Bolognese

Racerepræsentant: Katrine Toft Gregersen tlf: 2720 2622 - kat_katrine@yahoo.dk Suppl. Bettina Mentz tlf. 2281 7048 - bettinamentz@hotmail.dk

Af Katrine Toft Gregersen, racerepræsentant

I sidste blad nåede vi ikke at få et billede inden deadline af Isidoro Della Corte Del Piola, som blev årets Bronze Bolognese 2021. Han er ejet af Babara Hass, Tyskland. I får et billede af ham her:

Jeg købte min første Bolognese for snart 14 år siden, Mynte. Allerede dengang undersøgte opdrætterne i racen deres avlshunde for forskellige sygdomme, for at undgå at avle hvalpe med problemer.

Som køber kendte jeg til Patella luxation, og jeg havde da også hørt om, at hunde kunne få tjekket deres øjne før avl. Ellers kendte jeg til betegnelser som HD og AD. Når man i dag snakker med hvalpekøbere og helt almindelige mennesker på gaden om hund og hundeavl, så er det også netop emnet arvelige sygdomme, de måske går allermest op i. De færreste har dog så bred en palet af info, som vi der er opdrættere af racehunde. De aner simpelthen ikke omfanget af, hvad vi kan teste for - hvis vi vil. Scanninger, DNA-tests, øjenlysning, funktionstests af led, og hvad der ellers er. Sidst var jeg ved at få en kop kakao galt i halsen, fordi jeg så en hanhund (i anden race), der reklamerede med at være testet for ikke

mindre end 212 forskellige arvelige sygdomme/problemer… Hunden havde simpelthen fået lavet DNA-test. En fuld pakke, alt hvad pågældende laboratorium kunne teste for. Masser af tests for problemer, man end ikke ser i racen. Masser af tests for sygdomme, ejer end ikke vidste, hvad var eller kunne sætte i kontekst med dennes avl. Jeg spurgte nysgerrigt, hvorfor man valgte at teste for så meget? Svaret var, at det kostede det samme, som skulle der blot testes for de ting, opdrætter egentlig ønskede viden om.

Som bekendt er eneste anbefalinger i racen at udstille/eksteriørbedømme og at hunden er testet for P.L. Eneste krav, er at hanhunden har to testikler korrekt placeret i pungen. Jeg kan godt forstå frustrationen hos de opdrættere, der sætter en høj barre i racer med mange opdrættere, der kører efter laveste fællesnævner. Heldigvis er vores race, i min optik, ikke heriblandt. Jeg synes faktisk opdrætterne gør et kæmpe arbejde for at lave sunde og raske og mentalt stærke hunde. Med hensyntagen til eksteriør og genetisk variation. De sidste 10 år er der registreret 13 P.L. undersøgelser i vores race. Heraf har 2 hunde en diagnose på henholdsvis 1/1 og 1/0. I samme årrække har gennemsnittet ligget lige omkring 20% hos vores race i Sverige, heldigvis også langt overvejende de lave grader.

I mange år har vi i Bolognese-racen øjenlyst vores hunde, inden de sættes i avl. En rigtig god tradition, især fordi, det gør opdrætteren opmærksom på både kendte og nye problemer i øjnene hos vores hunde. I dag kan man også teste for forskelligt via DNA-test. F.eks. Har vi set en øget brug af især DNA-test i forhold til prcd-PRA og fejlfarve på locus B. Jeg bruger selv de to pågældende tests. 212-hundens ejer spurgte mig tilbage, hvorfor jeg dog testede

for så lidt via DNA. Jeg måtte forklare, at min race er så lille, at de DNA-tests, der foreligger på sygdomsmæssige problemer, alligevel ikke er testet og verificeret på min race. Derfor kan de godt være korrekte og ganske brugbare. Men jeg kan ikke lukke øjnene og stole blindt på det, når laboratoriet kører DNA’en igennem for diverse. Derudover har jeg aldrig ville sætte DNA-test før det at få tjekket hunden fysisk hos en specialdyrlæge, der kunne fortælle mig hvad de forskellige fund betyder for hunden og for avlen. En diagnose eller tilbøjelighed uden forklaring siger intet, om hunden har et godt liv.

De sidste 10 år, er der i vores race lavet 23 øjenundersøgelser i Danmark. Heraf er der 6 diagnoser. En enkelt hund har PPM, en har katarakt, en har en fejludvikling af iris og 4 hunde har mild distichiasis. Lidt det samme ses i Sverige, hvor der også er fundet katarakt, distichiasis og PPM. Problematikker der ikke vises ved en DNA-test. Hvis vi udelukkende anvendte DNA-test og ikke gik til øjendyrlægen, så havde vi ikke kendt til disse tilfælde. Vi havde ikke kunne holde øje med tendenser, og vi havde ikke kunne vurdere en given hunds avlsværdi. Jeg har i hvert fald oplevet, at når jeg står ved dyrlægen, og hunden har en kommentar på øjenlysningen, så vil dyrlægen altid gerne rådgive og vejlede. Det er klart, ansvaret for hvad vi avler på, er helt og holdent vores eget. Men den sparring er guld værd! Den får man ikke med en DNA-test.

Når det så giver mening at teste f.eks. for prcd-PRA med en DNA-test, så er det fordi man er klar over, at sygdommen ER i racen. Hunde der har det, risikerer at blive blinde ved 3-4 års alderen, og det kunne være undgået, hvis man ikke sætter forældredyr i avl, som har sygdommen skjult. Når jeg synes, at det for mig giver mening, at teste for fejlfarve på locus B, så er det fordi det ER i racen, vi ser kuldene og selvom det intet problem er for hvalpen, så bør det undgås, hvis man selv, eller hvalpekøbere ønsker at udstille. Men vi må hver især gøre op med os selv, hvad vi ønsker at undersøge for. Det er forskelligt hvad den enkelte synes er “nice to have” og hvad der er “need to have”. Hvor godt kender vi vores linjer, og hvor godt kender vi de hanhunde, vi køber parringer hos i udlandet. De enkelte tests står ikke alene. Ansvaret for hvad vi laver, er og bliver jo vores. Heldigvis.