for at eventyret og poesien kan blomstre, skal der være et skær af virkelighed bag de rammer, der sættes omkring fantasiens frie udfoldelse. Naturligt nok kan det ikke undgås, at en gammel, elsket ballet også sine steder er havnet i klicheernes harmløse overdrev. Her har vi forsøgt et rydde lidt op og tage stilling, hvilket nok ikke forhindrer, at nye klicheer vokser frem. Som bekendt flytter nissen også med. En smule ny musik er der også kommet til, idet Junker Ove, Hilda og Birthe alle synes os at have mere at sige, og at dette ”noget mere” krævede ny koreografi. Således forsvinder ifølge Bournonvilles oprindelige tanke troldene ikke bare bort til Norge. Nej, de er til stede altid, og Birthe er i høj grad synlig i form af en solo midt i afslutningens store dansedivertissement, pas de sept’en. Selvfølgelig er det troldenes komponist J.P.E. Hartmann, der har lagt toner til denne solo, som er hentet fra Sansernes divertissement i Thrymskviden. Samme Hartmann gav os også musikken – fra balletten Valkyrien – til den store pas de deux i tredje akts første billede, hvor Hilda helbreder eller heler den nedbrudte junker ved kærlighedens kraft. Derimod er det Niels W. Gade, der med introduktionen fra den store Hamlet-ouverture naturligt leverede musikken til junkerens scene, der danner optakt til mødet med de underjordiske i første akt. Opfyldt af troen på at netop kvaliteterne i August Bournonvilles ballet Et folkesagn – dramatisk, koreografisk og musikalsk – er tidløse, har vi arbejdet med værket for at give det nyt liv til en ny generation.

Ole Nørlyng er cand.mag., underviser på læseskolen ved Det Kongelige Teaters Balletskole og er anmelder ved Weekendavisen. Han er derudover forfatter til adskillige værker om musik, billedkunst og ballet. Ole Nørlyng er dramaturg på Et folkesagn.

Jonathan Chmelensky som Hr. Mogens og Tobias Praetorius som Viderik.

Hilary Guswiler som Hilda, Gregory Dean som Junker Ove og Elisabeth Dam som Viderik.

Sebastian Haynes som Junker Ove med corps de ballet.

Mia Stensgaard Scenografi og kostumer

Mia Stensgaards kostumeskitser til troldgĂŚster, troldbiller og adelsdamer.

Mia Stensgaard under kostumeprøverne på Et folkesagn i foråret 2011. Foto: David Amzallag.

Mia Stensgaard, født 1972, er uddannet scenograf fra Statens Teaterskole i 1998, hvor hendes afgangsforestilling var Den biologiske abe af Nicolas Bro. Siden har hun skabt et utal af scenografier til såvel de små intimscener som de store, etablerede teatre og inden for alle genrer, det være sig skuespil, opera, ballet, film og tv. I udlandet har hun blandt andet lavet Don Giovanni på Het Nationale Ballet i Amsterdam i 2005, Eugen Onegin på Royal Opera House i London i 2013 og Idomeneo på Wiener Staatsoper i 2014. Hun har stået for production design til filmene De grønne slagtere i 2003 og Adams æbler i 2004, begge af Anders Thomas Jensen, samt til Maya Ilsøes tv-serie Arvingerne på DR i 2014. Mia Stensgaard har haft en omfattende karriere på Det Kongelige Teater, hvor hun har beskæftiget sig med alle de tre kunstarter. Inden for skuespillet har hun således været scenografen bag blandt andet Ludvig Holbergs Den vægelsindede i 2001 og Michel Houellebecqs Udvidelse af kampzonen i 2002, og til operaen har hun stået for Astor Piazzollas Maria de Buenos Aires i 2005, Richard Wagners Tannhäuser i 2009, Hans Werner Henzes El Cimarrón i 2009 og Pietro Mascagnis og Ruggero Leoncavallos Cavalleria rusticana & Bajadser i 2011. I 2003 fik hun sin debut som balletscenograf med Den Kongelige Ballets opsætning af Kenneth MacMillans hæderkronede mesterværk Manon, der siden har været opført i denne udgave i Berlin, London, Helsinki og Tallinn. I 2006 arbejdede Mia Stensgaard igen sammen med Den Kongelige Ballet, da hun skabte kostumerne til Tim Rushtons smukke, dystre Requiem, og i 2011 var hun kvinden bag det vilde troldeunivers i Nikolaj Hübbes og Sorella Englunds opsætning af August Bournonvilles Et folkesagn. Til foråret har Den Kongelige Ballet premiere på en helt ny version af klassikeren over dem alle, Svanesøen, i Nikolaj Hübbes og Silja Schandorffs iscenesættelse, Mikki Kunttus scenografi og Mia Stensgaards kostumer.

Da Nikolaj Hübbe spurgte mig, om jeg ville lave scenografi og kostumer til Et folkesagn, havde han allerede en helt klar idé om, at handlingen skulle flyttes frem til August Bournonvilles egen tid. Det var på alle måder en brydningstid, hvor kontrasterne – såvel de politiske som de kulturelle – herskede, og netop disse kontraster appellerede til os. Et folkesagn handler jo om to verdener, der kolliderer: den virkelige verden og underverdenen. De to forbyttede børn er utilpassede, og de befinder sig i hver sin verden, men når man kradser i overfladen, har alle ballettens karakterer i realiteten lidt af begge verdener i sig; den elleskudte Junker Ove kunne eksempelvis nemt ende som fortabt i underverdenen, hvis ikke Hilda kom ham til undsætning, ligesom den civiliserede Viderik er kultiveret nok til at begå sig i en verden uden for troldehøjen. Fascinationen af denne komplekse dobbelthed var meget tydelig i den anden halvdel af det 19. århundrede. Ikke mindst i billedkunsten oplever man tvetydigheden, og det er da også her, jeg har taget mit afsæt. Vilhelm Hammershøis meget nordiske, stringente og minimalistiske univers, hvor de rygvendte kvinder uundgåeligt må gemme på nogle længselsfulde hemmeligheder, har været en stor inspiration for mig. Malere som L.A. Ring, J.F. Willumsen, Agnes og Harald Slott-Møller, Edvard Munchs og August Strindbergs højspændte kvinder, såvel tidens kraftfulde socialrealisme som symbolismen med de store kontraster mellem rig og fattig, mellem kontrol og hysteri, mellem sort og hvid. På den ene side den konforme verden med den smukke, artificielle kniplingeskov, hvor man med takt og tone og sociale koder kan dække op med jagtselskabets appetitlige suppe på de nystivede duge. Alting er så puritansk og rigtigt. De afholdte, tilknappede adelsdamers kniplingskraver er så rene og hvide, men i kniplingerne lurer nattedyr og drifter. Og lige under jordens overflade finder man det sanselige og nøgne, primalskriget, det passionerede, underjordiske liv, hvor det kribler og krabler med natsværmere og druknede, hovedløse, ludere og lommetyve, og hvor håret står, og ører og haler vokser vildt. To verdener eller måske i virkeligheden to sider af den samme verden, hvor de unge utilpassede bliver fremkaldt og går fra barn til voksen, og hvor modsætninger ubrydeligt hører sammen. Mia Stensgaard

Coralie Grand, Viktoria Falck-Schmidt, Astrid Elbo og Silvia Selvini som tjenestepiger.

Caroline Baldwin som Hilda.

Mikki Kunttu Lysdesign

Mikki Kunttu, født 1971, er blevet kaldt lysets troldmand, og han er med sin nyskabende stil i dag en af de mest eftertragtede lysdesignere i Europa. Han er uddannet i lyd- og lysdesign på Institut for Kunst og Kommunikation i Tampere i 1995, og siden har der været bud efter ham fra det meste af verden. Han har arbejdet for store balletkompagnier som Boston Ballet, Batsheva Dance Company, Ballet de l’Opéra de Lyon, Ballet du Grand Théâtre de Genève, Ballet Gulbenkian, Den Finske Nationalballet, GöteborgsOperans Ballet og Dansk Danseteater. Han har skabt lys for koreografer som Jorma Uotinen, Carolyn Carlson, Akram Khan, Sidi Larbi Cherkaoui, Sylvie Guillem og Jorma Elo, men først og fremmest det mangeårige, tætte samarbejde med den kontroversielle, Foto: Tanja Ahola. finske koreograf Tero Saarinen har vakt opsigt og vundet stor international anerkendelse. De har kaldt deres arbejdsproces for ”en åben dialog”, og Kunttu har udtalt: “Vi laver vores eget – uden nogen historie og uden reference til noget som helst andet.” Ud over arbejdet inden for dansens verden har Mikki Kunttu også lyssat teater, opera, kunstudstillinger, rockfestivaler, koncerter med meget mere, og i 2007 stod han for hele det spektakulære visuelle udtryk, da Finland var værtsland for det europæiske Melodi Grand Prix. Mikki Kunttu har tidligere tryllet med lyset for Den Kongelige Ballet, således i 2003 ved nyopsætningen af Sir Kenneth MacMillans Manon og igen i 2005, hvor han var såvel lysdesigner som scenograf på den nordiske balletaften, der bestod af de fire balletter Vand, Luft, Ild og Jord. Et folkesagn er Kunttus andet samarbejde med Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, idet han i 2009 skabte lys til deres nye version af Napoli. Til foråret står han for scenografien, når Den Kongelige Ballet har premiere på en ny udgave af Svanesøen.

Poul-Erik Hesselkilde som Diderik, Mogens Boesen som Muri og Susanne Grinder som Hilda.

Hilary Guswiler som Hilda og Gregory Dean som Junker Ove.

Sagn og myter om bondekulturen Af Else Marie Kofod

Fra 1818 til1822 udgav volontør og senere kopist ved Det Kongelige Bibliotek, Just Mathias Thiele, hvad han havde læst, og hvad han med egne øren havde hørt gamle folk på landet fortælle. Danske Folkesagn kaldte Thiele sine fire bind, der kom i en ny og forøget udgave i 1843, hvor han også havde inddelt sagnene efter emner. Her finder vi en lille afdeling med fortællinger om ”Skiftingen” under overskriften Midler imod børns forbyttelse. I en af historierne hører vi, hvordan moderen ikke kunne få søvn, når lyset brændte i barselsstuen. Hendes mand besluttede da at tage barnet på sin arm, så længe der var mørkt i stuen. Men han faldt i søvn uden at lægge mærke til, i hvilken arm han holdt sit barn, og da han ved et ryk i armen vågnede, så han en høj kvinde stå ved sengen og opdagede, at han nu havde et barn i hver arm. Resten af fortællingen handler om, hvordan de fik identificeret hvilket af børnene, der var en skifting. I det andet sagn bliver barnet forbyttet, fordi forældrene ikke i rette tid havde ladet deres barn komme til kirke. Det forbyttede barn var så usselt, at det hverken ville tage æde eller drikke til sig. Men også for dette ægtepar lykkedes det at få deres eget barn tilbage. Endelig fortæller det sidste sagn om en skifting, der var fuldstændig ustyrlig, og som løb op ad væggene som en kat, og som sad under loftet og hujede og skreg. Det var som regel en ellekone eller en bjergkone, der byttede menneskebørnene ud med deres egne. Man forestillede sig, at naturen var befolket med væsener, der under ét blev kaldt for troldfolk eller de underjordiske. I bakkerne boede bjergfolkene, hvis kul kunne blive til guld, i skovene de fortil så smukke ellefolk, der dog bagtil var hule i ryggen. I åerne boede åmænd og nøkker og i havet havfruer og havmænd. Og endelig var der nissen, der boede på gården, hvor han hjalp eller drillede bonden. Igennem mange af de sagn, der blev indsamlet på landet i 1800-tallet, får man et indtryk af, at det, der lå uden for gården og dens enemærker, var forbundet med utryghed og usikkerhed. Vejene, hvis der var nogle, var dårlige, der var ikke elektrisk lys, der var store skovområder, hedestrækninger og moser, hvor man let kunne risikere at komme galt afsted. Mange af de sagn,

der blev fortalt dengang, handler netop om, hvordan overnaturlige væsener har ledt mennesker i uføre, så de er druknet, faret vild eller kommet til skade på anden måde. De er blevet fortalt, for at man skulle tage sig i agt, og måske for at man i fællesskab kunne give udtryk for sin angst. Mens eventyr, der i modsætning til sagn fremtræder som fiktion, kan være en flugtmulighed fra hverdagens skuffelser og konflikter, så kan sagn være et udtryk for en erkendelse af, at der findes nogle ikke-menneskelige kræfter, som kan gribe ødelæggende ind i tilværelsen, og som vi ikke kan stille noget op overfor. I eventyrene har helten mulighed for at påvirke situationen ved at lære af sine uheld eller ved simpelthen at handle. På den måde kan han opnå det, han vil, og eventyret ender da næsten altid lykkeligt. I sagnene er der ingen helte eller heltinder, der findes ”kun” almindelige mennesker, og de, der kommer ud for noget ulykkeligt her, har oftest ingen mulighed for at påvirke deres skæbne. Indtil slutningen af 1800-tallet vidste man ikke meget om sygdomme eller deres årsager, og særligt i forbindelse med graviditeten og under fødslen var der mange ting, som kunne gå galt. Det kan man for eksempel læse ud af de mange forholdsregler, en kvinde skulle tage hensyn til, for at få et rask barn. Forholdsreglerne er både udtryk for manglende viden En kvinde er faldet i søvn ved rokken, og de underjordiske ser deres snit til at bytte deres og for den ulykke, det var, at få et eget barn med menneskebarnet. Tegning af barn, der ikke var normalt. For det Theodor Kittelsen, 1887. betød, at der var en mund at mætte, som ikke selv kunne hjælpe til med at skaffe mad på bordet, når det blev større. I mange tilfælde var ressourcerne så knappe, at et sådant barn var en stor belastning. Når mennesker, der ellers havde været raske, pludselig eller efterhånden blev underlige eller tungsindige, var man ikke nødvendigvis klar over, hvad det skyldtes. Det samme var tilfældet med børn, som tilsyneladende havde været raske ved fødslen, men som senere udviklede forskellige psykiske eller fysiske skavanker. I stærkt religiøse kredse anså man dem for at være besat af dæmoner eller af djævlen, men blandt store dele af landbobefolkningen var det overnaturlige væsener, der ofte blev brugt som forklaring. Det går igen i mange af skiftingesagnene, at der er tale om børn, der ikke rigtig ville vokse, havde et stort hoved, var et skrog, 1 alen høj og lodden, ikke i stand til at tale eller ingen verdens ting kunne. Og som regel levede de ikke længe. Det er

muligt at genkende forskellige sygdomstræk i disse fortællinger. Der kunne for eksempel være tale om åndssvaghed, mongolisme, vand i hovedet eller medfødt tuberkulose. En del af disse sygdomme viste sig eller blev først opdaget et stykke tid efter fødslen, og det kan være grunden til, at mange troede på, at der havde fundet en ombytning sted. Der var forskellige måder, man kunne forsøge at få bjergkonen eller ellekonen til at bytte barnet tilbage igen. En af dem gik ud på, at man skulle mishandle børnene. Mishandlingen kunne ske ved at prygle barnet, være ond ved det eller lade det skrige. Udtryk som ”hun bankede det dygtigt”, ”slog det ofte”, ”de gennempryglede det og smed det uden for døren” eller ”de slog løs på det med en ildrage” er blot nogle få eksempler ud af mange. Set med nutidens øjne lyder det slemt, men her må man også tænke på den store belastning, det var, at have et familiemedlem, der ikke kunne bidrage til livets opretholdelse. I nogle sagn sker det, at børnene bliver byttet tilbage, ligesom det er tilfældet i August Bournonvilles ballet Et folkesagn fra 1854. Her opdager man heldigvis, at den umulige, uregerlige og drillesyge frøken er et forbyttet troldebarn, og at den blide og søde pige inde i højen er den rigtige frøken. Bournonville har lånt motivet fra folketraditionen om skiftingene, men i sin kunstneriske bearbejdelse tilpasser han det i forhold til borgerskabets normer for, hvordan en ung, dannet pige skulle opføre sig for at være ”normal” i midten af 1800-tallet. Og hun skulle absolut ikke have et temperament som troldebarnets, hun skulle være i stand til at kontrollere sine følelser og i det hele taget være tilbageholdende og diskret og opføre sig, som den rigtige unge frøken gør. En historie kan fortælles på mange måder, Bournonville har fortalt sin historie, så den appellerede til det publikum, der så balletforestillingen i 1800-tallet. Netop fordi man hver især vælger at fortælle en historie, så den har en mening for én selv og for de mennesker, den fortælles til, vil den altid tilpasse sig den tid og det miljø, den lever i. Det gælder netop i særlig grad for sagn, fordi de giver sig ud for at være sandfærdige. Bournonville var ikke den eneste af borgerskabets kulturproducenter, der hentede inspiration i bondesamfundet, og Thieles folkesagn har været en guldgrube at gå til. Det var også her malerne Constantin Hansen og Johan Thomas Lundbye kunne læse om, hvordan folk herhjemme igennem århundreder – ude omkring i landet – havde haft en hjemmets beskytter i gårdbonissen. I den gamle jul havde han aldrig spillet nogen særlig rolle, men takket være deres tegninger fik han nu pludselig en hædersplads i den nye jul, der i første halvdel af 1800-tallet blev skabt af det københavnske borgerskab. Nogle af de produkter, der kom ud af den konstruerede bondeidyl, satte umiddelbart spor især i borgerskabets selskabsliv. En vinter var det for eksempel moderne, at de unge kvinder til bal var klædt ud som sjællandske bondepiger. I sin roman Landsbybørnene fra 1852, hvis handling foregår i

1850’erne, skrev B.S. Ingemann i forbindelse med en af hovedpersonernes bryllup, at skikkene ved bønderbryllupper for det meste var iagttagne. Selv om det ofte var i forbindelse med underholdningen, at bondekulturen blev inddraget, blev man ikke desto mindre mindet om ”det oprindelige samfund” og den kulturelle arv, man mente at stå i gæld til. Når Niels W. Gades brudevals fra Et folkesagn efterhånden vandt hævd som den brudevals, brud og brudgom dansede med hinanden, kan det også ses i dette lys. Hos borgerskabet i 1800-tallet gik nogle i de toneangivende kredse ind for påvirkning fra blandt andet de nordiske rødder og den dermed ofte følgende idealisering af bondekulturen. Her blev man draget imod fortiden og den folkelige og kulturelle arv for at forme nutidens liv ud af genoplivet fortid. Den sidste holdning fik for alvor vind i sejlene efter det engelske angreb på København og senere i århundredet efter den første slesvigske krig og nederlaget i 1864, hvor interessen for det danske og det nordiske blev endnu tydeligere. Borgerskabets kulturpersonligheder i form af billedkunstnere, forfattere, teaterfolk og komponister fik i forlængelse heraf skabt et idyllisk billede af bondekulturen.

Else Marie Kofod, ph.d., er overarkivar og leder af Dansk Folkemindesamling. Hun er uddannet i nordisk filologi og folkloristik og har udgivet bøger og artikler om folkedigtning og om traditioner.

Sebastian Haynes som Junker Ove.

Elisabeth Dam som Viderik og Benjamin Buza som Hr. Mogens.

CĂŠdric Lambrette som Muri og Sebastian Kloborg som Diderik med corps de ballet.

Niels W. Gade Musik Niels Wilhelm Gade, 1817-90, begyndte efter en kort tid som snedkerlærling at studere musikteori hos A.P. Berggreen og blev samtidig violinelev ved Det Kongelige Kapel med F.T. Wexschall som lærer. I 1840 fik Gade sit gennembrud som komponist med koncertouverturen Efterklange af Ossian og med sin første symfoni, der er bygget over temaet fra hans egen melodi til B.S. Ingemanns sang På Sjølunds fagre sletter. Den første symfoni blev i 1843 uropført af Felix Mendelssohn med Leipzig Gewandhausorkester, hvilket førte til, at Gade i 1844 blev Mendelssohns meddirigent i Leipzig og efter dennes død i 1847 overtog ledelsen af orkestret. Allerede året efter ved krigsudbruddet i 1848 vendte han dog tilbage til København. Her blev han frem til sin død en central skikkelse i det danske musikliv, dels som komponist, dels ved at beklæde en række vigtige embeder: blandt andet dirigent for Musikforeningens orkester, organist ved Garnisons Kirke og Holmens Kirke samt medstifter af og direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Gades produktion er stor og varieret og omfatter symfonier, orkestersuiter, violinkoncerter, kammermusik, klavermusik, orgelmusik, oratorier med mere. Ud over den solbeskinnede musik til første og tredje akt af Et folkesagn fra 1854 med den så berømte Brudevals skabte Gade også musik til en anden meget populær Bournonville-ballet, nemlig Napolis anden akt, der foregår i den blå grotte. Gade var i sin levetid en fremtrædende og fejret komponist i såvel Danmark som over store dele af Europa, og han står i dag som en af de betydeligste højromantiske danske komponister.

J.P.E. Hartmann Musik Johan Peter Emilius Hartmann, 1805-1900, var født ind i en musikerslægt og modtog tidligt musikundervisning, men valgte i første omgang juraen som levevej. Allerede som 19-årig, i 1824, blev han dog udnævnt til organist ved Garnisons Kirke i København, og herefter begyndte hans musikalske karriere. Hartmanns første kompositioner var påvirket af den tyske og franske romantik, ikke mindst komponister som Carl Maria von Weber og Louis Spohr, men efterhånden fandt han sin egen personlige stil, der havde et udpræget nordisk tonesprog, og hvor især nordiske emner spillede en stor rolle. I 1832 komponerede han operaen Ravnen, men det blev musikken til Guldhornene fra samme år, der blev hans egentlige gennembrud og desuden det første af en lang række værker over Adam Oehlenschlägers dramaer. Blandt hans sceniske hovedværker er folkeviseoperaen Liden Kirsten fra 1846, der bygger på en tekst af H.C. Andersen, og som stadig i dag kan ses i repertoiret. I 1854 bad August Bournonville Hartmann om at komponere musikken til anden akts dystre troldemørke i balletten Et folkesagn, og herefter fortsatte deres samarbejde med yderligere tre balletter fra den nordiske mytologi, Valkyrien i 1861, Thrymskviden i 1868 og Arcona i 1875. Samme emnekreds beskrev han også i mandskorværket Vølvens spådom fra 1872, der blev komponeret til Studentersangforeningen. Hartmann var i sin levetid en markant skikkelse i det danske musikliv, ikke kun på grund af sin alsidige produktion inden for mange musikalske genrer, men også ved at besidde vigtige tillidsposter. Han var således medstifter af Musikforeningen i 1836 og af Studentersangforeningen i 1839, organist ved Frue Kirke fra 1843 til 1900 og medbestyrer af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium fra 1867.

Susanne Grinder som Hilda og Marcin KupiĂąski som Junker Ove.

Klassisk ballets største klassiker

Svanesøen Ny iscenesættelse af Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff Scenografi og lysdesign Mikki Kunttu Kostumer Mia Stensgaard

Operaen, Store Scene 13. marts — 1. maj Køb billet på kglteater.dk

Sæson 2014/2015

Det Kongelige Teater ønsker at takke alle vore sponsorer for deres aktive medvirken til, at vi kan skabe scenekunst på højeste internationale niveau.

Hovedsponsorer

Hovedsponsor for Den Kongelige Opera

Den Danske Forskningsfond

Sponsorer

Knud Højgaards Fond Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Mediesponsorer

Er du godt hjemme i din bolig? Hver tredje boligejer fĂ¸lger ikke med i energiforbruget Boliganalyse, Epinion, september 2014

FĂĽ mere at vide pĂĽ nykredit.dk/boligoverblikket

What a colorful world Hempel

på de skrå brædder...

er med i Det Kongelige Teater og scenevant på det globale marked. Som malingsleverandør inden for segmenterne container, industri, bygningsmaling, marine og lystbåde tilbyder vi kvalitet i verdensklasse.

præcis ligesom Bournonville er vi selvkritiske, visionære, nysgerrige, kreative, fantasifulde og banebrydende fordi det skaber ekstra værdi for vores kunder. Nyd balletten.

Vores bærerdygtige og innovative løsninger spiller med i Atlanterhavets containerflåde, på boreplatforme i Nordsøen, i vindmølleparkerne på den amerikanske vestkyst og mange, mange andre barske steder.

PASSER DIN GAMLE PENSION TIL DIT NYE LIV?

Få din pensionsordning i grøn – det tager kun få minutter 1,1 mio danskere burde hvert år tjekke deres pensionsordning, fordi der sker ændringer i deres liv. Nu kan kunder i Danica Pension gøre det på få minutter med Danica Pensionstjek. Tag pensionstjekket eller læs mere på danicapension.dk

Den Kongelige Ballet 2014/2015 Solodansere

Gudrun Bojesen

J’aime Crandall

Susanne Grinder

Gitte Lindstrøm

Ulrik Birkkjær

Gregory Dean

Marcin Kupiñski

Alban Lendorf

Caroline Baldwin

Diana Cuni

Holly Jean Dorger

Lena-Maria Gruber

Ida Praetorius

Alexandra Lo Sardo

Femke Mølbach Slot

Jonathan Chmelensky

Nicolai Hansen

Tim Matiakis

Amy Watson

Solister

Karakterdansere

Mette Bødtcher

Lis Jeppesen

Eva Kloborg

Mogens Boesen

Morten Eggert

Poul-Erik Hesselkilde

Alexander Stæger

Kizzy Matiakis

Christina Michanek

Korpsdansere Amalie Adrian Josephine Berggreen Maria Bernholdt Benita Bünger Alice Canu Elisabeth Dam Victoire Debay Kristine Drewsen Astrid Elbo Viktoria Falck-Schmidt Wilma Giglio Coralie Grand Stephanie Chen Gundorph Hilary Guswiler Sascha Haugland Camilla Ruelykke Holst Ji Min Hong Emma Håkansson Charlotte Khader Birgitta Lawrence Alba Nadal Kateřina Plachá Stephanie Sahlgren Silvia Selvini Carling Talcott Beila Ungar Esther Lee Wilkinson Louise Østergaard

Charles Andersen (orlov) Gábor Baunoch Alexander Bozinoff Benjamin Buza Magnus Christoffersen James Clark Eliabe D’Abadia Jón Axel Fransson Christian Hammeken Sebastian Haynes Sebastian Kloborg Andreas Kaas Cédric Lambrette Matteo Di Loreto Ariel Mercuri Byron Mildwater Drew Nelson Tobias Praetorius Liam Redhead Samuel Rees Julien Roman Oliver Starpov Bryant Steenstra Aspiranter Benedicte Boier Madeleine Carstensen Karoline Gammelgaard Laura Husted Sarah Klitgaard Emma Riis-Kofoed Lea Sindberg-Lyager Anna Westerholm

Den Kongelige Ballet er et af verdens ældste balletkompagnier. Det blev grundlagt helt tilbage i 1770’erne, og med sin unikke Bournonville-tradition indtager ensemblet en særstilling i international sammenhæng. Intet andet balletkompagni har bevaret så mange balletter danset i ubrudt linje siden den romantiske periode i det 19. århundrede. Sylfiden, Napoli og Et folkesagn af August Bournonville er hovedværker, ikke blot i den danske ballethistorie, men også i den internationale. En af Den Kongelige Ballets kerneopgaver er at bevare, videreføre og udvikle Bournonvilles balletter, der er karakteriseret ved deres fine sans for mimisk fortælling og ubesværet lethed, og arven fra Bournonville vil altid være grundstammen i kompagniets repertoire. Men samtidig har den danske

Instruktører Eva Draw Sorella Englund Nikolaj Hübbe Thomas Lund Jean-Lucien Massot Anne Holm-Jensen Peyk Silja Schandorff Anne Marie Vessel Schlüter Claire Still Pianister Jon Andersson Svetlana Apollo Anna Bard Kim Helweg Kirsten Monique Jenssen Thomas Rischel Bjarne Sahl Alison Smith Eva Sørensen Deborah Wood Producenter Jens Lange Susanne Ørskov Forestillingsledere Ole Just Thomas Mieth

Nikolaj Hübbe Balletmester

Silja Schandorff Viceballetmester

Marianne Bennetzen Administrationschef

Planlægger Kit Dyring

nationalballet også en rig tradition for at fortolke de store, prægtige klassikere som Svanesøen, Tornerose, Giselle og Nøddeknækkeren. Den Kongelige Ballet er imidlertid ikke kun historie eller museum, men har også forstået at forny sig og følge med tiden i et alsidigt repertoire. I det 20. og her i det 21. århundrede har den danske ballet bevæget sig mod at være et kompagni, der også omspænder de moderne klassikere samt de helt nye tendenser på den internationale dansescene: fra George Balanchines neoklassiske værker over danske mestre som Harald Lander og Flemming Flindt frem til vor tids koreografer lige fra John Neumeier, Maurice Béjart og Jiří Kylián til nyere talenter som Christopher Wheeldon, Jorma Elo, Jacopo Godani og Alexei Ratmansky.

Den Kongelige Ballet Repertoire 2014/2015

14. september — 31. oktober 2014

John Neumeier

11. oktober — 15. oktober 2014

Thomas Lund

25. oktober — 27. februar 2015

August Bournonville og Harald Lander

2. november — 9. november 2014

Corpus: Anne Marie Vessel Schlüter og Staffan Valdemar Holm

8. november — 29. november 2014

Twyla Tharp

15. november — 26. februar 2015

Tre aftener med uddrag fra balletter og gæster udefra

6. december — 21. december 2014

Nikolaj Hübbe og Sorella Englund efter August Bournonville

6. januar — 5. marts 2015

Alexander Ekman og Harald Lander

13. marts — 1. maj 2015

Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff

2. maj — 16. maj 2015

Corpus

16. maj — 23. maj 2015

Oplev fire vidt forskellige bud på dansens puls netop nu

Kameliadamen Kom Bamse, nu balletter vi! Sylfiden og Etudes 247 år i trikot Come Fly Away Hübberiet Et folkesagn Dans2Go Svanesøen Corpus præsenterer Signa Take Four Gæstespil:

9. september — 12. september 2014

Døden i Venedig – Hamborg Balletten

29. maj — 31. maj 2015

Paquita – Pariseroperaens Ballet

Læs mere på kglteater.dk

Giv eT GAvekorT, Der ForFØrer

vælg frit mellem alle sæsonens forestillinger på Det kongelige Teater. oplev eksempelvis forårets store musical på Gamle Scene. Bestil på kglteater.dk

DET KONGELIGE TEATER Teaterchef: Morten Hesseldahl Salgs- og planlægningsdirektør: Henrik Sten Petersen Økonomi- og bygningsdirektør: Marianne Petersen Balletmester: Nikolaj Hübbe Operachef: Sven Müller Chefdirigent: Michael Boder Skuespilchef: Emmet Feigenberg Administrationschef balletten: Marianne Bennetzen Administrationschef operaen: Malene Truelsen Administrationschef skuespillet: Carsten Møller Kommunikationschef: Eva Hein HR og Jura: Mette Falther Chef, Kommercielle aktiviteter, Sponsorer og KGL+: Dorthe Paulli Kostumechef: Tine Sander Chef, Scenografisk afdeling: Kim Fridbjørg Adm. scenechef: Kim Lennert Hansen

PRODUKTIONSANSVARLIGE Belysningsmester: Thomas Bek Jensen Produktionsmand scene: Brian Møller Larsen Produktionsmand lys: Søren Pedersen Signalør: Per Reersøe Tonemester: Claus Dohn Snedker: Piet Voulhøj Smed: Jens Larsen Maler: Ask Bengtson Tapetserer: Patricia Benson Rekvisitører: Ulla Jensen og Kirsten Linell Herreskrædder: Mia Acevedo Dameskrædder: Nanna Due Rønne Modist: Helene Holst Echwald Tekstilværksted: Laura Leth Meilvang Maskør: Tina Tøttrup Jensen Parykmagere: Peter Friman og Anni Kristiansen Kostumeteknikere: Lars André Jensen og Sofie Levy Ansatte i administrationen, salgs- og kommunikationsafdelingen samt på værksteder og scener på Det Kongelige Teater

TEKNIK/PRODUKTION Scenechef Gamle Scene: Brian Nielsen Scenechef Operaen: Søren Bøllingtoft Scenechef Skuespilhuset: Rasmus Clausen Lyd, lys og video: Tommy Larsen Snedker- og smedeværksted: Sanne Brodersen Maler- og tapetsererværksted: Eva Friis Lager- og logistikchef: Lars Møller Rasmussen Rekvisitafdeling: Mikkel Theut Herreskræddere: Magnus Tougaard Dameskræddere: Mette Kibsgaard Hatteværksted: Pernille Rode Kostumegarderobe: Hasse Dichmann Statist- og påklæderafdeling: Ralf Friedrichsen

Programredaktion og tekst: Lise Kaiser Forestillingsfoto: Per Morten Abrahamsen Grafisk design: Tina Vestergaard Pedersen Tryk: Rosendahls-Schultz Grafisk TURNé TIL MUSIKHUSET AARHUS: Dirigent: Wolfgang Wengenroth Orkester: Aarhus Symfoniorkester Turné- og gæstespilschef: Annette Berner Turnékoordinator: Iben Dragsbæk Kauffmann Arrangør: Musikhuset Aarhus December 2014

PRODUKTIONSLEDELSE Producent: Susanne Ørskov Scenemester: Brian Nielsen Kostumier: Annette Nørgaard Forestillingsledere: Ole Just og Thomas Mieth

Programmet indlæst på lydbånd for læse-handicappede kan bestilles på 86 96 63 21, Fonden for Aktive Blinde

Bagside: Caroline Baldwin som Hilda.

Lis Jeppesen som Viderik og Marcin KupiĂąski som Junker Ove.

kglteater.dk