Kirken går udendørs
Berit Weigand Berg
Kamilla Lundager Bundgaard
Espen Bock Andersen
Susanne Norsk Østrup Leiding
Kirken går udendørs
Kirken går udendørs af Berit Weigand Berg, Kamilla Lundager Bundgaard, Espen Bock Andersen og Susanne Norsk Østrup Leiding © Forfatterne og Kirkefondet
1. udgave, 1. oplag 2024
ISBN 978-87-88862-60-7
Forlagsredaktion: Charlotte Lydholm
Forsidefoto: Julie Murphy/Frederiksbergdagene
Grafsk tilrettelæggelse og tryk: Jørn Thomsen Elbo a/s
Kirkefondet, Peter Bangs Vej 5B, 2000 Frederiksberg
Tlf.: 33 73 00 33
E-mail: kirkefondet@kirkefondet.dk www.kirkefondet.dk
Overvejelser
Indledning
Det sker med jævne mellemrum, at vi fytter gudstjenesten ud i naturen. Eller i hvert fald udendørs. Det sker fx på 2. pinsedag, på de store lejre afholdt af de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer og nogle steder også i forbindelse med høsten. Nogle bryllupper er også fyttet udendørs. Når skoven er grøn, himlen er blå, solen skinner – uden at brænde – og vi synger om kap med fuglene, så er vi ikke i tvivl. Det er os, de levende stene, der skaber kirke, og det kan vi i princippet gøre hvor som helst. Men helst når det ikke regner.
Nedlukning skabte kreativitet
I marts 2020 lukkede landet ned for at begrænse udbredelsen af Covid-19. Det stod hurtigt klart, at hvad der end måtte gælde af skiftende restriktioner, så gjaldt de også for kirken. Afstandskrav, begrænsninger på antal deltagere, mundbind og tilmed også i perioder fuldstændige nedlukninger.
Pludselig blev det udendørs ikke blot et tilvalg. I lange perioder var det den eneste reelle mulighed. Og så blomstrede kreativiteten. Der skød ”vandringer” op overalt. Påskeduge blev lagt uden for kirken. Fadervor blev lagt i trædesten. Kirkegårde fk "stationer", så man kunne ”gå” en gudstjeneste.
Kirkens særlige rum blev også taget med ud. Kirkehaver og forpladser fk installationer, hvor man kunne efterlade bønner og tænde lys. Gudstjenester blev gennemført som drive-in, og kirkekor og tilmed kirkekoncerter var med til at fylde det ofentlige rum med sang. Mange af kirkens arrangementer er nu tilbage i kirkerne og sognegårdene. Det er ofte det letteste for alle parter. Der er toiletter såvel som kafemaskine, lige som der er tørt og varmt, uanset hvad vejret er. Og særligt kirkerummet tilføjer noget ekstra til arrangementerne. Den måde
lyset falder ind på. Den måde lyden klinger på. Den måde billeder og udsmykningen taler med ind i det, der foregår. Og – ikke mindst – den måde rummet forbinder os både til slægter, der har siddet på bænkene før os, og til Gud.
Erfaringerne fra bl.a. nedlukningen var dog ret interessante. Nogle gange var der tale om, at et indendørsarrangement blot blev fyttet udendørs. Og derfor var det også let at fytte det tilbage indendørs. Men andre arrangementer blev skabt netop til det udendørs, og kunne ikke umiddelbart fyttes ind. De undersøgte og udfordrede både begrebet kirkelig aktivitet og kirke og kom med et bud, som var med til at udvide og styre vores forståelse af, hvad kirke også er. To bud på dette er den nærværende kirke og den uventede kirke.
Den nærværende kirke
Kirke er knyttet både til tid og sted, og en af gevinsterne ved sognestruktur og sognekirke er, at kirken har et lokalt sted. I nogle egne ligger der tilmed (for) mange kirker inden for et lille område. I andre er sognet så stort i areal eller så tæt bebygget, at kirken faktisk ikke er specielt tæt på alle beboerne i sognet. Indimellem sker det også, at en sognekirke har været god til at skabe kontakt til en del af et sogn, men har ingen eller kun meget lidt kontakt med andre dele af det. Ved at gå ud af kirkebygningen gør vi det tydeligt, at kirkens sted ikke kun er i bygningen, men netop er i hele sognet. Og når vi bliver nysgerrige på, hvad det er for et sted, kirken er knyttet til – og hvordan – kan det ofte også lede til en nysgerrighed på, hvad det er for en tid, kirken er knyttet til og hvordan.
Den uventede kirke
Kirken løfter bl.a. opgaven med at skabe ro ved at være det sted, hvor ting er som forventet. Gudstjenesten har måske små variationer, men i det store og hele er den ofte som forventet. Det samme gælder de kirkelige handlinger. Og den ligger tilmed ofte der, hvor man kan forvente det. På en bakketop eller ud til byens centrale plads. Og selv når den ikke gør, så ligger den i hvert fald der, hvor den også lå i går. Når kirken bevæger sig uden for egne bygninger og grund, giver man mennesker mulighed for at møde den, både hvor den er uventet i sted, men også i tid. Dermed kan vi – hvis vi lykkes – være med til at udvide for-
ståelsen for, hvad kirke er. Også hos den, der ikke opsøger den af sig selv. Eller som ikke gør sig overvejelserne af sig selv.
Hvad er kirke?
I Kirkefondet fnder vi, at denne nysgerrighed på, hvad kirken også er, fortsat er meget relevant og nødvendig. Vi mener, at der skal være en fortsat og løbende samtale om, hvad kirke er i sin helhed. Hvad er kirke, når den knytter sig til specifkke steder og bygninger? Det spørgsmål kan aldrig blive besvaret defnitivt og en gang for alle, da kirken netop også knytter sig til tid. Spørgsmålet må derfor fnde sit eget svar i enhver tid. På samme måde gælder det spørgsmålet: Hvad er kirken også, når den er uden for egen bygning? Og for at få en helhedsforståelse af, hvad kirke er, er de to spørgsmål nødt til at være i dialog med hinanden.
Med bogen ”Kirken går udendørs” ønsker vi at fastholde denne nysgerrighed på det ene af de to spørgsmål. Nemlig: Hvad er kirke også, når den ikke er hjemme i egen bygning? Bogen kan derfor ikke stå alene, og den fremstiller på ingen måde et helt kirkesyn eller en komplet kirkeforståelse.
Bogens eksempler
I den første halvdel af bogen peger vi på nogle af de elementer af kirkeforståelse, som det at være kirke udendørs giver os. Men da det jo reelt regner jævnligt i Danmark, lige som andre ting kan komme i vejen for vores gode planer, har vi også indsamlet og systematiseret nogle af de praktiske overvejelser og forberedelser, man med fordel kan gøre sig. I den anden halvdel af bogen bringer vi en række eksempler på, når kirken går udendørs. Alle eksemplerne – med undtagelse af to - er afprøvede. Dvs. at de er skrevet af nogen, som ikke blot har fået en god idé, men som også har forberedt den og gennemført den.
Rigtig mange har været inde over bogen. Nogen blot med en henvisning. Andre har ladet sig interviewe eller skrevet stikord. Nogle kirker har en enkelt aktivitet med. Andre har fere. Det drejer sig bl.a. om Skalborg Kirke ved Aalborg og Ølstykke Kirke på Sjælland. Bogen har tydeligvis også forskellige stemmer. Det har den, da der har været fre hovedforfattere i gang. Vi har valgt at bruge en fælles form, men ikke nødvendigvis et fælles sprog eller skrivestil. Det er derfor heller ikke entydigt,
om teksterne er skrevet i ”jeg”, ”vi” eller ”man”. Det håber vi, at vores læsere kan leve med. De fre forfattere er:
• Berit Weigand Berg, udviklingskonsulent ved Kirkefondet og hende, der fk idéen til bogen
• Kamille Lundager Bundgaard, sognepræst ved Alderslyst kirke, Silkeborg
• Espen Bock Andersen, provstikoordinator ved Frederiksberg Provsti
• Susanne Norsk Østrup Leiding, sognepræst ved Oppe Sundby og Snostrup Kirke på Sjælland
Læsevejledning
Bogen består af tre dele: 1) Overvejelser 2) Eksempler på aktiviteter og 3) Huskelister og idéer (Se indholdsfortegnelsen).
I første del af bogen fnder du nogle overvejelser og refeksioner. Først en gennemgang af udfordringer, muligheder og vilkår i tre forskellige lokationer. Det er:
Storbyen med erfaringer fra at lave kirke udendørs på Frederiksberg. Her beskrevet af provstikoordinator Espen Boch Andersen.
Provinsen eller købstaden med erfaringer fra at lave udendørs kirke i et sogn i Silkeborg. Dette afsnit er skrevet af Kamilla Lundager Bundgaard, der er sognepræst ved Alderslyst Kirke.
Landet med erfaringer fra det at lave udendørs kirke i og omkring en samling landsbyer, placeret lige syd for Frederikssund. Dette afsnit er skrevet af Susanne Norsk Østrup Leiding, sognepræst i Oppe Sundby og Snostrup Kirker.
Efter denne gennemgang af tre lokationer, der viser både forskelle og ligheder fra sted til sted, når vi overvejer at fytte kirken ud, er der en række generelle overvejelser. Først præsenteres en række generelle udfordringer. Herefter gennemgår vi tre settings (steder): kirkepladsen, naturen og ofentlige rum.
Det praktiske kan let komme til at fylde meget, når man gerne vil lave udendørs kirke. I denne bog vil vi også gerne kaste et blik på nogle af de andre ting, som vi mener, man med fordel kan overveje, inden man kas-
ter sig ud i et arrangement. De fre overvejelser er: Teologi, deltagelse, sårbarhed og PR og kommunikation. Disse fre overvejelser vil siden hen blive lidt mere konkretiseret, når de gennemgås for hver enkelt aktivitet i anden del af bogen.
I anden del af bogen fnder du en række ret konkrete forslag til aktiviteter. De er inddelt efter de tre settings: Kirkepladsen, Naturen og Offentlige rum. Hver aktivitet har derudover en kort præsentation, efterfulgt af en beskrivelse af alt det praktiske. Og derefter gennemgås de fre overvejelser – Teologi, Deltagelse, Sårbarhed og PR og kommunikation – for hver aktivitet.
Hvis man læser om fere aktiviteter, vil man se, hvordan de fre overvejelser er relevante, uanset hvilken setting aktiviteten skal foregå i. Men svarene på overvejelserne ændrer sig fra setting til setting.
I den tredje og sidste del af bogen fnder du nogle huskelister, der kan være nyttige, når du skal først planlægge og sidenhen gennemføre en udendørsaktivitet.
Af Espen Bock Andersen
Uderummet i storbyen
Som provstikoordinator på Frederiksberg arbejder jeg med udviklingen og koordineringen af de fælles aktiviteter i Frederiksberg Provsti – det vil primært sige større fællesarrangementer og fælles kommunikation i provstiet. Jeg har derfor været med til at koordinere en række kirkelige aktiviteter i byrummet, hvor alle folkekirkerne på Frederiksberg har stået som afsender eller bidraget med idéer, mandskab, formidling etc. Jeg er ansat af det, der hedder provstikoordinatorbestyrelsen, der består af repræsentanter fra hvert af provstiets 9 menighedsråd. Så vidt jeg ved, er Frederiksberg det eneste provsti i landet med netop en sådan konstruktion, hvilket bl.a. skyldes, at Frederiksberg provsti er et relativt homogent byprovsti: Geografsk ligger kirkerne på Frederiksberg indenfor et afgrænset område, og sognene er demografsk set forholdsvis ens, hvorfor alle kirkerne tilbyder babysalmesang, ældreklubber, klassiske koncerter mv. Derfor har man fx kunnet se en fordel i at gå sammen om en fælles kommunikation i lokalavisen FRBliv, hvor man som erstatning for de lokale kirkeblade bringer et månedligt 4-sidet tillæg om aktiviteterne i kirkerne. Der fndes også en række samarbejder, hvor 2 eller fere kirker på Frederiksberg er gået sammen om at etablere fx sorggrupper, hvilket har banet vejen for de større fællesarrangementer i provstiet, hvor alle kirkerne står som afsender.
Fra kirkerummet ud i byrummet
Da Frederiksberg Provsti er et byprovsti, er det forholdsvis sjældent, at de kirkelige udendørs aktiviteter er båret af et ønske om at koble kristendom og natur, som det kunne være tilfældet i provstier, der ligger tættere på naturen. Der er enkelte kirker, der har etableret aktiviteter som fx Stressfri Have i Frederiksberg Sogn, hvor formålet med aktiviteten netop er at følge med i årstidernes skiften i naturen, men de er klart i mindretal.
Den vigtigste grund til, at kirken bevæger sig fra kirkerummet ud i byrummet, er derimod ønsket om at åbne op og blive en endnu mere synlig og integreret del af lokalmiljøet. Denne bevægelse er imidlertid af fere grunde ikke uproblematisk. Vigtigst er her, at aktiviteten i byrummet altid medfører et udefra kommende blik på aktiviteten – typisk fra forbipasserende, der ikke ved, hvad der foregår, og hurtigt skal afkode situationen. Det betyder, at man som deltager i fx en udendørs gudstjeneste kan opleve sig som udstillet, og hos forbipasserende kan det hurtigt aktivere stereotyper og fordomme om kirken, der opleves som sektagtig og lukket om sig selv – selvom det netop var det modsatte, der var intentionen med at bevæge sig ud i byrummet, nemlig at åbne op og blive en del af det lokale.
Hvis aktiviteten indgår som en del af en større lokal aktivitet – det kunne fx være bydelsfesten Frederiksbergdage – kommer problematikken i stedet til at handle om, hvordan den kirkelige aktivitet bliver set i forhold til de andre aktiviteter, der foregår lige ved siden af. Her bliver det vigtigt at overveje, hvordan man skiller sig ud fra de andre aktiviteter og markerer sin særegenhed samtidig med, at man er med til at skabe et større sammenhængende event som fx en byfest.
Samtidig medfører bevægelsen ud i byrummet en lang række praktiske problemstillinger, når man forlader et kirkerum, som man har en høj grad af ekspertise i at kontrollere. Man skal nu til at forholde sig til vejret, støjen fra det omgivende bymiljø etc.
Man skal altså som en kirke, der bevæger sig ud i byrummet, ud over de teologiske overvejelser, der styrer bevægelsen, som minimum gøre sig overvejelser af kommunikationsmæssig art (Hvordan afkoder forbipasserende kirken som en del af byrummet? Hvordan inviterer vi dem ind i aktiviteten?) og praktisk art (Kan alle deltagerne høre, hvad der bliver sagt? Hvad gør vi, hvis det regner?). Disse problemstillinger intensiveres i høj grad, som aktiviteten bevæger sig fra kirkerum til våbenhus, ud på kirkepladsen, mellem kirkerne, og endelig når man står ude i byrummet, og helt har forladt kirkerummet.
En lukket fest eller en aktivitet, der åbner kirken op?
En del af kirkerne på Frederiksberg har forholdsvis rummelige kirkepladser liggende lige udenfor våbenhuset og benytter dem primært i sommerhalvåret til diverse udendørsarrangementer. Eksempelvis har
Sct. Lukas Kirke en kirkeplads, der går lige over i et lille grønt areal, der vedligeholdes af kommunen. Her har der gentagne gange været afholdt fællesarrangementer, hvor man efter en børnegudstjeneste bevæger sig ud på kirkepladsen, hvor der så er opstillet boder, legeredskaber og borde med aftensmad, der ligger i forlængelse af gudstjenestens tema – det kan fx være Pippi Langstrømpe eller Mumitroldene. Her er det forholdsvis nemt at håndtere de praktiske problemstillinger: Hvis det regner, kan man trække ind i våbenhuset eller kirken, man kender støjniveauet udenfor kirken etc. Ligeledes er problemstillingen i forhold til de tilfældigt forbipasserende ikke helt så presserende, når aktiviteten foregår på kirkepladsen, da det for fremmede er forholdsvis nemt at afkode, hvad der sker, og det er en forventelig situation, at kirken rykker udenfor på kirkepladsen, hvor den naturligt har ret til at være. Dog er det også her nødvendigt at indtænke, hvordan man inviterer tilfældigt forbipasserende børnefamilier og andre ind i aktiviteten – det kan fx være ved, at en frivillig får værtsrollen og kontakter dem, der standser op og spørger, om de ikke vil prøve at smage de svenske köttbullar osv. Ligeledes er det nødvendigt, at man prøver at betragte opstillingen på kirkepladsen med en forbipasserendes blik: Ligner det her en lukket fest eller er det en aktivitet, der åbner kirken op mod lokalmiljøet og inviterer folk nærmere?
Byrummet som transportkorridor
Når det gælder aktiviteter, hvor byrummet er en transportkorridor mellem aktiviteter inde i kirkerne, er det stadig forholdsvis ukompliceret at indtænke de særlige praktiske og kommunikationsmæssige problemstillinger, der knytter sig til byrummet. På Frederiksberg har vi fx de sidste 4 år haft en fælles påskevandring 2. påskedag, hvor alle kirkerne er åbne fra kl. 13-16. Her kan deltagerne enten følge fastlagte ruter af varierende længde eller selv sammensætte en rute mellem udvalgte kirker – indenfor i kirkerne kan man svare på spørgsmål om kirkens historie og indretning og vinde påskeæg. Deltagerne i påskevandringen skiller sig i udgangspunktet ikke ud i byrummet, da deltagerne ikke går i en større gruppe, men selv bestemmer hvor og hvornår de vil gå indenfor den givne ramme. Ligeledes er de praktiske problemstillinger med fx vejret ikke dominerende – det betyder naturligvis noget for arrangementet, om solen skinner, eller det regner, men de feste deltagere klæder sig på efter vejret og deltager under alle omstændigheder.
Kirken blandt de andre
Der hvor de særlige praktiske og kommunikationsmæssige problemstillinger, der knytter sig til byrummet, især kommer i spil er i forbindelse med aktiviteter, hvor man helt har fjernet sig fra kirken, og aktiviteten fx foregår i en park eller på en plads. Et eksempel på dette er aktiviteten
Fortællekirken, der har været afholdt siden 2020 i forbindelse med familiedagen i Aksel Møllers Have under Frederiksbergdagene. Det er hele kommunens fest, hvor foreninger, forretningsdrivende og kulturinstitutioner viser, hvad de har at byde på og rykker ud på gader, pladser og i parker/haver. På familiedagen har Folkekirken på Frederiksberg således et telt ved siden af en lang række andre institutioner og foreninger som biblioteket, musikskolen osv. (se eksemplet på side 111)
Nogle grundlæggende overvejelser, man med fordel kan gøre sig, når kirken deltager i aktiviteter sammen med andre, er dels, hvilke signaler man som kirke udsender i forhold til de øvrige aktører, og dels hvordan publikum forstår og afkoder dem. Første gang Fortællekirken deltog, var fortællerne i præstekjoler. Dette skete ud fra tanken om, at den ikoniske præstekjole ville virke som et nemt afkodeligt blikfang. Ideen forstærkedes af, at de deltagende foreninger (spejderne, karateklubben etc.) stillede op i deres ”uniform” og aktivt brugte dette til at tiltrække sig opmærksomhed og deltagere til deres aktivitet. Det viste sig imidlertid, at præstekjolen havde nærmest en omvendt efekt. Det kan der være fere grunde til, men en af grundene var formodentligt, at der sker noget med forståelsen af præstekjolen, når den ikke længere ses i en direkte kirkelig sammenhæng – altså inde i kirken – men i stedet bevæger sig ud i byrummet. Den er ikke længere nemt afkodelig i modsætning til fx spejderdragten, der uden problemer kan bevæge sig mellem ude og inde. De følgende år har vi således undladt at benytte præstekjolen og har i stedet brugt et stort krea-bord som blikfang, hvor børnene kan lave forskellige aktiviteter i forlængelse af de bibelske fortællinger. Det kirkelige signal er altså blevet nedtonet eller fyttet til et område, der er nemt at afkode for børnene og deres forældre.
Eksempler
aktiviteter
KIRKEPLADSEN
Fadervor-sten
Fadervor kan indøves på mange måder. En af dem er igennem leg og bevægelse. En del minikonfrmander og konfrmander har prøvet at gå eller hoppe Fadervor i kirkerummet. Fadervor-sten er nu begyndt at dukke op uden for kirkerne.
Det praktiske
Fadervor-sten kan – lige som labyrinter – etableres enten midlertidigt eller som en fast installation. Der kan være en idé i først at prøve af med en midlertidig udgave, før man skal træfe beslutning om at bruge penge og plads på noget permanent. Fælles for labyrinter og Fadervor-sten er, at de kan bruges når som helst – uanset om kirken er åben eller ej. De kan bruges af både den, der kommer forbi alene og dem, der kommer sammen med andre. Og de kan bruges en enkelt gang eller blive en del af en tilbagevendende praksis.
Fadervor-sten har typisk 1 ord per sten. Det er oplagt at placere dem et sted, hvor de er forholdsvis lette at komme til. Det kan fx være på forpladsen foran kirken, i et parkanlæg, på parkeringspladsen, eller som ved Sions Kirke i København, hvor de ligger i kirkehaven. Her er ordene sandblæst ind i bornholmsk granit, som derefter er lagt ned i den allerede eksisterende chaussestensbelægning.
Fadervor-sten kan enten lægges ned i et underlag, så man ikke fx snubler over dem. Denne løsning er god, hvis man drømmer om en permanent løsning. De kan dog også lægges oven på et underlag (fx græs) i form af fx beton-fiser, som vi kender fra fortove. En løsning, der egner sig godt, hvis de kun skal være der midlertidigt. Placerer man stenen oven på et underlag, vil det være smart, hvis de placeres en smule væk fra et område, hvor mange færdes for at sikre, at ingen snubler over dem. I Skalborg Kirke ved Aalborg opfordrede man i corona-tiden kon-
frmanderne til at komme forbi sådan et midlertidigt Fadervor for at få bønnen øvet inden konfrmationen. Stenene ligger der endnu og bruges i dag forsat af konfrmander, men også af hundeluftere og andre, der kommer forbi.
Ved en midlertidig udgave kan ordene skrives med tegnekridt eller spray-kridt. De kan også skrives med maling eller tusch, hvis stenene ikke skal genbruges til andet – eller hvis stenene uden videre kan bruges på begge sider.
Teologi
Fadervor er den bøn, vi som kristne altid kan bede. Hvis vi ikke selv kan fnde egnede ord, eller hvis det at bede er fremmed for os, så er det altid muligt at ty til Fadervor. Tidligere var det helt normalt, at børn lærte Fadervor fra de var helt små. Dette skete hjemme eller hos bedsteforældrene. I dag er det ikke længere givet, at børn og voksne kan Fadervor. Og selv om mange unge lærer den, mens de går til præst i forbindelse med deres konfrmationsforberedelse, så er det ingen garanti for, at de kan huske den resten af livet.
Anne Kathrine Giversen, der er den ene af præsterne ved Sions Kirke, fk inspiration til deres Fadervor-sten i H.C. Andersens eventyr om Snedronningen. Her kan Hans ikke huske sit Fadervor, men kun den lille tabel i kulden på vej mod den onde snedronning. Det viser, hvor vigtigt det er, at Fadervor ikke kun ligger i hovedet, men også i kroppen, så vi har den, når vi har brug for den.
Deltagelse
Det kan være oplagt at inddrage kirkens børn og unge i arbejdet med at lave Fadervor-sten. Særligt hvis der er tale om en midlertidig udgave. De kan først skrive ordene og siden hen placere dem, mens de også tjekker, om afstanden mellem stenene er for lang eller for kort.
Laver man stenene sammen med børn, kan man udskifte nogle af ordene med tegninger. Et brød, en himmel, en jord osv.
Fadervor-sten kan bruges både aktivt og passivt. Dvs. at de kan bruges af nogen, der bevidst opsøger dem. Eller af nogen der blot kommer forbi, der uden videre – og uden forbehold – straks begynder at gå dem. De kan også introduceres og aktiveres af ansatte, frivillige, lærere, ledere osv. Enten på en måde, hvor man opfordres til at gå alle ordene fra
start til slut. Eller på en måde, hvor man opfordres til at gå udvalgte sten – fx en lille bid af bønnen – eller måske ligefrem blot et enkelt ord, som der fokuseres særligt på.
Foto: Berit Weigand Berg
Placerer man dem i nærheden af en bænk – eller skaber man en siddemulighed i nærheden af stenene – vil de også kunne bruges af dem, der blot sidder og kigger på dem, og som derfra kan ”gå” dem i tankerne.
Børn vælger ofte at hoppe fra sten til sten. Lægges de derfor på en kirkegård kan det være klogt at overveje, om der fndes en krog eller et hjørne, hvor legende børn ikke forstyrrer kirkegårdens øvrige besøgende.
Sårbarhed
De midlertidige sten er i sig selv sårbare overfor vejr og vind, lige som arrangerede aktiviteter, hvor stenene indgår, er det.
De faste installationer er ikke særligt sårbare. Er ordene indgraveret og derefter malet op, skal de genmales med jævne mellemrum.
PR og kommunikation
Det er oplagt at kommunikere online og ved stenene. Ved stenene kan det være et sandwichskilt eller et beach fag, der markerer starten. Denne løsning egner sig specielt godt, hvis Fadervor-stenene er midlertidige. Er de permanente, vil en mere diskret form for startpil måske være mere oplagt. I begge tilfælde vil det være godt med en tavle, der forklarer, hvad det er, og giver bud på, hvordan man evt. kan bruge dem.
Omtale på kirkens sociale medier er oplagt. Både når stenene præsenteres første gang, og når der løbende er aktiviteter på dem. Man kan også løbende lægge små opgaver eller forslag til små andagter på de sociale medier, der enten kan løses ved at ”gå” stenene eller hjemmefra. Det kunne være: Hvordan lyder Fadervor, hvis man kun beder hvert tredje ord? Eller: Hvor siger bønnen, at Gud er? Hvad mon bønnen mener med det?
NATUREN
Pilgrimscykling
Pilgrimsvandring, som vi kender den, men på cykel, er et godt alternativ til den klassiske. Cyklerne giver mulighed for at nå længere (væk), mens der stadig er mulighed for strækninger med tavshed eller med guidet samtale, stop og pauser. Susanne Leiding, der er sognepræst ved Snostrup og Oppe Sundby Kirker syd for Frederikssund har gode erfaringer med at bruge pilgrimscykling med konfrmanderne.
Det praktiske
Langs Roskilde Fjord eksisterer der en sti, som i folkemunde hedder "spritruten" fra gammel tid.
Det er en jordsti med pletvis asfaltering. En sti, hvor man med god afstand til trafk, kan cykle sikkert sammen med en stor gruppe konfrmander uden at være bekymret for, at de kommer til at svinge ud foran en bil. Når man cykler fra Oppe Sundby Kirke cykler man 7-8 km, før man er ved Snostrup kirke. Ved Snostrup kirke har graveren sammen med frivillige sat bålsted op, og der grilles pølser sammen med konfrmanderne, når de kommer, og her er der også saft og vand. Når sulten og tørsten er slukket, og cyklisterne har fået pusten, samler præsterne konfrmanderne enten i kirken eller foran kirken til en lille andagt. Nogle år er den store plæne ved kirken blevet inddraget til tagfat, inden man cykler tilbage til Oppe Sundby af en meget kortere cykelsti.
Som præst er det vigtigt ikke at give op på trods af, at der på den første del af ruten kan være klager fra enkelte konfrmander om, at det er langt og hårdt at cykle. På et tidspunkt på ruten vender det fuldstændig, og ofte opstår der en udbrydergruppe forrest i gruppen, der begynder at cykle om kap med præsten (der med årene må lave aftaler om, hvor de skal stoppe og vente på præsten). Også de konfrmander, der cykler bagest, har en præst, der følger dem, og for dem er det en sejr at nå frem
til Snostrup Kirke med duften af grillede pølser og noget at drikke.
Når vi starter, mødes vi foran Oppe Sundby Kirke. Alle har fået et brev med oplysninger om. hvad der skal ske og i brevet står der, at det er vigtigt, at konfrmanderne møder med jakker, cykellygter og cykelhjelm. Hvis man møder uden cykelhjelm og lygter, får man ikke lov til at cykle med.
Menighedsrådet fnansierer aftensmad til de frivillige og graveren, som de kan nyde i præstegården, efter at konfrmanderne og vi præster er cyklet hjem.
Teologien
Teologien bag denne aktivitet er at synliggøre, at vi som kristne har to ben at stå på; 1) et åndeligt ben som vi dyrker i ordet og tanken og 2) et kropsligt, som vi bl.a. dyrker, når vi tager ud på pilgrimscykling. Vi har brug for begge ben for at stå fast forankret i livet. Ideen til netop pilgrimscyklingen opstod, da skolerne afyste vores konfrmandundervisning pga."get-moving"-uge, og her tænkte vi, at det kunne vi som kirke sagtens tænke ind i også.
En stor del af konfrmandundervisningen inddrager i forvejen kroppen og bevægelsen sammen med ordet, så det er ikke en helt ny form for konfrmanderne. Forud for pilgrimscyklingen har der været en undervisningsgang, hvor vi har snakket om pilgrimme og pilgrimsruter. På selve turen opstår der mange samtaler med konfrmanderne, enkeltvis eller i små grupper. Jeg oplever som præst et fortrolighedsrum, som jeg kan bygge videre på i min undervisning, og vi får en vigtig relation.
Pilgrimscyklingen har brug for frivillige og graveren til alt det praktiske med indkøb, bål, oprydning, og de har brug for, at der også er et fællesskab for dem, når de bruger tid og kræfter på konfrmanderne. Et fælles aftensmåltid i præstegården, når vi er taget afsted med de unge, var deres eget ønske, og det fællesskab understøtter bevidstheden om at være en del af menigheden og kirken.
Deltagelse
Alle årets konfrmander har mødepligt, og det vil sige, at det er ca. 90 konfrmander, der cykler sammen med os. Frivillige forældre på cykel er også inviteret med som hjælpere på dagen, men ellers er det os præster, der cykler med konfrmanderne. Der er altid en præst, der cykler
forrest, og en præst der cykler bagerst. Nogle år har der været forældre, der har meldt sig til at hjælpe med pølser og bål i stedet for at cykle med.
Sårbarheden
Vi er selvfølgelig til en vis grad sårbare overfor vejret, men det kan man jo løse ved at klæde sig på, alt efter om det er blæst, regn eller solskins-vejr. En enkelt gang har jeg oplevet, at en konfrmand ikke havde en cykel. Det løste vi ved at fnde en gammel cykel blandt medarbejdergruppen, uden at kammeraterne vidste noget. Det er/var vigtigt, at man som ung ikke føler sig udstillet, bare fordi man ikke /harhavde råd til en cykel. Cyklen blev en foræring, som konfrmanden kunne beholde efterfølgende. Hvis man bor i et socialt belastet område, kan det blive en udfordring, men dog stadig noget, der kan løses ved donationer.
PR og kommunikation
Ved første forældremøde informerer vi om, at der kommer denne pilgrimscykling med dato og klokkeslæt. Derudover får forældrene en pjece med information om vigtige datoer i løbet af året både som print og pr. mail. I ugen op til pilgrimscyklingen sendes der en mail med en reminder og opfordring til forældrene om at komme med på turen.
Foto: Pixabay
OFFENTLIGE RUM
Fortællekirken
Fortællekirken er et koncept, der er udviklet til at foregå i et ofentligt rum samtidig med, at der er andre aktiviteter i den umiddelbare nærhed. Målet har været at skabe et rum midt i storbyen, hvor de bibelske fortællinger kan være til stede. I et slags ”mellemrum” midt i alle lydene og travlheden.
Det praktiske
Fortællekirken havde sin premiere tilbage i 2020, hvor den indgik i Frederiksberg Kommunes Familiedag i Aksel Møllers Have, og den har siden været et fast element ved disse dage.
Kernen i konceptet er en kufert, der rummer forskellige rekvisitter og høretelefoner, som de deltagende børn og voksne bliver udstyret med, inden aktiviteten går i gang. En præst eller en kirke- og kulturmedarbejder fortæller via mikrofon en historie fra Bibelen illustreret med rekvisitterne fra fortællekuferten, der fremvises og går fra hånd til hånd.
Deltagerne sidder i en halvcirkel omkring fortælleren, og netop det, at fortællerens stemme når deltagerne direkte via høretelefonerne, skaber et intimt og sluttet rum, hvor fortællingen kan udfolde sig på trods af støjen og aktiviteten rundt omkring.
Teologi
Der ligger en række teologiske overvejelser bag konceptet, hvoraf man fx kan fremhæve, at aktiviteten kombinerer en urgammel mundtlig fortælletradition med moderne teknologi i form af høretelefoner, dvs. kirken som bærer af en årtusind gammel tradition. Samtidig har man løst den praktiske udfordring med støj fra det omgivende byrum ved hjælp af høretelefonerne, og børnenes opmærksomhed fastholdes yderligere ved, at man både kan se og røre ved rekvisitterne i kuferten.
Deltagelse
I og med at Fortællekirken indgår i et fællesarrangement, kommer der to former for deltagelse i spil. Den ene er børnenes deltagelse i aktiviteten. Den anden er kirkens deltagelse i fællesarrangementet.
Børnene har let ved at afkode høretelefonerne og fortællerummet, lige som det ligger dem lige for at sende rekvisitterne rundt til hinanden. Der kan dog opstå en forhandling med deres forældre om, hvor lang tid de kan bruge på aktiviteten. Fx hvis man har børn i forskellige aldre, som ikke alle sammen bliver grebet af at lytte til en fortælling. Eller hvis forælderen bliver utålmodig, fordi de ikke selv indgår i fortællerummet. Derfor kan det være en god idé, at der er en repræsentant fra kirken, der dels kan fortælle lidt om, hvor længe aktiviteten varer, og som kan servere kafe – og mulighed for samtale – til de ventende forældre. Når kirken er én blandt mange andre aktører ind i en fælles aktivitet, er det oplagt, at man gør sig overvejelser om, hvordan man er til stede som én ud af mange. Skal man vælge en spektakulær aktivitet for at skabe opmærksomhed? Eller skal man skabe en lidt mindre aktivitet, hvor målet ikke er at indgå i konkurrence om at få fest deltagere, men derimod at skabe en god oplevelse for en mindre gruppe? Med Fortællekirken sætter antallet af høretelefoner en naturlig grænse for, hvor mange, der kan deltage. Aktiviteten er i sig selv meget lidt ”larmende”, idet ingen kan høre, hvad der foregår. Det skaber dermed et unikt rum i – og måske ligefrem lidt modkultur til – noget af det andet, der foregår på dagen. Dette er bl.a. med til at skabe et rum for de børn, der ellers let kan blive overstimuleret på sådan en dag.
Sårbarhed
Både elektronikken og rekvisitterne i kuferten er sårbare overfor vejret, såvel regn som blæst, lige som det kan være svært at skabe et fortællerum, hvis det er for koldt til at sidde stille. Det kan derfor være relevant at tænke dels på overdækning – evt. blot som en back-up-plan, da aktiviteten egner sig godt til at være ude i det åbne, og dels i siddeunderlag eller stole. Netop siddeunderlag eller stole kan med fordel stilles op, inden aktiviteten starter, så de fremmer, at deltagerne sætter sig så tæt på hinanden, at de kan sende rekvisitterne rundt til hinanden.
En uventet sårbarhed, der dukkede op i forbindelse med den første afvikling var, at præsterne var iklædt præstekjole for at skabe tydelig-
hed, genkendelighed og forhåbentligt også tryghed (læs evt. mere i afsnittet om Uderummet i storbyen se side xx). Det viste sig dog, at kjolen skabte mere afstand end tryghed – såvel hos børnene som hos deres forældre – og præsterne har derfor siden da ikke haft præstekjole på til denne aktivitet.
PR og kommunikation
Høretelefonerne og sidepuderne er let afkodelige og kommunikerer dermed på dagen ret enkelt, hvad aktiviteten drejer sig om. Det er kommunen, der arrangerer familiedagene, og en del pr og kommunikation omkring
Fortællerkirke indgår derfor i den fælles pr. Derudover omtales dagen bl.a. også på provstiets facebookside, hvor der også lægges aktuelle billeder op undervejs.
Foto: Julie Murphy/Frederiksbergdagene
Huskelister og idéer
Huskeliste til materialer
Materialer Nødvendige Ikke nødvendige Hvem er ansvarlig? Det er der styr på
Stole
Toiletforhold
Lydanlæg
Omklædning
Musikanlæg
Kolde drikkevarer
Varme drikke
Kopper
Servietter
Tallerkner
Kage
Mad
Sangark
Salmebøger
Liturgiske bøger
Vin og oblater
Kalk og disk
Skilte
Flag
Bannere
Telte/pavillioner
Paraplyer
Tæpper
Scene
Huskeliste til overvejelser
Overvejelser Ukendte Kendte Hvem er ansvarlig? Det er der styr på
Transport af deltagere
Transport af materialer
Parkeringsforhold
Plan i tilfælde af forkert vejr
Plan i tilfælde af få deltagere
Afstand til andre mennesker
PR før
PR under
PR efter
Andre idéer til aktiviteter
Rundt omkring i landets kirker afholdes der masser af forskellige udendørsaktiviteter både for store og små, og de eksempler, der er beskrevet her i bogen, er selvfølgelig kun en lille del til inspiration. Vi har lavet en liste nedenfor med idéer fra andre steder, som vi kender til. Listen er på ingen måde fuldstændig, men kun til inspiration. Du kan fnde links til de forskellige aktiviteter, hvis du bruger QR-koden.
Kirkepladsen
Aktivitet
Håbsvæg
Fastelavn
Lystænding
Dåbserindring
Bønnetræ
Kendt fra
Brorsons Kirke, København
Jakobskirken, Roskilde
Stefanskirken, København
Sdr. Bjert Kirke ved Kolding
Solrød Strandkirke
2. pinsedagsgudstjeneste Klostermarkskirken, Ringsted
Bålgudstjeneste
Jazz, øl og pølser
Flintholm Kirke, København
Eliaskirken, København
Naturen
Naturgudstjeneste på Fælled
Sankthansvandring
2. pinsedagsgudstjeneste
Sommergudstjeneste
Høstgudstjeneste
Strandgudstjeneste
Friluftsgudstjeneste
Lejrgudstjenester
Høstgudstjeneste
Skovkirkegudstjeneste
Pinsevandringsgudstjeneste
Fællessang på Fælleden
Offentlige rum
Protestport
Juleløb
Alsang
Gå en gudstjeneste
Sofasamtale
Byfestgudstjeneste
Kirken i Ørestad, København
Skalborg Kirke, Aalborg
Marie Magdalene Sogn, Syddjurs
Marie Magdalene Sogn, Syddjurs
Marie Magdalene Sogn, Syddjurs
Klitmøller
Vestermarie Kirke, Bornhom
Slettens Grønne Katedral
Stilling Kirke
Nørremarkskirken, Slagelse
Them Kirke ved Silkeborg
Skelgårdskirken og Kirken i Ørestad, København
Ungdommens Folkemøde, København
Alderslyst Kirke, Silkeborg
Hans Egedes Kirke, København
Jakobskirken, Roskilde
Avedøre, Hvidovre
Marie Magdalene Sogn, Syddjurs
Rooftop Gospel-gudstjeneste Kirken i Ørestad, København
Holy Run-gudstjeneste
Morgenfow
Fortovsfest
Cirkusgudstjeneste
Avedøre Kirke, Hvidovre
Badehuset, Domkirken, Århus
Enghave Kirke, København
Sydhavn Sogn, København