Lettre #18 2008

#18 2008

lettre_

Europas kulturmagasin

Internationale

Livet lige nu –The Way We Live Now

Mike Davis Emma Larkin Geert Lovink Linda Polman Elizabeth Rubin Mikhail Ryklin Nicholas Shakespeare Tzvetan Todorov Ko Un Eyal Weizman Slavoj Žižek

Lettre Internationale Livet lige nu – The Way We Live Now 2008 Grundlægger Antonin J. Liehm København Udgiver Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler Kongens Nytorv 1 1050 København K +45 3374 4600 Redaktion Karsten Wind Meyhoff Andreas Harbsmeier lettre@lettre.dk www.lettre.dk +45 2991 1522 +45 2362 2643

Copyright/tekster: Forfatterne og Lettre Internationale Copyright/billeder: Kunstnerne og Lettre Internationale Design: Pleks Trætrykbogstaver: Daddy Skrift: Baskerville Papir: Munken Print White Tryk: Mediefabrikken Forside: Joakim Eskildsen: Romni from the Ukraine in front of her makeshifthome in Obukhovo, Saint Petersburg, Russia, 2004

ISBN: 978-87-7945-062-2 Udgivelsen er støttet af: Montana

Billedkunsten er kurateret af Søren Lose Berlin Lettre International Redaktion: Frank Berberich +49 30 308 704 41 redaktion@lettre.de www.lettre.de Rom Lettera Internazionale Redaktion: Federico Coen & Biancamaria Bruno +39 06 8535 0230 lettera.int@tiscalinet.it www.letterainternazionale.it Bukarest Lettre Internationale Redaktion: B. Elvin lettre-internationale@yahoo.com www.ceeol.com/aspx/publicationlist.aspx

Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler

Nykredit er hovedsponsor for formidlingsaktiviteter på Billedkunstskolerne

I samarbejde med CPH:DOX og Statens Museum for Kunst afholdes en international konference med titlen Livet lige nu – The Way We Live Now i dagene 15-16. november 2008 på Statens Museum for Kunst i København.

I 2008 udkommer Lettre Internationale i forbindelse med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

Madrid Letra Internacional Redaktion: Manuel Ortuño Armas editorial@fpabloiglesias.es www.revistasculturales.com Budapest Magyar Lettre Internationale Redaktion: Éva Karádi lettre@c3.hu www.lettre.c3.hu

Tak til Rebecca Albinus, Kristine Marie Berg, Pernille Galatius, Tine Fischer, Mikkel Bogh, Marianne Torp, Sofie Vestergaard Jørgensen — og en særlig tak til Frank Berberich.

Lettre Internationale i Danmark er del af Eurozine. www.eurozine.com

Lettre Internationale

Livet lige nu — The Way We Live Now

4

Livet lige nu — The Way We Live Now / Indhold 1 BiograFIer — s. 6 Introduktion — s. 8 Tzvetan Todorov (BG) Frygtens tid Resignation, appetit og frygt – kortlægning af tidens politiske lidenskaber — s. 12

Mikhail Ryklin (RU) Børnene i det brændende hus Forsøg på at forstå årsagerne til den russiske kunstner Anna Altjuks død — s. 20

Linda Polman (NL) Nødhjælpssupermarkedet I dag er nødhjælp en global industri.

Hvem har gavn af den? — s. 28

Ko Un (KR) Til en afdød sjæl eller mig selv Asiens orientalisme

— s. 46

Slavoj Žižek (SI) Haiti som symptom Om folkets guddommelige vold

— s. 50

Elizabeth Rubin (US) Barske dage i Kunar En amerikansk kommando bekæmper oprørere i Afghanistan — s. 58

Lettre Internationale

NicHolas Shakespeare (GB) Spor i sumpen Klimakrise i den tasmanske virkelighed

— s. 74

Mike Davis (US) Frygt og penge i Dubai Fantasibyen i den persiske golf er kapitalismens apoteose — s. 82

Emma Larkin (US) Et overgrebs anatomi Militærmagt og virkelighedskontrol i Myanmar — s. 96

Eyal Weizman (IL) Taktiske likvideringer “Humanitær krig” i Israel — s. 104

Geert Lovink (NL) Googlificeringen af vores liv En kreativ netkultur er det eneste middel mod informationsoverfloden — s. 114

Efterord — s. 122 Billedkunst — s. 128

6

BiograFIer

/ Skribenter /

Mike Davis Amerikansk debattør og skribent født i 1946. Han er urbanitetsteoretiker, historiker og politisk aktivist. Nogle af de mest omdiskuterede bøger, han har skrevet, er Planets of Slum (2006) og Ecology of Fear (2000).

Emma Larkin Pseudonym for en amerikansk journalist og ekspert i Myanmar, bosat i Asien. Hendes bog Finding Georg Orwell in Burma er en undersøgelse af George Orwells aktivitet som ung efterretningsofficer i Myanmar og en læsning af landet, set gennem Orwells øjne og værk.

Geert Lovink Født 1959 i Amsterdam. Medieteoretiker og internetaktivist. Grundlægger af Institute of Network Cultures i Amsterdam og medgrundlægger af Agentur Bilwet og netværket Digital City. Han bor og underviser i medieteori i Amsterdam.

Linda Polman Født 1960. Journalist og forfatter. Har gennem de sidste tyve år skrevet for de fleste belgiske og hollandske aviser. Var udsendt i Rwanda i 1995, hvor hun blev øjenvidne til massakren på anslået firetusinde flygtninge i lejren Kibeho. Næste år udkommer hendes With Friends Like These om den internationale nødhjælpsindustri.

Elizabeth Rubin Amerikansk freelancejournalist, der blandt andet skriver for The New York Times Magazine, The Athlantic Monthly og The New Republic. Hun har skrevet prisbelønnede reportager fra krige i Afghanistan, Irak, Sierra Leone og Uganda. Hun bor i New York.

Ko Un Født 1933 i Gunsan i Sydkorea. Forfatteren har oprettet skoler i Korea, levet som munk og har siddet fængslet og været udsat for tortur for sit politiske engagement. Han har skrevet essays, digte, romaner og noveller. Han bor i Ansung i Sydkorea.

Mikhail Ryklin Født 1948 i Leningrad. Filosof, forfatter, udgiver og oversætter. Ansat ved Videnskabernes Akademi i Moskva.

Har tillige været gæsteprofessor i Tyskland, Frankrig, USA og Canada.

Arbejder med de nyeste strømninger inden for europæisk filosofi og mellem den russiske og europæiske kultur. Bor og underviser for tiden i Berlin.

Eyal Weizman Født 1970 i Israel. Dissident, arkitekt, kurator og leder af Centre for Research Architecture ved Goldsmiths College, University of London. Han har arbejdet sammen med en lang række NGO’er og menneskerettighedsorganisationer i Israel-Palæstina.

Han er redaktør af magasinet Cabinet og har senest redigeret A Civillian Occupation. The Politics of Israeli Architecture (2003) og udgivet Hollow Land.

Israel’s Architecture of Occupation (2007).

Han bor i London og Tel Aviv.

Nicholas Shakespeare Født 1957 i Worchester, England.

Han er romanforfatter, journalist og essayist og har tilbragt mange år i Latinamerika og Asien. Hans bog Secrets of the Sea blev shortlistet til Commonwealth Writers Price i 2008.

Bor i Tasmanien og England.

Tzvetan Todorov Født 1939 i Sofia, men emigrerede i 1963 til Paris. Litteraturteoretiker, filosof og essayist. Har siden 1987 været forskningschef ved CNRS. Han bor i Paris.

Slavoj Zizek Født 1949 i Ljubljana. Slovensk filosofiprofessor. Zizek var politisk aktiv i 80’ernes alternative bevægelse i Slovenien, ligesom han i 1990 stillede op som præsidentkandidat ved det første flerparti-valg i den Slovenske Republik. Zizeks forskning kombinerer hans interesser for tysk filosofi, psykoanalyse og politisk filosofi – fx i bogen Velkommen til virkelighedens ørken, 2002. Senest udkommet på dansk er Vold, 2008.

Lettre Internationale - Biografier

Kunstnere /

Nuno Cera Portugisisk kunstner født i 1972. Seneste udstillinger: A Room with a View, Galeria Pedro Cera, Lissabon (2008), LOST, LOST, LOST, Galeria Pedro Cera, Lissabon (2006), Fantasmas/ Phantasms, Centro Cultural de Bélem, Lissabon (2006) og The Prora Complex and other Works, PLAY – Gallery for Still and Motion Pictures, Berlin (2005).

Bor og arbejder i Berlin og Lissabon. www.nunocera.com

April Gertler Amerikansk kunstner, født 1969.

Uddannet ved Bard College, New York. Seneste soloudstillinger, They are what they seem, Galerie Rautrenstrauch, Frankfurt (2008), They Looked on While it Happened, Galleri Image, Århus (2007), Build-Up, PrintServiceGallery, Firenze (2006) og 16 Days in San Francisco, Heimspiel, Frankfurt (2006). Bor og arbejder i Berlin. www.aprilgertler.com

Joakim Eskildsen Født 1971 i Danmark. Er uddannet ved Universitet for Kunst og Design, Helsinki. Seneste soloudstillinger: The Roma Journeys, Institut finlandais, Paris, Hellenic American Union, Athen, Cicero Galerie für politische Fotografie, Berlin, Side Gallery, Newcastle, Robert Morat, Hamborg og Nikolaj Copenhagen Contemporary Art Center, København (2007-8), Nordic Signs, Synart Art Gallery, Frankfurt/Main (2006), og iChickenMoon, Synart Art Gallery, Frankfurt/Main, Galleri Image, Århus samt Galerie Pernkopf, Berlin (2002-5). Bor og arbejder i Danmark. www.joakimeskildsen.com

Beate Gütschow Tysk kunstner, født 1970. Uddannet ved Hochschule für Bildende Künste, Hamborg. Seneste soloudstillinger, Ganz woanders, Kunsthalle Nürnberg, Nürnberg og Haus am Waldsee, Berlin (2008), LS/S, Museum for Contemporary Photography, Chicago og ArtSway, Sway (2007) og Jenseits von Arkadien, Produzentengalerie, Hamborg (2005). Bor og arbejder i Berlin.

Asmund Havsteen-Mikkelsen Dansk kunstner, født 1977. Studerer på Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. Har studeret ved Hochschule für Bildende Künste, Hamburg og på CCA Research Progam, Kitakyushu, Japan. Seneste soloudstillinger: Life in the Box, Helene Nyborg Contemporary, København (2008), Supernumeral (med Emil W. Hertz), Marstal Museum, Ærø (2007), Mentalscapes, Helene Nyborg Contem-

porary, København (2006) og Melting Barricades (med Inuk Silis Høegh), Nordatlantens Brygge, København, og Katuaq, Nuuk (2004). Bor og arbejder i Berlin og København. www.helenenyborg.com Søren Lose Dansk kunstner, født 1972. Er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. Seneste soloudstillinger: Home & Tomorrowland, Kunsthalle Brænderigaarden, Viborg (2008), Eagle, The Blue Room, Preview Artfair, Berlin (2008), Abendland, Künstlerhaus Bethanien, Berlin (2008), mellem-billeder, Skive Kunstmuseum, Skive (2006), Ud!, Ude., Hjem!, Thorvaldsens Museum, København (2006). Bor og arbejder i Berlin. www.sorenlose.dk Julian Rosefeldt Tysk kunstner., født 1965. Har studeret arkitektur i München og Barcelona. Seneste soloudstillinger: The Ship of Fools, Arndt & Partner Project Space, Berlin og PhillipsdePury, New York (2008), Julian Rosefeldt, Galeria Helga de Alvear, Madrid, Apeejay Media Gallery, New Delhi, Platform China, Beijing og Galeria Vermelho, São Paulo (2007), Clown, Max Wigram Gallery, London (2006), Lonely Planet, Arndt & Partner, Berlin og Bonner Kunstverein, Bonn (2006). Bor og arbejder i Berlin. www.arndt-partner.de

8

Livet lige nu — The Way We Live Now / Øjebliksbilleder af verdens tilstand 2008

Enkeltstående begivenheder, hændelser, bevægelser og personer kan med ét forandre og præge hele den måde, vi ser på og taler om verden på – de kan inddele verden på en ny måde og rette vores opmærksomhed mod hidtil ukendte konflikter og brudflader og ændre den måde, vi lever og indretter os på. Sådanne begivenheder var oprøret i 1968, Berlinmurens fald i 1989 eller angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Og sådanne begivenheder var nedsmeltningen i Tjernobyl i 1986 og aids’ fremkomst i 1980’erne.

Lettre Internationale forsøger med denne udgivelse at tegne nutidens brudflader – hvordan lever vi i dag? Hvilke konflikter og radikale begivenheder præger den måde, vi indretter os på, og den måde, vi betragter vores eget liv på? Med udgivelsen af dette nummer af Lettre Internationale og afholdelsen af en konference med kunstnere, forfattere og skribenter fra hele Europa vil vi forsøge at give et øjebliksbillede af verdens mentale tilstand lige nu under overskriften “The Way We Live Now”. I brydningstider er der behov for at gøre status, for at lægge begivenheder og diskussioner bag sig og for at se frem mod nye muligheder.

Lettre Internationale - Introduktion

Mange har forsøgt at beskrive den globale udvikling efter Berlinmurens fald, og alle de forskellige analyser giver værdifulde bidrag til billedet af samtidens aktuelle forfatning. Parallelt med de syntetiserende diagnoser er der til enhver tid behov for analyser og billeder af enkeltsituationer, problemstillinger og begivenheder, som er udtryk for livet lige nu i det globale rums sammensatte virkelighed. Signifikante eksempler er til trods for deres enkeltstående karakter ofte i stand til at sige noget om tilsvarende eksempler andre steder og kan i den forstand være repræsentative for bestemte typer af problemstillinger eller lignende.

De spørgsmål, som kunne guide en refleksion over samtidens mange enkeltstående og aktuelle eksempler, kunne være disse: Hvilke forandringer ser vi i dag? Kan vi stadig skabe et klart blik på de skiftende tider, vi lever i? Elsker vi stadig livet, kan vi stadig drømme med åbne øjne? Hvad burde vi arbejde hen imod? Hvilke illusioner burde vi afdække? Hvad skal vores håb være?

Hvilken holdning, hvilken moralsk position og hvilken viden har vi brug for?

Er det stadig umagen værd at gøre oprør mod elendighed og foragt for menneskeliv – og kan vi stadig tale om, at menneskeheden er i stand til at skabe storhed? Kan kunst, litteratur og videnskab åbne muligheder, der kan omsættes til virkelighed, til livspraksis?

Ved at præsentere en række af de bedste internationale og skandinaviske skribenter og kunstnere for et dansk publikum både på tryk og i levende live er ambitionen at stimulere den danske offentlighed med tanker og billeder fra den globale verdens mange hjørner – vi vil forsøge intet mindre end at skitsere konturerne af vor epokes fysiognomi. Billedsiden vil ikke blot illustrere de skriftlige bidrag, men derimod udgøre selvstændige kunstneriske manifestationer og undersøgelser, som kan aflæses parallelt med forfatterbidragene.

10

Den tyske udgave af Lettre Internationale under ledelse af Frank Berberich fejrede tidligere i år 20 års jubilæum med et stort anlagt jubilæumsnummer under titlen The Way We Live Now. Ideen til denne publikation og enkelte af teksterne stammer derfra. Projektets titel – The Way We Live Now – er programmatisk og på samme tid en lille hyldest. Den amerikanske forfatter og intellektuelle Susan Sontags artikel “The Way We Live Now”, der blev trykt i tidsskriftet The New Yorker i 1986, beskrev, hvordan aids påvirkede New Yorks intellektuelle storbykultur. Den handlede om chokket og forbavselsen, om angsten og faren, om at skifte livsstil og om det intense ønske om at overleve.

I artiklen fremstillede Sontag en vidtrækkende og radikal forandring. Hun gav et røntgenbillede af en situation og en tilstand – hun skrev en artikel, der i sit ønske om at sætte et forstørrelsesglas for sin egen tid, ville have passet glimrende til vores projekt – og som derfor har givet navn til det.

Projektets ambition er at få nogle af verdens mest markante forfattere og billedkunstnere til at standse op midt i tidens rivende udvikling og få dem til at skitsere konturerne af vor epokes fysiognomi. Vi opfordrede skribenterne og kunstnerne til at give deres syn på verden i et snapshot – og resultatet er både fascinerende og forstemmende; den franske filosof Tzvetan Todorov samler op på udviklingen siden Berlinmurens fald i 1989 og forsøger at kortlægge den globale verden ud fra vor tids dominerende lidenskaber. Hvilken stemning og mental tilstand er de enkelte lande præget af, og hvordan forholder de sig til hinanden? Den russiske forfatter og systemkritiker Mikhail Ryklin forsøger at forklare sin kone digteren Anna Altjuks selvmord den 10. april 2008 som resultatet af et gennemautoritært styre som det russiske. Hollandske Linda Polman skriver om nødhjælpssupermarkedet og spørger, hvem der egentlig har gavn af den industri, som nødhjælp har udviklet sig til de sidste årtier. Den koreanske forfatter og nobelpris-kandidat Ko Un tager fat på Asiens orientalisme; florerer vrangforestillinger om Asien ikke på samme måde, som Edward W. Said kritiserede i sin bog Orientalisme. Vestlige forestillinger om Orienten? Haiti er et af verdens fattigste lande, og den slovenske filosof Slavoj Žižek analyserer østatens ulykker som symptom på den globale kapitalismes tilstand. Elizabeth Rubin er en ung amerikansk journalist, og i sin omfattende reportage giver

Lettre Internationale - Introduktion

hun et sjældent indblik i en gruppe amerikanske soldaters arbejde i Afghanistan. Klimaforandringer sætter allerede sine tydelige spor; den britiske journalist og forfatter Nicolas Shakespeare er taget til Tasmanien, hvor naturen lige så langsomt undergår en forvandling i retning af katastrofen. Forvandlet er også oliestaten Dubai, hvor den amerikanske debattør og urbanitetshistoriker Mike Davis giver en rammende analyse af kapitalismens apoteose i ørkenbyens fantasmagoriske projektiver og mangel på fundamentale rettigheder for de lokale arbejdere. Emma Larkin er pseudonymet på en amerikansk journalist, der skriver fra Myanmar, hvor militærdiktaturet længe har været altdominerende. Tanatotaktik er navnet på den metode, det israelske militær gør brug af over for Palæstina i opretholdelsen af den territoriale sikkerhed.

Den israelske arkitekt og Goldsmith-professor Eyal Weizman giver et indblik i denne “humanitære krigsførelses” kyniske metoder og de overvejelser, der ligger til grund for dem. Og endelig skriver Geert Lovink, hollandsk internetaktivist og medieteoretiker, kritisk om den ensretning af viden, som fænomenet google er udtryk for. Han efterlyser en fremadrettet og kritisk internetbruger, der ikke bare søger, men også stiller kritiske spørgsmål i omgangen med internettet og dets dominerende aktører.

Publikationen Livet lige nu – The Way We Live Now står ikke alene. Under overskriften “The Way We Live Now” afholdes en konference under dette års CPH:DOX – Copenhagen International Film Festival med oplægsholdere fra hele Europa på Statens Museum for Kunst i København den 15. og 16. november.

Til at debattere aspekter af den globale tilstand lige nu har vi inviteret en række signifikante stemmer i den europæiske offentlighed. Her deltager blandt andre den hollandske journalist Linda Polman, den norske forfatter og journalist Åsne Seierstad, den israelske arkitekt og professor Eyal Weizman, den tyske arkitekt og kritiker Ines Weizman, den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo, den hollandske medieteoretiker Geert Lovink og grundlæggeren af det alternative internetmedie Liveleak, britiske Hayden Hewitt.

København, oktober 2008 Karsten Wind Meyhoff & Andreas Harbsmeier

12

Lettre Internationale - Frygtens tid

Frygtens tid

/ Resignation, appetit og frygt — kortlægning af tidens politiske lidenskaber / Af Tzvetan Todorov

Det 20. århundredes Europa var domineret af konflikten mellem totalitære regimer og liberale demokratier. Efter nazismens kollaps, i tiden efter 2. verdenskrig, blev denne konflikt til en global kold krig, der visse steder udviklede sig til regulære sammenstød.

Aktørerne var klart definerede: På den ene side lå kommunistblokken, der strakte sig fra Østtyskland til Nordkorea, og som til at begynde med blev kontrolleret af Sovjetunionen. På den anden side af jerntæppet, der omsluttede disse lande, lå Vesten, “den frie verden”, som hovedsageligt bestod af Vesteuropa og Nordamerika, og som var under USA’s ledelse. Endelig var der en tredje aktør, en uensartet blanding af politisk neutrale lande, kaldet den tredje verden. Jorden var altså delt op på baggrund af politiske kriterier, selvom andre kendetegn også gjorde sig gældende: Den tredje verden var fattig, de vestlige lande var rige, og i de kommunistiske lande var hæren rig, og resten af befolkningen fattig (selvom det var forbudt at sige dette højt).

14

Denne situation varede i mere end 50 år. Jeg oplevede det hele på nært hold, idet jeg er født i Bulgarien i Østeuropa, hvor jeg levede, indtil jeg som 24-årig slog mig ned i Paris. Jeg forestillede mig, at denne opdeling af verdens lande ville vare evigt – eller i hvert fald så længe jeg levede. Det kan måske forklare den glæde, jeg følte, da de europæiske kommuniststyrer et efter et gik til grunde omkring 1990. Nu var der hverken grund til at opdele verden i Øst og Vest eller til at kæmpe om verdensherredømmet, og der var altså igen håb… Fordums store liberale tænkeres drømme kunne endelig blive til virkelighed, krig ville blive erstattet af handel, og en ny verdensorden, der var fredeligere end tiden før den kolde krig, kunne bryde frem. Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der troede på, at en positiv udvikling var mulig.

Små tyve år senere må vi desværre konstatere, at disse forhåbninger var fri fantasi, idet vold og spændinger imellem landene ikke ser ud til at skulle blive skrevet ud af verdenshistorien. Den store konfrontation mellem Øst og Vest havde skubbet fjendtligheder og modsætninger til side, som hurtigt dukkede op igen.

Konflikterne kunne ikke forsvinde som ved et trylleslag, eftersom de dybereliggende årsager hertil stadig fandtes, og man kan endda forestille sig, at de kun var blevet styrket undervejs. Verdens befolkning vokser fortsat hastigt, mens det landområde, vi skal bebo, forbliver det samme – hvis det da ikke bliver mindre, når ørkenerne æder sig ind på det, eller oversvømmelser truer. Og hvad værre er, så er de livsvigtige vand- og energiressourcer ved at svinde ind. Under disse forhold er det uundgåeligt, at der opstår konkurrence mellem landene, ligesom dem, der kun har lidt, føler aggressivitet over for de, der har meget og samtidig værner om deres goder.

Sideløbende med alt dette er forskellige nyskabelser dukket op. Selvom der stadig er mange brændpunkter rundt om i verden, nogle af dem med voldsudbrud, så er deres geografiske udbredelse begrænset, og i mere end 60 år har der ikke været nogen globale konflikter på niveau med 2. verdenskrig.

Denne mangel på global konflikt har gjort det muligt, at en sand teknologisk revolution har kunnet finde sted for øjnene af os i al fredsommelighed; en revolution, der i høj grad har medvirket til den forøgede kontakt mellem landene, og som vi i dag kalder globalisering.

Den teknologiske omvæltning har berørt mange områder, men visse fremskridt har i særlig grad haft indflydelse på de internationale forbindelser. Den mest åbenlyse ændring angår kommunikationen: Denne er blevet uforholdsmæssigt meget hurtigere end før i tiden, men har også taget nye veje i brug. Nyheder er ude på et splitsekund i enten ord eller billeder, og de når ud til hele verden. Der, hvor man før kunne klage over mangelfuld information, drukner man i dag i en overflod af tv (og ikke længere kun radio), mobiltelefoner, e-mails og internet. En af følgerne ved denne forandring er, at verdens befolkning omgås mere. Ord og billeder gør folk fortrolige med hinanden, standardiserede produkter sælges verden over, og også menneskene selv flytter mere rundt end nogensinde før. De rige landes indbyggere tager til de fattige lande for at gøre forretninger eller holde ferie, og de fattige forsøger at komme til de rige lande for at arbejde. Hvis man har midlerne til det, er rejseformerne blevet meget hurtigere.

Denne intense kommunikation og den øgede omgang mellem mennesker har både positive og negative følger; men der er en anden teknologisk opfindelse, der udelukkende giver anledning til bekymring, nemlig den lette adgang til ødelæggelsesvåben, og især sprængstoffer.

Alle og enhver synes at kunne få fat i dem. De kan fremstilles så små, at de kan transporteres i en lomme, og udført til perfektion kan de på et øjeblik dræbe hundreder eller endda tusinder af mennesker. Opskrifter på bombefremstilling kan findes på nettet, de materialer, man skal bruge til at fremstille dem, kan købes i et supermarked, og en mobiltelefon er nok til at udløse eksplosionen. Denne “demokratisering” af ødelæggelsesvåbnene skaber en helt ny situation: Man skal ikke længere være en statsmagt for at tilføje sin fjende alvorlige tab; nogle få, beslutsomme personer med beskedne økonomiske

Lettre Internationale - Frygtens tid

midler er tilstrækkeligt. Fjenden har fuldstændig ændret udseende.

De tekniske innovationer har haft indflydelse på vores levevis, men de har ikke gjort, at den gamle verden øjeblikkeligt er forsvundet – hvilket selvfølgelig ville være umuligt. Tværtimod lever det forældede og det ultramoderne nu side om side. Denne samtidige tilstedeværelse findes såvel inden for som uden for landegrænser: Livet i Moskva eller Shanghai er lige så fremmed for en russisk eller kinesisk landarbejder, som indbyggerne i Paris eller London er det for bønderne i Rif eller Anatolien. Førstnævntes verden, som domineres af “lodret” kommunikation, der sikrer, at traditionerne videreføres, står i kontrast til de andres verden, der er karakteriseret ved en “vandret” kommunikationsform mellem moderne mennesker, der konstant er koblet på internettet. Det slående er, at disse to verdener godt kender til hinanden, da billeder fra begge når jorden rundt. Og ikke nok med det: De ruinerede bønder forlader også deres jorder og rejser ind til de større byer eller, ideelt, til byerne i de rige lande. Indbyggerne i verdens metropoler, der ligger spredt på alle kontinenter, er af vidt forskellig oprindelse og har derfor også vidt forskellige sæder og skikke. Det er da også derfor, at niqab’en, eller den totale tilsløring, og g-strengen kan leve side om side (men begge er forbudt i den franske folkeskole!).

Det er ikke svært at forestille sig de følger, et sådant kultursammenstød risikerer at få. Hos den ene part giver det en følelse af misundelse eller forkastelse – eller begge dele på én gang – hos den anden part giver det begærlighed, nedladenhed eller medfølelse. Førstnævntes styrke ligger i vreden, sidstnævntes i magten. Det er en sprængfarlig blanding, og konflikterne tager til. Fordelingen af dem er dog ikke længere den samme som den, der gjorde sig gældende i tiden efter 2. verdenskrig.

Typer af lidenskab / I dag kan man dele verdens lande op efter den måde, de reagerer på de nye forhold på. Det er ikke længere politiske styreformer (som under

konflikten mellem demokratiske og kommunistiske styreformer) eller den geografiske placering (for eksempel mellem nord og syd, idet Australien ligger i syd og Mongoliet i nord, eller mellem øst og vest, idet Kina og Brasilien ofte sammenlignes), og slet ikke kulturerne, der gør det muligt at skelne mellem landene. I 1700-tallet introducerede Montesquieu idéen om forskellige styreformers principper – de såkaldte menneskelige lidenskaber, der styrer et samfund – for eksempel republikkens princip om dyd og monarkiets princip om ære.1 Også i dag præger en bestemt lidenskab eller fremherskende indstilling samfundets regeringsmæssige såvel som individuelle reaktionsmønstre.

Jeg er fuldkommen klar over de risici, man løber ved på denne måde at skematisere og fastlåse en situation, som selvfølgelig ændrer sig.

Der vil altid være flere forskellige samfundslidenskaber i gang på samme tid. Lidenskaberne er i sig selv omskiftelige, hierarkiet mellem dem ændrer sig, og et enkelt land kan nemt skifte fra en gruppe til en anden på få år. Tilstedeværelsen af disse grupper er ikke desto mindre indisputabel. For at forklare deres fordeling vil jeg tage udgangspunkt i, men også udbygge og tilpasse, den typologi, Dominique Moïsi2 for nylig har fremsat – uden at glemme de forenklinger, den nødvendiggør.

Den første gruppe landes dominerende lidenskab vil jeg kalde for stræben. Befolkningen her har ofte en følelse af at være blevet tilsidesat i fordelingen af rigdomme; nu er det så blevet deres tur. Indbyggerne vil gerne tage en del i globaliseringen, forbrugsfesten og friheden, og de skyer ingen midler for at nå dertil. Japan er et af de lande, der i flere årtier har fulgt denne fremgangsmåde, som indtil flere sydøstasiatiske lande senere har tilsluttet sig, senest Kina og Indien. Andre lande i andre dele af verden er også ved at komme med, nemlig Brasilien og snart højst sandsynligt også Mexico og Sydafrika.

Også Rusland ser ud til at være begyndt at følge samme spor ved at vende nederlaget i den kolde krig til egen fordel. De behøver således ikke længere lade sig bremse af ideologi, og det gør befolkningen heller ikke; landet behøver ikke længere

16

deltage i kampen om verdensherredømmet.

I den anden gruppe lande spiller naget en central rolle. Denne indstilling kommer af den reelle eller indbildte ydmygelse, som de rigeste og mest magtfulde lande menes at have udsat dem for. Indstillingen er udbredt, om end i forskellig grad, i en stor del af de muslimsk dominerede lande, fra Marokko til Pakistan. I nogen tid har den også været at mærke i visse latinamerikanske lande. De lande, der bæres nag til, er de gamle europæiske kolonimagter og i stigende grad USA, som gøres ansvarlig for den enkeltes nød og statens magtesløshed. Naget til Japan er stærkt i Kina og Korea. Selvfølgelig dominerer det ikke alt og alle, men det spiller ikke desto mindre en strukturerende rolle i det sociale liv.

Den tredje gruppe lande domineres af frygt.

Den udgøres af landene i Vesten, som har styret verden i århundreder. Deres frygt er rettet mod de to foregående grupper, men ikke i samme form. Hos de “stræbende” lande frygter Vesten, og især de europæiske lande, den økonomiske magt, deres evne til at producere tingene billigere og dermed sætte sig på verdensmarkedet; de frygter altså kort sagt at blive domineret rent økonomisk. Fra de “nag-bærende” lande frygter man de fysiske angreb, som kan komme herfra, terroristangrebene og voldsudbruddene; men også det pres, disse lande kan lægge på energiområdet, idet de største oliereserver findes her.

Endelig findes der en fjerde gruppe lande, fordelt på flere kontinenter, som man kunne betegne med begrebet venten; en restgruppe, hvis medlemmer en dag kan blive grebet af stræben eller nag, men som for øjeblikket hverken domineres af det ene eller det andet. En del af den ofte fattige befolkning i disse lande forsøger at komme til et af de rigere “frygt-lande” for at få et bedre liv.

Jeg bor i Frankrig, midt i den Europæiske Union, og altså i den gruppe, som domineres af eller i hvert fald mærker frygten; det er da også det eneste land, jeg kender indefra. Den tese, jeg gerne vil fremsætte, kan formuleres ganske kort: De vestlige lande har fuldt ud ret til at forsvare sig imod ethvert angreb på de værdier, de

har valgt at lægge til grund for deres demokratiske styrer. Det er især nødvendigt at bekæmpe enhver form for terrorangreb og alle former for vold med hård hånd. Det er imidlertid i deres interesse ikke at lade sig rive med og reagere på en måde, der er ude af proportion, overdreven og urimelig, for det vil resultere i det modsatte af det, man havde regnet med.

Frygten er en dårlig rådgiver, og den må ikke blive den dominerende lidenskab. Det er netop frygten for barbarer, der risikerer at gøre os selv barbariske. Og den skade, vi så kommer til at påføre os selv, er større end den, vi først frygtede. Historien har vist, at midlet kan være værre end målet. De totalitære styreformer bød sig for eksempel til som et middel til at kurere det borgerlige samfund for dets fejl og mangler, men de førte en verden med sig, der var værre end den, de bekæmpede. Den aktuelle situation er formodentlig ikke nær så slem, men den er bekymrende; det er dog stadig muligt at skifte spor.

“Frygt-landenes” overdrevne eller forkert rettede reaktion er forskellig på ude- og hjemmebane. Med det mener jeg, at man på andres territorium giver efter for trangen til magtudøvelse og reagerer på de fysiske angreb ved at udnytte sine meget større militære midler og skride til krigshandlinger. USA er et mønstereksempel på denne måde at reagere på, idet de efter terrorangrebene 11. september 2001 enten er gået direkte ind i lande som Afghanistan, Irak og Libanon eller har opfordret til det. EU-landene følger generelt den amerikanske politik, men kun nødigt og ikke uden at stille sig på bagbenene. De direkte militære angreb bliver fulgt op af det, man har kaldt “krigen mod terror”, hvilket blandt andet har resulteret i ulovlige tilbageholdelser og tortur af fanger; handlinger, der i dag symboliseres ved navne som Guantanamo, Abu Ghraib og Bagram.

Denne politik fører imidlertid til et dobbelt nederlag: Den gør fjenden stærkere, og os svagere. Først og fremmest fordi det angreb, man reagerer på, ikke er udført af en stat, men af enkeltindivider (som dog ganske rigtigt en overgang blev beskyttet af talebanerne, da de sad på magten), og disse kan hverken rammes

Lettre Internationale - Frygtens tid

med bomber eller med en besættelseshær. Men også fordi det er en følelse af ydmygelse, der har ført til, at disse individer bærer nag og gerne vil hævne sig. Og denne følelse kan man ikke fjerne ved at tilføre landet endnu et militært nederlag, tværtimod. Den amerikanske hær og dens allierede kan godt ødelægge modstanderens hær, men på den måde holder man kun liv i den modvilje, befolkningen her føler; en uvilje, der i virkeligheden er kilde til det oprindelige angreb.

Torturhandlingerne nærer ligeledes ønsket om hævn. De personer, der står bag de anti-vestlige angreb, føler selv, at deres lidenskab er retfærdig, og deres ideer sande. Men som Pascal sagde for 350 år siden: “volden og sandheden har ingen magt over hinanden”.3 Denne politik ødelægger desuden den vestlige verden indefra, eftersom vi for at forsvare de demokratiske værdier, vi værner sådan om, samtidig giver afkald på samme! Hvordan kan man glæde sig over at have sejret over en grusom fjende, hvis man for at besejre ham må blive som ham? Når “alt er tilladt” i kampen, begynder grænsen at blive udvisket mellem mod-terroristen og den oprindelige terrorist. I øvrigt mener alle terrorister, at de er mod-terrorister, der blot svarer tilbage på tidligere terror…

Min kritik af den amerikanske regering og dens måde at reagere på efter angrebene mod dens land er ikke udtryk for anti-amerikanisme.

Tværtimod slutter kritikken sig til en intern debat i USA og er foranlediget af det stigende misforhold, der findes mellem de idealer, man hylder, og den måde, man i praksis handler på. Rent politisk er USA’s valg ikke meget anderledes end dem, mange andre lande ville have truffet.

Alligevel tiltrækker USA sig mere opmærksomhed og stærkere kritik, fordi landet rent militært er i en helt særlig position: Landets våbenarsenal er uden sidestykke, men er samtidig underlagt færre restriktioner, der kunne forhindre det i at blive brugt; alle frygter USA’s reaktion… Det er deres militære teknologis helt exceptionelle ydeevne, der gør det til det allerfarligste land – for andre, men også for det selv: Deres atomvåben kunne bringe livet på hele kloden i fare.

Internt i de vestlige, og især europæiske, lande,

hvor der i flere årtier har boet en stor minoritet med oprindelse i de lande, der “bærer nag”, udspiller der sig lignende situationer, hvor midlet er værre end målet. Minoritetens tro, islam, er anderledes end flertallets, og især i organiseringen af det sociale liv indtager denne en plads, der slet ikke svarer til den, nutidens liberale demokratier forbeholder en hvilken som helst religion.

Resultatet er, at der i en hel række af spørgsmål, der angår hverdagslivet, opstår små sammenstød mellem de forskellige grupper i samfundet.

Hvordan kan disse sammenstød reduceres? Det er her, den uhensigtsmæssige reaktion viser sig, nemlig “bestemtheden”, som er et pænere ord for intolerance.

Intolerancens farer / Ingen er fuldstændig tilfreds med de forhold, han lever under; ofte har man endda en følelse af, at forholdene forværres. Hvis skyld er det?

Det er fristende at lede efter et simpelt svar og en skyldig, man let kan identificere. Denne fristelse giver plads til de populistiske bevægelser og partier. Venstrefløjens populister svarer, at det er de riges skyld, og at man må tage deres goder og fordele dem blandt de fattige. Højrepopulisterne forsvarer ikke en bestemt social gruppe, men nationen, og svarer på samme spørgsmål, at det er de fremmedes skyld. Fremmedhadet er grundpillen i den ekstreme højrefløjs partiprogrammer, efter at de har måttet droppe de andre foretrukne temaer: antikommunismen og racismen. Inden for de seneste år har disse partier fået flere tilhængere i godt halvdelen af EU-landene. Partierne spiller ikke længere hovedrollen, men er nogle steder blevet nødvendige for den siddende regering. Hvis regeringen vil beholde magten, må den efterleve den yderste højrefløjs krav om medindflydelse på indvandringsområdet – ellers risikerer regeringen at miste vælgernes stemmer.

Denne generelle fremmedfrygt forstærkes af, hvad man kunne kalde islamofobi, selvom dette begreb ofte bliver misbrugt. De to begreber dækker kun delvist over det samme: Islamofobien rammer kun den muslimske del af ind

18

vandrerne, men tager til gengæld ikke hensyn til landegrænser; ikke desto mindre er størstedelen af indvandrerne i Europa lige nu ganske rigtigt af muslimsk oprindelse. Men at angribe indvandrerne er politisk ukorrekt, hvorimod det anses for modigt at kritisere islam. På den måde kan den ene form for forkastelse afløse den anden.

Denne ejendommelige tradition for frastødelse har mange forskellige årsager, hvoraf nogle af dem stammer fra gammel tid. Islam sås i lang tid som en konkurrent til kristendommen. I dag repræsenterer den en form for religiøsitet, som europæerne har brugt mange år på at frigøre sig fra. De verdsligt indstillede afviser derfor islam endnu kraftigere end de troende kristne. I de forrige århundreder blev de muslimske lande koloniseret af de europæiske stormagter. Ved afkoloniseringen måtte de tidligere kolonister rejse hjem med en følelse af både overlegenhed og bitterhed. I dag tillader de tidligere koloniserede folk at slå sig ned hos dem, dog ikke som kolonister – hvordan kan man undgå at blive vred over dette? Oven i denne vrede kommer det nag, de tidligere koloniserede, som nu er immigranter, eller deres europæiske efterkommere bærer, og som driver dem til at sprænge bomber i London og Madrid, Berlin og Paris: Den fare, de udgør, er ikke ren indbildning. Endelig vil geografiske og geologiske tilfældigheder, at flere af de muslimske lande sidder på de vigtigste energireserver på jorden. Så når benzinpriserne og varmeregningen stiger, føles denne afhængighed af lande, man tidligere kontrollerede, kun værre.

Ingen er fuldstændig tilfreds med de forhold, han lever under; ofte har man endda en følelse af, at forholdene forværres.

Hvis skyld er det? Det er fristende at lede efter et simpelt svar og en skyldig, man let kan identificere. Denne fristelse giver plads til de populistiske bevægelser og partier.

Venstrefløjens populister svarer, at det er de riges skyld, og at man må tage deres goder og fordele dem blandt de fattige. Højrepopulisterne forsvarer ikke en bestemt social gruppe, men nationen, og svarer på samme spørgsmål, at det er de fremmedes skyld.

Lettre Internationale - Frygtens tid

Tilsammen er disse forhold med til at gøre, at de kriminelle handlinger, som visse muslimer begår, bliver forklaret ud fra religiøse tilhørsforhold, eller ved at de har rødder i et muslimsk land. Med udgangspunkt i denne generalisering er det herefter let at indføre en stigmatiserende diskurs i den politiske debat, som ingen anden samfundsgruppe er udsat for: Stort set overalt er der mediepersonligheder, der udtaler, at islam lovpriser had og vold, at det desuden er verdens mest tåbelige religion, og at indvandrerbørnene taler et massakreret fransk (som et får, der er blevet slagtet i et badekar). I Holland udgav populisten Pim Fortuyn skriftet Imod islamiseringen af vores kultur; og efter at han var blevet myrdet (af en etnisk hollænder), vandt hans parti 17 % af pladserne i parlamentet. Lederen af det belgiske parti Vlaams Belang (Flanderns Sag), Filip Dewinter, har udtalt, at “islam er den største fjende, ikke bare i Europa, men i hele den frie verden”. Og islameksperterne, som pludselig er blevet ganske mange, udtaler hellere end gerne til medierne, at denne religion grundlæggende er ond og bør bekæmpes. Effekten af denne fjendtlige stemning er, at muslimerne føler sig udstødt af det samfund, de lever i, og følgelig vender sig endnu mere mod deres egne traditioner.

Hverken forholdet mellem de forskellige lande eller mellem de forskellige samfundsgrupper kan forbedres ved et trylleslag. Ofte er årsagerne til gnidningerne og fjendtlighederne helt reelle og ikke bare udslag af misforståelser. Jeg tror imidlertid ikke, at vi opnår nogen gode resultater ved at føre krig på udebane og dyrke intolerancen hjemme. Ikke fordi vi af den grund skal være hellige eller holde op med aktivt at bekæmpe terrortruslerne. Det kan ikke undgås, at enkeltnationer eller grupper af lande tyr til våben, men man er nødt til at analysere hver eneste situation til bunds. Demokratiet kan heller ikke fuldstændigt fjerne indre konflikter, men det giver os mulighed for at håndtere tingene på fredelig vis.

De seneste års militære indgreb har ikke haft det forventede resultat. Formentlig ville det gå på samme måde med det indgreb i Iran, de vestlige politikere lagde op til i deres udtalelser i 2007.

Selv ikke et helt udvalg af forskelligartede virkemidler ville have en bedre effekt end den fordømmelse, man kan fremsætte mod et teokratisk regime, dets sædelighedspoliti, angrebene på pressefriheden, forholdene i de iranske fængsler eller de provokerende udtalelser fra landets præsident. I den henseende bør EU foregå med et godt eksempel – i håbet om at USA så følger samme spor – i stedet for at lytte til Washingtons neokonservative politikere.

Hvad angår intolerancen, betyder det ikke, at man skal tolerere hvad som helst, blot fordi man afstår fra denne. Hvis det skal være troværdigt, skal tolerancen udspringe af en ufravigelig holdning til, hvad man som samfund mener er uacceptabelt. Normalt er det landets love, der sammen med forskellige alment accepterede moralske og politiske værdier definerer dette.

Det er imidlertid nødvendigt at skelne mellem disse juridiske rammer – denne republikkens overenskomst, der fastsætter borgernes ret og pligt – og individets mangeartede og skiftende kulturelle særpræg, som religionen er en del af. Det er både forkert og skadeligt at forklare sociale og politiske konflikter ud fra religion og kultur (eller, endnu værre, race); en sådan forklaring forværrer nemlig konflikterne, mere end den dæmper dem. Loven bør vinde over skik og brug, når disse støder sammen – hvilket de oftest slet ikke gør.

I dagens og morgendagens verden vil mødet mellem mennesker fra forskellige kulturer blive mere og mere almindeligt. Samme mennesker er de eneste, der kan forhindre, at det udvikler sig til lige så mange konflikter. Med de masseødelæggelsesvåben, vi i dag er i besiddelse af, kan politiske uroligheder bringe hele menneskehedens overlevelse i fare. Det er derfor, vi må gøre alt for at undgå, at sådanne uroligheder opstår.

Oversat fra fransk af Sofie Vestergaard Jørgensen

1 2 3

Charles de Montesquieu: Om lovenes ånd, 1748.

Dominique Moïsi: “The Clash of Emotions”, Foreign Affairs, 1-2, 2007.

Pascal: Provincialbreve, 1656-1657.

20

Børnene i det brændende hus

/ Forsøg på at forstå årsagerne til den russiske kunstner Anna Altjuks død / Af Mikhail Ryklin

Efter min kone Anna Altjuks forsvinden den 21. marts i år gennemlevede jeg tre uger, der var præget af politiets efterforskning og min egen tilvænning til tomheden, til en afgrund, der voksede sig stadig større og truede med at opsluge resten af mit liv.

Jeg vendte mig skræmt væk fra de fotografier af hende, der hang rundt omkring på cafeer, på apoteker, i butikker, med påskriften “Politiet har brug for Deres hjælp” – det var uudholdeligt at se hendes ansigt på dem.

Med hvilke ord kan jeg beskrive, hvordan det var at være i lejligheden, hvor hver eneste ting mindede om hende? Hvordan det var at gå i gaderne, hvor hvert eneste hus afspejlede noget, vi havde oplevet sammen? Var det overhovedet muligt at udskille “min egen” del? Var det muligt at se alle disse ting på ny, uden støtte fra en andens blik (en anden, der i den grad var blevet en del af dig selv, at du først nu lagde rigtig mærke til det)?

Lettre Internationale - Børnene i det brændende hus

22

Dag efter dag udfyldte jeg rollen som telefonsvarer, idet jeg flere gange dagligt gentog samme besked til chokerede folk, der ringede: Der er ikke rigtig noget nyt, eftersøgningen er i gang, der er ikke det mindste spor at gå efter. Stemmerne i røret begyndte at skælve, at krympe, blev til en hvisken. Under opkald fra Moskva lød stemmerne dobbelt, hvert ord kastede et ekko af sig, som om jeg ud over samtalepartneren også havde andre i røret.

Så steg håbet en smule!

Efter tre uger, tidligt om morgenen den 11. april, stod to efterforskere fra kriminalpolitiet i døren til vores lejlighed. At uret og de gennemblødte ting på de sort-hvide fotografier, som de havde med, skulle tilhøre min kone, var jeg ikke sikker på, men da jeg så den vielsesring, som Anna havde båret i treogtredive år (den var magen til min, blot lidt mindre; samme karat, samme guldsmedestempel), sagde jeg først til mig selv (den sværeste del) og siden til dem: “Ja, det er sandsynligvis hende!” Mens jeg klædte mig om for at køre med dem til underskrivning af attesten, sørgede de to tydeligvis erfarne politimænd, som nok havde oplevet et og andet i deres tid, behændigt for, at døren ikke blev lukket helt – folk kan vel finde på at gøre alt muligt ved sig selv i en sådan situation.

Efter Annas forsvinden fandt jeg en dagbog med hendes drømme fra de sidste fem år, en tid hvor min kone og nogle andre kunstnere først var blevet udsat for en hetz, med tilsvininger i radio, fjernsyn og presse, og hvor hun siden – som den eneste – var blevet trukket i retten, skønt man vidste, at hun var uskyldig. Efter mere end fem måneders uafbrudte fornedrelser og ydmygelser i retten, hvor man ikke fandt et eneste bevis på hendes skyld, erklærede dommeren hende så uskyldig (hvilket sker yderst sjældent i Rusland, hvor hver eneste frifindelse skader dommerkarrieren).

Men en frifindelse er blot en juridisk formalitet.

I et autoritært samfund vil det menneske, som én gang er blevet kaldt skyldig, for al fremtid bære skyldens stigmata. Kunstnerkredsene i Moskva, som nu indså, hvem der havde magten på sin side (og dermed også retten, ifølge det tidligere

sovjetmenneskes tankegang), vendte ryggen til Anna Altjuk.

Hvad havde hun følt gennem alle disse år?

Hvordan havde det vist sig i hendes drømme?

Hvordan var det gået til, at offerets rolle, som hun blev tvunget til at spille, og som hun i begyndelsen forholdt sig ironisk til, som noget ydre (i 2005, mens retssagen stadig var i gang, skabte hun en collage af digte og video med titlen “Skyldig på alle punkter!”), at den rolle gradvis var vokset sammen med hende og havde tappet hende for tiltro til omgivelserne?

Det var første gang, jeg blev så direkte konfronteret med, hvordan denne historie, denne række af begivenheder, som ved første øjekast virkede konturløse, uden sammenhæng, pludselig, som et galvaniseret lig, blev levende, viste tænder og fortærede det menneske, der stod mig allernærmest. Jeg har gennem tiden skrevet meget om sociale tragedier, præsidenter, massemediestrategier og andre kneb, som magten anvender til at sikre sig underdanighed, men her foregik der noget principielt anderledes: Det var tidens brydning i et konkret menneskes skæbne.

Adskillige ting gik op for mig i løbet af de dage. Det, der foregår blandt større samfundsaktører og trækker store overskrifter, bliver ikke automatisk til en tragedie for de enkelte mennesker, som var det en fælles, uafvendelig skæbnespådom. Hvert enkelt menneske præges på sin egen måde, og hver enkelts aktive medvirken er nødvendig, for at en bredt anlagt strategi overhovedet kan fungere. Det er således ikke nok blot at udstede ordren “Gør sådan!”, det er også helt nødvendigt, at ordrens tvang kommer under et dække af frivillighed, at den bliver et adfærdsimperativ for rigtig mange mennesker. Hvis et menneske, som er blevet stemplet som fjende, undgår den oplevelse, at vennerne vender ham ryggen eller ser sig omkring, når de hilser, for at sikre sig, at ingen lægger mærke til det; med andre ord, hvis tabuiseringen af enhver kontakt med dette menneske ikke breder sig til dem, der inderst inde er sympatisk indstillede og godt ved, at han ikke er skyldig i noget, så er det et tegn på, at samfundet ikke er fuldstændig ufrit, at konsekvenserne af civil ulydighed (som andre

Lettre Internationale - Børnene i det brændende hus

I et autoritært samfund vil det menneske, som én gang er blevet kaldt skyldig, for al fremtid bære skyldens stigmata. Kunstnerkredsene i Moskva, som nu indså, hvem der havde magten på sin side (og dermed også retten, ifølge det tidligere sovjetmenneskes tankegang), vendte ryggen til Anna Altjuk. steder kaldes almindelig anstændighed) endnu ikke er katastrofale.

Den enkeltes tragedie kan heller ikke aflæses direkte i politikernes udsagn, gennemsyrede som de er af konfrontationens og hadets logik; en forudsætning er, at det konkrete menneske mærker følgerne af dette had, at det er understøttet nedefra, i en følelsesmæssig, menneskelig ækvivalent. Hvis denne ækvivalent er til stede, hvis det, der siges fra de høje tribuner, sætter ind som en repressiv emotionel oplevelse, så har de mere sarte naturer, som reagerer følelsesmæssigt på uretfærdigheder (og netop en sådan natur var min kone), drastisk forværrede chancer for at overleve: De oplever det jo som dybt uretfærdigt, at nye sociale imperativer villigt udføres af andre (herunder deres venner). Den nye måde, det fælles slår igennem på, er simpelt hen perverteret i disse naturers øjne; de vover at protestere og bliver ofre i en ulige kamp.

I et autoritært socialt klima vil et menneske, som er blevet stemplet som skyldig, gradvist selv begynde at anse sig for at være det, at internalisere den påhæftede skyld, ikke fordi alle er af den mening (han har stadig venner, de er blot ude af stand til at hjælpe), men fordi dommen

stammer fra en instans, som optræder i alles navn, og derfor begynder alle – uanset om de faktisk anser hetz-offeret for skyldig eller ej – at forholde sig til ham, som de ville gøre, hvis han var skyldig.

Det menneske, der således bliver udnævnt til syndebuk, begynder gradvist selv at indskrive skylden i sin krop, og efter nogen tid får han et ønske om at forkaste den skyldige krop, at forlade den og gå ud i et rum, der ligger uden for den perverterede form for fællesskab, som har dømt ham.

Hvor skulle hun hen? / Her er en drøm, som Anna Altjuk nedskrev i slutningen af 2003, efter at hun var blevet officielt anklaget for anstiftelse af national og religiøs splid: “En stor æske, som var min bolig, drev rundt på havet ved siden af en opankret lystbåd. Selv var jeg også på havet sammen med mine venner og betragtede det hele på behørig afstand. Pludselig kunne man se ild bag gelænderet på lystbåden. “Hvis ikke den straks bliver slukket, tænkte jeg, går der også ild i min æske.”

Jeg svømmede derhen og prøvede at sprøjte vand

24

på båden, men det var forgæves, ilden tog til./ Mine venner kom svømmende hen imod mig og gjorde insisterende tegn til, at jeg hellere skulle se at komme væk derfra. Flammernes spejlbillede stivnede i vandoverfladen./ Jeg vågnede og følte mig fortabt: Hvor skulle jeg nu gøre af mig selv?”

“Den store æske” i denne drøm er vores gamle bolig, selve lejligheden eller, bredere, hele vores tidligere liv, som fortæres af ilden fra det “folkehad”, der blev antændt mod min kone. Den ild kan ikke slukkes, hvilket vennerne i drømmen advarer om. “Æsken”, hele hendes tidligere liv, må nødvendigvis brænde ned til grunden, og her får drømmen min kone til at stille det afgørende, uløselige spørgsmål: “Hvor skal jeg nu gøre af mig selv?”

Hvis man søger tilflugt inden for denne samme verden, lader den sig ingen steder finde.

Efterhånden vokser usikkerheden og følelsen af ubeskyttethed: Der udbryder krig, verden brænder, og det vigtigste er at redde børnene ud af det brændende hus. Som i denne drøm fra 17. oktober 2006, halvandet år efter processen mod folkene bag udstillingen “Fare: religion!”: “Jeg står ved siden af en stenmur, bag muren raser en svulmende ild. Snart trænger ilden igennem muren. Jeg må væk så hurtigt som muligt, men først og fremmest må jeg få børnene ud. Hurtigt, hurtigt, skynder jeg på dem./ Så er der et underjordisk beskyttelsesrum foran os, vi går over tærsklen derind, og døren lukker sig bag os. ‘Bare et minut mere, så ville vi være døde’, tænker jeg lettet./ I en anden drøm er verden lige ved at gå under. Jeg må se at få klædt mig på og komme væk.”

I Lotus Sutraen er der en legende om nogle børn i et brændende hus, som deres far (Buddha) må lokke dem ud af ved hjælp af visse hensigtsfulde midler (upaya). For at få børnene ud af “de tre undergangsdømte verdeners brændende hus” lover Buddha dem noget smukt, eftertragtet legetøj. I den buddhistiske lære forstås udfrielsen, det at de kommer ud, ikke bogstaveligt: Man kan først udfries, når man erkender, at det, som indtil for nylig syntes uigennemtrængeligt og urokkeligt, virkeligt og håndgribeligt, fak-

tisk er uvirkeligt, illusorisk, en drøm. Himmel og helvede er blot forskellige oplevelser af det samme, de har ikke nogen selvstændig eksistens, men kan opstå spontant såvel i drømme som i vågen tilstand. Hvis man derimod forestiller sig udfrielsen fra det brændende hus som helt bogstavelig, konkret (for eksempel som muligheden af at finde et sikkert sted i selvsamme hus), kan det kun føre til fortvivlelse.

“Jeg indser, at der nu er en krig på vej,” drømte hun den 26. oktober 2004, da forundersøgelsen var ved at være slut, og selve processen skulle i gang, “at jeg ikke længere får brug for mit pæne tøj. Jeg tager det af, beholder kun det varme.

Der er en dreng på ca. femten år sammen med mig. / Det er på høje tid at lukke døren, lukke af til den skræmmende verden. Drengen og jeg lukker porten, sætter kraftige låse på og skubber slåen for./ Men følelsen af håbløshed forlader mig ikke.”

I den følgende drøm udgår faren fra nogle elefanter, som lige har forladt et enormt værelse og snart må være på vej tilbage. “Jeg gik fra værelse til værelse, afprøvede dørenes holdbarhed, ledte kort sagt efter et sikkert sted.”

Langsomt, men sikkert begynder hadet, som til at begynde med havde omfattet alle udstillingens deltagere, men siden, som en laserstråle, koncentrerede sig mod min kone, at internaliseres, at invadere hendes drømmebilleder. Forsvarets vidner, advokaterne, og de venner, som stiller op for at støtte den vilkårlige forfølgelses ofre, nedrakkes i retssalen af “dybt troende kristne” (anklagemyndighedens udtryk), de bliver kaldt “jødesvin”, rammes af forbandelser og bliver opfordret til at forlade Rusland, før det er for sent. Efterhånden som min kone (som var halvt jøde, men ikke-religiøst opdraget og uden kendskab til sproget og kulturen, ligesom hun aldrig havde sat sin fod i en synagoge) konfronteres med disse i stigende grad aggressive antisemitiske udfald fra retssagens anklagerside, føler hun sig stadig mere som jøde, hun indoptager det had, der rettes mod hende. Hun drømmer, at en maler, hun kender, kvæler hende, og forstår, at det er, fordi hun er jøde. I en anden drøm forklarer hun en forlægger, som vi indtil kort for-

Lettre Internationale - Børnene i det brændende hus

inden har været venner med, men som nu udgiver antisemitisk litteratur, at hun er halvjøde og aldrig vil tilgive ham hans forræderi.

Frygten for jødeforfølgelser vokser, med børn, der er blinde af had, i forfølgerrollen. Nu skal børnene altså ikke længere beskyttes, men tales fra deres forehavende. Som her i optegnelsen fra 5. oktober 2006: “Jeg har en forudanelse af en frygt for jødeforfølgelser. Jeg går igennem et langt nomadetelt af broget stof og tænker, at hvis der kommer en pogrom, vil det hurtigt blive ødelagt og ikke yde nogen beskyttelse./ Et eller andet sted ovenfra skyder nogle børn på mig med deres vandpistoler, så tager de hinanden i hånden og trænger ind på mig i en kæde. Jeg går dem i møde, er sikker på, at jeg vil kunne tale dem fra det…”

Min kone elskede mennesker, havde brug for deres varme, hun var ikke i stand til og havde ikke lært sig at hade og være hadet. Men hvor

kan man også gemme sig for et had, som er blevet udråbt i statens navn, understøttet af en Dumabeslutning (Ruslands øverste lovgivende instans fordømte udstillingen, længe før straffesagen gik i gang), opretholdt af generaler, tv-værter, præster, journalister, kunstnerkolleger? Enkeltmennesker kan man holde op med at omgås (i løbet af de år Putin var ved magten, mistede vi omkring halvdelen af vores venner), men man kan ikke gemme sig for et had, der er blevet et socialt adfærdsimperativ: Det er overalt.

Noget, der begyndte som et spil, som den demonstrative afstandtagen, der adskiller skuespilleren fra det ægte offer, blev gradvis, som følge af mutationen i det miljø, som Anna Altjuk så sig som en del af, internaliseret og blev en del af hende selv. Den massive symbolske understøttelse af noget egentlig absurd gav det absurde en ny dimension: Det blev til en selvstraffende mekanisme.

Min kone elskede mennesker, havde brug for deres varme, hun var ikke i stand til og havde ikke lært sig at hade og være hadet. Men hvor kan man også gemme sig for et had, som er blevet udråbt i statens navn, understøttet af en Duma-beslutning (Ruslands øverste lovgivende instans fordømte udstillingen, længe før straffesagen gik i gang), opretholdt af generaler, tv-værter, præster, journalister, kunstnerkolleger?

26

De forsvarsløse / Som talentfuld digter havde min kone behov for jævnligt at opleve salige øjeblikke af samhørighed med verden, men nu var salighedens kilder – hendes tillidsfuldhed, frimodighed, velvilje og helt særlige naivitet – forsvundet, tørret ud, blevet til en strøm af had, der løb direkte mod hende. I det forfulgte menneskes drømme vokser følelsen af selv at være skyldig og dermed også behovet for en selvpålagt straf. At hadets våben til at begynde med havde været åbenlyst vanvittige mennesker, understregede i sidste ende blot, at dommen uvægerligt ville blive ført ud i livet, uanset hvad domstolen nåede frem til. I bund og grund var det ikke domstolen, der dømte hende, men en alliance af alle de kræfter, som i årene under Putin stod for at slavebinde det russiske samfund (herunder kulturlivet). Da Anna Altjuk blev frifundet af domstolen, stod hun ansigt til ansigt med et russisk samfund, som ikke længere kunne se nogen mening i det, hun havde kæmpet og lidt for – den kunstneriske ytringsfrihed, som oprindelig havde forekommet at være et alment krav. I de forløbne år havde kunstnermiljøet forliget sig med sit nederlag, havde oven i købet formået at drage betydelige fordele af det. Det skulle vise sig at være betydelig nemmere at udholde de religiøse fanatikeres angreb end at bære den repressive passivitet fra flertallet af kollegerne.

Det uhyggelige ved autoritære samfund er, at alle må agere ud fra en tilsyneladende udsigtsløs situation, og derfor kan man ikke dømme nogen

for deres handlinger. Kapitulationen bliver et overlevelsesvilkår for fuldt ud anstændige mennesker.

Under de vilkår bliver den tilsyneladende apolitiske underkastelse til en klar politisk stillingtagen, og de, der måtte afvise at indtage samme attitude, bæres stiltiende til offerbålet, udstødes af det sociale net. Hvorefter de risikerer at identificere sig med denne repressive fremstilling af dem, at blive sådan, som man ønsker at se dem. Hvis de således opsuger den kollektive skyld, risikerer disse mennesker at blive et soningsoffer, som taberne afleverer til sejrherrerne.

Efter min kones tragiske død blev hun af mange udenlandske journalister kaldt “Putinkritiker”. Jeg tvivler på, at man vil finde den russiske præsidents navn nogen steder i hendes tekster. Hun interesserede sig generelt ikke for politik, men da den trængte ind på vores område og begyndte at ødelægge det, da vi fik frataget det, som vi indtil for nylig mente at have ret til, stillede både jeg og min kone samt andre (desværre ret få) humanister op til forsvar for vores sprog og vores ret til kunstnerisk skaben – og blev dermed til “Putin-kritikere”. Konferencen “Kunst og tabu”, som fandt sted i Moskva i oktober 2007 på initiativ af Sakharov-centret, illustrerer tydeligt, hvordan situationen var: Der kom ikke en eneste bare lidt kendt Moskva-kunstner til konferencen, følgelig blev problemer af central betydning for Moskvas kunstscene diskuteret af menneskerettighedsforkæmpere samt nogle få kuratorer og kunstkritikere, de fleste af dem udlændinge. For Anna Altjuk var dette endnu et signal om, hvor alene hun stod, endnu et bevis på, at de kræfter, der havde udløst den hadefulde kampagne mod deltagerne i udstillingen “Fare: religion!”, havde underordnet sig hele kultursfæren, som nu ikke længere var vores, men deres territorium. Det betød, at alt det, hun havde ofret, havde været forgæves.

At være “Putin-kritiker” er, som det fremgår af Anna Altjuks drømmedagbog, dødsensfarligt. Hun frygter hele tiden for sit eget og for mit liv. Her er et typisk eksempel: “Misja [dvs. undertegnede, M.R.] og jeg er til et eller andet offentligt arrangement blandt en masse andre mennesker. Pludselig begynder nogle nazister

Lettre Internationale - Børnene i det brændende hus

(jeg er sikker på, at det er nazister, skønt de hverken bærer uniformer eller hagekors) at slå løs på Misja. Ingen kommer ham til hjælp. Jeg indser, at vi er fuldstændig forsvarsløse i mængden. Jeg føler mig hjælpeløs og overvundet. Der er ikke nogen udvej.” Og endnu et eksempel (fra 30. april 2003, på højdepunktet af hetzen mod deltagerne i “Fare: religion!”): “Misja taler meget kategorisk og åbent om det politiske. Jeg ser en pistolmunding, der er rettet mod ham. Jeg indser, at man nu vil skaffe sig af med ham, så jeg dækker for ham med min krop. Derfor dør jeg selv, der er mørkt rundt om mig, men jeg fornemmer duften af Misjas aftershave. “Så er jeg måske ikke helt død?” tænker jeg ved mig selv.”

I en drøm fra 16. marts 2004 (dengang retssagen mod Khodorkovskij løb parallelt med sagen mod folkene bag “Fare: religion!”, begge i Moskva) figurerer den nok vigtigste “Putinkritiker”, Mikhail Khodorkovskij. “Han har det heller ikke for godt: Jeg sidder i et fængsel på en jernseng, der er dækket med et gråt tæppe af den statslige type. Pludselig er M. Khodorkovskij ved siden af mig. Han siger, at han har hørt om min sag og lægger sig så på sengen og trækker tæppet helt op under hagen. “Men hvordan har du det her, Misja?” spørger jeg ham. “Dårligt,” svarer han, mens han sætter sig halvt op, og jeg kan se, at hans ansigt er kridhvidt, og der er en feberglans i hans øjne./ Jeg forstår, at her er et menneske, der virkelig har været meget igennem, og jeg har inderligt ondt af ham.”

Også efter frifindelsen fortsætter følelsen af at være ubeskyttet med at spille en stadig større rolle i hendes drømme; domstolens afgørelse redder hende ikke fra den statsstyrede “folkevrede”.

Så meget desto mere som dette had nu er internaliseret og udgår fra den drømmende selv, først i form af strømmende vand, siden som blod: “Jeg befinder mig bag en slags forhæng i et telt”, lyder optegnelsen fra 31. oktober 2006. “Pludselig sprøjter der vand ud af mig, og i vandet kan man se små blodstrømme. Der bliver stadig mere blod, og det tiltrækker store mængder af vrede mennesker, som tilflyvende gribbe./ Jeg forstår med det samme, at de vil dræbe mig, at de mener, jeg er en heks.”

Her er den andens blik allerede helt inkorporeret, og mængdens aggression opfattes som en hævn. På et tidspunkt ophører symptomernes logik med at underordne sig de sociale love eller bare sund fornuft. Det, der før var allermest værdifuldt, begynder at opfattes som en forhindring; det fodfæste, den drømmende har haft i verden, forsvinder.

Men vi bør ikke – og det er mit hovedbudskab i denne tekst – se denne sidste etape som adskilt fra den foregående, som en angiveligt medfødt sygdoms uundgåelige gennembrud. Min kone var ikke psykisk syg, hun var blot ikke i stand til at udholde den “folkevrede”, som blev rettet mod hende, og som gradvist førte til, at hun blev udstødt af sit eget miljø (som på det tidspunkt faktisk ikke længere var hendes miljø, skønt vi stadig havde nogle enkelte venner tilbage der).

Hvis det miljø ikke var muteret, hvis det havde støttet hende, så havde hun utvivlsomt kunnet rejse sig igen og have levet mange år endnu, men desværre betragtede mange hende som en spedalsk, man vendte sig fra hende, og hun mistede sin plads i verden.

Når institutionelle strategier anvendes, støder de således ikke sammen med andre institutioner, men med menneskelige væsener, som kan være blide eller barske, skrøbelige eller robuste.

I forbindelse med min kones død – dette blide, skrøbelige væsen i en stadig barskere verden – spørger jeg for første gang mig selv, om det er prisen værd at stå ved sin overbevisning, uanset hvor beundringsværdig denne overbevisning end måtte forekomme på det intellektuelle plan. Er den virkelig et andet menneskes liv værd (selv hvis dette andet menneske deler samme overbevisning, men ikke kan klare det psykisk)?

Nu forstår jeg bedre den ansvarshavende redaktør for Novaja Gazeta, som efter Anna Politkovskajas død stillede forslag om at lukke avisen med den begrundelse, at intet, heller ikke en intellektuel overbevisning, er mere værd end tabet af et menneskeliv.

Oversat fra russisk af Tine Roesen

28

Lettre Internationale - Nødhjælpssupermarkedet

Nødhjælpssupermarkedet

/ I dag er nødhjælp en global industri.

Hvem har gavn af den? / Af Linda Polman

Det er blevet sædvane: I katastrofeområder arbejder journalister og hjælpeorganisationer tæt sammen om én historie: Der findes lidelser, men heldigvis findes der hjælpeorganisationer til at råde bod på dem. Journalister ser ikke noget forkert i symbiosen med nødhjælpsarbejderne, for hvordan skulle et godt formål kunne være skidt? Men hjælpeorganisationer er kommercielt fungerende virksomheder, afhængige af udbud og efterspørgsel på et konkurrencemæssigt “velgørenhedsmarked”. At yde mest mulig hjælp tjener deres (virksomheds)interesser, ikke nødvendigvis ofrenes interesser. Takket være den journalistik, der ser med nødhjælpsarbejdernes øjne, får vi kun en side af virkeligheden at se.

30

“Ikke de sultne og trængendes nød, men mængden af mediebevågenhed afgør, om der kommer hjælp”, beklagede FN’s generalsekretær Kofi Annan ved præsentationen af UN Consolidated Humanitarian Appeal 2004. Han bad donorlandene om tre milliarder dollars. Dermed skulle hans humanitære hjælpetropper kunne rykke ud til de enogtyve fattigste lande i verden for at redde femogtyve millioner menneskeliv. Han vidste på forhånd, at han kun ville få en brøkdel af det beløb. Manglende interesse: Tv-aviserne har kun plads til ét, allerhøjst to katastrofeområder ad gangen. Boutros Boutros-Ghali, Kofi Annans forgænger i FN, refererede engang til tvstationen CNN som “det sekstende medlem af Sikkerhedsrådet”, uden hvis interesse for sagen donorerne ikke sætter sig i bevægelse.

Mediebevågenhed er ingen garanti, masser af rystende historier i aviserne og på tv har aldrig ført til humanitær indgriben, og andre humanitære indsatser var allerede påbegyndt, før medierne viste dem interesse. Men forbindelsen mellem medieomtale og handling benægtes ikke af nogen og har eksisteret længe.

1968. Hungersnød i Biafra. “I don’t care what you do. Just get those goddamn nigger babies off my TV screen!”, tordnede den amerikanske præsident Lyndon Johnson over for sine spindoktorer. Nogen måtte gribe ind i Biafra, syntes amerikanske tv-seere. Men ikke USA, syntes Johnson. Ud fra vores vestlige moral skaber synet af lidelser pligten til at hjælpe. Hjælpeorganisationer er handlende i den hjælp. Titusindvis af nationale og internationale hjælpeorganisationer prøver at overleve på det overfyldte “velgørenhedsmarked”, og derfor er det af største betydning, at de lidelser, som de i netop det øjeblik sætter ind mod, kommer på tv og i avisen. Faste andele af hjælpeorganisationernes budgetter går således til posten “information og PR”.

“Hjælpeorganisationerne kæmper i stigende grad indbyrdes og med andre om pressen og offentlighedens opmærksomhed. Deres interesser i at understrege de dårlige nyheder om fattige lande er betragtelige. De bruger opmærksomhedsskabende billeder af lidelser, zoomer ind på dramatiske engangsforeteelser som katastro-

fer og krige og foreslår forenklende og ofte urealistiske løsninger”, vurderede det amerikanske nødhjælpstidsskrift Humanitarian Affairs Review (sommernummeret 2002).

Illusionen om objektiv oplysning / Desuden er de tal, som nødhjælpsarbejderne udarbejder i en krise, sjældent andet end gætværk.

“Hvis der ikke hurtigt gribes ind, vil antallet af skolesøgende børn i den tredje verden blive overgået af antallet af børn i den skolesøgende alder, der dør af sygdom.” Det lille selskab af internationale nødhjælpsarbejdere i Bar Bellevue i centrum af den liberianske hovedstad, Monrovia, var ikke overrasket over de katastrofale nyheder, jeg dér lagde på bordet for dem. Befolkningerne i den første verden forventer nu engang de skrækkeligste forudsigelser om den tredje verden. Kun én af nødhjælpsarbejderne spurgte til mine kilder. Jeg satte et pokerfjæs op. “FN-forskning”, bluffede jeg. Selskabet nikkede, men det kunne ikke være sandt, hvad jeg sagde.

Ingen i verden ved, hvor mange børn der er i Afrika, hvor mange af dem der går i skole, hvor mange der dør, eller om der er flere eller færre af dem end tidligere. De fattige landes regeringer kan ikke tillade sig at lave statistik. Somme tider indsamler en hjælpeorganisation tal men de gælder så i bedste fald for ét projekt, eller for patienterne på én klinik, i én bydel, i én by.

Befolkningsregistre findes heller ikke i fattige lande, eller også er de alt andet end fyldestgørende, for hvorfor skulle man registrere fødsel eller død, hvis meddelelsen ikke fører til børnebidrag eller enkepension og således kun koster penge? Langt størstedelen af de fattige på jorden bliver født og dør uden at efterlade sig noget skriftligt bevis på deres eksistens.

Registreringer, som af visse grunde alligevel foretages, beviser på den anden side kun lidt eller slet intet, for funktionærkorpsene i den tredje verdens lande mangler midler til at kontrollere, om det er sandt, hvad folk ved lugerne står og hævder. I lande, hvor det offentlige personale ikke kan leve af deres løn, er beviser på hvad som helst da også simpelt hen til salg. Jeg

Lettre Internationale - Nødhjælpssupermarkedet

er selv i besiddelse af attester på koleravaccinationer, som jeg aldrig har fået, visa udstedt af konsuler, der ikke findes, kvitteringer for betalinger, jeg aldrig har foretaget, og kørekort, som jeg aldrig har taget. Jeg er endda i besiddelse af min egen dødsattest. Jeg døde den 31. juli 1997 i Port-au-Prince, hovedstaden i Haiti. Af naturlige årsager, bekræftet af to edsvorne vidner. Dokumentet kostede mig ti dollars.

Overmodig på grund af den vellykkede aflevering af min “nyhed” om de afrikanske skolebørn, der var truet af sygdom og død, besluttede jeg at forsyne oplysningen med en ekstra videnskabelig aura.

“Det forventes, at andeldelen af skolebørn, der dør af sygdom i det kommende år, vil stige med i alt 23,4 %.” Selskabet omkring bordet mumlede anerkendende: Hjælpen til den tredje verden er hårdere tiltrængt end nogensinde, viste det sig endnu en gang af mine “data”.

“Dør mange af de børn af aids?”, spurgte en amerikansk medarbejder fra UNICEF. Hans kuglepen svævede over notesblokken, som han havde halet op af brystlommen, og i hans blik glimtede håbet. UNICEF beskæftiger sig med skolesøgende såvel som aids-ramte børn.

“Godt og vel 35,5 %”, forsikrede jeg ham.

“Engang”, skrev Richard Dowden, Afrika-redaktør på The Economist (december 2003), “var organisationer som Røde Kors højt hævet over at tale med journalister. I de tidlige firsere lod Røde Kors i Beirut mig forstå, at jeg måtte ringe til deres hovedkontor i Genève, hvis jeg ville vide, hvad de foretog sig i Libanon. Det ændrede sig sidst i firserne, da nødhjælp blev til en industri.

Dengang ansatte forskellige hjælpeorganisationer tiltrækkende unge piger som talsmænd. Vi kaldte dem ‘aid angels’”. Fra denne første periode stammer også George Alagiahs beskrivelse af hungersnøden i Somalia på BBC i 1992. “Hjælpeorganisationerne er afhængige af os med hensyn til medieomtale, og vi af dem til at fortælle os, hvor historierne er. Der er en stiltiende aftale mellem os, en kodeks. Vi prøver på ikke at stille spørgsmålene for direkte. ‘Hvor finder vi de sultne børn?’ Organisationerne giver aldrig tydelige svar. Men vi får alligevel billederne.”

Pressens og nødhjælpsorganisationernes symbiose / Samarbejdet mellem nødhjælpsarbejdere og journalister er i mellemtiden gået fra at være baseret på velvilje til at være sædvane. Fra Sudan (hungersnøden i 1989) via Somalia, Balkan og Rwanda (første halvdel af halvfemserne), over Sierra Leone og Kosovo (anden halvdel af halvfemserne), tværs gennem Afghanistan og Irak (2003) er nyheds- og hjælpeindustrien nu atter sammen tilbage ved sulten i Sudan.

Darfur 2004, reporter W.F. Deedes fra den britiske avis Daily Telegraph: “Man når ikke dertil med en taxi fra Khartoum. Man har brug for hjælpeorganisationernes firehjulstrækkere. I bytte for et lift gennem katastrofeområdet skriver jeg i avisen om organisationens arbejde. Jeg gør det til en del af historien.”

“Det er dyrt at annoncere”, fortæller Fiona Terry, der arbejdede for Læger uden Grænser i området ved de store søer i Afrika. “Når medierne interviewer hjælpeorganisationerne, er det gratis reklame af uvurderlig værdi.”

Ikke sjældent tilbyder hjælpeorganisationerne også gratis fly til et katastrofeområde. På stedet står de og venter på journalisterne med biler, chauffører og tolke. Kost og logi til medierne hører også til mulighederne. Det bør ikke vække forundring, at nogle reportere, som gerne vil af sted til en katastrofe, får at vide af deres chef, at det er i orden, forudsat at hjælpeorganisationerne betaler udgifterne. Således bliver journalister, som ellers gerne fremstiller sig selv som kritiske udenforstående, pludselig til nødhjælpsarbejdernes ukritiske følgesvende ved humanitære katastrofer.

“Tribalisme” spiller også ind her, mener Dowden i The Economist. “I et fremmed land fyldt med vold holder man sig instinktivt til sine egne og har mere tiltro til dem.”

En guidet tur med hjælpeorganisationer gennem et kriseområde er som at se på Europa med Frelsens Hærs øjne. Med en skål suppe og en frelsersoldat drager kameraholdet forbi mennesker, der halvdøde af kulde holder til i porte, færdigbehandlede asylsøgere og crackafhæn-

32

gige teenagemødre. Hvis journalisterne havde lige så varme, tillidsfulde relationer til fx Unilever som til hjælpeorganisationerne, hvis de af Shell lod sig traktere på rejser til det nyeste projekt i Nigeria og lod Bayers talsmand fortælle dem, hvor fornuftige, betydningsfulde og nødvendige Bayer-produkterne er, især for verdens fattiges sundhed, så ville det sikkert falde journalisterne og os ind, at det ikke drejede sig om nyheder, men om salgsargumenter. Men når det er hjælpeorganisationer, må udflugter til Liberia for at se på børnesoldater og til fødevaredistributionscentre i Sudan pludselig gerne komme i avisen som nyhedsstof.

Hvis flygtningelejre til en afveksling ikke blev drevet af hjælpeorganisationer, men af Unilever eller Shell, så ville vi pludselig gerne vide helt præcis, hvorfor og om de lejre i grunden er nødvendige, hvor stor en del, der bliver ædt op af administrationsudgifter og til hvem, om medarbejderne nu også har de rigtige eksamensbeviser til hjælpearbejdet, om der i tilstrækkelig høj grad tænkes på beboernes rettigheder, om det lokale regime nu ikke også profiterer af hjælpen, og hvad virksomhederne har tænkt sig at gøre som opfølgningsarbejde.

Hvis flygtningelejre til en afveksling ikke blev drevet af hjælpeorganisationer, men af Unilever eller Shell, så ville vi pludselig gerne vide helt præcis, hvorfor og om de lejre i grunden er nødvendige, hvor stor en del, der bliver ædt op af administrationsudgifter og til hvem, om medarbejderne nu også har de rigtige eksamensbeviser til hjælpearbejdet, om der i tilstrækkelig høj grad tænkes på beboernes rettigheder, om det lokale regime nu ikke også profiterer af hjælpen, og hvad virksomhederne har tænkt sig at gøre som opfølgningsarbejde.

Lettre Internationale - Nødhjælpssupermarkedet

Nationale morgenblade vandrer gennem projekter, der drives af Médecins du Monde, radioen giver den tyske hjælpeorganisation GTZ plads til at udlægge baggrunden for Darfur for os, reklame for UNICEF bliver præsenteret for os som dokumentarstof af “UNICEF-ambassadører” som Angelina Jolie, og The Guardian rejser med CARE International gennem Afghanistan. Vi møder faktisk ikke ét almindeligt menneske i nogen af historierne.

Med hjælpeorganisationer er det noget andet.

De drives kommercielt, men nyder en mærkværdig form for immunitet. De konkurrerer med hinanden om de størst mulige andele af et marked, som omfatter milliarder af nødhjælpseuro pr. år, og træffer konstant valg i forhold til virksomhedens egne interesser, men sådan ser vi ikke på nødhjælp. Vi betragter nødhjælpsarbejdere som upartiske og ædle. Deres pålidelighed og ekspertise er hævet over enhver tvivl. Sjældent eller aldrig analyserer vi hjælpeudbuddets kompetence og etik, og ingen kræver organisationerne stillet til ansvar, heller ikke når operationerne er overstået, og de ofte skuffende resultater kan overskues. Organisationerne evaluerer selv deres operationer, i beskedent omfang, men rapporterne kommer sjældent i nyhederne. I mellemtiden bliver vores afhængighed af de kom-

mercielle hjælpeorganisationer som nyhedskilde blot større. Som led i sparerunder lukker vestlige nyhedsbureauer udenlandske kontorer til højre og venstre. Andelen af “ikke-vestligt udlandsstof” i aviser og på tv, nyheder fra fjerne fattige lande, skulle ifølge visse undersøgelser være dalet med 75 % i de seneste tredive år.

Hjælpeorganisationerne gør, hvad de kan for alligevel at holde vores interesse fangen for det “ikke-vestlige udland”. I Liberia bliver vores avisreportere vist rundt af Læger uden Grænser. Ugeblade foretager samme rejse, men med Oxfam.

Nationale morgenblade vandrer gennem projekter, der drives af Médecins du Monde, radioen giver den tyske hjælpeorganisation GTZ plads til at udlægge baggrunden for Darfur for os, reklame for UNICEF bliver præsenteret for os som dokumentarstof af “UNICEF-ambassadører” som

34

Angelina Jolie, og The Guardian rejser med CARE International gennem Afghanistan. Vi møder faktisk ikke ét almindeligt menneske i nogen af historierne.

Den væsentligste grobund for det nære forhold mellem nødhjælpsarbejdere og journalister er oven i købet, at journalisterne ikke ser noget forkert i det. Det drejer sig trods alt om et godt formål. Hvordan skulle der kunne være noget forkert ved et godt formål? Målet har allerede længe helliget midlet. Filmmanden Michael Buerk, den første journalist, der gjorde hungersnøden i Etiopien verdenskendt (1984), fortav i sin repotage iskoldt, at der var krig i landet. Der var også tørke, men krigen var årsag til, at folk sultede.

Buerk var bange for, at det ville blive opfattet som “endnu en dum afrikansk krig”. Ofre for en naturkatastrofe, i dette tilfælde tørke, tiltrækker flere midler, vidste han. Hans rejse gennem katastrofeområdet blev “muliggjort” af Oxfam.

Journalisterne sammenfatter krisehistoriernes kontekst så kort som muligt. BBC’s krigskorrespondent Kate Adie sammenligner en nyhed i tv-avisen med et postkort fra et feriested. “Et billede på forsiden og et par korte sætninger på bagsiden. Mere plads er der ikke.”

Så er klicheer uundgåelige. Ofre er endimensionale og navnlig uskyldige. Indlysende good guys. “Kvinder og børn”, “gamle og spædbørn”, den “forsvarsløse civilbefolkning”. I historierne gør de det, man forventer af ofre.

De lider, hverken mere eller mindre. Heller ikke deres fremtid må stå i det mindste skær af håb, ellers ville donorerne måske lægge deres penge et andet sted. Er hjælpen således ankommet, bliver den i samme afsnit affærdiget som “for lidt og for sent”. Donorerne lider måske af “det har jeg set før”-syndromet. For at imødegå det bliver katastrofen skildret med superlativer. Vi kigger derfor altid på “den største humanitære krise i den nyere tids historie”, og aids er den “mest katastrofale epidemi siden pesten”. For at fastholde de zappende seeres opmærksomhed lykkedes det endda CNN at ryste en gradbøjning af “folkemord” ud af ærmet. Reporteren talte om “the deadly genocide of 1994” (CNN News 25-08-2003).

Internationalt Røde Kors, UNHCR, og den hjælpeorganisation, som journalisten logerer hos, gør, i alle historier, hvad de kan, men med de begrænsede midler er det selvfølgelig et kapløb med tiden, og et massivt antal dødsfald truer.

Historiens plot er altid antydningen af, at en løsning er mulig, og at vi kan være en del af den. Hjælpeorganisationer beskæftiger sig ikke med politik, så der bliver ikke serveret politiske årsager og løsninger. Årsagerne til lidelserne er netop, at ofrene er for svære at nå for hjælpeorganisationerne. Tilgængeligheden må forbedres, det koster penge, send derfor de penge. Ellers dør ofrene. Det er virtual reality, hvor det snarere er nødhjælpsindustriens behov end den lokale befolknings, der skitseres. I mellemtiden spiser også de stridende parter de nødhjælpsris, der kastes ned fra fly.

“Lovgiverne ville for længst have grebet ind over for enhver anden erhvervsgren, hvor produkterne er så vigtige for samfundet”, sagde den nederlandske justitsminister i en tale. Det kunne have været sagt om nødhjælpsindustrien, men det var den 3. maj, FN’s verdensdag for pressefrihed, og det drejede sig altså om journalistikken. Ministeren advarede mod den lethed, hvormed journalister efterplaprer presse- og informationsmedarbejdere – og hinanden. Minister Donners publikum, journalister, lo ham ud. Ministeren så forkert på det: Journalistikken overvåger bestemt sig selv.

Men det er åbenbart så let for hjælpeorganisationernes PR-afdelinger at få virksomhedens dagsorden på tv som “nyheder”, at nogle har fundet det nødvendigt at lægge bånd på sig selv.

Allerede for ti år siden, i 1994, efter kurderne i Irak, de døde i hungersnøden i Somalia, den etniske udrensning på Balkan og på højdepunktet af folkemordet i Rwanda, tilsluttede en række af verdens største hjælpeorganisationer sig en adfærdskodeks for kommunikationen med presse og offentlighed, der var opstillet af sammenslutningen af Røde Kors- og Røde Halvmåneorganisationer. Underskriverne af denne kodeks forpligter sig til i deres information, reklamemateriale og annoncer at anerkende katastrofeofre som “værdige menneskelige væsener, ikke som håbløse genstande”. InterAction, en paraply-

Lettre Internationale - Nødhjælpssupermarkedet

organisation for amerikanske hjælpeorganisationer, forlanger af medlemmerne, at de “respekterer værdighed, værdier, historie, religion og kultur hos de mennesker, for hvem deres programmer er bestemt, og at de hverken bagatelliserer eller overdriver deres behov.”

Organisationerne er måske nok gode, men dog ikke tossede. Det er fortsat praksis, at årsager til og baggrunde for kriser bliver visket ud, for det skal se ud, som om nødhjælp er løsningen.

Tilfældet Goma / Mens det før flygtningekrisen i Goma for nu ti år siden var opsigtsvækkende, hvis fyrre, en enkelt gang endda firs, hjælpeorganisationer strømmede til en katastrofesituation, kom der efter krisen mellem hutuer og tutsier i området ved de store afrikanske søer to hundred og halvtreds. Aldrig før havde der været så mange nødhjælpsarbejdere samlet i ét område.

Da ekstremistiske rwandesiske hutuer den 6. april 1994 indledte folkemordet på deres landsmænd, tutsierne, havde kun få i det internationale fællesskab kendskab til de dybe, kulsorte strømme, der skabte røre i den lokale politik.

For øvrigt var det langtfra alle Rwandas indbyggere, der vidste noget om det, ellers ville flere tutsier være flygtet i tide. Omverdenen så kun det, der på det tidspunkt boblede op til overfladen af denne djævelske heksekedel. I ugevis skyllede først ligene af tusindvis af myrdede tutsier med de rwandesiske floder ud i de store søer omkring Rwanda, hvorefter godt en million hutuer i løbet af få dage strømmede over Rwandas grænser til de omkringliggende lande.

De blev forfulgt af en tutsi-hær, der fra nabolandet Uganda satte ind med forfølgelsen af disse génocidaires, folkemordere.

Et par hundred tusind hutuer invaderede nabolandene Tanzania og Burundi, men den flygtningestrøm, der slugte hele verdens opmærksomhed, gik til den lille by Goma i Zaire, lige på den anden side af den rwandesiske grænse.

Med skønsmæssigt trekvart million mennesker var det den største, men det var også den eneste af de tre, der næsten omgående kunne vises

live på tv. Gomas lufthavn har ganske vist kun én landingsbane, men den er tilfældigvis lang nok til de kæmpestore Herkulesfly, hvormed Vestens nødhjælpssamfund og journalister normalt lader sig transportere til katastrofeområder. De flygtede hutuer slog sig ned lige op og ned ad denne landingsbane. De internationale kamerahold behøvede blot at gå ned ad flyets trapper for at kunne sende direkte satellitbilleder ud i verden af de trøstesløse menneskemasser, drivvåde af regn og sultne efter turen til fods ud af Rwanda. “Goma” gik over i nødhjælpsarbejdets annaler bl.a. som “krisen med landingsbaneeffekten”.

Jeg selv ankom til fods fra Rwanda. Fra den bulede bom ved den rwandesiske grænse til sletten fuld af hutu-flygtninge på Zaires territorium var det en spadseretur på cirka tusind meter. Hen over mine forhandlinger med grænsevagterne hørtes allerede her lyden af den trekvarte million lejrindbyggere. Det summede truende, som om en kæmpemæssig hvepserede ventede mig.

Jeg havde tilbagelagt tre hundred meter, gennem mudderpøle og forbi dybe revner i vejen, da en cyklist kørte op ved siden af mig og satte farten ned.

“Taxi?”, spurgte cyklisten.

“Næh, jeg er der snart”, svarede jeg.

“Nåh, De ved altså, hvor de ligger i dag?”

Manden, en afrikaner, talte fransk.

“Hvor hvad ligger?”

“Bon, De ved det altså ikke.” Han havde en slidt habitjakke på og betjente pedalerne med bare fødder. “Minerne, mener jeg. De ved ikke, hvor de ligger i dag. Hver nat gemmer vi dem i nye mudderhuller eller revner i asfalten. Så sent som i går fandt en hvid dame fra American Refugee Committee en. Bum! Begge ben røg af. Det er bedst, at De kører med mig, jeg er hutu, jeg hjælper med at lægge dem ud. Montez, s’il vous plait.” Han pegede opfordrende på sin bagagebærer.

Først gik det ned ad bakke. Han sludrede afslappet over skulderen om de internationale hjælpeorganisationer, som hjalp hutuerne i lejrene. De fleste NGO’er begyndte i disse dage først at arbejde over middag, fortalte han.

36

“De venter, indtil en anden har testet vejen med sin bil. De efterfølgende holder sig så omhyggeligt i den førstes hjulspor. Eller også sender de lokale medarbejdere ud på vejen, før de selv går ud. Les salauts!”

Med et ryk i styret undveg han en lille flok afrikanske mænd, der var i gang med at fylde et lille krater i vejen op med lavastykker, der lå spredt overalt i rabatterne.

Han pegede: “Den amerikanske dames hul.”

Mineringen af vejen var en del af den strategiske politik, som hutuerne i lejrene førte, forklarede han. “Sprængstofferne sørger for, at kakerlakkerne ikke tør komme og overfalde os.” Med kakerlakker mente han rwandesiske tutsier, hans landsmænd, men fra en anden stamme. Minerne tjente også det formål, at hutuer, der overvejede at tage tilbage til Rwanda, tænkte sig om tre gange.

“Der er ganske vist ikke mange af dem, altså forrædere, som gerne vil tilbage og bo hos kakerlakkerne”, forsikrede han mig.

Vejen gik en anelse opad og blev mere befærdet. Tættere på lejrene var eksplosionsfaren tydeligvis mindre. Først hundredvis, så tusindvis og så titusindvis af hutuer myldrede langs og på asfalten. Lange rækker var på vej til fods mod de skovklædte vulkanskråninger længere borte for at samle brænde, og grupper, især kvinder, vandrede råbende af sted i rabatterne med madrasser og kurve med grønsager på hovedet, alt sammen til salg. Vi slingrede forbi børn, der havde lastet cykler og trækvogne højt med flygtningeteltduge og sække med trækul, og masede os ved skiftevis at bremse og accelerere ind mellem køer af bulede minibusser og gamle taxier. Sidetunge under lasten af mennesker og bagage var de på vej til Goma Ville et par kilometer borte.

Mellem de tudende og brægende hutuer navigerede også de internationale nødhjælpsarbejderes flåde af hvide landrovere. Min chaufførs hånd forlod ikke cykelklokken et eneste øjeblik; vores fremfærd lød som en Hjem IS-bil.

“Sikken trængsel”, sagde jeg til den hårdtarbejdende ryg foran mig. For en sikkerheds skyld holdt jeg den ene fod ned mod jorden.

“Ikke sammenlignet med sidste år, da vi alle sammen på én gang kom fra Rwanda ad denne

vej. Da lå der oven i købet lig overalt. De fleste på grund af kolera.” Vores forhjul berørte kofangeren på en Landrover fra Internationalt Røde Kors. Chaufførens elektriske siderude blev straks rullet ned.

“Pas dog på, imbécile!”, råbte det hvide hoved, der blev stukket ud.

“Se dig selv for! Svin!”, hvinede min chauffør tilbage, men ruden blev allerede rullet op igen.

“Forbandede nødhjælpsarbejder!”, nåede min chauffør lige at råbe. Til mig sagde han yderst venligt: “Voilá, Mugunga-lejren. Her finder De de fleste blancs. Det bliver ti dollars, tak.”

Jeg satte min mest skuffede mine op, af hensyn til ritualet.

“En,” sagde jeg bestemt. Vi endte på tre dollars plus en rulle film. Jeg tog en op af tasken fra varehuset Hema.

“Ah!”, sagde cyklisten fornøjet. “Det mærke kender jeg, det er vældig godt!”

Han ønskede mig en fortsat god dag og snoede sig ringende med klokken tilbage i trafikstrømmen. Mens et Herkules-transportfly, fyldt med nødhjælpsartikler, tordnede ned mod landingsbanen lige hen over hovedet på mig, trådte jeg over en grøft, der var fyldt op med affald, og ind i den største af Gomas femogtyve flygtningelejre.

Af Moder Afrika er der virkelig født et par giftslanger, siger afrikanerne. Området med de store søer mellem Rwanda og Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo) er en af dem.

Her er faktisk alle ingredienser til krige på det afrikanske kontinent blandet til én dødbringende substans: Uhyrlig fattigdom, underbetalte regeringshære og dopede militser, let rekrutterbare bander af unge uden fremtidsudsigter, nye ledere og de gamles stadig stridbare tilhængere, indblanding fra omkringliggende afrikanske og ikkeafrikanske stater, politisk, social, økonomisk og kulturel utilfredshed, evindeligt skiftende koalitioner, illegal handel med kaffe, diamanter, olie og billige våben – fra kampfly til macheter – lejetropper, flygtninge og hjemløse. Og internationale hjælpeorganisationer.

De tv-billeder, som verden fik at se live fra Goma, var af bibelsk karakter og blev næsten håndgribelige i deres pågåenhed, da der i løbet

Lettre Internationale - Nødhjælpssupermarkedet

af den første uge oven i købet udbrød en koleraepidemi blandt den trekvarte million elendige.

Seks hundred koleradødsfald pr. dag blev hurtigt til skønsmæssigt tre tusind pr. dag, indtil måske halvtreds tusind hutuer var bukket under. Med bulldozere blev deres lig skovlet ned i hastigt forberedte massegrave. Også dette kunne man i hele verden opleve live på tv.

De rystende reportager fik næsten omgående gang i verdens på det tidspunkt største nødhjælpsaktion. FN, verdens regeringer, internationale hjælpeorganisationer, vestlige medieselskaber, kirker af alle trosretninger, stiftelser, foreninger, fonde og skoler i snesevis af lande lagde sig i selen for at hjælpe “Goma”. Udbyttet af samtlige pengeindsamlinger slog alle rekorder: Alene FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, fik over én million dollars pr. dag til rådighed til sit hjælpeprogram i Goma. Endnu flere millioner dollars gik ind på snesevis af andre internationale organisationers bankkonti. Jo større de indsamlede beløb var, desto flere hjælpeorganisationer blev der sendt til Goma, og jo flere journalister kom der med dem for at filme redningsaktionerne. I disse første uger virkede det, som om lige så mange medieselskaber som hjælpeorganisationer havde kastet sig over de flygtede. Mellem hutuernes hytter og massegrave myldrede det med blancs.

“Alle i Goma løb i hælene på hinanden i jagten på den næste historie”, hånede Clare Short, den daværende britiske minister for udviklingssamarbejde. Hun spurgte sig selv, hvad de flygtede mente om de optrin: “Hvordan skulle de kunne have forstået mediernes og fundraisernes indbyrdes snylteri? De bad om mad, men vi gav dem et cirkus.”

“Hjælpeorganisationerne holdt daglige pressekonferencer, der blev ledet af en repræsentant for UNHCR. Han præsenterede hver enkelt kommende taler, som fik lov at fortælle, hvad der foregik. Den ene nævnte et højere dødstal end den anden, som om det var en auktion. Hjælpeorganisationen med dagens højeste dødstal og den dårligste nyhed vandt. Deres opgivelser blev omtalt i tv-nyhederne,” skrev Richard Dowden dengang i The Independent.

Foruden to hundred og halvtreds NGO’er var der otte forskellige FN-afdelinger, cirka tyve donororganisationer, et ubestemmeligt antal lokale hjælpeorganisationer, som blev betalt af donororganisationer, og ni internationale militærkontingenter, der støttede hjælpearbejdet ved de store søer. Hundred af de to hundred og halvtreds hjælpeorganisationer valgte udelukkende lejrene omkring Goma som deres arbejdsområde.

Kampen om opmærksomhed / Det er ikke nok at være til stede ved en sådan humanitær mega-happening. For hjælpeorganisationerne er det af endnu større betydning, at man viser, at man er der, for ikke at bukke under i den overvældende konkurrence. Da jeg aflagde mit besøg i Goma, et år efter hutuernes indtog, blafrede der stadig et hav af små flag med virksomhedslogoer over de hundred tusindvis af blåhvide UNHCR-teltduge, som de flygtede havde fået til at bygge hytter af. Engang var meningen med sådanne bannere, at de skulle tydeliggøre det for stridende parter, at her arbejdede humanitære og ikke militære organisationer, men nu er det markeringspæle i kampen om opmærksomhed. Det virkede, som om der var et valg i anmarch. På de T-shirts og kasketter, som blev båret af de mange hundred organisationsmedarbejdere, der traskede rundt mellem hytterne, og på bildørene i deres flåde af motorkøretøjer var der trykt reklamer. Vandpumper og latrindøre var klistret fulde, og foran indgangene til kontortelte, bølgeblikklinikker og børnehjem stod bemalede navneskilte på pæle, der var hamret i jorden.

Jeg så blafrende flag fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og fra FN’s børnefond (UNICEF), International Organization of Migration (IOM), FN’s afdeling for humanitære anliggender og Verdensfødevareprogrammet (WFP). Farverne hos Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåneselskaber, IFRC, på skilte og flag genkendte jeg også, men at der også fandtes organisationer, som hed GTZ, THW, AICF, AMDA, CAFOD, OFDA, CRS og CEPZa/CELZa, så jeg her for første gang.

38

Oxfam, Merlin, Equilibre, Trocaire, GOAL og Concern var til stede såvel som det canadiske og det tyske CARE, det nederlandske, tyske og spanske Caritas, det svenske Rescue Board, Order of Malta, Solidarité Française, det italienske Emergency, det tyske Emergency Doctors og de franske, belgiske og nederlandske sektioner af Læger uden Grænser. På vegne af verdensomspændende kirkesamfund var der Medical Missionaries of Mary, Samaritans Purse, Lutheran World Federation og Christian Aid. Jeg så endda også ActionAid, Refugee Help, Terre des Hommes, Help the Aged, Food for the Poor, Feed the Children og Save the Children.

“Jeg prøvede at forestille mig, hvordan en udmattet flygtning ville komme vaklende ind i Goma og blive overvældet af denne opvisning i markedsføring for derefter at tænke: ‘Jeg spiser morgenmad hos CARE. Så tager jeg frokosten hos World Vision. Dernæst smutter jeg indenfor hos Røde Kors efter noget medicin, og så henter jeg en plasticteltdug og et tæppe hos UNHCR’”, skrev Richard Dowden i The Economist, da han i 1994 besøgte katastrofeområdet. Han kaldte Goma et “nødhjælpssupermarked”.

Når man først havde vænnet sig til den højrøstede markedsføring og til UNHCR-plastic som vigtigste byggemateriale, var teltlejrene ved Goma i grunden bare almindelige små og større byer. Mugunga-lejren, den største af de femogtyve, havde i april 1995 eksisteret i et år og sprudlede af trivsel.

To gange om ugen kørte vogne fra et renovationsfirma rundt mellem hytter og telte, og for hver cirka to hundred meter havde hjælpeorganisationerne gravet offentlige toiletter og installeret vandhaner. Af knoldede stier var der med bulldozere skabt boulevarder, der gennemskar “bolig”- og “forretnings”-kvarterer. På hver side af Boulevard de la Egalité, Rue de la Solidarité og Avenue de la Fraternité stod hytter, der for hver måned der gik efter sommeren 1994, var blevet mere og mere komfortable og virkede mere uforgængelige. Visse “blendés” var endda allerede tre etager høje og så ud til at være beregnet på permanent beboelse. De var dekorativt overgroede med efeu. Gomas vulkaniske jord-

bund er frugtbar: På marker, der var indhegnet af lavablokke, så jeg indbyggere dyrke kartofler, kål, bønner og bananer. Andre var beskæftiget med geder og høns, og næsten alle havde anlagt en prydhave med blomster til afskæring.

De plasticteltduge, som UNHCR rutinemæssigt udleverer til hver indbygger ved ankomst til lejrene, havde i lang tid ikke været brugt til at holde de ti tusindvis af sivhytter tørre under de daglige regnskyl her i den vådeste del af Zaire.

Klippet i strimler blafrede de festligt langs sivgavle på hytter med flere rum. Skilledøre var lavet af udbankede madoliedåser.

Teltdugene tjente også som duge på bordene i de talrige restauranter, som lejren var rig på, og udspændt langs murene udgjorde de det festlige tapet i diskotekshytter.

Halvvejs henne ad Avenue de la Paix et de la Justice fik kunderne et højrøstet slag domino ved borde uden for indgangen til Bar Patience og Chez Papa Bon. Duftende marihuanaskyer drev ud gennem de åbne døre. Café Champs Elyssées havde en haverestaurant. På trappestenen uden for den blev en ged marineret. På mudrede fodboldbaner mellem de forskellige kvarterer spillede man fanatisk venskabskampe, og der var kirker, snesevis, måske hundredvis, for Rwandas befolkning er gudhengivne katolikker. I de mange “Salles de Spectacle” kunne filminteresserede flygtninge for tusind rwandesiske francs, halvanden euro, tage plads på en af bænkene for at nyde video-forestillingen. De viste klassikere. Jeg så Rambo og Midnight Express annonceret, ligesom i biograferne i Amsterdam, London og Kigali. Reklameplakaterne var håndtegnet af lejr-artistes. “Børn halv pris” stod der skrevet hen over billederne.

Lejrøkonomien blomstrede. I smalle allées tjente elektrikere til føden ved at reparere skæbnefællernes radioer. Der var videoudlejninger, bagere, slagtere, destillerier og teatre. Frisører reklamerede med malerier på papskilte, og i butikker fandt man den seneste kanga-mode. Der var et fotostudie, hvor man kunne få taget familieportrætter og pasfotos, og i Hotel du Monde fandt familiemedlemmer, venner og bekendte husly for tyve dollars pr. nat.

Lettre Internationale - Nødhjælpssupermarkedet

“Det syder og bobler her, meget hyggeligere end i Kigali”, sagde jeg imponeret. Kigali er Rwandas hovedstad.

“Er det så mærkeligt? Alt, hvad du ser her, har de tyvstjålet dér”, brummede den forbindelsesofficer, som jeg spadserede rundt med. Han var del af en gruppe politifolk, som var kommet til Goma på vegne af FN for at hjælpe de lokale myndigheder med at opretholde lov og orden i lejrene. Burkina Faso, Benin og Cameroun sendte hver en lille håndfuld, og Nederlandene med: Manden ved min side var udlånt til det gode formål af havnepolitiet i det nederlandske Delfzijl.

I fuldtlastede personbiler og lastvogne, på trækvogne, i trillebører, og på bagagebæreren af cykler og knallerter havde hutuerne ved deres flugt fra Rwanda medtaget alt, hvad der ikke var mur- og nagelfast, til Zaire. Først havde de myrdet tingenes ejermænd. Bølgeblikplader fra rwandesiske tage, døre, møbler, madrasser, toiletkummer og håndvaske blev slæbt ind i UNHCRlejrene. De kom trækkende med stjålne køer og geder i snor. “Mange hutuer tog i de første par uger flere gange tilbage til Rwanda for at røve endnu mere”, sagde manden fra Delfzijl.

Men på denne dag var der matematikeksamen i Mugunga. Rækker af skoleelever, siddende på planker, der hvilede på sorte lavablokke, regnede ubesværet differentialregning. Deres lærere, nogle af dem undveget fra universitetet i Rwanda til Goma, vogtede over sorte hornbriller på snydere: De kendte deres pappenheimere.

Også manden fra Delfzijl betragtede e�ertænksomt de unge, der sad og viskede ud og understregede.

“De har taget noget i retning af det komplette universitetsbibliotek med fra Rwanda. Det er fint for disse drenge og piger. De fortsætter bare deres uddannelse her. Men de tutsi-børn i Rwanda, som overlevede nedslagtningen, har ingen bøger og heller ingen lærere, for de er døde, eller også er de her. Det må man da også en gang imellem tænke på som nødhjælpsarbejder.”

Han tav et øjeblik. Så trak han på skuldrene.

“Kom, lad os gå hen og få en øl.”

Flygtningelejre for mordere / ”Indtil vi vender tilbage til Rwanda, kan kakerlakkerne herske over en kirkegård!”, skingrede en hutu ud af menneskestrømmen på vej til Goma til en filmende Reuters-journalist. Han slæbte af sted med et brugt køleskab på hovedet, stjålet fra en myrdet tutsi-families hjem. Skønsmæssigt var otte hundred tusind tutsi-indbyggere og moderate hutuer allerede på det tidspunkt slagtet e�er ordre fra det ekstremistiske huturegime i Rwanda.

Deres udvandring fra Rwanda var ikke en flugt fra hutuerne, men en taktisk tilbagetrækning. De flygtede til Zaire, ikke fordi de var overvundet, men netop for at forhindre et nederlag. I UNHCR-lejrene uden for de rwandesiske grænser var de i sikkerhed for den tutsi-hær, der havde invaderet fra Uganda. Tutsi-soldaterne erobrede et udplyndret land dækket af rådnende lig og omkranset af UNHCR-lejrene, der var fyldt med mordere. Sammen med hutufolket flyttede også hutu-regeringen sig fuldtalligt til Goma. Premierminister og ministre indlogerede sig på turisthotellerne langs Kivu-søens bredder og regerede videre fra Heineken-parasollernes skygge ved kanten af swimmingpoolene. Ministrene for udenrigsanliggender, udviklingssamarbejde og forsvar fortsatte simpelt hen på deres poster. Kun indenrigsministeren fik en ny opgave. Han blev udnævnt til minister for flygtningeanliggender.

Budgetterne behøvede ikke at være for stramme. Tutsi-kontohaveres indeståender var ved begyndelsen af folkemordet blevet indefrosset af den rwandesiske nationalbank, og hutulederne havde taget kapitalen med til Goma i klingende mønt. Og også alle busser fra Rwandas nationale offentlige transportselskab: De pendlede i mellemtiden frem og tilbage mellem lejrene med passagerer. Den nationale kaffebeholdning samt brændstofreserver fra det statslige olieselskab Petro-Rwanda var også oplagret i lejrene.

Også hutu-regeringshæren og deres kumpaner i folkemordet, Interahamwe-borgermilitsen, kom stort set fuldtalligt til Goma. Det var

40

toogtredive til hundred tusind væbnede styrker; skønnene er temmelig varierende. Soldater med familie slog sig for det meste ned i lejre på Kivu-søens sydlige bred, og længere væk, i Bulonge-lejren, boede især enlige hutu-soldater. De havde medbragt de Kalasjnikov-rifler, macheter og økser, hvormed de myrdede deres tutsi-landsmænd. Selv et par tanks og seks helikoptere stod parkeret mellem UNHCR-teltene.

Hutu-helikopterne var for øvrigt ude af drift på grund af manglende reservedele.

“En enkelt kakerlak kan forårsage en hel pest”, lød kampråbet stadig i lejrene fra hutu-ekstremisterne. Lige fra den første dag i Goma reorganiserede de sig med den klare hensigt fremover at fortsætte udryddelsen af tutsierne mellem flygtningeteltene.

I disse første dage betragtede en UNHCRrepræsentant fra skråningerne på vulkanen Nyaragongo måbende menneskehavet på sletten nedenfor og udtalte følgende: “Vi har aldrig før set noget lignende.”

“Det var noget nyt, en faktor som UNHCR ikke var forberedt på: Kriminalisering af flygtningelejre, foretaget af (i dette tilfælde) folkemordere, som selv havde forårsaget udvandringen”, bekræftede organisationen i en evalueringsrapport (2002).

Ambassadør Aldo Ajello, udsending i Goma for Europa-Kommissionen (EK), en af donororganisationerne i hutu-lejrene, udtrykte da også sin bestyrtelse: “Vi blev konfronteret med en fuldkommen unormal situation: Civile flygtninge og en militærmagt levede side om side i én og samme UNHCR-lejr.”

Gomas største pengedonor (EK) og den største hjælpeorganisation på stedet (UNHCR) udviste med dette “aldrig før set” en forbløffende selektiv institutionel hukommelse. Det er netop helt almindeligt, faktisk en populær krigstaktik, at soldater blander sig med civile flygtninge i flygtningelejre. “Refugee warriors” kaldes de i politisk videnskab. Soldater forklædt som flygtninge har i hele UNHCR’s levetid udgjort en del af målgruppen. De palæstinensiske soldater var nogenlunde de første, der stillede UNHCR over for problemer. Under den arabisk-israelske

krig i 1948-49 var hundred tusindvis af palæstinensere kommet i drift. Arabiske ledere i Mellemøsten så i de hjemløse et egnet våben i deres kamp mod den (i deres øjne) ulovlige stat Israel.

De hjemløse palæstinensere blev “frarådet” eller direkte forbudt at vende tilbage til deres landsbyer i Israel. I UNHCR’s stadig mere forstemmende flygtningelejre skulle de fortsætte deres tilværelse som levende beviser på den “israelske umenneskelighed”. Helt til i dag er de palæstinensiske lejre ynglepladser for flere og flere nye generationer af hadske “frihedskæmpere”. Da den israelske hær i 1982 angreb lejrene Sabra og Shatilla på libanesisk territorium, var den ene halvdel af verden oprørt, fordi det hed sig, at Israel havde bombarderet uskyldige flygtninge. Den anden halvdel af verden mente, at bombardementerne var rimelige, fordi lejrene blev brugt som militærbaser for angreb på Israel.

Visse af UNHCR’s flygtningelejre synes skabt til, at disse “warriors” kan udnytte dem. De er ideelle militærbaser. Om end de ikke bliver så aktivt beskyttet, holder det internationale samfund dog skarpt øje med dem, og de bliver ikke uden videre angrebet. Ved at trække sig tilbage til en UNHCR-lejr kan en hær ikke lide et overbevisende nederlag til modparten. Tværtimod: De, der har trukket sig tilbage, kan i fred og ro reorganisere sig, holde civile som gidsler og misbruge den internationale hjælp til disse civile til selv at komme til hægterne. Eliten af rige, internationale hjælpeorganisationer sørger for forplejningen. Mad, rent drikkevand, medicinsk behandling, husly, undervisning og velfærd, til tropperne, deres familie og andre tilhængere, det koster alt sammen ikke disse “warriors” noget, og det bliver om nødvendigt transporteret tusindvis af kilometer ud til lejrene. Krige kan således forlænges og forværres gennem hjælpen til flygtningene. Det er ikke uden grund, at de konflikter, hvor soldater fik chance for at manipulere hjælpen, hører til verdens længste og blodigste.

Et år efter deres flugt fra Rwanda sneg hutuer sig stadig regelmæssigt tilbage over grænsen for at gå på “tutsi-jagt”, men også omkring lejrene på Zaires territorium slog de til. “Gravene er stadig langtfra fulde nok”, fortalte lederne hutu-fol-

Lettre Internationale - Nødhjælpssupermarkedet

ket. I ugerne efter hutu-ekstremisternes ankomst var hundredvis af tutsi-indbyggere i Goma Ville savnede eller fundet døde med en kugle i hjertet eller halsen skåret over.

Med rejsningen af UNHCR-teltene aftegnede sig også straks konturerne af det gamle Rwanda.

I lejrene blev der oprettet “préfectures”, som af hutuerne blev underopdelt i “communes”, der i “secteurs” og så via “quartiers” og “sous-quartiers” blev til “cellules” på omkring ti “blendés”, hytter. For hver “cellule” blev der udnævnt en chef, som selv ansatte en “sous-quartier”-chef. På den måde holdt regimet streng kontrol med hutuerne i lejrene. Opildnende radiostationer sørgede samtidig for den rette stemning. “Det er ikke mord at smadre en kakerlak. Det er hygiejne!”, hørte jeg den overtalende stemme gjalde ud af snesevis af transistorradioer. Mange hutuer, som ikke selv var meddelagtige i folkemordet, blev tvunget til at flytte med til Goma. I lejrene skulle de fungere som menneskeligt skjold ved eventuelle tutsi-angreb og som lokkemad for de internationale organisationers nødhjælpsrationer.

“Hutuer, som vil tilbage til kakerlakland, er kakerlakker”, lød den dag hovedoverskriften i lejravisen, der blev produceret på røvede stencilmaskiner og skrevet fuld af de ekstremistiske “Journalistes Rwandais en Exil”.

Hvor mange af de døde, der i 1994 på live tv blev skubbet ned i massegrave af bulldozere, var døde af kolera, og hvor mange der var slået til døde og stukket ned af militserne, får vi aldrig at vide. Der blev ikke foretaget obduktion af ligene, der var viklet ind i stofstykker. Stikprøver i én lejr tydede på, at det alene i den første måned kan have drejet sig om fire tusind voldelige dødsfald. Men det udbasunerede de internationale hjælpeorganisationer ikke. Det ville donorerne ikke bryde sig om. Goma var på det tidspunkt den bedst finansierede “flygtningekrise” i verden, selv om hutuerne ikke opfyldte definitionen på “flygtninge”. Ifølge international ret er en flygtning “en person, som nærer en velbegrundet frygt for at blive forfulgt på grund af sin race, religion, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser, og som befinder sig uden for det land, hvor personen er

statsborger…”. Disse hutuer var flygtet fra deres hjem af andre grunde. De var bange for forfølgelse på grund af deres skyld i folkemord.

Men for vestlige donorlande, som i april 1994 intet havde foretaget sig for at redde Rwandas tutsier fra folkemord, kom de som en ny chance for at vise sig fra en menneskekærlig side. Koleradødsfaldene i Goma forsynede det internationale samfund med det perfekte scenario for et dramatisk, publicitymæssigt vellykket show om menneskelige lidelser, hvori fjenden er en virus, og redningen den humanitære hjælp, om en krise uden gode og onde parter, men udelukkende med ofre.

Når nødhjælpsarbejdere mindedes de første måneder i Goma, handlede det altid om “den tid da alt var muligt”, takket være den voldsomme mængde penge de fik. De fortalte forskere fra det britiske Overseas Development Institute (ODI), at drikkevand og bulldozere kunne transporteres dertil fra Europa med fly, hvis det ikke lykkedes ad vejene, og at dysenteritilfældene blev behandlet med medicin, der var så dyr, at afrikanere andre steder på kontinentet kun kunne drømme om det.

Forsyninger, men ingen sikkerhed / Et år efter krisens begyndelse afregnede de militante stadig nådesløst med deres egne undersåtter, hvis de kom under mistanke for at nære tutsi-sympatier. De internationale hjælpeorganisationer halede stadig næsten dagligt lig op af Kivu-søen, lejrledernes ofre. Men i Vesten blev de gode givere kun præsenteret for den halve virkelighed. At der for eksempel i lejrene cirkulerede internationale anmodninger om udlevering af folkemorderne, blev fortiet i fundraising-teksterne.

Mens de internationale hjælpeorganisationer gravede tusindvis af latriner og brønde, udlagde kilometervis af asfalt i og mellem lejrene og omdannede stabler af bølgeblik til stadig flere depoter, klinikker og fødevaredistributionscentre og fyldte disse med deres logistikere, ernæringseksperter, bygningsteknikere, ledere, administratorer og læger, byggede hutu-lederne videre på hie-

42

rarkiet i de stadig smukkere lejre. Rige og fattige fordelte sig i forskellige “kvarterer”, og der blev oprettet en lejr specielt til blandede ægteskaber, hutu med en tutsi-partner. De lejre, hvor mange højtuddannede embedsmænd slog sig ned, Kashusha og Adi Kivu, blev kaldt “de intellektuelles lejre”. Dér rykkede også en væsentlig del af Rwandas folkesundhedstjeneste ind, heriblandt tredive læger, mere end tre hundred sygeplejere og ministeren for folkesundhed selv.

De internationale nødhjælpsarbejdere beskæftigede sig ikke med lejrindbyggernes beskyttelse og sikkerhed mod folkemorderne, men med deres forsyninger. Noget af en udfordring. De anløbshavne for fødevarer og medicin, der lå nærmest “programområdet”, befandt sig tusind til tretten hundred kilometer borte, helt ude på Tanzanias kyst. Direkte jernbaneforbindelser til lejrene fandtes ikke, og bjerge, regn og (mangel på) veje omkring de store søer gjorde ikke det hele lettere.

Da det britiske Oxfam i begyndelsen af august 1994, kun cirka fire uger efter hutuernes ankomst, bekendtgjorde, at man allerede kunne levere den ifølge international flygtningeret fastsatte minimumsforsyning på fem liter renset drikkevand pr. lejrindbygger pr. dag, var det årsag til mange lykønskninger og en festlig pressemeddelelse.

Et år efter deres ankomst var også flygtningerettens krav om vaccinationer af hutuerne i mellemtiden opfyldt, men deres beskyttelse mod vold fra ekstremisternes side var stadig ingens ansvar. Ni internationale militære kontingenter rendte rundt i området ved de store søer: FNfredsstyrken UNAMIR, den franske og den britiske hær, US Army med tre tusind GI-soldater (der opererede fra baser i Kigali og Entebbe i Uganda), store og små enheder fra Canada, Australien og Nederlandene, det japanske Self Defence Force med godt fire hundred mand samt den israelske hær. De havde felthospitaler, transportfly og lastvogne med, men ingen ordrer om at arrestere så meget som én folkemorder. Efter et år blev der stadig næsten hver dag båret mennesker ind i lejrklinikkerne, hvis arme og ben militser havde hugget af, og døde babyer blev halet op af latriner.

“Voldtægtsbabyer”, fortalte Hans, en medar-

bejder ved det nederlandske Læger uden Grænser.

Han havde selv fisket flere op af diverse latriner.

Volden og aggressionen var så skrækindjagende, at udenlandske nødhjælpsarbejdere ikke turde blive i lejrene efter solnedgang. De trak sig tilbage til Goma Ville, indtil det blev lyst igen.

“Skam eller samvittighed skal man lede med lys og lygte efter her. Skal jeg demonstrere det?”, spurgte manden fra Delfzijl. Han rullede bilruden i sin Landrover syv forsigtige centimeter ned og råbte ud ad sprækken til en hutu, der kom imod os: “Undskyld, hr.! Er De morder?”

Manden, der var iført en alt for stor, medtaget regnfrakke og havde en håndplov over venstre skulder, standsede op og pressede næsen ind ad den åbne sprække. Han tog en dyb indånding.

“Oui”, sagde han.

“Hvorfor har De gjort det?”, spurgte manden fra Delfzijl. Hutuen snøftede endnu en gang.

“Bare sådan.”

“Merci et bonjour,” sagde manden fra Delfzijl hurtigt og gav lidt gas. Til mig sagde han: “Kan du så selv se? Og de går frit rundt her.

Nogen burde gøre noget.”

Nødhjælp til de forkerte / Alle artiklerne fra UNHCR’s velkomstpakke lå til salg i nydelige stabler på de livlige markeder i lejrene: benzindunke, sovemåtter, tæpper og sæbestykker. Indimellem gik sælgere fra hytte til hytte med medicin og sardiner på dåse med “Gift from Japan” på etiketten. Organisationer anslår, at i gennemsnit tres procent af de uddelte rationer blev stjålet og solgt af militser. Af den grund herskede der endog underernæring i visse lejre. De få forsøg, som hjælpeorganisationerne gjorde for at fjerne tyvene fra distributionslinjerne, endte altid i trusler og vold.

Den canadiske gren af CARE prøvede det og hyrede en spejderorganisation fra Zaire til at hjælpe med at beskytte adgangen til depoterne. Femogtredive spejdere blev skudt ned, og deres pladser blev iskoldt indtaget af militser med Kalasjnikov-rifler. Hvis den ene organisation prøvede at gøre en lejr mindre luksuriøs ved at mindske budgetterne til uddeling af sæbe

Lettre Internationale - Nødhjælpssupermarkedet

og madrasser, overtog den anden straks uddelingen. Hvis den ene organisation indskrænkede sit hutu-personale, fordi militserne aftvang skatter, ansatte den anden netop flere hutuer. Udbetalte den ene organisation fremdeles løn i den lokale valuta i stedet for i dollars, hvorved man lagde hindringer i vejen for lejrledernes valutaforretninger, så gik den anden netop over fra lokal valuta til dollars.

I håb om at få mere kontrol indgik UNHCR og Europakommissionen (EK), Gomas største donor, et samarbejde. Alle europæiske midler blev udelukkende givet ud på UNHCR-projekter, og ikke en øre blev udbetalt til organisationer, der arbejdede uden om UNHCR. Men EK’s økonomiske magt var for lille i det enorme “nødhjælpssupermarked”. Firs ud af hundred udenlandske organisationer i Goma havde overhovedet ikke brug for hverken EU eller UNHCR. De var endda nærmest uvillige til at deltage i UNHCR’s koordinationsmøder, for de havde egne budgetter til egen politik. Lejre, der var propfyldte af soldater, som ifølge UNHCR ikke var berettiget til hjælp, blev alligevel forsynet af uafhængige organisationer. Caritas uddelte endog fødevarer specielt til hutu-soldater “for at fremme sikkerheden”. Sultne soldater er farlige, lød begrundelsen.

De godt og vel tyve vestlige donororganisationer, der foruden EK også finansierede projekter for hutuerne i Goma, bestemte også selvstændigt, hvor deres penge strømmede hen. Som det gælder for NGO’erne, er det også for donorer vigtigt at arbejde hurtigt og synligt. Dette “tvinger” dem til at entrere med ukendte lokale “partnerorganisationer”, hvis kvalitet ofte viser sig at lade noget tilbage at ønske. Det lykkedes UNHCR at få lukket ikke mindre end enogtredive børnehjem i lejrene, som blev drevet af lokale organisationer. De “forældreløse” viste sig ved en kontrol alligevel at have forældre i lejrene. Man brugte dem bare for at tiltuske sig midler.

Organisationerne var med rette på vagt over for kritik og aftagende midler og tav så vidt muligt om truslerne, misbruget og sabotagen af hinandens indsats. Det rundhåndede “giverklima” i Europa og USA måtte ikke forstyrres. Et år efter

krisens begyndelse ankom der stadig nye hjælpeorganisationer for nu også at udfylde de allersidste huller i hjælpenetværket. Med Artistes sans Frontières for eksempel kunne lejrindbyggere, hvis de ville, udvikle sig til temmelig gode kurve- og måtteflettere. Hjælpeorganisationerne brugte lokalt plejepersonale til de nattevagter i lejrklinikkerne, som deres vestlige medarbejdere ikke turde påtage sig. Lejrlederne sørgede for, at det især var hutuer. Medarbejdere i Læger uden Grænser mistænkte hutu-personalet for, at de om natten dårlig nok plejede “frafaldne”, dvs. patienter, der var illoyale over for hutu-sagen, eller at de lod dem dø. Når det internationale personale om morgenen kom på arbejde igen, fandt de somme tider vildfremmede mennesker i sengene, familie til lederne. Hvad der var blevet af de oprindelige patienter, vidste natholdene selvfølgelig ikke.

Også UNHCR behandlede problemerne diskret. Det står FN-medlemsstater frit for at støtte UNHCR-programmer økonomisk eller at lade være, hvorfor organisationen er lige så afhængig af hjerteskærende avisoverskrifter som alle andre nødhjælpsvirksomheder. For ikke at afskrække donormedlemsstater måtte redningsaktionen i Goma i videst muligt omfang forløbe uden kommentarer.

“Folkemordet på tutsierne og dem, der var mistænkt for at støtte tutsi-sagen, fortsatte i lejrene. Vi spekulerede på, hvor mange medlemmer af vores rwandesiske stab i fødevaredistributionscentret, klinikken, endda i vores hjem, der havde blod på hænderne. Men de tanker skubbede vi fra os i den daglige kamp mod epidemier, den tiltagende underernæring og tyverierne af nødhjælpsvarerne. Om aftenen omkring bordet, efter et par øl, vendte tankerne altid tilbage. Skulle vi fortsat respektere den lægelige etik og behandle alle, uanset deres baggrund, eller skulle vi begynde at påtage os et mere omfattende ansvar?”, spurgte LUG-medarbejder Fiona Terry dengang sig selv.

Men “de fleste af os beskæftigede os slet ikke med etikken i vores nødhjælpstilbud”, fortalte en medarbejder fra Refugee Help til tidsskriftet International Security. “Det er beskæm-

44

Men “de fleste af os beskæftigede os slet ikke med etikken i vores nødhjælpstilbud”, fortalte en medarbejder fra Refugee Help til tidsskriftet International Security. “Det er beskæmmende at indrømme det, men for os drejede det sig kun om kontrakter. Hvordan forlænger man dem? Hvordan får man flere af dem?

mende at indrømme det, men for os drejede det sig kun om kontrakter. Hvordan forlænger man dem? Hvordan får man flere af dem? Når folk fra hovedkontoret kom ud til os i lejrene, spurgte de også næsten altid kun efter kontrakterne: Hvor mange havde vi, hvornår udløb de, hvad var chancerne for, at de kunne fornyes, var der konkurrenter?”

Overlevelse i nødhjælpssupermarkedet / Hjælpeorganisationerne var smittet af en altfortærende “kontraktfeber” ifølge medarbejderen fra Refugee Help. På grund af hyperkonkurrence var organisationerne for svækkede til at optræde kollektivt over for tyveri og misbrug af nødhjælp. På et overfyldt velgørenhedsmarked, hvor der altid står ti andre parat til at erstatte en selv, gør hjælpeorganisationer sig selv til et let bytte for manipulation.

Folkemorderne drog stor nytte af det. Hutumilitssoldaterne fik ingen støtte udefra, undtagen fra hjælpeorganisationer. Det var nødhjælp og kun nødhjælp, som de trak på i deres krig.

Men for hjælpeorganisationerne var det ikke en mulighed at standse hjælpen.

“Det ville have været meningsløst at forlade stedet, for også uden os ville det cirkus bare fortsætte”, sagde en anonym nødhjælpsarbejder i rapporten fra ODI. Han beskrev presset på organisationer som: “Be there or die.”

“Dag ud og dag ind blev der øvet pres mod os på grund af historier i medierne”, sagde en medarbejder fra en donororganisation. “Så hvad gør man? Man smider penge efter problemet.

Jeg ved med sikkerhed, at det var grunden til, at vi gav flere og flere penge.”

“På et vist tidspunkt gav det slet ingen mening mere”, skrev Fiona Terry. “På det tekniske plan ydede vi et fantastisk stykke arbejde, men vi var ikke i stand til at beskytte flygtningene. Når man ved, at folk i ens klinik løber risikoen for at dø en voldelig død, hvad tænker man så på, når man uddeler Panodiler?”

Et par organisationer vågnede til sidst af deres kontraktdelirium. I et nyhedsbrev til donorer i december 1994 skrev det franske LUG om den “etiske totalkatastrofe”, som Goma var blevet til:

Lettre Internationale - Nødhjælpssupermarkedet

“Langtfra at bidrage til en løsning på konflikten holder den internationale hjælp situationen kørende. Hvad værre er, hvis de internationale organisationer ud fra et misforstået neutralitetsønske vægrer sig ved at tage højde for den sammenhæng, de opererer i, så forværrer de blot problemerne.”

Det franske LUG pakkede sammen og forlod Goma. IRC, Oxfam, Save the Children og CARE rejste også. To hundred og femoghalvfems andre internationale organisationer, heriblandt de nederlandske, belgiske, schweiziske og spanske LUG-sektioner, blev. Nye organisationer sprang grådigt ned i det hul, som de bortrejsende efterlod. Og derefter vendte alle tilbage til dagsordenen: bespisning. Hutuernes energiindtag var for lavt, viste stikprøver. Fra lejr til lejr svingede det mellem 900 og 1700 kcal, mens et minimum på 2045 kcal er nødvendigt for at holde formen. At underernæringen var et resultat af vejspærringer, opstillet af hutu-militser, hvor fødevarekonvojer blev holdt tilbage, var ikke nødhjælpsarbejdernes problem.

I den uge hvor jeg forlod Goma, ankom foruden et fly fuldt af tøjdyr fra gode tyske givere også et fly, der viste sig at være fyldt med våben, på Gomas landingsbane. Det var ikke den første våbenleverance til hutuerne. De betalte våbenhandlerne med kontanter eller byttede geværer og macheter med stjålne nødhjælpsvarer, opdagede FN-rapportører.

Det var ikke de internationale hjælpeorganisationer, men de rwandesiske tutsier, der forsøgte at gøre en ende på dilemmaet. I november 1996 angreb de. En for en blev lejrene ved

Goma rømmet og ødelagt. Et par tusind lejrindbyggere mistede livet ved overfaldene. “Hjælpeorganisationernes skyld”, sagde den rwandesiske leder, Paul Kagame, til en journalist fra The New Yorker. “De spenderede en million dollars pr. dag i lejrene og støttede de militante, så de kunne rejse sig igen som en militærmagt. Vi var nødt til at angribe.” Cirka seks hundred tusind hutuer rejste sig af de ruiner, der var tilbage af lejrene, og begav sig til fods tilbage til Rwanda.

To hundred tusind militante hutuer og deres familier flygtede længere ind i Zaire.

“Vi har pligt til at hjælpe, hvor der er behov for det. Følgerne deraf er et politisk ansvar”, fortalte Michiel Hofman, Operational Director i det nederlandske LUG, mig. En del af hutumilitserne fra dengang sniger sig nu, ti år efter, stadig myrdende og plyndrende rundt ved de rwandesiske grænser, men de internationale nødhjælpsarbejdere og pressen er forsvundet, via Sierra Leone og Kosovo og over Afghanistan til Sudan. “[Offentligheden] er ikke interesseret i en Krig, der trækker i Langdrag. Nogle få afgørende Sejre, nogle slaaende Eksempler på fremragende personlig Tapperhed hos Patrioterne, et malerisk Triumf-Indtog i Hovedstaden,” skrev Evelyn Waugh i Godt stof.

Oversat fra hollandsk af Birthe Lundsgaard

46

Til en afdød sjæl eller mig selv / Asiens orientalisme / Af Ko Un Det skete for et stykke tid siden. Regnen, der styrtede ned efter lang tids tørke, kom som en uventet gæst. Vandpytten blev dannet på vejen, der lå langs åen, det sted, hvor jeg skulle rehabiliteres, efter at jeg for fjerde gang kom ud af fængslet for ideologiske afvigere. I vandpytten var der et væld af insekter, der sprællede rundt og var viklet ind i hinanden. Scenen udspillede sig efter regnen, på den vej, hvor støvet altid hvirvler rundt. Væmmelsen ved den levende insektsværm blev i sidste ende ændret til noget rørende.

Det er klart, for det var en fejring af livet. Nogle dage senere tørrede vandpytten ud, og også de sprællende insekter, som var født i den fugtige vandpyt, forsvandt sporløst.

Ord som “betingelser” og “miljø” dukkede hurtigt op i mine tanker. Nej! Jeg havde lyst til at spørge en eller anden, hvad livet egentlig var for den insektsværm, som nu er forsvundet.

Givetvis har der eksisteret mange mennesker i menneskehedens historie, som har svaret på den slags alt for menneskelige spørgsmål. Men jeg kunne ikke finde et eneste tilfredsstillende svar, de var alle utilstrækkelige. Jeg afbrød min gåtur. Jeg kom tilbage til rehabiliteringscentret, og jeg opgav at læse videre i den bog, jeg var i gang med. Jeg hallucinerede om den forsvundne vandpyt og insekterne.

Kan man sige, at det liv, som i det mindste sprællede i 3 dage og senere ophørte med at leve, at det skrøbelige liv, som forsvandt sporløst sammen med vandpytten, virkelig er blevet levet? Hvor stor er forskellen egentlig på et liv, som kun varer et kort øjeblik, og et liv, som varer over 100 år, som vi mennesker ønsker os det? Er

det ikke sådan, at insekterne ikke havde noget rigtigt liv, at de bare var der? Er der en grund til, at verden er fyldt med tilfældigheder? Er der en mening med skæbnen? Under alle omstændigheder er Gud ikke død på grund af en eller andens dristige tanker. Mon ikke det snarere forholder sig sådan, at Gud aldrig har eksisteret? Jeg blev endnu mere barnlig af at stille disse spørgsmål, der udsprang af insekternes bortgang. Jeg ved ikke, om et ældgammelt østasiatisk digt er intetsigende pynt, når det siger: “Liv er som en sky, der bliver dannet, og død er som en sky, der forsvinder.”

Hvis vi siger, at et digt erstatter religion, så skal digtet ikke defineres som en litterær genre, det skal defineres som en menneskelig ting. Digtet har samme rolle som stjernerne på himlen, før litteraturen kom til. Lige indtil man passer digtet ind i et religiøst eller ideologisk system.

Netop. Vandpytten er i realiteten den fundamentale del af den metafysiske kendsgerning, at det menneskelige liv i sig selv ikke er langt fra insekternes liv, som ufrivilligt blev født i vandpytten. Det er ikke et liv, som leves, det er et liv der bliver levet.

Jeg skriver mine pinefulde kruseduller, om måden vi lever på sammen til en usammenhængende konklusion. Smerten i disse kruseduller reflekterer den uundgåelige kærlighed til tiden, hvor jeg lever, og til tiden, hvor jeg er. Et menneske kan kun være et sted ad gangen. Et menneske kan ikke være to eller flere steder på samme tid. Derfor er frihed en bevægelse eller en rejse fra et sted til et andet. Når Susan Sontag proklamerer “litteraturen er fri”, betyder ordene en ekstrem sorgfuld flugt.

Lettre Internationale - Til en afdød sjæl eller mig selv

48

Asiens orientalisme / Jeg lever i Korea, endnu et problemfyldt land i Asien. Et land, som jeg ikke selv har valgt at blive født i. Jeg voksede op uden at vide, at Europa og Latinamerika eksisterede, og først senere begyndte jeg at lære disse ukendte områder at kende. Selvom enhver generalisering simplificeres af den ene eller den anden grund, frembringer verdens forskellige regioner en overordnet disharmoni på grund af deres karaktertræk.

Kendsgerningen er, at måderne at leve på i den nuværende verden, det såkaldte 21. århundrede, ikke kan være ens. Det er ikke let at drage den konklusion, når ideen om sameksistensen mellem civilisationerne i al deres forskellighed og egenart bliver svagere, alt imens teorien om civilisationernes sammenstød bliver stærkere.

I Europa er måden at leve på blevet formet af den kristne civilisation, som har skabt fælles værdier efter at være kommet overens med ulidelige konflikter, der har stået på lige siden det romerske imperium. Jeg ved ikke om starten på nutidens europæiske fællesskab blev grundlagt, da de europæiske kongehuse giftede sig ind i hinanden. Ligeledes ved jeg ikke, om de store åbne agerjorder, der strækker sig fra Pyrenæerne til Rusland, gav de fundamentale muligheder for sameksistens. Men det er et faktum, at Asien med en tidsforskel på hele 11 timer, kun har fællesbetegnelsen “Asien”, til trods for at kontinentet rummer en masse specifikke kulturer.

Billedet af Buddha i Centralasien, for eksempel i den græskinspirerede Gandharakunst, er væsentlig anderledes end billedet i Korea og Kina, hvilket netop skyldes Asiens særegenhed.

Selv i Japan, et naboland, der lytter, når der bliver sagt noget i Korea, er billedet af Buddha meget anderledes end i Korea.

Når man taler om Østasien, er det nemt at pege på forskellene mellem Nordøstasien og Sydøstasien og fremhæve, hvor store forskellene i Nordøstasien er i sig selv. Det er desuden en begrænsning, at der i Østasien er en stor lige-

gyldighed over for den islamiske verden i Mellemøsten og hinduismen i Sydvestasien. Samtidig er Mellemøsten heller ikke interesseret i at vide noget om buddhismens og konfucianismens traditionelle homogenitet i Østasien. Måske dækker Edward W. Saids orientalisme ikke hele Asien. Den stopper under alle omstændigheder ved diskussionen om Mellemøstens opfattelse af subjektet. Ingen mennesker kan forstå Asien ud fra en enkelt idé. Asien skal ikke kun opfattes som en del af hele verden. Asien er en hel verden i sig selv. Den brede gensidige forståelse er dog langt om længe på vej frem, mens vi lever som en region i “verden”. Og for så vidt som vi åbner dørene for hinanden, kan vi blive immune over for generaliseringerne.

Fælden, som kaldes globalisering, kan flere regioner i Asien ikke slippe ud af. Koreas ambition er at fremvise en endnu større vækst, end den landet hidtil har opnået. Derfor holder Korea et ekstra vågent øje med den økonomiske udvikling i Mellemøsten og de tidligere anvendte økonomiske modeller i USA og Japan.

Det 321 meter høje hvide sejlskibsformede “Burj al Arab Hotel”, som ligger i Dubai, er bygget for nogle af Mellemøstens mange oliemilliarder. Den bygning er den arabiske verdens stolthed og Østasiens misundelse. Hvis tvillingetårnene i New York, som kollapsede den 11. september 2001, var et pralende symbol på det 20. århundredes civilisation, så er Burj al Arab i Dubai, hvor en overnatning koster 15.000 USD, et symbol på det 21. århundredes udfordring mellem regionerne. I forlængelse af de nævnte eksempler improviserer Kina ved at skabe verdens største begivenhed med afholdelsen af de Olympiske Lege i Beijing. Den slags stupide ting sker kun i Asien. Jeg tænker på, hvor mange tusinde år en civilisation kan eksistere, og turisternes korte begejstring ved at se ruinerne af den klassiske egyptiske civilisation og den græsk-romerske civilisation. Jeg formoder, at de ekstra høje bygninger i den moderne by en dag vil blive til et forfærdeligt forladt sted ligesom oldtidens monumenter.

Indtil nu har Asien fulgt efter Vesten ved at skabe ting, som er indbegrebet af den moderne

Lettre Internationale - Til en afdød sjæl eller mig selv

tid. Og ligefrem at fremme den vestlige tankegang ved at slå nye rekorder må være et træk i den indre orientalske natur. I dag bliver naturen i Asien endnu mere skruppelløst ødelagt end i for eksempel Europa. Og det er mere end tvivlsomt, om fortidens visdom med dens tanker om menneskets og naturens indbyrdes harmoni kan tilbyde et alternativ til den måde, vi lever på i Asien nu. Krisen er næret af ambitioner. Gamle traditioner og leveregler er gået i opløsning eller blevet bemærkelsesværdigt svage.

Der findes mange tilfælde i dag, hvor menneskets gode intentioner og selvbeherskelsens dyd mødes med foragt og bliver tilsidesat for et materielt begær og en nydelse, som inden for en kapitalistisk logik opfattes som udvikling og fremskridt. Der er intet opløftende i at blive opmuntret af Arnold Joseph Toynbees forestilling om, at Østasien på grund af dets særlige forestillinger om moral, harmoni med naturen og nære forhold mellem familie og samfund bliver verdens centrum i det 21. århundrede.

Længsel efter Stenalderen / For 10 år siden var jeg i Takla Makan-ørkenen i det vestlige Kina. Det er et sted, hvor man ikke kan huske fortidens grønne farve, nøjagtig som man i ørkenen i Nordafrika ikke kan huske den tætte skov på den oldgræske tid. Oasen, som man møder ved et tilfælde, ser ud som et sidste forsvindende sted, man ikke ved hvornår vil forsvinde. Kun en hvirvelvind med en søjle på 300 meter vælder frem. Der så jeg verdens undergang.

Men stedet, som kaldes verden, er bestemt ikke et sted, der har eksisteret altid. Før menneskets destruktive handlinger havde den sin egen livsalder. Verdens og universets eksistenser kan ikke alle have ren samvittighed over for forandringerne i vores “opholdssted” og “rum”.

De ødelæggende handlinger, den fundamentale uro, som kaldes for menneskets ustoppelige udvikling, accelererer mod den totale ødelæggelse, og den forstærkes på grund af en omfattende mangel på moral, der ikke giver verden tid til at hvile. Gamle digte siger, at selvom landene går til grunde, så vil bjerge og floder bestå.

Men nutidens digte siger, at selvom bjerge og floder går til grunde, så vil landene bestå. Fremtidens digte vil helt sikkert sige, at både bjerge og floder og lande vil gå til grunde. På nuværende tidspunkt bliver globaliseringen negativt påvirket af den lumske neoliberalisme, nationalcentreret internationalisme, nationalegoisme og racisme, ting som giver grund til bekymring.

Efter disse skeptiske overvejelser om, hvor vi er på vej hen nu, vil jeg hellere tænke på den nyere stenalder frem for ambitionerne hos verdens store virksomheder. Den nuværende revolution bevæger sig mod en uhyggelig katastrofe efter de virkeliggjorte agrokulturelle og industrielle revolutioner. Mennesket jager fornøjelsen. Nydelse er både for fattig og rig. Nydelsen er i dag ikke baseret på et fremtidigt perspektiv for den menneskelige sjæl, den forsvinder efter kort tid og har samme karakter som nydelsen hos sportsfolk og entertainere. Af samme grund stiger arbejdsløsheden, alt imens antallet af gamle mennesker vokser. Måden, vi lever på, er et enormt problem og gør det umuligt at forholde sig til, hvorledes jeg som enkeltperson lever.

Men den måde, vi lever på, er blot en af mange måder, og den er igen forbundet med andre måder at leve på. Det menneskelige studium kan ikke adskilles fra kosmologien.

De turbulente tider fra fortidens svundne samfund har skabt helgener og vismænd, men vi ved ikke, hvor meget velsignelse verden har fået igennem dem. Det er svært at få øje på, at der skulle findes en eller anden visdomsregel eller lov, som kan bevare livet i det moderne samfund.

Også mit liv er usikkert, og derfor kan det ikke altid portrætteres. Efter en lang passiv periode, hvor jeg bare var i stedet for at leve, drømmer jeg om, at et nyt selvportræt bliver til. Mit liv skal sparke passiviteten, det bare at være, langt væk. Jeg ønsker derfor, at jeg i mit næste liv kan leve “her”, “der” og “alle steder” i verden.

Jeg har den ære at sige til en afdød sjæl, at livet er nyt efter døden.

Oversat fra koreansk af Myung Sun

50

Lettre Internationale - Haiti som symptom

Haiti som symptom

/ Om folkets guddommelige vold / Af Slavoj Žižek

Den vestlige marxismes store problem var manglen på det revolutionære subjekt: Hvordan kan det være, at arbejderklassen ikke fuldfører overgangen fra i-sig-selv til for-sig-selv og indstifter sig selv som revolutionær aktør? Dette problem udgjorde den vigtigste raison d’être for marxismens henvisning til psykoanalysen. Denne fremmanede man netop for at forklare de ubevidste libidinøse mekanismer, som forhindrer, at den klassebevidsthed, der er indskrevet i selve arbejderklassens væren (samfundssituation), opstår. På den måde reddede man sandheden i marxismens socioøkonomiske analyse, der var ingen grund til at vige for de “revisionistiske” teorier om middelklassens opstigning etc. Af samme grund ledte den vestlige marxisme også til stadighed efter andre samfundsmæssige aktører, der kunne træde i stedet for den indisponerede arbejderklasse i rollen som revolutionær aktør: Bønder i den tredje verden, studenter og intellektuelle, de udelukkede…

52

Heri ligger den kerne af sandhed, der er i Peter Sloterdijks tese1, ifølge hvilken idéen om Dommedag – hvor al den ophobede gæld skal betales fuldt ud, og en verden, der er af lave, endelig vil blive bragt i orden – i sekulariseret form overtages af det moderne venstreorienterede projekt – idet dommens handlende ikke længere er Gud, men folket. Venstreorienterede politiske bevægelser er som “raseribanker”: De indkasserer raseriinvesteringer fra folk og lover dem storstilet hævn, genoprettelse af global retfærdighed.

Fordi fuld tilfredshed aldrig indfinder sig efter den revolutionære raserieksplosion, og ulighed og hierarkier genetablerer sig, opstår der altid et tryk for at få den anden – sande, komplette – revolution, som vil tilfredsstille de skuffede og for alvor gøre det frigørende arbejde færdigt: 1792 efter 1789, oktober efter februar… Problemet er simpelt hen, at der aldrig er raserikapital nok. Det er derfor, det er nødvendigt at låne fra eller kombinere med andre raserier: nationale eller kulturelle. I fascismen er det nationale raseri fremherskende; Maos kommunisme mobiliserer raseriet hos udbyttede, fattige bønder, ikke proletarer. I vor egen tid, hvor dette globale raseri har udtømt sit potentiale, er der to hovedformer for raseri tilbage: islam (raseriet hos ofrene for den kapitalistiske globalisering) plus “irrationelle” ungdomsudbrud, hvortil man bør føje latinamerikansk populisme, økologer, antiforbrugerister og andre former for antiglobalistisk vrede: Porto Allegre-bevægelsen havde ikke held til at etablere sig som global bank for dette raseri, fordi den manglede en positiv alternativ vision.

Arbejderklassens fiasko som revolutionært subjekt ligger allerede i selve kernen af den bolsjevikiske revolution: Lenins kunst var at opdage de skuffede bønders “raseripotentiale”. Oktoberrevolutionen vandt takket være sloganet “jord og fred”, som henvendte sig til det vældige bondeflertal og greb det korte øjeblik, deres radikale utilfredshed varede. Allerede et årti forinden tænkte Lenin i de baner, og det var derfor, han var rædselsslagen ved udsigten til succes for Stolypins jordreformer, som tilsigtede at skabe en ny, stærk klasse af selvstændige bønder – han

skrev, at hvis Stolypin har held med sig, er chancen for en revolution tabt i årtier.

Alle succesrige socialistiske revolutioner, fra Cuba til Jugoslavien, fulgte denne model, greb chancen i en ekstrem, kritisk situation og tilegnede sig den nationale befrielse eller andre “raserikapitaler”. En tilhænger af hegemoniets logik ville naturligvis her påpege, at dette er den meget “normale” revolutionslogik, at den “kritiske masse” netop og udelukkende nås gennem en række ækvivalenser blandt mangfoldige krav, og at den altid er radikalt tilfældig og afhængig af en specifik, tilmed unik, række af omstændigheder. En revolution opstår aldrig, når alle antagonismer falder sammen i én stor antagonisme, men når de synergetisk forbinder deres kraft…

Problemet er dog mere komplekst her: Pointen er ikke bare, at revolutionen ikke længere kører med Historiens tog og følger dens Love, eftersom der ikke er nogen Historie, eftersom historie er en tilfældig, åben proces. Problemet er et andet: Det er, som om der ER en Historiens Lov, en mere eller mindre klar, fremherskende hovedlinje i den historiske udvikling, og der kun kan opstå revolution i dens mellemrum, “mod strømmen”.

Revolutionære må vente tålmodigt på den (som regel meget korte) periode, hvor systemet åbenlyst svigter eller bryder sammen, udnytte chancen, gribe den magt, der i det øjeblik ligesom ligger på gaden, KAN gribes, og derpå styrke grebet om magten ved at opbygge undertrykkende apparater etc., så de er grundigt rodfæstede, når forvirringens øjeblik er ovre, flertallet bliver nøgternt og føler sig skuffet over det nye regime, som det nu er for sent at blive af med.

Tilfældet med det tidligere kommunistiske Jugoslavien er typisk her: Under hele anden verdenskrig hegemoniserede kommunisterne skånselsløst modstanden mod de tyske besættelsestropper, de monopoliserede deres rolle som antifascistisk kamp ved aktivt at forsøge at ødelægge alle alternative (”borgerlige”) modstandskræfter og benægtede hårdnakket kampens kommunistiske karakter (hvis nogen ytrede mistanke om, at de havde planer om at gribe magten og gennemføre den kommunistiske revolution, når krigen var forbi, blev vedkommende hurtigt anklaget

Lettre Internationale - Haiti som symptom

for at sprede fjendtlig propaganda). Da de efter krigen fik den fulde magt, ændrede tingene sig meget hurtigt, og regimet viste åbent sin kommunistiske karakter. Selv om kommunisterne var oprigtigt populære indtil omkring 1946, snød de ikke desto mindre næsten åbenlyst ved valget i 1946. Da de blev spurgt, hvorfor de gjorde det, når de med nemhed kunne have vundet et frit valg, svarede de (privat, naturligvis), at det var sandt, men de ville have tabt NÆSTE valg fire år senere, så det var bedre straks at sikre sig, hvilken slags valg de var parate til at tolerere – kort sagt, de var fuldt ud klar over, at en enestående lejlighed havde bragt dem til magten. Bevidstheden om, at de havde forsømt at opbygge og opretholde et ægte, langvarigt hegemoni af folkelig opbakning, blev altså medregnet lige fra begyndelsen.

I dag bør man flytte dette perspektiv helt og holdent og bryde en sådan tålmodig venten på den uforudsigelige chance for en samfundsopløsning, der åbner en kortvarig mulighed for at gribe magten. Det kunne tænkes, at denne fortvivlede venten og søgen efter den revolutionære aktør er fremtrædelsesformen for selve dens modsætning, frygten for at finde den, for at se den, hvor den allerede giver efter.

Lavalas – kreolsk oversvømmelse / Hvad med HAITI, for eksempel? Hvis der er en stat, hvis ulykker er symptomatiske for den globale kapitalistiske tilstand, er det Haiti. Noam Chomsky bemærkede engang, at “først når truslen om folkelig deltagelse er overvundet, kan man med tryghed overveje demokratiske former.”2 Han pegede dermed på det parlamentariske demokratis “passiviserende” kerne, som gør det uforeneligt med folkets direkte politiske selvorganisering. Det er det, der gør tilfældet Haiti så eksemplarisk – som Peter Hallward skrev i Damming the Flood, en detaljeret redegørelse for den “demokratiske inddæmning” af Haitis radikale politik i de seneste to årtier: “Aldrig har velafprøvede ‘demokratifremmende’ taktikker været benyttet med mere ødelæggende virkning end i Haiti mellem 2000 og 2004.”3 Man

kan ikke overse ironien i, at navnet på den frigørende politiske bevægelse, der led under dette internationale pres, er Lavalas – dvs. “oversvømmelse” på kreolsk: Det er de ejendomsberøvedes oversvømmelse af de indhegnede områder.

Titlen på Hallwards bog er yderst passende, for den indskriver begivenhederne i Haiti i den globale tendens til, at nye dæmninger og mure dukker op alle vegne efter den 11. september 2001 og stiller os over for “globaliseringens” sandhed, de indre skillelinjer, der opretholder den.

Haiti har været en undtagelse helt fra begyndelsen, fra selve den revolutionære kamp mod slaveri, som endte i uafhængighed i januar 1804: “Kun i Haiti blev erklæringen om menneskers frihed almindeligt gennemført. Kun i Haiti blev denne erklæring opretholdt for enhver pris, i direkte modsætning til tidens samfundsorden og økonomiske logik.” (11) Af den grund “er der ikke nogen enkelt begivenhed i hele den moderne historie, hvis implikationer i højere grad truede den herskende globale orden.” (11) Haitis revolution, anført af Toussaint Louverture, var tydeligvis “forud for sin tid”, “for tidlig” og dømt til at mislykkes, men netop som sådan var den måske endnu mere en Begivenhed end selve den franske revolution. Det var første gang, de koloniserede gjorde oprør, ikke på vegne af en tilbagevenden til deres førkoloniale “rødder”, men på vegne af de helt moderne principper frihed og lighed. Og tegnet på jacobinernes autenticitet er, at de øjeblikkeligt anerkendte slavernes opstand – den sorte delegation fra Haiti blev modtaget med begejstring i Nationalforsamlingen. (Som ventet indtrådte der en forandring efter thermidoren: Napoleon sendte hurtigt hæren af sted for at genbesætte Haiti.)

Af denne grund fortjener Haitis revolution i sandhed titel af gentagelse af den franske revolution – gentagelse i den strengt hegelske forstand, hvor en begivenhed først opnår almen dimension i kraft af gentagelse (Julius Cæsar greb først magten som et tilfældigt individ. Først da han døde, og Octavian efterfulgte ham, blev “Cæsar” en titel). Det var Haitis revolution, som retroaktivt hævdede den franske revolutions almene potentiale og udvidede det til også

54

at gælde uden for det europæiske rum. (Intet under, at Haiti-revolutionen, som angivet af de vidnesbyrd, Susan Buck-Morss indsamlede, var model for og tilskyndelse til Hegels beskrivelse af kampen til døden mellem Herre og Slave i hans Åndens fænomenologi.)

Af denne grund lå truslen i den blotte eksistens af et uafhængigt Haiti, allerede af Talleyrand udråbt til “et forfærdende syn for alle hvide nationer” (12). Haiti SKULLE således gøres til et eksemplarisk tilfælde af økonomisk fiasko for at fraråde andre lande at gå samme vej. Prisen – ganske BOGSTAVELIGT – for den “for tidlige” uafhængighed var frygtelig: Efter to årtiers embargo etablerede Frankrig, den tidligere koloniherre, først handels- og diplomatiske forbindelser i 1825, og Haiti måtte til gengæld indvilge i at betale 150 millioner franc som “erstatning” for tabet af landets slaver. Dette beløb, som nogenlunde svarede til Frankrigs årlige finanslov på den tid, blev senere sat ned til 90 millioner, men vedblev at være en tung byrde, som forhindrede al økonomisk vækst: Ved udgangen af det 19. århundrede opslugte Haitis betalinger til Frankrig hen ved 80% af landets finanslov, og det sidste afdrag blev betalt i 1947. Da Lavalas-præsidenten Jean-Baptiste Aristide i 2004 forlangte, at Frankrig skulle tilbagebetale dette afpressede beløb, blev hans krav pure afvist af en fransk kommission (som også Régis Debray var medlem af) – så mens liberale kræfter i USA overvejer muligheden af at refundere USA’s sorte befolkning for slaveriet, blev Haitis krav om at få refunderet det kolossale beløb, de forhenværende slaver skulle betale for anerkendelsen af deres frihed, ignoreret af den liberale opinion, selv om afpresningen her var dobbelt: Slaverne blev først udbyttet og måtte derpå betale for anerkendelsen af den frihed, de havde tilkæmpet sig.

Historien fortsætter i dag: Det, der for de fleste af os er et kært barndomsminde – at lave mudderkager – er fortvivlende virkelighed i Haitis slumbyer såsom Cité Soleil. Ifølge en nylig Agence Presse-rapport satte en stigning i fødevarepriser ny gang i fremstillingen af et traditionelt haitiansk middel mod sultsmerter: småkager

Historien fortsætter i dag: det, der for de fleste af os er et kært barndomsminde – at lave mudderkager – er fortvivlende virkelighed i Haitis slumbyer såsom Cité Soleil. Ifølge en nylig Agence Presse-rapport satte en stigning i fødevarepriser ny gang i fremstillingen af et traditionelt haitiansk middel mod sultsmerter: småkager lavet af tørret, gul jord.

Lettre Internationale - Haiti som symptom

Trods alle sine alt for indlysende fejltagelser – og som Aristide, den første til at indrømme Lavalas’ fejl, selv sagde med en vidunderlig sentens, er det bedre at tage fejl med folket end at have ret mod folket – var Lavalas-regimet i realiteten en af figurerne for, hvordan “proletariatets diktatur” ville se ud i dag

lavet af tørret, gul jord. Mudderet, som gravide kvinder og børn længe har værdsat som syreneutraliserende og en kilde til kalk, er væsentligt billigere end rigtig mad: Jord til fremstilling af 100 småkager koster nu 5USD. Handlende transporterer det med lastbil fra landets centrale plateau til markedet, hvor kvinder køber det, laver muddersmåkager af det og sætter dem til tørring i den brændende sol; de færdige småkager bliver båret til markeder i spande eller solgt på gaderne.4 Lavalas-bevægelsen, hvis magt to gange i de sidste to årtier er blevet brudt af USA-sponsorerede militærkup, er som politisk aktør enestående ved at have vundet statsmagt ved frie valg, men hele vejen igennem at have fastholdt sine rødder i organer af lokalt folkedemokrati, af folks direkte selvorganisering. Så mens den “frie presse” domineret af fjenderne aldrig blev obstrueret, mens de uhindrede, voldsomme protester, som til stadighed truede den lovlige regerings stabilitet, helt og holdent blev tolereret, stod det klart, hvis vegne regeringen handlede på. USA’s og Frankrigs mål var at påtvinge Haiti et “normalt” demokrati, et demokrati, som ikke ville røre ved den smalle elites økonomiske magt, og de var helt på det rene med, at demokratiet for at kunne fungere på denne måde må afskære forbindelserne til den direkte folkelige selvorganisering.

Det er interessant at lægge mærke til, at dette amerikansk-franske samarbejde fandt sted kort efter deres offentlige uenighed om angrebet på Irak og behørigt blev fejret som en fornyet bekræftelse af de to landes grundlæggende alliance, som ligger nedenunder de konflikter, der opstår i ny og næ. Selv Brasiliens Lula, Toni Negris helt, så gennem fingre med afsættelsen af Aristide i 2004. En uhellig alliance blev således sammensat for at miskreditere Lavalas-regeringen som et pøbelvælde, der begik overgreb mod menneskerettighederne, og præsident Aristide som en magtgal, fundamentalistisk diktator – lige fra lejesoldaters illegale dødspatruljer og USA-sponsorerede “demokratiske fronter” til humanitære ngo’er og tilmed nogle “radikale venstreorienterede” organisationer som, finansieret af USA, fordømte Aristides “kapitulation”

56

Selvforsvarshandlinger /

til Den Internationale Valutafond… Aristide selv gav en klarsynet karakteristik af denne overlapning mellem den radikale venstrefløj og den liberale højrefløj: “Et eller andet sted, på en eller anden måde, er der en lille hemmelig tilfredsstillelse, måske en ubevidst tilfredsstillelse, ved at sige ting, som magtfulde hvide mennesker vil have en til at sige.” (338) Kort sagt, den herskende ideologi forbliver ofte venstrefløjens idealjeg.

Trods alle sine alt for indlysende fejltagelser – og som Aristide, den første til at indrømme Lavalas’ fejl, selv sagde med en vidunderlig sentens, er det bedre at tage fejl med folket end at have ret mod folket – var Lavalas-regimet i realiteten en af figurerne for, hvordan “proletariatets diktatur” ville se ud i dag: Mens det på realistisk vis gik ind på alle uundgåelige kompromiser, var det altid trofast mod sin “basis”, mod mængden af almindelige, besiddelsesløse mennesker, talte på deres vegne, “repræsenterede” dem ikke, men var direkte afhængigt af deres lokale selvorganisering. Selv om Lavalas respekterede de demokratiske regler, gjorde man det klart, at valgkampen ikke er stedet, hvor tingene afgøres: Det er langt mere afgørende at supplere demokratiet med de undertryktes direkte politiske selvorganisering.

Lavalas’ kamp er eksemplarisk for en principfast heroisme og begrænsninger af, hvad der kan udrettes i dag: De krøb ikke ind i statsmagtens mellemrum og “gjorde modstand” derfra, de tog heroisk statsmagten på sig, vel vidende at det skete under de mest ugunstige omstændigheder, da alle tendenser var imod dem, ikke alene i kapitalismens “modernisering” og “strukturelle omstillinger”, men også på den postmoderne venstrefløj – hvor var Negris stemme, som ellers fejrede Lulas styre i Brasilien? Indskrænket af USA’s og Valutafondens foranstaltninger, som var beregnet på at gennemføre “nødvendige strukturelle omstillinger”, kombinerede Aristide en politik bestående af små og præcise pragmatiske foranstaltninger (bygge skoler og hospitaler, skabe infrastruktur, hæve minimumslønninger), nu og da med folkelige voldshandlinger, der reagerede på militære bander – det mest kontroversielle ved Aristide, som indbragte ham sammenligninger med Sendero Luminoso eller Pol Pot, er hans tidvise godkendelse af “Père Lebrun” (en slags folkeligt selvforsvar: “necklacing”, drab af en politimorder eller en stikker med et brændende bildæk; navnet henviser ironisk til en lokal dækforhandler; senere stod begrebet for alle former for folkelig vold). I en tale den 4. august 1991 rådede han en begejstret folkemængde til at huske, “hvornår det må bruges, og hvor det må bruges” (25). Liberale kræfter drog straks parallellen mellem chimères, Lavalas’ folkelige selvforsvarsenheder, og tonton macoutes, Duvalier-diktaturets berygtede morderbander – hvis strategi altid var at sidestille venstre- og højreorienterede “fundamentalister”, således at al-Qaeda, som hos Simon Critchley, bliver en ny inkarnation af det leninistiske parti, etc. Adspurgt om chimères sagde Aristide: “Selve ordet siger det hele. Chimères er mennesker, som er fattige, som lever i en tilstand af dyb usikkerhed og kronisk arbejdsløshed. De er ofre for strukturel uretfærdighed, for systematisk samfundsvold. (…)

Det er ikke overraskende, at de går til angreb på dem, der altid har nydt godt af selv samme samfundsmæssige vold.” (336) Disse fortvivlede,

Lettre Internationale - Haiti som symptom

voldelige selvforsvarshandlinger var eksempler på det, Walter Benjamin kaldte “guddommelig vold”: De skal placeres “hinsides godt og ondt”, i en slags politisk-religiøs ophævelse af det etiske. Selv om vi har at gøre med det, der for en almindelig moralsk samvittighed kun kan fremstå som “umoralske” drabshandlinger, har man ingen ret til at fordømme dem, eftersom de er svar på års, ja århundreders systematisk statslig og økonomisk vold og udbytning. Jean Améry påpegede dette, idet han henviste til Frantz Fanon: “Jeg var min krop og intet andet: i sulten, i det slag, jeg fik, i det slag, jeg gav. Min krop, svækket og skorpet af snavs, var min ulykke. Min krop var min fysiske og metafysiske værdighed, når jeg spændte musklerne for at slå. I situationer som min er fysisk vold det eneste middel til genoprettelse af en usammenhængende personlighed.

I slaget var jeg mig selv – for mig selv og for min modstander. Det, jeg senere læste i Frantz Fanons Fordømte her på jorden, i en teoretisk analyse af koloniserede folks adfærd, foregreb jeg dengang, når jeg gav min værdighed konkret form ved at slå på et menneskeansigt.” Og samme pointe finder man hos ingen anden end Hegel.

Når Hegel understreger, hvordan samfundet – den eksisterende samfundsorden – er det endelige rum, hvori subjektet finder sit substantielle indhold og sin anerkendelse, dvs. hvordan frihed kun kan realisere sig selv i den universelle etiske ordens rationalitet, er den underforståede (om end ikke altid udtrykkeligt fastslåede) modsætning, at de, der IKKE finder denne anerkendelse, også har ret til at gøre oprør: Hvis en klasse af mennesker systematisk berøves deres rettigheder, selve deres værdighed som personer, er de eo ipso også frigjort fra deres pligter over for den samfundsmæssige orden, fordi denne orden ikke længere er deres etiske substans – eller, for at citere Robin Wood: “Når en samfundsorden undlader at realisere sine egne etiske principper, er det ensbetydende med disse princippers selvdestruktion.” Wood har helt ret i at påpege, hvordan den afvisende tone i Hegels udtalelser om “pøbelen” ikke bør gøre os blinde for den grundlæggende kendsgerning, at han betragtede deres oprør som rationelt fuldt ud retfær-

diggjort: “Pøbelen” er en klasse af mennesker, som systematisk, ikke bare på en tilfældig måde, nægtes anerkendelse af den etiske substans, så de skylder heller ikke samfundet noget, er fritaget for enhver pligt over for det. Dette er som bekendt udgangspunktet for Marx’ analyse: “Proletariatet” betegner et sådant “irrationelt” element i den “rationelle” samfundshelhed, dets uberegnelige “del af ingen del”, det element, som det systematisk skaber og samtidig nægter de grundlæggende rettigheder, der definerer denne helhed.

Hvad er da guddommelig vold? Dens sted kan defineres på en meget præcis, formel måde.

Alain Badiou har allerede udfoldet det konstitutive overmål af repræsentation over de repræsenterede: På Lovens plan repræsenterer Statsmagten kun sine subjekters interesser etc.; den tjener dem, er ansvarlig over for dem og selv underlagt deres kontrol; på det plan, der hedder overjegets underside, suppleres det offentlige budskab om ansvarlighed etc. af det obskøne budskab om ubetinget udøvelse af Magt: Love binder mig ikke virkelig, jeg kan gøre, LIGE HVAD JEG VIL, jeg kan behandle dig som skyldig, hvis jeg beslutter mig for det, jeg kan ødelægge dig, hvis jeg siger det… Dette obskøne overmål er en nødvendig bestanddel af begrebet suverænitet – asymmetrien er her strukturel, dvs. loven kan kun fastholde sin autoritet, hvis statsborgere hører ekkoet af den obskøne, ubetingede selvhævdelse i den. Og folkets “guddommelige vold” er korrelativ til dette overmål af magt: Den er dets modstykke, den tager sigte på dette overmål og underminerer det.

Oversat fra engelsk af Karsten Sand Iversen

1 2 3 4

Peter Sloterdijk: Zorn und Zeit, Frankfurt: Suhrkamp 2006.

Noam Chomsky: Necessary Illusions, Boston: South End Press 1989, p. 69.

Peter Hallward: Damming the Flood, London: Verso Books 2007, p. xxxiii. (Alle tal i parentes henviser til sider i denne bog.)

Jonathan M. Katz: “Poor Haitians resort to eating dirt”, AP den 29. januar 2008.

58

Barske dage i Kunar

/ En amerikansk kommando bekæmper oprørere i Afghanistan / Af Elizabeth Rubin

Vi kravlede ned fra to Black Hawk-helikoptere på en støvet, kratbevokset bjergskråning. Det var en blæsende kold oktoberaften.

De høje fyrretræer på skråningerne og bjergtinderne blev oplyst af en halvmåne. Set gennem natbrillerne lignede soldaterne og landskabet et uklart grønt og hvidt flimmer. På den anden side af dalen blinkede nogle lys fra de få huse på terrassemarkerne uden for Yaka China, en berygtet landsby i Korengal-dalen i den nordøstlige Kunar-provins i Afghanistan. Yaka China ligger kun et par landsbyer syd for og rundt om en bugtning i floden i forhold til de små amerikanske forposter i bjergene, men området havde fået nærmest mytologisk status blandt soldaterne. Det var et kendt tilholdssted for oprørere. Amerikanske soldater havde så vidt muligt undgået dalen efter en voldsom træfning omkring et år tidligere. Allehelgensaften nærmede sig, og de soldater, jeg var sammen med under kommando af den seksogtyveårige kaptajn Dan Kearney, var begyndt at tale om Yaka China som et fordømt sted på jorden.

Lettre Internationale - Barske dage i Kunar

60

Korengal-dalen er et øde, tilbagestående sted; de fleste af indbyggerne dyrker wahhabismen, en strengere udgave af islam end den, flertallet af afghanere bekender sig til, og omkring halvdelen af de guerillaer, der kæmper mod amerikanerne, er født og opvokset på egnen. Resten er arabere, pakistanere, tjetjenere, usbekere; området befinder sig tæt på den pakistanske grænse, hvor Osama bin Laden, Ayman al-Zawahiri og andre al-Qaeda-terrorister efter sigende gemmer sig. Oprørerne i Korengal er kampivrige, kender terrænet ud og ind og holder øje med amerikanernes mindste bevægelser. De er garvede jihadister og kalder amerikanerne for “aber”, “vantro”, “bastarder” og “drenge” – det kan man høre ved at aflytte deres radiokommunikation.

Det er psykologisk krigsførelse; de ved, at amerikanerne aflytter dem.

Efter “drengenes” opfattelse er oprørerne spøgelser – så deres taktik går ofte ud på at bruge sig selv som lokkemad. Oprørerne har specialiseret sig i baghold, krydsild og hurtig flugt. NATO’s militære fordel i en krig af denne art er luftvåbnet. Soldaterne betænker sig ikke på at tilkalde “Big Daddy” (i vore dages luftvåben ofte med kvindelige piloter). De flyvende krigsmaskiner er soldaternes redning, men kan ikke se forskel på oprørere og civile.

Jeg rejste til Afghanistan sidste efterår med især ét spørgsmål i baghovedet: Hvorfor dør der så mange civile under luftangreb på trods af vores avancerede teknologi? I en rapport fra september sidste år oplyste Human Rights Watch, at NATO var årsag til et foruroligende højt antal civile tab – 350 sammenlignet med de 438, der havde mistet livet på grund af oprørerne. Alene tonnagen af metal, der regner ned over Afghanistan, er svimlende – en halv million kilo bomber mellem januar og september 2007 sammenlignet med en kvart million i hele 2006.

Efter et par dages ophold i landet førte mit første spørgsmål videre til et andet: Var der et dybereliggende problem i kampen mod oprørerne? Over 100 amerikanske soldater blev dræbt sidste år, det højeste tal siden invasionen. Hvorfor mistede så mange flere amerikanske soldater livet? For at finde et svar opholdt jeg mig i

Efter “drengenes” opfattelse er oprørerne spøgelser – så deres taktik går ofte ud på at bruge sig selv som lokkemad. Oprørerne har specialiseret sig i baghold, krydsild og hurtig flugt. NATO’s militære fordel i en krig af denne art er luftvåbnet. Soldaterne betænker sig ikke på at tilkalde “Big Daddy” (i vore dages luftvåben ofte med kvindelige piloter). De flyvende krigsmaskiner er soldaternes redning, men kan ikke se forskel på oprørere og civile.

Lettre Internationale - Barske dage i Kunar

Korengal-dalen og andre steder i Kunar-provinsen det meste af efteråret sammen med soldater, der tog beslutninger om liv eller død næsten hver eneste dag – beslutninger, der resulterede i både soldaters og civiles død.

Nedkæmpelsen af dalen / Gennem de sidste to år har amerikanerne støt og roligt intensiveret tilstedeværelsen i Kunar og udposteret mindre delinger i fremskudte stillinger efter det system, der er blevet karakteristisk for den nye oprørsbekæmpelsesdoktrin i både Afghanistan og Irak. Korengal-lejren, også kaldet KOP, blev opført i april 2006 på en grund, hvor der før havde ligget et savværk og et motel. Soldaterne i kampgruppen fra 173rd Airborne Brigade bor i støvede telte og små træhytter. Nu får de også varm mad, og der er rejst et lille messetelt med internetadgang og et par telefoner, så de kan ringe hjem. Men lejren var ikke beskyttet med ret meget mere end pigtrådsspærringer og vagtposter. Næsten hver gang jeg ankom til KOP, blev vores helikopter beskudt af snigskytter eller med en dushka – en russisk fremstillet luftværnskanon.

Dan Kearney var i praksis herre over Korengal. Han er vokset op på kaserner i Georgia, som han selv beskriver det, hvor han forgudede sin soldaterfar Frank Kearney og drømte om at følge i hans fodspor både i hemmelige og knap så hemmelige operationer. (Hans far er i mellemtiden blevet generalløjtnant og stabsofficer i Special Operations.) Kearney betegner ofte sig selv som en bonderøv og optræder over for sine soldater som en grov og flabet hård banan. Han havde været i Irak og fortalte mig, at han var endt med at være følelsesmæssigt død efter at have set så mange mennesker blive skudt eller dræbt, og det ændrede sig ikke, før han for et år siden fik en søn. Hans sværeste dag i Irak var, da en nær ven ved navn Rob Shaw blev alvorligt såret af en improviseret bombe, som dræbte hans oversergent og en hel masse fælles venner – kort tid efter bad obersten Kearney om at afløse Shaw som kompagnichef.

Hvor hårdt det end var at være i Irak, var det

dog ikke så hårdt som Korengal. I Irak kunne kaptajner og løjtnanter slappe af i en forholdsvis sikker, befæstet lejr og udveksle historier og tanker, men her havde de ingen at tale med og var næsten lige så udsat for fjendtlig beskydning bag hegnet som foran det. Sidste sommer havde oprørerne stormet en af lejrene i en dal ikke ret langt væk og såret seksten soldater.

Og til forskel fra alle andre steder i Afghanistan, hvor jeg har været – endda Pech-dalen en times kørsel væk – var der ingen afghanske politifolk eller distriktsledere, som amerikanerne kunne samarbejde med. Den afghanske regering og afghanerne i dalen havde åbenbart fralagt sig ethvert ansvar for Korengal. Som Kearney udtrykte det en dag i KOP, er Korengal nogenlunde lige så skrapt et sted som et slumkvarter i Los Angeles, og “vi svarer så til politiet, der kommer og sparker dørene ind, anholder de unge mænd, forlanger at få oplysninger om banderne, og lidt efter lidt begynder folk at sige: Nej, vi ved ikke noget, for ham der i banden kommer sammen med min søster, og ham den anden er min onkels fætter. Nu har vi generet dem i så mange år, at de har besluttet at holde med dem, der bekæmper koalitionsstyrkerne – det er deres brødre, og de har ikke tænkt sig at sladre om dem.”

Hvad var så hans opgave derude? At nedkæmpe dalen. Marinekorpset havde forsøgt at løse opgaven og senere soldater fra hærens 10th Mountain Division – det var et så bloddryppende forehavende, at soldaterne fra 10th Mountain Division blev drevet ud i en slags vanvid. Kearneys mandskab fortalte mig, at deres forgængere havde opført sig decideret underligt i maj sidste år – det var sidst i deres tjenesteperiode, og mange af dem sad bag kanonerne og snakkede med sig selv. Menige adlød ikke deres sergenter, og gruppeførerne nægtede at gå uden for pigtrådshegnet for at vise de nye rekrutter terrænet. Ingen skulle nyde noget af at blive skudt på den sidste dag i tjenesteperioden.

Til at begynde med holdt Kearney sit mandskab i stram snor. Oberst John Nicholson, brigadechef i 10th Mountain Division, havde lovet afghanerne, at han ikke ville bombe deres hjem.

62

Da Kearney og kampgruppen fra 173rd Airborne Brigade officielt tog over fra divisionens 3rd Brigade-kampgruppe den 5. juni, holdt de dette løfte. “Når mine soldater sagde, at de ikke vidste, hvilke huse i landsbyen der blev skudt fra, fik de besked på ikke at besvare ilden,” forklarede Kearney. “De hadede mig for det.” Oprørerne var sandsynligvis ude på at afprøve den nye kaptajn, mente han, og gjorde det ved at skyde direkte fra huse i landsbyerne. Den 10. juli overrumplede korengalierne hans soldater fra et af de huse, de ofte benyttede – et treetagers hus med altaner og udsigt over dalen beliggende på en frugtbar mark; det tilhørte en vis Haji Matin, en tømmerhandler, der var blevet oprørsleder. Det havde før været inddraget i kampene.

Da Kearney til sidst var nødt til at tage en beslutning, var to af delingens sergenter, Kevin Rice og Tanner Stichter, blevet skudt, og kampen var ikke forbi endnu. Kearney kunne se en kvinde og et barn inde i huset. “Vi kunne se, at folk bar rundt på forskellige våben,” sagde han til mig. “Jeg prøvede alt. Jeg affyrede mortergranater mod bagsiden af huset for at få børnene til at løbe om til forsiden. Jeg skød til venstre, bagefter til højre. Apachen” – en kamphelikopter – “blev beskudt og fjernede sig. Jeg blev ved med at bede om at få bomber, men ingen havde lyst til at påtage sig ansvaret for de civile tab ved at bombe et privathjem. Til sidst affyrede vi Javelin- og Tow-missiler” – der begge er pansermissiler. “I to måneder derefter blev der ikke skudt på os,” sagde Kearney. “Men kvinden og barnet overlevede ikke.”

Kearney kunne ofte give indtryk af at være kynisk; en dag kom han anstigende til messeteltet iført shorts og gav sig til at rappe om at slå de stygge drenge ihjel. Til andre tider trådte han til med psykologisk rådgivning og forsøgte at redde en af soldaternes ægteskab eller spøgte med en af landsbyens stammeældste om at arrangere et ægteskab mellem hans nyfødte søn og den gamles datter for på den måde at skabe fred.

Denne opførsel gjorde det nemmere for ham at leve med ansvaret for så megen død og ødelæggelse. Som han selv sagde: “Den eneste grund til, at de hører på, hvad jeg siger her i dalen lige

nu, er, at jeg smider bomber i hovedet på dem.”

Han havde dog ikke i sinde at beskyde privathjem, hver eneste gang en enhed åbnede ild.

“Det ville bare føre til, at flere og flere kommer til at hade mig.”

En blodfejde / Sidst i 2001 symboliserede B-52’eren for mange afghanere befrielsen fra det talebanske overherredømme. De vævede billeder af dette berømte bombefly ind i deres tæpper. Der blev digtet myter om B-52’erens styrke – de kom svævende uskadt ind over byerne, selv om talebanerne sendte salver af luftværnsraketter efter dem. I Kabul hed det sig, at der var kastet tusindvis af løbesedler ud fra B-52’erne, hvor der stod: “Ram os hvis I kan!” Herefter ofrede taleban ikke flere missiler på dem.

Men de bombefly, der besejrede taleban, udslettede også ganske almindelige familier.

I juli 2002 troede en gruppe specialtropper i Oruzgan-bjergene, at de var i gang med at tilintetgøre et vigtigt talebanmål, men det viste sig, at de i stedet bombede en forlovelsesfest. Cirka 40 afghanere blev dræbt og omkring 100 såret.

Den slags fejltagelser bliver ved med at forekomme, selv om årsagerne måske ændrer sig.

Oprørerne bruger jævnligt civilbefolkningen som skjold, børnene som spejdere, og kvinderne som madmødre. Det er stor propaganda for taleban, hver gang NATO slår civile ihjel. For afghanere med ringe teknologisk forståelse kan det tage sig ud, som om ulykkerne i kraft af deres omfang og upersonlighed er tilsigtede. Mange er overbevist om, at amerikanerne bomber dem med fuldt overlæg og oven i købet bevidst fremkalder en gengældelse fra taleban. Sandheden er, at bomber aldrig er mere præcise end de informationer, der kommer fra tropper på jorden – og siden 11. september 2001 har både USA og NATO brugt luftvåbnet som en erstatning for infanteri.

Nu efter syv år med luftangreb, civile tab, ydmygende husransagelser og vilkårlige anholdelser er mange familier og stammer blevet drevet til at hævne sig. Amerikanerne opfatter derfor

Lettre Internationale - Barske dage i Kunar

hver eneste afghaner i disse modstandslommer som en fjende. Hvis man forsøger at trænge lidt længere ned, finder man imidlertid altid en lokalpolitisk historie til grund for volden og drabene. Den oprindelige misforståelse og harme gøder jorden for islamismen. Hvem vil man helst holde med – sine brødre i guds verden eller de vantro tyveknægte?

I Korengal begyndte historien for et århundrede siden, da de stammefolk, der nu betegnes som korengalier, blev fordrevet fra provinsen Nuristan (lige nord for Kunar) og slog sig ned i Korengal, som dengang var et frodigt landskab med skove og agerjord. Med tiden gik de i forbund med en gren af den store safi-stamme, der engang styrede al politik i Kunar. Men i Pechdalen længere mod syd gjorde resten af safierne modstand mod korengalierne.

Som afghanerne fortæller historien, gik tømmerhandlerne og krigsherrerne i Pech-dalen i forbund med amerikanerne, så snart de ankom i 2001. De fik amerikanerne til at bombe deres farligste modstander – Haji Matin. Luftangrebene dræbte adskillige medlemmer af hans familie, oplyses det af lokalbefolkningen, og flere andre blev anholdt og fængslet ved flyvebasen i Bagram. Guerillaerne fra Pech-dalen, der samarbejdede med amerikanerne, plyndrede derefter Matins hus. Og så var skaden sket. Haji Matin, der i forvejen var en dybt religiøs mand, blev nu også politisk aktiv og slog sig sammen med Abu Ikhlas, en lokal araber med forbindelser til de udenlandske jihadister.

I 2007 gik det op for amerikanerne, hvad der var sket. Sidste år udvirkede guvernøren for Nuristan, at de satte sig til forhandlingsbordet med korengaliernes stammeældste i et forsøg på at mægle mellem parterne, men der kom ikke noget ud af det. Kearney forsøgte at komme videre ved at sende e-mails til antropologer og Afghanistan-eksperter for at få gode råd. Han lyttede til Haji Zalwar Khan – dalens repræsentant hos amerikanerne og regeringen – i timevis for at høre om lokalsamfundets historie og problemer. Haji Zalwar, hellig kriger og veteran fra krigen mod Sovjet, bar dalens byrder næsten alene, hvilket tydeligt fremgik af hans bistre ansigtsud-

tryk. Kearney talte med så mange landsbyboere som muligt for at lære navnene på alle de stammeældste og deres familier at kende. Men han arvede alligevel en blodfejde mellem korengalierne og amerikanerne, som han ikke var skyld i, og blev lidt efter lidt suget ind i dens logik.

Graverende PTSD / Sidste efterår, efter fem måneder med opslidende patruljer op og ned i bjergene, efter resultatløse møder med stammeældste, der smilede om formiddagen og var værter for oprørere om aftenen, og efter at have set mange venner dræbt af fjendens kugler, kunne kaptajn Kearneys soldater meget bedre forstå den mutte, pirrelige vrede, der havde præget deres forgængere i 10th Mountain Division. Mange var begyndt at spørge sig selv, hvad de overhovedet foretog sig i Afghanistan.

Kearney nægtede at tænke denne tanke. Når der kom besøgende, hvad enten det var generaler eller bygningsarbejdere, fik de at vide, at han havde en klar, om end måske beskeden plan for den videre udvikling: “Det er ligesom under anden verdenskrig, da man kæmpede sig frem fra den ene lille stillehavsø til den anden. Her er øerne bare landsbyer.” På fem måneder havde han kun tilkæmpet sig omkring 400 meter af terrænet. Da en gruppe generaler og oberster ankom med fly på en kort inspektionsrunde, var der en af dem, som sagde til en anden: “Jeg ved ikke, hvorfor vi overhovedet er herovre.” En af de andre officerer blandede sig i samtalen for at gøre rede for formålet med operationen. Kearney betroede mig, at han havde tænkt: “Sørg dog for at vide, hvad I skal, inden I kommer herud.

Det går ud over mine folk, og de dør af det…”

Bortset fra at han var dalens herre, havde han også en anden rolle som soldaternes igangsætter, ordenshåndhæver og fortrolige. “Det er lidt ligesom at være chef for en sæbeopera,” sagde han til mig. “Eller være med i en slags lægeroman, hvor lægerne skyder til højre og venstre.”

En aften med fuldmåne, da jeg sad ved sandsækkene foran en af hytterne sammen med Kearney, kom der en ung sergent ud med et par

64

affaldssække. Han så på de månelyse bjerge, støvet, stenene, affaldsspandene. Aberne skreg. “Jeg hader dette her land!”, råbte han. Så smilede han og gik tilbage ind i hytten. “Han får medicin,” sagde Kearney lavmælt til mig.

Lidt efter kom der en anden soldat forbi og råbte: “Hej, jeg støtter Dem hundrede procent, sir!” Kearney sagde til mig: “Prozac. Graverende PTSD fra forrige tjenesteperiode.” Endnu en ung mand kom bandende og mumlende gående ovre fra hovedkvarteret. “Han er også på medicin,” sagde Kearney. “Da han var her i sin forrige tjenesteperiode, brændte han folks huse ned, hvis han ikke fik de oplysninger, han ville have.

Han har skudt alt for mange mennesker. Nu har han givet op.”

Da jeg gik hen for at hente et krus varm kakao i messeteltet, blev den fredelige nat brat forvandlet til et hylende, eksploderende helvede af mortergranater, raketter og maskingeværild.

Det var et koordineret angreb på alle fire artilleribaser. Man behøvede ikke ret lang tid til at forstå, hvorfor så mange af soldaterne tog antidepressiv medicin. En tjenesteperiode varer femten måneder med kun atten dages orlov. Mange af dem var på forlænget tjenestetid, fordi hæren manglede mandskab. Man har ikke mulighed for at sige nej til en forlængelse. De følte sig forfordelt i forhold til tropperne i Irak. Sergent Erick Gallardo udtrykte det på denne måde: “Vi får ikke forsyninger og proviant nok. Vi må hugge og rapse alting, og vi lever under meget mere primitive forhold. Men vi ved, at krigen er her.

Vi har mange hængepartier.”

De eneste midler til at bevare fornuften var infirmeriteltet, videospil og dvd-film – Gladiator, Conan the Barbarian, Dogma eller Monty Python. Ovre i Pech-dalen spillede soldaterne cricket med de afghanske børn og organiserede bokse- og fodboldkampe. Løjtnant Kareem Hernandez, en newyorker, som var chef for en base ved Pechfloden, spiste jævnligt middag med afghanske politifolk. Naboerne kiggede indenfor med gode råd og tips. Men her i Korengal var soldaterne fuldstændig uden kontakt med den lokale kultur.

Da de en aften så tv-serien Rom, hvor en romersk soldat siger til en slavinde, at han vil giftes med

hende, spurgte en af dem, i hvilket århundrede handlingen foregik. “Første århundrede før eller efter Kristus,” svarede en af de andre soldater.

Den første rystede på hovedet: “De lever jo stadig på fuldstændig samme måde bare 800 meter uden for pigtråden.”

Sidst på sommeren sagde Kearney til sin far: “Mine soldater bliver skrupskøre herude.” Hæren sendte en psykiater for at hjælpe, og Kearney måtte se et par kendsgerninger om sit lederskab i øjnene. Han opdagede, at halvdelen af hans soldater mente, at han spillede russisk roulette med deres liv, mens den anden halvdel syntes, at han holdt sig for strengt til reglerne for militær magtanvendelse. “Hærens moralske kompas er delingsføreren og kommandoføreren,” sagde Kearney til mig. “Jeg har sagt til samtlige mine delingsførere, at de skal sætte den moralske standard, for hvis man først træder ved siden af på det punkt, kan man ikke rette op på det bagefter.”

Operation Stenskred / Den 19. oktober blev Kearney og kompagniet med helikopter indsat i fjendens baghave på en mission, som efter manges mening var det glade vanvid. Den hed Operation Stenskred og skulle vare i seks dage. Et af de vigtigste mål var landsbyen Yaka China.

Som den gode soldat, han er, forsøgte Kearney at overbevise sine soldater om, at de skulle opsøge oprørere, som havde slået deres kammerater ihjel, og hvis vejrbidte ansigter kunne ses på familietræet med skurke hjemme i KOPlejren. Formålet var at ødelægge oprørernes tilflugtssted og deres gennemgangsruter fra Pakistan. De skulle overtale landsbyboerne til at lade være med at gemme banditterne ved at tilbyde dem et vejprojekt til 11 millioner dollars, som netop var blevet godkendt af NATO og Kabul, og som skulle bygges af genopbygningsmyndighederne i Kunar-provinsen. De skulle også færdiggøre den “menneskelige kortlægning”, som er et led i den nye oprørsbekæmpelse – hvem er de førende familier, hvem er gift med hvem, hvem ligger i fejde med hinanden, og kan man udnytte alle disse brudlinjer?

Lettre Internationale - Barske dage i Kunar

Lidt efter kom der en anden soldat forbi og råbte: “Hej, jeg støtter Dem hundrede procent, sir!” Kearney sagde til mig: “Prozac. Graverende PTSD fra forrige tjenesteperiode.”

Endnu en ung mand kom bandende og mumlende gående ovre fra hovedkvarteret. “Han er også på medicin,” sagde Kearney. “Da han var her i sin forrige tjenesteperiode, brændte han folks huse ned, hvis han ikke fik de oplysninger, han ville have. Han har skudt alt for mange mennesker.

Nu har han givet op.”

Det var meget at bede en flok unge soldater om – de skulle på én gang være mordere, kulturantropologer, hjerte-og-sind-ambassadører og så dræbere en gang til. Det forklarer måske, hvorfor deres sergent råbte “Tør det af!”, da de gav sig til at smøre sort og grøn krigsmaling i ansigtet, nogle timer før operationen skulle begynde. Hvorfor? Jo, ellers skræmte de livet af landsbyboerne.

Man kunne nu godt have sine tvivl, da operationen kom i gang. Apache-kamphelikoptere afpatruljerede bjergene for at finde oprørere.

Andre helikoptere afleverede flere soldater. En ubemandet drone hvinede oppe i luften, mens

66

den sendte infrarøde videosignaler ned til en stor skærm i bataljonshovedkvarteret Camp Blessing knap ti kilometer nord for KOP. Kearney befandt sig højt oppe på en bjergskråning over Yaka China og blev næsten med det samme tvunget til at lege Gud. I en grøft til venstre for ham sad en ung efterretningsofficer ved navn Jesse Yarnell sammen med en afghansk tolk, John, og opfangede oprørernes radiotrafik, mens de sagde: “Vi kan se dem, vi venter bare lidt.”

“De er lige dernede,” sagde Kevin Caroon, som sad med en natkikkert. Caroon, der var fra Connecticut og far til to, var en JTAC fra luftvåbnet – den ildstøtteleder, der forklarer jagerpiloterne, hvilke mål de skal ramme. “Kan I se dem? To personer, der bevæger sig i sydlig retning 400 meter væk fra os,” sagde Caroon og pegede ned ad bjergskråningen. Der var flere andre oprørere i nærheden.

“Sir, hvad vil De have, vi skal gøre?” Det var Caroon, der spurgte Kearney.

“Jeg vil have dem slået ihjel,” svarede Kearney.

“Skal vi angribe?”

“Ja, skyd.”

Caroon sendte besked op til piloten over radien. “Kommandoførerens hensigt er at angribe.” Så var det gjort.

En hylen gennemborede himlen. Det var Slasher, en AC-130-kamphelikopter, der affyrede projektiler på størrelse med Coca-Cola-flasker.

Stikflammer lyste op overalt i landsbyen. Kearney var gået i overdrive. Fra KOP-lejren blev der rapporteret over radioen, at dronen havde sporet ti mænd i nærheden af trægrænsen. Yarnell opfangede fjendtlig radiotrafik. “De taler om at gøre sig klar til at beskyde os,” blev der sagt et sted. Piloten kunne se fem mænd, en af dem på vej ind i et hus, og et øjeblik efter, nej, nogle af dem var inde mellem træerne, andre inde i huset, og lidt efter var der flere huse. Han ville have en bekræftelse – var alle målene fjendtlige? Havde Kearney taget stilling til de civile tab? Kearney bandede og gav ordre til at angribe mændene uden for huset, men undgå at ramme selve huset.

Piloterne svarede over radioen, at mændene lige var gået ind i huset. Der var med garanti familier

derinde. Caroon mindede Kearney om, at Slasher kun havde brændstof nok til at holde positionen i ti minutter til.

“Hvad vil De, sir?”, spurgte Caroon.

Kearney gav over radioen soldaterne på KOP besked på at kontakte hans chef oberstløjtnant Bill Ostlund, en sociolog fra Nebraska, som uden besvær kunne skifte mellem at være aggressiv bombepilot og politisk forhandler og tale om familieforhold med afghanske stammeældste. Han befandt sig i det overfyldte taktiske operationsrum i Camp Blessing, hvor han holdt øje med dronens videosignaler og fik de samme efterretninger. Han kunne ikke acceptere de civile tab; Kearney vendte sig om mod Caroon: “Beskyd landsbyen. Og alle, der kommer ud af husene.”

Flammende raketter susede gennem nattemørket. En torden rumlede og buldrede gennem dalen. Straks efter blev der stille. Oppe fra Slasher blev Caroon spurgt, om oprørerne stadig talte sammen. Kearney råbte til Yarnell, der stadig sad i grøften: “Kan du høre noget?”

Intet. Flere ildsprudende raketter.

Natten var ubegribelig og endeløs. Slasher forsvandt, og Gunmetal – en Apache-helikopter – kom flyvende. Radiokommunikationen brød ustandselig sammen. På et tidspunkt nægtede besætningen i Gunmetal at adlyde Kearneys ordre om at skyde – de kunne ikke opdage nogen fjendtlige hensigter. Men pludselig begyndte Gunmetal at fyre raketter af mod skikkelser, der løb i dækning nede på jorden. Nogen tid efter kom Slasher tilbage for at fortsætte “arbejdet”.

I det grå lys før solopgang kom et Bone-fly – soldaternes kælenavn til B-1-bombeflyet, som de tilsyneladende syntes bedst om – flyvende og kastede to 2.000-punds bomber over landsbyen.

Omkring solopgang overgav Kearney sig til galgenhumor, adrenalin og udmattelse og sagde: “Okay, nu har jeg slået nok ihjel for en uge. Jeg er parat til at tage hjem.”

Kearney regnede ud, at de havde taget livet af cirka tyve mennesker, og tilføjede: “Jeg har ikke i sinde at lyve. Nogle af dem er sikkert civile.”

Det er en del af krigens logik, at den bedste medicin mod en spøgelsesagtig fjendes bagholds-

Lettre Internationale - Barske dage i Kunar

angreb er at slå ham ihjel og være sikker på, at man har gjort det. Soldaterne i Korengal fik så godt som aldrig den tilfredsstillelse. Hvis oprørerne blev slået ihjel, blev de hurtigt begravet, og det eneste, de efterlod sig, var sårede civile.

Denne morgen efter en lang nats kampe var ikke anderledes i så henseende. I løbet af en times tid var løjtnant Matt Piosa, en alvorligt udseende fireogtyveårig kandidat fra West Point, nået frem til Yaka China med sin patrulje. Han meddelte over radioen, at de stammeældste bad om lov til at begrave deres døde. De talte også de civile tab. Det så ikke godt ud – der var fem dræbte og elleve sårede, alle sammen kvinder, piger og drenge.

Kearney meddelte Camp Blessing den dårlige nyhed over radioen og sænkede hovedet ned mellem knæene. Det var en tragedie, at kvinder og børn var blevet slået ihjel. Bortset fra at de er tragiske, er civile tab også et politisk problem.

Hvis det ikke lykkedes ham at forklare landsbyboerne i Yaka China, hvad der var sket, og hvad hans hensigter havde været, risikerede han, at de begyndte at støtte fjenden. I mellemtiden opfangede Yarnell og hans folk radiosignaler, hvor der blev sagt: “Vær helt stille. Flyt tingene herhen. Bed for os.” I hvert fald nogle af oprørerne fra nattens skudvekslinger havde overlevet og kunne føre kampen videre. Flyene sporede dem til et vandløb i en bjergslugt. Men efter de civile tab natten før nægtede Kearneys foresatte at give ham tilladelse til at angribe med bomber eller raketter.

Den korte dag var forbi. Solen gik ned bag bjergene. Den kolde vind gik os gennem marv og ben. Soldaterne forsøgte at slå det hen, at de sandsynligvis ville blive angrebet af de oprørere, der havde gemt sig i andre landsbyer. Deres frygt var velbegrundet.

Hjerter og sind / I et forsøg på at hverve nogle forbundsfæller fløj Kearney og nogle af hans soldater dagen efter til Yaka China. Da der ikke var andre steder at lande, landede Black Hawk-helikopterne på taget af et hus, der ikke lå ret meget længere nede ad bjerget

end de huse, som Slasher, AC-130-helikopteren, havde beskudt med raketter om natten den 19. oktober. Støv og tørt græs blev pisket op på husmurene og landsbyboernes ansigter. Soldaterne blev ikke populære af at gå hen over et gulv fuldt af høstet korn for at komme nedenunder; kornet lå til tørre på anden sal.

Parterne mødtes på gårdspladsen, hvor hønsene pilede fra og til. På den ene side sad Kearney, Ostlund og Larry LeGree, atomingeniør fra søværnet og leder af genopbygningen i provinsen, og deres følge af tolke og andet personale udstyret med futuristisk, højteknologisk grej.

På den anden side sad korengaliernes stammeældste, der så ud, som om de var trådt lige ud af Ringenes herre med krogede spadserestokke, røde- og blåfarvede fuldskæg og kohl omkring øjnene. Da der ikke er nogen repræsentanter for den afghanske regering herude, er de stammeældste den eneste kommunikationsvej. De yngre mænd sad på jorden indsvøbt i tørklæder og udstrålede hånlig ligegyldighed.

Kearney satte sig på hug og forklarede korengalierne, at da han var ankommet til regionen, havde han håbet på, at han bare kunne gå ind i Yaka China og finde ud af, hvad landsbyboerne havde brug for. I stedet for havde han opdaget, at der opholdt sig omkring halvtreds oprørere i og omkring landsbyen. Han pegede på beviserne – militære radiobatterier, som hans soldater havde fundet, kikkerter, raketter, en gammel pistol, en lille pamflet med den arabiske titel Hvordan man slår ihjel og en anden på pashto, Kort indføring i den hellige krigs fordele – alt sammen indsamlet i området af afghanske og amerikanske soldater. Det var dog ikke særlig belastende, og det vidste alle parter godt.

Dagen før havde en amerikansk helikopter hentet de sårede i landsbyen. Humanitær hjælp blev nedkastet med faldskærm, bl.a. cement til at genopbygge mure samt ris og tæpper til vinteren. Der var ikke tale om en slags erstatning, forklarede Kearney. “Det er bare det, regeringen gør for folk, når der er skabt sikre forhold på egnen,” sagde han. Han bad dem om at sige, hvor i bjergene oprørerne gemte deres proviant.

“Hvis I siger det, behøver jeg ikke at komme her

68

og skyde på jer og skille de onde fra de gode,” forklarede han.

For at have noget at støtte sig til midt mellem de mange fjendtlige ansigter henvendte Kearney sig med jævne mellemrum til Haji Zalwar Khan, den ledende mellemmand blandt dalens stammeældste. Han havde tjent en formue på tømmerhandel og gav amerikanerne skylden for at have ødelagt hans muligheder. Han forsøgte at bevare et godt forhold til både amerikanerne og oprørerne. Han havde dog ikke i sinde at tage Kearneys parti i fuld offentlighed. “Hvordan kan jeg vide, hvor I har fundet alle de ting?”, spurgte han og pegede på det militære udstyr.

“Oppe i bjergene? I et hus? Hvordan kan jeg vide, hvem de tilhører?”

Kearney smilede. Han var ved at vænne sig til proceduren mellem amerikanere og landsbyboere – dårlig kommunikation og vildledning.

Mødet var lige så meget en formalitet som en forhandling med substans i. Jeg begyndte at spekulere på, hvordan Kearney ville undgå at blive skør i de kommende ti måneder.

Kun en uge før havde jeg befundet mig i KOP-lejren, da nogle landsbyboere fra Aliabad – halvanden kilometer syd for KOP og hjemsted for Haji Zalwar Khan – beklagede sig til Kearney over, at et hus var blevet ramt af granater. Senere ankom husejerens teenagesøn for at fravriste Kearney en erstatning. Da vi gik ud til lejrens indgang for at hente drengen, lød der et skud og straks efter et til. Kuglerne slog ned i sandet lige foran os. Kearney skubbede mig ind i et skur, hvor en afghaner var i gang med at bage brød. Der blev affyret et par skud til. Det var “One-Shot Freddy”, som soldaterne kaldte ham, en af oprørernes snigskytter, som alle i lejren havde en teori om, hvad angik hans riffels alder, hans identitet, hans taktik – men hverken Kearneys spejdere eller dronen Shadow kunne opspore ham. Jeg kom til at rive armen på et søm i skuret, og mens jeg betragtede blodet, der piblede ud, tænkte jeg på, at hvis jeg skulle leve med folk som Freddy i flere måneder i træk, ville jeg nok også begynde at se en kløftet tunge i hver eneste landsbyboer og begynde at drømme om hævn.

Kearney var vred. “Har taleban beskudt jeres hus?”, spurgte han drengen fra Aliabad. Tolken oversatte.

“Nej,” svarede drengen. “Det var amerikanere.”

“Hvad skød vi så med?”

“Jeg kender ikke våbnet, men der er små huller og to store huller.”

“Jeg har ikke skudt på Aliabad,” sagde Kearney og tilføjede, at hvis en af hans soldater havde gjort det, var det, fordi oprørerne skød fra landsbyen.

“Der er ingen, der skyder fra landsbyen,” sagde drengen, selv om alle vidste, at oprørerne havde såret flere af Kearneys soldater ved at skyde fra moskeen, gravpladsen, skolen…

Drengen ændrede taktik. “Gud ved det bedre end mig,” svarede han, og det fik Kearney til at improvisere: “Ja, det gør han, og han taler til mig, og han har fortalt mig, at de skyder.” Havde drengen for øvrigt ikke lagt mærke til, at de onde altid skyder først?

“Okay, så skyd dem, men lad være med at skyde på vores hus,” svarede drengen.

“Så må du først sige mig, hvor de onde gemmer sig,” sagde Kearney. Drengen svarede, at han ikke vidste det. Han vidste kun, at amerikanerne altid skød på landsbyen.

Samtalen blev ved i et stykke tid. Da drengen gentog, at der ikke blev skudt fra hans landsby, afbrød Kearney ham. “Aminullah skyder fra landsbyen,” sagde han. Aminullah var født i Aliabad og måske en kommende leder i dalens oprør.

Drengen smilede.

“Du smiler, fordi du ved, jeg har ret,” sagde Kearney.

“Du har ret,” svarede drengen. “Så skyd på gravpladsen og ikke på vores hus.”

Kearney trådte nærmere hen mod ham. “Hvis du vil have hjælp med jeres hus, behøver du bare at sige til. Men du skal ikke skyde skylden på os, hver gang noget går galt.”

Drengen lo og gentog, at han ikke vidste, hvor de onde var henne.

“Det er virkelig mærkeligt, hvad? Det må jo være spøgelser!” sagde Kearney og lo.

“Aminullah kommer ikke til Aliabad mere,”

Lettre Internationale - Barske dage i Kunar

sagde drengen, måske i et forsøg på at komme Kearney lidt i møde.

Kearney var ikke sen til at gribe chancen.

“Aminullah er altså en af de onde?”

“Ja.” “Aha! Så har vi da fået det slået fast.” Kearney tog hjelmen af, pressede hænderne sammen og rokkede frem og tilbage på muren. “Hvad så med Mohammad Tali, er han en af de gode?”, spurgte han.

Drengen stirrede smilende ned i støvet. “Nej, du har jo selv sagt, at han er en af de onde.”

“Aha!”, sagde Kearney og løftede hænderne i vejret. “Du var altså nede i landsbyen, da jeg uddelte radioer og mad. Men alligevel siger du, at jeg skyder på jer hele tiden.” Kearney svingede benene frem og tilbage. “Du skal spørge dig selv, hvorfor jeg ville komme med radioer og mad, hvis jeg var ude på at skyde jer. Gør Aminullah det? Nej. Hvad skete der dagen efter, at jeg var taget af sted?” Drengen svarede, at han ikke vidste andet, end at landsbyboerne var gået hjem, og så var “de” begyndt at skyde. “Hvor?”, spurgte Kearney. “Fra jeres landsby?”

“Hvad ved jeg? Amerikanerne var i min landsby.”

“Ja, jeg prøvede at gøre noget godt for jer, og de skød på mig. Og det, jeg prøver at sige, er, at de sagtens kunne have skudt på jer også.

Hvis jeg kommer til at skyde på jeres hus, skal jeg nok hjælpe med at reparere det. Vi skal også nok reparere jeres mur. Jeg er ikke kommet for at skade jer.”

Stemningen i den lille kontrolpost var ved at blive lidt rastløs. Kearney forsøgte at lette på den. Han spurgte drengen, hvad han syntes om amerikanere.

“I bygger veje og klinikker og skoler og er kommet for at hjælpe,” svarede drengen.

“Ja, det er godt med dig!”, råbte Kearney leende. “Det er nemt at sige. Du må sgu gerne sige, at vi er nogle røvhuller og har ødelagt jeres handel med tømmer.” Drengen lo. Kearney lo.

Radiotelegrafisten Michael Cunningham og sergent Taylor White, der altid bemandede kontrolposten, lo også.

“Jeg vidste det,” sagde Kearney. “Det er det,

du i virkeligheden mener. Tror du, jeg har lyst til at være her?”

“Ja”, svarede drengen, “det tror jeg.”

“Kære ven, jeg har en kone og en søn derhjemme. Jeg er her kun for at hjælpe jer. Hvis I hjælper mig, så meget I kan, kan jeg komme hjem igen så meget desto hurtigere.”

Kearney sagde til drengen, at han skulle nyde ramadanen, hvorefter han råbte: “Hvor er min lodne ven?”, og så sig om efter Jericho, en hundehvalp, som en afghansk arbejder havde skåret ørerne af for at gøre den klar til hundeslagsmål senere – ørerne gjorde det nemmere for andre hunde at bide sig fast. “Jeg har brug for en ven, der kan gøre mig glad. Jericho, jeg har brug for kærlighed.” Jericho kom løbende, og Kearney løftede den op. “Hej, hvad har du gang i? Du er en god dreng. Du lugter ad helvede til.”

Kearney og White vendte sig om mod Cunningham og sagde: “Han er i hvert fald den første, der indrømmer, at Aminullah er en skurk.”

Måske med undtagelse af et par upålidelige oplysninger hist og her var det sådan, det foregik i Korengal.

Tid til at kæmpe / Dagen efter mødet med de stammeældste i Yaka China kunne Yarnell og John høre, at oprørerne forsøgte at finde ud af, hvor Kearney og hans soldater befandt sig. Helikopterne havde fløjet os ud til en bjergryg i knap 3.000 meters højde, som lå på tværs af Korengal- og Shuriak-dalen.

Oprørerne gemte sig i dette landskab med dybe huler, store kampesten og tætte skove, og der var mange stier mellem Pakistan og Afghanistan.

Vi kunne høre en person ved navn Obeid sige, at han ville gøre, hvad de stammeældste i Yaka China besluttede – samarbejde med amerikanerne eller tage hævn. Beslutningen blev taget i løbet af aftenen. Det var tid til at kæmpe.

Også Kearney havde taget en beslutning. Han ville narre oprørerne ved at lade, som om han trak tropper tilbage, når helikopterne kom med nye forsyninger, og i stedet sende små “dræberdelinger” ud. Vi kunne høre oprørerne sige: “Vi har ulve efter dem.” Det vil sige observatører. En

70

hæst hviskende oprører havde fået øje på sergent Larry Rougle og hans spejdere eller på løjtnant Piosa og hans bagtrop. Et vittigt hoved sagde, at Rougle og Piosa skulle danse, så man kunne finde ud af, hvem den hviskende oprører talte om.

Men i det følgende døgn skete der ingenting.

Rougle – der blev kaldt Wildcat – var i sin sjette tjenesteperiode siden 11. september 2001. Han var med den første gruppe Rangers i Afghanistan.

Hans barske fortid var noget af en legende; han kunne fortælle, at han var vokset op i en drengebande i South Jersey, havde skudt en fyr, var kommet i ungdomsfængsel og havde lært sig selv russisk (selv om han havde et dårligt forhold til sin russiske far), politik, historie og zoologi. Når han var på natpatrulje i skoven, kunne han pludselig finde på at sige: “Er I klar over, at pingviner er monogame?”

Jeg var sammen med Piosa og hans deling.

Når man så hans lyse hud, røde hår og blå øjne, skulle man ikke tro, at han og hans deling havde været i konstant krig i flere måneder. Det var en smuk efterårseftermiddag, og humøret var højt, mens rationerne blev opvarmet og spist, men pludselig var det hele forbi. Oprørerne gik til angreb. Kuglerne smældede mod træstammerne. En sær tavshed sænkede sig, mens alle løb af sted for at komme i dækning. Tre af os krøb sammen bag et spinkelt fyrretræ. Så blev stilheden brudt af forbandelser og råb.

“Hvor kommer det fra?”

“Hvor er min deling?”

“Jones, ser du syner?”

Flere skud. Smæld mod træstammerne. Forvirrende oplysninger på Piosas radio.

“De kommer op over det lave terræn ved 2-4.” Det var sergent Rices kaldesignal.

“Jeg er såret i armen.” Panik og råben.

“Fjenden har indtaget bakken,” råbte menig Sterling Dunn længere nede mellem træerne.

“2-4 er ramt.” Det var Rice.

“Wildcat er løbet op over bakken.” Det var Rougle.

“Send en deling derop og indtag bakken. De har presset Wildcat om på den anden side!”, råbte Piosa i et af flere forsøg på at få kontakt med Rice og Rougle; han fik ikke noget svar. Batal-

jonslægen kaptajn Joel Dean og en sergent løb op ad bakken for at nå frem til de sårede. Da de første amerikanere nærmede sig Rice og Rougles positioner, blev de beskudt fra dem. Hvad foregik der?

Jeg fulgte efter Piosa gennem krattet op til bjergkammen. Vi stødte på Rice og konstabel Carl Vandenberge bag en klynge træer. Vandenberge var gennemblødt af blod. Skuddet i hans arm havde ramt en pulsåre. Rice var skudt i maven. En soldat brugte de kemiske briketter til opvarmning af maden til at holde Vandenberge varm med og forhindre ham i at gå i chok.

Piosa bevægede sig op ad bakken, hvor soldaterne var blevet overrumplet. Jeg kunne se, at den store blåøjede John Clinard, der var sergent og fra North Carolina, var ved at gå helt op i limningen. Han forgudede Rougle. “Sergent Rougle er ved at dø. Det er min skyld… jeg er ked af det… jeg prøvede at komme op over bakken…”. Sergent Rougle lå lige bag ham. Der var allerede lagt et tæppe over ham. Kun hans støvlesåler var synlige.

“Du kunne ikke have gjort noget,” sagde Piosa og tog fat om Clinards skulder. “Nu skal du overtage føringen. Det kan du godt. Du skal ned til Rice og Vandenberge og få dem videre til ambulancehelikopteren.” Clinard tørrede sig i ansigtet, rettede sig op med et sæt og forsvandt ned mellem træerne.

To af Rices kammerater kom til syne med stift stirrende øjne. De kunne ikke tro på, at de havde set de spøgelser, de havde kæmpet imod gennem de sidste fem måneder. “Jeg så ham ind i øjnene,” sagde konstabel Marc Solowski.

“Han så på mig, og jeg skød ham.” Han og korporal Michael Jackson var kravlet op ad bakken to gange i et forsøg på at indtage den. Hver gang havde oprørere i turban tvunget dem tilbage med maskingeværild. Der var blod på stenene omkring os. Nogle mente, at de kunne se blodspor ned til landsbyen Landigal, hvor de var sikre på, at en oprører var forsvundet ind i et af husene.

“Vi opgiver ikke den her bakke en gang til,” råbte Piosa. “Den er vores!” Han ville have bomber kastet ned med det samme.

Lettre Internationale - Barske dage i Kunar

“Der er bedende kvinder inde i huset,” råbte Dunn tilbage.

Jeg stirrede på Rougles sorte hat, der lå ved de blodige sten, hvor Dunn havde sat sig. Pludselig kom sergent Stichter, Dunns foresatte, stærkt forpustet og rystende tilbage fra Vandenberge.

Han skulle have noget vand at drikke. F-15-jageren var på vej, Apache-helikopterne var på jagt efter oprørerne, og Kearney – der var kommet løbende ned ad skråningen og havde smidt håndgranater ind i hulerne – råbte ordrer til højre og venstre. Kearney var temmelig rystet. Han holdt meget af Rougle, og han var brudt helt sammen, da han så sin gamle ven Rice indsmurt i blod på landingsbanen. Rice beroligede ham og stavrede derefter hen til helikopteren; han bad om at tale med sin kone, inden han blev bedøvet.

Oprørerne var stukket af med noget af Rougles, Rices og Vandenberges udstyr – ammunition, kommunikationsgrej, natkikkerter, maskingeværer. Kearney ville have det tilbage. Han ville straffe dalen. Stichter havde fået øje på en fyr, der gik frem og tilbage på et tag nede i Landigal, og ville have tilladelse til at skyde ham. Konstabel Mitchell Raeon, hvis uniform var våd af Rougles blod, havde fyren i kikkertsigtet, men kunne ikke skyde på så stor afstand. “Det er en kvinde,” sagde Dunn.

Kearney havde identificeret nogle oprørere, der var løbet ind i et hus, og ville skyde efter dem, men Stichter fik besked fra Camp Blessing om, at målet var for tæt på andre huse.

Kearney svarede, at de havde ladet nogle oprørere slippe væk et par aftener før. Det var ikke til at vide med sikkerhed, men Kearney troede, at det var de samme oprørere, der havde dræbt Rougle, og nu skulle de altså lade endnu en flok oprørere flygte?

Nogen bandede og sagde: “De går alle sammen fra huset nu.”

Over radioen spurgte Kearney en af løjtnanterne i en observationspost: “Hvor går de hen?” Yarnell hørte oprørerne sige, at de ville komme tilbage for at hente resten af udstyret.

Lige på én gang kastede F-15-flyet uden varsel en bombe mod Landigal, dog tilsyneladende uden at ramme. Kearney blev rasende. Han var sik-

ker på, at hovedkvarteret med vilje havde ramt ved siden af det hus, han ville have ødelagt.

Jeg lagde mærke til, at Raeon blev ved med at pakke Rougles ting sammen for kun at pakke dem ud igen et øjeblik efter. Rougles spejdere var i vildrede, ude af sig selv, og de indrømmede det også. Raeon sagde, at han hele tiden for sit indre blik kunne se Rougles ansigt, det ene øjeblik levende, det næste dødt, frem og tilbage gang på gang; han ville gerne have det til at holde op.

Dagen efter var der endnu en kortvarig skudveksling, og Rougles spejdere kastede sig ind i kampen. De sagde, at de kunne mærke, at han holdt øje med dem, og følte sig stolte. Der blev kastet flere bomber og nægtet tilladelse til at kaste bomber, og til sidst kom Becky, alles yndlingspilot, flyvende i sin Apache-helikopter. Det var ikke kun beroligende at høre en kvindestemme – Becky var også en af de mest aggressive piloter.

Hun fløj frem og tilbage langs dalens bjergskråninger for at finde oprørerne og skyde raketter efter dem. Vi kunne høre dem på radioen igen, når de pralede af, at de var gået i dækning under beskydning. De talte om angrebet på Landigal, som de mente, måske havde dræbt Azizullah – “en virkelig fæl skurk,” sagde radiotelegrafisten til mig.

Kearney betragtede en krage i luften over os.

“Taleban har ret,” sagde han. “Som de sagde i går, bare følg efter kragerne, for de følger efter amerikanerne. Jeg ville ønske, jeg var lige så stærk som haji’erne” – deres betegnelse for oprørerne.

“Det var modigt af dem at gøre det, de gjorde.

Jeg vil ikke lyve om det. De vandt sgu også.”

Når man dræber i fællesskab / Mens vi ventede på, at mørket skulle sænke sig over KOP-lejren, tænkte vi alle sammen på, at oprørerne var i nærheden og holdt øje med Kearney og soldaterne nede i dalen. Men det blev ikke bedre, da det blev mørkt, for hele dalen blev oplyst af fuldmånen. Jeg vendte tilbage til KOP i en helikopter sammen med Kearney, mens første og anden deling måtte gøre den lange tur tilbage til fods. Så snart første deling begav sig af

72

sted, slog oprørerne til med et voldsomt L-formet baghold. Det eneste, Kearney kunne gøre hjemme fra KOP-lejren, var at berolige soldaterne over radioen, mens han sendte ambulancehelikopteren af sted og bad til krigsguderne.

Alle helikopterne, Apacherne samt Slasher og Bone, kastede bomber den aften. Soldater og oprørere var så tæt på hinanden, at da Slasher, AC-130-helikopteren fløj ind, koordinerede piloten ikke med ildstøttelederen, men med sergent Roberto Sandifer, delingens forpostobservatør, som på det tidspunkt var under beskydning og så en af sine kammerater blive dræbt.

Omkring midnat marcherede første deling ind i KOP-lejren med trætte blikke, gennemblødt af sved, flodvand og blod. Med sig havde de noget grej, der havde tilhørt Mohammad Tali, et af de vigtige mål. Konstabel Sal Giunta havde dræbt ham.

Dagen efter gik jeg op til KOP for at finde Giuanta, en fåmælt ung mand fra Iowa, der nu havde fået en heltestatus, som han ikke var interesseret i. Hans officerer ville indstille ham til en tapperhedsmedalje. Giunta fortalte mig, hvad der var sket den aften, hvordan de knap nok var

kommet 300 meter af sted, før de blev angrebet.

Giunta gik som nummer fire i kolonnen, da det skete, og sprang omgående ned i en grøft. Han kunne ikke regne ud, hvorfor de blev beskudt fra det sted oppe foran, hvor Joshua Brennan og den drengede Franklin Eckrode burde have befundet sig. Han var klar over, at der var sket noget slemt, men idet han rejste sig op for at finde ud af det, blev han ramt af en kugle i det skudsikre brystpanser. Han blev slået omkuld. De blev beskudt fra tre sider. Han fik fat i nogle håndgranater.

“Jeg kunne ikke kaste så langt som sergent Gallardo. Det så ud til, at vi var sakket agterud, og jeg besluttede derfor at løbe frem foran granaterne.” Han fandt Eckrode med skudsår. “Han lå ned, men bevægede sig og forsøgte at få sit maskingevær til at virke, så jeg løb længere op ad stien. Det var overskyet. Pludselig fik jeg øje på nogle mænd. En hel del.”

Han kunne ikke regne ud, hvem det var. Pludselig kunne han se, at de slæbte Brennan ind i skoven. “Jeg begyndte at skyde på dem,” sagde han. “Jeg tømte hele magasinet. De lod Brennan ligge.” Giunta kravlede op til Brennan. Han var ilde tilredt. Underkæben var skudt væk. “Han var stadig ved bevidsthed. Han trak vejret. Han bad om morfin. Jeg sagde: Bare rolig, jeg skal nok få dig væk herfra, så du kan komme hjem og fortælle heltehistorier. Han sagde, at det også var det, han ville.”

De blev stadig beskudt. Der var ingen til at hjælpe dem. Delingens samarit Hugo Mendoza lå i en anden grøft og råbte: “Jeg bløder.

Jeg er ved at dø.” Giunta kunne se, at Brennan vendte det hvide ud af øjnene. Han havde svært ved at trække vejret. Han fik ham til at klemme om hans hånd. En samarit blev pludselig firet ned oppe fra luften. De gjorde Brennan klar til at blive hejset op til ambulancehelikopteren i en kurv. Det varede ikke længe, før han døde.

Da ambulancehelikopteren fløj væk, havde sergent Sandifer tilkaldt luftstøtte i form af Slasher, AC-130’eren. Piloten var en kvinde, og Sandifer sagde senere til mig: “Det var meget betryggende for os at høre hendes stemme.” Hun kunne se nogle mænd, der forsøgte at skjule sig, og spurgte, om hun havde grønt lys til at angribe.

Lettre Internationale - Barske dage i Kunar

“Skyd bare, sagde jeg til hende. Vi dræbte to af dem i fællesskab.” Det var ingen trøst for Sandifer.

Som Giunta udtrykte det: “Den rigeste, bedst uddannede hær blev slået af nogle klovner i pludderbukser og med AK-47’ere.” Han blev tyk i mælet. Han var ikke kun ked af det, men også rasende. Der var ikke andet, han kunne gøre end at holde tårerne tilbage og brokke sig over afghanerne, som havde forrådt dem, og over hæren, som havde svigtet dem. Han løb ikke op til fronten, fordi han var en helt. Han løb op til sin ven Brennan. “Men de” – han mente militæret – “bliver bare ved med at forlange mere og mere af os.” Hans kontrakt udløb om 18 dage, men var blevet forlænget, og han kunne ikke komme hjem. Brennan skulle have været hjemsendt i september. Hans plan havde været at tage til Wisconsin, hvor hans far boede, spille på guitar og blive politibetjent.

Sandifer spurgte sig selv, hvorfor de blev i Korengal, hvor det var indlysende, at befolkningen ikke kunne fordrage dem. Han blev plaget af Mendozas stemme, der kaldte på ham: “Jeg bløder. Jeg er ved at dø.” Han var nervøs for, at kampene i Korengal skulle tvinge dem ud over kanten. I hans fantasi var det allerede sket. En dag kom en afghaner på besøg i en artilleristilling, fortalte Sandifer. “Jeg stirrede på ham og var lige ved at tage min maskinpistol for at skyde ham. Jeg ved godt, hvad forskellen på rigtigt og forkert er, men selv om jeg havde skudt ham, ville alle de andre i stillingen have holdt med mig. Vi har det efterhånden ligesom i Fluernes herre.” De havde stadig ti måneders tjeneste i Korengal tilbage.

Jeg spekulerede på, hvordan Kearney ville bære sig ad med at få sine egne soldater over på sin side, for slet ikke at tale om korengalierne.

Lige inden jeg tog af sted, sagde han til mig, at hans største problem var at holde soldaterne på plads. “Der er for mange af dem, der flipper ud og bare vil ud og slå mennesker ihjel,” sagde han. En af hans løjtnanter ville med djævlens vold og magt skyde alle afghanere i ansigtet.

Kearney rystede på hovedet. Han havde lyst til at købe tyve geder og lade soldaterne mishandle dem for at komme af med deres raseri. Han forsøgte at overbevise dem om, at de forskellige

indskrænkninger var et resultat af deres succes – og at der var en afghansk regering, som havde sine egne regler. “Jeg er blevet en slags jonglør,” sagde han. “Det hele bryder sammen, hvis bare én af mine menige går amok.”

Men trække sig tilbage fra Korengal, som obersten havde foreslået, og lade et andet kompagni rykke ind? Det kunne der ikke være tale om. Han havde brugt fem måneder på at sætte sig ind i forholdene i dalen, og han kunne ikke bare trække sig ud. I det mindste ville han sørge for at holde oprørerne i dalen travlt beskæftiget, så de andre kompagnier kunne arbejde uforstyrret med at vinde sind og hjerter nede ad Pechfloden. “Jeg har mistet syv mand her,” sagde han til mig. “Det er for meget blod. Jeg har ikke i sinde at give op. Det er min opgave.”

Fortsættelse følger / Oberst Ostlund og hans stab samt guvernøren for Kunar og hans embedsmænd holdt et møde med de stammeældste i Korengal. De gamle mænd ville tale om Operation Stenskred og den ødelæggelse, der var regnet ned over dem. Oberst Ostlunds besked til dem var: “Hvis der skulle ske kaptajn Kearney noget, vil smerte og ulykke banke på mange døre i Korengal.” Han gav dem ti dage til at tage parti – enten for oprørerne eller regeringen. Først derefter ville han tage stilling til det nye vejprojekt. Deres svar var, at de helt ville trække sig ud af dalen. Men det gjorde de ikke, og ti dage senere gennemførte oprørerne endnu et baghold på en deling fra 173rd Airborne Brigade. Hele patruljen blev uskadeliggjort, enten såret eller dræbt. Kearney fortalte mig for nylig, at de havde såret Abu Ikhlas og dræbt et par stykker af de andre skurke. Han var temmelig sikker på, at Haji Matin, den forbitrede tømmerhandler, også var blevet dræbt. Men dialogen med korengalierne var stort set den samme, som den altid havde været. Kun vinterens sne har kortvarigt skabt en smule fred i dalen.

Oversat fra engelsk af Claus Bech

74

Spor i sumpen

/ Klimakrise i den tasmanske virkelighed / Af Nicholas Shakespeare

“Hvor er vi henne nu, Buck?”

“Vi sejler gennem et af de mest barske farvande i verden, makker.”

Jeg er om bord på krebsebåden Velocity, og vi nærmer os Tasmaniens sydspids. Regnen står skråt ned, en tre meter høj dønning smækker høje kaskader af søsprøjt i vejret, og vinden hamrer over dækket med 150 kilometer i timen.

Lettre Internationale - Spor i sumpen

76

Det land, jeg kan skimte gennem regnen, var indtil for forholdsvis nylig beboet af Bucks forfædre, de tasmanske aboriginere, som havde levet på denne ø siden sidste istid.

(Buck stammer også fra en skotsk sømand ved navn Brown, fra det 19. århundrede.)

I 1803 kom briterne så, og i løbet af en enkelt menneskealder var de tasmanske aboriginere døde, hver eneste en.

Vi har rundet South-West Cape og stamper langsomt mod nord. Op langs Tasmaniens forræderiske vestkyst, med bredsider fra denne den reneste af vinde, som har blæst uhindret fra nærmeste landmasse, Patagonien, 16.600 kilometer borte.

Jeg griber fat om rælingen og misser ud over de grå bølger: på kvartsitklipper af umådelig ælde, på sletter af draphavre og konturer af slørede bjerge – alt sammen nu ubeboet ødemark.

“Været her før?”, spørger jeg Buck, som har profetskæg og er iført en rød australsk fodboldtrøje og holder om en halvtom ølflaske, der er kendt som “en langhals”.

Han ler med foragt. “Masser af gange. Jeg besøger min aborigine arv, makker.”

Det land, jeg kan skimte gennem regnen, var indtil for forholdsvis nylig beboet af Bucks forfædre, de tasmanske aboriginere, som havde levet på denne ø siden sidste istid. (Buck stammer også fra en skotsk sømand ved navn Brown, fra det 19. århundrede.) I 1803 kom briterne så, og i løbet af en enkelt menneskealder var de tasmanske aboriginere døde, hver eneste en. Deres skæbne og hastige udslettelse står som et eksempel, i stigende grad forekommer det mig, på det,

Lettre Internationale - Spor i sumpen

der venter resten af vores art, hvis ikke vi er ufortjent heldige. Det minder mig om den vejsidereklame, jeg fik øje på under vores rejse til Velocity, som advarede mod bilister, der kører uforsvarligt. En hånd med knipsende fingre og ordene: “Bare sådan her.”

Vinden slynger skumsprøjt hen over dækket. Jeg holder fastere om rælingen, ånder ind og fylder lungerne med det, der officielt er verdens reneste luft.

Følger man disse urgamle klipper til det nordlige Tasmanien, kommer man til Cape Grim Baseline Air Pollution Station, der i 1970 udnævnte denne vind – lukket inde i kolber “som tykke glaspølser” – til “den reneste, der nogen sinde er målt på jorden”. Stationen er én af 22, der er oprettet for at måle og vurdere forandringer i vores atmosfære. Cape Grim kan måske virke som udkanten af verden, men de oplysninger, der vurderes på den 94 meter høje klippetop, har betydning for vores planet.

Sidste gang jeg talte med den ledende videnskabelige medarbejder, Jill Cainey, havde hun ikke lov til at udtale sig om klimaforandringer, fordi Australien ikke havde underskrevet Kyotoprotokollen (det gjorde man i år). Hun fortalte mig dog, at koncentrationerne af kulsyre var steget fra 330 dele pr. million i 1983 til 372 pr. million i 2003. Faregrænsen, sagde hun dengang, var 400. Fem år senere taler jeg igen med Cainey, en beskeden englænder uden hang til overdrivelser. CO2-indholdet, fortæller hun mig, er siden hen steget med yderligere ti dele, til 382 pr. million. Og hun har ikke længere forbud mod at tale frit.

Cainey er på min alder og voksede op i det nordlige England i den tro, som er udbredt i vores generation, at naturens systemer nok skulle klare sig. Vi kunne ikke blot smide vores plasticposer i havene, men også giftstoffer og atomart affald; enten det eller brænde det af og sende det ud i atmosfæren. Vi kunne foretage brinteksplosioner, renafdrive hele skove og i det hele taget udplyndre planeten – og planeten ville, på den ene eller den anden måde, tilpasse sig vores behandling af den. I min egen levetid har omfanget af vores uvidenhed givet den tro en

på sinkadusen. Det har taget menneskeheden de hen ved 60.000 år, siden den dukkede op fra Afrika, at lære, at der er grænser for, hvad vi kan gøre ved vores omgivelser, men længere synes vores viden så heller ikke at række. “Vi er ved at opdage, at det, vi ved, er, at der er utrolig mange processer, vi ikke forstår,” siger Cainey under en samtale, jeg anser for en af de mest betydningsfulde, jeg kan mindes. Jeg noterer datoen: Den 23. april 2008.

De klimaforandringer, vi oplever i dag, er resultatet, forklarer Cainey, af kulsyreudledninger fra for blot tredive år siden. Den seneste måling af disse udledninger, der er taget på Cape Grim, viser, at vi ikke har ændret vores adfærd, tværtimod. “Vi deltager i det størst mulige eksperiment, og vi aner ikke, hvad resultatet bliver.”

Australien er unikt derved, mener Cainey, at resultaterne af klimaforandringerne er umiskendelige. Nogle kilometer nede ad kysten fra Cape Grim har stigninger i vandstanden gjort landområder omkring Circular Head saltholdige, ikke længere frugtbare. Virkningerne af den smeltende indlandsis er ikke det eneste fænomen, der bekymrer Cainey. “Vi ved ikke, hvordan plankton reagerer, når havet afsaltes, hvordan træer og skove reagerer, hvordan afgrøderne reagerer.” Ét eksempel. Havene bliver mere syreholdige, og det betyder, at produktionen af plankton falder. “Derfor bliver der færre krill, færre større fisk.” Så er der det forhold, at havstrømme bestemmer vores vejr. “Der var en inde på mit kontor forleden dag, som mener, at klimaforandringer er noget vås. Om man mener, der er et problem med klimaforandring, beror i høj grad på, om man har fået vand. Hvis man har fået vand, mener man ikke, der er noget problem.

Hvis man ikke har fået vand, så gør man.” Bønder på Tasmaniens østkyst (hvor jeg bor halvdelen af året) har ikke haft vand i et år. De er klar over, at problemet er omfattende. Cainey fortsætter: “Set i et større perspektiv vil jorden blive ved med at være her. Spørgsmålet er, hvor meget liv vi tager med os, når vi forsvinder. Hvis vi ikke gør noget for at ændre vores adfærd og standse udledningerne af kulstof i løbet af de næste to til fem år, er det formentlig for sent.” Jeg genta-

78

ger denne sætning, fordi det er en dødsdom, jeg ikke har hørt afsagt før. “Hvis vi ikke gør noget for at ændre vores adfærd og standse udledningerne af kulstof i løbet af de næste to til fem år, er det formentlig for sent.

Diskussioner om en tidsramme på ti år, som i tilfældet kernekraft, er ikke svaret.”

Behovet for at ændre vores adfærd radikalt og brat er påtrængende, men Cainey er ikke optimistisk. “Jeg var i New Zealand til et møde om kulcyklus for fjorten dage siden, og det gjorde mig nedslået: At det tager så lang tid at blive enige om en bestemt formulering i en fælleserklæring – om det er ‘menneskeskabt’ snarere end ‘naturlig variation’ synes at være vigtigere end at gøre noget ved det. Vi sidder og manipulerer med sprog, mens vi i virkeligheden burde manipulere med vores adfærd.”

Når Cainey siger “vores adfærd”, mener hun “alles adfærd”, men hun mener, at de udviklede samfund har et ansvar for at bistå folkerige udviklingslande som Indien og Kina (som i øjeblikket opfører to kulkraftværker om ugen). “Vi er nødt til at tage ansvaret for fortidens udledninger, mindske fremtidens udledninger og hjælpe udviklingslandene med at opfylde deres forhåbninger. Man kan ikke holde andre tilbage. Man må hjælpe dem med at tage nogle store skridt.

Vi i de rige lande har gjort vores fremstød, og vi har evnen til at hjælpe.”

Lettre Internationale - Spor i sumpen

Behovet for at ændre vores adfærd radikalt og brat er påtrængende, men Cainey er ikke optimistisk. “Jeg var i New Zealand til et møde om kulcyklus for fjorten dage siden, og det gjorde mig nedslået: At det tager så lang tid at blive enige om en bestemt formulering i en fælleserklæring – om det er ‘menneskeskabt’ snarere end ‘naturlig variation’ synes at være vigtigere end at gøre noget ved det. Vi sidder og manipulerer med sprog, mens vi i virkeligheden burde manipulere med vores adfærd.”

Cainey bruger dette billede om vores situation: “I sidder i jeres kano på åbent vand, der er ikke land i sigte. Den begynder at lække, og I sidder der og skændes om, hvorvidt hullet skal stoppes med et stykke træ eller med en klud, og hvis ikke I gør noget ved det, vil der kun ske én ting: kanoen synker. Vi skændes kun om, hvad vi kunne gøre, og gør ikke noget ved det.”

Hun er enig i, at det, der har ført til, at gletsjerne smelter i Grønland og Antarktika, kan sammenlignes med det, der skete med de tasmanske aboriginere. “Vi gjorde det mod dem, og nu gør vi det mod hele vores livsgrundlag.”

Bliver vi med andre ord ved med at leve, som vi gør nu, varer det ikke længe, før vi ikke er her mere.

Knogler og muslinger / Velocity kaster anker i Spain Bay. Næste morgen går vi over forbjerget til Stephens Bay. Blågrønne træer vokser helt ned til stranden, og bagved, i vandfarvekulører, rejser sig de bløde konturer af bjerge dækket af noget, der ligner lav hede – i virkeligheden tæt sammenklumpede ti-træer, der vokser sig lige så høje som huse. De tasmanske aboriginere brændte regelmæssigt disse bakker af for at jage kratkænguruer og pungrotter frem, men vegetationen er vokset op igen, og jeg har den forbløffende fornemmelse af at gå gennem uhæmmet natur – og samtidig gennem noget andet: En stor park eller have, der har ligget forladt i meget lang tid, er det nærmeste, jeg kan komme det. Et landskab, som nu er ubeboet, men engang, i et sted mellem 20.000 og 40.000 år, var beboet og forestået af homo sapiens. “Bliv ikke forbavset, hvis der er ånder, der

tager i dig,” siger Buck.

Efter en times gang kommer vi til en strandbred med vældige klitter. I den fjerne ende, i nærheden af en kilde, der giver sandet et grønligt skær, har havet afdækket en kolossal aborigin mødding og blotlagt en halvanden hektar stor skråning fuld af søøre-, østers- og strandsnegleskaller, fugleknogler, punggnaverknogler, kænguruhofter, kæber, skulderblade og stødtænder af sæl – og spredt overalt i sandet, som om de var smidt dagen før deres forsvinden, ligger de stenredskaber, de tasmanske aboriginere brugte.

Hvem ved, hvor mange mennesker der samledes på dette sted for at spise østers og kænguru, og igennem hvor mange tusinder af år. “Helvedes lang tid, det kan du bande på,” siger Buck.

Han har undersøgt en masse tasmanske møddinger, men vælden og omfanget af den her giver selv Buck et stød i hjertekulen. Det ser ud til, at møddingen strækker sig ikke bare lodret og vandret, men ind i en anden dimension. Dette forsvundne folks ånder er håndgribelige, og jeg kan ikke lade være med at tænke på en linje i J.G. Ballards selvbiografi, om forfatterens unge kone Marys død: “Hendes fravær var et rum i vores alles liv, som jeg næsten kunne omfavne.”

Blandt sælribben og søøreskaller samler jeg et glat, grønt stenredskab op, langt og ovalt, hvis øverste del er skåret af, så det er en kniv, og knust hvidt af gentagne stød. Kniven taler til mig af mange forskellige grunde, og uden at nogen ser det, stikker jeg den i bukselommen. Jeg begynder at føle dens trykkende vægt, da Buck viser mig et sort skæreredskab af obsidian: en høvl til at hvæse ti-træsspyd med, som han demonstrerer på et stykke drivtømmer. “Tro det eller ej, de havde venstrehånds- og højrehåndsredskaber.” Han løfter en slibesten af kvarts op, stadig med spor af okker, som de tasmanske aboriginere smykkede deres hud med, leder så efter en stump okker og gnider det på min håndryg – brunligt, silkeblødt, glat. “Lige så godt som enhver Chanel-eyeliner, makker.” Alt imens kan jeg mærke stenknivens trykken i min lomme, dens århundreder. Den vil ikke være der, og det er med stor lettelse, jeg i smug tager den op og lader den falde ned i sandet igen.

80

Møddinger som den her udgør mere eller mindre de eneste levn af Bucks aborigine forfædre.

Det store bjerg af dyreknogler og havskaller er bemærkelsesværdigt ved ikke at indeholde noget spor af menneskeskeletter – ligene blev brændt eller ædt op af tasmanske pungdjævle. Det eneste, der er tilbage af deres 20.000-40.000 års tilstedeværelse i dette landskab, er deres redskaber og skallerne af det, de spiste.

Solen kommer frem, og det slår mig, som jeg står og kigger rundt, at disse mennesker ikke savnede noget. De havde stenknive, kænguruskind, ferskvand, selv makeup, og deres fødevarer var et stenkast borte. I det øjeblik står Stephens Bay som et mønster for det, vores art arvede, det rigeligt givne. I det samme sand ligger der et sort låg til en skraldespand – smidt over bord fra et forbipasserende skib – som en påmindelse om det, vi, deres tilintetgørere og efterfølgere, har udrettet med denne arv.

“Coo-ee!”, skråler Buck og vinker mig hen til Velocitys jolle. Og da jeg når hen til ham: “Sådan kaldte vi på hinanden i bushen.”

Da vi er om bord på krebsebåden igen, kan jeg ikke én gang løsrive mit blik fra stranden.

Jeg taler stadig om det en måned senere på østkysten, hvor jeg støder på den lokale ansvarlige for Park & Natur, Pete Lingard, som fortæller mig, at hans bror Stephen i 1976 fandt en whiskyflaske i Stephens Bay, indeholdende et stykke papir med navnet på en jugoslavisk sømand, Unte Kolombotović, og oplysninger om, hvordan man skulle kontakte ham på hans fragtskib. Stephen får fat i Unte, og Unte kommer og besøger ham i Melbourne og kaster sin kærlighed på hans søster Michelle.

“Jeg ved ikke, hvad der sker.”

Tolstoj i Tasmanien / Om bord på Velocity igen er søen rolig nok til, at man kan læse. Jeg har medbragt en anden kærlighedshistorie uden slutning, Krig og fred. Noget, Pierre siger, minder om Jill Cainey: “Vi ved kun, at vi intet ved. Og det er det højeste trin af menneskelig visdom.”∗ I et af sine forfatterriff skriver Tolstoj, at når

det gælder menneskelig adfærd, er vi magtesløse og samtidig dog ansvarlige for, hvad der sker med os. Af den grund er Napoleons indmarch i Rusland “en af historiens mest lærerige begivenheder”: “Det var uomgængeligt, at millioner af mennesker, i hvis hænder den virkelige kraft lå, soldater, der skød og transporterede proviant og kanoner – at de indvilgede i at udføre enkeltstående og svage menneskers vilje og blev bragt til det af en utallig mængde komplicerede, varierende årsager.”

Alle ting, alle mennesker er forbundne, er Tolstojs budskab, uanset hvor ubetydelige de kan synes.

I februar 1836 tilbragte den 26-årige Charles Darwin elleve dage på Tasmanien. I sin dagbog sammenlignede han “de ældre lag i Hobart By og havbunden nær T. del Fuego.” Indtil for 160 millioner år siden lå Tasmanien meget længere mod nord og puttede sig ind til Patagonien. De kvartsitklipper, jeg kan se fra Velocity, blev dannet for 600 millioner år siden i en periode, hvor Tasmanien lå otte grader nord for ækvator, i den libyske ørken. Jo længere vi går tilbage i tiden, desto nordligere er det.

Hvis de klipper kunne tale lige så højt som den grønne stenkniv, hvad kunne de så sige om de forgangne 600 millioner år – de tusinder af istider, de arter, der har været og er forsvundet igen – og hvilket lys kunne de kaste over vores skæbne i et øjeblik, hvor vi, ifølge videnskabsfolk som Cainey, synes at have til hensigt at slukke lyset for os selv? Problemet er, at vi ikke engang figurerer i det fossile regnskab – så ubetydelige er vi. Der er en dramatisk fossilklippe på Maria Island, direkte ud for mit strandhus i Oyster Bay, som rejser sig hundreder af meter brat op af havet og er stribet af vandrette lag, som hver især er lige så tykke, som jeg er høj, og hver stribe repræsenterer rundt regnet 250.000 år.

Det er ydmygende at indse, at vi ikke har været her længe nok til at sætte vores aftryk på bare et halvt af et af disse lag. Og Jill Cainey giver os to til fem år til at ændre vores adfærd.

For 1,6 milliarder år siden lå Tasmanien nær Nordpolen.

Oppe på Velocitys bro drikker Buck øl og ser

Lettre Internationale - Spor i sumpen

på kaptajnens bærbare en dommedagsdokumentar om en meteorit, der styrter ned i San Francisco. En ildevarslende stemme beskriver nedslaget. En lavasø med en diameter på 150 kilometer, en ildkugle ti gange varmere end solens overflade, og alt inden for en radius af 1500 kilometer brændt op. “De er budbringere om den kommende katastrofe.”

Jeg tager min russiske roman og trækker mig tilbage til min køje.

Jeg siger til mig selv: Måske er det det, der vil ske. Vi uddør og bliver opdaget af en fremtidig art med sin egen Darwin eller en tilsvarende.

Jeg tænker på min ven arkitekten i Hobart, som bor på 17 Secheron Road, hvor Darwin tilbragte sin 27-års fødselsdag, og hvor hans tamme abe døde. For ikke så lang tid siden var min ven ved at grave ud til en vinterhave og fandt kraniet af et mærkeligt dyr. Han viste det til en kammerat på universitetet, en professor i zoologi, som sagde: “Det er et abekranium.” Han har det på kaminhylden. Darwins abe.

Set på baggrund af Caineys presserende tidsramme virker spørgsmålet om, hvor vi befinder os på andre områder af menneskelig stræben, på en eller anden måde mikroskopisk og næsten irrelevant. På den ene side har vi udviklet os fra vores abeoprindelse, i ikke ringe grad takket være videnskabsfolk som Cainey. Vi lever længere, vi har iPods og bærbare og megamemory chips – og alt, hvad den gensidige forbundethed medfører, godt og skidt. Men de teknologiske fremskridt, for ikke at tale om den organiserede religions fiasko, demokratiets fiasko, de læsioner, multikulturalismen har forårsaget, populærkulturens spredning af ubehandlet kloakindhold, subprime-nedsmeltningen, de hastigt stigende fødevarepriser – skrumper ind til sandskorn over for udsigten til en overophedet atmosfære og spørgsmålet, om vi formår at ændre vores naturlige adfærdsmønstre.

Forandre os grundlæggende fra den ene dag til den anden.

Jeg forsøger at komme i tanke om andre forfattere, andre sprogmanipulatorer, som har beskæftiget sig med dette spørgsmål: Haldór Laxness, der – ligesom Bolivias nuværende præsident –

mente, at “kapitalismen vil trække civilisationen med sig i afgrunden, når den falder.” Jeg tænker på et interview med I.B. Singer: “Tror De, der er noget, der vil frelse menneskeheden?” Singers svar: “Intet vil frelse os.” På Borges: “Alt, hvad der eksisterer, har eksisteret før og vil eksistere igen.” Og jeg går videre med Tolstoj og læser om Napoleons krig mod tsar Alexander. “Enhver af deres handlinger, der forekommer dem selv frivillig, er i sin historiske betydning ufrivillig, men står i forbindelse med hele historiens gang og er bestemt for evigt… Napoleons hær stod ikke til at redde, fordi den i sig selv allerede bar de uundgåelige betingelser for undergang.”

Vinden har lagt sig, da jeg kommer op på dæk. Dommedagsdokumentaren er færdig, San Francisco udslettet, Napoleon besejret. Vi passerer Cox Bight, hvor verdens ældste levende organisme, King’s Holly eller Lomatia tasmanica, har vokset uafbrudt i 40.000 år, og en flok delfiner springer ved siden af båden og holder øje med os. Lever i nuet.

Jeg åbner en langhals. Buck taler om den selvbestaltede engelske missionær, som red langs denne kyst mellem 1829 og 1842 og indfangede tasmanske aboriginere med katastrofale følger.

“Folk plejede at sige, at George Augustus Robinson indfangede alle de sorte her.”

“Tror du, han gjorde det?”

Buck ryster på hovedet: “Masser af vildmark derude, min dreng,” og mindes, hvad han havde hørt af en gammel kvinde, der fløj ind fra Melaleuka og kiggede ud af flyet og ned i en kløft og så røg stige op af den kløft. Så fortæller Buck mig, hvordan han for ti år siden, sidste gang han gik til Frenchman’s Cap, kom til et stort mudret område, hvor han så noget, der fik ham til at studse. “Fodspor, der går på tværs af den sti, jeg er på, lige så tydeligt fodspor. Jeg ser dem, og den arkæolog, jeg er sammen med, ser dem.

Lige så paf som mig, makker.”

Oversat fra engelsk af Karsten Sand Iversen ∗

Krig og fred 1-2, Gyldendal 2004, på dansk ved Ann Bohr, Georg Sarauw, Gudrun Sterner-Petersen, C.W. Volkersen, Ad. Stender-Petersen og Marie Tetzlaff.

82

Frygt og penge i Dubai

/ Fantasibyen i den persiske golf er kapitalismens apoteose / Af Mike Davis

Lettre Internationale - Frygt og penge i Dubai

Under indflyvningen sidder du som limet til vinduet. Kulissen nedenunder er mildest talt overrumplende: et tres kvadratkilometer stort øhav, bestående af koralfarvede øer, der afbilder verden i et endnu ufærdigt puslespil. I det lave grønne vand mellem kontinenterne kan man tydeligt identificere de nedsænkede omrids af både pyramiderne og Colosseum. I det fjerne og i skikkelse af palmetræer indrammet af halvmåner er tre andre store øgrupper blevet anlagt og beplantet med højhusbebyggelser, forlystelsesparker samt tusindvis af villaer, der alle balancerer på betonstøtter over vandet. “Palmen” er via motorvejsdæmninger forbundet med en strandpromenade, der, spækket som den er med mastodontiske hoteller, højhusbebyggelse og lystbådehavne, giver mindelser om Miami.

Mens maskinen langsomt lægger an til landing i det ørkenrige hovedland, er der ikke andet at gøre end at hive efter vejret over det om muligt endnu mere usandsynlige vue, der åbenbares for dine øjne. Ud af en forkromet skov af skyskrabere knejser et veritabelt Babelstårn: Umulige 800 meter rager det op, højere end to gange Empire State Building. Efter landingen kan du ikke gøre andet end at blive ved med at gnide øjnene, og du modtages i lufthavnen af endeløse butiksarkader, hvor forførende luksusprodukter af enhver art gør deres tilnærmelser: Gucci-tasker, Cartier-ure og kilotunge massive guldbarrer. Og udenfor venter hotellets chauffør på dig i en Rolls Royce Silver Seraph. Vennernes anbefaling lød på enten The Armani Inn i det 170-etagers høje tårn eller det syvstjernede hotel med en foyer så enorm, at Frihedsgudinden ville kunne stå oprejst inde i den, og en service så udsøgt, at der med hvert eneste værelse følger personlig betjening, men du vælger i stedet at opfylde en barndomsfantasi: Du har altid ønsket dig at optræde i rollen som Kaptajn Nemo fra En verdensomsejling under havet.

Det gopleformede hotel Hydropolis befinder sig faktisk lige nøjagtig 22 meter under havets overflade. Alle dets 220 luksussuiter er anlagt med gennemsigtige vægge af plexiglas, der forsyner gæsten med en opsigtsvækkende udsigt til havfruer, der åler sig forbi én, og det berømte “undervandsfyrværkeri”: En hallucinatorisk forevisning af “luftbobler og hvirvlende sand i en raffineret og omhyggeligt eksekveret lyssætning”. Enhver umiddelbar bekymring angående sikkerheden af dit ophold under havet afvises af den smilende receptionist, der forsikrer dig om, at konstruktionen er udrustet med et mangefacetteret og fuldstændigt pålideligt sikkerhedssystem, der yder beskyttelse mod såvel ubådsterrorisme som enhver form for luftbåren trussel.

Selvom du skal holde et vigtigt forretningsmøde i Internet City med kunder fra Hyderabad og Taipei, er du ankommet en dag før tid for at forkæle dig selv med en af de mange meget omtalte oplevelser i forlystelsesparken Restless Planet. Efter en velgørende nats søvn under vand stiger du om bord på en togvogn med retning mod en jungle fra juratiden. Det første, der møder én, er synet af en fredeligt græssende brontosaurusflok, men før man ved af det, bliver man overfaldet af en horde af velociraptorer – animatroniske udyr – formgivet af eksperter fra det britiske Natural History Museum. Dyrene er så fejlfrit udformet, at du viger tilbage i sædet med en frydefuld gysen. Med livet i behold og stadig med adrenalinen pumpende i blodet slutter du dagen af med på snowboard at runde et par løjper på et gigantisk sneklædt bjerg inden døre (udenfor nærmer temperaturen sig 50 grader celsius). I nærheden ligger verdens største indkøbscenter – højalter i byens berømte Shopping Festival, som tiltrækker millioner af febrilske

84

forbrugere hver eneste januar måned. Du modstår dog fristelsen for i stedet at forkæle dig selv med retter fra den dyre ende af det thailandske fusionskøkken. Den billedskønne russiske blondine i baren stirrer på dig med et blik så intenst og blodtørstigt, at der ikke er andet at gøre end at fantasere, om mon synden her skulle være lige så ekstravagant, som omsætningen er det…

En vægtløs fantasi / Velkommen til et besynderligt paradis. Hvor befinder vi os? I den nyeste roman af Margaret Atwood? I den endnu uudgivne efterfølger til Philip K. Dicks Drømmer androider om elektriske får?

Har Donald Trump indtaget en overdosis syre?

Nej, dette er såmænd Dubai, bystaten i den Persiske Bugt, i det herrens år 2010. Dubai er næst efter Shanghai (og det på trods af at Shanghais indbyggertal er ti gange større end Dubais 1,5 mio.) klodens største byggeplads: En endnu halvt realiseret drømmeverden af det, de indfødte stolt påstår er “uovertræffelige livsstile” og utvetydigt overforbrug. På trods af et klima som i en bageovn (på en typisk sommerdag med 50 graders varme afkøler de mere prangende hoteller deres svømmebassiner) og dets beliggenhed i udkanten af en krigszone forudser man i Dubai selvsikkert, at byen, med dens hypnotiserende og 600 stk. store skov af skyskrabere og indkøbscentre, ved indgangen til år 2010 vil tiltrække 15 mio. besøgende fra alle dele af verden – tre gange så mange som New York. Flyselskabet Emirates har afgivet en lamslående 37 mia. dollar stor ordrebestilling på nye Boeing- og Airbus-fly, der skal fragte turisterne ind og ud af Dubais nye globale knudepunkt for lufttrafik, Jebel Ali-lufthavnen. Det er utvivlsomt takket være en døende planets ubændige og livstruende hang til arabisk olie, at dette før så uanseelige fiskerleje, denne forhenværende smuglerrede, agter at realisere sig selv som et af det 21. århundredes uundgåelige metropoler. Hvad andre kun har efterladt halvfærdigt, fuldføres her: Ligesom Las Vegas er Dubai opført i ørkenen, sidstnævnte har dog for længst overhalet dette andet monument over omsætningen af det kapitalistiske begær,

både hvad angår omfanget af dets tableauer og det skamløse forbrug af vand og energi.

Et dusin bizarre mastodontprojekter – heriblandt den kunstige øverden The World (Rod Stewart har angiveligt måttet betale 33 mio. dollar for at kunne købe “Storbritannien”), verdens højeste tårn (Burj al-Dubai tegnet af Skidmore, Owings & Merrill), luksushotellet under havets overflade, de kødædende dinosaurer, det kuppelformede skisportssted, det gigantiske hypermarked – er allerede under opbygning, eller i det mindste ved at forlade tegnebrættet. Det syvstjernede og storsejlsformede Burj al-Arab – der mere ligner en kulisse til en James Bondfilm – er allerede verdensberømt på baggrund af dets værelser med 150 kilometer udsyn og til en pris af 5000 dollar pr. overnatning, og på grund af det eksklusive klientel af arabiske kongelige, engelske rockstjerner og russiske milliardærer.

Og hvad dinosaurerne angår, borger Natural History Museum i London for deres kvalitet, og de vil, ifølge museets finansdirektør, “bevidne at både naturvidenskab og uddannelse kan være underholdende” og ikke mindst profitabelt, idet “eneste indgang til dinosaurparken går igennem et indkøbscenter”.

Det største af et dusin bizarre byggeprojekter, Dubai-land, udgør det nyeste og mest svimlende udviklingstrin i fremstillingen af fantasmagoriske omgivelser. Det kommer til at være mere end dobbelt så stort som Disney World, have 300.000 ansatte, og hvert år vil det underholde 15 mio. besøgende (der alle vil lægge mindst 100 dollar om dagen, og det endda uden at medregne de uundgåelige udgifter til selve opholdet). Bogstaveligt talt “alle forlystelsesparkers forlystelsespark”. Som en surrealistisk encyklopædi over verdens vidundere inkluderer dens 45 største lokaliteter kopier af Babylons hængende haver, Taj Mahal og de egyptiske pyramider (som en repræsentant for Dubais turistindustri engang sagde til en amerikansk journalist om egypterne: “De har pyramiderne, men de foretager sig absolut intet med dem – kan du forestille dig, hvad vi kunne få ud af pyramiderne?”). Ydermere kommer Dubai-land til at indbefatte indendørs bjerge, komplette med skilifte og isbjørne,

Lettre Internationale - Frygt og penge i Dubai

Arkitektonisk storhedsvanvid har altid været et perverst symptom på økonomier i spekulativt overgear, og alle moderne økonomiske boom har altid efterladt sig en eller flere gravsten i form af umådeholdne skyskrabere, fra Empire State til det forhenværende World Trade Center. et center for ekstremsport, en nubisk landsby, et enormt andalusisk spa- og wellness-center, golf-, racer- og løbebaner, Fantasia, den største zoologiske have i Mellemøsten, adskillige nye femstjernede hoteller, et museum for moderne kunst og indkøbscentret Mall of Arabia.

Storhedsvanvid som ideologi / Dubai er, under dets 58-årige emir og administrerende direktør sheik Mohammed al-Maktums oplyste enevælde, blevet det nye globale ikon for indbildningskraftens ingeniørkunst, som under navnet imagineering blev opfundet af Disney. Multimilliardæren sheik Mo – som han kaldes af de i Dubai bosatte udlændinge – har ét erklæret, om end ubeskedent mål: “Jeg vil være nummer et i verden”.

Men selvom han er en lidenskabelig samler af fuldblodsheste (og p.t. i besiddelse af ver-

dens største stald) og superlystbåde (som den 525 fod lange Project Platinum med egen ubåd og landingsplads), er hans primære og altfortærende besættelse monstrøs monumentalarkitektur (Maktum-klanen ejer allerede Madame Tussaud’s i London, Helmsley-bygningen og The Essex House på Manhattan, tusindvis af lejligheder i USA’s solrige sydstater, enorme ranchfarme i Kentucky og det, New York Times beskriver som “en ikke ubetydelig aktieandel i Daimler Chrysler”). På samme måde som fromme muslimer memorerer Koranen, synes han i næsten bogstavelig forstand at have inkorporeret Scott og Venturis hellige skrift om hyper-realiteten, Learning From Las Vegas. Til hans stolteste gerninger hører, ifølge ham selv, den bedrift at have indført indhegnede og svært bevogtede bebyggelser i det, der ellers er teltenes og nomadernes Arabien.

Takket være hans grænseløse begejstring for beton og stål er denne kystørken blevet forvandlet til et enormt kredsløbskort, en printplade, hvor verdens transnationale ingeniørfirmaer og udviklingsselskaber inviteres til at montere alskens højteknologisk isenkram, forlystelseszoner, kunstige øer, “sneklædte bjerge” under glaskupler, forstæder a la The Truman Show, byer bygget op som kinesiske æsker – alt, der er sprængfyldt med arkitektoniske steroider og stort nok til at kunne ses fra det ydre rum. Resultatet er ikke en vellykket hybrid, men et uheldsvangert misfoster: En promiskuøs parring af alle kyklopiske fantasier fra Barnum, Eiffel, Disney og Spielberg til Jon Jerde, Stewe Wynn og Skidmore, Owings & Merrill. Selv når man sammenligner med henholdsvis Las Vegas, Manhattan, Orlando, Monaco og Singapore, er der ikke så meget tale om en egentlig sammenligning; sheikdømmet er snarere summen og indbegrebet af disse andre byer, og dermed også deres rene og skære mytologisering: En hallucinatorisk pastiche over alt, som er stort, grimt og vulgært.

I dag kan man naturligvis finde de samme fantasmagoriske, men stort set identiske legoklodser i et utal af fremadstormende byer (blandt dem Dubais misundelige naboer, velhavende olieoaser som Doha og Bahrain), men al-Maktum har dog et klart og ufravigeligt kriterium:

86

Alt bør være i “verdensklasse”, hvilket vil sige at ligge nummer et i Guinness’ Rekordbog. Derfor opfører man i Dubai verdens største forlystelsespark (og, inde i denne, verdens største akvarium), den højeste bygning, den mægtigste internationale lufthavn, den største kunstige ø, det første nedsænkede hotel osv. Selvom et sådant arkitektonisk storhedsvanvid på foruroligende vis synes at mime Albert Speer og dennes mæcens vision angående det tredje riges monumentale hovedstad, så er det på ingen måde irrationelt.

Idet han rent faktisk har taget ved lære af Las Vegas, forstår al-Maktum, at skal Dubai være et paradis for luksusforbrug i Mellemøsten og Sydøstasien (med et “hjemmemarked”, der ifølge officielle skøn er på 1,6 mia. mennesker), bliver det simpelthen nødt til uophørligt at stræbe efter omgivelser præget af en stemningsmættet atmosfære og en visuel overdådighed. Hvis det er tilfældet, at enorme, psykotiske collager af fantasifuld kitsch ansporer til højdeskræk, hvilket Rowan Moore hævder i bogen Vertigo: The Strange New World of the Contemporary City, så synes al-Maktums eneste formål at være at få os til at besvime.

Fra tilhængernes synspunkt er byens monstrøse karikatur af futurismen blot en kløgtig brandingstrategi tilpasset verdensmarkedet. For eksempel fortalte en entreprenør til Financial Times, at “hvis ikke Burj Dubaj, Palmen og The World blev bygget, ville der så i dag være nogen, der overhovedet gad nævne Dubai i så meget som en bisætning? Disse projekter er ikke blot vanvittige enkeltfænomener, de er del af en etablering af et brand”. Og byens ejere svælger i den ros, de måtte få af byplanlæggere og arkitekter, der, som eksempelvis George Katodrytis, udråber byen til at være på forkant med hvad som helst og lidt til: “Dubai er prototypen på den nye post-globale by, som pirrer begæret, snarere end den løser problemer. Hvis Rom var ‘den evige stad’ og New Yorks Manhattan indbegrebet af det 20. århundredes planlægning af den urbane forstoppelse, så kan Dubai siges at være tilsynekomsten af det 21. århundredes grundform: Kunstige og nomadiske oaser, der fremstår som isolerede

byer, som strækker sig over sø og land.”

Ydermere har Dubai kun én anden egentlig rival i dens stadigt stigende stræben efter at erobre alle arkitektoniske rekorder: Kina – et land, der i dag har 300.000 millionærer, og som formodentlig om få år er verdens største marked for luksusvarer, fra Gucci til Mercedes.

Med udgangspunkt i henholdsvis feudalismen og Maos ideologiske favorisering af bondesamfundet er begge lande trådt ind på hyperkapitalismens stadie ved hjælp af det, Trotskij ville have kaldt “en ujævn og sammensat udviklings dialektik”. I en sammenfatning af tankegangen skriver Baruch Knei-Paz i sin bog The Social and Political Thought of Leon Trotsky: “Når det mindre udviklede samfund tilføjer nye former, går det hverken tilbage til udgangspunktet eller til et af de enkelte udviklingstrin, men overtager direkte det færdige produkt.

Denne proces er dog i virkeligheden langt mere omfattende, og det, der kopieres, er ikke så meget produktet, således som det forefindes i oprindelseslandet, men dets ‘idealtype’. Det mindre udviklede samfund er i stand til at gøre dette, netop fordi det er i en position, hvor det er blevet muligt at tilføje og annektere disse former frem for at bevæge sig gennem en lineær udviklingsproces. Dette forklarer også, hvorfor de nye former i det mindre udviklede samfund tilsyneladende fremstår så meget mere fuldendte end i de udviklede samfund, hvor man kun har kunnet nærme sig idealet stykvist og inden for rammerne af de historiske omstændigheder.”

I Dubais og Kinas tilfælde er samtlige af den kommercielle udviklings vanskelige og formidlende led simpelthen enten blevet katapulteret eller kortsluttet til fordel for hengivelsen til den fuldendte syntese af shopping, underholdning og arkitektoniske underværker i den mest faraoniske målestok.

En sådan hvileløs higen efter den rene og skære overdrivelse – der her tager form som en art arabisk-kinesisk lotteri med den nationale stolthed som hovedgevinst – er naturligvis ikke uden fortilfælde. Det burde være tilstrækkeligt at genkalde sig den legendariske kappestrid i begyndelsen af det 20. århundrede mellem Stor-

Lettre Internationale - Frygt og penge i Dubai

britannien og kejsertidens Tyskland om at bygge de største og bedst udrustede krigsskibe. Men er det også en økonomisk bæredygtig udviklingsstrategi? Lærebøgerne ville sandsynligvis svare nej. Arkitektonisk storhedsvanvid har altid været et perverst symptom på økonomier i spekulativt overgear, og alle moderne økonomiske boom har altid efterladt sig en eller flere gravsten i form af umådeholdne skyskrabere, fra Empire State til det forhenværende World Trade Center. Kynikere påpeger med rette, at de opsvulmede ejendomsmarkeder i Dubai og Kinas storbyer blot er afløb for overskydende global profit – fra henholdsvis olie- og industriel eksport – der i øjeblikket når uanede højder grundet de rige landes manglende evne til at reducere forbruget af olie, og, i USA’s tilfælde, underskuddet på betalingsbalancen. Hvis fortidens økonomiske kredsløb leverer nogen form for ledetråd, så synes enden at være nært forestående, og den kan meget vel vise sig at blive ikke så lidt kaotisk. Ikke desto mindre er al-Maktum, ligesom kongen af den gådefuldt svævende ø Laputa i Gullivers rejser, overbevist om, at hans bystat er i besiddelse af den hemmelige evne, der skal holde Dubai vægtløs i al evighed.

Dubais es er naturligvis såkaldt peak oil, og hver eneste gang du bruger flere hundrede kroner på at fylde tanken, hjælper du med at overrisle al-Maktums oase. Brændstofpriserne holdes i øjeblikket oppe af det industrielle Kinas umættelige efterspørgsel og af den spirende frygt for krig og terrorisme i nærheden af verdens oliekilder. Ifølge Wall Street Journal “vil forbrugerne i 2004 og 2005 have betalt 1,2 trillioner dollar mere for olieprodukter, end de gjorde i 2003”. Som i 1970’erne finder der også i dag en voldsom overførsel af velstand sted mellem olieproducerende og olieforbrugende nationer. Synligt i horisonten er da også allerede Hubbert’s peak – det toppunkt, hvor opdagelsen af nye brændstofreserver ikke længere vil kunne leve op til den globale efterspørgsel, hvorefter prisen på olie for alvor vil blive stratosfærisk høj. I en eller anden utopisk økonomisk model ville dette udbytte sandsynligvis blive overflyttet til en overnational investeringsfond med det formål at forandre den globale økonomi ved at indføre miljørigtig energi,

reducere udslippet af CO² og forøge den miljømæssige effektivitet i verdens storbyer. I den virkelige verdens kapitalisme, derimod, bidrager dette udbytte blot til den apokalyptiske luksus, som Dubai inkarnerer.

Den Persiske Bugts Miami / Ifølge myterne omkring Dubai, så har Dubai i høj grad opnået sin velsignede status takket være den fremsynede vision, som al-Maktum arvede efter sin far sheik Rashid, der “viede hele sit liv og alle sine ressourcer til at forvandle sit emirat til en art moderne handelsstation, hvor det frie marked kunne blomstre”. Ligesom dens ophav, De Forenede Arabiske Emirater, skyldes Dubais overvældende udvikling dog i lige så høj grad en lang række gunstige geopolitiske tilfældigheder.

Paradoksalt nok er Dubais regionale hovedfordel dens beskedne og hastigt svindende lommer af olie ud for kysten. Med et småt og ubetydeligt bagland uden Kuwaits eller Abu Dhabis geologiske rigdomme er Dubai kun undsluppet fattigdommen ved at anlægge en udviklingsstrategi, der skal gøre den til den Persiske Bugts førende kommercielle og finansielle centrum og udflugtsmål. Det postmoderne Dubai er – som Brechts Mahagonny – en by bestående af netværk, hvor den internationale oliehandels enorme profitter opsnappes og geninvesteres i Arabiens eneste egentlige uudtømmelige naturressource: sand.

(Sand udgør meget sigende måleenheden for de mastodontiske projekter, der typisk måles i omfanget af det sand, der skal flyttes, for at disse kan komme i stand – i tilfældet The World ca.

40 mio. m³.) Hvis Dubai har held med det igangværende forehavende, det arkitektoniske tæppebombardement af landkortet, vil byen fra år 2010 kunne udlede hele dets nuværende bruttonationalprodukt fra den ikke-olierelaterede turisme og finanssektoren.

Grundlaget for Dubais usædvanlige ambitioner er dets lange historie som anløbshavn for guldkræmmere, smuglere og sørøvere. En aftale fra slutningen af 1800-tallet gav den britiske regering kontrollen over Dubais udenrigspolitik og holdt dermed det Osmanniske Rige

88

og dets skatteopkrævere ude af området, samtidig med at den tillod Maktum-dynastiet at udnytte dets besiddelse af den eneste naturlige dybvandshavn langs den 600 kilometer lange kyststrækning, der dengang gik under navnet “Piraternes kyst”. Indtil olievelstanden gjorde Dubais havneanlæg, tjenesteydelser og flair for handel efterspurgte, var det at fiske efter perler og smugleriet hovederhvervene. Samtlige indbyggere måtte hente deres vand op af fællesbrønde, og indtil 1956, da den første betonbygning blev opført, boede de i de traditionelle “barastri-hytter” fremstillet af palmeblade, imellem hvilke de trak deres geder og får.

Efter tilbagetrækningen af de britiske tropper fra øst for Suez i 1968 sluttede sheik Rashid sig sammen med Abu Dhabis hersker sheik Zayed for i 1971 at oprette De Forenede Arabiske Emirater. En feudal føderation bundet sammen af den fælles trussel fra marxisterne i Oman, og noget senere fra islamisterne i Iran. Abu Dhabi var i besiddelse af hovedparten af Emiraternes olierigdomme (omkring en tolvtedel af verdens kulbrintereserver), men som udskibningshavn og handelscentrum var Dubai det oplagte valg.

Da byens oprindelige dybvandshavn viste sig at være alt for lille til at kunne håndtere den hastigt ekspanderende handel, benyttede Emiraternes ledelse noget af indkomsten fra den første oliekrise til at hjælpe Dubai med at finansiere opførelsen af verdens største menneskeskabte havn i 1976.

Dubai minder også om Miami, idet byen efter Khomeinis revolution i 1979 blev et tilflugtssted for en stor gruppe iranske flygtninge (hvoraf ikke så få specialiserede sig i at smugle guld, spiritus og ubanderolerede cigaretter til det puritanske hjemland samt Indien). I den senere tid har Dubai, med Teherans velsignelse, også tiltrukket et stort antal velhavende iranere, der bruger byen mere som Hong Kong end Miami, som en slags sæde for handel og en livsførelse, der implicerer to hjemlande. Det vurderes, at de kontrollerer op imod 30 procent af udviklingen af Dubais nuværende ejendomsmarked. Det er ved hjælp af lyssky forbindelser som disse, at Dubai i 1980’erne og de tidlige 1990’ere blev den

Persiske Bugts førende møntvaskeri til hvidvask af beskidte penge, såvel som hjemsted for nogle af områdets mest berygtede gangstere og terrorister. Wall Street Journal har beskrevet byens skyggeside således: “Dets guld- og diamantmarkeder, dets religiøst begrundede naturalieøkonomi og uformelle vekselboder har længe været forudsætningen for en særdeles uigennemskuelig handelsverden baseret på forbindelser og alliancer klanerne imellem. Selvom langt størstedelen af den handel, der finder sted, er lovlig, så nyder sortbørshajer, våbenhandlere, specialister i pengevask og terrorsponsorater alle godt af en udvikling i frigear.”

I starten af 2006 var der stor opstandelse i den amerikanske kongres over firmaet Dubai Port Worlds nært forestående overtagelse af Londons Peninsular and Oriental Steam Navigation Company, der bestyrer havneanlæg fra New York til Miami. På trods af Bush-regeringens uforbeholdne støtte måtte Dubai, efter en storm af anklager i nyhedsudsendelser i både tv og radio om de påståede farer ved at afhænde kontrollen med Amerikas havne til en mellemøstlig regering, se sig nødsaget til at trække sig fra aftalen. En stor del af denne kontrovers fik uden tvivl næring fra almindelig småborgerlig antiarabisk intolerance (Nordamerikas havne bestyres i forvejen i det store hele af udenlandskejede virksomheder), men Dubais “terrorforbindelser”, der hovedsageligt skyldes byens rolle som et Schweiz i den Persiske Bugt, er ikke desto mindre veldokumenterede.

Siden 11. september 2001 har en enorm mængde undersøgende journalistik godtgjort, hvorledes Dubai spiller rollen som det finansielle hjertekammer for militante islamistiske grupper, især al-Qaeda og Taleban. “Alle veje fører til Dubai, når det drejer sig om finansiering af terror,” hævder en forhenværende højtstående embedsmand fra det amerikanske finansministerium. Bin Laden skulle angiveligt have overført enorme summer via den regeringsejede Dubai Islamic Bank, mens Taleban benyttede sig af byens uregulerede guldmarkeder for at forvandle deres opiumsskatter, betalt i guldbarrer,

Lettre Internationale - Frygt og penge i Dubai

til hvidvaskede dollar. Steve Coll hævder i sin bog Ghost War, at CIA havde “en mistanke om, at adskillige flyvninger med fly af typen C-130 ud af Dubai medbragte våben til talebanerne”.

Coll hævder ligeledes, at CIA efter de traumatiske bombninger af amerikanske ambassader i Nairobi og Dar-Es-Salaam havde konkrete planer om at få ram på bin Laden ved hjælp af krydsermissiler, mens denne var på falkejagt i det sydlige Afghanistan. Planen måtte dog opgives, idet bin Laden var i selskab med unavngivne medlemmer af emiratets kongehus.

I næsten et helt årti har al-Maktum skaffet Bombays Al Capone, den legendariske gangster Dawood Ibrahim, et særdeles luksuriøst asyl, og hans tilstedeværelse i sheikdømmet kan næppe siges at være gået upåagtet hen. “Dubai,” skriver Suketu Mehta i sin bog Maximum City: Bombay Lost and Found, “faldt i Dawoods smag; han genskabte Bombay ved ekstravagante fester, fik de førende filmstjerner og cricketspillere fløjet ind og tog filmstarletten Mandakini som sin elskerinde.” Ifølge den indiske regering brugte Dawood, i samarbejde med pakistanske efterretningsofficerer, i begyndelsen af 1993 Dubai som udgangspunkt i planlægningen af de berygtede bombeanslag, der dræbte 257 personer på det, der siden blev kendt som “Sorte Fredag”.

Selvom Indien omgående begærede hans arrestation, tillod man, at han flygtede til Karachi, hvor han stadig befinder sig under den pakistanske regerings beskyttelse. I mellemtiden skulle det såkaldte D-Kompagni, organisationen bag hans kriminelle aktiviteter, stadig være aktivt i sheikdømmet.

Midt i en krigszone / I øjeblikket nyder Dubai høj anseelse i Washington som en samarbejdspartner i krigen mod terror og, i særdeleshed, som et udgangspunkt for spionage rettet mod Iran; men sandsynligvis holder al-Maktum, som andre emiraters ledere, stadig en bagdør åben for radikale islamister. Hvis alQaeda virkelig ønskede det, ville de formodentlig kunne forvandle Burj al-Arab og Dubais andre himmelstræbende milepæle til lige så mange

brændende infernoer. Indtil videre er Dubai en af de få byer i regionen, som fuldstændigt har undgået bilbomber og angreb på vestlige turister. Hvilket i sig selv, må man gå ud fra, er veltalende vidnesbyrd om byens vedvarende rolle i pengevask og som luksuriøst skjulested, på samme måde som Tanger var det i 1940’erne eller Macao i 1960’erne. Dubais ekspanderende sorte økonomi er i sig selv den bedste forsikring mod bombemænd og flykaprere.

På kompleks og overrumplende vis lever Dubai af det udbytte, som frygt kaster af sig.

For eksempel profiterer dets enorme havnekompleks Jebel Ali grænseløst på den handel, som hidrører fra den amerikanske invasion af Irak, mens terminal 2 i Dubais lufthavn, der altid er stuvende fuld af ansatte hos Halliburton, lejesoldater og amerikanske soldater på vej til eller fra enten Bagdad eller Kabul, bliver beskrevet som “verdens travleste handelsterminal” for USA’s krige i Mellemøsten. Udviklingen efter 11. september 2001 har også forandret strukturen af globale investeringer til Dubais fordel. Efter alQaedas angreb på USA anså de muslimske oliestater, der var foruroligede over vrede kristne i Washington og udsigten til søgsmål fra overlevende fra angrebet på World Trade Center, ikke længere USA som det sikreste sted at anbringe deres oliedollars. Panikslagne saudiarabere alene vurderes at have genanbragt mindst en tredjedel af deres trilliard dollar store oversøiske portefølje. Selvom nerverne ikke længere i samme grad kan siges at være på højkant, så har Dubai tjent enorme summer på oliesheikernes tillærte tilbøjelighed til fortsat at anbringe deres penge inden for regionen snarere end uden for den. I modsætning til det sidste olieboom i 1970’erne, så er det, hvilket Edward Chancellor påpeger i Wall Street Journal, “kun en meget lille andel af den nuværende arabiske olieprofit, som bliver anbragt i den internationale bankverden, for slet ikke at tale om amerikanske aktiver. I denne ombæring forbliver oliepengene i hjemlandene, hvor der i øjeblikket, på klassisk manér, udspiller sig en ren spekulationsmani”.

Saudiaraberne, hvoraf 500.000 vurderes at besøge Dubai mindst en gang om året, menes

90

i 2004 at have skudt mindst 7 mia. dollar i alMaktums hovedbesiddelser. Saudierne finansierer, i fællesskab med investorer fra Abu Dhabi, Kuwait, Iran og endog det ærgerrige Qatar, det overmod, som Dubai-land og andre kolossale projekter repræsenterer (officielt står milliardærbrødrene Galadari fra Dubai som udviklere af projektet). Selvom økonomer understreger aktieinvesteringens rolle som drivkraft i det igangværende boom i den Persiske Bugt, så svømmer regionen også i billige banklån takket være en 60 procents forøgelse af den lokale bankbeholdning og grundet det faktum, at alle møntenheder i den Persiske Bugt er bundet til dollaren, hvorfor regionen i øjeblikket ligger behageligt i slipstrømmen af den amerikanske nationalbanks alt andet end stramme pengepolitik.

En stor del af alle disse penge danser til en gammelkendt melodi. “Hovedparten af nye ejendomme erhverves,” ifølge Business Week, “med spekulation for øje,” idet de kan tages i besiddelse for meget små udbetalinger, der derefter hurtigt kan konverteres til et anseeligt udbytte: “Ejendomme ‘flippes’ på samme måde som i vore dages Miami”. Men ifølge visse økonomer, så risikerer den, der bestandigt “flipper”, også det endegyldige flop. Vil Dubai, en skønne dag, når ballonen på ejendomsmarkedet brister, falde ned fra sin selvbestaltede himmel, eller vil den såkaldte peak oil sørge for at holde denne Laputaørken højt hævet over denne verdens økonomiske modsætninger? Al-Maktum selv forbliver en urokkelig klippe af selvtillid: “Jeg agter at belære denne verdens kapitalister om, at det er investorerne, som har brug for Dubai – Dubai har ikke brug for investorerne. Jeg siger jer, farerne ligger ikke i at forbruge jeres penge, faren ligger i blot at stoppe dem i madrassen.”

Dubais filosofiske konge (et af de enorme ø-projekter ud for kysten, Palmen, med 1060 villaer på vand, ligeledes navngivet Jebel Ali, kommer, set fra luften, til at kunne læses som et af sheikens visdomsord skrevet med arabiske skrifttegn: “Ikke enhver, der sidder til hest, er en dygtig rytter: Visdom kommer af at følge den vise.”) er udmærket klar over, at frygt er langt den mest dynamiske bestanddel af de olieindtægter, der

Dubai er den personlige sikkerheds paradis lige fra de Schweiz-lignende love og regler, som sikrer det finansielle hemmelighedskræmmeri, til hæren af tilsynsførende receptionister, vagter og bodyguards, som beskytter den overdådige luksus’ hellige haller. forvandler hans sanddynger til indkøbscentre og højhuse. Hver eneste gang oprørere sprænger en olierørledning i luften i Niger-deltaet, hver gang en martyr kører sin bilbombe ind i et beboelseskvarter i Riyadh, eller når Washington og Tel Aviv endnu en gang rasler med sablerne over for Teheran, så stiger prisen på olie (og dermed ultimativt set også Dubais egentlige indtægt) som følge af en brøkdel af nervøsitet angående sikkerheden på de altafgørende fremtidige markeder. Med andre ord bygger økonomierne i den Persiske Bugt ikke bare på penge fra olieproduktionen i sig selv, men i lige så høj grad på frygten for den eventuelle forstyrrelse af denne. Ifølge en nylig rundspørge foretaget af Business Week blandt økonomiske eksperter, så “betalte resten af verden forrige år omkring 120 mia. dollar ekstra til økonomierne i den Persiske Bugt grundet olieprisernes himmelflugt, der hovedsageligt skyldes frygten for uventede forstyrrelser i forsyningssikkerheden.

Lettre Internationale - Frygt og penge i Dubai

Visse kynikere hævder endog, at olieproducenterne byder frygten for forstyrrelser velkommen, idet den kraftigt forøger deres indtægt.” “Frygt er,” ifølge en ledende energianalytiker, som bladet rådspurgte, “en gave til olieproducenterne.”

Men i så fald er det en gave, som de olierige allerhelst nyder i fredfyldte oaser omgivet af meget høje mure. Dubais suverænitet sikres ultimativt set ved hjælp af de enorme amerikanske atomdrevne hangarskibe, der sædvanligvis lægger til i Jebel Ali, såvel som de hemmelige aftaler (forhandlet færdige under falkejagter i Afghanistan?), der måtte styre emiraternes forhold til islamistiske terrorister. Dubai er den personlige sikkerheds paradis lige fra de Schweizlignende love og regler, som sikrer det finansielle hemmelighedskræmmeri, til hæren af tilsynsførende receptionister, vagter og bodyguards, som beskytter den overdådige luksus’ hellige haller.

Turister beordres regelmæssigt væk af sikkerhedsvagterne, hvis de forsøger at snige sig til et nærmere kig på Burj al-Arab ovre på dens private ø. Hotellets gæster ankommer, naturligvis, i Rolls Royce.

Milton Friedmans beach club / Dubai er, med andre ord, en enorm indhegnet og svært bevogtet beboelse – den ultimative Grønne Zone. Samtidig glorificerer Dubai i endnu højere grad end Singapore eller Texas den nuværende kapitalismes neoliberale værdier: Dubai er et samfund, der ser ud, som var det blevet designet af det økonomiske institut på University of Chicago. Hvad amerikanske reaktionære udelukkende drømmer om, det er det i sandhed lykkedes Dubai at virkeliggøre: En oase af frihandel, uden skatter, fagforeninger og opposition – her afholdes ingen valg, hvorfor der heller ikke er partier. Intet forbrugsparadis uden afholdelse af en Shopping Festival: Byens globale logo og uofficielle nationale helligdage – en månedlang højtidsfest, der begynder den 12. januar, som er sponsoreret af byens 25 indkøbscentre, og som tiltrækker 4 millioner jetsetforbrugere, primært fra Mellemøsten og Sydøstasien.

I mellemtiden har den feudale absolutisme

– Maktum-dynastiet er i besiddelse af hele det landområde, som Dubai udgør – fået et gevaldigt ansigtsløft og præsenteres nu som den endegyldige visdom, hvad angår oplyst virksomhedsledelse: Officielt er den politiske sfære fuldt ud sammenfaldende med managementkulturen. “Man henviser til kronprinsen som landets topchef og Dubais ansvarshavende direktør. Og det, fordi han helt åbent bestyrer sin regering, som var det et privat foretagende, til gavn for den private sektor og ikke for statens skyld,” meddeler Said al-Muntafik, chef for styrelsen for udvikling og investering i Dubai. Ydermere, hvis landet, hvilket Maktum fastholder, er én stor virksomhed, så er den repræsentative styreform sagen ganske uvedkommende: Hverken General Motors eller Exxon er, når alt kommer til alt, demokratisk ledede, og ingen – bindegale socialister undtaget – forventer vel, at det skulle være anderledes.

Følgelig er det fuldstændigt umuligt at skelne mellem privat virksomhed og stat. Dubais chefer, der alle er lægfolk udvalgt meritokratisk, administrerer regeringens store portefølje af strategiske investeringer, samtidig med at de bestyrer et større Maktum-kontrolleret entreprenørfirma.

Regeringen er i realiteten ikke andet end en bestyrelse for et enormt aktieselskab, anført af de tre øverste medlemmer, der konkurrerer indbyrdes om at skaffe det størst mulige udbytte til Maktum. “I et system af denne art,” skriver William Wallis i Financial Times, “kommer man end ikke i nærheden af at have begreb om interessekonflikter.” Eftersom en enkelt jordbesidder er den retmæssige ejer af landet som sådan, og fordi strømmen af udbetalinger for leje af jord og bygninger alle flyder i samme retning, mod denne ene adressat, så kan Dubai leve uden told, afgifter, skatter og det salg, som er nødvendigt for regeringer andre steder på kloden. Den minimale skattebyrde bruges omvendt til at kontrollere salg og leje af Dubais gyldne sand. Det olierige Abu Dhabi subsidierer i mellemtiden de tiloversblevne statslige funktioner, herunder forsvar og udenrigspolitik, der alle er overdraget til Emiraternes føderale administration – i sig selv en sammenslutning af de ledende sheiker og deres slægtninges interesser.

92

I samme ånd stammer den personlige frihed fra handelsverdenen, ikke fra en forfatning, endsige grundlovssikrede rettigheder. Al-Maktum og hans direktører er tvunget til at balancere mellem på den ene side magt forankret i arvefølge og islamisk lovgivning og på den anden side vestlig virksomhedskultur og dekadence uden for arbejdslivet. Deres snusfornuftige løsning består i, hvad man i mangel af bedre kunne kalde et system af “varierende frihedsgrader” baseret på en rigid, rumlig adskillelse af økonomiske aktiviteter og på etnisk afgrænsede sociale klasser. For at forstå, hvorledes dette kan fungere i praksis, er det nødvendigt først i al korthed at beskrive Dubais udviklingsstrategi i dens helhed.

Selvom turistindustrien og dens udskejelser er med til at skabe det meste af det røre, der i øjeblikket er omkring Dubai, så er bystaten også usædvanligt ambitiøs i forsøget på at skabe så meget merværdi som muligt ved hjælp af en lang række specialiserede frihandelszoner og højteknologiske distrikter. “En af måderne, hvorpå denne handelsby langs den naturlige dybvandshavn forsøger at forvandle sig til en megalopol,” skriver nyhedskommentatoren Hari Sreenivasan i ABC News, “er ved at smide alt og lidt til i nakken på firmaer som incitament til at få dem til at investere i og flytte til Dubai. Der findes frihandelszoner, hvor 100 procent udenlandsk ejerskab er tilladt, uden nogen som helst form for beskatning af hverken personer eller virksomheder.”

Den oprindelige frihandelszone i havnedistriktet Jebel Ali har i øjeblikket flere tusind bosiddende handels- og industrivirksomheder og er hovedbase for amerikanske foretagender, der sælger til saudiarabiske og andre markeder i den Persiske Bugt.

Det meste af den fremtidige vækst forventes dog skabt inden for et øhav af specialiserede distriktsmoduler. De største af disse byer-i-byen er Internet City, der allerede er den arabiske verdens informationsteknologiske kraftcenter, med lokale underafdelinger af Dell, Hewlett-Packard, Microsoft og andre; Media City, hjemsted for den satellitbårne tv-station Al Arabiya og flere andre internationale nyhedsorganisationer, og ikke mindst Dubais Internationale Finanscen-

trum. Al-Maktum håber, at sidstnævnte vil blive den største børs for udveksling af aktier mellem Europa og Asien, når de udenlandske investorer kommer ilende til for at koble sig på den Persiske Bugts enorme reservoir af olieindtægter.

Ud over disse anselige enklaver, hver med flere tusinde ansatte, er Dubai enten allerede hjemsted for eller i gang med at planlægge en “nødhjælpsby”, som skal være udgangspunkt for katastrofehjælp, en frihandelszone, udelukkende beregnet til salg af brugte biler, en “skakby” udført som et enormt skakbræt med to “kongetårne”, begge på 64 etager, som skal være hovedsæde for Det Internationale Skakforbund, samt en “sundhedsby” i samarbejde med Harvard Medical School til 6 milliarder dollar, som agter at tilbyde den Persiske Bugts velhavende klasser behandling i topklasse med det bedste inden for amerikansk lægevidenskabelig teknologi.

Andre byer i regionen har naturligvis også frihandelszoner og højteknologiske distriktsmoduler at tilbyde. Det er dog udelukkende Dubai, der har tilladt hver enkelt enklave at manøvrere i juridiske tomrum skræddersyet til de specifikke krav, som den udenlandske kapital og arbejdskraft måtte stille. “At udskære lukrative nicher med helt særegne regelsæt udgør kernen i Dubais udviklingsstrategi,” hævder Financial Times. Således er censuren (allestedsnærværende i resten af bystaten) suspenderet inde i Media City, mens adgangen til internettet (hvis indhold kontrolleres strengt alle andre steder) er helt ureguleret i Internet City.

De Forenede Arabiske Emirater har tilladt Dubai at etablere “et separat, vestligt orienteret handelssystem på det finansielle område, hvor forhandlinger foregår på engelsk, og forretningen afvikles i dollar”. Dubai har endog, selvom dette ikke er ukontroversielt, importeret pensionerede dommere og jurister fra det britiske finanstilsyn i et forsøg på at styrke tilliden til, at børsen her spiller efter samme regelsæt som Zürich, London og New York.

I mellemtiden, og i forsøget på at promovere salget af Palmens mange villaer og alle de andre private øer, som udgør The World, annoncerede alMaktum i maj 2002 en for regionen enestående

Lettre Internationale - Frygt og penge i Dubai

liberalisering af ejendomsmarkedet: En “ejerskabsrevolution”, der tillader udlændinge at købe luksusejendomme og den jord, de står på, på første hånd, og ikke blot som hidtil at leje jorden gennem kontrakter, der løber i 99 år ad gangen.

Foruden at have disse afgrænsede enklaver med større grad af frihed for medier og virksomheder, så er Dubai ligeledes berømt for dets tolerance over for vestlige laster, narkotiske stoffer undtaget. Der er ingen, der på strandene kaster mistroiske blikke efter ærmeløse toppe eller endog den mest minimale bikini, og i skærende kontrast til Saudi Arabien eller endog Kuwait City flyder sprutten frit i byens hoteller og barer for udlændinge. Dubai er, hvilket enhver af de mere hippe turistguider vil kunne bevidne, også “Mellemøstens Bangkok”, med tusindvis af russiske, armenske, indiske og iranske prostituerede i forskellige transnationale mafiabanders varetægt. De russiske kvinder i baren udgør den glamourøse facade for en sexhandel af langt mere dyster karakter, bygget på kidnapning, slaveri og sadistisk vold. Al-Maktum og hans gennemført moderne regime benægter naturligvis enhver forbindelse med denne ekspanderende industri, selvom de indviede ved, at luderne er uundgåelige for at holde et femstjernet hotel fuld af arabiske og europæiske forretningsmænd kørende.

Når udlændinge derfor besynger Dubais unikke “åbenhed”, er det typisk friheden til at drikke og skeje ud, der hyldes – ikke forsamlingsfrihed eller retten til at udgive kritiske tekster.

Umyndiggjorte, usynlige masser / Sammen med dets naboer i De Forenede Arabiske Emirater har Dubai gennemført en forbilledlig umyndiggørelse af arbejdskraften. I et land, der først afskaffede slaveriet i 1963, er fagforeninger, de fleste former for strejke og enhver form for faglig organisering ulovlig, og 99 procent af arbejdsstyrken i den private sektor kan med øjeblikkelig varsel hjemsendes. De skarpsindige hoveder ved tænketankene American Enterprise og Cato Institute må savle af begejstring, når de betragter Dubais system af klasser, særrettigheder og privilegier.

Øverst i den sociale pyramide finder vi, naturligvis, al-Maktum-klanen samt slægtninge, der ejer hvert eneste profitabelt sandkorn i sheikdømmet. Dernæst befolkningens 15 procent indfødte (hvoraf mange oprindeligt er arabisktalende fra det sydlige Iran), der udgør en privilegeret overklasse, hvis uniform er den traditionelle hvide kandura. Deres lydighed over for styret bliver belønnet med indkomstoverførsler, gratis uddannelse, boligstøtte og gode stillinger i regeringsapparatet. Trinnet lige under befolkes af de forkælede lejesvende: Mere end 100.000 britiske emigranter (yderligere 100.000 borgere fra Storbritannien ejer huse eller ejerlejligheder i Dubai) i selskab med europæiske, libanesiske, indiske og iranske chefer og specialister, som til fulde udnytter den behageligt afkølede velstand og to måneders ferie hver sommer.

Briterne, anført af David Beckham og Rod Stewart (der henholdsvis ejer en strand og en ø), er sandsynligvis de mest rygklappende tilhængere af al-Maktums jordiske paradis, og mange af dem nyder at være i en verden, der bringer mindelser om fordums storhed med gin og tonic på Raffles Hotel og den hvide mands mangel på mådehold i bungalows i Simla. Dubai formår i den sammenhæng fermt at kæle for den koloniale nostalgi.

Også på et langt mere fundamentalt plan er bystaten en mini-rajah: Langt størstedelen af Dubais befolkning er centralasiatiske løsarbejdere, bundet til en enkelt arbejdsgiver og underkastet en nærmest totalitær social kontrol. Dubais luksuriøse livsførelse tilses af en enorm skare af filippinske, srilankanske og indiske husholdersker, tjenere og rengøringspersonale, mens byggeboomet (der fuldtidsbeskæftiger en fjerdedel af arbejdsstyrken) fortrinsvis bæres på skuldrene af en hær af underbetalte indere og pakistanere, der arbejder i en asfaltsmeltende ørkenvarme i hold på tolv timer ad gangen, seks og en halv dag om ugen.

Ligesom sine naboer ignorerer Dubai den internationale arbejdsorganisation ILO’s regler og nægter at underskrive FN’s internationale konvention vedrørende emigrantarbejderes rettigheder. Human Rights Watch beskyldte i 2003 De

94

Forenede Arabiske Emirater for at bygge deres velstand på tvungen arbejdskraft. “Arbejdsmarkedet minder,” ifølge The Independent, “i detaljer om det forhenværende kontraktbundne arbejdssystem, som byens forhenværende koloniherrer, briterne, indførte i Dubai (…) Nutidens asiatiske arbejdere er, som deres fattige og underkuede forfædre, tvunget til i adskillige år ad gangen at sælge sig selv til det rene og uforfalskede slaveri, når de ankommer til De Forenede Arabiske Emirater. Deres rettigheder forsvinder ved ankomsten til lufthavnen, hvor rekrutteringsfirmaerne inddrager visa og pas for at kunne kontrollere dem.”

I tilgift til en udbytning på det groveste, så forventes Dubais slaver almindeligvis – som proletariatet i Fritz Langs Metropolis – at være usynlige. Den lokale presse (De Forenede Arabiske Emirater rangerer på en ydmyg 137. plads på det globale pressefrihedsindeks) er afskåret fra at skildre emigrantarbejderne, deres rystende arbejdsbetingelser og prostitutionen. Ligeledes er “asiatiske arbejdere,” stadig ifølge The Independent, “bandlyst fra de funklende indkøbscentre, nye golfbaner og imponerende restauranter.” De trøstesløse arbejdslejre i udkanten af byen, hvor 6, 8 eller 12 arbejdere ofte presses sammen i ét rum, ofte uden aircondition og uden toiletter, der virker, er heller ikke ligefrem del af det officielle skønmaleri af en by fuld af luksus, uden fattigdom eller slum, som turisterne præsenteres for. Det berettes, at selv De Forenede Arabiske Emiraters arbejdsminister ved et besøg i en fjerntliggende arbejdslejr administreret af en større entreprenør skulle være blevet chokeret over de ubehagelige, næsten ubærlige forhold.

Alligevel blev arbejderne straks arresteret, da de forsøgte at danne en forening, der skulle hjælpe dem med at få udbetalt manglende løn og forbedre levestandarden.

Det kan meget vel være, at Dubais officielle politistyrke sætter kikkerten for det blinde øje med hensyn til den illegale diamant- og guldimport, prostitutionskarteller og mistænkelige individer, der med kontanter køber 25 villaer ad gangen, men de er særdeles nidkære, når det gælder hjemsendelse af pakistanske arbejdere, der klager over skruppelløse entreprenørers mang-

lende udbetaling af løn, eller når de sætter filippinske tjenestepiger, der påstår at være blevet voldtaget af deres arbejdsgivere, i fængsel med en anklage om “hor”. For at undgå den sydende vulkan af shiitisk uro, som bekymrer både Bahrain og Saudi Arabien, foretrækker Dubai og dets naboer i De Forenede Arabiske Emirater en ikke-arabisk arbejdsstyrke, indført fra det vestlige Indien, Pakistan, Sri Lanka, Bangladesh, Nepal og Filippinerne. Men eftersom de asiatiske løsarbejdere efterhånden udgør en stadig mere urolig majoritet, har De Forenede Arabiske Emirater skiftet kurs og tillagt sig en strategi til fremme af “den kulturelle mangfoldighed”.

For at konsolidere kontrollen med arbejdsstyrken forsøger man at fortynde den eksisterende koncentration af nationaliteter: Som en entreprenør forklarer til Inter Press Service, så “er vi blevet bedt om ikke at rekruttere flere asiater”.

At man er begyndt at diskriminere mod asiater, har dog ikke bevirket, at man har haft held til at mobilisere arabere nok til at imødekomme de umættelige behov, som et hastigt voksende bybillede og alle de halvt afsluttede mastodontprojekter indebærer – araberne er simpelthen ikke villige til at arbejde til de lave lønninger (fra 100-150 dollar om måneden), der udbetales til byggeriarbejdere. Byggeboomet, med dets foruroligende mangel på sikkerhed og vanrøgt af arbejdernes mest fundamentale behov, har i realiteten også stået fadder til Dubais første egentlige arbejdsmarkedskonflikt. Alene i 2004 blev 880 byggeriarbejdere dræbt under udførelsen af deres arbejde, vurderer Human Rights Watch: De fleste af dødsulykkerne blev ikke indberettet, eller de blev endog forsøgt hemmeligholdt af regeringen. Samtidig er det endnu ikke lykkedes de store byggefirmaer og deres underudbydere at tilvejebringe minimale sanitære forhold eller de fornødne forsyninger af rent drikkevand til de fjerntliggende arbejdslejre i ørkenen.

Arbejderne tirres også af den lange transporttid, opsynsmændenes småtskårne tyranni (ofte med religiøse og racistiske undertoner), spionerne og firmavagterne i lejrene, kontrakter, der ofte efterlader dem gældsplagede, snarere end bedrestillede, og regeringens manglende evne til retsligt

Lettre Internationale - Frygt og penge i Dubai

at forfølge udbydere, der enten forlader Dubai lige så hurtigt, som de kom, eller erklærer sig bankerot uden at aflønne deres arbejdere. Som en uforsonlig arbejder fra Kerala i Indien fortalte New York Times: “Jeg ville ønske, de rige kunne se, hvem der bygger deres tårne. Jeg ville ønske, de ville besøge os og få indblik i vores triste liv.”

Den første minimale antydning af konflikt kom i efteråret 2004, da flere tusind asiatiske arbejdere marcherede ned ad den otte baner brede Sheik Zayed-motorvej mod Arbejdsministeriet, blot for at blive mødt af kampklædte urobetjente og myndighedsrepræsentanter, der truede med massedeportationer. Mindre demonstrationer og strejker i protest mod ubetalte lønninger eller farlige arbejdsforhold fortsatte igennem 2005, inspireret af en større opstand blandt bengalske arbejdere i Kuwait i hele foråret. I september samme år demonstrerede løsarbejdere, hvis antal blev anslået til omkring 7000, i tre timer – den største protest i Dubais historie.

Efterfølgende, den 22. marts 2006, antændte fremfarende sikkerhedsfolk et oprør ved det enorme tårn Burj Dubai: Omkring 2500 udmattede arbejdere ventede efter endt arbejdsdag særdeles længe på forsinkede busser, der skulle fragte dem tilbage til deres barakker i ørkenen, da vagterne begyndte at chikanere dem. De rasende arbejdere, hvoraf mange var indiske muslimer, overmandede vagterne og gav dem prygl, hvorpå de angreb byggefirmaets hovedkontorer: satte ild til firmabiler, plyndrede kontorerne, smadrede computerudstyret og ødelagde arkiverne. Næste morgen trodsede hæren af arbejdere politiets ordrer om at vende tilbage til byggepladsen, og de nægtede at genoptage arbejdet, før Al Naboodah Laing O’Rourke, bosiddende i Dubai, forhøjede deres løn og forbedrede arbejdsforholdene. Tusindvis af arbejdere på en ny lufthavnsterminal sluttede sig til den uregerlige strejke, og selvom mindre indrømmelser i forening med drakoniske trusler tvang de fleste arbejdere tilbage til arbejdet ved Burj Dubai og lufthavnen, ulmer den underliggende harme stadig.

I juli samme år gjorde hundredvis af arbej-

dere ved projektet Arabian Ranches oprør i protest mod den konstante mangel på vand i lejren. Atter andre afholder fagforeningsmøder i det skjulte og siges at have truet med at plyndre hoteller og indkøbscentre.

Arbejdsstyrkens trodsige stemme giver måske kraftigere genlyd i Dubai, end den ville gøre det andetsteds. Dybest set profiterer Dubai i lige så høj grad på billig arbejdskraft som på dets dyrebare olie, og Maktum-klanen er, som dens slægtninge i de andre emirater, i allerhøjeste grad klar over, at herredømmet over dette kongerige hviler på skuldrene af sydøstasiatiske løsarbejdere.

Så meget er allerede blevet investeret i Dubais image som uforstyrret kapitalparadis, at endog minimale forstyrrelser vil kunne få en overdreven indflydelse på investorernes tillid til landet. I øjeblikket overvejer aktieselskabet Dubai derfor en stribe af tiltag, som skal dæmme op for arbejderuroligheder, og som spænder fra flere hjemsendelser og massearrestationer til begrænset tilladelse til kollektive forhandlinger. Men enhver form for eftergivenhed over for protesterne undgås, idet man ikke ønsker at risikere endnu flere fremtidige krav, ikke blot om foreningsfrihed, men om egentligt statsborgerskab, der dermed ville true det uindskrænkede fundament for Maktums enevældige styre. Ingen af Dubais mange aktieindehavere – det være sig den amerikanske flåde, saudiarabiske milliardærer eller de forlystelsessyge udlændinge – ønsker at være vidne til dannelsen af et nyt Solidaritet i ørkenen.

Al-Maktum, der ynder at se sig selv som den Persiske Bugts store moderniseringsprofet, holder af at imponere besøgende gæster med kløgtige sentenser og vægtige aforismer. En af favoritterne lyder: “Enhver, der ikke søger at forandre fremtiden, forbliver fange af fortiden.” Den fremtid, han i øjeblikket er ved at opbygge i Dubai – til milliardærer og transnationale virksomheders udelte begejstring – ligner imidlertid ikke meget andet end netop et mareridt fra fortiden: Et mareridt, der lader Albert Speer møde Walt Disney på Arabiens kyster.

Oversat fra engelsk af Claus Ambrosius Lassen

96

Lettre Internationale - Et overgrebs anatomi

Et overgrebs anatomi

/ Militærmagt og virkelighedskontrol i Myanmar / Af Emma Larkin

For mere end 2000 år siden fortalte Buddha sine disciple en historie om nogle blinde mænd og en elefant. En raja samlede i gamle dage en flok blinde for at vise dem en elefant. De blev efter tur ført hen til forskellige steder på dyrets store krop for at mærke på den og opdage, hvordan den var skabt. Bagefter spurgte raja’en dem en efter en, hvad slags dyr en elefant var. Den mand, der havde befølt det runde hoved, svarede selvsikkert, at en elefant var som en krukke. En anden, der havde mærket på det cylindriske ben, sagde med overbevisning, at en elefant var som en søjle.

En tredje, der var blevet ført om til haledusken, sagde, at en elefant var som en børste.

98

Sidst i september 2007 begyndte nogle munke at gå i protestmarch og demonstrere mod militærjuntaen i Myanmar. Efter sigende var der på et tidspunkt helt op til 100.000 munke og andre mennesker på gaderne i Rangoon, landets største by og tidligere hovedstad. Generalerne reagerede ikke umiddelbart på de omsiggribende protester, men efter en uges ildevarslende tavshed iværksatte de et brat og brutalt modangreb. Jeg fulgte slagets gang fra et andet land, hvor fotografier og film af mennesker, der råbte opmuntrende til de marcherende demonstranter, efterhånden blev afløst af billeder af uropatruljer og soldater, der slog på munkene og gennede demonstranter op på ladet af lastvogne. Det tog militæret cirka tre dage at bringe protesterne til ophør; i løbet af disse tre dage blev folk ved med at stimle sammen og spredtes først, når soldaterne begyndte at skyde på dem.

Da gaderne var ryddet, gennemførte regimet en uhyggeligt effektiv censur. Unge bloggere i Myanmar havde fundet forskellige metoder til at gennembryde de statsinstallerede firewalls og udbrede aktuelle nyheder til et verdenspublikum via internettet, og af denne grund lukkede myndighederne simpelt hen alle landets servere og isolerede Myanmar fra omverdenen. Derefter begyndte man systematisk at lede efter personer, der havde deltaget i protesterne, især efter demonstranter, der havde taget fotografier. Der blev iværksat razziaer i klostrene, og flere tusind munke og lægpersoner blev spærret inde i interimistiske detentionscentre forskellige steder i Rangoon. Man skulle tro, at generalerne var ude på at rydde op efter en enorm forbrydelse og udslette alle potentielle vidner.

Resultatet er, at vi stadig ikke kender detaljerne om, hvad der i virkeligheden skete i september 2007 og i de anspændte måneder derefter. Juntaen giver en oprørsk gruppe falske munke skylden for “urolighederne” og påstår, at kun ti mennesker mistede livet under de efterfølgende gadekampe. Af en FN-rapport baseret på en officiel menneskerettighedsobservatørs indberetning fra november 2007 fremgår det, at der blev fundet beviser for 31 døde og 74 “savnede”. Myanmarske dissidenter og aktivister uden for landet

anfører endnu højere tal. Det er ikke sandsynligt, at vi nogensinde kommer til at kende det rigtige antal. Dette faktum er efter min mening en af de mest nederdrægtige konsekvenser af det fortsatte militærregime – det er i stand til at forvanske sandheden og skrive historien om efter behag.

Ting sker i Myanmar, og bagefter er de alligevel ikke sket. Den sidste store demonstration var det omfattende folkelige oprør i 1988, som først gik i sig selv igen, da regeringstropperne havde dræbt 3000 mennesker. Som så meget andet i Myanmars nyere historie er det fulde omfang af denne skelsættende begivenhed aldrig blevet åbent erkendt i landet, netop fordi regimet er i stand til at manipulere med oplysninger og kontrollere den offentlige virkelighed. At leve i Myanmar i dag er lidt ligesom at være en blind mand i den buddhistiske lignelse. Myanmars befolkning er i samme situation som de blinde for to årtusinder siden; de er ude af stand til at se dyret i dets helhed og må famle sig frem i mørke.

De forsvundne munke / Da jeg kom til Myanmar et par dage efter, at regimet var begyndt at stramme grebet, var forholdene tilsyneladende normale. Livet på gaderne udfoldede sig, som det plejede. I tehusene sad grupper af mænd på lave træskamler med sarongen samlet om knæene og røg cerutter og talte sammen. Fortovene var fulde af boder, hvor man kunne købe de sædvanlige varer, alt fra piratkopierede dvd’er af koreanske sæbeoperaer og Mr. Bean-afsnit til tykke trekanter frisk udskåret vandmelon. Gaderne myldrede af halvrustne taxaer og ramponerede busser. Trods regimets nylige voldelighed var det tilsyneladende en dag som alle andre. Som en myanmarsk ven sagde til mig ved ankomsten: “Velkommen til mit dejlige land, hvor ingenting lige er sket.”

Der var kun få tegn på, at protestmarcherne overhovedet havde fundet sted. Udstillingsvinduerne i nogle af de mere eksklusive butikker var stadig beskyttet med krydsfiner, og på fortovene lå der stadig ruller af pigtråd, som havde

Lettre Internationale - Et overgrebs anatomi

været brugt til at afspærre gaderne og forhindre adgang til regeringsbygningerne. Som regel ser man ikke soldater i større grupper i Rangoons gader, og jeg så da heller ikke ret mange eksempler på en intensiveret militær tilstedeværelse. Ved indgangen til visse pagoder blev de besøgendes tasker undersøgt af soldater. I et travlt handelskvarter i Rangoons centrum stod en trop kampklare soldater skjult bag et nedlagt varehus. De var bevæbnet med maskinpistoler og havde højrøde tørklæder om halsen som tegn på, at de tilhørte det specialtrænede kommandoregiment.

Jeg mødte en læge, som fortalte mig, at hospitaler og privatklinikker havde fået besked på, at de ikke måtte tage imod sårede under optøjerne. Soldaterne hentede de sårede på gaderne og kørte dem hen til statshospitalet, hvor der var posteret bevæbnede vagter ved indgangen. Personalet ved et af byens største krematorier blev efter sigende sendt hjem og afløst af soldater.

Lægen havde hørt, at der var blevet brændt over halvfjerds lig på bare én nat.

Den mest slående forskel lagde jeg ikke lige straks mærke til, fordi det var et fravær. Fraværet af munke. Munke klædt i blodrøde gevandter plejer at være et almindeligt syn overalt i Myanmar.

Ved daggry går de gennem gaderne i gåsegang for at indsamle almisser i form af fødevarer, som folk giver dem for at opspare karmiske point.

100

I dagtimerne ser man munkene spadsere til og fra mellem byens mange klostre. Efter protesterne så man ikke noget til den slags munke. Jeg så kun nogle få, for det meste ældre mænd, der gik alene, eller små grupper af drengenovicer, som tiggede skillemønt i små blanktskinnende sorte tiggerskåle. Det spørgsmål, jeg oftest hørte, når jeg besøgte myanmarske venner det første par dage i Rangoon, var: “Hvor er munkene blevet af?” Ingen kendte svaret. Jeg fik at vide, at nogle af klostrene var besat af soldater. Det forlød, at mange munke var flygtet og gemte sig hos venner og bekendte. Der gik rygter om, at de blev frakendt munkeværdigheden og sendt hjem til deres landsbyer.

Regimets virkelighedskontrol var gået i selvsving, og man kunne ikke vide noget med sikkerhed. Myanmars medier er under streng statskontrol. De statskontrollerede dagblade, tv-udsendelser og radioprogrammer producerer en lind strøm af propaganda, og de uafhængige medier bliver stækket af konstant censur. Under og efter demonstrationerne var de lokale ugeblade ude af stand til at rapportere om udviklingen, og de største overskrifter drejede sig om irrelevante oversvømmelser forskellige steder i Rangoon.

De manglende pålidelige officielle kilder i Myanmar betyder, at man kun kan finde ud af, hvad der sker, ved at tale med folk på stedet.

Jeg bredte et kort over Rangoon ud foran en myanmarsk journalist, og han gav mig de nyheder, han havde hørt fra mennesker, der boede i nærheden af klostrene. Han pegede på Ngwe Kya Yan-klostret, der ligger på en af de bugtede alléer i byens nordlige ende, og fortalte mig, at naboerne havde set militærlastvogne komme kørende i nattens løb og omringe det. Dagen efter var der ingen munke. Vinduerne var knust, og der var blodpletter på gulvene. Med en kuglepen tegnede journalisten en cirkel rundt om et andet kloster, der lå midt i byen midt i det travle gitterværk af gader. Også det var blevet forladt, men nogle af munkene var begyndt at komme tilbage; man havde set mindst fjorten af dem på den sædvanlige tiggergang om morgenen. Hver gang jeg mødte journalisten, fik jeg den slags små rapporter om klostrene rundt omkring i byen.

Jeg mødte en læge, som fortalte mig, at hospitaler og privatklinikker havde fået besked på, at de ikke måtte tage imod sårede under optøjerne.

Soldaterne hentede de sårede på gaderne og kørte dem hen til statshospitalet, hvor der var posteret bevæbnede vagter ved indgangen. Personalet ved et af byens største krematorier blev efter sigende sendt hjem og afløst af soldater. Lægen havde hørt, at der var blevet brændt over halvfjerds lig på bare én nat.

At indsamle den slags små stumper af oplysninger og stykke dem sammen til et større billede var ligesom at lægge et makabert og håbløst indviklet puslespil.

Larmende stilhed / En aften besøgte jeg en myanmarsk filminstruktør, som viste mig nogle optagelser af demonstrationerne. Filmen var optaget med en lille camcorder fra et fast punkt på en veranda med udsigt over et af Rangoons hovedstrøg, hvor protestmarcherne var foregået. Set i fugleperspektiv dannede munkene et levende safrangult bånd, der slyngede sig ind og ud i den myldrende folkemængde. Der var en karnevalsagtig stemning i filmen. Munkene bar på flag i Buddhas farver, lyserødt, hvidt, rødt, gult og blåt. Tilskuerne klappede og råbte bifaldende. Filminstruktøren beregnede den tid, der gik, før båndet havde foldet sig ud og passeret altanen: 8½ minut. “Der er virkelig mange munke,” sagde han med ærefrygt i stemmen.

Den udløsende faktor bag alle disse protester var en stigning i energipriserne, der blev bekendtgjort midt i august sidste år (prisen på naturgas steg med 500 procent, og benzinpriserne blev fordoblet). Dette var ensbetydende med en stor byrde for den i forvejen fattige befolkning. Der blev organiseret mindre demonstrationer af en gruppe studenterledere i Rangoon, som også havde været aktive under folkeoprøret i 1988, men de fik aldrig nogen reel chance for at komme i gang. Myndighederne hyrede en flok regeringsvenlige bøller og slap dem løs på demonstranterne, hvorefter hovedmændene hurtigt blev anholdt.

Lettre Internationale - Et overgrebs anatomi

Det kunne være blevet afslutningen på sagen, hvis en sammenslutning af munke ikke havde iværksat en støttedemonstration i Pakokku, en by i nærheden af ruinerne af den gamle hovedstad Pagan. Nogle soldater fyrede varselsskud og sårede adskillige munke. Det var en utænkelig gerning; Myanmars befolkning er overvejende buddhistisk, og munkene nyder så stor anseelse, at mange mennesker undlader at træde i deres skygge af frygt for ikke at vise dem respekt nok.

Munkene udstedte en erklæring, hvori de truede regimet med patam nikkujjana kamma, et sjældent benyttet buddhistisk ritual, som indebærer, at munkene undlader at tage imod almisser.

Ritualet består i at vende tiggerskålens bund i vejret, men det er det buddhistiske sidestykke til at bandlyse militæret fra den religiøse sfære.

Ministeren for religiøse anliggender, en brigadegeneral, føjede spot til skade ved efter sigende at foreslå, at der blev udbetalt en økonomisk erstatning til alle munke, som var blevet pryglet eller anholdt. Derefter begyndte munkene at gå i protestmarch. De marcherede i kystbyen Sittwe ved Den Bengalske Havbugt og ned fra bjergpagoderne i Sagaing, landets berømte centrum for buddhistisk lærdom. Skønt der var fredelige demonstrationer i omkring femten større og mindre byer i Myanmar, var de dog ingen steder så store og modige som i Rangoon.

Min filminstruktør forsøgte hver dag at få optagelser af de stadigt større demonstrationer, men på den sidste del af filmen var der en brat afbrydelse. Kameraet fokuserede på munkenes safrangule kapper, og mikrofonen opfangede lyden af deres rytmiske recitation af Metta Sutta, en bøn, der anråber om venlighed og fred alle steder i universet. Pludselig hørte man en helt anden lyd som af eksploderende lynkinesere. Det gav et par hop på filmen, som endte med et lidt uklart billede af soldater, der kom gående hen ad gaden under en række træer og sigtede lige frem for sig. Pludselig forsvandt billedet og blev afløst af sort-hvidt flimmer. Min ven behøvede ikke at forklare, hvorfor han var holdt op med at filme. Det sagde sig selv, at det var på tide at gå i dækning – soldaterne var begyndt at skyde.

Regimets metoder til at få Myanmars befolk-

ning til at tie stille har altid været brutale. Et omfattende netværk af spioner og meddelere sørger for, at folk altid er på vagt og ikke kun afstår fra at tale med fremmede, men også med hinanden. Overvågningen ledsages af den konstante trussel om fængsling.

I ugerne efter demonstrationerne blev der indført udgangsforbud mellem klokken 22 og 4, og hver nat blev der gennemført razziaer mod klostre og privathjem. Gaderne i Rangoons centrum, der normalt er myldrende fulde af teboder og ølskranker, begyndte at tømmes allerede klokken 21; folk havde travlt med at komme hjem.

Klokken 22 lå byen fuldstændig øde hen.

Jeg sad indespærret på mit hotelværelse med slukkede lamper og stirrede ud ad vinduet. Til at begynde med var der ikke noget at se. Jeg lyttede til de unaturlige lyde i et Rangoon med spærretid. I den forstærkede stilhed føltes det, som om jeg havde en overnaturligt skarp hørelse. Når flagermusene fløj ud fra klokketårnet i en gammel kirke ved siden af hotellet, kunne jeg høre det suse i bladene, når de satte sig på grenene i et baniantræ overfor. Jeg kunne høre rotterne rumstere omkring seks etager længere nede i en bunke affald foran hotellet. En flaske væltede, og ekkoet klirrede som en klokke hen gennem gaden. Lidt efter hørte jeg en dyb, brummende larm, og en militær lastvogn kom kørende ud af mørket. Kort efter kom der to politivogne. Idet de kørte forbi neden for vinduerne, var motorlarmen øresønderrivende. Da jeg var faldet i søvn, blev jeg vækket af støjen, da lastvognen og de to politivogne kom kørende tilbage fulde af mennesker, der var blevet anholdt under de natlige razziaer. Hver eneste nat kom den slags uhyggelige kavalkader buldrende gennem gaden lige neden for mit hotelvindue. På et tidspunkt lige før de kom, blev byens omstrejfende hunde pirrelige og gav sig til at hyle ad hinanden som ulve.

Ord i fangenskab / Det informationsvakuum, der skabes af censur og overvågning, fyldes af regimets propaganda. De bedste eksempler herpå finder man i New Light of Myanmar, en statsdrevet avis, der

102

fungerer som regimets talerør. Efter demonstrationerne var siderne fulde af fotografier af massemøder, der fandt sted over hele landet for at støtte regimet. Der var tale om kæmpemæssige forsamlinger, i visse tilfælde på over 100.000 mennesker.

Det var dog alt sammen kun iscenesat teater.

Et par dage før et af disse møder fik en af mine myanmarske venner besøg af nogle lokale funktionærer, der forlangte, at to medlemmer af hans husstand skulle deltage i et møde. Hvis de ikke gjorde det, ville familien blive idømt en bøde på 3000 kyat (svarende til lidt under 3 amerikanske dollars, dvs. betydeligt mere end en gennemsnitsdagløn i Myanmar). Min ven havde råd til at købe sig fri, men der var mange tusinde mennesker i Myanmar, som ikke havde det. De stod som marionetter med løftede knytnæver under møderne og svingede med plakater, hvorpå der stod: “Ødelæg ikke de fredelige tilstande”, “Støt regeringens stramninger” og “Gør modstand mod indblanding udefra”.

I en af artiklerne i New Light of Myanmar fandt man årsagen til “urolighederne”, som det kaldtes, hos enkelte munke, der skulle være blevet manipuleret af studenterledere fra 1988 og

af NLD (National League for Democracy), det politiske parti, som Myanmars Nobelpristager Aung San Suu Kyi er medlem af. I en anden artikel omtaltes de beviser, der skulle være fundet under razziaer på klostrene i Rangoon. Det var en ualmindelig lang liste, der forsøgte at opregne alle de forsyndelser, en munk overhovedet var i stand til at gøre sig skyldig i. Blandt de belastende genstande kan nævnes følgende: Fire pornografiske fotografier og 10 kondomer (sex); 18 sværd, 13 slangebøsser, 6 træstokke og 1 økse (vold); 30 pamfletter om fixede fodboldkampe (hasard); udskrifter af NLD-taler og en bog med regeringsfjendtlige digte (politisk modstand). Formodentlig for at sætte trumf på var der sidst på listen anført et nazistisk samt to amerikanske pandebånd.

Eftersom de normale kanaler for informationer var blokeret, cirkulerede alle mulige rygter i Rangoon. Et af dem drejede sig om en femtenårig dreng, der blev slået ihjel under en af demonstrationerne. Han havde marcheret ved siden af en ven, som gik med en fane. Da regimets snigskytter skød og dræbte fanebæreren, tog drengen fanen og marcherede videre med den, indtil også han blev skudt ned. Drengens kammerater bar ham hjem, men han døde kort tid efter.

Soldaterne fulgte blodsporet og nåede hurtigt frem til hjemmet. De forlangte at få drengens lig udleveret, og et par dage senere blev forældrene tilkaldt for at deltage i deres søns kremering. De fik besked på ikke at tage andre med end den allernærmeste familie. Der var ingen munke til at forrette bisættelsen, kun skarpt bevæbnede soldater.

Det er umuligt at vide, om denne historie er sand eller ej. Men midt i den uoverskuelige situation i Myanmar, hvor sandheden er så uhåndgribelig, er alene det faktum, at folk kan tro, at det kunne være sket på denne måde, nok til at give den en vis sandhedsværdi.

Mens jeg var i Rangoon, fik jeg at vide, at nogle af de mange tusinde mennesker, der blev anholdt under protestdemonstrationerne, var blevet løsladt igen. En ven kunne fortælle om en toogtyveårig mand, der havde tilbragt syv dage i et interimistisk detentionscenter, der var

Lettre Internationale - Et overgrebs anatomi

oprettet på en teknisk skole, Rangoons teknologiske institut. Manden havde ikke deltaget i protestdemonstrationerne, men var kun gået med af nysgerrighed – ikke desto mindre var han blevet anholdt af soldaterne. Han blev anbragt i et stort lokale sammen med cirka hundrede andre mænd og kvinder. De fik hverken vådt eller tørt i det første døgn, og lokalet henlå i mørke. Da der heller ikke var adgang til toiletter, og det lækkede gennem taget efter et regnvejr, var han henvist til at sove på et svinsk og vådt betongulv.

En morgen vågnede han og opdagede, at tre af de sårede personer var døde i nattens løb, og at deres lig stadig befandt sig i lokalet.

Den unge mands forældre var nødt til at underskrive en erklæring om, at han ikke oftere ville deltage i politiske aktiviteter. Han kom hjem i en sørgelig forfatning; hans ryg var fuld af væskende strimer efter de mange slag, han havde fået under afhøringerne. Min ven fortalte mig, at hans forældre var rasende over det, der var sket, og at de muligvis ville tale med mig om det.

Da vi kom hjem til dem, blev vi modtaget af den unge mands mor. Hun bad mig tage plads i en kunstlædersofa i dagligstuen, mens hun gik ud i køkkenet for at lave kaffe. Det var en typisk Rangoon-lejlighed – lavt til loftet og fuld af ting med tilknytning til familien, fotografier fra skoleafslutninger og bryllupper, idrætspræmier og eksamensbeviser. Kaffen blev serveret, og den unge mands mor og far satte sig ned over for mig. Vi udvekslede et par høflighedsfraser, hvorefter moderen rejste sig op og gik ud i køkkenet igen. Et par øjeblikke efter gik også faderen ud af stuen efter at have undskyldt sig.

En stemme råbte: “Bliv siddende, bliv siddende og nyd kaffen!” Vi blev siddende og forsøgte pligtskyldigt at nyde kaffen, men det gik hurtigt op for os, at de ikke turde udtale sig til mig, og at vi hellere måtte gå igen.

Det føltes, som om folk lukkede sig og gik i en slags frivilligt hi. En veninde fortalte mig, at hun ikke længere gik hen til pagoden, men kun følte sig tryg, når hun bad under private former foran det lille alter, hun i lighed med de fleste andre myanmarske buddhister

har stående i hjemmet. “Vi er som robotter,” sagde hun. “Spærret inde i vores egen krop.”

Jeg mødte en digter, der betroede mig, at han sjældent bevægede sig uden for sin lejlighed. De fleste forfattere holdt lav profil, sagde han, og de turde ikke mødes i tehusene og diskutere, som de plejede at gøre. Han var utilfreds med det, han skrev. “Jeg føler mig i vildrede og ude af stand til at udtrykke mig,” sagde han. “Ordene er spærret inde i mig.” Et par af de strofer, han for nylig havde skrevet, og som naturligvis ikke kan offentliggøres i Myanmar, lyder: “Fantasien er død, fortabt, død fantasi. Depression, død depression. Kerne, død kerne. Meditationer om døden. Buddha, død Buddha.”

Fernissen af normalitet i Rangoons gader blev tykkere dag for dag. Juntaens udenrigsminister meddelte selvsikkert FN’s generalforsamling: “Normale forhold hersker nu atter i Myanmar [Myanmar].”

Inden jeg rejste, gik jeg en sidste gang gennem Rangoons centrum. Det flyselskab, hvor jeg ville have bekræftet, at jeg havde en gyldig billet til hjemrejsen, havde fjernet krydsfinerpladerne fra vinduerne. Pigtrådsspærringerne, der havde ligget på fortovene, var blevet fjernet. De soldater, der havde undersøgt håndtasker og id-kort ved indgangen til den store pagode midt i byen, var forsvundet, og varehuset, hvor jeg havde set en bevæbnet trop soldater, var tomt. Idet jeg gik forbi det store cremehvide rådhus, Rangoon City Hall, fik jeg dog øje på et glimt af olivengrønt og rødt. Jeg kiggede ind gennem tremmerne for et af vinduerne og kunne kortvarigt se, hvad der foregik bag facaden. Måske for at foregribe en gentagelse af urolighederne havde regimet stadig en skjult militær tilstedeværelse i byen. Soldaterne havde hængt deres udstyr op på knagerækkerne i de gange, hvor embedsmændene plejede at færdes. I bygningens halvmørke indre kunne jeg se en tilsyneladende endeløs række af militærgrønne køjesække, røde tørklæder og bambusstave.

Oversat fra engelsk af Claus Bech

104

Taktiske likvideringer

/ “Humanitær krig” i Israel / Af Eyal Weizman

Den begrænsede mulighed for at opretholde en permanent tilstedeværelse i Gaza og på Vestbredden har styrket Israels tiltro til en taktisk logik, der forsøger at ødelægge palæstinensernes væbnede og politiske modstand gennem målrettede likvideringer – ekstrajuridiske statshenrettelser – udført fra luften såvel som fra jorden.1 Som den israelske sikkerheds-tænketank Alternative Team for nyligt indrømmede, er forudsætningen for Israels politik om en delvis rømning i virkeligheden, at den israelske sikkerhedstjeneste bevarer herredømmet over det rømmede område med andre midler end territorial kontrol. “Hvad enten vi er fysisk til stede i territorierne eller ej, så bør vi stadig være i stand til at demonstrere vores evner til at kontrollere og påvirke det…”2 Denne “tanatotaktik” (dødstaktik), det begreb, som jeg vil bruge til at referere til disse likvideringer, kan ikke længere blot forklares ud fra en logik om terrorbekæmpelse; den må også betragtes som statens forsøg på at bevare en grad af sikkerhed og politisk indflydelse i palæstinensiske områder.

Tanatotaktikkens simple, men grundlæggende og styrende antagelse er, at de vigtigste aktiver i de palæstinensiske organisationer er mennesker – politiske og åndelige ledere, talsmænd, erfarne krigere, bombemagere, frivillige selvmordere, førere, aktivister og rekrutteringsfolk – og hvis disse mennesker, som opretholder den palæstinensiske modstands organisatoriske logik, bliver myrdet, så vil deres “system” gå i opløsning og være mere sårbart i forhold til videre handlinger. Det israelske sikkerhedsetablissement tror, at palæstinenserne uden de ovennævnte aktører vil forvandle sig til føjelige subjekter underlagt israelsk kontrol.

Ud over kapaciteten til at afbryde terrorhandlinger, så “sprøjter

Lettre Internationale - Taktiske likvideringer

106

drab energi ind i fjendens system, splitter dennes institutionelle hierarkier,” ifølge Shimon Naveh, tidligere leder af Operational Theory Research Institute – en militær tænketank, der udvikler det “teoretiske” fundament for sådanne angreb. Desuden “opnås ‘driftsmæssige rystelser’ bedst, når disse operationer udføres hurtigt efter hinanden, og fjendens system ikke får tid til at komme sig mellem angrebene.” Skønt resultatet ikke kan forudsiges, er effekten af disse operationer, ifølge Naveh, en grad af institutionelt kaos, der tillader israelske sikkerhedsstyrker at vente og se, “hvordan kortene falder.”3 Ifølge Ephraim Segoli, tidligere helikopterpilot og tidligere leder af luftvåbnets base i Palmahin, hvorfra de fleste helikopter-likvideringstogter er blevet indledt, “er likvideringer den centrale komponent i de israelske forsvarsstyrkers (IDF) operationer og selve essensen af den krig, som den fører.” Han nævnte endvidere, at “ønsket om at ‘perfektionere’ disse operationer betyder, at den israelske sikkerhedsindustri har reorganiseret sig og er begyndt at koncentrere sig om udviklingen af systemer, der tjener denne logik.”4 Likvideringer udført af “arabiserede” eller uniformerede soldater, helikoptere, jagerfly eller ubemandede droner finder nu sted så godt som hver dag og nat på Vestbredden og i Gaza.

Når likvideringer skal forklares til offentligheden gennem medierne, så retfærdiggør militæret dem ofte retrospektivt ud fra en hævngerrig logik, der insisterer på, at ofrene havde “blod på hænderne”. Men dette er naturligvis ikke noget retsgyldigt argument. Når disse operationer prøves juridisk ved højesteret, forklares de ud fra en forebyggende logik, der beskriver de udsatte individer som en overhængende fare – “tikkende bomber”, der er lige ved at eksplodere i et forestående terrorangreb. Lederen af IDF’s juridiske afdeling, Daniel Reisner, fastslog allerede i løbet af de første uger af al Aqsa-intifadaen, at Israel på grund af den øgede grad og hyppighed af palæstinensisk vold legalt kunne begynde at definere begivenhederne som en “væbnet konflikt på grænsen til krig”.5 Denne definition medfører, at militante palæstinensere i forhold til at slå dem ihjel (men ikke i forhold til at internere

dem) kunne betragtes som kombattanter (snarere end “kriminelle”) og derfor kunne angribes hvor og når som helst, og ikke blot når de var i færd med at udføre en fjendtlig handling. Ifølge den israelske regering lovliggør denne definition af Intifadaen som en “væbnet konflikt på grænsen til krig” drabene på ethvert medlem af en væbnet organisation og endda på lederne af politiske organisationer, der indeholder en militær fløj, som giver sig af med vold (denne kategori inkluderer praktisk talt alle palæstinensiske organisationer).6 Ephraim Sneh, Israels viceforsvarsminister da politikken blev fremlagt, skærper denne logik om udvidet anvendelse: “Ingen person tildeles immunitet ved at være ansat af de palæstinensiske myndigheder.”7 Tidligere forsvarsminister Shaul Mofaz advarede i begyndelsen af 2006 om, at “ingen vil være sikker”, ikke engang den palæstinensiske premierminister Ismail Haniyeh.8 Såfremt det under international lov er markeringer af indenfor/udenfor, der bestemmer forebyggende foranstaltningers lovlige grad af intensitet (straffe-/indenfor, militær-/udenfor), og såfremt definitionen af “indenfor” afhænger af en test af “en stats effektive kontrol over det pågældende territorium”9, så har den unilaterale rømning af Gazastriben styrket Israel rent juridisk i forhold til likvideringerne, ligesom den yderligere har accelereret brugen heraf. Efter at have demonstreret sin beslutsomhed, rømmet bosættelserne og trukket sig tilbage til den internationale grænse fra 1967 omkring Gaza forventede Israel, at omverdenen politisk ville være mere tolerant i forhold til disse former for militære aktioner.

Drab i byerne / De israelske menneskejagttroppers bevægelser gennem palæstinensisk byterræn ligner ofte sikkerhedsstyrkernes bevægelser – gennem lofter og vægge – i Terry Gilliams filmklassiker Brazil fra 1985. Jeg har i artiklen “Walking through Walls” vist, hvorledes israelske soldater i de palæstinensiske byer bevæger sig fra hus til hus gennem huller, som de sprænger i skillemure, og rykker frem

Lettre Internationale - Taktiske likvideringer

“Bogstaveligt talt gennemsigtige” instrumenter hjælper på afgørende vis med at skabe en spøgelseslignende (eller computerspilslignende) militær fantasiverden af grænseløs omskiftelighed, hvori byens rum bliver fuldstændigt farbart, som om det ikke udstikker nogen barrierer for bevægelse, syn og “ild”. igennem hundredmeter lange “overgrundstunneller” skabt i bygningsværker, som støder op til hinanden.10 I de palæstinensiske byer og flygtningelejre benytter de israelske soldater ikke de gader, veje, gyder eller gårde, der udgør byens syntaks, eller de ydre døre, indre trapper og vinduer, som angiver bygningernes orden. I stedet bevæger de sig horisontalt gennem skillemure og vertikalt gennem huller sprængt i lofter og gulve. Snarere end at indordne sig under de konventionelle rumlige grænsers herredømme bliver bevægelse i sig selv konstituerende for rum.

Denne “af-muring af muren”, med en formulering af Gordon Matta-Clark, ignorerer de opførte bygningsværkers begrænsninger og tillader en

3-dimensional bevægelse gennem mure, lofter og gulve tværs over de urbane hindringer i jagten på de mistænkte.

For at fuldende en militær taktik, der involverer fysiske nedbrydninger og vandring gennem mure, er der udtænkt nye metoder, som gør soldater i stand til at se og dræbe gennem mure.

Den israelske virksomhed Camero har udviklet et håndholdt billedapparat, der kombinerer termisk billedfrembringelse med ultra-bredbåndsradar, der ligesom nutidige fødselsstuers ultralydsscanninger kan skabe 3-dimensionale gengivelser af biologisk liv skjult bag barrierer.11 Menneskekroppe fremtræder på skærmen som uklare varmekilder, der flyder (som fostre) i et abstrakt, klart medium, hvori alt fast – mure, møbler, objekter – er smeltet væk.12 Våben, der bruger NATO’s 5.56 mm standardammunition, er suppleret med nogle, der bruger 7.62 mm ammunition, som er i stand til at trænge gennem teglsten, træ og ubrændte soltørrede mursten uden synderlig afbøjning af patronen.

“Bogstaveligt talt gennemsigtige” instrumenter hjælper på afgørende vis med at skabe en spøgelseslignende (eller computerspilslignende) militær fantasiverden af grænseløs omskiftelighed, hvori byens rum bliver fuldstændigt farbart, som om det ikke udstikker nogen barrierer for bevægelse, syn og “ild”.

Shimon Naveh forklarede mig det på følgende vis: “Militære enheder tænker som kriminelle… som seriemordere… [de] bliver tildelt et område og studerer det i månedsvis, de studerer personerne i de fjendtlige organisationer, de skal myrde, deres fremtræden, deres stemmer [som de lyder ved telefonaflytningerne], deres vaner… som professionelle mordere. Når de træder ind på området, så ved de, hvor de skal lede efter disse mennesker og går i gang med at slå dem ihjel.”13

Teknologi versus besættelse / Militæret tror nu, at enhver etage i ethvert hus, enhver bil, ethvert telefonopkald eller enhver radiotransmission, selv den mindste begivenhed, der finder sted i terrænet, kan overvåges, kon-

108

trolleres og destrueres fra luften. Den vertikale magts tænkte geografi har således fuldført en 90 graders drejning, hvor “orienten” – undersøgelsesobjektet og angrebets mål – ikke længere er placeret mod øst, på den anden side af horisonten og havet, men vertikalt under en vestlig, luftbåren civilisations tyranni, der bemander eller fjernstyrer bevæbnede platforme over den.

De luftbårne likvideringer hviler på tekniske og doktrinære muligheder, der udsprang af Israels krige mod Libanon i 1980’erne og 1990’erne, og som siden er blevet videreudviklet og “fuldendt” under den anden Intifada.14 Sharons udskiftning af den tidligere israelske stabschef Moshe Ya’alon med den tidligere leder af luftvåbnet Dan Halutz – blot måneder før evakueringen af Gaza i sommeren 2005 – vidnede om det strategiske domænes forskydning fra landjorden til luften og om regeringens accept af Halutz’ agenda/mantra: “teknologi i stedet for besættelse”.15 Den teknologi, som Halutz havde i tankerne, var den, der udgjorde fundamentet i de “målrettede likvideringer”, som han konsekvent og arrogant forsvarede, selv når den regelmæssigt fratog mange af de omkringstående livet.

Ifølge data indsamlet af den humanitære menneskerettighedsorganisation B’Tselem er 376 palæstinensere blevet dræbt af målrettede likvideringer siden starten på al-Aqsa-intifadaen i september 2000, til disse linjer skrives i februar 2008.

Kun 227 af disse var de påtænkte mål for likvideringerne, resten var palæstinensere, som var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Af de civile, der utilsigtet blev dræbt, var omkring 50 børn.16 Blandt de myrdede findes mange fra Hamas’ politiske og militære ledelse.

Ephraim Segoli udlagde logikken bag “likvideringerne” som en “succeshistorie baseret på en høj grad af samarbejde mellem sikkerhedstjenesten og luftvåbnet”.17 Sikkerhedstjenesten leverer dødslister, efterretningsarbejde og anklager (den endelige identifikation), og luftvåbnet står for drabene. Likvideringsoperationerne starter, når sikkerhedstjenesten indleverer en persons dossier med en anbefaling om “likvidering” til en speciel ministeriel komite med anmodning om godkendelse. Enhver likvidering skal dog

godkendes og underskrives af såvel forsvarsministeren som premierministeren.18 At dræbe enkeltpersoner er ikke blot en komponent i, men er blevet selve essensen i den nuværende kampagne mod palæstinensisk modstand. I de seneste år er Gaza blevet verdens største laboratorium for luftbåren “tanatotaktik”. Som Ephraim Segoli sagde til mig, “undersøger” forskellige afdelinger af de amerikanske sikkerhedsstyrker, der også selv deltager i ikkeanerkendte likvideringer med brug af ubemandede droner, i al hemmelighed “det israelske luftvåbens resultater og performance for at kunne drage lære heraf i forhold til dets egne krige”, selvom den amerikanske regering offentligt protesterer imod de israelske likvideringer og forlanger, at de bliver indstillet.19 Mange af de finesser og doktriner, der udgør paradigmet i “revolutionen i militære anliggender” (RMA), og det fokus på netværk, der ses i den aktuelle amerikanske strategi i Irak, er produceret i samarbejde med forskellige israelske sikkerhedstjenester og dets industrier eller er baseret på praktiske israelske erfaringer. Donald Rumsfelds naive tro på at kunne håndtere modstand i Irak var således også baseret på hans antagelse om, at man blot kunne opskalere de israelske teknikker, der benyttes i håndteringen af palæstinensisk modstand.

Som altid finder man militærets sædvanlige kaos, arrogance og inkompetence bag det teknologiske raffinement, den metodologiske kompleksitet og den teknofile ståhej.

Lettre Internationale - Taktiske likvideringer

Hvordan foregår det? / En sværm af forskellige typer droner, hvor de enkelte komponenter cirkulerer i forskellige områder og op til godt 9 kilometers højde, navigeres af et GPS-system og sættes via radiokommunikation sammen til et synergetisk rekognosceringsog dræberinstrument, der udgør hele likvideringsoperationens spektrum. Med udviklingen og formeringen af drone-teknologi er der, som Naveh indrømmede, “ikke længere mange israelske soldater tilbage i luftrummet over Gaza… luften er primært fyldt med golemmer… en hær uden soldater.”20 Målrettede angreb er stadig skyld i hundredvis af “utilsigtede” civile dødsfald, og hvert af disse dødsfald ledsages af nye forbavsede undskyldninger fra militæret: “Vi så ikke de civile”, eller “de trådte ind på området, da det var for sent at stoppe”.21 Som altid finder man militærets sædvanlige kaos, arrogance og inkompetence bag det teknologiske raffinement, den metodologiske kompleksitet og den teknofile ståhej.

IDF foretrækker at anvende den steriliserende term “fokuseret hindring” eller “fokuseret forebyggende angreb” til at beskrive disse likvideringer, og størstedelen af de ledende israelske medier deltager i denne retorik. Når det er muligt, udelader de landjordsskildringerne af likvideringerne, og de viser ikke ligene, blodet eller kropsdelene – de selvsamme billeder, medierne fokuserer på, når de betragter konsekvenserne af et palæstinensisk terrorangreb. Derimod viser de dominerende medier klip fra “kamikaze”-kameraer på “intelligente missiler” og fra andre sensorer med det formål dels at bekræfte IDF’s afvisning af de palæstinensiske påstande om vilkårlige drab, og dels at fremme politiske beslutninger om fortsat at anvende denne taktik. Billederne og videoerne fra disse våben er således i lige så høj grad et medieskabt produkt, som de er “billeder fra aktionen”22, og vi skal ikke blive overraskede, hvis våbnenes evne til at skabe “udsendelige” billeder rent faktisk bliver indtænkt i den teknologiske udvikling af dem. Deres første tydelige virkning var faktisk heller ikke som våben, men som medieprodukter. Under Golfkrigen i

1991 blev mediernes publikum fodret med billeder af kamikazebomber som demonstration på det amerikanske militærs teknologiske overlegenhed og “kirurgiske” evner, skønt de fleste våben stadig bestod af, og de fleste af krigens grusomme realiteter stadig var forårsaget af, den “usynlige” gamle “dumme” slags af jern. Gennem inklusionen af nogle billeder/informationer og eksklusionen af andre fremstiller de førende israelske medier henrettelserne som ikke blot nødvendige, men også etiske, og man legaliserer dem retorisk ved det, som Neve Gordon har kaldt “den diskursive produktion af en pseudojuridisk proces.”23

Den “humanitære” krig / Efter mange civile var blevet dræbt ved luftbårne likvideringer, undskyldte lederen af det israelske luftvåben, Eliezer Shakedy, i midten af 2006 og hævdede, at forholdet mellem civile og kombattanter dræbt ved likvideringer under hans ledelse var blevet reduceret fra at være en til en til nu blot at indebære 20% af “uinvolverede civile.”24 Et kritisk perspektiv må således kæmpe med militære påstande om, at den teknologiske og tekniske udvikling inden for målrettede likvideringer kan medføre færre utilsigtede drab, såfremt udviklingen får lov til frit at fortsætte og inkorporere nye metoder, uden at dette frifinder handlingen. I mangel af andre former for kritik måtte man for at retfærdiggøre eller modstille sig militære aktioner acceptere en “nekro-økonomi”, hvori “mindre ondskab”, her repræsenteret ved et lavere antal lig, måles op imod en imaginær eller reel “større ondskab” og flere lig.

I denne sammenhæng forstås “ondskab” bedst i forlængelse af den israelske filosof Adi Ophir som en kategori fjernet fra det guddommelige eller det djævelske, og i stedet placeret i en social orden, hvor lidelser og smerte kunne have været, men ikke blev, forhindret.25 Hvordan skal ondskab minimeres, hvis ikke forhindres? Menneskerettighedsforskeren Michael Ignatieff har foreslået en kritisk metode: Ignatieff hævdede, at demokratiske samfund i en “krig mod terror”

110

Ønsket om at gøre krig mere “menneskelig” – der siden det 19. århundrede er indeholdt i forskellige konventioner om krigens love – kan under visse omstændigheder paradoksalt nok ende med at gøre den mere mulig, mere tænkelig, hyppigere, længere og således mere korrumperende. kan blive nødt til at bryde nogle grundlæggende menneskerettigheder og tillade deres sikkerhedstjenester at deltage i andre skjulte og modbydelige statshandlinger – et “mindre onde” i hans øjne – for at afværge eller minimere potentiel “større ondskab”.26 Ignatieff er endda villig til at overveje målrettede likvideringer, og i særdeleshed de israelske, under bestemte forudsætninger som “værende inden for det mindre ondes moralskpolitiske ramme”.27 Med hensyn til balanceringen af ondskab foreslår han, at likvideringer kun må finde sted, hvis en mere moderat magtbrug ikke er mulig, og hvis likvideringerne kan hjælpe med at forhindre mere ødelæggende følger såsom terrorangreb.

Problemet med beslutninger foretaget på en ondskabens økonomi, og således med Ignatieffs tilgang, kunne imidlertid tænkes at ligge andetsteds.

For det første: Hvem er i stand til at afgøre, hvad det rigtige forhold mellem “onder” skal være? Vurderinger af, hvad der udgør et “mindre onde” (vurderinger, som uden tvivl vil blive mere bindende end national og international lov og i nogle tilfælde uden tvivl vil blive et påskud for deres “midlertidige” tilsidesættelse), vil blive foretaget enten af sikkerhedsstyrkerne – som, endda ifølge Ignatieff, ikke troværdigt kan foretage denne vurdering, da de selv kan drage fordel af et større handlingsspillerum – eller af samfundets demokratiske institutioner (modereret

via en “fjendtlig granskning”), der som oftest vil skulle tage en beslutning i en situation med kollektiv smerte, hvor evnen til at foretage beherskede og velovervejede beslutninger igen og igen har vist sig i bedste fald at være indskrænket.

For det andet: Handlinger defineret og udført som “mindre onder” vil måske blive anvendt hurtigere. Et mindre brutalt forslag er et forslag, der kan blive accepteret og tolereret.28 I den voldelige orden, som militæret kalder “lavintensitetskonflikt”, forsøger parterne at holde voldsniveauet så tæt som muligt på grænsen til det “gangbare”, en grænse, som selv er dynamisk, fordi lavintensitetskonfliktens status quo hjælper med at opretholde den politiske hegemoni hos begge parter. Lavintensitetskonflikter fungerer således som en serie af aktioner og modaktioner, hvis rutine konstant redefinerer niveauet for det gangbare.29 I denne konflikts økonomi betragter militæret lynangreb og luftangreb som et “mindre onde”, det mere moderate alternativ til de voldsomme midler, som militæret rent faktisk besidder og uden tvivl ville udfolde i form af en total invasion, nye besættelser på landjorden og drab på vilkårlige civile, såfremt fjenden overskred det “acceptable” voldsniveau eller brød en uudtalt overensstemmelse i den voldelige diskurs af aktioner og modaktioner.30 Fortalerne for en “mindre ondskabs” instrumenter, teknikker og sprog

Lettre Internationale - Taktiske likvideringer

mener, at de ved at udvikle og fuldende disse rent faktisk lægger bånd på regeringen og på resten af sikkerhedsstyrkerne, som ellers ville have held med at forcere en radikalisering af volden. Før han beskrev, hvad der rent faktisk fandt sted blot et par uger senere, bekræftede lederen af luftvåbnet, Shakedy, denne logik, idet han nævnte, at “det eneste alternativ til luftangreb [læs målrettede likvideringer] er en landjordsoperation og genbesættelse af Gaza… vi har ikke et mere præcist våben.”31 I kølvandet på kidnapningen af israelske soldater demonstrerede angrebet på Gaza, der startede i slutningen af juni 2006, og angrebet på Libanon i juli-august 2006, at de alternative, mere ødelæggende midler stadig og altid er til stede, især når lavintensitetskonfliktens “uskrevne regler” opfattes som værende brudt. Det aggressive angreb på og drab af civile, fjernelsen af fællesskaber, den bevidste ødelæggelse af ejendomme og infrastruktur inklusiv lufthavne, kraftværker og broer begge steder, skabelsen af næsten en million flygtninge i Libanon, ødelæggelsen af ministerielle bygninger, anholdelsen af regerings- og parlamentsmedlemmer og udvisningen af palæstinensere bosiddende i Jerusalem,32 skal forstås som voldelige udbrud, der sørger for at holde truslen om den reelle mulighed for altid nærværende “større midler” i live – ligesom “Operation Defensive Shield” i april 2002 og især angrebet på Jenin.

Uden at ønske “større ondskab” er det paradoksalt nok ikke desto mindre lavintensitetsalternativerne, der kan resultere i det højeste antal tab. Det skyldes simpelthen, at hvis man følger den logik, der gør, at “mindre onder” lettere bliver gangbare og nemmere at anvende, kan konflikternes varighed blive forlænget, ligesom mere af den “mindre ondskab” kan begås uden diplomatisk indblanding, og uden at internationale “fredsstyrker” i al hast sættes ind. Selv ifølge den nekro-økonomiske logik, der oprindeligt søgte at fremme denne tankegang, kan resultatet af en udvidet anvendelse af “mindre ondskab” ende med at blive et “større onde” og stik imod hensigten bevirke, at dødstallet stiger. Dette demonstreres også af IDF’s vilkårlige brug af gummibelagt stålammunition. Soldater

mener, at denne “ikke-dødbringende ammunition” demonstrerer “tilbageholdenhed” i ikkelivstruende situationer. Men den hyppige og vilkårlige brug af disse såkaldte “gummikugler” forårsager død og lemlæstelse for mange palæstinensiske demonstranter, især børn.33 Jo lavere voldstærskel et bestemt middel menes at have, jo oftere vil det blive anvendt.

Jeg ønsker dog ikke at foreslå, at problemet omkring lavintensitetsmidlerne på nogen måde skal angribes ud fra en voldsøkonomi. Derimod vil jeg antyde, at selv hvis det sker, så kan resultaterne ofte vise sig at være det modsatte af, hvad man ønskede. Således gendrives selve den logik, der ligger til grund for voldsøkonomien. Ønsket om at gøre krig mere “menneskelig” – der siden det 19. århundrede er indeholdt i forskellige konventioner om krigens love – kan under visse omstændigheder paradoksalt nok ende med at gøre den mere mulig, mere tænkelig, hyppigere, længere og således mere korrumperende. Krigens love og andre moralske regler, som samfund frivilligt pålægger sig selv for at regulere vold, kan ende med at legitimere den.

“Kløften” mellem individuel og kollektiv / Den presserende og vigtige kritik, som fredsorganisationer ofte retter mod IDF – at de umenneskeliggør deres fjender – maskerer en anden, farligere proces, hvor militæret inkorporerer de humanitære og menneskeretlige organisationers logik i sine operationer og endda forsøger at samarbejde direkte med disse organisationer, som opponerer mod militæret. Den anden side af den politik, der dræber individer, bliver mere og mere optaget af de generelle livsvilkår for de personer, der ikke bliver dræbt. I marts 2006 modtog generalstabschef Halutz nogle medlemmer af Machsom [checkpoint] Watch – en organisation viet til at sikre, at palæstinensere ikke misbruges ved militære checkpoints. Halutz hævdede på mødet, at han var villig til at høre på deres forslag til at forbedre IDF’s adfærd ved checkpoints, og at han i det hele taget var klar til at forholde sig til den besatte palæstinensiske befolknings problemer.

112

Oversat fra engelsk af Jesper Lohmann Denne artikel er baseret på uddrag fra et kapitel med samme titel i Eyal Weizmans bog Hollow Land, London/New York: Verso Press, 2007.

1

Ifølge den israelske regering var de målrettede operationer udtænkt således, at man kunne undgå at “straffe en hel befolkning” og i stedet blot udvælge de “skyldige”. Den logik, der betragter radikaliseringen af likvideringerne som betingelsen for at forsøge at forbedre livet for befolkningen som helhed, er indeholdt i en klichefyldt udtalelse, som ofte gentages af Ariel Sharon, og som for nylig blev gentaget af Israels nye forsvarsminister, Amir Peretz, der hævdede, efter at IDF-soldater dræbte 7 palæstinensere i Jenin i maj 2006, at den nye IDF-strategi under hans ledelse vil være at “slå hårdt ned på terror og på samme tid gøre livet nemt for den uskyldige del af den civile befolkning”. Umiddelbart efter disse drab (og blot midlertidigt) kom denne nye politik, hvor man foretager målrettede drab med henblik på at lade befolkningen leve (eller det er i det mindste argumentet), rent faktisk til udtryk ved genåbningen af en længe lukket terminal i Gaza til leveringer af fødevarer og medicin af “humanitære årsager”.

Logikken bag den israelske suverænitet og kontrol over den palæstinensiske befolkning er blevet transformeret fra at være baseret på besættelser af landjorden, fysisk tilstedeværelse og styring af det daglige liv til på den ene side at være baseret på likvideringer og på den anden side karakteriseret ved “krisestyring” kontrolleret ved åbne og lukkede grænseovergange. “Tanatotaktik” har således fundet en uventet partner i den humanitære politik, der forsøger at kontrollere liv. En særlig “stats-humanitarisme” og taktikken bag de målrettede likvideringer udgør således de to poler i en politik, som endelig har formået at finde en måde at bygge bro over kløften mellem det individ, der skal fjernes, og det kollektiv, der skal heles.

2

3

4 5

6

7

8

9

Disse angreb er blevet betegnet som: “målrettede drab”, “snigmord”, “attentater”, “likvideringer”, “ekstra-juridiske henrettelser” og “fokuseret forebyggelse”. Det terminologiske valg har implikationer, når man betragter gerningens lovlighed. Jeg har valgt at bruge begrebet “målrettet likvidering” (targeted assassination), da det kombinerer en operationel logik med en illegal handling.

Yedidia Ya’ari og Haim Assa: Spredt krigsførelse. Krig i det 21. århundrede, Miskal–Yediot Aharonot bøger og Chemed bøger, Tel Aviv, 2005, p. 146. Skrevet på hebraisk, ikke oversat til dansk.

Interview med Shimon Naveh pr. telefon d. 7. marts 2006 og 15. september 2005 samt d. 11. april på en militær efterretningsbase i Glilot tæt på Tel Aviv.

Interview med Ephraim Segoli d. 22. maj 2006 i Tel Aviv.

David Kretzmer: “Targeted Killing of Suspected Terrorists: Extra-Judicial Executions or Legitimate Means of Defense?”, in The European Journal of International Law, Vol. 16, # 2, pp. 196, 207.

Pressebriefing ved Daniel Reisner – leder af afdelingen for international lov under IDF’s juridiske division, Israels udenrigsministerium, http://www.mfa.gov.il, 15. november 2000.

Citeret i et interview med Daniel Reisner udført af Amnesty International. Se http://web.amnesty.org/library/print/ ENGMDE150052001, d. 31. december 2000.

Citeret i Amos Harel og Arnon Regular: “IAF probe: Civilians spotted too late to divert missiles in Gaza strike”, Ha’aretz, d. 7. marts 2006. Se endvidere: Soha Abdelaty: “Intifada timeline”, Al-Ahram 30. september til 6. oktober 2004, http://weekly.ahram.org.eg/2004/710/fo5.htm; Vincent Cannistraro: “Assassination Is Wrong – and Dumb”, The Washington Post, 30. august 2001.

Den israelske juridiske forsker Eyal Benvenisti hævdede, at den rette målestok for at vurdere, om Israel fortsat er bundet af en besættelsesmagts forpligtelser, gives af de konkrete forhold på området: “Hvis der var områder under palæstinensisk kontrol, så er de ikke genstand for israelsk besættelse.” Cf. Eyal Benvenisti: “Israel and the Palestinians: What Laws were Broken”, Crimes of War Project, http://www.crimesofwar.org/expert/me-intro.html Charles Shamas, en juridisk ekspert bosiddende i Ramallah, påpeger, at eftersom Israel stadig udøver effektiv kontrol over bevægelsen mellem steder, over forsyningen af varer samt over adgangen til naturressourcer, har Israel også den endelige autoritet i forhold til vedtagelsen af palæstinensisk lovgivning og er derfor fortsat bundet af en besættelsesmagts korresponderende pligter. Dette indebærer, at kriminel aktivitet udført af civile, inklusiv terrorgrupper, skal afskrækkes og undertrykkes gennem anvendelsen af lovligt politiarbejde og strafferetsplejeloven. Likvideringerne blev drøftet og afvist i den israelske højesteret. (HCJ 5872/2002, M.K. Muhammed Barake vs. premierminister og forsvarsminister). Afgørelsen indeholdt: “Indstævntes valg af ibrugtagne kampmidler med

Lettre Internationale - Taktiske likvideringer

10

11

12

13 14

15

16 17 18

19

det mål rettidigt at stække morderiske terrorangreb hører ikke ind under de områder, hvori denne ret vil intervenere.” http://62.90.71.124/files/01/720/058/f04/01058720.f04.HTM. Rettens holdning i denne sag er kritiseret i Ben-Naftali og Michaeli: “Justice-Ability: A Critique of the Alleged NonJusticiability of Israel’s Policy of Targeted Killings”, in International Journal of Criminal Justice (2003), p. 368.

Eyal Weizman: “Walking through Walls: Soldiers as Architects in the Israeli Palestinian Conflict”, in Radical Philosophy, marts–april 2005.

Zuri Dar og Oded Hermoni: “Israeli Start-Up Develops Technology to See Through Walls”, in Ha’aretz, 1. juli 2004. Se endvidere Amir Golan: “The Components of the Ability to Fight in Urban Areas”, in Ma’arachot 384, juli 2002, p. 97.

Nutidige metoder og våben, der søger efter liv uden at ødelægge materielt gods, minder om 1970 neutronbombens funktion, der blev udviklet til at efterlade alt udstyr og alle bygninger intakte og myrde alle mennesker i dem.

Interview med Shimon Naveh.

Første gang, Israel benyttede ubemandede droner, var i 1982 i angrebet på sovjetisk producerede syriske luftværnsmissiler i Libanon. I 1992 blev Hizbollahs generalsekretær sheik Abbas Mussawi dræbt under et israelsk luftangreb.

I 2001 holdt han et foredrag på militærets National Security College, hvor han sagde: “luftvåbnets egenskaber i dag gør nogle traditionelle antagelser anakronistiske… at sejr er lig med territorium…” Israel Harel: “The IDF protects itself”, Ha’aretz, 29. august 2006.

B’tselem data, opdateret til 3. juli 2006, http://www. btselem.org.

Segoli i interview, 22. maj 2006.

Beslutningen om at angribe en gruppe i besiddelse af kassamraketter tages på den anden side meget hurtigere og blot på militært niveau.

Citatet er fra et interview med Segoli. I november 2002 blev en bil, der kørte i en afsides del af Yemen, ødelagt af et missil fra en ubemandet predator-drone hvorved seks formodede medlemmer af al-Qaeda blev dræbt. Skønt USA ikke offentligt har taget ansvaret for angrebet, så lader embedsmænd forstå, at CIA udførte angrebet. Mordet i juni 2006 på Abu Musab al-Zarqawi og mordforsøget på Ayman alZawahiri i januar 2006 fandt begge sted fra luften. Tidligere luftangreb dræbte al-Qaedas militære leder, Mohammed Atef, og Hamza Rabia, en af al-Qaedas topledere i Pakistan. I øjeblikket planlægger det amerikanske forsvar at fordoble antallet af predator- og global hawk-droner, der bruges til overvågning og beskydning. Se Anthony Dworkin: “The Yemen Strike: The War on Terrorism Goes Global”, Crimes of War Project, 14. november 2002, http://www.crimesofwar.org/onnews/news-yemen.html.

Se ligeledes Chris Downes: “’Targeted Killing’ in an Age of Terror: The Legality of the Yemen Strike”, in Journal of Conflict and Security Law (2004), Vol. 9, # 2, pp. 27779; og Nyier Abdou: “Death by Predator”, Al-Ahram, 14.20. november 2002, http://weekly.ahram.org.eg/2002/612/

re5.htm 20 Interview med Shimon Naveh.

21 Amos Harel: “Nothing ‘surgical’ about air force attacks in urban areas”, in Ha’aretz, 22. juni 2006.

22 Harun Farocki: “War From a Distance”, foredrag holdt på Kunstakademiet i Wien d. 13. januar 2005.

23

24 25

26

27

28

29

30 31 32

33

Neve Gordon: “Rationalising Extra-Judicial Executions. The Israeli Press and the Legitimization of Abuse”, in International Journal of Human Rights, Vol. 8, # 3, efterår 2004, p. 305. Ha’aretz, Israels venstreorienterede dagblad, begyndte i 2005 som en politik at offentliggøre navnene på de dræbte palæstinensere. Der er en betydelig modvilje i Israel mod politikken bag de “målrettede likvideringer”. I 2003 udtalte adskillige militærpiloter, at de ikke ville deltage i disse operationer. Se Chris McGreal: “We’re Air Force pilots, not mafia. We don’t take revenge”, in The Guardian, d. 3. december 2003.

Harel: “Nothing ‘surgical’”.

Adi Ophir: The Order of Evils: Toward an Ontology of Morals, Rela Mazali og Havi Care (overs.), New York: Zone Books, 2005, afsnit 7.100. “Ondskab kan kun retfærdiggøres ved at appellere til en alvorligere hypotetisk ondskab, der kunne være forårsaget, såfremt bekæmpelsen eller den frigørende handling ville have fundet sted (3.432). Retfærdiggørelsen forskyder diskussionen fra en udvekslingsorden, hvor den sårede forsøger at skabe en forbindelse mellem ødelæggelse eller lidelse og kompensation, til en anden udvekslingsorden, hvor den sagsøgte forsøger at skabe en forbindelse mellem ondskaben, der fandt sted, og den mulige ondskab, der kunne have fundet sted.”

Michael Ignatieff: The Lesser Evil: Political Ethics in an Age of Terror, Princeton: Princeton University Press, 2004.

En “mindre ondskabs”-tilgang kan ifølge Ignatieff tillade tvang og hemmeligholdelse. Hvis man holder sig stramt inden for lovens rammer, kan det give terrorister “for meget spillerum til at misbruge friheden”.

Disse betingelser inkluderer, at de er “anvendt på det mindst mulige antal mennesker, brugt som sidste udvej, og holdt under et åbent demokratisk systems nøje ransagelse…” Endvidere “kan likvideringer kun retfærdiggøres såfremt… mindre voldelige alternativer såsom anholdelse og tilfangetagelse bringer… mandskab eller civile i fare… [og] hvor alle fornuftige forbehold er taget for at minimere civile tab og skader.” Ignatieff: The Lesser Evil, pp. 8, 129, 130, 133.

Adi Ophir: The Order of Evils: Toward an Ontology of Morals, Rela Mazali og Havi Care (overs.), New York: Zone Books, 2005, afsnit 7.100.

Ariella Azoulay og Adi Ophir: “The Monster’s Tail”, in Michael Sorkin (ed.), Against the Wall, Israel’s Barrier to Peace, New York: The New Press, 2005.

Ibd. Harel: “Nothing ‘surgical’”.

Siden kidnapningen af en israelsk soldat d. 28. juni 2006 er over 500 palæstinensere blevet dræbt og mere end 2700 såret frem til september 2006. Infrastruktur til en værdi af 46 millioner dollars samt 270 private hjem og boliger er blevet ødelagt. Udenrigs-, finans- og indenrigsministerierne har lidt seriøs skade. Fem palæstinensiske ministre er blevet fængslet, inklusiv vicepremierministeren og lederen af parlamentet. 37 medlemmer af den lovgivende forsamling i Palæstina er blevet fængslet. Gaza-kraftværk, der leverer over 87 % af al strøm til Gaza, er ødelagt.

B’Tselem: “A Death Foretold: Firing of ‘Rubber’ Bullets to Disperse Demonstrations in the Occupied Territories”, november 1998. http://www.btselem.org/english/publications/summaries/199805_a_death_foretold.asp.

114

Googlificeringen af vores liv

/ En kreativ netkultur er det eneste middel mod informationsoverfloden / Af Geert Lovink

En hyldest til Joseph Weizenbaum Et spøgelse hjemsøger verdens intellektuelle eliter: informationsoverfloden. Almindelige mennesker har sat sig på strategiske ressourcer og tilstopper mediekanaler, der tidligere blev styret stramt.

Før internettet levede de dannede klasser i en forestilling om, at de kunne skelne “tom snak” fra “viden”. Med fremkomsten af søgemaskiner til internettet er det ikke længere muligt at skelne mellem de øvre klassers indsigter og plebejernes snak. Adskillelsen af høj og lav og deres sameksistens i tilfælde af karneval stammer fra svundne tider og bør ikke bekymre os. I dag alarmerer et helt andet fænomen: Søgemaskinerne rangerer i forhold til popularitet, ikke i forhold til sandhed. Vores liv er nu bestemt af søgning. Med den dramatiske stigning i antallet af tilgængelige informationer er vi blevet grebet af søgeværktøjer. Vi leder efter telefonnumre, adresser, åbningstider, en persons navn, flytider, gode tilbud, og i en hektisk sindstilstand erklærer vi den stadigt voksende mængde af grå substans for “dataaffald”. Snart vil vi søge og ende med at fare vild. Gamle kommunikationshierarkier er ikke bare imploderet, men selve kommunikationen har udviklet sig til et angreb på hjernen. Populær støj er ikke bare steget til ulidelige højder, men vi kan ikke længere udholde endnu en forespørgsel fra kolleger, der spiller en vigtig rolle for os. Selv den venlige hilsen fra venner og familie har antaget status af en opgave med forventningen om et svar. Det, der foruroliger den dannede klasse mest, er, at den tomme snak er rykket ind på videnskabens og filosofiens hidtil beskyttede områder, men de burde i stedet bekymre sig om, hvem der vil få kontrollen over det stadigt mere centraliserede computernetværk.

Lettre Internationale - Googlificeringen af vores liv

116

Det, som vor tids repræsentanter for ophøjet enfoldighed og stilfærdig storslåethed ikke kan udtrykke, bør vi sige for dem: Der er en voksende utilfredshed med Google og den måde, internettet organiserer informationssøgning på.

Det videnskabelige etablissement har mistet kontrollen over et af sine centrale forskningsprojekter – udformningen og ejerskabet af computernetværk, som nu bliver brugt af milliarder af mennesker. Hvordan endte så mange mennesker med at blive så afhængige af én eneste søgemaskine? Hvorfor gentager vi nu endnu en gang Microsoft-historien? Det virker kedeligt at beklage sig over et fremspirende monopol, når den gennemsnitlige internetbruger disponerer over sådan en mangfoldighed af værktøjer til at fordele magten. En mulig måde at komme ud af denne knibe på er at omdefinere Heideggers “snak” positivt. I stedet for at beklage sig og drømme om et uforstyrret liv offline og om radikale metoder til at filtrere støjen fra er det tid til åbent at konfrontere vor tids ligegyldige former for tilstedeværen i blogs, sms’er og computerspil. De intellektuelle bør ikke længere skildre internetbrugere som uvæsentlige amatører, der er afskåret fra at have et væsentligt og oprindeligt forhold til verden. Der er noget større på spil, og det kræver, at man vover at tage en politisk diskussion af informatik. Det er på tide at se nærmere på fremkomsten af en ny form for virksomhed, der er i færd med at overgå internettet: Google.

World Wide Web, der skulle have virkeliggjort Borges’ uendelige bibliotek, som det bliver beskrevet i hans fortælling “Biblioteket i Babel” (1941), bliver af mange kritikere set som en variant af George Orwells Big Brother i romanen 1984 (1948). Herskeren har i dette tilfælde ændret sig fra at være et ondt uhyre til at være en samling cool unge mennesker, hvis virksomhedsslogan er “Gør intet ondt”. Vejledt af en meget ældre og erfaren generation af IT-guruer (Eric Schmidt), internetpionerer (Vint Cerf) og økonomer (Hal Varian) har Google ekspanderet så hurtigt og til så mange forskellige områder, at der stort set ikke er nogen kritiker, akademiker eller erhvervsjournalist, der har været i stand til

at følge med i forhold til den rækkevidde og det tempo, Google har udviklet sig med de seneste år. Nye applikationer og services hober sig op som uønskede julegaver med stadigt større regelmæssighed. Tag bare Googles gratis e-mailservice Gmail, videodelingsplatformen YouTube, det sociale networkingsite Orkut, GoogleMaps og GoogleEarth, Googles hovedkilde til indtægt Adwords med Pay-Per-Click-annoncer, kontorapplikationer såsom Calendar, Talks og Docs. Google konkurrerer ikke bare med Microsoft og Yahoo, men også med underholdningsvirksomheder, offentlige biblioteker (med Googles omfattende bogscanningsprogram) og selv med telefonselskaber. Tro det eller ej, men Google Phone kommer snart. Jeg hørte for nylig et mindre nørdet familiemedlem sige, at hun havde hørt, at Google var meget bedre og lettere at bruge end internettet. Det lyder sødt, men hun havde ret. Google er ikke bare blevet det bedre internet, Google overtager softwareopgaver fra din egen computer, så du kan tilgå disse data fra enhver terminal eller ethvert håndholdt apparat. Apples MacBook Air er en yderligere indikation af migrationen af data til privat kontrollerede lagringsbunkere. Sikring og beskyttelse af informationer er i hastigt tempo ved at udvikle sig til at blive den ny økonomi og teknologi baseret på kontrol. Og størstedelen af brugerne såvel som virksomhederne afgiver lykkeligt magten til selv at bestemme over deres informationsmæssige ressourcer.

Øer af fornuft / Min interesse for idéerne bag søgemaskinerne blev genvakt, da jeg læste interviewbogen Hvor er de, øerne af fornuft i cyberstrømmen? Udveje fra det programmerede samfund med MIT-professor og computerkritiker Joseph Weizenbaum, der er kendt for sit computerterapiprogram ELIZA fra 1966 og for sin bog fra 1976 Computer Power and Human Reason.1 Weizenbaum døde den 5. marts 2008 i en alder af 84. For nogle år siden flyttede Weizenbaum fra Boston tilbage til Berlin, hvor han var vokset op, inden han sammen med sine forældre flygtede fra nazisterne i 1935. Intervie-

Lettre Internationale - Googlificeringen af vores liv

wene blev foretaget af journalist Gunna Wendt fra München. En række Amazon-anmeldere brokkede sig over Wendts ukritiske spørgsmål og hendes bidrags høflige, overfladiske niveau.

Dette foruroligede ikke mig. Jeg nød indsigterne af en af computervidenskabens få insiderkritikere. Særligt interessante er Weizenbaums historier om sin ungdom i Berlin, eksilet i USA og måden, han begyndte at arbejde med computere på i 1950’erne. Bogen kan læses som en opsummering af Weizenbaums kritik af computervidenskaben, nemlig at computere pålægger deres brugere en mekanisk anskuelsesmåde.

Det, der især interesserede mig, var den måde, hvorpå den “kætterske” Weizenbaum udvikler sine argumenter som en velorienteret og respekteret insider – en position, der har ligheder med den “netkritik”, som jeg har udviklet sammen med Pit Schultz, lige siden vi startede projektet omkring “nettid” i 1995.

Bogens titel og undertitel lyder interessant: Hvor er de, øerne af fornuft i cyberstrømmen? Udveje fra det programmerede samfund. Weizenbaums overbevisninger kan opsummeres nogenlunde sådan her: “Ikke alle aspekter af virkeligheden kan beregnes.” Weizenbaums internetkritik er generel. Han undlader at blive specifik, og vi er nødt til at forstå dette. Hans bemærkninger om internettet tilføjer intet nyt for dem, der er bekendt med Weizenbaums værker: Internettet er en stor bunke skrammel, et massemedie, der består af op imod 95% vrøvl, meget lig det fjernsynsmedie, som nettet uvægerligt er på vej til at udvikle sig i retning af. Den såkaldte informationsrevolution er slået over i en strøm af misinformation. Grunden til dette er fraværet af en redaktør eller et redaktionelt princip. Det lykkes ikke for bogen at behandle grunden til, at dette afgørende medieprincip ikke blev bygget ind af de første generationer af computerprogammører, hvoraf Weizenbaum var et fremtrædende medlem. Svaret ligger formentlig i den første brug af computeren som en regnemaskine. Teknologiske determinister i Berlins Sophienstraße og andre steder insisterer på, at matematisk beregning fortsat er det centrale for computere. (Mis-) bruget af computere til mediemæssige formål

var ikke forudset af matematikerne, og skylden for vor tids ubehjælpsomme brugergrænseflader og forvaltning af informationer bør ikke tillægges de folk, der designede de første computere.

Det vil tage lang tid at omforme formålet med den computer, der engang var en krigsmaskine, fra at være en digital regnemaskine til at blive en universel menneskelig anordning, der tjener vores uendeligt rigt facetterede og forskelligartede informations- og kommunikationsformål.

Ved en række lejligheder har jeg formuleret en kritik af den “medieøkologi”, der har til formål at filtrere “brugbare” informationer fra til individuelt forbrug. Hubert Dreyfus’ On the Internet (2001) er en af de centrale forbrydere her.

Jeg mener ikke, at det er op til nogen professor, redaktør eller koder at beslutte for os, hvad der er vrøvl, og hvad der ikke er. Dette bør være en fordelt opgave, som er indlejret i en kultur, der letter og respekterer meningsforskelle. Vi bør lovprise bredden og gøre nye søgeteknikker til en del af vores overordnede kultur. En mulig vej at gå ville være yderligere at revolutionere søgeværktøjerne og øge det generelle niveau af evnen til at begå sig i medielandskaberne. Hvis vi går ind i en boghandel eller på et bibliotek, har vores kultur lært os, hvordan man finder rundt imellem de tusindvis af titler. I stedet for at brokke os til bibliotekarerne eller informere ejerne om, at de fører for mange bøger, beder vi om hjælp, eller vi finder selv ud af det. Weizenbaum ville gerne have os til at nære mistillid til det, vi ser på vores skærme, uanset om det er på fjernsyn eller på internettet. Weizenbaum nævner ikke, hvem der skal rådgive os med hensyn til, hvad vi kan stole på, om noget er sandfærdigt eller ej, eller hvordan vi skal prioritere de informationer, vi indhenter. Mæglernes rolle bliver kort sagt kastet over bord til fordel for en dyrkning af generel mistro.

Lad os glemme Weizenbaums informationsangst. Det, der gør interviewet til så interessant læsning, er dets insisteren på betydningen af, at man stiller de rigtige spørgsmål. Weizenbaum advarer imod en ukritisk brug af ordet “information”: “Signalerne i computeren er ikke information. De er ikke andet end signaler. Der er kun én måde

118

at lave signaler til information på, og det er ved fortolkning.” For at gøre dette er vi afhængige af den menneskelige hjernes arbejde. Internettets problem er ifølge Weizenbaum, at det indbyder os til at anskue det som et orakel fra Delfi.

Internettet vil besvare alle vores spørgsmål og løse alle vores problemer. Men internettet er ikke en salgsautomat, som man smider en mønt i og så får det, man ønsker. Nøglen er her erhvervelsen af en passende uddannelse, så man bliver klædt på til at formulere den rigtige søgning.

Det handler alt sammen om, hvordan man bliver i stand til at stille de rigtige spørgsmål. For at gøre dette har man brug for uddannelse og ekspertise. Vi når ikke et højere dannelsestrin ved at øge muligheden for at publicere. Weizenbaum skriver: “Muligheden for, at alle og enhver kan anbringe noget på internettet, betyder ikke særlig meget. Det vilkårlige bidrag fører til lige så lidt som vilkårligt fiskeri.” I denne kontekst foretager Weizenbaum en sammenligning mellem internettet og den nu forsvundne cb-radio eller walkie-talkie. Kommunikation alene vil ikke føre til brugbar og bæredygtig viden.

Weizenbaum sætter den urokkelige tro på søgninger (med søgemaskiner) i forbindelse med fremkomsten af “problem”-diskursen. Computere blev indført som “generelle problemløsere”, og deres formål var at levere en løsning på alt.

Folk blev opfordret til at uddelegere deres liv til computeren. “Vi har et problem,” argumenterede Weizenbaum, “og problemet kræver et svar.”

Men personlige og sociale spændinger forsvinder ikke ved, at man erklærer, at de er et problem.

Det, vi har brug for i stedet for Google og Wikipedia, er “evnen til at undersøge og tænke kritisk”. Weizenbaum forklarer dette med en henvisning til forskellen mellem at høre og lytte. En kritisk forståelse fordrer, at vi først sætter os ned og lytter. Og så er vi nødt til at læse, ikke bare dechifrere, og lære at fortolke og forstå.

Som man muligvis ville forvente, bliver det såkaldte Web 3.0 bebudet som det teknokratiske svar på Weizenbaums kritik. I stedet for Googles algoritmer baseret på nøgleord og et output baseret på rangering vil vi snart kunne stille spørgsmål til den næste generation af “almindeligt sprog”-

søgemaskiner som fx Powerset. Vi kan imidlertid allerede nu forudsige, at computerlingvister ikke vil sætte spørgsmålstegn ved problem-svar-tilgangen, og at de vil passe på ikke at opføre sig som et “indholdspoliti”, der afgør, hvad der er skidt og kanel på internettet. Det samme gør sig gældende for initiativer med det semantiske net og lignende kunstig intelligens-teknologier. Vi sidder fast i tidsalderen for indhentning af informationer på internettet. Hvor Googles paradigme bestod i linkanalyse og siderangering, vil den næste generation af søgemaskiner for eksempel blive visuelle og begynde at indeksere verdens billeder, denne gang ikke baseret på tags, som brugere har tilføjet, men på kvaliteten af selve billedet. Velkommen til hierarkiseringen af det virkelige. De næste bind af brugermanualer til computere vil introducere programmeringsnørder for æstetisk kultur. Fotoklubentusiaster, der er blevet til kodere, vil være de næste, der forurener os med dårlig smag.

Lige siden fremkomsten af søgemaskiner i 1990’erne har vi levet i “det søgende samfund”, der som Weizenbaum indikerer ikke befinder sig så langt fra Guy Debords “Skuespilsamfund”.

Denne situationistiske analyse fra slutningen af 1960’erne var baseret på fremkomsten af film-, tv- og reklameindustrierne. Den største forskel fra i dag er, at vi eksplicit bliver opfordret til at interagere. Vi bliver ikke længere tiltalt som en anonym masse af passive forbrugere. Vi er i stedet blevet “spredte skuespillere”, der befinder sig på en mangfoldighed af kanaler. Debords kritik af varegørelsen er ikke længere revolutionær. Nydelsen ved at hengive sig til forbrug er så vidt udbredt, at den har opnået en status af universel menneskeret. Vi elsker alle varefetichen og mærkerne og hengiver os til den glamour, den globale klasse af berømtheder fremfører på vores vegne. Der er ikke nogen social bevægelse eller kulturel praksis, hvor radikal den end er, der kan undslippe varelogikken. Der er ikke udtænkt nogen strategi for livet i tiden efter skuespillet. Bekymringerne har i stedet fokuseret på privatlivets fred, eller hvad der er tilbage af det. Kapitalismens evne til at absorbere sine modstandere har været af et sådant omfang, at

Lettre Internationale - Googlificeringen af vores liv

det har været så godt som umuligt at argumentere for, at vi stadig har brug for kritik – i dette tilfælde af internettet – hvis ikke alle vores private telefonsamtaler og internettrafik skal blive offentligt tilgængelige. Selv da er det svært at plædere for kritik eller for en organiseret klage fra en forbrugerlobbygruppe. Lad os antage, at et sådant “aktionærdemokrati” faktisk eksisterede. Først da ville den følsomme sag om privatlivets fred blive til en katalysator for en større bevidsthed om det fælles bedste, men gruppen af deltagere i et sådant demokrati ville imidlertid stadig være begrænset. At tilhøre den aktiebesiddende “masse” er forbeholdt middelklassen og opefter. Dette forøger kun behovet for en livlig og mangfoldig offentlighed, hvor hverken statslig overvågning eller markedsinteresser har det sidste ord.

Profilkontrol / Direktøren for det franske Bibliothèque Nationale, Jean-Noël Jeanneney, udgav allerede i 2005 en pjece, hvori han advarede mod Googles fordring på at “organisere verdens information”.2 Det er ikke op til nogen enkeltstående, privat virksomhed at påtage sig en sådan rolle. Google and the Myth of Universal Knowledge, oversat til engelsk af University of Chicago Press, er fortsat et af de få dokumenter, der åbent udfordrer Googles uomtvistelige overherredømme. Jeanneney sigter kun på ét specifikt projekt, Book Search, hvor millionvis af bøger fra amerikanske universitetsbiblioteker bliver scannet. Hans argument er meget antifransk. På grund af den usystematiske og uredigerede måde, hvorpå Google udvælger bøgerne, vil arkivet ikke på en ordentlig måde repræsentere den nationale litteraturs kæmper som for eksempel Hugo, Cervantes og Goethe. Med sit fokus på engelske kilder vil Google derfor ikke være den passende partner til at opbygge et offentligt arkiv for verdens kulturelle arv. Jeanneney siger: “Valget af, hvilke bøger der skal digitaliseres, vil blive gennemtrængt af den angelsaksiske stemning.” Dette er i sig selv et berettiget argument, men problemet er her, at det i første omgang ikke er i Googles

interesse at opbygge og administrere et online arkiv. Google lider af datafedme og interesserer sig ikke for opfordringer til omhyggelig bevarelse. Det ville være naivt at kræve en kulturel bevidsthed. Det primære mål for denne kyniske virksomhed er at overvåge brugeradfærd for at sælge trafikdata og profiler til interesserede tredjeparter. Google sigter ikke efter ejerskabet til Emile Zola. Virksomhedens mål er at lokke Proust-fans væk fra arkivet. Måske er der en interesse for et smart Stendhal-krus, en Flaubert T-shirt i størrelse XXL eller et Sartre-køb på Amazon. For Google er Balzacs samlede værker abstrakt dataskrammel, en rå ressource, hvis eneste formål er at skabe fortjeneste, hvorimod de for franskmænd er åbenbaringen af deres sprog og kultur. Det forbliver et åbent spørgsmål, om det foreslåede europæiske svar på Google, multimediesøgemaskinen Quaero, nogensinde vil blive driftsklar, og om den overhovedet vil inkorporere Jeanneneys værdier. Ved lanceringen af Quaero vil søgemaskinemarkedet være en generation forud for Quaero med hensyn til medier og komponenter; der er dem, der argumenterer for, at Chirac var mere interesseret i at forsvare den franske ære end den globale udvikling af internettet.3 Hver uge ser vi lanceringen af endnu et Google-initiativ. Selv for velorienterede insidere er det noget nær umuligt at følge med, for ikke at tale om at afsløre en overordnet plan.

Lige nu, i midten af april 2008, er der Google App Engine, “et udviklerværktøj, der gør dig i stand til at køre dine webapplikationer på Googles infrastruktur”. Det er et perfekt eksempel på, hvordan en virksomhed, der ejer vor tids infrastruktur, er i stand til at koncentrere mere magt.

App Engine vil også give startup-firmaer lov til at bruge Googles webservere, API’er og andre udviklerværktøjer som den primære arkitektur til at bygge nye webapplikationer. Som Richard MacManus bemærker: “Google er tydeligvis tilstrækkeligt store og smarte til at levere denne platformservice til udviklere. Det rejser imidlertid spørgsmålet: Hvorfor skulle et startup-firma ville overlade så meget kontrol og afhængighed til en stor internetvirksomhed?” Computer-

120

infrastruktur er hurtigt ved at blive til et hjælpeværk tøj, og Google App Engine er endnu et eksempel på dette. Så MacManus ender med det retoriske spørgsmål: “Ville du ønske, at Google kontrollerede hele dit udviklingsmiljø fra ende til anden? Var det ikke af den grund, udviklere plejede at frygte Microsoft?” Svaret er muligvis enkelt: Det er udviklernes ikke så hemmelige ønske at blive købt af Google. Millionvis af internetbrugere deltager, velvilligt eller ej, i denne proces ved frit at forsyne disse virksomheder med deres profiler og opmærksomhed, som er internettets valuta. For et par uger siden tog Google patent på en teknologi, der vil øge virksomhedens evne til at “læse brugeren”. Formålet er at dechifrere, hvilke sider, regioner og emner seeren er interesseret i baseret på seerens adfærd, efter at de er ankommet til en side. Dette er blot et eksempel på de mange analytiske teknikker, denne medievirksomhed udvikler for at studere og kommercielt udnytte brugeradfærd.

Kvalitet tager tid / Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at Googles skarpeste kritikere er nordamerikanere. Europa har indtil videre investeret overraskende få ressourcer i den konceptuelle forståelse og kortlægning af den ny mediekultur. EU er i bedste fald den første til at tage nye tekniske standarder og produkter fra andre steder i brug. Men det, der tæller inden for ny medieforskning, er konceptuelt overherredømme. Teknologisk forskning alene gør det ikke, ligegyldigt hvor mange penge EU investerer i internetforskning fremover. Så længe kløften mellem den ny mediekultur og den overordnede politiske ledelse samt private og kulturelle institutioner bliver genskabt, vil en blomstrende teknologisk kultur ikke blive skabt. Vi bør kort sagt holde op med at se opera og de andre skønne kunster som en form for kompensation for cyberspaces ulidelige lethed. Foruden fantasi, en kollektiv vilje og en pæn dosis kreativitet kunne europæerne mobilisere deres enestående evne til at brokke sig til en produktiv form for negativitet. Den kollektive lidenskab for at reflektere og kritisere kan

lige så godt blive brugt i en bevægelse for kritisk forventning, der kan overvinde det outsider-syndrom, som mange oplever i forhold til den tildelte rolle som bruger og forbruger.

Jaron Lanier skrev i sin nekrolog over Weizenbaum: “Vi ville ikke lade en studerende uddanne sig til en professionel forsker med speciale i medicin uden at lære ham om dobbelt-blinde forsøg, kontrolgrupper, placebo og gentagelige resultater. Hvorfor gør man en enestående undtagelse for computervidenskaben, der tillader os at være blødsødne over for os selv? Alle computervidenskabsstuderende burde blive oplært i weizenbaumsk skepsis og burde forsøge at give den dyrebare disciplin videre til brugerne af vores opfindelser.”4 Vi er nødt til at spørge os

Generationer af hippe IT-guruer spøgte med IBM’s Thomas Watsonforudsigelse – verden havde kun brug for fem computere – men dette er netop tendensen.

I stedet for at decentralisere yderligere bliver brugen af internettet koncentreret i få, ekstremt energikrævende datacentre.

Lettre Internationale - Googlificeringen af vores liv

selv: Hvorfor er de bedste og mest radikale internetkritikere amerikanere? Vi kan ikke længere bruge argumentet om, at de er mere velorienterede. Mine to eksempler er, idet jeg arbejder i Weizenbaums fodspor, Nicolas Carr og Siva Vaidhyanathan. Carr kommer fra branchen (Harvard Business Review) og udviklede sig selv til den perfekte insider-kritiker. Hans seneste bog, The Big Switch, beskriver Googles strategi med at centralisere og dermed kontrollere internettets infrastruktur gennem virksomhedens datacentre.5 Computere bliver mindre, billigere og hurtigere.

Disse stordriftsfordele gør det muligt at outsource lagring og applikationer til små priser.

Der er noget ironisk over dette. Generationer af hippe IT-guruer spøgte med IBM’s Thomas Watson-forudsigelse – verden havde kun brug for fem computere – men dette er netop tendensen. I stedet for at decentralisere yderligere bliver brugen af internettet koncentreret i få, ekstremt energikrævende datacentre.6 Carrs specialitet er amoralske iagttagelser om teknologi, idet han ignorerer den grådige holdning hos de mennesker, der profiterede af dotcom-boblen og nu gør det af Web 2.0. Siva Vaidhyanathans projekt, “Googlificeringen af alting”, har en ambition om at samle kritisk Google-forskning i en bog, der er sat til at udkomme i slutningen af 2009. I mellemtiden samler han råmaterialet på en af sine blogs.7 Indtil videre bliver vi ved med at være besat af den dalende kvalitet af svarene på vores søgninger – og ikke af det underliggende problem, nemlig den dårlige kvalitet af vores uddannelse og den forsvindende evne til at tænke på en kritisk måde. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, om fremtidige generationer vil legemliggøre – eller skal vi sige designe – Weizenbaums “øer af fornuft”. Det, der er nødvendigt, er en gentilegnelse af tiden. På nuværende tidspunkt er der ganske enkelt ikke tid til at spadsere rundt som en flanør. Alle informationer, enhver genstand eller erfaring skal nødvendigvis være umiddelbart tilgængelige. Vores teknisk-kulturelle udgangspunkt er tidsmæssig utålmodighed. Vores maskiner registrerer softwareredundans med stigende utålmodighed og kræver, at

de installerer opdateringen. Og vi er kun alt for villige til at føje dem, idet vi frygter, at de bliver langsommere. Usability-eksperter måler den fraktion af et sekund, hvor vi beslutter os for, om informationen på skærmen er det, vi leder efter. Hvis vi ikke er tilfredse, klikker vi videre.

Lykketræf kræver en masse tid. Vi kunne lovprise tilfældighed, men vi kunne næppe praktisere denne dyd selv. Hvis vi ikke længere kan støde på øer af fornuft igennem vores søgninger, kan vi lige så godt selv bygge dem. Med Lev Manovich og andre kolleger argumenterer jeg for, at vi er nødt til at opfinde nye måder at interagere med information på, nye måder at repræsentere den på og nye måder at få den til at give mening på. Hvordan reagerer kunstnere, designere og arkitekter på disse udfordringer? Hold op med at søge. Gå i gang med at stille spørgsmål. I stedet for at forsøge at forsvare os selv mod informationsoversvømmelse kan vi gribe denne situation kreativt an som en mulighed for at opfinde nye former, der egner sig til vores informationsrige verden.

(Tak til Ned Rossiter for hans redaktionelle hjælp og idéer) Oversat fra engelsk af Mikael Ørting Kristiansen

6

Joseph Weizenbaum og Gunna Wendt: Wo sind sie, die Inseln der Vernunft im Cyberstrom, Auswege aus der programmierten Gesellschaft, Herder Verlag, Freiburg 2006. Bogen er ikke oversat til dansk.

Jean-Noël Jeanneney: Google and the Myth of Universal Knowledge. A View from Europe, The University of Chicago Press, Chicago 2007.

Se Wikipedia-artiklen: http://en.wikipedia.org/wiki/ Quaero. I december 2006 trak Tyskland sig ud af Quaeroprojektet. I stedet for en multimediesøgemaskine foretrak de tyske ingeniører en tekstbaseret søgemaskine. Ifølge Wikipedia “vægrede de tyske ingeniører sig også ved det, de mente i for høj grad var ved at udvikle sig til et antiGoogle-projekt snarere end et projekt, der blev drevet af dets egne idealer”. http://www.edge.org/3rd_culture/carr08/carr08_index.html.

Nicolas Carr: The Big Switch, Rewiring the World, From Edison to Google, W.W. Norton, New York 2008.

“Tegningerne for Googles datacenter i The Dalles,

7

Oregon, er bevis på, at nettet ikke er nogen overjordisk idébutik, der svæver over vores hoveder som nordlys. Det er en ny tung industri, en energifrådser, der kun bliver mere og mere sulten.” Ginger Strand, Harper’s Magazine, marts 2008.

Se http://www.googlizationofeverything.com/

1

2

3

4 5

122

Lettre Internationale — signalement af et europæisk kulturmagasin i Danmark Hvorfor nu igen? / “Vitamintilskud til debatten”, “elitært og ulæseligt”, “verdensugeblad”. Kært barn har mange navne, og kulturmagasinet Lettre Internationale har siden starten i 1984 haft både tilhængere og modstandere, men grundidéen er forblevet den samme: Et radikalt internationalt koncept, og en konsekvent insisteren på kvalitet. Den gennemførte redaktionelle linje, der tager verden alvorligt i sin kompleksitet og mangetydighed og træder ud af det nationale rum og ind i det smalle, men velfungerende rum, man kunne kalde en fælles europæisk offentlighed, er Lettres særkende. I takt med at verden bliver mere og mere kompleks, bliver mainstreammediers indhold mere og mere fokuseret på hurtigt omsættelige nyheder og en politiserende debatkultur. I den udvikling forsøger Lettre Internationale at være et modsvar – på godt og ondt. Publikum og den umiddelbare gennemslagskraft er begrænset, men perspektivet og nuancerne bevaret.

Efter en turbulent periode kommer det europæiske kulturmagasin nu på gaden i nyt format og med en ny udgiver. Den danske udgave af Lettre Internationale så første gang dagens lys i efteråret 2003, da nuværende kulturredaktør på Dagbladet Information, Peter Nielsen, havde taget initiativ til at lancere en dansk udgave.

Lettre udkom kvartalsvis frem til november 2007 og gik ind på grund af manglende opbakning fra udgiveren, Dagbladet Informations side, og da det ikke var muligt at finde en ny udgiver, har magasinet siden ligget i dvale. Nu er en ny ordning faldet på plads, og Det Kgl. Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne er udgiver af denne udgave af magasinet.

Lettre Internationale - Efterord

Lettres værdigrundlag / Selvom Lettre Internationale har fået et nyt publicistisk koncept, er ambitionen som hidtil at levere en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til aktuelle debatter i den danske offentlighed i form af tankevækkende tekster og billedværker af høj kvalitet. Lettre følger fortsat det samme værdimæssige udgangspunkt, som har præget udgivelserne siden 2003 – og ligeledes karakteriserer den tyske udgave af magasinet. Fra starten var Lettre tænkt – ikke som alternativ, men som supplement til dags- og ugepressen – som et forum, hvor de mest kvalificerede intellektuelle, forfattere og kunstnere har mulighed for og plads til at præsentere, diskutere og problematisere samtidens aktuelle problemstillinger uden hensyntagen til avisernes formater eller politiske tilhørsforhold. Frem for nyhedsbåren og sensationsdrevet journalistisk er der i Lettre fokus på baggrund, dybde og perspektiver. Konkret giver Lettre mulighed for reportager og artikler, der alene på grund af deres længde ikke kan findes andre steder på dansk.

Desuden er Lettre båret af en dokumentaristisk etos. Virkeligheden er konkret, ikke en teoretisk abstraktion. Den handler om virkelige mennesker af kød og blod i ofte alt for virkelige historiske, sociale og politiske sammenhænge. At se denne virkelighed i øjnene i hele dens sammensatte, uskønne og grumsede karakter er ambitionen med Lettre. Derfor har de virkelighedsnære tekster som reportagen, rejseessayet og den personlige beretning altid stået i høj kurs i magasinet, da de har mulighed for at placere læseren midt i begivenhedernes gang og anskue verden fra dette sted. Og Lettre er båret af højt kvalificerede skribenters vidende og subjektive udsagn om og erfaring af verden – dens politiske, kulturelle og sociale virkelighed.

Lettre tager afsæt i den fundamentale overbevisning, at det lokale i dag er tæt forbundet med det globale. Problemstillinger, udfordringer og løsninger hænger sammen på tværs af nationale landegrænser, så en seriøs debat må operere inden for en kosmopolitisk kontekst. Det er samtidig helt afgørende at understrege, at Lettre opfatter Europas og verdens store og små identiteter som en kilde til rigdom og erfaring. Vi fastholder, at verden er et broget kludetæppe af forskellige kulturer og tænkemåder, og at det er nødvendigt at skabe mere blivende rammer for visionære diskussioner. Lettre har naturligvis et dansk afsæt, men bringer som internationalt magasin artikler skrevet for den europæiske og globale offentlighed, vi som danskere er en del af. I den forstand er Lettre et forsøg på at se virkeligheden fra andre synsvinkler end dem, vi dagligt møder i den danske offentligheds politiserede og nationalt orienterede debatklima. Langt de fleste trykte bidrag er skrevet af udenlandske skribenter, oversat til dansk og bragt i deres fulde længde.

Lettre leverer tekster til en international dialog i form af autentiske stemmer og modsatrettede overbevisninger og perspektiver. Målet er at skabe en intellektuel polyfoni af frie, kritiske synspunkter, som hjælper os med at se verden med andre øjne, og på den måde omgå vor hjemlige kulturs voksende provinsialisme.

Lettre er altså tænkt som et forum, et sted, et rum for tanker, idéer og analyser af samtidens aktuelle forfatning. Lettres forum er bevidst apolitisk og har ikke løst partikort for hverken venstre- eller højrefløjstanker. Lettre er en scene, en arena, hvor tanker mødes fra alle sider af det internationale politiske spektrum. Idéen er, at bidrag af mange forskellige slags – reportager, essays, analyser, interview,

124

portrætter – befrugter hinanden og sammen fungerer som et intellektuelt spejl for verdens gang. Magasinet spreder sig over emner af central betydning for nutiden, lige fra geopolitik, kultursammenstød, økonomiske kriser, teknologiske opfindelser, klimaforandringer til væsentlige bidrag inden for kunst og kultur. Som kosmopolitisk tankelaboratorium er Lettre et eksperimentalt magasin, der via bidrag fra hele verden vil sætte idéer om virkelighedens forfatning til debat.

Lettre Internationale udkommer i dag i seks europæiske lande – Tyskland, Spanien, Italien, Ungarn, Rumænien og Danmark, mens Lettre i Frankrig alene fungerer som projektforum. De enkelte udgaver er uafhængige af hinanden og har egen profil, format, udgivelsesfrekvens og selvstændige redaktioner. Desuden har de forskellige økonomiske, publicistiske og organisatoriske forhold, og så indgår de i væsensforskellige kulturelle og historiske sammenhænge, som spiller en afgørende rolle for de enkelte udgavers karakter. Samlet udgør redaktionerne et internationalt netværk af publicister, der udveksler tekster og erfaringer ud fra Lettre Internationales fælles værdier og ønske om at skabe et seriøst forum for intellektuel debat i Europa og i de respektive lande. Tekst- og kunstbidrag cirkulerer mellem udgaverne, ligesom idéer og viden bliver delt mellem redaktionerne på kryds og tværs af landegrænser. Lettre Internationale er kort sagt et fællesskab af ligesindede og ikke et ideologisk fællesskab.

Lettres historie / Lettre Internationale har en lang historie. Magasinet blev stiftet i Paris i 1984 under den kolde krig af eksiltjekken og kosmopolitten Antonin J. Liehm, der blev født i Prag i Tjekkoslovakiet i 1924, og havde en vision om at overvinde den kulturelle kløft mellem Øst- og Vesteuropa. Liehm var af den overbevisning, at man havde brug for et apolitisk, internationalt forum, hvor intellektuelle fra begge sider af jerntæppet kunne mødes og udveksle tanker og synspunkter uden at være bundet af samtidens politiserede medier. Udgangspunktet var at finde, oversætte og trykke tekster af høj kvalitet, som kunne fungere som startsted for debat og diskussion. Andre tekster skulle så belyse dele af tekstens sammenhæng eller direkte kommentere på indholdet og på den måde skabe dialog. Behovet for dialog fortsatte efter Berlinmurens fald i 1989, hvor et nyt Europa og en ny europæisk offentlighed med stemmer fra øst og vest igen skulle etableres og træde i karakter i forhold til den nye politiske situation.

Takket være nære forbindelser til folk som Milan Kundera, Susan Sontag, Joseph Brodsky, Hans Magnus Enzensberger, Jorge Semprun, Umberto Eco m.fl. knyttedes en række af de bedste internationale skribenter til magasinet. En af de vigtigste ambitioner var at lave en kontinental-europæisk pendant til magasiner som New York Review of Books og London Review of Books og at skabe et forum for ledende intellektuelle i Europa. Magasinets filosofi var at være en stadig udfordring til det, man kunne kalde de store kulturers provinsialisme, og at være et magasin for hele Europa, mangfoldigt og regionalt genkendeligt. I et interview med den senere redaktør for den tyske udgave af Lettre, Frank Berberich, sagde Liehm i 1987: “De store nationale kulturer tror, at de kan være selvstændige, og at de er uundværlige for verden. Netop derfor er de provinsielle […] De små kulturer har ganske enkelt ikke råd til at være ignorante, hvis de ikke skal

Lettre Internationale - Efterord

rådne op. De ved, at kun hvis de rent faktisk indoptager alle impulser udefra, vil det blive tydeligt, hvad deres særlige autentiske identitet består i.” (TAZ, den 22. maj 1987).

Samtidig var Lettre et kompromisløst, nogen ville kalde det et elitært projekt.

Fra starten var fraværet af redaktionel vejledning til læseren og de meget lange tekster på store opslag med til at give indtrykket af en nærmest utilnærmelig publikation. Ambitionen var ifølge Frank Berberich dog ikke at skabe et magasin for de få indviede, men at skabe en publikation med en stærk profil i det offentlige rum: “Man skulle læse og bruge magasinet. Det skulle stå i kiosken. Idéen var at lave en publikation, der ikke forsvinder i bogreolen eller pænt stilles ind i samlingen blandt andre publikationer, men som virkelig bliver brugt i en levende sammenhæng, og som kan købes over det hele. Ja, som med selvfølgelighed er en del af det offentlige liv. Det var en helt afgørende forestilling.” Hovedtanken var kort og godt at trykke de bedste tekster uanset sværhedsgrad og længde og så lade læseren selv tage stilling til det præsenterede materiale.

I 1969 gik Liehm i eksil og levede i Amerika og forskellige steder i Europa, inden han bosatte sig i Paris. I Vesten arbejdede han som underviser og havde en karriere bag sig som redaktør og skribent ved forskellige tjekkiske medier. Han var blandt andet en del af den vigtige intellektuelle tjekkiske ugeavis Litérarní noviny (Den litterære avis), der op gennem 1960’erne fungerede som organ for intellektuel debat og maskeret systemkritik i Tjekkoslovakiet. Liehm havde, siden han gik i eksil, drømt om at lave et nyt intellektuelt og transnationalt forum og havde undervejs kontakt med forskellige sponsorer og intellektuelle kræfter, heriblandt Heinrich Böll og Günther Grass.

Det var imidlertid først i 1984, at tingene økonomisk og organisatorisk faldt på plads. Sammen med vennen Paul Noirot, der redigerede det lille tidsskrift Politique aujourd’hui, lykkedes det med en lille pose sponsorpenge at få det første nummer af det franske Lettre Internationale på gaden. Samme år dukkede en italiensk udgave af Lettre Internationale op i Rom, og i 1986 blev en spansk udgave søsat i Madrid. I maj 1988 gik den tyske udgave i luften i Berlin og har siden været en vigtig stemme i Tysklands intellektuelle offentlighed. I perioden efter Berlinmurens fald i 1989 dukkede Lettre Internationale op i en lang række østeuropæiske lande, blandt andre Rumænien, Ungarn, Serbien, Polen, Makedonien og Rusland, hvor de var stærke stemmer i den lokale diskussion om et nyt Europa og det gamle Østeuropas rolle efter den kolde krig. De fleste af disse afdelinger er i dag gået ind af økonomiske grunde. Den franske udgave af Lettre Internationale lukkede i 2002 efter 18 år med Liehm som ansvarshavende redaktør.

I dag er den tyske version af Lettre Internationale flagskibet blandt de eksisterende 6 udgaver og har lige fejret 20 års jubilæum ved at invitere en lang række af verdens førende intellektuelle og kunstnere til at give deres bud på The Way We Live Now anno 2008, som dette temanummer lægger sig i kølvandet på. Drivkraften bag Lettre Internationale i Tyskland er redaktør Frank Berberich, der sammen med en lille fast stab af medarbejdere har redigeret Lettre Internationale siden 1988. Som den eneste er den tyske udgave fuldstændig selvkørende – uden offentlig eller privat støtte.

I 2003 stiftede det tyske Lettre Internationale prisen “Lettre Ulysses Award for the Art of Reportage”, der uddeles til årets bedste reportage. Reportagen som

126

form repræsenterer en art idealtekst i Lettre sammenhæng, da den i sin vellykkede udgave kombinerer en stærk personlig oplevelse af en given situation med baggrund, analyse og refleksion. Dynamikken mellem sansning og tanke filtreret gennem en personlighed finder man fornemme eksempler på hos de hidtidige vindere af den prestigefulde pris, der svarer til Nobelprisen for reportagens kunst. I 2003 vandt den nu afdøde russiske forfatter og journalist Anna Politkovskaja for sit arbejde om Tjetjenien; i 2004 vandt de kinesiske forfattere Chen Guidi og Wu Chuntao for deres arbejde om de kinesiske bønders forhold i det moderne Kina; i 2005 vandt den britiske forfatter og journalist Alexandra Fuller for reportager om børnesoldater i Centralafrika; den foreløbig sidste pris uddeltes til den britiske forfatter og journalist Linda Grant i 2006 for hendes arbejde om Israel. Med den prestigefulde pris følger 50.000 USD. Prisen er for tiden sat i bero, men vender tilbage, når midlerne er til det.

At drive kulturmagasin / At udgive og redigere et uafhængigt kulturmagasin som Lettre er først og fremmest en fornøjelse. Det er en stor tilfredsstillelse at arbejde sammen med engagerede og inspirerende mennesker og i fællesskab skabe et produkt med en så høj kvalitet som muligt. At udgive et kulturmagasin som Lettre er imidlertid også en kompliceret affære, som Lettres historie over hele Europa – og også i Danmark – har gjort det klart. Til trods for en stor goodwill fra mange af landets bedste skribenter, oversættere og redaktører er det vanskeligt at få etableret et solidt økonomisk fundament for en publikation af denne type, hvilket kan få arbejdet til at få karakter af overlevelse. Læserskaren er i Danmark trofast, men begrænset, biblioteker er underlagt sparekrav, og salgsstederne er meget tilbageholdende, når det gælder om at give hyldeplads til magasiner som Lettre. Sagt med andre ord kræver det en fast finansiering at fastholde en løbende høj kvalitet over hele linjen, så arbejdet for de involverede ikke udelukkende kommer til at handle om at skaffe penge fra nummer til nummer.

Som udenforstående får man sjældent mulighed for at kigge ind i motorrummet på kulturprodukters økonomi, så måske kan et par enkelte fakta om Lettres driftsmæssige forhold give en ide om denne type magasiners forhold. Overordnet er der to måder at drive et trykt kulturmagasin som Lettre på. Enten har man en fast sponsor i form af et forlag, et universitet eller en tilsvarende institution, som dækker alle udgifter i forbindelse med udgivelsen, inklusive et symbolsk beløb for redigeringen. Eller man kan forsøge at drive et kulturmagasin som en forretning – altså som en mindre virksomhed, hvor indtægterne som minimum skal dække udgifterne. De fleste kulturmagasiner i Danmark bliver drevet med en fast sponsor, mens ganske få forsøger at overleve som selvstændig virksomhed. Indtægterne i den sidste model kommer dels fra abonnements- og løssalg, dels fra annoncesalg, sponsorater og fonde.

Udfordringen ved den sidste model er, at finansieringen sker ad hoc med produktionen. Det er ofte et kapløb med tiden at hente penge til de store udgiftsposter som tryk, layout, distribution og oversættelse. Fastholder man løn til redaktører, kommer den oveni. Et kulturmagasin som Lettre, da det udkom som kvartalsmagasin, havde per nummer udgifter for omkring 180.000 DKK og beskæftigede én

Lettre Internationale - Efterord

deltidsansat og en gruppe på 2 til 3 frivillige og praktikanter. Indtægterne kom fra 40% abonnement/salg, 50% støtte fra fonde og sponsorer og 10% annoncesalg. Arbejdet som redaktør bliver med andre ord i vidt omfang et arbejde som fundraiser og annoncesælger. Håbet er selvfølgelig, at en så stor del af indtægterne kommer fra abonnement og løssalg, men i Danmark synes der for tiden at være en magisk grænse på omkring 1.000 abonnenter for et magasin som Lettre, samt det halve i løssalg. Ligningen ændrer naturligvis ikke på glæden ved at lave et konsistent og solidt produkt, mange trods alt har fornøjelse af at læse. Man kan nærmest sige, at jo mere umulig kunsten bliver, jo mere fantasirige er løsningerne. Ikke desto mindre drejede Lettre nøglen om i slutningen af 2007, da udgiveren ikke længere ville lege med.

Nu forsøger vi os med en anden type udgivelse: Fremover udkommer Lettre Internationale ikke kvartalsvist og kan ikke længere købes i abonnement eller i udvalgte kiosker. Målsætningen for det ny Lettre er at udkomme med én udgivelse om året og uddele den gratis i forbindelse med centrale kulturbegivenheder i Danmark. I denne ombæring har årets dokumentarfilmfestival CPH:DOX været en naturlig samarbejdspartner, da Lettre i mangt og meget deler værdigrundlag og ambitioner med festivalen, og de senere år i fællesskab har arrangeret en konference i festivaldagene. Økonomisk vil Lettre fremover være baseret på ren fundraising – og en uundværlig goodwill fra alle samarbejdspartnere. Ud over en årlig publikation består en vigtig del af Lettres arbejde fortsat i at lave projekter sammen med nogle af Danmarks centrale kulturinstitutioner. Foredrag, filmforevisninger, konferencer og debatmøder er alternative kanaler for at sætte internationale eller europæiske emner eller problemer til debat i den danske offentlighed.

Fremtiden / Næste år kan Lettre Internationale på europæisk plan fejre 25 års jubilæum. Fra 1984 til i dag har verden allerede skiftet udseende mange gange og vil formentlig fortsætte med at bevæge sig i nye og uventede retninger. Derfor er der mindst lige så meget brug for Lettre i den kommende periode, som der hidtil har været i perioden under og efter den kolde krig. Måske kan man endda sige, at de aktuelle geopolitiske omkalfatringer kalder på nye udgaver af Lettre Internationale i lande som Indien, Kina og Brasilien. Det er måske i disse egne, at en international dialog for alvor giver mening. Værdien af, at en dansk publikation er med i en sådan udveksling af idéer, synsmåder og tankegange, synes indlysende.

Karsten Wind Meyhoff & Andreas Harbsmeier

128

Livet lige nu — The Way We Live Now / Indhold 2

Beate Gütschow (DE)

Joakim Eskildsen (DK)

S#14, 2005 LightJet print

In Nea Zoi (“New Life”), a Roma settlement outside Aspropyrgos near Athens, Greece, 2002 Romni from the Ukraine in front of her makeshift home in Obukhovo, Saint Petersburg, Russia, 2004 Photography

— s. 130-131

April Gertler (US) Business as usual #1, 2008 Business as usual #2, 2008 Collage

— s. 132-133

Søren Lose (DK) Transitions #9&7, 2008 Photography

— s. 134-135

Asmund Havsteen-Mikkelsen (DK) Cherry Blossom, 2008 Photography

— s. 136-137

Nuno Cera (PT) A Room with a View #2, (Dom Henriques, Porto), 2007 Lambda Print on PVC, wooden frame A Room with a View #4, (Fasano, Sao Paulo), 2007 Lambda Print on PVC, wooden frame

— s. 138-139

— s. 140-141

Julian Rosefeldt (DE) The Soundmaker, (Trilogy of Failure / Part I), 2004 3-channel film installation Stunned Man, (Trilogy of Failure / Part II), 2004 2-channel film installation

— s. 142-143

lettre_test_16mq.indd 129

10/28/08 6:06:21 PM

130

lettre_test_16mq.indd 130

S#22

10/28/08 6:06:22 PM

Lettre Internationale - Beate Gütschow

lettre_test_16mq.indd 131

10/28/08 6:06:23 PM

132

lettre_test_16mq.indd 132

Business as usual #1 & Business as usual #2

10/28/08 6:06:34 PM

Lettre Internationale - April Gertler

lettre_test_16mq.indd 133

10/28/08 6:06:37 PM

134

lettre_test_16mq.indd 134

Transitions #9&7

10/28/08 6:06:49 PM

Lettre Internationale - Søren Lose

lettre_test_16mq.indd 135

10/28/08 6:06:52 PM

136

lettre_test_16mq.indd 136

Cherry Blossom

10/28/08 6:07:03 PM

Lettre Internationale - Asmund Havsteen-Mikkelsen

lettre_test_16mq.indd 137

10/28/08 6:07:13 PM

138

lettre_test_16mq.indd 138

A Room with a View #2, (Dom Henriques, Porto)

10/28/08 6:07:18 PM

A Room with a View #4, (Fasano, Sao Paulo)

lettre_test_16mq.indd 139

Lettre Internationale - Nuno Cera

10/28/08 6:07:23 PM

140

lettre_test_16mq.indd 140

In Nea Zoi ("New Life"), a Roma settlement outside Aspropyrgos near Athens, Greece

10/28/08 6:07:31 PM

Romni from the Ukraine in front of her makeshift home in Obukhovo, Saint Petersburg, Russia

lettre_test_16mq.indd 141

Lettre Internationale - Joakim Eskildsen

10/28/08 6:07:39 PM

142

lettre_test_16mq.indd 142

Stunned Man

10/28/08 6:07:59 PM

The Soundmaker

lettre_test_16mq.indd 143

Lettre Internationale - Julian Rosefeldt

10/28/08 6:08:09 PM

Nuno Cera Joakim Eskildsen April Gertler Beate Gütschow Asmund Havsteen-Mikkelsen Søren Lose Julian Rosefeldt