F LAG E R M U S E N af Johann Strauss den yngre
O
OPERA 2018/2019
FL AGERMU SEN
DEN KONGELIGE OPERA
Flagermusen Die Fledermaus
af Johann Strauss den yngre GENOPSÆTNING
Musikalsk ledelse: Robert Houssart / Geoffrey Paterson Iscenesættelse: Peter Langdal Instruktør ved genopsætning: Line Kromann Scenografi: Mia Stensgaard Kostumedesign: Pernille Egeskov Lysdesign: Jesper Kongshaug Koreografi: Jo Strømgren Koreograf ved genopsætning: Per Lundsgaard
1. akt
50 min.
Pause
20 min.
2. akt
50 min.
Pause
25 min.
3. akt
30 min.
Medlemmer af Det Kongelige Operakor, dansere, statister
Operette i 3 akter med tekst af Karl Haffner og Richard Genée efter La Reveillon af Henri Meilhac og Ludovic Halèvy. Flagermusen blev uropført 5. april 1874 på Theater an der Wien. Første opførelse på Det Kongelige Teater 6. april 1930. Genopsætningen 24. november 2018 er opførelse nr. 233 på Det Kongelige Teater. Flagermusen synges på dansk. Libretto af Per Nielsen og dialog af Peter Langdal. Danske overtekster ved Wenzel de Neergaard. OPERAEN er opført og foræret til Nationen af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, 2004 1
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
Dansere og medlemmer af Det Kongelige Operakor, Frøy Hovland Holtbakk, Morten Eisner, DÊnise Beck
FL AGERMU SEN
M EDVIRKEN DE
Gabriel von Eisenstein: Michael Kristensen / Jens Christian Tvilum Rosalinde, Eisensteins kone: Ann Petersen / Gisela Stille Frank, fængselsinspektør: Jens Søndergaard / Joakim Larsson Prins Orlofsky, vært for maskeballet: Hanne Fischer / Elisabeth Jansson Alfred, sanglærer: Gert Henning-Jensen / Niels Jørgen Riis Dr. Falke, advokat og Eisensteins ven: Susanne Resmark / Palle Knudsen Dr. Blind, Eisensteins advokat: Lukas Noerbel / Lars Bo Ravnbak Adele, Eisensteins stuepige: Dénise Beck / Sofie Elkjær Jensen Ida, Adeles søster: Frøy Hovland Holtbakk* / Mia Bergström* Frosch, fængselsbetjent, russisk chefkok, isbjørn m.m.: Morten Eisner Statister: Lars Halby (politibetjent/tjener/pingvin), Dan Loffredo (politibetjent/tjener), Jacob Hvidtfeldt (tjener/betjent), Henrik Andersson (tjener/betjent/pingvin) Dansere: Laureline Epaulard / Fenella Cook, Ella Louise Appleby / Nadia Skriver Rosenby, Rhian Williams / Marie-Claire Silfer, Freja Lützhøft / Jennifer Wagstaffe, Giovanni Messeri / Paul James Rooney, Luca Varone / Robert Thomsen, Salvatore Cerulli / Carlos Garcia, Gabriele Cox / Donovan Delis-Mccarthy * Operaakademiet
Det Kongelige Operakor Korsyngemester: Steven Moore Det Kongelige Kapel Koncertmester: Lars Bjørnkjær / Tobias Durholm
3
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
Dénise Beck
Dénise Beck, Gisela Stille, Michael Kristensen, Jens Søndergaard, Frøy Hovland Holtbakk
FL AGERMU SEN
Kære publikum, Hjertelig velkommen til operetten Flagermusen. Som Danmarks nationalscene er Den Kongelige Opera altid særligt glad for at præsentere dansksprogede forestillinger, og der er en lang tradition for at opføre Flagermusen på dansk. En af vores opgaver er at fortsætte og pleje denne fine tradition. Det giver samtidig anledning til at glædes over de fantastiske kunstnere, som Den Kongelige Opera har til rådighed i solistensemblet. Ensemblet består i høj grad af danske sangere. Især i operettens dialog tilføjer det danske altid forestillingen en ekstra dimension, idet publikum umiddelbart forstår sproget. Og netop i operette-genren er en rap replik en væsentlig del af den muntre oplevelse. Flagermusen er komponeret i 1874 fra samme årti som endnu en af vores dansksprogede opsætninger denne sæson, nemlig Heises opera Drot og Marsk fra 1878. Drot og Marsk er måske historisk og politisk anskuet den danske nationalopera par excellence. Både Flagermusen og Heises opera bygger på skuespil fra midten af 1800-tallet, og Heises opera fortæller om mordet på Kong Erik Klipping. Ligesom i Flagermusen er temaet moralsk forfald og begge fortællinger har en snert af degeneration og dekadence. Hvis du nyder at høre opera sunget på dansk, så oplev Drot og Marsk senere på sæsonen. Forhåbentlig vil både Flagermusen og Drot og Marsk, hvad enten det er operette eller opera, komedie eller tragedie, foruden at berige jer med en fascinerende og inspirerende oplevelse også bidrage til tanker, der får os alle til at reflektere over vores verden i dag. Rigtig god fornøjelse. John Fulljames, operachef 5
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
HANDLINGEN 1. akt Hjemme hos Gabriel Eisenstein og fru Rosalinde ånder alting fred. Kun Rosalindes sanglærer, Alfred, bryder stilheden med en serenade neden for fruens altan. Adele, Rosalindes kammerpige, har gennem sin søster Ida modtaget en invitation til et stort bal hos prins Orlofsky. Hvad Adele og Ida ikke ved er, at de er brikker i et større spil, udtænkt af Eisensteins ven, Dr. Falke. Adele, der frygteligt gerne vil med til det fornemme maskebal, beder om at få fri om aftenen med undskyldningen om, at hendes moster er blevet meget alvorligt syg. Men Rosalinde afslår; hendes mand skal samme aften påbegynde afsoningen af en kort fængselsstraf, og hun har brug for Adeles hjælp. Da kysten er klar, dukker den forelskede Alfred op og er ikke til at slippe af med igen. Først da Rosalinde lover, at han må vende tilbage, når Eisenstein er taget hen til fængslet, går han med til at forlade huset. Nu kommer Eisenstein og hans advokat, Dr. Blind. Eisenstein er vred, idet hans fængselsstraf er blevet
forlænget fra fem til otte dage. Da Blind er gået, ankommer Dr. Falke, Eisensteins gode ven. Falke vil overtale ham til først at indlede sin fængselsstraf tidligt næste morgen frem for samme aften, så han i stedet kan tage med til prins Orlofskys bal. Ved udsigten til de unge, kønne piger, der vil være til stede ved ballet, er Eisenstein ikke svær at overtale. Til Adeles store glæde, beslutter Rosalinde sig for alligevel at give Adele fri, så hun selv kan få en aften alene med Alfred. Da Eisenstein og Falke er taget af sted, foruden Adele angiveligt til sin "syge moster", ankommer Alfred. Han misforstår Rosalindes opfordring til at klæde om til ”aftendress”, og ifører sig Eisensteins slåbrok. Den intime aften bliver dog hurtigt afbrudt, idet fængselsdirektør Frank kommer for at hente husets herre og bringe ham til fængslet. Den stakkels Alfred må følge med uden at protestere – han er jo trods alt klædt i Eisensteins slåbrok og kan derfor ikke undslå sig.
6
FL AGERMU SEN
2. akt
3. akt
På prins Orlofskys overdådige slot tryller den russiske chefkok med gryder og pander i køkkenet. Maskeballet er godt i gang, og det viser sig, at der i virkeligheden er tale om en storstilet iscenesat komedie for at underholde den dekadente og stenrige prins, og ikke mindst for at Dr. Falke kan få sin hævn. Eisenstein efterlod nemlig engang sin advokatven sovende på en bænk efter et kostumebal, hvorefter Dr. Falke i fuldt dagslys vågnede op foran Højesteret iklædt flagermuskostume! Til festen har Eisenstein, under dæknavnet Marquis de Renard, aftenen igennem travlt med at underholde de unge damer med et helt specielt ur, som skulle have en uimodståelig tiltrækningskraft på dem. Urets virkning skal naturligvis også afprøves på aftenens hædersgæst, en smuk ungarsk komtesse. Hvad Eisenstein ikke ved er, at der under masken gemmer sig hans egen kone, Rosalinde, som efter et kærligt tip fra Dr. Falke på denne måde får lejlighed til at teste sin mands troskab. Til Eisensteins store rædsel er "komtessen" ubeskeden nok til at tro, at han vil forære hende uret, og væk er det! Festen løber af sporet og som endnu en del af Falkes plot, bliver de alle arresteret af fængselsinspektør Frank.
Det er morgen i fængslet. Fængselsbetjent Frosch er i gang med morgenrengøringen og forsøger at få ro i fængslet – men det er sin sag at få Alfred (stadig i Eisensteins tøj) til at holde op med at synge. Først ankommer en temmelig fuld fængselsdirektør Frank og lidt efter Adele, Ida og de øvrige arresterede gæster fra nattens fest. Den sidste, der ankommer, er Eisenstein, som fængselsdirektøren naturligvis ikke forstår er den rigtige Eisenstein. Han har jo selv samme aften inden festen, personligt afhentet ham, han troede, var Eisenstein. Da advokat Dr. Blind også viser sig i fængslet, kaster Eisenstein sig straks over ham, tager hans paryk, frakke og briller på, så han forklædt som Dr. Blind kan afhøre den falske Eisenstein og derved finde ud af, hvordan hele historien hænger sammen. Da Rosalinde dukker op i fængslet, begynder den forklædte Eisenstein at afhøre dem begge. I takt med, at alle sagens detaljer blotlægges, får Eisenstein dog mere og mere svært ved at styre sig, og han afslører til sidst sin sande identitet. Som modtræk til sin mands anklager om utroskab viser Rosalinde ham det ur, som Marquis de Renard forsøgte at forføre den ungarske komtesse med ved prins Orlofskys bal. Til sidst kan en triumferende Dr. Falke afsløre, at det hele var et nummer. "Flagermusens hævn" for at Eisenstein i sin tid gjorde Falke til grin.
7
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
Gert Henning-Jensen, Gisela Stille
Hanne Fischer, Dénise Beck, Michael Kristensen, Gisela Stille, Jens Søndergaard, Frøy Hovland Holtbakk, medlemmer af Det Kongelige Operakor, dansere
FL AGERMU SEN
KÆRLIGHED, MOD OG HUMOR Uddrag af Ericae Alfhild Fomsgårds interview med Peter Langdal til premieren
“Musikken i Flagermusen er så vital, boblende og perlende, at det kilder én ned ad ryggen! Alligevel var et af de første stikord, jeg havde til Flagermusen, "kedsomheden". Vores forestilling foregår nemlig mellem jul og nytår, og Rosalinde og Gabriel går og keder sig. De har så meget; de lever totalt over evne, og kunne egentlig lige så godt bo på Østbanegade i en kæmpe otteværelses lejlighed, de dårligt kan betale terminerne til! Når tæppet går, vil jeg gerne have, at publikum skal tænke ”Guuud, det kunne ligeså godt være os, når vi går derhjemme i underbukser!”
festen i Flagermusen på en østrigsk kurbadeanstalt, og det har vi altså taget alvorligt. 2. akts fest er en temafest, så vandet er frosset til is, og der render pingviner og isbjørne rundt! Men vi havde lyst til at starte mere nøgent og holde lidt igen inden det store udtræk. Forestillingen er i virkeligheden bygget op ligesom al god erotik med et forspil, hvor de går og pimper lidt, den store forløsning og tømmermændene dagen derpå. Derfor starter festen derhjemme i undertøj.”
Har du med din iscenesættelse taget hensyn til forskelle mellem publikum i dag og dem, der gik i teatret i Wien, da operetten blev skrevet?
Men underbuksescener er vel ikke helt, hvad man venter sig, når man skal ind og se Flagermusen…?
“Altså, vi har jo skræddersyet teksten til denne her opsætning. Men jeg tror ikke, at mennesket har flyttet sig så meget. Godt nok er der en
“Nej – men det er jo skønt at se folk, der skal have så mange masker på, nøgne fra starten. Oprindeligt foregår 9
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
tjenestepige med, men det beskriver jo nogle folk, der lever i de bedre luftlag og som tilsyneladende har deres på det tørre rent økonomisk. Men det har de nok ikke i virkeligheden! Vores tid spejler på en måde lidt den politiske situation, dengang operetten blev skrevet, hvor der var 10.000 mennesker, der gik ned med flaget i Wien. De var enormt rige – ligesom mange af os i den vestlige verden i dag. Jeg har altid forestillet mig, at det mindede lidt om krakket på Wall Street. De sidste krampetrækninger inden det gik ad helvedes til. Det er det, vi oplever i denne her champagnerus. Det er jo altid sådan, at når krisen kradser, så danser folket. Sådan er det her!”
Kan man trække en morale ud af Flagermusen? “Ligesom i alle de gode klassikere, så handler det om at få ratio og patio, vores fornuft og vores lidenskaber, til at gå op i en højere enhed. Når man tager masker på, så mister man fornuftens kontrol, og dermed er man ude i nogle lege og nogle ting, man måske ikke kan styre. Og ved at se nogle mennesker gøre det, så kan man måske lære noget om sit eget liv? Men jeg synes ikke, at stykket er moralsk på den måde. Det er jo en hyldest til livet. Vi bliver sgu’ nødt til at holde nogle fester en gang i mellem, ellers bliver det for kedeligt at være til. Men jeg vil gerne have folk til at tænke, hvis det ikke er champagnens skyld, hvis skyld er det så? ”
Hvad er det, der sker med personerne i operetten, når de tager deres masker på?
Og hvad er dit eget svar på det?
“Jamen, det er sjovt at være en anden end den, man er. Er man anonym, så kan man tillade sig noget, som man ikke plejer at kunne tillade sig – ligesom når man er rigtig fuld, er der nogen, der synes. Det sjove er jo, at i maskeringen ligger ofte en demaskering af ens sande jeg. Så måske kommer man tættere på den, man i virkeligheden er? Eisenstein begynder at gramse på tjenestepigen. Det har han måske altid drømt om, hvad ved jeg? Og så slutter de jo af med at sige: ”Det er champagnens skyld” og tilgive hinanden…”
“Det ligger i os mennesker – vi er nødt til at leve vores heftige lidenskaber ud engang imellem. Det er en trang i mennesket af lege med ilden, og så gør det det lidt nemmere at sige, at det er champagnens skyld! Men forestillingen er først og fremmest en hyldest til livsglæden, til kærligheden, til legen og til drømmen om det sublime.”
10
FL AGERMU SEN
Susanne Resmark, Gert Henning-Jensen, Hanne Fischer, Frøy Hovland Holtbakk
Peter Langdal er én af Skandinaviens mest efterspurgte instruktører, uddannet fra Statens Teaterskole, Dartington College of Art og Københavns Universitet. Siden debuten for 35 år siden på Gladsaxe Teater, gennembruddet på Betty Nansen Teatret og ’En Skærsommernatsdrøm’ på Østre Gasværk Teater, har Peter Langdal skabt et utal af banebrydende iscenesættelser af såvel teaterklassikere, musicals, opera, komedier og ny dramatik. Langdal har arbejdet på Dramaten i Stockholm, Nationaltheatret og Riksteatret i Oslo,
og har for nyligt iscenesat på Opera Grazz i Østrig, Operaen i Lyon samt Mogador i Paris. Sidste år bød også på ’Sommer uden mænd i New York, ’Cabaret’ i Oslo og ’En Nat i Venedig’ i Østrig samt musicalen ’Kærlighed ved første hik’ og ’Djævelens Lærling’ i et cirkustelt. Foruden operaiscenesættelse af Strauss på Opera de Lyon, drager Langdal til operaen i Oman. Herefter venter en forestilling på Mungo Park og en musikalsk vision om Beethoven på Drottningholms Teater i Stockholm.
11
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
Jens Søndergaard, Michael Kristensen, Frøy Hovland Holtbakk, Gisela Stille, Susanne Resmark, Hanne Fischer
Michael Kristensen, Dénise Beck
FL AGERMU SEN
EN FEST MED ROSALINDE Interview med Ann Petersen af Mariann Sejer
Rosalinde, Eisensteins hustru i Flagermusen, synges bl.a. af Ann Petersen, hvis kerne-repertoire mest består af de dramatiske operaer af bl.a. Richard Wagner og Richard Strauss. Det er derfor en ganske anderledes udfordring, hun kaster sig ud i her som operettediva i Flagermusen. Rollen kræver nemlig bredde, dybe, højde og koloratur-færdigheder.
“Sangmæssigt er det vigtigt, at operette synges let og samtidig er sprudlende og humoristisk – hvilket ikke er det, jeg normalt dyrker i mit stemmefag som lyrisk-dramatisk sopran. Men jeg kan bringe min erfaring med mig på anden vis, og måske vise en ny side af både mig selv og Rosalinde. Min Rosalinde bliver derfor med udgangspunkt i mig, Ann. Og jeg skal have en fest med Rosalinde-rollen.”
gennemkomponeret opera kan. Netop Flagermusen er en af de operetter, som er svær at honorere vokalt. Den er teknisk meget svær at synge, og det gælder næsten for alle rollerne. Der kræves højde, dybde, adræt og sprudlende omskiftelighed. Og når det så er på plads, så kommer dialogen… Det er virkelig svært, fordi vi ikke er vant til det. Dialogen skal kunne forstås, fordi vi taler og synger dansk. Den skal være helt naturlig og hverdagsagtig. Johann Strauss har orkestreret Flagermusen for stort orkester med hele udtrækket. Og det er bare superflot, når det hele er med – mange solister, kæmpekor og orkester, så det kræver god volumen af sangerne at blende og trænge igennem den fyldige orkesterklang.”
Opera versus operette hvad er forskellen egentlig? “Det er faktisk supersvært at synge operette. Operetten er en genre, som helst skal lyde let og legende, men som kan byde sangerne på ligeså mange udfordringer som en 13
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
Ann Petersen, foto Natascha Rydvald
Hvordan er det at synge på dansk?
Fra Richard Strauss’ Feltmarskalinde til Johann Strauss’ Rosalinde?
“Netop i operetten, hvor der er dialog med, er det vigtigt, at der synges på det sprog, som publikum i salen kender. Så kan vi på scenen have en fuldstændig tæt kontakt med publikum. Der er vigtigt, at publikum forstår hver en lille ting, for der er jo vittigheder med i dialogen, så der sker noget finurligt, når man er så velkendt i sproget. Man kan få folk i salen med på en helt anden måde, så det er sjovt at synge på ens modersmål. Det er en balance, og man skal forsøge at få dialogen til også at flyde på luftstrømmen, som når vi synger, så dialogen bliver lettere og mere forståelig. Operasangere er vant til, at der altid er musik under vores sang, og vi hæfter vores scenegang op på musikken. Så når der ikke er musik, er vi alle mere afhængige af hinanden på scenen på en anden måde end normalt.”
“I Richard Strauss’ Rosenkavaleren, der jo også er en komisk opera, bruger han symbolik og dybdepsykologi. Her skal jeg som Marskalinden fange publikum på en anden måde, og projicere følelserne ud gennem det vokale i musikken, så det går lige ind i hjertet hos publikum. Rosalinde i Flagermusen taler direkte ud til publikum, blandt andet gennem dialogen, og på den måde indvies publikum på en anden måde. Vi snakker også om hævn og bedrag i Flagermusen, som vi kender fra vores dagligdag. Og selvom publikum ikke er i tvivl om, at Rosalinde faktisk mener det alvorligt, så spiller hun det på en anden måde. Men publikum skal hele tiden informeres om, hvad det egentlig er, der foregår i sådan en komedie, de skal jo ikke bedrages.”
14
FL AGERMU SEN
“Vi leger tit med den tanke, at det her kunne vi godt gå ud og underholde med ude på fortovet, men vi forstørrer det bare op på scenen.” Om Eisner og Langdals leg med Frosch-figuren og Eisners andre roller i Flagermusen
EISN ERS MANGE ANSIGTER Interview med Morten Eisner af Mariann Sejer
Fængselsbetjenten Frosch spilles af Morten Eisner. Skuespilleren bringer sin baggrund som Pjerrot i Tivoli gennem 6 år og mange års erfaring som klovn i cirkus med i forestillingen. Langdal og Eisner har leget sig frem til endnu en figur til Eisner, en russisk kok med et voldsomt temperament i 2. akt. Det er legen og det umiddelbare, overraskende moment, der er med til at forme den russiske kok… mere skal der ikke afsløres her.
Improvisation og leg “Peter og jeg leger meget og improviserer os frem. Det gælder også for Frosch-figuren. Mange traditionelle opsætninger af Flagermusen har en beruset Frosch, men jeg synes, han mere er en finurlig fætter, der går i sit eget univers. Min og Langdals Frosch kommer fra et kalejdoskopisk, kaudervælsk univers ikke mindst fra commedia dell’arte. Og indimellem har jeg har også plads til at improvisere – inden for rammerne – og komme med en stikpille, som der er tradition for.”
“Når jeg arbejder med Peter Langdal, så ved vi, hvad vi vil, bare ved at kigge på hinanden, grine og signalere. Jeg har frie hænder, og Peter dirigerer, om det er for meget eller for lidt. Han er en stor inspirationskilde, ligesom det er skønt at arbejde sammen med operasangerne. Det er meget livsbekræftende at være i det her ensemble. Det er en oplevelse at få indblik i den virtuositet, som sangerne jonglerer med deres stemmebånd og udtryk på. Det kræver selvfølgelig også teknik at have en skuespilrolle, hvor du skal skrige og hyle i 1,5 time, så skuespilleres stemmeteknik er også ret vigtig. Men både sangere og skuespillere bruger kroppen som udtryksmiddel.”
Frosch – poetisk og naiv “Frosch er naiv og leger, befinder sig i nuet, hygger sig med gulvvasken og har en livlig fantasi. Og pludselig så vælter det ind i fængslet med disse her skønne kvinder. Så befinder han sig midt i en forviklingskomedie sammen med fængselsdirektør Frank, der jo har en lille ’plimmelim’ på. Min Frosch er ovre i noget mere poetisk end det grove samfundsrevsende. Poesien og smilet er jo det, der healer. Det tror jeg på. Hvis man bare kan give folk et smil på læberne, og det er 15
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
lystigt, og der er champagne, så man kan forglemme sig selv, når man sidder i salen for en stund. Så er der nok for folk at forholde sig til, når de kommer ud. Og kan jeg som Frosch finde en replik, der stikker lidt og som alle har en reference til, så får publikum den der “Åh ja… Verden derude er der også…” Samtidig med at vi på scenen laver fis og ballade.”
Lidt om at lyve…
kommer til at lyve endnu mere, fordi det bliver nemmere, jo mere man gør det. Man kan bevæge sig over i alvorligere løgne fra en ’hvid løgn’. Utroskab er en af de alvorlige løgne, fordi det indebærer konsekvenser for et andet menneske hvis fortrolighed, ærlighed og kærlighed, du regner med og stoler på. Det er ikke altid selve utroskaben, men selve løgnen, der kan gøre mest ondt. Løgnen er altid et valg, vi har. Tør vi stå ved os selv omkring f.eks. vores lidenskab og flirt – eller vil vi ikke stå ved det? Og lyver vi så, fordi vi ikke vil stå ved, at vi ikke er fejlfri? At blive set, hørt og elsket er noget af det vigtigste for os mennesker, og derfor laver vi af og til alle mulige krumspring for at blive det. Nogle gange kommer vi måske så til at opføre os uhensigtsmæssigt og lyver os til noget andet end vi er, fordi vi tror, at vi ikke bliver elsket, når vi er os selv.”
“Der er flere grunde til at, mennesker lyver. Det er ærgerligt og fortvivlende, at mennesker tyer til løgnen i stedet for at vise og stå ved det menneske, vi er. Man kan være bange for at stå ved sig selv, som den man er, af angst for at blive fordømt og ekskluderet af andre. Man kan lyve for at beskytte sig selv eller andre eller for ikke at såre nogen. Løgn har alvorlige konsekvenser for andre. Løgn er noget af det, der kan bringe allermest fortvivlelse ind i menneskers liv. Fra den hvide til den sorte, alvorlige løgn kan det have store konsekvenser for det enkelte menneske til en hel nation. Løgn går ud over vores tillid til hinanden. Hvide løgne kalder vi ofte uskyldige og ikke så betydningsfulde, men en hvid løgn medfører ofte flere løgne, og til sidst er man viklet ind i et spind af løgne, hvor det bliver svært at holde rede på hvad der sandt og hvad der er løgn. Man ved, at mennesker, der bevidst tillader sig selv at lyve,
Pernille Hornum, teolog og forfatter til bogen ”Sandheder om løgn og bedrag”.
16
FL AGERMU SEN
“Flagermusen er ikke den bedste operette. Det er operetten, denne kunstarts mesterværk.” Felix von Weingartner, legendarisk østrigsk orkesterdirigent, 1863-1942
FLAGE RM USE NS WI E N af John Christiansen, musikbloggen jcklassisk.dk
Flagermusen er et portræt af Wien i 1874, som byen var, da Johann Strauss den yngre skrev operetten. Wien er stadig Flagermusens by. Flagermusen har i tilgift til operettens kvaliteter også operagenrens, og det er ikke tilfældigt, at det er fast tradition ved hvert årsskifte at opføre Strauss’ mesterværk i byens to operahuse, Staatsoper Wien og Volksoper Wien, både nytårsaften og 1. nytårsdag.
sammen efter et gigantisk svindelnummer, der gjorde mange wienere til tiggere og flertallet usikre. Alligevel fortsatte det muntre liv ført an af en ny adel, som købte sig til titlerne.
Idolet Strauss Johann Strauss var wienernes idol, men det var ved de store baller, som de altid har elsket og stadig elsker, at hans dansemusik, valsene og polkaerne slog an. Wienerne har den dag i dag ret til en gratis fridag fra arbejdet til et personligt valgt bal. Men det var nyt, at et stort bal blev midtpunkt i en operette som i Flagermusen. Før 1870 havde Johann Strauss intet skrevet for teatret. Hans hustru nummer tre, Jetty Treffz, der tidligere var operasangerinde, mente, at hendes mand nu var moden til også at erobre teatret. Hun satte ord til nogle af hans eksisterende orkesterværker og sang dem for ham. Da Strauss opdagede, hvor godt det lød, glemte han dansemusikken og helligede sig operetten. Flagermusen blev den tredje i rækken af tretten operetter.
I 1873, året før premieren på Flagermusen, var Wien vært for en stor verdensudstilling. Uden den var operetten ikke blevet, som den er. Champagnen blev indført i Østrig som et symbol for udstillingen. I operetten søger tenoren Alfred med delvist held at forføre sin gamle kæreste Rosalinde med champagne og med de ord, som er selve kernen i operetten: ”Glücklich ist, wer vergisst, was doch nicht zu ändern ist” (”Lykkelig er den, som glemmer, hvad der dog ikke ændres kan”). Wien havde fra 1860’erne udviklet en sjælden velstand, men en uge før åbningen af verdensudstillingen brød børsen 17
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
Gisela Stille, Michael Kristensen
tekster, blev taget med på råd med sigte på en mulig opførelse. Han indlagde balscenen i stedet for julemåltidet, og han trak forhistorien frem og fortalte konsekvensen af den: Falke klædt ud som flagermus var et par år før blevet efterladt på gaden af Eisenstein til et karneval og måtte næste morgen vandre gennem Wien stadig som flagermus. Operettens handling er identisk med ”Flagermusens hævn over Eisenstein”.
Oprindelig fransk I Paris var et lystspil ved navn La Révellion (navn for juleaftens måltid, som pariserne fejrede, som vi fejrer nytårsaften) blevet en stor publikumssucces. Måske det skyldtes, at der på scenen blev serveret dampende varme retter, hvis dufte bredte sig i teatret? Direktøren på Theater an der Wien Maximilian Steiner købte stykket på anbefaling uden at kende det. Det var skrevet af Offenbachs kendte forfatterpar Meilhac-Halévy, men Steiner så straks, at det blot var en bearbejdning af Fængslet, en velkendt tysk ”Posse”, en komisk, grov teatergenre, som også havde haft sine gyldne år i Wien. Richard Genée, der havde forstand på både musik og
Skrev som i en rus Den næsten 49-årige Johann Strauss kastede sig over den nye tekst med begejstring. Hans ønske var at sætte almindelige mennesker i musik. På 42 18
FL AGERMU SEN
dage skrev han sin sprudlende musik som i en rus og blev vred, når naboens dreng klimprede hans melodier af efter gehør. Partituret er fyldt med musikalsk erotik, men endnu var tiden kun til at flirte med den. Noget af det geniale var, at Strauss samlede de tre akters forskellige stilelementer til en helhed, den elegante, nærmest graciøse førsteakt, derefter den store balscene, der blev model for fremtidens højdepunkter i operetten, og slutakten, der vakte den gamle tradition for ”possen” til live med en helt ny person, den fjolsagtigt filosoferende fængselsbetjent Frosch. Strauss nåede ikke senere den samme højde et helt værk igennem, men han skrev mange operettesucceser med Sigøjnerbaronen som den musikalsk største.
kone – en kammerpige foregiver at være skuespillerinde og charmerer en mand, som kalder sig Marquis. Alt blev svøbt ind i Johann Strauss’ melodirige, muntre og ofte komiske musik. Pressen nøjedes med at opdage ”et potpourri af valse og polkaer” og nogle ”trivialiteter i anden akt”. En tredje skrev: ”Vi vil ikke hæve hans operette til skyerne, men lade den smukt blive på jorden, så at manden ikke bliver overmodig”. Den mening blev ændret totalt inden for et år.
Flagermusens dybde Flagermusen er andet og mere end harmløs og elegant teaterunderholdning. Johann Strauss komponerede med på, hvad der skete under livets overflade i det gamle imperium. Wieneren har ved siden af sin sans for livets glæder og for valsen, der er blevet byens varemærke, altid haft en kerne af pessimisme og verdenssmerte i sit sind. Og sådan klinger Flagermusen med et brus, der vil erobre verden, og med en smertelig længsel efter noget, som kunne være, men som alligevel aldrig har været. Men bare rolig. Flagermusen giver os stadig den livslyst og livsglæde, som Johann Strauss ville det.
Flagermusen Premieren på Die Fledermaus fandt ikke sted i fastelavnstiden, men påskesøndag 5. april 1874, da børskrakkets ”sorte fredag” endnu sad i folk. En umiddelbar succes var nærmest en umulighed i denne atmosfære. Operettepublikummet var også vænnet til Offenbach og den franske operette med græske helte, og nu fik de hverken de olympiske højder eller underverdenen, men bedsteborgere, som de kendte fra Ringstrasse, og som endda opførte sig helt uventet: En elsker bliver arresteret som ægtemanden – en rigmand flirter med en forklædt kvinde, der i virkeligheden er hans 19
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
Hanne Fischer
Jens Søndergaard, Morten Eisner
FL AGERMU SEN
SYNOPSIS
friend, appears. Falke wants to persuade him to postpone the start of his prison sentence from that evening to the following morning, so Eisenstein can attend Prince Orlofsky’s ball. At the prospect of all the pretty young women who will be at the ball, Eisenstein is not difficult to persuade.
Act 1 All is peace and quiet in the home of Gabriel Eisenstein and his wife, Rosalinde. The only disturbance comes from Rosalinde’s singing teacher, Alfred, as he serenades her beneath her balcony. Thanks to her sister Ida, Rosalinde’s chambermaid Adele has received an invitation to a great ball at the home of Prince Orlofsky. What Adele and Ida do not realise is that they are pawns in a game that is being engineered by Eisenstein’s friend, Dr Falke.
Rosalinde finally decides to give Adele the evening off, so she can enjoy an evening alone with Alfred. Following the departure of Eisenstein and Falke, followed by Adele (allegedly visiting her ‘sick aunt’), Alfred arrives. He slips into Eisenstein’s dressing gown excited for what the evening might bring.
Adele, who desperately wants to attend the masquerade ball, asks for time off that evening under the pretext that her aunt has fallen seriously ill. But Rosalinde refuses. That same evening her husband is to start serving a short prison sentence and she needs Adele’s help. When the coast is clear, the besotted Alfred appears and simply will not go away. It is only when Rosalinde promises that, once Eisenstein has been taken off to prison, he is welcome to return, that he agrees to leave the house.
But the intimate evening comes to an abrupt end when the prison governor, Frank comes to collect the gentleman of the house and accompany him to prison. Unable to protest, poor Alfred is forced to go with him. After all, he is wearing Eisenstein’s dressing gown, so it is impossible to refuse.
Act 2 In Prince Orlofsky’s magnificent palace, the Russian chef is working magic in the kitchen with his pots and pans. Prince Orlofsky’s masquerade ball is in full swing. What will become clear is that the whole event is a comedy contrived to entertain the decadent, filthy rich Prince. The person
Now Eisenstein and his lawyer, Dr Blind arrive. Eisenstein is furious. His prison sentence has been extended from five to eight days. After Blind leaves, Dr Falke, Eisenstein’s close 21
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
responsible for all the fun and games is Dr Falke, and the main character is the unsuspecting Eisenstein. The comedy is also ‘The Bat’s Revenge’. Some time ago, following a fancy dress ball, Eisenstein left Dr Falke asleep on a bench. As a result, in full daylight, Falke had to walk home through the streets wearing a bat costume!
time getting Alfred (still wearing Eisenstein’s clothes) to stop singing. Somewhat inebriated, Frank the prison governor arrives, followed a little later by Adele, Ida, and the other guests arrested at last night’s party. The last to arrive is Eisenstein. The prison governor is somewhat surprised to see him, given that the previous evening, prior to the party, he had personally picked up the prisoner.
At the party, Eisenstein, under the alias of ‘Marquis de Renard’, is busy entertaining the young ladies with a special watch, which apparently has an irresistible appeal for them. Naturally he has to try out the effect of the watch on the evening’s guest of honour, a beautiful Hungarian countess. What Eisenstein does not know is that the mask conceals his own wife, Rosalinde. Thanks to an affectionate tip from Dr Falke, the disguise is providing her with a perfect opportunity to put her husband’s fidelity to the test. To Eisenstein’s great horror, the ‘Countess’ is bold enough to believe that the watch is a gift for her. The party gets totally out of hand and, in yet another part of Falke’s plot, everyone is arrested by the prison governor, Frank.
When, shortly afterwards, the lawyer Dr Blind appears in the prison, Eisenstein immediately accosts him and puts on his wig, robe and spectacles. In this disguise he will interrogate the false Eisenstein and get to the bottom of the whole affair. Once Rosalinde too appears in the prison, Eisenstein in his disguise starts interrogating them both. As all the details of the case are revealed, Eisenstein finds it increasingly difficult to restrain himself and finally reveals his true identity. In response to her husband’s accusations of infidelity, Rosalinde shows him the watch with which Marquis de Renard had tried to seduce the Hungarian countess at Prince Orlofsky’s ball. Finally, the triumphant Dr Falke reveals that the whole plot was of his making. It was ‘The Bat’s revenge’ on Eisenstein for once having made a fool of his friend.
Act 3 The following morning at the prison. Frosch, the jailer, is doing the morning cleaning and trying to keep things quiet. But he is having a hard 22
Puccinis opera om kærlighedens kamp mod nedarvet ondskab
GAM LE SCE N E
S KU U ERSA P IN L HD U SO ET T T
OPE RAE N
OPE RAE N
19/01— 0 8/0 6 2 019
Spær kort, åben kort, spær kort, åben kort Hvis du pludselig bliver i tvivl om, hvor dit kort er, kan du nemt og hurtigt spærre det i Danske Banks mobilbank. Når kortet er spærret, har du ro på til at lede. Og finder du det senere i vasketøjskurven eller på kommoden – ja, så åbner du det bare igen.
danskebank.dk/merenemt
Painting the world stronger From bridges and boats to power stations and buildings like the Royal Danish Opera House, our coatings can be found around the globe, helping make our world safer, stronger, more beautiful and longer lasting. It’s why we exist and why we’re the partner of choice for customers in the protective, marine, decorative, yacht and container markets in over 80 countries worldwide. See how we can make your business stronger at hempel.com
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
St or e
M A D A M E B U T T E R F LY
Sc en er
En podcast af Det Kongelige Teater og Audi Danmark
Podcastserien Store Scener er korte introduktioner til udvalgte forestillinger, præsenteret af teatrets kunstnere. Så selvom du ikke kan nå ind at se dem alle, kan du følge med, imens du er på farten. Find serien på kglteater.dk eller på din foretrukne podcastplatform. 1
Det Kongelige Teater ønsker at takke alle vore sponsorer for deres aktive medvirken til, at vi kan skabe scenekunst på højeste internationale niveau. SÆ R LI G SA M A R B E J D S PA RTN E R
HOVEDSPONSORER
SPONSORER
Knud Højgaards Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
D E T K O N G E L I G E T E AT E R
PRODUKTIONEN
Assisterende dirigent: Nick Fletcher Instruktørassistent: Freja Friberg Lyme Musikalsk indstudering: Orsi Fajger Nick Fletcher Leif Greibe Forestillingsleder: Berit Wolsted Jones / Martin Korshagen Signalør: Kathrine Stenseth Viltoft Tekstafvikler: Lars Ridder Sceneteknik: A, B, C Producent: Line Hauger Produktionsleder: Per Uffelmann
Scenemester: Peter Jepsen Kostumier: Søren Larsen Belysningsmester: Sune Munk Schou Produktionsmænd scene: Rasmus Anthis Mikkel Heinesen Produktionsmænd lys: Steffen Bentsen Kim Laulund Rasmussen Tonemester: Thomas Lørup Andersen Møbler: Thomas Kolding Maler: Ask Bengtson Tapetserer: Hanne Frydenlund Rekvisitører: Helle Kaustrup Stine Skovgaard Worsøe Herreskræddere: Oliver Häberli
Ninette Johansson Dameskræddere: Anne Auker Bente Kirk Modist: Pernille Rode Tekstilværksted: Mikala Gandrup Maskør og paryk: Marita Hedegaard Parykværksted: Peter Friman Anni Kristiansen Kostumeteknikere: Susanne Nygaard Christina Cramer Sprogcoach: Signe Brantelid Hovedleverandør af scenografisk produktion: Engelbrecht Construction Fotograf: Camilla Winther Tryk: Rosendahls – print - design – media
Medlemmer af Det Kongelige Operakor, dansere, statister
Læs mere om Den Kongelige Opera, om solistensemblet, Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel på kglteater.dk
GAM LE SCENE
SKUESPILHUSET
OPE RAEN