FA2001 by Kopenhagen Fur

Faglig Årsberetning 2001 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed

Annual Report 2001 Danish Fur Breeders Research Center

Redaktion: Peter Sandbøl

Faglig Årsberetning 2001 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed

Annual Report 2001 Danish Fur Breeders Research Center

Redaktion: Peter Sandbøl

Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed

Danish Fur Breeders Research Center

Herningvej 112 C, 7500 Holstebro, Danmark.

Herningvej 112 C, DK-7500 Holstebro, Denmark.

Tlf.: Fax.: e-mail:

Phone.: Fax.: e-mail:

96 13 57 00 97 43 52 77 pfr@pfr.dk

Faglig Årsberetning 2001 Oplag: Forsidefoto: Typografi: Layout: Tryk: Redaktion:

400 stk. Jens Bach, Copenhagen Fur Center© Garamond Peter Sandbøl DP/DPA Peter Sandbøl

Redaktionen sluttede primo februar 2002 ISSN 1395-198X

Faglig Årsberetning 2001

+45 96 13 57 00 +45 97 43 52 77 pfr@pfr.dk

Indhold / Contents Forfattere / Authors

Forord Forord ved Forskningschef Peter Sandbøl ........... 5

Adfærd Generalisering af Frygt hos Mink Avlet efter Reaktion overfor Mennesker ...........7-14 Generalisation of Fear in Mink Selected for Reaction toward Humans Malmkvist,J. & S.W. Hansen Observationer af Minkfødsler......................... 15-19 Observations of Mink Deliveries Malmkvist, J. & B. Houbak Stereotypier, Velfærd, Politik og Produktion .....................................21-27 Stereotypy, Welfare, Politics and Production Jeppesen, L.L., Pedersen, V. & T. Simonsen Minkens æde- og Drikkeadfærd samt Sammenhæng mellem Foderoptagelse og Aktivitet/Stereotypier og Faktorer der Påvirker Aktiviteten ..............29-34 Eating and Drinking Behaviour of Mink and the Relationship between Feed Intake and Activity/ Stereotypies and Factors influencing the Activity Hansen, S W. & E.L. Decker Ph.D. om Fritlevende Mink – PopulationsDynamik og Trofiske Interaktioner hos en Introduceret Topprædator ..................35-36 Ph.D. on Free-Ranging Mink – Population Dynamics and Trophic Interactions of an Introduced Top Predator M. Hammershøj Vurdering af Behov ved Operant Conditionerings Metoden ................37-44 Demand Functions Generated by use of Operant Conditioning Techniques Hansen, S.W., M.B. Jensen, L.J. Pedersen, L. Munksgaard, J. Ladewig & L. Matthews Nysgerrig Adfærd er Arvelig hos Farm Mink.45-48 Curious Behaviour is Inherited in Farm Mink. Hansen, B.K., P. Berg, S.W. Hansen & J. Malmkvist

Avl og reproduktion Selektion for Hvalpevækst under Hensyn til Tævens Velfærd. Resultat af det Afsluttende Femte Års Selektion ..........49-53 Selection for Kit Growth - Considering Welfare of the Dam Results of the Fifth and FinalYear of Selection. Hansen, B.K., Berg, P., Malmkvist, J., Hansen, S.W. & U.L. Rasmussen.

Alternative Mål for Moderegenskaber og Hvalpe Kapacitet i Dieperioden................55-59 Alternative Measures for Prediction of Maternal and Kit Effects on Early Growth in the Suckling Period? Hansen, B.K. & P. Berg Afkortes Produktionsperioden ved at Flytte Fødsels-Tidspunktet? Positive/Negative Konsekvenser? ................. 61-67 Is the growth period shortened by changing the time of birth? Positive/negative consequences? Rasmussen, U.L. & M. Fredberg

Ernæring og fodring Energifordeling i Minkfoder i Vinter- og Reproduktionsperioderne. .............................69-75 Energy Distribution in Mink Feed in the Winter and Reproduction Periods. Hejlesen, C. & T.N. Clausen. Ad Libitum eller Restriktiv Fodring af Tæver i Maj. .................77-80 Ad Libitum or Restricted Feeding of Mink Females in May Clausen, T.N. & C. Hejlesen. Glukoseomsætning og Regulering hos Lakterende Mink – Effekt af Energifordeling mellem Protein, Fedt og Kulhydrat................ 81-86 Glucose Metabolism and Glucose Homeostasis of the lactating Mink Fink, R., Børsting, C.F. & B. M. Damgaard. Effekten af Minkfoder med Høje Indhold af Frisk og Oxideret Fiskeolie på Tævernes Vægt og Hvalpenes Tilvækst i Diegivningsperioden. ....................87-90 Effects of High Dietary Levels of Fresh or Oxidised Fish Oil on Mink Female Performance and Kit Growth during the Nursing Period Damgaard, B.M. & C.F. Børsting Salt i Dieperioden samt den Tidlige Vækstfase ........................... 91-96 Sodium Chloride in the Lactation Period and the early Growing Phase Clausen, T.N., Sandbøl, P. & B.M. Damgaard Lupin og Raps Produkter til Mink i Vækstperioden.............................. 97-104 Lupin and Rapeseed for Mink Feed in the Growing Period Bjergegaard, C,. Clausen, T.N. Hejlesen,C., Mortensen, K. & H. Sørensen

Faglig Årsberetning 2001

Indhold / Contents Forfattere / Authors

Ærter og Sojabønner til Mink i Vækstperioden.............................105-108 Peas and Soybeans for Mink in the Growing Furring Period Clausen, T.N. & C. Hejlesen. Encelleprotein til Mink i Væsktperioden. ...109-117 Single Cell Protein for Mink in the Growing Season Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Hejlesen, C., Mortensen, Ochodzki, P. & H. Sørensen

Fysiologi og analyseteknik En RT-PCR-Baseret Metode til Måling af mRNA i Minkvæv. En Foreløbig Undersøgelse af Myogenin. ..119-123 A RT-PCR Based Method for Measurements of mRNA from Mink Tissue: A Preliminary Investigation of Myogenin Riis, B. & K.G. Madsen Minkens Omsætning af Methionin. Effekt af Tidspunkt i Vækstperioden, samt Forsyningen med Methionin og Betain ......125-131 Methionine Metabolism in the Mink. Effect of Season, and the Supply of Methionine and Betaine Børsting, C.F. &B. Riis Højt Indhold af Ethoxyquin i Foderet til Minktæver i Reproduktions- og Diegivningsperioden samt til Minkhvalpe i Vækstperioden ..................133-139 High Content of Ethoxyquin in Feed for Mink in the Reproduction, Lactation and Early Growth Period Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Dietz, H.H., Mortensen, K., Sørensen, H. og J.C. Sørensen

Skind Undersøgelser af Tre Svovlholdige Glycosaminoglycaner (GAG) i Lever-, Muskel- og Skindvæv fra Mink ..... 141-145 Investigations of Three Sulphur-Containing Glycosaminoglycans (GAG) in Liver, Muscular and Skin Tissue from Mink Riis, B. & C.F. Børsting Måling af Garvede Minkskinds Læderegenskaber. Foreløbige Resultater i Relation til Opbevaring af Rå Skind ved Indfrysning....147-152 Measurement of Leather Properties in Dressed Mink Pelts. Preliminary Results in Relation to Storage of Raw Pelts by Freezing Rasmussen, P.V. & L. L. Skovløkke

Sundhed Astroviruslignende Partikler. Mulig Årsag til “Fedtede Hvalpe” hos Mink .......................153-158 Astrovirus Epidemiologically linked to Pre-Weaning Diarrhoea in Mink Englund, L., Mittelholzer, C., Chriél, M., Dietz, H.H., Hedlund, K.O. & L. Svensson Vurdering af Tarm-Floraen hos Mink med Særlig Fokus på Kolibakterier .............159-168 Evaluation of the Intestinal Flora in Mink with Special Focus on E. coli Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H., Andersen, T.H., & M. Chriél

Faglig Årsberetning 2001

Forord ved Forskningschef

Peter Sandbøl Faglig Årsberetning 2001 er hvad antallet af artikler angår i den tunge ende. Dette er jo ikke i sig selv nogen garanti for kvaliteten; men det er undertegnedes opfattelse, at også kvaliteten af den rapporterede forskning er både god og relevant. Der er således en god dybde i materialet, således, at både det grundforskningsorienterede, såvel som det praktisk anvendelige er blevet dækket. Årsberetningen bærer naturligvis præg af både den politiske, som den kommercielle situation. Den rapporterede forskning har således, i stort omfang, fokus på dyrenes sundhed og velfærd. Hensynet til produktionsøkonomien og samfundets krav til miljøhensyn er dog også repræsenteret i et fornuftigt omfang. Jeg vil gerne sige inderligt tak til alle de bidragsydere, som trods alt har lagt et stort stykke arbejde i såvel den forudgående forskning, som i de herværende artikler. Yderligere vil jeg gerne benytte lejligheden til at bringe en tak til PFR’s sekretær, Kirsten Borg, som har stået for koordinering og det indledende arbejde med lay-out.

Computeren giver os mange muligheder; men anvendelsen af disse, er de færreste af os reelt uddannet i. Faglig Årsberetning er som tidligere inddelt i hovedafsnit. Alle artikler indledes med både et dansk sammendrag, samt et engelsk abstract. Selve de faglige artikler er sat med to spalter, dog således at større figurer og tabeller er i fuld sidebredde Disse gennembrydninger af spalterne kan måske give lidt læseproblemer, da der ikke er ensartede regler for, hvordan spalter før og efter gennembrydninger skal læses. Artiklerne i Faglig Årsberetning 2001 er – som i de to foregående år - sat således at begge spalter før en gennembrydning læses færdigt, inden man går videre til den gennembrydende figur eller tabel og de nedenstående spalter. Med håb om at Faglig Årsberetning 2001, må blive fundet spændende og lærerig af læserkredsen og siden finde en plads som referencemateriale i reolen, ønsker jeg alle god fornøjelse med læsningen.

Holstebro, primo februar 2002 Peter Sandbøl

Faglig Årsberetning 2001

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Generalisering af Frygt hos Mink Avlet efter Reaktion overfor Mennesker Jens Malmkvist & Steffen W. Hansen

Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, Postboks 50, 8830 Tjele. Sammendrag Afkom fra to avlslinier af mink, selekteret i 10 generationer for tillidsfuld (C) eller frygtsom (F) reaktion overfor mennesker, blev udsat for seks forskellige test situationer. Formålet var at undersøge hvorvidt den adfærdsmæssige selektion hos mink har påvirket deres reaktion i andre potentielt frygtudløsende situationer. I alt 192 utestede mink, hanner og tæver, blev testet i løbet af en seks ugers periode. C-mink havde en kortere latenstid til at nærme sig og etablere undersøgende kontakt med et menneske i forhold til F-mink (p<0.001). F-mink opretholdt en seks til ti gange længere afstand end C-mink til mennesket (p<0.001). Ligeledes havde C-mink en markant kortere latenstid end F-mink til tilnærmelse og kontakt med et ukendt objekt (p<0.001). C-mink manipulerede også tidligere og mere med objektet (p<0.001). C-mink var hurtigere end F-mink til at nærme sig og etablere ikke-aggressiv kontakt ved møde med ukendt artsfælle (p<0.001). C-mink havde en kortere latenstid end F-mink til at besøge rør placeret i et nyt miljø, den såkaldte X-maze, og de havde en højere andel af besøg i disse rør (p=0.001). F-mink havde derimod det højeste antal af besøg i alle andre dele i det nye miljø (p<0.001). Antal besøg i et nyt miljø kan dog afspejle både frygt og exploratorisk aktivitet. Ved fodring med ukendt foder havde F-mink flere adfærdsskift end C-mink (p<0.001), som et tegn på en højere grad af adfærdsmæssig konflikt. Desuden var C-mink mindre tøvende i forhold til F-mink til at nærme sig og æde det ukendte foder (p<0.001). Det konkluderes, at afkom fra den tillidsfulde avlslinie reagerede med mere undersøgende adfærd i forhold til afkom fra den frygtsomme avlslinie. Mink linier, som er avlet for reaktion overfor mennesker, generaliserer deres reaktion i flere sociale og ikke-sociale situationer. En generel sænkning af frygtsomheden medvirker til at forbedre minks velfærd. Malmkvist, J. & S. W. Hansen (2002). Generalisering af frygt hos mink avlet efter reaktion overfor mennesker. Faglig Årsberetning 2001. 7-14. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract Mink offspring from two genetic lines, selected over 10 generations for confident (C) or fearful (F) reaction towards humans, were exposed to six different tests. The aim was to investigate whether this behavioural selection in mink has affected their reaction in other potentially fear eliciting situations. A total of 192 naive mink, males and females, were tested during a six-week-period. C-mink had a shorter latency to get near and establish exploratory contact with a human than F-mink (p<0.001). Fmink maintained six to ten times larger distance to a human than C-mink (p<0.001). Likewise, C-mink had a markedly shorter latency than F-mink to approaching and contacting a novel object (p<0.001). C-mink also manipulated the object sooner and more (p<0.001). In encounters with unfamiliar mink, C-mink were quicker to approach and establish non-aggressive contact than F-mink (p<0.001). Cmink had a shorter latency than F-mink to enter tubes within a X-maze, and a higher probability to visit these tubes (p=0.001). In contrast, F-mink had the highest number of visits in all other parts than tubes of the maze (p<0.001); number of visits may, however, not only reflect exploration. Presented novel food, F-mink showed more behavioural shifts than C-mink (p<0.001), indicating a higher degree of behavioural conflict. Furthermore, C-mink were less hesitant than F-mink to approaching and eating the novel food (p<0.001). In conclusion, offspring from a confident breeding line reacted with more exploratory behaviour than offspring from a fearful breeding line. Mink lines selected for behaviour towards humans generalise their fear responses across several social and non-social situations. Malmkvist, J. & S. W. Hansen (2002). Generalisation of fear in mink selected for reaction toward humans. Annual Report 2001. 7-14. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning I intensive husdyrproduktioner med mange dyreenheder er håndtering af det enkelte individ ikke en regelmæssig hændelse. Dette svækker muligheden for at nedsætte dyrenes reaktivet ved hjælp af indlæring og tilvænning. Ikke desto mindre forekommer der i

løbet af produktionsåret situationer, hvor det er nødvendigt at håndtere mink, f.eks. i forbindelse med parring, fravænning, pelsvurdering, behandling for sygdom og ved pelsning. Udover denne håndtering er mink udsat for andre sociale og ikke-sociale forandringer som følge af flytning, indhus-

Faglig Årsberetning 2001

Malmkvist, J. & S. W. Hansen

ning med andre mink og ændring i foderets sammensætning. Et dyrs medfødte frygtsomhed (dvs. individets tærskelværdi for at opleve frygt) og tilpasningsevne er derfor vigtige faktorer for den resulterende velfærd i produktionssystemet. Kontrolleret selektion af farm mink har fundet sted siden 1988 på Forskningscenter Foulum, Danmarks JordbrugsForskning, og har frembragt to avlslinier af mink, der reagerer med enten tilnærmelse eller undgåelse af mennesker i en simpel adfærdstest (Hansen, 1996; Malmkvist & Hansen, 2001). Formålet med den eksperimentelle avl er at fremme domesticerings -processen og at forbedre velfærden i minkproduktionen. Undersøgelser på danske farme viser en variation i minks reaktioner overfor mennesker. En tidlig undersøgelse fandt at i gennemsnit 47,9% af 1128 mink fra 22 farme reagerede frygtsomt (Hansen & Møller, 1988), hvorimod den frygtsomme andel var lavere, 23,0%, i en nyere undersøgelse med 1768 mink fordelt på seks farme (Hansen & Møller, 2001). I en avlslinie af mink, hvor avlsdyr er tilfældigt udvalgt uden hensyntagen til temperament eller andre egenskaber, er afkom blevet testet i otte år (275-325 mink årligt i perioden 1992-1999, i alt ca. 2400 mink), og 51,3% af disse dyr reagerede med frygtsom adfærd. Alle disse vurderinger af frygt er baseret på den såkaldte pindetest, hvor minks umiddelbare reaktion (tilnærmelse eller flugt) overfor menneske kategoriseres i dyrets hjemmemiljø. Formålet med nærværende undersøgelse var at undersøge, hvorvidt de avlede linier af tillidsfulde og frygtsomme mink udviser en situationsspecifik reaktion snarere end en generel nedsat frygtsomhed. En almen nedsat frygtsomhed menes at forbedre velfærden hos mink i pelsproduktionen. For at opfylde dette formål blev 192 hanog hun-mink fra den 10. adfærdselekterede generation udsat for en række frygtudløsende situationer, herunder et ukendt objekt, et menneske, en ukendt mink, ukendt foder og et nyt miljø (Malmkvist & Hansen, in press).

Materiale og Metoder I alt 192 afkom fra to avlslinier af farvetypen 'Scanblack', selekteret i 10 generationer for tillidsfuld eller frygtsom reaktion overfor mennesker i pindetesten (Malmkvist, 1996) blev anvendt i dette forsøg. Lige mange hanner og tæver fra hver linie blev brugt. Forsøgsdyrene blev fravænnet til enkeltvis indhusning efter 47 dage. Fodring i mængder tæt på ad libitum foregik en gang om dagen kl. 11 ± 15 min. Dyrene var ikke testet eller på anden måde særligt håndteret inden forsøgssperioden fra 19. september til 1. november. For en detaljeret beskrivelse af de seks anvendte adfærdstest og den statistiske analyse henvises til Malmkvist (2001), samt Malmkvist & Hansen (in press). Hver mink blev en gang udsat for seks testsituationer (Tabel 1), afbrudt af en pause på mindst fire dage mellem hver test over en seks-ugers periode. Hver test blev udført lige mange gange som den 1., 2., 3., 4., 5. og 6. i sekvensen af tests, med en balanceret fordeling af køn og avlslinie. Tabel 1. Oversigt over de seks test anvendt til at vurdere frygt reaktioner hos mink. Test type Pinde-test Trapezov's Ukendt objekt Artsfælle Ukendt foder X-maze

Stimuli menneske menneske træ kube mink kattemad miljø

Varighed Bemærkning 30 sek. frivillig tilnærmelse varierende forsøg på kontakt/håndtering 6 min. dimension: 10 x 10 x 10 cm 6 min. trænet han mink 10 min. vådfoder fra dåse 10 min. flytning til bursystem med PVC-rør

Mink blev optaget på video, uden menneskelig tilstedeværelse i eller i nærheden af hallen under objekt-, artsfælle-, foder- og X-maze testen. Håndtering var uundgåelig inden objekt-, artsfælle- og X-maze test, og varigheden af den menneskelige kontakt blev derfor registreret og indgik som faktor i den statistiske analyse. Resultater Pindetest Afkom fra den tillidsfulde og frygtsomme avlslinie var forskellig i alle kategorier i pindetesten (Figur 1). Indenfor de tillidsfulde mink reagerede flere hanner end hunner med undersøgende adfærd. Tillidsfulde mink havde en median latenstid på 6 (25-75% kvartiler: 2-28) sekunder til at røre menne-

Faglig Årsberetning 2001

Generalisering af frygt hos mink avlet efter reaktion overfor mennesker

sket, og 77,9% af alle tillidsfulde mink nærmede sig pinden indenfor testtiden på 30 sekunder. Tillidsfulde hanner snusede til pinden signifikant (median 3 sekunder) hurtigere end tillidsfulde tæver (median 9 sekunder) (p = 0.018). Ingen forskel mellem kønnene kunne ses hos frygtsomme mink, en konsekvens af at blot 1.0% af de frygtsomme mink faktisk kom i nærheden af pinden indenfor testtiden. Frygtsomme mink opretholdt en større gennemsnitlig afstand (62 ± 2 cm) end tillidsfulde mink (6 ± 2 cm) til mennesket under testen, uden signifikante forskelle mellem hanner og tæver. Antal skift i placeringer i buret viste at tæverne mere aktivt forsøgte at undgå mennesket i pindetesten, mens hannerne var mere stationære. 100

Forekomst (%)

Nysgerrig Aggressiv Blandet Frygtsom

Han Tæve Tillidsfuld linie

Han Tæve Frygtsom linie

Figur 1. Pindetest reaktion, som andelen af dyr i de fire mulige kategorier. Forskelle eksisterer mellem de to avlslinier i alle klasser (p < 0.05). I klasserne. 'Nysgerrig' og 'Frygtsom' er der forskelle mellem hanner og tæver, som stammer fra den tillidsfulde avlslinie (p < 0.05). N = 191 mink.

Trapezov's test Median scoren for tillidsfulde mink var +1 (25-75% kvartil: +1 til +2), og højere (p = 0.017) end scoren for frygtsomme mink: −3 (25-75% kvartil: −3 til −3) (Figur 2). Der var ingen forskel på hanner og tæver (p = 0.768). Scoren ændrede sig ikke gennem de seks test uger, selvom signifikant færre mink skreg de sidste to uger i forhold til de første to uger af testen (p < 0.05). Ukendt Objekt test Tillidsfulde mink havde en kortere latenstid end frygtsomme mink til at nærme sig objektet (p<0.001). Alle tillidsfulde mink og 75,3% af de frygtsomme mink rørte det ukendt objekt, som var placeret i deres hjem-

Dyr (%) 70

Frygtsom linie Tillidsfuld linie

60 50 40 30 20 10 0 -5

-4

-3

-2

-1

Score

Figur 2. Trapezov's test. Andel (%) af afkom fra tillidsfuld (n = 90) og frygtsom (n = 96) avlslinie i de forskellige score-klasser, hvor en negative score betyder undgåelse af, og en positiv score interaktion med, et menneske. Fem testede tillidsfulde mink blev ikke tildelt score pga. aggression rettet mod test person. Signifikant forskel mellem tillidsfulde og frygtsomme minks score (p = 0.017).

mebur, indenfor testtiden. Median tiden for at kontakte objektet var forskelligt mellem avlslinierne (p<0.001; Figur 3). Tillidsfulde mink manipulerede også tidligere end frygtsomme mink med det nye objekt. Tillidsfulde hanner var hurtigere til at manipulere med objektet (median: 67 25-75% kvartil: 28-133 sekunder) end tillidsfulde tæver (124; 69-242 sekunder). Derudover var der ingen forskelle mellem kønnenes latenstider i løbet af de 6 minutters som testen varede. Varigheder og frekvenser af forskellig adfærd ses i tabel 2. Tabel 2. Ukendt objekt test. Antal og tidsforbrug (sek.) for positioner og hændelser indenfor 6 min., som gennemsnit ± s.e. N = 187 mink. Tillidsfulde Han Tæve I rede 26.7 ± 4.74a 37.2 ± 4.59a ½ ude 8.9 ± 1.18a 11.7 ± 1.82a Ude 323.7 ± 5.37a 310.7 ± 5.71a Kontakt m. 23.3 ± 1.11a 19.0 ± 0.90a objekt 195.3 ± 6.93a 205.9 ± 6.53a Manipulation 11.8 ± 1.04a 7.8 ± 0.83b 54.6 ± 5.19a 30.8 ± 3.87b ∑Kontakt 13.5 ± 0.70a 12.6 ± 0.57a 249.9 ± 8.21a 236.7 ± 7.44a Udfald mod 3.2 ± 0.62a 3.9 ± 0.88a objekt 8.8 ± 1.95a 8.5 ± 1.95a Markering 0.2 ± 0.07a 0.4 ± 0.14a 0.4 ± 0.19a 0.6 ± 0.25a Konflikt 4.2 ± 0.95a 6.3 ± 1.21b adfærd Skrig 0 0.0 ± 0.04

Frygtsomme Han Tæve 141.6 ± 15.14b 167.7 ± 17.78b 38.6 ± 4.98b 25.3 ± 3.50b 174.4 ± 17.52b 165.4 ± 18.06b 9.6 ± 1.18b 8.9 ± 1.21b 97.1 ± 11.82b 98.1 ± 11.77b 2.3 ± 0.69c 0.9 ± 0.34d 9.0 ± 2.79c 3.0 ± 1.35c 7.8 ± 0.83b 8.2 ± 1.04b 106.1 ± 13.48b 101.1 ± 12.29b 0.2 ± 0.12b 0.0 ± 0.04b 0.4 ± 0.30b 0.1 ± 0.09b 0.0 ± 0.02b 0.0 ± 0.04b 0.0 ± 0.02a 0.2 ± 0.13a c 19.6 ± 2.81 17.7 ± 2.34d 1.6 ± 0.57

0.7 ± 0.34

Værdier indenfor række uden fælles bogstav er signifikant forskellige (p < 0.05). Data for skrig er ikke analyseret statistisk pga. usikkerhed om det stammede fra mink under test. Adfærd observeret hos færre end 5 dyr er ikke medtaget i denne tabel.

Faglig Årsberetning 2001

Malmkvist, J. & S. W. Hansen

Artsfælle test Tillidsfulde mink havde en kortere latenstid end frygtsomme mink til at kontakte en ukendt artsfælle (p < 0.001; Figur 3). De fleste tillidsfulde (88,3%) og 23,9% af de frygtsomme mink kontaktede den ukendte artsfælle. Median latenstid til kontakt var 35 (25-75% kvartil: 7-99) sekunder for tillidsfulde og 360 (360-360) sekunder for frygtsomme mink (p < 0.001 mellem linier). Der var ingen forskel mellem de to køn i latenstid til at nærme sig og røre den ukendte hanmink. Varigheder og frekvenser af adfærd ses i tabel 3. Pinde test 120

b 25

Latenstid til æde (sek)

Latenstid til kontakt (sek)

Ukendt foder test

20 15 10 5 0

100

80 60

20 0

Artsfælle test

300 240 180 120 60

360

b Latenstid til kontakt (sek)

Latenstid til kontakt (sek)

360

240 180

120 60

X-maze test 600

Latenstid til besøg i rør (sek)

a 480

Tillidsfulde Frygtsomme test tid

360

240

120

klart

rør

mørkt

klart

rør

mørkt

Figur 3. Latenstider til minks reaktion i fem situationer, præsenteret som medianer og 25-75% kvartiler. Søjler med forskellige bogstaver er forskellige (p < 0.05), indenfor for hver test af afkom fra tillidsfuld (n = 90-95) og frygtsom (n = 92-96) avlslinie. Tabel 3. Artsfælle test. Antal og tidsforbrug (sek.) for positioner og hændelser indenfor 6 min., som gennemsnit ± s.e. N = 186 mink. Tillidsfulde Frygtsomme Han Tæve Han Tæve I rede 48.8 ± 12.91a 66.0 ± 13.30a 181.4 ± 17.58b 228.4 ± 17.39b ½ ude i bur 11.5 ± 3.90a 16.7 ± 4.01a 46.1 ± 7.58b 34.6 ± 4.92b Ude i bur 41.6 ± 4.70a 48.98 ± 5.61a 65.9 ± 9.60a 71.36 ± 12.91a Bagest i bur 257.6 ± 14.40a 227.7 ± 16.15a 66.3 ± 14.72b 24.7 ± 9.46b Kontakt m. 7.5 ± 0.70a 2.6 ± 0.61b 0.6 ± 0.28c 8.8 ± 0.72a artsfælle 227.8 ± 13.97a 196.3 ± 15.70a 43.0 ± 11.45b 14.4 ± 8.59b Konflikt 7.6 ± 2.10a 14.7 ± 2.63b 22.9 ± 2.54c 22.6 ± 2.68c adfærd Skrig 0 0 0.6 ± 0.51 5.1 ± 4.87 Værdier indenfor række uden fælles bogstav er signifikant forskellige (p < 0.05). Data for skrig er ikke analyseret statistisk pga. usikkerhed om det stammede fra mink under test. Adfærd observeret hos færre end 5 dyr er ikke medtaget i denne tabel.

Tillidsfulde Han Tæve Arme m. klart rør 8.9 ± 0.79a 8.9 ± 0.88a Arme m. mørkt rør 10.2 ± 0.93a 11.0 ± 1.34a Central platform 19.0 ± 1.57a 19.5 ± 2.14a Klare rør 3.4 ± 0.45a 4.5 ± 0.61b Mørke rør 3.9 ± 0.43a 5.4 ± 0.81a I alt1 45.4 ± 3.37a 49.31 ± 5.17a P(klare rør)2 0.49 ± 0.087a 0.59 ± 0.083a P(mørke rør)3 0.46 ± 0.062a 0.60 ± 0.082a P(rør)4 0.19 ± 0.025a 0.21 ± 0.018a Antal besøg

Frygtsomme Han Tæve 12.5 ± 1.80b 15.6 ± 1.99c 13.4 ± 1.87b 17.5 ± 2.40c 26.3 ± 3.63b 33.3 ± 4.19c 1.8 ± 0.49c 1.6 ± 0.41d 0.6 ± 0.19b 1.3 ± 0.30b 54.5 ± 7.46b 69.4 ± 8.52c 0.17 ± 0.049b 0.24 ± 0.104b 0.05 ± 0.017b 0.16 ± 0.066b 0.05 ± 0.010b 0.06 ± 0.019b

300

Tabel 4. X-maze test. Antal og andel af besøg (gennemsnit ± se) i forskellige områder af bursystemet. N = 182 mink.

1: i alt = (besøg i arme m. klart rør + i arme m. mørkt rør + i central platform + i klare rør + i mørke rør). 2: P(klare rør) = besøg i klare rør/i arme m. klart rør. 3: P(mørke rør) = besøg i mørke rør/i arme m. mørkt rør. 4: P(rør) = (besøg i klare rør + i mørke rør)/ i alt. Værdier indenfor række uden fælles bogstav er signifikant forskellige (p < 0.05).

Ukendt objekt test

X-maze test Tillidsfulde mink gik tidligere end frygtsomme mink ind i de rør, som var placeret i test miljøet (p = 0.001; Figur 3), selvom de to avlslinier havde samme latenstid til at gå ind i de fire arme. Antal besøg i de forskellige dele af det nye miljø ses i tabel 4.

Ukendt foder test Tillidsfulde mink nærmede sig foderet hurtigere (tillidsfude: 4 (0-14) vs. frygtsomme: 21 (8-41) sekunder), og havde kortere latenstid til at æde (p<0.001; Figur 3). Der var ingen forskel mellem kønnene hverken i latenstid til at nærme sig foderet (p = 0.344), eller til at æde det ukendte foder (p = 0.490). Varigheder og frekvenser af forskellig adfærd ses i tabel 5. Tabel 5. Ukendt foder test. Antal og tidsforbrug (sek.) for positioner og hændelser indenfor 10 min., som gennemsnit ± s.e. N = 192 mink. Tillidsfulde Frygtsomme Han Tæve Han Tæve Væk fra foder 137.9 ± 16.95a 159.1 ± 14.65a 196.6 ± 13.68b 205.4 ± 14.83b Nedenunder 229.4 ± 18.13a 227.0 ± 14.98a 234.6 ± 14.61b 215.9 ± 12.37a foder Tæt på foder 41.6 ± 4.70a 48.98 ± 5.61a 65.9 ± 9.60a 71.36 ± 12.91a 9.9 ± 0.93a 12.4 ± 0.86b 11.8 ± 0.98b,c 11.0 ± 0.94a,c Snus 31.7 ± 2.95a 26.2 ± 2.65a 38.4 ± 4.27a 28.5 ± 2.84a 5.7 ± 0.83a 7.0 ± 1.03b 3.1 ± 0.67c 2.1 ± 0.52d Æde 125.9 ± 22.77a 114.7 ± 19.29a 44.9 ± 13.15b 24.9 ± 8.36b 2.1 ± 0.31a 2.5 ± 0.38a 1.8 ± 0.24a 1.8 ± 0.31a Grooming 14.2 ± 4.23a 14.6 ± 3.26a 15.5 ± 2.67a 14.8 ± 3.17a 2.1 ± 0.41b 2.2 ± 0.41b 1.9 ± 0.42b 1.0 ± 0.22a Drikke 3.5 ± 0.89a 6.3 ± 1.56a 6.9 ± 1.62a 4.4 ± 1.04a 2.0 ± 0.79a 3.3 ± 0.89b 2.7 ± 0.80b 5.8 ± 1.03c Stereotypi 16.5 ± 6.31a 35.5 ± 9.84a 22.6 ± 7.17a 45.3 ± 10.42b Værdier indenfor række uden fælles bogstav er signifikant forskellige (p < 0.05). Adfærd observeret hos færre end 5 dyr er ikke medtaget i denne tabel.

Faglig Årsberetning 2001

Generalisering af frygt hos mink avlet efter reaktion overfor mennesker

Korrelationer mellem reaktion i de seks situationer De præsenterede testvariable i de seks tests er udvalgt på baggrund af om de er enten negativt eller positivt relateret til frygt hos mink. Fra alle registreringer blev 51 variable udvalgt som pålidelige frygt indikatorer, inklusive mål for tilnærmelse og undgåelse af test stimuli (f.eks. latenstider til at nærme sig og kontakte, antal og tid brugt i kontakt, konflikt, manipulation samt score). De øvrige registreringer blev udeladt i korrelationsanalysen på grund af deres komplementære natur (f.eks. mink er 'i rede' eller 'ude i bur'), lave forekomst (f.eks. 'freezing', eliminering), eller mangel på åbenlys direktionel sammenhæng med frygt hos mink (f.eks. pelspleje, markering, drikke, stereotypier). Med de 51 udvalgte variable haves 1037 mulige kombinationer mellem tests. Med et signifikansniveau på 0.05 kunne ca. 52 af disse kombinationer opnå signifikans i en parvis sammenligning som følge af tilfældigheder. Et højere antal signifikante korrelationer mellem to tests kan tolkes som et udtryk for en generalisering af reaktion over situationer (Tabel 6). Desuden er retningen af de signifikante korelationer vigtige. I sammenligningerne mellem Pinde test, Trapezov's test, Ukendt objekt test og Artsfælle test, havde 100% (305 ud af 305) af de signifikante korrelerede variable den forventede retning. Mellem alle situationer (dvs. Xmaze test og Ukendt foder test medregnet) havde 85,3% (562 ud af 659) af de signifikante rs-værdier det forventede fortegn. Tabel 6. Andel af signifikante intra test (i parenteser) og inter test korrelationer i Spearman korrelationsanalyse mellem variable udvalgt som frygt indikatorer i seks testsituationer. En høj værdi (maks. 1.00) indikerer en stor sammenhæng mellem de variable som blev registret i situationerne. Test type Pinde test1 Trapezov's2 Ukendt Objekt3 Artsfælle4 X-maze5 Ukendt foder6

Pinde Trapezov's Ukendt Artsfælle X-maze Ukendt test Objekt Foder (0.96) 0.80 0.89 0.82 0.52 0.62 (1.00) 1.00 1.00 0.40 0.82 (0.93)

0.95

0.49

0.55

(0.94)

0.51 (0.80)

0.40 0.26 (0.64)

Anvendte variable 1: Latenstid til tilnærmelse og kontakt, Antal tilnærmelse, kontakter, undgåelse, tidsforbrug nær, væk Antal tilnærmelser, kontakter, undgåelser, Tidsforbrug nær, væk, i kontakt, Afstand og Score (excl. aggressive), 2: Score, Min. afstand, 3: Latenstid til '½ ude i bur', 'ude i bur', 'kontakt', 'manipulere', Antal tilnærmelser (position 'ude i bur'), ∑kontakter, manipulationer, konflikter, Tidsforbrug i rede, ∑kontakter, manipulation, 4:

Latenstid til 'ude i bur', 'bagest i bur', 'kontakt', Antal tilnærmelser), kontakter, konflikter, Tidsforbrug i rede, tæt på, kontakt, 5: Latenstid til at gå ind i rør, Antal områder besøgt, antal besøg ialt, Andel af besøg i klare rør, mørke rør, 6: Latenstid til at være ude i bur, tæt på foder, snuse æde, Antal besøg væk, tæt, snus, æde bouts, Tidsforbrug ude i bur, væk, tæt på, snus, æde, Antal adfærdsskift.

Diskussion Generalisering over situationer Afkom fra den frygtsomme avlslinie reagerede mere frygtsomt end afkom fra den tillidsfulde avlslinie. Denne forskel i adfærd er grundliggende og blev observeret i alle test situationer (Tabel 6). En signifikant korrelation imellem et individs reaktioner i forskellige truende situationer tages som bevis for generel frygtsomhed (Boissy, 1995). I den nærværende undersøgelse var der signifikante forskelle mellem afkom fra den frygtsomme og tillidsfulde avlslinie i 94.1% (48 ud af 51) af de test variable, som er udvalgt til at kvantificere frygt (Malmkvist, 2001). Tillidsfulde mink reagerede med mindre undgåelse og mere tilnærmelse end frygtsomme mink, når de blev udsat for menneskekontakt, et ukendt objekt, en artsfælle, ukendt foder og i et nyt miljø (jf. Figur 1-3). I de to situationer med menneskekontakt (pinde test og Trapezov's test) reagerede afkommet i overensstemmelse med deres avlslinie, med tillidsfulde mink som de mindst frygtsomme. I begge testsituationer var frygtsomme mink kendetegnet ved en markant større afstand til testpersonen. Mere end 75% af alle tillidsfulde mink fik scoren +1 og +2 i Trapezov's test, hvilket betyder, at de undersøgte testpersonens hånd, og at de ofte kunne berøres uden at undvige. Dette er i kontrast til afkom fra den frygtsomme avlslinie hvor kun 1.0% (to dyr) reagerede med en positiv score overfor testpersonen. Under forsøget var de to avlslinier indhuset blandet, og deres identitetskort var erstattet med et tilfældigt nummer. Dermed havde test personen intet kendskab til dyrenes avlslinie under testningen. Kun mink fra den tillidsfulde avlslinie viste aggression. Man kan heraf ikke konkludere at aggression er en følge den adfærdsbaserede avl. Dels er andelen af aggressive mink lav i de to mennesketests (2.6 og 3.1%), og kun to dyr reagerede aggressivt i begge situationer. Dels blev der ikke gjort forsøg på at håndtere

Faglig Årsberetning 2001

Malmkvist, J. & S. W. Hansen

flygtende mink i Trapezov's test, dvs. frygtsomme minks mulighed for at udføre aggressiv adfærd var begrænset som følge af test proceduren. I praksis forekommer typisk defensiv aggression under håndtering af frygtsomme mink. Den ukendte han mink i artsfælle testen var en mere frygtudløsende stimulus end en træ kube (det ukendte objekt) placeret i hjemmeburet, baseret på latenstid til tilnærmelse og kontakt. Objektet stimulerede til mere leg (indhold i udfald og manipulationer), samt et lidt lavere antal af konfliktadfærd. Kontakter med objekt og den fremmede han var af en undersøgende natur (karakteriseret af gentagne omgange med snus), og i intet tilfælde observeredes aggression mellem forsøgsminken og den fremmede mink. De anvendte forsøgsdyr havde imidlertid en alder (20-26 uger) hvor de er modne og i stand til at udtrykke aggression overfor andre mink (MacLennan & Bailey, 1969; Hansen, 1996; Kruska, 1996). I forhold til tillidsfulde mink havde frygtsomme mink det højeste antal besøg i alle dele (bortset fra rørene) i X-mazen (Tabel 7). Baseret alene på bevægelsesaktivitet i det nye miljø er det vanskeligt at skelne mellem undersøgelsesadfærd og anden adfærd som involverer bevægelse, såsom flugtforsøg. For at mindske dette fortolkningsproblem, var der placeret klare og mørke PVC-rør i X-mazen. Tillidsfulde mink havde en kortere latenstid til at gå ind i disse rør, og de havde også en større andel af besøg i rørene. For alle mink var latenstiden til at besøge et klart (transparent) eller mørkt rør ens. Derfor kan a priori antagelsen om at de mørke rør virkede som gemmested i det ukendte miljø ikke bekræftes, i det mindste ikke når mink placeres en enkelt gang 10 minutter i en X-maze. I naturen er mink et opportunistisk rovdyr (Wise et al., 1981), som æder en lang række fødeemner (se f.eks. Day & Linn, 1972; Lodé, 1993; Maran et al., 1998). På farme er foderet derimod forholdsvis ensartet. Når dyrene i dette forsøg blev tilbudt vådfoder (til huskatte) havde mink fra den frygtsomme avlslinie flere adfærdsskift end mink fra den

tillidsfulde avlslinie, hvilket tyder på en større grad af adfærdsmæssig konflikt. Tillidsfulde mink reagerede desuden mindre tøvende, inden de nærmede sig det ukendte foder, og de begyndte hurtigere at æde end de frygtsomme mink (Figur 3). Det ukendte foder udløste mere stereotyp aktivitet end de øvrige test situationer. Efter fodring med kattemad blev stereotypier observeret i mere end 1/3 del af alle dyr, hvorimod stereotypiniveauet var lavt i Trapezov's test (0,5%), ukendt objekt test (2,2%) eller fraværende (pinde-, artsfælle- og X-maze testene). En større andel af frygtsomme mink (44,2%) i forhold til tillidsfulde mink (29,5%) udførte stereotypisk adfærd efter de fik kattemad, der blev udfodret fra deres sædvanlige fodermaskine på det faste fodringstidspunkt. Sult er kendt som en udløsende faktor for stereotypisk aktivitet hos mink (Mason, 1993). Siden tillidsfulde og frygtsomme mink ikke har forskellig foderindtagelse (Malmkvist, 2001), og der ikke findes beviser for forskel i de to avlsliniers motivation til at æde, tyder dette resultat på at forskellene i frygtsomhed, som er frembragt gennem avl, også har påvirket dyrenes følsomhed for at stereotypere. Forskelle mellem hanner og tæver I alle test situationer, med undtagelse af Trapezov's test, var der kønsmæssige forskelle i nogle af de registrerede adfærdsformer. I pindetesten var tillidsfulde hanner mere undersøgende end tillidsfulde tæver. Tæverne søgte mere aktivt end hannerne at undgå menneskekontakt. Graden af manipulation med objektet kan tyde på, at hannerne er de mindst frygtsomme. Desuden viste tillidsfulde hanner mindre konfliktadfærd end tæverne når de blev udsat for et ukendt objekt og en ukendt artsfælle. Hos frygtsomme mink var denne kønseffekt modsatrettet (i ukendt objekt test) eller ikke tilstede (artsfælle test). Hannerne havde i ukendt foder testen en kortere latenstid til at snuse, de havde færre runder med stereotypier og færre adfærdsskift end tæverne. Hvis antal besøg i X-mazen, som tidligere antydet, afspejler flugtforsøg snarere end undersøgelsesaktivitet, så kan frygtsomme tæver karakteriseres som mere frygtsomme end hannerne i det nye miljø. Nogle af de

Faglig Årsberetning 2001

Generalisering af frygt hos mink avlet efter reaktion overfor mennesker

observerede kønsforskelle i adfærden kan dog delvist forklares af den kønsmæssige forskel, hvor hannen er ca. dobbelt så stor som tæven. På grund af størrelsen kan hanner finde det lettere at manipulere med objektet, en kube på ca. 360 g. I det totale antal kontakter med det ukendte objekt (inkl. manipulationer) var der ingen forskel mellem de to køn. Kønsforskellen i ukendt foder test (tabel 5) behøver ikke udelukkende at være koblet til frygtsomhed. Selvom sult blev kontrolleret ved at fjerne rester fra sidste dags fodring (3 timer inden testen), så var hannerne sandsynligvis mere motiverede til at æde end tæverne, grundet deres større foderbehov. I artsfælletesten var hannerne mere undersøgende end tæverne, siden frygtsomme hanner havde flere kontakter end frygtsomme tæver og tillidsfulde hanner mindre konfliktadfærd end tillidsfulde tæver. Indenfor hver avlslinie havde hanner og tæver dog den samme latenstid til at nærme sig og kontakte, og de to køn havde samme varighed af kontakter med den ukendte hanmink. Ligeledes fandt MacLennan & Bailey (1969) ingen forskel i minks latenstid til konfrontation ved møder mellem han-han i forhold til møder mellem tæve-han. Der findes ingen overbevisende data i litteraturen vedrørende en generel kønsforskel i undersøgende adfærd hos mink. Trapezov (2000) rapporterede, at hanmink af farveypen 'Safir' reagerede mere undersø-gende overfor mennesker, hvorimod ingen kønsforskelle fandtes hos 'Standard' mink. I forsøg udført af MacLennan & Bailey (1969) var tæver lidt mindre nysgerrige end hanner i et ukendt miljø med menneskelig tilstede-værelse, hvilket dog kun var gældende for voksne mink indhuset under visuel isolering siden fravænning og baseret på meget få dyr (n = 6). I nærværende undersøgelse af 'Scanblack' mink (n = 96 hanner, 96 tæver), var hanmink mere undersøgende og mindre frygtsomme end tæver i pindetesten (tidligere set i Hansen, 1996), hvilket i mindre grad også var tilfældet i ukendt objekt- og i artsfælle-testen. De observerede kønsfor-skelle i adfærd i Xmaze- og ukendt foder testen kan ikke med

sikkerhed tilskrives reelle forskelle i frygt eller undersøgelsesadfærd mellem kønnene. I de fire adfærdstest, der ikke involverede et menneske som test stimulus, var den menneskelige kontakt standardiseret og minimal. Under selve testene var der ingen menneskelig tilstedeværelse. Resultaterne viste kun få og sporadiske effekter, som kunne henføres til menneskelig aktivitet eller håndtering inden testene. Konklusion Efter 10 generationers avl baseret på reaktion overfor mennesker reagerer afkom fra en tillidsfuld avlslinie mindre frygtsomt end afkom fra en frygtsom avlslinie, når de udsættes for flere typer af menneskekontakt, et ukendt objekt, en ukendt artsfælle, eller ukendt foder i deres hjemmemiljø, og når de placeres i et nyt miljø. Dvs. mink fra disse avlslinier generaliserer deres frygtreaktioner i flere sociale såvel som ikke sociale situationer. En generel sænkning af frygtsomheden er forbundet med en forbedring af minks velfærd. Referencer Boissy, A. 1995. Fear and fearfulness in animals. The quartely review of biology 70: 165-191. Day, M.G. & Linn, I. 1972. Notes on the food of feral Mustela vison in England and Wales. J. Zool. London 167: 463-473. Hansen, S.W. 1996. Selection for behavioural traits in mink. Applied Animal Behaviour Science 49: 137-148. Hansen, S.W. & Møller, S.H. 1988. Sammenhæng mellem adfærdrespons og eosinofilniveau hos minktæver. Meddelelse fra Statens Husdyrbrugsforsøg nr. 721: 1-4. Hansen, S.W. & Møller, S.H. 2001. The application of a temperament test to on-farm selection of mink. Acta Agriculturae Scandinavica, Sect. A, Animal Science suppl 30: 93-98. Kruska, D.1996. The effect of domestication on brain size and composition in the mink

Faglig Årsberetning 2001

Malmkvist, J. & S. W. Hansen

(Mustela vison). J. Zool. London 239: 645661.

relation to behavioural selection: A review. Animal Welfare 10: 41-52.

Lodé, T. 1993. Diet composition and habitat use of sympatic polecat and American mink in western France. Acta Theriologica 38: 161166.

Malmkvist, J. & Hansen, S.W. In press. Generalisation of fear in farm mink (Mustela vison) genetically selected for behaviour towards humans. Animal Behaviour.

MacLennan, R.R. & Bailey, E.D. 1969. Seasonal changes in aggression, hunger, and curiosity in ranch mink. Canadian Journal of Zoology 47: 1395-1404.

Maran, T., Kruuk, H., Macdonald, D.W. & Polma, M. 1998. Diet of two species of mink in Estonia: displacement of Mustela lutreola by M. vison. J. Zool. London 245: 218-222.

Malmkvist, J. 2001. Fear in farm mink (Mustela vison) − consequences of behavioural selection. Ph.d. afhandling, Zoologisk institut, Københavns Universitet. 150pp.

Mason, G.J. 1993. Age and context affect the stereotypies of caged mink. Behaviour 127: 191-229.

Malmkvist, J. & Hansen, S.W. 2001.The welfare of farmed mink (Mustela vison) in

Trapezov, O.V. 2000. Behavioural polymorphism in defensive behaviour towards man in farm raised mink (Mustela vison Schreber, 1777). Scientifur 24: 103-109.

Faglig Årsberetning 2001

Observationer af Minkfødsler Jens Malmkvist & Birthe Houbak

Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, Postboks 50, 8830 Tjele. Sammendrag Vi har udviklet og anvendt et nyt optagesystem, som er i stand til at kombinere videooptagelser i redekasse og i bur, afhængigt af hvor dyret befinder sig. Formålet med det nye optagesystem var bl.a. at udvide den nuværende sparsomme viden om minks adfærd omkring fødsel. I denne artikel præsenteres foreløbige resultater fra observationer af 11 minktævers fødsel i hvalpesæsonen 2001 på Forskningscenter Foulum. Videooptagelserne vurderes at udgøre et vigtigt supplement til de øvrige typer af dataindsamling, og metoden giver os mulighed for at opnå mere viden om minks basale adfærd. Malmkvist, J. & B. Houbak (2002). Observationer af minkfødsler. Faglig Årsberetning 2001, 15-19. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract We have developed and used a new recording system, which is able to combine recordings in the nest box and in the wire cage, depending on the position of the animal. The aim of the new recording system was to extend the presently limited knowledge of mink behaviour in the period around birth. In this paper, preliminary results are presented from delivery observations of 11 mink females in the birth season of 2001 at Research Centre Foulum. The video recordings are evaluated to be a an important supplement to other types of data collection, and the method gives us the opportunity to gain more knowledge on the basal behaviour of mink. Malmkvist, J. & B. Houbak (2002). Observations of mink deliveries. Annual Report 2001, 15-19. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro.

Indledning Efter hvalpningen består minks yngelplejeadfærd blandt andet af vedligeholdelse af rede, diegivning (næring og antistoffer), opvarmning, beskyttelse mod potentielle rovdyr og kropspleje af hvalpe. Tidligere observationer fra fødsel og indtil seks ugers alderen viste ingen tydelig forskel i adfærd (positioner, aktivitet, hvile, diegivning, pelspleje og bæreadfærd af hvalpe, stereotypier, æden, drikken) mellem minktæver henholdsvis med og uden hvalpetab (Malmkvist & Hansen, 1999). Ligeledes fandt vi ingen sammenhæng mellem hvalpedødeligheden og størrelse/kvalitet af reden bygget af halmstrå. Disse resultater er baseret på direkte observationer foretaget i dagtimerne i løbet af en diegivingsperiode. En detaljeret viden om mink adfærd hele døgnet i forbindelse med fødslen findes derimod ikke og ligeledes findes ingen observationer af yngelplejeadfærden inde i redekassen. Der er derfor behov for mere detaljerede undersøgelser af adfærden ved fødsel, f.eks. for at kunne forstå faktorer involveret i tidlig hvalpedødelighed. Vi har benyttet en videoptagelsesmetode, der gør det muligt at

følge tæven før, under og efter fødslen. Her præsenteres resultater fra de første observationer fra hvalpesæsonen i maj 2001. Materiale og Metoder Vi anvendte i hvalpesæsonen 2001 otte transportable optageenheder (Figur 1). Med disse mobile enheder blev i alt 11 drægtige 'Scanblack' førsteårstæver videooptaget i deres hjemmemiljø på Forskningscenter Foulums farm. Tæverne blev ved hjælp af time-lapse video optaget tre dage før forventet nedkomst. Ved fødslen blev der lavet firetimers optagelser, og efter fødslen blev tæven og hendes kuld optaget i fire dage med time-lapse faktor 1:8. Optagelserne foregik ved hjælp af kameraer placeret i redekasse samt over bur. Tævernes bevægelse blev detekteret med passiv infrarød detektor, der via en relæstation styrede hvilket kamera, som leverede input til videooptagelse. I redekassens låg var et specielt mini kamera indbygget. Natoptagelser blev muliggjort af infrarøde dioder i redekasselåget samt for enden af buret (Figur 1).

Faglig Årsberetning 2001

Malmkvist, J. & B. Houbak

02:37. Der er ingen forskel i fordelingen af fødsler når døgnet deles op i 3, 4 eller 8 timers intervaller (0,25<p<0,75) eller når dag og nat sammenlignes (p = 0,215). Derimod fødes signifikant flere kuld i aftenskumringen (defineret som solnedgang ± 1 time) i sammenligning med resten af døgnet (χ2v=1 = 5,132, p = 0,024). Figur 1. Optagesystemet. PID: Passiv Infrarød Detektor, C: Kamera over bur, NC: Redekasse kamera, VRC: Videobåndoptager, Relay: Relæstation der tænder kamera efter input fra PID, IR: InfraRød belysning.

Tid for fødsel af hver hvalp blev noteret. Øvrig adfærd blev registreret som ad libitum sampling. Varighed for fødsel af et kuld blev beregnet som tiden fra første til sidste hvalp var født. Alle fundne døde hvalpe blev indsamlet fra fødsel til fravænning. Hvalpene blev talt på fødselsdagen, samt 3, 7, 21 og 56 dage efter fødslen. De indsamlede døde hvalpe blev vejet og obduceret. Lungernes flydeevne blev testet, og brugt som tegn på om hvalpen havde trukket vejret eller ej. Resultater De 11 tæver fødte i alt 56 hvalpe i perioden 26. april − 5. maj 2001. Antal hvalpe observeret født var i gennemsnit (± s.d.) 5,1 ± 1,8 pr. tæve. Tre af 11 fødsler foregik ude i buret. Tabel 1 viser fødselstidspunkterne på døgnet. Tabel 1. Antal hvalpe observeret født og fødselstidspunkt hos 11 tæver, der fødte i perioden 26/4 − 5/5. Tæve

Antal hvalpe

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11

6 6 7 5 3 4 7 6 1 5 6

Fødselstidspunkt (tt:mm) 00:38 − 05:28 02:21 − 04:27 06:22 − 13:53 10:41 − 16:17 14:54 − 15:14 16:09 − 16:41 19:09 − 20:30 21:10 − 05:22 21:28 21:41 − 03:04 22:49 − 02:58

Figur 2 viser varigheder for fødsel af et kuld hvalpe. Median varigheden for at føde et kuld var 4 timer og 21 min (25-75% kvartil: 1 t 21 min − 5 t 25 min) for 10 tæver, der hver blev observeret at føde mellem 3 og 7 hvalpe (gns. ± s.d. kuldstørrelse: 5,5 ± 1,2). Intervallet mellem fødslen af første og anden hvalp var kortere og varierede mindre (13 ± 1,6 min) end intervallet mellem fødslen af de øvrige hvalpe (70 ± 17,1 min; p < 0,05). Varighed af fødsel (min) 480

360

240

120

Antal hvalpe i kuld

Figur 2. Gennemsnit (± ± se) varighed af fødsel af kuld, som tid fra første til sidste hvalp født. N = 10, en tæve med 1 hvalp udeladt.

Sol op: 5:27, sol ned: 20:48 (2. maj).

Repræsenteres døgnet som en cirkel (360°) kan det gennemsnitlige starttidspunkt for en mink fødsel beregnes (vha. formler for gennemsnitlig vinkelretning; Zar 1984) til kl.

For 27 hvalpes vedkommende (fordelt på 9 tæver) var det muligt at observere fødselsretningen. Af disse blev de fleste hvalpe, 70,4%, født med hovedet først, mens 29,6% blev født med bagkroppen først (χ2v = 1 = 4,481, p = 0,036).

Efter tælling og indsamling af døde hvalpe blev der fundet yderligere 5 hvalpe, dvs. den korrigerede kuldstørrelse for tæverne var 5,6 ± 1,6 hvalpe. Der var ingen signifikant korrelation mellem varigheden af hele fødslen og antal fødte hvalpe (3 − 7) (rpearson = 0,49; p = 0,15), fravænnede (rpearson = -0,30; p = 0,40) eller hvalpetabet (rpearson = 0,44; p = 0,21).

Faglig Årsberetning 2001

Observationer af minkfødsler

Eksempler på observationer set på optagelserne -tæve bærer halm, redebygning -hvalp fødes -tæve bærer hvalp ud i bur/ind i rede -stereotypier ude i buret -to hvalpe født samtidig -tæve bider navlestrengen over -slik rette mod tævens egen genitalregion -slik rettet mod hvalp -presse-veer -moderkagen kommer ud -hvalp tages i munden, ikke i bæregreb. Del af soigneringsadfærd, fjernelse af fosterhinde? -kuld samlet/spredt -kuld samlet ved bug og tæve rolig. Af optagelserne kan der for hver enkelt tæve/kuld afledes flere variable, f.eks. -fødselstidspunkt, sted, antal hvalpe -varighed af og antal besøg for hvalpes ophold i rede og bur -varighed af og antal besøg tæves ophold i rede og bur -mål for tævens aktivitet/uro, antal adfærdsskift Diskussion En systematisk adfærdsanalyse af optagelserne er ikke udført, da formålet med denne undersøgelse var at udvikle og få systemet til at fungere, indsamle basale data samt at få et indtryk af hvilke typer adfærd som det var muligt at skelne før, under og efter fødslerne. En begrænsning i indsamlingen af data er at tæven kan dække for kameraet. Til trods for at adfærdsregistreringerne ikke kan indsamles med fuld sikkerhed, bidrager metoden alligevel til at øge vor indsigt i de problemer, der kan opstå under og efter fødslen. Selvom det ikke var muligt at observere decideret dieaktivitet, kan det registreres når die ikke er muligt, f.eks. når tæven er urolig eller væk fra hvalpene. Ønsker man at registrere enkelte typer af adfærd, f.eks.at tæven bider navlestrengen over efter fødslen, må der skelnes mellem om adfærden 1) blev set, 2) ikke set eller 3) var ikke mulig at se. En systematisk adfærdsanalyse af videooptagelserne og efterfølgende korrelation til f.eks. hvalpedødelighed er p.t. ikke foretaget.

En sådan sammenhæng ville nødvendigvis blive på tæve/kuld niveau, da vi i denne under-øgelse ikke anvendte individuel identifikation af de nyfødte hvalpe. Efter indsamling af døde hvalpe og ved de senere tællinger fremgik det, at næsten alle hvalpefødsler blev registreret fra videoptagelserne, idet vi observerede ca. 92% af de fødsler, som har fundet sted hos de 11 tæver. En årsag til dette tal ikke er 100% kan f.eks. skyldes at nogle (evt. døde) hvalpe fødes efter at vi vurderede fødslen til at være afsluttet. I timerne inden og under selve fødslen var tæven generelt meget urolig. Fødslen af den enkelte hvalp kunne i omtrent halvdelen af de 56 fødsler ses mens den foregik; de restende fødsler foregik i skjul af tæven, der typisk lå sammenrullet i sideleje, eller kunne ikke ses pga. tekniske problemer (f.eks. fejlagtigt kameraskift). Fødselstidspunktet kunne dog fastslås med ca. et minuts sikkerhed eftersom den fødte hvalp altid kunne ses kort tid efter. I enkelte tilfælde kunne presseveer erkendes på optagelserne umiddelbart inden fødslen, og fødslen var ofte ledsaget af slik mod tævens genitale region og slik af hvalp. Ikke alle tæver bed navlestrengen over efter fødslen. På optagelserne sås at enkelte tæver bar en hvalp ud i buret under fødslen, med det resultat at den nyfødte hvalp kunne være væk fra reden i flere timer. Udfra viden om nyfødte hvalpes ringe energireserver (Tauson, 1994) og manglende thermoregulatoriske evne (Rouvinen-Watt & Harri, 1999) må denne adfærd forventes at forringe hvalpens overlevelsesmuligheder. Tidligere har vi fundet, at tæver som tabte mere end 20% af kuldet indenfor de første tre uger var signifikant langsommere til at røre og hente deres 5-dage-gamle hvalp tilbage til reden (efter at vi havde placeret hvalpen ude i buret) i forhold til tæver uden hvalpetab (Malmkvist & Houbak, 2000). Baseret på det lille dyremateriale (11 tæver) begyndte signifikant flere fødsler i perioden omkring solnedgang i forhold til i døgnets øvrige timer. Dette mulige mønster i fødselsaktivitet stemmer i øvrigt overens

Faglig Årsberetning 2001

Malmkvist, J. & B. Houbak

med, at mink har en periode med høj aktivitet netop i aftenskumringen (Malmkvist, 1997). Overraskende mange minkhvalpe − 29,6% − blev født med bagkroppen først. Fødselsretningen (hoved eller bagkrop) havde ingen betydning for antallet af levende hvalpe ved fravænning eller det procentvise tab af hvalpe fra fødsel til fravænning. Dette forklares naturligt af, at der i perioden fra fødsel til fravænning er en lang række andre faktorer, som også kan påvirke kuldets overlevelse. Lige efter fødslen var der en positiv korrelation mellem den andel af kuldet som var døde ved fødslen (dvs. hvalpe som aldrig havde trukket vejret) og andelen af kuldet som var født med bagkroppen først (rpearson = 0.87, p = 0.05, n = 5 kuld). Det kan tyde på at en baglæns fødselsretning kan have negativ indflydelse på hvalpenes umiddelbare overlevelse, eller at hvalpe som er døde i livmoderen i højere grad kommer baglæns ud. Jo større kuld ved fødsel desto større andel af hvalpene blev født med hovedet først (rpearson = 0.68, p = 0.04, n = 9), mens der i øvrigt ikke blev fundet sammenhænge mellem kuldstørrelse og hvalpetab eller fraktionen af dødfødte i forhold til levendefødte hvalpe blandt de døde hvalpe, som blev indsamlet. Samtidig fødsel af to minkhvalpe blev set hos en tæve, en situation som også kendes fra bl.a. svin (Lawrence et al., 1995). Betydningen af dette for hvalpedødeligheden er ukendt, men fødselsproblemer, som følge af spærret fødselsvej (livmoderhals) er før angivet som en væsentlig dødsårsag for minktæver (Henriksen, 1983). Intervallet mellem 1. og 2. hvalp hos de førsteårs mink (13 ± 1,6 min), som blev anvendt i undersøgelsen, er meget lig det gennemsnitlige interval mellem grise født af førstegangsfødende svin (gylte 13 ± 2,2 − 16 ± 2,7 min; Lawrence et al. 1995). Til gengæld er den gennemsnitlige fødselstid for et mink kuld højere (4,0 ± 2,78 time) end rapporteret for gylte (2,5 t i Lawrence et al., 1995), men sammenlignelig med farringstiden hos ældre søer (i 3-4 paritet: 5,4 ± 1,11 time; Jarvis et al., 1999), selvom variationen for fødselsvarigheden hos mink er relativ stor. 18

Intervallet mellem fødslen af 1. og 2. hvalp var kortere og med mindre variation end intervallet mellem de efterfølgende hvalpe. Tilsvarende kan findes hos andre arter der føder mange afkom, hvilket bl.a. kan skyldes hormonet oxytocin, som menes at virke kraftigst/er mindst hæmmet først i fødselsforløbet. Hos svin menes opstaldningsformen i stand til at påvirke det samlede inter-fødsel interval, f.eks. kan kronisk opstaldning i tremmebokse ('crates') muligvis føre til accelereret fødsel af de første grise i kuldet pga. en øget oxytocin udskillelse (Lawrence et al., 1995). Viden om den hormonelle styring af minkfødsler og faktorer i omgivelserne, der påvirker fødselsforløbet og minks yngelplejeadfærd, er sparsom. Dette til trods for at kuldstørrelse er en vigtig parameter kombineret med ønsket om at sikre flest mulige sunde hvalpe ved fravænning. Muligvis eksisterer et 'trade-of' mellem antal og levedygtighed af afkom der produceres, som set hos andre arter der producerer flere unger end der normalt vokser op (Krebs & Davies, 1991). Det gennemsnitlige hvalpetab (± s.d.) var i denne undersøgelse 44,3 ± 30,8%. Den betydelige variation dækker over at en tæve havde 1 hvalp som overlevede, mens en tæve med 7 hvalpe mistede dem alle. Hvalpetabet er højere end tidligere rapporteret for perioden fra fødsel til fravænning, f.eks. 17-29% i Einarsson (1980), 8% i Korhonen (1992) og 11-21% i Malmkvist et al. (1997). Forskellen kan delvis skyldes forskellige metoder til at opgøre hvalpetabet. I nærværende undersøgelse tælles hvalpene på videooptagelserne når de bliver født, og dette tal blev korrigeret i de tilfælde (n = 5 hvalpe) hvor der blev fundet flere døde eller levende hvalpe ved de senere tællinger. Denne grundige procedure er ikke tidligere foretaget, og det er derfor sandsynligt at hvalpetab udelukkende baseret på tællinger giver et underestimat af det totale antal hvalpe født. Eksempelvis blev 10 hvalpe, som blev observeret født, ikke senere fundet hverken i live eller døde. En del af disse er sandsynligvis ædt af tæven. Det er muligt, at tæven især æder en del af de hvalpe

Faglig Årsberetning 2001

Observationer af minkfødsler

som er født døde. Denne hypotese støttes af, at dødfødte hvalpe havde flere bidskader end levende fødte hvalpe, når de indsamles som døde de første 7 dage efter fødslen (Malmkvist & Hansen, 1999). Konklusion Det anvendte optagesystem giver os mulighed for at indsamle nye informationer om fødsels- og yngelpleje-adfærd hos mink. Imidlertid var systemet ikke altid i stand til at detektere tævens placering korrekt, og alternativer til passiv infrarød overvågning er derfor under udvikling. De direkte videoobservationer døgnet rundt er et supplement til den øvrige indsamling af data, og metoden giver især mulighed for at opnå mere viden om minks basale adfærd. Dette kan have betydning for en forståelse af f.eks. hvalpedødeligheden hos mink. Referencer Einarsson, E.J. 1980. Prenatal and early postnatal mortality in mink. I 2nd Int. Sci. Congr. Fur. Anim. Prod., 8-10 april, Danmark. Henriksen, P. 1983. Hvad dør mink af? Dansk Pelsdyravl, september: 471-472. Jarvis, S., McLean, K.A., Clavert, S.K., Deans, L.A., Chirnside, J. & Lawrence, A.B. 1999. The responsiveness of sows to their piglets in relation to the length of parturition and the involvement of endogenous opiods. Applied Animal Behaviour Science 63: 195207. Korhonen, H. 1992. Activated mammary number and litter size in the mink. Reprod. Nutr. Dev. 32, 67-71. Krebs, J.R. & Davies, N.B. (Eds) 1991. Behavioural ecology, An evolutionary approach, 3rd edition. Blackwell Scientific publication.

Lawrence, A.B., Petherick, J.C., McLean, K.A., Deans, L., Chirnside, J., Vaughan, A., Gilbert, C.L., Forsling, M.L. & Russell, J.A. 1995. The effects of chronic environmental stress on parturition and on oxytocin and vasopressin secretion in pigs. Animal Reproduction Science 38: 251-264. Malmkvist, J. 1997. Adfærd samt reaktion på håndtering og halm hos mink fra avlslinier med forskellig grad af pelsgnav. Faglig Årsberetning, PFR, 139-147. Malmkvist, J. & Hansen, S.W. 1999 Betydningen af minktævens yngelplejeadfærd for den tidlige hvalpedødelighed. In: Møller S H (ed) Hvordan forbereder vi minktæver til parring, fødsel og diegivning. Rapport. 123,: 63-72. Danmarks Jordbrugforskning. Malmkvist, J. & Houbak, B. 2000. Measuring maternal care in mink: Kit retrieval test. In: B.D. Murphy & O. Lohi (eds.). Proc. VII International Scientific Congress in Fur Animal Production, 13-15 September 2000, Kastoria, Greece. Scientifur 24, 159-161. Malmkvist, J., Houbak, B. & Hansen, S.W. 1997. Mating time and litter size in farm mink selected for confident or timid behaviour. Animal Science 65: 521-525. Rouvninen-Watt, K. & Harri, M. (1999). Observations on thermoregulatory ontogeny of mink. NJF fall meeting, Reykjavik, Iceland, October 21-23, 1999. NJF. Tauson, A.-H.. (1994). Postnatal development in mink kits. Acta Agriculturae Scandinavica Section A, Animal Science, 44, 177-184. Zar, J.H. 1984. Biostatistical analysis, second edition. Prentice Hall, Englewood Cliff. 718pp.

Faglig Årsberetning 2001

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Stereotypier, Velfærd, Politik og Produktion Leif Lau Jeppesen, Vivi Pedersen & Tine Simonsen

Københavns Universitet, Zoologisk Institut, Tagensvej 16, 2200 København N Sammendrag Stereotypifrekvensen blandt 529 minktæver født i år 2000 eller år 1999 blev observeret i oktober 2001 med både punkt- og periodeobservationer. Stereotypifrekvensen, som den blev fastlagt ved punktobservationer, blev relateret til følgende andre parametre: Vægt i oktober, antal søskende i det kuld som tæven blev født i, almindelig aktivitet, tid i redekassen, total stereotypi som fastlagt ved periodeobservationer, samlet aktivitet inklusive stereotypier, relativ stereotypifrekvens (stereotypier/samlet aktivitet), antal fødte og fravænnede hvalpe i tævens sidst fødte kuld, samt hunratio blandt de fravænnede hvalpe. De ældste tæver vejede mindst og fravænnede flere hvalpe. De højst stereotyperende tæver var lettest og fravænnede flest hvalpe. Der var en tendens til lav hunratio i de fravænnede kuld. Der var stor overensstemmelse mellem de forskellige mål for stereotypi, så punktobservationen antages at give et retvisende billede af forekomsten af stereotypi. Den gennemsnitlige stereotypifrekvens var 11,25% hos tæver fra år 2000. Stereotypifrekvenser på dette niveau findes kun hos avlsdyr og kun i efterårs og vintermånederne. I andre perioder af produktionscyklus er stereotypier fraværende eller på et betydeligt lavere niveau. Jeppesen, L.L., Pedersen, V., & T. Simonsen (2002). Stereotypier, velfærd, politik og produktion. Faglig Årsberetning 2001, 21-27. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract Frequency of stereotypy was observed among 529 adult female mink born in year 2000 or year 1999. Observations took place in October 2001 by scanning and one-zero methods. Frequency of stereotypy, as established by scanning observations, was related to the following parameters: Weight in October, number of siblings in the litter in which the female was born, normal activity, time in nest box, total occurrence of stereotypy as established by one-zero observations, total activity including stereotypy, relative frequency of stereotypy (stereotypy/total activity), number of cubs born and weaned in the litter that the female gave birth to in year 2000, and ratio of females in that litter. The eldest females had lowest body weight and weaned larger litters. The highest stereotyping females had lowest bodyweight and weaned larger litters with a tendency towards low female ratio. The results of the two observation methods were very much alike. Therefore, the scanning observation was assumed to reflect true levels of stereotypy. The average frequency of stereotypy was 11,25% in females born in 2000. Frequencies at that level are seen only in breeding animals and only in the autumn and winter. In other periods of the production cycle frequency of stereotypy is much lower. Jeppesen, L.L., Pedersen V., & T. Simonsen (2002). Stereotypy, welfare, politics and production. Annual Report 2001, 21-27. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Stereotypier anses af de fleste forskere for at være udtryk for dårlig velfærd, fordi de ofte udvikles i situationer, hvor dyrene keder sig, og hvor deres motivation for at gøre noget frustreres. De individer der udvikler stereotypier, opnår ofte bedre velfærd end individer der ikke udvikler stereotypier (f.eks. Toates 1995). Højt stereotyperende dyr kan f.eks. have lavere cortisol-niveauer (Bildsøe et al. 1991) og være bedre til at undgå sygdom (Schoenecker et al. 2000). Det kan på den baggrund virke underligt, at stereotypier så entydigt i forskerkredse tages til indtægt for dårlig velfærd, men det gør de nu, og de opfattes jo også umiddelbart af de fleste mennesker som udtryk for, at der er noget galt. Derfor udgør den relativt høje frekvens

af stereotypier hos minktæver i vinterperioden et reelt politisk problem for pelsbranchen. Stereotypierne viser også tydelig sammenhæng med flere produktionsparametre. Højt stereotyperende mink får f.eks. flere hvalpe, og de æder inden for en normal farmvariation op til 25 % mere foder (Jeppesen et al. 1990; Hansen 2000). Der er altså både af hensyn til velfærd, politik og produktion grund til at beskæftige sig med stereotypier hos mink. Det har vi allerede gjort gennem nogle år og opnået nogen indsigt i hvordan frekvensen af stereotypier hos mink kan moniteres. Vi ved, at frekvensen reduceres når minkene fravænnes senere end 6 uger (Jeppesen et al. 2000), når de holdes parvist i standard bure i modsætning til alene eller flere sammen

Faglig Årsbertning 2001

Jeppesen, L.L., Pedersen, V. & T. Simonsen

(Jeppesen et al 1990), når de har adgang til mere plads end standardburet (Hansen and Jeppesen 2001; Jeppesen et al 1990), og når de fodres rigeligt (Hansen 2000); blot for at nævne nogle sammenhænge. Vi ved også at minktæver som laver mange stereotypier, får hvalpe som laver mange stereotypier (Hansen 1993); og fra andre arter er der ligeledes antydet en genetisk baggrund for udvikling af stereotypier (Schoenecker and Heller 2000). På trods af den viden vi har, og de anstrengelser der er gjort for at sprede informationen i branchen, er der imidlertid fortsat ret høje niveauer af stereotypier i nogle perioder af produktionscyklus. På den baggrund har vi valgt at starte et forsøg med målrettet selektion for og imod stereotypier hos mink. Der er to formål med dette forsøg: For det første, at skabe et dyremateriale som kan være redskab til yderligere udforskning af emnet stereotypier hos mink. For det andet, at skabe basis for at vurdere om selektion mod stereotypier vil gavne velfærden hos mink. Det er på forhånd tvivlsomt, at det vil gavne velfærden at selektere målrettet mod stereotypier, for vi ser ofte, at der er et omvendt forhold mellem fysiologisk stress og stereotypier, og selektionen kunne derfor resultere i dyr, der ser ud til at have det bedre, men reelt har det værre. Som udgangspunkt for selektionen har vi valgt at observere stereotypi blandt tæver, der har født mindst et kuld hvalpe. Avlsdyr til linierne for og imod stereotypi vælges derefter blandt disse tævers hvalpe. På grund af lav frekvens af stereotypi blandt hvalpe i oktober ville det være vanskeligt at bruge deres stereotypifrekvens direkte som selektionskriterium. I det følgende gennemgås resultatet af denne indledende dataindsamling. Materialer og metoder Der blev observeret på 529 tæver på Farm Syd i oktober måned 2001. Der var 495 tæver født i år 2000 og 34 født i år 1999. Tæverne stod i 8-rums bure i to haller. Hvert rum var 90 cm dybt og 45 cm højt, bredden var 20 eller 23 cm. Der var redekasse knyttet til hvert bur. Tæverne blev fodret klokken 15 med en fodermængde der var beregnet til at 22

holde natten over (130 g /244 kcal); overskydende foder blev fjernet inden klokken 8. Observationerne blev gennemført mellem 9 og 15, og der blev observeret med to forskellige metoder: punktobservationer (scanninger) og periodeobservationer (onezero observationer). Hvert dyr blev observeret 52 gange fordelt på 8 dage. Punktobservationerne blev gennemført på den måde, at observatøren stillede sig foran en bursektion med 8 dyr, ventede 15 sekunder, og derefter noterede hvilken adfærd hvert af dyrene var i gang med på netop dette tidspunkt. Når en sektion var observeret blev der rykket til den næste. Der blev på denne måde scannet efter følgende adfærdselementer: Aktiv i Buret (A); Inaktiv i Buret (I), Nysgerrig (N, opmærksomhed rettet mod observatøren), i Redekasse (R), samt Stereotypi (S). Stereotypi blev desuden observeret på den måde at forekomst af stereotypi inden for en periode på 45 sekunder blev noteret. Dette var muligt ved at holde øje med de to forudgående bursektioner som observatøren på sin scanningsrunde havde passeret. Periodeobservationen burde afsløre flere stereotypier end punktobservationen, og resultatet af den blev derfor benævnt Totale Stereotypier (STERTOT). Al aktivitet i buret, A+N+S, blev under databehandlingen samlet til Total Aktivitet (TOTAKT). Desuden blev den Relative Stereotypifrekvens beregnet (SREL = S/TOTAKT). Nysgerrig forekom relativt sjældent og vises derfor ikke selvstændigt i resultatopgørelsen. Adfærdsobservationerne sammenholdes i resultatafsnittet med tævernes vægt i oktober, med størrelsen af deres seneste kuld hvalpe ved fødsel og ved fravænning, og med antallet af fravænnede søskende i det kuld som de selv blev født i. Desuden med andelen af tæver i det kuld som de selv fravænnede (hun ratio = antal tævehvalpe/samlet kuldstørrelse). Resultater Tabel 1 viser øverst gennemsnit af de målte parametre hos tæver fra år 2000 og tæver fra år 1999. Det ses, at de ældste tæver vejede mindre, havde færre søskende (kom fra et lidt

Faglig Årsberetning 2001

Stereotypier, velfærd, politik og produktion

mindre kuld), fødte lidt flere hvalpe og fravænnede signifikant flere. Desuden viste de en tendens til at udføre flere stereotypier. På grund af denne alderseffekt udelades de

ældste tæver fra de følgende beregninger. Avlsdyr til de kommende selektionslinier udtages ligeledes kun efter tæver der kun har født et kuld.

Tabel 1. Gennemsnit og standardafvigelse af de målte parametre fordelt efter tævernes alder (øverst) og fordelt på de 100 tæver fra år 2000, som udførte færrest henholdsvis flest stereotypier. Sammenligning med Mann-Whitney U-test. År 2000 tæver Vægt (g)

År 1999 tæver

Mean

Std.Dev.

Mean

Std.Dev.

P (M-W)

495

1363.99

186.64

1180.37

155.57

0.000

Søskende

495

7.75

1.85

6.97

1.64

0.021

Aktiv (antal obs.)

495

9.94

4.51

10.12

4.30

0.883

Rede (antal obs.)

495

32.86

8.20

30.91

9.62

0.250

Stereotypi (antal obs.)

495

5.85

6.45

7.85

7.37

0.117

STERTOT (antal obs.)

495

7.15

7.27

9.47

8.54

0.140

TOTAKT (antal obs.)

495

18.13

7.67

19.91

9.10

0.267

SREL (ratio 0-1)

495

0.26

0.24

0.31

0.24

0.216

Antal hvalpe født

495

7.69

2.35

8.56

1.94

0.067

Antal hvalpe fravænnet

495

6.79

2.38

8.18

2.17

0.003

Hun ratio (0-1)

489

0.50

0.23

0.45

0.17

0.105

S-score år 2000 tæver Vægt (g)

100 laveste

100 højeste

Mean

Std.Dev.

Mean

Std.Dev.

P (M-W)

100

1511.57

202.15

100

1222.20

118.93

<0.001

Søskende

100

7.83

1.89

100

7.60

1.78

0.333

Aktiv (antal obs.)

100

8.63

4.82

100

8.83

3.45

0.381

Rede (antal obs.)

100

39.72

5.80

100

24.03

5.19

<0.001

Stereotypi (antal obs.)

100

0.00

100

16.54

4.50

<0.001

STERTOT (antal obs.)

100

0.26

0.63

100

18.86

4.73

<0.001

TOTAKT (antal obs.)

100

11.94

5.68

100

26.71

4.67

<0.001

SREL (ratio 0-1)

100

0.00

100

0.62

0.12

<0.001

Antal hvalpe født

100

7.59

2.64

100

8.02

2.16

0.250

Antal hvalpe fravænnet

100

6.50

2.40

100

7.27

2.39

0.006

Hun ratio (0-1)

0.50

0.22

0.45

0.23

0.121

Tabel 1 nederst viser for år 2000 tæver, at de 100 mest stereotyperende dyr på mange parametre var forskellige fra de 100 mindst stereotyperende dyr: Tæverne med højest stereotypifrekvens vejede mindre, de var mindre tid i reden, de blev noteret for flest stereotypier uanset observations- eller beregningsmetode, de havde større score for Total Aktivitet som omfatter stereotypier, og de fravænnede flere hvalpe. Der var en tendens til, at de også fødte flere hvalpe og at andelen af tæver i kuldet var lavere. Med hensyn til almindelig aktivitet og antal søskende var der derimod ingen forskel mellem de højt og de lavt stereotyperende.

Denne sammenhæng mellem stereotypifrekvens og de målte parametre belyses yderligere i tabel 2, som viser Spearman korrelationer mellem flere af de målte parametre. Tævernes vægt var signifikant positivt korreleret med frekvensen af observationer i reden (R), og negativt korreleret med alle mål som omfatter stereotypi, herunder TOTAKT. Vægt og almindelig aktivitet (A) viste derimod kun en lav og ikke signifikant negativ korrelation. Antallet af fravænnede hvalpe var signifikant positivt korreleret med stereotypimålene og TOTAKT og der var en tendens til positiv korrelation med almindelig aktivitet (A).

Faglig Årsbertning 2001

Jeppesen, L L., V. Pedersen & T. Simonsen

Derimod var antallet af søskende uden signifikant korrelation til nogen af adfærdsmålene. Stereotypi viste en svag positiv korrelation til almindelig aktivitet (A), en stærk negativ korrelation til Rede og en tilsvarende stærk positiv korrelation til TOTAKT. Der var

næsten 100% positiv korrelation mellem de tre forskellige mål for stereotypi: S, STERTOT og SREL. Hunratioen viste også en sammenhæng med adfærd: De tæver der var meget i rede fik relativt flere hvalpe af hunkøn. De som stereotyperede meget fik relativt flere hanhvalpe.

Tabel 2. Spearman Rank korrelationer mellem udvalgte måleparametre. År 2000 tæver Spearman R

p-level

Vægt & A

495

-0.072

0.112

Vægt & R

495

0.446

<0.001

Vægt & S

495

-0.568

<0.001

Vægt & STERTOT

495

-0.562

<0.001

Vægt & TOTAKT

495

-0.443

<0.001

Vægt & SREL

495

-0.561

<0.001

Hvalpe frav. & A

495

0.084

0.060

Hvalpe frav. & R

495

-0.168

<0.001

Hvalpe frav. & S

495

0.154

0.001

Hvalpe frav. & STERTOT

495

0.155

0.001

Hvalpe frav. & TOTAKT

495

0.158

<0.001

Hvalpe frav. & SREL

495

0.152

0.001

S&A

495

0.096

0.033

S&R

495

-0.762

<0.001

S & STERTOT

495

0.978

<0.001

S & TOTAKT

495

0.753

<0.001

S & SREL

495

0.978

<0.001

Søskende & A

495

-0.019

0.680

Søskende & R

495

0.036

0.428

Søskende & S

495

-0.031

0.489

Søskende & STERTOT

495

-0.037

0.414

Søskende & TOTAKT

495

-0.038

0.395

Søskende & SREL

495

-0.018

0.697

Hun ratio & A

489

-0.014

0.749

Hun ratio & R

489

0.103

0.022

Hun ratio & S

489

-0.109

0.016

Hun ratio & STERTOT

489

-0.109

0.016

Hun ratio & TOTAKT

489

-0.088

0.052

Hun ratio & SREL

489

-0.102

0.024

Figur 1 viser frekvensfordelinger af de indtil nu omtalte adfærdsdata. Den normale aktivitet: Aktiv og i rede, samt TOTAKT som omfatter Aktiv, Nysgerrig og Stereotypi,

er stort set normalfordelt. De rene stereotypimål: STERTOT, Stereotypi (S) og SREL, har alle en stor nulgruppe af dyr der ikke udfører stereotypi.

Faglig Årsberetning 2001

Stereotypier, velfærd, politik og produktion

120

50 40 No of obs

No of obs

90 60 30 0

30 20 10

STERTOT

120

No of obs

160

120

80 40

30 0 0.0

0.2

0.4

0.6

0.8

1.0

SREL

Stereotypi

32 No of obs

24 No of obs

Aktiv

150

16 8 0

24 16 8 0

20 25

I rede

TOTAKT

Figur 1. Fordelingsdiagrammer af udvalgte adfærdselementer. Diagrammerne viser, hvor mange dyr (Y-aksen) der har udført adfærden et bestemt antal gang (X-aksen). For SREL er X-aksen dog andele fra 0 til 1.

Den metode, som STERTOT er observeret på, afslører selvfølgelig lidt flere stereotypier, hvilket tydeligt ses ved, at andelen af dyr med 0 STERTOT er lidt mindre (knap 120) end andelen af dyr med 0 Stereotypi eller 0 SREL (begge omkring 140). De tre frekvensfordelinger er imidlertid forbløffende ens og med Stereotypifordelingen som udgangspunkt kan vi se, at lidt mere end halvdelen af dyrene er noteret for at lave stereotypier fra 0 til fire gange svarende til 0-2% af observationerne (0-4/52). Omkring en fjerdedel laver stereotypier fra 5 til 9 gange, og endnu en fjerdedel laver stereotypier mere end 10 gange svarende til mere end 20% af

observationerne. Den gennemsnitlige stereotypifrekvens blandt år 2000 tæver var 5,85 x 100/52 = 11.25% (tabel 1). Diskussion De to forskellige metoder til måling af stereotypi viste meget ens resultater, både med hensyn til frekvensen af målte stereotypier og med hensyn til resultaterne af korrelationsanalyserne. Punktanalysen (scanningen) giver derfor et rimeligt retvisende billede af omfanget af stereotypi. Den er desuden nemmest at gennemføre og har den fordel, at dens resultat kan antages at udtrykke tid forbrugt på stereotypi. Den kan

Faglig Årsberetning 2001

Jeppesen, L.L., Pedersen, V. & T. Simonsen

derfor anvendes ved fremtidige observationer. Punktanalysens resultat kan umiddelbart sammenlignes med de fleste andre undersøgelsers stereotypiniveau, fordi den modsvarer tidsforbrug, som er den mest anvendte enhed. Bildsøe et al. (1990b) fandt ca. 15% stereotypier som gennemsnit for perioden september til november hos 1 – 4 år gamle tæver. Det er lidt mere end de 11.25% vi fandt som gennemsnit, hvilket kunne forklares af den større andel af ældre tæver i det tidligere forsøg. I forbindelse med reduktion af fodertildelingen i februar kan der observeres stereotypiniveauer, som svarer til de her omtalte (Hansen 2000), men i avlsperioden (marts – juni) er der kun få stereotypier blandt avlsdyrene (Bildsøe et al. 1990a, Pedersen og Jeppesen 2001). Minkhvalpene begynder først at udvise stereotyp adfærd sent på efteråret (Jeppesen et al. 1990). Det er derfor kun hos avlsdyrene og især gennem efterår og vinter, at stereotypiniveauet hos mink er betydeligt. Det forhold, at der er en meget store andel af dyr, der ikke udviser stereotypi, mens alle de normale adfærdselementer er normalfordelte, viser at stereotypier er noget særligt: De kan kendes af en observatør; nogle dyr laver dem, andre gør ikke. Frekvensfordelingen af stereotypier i Bildsøe et al. (1990a) svarer stort set til den her observerede. Sammenhængen mellem vægt og stereotypier er logisk og den er set før (Hansen 2000), men hverken denne eller tidligere undersøgelser kan forklare hvilke årsager der kan være til denne sammenhæng. Lette dyr kunne være mere sultne og af den grund starte fødesøgning (appetensadfærd), som kan udvikle sig til stereotypi; men stereotypierne kunne også have andre årsager og på grund af deres energiforbrug give anledning til mindre vægt hos dyrene. En dårlig spiral startende med stereotypi som fører til energiforbrug og sult og starter yderligere aktivitet kunne også tænkes. Når sammenhængen mellem vægt og stereotypier er så meget stærkere end sammenhængen mellem vægt og almindelig aktivitet kan det skyldes, at stereotypierne er mere energikrævende på grund af større fysisk udfoldelse. Større stressbetinget stofskifte hos de 26

stereotyperende dyr kunne også være en forklaring, men dette modsiges af, at der hos højtstereotyperende mink i andre undersøgelser er påvist lavere basalniveau af cortisol (Bildsøe et al. 1991). Den positive sammenhæng mellem stereotypi og hvalperesultat er også set før (Jeppesen et al. 1990). Den kunne skyldes, at store søskendeflokke giver anledning til stereotypi og at de stereotyperende dyr på grund af arvelig disposition får store kuld (som diskuteret i Hansen 1993), men denne mulighed kan nu udelukkes, fordi vi i denne undersøgelse med et stort dyremateriale ser, at der ikke er korrelation mellem stereotypi og antal søskende. Sammenhængen mellem stereotypi og hvalperesultat kan skyldes at begge parametre afhænger af en indtil nu ukendt fælles faktor, men en direkte effekt af stereotypierne på hvalperesultatet kunne også tænkes, f.eks. via de stereotyperende dyrs formodede bedre kondition eller deres lavere stressniveau (Bildsøe et al. 1991; Toates 1995) Den signifikante negative korrelation mellem stereotypi og hunratio støtter teorien om lavere stress hos de stereotyperende dyr, idet det tidligere er konstateret, at stressede rævetæver får relativt flere hunhvalpe (Bakken 1998). For mink er denne sammenhæng ny. De mange påviste og omtalte indicier for at stereotyperende mink er mindre stressede og af den grund må opleve bedre velfærd end lavt stereotyperende eller ikke stereotyperende dyr, har en meget lidt fremtrædende plads i den offentlige og mere politiske velfærdsdiskussion. Stereotypiernes umiddelbart frastødene virkning på mange mennesker kunne være årsag til dette fænomen. Konklusion Højt stereotyperende minktæver vejer mindre og får flere hvalpe end lavt stereotyperende minktæver. Der er mange indicier for at de højt stereotyperende tæver er mindre stressede og af den grund må opleve bedre velfærd end lavt stereotyperende eller ikke stereotyperende tæver. Forekomsten af stereotypier er imidlertid fortsat et velfærds-

Faglig Årsberetning 2001

Stereotypier, velfærd, politik og produktion

problem fordi stereotypierne udvikles under suboptimale forhold.

forsøgs- og rådgivningsvirksomhed. Faglig Årsberetning 1999, 31-35.

Referencer

Jeppesen, L.L., Bildsøe, M., Heller, K.E. 1990. Produktion og unormal adfærd. NJFrapport nr. 60. ISSN 0333-1350

Bakken, M. 1998. The effect of improved man-animal relationship on sex ratio in litters and on growth and behaviour in cubs among farmed silver fox (Vulpes vulpes). Applied Animal Behaviour Science 56, 309-317. Bildsøe, M., Heller, K.E., Jeppesen, L.L. 1990 a. Stereotypies in adult mink. Scientifur 14(3), 169-177. Bildsøe, M., Heller, K.E., Jeppesen, L.L. 1990 b. Stereotypies in female ranch mink; seasonal and diurnal variations. Scientifur 14(4), 243-247. Bildsøe, M., Heller, K.E., Jeppesen, L.L. 1991. Effects of immobility stress and food restriction on stereotypies in low and high stereotyping female ranch mink. Behav. Processes 25, 179-189. Hansen, C.P.B. 1993. Stereotypies in ranch mink: the effect of genes, litter size and neighbours. Behav. Processes 29, 165-178. Hansen, C.P.B., Jeppesen, L.L. 2001. Swimming activity of farm mink (Mustela vison) and its relation to stereotypies. Acta Agric. Scond., sect. A, Animal Sci. 51, 71-76. Hansen, S.W. 2000. Frustration, en medvirkende årsag til stereotypier og dermed øget foderforbrug hos mink. Pelsdyrerhvervets

Jeppesen, L.L., Heller, K.E., Dalsgaard, T. 2000. Effects of early weaning and housing conditions on the development of stereotypies in farm mink. Applied Animal Behaviour Science 68, 85-92. Pedersen, V., Jeppesen, L.L. 2001. Efects of family housing on behaviour, plasma cortisol and performance in adult Female Mink (Mustela vison). Acta Agric. Scand., Sect A., Animal Sci 51, 77-88 Schoenecker, B., Heller, K.E., Freimanis, T. 2000. Development of stereotypies and polydipsia in wild caught bank voles (Clethrionomys glareolus) and their laboratory-bred offspring. Is polydipsia a symptom of diabetes mellitus. Applied Animal Behaviour Science 68, 349-357. Schoenecker, B., Heller, K.E., 2000. Indication of a genetic basis of stereotypies in laboratory-bred bank voles (Clethrionomys glareolus). Applied Animal Behaviour Science 68, 339-347. Toates, F 1995. Stress. Conceptual and Biological Aspects. John Wiley & Sons. Chichester.

Faglig Årsbertning 2001

Faglig Ă&#x2026;rsbertning 2001

Minkens Æde- og Drikkeadfærd samt Sammenhæng mellem Foderoptagelse og Aktivitet/Stereotypier og Faktorer der påvirker Aktiviteten Steffen W. Hansen & Erik L. Decker

Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, Danmarks JordbrugsForskning, Postbox 50, 8830 Tjele. Sammendrag Ved ad libitum fodring er der ikke nogen tydelig døgnrytme i minkens ædeadfærd, idet minken kan ses æde på alle tider af døgnet. Det enkelte måltid varer i gennemsnit knapt 4 minutter og optræder med gennemsnitlig 2-3 timers interval dog med stor individuel variation. Minkens drikkeadfærd har i modsætning til ædeadfærden en tydelig døgnrytme. Efter midnat stiger tiden ved drikkenippelen og er maximal omkring morgenfodringen kl. 8, hvorefter den falder over formiddagen. På tidspunkter med megen drikkeaktivitet er variationen i drikketid markant forøget, hvilket indikere, at nogle mink, men ikke alle, markant forøger deres drikkeaktivitet. Da det tidligere er påvist at bevægelsesaktiviteten er størst om natten, kan det være en mulig årsag til den øgede drikketid. Ved restriktiv fodring synkroniseres bevægelsesaktiviteten til fodringstidspunktet og forekomsten af stereotypier øges markant. Den øgede forekomst af stereotypier kræver øget energi, og dermed er en ond cirkel under udvikling. Stereotypier har muligvis en kompenserende effekt for individet. Dermed bliver stereotypier indikation på en ikke optimal indhusning eller management rutine. Hansen, S.W. & E.L. Decker (2002). Minkens æde- og drikkeadfærd samt sammenhæng mellem foderoptagelse og aktivitet/stereotypier og faktorer der påvirker aktiviteten. Faglig Årsberetning 2001, 29-34. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract When fed ad libitum, no distinct circadian rhythm as regards the mink's feeding behaviour can be observed; the animal feeds at all hours. Each meal lasts on average just under 4 minutes, and the mean interval between each meal is two-three hours with wide individual variations. In contrast to the mink's feeding behaviour, its drinking behaviour clearly has a circadian rhythm. After midnight, the time spent at the drinking nipple increases, peaks at approximately 8 a.m. when the animal is fed, and decreases during the morning. At hours of increased drinking activity, there are marked variations in the time spent drinking, indicating that some – but not all – animals increase their drinking activity. The fact that previous studies have demonstrated that the animals' locomotive activity is at a maximum at night may be a reason for this increase in the time spent drinking. When fed restrictively, the locomotive activity is synchronised at the time of feeding, and the incidence of stereotypies is increased markedly. The increased incidence of stereotypies results in increased energy demands, and thus a vicious circle develops. Stereotypies may possibly be of compensatory importance to the individual animal. Thus, they may indicate that the housing or the management routines are not optimal. Hansen, S.W. & E.L. Decker (2002). Eating and drinking behaviour of mink and the relationship between feedintake and activity/stereotypies and factors influencing the activity. Annual Report 2001, 29-34. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Minkens fordøjelsessystem Minken er et rovdyr med et simpelt fordøjelsessystem bestående af en simpel mave og en relativ kort tarm. Forholdet mellem kropslængde og tarmlængde er ca. 1:4 (Szymeczko & Skrede, 1990). Der er ingen synlig adskillelse mellem tynd- og tyktarm (Stevens, 1977) og tyktarmen udgør kun 5% af den totale tarmlængde (Szymeczko & Skrede, 1990). Nedbrydningen i tarmen foregår snarere enzymatisk end mikrobielt og foderets passagetid er derfor kortvarig (3,5 – 6 timer) hos minken (Hansen, 1978; Szymeczko & Skrede, 1990).

Den vilde minks aktivitetsmønster Viden om minkens aktivitetsmønster i naturen er sparsom, men i bogen ”The mink” (Dunstone, 1993) viser feltundersøgelser, at tæven er passiv i reden i 66,7%, aktiv i reden i 18,7% og aktiv uden for reden i 14,6% af døgnets timer. Minkens aktivitetsperioder ligger i skumringstimerne og minken er mindst aktiv midt på dagen og ofte også midt på natten. Aktivitetsperioderne forekommer med intervaller på 6 – 10 timer. Varigheden af aktivitetsperioderne afhænger af årstid og forekomst af byttedyr. Den markante forskel i kropsstørrelse mellem kønnene gør, at hanner tager større byttedyr end tæver. Afhængig af byttedyrenes størrelse

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, S.W. & E.L. Decker

bringes disse ofte med tilbage til reden. Foderets korte passagetid betinger hyppige måltider end aktivitetsperioderne har kunnet afsløre.

Hos mink der fodres ad libitum udløses aktiviteten først når fodringsrutinen starter (Zielinski, 1986). Ved fodring midt på dagen fremprovokerer man en aktivitetsstigning i minkens hvileperiode (de Jonge, 1986; Hansen et al., 1994).

Farmminkens aktivitetsmønster under produktionsforhold Aktivitetsmønstret hos farmmink under produktionsforhold er bl.a. undersøgt af Bildsøe (1990) og Hansen et al. (1994). Mink var aktive i 30% og passive i 70% af døgnets timer. Aktiviteten var størst i nat og formiddagstimerne og med en stigning omkring fodringstid midt på dagen (Hansen et al., 1994). Aktivitetsmønstret var således ikke specielt synkroniseret til fodringstidspunktet. Hos gnavere (Krieger & Hauser, 1978) og kaniner (Jilge, 1991), der fodres restriktivt, synkroniseres både den lokomotoriske aktivitet og binyreaktiviteten til det forventede fodringstidspunkt. Hos mink, der fodres restriktivt, synkroniseres aktiviteten også til fodringstidspunktet, således at aktivitetsperioden starter inden det forventede fodringstidspunkt. Et fænomen som er velkendt hos f.eks. rovdyr i zoologiske haver.

Minkens æde- og drikkeadfærd Minkens ædeadfærd Til trods for megen forskning i fodring af mink er viden om, hvor ofte og hvor længe mink æder sparsom. På baggrund af videooptagelser er minkens æde- og drikkeadfærd søgt belyst. Otte minktæver, fodret ad libitum i balancestalden, blev registreret 24 timer på video i 12 dage. Lyset i stalden blev tændt kl. 8 og slukket kl. 20. Tæverne blev fodret kl. 89, og frekvens og varighed blev registreret på video hver gang, tæverne havde hovedet nede i foderskålen eller hovedet ved drikkenippelen. I Figur 1 er vist antal gange minken havde kontakt med foderskålen, grupperet i tidsintervaller på 0-1, 1-2, 2-3, 34,…..8-9 minutters varighed.

1000 800 600 400 200 0 0

Figur 1. Antal gange mink er i kontakt med foderskålen fordelt på stigende varighed af kontakt (min.).

En mere detaljeret undersøgelse viste, at ca. 500 ud af 700 foderbesøg med en varighed på mindre end 1 minut, rent faktisk kun varede 2-3 sekunder. For at belyse måltidslængden, er det derfor nødvendigt at definere hvor lang tid, der må være mellem de enkelte foderbesøg, før det er rimeligt at betragte de enkelte besøg som tilhørende det samme måltid. Vi definerede,

at hvis minken var væk fra foderet i mere end 5 minutter ville det være et nyt måltid den påbegyndte, når den kom tilbage. Desuden bestemte vi, at et besøg skulle vare mere end 3 sekunder. Med disse forudsætninger var det muligt at afbillede en måltidslængde med et gennemsnit på 3 minutter og 53 sekunder og en standardafvigelse på 2 minutter og 13 sekunder hos mink fodret ad libitum (Figur 2).

Faglig Årsberetning 2001

Minkens æde- og drikkeadfærd samt sammenhængen mellem foderoptagelse og aktivitet/stereotypier og faktorer, der påvirker aktiviteten

200 150 100 50 0 0

10 11 12 13 14 15

Figur 2. Antal måltider fordelt efter deres varighed (min.)

På figuren ses, at ganske få måltider varer 15 minutter. Ligeledes ses, at der fortsat er foderbesøg på under 1 minut adskilt af pauser væk fra foderet på mere end 5 minutter. Med de samme forudsætninger kan intervallet mellem måltider beregnes til 2 timer og 38 minutter med en standardafvigelse på 2 timer og 15 minutter.

Denne intervalstørrelse er kortere end foderets passagetid gennem mave-tarm systemet. Over døgnet har minken således gennemsnitlig 10-11 måltider. For at undersøge døgnrytmen i minkens ædeadfærd er den gennemsnitlige tid mink er ved foderet pr. time fordelt over døgnet vist i Figur 3.

300 240 180 120 60 0 8

Figur 3. Gennemsnitlig tid (sek.) mink er ved foderet per time over døgnet (værdier er gennemsnit og SD).

Figuren viser, at en eller flere mink er fremme ved fodret i hver time på døgnet, og der er ikke nogen tydelig døgnrytme i minkenes ædeadfærd. Antallet af måltider pr. time samt procent mink der er fremme ved foderet pr. time er ligeledes meget konstant over døgnet. Resultatet støtter antagelsen om, at ved ad libitum fodring er døgnrytmen ikke synkroniseret til fodringssituationen.

I Figur 4 er vist den gennemsnitlige ædetid pr. time for en tilfældig mink henholdsvis som gennemsnit af 12 døgnobservationer og et enkelt døgn. Det ses, at mink æder på alle tidspunkter af døgnet set over en 12 døgns periode, men inden for samme dag ses, at der kan gå mellem 3 og 8 timer imellem måltider.

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, S.W. & E.L. Decker

600 480 360 240 120 0 8

Figur 4. Den gennemsnitlige ædetid (sek.) baseret på måltider for en tilfældig mink per time beregnet for observationer inden for 1 døgn (mørk søjle) og observationer inden for 12 døgn (hvid søjle).

Minkens drikkeadfærd Hvis drikkemåltider (drikke-bouts) defineres på samme måde som fodermåltider kan længden af et drikke-bouts beregnes til 2 minutter og 46 sekunder. Imidlertid giver det ikke et reelt billede af virkeligheden, idet en nærmere undersøgelse viser, at hovedparten af drikke-bouts består af korte besøg ved drikkenippelen på ca. 10 sekunder afløst af

pauser på mere end 5 minutter. Variationen i drikke-bouts længde er stor (std. = 5½ min) og enkelte drikke-bouts har en længde på op mod en 1 time. Det er sandsynligt, at disse lange drikke-bouts dækker over det man i daglig tale kalder ”leg med drikkenippel”. Den gennemsnitlige drikketid pr. dyr pr. time er vist i Figur 5.

60 50 40 30 20 10 0 8

Figur 5. Gennemsnitlig drikketid (sek.) per time over døgnet (værdier er gennemsnit og SD).

Drikketiden viser en tydelig døgnrytme. Efter midnat stiger minkenes tid ved vandnippelen og er maximal omkring kl 8 om morgenen, hvorefter den falder over formiddagen. På tidspunkter med megen drikkeaktivitet er variationen i drikketid markant forøget, hvilket indikerer at nogle mink, men ikke alle, markant forøger deres drikkeaktivitet.

Hvorvidt den øgede drikkeaktivitet har sammenhæng med, at nogle dyr har et højt aktivitetsniveau i dette tidsrum, er ikke analyseret endnu. Den tydelige døgnrytme i minkens drikkeadfærd afspejler sig ligeledes i den procentvise andel af mink, der drikker i hver time. Omkring kl. 8 drikker ca. 75% af minkene.

Faglig Årsberetning 2001

Minkens æde- og drikkeadfærd samt sammenhængen mellem foderoptagelse og aktivitet/stereotypier og faktorer, der påvirker aktiviteten

Fra kl. 8 og indtil middag falder det til 20% og forbliver på dette niveau indtil kl. 21, hvorefter procentdelen igen stiger frem mod kl. 8. Tidlige undersøgelser (Møller, 1988) har vist, at mink drikker omkring 90 ml/dag, men at der er stor individuel variation. Ud af den mængde vand som minken frigiver fra vandnippelen, drikker minken kun 35%, hvorimod 65% spildes. Desuden kan man beregne, at der er en positiv statistisk sikker sammenhæng mellem mængden af vand, som minken drikker, og mængden af vand, som minken spilder. Denne sammenhæng antyder, at minken betjener drikkenippelen, når den er tørstig, og at ”leg med drikkenippel” måske mere er udtryk for en uhensigtsmæssig drikkeanordning end egentlig leg. Faktorer der påvirker ædeadfærden Den restriktive fodring i vintermånederne bevirker en stigning i aktivitetsniveauet og specielt i forekomst af stereotypier (Bildsøe et al., 1991; Hansen, 1999; Houbak & Møller, 2000). Den øgede forekomst af stereotypier kræver øget energi, og dermed er en ond cirkel under udvikling. Det øgede energiforbrug bevirker, at tæverne taber sig mere, end der kan forklares ud fra reduktionen i tildeling med foder. Tilgængeligheden af foder har også betydning for forekomst af stereotypier. Ved at lade mink arbejde for foderet, har man undersøgt, hvor meget mink er villige til at arbejde for at få foder (Hansen et al., 2001). Foder er et essentielt behov, og man har antaget, at uanset prisen vil mink arbejde for at få behovet opfyldt. Imidlertid fandt vi, at minken reducerede arbejdet når prisen for foder steg. Dette kunne skyldes, at minken som rovdyr er udviklet til at tilpasse den investerede energi til den forventede belønning under jagt og eventuelt opgive jagten og afvente bedre chancer, når byttet var for besværligt at fange. Imidlertid steg omfanget af stereotypier med arbejdsbyrden, hvorimod der ikke var nogen signifikant stigning i den ikke-stereotype aktivitet. Stigningen i stereotypier, når arbejdsbyrden øgedes, var korreleret med et fald i tiden mink var i redekas-

sen. Til trods for konstant adgang til foder, valgte mink at udføre energikrævende stereotypier frem for at arbejde hårdere for opnåelse af samme mængde foder, hvilket resulterede i et vægttab (Hansen et al., 2001). Det er fristende, at betragte udførelsen af stereotypier som en større belønning for minken end foder, når prisen for foder er høj. Denne mekanisme kan også være baggrund for, at mink forøger stereotypierne, når de fodrers restriktivt. Burmiljøet har ligeledes indflydelse på minkens foderoptagelse. Experimentelle undersøgelser med ad libitum fodring viste, at mink der ikke havde adgang til redekasse havde et signifikant større foderforbrug end mink med redekasse (Hansen et al., 1994). Der kunne ikke påvises forskel på minkenes kropsvægt eller totale aktivitetsniveau, men mink uden redekasse stereotyperede signifikant mere end mink med adgang til redekasse. Et større foderforbrug hos mink uden redekasse kan således både skyldes et øget behov for energi til termoregulering og til udførelse af energikrævende stereotypier. Ud over forhold i miljø og management, der påvirker minks energibehov og dermed foderoptagelse, er der også påvist store individuelle forskelle. Disse forskelle kan skyldes størrelse og stofskifte, men den væsentligste variation må antages at skyldes individuelle forskelle i aktivitetsniveau. En hollandsk undersøgelse (de Jonge et al., 1986) fandt, at 30% af en minkpopulation ikke stereotyperede, at 50% udførte stereotypier i mere end en time pr. dag og nogle individer helt op til 6 timer pr. dag. Udregnet som gennemsnitsværdi fandt de, at mink stereotyperede i 36 minutter pr. 24 timer, hvilket svarer til 2,5% af døgnets timer, men 15% af den tid minken var vågen. For 50% af minkene, der stereotyperede mere end en time, svarer det til mere end 25 % at den tid, minken var vågen. Sammenholdt med at nogle mink ikke udførte stereotypier er det indlysende, at en sådan individuel forskel i stereotypier må have markant indflydelse på energibehovet, hvilket også blev påvist ved DJF’s temadag i 1999 (Hansen, 1999).

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, S.W. & E.L. Decker

Den store variation mellem individer må formodes at være baseret på individets erfaring, genetik, køn, alder og fysiologisk status. Det at nogle individer stereotyperer meget, hvorimod andre aldrig eller næsten aldrig stereotyperer, kan være udtryk for forskellige tilpasningsstrategier hos mink. Både hos mink (Bildsøe et al, 1991) og husmår (Hansen & Damgaard, 1994) er det påvist, at stereotyperende individer reagerer stressfysiologisk anderledes end ikkestereotyperende individer. Derudover har udførelsen af stereotypier en reducerende effekt på det basale cortisolniveau. Stereotypierne synes således at have en dæmpende effekt på det fysiologiske stressrespons og derved en mulig belønnende effekt. Det er dog væsentligt at fremhæve, at forekomsten af stereotypi anvendes som indikator for negativ velfærd, da stereotypierne betragtes som en ”hjælpe-mekanisme”, hvormed nogle dyr tilpasser sig det aktuelle produktionsmiljø (Dantzer & Mittelman, 1993). Referencer Dunstone, N. 1993. The mink. T & AD Poyser Ltd. 24-28 Oval Road, London NW1 7DX, UK, 232 pp. Bildsøe, M., Heller, K.E. & Jeppesen, L.L. 1990. Stereotypies in female ranch mink: seasonal and diurnal variation. Scientifur 14, 243-247. Bildsøe, M., Heller, K.E. & Jeppesen ,L.L. 1991. Effect of immobility stress and food restriction on stereotypies in low and high stereotyping female ranch mink. Behaviour Processes, 25, 179-189. Dantzer, R & Mittelman, G. 1993. Functional consequences of behavioural steretypy. In: Lawrence, A.B. & Rushen, J. (Eds.) Stereotypic animal behaviour: Fundamentals and applications to welfare. Cap. Int. pp. 147-172. de Jonge, G., Carlstead, K. & Wiepkema, P.R. 1986. The welfare of ranch mink. COVP-publication 010, Beekbergen, The Netherlands, 63 pp. Hansen, N.E. 1978. The influence of sulfuric acid preserved herring on the passage time through the gastro-intestinal tract in mink. 34

Z.f.Tierphysiol., Tierernährg. U. Futtermittelkde. 32, 233-239. Hansen, S.W. 1999. Restriktiv fodring – en udløsende faktor for stereotypier hos mink. I. Møller,S.H. (red.) Hvordan forbereder vi minktæver til parring, fødsel og diegivning. Danmarks JordbrugsForskning. Intern rapport nr. 123, 55-61. Hansen, S.W., Hansen, B.K. & Berg, P. 1994. The effect of cage environment and ad libitum feeding on the circadian rhythm, behaviour and feed intake of farm mink. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 44, 120127. Hansen, S.W., Jensen, M.B., Pedersen, L.J., Munksgaard, L., Ladewig, J. & Matthews, L. 2001. The type of operant respons affects the slope of the demand curve for food in mink. App. Ani. Behav. Sci., submitted. Houbak, B. & Møller, S.H. 2000. Activity and stereotypic behaviour in mink dams fed ad libitum or restricted during the winter. VIIth International Scientific Congress in Fur Animal Production. Volume IV, pp 146- 150. Jilje, B. 1991. Restricted feeding: A nonphotic zeitgeber in the rabbit. Phys. and Behav. 51, 157-166. Krieger, D.T. & Hauser, H. 1978. Comparison of synchronization of circadian corticosteroid rhythms by photoperiod and food. J. Neurobiol. 75, 1577-1581. Møller, S.H. 1988. Vandtemperatur til mink. Faglig Årsberetning 1987. Dansk Pelsdyravler Forening. pp. 143- 148. Szymeczko, R. & Skrede, A. 1990. Protein digestion in mink. Acta Agric. Scand. 40, 189200. Stevens, C.E. 1977. Comparative physiology of the digestive system. In: Swenson, M.J. (ed.) Dukes’ physiology of domestic animals. 9th ed. Cornell University Press, Ithaca, New York 14850, USA, pp. 216-232. Zielinski, W.J. 1986. Circadian rhythms of small carnivores and the effects of restricted feeding on daily activity. Phys. and Behav. 38, 613-620.

Faglig Årsberetning 2001

Ph.D. om Fritlevende Mink - Populationsdynamik og Trofiske Interaktioner hos en Introduceret Topprædator M. Hammershøj Danmarks Miljøundersøgelser, Afd. for Landskabsøkologi, Kalø, Danmark Sammendrag I samarbejde med Forskningsstyrelsen iværksatte Danmarks Miljøundersøgelser i december 2000 et Ph.D.-projekt om fritlevende mink. Projektet skal tilvejebringe grundlæggende viden om fritlevende minks biologi og populationsøkologi i Danmark, herunder interaktioner mellem arten og dens omgivelser: • Hvor stor en andel af den fritlevende population udgøres af “vilde” mink? • Kan den fritlevende minkpopulation opretholdes gennem egen reproduktion i det fri eller afhænger den af et stadigt tilskud af undslupne farmmink? • Trofiske interaktioner – hvilken effekt har fritlevende mink på byttedyrpopulationer og på hjemmehørende rovdyrarter? • Hvilken effekt har variationer i vitale populationsdemografiske parametre (reproduktion, mortalitet og migration) på populationsdynamikken i udvalgte populationer? Hvilke parametre er vigtigst – og hvornår? Hammershøj, M. (2002). Ph.D. om fritlevende mink - Populationsdynamik og trofiske interaktioner hos en introduceret topprædator. Faglig Årsberetning 2001, 35-36. Pelsdyrerhvervets Forsøg- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract A Ph.D. study on free-ranging mink was initiated in December 2000 by the National Environmental Research Institute in cooperation with the Danish Research Agency. The purpose of the Ph.D.-project is to provide basic knowledge about the biology and population ecology of free-ranging mink in Denmark, including interactions between the species and its environment: • How big a proportion of the free-ranging mink population are truly “wild” mink? • Can the free-ranging mink population sustain itself via reproduction, or does it depend on a continuous supply of escaping farmed animals? • Trophic interactions – what effect do free-ranging mink have on prey populations and on native predators? • What effect do variations in vital population demographic parameters (reproduction, mortality and migration) have on population dynamics in selected populations? Which parameters are most important – and when? Hammershøj, M. (2002). Ph.D. on free-ranging mink - Population dynamics and trophic interactions of an introduced top predator. Annual Report 2001. 35-36. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Metoder 12

Kulstofanalyser (C og C ) vil blive anvendt til at fastslå om mink fanget i det fri oprindeligt er undsluppet fra pelsdyrfarme eller om de er født og opvokset i det fri. Data på repoduktion (undersøgt vha. placentale ar) hos fældefangede mink vil, sammenholdt med kulstofanalyser, kunne belyse hvorvidt mink yngler i det fri – og i hvor stort et omfang. Metoden vil blive “kalibreret” vha. undersøgelser af livmødre fra farmede mink med kendt ynglehistorie. Den relative betydning af trofiske interaktioner vil blive undersøgt gennem fødevalgsanalyser af mave-/tarmindhold hos

fældefangede, fritlevende mink. Sæsonmæssige variationer samt køns- og aldersbestemte forskelle vil ligeledes blive belyst. En tilsvarende fødevalgsanalyse på fældefangede ildere (M. putorius) fra samme område vil bidrage til en vurdering af en eventuel (sæsonmæssig) fødekonkurrence mellem mink og ilder. Ved at kombinere med kulstofanalyser af de enkelte dyr vil det blive fastslået om undslupne farmmink har en anden fødesammensætning end mink, født og opvokset i naturen. Den relative betydning af variationer i reproduktion, mortalitet og migration vil

Faglig Årsberetning 2001

Hammershøj, M.

blive undersøgt via matrixmodellering (sensitivitets- og elasticitetsanalyser) baseret på fangstdata og obduktioner af indsamlede mink samt på publiceret litteratur på området. Methods Carbon (C12 and C13) analyses will be used to determine whether mink caught in the wild have originally escaped from fur farms, or whether they have been born and raised in the wild. Data on reproduction (examined via placental scars) of trapped mink, in combination with carbon analyses will reveal whether mink breed in the wild – and to what extent. The method will be “calibrated” via examinations of uteri from farmed mink with known breeding history. The relative importance of trophic interactions will be examined via food choice analyses of stomach/intestine content of

trapped free-ranging mink. Seasonal variation as well as sex and age related differences will also be examined. A diet analysis of the stomach/intestine contents of trapped polecats (M. putorius) will contribute to the evaluation of a possible (seasonal) competition for food between mink and polecat (intra-guild competition). By combining analyses of food choice with carbon analyses of the individual animals it can be established whether escaped farmed mink have a different diet than mink that were born and raised in nature. The relative importance of variations in reproduction, mortality and migration (which parameters are most important – and when?) will be examined via matrix modelling (sensitivity/elasticity analyses) based on trapping data and necropsies of collected mink as well as on published literature on the subject.

Faglig Årsberetning 2001

Vurdering af Behov ved Operant Conditionerings Metoden Steffen W. Hansen1, Margit B. Jensen1, Lene J. Pedersen1, Lene Munksgaard1, Jan Ladewig2 & Lindsay Matthews3. Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Tjele, Denmark. Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole, Bülowsvej 13, 1870 Frederiksberg C. Denmark. 3 Animal Behaviour and Welfare Research Centre, AgResearch, Ruakura Agricultural Research Centre, East Street, Private Bag 3123, Hamilton, New Zealand. 1 2

Sammendrag Hvilke adfærdsformer, som er vigtige for dyr at udføre, er forsøgt vurderet ud fra efterspørgselskurven konstrueret på baggrund af operant conditionerings teknik. Imidlertid er der flere forhold ved denne teknik, som kræver yderligere undersøgelser. Formålet med denne undersøgelse var at undersøge om den type arbejde minkene skal udføre for foder ved denne teknik, påvirker efterspørgslen for foder. I forsøget indgik 8 voksne minktæver. Mink kunne arbejde for foder på to måder, dels ved at trække i en kæde og dels ved at trykke på en pedal. Over to perioder med hver fire gentagelser skulle mink arbejde for foder ved stigende arbejde (4, 8, 16, 25, 40, 60, 80 og 100 tryk/træk) på henholdsvis kæde og pedal. Det var muligt at arbejde for belønninger ved hver pris i 24 timer pr. dag og hver belønning bestod af ½ gram foder. Halvdelen af dyrene arbejdede på pedal i første periode og på kæde i anden periode, den anden halvdel af dyrene arbejdede omvendt. Minkene blev vejet regelmæssigt gennem forsøget, og deres adfærd blev registreret på 24 timers video på dage, hvor de skulle arbejde med henholdsvis 4, 40 og 100 tryk/træk pr. belønning. Antal belønninger og dermed mængden foder faldt for alle dyr, når prisen pr. belønning steg. Når mink arbejdede på kæde var efterspørgselskurven stejlere end når mink arbejdede på pedal (p<0.001). Resultatet viser, at typen af arbejde influerer på kurvens hældning. En mulig grund til denne forskel kan være, at prisen på kæde og pedal ikke var ens, selvom den kraft der skulle til at udløse foder på henholdsvis kæde og pedal var ens. Mink brugte sandsynligvis mere energi, når de arbejdede på kæde end når de arbejdede med pedal. Hældningen af efterspørgselskurven for foder var meget stejlere hos mink end hos tidligere undersøgte arter (mus, rotter, duer og høns) der skulle arbejde for foder. Denne forskel mellem mink og de andre arter skyldes sandsynligvis en kombination af høje priser og små belønninger i dette forsøg i relation til minkens fødesøgningsstrategi. Når mink arbejdede på kæde ved høje priser var niveauet af stereotypier højt. Mink på kæde havde ved høje priser en mindre foderoptagelse og et højere niveau af stereotypier end mink på pedal. Frustration forårsaget af en kombination af høje priser, små belønninger og sult kan bevirke signifikant stigning i stereotypier. Hansen, S.W., Jensen, M.B., Pedersen, L.J., Munksgaard, L., Ladewig J. & L. Matthews (2002). Vurdering af behov ved operant conditionerings metoden. Faglig Årsberetning 2001. 37-44. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract The behavioural priorities of farm animals may be quantified by demand functions generated by use of operant conditioning techniques. However, there are several aspects of this method that still need to be investigated in more detail. The aim of this study was to investigate the effect of operant response type on the demand function for food in mink. The responses examined were pressing a lever and pulling a chain. The experiment was conducted with eight mature female mink. During each of two periods, the mink were tested in 4 replicates of successively increasing FR-values (4, 8, 16, 25, 60, 80 and 100). The rewards were available for 24 hours per day and each reward consisted of 0.5 grams of food. Half of the animals worked on the lever in the first period and on the chain in the second period, the other half of the animals vice versa. The mink were weighed regularly throughout the experiment. The behaviour of the mink was video recorded continuously for 24 hours on the days when they were working on FR levels 4, 40 and 100. The number of rewards and thereby the amount of food earned decreased as the FR values increased for all animals. The demand curve for food obtained by chain pulling was steeper than the demand curve obtained by lever pressing (p < 0.001). The results show that the response type can influence the slope of demand functions. One reason for the difference in slopes of the demand curves could be that the unit price paid on the chain and on the lever at a given FR value was not the same, even though the minimum force required was 35 – 40 grams for both types of response. The slope of the demand curve for food in mink was much steeper than previously found in mice, rats, pigs and hens. This is most likely due to the combination of high FR values and small rewards in relation to the foraging strategy in mink. High levels of stereotypies were related to high workloads on the chain. The mink had a more restricted food intake and a higher level of stereotypies when working Faglig Årsberetning 2001

Hansen, S.W., Jensen, M.B., Pedersen, L.J., Munksgaard, L., Ladewig J. & L. Matthews on the chain than when working on the lever. Frustration caused by a combination of high FR values, small rewards and hunger may explain the significant increase in stereotypies. Hansen, S.W., Jensen, M.B., Pedersen, L.J., Munksgaard, L., Ladewig J. & L. Matthews (2002). Demand functions generated by use of operant conditioning techniques. Annual Report 2001. 37-44. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Ifølge Dyreværnsloven skal husdyr have opfyldt deres biologiske behov. Imidlertid eksisterer der ikke et katalog over, hvilke behov de forskellige dyrearter har, og derfor fremkommer der forskellige mere eller mindre velbegrundede bud på behov inden for de enkelte dyrearter. Det kan være rimeligt at skelne mellem behov og ønsker, eller man kan betragte begrebet behov mere rummeligt og graduere behov som værende større eller mindre, imidlertid er det vanskeligt at definere grænsen. Behovets størrelse kan vurderes ud fra de konsekvenser, det har for dyret, dersom behovet ikke opfyldes. Med den indgangsvinkel er det oplagt, at foder og vand udgør et essentielt behov. Imidlertid er tilstrækkeligt foder og vand ikke garant for, at vores husdyr har en god velfærd. Det er en accepteret antagelse, at dyr har positive og negative oplevelser, og at summen af dem er udtryk for graden af velfærd. Dersom stærke adfærdsmæssige behov ikke bliver opfyldt, vil adfærdsmæssige og fysiologiske kompenserende reaktioner komme til udtryk. Imidlertid sker der kontinuert ændringer i adfærd og fysiologi med det formål at kompensere for afvigelser fra en slags ideal tilstand (Homeostase). Spørgsmålet bliver derfor, hvor store skal disse ændringer være, før de kan tages om indtægt for en fysiologisk kompensatorisk reaktion på grund af et ikke opfyldt behov. Ændringer i adfærd og/eller i niveau af stresshormoner er nogle af de indikatorer, der anvendes til vurdering af velfærd. Disse indikatorer er specielt tydelige ved akut stress, og har der til formål at mobilisere energi og en adfærdsform, der kan bringe den uønskede situation til ophør. På længere sigt er disse fysiologiske reaktioner skadelige for organismen, og fastholdes dyrene i en uønsket situation kan velfærden være truet.

Imidlertid er der flere mekanismer hvormed dyr kan ”vænne sig” til en uønsket situation. Den hyppigst forekommende mekanisme er, at dyrene lærer/erfarer, at situationen ikke er ”farlig”. Dette kan være, når dyr flyttes fra et sted til et andet, eller når de udsættes for menneskekontakt. Men selv i situationer der må antages at være uønskede, vurderet pga de adfærdsmæssige reaktioner, kan de perifere fysiologiske stress indikatorer være normaliseret. Kendskabet til, hvordan denne normalisering reguleres, er dog fortsat meget beskeden. Vurdering af et behovs størrelse på grund af de fysiologiske kompenserende reaktioners størrelse er således ikke altid mulig, og når det er muligt, hvor store skal disse ændringer så være, før de indikerer et væsentligt behov. En anden metode til at vurdere den relative størrelse af et muligt behov er den såkaldte ”operant conditionerings metode”. Metoden stammer oprindeligt fra human økonomi (”costs and benefits”) og udtrykker værdien af en ressource ud fra den pris, man er villig til at betale. Allerede i 1988 foreslog Dawkins, at prisen, et dyr vil betale for at kunne udføre en given adfærd eller for at få adgang til en ressource, kan tages som udtryk for vigtigheden af denne adfærd/ressource for dyret og dermed et udtryk for behovets størrelse. Ved anvendelse af operant conditionerings metoden trænes (conditioneres) dyrene til at arbejde (f.eks. trykke på en pedal) for at få mulighed for at udføre en given adfærd eller adgang til en ressource (f.eks. foder) som belønning. Gradvis øges det arbejde, dyret skal betale for samme belønning. Hvis dyret er villigt til fortsat at øge sit arbejde for samme belønning, er den pågældende belønning (ressource) vigtig for dyret. Hvis arbejdsindsatsen falder når prisen stiger, er belønningen mindre vigtig for dyret. Ændringer i antal belønninger som funktion af den mængde arbejde der kræves af dyret

Faglig Årsberetning 2001

Vurdering af behov ved operant conditionerings metoden

(prisen) beskrives ved hældningen af efterspørgselskurven. Ved at sammenligne hældningen af efterspørgselskurven for forskellige ressourcer får man et udtryk for, hvilke ressourcer dyrene prioriterer mest, og som dermed er vigtige for dyrene. Imidlertid er der flere forhold ved ”operant conditionerings metoden”, der ikke er helt afklarede. Derfor påbegyndte vi et projekt, der havde til formål at belyse metodens anvendelighed og begrænsninger til måling af dyrs prioritering af forskellige ressourcer. På mink undersøgte vi om efterspørgselskurvens hældning var forskellig, dersom mink arbejdede ved at løfte en pedal eller ved at trække i en kæde for at få en belønning. Spørgsmålet er vigtigt, da man gerne skulle kunne sammenligne resultater opnået forskellige steder, uanset hvilket arbejde dyrene har skullet udføre for at opnå belønning. Metode Ved Danmarks JordbrugsForskning konstruerede vi 2 typer foderautomater. Den ene type gav ½ gram foder, når mink trykkede en pedal opad. Den anden leverede ½ gram foder, når minken trak i en kæde. Aktiveringen af pedal og kæde krævede begge en kræft på 40 gram og var således identisk. Foderautomaterne blev fyldt dagligt med standard minkfoder tilsat 5% soja olie for at lette passagen gennem foderautomaten. Otte scanblack minktæver blev anvendt i forsøget. Minkene var placeret i balancestalden i forsøgsbure (L: 460 mm x B: 360 mm x H: 460 mm) med fri adgang til vand og redekasse og med 12 timers mørke og 12 timers lys. Inden forsøget blev minkene trænet individuelt til at arbejde på pedal eller kæde. Når minkene havde lært at sammenkoble arbejdet med belønningen, hævede vi antallet af tryk/træk som minken skulle udføre for at få belønning. Antallet af belønninger blev registreret automatisk på computer. Forsøget blev udført over to perioder. I den første periode arbejdede halvdelen af minkene på pedalen og den anden halvdel på kæden. I anden periode var arbejdet byttet om. I hver periode indgik 3 gentagelser, hvor

minkene skulle arbejde med et stigende antal tryk/træk for hver belønning. Det stigende arbejde bestod i 4, 8, 16, 25, 40, 60, 80 og 100 tryk/træk for hver belønning. Arbejdsstørrelsen blev ændret hver morgen kl. 8, således at dyrene havde 24 timer på hvert af de 8 niveauer. Som kontrol for de 8 forsøgsdyrs foderoptagelse blev 4 mink placeret i det samme rum og fodret ad libitum. Samtlige dyr blev vejet 3 gange om ugen. Minkens adfærd blev optaget på video de dage, hvor de skulle arbejde med 4, 40 og 100 tryk/træk pr. belønning. Natoptagelser var mulige ved anvendelse af infrarød lyskilde. Fra videobåndene blev aflæst tidspunkt og varighed og frekvens af minks ophold i redekassen og ude i buret. For mink ude i buret blev derudover registreret om de var aktive eller passive og den aktive adfærd blev fordelt på stereotypier og ikke- stereotyp adfærd. Analyse af data. Som statistisk model blev anvendt en ” mixed variance component model” (Little et al., 1996). For at opnå en lineær relation mellem antal belønninger pr. dag og arbejdsniveau (antal tryk/træk pr. belønning) blev logaritmen til de 2 variable analyseret. Modellen inkluderede arbejdsniveau, arbejdstype, periode, gentagelser, og interaktioner mellem arbejdsniveau x arbejdstype, arbejdsniveau x periode og arbejdsniveau x gentagelse som fixed effekter. Til analyse af vægtdata blev samme model anvendt. Den automatiske registrering af tryk/træk, gjorde det muligt at beregne antal måltider pr. 24 timer og den gennemsnitlige varighed af måltider ved forskellige arbejdsniveauer. Pauser mellem måltider blev defineret ved visuel vurdering af overlevelsesplot (Martin and Bateson, 1986) til at være mindst 15 min. Adfærdsdata blev ligeledes analyseret ved variance component modellen. Antal belønninger tjent af minkene selv eller givet af testpersonen under træningsperioden blev analyseret ved Chi-Square test (SAS Institute, 1990) for mink der arbejdede på pedal og kæde.

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, S.W., Jensen, M.B., Pedersen, L.J., Munksgaard, L., Ladewig J. & L. Matthews

Resultat

kæden i munden rykkede de hoved og krop baglæns. Pedalen blev oftest betjent ved at minken løftede pedalen med næseryggen, men bid og forben blev også brugt.

Under træningsperioden lærte mink hurtigere at arbejde på kæde end på pedal. 18,5 % af belønningerne på pedal måtte gives manuelt, hvorimod kun 3,9% af belønningerne på kæde (p < 0,001). Når minken arbejdede på kæde stod den ofte oprejst på bagbenene og støttede forbenene mod burets side og med belønning 10.000

Antallet af belønninger faldt signifikant med stigende priser (antal tryk/træk pr. belønning) både på pedal og kæde (figur 1).

Pedal: Y=-0,69 X + 2,54

log (belønning)

Kæ de: Y=-1,10 X +2,54

4,00 3,50

1.000

3,00 2,50

100

2,00 1,50

1,00 0,50 0,00 0,60

log(pris)

0,70

0,80

Pris

0,90

1,00

1,10

1,20

1,30

1,40

1,50

1,60

1,70

1,80

1,90

2,00

100

Figur 1: Efterspørgselskurver for foder hos mink optjent ved arbejde på kæde og pedal

Gennemsnitlige antal reaktioner

Ved priser på 60, 80 og 100 tryk/træk svarede den tjente fodermængde på pedal og kæde til henholdsvis 29% og 13% af foderet ved ad libitum fodring. På de laveste priser 4 og 8 tryk/træk svarede den tjente fodermængde på pedal og kæde til henholdsvis 155% og 141% af ad libitum foder i kontrolgruppen. Der var en signifikant interaktion mellem arbejdsmetode og pris (p< 0.001). Efterspørgselskurven var signifikant stejlere,

når mink arbejdede på kæde end på pedal. Til trods for at antallet af belønninger faldt med stigende priser øgede mink på pedal antallet af tryk. Ved en stigning i pris fra 4 til 8 tryk øgede minken antallet af tryk fra 1000 til 2000 tryk pr dag. Ved pris 100 udførte mink på pedal mere end 4500 tryk pr dag. På kæde sås en lignende stigning fra pris 4 til 8 men derefter var mink på kæde ikke i stand til at øge antallet af træk yderligere (figur 2).

8000 6000 Kæde Pedal

4000 2000 0 4

Figur 2: Gennemsnitlig antal træk i kæde og tryk på pedal ved forskellige priser på belønning.

Faglig Årsberetning 2001

100

Vurdering af behov ved operant conditionerings metoden

Den gennemsnitlige kropsvægt var mindre for mink på kæde end for mink der arbejdede på pedal (p<0,01). Vægten faldt over gentagelser (p<0.001) og med stigende pris (p<0.001). varighed 10.000

Måltidslængden steg med stigende pris, når mink arbejdede på pedal, men denne stigning blev ikke registreret, når mink arbejdede på kæde (figur 3). Pedal: Y = 0.36X + 3.01

log (gennem snitlig varighed af m åltid +2) 4,00

Kæ de: Y =0.15X + 3.05

3,50

1.000

3,00 2,50

100

2,00 1,50

1,00 0,50

0,00 0,60 log(pris)

pris

0,70

0,80

0,90

1,00

1,10

1,20

1,30

1,40

1,50

1,60

1,70

1,80

1,90

2,00

100

Figur 3: Den gennemsnitlige måltidslængde for mink der arbejder på henholdsvis kæde og pedal som funktion af stigende pris.

Ved høje priser havde mink på pedal flere belønninger inden for måltid end mink, der arbejdede på kæde. Både for mink på pedal og kæde faldt antallet af måltider med stigende pris (p<0.001). Der var dog ikke signifikant forskel i antal måltider mellem mink på pedal og mink på kæde.

Set over hele forsøget tilbragte mink 74,8% af tiden i redekassen og 25,3% ude i buret. Af sidstnævnte var minken aktiv ude i buret i 25% af tiden og kun i 0,3% af tiden lå den passivt ude i buret. Minken brugte 9,6% af tiden til stereotypier og 15,4% til ikke stereotyp aktivitet ude i buret. Tidsforbruget fordelt ved pris 4, 40, og 100 er vist i figur 4.

100 Procent

I redekassen Ikke-stereotypi Stereotypi

60 40 20 0 4

100

Pris Figur 4: Den procentvise fordeling af forskellige aktiviteter når minken skal trykke/trække 4, 40 og 100 gange pr. belønning.

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, S.W., Jensen, M.B., Pedersen, L.J., Munksgaard, L., Ladewig J. & L. Matthews

Tiden i redekasse faldt med stigende pris (p<0,001). Niveauet af stereotypier var højere for mink, der arbejdede på kæde ved pris 40

og 100 end for mink, der arbejdede på pedal (p<0,05) (fig.5).

Procent

40 30

P e d al

Kæ de

10 0 4

1 00

P ris Figur 5: Forekomst af stereotypier (% of 24 timers observation) ved pris 4, 40 and 100 tryk/træk pr. belønning fordelt på arbejdstype.

Det totale aktivitetsniveau steg signifikant med stigende pris for foder (p<0,001), men der var ingen effekt af arbejdstype og gentagelse eller interaktion mellem pris og arbejdstype og pris og gentagelse. Diskussion Typen af arbejde minkene skulle udføre havde indflydelse på deres efterspørgsel for foder. Efterspørgselskurven var stejlere når mink arbejdede på kæde end når de arbejdede på pedal. I træningsperioden lærte minken hurtigere at trække i kæden end at trykke på pedalen at få foder. Det er muligt, at det at trække i et emne, er en mere naturlig fødesøgnings adfærd end at løfte et emne, hvilket kan være grunden til at minken hurtigere lærte at betjene kæden. Alligevel resulterede træk i kæden i en stejlere kurve end tryk på pedal. En mulig grund til forskel i efterspørgsel kan være, at den egentlige pris minken skulle betale alligevel ikke var den samme, selvom den kraft der skulle til at udløse foderet var den samme på kæde som på pedal. Når mink arbejdede på pedal, forøgede de det totale antal tryk pr. dag når prisen steg, men på kæde nåde de max antal træk allerede når prisen var 8 træk pr. belønning. Desuden var mink på pedal istand til at forøge måltidslængden, når prisen steg, hvilket ikke var tilfældet på kæde, og mink på pedal opnåde flere belønninger pr måltid end mink på kæde. Det støtter den antagelse, at 42

mink på kæde forbruger meget mere energi for at trække i kæden end de 40 gram, der var nødvendige, og væsentlig mere end mink på pedal. Muskeltræthed kan være en mulig forklaring på at mink på kæde havde en stejlere efterspørgselskurve for foder end mink på pedal. Hældningen af efterspørgselskurven for foder er tidligere vist at være tæt på nul, dvs. med meget lille hældning (Lea 1978; Hursh 1984; Matthews & Ladewig 1994), hvilket støtter den antagelse, at emner der er essentielle for overlevelse forsvares uanset pris. I denne undersøgelse fandt vi en meget stejlere hældning på kurven end tidligere påvist. Dette skyldes sandsynligvis kombinationen af høje priser og relativ små belønninger, hvilket giver en høj pris selv på lave niveauer at tryk/træk. Hursh et al (1988) definerede den egentlige pris som en funktion at antal tryk/træk pr belønning, arbejdet ved et tryk/træk og belønningens størrelse. Alternativt, kan den stejlere efterspørgselskurve skyldes, at mink har en anden fourageringsstrategi end de arter, der normalt anvendes i operant conditionerings forsøg med foder. Minken er et rovdyr der må tilpasse den investerede energi i forhold til det udbytte, den kan forvente at opnå, hvilket inkluderer, at det kan være en fordel at opgive en meget energikrævende jagt og afvente en bedre chance for et opnå et lettere

Faglig Årsberetning 2001

Vurdering af behov ved operant conditionerings metoden

tilgængeligt bytte (Dunstone & O’conner 1979). Mink stereotyperede mere, når prisen for foder var høj. Stereotypier kan skyldes frustration ved at være motiveret for f.eks. foder og så kun modtage en lille belønning i forhold til den investerede energi. Der er tidlige vist, at mink der ikke kan benytte redekassen forøger niveauet at stereotypier (Hansen et al., 1994). Desuden kan den øgede forekomst af stereotypier skyldes sult, da den opnåede fodermængde faldt, når prisen var høj, og minkene tabte kropsvægt. Foderrestriktion er forbundet med stigende forekomst af stereotypier (Bildsøe et al., 1991; Houbak & Møller, 2000). Mink på kæde optjente en mindre fodermængde og havde et højere niveau af stereotypier end mink på pedal. Imidlertid havde vi kun adfærdsdata fra 1. periode, hvorfor effekten af arbejdstype på forekomsten af stereotypier kan være påvirket af individuel variation. Forekomst af stereotypier forøger energiforbruget (Hansen & Damgaard, 1993), og ved restriktiv fodring er vægttabet større hos stereotyperende mink end hos ikkestereotyperende mink (Houbak & Møller, 2000). I dette eksperiment var den gennemsnitlige kropsvægt mindre hos mink, der arbejdede på kæde end hos mink på pedal. Dette indikerer, at på længere sigt er stereotypier ikke en hensigtsmæssig tilpasning. Varigheden af stereotypier steg, når prisen for foder steg. Stigningen i stereotypier var korreleret med en reduktion i tiden mink var i redekassen. Mink på pedal var i stand til at forøge måltidslængden signifikant når prisen steg, hvilket ikke var tilfældet for mink på kæde. Dette indikerer, at tiden til at arbejde for foder ikke var en begrænsende faktor for mink på kæde. Kombinationen af høj pris og små foderbelønninger må have reduceret værdien af foder. Dersom der eksisterer et belønningscenter i hjernen (Spruijt et al., 2001), og dette center er påvirkelig ved deprivering, kan stereotypier have en kompenserende funktion.

Konklusion Typen af arbejde (træk i kæde eller tryk på pedal) påvirker hældningen af efterspørgselskurven for foder hos mink. En mulig årsag til en stejlere kurve når mink arbejder på kæde end når mink arbejder på pedal kunne være, at den faktiske pris ikke var ens i de to situationer. Mink forbruger sandsynligvis meget mere energi, når de trækker i kæden, end når de løfter pedalen. Efterspørgselskurven for foder hos mink var meget stejlere end hos andre arter testet med operant conditionerings teknik. Den stejlere kurve hos mink skyldes sandsynligvis en kombination af høje priser og små foder belønninger i dette forsøg sammenhold med minkens fouragerings strategi. Frustration forårsaget af høje priser, små foder belønninger og sult bevirker den markante stigning i stereotypier. Belønningens størrelse er således en væsentlig faktor ved konstruktion af efterspørgselskurver ved operant conditionerings metoden. Referencer Bilsøe, M., Heller, K.E. & Jeppesen, L.L., 1991. Effect of immobility stress and food restriction on stereotypies in low and high stereotyping female ranch mink. Behav. Process., 25: 179-189. Dawkins, M.S., 1988. Behavioural deprivation: A central problem in animal welfare. Appl. Anim. Behav. Sci., 20: 209-225. Dunstone, N. & Birks, J.D.S., 1987. The feeding ecology of mink (Mustela vison) in a coastal habitat. J. Zool. Lond. 212: 69-83. Hansen, S.W., Hansen, B.K. & Berg, P., 1994. The effect of cage environment and ad libitum feeding on the circadian rhythm, behaviour and feed intake of farm mink. Acta Agric. Scand., Sect A., Animal Sci., 44: 120127. Hansen, S.W. & Damgaard, B.M., 1993. Behavioural and adrenocortical coping strategies and the effect on eosinophile leucocyte level and heterophil/lymphocyteratio in beech marten (Martes foina). Appl. Anim. Behav. Sci., 35: 369-388.

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, S.W., Jensen, M.B., Pedersen, L.J., Munksgaard, L., Ladewig J. & L. Matthews

Houbak B. & Møller, S.H. 2000. Activity and stereotypic behaviour in mink dams fed ad libitum or restricted during the winter. Proceedings of the VIIth International Scientific Congress in Fur Animal Production, September 13-15, Kastoria, Greece. Scientifur, 24, supplementum. Scientifur, Vol. 24, No. 4, p.146–150. Hursh, S.R., 1984. Behavioural economics. J. Exp. Anal. Behav., 42: 435-452. Hursh, S.R., Raslear,T.G., Shurtleff, D.,Bauman, R. & Simmons,L. 1988. A cost benefit analysis of demand for food. J. Exp. Anal. Behav., 50: 419-440. Lea, S.E.G., 1978. The psychology and economics of demand. Psychol. Bull., 85: 441-466. Littell, Ramos, C.,Milliken, G.A., Stroup, W., and Wolfinger,R.D., SASR System for Mixed Models, Cary, NC:SAS Institute Inc., 1996. ISBN 1-55544-779-1.

Martin, P & Bateson, P., 1986. Measuring behaviour – an introductory guide. Cambridge University Press, ISBN 051 31184 5. Matthews, L.R. & Ladewig, J.,1994. Environmental requirements of pigs measured by behavioural demand function. Anim. Behav., 47: 713-719. SAS Institute, 1990. SAS/STATTM Guide for personal computers, version 6 Edition. SAS Institute, Inc., Cary NC. Spruijt, B.M., Von den Bas, R., Pijlman, F.T.A., 2001. A concept of welfare based on reward evaluating mechanisms in the brain: anticipating behaviour as an indicator of the state of reward systems. Appl. Anim. Behav. Sci., 72: 145-171. Spruijt, B, M., Von den Bas, R., Pijlman, F.T.A., 2001. A concept of welfare based on reward evaluating mechanisms in the brain: anticipating behaviour as an indicator of the state of reward systems. Appl. Anim. Behav. Sci., 72:145-171.

Faglig Årsberetning 2001

Nysgerrig Adfærd er Arvelig hos Farm Mink B. K. Hansen1), P. Berg1), S.W. Hansen2), & J. Malmkvist 2)

Danmarks JordbrugsForskning, Afdeling for Husdyravl og Genetik, Forskningscenter Foulum, Postboks 50, DK-8830 Tjele,Denmark. 2)Danmarks JordbrugsForskning, Afdeling for Husdyrsundhed og Velfærd, Forskningscenter Foulum, Postboks 50, DK-8830 Tjele, Denmark. 1)

Sammendrag Formålet med denne undersøgelse var at undersøge om der findes genetisk variation for adfærdsegenskaber hos farm mink. I en periode på 11 år/generationer er 12818 mink blevet testet for deres adfærdmæssige respons for kontakt med mennesker. I de første år blev en hurtig test udviklet og brugt 5 gange pr generation, fra 1995 blev antal test reduceret til 3 gange pr generation. Dyrets adfærd blev katagoriseret som nysgerrig, frygtsom, eller aggressiv. Mink blev klassificeret som havende et bestemt temperament, hvis de reagerede på samme måde ved hovedparten af testene indenfor et år. Seks år med fænotypisk selektion resulterede i forskelle mellem de tre selektions linier (Hansen, 1996). REML estimater af den genetiske variation i temperament blev fundet ved at bruge en lineær Animal Model. De foreløbige resultater viser tydelige genetiske forskelle mellem linierne med de tre typer temperament. Genetiske parametre og genetisk respons for egenskaber nysgerrig adfærd præsenteres. Hansen, B.K., Berg, P., Hansen, S.W. & J. Malmkvist (2002). Nysgerrig adfærd er arvelig hos farm mink. Faglig Årsberetning 2001, 45-48. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract The objective of this study was to investigate if genetic variance in behavioural traits exists in farm mink. In a period of 11 years/generations 12818 mink were tested for their behavioural response to human contact. In the first years a quick test was developed and used five times per generation, from 1995 three times per generation. The behaviour was characterised as explorative, fearful or aggressive. Mink were classified as having a certain temperament, if they reacted similarly in a major part of the tests per year. Six years of phenotypic selection resulted in differences between lines selected for the three types of temperament (Hansen, 1996). REML estimates of the additive genetic variation in temperament were obtained by fitting a linear animal model. Preliminary analyses showed significant differences between selection lines in the three types of temperament. Genetic parameters and genetic trends for the curious behaviour is presented. Hansen, B.K., P. Berg, S.W. Hansen & J. Malmkvist (2002). Curious behaviour is inherited in farm mink (Mustela vison). Annual Report 2001, 45-48. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning

Materiale og metode.

Mink har været farmet i over 100 år og siden 1920 i de Nordiske lande. Gennem alle disse år har farmeren udsat dyr som ikke har kunne tilpasse sig til farmens produktionsforhold. Med henblik på at forstå minkens reaktion overfor mennesker og specielt hvilke faktorer der bestemmer denne, blev der i 1988 iværksat et selektionsforsøg for minkens adfærd. En væsentlig forudsætning for denne selektion var udviklingen af en test metode for minkens reaktion overfor mennesker/ukendte genstande. På Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, blev en ‘pinde-test’ udviklet til at måle minks reaktion på mennesker i 1988. Denne metode har siden 1988 været brugt til at selektere mink for nysgerrig, frygtsom og aggressiv adfærd. Selektoinsforsøget er tidligere beskrevet i detaljer (Hansen 1996). Formålet med denne undersøgelse er at vise, at der findes genetisk variation for nysgerrig adfærd.

Dyr Materialet omfatter registreringer fra 12.828 mink hvalpe af typen scanblack fra en periode på 11 år. Basis populationen blev købt i januar 1988. I selektionslinierne blev udelukkende brugt 1 års tæver og hanner. Meget små og svage dyr blev udelukket fra avl. Test metode Dyrene blev testet i deres bur efter at de var skoddet ude fra redekassen, den præcise beskrivelse af testen findes i Malmkvist (1996). En tungespatel stikkes ind i den øverste del af front nettet og dyrets reaktion noteres. Reaktionen kan beskrives af én af 4 mulighder: nysgerrig, minken snuser vedvarende til pinden; frygtsom, minken flygter tilbage i buret; aggressiv, minken bider fast, og bider intenst og vedholdende i pinden. Reaktionen blev klassificeret som ubestemt hvis det ikke var muligt at

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, B.K., Berg, P., Hansen, S.W. & J. Malmkvist

placere minken i en af de tre andre kategorier indenfor 30 sekunder. Test tid I 1988 blev hvalpene testet hver 14 dag fra august og indtil pelsning i december. I perioden fra 1989 til 1993 blev hvalpene testet hver måned fra juli. I 1994 blev hvalpene testet i juli og igen fra september indtil december. Fra 1995 og frem er hvalpene blevet testet hver måned fra september (tabel 1). Tabel 1 Test dato for hvert år År J A S 1988 3+ 16+ 22 1 +23+24+30 14+15 1989 17 13 11 1990 11 10 10 1991 3 6 3 1992 1 1 1 1993 9 4 1 1994 29 10 1995 6 1996 12+13 1997 9+10+11 1998 21+28 1999 20

O 11

N 9+10

D 2+3+4

9 16 1 1 6 4

3 7 6 1 10 11 11

22+23 21 5+12+19+21 10 18 15

4+5 1

Selektion Basis populationen blev testet i januar og februar indtil parring i marts. Baseret på forældrenes adfærd blev hvalpe født i 1988 grupperet i tre linier: nysgerrig, frygtsom og aggressiv. Selektionen forsatte indenfor hver linie. I 1995, blev en ny test introduceret, ”handske-testen”. Siden da er den fænotypiske selektion baseret på de to tests (Malmkvist, 1996). I 1992 blev en kontrol linie etableret ved krydsparringer af ældre avlsdyr, født i 1990, fra de tre linier. Avlsdyr fra kontrol linien blev selekteret tilfældigt. Aggressiv adfærd viser sig i november/december, så en testperiode fra september til december duer ikke hvis der skal selekteres for aggressiv adfærd. Derfor blev den aggressive linie afsluttet i 1991. Mink bliver karakteriseret ved et bestemt temperament, hvis de reagerer ens i hovedparten af testene indenfor et år (Hansen, 1996). Indenfor hver linie blev mink rangeret i forhold til klassificeringen af den selekterede egenskab. Data To datasæt blev analyseret. Det fulde datasæt inkluderede all adfærdsregistreringer, resulterende i 33191 tests på 12.818 dyr. Et mindre datasæt baseret på adfærdsregistreringer i månederne september til december blev endvidere defineret, resulterende i 24.281 tests. 46

Statistiske analyser Her præsenteres analyser for egenskaber nysgerrig adfærd. Varians komponenter estimeres vha. en REML algoritme i én egenskabs Animal Model (Jensen et al. 1997) ved hjælp af DMU program pakken (Jensen & Madsen, 1994). I modellen blev der taget højde for systematiske effekter af testmåned, vekselvirkning mellem år og køn, regression på kuldstørrelse og af alder ved testens gennemførelse. Derudover er inkluderet tilfældige effekter af additive genetiske effekter, en effekt af test rækkefølge (hal*bur interaktion), specifik miljø effekt, permanent miljø effekt, samt en residual. En detaljeret beskrivelse af modellen og forudsætninger for denne findes i Hansen et al. (2000). Resultater Systematiske effekter Kuldstørrelse havde ikke betydning for nysgerrig adfærd. Hanhvalpe var generelt mere nysgerrige end tævehvalpe. Med stigende alder gennem vækstperioden bliver hvalpene mere nysgerrige. Genetisk variation Nysgerrig adfærd har en heritabilitet på 0.11 i det totale datasæt. Når der udelukkende analyseres registreringer fra September til December blev heritabiliteten 0.13 (Tabel 2). Tabel 2. Genetiske og miljø parametre Data sæt Alle registreringer 0.11 ± 0.01 h2 ± std 0.19 ± 0.01 c2all ± std c2litter 0.02 c2barn*cage 0.002 c2repeatability 0.16 Residual varians 0.1175

Sept. – Dec. 0.13 ± 0.01 0.27 ± 0.01 0.02 0.0006 0.25 0.0956

Den samlede miljømæssige effekt var højere, i det totale datasæt 0.19, end i perioden september til december (0.27). Dette skyldes at i perioden fra september til december er der en høj gentagelses kvotient og en lavere residual varians. Selektions respons I figur 1 ses den genetiske trend for nysgerrig adfærd i de fire linier. Linien selekteret for nysgerrig adfærd afviger tydelig fra de andre linier og linien selekteret for

Faglig Årsberetning 2001

Nysgerrig adfærd er arvelig hos farm mink

0,6

nysgerrig

response

0,4 0,2

aggressiv

kontrol

-0,2

frygtsom -0,4 88

curious

timid

agressive

99 control

Figur 1. Genetisk trend for nysgerrig respons i hver af de fire linier.

frygtsom adfærd viser reduceret nysgerrig adfærd.

perioden. Dette kan forklare hvorfor den fænotypiske reaktion ændres gennem vækstsæsonen. Effekten af fænotypisk selektion kan ses som en tydelig afvigelse fra kontrollinien i figur 2.

Diskusion Adfærds egenskaber udvikles gennem vækst

100 nysgerrig

80 60 40

kontrollinie

20 0 88

år

Figur 2. Observeret frekvens nysgerrig adfærd i den nysgerrige og kontrol linien.

Års effekten har det sammen mønster hos han og tæve hvalpe, men aftager gennem de 11 selektionsår. Den genetiske trend for nysgerrig adfærd er vist i figur 2. Responset viser en klar stigning i den nysgerrige linie indtil 1995. På dette tidspunkt er der nået et plateau måske pga en ændring i selektionsprocedure.

Nysgerrig adfærd er målt som en enten eller egenskab. Resultater fra analyser med en tærskel model, der tager højde for dette, er under udarbejdelse. Ligeledes ses på sammenhængen til produktionsegenskaber og reproduktion.

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, B.K., Berg, P., Hansen, S.W. & J. Malmkvist

Konklusion Nysgerrig adfĂŚrd er arvelig og en tydelig genetisk trend er vist. Det er muligt at inkludere temperament som et objektivt selektionskriterium. Referencer Hansen S.W., 1996. Selection for behavioural traits in farm mink. Applied Animal Behaviour Science, 49, 137-148. Jensen, P. & Madsen, J. 1994. DMU: a package for the analysis of multivariate mixed models. In: Proceed. 5th World Congr. On Genetics Applied to Livestock Production 22, 45-46.

Jensen, J., MĂ¤ntysaari, E., Madsen, P. & Thompson, R. 1997. Residual maximun likelihood estimation of (co) variance components in multivariate mixed linear models using average information. J. Ind. Soc. Ag. Statistics. 19 (Golden Jub. No.): 215-236. Malmkvist J. 1996. Selection of farm mink on basis of two tests of temperament. p. 9-15 In: Applied science reports 29, Progress in fur animal sciences, Behaviour and Welfare Fur Properties Multidisciplinary. Ed. A.Frindt and M. Brozozowski.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Selektion for Hvalpevækst under Hensyn til Tævens Velfærd. Resultat af det Afsluttende Femte Års Selektion. Bente Krogh Hansen1; Peer Berg1; Jens Malmkvist2; Steffen Werner Hansen2 & Ulla Lund Rasmussen3 1

Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Afd. for Husdyravl og Genetik, Postboks 50, 8830 Tjele. 2 Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Afd. for Husdyr Sundhed og Velfærd, Postboks 50, 8830 Tjele. 3 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Herningvej 112 C, 7500 Holstebro. Sammendrag Dette er den femte status rapport af et selektionsprojekt med start i 1996. Formålet er at beskrive den genetiske variation i tidlig hvalpevækst og dens sammenhæng med såvel senere vækst som kuldstørrelse og tævens belastning i diegivningsperioden. De tre selektionslinier blev etableret i 1996. I linie 51 selekteres for kuldstørrelse ved 43 dage. I linie 52 og 53 selekteres for tidlig vækst, defineret som vækst i de første 4 uger. I linie 52 selekteres for hvalpenes egen vækstevne, når der samtidig korrigeres for kuldstørrelse. I linie 53 selekteres for moderegenskaber, defineret som tævens evne til at betinge vækst hos hvalpene, og der korrigeres samtidig for kuldstørrelse. I alle tre linier er der gennemført adfærdstest, som udtryk for tævens omsorg for hvalpene og hendes belastning i diegivningsperioden. Selektionen er i alle tre linier baseret på avlsværdier beregnet ved hjælp af Enkeltdyrmodeller (Animal Model), som udnytter alt tilgængeligt information, dvs. information om alle slægtninge og deres forældre. Datamaterialet omfatter registreringer fra 10493 hvalpe. Det er positiv respons i alle tre selektionslinier. Det genetiske respons i kuldstørrelse er 0.45 hvalp ved 43 dage i linie 51 i forhold til basispopulationen. Det genetiske respons i hanhvalpevækst er ca. 19 g øget kropsvægt ved 4 uger i linie 52 og ca. 24 g øget kropsvægt ved 4 uger i linie 53 i det sidste år i forhold til basispopulationen. Disse resultater bekræfter at hvalpenes tidlige vækst kan ændres ved selektion på to måder, enten ved at selektere for hvalpens egen kapacitet for vækst eller ved at selektere for tævens evne til at betinge god vækst hos hvalpene (moderegenskaber). De seneste tre år er den gennemsnitlige kropsvægt ved 4 uger højst i linie 53. Flere analyser gennemføres på de indsamlede data, så konsekvenserne ved selektion for tidlig hvalpevækst klarlægges. Adfærdstestene er indsamlet, men ikke analyseret endnu. Hansen, B.K., Berg, P., Malmkvist, J., Hansen, S.W. & U.L. Rasmussen (2002). Selektion for hvalpevækst under hensyn til tævens velfærd. Resultat af det afsluttende femte års selektion. Faglig Årsberetning 2001, 49-53 Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract The present report is the fifth provisional report of a selection project started in 1996. The aim of the project is to evaluate the genetic variation in early kit growth and its relation to body weight later in the growth period and the demands on the dam. The three selection lines were established in 1996. In line 51 the selection criteria is litter size. The selection for growth of kits is in line 52 based on kit´s own capacity and in line 53 on the maternal ability to induce growth in kits, in both lines kit growth is adjusted for litter size. In all lines the breeding values are estimated by an Animal Model. The material includes registrations from 10493 kits. There is a positive response in the selected trait in all lines. The response in litter size is 0.45 kit at 43 days in line 51. The response in male kit growth is about 19 grams of body weight at 4 weeks in line 52 and about 24 grams of body weight at 4 weeks in line 53. These results from the present selection experiment confirm that there are two ways to affect the early growth of kits by selection: to select for the kits own growth capacity or to select for maternal ability to induce growth on kits. In line 53 the phenotypic effect on kit body weight at 4 weeks is highest. More analyses are planned to describe the consequences by selecting for early kit growth. Registrations from the behaviour tests are collected, but not analysed. Hansen, B.K., Berg, P., Malmkvist, J., Hansen, S.W. & U.L. Rasmussen (2002). Selection for kit growth -considering welfare of the dam. Results of the fifth and final year of selection. Annual Report 2001, 49-53. Danish Fur Breeders Research Center. Holstebro, Denmark.

Indledning Baggrund og formålet med dette selektionsprojekt, som blev påbegyndt i 1996 er beskrevet i Faglig Årsberetning 1996 (Hansen & Berg 1997). Formålet er flersidigt, dels at belyse den genetiske variation i tidlig

hvalpevækst og dens sammenhæng med såvel senere vækst/størrelse som kuldstørrelse, dels at beskrive tævens belastning målt som vægtændringer og specifikke adfærdsparametre i diegivningsperioden. Dette muliggør en beskrivelse af konsekvenserne af såvel nuværende som fremtidige avlsplaner, hvor

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, B.K., Berg, P., Malmkvist, J., Hansen, S.W. & U.L. Rasmussen

vækst, kuldstørrelse og tævens belastning har betydning. Selektionsforsøget sikrer at de genetiske sammenhænge, der ønskes beskrevet, kan belyses med større nøjagtighed, end hvis der blev registreret på ikke selekterede mink.

hvalpene, og der korrigeres samtidig for kuldstørrelse. Registreringerne i de tre linier er fastlagt, så de giver så megen information som muligt. Selektionen er i alle tre linier baseret på avlsværdier beregnet ved hjælp af Enkeltdyrmodeller (Animal Model), som udnytter alt tilgængeligt information, dvs. information om alle slægtninge og deres forældre. Modellen giver mulighed for at beregne avlsværdier for hvalpenes egen vækstevne og tævens evne til at betinge vækst hos hvalpene (moderegenskaber).

Selektionsresponset er beskrevet i Faglig Årsberetning 1997, 1998, 1999 og 2000 (Hansen et al. 1998, 1999b, 2000 & 2001). I år beskrives resultaterne fra det afsluttende femte selektions år. Metoder Selektionslinier De tre selektionslinier blev etableret i 1996. Avlsmålene og registreringerne i de 3 linier er fastlagt ved forsøgets start og der selekteres for følgende egenskaber i de tre linier:

Adfærdsparametre Som udtryk for tævens moderegenskaber i adfærdsmæssig sammenhæng registreredes to test, ganske som tidligere år: ’hvalp i nød’ testen og tævens ’redefasthed’ i form af antal skift mellem rede og bur i en periode på 10 minutter. Begge tests er gennemført på 5. dagen efter hvalpning. Resultater

I linie 51 selekteres for kuldstørrelse ved 43 dage. I linie 52 og 53 selekteres for tidlig vækst, defineret som hvalpens vækst i de første 4 uger. I linie 52 selekteres for hvalpenes egen vækstevne, når der samtidig korrigeres for kuldstørrelse. I linie 53 selekteres for moderegenskaber, defineret som tævens evne til at betinge vækst hos Tabel 1. Reproduktions og vejeresultater. 1996 Linie Basis 51 Antal tæver 300 128 Reproduktion Goldprocent (%) 20 19 Døde tæver i laktationsperioden indtil en måned efter 10 5 fravænning (antal) Tæver med tabte kuld (antal) 8 9 Antal levende fødte pr frugtbar tæve 5.1 5.4 Kuldstørrelse ved 43 dage pr frugtbar tæve 4.7 4.5 Kuldstørrelse ved 43 dage Pr parret tæve 3.8 3.8 Kropsvægt 207 170 Hvalpevægt ved 4 uger 182 156 Tævens vægt ved 4 uger efter 1128 1085 hvalpning Tævens vægt ved fravænning 1005 994

1997 52 53 129 125

51 140

1998 52 53 141 141

51 150

1999 52 53 150 150

51 150

2000 52 53 150 150

51 150

2001 52 53 150 150

5.4

4.6

5.8

5.4

5.8

6.1

6.2

5.6

5.9

6.1

5.9

6.1

5.9

5.8

4.6

3.8

4.7

4.5

4.4

4.6

4.4

4.9

5.0

5.1

5.3

5.2

4.7

3.7 3.1 4.3 3.7 3.7 3.8 3.7 4.0 4.1 175 179 177 187 181 169 177 188 161 164 164 158 171 164 152 159 166 146 1124 1112 1052 1132 1139 1016 1109 1101 963

4.1 4.6 4.1 172 190 176 155 172 159 1080 1097 988

4.3 4.1 192 203 176 186 1137 1128

1011 1019

960

1002

920

Goldprocenten, som også inkluderer ikke parrede tæver, har generelt været høj i selektionslinierne. Men ligesom i 1999 og 2000 har linie 53 den laveste goldprocent (16%). I alle tre linier er kuldstørrelsen lav, men der har været en positiv udvikling med 5.1 levende født hvalp pr frugtbar tæve i 1996

Reproduktion og vægte De vigtigste reproduktionsparametre vejeresultater er vist i tabel 1.

988

1002

877

973

953

867

979

865

993

til 5.8-6.1 levende født hvalp pr frugtbar tæve i 2001. Tæverne har i år mistet fra 0.7 hvalp til 1.1 hvalp pr frugtbar tæve indtil dag 43. Alligevel er der en positiv udvikling i kuldstørrelsen ved 43 dage, hvor kuldstørrelsen er steget fra 4.7 i 1996, og efter et dyk til 3.8-4.6 i 1997 til 4.7-5.3 i år.

Faglig Årsberetning 2001

Selektion for hvalpevækst under hensyn til tævens velfærd. Resultat af det afsluttende femte års selektion

Også i år er kropsvægten af både hanog tævehvalpene mindre i forhold til basispopulationen i 1996, hvor alle tæverne var tredieårstæver. Men selektionsarbejdet kan ses på gennemsnits vægtene. Hanhvalpene i linie 52 og linie 53 vejer hhv. 192 og 203 g ved 4 uger mod 176 g i linie 51 og der er ikke forskel i kuldstørrelsen ved 43 dage. For

tævehvalpene findes tilsvarende resultater. I linie 52 og 53 vejer tævehvalpene hhv. 176 og 186 g ved 4 uger mod 159 g i linie 51. Genetiske trends I figur 1 illustreres det genetiske respons ud fra gennemsnitlige avlsværdier for de tre egenskaber.

Figur 1 Respons ud fra avlsværdier estimeret på samtlige dyr inkluderende information fra alle år. Linie 51 Linie 52 Linie 53

Antal hvalpe

Respons i kuldstørrelse ved 43 dage

0,5 0,4 Respons i tævens evne for at betinge vækst hos 0,3 0,2 0,1 0 -0,1 95 96 97 98 99 2000

2001 Fødselsår

g ved 4 uger

Respons i hvalpens egen evne for vækst

30 25 20 15 10 5 0 -5 95

2000

2001 Fødselsår

g ved 4 uger

Respons i tævens evne for at betinge vækst hos hvalpene

30 25 20 15 10 5 0 -5 95

2000

2001 Fødselsår

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, B.K., Berg, P., Malmkvist, J., Hansen, S.W. & U.L. Rasmussen

Hvert dyr får en ny avlsværdi baseret på alt tilgængeligt information fra alle år. Der er positiv respons af den selekterede egenskab indenfor hver linie. Ud fra avlsværdierne har der været en positiv stigning i kuldstørrelsen, dog har stigningen været størst i linie 51, hvor responset har været 0.45 hvalp.

parametre. Sammenhæng mellem tidlig hvalpevægt og tævens vægtændringer i diegivningsperioden analyseres yderligere, og om muligt inkluderes vægtændringer hos ældre tæver også. Når de genetiske korrelationer er estimeret skal vægtning mellem egenskaberne beskrives nøje, inden redskaberne tages i brug i praksis.

Hvalpens vækst er en sum af dens egen evne til at vokse og moderens evne til at betinge vækst hos hvalpene (Hansen 1997, Hansen & Berg, 1998). I begge linier præsenteres den vægtforøgelse som er resultatet af den selekterede egenskab. Responset for hvalpens egen evne for vækst er ca. 19 g i hanhvalpenes kropsvægt ved 4 uger i linie 52, medens i linie 53 er responset lidt højere ca. 24 g som resultat af moderens evne til at producere mælk og i det hele taget passe hvalpene.

Et andet område som kræver mere detaljerede studier er faktorer med indflydelse på kuldstørrelse (Hansen et al. 1999a). Skønt der har været positiv respons så kunne man ønske at responset var højere. Derfor planlægges et fremtidig projekt hvor der sættes focus på forbedring af kuldstørrelse og hvalpes overlevelsesevne.

Genetiske korrelationer Foreløbige resultater tyder på en gunstig sammenhæng mellem tidlig hvalpevægt baseret på tævens evne til at betinge vækst hos hvalpen (moderegenskaber) og 1.års tævernes vægtændringer fra 1 til 4 uger efter hvalpning (Hansen & Berg 2000). Derimod er der en ugunstig, (men ikke- signifikant) sammenhæng mellem tidlig hvalpevægt baseret på tævens evne til at betinge vækst hos hvalpen (moderegenskaber) og tævens vægtændringer fra 4 uger efter hvalpning til fravænning. Dette betyder at selektion for høj hvalpevægt ved 4 uger baseret på gode moderegenskaber ikke resulterer i øget vægttab hos tæven i de første 4 uger af diegivningsperioden, men en tendens til et øget vægttab i den efterfølgende periode. Planer I fremtiden skal det vurderes om modellen kan optimeres yderligere. Genetiske korrelationer beskrives for at estimere konsekvenserne for andre egenskaber ved selektion for tidlig hvalpevækst. Af interessante genetiske korrelationer er korrelationerne mellem - tidlig hvalpevægt og udvokset vægt, - tidlig hvalpevægt og reproduktionsresultater- tævens vægtændringer i diegivningsperioden og adfærds-

Resultater fra adfærdsobservationer i perioden 1998-2000 på forsøgsfarm Syd er under bearbejdelse. Konklusion De foreløbige resultater af selektionsforsøget bekræfter, at hvalpenes tidlige kropsvægt kan øges dels ved selektion for hvalpens egen vækstevne dels ved selektion for moderens evne til at betinge vækst hos hvalpene, og at det fænotypisk giver en lidt højere kropsvægt når der selekteres for tævens evne til at betinge vækst hos hvalpen. Projektet er ét af en række projekter finansieret af Fødevareministeriet, PFR og Danmarks JordbrugsForskning i fællesskab. Referencer Berg, P., Hansen, B.K. & Nielsen, U.L. 1997. Selektion for moderegenskaber. Baggrund og mål for et nystartet projekt. Faglig Årsberetning 1996 p 7-8. Hansen, B.K. 1997. The lactating mink (Mustela vison) Genetic and metabolic aspects. Ph.D. afhandling 79 pp. Hansen, B.K. & Berg, P. 1998. Estimation of genetic parameters in mink body weight and reproduction results based on field data. NJF-seminar nr. 295, 5 pp. Hansen, B.K. & Berg P. 2000. Genetics of kit growth and maternal weight changes during lactation in mink. VIIth International

Faglig Årsberetning 2001

Selektion for hvalpevækst under hensyn til tævens velfærd. Resultat af det afsluttende femte års selektion

Scientific congress in fur animal production, Greece. Scientifur vol 24 no. 4, vol III, B: Genetics. p 74-77. Hansen, B.K., Berg. P. & Jensen, J. 1999b. Genetic parameters for production traits in mink. Book of Abstracts of the 50th Annual Meeting of the European Association for Animal Production. p 23. Hansen, B.K. Berg, P., Malmkvist, J., Hansen, S.W., Therkildsen, N. & Rasmussen, U.L. 1999a. Selektion for moderegenskaber. Resultat af andet års selektion. Faglig Årsberetning 1998 p 7-14.

Hansen, B.K. Berg, P., Malmkvist, J., Hansen, S.W. & Rasmussen, U.L. 2000. Selektion for moderegenskaber. Resultat af Tredie Års Selektion. Faglig Årsberetning 1999 p 51-54. Hansen, B.K. Berg, P., Malmkvist, J., Hansen, S.W. & Rasmussen, U.L. 2001. Selektion for moderegenskaber. Resultat af Fjerde Års Selektion. Faglig Årsberetning 2000 p 29-32. Hansen, B.K. Berg, P., Therkildsen, N. & Rasmussen, U.L. 1997. Selektion for moderegenskaber. Resultat af første års selektion. Faglig Årsberetning 1997 p 7-8.

Faglig Årsberetning 2001

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Alternative Mål for Moderegenskaber og Hvalpe Kapacitet i Dieperioden Bente Krogh Hansen & Peer Berg

Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Afd. For Husdyravl og Genetik, Postboks 50, 8830 Tjele. Sammendrag Denne artikel beskriver en del af resultaterne fra selektionsforsøget ”Selektion for tidlig hvalpevækst underhensyn til tævens velfærd”. Formålet er at undersøge om gennemsnits hvalpevægte i hvert kuld eller gennemsnitlige kønsvægte i hvert kuld kan anvendes ved selektion for tidlig vægt i stedet for den individuelle hvalpevægt. Data er blevet indsamlet på pelsdyr forsøgs farm 'SYD' ved Lindknud, DK6650 Brørup. Materialet omfatter registreringer fra 7956 hvalpe, 3994 tæve- og 3962 han-hvalpe født i 1530 kuld fra 1245 tæver og 488 hanner. Ingen hvalpe blev flyttet til en plejemor. Hvalpenes individuelle krops vægt ved 4 uger og fravænning blev analyseret i en enkeltegenskabs-Animal Model. Gennemsnitshvalpevægten i kuldet og gennemsnitsvægten af kuldets henholdsvis han-og tævehvalpe blev analyseret i alternative modeller. Selektionen var baseret på genetiske effekter for moderegenskaber, genetisk effekt for hvalpens egen evne for vækst, samt summen af disse. Det forventede genetiske respons af de selekterede dyr (150 tæver + 30 hanner) sammenlignedes ved de estimerede avlsværdier fra Animal model. Det kan konkluderes, at kuldets gennemsnitlige hvalpevægt ikke kan anvendes, medens kønsgennemsnits-vægten fra hvert kuld kan anvendes, når der selekteres for moderegenskaber ved 4 uger. Dog bliver det forventede genetiske respons 5% til 55% mindre, end når selektionen er baseret på individuelle vægte. Hansen, B. K. & P. Berg (2002). Alternative mål for moderegenskaber og hvalpe kapacitet i dieperioden. Faglig Årsberetning 2001. 55-59. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract The objective of this study is to evaluate the value of alternative information on kit weight (average kit body weight in each litter or litter average for males and females) as a source for predicting the genetic effects on early kit growth. Data were obtained from The Danish Fur Breeders Research Farm 'SYD' in Lindknud, DK-6650 Brørup, and included records from 7956 kits, 3994 female and 3962 male kits born in 1530 litters by 1245 dams and 488 sires. No crossfostering was performed. The following traits were analysed in a univariate linear Animal Model: individual body weight at 4 weeks and at weaning. The average kit body weight and the average weight of male and female kits per litter were used in a Sire Model and in a Sire model using population parameters from Animal Model. Selection was based on maternal or direct genetic effects or the sum of maternal and direct genetic effects. The expected breeding values of selected animals (150 females and 30 males) were compared using breeding values from the Animal Model. The average kit body weight in the litter can not be used, while the mean body weight of male and female kits in each litter may be used in selection for maternal traits at 4 weeks. But the expected genetic response is 5% to 55 % lower than when selection is based on individual body weights. Hansen, B. K. & P. Berg (2002). Alternative measures for prediction of maternal and kit effects on early growth in the suckling period. Annual Report 2001. 55-59. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning En høj kropsvægt ved fravænning er vigtig både for hvalpenes trivsel i udflytningsperioden, men også for hvalpenes størrelse ved pelsning. I diegivningsperioden er der flere faktorer med indflydelse på hvalpenes vækstudvikling. Blandt de vigtigste systematiske faktorer er kuldstørrelse og årseffekter. De vigtigste tilfældige effekter opdeles i miljøeffekter og genetiske effekter. Miljøeffekterne opdeles yderligere i en permanent miljøeffekt, som tæven udsætter alle sine kuld for og en specifik miljøeffekt, som er et samspil mellem tæve og dette års

kuld (Hansen, 1997). Men skal man opnå en permanent ændring ved selektion er det vigtigt at der findes en genetisk variation. Den genetiske variation afhænger af hvalpens genetiske kapacitet for tidlig vækst og af tævens genetiske betingede evne til at sørge for at hvalpene vokser godt (Hansen & Berg, 1997). I selektionsforsøget er det vist at kropsvægten øges, ved selektion for begge disse egenskaber, se foregående artikel. Men resultaterne forudsætter en individuel mærkning af hvalpene, hvilket er meget arbejdskrævende og urealistisk på traditionelle farme. I stedet for individuelle vejninger kunne man veje hele kuldet samlet, eller med

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, B.K. & P. Berg

hanhvalpe og tævehvalpe separat. Formålet denne artikel er at vurdere om det er muligt at anvende andre registrerings metoder for hvalpe vægt (gennemsnitlig hvalpevægt i kuldet eller gennemsnitsvægte for kuldets hanhvalpe og tævehvalpe separat) som et mål for selektion for tidlig hvalpevækst. Materiale og metoder Dyr De anvendte dyr var af farvetypen scanblack og stammer fra selektionsprojektet ”Selektion for hvalpevækst under hensyn til tævens velfærd” fra perioden 1996 til 2000. Hver hvalp var mærket og vejet individuelt i dieperioden. I alt var der registreringer fra 7956 hvalpe, 3994 tæve- og 3962 hanhvalpe fordelt på 1530 kuld, fra 1245 tæver og 488 hanner. Selektions linier Undersøgelsen omfatter to selektionslinier og en kontrol linie. Selektionen for hvalpevækst var i linie M (moderegenskaber) baseret på tævens genetiske evne til at inducere vækst hos hvalpene og i linie K (hvalpe kapacitet) på hvalpens egen evne for vækst. Selektionsprojektet er beskrevet i Faglig Årsberegning 1996 (Berg et al. 1997) og i Hansen & Berg (2000). Hvalpevækst er defineret som vækst fra fødsel til 4 uger efter fødsel. I begge linier er der korrigeret for kuldstørrelse ved 43 dage. I linie C (kontrollinien) var selektionskriteriet kuldstørrelse ved 43 dage. Disse tre linier forblev lukkede, dvs. intet nyt genetisk materiale blev tilført, gennem hele selektionsforløbet. Avlsværdier blev estimeret ved at bruge alt tilgængelig information i en enkeltdyrsmodel (Animal Model). I hver linie udvalgtes dyr med højeste avlsværdi for den ønskede egenskab uanset alder. Der var ikke på forhånd bestemt nogen fordeling mellem yngre og ældre dyr, blot blev der efter 1997 ikke valgt tre års tæver til forsat avl. For at undgå indavl blev der kun valgt een han fra hvert kuld. Egenskaber De undersøgte egenskaber var induviduel kropsvægt ved 4 uger efter fødsel og individuel kropsvægt ved ravænning. Desuden, den gennemsnitlige kønskorrigerede hvalpevægt i hvert kuld og den 56

gennemsnitlige kønskorrigerede kropsvægt af hhv. hanog tæve hvalpe i hver kuld, ligeledes ved 4 uger og ved fravænning. Statistiske modeller I denne undersøgelse anvendtes to modeller for at estimere populationsparametre. For at kunne analysere hanog tævehvalpe sammen er det nødvendigt at korrigere for den forskellige variation i kropsvægt, der er mellem kønnene. Derfor blev tævehvalpevægtene transformeret til hanhvalpevægte ved at gange med forholdet mellem gennemsnitlig hanhvalpevægt og gennemsnitlig tævehvalpevægt for hvert vejetidspunkt (Hansen & Berg, 1997). Den individuelle hvalpe kropsvægt blev analyseret ved hjælp af en lineær mixed animal model. Programpakken DMU med en AI-REML algoritme, udviklet af Jensen & Madsen (1994) blev brugt til at estimere varians komponenterne. I denne undersøgelse findes alle individuelle vægte for hver hvalp hvorfor det er muligt at sammenlige det forventede genetiske respons ved at bruge enten enkeltdyrmodellen (Animal Model) eller ved at bruge en traditionel Sire model. Hvalpe kropsvægt påvirkes af: systematiske faktorer (vekselvirkning mellem år * køn , år * tævens alder og kuldstørrelse), samt tilfældige miljøeffekter (permanent miljø og specifikt miljø) og tilfældige genetiske effekter (maternel og direkte effekt) og en residual. For en fuldstændig beskrivelse af de anvendte modeller, se Hansen & Berg (2001). Avlsværdier Der blev anvendt tre metoder for at estimere avlsværdier. Metode I: Anvendelse af individuelle hvalpevægte. Metode II: Anvendelse af gennemsnits hvalpevægte i hvert kuld for hhv. han og tæve hvalpe. Metode III: Anvendelse af gennemsnits hvalpevægte i hvert kuld for hhv. han og tæve hvalpe, men med genetiske parametre estimeret fra individuelle vægte. Forventet respons De tre metoder blev sammenlignet ved at beregne den forventede avlsfremgang ved selektion af 150 tæver og 30 hanner fra hver

Faglig Årsberetning 2001

Alternative mål for moderegenskaber og hvalpe kapacitet i dieperioden

linie. Den forventede avlsfremgang blev beregnet på basis af avlsværdier beregnet med metode I. Resultater Ingen af modellerne nåede det nødvendige konvergenskriterium når den gennemsnitlige hvalpevægt i hvert kuld blev brugt, og det uanset om det var ved 4 uger eller ved fravænning. Ved fravænningsvægten duede den gennemsnitlige kønsvægt heller ikke. Varians komponenterne for kropsvægten ved 4 uger er vist i tabel 1. Der er fundet genetisk variation både for den maternelle effekt og hvalpekapacitet for vækst (hm2 ≈ 0.23; ha2 ≈ 0.10) når der anvendes individuelle vægte (metode I). Genetisk variation findes også når der anvendes gennemsnitlige vægte (metode II), men her er forholdet mellem den maternelle effekt og den direkte effekt anderledes (hm2 ≈ 0.14; ha2 ≈ 0.15). Tabel 1. Variationsårsager for kropsvægt ved 4 uger Egenskab

Individuel kropsvægt

Antal hvalpe eller kuldf animals or litters Han gennemsnit kropsvægt ±std (g) Populations parametre Miljø, permanent cp Miljø, specifik cs Genetisk, direkte ha2 Genetisk, maternel hm2 Genetisk korrelation ram

7669 180 ± 35

Gennemsnit af hanner og tæver i hvert kuld 2560 184 ± 36

0.10 ± 0.04 0.41 ± 0.05 0.10 ± 0.05 0.23 ± 0.03 0.06 ± 0.21

0.10 0.30 0.15 0.14 0.00

For fravænningsvægtene blev populationsparametrene kun estimeret ud fra en enkeltdyrsmodel Animal Model, medens

avlsværdierne blev estimeret enten ved hjælp af metode I eller metode III. Variationsårsager er præsenteret i Tabel 2. På dette tidspunkt er den maternelle genetiske effekt meget lav medens den direkte genetiske effekt er relativt stor. Tabel 2. Variationsårsager for kropsvægt ved fravænning Egenskab

Individuel kropsvægt 7284 320 ± 78

Antal dyr/kuld Hanhvalpe gennemsnits vægt±std (g) Populations parametre Miljø, permanent cp Miljø, specific cs Genetisk, direkte ha2 Genetisk, maternel hm2 Genetisk korrelation ram

0.08 ± 0.04 0.30 ± 0.03 0.21 ± 0.04 0.03 ± 0.02 0.75 ± 0.57

I tabel 3 ses det forventede respons hvis der selekteres enten udelukkende for maternelle egenskaber eller hvalpe kapacitet eller en sum af bade maternel og hvalpekapacitet. Den gennemsnitlige kropsvægt i de forskellige linier illustrerer effekten af at anvende enkeltdyrsmodel (Animal Model) ved selektion i de foregående fire år. Ved selektion for hvalpekapacitet er responset højere når der anvendes metode I. Med metode III opnås et negativt respons for maternel effekt. Ved at anvende metode II forsvinder 6 til 17 % af responset for matermel effekt i forhold til metode I. For den direkte genetiske effekt er reponset 47 til 55 % lavere respons af metode II effekt i forhold til metode I.

Tabel 3. Forventet respons i maternel effekt (M)/ direkte effect (D)/ summen af maternel og direkte effekt (M+D) ved 4 uger ved brug af alternative metoder Metode Linie Vægt,gennemsnit Avlsværdi M Gennemsnit alle D M+D Respons M % af gennemsnit D M+D % af respons M ved brug af D metode I M+D

C 161±36 1 -2 -1 2.6 3.3 5.0 -

I K 171±37 4 12 16 2.8 2.2 4.1 -

M 190±35 17 4 21 2.2 2.8 4.3 -

Det forventede respons ved selektion for kropsvægt ved fravænning er præsenteret i tabel 4. Den gennemsnitlige hvalpevægt i kuldet viser det samme resultat som ved 4 uger. Men ved dette tidspunkt er effekten for

II K

III K

2.4 2.0 4.2 93 62 84

2.3 1.0 3.1 83 45 74

2.0 1.7 3.5 94 63 82

0.6 2.1 4.0 24 63 80

1.6 1.1 2.6 58 50 63

-0.3 1.7 3.3 -14 63 76

hvalpekapacitet langt større end den maternelle effekt. På dette tidspunkt er det opnåede respons ved at bruge metode III 70 til 84 % af det opnåede ved en metode I.

Faglig Årsberetning 2001

Hansen, B.K. & P. Berg Tabel 4 Forventet respons for maternel effekt (M)/ direkte effekt (D)/ summen af maternel og direkte effekter (M+D) ved fravænning ved brug af alternative metoder Metode Linie Vægt, gennemsnit Avlsværdi Gennemsnit all

M D

Respons % af gennemsnit

M+D M D M+D

% af responset M ved brug af D metode I M+D

C 309±63 3 8 11 1.4 4.5 5.9 -

I K 328±71 11 37 49 1.7 5.7 7.4 -

M 340±68 10 29 39 1.7 5.5 7.2 -

I metode II eller III for 4 ugers vægte og ved selektion for direkte effect kommer de selekterede dyr fra færre kuld end når der anvendes metode I. Hvis selektionen er foretaget på maternelle egenskaber eller

III K

1.0 3.2 4.3 71 70 72

1.5 4.7 6.2 84 83 83

1.4 4.5 5.9 83 83 83

summen af maternel og direkte effekt er der ingen forskel mellem modellerne (tabel 5). Ved fravænning er den individuelle variation meget vigtig, hvorfor de selekterede dyr fra metode I kommer fra langt flere kuld end når der anvendes metode III.

Tabel 5 Procent af kuld med selekterede dyr, når der selekteres for maternel effekt (M), direkte effekt (D) eller summen af maternel og direkte effekt (M+D) Linie Kuld at selektere i blandt Metode Tidspunkt I 4-uger II 4-uger III 4-uger I Fravæn-ning III Fravæn-ning

M 50 49 50 59 45

C 115 D 60 49 44 62 47

M+D 46 45 45 60 47

Konklusion Denne undersøgelse dokumenterer fordelen ved anvendelse af individuelle kropsvægte til selektion for tidlig hvalpevækst. Dette er især vigtigt, når der selekteres for hvalpens egen kapacitet for vækst. Ved brug af den gennemsnitlige kropsvægt for hvert kæn ved 4 uger reduceres det genetiske respons med omkring 6% til 17 % ved selektion for maternel effekt, men med 37% til 55% ved selektion for hvalpens egen evne for vækst. Hvis moderegenskaber ved 4 uger indgår i avlsmålet, kan den gennemsnitlige kropsvægt for hvert køn ved 4 uger bruges i avlsværdivurderingen, men med en reduceret avlsfremgang i forhold til at individuelle hvalpevægte registreres. Referencer Berg, P., Hansen, B.K & Nielsen, U.L. 1997 Selektion for moderegenskaber. Baggrund og

M 46 47 42 55 48

K 116 D 66 48 46 58 48

M+D 47 48 47 57 48

M 47 42 44 56 42

mål for et nystartet Årsberetning 1996, 7-8.

M 122 D 60 42 41 54 42

projekt.

M+D 52 42 41 54 42

Faglig

Hansen, B.K. 1997. The lactating mink (Mustela vison) - Genetic and metabolic aspects. Ph.D Thesis, 79 pp. Dept. of Animal Breeding and Genetics, Research Centre Foulum, P.O. Box 50, DK-8830 Tjele. Hansen, B.K. & Berg, P. 1997. Mink kit growth performance in the suckling period. II. Estimates of sources of variation. Acta Agric. Scand., Sect. A, Animal Sci. 47, 240246. Hansen, B.K. & Berg, P. 2000. Genetics of kit growth and maternal weight changes during lactation in mink. VIIth International scientific congress in fur animal production, Greece. Scientifur, 24, no. 4, 74-77. Hansen, B.K. & Berg, P. 2001. Alternative measures for prediction of maternal and kit effects on early kit growth in mink. Proc. NJF-Seminar No.331, Snekkersten, Denmark, 4 pp.

Faglig Årsberetning 2001

Alternative mĂĽl for moderegenskaber og hvalpe kapacitet i dieperioden

Hansen, B.K. Berg, P., Malmkvist, J., Hansen, S.W. & Rasmussen, U.L. 2001. Selektion for kit growth- considering welfare of the dam. Results of the fourth year of selection. Annual Report 2000, 29-32. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Jensen, J. & Madsen, P., 1994. DMU: A package for the analysis of multivariate mixed models. In: Proc. Of the 5th World Congress on Genetics Appl. to Livest. Production 22:45-46.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Afkortes Produktionsperioden ved at flytte Fødselstidspunktet? Positive/Negative Konsekvenser? Ulla Lund Rasmussen & Maria Fredberg

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed (PFR), Herningvej 112 C, 7500 Holstebro Sammendrag Det er muligt at flytte fødselstidspunktet enten udfra ændring af parringstidspunktet (én dag senere parring medfører 0,7 dag senere fødsel) eller udfra præstationerne som 1. års tæver (tidlig fødende 1. års tæver føder lidt tidligere som 2. års tæver end sent fødende tæver). Sene parringer giver lidt kortere drægtighed; men i dette forsøg ikke flere hvalpe. Vi fandt ingen forskelle i hvalperesultatet afhængig af fødselstidspunktet; men en svag tendens til at flere tidligt fødte hvalpe end sent fødte, overlevede. Der var ingen signifikante linieforskelle i vægte, hverken ved samme alder eller på samme vejetidspunkt, men en svag tendens til lavere vægte i linie 84, som ikke kunne forklares (muligvis genetiske). Der var ingen signifikante forskelle mellem linierne i graden af pelsmodenhed. Indregnes alle ovennævnte forhold i et dækningsbidragsprogram ses stort set samme resultat, hvor skindprisen dog har forholdsvis stor effekt på slutresultatet. Den endelige skindpris er dog ukendt på nuværende tidspunkt. På denne baggrund kan det ikke konkluderes om der er en negativ eller positiv effekt af at flytte fødselstidspunktet. Rasmussen, U.L. & M. Fredberg (2002). Afkortes produktionsperioden ved at flytte fødselstidspunktet? Positive/negative konsekvenser? Faglig Årsberetning 2001. 61-67. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract It is possible to change the time of birth by moving the time of mating or by selection between early or late time at birth as first yearlings. This experiment showed, that postponing the last mating day, resulted in postponing the day of birth by 0.7 days. Late mating also reduced the length of pregnancy. Females chosen by their performance in the first breeding season showed high degrees of repetition in the next season. Late time of birth in the first year gave latter time of birth in the second year. We did not find significant differences between lines according to numbers of kits, weights or degrees of fur maturity. An economic calculation showed no differences between lines. Rasmussen, U.L. & M. Fredberg (2002). Is the growth period shortened by changing the time of birth? Positive/negative consequences? Annual Report 2001, 61-67. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning I Danmark er foderomkostningerne ca. 50% af de totale produktionsomkostninger. En reduktion i foderforbruget vil derfor forbedre dækningsbidraget. Det er ikke ualmindeligt, at sent fødte hvalpe frasorteres fra videre avl allerede ved fravænning. Begrundelsen er, at kuldene er for små, og hvalpene for dårlige til at anvende som avlsdyr (Børsting, 1990). Tidligere delopgørelser på dette forsøgs data viste at fødselstidspunktet er arveligt (h2 = 0.53) (Fredberg et al., 2001). Forsøg med mårhund (Nyctereutes Procyonoides) viste positiv sammenhæng mellem fødselstidspunkt og relativ daglig tilvækst. Senere fødte mårhunde havde højere daglig tilvækst. Hos dyr født en måned senere var foderomkostningerne reduceret med ca. 13% (Korhonen, 1987).

Selektionsforsøg for fodereffektivitet hos mink har vist, at dyr selekteret efter god fodereffektivitet, i gennemsnit, føder lidt senere end øvrige tæver og alligevel opnår hvalpene samme slutvægt (Sørensen, 2001). Drægtigheden kan forkortes ved sene parringer ved at nedsætte tiden fra æggene befrugtes og til de vokser fast i livmoderen. Dette bevirker, at et større antal befrugtede æg vokser fast i livmoderen. Antallet af modne follikler er større sidst i marts end i begyndelsen af marts (Falkenberg et al., 1988). Forsøg vedrørende parringssystemer viser, at parringer efter d. 15/3 efter 1+1 systemet forkorter drægtighedsperioden (Lagerkvist, 1992). Den varierende periode under drægtigheden er flydefasen, dvs. perioden fra æggene er blevet befrugtet og til de vokser fast i livmoderen (Lagerkvist, 1992; Murphy & Douglas, 1992).

Faglig Årsberetning 2001

Rasmussen, U.L. & M. Fredberg

Beregninger fra avlsdatabanken over flere år har vist, at den gennemsnitlige kuldstørrelse er faldende med mellem 0,05 og 0,10 hvalp pr. dag drægtigheden forlænges mere end nødvendigt mellem sidste parring og fødsel (Møller, 1999). Formålet med dette forsøg var at undersøge om det er muligt, at afkorte produktionsperioden ved at flytte fødselstidspunktet udfra parringstidspunktet og/eller udfra tævens fødselstidspunkt som 1. års tæve. Derudover ønskedes en undersøgelse af positiv/negativ konsekvens af en flytning af fødselstidspunktet, såvel på reproduktionsforholdene, hvalpenes vækst i løbet af efteråret, deres pelsmodenhed ved pelsning samt et skøn over foderforbruget fra 1. juli til pelstid (6. november). Dækningsbidrag beregnes til belysning af konsekvenserne. Materiale og metode Forsøget er opdelt i 2 delforsøg. Der undersøges hhv. konsekvensen af flytning af parringstidspunktet (Delforsøg 1) og fødselstidspunktet som 2. års tæve, som konsekvens af tævens fødselstidspunktet som 1. års tæve (Delforsøg 2). Delforsøg 1 (Helsøskendegrupper): I oktober 2000 blev der udvalgt 120 avlshanner og 540 førsteårs tæver. Dyrene blev udvalgt som helsøskendegrupper med tre af samme køn i hver gruppe, dvs. at en helsøskendegruppe enten bestod af tre tæver eller af tre hanner. De udvalgte helsøskendegrupper af tæver blev tilfældigt fordelt i de tre nye linier, således at der var en helsøster i hver linie. 3 helbrødre skulle parre 15 avlstæver, 5 fra hver linie (figur 1). T1 T2 T3 T4 T5 Tidlig parring = L 81 HA HA

T1 T2 T3 T4 T5 Medium parring = L 82

HA T1 T2 T3 T4 T5 Sen parring = L 83 Figur 1. Eksempel på parring. 3 helbrødre parrede 5x3 helsøstre, en søster i hver linie. De samme bogstaver eller tal repræsenterer helsøsken.

Startstidspunket for parringen var forskelligt i de 3 linier (tabel 1) og alle blev forsøgt parret efter 1+9 systemet. Ingen parring i første runde bevirkede, at tæven kun blev parret 1 gang (i sidste runde). Tæverne blev flushet i ugen inden parring. Tæver blev også flushet et par dage før omparringen. Tabel 1. Skitse over parringstidpunktet, flushing m.m i linierne 1. Parring 2. Parring Flushing Flyttet til parring

Linie 81 5/3 eller 6/3 14/3 eller 15/3 28/2

Linie 82 8/3 eller 9/3 17/3 eller 18/3 3/3

Linie 83 11/3 eller 12/3 20/3 eller 21/3 6/3

4/3

7/3

10/3

Avlstæverne i forsøget gik separat fra de øvrige dyr på farmen inden parring og flyttet til parring dagen inden parringen i den aktuelle linie. Herved blev det undgået, at tæverne i forsøget (specielt tæver i linie 82 og 83) blev stimuleret af de øvrige dyr, hvor parringen allerede var påbegyndt. Alle tæver blev håndteret ens, hvilket vil sige, at alle tæverne blev flyttet i fælder, når de skulle parres. Der var ingen hanner placeret imellem tæverne. Hannerne sad samlet. Delforsøg 2 (Tidligt fødende kontra sent fødende tæver): I oktober 2000 udvalgtes avlsdyrene til 2. delforsøg udfra følgende kriterier: Linie 84: 30 avlshanner alle født før 28 april og med min. 100 i kuldindeks plus 149 anden års tæver som i avlsåret 2000 fødte mellem d. 22. og 29. april og med kuldindeks over 95. Linie 85: 30 avlshanner alle født efter 5. maj og med min. 100 i kuldindeks plus 142 anden års tæver som i avlsåret 2000 fødte mellem d. 2. og 15. maj og medkuldindeks over 95. Parringsstrategien i delforsøg 2 forløb som en sammenhængende periode, med start d. 5. marts. Tævernes parredes efter 1 + 9 systemet indtil d. 14. marts. Tæver der ikke var parret inden denne dato blev parret efter 1 + 1 systemet. Hver han skulle i gennemsnit parre fem tæver. Alle dyr blev flushet i ugen inden parringen begyndte og igen 2 dage inden omparringens begyndelse d. 14/3. Hanner og tæver blev opsat til parring efter normale farmforhold på Forsøgsfarm SYD,

Faglig Årsberetning 2001

Afkortes produktionsperioden ved at flytte fødselstidspunktet? Positive/negative konsekvenser

hvilket vil sige at hannerne sad i grupper inde imellem tæverne. I begge delforsøg er betingelserne ens efter fødslen. Fødselsdatoen blev noteret og hvalpene talt. Var kuldet født om morgenen blev de talt samme eftermiddag ellers næste dags formiddag. Ved 1. hvalpetælling blev antal levendefødte og antal dødfødte hvalpe registreret. Der blev kuldudjævnet, hvis der var mere end 9 hvalpe i kuldet. De største hvalpe blev flyttet.

For at begrænse omfanget af vejninger bestod vejeholdet kun af hanhvalpe fra følgende kuld: 1. delforsøg: Tilfældigt udvalgt 4 hold á 15 tæver, med 5 tæver i hver linie (81-83) som indbyrdes mellem linier var helsøstre. Der var således 57 hanhvalpe fra linie 81, 71 hanhvalpe fra linie 82 og 37 hanhvalpe fra linie 83 i vejeholdet.

Hvalpene blev inddelt i 4-5 hold efter fødselstidpunkt. Når hvalpene skulle fodres på redekassen var det efter ovennævnte holdinddeling, hvor tidligt fødte kuld fik foder en lille uge før det næstfødte hold osv.

2. delforsøg: De 20 tidligst fødte kuld fra de tidligt fødende tævers hold og de 20 sidstfødte kuld fra de sent fødende tævers hold. Dvs. at der var 82 og 61 hanhvalpe i vejeholdet fra hhv. linie 84 og linie 85.

I starten af laktationsperioden blev der holdt lidt igen fodringsmæssigt. Tæverne blev tildelt ca. 150-200 gram foder om dagen. Der skulle ædes op. Fra d. 1/5 begyndte tæverne at blive fodret efter ædelyst. Stadig efter fødselsholds opdelingen, så andet hold startede 5-6 dage senere osv. Havde en lakterende tæve fået 200 gram foder og der var ædt op næste dag, blev hun sat 100 gram op i foder ved næste fodring. Hvis der var levnet mere end hvad der svarer til 100 gram, blev kuldet undersøgt for eventuelle problemer.

I vejeholdet blev alle vejet 4 gange i løbet af vækstperioden og der blev foretaget en vurdering af om de var pelsmodne i uge 44. De tre første vejninger blev foretaget indenfor et aldersinterval på max. 3 dage (+ 1 dag). Herved kan vejningerne begrænses til fx mandag, onsdag og fredag på de mindre vejedage. Hanhvalpene blev vejet i en alder af 12, 17 og 22 uger, samt i uge 44. I uge 45 blev hanhvalpene fra vejeholdet pelset og i forbindelse med skrabningen blev de alle vurderet visuelt for pelsmodenhed på en skala fra 1 til 5 (5=meget pelsmoden).

Hvalpene blev fravænnet efter 43 dage. Tæven blev taget fra hvalpene og samtidig blev 2. hvalpetælling foretaget. Når hvalpene var 8 uger blev de udsat parvis - én han og én tæve. Hvalpene blev udsat indenfor et aldersinterval på 3 dage (± 1 dag). Hvis der ved en udsætning var overskud af det ene køn, blev søskende af samme køn sat sammen indtil næste udsætning ca. 4 dage senere. Herved blev det undgået at hvalpene gik alene. Hanhvalpe i vejehold (jævnfør nedenstående) skulle sættes sammen med en tævehvalp fra start.

Med det formål at få et skøn over foderforbruget blev fodermaskinens indstillinger til udfodret mængde registeret. (bemærk: ikke den faktiske udfodret mængde !) Hvis alle hvalpene havde ædt op hævedes den udfodrede mængde og modsat hvis de ikke havde. Dettte gav meget foder der skulle skrabes af/ fordeles.

Fodersammensætningen mht. energiindhold ændres i juni og på det tidspunkt er de sent fødte hvalpene bagefter aldersmæssigt, hvilket kan medføre fordøjelsesproblemer. Vi anså, det dog ikke for at være et problem i dette forsøg.

Linievise forskelle i parringstidspunkter, fødselstidspunkter, hvalpeantal og vægt samt pelsmodenhed i vejeholdene blev analyseret v.h.a. SAS’s proc GLM. (SAS). Til undersøgelse af dækningsbidraget er regnearkprogrammet beskrevet af Rasmussen (1999) anvendt. Liniernes faktiske forhold angående antal avlsdyr, antal hvalpe, reproduktionsparametre og foderpriser blev anvendt. Ligesom det skønnede over foderforbruget blev anvendt. Skindprisen blev sat til 306 kr. pr. hanskind og 157 pr.

Faglig Årsberetning 2001

Rasmussen, U.L. & M. Fredberg

tæveskind, samt at en skindstørrelse koster hhv. 26 kr. pr. hanskind og 18 kr. pr. tæveskind. Resultater

I gruppen opdelt efter tævens fødselstidpunkt som 1. årstæve, havde linie 84 tilsyneladende også problemer med at blive omparret. Alle tæverne i denne gruppe blev forsøgt parret i samme tidsrum, men tæverne kan alligevel godt havde været ude af deres optimale cyklus. Linie 84 skulle muligvis have været forsøgt parret tidligere. Tabel 2. Parringsresultater

81 82 83 84 85

Forsøg

Indsatte tæver

Tidlig parring middel parring Sent parring tidlig fødende sent fødende

180 180 180 149 142

Parrede/ Frugtbare omparrede tæver tæver 172/133 165 177/131 169 172/94 161 139/56 133 133/81 129

Gold pct. 5,7 4,5 6,3 4,3 3,0

Tabel 3 og 4 viser tidspunkterne for sidste parringsdag og fødselsdagen samt drægtighedslængden (forskellen mellem de 2 andre tidspunkter). I tabel 3 er alle tæverne med, mens det kun er de omparrede tæver i tabel 4. Dette skyldes, at vi gerne vil vise billedet af de genetiske ens grupper, hvor forsøgsbetingelserne har været så ensartet som muligt (= de omparrede helsøskende grupper), men også gerne vise de faktiske opnået resultater i linierne (= alle tæver). Tabel 3. Sidste parringsdag, drægtighedslængde ( fødselsdag sidste parringsdag) og fødselsdag i året – (Alle tæver) Lini e 81 82 83 84 85

Forsøg

tidlig parring middel parring sent parring tidlig fødende sent fødende

Lin ie 81

I tabel 2 ses parringsresultaterne. I helsøskende gruppen (Linie: 81, 82, 83) var resultatet næsten det samme, undtagen på antallet af omparringer hvor linie 83 havde færre omparringer end de 2 andre linier. Dette kan skyldes parringstidspunktet i forhold til dyrets cyklus. Ud fra tallene tyder det på, at linie 82 blev parret rettidig, mens linie 81 blev forsøgt parret lidt for tidligt og linie 83 lidt for sent.

Linie

Tabel 4. Sidste parringsdag, drægtighedslængde ( fødselsdag sidste parringsdag) og fødselsdag i året – (Omparrede tæver)

sidste parrings dag dag i året 72,6 a 74,8 b 75,6 b 70,8 a 72,1 a

drægtighedslængde

fødselstidpunkt

dage 47,0 ab 45,6 b 46,3 b 46,1 b 47,4 a

dag i året 119,7 b 120,5 bc 121,9 c 117,0 a 119,5 b

82 83 84 85

Forsøg Tidlig parring Middel parring Sen parring Tidligt fødende Sent fødende

Drægtighedslængde dage

Fødselstidspunkt dag i året

73,3 a

46,0 ab

119 ab

76,3 c

44,2 bc

121 b

79,3 d

43,2 c

122 c

74,9 b

42,8 c

118 a

75,0 b

45,0 ab

120 b

Forskellige bogstaver = signifikante forskelle (P<0.05)

Resultatet viser signifikant forskelle på linierne i helsøskende grupperne med hensyn til tidspunktet for parringerne (tabel 4). Dette skulle også være tilfældet, da det netop var forsøgsdesignet. Sene parringer gav kortere drægtighed, men samtidig også sene fødsler (tabel 4). Det er tilsyneladende muligt at flytte fødselstidspunktet ved hjælp af parringstidspunktet. Ved en tidligere analyse (Fredberg et al., 2001) fandtes, at for hver dag parring blev udsat fødte tæverne 0,7 dag senere. Samtidig kunne det ses, at parringstidspunktet også influerede på fødselstidspunktet. Sent omparrede tæver fødte senere, men havde en kortere drægtighed end deres helsøstre, som var omparret tidligere. Dette skulle ifølge Falkenberg et al. (1988) bevirke, at flere befrugtede æg voksede sig fast i livmoderen og dermed gav større kuldstørrelse, hvilket ikke kan ses i vores resultater (tabel 6). De tæver, der har født tidligt år 1 føder også tidligere år 2. Der er altså en vis gentagelsesgrad. Der er som tidligere nævnt forskelle i omparringsgraden, hvilket også kan ses her i resultatet for sidste parringstidspunkt (hos alle tæver- tabel 3). Hos de kun omparrede tæver i tabel 4 er sidste parringsdag derimod ens for linie 84 og linie 85. Linieforskellen i fødselstidspunkt skyldes her forskelle i drægtighedslængden. Tidlig fødende tæver er i dette forsøg tilsyneladende ude af deres optimale cyklus og lader sig derfor ikke så let omparre. Hvis de lader sig omparre, føder de til gengæld tidligere ved at afkorte drægtigheden. Der var ingen signifikante linieforskelle i hvalperesultatet. Der er dog tendens til lidt

Forskellige bogstaver = signifikante forskelle (P<0.05)

Sidste parringsdag dag i året

Faglig Årsberetning 2001

Afkortes produktionsperioden ved at flytte fødselstidspunktet? Positive/negative konsekvenser

dårligere resultat i linie 83 og svagt bedre resultat i 2. års linierne (tabel 5 og 6).

starten har lidt lavere vægte, men senere næsten indhenter de andre linier.

Tabel 5. Hvalpeantal. (Alle tæver)

Tabel 9. Vægte hos hanhvalpe i vejehold – (Fast alder)

Fødsel fravænning pr. pr. pr. pr. parret kuld parret kuld 81 tidlig parring 7,1 7,6 6,2 6,6 82 middel parring 7,5 7,8 6,5 6,8 83 sent parring 6,8 7,2 5,8 6,2 84 tidlig fødende 7,5 7,8 6,9 7,2 85 sent fødende 7,5 7,7 6,7 6,9 Forskellige bogstaver = signifikante forskelle (P<0.05) Linie

1090 1151 1006 959 886

12 uger 17 uger g g 81 Tidlig parring 1362,0 2169,8 82 middel parring 1328,0 2149,1 83 Sent parring 1300,0 2110,6 84 Tidlig fødende 1298,3 2000,0 85 Sent fødende 1309,6 2072,7 Forskellige bogstaver = signifikante forskelle (P<0.05)

total

I tabel 10 ses igen ingen signifikante linieforskelle, men tendens til lidt lavere vægte i uge 44 hos hvalpene fra linie 84.

Forsøg

Linie

total

Tabel 6. Hvalpeantal. (Omparrede tæver) Fødsel fravænning pr. pr. pr. pr. parret kuld parret kuld 81 tidlig parring 7,4 7,7 6,5 6,8 82 middel parring 7,7 7,8 6,8 6,9 83 sent parring 7,1 7,6 6,0 6,4 84 tidlig fødende 7,7 7,8 7,2 7,3 85 sent fødende 7,4 7,6 6,5 6,7 Forskellige bogstaver = signifikante forskelle (P<0.05) Linie

Forsøg

867 892 566 404 526

Der var heller ingen signifikante linie forskelle i overlevelsesgraden (tabel 7 og 8). Der var tendens til at hvalpe efter 2. års tæver klarede sig bedst, og at sent fødte hvalpe klarede sig en lille smule ringere, modsat Børstings erfaringer (1990). Tabel 7. Dødlighed (Alle tæver) Linie Forsøg pct. dødfødte pct. døde 1-43 dage 81 tidlig parring 6,4 14,0 82 middel parring 4,8 12,5 83 sent parring 8,1 15,5 84 tidlig fødende 6,3 6,8 85 sent fødende 5,6 10,6 Forskellige bogstaver = signifikante forskelle (P<0.05) Tabel 8. Dødelighed (Omparrede tæver) Linie Forsøg pct. dødfødte pct. døde 81 tidlig parring 6,0 82 middel parring 5,5 83 sent parring 9,1 84 tidlig fødende 4,4 885 sent fødende 6,5 Forskellige bogstaver = signifikante forskelle (P<0.05)

1-43 dage 12,8 11,3 16,6 5,6 11,8

Der er ingen signifikante linieforskelle på vægte ved samme alder. (Alle vægte er korrigeret til nøjagtig samme alder: 84 dage ellers ± 23 g , 119 dage ellers ± 12 g, 154 dage ellers ± 10 g), Der ses dog tendens til at linie 84 ligger lavere end de andre linier (tabel 9). Der er ikke umiddelbart nogen forklaring til dette, undtagen at det genetiske materiale ikke er identiske. I linierne 81, 82 og 83, hvor det genetiske materiale er meget identiske, er der tendens til at sene fødte kuld specielt i

Forsøg

22 uger g 2763,9 2743,2 2750,9 2497,3 2708,1

Tabel 10. Vægte/pelsmodningsgrad hos hanhvalpe i vejehold – ( Fast tidspunkt) vægt i uge 44 Pelsmodenhed i uge 45 g 1-5 (5 = pelsmoden) 81 Tidlig parring 2966,8 3,76 82 middel parring 2921,4 3,56 83 Sent parring 2902,7 3,65 84 Tidlig fødende 2694,5 3,60 85 Sent fødende 2848,8 3,16 Forskellige bogstaver = signifikante forskelle (P<0.05) Linie

Forsøg

Der ses heller ingen signifikante lineforskelle på graden af pelsmodningsheden. Dog tendens til at meget sent fødte hvalpe er mindre modne end de andre. I tabel 11 ses et skøn over foderforbruget i de enkelte linier. Det er ikke den faktiske foderforbrug, men fodermaskinens indstilling til udfodret mængde, der er sammentalt. Ifølge denne opgørelse har linie 84 det laveste forbrug, men var også de letteste ved vejning i uge 44. Som et skøn for fodereffektiviteten er foderforbruget brugt til den vægt hanhvalpene havde i uge 44 beregnet og sat i forhold til linie 83, som viste sig at have den bedste fodereffektivitet. Resultatet kan ikke beregnes statistisk, men tendens er igen at linie 84 klare sig dårligere end de andre linier. Tabel 11. Foderforbrug pr. bur i perioden 1/7 – 6/11, samt relative fodereffektivitet (vægt uge 44/foderforbrug). Linie

Forsøg

81 82 83 84 85

tidlig parring middel parring sent parring tidlig fødende sent fødende

foderforbrug 1/7-6/11 kg 43,8 43,8 42,2 41,5 41,7

Forholdstal for effektivitet g dyr / kg foder 98,4 96,9 100 94,3 99,3

foder-

Indsættes ovenfor nævnte resultater i regnearks programmet til beregning af

Faglig Årsberetning 2001

Rasmussen, U.L. & M. Fredberg

dækningsbidrag (Rasmussen, 1999), så fåes de bedste dækningsbidrag både pr. indsatte tæve og pr. bur i linie 84 (tabel 12). Det skal dog bemærkes, at det er hvis skindpris er den samme i alle linier. Da linie 84 have lettere hanhvalpe i uge 44 er dette muligvis ikke de faktiske forholde. I tabel 13 vises resultatet af dækningsbidragsberegningerne med en skindstørrelses lavere pris i linie 84 end i de andre linier og så er resultatet at linie 84 er dårligst pr. bur, mens linie 83 hele tiden er dårligst pr. tæve. Tabel 12. Dækningsbidrag pr. indsat tæve og bur. (Samme skindpris) Linie 81 82 83 84 85

Forsøg tidlig parring middel parring sent parring tidlig fødende sent fødende

DB pr. indsatte tæver kr./tæve 1075 1117 1000 1154 1097

DB pr. bur kr./bur 270 267 267 278 270

Tabel 13. Dækningsbidrag pr. indsat tæve og bur. (Linie 84 korrigeret ned med en skindstørrelse) Linie 81 82 83 84 85

Forsøg tidlig parring middel parring sent parring tidlig fødende sent fødende

DB pr. indsatte tæver kr./tæve 1075 1117 1000 1016 1097

DB pr. bur kr./bur 270 267 267 245 270

Konklusion: Ovenstående resultater viser, at det er muligt at flytte fødselstidspunktet enten udfra ændringer af parringstidspunktet (én dag senere parring medfører 0,7 dag senere fødsel) eller udfra præstationerne som 1. års tæver (tidlig fødende 1. års tæver føder lidt tidligere som 2. års tæver end sent fødende tæver). Det er også tidligere vist, 2 fødselstidspunktet er arveligt (h =0,53).

Sene parringer giver lidt kortere drægtighed, men i dette forsøg ikke flere hvalpe af den grund. I dette forsøg ses ingen forskelle i hvalperesultatet afhængig af fødselstidspunktet. Der er en svag tendens til, at tidligt fødte hvalpe overlever bedre end senere fødte, men tendens er ikke signifikant. Der er ingen signifikante linieforskelle i vægte, hverken ved samme alder eller på samme vejetidspunkt, men en svag tendens til 66

at lavere vægte i linie 84 af uforklarlige grunde (muligvis genetiske). Der er heller ikke signifikante forskelle mellem linierne i graden af pelsmodenhed. Indregnes alle ovenfornævnte forholde i et dækningsbidragsprogram ses stort set samme resultat, hvor dog skindprisen har forholdsvis stor effekt på slut resultatet. Og skindprisen er en af de faktorer der stadig er ukendt på nuværende tidspunkt. I dette forsøg kan der således hverken påvises nogen negativ som positiv konsekvens af at flytte fødselstidspunktet. Referencer: Børsting, E. (1990): Sent fødte mink har også god kvalitet. Dansk Pelsdyravl nr. 5 1990 pp 223-224. Falkenberg, H.; Lohi, O.; Møller, H. H.; Therkildsen, N. & Weiss, V. (1988): Afprøvning af sene parringer hos mink. In: Glem-Hansen, N. (1989): Faglig Årsberetning 1988. Dansk Pelsdyravler Forening. Fredberg, M.; Rasmussen, U.L.; Berg, P.; & Sandbøl, P. (2001): Heritability for birth date and effect of mating date in mink (mustela vison). NJF-Utredning/rapport nr. 331. p 8. Korhonen, H. (1987): Energy Metabolism of Raccoon Dog (Nyctereutes Procyonoides, Gray 1834): Applied perspective to common farming practies. Department of Applied Zoology, University of Kuopio, Kuopio. pp 47-48. Lagerkvist, G. (1992): Mating systems and endocrinology of oestrus in mink (Mustela vison). In: Tauson, A-H. & Valtonen, M. (1992): Reproduction in carnivorous fur bearing animals. Nordiska Jordbruksforskares Förening, NJF-utredning/rapport nr. 75. Frederiksberg and Kuopio. pp. 51-71. Lagerkvist, G. (1993): Selection for litter size, body weight and pelt quality in mink (Mustela vision). Rapport 103. Sveriges lantbruksuniversitet, Uppsala. Murphy, B. D. & Douglas, D. A. (1992): Reproduction in female mink. In: Tauson, AH. & Valtonen, M. (1992): Reproduction in

Faglig Årsberetning 2001

Afkortes produktionsperioden ved at flytte fødselstidspunktet? Positive/negative konsekvenser

carnivorous fur bearing animals. Nordiska Jordbruksforskares Förening, NJFutredning/rapport nr. 75. Frederiksberg and Kuopio. pp. 39-49. Møller, S. H., (1999): Handlingsprogram for parring af mink. Appendiks 2 In: Styring af minkproduktion. Ph.D. Afhandling. Institut for Husdyrbrug og Husdyrsundhed, Den Kgl. Veterinærog Landbohøjskole, Frederiksberg og Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, Danmarks JordbrugsForskning,

Forskningscenter Foulum, Danmark. pp. 121-127. Rasmussen, U. L. (1999): Økonomiske beregninger på selektionslinier. NJFUtredning/rapport nr. 308. p 4. Sørensen, K. (2001): Selection for feed efficiency in mink (Mustela vison). Ph. D. Thesis. Danish Fur Breeders Resarch Center (PFR). In press.

Faglig Årsberetning 2001

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Energifordeling i Minkfoder i Vinter- og Reproduktionsperioderne Carsten Hejlesen & Tove N. Clausen

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark Sammendrag Det er tidligere vist, at 45% af den omsættelige energi (OE) fra protein resulterer i lige så gode reproduktionsresultater som et højere niveau. For at eliminere en eventuel årsvariation er sammenligningen mellem et højt proteinniveau (53% af OE) og et lavere niveau (45% af OE) gentaget. Det er desuden undersøgt, om reproduktions- og diegivningens resultat påvirkes af fodring med 30% af OE fra protein fra december til sidst i februar sammenlignet med 45%. Om 45% af OE fra protein er minimumsgrænsen er undersøgt med forsøgshold, der blev tildelt 40% af OE fra protein. Ved en reduktion mod minimumsgrænsen reduceres mængden af overskudsprotein, der er til rådighed for gluconeogenesen. Derfor er der ved både 40 og 45% af OE fra protein undersøgt 3 forskellige kulhydratniveauer (12, 17 og 22%). Resultaterne viste, at der ved 45% og 53% af OE fra protein ikke var forskel i antal hvalpe på dag 42, selvom 53% af OE fra protein resulterede i signifikant flere levendefødte hvalpe. Derimod var der ved 45% af OE fra protein en signifikant større hvalpevægt dag 42. Fodring med vækstperiodelignende foder (30% af OE fra protein) frem til sidst i februar, efterfulgt af fodring med 45% af OE fra protein indtil dag 42, havde ingen negative konsekvenser i forhold til fodring med 45% af OE fra protein fra december til dag 42. Endvidere blev der ikke fundet forskel i antal hvalpe ved fødsel eller på dag 42 af fodring med hhv 40 og 45% af OE fra protein. Tævehvalpenes vægt dag 42 var signifikant større ved fodring med 40% af OE fra protein. For hanhvalpenes vægt dag 42 var der vekselvirkning mellem proteinog kulhydratniveau. Endelig viste analysen af kulhydratniveauernes effekt, at 17% af OE fra kulhydrat resulterede i flest hvalpe ved fødsel og på dag 42. Tævehvalpenes vægt på dag 42 var størst ved 12% af OE fra kulhydrat, og signifikant mindst ved 22% af OE fra kulhydrat. Det konkluderes, at foder til vinter- og diegivningsperioden kan sammensættes således, at protein udgør 30% af OE frem til sidst i februar, og derefter 40-45% af OE, mens kulhydrat kan udgøre op til 17% af OE uden negative konsekvenser for reproduktions- og diegivningsresultatet. Hejlesen, C. & T.N. Clausen (2002). Energifordeling i minkfoder i vinter- og reproduktionsperioderne. Faglig Årsberetning 2001. 69-75. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract We have been shown that 45% of metabolizable energy (ME) from protein in the feed is as suitable as a higher level in the winter and reproductions periods. To eliminate variations among years the comparison was repeated. As the requirement for ME from protein has not yet been established for mink in the winter and reproductions periods, 45% versus 40% of the ME from protein was evaluated. Both levels were administered from late February until day 42 in the lactation period to 6 groups feed 30% of the ME from December. Each protein level consisted of 3 groups fed either 12, 17 or 22% of the ME from carbohydrate. In summary 53% of the ME from protein resulted in significantly most live born kids, but at day 42 the were no difference (53% vs 45% from December until day 42, 30% vs 45% from December until late February, and 40% vs 45% from late February until day 42). Kit weight at day 42 was negatively correlated to the level of ME from protein (53% vs 45%: p<0,001; 45% vs 40%: p<0,02 (female kits)). For male kits interaction existed between level of protein and carbohydrat. The number of kits at birth and at day 42 was significantly highest when 17% of the ME came from carbohydrate, while female kit weight was highest at a carbohydrate level of 12-17% of the ME. It is concluded that a feed composition where the ME from protein makes 30% from December until late Februarey followed by 40-45% until day 42 combined with up to 17% of the ME from carbohydrate is without consequenses on performance in the reproduction and lactation periods. Hejlesen, C. & T.N. Clausen (2002). Energy Distribution in Mink Feed in the Winter and Reproductions Periods. Annual Report 2001, 69-75. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Faglig Årsberetning 2001

Hejlesen, C. & T.N. Clausen

Indledning Fra medio december til fravænning er dansk minkfoder traditionel sammensat så den omsættelig energi (OE) udgøres af 50-55% fra protein, mens fedt udgør 30-37% og kulhydrat 10-15%. Fra december til marts er tævernes behov for næringsstoffer karakteriseret ved at være til vedligehold. Clausen & Hejlesen (1999) og Hejlesen & Clausen (2000) fandt da også, at reproduktionsresultatet ikke blev påvirket af at reducere proteinniveauet til 30% af OE indtil sidst i februar. Fra marts til fravænning (medio juni) skal foderet udover vedligehold også dække behov til fosterproduktion, behov til mælkeproduktion og behov til vækst hos hvalpe, der æder foder. Behovet via foder til fosterproduktion er marginalt (Tauson et al. 1994), mens behovet til mælkeproduktion og hvalpevækst er markant større. Behovet for protein, og herunder aminosyrer, kan betragtes som det væsentligste, idet det ikke kan erstattes af fedt og kulhydrat. Fedtog kulhydrat kan i en vis udstrækning derimod både erstatte hinanden, men også erstattes af protein. Omsætningen af protein er energetisk omkostningskrævende, og derfor er det mest optimale for det producerende dyr, at proteintildelingen ikke overstiger behovet. For diegivende minktæver er det vist, at behovet for protein er dækket med 40-45% af OE (Skrede 1978, Olesen 1990, GlemHansen 1992, Clausen & Hejlesen 1999, 2000, Hejlesen & Clausen 1999, 2000, og Fink 2001) Med 40-45% af OE fra protein skal fedt og kulhydrat tilsammen udgøre 55-60% af OE. Skrede (1978) og Hejlesen & Clausen (2000) fandt, at en forøgelse af forholdet mellem fedt og kulhydratets andel af OE havde en positiv effekt på hvalpenes vægt ved fravænning. Men med et proteinniveau, der

tilstræbes at være omkring behovet, er der mindre substrat for de novo syntesen af glucose i gluconeogenesen. Formål Formålet med dette forsøg er, at undersøge effekten på reproduktionsresultaterne; af at reducere proteinniveauet fra 53 til 45% af OE i perioden fra januar til fravænning af at reducere proteinniveauet fra 45 til 30% af OE i perioden fra december til sidst i februar af forskellige fedt- kulhydratniveauer ved hhv 40 og 45 % af OE fra protein fra sidst i februar til hvalpene er 42 dage gamle (dag 42). Materialer og metode Der blev anvendt 8 hold wildmink á ca. 125 tæver. Holdene fik tildelt forsøgsfoder fra 1. december til fravænning. Hold 1 og 2 fik foder med hhv 53% og 45% af OE fra protein i hele forsøgsperioden, mens hold 3 til 8 fik foder med 30% af OE fra protein fra 1. december til 22 februar efterfulgt af foder med enten 45% protein (hold 3 til 5) eller 40% protein (hold 6 til 8) med varierende fedtog kulhydratindhold. Forsøgsdesignet fremgår af tabel 1. Tabel 1. Forsøgsdesign. Fordeling af OE mellem protein:fedt:kulhydrat Periode Hold 1. december – 22 februar 22 februar – fravænning 1 53 : 35 : 12 53 : 35 : 12 2 45 : 43 : 12 45 : 43 : 12 3 45 : 43 : 12 4 45 : 38 : 17 30 : 45 : 20 5 45 : 33 : 22 6 40 : 48 : 12 30 : 45 : 20 7 40 : 43 : 17 8 40 : 38 : 22

Våde råvarer og foder blev analyseret for tørstof-, protein-, fedtog askeindhold. Endvidere blev der udtaget samleprøver af alle foderblandinger til analyse for aminosyreindhold. Men som følge af en teknisk fejl kunne disse ikke analyseres. I stedet er det beregnede indhold af aminosyrer vist i tabel 2.

Faglig Årsberetning 2001

Energifordeling i minkfoder i vinter- og reproduktionsperioderne Tabel 2. Fodersammensætninger Hold Energifordeling, plan Fiskeafskær, < 3% fedt Industrifisk, 5-8% fedt Fjerkræaffald, Himmerland Byg, poppet Hvede, poppet

1 53:35:12 48,0 22,0 11,0 3,3 3,3

2&3 45:43:12 44,0 20,0 11,0 3,6 3,6

4 45:38:17 44,0 20,0 11,0 5,0 5,0

5 45:33:22 44,0 20,0 11,0 6,3 6,3

6 40:48:12 42,0 19,0 11,0 3,8 3,8

7 40:43:17 42,0 19,0 11,0 5,34 5,34

8 40:38:22 42,0 19,0 11,0 6,7 6,7

Fiskemel Hæmoglobinmel Kartoffelprotein Majsgluten Soyaolie

3,2 2,0 2,0 2,0 1,2

3,0 2,0 0,8 2,0 2,5

1,9 2,0 1,2 1,0 1,8

1,5 2,0 0,5 0,6 1,1

2,0 2,0 1,3 1,2 3,5

1,9 2,0 0,5 0,4 2,6

1,0 2,0 0,2 0,1 1,9

Svinefedt Hvedeklid Vitaminer/Mineraler Vand Analysetal Tørstof Energi, kcal/100g Energi, MJ/kg tørstof Energifordeling Protein:Fedt:Kulhydrat Fordøjelige aminosyrer, g/100 kcal Lys Met Cys

0,6 1,0 0,25 0,2

1,3 1,0 0,25 4,9

0,9 1,0 0,25 4,9

0,6 1,0 0,25 4,9

1,8 1,0 0,25 7,3

1,3 1,0 0,25 7,3

0,9 1,0 0,25 7,2

33 136 17,2

33 143 18,1

34 138 17,0

33 127 16,1

35 153 18,3

34 144 17,7

34 137 16,8

52:37:11

46:42:12

45:39:16

45:33:22

40:48:12

39:44:17

39:39:22

0,80 0,31 0,09

0,67 0,26 0,08

0,68 0,25 0,08

0,67 0,25 0,08

0,61 0,22 0,07

0,60 0,22 0,07

Thr Try His

0,45 0,11 0,34

0,37 0,09 0,29

0,36 0,09 0,30

0,33 0,08 0,26

0,32 0,08 0,27

Phe Tyr Leu

0,55 0,39 0,94

0,46 0,32 0,79

0,46 0,32 0,80

0,45 0,30 0,78

0,41 0,28 0,71

0,40 0,27 0,70

0,40 0,26 0,69

Ile Val Arg

0,47 0,67 0,70

0,38 0,56 0,59

0,38 0,57 0,60

0,37 0,56 0,60

0,34 0,51 0,53

0,33 0,50 0,54

0,32 0,50 0,54

Gly Ala Ser

0,91 0,82 0,59

0,78 0,70 0,50

0,79 0,68 0,50

0,80 0,68 0,50

0,70 0,61 0,45

0,72 0,60 0,44

0,73 0,60 0,44

Asp Glu Pro

1,03 1,61 0,67

0,84 1,38 0,58

0,86 1,38 0,59

0,84 1,40 0,60

0,77 1,21 0,51

0,75 1,21 0,52

0,74 1,23 0,54

Alle tæver blev vejet 4. januar, 22. februar, og ved fravænning (dag 42). Hvalpene blev talt ved fødsel, samt talt, kønssorteret og vejet dag 42. Antal golde tæver, døde tæver, tæver med diegivningssyge og antal fedtede kuld blev registreret.

er gennemsnit og standardafvigelse i parentes vist, med mindre andet er angivet. I tabellerne er værdier i kolonner med forskellig suffix signifikant forskellige.

For at reducere stressbelastningen blev der ikke foretaget vejning af tæver ved fødsel eller optælling og vejning af hvalpe dag 28.

I de 8 hold var der fra 0 til 4 tæver som ikke blev parret, der var fra 0 til 8 af de indsatte tæver som døde inden fødsel, og goldprocenten varierede fra 4,2% til 13,0%. Antallet af fødende tæver fremgår af tabel 3, 4, 5 og 6.

Data var normalfordelte og procedurerne GLM, (ss4), Lsmeans / Pdiff blev anvendt ved analyserne. Relevante variable blev medtaget som covariater. Diskrete variable blev testet med en χ2-test. Statistisk signifikansniveau blev valgt til 5%. I tabeller

Resultater og diskussion

Vejeresultaterne for tæverne viste mindre individuelle forskelle i januar og februar, men ved dag 42 var der ingen forskel i deres vægt (1021g –1053g).

Faglig Årsberetning 2001

Hejlesen, C. & T.N. Clausen

Effekt af 53% kontra 45% af OE fra protein fra 1/12 til dag 42 Tæver fodret med 53% af OE fra protein i perioden fra 1. december til dag 42 fødte 0,6 levende hvalp mere end tæver fodret med 45% af OE fra protein (p<0,03) (tabel 3). Dag 42 var der dog ikke forskel på antal levende hvalpe, idet holdet der fik 53% protein havde et signifikant større hvalpetab (p<0,01). I holdet der fik 45% af OE fra protein var hvalpene tungere (p<0,001) end hvalpe i holdet der fik 53% af OE fra protein. Tabel 3. Reproduktionsresultat ved 53% og 45% af OE fra protein (Gns. og std. i parentes) Hvalpevægt dag 42 Fødende Levende hvalpe Energifordeling tæver Ved fødsel Dag 42 Hanner Tæver 7,48 6,44 284 260 53:35:12 112 (1,77) (2,33) (69) (66) A B B 6,89 6,49 313 286 45:43:12 110 (2,16) (2,23) (62) (42) B A A p <0,03 NS <0,001 <0,001

Effekt af proteinniveau før 22. februar Ved fodring med 30% af OE fra protein frem for 45% var der en signifikant større goldprocent (p<0,03), mens der ved 45% af OE fra protein var signifikant flere tæver som døde efter parring og inden fødsel (p<0,006) (ikke vist). For antallet af levende hvalpe ved både fødsel og på dag 42, samt hvalpenes vægt dag 42 var der ingen statistisk forskel. Han- og tævehvalpene vejede dog mest dag 42 hos tæver fodret med 30% af OE fra protein frem til 22. februar (tabel 4). Tabel 4. Reproduktionsresultat ved 30% og 45% af OE fra protein indtil 22/2, efterfulgt af 45% indtil dag 42 (Gns. og std. i parentes) Levende hvalpe Hvalpevægt dag 42 OE fra protein Fødende indtil 22. febr. tæver Ved fødsel Dag 42 Hanner Tæver 6,78 6,10 328 292 30% 107 (1,93) (2,14) (71) (61) 6,89 6,49 313 286 45% 110 (2,16) (2,23) (62) (42) p NS NS NS NS

Effekt af proteinniveau efter 22. februar Uanset om tæverne blev fodret med 45% eller 40% af OE fra protein fra 22 februar var der ingen forskel i antallet af levendefødte hvalpe (p>0,53) eller i antallet af hvalpe dag 42 (p>0,63) (tabel 5).

Tabel 5. Reproduktionsresultat ved 45% og 40% af OE fra protein (LSmeans og SEM i parentes) Levende hvalpe Hvalpevægt dag 42 OE fra Fødende protein tæver Ved fødsel Dag 42 Hanner Tæver 6,79 6,27 NE 295 40% 342 (0,114) (0,126) (3,19) A 6,69 6,18 NE 278 45% 328 (0,117) (0,128) (3,22) B P NS NS <0,0002 NE= ikke estimeret

For hanhvalpenes vægt dag 42 var der vekselvirkning mellem proteinog kulhydratniveau, og derfor kan effekten af proteinniveau ikke bestemmes. For tævehvalpene resulterede 40% af OE fra protein i signifikant større tævehvalpevægt dag 42 end 45% protein (p<0,0002). Effekt af kulhydratniveau efter 22. februar Når kulhydrat udgjorde 12 eller 17% af OE, var der flere levende hvalpe ved både fødsel og på dag 42, end ved 22% (p<0,03)(tabel 6). Der var dog ikke signifikant forskel på 12 og 17% kulhydrat På grund af vekselvirkningen mellem proteinog kulhydratniveau for hanhvalpenes vægt dag 42 kan effekt af kulhydratniveau ikke bestemmes. Som effekt af kulhydratniveau var tævehvalpenes vægt dag 42 statistisk sikkert lavere ved det højeste niveau på 22%. Tabel 6. Reproduktionsresultat ved 12%, 17% og 22% af OE fra kulhydrat (LSmeans og SEM i parentes) OE fra Fødende Levende hvalpe Hvalpevægt dag 42 kulhydrat tæver Ved fødsel Dag 42 Hanner Tæver 6,77 6,19 294 12% 220 (0,142) (0,156) NE (3,93) AB AB A 6,99 6,53 287 17% 219 (0,142) (0,156) NE (3,93) A A AB 6,45 5,95 279 22% 231 (0,138) (0,152) NE (3,90) B B B p <0,03 <0,03 <0,02 NE= ikke estimeret

Sundhed Forekomsten af fedtede kuld var markant lavt i forhold til foregående produktionsår på forsøgsfarmen. I de 8 hold var der i alt 6 fedtede kuld (min. 0, max 3), og der var ingen effekt af foderblanding. Der var heller ingen effekt af foderets energifordeling på frekvensen af diegivningssyge eller ”anden sygdoms-

Faglig Årsberetning 2001

Energifordeling i minkfoder i vinter- og reproduktionsperioderne

tilstand” (yverbetændelse, uspecifik dødsårsag).

børbetændelse,

Hanhvalpevægt Idet der var vekselvirkning mellem protein-

og kulhydratniveau, var det ikke muligt at bestemme en entydig effekt af på hanhvalpenes vægt dag 42. Hanhvalpenes vægt er derfor præsenteret i figur 1.

Figur 1: Hanhvalpevægt ved forskellige energifordelinger. (hold 3-8 fik foder med 30% af OE fra protein fra dec. til 22. febr.)

Vægt (g) af hanhvalpe dag 42 400 350 300 250 200 % OE fra protein fedt kulhydrat Holdnr

53 35 12 1

45 43 12 2

45 43 12 3

Diskussion og konklusion 53% kontra 45% af OE fra protein Antallet af hvalpe dag 42 var ikke påvirket af, om tæverne i perioden fra 1. december til dag 42 fik foder med 53% eller 45% af OE fra protein. Antal levendefødte hvalpe var dog signifikant større ved 53% protein, men hvalpetabet fra fødsel til dag 42 var også signifikant større, og dermed blev antal levende hvalpe dag 42 ikke forskelligt. Hvalpetabet kunne ikke begrundes i forekomsten af sygdomstilfælde (fx fedtede kuld). I 3 tidligere forsøg, hvor de sammenlignede energifordelinger var stort set som i dette forsøg blev der heller ikke fundet nogen forskel i antal levende hvalpe dag 42 (Clausen & Hejlesen 1999, 2000 og Hejlesen & Clausen 2001). Hvalpenes vægt dag 42 var i dette forsøg signifikant større ved fodring med 45% protein end ved fodring med 53% protein, hvilket stemmer helt overens med tidligere forsøg (Skrede 1978, Clausen & Hejlesen 1999, 2000 og Hejlesen & Clausen 2001). At

45 38 17 4

45 33 22 5

40 48 12 6

40 43 17 7

40 38 22 8

hvalpene bliver større dag 42 ved fodring med 45% af OE fra protein frem for 53%, kan både være et resultat at en bedre mælkeproduktion, men også en bedre tilvækst hos hvalpene fra de begynder at æde foder. Fink (2001) viste, at mælkeproduktionen var større i de 4 første laktationsuger når tæverne fik foder med 39% af OE fra protein frem for 58% af OE fra protein. Årsagen til en reduceret mælkeproduktion ved et højt proteinniveau er formentlig en negativ effekt af at tildele en proteinmængde, der overstiger minktævens behov, idet omsætning af overskudsprotein har en mindre energiværdi i forhold til alternativerne fedt og kulhydrat. Resultater (Clausen & Hejlesen 1999, Hejlesen & Clausen 2000) tyder dog også på, at en reduktion i proteinniveau fra 55% til 45% har en positiv effekt på hvalpenes tilvækst når de selv begynder at æde foder. 30% kontra 45% af OE fra protein fra december til sidst i februar

Faglig Årsberetning 2001

Hejlesen, C. & T.N. Clausen

For tæver fodret med 45% af OE fra sidst i februar til dag 42 var der ingen effekt af proteinniveauet (30% hhv 45% af OE) fra december til sidst i februar, på antallet af hvalpe ved hverken fødsel eller på dag 42. Ligeledes var hvalpenes vægt på dag 42 heller ikke statistisk sikkert forskellig, selvom 30% af OE fra protein resulterede i de tungeste hanog tævehvalpe. Det er i overensstemmelse med tidligere forsøg, der viste at fodring med vækstperiodelignende foder frem til sidst i februar ikke påvirkede reproduktionen og diegivningsperiodens resultat (Clausen & Hejlesen 2000 og Hejlesen & Clausen 2001) 45% kontra 40% af OE fra protein fra sidst i februar En sammenligning af proteinniveauer på hhv 40 og 45% af OE viste ingen effekt på antallet af levende hvalpe ved hverken fødsel eller dag 42. Hvalpenes vægt dag 42 var signifikant bedre ved fodring med 40% af OE fra protein end ved fodring med 45% (effekt kun beregnet for tævehvalpe, idet der var vekselvirkning for hanhvalpe). Resultatet er dermed i fuld overensstemmelse med resultater (Fink 2001) for hvalpenes vægt ved dag 28. Behovet for protein hos både de lakterende tæver og hvalpene i det her beskrevne forsøg har derfor været dækket ved 40% af OE fra protein. Kulhydratniveau Antallet af levendefødte hvalpe og antal hvalpe dag 42 var signifikant mindst når 22% af OE stammede fra kulhydrat (p<0,03). Det er i overensstemmelse med tidligere forsøg (Clausen & Hejlesen 1999, 2000 og Hejlesen & Clausen 2001) at kuldstørrelsen er faldende når kulhydrat udgør 20% eller mere af OE. Tævehvalpenes vægt dag 42 var størst ved 12 og 17% af OE fra kulhydrat. Ved 22% var vægten signifikant mindre end for 12%’s niveauet (effekt kun beregnet for tævehvalpe, idet der var vekselvirkning for hanhvalpe). Der er tidligere fundet en lavere vægt dag 42 (kun signifikant for tævehvalpe) når kulhydrat udgjorde 25% af OE (Hejlesen & Clausen 2001) men ikke når kulhydrat udgjorde 20%

(Clausen & Hejlesen 1999, 2000 og Hejlesen & Clausen 2001). Fedtede hvalpe Der er tidligere rapporteret om tendens til flere fedtede kuld hos tæver, der i perioden fra 1. december til sidst i februar fik vækstperiodefoder, dvs foder med 30% af OE fra protein (Clausen & Hejlesen 2000). Denne tendens blev ikke genfundet i et lignende forsøgsdesign (Hejlesen og Clausen 2001). Og da der heller ikke i de her beskrevne forsøg er indikation af en øget risiko for fedte kuld, anses fodring med 30% af OE fra 1. december til sidst i februar ikke at være forbundet med en øget risiko. Fordøjelige aminosyrer og proteinandel af OE At beskrive minkens behov for aminosyrer som et behov for omsættelig energi fra protein er en tilnærmelse, der er mere acceptabel når aminosyrer tildeles i overskud. Når tildelingen af aminosyrer derimod nærmer sig behovet stiger kravet til en beskrivelse af behovet for de enkelte aminosyrer. Da behovet for de enkelte aminosyrer endnu ikke er bestemt ved forsøg, kan man bruge de analyseværdier, der er fundet i foderblandinger med reduceret proteinindhold, der også har resulteret i gode reproduktions- og diegivningsresultater. I tabel 2 er det beregnede indhold af fordøjelige aminosyrer i de enkelte blandinger vist. Med baggrund i de her præsenterede resultater og resultater opnået af Skrede (1978) og Fink (2001) foreslås af anvende indholdet af fordøjelige aminosyrer vist i tabel 2 for forsøgshold 6. Værdierne skal ikke betragtes som normen for aminosyrebehovet, men som et begrundet forslag til mindsteindhold indtil normen bliver bestemt ved forsøg. Konklusion Gentagelsen af sammenligningen mellem et højt proteinniveau (53% af OE) med et lavere (45% af OE) viste, som tidligere, at der ikke er forskel i antallet af hvalpe på dag 42. For hvalpenes vægt på dag 42, blev der også i dette forsøg opnået en højere vægt ved 45% end ved 53% af OE fra protein.

Faglig Årsberetning 2001

Energifordeling i minkfoder i vinter- og reproduktionsperioderne

Det har ingen konsekvenser for hverken reproduktions- eller diegivningsperiodens resultat, at forsætte fodringen af avlstæver og –hanner med vækstperiodelignende foder frem til sidst i februar. Sammenligningen mellem 40% og 45% af OE fra protein viste i dette forsøg, at minimumsgrænsen for protein ikke er 45%, idet 40% af OE fra protein resulterede i mindst lige så mange hvalpe ved både fødsel og på dag 42. At 40% ikke havde nogen negative konsekvenser så yderligere af, at tævehvalpenes vægt på dag 42 var den signifikant højeste. Ved op til 17% af OE fra kulhydrat var der flest hvalpe både ved fødsel og på dag 42. I lighed med tidligere var der signifikant færre hvalpe når kulhydrat udgjorde 22% af OE. Hvalpenes vægt på dag 42 var også negativt påvirket når kulhydrat udgjorde 22% af OE. Protein er en generel betegnelse for aminosyrer, hvilke er dem dyrene har behov for. Indtil der foreligger bestemmelse af behov for aminosyrer i reproduktions- og diegivningsperioden kan indholdet af fordøjelige aminosyrer vist i tabel 2 for hold 6 anvendes som rettesnor for et minimumsindhold. På baggrund af denne forsøgsserie og tidligere kan det konkluderes, at foder til mink i vinter og diegivningsperioden kan sammensættes således, at protein udgør 30% af OE frem til sidst i februrar, og derefter 4045% af OE, mens kulhydrat kan udgøre op til 17%. Referencer Clausen T.N. & Hejlesen C. 1999. Undersøgelse over forskellige energifordelinger i foderet til minktæver i vinter- og diegivningsperioderne. Faglig Årsberetning

1998. Pelsdyrerhvervets ForsøgsRådgivningsvirksomhed A/S.

Clausen T.N. & Hejlesen C. 2000. Undersøgelse over forskellige energifordelinger i foderet til minktæver i vinter- og diegivningsperioderne 1999. Faglig Årsberetning 1999. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed. Fink R. 2001. Nutrient and energy metabolism in the lactation mink (mustela vison). Ph.d. Afhandling Hejlesen C. & Clausen T.N. 1999. Lavt proteinniveau og fiskeindhold i vinter- og diegivningsperioden. Faglig Årsberetning 1998. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed. 39-44 Hejlesen C. & Clausen T.N. 2001. Energifordeling i minkfoder i vinter- og reproduktionsperioderne. Faglig Årsberetning 2000. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed. 43-50 Niels Glem-Hansen, 1992. Protein and amino acid requirement for mink, Review, Scientifur, Vol 16, No 2 Olesen, C.R. 1990, Forsøg med faldende proteinandel af energien i diegivningsfoder til mink. Dansk Pelsdyravlerforenings Faglige Årsberetning 1989. p 187-190 Skrede A. 1978. Utilization of fish and animal byproducts in mink nutrition. II. Effect of Source and Level of Protein on Female Reproductive Performance, and Preweaning Growth and Mortality of the Progeny. Acta Agric Scand. 28. p 130-140 Tauson A-H., Elnif J., and Hansen N. E., 1994. Energy Metabolism and Nutrient Oxidation in the pregnant Mink (Mustela vison) as a Model for Other Carnivores. American Institute of Nutrition, 2609S2613S

Faglig Årsberetning 2001

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Ad libitum eller Restriktiv Fodring af Tæver i Maj Tove N. Clausen & Carsten Hejlesen,

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Herningvej 112C, Tvis, 7500 Holstebro. Sammendrag Til undersøgelsen blev anvendt tre hold á 175 standard tæver. Tæverne blev behandlet ens i hele vinterperioden indtil fødsel. Hold 61 (ADL_HP) og 62 (RES_HP) blev fodret med ens foder med energifordelingen 53:35:12 i hele perioden, hvorimod tæverne i hold 63 (RES_LP) fik foder med energifordelingen 45:43.12. Efter fødsel blev fodringsintensiteten varieret. Tæverne i ADL_HP holdet blev fodret ofte, men med 2 timers tomgangstid, hvorimod tæverne i RES_HP og RES_LP holdene ikke blev fodret så ofte som ADL_HP tæverne, og med en tomgangstid i de første 15 dage af dieperioden på 6 timer. En øget foderfrekvens og lavere tomgangstid, 2 timer frem for 6 timer i begyndelsen af dieperioden, gav større foderoptagelse hos tæverne og større hvalpevægte dag 28 og ved fravænning. De tæver der fik reduceret proteintildeling, 45 % af den omsættelige energi (OE) fra protein i hele vinter- dieperioderne (RES_LP), havde en lavere gold procent end de hold der fik 53 % af OE fra protein. RES_LP tæverne havde imidlertid flere problemer i dieperioden, end RES_HP tæverne, og de mistede signifikant flere hvalpe fra fødsel til fravænning. Der var ingen signifikant forskel i hvalpeantal og hvalpevægte hos tæver fodret med 45 eller 53 % af OE fra protein i vinter- og dieperioderne. Clausen, T.N. & C. Hejlesen (2002). Ad libitum eller restriktiv fodring af tæver i maj. Faglig Årsberetning 2001, 77-80. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract To the investigation we used tree groups each consisting of 175 scanblack female mink. To the groups ADL_HP and RES_HP a feed with the energy distribution (protein : fat : carbohydrates) 53:35:12 were used, and to the group RES_LP feed with the energy distribution 45:43:12 was used. After birth the feeding procedure between groups was varied. Females in the ADL_HP group were fed often, but two hours a day there was no feed on the wire. Females in the RES_HP and RES_LP were not fed as often as the ADL_HP group and for the first 15 days in the nursing period, they had an empty period every day on 6 hours. Increasing the feeding frequency in the beginning of the nursing period resulted in increased feed consumption and better bodyweights of the kits at day 28 and at weaning. Females fed a low amount of protein, 45 % of metabolisable energy, in the whole period, had fewer barren females than the groups feed 53 % of metabolisable energy from protein. However the RES_LP females had more problems in the nursing period than the RES_HP females, and they lost more kits from birth to weaning. There were no significant difference between the number of kits at birth and weaning and the kit body weights at day 28 and at weaning, between females feed 45 or 53 % of metabolisable energy from protein in the whole winter and breeding period. Clausen, T. N. & C. Hejlesen (2002). Ad libitum or restricted feeding of mink females in May. Annual Report 2001. 77-80. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro. Denmark.

Indledning Forsøg i dieperioden 2000 (xxref) viste at tæverne skal fodres ad libitum i april, for at få den bedste mælkeproduktion hos tæverne, vurderet ud fra hvalpevægtene dag 28. Ligeledes blev der mistet færrest hvalpe hos den gruppe af tæver, der havde været fodret efter ædelyst, frem for restriktivt i april. Mange danske avlere fodrer tæverne restriktivt i begyndelsen af dieperioden, for at undgå for stor mælkepres og fedtede hvalpe. Andre steder i verden mener man tværtimod, at tæverne skal fodres stærkt / ofte umiddelbart efter fødsel for at få dem i gang med en stor mælkeproduktion. Formålet med undersøgelsen var at efterprøve, hvorledes fodrings-

rytmen skal være i maj, for at få den bedste mælkeproduktion hos tæverne, vurderet ud fra hvalpenes vægt dag 28 og ved fravænning. Materialer og metoder Til undersøgelsen blev anvendt ca. 525 standard tæver (13% 3.års tæver, 32% 2.års tæver og 55% 1.års tæver). Tæverne blev behandlet ens i hele vinterperioden indtil fødsel. Hold 61 (ADL_HP) og 62 (RES_HP) blev fodret med ens foder med energifordelingen 53:35:12 i hele perioden, hvorimod tæverne i hold 63 (RES_LP) fik foder med energifordelingen 45:43:12. Efter fødsel blev tæverne fodret efter nedenstående tabel 1.

Faglig Årsberetning 2001

Clausen, T. N. & C. Hejlesen Tabel 1. Fodringsrytme for standard tæver fodret ad libitum hhv restriktivt i dieperioden. Hold

Antal tæver 179

Foderet

62 RES_HP

174

53.35:12

63 RES_LP

177

45:43:12

61 ADL_HP

53:35:12

Fodringsrytme i maj (samme person) Efter ædelyst Efter at tæven har født, tildeles hun frisk foder. Dette fjernes efter en ½ dag og frisk foder tilbydes igen. Tæven skal være i gang med at æde indenfor 24 timer, ellers undersøges hun for evt. børbetændelse eller yverbetændelse. Fra dag to og i de første 10 dage af laktationen fodres tæverne ad libitum med frisk foder 3 gange dagligt. Der fodres med fodermaskine om morgenen (730) (ikke mere end at en del kan nå at spise op i løbet af 3 timer), efter 3 timer fodres tæverne (med ske) (kun dem der har spist op (eller næsten spist op) tildeles foder). Kl. 1330 fjernes foderrest, der fodres med maskine kl 1530, samt igen kl. 22 med maskine (alle) (i begyndelsen var det mørkt kl 22, så der blev fodret inden det blev mørkt). Fra 10énde dag og resten af dieperioden fodres tæverne derudover med ske kl 1700. Restriktivt Foderoptagelsen dag 15 må ikke overskride den mængde tæverne fik før fødsel (20. april), dette vurderes dog før fodermængden lægges fast. Der fodres med fodermaskine om morgenen (730), kl 1600fjernes foderrest og der fodres med maskine kl. 22 (før det blev mørkt). Efter dag 15 sættes fodermængden gradvist op. Der tilstræbes en tomgangstid hos tæverne på 6 timer i de første 15 dage, dernæst på 2 timer. Restriktivt Som hold 62.

Tæverne blev fodret individuelt efter ædelyst og fødselsdato. Tæverne blev vejet ved forsøgets start i januar, 21/2, dag 28 og ved fravænning. Hvalpene blev talt ved fødsel, talt kønssorteret og vejet dag 28 og ved fravænning. Foderplanen for de to foderblandinger ses af tabel 2. Tabel 2. Fodersammensætningen til tæver fodret ad libitum og restriktivt ADL_HP og RES_HP

RES_LP

Fiskeaffald 1

44,0

Industrifisk 81

22,0

20,0

Fjerkræaffald 244

Byg 627

3,29

3,62

Hvede 667

3,29

3,62

Fiskemel 322

3,16

Hæmoglobinmel 371

2,0

Kartoffelprotein 541

Majsgluten 521

0,82 2

Soyaolie 871

1,2

2,51

Svinefedt 852

0,6

1,25

Hvedeklid 742

Vitaminer/mineraler

0,25

Vand

0,21

4,91

144 37 53:35:12 4,4

154 37 45:43:12 4,1

136 33 52:37:11 3,3

143 33 46:42:12 3,4

Sundhedstilstanden blev fulgt, døde dyr blev obduceret og antal tæver med diegivningssyge, samt antal fedtede kuld blev behandlet og registreret. 78

Resultater og diskussion Resultaterne af foderanalyserne ses af tabel 2, energifordelingen i foderblandingerne svarer nogenlunde til det beregnede. Foderoptagelsen ses af fig 1. I hele registreringsperioden åd tæverne i det efter ædelyst fodrede hold mere end tæverne i det restriktivt fodrede hold.

Plantal: Energiindhold kcal/100g Tørstof, % Energifordeling Aske, % Analysetal: Energiindhold kcal/100g Tørstof, % Energifordeling Aske, %

Data blev analyseret ved hjælp af SASstatestikprogrammet. Data var normalfordelte og procedurerne GLM, (ss4, ss3), LSMEANS / PDIFF blev anvendt med 5% som signifikansniveau. De relevante variable blev medtaget som kovariater. Diskrete variable blev testet med PROBIT eller χ2 – test. ADL_HP blev testet mod RES_HP og RES_HP blev testet mod RES_LP.

I perioden 8/5 til 1/6 åd ADL_HP i gennemsnit 38,6 kcal/dyr/dag mere end RES_HP og RES_LP åd 24 kcal/dyr/dag mere end RES_HP (ikke vist på figuren). Forskellen mellem ADL_HP og RES_HP er fodringsstyrken, hvorimod forskellen mellem RES_HP og RES_LP er foderets energifordeling. Reproduktions resultaterne ses af tabel 3. 14 tæver i ADL_HP blev ikke parrede, mod 5 og 3 i RES_HP og RES_LP. Der var ingen forskel i gold procenten mellem ADL_HP og RES_HP der var fodret med ens foder indtil fødsel, men RES_LP der havde fået mindre protein og mere fedt havde en signifikant lavere goldprocent.

Faglig Årsberetning 2001

Ad libitum eller restriktiv fodring af tæver i maj Figur 1. Foderforbrug i ad libitum og restriktivt fodrede standard

60 0

kcal/dyr/dag

50 0 40 0 ADL_HP

30 0

RES_HP

20 0 10 0

1/6

31/5

30/5

29/5

28/5

24/5

23/5

22/5

21/5

18/5

17/5

16/5

15/5

9/5

10/5

8/5

Dato

Tabel 3. Reproduktions resultaterne hos tæver fodret ad libitum eller restriktivt i maj Hold

Behandling

Antal golde / % golde

Antal kuld

Levende hvalpe / kuld v. fødsel

Døde hvalpe / kuld v. fødsel

61 ADL_HP 62 RES_HP 63 RES_LP p-værdi

53:35:12 ad libitum 53:35:12 restriktivt 45:43:12 restriktivt 61 mod 62 62 mod 63

27 / 16,5 *

133

5,71 (2,37)

26 / 15,7

140

15 / 8,7

157

NS 0,05

Hvalpe / kuld dag 42

Mistet / kuld

0,36 (0,92)

Hvalpe / kuld dag 28 5,49 (2,40)

5,06 (2,44)

0,65

Antal fedtede kuld 5

5,56 (2,43)

0,32 (0,74)

5,33 (2,36)

4,86 (2,51)

0,70

5,85 (2,15)

0,37 (1,11)

5,43 (2,24)

4,54 (2,31)

1,31

NS NS

NS 0,02

NS 0,01

* Excl. 4 tæver parret med steril han. Tallene i parentes angiver standard deviationen; NS angiver at der ikke er signifikant forskel mellem holdene

Der var ingen forskel i gold procenten mellem ADL_HP og RES_HP der var fodret med ens foder indtil fødsel, men RES_LP der havde fået mindre protein og mere fedt havde en signifikant lavere goldprocent. Der var ingen forskel i antallet af levendefødte hvalpe og dødfødte hvalpe ved fødsel, dag 28 og dag 42, men RES_LP havde signifikant flest fedtede kuld. RES_LP mistede signifikant flere hvalpe i dieperioden end RES_HP, dels på grund af flere fedtede hvalpe, dels på grund af at der var signifikant flere tæver i denne gruppe, 13 tæver mod 3 tæver i RES_HP (ikke vist), der på et tidspunkt i dieperioden var blevet behandlet for yverbetændelse, børbetændelse eller andet (p=0,02). Derudover var der flere tæver i RES_LP der udviklede diegivningssyge end i RES_HP holdet (tabel 5). Vejeresultater for hvalpe og tæver ses af tabel

4 og 5. Tabel 4. Veje resultater hos hvalpe fra tæver fodret ad libitum eller restriktivt i maj

Hold 61 ADL_HP 62 RES_HP 63 RES_LP p-værdi

Antal Behandling kuld 53:35:12 133 ad libitum 53:35:12 140 restriktivt 45:43:12 157 restriktivt 61 mod 62 62 mod 63

Hvalpevægte, g Dag 28

Dag 42

Hanner Tæver Hanner Tæver 194 (36) 173 (32) 297 (79) 268 (61) 183 (38) 168 (29) 279 (78) 259 (63) 182 (41) 162 (32) 280 (71) 252 (56) 0,002 NS

0,04 NS

0,02 NS

NS NS

Tallene i parentes angiver standard deviationen; NS angiver at der ikke er signifikant forskel mellem holdene

Hvalpene i ADL_HP holdet vejede signifikant mere dag 28 end hvalpene i RES_HP holdet, dette må skyldes en større mælkeproduktion hos tæverne. Det passer godt overens med at tæverne åd mere foder (flere kcal) i ADL_HP

Faglig Årsberetning 2001

Clausen, T.N. & C. Hejlesen

holdet fremfor RES_HP holdet. Der var ingen forskel i avlstævernes vægt. Ved fravænning var der stadig signifikant bedre vægte hos hanhvalpene i ADL_HP gruppen, men ingen signifikant forskel for tævehvalpenes vedkommende. Tabel 5. Veje resultater hos tæver fodret ad libitum eller restriktivt i maj

Hold

Antal Behandling kuld

Tævevægt, g 3/1

61 ADL_HP 62 RES_HP 63 RES_LP p-værdi

53:35:12 ad libitum 53:35:12 restriktivt 45:43:12 restriktivt 61 mod 62 62 mod 63

133

Tæver m. diegivningssyge

1102 (137) 140 1101 (133) 157 1033 (131) NS 0,0001

21/2 Dag 28 Dag 42, 1008 (133) 1000 (122) 945 (116) NS 0,0001

1176 (153) 1166 (160) 1148 (145) NS NS

1070 (159) 1055 (167) 1020 (146) NS NS

4 2 9 NS NS

Tallene i parentes angiver standard deviationen; NS angiver at der ikke er signifikant forskel mellem holdene

Mellem RES_HP og RES_LP var der ikke forskel i hvalpevægtene dag 28 og ved fravænning. I januar og februar vejede avlstæverne i RES_LP mindre end tæverne i RES_HP, dag 28 og ved fravænning var der

imidlertid ingen forskel. Tæverne i RES_LP holdet har åbenbart brugt det større foderoptag til sig selv, fremfor til øget mælkeproduktion. RES_LP holdet havde flere tæver med problemer i dieperioden end RES_HP. Konklusion En øget foderstyrke / frekvens og lavere tomgangstid, 2 timer frem for 6 timer i begyndelsen af dieperioden, giver større foderoptagelse og bedre mælkeproduktion hos tæverne og dermed større hvalpevægte dag 28 og ved fravænning. De tæver der fik reduceret proteintildeling, 45 % af den omsættelige energi (OE) fra protein i hele vinter- dieperioderne (RES_LP), havde en lavere goldprocent end de hold der fik 53 % af OE fra protein. RES_LP tæverne havde imidlertid flere problemer i dieperioden, end RES_HP tæverne, og de mistede signifikant flere hvalpe fra fødsel til fravænning. Der var ingen signifikant forskel i hvalpeantal og hvalpevægte hos tæver fodret med 45 eller 53% af OE fra protein.

Faglig Årsberetning 2001

Glukoseomsætning og Regulering hos Lakterende Mink - Effekt af Energifordeling mellem Protein, Fedt og Kulhydrater Rikke Fink1, Christian F. Børsting1 & Birthe M. Damgaard2 1Afdeling

for Husdyrernæring og Fysiologi, 2Afdeling for Husdyrsundhed og Velfærd, Danmarks JordbrugsForskning, Postboks 50, 8830 Tjele. Sammendrag Formålet med forsøget var at undersøge effekten af forskellige energifordelinger mellem protein, fedt og kulhydrat på lakterende minks glukoseomsætning og glukosehomeostase. Seksogtredive tæver med 6 hvalpe blev fodret ad libitum fra hvalpning med et foder indeholdende forskellige energifordelinger i % af omsættelig energi (OE) mellem protein:fedt:kulhydrat (61:37:2, 46:37:17, 31:37:32, 61:38:1, 47:52:1 og 33:66:1). Fire uger efter hvalpning fik tæverne indsat et permanent kateter i halsvenen og evnen til at regulere blodparametrene (glukose, insulin, glucagon, urea og FFA) involveret i opretholdelsen af glukosehomeostase blev målt ved hjælp af blodprøver udtaget 10 og 5 min. før fodring og 30, 60, 90, 120, 150 og 180 min. efter fodring. Nøjagtigt 2 timer efter fodring fik tæverne en injektion med 3H- og 14C- mærket glukose, hvorefter blodprøver blev udtaget 5, 10, 20, 30, 45 og 60 min. efter tracer injektionen for at måle tævernes kvantitative glukoseomsætning. Hoved konklusionerne var, at 1) lakterende mink er i stand til at syntetisere tilstrækkelige mængder af glukose til at opretholde en normal glukose flux, selv når de fodres uden kulhydrater, dog afhængig af tilgængeligheden af tilstrækkelige mængder af glukoneogene precursors i form af aminosyrer 2) lakterende mink er i stand til at udnytte fordøjelige kulhydrater op til 32% af den totale omsættelige energitilførsel uden kritisk forhøjede plasma glukosekoncentrationer, og basal glukoseniveauet var genoprettet indenfor 150 min. efter fodring. Disse resultater viser, at minken har en høj aktivitet af de glukoneogene enzymer, men også en stor glykolytisk kapacitet og dermed evne til at tilpasse sig store variationer i foderets protein, fedt og kulhydratindhold. Fink, R. Børsting, C.F., & B.M. Damgaard (2002). Glukoseomsætning og regulering hos lakterende mink – Effekt af energifordeling mellem protein, fedt og kulhydrat. Faglig Årsberetning 2001, 81-86. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract The objective of the present investigation was to study the effects of different dietary protein, fat and carbohydrate supply on glucose metabolism and glucose homeostasis of the lactating mink. Thirty-six dams nursing 6 kits were fed ad libitum from parturition on diets with different ratios of metabolisable energy (ME) derived from protein:fat:carbohydrate (61:37:2, 46:37:17, 31:37:32, 61:38:1, 47:52:1, 33:66:1). Four weeks post partum the dams were catheterised and the capability to regulate the blood metabolites (glucose, insulin, glucagon, urea and FFA) involved in maintaining glucose homeostasis was measured by means of blood samples drawn 5 and 10 min. before feeding and 30, 60, 90, 120, 150 and 180 min. postprandially. Exactly 2 hours postprandially 3H- and 14C- labelled glucose was administered intra venously to each dam, and blood samples were drawn 5, 10, 20, 30, 45 and 60 min. after the tracer administration in order to measure the quantitative glucose metabolism. The main findings were the following 1) lactating mink are capable of synthesising sufficient amounts of glucose to support a normal glucose flux even when fed carbohydrate free diets, however, then they are depending on the availability of sufficient gluconeogenic precursors in the form of amino acids 2) lactating mink are capable of utilising digestible carbohydrates of up to 32% of the total metabolisable energy, without critically elevated plasma glucose concentrations, and basal glucose levels were retained within 150 min. These findings demonstrate that mink have a high activity of the gluconeogenic enzymes but also a large glycolytic capacity, and thereby mink are able to adapt to large variations in dietary protein, fat and carbohydrate supply Fink, R., Børsting, C.F., & B.M. Damgaard (2002). Glucose Metabolism and Glucose Homeostasis of the lactating Mink. Annual Report 2001, 81-86. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Minken er et rovdyr, hvis naturlige diæt er rig på animalsk protein og fedt, hvorimod den har et lavt kulhydratindhold. Farm mink fodres normalt med et foder baseret på biprodukter fra fiske- og slagteriindustrien, og protein udgør den dyreste andel af

minkfoderet. Herudover har ønsket om nedsat belastning af miljøet ved hjælp af reduceret kvælstofudskillelse fra landbruget opnået øget interesse. I Skandinavien er de nuværende anbefalinger for foderets indhold af protein, fedt og kulhydrat i laktationsperioden minimum 40% af OE fra protein,

Faglig Årsberetning 2001

Fink, R., C.F. Børsting & B. M. Damgaard

40-50% af OE fra fedt og maximum 20% af OE fra kulhydrater (Hansen et al., 1991). Normalt er proteinindholdet dog betydeligt højere end anbefalet, hvilket øger foderets pris, dyrenes vandbehov, samt udskillelse af kvælstof via urin og fæces til miljøet. De fleste pattedyr kan tilpasse sig store variationer i foderets proteinindhold (hunde: Belo et al., 1976; rotter: Burnol et al., 1987). Et andet rovdyr end minken, katten, er dog ikke istand til at nedsætte aktiviteten af dens aminosyrenedbrydende enzymer, og har derfor et højt obligatorisk kvælstoftab og dermed et højt proteinbehov (Rogers et al., 1977). Herudover, stiger aktiviteten af de lipogene enzymer hos katten ikke når den fodres med et kulhydratrigt foder, hvilket tyder på en begrænset evne til nysyntese af fedtsyrer (Rogers et al., 1977). Denne manglende reguleringsevne begrænser i hvilket omfang katten kan tilpasse sig ekstremer i foderets protein, fedt og kulhydratindhold (Rogers et al., 1977; Kettlehut et al., 1980). Opretholdelse af en nogenlunde konstant glukosekoncentration i blodet (glukosehomeostase) er vigtig hos alle pattedyr, idet både hypoglycaemia (lav glukosekoncentration) og hyperglycaemia (høj glukosekoncentration) medfører sygdomstilstande (Ganong, 1993). Hos rovdyr, hvis diæt normalt har et lavt kulhydratindhold, er kapaciteten for og kontrollen af gluconeogenesen (dyrets egen syntese af glukose) vigtig for

opretholdelse af glukosehomeostase (Kettlehut et al., 1980). Børsting and Damgaard (1995) fandt, at lakterende mink fodret med 12% af OE fra kulhydrater måtte dække ca. 75% af deres glukosebehov via gluconeogenese. Sørensen et al. (1995) fandt dog, at minken samtidigt har en stor glykolytisk kapacitet. Minkens fysiologiske behov for kulhydrater, specielt med hensyn til interaktion med proteinoptagelse, og obligatorisk glukose-behov til fedtomsætning m.m. er imidlertid ikke tidligere undersøgt. Tævernes høje energikrav i laktationsperioden, foderomkostninger og et generelt ønske om at minimere kvælstofudskillelsen til miljøet er således baggrunden for at undersøge lakterende minks glukoseomsætning samt evne til at opretholde glukosehomeostase ved forskellige energifordelinger mellem protein, fedt og kulhydrat, som basis for at optimere foderets sammensætning. Materialer og metoder Lakterende minks glukoseomsætning samt evne til at opretholde glukosehomeostase blev undersøgt i to forsøg hos i alt 36 tæver med 6 hvalpe. Tæverne blev fodret ad libitum fra hvalpning med 6 foderblandinger (Tabel 1) baseret på kommercielt tilgængelige råvarer indeholdende forskellige energifordelinger i % af OE mellem protein:fedt:kulhydrater (forsøg 1: 61:37:2, 46:37:17, 31:37:32; forsøg 2: 61:38:1, 47:52:1, 33:66:1).

Tabel 1. Foderblandingernes sammensætning og resultaterne af de kemiske analyser (g kg-1) Planlagt % omsættelig energi (OE) fra protein:fedt::kulhydrater Sammensætning (g kg-1) Fiskeaffald/industrifisk Kyllingeaffald Fiskemel Hæmoglobinmel Soja protein/majsgluten Danpro fiber Sojaolie/rapsolie Byg/hvede (varmebehandlet) Salt Vitaminblanding1) Kemisk analyse: Tørstof (DM) (g kg-1) Aske, g kg DM-1 Råprotein, g kg DM-1 Fedt, g kg DM-1 MJ kg DM-1 Omsættelig energi Protein, % (OE)2): Fedt, % Kulhydrat, %

61:37:2 737 120 30 20 50 20 18 2.5 2.5 301 149 611 165 16.3 60.4 37.9 1.6

FORSØG 1 46:37:17 639 105 26 26 34 17 30 116 3.2 3.8 327 106 469 162 16.2 46.1 37.0 16.7

1Indeholder,

31:37:32 478 84 21 21 28 14 55 290 5.2 3.8 379 76 331 167 16.2 32.1 37.7 30.2

61:38:1 700 150 96 20 15 14 2.5 2.5 293 142 667 171 17.2 62.0 37.5 0.4

FORSØG 2 47:52:1 661 143 91 19 21 58 3.2 3.8 328 122 583 258 19.2 48.6 50.8 0.7

33:66:1 603 130 83 17 30 130 3.7 3.3 392 108 478 400 22.8 33.6 66.2 0.2

mg/kg: A-vitamin 2.8, D3-vitamin 0.28, E-vitamin (α-tocopherol) 21840, B1-vitamin 10000, B2-vitamin 4800, B6-vitamin 3200, D-pantotensyre 3200, niacin 8000, betain anhydrat 33600, folinsyre 240, biotin 80, B12-vitamin 16, para-aminobenzoesyre 800, Fe19712, Zn 12560, Mn 6237, Cu 1025. 2 Beregnet ved hjælp af tabelværdier for analyseret mængde af næringsstoffer, fordøjelighedskoefficient for fodermidlerne og faktorer for omsættelig energi (18.8 kJ, 38.8 kJ og 17.6 kJ/g fordøjet protein, fedt og kulhydrat; Hansen et al., 1991)

Faglig Årsberetning 2001

Glukoseomsætning og regulering hos lakterende mink – effekt af energifordeling mellem protein, fedt ogkulhydrater

Fire uger efter hvalpning fik tæverne indsat et permanent kateter i halsvenen og selve forsøget startede med, at tæverne fastede i 3 timer, hvorefter de fik tildelt 210 kJ OE (50 kcal) af forsøgsfoderet. Der blev udtaget blodprøver 10 og 5 min. før fodring samt 30, 60, 90, 120, 150 and 180 min. efter fodring for at måle tævernes evne til at regulere blodparametrene (glukose, insulin, glucagon, urea og FFA) relateret til opretholdelsen af glukosehomeostasen. Nøjagtig 2 timer efter fodring fik tæverne en tracer-injektion med 3H- og 14Cmærket-glukose, hvorefter der blev taget blodprøver 5, 10, 20, 30, 45 og 60 min. efter tracer-injektionen for at måle tævernes kvantitative glukoseomsætning. Irreversible loss rate (ILR) repræsenterer hastigheden af irreversibel tab fra glukosepuljen beregnet udfra faldet i specifik aktivitet af 14C-glukose.

Glukose flux beregnes udfra Irreversible loss (IL), der repræsenterer glukose puljen × omsætningshastigheden af 14C-glukose.

Resulter og diskussion Plasma glukosekoncentrationen før fodring, der repræsenterer basalniveauet var i forsøg 1 ikke signifikant forskellig mellem tæver fodret med 2%, 17% eller 32% af OE fra kulhydrater, svarende til resultater fundet hos hunde (Romsos et al., 1976). Efter fodring steg plasma glukosekoncentrationen hos tæver fodret med 17% og 32% af OE fra kulhydrater (Figur 1a), hvorimod fodring ikke havde nogen effekt på glukosekoncentrationen i plasma hos tæver fodret med kun 1% af OE fra kulhydrater, uanset foderets proteinindhold (Figur 1b).

Glukose

mmol/l

Glukose

4 2

0 -20

130

-20

180

min. efter fodring

130

180

min. efter fodring

——— 61:37:2 46:37:17 – – – – 31:37:32

——— 61:38:1 47:52:1 – – – – 33:66:1

Figur 1a-b. Plasma koncentration af glukose hos lakterende tæver fodret med forskellige energifordelinger (% af OE) mellem protein:fedt:kulhydrat.

Glukosekoncentrationerne var dog allerede tilbage på basalniveauet efter 150 min. hos tæver fodret med 17% og 32% af OE fra kul-

hydrater. Plasma insulinkoncentrationen var forhøjet 30 til 120 min. efter fodring hos alle tæver uanset foderbehandling (Figur 1c-d).

d) Insulin

uU/ml

myU/l

Insulin

20 10

-20

130

180

-20

130

180

min. efter fodring

——— 61:37:2 46:37:17 – – – – 31:37:32

——— 61:38:1 47:52:1 – – – – 33:66:1

Figur 1c-d. Plasma koncentration af insulin hos lakterende tæver fodret med forskellige energifordelinger (% af OE) mellem protein:fedt:kulhydrat.

Faglig Årsberetning 2001

Fink, R., C.F. Børsting & B. M. Damgaard

I modsætning til hos andre enmavede (Ganong, 1993) var plasma koncentrationen af glucagon højere (P<0.05) hos tæver fodret

med lavt proteinindhold (31% og 33% af OE) end hos tæver fodret med højt proteinindhold (61% af OE) (Figur 1e-f).

f) Glukagon

Glukagon 25 20 pmol/l

pmol/l

25 20 15 10 5 0

15 10 5 0

-20

130

180

-20

min. efter fodring

130

180

min. efter fodring

——— 61:37:2 46:37:17 – – – – 31:37:32

——— 61:38:1 47:52:1 – – – – 33:66:1

Figur 1e-f. Plasma koncentration af glukagon hos lakterende tæver fodret med forskellige energifordelinger (% af OE) mellem protein:fedt:kulhydrat.

Samtidigt fandt vi, at kulhydrat i foderet ikke hæmmede glucagon sekretionen. Plasma koncentrationen af urea var højere (P<0.05) hos tæver fodret med 61% af OE fra protein end hos tæver fodret med 31% og 33% af OE fra protein (Figur 2a-b), hvilket indikerer en større omsætning af aminosyrer ved høje protein-

niveauer, i overensstemmelse med andre forsøg med mink (Tauson et al., 2001). Plasma koncentrationen af FFA i Forsøg 1 steg efter fodring hos alle tæver, og var forhøjet 30 til 180 min. efter fodring (Figur 2c), responset var dog kun signifikant (P<0.05) hos tæver fodret med 66% af OM fra fedt.

b) Urea

mmol/l

Urea

0 -20

130

180

-20

130

180

min. efter fodring

——— 61:37:2 46:37:17 – – – – 31:37:32

——— 61:38:1 47:52:1 – – – – 33:66:1

Figur 2a-b. Plasma koncentration af urea hos lakterende tæver fodret med forskellige energifordelinger (% af OE) mellem protein:fedt:kulhydrat. c) FFA

meQ/L

3 2 1 0 -20

130

180

min. efter fodring

——— 61:37:2 - - - - - 46:37:17 – – – – 31:37:32 Figur 2c. Plasma koncentration af FFA (c) hos lakterende tæver fodret med forskellige energifordelinger (% af OE) mellem protein:fedt:kulhydrat.

Glukose omsætningshastigheden var 4-5% pr. min. hos alle tæver, uanset foderets 84

sammensætning (Figur 3a-b), hvilket er i modsætning til resultater hos hunde af Romsos et al. (1981), der fandt at glukose omsætningshastigheden var 20-30% lavere hos tæver fodret med kulhydratfrit foder. Hos lakterende rotter fandt Burnol et al. (1987) signifikant lavere glukose omsætningshastighed, når de blev fodret med et fedtrigt foder sammenlignet med et kulhydratrigt foder. Baseret på plasma glukosekoncentrationerne under tracerfor-søget (2-3 timer efter fodring), var tævernes daglige glukose flux ikke signifikant påvirket af kulhydratindholdet i foderet (Figur 3c-d).

Faglig Årsberetning 2001

Glukoseomsætning og regulering hos lakterende mink – effekt af energifordeling mellem protein, fedt ogkulhydrater a)

Glukose omsætningshastighed

4 % pr. min.

% pr. min.

Glukose omsætningshastighed

3 2

0 ILR 61:37:2

46:37:17

ILR 31:37:32

61:38:1

33:66:1

Glukose flux

Glukose flux 20

15 g/dag

g/dag

47:52:1

10 5

IL 61:37:2

46:37:17

31:37:32

61:38:1

47:52:1

33:66:1

Figur 3a-d. Glukose omsætningshastighed (a-b) og glukose flux (c-d)hos lakterende tæver fodret med forskellige energifordelinger (% af OE) mellem protein:fedt:kulhydrat. Irreversible loss rate (ILR) repræsenterer hastigheden af irreversibel tab fra glukose puljen beregnet udfra faldet i specifik aktivitet af 14C-glukose. Irreversible loss (IL) repræsenterer glukose puljen × omsætningshastigheden beregnet udfra 14C-glukose

Glukose omsætningshastigheden var 4-5% pr. min. hos alle tæver, uanset foderets sammensætning (Figur 3a-b), hvilket er i modsætning til resultater hos hunde af Romsos et al. (1981), der fandt at glukose omsætningshastigheden var 20-30% lavere hos tæver fodret med kulhydratfrit foder. Hos lakterende rotter fandt Burnol et al. (1987) signifikant lavere glukose omsætningshastighed, når de blev fodret med et fedtrigt foder sammenlignet med et kulhydratrigt foder. Baseret på plasma glukosekoncentrationerne under tracerfor-søget (2-3 timer efter fodring), var tævernes daglige glukose flux ikke signifikant påvirket af kulhydratindholdet i foderet (Figur 3c-d). I forsøg 2, hvor tæverne blev fodret uden kulhydrater (1% af OE) havde tæver fodret med 33% af OE fra protein dog en glukose flux, der var 14% lavere end tæver fodret med 61% af OE fra protein, og et parallelt forsøg med 40 tæver fodret med 33:66:1 blandingen måtte stoppes pga. dårlig hvalpetilvækst og høj

hvalpedødelighed. Anvendelsen af et kulhydrat-frit foder kan derfor ikke anbefales, hvorimod fodring med henholdsvis 17% og 32% af OE fra kulhydrater, der gav stort set samme glukose flux viser, at det er realistisk at benytte meget mere end de nu anvendte 10-12% af OE fra kulhydrater. Disse resultater indikerer dels, at minken stort set er istand til at syntetisere tilstrækkelige mængder af glukose, selv når de fodres uden kulhydrater, dog afhængig af tilgængeligheden af tilstrækkelige mængder af glukoneogene precursors i form af aminosyrer, dels at 32% af OE fra kulhydrater ikke giver ubalance i glukose-omsætningen, fordi minken reducerer nysyntesen af glukose. Det sidste kan skyldes blandingens lave proteinindhold (31% af OE) og deraf lave aminosyreindhold til glukoneogenese, eller at mink i modsætning til katte kan nedsætte aktiviteten af glukoneogene enzymer. Hos tæver fodret med kulhydratfrit foder, repræsenterer den daglige totale flux på ca. 13 g/dag mængden af

Faglig Årsberetning 2001

Fink, R., C. F. Børsting & B. M. Damgaard

glukose syntetiseret via glukoneogenese. Denne mængde svarer ca. til den daglige mængde som udskilles i mælken (Fink et al., 2001), så glukoneogenesen spiller altså en meget vigtig rolle hos mink specielt i laktationsperioden. Konklusion Lakterende mink er istand til at syntetisere tilstrækkelige mængder af glukose til at opretholde en normal glukose flux, selv når de fodres med et kulhydrat-frit foder, dog er de så afhængige af tilgængeligheden af tilstrækkelige mængder af glukoneogene precursors i form af aminosyrer. Samtidigt er lakterende mink istand til at udnytte fordøjelige kulhydrater op til 32% af den totale omsættelige energitilførelse uden kritisk forhøjede plasma glukosekoncentration, og basal glukoseniveauet var genoprettet indenfor 150 min. efter fodring. Disse resultater viser, at minken har en høj aktivitet af de glukoneogene enzymer, men også en stor glykolytisk kapacitet og dermed evnen til at tilpasse sig store variationer i foderets protein, fedt og kulhydratindhold. Der er således ingen fysiologiske årsager til ikke at anvende mindst 20% af energien fra kulhydrater som anbefalet på nordisk plan. Referencer Belo, P.S., Romsos, D.R. & Leveille, G.A. 1976. Influence of diet on glucose tolerance, on the rate of glucose utilization and on gluconeogenic enzyme activities in the dog. J. Nutr. 106, 1465-1474. Burnol A-F., Leturque, A., De Saintaurin, MA., Penicaud, L. & Girard J. 1987. Glucose turnover rate in the lactating rat: Effect of feeding a high fat diet. J. Nutr. 117, 12751279. Børsting, C.F. & Damgaard, B.M. 1995. The intermediate glucose metabolism in the nursing period of the mink. NJF-Seminar no. 253, Gothenburg, Sweden, NJF-report 106, 104-111.

Damgaard, B.M. & Børsting, C.F. 1995. Glukosetolerancetest hos mink. NJF-Seminar no. 253, Göteborg, Sverige, NJF-rapport 106. Fink, R., Tauson, A-H., Wamberg, S. & Kristensen, N.B. 2001. Milk production in mink (Mustela vison) – Effect of litter size. Arch. Anim. Nutr. Accepted. Ganong, W.F. 1993. Review of medical ed. Prentice-Hall physiology. 16th International inc. Connecticut, USA, pp. 572. Hansen, N.E., Finne, L., Skrede, A. & Tauson, A-H. 1991. Energiforsyningen hos mink og ræv. NJF-utredning rapport nr. 63. DSR Forlag Landbohøjskolen, København, Danmark, pp. 59. Kettlehut, I.C., Foss, M.C. & Migliorini, R.H. 1980. Glucose homeostasis in a carnivorous animal (cat) and in rats fed a high-protein diet. Am. J. Physiol. 239, R437-444. Rogers, Q.R., Morris, J.G. & Freedland, R.A. 1977. Lack of hepatic enzymatic adaptation to low and high levels of dietary protein in the adult cat. Enzyme 22, 348-356. Romsos, D.R., Belo, P.S., Bennink, M.R., Bergen, W.G. & Leveille, G.A. 1976. Effects of dietary carbohydrate, fat and protein on growth, body composition and blood metabolite levels in dog. J. Nutr. 106, 14521464. Sørensen, P.G., Petersen, I.M. & Sand, O. 1995. Activities of carbohydrate and amino acid metabolizing enzymes from liver of mink (Mustela vison) and preliminary observations on steady state kinetics of the enzymes. Comp. Biochem. Physiol. 112B, 5964. Tauson, A-H.; Hansen, N.E. & Wamberg, S. 2001. High versus low protein diets to minkpostprandial plasma urea and creatinine response, osmotic load and pattern of nitrogen and electrolyte excretion. Arch. Anim. Nutr. 54, 141-158.

Faglig Årsberetning 2001

Effekten af Minkfoder med Høje Indhold af Frisk og Oxideret Fiskeolie på Tævernes Vægt og Hvalpenes Tilvækst i Diegivningsperioden Birthe M. Damgaard 1 & Christian F. Børsting 2 1 Danmarks

JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, Postboks 50, 8830 Tjele. 2 Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Afd. for Husdyrernæring og Fysiologi, Postboks 50, 8830 Tjele. Sammendrag Formålet med forsøget var at belyse effekten af store mængder af frisk eller oxideret sildeolie på tilvæksten hos minkhvalpe og på vægtændringer hos minktæver i diegivningsperioden. Derudover at belyse om det havde nogen effekt, om olien efter opblanding med sildegraks blev opbevaret frosset eller ensileret. Forsøget blev gennemført med 300 minktæver fra midten af december til afslutningen af diegivningsperioden i juni. Tæverne var fordelt på fem hold. Et hold fik kontrolfoder med soyaolie og fire forsøgshold fik sildeolie, der var frisk eller oxideret med POV værdi 60 meq O2 kg-1 olie og opbevaret henholdsvis frosset eller som ensilage efter opblanding med sildegraks. Halvdelen af tæverne på hvert forsøgshold skiftede til kontrolfoder ved fødsel. Kontrolfoderet indeholdt 14% og forsøgsfoderblandingerne 70% fedt fra fisk ud af den samlede mængde fedt. Tæver og hvalpe blev vejet dag 1, dag 14, dag 28 og dag 49 i diegivningsperioden. Tævernes vægtændringer var ikke påvirket af mængden af foderfedt fra fisk. Hvalpetilvæksten var negativt påvirket, når mængden af fedt fra fisk udgjorde 70% af den samlede fedtmængde. Der blev ikke påvist forskelle hverken mellem frisk sildeolie og sildeolie med POV værdi 60 meq O2 kg-1 olie eller mellem frosset og ensileret olie. Hvalpenes tilvækst i diegivningsperioden var påvirket af fodersammensætningen i diegivningsperioden og ikke af fodersammensætningen i perioderne forud for diegivningsperioden. Damgaard, B.M. & C.F. Børsting (2002). Effekten af minkfoder med høje indhold af frisk og oxideret fiskeolie på tævernes vægt og hvalpenes tilvækst i diegivningsperioden. Faglig Årsberetning 2001. 87-90. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract The aim of the present project was to study the effects of feeding high amounts of herring oil on body weight changes in female mink and on growth performance in mink kits during the lactation period. An additional aim was to study the effects of storing the oil frozen or as silage. The study included 300 female mink and was performed from mid December to late June. The females were grouped in five groups. One group was fed a control diet based on soya oil and the other groups were fed experimental diets based on fresh or oxidised herring oil. Each experimental group was at birth divided in two groups, one of which was fed control diet. Both oil qualities were stored together with defatted herring scrap either frozen or as silage, respectively. The dietary content of fish fat was 14% and 70% of total amounts of fat in control and experimental diets, respectively. Females and kits were weighed day 1, day 14, day 28 and day 49 after parturition. The dietary proportion of fish oil had no effect on body weight changes of females. The high dietary levels of fish oil influenced the growth performance of kits negatively. No differences were shown between fresh and oxidised fish oil and between storage as frozen or as silage. The composition and quality of the diets in the winter and gestation periods did not influence the performance of dams and kits during the lactation period. Damgaard, B.M. & C.F. Børsting (2002). Effects of high dietary levels of fresh or oxidised fish oil on mink female performance and kit growth during the nursing period. Annual Report 2001. 87-90. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning I Danmark og de øvrige skandinaviske lande har minkfoder et højt indhold af fedt. En række forskellige produkter fra fede fisk udgør en stor andel af normalt minkfoder. Fedtstoffer af marin oprindelse er karakteriseret ved et højt indhold af langkædede umættede fedtsyrer. Disse fedtsyrer er følsomme over for oxidation. Herved kan der i organismen dannes en række oxidationspro-

dukter, som udgør en fysiologisk belastning for minkene. I tidligere undersøgelser, hvor fiskeolie var den eneste fedtkilde i foder til minktæver i vinter-, drægtigheds- og diegivningsperioden, viste resultaterne en reduceret kuldstørrelse og en udpræget negativ effekt på hvalpenes tilvækst i diegivningsperioden (Børsting et al., 1998). I et andet forsøg hvor der blev anvendt store mængder fed fisk i foder til tæver i vinter-, drægtigheds- og laktations-

Faglig Årsberetning 2001

Damgaard, B. M. & C. F. Børsting

perioden var der ingen effekt på hvalperesultatet, hvorimod hvalpetilvæksten faldt med stigende mængde fedt fra fisk (Clausen et al., 1999). Formål Formålet med forsøget var at belyse effekten af store mængder af frisk eller oxideret sildeolie på tilvæksten hos minkhvalpe og på vægtændringer hos minktæver i diegivningsperioden samt på reproduktionsresultatet. Derudover var formålet at belyse, om opbevaringsbetingelserne for olien (blandinger af sildegraks og sildeolie opbevaret frosset eller ensileret) havde nogen effekt. Materialer og metoder Forsøgsdyr Forsøget blev gennemført med 300 minktæver fra midten af december til afslutningen af diegivningsperioden i juni. Tæverne var af farvetypen Scanblack og et år gamle. Ved forsøgets start blev tæverne tilfældigt opdelt i 5 hold. Heraf fik 4 hold forsøgsfoder, mens det ene hold fik kontrolfoder. Ved fødsel blev hvert af de 4 forsøgshold opdelt i to hold, således at de to hold var balanceret med hensyn til kuldstørrelse og fødselstidspunkt. Det ene hold blev fortsat fodret med forsøgsfoder, mens det andet hold blev fodret med kontrolfoder. I diegivningsperioden blev tæverne vejet dagen efter fødsel (dag 1), dag 14, dag 28 og dag 49. Hvalpene blev vejet på kuldbasis dag 1 og hanhvalpe henholdsvis tævehvalpe i hvert kuld blev vejet samlet dag 14, dag 28 og dag 49. Forsøgsfoder Sammensætningen af kontrolfoderet er vist i Tabel 1. Sildegraks blev fremstillet som beskrevet af Clausen et al. (1997). Sildegraks og hovedparten af soyaolien i kontrolfoderet var i forsøgsfoderblandingerne udskiftet med sildegraks, der var tilsat 30% sildeolie. Der blev anvendt to kvaliteter af sildeolie, den ene kvalitet var frisk, mens den anden var oxideret til peroxidværdi (POV) på ca. 60 meq O2 kg –1 olie. Begge oliekvaliteter blev tilsat ethoxyquin og blandet op i sildegraks. Den ene halvdel af graks-olieblandingerne blev opbe-

varet på frost (-20°C), og den anden halvdel blev ensileret med svovlsyre (2,5%) og eddikesyre (1,0%) og konserveret med natrium bisulfit (0,1%). Der var således i alt fire forsøgsfoderblandinger og en kontrol-foderblanding, der indeholdt følgende fedtkilder: Frisk fiskeolie, frossen Frisk fiskeolie, ensilage Oxideret fiskeolie, frossen Oxideret fiskeolie, ensilage Soyaolie

- Frisk-Fro - Frisk-Ens - Oxi-Fro - Oxi-Ens - Kontrol

I løbet af forsøgsperioden blev der ugentligt indsamlet prøver til kemisk analyse. Prøverne blev analyseret for indhold af tørstof (TS), aske, råprotein, råfedt og råkulhydrater efter standardmetoder. Energiindholdet og energifordelingen mellem protein, fedt og kulhydrater blev beregnet efter standardmetoder. Statistiske beregninger De statistiske beregninger er foretaget ved hjælp af SAS. Hvalpevægten er beregnet som den gennemsnitlige hvalpevægt inden for kuldet uafhængigt af, om det var han- eller tævehvalpe. Forskelle mellem hvalpevægte og tævevægte i diegivningsperioden er testet ved hjælp af Mixed proceduren i SAS. Der er anvendt en model, hvori fodring i vinter- og drægtighedsperioden, fodring i diegivningsperioden og vejedag indgår som hovedeffekter, derudover indgår interaktion mellem fodring i diegivningsperioden og vejedag, og endelig indgår antallet af hvalpe i de enkelte kuld som covariat. Ved undersøgelse af variansstrukturen viste det sig, at en autoregressiv varians af typen 1 (arh(1)) giver den model, der beskriver data bedst. Proceduren estimate blev anvendt til at påvise forskelle mellem de enkelte forsøgshold. Resultater og diskussion De kemiske analyser af foderblandingerne viste, at kontrolfoderet og forsøgsfoderblandingerne stort set havde samme kemiske sammensætning, således at energiindholdet og energifordelingen mellem protein, fedt og kulhydrater var ens i foderblandingerne (Tabel 1). I kontrolfoderet kom 14% af den samlede mængde fedt fra fisk og i forsøgs-

Faglig Årsberetning 2001

Effekten af minkfoder med høje indhold af frisk og oxideret fiskeolie på tævernes vægt og hvalpenes tilvækst i diegivningsperioden

foderblandingerne udgjorde fiskefedt 70% af den samlede mængde fedt.

holdene ikke var forskellige fra kontrolholdet (Tabel 2).

Tabel 1. Fodersammensætning af kontrolfoder og forsøgsfoderblandinger

Tabel 2. Gennemsnitlig hvalpevægt og tævevægt på holdene kontrol (Kontrol), frisk sildeolie-frossen (Frisk-Fro), frisk sildeolie-ensilage (Frisk-Ens), oxideret sildeolie-frossen (OxiFro), oxideret sildeolie-ensilage (Oxi-Ens) i diegivningsperioden. Værdierne er least square mean ± standard errror.

Foderblanding Kontrol Råvarer i % Fiskeaffald 46,0 Sildegraks 10,0 Sildegraks tilsat 30% sildeolie 1) 0,0 Fjerkræaffald 12,0 Fiskemel 5,0 Kartoffelprotein 2,5 Majsgluten 2,5 Hæmoglobinmel 2,0 Hvede, varmebehandlet 5,0 Byg, varmebehandlet 2,5 Soyafibre 1,0 Kartoffelpektincellulose 1,0 Soyaolie 4,25 Vitamin/mineralblanding 2) 0,35 Vand 5,9 Analyseret sammensætning: Tørstof (TS), % 35,8 Aske, g pr. kg TS 111 Råprotein, g pr. kg TS 514 Råfedt (HCl-fedt), g pr. kg TS 154 Råkulhydrater, g pr. kg TS 223 Omsættelig energy (OE), kcal/kg TS 3850 Energifordeling i % mellem: Protein 51 Fedt 35 Kulhydrater 14 Vitamin/mineralblandingen indeholdt pr. gram:

Forsøg 46,0 0,0 14,0 12,0 5,0 2,5 2,5 2,0 5,0 2,5 1,0 1,0 0,25 0,35 5,9 35,6 111 518 154 216 3900 51 35 14

Vitamin A 2800 IU Betaine 33,6 mg Vitamin D 280 IU Pantothensyre 3,2 mg Vitamin E 24,0 mg Folinsyre 0,12 mg VitaminB1 10,0 mg Biotin 0,08 mg Vitamin B2 4,8 mg Niacin 8,0 mg Vitamin B6 3,2 mg Paraaminosyre 0,8 mg Vitamin B12 0,008 mg 1) Sildeolien var frisk eller oxideret og opbevaret frosset eller ensileret, således at der var fire forsøgsblandinger: Frisk-Fro, Frisk-Ens, Oxi-Fro, Oxi-Ens. 2) Fra 28. april blev tilsat 2,2 g salt pr. kg foder.

De anvendte sildeolier blev analyseret for peroxid indhold angivet som POV værdi. Den friske sildeolie havde en POV værdi på 10 meq O2 kg –1 olie og den oxiderede sildeolie havde en POV værdi på 60 meq O2 kg –1 olie. Alle foderblandinger blev tilsat vitamin E svarende til 79 mg pr. kg foder. Ved de kemiske analyser var indholdet i alle foderprøver tæt på den planlagte værdi, idet der blev påvist mellem 69 og 75 mg vitamin E (αtocopherol) pr. kg foder. I de to foderblandinger med ensilage var pH 5,8, og i foderblandingerne med frisk sildeolie og i kontrolfoderet var pH 6,6. Tævernes vægt i diegivningsperioden var ikke påvirket af mængden af fedt fra fisk ud af den samlede fedtmængde, det vil sige at forsøgs-

Hold

Kontrol 1 Frisk -Fro

Hvalpevægt, g 12,4 Dag 1 ± 0,19 75,0 Dag 14 ± 1,1 173 Dag 28 ± 2,6 A 452 Dag 49 ± 6,1 A Tævevægt – g 1187 Dag 1 ± 11 1154 Dag 14 ± 12 1101 Dag 28 ± 13 1002 Dag 49 ± 13

Frisk -Ens

Oxi -Fro

Oxi -Ens

P-værdi 2 Effekt af foder i diep.

12,5 ± 0,61 71,3 ± 2,9 155 ± 6,7 B 411 ± 16 B

12,2 ± 0,60 72,8 ± 2,8 164 ± 6,6 A 362 ± 16 C

12,3 ± 0,51 72,7 ± 2,4 156 ± 5,5 B 422 ± 13 B

12,7 ± 0,54 73,3 ± 2,6 156 ± 6,0 B 421 ± 6,1 B

0,98

1188 ± 37 1150 ± 38 1131 ± 41 1051 ± 40

1128 ± 36 1088 ± 38 1063 ± 40 970 ± 39

1185 ± 32 1147 ± 33 1116 ± 35 1008 ± 34

1213 ± 33 1175 ± 34 1145 ± 37 1011 ± 36

0,57

0,67 0,003 <0,001

0,53 0,62 0,73

1) Kontrolholdet omfatter alle dyr der fik kontrolfoder i diegivningsperioden. 2) Effekt af foder i vinter-og drægtighedsperioden: på hvalpevægt P=0,81, på tævevægt P=0,69. Gennemsnit i samme række med forskelligt bogstav er signifikant forskellige (P<0,05).

Derudover havde hverken kvaliteten af den anvendte sildeolie, eller hvordan olien blev opbevaret effekt på tævernes vægt. Den statistiske undersøgelse viste yderligere, at tævernes vægt i diegivningsperioden ikke var påvirket af hvilken foderblanding, de havde fået i vinter- og drægtighedsperioden (P= 0,7). Tævernes kropsvægt ændredes signifi-kant gennem diegivningsperioden (P<0,001), og tæverne tabte sig mere fra uge 4 til uge 7 end fra uge 1 til uge 4 i laktationsperioden. Ved fødsel og på dag 14 vejede hvalpene i gennemsnit det samme på alle hold (Tabel 2). Ved fire ugers alderen vejede hvalpene på kontrolholdet mere end hvalpene på de øvrige hold, dog var forskellen mellem kontrolholdet og holdet, der fik frisk sildeolieensilage (Frisk-Ens), ikke signifikant (Tabel 2). Ved 7 ugers alderen vejede hvalpene på kontrolholdet mere end hvalpene på de øvrige hold, hvilket må skyldes at hvalpetilvæksten var påvirket i negativ retning, når fode rets indhold af fedt fra fisk udgjorde 70% af den samlede mængde fedt. Ved 7 ugers alde-

Faglig Årsberetning 2001

Damgaard, B. M. & C. F. Børsting

ren vejede hvalpene på forsøgshold FriskEns mindre end hvalpene på de tre andre forsøgshold. Dette betyder, at hvalpetilvæksten på hold Frisk-Ens har været lavere end tilvæksten på de øvrige hold i perioden fra 4 til 7 ugers alderen. Hvalpene begynder at optage foder, når de er 4 uger gamle. Forskellen i hvalpetilvækst mellem de to hold, der fik frisk sildeolie skyldes sandsynligvis en effekt af ensilagen og ikke en effekt af sildeolien. Ved tidligere undersøgelser er fundet, at ensilage påvirker smageligheden af foder til minkhvalpe i negativ retning (Lyngs, 1990). Beregningerne viste, at foderblandingerne, der blev udfodret i vinter- og drægtighedsperioden, ikke havde nogen indflydelse på hvalpevægten i diegivningsperioden (P=0,8). Kuldstørrelsen var ikke påvirket af forsøgsfoderblandingerne (P=0,3). Kuldstør-relsen ved fødsel var på kontrolholdet 4,75 ± 0,26 og på holdene Frisk-Fro 4,54 ± 0,29, FriskEns 4,37 ± 0,34, Oxi-Fro 5,20 ± 0,28 og OxiEns 5,00 ± 0,33. Der var på hvert forsøgshold omkring 60 tæver, et antal der er for lavt til at måle sikre effekter på reproduktionsresultaterne. Sammenfattende har forsøget vist, at mængden af foderfedt fra fisk ikke havde effekt på tævernes vægt i diegivnings-perioden. Hvalpetilvæksten var negativt påvirket, når mængden af fedt fra fisk udgjorde 70% ud af totalmængden af fedt, sammenlignet med kontrolfoderet, hvor fiskefedt udgjorde 14%. Der er ikke påvist forskelle mellem effekterne af frisk sildeolie og sildeolie med en POV værdi på 60 meq O2 kg -1 olie, samt effekter af hvordan sildeolien blev opbevaret. Årsagen

til, at den friske fiskeolie havde en lige så negativ effekt på hvalpenes tilvækst som oxideret fiskeolie, kan være, at en POV værdi på 10 meq O2 kg -1 olie i den friske olie indikerer, at denne olie også begyndte at oxidere, når den blev opbevaret i ca. et halvt år, mens forsøget blev gennemført. Hvalpenes tilvækst i diegivningsperioden var påvirket af mængden af fedt fra fisk i foderet i diegivningsperioden og ikke af mængden af fiskefedt i foderet i perioderne forud for diegivningsperioden. Referencer Børsting, C.F., Engberg, R.M., Jensen, S.K. & Damgaard B.M., 1998. Effects of high amounts of dietary fish oil of different oxidative quality on performance and health of growing-furring male mink (Mustela vison) and of female mink during rearing, reproduction and nursing periods. J. Anim. Physiol. a. Anim. Nutr. 79, 210-233. Clausen, T.N., Therkildsen, N., Børsting, C.F., Damgaard, B.M., Engberg R.M. & Jensen, S.K., 1997. Fede fiskeprodukter til mink i vækstperioden. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed A/S. Faglig Årsberetning 1996. 101-123. Clausen, T.N., Damgaard, B.M., Børsting, C.F. & Hejlesen C., 1999. Fatty and defatted herring scrap fed to mink (Mustela vison) in the reproduction and nursings periods. Can. J. Anim. Sci. 79, 457-465. Lyngs, B., 1990. Taste appeal trial: Fish silage for mink kits in the growth period. Scientifur 15, 137.

Faglig Årsberetning 2001

Salt i Dieperioden samt den Tidlige Vækstfase Tove N. Clausen1, Peter Sandbøl,1 & Birthe M. Damgaard,2

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Herningvej 112C, 7500 2Afdeling for Husdyrsundhed og Velfærd, Danmarks JordbrugsForskning, Postboks 50, 8830 Tjele.

Sammendrag Saltindholdets (NaCl) betydning for tæver og hvalpe i dieperiodefoderet, blev undersøgt i 7 x 15 kuld wildmink i dieperioden 2001. Fem goldtæver i hvert af holdene fungerede som kontroldyr. Kontrolfoderet (K) havde et naturligt saltindhold på 0,17 g NaCl / 100 kcal, til forsøgsholdene S15, S30, S45, S60, S75 og S90, blev tilsat hhv. 0,15 – 0,30 - 0,45 – 0,60, - 0,75 og 0,90 % NaCl, svarende til et total NaCl indhold i foderet på hhv. 0,25 – 0,34 – 0,42 – 0,50 – 0,60 og 0,70 g NaCl / 100 kcal. Vurderet ud fra urin Na hos hvalpene ser det ud til, at minkhvalpe ikke kan koncentrere urinen mere end til 250 mmol Na / l (+ modioner). Dette niveau opnås ved et saltindhold i foderet på over 0,50 g NaCl / 100 kcal. Yderligere salttilsætning vil øge hvalpenes behov for vand. Aldosteron i plasma hos tæverne dag 42 var på et normaltniveau på < 200 pg / ml, når NaCl indholdet i foderet var på 0,5 g / 100 kcal eller derover. I tidligere forsøg er fundet normalt aldosteronniveau ved 0,42 g NaCl / 100 kcal. Plasma Na hos tæverne dag 42 var på normalniveau, når NaCl indholdet i foderet var mindst 0,42 g / 100 kcal.Det ser åbenbart ud til, at saltindholdet i foderet i dieperioden skal være i området 0,42 - 0,50 g NaCl / 100 kcal for at tage hensyn til sundhed og trivsel hos både tæver og hvalpe. Clausen, T.N., Sandbøl, P. & B.M. Damgaard (2002). Salt i dieperioden samt den tidlige vækstfase. Faglig Årsberetning 2001, 91-96. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract Different dietary amounts of Sodium Chloride (NaCl) were investigated in seven groups of wildtype mink females and kits in the lactation period 2001. There were 15 litters and 5 barren females in each group. The control diet (K) had a natural NaCl content of 0.17 g per 100 kcal. The experimental diets S15 – S30 – S45 – S60 – S75 and S90 were added sodium chloride to a final content of 0.25 – 0.34 – 0.42 – 0.50 – 0.60 and 0.70 g per 100 kcal. Judged from the concentration of sodium in the urine of mink kits, it seems that mink kits cannot concentrate urine more than to a final content of 250 mmol Na per l urine (plus negative ions). This is achieved when the sodium chloride content in the feed is more than 0.50 g per 100 kcal. Further addition of salt will increase the water needs for the kits. Aldosterone in plasma of mink females at day 42 was at a normal level of < 200 pg per ml when sodium chloride content of the feed was 0.50 g per 100 kcal or above. Earlier investigations showed normal plasma aldosterone when the feed content was 0.42 g NaCl per 100 kcal. Plasma Na in females at day 42 was at a normal level when the NaCl content was 0.42 g per 100 kcal. From this investigation 0.42 – 0.50 g NaCl per 100 kcal seems to support the performance of both females and kits during the lactation period. Clausen, T.N., Sandbøl, P. & B. M. Damgaard (2002). Sodium Chloride in the lactation period and the early growing fase. Annual Report 2001, 91-96. Danish Fur Breeders Research Centre, Holstebro, Denmark.

Indledning Der har været foretaget en del undersøgelser over saltindhold i foderet til udvoksede mink. Hvis mink æder foder med 5 % salt får de forgiftningssymptomer, uanset at vandforsyningen er optimal (Gorham & Farrel, 1962). Andre undersøgelser angiver, at 3% salt giver forgiftningssymptomer (Løliger, 1970), men at mink kan tåle 2% salt i foderet, hvis vandforsyningen er optimal (Gorham & Farrel, 1962). Ved stigende salttilsætning til foderet (0, 1, 2 og 4%), blev der registreret øget vandoptagelse og nedsat foderoptagelse (Restum et al., 1995). Eriksson et al. (1984) angav at tilsætning af 1 og 2% salt i foder,

med et naturligt saltindhold på 0,5%, fordoblede og firedoblede vandoptagelsen i forhold til ingen tilsætning eller tilsætning af 0,5% salt. Det er således utroligt vigtigt, at dyrene har en tilstrækkelig vandforsyning, når de optager foder med store saltmængder. I forbindelse med forebyggelse af diegivningssyge anbefales det, at saltindholdet i foderet skal være på 0,42 g NaCl / 100 kcal (Clausen et al., 1996). Ved 120 kcal / 100 g i foderet svarer det til ca. 0,5% salt i vådfoder (ca. 1,5% på tørstofbasis). Hartsogh (1960) anbefaler en salttilsætning på 0,2 til 0,5 % til lakterende minktæver.

Faglig Årsberetning 2001

Clausen, T.N., P. Sandbøl &B. M. Damgaard

Vi kan imidlertid ikke være helt sikre på, hvor meget salt små hvalpe kan tåle. Hvalpe begynder at drikke vand ca. én uge efter at de begynder at æde, i den mellemliggende uge vil hvalpene under normale omstændigheder få slukket deres tørst ved at drikke mælk, samt ved det vand der er i foderet. Er mælkeforsyningen ikke helt optimal, og er der ”for meget” salt i foderet, kan det give hvalpene problemer, der i første omgang viser sig ved nedsat ædelyst. Ved et forsøg på West blev det fundet, at pastelhvalpe reagerede med nedsat vækst allerede ved + 0,3% NaCl i foderet (total 0,65% salt), hvorimod standardhvalpe først reagerede ved en tilsætning på + 0,6% NaCl i foderet (total 0,95% salt) (Lund, 1979). Formålet med undersøgelsen var at klarlægge: 1) Den mindste mængde salt der er nødvendig til lakterende tæver, for at undgå diegivningssyge 2) Den maximale mængde salt der tåles af hvalpe, i den tidlige vækstfase Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 7 x 15 kuld, holdopstillingen ses af tabel 1. Tæverne blev udvalgt til undersøgelsen straks efter de havde født. Der blev anvendt 1. års wildmink tæver, med fødselsdato 30. april, 1. og 2. maj, samt kuldstørrelse 7 - 9. Tæverne havde været fodret med fodercentralfoder indtil fødslen og overgangen til forsøgsfoder skete ved gradvis stigende iblanding af forsøgsfoder gennem en uge. Fra midten af anden leveuge fik hvalpe og tæver derfor forsøgsfoder. Tæverne blev taget fra hvalpene dag 42, og udgik derefter af forsøget Hvalpene blev fodret med forsøgsfoder indtil dag 56. Da goldtæverne var blevet fundet blev der placeret 5 goldtæver i hvert af holdene som kontroldyr. Tæver og hvalpe havde i hele perioden let adgang til vand. Tabel 1. Holdopstilling, saltindhold pr. 100 kcal Hold Tilsat g NaCl / 100 g Beregnet indhold: g NaCl / 100 g g NaCl / 100 kcal

K 0

salttilsætning

samt

beregnet

S15 S30 S45 S60 S75 S90 0,15 0,3 0,45 0,6 0,75 0,9

0,3 * 0,45 0,2 0,3

0,6 0,4

0,75 0,5

0,9 0,6

1,05 0,7

1,2 0,8

* Dieperiodefoder med energifordelingen 45:45:10 indeholder ca. 0,3% salt og 150 kcal / 100 g (analysetal West 1999 og 2000)

Foderet Forsøgsfoderets sammensætning ses af tabel 2. Tabel 2. Sammensætning af foder anvendt til undersøgelse af betydningen af foderets NaCl indhold i dieperioden. Råvare Fiskeaffald 1 Industrifisk 81 Fjerkræaffald 244 Byg 627 Hvede 667 Fiskemel 322 Hæmoglobinmel 371 Kartoffelprotein 541 Majsgluten 521 Soyaolie 871 Svinefedt 852 Hvedeklid 742 Vitaminer/mineraler Vand Plantal: Energifordeling Energiindhold, kcal/100g Tørstof, % Analysetal: Energifordeling Energiindhold,kcal/100g Tørstof, %

% indhold 36,0 20,0 15,0 3,47 3,47 1,0 2,0 2,9 3,0 2,4 1,2 1,0 0,27 8,29 45:43:12 156 37 44:44:12 154 36,5

Der blev fremstillet foder til ca. 14 dage af gangen. Foderet blev fremstillet som én portion, derfra blev der taget delportioner ud til hvert hold. Disse delportioner blev tilsat den beregnede mængde salt opslemmet i vand. Foderet blev frosset ned i dagsportioner til hver hold. Hvert foderparti blev analyseret for indhold af tørstof, protein, fedt, NaCl (beregnet ud fra klorid analyse på DPL). Der blev produceret foder 5 gange i løbet af undersøgelsesperioden. Foder fremstillet d. 31/5 og 22/6 blev sendt til DJF og undersøgt for tørstof, Na, K og Cl. Tæverne Tæverne blev vejet dag 28 og dag 42, der blev udtaget blodprøver til bestemmelse af plasma aldosteron, Na og K d. 12/6 og 14/6 (dag 42 i dieperioden) af 12 tæver med hvalpe pr hold, samt af 5 goldtæver pr hold. Tre tæver døde i løbet af forsøgsperioden (yverbetændelse og lungebetændelse) og tæver + hvalpe udgik af forsøget. Fedtede kuld og tæver med diegivningssyge blev registreret og behandlet. Hvalpene Hvalpene blev vejet kønsvis dag 28, dag 42 og dag 56. Omkring dag 35 (6/6) blev der udtaget blodprøver og urinprøver af 10

Faglig Årsberetning 2001

Salt i dieperioden samt den tidlige vækstfase

hvalpe i hver af holdene K, S45 og S90. Igen ca. dag 56 (25/6 og 26/6) blev der udtaget blod og urinprøver af 11 hvalpe pr. hold. Blodprøverne blev analyseret for hæmotokrit, Na og K. Urinprøverne blev analyseret for Na, K og Cl. Resultater og diskussion

g NaCl / 100 kcal

Foder Foderets analyserede sammensætning ses af tabel 2. Analysetallene svarer til de beregnede værdier. Foderets analyserede NaCl indhold (beregnet udfra kloridanalyse) ses af fig 1. 0,80 0,60 0,40 0,20

0,17

0,25

0,34

0,42

0,50

0,60

0,70

til killinger (Yu & Morris, 1999). Det højeste indhold af salt i foderet i denne undersøgelse er 1% (0,7 g / 100 kcal). En % salt i vådfoder giver ifølge Eriksson et al. (1984) ikke en øget vandoptagelse hos udvoksede mink. Det skal dog bemærkes, at diegivende tæver æder meget store mængder foder. Kuldstørrelse Kuldstørrelsen ved fødsel varierede i holdene mellem 7,73 og 7,93. Dag 56 var kuldstørrelsen 6,31 til 7,47. Der blev mistet flest hvalpe i S45, uden at det var muligt at finde en specifik årsag. Vejeresultaterne ses af tabel 4. Der blev ikke set nogen signifikant forskel mellem nogle af holdene, dog skal det bemærkes, at der kun var 15 kuld i hvert hold. Tabel 4. Hvalpevægte dag 28, dag 42 og dag 56. Tallene er gennemsnit med standard deviationen i parentes

0,00

S15

S30

S45

S60

S75

S90

Hold

S15 S30

Figur 1. NaCl i foderet, gennemsnit af 5 analyser

S45

Det analyserede NaCl indhold er ca. 0,1 g / 100 kcal mindre end det beregnede indhold, dette skyldes overvejende et lavere indhold af NaCl i grundfoderet (K) end beregnet.

S60

Foderets indhold af Na, K, Cl ses af tabel 3.

p-værdi

Tabel 3. Dieperiode foderets indhold af Na, K og Cl

K S15 S30 S45 S60 S75 S90

Hvalpevægte, g

Hold

mmol Na / mmol Cl / 100 kcal mmol K / 100 kcal 100 kcal 3,25 3,01 4,00 4,74 4,44 3,82 6,31 5,96 3,95 7,62 7,66 4,00 9,18 9,59 3,97 10,95 11,36 4,02 12,27 12,58 3,92

S75 S90

Dag 28 Dag 42 Dag 56 Hanner Tæver Hanner Tæver Hanner Tæver 176 157 279 258 623 520 (22) (19) (58) (44) (89) (64) 163 149 285 255 620 514 (16) (12) (45) (35) (46) (43) 163 148 288 268 623 521 (22) (18) (37) (45) (46) (42) 171 153 273 246 586 498 (23) (16) (67) (43) (103) (55) 175 160 286 246 630 522 (18) (16) (54) (46) (68) (54) 177 159 289 261 635 519 (24) (20) (55) (46) (71) (51) 167 155 265 245 593 501 (20) (18) (60) (52) (78) (45) NS NS NS NS NS NS

Hvalpe dag 35 Der var ingen forskel i blodprocenten hos hvalpene i de tre undersøgte grupper K, S45, og S90 (tabel 5 og figur 2). Derimod var der som forventet en stigning i urin koncentrationen af Na med stigende saltindhold i foderet (p=0,01). Tabel 5. Blod og urin fra hvalpe dag 35

Gennemsnit af 2 analyser (DJF).

Hos killinger i vækst angives behovet for Na til omkring 1,3 mmol Na / 100 kcal (Yu & Morris, 1997). Minkhvalpe må formodes at have nogenlunde det samme behov. Hvalpenes behov for Na er dermed opfyldt i samtlige blandinger. Na behov til udvoksede katte til vedligehold er halvdelen af behovet

Hold K S45 S90 p-værdi

Faglig Årsberetning 2001

HCT, % 29,3 (3,3) 28,0 (4,6) 30,1 (3,9) NS

Na i urinen, mmol / l 86,9 (53,6) B 155,5 (77,5) AB 215,7 (112,4) A 0,01

K i urinen, mmol / l 89,1 (55,1) 80,5 (30,3) 76,3 (50,5) NS

Clausen, T.N., P. Sandbøl &B. M. Damgaard

250

mmol/l

200 150

urin Na Urin K

100 50 0 K

S15

S30

S45

S60

S75

S90

Hold

Figur 2. Na og K i urinen hos hvalpe dag 35

Hvalpe dag 56 Blodprocenten hos hvalpe dag 56 ses af figur 3. 41 40 Hct, %

39 38 37 36 35 34 K

S15

S30

S45

S60

S75

S90

Hold

af med overskudssalt (Eriksson et al., 1984), hvilket belaster dyrenes vandomsætning. Det kunne se ud som om, minkhvalpe ikke er istand til at koncentrere urinen så meget, men at grænsen for dem ligger i området 250 mmol / l. Ud fra de foreliggende undersøgelser bør saltindholdet i foderet til minkhvalpe derfor ikke overstige niveauet i hold S60 svarende til 0,50 g NaCl / 100 kcal. Tæver ved fravænning dag 42 Tævevægttabet i perioden dag 28 til dag 42 ses af tabel 6. Der var stigende vægttab ved faldende iblanding af salt i foderet. Der var 7 tæver med diegivningssyge ved et NaCl indhold under 0,4 g / 100 kcal, mod 2 tæver med diegivningssyge ved et NaCl indhold over 0,4 g / 100 kcal, hvilket stemmer overens med resultaterne fra Clausen et al. (1996), hvor der var størst vægttab og flest tæver der udviklede diegivningssyge ved lavt saltindhold i foderet. Tabel 6. Tævevægttab fra dag 28 til 42. Tallene er gennemsnit med standard deviationen i parentes Hold

Figur 3. Blodprocenten hos hvalpe dag 56. Ved p=0,08 er der forskel mellem K, S15, S45 og S90

Der er tendens til faldende blodprocent med stigende saltindhold i foderet. Urinens indhold af Na og K ses af figur 4,

250 200 150 100 50 0

urin Na Urin K

S15 S30 S45 S60 S75 S90

Hold

1000 Aldosteron, pg/ml

mmol / l

K S15 S30 S45 S60 S75 S90 p-værdi

Antal tæver m. diegivnings-syge 2 3 2 0 1 1 0 NS

Plasma aldosteron værdierne ses af figur 5.

300

800 600

fødende

400

golde

200 0

Figur 4. Indhold af Na og K i urinen hos hvalpe dag 56

Na i urinen stiger lineært med stigende Na indhold i foderet op til et niveau på 225 mmol / l, derefter sker stigningen langsommere. Langt den største del af det Na, der optages med foderet, udskilles i urinen, Udskillelsen af Na i gødningen er konstant og uafhængig af indtaget (Yu & Morris, 1997). Hvis urin Na er over 350 mmol / l (+ modioner) hos udvoksede mink er dyrene nødt til at producere mere urin for at komme 94

Tævevægttab fra dag 28 til 42, g 194 (105) AB 223 (91) A 190 (90) AB 115 (97) C 180 (108) ABC 135 (92) BC 129 (69) BC 0,02

s15 s30 s45 s60 s75 s90 Hold

Figur 5. Aldosteron indholdet i plasma hos minktæver dag 42. Aldosteron værdier over 2000 er udeladt af figuren.

Der ses faldende aldosteron med stigende saltindhold i foderet. Hvis mink er underforsynet med Na vil der ses en stigning i blodets indhold af aldosteron (Clausen et al., 1996; Yu & Morris, 1998). Clausen et al. (1996) og Wamberg et al. (1992) viste, at aldosteron

Faglig Årsberetning 2001

Salt i dieperioden samt den tidlige vækstfase

indholdet i plasma var 100 – 200 pg/ml hos goldtæver og tæver der ikke havde diegivningssyge. Hos de syge tæver var aldosteronindholdet i plasma omkring 2000 pg / ml. I denne undersøgelse er tæver med over 2000 pg aldosteron / ml plasma udeladt af figuren, idet disse betragtes som syge (2 tæver i S30 én i S60 og én i S75). I K holdet hvor foderets saltindhold er lavt, ses et højt indhold af aldosteron i plasma (> 900) hos tæver med hvalpe, dette falder med stigende salttilsætning indtil et normaltniveau på 200 pg / ml i S60. NaCl indholdet i S60 blev fundet til 0,5 g / 100 kcal. I tidligere forsøg er fundet normalt aldosteron ved 0,42 g NaCl / 100 kcal (Clausen et al., 1996). Niveauet for de golde tæver er på normalniveauet i alle hold. Dette svarer godt overens med at Na behov til vedligehold hos udvoksede katte er 0,65 mmol Na / 100 kcal (Yu & Morris, 1997), hvilket er klart opfyldt selv i kontrolholdet. Ved stigende Na indhold i foderet ses normalt kun en lille effekt på blodets indhold af Na og Cl, med mindre dyrene ikke har adgang til vand. Tæver med diegivningssyge har signifikant lavere indhold af Na i plasma end raske tæver (Wamberg et al., 1992). Ligeledes blev der i tidligere undersøgelser af salttilsætning til minktæver i dieperioden fundet lavere plasma Na, når der var 0,22 g NaCl / 100 kcal i foderet frem for 0,42 g NaCl / 100 kcal (Clausen et al., 1996). Dette svarer godt til denne undersøgelse, hvor plasma Na ligger under niveauet for goldtæver i holdene K, S15 og S30 (figur 6), hvorimod tæverne i hold S45 (0,42 g NaCl / 100 kcal) og derover er på niveau med goldtæverne (p=0,06). 160 155

mmol/l

150 145

Fødende

140

Golde

135 130 125 K

S15

S30

S45

S60

S75

S90

Hold

Figur 6. Plasma Na hos golde tæver og tæver med kuld. Data fra tæver med aldosteron værdier over 2000 er udeladt af figuren.

Konklusion Ud fra den foreliggende undersøgelse kunne det se ud som om minkhvalpe ikke kan koncentrere urinen mere end til 250 mmol Na / l (+ modioner). Dette niveau opnås ved et saltindhold i foderet på over 0,50 g NaCl / 100 kcal. Yderligere salttilsætning vil øge hvalpenes behov for vand. Aldosteron i plasma hos tæverne dag 42 var på et normaltniveau på < 200 pg / ml, når NaCl indholdet i foderet var på 0,5 g / 100 kcal eller derover. I tidligere forsøg er fundet normalt aldosteron ved 0,42 g NaCl / 100 kcal. Plasma Na hos tæverne dag 42 var på normalniveau, når NaCl indholdet i foderet var mindst 0,42 g / 100 kcal. Det ser åbenbart ud til, at saltindholdet i foderet i dieperioden skal være i området 0,42 - 0,50 g NaCl / 100 kcal, for at tage hensyn til sundhed og trivsel hos både tæver og hvalpe. Referencer Clausen, T.N., Wamberg, S., Hansen, O., 1996. Incidence of nursing sickness and biochemical observations in lactating mink with and without dietary salt supplementation. Can. J. Vet. Res., 60, 271276. Eriksson, L., Valtonen, M., Mäkelä, J., 1984. Water and electrolyte balance in male mink (Mustela vison) on varying dietary NaCl intake. Acta Physiol. Scand., Suppl. 537, 59 – 64. Gorham, J.R., Farrel, K., 1962. Salt poisoning in mink. National Fur News, 34, no.8, 17 + 33. Hartsogh, G.H., 1960. Nursing sickness basically a salt depletion. National Fur News, 32, 10 + 44. Lund, R.S., 1979. Experiments with sodium chloride (NaCl) and other sodiumsalts in feed for lactating mink females. Scientifur.????? Löliger, H.C., 1970. Pelztierkrankheiten. Gustav Fischer Verlag, Jena, 379.

Faglig Årsberetning 2001

Clausen, T.N., P. SandbĂ¸l &B. M. Damgaard

Restum, J.C., Bush, C.R., Malinczak, R.L., Watson, G.L., Braselton, W.E., Bursian, S.J., Aulerich, R.J., 1995. Effects of supplemental dietary sodium chloride and restricted drinking water on mink. Vet. Human Toxicol., 37, 4 - 10. Wamberg, S., Clausen, T.N., Olesen, C.R., Hansen, O., 1992. Nursing sickness in lactating mink (Mustela vison) II. Pathophysiology and changes in body fluid composition. Can. J. Vet. Res., 56, 95-101.

Yu, S., Y., Morris, J.G., 1997, The minimum sodium reguirement of growing kittens defined on the basis of plasma aldosterone concentration. Nutr. Requ. and Intera., 494 â&#x20AC;&#x201C; 501. Yu, S., Morris, J.G., 1999, Sodium reguirement of adult cats for maintenance based on plasma aldosterone concentration. Nutr. Requ. and Iintera., 419 - 423.

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Lupin og Raps Produkter til Mink i Vækstperioden

Charlotte Bjergegaard#,Tove N. Clausen*, Carsten Hejlesen*, Kirsten Mortensen# *& Hilmer Sørensen# Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, #Kemisk Institut KVL

Sammendrag To forskellige lupin produkter samt et proteinrigt rapsmel (PRM) er blevet testet som mulige planteproteinkilder til mink i vækstperioden. Produkterne, som alle er produceret miljømæssigt forsvarligt ved anvendelse af vandige systemer i et Pilot Plant system, blev givet til mink i to niveauer (3,0 eller 7,5% af foder) enten alene (raps) eller i kombination. Resultaterne viste uændret eller svagt forbedret pelskvalitet ved fodring med lupin og raps, dog gav det højeste PRM niveau anledning til reduceret pelskvalitet. Tilvæksten for dyrene i hele fodringsperioden var på niveau med kontrolholdet for grupperne tildelt de laveste niveauer af raps og lupin i kombination, men signifikant reduceret for de øvrige hold. Pelslængden var tilsvarende kortere for holdene med reduceret tilvækst. Både raps og lupin produkterne blev analyseret for indhold af antinutritionelle komponenter som sinapin og glucosinolater (raps), samt oligosaccharider (raps og lupin), og niveauet heraf var relativt lavt. Indholdet af kostfibre i produkterne blev ligeledes bestemt, og det er muligt at disse stoffer er en medvirkende årsag til den lavere tilvækst. Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Hejlesen, C., Mortensen, K. & H. Sørensen (2002). Lupin og raps produkter til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2001, 97-104. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract The aim of this study has been to examine the value of different environmental friendly produced biorefined products from rapeseed and lupin as protein source for mink feed in the growing period. Cold-pressed and water-extracted rapeseed (PRM) was tested alone and in combination with 2 different lupin products isolated as the insoluble and soluble fraction after dehulling and aqueous extraction. The results obtained showed that rapeseed and lupin could be included in feed to mink with unchanged or slightly better fur quality as a result, except for the highest level of PRM (7,5% of feed). The weight gain of animals was unchanged for the groups at the lowest inclusion level of plant protein combinations, but significant reduced for the groups fed with the highest levels of plant protein and the rapeseed product at a level higher than 1,5 %. Evaluations based on determinations of pelt length followed the evaluations based on weight gain determination. The level of antinutritional compounds (glucosinolates and sinapine) in rapeseed and oligosaccharides in lupin and rapeseed products was generally low. The dietary fibre fraction (DF) was analysed, and the relatively high level of DF in Lupin I and PRM may be one of the reasons for the reduced weight gain observed. Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Hejlesen, C., Mortensen, K. & H. Sørensen (2002). Lupin and rapeseed for mink feed in the growing period. Annual Report 2001, 97-104. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Vegetabilske proteinkilder er billige i forhold til animalske proteinkilder, og der er store mængder til rådighed. Det er derfor interessant at undersøge anvendelsen af forskellige niveauer af vegetabilske proteinkilder til minkhvalpe i vækstperioden. Potentielle planteproteinkilder til mink omfatter bl.a. sojabønner, ært, lupin og raps. Soyabønner har været afprøvet til mink i adskillige forsøg (Mortensen & Sørensen, 1986; Clausen & Hejlesen 2000a, Clausen & Hejlesen, 2000b; Hejlesen & Clausen, 2001). Sojabønner indeholder relativt høje mængder af næringshæmmende stoffer som f.eks. saponiner og trypsininhibitorer og skal toastes før brug. Der bør maximalt være 4% toastede soyabønner i vækstperiodefoderet til mink.

Ærter har et højt indhold af kulhydrater, ikke-fordøjelige oligosaccharider, stivelse og ikke-stivelses polysaccharider der kan give problemer hos mink. En kraftig temperatur behandling af ærter (130°C i 10 min.) anvendt til mink i vækstperioden, gav tilfredsstillende tilvækst og skindlængde (Bjergegaard et al., 1995; Clausen & Hejlesen, 2002), hvorimod der ved en middel temperatur behandling af ærterne var reduceret tilvækst og skindlængde (Hillemann & Lyngs, 1991). Raps er blevet afprøvet som proteinkilde til mink i adskillige forsøg (Hillemann, 1985; Hillemann et al., 1989; Hillemann & Lyngs, 1991; Bjergegaard et al., 1995). Generelt har resultaterne været positive med hensyn til skindkvalitet, hvorimod skindstørrelsen har været negativt påvirket. Derudover har

Faglig Årsberetning 2001

Bjergegaard, C., T.N. Clausen, C. Hejlesen, K. Mortensen & H. Sørensen

kombinationen af ærter og raps vist negative resultater (Hillemann & Lyngs, 1991). Den væsentligste begrænsning for anvendelsen af rapsfrø og rapsskrå eller rapskager til mink, skyldes indholdet af glucosinolater og nedbrydningsprodukter heraf. Et lavt indhold af glucosinolater og inaktivering af myrosinase, der er det enzym i rapsfrø der katalyserer nedbrydningen af glucosinolater er derfor af stor betydning (Michaelsen et al., 1989). Lupin er ikke testet som planteproteinkilde i minkfoder, men er interessant af flere grunde. For det første har lupin et højt indhold af protein i frøene (30 – 40 % af tørstof), begrænsede mængder af lipid og et meget lavt indhold af stivelse (ligesom tilfældet er for sojabønner). Desuden har lupin et generelt lavt indhold af næringshæmmende stoffer, bl.a. er saponinindholdet betydeligt lavere end niveauet i ært og soja og dette gælder ligeledes mængden af trypsininhibitorer. Derimod er indholdet af ikke-stivelses polysaccharider højt (25 – 40 % af tørstof). Lupin kan indeholde de uønskede forbindelser: alkaloider, men indholdet er generelt ringe i de søde lupinsorter, som anvendes i dag, og alkaloiderne kan desuden forholdsvist let fjernes procesteknisk. I et anlæg, baseret på miljøvenlige metodikker, er der mulighed for skånsom forarbejdning af forskellige planteprodukter, herunder lupin og raps. Rapsprodukter fremstillet ved nye procesteknikker er ønskværdige, idet det fra adskillige forsøg udført tidligere, er konkluderet at rapsfrø og rapsskrå/rapskager fremstillet ved traditionel oliemølleteknik ikke er velegnet til minkfoder. Rapsproteinprodukter fremstillet ved vandig baseret bioraffineringsteknik har i tidligere undersøgelser vist sig at være potentielle planteproteinkilder til mink, idet der er et lavt indhold af næringshæmmende glucosinolater og nedbrydningsprodukter heraf. En videreudvikling af bioraffineringsprocessen har givet nye potentielle produkter af interesse i fodringsøjemed.

Formålet med den her udførte undersøgelse har derfor været at afklare mulighederne for anvendelse af forskellige niveauer af raps- og lupinprodukter fremstillet ved den nye proces til minkhvalpe i vækstperioden. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 7 hold wildmink á 81 hanog 81 tævehvalpe. Samtlige hanhvalpe blev vejet før forsøgets start, d. 19. september og ved pelsning. Minkene blev pelset d. 17/11 til d. 20/11. Skindsorteringen af hanskindene blev foretaget som en samsortering inden for farvetype. Ved pelsning blev 15 hanner pr. hold obduceret. Dyrenes sundhedstilstand og gødningens konsistens blev fulgt gennem vækstperioden. Forsøgsopstillingen der viser de anvendte kombinationer af raps-/lupin-proteinprodukter ses af tabel 1. Et hold fungerede som kontrolhold, i de øvrige hold blev anvendt kombinationer af raps og lupin produkter. Tabel 1. Forsøgsopstilling til anvendelse af forarbejdede raps (PRM) og lupin produkter i vækstperioden . Hold

Behandling

K RLI_3 RLI_7 RLII_3 RLII_7 PRM_3 PRM_7

Kontrolhold PRM + Lupin I PRM + Lupin I PRM + Lupin II PRM + Lupin II PRM PRM

% iblanding Raps 0 1,50 3,75 1,50 3,75 3,00 7,50

Lupin I 0 1,50 3,75 0 0 0 0

Lupin II 0 0 0 1,50 3,75 0 0

PRM (rapsproteinkoncentrat) opnået efter vandig ekstraktion af potentielt uønskede stoffer fra pressekage af afskallet rapsfrø. Lupin I, uopløselig DF-protein fraktion (ca. 98 % tørstof, heraf ca. 38 % protein) opnået som den uopløselige fraktion af vandigt ekstraheret afskallet lupin. Lupin II, opløselig proteinfraktion (35,5% tørstof, heraf ca. 50% protein), opnået som den opløselige fraktion efter fældning af protein fra det vandige ekstrakt af afskallet lupin. Flowskema vedrørende produkterne ses af figur 1.

Faglig Årsberetning 2001

fremstilling

Lupin og raps produkter til minkhvalpe i vækstperioden

Fremstilling af lupin produkter Lupinfrø Afskalning

Skaller

Afskallet lupinfrø Opløselig fraktion

Vandig ekstraktion

Ultrafiltrering Protein isolat

Opløseligt protein m.v. Lupin II Uopløselig DF- protein fraktion Lupin I

Fremstilling af rapsprotein koncentrat "PRM"

Rapsfrø, maximalt proteinindhold Afskalling

Skaller

Afskallet produkt "Koldpresset rapskimolie"

Presning

Pressekage Opløselige forbindelser *

Opslemning i vand ved pH 2,5 - 3 (myrosinase inaktiverein) Centrifugering

"PRM"

* glucosinolater, napiner, glykoproteiner, sinapin, oligosaccharider, phytat mm Figur 1. Flowskema vedrørende fremstilling af raps og lupin produkterne. Som udgangsmateriale blev brugt Lupinus luteus cv. Juno og Brassica napus L. cv. Express.

Overgangen fra fodercentralfoder til forsøgsfoder foregik over en uge. Forsøgsfoder blev tilført fra 12/7 til pelsning. Forsøgsfoderet blev analyseret for protein, fedt, tørstof og aske ved forsøgets start samt én gang pr. måned. Normen for fordøjeligt methionin og cystein var opfyldt i alle hold. Foderplanerne ses af tabel 2. Kemiske analyser af raps og lupin produkterne blev udført med standard analysemetoder (Sørensen et al., 1999). Intakt og afskallet rapsfrø, samt pressekage og PRM blev analyseret for indhold af glucosinolater (Michaelsen et al., 1992), sinapin (Bjergegaard et al., 1993) og oligosaccharider af α-galactosid typen. Yderligere blev α-galactosider bestemt i Lupin I and Lupin II og i intakt og afskallet lupinfrø. Identifikation og kvantifi-

kation af α-galactosider blev udført med en nyudviklet HPCE metode med indirekte UVdetektion (Andersen et al., 2001). Indholdet af kostfibre i PRM, LupinI og Lupin II blev bestemt ved en enzymatisk gravimetrisk metode (Asp et al., 1983; Bjergegaard et al., 1991). Kostfiberfraktionen (DF) blev opdelt i henholdsvis en uopløselig (IDF) og en opløselig (SDF) del, hvor SDF-fraktionen blev isoleret efter dialyse og frysetørring, i stedet for tidligere anvendt prodecure baseret på alkohol-fældning og centrifugering. Foderplanerne blev ændret d. 11/9 på grund af analyser der viste at indeholdet af protein i rapsproduktet var lavere end forventet. Dette kan evt. skyldes en højere opløselighed at protein i syrevasketrinnet end formodet. Statistiske beregninger er udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss3, ss4), LSMEANS / PDIFF er anvendt med 5% som signifikansniveau i beregningerne af vægte og tilvækste, samt skindlængde. Ved skindkvalitet, farve og renhed er anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Skindlængden er medtaget som kovariat ved de statistiske analyser af skindkvalitet. Pelsbid, våd bug, klat, silket, fyldighed og metallic er analyseret med proceduren PROBIT eller χ2. For Raps og lupin holdene blev der analyseret for betydningen af produkterne (PRM + Lupin I; PRM + Lupin II; PRM) i foderet, for betydningen af iblandings procenten (3% eller 7,5%) samt for en evt. vekselvirkning mellem produkt og iblandings procent. Resultater og diskussion Resultaterne fra analyser af færdigfoderet svarede til de beregnede værdier (tabel 2). Analyser af tørstof, protein og fedt for raps og lupin produkterne ses af tabel 3. I produktionen af PRM indgår en vandig ekstraktion ved lavt pH for at fjerne de vandopløselige komponenter, glucosinolater, sinapin, oligosaccharider, phytat etc., der kan have en negativ effekt på mink. Glucosinolat indholdet i rapsfrø, afskallede rapsfrø, pressekage og PRM ses af figur 2. PRM har et meget lavt indhold af glukosinolater sammenlignet med både afskallet rapsfrø og

Faglig Årsberetning 2001

Bjergegaard, C., T.N. Clausen, C. Hejlesen, K. Mortensen & H. Sørensen

pressekage. Sinapin indholdet (figur 3) i PRM var på højde med indholdet i ubehandlet rapsfrø. Analyser af oligosaccharider for både PRM og Lupin produkterne (figur 4) viser, at oligosaccharid indholdet i PRM er betydeligt reduceret i forhold til andre rapsprodukter, og at Lupin II har et relativt højt indhold af verbascose sammenlignet med lupinfrø. Sum-

men af oligosacchariderne (raffinose, stachyose og verbascose) i Lupin I og Lupin II var 78 µmol / g tørstof hhv 100 µmol / g tørstof. I PRM var der tilsvarende 4,7 µmol / g tørstof. Resultaterne fra kostfiberanalyserne ses af figur 5. Som det ses her havde lupin II et betydeligt lavere indhold af DF end både lupin I og PRM.

Tabel 2. Foderplan til mink i forsøg med anvendelse af forarbejdede raps og lupin produkter i vækstperioden. Hold K RLI_3 RLI_7 RLII_3 RLII_7 PRM_3 Fiskeaffald <3% fedt 8,0 8,0 8,0 8,0 8,0 8,0 Industrifsk 5-8% fedt 20,0 20,0 20,0 20,0 20,0 20,0 Fjerkræaffald 12,0 12,0 12,0 12,0 12,0 12,0 Helfisk ensilage 12,0 12,0 12,0 12,0 12,0 12,0 Byg, poppet 8,24 8,0 7,2 8,09 7,44 8,0 Hvede, poppet 8,24 8,0 7,2 8,09 7,44 8,0 PRM (Rapskoncentrat) 1,5 3,75 1,5 3,75 3,0 Lupin I 1,5 3,75 Lupin II 1,5 3,75 Fiskemel, helmel 5,0 4,5 4,0 4,5 4,0 4,5 Hæmoglobinmel 1,0 2,0 2,0 2,0 Kartoffelprotein 3,04 1,49 0,92 1,80 2,22 1,87 Majsgluten 2,0 0,8 2,0 1,05 2,00 0,46 Soyaolie 5,79 5,55 4,93 5,64 5,18 5,53 Svinefedt 2,9 2,78 2,47 2,82 2,59 2,76 Hvedeklid 1,0 1,0 1,0 1,0 1,0 1,0 Vitaminer 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 0,2 Vand 10,59 10,68 10,58 9,81 8,43 10,68 Plantal: Methionin, g/100 kcal 0,18 0,17 0,17 0,17 0,18 0,17 Cystin, g/100 kcal 0,07 0,07 0,08 0,07 0,08 0,07 Tørstof, % 49 49 49 49 49 49 Energiindhold, kcal/100 g 227 223 213 225 217 224 Energifordelingen 30:52:18 30:52:18 30:52:18 30:52:18 30:52:18 30:52:18 Analysetal: Tørstof 44,6 43,7 41,8 42,2 42,5 42,5 Energiindhold, kcal/100 g 209 203 183 194 192 198 Energifordelingen 30:52:18 30:52:18 29:53:18 30:52:18 30:52:18 30:52:18

Table 3. Tørstof, protein og fedt (i % af tørstof) i lupin og rapsprodukter anvendt til mink i vækstperioden.. Plante protein Lupin I Lupin II PRM

Tørstof % 98,0 (0,1) 35,0 98,6 (0,3)

Protein (N x 6,25) % af tørstof 38,1 (2,2) 63,0 (2,1) 20,3 (3,2)

PRM_7 8,0 20,0 12,0 12,0 7,35 7,35 7,5 4,5 1,0 0,81 0,30 4,89 2,44 1,0 0,2 10,66 0,17 0,08 49 217 30:52:18 39,7 185 29:54:17

Fedt

4 5 6 2 3 26 23 17 27

5,8 5,0 8,8

Tallene er gen-nemsnit af dobbelt eller tredobbelte bestemmelser. Standard deviationen (%) er vist i parentes for tredobbelte bestemmelser. Lupin II (flydende): Undersøgt for kimtal, gær, skimmel med tilfredsstillende resultat, samt for pH (4,1). Produktet blev opbevaret på frost.

15 10 5 0 Rapsfrø

Afsk rapsfr.

Pressekage

PRM

Figur 2. Glucosinolat (µ µmol/g DM) indholdet i rapsfrø, afskallede rapsfrø, raps pressekage og PRM. Standard deviationen er angivet. 4: Progoitrin; 5: Epi-progoitrin; 6: Napoleiferin; 2: Gluconapin; 3: Glucobrassicanapin; 26: 4Hydroxyglucobrassicin; 23: Glucobrassicin; 17: Gluconasturtiin; 27: 4-Methoxyglucobrassicin.

100

Faglig Årsberetning 2001

Lupin og raps produkter til minkhvalpe i vækstperioden

35 30 ymol / g tørstof

ymol / g tørstof

25 20 15 10 5

180 160 140 120 100 80 60 40 20 0

Stachyose Raffinose Sucrose

Raps frø

0 Rapsfrø

A fsk rapsfr.

P ressekage

Afskal. raps Pressekage

PRM

P RM

Figur 3. Sinapine (µ µmol/g tørstof) indholdet i rapsfrø, afskallede rapsfrø, pressekage og PRM, standard deviationen er angivet.

100 90 80 Ymol / g tørstof

% af tørstof

70 60 50

IDF

40 30 20 10 0 Lupin I

Lupin II

V e rb a s c o s e S ta c hy o s e R a f f in o s e S uc ro s e

60 50 40 30 20

SDF

TDF

0 L u p in f r ø

A fs k . L u p in

L u p in I

L u p in I I

Figur 4. Indhold af oligosacchariderne sucrose, raffinose, stachyose, og verbascose (µ µmol/g tørstof) i raps og lupin produkter. Standard deviationen er angivet i figuren.

PRM

Figur 5. Kostfibre (i % af tørstof) i raps og lupin produkter. IDF: ikke opløselige kostfibre; SDF: opløselige kostfibre; TDF: total indhold af kostfibre.

Resultaterne af vejningerne i vækstperioden ses af tabel 4.

Tabel 4. Vejeresultater for wildmink fodret med raps og lupin produkter i vækstperioden Hold K RLI_3 RLI_7 RLII_3 RLII_7 PRM_3 PRM_7 p-værdi

Behandling Kontrolhold PRM + Lupin I PRM + Lupin I PRM + Lupin II PRM + Lupin II PRM PRM

Udsætningsvægt, g 802 (138) 756 (144) 798 (128) 755 (127) 768 (129) 752 (133) 762 (140) NS (0,07)

Vægt d. 19/9, g 2149 (267) 2067 (275) 2014 (282) 2135 (272) 2100 (250) 2074 (238) 2030 (276)

Pelsningsvægt, g 2446 (358) 2331 (326) 2271 (271) 2375 (302) 2293 (328) 2274 (281) 2295 (277)

Tilvækst udsætning til september, g 1349 (209) A 1312 (217) AB 1216 (219) C 1373 (229) A 1331 (205) A 1321 (181) A 1258 (212) BC <0,0001

Tilvækst udsætning til pelsning, g 1653 (305) A 1576 (272) AB 1471 (224) C 1617 (283) A 1527 (293) BC 1519 (258) BC 1528 (217) BC 0,0003

Tallene i parentes angiver standardafvigelsen. Forskellig bogstaver i en kolonne i samme serie angiver, at der er statistisk sikker forskel, NS angiver, at der ikke er forskel.

Kontrolholdet, samt PRM kombineret med Lupin I og Lupin II i laveste mængde, havde de bedste tilvækste fra udsætning til pelsning, sammenlignet med de øvrige hold. Holdet med 7,5 % PRM og Lupin I havde den dårligste tilvækst. Indholdet af oligosaccharider i PRM var meget lavt i forhold til indholdet i Lupin I og Lupin II, ligeledes var indholdet at glucosinolater i PRM lavt, så disse parametre har formentlig haft begrænset indflydelse på hvalpenes vækst. En mulig forklaring af de lavere vægte når der anvendes PRM i foderet, kan måske være en begrænset protein opløselighed/tilgængelighed, bl.a. forårsaget af binding til kostfiberfraktionen. (Bjergegaard et al, 1995).

For tilvæksten fra udsætning til september var der signifikant betydning af produkterne, således at kombinationen af PRM med den mere opløselige Lupin II gav den signifikant bedste tilvækst i forhold til de hold der fik PRM alene eller PRM kombineret med Lupin I (figur 6). Et lavt kostfiber indhold i Lupin II i forhold til Lupin I, samt et højere proteinindhold (af den opløselige slags), er nok medvirkende årsag til at Lupin II kombineret med PRM giver bedre tilvækste end Lupin I kombineret med PRM. For tilvæksten fra udsætning til september og fra udsætning til pelsning var der derudover effekt af iblandings procent, således at tilvæksten faldt med stigende iblanding af

Faglig Årsberetning 2001

101

Tilvækst, udsætning til septembe

Bjergegaard, C., T.N. Clausen, C. Hejlesen, K. Mortensen & H. Sørensen

fyldige skind (tabel 6), men der var færre silkede skind i Kontrolholdet og PRM_7 end i holdene RLI_3 og RLII_7.

1400 1350 1300 1250 1200 1150

Tilvækst

1100 1050

Hold

1000 PRM+L I

PRM + L II

PRM

Figur 6. Tilvækst (LSMEANS) fra udsætning til pelsning (g), hos hold fodret med PRM alene eller kombineret med Lupin. SEM er angivet. PRM kombineret med Lupin II er signifikant forskellig fra de øvrige.

planteprotein (figur 7), nok som følge af det stigende indhold af især kostfibre fra raps. Selvom afskalling vil fjerne en del kostfibre, kan den tilbageværende fraktion stadig påvirke energi og protein fordøjeligheden af foderet. Det kan heller ikke udelukkes at der er en smagseffekt ved fodring med planteproteinkilder.

Tilvækst, udsætning til pelsnin

Tilvækst

1600 1500 Tilvækst

1400

Behandling

Antal Længde Kvalitet skind cm 1-12 * 82,2 6,4 K Kontrolhold 78 (4,5) (2,4) A A 80,6 6,8 PRM + RLI_3 81 (4,0) (2,4) Lupin I BC A 79,7 6,8 PRM + RLI_7 81 (3,5) (2,5) Lupin I C A 80,9 6,8 PRM + RLII_3 80 (3,9) (2,7) Lupin II B A 80,4 6,8 PRM + RLII_7 79 (4,0) (2,4) Lupin II BC A 80,7 7,1 PRM_3 PRM 80 (3,6) (2,4) BC A 80,3 5,6 PRM_7 PRM 79 (3,9) (2,6) BC B P-værdi 0,006 0,004

Farve Renhed 1-5 # 1-5 ¤ 3,0 3,1 (1,0) (0,9) 3,1 (0,8)

3,1 (0,9)

2,9 (1,0)

2,9 (0,9)

3,1 (1,1)

2,9 (0,9)

2,6 (1,0)

3,0 (1,0)

2,9 (0,9)

3,0 (0,9)

2,9 (1,0)

* 12 er bedst, # 5 er mørkest, ¤ 5 er mest rødlig. Tallene i parentes angiver standardafvigelsen. Forskellig bogstaver i en kolonne i samme serie angiver, at der er statistisk sikker forskel, NS angiver at der ikke er forskel. Længden er signifikant som kovariat til kvaliteten.

1700

Tabel 6. Silkede og fyldige skind hos wildmink fodret med raps og lupin produkter i vækstperioden

1300 1200 3 % plantepr.

Hold

7,5 % plantepr.

Figur 7. Tilvækst (LSMEANS) fra udsætning til pelsning (g), hos hold der fik hhv 3 og 7,5 % planteprotein fra PRM og / eller Lupin. SEM er angivet. Der er signifikant forskel mellem grupperne.

Skindlængde og kvalitet for wildmink fodret med raps og lupin i vækstperioden ses af tabel 5. Skindlængderne afspejlede pelsningsvægtene, de signifikant længste skind blev set i kontrolholdet, de korteste skind blev set i holdet med 7,5 % PRM og Lupin I. Der var næsten signifikant effekt af iblandings procenten på skindlængden (P=0,07), således at der var en tendens til at skindlængden faldt med stigende iblanding af planteprotein, på samme måde som det blev set for tilvæksten. Der var ingen forskel i skindkvaliteten på nær det hold der fik 7,5 % PRM, dette hold havde en signifikant dårligere skindkvalitet end de øvrige hold. Der var ingen forskel i farve og renhed, ej heller i frekvensen af silkede og

102

Tabel 5. Skindlængde, kvalitet, farve og renhed for wildmink fodret med raps og lupin produkter i vækstperioden.

K RLI_3 RLI_7 RLII_3 RLII_7 PRM_3 PRM_7

Behandling Kontrolhold PRM + Lupin I PRM + Lupin I PRM + Lupin II PRM + Lupin II PRM PRM P-værdi

Antal Silkede, skind % 78 81 81 80 79 80 79

3,8 17,3 8,6 10,0 15,2 10,0 5,1 0,05 *

Uld, % Flade 3,9 4,9 0 2,5 3,8 5,0 6,3

Normal God 84,6 88,9 90,1 88,7 96,2 80,0 92,4 NS #

11,5 6,2 9,9 8,8 0 15,0 1,3

* χ2 test, PROBIT gav p-værdi på 0,07 med 40 og 46 forskellig fra 41 og 44. # PROBIT Forskellig bogstaver i en kolonne i samme serie angiver, at der er statistisk sikker forskel, NS angiver at der ikke er forskel.

Gødningen blev jævnligt observeret, og der blev ikke set nogen forskel mellem holdene. Dødsfald blev registreret og døde hvalpe blev obduceret (tabel 7). Der døde kun få hvalpe i wildmink gruppen, og dødsårsagerne var uspecifikke. Ved pelsning blev der obduceret 15 hanner pr hold, hos én han i det hold der fik 3 % PRM blev der fundet extremt forstørret fedtlever.

Faglig Årsberetning 2001

Lupin og raps produkter til minkhvalpe i vækstperioden

Tabel 7. Frekvensen af døde hvalpe hos wildmink fodret med raps og lupin produkter i vækstperioden K RLI_3 RLI_7 RLII_3 RLII_7 PRM_3 PRM_7

Hold Kontrolhold PRM + Lupin I PRM + Lupin I PRM + Lupin II PRM + Lupin II PRM PRM

% døde hanner og tæver 0,6 0,6 0,6 0 0,6 0,6 0

Konklusion Resultaterne fra undersøgelsen viser at raps og lupin produkter, produceret ved anvendelse af vandige systemer i et Pilot Plant system, kan anvendes til minkhvalpe i vækstperioden, uden negative konsekvenser for skindkvaliteten, på nær ved høj iblanding af PRM, hvor skindkvaliteten var reduceret. Yderligere forbedringer af produkterne er nødvendige hvis der ønskes større iblandingsprocent uden negativ effekt på tilvæksten, idet der var en negativ effekt på tilvækst og skindlængde ved de højeste iblandingsniveauer. Analyser af en række indholdsstoffer i raps og lupin produkterne, viste et generelt lavt indhold af glucosinolater (i raps) og oligosaccharider (i raps og lupin) sammenlignet med ubehandlede frø. Indholdet af kostfibre var højest i PRM, noget lavere i Lupin I og betydeligt lavere i Lupin II. Lupin II ser mere lovende ud end Lupin I, formodentlig på grund af et lavere kostfiber indhold. En mulig forklaring på de nedsatte tilvækste ved anvendelse af raps og lupin produkter, kan måske findes i en lav protein opløselighed/tilgængelighed, hvor kostfiberfraktionen fra især raps kan tænkes at være en medvirkende årsag. Acknowledgements The Commission of European Union (Contract FAIR CT-97-3778 og QLK5 199901442) takkes for finansiel støtte. Referencer Andersen, K.E., Bjergegaard, C., Møller, P., Sørensen, J.C. and Sørensen, H. (2001). High Performance Capillary Electrophoresis with indirect UV detection for determination of α-galactosides in Leguminosae and Brassicaceae. In prep.

Asp, N.G., Johansson, C.G., Hallmer, H., Siljeström, M. (1983). Rapid enzymatic assay of Insoluble and Soluble dietary fiber. J. Agric. Food. Chem., 31:476-482. Bjergegaard, C., Eggum, B.O., Jensen, S.K., Sørensen, H. (1991). Dietary fibres in oilseed rape: Physiological and antinutritional effects in rats of isolated IDF and SDF added to a standard diet. J. Anim. Physiol. A. Anim. Nutr. 66: 69-79. Bjergegaard, C., Ingvardsen, L., and Sørensen, H. (1993). Determination of aromatic choline esters by micellar electrokinetic capillary chromatography. J. Chromatogr. A, 653:99108. Bjergegaard, C., Hillemann, G., and Sørensen, H. (1995). Ærter i foder til mink. Faglig Årsberetning for Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed. 1993/1994, 39-48. Clausen, T.N., and Hejlesen, C. (2000a). Afprøvning af stigende mængde toastede soyabønner til minkhvalpe i vækstperioden 1998. Faglig Årsberetning, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed 1999, 101-103. Clausen, T.N., and Hejlesen, C. (2000b). Anvendelse af to niveauer af toastede soyabønner ved reduktion af fiskeråvarer i foderet til minkhvalpe i vækstperioden 1998. Faglig Årsberetning, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed 1999, 105-110. Clausen, T., Hejlesen, C., (2002). Ærter og soyabønner til mink i vækstperioden 2000. Faglig Årsberetning, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed 2001 xx – xx . Hejlesen, C., and Clausen, T.N. (2001). Toastede soyabønner til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed 2000, 73-76. Hillemann, G. (1985). Forsøg med rapsskrå i dieperioden. Faglig Årsberetning for Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed 1984, 31-33.

Faglig Årsberetning 2001

103

Bjergegaard, C., T.N. Clausen, C. Hejlesen, K. Mortensen & H. Sørensen

Hillemann, G., Jensen, S.K., and Sørensen, H. (1989). “Novo rapsmel” som proteinkilde til minkfoder. Faglig Årsberetning for Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed 1988, 156-162. Hillemann, G. and Lyngs, B. (1991). Varmebehandlede ærter og varmebehandlet rapsfrø til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning for Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed 1990, 124-134. Michaelsen, S., Mortensen, K., and Sørensen, H. (1989). Myrosinase – myrosinase inaktivering i relation til brug af rapsfrø i minkfoder. Faglig Årsberetning for Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed 1988, 55-63. Michaelsen, S., Møller, P., and Sørensen, H. (1992). Factors influencing the separation and quantification of intact glucosinolates

104

and desulfoglucosinolates by micellar electrokinetic capillary chromatography. J. Chromatogr., 608: 363-374. Mortensen, K. and Sørensen, H.(1986). Quality of soyabeans and soyabean meal as feeding stuffs, effects of processing and influence of soyabean constituents on mink fur quality. Report to Amer. Soyb. Association, Hamburg & Danish Fur Breeders Association, Glostrup. 49 pp. SAS (1988), SAS Institute inc. SAS/STAT Users Guide. Release 6.03, Edition 1988, Cary, North Carolina. Sørensen, H., Sørensen, S., Bjergegaard, C., and Michaelsen, S. (1999). Chromatography and Capillary Electrophoresis in Food Analysis. The Royal Society of Chemistry. Cambridge, UK, 470 pp.

Faglig Årsberetning 2001

Ærter og Soyabønner til Mink i Vækstperioden Tove N. Clausen & Carsten Hejlesen

Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Herningvej 112C, Tvis, 7500 Holstebro. Sammendrag I vækstperioden 2000 blev 6 hold wildmink á 81 hanog 81 tævehvalpe anvendt til at undersøge forskellige niveauer af toastede soyabønner i kombination med varmebehandlede ærter. Toastede soyabønner blev anvendt i niveauerne 3 og 6 % kombineret med ærter i niveauerne 3, 6 og 9 %. På baggrund af forsøgets resultater samt tidligere undersøgelser, kan toastede sojabønner udgøre 3 - 4 % og varmebehandlede ærter 9 - 10 % af foderblandingen til mink i vækstperioden, både hvis de anvendes hver for sig, samt hvis de anvendes i kombination. Den teoretiske negative effekt ved at anvende begge produkter samtidig, og dermed øge det totale indhold af næringshæmmende stoffer, har ikke kunnet eftervises. Clausen, T.N. & C. Hejlesen (2002). Ærter og soyabønner til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2001, 105-108. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract In the growing furring period six groups each consisting of 81 male and 81 female wildtype mink kits were used to investigate different levels of heat treated soybeans and heat treated pears. The amounts of soybeans in the feed were 3 and 6 percent in combination with pears in the amount of 3, 6 or 9 percent. The results showed that it is possible to use 9 - 10 % heat treated pears and 3 - 4 % heat treated soybeans, alone or in combination. The assumed negative effect of using the products in combination and thereby increasing the total amount of anti nutritive agents was not found. Clausen, T.N. & C. Hejlesen (2002). Pears and soybeans for mink in the growing furring period. Annual Report 2001, 105-108. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Vegetabilske proteinkilder er billige i forhold til animalske proteinkilder, og der er store mæng-der til rådighed. Vi har tidligere år undersøgt anvendelsen af toastede soyabønner til mink-hvalpe i vækstperioden og fundet, at der kan anvendes omkring 4 % i foderet (Clausen & Hejlesen 2000 a, Clausen & Hejlesen 2000 b, Hejlesen & Clausen 2001) uden negative konsekvenser for skindstørrelse og kvalitet. Med hensyn til varmebehandlede ærter har Bjergegaard et al, 1995 vist, at der kan anvendes mindst 10% ærter i minkfoderet i vækstperioden med godt resultat. Ved samtidig anvendelse af flere bælgplante-proteinkilder i foderet, bør indholdet af de enkelte produkter måske reduceres, idet vegetabilske proteinkilder indeholder stoffer der er skadelige for ernæringen hos enmavede dyr. Før man anvender vegetabilske proteinkilder, soya, ærter, lupin og raps til mink, er det væsentlig at få afklaret, hvorledes man får fjernet de næringshæmmende stoffer der findes i disse produkter. En væsentlig del af de næringshæmmende stoffer kan fjernes ved forskellige procesbehandlinger.

Sojabønner indeholder relativt høje mængder af næringshæmmende stoffer som f.eks. saponiner og inhibitorer og kan derfor være problematisk til mink. En kontrolleret opvarmning af befugtede soyabønner (toastning), kan fjerne en del af trypsininhibitorerne, men ikke oligosaccharider, saponiner, etc. Oligosaccharider kan fjernes ved enzymbehandling (α-galactosidase). Ærter har været anvendt til mink, men kræver en kraftig varmebehandling før brug for at give acceptable resultater, et problem som tilsyneladende er relateret til det høje indhold af kulhydrater i ærterne, specielt stivelse. Ærter varmebehandles ved 130°C i 3-4 min. og formales. Udover en effekt på stivelse (forklistring) og kostfibre, har det til formål at inaktivere enzymet lipoxygenase, hvilket er nødvendigt for at undgå problemer i olierige foderblandinger. Ærter har et relativt højt indhold af oligosaccharider, der er ufordøjelige for enmavede dyr, en tilsætning af α-galactosidase kan forbedre udnyttelsen af kulhydratfraktionen. Formålet med forsøgsserien var at undersøge, hvorvidt de hidtil anbefalede maksimale tilsætninger af toastede soyabønner og ærter

Faglig Årsberetning 2001

105

Clausen, T.N. & C. Hejlesen

til minkhvalpe i væktperioden kan anvendes samtidig, eller om indholdet af de enkelte kilder bør reduceres ved samtidig anvendelse. Materiale og metoder Til undersøgelsen blev anvendt 6 hold wildmink á 81 hanog 81 tævehvalpe. Samtlige hanhvalpe blev vejet før forsøgets start, d. 19. september og ved pelsning. Forsøgsfoder blev tilført fra 12/7 til pelsning. Overgangen fra fodercentralfoder til forsøgsfoder foregik over en uge. Forsøgsfoderet blev analyseret for protein, fedt, tørstof og aske ved forsøgets start samt én gang pr. måned. Minkene blev pelset d. 17/11 til d. 20/11. Skindsorteringen af hanskindene blev foreta-

get som en samsortering inden for farvetype. Ved pelsning blev 15 hanner pr. hold obduceret. Dyrenes sundhedstilstand og gødningens konsistens blev fulgt gennem vækstperioden. Forsøgsopstillingen ses af tabel 1. Tabel 1, Forsøgsopstilling til wildmink fodret med varmebehandlede ærter og toastede soyabønner i vækstperioden 2000. Hold 30 31 32 33 34 35

% Toastede soyabønner 3 6 3 6 3 6

% Varmebehandlede ærter 3 3 6 6 9 9

Foderplanerne ses af tabel 2.

Tabel 2, Foderplaner til wildmink fodret med varmebehandlede ærter og toastede soyabønner i vækstperioden 2000. Hold 1 Fiskeaffald <3% fedt 81 Industrifsk 5-8% fedt 244 Fjerkræaffald 101 Helfisk ensilage 627 Byg, poppet 667 Hvede, poppet Soyabønner toasted Ærter, varmebehandlet Fiskemel, helmel 541 Kartoffelprotein 871 soyaolie 852 Svinefedt 742 Hvedeklid Vitaminer Vand Plantal: Methionin, g ford./100 kcal Cystin, g ford/100 kcal Tørstof, % Energiindhold, kcal/100 g Energifordelingen Analysetal: Tørstof Energiindhold, kcal/100 g Energifordelingen

30 15,00 20,00 12,00 12,00 7,01 7,01 3,00 3,00 5,02 2,00 5,17 2,58 1,00 0,20 5,01

31 15,00 20,00 12,00 12,00 6,73 6,73 6,00 3,00 3,82 1,50 4,81 2,41 1,00 0,20 4,81

32 15,00 20,00 12,00 12,00 6,03 6,03 3,00 6,00 4,34 1,80 5,14 2,57 1,00 0,20 4,90

33 15,00 20,00 12,00 12,00 5,74 5,74 6,00 6,00 3,14 1,30 4,78 2,39 1,00 0,20 4,70

34 15,00 20,00 12,00 12,00 5,05 5,05 3,00 9,00 3,77 1,50 5,09 2,55 1,00 0,20 4,79

35 15,00 20,00 12,00 12,00 4,76 4,76 6,00 9,00 2,53 1,04 4,74 2,37 1,00 0,20 4,59

0,18 0,06 49,0 221 30:52:18

0,17 0,07 49,0 219 30:52:18

0,17 0,06 49,0 219 30:52:18

0,16 0,07 49,0 217 30:52:18

0,17 0,06 49,0 217 30:52:18

0,16 0,07 49,0 215 30:52:18

44,1 197 30:52:18

43,1 191 30:52:18

42,6 191 29:53:18

42,7 186 29:53:18

43,3 190 30:52:18

43,0 184 30:52:18

Statistiske beregninger er udført med statistikprogrammet SAS. Procedurerne GLM (ss3, ss4), LSMEANS / PDIFF er anvendt med 5% som signifikansniveau i beregningerne af vægte og tilvækste, samt skindlængde. Ved skindkvalitet, farve og renhed er anvendt en non-parametrisk test (GENMOD). Skindlængden er medtaget som kovariat ved de statistiske analyser af skindkvalitet. Pelsbid, våd bug, klat, silket og fyldighed er analyseret med proceduren PROBIT eller χ2. 106

Der er udført statistiske beregninger på effekten af toastede sojabønner og effekten af varmebehandlede ærter, samt vekselvirkningen mellem sojabønner og ærter. Resultater og diskussion Analyser af færdigfoderet svarede godt til de beregnede værdier (tabel 2). Resultaterne af vejningerne i vækstperioden ses af tabel 3.

Faglig Årsberetning 2001

Ærter og soyabønner til mink i vækstperioden Tabel 3, Vejning af wildmink fodret med varmebehandlede ærter og toastede soyabønner i vækstperioden 2000. Hold 30 31 32 33 34 35

Behandling 3 % sojabønner + 3 % ærter 6 % sojabønner + 3 % ærter 3 % sojabønner + 6 % ærter 6 % sojabønner + 6 % ærter 3 % sojabønner + 9 % ærter 6 % sojabønner + 9 % ærter P-værdi

Vægt, g Ved udsætning 749 (134) 765 (131) 771 (151) 748 (151) 798 (129) 789 (120) NS

Tilvækst udsætning til

d. 19/9 2091 (244) 2032 (260) 2055 (280) 2039 (304) 2102 (271) 2081 (249)

Ved pelsning 2330 (328) 2294 (278) 2289 (297) 2242 (329) 2343 (292) 2263 (294)

September, g 1344 (202) 1269 (211) 1283 (232) 1286 (239) 1293 (238) 1291 (204) NS

Pelsning, g 1587 (294) 1529 (267) 1508 (253) 1490 (268) 1538 (267) 1475 (261) NS

NS angiver at der ikke er vekselvirkning mellem anvendelsen af soyabønner og ærter i forskellige niveauer. Tallene i parentes angiver standardafvigelsen.

Der var forskel i udsætningsvægtene mellem de hold der fik 3, 6 og 9% ærter, således at hold med 9% ærter vejede ca. 30 g mere ved udsætning end hold med 3 og 6% ærter. Der er taget højde for dette ved at beregne på tilvæksten i de forskellige perioder. Der var forskel i tilvæksten fra udsætning til pelsning, - næsten signifikant (p=0,06), således at de hold der fik 6% toastede soyabønner havde en mindre tilvækst en de hold der fik 3% toastede soyabønner (tabel 3a).

Tabel 3a. Tilvæksten fra udsætning til pelsning i hold der fik 3 hhv 6 % toastede sojabønner (værdierne er LSMEANS og SEM i parentes) Tilvækst fra udsætning til pelsning, g

% toastede sojabønner 3 6 P-værdi

1545 (18,1) 1498 (17,6) 0,06

Forskellige bogstaver i en kolonne i samme serie angiver, at der er statistisk sikker forskel

Skindlængde, kvalitet, farve og renhed ses af tabel 4.

Tabel 4. Skindlængde, kvalitet, farve og renhed for wildmink fodret med varmebehandlede ærter og toastede soyabønner i vækstperioden 2000. Hold 30 31 32 33 34 35

Behandling 3 % soyabønner + 3 % ærter 6 % soyabønner + 3 % ærter 3 % soyabønner + 6 % ærter 6 % soyabønner + 6 % ærter 3 % soyabønner + 9 % ærter 6 % soyabønner + 9 % ærter P-værdi

Antal skind 79 79 77 77 77 79

Længde, cm 81,1 (4,0) 80,5 (4,0) 80,8 (4,5) 79,9 (4,8) 81,3 (3,9) 80,5 (3,8) NS

Kvalitet, 1-12 * 6,1 (2,5) 6,4 (2,3) 6,5 (2,4) 6,2 (2,6) 6,6 (2,8) 6,7 (2,4) NS

Farve, 1-5 # 3,2 (1,1) 2,9 (1,0) 3,1 (1,0) 3,0 (0,8) 3,0 (1,0) 2,8 (0,9) NS

Renhed, 1-5 ¤ 3,0 (0,9) 2,8 (0,8) 3,2 (1,1) 3,2 (1,0) 3,0 (0,9) 3,2 (0,9) NS

* 12 er bedst, # 5 er mørkest, ¤ 5 er mest rødlig. NS angiver at der ikke er vekselvirkning mellem anvendelsen af soyabønner og ærter i forskellige niveauer. Der er signifikant effekt af skindlængden ved beregning af kvaliteten, p=0,0001. Tallene i parentes angiver standardafvigelsen.

Der er ingen vekselvirkning mellem anvendelsen af soyabønner og ærter i forskellige niveauer, men skindlængden er påvirket negativ ved stigende tilsætning af toastede soyabønner og der er signifikant de lyseste skind ved 6 % toastede soyabønner frem for 3 % (tabel 4a). Tabel 4a. Skindlængde og farve af skindene var der signifikant effekt af niveauet af toastede sojabønner (værdierne er LSMEANS og SEM i parentes) % toastede sojabønner

Skindlængde, cm

Skindfarve, 1-5 #

3 81,1 (0,28) A 3,1 (0,06) A 6 80,3 (0,28) B 2,9 (0,06) B P-værdi 0,05 0,05 # 5 er mørkest Forskellige bogstaver i en kolonne i samme serie angiver, at der er statistisk sikker forskel

Med hensyn til skindenes renhed var der signifikant effekt af niveauet af varmebehandlede ærter, således at der var de mest rødlige skind ved 6 og 9 % ærter frem for 3 % (tabel 4b). Tabel 4b. Renhed hos wildmink fodret med varmebehandlede ærter og toastede soyabønner i vækstperioden 2000. Værdierne er LSMEANS og SEM i parentes. % varmebehandlede ærter 3 6 9 P-værdi

Renhed, 1-5 ¤ 2,9 (0,07) B 3,2 (0,07) A 3,1 (0,07) A 0,03

¤ 5 er mest rødlig. Forskellige bogstaver i en kolonne at der er statistisk sikker forskel

Der var ingen forskel i frekvensen af silkede og fyldige skind (tabel 5), samt i frekvensen af skindfejl mellem holdene (ikke vist).

Faglig Årsberetning 2001

107

Clausen, T. & C. Hejlesen Tabel 5. Silkede og fyldige skind hos wildmink fodret med varmebehandlede ærter og toastede soyabønner i vækstperioden 2000. Hold

Behandling

Antal skind Silkede, %

30 31 32 33 34 35

3 % soyabønner + 3 % ærter 6 % soyabønner + 3 % ærter 3 % soyabønner + 6 % ærter 6 % soyabønner + 6 % ærter 3 % soyabønner + 9 % ærter 6 % soyabønner + 9 % ærter P-værdi

79 79 77 77 77 79

7,6 8,9 7,8 3,9 10,4 8,9 NS

Uld Flade, % 2,5 1,3 1,3 2,6 3,9 1,3 NS

Normal, % 92,4 91,1 88,3 88,3 90,9 88,6

God, % 5,1 7,6 10,4 9,1 5,2 10,1

NS angiver at der ikke er forskel.

Gødningen blev jævnligt observeret, og der blev ikke set nogen forskel mellem holdene. Dødsfalds registreringen ses af tabel 6.

næringshæmmende stoffer, har ikke kunnet eftervises.

Tabel 6. Frekvensen af døde hvalpe hos wildmink fodret med varmebehandlede ærter og toastede soyabønner i vækstperioden 2000.

Bjergegaard, C., Hillemann, G., Sørensen, H., 1995. Ærter i foder til mink. Faglig Årsberetning 1993/94 for Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, 39 - 48.

Hold 3 % soyabønner + 3 % ærter 6 % soyabønner + 3 % ærter 3 % soyabønner + 6 % ærter 6 % soyabønner + 6 % ærter 3 % soyabønner + 9 % ærter 6 % soyabønner + 9 % ærter

% døde hanner og tæver 0 0,6 0,6 0 1,2 0

Der døde kun få hvalpe i wildminkgruppen, og dødsårsagerne var uspecifikke. Ved obduktion af 15 hanner pr hold ved pelsning blev der ikke observeret unormale forhold. Konklusion På baggrund af forsøgets resultater samt tidligere undersøgelser, kan toastede sojabønner udgøre 3 - 4% og varmebehandlede ærter 9 - 10% af foderblandingen til mink i vækstperioden, både hvis de anvendes hver for sig, samt hvis de anvendes i kombination. Den teoretiske negative effekt ved at anvende begge produkter samtidig, og dermed øge det totale indhold af

108

Referencer

Clausen, T.N., Hejlesen, C., 2000 a. Afprøvning af stigende mængder toastede soyabønner til minkhvalpe i vækstperioden 1998. Faglig Årsberetning 1999 for Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed, 101 - 103. Clausen, T.N., Hejlesen, C., 2000 b. Anvendelse af to niveauer af toastede soyabønner ved reduktion af fiskeråvarer i foderet til minkhvalpe i vækstperioden 1998. Faglig Årsberetning 1999 for Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed, 105 - 110. Hejlesen, C., Clausen, T.N., 2001. Toastede soyabønner til mink i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2000 for Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, 73 - 76.

Faglig Årsberetning 2001

Encelleprotein til Mink i Vækstperioden

Charlotte Bjergegaard1, Tove Clausen2, Carsten Hejlesen2, Kirsten Mortensen1, Piotr Ochodzki1 og Hilmer Sørensen1 1

Kemisk Institut, KVL, 2 Pelsdyrerhvervets Forsøgs og Rådgivningsvirksomhed Sammendrag Til undersøgelsen blev anvendt 5 hold standard mink à 81 hanog 81 tævehvalpe. Et hold fungerede som kontrolhold, mens foderet til de øvrige hold blev tilsat encelleprotein i mængderne 2.5, 5.0, 7.5 og 10.0%. Encelleprotein blev udskiftet med andre tørrede proteinkilder overvejende fiskemel og kartoffelprotein. Encelleproteinets kemiske sammensætning og indhold af forskellige lavmolekylære stoffer blev undersøgt. Tilvækst, skindlængde og kvalitet blev registreret, og ved pelsning blev der udtaget blodprøver til bestemmelse af hæmatocrit- og hæmoglobinværdier. Det kan konkluderes, at foderet til minkhvalpe i vækstperioden ikke bør indeholde over 2.5% encelleprotein, primært p.g.a. et højt indhold af en række stoffer med ukendte fysiologiske effekter. Man bør således generelt være tilbageholdende med anvendelsen af produktet, indtil de sundhedsmæssige aspekter er nærmere undersøgt. Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Hejlesen, C., Mortensen, K., Ochodzki, P. & H. Sørensen (2002). Encelleprotein til mink i væsktperioden. Faglig Årsberetning 2001, 109-117. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark Summary For the investigation performed in the growing period were used 5 groups each consisting of 81 maleand 81 female scanblack mink kits. One group served as control, and single cell protein was added in amounts of 2.5, 5.0, 7.5 and 10 % respectively, to the feed used for the other 4 groups. Single cell protein was analysed for its content of various structurally different components. Growth, pelt length and fur quality were evaluated and blood samples were taken at pelting. It was concluded that the feed to mink kits in the growing furring period should not contain more than 2.5 % single cell protein. Generally, the product should not be used before the physiological effects of a number of compounds in the product have been determined, and these effects are known for use of single cell proteins in the feed for mink. Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Hejlesen, C., Mortensen, K., Ochodzki, P. & H. Sørensen (2002). Single cell protein for mink in the growing season. Annual Report 2001, 109-117. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Gennem de seneste årtier har der været en stigende interesse for bakterier, der kan udnytte mineralolie og naturgas som basis for produktion af organisk stof. Det gælder for flere typer af methanotrofe bakterier i familien Methylococcaceae, inklusiv Methylococcus capsulatus (Bath), der kan udnytte methan og andre C-1 forbindelser som eneste carbon- og energikilde (Hanson og Hanson, 1996). De nødvendige initiale biokemiske processer indebærer oxidationer katalyseret af monooxygenaser; enzymer, der ofte giver anledning til produktion af reaktive molekyler, som f.eks. brune eller mørktfarvede quinoidtype forbindelser. Produktionen af organisk stof i form af bakterieceller eller proteinprodukter søges nu udnyttet som alternativ til traditionelle proteinprodukter (Larsen og Jørgensen, 1996; Skrede et al., 1998; Fjellbirkeland et al., 2001;

Malashenko et al., 2001). Bio Protein er navnet på et produkt, hvor M. capsulatus er hovedbestanddelen (Larsen og Jørgensen, 1996), og det produceres også under betegnelsen single cell protein eller encelleprotein i Danmark (Larsen og Jørgensen, 1996). Det er ligeledes tilfældet for produktet ”Promin”, der fremstilles i Norge med basis i et vækstsubstrat bestående af naturgas (ca. 90% methan, 5% ethan samt mindre mængder af propan og butan), uorganiske salte, inklusiv ammonium ioner og vand. Foruden M. capsulatus indgår der mindre mængder af Alcagenes acidovorans og Bacillus firmus i denne produktion. Processen afsluttes med en kortvarig varmebehandling ved 140°C og tørring, således at bakterierne dræbes. Produktet er et rødbrunt pulver med et tørstofindhold på ca. 96%, og et angivet indhold heri af råprotein på 70% (Nx6.25), 10 % Stoldt fedt og 9.5% nukleinsyrer (Skrede et al., 1998).

Faglig Årsberetning 2001

109

Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Hejlesen, C., Mortensen, K., Ochodzki, P. & H. Sørensen

Protein bestemt som råprotein (Nx6.25) inkluderer alle N-holdige forbindelser, herunder ammonium ioner og de nitrogenholdige nukleinsyrer, således at det aktuelle proteinindhold er betydeligt mindre end råproteinindholdet. Det totale indhold i encelle proteinprodukter af nukleinsyrer og de dertil relaterede heteroaromatiske forbindelser som nukleotider og nukleosider angives ofte til at være af størrelsesordenen 8-25% af råproteinindholdet (Larsen og Jørgensen, 1996; Halasz og Lasztity, 1991; Damodaran og Kinsella, 1983). Dette kan eventuelt give ernæringsmæssige problemer ifølge disse informationskilder, ”The Protein Advisory Group (PAG)” under WHO/FAO og H. Hvidsten (1975). Det er imidlertid ikke sandsynligt, at de polymere forbindelser (RNA og DNA) vil blive nedbrudt i – og optaget fra enmavede dyrs fordøjelseskanal. Derimod vil nukleotider, nukleosider, og andre lavmolekylære heteroaromatiske forbindelser forventeligt blive optaget fra mave-tarmsystemet. Større mængder af disse stoffer kan evt. give ernæringsmæssige eller metaboliske problemer, afhængig af deres struktur og type. Exopolysaccharider produceres i relativt store mængder af M. capsulatus, hvor de angives i størrelsesordener af 0.1-0.5 per g tørt cellemateriale, d.v.s. 10-50% af tørstoffet (Malashenko et al., 2001). Der er ingen angivelser af, om der er tale om stivelsestype forbindelser, eller det er strukturtyper af kulhydrater, der kan klassificeres som kostfibre (dietary fibres, DF). Enmavede dyr producerer ikke enzymer, der kan katalysere nedbrydning af DF type forbindelser, og de kan dermed ikke udnyttes effektivt, men de vil påvirke omsætningen i mave-tarmkanalen og struktur eller konsistens af mavetarmindholdet og fæces. Med et indhold af polysaccharider i en størrelsesorden, der er 30±20% af tørstofindholdet, svarer det til indholdet af DF i frø af planteprodukter som bælgplanter (soya, ært, hestebønner og lupin), raps og cerealier (byg, hvede, majs), og det er betydende kvalitetsparametre i disse produkter.

110

Lipidindholdet i encelleproteinprodukterne er relativt beskedent (5-10% af tørstoffet), men også her mangler der informationer om typen af lipider (Skrede et al., 1998). Vurdering af foder og fødemidlers kvalitet og lødighed kan ikke vurderes ud fra informationer alene om kemisk sammensætning; protein, fedt, kulhydrater og aske. Der bør som minimum inddrages informationer om typer og strukturer af de individuelle forbindelser, specielt også omfattende lavmolekylære stoffer; vitaminer og andre essentielle samt næringshæmmende stoffer. Det gælder ikke mindst, når der er tale om nye foder- og fødemidler baseret på mikrobielle produktioner. Med hensyn til encelle-protein er der udført norske forsøg med anvendelse af produkterne til minkfoder (Hvidsten, 1975; Helgebostad, 1976; Skrede, 1998; Skrede et al., 1998), inklusive bestemmelser af produkternes kemiske sammensætning. Målet med det foreliggende projekt er opnåelse af yderligere informationer om de ovennævnte uafklarede problemer ved encelleprotein og dets potentielle anvendelsesmulighed i foder til minkhvalpe i vækstog pelssætningsperioden. Materialer og metoder Det anvendte encelleprotein er af samme type som produktet anvendt af Skrede et al. (1998). Bakteriekulturen har således bestået af 88% Methylococcus capsulatus (Bath), 12% Alcaligenes acidovorans, 0.3% Bacilllus brevis og 0.2 % Bacilllus firmus. Produktionen var en kontinuerlig aerob fermentering baseret på naturgas som C- og energikilde og ammoniak som N-kilde. Fodringsforsøgene og de tilhørende undersøgelser blev udført ved anvendelse af 5 hold standard mink à 81 hanog 81 tævehvalpe. Samtlige hanhvalpe blev vejet før forsøgets start, d. 19. september og ved pelsning. Minkene blev pelset d. 7/12 og d. 8/12. Skindsorteringen af hanskindene blev foretaget som en samsortering inden for farvetype. Ved pelsning blev der udtaget blodprøver til bestemmelse af hæmmatocrit og hæmoglobin. Derudover blev 15 hanner pr. hold obduceret. Dyrenes sundhedstilstand

Faglig Årsberetning 2001

Encelleprotein til mink i væsktperioden

og gødningens konsistens blev fulgt gennem vækstperioden. Et hold fungerede som kontrolhold og til de 4 øvrige hold blev der tilsat encelleprotein i mængderne 2.5, 5.0, 7.5 og 10.0%. Encelleproteinet blev udskiftet med andre tørrede proteinkilder overvejende fiskemel. Overgangen fra fodercentralfoder til forsøgsfoder foregik over en uge. Forsøgsfoder blev tilført fra 12/7 til pelsning. Forsøgsfoderet blev analyseret for protein, fedt, tørstof og aske ved forsøgets start samt én gang pr. måned. Normen for fordøjeligt methionin og cystein var opfyldt i alle hold. Foderplanerne ses af tabel 1. Tabel 1. Foderplaner for de udførte forsøg med encelleprotein anvendt til mink i vækstperioden, samt analysedata for det anvendte foder. Hold

Fiskeaffald <3% fedt

8,0

8,00

Industrifsk 5-8% fedt

15,00

Fjerkræaffald

11,50

11,44

11,43

Helfisk ensilage

10,00

Byg, poppet

8,30

8,22

8,13

8,05

7,96

Hvede, poppet

8,30

8,22

8,13

8,05

7,96

2,50

5,00

7,50

10,00

Encelleprotein Fiskemel, helmel

6,0

4,50

2,99

1,50

Hæmoglobinmel

1,74

1,30

0,87

0,43

Kartoffelprotein

3,00

2,25

1,50

0,75

Majsgluten

1,76

2,22

2,69

3,16

3,62

Soyaolie

6,11

5,99

5,87

5,75

5,63

Svinefedt

3,06

3,00

2,94

2,88

2,82

Hvedeklid

1,00

Vitaminer

0,20

Vand

16,02

16,10

16,18

16,30

16,38

Methionin., g/100 kcal

0,17

0,18

0,19

Cystein., g/100 kcal

0,07

0,06

Tørstof, %

49,0

229

226

224

222

220

Plantal:

Energiindhold, kcal/100 g Energifordelingen

30:52:18 30:52:18 30:52:18 30:52:18 30:52:18

Analysetal: Tørstof Energiindhold, kcal/100 g Energifordelingen

46,1

46,3

46,1

47,7

47,6

215

213

214

211

30:52:18 30:52:18 30:52:18 30:52:18 30:52:18

Resultater og diskussion De anvendte foderplaner med angivelse af foderkomponenter og analysedata opnået for foderprøverne er vist i tabel 1. Det fremgår heraf, at det bestemte energiindhold og energifordelingen mellem bidrag fra protein, fedt og kulhydrat er i god overensstemmelse med det beregnede og tilstræbte. Encelleproteinet samt majsgluten har, som det fremgår af tabel 1, især erstattet fiskemel, hæmoglobinmel, kartoffelprotein og i mindre grad de poppede cerealier (byg og hvede). I tabel 2 er der vist en sammenligning mellem angivne data for det anvendte encelleprotein (Skrede, 1998; Skrede et al., 1998) og de i denne undersøgelse bestemte værdier. Der er en rimelig overensstemmelse mellem de nu bestemte værdier for tørstof (DM) og råprotein. Afvigelsen mellem de angivne værdier for fedt bestemt som Stoldt fedt og værdierne bestemt ved SFE er forventelige, idet HCl behandlingen, der er en del af Stoldt fedt proceduren, vil give mulighed for ekstraktion af andre stoffer end fedtstoffer. I de her omtalte undersøgelser er der ikke foretaget undersøgelser af RNA g DNA, men derimod af nukleotider og nukleosider, idet det anses for at være relevant i henhold til de i indledningen præsenterede argumenter. Det angivne indhold af RNA + DNA på 9.5% af DM skal selvfølgelig vurderes i relation til det bidrag, disse stoffer giver på værdien angivet som råprotein, idet det reelle proteinindhold således må reduceres med mindst 10-20% samt det bidrag, der stammer fra ammoniak/ ammonium ioner i encelleproteinproduktet. Tabel 2. Analysedata for encelleprotein sammenholdt med litteraturværdier for det anvendte produkt. Litteraturværdier* Analysedata Tørstof, DM% 95,9 93,2 I % af DM: Råprotein 70,2 67,4 Nukleinsyrer (RNA+DNA) 7 – 9,5 ♦ Fedt, 10,3 4♦♦ Kulhydrat, Ca.10 ♦♦♦ Aske, 8,1 6,7 Tilsyneladende FK** Råprotein 79 ID• Fedt 80 ID• * Skrede, 1998 & Skrede er al., 1998. ** FK = fordøjelighedskoefficient, ♦ Produktet indeholder en betydelig mængde af nukleotider og nukleosider m.m. som omtalt i teksten, ♦♦ SFE ekstraktion, ♦♦♦ Kulhydratfraktionen er domineret af tre ikkereducerende oligo- eller polyglucaner som omtalt i teksten, • ID = Ingen Data bestemt i dette forsøg

Faglig Årsberetning 2001

111

Bjergegaard, C., Clausen, TN., Hejlesen, C., Mortensen, K., Ochodzki, P. & H. Sørensen

Ekstraktion af lavmolekylære stoffer i encelleproteinet og bestemmelse af heteroaromater (nukleosider og nukleotider) ved brug af UV (ε267 = 1.11x104 M-1*cm-1) resulterede i et total indhold af disse stoffer på 55µmol/g encelleprotein. Det svarer til ca. 1.7% af DM (MW 300). Det totale indhold af disse stoffer i encelleproteinproduktet er en kompleks blanding af ikke blot nukleosiderne og nukleotiderne, der er byggesten for RNA og DNA. Resultater opnået ved MECC analyse af de individuelle nukelosider (MT 10-17 min.); (Figur 1, side xx) og nukleotider (MT 20 min.) viser, at der er tale om adskillige stoffer, som forekommer i forskellige koncentrationer og som kan adskilles efter deres nettoladninger i A, B, C og H2O eluater ved gruppeseparering (Sørensen et al.,

1999). I figur 1 er inkluderet resultatet fra MECC analysen af deoxynukleosider (cytidin (dC), thymidin (dT), guanosin (dG) og adenosin (dA)) anvendt som referencestoffer, men derudover er der ikke foretaget identifikation af andre af de individuelle heteroaromater. Af andre aromatiske forbindelser i det undersøgte encelleproteinprodukt er der en kendelig mængde af både lipid- og vandopløselige farvestoffer. Det drejer sig blandt andet om aromatiske forbindelser, der giver produktet en brunlig farve svarende til den absorption, der er i UV-VIS spektrene (Figur 2) ved 410-420 nm. Her kan der være tale om quinoidtype forbindelser (oxidationsprodukter), der kræver nærmere undersøgelser for afklaring af deres eventuelle fysiologiske effekter.

Figur 2. UV-Vis spektroskopi af aromatiske-og guanosidtype forbindelser ekstraherbare fra encelleprotein. Øverste kurve af SFE-ekstraherbare stoffer, derefter følger kurven (fuldt optrukken linie) for råekstraktet af lavmolekylære stoffer og nederst er det kurven for de lavmolekylære stoffer i H2O eluatet fra gruppeseparering af råekstraktet.

112

Faglig Årsberetning 2001

Encelleprotein til mink i væsktperioden

Figur 1. Kapillarelektroforese af heteroaromater, nukleosider og nukleotider ved MECC. Øverste figur af heteroaromater i råekstraktet fra encelleprotein. Derefter følger resultaterne fra MECC af heteroaromaterne i råekstraktet adskilt i grupper ved søjlekromatografi; Aeluat; B-eluat; C-1 eluat og nederst H2O eluat.

Faglig Årsberetning 2001

113

Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Hejlesen, C., Mortensen, K., Ochodzki, P. & H. Sørensen

Undersøgelse af proteiner ved isoelektrisk fokusering (IEF) og ved SDS-PAGE viste, at der er tale om en række forskellige proteiner som vist i Figur 3 for resultater fra SDSPAGE analyse.

Figur 3. SDS-PAGE resultater fra de opløselige proteiner i encelleprotein. I begge sider er der tale om referencestoffer; venstre side med MW 8,2; 10,7; 14,4 og 16,9kD; højre side med MW 10; 15; 25; 37; 50; 75; 100 og 150kD. De kvantitativt dominerende proteiner fra encelleproteinet har MW 14; 16 og 18kD.

hydrolyseproduktet, er det udellukkende Dglucose. Ved massespektrometriske analyser af de isolerede polysaccharider er det vist, at forbindelsen 12 består af 12 glucoseenheder (MW 1943) og forindelsen bstår af 13 ucosenheder 8MW 2105). R (1H- og 13C) viser (Figur 5 og Figur 6), at alle tre polysaccharider er opbygget af αglucopyranoseenheder. Det kan desuden afledes af disse data, at der ikke er tale om 16 glucosidbindinger, men det er lineare polymerer med den ”reducerende” ende blokeret af ringslutning. 13C-NMR spektrene viser, at der tilsyneladende er tale om 1-2 glucosidiske bindinger. Dette støttes desuden af, at ingen af de tre polyglucosider nedbrydes ved enzymatisk katalyse af hverken α-amylase aller β-amylase. Der er således med disse tre poly-α-1,2glucopyranosider tale om strukturelt nye dietary fibre (DF) type forbindelser.

Kvantitativt dominerende er indholdet af kulhydrater eller polysaccharider i det undersøgte encelleprotein. Der er tale om en blanding af tre ikke-reducerende oligo- eller polysaccharider, som det fremgår af HPCE analyser vist i Figur 4.

Figur 4. HPCE adskillelse af de ikke-reducerende kulhydrater i encelleprotein. Der er tale om poly-α α-(1-2)-D-glucopyranosider med henholdsvis 12, 13 og 30 glucoseenheder, som har migrationstider, der er lidt større end migrationstiden for den interne standard (i. std. = maltitol).

De relative koncentrationer af disse kulhydrater (12, 13 og 30) fremgår af figur 4, hvor i.st. er den interne standard mellibiose. Disse tre polysaccharider er alle opbygget af glucoseenheder, og som vist både ved enzymatiske analyser og ved MECC af 114

Figur 5. 1H-NMR af polyglucosiderne omtalt i figur 4. Øverste spektrum er for polymeren med 30 glucoseenheder, og det nederste spektrum er for de 2 polymerer med henholdsvis 12 og 13 glucoseenheder. Signalerne tæt på vandbåndet (HOD) viser, at det er H-1 i α-glucopyranosider.

Faglig Årsberetning 2001

Encelleprotein til mink i væsktperioden

Figur 6. 13C-NMR af polyglucosiderne omtalt i figur 5. Øverste spektrum er for polymeren med 30 glucoseenheder, og det nederste spektrum er for de 2 polymerer med henholdsvis 12 og 13 glucoseenheder. Signalerne ved 100-102 ppm er fra C-1 i α-glucopyranose. Signalerne fra C-6 ses ved ca. 61ppm (negativ top), C-5 ses ved 75-76 ppm, C-3 ved 74-75 ppm, C-4 ved 68-69ppm, C-2 ved ikkesubstituerede glucose (ved ca. 72ppm) ses for 1-2 glucosiderne ved 81-83ppm.

Faglig Årsberetning 2001

115

Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Hejlesen, C., Mortensen, K., Ochodzki, P. & H. Sørensen

Tabel 3 viser resultater opnået ved bestemmelse af tilvækst for mink fodret gennem vækstperioden med encelleprotein. Det ses af disse resultater, at de højeste iblandingsprocenter for encelleprotein giver en kendelig reduktion i dyrenes tilvækst. Tabel 3. Vejeresultater for standard mink fodret med encelleprotein i vækstperioden Behandling Hold Encelleprotein 70

2,5 %

5,0 %

7,5 %

10,0 % P-værdi

Vægt i gram

Tilvækst i gram fra udsætning til

Ved d. Ved September udsætning 19/9 pelsnings 705 2027 2341 1317 (151) (246) (244) (212) A A A 692 2010 2310 1310 (157) (258) (310) (179) A A A 694 1982 2335 1283 (136) (271) (284) (225) AB A AB 696 1925 2222 1224 (166) (312) (326) (247) BC B B 719 1845 2194 1124 (145) (308) (282) (268) C B C NS 0,0001 0,002 <0,0001

71 72 73 74

Bedømte skind Ant Fla % al Silke Metallic de de 0 % 81 12,3 12,4 11, 1 2,5 % 83 18,1 13,3 8,4 5,0 % 79 13,9 6,3 11, 4 7,5 % 81 24,7 12,4 1,2 10,0 % 76 23,7 7,9 1,3 P-værdi NS NS

Uld, % Norm God al uld 70,4

18,5

81,9 69,6

9,7 19,0

75,3 68,4 NS *

23,5 30,3

* PROBIT. NS angiver at der ikke er forskel.

Der var tendens til flere silkede skind og flere skind med god uld i de hold, der fik mest encelleprotein, men der var ingen signifikant forskel mellem holdene for disse egenskaber. Dette gælder også for bedømmelser af skindfejl, som vist ved resultaterne i tabel 6.

Tabel 4. Skindlængde, kvalitet og farve for standard mink fodret med encelleprotein i vækstperioden Bedømte skind

Encelleprote Ant Længde, Kvalitet, 1- Farve, 1-5 in al cm 12 * # 70 0 % 81 81,1 (3,8) 6,0 (2,8) 3,1 (1,0) 71 2,5 % 83 80,6 (4,2) 6,0 (2,6) 3,1 (1,0) 72 5,0 % 79 80,9 (4,1) 6,1 (2,6) 3,1 (1,2) 73 7,5 % 81 79,7 (4,9) 7,0 (2,5) 2,9 (1,0) 74 10,0 % 76 79,7 (4,1) 7,0 (2,6) 2,8 (1,1) P-værdi NS NS NS * 12 er bedst, # 5 er mørkest. Tallene i parentes angiver standardafvigelsen. NS angiver at der ikke er forskel.

Der var de korteste skind, men de bedste skindkvaliteter, i de to hold med højest iblanding af encelleprotein. Der var dog ingen signifikant forskel mellem holdene. Ved de høje iblandinger af encelleprotein var skindene lysere, forskellen var ikke signifikant. I de to hold med den højeste iblanding af encelleprotein 7.5 og 10%, blev der observeret en dårligere pelsmodning end i de øvrige hold. Frekvensen af silkede og fyldige skind samt skind med metallic ses af tabel 5.

116

Behandling Encelleprote in

1639 (229) A 1614 (245) A 1630 (245) A 1516 (285) B 1465 (252) B <0,0001

Skindlængde og kvalitet for standard mink fodret med encelleprotein i vækstperioden ses af tabel 4.

Behandling

Ho ld

Pelsning

Tallene i parentes angiver standardafvigelsen. Forskellig bogstaver i en kolonne i samme serie angiver, at der er statistisk sikker forskel, NS angiver at der ikke er forskel.

Ho ld

Tabel 5. Silkede og fyldige skind samt skind med metallic hos standard mink fodret med encelleprotein i vækstperioden

Tabel 6. Skindfejl hos standard mink fodret med encelleprotein i vækstperioden Hold 70 71 72 73 74

Behandling Encelleprotein 0% 2,5 % 5,0 % 7,5 % 10,0 % P-værdi

Bedømte skind Antal 81 83 79 81 76

Gnav % 14,8 3,6 7,6 6,2 7,9 NS

Våd bug, % 11,1 15,7 16,5 27,2 19,7 NS

Klat, % 1,2 8,4 10,1 11,1 7,9 NS

NS angiver at der ikke er forskel mellem holdene

I tabel 7 vises resultater fra blodprøveanalyserne. Der var ingen statistisk forskel i værdierne for hæmatocrit og hæmoglobin i blodet fra tæverne og mellem holdene som funktion af fodring med encelleprotien. Tabel 7. Hæmatokrit (%) og hæmoglobin (mM) indholdet i blodet hos standard mink fodret med encelleprotein i vækstperioden Hold 70 71 72 73 74 P-værdi

Hæmatocritt% 44,8 (3,4) 43,6 (3,5) 44,9 (2,2) 44,0 (4,8) 43,1 (3,9) NS

Hæmoglobin, mMol/l 9,8 (0,8) 9,6 (0,8) 9,9 (0,5) 9,2 (1,1) 9,5 (1,0) NS

Tallene i parentes angiver standardafvigelsen. Forskellig bogstaver i en kolonne i samme serie angiver, at der er statistisk sikker forskel, NS angiver at der ikke er forskel.

Dødsfald blev registreret og de døde hvalpe blev obduceret (tabel 8). Dyr, der døde, var afmagrede uden nogen specifik diagnose. Der døde mange hvalpe også i kontrolholdet, men det hold, der fik den højeste iblanding af encelleprotein, havde flest dødsfald.

Faglig Årsberetning 2001

Encelleprotein til mink i væsktperioden

Tabel 8. Frekvensen af døde hvalpe hos standard mink fodret med encelleprotein i vækstperioden Hold % døde hanner og tæver 70 4,9 71 1,6 72 5,5 73 4,9 74 8,2

Endelig blev gødningens konsistens kontrolleret jævnligt. Der blev noteret en stigende grad af tynd afføring med stigende indhold af encelleprotein i foderet. Det relativt høje indhold af DF-type kulhydrater i det anvendte encelleprotein kan være en betydende faktor i denne sammenhæng. Det må desuden være væsentligt at få afklaret, hvilken fysiologisk-biokemisk betydning, der kan være forbundet med det relativt store indhold af en række lavmolekylære stoffer, herunder strukturelt ukendte heteroaromater, nukleosider samt oxidationsprodukterne eller farvestofferne i encelleprotein-produkterne. Konklusion Der var en statistisk sikkert faldende tilvækst fra udsætning til september og fra udsætning til pelsning, med de store iblandingsprocenter af encelleprotein i foderet. Der var ingen signifikant forskel i skindlængden og kvaliteten mellem holdene, men der var de korteste skind, med de bedste kvaliteter, ved 7.5 og 10% iblanding af encelleprotein. Der døde flest mink ved den højeste iblanding af encelleprotein, og samtidig blev der obser-

veret stigende grad af tynd afføring med stigende iblanding af encelleprotein. Der blev ikke set nogen forskel i dyrenes hæmatocrit og hæmoglobinindhold. De udførte analyser af det anvendte produkt vist, at der er kendelig mængder af en række lavmolekylære stoffer i produktet. Der er ikke kendskab til disse stoffers potentielle fysiologiske og biokemiske effekter. Det kan konkluderes, at foderet til minkhvalpe i vækstperioden ikke bør indeholde over 2.5% encelleprotein, og man bør være tilbageholdende med anvendelsen af produktet, til de sundhedsmæssige aspekter er nærmere undersøgt. Referencer Helgebostad, A., 1976. Forsøk med encelleprotein i minkforet. Norsk Pelsdyr-avl, 26 – 28. Hvidsten, H., 1975. Encelleproteinets muligheter. Norsk Pelsdyravl, 386 – 390. Skrede, A., 1998. Encelleprotein produceret fra naturgas (”BioProtein”). En ny proteinkilde i for til pelsdyr. NJF seminar nr 295. Bergen, Norge, 7. – 9. september 1998. Skrede, A., Berge, G.M., Storebakken, T., Herstad, O., Aastad, K.G., Sundstøl, F., 1998. Digestibility of bacterial protein grown on natural gas in mink, pigs, chicken and atlantic salmon. Anim. Feed Sci. and Tech. 76, 103-116.

Faglig Årsberetning 2001

117

118

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

En RT-PCR-Baseret Metode til Måling af mRNA i Minkvæv En Foreløbig Undersøgelse af Myogenin Bent Riis & Knud G. Madsen*

Afd. for Animalske Fødevarer, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Postboks 50, DK-8830 Tjele, Danmark. *Afd. for Plantebiologi, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Flakkebjerg, DK-4200 Slagelse, Danmark. Sammendrag Der beskrives her en RT-PCR-baseret metode, der ved hjælp af hybridisering og efterfølgende immunodetektion kan kvantificere mRNA-kodende for den muskelspecifikke transkriptionsfaktor, myogenin. Metoden er meget følsom, men kan dog ikke detektere myogenin mRNA i RNA-ekstrakter fra det her undersøgte svine- eller minkvæv. Resultaterne viser dog klart, at den beskrevne metode virker. Metoden kan derfor anvendes til at detektere mRNA og dermed udtrykket af andre specifikke gener i diverse vævstyper. Dette kan være mRNA med betydning for skindkvalitet fx mRNA der koder for de forskellige kollagener eller elastin. Riis, B. & K.G. Madsen (2002). En RT-PCR-baseret metode til måling af mRNA i minkvæv. En foreløbig undersøgelse af myogenin. Faglig Årsberetning 2001, 119-123. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract This paper describes a RT-PCR based method for measurements of mRNA employing nucleic acid hybridization followed by immunodetection. The PCR reaction allows detection of a muscle specific transcription factor, myogenin, which is only found in small amounts in developing tissue. The method is very sensitive, but unfortunately no signal from the tested tissue from either pig muscles or mink tissue could be detected. The results show that the method can be employed for the detection of gene transcripts, encoding proteins of interests. This may be proteins with relation to skin quality (i.e. Collagens or Elastins). Riis, B. & K.G. Madsen (2002). A RT-PCR based method for measurements of mRNA from mink tissue: A preliminary investigation of Myogenin. Annual Report 2001, 119-123. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Den moderne molekylære biologi har udviklet metoder, der muliggør måling af messenger RNA (mRNA) niveauer for alle proteiner som findes i en celle. Den metode vi har valgt at benytte i disse præliminære undersøgelser, er kendt som ”Reverse Transcriptase Polymerase Chain Reaction” eller RT-PCR teknik (Zenilman et al, 1995) efterfulgt af Digoxigenin (DIG) mærkning (Maher et al, 1998). Denne teknik tillader kvantitativ bestemmelse af specifikke mRNA overført til en nylonmembran. I dette forløb har vi benyttet RT-PCR teknikken til analyser af mRNA kodende for den muskelspecifikke transcriptionsfaktor, myogenin (Sabourin et al, 2000; McGann et al, 2001). Myogenin er en transcriptionsfaktor, som kun udtrykkes i visse stadier af musklers udvikling (Charbonnier et al., 2001). Hermed er enzymet interessant i pelsdyrsammenhæng, da danske minkavlere avler større og større dyr. Det er beregnet, at vægten af danske mink stiger med ca. 2,3% pr år (Peer Berg, upubliceret

observation). Denne udvikling vil uundgåeligt skabe praktiske problemer og også kunne medføre muskelskader på dyrene. Det vil på sigt medføre svagelige dyr og dermed mindske dyrevelfærden. De her beskrevne metoder kan relativt let ændres, hvis man ønsker at undersøge genekspressionen af proteiner med betydning for skindkvalitet fx kollagener eller elastin (Riis, 2000). En af de ting, der gør biokemiske undersøgelser af minkskind vanskelig, er, at store grupper af proteiner optræder i form af polymerer i skindet. Polymeriserede proteiner er vanskelige at undersøge vha. klassiske biokemiske teknikker. En vej uden om dette problem er at undersøge ekspressionen af enkeltgener, udtrykt som mængden af messenger RNA for de enkelte proteiner eller enzymer (Cooper, 2000). Herved omgås problemet med at måle mængden af polymeriserede proteiner. Desværre skabes andre problemer, som fx spørgsmålet om sammenhængen mellem mængden af mRNA og mængden af det enkelte protein eller enzym.

Faglig Årsberetning 2001

119

Riis, B. & K.G. Madsen

Materialer og metoder Dyr En dag gamle scanblack hvalpe og tre måneder gamle scanblack mink samt frisk udtagne svinemuskler indgik i denne undersøgelse. Alle vævsprøver blev udtaget efter, at minkene var aflivet med en overdosis pentobarbital. Muskelprøverne fra svinene blev udtaget efter, at dyrene var CO2 bedøvede og stukket med efterfølgende afblødning. Alle lovbestemmelser og etiske regler blev nøje overholdt. Behandling af vævsprøverne 0,1 - 0,2 g friske vævsprøver (skind-, hjertemuskel- lægmuskel- og levervæv) blev anvendt til ekstraktion af total RNA. Det friske væv blev umiddelbart overført til 5 x volumen RNALaterTM (Ambion, USA). Vævsprøverne blev opbevaret i denne væske ved –200C indtil ekstraktion af RNA. Ekstraktion af total RNA Det totale RNA blev ekstraheret ved hjælp af et RNeasyTM Total RNA Extraction Kit (Qiagen, USA). Alle trin i RNA-ekstraktionen blev udført efter forskrifterne. Denne ekstraktion baserer sig på en tidligere beskreven metode, som benytter guadiniumthiocyanate, lithiumklorid og caeciumtrifluoacetats egenskaber ifølge fabri-kanten. cDNA kopiering fra mRNA Det totale RNA fra grisemuskler og C2C12myoblastre fra mus blev ekstraheret som ovenfor beskrevet. Udbyttet af RNA blev spektrofotometrisk målt til 20-25 µg fra 1 x 106 C2C12 celler hhv. 10-40 µg fra svinemusklerne. Det oprensede RNA blev genopløst i 20 µl H20. Til revers transkribering af mRNA blev benyttet såkaldt “random priming”, hvor tilfældige hexamere af de fire nukleotider bindes til RNAmolekylerne. cDNA kopierne skabes vha. enzymet “Reverse Transcriptase” udvundet fra Moloney Murine Leukaemia Virus (Bashiardes and Lovett, 2001). PCR-opformering På baggrund af en sammenligning af sekvenserne for generne, der koder for myogenin fra svin og mus, blev der designet to primere til brug for PCR. Primerne blev

120

leveret af DNA Technology A/S, Forskerparken, Århus, Danmark. Disse benævnes Myo F1 med sekvensen: 5’-GAG CTG TAT GAG ACA TCC CCC TAC og Myo R1 med sekvensen: 5’-GCA TGG TTT CAT CTG GGA AGG CCA C. Med disse primere blev der opformeret et genspecifikt produkt på 668 basepar, med baggrund i den fremstillede cDNA-kopi af mRNA. PCRreaktionerne blev udført vha. et PCR kit (HotStar Taq Master Mix Kit, QIAGEN, USA) med anvendelse af en PCR-maskine (PCR Express, Hybaid, USA). PCRreaktionsparametrene var: Opvarmning til 950C i 15 min. Selve PCR-cyklus var: Opvarmning til 940C i 1 minut, afkøling til 600C i 1 minut og opvarmning til 720C i 1 minut. Denne cyklus blev gentaget 35 gange. Afslutningsvis blev temperaturen fastholdt på 720C i 10 minutter efterfulgt af en nedkøling til 40C. Alle PCR reaktioner blev udført i klassificerede laboratorier i nøje overensstemmelse med de gældende lovbestemmelser. Kloning af myogenin fragmentet Det oprensede PCR-produkt blev klonet i en TOPO-TA vha. et TOPO TA Cloning® Kit, (Invitrogen, USA). Fabrikantens instruktioner for kloning, selektion og opformering af E. coli (strain Top10) blev nøje fulgt. Alt arbejde i forbindelse med kloningen blev udført i klassificerede laboratorier i overensstemmelse med de gældende lovbestemmelser. Analyse af nukleinsyrer Det udvundne RNA blev analyseret på 1% denaturerende agarosegeler. DNA blev analyseret på native 1% agarosegeler (Sambrook et al, 1989a). Agarosegeler blev nedsænkede i en 50 ppm Ethidiumbromidopløsning i 15 minutter efterfulgt af nedsænkning i rent vand i 15 minutter. Herefter kunne nucleinsyrerne detekteres på et UV-lysbord og eventuelt fotograferes. Nukleinsyre blotning Nukleinsyrerne blev overført til Hybond-N nylonmembraner (Amersham Pharmacia Biotech, UK). Alle trin i ”blotting proceduren” blev udført som beskrevet i detaljer (Sambrook et al, 1989b) med de modificeringer, som blev foreslået af membranfabrikanten. Det myogenin mRNA-

Faglig Årsberetning 2001

En RT-PCR-baseret metode til måling af mRNA i minkvæv – En foreløbig undersøgelse af myogenin

identiske DNA fragment blev opvarmet til 950C i 5 minutter efterfulgt af afkøling på is/vandblanding og tilsætning af Nukleinsyre load-buffer (BioRad, USA). Herefter blev PCR-produktet påsat en 1% agarosegel og overført til en Hybond-N nylonmembraner (”Southern blotting”) som en positiv kontrol for tilstedeværelse af myogenin. DIG-mærkning af myogenin PCR-fragmentet Proben til detektion af myogenin messenger RNA på de fremstillede blots blev lavet vha. et kit, (DIG High Prime Labeling and Detection Starter Kittm, Roche, Switzerland) som beskrevet af fabrikanten. Detektionen baserer sig på en ”random priming” teknik under indkorporering af digoxigenin-dUTP og efterfølgende identificering af dette DIGprodukt vha. immundetektion og med visualisering vha. en Alkaline Phosphatase reaktion som udsender lys ved 477 nm. Selve detektionen foregik vha. en røntgenfilm (Biomax MStm, Eastman Kodak Co., NY, USA). Resultater og diskussion Grundene til at forsøge denne teknik på væv fra mink er flere: Dels vil teknikken kunne bruges til fremtidige studier af proteiner og enzymer med betydning for skindkvaliteten, og dels vil den benyttede teknik kunne detektere tilstedeværelsen af mRNApopulationer, der findes i meget lav koncentration i cellerne. Den udførte totale RNA-ekstraktion indeholder de forskellige mRNA-molekyler, som repræsenterede de aktive gener på tidspunktet for prøvetagningen. Grunden til at vælge de beskrevne primere baseret på væv fra svin og mus er, at myogeningenets sekvens kendes fra disse to dyrearter. Desuden må det antages at minks myogenin-mRNA er identisk – eller nær identisk – med disse to enmavede pattedyrs myogenin-mRNA. Sekvensen for myogenin kendes ikke fra mink. Før selve forsøgsrækken blev udført, blev der udført flere forskellige kontrolreaktioner. Den første af disse var at kontrollere PCRreaktionen på en 1%-agarosegel. Dette blev udført dels for at checke, at reaktionen gav et

produkt af den rette størrelse, og dels for at kontrollere, at alle reaktioner var i orden. Resultatet ses i figur 1, der viser, at reaktionen er specifik og at alle reaktioner giver det ønskede slutprodukt.

Figur 1. PCR-produktet opformeret vha. de to beskrevne primere, Myo F1 og Myo R1. Der er påsat 5 µl PCR produkt til brønd 1-11 og 50 µl PCR produkt til brønd 11-15 (regnet fra venstre). Gelen er farvet i 50 ppm Ethidiumbromid natten over og herefter opbevaret i rent vand i 2 timer.

En anden af disse tests var at undersøge DIG-indmærkningens effektivitet. Kontrollen udførtes ved at påsætte 1 henholdsvis 3 µl DIG-mærket probe på en nylonmembran. Herefter blev der udført detektion af det mærkede produkt vha immunreaktionen. Resultat ses på figur 2, der viser at DIG-mærkningen virker efter hensigten.

Figur 2. Kontrol af DIG-mærkning. A er 3 µl direkte påsat nylonmembranen. B er 1 µl direkte påsat nylonmembranen. Detektionen er foretaget vha. den beskrevne immunreaktion Eksponeringstiden af røntgenfilmen er 5 min.

En tredje kontrol var detektion af overførslen af mRNA på nylonmembranen. Den benyttede metode viste sig at overføre mRNA på en tilfredsstillende måde (Figur 3).

Faglig Årsberetning 2001

121

Riis, B. & K.G. Madsen

Selve eksperimenterne med at detektere det myogeninkodende mRNA blev udført på vævsprøver fra minkhvalpe, udvoksede mink og fra grise. Fra minkhvalpene blev der undersøgt lunge- hjerte- og skindvæv. Fra de voksne mink blev der undersøgt lægmuskelog levervæv og fra grise blev der analyseret prøver af kammusklen (M. longissimus dorsi). Resultaterne viste, at der ikke kunne detekteres myogenin i nogen af de undersøgte væv hverken fra svin eller mink. Detektionssystemet genkendte de positive DNA-kontroller og det viser herved, at den benyttede metode virker (Figur 5).

Figur 3. Overførsel af de forskellige RNA polulationer til nylonmembranen. Nylonmembranen blev farvet vhja. methylenblåt og affarvet i vand.

Kloningen af det PCR-fremstillede myogeninfragment forløb i al væsentlighed som anført af fabrikanten. Der blev udstrøget transformanter på en LB-ampicillinplade, hvorefter positive kloner voksede frem (Figur 4). Der blev udvalgt 7 kloner, hvor PCRinsertet blev sekventeret for at fastslå, om det var indsat i den korrekte fase (data ikke vist).

Figur 4. Billede af transformerede E coli bakterier udstrøget på agar i en petriskål. De lyse bakteriekolonier er positive transformanter.

122

Figur 5. Detektion af mRNA kodende for myogenin. Lane 1 er svin-1; lane 2 er svin-2; lane 3 er svin-3; lane 4 er mink lægmuskel-1; lane 5 er mink lægmuskel-2; lane 6 er mink levervæv-1; lane 7 er mink levervæv-2; lane 8 er PCR kontrol-1 (4 µl); lane 9 er PCR kontrol-1 (10 µl); lane 10 er PCR kontrol-2 (4 µl); lane 11 er PCR kontrol-2 (10 µl). Det ses, at kun de positive kontroller kan detekteres.

Der er to mulige forklaringer på de foreliggende resultater. Enten er myogenin fra mink væsentlig forskellig fra myogenin fra mus og grise. Dette er ikke sandsynligt. Hvis dette var tilfældet, burde den anvendte test kunne genkende myogeninkodende mRNA fra svinene (lane 1-3 på figur 5). En mere sandsynlig forklaring er, at mRNA kodende for myogenin ikke findes i disse væv, eller at mængden er under detektionsgrænsen. Det er den mest logiske forklaring, som yderligere understøttes af, at myogenin er en transcriptionsfaktor, der udtrykkes i uhyre små mængder, når dyret udvikler muskler, dvs. fortrinsvist i fosterstadiet (Sabourin and

Faglig Årsberetning 2001

En RT-PCR-baseret metode til måling af mRNA i minkvæv – En foreløbig undersøgelse af myogenin

Rudnicki, 2000). Uheldigvis blev der ikke udtaget prøver fra lægmusklerne af de en dag gamle hvalpe. Muligvis ville der i dette væv kunne have været detekteret myogeninmRNA. En anden oplagt mulighed er at benytte en anden variant af teknikken, hvor der laves cDNA fra RNA-ekstraktet. Dette DNA opformeres herefter vha. PCRteknikken og efterfølgende kvantificeres der på PCR-produktet. Denne metode har dog den ulempe, at mRNA-polulationens oprindelige størrelse er svær at kvantificere (Lo, 1998). Konklusioner og perspektiver Konklusionerne af disse forsøg er, at den beskrevne metode kan anvendes på minkvæv. Konklusionen er ligeledes, at den anvendte metode ikke er følsom nok til at kunne detektere myogenin, sandsynligvis da dette udtrykkes i uhyre lav mængde i de undersøgte fuldt differentierede væv. Perspektiverne er, at der skal anvendes en mere følsom variant af RT-PCR-metoden hvis man ønsker at detektere fx myogenin i minkvæv fra mink, som ikke befinder sig i fostertilstand. Perspektiverne er ligeledes, at den her beskrevne teknik vil kunne anvendes til at detektere andre messenger RNApopulationer, som udtrykkes i større mængder (fx kollagener eller elastiner). Sådanne forsøg er planlagte og under udførelse. Noter Vi takker Anne-Grete Dyrvig Petersen for teknisk assistance. Dette arbejde er finansieret med bevillinger fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt fra Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed (HUS97-20). Referencer Bashiardes, S. and Lovett, M. (2001) cDNA detection and analysis. Curr. Opin. Chem. Biol. 5, 15-20.

Charbonnier, F., Gaspera, B.D., Armand, A., Van Der Laarse, W.J., Launay, T., Becker, C., Gallien, C.L. and Chanoine, C (2001) Two myogenin-related genes are differentially expressed in xenopus laevis myogenesis and differ in their ability to trans-activate musclestructural genes. J. Biol. Chem. In press. Cooper, G.M. (ed.), (2000) RNA synthesis and processing. in The Cell, a molecular approach. 2nd edition. Pp. 227-272. ASM press, USA. Lo, Y.M.D. (1998) PCR for the detection of minority DNA populations. in Clinical applications of PCR. Pp. 101-107, Humana Press, USA, 1998. Maher, M., Glennon, M., Cormican, M. and Smith, T. (1998) The application of PCR to the detection of M tuberculosis. in Clinical applications of PCR. Pp. 309-320, Humana Press, USA, 1998. McGann, C.J, Odelberg S.J. and Keating, M.T. (2001) Mammalian myotube dedifferentiation induced by newt regeneration extract. Proc. Natl. Acad. Sci. USA, 98, 13699-13704. Riis, B., (2000). Amounts and variation of soluble collagen in mink skin during growth from kits to adult animals. Acta Agriculturae Scandinavica, Sektion A, 50, 225-230. Sabourin LA, Rudnicki MA. (2000) The molecular regulation of myogenesis. Clin. Genet., 57, 16-25. Sambrook, J., Fritsch, E.F. and Maniatis, T. (1989a) Molecular Cloning: A laboratory Manual, 2nd ed. Pp. 7.43-7.45. Cold Spring Harbour Laboratory, CSH-Press, USA. Sambrook, J., Fritsch, E.F. and Maniatis, T. (1989b) Molecular Cloning: A laboratory Manual, 2nd ed. Pp. 7.49-7.50. Cold Spring Harbour Laboratory, CSH-Press, USA. Zenilman, M.E. Graham, W. Tanner, K. and Shuldiner, A.R. (1995) Competitive ReverseTranscriptase Polymerase Chain Reaction without an Artificial Internal Standard. Anal. Biochem., 224, 339-346.

Faglig Årsberetning 2001

123

124

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Minkens Omsætning af Methionin. Effekt af Tidspunkt i Vækstperioden, samt Forsyningen med Methionin og Betain Christian Friis Børsting1 & Bent Riis2 1Afd.

for Husdyrernæring og Fysiologi, 2Afd. For Animalske Fødevarer, Danmarks JordbrugsForskning, Postboks 50, DK-8830 Tjele. Sammendrag Da det er skindkvaliteten, der påvirkes ved reduceret methioninforsyning, er det nærliggende, at behovet for methionin (MET) er varierende gennem vækstperioden. En metode til at undersøge dette er breath test metoden, der kan anvendes til at måle, hvor stor en andel af radioaktivt mærket kulstof (14C), der udskilles som CO2 i respirationsluften. I dette forsøg anvendtes metoden til at undersøge udskillelsen af methionin mærket i methylgruppen. Desuden blev indlejringen i forskellige organer målt. Undersøgelserne blev gennemført dels i den tidlige vækstperiode i begyndelsen af juli dels under pelssætningen i oktober. Der blev i begge perioder anvendt 3 MET-niveauer svarende til 70%, 85% og 100% af den nuværende norm på 0.160 g ford. MET/100 kcal.. Indenfor hvert niveau af MET blev der anvendt to niveauer af betain (4.4 og 17.2 mg/100 kcal.). Genfindingen af 14C fra methyl-MET i udåndingsluften steg både i juli og oktober med stigende MET i foderet. I oktober førte også stigende betain til stigende genfinding. Indlejringen i leveren var upåvirket af både tidspunktet i minkens udvikling og af fodringen. Indlejringen i muskler og skind var højest i juli. I denne periode førte både øget MET og betain i foderet til at en lavere andel af methyl-MET blev indlejret i disse væv. Mængden af MET, der anvendes som methyldonor kan reduceres ved tilskud af betain, idet methylgrupper fra de 2 stoffer, har samme effekt på genfindingen af 14C fra methyl-MET i udåndingsluften. Dette kunne tyde på en vis MET besparende effekt af betain i pelssætningsperioden, hvor MET er den først begrænsende aminosyre. Dermed er der måske basis for at nedsætte den totale proteintilding til minken i denne periode til gavn for både miljøet og foderprisen. Børsting, C.F & B. Riis, (2002). Minkens omsætning af methionin. Effekt af tidspunkt i vækstperioden, samt forsyningen med methionin og betain. Faglig Årsberetning 2001 125-131. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed,Holstebro, Danmark Abstract Due to the fact that methionine (MET) is the first limiting amino acid in regard to fur development there is a high probability that the requirement of the mink is varying during the growing and furring periods. The breath test method is one way to examine this question. With this method the proportion of radioactively labelled 14C expired as CO2 in the respiration air is measured. In the present experiment the method was applied to measure the expiration of MET labelled in the methyl group. Furthermore, the incorporation in different organs was measured. The experiment was undertaken in the early growth period in the beginning of July and during fur development in October. In both periods 3 levels of MET equivalent to 70%, 85% and 100% of the present recommendation of 0.160 g digestible MET/100 kcal. were fed to different groups of male mink kits. Within each level of MET 2 levels of betaine were used betaine (4.4 and 17.2 mg/100 kcal.). Both in July and October the proportion of label from methyl-MET expired, increased with increasing dietary level of MET. In October also increasing betaine level led to elevated proportion in the breath. The incorporation of label in the liver was independent of both the season and the nutrition. The incorporation in muscle and skin were highest in July. In this period both increased MET and increased betaine caused lower incorporation of label in these two tissues. The amount of MET used as a methyl donor can be decreased by extra supply of betaine since methyl groups from these two products has the same effect on respiration of 14C from methyl-MET. This infers a MET sparing effect of betaine during the furring period, where MET is the first limiting amino acid. Hence, there may be a chance to reduce the total protein supply for mink in this period with benefits both in regard to the feed price and in regard to the environment. Børsting, C.F & B. Riis (2002). Methionine metabolism in the mink. Effect of season, and the supply of methionine and betaine. Annual Report 2001. 125-131. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning I minkproduktionen er optimal dannelse af pels- og hårproteiner afgørende for det endelige produkt. Da minkbranchen desuden er kommet i fokus pga. ammoniaktabet fra

farmene, er der et stort behov for at optimere minkens aminosyreforsyning så både skindudviklingen, væksten og sundheden kan tilgodeses med den mindst mulige mængde protein i foderet.

Faglig Årsberetning 2001

125

Børsting, C.F & B. Riis

Forsøgene, der lå til grund for fastlæggelsen af de nuværende anbefalinger mht. minkens aminosyreforsyning, blev gennemført med samme proteinog aminosyretildeling i hele vækstperioden (Børsting & Clausen, 1996; Børsting et al., 1996). Under disse betingelser blev minkens methionin (MET) behov fastsat til 0.160 tilsyneladende fordøjelig MET/100 kcal. (Børsting & Clausen, 1996). Disse forsøg demonstrerede desuden, at skindkvaliteten var meget mere afhængig af MET- end af cystinforsyningen, selvom hårene har et meget højt indhold af cystein (CYS) og et lavt indhold af MET. Minken ser derfor ud til at have en stor syntese af CYS ud fra MET, hvilket reelt er en syntese ud fra MET’s svovl-atom og aminosyren serin. Et tidligere forsøg har antydet, at minkens høje behov for MET delvis skyldes, at minken gennem evolutionen som rovdyr har tilpasset sig en situation med rigelig METforsyning, således at MET er en væsentlig kilde til de methylgrupper, der indgår i mange af kroppens synteseprocesser (Børsting & Riis, 2000). Det er derimod ikke tidligere undersøgt om ekstra forsyning med andre methyl donorer som betain og cholin kan reducere behovet for MET til denne anvendelse. Hillemann (1989) har til gengæld vist, at methyl donoren cholinchlorid er væsentlig for minkens fedtomsætning. Han fandt, at 40 mg cholinchlorid pr. 100 g foder førte til, at andelen af mink med fedtlever forblev uændret på ca. 3 %, når foderets indhold af makrelafskær blev øget fra 10 til 30%. Andelen af mink med fedtlevere var derimod oppe på 6 henholdsvis 10% ved disse andele af makrelafskær uden tilsætning af cholin. Dette tyder på, at methylgrupperne bidrager til syntese af stoffer, der medvirker ved optimal transport af fedt fra leveren. Når det er skindkvaliteten, der påvirkes ved reduceret MET-forsyning, er det nærliggende, at behovet for MET er varierende gennem vækstperioden. En metode til at undersøge dette er breath test metoden. Denne metode kan anvendes til at måle, hvor stor en andel af kulstof (C), der udskilles som CO2 i respirationsluften, når radioaktivt mærket 14C placeres i forskellige positioner på METmolekylet, (Børsting & Riis, 2000). Metoden 126

kan kombineres med målinger af indlejring af MET i forskellige organer (Riis & Børsting, 1999). Formålet med de gennemførte forsøg var at belyse minkens omsætning af methionin vha. målinger af oxidationen og indlejringen af MET tidligt i vækstperioden og under pelssætning. Det var desuden formålet at undersøge om MET oxidationen og indlejringen er påvirket af betainforsyningen. Materiale og metoder I dette forsøg blev oxidationen af methylMET (MET mærket med 14C i methylgruppen) målt dels i hurtigt voksende hvalpe i juli, og dels i hvalpe under pelssætning i oktober. Undersøgelserne blev gennemført henholdsvis i den tidlige vækstperiode, 3. – 12. juli og under pelssætning i perioden 8. 24. oktober. I hver periode blev der fodret med 3 forskellige niveauer af MET (Tabel 1), medens indholdet af alle andre aminosyrer (AA) var opfyldt i henhold anbefalingerne (Børsting, 1998), ved et proteinindhold på 25% af omsættelig energi (OE, Tabel 2). Tabel 1. Forsøgsdesign Hold Met (g ford./100 kcal mg betain /100 kcal mmol CH3/100 kcal fra MET3) mmol CH3/100 kcal fra betain mmol CH3/100 kcal. i alt

1) 2) 3)

1 0,110

2 0,110

3 0,135

4 0,135

5 0,160

6 0,160

4,41) 0,74

17,22) 0,74

4,41) 0,90

17,22) 0,90

4,41) 1,07

17,22) 1,07

0,11

0,44

0,11

0,44

0,11

0,44

0,85

1,18

1,01

1,34

1,18

1,51

Betain fra standard vitaminblanding, som anvendes i praksis. Tilsat betain-HCl idet mængderne er regnet som ’ren’ betain uden HCl. CH3 = methylgruppe

Tabel 2. Sammensætning og indhold af grundblanding (ekskl. MET) Fodermiddel Fjerkræaffald med 20 % fjer Byg/hved, poppet Fiskeafskær Industrifisk Soyaolie Rapsolie Soyaprotein koncentrat (Dan-Soy 60) Hæmoglobinmel Danpro fiber Vitaminbland Isoleucin Tyrosin % tørstof Kcal / 100 g Energifordeling: % protein % fedt % kulhydrat

Faglig Årsberetning 2001

Procent 15,05 22,50 19,00 23,00 5,55 5,55 4,00 4,00 0,75 0,35 0,21 0,04 55,4 269 24,6 54,9 20,4

Minkens omsætning af methionin. Effekt af tidspunkt i vækstperioden, samt forsyningen med methionin og betain

Det lave MET-indhold blev opnået ved at bruge en del sojaprotein og hæmoglobinmel, der begge har et lavt indhold af MET. Ud fra denne grundblanding blev de 2 andre blandinger fremstillet ved tilsætning af stigende mængder af krystallinsk MET (Lformen). MET-indholdet svarede i begge perioder til henholdsvis 70%, 85% og 100% af den nuværende norm på 0.160 g ford. MET/100 kcal.. Indenfor hvert niveau af MET blev der anvendt to niveauer af betain, hvor det laveste niveau svarede til det, der anvendes i den standard vitaminblanding, der anvendes i praksis. Det højeste niveau blev valgt ud fra, at det samlede methylniveau så var ens i hold 2 og hold 5, dvs. i holdet med lav MET og høj betain, henholdvis høj MET og lav betain (Tabel 2). Dette methylindhold svarer i øvrigt ca. til de metylmængder fra cholin, som både Hillemann (1989) og Juokslahti (1987) har fundet giver positive resultater mht. at undgå fedtlever hos mink. På hvert forsøgshold indgik 4 hanhvalpe i både juli og oktober. Hvalpene blev fodret med forsøgsfoderet fra en uge før oxidationsmålingen og indtil aflivning præcis 2 døgn efter denne måling. Målinger af tracer i udåndingsluften På forsøgsdagen blev hver mink i juli tildelt 50 kcal. og i oktober 80 kcal.. Nøjagtigt 1 time efter fodring blev der i bughulen injeceret 5 µCi af traceren methyl-MET (methyl-14C- L-MET) opløst i 0.5 ml isotonisk saltvand. Umiddelbart efter injektionen blev minken sat over i et respirationskammer, der kontinuert blev gennemstrømmet af atmosfærisk luft, idet CO2 fra udåndingsluften blev opsamlet i

Resultater Genfinding af tracer i udåndingsluften Genfindingen af mærket C fra methylgruppen i MET fremgår af Figur 1, 2 og 3 for den tidlige vækstperiode i juli og under pelssætningen i oktober. b:

7 6

% genfinding

Målinger af methioninindlejring i lever, muskler og skind Alle forsøgsmink blev aflivet efter 48 timer med en overdosis pentobarbital. Fra hvert af dyrene blev en skindprøve udklippet fra ryggen. Hårene blev barberet af ca. 25 cm2 og hudprøven blev kemisk affedtet med methanol og acetone som beskrevet af Riis (1998). Prøven opløstes herefter ved kogning i en time i 20 ml 2M KOH. Prøverne blev centrifugeret og 2 ml af supernatanten overført direkte til 20 ml scientillationsvæske (OptiPhase ”Hisafe” 3, Wallac OY, Finland) og prøverne talt i en scientillationstæller. Resultaterne blev relateret til de affedtede hudprøvers vægt. Ca. 2 g leverprøve blev overført til 10 gange volumen 2M KOH. Prøven blev opløst ved kogning i en time. Prøverne blev herefter behandlet som beskrevet for skindene. Resultaterne blev relateret til leverprøvernes vægt. Ca. 2 g muskelprøve blev behandlet som anført for leverprøver. Resultaterne blev relateret til muskelprøvens vægt.

5 4 3 2 1 0

100

200

300

m in efter injektion

0.160 met, 17.2 betain 0.135 met, 4.4 betain 0.135 met, 17.2 betain 0.160 met, 4.4 betain 0.110 met, 17.2 betain 0.110 met, 4.4 betain

7 6 5

% genfinding

gasvaskeflasker med KOH. Hver halve time blev der udtaget prøver af KOH, og disse blev derefter talt på en β-tæller. Genfindingen af traceren blev målt 1 – 7 timer efter fodring. Derudover blev 8 dyr målt videre indtil 13 timer efter fodring for at teste, om der nås et plateau for genfinfingen.

4 3 2 1 0

100

200 300 min efter injektion

0.160met, 17.2betain 0.135met, 17.2betain 0.160met, 4.4betain 0.110met, 17.2betain 0.135met, 4.4 betain 0.110met, 4.4betain

Figur 1. Genfinding af 14C i udåndingsluften i a: juli og b: oktober.

Faglig Årsberetning 2001

127

Børsting, C.F & B. Riis b:

% genfinding

Betain 4.4 Betain 17.2

6 4 2 0 0.11

0.11

0.135 0.135

0.16

Betain 4.4

8 % genfinding

Betain 17.2

4 2 0 0.11

0.16

0.11 0.135 0.135 0.16 0.16

g ford. MET/100 kcal

g ford. M ET/100 kcal

Figur 2. Genfinding efter 5 timer i relation til foderets indhold af MET og betain i a: juli og b: oktober. b: 6.5

6.5 6 5.5 5 4.5 4 3.5 3

% genfinding

6 5.5 5 4.5 4 3.5 3

0.7

0.9

1.1

1.3 1.5 1.7 mmol methyl/100 kcal

0.7

0.9

1.1

1.3

1.5

1.7

mmol methyl/100 kcal.

Figur 3. Genfinding efter 5 timer i relation til foderets samlede indhold af methylgrupper fra methionin og betain i a: juli og b: oktober.

Genfindingen nåede ikke et plateau i løbet af de 6 timer, der blev undersøgt (Figur 1). Der blev for 8 dyr målt genfinding i 12 timer – og for disse dyr var genfindingen ca. 50% højere efter 12 timer end efter 6 timer. Genfindingen var heller ikke ved 12 timer nået helt op på et plateau. I tilfælde hvor der opnås et plateau for udskillelsen af tracer i udåndingsluften, betyder det, at den ikke-genfundne del af det radioaktivt mærkede stof er indlejret i væv, der kun nedbrydes langsomt. Når der ikke er opnået et plateau er det derimod tegn på, at en del af traceren er indlejret i hurtigt omsættelige puljer i f.eks. lever- og tarmvæv, hvor de hurtigt nedbrydes igen. Genfindingen af 14C fra methyl-mærket MET i udåndingsluftens CO2 er meget lav sammenlignet med genfindingen af carboxylmærket MET. I tidligere forsøg i juli har vi genfundet 20 henholdsvis 30 % af 14C fra carboxylmærket MET efter 5 timer, når der var 0.110 henholdsvis 0.185 g ford. MET/100 kcal. I et forsøg, der kørte parallelt med nærværende forsøg i oktober genfandt vi 24 og 32 % af carboxyl MET efter 5 timer, ved henholdsvis 0.110 og 0.185 g ford. MET/100 kcal.

128

Disse store forskelle mellem genfindingen af MET mærket i forskellige C-atomer demonstrerer tydeligt, at forskellige dele af MET molekylet anvendes i forskellige processer i dyrenes omsætning. Når methylgrupperne udskilles meget langsommere og ikke når op på et plateau for udskillelsen, viser det, at methylgrupperne deltager i forskellige syntese- og transmethyleringsprocesser, efter at MET-molekylet er blevet nedbrudt. I den forbindelse er det væsentligt, at svovl i MET kan anvendes til syntese af CYS, uden at dette behøver at føre til, at methylgrupperne straks oxideres. Når methylgrupperne oxideres så meget langsommere end carboxylgrupperne kunne det tyde på, at minken har tilpasset sig en rigelig protein - og dermed MET - forsyning, så den netop anvender MET som methyl-donor. I juli var der en lille stigning i genfindingen, når MET blev øget og betain var på det høje niveau (Figur 2). Ved det lave betainniveau var effekten af øget MET mere uklar, så der alt i alt ikke var en nogen klar effekt af betain i denne periode. I oktober var der derimod en tydelig stigning i genfindingen af 14C fra methyl-MET både ved stigende MET og ved stigende betain.

Faglig Årsberetning 2001

Minkens omsætning af methionin. Effekt af tidspunkt i vækstperioden, samt forsyningen med methionin og betain

Ved det lave betainniveau var genfindingen for alle 3 hold stort set på samme niveau i juli og oktober. Ved højt betainniveau er var der derimod en større genfinding i oktober, altså størst effekt af betain i oktober. I oktober var der tendens til en vekselvirkning, idet genfindingen blev øget mest ved betaintilskud, når MET var lav. Eller sagt på en anden måde, så kunne det tyde på, at minken bedre kunne ’få råd til’ at oxidere methylgrupper fra MET ved det lave MET-niveau, når der blev givet ekstra betain, hvilket antyder at METforsyningen kan reduceres, hvis der gives et ekstra tilskud af betain. Der var i begge perioder en næsten lineær sammenhæng mellem methylindholdet i foderet og 14C genfindingen uafhængigt af om methyl kom fra MET eller betain (Figur 3). Den næsten lineære sammenhæng mellem den totale mængde methylgrupper og genfindingen af tracer fra MET tyder på, at fora:

bruget af methylgrupper fra MET kan reduceres ved betaintilskud. Dette bør undersøges i større produktionsforsøg med forskellige hold af mink, der i pelssætningsperioden fodres med varierende forhold mellem MET og betain, for at belyse om denne sammenhæng også slår igennem på skindkvaliteten. Methionin indlejring i lever, muskler og skind De målte værdier viser den sæsonafhængige indlejring af radioaktivt mærkede methylgrupper fra methionin i lever-, muskel og skindvæv målt i juli, hvor minkhvalpen vokser hurtigt og i oktober, hvor minken sætter vinterpels. Alle værdier er udtrykt som DPM per gram vævsprøve, idet methylgrupperne kan findes både i methionin og indlejret i andre forbindelser. Leverprøverne havde en høj berigelse af DPM, og viste hverken sæsonvariation eller variation imellem fodringsholdene (Figur 4). b:

2500

Betain: 4,4

2000

2500

Betain: 4,4

2000

17,2

1500

1000

500

500 0

0 0,11

0,11

0,135

0,16

0,11

0,135

0,16

Figur 4. Indlejring af mærket methyl (DPM/g) i levervæv i relation til foderets indhold af MET (g ford. MET/100 kcal.) og betain (mg/100 kcal.) i a: juli og b: oktober.

Dette skyldes formentlig, at leveren er transportog opbevaringsorgan for aminosyrer, og derfor er indholdet af DPM mere et udtryk for den mængde mærket MET, der passerer leveren (ens i de to perioder) end et udtryk for MET, der er indlejret i længere tid i leveren (Figur 4). Muskelvævets indlejring af mærket methyl varierede sæsonmæssigt. Flere MET endte som byggestene i muskelproteinerne i juli. Dette viser, at dyrene voksede, og at

muskelmassen på dyrene forøgedes mere i juli end i oktober (Figur 5). I oktober var der stort set ingen variation i indlejringen imellem fodringsholdene. Dette skyldes, at dyrene ikke længere øgede muskelmassen, men kun havde en vis basal omsætning i det allerede opbyggede muskelprotein. I juli blev der indlejret markant flere mærkede MET i muskler i hold 1 og 2 sammenlignet med de øvrige hold, hvilket betyder, at en større andel af foderets

Faglig Årsberetning 2001

129

Børsting, C.F & B. Riis

800

Betain:

700 600

800

4,4

700

17,2

600

500

400

300

200

100

Betain: 4,4 17,2

0 0,11

0,11

0,135

0,16

0,11

0,16

0,11

0,135

0,16

Figur 5. Indlejring af mærket methyl (DPM/g) i muskelvæv i relation til foderets indhold af MET (g ford. MET/100 kcal.) og betain (mg/100 kcal.) i a: juli og b: oktober.

MET blev indlejret i muskler. Dette stemmer overens med, at disse to hold fik det laveste MET indhold i foderet. De øvrige hold indlejrede mindre og mindre methyl som a:

resultat af mere methionin og/eller betain. Skindets indlejring af mærket methyl var betydeligt højere i juli end i oktober (Figur 6). b:

3000

Betain:

2500

4,4

3000

Betain:

2500

4,4

17,2

2000

17,2

2000

1500

1000

500

0 0,11

0,11

0,135

0,16

0,11

0,135

0,16

Figur 6. Indlejring af mærket methyl i skind (DPM/g affedtet skind) i relation til foderets indhold af MET (g ford. MET/100 kcal.) og betain (mg/100 kcal.) i a: juli og b: oktober.

Det skyldes, at også skindene vokser hurtigt i juli, og at flere MET ender som byggestene i skindenes proteiner. I oktober var der stort set ingen variation i indlejringen, da skindet ikke længere voksede, men kun havde en basal omsætning af protein. Da hårene var barberet af, kan disse målinger ikke afsløre nogen effekt på hårvæksten. Da methylgrupper fra MET ikke indgår i syntesen af CYS, bliver hårenes store CYS indhold under alle omstændigheder ikke mærket med denne tracer. I juli blev der indlejret flest mærkede aminosyrer i hold 1. Dette skyldes formentlig, at hold 1 får mindst methionin og mindst 130

betain. Som ved muskelvævet indlejrede de øvrige hold mindre og mindre mærket methyl i skindene som resultat af mere og mere methionin og/eller betain i juli (Figur 6). De opnåede resultater i skind og muskelvæv i juli stemmer umiddelbart overens med genfindingen af tracer i udåndingsluften, idet de hold der havde den mindste udskillelse også havde den største indlejring. Som nævnt ovenfor reagerede leveren anderledes, idet den i begge perioder og for alle fodringshold gav nogenlunde den samme indlejring.

Faglig Årsberetning 2001

Minkens omsætning af methionin. Effekt af tidspunkt i vækstperioden, samt forsyningen med methionin og betain

I oktober var der ingen tydelige sammenhænge mellem genfindingen i udåndingsluften og indlejringen i muskelvæv og skind. Målingerne af indlejring af aminosyrer i muskler og skind var i denne periode meget ufølsomme, idet indlejringen under alle omstændigheder var lav i disse væv. I denne periode var målinger i udåndingsluften en meget mere følsom metode, der kunne afsløre effekt af både methionin- og betainforsyningen på methylgruppernes omsætning. Konklusion

Kvalitet af pels og skind. Intern Rapport nr. 111, Danmarks JordbrugsForskning, 55-62. Børsting, C.F. & Riis, B. 2000. 14CO2 breath test in fed and fasted mink (Mustela vison) using methionine, leucine and valine as substrates. Scientifur 24 (4), IV-A Nutrition, 22-27. Børsting, C.F. & Clausen, T.N. 1996. Requirements of Essential Amino Acids for Mink during the Growing-Furring Period. Applied Science Reports, Polish Society of Animal Production 28, 15-24.

Genfindingen af 14C fra methyl-MET i udåndingsluften steg både i juli og oktober med stigende MET i foderet. I oktober førte også stigende betain til stigende genfinding. Indlejringen i leveren var upåvirket af både tidspunktet i minkens udvikling og fodringen. Indlejringen i muskler og skind var højest i juli, hvor både øget MET og betain i foderet førte til at en lavere andel af methyl-MET blev indlejret i disse væv.

Børsting, C.F., Clausen, T.N., Therkildsen, N. & Svendsen, A. 1996. Normer vedr. minkens me-thionin- og cystinforsyning i vækstperioden. Faglig Årsberetning 1995. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, 71-92.

Mængden af MET, der anvendes som methyldonor kan reduceres ved tilskud af betain. Dette kunne tyde på en vis MET besparende effekt af betain i pelssætningsperioden, hvor MET er den først begrænsende aminosyre. Dermed er der måske basis for at nedsætte den totale proteintilding til minken i denne periode til gavn for både miljøet og foderprisen.

Juokslahti, T. 1987. Choline. In: Juokslahti (ed.), Vitamins in the Nutrition of Fur Bearing Animals. Roche, Animal Nutrition and Health, p. 45.

Referencer Børsting, C.F. 1998. Ernæringens indflydelse på skindkvaliteten. Bilag til Temamøde vedr.

Hillemann, G. 1989. Makrelafskær og cholinchlorid til mink. Faglig Årsberetning, 1988. Dansk Pelsdyravlerforening, 120-130.

Riis, B. (1998) Development of skin from mink (Mustela vison): From kits to adult animals. Scientifur, 22, 107-110. Riis, B. & Børsting, C.F. 1999. Omsætning af aminosyrerne leucin og methionin i skind, lever- og muskelvæv hos mink. Faglig Årsberetning 1998. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, 143-150

Faglig Årsberetning 2001

131

132

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Højt Indhold af Ethoxyquin i Foderet til Minktæver i Reproduktions- og Diegivningsperioden samt til Minkhvalpe i Vækstperioden

Charlotte Bjergegaard1, Tove N. Clausen2, Hans Henrik Dietz3, Kirsten Mortensen1, Hilmer Sørensen1 og Jens Christian Sørensen1. 1Kemisk

Institut, KVL, Thorvaldsensvej 40, 1871 Frederiksberg C. Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed A/S, Herningvej 112C, 7500 Holstebro. 3Statens Veterinære Serumlaboratorium, Afd. for Fjerkræ, Fisk og Pelsdyr, Hangøvej 2, 8200 Århus N. 2Pelsdyrerhvervets

Sammendrag Ethoxyquin (ETOX) har i et niveau på 300 ppm i foderet været anvendt til minkhvalpe gennem deres vækstperiode og i den følgende reproduktions- og diegivningsperiode. Til undersøgelserne blev der anvendt to hold bestående af 10 helsøskende par. Hvalpene blev fravænnet 14/6 og straks tilført enten kontrolfoder (÷ETOX) eller et tilsvarende forsøgsfoder tilsat 300 ppm ETOX (+ETOX). Omfattende biokemiske analyser blev udført på minkmælken. Det blev vist, at ETOX overføres fra foderet til mælken. Der var store forskelle imellem de enkelte dyrs minkmælk og det heri værende indhold af forskellige proteiner og mælkesukre, hvoraf der er mindst 17 forskellige. Det var ikke muligt, at korrelere disse data med niveauet af ETOX i foderet. Dyrenes tilvækst, reproduktionsevne og indre organers følsomhed overfor ETOX blev bestemt. Der var en tilsyneladende men ikke signifikant effekt af ETOX på disse parametre, som formentlig skyldes den store variation mellem enkeltindividerne. Det anbefales, at der kun bruges den nødvendige koncentration af ETOX eller andre syntetiske antioxidanter i foderet, samt at foder udsat for harskning gives opmærksomhed, som også gælder oxiderede antioxidanter (ETOX). Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Dietz, H.H., Mortensen, K., Sørensen, H. og J.C. Sørensen, (2002). Højt indhold af ethoxyquin i foderet til minktæver i reproduktions- og diegivningsperioden samt til minkhvalpe i vækstperioden. Faglig Årsberetning 2001, 133-139. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Summary Ethoxyquin (ETOX) has been applied in a level of 300 ppm in feed used to mink during their growth period and in the following reproduction and nursering period. The investigations comprised use of two groups each contained one of to couples of full brothers. From the weaning date 14/6, the kids were fed either control feed (÷ETOX) or the corresponding feed added 300 ppm ETOX (+ETOX). Comprehensive biochemical analyses have been performed on the minkmilk. It was revealed, that ETOX was transferred from the feed to the milk. Appreciable differences were found for milk constituents from the individual mink, especially for the concentrations and structural types of proteins and milk-carbohydrates; which consisted of at least 17 different oligosaccharides. It was not possible to correlate these data with the level of ETOX in the feed. Growth, reproduction and effects on internal organs as function of ETOX in the feed were determined for the mink. There was a trend – but not significant – toward an effect of ETOX on these, but the lack of significance could be a result of the appreciable variations between the animals. It is recommended, to use antioxidants in feed with relatively high concentrations of essential long chain polyunsaturated lipids, but not too high concentrations of synthetic antioxidants. Focus and increased attention should be devoted rancidity problems, where relatively high concentrations of oxidised antioxidants occur. Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Dietz, H.H., Mortensen, K., Sørensen, H. og J.C. Sørensen, (2002). High content of ethoxyquin in feed for mink in the reproduction, lactation and early growth period. Annual Report 2001, 133-139. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Introduktion Ethoxyquin anvendes som antioxidant i fiskeprodukter, fjerkræaffald og fedtstoffer. I dyrefoder er et total indhold på 150 ppm ethoxyquin tilladt. Ved analyser af dansk pelsdyrfoder findes typisk 20 - 60 ppm alt afhængig af den anvendte fiskemængde. Forsøg med mink har imidlertid vist, at der i både dieperioden og vækstperioden er en tendens til nedsat tilvækst hos hvalpe, der får

150 ppm ethoxyquin i foderet frem for 25 ppm (Clausen & Dietz, 2000; Clausen & Hejlesen, 1998). Forsøg med rotter har vist en skadelig langtidseffekt på nyrer og lever (kemisk betinget nyrebetændelse, forkalkninger i nyrerne og vævsdød) ved anvendelse af ethoxyquin i foderet (Madhavi et al., 1996). Graden af forandringer er afhængig af dosis, alder, køn og længde af behandling. Ved

Faglig Årsberetning 2001

133

Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Dietz, H.H., Mortensen, K., Sørensen, H. og J.C. Sørensen

store doseringer af ethoxyquin blev der set nedsat foderoptagelse og vækst hos rotter, men allerede ved 14,3 mg / kg lgm / dag blev der efter 200 dage set forandringer i nyrerne, som var tungere end i kontrolholdet (Madhavi et al., 1996). Hos rotter angives 6,25 mg ethoxyquin / kg lgm / dag som et acceptabelt niveau for at undgå toxiske effekter. Hos hunde angives acceptabelt niveau til 7,5 mg ethoxyquin / kg lgm / dag (WHO, 1970). Hvis foderet indeholder 150 ppm ethoxyquin vil en hanhvalp i september optage ca. 16 mg ethoxyquin / kg lgm, og en tæve vil i dieperioden optage 30 - 60 mg ethoxyquin / kg lgm. Ved 40 ppm ethoxyquin i foderet giver det 4,3 hhv 8 - 16 mg ethoxyquin / kg lgm. Konsekvenserne ved at udelade antioxidant i foderet ville imidlertid være meget alvorlige (gult fedt, velfærdssyge), men et nærmere kendskab til, ved hvilket indhold dyrene påvirkes, ville være gavnligt, således at man kan sikre sig, at skadelige niveauer ikke anvendes. Hos køer er der vist en overførsel af ethoxyquin til mælken (Dunkley et al, 1967). Målet med det nu udførte forsøg har været undersøgelse af potentielle effekter fra anvendelse af ethoxyquin i foderet til mink i diegivningsperioden og i foderet til mink gennem perioden fra fravænning til pelsning. Desuden undersøges mulighederne for overførsel af ethoxyquin fra foderet til mælken og potentielle effekter af ethoxyquin på væsentlige mælkebestanddele.

Tabel 1 Fodersammensætning

Fiskeaffald <3% fedt # Byg, poppet Hvede, poppet Hæmoglobinmel Kartoffelprotein Majsgluten Svinefedt @ Vitaminer Vand

Hold 50 58,01 8,04 8,04 2,00 3,00 4,71 12,53 0,20 3,48

Plantal: Methionin, g/100 kcal Cystin, g/100 kcal Tørstof, % Energiindhold, kcal/100 g Energifordelingen

0,17 0,06 49,0 221 30:52:18

Analysetal: Tørstof 40,4 Energiindhold, kcal/100 g 185 Energifordelingen 28:54:18 # Mager fiskeafskær (A-torsk fra Island) @ svinefedt (blokfedt, ikke flydende fedt)

til histologisk undersøgelse. Hvalpene blev fastet fra 1500 d. 12/12 til 900 d. 13/12. Den 13/12 blev 5 hanhvalpe fra +ETOX holdet og 5 hanhvalpe fra K holdet bedøvet med 4 % Pentobarbital-Na (6mL). Dyrene blev derefter aflivet, bughulen åbnet, og venstre nyre blev perfusionsfixeret med 0,4 % formalinbuffer. Lever og nyrer blev udtaget og vejet. En nyreskive blev dernæst lagt i formalin og undersøgt histologisk på SVS.

2 x 10 wildmink helsøskende par blev placeret i hver sit hold, hvalpene blev fravænnet 14/6 og blev straks derefter tildelt forsøgs- (+ ETOX) eller kontrolfoder (K). Foderplanen ses af tabel 1.

Tæver fortsatte i de samme hold i den følgende dieperiode frem til fravænning. Tæverne blev fodret med fodercentralfoder tilsat 0 hhv 300 ppm ethoxyquin. Indtil 8/5 var der ingen ethoxyquin i fodercentralfoderet, i resten af dieperioden indeholdt kontrolfoderet små mængder ethoxyquin. Avlsresultater samt vejeresultater ved fravænning blev registreret. Tæverne blev malket den 21/5, og mælken blev undersøgt for indholdet af ethoxyquin.

Til foderet blev der anvendt råvarer, hvor der ikke var tilsat ethoxyquin. Kontrolfoderet indeholdt således ikke kendelige mængder ethoxyquin; til + ETOX holdet blev kontrolfoderet tilsat 300ppm ethoxyquin. (svarende til 0,3 g ethoxyquin / kg foder, eller 0,03 %). Hanhvalpene blev vejet 11/7, 29/8, 9/10 og 12/12 samt i forbindelse med aflivning. Ved pelsning blev der udtaget nyrer

Analyser af ethoxyquin og minkmælkbestanddele blev foretaget ved metoder beskrevet i detaljer andetsteds (Sørensen et al. 1999). Disse metoder omfattede SFE af foder og mælk (Buskov et al. 1997), MECC analyse af glycosider i minkmælken (Andersen et al. 1999) og IEF samt SDS-PAGE analyse af proteiner i minkmælken (Bjergegaard et al. 1999).

Materiale og metoder

134

Faglig Årsberetning 2001

Højt indhold af ethoxyquin i foderet til minktæver i reproduktions- og diegivningsperioden samt til minkhvalpe i vækstperioden

Resultater og diskussion Ethoxyquin (6-ethoxy-1,2-dihydro-2,2,4-trimethylquinolin; ETOX) har et effektiv chromoforsystem, der i ethanol giver absorptionsmaksimum ved 230 og 358 nm og med 10x kraftigere absorption ved den førstnævnte bølgelængde. Ethoxyquin er også et lipofilt stof, som ekstraheres med SFE uden modifier. Det blev udnyttet til ekstraktion af stoffet fra både foderprøver og frysetørrede mælkeprøver. Fra kontrolfoderet (÷ETOX) blev der på basis af SFE og spektroskopi fundet ubetydelige mængder ETOX, hvor-

imod foderet med tilsat ETOX (+ETOX) gav resultater i overensstemmelse med den tilsatte mængde ETOX. Med samme procedure anvendt til frysetørrede mælkeprøver fandtes ubetydelige mængder ETOX i mælken fra de 10 tæver på ÷ETOX foderet, men med kendelig variation mellem de 10 prøver. I mælketørstoffet fra de 7 tæver på +ETOX foderet fandtes en koncentration af ETOX svarende til 2-10 % af koncentrationen i foderet, og her var der ligeledes en betydelig variation mellem de 7 tæver. Tørstofindholdet i minkmælken varierede mellem 25 og 38 % som det fremgår af figur 1.

Figur 1. Tørstofindhold i minkmælk fra +ETOX (de 7 søjler fra venstre) og fra de 10 ÷ETOX hold.

Figur 2 viser indholdet af råprotein (N x 6,25) i det SFE affedtede mælketørstof. Det ses, at der er betydelig forskel mellem de

forskellige tævers mælk, og der er en tendens til et lidt lavere proteinindhold i mælken fra tæver på +ETOX foderet.

Figur 2. Råproteinindhold (N x 6,25) som % af mælketørstof affedtet ved SFE. De 7 søjler til venstre er for +ETOX og de øvrige 10 søjler for tæverne på kontrolfoderet (÷ ÷ETOX).

Figur 3 viser resultaterne fra SDS-PAGE (Sodium DodecylSulfat - PolyAcrylamid Gel Elektroforese) af proteinerne i minkmælk fra tæverne på ÷ETOX og +ETOX foderet. Der

ses større forskel mellem tæverne på samme type foder end der ses ved sammenligning mellem de to typer af foder.

Faglig Årsberetning 2001

135

Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Dietz, H.H., Mortensen, K., Sørensen, H. og J.C. Sørensen

8,16 10,70 14,40 16,95

10,00 15,00 25,00 37,00 50,00 75,00 100,00 150,00 250,00

2746 1403 2716 1412 2685

1418 1251 1255 1400 1415

2795 2653 1404 1262

1249 1249 1399 1399 2750 2750

Figur 3. SDS-PAGE analyse af proteiner i SFE affedtet minkmælktørstof Specielt tæve 1399 fra +ETOX har en meget afvigende proteinprofil. Øverste række er fra tæverne på kontrolfoderet (÷ ÷ETOX), nederste række er fra tæverne på +ETOX foder.

Figur 4 viser resultater fra isoelektrisk fokusering (IEF) af proteinprøverne som anvendt til SDS-PAGE. Betydelige forskelle ses for

proteinerne fra de forskellige mælkeprøver, men der er ingen klar forskel mellem holdene på ÷ETOX og +ETOX foder.

3,50 4,55 5,20 6,55 7,35 8,45 9,30 2746

2795

1403

2653

2716

1404

1412

1262

2685

1418

1249

1251

1399

1255

1400

1415

2750

Figur 4. IEF af proteiner i minkmælk fra holdene på ÷ETOX (øverste række) og +ETOX foder (nederste række).

136

Faglig Årsberetning 2001

Højt indhold af ethoxyquin i foderet til minktæver i reproduktions- og diegivningsperioden samt til minkhvalpe i vækstperioden

Resultater fra analyse af de individuelle reducerende sukkerstoffer i SFE affedtet minkmælkepulver er vist i figur 5 med den dertil hørende tabel. Den store top ved MT ca. 9,7 min. er reagenstoppen, derefter følger den næststørste top ved MT ca. 19 min., som benævnes K4, og den relativt store top ved MT ca. 21 min. benævnes K13. K4 er lacto-Nneo-tetraose samt lactose og K13 er kvantitativt domineret af fucosyllactose. Mere detaljeret beskrivelse af de individuelle mælkesukre

(mindst 17 forskellige) vil blive præsenteret i anden sammenhæng. Det nederste chromatogram er af mælkesukre fra tæve 2746 (38; ÷ETOX), og det øverste chromatogram er af mælkesukre fra tæve 2750 (37; +ETOX). Der er store forskelle i sammensætning af mælkesukre fra de forskellige tæver (Tabel i figur 5), men der er ikke nogen let identificerbar forskel, som kan forklares ved koncentrationerner af ETOX resulterende fra +ETOX eller ÷ETOX foderet.

Figur 5. Resultater fra bestemmelse af mælkesukre med kapillarelektroforese (HPCE-MECC). Nederste figur er af tæve 2746 mælkesukre og det øverste MECC chromatogram er af tæve 2750 mælkesukre. I tabellen er normaliserede arealer (NA) angivet for kvantitativt dominerende mælkesukre. NA er direkte proportional med koncentrationen af stofferne der giver den tilhørende top.

Faglig Årsberetning 2001

137

Bjergegaard, C., Clausen, T.N., Dietz, H.H., Mortensen, K., Sørensen, H. og J.C. Sørensen

Vækstperioden 2000 Ethoxyquin indholdet i foderet anvendt i vækstperioden (efterår 2000) blev bestemt til 229 ppm i +ETOX holdet (8 analyser), og < 10 ppm i K holdet (2 analyser). Vejeresultaterne ses af tabel 2. Der er ikke signifikant forskel mellem nogle af parametrene. Der var kun 10 hanner (9) i hver hold. Der var tendens til lavere tilvækst hos forsøgsdyrene på +ETOX foderet i starten af vækstperioden, men større tilvækst i slutningen af perioden sammenlignet med dyrene på kontrolfoderet (÷ETOX). Tabel 2 Han hvalpevægte i K og +ETOX holdene i vækstperioden 2000 K 299 (49)

+ ETOX 292 (55)

p-værdi NS

Vægt 11/7, g

813 (147)

795 (121)

Vægt 29/8, g Vægt 9/10, g Vægt 12/12, g

1615 (143) 1606 (136) 1963 (171) 1996 (181) 2168 (221) 2272 (305)

NS NS NS

Vægt ved fravænning, g

Tallene i parentes angiver standarddeviationen. NS angiver at der ikke er signifikant forskel mellem holdene.

Resultaterne af nyre og lever vejningerne ses af tabel 3. Tabel 3 Nyre og levervægt af 5 hanner pr hold, samt relativ nyre og levervægt K + ETOX p-værdi Vægt ved pelsning, g 2030 (217) 2224 (328) NS Levervægt, g 40,48 (2,37) 46,35 (5,76) Nyrevægt, g 10,14 (1,05) 9,98 (2,11) Relativ levervægt, g 2,02 (0,28) 2,10 (0,20) NS Relativ nyrevægt, g 0,50 (0,07) 0,45 (0,06) NS Tallene i parentes angiver standarddeviationen. NS angiver at der ikke er signifikant forskel.

I den gennemførte undersøgelse blev der ikke set nogen øgning i nyre og lever vægten ved fodring med store mængder ethoxyquin. De histopatologiske undersøgelser af nyrevæv fra 5 hanhvalpe fra hver hold, viste ikke morfologiske forskelle mellem holdene. Der synes altså ikke at være nogen lysmikroskopisk erkendelig sammenhæng mellem nyreforandringer og anvendelse af store mængder ethoxyquin til minkhvalpe i en periode på ca. 180 dage. Hos rotter er der vist forandringer efter 200 dage. Hvorvidt en længere fodringsperiode ville påvirke minkene er ikke undersøgt. Dieperioden 2001 Ethoxyquin indholdet i vinter- dieperioden blev analyseret til 274 ppm i +ETOX holdet, 138

og < 10 ppm i K holdet indtil den 8/5 (én analyse af hver), og til 288 ppm i +ETOX holdet, og 40 ppm i K holdet sidst i dieperioden (én analyse af hver). Reproduktionsresultaterne ses af tabel 4 og 5. Reproduktionsresultaterne for tæver fodret med store mængder ethoxyquin fra det tidspunktet, hvor de blev fravænnede, var dårlige sammenlignet med tæver der ikke fik ethoxyquin. Der var ingen signifikant forskel på grund af det lave antal i holdene. Tabel 4 Reproduktionsresultater for tæver fodret med eller uden ethoxyquin i vinterperioden Antal tæver Antal hvalpe / kuld Tæver m. dieDøde FøDøde Ved GolVed Dag givningsfør denved start de fødsel 42 syge fødsel de fødsel + 5,86 0,14 5,86 9 1 1 7 1 Ethoxyquin (1,57) (0,38) (1,57) 7,00 0,30 6,70 Kontrol 10 0 0 10 0 (1,56) (0,67) (1,49) p-værdi NS NS NS Hold

Tallene i parentes angiver standarddeviationen. NS angiver at der ikke er signifikant forskel. Tabel 5 Veje resultater ved fravænning, for tæver og hvalpe fodret med eller uden ethoxyquin i vinterperioden Vægt dag 42, g Tæver Hanhvalpe Tævehvalpe + Ethoxyquin 912 (88) 264 (64) 241 (43) Kontrol 944 (93) 338 (73) 269 (45) p-værdi NS 0,002 # 0,03 # Hold

# hvalpe antal dag 42 er signifikant som kovariat. Tallene i parentes angiver standarddeviationen. NS angiver at der ikke er signifikant forskel.

Vejeresultaterne ved fravænning var meget lavere for de hvalpe og tæver der blev fodret med store mængder ethoxyquin (tabel 5), fremfor det hold der ikke fik ethoxyquin. Konklusion Vækstperioden Hverken kropsvægte eller de relative lever- / nyre- vægte var signifikant påvirkede af en fodring med 300 ppm ethoxyquin, selv om der var en tilsyneladende gang i tallene. Det kan skyldes det relativt lille antal dyr per hold (10 dyr), idet der kan være betydelige forskelle mellem de enkelte dyr, som er genetisk betinget. Dette er ligeledes tydeligt, når resultaterne fra analyser af minkmælkens bestanddele sammenlignes. Tilsvarende viste de lysmikroskopiske undersøgelser af nyrerne ingen forskelle mellem forsøgs- og kontrolhold efter 180 dages fodring.

Faglig Årsberetning 2001

Højt indhold af ethoxyquin i foderet til minktæver i reproduktions- og diegivningsperioden samt til minkhvalpe i vækstperioden

Der har været udført en del toksikologiske studier på rotter og mus, LD50 oralt til mus er bestemt til 1730 mg ethoxyquin / kg legemsvægt, og LD50 oralt til rotter er 1920 mg / kg lgm (The MERCK index 10.ed.).

Bjergegaard, C., Clausen, T. N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J. C. og Sørensen, S. (1999). Undersøgelse af proteiner og peptider i minkmælk. PFRFaglig Årsberetning, 145-153.

Dieperioden Tæver der havde fået 300 ppm ethoxyquin i foderet fra det tidspunkt, hvor de blev fravænnede, fødte færre hvalpe, og hvalpenes fravænningsvægte var dårligere end hos tæver, der ikke havde fået ethoxyquin i foderet.

Buskov, S., Mortensen, K., Sørensen, H. og Sørensen, J. C. (1996). Lipid ekstraktion fra mælk med superkritisk ekstraktion (SFE). PFR-Faglig Årsberetning, 151-158.

Mælken fra tæver fodret med +ETOX foder havde en betydelig koncentration af ethoxyquin. Der var dog en stor forskel i ethoxyquinkoncentrationen i mælk fra de forskellige tæver. Dette var ligeledes tilfældet med mælkebestanddelene, især typerne af proteiner og de mange forskellige mælkesukre.

Clausen, TN., Dietz, HH., 2000 Ethoxyquin i foderet til minkhvalpe i vækstperioden Faglig Årsberetning 1999, 175-177. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark.

Idet ethoxyquin er et lipofilt stof, er der grund til at fokusere på mulighederne for, at stoffet bindes i og påvirker fedtvæv og membraner. Her kan det også være væsentligt, at få afklaret mulige effekter denne antioxidant vil have, hvis den har været iblandet polyumættede lipider, specielt hvis der her er tale om harskningsprocesser. Der er i alle tilfælde gode grunde til at undgå for store koncentrationer både af ethoxyquin og oxideret ethoxyquin samt andre syntetiske antioxidanter i foderet til mink, selv om der selvfølgelig er behov for antioxidanter i foder- og fødemidler med et kendeligt eller relativt højt indhold af polyumættede essentielle lipider. Referencer Andersen, K. E., Bjergegaard, C., Buskov, S., Clausen, T. N., Mortensen, K., Sørensen, H., Sørensen, J. C. og Sørensen, S. (1999). Glycosider i minkmælk. PFR-Faglig Årsberetning, 155-161.

Clausen, T.N., Hejlesen, C., 1998 Anvendelse af ethoxyquin i størst tilladte mængde. Faglig Årsberetning 1997, 61-65.

Clausen, T., Hejlesen, H., Børsting, C.F., Damgaard, B.M., Engberg, R., Jensen, S.K., 1998, Fede fiskeprodukter til mink i vækstperioden, - Undersøgelser i 1996. Faglig Årsberetning for 1997 s. 43. Dunkley, W.L., Ronning, M., Franke, A.A., Robb, J., 1967. Supplementing rations with tocopherol and ethoxyquin to increase oxidative stability of milk. J. Dairy Sci., 50: 492 ff. Madhavi D.L., Deshpande S.S., Salunkhe D.K., 1996, Food antioxidants, Marcel Dekker, New York, s. 305 ff. The MERCK index 10.ed., 1983 1969 Evaluation of some pesticide residures in food, Food and Agriculture organization of the United Nations World Health Organization, 1970. Sørensen, H., Sørensen, S., Bjergegaard, C. and Michaelsen, S. (1999). Chromatography and Capillary electrophoresis in food analyses. The Royal Society of Chemistry, Cambridge, UK, 470 pp. ISBN 0-85404-561-9.

Faglig Årsberetning 2001

139

140

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Undersøgelser af Tre Svovlholdige Glycosaminoglycaner (GAG) i Lever-, Muskel- og Skindvæv fra Mink Bent Riis1 & Christian F. Børsting2 1Danmarks

JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Afd. for Animalske Fødevarer Postboks 50, DK-8830 Tjele. 2 Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, Afd. for Husdyrernæring og Fysiologi, Postboks 50, DK-8830 Tjele, Danmark. Sammendrag Kvalitet af minkskind er bestemt af mange faktorer. Det har været anført, at en af disse faktorer er mængde og fordeling af Glycosaminoglycaner - en meget heterogen klasse af sukkermolekyler, som ofte indeholder svovl. Glycosaminoglycaner har betydning for vandbindingsevnen og er væsentlige for udvikling af støttevæv, skind og hår samt for garvningsresultatet. Den nøjagtige fysiologiske betydning af Glycosaminoglycaner i det levende dyr kendes ikke. Denne undersøgelse viser at både muskler, lever og skind indeholder Glycosaminoglycaner. Det blev påvist, at muskelprøverne - under de anvendte ekstraktionsforhold - indeholdt den største mængde af de analyserede Glycosaminoglycaner; dog med en undtagelse. Skindvæv indeholder mindst af de testede standarder. Disse foreløbige undersøgelser antyder, at såfremt Glycosaminoglycaner effektivt skal kunne bruges som indikatorer for skindkvalitet, skal der sandsynligvis analyseres for andre Glycosaminoglycaner standarder - og analysemetoderne skal optimeres. Riis, B. & C.F. Børsting (2002). Undersøgelser af tre svovlholdige glycosaminoglycaner (GAG) i lever-, muskel- og skindvæv fra mink. Faglig Årsberetning 2001, 141-145. Pelsdyrerhvervets Forsøgsog Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. English summary Investigations of three sulfur-containing Glycosaminoglycans (GAG) in liver, muscular and skin tissue from mink. The quality of pelt and tanning is determined by many factors. The amount of different Glycosaminoglycans (GAGs) is claimed to be one such factor. GAGs are heterogeneous, often sulfated sugar-residues, post-translationally attached to Proteoglycans, a class of proteins. Glycosaminoglycans are important for the growth and development of connective tissues, skin and hair and for the tanning process. So far, knowledge of GAGs and their physiological function in different organs is very limited. This investigation shows that the three different organs: liver, muscle and skin from mink contain various amounts of three specific monosulfated GAGs. This investigation also shows that the skin contains the smallest amount of the tested GAGs followed by liver. Muscle turned out to be the tissue containing the largest amount. The presence of standard A was, however, not found to be statistically significant in muscular tissues. This preliminary investigation also shows that a large number of skin tissue samples has to be tested, if GAG-molecules are to be used as indicators for mink skin quality. Alternatively, other standards must be applied and the analytical procedure has to be optimized in order to obtain better results. Riis, B. & C.F. Børsting (2002). Investigations of three sulfur-containing Glycosaminoglycans (GAG) in liver, muscular and skin tissue from mink. Annual Report 2001, 141-145. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning Glycosaminoglycaner (GAG) findes universelt i dyreriget og er almindeligt forekommende i al undersøgt støttevæv fra alle pattedyr, inklusive mink. GAG er fællesbetegnelsen for nogle sukkermolekyler af heterogen natur, der ofte indeholder svovlatomer. Sukkermolekylerne er, med undtagelse af Hyuroalin, bundet til proteiner fra en proteinfamilie - kaldet Proteoglycaner. Glycosaminoglycan forbindelserne kan forekomme i få eller i mange hundrede sukkerenheder. Glycosaminoglykaner har betydning for vandbindingsevnen i vævet og findes i relativ stor mængde. GAG undersøgelser af

urinen fra dyr, der senere viste sig at give meget elastiske skind, antyder at mængden af Hyuroalin (en meget speciel GAG), er større i dyr der producerer elastiske skind (Blumenkrantz and Blomstedt, 1987). Dette har bidraget med spekulationer om, at mængden af glycosaminoglycaner kan bruges til at forudsige skindets kvalitet. Det vides, at glycosaminoglycaner spiller en rolle for udviklingen af pels hos bl.a. hunde (Iozzo, 1995), rotter (Cechowski-Pasko og Palka, 2000) og for genopbygning af skind hos mennesker (Boyce, 1998). Dette er baggrunden for at undersøge forskelligt væv fra mink for at iagttage, hvordan fordelingen af tre specifikke monosulfaterede GAG

Faglig Årsberetning 2001

141

Riis, B. &C.F. Børsting

forekommer hos denne art. Det ultimative mål er at belyse, om disse analyser kan bruges til at forudsige minks skindkvalitet. Materialer og metoder Dyr Fjorten 3 måneder gamle scanblack mink (født i foråret 2000) indgik i denne undersøgelse. Skind-, muskel- og leverprøver blev udtaget efter at minkene var aflivede med en overdosis pentobarbital under observation af alle lovbestemmelser og etiske regler. Skind 0,5-1,2 g friske skindprøver blev anvendt til ekstraktionen. Fra denne ekstraktionsmængde blev der udtaget en prøve til kapillar elektroforetisk analyse som modsvarer den mængde, der kan udvindes fra 6,9 mg skindvæv. Prøverne blev alle udtaget fra rygskindet. Hårene blev fjernet vha. barbering og fedt blev fjernet vha. kemisk affedtning med metanol og acetone som tidligere beskrevet (Riis, 2000). Skindprøverne blev tørret og homogeniseret i en laboratoriumblender under tilsætning af 10 vol. buffer A (50 mM Tris/HCl pH 8.0). Homogenatet blev centrifugeret ved 20000 x g i 10 min. 0,8 mg Trypsin (EC 4.3.21.4) blev tilsat pr. ml. og prøverne inkuberet ved 370C i 16 timer. Prøverne blev centrifugeret ved 20000 x g i 10 min og supernatanten anvendt til disse studier. For at forhindre nedbrydning af det GAG-befriende enzym, Chondroitinase ABC, blev der til supernatanten tilsat proteaseinhibitor (CompleteTM from Roche, Switzerland) iflg. producentens anbefalinger. Yderligere blev tilsat 8 mg ml-1 Trypsin Inhibitor fra hønseæg (Roche, Switzerland). Reaktionen forløb i en time ved 370C. 5 µl Chondroitinase ABC (EC 4.2.2.4) blev tilsat pr. 0,5 ml supernatant. Den enzymatiske reo aktion forløb i 16 timer ved 37 C. Opløsningen blev centrifugeret ved 20000 x g i 10 min og 0,5 ml af supernatanten blev blandet med 0,1 ml Dowex-50 (Sigma, St. Lous, MO, USA) opløst i buffer A (1:1). Efter henstand ved stuetemperatur i 15 min blev supernatanten adskilt fra Dowex-50 ionbytteren

142

vha. centrifugering. 0,1 ml supernatant blev inddampet til tørhed før genopløsning i 50 µl H2O, som tidligere beskrevet (Michaelsen et al, 1993). Opløsningen blev anvendt til kapillar elektroforetisk analyse. Lever 0,5-1,2 g levervæv blev anvendt. En leverprøve blev taget fra hvert af de dyr, der indgik i studiet. Leverprøverne blev ekstraheret som anført under skind - dog med den undtagelse, at prøverne ikke blev affedtet. Hver prøve som blev brugt til kapillar elektroforetisk analyse, indeholdt en mængde svarende til hvad der kunne ekstraheres fra 6,9 mg levervæv. Muskelvæv Der blev anvendt 1-2 g muskel - udtaget fra venstre baglår hos hver af de 14 mink. Prøverne blev ekstraheret som anført under skind - uden at prøverne blev affedtet. Hver kapillar elektroforetisk prøve indeholdt, hvad der kunne ekstraheres fra 6,9 mg muskelprøve. Bestemmelse af totalprotein De enkelte prøvers proteinindhold blev bestemt vha. et Protein Assay KitTM fra BioRad med anvendelse af BSA som standard (Riis, 2000). GAG-standarder og Chondroitinase De anvendte GAG-standarder var: Standard A = β-glucoronic acid-[1Æ3]-N-acetyl-βgalactosamine-4-sulfate-[1-4]; benævnes ofte GlcUA-GalNAc-6S, Chondroitin sulphate A eller Chondroitin 6-sulphate (Figur 1, Standard A). Standard B = β-iduroic acid-[13]-N-acetyl-β-galactosamine-4-sulfate-[1-4]; benævnes ofte IdoUA-GalNAc-4S, Chondroitin Sulphate - B eller Dermatan sulphate (Figur 1, Standard B). Standard C = βglucoronic acid-[1-3]-N-acetyl-β-galactosamine-6-sulfate-[1-4]; benævnes ofte GlcUAGalNAc-4S, Chondroitin sulphate C eller Chondroitin 4-sulphate (Figur 1, Standard C). Alle standarder og det GAG afklippende enzym Chondroitinase ABC (EC 4.2.2.4) blev indkøbt fra Sigma (Sigma, St. Louis, MO, USA).

Faglig Årsberetning 2001

Undersøgelser af tre svovlholdige glycosaminoglycaner (GAG) i lever-, muskel- og skindvæv fra mink

Temperaturen på kapillaret blev holdt konstant ved 30oC, og en spænding på -20 kV blev anvendt. Detektionen blev udført ved 232 nm.

Standard A

Resultater og diskussion Disse undersøgelser viser at både skind-, muskel- og levervæv indeholder glycosaminoglycaner. Dog kan der ikke statistisk signifikant påvises standard A i muskelvæv – sandsynligvis fordi mængden af denne standard er under detektionsgrænsen. Selve analyserne er teknisk ret vanskelige og består af mange trin. Dette medfører, at der er relativ stor måleusikkerhed på resultaterne. Selve målingen -foretaget på kapillar elektroforeseudstyret - er også belagt med nogen måleusikkerhed, som 7 gentagne målinger af de tre standarder viser (Tabel 1). Her viser analyserne at måling af standard A er relativ sikker (variationskoefficient = 2,3%). Måling af standard B er mindre sikker med en variationskoefficient på ca. 3,0%. Analyseusikkerheden på standard C er størst med en variationskoefficient på 7,1%. Usikkerhederne på disse analyser er ikke større end hvad der almindeligvis forekommer i biokemiske analyser og er derfor acceptable.

Standard B

Standard C Figur 1. De benyttede GAG-standarder.

Kapillarelektroforetisk analyse Analyserne var baseret på en ”micellar electrokinetic chromatography” (MEKC) metode tidligere publiceret (Michaelsen et al, 1993) og med modifikationer som beskrevet (Riis, 2000). Analyserne blev udført på et HP 3DCapillary Electrophoresis System (HP, Palo Alto, Ca, USA). Det anvendte kapillar var 56 cm langt med en intern diameter på 50 µm og med Agilent Technologies ”extended light path”. Prøverne blev injiceret i 3,0 s under anvendelse af 50 mbar tryk. Prøverne blev injiceret i buffer B (50 mM CTAB, pH: 7.0). GAG –standard

Gennemsnit (AU*s)

Standardafvigelse (AU*s)

A B C

341,4 387,6 284,4

7,8 11,8 20,3

Variationskoefficient (%) 2,3 3,0 7,1

Antal forsøg 7 7 7

Tabel 1. Mængden af GAG-standarder vist som arbitrære enheder samt usikkerheder på syv gentagne analyser.

var her 49%. Mængden af standard B var 0,186 µg pr prøve med en CV på 88,3%. Resultatet modsvarer 0,0027% af vægten af det skindstykke som blev ekstraheret og 0,25% af vægten af det ekstraherede opløselige protein i prøven. Der blev påvist mest standard C i skindprøverne med 0,311 µg pr prøve og en CV på 71,6%. Disse resultater svarer til 0,0045% af vægten af det ekstraherede skindstykke eller 0,41% af vægten af totalproteinet i ekstraktionerne (figur 2).

Skindvæv Hver prøve indeholdt hvad der kunne ekstraheres fra 6,9 mg skind. I gennemsnit var der 75,7 µg totalt opløseligt protein pr. analyseret skindprøve (tabel 2). Analyseresultaterne for minkskindene viser, at alle de tre standarder findes i skindet. Mængden af Standard A var mindst med 0,106 µg pr 6,9 mg skindprøve. Dette svarer til 0,00154% af den ekstraherede skindprøve og 0,14% af den ekstraherbare proteinmængde. Variationskoefficienten (CV) Skind Muskel Lever

Protein mg/ml (gennemsnit) 1,1 3,65 6,75

Standard-afvigelse

Variations-koefficient (%)

0,41 0,27 0,9

37,3 7,4 13,3

Antal prøver 14 14 14

Tabel 2. Totalmængden af ekstraherbart opløseligt protein i de forskellige væv samt usikkerhederne på de fjorten målinger.

Faglig Årsberetning 2001

143

1,6

1,4

1,4 g GAG i leverprøverne

g GAG i skindprø verne

Riis, B. &C.F. Børsting

1,2 1 0,8 0,6 0,4 0,2

1 0,8 0,6 0,4 0,2

0 STD B

STD C

Figur 2. Mængde af de tre GAG-standarder (A, B og C) ekstraheret fra 6,9 mg skindprøve. I alt 14 dyr blev undersøgt. Standardafvigelser er vist

Levervæv Hver prøve indeholdt hvad der kunne ekstraheres fra 6,9 mg skind. I gennemsnit var der 464,9 µg totalt opløseligt protein pr. analyseret leverprøve (tabel 2). Analysen viste, at levervæv også indeholder alle tre standarder. Af ukendte årsager er variationen af analyserne mindre på målinger foretaget på levervæv. Dette skyldes måske, at dyrene syntetiserer en relativ stabil mængde af GAG i dette væv, og at der herefter foregår en transport til de steder i dyret, hvor molekylerne behø-ves. Alternativt kan det skyldes, at det er let-tere at ekstrahere proteiner fra leveren, da dette væv er relativ blødt og derfor let at homogenisere. De udførte analyser viser, at mængden i levervæv er ret konstant fra dyr til dyr. Standard A fandtes i 0,103 µg pr prøve, og CV fandtes at være 31,6% (0,0015 % af totalvægten af skindstykket som blev ekstraheret og 0,022% af det ekstraherede opløselige protein). Mængden af standard B var 0,231 og med et CV på 68% (0,0034% af totalvægten af det ekstraherede skindstykke og 0,05% af den ekstraherede mængde protein). Mængden af standard C var størst med et gennemsnit på 0,4 µg pr prøve og en CV på 55,8% (0,0058% af totalvægten af det ekstraherede skindstykke og 0,086% af den ekstraherede mængde protein). Også i dette væv var mængden af standard C størst (figur 3). Muskelvæv Hver prøve indeholdt hvad der kunne ekstraheres fra 6,9 mg muskelvæv. I gennemsnit var der 251,4 µg totalt opløseligt protein pr. analyseret muskelprøve (tabel 2).

STD A

STD B

STD C

Figur 3. Mængde af de tre GAG-standarder (A, B og C) ekstraheret fra 6,9 mg levervæv. I alt 14 dyr blev undersøgt. Standardafvigelser er vist.

Test af muskelprøverne viste, at alle tre standarder fandtes i vævene. For standard A’s vedkommende blev denne forbindelse kun påvist i 4 af de 14 prøver og gennemsnittet var derfor kun på 0,01 µg pr. prøve og med en CV på 214,6%. Tilstedeværelsen af standard A i muskelvæv er derfor ikke statistisk signifikant vist, da mængden ligger tæt på, eller under, detektionsgrænsen (figur 3). Standard B fandtes med 0,371 µg pr. prøve med en CV på 46,7%. Dette svarer til 0,0054% af totalvægten af skindstykket og 0,15% af den ekstraherede mængde opløseligt protein. Som i de tidligere analyserede væv fandtes der mest standard C med en mængde på 0,665 µg/prøve. CV var her 139%. Dette modsvarer 0,01% af vægten af det ekstraherede skindstykke og 0,15% af den ekstraherede proteinmængde (figur 4). De fundne mængder i muskelvæv var højere end de mængder, der blev fundet i lever- og skindvæv, dog med undtagelse af standard A. 1,6 1,4 g GAG i m uskelprøverne

STD A

144

1,2

1,2 1 0,8 0,6 0,4 0,2 0 STD A

STD B

STD C

Figur 4. Mængde af de tre GAG standarder (A, B og C) ekstraheret fra 6,9 mg muskelprøve. I alt blev der testet væv fra 14 dyr. Standardafvigelserne er vist.

Faglig Årsberetning 2001

Undersøgelser af tre svovlholdige glycosaminoglycaner (GAG) i lever-, muskel- og skindvæv fra mink

Konklusion Konklusionerne på disse undersøgelser er, at der findes gylcosaminoglycaner i de undersøgte væv fra mink. Analysemetodens detektionsgrænse afgør dog, at det ikke med sikkerhed kan påvises at standard A er tilstede i muskelvæv. Med forbehold for det lille analysemateriale undersøgt i denne eksperimentrække er perspektiverne, at den anvendte metode er mindre egnet til undersøgelser af skindkvalitet. Årsagen er, at der skal analyseres meget store prøveserier for at påvise en signifikant forskel mellem to grupper af skind. Rent praktisk betyder dette at metoden skal optimeres og forbedres, hvis den skal opnå praktisk anvendelighed indenfor forskningen i kvalitet af pelsdyrskind. Der arbejdes i øjeblikket på sådanne tiltag. Noter Vi takker Anne-Grete Dyrvig Petersen for teknisk assistance. Dette arbejde var samfinansieret med bevillinger fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt fra Pelsdyrerhvervets Forsknings- og Rådgivningsvirksomhed (HUS97-19 og HUS97-20). Referencer Alexander, K. T. W., Haines, B. M., & Walker, M. P. (1986). Influence of proteoglycan removal in opening-up in the beamhouse. J. Amer. Leather. Chemists Assoc., 81, 85-102. Blumenkrantz, N. and Blomstedt, L. (1987)

Chelators Depigment and Increase Elasticity of Mink Skin. Acta. Agris. Scand., 37, 375395. Boyce S.T. (1998) Skin substitutes from cultured cells and collagen-GAG polymers. Med. Biol. Eng. Comput., 36, 791-800. Cechowski-Pasko, M. and Palka, J. (2000) Differential effect of fasting on IGF-BPs in serum of young and adult rats and its implication to impaired skin GAG content. Mol. Cell. Biochem., 205, 45-52. Couchman, J.R. and du Cros, D.L. (1995) Proteoglycans and associated proteins of the mammalian hair follicle. J. Invest. Dermatol., 104, 40S-41S. Iozzo, R.V. (1998) Matrix proteoglycans: from molecular design to cellular function. Annu. Rev. Biochem., 67, 609-652. Michaelsen, S., Schrøder, M. B., & Sørensen, H. (1993). Separation and determination of glycosaminoglycan disaccharides by micellar electrokinetic capillary chromatography for studies of pelt glycosaminoglycans. J. Chromatogr., A, 652, 503-515. Riis, B. (2000) Capillary electrophoresis analysis of glycosaminoglycans in mink- and foxskin and its potential for predicting quality of pelt and tanning, Scientifur 24, 147-150. Westgate, G. E., Messenger, A. G., Watson, L. P., & Gibson, W. T. (1991). Distribution of proteoglycans during the hair growth cycle on human skin. J. Invest. Dermatol., 96, 191-195.

Faglig Årsberetning 2001

145

146

Faglig Ă&#x2026;rsberetning 2001

Måling af Garvede Minkskinds Læderegenskaber. Foreløbige Resultater i Relation til Opbevaring af Rå Skind ved Indfrysning Palle V. Rasmussen & Lise Lotte Skovløkke

Afd. for Animalske Fødevarer, Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum, P. O. Boks 50, DK-8830 Tjele Sammendrag Garvede minkskinds mekaniske læderegenskaber blev undersøgt. Herunder, om egenskaberne kunne påvirkes tydeligt af den måde, de rå skind forinden var blevet opbevaret på. I pilotundersøgelsen indgik skindmateriale (vinterpels) fra sorte farmmink bestående af fire hanog fire tævehvalpe af normaltypen (to hanner + to tæver fra hvert af to ubeslægtede kuld) samt fire hanog tre tævehvalpe af den korthårede velvettype (to hanner + to (een) tæver fra hvert af to ubeslægtede kuld). Lige efter flåning blev der fra hver kuldgruppe udtaget et hanskind og et tæveskind, hvor et par enten blev indfrosset eller straks gik til videre skindbehandling. De ferske, rå skind blev således behandlet på to måder før garvning: 1) Indfrysning i plasticpose straks efter afflåning (-21°C, i 120 dage), efterfulgt af optøning, maskinel skrabning og taning, tørring og opbevaring på bøjle (11°C, 70% relativ luftfugtighed, RH i 150 dage) og 2) Maskinel skrabning og taning af de ferske, rå skind straks efter afflåning, efterfulgt af tørring og derpå opbevaring på bøjle (11°C, 70% RH, i 150 dage). Efter opbevaringsperioden blev skindene garvet. Opbevaring af de garvede skind, prøveforberedelse og analyse blev efterfølgende foretaget under standardforhold i klimarum (20 ± 2°C, 65 ± 2 % RH). Fra hvert garvet skind blev der udstanset og prepareret to standardlæderprøver (strimler) fra skindets rygside til måling af lædertykkelse (LT, mm) og efterfølgende fysisk tensionsmåling (trækmåling), hhv. orienteret parallelt med (P, α = 0°) og på tværs (T, α = 90°) af skindets ryglinie. Sammenhæng mellem stress (σ, N/mm2, trækkraft) og strain (ε, relativ forlængelse) i form af stress-strain kurver dokumenterede den enkelte prøves opførsel under træk frem til brud ved maks. stress (σm, trækstyrke) og maks. strain (εm, maks. relativ forlængelse). På tværs af behandling, type og køn havde Porienterede prøver forholdsvis høje og sammenlignelige værdier for maks. stress (σm = 45,7 ± 3,0 N/mm2), men forholdsvis lave værdier for maks. relativ forlængelse (εm = 0,69 ± 0,09) sammenlignet med T-orienterede prøver, hvor det modsatte forhold gjorde sig gældende (σm = 25,3 ± 5,3 N/mm2 og εm = 1,75 ± 0,16). Middelværdier indikerede, at P-orienterede prøver fra hanskind kunne strækkes i forholdsvis mindre grad før brud, hvis skindene i rå tilstand havde været opbevaret ved indfrysning (normal: εm = 0,71 vs. 0.84; velvet: εm = 0,69 vs. 0,76). T-orienterede prøver fra velvettypen viste mindst strækbarhed (εm), når skindene forinden havde været indfrosset i rå tilstand. Skindmaterialet var imidlertid for lille til at fastslå, at indfrysningen havde bidraget til at gøre skindene mindre strækbare. De foreløbige resultater ikke er éntydige, men de kan danne basis for et lignende forsøg med et større skindmateriale, der vil kunne kaste mere lys over nogle sammenhænge mellem rå og garvede minkskinds egenskaber. Dette gælder også faktorer, der kan påvirke garvede skinds kvalitet negativt, og som dermed vil kunne begrænse deres anvendelsesmuligheder i forbindelse med moderne produktion af pelsværk. Rasmussen, P.V. & L.L. Skovløkke, (2002). Måling af garvede minkskinds læderegenskaber. Foreløbige resultater i relation til opbevaring af rå skind ved indfrysning. Faglig Årsberetning 2001, 147-152, Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract Mechanical properties of dressed mink pelts were investigated. Further, it was examined if the properties were clearly influenced by preceding storage procedures of the raw pelts. In this pilot investigation the pelt material (winter fur) originated from black, farmed mink including four male and four female kits of normal type (two males + two females from each of two not related litters) and four male and three female kits of the short-haired velvet type (two males + two (one) females from each of two not related litters). Just after skinning one male and one female pelt from each litter were taken so that one pair (not scraped) was frozen and one pair went on directly for further pelt treatment. This meant that the fresh, raw pelts were treated in two ways before dressing: 1) Freezing in plastic bags immediately after skinning (-21°C, for 120 days), followed by thawing, machine scraping and stretching, drying and storage on hanger (11°C, 70% relative humidity, RH for 150 days) and 2) Machine scraping and stretching, drying and storage on hanger (11°C, 70% relative humidity, RH for 150 days). After storage the pelts were dressed. Storage of dressed pelts, sampling and analysis were carried out afterwards under standard conditions (20 ± 2°C, 65 ± 2 % RH). From each dressed pelt two standard leather samples (strips) were clicked from the dorsal side of the pelt for measuring

Faglig Årsberetning 2001

147

Rasmussen, P.V. & L. L. Skovløkke leather thickness (LT, mm) followed by physical tension measurement oriented in parallel with (P, α = 0°) and across (T, α = 90°) the dorsal line of the pelt, respectively. Relationship between stress (σ, N/mm2, tensile force) and strain (ε, relative elongation) in the form of stress-strain curves documented the behaviour of each single sample under tension until break at max. stress (σm, tensile strength) and max. strain (εm, max. relative elongation). Across treatment, type and sex the P-oriented samples showed relatively high and comparable values of max. stress (σm = 45,7 ± 3,0 N/mm2), but relatively low values of max. relative elongation (εm = 0,69 ± 0,09) compared to T-oriented samples, which showed the opposite relations (σm = 25,3 ± 5,3 N/mm2 og εm = 1,75 ± 0,16). Mean values indicated that P-oriented samples from male pelts were relatively less stretchable before break, if the raw pelts had been stored by freezing (normal: εm = 0,71 vs. 0.84; velvet: εm = 0,69 vs. 0,76). Toriented samples from the velvet type were less stretchable (εm), when the raw pelts had been stored by freezing. However, the pelt material was too small in order to state that freezing had contributed to make the pelts less stretchable. The preliminary results are not unambiguous, but they can form the basis of a similar experiment including a larger pelt material. This will throw light on some relationships between properties of raw and dressed mink pelts. This includes parameters, which may influence the quality of dressed pelts negatively, and which may reduce their application in connection with modern production of furs. Rasmussen, P.V. & L. L. Skovløkke, (2002). Measurement of leather properties in dressed mink pelts. Preliminary results in relation to storage of raw pelts by freezing. Annual Report 2001, 147-152, Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Indledning I forbindelse med moderne produktion af minkskind kan det i en kortere eller længere periode være nødvendigt at nedfryse de rå, ferske skind umiddelbart efter afflåning/ skrabning. For huder fra andre husdyr bliver det imidlertid i faglitteraturen nævnt, at frysning af ferske huder kan danne iskrystaller inde mellem hudens netværk af kollagene fibre. Dette kan bagefter medføre, at læderet hos det garvede skind bliver mere blødt og løst end normalt (Sharphouse, 1995). Dette kunne også være problematisk for garvede minkskind, for hvilke læderets trækstyrke, plasticitet og elasticitet (”handle”) er vigtige kvalitetsegenskaber (British Fur Trade Association, 2001). Fra praksis har det forlydt, at forudgående indfrysning af rå, ferske skind senere (efter optøning, taning og tørring) kan resultere i kortere/mindre skind. Således observerede Finne et al. (1982), at skindlængden blev reduceret, hvis indfrysningen af ferske skind foregik i tætte plastsække i en periode på under 6 uger. Imidlertid var denne effekt vanskelig at forklare. I en anden artikel rapporterer Risager (1998), at indfrysning af skrabede skind i en periode på 3 uger ikke påvirker størrelsen af de tørrede, rå skind negativt, under forudsætning af, at de ferske skind pakkes og indfryses omhyggeligt. I forlængelse heraf er der også god grund til at undersøge garvede

148

minksskinds mekaniske egenskaber, og om disse bliver tydeligt påvirket af, at skindene forinden, i fersk og rå tilstand, har været indfrosset i en periode. I det følgende omtales nogle metoder til undersøgelse af garvede skinds mekaniske egenskaber, herunder foreløbige resultater. Materialer og metoder I pilotundersøgelsen indgik skindmateriale (vinterpels) fra sorte farmmink bestående af fire hanog fire tævehvalpe af normaltypen (to hanner + to tæver fra hvert af to ubeslægtede kuld), samt fire hanog tre tævehvalpe af den korthårede velvettype (to hanner + to (een) tæver fra hvert af to ubeslægtede kuld). Dyrene blev fodret med normalt farmfoder og indhuset på almindelig vis. Lige efter flåning blev der fra hver kuldgruppe udtaget et hanskind og et tæveskind, hvor et par enten blev indfrosset uden forudgående skrabning (-21 °C, i 120 dage) eller gik til videre skindbehandling uden indfrysning (dvs. maskinel skrabning med JASOP 90, taning med GØL (hanskind: 643 Newton, N; tæveskind: 562 N), tørring og opbevaring på bøjle ved 11 °C, 70% relativ luftfugtighed, RH i 150 dage. Under indfrysningen blev skindene opbevaret i lukkede plastikposer med kødsiden ud. For ikke at påvirke hudprøver, der supplerende blev udtaget til mikroskopiske undersøgelser

Faglig Årsberetning 2001

Måling af garvede minkskinds læderegenskaber. Foreløbige resultater i relation til opbevaring af rå skind ved indfrysning

af evt. strukturmæssige forandringer i huden pga. frysning (resultater heraf foreligger ikke endnu), blev skind til indfrysning ikke skrabet forinden. Skind, der havde været nedfrosset, blev efter optøning viderebehandlet som de øvrige skind og derpå opbevaret på bøjle ved 11°C, 70% RH i 150 dage. Efter opbevaringsperioden på 150 dage blev skindene i to hold sendt til garvning i Italien (M.I.B. Manifattura Italiana del Brembo). Opbevaring af de garvede skind, prøveforberedelse og analyse blev efterfølgende foretaget under standard forhold i klimarum (20 ± 2 °C, 65 ± 2 % RH). Efter denne konditionering på mindst 7 dage blev der fra hvert garvet skind udstanset og prepareret to standardlæderprøver (strimler) fra skindets rygside til måling af lædertykkelse og efterfølgende fysiske tensionsmåling, dvs. trækmåling hhv. orienteret parallelt med (P, α = 0°) og på tværs (T, α = 90°) af skindets ryglinie (længdeakse). De to standardlæderprøver havde hver en effektiv længde = 20 mm og bredde = 6,5 mm og blev taget fra to standardiserede, afbarberede prøvefelter beliggende symmetrisk hhv. til højre og venstre for skindets ryglinie. Prøverne var beliggende i en afstand fra skindets halerod svarende til 1/3 af det pågældende skinds totallængde målt fra næse til halerod (Lange, 1982). Lædertykkelsen (LT, mm) af de to prøver blev bestemt med mikrometerskrue (± 0,01 mm). Ud fra den enkelte prøves bredde (6,5 mm) og individuelle tykkelse i mm kunne hver prøves oprindelige tværsnitsareal (mm2) før tensionsmåling beregnes. Det anvendte analyseudstyr til tensionsmåling var en Texture Analyser (Stable Micro Systems, Ltd., Surrey, England) monteret med specielle prøveholdere/kæber, der vedvarende kunne fastholde en prøve uden slip og uden at beskadige den. Ved tensionsmålingen blev prøvens to ender

trukket fra hinanden i lodret (uniaksial) retning og med konstant hastighed, hvilket forårsagede at prøven blev forlænget (dvs. deformeret). Denne forlængelse blev registreret (mm). Trækhastigheden var 100 mm/minut. Ved hver måling blev kraften svarende til den først registrerede fysiske modstand fra prøven sat til 0,25 N, og den anvendte kraft (N) svarende til prøvematerialets modstand blev løbende registreret 200 gange/sek fra det tidspunkt, hvor prøven var intakt og frem til brud. Således fremkom data, der for hver prøve beskrev sammenhængen mellem absolut trækkraft (N) og absolut prøveforlængelse (mm). En sammenhæng, der imidlertid også afhænger af prøvestørrelse og -form, og som derfor ikke kun er egenskaber ved læderet. Derfor blev data normaliseret ved, at den absolutte kraft blev sat i forhold til prøvens oprindelige tværsnitsareal (stress (σ), N/mm2 ). Prøvens længdeforøgelse blev gjort relativ ved at sætte den i forhold til dens begyndelseslængde. Derved fremkom parameteren strain (ε) = forlængelse (L)/ begyndelseslængde (Li). Herved kunne sammenhæng mellem stress og strain illustreres grafisk som en stress-strain kurve (Morton & Hearle, 1993). Beregningerne blev gjort under antagelse af, at den enkelte prøves tværsnitsareal ikke ændrede sig under målingen. Ud over lædertykkelsen (LT) har vi i denne artikel begrænset os til at se på middelværdier for parametrene maksimal stress (σm = trækstyrke, N/mm2) og maksimal strain (εm = maksimal, relativ forlængelse) samt (prøvende) maksimal strain korrigeret for prøvens tværsnitsareal (εm/mm2). Resultater og diskussion Et eksempel på et sæt stress-strain kurver for læderprøver taget fra garvede minkskind er vist i Figur 1.

Faglig Årsberetning 2001

149

Rasmussen, P.V. & L. L. Skovløkke

50 45

P-orienterede prøver

Stress (N/mm²)

35 30

T-orienterede prøver

25 20 15 10 5 0 0,0

0,2

0,4

0,6

0,8

1,0

1,2

1,4

1,6

1,8

Strain Figur 1. På grundlag af tensionsmålinger viser læderprøver orienteret parallelt med skindets ryglinie (P-orienterede prøver) generelt stor, maksimal stress (trækstyrke, σm), men mindre maksimal strain (relativ længdeforøgelse, εm) i forhold til læderprøver orienteret på tværs af ryglinien (T-orienterede prøver). Kurverne repræsenterer to garvede hanskind af normaltypen.

Der ses en markant forskel mellem prøver orienteret parallelt (P) med skindets ryglinie og prøver orienteret på tværs (T) af denne. På tværs af behandling, type og køn havde Porienterede prøver forholdsvis høje (og sammenlignelige) værdier for maks. stress (σm = 45,7 ± 3,0 N/mm2), men forholdsvis lave værdier for maks. relativ forlængelse (εm = 0,69 ± 0,09) sammenlignet med T-orienterede prøver, hvor det modsatte forhold gjorde sig gældende (σm = 25,3 ± 5,3 N/mm2 og εm = 1,75 ± 0,16). Lignende resultater er tidligere blevet rapporteret for garvede blåræveskind (Marjoniemi & Mäntysalo, 1996). Dette dokumenterer også vigtigheden af, at der ved sammenligning af analyseresultater er benyttet en orientering og forholdsmæssig placering af læderprøverne, der er så ens som muligt. Selv om stress-strain kurverne for Pog T-orienterede prøver viste, at de

150

mekaniske materialeegenskaber er forskellige, var det i begge tilfælde karakteristisk, at prøverne generelt blev brudt i løbet af en brøkdel af et sekund. Dette ses ved de markante fald i stress ved εm (Figur 1). Kontrolmålinger viste, at antagelsen om, at den enkelte læderprøves tværsnitsareal ikke ændrede sig under målingen, mest passede på P-orienterede prøver. For T-orienterede prøver blev tværsnitsarealet under strækningen reduceret så meget, at det mest korrekte her er en beregning af tværsnitarealets øjeblikkelige størrelse under selve målingen, hvilket vil påvirke forløbet af den aktuelle stress-strain kurve. Nogle foreløbige resultater for de undersøgte skindtyper, også i forhold til de rå skinds opbevaring, er vist som middelværdier i Tabel 1.

Faglig Årsberetning 2001

Måling af garvede minkskinds læderegenskaber. Foreløbige resultater i relation til opbevaring af rå skind ved indfrysning Tabel 1. Middelværdier for vigtige, fysiske parametre, der beskriver garvede minkskinds mekaniske egenskaber i forhold til køn, skindtype og effekt af opbevaring af rå skind ved indfrysning. Læderprøverne er orienteret enten parallelt med (P- parallelt) eller på tværs ( T - på tværs) af skindets ryglinie. Skindtype Metode

Fysisk parameter

Normal

Velvet

Uden frysning Med frysning Uden frysning Med frysning Han Tæve Han Tæve Han Tæve Han Tæve (middel) (middel) (middel) (middel) (middel) (middel) (middel) P - parallelt Lædertykkelse, mm (LT) 0,58 0,37 0,53 0,38 0,54 0,33 0,46 0,38 43,1 48,2 46,1 48,4 47,2 47,0 42,8 39,3 PTrækstyrke, N/mm2 (σm ) P0,84 0,65 0,71 0,64 0,76 0,59 0,69 0,65 Maks. rel. forlængelse (εm) 0,27 0,21 0,26 0,22 0,28 0,23 0,26 Korrig. maks. rel. forlænglese (εm/mm2) 0,22 PT - på tværs TTT-

Lædertykkelse, mm (LT) Trækstyrke, N/mm2 (σm ) Maks. rel. forlængelse (εm) Korrig. maks. rel. forlænglese (εm/mm2)

0,53

0,38

0,56

0,38

0,53

0.36

0,54

0,39

24,1 1,75 0,51

33,3 1,60 0,66

26,6 1,75 0,48

25,9 1,87 0,76

23,9 1,89 0,57

18,5 1,70 0,72

24,7 1,72 0,49

25,6 1,68 0,67

Det ses, at lædertykkelsen (LT) generelt var markant størst hos hanskind med værdier større end 0,50 mm. For tæveskind var LT mindre end 0,40 mm, hvilket er sammenligneligt med værdier fundet af Mäntysalo (1989). De observerede maks. værdier for stress (σm) og strain (εm) for tæveskind er også sammenlignelige med maksimumværdier (hhv. 43,4 N/mm2 og 0,66) rapporteret af Mäntysalo (1989). For P-orienterede prøver indikerede middelværdier fra hanskind, at prøverne kunne strækkes i forholdsvis mindre grad før brud (εm), hvis skindene i rå tilstand havde været opbevaret indfrosset (normal: εm = 0,71 vs. 0,84; velvet: εm = 0,69 vs. 0,76) (Tabel 1). Imidlertid var der for både hanog tæveskindsprøver en positiv sammenhæng mellem εm og LT (hhv. r = 0,74 og 0,88; P < 0,05). Når εm blev sat i forhold til prøvens tykkelse og dermed tværsnitsareal (εm/mm2), var der ikke nogen tydelig indfrysningseffekt på prøvernes strækbarhed (Tabel 1). Hos normaltypen af hanskind blev den største middelværdi for trækstyrke (σm) observeret hos prøver fra skind, der i rå tilstand havde været indfrosset. Skindmaterialet var imidlertid for lille til sikkert at vise, at indfrysningen havde bidraget til at gøre skindene mindre strækbare. Der var yderligere en generel tendens til, at prøver fra tæveskind var mindre strækbare (dvs. havde en kortere

tekstur) end prøver fra hanskind, hvilket delvist kan skyldes forskellen i LT. For T-orienterede prøver indikerede middelværdier fra alle skindgrupper på nær tæveskind af normaltypen, at trækstyrken (σm) var størst for prøver taget fra skind, der forinden havde været opbevaret indfrosset: (normal, hanskind: 26,6 vs. 24,1 N/mm2; velvet, hanog tæveskind: hhv. 24,7 vs. 23,9 og 25,6 vs. 18,5 N/mm2) (Tabel 1). Kun for velvettypen var prøvernes strækbarhed (εm) mindst, når skindene forinden havde været indfrosset i rå tilstand. Dette forhold blev bibeholdt for εm/mm2 (hanog tæveskind: hhv. 0,49 vs. 0,57 og 0,67 vs. 0,72) (Tabel 1). For Torienterede prøver var sammenhæng mellem εm og LT for hvert køn mindre tydelig. Konklusion Sammenlagt kunne de benyttede metoder og dermed middelværdier fra P- og T-orienterede prøver karakterisere og dokumentere nogle fysiske og mekaniske læderegenskaber hos garvede minkskind. Egenskaber, som tydeligt var afhængige af den enkelte prøves orientering i forhold til skindets ryglinie. P-orienterede prøver viste stor trækstyrke, men lille maks. relativ forlængelse (strækbarhed) sammenlignet med T-orienterede prøver, hvor det modsatte forhold gjorde sig gældende.

Faglig Årsberetning 2001

151

Rasmussen, P.V. & L.L. Skovløkke

Middelværdier indikerede, at P-orienterede prøver fra hanskind kunne strækkes i forholdsvis mindre grad før brud, hvis skindene i rå tilstand havde været opbevaret ved indfrysning. T-orienterede prøver fra velvettypen viste mindst strækbarhed (εm), når skindene forinden havde været indfrosset i rå tilstand. Skindmaterialet var imidlertid for lille til at fastslå, at indfrysningen havde bidraget til at gøre skindene mindre strækbare. De foreløbige resultater ikke er éntydige, men de kan danne basis for et lignende forsøg med et større skindmateriale, der vil kunne kaste mere lys over nogle sammenhænge mellem rå og garvede minkskinds egenskaber. Dette gælder også faktorer, der kan påvirke garvede skinds kvalitet negativt, og som dermed vil kunne begrænse deres anvendelsesmuligheder i forbindelse med moderne produktion af pelsværk. Referencer British Fur Trade Association 2001. Internet information obtained from http:/ /www.britishfur.com/mediafacts.html: Fur and quality factors.

152

Finne, L., Lohi, O. & Moss, S. 1982. Pälsningsforsøg år 1981. Finsk Pälstidsskrift, 1982: 456-458. Lange, J. 1982.Qualitätsbeurteilung von Leder, Lederfehler, -lagerung und -pflege. Pages 44-78 in: H. H. Reutlingen, ed. Bibliothek des Leders. Umschau Verlag. Frankfurt am Main. Marjonemi, M. & Mäntysalo, E. 1996. Methods for Evaluation and Control of Fur and Leather Quality. NJF Seminarium No. 261, Uppsala, Sweden, 1996, 12 pp. Morton, W. E. & Hearle, J. W. S. 1993. Tensile Properties. Pages 267-269 in Physical Properties of Textile Fibres. The Textile Institute, Manchester, and Butterworths and Co., UK. Mäntysalo, E. 1989. Fur Testing Methods: Results for Mink. Acta Polytechnia Scandinavica, Ch 189, 24 pp. Risager, H.-J. Indfrysning af skrabte skind koster ikke skindstørrelse. Dansk Pelsdyravl 10, 445. Sharphouse, J. H. 1995. Page 12 in Leather Technician’s Handbook. Leather Producer’s Association. Kings Park Road, Moulton Park, Northampton NN3 1JD.

Faglig Årsberetning 2001

Astroviruslignende Partikler. Mulig Årsag til “Fedtede Hvalpe” hos Mink L. Englund1, C. Mittelholzer3, M. Chriél2, H.H. Dietz2, K.O. Hedlund3, & L. Svensson3 1 Smådjursavdelningen,

Statens Veterinärmedicinska Anstalt, SE-751 89 Uppsala, Sverige Afdeling for Fjerkræ, Fisk og Pelsdyr, Danmarks Veterinærinstitut, Hangøvej 2, DK-8200 Aarhus 3 Afdeling for virologi, Smittskydsinstitutet, SE-171 82 Solna, Sverige 2

Sammendrag Fedtede hvalpe, som er et uspecifikt sygdomsbegreb, er en velkendt lidelse hos mink. Hovedsymptomet er diarré og fedtet hud. Der beskrives et case kontrolstudie på såvel farmniveau som hvalpeniveau, som blev gennemført i både Sverige og Danmark. Formålet var at undersøge om forekomsten af tarmvirus er en risikofaktor for udbrud af fedtede hvalpe. Der blev benyttet et hybrid case kontrol design. Der blev undersøgt i alt 100 danske og 80 svenske hvalpe fra 18 farme. Vævsprøver fra 180 hvalpe blev undersøgt histologisk og tarmindhold blev undersøgt elektronmikroskopisk. Astrovirus blev fundet hos 55/90 minkhvalpe på casefarme og hos 11/90 hvalpe i kontrolfarme, og astrovirus var en signifikant risikofaktor både på farmniveau (OR=21,60, p<0,001) og på individniveau (OR=7,95, p<0,001). Andre faktorer, som lav kropsvægt, kokkoide bakterier der hæftede til tarmvilli samt forekomst af calicivirus øgede også risikoen for opståen af fedtede hvalpe. Resultaterne er accepteret til publicering i Veterinary Microbiology i januar 2002. (Astrovirus epidemiologically linked to pre-weaning diarrhoea in mink, Englund L, et al., Vet. Microbiol., 2002, 85 (1), 1-11). Astrovirus blev genetisk karakteriseret ved RT-PCR amplifikation og sekventering, og virus døbt minkastrovirus (MiAstV). Fåreastrovirus var mest beslægtet med MiAstV, fugleastrovirus fjernest beslægtet og de humane astrovirus midt imellem. De svenske og danske astrovirusstammer varierede kun lidt, men kunne dog tydeligt skelnes, og det antages, at der er tale om et ikke-tidligere beskrevet virus. Englund, L., Mittelholzer, C., Chriél, M., Dietz, H.H., Hedlund, K.O. & L. Svensson (2002). Astroviruslignende partikler. Mulig årsag til “fedtede hvalpe” hos mink. Faglig Årsberetning 2001. 153158. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract Diarrhoea and excessive secretion from the cervical apocrine glands in young, suckling mink kits is a well-known, but poorly defined, syndrome often referred to as “sticky”, “greasy”, or “wet” kits. We have performed a case control study, on farm level as well as on mink kit level, in Denmark and Sweden to investigate if enteric virus infections may be a risk factor in the development of preweaning diarrhoea. Tissue samples from the enteric tract of 180 sacrificed mink kits were analysed histologically. Intestinal contents were examined by electron microscopy. Astrovirus-like particles were detected in abundance and found to be a significant risk factor on farm level (OR=21.60, p<0.001) and on mink kit level (OR=7.95, p<0.001). Other factors, i.e. low body weight, coccoid bacteria adherent to the enteric villi, and presence of calicivirus were also shown to increase the risk of preweaning diarrhoea, although with less impact than astrovirus. The results are accepted for publication in Veterinary Microbiology in January 2002. (Astrovirus epidemiologically linked to pre-weaning diarrhoea in mink, Englund L, et al., Vet. Microbiol., 2002, 85 (1), 1-11. The astrovirus was genetically characterised by RT-PCR and the virus is a previously unknown astrovirus termed mink astrovirus (MiAstV). Englund, L., Mittelholzer, C., Chriél, M., Dietz, H.H., Hedlund, K.O. & L. Svensson (2002). Astrovirus epidemiologically linked to pre-weaning diarrhoea in mink. Annual Report 2001. 153-158. Danish Fur Breeders Research Centre, Holstebro, Denmark.

Indledning Fedtede hvalpe hos mink har været kendt I mere end 40 år (Svennekjær, 1954). Fedtede hvalpe optræder sædvanlig, når hvalpene er 1 – 4 uger gamle, og sygelighed og dødelighed varierer meget mellem farmene og fra år til år (Chriél, ikke publiceret). Klinisk ses der kraftig svedproduktion fra nakkekirtlerne (Yager et al., 1988, Schneider & Hunter, 1993), hvilket medfører tilsmudsning af nakke og ryg samt et bølget hårlag. De fleste

hvalpe har tegn på skummende, gullig diarré og dehydrering. Bugen er udspilet og analregionen hævet og rød. Tilsmudsningen af hårlaget tiltager, og der dannes fedtede skorper i pelsen og på kløerne og ofte ses der hårtab (Henriksen, 1987). Ved obduktion ses der bl.a. tarmbetændelse (Henriksen, 1987), og nyere studier (Järplid & Mejerland 1998) beskriver villusatrofi og antyder, at læsionerne kan være forårsaget af et rotavirus. Det er forfatternes erfaring, at 153

Englund, L., Mittelholzer, C., Chriél, M., Dietz, H.H. Hedlund, K.O. & L. Svensson

Der er gennemført talrige undersøgelser over årsagforholdene ved fedtede hvalpe. Mastitis hos tæven synes ikke at have nogen betydning for opståen af fedtede hvalpe (Clausen and Dietz, 2000). Adskillige undersøgelser har demonstreret stafylokokker, streptokokker og Escherichia coli i tarmkanalen hos syge minkhvalpe (Henriksen, 1987, Jørgensen et al., 1996, Schneider and Hunter, 1993). Campylobacter jejuni er isoleret fra hvalpe med fravænningsdiarré (Hunter et al., 1986), omend der hyppigt isoleres campylobacter i fæces fra raske mink (Dietz, unpublished results). Reovirus og calicivirus isoleres lejlighedsvis fra minkhvalpe med diarré (Svansson, 1991), men der er ikke tidligere publiceret studier, der dokumenterer en sammenhæng mellem forekomst af bakterier eller virus og fedtede hvalpe. De fleste studier foreslår en multifaktoriel ætiologi (Henriksen, 1987, Chriél, unpublished observations). I en tidlig artikel i Dansk Pelsdyravl foreslås dårlig ventilation og højt ammoniakniveau i redekasserne som årsager til fedtede hvalpe (Jensen, 1956). Førstegangsfødende tæver, stor kuldstørrelse, begrænset fodertildeling og et højt indhold af fedt i foderet har alle været mistænkt for at prædisponere for fedtede hvalpe. I et studie foreslås det, at fedtede hvalpe skyldes foderet (Krægpøth et al., 1996) medens andre antyder et endnu ukendt smitsomt element i sygdommens udvikling (Hyldgaard-Jensen, 1989, Järplid and Mejerland, 1998). Det aktuelle studie blev designet til at kunne afgøre om fund af viruspartikler i tarmkanalen kunne tilskrives betydning for forekomsten af fedtede hvalpe. Materialer og metoder Dyr Der blev benyttet et såkaldt hybrid case kontrol design (figur 1).

154

C ase m ink C ase farm s

C on trol m in k

C on trol farm s

C on trol m in k

E xposu re(= v irus) :p resen a bsent t/

antibiotikabehandling i foderet ikke forhindrer yderligere udbredelse af fedtede hvalpe i besætningen, men at individuel antibiotikabehandling kan reducere dødeligheden, formentlig som følge af en reduktion i graden af sekundære bakterielle infektioner (Dietz, Englund, Chriél, unpublished observations).

Figur 1 Piktogram der viser det anvendte case-control design.

Herved kunne vi matche prøverne på alder, kuldstørrelse og prøvedato mellem case- og kontrolfarmene. Farme, der henvendte sig til laboratoriet, og hvor der optrådte fedtede hvalpe, blev betegnet casefarme. I alt 5 danske og 4 svenske farme deltog i studiet. Minkhvalpe fra farme i begge lande blev undersøgt af dyrlæger efter den samme protokol. På hver casefarm blev 1 minkhvalp fra hver af 5 forskellige kuld med tegn på fedtethed aflivet. Desuden blev der aflivet 1 hvalp fra hvert af 5 kuld uden tegn på fedtethed. Indenfor 24 timer blev 10 raske kontrolhvalpe aflivet på en farm (kontrolfarm), hvor fedtede hvalpe ikke optrådte. Der blev undersøgt i alt 100 danske og 80 svenske hvalpe fra 18 farme. Prøveudtagning Efter aflivning (pentobarbital eller T61) blev hver minkhvalp vejet og umiddelbart efter blev tarmkanalen taget ud, længden målt og tre tværsnit udtaget umiddelbart efter mavesækken, umiddelbart før endetarms-åbningen og midt imellem disse to punkter. Vævsprøverne blev lagt i formalin til histologisk undersøgelse. Indholdet af den forreste tredjedel af tarmen blev klemt ud i PBS-buffer med 1% penicillin/streptomycin og 1% fungizone, og gemt ved –700 C til elektronmikroskopi. Elektronmikroskopi To metoder blev anvendt parallelt, 1) ”Dropon-grid”-metoden, hvor en dråbe af opløsningen lægges på Formvar-carbon coated grids (Agar Scientific, Stanstead, United Kindom) og farves med 2% tungstofosforsyre (pH 6), and 2) “Centrifugation-on-grid”metoden, hvor prøven centrifugeres ved 20.000 G i 30 minutter og den overskydende væske centrifugeres direkte på et grid ved

Faglig Årsberetning 2001

Astroviruslignende partikler. Mulig årsag til “fedtede hvalpe” hos mink

150.000 G i 10 minutter. Prøverne blev undersøgt i et Philips CM 100 elektronmikroskop. Viruslignende partikler blev lokaliseret ved 46.000x forstørrelse og målt ved 920.000x-forstørrelse. Små runde virus blev klassificeret i henhold til Caul and Appleton (1982). Histopatologi Mærkede tarmbiopsier udtaget fra 3 ækvidistante punkter i tarmkanalen blev indstøbt i Paraplast®. Fire µm tynde snit blev farvet med hæmatoksylin & eosin samt Periodic Acid Schiff (PAS). Tværsnittene fra alle tre biopsier fra hver mink blev præsenteret på samme objektglas og den forreste biopsi identificeret ved den vedhængende pankreas. Snittene blev vurderet ved 25, 100 og 400 ganges forstørrelse. Alle villi i hver biopsi fra hver hvalp blev vurderet m.h.p. sygdomsmæssige forandringer i epitelet. I den forreste biopsi måltes den længste villus ved 100 x forstørrelse og antallet af PAS-positive bægerceller i samme villus blev talt og evt. fasthæftede bakterier blev registreret. Genetisk karakterisering Korte fragmenter fra bevarede polymeraseog proteaseregionerne blev RT-PCR amplificeret og sekventeret. Der blev isoleret 4 lange fragmenter, som omfattede hele geno-met, og som derefter blev RT-PCR amplifi-ceret og hele den genomiske sekvens af virus blev bestemt. Homologi blandt sekvenserne blev beregnet med DNASTAR-programmet.

Statistiske metoder Statistisk sammenligning (p<0,05 blev anset for signifikant forskel) af middelværdien (means) for kontinuerte og kategoriske variabler under anvendelse af t-test eller X2test. Kovariater med p-værdier under 0,20 i den første bivariat analyse blev inkluderet i en multivariat, trinvis logistisk regression (Hosmer and Lemeshow, 1989). Resultater Elektronmikroskopi Vurderet ud fra partiklernes udseende kunne der indentificeres 4 forskellige grupper (i) astrovirus-lignende partikler, 28-32 nm i diameter, (ii) calicivirus, 35 nm i diameter, (iii) små, runde partikler 26-27 nm i diameter, lignede picornavirus, og (iv) rotavirus, 70-75 nm i diameter. I 73 prøver kunne der ikke påvises viruspartikler. Epidemiologi og histopatologi Prøveindsamlingen i Sverige fandt sted cirka 2 uger senere end i Danmark (p<0,001) og hvalpealderen for danske mink (Confidence interval (CI) 95%: 14-16 dage) var signifikant lavere (p<0,001) end i Sverige (CI 95%: 2123 days). Der blev fundet statistisk siginifikant forskel mellem de 2 lande hvad angår covariable som calicivirus, vægt, tarmlængde og antal bægerceller, men alle var associeret med alderen (p<0,01). Resultaterne af den bivariate analyse er vist i tabel 1.

Tabel 1. Bivariat analyse der demonstrerer sammenhængen mellem tilstanden “fedtet hvalp” (på farmniveau og hvalpeniveau) og de viste variabler. Variabel 1 Kategorisk Astrovirus:

Tilstede Ikke tilstede Calicivirus: Tilstede Ikke tilstede Kokkoid bakterie: Tilstede Ikke tilstede Kontinuert: Alder (dage) Prøvedato Antal bægerceller Højeste villus (arbitrært) Kuldstørrelse Tarmlængde (cm) Kropsvægt (g)

Casefarme Cases (n=45) Controls (n=45)

Kontrolfarme Controls (n=90)

Farmniveau OR (CI 95%) 2

Hvalpeniveau OR (CI 95%) 2

30 15 8 37 11 34

25 20 13 32 4 41

11 79 14 76 6 84

11,29 (4,99-26,06) 1,65 (0,73-3,74) 2,80 (0,95-8,57) -

5,50 (2,51-12,18) 0,86 (0,33-2,22) 4,04 (1,45-11,38) -

18,51 22,00 8,25 70,00 7,27 70,38 77,60

18,49 22,00 9,48 66,48 6,84 70,67 99,44

17,59 22,56 10,89 67,68 6,90 71,21 100,28

1,02 (0,95-1,07) 0,99 (0,96-1,03) 0,96 (0,92-1,00) 1,00 (0,98-1,02) 1,05 (0,89-1,23) 1,00 (0,98-1,01) 0,99 (0,99-1,00)

1,02 (0,96-1,07) 1,01 (0,95-1,04) 0,95 (0,90-1,01) 1,01 (0,98-1,03) 1,12 (0,93-1,35) 1,00 (0,98-1,02) 0,99 (0,98-1,00)

1Den

nominelle værdi er vist for alle kategoriske variabler, og middelværdien er angivet for de kontinuerte variabler. Ratio (OR) >1 angiver en større risiko og OR <1 angiver en mindre risiko under forudsætning af, at variablen er tilstede. For de kontinuerte variabler viser OR ændringen i risiko efter en ændring på 1 enhed for den pågældende variabel. 2 Odds

Faglig Årsberetning 2001

155

Englund, L., Mittelholzer, C., Chriél, M., Dietz, H.H. Hedlund, K.O. & L. Svensson

Multivariansanalyse på farmniveau (case- og kontrolfarme) viste, at forekomst af astrovirus (Odds Ratio (OR)=21,60; p<0,001), calicivirus (OR=11,66; p<0,001), og lav kropsvægt (OR=0,98; p=0,001), hver for sig øgede risikoen for fedtede hvalpe. Resultatet af multivariansanalyse på hvalpeniveau (case- og kontrolhvalpe) viste, at forekomst af astrovirus (OR=7,95; p<0,001), calicivirus (OR=3,72; p=0,044), kokkoide bakterier (OR=4,68; p=0,005) og lav kropsvægt (OR=0,98; p=0,003) hver for sig øgede risikoen for fedtede hvalpe. Sekventeringen af MiAstV viste typiske træk for astrovirus, selvom der var lav homologi på nukleotidniveau til andre animalske og humane astrovira. De histopatologiske studier afslørede ingen forandringer i villusarkitekturen, som kunne tilskrives fund af viruspartikler i tarmindholdet Diskussion De fleste viruslignende partikler kunne placeres i 2 hovedgrupper (Caul and Appleton, 1982, Cubitt, 1996). Den ene gruppe havde et udseende som astrovirus (Kurtz and Lee, 1987). Den anden gruppe af viruslignende partikler var mere uensartet og lignede mere calicivirus og humant Norwalk virus. Det lidt varierende udseende kan skyldes, at materialet havde været frosset (Cubitt, 1987). Studiet har vist, at astrovirus er en signifikant risikofaktor for at udvikle fedtede hvalpe både på farm– og individniveau. Astrovirus er fundet i fæces fra mennesker, lam, svin, katte, hunde, hjortevildt, mus, ænder og kalkuner, og hos de fleste arter er astrovirus knyttet til forekomst af diarré (Bridger, 1990). Symptomet diarré hos fedtede hvalpe svarer udmærket til den milde diarré med løse og gule fæces, som ses hos lam (Snodgrass et al., 1979) og unge kalkuner (Reynolds og Saif, 1986). Det var ikke alle minkhvalpe med diarré, hvorfra der kunne isoleres astrovirus på prøvetidspunktet, og der kunne også isoleres astrovirus fra enkelte raske kontrolmink. Det kan skyldes en effekt af studiedesignet, hvor 156

hver farm kun testes en gang uden opfølgende analyser. Der foreligger fx ikke oplysninger om sundhedstilstanden hos de tilbageblevne hvalpe, der var klinisk raske på prøveudtagningsdagen, og enkelte af disse hvalpe på de ramte farme kan have været i inkubationsperioden. Forekomsten af kokkoide bakterier på tarmslimhindens overflade havde også en signifikant betydning for risikoen for opståen af fedtede hvalpe. Bakteriologiske undersøgelser var dog ikke en del af studiet. Hos kalve er det vist, at astrovirusinfektion reducerer det lokale immunforsvar ved at inficere epitelet over Peyerpletterne og derved prædisponere for andre patogener (Woode et al., 1984). Tidligere studier af fedtede hvalpe viste, at de isolerede bakterier ikke var primært patogene, men snarere opportunistiske infektioner (Schneider og Hunter, 1993, Jørgensen et al., 1996). Der er ikke vist nogen entydig sammenhæng mellem bakterieinfektion og fedtede hvalpe. Vores studie viser, at der var en signifikant lavere kropsvægt hos fedtede hvalpe på såvel farm- som hvalpeniveau. Den gennemsnitlige fedtede hvalps kropsvægt var lavere end hos kontrolhvalpene i farmen, og denne vægt var igen lavere end gennemsnitskropsvægten i de raske kontrolfarme. Ved astrovirusinfektion hos kalkuner blev der også fundet en signifikant lavere kropsvægt 5-7 dage efter eksperimentel infektion (Reynolds og Saif, 1986). Denne effekt kan skyldes, at astrovirusinfektion reducerer enterocyternes funktion og derfor medfører dårlig absorption af næringsstoffer og tab af væske. Tidligere studier har vist, hvad der også blev bekræftet i det aktuelle studie, at fedtede hvalpe har et normalt indhold af koaguleret mælk i mavetarmkanalen, så fedtede hvalpe har ikke spisevægring (Henriksen, 1987, Dietz, unpublished observations). Järplid og Mejerland (1998) beskrev degeneration af tarmkanalens epitelceller ved fedtede hvalpe, og de foreslog at et rotavirus kunne være involveret i sygdomsudviklingen. Både rotavirus og astrovirus kan forårsage forandringer i tarmepitelet, og det er ikke

Faglig Årsberetning 2001

Astroviruslignende partikler. Mulig årsag til “fedtede hvalpe” hos mink

muligt alene på udseendet af forandringerne at afgøre, hvilket virus, der er tale om(Conner og Ramig, 1997). Snodgrass et al. (1979) viste, at eksperimentel infektion af lam med astrovirus medførte påviselige epitel-skader allerede 23 timer efter infektion. I det aktuelle studie blev der imidlertid ikke påvist skader i tarmslimhinden, muligvis fordi ska-derne har været lokaliseret andre steder i tarmkanalen eller på et andet tidspunkt i forhold til prøveudtagningen. Nakkekirtlerne, som er kraftigt udviklede svedkirtler, er hos fedtede hvalpe hyperaktive, hvilket måske skyldes en betændelsestilstand (Yager et al., 1988). Det aktuelle studie tillod ikke undersøgelser af astrovirus’ mulige betydning for nakkekirtlernes funktion. Astrovirusinfektion er hos de fleste dyrearter begrænset til tarmkanalen, men hos ællinger er der dog påvist dødelig leverbetændelse som følge af astrovirusinfektion (Gough et al., 1984). Den genetiske karakterisering viste ret stor variation til andre animalske og også til humane astrovira, hvorfor der formentlig er tale om et nyt virus, formentlig specifikt forekommende hos mink. Fremtidige studier kræver pålidelige og billige testmetoder, men den fuldstændige mangel på viden om dette nye virus bevirker, at alle reagenser (antistoffer og antigener) til de foreløbige undersøgelser skal specialfremstilles, hvilket både er tidkrævende og kostbart. Konklusion I det aktuelle studie har vi fundet astrovirus i tarmkanalen hos minkhvalpe der led af tilstanden fedtede hvalpe, og studiet har demonstreret, at astrovirus er en vigtig og måske nødvendig faktor for at fedtede hvalpe kan opstå. Forskelligheden i sygdomsbilledet mellem dyr, mellem farme og mellem landsdele og fodercentraler kan skyldes, at endnu uafklarede prædisponerende faktorer er nødvendige for at udløse sygdomsangreb. Derfor vil fremtidige studier også skulle omfatte både en yderligere karakterisering af de påviste viruspartikler og mere omfattende epidemiologiske undersøgelser for at dokumentere betydningen af astrovirus som årsag til fedtede hvalpe hos mink.

Referencer Bridger, J.C., 1990. Small viruses associated with gastroenteritis in animals. In: Saif, L.J., Theil, K.W. (Eds.), Viral diarrheas of man and animals. CRS Press Inc., Boca Rotan, FL, pp. 161-182. Caul, E.O., Appleton, H., 1982. The electron microscopical and physical characteristics of small round human fecal viruses: An interim scheme for classification. J. Med. Virol., 9, 257-65. Clausen, T.N., Dietz, H.H., 2000. Mastitis in the lactating mink female (Mustela vison S.) and the development of “greasy kits”. Acta vet. scand., 41, 243-247. Conner, M.E., Ramig, R.F., 1997. Viral enteric diseases. In: Nathanson, N., Ahmed, R., Gonzalez-Scarano, F., Griffin, D.E., Holmes, K.V., Murphy, F.A., Robinson, H.L. (Eds.), Viral pathogenesis, Lippincott-Raven, Philadelphia, PA, pp 713-744. Cubitt, W.D., 1996. Historical background and classification of caliciviruses and astroviruses. Arch. Virol., 12 (Suppl), 225-35. Cubitt, W.D., 1987. The candidate caliciviruses. In: Bock, G., Whelan, J. (Eds.), Novel Diarrhoea Viruses, John Wiley & Sons, Chichester, pp 126-38. Gough, R.E., Collins, M.S., Borland, E., Keymer, L.F., 1984. Astrovirus-like particles associated with hepatitis in ducklings. Vet. Rec., 114, 279. Henriksen, P., 1987. En oversigt over syndromet ”Fedtede hvalpe” hos mink. Dansk VetTidskr., 70, 580-583. Hosmer, D.W., Lemeshow, S., 1989. Applied logistic regression. Wiley and Sons, New York, pp. 307. Hunter, D.B., Prescott, J.F., Hoover, D.M., Hlywka, G., Kerr, J.A., 1986. Campylobacter colitis in ranch mink in Ontario. Can. J. Vet. Res., 50, 47-53. Hyldgaard-Jensen, C., 1989. ”Fedtede hvalpe” hos mink. Iagttagelser over en treårig periode. Dansk VetTidsskr., 72, 566-571.

Faglig Årsberetning 2001

157

Englund, L., Mittelholzer, C., Chriél, M., Dietz, H.H. Hedlund, K.O. & L. Svensson

Jensen, K., 1956. Hvalpeperioden. Dansk Pelsyravl, 19, 249-250.

of diarrhoea caused by astrovirus infections in lambs. Arch. Virol., 60, 217-226.

Jørgensen, M., Scheutz, F., Strandbygaard, B., 1996. Escherichia coli and virus isolated from „sticky kits“. Acta vet. scand., 37, 163-169.

Svansson, V., 1991. Studie af en række virusbetingede infektioner hos mink. PhDafhandling. Institut for veterinær virologi og immunologi, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, København pp. 159.

Järplid. B., Mejerland, T., 1998. Villous atrophy in the small intestine of mink kits with diarrhea. Scientifur, 22, 157-160. Krægpøth, K., Elbek, P., Jørgensen, M., Jepsen, Ø.R., Henriksen, P., 1996. Fedtede hvalpe. Dansk VetTidsskr., 79, 634-635. Kurtz, J.B., Lee, T.W., 1987. Astroviruses: human and animal. In: Bock, G., Whelan, J. (Eds.), Novel Diarrhoea Viruses, John Wiley & Sons, Chichester, pp 92-107. Reynolds, D.L., Saif, Y.M., 1986. Astrovirus: A cause of an enteric disease in turkey poults. Avian Dis., 30, 728-735. Schneider, R.R., Hunter, D.B., 1993. Mortality in mink kits from birth to weaning. Can. Vet. J., 34, 159-163. Snodgrass, D.R., Angus, K.W., Gray, E.W., Menzies, J.D., Paul, G., 1979. Pathogenesis

158

Svennekjær, N.C., 1954. Minksygdomme og aktuelle problemer i minkavlen. Dansk Pelsyravl, 12, 384-404. Woode G.E., Pohlenz, J.F., Kelso Gourley, N.E., Fagerland, J.A., 1984. Astrovirus and Breda virus infections of dome cell epithelium of bovine ileum. J. Clin. Microbiol., 19, 623-630. Yager, J.A., Hunter, D.B., Champaigne, S., 1988. An investigation of the structure and function of the hypertrophic cervical apocrine glands in neonatal mink. In: Murphy, B.D., Hunter, B.D. (Eds.), Biology, pathology and genetics of fur bearing animals. IV International congress in fur animal production, Rexdale, Ontario, Canada, pp.183-195.

Faglig Årsberetning 2001

Vurdering af Tarmflora hos Mink med Særlig Fokus på Kolibakterier

Liana Vulfson1), Karl Pedersen1), Hans Henrik Dietz1), Thomas Holmen Andersen1) & Mariann Chriél2) 1)Danmarks

Veterinærinstitut, Afd. for Fjerkræ, Fisk og Pelsdyr, Hangøvej 2, 8200 Århus N, e-mail: hhd@svs.dk Pelsdyr Laboratorium, Langagervej 74, Postbox 1465, 2600 Glostrup* *Nuværende adresse: Kødbranchens Fællesråd, Vesterbrogade 6D, Kbh V 2) Dansk

Sammendrag På trods af den betydelige mængde viden om sammensætningen af tarmfloraen hos raske dyr blandt de kendte husdyrarter, er der kun få undersøgelser af den mikrobiologiske sammensætning i tarmkanalen hos raske mink. I nærværende undersøgelse blev tarmfloraens sammensætning hos mink fra fødsel til slutning af vækstperioden forsøgt belyst med særlig fokus på potentielt sygdomsfremkaldende kolibakterier og hæmolytiske stafylokkoker. Der blev udtaget fæcesprøver fra raske minktæver og deres afkom igennem produktionsperioden. Ved kimtælling blev samtlige prøver underkastet en kvantitativ bestemmelse af total antal E. coli, hæmolytiske E. coli, hæmolytiske streptokokker, hæmolytiske stafylokokker, total antal mælkesyrebakterier og enterokokker. Igennem hele undersøgelsen blev der påvist bakterier i tæt ved 100% af prøverne, men nogle prøver var dog negative ved dyrkning. E. coli fandtes i 70-90% af alle prøver, med en tendens til et lille fald i slutningen af perioden. De højeste kimtal blev isoleret fra hvalpe i fravænnings- og den tidlige vækstperiode (p<0,001). Mælkesyrebakterier og enterokokker blev isoleret fra mere end 90% af alle prøver, og hæmolytiske stafylokokker fra 20-70%. De hæmolytiske stafylokkoker var dominerende hos minkhvalpe fra fødslen og i diegivningsperioden for så gradvis at aftage og vige for stigende antal E. coli igennem vækstperioden. Generelt fandtes den mikrobielle tarmflora hos mink sparsom og varierede betydeligt mellem de enkelte dyr. Det kunne indikere at minkens tarmflora ikke nåede en stabil tilstand i løbet af prøveudtagningen. Der fandtes ikke en statistisk signifikant sammenhæng mellem kimtal og anvendelse af medicin på de medvirkende minkfarme. Som konklusion fandtes sammensætningen af minkens tarmflora sparsom, varierende og havde en markant sammenhæng med alderen på det undersøgte dyr. I uoverensstemmelse med de mikrobiologiske fund blev der ikke observeret sygdom blandt mink gennem undersøgelsesperioden. Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H., Andersen, T.H., & M. Chriél (2002). Vurdering af tarmfloraen hos mink med særlig fokus på kolibakterier. Faglig Årsberetning 2001. 159-168. Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed, Holstebro, Danmark. Abstract A substantial amount of knowledge has accumulated about the components of the microflora in the gut of healthy animals although the microbial composition in the gut of fur animals, such as the mink remains unclear. The present study was undertaken to investigate the culturable aerobic gut microflora of mink from newborn until adulthood with emphasis on the potential pathogens E. coli and haemolytic staphylococci. Rectal swabs were taken from healthy dams and their offspring throughout the production season and quantification of total E. coli and haemolytic E. coli, haemolytic streptococci, haemolytic staphylococci, total lactic acid bacteria, and enterococci was carried out in all samples. Bacteria could be cultured from almost 100% of the samples throughout the survey but a few samples were sterile. E. coli could be detected in 70-90% of the samples with a small decline at the end of the study period. The highest bacterial counts were found among recently weaned kits or kits in the early growth period (p<0.001). Lactic acid bacteria and enterococci were isolated from more than 90% of all samples. Haemolytic staphylococci were isolated from 20 till 70% of the samples. While haemolytic staphylococci were dominant from birth and during the nursing period, counts of staphylococci gradually decreased during the nursing period and were outnumbered by E. coli during the growth season. In general, the microflora was sparse and showed considerable variation from animal to animal, indicating that a steady state for a normal gut flora was never reached. Use of medication on the farms did not show any significant statistical interaction with the bacteriological counts. In conclusion: the composition of the normal intestinal flora in mink was sparse and variable and strongly affected by age of the examined animal. Irrespective of the microbiological findings, no clinical disease was observed among the examined mink throughout the survey. Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H., Andersen, T.H., & M. Chriél (2002). Evaluation of the intestinal flora in mink with special focus on E. coli. Annual Report 2001. 159-168. Danish Fur Breeders Research Center, Holstebro, Denmark.

Faglig Årsberetning 2001

159

Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H., Andersen, T.H., & M. Chriél

Indledning På baggrund af de sidste årtiers forskning er der nu en betydelig mængde af viden om sammensætning af tarmfloraen hos raske dyr blandt nogle af vore kendte husdyrarter (Amtsberg et al. 1999, Davis et al. 1977, Macki & Clive 1988, Sparkes et al. 1998). Der er ikke nær den samme viden om den mikrobielle sammensætning i tarmkanalen hos raske mink (Mustela vison), da der kun er gennemført få undersøgelser hos denne dyreart (Clausen 1987, Jensen & Clausen 1993, Pedersen et al. 1994, Williams et al. 1998). Mink har som andre kødædende dyr en meget kort fordøjelseskanal i forhold til kroppens længde, og foderets passagetid er tilsvarende kort (3-5 timer) (Jensen & Clausen 1993), og tidligere undersøgelser har yderligere vist at tarmfloraen var sparsom (Pedersen & Jørgensen 1992). Fæcesprøver eller prøver direkte udtaget fra rectum (rektalsvaberprøver) formodes derfor at afspejle tarmfloraens sammensætning hos mink. Ved fund af kolibakterier i forbindelse med kliniske udbrud af diarré i minkbesætningen, antages disse at være den causale eller udløsende faktor. Tidligere undersøgelser har dog vist, at kolibakterier blev isoleret lige hyppigt fra raske og syge dyr på danske minkfarme med diarré-udbrud (Vulfson et al. 2000a). Det har endvidere ikke været muligt at fremkalde kliniske symptomer på diarre hos klinisk raske mink, hvor der under eksperimentelle forhold blev indgivet kolibakterier (Vulfson, ikke publicerede data). Der er derfor stadig usikkerhed om, hvorvidt kolibakterier isoleret fra mink med diarré kan betragtes som en primær sygdomsfremkaldende faktor. De tidligere undersøgelser omhandlede dog ikke kvantitativ måling af koli- eller andre bakterier. Kendskab til tarmfloraens sammensætningen hos det raske dyr er nødvendigt for at have et sammenligningsgrundlag i tilfælde af sygdomsudbrud på minkfarme. Bakterier som for eksempel hæmolytiske stafylokokker er

160

associeret med talrige infektiøse lidelser, som yverbetændelser hos kvæg, ledbetændelser hos svin og fjerkræ og hudbetændelser hos hunde, fjerkræ (Roberson et al. 1996, Lloyd 1996, Devriese 1990). Hos mink er stafylokokker (Staphylococcus intermedius) blevet isoleret fra talgkirtelbetændelse hos nyfødte minkhvalpe, urinvejsinfektion og yverbetændelse hos tæver (Hunter et al. 1991, Clausen & Dietz 2000) samt forskellige andre infektiøse lidelser såsom bughindebetændelse, brysthinde- og lungebetændelse, nyrebækken-betændelse, og flere andre. Deres rolle i mavetarmkanalen hos mink er derimod endnu aldrig blevet undersøgt. Ligeledes er hæmolytiske streptokokker ofte årsag til svære lungeinfektioner, hjerteklapbetændelser, yverbetændelser og adskillige andre former for infektioner uden, at man er i besiddelse af viden om deres forekomst i tarmkanalen hos mink. Mælkesyrebakterier (Lactobacillus og beslægtede bakterier) og enterokokker forekommer i store antal hos de fleste varmblodede dyr og bliver betragtet som normale og gavnlige bestanddele af det raske dyrs tarmflora (Savage 1977). Der er tidligere kun foretaget få undersøgelser om forekomst og udbredelse af disse mikroorganismer hos raske mink (Pedersen 1990, Pedersen and Jørgensen 1992, Pedersen and Jørgensen 1994). Formålet med denne undersøgelse var at undersøge den dyrkbare aerobe tarmflora hos raske mink igennem vækstperioden med særlig fokus på potentielle sygdomsfremkaldende E. coli og hæmolytiske stafylokokker. Dette kunne afhjælpe en vurdering af, hvorvidt der er en sammenhæng mellem høj forekomst af disse mikroorganismer og sygdomsudbrud eller bestemte perioder i minkens liv, hvor dyrene er særlig udsatte for smitte. Desuden kunne man foretage en evaluering af en eventuel sammenhæng mellem udskillelse af kolibakterier, hæmolytiske stafylokokker og andre bakterier i tarmkanalen. Disse data kunne i sidste ende hjælpe med at belyse økologien bag og kolibakteriers og hæmolytiske stafylokokker rolle som eventuelle sygdomsfremkaldende faktorer hos mink.

Faglig Årsberetning 2001

Vurdering af tarm-floraen hos mink med særlig fokus på kolibakterier

Materialer og metoder Udvælgelse af farme I alt 7 minkbesætninger blev udvalgt til deltagelse i denne undersøgelse inden start af produktionsperioden. Disse farme var på forhånd velbeskrevet, da de indgik i andre forskningsprojekter og derved var information vedrørende generelle besætningsoplysninger, management og sygdomsstatus kendt. Farmenes størrelse var repræsentativ for danske minkfarme (8003800 tæver). Alle dyr sad i bure af standard størrelse med redekasser foret med halm. Der blev fodret 1-2 gange dagligt, og dyrene havde fri adgang til frisk vand fra drikkenipler. Hvalpene begyndte at æde fast føde fra ca. 3-4 ugers alderen og blev fravænnet ved 6-7 ugers alderen. Prøvetagning Der blev udtaget rectalsvaberprøver fra 10 raske minktæver efter parringen i marts. Der blev udtaget prøver fra samme dyr en måned senere lige inden fødsel af hvalpe. Efter fødsel blev 5 af tæverne ekskluderet , og én hvalp fra hver af de 5 tilbageblevne tæver blev i stedet inkluderet. I diegivningsperioden blev der udtaget prøver en gang ugentlig fra disse 10 dyr. Fra fravænning og frem til pelsning blev der udtaget prøver en gang hver tredje uge. Hvis dyr udgik af undersøgelsen som følge af flytning eller død, blev prøven udtaget fra dyret i buret umiddelbart ved siden af. Ved de fleste prøvetagninger var dyrene fodret dagen før og ved enkelte lige inden prøvetagningstidspunktet. Det faktum kunne påvirke resultaterne, da dyr med tom tarmkanal kunne findes sterile. Bakteriologisk undersøgelse Alle svaberprøverne blev straks efter udtagning placeret enkeltvis i kryorør indeholdende 1,1 ml serumbouillon og 15% glycerol, hvorefter den usterile del af svaberen blev knækket af og låget skruet fast. Alle prøver blev samme dag indbragt til Danmarks Veterinærinstitut i Århus og underkastet laboratoriemæssig behandling. Af prøvematerialet blev der fremstillet 10foldsfortyndinger i fosfatbuffret saltvand (PBS) ved først at overføre 500 µl af den

oprindelige serumbouillonsuspension til 4,5 ml PBS og derfra videre 10-foldsfortyndinger i PBS. Derefter blev 100 µl af det oprindelige prøvemateriale og fire fortyndingsrækker spredt på fire forskellige substrater med Drigalski spatler. Kimtal, udtrykt som cfu (coloni forming units)/ml af den oprindelige serumbouillon blev foretaget for antal totale kolibakterier, hæmolytiske kolibakterier, hæmolytiske streptokokker, hæmolytiske stafylokokker, mælkesyrebakterier og enterokokker. Kimtal for totale og hæmolytiske kolibakterier, hæmolytiske streptokokker og hæmolytiske stafylokokker blev bestemt på blodagarplader, og total kim for E. coli blev talt på MacConkey agarplader. Kimtal for mælkesyrebakterier blev bestemt på MRS-agar og enterokokker på Slanetz-Bartley agar. MRS-agar blev inkuberet anaerobt og Slanetz agarplader aerobt i 48 timer ved 37˚C, medens blodagarplader og MacConkey agar blev inkuberet aerobt natten over ved 37˚C. Ved aflæsning af blodagarplader blev kolibakteriers hæmolyse egenskaber bestemt. Når dette var relevant, blev ukendte bakteriekolonier yderligere identificeret ved hjælp af standardiserede bakteriologiske metoder og API identifikations kits. Statistiske metoder. Ved den statistiske opgørelse er logaritmen for kimtalsopgørelserne fra rektalsvaberprøverne anvendt som responsvariabel. Der er foretaget multipel regressionsanalyse, estimeret ved hjælp af REML-metoden, med følgende kategoriske faktorer: FarmID (1-7) Alder (i år) af minken (0, 1, 2) Ugenummer for prøveudtagelse /fysiologisk periode for undersøgelsen Brug af medicin i den pågældende uge (Ja / Nej) De ovennævnte faktorer, samt 2-faktor vekselvirkninger, blev evalueret i resultatopgørelsen. Resultater Praktisk talt alle svaberprøverne indeholdt bakterier, idet kun to ud af 680 prøver

Faglig Årsberetning 2001

161

Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H., Andersen, T.H., & M. Chriél

fandtes uden bakterievækst. Kimtal varierede signifikant gennem vækstperioden (Figur 1) og fandtes signifikant afhængige af minkens alder ved prøveudtagningen. Hos hvalpe

fandtes generelt højere kimtal end ældre tæver i perioden frem til medio juli, og på to farme havde dyrene et højere kimtal end de øvrige farme i gennem vækstperioden.

Figur 1. Total kimtal (gennemsnit ± 2 standardafvigelse) for avlsdyr og hvalpe. Det totale kimtal var signifikant forskellige for hvalpe og avsldyr.

Forekomsten af totale kolibakterier (hæmolytiske og non-hæmolytiske) varierede mellem 70-90% af alle prøver, med en tendens til et lille fald i slutningen af perioden. Ved den multiple regressionsanalyse viste der sig en statistiske signifikant forskel mellem farmene (p=0.003), idet 2 farme adskilte sig fra de øvrige ved at have signifikant højere totale koli-kimtal. De højeste totale koli-kimtal blev isoleret fra hvalpe i fravænnings- og den tidlige vækstperiode (Figur 2). Der fandtes en signifikant vekselvirkning mellem ugenum-mer og alderen på de undersøgte dyr (p=0.001). En betydelig stigning i totale koli-kimtal fandtes hos tæver ved fødsels-tidspunktet, og samme stigning sås blandt minkhvalpene i den tidligere vækstperiode og ved fravænning. Forekomsten af non-hæmolytiske kolibakterier var gennem hele undersøgelsesperioden omkring 50% af prøverne, og dermed væsentligt lavere end for både mælkesyrebakterier og enterokokker. Nonhæmo162

lytiske kolibakterier blev isoleret i varierende grad igennem perioden, men der fandtes ikke signifikante forskelle hverken mellem tæver og hvalpe eller farme imellem. Hæmolytiske kolibakterier blev ligeledes isoleret i varierende grad hen igennem perioden – fra 10 - 60% af prøverne, med den hyppigste isolation i fravænningsperioden og starten af vækstperioden (junijuli). Der fandtes statistisk signifikante forskelle i udskillelsen af hæmolytiske kolibakterier mellem tæver og hvalpe, med de højeste kimtal hos hvalpene. Mælkesyrebakterier isoleredes fra mere end 90% af alle prøvetagningerne. Kimtal lå generelt én logaritmisk enhed højere blandt hvalpe end tæver, og forskellen viste sig at være statistisk signifikant (p=0.003). Niveauet for udskillelsen af mælkesyrebakterier varierede igennem perioden med markante stigninger i uge 24 (ved fravænning) og uge 28 (den tidlige vækstperiode) (Figur 3).

Faglig Årsberetning 2001

Vurdering af tarm-floraen hos mink med særlig fokus på kolibakterier

Figur 2. E. coli kimtal (gennemsnit ± 2 standardafvigelse) for avlsdyr og hvalpe. Det total E. coli kimtal var signifikant forskellige for hvalpe og avlsdyr.

Figur 3. Mælkesyrebakterie kimtal (gennemsnit ± 2 standardafvigelse) for avlsdyr og hvalpe. Det totale mælkesyre kimtal var signifikant forskellige for hvalpe og avlsdyr.

Enterokokker blev isoleret i hovedparten af undersøgelserne (over 90%). Kimtal for enterokokker fandtes signifikant højere blandt hvalpe end tæver indtil midten af juli (Figur 4).

Hæmolytiske stafylokokker blev igennem udtagningsperioden isoleret fra 20% op til 70% af prøverne. Der fandtes dog signifikante forskelle imellem aldersgrupperne, idet prævalensen var meget høj blandt

Faglig Årsberetning 2001

163

Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H., Andersen, T.H., & M. Chriél

hvalpe i diegivningsperioden, men aftog til samme niveau som hos tæver efter fravænning. Der sås endvidere signifikante forskelle imellem farme og tidspunkter gennem udtagningsperioden, da kimtal

toppede på forskellige tidspunkter på de enkelte farme (Figur 5). Et fald i udskillelsen af de hæmolytiske stafylokokker blev fulgt op af en samtidig stigning af kolibakterier igennem udtagningsperioden (Figur 6).

Figur 4. Enterokok kimtal (gennemsnit ± 2 standardafvigelse) for avlsdyr og hvalpe. Det total enterokok kimtal var signifikant forskellige for hvalpe og avlsdyr frem til uge 29 (midten af juli).

Figur 5. Hæmolystiske staphylokok kimtal (gennemsnit ± 2 standardafvigelse) for avlsdyr og hvalpe. Det total enterokok kimtal var signifikant højere hos hvalpene end avlsdyrene i diegivningsperioden.

164

Faglig Årsberetning 2001

Vurdering af tarm-floraen hos mink med særlig fokus på kolibakterier

Figur 6. Kimtal for hæmolystiske staphylokokker og E. coli (gennemsnit ± 2 standardafvigelse) i perioden fra diegivning til pelsning.

Hæmolytiske streptokokker blev kun isoleret fra ca. 6% (i alt 44) af alle prøverne. Der blev ikke foretaget yderligere evalueringer af disse fund, da disse bakterier forekom meget sporadisk, og hovedparten af isolaterne stammede fra tiden inden diegivningsperioden. Anvendelsen af medicin viste ikke statistisk signifikant sammenhæng med de undersøgte kimtal. Der blev i nærværende undersøgelse hovedsageligt lagt vægt på de ovennævnte bakterier. Dog blev andre bakterier ofte fundet i de udtagne prøver og dominerende bakterier blev artsbestemt, men deres prævalens og kimtal blev ikke beregnet. Således fandtes ofte Bacillus spp. og mindre hyppigt Aeromonas spp., og mange blodagarplader fandtes overgroet med Proteus bakterier. De gram positive, kokkoide bakterier, der isoleredes oftest var Enterococcus faecalis, Streptococcus bovis, Enterococcus faecium og mindre ofte Enterococcus avium, Enterococcus durans, Enterococcus equinus, Streptococcus uberis og Aerococcus viridans. Desuden blev bakterier som Enterobacter cloacae, Pantoea spp. og Citrobacter spp. sporadisk fundet. Det er dog usikkert, hvorvidt disse bakterier koloniserede tarmkanalen eller var tilfældige passanter.

Diskussion Sammensætningen af den normale tarmflora hos mink viste sig at være afhængig af alderen på det undersøgte dyr. Desuden sås et tilsyneladende skift fra dominans af hæmolytiske stafylokokker i diegivningsperioden til dominans af kolibakterier igennem vækstperioden. På trods af de bakterielle fund blev der dog ikke observeret sygdom hverken blandt de deltagende dyr eller generelt på de medvirkende farme. Det er bemærkelsesværdigt, at fodermedicineringen tilsyneladende ikke havde nogen indflydelse på tarmfloraen hos raske mink. Som tidligere nævnt er minkens tarmkanal kort, og foderet vil normalt passere igennem i løbet af et par timer. Dette understreges af tidligere undersøgelser, som viste, at tyndtarmens flora i høj grad var variabel, og ofte kunne ingen bakterier isoleres (Pedersen & Jørgensen 1992). I nærværende undersøgelse blev der udtaget fæcessvaberprøver, idet den højeste koncentration af bakterier hos andre pattedyr og hos fugle normalt findes i tyk- og endetarmen, som hos mink kun er få cm lang.. Derudover var det ikke muligt at udtage reelle fæcesprøver fra alle dyr, især ikke fra de nyfødte hvalpe, og da ønsket for

Faglig Årsberetning 2001

165

Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H., Andersen, T.H., & M. Chriél

undersøgelsen var at følge de samme dyr gennem hele udtagningsperioden var fæcessvaberprøver det bedste valg. Konsekvensen af det var dog, at kimtal ikke kunne udtrykkes som c.f.u. (koloni formende enheder) per gram fæces, men som c.f.u. per milliliter af den første fortynding. Svingninger i udskillelsen af bakterier imellem prøveudtagninger kan i nogen grad forklares ved forskelle i den udtagne prøvemængde, idet svaberne ikke indeholdt præcist lige store prøvemængder, og den brugte metode må derfor betragtes som værende mere semikvantitativ end kvantitativ. Der blev i denne undersøgelse lagt vægt på den aerobe mikroflora. Dette skyldes til dels vægtningen af kendte agens som kolibakterier og hæmolytiske stafylokokker, men også et ønske om at arbejde mere målrettet. Williams et al. (1998) fandt, at antallet af aerobe kim lå på samme niveau som de obligat anaerobe. Dette kunne eventuelt forklares ved, at anaerobe bakterier har en langsommere generationsskifte og derfor mindre tid til formering. Det blev besluttet at benytte sig af konventionelle dyrkningsmetoder i stedet for molekylære teknikker for at opnå semikvantitative målinger af de udvalgte bakterier. Sammenlignet med de fleste andre studier af pattedyr og fjerkræ fandtes minks tarmflora værende sparsom. Det kan skyldes formodentlig den korte passagetid igennem tarmkanalen, som skyller de fleste bakterier ud igen inden de får mulighed for at etablere sig. Kolibakterier har altid været betragtet som en vigtig sygdomsfremkaldende faktor hos mink, især hos hvalpe i deres første leveår. Dog viste en tidligere undersøgelse, at modsat andre dyrearter, kunne der ikke påvises særligt sygdomsfremkaldende serotyper af kolibakterier fra syge mink (Vulfson et al. 2001) men derimod en blanding af mange forskellige typer. Derfor er kolibakteriers rolle som primær sygdomsfremkaldende faktor endnu ikke afklaret. I nærværende undersøgelse fandtes der en større mængde kolibakterier hos hvalpe end hos tæver, og antallet steg, indtil det toppede

166

ved 8 ugers alderen. En mindre stigning sås ligeledes ved 5 ugers alderen. De to toppe svarede til tidspunkter for henholdsvis overgang til fast fødeindtag og fravænningstidspunktet for mink og viste således en sammenhæng imellem kolibakterie udskillelse og foder indtag. Williams et al. (1998) fandt højere kimtal blandt diende hvalpe (2, 4, 6 uger) end hos hvalpe i 8 ugers alderen. Dette er i uoverensstemmelse med fundene i nærværende undersøgelse, hvor de højeste kimtal for kolibakterier netop sås i 8 ugers alderen. De tidspunkter, hvor udskillelsen af kolibakterier toppede, var også der, hvor der i praksis oftest ses koli-associeret sygdom på farmene. Dog sås der ingen sygdomsudbrud på de deltagende farme i løbet af prøveudtagningsperioden. Hos andre dyrearter bliver stafylokokker ikke betragtet som en del af den normale tarmflora. Da de hæmolytiske stafylokokker, som tidligere beskrevet, er kendte sygdomsfremkaldende agens, var det overraskende, at de fandtes i så store antal hos hvalpe, men ikke hos tæverne. Kimtal for hæmolytiske stafylokokker toppede allerede i første leveuge og aftog derefter til tidspunktet for fravænning (Figur 6). Det er bemærkelsesværdigt, at de høje kimtal for hæmolytiske stafylokokker ikke gav anledning til sygdom blandt hvalpene i løbet af udtagningsperioden. Williams et al. (1998) tog prøver fra dyr i 2, 4, 6 og 8 ugers alderen og fandt, at kimtal for hæmolytiske stafylokokker var højest i 8 ugers alderen, dvs. at diende dyr havde højere kimtal end de fravænnede. Det står i klar uoverensstemmelse med den nærværende undersøgelse, hvor kimtal for hæmolytiske stafylokokker toppede i de første levedage. Kimtal for mælkesyrebakterier fandtes at være lavere end hos andre dyrearter (Pedersen 1990). Selvom kimtal var højere hos hvalpe end hos tæver, havde de to kurver parallelt forløb med en næsten konstant forskel på en logaritmisk enhed (Figur 3). Det kan forekomme bemærkelsesværdigt, at der ikke fandtes en større sammenhæng mellem

Faglig Årsberetning 2001

Vurdering af tarm-floraen hos mink med særlig fokus på kolibakterier

udskillelse af mælkesyrebakterier og tidspunktet for diegivning, da disse bakterier spalter laktosen i mælken. For alle undersøgte bakteriearter fandtes kimtallene at være højere hos hvalpe end hos tæver (Figur 1-6). Dette afspejler antageligt foderets betydning for sammensætningen af tarmfloraen hos mink, om end denne sammenhæng ikke er enkel eller direkte afspejler forekomsten af bakterier i foderet, og selvom det kommercielle foder indeholdt mange af de bakterier, der blev fundet i fæcessvaberprøverne, afveg deres relative antal betydeligt. Det er før vist, at bakterier i foderet kan påvirke den mikrobielle sammensætningen af tarmfloraen (Pedersen & Jørgensen 1992). Der sås signifikante forskelle mellem farmene. Forklaringen på dette er ikke umiddelbar, men peger i retning af, at management er en betydelig faktor. Taksigelser Annemette Skibsted Garde takkes for hjælp med den praktiske gennemførelse og teknisk assistance under hele undersøgelsen. Undersøgelsen blev støttet økonomisk af Pelsdyrerhvervets Forsøgs- og Rådgivningsvirksomhed. Referencer Amtsberg, G., Stock V., Treschnak, E., Ringel, U., 1989. Composition of intestinal microorganisms in the dog in relation to diet and decontamination of the intestinal tract with various antibacterial substances. Adv. Anim. Physiol. Anim. Nutr. 19, 120-130. Blood, D.C., Radostits, Veterinary Medicine, 7th University Press, Oxford

O.M., 1989. edition, The

Chaffer, M., Leitner, G., Winkler, M., Glickman, A., Krifucks, O., Ezra, E., Saran, A., 1999. Coagulase-negative staphylococci and mammary gland infections in cows. J. Vet. Med. B 46, 707-712. Clausen, T., 1987. Investigation of the presence of aerobic bacteria in the gastrointestinal tract of mink kits (in Danish).

Annual report, Danish Association, pp. 261-264.

Fur

Breeders

Clausen, T. N., Dietz, H. H., 2000. Mastitis in the lactating mink female (Mustela vison S.) and the development of “greasy kits”. Acta Vet. Scand. 41, 243-247. Davis, C.P., Cleven, D., Balish, E., Yale, C.E., 1977. Bacterial association in the gastrointestinal tract of beagle dogs. Appl. Environ. Microbiol. 34, 194-206. Devriese, L. A., 1990. Staphylococci in healthy and diseased animals. J. Appl. Bacteriol. Symp.Suppl., S715-805. Hampson, D. J., Hinton, M., Kidder, D.E., 1985. Coliform numbers in the stomach and small intestine of healthy pigs following weaning at three weeks of age. J. Comp. Pathol. 95, 353-362. Hunter, B. D., Prescott, J. G., 1991. Staphylococcal adenitis in ranch mink in Ontario. Can. Vet. J. 32, 354-356. Jensen, B.B., Clausen, T., 1993. Microbial activity in the gastrointestinal tract of mink. (in Danish). Annual report, Danish Fur Breeders Association, pp. 186-196. Julliand, V., de Vaux, A., Villard, L., Richard, Y., 1996. Preliminary studies on the bacterial flora of faeces taken from foals, from birth to twelve weeks. Effect of the oral administration of a commercial colostrum replacer. (in German). Pherdeheilkunde 12, 209-212. Lloyd, D. H., 1996. Dealing with cutaneous staphylococcal infection in dogs. In Practise 18, 223-231. Macki, R. I., Wilkins, C.A., 1988. Enumeration of anaerobic bacterial microflora of the equine gastrointestinal tract. Appl. Environ. Microbiol. 54, 2155-2160. Pedersen, K., Jørgensen, M., 1992. Lactic acid bacteria for mink, colonisation and persistence of Enterococcus faecium Cernelle 68 in the digestive tract of mink. Acta Vet. Scand. 33, 95-103. Pedersen K., 1990. The colonisation and importance of lactic acid bacteria in the

Faglig Årsberetning 2001

167

Vulfson, L., Pedersen, K., Dietz, H.H., Andersen, T.H., & M. Chriél

gastrointestinal tract. Ph.D. thesis. The Royal Veterinary and Agricultural University, Copenhagen, Denmark. Pedersen, K., Jørgensen, M., 1994. Evidence for the colonisation of lactic acid bacteria in the gastrointestinal tract of suckling mink. Acta Vet. Scand. 35, 439-443. Roberson, J. R. Fox, L. K., Hancock, D. D., Gay, J. M., Besser, T. E., 1996. Prevalence of coagulase-positive staphylococci, other than Staphylococcus aureus in bovine mastitis. Am. J. Vet. Res. 57, 54-58. Savage, D. C., 1977. Microbial ecology of the gastrointestinal tract. Ann. Rev. Microbiol. 31, 107-133.

168

Sparkes, A. H., Papasouliotis, K., Sunvold, G., Werrett, G., Gruffydd-Jones, T. J., Reinhart, G., 1998. Effects of dietary supplementation with fructo-oligosaccharides on fecal flora of healthy cats. Am. J. Vet. Res. 59, 436-440. Vulfson, L., Pedersen, K., Chriél, M., Frydendahl, K., Andersen Holmen, T., Madsen, M., Dietz, H.H., 2001. Serogroups and antimicrobial susceptibility among Escherichia coli isolated from farmed mink (Mustela vison Schreiber) in Denmark. Vet. Microbiol. 79, 143-153. Williams C, Elnif J., Buddington R. K., 1998. The gastrointestinal bacteria of mink (Mustela vison L): Influence of age and diet. Acta Vet. Scand. 39, 473-482.

Faglig Årsberetning 2001