Problemudredende artikel:
Løsladt, men dømt for altid Tidligere dømte med ønske om at starte en ny tilværelse op på den rigtige side af loven rammes af digitaliseringen inden for medier. Af Laura Lokdam og Kristian Willumsen Lars Sibbersen er 31, for 12 år siden begik han en kæmpe fejltagelse, en fejltagelse der satte ham bag tremmer de næste 7 år. Nu, 5 år efter løsladelse, er Lars kommet ud på den anden side, og har i dag familie og job. Men artiklerne findes stadig på nettet, og tanken om, at enhver vil kunne finde oplysninger om hans fortid, ligger altid i baghovedet som et spøgelse fra fortiden. Langt fra en enlig svale Lars Sibbersen er et opdigtet navn, men personen bag er virkelig nok. Lars ville kun medvirke, hvis han kunne optræde anonymt, netop fordi han har erfaret, hvad oplysninger i pressen kan have af konsekvenser. Lars’ historie er langt fra enestående, men blot et eksempel på virkeligheden for mange tidligere straffede. Efter en fængselsdom har de fleste et ønske om at starte på en frisk, men hvordan skal man kunne det, når man ikke bare skal opbygge sig en hverdag igen, men samtidig skal slæbe rundt på en bagage, der på ingen måde pynter? ”Hvordan skal man starte forfra, hvis man aldrig kan få lov at glemme sine fejltagelser?” Sådan spørger Ann Jeppesen, der gennem sit arbejde som retspsykolog ved Vridsløselille Statsfængsel ugentlig har kontakt med dem, der hele drejer sig om – de kriminelle. ”Det kan være en psykisk belastning at vide, at man efter endt afsoning stadig straffes. Mine klienter giver udtryk for frustration over, at deres straf for så vidt rækker endeløst og føler, at deres retssikkerhed krænkes,” forklarer Ann Jeppesen. Ann Jeppesen beretter, at i forhold til den gruppe af indsatte hun sidder med, er problemet stort. ”Jeg er ansat ved Vridsløselille Statsfængsel, hvor vi hovedsageligt har langtidsafsonere. Googler man mine klienters navne, vil det stort set gælde for dem alle, at artikler indeholdende deres navn vil dukke op,” siger Ann Jeppesen
Er din kriminelle fortid en gang omtalt på nettet, kan det blive et evigt stempel (modelfoto). Foto: Laura Lokdam
En ren straffeattest? En ting er selve dommen og den plet, den efterlader på straffeattesten. I de fleste tilfælde vil den figurere i papirerne i en periode for dernæst at forsvinde. På den måde får mennesket bag en chance for at starte på ny. Det fungerede måske engang, men i takt med den digitale udvikling er en anden attest opstået, der ikke er udstedt af myndighederne, men som ikke desto mindre er af mindst lige så stor betydning for den enkeltes reelle chance for at starte fra scratch, internettet. Har din sag først været nævnt i medierne, omend blot i en notits, så kan du risikere, at den vil følge dig for altid. Dette påvirker ikke blot en tidligere straffets muligheder for at få arbejde, men også helt basale punkter, som for eksempel det at finde bolig. To ting der er af afgørende betydning, når man forsøger at finde sin plads i samfundet igen. En forening for tidligere dømte, Cafe Exit, bekræfter ligeledes problemstillingen, der er kommet i forhold til netartikler. Informationschef for Cafe Exit, Hans Andersen, fortæller, at det er et problem, alle hans kollegaer kender til. ”Vi har et verserende tilfælde med en, der er desperat efter at få en bolig. Den desperation kan være det udslagsgivende i forhold til en tilbagevenden til kriminalitet,” forklarer Hans Andersen Ligesom Ann Jeppesen mener han, at konsekvenserne kan være store for den enkelte, og at det i sidste ende kan være den afgørende faktor, der gør, at man vender tilbage til en kriminel løbebane. Hans Andersen er overbevist om, at artiklerne om de tidligere dømte kan være afgørende i forhold til at finde job og bolig og kommer med et konkret eksempel fra et af foreningens medlemmer. ”Vi havde en gut med et noget anderledes efternavn. Efter en længere fængselsdom blev han løsladt og skulle finde bolig. Han fik afslag på afslag og fattede så selv mistanke om, at netartiklerne omhandlende hans kriminalitet kunne være årsagen. Han valgte at bruge sit mellemnavn i stedet for, og kort efter havde han et sted at bo,” siger Hans Andersen
Arbejdsgivere googler deres jobansøgere En undersøgelse omkring virksomhedsrekruttering foretaget af konsulentvirksomheden Ballisager i 2012 viser, at problemet med jobsøgning for de tidligere dømte er reelt. 51 procent af de private virksomheder, der deltog i undersøgelsen, svarede ja til at de googlede navnene på de jobansøgninger, de modtog. Klagesystem uden effekt Der er forskellige muligheder, hvis en tidligere dømt ønsker, at medier skal slette artikler indeholdende personfølsomme oplysninger. Første skridt er en klage til mediet, der har trykt artiklen. Mediet beslutter så, om de vil imødekomme klagerens ønske. Vil de ikke det, kan klager gå til pressenævnet, som så vil træffe en afgørelse i sagen. Retspsykolog Ann Jeppesen er godt klar over, at der faktisk er muligheder for sletning, og hun informerer også sine klienter herom, men hun har endnu ikke oplevet, at en dømt har fået medhold i sin klage. ”Ind til nu er der ingen af mine klienter, der har haft held med at få oplysninger slettet,” siger hun Muligheden for sletning blev etableret i 2013, men siden de nye regler trådte i kraft, har pressenævnet kun modtaget tre henvendelser. Det kan der være en god forklaring på, mener tidligere drabsdømte Lars. ”Det kan virke meget uoverskueligt for nogen, hvordan man rent praktisk får det gjort,” siger han. Han forklarer ydermere, at han aldrig selv personligt er blevet gjort opmærksom på mulighederne for sletning fra myndighedernes side. Ann Jeppesen kan godt nikke genkendende til problematikken omkring det uoverskuelige for de tidligere dømte. ”Nogle af mine klienter er så ressourcesvage, så selv om de er klar over muligheden, får de aldrig gjort noget ved det,” siger hun. Ubrugte regler Professor dr. Jur. fra Syddansk Universitet Sten Schaumburg-‐Müller pointerer, at der allerede er en række regler på området, som omhandler personfølsomme data.
"Problemet er bare, at reglerne dels er uklare og nemme at omgås, og dels at medierne ikke agerer efter reglerne", siger han med henvisning til de nye tilføjelser, der kom tilbage i 2013. Ifølge Sten Schaumburg-‐Müller er det begrænset, hvad de nye regler reelt har af betydning. ”Ændringen af de presseetiske regler betyder, at man kan søge om afindeksering eller anonymisering hos medier, der er tilmeldt datatilsynet, men indtil videre har pressenævnet ikke givet medhold i nogen sager”, siger Sten Schaumburg-‐Müller En anden finte i de nuværende regler, som Sten Schaumburg-‐Müller sætter spørgsmålstegn ved, er den dobbelt-‐tilmelding, medierne skal foretage for at være dækket. Det er ikke nok at være tilmeldt Pressenævnet. Med mindre mediet er anmeldt til Datatilsynet, hører det ikke ind under de gældende
regler, som blandt andet omhandler mediernes særlige rettigheder i forhold til personoplysninger i databaser. ”Hvorfor skal man ikke bare være omfattet, hvorfor skal man melde sig til (red. Datatilsynet)?,” spørger Sten Schaumburg-‐Müller Han mener, at en af forklaringerne kan være manglende viden. En del af medierne ved simpelthen ikke, hvilke regler der gælder og hvornår. Det kom blandt andet til udtryk i forbindelse med Se&Hør-‐ sagen, der førte til, at mange af medierne blev opmærksomme på reglen om nødvendigheden af tilmelding til begge instanser og søgte om anmeldelse. Kræver politisk handling ”Jeg mener bestemt, at medierne har et ansvar, men jeg tror, det er nødvendigt med politisk lovgivning på området, ” siger Ann Jeppesen Hun giver dermed udtryk for en holdning, der går igen i udmeldingen fra både eksperter og fagpersoner. Fra politisk side er man da også klar til at tage problemstillingen op. Formand for Retsudvalget, Karina Lorentzen (SF), siger, efter at være blevet gjort opmærksom på problemet, at hun vil gå til justitsministeren og bede hende redegøre for mulige løsningsforslag. Hun har stor forståelse for de problemer, det kan give for de tidligere dømte. ”Jeg synes jo, at når man har fået sin straf, skal man ikke forfølges resten af livet,” siger hun og nævner ligesom Hans Andersen problemet omkring jobsøgning. Det er dog ikke alle politikere, der vil tage stilling til problematikken. Medlem af retsudvalget for Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, har ikke villet lade sig interviewe og kalder det på trods af fagfolkenes udtalelser for et ”tænkt problem.” Desuden mener han ikke, at problemet er politisk. Det er Hans Andersen fra Cafe Exit ikke enig i. Foreningen har ikke tidligere gjort andet end at rådgive personerne fanget i konflikten, men de vil nu overveje, om man skal gøre en ekstra indsats på området for at få belyst problemet. ”Nu vil vi prøve at adressere problemet og klarlægge dets omfang, og så må vi så se, om det er noget, man lovgivningsmæssigt og fra politisk side kan gøre noget ved,” siger han Hans Andersen forklarer, at de i foreningen bruger størstedelen af deres tid på brugerkontakt, og at det derfor kan være svært samtidig at skulle agere vagthund overfor generelle problemstillinger. Flere mulige løsninger Alle parter er enige i, at det er en problematik, der skal tages stilling til fra politisk side. De vil dog gerne komme med deres input til en mulig løsning.
Ifølge Ann Jeppesen er det ikke nok, at man gør det muligt at få slettet oplysninger. For det første foreligger denne mulighed allerede i dag, for det andet er der i mange tilfælde tale om ressourcesvage borgere, for hvem det kan virke uoverskueligt at skulle ordne. Derfor taler hun for, at sletning simpelthen skal være noget, der automatisk sker efter en vis årrække. Ifølge hende kan der umuligt være andre hensyn at tage end til den enkelte person, der bliver udstillet på nettet, og de konsekvenser det har. ”Det ville være godt, hvis der var en lovgivning, der sagde, at efter tre år, så bliver hele molevitten slettet,” siger Ann Jeppesen Denne holdning bakkes op af Lars Sibbersen ”Jeg ville klart være fortaler for, at man laver et system, der automatisk sletter oplysninger efter tre år,” siger Lars Sten Schaumburg-‐Müller taler ikke for total sletning, men foreslår i stedet, at man laver en systematisk afindeksering . ”Det ville nok kræve en lovændring, men en løsning kunne være afindeksering. Det ville betyde, at oplysningerne ikke var så lette at finde, men hvis man sad som forsker og skulle bruge dem, så kunne de graves frem,” siger Sten Schaumburg-‐Müller