Coton de Tulear

Racerepræsentant: Jes Ryberg tlf.: 2074 5800 - jesryberg@gmail.com Suppl.: Charlotte Sølvsten tlf.: 2164 4514 charlotte@madagaskarhunden.dk

Min kærlighed til Coton de Tuleár og udstillingsverdenen

Af Britta Koch Christensen, ejer og opdrætter af Coton de Tuleár

Engang konkurrence menneske altid konkurrence menneske. Min baggrund, hvorfor egentlig hund og netop en Coton de Tulear. Fra barnsben har jeg altid haft noget med dyr og konkurrencer at gøre. Jeg er opvokset på en gård, hvor jeg havde min egen pony, som jeg gik til stævner med. Min mor støttede mig rigtig meget med undervisning m.m. - og jeg nåede rigtig langt med den pony. Efter den tid har jeg ikke kunne undvære samvær med dyr og konkurrencer med dem. Vores børn har også haft ponyer/heste, som de også har haft stor glæde af og gået til stævner med, hvor vi selvfølgelig også har støttet dem og nærmest har levet på en rideskole i ca. 10 år. Efter de 10 år skiftede tiderne og på en gang havde vi pludselig ikke pony/heste mere. Så stod jeg der i et lille tomrum, hvad skulle jeg nu gøre med al den fritid? Jeg havde en kollega, som snakkede om at anskaffe sig en bomuldshund. Jeg anede ikke på det tidspunkt, hvad det var for en hund, men syntes det lød interessant. Jeg begyndte at undersøge og læse om racen, og fandt ud af, at den ville passe godt ind i vores familie. Vi købte en lille DKK han hvalp og familien var solgt. Dog var Sofus mest min, da min mand ikke er så meget for hunde. Sofus var/er en rigtig dejlig hund, som jeg selvfølgelig gerne ville gå til træning med. Jeg anede ikke hvor jeg skulle starte, men meldte mig til hvalpetræning. Efter hvalpe træning meldte jeg mig ind i Randers Agility Klub. Jeg er jo et konkurrence menneske, så jeg ville jo gerne lave et eller andet, hvor jeg kunne komme til stævner. Havde hørt at en Coton de Tulear er god til agility. Sofus blev også rigtig god til agility, altså når det gik efter hans hoved. Derfor opgav jeg det, hvorefter Sofus blev en hygge hund. -Nå, hvad skulle jeg så. Sofus var godt 2 år og

jeg forhørte mig ved dyrlægen hvornår de ville anbefale os at få en hund mere, hvis vi skulle have det, og de mente, det kunne vi godt gøre på det tidspunkt. Jeg gik i gang med at undersøge markedet nok mere grundigt end første gang, for nu ville jeg gerne have en hund, jeg kunne gå på udstilling med. Jeg havde også en forestilling om, at jeg på et tidspunkt godt kunne tænke mig hvalpe. Mit valg faldt på Tine le Fevre, hun havde på det tidspunkt hvalpe. Jeg fortalte hende, hvad jeg gerne ville, og Tine vejledede mig. Jeg endte med at købe Claudia, som jeg har haft store glæder og sorger med.

Udstilling:

Jeg begyndte på en hel ny verden. Tine fortalte mig, at det var godt at gå til ringtræning fra hvalpen var 8 uger, så det gjorde jeg. Jeg startede i Aarhus, hvor jeg som ny fik rigtig fin hjælp. Jeg tog til udstilling og det gik fint, og jeg blev lidt bidt af det. Tine spurgte mig på et tidspunkt, om vi ikke skulle tage til Verdensudstilling i Leipzig. Anede egentlig ikke, hvad det var, men det gjorde vi. -Sikken en oplevelse. Claudia kom hjem som vinder af mellemklassen! Ja, wau, sikke en oplevelse. Jeg kom dog hurtigt ned på jorden igen, da jeg derefter tog til udstilling i Middelfart hvor Claudia fik VG. Jeg mistede faktisk lysten til udstilling, men heldigvis fik Anne-Mette Kristensen mig op på hesten igen, og jeg kom med til udstilling foråret efter.

Hvalpe:

I mellemtiden tog jeg opdrætteruddannelsen og fik kennelmærke. Så nu var det tid til hvalpe. Jeg satte mig grundigt ind i tingene, og Claudia blev klippet ned, for jeg havde besluttet mig for, at hun ikke skulle være langhåret, når hun skulle have hvalpe. Claudia har fået fire kuld hvalpe. Jeg elsker at have hvalpe, når tingene altså går godt. Desværre er det ikke gået godt hver gang, og ved det sidste kuld fik Claudia desværre kun en hvalp, som døde et døgn efter. Det var rigtig hårdt både for mig og hunden. Claudia åd ikke i 3 uger, og jeg frygtede også, at jeg skulle miste hende. Det gjorde jeg heldigvis ikke, og hun har det rigtig godt i dag, men hun skal absolut ikke have flere hvalpe.

Ny hund:

Jeg ville gerne have endnu en rigtig god udstillingshund. I foråret 2020 havde jeg beholdt en af Claudias hvalpe, en rigtig fin en, men der var jo Corona, så jeg kunne ikke komme til træning, og der var rigtig stor efterspørgsel på hvalpe, så jeg solgte Molly efter 1/2 år, hvilket var hårdt, men jeg vidste, den ville få det godt, da den kom til Fredensborg og blev nabo til en dame, som jeg havde solgt hendes søster en hvalp til i forvejen. I dag er de også de bedste legekammerater.

Nå, hvad skulle jeg nu?

Tine le Fevre fik et kuld hvalpe kort efter, jeg var kommet af med Molly. Tine var så sød at tilbyde mig en tæve fra hende. Vi aftalte, for jeg fik den bedste hund, skulle vi også have Pernille Schulze, som havde både far og morfar til hvalpene med ud og vælge. Det blev en dag jeg aldrig glemmer. Vi valgte Bella (Verdens bedste Coton, set med mine øjne). I dag er Bella knap 20 mdr., jeg har været så heldig, at jeg har kunne træne med hende fra hun var 8 uger både Rally og ringtræning. Indtil videre går det rigtig godt. Bella har til udstillingerne allerede oplevet at være både BIR og BIM og kvalificeret til Crufts i Birmingham. Så ja: Engang konkurrence menneske altid konkurrence menneske. Glæder mig til fremtiden ikke mindst med Bella.

Status på røntgenfotografering af rygge

Af Charlotte Sølvsten, suppleant for rr Efter otte mdr. er 20 cotoner nu røntgenfotograferet for arvelige forkalkninger i ryggen, kaldet Hansen Type 1. Det er super fint, og i den kadence, vi (Jes Ryberg og jeg), håbede, det ville ske i. Nu håber vi, at de næste 20-30 hunde i løbet af de næste 18 mdr. (selvfølgelig meget gerne før) også er røntgenfotograferet, for så kan vi nemlig gøre status sammen med KU SUND og DKK på projektet. Nu begynder også flere generationer af hundes rygge også at tikke ind, og det er selvfølgelig også interessant. Selvom der jævnligt opstår diskussioner, om vi overhovedet har et problem i racen, og om ’man tror eller ikke tror’ på både undersøgelsesmetoderne og projektet, så ser jeg ingen grund til at tvivle på projektet. Vi får en viden, vi ikke har haft før i racen, og det mener jeg, er en fantastisk mulighed for os som opdrættere. Hvis der hos nogle af jer skulle herske frygt for restriktioner, som hos gravhundene, så vil jeg mane til besindighed. Det nærmer vi os overhovedet ikke. Vi har et helt andet udgangspunkt end gravhundene, og jeg ved, at DKK meget nødig ser restriktioner i en race mm. det virkelig er nødvendigt, og der er vi efter min bedste overbevisning altså overhovedet ikke, som i slet ikke – også selvom der skulle komme dårligere resultater ind i løbet af de næste måneder. Man skal huske på, at der ikke er tvivl om, at vi har lidelsen i race. Det viser alle undersøgelser, det viser Agrias opgørelse over de mest hyppige sygdomme i racen, og det viser opdrætteres tilbagemeldinger gennem årene, og det kan man se i de store cotongrupper på FB (flere har mere end 10.000 medlemmer). Jeg tvivler hverken DKK’S eksperter eller forskerne på KU SUND, og jeg har fuld tillid til undersøgelsesmetoden, selvom den jævnligt bliver bragt til debat.

Jeg mener, at vi ved at kaste os ud i det her projekt, får unik viden og dermed mulighed, for at differentiere os i opdrættet af racen og forbedre på en sundhedsudfordring, der ifølge Agria ikke er lille. Skal det fortsætte sådan? Nej, det håber jeg absolut ikke. Jeg kan ikke forestille mig at lave undersøgelser, der ikke giver mening for et sundere opdræt. Det ville være absurd Men som skrevet masser af gange før, så er håbet, at det hele ender ud i et forskningsprojekt, der i sidste ende kan hjælpe os til en brugbar DNA-test til at kunne udvælge de bedste individer i avlen, når det gælder denne arvelige rygproblematik. Jeg kan kun opfordre til at få lavet undersøgelserne af jeres hunde, også selvom det er “besværligt” og med risiko for at få svar, man ikke har lyst til at høre. Vi ses og tak til jer alle.