Beretninger - fra Læger uden Grænser

Beretninger fra Læger uden Grænser

Læger uden Grænser (MSF) Læger uden Grænser (MSF) er en privat, international, humanitær organisation, der yder medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden.

MSF blev grundlagt i Paris i 1971 under navnet Médecins Sans Frontières, som er det navn organisationen er bedst kendt under internationalt. Heraf også forkortelsen MSF. MSF har kontorer i 19 lande og projekter i flere end 60 lande.

Vores primære opgave er at yde medicinsk nødhjælp. Men det, vi kalder témoignage – at være til stede og bevidne de umenneskelige forhold, der findes mange steder i verden – er en lige så vigtig del af vores arbejde.

Hver eneste dag behandler MSF tusindvis af mennesker rundt om i verden. Vi arbejder ofte i områder, hvor andre organisationer ikke er til stede og vi hjælper dem, som har størst behov uagtet race, køn, religion og politisk overbevisning.

Private, uøremærkede midler, er helt afgørende, for at Læger uden Grænser er i stand til at reagere hurtigt og effektivt på humanitære kriser og naturkatastrofer.

Med uøremærkede midler er det desuden muligt for os at holde administrationsudgifterne helt lave, således midlerne går til dem, der har mest behov. Mindst 80% af vores indtægter går direkte til hjælpearbejdet.

Dette arbejde modtog vi i 1999 Nobels Fredspris for.

Læs mere om vores arbejde på www.msf.dk

Redaktion: Ramy Antoine Hoffmann & Christian Nørgaard, december 2011 · Foto: For- og bagside: Fra Aweil, Sydsudan. © Q. Sakamaki/Redux Design og layout: Kommunikationsvirksomheden · Redaktionen er afsluttet den 9. december 2011 · Oplag: 500 eksemplarer · Udgivet af Læger uden Grænser, Kristianiagade 8, 2100 København Ø · Telefon: 39 77 56 00 · info@msf.dk · ISSN 1904-4895.

Rejsebreve_OMSLAG.indd 1

14-12-2011 10:59:00

Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Jesper H. Brix Langt ude i skoven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5 Niels Munksgaard Søndergaard, læge i Indien Mangel på plads er den største udfordring . . . . . . . . . . .

Irene Juul Jensen, logistiker i Bangladesh

9

Brev fra helvedes forgård . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Merete Engell, sygeplejerske på Haiti Krigens tavse ofre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Cheme Andersen, læge i Afghanistan Eneste narkosesygeplejerske i udkantsafrika . . . . . . . . . .

Anja Bergmann Stubager, sygeplejerske i Sydsudan

22

Optakt til det store stik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Jacques Courrier, logistiker i DR Congo Kontrasternes land . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Christine Andersen, læge i Sydsudan

26

Måske et paradis, men ikke for fødende kvinder . . . . . . . . . 30 Kamma Skaarup, sygeplejerske i Nigeria

3 Rejsebreve_INDMAD.indd 3

14-12-2011 09:49:32

Verden har ændret sig meget de seneste årtier Nogle vil sige til det bedre, mens andre måske vil være mere skeptiske For Læger uden Grænser har de seneste par år været præget af store udfordringer Vi har oplevet en verden, der blev ramt af jordskælv som i Haiti, oversvømmelser i Pakistan, sult i Somalia og en lang række væbnede konfliktområder som bl a i Afghanistan og Sydsudan De beretninger, som du finder her i bogen, fortæller om, hvordan nogle af vores udsendte har oplevet den verden, de har befundet sig i En verden hvor livet ofte former sig anderledes end det vil gøre herhjemme, hvor livet ikke kan tages for givet men er noget, som man skal kæmpe for – hver eneste dag Beretningerne fortæller dog også om håbet, troen på og viljen til at livet kan, om ikke altid leves, så overleves Og beretningerne fortæller, at det at hjælpe mennesker i nød faktisk hjælper Det gør en forskel at bekymre sig for andre og vælge at handle efter det Du har fået denne bog, fordi du har valgt at handle Jeg ser din støtte som værende lige så vigtig, som det arbejde, vores læger, sygeplejersker og andre kolleger udfører i felten Kun med din interesse og støtte kan vi sammen redde liv Tak Juli 2017 Jesper H. Brix

Direktør Læger uden Grænser i Danmark

4 Rejsebreve_INDMAD.indd 4

14-12-2011 09:49:32

Niels Munksgaard Søndergaard, læge i Indien Niels Munksgaard Søndergaard f. 1974) er født og opvokset i Århus og blev uddannet som læge i 2005. Siden har han blandt andet arbejdet som praktiserende læge i Nordnorge

og på Medicinsk Afdeling på Regionshospital Randers.

Rejsen til Indien var Niels Munksgaard Søndergaards første udsendelse med Læger uden Grænser.

Langt ude i skoven Januar 2010. Læge Niels Munksgaard Søndergaard skriver fra Indiens bagside, hvor en årelang væbnet konflikt afskærer i tusindvis fra lægehjælp.

K

lokken er 07.30 i Bhadrachalam, og selv om jeg stadig gnider søvn ud af øjnene, har byen allerede været i fuld aktivitet i to-tre timer. Vores lille konvoj af fire hvide køretøjer af diverse indisk fabrikat har begyndt dagens rejse fra vores base i byen til landsbyerne i skovene nordpå, som er målet for vores daglige mobile klinikker.

Bhadrachalam – beliggende i delstaten Andhra Pradesh, på grænsen til Chhattisgarh - er med dens indbyggertal på mere end 40.000 indbyggere en forvokset landsby, og en plet på kortet kun de færreste (og mest forvirrede) rejsende ville drømme om at sætte deres kryds ved.

Ved min side denne morgen sidder chaufføren Raju storgrinende og underholder hele bilen med sammenligninger mellem undertegnede og alskens middelmådige filmstjerner fra Bollywood – gårsdagens besøg hos barberen med en overlegen indisk moustache til følge går ikke ubemærket hen. Rajus opmærksomhed må dog til stadighed vendes mod den smalle – men fortsat asfalterede – vej, hvor en

kaotisk strøm af køer, aber, overfyldte rickshaws og væltede træer er en konstant trussel mod vores ve og vel.

Målet for dagens ekspedition er landsbyen Maitha, beliggende cirka to timers kørsel fra Bhadrachalam – få kilometer på den anden side af grænsen til nabodelstaten Chhattisgarh. At krydse denne grænse er mere end bare at køre fra en delstat til en anden; grænsen markerer også grænsen mellem to vidt forskellige verdener, fra det civiliserede kaos i Bhadrachalam til de enorme skove, der strækker sig mod nord fra det sydlige Chhattisgarh og dækker nogle af Indiens mindst udviklede delstater.

Realiteterne i denne del af Indien er fjernt fra guidebøgernes dragende beskrivelser af en fremadstormende IT-industri, magiske templer, hellige køer og yoga for begyndere. Skovene bebos af millioner af Indiens stammefolk, og at træde ind i denne verden i det sydlige Chhattisgarh er en tidsrejse af dimensioner. Her er ingen sundhedssystem, ingen skoler, ingen elektricitet. Her er landsbyer med små lerklinede hytter med adskillige beboere i hver, her er fattige bønder, der pløjer markerne med okser og plove af træ, her er de offentlige transportmidler oksekærrer eller en sjælden traktor-transport.

Maitha er sådan en landsby – en håndfuld lerhytter spredt over en idyllisk dal mellem de lave skovklædte bjerge.

5 Rejsebreve_INDMAD.indd 5

14-12-2011 09:49:34

6 Rejsebreve_INDMAD.indd 6

14-12-2011 09:49:34

Beboerne i de enorme skovområder i det sydlige Chhattisgarh har ikke adgang til lægehjælp bortset fra på Læger uden Grænsers klinikker. De meget ringe veje kan gøre det svært at nå frem med hjælp.

Foto © Niels Munksgaard Søndergaard/MSF - Chhattisgarh, Indien

Stilheden er berusende. Overalt gror meterhøje majsplanter, linser – og duften fra den vilde mynte imellem markerne blander sig med bålene der brænder foran hytterne.

Idyllen er til at få øje på. Det er som en scene fra Herredet i Tolkiens Hobbitten. Men bag roen og skønheden gemmer der sig en grusom virkelighed. En virkelighed, der fortæller om en årelang væbnet konflikt, om flygtninge i tusindvis, om nedbrændte landsbyer, om mord og voldtægter. Og om et forbløffende lille kendskab til, hvad der foregår her – internationalt såvel som i Indien.

Skar tre fingre af drengens hånd ”De kom for 10 dage siden tidligt om morgenen. De var mindst hundrede. De dræbte min kone og min onkel samt fire andre personer fra landsbyen. Mange huse blev brændt ned. Og da min dreng ikke ville holde op med at skrige, skar de tre af hans fingre af”.

Den unge mand foran mig fjerner tæppet over sin etårige søn og viser den lille maltrakterede hånd frem. Han er bare et af utallige ofre for en blodig konflikt, som er dagligdagen for tusindvis af mennesker her - og i store dele af de fattigste områder af Indien.

Siden 1970’erne har dele af det centrale Indien været skueplads for en væbnet konflikt mellem myndighederne og en række af radikale venstreorienterede grupper med inspiration fra Maos kinesiske revolution. De er kendt som ”maoister” eller ”naxals” og har med vekslende intensitet ført deres voldelige kamp mod de lokale myndigheder, politi og magthavere i nogle af Indiens fattigste og mest underudviklede delstater.

Konflikten har indtil for få år tilbage været et ganske ukendt fænomen selv for den almene inder i den ”moderne” del af landet, for kampene foregår primært i landets mest underudviklede områder – langt væk fra det indiske økonomiske mirakel.

Men konflikten intensiveredes markant i 2005 med dannelsen af Salwa Judum – en milits bestående af lokale indbyggere men angiveligt bevæbnet og støttet af det lokale politi,

som i det sydlige Chhattisgarh gik til kamp mod maoisterne og deres stigende indflydelse i området. Resultatet har været en årelang blodig kamp mellem folk fra de samme stammer, landsby mod nabolandsby, nedbrændte byer, mord og voldtægter – og som konsekvens har op imod 70.000 personer været tvunget til at flygte fra kampområderne.

Den store mængde af internt fordrevne flygtninge var hovedårsagen til, at Læger uden Grænser i 2006 åbnede et projekt på grænsen mellem delstaterne Andhra Pradesh og Chhattisgarh – og stadig er her i dag. Og intensiveringen af konflikten i efteråret 2009 med indsættelsen af 70.000 specialtrænede politistyrker i området, med flere nedbrændte landsbyer og nye fordrivelser gør vores fortsatte tilstedeværelse yderste relevant.

Mobile klinikker til tusindvis af patienter Vores daglige arbejde her består i at bringe lægehjælp ud til de tusindvis, der lever i randområderne af konfliktområdet – i landsbyerne på grænsen og i lejrene for de fordrevne inde i Chhattisgarh. Folk i de enorme skovområder i det sydlige Chhattisgarh har ikke adgang til nogen form for lægehjælp – områderne har været under maoisternes kontrol i årevis, og myndighederne har ingen adgang her.

Mandag til fredag dækker vi ni forskellige klinikker spredt over grænseområdet. Vores jeeps er tungt læssede med alt det udstyr og personale, der kræves for at tilse op imod 150 patienter per klinik: Medicin, telte, tæpper og taburetter, vægt og højdemåler, drikkevand i litervis. Læger, sygeplejersker, sundhedsarbejdere, tolke og chauffører. På en typisk dag er vi op imod 20 mand i fire jeeps, som bevæger os de 2-2 ½ timer fra Bhadrachalam til den ”røde zone” i Chhattisgarh.

Læger uden Grænser tilser mere end 30.000 patienter i dette område om året. Patienterne dukker op til fods fra skovstierne, der binder det sydlige Chhattisgarh sammen. Veje og infrastruktur er stort set ikke-eksisterende. Folk vandrer langvejs fra for at komme til klinikkerne og må ofte sove undervejs.

Ganske som ved mine tidligere erfaringer som praktiserende læge i Haderslev, Randers eller Nordnorge er patienternes klager vidt forskellige, og ikke alle lige alvorlige; også her midt i den tætte skov kommer den gamle kone med ondt i ryggen og får et par panodiler, og ikke så få af patienterne klager over generende hudproblemer som svampeinfektioner og fnat.

7 Rejsebreve_INDMAD.indd 7

14-12-2011 09:49:34

På billedet ses en af Læger uden Grænsers mobile klinikker. Patienterne kommer fra nær og fjern til den lille klinik med meget forskellige lidelser.

Foto © Niels Munksgaard Søndergaard/MSF - Chhattisgarh, Indien

Men iblandt de mindre alvorlige klager dukker de op – børnene med malaria, gravide kvinder med udtalt blodmangel eller svangerskabsforgiftning, afmagrede hostende tuberkulosepatienter, for tidligt fødte spædbørn med voldsomme hudinfektioner, underernærede børn i alle aldre, og i et enkelt tilfælde en ganske ung dreng med fødder, der bærer tydelige præg af spedalskhed.

Man ser tydeligt fraværet at et fungerende sundhedssystem. Sygdomme og skader, som ofte vil blive hurtigt behandlet i et vestligt sundhedssystem, får her lov til at udvikle sig til ofte groteske dimensioner. En ti-årig dreng med høj feber dukker op 14 dage efter at være væltet ind i et bål. Hans venstre arm er en ildelugtende klump af strittende knogler og sorte trævler.

Vi overflytter ham til det kirurgiske hospital i Bhadrachalam, og 14 dage og en amputation senere kan han udskrives.

En kvinde, som vi behandler for tuberkulose uden for lungerne, afslører efter sit fjerde besøg i vores klinikker sin egentlige klage: Tuberkulosen, som hun har haft i 10 år, før hun opsøgte Læger uden Grænsers klinik, har medført, at hendes skamlæber er voldsomt deformerede. På grund af dette er hun er barnløs, og manden har forladt hende for adskillige år siden.

For hende er udsigterne til helbredelse ikke gode – og det un-

derstreger konsekvenserne af manglen på adgang til anden lægehjælp end de traditionelle healere, som ellers er alternativet.

De fleste af patienterne bliver behandlet her i skovbunden, medicin bliver udleveret, sår og bylder bliver givet simpel kirurgisk behandling, og information om sundhed og forebyggelse bliver givet, før patienterne til fods vender tilbage til deres ofte fjerne landsbyer.

Badminton og grill på tagtoppen Tilbage i Bhadrachalam efter en lang arbejdsdag med konsultationer i et 40 grader varmt telt og 4-5 timers kørsel på hullede skovveje venter aftener og weekender i selskab med resten af teamet. Vi er et sammenrend af udsendte fra fem kontinenter med forskellige kulturer, religioner eller mangel på samme. Oftest mødes vi i almen udfladning foran fjernsynet med heftigt censurerede Hollywood-film som underholdning eller nyder den svalende brise på tagterrassen med en kølig øl, en falsk guitar og et par fisk på grillen.

Vores nyindrettede badmintonbane er blevet den svedige slagmark mellem vores lokale ansatte og vores internationale team – vores indonesiske logistiker og undertegnede er i daglig double-kamp for at holde vores respektive verdensmestertraditioner i hævd.

Og når dagen går på hæld, er der kun kampen mod de barbariske myg tilbage, før søvnen kommer snigende, og en ny dag i de indiske skove kan begynde.

Niels Munksgaard Søndergaard

8 Rejsebreve_INDMAD.indd 8

14-12-2011 09:49:35

Irene Juul Jensen, logistiker i Bangladesh Irene Juul Jensen (f. 1982) er født og opvokset i Ullerslev, Fyn. Hun blev i 2007 uddannet som speditør og har siden arbejdet for det verdensomspændende transport- og logistikfirma DSV, og var i en periode udstationeret

i Sydney i Australien. Rejsen til Bangladesh var Irene Juul Jensens anden udsendelse med Læger uden Grænser. I foråret og sommeren 2010 arbejdede hun i Malawi på en stor vaccinationskampagne mod mæslinger.

Mangel på plads er den største udfordring Juli 2011. Irene Juul Jensen har siden december arbejdet som logistiker i Læger uden Grænsers projekt i Dhaka i Bangladesh, hvor underernærede børn, gravide og ammende får medicinsk hjælp. Irene Juul Jensen skriver i sit rejsebrev om de udfordringer og glæder, som hun møder.

I

slutningen af december forlod jeg et frossent og juleeventyrligt Europa for at tilbringe det meste af 2011 i én af verdens største, hurtigst voksende, og fattigste metropoler. Jeg har tidligere besøgt flere asiatiske megabyer, men jeg havde på fornemmelsen, at Dhaka ville være noget helt særligt.

Efter 6 måneder kæmper jeg stadig en daglig kamp for at forstå, hvordan så mange mennesker kan leve på så lidt plads og i så meget larm, trafik og forurening.

Kontrasten mellem rig og fattig er enorm, og i et land med ca. 160 millioner indbyggere er der mange rige – og rigtig mange fattige mennesker. Alligevel mødes man alle steder af smil og vink, og gæstfriheden er stor.

Kamrangirchar Syd for Dhakas officielle bygrænse ligger slummen Kamrangirchar. Den var engang en lille ø i Buriganga-floden,

men grundet pladsmangel er store dele af floden blevet fyldt op med sand.

Kamrangirchar udgør nu ca. tre kvadratkilometer og er forbundet med fastlandet. Det vurderes, at Kamrangirchar er hjem for ca. 400.000 mennesker, og der er ingen offentlige hospitaler eller klinikker.

Læger uden Grænsers projekt i Kamrangirchar beskæftiger sig med underernærede børn under 5 år samt gravide og ammende kvinder. Børnene og mødrene bliver fulgt nøje og forsynet med næringsrig mad. Al behandling er gratis.

Jobbet som logistiker Læger uden Grænsers klinik i det sydlige Kamrangirchar åbnede for lidt over et år siden, så projektet er nyt og ikke så stort. Derfor blev jeg på min første arbejdsdag overrasket over at se så mange smilende og farverige ansatte summe rundt i hektisk aktivitet.

Mine primære opgaver skulle egentligt have været logistik og forsyning samt vand og sanitet, men man havde netop identificeret en bygning i det nordlige Kamrangirchar, der hurtigst muligt skulle omdannes til endnu en klinik for underernæring. De næste tre måneder gik med at forvandle seks små lejligheder til en sammenhængende klinik med alle de nødvendige faciliteter.

9 Rejsebreve_INDMAD.indd 9

14-12-2011 09:49:36

Bambuspinde, der går ned i uigennemsigtigt forurenet vand, udgør hjemmene for mange familier slumområdet i Kamrangirchar. De vanskelige pladsforhold i området gør, at Læger uden Grænser dagligt opsætter mobile klinikker for at kunne nå ud til alle beboerne.

Foto © Stanley Greene / NOOR - Kamrangirchar, Bangladesh

Det er heldigvis meget let at finde velkvalificeret arbejdskraft i Bangladesh, og mit logistik team kan tage fat og fungerer rigtig godt.

Mobile klinikker i slummen Kamrangirchar er ikke noget stort område, men vi kan desværre ikke nå alle patienter fra de to klinikker. Derfor sætter vi dagligt mobile klinikker op rundt omkring i lokalsamfundet.

Den første mobile klinik åbnede i december, og nu er vi oppe på otte stykker.

Den største logistiske udfordring i Kamrangirchar er uden tvivl manglen på plads. Hver kvadratmeter er udnyttet. Vores mobile klinikker opføres i skoler og private bygninger, men det er svært at finde lokaler, der er ledige, store nok, og som har de rette faciliteter - eksempelvis el, vand og latriner.

Et travlt forår Kort før vi åbnede vores nye klinik, udbrød der mæslinger i slummen - for de fleste danskere en banal sygdom - men her en meget smitsom sygdom, der især er farlig for svækkede mennesker.

Da der ikke er nogen offentlige klinikker i Kamrangirchar, har Læger uden Grænser siden december haft et samarbejde med sundhedsmyndighederne, hvor vi varetager deres børnevaccinationsprogram.

Under udbruddet arbejdede vi på at øge vaccinationsdækningen og behandle de sygdomstilfælde, vi kunne finde. Vi ser stadig nogle få mæslingepatienter, men udbruddet er heldigvis ved at være ovre. Meget er sket siden jul. Antallet af klinikker, mobile klinikker, patienter og ansatte er steget betydeligt.

Det har været et travlt forår, men vi har stadig mange opgaver foran os, der skal løses.

Irene Juul Jensen

10 Rejsebreve_INDMAD.indd 10

14-12-2011 09:49:38

11 Rejsebreve_INDMAD.indd 11

14-12-2011 09:49:40

Merete Engell, sygeplejerske på Haiti Merete Engell (f. 1970) er født og opvokset i Charlottenlund.

I 1998 blev hun uddannet som sygeplejerske fra Bispebjerg Sygeplejeskol. Hun har tidligere været udsendt til blandt andet Afghanistan, Niger, Liberia og DR Congo og er i dag international HR-chef på Læger uden Grænsers kontor

i København. Merete Engell er modtager af Florence Nightingale-medaljen, Internationalt Røde Kors´ hæder til sygeplejersker der har udvist exceptionelt mod og opofrelse i humanitært arbejde.

Rejsen til Haiti var Merete Engells niende udsendelse med Læger uden Grænser.

Brev fra helvedes forgård Januar 2010. Sygeplejerske Merete Engell deltager i Læger uden Grænsers nødhjælpsarbejde i Haiti.

Rejsebrevet skildrer hendes første arbejdsdag på Choscal-hospitalet i Cité Soleil i Haitis hovedstad Port-au-Prince.

J

eg har rigtig svært ved at skrive dette rejsebrev. Der er mange indtryk, og jeg orker næsten ikke at skulle gå igennem det hele igen. Ankom i mandags, næsten en uge efter jordskælvet. Vi blev en dag forsinket, fordi amerikanerne, der kontrollerer lufthavnen, ikke ville lade os flyve til Portau-Prince, så vi måtte lande i Den Dominikanske Republik og køre i biler over grænser til Haiti.

Vi bor på et hotel i Petionville - den pæne del af Port-auPrince. Det vil sige, Læger uden Grænser har slået store telte op på parkeringspladsen, hvor nogle af de mange internationalt udsendte er indkvarteret. Vi bor i telte, fordi der ikke er plads på hotellet og fordi Læger uden Grænser ikke vil have, at vi bor inden døre, så længe der er efterskælv. Det er okay med mig. Når man ser, hvad befolkningen har været igennem, og hvordan byen ser ud, har jeg intet ønske om

nogensinde at skulle befinde mig inden døre i Haiti. Vi er folk fra hele verden. Nogle jeg kender, andre er nye. Flest læger, kirurger og anæstesi- og operationssygeplejersker.

På vagt i Cité Soleil Den første dag blev jeg bedt om at hjælpe kollegerne på et hospital i Cité Soleil, hvor der ikke var sygeplejersker nok.

Det var min første tur igennem byen. Det er ikke alle husene, der er faldet sammen, men de er der med jævne mellemrum. Huse der har været bygget dårligt eller som ikke kunne klare rystelserne. De er faldet sammen - som korthus. Flere etager, flade oven på hinanden.

Utroligt at der er mennesker, der har overlevet disse sammenstyrtninger. Selv nu mange dage efter jordskælvet, trækker de stadig overlevende ud af bygningerne. På turen til hospitalet så jeg ingen, der ledte i ruinerne mere. I vejkanDen 12. januar 2010 blev den haitianske hovedstad, Porte Au Prince ramt af et jordskælv, der målte 7,0 på Richterskalaen. Over en million blev hjemløse, flere hundredetusinder mistede livet og blev såret. Pigen på billedet har fået alvorlige skader på sit ansigt og hoved. Hun er 27 år gammel.

Foto © Frederic Sautereau - Porte Au Prince, Haiti

12 Rejsebreve_INDMAD.indd 12

14-12-2011 09:49:41

13 Rejsebreve_INDMAD.indd 13

14-12-2011 09:49:44

14 Rejsebreve_INDMAD.indd 14

14-12-2011 09:49:46

I den første, kaotiske tid efter jordskælvet drejede arbejdet sig om at redde så mange liv som muligt. Selv om flere af Læger uden Grænsers klinikker var intakte, foregik operationerne ofte udendørs under presenning af frygt for efterskælv.

Foto © Frederic Sautereau - Porte Au Prince, Haiti

ten var der stadig lig, som ingen ænsede mere. På alle ledige pladser og i vejkanter har folk slået sig ned, fordi de er bange for et nyt skælv. Skraldet hober sig op, og menneskemyldret er overvældende. Der stinker af affald, brændte bildæk og ind imellem af lig. Mange haitianere går med ansigtsmaske lavet af tørklæder eller hvad de har til rådighed.

Vi kørte ind i Citè Soleil, der er kendt for sine mange bander, som kontrollerer området med vold og magt. Hospitalet ligger i midten af det hele og allerede ved porten var det klart at se, hvilket kaos der ventede.

Ingen tør at være inde Hospitalet er en to-etages bygning, som hverken det lokale personale eller patienterne ønsker at være inde i. Derfor er der slået otte telte og mange presenninger op uden for hospitalet, hvor alle patienterne ligger. De eneste, der opholder sig inde, er de, der skal opereres eller lige er blevet det, skadestuepatienter og kvinder, der skal føde.

Her kommer mellem 50 og 70 nye patienter om dagen.

Sårede med komplicerede brud, koldbrand og store hudafskrabninger. Det hele virkede meget overvældende, og jeg havde ondt i maven af frygt for om jeg kunne klare det. Det er alligevel to år siden jeg sidst har arbejdet som sygeplejerske, og tre et halvt år siden at jeg har været i felten.

Mine kolleger bad mig om at tage mig af den postoperative afdeling – patienter, der lige er kommet fra operation. Jeg gik derned og mødte en belgisk sygeplejerske, som havde været der hele natten. Hun var træt og ville gerne afløses. Inden hun gik, gav hun mig et hurtigt overblik over patienterne.

Virkelighed og mareridt Der var ingen andre sygeplejersker og jeg frygtede, at jeg var den eneste, der skulle passe 25 patienter. Det føltes som mit gamle mareridt, hvor jeg står nøgen på et hospital og er

alene om at passe 500 patienter. Jeg fik en knude i min mave med det samme, men jeg gik i gang. Den første halve time løb jeg rundt som en kylling, hvis hoved er blevet hugget af. Lidt efter lidt kom nogle haitianske sygeplejersker, og jeg forsøgte at fordele patienterne mellem os.

Snart begyndte de første patienter at komme fra operationsgangen. Der var flest amputationer, men også nogle med skudsår i maven og brystet, ofre for uroligheder i bydelen. Kirurgerne havde travlt – patienterne kom i en lind strøm. Lidt efter lidt fik vi lidt styr på det, og det begyndte at lysne lidt i øst.

Jeg gik rundt på hospitalet for at se mig lidt omkring.

Antallet af hårdt sårede var overvældende - de lå på jorden i telte, side om side. Der var meget varmt i teltene, fluerne kredsede om sårene, mennesker, alle vegne. På skadestuen rensede de sår, som virkede helt groteske, og den ene gips efter den anden blev lagt.

På min afdeling lå folk på tynde tæpper oven på sengefjederne. Hospitalet var faldefærdigt, beskidt, stinkende, og de få stuer og gangen var overfyldt med patienter. Ingen kirurger kom, de havde travlt på operationsgangen, så i lang tid blev patienterne ikke tilset. Vi måtte bare gøre vores bedste i noget der lignede helvedes forgård!

Sov fra efterskælv Det var en meget hård dag, og succeskriteriet var at alle trak vejret hele dagen. De lokale sygeplejersker gjorde et fantastisk arbejde på deres egen uorganiserede måde. Jeg forsøgte at holde øje med, at vi fik gjort det vi skulle, holdt mig ellers i baggrunden og ledte slaget.

Om aftenen var vi alle helt færdige og kørte endelig hjem, efter at jeg havde givet alle patienterne tilbage til den sygeplejerske, der havde overgivet dem til mig om morgenen.

Dagen efter var jeg tilbage. Nu lå alle ”mine” patienter spredt ud i alle teltene. Der havde været et efterskælv om

15 Rejsebreve_INDMAD.indd 15

14-12-2011 09:49:47

Jordskælvet på Haiti lagde det meste af Port-au-Prince i ruiner.

På under et minut styrtede folks hjem sammen. Gaderne blev for en kort stund mennesketomme og stille. Få mennesker turde bevæge sig rundt. Drengen på billedet bevæger sig igennem ruinerne med tæpper, der skal bruges til at skabe husly.

Foto © Frederic Sautereau - Porte Au Prince, Haiti

morgenen, som jeg ikke havde mærket, og alle var flygtet ud af hospitalet. Ingen turde være der og personalet nægtede at gå tilbage. Det eneste der blev foretaget indenfor var fødslerne.

Jeg fik logistikerne til at sætte noget presenning op mellem de andre telte, og gik derefter på jagt efter mine patienter. Efter et par timer havde jeg endelig fået samlet 30 patienter og fået sat sygeplejerskerne i sving. Kirurgen kiggede kort forbi, men nåede kun at se få patienter og ingen blev udskrevet eller overflyttet og afdelingen blev mere og mere fyldt. Vi lagde dem i alle hjørner og udfordringen var at finde en plads, hvor solen ikke bagte ned på dem. Vi lagde drop og gav medicin osv.

Elendigheden up close Hospitalet var velbesøgt af journalister og fotografer, som kravlede rundt mellem patienterne på gulvet, på jagt efter de perfekte billeder, som skal skildre denne forfærdelige katastrofe. Amputerede og væskende lemmer blev vist frem, patienter på dødens rand blev filmet up close. Men vi kunne ikke bruge tiden på at jagte samvittighedsløse journalister.

Vi kunne kun nå at holde folk i live, og ikke engang det, var vi så gode til.

Solen brændte, jeg var tørstig og sulten, men kunne ikke tænke på mine egne behov lige meget hvor meget de kaldte på mig. De står ikke mål med disse patienter som i hundredevis lider i smerte efter deres knuste ben er blevet savet af eller de har fået store gips på arme og ben. Det var overvældende! Jeg har aldrig set så mange hårdt sårede på et sted. Endnu en dag var gået, og de fleste havde trukket vejret hele dagen.

Merete Engell

16 Rejsebreve_INDMAD.indd 16

14-12-2011 09:49:49

17 Rejsebreve_INDMAD.indd 17

14-12-2011 09:49:51

Cheme Andersen, læge i Afghanistan Cheme Andersen (f. 1979) har tibetansk baggrund og er født i Indien. Han er vokset op på Frederiksberg. Han er uddannet fra Syddansk Universitet i 2007 og har efter endt turnus i Kalundborg og Holbæk arbejdet som praktiserende læge og vagtlæge på øen Skjervøy i Nordnorge,

inden han i marts 2010 rejste ud for første gang med Læger uden Grænser.

Rejsen til Afghanistan var Cheme Andersens tredje udsendelse med Læger uden Grænser. Første udsendelse gik til et af Læger uden Grænsers ernæringsprojekter i den sydlige del af Etiopien.

Krigens tavse ofre September 2011. Læge Cheme Andersen har brugt det meste af 2011 som udsendt i Afghanistans Helmand-provins. Her har han mødt en virkelighed, han ikke kendte til fra mediernes fokus på soldater og selvmordsbombere. En virkelighed, der inkluderer almindelige kvinder og børn i et ualmindeligt land.

N

yhedsdækningen af Afghanistan er fokuseret på krigens direkte ofre – dem,der såres eller dør i kamp. Man hører dog sjældent om krigens indirekte ofre. Her er især kvinder og børn blandt samfundets mest udsatte. Mine seks måneder på Boost Hospital gav et unikt indblik i sundhedstilstanden blandt befolkningen i Helmand-provinsen. Et indblik, der afslørede en uhyggelig virkelighed for især afghanske kvinder og børn. Her følger et udpluk af mine oplevelser som læge på hospitalet.

Boost Hospital i byen Lashkargah er det største offentlige hospital i Helmand-provinsen. Der er 150 sengepladser. Vi har en skadestue, ambulant kirurgisk og medicinsk behandling, intern medicinsk sengeafdeling, isolation, kirurgisk afdeling, fødeafdeling, børneafdeling, brandsårsafdeling, svangerskabskontrol m.m.

Disse afdelinger fungerer langt fra som i Danmark, og det

er en af grundene til, at vi er her. Da Læger uden Grænser begyndte arbejdet i Helmand i 2009, var hospitalet stort set forladt. Der var kun patienter i hver trejde seng. I dag er der stor aktivitet, og folk kommer langvejs fra for at få behandling her.

Hun var ensom Da jeg ankom til afdelingen, blev jeg inviteret på te af sygeplejerskerne. Jeg benyttede lejligheden til at slappe lidt af og diskutere forholdene på sygehuset med dem.

Mens vi snakkede, så jeg en lille pige stå ved en af sengene. Hun græd. Jeg spurgte sygeplejerskerne, hvad hun fejlede. De sagde, at hun var blevet opereret for tarmslyng.

Jeg kaldte hende over til os og gav hende en kop te. Hun drak den hurtigt og bad om mere. Gennem sygeplejerskerne fik jeg hele hendes historie at vide.

Hun var otte år gammel og boede i en landsby i en fjern del af Helmand-provinsen. Hun havde seks søstre og en bror. I omkring en måneds tid havde hun været syg og blev dårligere og dårligere. Til sidst rejste hun sammen med sin far til Boost Hospital - en rejse på to dage.

Da hun ankom til sygehuset, var hun i en kritisk tilstand og blev opereret akut af vores kirurg. En operation på kun en halv time, men uden den havde hun ikke overlevet. Jeg spurgte De to børn venter på deres forældre, som bliver tilset, uden for Boot Hospital i Lashkarkgah, Helmand provinsen. Foto © Peter Casaer

18 Rejsebreve_INDMAD.indd 18

14-12-2011 09:49:52

19 Rejsebreve_INDMAD.indd 19

14-12-2011 09:49:53

hende, hvorfor hun havde grædt. Hun fortalte, at hun følte sig ensom. Hendes far var i byen og besøge slægtninge.

Pigen og hendes historie berørte mig dybt. Det var fantastisk, at vi kunne redde hende, men samtidig tragisk, at folk skal rejse så langt for at få hjælp. Det er både dyrt og farligt at rejse rundt i Helmand på grund af vejsidebomber, trusler fra Taleban med mere, og det gør, at mange venter til sidste øjeblik med at søge hjælp.

At se børn dø En treårig dreng blev bragt ind på skadestuen i dag. Han var livløs. Vi forsøgte genoplivning i 20 minutter, mens faren stod og kiggede på. Uden held. Samtidig kom en anden far med sit nyfødte barn. Barnet var helt blegt og livløst. Jeg forsøgte at stimulere barnet, men der var ingen tegn på liv.

Det havde været uden ilt til hjernen og hjertet i over en time, og der var intet at gøre.

Flere andre kom med brækkede arme og ben, underernærede børn og kvinder med svangerskabsforgiftning og komplicerede fødsler. Mange havde rejst flere timer for at komme til hospitalet, nogle endda i et par dage. En stor del af de omkring 100 patienter, vi ser i skadestuen hver dag, er børn. Mange kunne muligvis have overlevet, hvis de var kommet tidligere til hospitalet.

Her er det, man ser, hvordan konflikten påvirker adgangen til sundhedshjælp. Det er farligt at rejse rundt i Helmand, og enhver rejse udgør en betydelig risiko. Flere gange tænkte jeg, “hvis bare barnet var kommet her en time tidligere, kunne vi muligvis have reddet ham eller hende”.

Vi gør, hvad vi kan, med de begrænsede midler, vi har. I dag læste jeg så, at en kvinde med benbrud var blevet fløjet i helikopter fra Kalundborg til Rigshospitalet. Det sætter tingene i perspektiv. Jeg mener ikke, vi har det for godt i Danmark, men at der er helt uhørt forskel på, hvilken hjælp man får, afhængig af hvor man er født.

Endnu en sindssyg dag i skadestuen Om formiddagen blev et etårigt barn bragt ind på skadestuen. Ingen puls og i svær chok på grund af en infektion.

Samtidig med at vi behandlede barnet, kom en far ind med sin treårige søn, der var i kramper og bevidstløs. To kritisk syge børn lå nu på samme briks, mens læger og sygeplejer-

Pigen på billedet hedder Ainissa og er fire år gammel. Hun er patient på Boost Hospital i Lashkargah.

Foto © Cheme/MSF Afghanistan

sker behandlede dem. 15 minutter senere kom en 10-årig dreng ind med et stort, åbent sår i maven. Vi fik en sygeplejerske til at tage ham ind i et andet lokale og måle blodtryk, puls og respirationsfrekvens. Hvis dette var ok, måtte han vente. Barnet med kramper vågnede op efter at have fået muskelafslappende medicin, og vi satte ham op til faren.

Fem minutter efter kom en bedstemor med et helt blåt og livløst barn, der kun var en dag gammel. Igen to kritiske patienter på samme briks. Barnet i chok med infektion fik væske, ilt og antibiotika, og vi fik en sygeplejerske til kun at holde øje med dette barn, mens vi gav kunstigt åndedræt med en ballon til det nyfødte barn og udførte hjertemassage. Efter et par minutter begyndte han at hoste og græde.

Huden blev langsomt rød. Fantastisk!

Vi overførte alle fire børn til børneafdelingen. Jeg kiggede til barnet med infektion en time senere. Han havde nu en mærkbar puls, fin hudfarve og trak vejret godt. To timer senere havde han lavt blodtryk, og da jeg forlod sygehuset, var hans tilstand særdeles kritisk. Tvivler på, han overlever natten. Det nyfødte barn havde det godt.

Krigens ofre Nyhedsdækningen af Afghanistan er fokuseret på krigen og de direkte ofre for krigen. Nogle af de ofre, man ikke hører meget om, er børnene. På Boost Hospital oplevede vi hver dag dødsfald på børneafdelingen. På skadestuen stod jeg hver dag med kritisk syge børn i hænderne og måtte stort set dagligt genoplive børn. Vi havde børn med mæslinger, stivkrampe, underernæring, luftvejsinfektioner og diarrésygdomme inklusiv kolera.

Jeg kommer aldrig til at glemme Helmand, og jeg svor at kæmpe for at forbedre børns adgang til gratis lægehjælp.

Jeg kommer heller aldrig til at glemme alle de børn, kvinder og mænd, vi kunne hjælpe på Boost Hospital. Det takket være mine afghanske kolleger, alle der arbejder for Læger uden Grænser og ikke mindst de mennesker, der støtter arbejdet i Danmark og resten af verden. Tak. Cheme Andersen

20 Rejsebreve_INDMAD.indd 20

14-12-2011 09:49:54

21 Rejsebreve_INDMAD.indd 21

14-12-2011 09:49:55

Anja Bergmann Stubager, sygeplejerske i Sydsudan Anja Bergmann Stubager (f.

1975) er født og opvokset i Holbæk. Hun er uddannet fra Sygeplejeskolen i Slagelse i 2001. Siden da har hun primært arbejdet på intensivafdelinger, og blev i 2008 uddannet som

anæstesisygeplejerske. Rejsen til Sydsudan var Anja Bergmann Stubagers tredje udsendelse med Læger uden Grænser. Hendes første udsendelse var på et hospital i Port Harcourt i Nigerias oliedelta i begyndelsen af 2011.

Eneste narkosesygeplejerske i udkantsafrika Juli 2011. Rejsebrev fra anæstesisygeplejerske Anja Stubager, der netop er kommet hjem efter fire ugers arbejde på et hospital i byen Aweil i Sydsudan. Hospitalet er det eneste til provinsens godt en million indbyggere. Læger uden Grænser støtter hospitalet for at nedbringe dødeligheden blandt nyfødte børn og fødende kvinder.

A

t arbejde i Nothern Bahr El Ghazal Province for Læger uden Grænser er ikke nogen rosenrød heroisk tilværelse.

Det er en barsk virkelighed, som jeg for nuværende er blevet en del af. Hospitalet er det eneste i provinsen, der har en befolkning på godt en million. Det betyder sikkert også, at jeg er den eneste narkosesygeplejerske i hele området. Jeg er vant til et stort ansvar i mit job derhjemme, men når man lige pludselig befinder sig ved hvad der føles som verdens ende, så mærkes ansvaret alligevel lidt mere tyngende. Der er ingen hjælp at hente, hvis jeg kommer ud i en akut situation, hvor handlekraft her og nu er altafgørende for et andet menneskes liv.

Jeg accepterer flere ting, end jeg ville gøre derhjemme.

Hvorfor? Fordi jeg er nødt til det. Det her er udkantsafrika!

Mulighederne er begrænsede og mit udstyr er helt basalt. Kan jeg ikke leve med det, så kan jeg ikke arbejde et sted som her.

Mange børn kommer med forbrændinger Mit hjerte bløder for børnene når de kommer ind og bliver lagt på operationsbordet, græder og kalder på deres mamma. Mange af dem er indlagt i månedsvis på grund af grimme skoldninger og forbrændinger, og de kommer et par gange om ugen til operationsstuen for at få skiftet deres forbindinger. De får ikke noget beroligende inden, og de får ikke bedøvende tryllecreme på deres små hænder, så det ikke gør ondt, når jeg skal stikke dem. De forstår ikke hvorfor jeg holder en tætsluttende maske henover deres næse og mund. Vi har to babyer på under tre måneder, som jeg jævnligt bedøver. Jeg ville ønske, at de holdt deres øjne lukkede, men i stedet søger de mit blik, og selv om det er hårdt at se angsten i deres smukke sorte øjne, så fastholder jeg øjenkontakten med dem, indtil de sover.

Ikke en selvfølge at overleve Jeg er en del af et kirurghold, der tager sig af gravide og børn under 15 år. Læger uden Grænser begyndte projektet i 2008 for at nedbringe børnedødeligheden, og det betyder, at rigtig mange kommer hjem med både mor og babys liv i behold. Men det er stadig ikke en selvfølge. De fleste kvinder her kender til tabet ved at miste mere end et barn.

Jeg forstår ikke deres sprog, så jeg kan ikke kommunikere med dem. Men den sorg en mors blik rummer, når hendes nyfødte ikke overlever, er universel.

22 Rejsebreve_INDMAD.indd 22

14-12-2011 09:49:56

Efter min første uge havde jeg allerede stået med fire døde spædbørn og en død nybagt mor til nu seks børn. På anden dagen havde vi et for tidligt født tvillingepar. Jeg forsøgte at hjælpe den lille dreng med at trække vejret, men måtte til sidst pakke ham ind i et håndklæde og lade ham ligge og dø alene, fordi vi var nødt til at tage os af hans søster, som var stærkere og derfor havde bedre chancer for at overleve. Jeg havde allermest lyst til at holde ham ind mod mit bryst, men fordi ressourcerne er små, er vi nødt til at træffe svære valg. Søsteren klarede sig i fem dage, hvorefter hun fulgte sin bror. Moderen, der var gået hertil med veer sammen med sin 10-årige søn, måtte gå tomhændet tilbage til sin landsby flere timers vandring herfra.

Klar til at rejse igen Selvom det er en af de sørgelige historier blandt mange

Eclas Ahomed er 20 år gammel og flygtning fra det nordlige Sudan. Hendes lille barn er underernæret og er i behandling på Læger uden Grænsers intensive afdeling på Aweil hospital.

Foto © Q. Sakamaki/Redux – Aweil, Sydsudan

gode, er det stadigvæk hårdt og så langt fra de problemer, vi står med derhjemme. Nogle vil sikkert spørge, hvorfor man frivilligt vil udsætte sig selv for den slags. Men for hvert vellykket kejsersnit, jeg bedøver til tænker jeg, at det er det hele værd. Og hvis vi ikke var her med jordemødre og et kirurghold, så ville der være mange flere tragiske skæbner.

Vil jeg tage afsted igen? Ja, uden tvivl!

Anja Bergmann Stubager

23 Rejsebreve_INDMAD.indd 23

14-12-2011 09:49:57

Jacques Courrier, logistiker i DR Congo Jacques Courrier (f. 1945) er født i La Val i det vestlige Frankrig, men uddannelsen som kemiingeniør bragte ham i 1971 til Danmark, hvor han i en lang årrække arbejdede med produktudvikling hos virksomheden Superfos Kemira.

Rejsen til DR Congo var Jacques Courriers tredje udsendelse med Læger uden Grænser. Første gang var i 2006, hvor han i syv måneder stod for administration og logistik ved Læger uden Grænsers klinik i Bangolo i Elfenbenskysten.

Optakt til det store stik Maj 2011. Den franskfødte kemiingeniør Jacques Courrier har flere gange været udsendt som logistiker for Læger uden Grænser. Senest deltog han i en stor mæslinge-vaccinationskampagne i Lubumbashi i Den Demokratiske Republik Congo.

Tirsdag den 11. januar 2011 Det er nu mørkt og myggene er gået til angreb mod den blege olding, som lige er kommet til byen. Efter en lang rejse fra Kastrup over Etiopien og Burundi blev jeg hentet i Lubumbashis lille og ramponerede lufthavn af chaufføren Théo.

Her er varmt og fugtigt og meget grønt. Rundt om lufthavnen ser man mange små haver med den gode, røde jord, hvor der vokser mango, ananas og banan. Længere væk kan man skimte en mine, hvor der efter Théos udsagn graves efter kobber og kobolt.

På vej ud af lufthavnen kommer vi forbi mange militærfolk og politi. Vi når frem til Læger uden Grænsers huse og kontor, og jeg hilser på Michelle, den kvindelige canadiske ”Head of Mission” og på kassereren François. De fortæller, at byen er sikker, men allerede efter nogle få timer i landet kan jeg fornemme en vedvarende spænding, som jeg slet ikke mærkede, da jeg var i Niger for to år siden.

Onsdag den 12. januar 2011 Det meste af formiddagen er gået med et møde om vores vaccinationskampagne, som er planlagt til at begynde om 13 dage. Der skal ”kun” vaccineres i Lubumbashi, hvor der måske bor mellem en og to millioner indbyggere. Sammen med et andet hold fra Læger uden Grænser regner vi med at komme til at vaccinere omkring en million børn mellem seks måneder og 16 år.

I grove træk bliver mit job at sørge for, at de 32 vaccinationshold hver dag i løbet af de 10-14 dage, som kampagnen kommer til at køre, har, hvad de skal bruge, og at alle vaccinationsstederne er klar. Vi har ca. to uger til forberedelserne og to uger til selve vaccinationen.

Vi udsendte udgør et ret internationalt selskab: canadisk, fransk, tysk, hollandsk, græsk, italiensk.

Der snakkes meget engelsk i dette fransktalende land, hvor de nationalt ansatte taler et nydeligt fransk. Ligesom i Elfenbenskysten har de nogle smukke gamle franske fornavne: Blaise, Aimé, Désiré, Athanase…

Onsdag den 19. januar 2011 Det regner og har regnet meget hele natten. Temperaturen og luften er meget mild, omkring de 25 grader. Sammen med Luigi - min nye og unge kollega fra Italien – var jeg i morges ved seks-tiden, da solen stod op og vi igen må færdes i

24 Rejsebreve_INDMAD.indd 24

14-12-2011 09:49:59

En af Læger uden Grænsers sygeplejersker undersøger en lille pige, der har mæslinger.

Foto © Gwenn Dubourthoumieu - Lubumbashi, DR Congo.

vores kvarter, ude at løbe. Af sikkerhedshensyn må vi løbe en bestemt rute på knap 2 km, som vi ikke må afvige fra. I dag var vandpytterne blevet til små søer. Lubumbashi ligger i ca.

1.200 meters højde, og på løbeturen kunne jeg mærke, at luften er noget tyndere end i Danmark.

Der kommer flere og flere tilfælde af mæslinger i byen, hvor folk bor meget tæt under ret fattige forhold. Underernæringen er også meget udbredt blandt børnene, og det gør dem mere modtagelige over for mæslinger. Sygdommen er stort set ukendt i vores del af verden, men ikke her. Dødeligheden på grund af komplikationer efter mæslinger er på ca. 25 procent.

I går var vi ude i byen hele dagen. Vi er begyndt at besøge samtlige steder, hvor vi kommer til at vaccinere. Vi så forskellige ”militærlejre”, hvor soldater og officerer bor med deres familier.

Områderne er store med mange ramponerede bygninger og et hav af små hytter og skure, hvor folk bor. Det er populært at bo der, fordi husleje, el og vand, når det findes, er gratis. For at

give en fornemmelse af, hvor mange mennesker, der bor i disse lejre, fik vi at vide, at vi kunne forvente at skulle vaccinere flere end 20.000 børn mellem 6 måneder og 15 år i et enkelt område.

Vi har lokaliseret otte vaccinationssteder, som kommer til at foregå i telte, kirker, under halvtage, i skoleklasser eller på fattige og nedslidte hospitaler. Selve vaccinationen bliver lidt forsinket, fordi de nationale sundhedsmyndigheder skal spørges og godkende det hele, og det tager tid. Her i Congo, er de mere formelle end de var i Elfenbenskysten og Niger. Og på alle niveauer møder vi folk, der forsøger at tjene lidt ekstra på at hjælpe os. Men fordi Læger uden Grænser ikke vil deltage i den slags, kan tingene godt tage meget lang tid.

Vi håber og tror, at vi inden månedsskiftet er i gang med at vaccinere mellem 400.000 og 500.000 børn.

Min hovedopgave er at sørge for, at samtlige vaccinationssteder bliver forsynet med det nødvendige basale udstyr som borde, stole, vand, sæbe, og at affaldet bliver sorteret og gemt på forsvarlig vis, inden det skal afhentes og brændes. I morgen skal vi igen besøge en masse vaccinationssteder i et stort og meget tæt befolket kvarter.

Jacques Courrier

25 Rejsebreve_INDMAD.indd 25

14-12-2011 09:50:02

Christine Andersen, læge i Sydsudan Christine Andersen (f. 1979) er født og opvokset i Frederikshavn og blev færdig med sine medicinstudier ved Århus Universitet i 2007. Siden har hun arbejdet på sygehuset i Silkeborg og på børneafdelingen i Viborg. Det er hendes ambition at specialisere

sig som børnelæge. Rejsen til Sydsudan var Christine Andersens anden udsendelse med Læger uden Grænser. Fra oktober 2010 til januar 2011 arbejdede hun med at give medicinsk hjælp til ofre for de massive oversvømmelser i Pakistan.

Kontrasternes land August 2011. Christine Andersen sender sit andet rejsebrev fra Sydsudan – verdens nyeste land. Hun er igen tilbage i byen Agok, hvor hun arbejder som læge på hospitalet. Læs om hendes oplevelser i kontrasternes land.

S

ydsudan. Verdens yngste nation. Et kontrastfyldt sted. Fascinerende. Et land, hvor der ikke er langt fra liv til død. Fra sorg til glæde. Fra gråd til latter. Et land hvor jeg gang på gang må tage mig selv i at blive overrasket over sydsudaneserne.

Deres fabelagtige evne til at acceptere vilkår, der forekommer fuldstændig urimelige. Håndtere død og ødelæggelse. Og være i stand til at lade livet gå videre og bevare optimismen.

Imponerende, tankevækkende og inspirerende.

Sidst I hørte fra mig var i en meget urolig tid tilbage i maj efter mit projekt i Abyei var evakueret på grund af uroligheder, og jeg selv tog mig et tiltrængt hvil i Juba. Meget er sket siden. Når jeg ind i mellem kigger i en kalender, er det ikke til at forstå, at det ikke er længere tid siden.

Jeg er nu tilbage i felten, nærmere betegnet Agok, hvor vi driver et hospital og mobilklinikker i et område, hvor der ellers er meget sparsom adgang til kvalificeret lægehjælp.

Derudover er området for tiden ekstra belastet af, at folk fra Abyei og omegn er fordrevet sydpå og har slået sig ned her.

Enten hos familie eller bekendte, alternativt under et træ eller de bygger sig et nyt primitivt hus med de materialer, der nu er til rådighed.

Min hverdag foregår på vores hospital, hvor jeg sammen med en herlig flok på fem kenyanske kliniske medarbejdere og en kenyansk kirurg er ansvarlig for det daglige lægearbejde. Det er ikke overraskende en verden langt fra den, jeg er vant til fra danske hospitaler. En ting er de fysiske rammer og diagnostiske muligheder, der er yderst begrænsede. En anden ting er de patienter, der dagligt indlægges hos os.

Generelt set er folk bare mere syge her. Nok en kombination af at man venter lidt for længe med at gå til lægen. Ofte prøver man en traditionel healer/medicinmand først. Man har også ofte længere vej til hospitalet. Og så bliver man bare hurtigere kritisk syg, hvis man i forvejen er et lille underernæret barn med få ressourcer og et svækket immunforsvar.

Adyor Chak Chol sidder sammen med sin søn Nyantar Mathyoung Marop som er i behandling for underernæring. Han spiser Plumpy Nut - Læger uden Grænsers næringsrige fødevareprodukt - som øger væksten for et underernæret barn.

Foto © Corentin Fohlen / Fedephoto – Agok - Sydsudan

26 Rejsebreve_INDMAD.indd 26

14-12-2011 09:50:04

27 Rejsebreve_INDMAD.indd 27

14-12-2011 09:50:06

28 Rejsebreve_INDMAD.indd 28

14-12-2011 09:50:08

Familier på flugt fra de voldsomme konflikter mellem Nord- og Sydsudan. Mange af familierne lever under træer uden ly. Læger uden Grænser yder basal lægehjælp og deler materialer ud til at lave et primitivt husly, tæpper samt andet relevant materiale.

Foto © Corentin Fohlen / Fedephoto – Agok, Sydsudan

Når jeg sidder her og forsøger at samle tankerne, er det helt utroligt alle de skæbner, jeg har mødt, mens jeg har været her. Det er hårdt ind i mellem. Jeg er ikke fra danske hospitaler vant til, at børn dør. Heldigvis da. Og jeg er ikke vant til at mødre kan finde på at forlange sig udskrevet med deres alvorligt syge børn for at tage dem med hjem og dø.

Jeg er heller ikke vant til, at et treårigt barn bliver indlagt bevidstløst på grund af lavt blodsukker, fordi familien ikke har haft mad de seneste tre dage. Her er det jo fantastisk, at se hvordan en lille fyr går fra at være livløs til efter en halv time med sukkerdrop at sidde op i hospitalssengen og spise kiks og grine. Men tragisk at det overhovedet forekommer.

Man vænner sig til mange ting og opbygger nok lidt et skjold, når man arbejder et sted som her. En nødvendighed for ikke at blive helt tosset. Men selvfølgelig er der nogle ting, der sniger sig ind under huden.

Som for eksempel en lille seksårig pige, der kom som eneste ledsager til en meget syg mor. Faren var død for år tilbage. Moren døde efter et par dages indlæggelse i koma, vi kunne intet gøre. Herefter var pigen vores lille “hospitalsbarn” gennem en uges tid. Sygeplejerskerne og de andre patienter tog sig af hende, så det var rørende at se. Vi gav hende mad. Hun sov på hospitalet og hjalp mig på stuegang i vores ernæringscenter med at blæse sæbebobler for de indlagte børn. Endelig blev en storebror og en onkel til hende opsporet, og pigen kunne tage af sted med familien.

En lykkelig afslutning, men jeg tror, at vi alle sammen havde en lille klump i halsen, da vi måtte vinke farvel til hende.

Alt i alt er der mange historier som disse. Det er mange ekstreme oplevelser. Og der er for mig ikke langt fra sorg og magtesløshed i de situationer, hvor vi intet kan gøre til glæde i de situationer, hvor vi kan gøre noget for nogen. En meget intens oplevelse. Og lærerig. Ikke alene rent medicinsk, men bestemt også rent menneskeligt, hvor jeg håber, jeg kan kopiere noget af den positivitet og det overlevelsesinstinkt, jeg oplever hos de mennesker, jeg møder her. Det er imponerende, og noget jeg aldrig vil glemme.

Christine Andersen

29 Rejsebreve_INDMAD.indd 29

14-12-2011 09:50:10

Kamma Skaarup, sygeplejerske i Nigeria Kamma Skaarup (f. 1971) er født og opvokset i Virum. I 1995 blev hun uddannet sygeplejerske fra Bispebjerg Hospital og har siden arbejdet på blandt andet intern medicinsk afdeling på Rigshospitalet og på neonatalafdelingen på Næstved Sygehus. I 2009 blev

hun uddannet anæstesisygeplejerske fra Næstved Sygehus. Rejsen til Nigeria var Kamma Skaarups anden udsendelse med Læger uden Grænser. Første gang arbejdede hun på operationsgangen på Teme Hospital i byen Port Harcourt i den sydøstlige del af Nigeria.

Måske et paradis, men ikke for fødende kvinder Oktober 2011. Det kan være både livsfarligt og invaliderende at føde i det nordlige Nigeria, skriver anæstesisygeplejerske Kamma Skaarup fra den lille by Jahun.

W

elcome to Jahun Paradise! Det er ordene, der lyder fra alle ved min ankomst til den mindre by i Jigawa State i det nordlige Nigeria. En glad og varm modtagelse, som kun gør glæden ved at ankomme hertil større.

I Jahun bor der 8000 mennesker. Måske. Der er ingen, som rigtig ved det. Og så er der alle de små landsbyer i oplandet. Flere af dem, samt det storslåede landskab, kunne jeg betragte fra bilen på den godt to timer lange køretur fra lufthavnen. Levevisen er traditionel og konservativ. Mændene er klædt i lange kjortler og kalot. Kvinderne i farvestrålende nederdele, tørklæder og sjaler. I de små gader går der geder frit omkring. Sukkerrør og andet transporteres på oksekærrer. Små bitte huse og hytter af ler med strå på taget. Et hav af insekter, gekkoer, kvidrende koboltblå fugle, legende børn og mennesker i bøn. Afrika!

En lidelse med store konsekvenser Alvoren og den barske virkelighed bag er grunden til, at jeg er her. Både mødre- og spædbørnsdødeligheden er høj i dette område. Behovet for svangreomsorg og fødselshjælp

er påtrængende stort. Samtidig lider en stor del af kvinderne af fistler, det vil sige en åben forbindelse mellem vagina og blære og/eller vagina og endetarm, forårsaget af langvarige, komplicerede fødsler. Det medfører inkontinens og dermed store sociale og psykologiske konsekvenser.

Min opgave som anæstesisygeplejerske er at bedøve patienterne til de planlagte fistel-operationer og til de akutte kejsersnit og andre obstetriske indgreb. Samtidig har jeg ansvaret for opvågningen og den intensive afdeling, hvor der er plads til syv patienter. De tre dage om ugen, hvor der er planlagte operationer, kommer en nigeriansk anæstesisygeplejerske og hjælper, så vi altid kan varetage det akutte også. Ellers er jeg alene om opgaverne.

Kvinderne får livet tilbage Kvinderne på fistel-afdelingen har alle en barsk historie. De har ofte gennemgået flere graviditeter og stort set alle har mistet mindst ét spædbarn. Derudover er mange blevet forladt af deres mand og familie, og er blevet udstødt af samfundet på grund af deres inkontinens. Mange har også fået så store skader på de nerver, der forgrener sig fra det lille bækken til benene, at de har meget vanskeligt ved at gå.

Behandlingen kræver et indlæggelsesforløb på gennemsnitligt seks uger, og nogle må opereres to-tre gange. De Nyfødt efter veloverstået fødsel på Jahun-hospital.

Foto © Yann Libessart / MSF

30 Rejsebreve_INDMAD.indd 30

14-12-2011 09:50:11

31 Rejsebreve_INDMAD.indd 31

14-12-2011 09:50:13

er på strenge diæter og får intensiv fysioterapi. Men resultaterne er rigtigt gode, og det er fantastisk at se disse unge kvinder blomstre op og blive klar til at få deres liv tilbage.

Det er et projekt som virkelig nytter noget.

Livsfarligt at føde Dagligt kommer ganske unge piger og kvinder til hospitalet med svær svangerskabsforgiftning. De ankommer ofte i kramper og med vand i lungerne. Komplikationerne hos de gravide er generelt meget svære. Katastrofal blodmangel forårsaget af malaria og andre infektioner, dårlig ernæringstilstand, multiple graviditeter og blødninger. Andre har været i fødsel igennem mange dage, hvor barnet er dødt. Det er hårdt, rigtig hårdt, at se så mange unge mødre og spædbørn dø.

Forleden døde en ung kvinde på grund af en hjerneblødning. Det lykkedes at redde hendes barn ved et kejsersnit. En fin lille pige. Men familien hentede barnet for at lade det følge sin mor. Den lille pige ville have behov for indlæggelse en tid, så selv om det måske ikke var intentionen at lade barnet dø, ville det uvægerligt ske uden behandling. Derhjemme var der tre andre børn, og den lille ny havde ingen til at passe sig.

Sådan er verden også. Heldigvis lykkes det at redde mange, og det er meget livsbekræftende. Hvis ikke Læger uden

To lokale kvinder er blevet opereret for fistler på Jahun-hospital.

Foto © Yann Libessart / MSF

Grænser var her, ville kvinderne ingen hjælp få og langt, langt flere ville dø.

Kapaciteten sætter grænser I bygningerne ved siden af vores to afdelinger ligger et offentligt sygehus, som blandt andet yder gratis behandling til børn under fem år. Men de har meget begrænsede ressourcer og har for eksempel ikke mulighed for at give ilttilskud. Ind imellem afleverer de et meget sygt barn på operationsafsnittet, som de ikke selv kan behandle. Vi har ikke kapacitet til at varetage mere end fistler og akut obstetrik.

Men et lille barn i chok er ikke til at afvise. Så vi prøver alle at gøre, hvad vi kan imellem operationerne for at give disse børn en chance for at overleve. ”Jahun Paradise…” I hvert fald et sted, hvor det virkelig har givet mening at bruge mine faglige kompetencer. Men jeg håber, at der er en eller anden form for paradis for de unge kvinder og små børn, det ikke kunne lade sig gøre at redde.

Kamma Skaarup

32 Rejsebreve_INDMAD.indd 32

14-12-2011 09:50:15

Beretninger fra Læger uden Grænser

Læger uden Grænser (MSF) Læger uden Grænser (MSF) er en privat, international, humanitær organisation, der yder medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden.

MSF blev grundlagt i Paris i 1971 under navnet Médecins Sans Frontières, som er det navn organisationen er bedst kendt under internationalt. Heraf også forkortelsen MSF. MSF har kontorer i 19 lande og projekter i flere end 60 lande.

Vores primære opgave er at yde medicinsk nødhjælp. Men det, vi kalder témoignage – at være til stede og bevidne de umenneskelige forhold, der findes mange steder i verden – er en lige så vigtig del af vores arbejde.

Hver eneste dag behandler MSF tusindvis af mennesker rundt om i verden. Vi arbejder ofte i områder, hvor andre organisationer ikke er til stede og vi hjælper dem, som har størst behov uagtet race, køn, religion og politisk overbevisning.

Private, uøremærkede midler, er helt afgørende, for at Læger uden Grænser er i stand til at reagere hurtigt og effektivt på humanitære kriser og naturkatastrofer.

Med uøremærkede midler er det desuden muligt for os at holde administrationsudgifterne helt lave, således midlerne går til dem, der har mest behov. Mindst 80% af vores indtægter går direkte til hjælpearbejdet.

Dette arbejde modtog vi i 1999 Nobels Fredspris for.

Læs mere om vores arbejde på www.msf.dk

Beretninger Redaktion: Ramy Antoine Hoffmann & Christian Nørgaard, december 2011 · Foto: For- og bagside: D.R. Congo © Robin Meldrum Design og layout: Kommunikationsvirksomheden · Redaktionen er afsluttet den 9. december 2011 · Oplag: 500 eksemplarer · Udgivet af Læger uden Grænser, Strandlodsvej 44, 2., 2300 KBH S · Telefon: 39 77 56 00 · info@msf.dk · ISSN 1904-4895.

Rejsebreve_OMSLAG.indd 1

fra Læger uden Grænser

14-12-2011 10:59:00