6 minute read

Tibetansk Terrier

Next Article
Mops

Mops

Racerepræsentant: Hanne Mathiasen tlf. 4036 3213 - mail@cheerio.dk Suppl.: Tine Boutrup - tlf. 2893 3511 tineboutrup@hotmail.com

“Hvis mulighederne ikke banker på, så byg en dør”. Citat Dalai Lama.

Advertisement

Racerepræsentanten funderer lidt

Af gode grunde har der ikke været megen aktivitet i 2020. Jeg håber inderligt, at vi snart kan begynde at planlægge aktiviteter rundt i landet. Vi trænger til at mødes, måske bare for at gå en tur og være sammen. Jo, en udstilling kunne også være en tiltrængt oplevelse for mange. Mit ”arbejde” har mest bestået i lidt kontakt med tibbefolk, dels på mail og dels i telefonen. Jeg får opringninger fra folk, som gerne vil have en hvalp. Dejligt at der er interesse for racen. I sidste uge havde jeg to ældre damer i røret. De havde begge mistet deres tibbe. Den ene var kun fem år, den anden var gammel. Begge var dybt ulykkelige, og det eneste ønske var en ny - hellere i dag end i morgen. Det er ikke rart at skulle fortælle, at der er ikke en eneste hvalp at få pt. - Kvinden som havde mistet den unge hund på fem år, ville gerne orientere opdrætteren. Jeg fandt nummeret, så hun kunne ringe og få en snak. Kort efter ringede hun igen. Hun havde fået lov at overtage hendes hunds mor, for opdrætteren var presset personligt. Det var en god løsning - en winwin-win. Umiddelbart efter blev jeg kontaktet af en anden opdrætter - en voksen tibbe af hendes opdræt skulle finde et nyt hjem. Den bor nu hos den anden af de to kvinder. Det var dejligt, at skæbnen lige havde en god plan. Nu er jeg så lige blevet kontaktet af en af mine egne gamle hvalpekøbere. Åh, nej - Cookie er ikke mere. Cookie fungerede som servicehund, fordi kvinden i familien er handicappet. Jeg håber inderligt, at de snart kan få en ny. Det er heldige hunde, der bor hos dem.

www.dkk-tt.dk

Husk at bruge vores hjemmeside: www.dkktt.dk. Her finder I en god portion racerelevante oplysninger. Jeg opdaterer gerne - og har I ideer eller ønsker så sig frem. Hvis I har planer om at få et kuld hvalpe, vil jeg meget gerne skrive jer på listen over planlagte kuld. Der er mange, som søger. Der er to nye hanner på vej på hanlisten… Hold øje.

In Memoriam

Vi har mistet en stor profil i racen. Bente Rytter Jørgensen. Hendes nære veninde, Anna Grethe Mandsberg, skriver: Den 19 december 2020 sov Bente rytter stille ind på det plejehjem, hvor hun boede sin sidste tid. I 1997 flyttede Bente og Kurt til Deres bolig i Frankrig. Her levede de et dejligt liv med

deres tibetanske terrier og var i Danmark om sommeren i deres sommerhus. Bente fik en passion med at male malerier og Kurt og Bente brugte meget tid på udflugter i Frankrig. Deres store interesse var at spille petanque med de Danske venner i Frankrig. Bente Fik i februar 2020 konstateret Als. Kræfterne forsvandt hurtig på grund af sygdommen. Desværre mistede Bente sin elskede Kurt pludselig i april måned 2020. Så Bente måtte hjem til Danmark. Bente boede de sidste måneder på plejehjem, hvor hun stille sov ind den 19. december lige før jul. Bentes sidste tibetaner Kiwi bor nu hos hendes søn og nyder sit otium. Bente og Kurt vil være et meget savnet vennepar for mig og min mand.

Tak for alle de dejlige minder vi har fra vores ferier og besøg i Frankrig. Og de dejlige Tenzing tibetanske terrier jeg har haft. Ære være dit minde.

Kærlig hilsen Anna Grethe Mandsberg.

I anledning af Tibetaner klubbens 30-års jubilæum skrev Bente følgende til vores blad, Tibetaneren, juni 2007

Da jeg fik min første Tibetanske Terrier i 1973, blev jeg selvfølgelig medlem af Klubben for Tibetanske Racer, som den gang bestod af 4 racer, Tibetansk Spaniel, Shih Tzu, Lhasa Apso og Tibetansk Terrier. Den 10.4.1976 var jeg så til generalforsamling i Roskilde på Hotel Prinsen, hvor klubben blev opløst, og der blev dannet 2 nye klubber for Lhasa Apso og Tibetansk Terrier. Tibetansk Spaniel og Shih Tzu kom over i Fællesklubben, som den hed dengang. Det blev min start i Tibetanerklubbens bestyrelse, hvor jeg har været aktiv i ca. 15 år, som har været en dejlig tid med mange spændende oplevelser. Vi holdt den stiftende Generalforsamling den 30.10.1976, hvor vi fik nedskrevet vores love m.m. De blev afsendt til DKK til godkendelse. Bestyrelsen bestod af Poula Møller, Jette Zerlang, Bitten Heide Jørgensen, Grethe Højsgård, Lis Hansen og Bente Rytter. Kirsten Krøyer havde vores hvalpe anvisning, Bitten Heide Jørgensen lavede vores dengang udmærkede blad. Vi startede stille og roligt op med udstillinger og senere arrangerede vi så flere udstillinger sammen med andre klubber. Da der ikke havde været arrangeret ringtræning og pelspleje, var det noget vi tog fat på, og der var stor tilslutning omkring det, vi var næsten hver gang fra 12-20 personer. Det blev afholdt i Karlslunde Borgerhus, som jeg kunne få lov at låne, da jeg dengang boede i Greve. Vi trænede en gang om ugen hele vinteren, hvor vi så sluttede af med kaffe, og så gik snakken om vores fælles ven, den Tibetanske Terrier. Senere arrangerede vi lydighedstræning ude i Bernstorff Parken med Erling Olsen. Det var rigtigt godt og også her var der en stor tilslutning. Hans kone, der også er træner, måtte træde til med et hold, og vi gik så op til en afsluttende prøve. Vi fik senere kontakt med Poul Stanton, der bor i Sverige og opdrætter Tibetanske Terrier og Lhasa Apso, han er også dommer for racen. En gang han var i Danmark fik vi arrangeret en aften, hvor han kom og demonstrerede pelspleje, - til hverdag og til udstilling. Han delte ud af mange gode tips, jeg må jo sige, der var jo ikke så mange dengang, der havde den store viden om pelspleje. Så lavede vi nogle foredrag bl.a., med Per Sørensen, og så med Narvang Losang, der viste lysbilleder fra Tibet og fortalte meget levende om deres kultur der ude, derefter sluttede vi af med Tibetaner mad, eller skal vi sige Kinesisk Taffel. Han havde en del ting med fra Tibet, som blev solgt og pengene gik til at hjælpe tibetanerne. Ja, vi prøvede på alle måder at lave noget, der kunne skaffe penge til klubben, så vi havde noget at arbejde med, til alt det vi gerne ville gøre for klubben. Senere startede vi så på at lave juleudstilling, som er blevet en stor succes, der lever den dag i dag. Senere tog vi fat på at lave de PRA-lister, som Poula Møller havde startet, som Marianne D. Dons er promotor for. Vi lavede også i en del år gåture til Skjoldnæs Holm Skovene, hvor der også var stor tilslutning med børn og bedsteforældre. Det var som regelen om vinteren, så vi havde kælke med til børnene. Jeg vil slutte min beretning om den tid jeg har haft i Tibetaner Klubben og håbe at Tibetanerklubben vil bestå i mange år ud i fremtiden. Jeg håber, der altid vil være nogle, der vil arbejde for vores dejlige hunderace. Bente Rytter

Pas på jer selv og hinanden!

Hanne Mathiasen

This article is from: