6 minute read
Øland – Den svenske paradis-ø
from Rejser&Kultur
0 Langa Jan-fyrtårnet på Øland regnes som Sveriges smukkeste.
Svensk ø-paradis med en helt særlig ro
Advertisement
Øland er lang og smal som
en asparges, og det svenske ø-paradis rummer mange oplevelser. Øen fortjener at blive oplevet i bil, på cykel, til fods – og svømmende. Strandene er i særklasse
Af Jens Henrik Nybo
rejser@k.dk Øland er helt sin egen og ligner ikke det Sverige, vi oftest ser for os. Denne aspargesformede 140 kilometer lange ø i Østersøen har en fortryllende skønhed og ro. Intet sted er øen bredere end 15 kilometer, og for det meste under 10.
Det særprægede for en svensk lokalitet er, at her ikke er de dybe nåleskove og utallige søer, som ellers er indbegrebet af Sverige. Heller ikke noget, nogen svensker ville kalde for højder. Det er overvejende et landskab med opdyrkede marker, enkelte heder og moser, i syd et udbredt steppelignende område, og i den nordlige halvdel er der lunde og skove med især løvtræer.
Den særlige ro, som hersker her, rammer sjælen hurtigt. Selv i turistsæsonen fra slutningen af juni og et par uger ind i august, hvor det faste indbyggertal på 25.000 bliver flerdoblet, bliver der aldrig optræk til stress.
På en køretur rundt på Øland ad de mange veje – nogle uhyre smalle, andre lidt bredere – støder man igen og igen på tre ting; de talrige stubmøller i røde og mørke farver, som bringer mindelser om Holland, den smukke pragt af vildblomster og så de mange græssende får og kvæg på markerne.
Kørende i bil er det vigtigt at give sig god tid og nu og da dreje af fra de større veje og begive sig ind på nogle af de mange smalle veje, som åbenbarer interessante detaljer i landskabet og de små landsbyer.
Her kan to biler ofte ikke passere hinanden, og derfor må man anvende de mange korte vigepladser, så passagen kan ske. En af de yderst kønne strækninger følger vestkysten på den nordligste del af øen. Hele tiden med det blå hav i horisonten og i forgrunden særegne og dramatiske klippeformationer. Det gælder således både Aleklinta og Bruddesta, hvor man kan få timer til at gå med at udforske kysten.
Længere oppe ved Raukarna ved Byrums Sandvig har havet dannet ejendommelige bløde indhug i klipperne.
Øland er ideel at opleve også på cykel. Her er overvejende fladt, så sved på panden opnår man næppe, når man træder i pedalerne, hvis man vælger et afslappet tempo.
Belønningen er en herlig nærkontakt med naturen, hvor vildblomsternes dufte trænger ind i næseborene, og så kan man nå ind ad stier, hvor bilen ikke kan.
En oplagt cykeltur er fra Byxelkrog lige ved den nordligste spids. Følg vejen forbi Neptuni Åkrar, hvis skråninger ud mod havet ofte er dækket af den skønneste blomsterpragt. Et par kilometer videre når man Ølands Norra Udda, der er det nordligste punkt på øen med det gamle fyrtårn Långa Erik, som står for enden af en skøn vig.
Følg vejen fire-fem kilometer, og man når til et af Ølands mest fortryllende områder, Trollskogan. Her kan man vandre rundt i blandt forkrøblede ege- og nåletræer.
Imponerende vikingegravplads
Noget af det, som gør Øland helt enestående, er den karakteristiske Alvaret, som findes i rigt mål sydpå. Det er et steppeagtigt område, hvor kalkstenen når helt op til overfladen, og området er på Unescos liste over verdensarv. Dette særegne geologiske fænomen giver grobund for en ejendommelig mose- og kratbevoksning, som især i forårs- og efterårsmånederne viser sig med et væld af farver. En af oplysningstidens store fædre, naturvidenskabsmanden Carl von Linné, udforskede i midten af 1700-tallet store dele af Alvaret og blev så betaget af den særlige flora, at meget af hans videnskabelige materiale stammer herfra.
En af de største attraktioner på det sydlige Øland er borgen Eketorp, som ligger på Alvaret. En rekonstrueret cirkelrund befæstning med en diameter på mere end 80 meter og en højde på fem meter, som går tilbage til 400500 år e.Kr. Det tilhørende museum giver et fint indblik i livet, som det sikkert formede sig på det tidspunkt.
Lidt længere nordpå passerer man de nok mest imponerende vikingegravfelter, Gettlinge, hvor ikke færre end godt 300 grave er gemt. Helt nede i syd ligger Ottenby Fuglereservat, som er internationalt kendt for sin artsrigdom af trækfugle, og fortsætter man yderligere et par kilometer mod syd, så vil Långa Jan hurtigt dukke op i synsfeltet. Fyrtårnet er det kendteste og – mener nogle – det smukkeste fyrtårn i Sverige. Det er 42 meter højt og blev bygget af russiske krigsfanger i 1785.
Ikke langt nord for, hvor Ølandsbroen fra Kalmarrammer Øland omtrent midtpå, ligger øens mest imponerende borg, Borgholm, og her kan man oplagt tilbringe et par timer.
Fra hovedvejen kan man faktisk se borgen, men det er først, når man står lige ved den, at man fornemmer dens kolossale størrelse. Murene er meget bastante, og arkitekturen er æstetisk fuldendt, men vi taler ikke desto mindre om en ruin. Det var i starten af 1800-tallet, at Borgholm ændrede karakter fra borg til ruin. Antagelsen er, at forpagteren af borgen var en sjuskemikkel. Han sørgede ikke for at holde borgen ved lige, og for at skjule sin elendige forpagtning satte han ild til den i håb om, at den ville brænde ned. Det gjorde den heldigvis ikke, men alligevel nok til, at den blev en ruin.
Nær ved Borgholm ligger Solliden, som er den svenske kongefamilies sommerresidens. Slottet i sig selv er stilfuldt i sin stramme arkitektur med tydelig sydlandsk inspiration, men det er den omgivende slotspark, som blev anlagt af den svenske dronning Victoria for godt hundrede år siden, der især betager. Den er dels anlagt som en italiensk have i renæssancestil med høje hække, dels en engelsk havepark med middelhavsvækster som cypresser, pinjetræer og agaver.
På den nordøstlige ende af Øland ligger Böda Strand, som er den mest berømte af øens mange superstrande, som især koncentrerer sig i nord. Sandet er gyldent og fint, og det fortsætter også ud i vandet, så der er blød sandbund at stå på.
I højsommeren er her ganske mange gæster, mens der i ydersæsonerne ikke er kamp om pladserne. Böda Strand er oplagt at slå sig ned ved, især hvis børnene er med, for her er et væld af aktiviteter som flere vandrutsjebaner og linegang over vand, og så er her campingpladser og masser af hytter, hvis man ikke har campingvognen på krogen. J
0 Borgholm Slot er i dag ruin, men dets vælde får man stadig en fornemmelse af. – Begge fotos: Jens Henrik Nybo.
Øland
200 km Man kom-
Halmstad Växjö mer til Øland fra Karlshamn fastlandet Karlskrona via den Malmö ØSTERSØEN seks kilometer BORNHOLM lange bro Ølandsbroen fra Kalmar (knap 400 kilometer fra København) eller med færge fra Oskarshamn til Byxelkrok. Kroppkakor siges at være Ølands regionale ret. Kroppkakor er krydret bacon pakket ind i en bolle af revne kartofler, som man koger. Det serveres med kold fløde og tyttebærsyltetøj. Og mens vi er ved det kulinariske, så er Øland kendt for sin ølandshvede, som mange turister køber og tager med hjem. Øland er 137 kilometer lang og 16 kilometer bred. Om sommeren besøges øen af omkring tre millioner mennesker.
ÖLAND