4 minute read
Anmeldelse Arken viser blomster i kunsten
from Kunst&Kultur
Sig det med blomster
Arkens tematiske udstilling
Advertisement
om kunstnernes skildring af blomster er både æstetisk frapperende, sanseligt underfundig, videnskabelig optaget – og økokritisk moraliserende
anmeldelse
4 stjerner
HENRIK WIVEL
kultur@k.dk Blomster har til alle tider været et motiv i kunsten. For der er ingen ende på, hvad mennesket kan sige med blomster. Den blomstrende flora kan tillægges allehånde betydninger og ses som tegn på alt fra eros til død, vild vækst og kultiveret dannelse.
I den nederlandske barok indgik blomster i de overdådige ”stilleben” og ”nature morte”, der som navnet siger, var påmindelser om, at materiel overflod ikke nødvendigvis var identisk med Guds forsyn og frelse, tværtimod. Skønheden rummede sin egen undergang.
Dybest set er der ikke sket så voldsomt mange ændringer i opfattelsen i de seneste 400 års kunsthistorie. På Arkens aktuelle tematiske udstilling ”Blomsten i kunsten” er 1600-tallets calvinistiske protestantisme afløst af økokritisk moraliseren, og Bibelens dommedagssyner af det skrækslagne blik på klimaforandringernes tilsyneladende uafværgelige kurs mod katastrofen.
Men nu er det jo sådan med både kunstnerne og blomsterne, at man nok kan sætte dem til at dø i en kuratorisk vase på det museale bord. De vækster alligevel og formerer sig vildt og ustyrligt ud over alle kultiverende hensyn og velmente forsøg på diagnose og artsbestemmelse. Som salmisten H. A. Brorson skrev: ”Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.”
Naturen underlægger sig ikke velmenende magtviljer, lige så lidt kunstnerne, når de tolker, mimer, forvansker, forskønner, stiliserer og problematiserer naturen og blikket på den.
Arken skal roses for at have sammensat en differentieret udstilling af blomsten i kunsten, der rækker fra romantikken over naturalismen og symbolismen til popkunsten og konceptkunsten og dermed de seneste 200 års kunst. Her er alt fra J.L. Jensens nysselige buketter til Hilma af Klints spiritistiske syner, Andy Warhols flower power og Thomas Demands sirligt ”kunstige” dam med åkander. Og det tvetydige ind imellem med de sære hybrider af Odilon Redon, Johannes Holbek og Edvard Munch, hvor mennesket i sig selv er en slags plante, der gror, forvikler og forgrener sig uheldsvangert.
For slet ikke at tale om Kristian Zahrt-manns overdådigt dekadente billede af den nøgne Adam, der bader i et lyserødt flor af blomster i et sandt syndefald af et maleri. Øjet kan finde skønhed i Claude Monets åkander, Berthe Morisots stokroser og Anna Sybergs vidunderlige vilde roser. Udstillingens mest frapperende og sigende værk er
0 J.L. Jensen: ”Nature morte med blomster i antik vase på marmorbordplade”, 1834. – Foto: Thorvaldsens Museum. 0 Hilma af Klint, ”Vid betraktandet av blommor och träd”, 1922. – Foto: Moderna Museet, Stockholm, Sverige/ Stiftelsen Hilma af Klints Verk.
2 Alhed Larsen, ”Rhododendron”, uden årstal. – Foto Jens Frederiksen/ Johannes Larsen Museet.
imidlertid for denne signatur Rune Bosses helt nye 2021-installation ”Plante minder”, hvor han har puttet blomster og planter i klorin i nogle store vinballoner af klart glas. Værket er som de klassiske stilleben smukt med forfaldet og forgængeligheden indbygget i sig. Planterne bleges langsomt i klorinen og lyset, men de forsvinder aldrig helt. De er reminiscenser af naturen, en rest, et ressentiment – en nagende sentimental og samtidig nådesløs gestus fra kunstnerens side.
Der er tillige et uhyre smukt og æstetisk renfærdigt maleri af Astrid Holm fra 1914 af den sorte kvinde Rose, der dækker bord. Med blomster. Tydeligvis Gauguin-inspireret, selvom det nødvendigvis må falde for det kritiske post-koloniale blik i hovedkurator Dea Antonsens utidige og postulerende katalogtekst. Læs den ikke, men spring til Gry Hedins perspektivrige artikel, hvor hun redegør for de seneste 200 års naturvidenskabelige, filosofiske og kunstneriske tolkninger af planternes, blomsternes og i bredere forstand naturens væsen og metamorfoser.
Gry Hedin påpeger heri, at nutidens økodrømme om ”rewilding” – eller ”genforvildning”, som det kaldes på dansk – ikke adskiller sig synderligt fra Jean-Jacques Rousseaus og siden romantikernes utopi om den vilde, uberørte natur. Men findes sådan en? Der er ingen ufordærvet naturtilstand. Hvad er det for en natur, vi skal bevare og genoprette, når den danske natur som al anden natur til stadighed ændrer sig? Og tillige er kultiveret igennem årtusinder.
Arkens udstilling rejser således essentielle erkendelsesmæssige spørgsmål og er bedst, når den ikke selv be-svarer dem, men lader kunsten og kunstnerne blomstre med en egen fortolkningsmæssig egenart, sanselighed og radikalitet. De seneste årtier har budt på adskillige af den slags tematiske blomsterudstillinger. Alene herhjemme lagde Louisiana for i 2004 med en herligt nydelsessyg svælgen i verdenskunstens blomster. Statens Museum for Kunst fulgte op i 2013 med en udstilling, der flugter den aktuelle, og i 2014 satte museet for kunstnere som Alhed Larsen og Anna Syberg, nemlig museet i Faaborg, blomsterbillederne ind i en poetisk kontekst.
Arkens udstilling rummer meget, men langt fra det hele. Der er en kunstnerisk arts-uendelighed af værker at tage af. Arken har taget nogle udmærkede greb ned i denne opdyrkede og gennemgødede genre og de tilliggende overdrev, hvor vækster gror og blomstrer på andre måder. Udstillingen er ikke blot til lyst, men også til tanke. J
