Trækfuglenes Kompas - et uddrag

Pia Tafdrup

TrĂŚkfuglens kompas

Digte Gyldendal

Pia Tafdrup

TrĂŚkfuglenes kompas - et uddrag

Med tilladelse fra forfatter og forlag

VEJEN ER LEVENDE Hære af mennesker, dyr og køretøjer flytter vejens løb.

Spor stampes i den faste rabat i samme retning uden om det opblødte ælte.

Flere folk, mere kvæg i regn, slud og sne milevidt.

Hjul pløjer sig vej i det øde i pløre, i søle, i blæst, der flår op i skyerne på himlen.

Side om side løber jord- og sandveje sammen med fiktionen om andre spor.

Fod, klov, hov …

Dyr og mennesker dukker op og forsvinder, jorden sluger knoglerester, drikker blodet.

Farbare baner dannes, andre gror til, ruter forskydes som vandrende og kørende gennem århundreder ikke mødes – men intet sted på strækningen undgår dem, der har passeret.

Skygger kastes over skygger på en vej befolket af skæbner.

Overfald, plyndringer, øksehug før velsignelsen.

Med tilladelse fra forfatter og forlag

AMULET Om nogen engang har stjålet den fra et kunstmuseums samling kan der kun gisnes om, men til den første færd over Atlanten fik jeg af en veninde med flyskræk en sort amulet, som jeg hængte i en kæde om halsen.

Ingen rejse har jeg siden begivet mig ud på uden denne amulet, en lille seglsten med et indgraveret billede af en egyptisk mand, brugt som signatur af analfabeter ...

Hvordan det var gået uden amulet, vover jeg knap at tænke på, men med den egyptiske mand fra et andet årtusinde, har jeg besøgt mange lande og opløftet forladt lige så mange igen, som brønden, der suger lyset til sig, en drøm rigere.

Kløgtigt har han udstukket ret kurs, advaret mod farer – på alle måder holdt hånden over mig.

Ingen bedre rejsekammerat kunne have påtaget sig ansvaret i ansvarsløsheden.

Med tilladelse fra forfatter og forlag

LANDING Min krop er landet, den har sat punktum for rejsen.

Og nervesystemet, der havde indstillet sig på andre breddegrader, er ved at vænne sig til den vante igen.

Min krop er landet, bagagen kommet, men sjælen trives tilsyneladende i New Delhi mellem fugle og lysreflekser, den er ikke vendt tilbage.

Den ser hunde lege i støvet, ser kvinder i spraglede sarier og sandaler vugge af sted med pyramider af frugt i kurve på hovedet.

Den lytter til unge kvinders kvidren som fugle i en busk, den lytter og forstår umiddelbart uden at kende ordene.

Min krop er ankommet til sit eget hjem, har bugseret kufferten op ad trappen og låst entrédøren op.

Den havde intet problem med at finde tilbage til de kolde månenætter, men sjælen sidder stadig under et træ og ser en lille pige vifte fluer bort, mens hun leger med sin stol i græsset i en park, hvor der er varmt og stille og solen lav.

Jeg vender tilbage for med lysvågne øjne at se min egen verden igen, snart er også sjælen klar.

Med tilladelse fra forfatter og forlag