8 minute read
Tibetansk Terrier
Racerepræsentant: Hanne Mathiasen tlf. 4036 3213 - mail@cheerio.dk Suppl.: Tine Boutrup - tlf. 2893 3511 tineboutrup@hotmail.com
”Stilhed er nogle gange det bedste svar”. Citat: Dalai Lama.
Advertisement
Julen sig nærmer…
Denne gang vil jeg begynde med en fortælling om to små tibbetøser, som jeg kender godt. Nu vil jeg ikke udlevere nogen, så lad os kalde dem M og G. M er en sand atlet. For hende er det en smal sag at hoppe op på køkkenbordet. Det gør hun gerne, når lejlighed byder sig. En dag stod der en stor krukke fyldt med lækre økologiske mandler på bordet. Hvad der skete vides ikke, men den tomme krukke blev fundet på gulvet. Hverken M eller G syntes at kende noget til sagen. Den følgende dag blev G pludselig syg. Meget syg. Hun kunne slet ikke stå på benene og blev mere og mere fjern. Af sted til dyrlægen. Flere dage fulgte med uvished om hvorvidt, hun ville klare det. Hun var ukontaktbar, blev opereret og fik drop med diverse medikamenter. Endelig efter fem dage vendte det, og hun kunne komme hjem igen til M og familien. Det kunne kun være mandlerne! De mest farlige fødevarer er, chokolade, nødder, vindruer, rosiner, avokado, løg, tomater, æble-, og blommekerner, kirsebær- og abrikossten, alkohol, kaffe og te og xylitol. Mange af disse er særligt meget i brug i denne søde juletid.
Pas på de firbenede!
TT travetur på Mols
Er der noget bedre end en travetur i den skønne danske natur ? Det skulle da lige være, hvis man kunne få selskab af en flok glade og friske TT’er og deres mennesker. Og det var lige hvad de 3 T’er, Lille B og jeg fik på en skøn solskinssøndag. Vi havde nemlig inviteret til travetur ved vores sommerhus ved Dragsmur på Mols. Desværre kom der et par afbud pga. sygdom lige til sidst, så vi var 11 mennesker og 10 TT’er, der nød det dejlig vejr, hygge snakken og det gode selskab. Denne gang var vi oven i købet så heldige at få selskab af “nye TT travere”, Michala og Claus med Charlie og Ulla. Vi håber, at de har lyst at være med en anden gang. Hundene havde en fest i frit løb og god ro og orden. Alderspræsident William på næsten 14
år, Tashi og de 2 søstre Zigga og Tashi på 12 havde ingen problemer med at følge med de fleste. Dog kom de lidt til kort med de 2 små vilde Ulla’er på 6 og 15 mdr. Det er så dejligt at se så aktive de gamle i vores race, som hovedregel er. Tit og ofte bliver TT traveturene afsluttet med fælles “kaffe” siddende på en træstub og selvom det altid er hyggeligt og en del af charmen, så kunne vi denne gang sidde på terrassen i det dejligste solskin og få lidt at spise. Vi glæder os allerede til næste tur. Tine Boutrup
Gåtur i Hedeland
Merethe Breilev kaldte til gåtur med kort varsel, fordi vejret var godt. Der var fint fremmøde trods den korte frist. De bliver gentaget snart. Hold øje med FB.
Tibbedag i Odense
Medlemsmødet startede med en fælles luftetur med hundene, hvorefter racerepræsentant Hanne Mathiasen(HM) fortalte om TT-gruppen/KSS og opfordrede ikke-medlemmer til at melde sig ind i Specialklubben. Det håber vi, at der er flere af de tilstedeværende, der vil gøre. Dernæst talte HM om Patella luksation og om det ”nye” krav om en Patella-attest. For at hvalpe kan registreres med en Basis Plus Stambog, skal forældredyrene efter optag i KSS have PL-status 0 eller 1 registreret i DKK hundeweb.Patella luksation betragtes generelt ikke som et problem i racen, hvorfor vi gerne ville høre medlemmernes holdning til dette krav og en mulig afskaffelse af samme. Der blev fra medlemmer af KSS opfordret til at ”kigge” på om de øvrige avls-anbefalinger skal revideres. Der var blandt de fremmødte 11 medlemmer af KSS, hvoraf de 10 stemte for ansøgning om afskaffelse af PL attest og 1 stemte imod. Herefter orienterede HM om pengepulje fra den nedlagte Tibetanerklub. Penge bliver bl.a brugt til udgifter i forbindelse med hjemmesiden DKK-tt.dk og en engangs udgift på trykning af foldere om racen, der bl.a kan uddeles til opdrættere og interesserede hvalpekøbere etc.. Folderen kan rekvireres hos racerepræsentanten. Det besluttes, at RR og RRsuppleant kan få dækket udgifter til kørsel og evt. gebyrer i forbindelse med officielle møder. Det diskuteres om pengene evt kan bruges til eksterne undervisere for at undgå ren egenbetaling ved forskellige arrangementer som pelspleje/klip, lydighed, nosework, hyrdning etc..
Der oplyses om et muligt pelspleje møde på Sjælland forår 2020 og om Tibetan Terrier Congress i Frankrig, der afholdes september 2020. Anne Mette van der Luuk, der har overtaget Pasningsringen, orienterer om denne, og hvordan den fungerer. Anne Mette opfordre interesserede til at melde sig til ordningen og også gerne opfordre venner/familie, der måske ikke selv har mulighed for at have hund permanent, men gerne vil have en ferieven. Så kom Jette Detlevsen med læsehunden Indy. Hun fortalte engageret om glæden ved at være ejer af en læsehund, og hvor megen gavn og glæde hundene bringer børn, der har udfordringer med at læse. Efter dette var der mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter, så som nosework, hundemassage, pelspleje til hverdag, pelspleje til udstilling, ringtræning til udstilling, gode råd til lydige hvalpe og få en vurdering af din hund i forhold til racestandarden. Dagen sluttede af med fælles frokost. Ref. Tine Boutrup
Patella
Efter mødet blev forslaget om fritagelse for patella attest sendt til afstemning blandt medlemmerne i TT gruppen. TT gruppen har 46 medlemmer. 36 stemte. 25 for og 11 imod. Vi bad KSS om at godkende og sende videre til DKK. Efterfølgende fik vi dette svar: ”Kære Hanne Mathiesen og TT-gruppen Da I ansøgte om optagelse i KSS, blev der meget tydeligt sagt/skrevet, at det var på lige fod med klubbens øvrige racer. Dette accepterede I, og jeres race blev derefter optaget i Klubben. Det er en generalforsamlingsbeslutning, at ALLE klubbens racer skal PL-undersøges og udstilles/avlsgodkendes for at kunne få påtegnelsen: Denne hund er avlet efter Klubben For Små Selskabshunde og Dansk Kennel Klubs avlsanbefalinger. Bestyrelsen kan derfor ikke anbefale, at PL-kravet bliver ophævet. Med venlig hilsen Marie Petersen” Nuvel, det var spildte kræfter, men vi prøvede og kan glæde os over afslaget ikke er fagligt begrundet. Vores race har ikke problem med patella luksation.
Pelspleje
Merethe Breilev arbejder støt med at arrangere pelsplejedag på Sjælland i det nye år. Datoen bliver formentlig den 18.4.2020. Mere info i næste blad - og på www.dkk-tt.dk
Ny Klub Champion
Buddha’s Zanskar. Opdrættet og ejet af Tine Boutrup.
Alle champions fra 2019 bedes sende billeder og info til Merethe Breilev. Hun up-daterer championsiderne. Sidste frist er 20.12.2019.
Mere Tibbedag
Nu vil jeg overlade pennen til Dicte, som har skrevet om hendes oplevelser på tibbedagen. Jeg har været til tibbedag, det er en dag, hvor man tager hen til en skole. En skole som jeg ikke kan huske hvad hedder, men den ligger
i udkanten af Odense, hvor man mødes med en masse andre tibber. Jeg havde mine hunde Gaia (3.5 år) og Mandy (9 mdr.) med. Vi startede med at gå en lille tur med hundene. Vi gik op af en stor bakke og der var en vildt pæn udsigt! Lige da vi var kommet ned af bakken skulle min mor på toilet, så vi gik tilbage og ventede på de andre. Hanne startede med at byde velkommen og talte om raceting, noget med patella, pasningsring og andre ting. Bagefter kom der en læsehund, som hed Indy. Den var rigtig sød , jeg tror den var 6 år. En læsehund læser ikke for børn. Børnene læser for hunden. Når man læser for en læsehund bliver man mere afslappet og man lægger ikke mærke til alle de fejl man laver. Man må også ae og lege med læsehunden Min mor syntes det lød spændende, så derfor meldte hun vores hund Gaia til at være en læsehund, da vi kom hjem. Man kunne lave forskellige aktiviteter f.eks. hundemassage, noisework, hjælp til pelspleje, få vurdering af ens hund i forhold til TT racestandarden og hyggesnakke. Jeg valgte nosework og hundemassage. Jeg holdt Gaia og min mor holdt Mandy. Vi startede med nosework. En dame havde lagt et par stykker pølse ned i nogle kasser, der stod på gulvet. Gaia gik rundt på gulvet og prøvede at finde pølse stykkerne imens gik jeg bare efter hende. Vi prøvede to gange og den tredje gang tog damen en stol, og den tog hun hen i en kasse, så tog hun en lavendel ting, som var sådan en rund ting med en lavendel duft i. Det var også en magnet så hun tog den og hang den på stolen. Oven på den runde ting lage hun et stykke pølse og nede i kassen lage hun et stykke pølse. Så gik Gaia rundt på gulvet igen, da Gaia kom hen til lavendel duften tog det hende lidt længer tid, fordi at hun helle tiden fik lavendel duft i næsen sammen tid med hun fik pølseduft i næsen. Da hun havde spist de to stykker pølse havde jeg en masse godbidder i hånden, dem gav jeg hende. Så gik jeg ud med Gaia og min mor gav mig en håndfuld godbidder igen, og dem gav jeg til Gaia og sagde hun var en dygtig hund. Efter det var det min mor og Mandys tur. Jeg sad og så min mor gå rundt med Mandy ligesom jeg. Denne her gang gav jeg min mor en håndfuld godbidder, ligesom hun gav mig en håndfuld godbidder. Efter det gik vi hen til hundemassage. Vi lærte at lave hundemassage. Det var sjovt og kedelige på samme tid, men mest sjovt. Det var godt at lave hundemassage 2 dage før man gik på hundeudstilling sagde damen og ikke 1 dag før, fordi hunden KUNNE godt få ondt i maven. Når man laver hundemassage tager man hunden i pelsen/huden forsigtigt og sår trække man lidt op og ned. Man kan også tage sine tommeltotter og sætte dem ved siden af hundens rygrad og så begynder man at køre op og ned ved siden af rygraden på hunden. Til sidst spiste vi. Der var et tibbe ta’ selv bord. Der var mange lækre ting på bordet, men jeg syntes det bedste var tunmoussen - den var MEGA lækker. Dicte Mathiesen Falck
Glædelig jul og godt nytår til alle i KSS! Hanne Mathiasen