2 minute read
Kort nyt fra videnscenteret
Af Asger Torning, kommunikationsmedarbejder Kiropraktorernes Videnscenter
Alle medarbejdere var i gang, da Kiropraktorernes Videnscenter deltog i Faglig Kongres 2022 i Odeon i Odense 10. – 12. november.
Foruden forskernes og efteruddannelseskonsulenternes bidrag afviklingen af den faglige del af kongressen, præsenterede hele fem stande henholdsvis selve Kiropraktorernes Videnscenter, kvalitetsenheden KviK, KirPACS, KirCACS og forskningsprojektet DigSI (Digitale Sundhedsindsatser i kiropraktorpraksis).
Kiropraktorernes Videnscenter udloddede et gratis efteruddannelseskursus til en af de kongresdeltagere, der udfyldte et spørgeskema om videnscentrets efteruddannelse, og på KviK-standen kunne man vinde 2 flasker vin ved at deltage i en konkurrence.
Der var stor interesse for at høre mere om DigSI, hvor kiropraktorer bliver belønnet for at levere deltagere, og på KirPACS- og KirCACS-standene blev der svaret på spørgemål og lavet aftaler om kontakt til nye potentielle brugere af systemerne.
Toprangering til Alice Kongsted og Jan Hartvigsen
På en nylig offentliggjort rangliste fra Mendeley rangerer Alice Kongsted og Jan Hartvigsen, professorer ved SDU og seniorforskere ved Kiropraktorernes Videnscenter, i den absolutte top som eliteforsker indenfor sundhedsvidenskabelig forskning.
De har begge opnået titlen eliteforsker, fordi de rangerer blandt de øverste 2% ud af alle forskere på listen. Rangeringen er udregnet på baggrund af de enkelte forskeres publikationer i videnskabelige tidsskrifter. Den imponerende rangering understreger Alice Kongsted og Jan Hartvigsens store indsats og dedikation til deres forskning i muskel og skeletbesvær.
Opgørelsen er opdelt i to kategorier, der beskriver henholdsvis forskernes gennemslagskraft i det seneste år, der er gået (i den aktuelle oversigt er det 2021) og hen over forskernes karrierer. For at blive betragtet som ’elite’, skal vedkommende være blandt de 2% mest fagfælleciterede forskere på sit forskningsområde.
uSe rangeringslisterne fra Mendeley her: tinyurl.com/mr26yw72
Kiropraktorpraksis deltager i internationalt samarbejde om diagnosekoder
Line Lyskjær fra KviK er blevet observatør i WICC (WONCA International Classification Committee), der er en arbejdsgruppe inden for WONCA (World Organization of Family Doctors). WICC arbejder med klassifikationssystemer, særligt ICPC, der i Danmark anvendes til diagnosekodning i primærsektoren, herunder også i kiropraktorpraksis.
I arbejdsgruppen sidder repræsentanter fra hele verden, som alle interesserer sig for ICPC diagnosekodning. Danmark er repræsenteret med en ICPCkonsulent fra Kvalitet i Almen Praksis (KiAP). Line Lyskjær bliver den første observatør i WICC, der repræsenterer kiropraktorpraksis.
WICC mødes årligt og seneste møde foregik i København, hvor Line Lyskjær deltog. Det er et forum, hvor ICPC klassifikationssystemet evalueres, og der er tæt relation til udviklingen og opdateringen af ICPC. Der bydes ind med konkrete initiativer, hvor medlemmer tager aktivt del i kvalificeringen af ICPC klassifikationssystemet.
Line Lyskjær fik en fin velkomst, og der er stor interesse for det kvalitetsarbejde, der sker i kiropraktorpraksis med ICPCkodning.