Program: Sylfiden by Det Kongelige Teater

SYLF IDEN

BALLET 2020/2021

SYLFIDEN

Wilma Giglio som Sylfiden og Andreas Kaas som James.

James sover i en stor lænestol; et kvindeligt væsen i luftigt klædebon og med gennemsigtige vinger knæler ved hans fødder. Hendes arm hviler på stolesædet; med hånden under hagen hæfter hun ubevægeligt sit elskovsfulde blik på den slumrende yngling. Hun udtrykker den glæde, hun føler ved at være hos den, som hun elsker, hun svæver omkring ham og vifter med vingerne, for at køle den luft, som han indånder. F R A AU G U S T B O U R N O N V I L L E S L I B R E T TO T I L SYLF I D E N, 1 8 3 6 .

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Jón Axel Fransson som James.

Tak til Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde – , der ved en særlig fondsdonation har muliggjort opsætningen af Sylfiden

SYLFIDEN

Sylfiden er et af de værker, vi sværmer mest for i Den Kongelige Ballet. Den er en af grundstenene i vores eksistens, og eksistens er jo netop, hvad den ballet handler om. Om at have drømme, hvilket vi vel alle i større eller mindre grad har – drømme om, hvordan livet skal være og drømme om måske at finde andre og bedre måder at leve det på. Sylfiden er en uudtømmelig kilde til inspiration, fordi den simpelthen beskæftiger sig med dét at være. James stiller ligesom Hamlet sig selv spørgsmålet: ”at være eller ikke være?” Det er en eksistentialistisk fortælling om at træffe det rigtige valg. Den velkendte, gamle kamp mellem fornuft og følelse, mellem kontrol og drift, mellem krop og sind. Balletten er fra koreografen August Bournonvilles hånd skruet så genialt sammen, at den efter min mening kan måle sig med plottet i de bedste Netflix-serier. Allerede i romantikken havde man nemlig opdaget, at det onde er en effektfuld kontrast til det gode. I to akter opruller Bournonville en historie fuld af spænding, kærlighed og død, og vi tilskuere oplever lige for øjnene af os James’ store rejse ud i det fremmede mod sin uundgåelige skæbne. For ham bliver det uvirkelige til virkeligheden; han giver sig hen til sine længsler og sit begær, og det får fatale konsekvenser, både for ham selv og for den stakkels sylfide.

Nu har Sylfiden snart været danset i 200 år, og jeg tror, at de fleste dansere her på teatret har en stor ydmyghed for dette værk og for alle de tidligere generationers tolkninger af de fascinerende roller. I vores verden kan man næppe opnå noget større end at få lov til at lægge krop til så ikoniske figurer som den drømmende James, hans drømmesyn Sylfiden og hans mareridt Madge. I denne nye udgave af balletten har jeg haft et stort ønske om at fremhæve romantikken i historien og skabe en forestilling, der går all in på den romantiske drøm. Til at hjælpe mig med at opfylde det ønske har jeg haft scenograferne Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard, der om nogen forstår sig på skønhed og æstetik og på at skabe rum, der sitrer. De har boltret sig i tyl og tern og tæpper, samtidig med at de har tryllet med de gamle teatertricks, så drømmene bliver illumineret i både bogstavelig og overført forstand. Det kan godt være, at vi i dag ikke helt tror på sylfider. Men de er et fængslende og forførende symbol på vores uforløste drømme, og det er da ikke så dårligt endda. Nikolaj Hübbe Balletmester

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Sylfiden Koreografi: Nikolaj Hübbe, efter August Bournonville Musik: Herman Severin Løvenskiold (Sylfiden, 1836) Scenografi og kostumer: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard Lysdesign: Åsa Frankenberg Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Sorella Englund, Anne Marie Vessel Schlüter og Ann Kolvig (børn), assisteret af Oliver Starpov Dirigent: David Levi Orkester: Det Kongelige Kapel Førsteopførelse: Den 28. november 1836 på Det Kongelige Teater Premiere i denne opsætning: Den 24. oktober 2020 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Jón Axel Fransson som James og Ida Praetorius som Sylfiden med corps de ballet.

SYLFIDEN

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

August Bournonville August Bournonville, 1805-79, er grundlæggeren af den danske ballettradition. Han var 1800-tallets største romantiske koreograf og mandlige danser, og med sin stil og sit repertoire skabte han den tradition, som har gjort Den Kongelige Ballet internationalt berømt. Bournonville blev født i København og fik sin uddannelse hos faderen Antoine Bournonville og Vincenzo Galeotti. I 1813 havde han sin debut som en af Regnar Lodbrogs sønner i Galeottis ballet Lagertha. Fra 1820 til 1823 var han medlem af Den Kongelige Ballet, og i 1824 rejste han til Paris for at studere hos Auguste Vestris, som han havde mødt fire år tidligere på en rejse med sin far til den franske

hovedstad. Bournonville blev danser ved Pariseroperaen, men i 1830 valgte han som 25-årig at tage imod et tilbud om at blive balletmester ved Den Kongelige Ballet i København. Her fungerede han med enkelte pauser fra 1830 til 1877; fra 1855 til 1856 var han balletmester ved operaen i Wien og fra 1861 til 1864 ved operaen i Stockholm. Han skabte i denne næsten 50 år lange periode på Det Kongelige Teater omkring 50 handlingsballetter – romantiske balletter, historiske balletter, vaudevilleballetter, folkelivsballetter, divertissementer. Blandt hans værker er følgende stadig i repertoiret: Sylfiden fra 1836, Napoli fra 1842, Konservatoriet eller Et avisfrieri fra

SYLFIDEN

Jonathan Chmelensky som James.

1849, Kermessen i Brügge fra 1851, Et folkesagn fra 1854, Abdallah fra 1855 (genopsat i rekonstruktion i 1986), La Ventana fra 1856, Blomsterfesten i Genzano fra 1858 (hvorfra nu kun pas de deux’en danses), Fjernt fra Danmark fra 1860, Thrymskviden fra 1868 (genopsat i rekonstruktion i 1990), Livjægerne på Amager fra 1871 og Fra Sibirien til Moskva fra 1876 (hvorfra nu kun jockeydansen opføres). Temaet i en stor del af hans balletter er de farlige kræfter i tilværelsen, og et andet centralt motiv er konflikten mellem drøm og virkelighed. Alle hans værker, på nær Sylfiden, er præget af harmoni og livsglæde og har en lykkelig udgang.

Bournonville videreførte den franske balletteknik og stil, som han oplevede i sine ungdomsår i Paris på konservatoriet. Det skulle være dans med ynde og elegance. Han formåede at placere mandsdanseren centralt i en tid, hvor det ellers var ballerinaen, der fik den største opmærksomhed, men nok så vigtigt lagde han også stor vægt på det mimiske udtryk. Bournonville satte sit eget præg på stilen og skabte en danseæstetik med ubesværet gratie som øverste mål – med rundede arme, levende ansigt, bevægelig overkrop og hurtige fødder. Men først og fremmest en virtuos dans, hvor sværheden er camoufleret af en smilende lethed. LK

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Esther Lee Wilkinson som Madge og Jonathan Chmelensky som James.

Caroline Baldwin som Sylfiden og Jonathan Chmelensky som James.

SYLFIDEN

Handling Første akt Vi er i Skotland. Den unge James, som står for at skulle giftes med sin forlovede Effy, sover. Sylfiden sidder for hans fødder. Hun er forelsket i James og vækker ham med et kys på panden for derefter at forsvinde gennem stuens kamin. Den bjergtagne James leder efter Sylfiden og forvirrer dermed sine omgivelser ved sin åndsfraværelse. Han ænser næppe Effy, der bejles til af rivalen Gurn. Bryllupsforberedelserne begynder, men afbrydes, da en ubuden gæst, Madge, pludselig dukker op i selskabet. Trods James’ protester lader festens unge piger sig spå af Madge – også Effy, som får at vide, at Gurn – og ikke James – er den rette mand for hende. James er vred og smider Madge på porten. Da selskabet har forladt stuen, viser Sylfiden sig igen for James. Hun lader ham vide, at hendes skæbne er uløseligt knyttet til hans og erklærer ham sin kærlighed. James tøver, men kun et øjeblik, og lader sig igen betage af det smukke væsen. Gurn har fra sit skjul set James og fortæller de andre om hans mærkelige opførsel. Men de slår det hen, og bryllupsfesten fortsætter med dans. Da Effy endelig står klar til brylluppet, er James forsvundet sammen med Sylfiden, og den stakkels pige sidder sønderknust tilbage.

Anden akt I den tågefyldte morgen har Madge sammenkaldt sine hjælpere, og de fremtryller et slør. Sylfiden har ført James med sig til sin verden. Da hun spørger James, om han elsker hende, erklærer han hende sin kærlighed. Sylfidens mange søstre danser for ham. Bryllupsfølget leder efter James. Gurn finder hans hue, og Madge fortæller ham om James’ vildfarelse. Gurn tager nu mod til sig og frier til Effy, som giver ham sit ja. James er ladt alene tilbage og leder efter Sylfiden. Madge kommer nu frem og lover at skaffe ham Sylfiden tilbage. Hun giver ham det fortryllede slør, som hun fortæller ham, at han skal bruge, hvis han vil fastholde Sylfiden. Da Sylfiden atter dukker op, gør James, som Madge har forklaret ham. Han vikler sløret om Sylfiden og besegler dermed hendes skæbne. Hun mister sin frihed, taber vingerne og dør. Madge fryder sig, og mens Gurn fører Effy til bryllup, bliver Sylfiden ført bort af sine søstre. Afmægtig segner James til jorden for Madges fødder.

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Caroline Baldwin som Sylfiden og Astrid Elbo som 1. sylfide med corps de ballet.

SYLFIDEN

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Om Sylfiden

Sylfiden blev oprindeligt koreograferet af Filippo Taglioni til musik af Jean Schneitzhoeffer og havde premiere på Pariseroperaen den 12. marts 1832 under titlen La Sylphide. Taglioni skabte balletten til sin datter Marie, der som en af de første ballerinaer forstod at løfte tåspidsdansen til sublime højder, og hun vandt verdensberømmelse i partiet som Sylfiden. Marie Taglioni var ifølge August Bournonville den største danserinde, han havde oplevet. La Sylphide var gennembrudsværket for den romantiske ballet, der skulle kulminere med Giselle i 1841. Det var en forestilling, der fængslede publikum med sine skovscener i tåge og månebelysning og melankolske

Anna Tychsen som Sylfiden og Hans Beck som James i anden akt af Sylfiden, 1882.

SYLFIDEN

danserinder i et brus af hvidt tyl, og samtidig formåede balletten at tegne et billede af menneskets splittelse mellem fornuft og følelse. Bournonville så La Sylphide i Paris i sommeren 1834, og han blev meget begejstret. I Mit teaterliv skrev han efterfølgende: ”… skønt jeg fandt hovedideen af balletten indtagende, følte jeg dog, at det ville være gavnligst for mig at øse af mit eget fond.” Han bestemte sig således for at skabe et nyt værk over den samme historie, men desværre var den originale musik af Schneitzhoeffer alt for dyr at få lov til at bruge. Han valgte derfor at bestille ny musik hos den kun 20-årige, ukendte komponist Herman Severin Løvenskiold. Bournonville ønskede et partitur, der kunne illustrere det dramatiske, underbygge mimen og hæve balletten til poesi. Løvenskiold evnede at levere varen, og i tæt samarbejde med Bournonville skabte han et musikværk, der var både originalt og fantasifuldt. Den 28. november 1836 havde Sylfiden premiere på Det Kongelige Teater med Lucile Grahn i rollen som Sylfiden og Bournonville selv som James. Bournonville skrev siden om reaktionen på balletten: ”Jeg har modtaget det vidnesbyrd, at min ballet ikke alene er aldeles forskellig fra Taglionis, men at den med hensyn til dramatisk gehalt og præcision i udførelsen vinder prisen. Den er endnu en smuk blomst i vort balletrepertoire og har altid nydt yndest og bifald.” La Sylphide forsvandt efter nogle årtier fra Pariseroperaens scene, men i Danmark forblev Sylfiden på repertoiret. Her har historien om den

længselsfulde James, den uopnåelige skønhed Sylfiden og den dæmoniske heks Madge været danset i ubrudt tradition lige siden, overleveret fra generation til generation, og har således været opført mere end 800 gange. Sylfiden er en af de mest elskede balletter i Bournonvilles store repertoire, selv om den netop ved sin vemodige tone og tragiske udgang ikke er karakteristisk for koreografens ellers dominerende optimistiske livssyn. Den varslede en ny stil, hvor karaktererne pludselig blev virkelighedstro og fik sjæl og dybde, så det er ikke tilfældigt, at Sylfiden verden over er den mest dansede af Bournonvilles balletter. Den er tidstypisk for den romantiske periodes sværmen for den eksotiske natur og dyrkelse af det æteriske kvindeideal, og samtidig er den tidløs i sin tematisering af splittelsen mellem det borgerlige livs velkendte rammer og den uimodståelige fascination af det ukendtes muligheder. Sylfiden er stadig vedkommende og aktuel den dag i dag, fordi den handler om drømme og om længsler og om de store og svære valg, som man engang imellem må tage i sin tilværelse. Om hvor farligt og livsomvæltende det kan være, men også om hvor meget man på den anden side set risikerer at gå glip af, hvis man kun tør satse på det trygge og sikre. LK

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Hvad er egentlig en sylfide?

Lige oppe bag skyerne gemmer der sig en blomstrende verden af æteriske væsener, der er så forfinede, at man ikke kan se dem med det blotte øje. Men på trods af det har de alligevel evnet at tryllebinde menneskeheden gennem århundreder, og de har inspireret os til såvel sang og dans som okkulte ritualer. Ifølge den græske mytologi fandtes der ånder omkring os, og i middelalderen gav den schweiziske læge, fysiker og filosof Paracelsus sig i sin afhandling ”Liber de nymphis” i kast med at kategorisere disse ånder i fire forskellige typer nymfer. Han valgte at kalde dem elementærånder, fordi de hver især knytter sig til et af de fire elementer; gnomerne hører til i jorden, undinerne i vandet, salamanderne i ilden og sylferne i luften. Paracelsus påstod dog aldrig, at han selv skulle have set nogle af disse individer.

Der er flere meninger om, hvorfra betegnelsen sylfe, eller sylfide, stammer. Nogle mener, at det er hentet i det græske ord silphe, der betyder sommerfugl, andre at det er en sammensætning af det latinske silvestris og nympha, en skovnymfe. De flyvende, guddommeligt smukke – og for langt de fleste usynlige – sylfider fødes af luften, bor i luften og behersker luften, skyerne og vinden. De har magt over vejret, men bør nødigt forlade deres territorium, for så bliver de magtesløse og skrøbelige; de bliver fanget på jorden, drukner i vandet og brænder i ilden. Sylfider vogter på hemmeligheder og beskytter smukke kvinder, så de kan godt finde på at forårsage ondskab blandt mænd, der ikke forstår at opføre sig ordentligt. De er nemlig født med en form for intelligens, som mændene mangler, og med den kan de manipulere dem til deres fordel.

SYLFIDEN

Sylfider er en mellemting mellem ånd og menneske, de kan se ind i fremtiden og har overnaturlige evner. Men de har ikke nogen sjæl, og de er ikke udødelige, så hvis de dør, ophører de simpelthen bare med at eksistere. Der er dog heldigvis en udvej; hvis de gifter sig med et jordisk menneske, opnår de – og deres kommende børn – en udødelig sjæl. Selv om sylfider er usynlige, findes der alligevel mange beskrivelser af, hvordan de ser ud. Paracelsus mente, at de var højere, stærkere og grovere end mennesket, og at de havde kæmpemæssige vinger, store ørneøjne og skarpe, kantede træk. Af andre beskrives de som tynde og æteriske væsener, der ændrer form, når de flyver gennem luften, og i romantikken blev de til skrøbelige, blide, alfe- eller englelignende skabninger med yndefulde vinger. Nu til dags kan man også høre udtrykket sylfide brugt om

en slank og graciøs, ung kvinde – måske inspireret af netop ballerinaerne i balletten Sylfiden. Op gennem historien vedbliver sylfiderne med at betage. Det hemmelige broderskab Rosenkreuzerordenen var for eksempel af den overbevisning, at de ved at behandle øjnene med alkymistisk medicin eller ved at betragte en krystalkugle kunne se sylfider, der var så smukke, at flere af brødrene afgav kyskhedsløfte i håb om en dag at kunne gifte sig med dem. Helt op til vores tid findes der folk, som påstår at kunne se de sjældne nymfer i skyerne, og som sågar mener, at de tappert kæmper for os mod forureningen på himlen. Uanset hvad man måtte tro på, er det i hvert fald en kendsgerning, at de poetiske sylfider stadig i dag formår at fascinere de af os, der måtte have lidt sværmeriske tilbøjeligheder. LK

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

De sværmeriske sylfider

Lucile Grahn, 1836. Litografi af Emilius Bærentzen.

Kirsten Simone, 1959. Fotografi af Huset Mydtskov.

Juliette Price, 1866. Fotografi fra Det Kongelige Teaters Bibliotek.

Ulla Poulsen, 1939. Fotografi fra Det Kongelige Teaters Bibliotek.

Anna Lærkesen, 1967. Fotografi af Huset Mydtskov.

Margrethe Schanne, 1956. Fotografi af Huset Mydtskov.

SYLFIDEN

Mette HÃ¸nningen, 1975. Fotografi af John R. Johnsen.

Lis Jeppesen, 1979. Fotografi af Huset Mydtskov.

Rose Gad, 1994. Fotografi af David Amzallag.

Gudrun Bojesen, 2004. Fotografi af Huset Mydtskov.

Silja Schandorff, 2008 Fotografi af David Amzallag.

Susanne Grinder, 2016. Fotografi af Costin Radu.

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

SYLFIDEN

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Ida Praetorius som Sylfiden og Jรณn Axel Fransson som James.

Andreas Kaas som James og Wilma Giglio som Sylfiden.

SYLFIDEN

Dansen om Sylfiden A F P E T E R T U DVA D

Mytologien og folkesagnene er fulde af farlige og fristende kvinder. Tænk bare på sirenerne i Odysseen eller på havfruen Lorelei, der sidder på sin klippe i Rhinen og driver søfolkene i døden med sin sang og sin skønhed! Lorelei kunne nu andet end at berede mændene en alt for hurtig død, for hun inspirerede også den tyske digter Heinrich Heine til i 1824 at skrive sin melankolske ode til hende: ”Ich weiß nicht was soll es bedeuten, Daß ich so traurig bin; Ein Märchen aus uralten Zeiten, Das kommt mir nicht aus dem Sinn.” Nej, hvad skal det betyde, når man er så trist, og man ikke kan slå det gamle eventyr ud af hovedet? Når man som James sidder og blunder ved kaminen og drømmer de helt gale drømme på sin bryllupsdag! ”Men det er netop det ejendommelige ved folkesagnene, at de forfærdeligste katastrofer sædvanligvis indtræffer ved bryllupper,” forklarede Heine i 1837 i en artikel om naturånder, Elementargeister. Den lystige musik og alle forberedelserne til den glædelige begivenhed kontrasterer den pludselige skræk, der kan vise sig i skikkelse af en ubuden bryllupsgæst.

Den ubudne gæst hvisker bruden noget i øret, så hun blegner, eller giver brudgommen et vink, så han følger med ud i nattens mørke for aldrig at vende tilbage. Som regel er det erindringen om engang at have svoret en anden evig troskab, der som ”en kold spøgelseshånd adskiller brud og brudgom”. Men det er det jo ikke i Sylfiden, hvor intet tyder på, at James har haft nogen pige før Effy. Derimod får han en ubuden gæst, faktisk to, selv om den første af dem er velkommen, alt for velkommen. Sylfiden har nok vist sig for James i hans drømme før den skæbnesvangre middagsblund, men det er først nu, hun viser sig lyslevende, så han fortumlet vågner og tror, at han kun behøver at gribe ud efter hende for at fange hende. Og det er jo det, han vil, uden hæmninger eller andre snærende bånd gøre hende til sin, sådan som man ikke mindst ser det, da han igen slumrer ind og i stedet for Sylfiden vækkes af Effy, som han begærligt rækker ud efter – indtil han forlegent opdager forvekslingen og rødmende trækker sig tilbage. James har en rival, der er langt mere disciplineret, nemlig den unge

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Gurn. Han kender nok også til fristelser, men han forstår at sublimere sit begær – eller spæge kødet, som det hed på Bournonvilles tid. Således kommer Gurn netop hjem fra jagt, da Effy skal til at vække James, og giver hende en buket blomster, symbolet på den tæmmede natur. Som jæger kunne Gurn ellers nok have mødt en mere kødelig skønhed end nogle sarte blomster, for i mytologien og folkesagnene er skoven netop så rig på fristelser, som den græske helt Aktæon måtte sande, da han så gudinden Diana bade i en skovsø sammen med sine nymfer og som straf blev forvandlet til en hjort, hvorpå han blev forfulgt og flænset af sine egne jagthunde. Det er det, jægerkoret advarer om i Elverhøj, Johan Ludvig Heibergs nationalstykke fra 1828: ”Møder en Nymphe dig, Lad hende skjøtte sig! Jæger, o lad hende fare! Husk, at Actæon fik Straf for et dristigt Blik! Jæger, o tag dig ivare!” Gurn er ikke sådan en ”Grillefænger”, som Bournonville kalder James i balletscenariet, men griller har han ikke desto mindre. For hvad skulle man ellers kalde det, når han endnu på sin elskede Effys bryllupsdag gør sig forhåbninger om at vinde hendes hånd? Men til forskel fra James gør han sig kun fikse ideer om et virkeligt menneske og ikke om en luftig sylfide. Og dog kan også Gurn i enkelte udgaver af balletten som den eneste anden se Sylfiden. Det, han og James har til fælles, er forelskelsen, og den vækker fantasien og svækker realitetssansen. Det er jo ikke den elskede, man ser, når man er forelsket i hende, men

refleksen af sin egen forelskelse. Resultatet er ofte det lidt skuffende, at hun viser sig at se helt anderledes ud, når forelskelsen fortager sig, end mens den drev sit eventyrlige spil med ens sanser. Allerede inden det når så vidt, kan man som James risikere, at forelskelsens genstand – for nu at tale såre prosaisk – river sig løs fra virkeligheden og byder sig til som et fantastisk ideal. Men et sådant må man naturligvis ikke lade sig besnære af, for når man virkelig skal elske, ”saa er Opgaven ikke: at finde – den elskelige Gjenstand; men Opgaven er: at finde den nu engang givne eller valgte Gjenstand – elskelig”. Sådan skriver Søren Kierkegaard i 1847 i Kjerlighedens Gjerninger, en manual for næstekærlige og andre elskende, som James desværre ikke fik mulighed for at læse i tide. Havde han haft det, havde han måske gjort sig umage med at finde Sylfiden i Effy i stedet for at løbe efter Sylfiden ud i skoven, der er hendes og ikke hans element. Umiddelbart tager skoven sig ud for James som et saligt paradis, hvor han hinsides civilisationens orden og skjult for verdens øjne kan leve af kærlighed og kildevand. Helt tryg ved al denne frihed er han dog ikke, så noget af det første, han gør, er at sværge Sylfiden evig troskab – sådan som han på samme tid skulle have gjort det over for Effy hjemme i landsbyen. Hans løfte er selvfølgelig ikke andet end et vrængbillede af vielsen, men i sin egen fantasi bilder James sig ind at være ægte mand og ægtemand, fri af hæmninger og tro til døden. Men Sylfiden vil stadig ikke give sig hen til

SYLFIDEN

Kizzy Matiakis som Madge, Benjamin Buza som Gurn og Camilla Ruelykke Holst som Effy.

Maria Bernholdt som Anna, Jรณn Axel Fransson som James og Stephanie Chen Gundorph som Effy med corps de ballet.

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ham, så for at adsprede ham i hans utålmodighed tilkalder hun sine lige så smukke søstre, der danser for ham. Er det mon en trøst? Eller pirrer det ikke netop hans brusende begær? Må han ikke uvilkårligt få den tanke, at han trods sin kærlighed til Sylfiden lige så godt kunne attrå en af hendes søstre? Det kan vel nok være, men inden vi lader James selv give sit umisforståelige svar på spørgsmålene, vender vi tilbage til ballettens begyndelse og den anden af de to ubudne gæster, heksen Madge. Hende byder James absolut ikke velkommen, selv om hun ganske harmløst har sat sig hen til kaminen for at varme sig. En heks er der vel ingen, der bryder sig om at huse, men James er den eneste, der hidser sig op og vil smide hende ud. Han tager hendes nærværelse som et ondt varsel, sikkert fordi hun netop sidder ved kaminen, hvor han selv kort tid forinden har haft sit rendezvous med Sylfiden. Med andre ord aner han spontant en forbindelse mellem de to, mellem Sylfiden og heksen, drømmen og mareridtet, længslen og frygten. Madge sidder inde med en viden om James, som gør ham så nervøs, at han prøver at hindre Effy i at blive spået af hende. De andre lader sig i en blanding af spøg og alvor læse i hånden, hvordan deres fremtid vil blive, for nogle skamfuld, for andre ærbar, men for alle handler profetien om resultatet af deres drifter, kort sagt om de forstår at tøjle dem i et ægteskab eller ej. Den eneste, Madge ikke vil spå, er et barn, ikke fordi hun pludselig får moralske skrupler, men fordi hun intet kan stille op med uskyldigheden.

Effy er trods al sin naivitet ikke uskyldig, men en voksen kvinde med et naturligt begær, der på den ene eller den anden måde vil forløses. Derfor er det ren psykologi, når Madge listigt fortæller hende, at hun vil blive lykkelig i sit ægteskab – med Gurn og ikke med James, der ikke elsker hende oprigtigt. Det, Madge gør, er egentlig ikke at spå, men som Jago i Shakespeares tragedie Othello at så tvivlens frø i Effy, så hun snart efter er moden til at indgå ægteskab med Gurn, der i modsætning til James synes at være hendes skæbne. Heksen er til gengæld James’ skæbne – og måske endda hans egen skyggeside, som en dybdepsykolog ville sige, altså en side af ham selv, han ikke vil vide af, men som ubønhørligt trænger sig ind på ham. Kun i sine drømme, kun i sit underbevidste liv, vil James være ved sit begær, ikke i sit bevidste liv. Altså er Madge intet andet end symbolet på hans eget begær, så han helt bogstaveligt bliver forhekset af Sylfiden, der naturligvis heller ikke er andet end en projektion af hans undertrykte drifter. Således er alt lagt til rette for finalen, den fatale forløsning af James’ begær, som han selv har forvist til skovens dyb. Her frister heksen ham til at sno et magisk slør om Sylfiden, som skal få hendes vinger til at falde af, hvorefter hun endelig vil tilhøre ham. Da han gør det, falder vingerne rigtignok af hende, men – som Bournonville skriver i balletscenariet – ”ved at betage hende Friheden har han berøvet hende Livet!” Uden omsvøb kan det samme udtrykkes sådan, at det er en ren voldtægt, vi er vidner til,

SYLFIDEN

Kizzy Matiakis som Madge og Jonathan Chmelensky som James.

da James ikke længere kan styre sit begær og tager Sylfiden med magt. For én gangs skyld i sit oeuvre lader Bournonville det obskøne sejre over det graciøse – men kun for at minde os om, at balletten trods al sin ophøjede skønhed dækker over det samme pulserende og primitive liv, som vi selv i vores dagligdag kæmper for at kultivere som kærlighed.

Peter Tudvad er forfatter og filosof. Han har tidligere arbejdet på Søren Kierkegaard Forskningscenteret i København, men har siden 2006 været bosiddende i Tyskland, hvor han ernærer sig som freelancer. Blandt hans værker er Kierkegaards København fra 2004 og Sygeplejerske i Det Tredje Rige – en danskers historie fra 2009 samt romanerne Forbandelsen fra 2013 og Manteuffel – fragmenter af en udødeligs levned fra 2016.

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

SYLFIDEN

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Hos James. Model fra fĂ¸rste akt af Sylfiden.

Hos Sylfiden. Model fra anden akt af Sylfiden.

SYLFIDEN

Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard Scenografi og kostumer

Hos Madge. Model fra anden akt af Sylfiden.

Da Nikolaj Hübbe spurgte, om vi havde lyst til at skabe scenografien til hans nye version af Sylfiden, sagde han samtidig, at hans store drøm var at fortælle historien så ultra-romantisk som muligt. Så da vi gik i gang med vores arbejde, bestemte vi os for at gå med på eventyret og lade det emotionelle være styrende. For os handler Sylfiden først og fremmest om kompleksiteten i mørket og lyset, og det har været vigtigt, at den fortælling skulle være det bærende element i scenografi og kostumer. I denne forestilling arbejder vi primært med scenetæpper og draperier. Som noget helt nyt har vi i vores tæpper arbejdet med en teknologi inden for digitalprint, som giver muligheder for at lege med lyset og med publikums opfattelse af, hvad de ser. På det helt tynde flor kan man dobbeltprinte, så når man gennemlyser forfra, ser man ét motiv, og når man så lyser bagfra, ser man et andet eller måske endda flere – i virkeligheden en form for skyggespil, hvor øjet bliver narret. I nogle tilfælde har vi ladet malerne male videre på tæpperne, for eksempel sommerfugle, der

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ved hjælp af forskellig belysning synes at sværme rundt i luften. Vi jagter de momenter, hvor der kan opstå magi og utilregnelighed. De mørke, tunge draperier i første akt er James’ sjælelige verden. Det er hans stenborg, og de gamle gobeliner er fulde af symboler; tidslen, der er den skotske nationalblomst, skarabæer, insekter og så videre. Og inde i alt dette mørke er også heksen Madges motiver som et varsel. Som en del af James’ mørke. Hun er et symbol på hans sønderrevne verden, en dekonstruktion af mørket. Der er plantet uforløste længsler i James’ univers, og da Sylfiden viser sig for ham, begynder det hele at blafre og blive transparent – hun kommer ikke ind i hans rum, men rummet bliver til hendes verden. Hun er mere hans drøm om noget større og friere, end hun er en ny kærlighed. Kontrasten mellem mørket og lyset er såvel i historien som i scenografien sammenflettet, og de er to sider af den samme sag; lyset regerer glimtvis i mørket, og mørket ligger og ulmer i lyset. I anden akts sylfideverden er der sanseligt og romantisk, næsten som i en surreel hallucination, og vi vil gerne skabe en karakter, der nærmest er på en indre, mental rejse i en kosmisk fabelskov. Blomsterne, svampene og mosserne er lidt for store; alt er natur – let og luftigt, men samtidig organisk og kringlet og utilregneligt. Den indre, dybe, mørke længsel efter det fuldstændigt umulige. Den ypperligste, lyse drøm om noget større, noget hinsides og uudgrundeligt. Og når man så fanger det ind, så dør det.

SYLFIDEN

Kostumetegning af James. Jonathan Chmelensky til kostumeprĂ¸ve i rollen som James.

Kostumetegning af Sylfiden. Ida Praetorius til kostumeprĂ¸ve i rollen som Sylfiden.

D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Det ternede klanstof, en kilt riet op til prøve og den færdige kilt.

Ingen Sylfiden uden de skotskternede kilte. Arbejdet på Herreskræddersalen på Det Kongelige Teater har i det sidste halve års tid stået i kiltens tegn, og der er blevet syet 43 af slagsen til James og hans mandlige bryllupsfølge. At sy en kilt er en svær og kompliceret proces, hvis man skal lave den efter de korrekte skotske forskrifter, så derfor har to tilskærere fra Herreskræddersalen været i lære hos kiltmageren Askival of Strathearn i Perthshire i Skotland. Det tager omkring en uge at sy en kilt, og man benytter en helt speciel teknik, der kræver ekstrem perfektion og håndelag. Når man arrangerer alle kiltens læg, er det meget vigtigt, at de ligger, så de følger det ternede mønster (kaldet en "rapport") hele vejen rundt. Hver kilt består af syv meter stof, som er syet i 23 læg udregnet efter hver enkelt dansers hoftemål,

samtidig med at det ternede mønster i stoffet er blevet bevaret på trods af læggene. Det er et avanceret præcisionsarbejde, da den mindste lille unøjagtighed i arbejdet med det meget lange stykke stof hurtigt kan få stor betydning. Hvis man ikke syr fuldstændig, som læggene er mærket op, kan en afvigelse på blot en millimeter på hvert læg betyde en forskel på 2,3 cm i hoftevidden, hvilket vil gøre, at kilten bliver enten for stor eller for lille til den danser, den er syet til. Man har ramt den perfekte længde på en kilt, når danseren går i knæ, og den nederste kant kun lige strejfer gulvet. Kiltene i Sylfiden vejer omkring halvanden kilo hver, og da det meste af vægten ligger bagpå, kræver det en del øvelse, før danseren vænner sig til at udføre sine piruetter og spring i det tunge, ternede kostume. LK

ANNIE & OTTO JOHS. DETLEFS´ FONDE –

Tak til Annie & Otto Johs. Detlefs´ Fonde – OJD, der ved en særlig fondsdonation har muliggjort opsætningen af Sylfiden

D E N KO N G E LI G E BALLET 2020/2021

Balletmester Nikolaj Hübbe Solodansere Caroline Baldwin J’aime Crandall Holly Dorger Kizzy Matiakis Ida Praetorius Amy Watson Jonathan Chmelensky Gregory Dean Jón Axel Fransson Marcin Kupiñski Andreas Kaas

Solister Astrid Elbo Wilma Giglio Lena-Maria Gruber Stephanie Chen Gundorph Camilla Ruelykke Holst Ji Min Hong Emma Riis-Kofoed Alexandra Lo Sardo Silvia Selvini Alexander Bozinoff Nicolai Hansen Guilherme de Menezes Tobias Praetorius Liam Redhead

Karakterdansere Maria Bernholdt Mette Bødtcher Louise Midjord Anne Marie Vessel Schlüter Femke Mølbach Slot Mads Blangstrup Morten Eggert Poul-Erik Hesselkilde Sebastian Kloborg

Korpsdansere Mayo Arii Ditte Baltzer Victoria Bell Lydia Bevan Isabella Rose Carroll Elisabeth Dam Joscelyn Dolson Viktoria Falck-Schmidt Giordana Gallo Birgitta Lawrence Emma McKenzie Christina Michanek Marina Minoiu Hannaë Miquel Elenora Morris Alba Nadal Emilie Palsgaard Agnes Rosendahl Eukene Sagues Stephanie Sahlgren Tara Schaufuss Rikako Shibamoto Katherine Stevens Carling Talcott-Steenstra Elvira Thomsen Isabella Walsh Esther Lee Wilkinson Benjamin Buza James Clark Jimmy Coleman Nathan Compiano Eliabe D’Abadia Finn Fransen MacLean Hopper Nico Janssen Georgi Kapitanski Matteo Di Loreto Vitor de Menezes Emerson Moose Filippe Moraes Meirambek Nazargozhayev Leander Rebholz Julien Roman Ludwig af Rosenborg Mathieu Rouaux Mattia Santini Balthazar Sénat Oliver Starpov

Bryant Steenstra James Stephens Ryan Tomash Samuel Zaldivar

3. års aspiranter Philippa Gudsøe Dalena Khau Anne Poulsen Lazaro Corrales Schonan Greve Nicolas Markovic

2. års aspiranter Sasja Gundersen Smilla Gyldion Caroline Iversen Katarina von Lingelsheim Leonora Slot Mathilde Stokkebro Sebastian Suhr

1. års aspiranter Clara Adrian Sophie Andersen Wilma Li Niclas Bech Emil Hansen Sylvester Jønson Phillip Katsnelson Herman Schultzer

Det Kongelige Teater ønsker at takke alle vore sponsorer for deres aktive medvirken til, at vi kan skabe scenekunst på højeste internationale niveau. SÆ R LI G SA M A R B E J D S PA RTN E R

HOVEDSPONSORER

SPONSORER

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

D E T KO N G E L I G E T E AT E R Teaterchef: Kasper Holten Balletmester: Nikolaj Hübbe Operachef: John Fulljames Skuespilchef: Morten Kirkskov Salgs- og planlægningsdirektør: Henrik Sten Petersen Økonomi- og personaledirektør: Marie Munk Kommunikationsdirektør: Magnus Restofte Udviklingsdirektør: Dorthe Paulli Administrationschef balletten: Søren Normann Hansen Administrationschef operaen: Malene Truelsen Administrationschef skuespillet: Carsten Møller Chef for HR og Jura: Marianne Thorsen Adm. scenechef: Rasmus Clausen Kostumechef: Sophie Secher Kroner Chef, scenografisk afdeling: Kim Fridbjørg Konstitueret kapelchef: Adam Stadnicki Marketingchef: Jacob Rosendal Chef for Strategisk planlægning og analyse: Anna Reinhard Danchell Chef for Salg & Kundeservice: Stefan Yong Gildhoff It-chef: Martin Thaarup Larsen

TEKNIK/PRODUKTION Scenechef Gamle Scene: Brian Nielsen Scenechef Operaen: Søren Bøllingtoft Scenechef Skuespilhuset: Michael Franch Leder af scenografisk produktion: Sanne Brodersen Leder af lyd- og videoafdelingen: Mikkel Behrend Lager- og logistikchef: Ewa Buus Rekvisitafdelingen: Mikkel Theut

Herreskrædderne: Magnus Tougaard Dameskrædderne og tekstilværksted: Mette Kibsgaard Hatteværksted: Pernille Rode Kostumeteknikken: Ausa Marie Thorvardarson Maskør- og parykafdelingen: Nina Brødegaard Resch Statist- og påklæderafdelingen: Ralf Friedrichsen

PRODU KTIONSLEDELSE Producent: Susanne Ørskov Produktionsleder: Frederik Andreas Kondrup Scenemester: Brian Nielsen Kostumier: Annette Nørgaard Forestillingsledere: Michelle Steen Nielsen Ole Just

P R O D U K T I O N S A N S VA R L I G E Belysningsmestre: Thomas Bek Jensen Michael Radl Produktionsmand scene: Michael Jørgensen Produktionsmand lys: Astrid Heisel Signalører: Jon Meinild Claus Mygind Tonemestre: Jakob Bo Nystrup Rasmus Balch Konstruktør: Lisa Jürgensen Snedker: Lasse Pedersen Smed: Peter Dissing Storm Maler: Ask Bengtson Tapetserere: Hanne Frydenlund Eva Frederiksen Møbler: Palle Dahl Henriksen Rekvisitør: Ulla Jensen Herreskræddere: Mette Hoy Sørensen Lillian Petersen

Dameskræddere: Bente Kristensen Sanne Bjerregaard Weisenfeldt Anne-Marie Juul Hertz Malene Serritslev Modist: Gitte Løgtholt Poulsen Tekstilværksted: Mikala Gandrup Maskør og paryk: Hanna Kureer Tina Tøttrup Jensen Kostumeteknikere: Søren Johannessen Katharina Neergaard Ansatte i administrationen, salgsog kommunikationsafdelingen samt på værksteder og scener på Det Kongelige Teater Programredaktion og tekst: Lise Kaiser Forestillingsfoto: Per Morten Abrahamsen Tryk: Rosendahls a/s Oktober 2020

Del din teateroplevelse Hjælp os med at få endnu flere i teatret. Del dine store teaterøjeblikke på de sociale medier og inspirer dine venner, veninder, din svigermor og alle andre til en tur i Det Kongelige Teater. Brug meget gerne:

# kglteater

GAM LE SCENE