begravelsestale Hvordan

Hvordan tager man afsked med et ”ondt” menneske?

Når en person dør, er det præstens opgave at holde en begravelsestale, som giver håb. Men det kan være svært, hvis afdøde har begået alvorlige forbrydelser

præstens ord

Jeppe Schropp

schropp@k.dk Han havde gjort det utænkelige. Slået sine børn ihjel, sin hustru og til sidst taget livet af sig selv.

Og så sad hun der, præsten, og skulle skrive begravelsestalen til manden, som havde dræbt hele sin nærmeste familie. ”Hans familie havde mistet en søn, men også en svigerdatter og børnebørn. Det, der stod tilbage, var magtesløshed og en følelse af meningsløshed,” siger præsten, som af hensyn til de pårørende optræder anonymt i denne artikel under navnet Karen. Kristeligt Dagblad er bekendt med præstens fulde identitet.

Selvom de færreste præster skal skrive en begravelsestale til en morder, ender de fleste præster i en situation, der ligner. At de skal begrave et menneske, som har gjort noget, der for mange måske kan virke utilgiveligt.

Og hvordan skriver man så en begravelsestale til en ”ond” person. En, som har gjort skade på andre, eller en, som har gjort noget så brutalt som at slå et andet menneske ihjel med fuldt overlæg. Skal præsten overhovedet fortælle om en persons forbrydelser i kirken, når de pårørende tager afsked?

”Som at gå på line”

I praksis skal præsten ud fra en samtale med de pårørende vurdere fra tale til tale, hvor meget vægt der skal lægges på afdødes livshistorie.

Udviklingen har groft sagt været den, at talens ”vita-del” fylder mere i de nyere begravelsestaler. Det betyder, at man bruger afdødes fortælling som afsæt for forkyndelsen, forklarer Mads Davidsen, som er lektor i homiletik på Pastoralseminariet.

”Men alle præster er ude for, at de har problematiske livsfortællinger. Her må præsten skønne, hvor langt han går ind i det konkrete liv. Vigtigst er det, at vi lader evangeliet tale – at begravelsestalen er en tale til de pårørende, og at den efterlader dem med et håb,” siger han og understreger, at de pårørendes ønsker skal respekteres.

Men det kan af

og til være ”som at gå på line”, fortæller Mads Davidsen. ”Det vil være en vurdering fra gang til gang. Sommetider kan det rigtige være at folde det biografiske ud og lade dette danne udgangspunkt for forkyndelsen. Andre gange må man tale mere generelt om liv, død og opstandelse,” siger han.

Begravelsestalen skal da heller ikke forstås som en tilgivelsens tale ifølge Mads Davidsen. Derfor er en del af præstens opgave på at komme så tæt på afdøde som muligt, men samtidig sørge for ikke at tage stilling til eller fælde dom over afdødes handlinger. ”Det er ikke præsten, der skal fælde dom over afdøde eller gå ind i tilgivelsen. Det overlader vi til Gud. Men der vil sikkert også være ting, som mennesker ikke kan tilgive. Vi mennesker kan ikke tilgive hinanden alt, men vi har et håb og en tro på, at Gud kan tilgive os. Det er det, der er med forkyndelsen. Så det er ikke vores ord, men Bibelens, der træder i kraft ved begravelsen. Som præst træder man til side for ordet. Det er ikke vores opgave at tage stilling til, om de pårørende kan tilgive en eller anden forbrydelse,” siger han.

Sådan greb sognepræst i Hjerting Sogn Arne Mårup det da også an, da han skulle begrave en mand, som havde begået seksuelle overgreb mod sine børn. ”Der er nogle ting, vi ikke formår at tilgive. Og når noget skal tilgives, må vi lade gud om det. Vi skal ikke i hvert fald ikke lægge et pres på de pårørende om at gøre det,” siger han.

I begravelsestalen og i samtalen med de pårørende skal de ”onde” sider af mennesket ikke ignoreres, mener Arne Mårup, men det vigtige er at skabe et håb, som peger fremad. ”Jeg skal ikke prøve at sige noget pænt, hvor der ikke er noget pænt at sige. Jeg skal heller ikke forsøge at drive psykoanalyse på den afdøde. Så det vigtige bliver at beskrive de følelser, som de pårørende sidder med, og forsøge at tale sjælesørgerisk om deres fremtid,” siger han.

Ondskaben forsvinder ikke

Da de pårørende skulle sige farvel til deres søn eller bror - den mand, som havde

Begravelser i Danmark

I 2021 blev der registreret 56.830 dødsfald i Danmark. 86 procent blev begravet eller bisat med kirkelig medvirken. 14 procent blev begravet eller bisat uden kirkelig medvirken. I 2012 var tallet 11 procent. Kilde: Danmarks Statistik

ILLUSTRATION: MORTEN VOIGT

slået deres børnebørn og niecer eller nevøer og sig selv ihjel – kunne det måske være svært at finde håbet og troen på det gode. Og det skulle præsten Karens begravelsestale også tage højde for. ”Vi skal ikke ignorere magtesløsheden. Jeg kan ikke give et svar på, hvorfor Gud ikke greb ind, da han slog sin familie ihjel. Det er der ingen, der kan. Så det er også vigtigt at få sagt ved begravelsen, at der er ting, vi ikke forstår,” siger Karen.

Det onde i mennesker forsvinder ikke, og derfor er det vigtigt, at vi forholder os til det - også når vi siger farvel, mener hun. ”I nogle tilfælde kan man have svært ved at finde kærligheden og tilgivelsen, men det fjerner ikke håbet. Det sluttede jeg også talen med. Håbet om, at alt det, der er brudt, bliver helet igen. Også med håbet om, at familien, som er blevet fuldstændig splittet, nu er samlet og helet hos Gud,” siger hun og tilføjer: ”Lige netop i kirken er det ikke fordømmelse, vi mødes af, men Guds kærlighed og troen på, at han kan hele det brudte og det, vi har svært ved at tilgive.”

Det gjorde ikke nogen stor forskel for Karen, at manden, hun skulle begrave, havde slået sin familie i ihjel. Og det gjorde det heller ikke, da den katolske præst Michael Hornbech-Madsen skulle holde en begravelse for en afdød rocker i en kirke i København fyldt af mænd iklædt læderveste med rygmærker.

Men under sin prædiken berørte den katolske præst ikke rockerens fortid, for det var ”fuldstændig ligegyldigt”, som han siger. I stedet for at beskrive afdødes livsforløb og handlinger hvilede den tidligere fængselspræsts prædiken på budskabet om tilgivelse. ”Det er aldrig præstens opgave, for så optræder du som dommer, og det er ikke meningen. Den er at give håb om tilgivelsen og det evige liv, også selvom man har begået forbrydelser,” siger Michael Hornbech-Madsen. J