interview Døden minder os om, at livet er et knapt gode

20 |Arv&Testamente Døden minder os om, at livet er et knapt gode

Med alderen rykker livets endeligt nærmere. Per Bang Jeppesen og

Karen Louise Nygaard

Nielsenhar som pensionister tid nok til at tænke på døden foran og omkring dem. Den minder dem om at leve deres liv

interview

Svend Andreas Worre Sørensen

ssoerensen@k.dk Man skal ikke være ved at stille træskoene for at forholde sig til døden. Per Bang Jeppesen og Karen Louise Nygaard Nielsen har både skrevet testamente og fremtidsfuldmagt, selvom helbredet ikke skranter. Med tiden er flere og flere relationer faldet fra omkring dem, og fra deres hjem i stationsbyen Laven mellem Ry og Silkeborg fortæller de om, hvordan de forholder sig til livets sidste etape. De har nemlig besluttet, at døden ikke må blive et tabu, selvom den nærmer sig. ”Vi forholder os til den jævnligt. Det gør man automatisk, når man går til mange begravelser. Sidste år døde tre i vores tidligere kollegakreds i samme uge, og der er mange af vores venner, der er døde inden for de seneste tre år - nogle, man ofte går og savner. Så det rykker jo nærmere,” siger Karen Louise Nygaard Nielsen. Hendes mand rejser sig fra kaffen og wienerbrødet på stuebordet og henter en blok med kragetæer. ”Da Karen Louise og jeg snakkede sammen i går, skrev jeg nogle strategier ned til, hvordan man håndterer døden og kommer videre.”

Fortrængning

”Jeg har kaldt listen ’memento mori’ - mindet om, at livet har en slutdato. Det første punkt er fortrængning. I det lys kan arbejde være en befrielse. Når man ikke er på arbejde, så har man hele dagen til at gruble. Når man går på arbejde og har livet foran sig, så glemmer man,” siger Per Bang Jeppesen, der sammen med sin kone har været pensioneret siden 2008.

Han og en kollega fra menighedsrådet i Linå, hvor han indtil i sommer sad, blev enige om, at 70 år er et skarpt hjørne for krop og sind. Derfra går det kun den forkerte vej. Per Bang Jeppesen og Karen Louise Nygaard Nielsen rundede det hjørne for fire år siden, og selvom de ikke lader sig inspirere synderligt af det første punkt, så er det også vigtigt at kunne komme videre, når nære relationer går bort. ”Hvis man skal sørge over alle dem, man har mistet hele livet, så bliver man skør. Man skal huske dem, man skal leve med mindet om dem, men man skal også videre. Det er skidt at tælle døde og være bange for, at det er mig næste gang. Livet skal leves, mens man har det.”

Bornholmerurets store viser peger lige op i vejret, og et klokkespil afbryder Karen Louise Nygaard Nielsen, som bruger momentet til at tilbyde endnu en omgang kaffe. Stuen, hvorfra parret siden 1980 har kunnet kigge ud over Julsø, er præget af møbler i træ, hvor bogreolerne har en fremtrædende plads. ”Hvis man skal sørge over alle dem, man har mistet hele livet, så bliver man skør. Man skal huske dem, man skal leve med mindet om dem, men man skal også videre.

PER BANG JEPPESEN

”Det er dejligt ikke kun at læse med henblik på undervisning, men af ren lyst,” siger Karen Louise Nygaard Nielsen. Det indskud får Per Bang Jeppesen til at rejse sig og hente en bog fra vindueskarmen.

Åbenhed og afklaring

”Det ender godt” står der på omslaget. ”Det er en fin titel, helt nede på jorden. Det kunne lige så godt være en fodboldkamp, den handlede om, men det er noget større,” siger Karen Louise Nygaard Nielsen om Erik Bjeragers interviewbog om døden med præsten Johannes Møllehave.

Per Bang Jeppesen er ikke kommet ordentligt i gang med bogen, der begynder med kapitlerne: ”Meningen med livet” og ”At blive gammel”. Han beskriver sig selv som troende, tvivlende og ikke alt for religiøs. Indtil i sommer var han medlem af menighedsrådet i Linå, og både budskaberne og fællesskabet har fået parret til at gå i kirke engang imellem. Kristendommen er ifølge Per Bang Jeppesen ingenting uden opstandelsen, men det betyder ikke, at han blindt tror på livet efter døden. ”Det er i hvert fald ønsketænkning. Man har jo ikke belæg for det. Om man tror eller ej, så kan man håbe, at tingene er på en bestemt måde,” siger den pragmatisk anlagte Karen Louise Nygaard Nielsen.

Den anden strategi på Per Bang Jeppesens liste er åbenhed og afklaring. Lavpraktisk handler det om at lave et testamente og snakke fremtidige scenarier igennem. Det indebærer dog også at få sat ord på sorgen, så den kan blive bearbejdet. Derfor har parret ingen skrubler ved at dele ud om deres oplevelser med og tanker om døden. Hvis døden italesættes, kan den endda blive en påmindelse om at leve. ”Inden for økonomien taler man om ’knaphedens lov’. Den går ud på, at man ikke sætter pris på frie goder. Men hvis der er mangel på ting, så stiger prisen. Livet er et knapt gode, der er ikke uendeligt af det, og det er døden, der minder os om netop det,” siger den tidligere samfundsfagslærer Per Bang Jeppesen.

Han beskriver sig selv som nostalgisk, sporadisk pessimistisk, men med blik for lyset, mens Karen Louise Nygaard Nielsen har ”lettere gang på Jorden”. Per Bang Jeppesen fremhæver en specifik begravelsessalme som minder ham om det lys, livet stadig giver. ”Når vi synger Jakob Knudsens ’Se, nu stiger solen’, så ser jeg solen stå op fra vores sommerhus. Hvor er det mageløst. Jo ældre man bliver, og jo knappere dagene er, jo mere opmærksom bliver man på at nyde de glæder, der ligger lige for.”

Apokalypsen

læse om i Johannes’ Åbenbaring. Den personlige nedsmeltning vil for mig være, hvis Karen Louise går bort før mig,” siger Per Bang Jeppesen.

Selvom den tredje strategi på listen ikke er en tilstand, han mener, man bør søge, så forholder Per Bang Jeppesen sig alligevel til scenariet.

Karen Louise Nygaard Nielsen kalder dommedagsprofetierne ”Pers projekt”. For hende nytter det ikke at dvæle ved ”hvad nu hvis”-scenarier. Her mener hun, at ansvaret over for deres datter og børnebørn forpligter til ikke at ”sygne hen”.

Parret har begejstret snakket om at udvide deres sommerhus. På grund af corona har processen trukket ud, og i dag spørger de sig selv, om de ikke er for gamle til projektet. Her har deres venner dog presset på for, at det skal ske, for selvom de to tidligere gymnasielærere ikke længere er unge og udødelige, må døden ikke hæmme dem i at leve. ”Døden kan være en selvopfyldelsens profeti. Jo mere man går og forventer, at vi skal herfra, jo før sker det. Man bliver afmægtig. Det handler om at holde livsgnisten intakt.” J

Parret

Karen Louise Nygaard Nielsen: Født den 6. februar 1948 og opvokset på Nordfyn. Per Bang Jeppesen: Født den 20. april 1948 og opvokset i Herning. Har sammen boet i Laven mellem Ry og Silkeborg siden 1980. Gift i 1982, har en datter og to børnebørn. Begge gik på pension fra lærergerningen ved Silkeborg Gymnasium i 2008. Tilknyttet Linå Sogn, hvor Per indtil i sommer sad i menighedsrådet.

0 Ægteparret Per Bang Jeppesen og Karen Louise Nygaard Nielsen har været gift i 40 år og pensionerede i 14. Det har givet mere plads til rejser, læsning, børnebørn, men også tanker om liv og død. — Foto: Liv Høybye Jeppesen.