2 minute read
Aktuelt: Målprogram
Målprogram
Af Henrik Frederiksen Terkelsen, Kiropraktor og medlem af bestyrelsen. Dansk Kiropraktor Forening udarbejder i løbet af 2023 et nyt målprogram. Målprogrammet bliver det tredje i rækken efter “Rygraden i det danske samfund 2018-2022” og før det” Kiropraktorerne i spil 2011-2016”. – Formålet med DKF’s målprogram er at forsøge at kigge lidt ud i fremtiden og sætte fingeren på de udfordringer og muligheder de danske kiropraktorer står overfor, siger bestyrelsesmedlem Henrik Frederiksen, der har ansvaret for målprogrammet.
Som sidste gang er tanken at involvere så mange af DKF’s medlemmer som muligt i processen. – Det er afgørende for mig at medlemmerne kan se sig selv i det kommende målprogram. Selvom vi skal have de helt lange briller på, så skal vi også holde fokus tæt på de ønsker og behov, vi har ude i hverdagen blandt medlemmerne, uanset rolle eller job, siger Henrik Frederiksen.
For netop at få mest muligt input fra medlemmerne har DKF’s bestyrelse i år besluttet både at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse, tre webinarer og så til foråret tre fysiske topmøder.
Henrik Frederiksen Spørgeskemaundersøgelse
I november gennemførte DKF en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne. Undersøgelsen er et led i indsamlingen af data og input til det kommende målprogram. Og for kort tid siden, i begyndelsen af december, afholdt DKF desuden tre webinarer, som blandt andet er inspireret af den proces tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen gennemførte i partiet Moderaterne.
Webinarerne er blevet afviklet efter deadline for denne artikel, så vi kan desværre ikke rapportere fra disse møder i dette blad. Men spørgeskemabesvarelserne giver allerede nu et godt billede af det, der fylder ude i praksis.
Topmøder
Efter nytår holder vi topmøder rundt i landet. På topmøderne skal vi mødes og drøfte målene for de kommende fem år.
25. februar:
Region Midtjylland/ Nordjylland
11. marts:
Region Sydjylland
18. marts:
Region Hovedstaden/ Sjælland
De konkrete steder udmeldes senere.
Mål
Målet er et målprogram som skaber udvikling og engagement i hele professionen.
Ordskyen viser den ernorme forgrening af emner og udfordringer, der er blevet nævnt i besvarelsen af sprøgeskemaet. Gennem processen skal noget klippes væk, andet skal have lov at vokse eller genplantes og noget tredje skal kløves og stables.
Fakta om undersøgelsen
I alt besvarede 121 respondenter spørgeskemaet. Og heldigvis fordeler deltagerne sig ligeligt på køn og bredt på aldersgrupper og dimissionsår.
Ligeledes er respondenterne repræsentativt ifht. uddannelsessted og arbejdssted.
Sagt på en anden måde: Besvarelserne giver et bredt billede af de ting, der fylder for kiropraktorerne.
TOP 5
Hvilke udfordringer fylder mest i dit arbejdsliv?
• Mellemhandlere og sundhedsforsikringer • Klinikdrift • Patienthåndtering • Arbejde med kommunikation • Journalsystemer
Hvilke overordnede udfordringer har kiropraktorerne som stand aktuelt?
• Bureaukrati og administrative udfordringer • Manglende inddragelse i resten af sundhedsvæsenet • Brugerbetaling • Rekruttering til job udenfor primærpraksis • Branding
Hvilke overordnede politiske emner bør Dansk Kiropraktor Forening arbejde med i de kommende år?
• Inddragelse i politiske løsninger inden for bevægeapparatsområdet • Fokus på brugerbetaling og honorarer • Ulighed i sundhed • Bureaukrati og administrative udfordringer • Indplacering