Lettre #20 - 2010 by Lettre Intenationale

-+ -+,+

Lettre Internationale - Subject @pmjk\n fpgopmh\b\ndi

Jcrrpc Glrcpl_rgml_jc

5 = C @ H ? : I F =

Lettre Internationale - Subject

World in Flux VĂŚrker fra festivalen My World Images

Global Warriors. Fra udstillingen “Face a Face” i Odd Fellow Palæet

Frans Jacobi (DK) & Amadou Kanesy (SEN)

Fra udstillingen “NotAboutKarenBlixen” på Karen Blixen Museet

Michelle Eistrup (DK) & James Muruiki (KE)

Fra udstillingen “NotAboutKarenBlixen” på Karen Blixen Museet

Michelle Eistrup (DK) & James Muruiki (KE)

Fra udstillingen “NotAboutKarenBlixen” på Karen Blixen Museet

Miriam Kyambi (KEN)

Bread of Life. Fra udstillingen “Localities” på Museet for Samtidskunst

Adel Abidin (IRQ)

United States of Palestine Airlines the regional office Beirut, 2008. Fra udstillingen “Localities” på Museet for Samtidskunst

Khalil Rabah (PAL)

Fra udstillingen “Localities” på Museet for Samtidskunst

Alen Aligrudic (DK/BOSNIA)

Obalende/sound 2010. Fra udstillingen “Localities” på Museet for Samtidskunst

Emeka Ogboh (NIG)

TrĂŚet. Fra udstillingen "Elusive Return to Images" pĂĽ Galleri Image

Nata Pirskalava (GE)

Dokumentation for projekt i kvarteret omkring Bl책g책rds Plads. Initieret af Kunsthallen Nikolaj

Ayman Ramadan & Huda Lutfi (EGY)

Fra udstillingen “Localities” på Museet for Samtidskunst

Moridja Kitenge Banza (COG)

Fra udstillingen “Localities” på Museet for Samtidskunst

Moridja Kitenge Banza (COG)

In the Forest. Fra udstillingen â&#x20AC;&#x153;Make yourselfâ&#x20AC;? at home i Kunsthal Charlottenborg

George Osodi (NIG)

Home 2, video. Fra udstillingen â&#x20AC;&#x153;Make yourselfâ&#x20AC;? at home i Kunsthal Charlottenborg

Olaf Breuning (CH)

Home 2, video. Fra udstillingen â&#x20AC;&#x153;Make yourselfâ&#x20AC;? at home i Kunsthal Charlottenborg

Olaf Breuning (CH)

Fra udstillingen “NotAboutKarenBlixen” på Karen Blixen Museet

Gillion Grantsaan (DK)

Fra udstillingen “NotAboutKarenBlixen” på Karen Blixen Museet

Gillion Grantsaan (DK)

Lettre Internationale World In Flux

Grundlægger Antonin J. Liehm

København Udgiver Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler Kongens Nytorv 1 1050 København K +45 3374 4600

Design: Pleks Skrift: Baskerville & D ynamo Papir: Munken Print White Tryk: Mediefabrikken Korrektur: Sofie Vestergaard Jørgensen & Mikael Ørting Kristiansen

Redaktion Karsten Wind Meyhoff Andreas Harbsmeier lettre@lettre.dk www.lettre.dk +45 5161 8243 +45 2991 1522

ISBN: 978-87-7945-064-6

Kunstredaktion Jacob Lillemose Berlin Lettre International Redaktion: Frank Berberich +49 30 308 704 41 redaktion@lettre.de www.lettre.de Rom Lettera Internazionale Redaktion: Federico Coen & Biancamaria Bruno +39 06 8535 0230 lettera.int@tiscalinet.it www.letterainternazionale.it Bukarest Lettre Internationale Redaktion: B. Elvin lettre-internationale@yahoo.com www.ceeol.com/aspx/publicationlist.aspx Madrid Letra Internacional Redaktion: Manuel Ortuño Armas editorial@fpabloiglesias.es www.revistasculturales.com Budapest Magyar Lettre Internationale Redaktion: Éva Karádi lettre@c3.hu www.lettre.c3.hu Moskva Letterra Internationale Redaktion: Oleg Nikiforov letterra@gmail.com www.letterra.org

Udgivelsen er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg.

Lettre Internationale udgives i forbindelse med festivalen My World Images

Billedsiden er af lavet i samarbejde med udstillinger på: Kunsthal Charlottenborg Kunsthallen Nikolaj Karen Blixen Museet Museet for Samtidskunst Odd Fellow Palæet Galleri Image Desuden udgives Lettre Internationale i samarbejde med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX

Tak til: Charlotte Bagger Brandt, Peter Meedom, Mike Davis, Annette Max Hansen, Michelle Eistrup, Sanne Kofod Olsen, Catherine Lefebvre, Signe Marie Cold-Ravnkilde, Frank Berberich, Mikkel Bogh, Tine Fischer, Mikael Ørting Kristiansen, Kirstine Marie Ersbøll Meyhoff, Anne Riber, Sofie Vestergaard Jørgensen Lettre Internationale i Danmark er del af Eurozine. www.eurozine.com

Lettre Internationale

ORLD W IN LUX

INdhold

Side

World in Flux. Værker fra festivalen My World Images

SIDE 30

Introduktion – world in flux Andreas Harbsmeier & Karsten Wind Meyhoff

SIDE 36

Lykkejægere i ruinerne Europæiske og amerikanske opportunister rykker ind, når konflikterne i den tredje verden slutter Linda Polman (NL)

SIDE 40

Vandring med kammeraterne Ghandi-tilhængere med maskinpistol? På vandring med maoister i det centrale Indien Arundhati Roy (IN)

SIDE 78

Ecotage i Moab En vandring i den røde ørken med Edward Abbey Anton Nans (DK)

SIDE 88

Helvedesmaskinen Træk af bilbombens historie Mike Davis (US)

Lettre Internationale

SIDE 110

Krøniker fra Cuba Med Aldous og George i Castro-land Jan Stage (DK)

SIDE 126

Kentucky-derbyet er dekadent og depraveret På tur med gonzo-journalistikkens godfather Hunter S. Thompson (US)

SIDE 142

Min gade 1967 Indtryk fra Lagos, Nigeria Ryszard Kapuscinski (PL)

SIDE 150

En stor mand i afrika Ugga Booga som litterær teknik og et kapitel i etnoglobal filosofi Binyavanga Wainaina (KE)

SIDE 160

Biografier

Introduktion til World in Flux

Verden er i flux. Kulturer er under konstant forandring, gamle dogmer falder, magtforhold omkalfatres, nye sammenh…nge opstår, geogra£ske, sågar geologiske enheder kan ikke l…ngere tages for givet. Det stiller store udfordringer til virkelighedsfremstillingen. Hvordan anskueliggør man denne flimrende virkelighed, som ingen kan fange, før den er forandret, og f…rre overskue og fremstille i sin konstant omskiftelige kompleksitet? Det er udgangspunktet for dette tyvende nummer af den danske udgave af Lettre Internationale, der på tekstsiden er helliget den litter…re reportage i dens mangeartede former. Den flimrende virkelighed pr…senteres for os gennem et hav af kanaler og medier, der oversvømmer os med billeder af verden omkring os. Desv…rre eksponeres verdens flux i de fleste tilf…lde ved hj…lp af forslidte og fort…rskede billeder, der til trods for gode og retskafne intentioner om objektivitet og professionel distance skaber distance til begivenhedernes kaos, intensitet og kompleksitet. Kul-

Lettre Internationale

turen i dag har et akut behov for nye, friske billeder af verdens begivenheder. Reportagekunstens forfattere har altid forsøgt at tilbyde nye og andre billeder, end dem der indgår i det store kulturflows hovedstrøm, og som vi kender til bevidstløshed fra reklamer, blade, internet og tv, og som får os til at slumre hen foran sk…rmene. Den tyske dokumentar£lminstruktør Werner Herzog har advokeret for en ny billedaktivisme, der kan stå som overskrift for reportagekunstens bestr…belser. I et interview taler han om, ”at billederne af nutidens civilisation er utilstr…kkelige”, og han uddyber: ”Det er mit indtryk, at de billeder, der i dag omgiver os, er udtjente; de er misbrugt og virkningsløse og udmattede. De halter og sl…ber sig efter resten af vores kulturelle udvikling. Når jeg ser på postkort i turistbutikker og billeder og reklamer i magasiner, eller når jeg t…nder for fjernsynet, eller hvis jeg går ind i et rejsebureau og ser nogle af de store plakater med det samme tr…ttende billede af Grand Canyon, føler jeg i sandhed, at der er ved at ske noget farligt her... Vi har brug for billeder, der er i overensstemmelse med vores civilisation og vores egentlige forfatning, og det er grunden til, at jeg er optaget af alle dem, der søger efter nye billeder... ” Den litter…re reportages …rinde er ikke at diskutere verdens flux med objektiv sensibilitet eller gennem syntetiserende diagnoser. Den litter…re reportages …rinde er at pr…sentere virkeligheden gennem et subjekt, reporteren, der placerer sig i øjenhøjde med begivenheder og forsøger at skildre den på baggrund af det han oplever og sanser i situationen. Reportagens billeder opstår i kontakten med virkeligheden, som den leves og kommer til udtryk blandt mennesker. Den subjektive fremstillingsforms £neste kvalitet er ikke at sige sandheden om tingenes tilstand, men hensynsløst at pr…sentere

dem ud fra et subjekts s…rlige og historiske perspektiv. Situationen og begivenhederne er så at sige svangre med billeder, der blot venter på at £nde en form i reporterens pen. De friske billeder af verdens flux har til hensigt at stimulere og fremprovokere en seriøs stillingtagen til en problematik og dermed synliggøre interesser og selvopfattelser blandt aktørerne i et givent miljø og en speci£k situation. Intentionen er at få lagt kortene på bordet. Kort sagt: påvise at virkeligheden altid er gennemsyret af interesser og magtforhold. Reportagen har frem for alt i den angelsaksiske verden en lang og vital tradition, mens den i Danmark desv…rre har spillet og fortsat spiller en begr…nset rolle. I lyset af tidens sk…bnesvangre tendens til kortere og hurtige nyheder i store dele af mediebilledet kunne den litter…re reportages form, hvor klassiske journalistiske metoder forbindes med skønlitteraturens greb og stiltr…k, ellers bidrage som konstruktiv fornyelse og udvidelse af nyhedsfladen. For til stadighed at kunne producere nye og ad…kvate billeder af verdens flux har journalistikken hele tiden brug for at få udfordret sine g…ngse forestillinger, traditionelle billeder og metaforer, samt få brudt med klicheer og indøvede rutiner. Og alle litter…re kneb g…lder, når virkeligheden skal fanges og afd…kkes i sin kompleksitet. Lettre forsøger i dette nummer at pr…sentere et bredt udsnit af reportagens former. Fra den klassiske, deskriptive, journalistiske reportage i den ene ende af spektret til de spekulativt genre-eksperimenterende mock-former i den anden. F…lles for dem alle er bestr…belsen på at skabe billeder og beskrivelser, der anskueliggjort gennem et personligt temperament og et

Lettre Internationale - Introduktion

subjektivt £lter lader virkelighedens sammensatte foranderlighed komme til orde. Dette er den tyvende udgave af den danske udgave af Lettre Internationale. Altså et lille jubil…um. Jubil…et fejres ved at lade Lettre Internationale udkomme som led i festivalen My World Images. Mere pr…cist i ledtog med udstillingsstederne Charlottenborg, Karen Blixen Museet, Kunsthallen Nikolaj, Odd Fellow Pal…et, Galleri Image og Museet for Samtidskunst. Alle udstillingsstederne pr…senterer v…rker, der på forskellig vis bidrager til eller tematiserer kulturel udveksling, itales…tter og opløser kulturelle fordomme og nedbryder billedet af den ”anden” og s…tter fokus på de nye og gamle rum, der skaber rammen for udveksling og brydninger i en global tidsalder. Samarbejder med kuratorer og kunstnere fra vidt forskellige egne bringer forskellige udtryk og tankemønstre i sammenspil. Udvalgte v…rker fra alle udstillingsstederne vil v…re at £nde i Lettre. V…rkerne er ikke illustrationer til reportagerne, men selvst…ndige visuelle udtryk til beskrivelsen af en verden i flux. Vi indleder med en tekst af den hollandske journalist Linda Polman, der i en lille personlig historie kommer bag om menneskesmugling i Vestafrika og korruptionen, som spirer frem i ruinerne af krigene i den tredje verden. Den indiske forfatter og aktivist Arundhati Roy, der herhjemme blev kendt for romanen De små tings gud, vandrer herefter med maoistiske oprørere i det centrale Indien og deler hverdagen med dem. Det er der kommet en reportage ud af, der viser de kummerlige forhold for en af de mange minoriteter i verdens såkaldt største demokrati. Lettre giver også plads til en r…kke klassiske reportager, der har v…ret stildannende på deres område. Den amerikanske journalist

og forfatter Hunter S. Thompsons berygtede og selvudleverende beretning med titlen ”Kentucky-derbyet er dekadent og depraveret” giver et rendyrket eksempel på det, der senere blev døbt gonzo-journalistik og blev omdrejningspunkt for den såkaldte new journalism i 1960’erne og 1970’erne. ”Reportagens mester” blev han kaldt. Men den polske journalist og reporter Ryszard Kapuscinski har siden sin død for et par år siden v…ret genstand for omfattende kritik. En af kritikerne er kenyanske Binayvanga Wainaina. Han kritiserer Kapuscinski for det, Wainaina andetsteds har kaldt ”gonzo orientalism”. Wainaina anklager Kapuscinskis reportager fra Afrika for at se stort på fakta i sine stemningsbilleder og menneskeportr…tter, hvorfor hans billede af Afrika i stedet producerer stereotyper og forenklede billeder. Wainainas kritik af den hvide mands fremstilling flankeres af en af Kapuscinskis …ldre reportager fra Lagos 1967. Den store litter…re reportage er et sj…ldent syn på dansk. En af dem, der dyrkede den, på trods af manglen på åbenlyse medier af publicere i herhjemme, var journalisten og forfatteren Jan Stage. Hans ”Krøniker fra Cuba”, der første gang blev trykt i den tyske udgave af Lettre, er en vaske…gte genrebastard, fordi Stage tager de to afdøde forfattere Aldous Huxley og George Orwell med til Havana, hvor de møder et land og en ideologi i totalt forfald, som de beskriver gennem deres respektive verdensopfattelser. En anden sådan er den danske forfatter og slacker Anton Nans, der møder ophavsmanden til den såkaldte ”ecotage”, den amerikanske forfatter og aktivist Edward Abbey. Den unge Nans er taget til Moab, Utah, i Amerika. Her møder han Abbey, der ellers var erkl…ret død for l…nge siden, men er s…rdeles levende. Og skribenten hvirv-

Lettre Internationale - Introduktion

les ind i Abbeys tankespind og s…tter i bogstaveligste forstand sin egen v…ren på spil i mødet med den gamle vismand fra den amerikanske ørken. Afslutningsvist skitserer den amerikanske forfatter og urbanitetshistoriker Mike Davis bilbombens historie og anskueliggør, hvordan den fattige mand det sidste århundrede har fået sig et strategisk våben, der svarer til de velhavendes luftvåben. I de sidste syv år har Lettre Internationale i Danmark publiceret omkring 350 tekster af nogle af de bedste skribenter fra hele verden. Bestr…belsen gennem alle årene har v…ret at skabe nye billeder og beskrivelser af en verden i flux og dermed tilbyde et alternativ til den traditionelle presse. Den samme bestr…belse har vi også for de kommende tyve numre.

København, september 2010 Andreas Harbsmeier & Karsten Wind Meyhoff

Lettre Internationale

Det var lige før, at hele bundtet var havnet i en beskidt senegalesisk fængselscelle. Men i dag kom Jay-Double-U (J.W., initialerne på hans fornavn Jan-Willem, udtalt på engelsk) alligevel sjokkende til Freetown. Toogfyrre, men han ser ti år ældre ud på grund af afsavnene. Hans indfaldne ansigt er bleget af sol og hav, og hans hår er uredt. JW havde prøvet lykken med menneskesmugling – det mislykkedes, han kom tilbage til Freetown uden en øre på lommen og står nu foran mig, sulten og udtørret. For hans historie betaler jeg ham tre øl og en sandwich med omelet.

Siden borgerkrigenes afslutning i den vestafrikanske region er der nok af muligheder for mennesker med kortsigtede mål. Hollænderen JW er en af de mange europæiske og amerikanske lykkejægere, som tjener hurtige penge. Tropisk hårdttræ, rejer og guld ekspederer de illegalt ud af landet, og forsyningslinjerne med narkotika og elektronisk udstyr går via dem til de vestafrikanske failed states. Siden JW for to år siden undlod at vende tilbage fra weekendorlov til det hollandske fængsel, hvor han afsonede en straf (“for marihuanadyrkning”, siger han), rejser han rundt i Sierra Leone og Liberia på jagt efter ofre med sin ligeledes hollandskfødte pitbullterrier Harley ved sin side. Med forretningspartnerne Ron og Johan, som i Holland handlede med kaffeautomater, plasticbægre og skrabeæg, prøvede han at blive rig på indførslen af afdankede, illegale spilleautomater (fra et kasino i Texas), importen af kasserede biler fra Europa samt på at lede et forfaldent kasino i Freetown uden kunder. Alt mislykkedes. De blev hele tiden snydt af plattenslagere, der var smartere end dem. Det skete for nylig igen for JW. Han havde triumferende taget afsked med os i Freetown for at blive rig på diamantudvinding. Efter nogle uger dukkede han frem af den sierraleonske bush, tusindvis af dollar fattigere. Hans ameri-

kanske partner var stukket af og havde efterladt en stak ubetalte regninger.

Menneskesmugler ved et tilfælde Da Johan og Ron spurgte, om han havde lyst til at tjene 10.000 dollar, havde JW da også grådigt slået til med det samme. På en strand uden for Freetown havde der længe før krigens tid ligget et strandet, rustent tankskib. Det havde Ron og Johan købt for en slik. Kunne JW måske på en eller anden måde få den skude væk fra stranden og ud på havet og så sejle den til Dakar for at hente 200 illegale immigranter, der skulle videre til Las Palmas? JW lejede hundrede mand med skovle og lod dem grave en dyb rende fra skibet og ud til højvandslinjen. Ved højvande trak de sammen skibet ud på havet. Skroget holdt sig flydende. Rejsen til Dakar kunne begynde. “Lad mig sige det pænt: Sierra Leone kan ikke klage over antallet af forretningsfolk, som kommer til landet for at undersøge mulighederne for at tjene penge, men derimod over undersøgelsernes lødighed,” fortalte en nedslået Chris Jasabe, Managing Director for Sierra Leone Export Development and Investment Corp. (SLEDIC). Jeg havde opsøgt ham i et lille kontor i Freetown. Det er Jasabes opgave at hjælpe mulige vestlige investorer rundt i landet, men han ser næsten udelukkende hvide kriminelle komme ned ad flytrapperne i Freetowns lufthavn. Bedragere og plattenslagere, i diamanter, gammelt jern, illegalt træ og fisk, de fleste eftersøgte i eget land eller gået fallit. Som fluer, der tiltrækkes af en kokasse, tiltrækkes skumle personager af svækkede stater som Sierra Leone og Liberia i genopbygningsfasen. Der findes godt nok regler og lovgivning her, men hvorvidt de overholdes bliver ikke kontrolleret, indrømmede Jasabe. Korruption er endemisk og billig. Plattenslagere ved, at de for en slik kan få alle de tilladelser, dokumenter og erklæringer, de vil have fra ministre, der tjener mindre end 500 dollar om måneden, og fra embedsmænd, der skal klare sig med det halve. Den samme melding kommer fra JW: “Giv ham en

mobiltelefon, og så har du en ægte minister i din hule hånd.” Hvis de mærker, jorden brænde under deres fødder, stikker forretningsfolkene af. Antallet af ofre vokser ved hver forkert deal: Medarbejdere, som står tilbage uden løn, partnere, som ser deres investeringer fordufte, hotelejere og bilforhandlere, som står med ubetalte regninger. “Vi er opdraget med den uforskammethed, at hvide er mere pålidelige end vores egne. Men vi bliver klogere,” sagde Jasabe. Bedragere sætter også pris på, at lufthavnen Freetown mangler udstyr til at opspore falske identitetspapirer med; praktisk for de mange, hvis pas er beslaglagt hjemme af skattevæsenet eller justitsministeriet. Desuden er Sierra Leone et af de sidste lande i verden, hvor man kan gå gennem tolden med en kuffert fuld af penge. “Pæne investorer holder sig stort set væk,” sukkede Jasabe. På “forretningsrejsen” til Dakar i Senegal var der en 14 mands nigeriansk besætning om bord sammen med JW, pitbullterrieren Harley og JW’s papegøje Chico, som altid sad på JW’s venstre skulder. Chico var en lille grå jaco. JW havde købt den på stranden i Freetown af nogen, som havde bundet kræet med reb og med vingerne på ryggen som en frosset kylling. Fuglen var lige så knyttet til sin ejer som Harley, pitbullterrieren, men “mindre afrettet, ikke sandt, Chicopicootje?” sagde JW altid rørt. Fuglen drak øl, sang amerikanske piratsange, skreg ad negre, gav JW små knus eller bed ham i fingeren for at få opmærksomhed. Chico angreb også de ludere, som JW tog med hjem. Den fløj i damernes frisurer og bed dem grimt i ørerne. Også Harley fik den ofte at føle. Tidligere sov pitbullterrieren i sengen hos JW, men siden Chico var kommet, fik den ikke lov til det længere. Skrigende stak fuglen den så længe i øjnene, at Harley lydigt listede af. “Det er en skat,” sagde JW altid. “Hvis jeg kan lide nogen, kan den også lide dem. Selv en bitchy papegøje.” For et ægte skib varer rejsen fra Freetown til Dakar omkring 55 timer. Den utætte skude med JW ved roret var godt to uger om det. “Johan og Ron påstod, at de havde ordnet alt,” smågriner

Lettre Internationale - Lykkejægere i ruinerne

han. “Men de havde glemt at give os brændstof og mad med. Og penge til indkøb undervejs. Så blev jeg nødt til at lægge ud. Vi tøffede over havet på dieselsjatter, og vi levede af fiskehoveder.” Da skibet endelig sejlede ind i Dakars havn, var de 200 immigranter taget med et andet smuglerskib. “Der er stor konkurrence i Dakars havn,” siger JW. “Illegale bestemmer farten der: De kan tage med den billigste kvægtransport eller med den sikreste, der er lidt dyrere; de kan få det, som de vil have det. De tager en sæk ris og nogle flasker vand med, finder et godt sted at sidde om bord, og fem dage senere er de i Europa.” Billetter koster omkring 1.500 dollar. I Las Palmas bliver immigranterne sat i land med fiskerbåde. De fleste bliver pågrebet med det samme og sendt tilbage. “Mens jeg søgte efter nye negre til skibet, voksede den anspændte stemning om bord. Bemandingen blev mere og mere sulten,” fortæller JW. Da Johan ankom i Dakar med flyvemaskine og flyttede ind i en feriebungalowpark, opsøgte JW ham der. “Øl?” spurgte Johan. “Nej, giv mig 10.500 dollar,” havde JW svaret. “De 500 var for alt, hvad jeg havde lagt ud. Men han havde selvfølgelig ingen penge. Han havde haft problemer og ville låne flere penge af mig.” På den 12. dag i Dakars havn var bemandingen gået til angreb. “Midt om natten lød det bangbang på døren til min kahyt; de stormede ind med macheter, mens de skreg, at jeg havde penge og mad og cigaretter, og at jeg skulle give dem det hele, ellers slog de mig ihjel. Men jeg havde intet, ud over sult ligesom dem. Jeg havde ikke engang ordentligt vand. Det var i en tank, hvor der havde været diesel i. Jeg måtte først skrabe et lag diesel af vandet, før jeg kunne lave te.” Heldigvis havde JW en skyder med ni kugler. Seks af dem brugte han den nat uden at ramme nogen. “Jeg kan ikke fordrage våben, men jeg er ret god til at skyde.” JW havde lige fundet fyrre nye kunder, da det senegalesiske politi stormede skibet. Det lykkedes ham at snakke sig ud af det (“Jeg kaldte politikommissæren for ‘hr. general’, og det satte han stor pris på”); den nigerianske bemanding blev

taget med. JW ved ikke hvorhen. Dengang var Johan allerede stukket af fra bungalowparken. Så dér stod JW i Dakar. Med hund, en gnaven papegøje på skulderen og ellers intet. De sov sammen på stranden, under omvendte kanoer, med fiskeslimen dryppende ned over sig, og var helt til grin hos den lokale befolkning. “Til sidst måtte jeg bytte min papegøje for to måltider. Mit hjerte bristede. Jeg havde hellere dræbt nogen, men Harley og jeg skulle have noget at spise.”

I en utæt, motoriseret kano, der var fyldt med smuglerris (“og jeg øste og øste med min spand”), lykkedes det omsider JW at nå til Gambia og derfra videre til Freetown. Han havde henvendt sig til mig med det samme, landsfælle og journalist. Vi forhandlede: Hans historie kostede tre øl og en sandwich. Der hersker retfærdighed, selv i et land som Sierra Leone. I sidste ende bliver de vestlige bedragere snydt, og så er de nødt til at vende tomhændede hjem. Hvor politiet står og venter på dem på grund af strafbare handlinger. Eller afslutningen er endnu værre. En af de mest kendte “investorer” i Sierra Leone, en britisk forhandler, der solgte stjålne jernbaneskinner fra den nedlagte jernbane i Sierra Leone, døde af aids og blev begravet på kirkegården i Freetown for et par uger siden. Godt nok lige under et reklameskilt for Star-øl. Den store og rare hund Harley har stadig venner fra kasinotiden, og den må komme der hver aften og få en bøf, men dens ejer JW må pænt blive ude på fortovet. På min mobiltelefons skærm dukker hans sms’er op i de følgende dage: “Ingen mad hjælp”. Beskederne forbliver ubesvarede. I piratreden Freetown har vi ingen medlidenhed med tabere.

Oversat af Lise Bøgh-Sørensen

Lettre Internationale

Vandring med kamme— raterne Ghandi-tilhængere med maskinpistol? Forfatteren Arundhati Roy har været på tur med Indiens “største nationale sikkerhedstrussel”: maoisterne i det centrale Indien / Af Arundhati Roy

Den kortfattede, maskinskrevne note, som blev stukket ind under min dør i en lukket konvolut, var en bekræftelse af min aftale med Indiens største nationale sikkerhedstrussel. Jeg havde ventet i månedsvis på at høre fra dem. Jeg skulle indfinde mig ved Ma Danteshwari-templet i Dantewada-distriktet i delstaten Chhattisgarh på et af de fire angivne tidspunkter på en af de to angivne dage. Det var for at tage højde for dårligt vejr, punkteringer, blokader, togstrejker og rent og skært uheld. På sedlen stod der: “Forfatter skal have kamera, tika og kokosnød med. Modtager vil have kasket, hindi Outlook og bananer. Kodeord: Namashkar Guruji.” Namashkar Guruji. Jeg spekulerede over, om Modtager regnede med at skulle møde en mand. Om jeg burde få overskæg.

Dantewada Der er mange måder at beskrive Dantewada på. Det er en oxymoron. Det er en grænseby midt i Indiens hjerte. Det er epicentret for en krig. Det er en by, hvor alt er vendt på hovedet og har vrangen udad. I Dantewada går politiet i almindeligt tøj og oprørerne i uniform. Fængselsinspektøren sidder i fængsel. Fangerne er på fri fod (300 af dem stak af fra byens gamle fængsel for to år siden). Kvinder, der er blevet voldtaget, er i politiets varetægt. Deres voldtægtsmænd holder tale på bazaren. Ovre på den anden side af Indravati-floden, i det område, som maoisterne har kontrollen over, ligger det, som politiet kalder “Pakistan”. Her ligger landsbyerne øde hen, mens skoven er fuld af mennesker. Børn, som burde være i skole, løber frit omkring. I de smukke skovlandsbyer ligger skolernes betonbygninger enten i ruiner, eller de er fulde af politifolk. Den dødbringende krig, som udspiller sig i junglen, er en krig, som den indiske regering både er stolt af og dårligt tilpas over. Regeringen har både indledt og benægtet Operation Green Hunt. Den indiske indenrigsminister (og krigens chef) siger, at operationen ikke findes, at det er noget, medierne har skabt. Og alligevel er operationen blevet bevilget betydelige midler, og titusindvis af tropper er

blevet mobiliseret. Selvom krigens skueplads er en jungle i det centrale Indien, vil den få alvorlige konsekvenser for os alle. Hvis spøgelser er nogen eller nogets ikke længere eksisterendes ånd, så er den nye firesporede motorvej, som buldrer gennem skoven, måske det modsatte af et spøgelse. Måske er den et varsel om noget, der endnu ikke har fundet sted. De stridende parter inde i skoven er så væsensforskellige, som man næsten kan være. På den ene side står en massiv paramilitær styrke bevæbnet med de økonomiske midler, ildkraften, medierne og en gryende stormagts overmod. På den anden side står den almindelige landbefolkning med traditionelle våben, støttet af en velorganiseret, topmotiveret maoistisk guerillastyrke, som har en lang række af voldelige, væbnede oprør i bagagen. Maoisterne og den paramilitære styrke er gamle fjender og har kæmpet mod tidligere inkarnationer af hinanden adskillige gange før: I Telanga i 1950’erne, i West Bengal og Bihar og Srikakulam i Andhra Pradesh i 1960’erne og 70’erne, og igen i Andhra Pradesh, Bihar og Maharashtra fra 1980’erne og frem til i dag. De kender hinandens taktik og har studeret hinandens kampmanualer nøje. Hver gang har det virket, som om maoisterne (eller deres tidligere inkarnationer) ikke blot er blevet besejret, men bogstaveligt talt udraderet. Og hver gang er de vendt tilbage, bedre organiseret, mere beslutsomme og mere indflydelsesrige end nogensinde før. Og nu har oprøret endnu en gang bredt sig gennem de mineralfyldte skove i delstaterne Chhattisgarh, Jharkhand, Orissa og West Bengal – de indiske oprindelige folks hjemegn og enhver virksomheds drømmeland. For politikerne er det mest bekvemt at tænke, at krigen i skoven er en konflikt mellem den indiske regering og en gruppe maoister, som mener, valghandlinger er rent hykleri, kalder parlamentet en svinesti og åbent har erklæret, at de ønsker at omvælte den indiske stat. Det er belejligt at glemme, at stammefolkene i det centrale Indien gjorde modstand flere hundrede år før maoisterne (det giver sig selv; ellers ville de slet ikke eksistere i dag). Hoerne, oraonerne, kolerne, santalerne, mundaerne og gonderne har alle sammen gjort

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

oprør adskillige gange mod briter, zamindarer og pengeudlånere. Oprørerne blev slået tilbage, og mange tusinder blev dræbt, men de oprindelige folk blev aldrig besejret. Selv efter Indiens uafhængighed var det stammefolkene, der gik forrest i det første maoistiske oprør i landsbyen Naxalbari i West Bengal (heraf ordet “naxalit,” som i dag bruges i flæng om maoister generelt). Siden dengang er naxalitternes politik blevet flettet uløseligt sammen med stammeoprør, hvilket siger lige så meget om stammefolkene, som det siger om naxalitterne. I kølvandet på denne oprørske arv er fulgt et rasende folk, som bevidst er blevet tilsidesat og marginaliseret af den indiske regering. Indiens forfatning, det indiske demokratis moralske grundlag, blev vedtaget af parlamentet i 1950. Det var en sorgens dag for stammefolkene. Konstitutionen ratificerede koloni-politikken og gjorde staten til formynder over de oprindelige folks landområder. Den fratog dem deres ret til at leve af skovbrug, den kriminaliserede hele deres levevis. Som betaling for retten til at kunne stemme fratog forfatningen dem deres levebrød og deres værdighed. Efter at have berøvet de oprindelige folk og skubbet dem ind i en negativ fattigdomsspiral tog regeringen det usle kneb i brug at begynde at bruge deres fattigdom imod dem. Hver gang man havde behov for at flytte en gruppe mennesker – for at bygge dæmninger, vandingsanlæg eller miner – talte man om at “få stammefolkene tilbage på sporet” eller lade dem “høste den moderne udviklings frugter”. Af de millioner af mennesker, der er blevet internt forflyttet (dvs. mere end 30 millioner alene for at give plads til de store dæmninger) – Indiens “fremskridts”flygtninge – er langt størstedelen af dem stammefolk. Når regeringen begynder at tale om de oprindelige folks velfærd, bør alle alarmklokker ringe. Regeringens seneste udtryk for bekymring kommer fra indenrigsminister P. Chidambaram, som siger, at han ikke synes, stammefolkene skal leve i “museumskulturer”. Stammefolkenes velbefindende syntes dog ikke at optage ham i nær så høj grad, dengang han som advokat repræsente-

rede indtil flere af de store mineselskaber. Så der er formentlig god grund til at sætte spørgsmålstegn ved hans nyligt opståede bekymring. De sidste fem år har delstatsregeringerne i Chhattisgarh, Jharkhand, Orissa og West Bengal i al hemmelighed underskrevet flere hundrede samarbejdsaftaler med virksomheder om opførelse af stålfabrikker, spejljernsfabrikker, kraftværker, aluminiumsraffinaderier, dæmninger og miner, til en værdi af flere milliarder dollar. Hvis samarbejdsaftalerne skal omveksles til rigtige penge, må stammefolkene flytte. Derfor er der krig. Når et land, som betegner sig selv som et demokrati, åbent erklærer krig på eget territorium, hvordan ser krigen så ud? Har modstanderne overhovedet en chance? Bør de have det? Hvem er maoisterne? Er de ikke andet end en flok voldelige nihilister, som prakker stammefolkene en forældet ideologi på og ansporer dem til et umuligt oprør? Hvad har de lært af tidligere erfaringer? Er et væbnet oprør per definition udemokratisk? Holder “sandwich-teorien” om, at “almindelige” stammefolk fanges i ildkampene mellem regeringen og maoisterne? Er “maoister” og “stammefolk,” som det påstås, to vidt forskellige grupper? Peger deres interesser i samme retning? Har de lært noget af hinanden? Har de ændret hinanden?

Sikkerhedstruslen Dagen før jeg tog af sted, ringede min mor: “Jeg har tænkt på noget,” sagde hun med en mors sære instinkt. “Det her land trænger til en revolution.” På internettet kan man læse, at den israelske efterretningstjeneste Mossad er i gang med at træne 30 højtstående indiske politifolk i at lave målrettede snigmord, så de kan “kappe hovedet af” den maoistiske organisation. I medierne tales der om nyt materiel, som er blevet indkøbt i Israel: laser-afstandsmålere, varmefølsomme kameraer og førerløse fly, som er populære i den amerikanske hær. Perfekte våben at bruge mod de fattige. Turen fra Raipur til Dantewada tager omkring 10 timer og går gennem det såkaldt “maoist-

ramte” område. Ordet er ikke tilfældigt. Det leder tankerne hen på sygdomme og skadedyr. Sygdomme skal kureres. Skadedyr skal bekæmpes. Maoister skal udslettes. På denne snigende, harmløse måde er folkedrabets sprog blevet en del af vores vokabular. For at beskytte motorvejen har nogle sikkerhedsstyrker “sikret” et smalt stykke skov på begge sider af den. Længere inde ligger det raj, der tilhører Dada log’erne. Brødrene. Kammeraterne. I udkanten af Raipur står der et gigantisk billboard med en reklame for Vedanta (den virksomhed, indenrigsministeren engang arbejdede for) Cancer Hospital. I Orissa, hvor virksomheden udvinder bauxit, finansierer den et helt universitet. På denne snigende, harmløse måde bliver mineselskaberne en del af vores bevidsthed: Giganterne Der Virkelig Bekymrer Sig. De kalder det CSR, Corporate Social Responsibility. CSR-politikken gør det muligt for mineselskaberne at være ligesom den legendariske skuespiller og politiker NTR, som gerne spillede alle rollerne i de mytologiske telugu-film – de gode og de onde på én og samme tid, i samme film. Idéen om socialt ansvar bliver et dække over den skandaløse økonomi, der finansierer den indiske minesektor. Ifølge en rapport, som organisationen Lokayukta for nylig lavede for delstaten Karnataka, får delstatsregeringen for eksempel en royalty på 27 rupi for hvert ton jernmalm, et privat mineselskab – som selv tjener 5.000 rupi – udvinder. I bauxit- og aluminiumsindustrien ser tallene endnu værre ud. Det er røveri ved højlys dag, mens mønterne klinger i kassen. Mønter nok til at købe valgresultater, regeringer, dommere, aviser, tv-stationer, NGO’er og hjælpeorganisationer. Så hvad betyder et hospital hist og her? Jeg mener ikke at have set Vedantas navn på den lange liste med samarbejdsaftaler underskrevet af regeringen i Chhattisgarh, men jeg er tilstrækkeligt forskruet til at have en mistanke om, at hvis der ligger et kræft-hospital her, så må der også være et fladt bauxitbjerg et sted. Vi kommer gennem Kanker, som er kendt for sit Counter Terrorism and Jungle Warfare

College ledet af brigadegeneralen B.K. Ponwar, krigens Rumleskaft, som har til opgave at transformere dovne, korrupte politifolk (hø) til junglesoldater (guld). “Bekæmp guerillaen som en guerilla,” lyder skolens motto, som er malet på klipperne. Mændene lærer at løbe, glide, springe ind og ud af flyvende helikoptere, ride (af en eller anden grund), spise slanger og overleve i junglen. Brigadegeneralen er særdeles stolt af at lære gadens hårde hunde at kæmpe mod “terroristerne”. Hver sjette uge udklækkes 800 politifolk fra skolen. Man planlægger at bygge 20 tilsvarende skoler andre steder i landet. Politiet er gradvist ved at blive omdannet til en hær. (I Kashmir er det omvendt: Her er hæren ved at blive omdannet til en overdimensioneret, administrativ politistyrke.) Det hele er vendt på hovedet. Vrangen vender udad. Men uanset hvad er det folket, der er fjenden. Klokken er mange. Bortset fra Rahul Gandhis støtter, som opfordrer folk til at være med i Ungdomskongressen, sover Jagdalpur. Gandhi har været i Bastar to gange de seneste måneder, men har ikke sagt meget om krigen. Det er formentlig for beskidt en affære for Folkets Prins. Hans medierådgivere må have slået bremsen i. Det faktum, at Salwa Judum – den frygtede regeringsstøttede selvbestaltede gruppe, som er ansvarlig for voldtægter, drab, nedbrænding af landsbyer og fordrivelse af hundredtusindvis af mennesker – ledes af Mahendra Karma, som er medlem af Kongrespartiet og valgt ind i Chhattisgarhs lovgivende forsamling, får ikke meget plads i Rahul Gandhis nøje orkestrerede kampagne. Jeg var fremme i god tid til mødet ved Ma Danteshwari-templet (første angivne dag, første angivne tidspunkt). Jeg havde mit kamera, min lille kokosnød og en rød tika i panden. Jeg tænkte på, om der mon var nogen, der holdt øje med mig og fik sig et godt grin. Efter få minutter kom en ung mand hen til mig. Han havde kasket og skoletaske på. Slidt rød neglelak på fingrene. Intet hindi Outlook, ingen bananer. “Er det dig, der skal med ind?” spurgte han. Ikke noget med Namashkar Guruji. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Han tog en fugtig seddel op

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

af lommen og rakte mig den. Der stod: “Outlook nahin mila (kunne ikke finde Outlook).” “Og bananerne?” “Dem har jeg spist,” sagde han. “Jeg var sulten.” Han var sandelig en trussel mod den nationale sikkerhed. På hans rygsæk stod der Charlie Brown – Not your ordinary blockhead. Han sagde, han hed Mangtu. Jeg fandt hurtigt ud af, at Dandakaranya – den skov, jeg var på vej ind i – var fuld af mennesker med mange forskellige navne og flydende identiteter. Den tanke kunne jeg godt lide. Tænk ikke kun at hænge på sig selv, at kunne være en anden for en tid. Vi gik hen til busstoppestedet, som lå nogle få minutter fra templet. Der var allerede proppet. Det hele gik stærkt. To mænd på en motorcykel, ingen snak – kun et nik med hovedet, en skift af vægten fra det ene ben til det andet, motorer, der brummede. Jeg anede ikke, hvor vi skulle hen. Vi kom forbi politikommissærens hjem, som jeg kunne genkende fra min sidste tur til byen. Han var meget ligefrem, ham kommissæren: “Ser du, frue, for at sige det, som det er, så kan det her problem ikke løses af os i politiet og militæret. Problemet med disse stammer er, at de ikke forstår sig på grådighed. Hvis ikke de selv bliver grådige, er der intet håb forude. Som jeg sagde til min chef: Træk styrkerne tilbage og giv dem et fjernsyn hver. Så løser det hele sig af sig selv.” Vi var hurtigt ude af byen. Ingen efter os. Det var en lang tur – tre timer, ifølge mit ur. Midt ude i ingenting, på en øde vej med skov på begge sider, var turen pludselig slut. Mangtu steg af. Det samme gjorde jeg. Motorcyklerne kørte igen, og jeg tog min taske og fulgte efter den lille nationale sikkerhedstrussel ind i skoven. Det var smukt vejr. Skovbunden var dækket af et tæppe af guld. Efter noget tid kom vi ned på en hvid, sandet flodbred ved en bred, doven flod. Floden blev tydeligvis fyldt af monsunregnen, så lige nu var den mest af alt en sandbanke midt i en ankeldyb strøm, man let kunne krydse. På den anden side lå “Pakistan”. “Derude,” havde den ligefremme politikommissær sagt til mig, “der skyder mine

drenge for at dræbe.” Det kom jeg i tanke om, da vi begyndte at krydse floden. For mit indre blik så jeg os i en af politimændenes sigtekorn – små skikkelser midt i naturen, som man med lethed kunne spotte. Men Mangtu virkede ganske rolig, og jeg fulgte hans eksempel. På den anden side af floden stod en person i en limegrøn T-shirt med påskriften Horlicks! og ventede på os. Chandu. En lidt ældre sikkerhedstrussel. Tyve år, måske. Han havde et skønt smil, en cykel, en dunk med kogt vand og adskillige pakker glukosekiks til mig fra Partiet. Vi stod lidt og fik vejret og fortsatte så. Cyklen var en ren afledningsmanøvre, viste det sig. Det var stort set umuligt at cykle noget af vejen. Vi kravlede op ad stejle skrænter og gik på kanten af temmelig usikre klippeafsatser. Når Chandu ikke kunne trække cyklen, løftede han den og bar den over hovedet, som om den ingenting vejede. Jeg begyndte at studse over hans åndsfraværende landsbydrengeudtryk. Jeg fandt ud af (langt senere), at han kunne betjene et hvilket som helst våben, “bortset fra en LMG,” som han muntert bemærkede. Tre smukke, berusede mænd med blomster i turbanen gik sammen med os en halv times tid, før vores veje skiltes igen. Ved solnedgang begyndte deres skuldertasker at gale. Det var haner, som de havde haft med på markedet, men ikke havde fået solgt. Chandu kan tilsyneladende se i mørke. Jeg er nødt til at bruge min lygte. Fårekyllingerne går i gang, og snart er det et helt orkester, en lydkuppel over vores hoveder. Jeg har lyst til at kigge op på stjernehimlen, men jeg tør ikke. Jeg bliver nødt til at holde blikket stift rettet mod jorden. Et skridt ad gangen. Koncentration. Jeg kan høre nogle hunde. Men jeg kan ikke vurdere, hvor langt væk de er. Terrænet bliver fladere. Jeg stjæler mig til at kaste et blik op på himlen. Det gør mig helt ekstatisk. Jeg håber, vi snart stopper. “Snart,” siger Chandu. Det viser sig at være lig med mere end en time. Jeg kan se omridset af nogle kæmpestore træer. Vi er fremme. Landsbyen er åben med god plads mellem husene. Det hus, vi går ind i, er meget smukt. Der er tændt bål, og nogle mennesker sidder rundt

om det. Udenfor i mørket er der flere mennesker. Det er ikke til at sige hvor mange. Jeg kan kun lige akkurat skimte dem. Der lyder en mumlen. Lal Salaam Kaamraid (Rød hilsen, kammerat). Lal Salaam, siger jeg. Jeg er mere end træt. Husets frue tager mig med indenfor og serverer kogt kylling med grønne bønner og røde ris. Fantastisk. Hendes lille barn ligger ved siden af mig og sover, ankelkæden glimter i ildens skær. Efter middagen lyner jeg min sovepose op. Det er en mærkeligt forstyrrende lyd, lyden af lynlåsen. En eller anden tænder for radioen. BBC Hindi service. Den engelske kirke har trukket sin økonomiske støtte til Vedantas projekt i Niyamgiri med henvisning til ødelæggelserne af naturen og overtrædelsen af Dongria Kondh-stammens rettigheder. Jeg kan høre lyden af koklokker, fnysen, rumsteren, koprutter. Alt er, som det skal være. Mine øjne glider i.

Under stjernerne Vi står op klokken fem. Er klar til at gå klokken seks. Efter et par timer krydser vi endnu en flod. Vi kommer gennem nogle idylliske landsbyer. Hver landsby har sine tamarinde-træer, som våger over den som en gruppe kæmpemæssige, venlige guder. Sød Bastar-tamarinde. Klokken elleve står solen højt på himlen, og det er knap så sjovt at gå. Vi gør holdt i en landsby og spiser frokost. Chandu lader til at kende alle i huset. En smuk ung pige flirter med ham. Han ser en smule genert ud, måske fordi jeg er i nærheden. Frokosten består af rå papaya med masoor dal og røde ris. Og rødt chilipulver. Vi bliver nødt til at vente, til solen har mistet lidt af sin styrke, før vi går videre. Vi tager en lur i lysthuset. Der er en simpel skønhed over stedet. Alt er enkelt og anvendeligt. Ikke noget overflødigt skrammel. En sort høne spadserer frem og tilbage på den lave muddermur. Stråtagets tagspær støttes af bambusstammer, der samtidig bliver brugt til opbevaring. Der er en sivkost, to trommer, en flettet rørkurv, en ødelagt paraply og en hel stak sammenfoldede papkasser. Noget fanger min opmærksomhed. Jeg skal først have mine briller på. På papkassen står der: Ideal Power 90 High Energy Emulsion Explosive (Class-2) SD CAT ZZ.

Omkring klokken to begynder vi at gå videre. I den næste landsby skal vi møde en Didi (søster, kammerat), som ved, hvad næste skridt er. Det gør Chandu ikke. Man er sparsommelig med oplysningerne. Ingen må vide alt. Men da vi når frem til landsbyen, er Didi der ikke. Ingen har hørt fra hende. For første gang aner jeg et strejf af bekymring i Chandus ansigt. Jeg bliver selv endnu mere bekymret. Jeg ved ikke, hvordan de kommunikerer, men hvad nu hvis der er gået noget galt? Vi sætter os uden for en forladt skole lidt uden for landsbyen. Hvorfor er alle landsbyskolerne bygget som betonbastioner med vinduesskodder og skydedøre i stål? Hvorfor har de ikke muddervægge og stråtag ligesom husene i landsbyen? Fordi de også fungerer som kaserner og bunkere. “I landsbyerne i Abujhmad ser skolerne sådan her ud,” siger Chandu og tegner omridset af et hus med en pind i støvet. Tre sekskanter, der sidder sammen som en bikage. “Så kan de skyde i alle retninger.” Han tegner pile for at vise, hvad han mener. Det ligner noget fra kricket, et diagram over hvor gærdespilleren ramte bolden. Der er ingen lærere tilbage på skolerne, fortæller Chandu. De er alle sammen flygtet. Eller har I jaget dem væk? Nej, vi jager kun politiet. Men hvorfor skulle lærerne flytte herud i junglen, når de får løn for at sidde derhjemme? Helt rigtigt. Han fortæller mig, at dette er et “nyt område”. Partiet er først gået herind for nylig. Omkring 20 unge piger og drenge slutter sig til os. De er i teenagealderen eller starten af 20’erne. Chandu forklarer, at det er landsby-militsen, de lavest rangerende i maoisternes militære hierarki. Jeg har aldrig set noget lignende. De har sarier og lungier på, nogle af dem olivengrønne træningsuniformer. Drengene bærer smykker og hovedbeklædning. De er alle sammen bevæbnet med en forladerriffel, en såkaldt bharmaar. Nogle af dem har også knive, økser, bue og pil. En af drengene bærer på en mortér lavet af et tungt, galvaniseret stålrør med tre ben. Den er fuld af krudt og granatsplinter og klar til affyring. Den larmer meget, men kan kun bruges én gang. Men politiet bliver alligevel

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

“Det er det smukkeste rum, jeg længe har sovet i. Min helt egen suite i et tusindstjernet hotel. Omkring mig ligger disse mystiske, smukke børn med deres besynderlige våben. De er uden tvivl maoister alle sammen. Vil de alle sammen blive dræbt? Er junglekamptræningsskolen oprettet på grund af dem? Og hvad med helikopterne, de varmesøgende kameraer og laserafstandmålerne?”

“Vandet er rødt, luften er rød, folk er røde. Og deres hår og lunger er røde. Dag og nat rumler lastbiler gennem deres landsbyer en efter en, tusinder og atter tusinder af lastbiler, som transporterer malm til havnen i Paradip, hvorfra den skal videre til Kina. Der bliver den forvandlet til biler, røg, byer, som skyder op i nattens mulm og mørke; til en “vækstrate,” som får økonomerne til at tabe pusten; til våben, så der kan føres krig.”

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

bange for den, siger de og fniser. Krigen synes ikke at være det, der ligger dem mest på sinde. Måske fordi deres område ligger uden for Salwa Judums hovedfokus. De er lige blevet færdige med dagens arbejde, hvor de har hjulpet med at sætte nogle hegn op om nogle landsbyhuse for at holde gederne væk fra markerne. De er nysgerrige og i godt humør. Pigerne er selvsikre og afslappede i selskab med drengene. Sådan noget er jeg god til at mærke, og jeg er imponeret. Ifølge Chandu er deres opgave at patruljere og beskytte fire-fem landsbyer og hjælpe til i markerne, rense brønde, reparere huse, og hvad der ellers er brug for. Stadig ingen Didi. Hvad kan vi gøre? Ingenting. Vente. Hjælpe lidt med at hakke og snitte. Efter aftensmaden stiller alle sig uden videre snak op på række. Vi skal tydeligvis videre. Alt rykker med os: ris, grøntsager, gryder og pander. Vi forlader skolens område og går på en lang række ind i skoven. Efter knap en halv time kommer vi til en lysning, hvor vi skal overnatte. Der er ikke en lyd at høre. Få minutter efter har alle bredt deres blå plastikdug ud, den obligatoriske “jhilli” (uden den ingen revolution). Chandu og Mangtu deler en og breder en ud til mig. De finder den bedste plads til mig. Ved siden af den bedste sten. Chandu siger, at han har sendt en besked til Didi. Hvis hun får den, er hun her straks i morgen tidlig. Hvis hun får den. Det er det smukkeste rum, jeg længe har sovet i. Min helt egen suite i et tusindstjernet hotel. Omkring mig ligger disse mystiske, smukke børn med deres besynderlige våben. De er uden tvivl maoister alle sammen. Vil de alle sammen blive dræbt? Er junglekamptræningsskolen oprettet på grund af dem? Og hvad med helikopterne, de varmesøgende kameraer og laser-afstandmålerne? Hvorfor skal de dø? Og for hvad? For at lave alt dette til en mine? Jeg kommer til at tænke på dengang, jeg besøgte en åben jernmalm-mine i Keonjar i delstaten Orissa. Dér var der engang en skov. Og børn ligesom dem. Nu ligner området et stort åbent sår. Ens lunger og næsebor bliver fyldt med rødt støv. Vandet er rødt, luften er rød, folk er røde. Og deres hår og lunger er røde. Dag og nat rumler lastbiler gennem deres

landsbyer en efter en, tusinder og atter tusinder af lastbiler, som transporterer malm til havnen i Paradip, hvorfra den skal videre til Kina. Der bliver den forvandlet til biler, røg, byer, som skyder op i nattens mulm og mørke; til en “vækstrate,” som får økonomerne til at tabe pusten; til våben, så der kan føres krig. Alle undtagen vagterne, som kører i halvandentimes skift, ligger og sover. Endelig har jeg mulighed for at kigge på stjernerne. Da jeg som barn voksede op ved bredden af Meenachal-floden, forestillede jeg mig altid, at lyden af fårekyllinger – som altid startede ved tusmørke – var lyden af stjernerne, der gassede op og gjorde klar til at skinne. Det kommer bag på mig, hvor glad jeg er for at være her. Der er ikke noget andet sted i verden, jeg hellere ville være. Hvem skal jeg være i nat? Kammerat Rahel i stjernernes skær? Måske kommer Didi i morgen.

Endelig fremme De kommer hen på eftermiddagen. Jeg kan se dem på lang afstand. Cirka 15 personer i grøn træningsuniform kommer løbende hen imod os. Allerede på denne afstand kan jeg se på den måde, de løber på, at de ikke er hvem som helst. People’s Liberation Guerilla Army (PLGA). Dem, de varmesøgende kameraer og laserriflerne er tiltænkt. Dem, junglekamptræningsskolen er oprettet med tanke på. De er bevæbnet med seriøse rifler, INSAS, SLR, to AK 47’ere. Gruppens leder, kammerat Madhav, har været en del af partiet, siden han var 9 år gammel. Han er fra Warangal i Andhra Pradesh. Han er ude af sig selv og undskylder mange gange. Der er sket en alvorlig kommunikationsbrist, siger han igen og igen, hvilket normalt aldrig sker. Jeg skulle have været fremme ved hovedlejren allerede den første aften. En eller anden har tabt depechen i junglestafetten. Motorcyklen skulle have sat mig af et helt andet sted. “Du kom til at vente så længe og gå så langt. Vi løb hele vejen herhen, så snart vi fik besked om, at du var her.” Jeg svarede, at det var i orden, at jeg havde været forberedt på at skulle vente, vandre og lytte. Han vil af sted med det samme, fordi man venter mig med bekymring i lejren.

Det tager nogle timer at komme hen til lejren. Det er næsten mørkt, da vi når frem. Lejren er omkranset af indtil flere cirkler af vagter på patrulje. Mindst 100 kammerater er stillet op på to rækker. De er alle sammen bevæbnet med våben. Og et smil. De begynder at synge Lal lal salaam, lal lal salaam, aane vaale saathiyon ko lal lal salaam (Rød hilsen til de kammerater, der er ankommet). De synger blidt, som var det en folkevise om en flod eller en blomstrende skov. Efter sangen følger hilsnen, håndtrykket, den knyttede næve. Alle hilser på alle og mumler lalslaam, mlalslaa, mlalslaam... Bortset fra den cirka halvanden kvadratmeter store blå jhilli, der er bredt ud på jorden, er her intet, der antyder, at her ligger en lejr. Denne har også et jhilli-tag. Det er mit soveværelse. Enten var det en belønning for den lange vandring, eller også ville de forkæle mig lidt inden det, der lå forude. Eller begge dele. Uanset hvad var det sidste gang på hele turen, at jeg havde tag over hovedet. Til middagen møder jeg kammerat Narmada, lederen af Krantikari Adivasi Mahila Sangathan (KAMS), som er eftersøgt; kammerat Saroja fra PLGA, som ikke er højere end sin SLR-riffel; kammerat Maase (det betyder Sort Pige på gondi), som ligeledes er eftersøgt; kammerat Rupi, computereksperten; kammerat Raju, som er ansvarlig i det område, jeg er gået igennem; og kammerat Venu (eller Murali eller Sonu eller Sushil, eller hvad man nu har lyst til at kalde ham), som tydeligvis rangerer højere end alle de andre. Måske er han en del af centralkomitéen, eller politbureauet. Jeg får det ikke at vide, og jeg spørger ikke. Her er folk, der taler gondi, halbi, telugu, punjabi og malayalam. Det er kun Maase, der kan engelsk (så vi kommunikerer på hindi!). Kammerat Maase er høj og stille og synes at skulle arbejde sig gennem et lag af smerte for at indlede en samtale. Men jeg kan forstå på den måde, hun krammer mig på, at hun læser. Og at hun savner bøger herude i junglen. Hun fortæller mig først sin historie senere. Da hun tør betro mig sin sorg. Der kommer dårligt nyt, som der gør i denne jungle. Et bud med “kiks”. Håndskrevne noter

på papir, der er foldet sammen til små firkanter. Der er en hel pose af dem. Som chips. Nyheder alle steder fra. Politiet har dræbt fem personer i landsbyen Ongnaar, fire fra militsen og en indbygger: Santhu Pottai (25 år), Phoolo Vadde (22 år), Kande Pottai (22 år), Ramoli Vadde (20 år) og Dalsai Koram (22 år). Det kunne lige så godt have været nogle af de unge fra nattens stjernebesatte sovesal. Så kommer de gode nyheder. En lille gruppe mennesker anført af en buttet ung mand. Han har også træningsuniform på, men den ser helt ny ud. De beundrer den alle sammen. Han ser genert og glad ud. Han er læge og er kommet for at bo og arbejde sammen med kammeraterne i skoven. Det er mange år siden, der sidst har været en læge i Dandakaranya. I radioen er der nyt om indenrigsministerens møde med chefministrene fra de delstater, der er “berørt af venstrefløjsekstremisme”. Chefministrene fra Jharkhand og Biharhar har dog ikke ønsket at deltage. Alle rundt om radioen begynder at grine. De forklarer, at i valgperioderne – fra valgkampen begynder til 2-3 måneder efter, at delstatsregeringen er blevet dannet – siger alle mainstream-politikerne: “Naxalitterne er vores børn”. Man kan stille sit ur efter, hvornår de ændrer holdning og begynder at få hugtænder. Jeg bliver præsenteret for kammerat Kamla. Jeg får at vide, at jeg under ingen omstændigheder må gå så meget som fem skridt væk fra jhillien uden at have hende med. For man mister let orienteringen i nattemørket og risikerer at fare vild. (Jeg vækker hende ikke. Jeg sover som en sten.) Næste morgen giver Kamla mig en gul plastikæske, hvor den ene side er revet af. Der har engang været Abis Gold Refined Soya Oil i. Nu skal jeg bruge den som wc. Intet går til spilde på Revolutionens Vej. (Jeg tænker stadigvæk på Kamla hver dag. Hun er 17 år. Hun har en hjemmelavet pistol hængende på hoften. Og det mest fantastiske smil. Men hvis politiet støder på hende, dræber de hende. Måske voldtager de hende først. Der vil ikke blive stillet nogen spørgsmål. For hun er en National Sikkerhedstrussel.)

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

Historietime Efter morgenmaden sidder kammerat Venu (Sushil, Sonu, Murali) og venter på mig på jhillien med benene over kors, og ligner mest af alt en skrøbelig skolelærer. Det er blevet tid til en historietime. Eller rettere, en forelæsning om de sidste 30 års historie i Dandakaranya-skoven, som den krig, der hvirvler igennem den i dag, er kulminationen på. Partisanens version, selvfølgelig. Men hvilken historie er ikke det? Uanset hvad skal den hemmelige historie offentliggøres, så den kan blive modsagt og diskuteret i stedet for bare at blive løjet om, som det er tilfældet lige nu. Kammerat Venu har en stille og beroligende væremåde og en venlig stemme, som senere på turen vil genlyde i en kontekst, der gør mig helt ude af den. Denne morgen taler han næsten uafbrudt i flere timer. Han er ligesom en lille butiksejer med et kæmpemæssigt nøglebundt, der giver adgang til et væld af rum fyldt med historier, sange og viden. Kammerat Venu var med i en af de syv bevæbnede grupper, der i juni 1980, for 30 år siden, krydsede Godavari-floden fra Andhra Pradesh og gik ind i Dandakaranya-skoven (DK blandt partimedlemmerne). Han er en af de første guldgravere. De tilhørte People’s War Group (PWG), en fraktion af Indiens marxistisk-leninistiske kommunistparti, CPI (marxist.-leninist.) – de første naxalittter. PWG blev formelt etableret som uafhængigt parti i april samme år med Kondapalli Seetharamiah som leder. PWG havde besluttet at opbygge en stående hær, og hæren havde brug for en base. DK skulle være deres base, og de første grupper blev sendt derind for at rekognoscere i området og begynde at opbygge guerillazonerne. Det er en gammel diskussion, hvorvidt kommunistpartier bør have en stående hær, og hvorvidt begrebet “folkets hær” er en selvmodsigelse. PWG’s beslutning om at opbygge en hær byggede på erfaringerne fra Andhra Pradesh, hvor partiets “Land to the Tiller”-kampagne havde ført til direkte sammenstød med jordbesidderne og en sådan undertrykkelse fra politiets side, at man fandt det umuligt at kæmpe imod uden at have sin egen trænede kampstyrke.

(I 2004 gik PWG sammen med de andre CPI (marxist.-leninist.)-fraktioner, Party Unity (PU) og Maoist Communist Centre (MCC) – som hovedsageligt virker i Bihar og Jharkhand – og blev til Indiens Kommunistparti (maoist.), CPI (maoist.).) Dandakaranya ligger i det, som briterne med deres Hvide Mands Sprog kaldte Gondwana – gondernes land. I dag går både Madhya Pradeshs, Chhattisgarhs, Orissas, Andhra Pradeshs og Maharashtras grænser gennem skoven. Det er et gammelt trick at dele en problematisk befolkning op i adskilte administrative enheder. Men maoisterne og de maoistiske gondere går ikke så meget op i delstatsgrænser. De har et andet landkort i hovedet, og som andre dyr i skoven har de deres helt egne stier. For dem er veje ikke noget, man færdes på. Det er noget, man krydser, eller – oftere og oftere – ligger i baghold ved. Gonderne (som udgøres af Koyaog Doral-stammen) udgør langt størstedelen af indbyggerne, men der er også andre stammesamfund. De, der ikke er adivasier, dvs. handelsfolkene og bosætterne, bor i udkanten af skoven tæt på vejene og markederne. PWG var ikke de første missionærer i Dandakaranya-skoven. Den berømte gandhist Baba Amte havde bygget sin ashram og et hospital for spedalske i Warora i 1975. Ramakrishna Mission var i gang med at oprette landsbyskoler i de øde skove i Abujhmad. I det nordlige Bastar havde Baba Bihari Das indledt en kampagne, der skulle “få stammerne tilbage i hindu-folden” ved at devaluere deres stammekultur, fremkalde selvhad og indføre hinduismens store gave, kastesystemet. De første konvertitter, dvs. landsbylederne og de store jordbesiddere – folk som Salwa Judums grundlægger Mahendra Karma – fik status som Dwij (genfødt) brahman. (Dette var selvfølgelig noget fusk, for ingen kan blive brahman; hvis man kunne det, ville hele nationen være brahmaner i dag.) Men falsk hinduisme anses for at være godt nok til stammefolkene, ligesom de falske varemærker – kiks, sæbe, tændstikker, olie – der sælges rundt omkring på markederne i landsbyerne. Som en del af hindutva-kampagnen blev landsbyerne samtidig omdøbt, hvorfor de fleste landsbyer

i dag har to navne, befolkningens navn og regeringens navn. Landsbyen Innar blev for eksempel til Chinnari. På stemmesedlerne blev stamme-navnene lavet om til hindu-navne (Massa Karma blev til Mahendra Karma). De, der ikke ville med ind i hindu-folden, blev udråbt som “katwaer” (med hvilket de mente “urørlige”), og de blev senere en naturlig vælgerskare for maoisterne. PWG begyndte at arbejde i det sydlige Bastar og i Gadchiroli først. Kammerat Venu fortæller udførligt om de første måneder: Landsbyboere var mistroiske og ville ikke lade dem komme indenfor. Ingen ville give dem noget at spise og drikke. Politiet spredte rygter om, at de stjal. Kvinderne gemte deres smykker i asken fra brændekomfuret. De var udsat for et enormt pres. I november 1980 åbnede politiet ild mod et landsbymøde i Gadchiroli og dræbte en hel trop. Det var de første drab i forbindelse med et “sammenstød” i Dandakaranya. Det var et alvorligt slag, og kammeraterne trak sig tilbage over Godavari-floden og tog hjem til Adilabad, men i 1981 vendte de tilbage igen. De begyndte at arbejde på at få stammefolkene til at kræve en højere pris for deres tendu-blade (som bruges til at rulle bidi’er). På det tidspunkt betalte de handlende 3 paise (3 ører, red.) for et bundt med 50 blade. Det var et enormt arbejde at organisere et folk, der slet ikke var vant til den form for politik, og tilskynde dem til at gå i strejke. I sidste ende bar strejken dog frugt, og prisen blev hævet til det dobbelte, 6 paise for et bundt. Men partiets største succes lå i, at de havde fået vist det værdifulde i at stå sammen, og hvordan man også kunne forhandle rent politisk. I dag er prisen efter endnu flere strejker og protester oppe på 1 rupi. (Det virker en anelse usandsynligt på det plan, men tendu-salget løber op i millioner af rupier.) Hvert år giver regeringen leverandørerne lov til at skaffe en bestemt mængde tendu-blade – som regel mellem 1.500 og 5.000 standardsække, de såkaldte manak bora’er. Hver manak bora rummer ca. 1.000 bundter. (Det er naturligvis umuligt at sikre, at leverandørerne ikke skaffer flere blade, end de må.) Når tendubladene kommer ud på det store marked, bliver de solgt pr. kilo. Skiftet mellem to aritmeti-

ske systemer og den luskede måde, hvorpå der under leverandørernes kontrol bliver omregnet fra bundter til manak bora til kilo, giver masser af plads til manipulation af den værste skuffe. De mest forsigtige skøn lyder på en profit på omkring 1.000 rupi pr. standardsæk (efter at partiet har fået 120 rupi pr. sæk i provision). Selv med det beløb kan en lille leverandør (1.500 standardsække) tjene 16 millioner rupi pr. høstsæson og en stor leverandør (5.000 standardsække) op til 5,5 millioner rupi. I virkeligheden er tallene formentlig mange gange højere. Imens tjener den Største Nationale Sikkerhedstrussel knap nok til at kunne klare sig frem til næste høstsæson. Vi bliver afbrudt af latter og får øje på Nilesh, en af de unge PLGA-kammerater, der går i fuld fart hen imod køkkenafdelingen, mens han slår sig selv. Da han kommer nærmere, kan jeg se, at han kommer med et bladfyldt bo fuld af vrede røde myrer, som er kravlet ud og bider ham på armene og halsen. Nilesh griner selv. “Har du nogensinde smagt myre-chutney?,” spørger kammerat Venu. Jeg kender de røde myrer fra min barndom i Kerala, og jeg er blevet bidt af dem, men jeg har aldrig spist dem. (Chapoli’en viser sig at smage dejligt. Masser af folinsyre.) Nilesh er fra Bijapur, centrum for Salwa Judums operationer. Nileshs lillebror sluttede sig til Judum under en af deres plyndrings- og nedbrændingstogter og blev uddannet til Special Police Officer (SPO). Han bor i Basagudalejren sammen med deres mor. Deres far nægtede at flytte og er blevet tilbage i landsbyen. Med andre ord en blodig familiefejde. Da jeg senere fik mulighed for at snakke mere med Nilesh, spurgte jeg ham, hvorfor hans lillebror havde gjort det. “Han var meget ung,” sagde Nilesh. “Han fik mulighed for at løbe frit omkring og gøre folk ondt og brænde huse af. Han gik helt amok og gjorde nogle forfærdelige ting. Nu er han fanget. Han vil aldrig kunne vende tilbage til landsbyen. Han vil aldrig blive tilgivet. Det ved han godt.” Historietimen fortsætter. Kammerat Venu fortæller om partiets næste store kamp mod Ballarpur Papirfabrik. Regeringen havde givet Thapar-

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

familien en 45-årig kontrakt på høst af 150.000 ton bambus til en stærkt statsstøttet pris (ingenting i forhold til bauxit, men alligevel). Stammefolkene fik 10 paise for et bundt med 20 bambusstammer. (Jeg vil ikke give efter for min usle trang til at sammenligne dette med, hvad Thapar-familien tjente.) Efter lang tids protest, strejke og forhandling mellem papirfabrikkens funktionærer og lokalbefolkningen blev prisen tredoblet til 30 paise pr. bundt. For stammefolket var det en kæmpe forbedring. De andre politiske partier havde givet løfter, men ikke vist tegn på at ville indfri dem. Folk begyndte at henvende sig til partiet og spørge, om de kunne melde sig ind. Men kampen om priser på tendu-blade, bambus og andre skovprodukter var sæsonpræget. Det allestedsnærværende problem, forbandelsen over folks liv, var den største jordbesidder af dem alle – Skovvæsnet. Hver morgen dukkede skovfunktionærer på alle niveauer op ude i landsbyerne som onde ånder og forhindrede bønderne i at pløje deres marker, samle brænde, plukke blade, plukke frugt, sætte kvæget på græs, leve. De havde elefanter med, som trampede markerne ned, og de spredte babool-frø, som ødelagde jorden på markerne. Folk blev slået, arresteret og ydmyget og fik deres afgrøder ødelagt. Skovvæsnet mente naturligvis, at det var illegale folk, der havde gang i konstitutionsstridige aktiviteter, og at de blot førte loven ud i livet. (Den seksuelle udnyttelse af kvinderne var blot et frynsegode for et i øvrigt hårdt arbejde.) Opildnet af folks deltagelse i de forskellige kampe besluttede partiet at gå op imod skovvæsnet. De opmuntrede bønderne til at indtage skovarealerne og opdyrke dem. Skovvæsnet svarede igen ved at brænde de nye landsbyer af, der skød op i skovområderne. I 1986 oprettede de en nationalpark i Bijapur, hvilket medførte, at 60 landsbyer skulle forflyttes. Over halvdelen af landsbyerne var rømmet, og de første spadestik til nationalparkens infrastruktur var taget, da partiet rykkede ind, standsede opbygningen af nationalparken og forhindrede de sidste landsbyer i at blive tømt. De forhindrede skovvæsnet i at komme ind på området. Et par gange blev en funktionær taget til fange, bundet til et træ og banket af landsby-

boerne. Det var en forløsende hævn for udnyttelse flere generationer tilbage i tiden. Til sidst stak skovvæsnet halen mellem benene. Mellem 1986 og 2000 omfordelte partiet 300.000 tønder skovareal. I dag er der ingen jordløse bønder i Dandakaranya, siger kammerat Venu. For den unge generation er skovvæsnet et fjernt minde, en historie, mødre fortæller deres børn om en mytologisk fortid præget af trældom og ydmygelser. For de ældre var friheden fra skovvæsnet en reel frihed. De kunne føle den og smage den. Det betød meget mere for dem end Indiens uafhængighed. De begyndte at flokkes om det parti, der havde kæmpet sammen med dem.

Red junglen De første syv grupper fra PWG var nået langt. De havde nu indflydelse på 60.000 kvadratkilometer skov, flere tusind landsbyer og millioner af mennesker. Men da skovvæsnet rykkede ud, rykkede politiet ind. Og satte gang i en strøm af blodsudgydelser: Politiets iscenesatte “sammenstød” og PWG’s baghold. Med omfordelingen af jorden opstod der nye problemstillinger, der skulle tages hånd om: vanding, produktivitet og tilfældig rydning af skoven. De var nødt til at begynde at skelne mellem “massearbejde” og “militærarbejde”. I dag forvaltes Dandakaranya af et veludbygget system af Janatana Sarkar’er (folkeregeringer). De organisatoriske principper er inspireret af den kinesiske revolution og Vietnam-krigen. Hver Janatana Sarkar vælges af en gruppe landsbyer med en samlet befolkning på 500-5.000 personer. Der er 9 departementer: Krishi (landbrug), Vyapar-Udyog (handel og industri), Arthik (økonomi), Nyay (retspleje), Raksha (forsvar), Hospital (sundhed), Jan Sampark (PR), SchoolRiti Rivaj (uddannelse og kultur) og Jungle. En gruppe Janatana Sarkar’er hører under en Områdekomité. Tre kommitéer giver en division. Der er 10 divisioner i alt. “Vi har også et Red junglen-departement nu,” siger kammerat Venu. “Har du ikke læst den regeringsrapport, der viser, at der er kommet mere skov i naxalit-områderne?”

Ironisk nok, siger kammerat Venu, var de første, der nød godt af partiets kampagne imod skovvæsnet, mukhia’erne (landsbylederne) – Dwijbrigaden. De udnyttede deres status og ressourcer til at snuppe så meget land, de kunne, mens tid var. Men så begyndte folk at komme til partiet med “interne uoverensstemmelser,” som kammerat Venu udtrykker det. Partiet begyndte at beskæftige sig med lighed, klasseopdelinger og uretfærdighed internt i stammesamfundet. De store jordbesiddere fornemmede, at der var problemer forude. Mens partiets indflydelse voksede, var deres begyndt at aftage. Folk gik oftere og oftere til partiet med deres problemer i stedet for til mukhia’erne. De gamle udnyttelsesmønstre var under pres. Når den første regn faldt, havde det altid været sådan, at folk skulle pløje mukhia’ernes jord først. Det holdt de op med. Folk gav dem ikke længere den første dags høst af mahua-blomster og andre skovprodukter. Der måtte tydeligvis gøres noget. Ind på scenen trådte Mahendra Karma, en af regionens største jordbesiddere og på det tidspunkt medlem af Det indiske kommunistparti (CPI). I 1990 samlede han en gruppe mukhia’er og jordbesiddere om sig og igangsatte en kampagne kaldet Jan Jagran Abhiyaan (folkevækkelseskampagnen). “Vækkelsen” af “folket” foregik ved, at man sendte omkring 300 mand ud for at finkæmme skoven, dræbe, brænde huse ned og forgribe sig på kvinderne. Delstatsregeringen i det daværende Madhya Pradesh (Chhattisgarh var endnu ikke blevet oprettet) sørgede for at sende backup fra politiet. I Maharashtra begyndte den tilsvarende Democratic Front at gå til angreb. People’s War Group svarede igen på ægte PWG manér, nemlig ved at dræbe nogle få af de mest berygtede jordbesiddere. I løbet af få måneder begyndte Jan Jagran Abhiyaan – eller “the white terror,” som kammerat Venu kalder det – at dø ud igen. I 1998 forsøgte Mahendra Karma, som nu var blevet medlem af Kongrespartiet, at puste liv i kampagnen igen. Denne gang løb den endnu hurtigere ud i sandet. Og så i sommeren 2005 var heldet med ham. I april måned underskrev den BJP-ledede regering i Chhattisgarh to samarbejdsaftaler om opfø-

relsen af to stålværker (betingelserne er hemmelige). Den ene med Essar Steel i Baidila til en værdi af 70 milliarder rupi og den anden med Tata Steel i Lohandiguda til en værdi af 100 milliarder rupi. Samme måned kom premierminister Manmohan Singh med sin famøse udtalelse om, at maoisterne var Indiens “Største Nationale Sikkerhedstrussel”. (Det var en mærkelig udtalelse at komme med på det tidspunkt, eftersom det i virkeligheden forholdt sig modsat: Den Kongresparti-ledede regering i Andhra Pradesh havde netop udmanøvreret maoisterne. De havde mistet ca. 1.600 mand og var i total opløsning.) Premierministerens udtalelse fik mineselskabernes aktier til at ryge i vejret. Samtidig sendte det et signal til medierne om, at maoisterne var lovligt vildt for dem, der måtte have lyst til at jage dem. I juni 2005 indkaldte Mahendra Karma mukhia’erne til et hemmeligt møde i landsbyen Kutroo og igangsatte Salwa Judum (Udrensningsjagten) – en skønsom blanding af jordnær stamme- og Dwij/nazi-ånd. Salwa Judum var i modsætning til Jan Jagran Abhiyaan en egentlig rømningsoperation, som havde til formål at flytte folk fra landsbyerne og ind i lejre, hvor de kunne være under politikontrol. På militærsprog kalder man det “strategiske landsbyer”. De blev opfundet af general Sir Harold Briggs i 1950, da briterne var i krig mod kommunisterne i Malaya. Briggs-planen blev meget populær i den indiske hær, som har brugt den i Nagaland i Mizoram og Telanga. Raman Singh, medlem af BJP og chefminister i Chhattisgarh, meddelte, at hans regering var af den indstilling, at de landsbyboere, der ikke ville flytte, ville blive betragtet som maoister. Så for en helt almindelig landsbyboer i Bastar blev det pludselig til farlig terroristvirksomhed at blive hjemme. En eller anden forkæler mig med et stålkrus sort te, giver mig hovedtelefoner på og tænder for en lille mp3-afspiller. Det er en skrattende optagelse med Manhar, den tidligere politikommissær i Bijapur, som briefer en af sine underordnede over radioen om de forskellige tilskyndelser og belønninger, som staten og delstatsregeringerne giver til “jagrit” (vækkede) landsbyer og folk, der

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

indvilliger i at flytte ind i lejrene. Derefter giver han klare instrukser om, at landsbyer, der nægter at overgive sig, bør brændes ned, og journalister, der gerne vil dække naxalit-sagen, bør blive skudt på stedet. (Dette havde jeg allerede læst om. Da historien kom frem, blev politikommissæren som straf – hvem den så gik ud over – forflyttet til statens menneskerettighedskommission.) Den første landsby, som Salwa Judum nedbrændte, var Ambeli (den 18. juni 2005). Fra juni til december 2005 brændte, dræbte, voldtog og plyndrede de sig vej gennem hundredvis af landsbyer i det sydlige Dantewada. Operationens hovedfokus var rettet mod Bijapur- og Bhairamgarh-distrikterne tæt på Baidila, hvor Essar Steels nye afdeling efter planen skulle opføres. Ikke overraskende var dette samtidig nogle af maoisternes højborge, hvor Janatana Sarkar’erne havde lagt et stort arbejde i bl.a. at få bygget vandingssystemer. Janatana Sarkar’erne blev et særligt mål for Salwa Judums angreb. Hundredvis af mennesker blev dræbt på bestialsk vis. Omkring 60.000 mennesker flyttede ind i lejrene, nogle af dem frivilligt, andre fordi de ikke turde andet. Ca. 3.000 af dem blev udnævnt til SPO’er med en løn på 1.500 rupi. For denne usle betaling dømte unge mennesker, bl.a. Nileshs bror, sig selv til at leve resten af deres liv bag et ståltrådshegn. De har gjort forfærdelige ting, men de kan alligevel ende med at blive den frygtelige krigs største ofre. Ikke en gang en beordring fra højesteret om at ophæve Salwa Judum kan ændre deres skæbne. De resterende hundreder af tusinder af mennesker forsvandt fra regeringens radar (men det gjorde udviklingsfondene til de 644 landsbyer ikke. Hvor er denne guldmine blevet af?). Mange tog til Andhra Pradesh og Orissa, hvor de som regel fik arbejde som daglejere i chilisæsonen. Men der var også i titusindvis, der flygtede ind i skoven, hvor de stadig bor, uden tag over hovedet, og de tager kun hjem til deres huse og marker i dagtimerne. I slipstømmen på Salwa Judum dukkede et væld af politistationer og -lejre op. Idéen var at skabe en sikker base for den “snigende generobring” af det maoist-kontrollerede territorium.

Man regnede ikke med, at maoisterne ville turde angribe så voldsom en koncentration af sikkerhedsstyrker. Maoisterne, derimod, indså, at hvis ikke de angreb den sikre base, så ville det være et svigt af de mennesker, som de havde boet og arbejdet sammen med de sidste 25 år og opbygget et tillidsforhold til. Så de svarede igen med en række angreb i hjertet af den sikre base.

Volden tager til Den 26. januar 2006 angreb PLGA politilejren i Gangalaur og dræbte syv personer. Den 17. juli 2006 blev Salwa Judums lejr i Erabor angrebet. 20 blev dræbt og 150 såret. (Dette har du muligvis allerede læst om: “Maoister angreb den flygtningelejr, som statsregeringen havde oprettet til landsbyboere, der var flygtet fra naxalitternes terror.”) Den 13. december 2006 angreb de “flygtninge”lejren i Basaguda og dræbte tre SPO’er og en politibetjent. Den 15. marts 2007 kom det mest dristige af deres angreb: 120 PLGA-guerillasoldater angreb Rani Bodili Kanya Ashram, en pigeskole, som var blevet lavet om til kaserne for 80 politifolk (og SPO’er) fra Chhattisgarh, mens pigerne stadig boede der som et menneskeligt skjold. PLGA trængte ind på grunden, afspærrede den tilbygning, pigerne boede i, og angreb kasernen. Ca. 55 politifolk og SPO’er blev dræbt. Ingen af pigerne kom noget til. (Den ligefremme politikommissær i Dantewada havde vist mig en PowerPoint-præsentation med forfærdelige billeder af politibetjentenes forbrændte, lemlæstede lig midt i ruinerne efter den bombede skolebygning. Billederne var så makabre, at det var umuligt at lade være med at kigge væk. Han så ud til at være tilfreds med min reaktion.) Der rejste sig et ramaskrig over hele landet efter angrebet på Rani Bodili. Menneskerettighedsorganisationerne fordømte maoisterne for ikke alene at være voldelige, men også for at være modstandere af uddannelse. Men i Dandakaranya blev Rani Bodili-angrebet en myte. Der blev skrevet sange, digte og teaterstykker om det. Maoisternes modangreb fik det faktisk til at ryste under politiets sikre base, og det blev muligt at trække vejret igen. Politiet og Salwa Judum trak sig tilbage til deres lejre. Nu kommer de kun ud i

grupper på 300-1.000 mand – som regel midt om natten – for at omringe og gennemsøge landsbyerne. Alle undtagen SPO’erne og deres familier begyndte langsomt at forlade Salwa Judums lejre og tage tilbage til deres landsbyer. Maoisterne bød dem velkommen og sagde, at SPO’erne også gerne måtte vende tilbage, hvis de oprigtigt, og offentligt, undskyldte deres gerninger. Mange unge begyndte at flokkes om PLGA. (PLGA var officielt blevet dannet i december 2000. Gennem de sidste 30 år var de bevæbnede grupper langsomt blevet til sektioner, som var blevet til delinger, som igen var blevet til kompagnier. Men efter Salwa Judums hærgen var PLGA lynhurtigt helt oppe på bataljon-styrke.) Salwa Judum-operationen var ikke alene mislykket, den havde i den grad givet bagslag. Som sagt var Salwa Judum ikke bare igangsat af en lokal slyngel. Uanset hvad pressen skriver, så var det en operation igangsat i fællesskab af regeringen i Chhattisgarh og Kongrespartiet, som havde magten i midten. Det måtte ikke gå galt. Ikke når alle disse samarbejdsaftaler stadig lå og ventede som hensygnende kandidater på ægteskabsmarkedet. Regeringen var under ekstremt pres for at finde på noget nyt. Løsningen var Operation Green Hunt. Nu hedder Salwa Judums SPO’er Koya-soldater. Der er hentet forstærkning fra Chhattisgarh Armed Force (CAF), Central Reserve Police Force (CRPF), Border Security Force (BSF), Indo-Tibetan Border Police (ITBP), Central Industrial Security Force (CISF) og Greyhounds, Scorpions og Cobras (politiets specialstyrker, red.). Den bagvedliggende politik har fået det sympatiske navn WHAM – Winning Hearts And Minds. Betydningsfulde krige bliver ofte udkæmpet de mest uventede steder. De Frie Markedskræfter besejrede den sovjetiske kommunisme i de triste afghanske bjerge. Her i Dantewadas skove udkæmpes en kamp om Indiens sjæl. Der er allerede skrevet en masse om den voksende krise i det indiske demokrati og de hemmelige aftaler mellem de store firmaer, de store politiske partier og efterretningstjenesten. Hvis nogen skulle have lyst til at tage pulsen på problemerne, er det Dantewada, man skal tage til.

I et udkast til en rapport om State Agrarian Relations and the Unfinished Task of Land Reform (bind 1) kan man læse, at Tata Steel og Essar Steel var de første til at støtte Salwa Judum økonomisk. Fordi det var en regeringsrapport, skabte den røre, da den blev nævnt i medierne. (I den endelige rapport er dette faktum ikke taget med. Var det en reel fejl, eller var der en, der fik et venligt stålklap på skulderen?) Den 12. oktober 2009 blev den obligatoriske offentlige høring omkring Tatas stålværk – der skulle have været afholdt i Lohandiguda med deltagelse af lokalbefolkningen – i stedet afholdt i en lille sal i guvernøren i Jagdalpurs hovedsæde, mange kilometer væk, omkranset af massive sikkerhedsforanstaltninger. 50 stammefolk var hyret som publikum og blev fragtet dertil i regeringens køretøjer i en lukket konvoj. Efter mødet takkede guvernøren “Lohandigud-folket” for deres samarbejdsvillighed. Den lokale presse videregav løgnen, selvom den vidste bedre. (Annoncepengene kom rullende.) På trods af landsbyboernes protester er man begyndt at inddrage arealerne til byggeriet nu. Maoisterne er ikke de eneste, der ønsker at omstyrte den indiske stat. Den er allerede blevet omstyrtet adskillige gange af hinduistisk fundamentalisme og økonomisk totalitarisme. Lohandiguda, som ligger fem timers kørsel fra Dantewada, har ikke før været et naxalit-område. Det er det nu. Kammerat Joori, som spiste myre-chutney sammen med mig, arbejder i området. Hun fortalte, at de havde besluttet at rykke ind, da der begyndte at komme graffiti på landsbyernes huse, hvor der stod Naxali aao, hamein bachao (Naxalitter, kom og red os)! For nogle måneder siden blev Vimal Meshram, som var leder i landsbyen Panchayat, skudt og dræbt på det lokale marked. “Han var Tatas mand,” siger Joori. “Han tvang folk til at give afkald på deres jord og tage imod en kompensation for den. Det er godt, han er færdig. Vi mistede selv en kammerat. De skød ham. Vil du have mere chapoli?” Hun er ikke mere end 20 år. “Tata skal ikke få lov til at komme her. De er uønsket.” Joori er ikke fra PLGA. Hun er med i Chetna Natya Manch (CNM), partiets kultu-

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

relle fløj. Hun synger. Hun skriver sange. Hun er fra Abujhmad. (Hun er gift med kammerat Madhav. Hun forelskede sig i hans sangstemme, da han var på besøg i hendes landsby med en trup fra CNM.) Jeg føler, det er på tide, at jeg siger noget. Noget om, hvor formålsløs vold er, og hvor uacceptable summariske henrettelser er. Men hvad skulle jeg foreslå dem at gøre i stedet? Gå i retten? Igangsætte en dharna uden for Jantar Mantar i New Delhi? Et offentligt møde? En sultestrejke? Det lyder fuldstændig latterligt. Fortalerne for Den Nye Økonomiske Politik – som uden at tøve udtaler: “Der Er Intet Alternativ” – burde blive bedt om at komme med et bud på en alternativ Modstandspolitik. En helt specifik én, specifikt til disse mennesker i specifikt denne skov. Her og nu. Hvilket parti skulle de stemme på? Hvilken demokratisk institution i dette land skulle de henvende sig til? Hvor mange døre bankede Narmada Bachao Andolan (NBA) ikke på i de mange år, hvor de kæmpede imod dæmningen på Narmada-floden?

Hastigt opbrud Det er blevet mørkt. Der er livlig aktivitet i lejren, men jeg kan ingenting se. Kun små lyspletter, der bevæger sig rundt i mørket. Det er svært at sige, om det er stjerner, ildfluer eller maoister i fuld aktivitet. Mangtu dukker op ud af ingenting. Jeg har fundet ud af, at han går på Young Communists Mobile Schools første hold, hvor de lærer at læse og skrive og undervises i kommunismens grundprincipper. (“Indoktrinering!,” skriger vores kommercielle medier. De tv-reklamer, der hjernevasker børn, før de har lært at tænke, bliver ikke anset for at være indoktrinering.) De unge kommunister må ikke være bevæbnede eller have uniform på. Men de følger i hælene på PLGA-grupperne med strålende øjnene, som et rockbands groupier. Mangtu har taget mig til sig med en let besidderisk mine. Han har fyldt min vandflaske og siger, jeg skal pakke min taske. Der bliver fløjtet. Det blå jhilli-telt bliver skilt ad og pakket ned på nul komma fem. Endnu en fløjten lyder, og samtlige hundrede kammerater stiller

sig klar. Fem rækker. Kammerat Raju er operationsleder. Der bliver holdt mandtal. Jeg er også med i rækken og råber mit nummer, da kammerat Kamla, som står foran mig, giver tegn. (Vi tæller til tyve og begynder forfra igen, fordi de færreste gondere kan tælle til mere. Tyve er nok for dem. Måske skulle det også være nok for os andre.) Chandu har sin træningsuniform på nu og er bevæbnet med en maskinpistol. Kammerat Raju briefer lavmælt hele gruppen. Han taler gondi, og jeg forstår ingenting, men jeg bliver ved med at høre ordet RV. Senere forklarer Raju mig, at det betyder rendezvous! Det er blevet til en gondi-ord nu. “Vi aftaler RV-steder, så vi ved, hvor vi skal mødes, hvis vi skulle komme under beskydning og bliver nødt til at dele os.” Han kan umuligt forestille sig, hvilken rædsel dette vækker i mig. Ikke fordi jeg er bange for at komme under beskydning, men fordi jeg er bange for at fare vild. Jeg er retningsanalfabet og i stand til at fare vild mellem badeværelset og soveværelset hjemme hos mig selv. Hvad skulle jeg stille op i en 60.000 kvadratmeter stor skov? Hvad der end sker, så har jeg tænkt mig at holde godt fast i kammerat Rajus pallu. Inden vi går af sted, kommer kammerat Venu hen til mig: “Kammerat, nu vil jeg tage afsked.” Jeg er målløs. Han ligner en lille myg iført ulden hue og chappals, omgivet af sine vagter, tre mænd og tre kvinder. Tungt bevæbnet. “Vi er taknemmelige for, at du kom hele vejen herud, kammerat,” siger han. Igen et håndtryk og en knyttet næve. “Lal Salaam, kammerat.” Han forsvinder ind i skoven, Nøglernes Vogter. Og på et øjeblik er det, som om han aldrig har været der. Det føles helt tomt. Men jeg har timevis af båndoptagelser, jeg kan lytte til. Og efterhånden som dage bliver til uger, møder jeg mange mennesker, som lægger farve og detaljer på den skitse, han tegnede for mig. Vi begynder at gå i den modsatte retning. Kammerat Raju, som lugter langt væk af Iodex, siger med et smil: “Mine knæ er smadrede. Jeg kan kun gå, hvis jeg har taget en håndfuld smertestillende piller.” Kammerat Raju taler flydende hindi og har sin egen alvorlige måde at sige noget sjovt på. Han arbejdede som advokat i Raipur i 18

år. Både han og hans kone Malti var medlemmer af partiet og en del af dets netværk i byen. I slutningen af 2007 blev en af de ledende personer i Raipur-netværket anholdt og tortureret og endte med at stikke de andre. Han blev kørt rundt i Raipur i en af politiets biler og bedt om at udpege sine tidligere kolleger. Kammerat Malti var en af dem. Den 22. januar 2008 blev hun anholdt sammen med flere andre. Hun er anklaget for at have sendt dvd’er med videooptagelser af Salwa Judums uhyrligheder til flere parlamentsmedlemmer. Hendes sag kommer sjældent til høring, fordi politiet er klar over, at sagen er tynd. Men den nye Chhattisgarh Special Public Security Act (CSPSA) giver politiet lov til at tilbageholde hende i årevis uden kaution. “Nu har regeringen sat adskillige betjente fra politiet i Chhattisgarh til at beskytte de stakkels parlamentsmedlemmer mod deres egen post,” siger kammerat Raju. Han blev ikke selv fanget, fordi han var til et møde i Dandakaranya på det tidspunkt. Her har han været siden. Deres to børn i den skolesøgende alder, som blev efterladt alene derhjemme, blev nøje afhørt af politiet. Til sidst blev de sendt hen for at bo hos en onkel. Kammerat Raju fandt først ud af, hvad der var sket med dem, for nogle uger siden. Hvor får han styrken til at bevare sin syrlige humor? Hvad er det, der holder disse mennesker i gang efter alt det, de har været udsat for? Troen, håbet – og kærligheden – til partiet. Jeg støder på den igen og igen, i hver sin personlige udformning. Vi går på én lang række nu. Jeg og 100 “sanseløst voldelige,” blodtørstige oprørere. Jeg kiggede mig omkring i lejren, inden vi gik. Bortset fra lidt aske, hvor ildstederne havde været, var der ingen spor efter, at 100 mennesker have haft slået lejr her. Det er en utrolig hær. Rent ressourcemæssigt er de mere gandhistiske end nogen gandhist, og deres CO2-aftryk er lettere end den argeste miljøforkæmpers. Selv deres tilgang til sabotage er gandhistisk. Når en politibil for eksempel bliver brændt af, så bliver den først skilt ad og ribbet for brugbare dele. Rattet bliver rettet ud og lavet til en bharmaar, det kunstige læderbetræk bliver brugt som ammunitionstaske, og batteriet bliver brugt til oplad-

ning. (De seneste instrukser fra den øverste kommando lyder, at beslaglagte biler skal begraves, ikke kremeres. Så de om nødvendigt kan genoplives.) Jeg overvejer, om jeg skal skrive et teaterstykke – Gandhi Get Your Gun. Eller ville jeg blive lynchet? Vi går af sted i bælgmørke i total tavshed. Jeg er den eneste, der har en lygte. Der er rettet nedad, så det eneste, jeg kan se i lyskeglen, er kammerat Kamlas bare fødder i de udtrådte sorte chappals, som viser mig præcis, hvor jeg skal sætte fødderne. Hun går med ti gange så meget vægt som mig. Sin rygsæk, en riffel, en kæmpe sæk med proviant på hovedet, en af de store gryder og to skuldertasker fyldt med grøntsager. Sækken på hendes hoved balancerer perfekt, og hun kan klatre ned ad skråninger og gå på glatte, stenede stier uden så meget som at røre den. Hun er et mirakel. Turen viser sig at være lang. Jeg er glad for historietimen, om ikke andet så fordi det gav mine fødder en hel dags pause. At gå i skoven om natten er noget af det smukkeste. Og det kommer jeg til nat efter nat.

Jubilæum for et oprør Vi er på vej til fejringen af 100-året for Bhumkaloprøret i 1910, hvor Koyaerne gjorde oprør mod briterne. Bhumkal betyder jordskælv. Kammerat Raju fortæller, at folk vandrer i dagevis for at være med til festen. Skoven må være fuld af mennesker, der vandrer af sted. Der skal festes i alle Dandakaranyas divisioner. Vi er så heldige at følges med ceremonimesteren, kammerat Leng. Leng betyder “stemmen” på gondi. Kammerat Leng er en høj, midaldrende mand fra Andhra Pradesh, og han er kollega til den legendariske og højt elskede sanger og digter Gadar, som grundlagde den radikale kulturorganisation Jan Natyr Manch (JNM) i 1972. Organisationen blev senere formelt en del af PWG og kunne samle titusinder af mennesker til deres arrangementer. Kammerat Leng sluttede sig til dem i 1977 og blev selv en berømt sanger. Han boede i Andhra, mens undertrykkelsen var allerværst, mens der blev begået allerflest drab i forbindelse med “sammenstødene,” mens folk dag-

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

ligt mistede en ven eller bekendt. En nat blev han selv hevet ud af sin hospitalsseng af en kvindelig politikommissær, der havde klædt sig ud som læge, og taget med ud i skoven uden for Warangal, hvor han blev “afhørt”. Til alt held hørte Gadar om det og slog alarm. Da PWG i 1998 besluttede at oprette en kulturel organisation i Dandakaranya, blev kammerat Leng udnævnt som leder af Chetna Natya Manch (CNM). Og nu går han så her sammen med mig, af en eller anden grund iført en olivengrøn trøje og lilla pyjamasbukser med lyserøde kaniner på. “I dag har CNM 10.000 medlemmer,” fortæller kammerat Leng. “Vi har 500 sange, på hindi, gondi, chhattisgarhi og halbi. Vi har fået trykt en bog med 140 af vores sange. Alle skriver sange.” Første gang jeg talte med ham, syntes jeg, han virkede meget alvorlig og målbevidst. Men da vi nogle dage senere sad omkring bålet, fortalte han os – stadig iført de samme pyjamasbukser – om en succesrig instruktør af telugu-film (og ven), som altid spillede naxalit i sine egne film. “Jeg spurgte ham,” sagde kammerat Leng på hindi med sin skønne telugu-accent, “hvorfor tror du altid, naxalitterne er sådan her?” – og så sprang han op som en foroverbøjet mand med et jaget udtryk i øjnene, der kommer ud af skoven med høje skridt og en AK-47 i hånden, og fik os alle sammen til at skrige af grin. Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om jeg glæder mig til Bhumkal-festen. Jeg frygter, at det, jeg skal overvære, ikke vil være andet end traditionelle stammedanse stivnet i maoistisk propaganda, glødende, retoriske taler og et artigt publikum med et dødt udtryk i øjnene. Vi ankommer til festpladsen sent om aftenen. Der er blevet rejst et midlertidigt monument bestående af et bambusskelet dækket med rødt stof. Allerøverst, over Maoistpartiets hammer og segl, hænger Janatana Sarkars bue og pil pakket ind i sølvpapir. Meget passende med sådan et hierarki. Den kæmpemæssige scene er også midlertidig og består af et solidt skelet beklædt med et tykt lag mudder. Der er allerede tændt bål rundt omkring på pladsen, folk er begyndt at ankomme og er ved at lave aftensmad. Man kan kun se deres omrids i mørket. Vi bevæger

os ind mellem dem (lalsalaam, lalsalaam, lalsalaam) og går et kvarters tid, til vi kommer ind i skoven på den anden side.

En erfaren soldat I den nye lejr skal vi igen træde an. Der holdes mandtal. Og så gives der instrukser om fordelingen af vagter og om “skudretninger” – hvem der skal dække hvilket område, hvis politiet går til angreb. Der aftales nye RV-steder. En gruppe er gået i forvejen og har allerede maden klar. Til dessert får jeg en vild guava af Kamla, som hun har plukket på vejen og gemt til mig. Allerede fra solen står op, fornemmer man, hvordan flere og flere mennesker kommer til for at være med til festen. Der er en stigende summen af forventning. Folk, der ikke har set hinanden i lang tid, mødes igen. Vi kan høre mikrofonerne blive testet. Flag, bannere, plakater og flagguirlander ryger til vejrs. Der er dukket en plakat op med billeder af de fem personer, der blev dræbt i Ongnaar, den dag vi kom. Jeg drikker te sammen med kammerat Narmada, kammerat Maase og kammerat Rupi. Kammerat Narmada fortæller om de mange år, hun arbejdede i Gadchiroli, før hun blev DK’s leder af Krantikari Adivasi Mahila Sangathan. Rupi og Maase har begge været byaktivister i Andhra Pradesh og fortæller mig om den mangeårige kamp, kvinderne har kæmpet inden for partiets rammer – ikke kun for deres egne rettigheder, men også for at få partiet til at indse, at ligestilling mellem mænd og kvinder er et centralt element i drømmen om et retfærdigt samfund. Vi taler om 1970’erne og kvinderne i naxalit-bevægelsen, som blev dybt desillusionerede af at se deres mandlige kammerater, der opfattede sig selv som store revolutionære, men som var nøjagtig lige så patriarkalske og chauvinistiske som alle andre. Maase siger, at der er sket meget siden, men at der stadig er et stykke vej tilbage. (Der er endnu ingen kvinder i partiets centralkomité og politbureau.) Ved middagstid ankommer en anden PLGAgruppe. Gruppen anføres af en høj, smidig, barnligt udseende mand. Denne kammerat har

to navne – Sukhdev og Gudsa Usendi – ingen af dem er hans rigtige navne. Sukhdev er navnet på en populær kammerat, som blev gjort til martyr. (I denne krig er det kun sikkert for de døde at bruge deres rigtige navn.) Gudsa Usendi er noget, mange kammerater har været en overgang. (For nogle måneder siden var det kammerat Raju.) Gudsa Usendien er Dandakaranyas talsmand. Så selvom Sukhdev er med mig på resten af turen, aner jeg ikke, hvordan jeg nogensinde skulle finde ham igen. Hans latter ville jeg dog altid kunne genkendes. Han fortæller, at han kom til DK i 1988, da PWG besluttede at sende en tredjedel af styrken fra det nordlige Telanga til DK. Han er pæn i tøjet, i “civil” (“civile klæder” på gondi) i stedet for “dragt” (maoisternes “uniform”) og ligner mest af alt en ung forretningsmand. Jeg spørger ham, hvorfor han ikke har uniform på. Han fortæller, at han har været ude at rejse og netop er kommet hjem fra Keshkal Ghat i nærheden af Kanker. Det forlyder, at der findes 3 millioner ton bauxit, som et selskab ved navn Vedanta er ude efter. Bingo. Topkarakter til mine instinkter. Suhkdev fortæller, at han har været derhenne for at tage temperaturen på befolkningen. Se, om de var klar til at kæmpe. “De vil have tropper nu. Og våben.” Han kaster hovedet bagover og brøler af grin. “Jeg sagde til dem: Så nemt er det altså ikke, bhai (ven, bror, red.).” De spredte samtaler og den naturlighed, han bærer sin AK-47 med, siger mig, at han også er en erfaren og højtrangerende PLGA-soldat.

Kvindesagen Jungleposten kommer. Der er en kiks til mig! Den er fra kammerat Venu. På et lillebitte stykke papir, der er foldet sammen flere gange, har han skrevet teksten til en sang, han lovede at sende mig. Kammerat Narmada smiler, mens hun læser den. Hun kender historien. Den går tilbage til 1980’erne, omkring den tid hvor folk begyndte at have tillid til partiet og komme til dem med deres problemer – deres “interne uoverensstemmelser,” som kammerat Venu sagde. Kvinderne var nogle af de første til at komme. En aften, de sad rundt om bålet, var der en ældre dame, som

rejste sig op og sang for dada log’en. Hun var fra Maadiya-folket, hvor kvinderne traditionelt har taget deres bluser af og gået rundt med bare bryster, efter at de er blevet gift. Jumper polo intor Dada, Dakoniley Taane tasom intor Dada, Dakoniley Bata papam kittom Dada, Dakoniley Duniya kadile maata Dada, Dakoniley (De siger, vi ikke må have bluse på, Dada, Dakoniley De får os til at tage dem af, Dada, Dakoniley Hvad består vores synd i, Dada Dakoniley Verden har forandret sig, har den ikke, Dada) Aatum hatteke Dada, Dakoniley Aada nanga dantom Dada, Dakoniley Id pisval manni Dada, Dakoniley Mava koyaturku vehat Dada, Dakoniley (Men når vi skal på marked, Dada Er vi nødt til at gå halvnøgne derhen, Dada Vi ønsker ikke sådan et liv, Dada Fortæl vores forfædre det, Dada) Dette var den første kvindesag, partiet besluttede at kæmpe for. Sagen skulle behandles med yderste forsigtighed. I 1986 stiftede partiet organisationen Adivasi Mahila Sangathan (AMS), som blev til Krantikari Adivasi Mahila Sangathan (KAMS), der i dag har 90.000 medlemmer. Det kunne meget vel være landets største kvindeorganisation. (De er i øvrigt alle sammen maoister, alle 90.000 kvinder. Skal de “udslettes”? Og hvad med de 10.000 medlemmer af CNM? Også dem?) KAMS fører kampagner imod adivasiernes tradition for tvangsægteskaber og bortførelser. Imod skikken med at lade kvinder, der menstruerer, leve adskilt fra landsbyen, i en hytte ude i skoven. Imod bigami og vold i hjemmet. De har ikke vundet alle deres kampe, men hvilke feminister har det? I Dandakaranya må kvinder for eksempel stadig ikke så deres egen sæd. På partimøderne er mændene enige om, at dette er uretfærdigt og bør laves om. Men i praksis giver de ganske enkelt ikke

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

kvinderne lov til det. Så partiet besluttede, at kvinderne gerne måtte så sæd på den fælles jord, der tilhører Janatana Sarkar’erne. Her sår de, dyrker grøntsager og bygger diger. En halv sejr, men ikke en hel. I takt med at politiets repressalier er taget til, er KAMS’ kvinder blevet en enestående styrke, der kan samle hundredvis, nogle gange tusinder af kvinder, som går imod politiet i fysisk forstand. Alene KAMS’ eksistens har skabt en radikal holdningsændring og mindsket mange af de traditionelle former for kvindediskrimination. Særligt for de unge kvinder blev partiet, og i særdeleshed PLGA, en vej ud af deres eget samfunds kvælertag. Kammerat Sushila, der er ledende medlem af organisationen, fortæller mig om Salwa Judums angreb på KAMS-kvinderne. Hun fortæller, at et af Salwa Judums slogans var Hum do bibi layenge! Layenge! (Vi vil have to koner! Vi vil!). Mange af voldtægterne og de bestialske seksuelle forulempelser blev rettet mod medlemmerne af KAMS. Mange af de unge kvinder, der overværede deres rasen, meldte sig bagefter til PLGA, og kvinderne udgør i dag 45 % af styrken. Kammerat Narmada henter nogle af dem, og de sætter sig sammen med os en tid. Kammerat Rinki har helt kort hår. Pagehår, kalder de det på gondi. Det er modigt af hende, for her betyder “page” “maoist”. For politiet er det mere end rigeligt med bevis til at ty til summarisk henrettelse. Kammerat Rinkis landsby Korma blev angrebet af Naga-bataljonen og Salwa Judum i 2005. Rinki var på det tidspunkt med i landsby-militsen. Det samme var hendes venner Lukki og Sukki, der også var medlemmer af KAMS. Da Naga-bataljonen havde brændt landsbyen ned, fangede de Lukki, Sukki og en tredje pige, voldtog dem på skift og dræbte dem. “De voldtog dem på græsset,” siger Rinki. “Men da de var færdige, var der ikke noget græs tilbage.” Det er flere år siden nu, og Naga-bataljonen er væk, men politiet kommer stadig. “De kommer, når de mangler kvinder, eller høns.” Ajitha er også kortklippet. Salwa Judum angreb hendes landsby Korseel og dræbte tre

personer ved at drukne dem i en nallah. Ajitha var med i den lokale milits og fulgte efter Salwa Judum på afstand til et sted i nærheden af landsbyen Paral Nar Todak. Her så hun dem voldtage seks kvinder og skyde en mand gennem munden. Kammerat Laxmi, en smuk pige med en lang fletning, fortæller, at hun så Salwa Judum sætte ild til 30 huse i hendes landsby Jojor. “Vi havde ingen våben,” siger hun, “så vi kunne ikke gøre andet end at se på.” Hun sluttede sig til PLGA kort tid efter. Laxmi var en af de 150 guerillasoldater, der i 2008 vandrede gennem junglen i tre en halv måned til Nayagarh i Orissa, hvor de brød ind i et af politiets våbenlagre og stjal 1.200 rifler og 200.000 patroner. Kammerat Sumitra sluttede sig til PLGA i 2004, inden Salwa Judum begyndte sin hærgen. Hun gjorde det for at slippe væk hjemmefra. “Kvinder kontrolleres på alle tænkelige måder,” fortalte hun. “I vores landsby måtte pigerne ikke klatre i træer. Hvis de gjorde det, skulle de betale 500 rupi eller en høne i bøde. Hvis en mand slår en kvinde, og hun slår igen, skal hun give landsbyen en ged. Mændene er på jagt i bjergene i månedsvis. Kvinderne må ikke nærme sig byttet, mændene får det bedste kød. Kvinderne må ikke spise æg.” Er det tilstrækkelig grund til at gå ind i en guerillahær? Sumitra fortæller om to af sine venner, Telam Parvati og Kamla, der begge arbejdede for KAMS. Telam Parvati fra landsbyen Polekaya i det sydlige Bastar. Sammen med alle de andre fra landsbyen så hun Salwa Judum brænde den ned til grunden. Derefter gik hun ind i PLGA og begyndte at arbejde i Keshkal Ghats. I 2009 var hun og Kamla lige blevet færdige med at forberede festlighederne i området i forbindelse med kvindernes internationale kampdag d. 8. marts. De opholdt sig begge to i en lille hytte lige uden for landsbyen Vadgo. Midt om natten omringede politiet hytten og begyndte at skyde. Kamla skød igen, men hun blev dræbt. Parvati slap væk, men blev fanget dagen efter og dræbt. Dette skete sidste år på kvindernes internationale kampdag. Sådan her skrev en af de landsdækkende aviser om kampdagen i år:

“Alt er vendt på hovedet. Vrangen vender udad.”

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

Rebeller fra Bastar i kamp for kvinders rettigheder Sahar Khan, Mail Today, Raipur, 7. marts 2010 Det kan godt være, regeringen har sat alle sejl til for at bekæmpe maoist-truslen i landet; en gruppe rebeller fra Bastar har vigtigere ting at tage sig af end bare at overleve. Kvindernes internationale kampdag er lige om hjørnet, og maoisterne i Bastar-regionen har skudt en uges “festligheder” i gang, der skal sætte fokus på kvindernes rettigheder. Der blev også hængt plakater op i Bijapur, som hører under Bastar-distriktet. Initiativet fra de selvudnævnte kvindeforkæmpere kommer i den grad bag på det lokale politi. T.J. Longkumer fra politiet i Bastar har udtalt: “Jeg har aldrig set en lignende appel fra naxalitterne, der kun tror på vold og blodsudgydelser.” Og artiklen fortsætter: “Jeg tror, maoisterne forsøger at svare igen på vores meget succesfulde Jan Jagran Abhiyaan (folkevækkelseskampagne). Vi satte kampagnen i gang for at få befolkningens opbakning til Operation Green Hunt, som politiet indledte for at udrydde den ekstreme venstrefløj,” sagde Longkumer endvidere. Denne blanding af ondsindethed og uvidenhed er ikke usædvanlig. Gudsa Usendi, der skriver partiets samtidshistorie, ved mere om dette end de fleste. Hans lille computer og mp3-afspiller er fulde af pressemeddelelser, dementier, rettelser, partimateriale, lister over døde, tv-klip og lyd- og billedmateriale. “Det værste ved at være Gudsa Usendi,” siger han, “er at udsende præciseringer, der aldrig bliver trykt. Vi kunne udgive en hel bog med præciseringer af løgne, der er blevet fortalt om os, som aldrig er blevet offentliggjort.” Der er ingen vrede at spore i hans stemme, snarere morskab. “Hvad er den mest vanvittige beskyldning, du har måttet dementere?” Han tænker lidt. “I 2007 måtte vi udsende en udtalelse, der lød sådan her: Nahin bhai, hamne gai ko hathode se nahin mara (Nej, broder, vi dræbte ikke køerne med en hammer). I 2007 fremlagde delstatsregeringen i Raman Singh op til valget en Gai Yojana (ko-plan) – en ko til alle adivasier.

En dag blev der rapporteret i aviser og tv, at en gruppe naxalitter var gået til angreb på en flok køer og havde slået dem til døde – med hamre – fordi de var imod hinduisterne og BJP-partiet. Forestil dig, hvad der skete. Vi udsendte et dementi. Der var næsten ingen, der trykte det. Senere viste det sig, at den mand, der havde ansvar for at uddele køerne, var en slyngel. Han havde solgt dem og sagt, vi havde overfaldet ham og dræbt køerne.” Og den værste? “Åh, dem er der mange af, de kører jo en kampagne mod os. Da Salwa Judum begyndte, angreb man den allerførste dag en landsby ved navn Ambeli, brændte den ned; og derefter begav alle – SPO’er, Naga-bataljonen og politiet – sig videre mod Kotrapal. Har du ikke hørt om Kotrapal? Den er kendt for at være blevet brændt ned 22 gange, fordi indbyggerne nægter at overgive sig. Da Salwa Judum nåede frem til Kotrapal, stod vores milits klar. De havde lagt sig i baghold. To SPO’er blev dræbt. Vi fangede syv, resten slap væk. Næste dag skrev aviserne, at naxalitterne havde massakreret de stakkels adivasier. Nogle af dem skrev, at vi havde dræbt flere hundrede mennesker. Selv det seriøse magasin Frontline skrev, at vi havde dræbt 18 uskyldige adivasier. Selv menneskerettighedsforkæmperen K. Balagopal, som normalt altid er meget præcis med sine kilder, selv han sagde det. Vi udsendte et dementi. Ingen trykte det. Senere indrømmede Balagopal i en af sine bøger, at det var en fejl... men hvem opdagede det?” Jeg spurgte ham, hvad der skete med de syv personer, de havde fanget. “Områdekomitéen indkaldte til en jan adalat (folkets domstol). Fire tusind mennesker mødte op. De hørte hele historien. To af SPO’erne blev dømt til døden. De fem andre fik en advarsel og blev sat fri. Selv når det gælder stikkerne – som vi har flere og flere af – lytter folk til hele sagen, historierne, tilståelserne, og siger enten Iska hum risk nahin le sakte (Vi tør ikke løbe den risiko at stole på denne person) eller Iska risk hum lenge (Vi tør godt løbe risikoen og stole på denne person). Medierne skriver altid om de stikkere, der bliver dræbt. Aldrig om de mange andre, der bliver sat fri. Så alle tror, det

er en eller anden blodtørstig proces, hvor alle altid bliver dræbt. Det handler ikke om hævn, det handler om overlevelse og om at redde fremtidige menneskeliv ... Selvfølgelig er der også problemer. Vi har begået nogle frygtelige fejl, vi er sågar faldet de forkerte i baghold og har dræbt dem, fordi vi troede, det var politiet. Men det er ikke sådan, medierne fremstiller det.” Den frygtede “folkets domstol”. Hvordan skal vi kunne acceptere den? Eller bifalde en sådan primitiv retfærdighed? Men omvendt, hvad med “sammenstødene,” iscenesatte eller ej – den værste form for summarisk rettergang – som får den indiske regering til at tildele politimænd og soldater tapperhedsmedaljer, pengepræmier og forfremmelser i utide? Jo flere de dræber, jo flere belønninger får de. “Helte,” kalder man dem, “Sammenstødsspecialisterne”. “Antinationalister” kalder man os, der vover at drage tvivl om dem. Og hvad med højesteret, som skamløst har udtalt, at man ikke havde tilstrækkeligt med beviser til at idømme Mohammed Afzal (som var anklaget for at have angrebet parlamentet i december 2001) dødsstraf, men gjorde det alligevel, fordi “den offentlige bevidsthed kun vil være tilfreds, hvis lovovertræderen idømmes den hårdeste straf”. I det mindste var folk fysisk til stede i folkets domstol i Kotrapal og kunne træffe deres egen beslutning. Beslutningen blev ikke taget af nogle dommere, der for længst havde mistet forbindelsen til de almindelige menneskers liv og tillod sig at tale på vegne af et ikke-tilstedeværende fællesskab. Hvad skulle Kotrapals indbyggere have gjort?, tænker jeg. Ringet efter politiet?

Festen begynder Lyden af trommer er blevet meget høj. Bhumkalfesten kan begynde. Vi går ud på pladsen. Jeg kan dårligt tro mine egne øjne. Der er et hav af mennesker, de vildeste, smukkeste mennesker i de vildeste, smukkeste dragter. Mændene ser ud til at have gjort mere ud af sig selv end kvinderne. De har pyntet deres hovedbeklædning med fjer og malet tatoveringer i ansigtet. Mange af dem har også øjenmake-up på og hvidt ansigtspud-

der. Der er en mængde militsfolk, piger i sarier i fantastiske farver med en riffel hængende skødesløst over skulderen. Der er gamle mennesker, og børn, og de røde flagguirlander blafrer i vinden. Solen er stærk og står højt på himlen. Kammerat Leng holder tale. Og efter ham adskillige ledere fra de forskellige Janatana Sarkar’er. Kammerat Niti, en helt usædvanlig kvinde, som har været medlem af partiet siden 1997, er så stor en trussel mod nationen, at 700 politifolk i januar 2007 omringede landsbyen Innar, fordi de havde hørt, at hun opholdt sig der. Kammerat Niti bliver ikke opfattet som værende så farlig og jagtet så desperat, fordi hun har stået i spidsen for mange baghold (det har hun også), men fordi folk ude i landsbyerne er vilde med hende, og fordi hun inspirerer mange af de unge. Hun holder tale med sin AK-47 over skulderen. (Et gevær med en lang historie, ligesom de fleste andres geværer: Hvem det er stjålet fra, hvordan, og af hvem.) En trup fra CNM opfører et teaterstykke om Bhumkal-oprøret. De onde hvide koloniherrer har hat på med halm under som hår, og de tyranniserer og banker adivasierne synder og sammen – til publikums store begejstring. En anden trup fra det sydlige Gangalaur opfører et stykke med titlen Nitir Judum Pito (Historien om blodjagten). Joori oversætter for mig. Det handler om to ældre mennesker, der går ud for at finde deres datters landsby. På vej gennem skoven farer de vild, fordi alt er brændt ned og ikke til at genkende. Salwa Judum har oven i købet brændt trommerne og musikinstrumenterne. Der er ingen aske, for det har været regnvejr. De kan ikke finde deres datter. Opslugt af sorg begynder de to ældre mennesker at synge, og ved lyden af dette begynder datterens stemme at synge tilbage til dem inde fra ruinerne. Vores landsby er blevet bragt til tavshed, synger hun. Der er ingen lyd af ris, der bliver malet, ingen latter henne ved brønden. Ingen fugle, ingen geder, der bræger. Glædens strenge er sprunget. Hendes far synger tilbage: Min smukke datter, græd ikke. Alle, der bliver født, skal dø. Træerne rundt om os vil falde, blomsterne vil visne, og en dag vil verden ældes. Men hvem dør vi for? En dag vil vores plyndrere forstå, en dag

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

vil sandheden sejre, men vores folk vil aldrig glemme dig, ikke de næste tusind år. Et par taler mere. Så begynder trommerne og dansen. Hver Janatana Sarkar har sin egen trup. Hver trup har øvet sig på en dans. De går på scenen en efter en med kæmpemæssige trommer og danser vilde danse. Den eneste figur, der går igen hos dem alle sammen, er Den Onde Mineejer, med hjelm og mørke briller, som regel rygende en cigaret. Men der er intet stift eller mekanisk over deres dans. Støvet rejser sig, mens de danser. Lyden af trommer er øredøvende. Langsomt begynder mængden at rokke frem og tilbage. Og så begynder de at danse. De danser på små rækker, seks eller syv sammen, mænd og kvinder hver for sig, med armene rundt om livet på hinanden. Tusinder af mennesker. Det er det her, de er kommet for. Det her. Glæde tages meget alvorligt her i Dandakaranya-skoven. Folk vandrer i dagevis for at feste og danse sammen, sætte fjer i turbanen og blomster i håret, holde hinanden om livet og drikke mahua og danse hele natten. Ingen synger eller danser alene. Dette er mere end noget andet et udtryk for deres trodsighed over for en civilisation, der forsøger at tilintetgøre dem. Jeg forstår ikke, hvordan alt dette kan finde sted lige foran næsen på politiet. Midt i Operation Green Hunt. PLGA-kammeraterne starter med at kigge på. Står lidt ude i siden med deres våben. Men så, som små ænder der ikke kan klare at stå inde på bredden og se de andre ænder svømme rundt, begynder de en efter en at træde frem og danse med. Snart er der rækker af olivengrønne dansere, der hvirvler rundt mellem alle de andre farver. Og så, som søstre og brødre og forældre og børn og venner, der ikke har set hinanden i måneds- eller årevis, brydes rækkerne og dannes igen med de olivengrønne inde mellem de hvirvlende sarier og blomster og trommer og turbaner. Dette er sandelig “folkets hær”. Lige nu, i hvert fald. Og Formand Maos udtalelse om, at guerillasoldaterne er fiskene og folket det hav, de svømmer i, bliver for en stund bogstaveligt talt til virkelighed. Formand Mao. Han er her også. Lidt ensom, måske, men til stede. Der hænger et billede af

ham på et rødt stoflærred. Også af Marx. Og af Charu Mazumdar, naxalit-bevægelsens grundlægger og vigtigste teoretiker. Hans skurrende retorik gør vold, blod og martyrier til en fetich, og hans sprog er tit så råt, at det næsten bliver dræbende. Når jeg står her på Bhumkal-dagen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hans teori, som er så vital en del af denne revolution, ligger så uendeligt langt fra dens følelse og tekstur. Da han udtalte, at kun en “tilintetgørelseskampagne” kunne skabe “et nyt menneske, der vil trodse døden og føle sig fri af enhver tanke om egennytte,” forestillede han sig så, at det var dette ældgamle folk, som lige nu danser ind i natten, der ville komme til at bære hans drømme på deres skuldre?

Åndsfæller? Det tjener alt det, der foregår her på pladsen, dårligt, at det eneste, der tilsyneladende trænger igennem til den omkringliggende verden, er ideologernes stive, uforsonlige retorik fra et parti, der har rykket sig langt siden begyndelsen. Dengang Charu Mazumdar udtalte de berømte ord: “Kinas Formand er Vores Formand, og Kinas Sti er Vores Sti,” var han parat til at gå så langt som til at forholde sig tavs, da general Yahya Khan begik folkedrab i Østpakistan (Bangladesh), fordi Pakistan på det tidspunkt var Kinas allierede. Der var også tavshed omkring De Røde Khmerers dødsmarker i Cambodja. Der var tavshed omkring de forfærdelige udskejelser i forbindelse med den kinesiske og russiske revolution. Tavshed omkring Tibet. Også internt i naxalitbevægelsen har der været voldelige udskejelser, og mange af de ting, de har gjort, er svære at forsvare. Men er der noget af det, de har gjort, der kan sammenlignes med Kongressens og BJP’s usle bedrifter i Punjab, Kashmir, Delhi, Mumbai, Gujarat... Trods alle disse frygtelige modsætninger, så var Charu Mazundar alligevel på mange måder visionær i sine udtalelser og skriverier. Det parti, han stiftede (og de mange grupper, der er udsprunget af det), har her i Indien holdt liv i drømmen om en revolution. Dette må vi ikke dømme ham for hårdt for. Især ikke når vi samtidig svøber os selv i Gandhis skinhellige

vrøvl om “ikke-voldens” overlegenhed og idéen om formynderskab: “Den rige mand vil komme i besiddelse af sin egen formue, hvoraf han vil bruge, hvad der med rimelighed kan dække hans personlige behov, og derefter forvalte resten til almen glæde for samfundet.” Men hvor lyder det dog mærkeligt, at tsarerne i det moderne Indiens Etablerede Samfundssystem – Staten, der nådesløst knuste naxalitterne – i dag siger det samme, som Charu Mazumdar sagde for mange år siden: Kinas Sti er Vores Sti. Alt er vendt på hovedet. Vrangen vender udad. Kinas Sti har ændret retning. Kina er blevet en stormagt, som jagter andre lande, andre folks ressourcer. Men Partiet har stadig ret; Partiet har bare ændret mening. Når Partiet som en anden bejler (som her i Dandakaranya) gør kur til folket og er opmærksomme på alle deres behov, så er det reelt et Folkets Parti, og dets hær er reelt en Folkets Hær. Men hvor kan denne kærlighedshistorie dog hurtigt blive et ulykkeligt ægteskab efter Revolutionen. Hvor kan Folkets Hær hurtigt vende sig imod folket. I dag vil Partiet her i Dandakaranya gerne lade bauxitten blive, hvor den er. Men vil man ændre mening i morgen? Og kan vi, bør vi, lade bekymringerne omkring fremtiden fastfryse os i nuet? Der vil blive danset resten af natten. Jeg går tilbage til lejren. Maase er der også, hun er stadig vågen. Vi snakker til langt ud på natten. Jeg giver hende mit eksemplar af Nerudas Kaptajnens vers (den har jeg taget med for en sikkerheds skyld). Hun spørger igen og igen: “Hvad tænker de om os udenfor? Hvad siger de studerende? Fortæl mig om kvindebevægelsen. Hvad kæmper de for i dag?” Hun spørger til mine skriverier. Jeg prøver at fortælle hende ærligt om kaosset omkring mig. Så begynder hun at fortælle om sig selv, og hvordan hun kom ind i partiet. Hun fortæller, at hendes mand blev dræbt i maj sidste år i et iscenesat “sammenstød”. Han blev arresteret i Nashik og taget med til Warangal, hvor han blev dræbt. “De har nok tortureret ham helt forfærdeligt.” Hun var på vej hen for at mødes med ham, da hun fandt ud af, at han var blevet arresteret. Siden har hun boet i sko-

ven. Efter lang tids tavshed fortæller hun mig, at hun har været gift en gang før, for mange år siden. “Han blev også dræbt i et sammenstød,” siger hun og tilføjer med hjerteskærende præcision: “Men i et rigtigt et.” Jeg ligger på jhillien og tænker på Maases langstrakte sorg, lytter til trommerne og lyden af den langstrakte glæde ude på pladsen, tænker på Charu Mazundars idé om langstrakt krig, en af Maoistpartiets grundregler. Det er det, der får folk til at tro, at maoisternes forslag om at indlede “fredsforhandlinger” er fup og svindel, et trick, der skal give dem plads til at genopruste og omgruppere sig og fortsætte med at føre langstrakt krig. Hvad er en langstrakt krig? Er det per definition noget forfærdeligt, eller kommer det an på, hvordan krigen udformer sig? Hvad hvis folk her i Dandakaranya ikke havde udkæmpet deres langstrakte krig de sidste 30 år? Hvor ville de så være nu? Og er det kun maoisterne, der tror på langstrakt krig? Næsten i samme øjeblik som Indien blev en suveræn stat, forvandlede landet sig til en kolonimagt, der annekterede landområder og førte krig. Landet har aldrig tøvet med at tackle politiske problemer med militær magt – i Kashmir, Hyderabad, Goa, Nagaland, Manipur, Telanga, Assam, Punjab, i forbindelse med naxalitternes oprør i West Bengal, Bihar, Andhra Pradesh, og nu i stammeområderne i det centrale Indien. Titusinder er blevet dræbt, uden at nogen er blevet dømt for det, og hundredtusinder er blevet tortureret. Alt sammen under dække af demokratiets venlige maske. Hvem er disse krige blevet kæmpet imod? Muslimer, kristne, sikher, kommunister, dalitter, stammefolk og – mest af alt – mod fattige mennesker, der har vovet at sætte spørgsmålstegn ved deres lod her i livet i stedet for bare at tage imod de rester, der er blevet kastet hen til dem. Det er svært at se den indiske stat som andet end en hinduistisk højkaste-stat (uanset hvilket parti, der har magten) med en fjendtlig indstilling til “de andre”. En stat, der på ægte kolonialistisk vis sætter nagaerne og mizoerne til at kæmpe i Chhattisgarh, sikherne i Kashmir, kashmirerne i Orissa, tamilerne i Assam osv. Hvis det ikke er langstrakt krig, hvad er så?

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

“I denne umiddelbart fredelige skov er hverdagen tilsyneladende fuldstændig militariseret nu. Folk kender begreberne Omring og eftersøg, Beskydning, Tilbagetrækning, I dækning, Til angreb! PLGA er nødt til at stå vagt, mens folk høster deres afgrøder. Det kræver en militæroperation at tage på marked. Markederne er fulde af muhbir’er (stikkere), som politiet har lokket væk fra deres landsbyer med penge.”

“De lange vandringer er begyndt at sætte sig deres spor. Jeg er træt. Kamla henter en balje med varmt vand til mig. Jeg bader i mørke omme bag et træ. Men jeg kan ikke spise og lægge mig til at sove. Kammerat Raju har sagt, at vi bliver nødt til at flytte. Dette sker naturligvis ofte, men denne nat er det hårdt. Vi har slået lejr på en eng. Der har lydt skud i det fjerne. Vi er 104 mand. Endnu en gang går vi på en lang række gennem natten.”

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

Det er ubehagelige tanker på en smuk, stjernefyldt nat. Suhkdev smiler for sig selv. Hans ansigt bliver oplyst af computerskærmen. Han er arbejdsnarkoman. Jeg spørger ham, hvorfor han griner. “Jeg kom til at tænke på de journalister, der kom herud til Bhumkal-festen sidste år. De var her en dag eller to. Den ene poserede med min AK-47, og bagefter tog han hjem og skrev, at vi var dræbermaskiner, eller noget i den retning.”

Manglen på medicin Dansen er endnu ikke stoppet, og det er ved at være daggry. Der er stadig fuld gang i den, flere hundrede unge danser stadig. “De stopper ikke, før vi begynder at pakke sammen,” siger kammerat Raju. Ude på pladsen møder jeg kammerat Doktor. Han har haft en lille konsultation ved siden af dansegulvet. Jeg har lyst til at kysse hans tykke kinder. Kunne han ikke bare være 30 personer i stedet for kun en? Kunne han ikke bare være 1.000 personer? Jeg spørger ham, hvordan det går med helbredet her i Dandakaranya. Hans svar får mit blod til at stivne. De fleste af de personer, han har undersøgt, også dem fra PLGA, har et blodtal omkring 5 eller 6 (for en indisk kvinde er det normale et tal på 11). Der er tilfælde af tuberkulose, som skyldes mere end to års konstant blodmangel. Børnene lider alvorligt af proteinmangel, hvilket på fagsprog kaldes kwashiorkor. (Jeg slog det op. Da jeg kom hjem. Ordet kommer fra ga-sproget, der tales i Ghana, og betyder “den sygdom, en baby får, når den nye baby bliver født. Med andre ord, det ældste barn får ikke længere modermælk, og der er ikke mad nok til at brødføde det.) “Det er en epidemi her, ligesom i Biafra,” siger kammerat Doktor. “Jeg har arbejdet ude i landsbyerne før, men jeg har aldrig set noget lignende.” Derudover er her tilfælde af malaria, knogleskørhed, bændelorm, alvorlige infektioner i ørerne og tænderne og primær amenoré – hvilket vil sige, at fejlernæring op gennem puberteten får kvindens menstruationscyklus til at gå i stå, eller aldrig komme i gang.

“Der er ingen klinikker i denne skov, bortset fra en enkelt eller to i Gadchiroli. Ingen læger. Ingen medicin.” Nu skal han af sted sammen med sit lille hold, ud på en otte dage lang vandring til Abujhmad. Han har også “dragt” på, kammerat Doktor. Så hvis de finder ham, dræber de ham.

Dårlige nyheder Kammerat Raju fortæller, at det ikke længere er sikkert for os at slå lejr her. Vi bliver nødt til at flytte. Så der skal tages afsked, og det tager tid. Lal lal salaam, lal lal salaam, Jaane wale saathiyon ko lal lal salaam (Rød hilsen til de kammerater, der drager af sted) Phir milenge, phir milenge Dandakaranya jungle mein phir milenge (Vi ses igen en dag i Dandakaranya-skoven) Man tager aldrig let på ankomster og afskeder, for alle ved, at når de siger “vi ses igen,” så mener de i virkeligheden “vi ses måske aldrig igen”. Kammerat Narmada, kammerat Maase og kammerat Rupi skal hver deres vej. Kommer jeg nogensinde til at se dem igen? Og så går vi igen. Det bliver varmere dag for dag. Kamla plukker en af tenduens første frugter til mig. Den smager som chikoo. Jeg er blevet afhængig af tamarinde. Denne gang slår vi lejr ved bredden af en flod. Kvinder og mænd bader på skift i grupper. Om aftenen modtager kammerat Raju en hel pakke “kiks”. Nyheder. • 60 personer, som blev arresteret i Manpur i slutningen af januar 2010, er endnu ikke kommet for retten. • Store politistyrker er kommet til det sydlige Bastar. Tilfældige angreb er i gang. • Den 8. november 2009 blev Bijapur Nija, Dirko Madka (60 år) og Kovasi Suklu (68 år) dræbt i landsbyen Kachlaram. • Den 24. november blev Madavi Baman (15 år) dræbt i landsbyen Pagodi.

• Den 3. december blev Madavi Budram fra Korenjad også dræbt. • Den 11. december, landsbyen Gumiapal, Darba-divisionen, 7 mennesker dræbt (navnene kendes endnu ikke). • Den 15. december, landsbyen Kotrapal, Veko Sombar og Madavi Matti (begge fra KAMS) dræbt. • Den 30. december, landsbyen Vechapal, Poonem Pandu og Poonem Matu (far og søn) dræbt. • Januar 2010 (dato ukendt), lederen af Janatana Sarkar’en i landsbyen Kaika i Gangalaur dræbt. • Den 9. januar, 4 personer dræbt i landsbyen Surpangooden i Jagargonda-området. • Den 10. januar, 3 personer dræbt i landsbyen Pullem Pulladi (endnu ingen navne). • Den 25. januar, 7 personer dræbt i landsbyen Takilod i Indravati-området. • Den 10. februar (Bhumkal-dagen), Kumli blev voldtaget og dræbt i landsbyen Dumnaar i Abujhmad. Hun var fra landsbyen Paiver. • 2.000 tropper fra Indo-Tibetan Border Police (ITBP) har slået lejr i Rajnandgaon-skovene. • Yderligere 5.000 BSF-tropper er kommet til Kanker. Og så: • PLGA-kvote fyldt. Der er også nogle forældede avisartikler. Der er skrevet meget om naxalitterne. En af overskrifterne opsummerer perfekt det politiske klima: Khadedo, Maaro, Samarpan Karao (Eliminer, dræb, få dem til at overgive sig). Og nedenunder: Vaarta ke liye loktantra ka dwar khula hai (Demokratiets dør står altid åben for dem, der vil forhandle). En anden avis skriver, at maoisterne tjener penge på at dyrke cannabis. En tredje avis skriver i lederen, at det område, vi har slået lejr i, er under fuld politikontrol. De unge kommunister får avisudklippene, så de kan øve sig i at læse. De går rundt i lejren og læser anti-maoist-artiklerne højt med kommentator-stemme.

En landmand viser rundt Ny dag. Nyt sted. Vi har slået lejr i udkanten af landsbyen Usir under nogle kæmpestore mahuatræer. Mahuaen er lige begyndt at blomstre og spreder sine blege, grønne blomster på skovbunden som juveler. Luften er tyk af blomsternes lettere berusende duft. Vi venter på børnene fra Bhatpal-skolen, som blev lukket efter sammenstødet i Ongnaar. Den er blevet omdannet til politilejr. Børnene er blevet sendt hjem. Det samme gælder skolerne i Nelwad, Moonjmetta, Edka, Vedomakot og Dhanora. Børnene fra Bhatpal-skolen dukker aldrig op. Kammerat Niti (Eftersøgt) og kammerat Vinod tager os med ud på en lang tur for at kigge på de vandreservoirer og vandingssystemer, den lokale Janatana Sarkar har bygget. Kammerat Niti fortæller om de komplicerede problemstillinger, de står over for: Kun 2 % af jorden har overrislingssystemer; indtil for ti år siden havde man aldrig hørt om pløjning i Abujhmad; i Gadchiroli, derimod, er blandingssæd og kemiske pesticider ved at vinde indpas. “Landbrugsdepartementet har hårdt brug for hjælp,” siger kammerat Vinod. “Vi har brug for folk, der ved noget om såsæd, organiske pesticider og permakultur. Vi kunne nå langt, hvis vi fik lidt hjælp.” Landmanden kammerat Ramu har ansvar for dette Janatana Sarkar-område. Han viser os stolt rundt på markerne, hvor de dyrker ris, aubergine, gongura, løg og kålrabi. Bagefter fremviser han lige så stolt et kæmpestort, knastørt vandreservoir. Hvad er det? “Det her er der ikke en gang vand i i regntiden. Det er bygget det forkerte sted,” siger han storsmilende. “Det er ikke vores, det blev bygget af Looti Sarkar (regeringen, der plyndrer).” Her har man to parallelle regeringer, Janatana Sarkar og Looti Sarkar. Jeg funderer over noget, kammerat Venu sagde: De vil ikke kun tilintetgøre os på grund af mineralerne, men også fordi vi tilbyder folk en alternativ model. Den er ikke et alternativ endnu, denne forestilling om et bevæbnet Gram Swaraj. Her er for megen sult og for megen sygdom. Men de har så sandelig gjort et alternativ muligt. Ikke for hele verden, ikke for Alaska

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

“Da vi begynder at gå, slår Niti og Sukhdev henkastet, men på samme tid sikkerhedslåsen på deres AK-47’ere fra. Det er første gang, jeg ser dem gøre det. Vi nærmer os Grænsen. “Ved du, hvad du skal gøre, hvis vi kommer under beskydning?,” spørger Sukhdev henkastet, som var det den naturligste ting i verden.

eller New Delhi, måske ikke engang for hele Chhattisgarh, men for dem selv. For Dandakaranya. Det er verdens bedst bevarede hemmelighed. De har lagt grunden til et alternativ til deres egen udryddelse. De har trodset historien. Imod alle odds har de frembragt et blåtryk med deres egen overlevelse. De har brug for hjælp og snilde, læger, lærere og landmænd. De har ikke brug for en krig. Men hvis det er krig, de får, så slår de igen.

Kvindeskæbner De følgende dage møder jeg kvinder fra KAMS, ansvarlige fra Janatana Sarkar’erne, medlemmer af Dandakaranya Adivasi Kisan Mazdoor Sangathan (DAKMS), de dræbtes familier og helt almindelige mennesker, der prøver at klare sig igennem de forfærdelige tider. Jeg mødte tre søstre, Sukhiari, Sukdai og Sukkali – ikke helt unge, i 40’erne måske – fra Narayanpur-distriktet. De har været medlemmer af KAMS i 12 år. Landsbyboerne er helt afhængige af, at de hjælper dem over for politiet. “Politiet kommer 200-300 mand ad gangen. De stjæler alt: Smykker, høns, grise, gryder og pander, buer og pile,” siger Sukkali. “Ikke så meget som en kniv lader de ligge.” Hendes hus i Innar er blevet brændt ned to gange, en gang af Naga-bataljonen og en gang af CRPF. Sukhiari har siddet syv måneder i fængsel i Jagdalpur. “En gang tog de en hel landsby med, fordi de mente, at alle mændene var naxalitter.” Sukhiari fulgte efter dem sammen med de andre kvinder og børn. De omringede politistationen og nægtede at flytte sig, før mændene var blevet sat på fri fod. “Når de tager nogen med sig, er man nødt til at følge efter med det samme og snuppe dem tilbage,” siger Sukdai. “Inden de skriver rapport. Når de først har skrevet noget i deres bog, bliver det meget svært.” Sukhiari, som blev bortført som barn og tvunget til at gifte sig med en ældre mand (hun stak af og flyttede ind hos sin søster), arrangerer stormøder og holder taler. Mændene er afhængige af hendes beskyttelse. Jeg spurgte hende, hvad partiet betyder for hende. “Naxalvaad ka matlab hamara parivaar (Naxalvaad er vores familie). Når

vi hører om et angreb, føles det, som om vores egen familie er blevet ramt,” siger Sukhiari. Jeg spurgte hende også, om hun vidste, hvem Mao var. Hun smilede genert. “Han var en leder. Vi arbejder for hans visioner.” Jeg mødte kammerat Somari Gawde. Hun er 20 år gammel og har allerede siddet to år i fængsel i Jagdalpur. Hun var i Innar den 8. januar 2007, da 740 politifolk omringede byen, fordi de havde fået et tip om, at kammerat Niti var i landsbyen. (Det var hun, men hun var væk, da politiet nåede frem.) Men landsby-militsen, som Somari var med i, var der stadig. Ved daggry begyndte politiet at beskyde dem. De dræbte to drenge, Suklal Gawde og Kachroo Gota. Bagefter fangede de tre andre, de to drenge Dusri Salam og Ranai og Somari. Dusri og Ranai blev bagbundet og skudt. Somari var tæt på at blive banket til døde. Politiet hentede en traktor med en trailer bagpå og læssede ligene op i den. Somari blev sat sammen med ligene og taget med til Narayanpur. Jeg mødte Chamri, mor til kammerat Dilip, der blev skudt 6. juli 2009. Hun fortæller, at da de havde dræbt hendes søn, bandt de hans lig til en pæl som et dyr og bar det med sig. (De skal bruge ligene, så de kan få deres dusør, før der er andre, der sniger sig ind på byttet.) Chamri løb efter dem hele vejen til politistationen. Da de nåede frem, havde liget ikke en trævl tilbage på kroppen. På vej derhen, siger Chamri, lod de liget ligge i vejkanten, mens de var inde på en dhaba og få te og kiks (som de ikke betalte for). Prøv at forestille jer, hvordan det må have været at følge sin søns lig gennem skoven og stoppe op et stykke derfra, mens morderne drikker te. Hun fik ikke lov til at få sin søn med hjem, så han kunne få en ordentlig begravelse. Hun fik kun lov til at smide en håndfuld jord ned i den grav, hvor de begravede alle dem, de havde dræbt den dag. Chamri vil have hævn. Badla ku badla. Blod for blod. Jeg mødte de valgte medlemmer af Marskolas Janatana Sarkar, som har seks landsbyer under sig. De forklarede, hvordan politiets razziaer foregår. De kommer midt om natten, 300400 eller helt op til 1.000 mand. De lægger sig

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

i en ring rundt om landsbyen og giver sig til at vente. Ved daggry fanger de dem, der først går ud i markerne, og bruger dem som menneskeligt skjold, så de kan komme ind i landsbyen, så de kan vise dem, hvor booby-trapsene er. (Ordet booby-trap er blevet en del af gondernes vokabular. De smiler altid, når de siger ordet eller hører det. Skoven er fuld af booby-traps, rigtige og falske. Selv PLGA skal have hjælp til at passere landsbyerne.) Når politiet er kommet ind i landsbyen, plyndrer de den og sætter ild til husene. De har hunde med. Hundene fanger dem, der prøver at stikke af. De jagter høns og grise, som politiet dræber og slæber væk i sække. Sammen med politiet kommer SPO’erne. De ved, hvor folk gemmer deres penge og smykker. Da anholder folk og fører dem med sig. Og kræver penge af dem, før de får lov til at gå. De har altid nogle ekstra naxalit-“dragter” med, i tilfælde af at de møder nogen, de kan dræbe. De får penge for at dræbe naxalitterne, så de fremstiller selv nogle. Landsbyboerne tør ikke være derhjemme. I denne umiddelbart fredelige skov er hverdagen tilsyneladende fuldstændig militariseret nu. Folk kender begreberne Omring og eftersøg, Beskydning, Tilbagetrækning, I dækning, Til angreb! PLGA er nødt til at stå vagt, mens folk høster deres afgrøder. Det kræver en militæroperation at tage på marked. Markederne er fulde af muhbir’er (stikkere), som politiet har lokket væk fra deres landsbyer med penge. Man fortæller mig, at der findes en mukhbir mohalla (stikkerkoloni) i Narayanpur med mindst 4.000 stikkere. Mændene kan ikke længere gå på marked. Kvinderne går derhen, men de bliver nøje overvåget. Hvis de bare køber en lille smule ekstra, mistænker politiet dem for at købe ind til naxalitterne. Apotekerne har fået instrukser om kun at sælge medicin i meget små mængder. De billige rationer fra det offentlige distributionssystem (PDS) af sukker, ris og petroleum bliver opmagasineret i eller lige i nærheden af politistationerne, hvilket gør det umuligt for de fleste mennesker at købe det. I FN’s Folkedrabskonvention, artikel 2, defineres folkedrab som:

Enhver af nedenstående handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødel…gge en national, etnologisk, racem…ssig eller religiøs gruppe: Dr…be medlemmer af en gruppe; forårsage alvorlig fysisk eller psykisk skade på medlemmer af en gruppe; fors…tligt at påføre gruppen livsvilkår beregnet til at bringe den helt eller delvist til fysisk udslettelse; indføre forholdsregler, der har til hensigt at hindre fødsler i en bestemt gruppe; med magt at tvinge børn fra en gruppe over i en anden gruppe.

Flere dårlige nyheder De lange vandringer er begyndt at sætte sig deres spor. Jeg er træt. Kamla henter en balje med varmt vand til mig. Jeg bader i mørke omme bag et træ. Men jeg kan ikke spise og lægge mig til at sove. Kammerat Raju har sagt, at vi bliver nødt til at flytte. Dette sker naturligvis ofte, men denne nat er det hårdt. Vi har slået lejr på en eng. Der har lydt skud i det fjerne. Vi er 104 mand. Endnu en gang går vi på en lang række gennem natten. Fårekyllinger. En lugt af noget, der minder om lavendel. Den må have været over elleve, før vi nåede frem til det sted, hvor vi slog lejr for natten. Mellem klipperne. Samling. Mandtal. Der bliver tændt for radioen. BBC meddeler, at en af Eastern Frontier Rifles’ lejre i Lalgarh i West Bengal er blevet angrebet. 60 maoister på motorcykel. 14 politimænd er dræbt. 10 savnes. Der er stjålet våben. En tilfreds mumlen går gennem forsamlingen. Maoisternes leder Kishenji bliver interviewet. Hvornår stopper I voldshandlingerne og begynder at forhandle? Når Operation Green Hunt bliver afblæst. Når som helst. Sig til Chidambaram, at vi gerne vil forhandle. Næste spørgsmål: Det er blevet mørkt nu, I har lagt landminer ud, der er tilkaldt forstærkning, vil I også angribe dem? Kishenji: Selvfølgelig, ellers bliver jeg slået. Der bliver grinet i rækkerne. Sukhdev præciserer: “De siger altid landminer. Vi bruger aldrig landminer, vi bruger vejsidebomber.” Endnu en luksussuite i et tusindstjernet hotel. Jeg føler mig syg. Det begynder at regne. Nogen fniser. Kamla lægger en jhilli over mig. Er der

ellers noget, jeg mangler? Alle de andre ruller sig bare godt ind i deres jhillier. Næste morgen er antallet af dræbte i Lalgarh steget til 21, og 10 savnes. Kammerat Raju er meget hensynsfuld. Vi behøver først gå videre om aftenen.

Operation Green Hunt En aften flokkes folk som myg rundt om en lille lysplet. Det er kammerat Sukhdevs lille computer, som drives af solcelleenergi, og de er i gang med at se Mother India, mens deres geværløb står som silhuetter mod himlen. Kamla ser ikke ud til at være interesseret. Jeg spørger hende, om hun kan lide at se film. “Nahin didi. Sirf ambush video (Nej, didi. Kun bagholds-videoer).” Senere spørger jeg kammerat Sukhdev, hvad det er for noget. Uden at blinke viser han mig en af dem. Det første, man ser, er billeder fra Dandakaranya, floder, vandfald, et nærbillede af en nøgen gren, en høgegøg, der synger. Og så pludselig en kammerat, der lægger en vejsidebombe ud og dækker den med blade. En hel kavalkade af motorcykler bliver sprængt i luften. Lemlæstede kroppe og brændende motorcykler. Der bliver stjålet våben. Tre politimænd, der ser ud til at være ramt af granatchok, er blevet bagbundet. Hvem filmer? Hvem står i spidsen for angrebet? Hvem siger til de tilfangetagne politibetjente, at de vil blive sat på fri fod, hvis de overgiver sig? (Det blev de, får jeg senere bekræftet.) Jeg kender godt den venlige, beroligende stemme. Det er kammerat Venu. “Det er bagholdsangrebet i Kudur,” siger kammerat Sukhdev. I hans videoarkiv er der også optagelser med nedbrændte landsbyer, vidneudsagn fra øjenvidner og de dræbtes familier. På en afsvedet væg står der “Nagaaa! Født til at Dræbe!” Der er en optagelse med en lille dreng, som fik fingrene hugget af, da Operation Green Hunts indsats i Bastar blev skudt i gang. (Der er endda et tv-interview med mig. Mit kontor. Mine bøger. Mærkeligt.) Om natten fortæller de i radioen om endnu et naxalit-angreb. Denne gang i Jamui i Bihar. Det forlyder, at 125 maoister har angrebet en landsby og dræbt 10 personer fra Kora-stam-

men som hævn for videregivelse af oplysninger til politiet, som var skyld i, at 6 maoister blev dræbt. Vi ved selvfølgelig godt, at oplysningen ikke nødvendigvis er sand. Men hvis den er, er det utilgiveligt. Kammerat Raju og Sukhdev ser tydeligt forlegne ud. Historierne fra Jharkhand og Bihar er foruroligende. Folk husker stadig tydeligt den grusomme halshugning af politibetjenten Francis Induvar. Det er en påmindelse om, hvor let et disciplineret væbnet oprør kan slå over i usle, kriminelle handlinger eller grimme identitetskrige mellem forskellige kaster, befolkningsgrupper og religiøse grupper. Ved at institutionalisere uretfærdighed har den indiske stat gjort dette land til en krudttønde fuld af potentielle uroligheder. Regeringen tager helt fejl, hvis den tror, at “målrettede snigmord,” der skal “kappe hovedet af” CPI (maoist.), vil sætte en stopper for urolighederne. Urolighederne vil tværtimod brede sig og intensiveres, og der vil ikke være nogen, regeringen kan forhandle med.

Dæmningen De sidste dage går vi gennem den smukke, frodige Indravati-dal. Mens vi går langs bjergsiden, ser vi en anden gruppe, der går samme vej, men ovre på den anden side af floden. Jeg får at vide, at de er på vej til et anti-dæmningsmøde i Kudur. De er fuldt legale og har ingen våben. Jeg forlader de andre og slutter mig til dem. Bodhghat-dæmningen vil oversvømme hele det område, vi har vandret i de sidste mange dage. Al den skov, al den historie, alle de fortællinger. Mere end 100 landsbyer. Så hvad er planen? At drukne folk som rotter, så stålværket i Lohandiguda og bauxit-minen og aluminiumsraffinaderiet i Keshkal Ghats kan få vand? Til mødet siger deltagerne, som kommer langvejs fra, det samme som man har sagt i årevis. Vi kommer til at drukne, men vi flytter ikke! De er henrykte over, at der er en Delhi sammen med dem. Jeg siger til dem, at Delhi er et ubarmhjertigt sted, hvor ingen hverken ved noget eller bekymrer sig om dem. Kort før jeg tog til Dandakaranya, var jeg i Gujarat. Her har vandet i Sardar Sarovar-dæmningen snart nået den fulde højde. Og stort set

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

alt det, som Narmada Bachao Andolan (NBA) sagde ville ske, er sket. De mennesker, der blev fordrevet, er ikke blevet genhuset, men det giver sig selv. Der er ikke blevet bygget kanaler. Der er ingen penge. Så vandet fra Narmada-floden ledes over i Sarbamati-flodens udtørrede flodleje (som blev opdæmmet for mange år siden). Det meste af vandet opsluges af storbyerne og storindustrien. Problemerne længere nede ad floden – med saltvand, der løber ind i en flodmunding uden flod – er ved at være umulige at kontrollere. Der var engang, hvor troen på, at De Store Dæmninger var “det moderne Indiens templer,” var en misforståelse, man til dels kunne undskylde. Men i dag, med alt det, der er sket, og alt det, vi ved, kan man ikke sige andet, end at De Store Dæmninger er en forbrydelse mod menneskeheden. Bodhghat-dæmningen blev lagt på hylden i 1984 efter protester fra de lokale. Hvem skal stoppe den nu? Hvem skal forhindre den første sten i at blive lagt? Hvem skal forhindre, at Indravati bliver stjålet? Nogen må gøre det.

Afsked Den sidste nat slår vi lejr for foden af en stejl skrænt, som vi skal kravle op ad den følgende morgen for at komme op på en vej, hvor jeg vil blive samlet op af en motorcykel. Skoven har ændret sig, siden jeg gik ind i den. Chiraunji-, kapokog mangotræerne er begyndt at blomstre. Landsbyboerne fra Kudur sender mig en kæmpe krukke fuld af friskfangede fisk til lejren. Og en liste til mig med 71 forskellige slags frugt, grønt, bælgfrugter og insekter, som de får fra skoven og dyrker på deres marker, samt hvad de koster på markedet. Det er bare en liste. Men det er også et kort over deres verden. Der kommer junglepost. To kiks til mig. Et digt og en presset blomst fra kammerat Narmada. Et sødt brev fra kammerat Maase. (Hvor er hun henne? Finder jeg nogensinde ud af det?) Kammerat Sukhev spørger, om han må lægge noget af musikken fra min iPod over på sin computer. Vi lytter til en indspilning med Iqbal Bano, der synger Faiz Ahmad Faiz’ Hum Dekh-

enge (We will witness the day) til en berømt koncert i Lahore, mens undertrykkelsen under Ziaul-Haq var værst. Jab ahl-e-safa-Mardud-e-haram, Masnad pe bithaiye jayenge (Når kætterne og spotterne sidder i det høje) Sab taaj uchhale jayenge Sab takht giraye jayenge (Vil alle kroner blive hugget Alle troner væltet) Hum dekhenge De 50.000 mennesker i salen i det rigtige Pakistan begynder trodsigt at råbe i kor: Inqilab Zindabad! Inqilab Zindabad! (Leve revolutionen, red.) Og her mange år senere genlyder deres råb i denne skov. Det er de mærkeligste alliancer, der opstår. Indenrigsministeren er kommet med uklare trusler mod personer, der “fejlagtigt yder maoisterne materiel og åndelig støtte”. Gælder det også overførsler af musik? Ved daggry tager jeg afsked med kammerat Madhav og Joori, Mangtu og alle de andre. Kammerat Chandu står for transporten og skal med mig op til hovedvejen. Kammerat Raju skal ikke med (hans knæ kan ikke klare den stejle skråning). Kammerat Niti (Eftersøgt), kammerat Sukhdev, Kamla og fem andre følges med mig op ad skrænten. Da vi begynder at gå, slår Niti og Sukhdev henkastet, men på samme tid sikkerhedslåsen på deres AK-47’ere fra. Det er første gang, jeg ser dem gøre det. Vi nærmer os Grænsen. “Ved du, hvad du skal gøre, hvis vi kommer under beskydning?,” spørger Sukhdev henkastet, som var det den naturligste ting i verden. “Ja,” siger jeg. “Gå øjeblikkeligt i sultestrejke på ubestemt tid.” Han satte sig grinende ned på en sten. Vi klatrede i en times tid. Lige neden under vejen krøb vi ind i en klippehule, helt skjult, som lå vi i baghold, og lyttede efter motorcyklerne. Når

de kunne høres, skulle der siges hurtigt farvel. Lal Salaam, kammerater. Da jeg vendte mig om, stod de der stadig. Vinkede. En lille gruppe. Mennesker, der lever med deres drømme, mens resten af verden lever med sine mareridt. Jeg tænker på min rejse hver aften. Nattehimlen, skovstierne. Jeg ser kammerat Kamlas hæle for mig i de slidte chappals, som bliver oplyst af min lommelygte. Jeg ved, hun er i bevægelse. At hun marcherer, ikke bare for sin egen skyld, men for at holde liv i håbet for os alle.

Oversat af Sofie Vestergaard Jørgensen

Adivasi: Indiens oprindelige folk/stammefolk. Operation Green Hunt: De indiske mediers betegnelse for den aktuelle militærindsats mod naxalit-bevægelsen. Naxalit: Oprindeligt betegnelsen for stammefolkene i landsbyen Naxalbari, som gjorde oprør mod den indiske regering i 1967; ordet bruges i dag i bredere forstand om de maoistiske oprørere. Zamindar: Jordbesidder. Dharna: En faste, der i Indien afholdes foran døren hos en skadevolder, navnlig en skyldner, med det formål at få et retfærdigt krav opfyldt, for eksempel betalingen af en gæld. BJP: Bharatiya Janata Party. Indisk hindunationalistisk politisk parti. P. Chidambaram: Indiens nuværende indenrigsminister. Jan Jagran Abhiyaam: “Folkevækkelseskampagnen,” startet af Mahendra Karma i 1990. KAMS: Krantikari Adivasi Mahila Sangathan. Adivasi-kvindernes revolutionære organisation. Salwa Judum: “Udrensningsjagten”. Milits bestående af stammefolk, som kæmper imod maoisterne – støttet af den indiske regering. Startet af Mahendra Karma i 2005. Eastern Frontier Rifles: Paramilitær styrke under politiet i West Bengal. Janatana Sarkar: “folkets regering”. PWG: People’s War Group. Maoistisk parti udsprunget af CPI (marxist.-leninist.) i 1980. Største naxalit-fraktion indtil 2004, hvor partiet gik sammen med CPI (marxist.-leninist.), MCC og PU under navnet CPI (maoist.). PU: Party Unity. Maoistisk parti udsprunget af CPL (marxist.-leninist.) i 1980. Gik i 2004 sammen med CPI (marxist.-leninist.), PWG og MCC under navnet CPI (maoist.). MCC: Maoist Communist Centre of India. Indiens næststørste væbnede maoistgruppe, indtil de i 2004 gik sammen med CPI (marxist.-leninist.), PWG og PU under navnet CPI (maoist.). CPI (marxist.-leninist.): Communist Party of India (marxist.-leninist.). Indiens marxistisk-leninistiske kommunistparti, dannet i 1969. Gik i 2004 sammen med PU, PWG og MCC under navnet CPI (maoist.). CPI (maoist.): Communist Party of India (maoist.). Indiens maoistiske kommunistparti. Partiet har eksisteret siden 2004, hvor MCC, PU, PWG og CPI (marxist.-leninist.) sluttede sig sammen. PLGA: People’s Liberation Guerilla Army. CPI (maoist.)’s militante fløj. JNM: Jan Natya Manch. Radikal kulturorganisation grundlagt af sangeren og digteren Gadar i 1972. I dag del af PWG. CNM: Chetna Natya Manch. CPI (maoist.)’s kulturelle fløj. Ledet af kammerat Leng. N.T. Rama Rao (også kaldet NTR): Indisk skuespiller og politiker. Narmada Bachao Andolan (NBA): NGO, der kæmpede for den indiske oprindelige befolknings rettigheder i forbindelse med byggeriet af Sardar Sarovar-dæmningen på Narmada-floden. Mohammad Zia-ul-Haq: Pakistans præsident 1978-88.

Lettre Internationale - Vandring med kammeraterne

ECOTAGE I MOAB / En vandring i den røde ørken med Edward Abbey / Af Anton Nans Resist much. Obey little. Walt Whitman A patriot must always be ready to defend his country against his government. Edward Abbey

Tro mig. Da min ven Henry en aften på det lokale værtshus i Moab, Utah, foreslog mig, at jeg selv kunne interviewe Edward Abbey, var jeg selvfølgelig mere end skeptisk og tog i første omgang det hele med et smil. Abbey havde som bekendt været død siden 1989, hvilket vil sige i mere end tyve år. Han var godt nok født i 1927 og kunne teoretisk set stadig være i live, men hans begravelse er en veldokumenteret begivenhed. Siden 1960’erne har Abbey været en nærmest mytisk skikkelse og et ikon for den aggressive miljøbevægelse. Det startede med udgivelsen af essaysamlingen Desert Solitaire. A Season in the Wilderness (1968), der i hymniske termer

beskriver det amerikanske vildnis og især The Canyonlands i det sydøstlige Utahs røde ørken. Samtidig er Desert Solitaire en uforsonlig kritik af den tiltagende industrialisering af naturen i form af alt fra turisme til råstofudvinding. Med udgivelsen af romanen The Monkey Wrench Gang (1975) gav Abbey den samme bevægelse en praktisk vejledning i at sabotere aktiviteter (maskiner, værktøj, anlæg etc.), der i en eller anden form ville ødelægge hans elskede røde ørken. Abbeys aktivisme fik navnet ecotage, aktivisterne blev døbt ecowarriors, og deres praksis blev kaldt ecodefense. Selvom Abbey udgav omkring 25 værker, der kredser om disse emner, har det altid været uklart i hvilket omfang, han selv deltog i ecotage. Som person skulle han have været indadvendt, genert og stille af sind – men ikke desto mindre karismatisk og glad for kvinder. Han var gift fem gange og fik fem børn. Den excentriske ecowarrior efterlod sig et ønske om at blive lagt i jorden

så hurtigt som muligt. En efterladt note meddelte, at han ville køres ud i ørkenen på ladet af en pickup truck og begraves uden kiste, bedemand eller kristent ritual. I stedet skulle venner klæde ham af og lægge ham i hans gamle sovepose. Som skrevet, så gjort. En lang række statslove blev brudt ved lejligheden, men det var i en højere sags tjeneste: “Min krop skal gøre jorden frugtbar, så en kaktus eller en klipperose eller en salviebusk eller et træ kan gro,” skrev Abbey i sin afskedsnote. Førstehåndsbeskrivelserne af begravelsen beretter, at Abbeys øvrige ønsker også blev efterkommet. Ceremonien blev for eksempel ikke ledsaget af musik. Derimod blev der affyret en række riffelskud, for Abbey elskede våben og fastholdt livet igennem Forfatningens anden tilføjelse som en fundamental amerikansk rettighed. Der blev heller ikke holdt taler ved begravelsen. Det hele var kortfattet og enkelt, og det tog ikke mange minutter at begrave

Lettre Internationale

soveposen med den døde krop i det tørre landskab. Efter ceremonien blev der efter Abbeys forskrifter afholdt en fest med høj og livlig musik og sækkepiber. Som han selv skrev, ønskede han “en flod af øl og sprut! Masser af sang, dans, snak, råb og skrig, latter og elskov. Og kød! Bønner og chili! Og majskolber.” Omkring 200 mennesker var forsamlet et sted i Cabeza Prietaørkenen i det sydlige Arizona og tog afsked med “the Thoreau of the American West” eller cactus Ed, som han også blev kaldt af venner. Min ven Henrys forslag var derfor absurd. Ikke desto mindre blev han ved med at insistere: “Hør her, du er den første europæer, der nogensinde har spurgt til Ed Abbey. Og jeg har boet i Moab i over tredive år. Her, hvor det hele startede. Jeg tror faktisk ikke, at Ed har talt med en europæer, siden han døde.” Henry kunne godt se det paradoksale i den bemærkning og slog en latter op. “I det hele taget har I europæere jo aldrig interesseret jer for det Amerika, der interesserer os amerikanere. I har jeres egne versioner af Amerika, men de er helt forskellige fra vores. Når du så kommer herud i vildmarken og spørger efter Ed og det Amerika, han har kæmpet for gennem alle årene, forsøger jeg at forestille mig, hvad han ville tænke og gøre.” Naturligvis blev jeg smigret over Henrys ord, men ikke mindre mistroisk. I løbet af de seneste måneder har jeg på min rejse gennem vesten mødt både ufologer, nybyggere, mormoner, scientologer, eneboere og minutemen og alle mulige andre individualister, der havde taget Emerson og Thoreaus ord for pålydende og var i gang med at realisere deres specifikke version af den ame-

rikanske drøm. Måske var Henry bare endnu en galning i det amerikanske vildnis, der havde forlæst sig på John Muir, konspirationsteorier og, ja, Edward Abbey. Et par dage efter fik jeg selv chancen for at vurdere, om Henry var gal eller noget helt andet. En tidlig morgen stødte jeg ind i ham hos den lokale mekaniker i Moab, hvor min bil skulle have renset karburatoren og skiftet kileremmen. Byen var det sidste stop, inden jeg igen skulle tilbage til Los Angeles. Jeg havde været undervejs i tolv uger og krydset de usynlige grænser mellem the four corners states og levet på vejene. I Los Angeles havde jeg købt en rød Plymouth Barracuda, årgang 1970, med manuelt gear og trådfælge. Dejlig bil og med rigelig plads. Jeg var på jagt efter en anden amerikansk drøm, end den Hunter S. Thompson og Doktor Gonzo havde forsøgt at finde i Las Vegas. Jeg havde noget mere oprindeligt i tankerne og hastede hurtigt forbi spillebyen med lysreklamerne og de hypnotiserende billboards ude i ørkenen. Hvor Hunter hastede gennem ørkenen, var jeg optaget af at finde dens beboere eller rettere dem, der anså det amerikanske vildnis i Utah, Colorado, New Mexico og Arizona som den aktuelle frontlinje for et andet Amerika. For alle de skæbner, jeg havde mødt undervejs, var Abbey et forbillede. Nej, han var mere end det. Han var en myte, og overalt genfortalte de amerikanske drømmere og idealister historier om cactus Ed og hans liv i the American wilderness. Derfor var det også passende at lade rejsens sidste stop være Moab, da det var her Abbeys eget eventyr som park ranger startede i Arches National Monument eller bare Canyon-

lands lidt uden for Moab for lige præcis halvtreds år siden. Henry var opstemt og fortalte med et smil på læben, at han havde lavet en aftale med Ed samme aften. Betingelsen var, at jeg skulle komme alene og møde ham præcis kl. 1900 ved indgangen til Canyonlands National Park. Selvfølgelig kunne jeg ikke sige nej til sådan et tilbud, selvom jeg vidste, at det kun kunne være for sjov. Henry havde en plan, og hvorfor ikke bare lege med? Henry satte mig af ved indgangen et kvarter inden mødet. Efter et øjeblik, mens støjen fra Henrys firhjulstrækker langsomt forsvandt, skulle sanserne og kroppen vænne sig til at stå i den røde ørken og fornemme det tørre stenlandskab, der strækker sig i alle retninger, så langt øjet kan se. Hist og her vokser små støvgrønne buske og knudrede planter med farverige blomster i den røde jord. I alle retninger skyder stenformationer op af jorden. Et par gribbe cirkler lydløst rundt over mig højt oppe i den klare aftenhimmel. Hele horisonten rundt er landskabet illumineret af aftensolen, der får de okkerfarvede sten til at gløde og insekterne til at summe. Stedet overvælder mig umærkeligt, og pludselig opdager jeg, at der står en mand ved min side og smiler uden at sige et ord. Vi ser hinanden an, så nikker han og siger: “Kald mig bare Ed.” Han rækker hånden frem, og vi giver hinanden et fast håndtryk. “I ørkenen har hvert tidspunkt sin egen skønhed,” siger han. Han ligner Abe Lincoln på sine ældre dage, blot mere vejrbidt og solbrændt. Han er høj, har senede arme og bærer en støvet grå hat. Han er iført kakifarvede bukser og en rødternet bondeskjorte. Et stort gråt og hvidt skæg pryder det

karakteristiske ansigt med de kolde blå øjne under de buskede øjenbryn og den krogede næse. Det er Edward Abbey. Hans aflange og markerede ansigt smiler: “Overrasket? Men det er ligetil, når du tænker over det. I midten af 1980’erne var FBI mere aggressive end nogensinde. Jeg blev praktisk talt betragtet som en terrorist, og da jagten for alvor gik ind på Ted Kaczynski, begyndte de at forstyrre mig nærmest dagligt, selvom jeg selvfølgelig ikke havde noget med ham at gøre. Husk på, at et af vores principper altid har været, at vi ikke bruger vold og aldrig angriber mennesker eller andre former for liv. Vi retter os mod ikke-levende maskiner, anlæg og værktøjer, som bruges til at ødelægge liv. Vi sørger altid for at tage hensyn til liv.” “Men du blev jo begravet i Arizona for øjnene af 200 mennesker. Der findes utallige beskrivelser og beretninger, som i detaljer fortæller, hvad der skete,” får jeg fremstammet. “Ja, og mange af dem har jeg selv skrevet,” siger han og ler. “Men det er meget enklere, end du tror. I Amerika

er det ingen sag at forsvinde, og jeg var ærligt talt træt af al opmærksomheden. Desuden var jeg godt på vej til at drikke mig selv ihjel og havde fuldkommen mistet forbindelsen til mig selv og min familie og ikke mindst naturen. Min kone hadede mig, og jeg var kommet langt væk fra mit udgangspunkt. Jeg hadede mig selv. Et eller andet sted var jeg blevet alt det, jeg kæmpede mod, nemlig en del af et establishment, der rundt omkring på universiteterne og i kollektiverne fejrede mig som en profet og en vismand, mens jeg virkeligheden ikke var andet end en drukkenbolt og en libertiner. Jeg hader at blive kaldt guru. Enhver mand skal være sin egen guru. Ligesom enhver kvinde skal være sin egen guru.” Han taler med lav og let nasal stemme og messer nærmest ordene. Han lægger hovedet på skrå og tager hatten af. “Vi skulle alle være ledere. Jeg er anarkist. Min far var en woobly, IWW. Vi skal alle tage ansvar. Vi skal hverken være ledere eller undersåtter. Vi skal træffe vores egne beslutninger.

I virkeligheden er jeg demokrat med lille d. Jeg tror på demokratiet. Direkte demokrati. Ethvert vigtigt spørgsmål burde afgøres ved en folkeafstemning. Vi burde ophæve alle de officielt udpegede idioter og moralske dværges tyranni, som næsten altid er ude af trit med folkets moral og vilje. De handler, som om de er vores ledere, men de er ikke ledere. Den sidste leder, vi havde i dette land, var måske Thomas Jefferson.” Han banker langsomt støvet af sin hat og siger så: “Se dig omkring. Det er mit hjem. Det er menneskehedens hjem.” Han begynder uden videre at gå ind i landskabet. Jeg står lamslået og kigger på ham. Så følger jeg efter og indhenter ham, men da jeg prøver at sige noget, kigger han på mig og siger “Shhh,” idet han tager pegefingeren op for munden. “Prøv at lytte til landskabet. Det er et levende væsen, der trækker vejret, ligesom alle andre organismer. Lad os gå lidt.” Hans ord virker som hypnose. De tryllebinder mig, og jeg må tvinge mig til at tage øjnene fra den gamle mand, der ubesværet skridter hen over ørkensandet. Efter en halv times gang standser han op og ser længe på mig. “Lad os sætte os lidt,” siger han. “Du er kommet langvejs fra. Jeg må indrømme, at jeg holdt op med at interesse mig for resten af verden, da jeg flyttede ud i ørkenen. Jeg læser ikke længere avis, ser ikke længere tv og hører næsten heller ikke musik. Musikken savner jeg dog ofte. Lyden af instrumenter. Lyden af en guitar, en bas, og stemmen, jo, det savner jeg. Ind i mellem læser jeg en bog, men det er også sjældent. Ordene er slidte, ligesom billederne. Vi trænger til nye ord og nye billeder. I stedet koncentrerer jeg mig om at bruge mine

Lettre Internationale - Ecotage i Moab

sanser. Det er som om, jeg har fået synet tilbage. Som om ørkenen har givet mig et sæt nye øjne, der kan se mere. Flere detaljer og flere farver. Jeg tror ikke, at jeg for alvor havde lagt mærke til farvernes mange nuancer eller for alvor lyttet til verdens lyde, før jeg flyttede herud. Jeg var altid i færd med at bevæge mig fra et sted til et andet og var slet ikke interesseret i at lytte til verden omkring mig. Det er jeg nu. Nu er jeg ikke interesseret i andet, så jeg vil helst ikke vide noget om dig. Til gengæld skal du have lov til at stille de spørgsmål, du har, og så vil jeg forsøge at besvare dem uden omsvøb.” Abbey smiler til mig og sætter sig på en sten, der ligner en art naturligt sæde og giver os udsigt til en kløft midt i landskabet. Abbey ser forventningsfuldt på mig. Og jeg starter tøvende med en længere forklaring om, at ecotage som begreb og praksis har fascineret mig

længe og ofte har sat den europæiske indsats for naturen i perspektiv. Han afbryder mig og siger kort: “Du vil altså vide, hvad ecotage er?” Jeg nikker. “Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at jeg er forfatter. Men jeg er også aktivist. At være aktivist vil sige, at man aktivt arbejder og kæmper for de ting, man tror på. Det er altid i den kontekst, at man skal forstå min og andres ecotage. Kort sagt var jeg træt af altid at blive sat i bås med brie-spisende og hvidvinsdrikkende intellektuelle fra den øvre middelklasse, der til middagsselskaber, konferencer og i bøger i miljøaktivismens navn kunne fortælle alle os andre, at vores liv blev levet i overforbrug og materiel dekadence. Naturen var altid en biperson i de moralske fortællinger og opsange, der slet skjult foragtede alle de amerikanere, jeg holdt af, og som hele deres liv havde arbejdet for og med naturen over hele Amerika.” Han holder inde

“I Amerika er det ingen sag at forsvinde, og jeg var ærligt talt træt af al opmærksomheden. Desuden var jeg godt på vej til at drikke mig selv ihjel og havde fuldkommen mistet forbindelsen til mig selv og min familie og ikke mindst naturen. Min kone hadede mig, og jeg var kommet langt væk fra mit udgangspunkt. Jeg hadede mig selv.”

og ser ud over landskabet. Så peger han op på gribbene og smiler. “Ecotagen opstod altså som en protest og en løsning på et problem. Og lad mig med det samme sige, at jeg langt fra var den første, som praktiserede ecotage. Jeg har selvfølgelig også stået i lære, men det er en anden historie. Kort fortalt er begrebet ecotage sammensat af termerne ecology og sabotage. Det handler altså om, at miljøforkæmpere laver sabotage i økologiens navn: eco-tage. Det blev hurtigt knyttet til bevægelser som Earth First! og senere Earth Liberation Front, der som bevægelser har spredt sig til mange steder på kloden. Men der er mange andre. Jeg følger ikke så nøje med længere.” “Men,” indvender jeg, “er sabotage ikke en kriminel handling? Er ecotage ikke bare en undskyldning for ikke at engagere sig i politik og andre lovlige kanaler? Krænker man ikke den private ejendomsret, der er et grundlæggende element i amerikansk selvforståelse?” “Hvis en fremmed slår din dør ind med en økse, truer dig og din familie med dødbringende våben og fortsætter med at plyndre dit hjem og tage, hvad han vil have, begår han det, der universelt – såvel juridisk som moralsk – betragtes som en forbrydelse. I en sådan situation har du både ret og pligt til at forsvare dig selv, din familie og din ejendom med de midler, du finder nødvendige. Ikke sandt? Denne ret og pligt er universelt anerkendt og endda hyldet af alle civiliserede menneskelige fællesskaber. Selvforsvar mod angreb er en af de grundlæggende love, som ikke bare gælder i alle samfund, men for alle livsformer, altså ikke bare for mennesker, men for livet selv.” Han holder en

kort pause og tænker sig om et øjeblik. “Og lige nu er det amerikanske vildnis, den amerikanske ødemark under et sådan angreb.” “Og derfor har man ikke bare ret til at forsvare den, men også pligt til at gøre det? Er det sådan det skal forstås?” “Netop. Ecotage er ikke andet end selvforsvar. Den eneste rationelle handling for ethvert levende væsen,

forsyningen til minedriften, så arbejderne under jorden ikke kan se noget, eller når man skiller en gravemaskine ad og destruerer de vitale dele, så den aldrig kommer til at køre igen. Sagen med ecotage er imidlertid, at det virker. Længere er den ikke.” Jeg synker engang og kigger på den gamle mand, der misser med øjnene og ser ud over kløften. Omkring os blusser landskabet, og luften er tyk af

“Frontier-bevægelsen har mange betegnelser i amerikansk historie, og selvom den måske er klodens største civilisationsprojekt nogensinde, var den også en brutal nedslagtning af et helt kontinents flora og fauna. På knap 100 år koloniserede man ikke blot en enorm mængde land, man iværksatte også en altfortærende industrialisering af naturen.”

når dets virkelighed bliver angrebet af fremmede magter. At skære dækkene op på en lastbil, grave meterdybe huller i en vej eller at sprænge en bro i luften kan være en nødvendig handling. Jeg medgiver, at der kan være noget desperat, nærmest vanvittigt over at bruge en måned af sit liv på at hamre store søm i træer, så motorsavene går i stykker, når de prøver at fælde dem. Det samme gælder sabotage af strøm-

støv, der hvirvles op af den lette vind. Abbey sidder med afklaret mine og tygger på sine gummer. Så siger han pludselig: “Hver dag ser verden forskellig ud, ligesom et menneske, selvom det er den samme person. Kosmos har et åndedræt, der er en alternation, en rytme: indånding og udånding, dag og nat, varme og kulde, sommer og vinter. Det kommer, og det går. Det åbner sig, og det lukker sig. Dagen

og natten er som himlens åndedræt, og sommeren og vinteren reproducerer dagens og nattens rytme. Det er kun skalaen, der forandrer sig. Alle manifestationer er reguleret af en kommen-og-gåen: alt udvider sig og trækker sig sammen, alt udfolder sig og folder sig igen sammen. Og hvis man lytter efter, kan man høre naturens åndedrag. Langsomt, man skal lytte langsomt og længe, for det har helt sin egen tid.” Han smiler igen stilfærdigt og peger ud i det fjerne på nogle bjerggeder, der er ved at bestige en klippe. Jeg minder ham om, at vi var i færd med at tale om ecotage og retfærdiggørelsen af sabotage i en højere sags tjeneste. Han nikker langsomt. Så rækker han pludselig ud efter en cigar og tilbyder mig at ryge med. Vi tænder op og sidder og nyder den tunge tobak og ser de skygger, solen kaster hen over stenlandskabet. “Indianerne troede, at der levede ånder i skyggerne,” siger han. “Det tror jeg ikke, men de er alligevel levende, skyggerne. De kommer og går og er aldrig de samme, og de spiller deres særlige rolle som alt andet levende. Selv skyggerne og drømmene og tankerne. De har alle en mening, selvom de er fostret af tilfældigheder og kaos.” Jeg kan overhovedet ikke følge med i hans tanker. Han taler som en vismand, som en mystiker og som en guru. Og jeg kan ikke dy mig for at nævne det. Han kigger en smule oprørt på mig og udstøder et suk. “For mig selv er det indlysende, men sagen er, at man som ecowarrior må have en række principper at arbejde ud fra. Jeg nævnte før, at vi ikke hylder vold. Vi er heller ikke organiserede. Det handler ikke om politik eller ideologi, men om prak-

Lettre Internationale - Ecotage i Moab

sis, om at bruge sin ret som borger i dette land til at forsvare sig mod en regering, som ikke varetager sine egne interesser. Læs forfatningen. Det er den, det handler om. Desuden arbejder vi altid alene eller i små grupper. Vi har ikke brug for en organisation, men for venner og brødre. Er du min bror?” Spørgsmålet kommer med retorisk lethed, og jeg fornemmer ikke, at han forventer et svar. Alligevel kigger han på mig længe og smiler, da han fortsætter: “Vi går altid efter bestemte og udvalgte mål. Vi rammer aldrig tilfældigt. Det er meningsløst. Dertil kommer, at vi slår til overalt i Amerika og med ulige midler. Ecotage er en kreativ handling, og man er velkommen til at opfinde nye former. Jeg er mere til de klassiske former.” Han smiler igen og blinker. Hans tænder er slidte og alligevel stadig hvide. Han tager et stort drag af cigaren. “Det handler ganske enkelt om at have det sjovt. Selvom ecotage er dødsens alvor, er det en fri handling. Vi arbejder ikke for en revolution og ønsker ikke at omstyrte noget socialt, politisk eller økonomisk system. Ecotage er ikke-voldeligt selvforsvar. Længere er den ikke. I vores øjne er det en etisk og bevidst handling, der kortslutter de uendelige diskussioner og møder mellem handlingslammede politikere og intellektuelle.” Hans svada gør mig ør. Cigaren bedøver mig måske også en smule. Han rejser sig pludseligt. “Lad os gå, mens vi taler. Ofte tænker man mere klart, når man bevæger sig.” Han begynder at gå, og jeg følger trop. Han kan måske se på mig, at jeg er ved at miste tråden, og starter derfor forfra et andet sted i argumentationen.

“Har du hørt om the frontier?” Hans skridt og ord følger nu samme taktfaste rytme. “Du mener koloniseringen af det amerikanske kontinent? Den gradvise inddragelse af den amerikanske ødemark i 1800-tallet?” “Ja, nemlig. Det er vigtigt at forstå, at frontier-bevægelsen var en massakre. En af de største massakrer menneskeheden har set, og den er stadig i gang, selvom den foregår på en anden måde i dag.” “Det må du forklare,” siger jeg. “Frontier-bevægelsen har mange betegnelser i amerikansk historie, og selvom den måske er klodens største civilisationsprojekt nogensinde, var den også en brutal nedslagtning af et helt kontinents flora og fauna. På knap 100 år koloniserede man ikke blot en enorm mængde land, man iværksatte også en altfortærende industrialisering af naturen. Det nye land, det genfundne paradis, Turtle Island, blev systematisk ødelagt.” Jeg skal lige til at indvende noget om romantik og maskinstormere, da han fortsætter. “Det er muligt, at Turner og de andre ideologer, der har solgt forestillingen om, at frontier-bevægelsen var dannende for den amerikanske folkesjæl, har ret, men så er det en sjæl, der blev født af riflen og pistolen. Amerika blev født i blod.” Jeg synker en ekstra gang. For mig har frontier-bevægelsen altid stået som en fabelagtig kraftanstrengelse, der inkarnerede selve den utopiske stræben, som hele det amerikanske kontinent handler om. Abbey læser vist mine tanker og fortsætter. “Tænk på, at the Great Plains for 150 år siden var et enormt, bølgende hav af græs og skov, som strakte sig fra Mexicos Chihuahuan-ørken til de canadiske nåleskove. Der gik en

historie om, at et egern kunne rejse i trætoppene fra Atlanterhavet til Mississippi-floden uden at røre jorden. Tænk på, at denne have var hjemsted for bisoner – mere end tres millioner af disse vældige bæster bevægede sig hen over et hav af græs med årstidernes skiften. Sikke et skue, det må have været. Hvad ville jeg ikke give for at se det på nært hold? Men ikke bare bisonen, også elgene og gaffelbukken. For ikke at tale om den grå ulv og den brune bjørn, der fulgte de store horder af dyr hen over sletterne. Millioner af fugle levede her – den californiske kondor med det røde hoved svævede over det hele som en luftens konge, mens den spejdede efter laks og stør i de store floder – Colorado River, Rio Grande, Missouri River, Mississippi og Ohio River. Ozelotter, jaguarer og pumaer levede i bjergene og på prærien sammen med bighorn-får og de smukke gedeantiloper. Kan du forestille dig dette skue?” Han holder inde et øjeblik og standser op. Som om han fornemmer noget i luften. Han ligner et dyr, der får færten af et bytte i det fjerne. Så begynder han langsomt at gå igen; det er næsten som om, han fulgte dyrene på vej ud gennem landskabet. Jeg går efter ham. Han gestikulerer og opfører scenen for sit indre blik og peger ud mod horisonten. “Kan du forestille dig, hvad der er sket med alle disse dyr? Alle disse levende væsner, der havde været her i årtusinder, inden mennesket kom.” Han kigger igen på mig med store øjne. “De boede i verdens største skov. Rødtræer med kæmpestammer, tusind år gamle egetræer, gigantiske tulipantræer, amerikanske kastanjetræer, skarntydegraner, cedertræer, fyrretræer, hickory – de udgjorde den mest forskelligartede tempere-

rede skov på kloden. Og hvad skete der? På et par generationer havde vi transformeret paradis til ødemark. I dag skal man i zoologisk have for at se de fleste af disse dyr, hvis de da ikke er blevet helt udryddet. Prærien og de store stepper er blevet omdannet til en stor kornfabrik, hvor det eneste dyreliv er fasanen, der er indført fra Asien. I dag er prærien et mønster af snorlige hvedemarker eller indhegnede græsningsområder. Flyver man hen over landskabet, ser man kun endeløse striber og kvadrater, der systematisk bliver opdyrket med få forskellige sorter.” Han tøver et øjeblik. “Og så har jeg ikke nævnt indianerne. Men dem vil jeg helst ikke tale om.” Efter denne monolog går der en rum tid, hvor vi bevæger os i

rask gang uden at tale sammen. Så bemærker jeg, at kultiveringen af de store stepper vel var nødvendig for, at Amerika kunne blive et land, som tusindvis søgte til for at finde lykken og for at realisere sig selv på afstand af de bånd og traditioner, man havde i Europa. At Amerika var fri for de dynastiske hegemonier og de centraliserede magtstrukturer, der regerede Europa frem til 1800-tallet, og at det netop var disse, med alt hvad de indebar, der skulle erstattes af en ny og bedre social og politisk virkelighed, så et nyt Utopia kunne materialiseres som en historisk realitet. Herunder rum og jord for folket, for amerikaneren. Abbey ser på mig med store øjne og siger: “Du er en drømmer. Ligesom så mange andre. Inklusive mig selv.

Amerika manglede af gode grunde de europæiske samfunds mange hundrede år gamle historiske og sociale orden, altså nationale grænser, veletablerede institutioner, nedarvet religion, love og værdier, gamle klasseskel. Amerika manglede alt det, Lawrence har kaldt: “Mastery, kingship, fatherhood”. Selvfølgelig var og er Amerika en utopi og en enestående begivenhed i verdenshistorien, men den skulle først virkeliggøres, territorialiseres og skabes. Drømmen skulle blive til nutid, for man skal huske på, at Amerika ikke eksisterede, da det blev opdaget, det skulle først opfindes.” “Men er det ikke netop det store amerikanske projekt. At man som nation og individ siden opdagelsen har været i gang med at virkeliggøre den amerikanske drøm, som alle racer,

Lettre Internationale - Ecotage i Moab

nationaliteter og religiøse fællesskaber har hver deres version af?” prøver jeg igen. “Jo, på papiret. Men hvem, tror du, er den store taber i denne utopi? Det er naturen. Det er dyrene. Det er indianerne. Og det er i sidste ende dig og mig, for vi har arvet vanrøgten af naturen. Amerika blev fra begyndelsen betragtet som geografi, et stort rum, der lå klart til at blive taget i brug af menneskelig handlen. Det er den situation, vi stadig står i i dag. Det meste er tabt, men vi har stadig vildnisset og enkelte uberørte områder tilbage. Dem må vi kæmpe for i dag. Stepperne findes stadig, floderne er enkelte steder stadig vilde. Og ørkenen har været svær at industrialisere. Som ecowarrior er det vigtigt at vælge sine kampe, og jeg har valgt den røde ørken.” “Hvad er der at kæmpe mod i dag herude?” “Ørkenen er den sidste frontier. Det sidste lille hjørne af Amerika, som ikke er blevet solgt i verdenshistoriens største salg af land til købe- og byggelystne idealister. Men over det hele bliver der bygget veje, floder bliver rettet ud, hoteller åbner dagligt, land bliver oversvømmet af store damprojekter, råstoffer bliver i stigende grad udvundet af ørkenen, og militæret bruger stadig ørkenen til forsøg med atomvåben og kemiske våben.” Mens vi har talt sammen, har jeg haft nok at gøre med at holde trit med den gamle mand. Da vi standser, er jeg ikke længere klar over, hvor vi er, eller hvordan vi kommer tilbage. Abbey ser ud mod solen, som er få minutter fra at gå helt ned bag en rød klippeformation. “Beklager,” siger han. “Jeg har igen talt for meget. Sådan er det at bo alene i ørkenen, så sparer man op til at tale, og så lader jeg mig rive

“Ørkenen er den sidste frontier. Det sidste lille hjørne af Amerika, som ikke er blevet solgt i verdenshistoriens største salg af land til købeog byggelystne idealister.”

med uden at tænke på min ledsager.” Jeg forsikrer ham om, at det er helt i orden. At jeg er kommet herud for det samme. “Du er meget høflig, velopdragen, kan jeg mærke. Du vil gerne behage mig, men jeg har ikke længere brug for at blive strøget med hårene. Jeg er gammel og skal snart dø. Dette er måske min sidste vandretur – og jeg spiller igen og igen det samme bånd. Måske også for at overbevise mig selv om, at alt det, jeg har gjort gennem tiden, har haft en mening. Alle de anlæg, lastbiler og maskiner jeg har saboteret. Alle de træstammer jeg har slået søm i. Alle de billboards jeg har sat i brand. Alle de industrianlæg jeg har ødelagt. Og alle de mange mennesker, jeg har opfordret til at gå de samme veje som jeg.” Han ser op på mig, som var han i gang med at aflægge en bekendelse for et usynligt tribunal. “Alle disse misgerninger, der teknisk set er ulovlige, vil jeg gerne retfærdiggøre, men jeg kan ikke gøre det selv. Forstår du det? Kun ved at se unge mennesker som dig og kun ved at mærke, at I accepterer og affirmerer mine tanker, kan jeg være sikker på, at mit liv har givet mening.” Jeg synker og tænder en cigaret. Han

afslår mit tilbud. Vi står et øjeblik og ser på hinanden, mens de sidste stråler fra solen forsvinder. “Hvor er vi?” spørger jeg så. Abbey smiler i det store skæg, og de blå øjne begynder at lyse. “Vi er ved Abbey Road. Her råder jeg,” siger han gådefuldt. “Følg med.” Vi går et par hundrede meter, og pludselig står vi foran et kæmpemæssigt billboard med påskriften: Your Real Estate Experts Buy your own piece of Paradise in the Canyonlands Island Real Estate brings you the Red Desert! Abbey beder mig vente. Han forsvinder ind i mørket, og jeg ser op på det enorme skilt, der lover en bid af Paradis. På billboardet er Canyonlands afbildet med rækker af appelsintræer og en hacienda i spansk stil med rødt tegltag og en stor overdækket veranda. Foran huset er der en lille gårdsplads, og i baggrunden kan man se arkene i horisonten. Hele landskabet er lyst op af en stærk aftensol, der giver det en varm og imø-

dekommende glød. Abbeys tanker hvirvler rundt i hovedet på mig, da han pludselig er tilbage. Han smiler imødekommende. Jeg kan se, at han slæber på noget tungt. “Nu har jeg talt nok. Nu skal du hjælpe mig.” Han rækker mig en dunk og nikker i retning af skiltet. Dunken er tung. Han bærer selv på en og går i retning af det enorme billboard, der må være omkring femten meter langt og fem meter højt. Det hviler på tre store søjler, der er bygget som en sindrig trækonstruktion. Abbey giver tegn til, at jeg skal skynde mig. Jeg haster hen mod ham, og han har skruet låget af sin dunk og nikker for at få mig til at gøre det samme. I samme øjeblik låget løsnes, kan jeg genkende den karakteristiske lugt af benzin. “Med årene er skiltene blevet større og større. I gamle dage var en enkelt dunk nok. Man kunne nøjes med et par liter. I dag er billboardene langt større og skal antændes med mere benzin. Til gengæld brænder de længere.” Det begynder at dæmre for mig, hvad vi er i færd med. Jeg kan ikke sige noget. Jeg står blot med min dunk og kigger på den store konstruktion. Den gamle mand har forført mig, og jeg følger trop uden at stille spørgsmål. “Se her,” siger han. “Det er ganske enkelt. Først kravler du op på skelettet bagtil. Helt op til toppen. Der er højt op, men du skal bare lade være med at kigge ned. Når du er oppe, hælder du benzin ud på billboarden oppefra, så det også bliver spektakulært at se på fra afstand. Derefter kravler du ned og pøser benzin ud over de bærende bjælker.” Han banker på dem med håndfladen. “Resten af konstruktionen er ligegyldig. Så laver du en lille benzinsø under hver bjælke, så de kan

“Abbey kaster et blik over skulderen og nikker uden at smile. Han har vist mig noget, jeg ikke vidste eksisterede. Alle mine sanser er skærpede ved det voldsomme syn, og jeg misser med øjnene og kan mærke, at min krop er urolig. Den vil gerne stikke af. Så lyder der en høj eksplosion, og jeg bliver flået tilbage. Det føles, som om en mand slår mig direkte på brystkassen med begge hænder. Jeg vælter og mister orienteringen.”

blive ved med at brænde. Det er det. Så antænder vi benzinsøerne, og det hele futter af.” Abbey smiler igen og nikker anerkendende. “Man skal ikke tænke for meget over det de første gange,” siger han. Så tager han en pakke tændstikker frem og kaster den over til mig. Så blinker han og løber over til fjerneste sokkel og klatrer som en kat op af konstruktionen bagtil. Uden at tænke klatrer jeg op ad soklen og kommer hurtigt op til toppen. Her kan jeg se ud over landskabet. I det fjerne blinker små lys, og en bil kører i det fjerne. Ellers er der mennesketomt, så langt øjet rækker. Abbey arbejder ihærdigt, og jeg går i gang. Da jeg skal til at kravle ned, kan jeg

se, at han allerede er på vej op i den næste sokkel. Det er en smule besværligt, men jeg kommer ned og får pøset benzinen ud og lavet en stor sø. Jeg smider dunken fra mig. Abbey kommer hen til mig og nikker, mens han holder tændstikkerne frem. Nærmest synkront, som var vi én person, går vi hen til de yderste sokler og stryger en tændstik. Han kaster et blik over på mig og nikker, og så kaster vi på samme tid en tændstik. Abbey løber hurtigt mod midten og kaster endnu en. Så går der et øjeblik. Og pludselig blusser det hele op. Flammerne slikker op ad skiltet og breder sig hastigt. Et imponerende syn rejser sig midt i ørkenen. De meterhøje flam-

Lettre Internationale - Ecotage i Moab

mer rækker mod den sorte himmel og kaster et forklaret lys på omgivelserne. Det ser ud, som om nogen har tændt et kraftigt lys nede i det røde sand og inde i de røde sten. Ørkenen illumineres på et øjeblik, og vi står måbende og ser til, at ilden intensiveres, og lyden fra flammerne tager til i styrke. Det knitrer, og gnisterne stryger til himmels. Abbey kaster et blik over skulderen og nikker uden at smile. Han har vist mig noget, jeg ikke vidste eksisterede. Alle mine sanser er skærpede ved det voldsomme syn, og jeg misser med øjnene og kan mærke, at min krop er urolig. Den vil gerne stikke af. Så lyder der en høj eksplosion, og jeg bliver flået tilbage. Det føles, som om en mand slår mig direkte på brystkassen med begge hænder. Jeg vælter og mister orienteringen. Jeg kommer hurtigt til mig selv igen. Røgen fra det brændende billboard svier i øjnene og næsen, og jeg begynder at hoste voldsomt. Forvirret kigger jeg rundt og ser kun store flammer strække sig mod den mørke himmel. Jeg har svært ved at trække vejret, og hele min krop begynder at trække sig sammen i store smertefulde kramper. Pludselig kaster jeg op. Det er, som om hele mit legeme tømmes på en gang. Som om jeg kastede mine indvolde, mit blod og hele min fortid op på nogle få sekunder. Mit blik er sløret af tårer, og min balance er væk. Rummet tilter og kører rundt over mig. Igen kaster jeg op, og spyt og blod blander sig i min mund, inden jeg falder om foran det brændende billboard, og det sidste jeg husker, er ordene: “Buy your own piece of Paradise in the Canyonlands. Island Real Estate brings you the Red Desert!” Da jeg vågner, ved jeg ikke, hvor længe jeg har været væk. Mit hoved

hamrer, og jeg kan mærke, at jeg skal langt væk herfra. Hører jeg sirener i det fjerne? Eller er det bare en tuden fra mine egne ører? Jeg hoster voldsomt. Har stadig smagen af bræk og blod i munden. Jeg kan mærke tørsten og mit tunge åndedrag. Henne foran resterne af det svagt brændende billboard kan jeg se noget, der ligner en bylt. Er det Ed? Jeg rejser mig op og mister balancen og falder sammen igen på den støvede jord. Rummet kører rundt. Jeg lukker øjnene og rejser mig først op på knæene. Jeg bruger langt tid på at få ro i kroppen og bliver ved med at gnide den varme ørkensand mellem mine fingre. Da jeg får rejst mig op, er jeg ør i hovedet og står og svajer, mens jeg ser ud i mørket. Et sted langt inde i mit hoved er der en stemme, der siger: “Løb! For Guds skyld! Løb!” Og så trækker jeg vejret dybt og begynder at løbe. Min krop gør ondt, og jeg kæmper for at få vejret, men jeg sætter hele tiden farten op. Hurtigere og hurtigere bevæger jeg mig ind i mørket. Længere og længere væk fra ilden og Ed Abbey. Jeg ved ikke, hvor længe jeg løber. Jeg husker heller ingen detaljer om min flugt, bare mørket og smerterne i mit bryst. Men da jeg vågner, ligger jeg et sted i Canyonlands, hvor det hele startede for halvtreds år siden. Jeg rejser mig op og ser mig omkring. På en mørk sten lige ved min fod står der: Edward Paul Abbey 1927-1989 NO COMMENT

EDESM Træk bens 88

MASKINEN af bil histo Lettre Internationale

Helvedes maskinen / TrĂŚk af bilbombens historie / Af Mike Davis

ar ikk ånsel n af s 90

Wall Street 1920

I har ikke vist os nogen skånsel! Nu giver vi igen af samme skuffe. Vi sprænger jer i luften! Fra et anarkistisk trusselskrift (1919)1

En varm septemberdag i 1920, få måneder efter arrestationen af kammeraterne Nicola Sacco og Bartolomeo Vanzetti (“mine bedste venner i Amerika”), parkerede en hævntørstig italiensk immigrant-anarkist ved navn Mario Buda sin hestevogn på hjørnet af Wall Street og Broad Street ved siden af bygningen, der husede den nye forbundsstatslige guldkontrol, og direkte over for J.P. Morgan & Co. Morgan-kompagnonerne, deriblandt store skikkelser som Thomas Lamont og Dwight Morrow (der siden skulle blive Charles Lindberghs svigerfar), drøftede vægtige øtkonomiske spørgsmål i et mødelokale i stueetagen. Man kan forestille sig, at Buda lettede på hatten med hilsen til de intetanende røverbaroner, umiddelbart før han nonchalant sprang ned fra vognen og forsvandt ubemærket i frokost-myldret. Få husblokke derfra fandt et forbløffet postbud nogle besynderlige, primitivt trykte flyveblade med ordene: “Løslad de politiske fanger, ellers bliver det den visse død for jer alle!” Flyvebladene var underskrevet “De væbnede amerikanske anarkister”. Buda, også kendt som ‘Mike Boda’, var mangeårig tilhænger af den anarkistiske teoretiker Luigi Galleani, redaktør på Cronaca Souvversiva (‘Subversive Tidende’), der i 1918 blev fordømt som “landets farligste avis” af det amerikanske justitsministerium. Galleanisterne (som formentlig aldrig androg mere end 50-60 hardcore-aktivister) mistænktes for at stå bag en række forskellige dynamit-anslag, blandt andet det berygtede bombeattentat mod paraden i anledning af Forsvarsberedskabets Dag i San Francisco i 1916 (som fagforeningsaktivisterne Tom Mooney og Warren Billings blev hængt op på) og de brevbomber, der blev sendt til fremtrædende medlemmer af Wilson-administrationen samt J.P. Morgan og John D. Rockefeller i juni 1919. De Cronaca Souvversiva-læsekredse, der mødtes i skyggerne af silkefabrikkerne i Paterson og stålværkerne i Youngstown – ikke ulig nogle af de koran-grupper, der

i dag mødes i de hårde kvarterer i Brooklyn og Sydlondon – fungerede som samlingssteder for de udstødte immigranter, hvis fremmedgørelse udviklede sig til raseri under indtryk af krigsårenes fremmedfjendske hysteri, som i 1919 resulterede i de såkaldte Palmer-razziaer mod radikale i enhver afskygning. Da justitsminister A. Mitchell Palmer stadfæstede udvisningen af Galleani i februar 1919, blev der omdelt pjecer rundt omkring på fabrikkerne i hele det nordøstlige USA, hvori man truede med at “udslette” de ansvarlige “med bål og brand”. Idet Buda, der havde udpeget sig selv til at hævne de fængslede og udviste anarkister, slap ubemærket væk fra Wall Street, begyndte kirkeklokkerne at slå tolv middag fra den nærliggende Trinity Church. De nåede ikke at slå færdig, før Budas vogn, som var fyldt med sprængstof (formentlig spræng-gelatine stjålet fra et tunnelbyggeri) og jernsøm, eksploderede i en vældig ildkugle, der efterlod et stort krater i Wall Street. Vinduesruderne blæste ind i ansigtet på kontorarbejderne, fodgængerne blev mejet ned af metalstumper og glasskår, markiser og parkerede biler brød i brand, og hele Wall Street indhylledes i en kvælende sky af røg og støv. Skyskraberne blev hurtigt tømt for mennesker. Panikslagne menneskemængder flygtede forbi de sammensunkne menneskekroppe på fortovene – nogle af dem vred sig af smerte. En kvælende, askefyldt vind blæste grønne blade med præsidentportrætter hen ad den træløse gade: Det var resterne af de omkring 80.000 dollars i kontanter, som mentes at være blevet efterladt af rædselsslagne eller sårede bankbude. Ingen vidste, om der ville komme flere eksplosioner, og de skrækslagne myndigheder suspenderede for første gang nogensinde al handel på New Yorks fondsbørs. Angrebet på Wall Street blev selvfølgelig straks udlagt som en ekstraordinær national nødsituation. 100 soldater med skarpladte geværer og opplantede bajonetter blev hurtigt indsat til at bevogte guldkontrollens stærkt beskadigede kontorer og den tilgrænsende filial af finansministeriet, og USA’s ledende kriminal-efterforsker, William Flynn, lederen af det daværende

ke vist l! Nu g samme Lettre Internationale - Helvedesmaskinen

Bureau of Investigation (senere FBI), blev omgående sendt fra Washington til New York med først afgående tog. I løbet af de næste par dage fik efterforskere fra politiet i New York samlet de groteske rester af “helvedesmaskinen”: et hestehoved, nogle afrevne hove og de forvredne metalrester af en vognaksel. Anarkisterne, den syndikalistiske arbejderorganisation IWW og de nymodens bolsjevikker – alle kom de helt automatisk under mistanke, og inden længe udbasunerede New York Times, at man havde afdækket et “rødt komplot bag bombeattentatet”. Mens politiet og de forbundsstatslige efterforskere koncentrerede sig om ‘navnkundige’ røde såsom arbejder-organisatoren Carlo Tresca, rejste Buda i al stilfærdighed tilbage til Italien. (Det vides ikke, om andre galleanister tog del i planlægningen af attentatet, eller om Budas aktion vitterlig var et utroligt one-man show.) Samtidig blev ofrene for attentatet opgjort til 40 dræbte (nogle af dem lemlæstet til ukendelighed) og over 200 tilskadekomne, deriblandt direktøren for Charitable Trust Alvin Krech og J.P. Morgans søn Junius. Joseph P. Kennedy, som befandt sig på gaden i eksplosionsøjeblikket, var dybt rystet, men uskadt. For Buda var det utvivlsomt skuffende at erfare, at ‘Jack’ Morgan selv befandt sig i sin jagthytte i Skotland, og at hans kompagnoner Lamont og Morrow var i god behold. Ikke desto mindre var det lykkedes denne fattige immigrant at udløse hidtil uhørt skræk og rædsel midt i den amerikanske kapitalismes allerhelligste – ved hjælp af noget dynamit stjålet fra en byggeplads, en bunke skrotmetal og en gammel, udtjent krikke.

De fattiges luftvåben

Et komplekst våben gør den stærke stærkere, hvorimod et simpelt våben – så længe der ikke er noget modtræk til det – giver den svage kløer. George Orwell2

Budas Wall Street-bombe (som måske var inspireret af den berygtede hestevogns-anordning, der var tæt på at dræbe Napoleon i Rue Saint Nicaise i Paris i år 1800)3 var kulminationen på et halvt århundredes anarkistiske fantasier om at

sprænge konger og plutokrater i luften, men den var også en opfindelse, som i lighed med Charles Babbages differensmaskine var langt forud for sin egen tids forestillingsverden. Det virkeligt radikale potentiale i denne ‘helvedesmaskine’ blev først realiseret fuldt ud, efter at det strategiske luftbombardements barbari var blevet hverdagskost, og efter at luftstyrker helt rutinemæssigt var begyndt at forfølge oprørere langt ind i de fattige storbyers labyrinter. Budas vogn var grundlæggende prototypen på en bilbombe: Det første moderne eksempel på brugen af et almindeligt udseende køretøj, der ville være helt anonymt i næsten enhver urban sammenhæng, til at bringe store mængder sprængstof på kritisk afstand af et betydningsfuldt mål. Ser man bort fra en række improviserede forsøg (de fleste af dem fejlslagne) i 1920’erne og 1930’erne, blev bilbomben først et færdigudviklet våbenkoncept til urban krigsførelse, da Sternbanden, en højreorienteret zionistisk guerillagruppe, den 12. januar 1947 kørte en lastbil fyldt med sprængstof ind i en britisk politistation i Haifa i Palæstina med 4 dræbte og 140 sårede til følge. Stern-banden, som hurtigt fik følge af den paramilitære Irgun-organisation, de havde forladt i 1940, brugte efterfølgende bilbomber til at dræbe også palæstinensere: en nyskabende uhyrlighed, som hurtigt blev gengældt af britiske desertører, der kæmpede på arabisk side. (50 år senere læste de hellige krigere i Al Qaedas afghanske træningslejre Menachem Begins erindringer om Irgun i værket Revolt som en klassisk håndbog i vellykket terrorisme.4) Siden blev der kun gjort sporadisk brug af bilbomber: De blev brugt til opsigtsvækkende massakrer i Saigon (1952), Algier og Oran (1962), Palermo (1963) og igen i Saigon (1964-66), men helvede brød først virkelig løs, da fire studerende i protest mod deres universitets delagtighed i Vietnam-krigen bragte den første bilbombe baseret på ammoniumnitrat og fuelolie (ANFO) til eksplosion uden for Army Mathematics Research Center på University of Wisconsin i august 1970. To år senere, ‘Bloody Friday’ den 21. juli 1972, smadrede IRA Belfasts handelscentrum med en hel række af sådanne anordninger. Denne

kan m menn jålet b 92

nye generation af bilbomber, som ikke består af andet end helt almindelige industrielle produkter og kunstgødning, var billig at fremstille og havde forbavsende stor sprængkraft: Bomberne gav den urbane terrorisme industrielle i modsætning til blot håndværksmæssige proportioner og skabte grundlag for vedvarende sønderbombninger af hele bykerner og gjorde det muligt at jævne selv skyskrabere og boligblokke af armeret jernbeton med jorden. Bilbomben blev med andre ord pludselig et semi-strategisk våben, som under visse omstændigheder var sammenligneligt med et luftvåbens evne til at sætte afgørende urbane knudepunkter og hovedkvarterer ud af spillet og terrorisere hele bybefolkninger. De lastbil-baserede selvmordsbombere, der smadrede den amerikanske ambassade og det amerikanske marineinfanteris kaserne i Beirut i 1983, besejrede den samlede ildkraft af hele den amerikanske middelhavsflådes jagerbombere og slagskibe og tvang Reagan-administrationen til at gennemføre en ydmygende tilbagetrækning fra Libanon. Tilsvarende bilbomber var et afgørende led i fordrivelsen af den tilsyneladende ellers uovervindelige israelske hær fra den shiitisk dominerede region af det sydlige Libanon. Hizbollahs skånselsløse og dygtigt udførte bilbombe-angreb i Libanon i 1980’erne som modsvar på USA og Israels avancerede militærteknologi fik hurtigt en halv snes andre grupper til at føre deres oprørskampe og hellige krige ind

i hjertet af storbyerne. Blandt den nye generation af bilbombe-mænd havde mange gennemgået den saudiarabisk finansierede træning i sabotage og sprængningsteknik, som CIA og det pakistanske efterretningsvæsen arrangerede i midten af 1980’erne for at instruere mujahedinerne i terrorangreb på russerne, som på daværende tidspunkt havde besat Kabul. Andre lærte deres færdigheder i træningslejre, som var støttet af andre regeringer (især den indiske og den iranske), eller også kopierede de simpelthen de fornødne anvisninger fra de sprængstof-manualer, der var almindelig udbredte i USA. Resultatet har været en irreversibel globalisering af bilbombe-knowhow. Når først bilbomberne er blevet indlejret i et splittet værtssamfunds DNA, er de tilbøjelige til at reproducere sig i det uendelige som en virus. Mellem 1992 og 1999 blev 1.337 mennesker dræbt og hen ved 12.000 såret under 25 større bilbombeangreb i 22 byer. I geopolitisk perspektiv er det af endnu større betydning, at IRA og en Brooklyn-celle af den ægyptiske islamistgruppe al-Gama’a alIslamiyya forvoldte skader i en størrelsesorden af flere milliarder dollars på to af verdensøkonomiens førende kontrolcentre – henholdsvis Londons finanskvarter (1992, 1993 og 1996) og Lower Manhattan (1993) – og tvang den globale genforsikringsbranche til at gennemføre en gennemgribende omorganisering. I det nye årtusinde næsten 90 år efter den første massakre på Wall Street er bilbomber blevet

Man kan massakrere 40-50 mennesker med en stjålet bil og for omkring 500 dollars kunstgødning og elektronik.

massak nesker bil og Lettre Internationale - Helvedesmaskinen

umuli trafik e til ‘g 94

et lige så generisk globalt fænomen som iPods og aids, der efterlader sig kratere i storbygaderne fra Bogotá til Mumbai og skræmmer turisterne væk fra mange af de mest berømte feriemål i verden. I dag er der eller har der for nyligt været aktive bilbombere i mindst 23 lande, og yderligere 35 lande har været udsat for mindst ét bilbombeangreb med dødsofre inden for de seneste 25 år.5 Rent talmæssigt ligger det samlede antal bilbomber i Vesteuropa sikkert side om side med det samlede antal tilfælde i Mellemøsten. Derfra er der et stykke ned til Sydasien, efterfulgt af Sydamerika, Nordafrika, Afrika syd for Sahara og Nordamerika. (Som noget helt enestående har Fjernøsten hidtil været helt uberørt af eksploderende Toyota’er og Datsun’er udstyret med bombefælder.) De selvmords-lastbilsbomber, som Hizbollah engang havde patent på, ser man i dag også i Sri Lanka, Tjetjenien/ Rusland, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Kuwait, Palæstina, Indonesien og Afghanistan. I et hvilken som helst diagram over den urbane terrorisme vil den graf, der repræsenterer bilbomber, være voldsomt, næsten eksponentielt stigende. Det amerikansk besatte Irak er selvfølgelig blevet det globale epicentrum: et brutalt inferno med over 9.000 dræbte og sårede – hovedsagelig civile – som følge af bilbomber alene i den toårige periode fra juli 2003 til juni 2005. Siden da er hyppigheden af bilbombeangrebene steget voldsomt: Der blev udført 140 attentater om måneden i efteråret 2005 og 13 alene i Bagdad første nytårsdag 2006.6 Vejsidebomber er fortsat det mest effektive våben mod amerikanske panserkøretøjer, men bilbomberne er det foretrukne våben til nedslagtning af shiitiske civile uden for moskeer og på markeder, hvilket udløser en endeløs spiral af sekterisk vold. Selvom bilbombefabrikkerne i Bagdad og Falluja utvivlsomt vil opretholde deres rekordhøje produktionstal et stykke ud i fremtiden, er det i Afghanistan, man har været vidne til den kraftigste stigning i antallet af bilbombe-angreb siden begyndelsen af 2006. I landet, hvor mujahedinerne tidligere skyede sådanne selvmordstaktikker, da bliver der nu på næsten daglig basis udført kamikaze-angreb med bilbomber på NATO-konvojer

eller politistyrker, der er loyale over for præsident Hamid Karzais styre. De administrative og økonomiske kerne-apparater angribes fra alle sider med våben, som er umulige at skelne fra almindelig bytrafik, og trækker sig derfor tilbage til ‘grønne zoner’ bag ‘ringe af stål’, men den mere grundlæggende udfordring, bilbomben udgør, kan man åbenlyst ikke gøre noget ved. Det er måske nok stjålne kernevåben, saringas og miltbrand, der er vores værste frygt, ligesom det er net wars og swarming, der er de abstrakte ikoner for postmoderne strategisk teori,7 men det er bilbomben, der fungerer som brutal hardware og arbejdshest i den urbane terrorismes hverdag. Det er bilbombernes uophørlige anslag mod byens moralske og fysiske skal, og ikke de mere apokalyptiske trusler om atomar eller biologisk terror, der skaber de væsentligste mutationer af byens form og den urbane livsstil (se fig. 1). Bilbomben fortjener derfor, ligesom enhver anden moderne teknologi, der har gået sin sejrsgang over hele verden, at blive gjort til genstand for en egentlig historisk redegørelse med særligt fokus på tekniske og taktiske innovationer. Fig. 1 angiver denne historie i skitseform ved at opregne nogle af de afgørende nybrud under bilbombens udvikling frem mod sin blodige universalitet. Inden man ser nærmere på bilbombens oprindelse, vil det imidlertid kunne være nyttigt at opsummere de iøjnefaldende karakteristika, der gør Budas vogn til de fattiges luftvåben par excellence. For det første er bilbomben et stealth-våben med overraskende stor slagkraft og destruktiv effektivitet. Lastbiler og varevogne kan let fremføre sprængstof svarende til den samlede sprængladning af hele bombelasten i en B-24 (det amerikanske luftvåbens centrale bombefly under Anden Verdenskrig) og bringe det på klos hold af et primært mål.8 En helt almindelig familieSUV kan sagtens transportere en bombe med et halvt tons sprængstof.9 Ydermere bliver sådanne våbens ødelæggelseskraft stadig større som følge af behændige bombemænds løbende forbedringer. Vi har endnu ikke været udsat for den fulde gru af bomber i sættevognsstørrelse svarende til

ige at k, ogt grøn Lettre Internationale - Helvedesmaskinen

60 tons TNT med en dræbende eksplosionsradius på 180 meter eller ‘beskidte’ bomber, som er beklædt med atomaffald for at gøre hele det centrale Manhattan radioaktivt flere generationer ud i fremtiden. Dertil kommer, at hele det transportteknologiske spektrum, alt fra cykler og rickshaws til containerskibe og rutefly, kan benyttes til særligt tilpassede variationer over samme grundprincip: Den ledende planlægger bag terror-angrebene den 11. september 2001, Khalid Sheikh Mohammed, udtænkte disse operationer som en opskaleret version af nevøen Ramzi Yousefs varevognsangreb på World Trade Center i 1993.10 For det andet har bilbomber stor gennemslagskraft i både den ene og den anden henseende. Ud over deres specifikke operationelle funktioner (at dræbe fjender, forstyrre dagliglivet, påføre uholdbare økonomiske omkostninger osv.) skaber sådanne eksplosioner som regel også stor opmærksomhed om en sag, en lederskikkelse eller et abstrakt princip (for eksempel Terroren selv). Med Régis Debrays slående formulering kunne man sige, at bilbomber er “manifester skrevet med andres blod”.11 I modsætning til andre former for politisk propaganda, fra graffiti til attentater på enkeltpersoner, er det næsten umuligt at benægte eller bortcensurere, at de har fundet sted. Denne forvisning om at blive hørt verden over, selvom man er helt isoleret eller befinder sig inden for stærkt autoritære rammer, er noget af det, der udøver størst tiltrækning på potentielle bombemænd. For det tredje er bilbomber ekstremt billige at fremstille: Man kan massakrere 40-50 mennesker med en stjålet bil og for omkring 500 dollars kunstgødning og elektronik. Ramzi Yousef, som var hjernen bag angrebet, der forvoldte skader for en milliard dollars på World Trade Center i 1993, pralede med, at det var telefonopkaldene, der havde kostet flest penge: Selve sprængstoffet (et halvt tons urea-gødning) kostede kun 3.615 dollars, hvortil kom 59 dollars om dagen for leje af den tre meter lange Ryder-varevogn. Timothy McVeigh brugte ligeledes under 5.000 dollars på kunstgødning, racerbils-benzin og leje af varevogn, da han blæste ydermuren ind på The Alfred P. Murrah Federal Building og

dræbte 168 mennesker i Oklahoma City i 1995. Til sammenligning kan oplyses, at de krydsermissiler, der er blevet det klassiske amerikanske genmæle mod oversøiske terrorangreb, koster hen ved en million dollars stykket.12 For det fjerde er bilbomber meget enkle at organisere rent operationelt. Selvom der stadig er folk, der nægter at tro, at de to mænd ikke i al hemmelighed var bistået af en amerikansk myndighed eller en anden ukendt organisation, lykkedes det altså sikkerhedsvagten Timothy McVeigh og landmanden Terry Nichols at planlægge og gennemføre ugerningen i Oklahoma City alene ud fra bombe-manualer og tilfældig knowhow, de havde opsamlet rundt omkring på håndvåbenmesser. Som respons på denne ugerning vedtog Kongressen i 1996 en anti-terrorlov, der pålagde justitsministeriet “at afgøre, hvor let det rent faktisk er for terrorister at finde frem til anvisninger på, hvordan man fremstiller en bombe”. Embedsmændene var rystede over at kunne konstatere, at “en blot kursorisk gennemgang af bogbestanden på Library of Congress afslørede mindst 50 publikationer [såsom Advanced Techniques for Making Explosives and Time-Delay Bombs], der i udstrakt grad rummede information af den art og var umiddelbart tilgængelige for enhver, der var interesseret i at læse og kopiere dem”.13 Den esoteriske viden, der engang blev formidlet i afghanske madrasa’er eller CIA-finansierede træningslejre, er i dag også tilgængelig online på diverse jihadistiske websites (på sin hjemmeside tilbød den berygtede ‘Irhabi 007’, som nu er blevet arresteret, ligefrem en gør det selv-vejledning i bombefremstilling som PowerPoint-præsentation) og endda via Amazon.com.14 For det femte er bilbomber ligesom selv de ‘smarteste’ af alle smart bombs inhærent vilkårlige i deres skadesforvoldelse: Det vil være næsten umuligt at undgå collateral damage. Bilbomber er helt ideelle, hvis man ønsker at nedslagte civile og skabe størst mulig panik, at udøve en ‘spændings-strategi’ eller at demoralisere et samfund. De er effektive til at ødelægge en sags moralske troværdighed og underminere dens støtte i befolkningen, hvilket både IRA og ETA har måttet erfare i henholdsvis Nordirland og Spanien. Den fængslede

bombe biltele ernett 96

Bilbomben plus mobiltelefonen plus internettet udgør til sammen en unik infrastruktur for global netværksbaseret terrorisme, der gør transnationale kommandostrukturer og sårbare beslutningshierarkier helt overflødige. Celler eller kloner kan nu synkronisere bilbombe-angreb på op til flere kontinenter uden behov for hverken personlig kontakt eller den øverst-kommanderende, der ellers altid har været obligatorisk. Nelson Mandela var særdeles klarsynet, da han polemiserede mod den sydafrikanske frihedsbevægelses anvendelse af sådanne våben. Bilbomber er i bund og grund et fascistisk våben, der med sikkerhed vil overdænge gerningsmændene med uskyldigt blod. (Dette grundlæggende kritikpunkt gælder naturligvis så meget desto mere den masseterror mod civile befolkninger, der med jævne mellemrum udøves af såkaldt ‘demokratiske’ landes luftvåben og hærstyrker – lande som USA, England, Frankrig og Israel.)

For det sjette er bilbomber meget anonyme. Det er minimalt, hvad de efterlader af kriminal-tekniske beviser. Buda kunne helt uantastet nyde det solrige vejr på sin italienske fødeegn i Romagna (hvor han efter sigende gik over i fjendens lejr og blev spion for Mussolini), alt imens William Flynn, J. Edgar Hoover og det amerikanske Bureau of Investigation gjorde sig selv til grin ved at forfølge det ene døde spor efter det andet i over ti år. Også de fleste af dem, der har taget arven efter Buda op, har haft held til at undgå

en plu efone tet ud Lettre Internationale - Helvedesmaskinen

at blevet identificeret og pågrebet. Anonymiteten gør endvidere bilbomben meget tiltrækkende for dem, der ønsker at skjule, at et angreb har været deres værk. Det gælder blandt andet CIA, de britiske specialstyrker SAS, KGB, det israelske Mossad, Syriens Overordnede Sikkerhedsdirektorat, den libanesiske hærs ‘enhed for udenlandsk arbejde og analyse’, det iranske Pasdaran og det pakistanske efterretningsvæsen – som alle har forvoldt ubeskrivelige blodbad med sådanne anordninger. Ironisk nok er ‘de svages våben’ par excellence også det foretrukne terrorinstrument for stærke stater og supermagter, der opererer i smug. Ikke desto mindre har bilbombens voldsomste indvirkning – for det syvende – netop været den magt, hvormed den har udstyret ellers marginaliserede aktører i moderne tid. Bilbomber giver helt uhørt socio-politisk gennemslagskraft til små eller måske ligefrem ad hoc grupperinger uden nævneværdig opbakning eller politisk masselegitimitet. Dårligt bevæbnede og upopulære sammensværgelser, der ellers ville gære i det skjulte eller blot give bagslag for deres organisatorer, råder nu over et helt enkelt og pålideligt gør det selv-arsenal, hvormed de kan anstifte opsigtsvækkende ødelæggelser. Bilbomber hvæsser også ‘kløerne’ (jf. Orwell-citatet) på modstandsgrupper med reel folkelig opbakning som Hizbollah eller IRA. Under alle omstændigheder har intet andet våben nogensinde i krigsførelsens historie udlignet styrkeforholdet mellem elefanter og lopper så vilkårligt. Det er med andre ord i stigende grad bilbomber, der definerer, hvad Pentagon har kaldt fjerde generations eller open source krigsførelse. Visse antiterror-teoretikere, navnlig John Robb og Martin Shubik, går ligefrem så vidt som at hævde, at globaliseringens teknologiske “superempowerment” af destruktive enkeltpersoner har resulteret i en epokal revolution inden for små grupperingers og netværks drabskapacitet.15 Denne revolution tager endvidere form af en gnidningsløs sammenføjning af teknologier: Bilbomben plus mobiltelefonen plus internettet udgør til sammen en unik infrastruktur for global netværksbaseret terrorisme, der gør transnationale

kommandostrukturer og sårbare beslutningshierarkier helt overflødige. Celler eller kloner kan nu synkronisere bilbombe-angreb på op til flere kontinenter uden behov for hverken personlig kontakt eller den øverstkommanderende, der ellers altid har været obligatorisk. Tilsvarende behøver aktørerne bag ‘helvedesmaskinen’ heller ikke længere overlade det til fjendens medier at berette om deres eksplosioner og fortolke deres manifester: Takket være video og internet kan ‘gerningens propagandister’, som man tidligere kaldte sådanne attentatmænd, i dag bogstavelig talt propagandere gennem deres aktioner. Internettet har gjort bilbombe-terrorister til hippe filmskabere, der optager, redigerer og derefter streamer billederne af deres grusomheder med henblik på at opnå størst mulig gennemslagskraft over for målgrupperne. Som påpeget af Debray, der var en berømt guerillakrigsteoretiker i 1960’erne, men i dag er en stor guru inden for fransk médiologie, har terrorismens og propagandaens historiske udvikling altid været meget nøje forbundet (“det informative og det eksplosive er eskaleret sideløbende”): fra guillotiner og semaforer på Robespierres tid, over dynamitten og telegrafen i 1880’erne og frem til bilbomber og terroristiske websites i Bush og Bin Ladens verden.16

Planet Jihad

Hvis man foretager en hurtig gennemgang af de mest læste aviser i den islamiske verden (og verden i det hele taget) eller lytter til fredagsbønnen rundt omkring i Mellemøstens moskeer, eller hvis man tilbringer et par timer i en basar eller souk eller cafe eller kebab-restaurant i Damaskus, Kabul, Karachi, Kairo eller Casablanca eller for dens sags skyld i London eller New York, vil man tydeligt kunne se, hvem der har mest held med sine bestræbelser: Bin Laden vinder. Jason Burke17 Shamil Basajev blev dræbt af det, han havde levet og åndet for: en voldsom lastbilbombe. Den tjetjenske guerilla-leder – den berygtede planlægger af de omfattende gidseltagninger i et teater i Moskva i 2002 (170 dræbte) og en skole i Beslan i 2004 (340 dræbte) – var i færd med at transportere en stor lastbilbombe frem til et angreb i Ingusjetien, den russiske republik, der grænser op til

ndels ndred upper 98

Tjetjenien mod øst, da bomben detonerede ved en fejl. De russiske sikkerhedsstyrker hævdede, at de havde plantet en fjernstyret detonator i bombelasten, hvorimod Basajevs tilhængere sagde, at lastbilen simpelthen havde ramt et hul i vejen.18 Under alle omstændigheder havde Basajev været en af verdens dygtigste bilbombemænd (og gidseltagere): To gange havde selvmordsenheder på hans ordre kørt bombefyldte lastbiler ind i tjetjenske regeringsbygninger (december 2002 og maj 2003) med 150 dræbte og over 200 sårede til følge. Selvom Washington gjorde et stort nummer ud af Basajevs forbindelser til dunkle al qaeda-netværk, var hans oprindelige sponsorer at finde blandt magthaverne i Islamabad. Som Paul Murphy forklarer i The Wolves of Islam, havde det pakistanske efterretningsvæsen haft hemmelige kontakter til tjetjenerne lige siden det første tjetjenske oprør mod Moskva i 1994. “De var gennem disse kanaler, at Basajev og 20 af hans bedste mænd fik et træningsophold i Amir Muawia-lejren i Afghanistan – den lejr, der blev beskudt med amerikanske krydsermissiler i august 1998 i forsøg på at dræbe Osama Bin Laden. Efter opholdet i Muawia fik Basajevs gruppe videregående træning i Markaz-i-Dawarlejren i Pakistan. Den pakistanske efterretningstjeneste tilrettelagde det hele.” Den pakistanske minister for efterretningsanliggender trykte Basajev i hånden og opfordrede ham til at slutte sig til Tablighi Jamaat, en modernistisk islamistisk bevægelse, som fik omfattende økonomisk støtte fra Saudi-Arabien og var ledet af Javed Nasir, den tidligere generaldirektør for det pakistanske efterretningsvæsen. Denne hemmelighedsfulde gruppe havde længe opereret i det pakistanske samfundsliv, hvor den, ligesom Opus Dei-organisationen i de latinamerikanske diktaturer i 1970’erne, knyttede forbindelse mellem reaktionære religiøse ledere og højtstående officerer i hæren og det hemmelige politi.19 Basajev rekrutterede for sit vedkommende en gruppe Tablighi-folk anført af den unge, velstående saudiaraber Amir Khattab til at følge med ham tilbage til Tjetjenien i slutningen af 1994. I afgørende henseender blev konflikten i Tjetjenien en forlængelse af den ‘spøgelseskrig’, som daværende

CIA-direktør Bill Casey, saudiaraberne og det pakistanske efterretningsvæsen havde ført mod Sovjetunionen i 1980’erne. Den i forvejen legendariske tjetjenske vildskab intensiveredes til et raseri af apokalyptiske dimensioner som følge af en række russiske grusomheder. Da hans kone og børn blev dræbt under et russisk bombeangreb i 1995, besluttede Basajev at føre krigen ind på russisk territorium. Hans krigere invaderede byen Budennovsk, hvor de tog 1.600 indbyggere som gidsler på et hospital: Næsten 200 af dem omkom under skudvekslingen mellem tjetjenere og russiske sikkerhedsstyrker. Under den første tjetjenske krig gjorde Basajev og de ‘internationale frivillige under Khattabs ledelse fremragende brug af improviserede miner eller vejsidebomber, hvormed de satte russiske panserkøretøjer ud af spillet og udslettede troppetransporter i stil med mujahedinerne i Afghanistan. Bilbomberne kom først til deres ret i anden fase af konflikten, som indledtes med Basajevs invasion af det tilgrænsende Dagestan i august 1999: et utopisk eller (efter russisk opfattelse) ‘vanvittigt’ forsøg på at oprette den rene islamiske republik, der var blevet forpurret af interne stridigheder i Tjetjenien. (Selv efter at være konverteret til Tablighi Jamaat forblev Basajev – ligesom den berømte leder af den Nordlige Alliance, Ahmed Shah Massoud – en lidenskabelig tilhænger af Che Guevara og hans romantiske foco-strategi.) Da det viste sig at være utilstrækkeligt med almindelig beskydning fra luften, begyndte russerne at bruge mareridtsagtige (termobariske) fuelolie-bomber til at udradere hele landsbyer i den såkaldte ‘befriede’ zone.20 Basajev, som rådede over den mesterlige bombemager Achimez Gochiyayevs tekniske ekspertise, hævnede sig ved at bombesprænge bolighøjhuse i Moskva (hen ved 300 dræbte) og ved at angribe militære boligbarakker i Buinaksk (64 dræbte) og en boligblok i Volgodonsk (18 dræbte) med bilbomber.21 Russiske bomber og raketter raserede til gengæld et gademarked og en fødeklinik i den tjetjenske hovedstad Grosnij, hvorved over 500 mennesker blev dræbt eller såret. I februar udraderede russerne den tjetjen-

sen af de råd r, der Lettre Internationale - Helvedesmaskinen

ske landsby Katyr Yurt, som lå ‘sikkert’ placeret bag russernes egne linjer. John Sweeney fra The Guardian fandt byen “overstrøet med rester af russiske ‘vakuum’-bomber – eksploderende blandinger af brændstof og ilt, der kan suge lungerne ud på folk og er forbudt at bruge mod civile mål ifølge Genève-konventionen. Lig i alle aldre og af begge køn, i alt 363 anslog man, ”lå stakket op i to-tre lag på gaderne”.22 Basajev, der selv var afsindig af utrøstelig sorg, havde nu masser af ‘sorte enker’, som russerne kaldte de efterladte tjetjenske kvinder, hvormed han kunne opsupplere de bilbombere, han sendte mod fjenden. I juni 2000 kørte to teenagepiger, Khava Barajev og Luiza Magomadova, efter at have indspillet en video, der opfordrede tjetjenske mænd til jihad, en lastbil fyldt med sprængstof ind i den russiske kontrolpost ved Alkhan-Yurt, hvorved de dræbte helt op til 25 paramilitære politifolk. Fire dage senere sprængte en mand og en kvinde deres bil i luften ved en anden kontrolpost, og næste dag gjorde en desertør fra den russiske hær og nu troende muslim

det samme. Sådanne bombeangreb, mange af dem udført af kvinder, fortsatte på næsten daglig basis gennem hele sommeren og ind i efteråret: De dræbte snesevis af russiske (og i nogle tilfælde tjetjenske) soldater, politifolk og civile. I modsætning til de kølige, nøje planlagte Hizbollah operationer med meget høje dødstal i 1980’erne, var de uophørlige tjetjenske kamikaze-angreb ofte dårligt organiserede operationer, der kun resulterede i få russiske dræbte. I lighed med sin jihadistiske kollega i det besatte Irak få år senere, Abu Musab al-Zarqawi, forekom Basajev at have arvet en ikke helt uproblematisk overflod af dybt forbitrede mennesker, der slet ikke kunne vente med at kaste sig i døden i kamp mod den forhadte fjende. Dermed ikke sagt, at tjetjenerne var ude af stand til at rette overvældende voldsomme angreb mod russerne. Ud over det forfærdelige drama omkring belejringen af Dubrovka-teatret i oktober 2002 organiserede Basajev i december måned samme år destruktionen af det stærkest bevogtede sted i hele Tjetjenien, nemlig regeringskom-

I begyndelsen af det 21. århundrede rådede de grupper, der kopierede al-Qaeda, derimod over tilstrækkeligt potente våben til at kunne angribe et veritabelt festmåltid af bløde mål i form af den internationale turistindustri – globaliseringens svageste led.

80 em drĂŚb ghed, 100

mbeds bt ved og pr Lettre Internationale -Helvedesmaskinen

Over 80 embedsmænd blev dræbt ved den lejlighed, og pressen var helt lamslået, da Basajev afslørede, at selvmordsteamet faktisk var familie: en far på 43, en søn på 17 og en datter på 15. (Han hævdede faktisk personlig at have trykket på knappen, der detonerede den fjernstyrede bombe.) Ingen havde nogensinde kunnet forestille sig hele familier af kamikaze-bilbombere.

plekset i hovedstaden Grosnij. Det lykkedes tre guerillasoldater at manøvrere en lastbil og en jeep proppet med omkring fire tons sprængstof “gennem en labyrint af kontrolposter … og derefter vædre sig gennem en afspærring, da vagterne ved den sidste kontrolpost forsøgte at inspicere køretøjerne”. Over 80 embedsmænd blev dræbt ved den lejlighed, og pressen var helt lamslået, da Basajev afslørede, at selvmordsteamet faktisk var familie: en far på 43, en søn på 17 og en datter på 15. (Han hævdede faktisk personlig at have trykket på knappen, der detonerede den fjernstyrede bombe.)23 Ingen havde nogensinde kunnet forestille sig hele familier af kamikaze-bilbombere. Som Basajev forklarede en journalist: “Jeg sværger ved Allah, hvis russerne eller amerikanerne vil give os krydsermissiler eller interkontinentale ballistiske missiler, så holder vi op med at bruge selvmordsangreb og lastbilbomber.”24 Hans krigere

(to mænd og en kvinde) gentog Grosnij-angrebet et halvt år senere i landsbyen Znamenskoye. De bestak sig vej gennem de russiske tropper og kørte en højeksplosiv blanding af ammoniumnitrat, cement og aluminiumspulver ind i en lokal regeringsbygning, hvor de ikke efterlod sig andet end død (60 dræbte) og et fem meter dybt krater. Kort tid efter, den 1. august 2003, eksploderede endnu en lastbil ved et nordossetisk militærhospital, hvor mindst 60 patienter og sygeplejersker blev dræbt. Under to andre angreb sprængte sorte enker med bombebælter henholdsvis en busfuld russiske piloter i luften og dræbte 16 mennesker ved en islamisk festival.25 Selvom Vladimir Putins nådesløst brutale angreb, der blandt andet indbefattede vilkårlige luftbombardementer og rutinemæssig henrettelse af krigsfanger, knækkede den tjetjensk-islamiske hovedstyrke, organiserede resterne et løst netværk

s den enske 1999 o 102

af celler spredt ud over de kaukasiske republikker. Selvom han ikke var personlig til stede, påtog Basajev sig ansvaret for skolebelejringen i Beslan i september 2004 – den uovertruffet største ugerning i hele den mangeårige udveksling af grusomheder mellem russere og tjetjenere. Hans død i 2006, uanset om det så var en følge af en utilsigtet eksplosion eller udtryk for et overraskende nyt kompetenceniveau hos de russiske efterretningstjenester, satte en stopper for ‘Tablighi-dynastiet’ af tjetjenske ledere, som var blevet trænet af det pakistanske efterretningsvæsen, men der er kun ringe udsigt til, at det også har sat en stopper for et oprør, der nu opfatter sig selv som en integreret del af den samme jihad, der føres i Irak og Afghanistan (se fig. 2). Mens den anden tjetjenske krig (fra 1999 og frem) udviklede sig til en ond cirkel af grusomheder, der oversteg enhver fantasi, bragte en anden underafdeling af det pakistanske efterretningsvæsen verden tættere på en atomar konflikt, end den havde været siden Cuba-krisen i 1962. Kort før middag den 13. december 2001 blev fem muslimske kommandosoldater dræbt under en skudveksling med sikkerhedsvagter, da de forsøgte at detonere en enorm ammoniumnitrat-bilbombe ved forhallen til den indiske parlamentsbygning i New Delhi. Den højreorienterede indiske premierminister Atal Vajpayee lod sig af sine efterretningseksperter overbevise om, at det var jihadister fra Kashmir, der havde udført angrebet på det pakistanske efterretningsvæsens ordre, og beordrede det indiske militær mobiliseret til krig (Operation Parakram). Gennem det anspændte forår 2002 stod New Delhi og Islamabad stejlt over for hinanden i direkte konfrontation: Store indiske troppestyrker stod klar til at rulle ind i pakistansk Punjab, og fra pakistansk side gjorde man det helt klart, at enhver invasion ville blive gengældt med atomangreb på indiske byer.26 Som Steve Coll erfarede gennem åbenhjertige samtaler med generaler på begge sider, var det kun lige på et hængende hår, at man undgik åben krig. “Vestens teori om gensidig afskrækkelse har aldrig været konfronteret med uforudsigelige jokere som muslimske jihadister og

hinduistiske fundamentalister.” Ydermere var myndighederne på begge sider bekymrede over risikoen for, at halen kom til at logre med hunden: en terrorgruppe med statslig tilknytning kunne måske på egen hånd og med fuldt overlæg udløse et atomart ragnarok ved hjælp af bilbomber eller andre massegrusomheder.27 (Bombesprængningerne af passagertog i Bombay i juli 2006, hvor 186 mistede livet, var yderligere et skærpende led i konflikten, idet indisk politi hævdede, at det var Pakistans efterretningsvæsen, der havde planlagt angrebene.) Mens Pakistan og Indien dansede på afgrundens rand, styrtede tvillingetårnene sammen i New York, og Washington indledte sin invasion af Afghanistan. Fra sin klippehule i Tora Bora forstærkede Bin Laden opfordringen til hellig krig mod “korsriddere og jøder”. Ligesindede grupper overalt i verden kvitterede for hans opfordring med en halv snes større anslag mellem 2002 og 2006, hvoraf de fleste inddrog bilbomber af den ene eller anden art. I modsætning til de østafrikanske bombesprængninger og den verdensomvæltende 9/11-katastrofe blev de fleste af disse angreb på vestlige turister, europæiske tog- og buspassagerer og jødiske institutioner ikke udført med deltagelse af kadrer fra inderkredsen om Bin Laden (som for de flestes vedkommende nu enten var døde eller havde indstillet deres aktiviteter for at holde lav profil). Muligvis med undtagelse af visse tilfælde i Pakistan var disse bombeangreb al-qaedaistiske efterligninger: De var paradigmatiske for den “netværkskrig”, udøvet af “protoplasmiske og strukturelt løst organiserede fjender”, som Den Kolde Krigs militær- og efterretningsinstitutioner var konceptuelt dårligt udrustede til at bekæmpe (se fig. 3).28 Selvom den anarkistiske vold i 1890’erne og begyndelsen af 1900-tallet også udbredtes gennem efterligning verden over, var de klassiske ‘gerningens propagandister’ som regel – enten på grund af deres moralske skrupler eller på grund af deres primitive sprængstoffer – afskåret fra at udøve den storstilede terrorisering af borgerskabet, som deres manifester typisk stillede i udsigt. I begyndelsen af det 21. århundrede rådede de

ande e krig og fre Lettre Internationale - Helvedesmaskinen

grupper, der kopierede al -Qaeda, der tilstrækkelig imod over t potente vå har fået at fø b en til at kunne le ved forsk et veritabelt angribe en ellige lejligh festmåltid af kelt bombea eder, kan et b lø d e m ngreb styrte international ål i form af d et turisme-af e turistindust en land u d i socioøko hængigt ri – globaliser geste led. O nomisk kao ingens svaver for omve s. D e lokale jih rdenen har nok retfærd adistiske g man måske iggjort bom rupper var d er e ti b lbøjelige til ea endvingrebene p med ønsket at gå efter d å turister om, lig for e te m d in e d mål. Siden st bevoglig, at match ske eller am 9/11 havde m e de israelerikanske m an skærpet h ed en as o sa sikkerm k kring de vig rer med isla massakrer, m mistiske fi tigste hård en et endnu n e a m n scentre og ål såsom stærkere mo økonomisk hovedstæd tiv var den e og politisk er, hvilket gerede ang e omdirisk ad rebene til b e, sådanne an påførte ‘fra lødere, min greb tede faldne’ regim d re m ål. Jemaah er, som var bevogaf indtjenin Islamiyah (J afhængige gen fra hote I), den ind siske islamis ll er , onekasinoer og tgruppe, der strande. So bade- Mal også har af m Ægypten aysia og på delinger i , Kenya og Filippinern Indonesien e, havde fo pel oprindel r eksemig planlagt en monster -stor lastbil -

m de i ighed stered 104

bombning af den israelske, britiske og amerikanske ambassade i Singapore i december 2001 med en hel flåde af seks-syv køretøjer hver lastet med tre tons ammoniumnitrat. Så store eksplosioner – fem eller seks gange så voldsomme som bomberne i Oklahoma City eller ved marineinfanteriets kaserne i Beirut – ville utvivlsomt have dræbte flere hundrede eller måske flere tusinde almindelige singaporeanere i de tilstødende gader og bygninger. Takket være information, der tilfældigvis dukkede op under en razzia i Kabul, lykkedes det imidlertid singaporeansk politi at arrestere mange af attentatmændene i december, hvilket tvang de resterende terrorister til at gå tilbage til en alternativ plan om at sprænge den amerikanske og den israelske ambassade i Manila i luften med lastbilbomber.29 Da filippinsk politi foretog yderligere anholdelser og konfiskerede størstedelen af gruppens sprængstof besluttede JI-lederen Hambali, en ‘afghaner’, der var trænet i sabotage på skoler drevet af det pakistanske efterretningsvæsen, sig for en radikal udskiftning af bombemålene. På et hemmeligt møde mellem JI og gruppens al-qaedaistiske allierede i Bangkok argumenterede Hambali (ifølge senere FBI-afhøringer af en af hans kammerater) for at opgive ambassaderne og i stedet at gå efter lette mål som “barer, cafeer eller natklubber, der frekventeres af vesterlændinge i Thailand, Singapore, Indonesien og Filippinerne.”30 Bali, den hinduistiske ø, som var den foretrukne tumleplads for unge australiere og andre vestlige turister i det ellers hovedsagelig muslimske Indonesien, var et oplagt bombemål. JI-lederen Imam Samudra, der var hjernen bag angrebet, fokuserede på den populære Legian Road-strækning i byen Kuta, hvor hundredvis af unge udlændinge boltrede sig hver aften på Paddy’s Bar og den trendy Sari Club. (Det hed sig, at de lokale var forment adgang til natklubben, medmindre de var i selskab med vesterlændinge.) Den 12. oktober 2002 blokerede JIteamet den ensrettede gade uden for barerne med en Mitsubishi minivan lastet med lidt over et ton kaliumklorat, svovl og aluminiumspulver, peppet op med TNT og RDX og forbun-

det med adskillige detonatorer. (“Kom ikke og sig, at indonesere ikke kan fremstille avancerede bomber”, pralede en af bombemændene senere under sin retssag). Inde på Paddy’s Bar udløste en jihadist sin bombevest, og de hysteriske bargæster, hvoraf nogle var kvæstede eller stod i flammer, styrtede ud på gaden og lige ind i eksplosionen fra bilbomben.31 Den enorme ildkugle efterlod Legian Road som en forkullet stribe af udbrændte biler og skrigende mennesker med groteske kvæstelser. En chokeret engelsk turist sagde til en journalist: “Man ser ligesom på deres ansigter, men man kan ikke rigtig se noget, der er ikke noget tilbage. Der var folk uden ører, folk uden arme og ben, med afskrællet hud.”32 Blandt de 202 dræbte var der 89 australiere og 38 balinesere samt ofre fra mindst 20 andre lande. Turismen, som er Indonesiens eneste vækstindustri, brød mere eller mindre sammen: Økonomer vurderede senere, at den dødbringende minivan havde kostet landet ti procent af værdien af aktiemarkedet i Jakarta og mindst en procent af bruttonationalproduktet.33 Selvom de indonesiske myndigheder til sidst arresterede snesevis af JI-aktivister – deriblandt gruppens formodede ‘emir’, Abu Bakar Bashir – herskede der fortsat, navnlig i den australske presse, mistanke om, at gruppen havde fået hjælp af det indonesiske militær. Siden massakren på hundredtusindvis af ‘kommunister’ under kuppet i 1965 havde militæret med jævne mellemrum brugt islamistiske bander til det beskidte arbejde i form af politiske og sekteriske mord. For nylig havde den indonesiske hær bogstavelig talt efterladt sit fingeraftryk – nærmere bestemt i form af fingeraftrykket af to medlemmer af Kopassus, hærens specialstyrker – på den bilbombe, der rystede fondsbørsen i Jakarta (15 dræbte) i september 2000. Præsident Abdurrahman Wahid antydede, at dette bombeangreb og adskillige andre anslag var led i en destabiliseringskampagne, hvormed militæret søgte at fastholde sin uindskrænkede magt og sin retlige immunitet i forbindelse med tidligere forbrydelser.34 På den baggrund var det ikke helt urimeligt at mene, at Indonesiens militære efterretningsvæsen i lighed med sin pakistan-

indon der til de sn Lettre Internationale - Helvedesmaskinen

ske pendant stadig stod i forbindelse (for ikke at sige ledtog) med Jemaah Islamiyah og andre Al Qaeda-orienterede grupper.35 Hvem der så end stod bag, formåede massearrestationerne af JI-medlemmerne ikke at bringe de jihadistiske bilbomber mod vestlige turister til ophør. I august 2003 tog Jemaah Islamiyah ansvaret for det kamikaze-angreb, der sprængte en SUV i luften uden for Sailandra-restauranten på Mariott Hotel i Jakarta, et yndet spisested for turister og tilflyttere fra andre lande, som desuden ofte dannede ramme om den amerikanske ambassades festmåltider. Bombemandens Toyota var efter sigende så overlæsset med sprængstof (kaliumklorat, sortkrudt og TNT), at den knap nok kunne køre op ad den stejle indkørsel til hotellet. “Politiet sagde, at hovedet af Asmar Latin Sani, det nyhvervede JI-medlem, der sad bag rattet i det eksploderende køretøj, røg helt op på hotellets fjerde sal.” Der var en halv snes dræbte og 152 sårede, men de to tidligere amerikanske ambassadører, der boede på hotellet, slap uskadt fra attentatet.36 Flere af de anklagede i sagen om bomberne på Bali hørte nyheden om Mariott-bomben, umiddelbart inden de blev dømt til døden: “Amrozi [bin Nurhasyim] reagerede med glæde … Han slog en latter op og råbte ‘Bombe!’ Den formodede arkitekt bag Bali-bomberne, Imam Samudra, råbte ‘Det glæder mig at høre, især hvis angrebet blev begået af muslimer’.”37 Gennem de næste to år holdt JI sine martyrer i højt humør med yderligere eksplosioner, blandt andet bilbomben i september 2004 mod den australske ambassade i Jakarta (9 dræbte, 140 sårede) og et andet selvmordangreb mod feriesteder på Bali (19 dræbte). I 2005 så man det første islamistiske bilbombeangreb i Thailand, måske udført med hjælp fra JI: Bilbomben dræbte seks på et sexturisme-hotel i den sydlige del af landet. I samme periode blev der brugt bilbomber til at sprænge ambassader i luften, skræmme turister bort og ødelægge nationaløkonomier over store dele af den muslimske verden fra Karachi til Casablanca. Bilbomberne føjede også endnu et grufuldt aspekt til angrebene på israelske civile.

Den største by i Pakistan virkede ikke overraskende som en strategisk magnet for harmefulde hellige krigere fra hele regionen. Karachi var hjemsted for et væld af kashmirske revanchister og islamistiske smågrupper, og de ville alle – ikke kun Al-Qaeda – forfærdelig gerne sætte kløerne i de amerikanere, som gemte sig i den enorme konsulatbunker. Det var imidlertid en flok franske skibskonstruktører, der blev nogle af de første dødsofre for en bilbombe efter 9/11, da deres bus blev vædret af en kamikaze-bomber i en ramponeret Toyota Corolla uden for Karachi Sheraton Hotel i maj 2002. (Attentatmanden var meget tæt på også at dræbe det pakistanske og det new zealandske cricketlandshold, der netop var ved at stige ind i deres busser lige på den anden side af gaden.)38 En måned senere – til trods for at myndighederne havde anholdt omkring 2.000 formodede militante aktivister – eksploderede en anden Corolla uden for det indhegnede og stærkt bevogtede amerikanske konsulat, hvor en halv snes politifolk og forbipasserende blev dræbt. En amerikansk journalist, der besigtigede stedet kort efter eksplosionen, var rystet over synet af sultne krager, der flokkedes om en ruindynge bestående af bildele, tøjstumper og lemlæstede lig.39 Næsten nøjagtigt et år senere blev en busfuld kinesiske ingeniører, der var på vej på arbejde i havnedistriktet i Karachi, ramt af en bilbombe. Tre uger efter dette angreb ramte to på hinanden følgende bilbomber den amerikanske generalkonsuls hjem med 2 dræbte og næsten 40 sårede til følge. Efteråret 2005 angreb jihadisterne korsridderen over alle korsriddere, selveste Colonel Sanders: Tre sikkerhedsvagter blev dræbt, og 20 kunder blev såret, da en fjernstyret bombe eksploderede foran en Kentucky Fried Chicken. Umiddelbart op til præsidents Bushs besøg i marts 2006 slog en selvmordsbomber til mod Mariott Hotel i Karachi, hvor han dræbte den højtstående amerikanske diplomat David Foy og tre andre. Det var ganske vist ‘Al-Qaeda’, der fik skylden for alle disse angreb, og det kan da heller ikke afvises, at en kadre under Bin Ladens direkte kontrol har været involveret i nogle af dem, men alene det

sætni eb, der rt af A 106

store antal jihadistiske grupper i byen, deriblandt veludrustede celler af de kashmirske befrielsesorganisationer, der er støttet af det pakistanke efterretningsvæsen, gør det næsten umuligt at placere ansvaret.40 Mens det amerikanske konsulat var under belejring i Karachi, stod israelerne og de jødiske institutioner andre steder i verden konfronteret med de voldsomste bilbombe-angreb siden ødelæggelsen af Asociación Mutual Israelita Argentina i Buenos Aires i 1994. I april 2002 blev næsten 20 tyske turister dræbt og 100 andre såret under et selvmords-bilbombeangreb mod Afrikas ældste synagoge i Djerba i Tunesien.41 I juni og igen i oktober afslørede Islamisk Jihad en ny blodig taktik: Man begyndte at bruge kamikaze-køretøjer til at sprænge busser i luften på Hovedvej 65 i det nordlige Israel. Under det første angreb brændte 16 passagerer ihjel, og det andet dræbte 14. “De overlevende”, hed det i New York Times, “sprang ud gennem de knuste ruder, mens ilden bredte sig … vragrester og kropsdele lå spredt over et område, der var større end en fodboldbane, motoren og gearkassen fra bilen med sprængstoffet fandt man cirka 45 meter fra bussen – ved siden af et venstreben, som var afrevet lige under knæet.”42 Israelerne blev også angrebet, når de var på ferie: I slutningen af november 2002 raserede en selvmordsbomber et populært israelsk feriemål, Paradise Hotel, på stranden i Mombassa i Kenya. “Bilbomben, der hamrede ind gennem porten og eksploderede på trappen ind til lobbyen, knuste vinduerne, afbrændte buskadset og rev træerne op med rode. Nogle steder rev eksplosionen taget helt løs fra resten af bygningen og udviklede så stor varme, at det kunne få stål til at smelte.” Tre israelere og ti kenyanere blev dræbt. Næsten samtidig var en række skulderbårne antiluft-missiler meget tæt på at ramme et israelsk charterfly med 261 passagerer, netop som det lettede fra lufthavnen i Mombassa. De fleste eksperter tilskrev ikke de omhyggeligt planlagte angreb (som var designet til at dræbe hundredvis af mennesker) nogen palæstinensisk gruppe, men en gruppe, der efterlignede eller havde forbindelser til Al-Qaeda.43

Denne eklektiske krig mod jøder, udenlandske turister og korsridder-regeringer forsatte ind i 2003 med et blodigt angreb i maj på et udenlandsk beboelseskompleks i Riyadh (26 dræbte), som få dage senere blev efterfulgt af selvmords-taskebomber mod turistcafeer og turisthoteller i Casablanca (45 dræbte) og i november af en række blodige bilbombeangreb i Istanbul. Bombemændene i Istanbul havde tilsyneladende forbindelse til gruppen ‘Tyrkisk Hizbollah’ (som dog ikke har nogen forbindelse til den libanesiske Hizbollah-gruppe), og flere af dem havde modtaget træning i Pakistan og Afghanistan. I midten af november brugte de lastbil-baserede selvmordsbomber til at ødelægge to synagoger fyldt med familier, der fejrede Bar Mitzvah – 25 dræbte og 300 sårede. Fem dage senere under George Bushs møde med Tony Blair i London blev et par kamikaze-lastbiler sat ind mod det britiske konsulat og det 18 etager høje hovedkvarter for den engelsk-baserede HSBCbank i Istanbul. De resulterende eksplosioner flåede facaden af bankens kontorbygning og fik konsulatet til at styrte sammen til en dynge mursten. De næsten 500 tilskadekomne (27 dræbte) talte blandt andet den britiske generalkonsul og hans assistent, hvis lig blev gravet ud af ruinerne af deres kontor.44 I modsætning til de angreb, der er blevet udført af Al-Qaeda i streng forstand, som fortrinsvist består af folk fra den saudiarabiske middelklasse, var disse bombeanslag i overvejende grad udført af den islamistiske underklasse. Casablanca-bombemændene (som tilhørte Salafia Jihadia) kom for eksempel fra det negligerede slumområde Sidi Moumen, og kamikaze-terroristerne fra Istanbul kom fra den forarmede kurdiske by Bingol (med 80 procents mandlig arbejdsløshed) i det østlige Tyrkiet.45 En lignende social marginalisering forekommer at have ligget til grund for vreden hos de beduiner, der udgjorde flertallet i den gruppe, der bilbombede turistmålene Taba i 2004 (34 dræbte) og Sharm el-Sheikh i 2005 (83 dræbte) i Sinai. Beduinerne i Sinai var udelukket fra det strand- og kasinoboom ved Det Røde Hav, der

ing ti r er b Al-Qae Lettre Internationale - Helvedesmaskinen

fulgte i kølvandet på Camp David-aftalen, eller også var de kun ansat i de mest ydmygende, forbigående og underbetalte jobs, og derfor harmedes de over de israelske turister, de udenlandske arbejdere og politiets vejspærringer. “Lidt efter lidt”, forklarede en stammeleder, “bliver folk til religiøse ekstremister.” De omfattende arrestationer (over 3.000 anholdte) i det sydlige Sinai, der efterfulgte bombesprængningen i Tara, tillige med den udstrakte brug af tortur, øgede blot tilslutningen til hjemmestrikkede terrorgrupper som Tawhid og Jihad (samme navn som den oprindelige al-Zarqawi-gruppe i Irak). Følgelig “gennemsøgte unge mænd ørkenen for sprængstoffer fra tidligere krige og begyndte at fremstille primitive, men dødbringende bomber på små interimistiske værksteder.” Det efterfølgende bilbombe-angreb på Sharm al-Sheikh var specielt chokerende for ægypterne, fordi det gik op for dem, at det var dem selv – og ikke kun israelske og andre udenlandske turister – der var målet for aktionen.46 Som en beduinsk taxachauffør sagde til Serene Assir fra den ægyptiske avis Al-Ahram: “Du kan være sikker på, at hvem der så end har organiseret disse angreb, så har de vidst, hvad de ville. De angreb tre strategiske områder og tilstræbte at forvolde så stor ødelæggelse, død og panik som muligt.” “Ja, netop”, svarede Assir og fortsatte, “angrebene var ikke rettet mod institutioner, men mod mennesker”: Bombemændene gik ikke efter det rigeste, mest luksuriøse hotel. De valgte derimod det hotel, der forbinder Peace Road med Naema Bay – dvs. et af de mest befærdede steder i byen. Angrebet mod selve stranden blev ydermere sat ind mod en parkeringsplads – ikke et hotel eller en lignende institution. De eneste mål på parkeringspladsen var chaufførerne – dvs. lokale folk – og deres passagerer, som både var ægyptere og udlændinge … Som det måske mest afgørende var det angrebet på markedsområdet i Sharm – som hovedsagelig er befolket med ægyptiske arbejdere, der er ansat i lufthavnen, på hotellerne, i butikkerne og andre turistfunktioner – der var det værste anslag: Eksplosionen kunne høres overalt i en radius af en kilometer. Det var med andre ord selve hjertet i Sharm, der var målet, og ikke blot det, stedet repræsenterer inden for rammerne af den globaliserede økonomi.47

Helvedes porte

Enhver teknologihistorie risikerer at lade sig rive med af sin egen fremstilling og forfalde til overdrivelse. Det er alt for let at tro, at den moderne verden blot er et samlet udtryk for de enkelte tekniske opfindelsers automatiske sociale konsekvenser: dampmaskiner og socialister, jernbaner og turister, radioer og diktatorer, mikrochips og computernørder osv. Men som allerede Marx indskærpede os, er enhver innovations fremtid afhængig af eksisterende sociale strukturer (eller ‘produktionsforhold’), som kan udvikle innovationens potentialer og drage nytte af dens effekt. De aleksandrinske grækere morede sig for eksempel med dampdrevent legetøj, men i en tidsalder hvor man rådede over rigelig med slavearbejdskraft, var der ikke behov for arbejdsbesparende teknologi. Ligeledes havde bilbomben for så vidt eksisteret som et potentielt forlæg for fremtidens terrorisme i flere generationer, da Sternbanden begyndte at bruge den til at pløje hadets frugtbare marker i Palæstina. I lighed med ‘terrorismen’ generelt blev den efterfølgende brug af bilbomben i koldkrigs-årene til en vis grad holdt i skak af supermagterne og deres alliancenetværk. Efter Beirut og Kabul, og navnlig takket være Bill Casey og hans pakistanske kolleger, florerede bilbomben imidlertid over hele kloden som en destruktiv slyngplante, der slog rod i de sprækker af etnisk og religiøst fjendskab, som det paradoksalt nok er netop globaliseringen, der har afdækket. Den stortrives også på den ekstreme uligheds ødemarker, i randområderne af de fattige storbyer og endda i de forbitrede afkroge af det amerikanske kerneland. Vil vi nogensinde kunne lukke denne Pandoras æske igen?

ombem kke ef est lu 108

Oversat af Morten Visby

4 5

6 7

Paul Avrich, Sacco and Vanzetti: The Anarchist Background (Princeton 1991), s. 137. Avrich, som døde i 2006, var den amerikanske anarkismes fremmeste historiker. Ud fra hvad Budas anarkistiske samtidige erindrede om affæren senere i livet, lykkedes det Avrich at fastslå Buda som manden bag bombeattentatet på Wall Street, hvilket aldrig lykkedes for J. Edgar Hoover og FBI. Min redegørelse er baseret på Avrich såvel som New York Times og Chicago Tribune, 17.-21. september 1920. Se også Charles McCormick, Hopeless Cases: The Hunt for the Red Scare Terrorist Bombers (Lanham 2005). McCormick vægrer sig ved at placere et ansvar for bombeattentatet. George Orwell, “You and the Atomic Bomb” (Tribune, 19. oktober 1945), genoptrykt i Sonia Orwell & Ian Angus (red.), In Front of Your Nose, 1945-1950: The Collected Essays, Journalism and Letters of George Orwell, bd. IV (New York: 1968), s. 7. Konsulen var faldet i søvn i sin vogn på vej til premieren på Haydns Die Schöpfung, da bretonske chouanere bragte en stor tønde med krudt og skrotjern til eksplosion. Selvom attentatmændene var royalister, lod Napoleon først og fremmest sin vrede gå ud over fængslede jakobinere, som han fik guillotineret. Lawrence Wright, The Looming Tower: Al-Qaeda and the Road to 9/11 (New York: 2006), s. 303. I slutningen af 2006 var der aktive bilbombere i Afghanistan, Tjetjenien/Rusland, Pakistan, Indien, Sri Lanka, Columbia og måske også på Korsika. I perioden fra 20042006 var der derudover aktive bilbombere i Indonesien, Thailand, Burma/Myanmar, Filippinerne, Saudi-Arabien, Usbekistan, Ægypten, Jordan, Libanon, Algeriet, Tyrkiet, Kenya, Nigeria, Serbien og Spanien. I årene 2005 og 2006 berettedes der om forhindrede bilbombe-angreb af alvorlig karakter i England, Rumænien og Canada. James Dunnigan, “Why the Car Bomb Is King in Iraq”, www.strategypage.com den 26. juni 2005. Cyberpunk møder Pentagon i en indflydelsesrig antologi udgivet af The National Defense Research Institute under The Rand Corporation: John Arquilla & David Ronfeldt (red.), Networks and Net Wars: The Future of Terror, Crime, and Militancy (Santa Monica 2001).

mænd fter d uksur Lettre Internationale - Helvedesmaskinen

10 11

16 17 18

Den lastbilbombe, hvormed Hizbollah sprængte det amerikanske marineinfanteris kaserne i Beirut i luften i oktober 1983, mentes at have rummet 5,5 tons sprængstof. Til sammenligning kan oplyses, at en Consolidated B-24 (se www.b24.net/aircraft.htm) kun havde en langdistance bombelast på 2,5 tons. Ronald Massa, skriftlig redegørelse over for The House Subcommittee on Public Buildings and Economic Development, 4. juni 1998 (www.fas.org/irp/congress(1998_hr/ h980604-massa.htm). Wright, The Looming Tower, s. 308. Régis Debray, “Le passage à l’infini” i Catherine Lavenir & Francois-Bernard Huyghe (red.), La scéne terroriste, Les Cahiers de médiologie 13 (Paris 2002), s. 11. Peter Lance, 1000 Years for Revenge: International Terrorism and the FBI (New York: 2003), s. 102, 112 og Lou Michel & Dan Herbeck, American Terrorist: Timothy McVeigh and the Oklahoma City Bombing (New York: 2001), s. 176. Opgørelsen af skaderne til et omfang af en milliard dollars stammer fra politidirektør Raymond Kellys redegørelse af 9. marts 1993 over for The House Judiciary Committee. U.S. Department of Justice, 1997 Report on the Availability of Bomb-Making Information (Washington D.C.: 1997), hele rapporten og den fulde bibliografi over bombe-manualer kan findes på www.usdoj.gov/criminal/cybercrimebombmakinginfo.html. Mht. Irhabi, se “London Case Led to Terror Arrests in Canada”, Wall Street Journal, 6. juni 2006. Hvad angår Amazon, se for eksempel Uncle Fester’s Home Workshop Explosives, 2. udg. (Green Bay, Wisconsin: 2002). Jf. Martin Shubik, Terrorism, Technology, and the Socioeconomics of Death, Cowles Foundation Paper No. 952, Yale University (New Haven: 1998), især s. 406-07 og John Robb, “Requiem for Preventative War (and Political Big Bangs …)”, 14. juni 2006 på www.http://gobalguerillas.typepadcom/globalguerillas/. Debray, “La passage à l’infini”, s. 11-12. Jason Burke, Al-Qaeda: Casting a Shadow of Terror (London: 2003), s. 274. “Blast Kills Leader of Separatists in Chechnya”, Washington Post, 11. juli 2006. Paul Murphy, The Wolves of Islam: Russia and the Faces Chechen Terror (Washington D.C.: 2006), s. 16. “Chechens Flee Russian Bombs by Thousands” og “Russia Uses a Sledgehammer”, New York Times, 27. september og 8. december 1999. Den russiske milliardær Boris Berezovskij hævdede i 2002, at den russiske sikkerhedstjeneste (det tidligere KGB) havde iscenesat disse uhyrligheder for at få organisationens tidligere direktør, Vladimir Putin, indsat som præsident og for at vinde folkelig opbakning til en ny invasion af Tjetjenien. Dem, der tilslutter sig Berezovskijs anklager – måske ud fra en forståelig mistro til Putin, der virkelig har slagtet løs i Tjetjenien – glemmer ofte, at Berezovskij var Boris Jeltsins ‘skyggepræsident’ og i øvrigt selv en helt igennem skummel personage. I hvert fald når det gælder bilbombeangrebene i Dagestan (som var et af de

eksempler, Berezovskij anførte), blev det tjetjenske ansvar ydermere fyldestgørende dokumenteret under retssagen mod de seks gerningsmænd i 2001. 22 John Sweeney, “Revealed: Russia’s Worst War Crime”, The Guardian, 5. marts 2000.

23 Murphy, The Wolves of Islam, s. 205 og “Chechnya Bomb Toll Rises Past 80”, New York Times, 31. december 2002. 24 Citeret i Murphy, The Wolves of Islam, s. 198. 25 Ibid., s. 208 (kronologisk oversigt, s. 264-67). 26 For et indisk perspektiv på krisen, se Generalløjtnant V.K. Sood Pravin Sawhney, Operation Paragram: The War Unfinished (New Delhi: 2003). 27 Steve Coll, “The Stand-Off”, The New Yorker, 13. og 20. februar 2006, s. 126-39. 28 David Martin-Jones, “Back with a Vengeance: The Resilience of Jemaah Islamiah”, AIJAC Review, Oktober 2004, s. 3. 29 Zachary Abuza, Militant Islam in Southeast Asia, (London: 2003), s. 153-54. 30 Ibid., s. 164. 31 Dewi Anggraeni, Who Did This to Our Bali?, Briar Hill (Australien 2003), s. 27-29 og 168-169. 32 “Survivors of Indonesia Blast Are Left Stunned”, New York Times, 14. oktober 2002. 33 Abuza, Militant Islam in Southeast Asia, s. 3. 34 Se “Death toll hits 15 in Jakarta stock exchange bomb”, CNN.com, 14. september 2000. 35 Se Gary LaMoshi, “Terrorism links in Indonesia point to military”, Asia Times (www.atimes.com), 2004. 36 “Indonesia Bombing Kills at Least 10” og “Indonesia Identifies Hotel Bomber”, New York Times, 6. og 9. august 2003. 37 “Terror Group Linked to Hotel Blast”, CBS News, 6. august 2003. 38 “Al-qaeda suicide bomb kills 14”, Daily Telegraph, 9. maj 2002. 39 “Car Bomb Explodes Outside U.S. Office”, New York Times, 15. juni 2002. 40 “Car bomb hits Karachi restaurant”, BBC News, 16. november 2005 og “Pakistan blasts kills U.S. diplomat”, CNN. com, 2. marts 2006. 41 “Plusieurs tourists tués à la synagogue de la Ghriba”, Le Monde, 13. april 2002. 42 “14 Die as Bomb-Filled SUV Rams Israeli Bus”, New York Times, 22. oktober 2002. En kæmpestor ANFO-bombe af samme størrelse som anordningen i World Trade Center i 1993, som ville kunne have dræbt hundredvis af mennesker, blev fundet af israelsk politi i september måned samme år. (“Israel Captures and Destroys Huge Car Bomb”, New York Times, 6. september 2002.) 43 “Kenyans Hunting Clues to Bombing”, New York Times, 30. november 2002. 44 “20 in Istanbul Die in Bombings at Synagogues”, “Blasts Hit 2 British Sites” og “Turkish Town’s Despair Breeds Terrorists”, New York Times, 18., 21. og 27. november 2003. 45 Se min artikel “The Urbanization of Empire: Megacities and the Laws of Chaos”, Social Text 81, (Vinter 2004). 46 “Out of Desert Poverty, a Caldron of Rage in the Sinai”, New York Times, 7. maj 2006 og “Militants emerge in Egypt bombings: resentments seen in Bedouin region”, Boston Globe, 27. juli 2005. 47 Serene Assir, “Shock in Sharm”, Al-Ahram Weekly, 23. juli 2005. 48 Murphy, The Wolves of Islam, s. 205 og “Chechnya Bomb Toll Rises Past 80”, New York Times, 31. december 2002.

110

Krøniker fra Cuba / Med Aldous og George i Castro-land / Af Jan Stage

På et eller andet punkt over Midtatlanten, måske i nærheden af Bermuda-trekanten, blev vi alle suget ind i en tidskorridor. Anden forklaring kan jeg ikke give. Der var lidt turbulens, det husker jeg. Metalhylsteret vred sig og jamrede, og vi sad fastspændt på række 22. Sæde A, B og C. Ikke-rygere. Det var George, der insisterede på det. Aldous støttede ham. Selv er jeg kæderyger. Men jeg var i mindretal. Så jeg bøjede mig og gjorde som mine to ledsagere. Jeg sov. Eller rettere: Jeg blundede. Jeg så godt, hvorledes himlen pludselig blev mælkehvid og derefter grønlig og så truende sort. Og min krop blev trykket flad og presset tilbage mod ryglænet. Men på få sekunder var det hele overstået. Vi fløj ind over Cuba, altså det, vi troede var Cuba, og landede helt efter planen. Der var køligere, end der burde være, årstiden taget i betragtning. Og i ankomsthallen mente jeg også at kunne spore en usædvanlig travlhed. Som om ingen ventede os, hvilket jo også senere viste sig at være en korrekt iagttagelse. Jeg lod George og Aldous gå først gennem paskontrollen. Og jeg slæbte på deres overdimensionerede kufferter. Herregud, de er begge så gamle som århundredet eller ældre. Det havde også en vis fordel for mig at holde mig i deres nærhed. De havde begge papir på, at de drev et forskningsinstitut for fremtidspessimisme. Det giver prestige på en ø som Cuba. “Bienvenidos, señores Huxley y Orwell”, hilste pasbetjenten og stemplede dem ind. Med den samme venlighed mødte han mig. Jeg var turist og som sådan yderst velkommen. Men havde jeg nærlæst bagsiden af min indrejsetilladelse, havde jeg indset, at det ikke var en menneskelig hjerne, der havde affattet teksten. Der stod nemlig, at jeg kun måtte hengive mig til ferie og almindeligt tidsfordriv. Og hvis jeg anvendte mit visum i andet øjemed, ville det resultere i et landingsforbud! Det var jo helt klart en anden tidsopfattelse end den normale menneskelige, der lå i den sætningskonstruktion. Ja, i dag når jeg læser ordene, svimler det for mig. Det er ganske vist ret almindeligt her på kloden, at vi bliver sanktioneret for noget, vi endnu ikke har gjort. Men i så fald vil straffen være noget efterfølgende. I Det Tredje Rige ville man for eksem-

Lettre Internationale

pel sige: “Hvis vi konstaterer, at De er af ikke-arisk herkomst, vil De blive afvist.” Man ville aldrig finde på at sige: “Hvis vi konstaterer, at De er af ikke-arisk herkomst, vil De ikke blive født.” Men sådan er vi rejsende. Vi er trætte. Vi er opsatte på at nå frem. Og vi lægger ikke mærke til detaljer. De helt små detaljer. Vi ser kun det, vi tror er virkeligheden. Som for eksempel da vi kørte fra lufthavnen og ind mod Havana og passerede forbi den såkaldte Plaza de La Revolución. Hverken George eller Aldous havde været her før, så de ville vide, hvad denne underlige scene repræsenterede. Jeg forklarede dem om de timelange møder og Castros maratontaler. George, der havde læst dem, nikkede og mumlede noget om Newspeak, som han jo er specialist i. Men Aldous, som jeg altid har anset for at tænke dybere end George, bad os om at stoppe bilen. Han stod ud og så sig om. “Massemøder”, sagde han. “Hundredetusinder af fødder.” “Ja, eller flere”, svarede jeg. “Alt efter hvad Revolutionen statistisk set havde brug for.” “Men hvorfor er her så så grønt?” ville han vide. “Hvordan kan det være, at græsset er så højt?” Se, det havde jeg ikke selv lagt mærke til. Men det er vel forskellen på Aldous og mig: Han er en bedre iagttager. Pladsen var ganske rigtigt ved at grønnes. I hvert fald i periferien, men også et godt stykke ind mod centrum. Og da græs er en følsom gevækst, slog det mig først med forundring. Men så huskede jeg det: Castro var ophørt med at holde offentlige møder. Når han undtagelsesvis havde noget på hjerte, talte han i tv eller under rejser i udlandet, for eksempel i Danmark, hvor der relativt betragtet er flere aldrende revolutionstilhængere end noget andet sted på denne klode. Det forklarede jeg så Aldous. Han nikkede tankefuldt og sagde, at det mindede ham om noget, han engang havde skrevet. Så satte han sig atter ind i bilen, og mens vi kørte videre, begyndte han at konversere vores guide på et frygteligt spansk. Hun hed Lucia Ponce og var 20 år gammel. Hun var også mulat og smuk, så det gjorde mere end ondt. George var ligeglad med hende. Sådan har han altid været, så vidt jeg har læst hans bøger. Men Aldous var som sædvanlig kvindeglad og ville vide, hvad hun mente. På hans noget brede spørgsmål svarede hun, at Castro både var intelligent og en politiker som ingen anden. Men naturligvis var det lidt besværligt i hverdagen, at han hverken kunne skaffe mad eller el eller vand eller transport eller maling eller byggematerialer samt fløjter og balletsko og papir til forfatterne. Der var heller ikke sidespejle til bilerne eller kroge til kranerne. Skibene rustede op, og broerne sank sammen. Når appelsintræerne bar frugt, forsvandt appelsinerne. Og når sukkermarkerne stod bedst, blev høsten ringe. Men ingen tvivl skulle der herske: Han var den bedste politiker på denne jord. Lucia vendte sig om og sendte mig et blik, som var det specielt mig, hun ville overbevise. Der var noget i hendes øjne, der slog mig med en lille rædsel: Det ene var grønt, og det andet brunt! Vi fortsatte gennem byen og ned mod havet og kystpromenaden. Belysningen var sparsom for nu at udtrykke det diplomatisk, og der var mennesketomt. George ville vide, hvor de var henne. Menneskene. Lucia forklarede, lidt gådefuldt, efterrationaliserer jeg nu, at af og til var de her. “Mest om dagen, formoder jeg”, sagde Aldous. Sådan kunne man ikke sige det, svarede hun. Nogle var her om dagen. Andre om natten. Men de fleste viste sig aldrig. George, som altid har haft et forfølgelseskompleks, mente, at så var de nok spærret inde. Lucia rystede på hovedet og sendte ham et tomt blik. Ja, jeg så det: Der lurede lysår af visdom,

112

Jeg lod George og Aldous gå først gennem paskontrollen. Og jeg slæbte på deres overdimensionerede kufferter. Herregud, de er begge så gamle som århundredet eller ældre (...) De havde begge papir på, at de drev et forskningsinstitut for fremtidspessimisme. Det giver prestige på en ø som Cuba. “Bienvenidos, señores Huxley y Orwell”...

en anden viden end vores inde i hendes pupiller. “Fængslerne er tomme, næsten tomme”, sagde hun neutralt. “Castro kan ikke få dem til at fungere.” “En diktator, som ikke kan få sine fængsler til at fungere!” udbrød George. “Hvordan kan det gå til?” Lucia strøg sig gennem sit krøllede hår. Og jeg, der sad bag hende, lagde mærke til hendes fingre: De var længere og finere end noget, jeg tidligere havde set. “Det interesserer ham ikke”, svarede hun. “Jo, som noget midlertidigt. Som en foreløbig sanktion. Men ikke for evigt.” George rystede på hovedet. “Han vil have, at folk skal vise taknemmelighed”, uddybede Lucia. “Og det er fanger sjældent”, indskød Aldous. “Nemlig”, nikkede hun og pegede på en høj, funklende bygning, som midt i tomheden og det tiltagende mørke rejste sig nede ved byens kystlinje. “Jeres hotel”, oplyste hun. “Kun for fremmede.”

Den midlertidige ø Det var næppe to år siden, jeg sidst besøgte Havana. Og da lå bygningen der ikke, så det må kaldes lidt af en bedrift at rejse et palads så hurtigt i et land, hvor det kan tage et år at reparere en traktor. Det bemærkede jeg til Lucia, inden hun forlod os i hotellets forhal og cyklede hjem på en kinesisk cykel. Men hun forklarede mig, at for tiden var Castro interesseret i hoteller til fremmede, og så kunne alt lade sig gøre. Meget andet, faktisk det meste, undgik hans opmærksomhed. For sådan var det med store personligheder: De kunne kun have en ting i hovedet ad gangen. I morgen kunne det være noget andet. Ligesom det måske var det i går. Men lige nu var det altså hoteller. “Hvad med hans revolution?” spurgte jeg. “Den interesserer ham ikke længere”, svarede hun kort og gav mig et håndtryk, jeg næppe kunne mærke. Så gik hun hen mod skydedøren og forsvandt i et elektronisk sus. Både George og Aldous var udmattede efter rejsen over Atlanten, men vi satte os ind i baren og bestilte tre Cuba Libre. Vi kom i snak med en mand, hvis ansigt

Lettre Internationale - Krøniker fra Cuba

mindede om Gabriel García Márquez’, og som oplyste, at han var iraker, men bosat i Canada og på gennemrejse i Cuba efter et besøg i Australien. Som bevis på sit canadiske tilhørsforhold bød han på cigaretter fremstillet i Toronto. Der var 35 stykker i pakken, og de smagte af ingefær og et grundstof, der kunne være magnesium eller jod. Aldous kunne lide dem. Men han har også altid været vild med kemiske påvirkninger. George hostede tørt og ville vide, hvad der havde bragt den irakiske canadier til Havana. Han svarede smilende, at det havde han jo sagt. Han var kun på gennemrejse. Han så sig om i baren. “De fleste her er på gennemrejse”, tilføjede han. “Cubanerne er også på en slags gennemrejse, ja, hele denne ø er her blot midlertidigt.” George ville vide, om han mente, det havde noget med den nærliggende Bermuda-trekant at gøre. “Nej”, svarede manden, “men ethvert eksperiment har noget meget midlertidigt over sig.” Aldous vågnede helt op, da han hørte det med eksperimentet. “Og så opløser det sig selv og forsvinder”, indskød han. Den irakiske canadier rystede på hovedet og svarede, at sådan forholdt det sig ikke. Eksperimenter forsvinder ikke, ligesom de heller ikke opløses. Men de ændrer med tiden, kort eller lang, karakter og fører som regel til et helt andet resultat, end det ventede. Hvis de da ikke blot fører til intet. Han gik videre med at sige, at selv på baggrund af den beklagelige kendsgerning, så var eksperimenter som dette, vi nu sad i, nødvendige, ja, ligefrem uundværlige. Aldous var nu vågnet helt op og ville vide, hvordan menneskene, altså cubanerne, stod i forhold til dette eksperiment. “De er stolte”, svarede manden. “Måske er de mere trætte, end de er stolte, men siden Sparta, og det ligger næsten 3000 år tilbage, har ingen deltaget i et eksperiment med statsdannelse på et mystisk grundlag. Og det er de stolte over.” George indvendte, at der op igennem historien havde været en del andre såkaldte eksperimenter. Demokratiet, for eksempel, eller socialismen. “Det var aldrig noget seriøst, og er det stadig ikke”, svarede manden fra lrak/Canada og rundsendte endnu en omgang Toronto-cigaretter. “Demokratiet og socialismen handler ikke om STATEN, højst om en eller anden

Fængslerne er tomme, næsten tomme”, sagde hun neutralt. “Castro kan ikke få dem til at fungere.” “En diktator, som ikke kan få sine fængsler til at fungere!” udbrød George. “Hvordan kan det gå til?” Lucia strøg sig gennem sit krøllede hår. ... “Det interesserer ham ikke”, svarede hun. ”Jo, som noget midlertidigt. Som en foreløbig sanktion. Men ikke for evigt.” ... “Han vil have, at folk skal vise taknemmelighed” ...

114

form for samfund, om penge og magtfordeling, aldrig om mennesket, og hvorledes det bør tænke og handle for at ville sit eget bedste. For at opnå det fuldkomne. For at vende tilbage til Edens have.” George gispede. Men Aldous’ øjne strålede. “Jeg er træt nu”, sagde han, “men jeg vil gerne høre mere om det i morgen, hvis De stadig er her og har tid til at tale med os.” Manden smilede atter. “Naturligvis”, svarede han. “Jeg er her, eller også er jeg her ikke.” Vi tog afsked med ham og blev ledsaget op til vores værelser, som var indrettet med en luksus uden lige. Champagne i køleren. Toiletpapir, tandcreme, bodylotion og shampoo i badeværelset. Alt, hvad jeg vidste ikke var til at opdrive nede i byen for foden af hotellet. Inden jeg lagde mig, stod jeg et øjeblik i vinduet og så ned på kystlinjen og ud over havet. Der sad et ungt par på balustraden. Næsten smeltet sammen. Jeg formoder, de var lykkelige. Et kort øjeblik rettede jeg min opmærksomhed mod en lyd i værelset, og da jeg atter så ned på det sted, hvor de kyssede hinanden så inderligt, var de forsvundet og opslugt af mørket.

Tabte sejre På tredjedagen i Havana har Aldous fundet en Lada med en chauffør, som interesserer sig for Plutark – i Caribien, ja, sandsynligvis i hele verden, er det noget af et særtilfælde. Mens vi kører rundt i byen, diskuterer de Solon og Perikles og Cicero, således som de er beskrevet i Plutarks Livsforløb. Ladaens røgfarvede ruder kan ikke rulles op, når de først er nede eller omvendt. Motoren hoster og sender dunster af kulilte ind i kabinen. Og bremserne svigter, når vi endelig standser ved et trafiksignal, der virker. De er enige om, at de er kommet til Cuba for at studere tyrannen Castro. Den sidste kommunist på den vestlige halvkugle. Men de forekommer mig forbavsede. Dette er hverken 1984 eller Fagre nye verden. En tyran opstiller statuer. Hans ansigt ses overalt. Hver anden gade eller plads er opkaldt efter ham. Folk er bange. Hans politi er allestedsnærværende. Det er det klassiske bil-

Men hver gang noget begyndte at gå godt, og det gjorde det mange gange gennem hans indtil nu 37-årige magtudøvelse, så slog han bremserne i eller fandt på noget helt andet, fordi han forstod det ganske enkle, at fremgang ville betyde velstand. Penge. Guld. Egoisme. Og det tålte han ikke, fordi så ville hans projekt, hans eksperiment, ikke længere være noget enestående her på kloden.

Lettre Internationale - Krøniker fra Cuba

lede. Men ikke her. De få mennesker, der opholder sig på kystpromenaden, har tilsyneladende kun det problem, at de vil med i Ladaen og ikke helt forstår, at vi ikke kan have otte personer på bagsædet. Aldous, som efter mit skøn har mere sans for den slags end George, mener, at de fleste er ludere. Men det interesserer ikke George. Hans blik søger facaderne, afskallede og halvt nedstyrtede, hvor han søger de opråb og slogans, han har hørt så meget om. Men der står intet om Castro, intet om hans kommunisme, intet om Partiet. Intet om alle de sejre, han alle har tabt. Intet om den imperialistiske fjende. Intet, absolut intet om fortiden. Intet i det hele taget. Jo, på en enkelt mur står der: “De gode er med os!” I den østligste del af kystpromenaden, ved indsejlingen til Havanas havn, bliver vi overhalet af en kortege bestående af fire, lidt ramponerede jeeps. Intet med ind til siden eller blå lys eller stands og hold vejret. Men i den anden jeep sidder han, Castro. Hesten. Chefkommandanten. Fidel. Den gamle. Eller hvad han ellers er blevet kaldt gennem tiderne. Han læser og ænser ikke trafikken. Af gode grunde. Der er ingen trafik. Kun vores rustfarvede Lada og så en stime af kinesiske cykler. Bølgerne slår dovent ind over balustraden og salter luften. Hvor han kommer fra, eller hvor han agter sig hen, kan vi naturligvis ikke vide. Det er nu mere end en måned siden, han lagde navn og ansvar til nedskydningen af to civile, amerikanske Cessna-maskiner, som krydsede Florida-strædet fra Miami og ifølge hans version trængte ind i cubansk luftrum. Stor ballede i USA. Kritik fra det meste af den såkaldt civiliserede verden. Øgede sanktioner og pres mod turiststrømmen og de udenlandske investeringer, hans betydningsløse ørige stort set overlever på. “Udviklingen i Cuba er blevet bombet ti år tilbage”, siger hans kritikere. Men sådan ser han slet ikke på det, forklarer vores guide, Lucia. Han vil, paradoksalt nok, gøre alt for at hæmme den udvikling, han selv har sat i gang. Han ønsker ikke for mange turister. Han afskyr den amerikanske dollar, som i dag er det eneste betalingsmiddel på hans grønne ø. Han ser rødt, når han hører ordet velstand. Han ønsker ingen rige på cubansk område. Hans mål, hans store vision, er en befolkning, der lever jævnt i et fællesskab, hvor en ret ris og overlevelse i almindelighed er fællesnævnerne, hvor kun få rejser til udlandet, og hvor de, der kommer tilrejsende, ikke får lejlighed til at udbrede nye idéer. “Det er Sparta igen”, mener Aldous. “Kan I ikke forstå det?” Og så minder han om Lukurg, mystikeren som for over 3000 år siden udtænkte den spartanske grundlov. “Det er den, Castro regerer på. Ikke nationalismen eller socialismen og da slet ikke kommunismen. Det var alt sammen blot noget, der kom til ham. Fremmede idéer som kunne bruges med en begrænset tidshorisont. Men det egentlige fundamentet var og er som i oldtidens Sparta: En tilfreds befolkning, som ikke bør klage, fordi den i hans øjne ingen grund har til det. Han kan simpelthen ikke forstå kritik eller protester. Og af samme grund tillader han dem ikke. Han opfatter dem ikke som ideologiske afvigelser, og det krænker ham ikke, at de nu og da er rettet mod hans person. For selv har han dybest set ingen ideologisk orientering, og han er langt fra så excentrisk, som mange hævder. Han kan ikke røres, for han ser sig som den ikke-eksisterende Guds repræsentant på denne jord. Hvor fysisk stor og tung og dominerende han end måtte forekomme, så er der noget ikke-tilstedeværende over ham, som der må være over en mand, der søger og vil det umulige: En social stat med tilfredse, lydige borgere midt i dette hav, hvor tyrannerne med hver deres lille ø med dens fattigdom og dens sukkerrør og dens

116

brutale politikorps i tidens løb kun har puget penge sammen og sendt dem over til Miami eller til Schweiz ...” George afbrød Aldous’ talestrøm og indvendte, at Castro var og stadig er en tyran. Henrettelser, fangelejre og undertrykkelse. Og fælles for alle tyranner: Intet lykkes i det lange løb. Men Aldous løftede en pegefinger op mod Ladaens lasede loftsbetræk. “Det kan se sådan ud, George, jeg ved det”, sagde han. “Men i modsætning til de tyranner, vi har kendt og levet med i dette århundrede, så søger han ikke magten og vil holde den i sin hule hånd, fordi han blot vil beholde den for sig selv. Han vil bruge den til noget fornuftigt. Skolerne har næsten intet undervisningsmateriale, ligesom hospitalerne mangler medicin, og sportspladserne står tomme, fordi hans elitesportsfolk stikker af. Men alt det er hans værk: skoler, hospitaler, sport. Og når den ene årgang af unge efter den anden kommer ud af hans uddannelses- og sundhedsmaskine og har trænet sig til et væld af olympiske medaljer for så blot at stikke af til Miami, så starter han forfra med en ny årgang og efter den endnu en og så videre.” George rystede på hovedet. “De stikker af, fordi de ikke må mene, hvad de vil, fordi der intet er at spise, og fordi de intet kan købe sig af alt det, unge mennesker nu en gang drømmer om at have. Sådan er det. Alt andet er tankespind, Aldous.” Stemningen mellem de to gamle på bagsædet var ved at blive elektrisk, Jeg sad foran sammen med Lucia og, må jeg vedgå, nød at klemme min snart 60-årige krop ind til hende, mens chaufføren nærmest sejlede Ladaen rundt i Havanas gader. Men for hvert pres, jeg gav hendes lår, mærkede jeg intet modpres. Som om hun slet ikke var fysisk til stede. Som var hun blot en skitse, der var blevet tegnet, for at jeg skulle tro, at jeg sad ved siden af en levende mulat. “Se sukkermarkerne”, fortsatte George, “og frugtplantagerne og tobaksmarkerne og fabrikkerne. Intet fungerer. Alt står stille. Se dig om her i byen, min kære Aldous, er der nogen, der arbejder? Alle går jo rundt og synes at lede efter et eller andet. Det kan næppe kaldes et rationelt projekt!” Aldous svarede, at, nej, det kunne det ikke, hvis man blot holdt det, man så med øjet for at være virkeligheden. “Virkeligheden har aldrig nogen mening.” “Aldrig?” spurgte George lidt sarkastisk. “Jo, måske set fra Guds synspunkt”, indrømmede Aldous. “Aldrig fra vores. Vi vil se kendsgerninger og sammenhæng. Men tilværelsen er noget rod. Intet hænger sammen, og vi gør klogt i at opfatte den som bestående af lutter tilfældigheder. Virkelighedens kendemærke er dens indre irrelevans. Det har jeg jo skrevet før, George, for mange år siden. Og jeg har ikke ændret opfattelse.” George forekom helt desperat i bakspejlet, hvor jeg søgte at fange hans blik. “Jeg har stadig ikke fået svar på mit spørgsmål”, sukkede han. “Hvorfor er her intet, der fungerer, når Castros projekt er så fornuftigt og uselvisk, som du hævder?” Aldous tøvede lidt, som ville han organisere sætningerne i sit svar. “Fordi Castro ikke ønsker, at det skal fungere. Han har sat noget i gang. Men han ved, at enhver form for produktion medfører velstand for et mindretal og forarmelse for flertallets vedkommende. Kun STATEN bør efter hans mening sidde på produktionsapparatet og fordele goderne. Og da STATEN, hverken den kapitalistiske eller den socialistiske, kan det på en måde, han kan acceptere, så forhindrer og afsporer og ødelægger han det, han selv har sat i gang. Det er den eneste forklaring.” “Det kalder man normalt inkompetence eller uansvarlighed”, sagde George. “Det er det også”, nikkede Aldous. “Men det er altid hans underordnede, der bli-

Lettre Internationale - Krøniker fra Cuba

Indsamling af fremmed valuta er ikke blot en nødvendighed. Det er også et genialt træk fra præsident Castros hånd. Dermed er fjenden næsten skakmat. Blokaden brudt. Det er naturligvis hverken behageligt eller ideologisk særlig betryggende at se dollars i omløb i Havannas gader. Men befolkningen forstår det offer, den må bringe. Den indsamler dollars med samme ihærdighed, hvormed den i sin tid gik i sukkermarkerne eller plantede kaffebuske... Befolkningen er socialistisk, og som sådan sætter den sig i besiddelse af fjendens møntenhed. Det er en slags trojansk hest. En økonomisk femte kolonne midt i den nordamerikanske økonomi. ver straffet for deres inkompetence og uansvarlighed. Hans lille ø har rekord i antallet af afsatte ministre, generaler, fabriksledere og højtstående partifunktionærer. De gjorde alle, helt fra hans revolutions begyndelse, hvad han sagde uden at forstå, de stakler, at han, hver gang han søsatte en af sine berømte planer, sigtede mod det modsatte. De fleste af hans udsete mænd, de der skulle skaffe mælk og honning og tv-apparater til alle borgere, de er blevet fyret, ikke fordi det gik skidt, men netop fordi det gik for godt.” George rystede atter på hovedet og sagde, at han gennem hele sit frustrerede liv havde forsøgt at forstå og gennemskue magtudøvelsen. Men dette unddrog sig hans forstand. “Der er ingen anden forklaring”, fortsatte Aldous. “Castro overtog en rig ø. Fattigdom var der, ja. Men jorden var god, og cubanerne kunne arbejde – noget de ikke længere ved, hvad er, hvilket man ikke kan bebrejde dem. Og så kom russerne og betalte alt. Og hvad de ikke finansierede, skød Europa ind i enkelt-projekter. Han blev begavet og feteret som ingen anden. Det blev til en revolution og et styre på, ja, hvad kalder man det i dag? På dagpenge. Men hver gang noget begyndte at gå godt, og det gjorde det mange gange gennem hans indtil nu 37-årige magtudøvelse, så slog han bremserne i eller fandt på noget helt andet, fordi han forstod det ganske enkle, at fremgang ville betyde velstand. Penge. Guld. Egoisme. Og det tålte han ikke, fordi så ville hans projekt, hans eksperiment, ikke længere være noget enestående her på kloden. Det, han søger, er at give folket det bedste. Og når så dette blinde folk tror, at det bedste er lige inden for rækkevidde, at nu er det tid til at hylde ham for hans klarsyn, tid til at købe sig en ny skjorte, tid til at gå på arbejde og hjem-

118

bringe en løn, der er noget værd, tid til at sove siesta, tid til at sætte sig foran fjernsynet med en kold dåseøl eller tid til at besøge udlandet med et gyldigt pas, ja, så slår han til og erklærer alt for mislykket og tabt. Og så er det kun tid til ét: at begynde forfra. Ingen anden revolution er begyndt forfra så mange gange. Det er kernen i hans eksperiment, og det er det, vi er kommet rejsende for at forstå, min kære George: Han er den eneste statsmand, som med et blindt klarsyn, undskyld mig paradokset, ødelægger sit eget livsværk, fordi han er fast overbevist om, at det er til folkets bedste.” “Det kalder jeg diabolsk”, sagde George. “Nej”, svarede Aldous. “Det forholder sig helt modsat. Det er yderst rationelt. Det er ganske vist ikke af denne verden ...” Han sendte et fraværende blik ud gennem vinduet, ud på affaldsbunkerne, opgravningerne og de sammensunkne facader. “Men måske er det, vi ser, slet ikke af denne verden. Har du tænkt over det, min kære ven? Måske har hans eksperiment sendt os langt ud i universet. Vi er jo naboer til Bermuda-trekanten, ved du nok.” Lucia sad stadig helt æterisk ved min side. I hendes skød lå der en spansk oversættelse af Durrells Justine. Hun drejede sit hoved og så på mig. Nu var begge hendes øjne brune, og hun svedte, men hendes skulder var kold, og når hun trak vejret, løb en flygtig tåge ud mellem hendes bueformede læber. “Det må være varmen”, tænkte jeg. Og jeg følte mig rodløs og lidt ulykkelig, som fremmede ofte gør det, når de mener at forstå alt og alligevel ser en uigennemtrængelig mur foran sig.

Castros blinde klarsyn Hvor George straks er mere asketisk og generelt forbitret, synes Aldous at nyde dagene i Havana. Han er blevet lidt forfalden til Cuba Libre med en skive citron og godt med isterninger. Han tilbringer gerne et par timer i skyggen ved svømmebasinnet og nedkradser formler og regner på den cubanske økonomi. På tredjedagen giver han et triumferende grynt fra sig. Han har fundet hemmeligheden. Og han er forundret. Han mener at have konstateret, at Castro ved at have afskaffet pengenes værdi også har sløjfet arbejdet som værdikilde. Sådan var det også i det tidlige Sparta, siger han. Der blev indført jernmønter, som absolut ingen værdi havde uden for republikkens grænser, og det mekaniske, monotone arbejde var foragtet. Det er den fuldkomne kommunisme, som Marx drømte om i Kapitalen, og som Castro nu har indført. Ingen samler sig værdier. Og ingen arbejder med noget, de ikke har lyst til at arbejde med. Ingen har for eksempel lyst til at vedligeholde noget som helst. Det er spændende at rejse en ny bygning, hvis der er materialer til det, hvad der kun sjældent er, men vedligeholdelsen er dræbende og monoton. Derfor synker alt sammen. Boligkomplekser, fabrikker, havneanlæg, hoteller og boreplatforme. Det skyldes ikke subtropernes varme og “vi-krydser-floden-når-vi-kommertil-den”-mentalitet. Det er en bevidst politik. Arbejdet skaber værdier. Og da værdier danner grundlaget for såvel egoisme som forandring, så er arbejdet roden til alt ondt. Cuba har nået det fuldkomne samfunds stadie, Cuba er blevet et forbillede. Da det meste af Havana og boligmassen i de andre større byer er slum, eksisterer der ingen elendighedskvarterer, fordi der ikke er noget sammenligningsgrundlag. Og da alle har lige lidt at spise, er der ingen, der direkte sulter. Lige som ingen tørster efter viden og nyheder, da alt, hvad der bør vides, står skåret ud i pap i partiorganet Granma. “For London-borgeren i Kensington eller børsmægleren i Singapore”, siger Aldous, “er det muligvis ikke det helt ideelle samfund. Men på længere

Lettre Internationale - Krøniker fra Cuba

sigt er det den måde, flertallet af klodens indbyggere kommer til at leve. Den globale landsby i en lidt anden version.” George bliver ret uligevægtig, når han hører den slags. Han har lige været ude i byen for at købe tændstikker, han af en eller anden grund ikke kan få her på hotellet, hvor man ellers fører Cartier-ure og den sidste Milano-mode. Og han har måttet betale i dollars. Både for tændstikkerne, for to Coca-Cola og for en tynd bog om Cuba og menneskerettighederne. Han har spenderet, hvad der svarer til en cubansk arbejders månedsløn i lokale pesos. Han havde cubanske mønter med, da han drog ud, fordi han mente, at de var et gangbart betalingsmiddel. Ikke mindst fordi de bar Che Guevaras ansigtstræk. Men han blev afvist. Kun dollaren talte. Og nu orker han ikke at lytte til Aldous’ økonomiske teorier. Det er højdepunktet af al finansiel perversion, at det eneste, der har omsætningsværdi i Cuba, er fjendens, altså den amerikanske imperialismes møntenhed. Han vil have en forklaring. En lokal forklaring. Og Aldous, som er den bedst anskrevne af os tre, skaffer os et interview med kontorchef M. i økonomiministeriet på den betingelse, at intet bliver direkte citeret, at intet bliver skrevet ned, og at intet, slet intet, bliver offentliggjort, før vi alle har forladt Cuba. Lucia fører os hen til señor M., hvis kontor minder om en kulisse: To bøger og en gammel telefon på bordet. Et gulnet kort over Cuba på væggen. Et luftkøleanlæg som er rustet op. Og i forlokalet en sekretær, som har en tom mødekalender foran sig, og som, mens vi venter på señor M., fører en lang, telefonisk samtale med sin mor. Noget med at spiseolien er billigere i diplomaternes supermarked i Miramar end andre steder i byen. Sekretæren, som åbenbart også er musiker, har også et problem med sin fløjte. Den fugtige varme har ødelagt den. Hun må have en ny, mor, men en ny koster 1000 dollars, mor, og hvor får jeg dem fra? Moren trøster hende og siger noget i retning af, at hun lige har fået 300 dollars overført fra eksil-familien i Miami, så det skal nok gå, min datter. Sekretæren lover os kaffe, da hun har lagt røret på. Hun peger ind gennem den åbenstående dør og antyder, at kontorchefen er ledig nu. Señor M. viser sig at være en af de typiske cubanske bureaukrater. Han snakker længst muligt om alt andet, og da han endelig ser sig presset til at komme ind på dagens emne, kan han sin lektie udenad. Indsamling af fremmed valuta er ikke blot en nødvendighed. Det er også et genialt træk fra præsident Castros hånd. Dermed er fjenden næsten skakmat. Blokaden brudt. Det er naturligvis hverken behageligt eller ideologisk særlig betryggende at se dollars i omløb i Havanas gader. Men befolkningen forstår det offer, den må bringe. Den indsamler dollars med samme ihærdighed, hvormed den i sin tid gik i sukkermarkerne eller plantede kaffebuske eller opførte hele boligblokke på præsident Castros anbefaling. Der er intet paradoks i det. Og de fremmede, der ser skævt til den omstændighed, at en socialistisk revolution sætter sig i besiddelse af så store dollarbeløb som muligt, har kun forstået meget lidt eller slet intet af udviklingen på Cuba. Befolkningen er socialistisk, og som sådan sætter den sig i besiddelse af fjendens møntenhed. Det er en slags trojansk hest. En økonomisk femte kolonne midt i den nordamerikanske økonomi. Det må da være klart for alle. George har længe brummet utålmodigt. Nu afbryder han og siger, at så vidt han har læst sig til det, så er enhver stats fundament her på kloden borgernes tillid til den lokale møntenhed. Kontorchef M. holder besværgende sine hænder frem for sig og ser op i loftet. “Señor Orwell”, siger han så belærende, “dette er

120

ikke en almindelig stat. Dette er Cuba. Vi lever i konstant krig. Og i krig gælder alle kneb. Enhver indsamlet dollar er en triumf for det cubanske folk. Vi fravrister fjendens hans betalingsmiddel. Om nogle år, det vil De få at se, vil der være flere dollars i omløb her i Cuba end i USA. Relativt, naturligvis”, tilføjer han beskedent. “I intet andet land har denne økonomiske metode været afprøvet, og den vil få USA’s økonomi til at ryste, som var den blevet ramt af et jordskælv.” George sidder uroligt i sin stol og minder om, at så vidt han har læst, var den amerikanske dollar også det foretrukne betalingsmiddel i Cuba før Castros revolution. Intet har altså forandret sig. En dollar er stadig en dollar. Kontorchefens håndflader rejser sig atter mod loftet. Den gang var det blot noget rod. Kaos og spillekasinoer og mafia. Nu handler det om en bevidst, planlagt og velovervejet holdning til dollaren. Samtalen er ved at udarte sig, som den slags har det for vane i Havana. Cubanerne, fra ministrene til alfonserne på Plaza de Armas, taler ét sprog. Den tilrejsende et andet. Jeg ser på mit ur. Det er atter gået i stå. Det er mindst femte gang. Datoskiven viser den 23. i måneden, hvor det efter min bedste opfattelse kun burde være den 15. Og den lille viser peger på klokken 11 om aftenen, selv om det er en klar seneftermiddag udenfor. Kontorchefen rejser sig og antyder, at samtalen er forbi. Som afskedsgave giver han os en lille, tynd og fugtig bog, betitlet Fidel og menneskerettighederne. “Det er ikke penge alt sammen”, smiler han spidst. “Tag ud og opsøg de få, der mener, at der er et menneskerettighedsproblem i Cuba.” Han udtaler ordet menneskerettigheder, som var det en klump rådden fisk, han er lige ved at spytte ud.

En anden tidsregning Selv om både George og Aldous mener, at menneskerettigheder er en illusion og kun hører hjemme i politikernes festtaler, kører vi tilbage langs kystpromenaden og finder den lille, afskallede villa, hvor de uofficielle menneskerettighedsforkæmpere holder til i en garage. Udenfor står der et par uniformerede fyre, som vil vide, hvad vi vil. De er venlige som alle cubanere. Men de kan ikke forstå, hvorledes denne garage kan have nogen som helst form for interesse. For øvrigt skal vi have en tilladelse. Fra brandmyndighederne. Der må ikke opholde sig mere end fem personer i garagen. Og der er allerede seks derinde. De seks eneste på hele øen, som går op i den slags. Med os tre ville vi være ni, og det går slet ikke. Vi forhandler lidt, men kommer ikke ud af stedet. Så fortsætter vi ud mod diplomatkvarteret, hvor Georges ambassadør bor, og hvor vi er inviteret til drinks. Da vi er lidt tidligt på den, gør vi ophold i en imponerende, men tom marina, opkaldt efter Ernest Hemingway, og sætter os med udsigt over havet. Dette besynderlige hav, der er roligt den ene time og voldsomt den næste. Dette hav, der har opslugt alt, erindringen er forsvundet i dets bølger, modrevolutioner. Tusinder af bådflygtninge, som er stået ud på skabe og bildæk og alt, hvad der ellers kan flyde, og som aldrig er vendt tilbage eller nået frem til den anden verden, de formodentlig søgte. Aldous sidder og stirrer ud mod horisonten, mens caféens anlæg spiller rock, og tjeneren står og venter på hans dollars. “Jeg ved ikke, hvad jeg ser”, sukker han. “For jeg ser jo intet. Der er intet, der rører sig derude. Måske er vi her slet ikke. Måske er vi et helt andet sted. I en helt anden tid.” Jeg huskede, hvad Aldous havde sagt, da vi en time senere blev bænket i ambassadørens have og beundrede hans baobabtræ og hans voliere, og tje-

Lettre Internationale - Krøniker fra Cuba

Ambassadøren sukkede dybt og så op mod aftenhimlen. “Det tænkte jeg nok”, sagde han stille. “Jeg har fået besøg af en galning og to afdøde.” Jeg tror den dag i dag ikke, at han mente det uvenligt, så jeg spurgte: ”Og hvordan har De det selv?” Han tøvede lidt. “Jeg kan endnu huske, hvad jeg hedder”, svarede han så. “Men jeg er i tvivl om, hvor jeg befinder mig.

neren stillede med fransk gåse-paté og kølig champagne. Vores samtale var naturligvis holdt i høflige vendinger, selvom det kostede ambassadøren en del viljestyrke at forholde sig til vores besøg. George mente, at den gamle præsident var absolut ond. Men både ambassadøren og Aldous forsvarede ham. Stalin var ond, som Hitler var det. Mussolini var latterlig, som Franco var forbenet. Men Castro var af en anden verden. “Jeg har nu og da en mærkelig fornemmelse”, tilstod ambassadøren. “En fornemmelse af slet ikke at være her. Som om alt, indbefattet mig selv, var gået i stå. Som om tiden var sat ud af kraft som begreb. Jeg har været her i ti år, længe for en ambassadør, hvilket kan skyldes, at ingen andre vil have denne post. Men i de ti år er der intet sket. Det vil sige: Alt er sket, men intet er forandret. Og før mig var der en anden ambassadør, som havde den samme opfattelse. Og før ham en tredje. Vi har alle siddet her under denne baobab og set træet gro så langsomt, at intet menneskeligt øje kan registrere det. Og det er Cuba for mig: Et land der ikke fik en revolution, men en anden tidsregning. Et år her er en time og en time et sekund. Cubanerne dør ikke. De bliver bare tyndere og forsvinder. Jeg spørger ofte til tidligere ansatte her på ambassaden. “De er et andet sted henne”, lyder svaret som regel. “De vender snart tilbage.” Senere på aftenen, da himlen var blevet svagt grøn, og en tyk dis lagde sig ude over havet og skjulte horisonten, trak ambassadøren mig til side. “Der er jo noget galt her”, sagde han. “Deres to ledsagere har været døde forlængst. Det er et besøg, jeg ikke bryder mig om at indberette til mit ministerium. Men måske kan De forklare mig, hvorledes det hænger sammen?” Jeg så på mit ur. Nu gik det atter. Men datoskiven viste den første i måneden, og jeg frøs, selv om aftenen var lun. “I Cuba er alt muligt”, svarede jeg neutralt. “Sådan ser jeg på det. Måske lever vi i en slags parallelverden. Måske er Castro død for mange år siden. Hvad ved jeg. Måske er cubanerne slet ikke cubanere, men marsboere som lyser grønt og sover under vandet. Som ikke føler sult eller alder eller raseri eller sorg. Som ingen erindring har, og som lever et sekund tidligere eller senere end alle andre

122

her på kloden.” Ambassadøren sukkede dybt og så op mod aftenhimlen. “Det tænkte jeg nok”, sagde han stille. “Jeg har fået besøg af en galning og to afdøde.” Jeg tror den dag i dag ikke, at han mente det uvenligt, så jeg spurgte: “Og hvordan har De det selv?” Han tøvede lidt. “Jeg kan endnu huske, hvad jeg hedder”, svarede han så. “Men jeg er i tvivl om, hvor jeg befinder mig. Men naturligvis kan jeg ikke skrive hjem om det. Særligt karrierebefordrende er den slags jo ikke. Det forstår De vel?” Jeg så mig om: Baobaben, hvis tykke blade skælvede i aftenvinden. Tjeneren med champagnekøleren. George og Aldous, som var faldet i søvn. En hund hylede på den anden side af muren. “Jeg holder på en hemmelighed”, lovede jeg. Det glædede ham, sagde ambassadøren.

Af en anden verden Monte løber fra byens centrum og ud i retning af Lenin-parken en halv snes kilometer fra Havana. Der, hvor vejene er tomme, landskabet afsvedet, og oksekærrerne er ene om at slæbe noget, der ligner grønsager og frugt ind til de få, private markeder, Castro hader, men som han må leve med, fordi befolkningen ville forsvinde ud i den blå luft af sult, hvis den kun var overladt til hans statslige fordelingsapparat og hans rationeringskvoter, som end ikke ville holde en rotte i live. Men Monte er ingen tilfældig gade i Havana. Før Castros revolution var den de småhandlendes strøg med små banker, værksteder, butikker, barer og biografer. Facaderne står der endnu med deres efterligninger af joniske og doriske søer. Der er også mennesker eller noget, der ligner. Men så er alt også sagt om Monte-gaden. Syvogtredive års glemsel har vandret gennem den og slidt den ned. Nej, ikke blot glemsel. Det må være noget andet og mere uhyggeligt: et sandt had til den lille mand, som uden om eller parallelt med staten forsøger at skabe sig en levevej. Hvad havde for eksempel

Her er ingen, som længere taler sammen. Vi udveksler ord og stiller spørgsmål og får svar. Men det er udelukkende for at overleve. Alle her på øen spørger for eksempel hinanden om, hvad klokken er. Og det skyldes ikke, at de fleste ure for længst er gået i stå. Og det er heller ikke, fordi det er jordens mest uskyldige spørgsmål. Nej, vi spørger om tiden, fordi vi så inderligt vil have den til at gå hurtigere. Fortsætter den med at gå så langsomt, som han har bestemt det, vil vi nemlig alle være døde, før dette er forbi...

Lettre Internationale - Krøniker fra Cuba

Lucias farfar gjort? Han var blikkenslager med et godt, lille værksted på Monte, da Castro med sit monumentale ego kørte ind i Havana i januar 1959, siddende på en Sherman-tank og slugte byen med sine kulsorte øjne. Værkstedet blev omgående overtaget af staten i lighed med resten af gaden, resten af byen, resten af øen og resten af hele universet. Det vil sige: Der var ingen STAT. Der var kun Castro og hans “så-gør-vi-sådan-og-så-gør-vi-sådan”. Og sådan blev det. Da ingen helt var klar over, hvad små forretningsdrivende var for en størrelse, så lod man blot det hele ligge, da først døren var blevet forsynet med segl og plombering. “Og det har ligget der lige siden”, siger Lucia. “Maskinerne, værktøjet, materialerne. Murene er faldet sammen. Syvogtredive års støv og regn og ukrudt har lagt et meter tykt lag over det hele. En gang i næste århundrede eller længere ud i fremtiden, hvis Cuba stadig ligger her til den tid, vil arkæologerne begynde at grave, og de vil regne sig frem til og bogføre en naturkatastrofe. Min farfar døde i øvrigt uden at kny. Han blev syg som så mange andre, ramt af en sygdom uden navn, og så døde han. ‘Jeg forstår intet mere.’ Det var hans sidste ord.” Monte-gaden er ca. fem kilometer lang. Den minder om en tarm med menneskeligt affald. Angrebet af parasitter, forstoppet, plaget af spoleorme og trikiner. Hvis arbejde gør fri og er livets mening, eller hvad der ellers siges om arbejdet som socioøkonomisk motor, så har hverken friheden eller meningen til huse i Monte-gaden. Ingen synes at lave noget eller at have noget formål med i det hele taget at være her. Med mindre det at vente på noget, et eller andet eller hvad som helst, har et formål. Her sker intet. Hvis ikke her var så varmt, ville man tale om en fastfrysning. Men der er ingen, der kommer hen til Ladaen og banker på ruderne og siger, at dette er ad helvede til. Der bliver end ikke bedt om dollars. Montegadens beboere lægger ganske enkelt ikke mærke til os. Jeg får atter denne overnaturlige fornemmelse af, at vi eksisterer i hver sin tid. Om lidt er de borte. Om lidt er vi borte. Den eneste nærkontakt, vi får, er med et par unge kvinder i hvide kitler. De er medicinstuderende og beder om et lift hen til deres hospital. De bliver presset ind på bagsædet, på skødet af George og Aldous, som de næste par kilometer må høre om “opofrelsens nødvendighed”. Kvinderne bliver sat af foran deres hospital. På facaden har der en gang stået et eller andet slagord. Noget med “døden”. Regnen og solen har forlængst slettet og blegnet den dybere mening. Det var forfatteren Armando L., som foreslog os at køre ud ad Monte-gaden for at møde ham i Lenin-parken, en slags lokalt tivoli, men uden besøgende, uden forlystelser, uden gynger, balloner og ispinde. Men der var en grotte, sagde Armando. Der kunne vi mødes. Da Lenin-parken blev anlagt i halvfjerdserne, hvor russerne betalte, hvad det skulle være for at kunne hejse sovjet-banneret tres mil fra Key West, blev der også indrettet et sted, hvor romanforfattere og poeter kunne mødes og læse op af deres værker og stå ansigt til ansigt med deres publikum. Hvor smuk tanken end var, blev den aldrig til noget. De fleste forfattere og poeter valgte at hoppe af. Og de, der blev tilbage, fornemmede ikke uklogt, at det var bedre ikke at have noget på hjerte. Men “Digternes grotte” blev liggende inde under et par syge flamboyanttræer. Og der mødte vi Armando, som næppe var født, da revolutionen kom, og som derfor ikke med sikkerhed kunne vide, om de to oldinge, jeg præsenterede ham for, var døde eller stadig levede. Han havde hørt om dem. Læst Hyldest til Catalonien og Fagre nye verden. Men en dag var Georges romaner forsvundet

124

fra hylderne. Og året efter ramte den samme skæbne Aldous’ værker. Og så havde han glemt dem, som han havde glemt så meget andet. “I vil aldrig kunne forstå det”, siger Armando og byder os plads på et par vakkelvorne stole inde i grotten, hvor der en gang også har været en scene og et lydanlæg og en lille bar med disk og borde. “Hvad skal man skrive om i et land, oven i købet på en ø, hvor tiden står stille, og hvor det bliver farligt, når den endelig bevæger sig, om det så kun er nogle få sekunder. Når Castro siger: ‘Nu skal der ske noget’, så holder vi alle vejret. Og når konsekvenserne så foreligger, hvad skal vi så mene og skrive? At han handlede rigtigt? Det er farligt, for det vil måske vække hans vrede. At han handlede forkert? Det er lige så risikabelt. For han forstår og tolererer ikke kritik. Vi kan også skrive, at det er lige meget, hvad han gør. Men det ville både være farligt og usandt. For det er ikke lige meget, hvad denne gamle mand gør ved og med os. Så genial har han nemlig været, at han har taget alt fra os og kun efterladt os et eneste: ham selv. Og så noget andet, naturligvis. Han har gjort os til noget særligt. ‘Ah’, siger folk, ‘du er fra Cuba.’ Alle ved, hvor Cuba ligger, og hvem HAN er. Det er kun os stakler her på øen, der ikke ved, hvem vi er, eller hvor vi hører til ...” “Kammerat Napoleon”, forsøger George sig. Men Armando ryster på hovedet. “Nej”, siger han. “Her er ingen svin, der regerer over og manipulerer med os andre dyr. Det er meget værre og mere udspekuleret, hvis der da i det hele taget er en hensigt bag det. Jeg forestiller mig det sådan: Her lå engang en ø. Smuk, grøn og frodig. En dag kom der en mand forbi, hvorfra ved ingen. Men pludselig stod han her. ‘Sikke en smuk ø,’ sagde han. ‘Her vil jeg lege. Jeg er et godt menneske. Og jeg vil give øens indbyggere en god tilværelse, hvad de ikke altid har haft.’ Og så tog han maden og jorden og friheden og bøgerne og havet fra os i den forstand, at hvor vi hver eneste dag kunne se dette hav, så måtte vi ikke sejle ud på det. Ligesom de, der kom sejlende ind mod vores kyster ikke måtte gå i land uden en tilladelse, som kun sjældent blev givet. Sådan var Kammerat Napoleon ikke, således som jeg læste Deres roman, señor Orwell. For her sker alt til vores eget bedste. Og Castro har ikke med tiden, gennem alle disse år, tiltaget sig mere og mere magt. For han har haft magten og hele magten fra første øjeblik.” “Hvad så med at skrive om noget helt andet”, foreslog Aldous. “Det har jeg selv prøvet. Almindelige mennesker, passioner, kloge tanker.” Armando sukkede. “Her er ingen almindelige mennesker”, sagde han. “Vi lever alle i HANS billede. Vi er alle helte. At beskrive en cubaner som et almindeligt menneske er en fornærmelse mod HAM. Og hvad angår lidenskaberne, så har han også taget dem fra os. Det gjorde han den dag, han satte os alle til at indsamle dollars i socialismens navn. Endelig er der de ‘kloge tanker’. Men de forudsætter samtaler, og her er ingen, som længere taler sammen. Vi udveksler ord og stiller spørgsmål og får svar. Men det er udelukkende for at overleve. Alle her på øen spørger for eksempel hinanden om, hvad klokken er. Og det skyldes ikke, at de fleste ure for længst er gået i stå. Og det er heller ikke, fordi det er jordens mest uskyldige spørgsmål. Nej, vi spørger om tiden, fordi vi så inderligt vil have den til at gå hurtigere. Fortsætter den med at gå så langsomt, som han har bestemt det, vil vi nemlig alle være døde, før dette er forbi, señor Huxley. Vi lever ikke i et diktatur, lige så lidt som han er en tyran. For diktaturer bryder sammen, og tyranner dør af hjertestop, eller når kuglen kommer. Vi er blevet hans helt personlige ejendom. Han

Lettre Internationale - Krøniker fra Cuba

bytter os ikke for et eksil eller en konto i Schweiz. Vi skal dø sammen med ham. Og derefter vil der intet være tilbage.” “Tror De, han tænker på tiden efter ham?” ville George vide. “Naturligvis ikke”, svarede Armando. “Han er klarsynet som ingen anden. Han kan forestille sig alt. Kun dagen efter hans egen død kan han ikke se. Og den interesserer ham i øvrigt ikke. Han har ikke udpeget en eneste arvtager. Selv sin egen søn har han vist ud i mørket. Han vil dø i morgen eller om hundrede år, fredeligt som – ja, jeg ser, De læser Plutark …”, Armando pegede på den bog, chaufføren havde foræret Aldous – “... som Plutark beskriver Lukurgs sidste tid. Som Lukurg tvang spartanerne til det, vil han aftvinge os det løfte, at vi til evig tid og til vores eget bedste, skal overholde hans love. Og så vil han foretage en sidste rejse til det sted, hvor hans helt personlige orakel er at finde. Han vil søge langt op i bjergene, til de højeste tinder i Sierra Maestra, der hvor han startede sit livsværk, der hvor han først drømte om, at vi alle skulle være lykkelige på hans betingelser. Hvad han får at vide deroppe, kan jeg naturligvis ikke gætte mig til. Et orakel er jo et orakel. Men med et svar, han selv kun kender, vil han dø. Han vil blive brændt. Og som Lukurg vil hans aske blive spredt ud over havet. Hans venner, hvor få de end er, vil mødes og mindes ham, mens alle vi andre vil bruge generationer på at glemme ham. Og det vil ske, som det gjorde i Sparta, at guldet atter vil blive indført og erstatte hans værdiløse jernpenge, og tiden vil begynde at bevæge sig som alle andre steder her på kloden. Og jeg vil atter få lyst til at skrive.” Armando rejste sig og sagde, at han nok selv skulle finde ind til byen. Det var ikke klogt, at vi blev set for meget sammen. “Om hvad?” spurgte Aldous. “Hvad vil De få lyst til at skrive om?” Armando tænkte sig lidt om. “Om HAM”, svarede han så. “Det er alt, hvad jeg har tilbage af mit liv.” En eftermiddag sidst i marts fulgte Lucia os ud til lufthavnen. Hverken trist eller glad tog hun afsked med os. Da vi gik hen mod indgangen, vendte jeg mig om for at vinke. Men hun var forsvundet, ligesom Ladaen var borte på et par sekunder. I maskinen faldt jeg omgående i søvn og vågnede først op, da kabinepersonalet begyndte at servere. Jeg vendte mig om for at vække George og Aldous. Men deres pladser var tomme. “Hvor er de to ældre herrer?” spurgte jeg forvirret. Hun sendte mig et vurderende blik. “Hvem?” ville hun vide. Jeg pegede på de tomme sæder. “De var alene”, svarede hun, “da De kom om bord, og vi gav Dem tre sæder, så De kunne hvile ud. Compliments of the carrier.” “Men vi var sammen i Havana”, protesterede jeg. “Havana”, sagde hun og placerede serveringsbakken foran mig. “Vi lander aldrig i Havana. Dette er en direkte flyvning Caracas-Miami. Vi flyver uden om Cuba. Man kan aldrig vide.” Jeg spiste uden påfaldende appetit. Det må jeg indrømme. Så opdagede jeg det: Plutarks lille bog lå der, hvor Aldous skulle have siddet. Jeg tog den og bladrede fraværende i den. På titelbladet var der skrevet et par sætninger med pen og rystende skrift: “Det er mærkelig nok altid den litteratur, der anses for mindst sandfærdig, der kommer virkeligheden nærmest. Hilsen George og Aldous.”

126

Lettre Internationale

Jeg steg af flyet omkring midnat, og ingen sagde noget, mens jeg gik hen over den mørke landingsbane mod terminalen. Luften var varm og tæt – og det var som at gå ind i et dampbad. Indenfor omfavnede folk hinanden og udvekslede håndtryk. Der blev grinet bredt, og der hørtes spredte hujende hyl: “Hva’ dælen! Din gamle gris. Det er fandeme rart at se dig igen! Ja, saftsuseme ... og jeg mener det sgu!”

128

I den luftkonditionerede terminal mødte jeg en mand fra Houston, som sagde, at han hed dit og dat – “men bare kald mig Jimbo” – og at han var kommet for at give den hele armen. “Jeg er sgu parat til hvad som helst! Hvad som helst. Nemlig ... hvad drikker du?” Jeg bestilte en margarita med is, men det ville han ikke høre tale om: “Nej, nej ... hvad fanden er det for noget at drikke, når det er Kentucky-derby? Hvad er der i vejen med dig, mand?” Han grinede og blinkede til bartenderen. “Vi må sgu lære fyren her at opføre sig ordentligt. Giv ham en rigtig whisky.” Jeg trak på skuldrene. “Okay, en dobbelt Old Fitz on the rocks.” Jimbo nikkede billigende. “Hør her.” Han tjattede til min arm for at sikre sig, at jeg hørte efter. “Jeg kender de folk, der kommer til derbyet. Jeg kommer her hvert år. Og lad mig fortælle dig noget, jeg har fundet ud af: Det her er ikke stedet, hvor du skal give folk et indtryk af, at du er bøsse eller noget i den retning. I hvert fald ikke på offentlige steder. Der går kun et øjeblik, før de knalder dig i gulvet og ruller dig for hver eneste cent, du har.” Jeg takkede ham for tipset og stak en Marlboro i mit cigaretrør. “Sig mig engang,” sagde han. “Du kunne se ud, som om du har noget med heste at gøre ... Har jeg ret?” “Nej,” sagde jeg. “Jeg er fotograf.” “Såh?” Han betragtede min lasede lædertaske med fornyet interesse. “Er det det, du har i tasken – kameraer? Hvem arbejder du for?” “Playboy,” sagde jeg. Han lo. “Det var satans! Hvad skal du fotografere – nøgne heste? Hahaha! Så får du sgu noget at lave, når de fyrer The Kentucky Oaks af. Det er et løb, hvor der kun deltager unge hopper.” Han lo ubehersket. “Ja, for fanden mand! Og de er også alle sammen nøgne!” Jeg rystede på hovedet og sagde ikke noget, stirrede kun på ham et øjeblik, mens jeg prøvede at se dyster ud. “Der bliver ballade,” sagde jeg. “Jeg er her for at tage billeder af optøjerne.” “Hvad for nogle optøjer?” Jeg tøvede og raslede med isen i glasset. “På væddeløbsbanen. På derby-dagen. De Sorte Pantere.” Jeg stirrede igen på ham. “Læser du ikke aviser?”

Hans smørrede grin var brat forsvundet. “Hvad i helvede er det, du står og siger?” “Tja ... Måske burde jeg ikke fortælle det ...” Jeg trak på skuldrene. “Men hva’ fanden, det lader jo til, at alle andre ved det. Strømerne og hjemmeværnet har holdt sig parat i seks uger. De har 20.000 mand i beredskab ved Fort Knox. De har advaret os – alle pressefolkene og fotograferne – og rådet os til at gå med hjelme og specialjakker – sådan en slags skudsikre veste. Vi fik at vide, at der kunne blive skyderi ...” “Nej!” råbte han. Hans hænder røg op og svævede et øjeblik mellem os, som for at afparere de ord, han hørte. Så hamrede han en knytnæve i bardisken. “De røvhuller! Du forbarmende! Kentucky-derbyet!” Han blev ved med at ryste på hovedet. “Nej! Hold da helt kæft! Det er sgu næsten for uhyggeligt til at være sandt!” Nu hang han på barstolen, og da han så op, var hans øjne slørede. “Hvorfor? Hvorfor her? Har de ikke respekt for noget som helst?” Jeg trak endnu en gang på skuldrene. “Det er ikke bare Panterne. FBI siger, at der kommer hele busser fulde af hvide galninge fra hele landet – og de har tænkt sig at blande sig med mængden og slå til på én gang, fra alle retninger. De vil være klædt som alle andre. Du ved – jakker og slips og al den slags. Men når balladen begynder ... nå ja, det er derfor, strømerne er så bekymrede.” Han blev et øjeblik siddende med et såret og forvirret udtryk i ansigtet. Det var tydeligt, han havde svært ved at fordøje alle disse skrækkelige nyheder. Så udbrød han: “I guder! Hvad i Herrens navn er det, der foregår i det her land? Er der da ikke noget sted, hvor man kan blive fri for den slags?” “I hvert fald ikke her,” sagde jeg, idet jeg tog min taske. “Tak for skænken ... og held og lykke.” Han greb min arm og bad mig mindeligt om at tage en drink til, men jeg sagde, jeg skulle til møde i presseklubben og faktisk allerede var for sent på den, og hastede ud for at være klar til de forestående rædsler. I lufthavnskiosken købte jeg en Courier-Journal og studerede overskrifterne på forsiden: “Nixon sender soldater ind i Cambodja

Lettre Internationale - Kentucky Derbyet er dekadent og depraveret

130

for at bekæmpe De Røde.” … “B 52’ere sikrer fremrykning på 20 miles for 2000 soldater” … “Panternes protest øger spændingen. 4000 soldater sendt til Yale.” Nederst på siden var der et foto af Diane Crump, som snart skulle blive den første kvindelige jockey, der havde været med i Kentucky-derbyet. Fotografen havde knipset hende, da hun “kiggede ind i stalden for at klappe sin hest Fathom.” Resten af avisen var fyldt med grimme krigsberetninger og historier om “uro blandt studenter”. Der stod ikke nævnt, at der var noget i gære på et universitet i Ohio ved navn Kent State. Jeg gik hen til Hertz’ skranke for at få fat i min bil, men den unge friskfyragtige ekspedient med måneansigtet sagde, at de ikke havde nogen. “Der er ingen, der har ledige biler,” forsikrede han. “Vi har haft booket helt op til derbyet i seks uger.” Jeg forklarede ham, at min agent så sent som samme eftermiddag havde fået bekræftet, at der holdt en hvid Chrysler Convertible klar, men han rystede på hovedet. “Måske har vi en afbestilling. Hvor bor du?” Jeg trak på skuldrene. “Hvor bor texanerne? Jeg vil være hos mine fæller.” Han sukkede. “Min kære ven, du er på røven. Byen er simpelt hen fyldt op. Det er den altid under derbyet.” Jeg lænede mig frem og sagde halvvejs hviskende: “Hør her, jeg er fra Playboy. Hvad siger du til at få et job?” Han rykkede baglæns. “Hva’? Hold nu på. Hvad for en slags job?” “Glem det,” sagde jeg. “Du har forspildt chancen.” Jeg hev min taske ned fra skranken og gik ud for at få fat i en taxi. Tasken er en uundværlig rekvisit, når man er på sådan en opgave. Min er overbroderet med klæbemærker – SF, LA, NY, Lima, Rom, Bangkok, alt sådan noget – og det mest fremtrædende af samtlige mærker er et meget officielt udseende plasticovertrukket et, hvorpå der står “Fotog. Playboy Mag.” Jeg købte det af en alfons i Vail, Colorado, og han fortalte mig, hvordan jeg skulle bruge det. “Sig aldrig et ord om Playboy, før du er sikker på, at de har fået øje på mærket,” sagde han. “Når du ser, at de kigger på det, er det tid at slå til. De hopper på den

hver gang. Det er den rene magi, det mærke. Skinbarlig magi.” Tja ... måske havde han ret. Jeg havde fyret den af på staklen i baren, og nu, hvor jeg sad i en taxi på vej mod byen, fik jeg en smule samvittighedsnag over at have hylet den stakkels sut ud af den med min uhyggelige historie. Men hvad fanden ... Enhver som går rundt og siger “Ja, du kan æde din gamle hat på, at jeg er fra Texas,” er selv ude om det. Og han var trods alt kommet tilbage hertil for at skabe sig som en idiot fra det nittende århundrede midt i et udlevet, atavistisk cirkus, hvis eneste eksistensberettigelse var en yderst salgbar “tradition”. I starten af vores samtale havde Jimbo fortalt mig, at han havde været med hver eneste gang siden 1954. “Lillemor gider ikke tage med mere,” sagde han. “Hun bider tænderne sammen og giver mig lov til at slå mig løs den ene gang om året. Og når jeg siger ´løs´, så mener jeg sgu løs! Jeg smider om mig med tidollarsedler, som om de var ved at gå af mode! Heste, whisky, kvinder ... For helvede, mand, her i byen er der kvinder, som vil gøre hvad som helst for penge!” Nå ja, hvorfor ikke? Penge er noget, der er godt at have i disse forskruede tider. Selv Richard Nixon er vild efter penge. Kun få dage før derbyet sagde han: “Hvis jeg havde nogle penge, ville jeg investere dem på aktiemarkedet.” Og i mellemtiden fortsatte aktierne deres ildevarslende nedtur. Den næste dag var skrap. Der var kun tredive timer til det første løb, og jeg havde ikke fået nogen presseakkreditiver og havde heller ikke – ifølge sportsredaktøren på Courier-Journal i Louisville – overhovedet nogen chance for at få dem. Det gjorde det ikke bedre, at jeg havde brug for to sæt: Et til mig selv og et til Ralph Steadman, en engelsk illustrator, som ville komme fra London for at lave nogle tegninger af derbyet. Det eneste, jeg vidste om ham, var, at det her var hans første besøg i De Forenede Stater. Og jo mere jeg tænkte over det, jo mere nervøs blev jeg. Hvordan ville han mon reagere på det rystende kulturchok, det ville være at komme direkte fra London til den fordrukne hob ved Kentucky-derbyet? Det var ikke til at vide. Forhåbentlig ville han ankomme en dags tid i forvejen, så han fik tid

Lettre Internationale - Kentucky Derbyet er dekadent og depraveret

til at akklimatisere sig. Måske ville et par timers fredelig sightseeing i bluegrass-området omkring Lexington gøre ham godt. Min plan gik ud på at hente ham i lufthavnen i det kæmpestore skrummel af en Pontiac, som jeg havde lejet af en brugtvognsforhandler ved navn Colonel Quick, og så drøne ham ud til et eller andet fredeligt sceneri, der kunne minde ham om England. Colonel Quick havde løst problemet med bilen, og kolde kontanter (fire gange den normale takst) havde skaffet mig to værelser i en svedekasse i udkanten af byen. Nu manglede jeg bare at overbevise mogulerne på Churchill Downs om, at Scanlan’s Monthly var et så anset sportstidsskrift, at det ville være stik imod al sund fornuft at nægte at give os to sæt af de bedste pressebilletter. Det fik jeg temmelig svært ved. Min første opringning til pressekontoret var en total fiasko. Pressesekretæren var chokeret over, at nogen kunne være stupid nok til at ansøge om at få adgangskort to dage før derbyet. “Det kan De sgu da ikke mene,” sagde han. “Fristen udløb for to måneder siden. Presselogen er fyldt op. Der er ikke flere pladser ... og hvad Fanden er Scanlan’s Monthly i øvrigt for en sprøjte?” Jeg udstødte et forpint suk. “Har London-redaktionen ikke ringet til jer? De sender en kunstner herover for at lave illustrationerne. Steadman. Han er irer, tror jeg nok. Meget berømt derovre. Jeps. Jeg er lige ankommet fra vestkysten. Jeg fik at vide af San Francisco-redaktionen, at alt var i den skønneste orden.” Han virkede interesseret, ja, ligefrem deltagende, men han kunne ikke stille noget op. Jeg smurte ham med en gang skamrosende vrøvl, og til sidst tilbød han mig et kompromis: Han kunne skaffe os to adgangskort til klubbens område, men selve klubhuset (og presselogen i særdeleshed) var udelukket. “Det lyder en smule underligt,” sagde jeg. “Den kan jeg ikke acceptere. Vi må have adgang til det hele. Rub og stub. Optoget, tilskuerne, præmieoverrækkelserne og så sandelig også løbet. Tror De, vi er taget hertil for at sidde og se lortet på TV, gør De? Vi skal nok komme ind på en eller anden måde. Måske bliver vi nødt til at bestikke en af vagterne – eller måske ligefrem give nogen

en gang Mace1 (I en drugstore i centrum havde jeg købt en spraydåse med Mace for 5 dollars og 98 cent, og midt under telefonsamtalen gik det pludselig i al sin uhyggelighed op for mig, hvilke muligheder jeg havde for at bruge den på væddeløbsbanen. Jeg kunne give dørvogterne foran klubhusets allerhelligste en gang Mace og smutte indenfor og fyre en ordentlig dosis af i guvernørens loge, netop som løbet begyndte. Eller jeg kunne give de fordrukne stakler i klubhusets lokum en gang Mace – for deres egen skyld ...)”. Ved middagstid om fredagen havde jeg stadig ikke fået nogen presseakkreditiver og stadig ikke fundet Steadman. Jeg regnede med, han måske havde skiftet mening og var vendt tilbage til London, så jeg opgav at lede efter ham, og da jeg uden held havde forsøgt at komme i forbindelse med fyren på pressekontoret, blev jeg enig med mig selv om, at min eneste chance for at blive akkrediteret var at tage ud til banen og møde manden ansigt til ansigt, uden varsel. Jeg ville nøjes med at forlange ét pressekort i stedet for to og tale meget hurtigt i et underligt tonefald, som om jeg gjorde mit yderste for at lægge bånd på en voldsom indre vrede. På vejen ud standsede jeg ved motellets skranke for at indløse en check. Idet jeg skulle til at gå, spurgte jeg rutinemæssigt, om en mr. Steadman ved et eller andet vanvittigt tilfælde skulle have indskrevet sig. Damen bag skranken var omkring de halvtreds og havde et yderst besynderligt udseende. Da jeg nævnte Steadmans navn, nikkede hun uden at se op fra det, hun stod og skrev, og sagde lavmælt: “Det kan du bande på, han har.” Så sendte hun mig et bredt og vindende smil. “Javist. Mr. Steadman er taget ud til væddeløbsbanen. Er han en af dine venner?” Jeg rystede på hovedet. “Jeg skulle arbejde sammen med ham, men jeg ved ikke engang, hvordan han ser ud. Det er noget lort. Jeg finder ham aldrig i den kødrand på væddeløbsbanen.” Hun kluklo. “Jeg tror ikke, du får besvær med at finde ham. Ham ville du kunne finde hvor som helst.” “Hvordan det?” spurgte jeg. “Hvad er der i vejen med ham? Hvordan ser han ud?”

132

“Tja ...” sagde hun, stadig grinende, “han er den løjerligste fyr, jeg længe har set. Hans ansigt er ... øh ... én stor måtte. Eller rettere sagt: hele hans hoved er det.” Hun nikkede. “Ham får du ikke besvær med at finde. Det skal du ikke være bange for.” Hold da kæft, tænkte jeg. Der røg de fribilletter. For mit indre blik så jeg en nervesvækket freak, som var fuldstændig formummet bag filtret hår og vorter, gå ind på pressekontoret og forlange at få Scanlan Monthly’s pressekort. Nå ja, hvad fanden ... vi kunne altid tage et syretrip og fise rundt på klubhusets område hele dagen med store skitseblokke – og grine hysterisk til de indfødte og slubre mint juleps i os, så strømerne ikke ville tro, vi var unormale. Måske endda ligefrem få nogle kugler ud af det ved at sætte et stort skilt op med ordene: “Lad en udenlandsk kunstner male Deres portræt. 10 dollars pr. stk. Gør det NU!” Jeg tog motorvejen ud til væddeløbsbanen. Jeg kørte meget hurtigt og styrede den kæmpestore bil ud og ind i banerne med rattet i den ene hånd og en øl i den anden, og jeg var så langt væk i tankerne, at jeg var lige ved at smadre en folkevogn fuld af nonner, da jeg slingrede til højre for at komme op ad udkørselsrampen. Måske havde jeg en spinkel chance for at få fat i den ulækre englænder, før han trådte i spinaten. Men Steadman var allerede i presselogen, da jeg nåede frem. Han var en skægget ung brite med tweedfrakke og RAF-solbriller. Der var ikke noget specielt underligt ved ham. Ingen fremstående blodårer eller strittende vorter i ansigtet. Jeg fortalte ham om moteldamens signalement, hvilket syntes at forvirre ham. “Tag dig ikke af det,” sagde jeg. “Bare husk, at vi de næste par dage er i Louisville, Kentucky. Ikke London. Ikke engang New York. Det her er et vanvittigt sted. Pris dig lykkelig for, at den kuleskøre kælling på motellet ikke hev en pistol frem af kasseapparatet og pløkkede dig ned.” Jeg lo, men han så bekymret ud. “Du skal forestille dig, at du er på besøg på en kæmpemæssig udendørs kolbøttefabrik,” sagde jeg. “Hvis vi mister herredømmet over patienterne, giver vi dem en gang Mace.” Jeg viste ham spraydåsen og modstod fristelsen til at fyre den af mod en mand med et rottefjæs, som sad og hamrede løs på en skrivemaskine ovre i Associated Press’ afde-

ling. Vi stod ved baren og nippede til direktionens whisky og lykønskede hinanden med, at vi ved et pludseligt og uforklarligt lykketræf var kommet i besiddelse af to fine sæt adgangskort. Damen ved skranken havde været meget venlig over for ham, sagde han. “Jeg gav hende mit navn, hvorefter hun udleverede mig hele molevitten.” Ud på eftermiddagen havde vi alt under kontrol. Vi havde pladser ud for målstregen, farve-tv og gratis bar i presselokalet og et udvalg af adgangskort, der gav os ret til at færdes frit overalt – lige fra klubhusets tag til jockeyernes omklædningsrum. Det eneste, vi manglede, var ubegrænset adgang til klubhusets allerhelligste, sektionerne “F&G” ... og det mente jeg, vi måtte skaffe os, for at se whisky-aristokratiet i aktion. Guvernøren, et nynazistisk røvhul ved navn Louie Nunn, ville opholde sig i “G” sammen med Barry Goldwater og oberst Sanders. Det ville være fint, hvis vi kunne få en loge i “G”, hvor vi kunne slappe af og drikke juleps og absorbere en smule af atmosfæren og derbyets specielle vibrationer. Barerne og spisesalonen ligger også i ”F&G”, og på derby-dagene er klubhusets barer noget ganske særligt. De bliver ikke blot frekventeret af politikere og societyskønheder og lokale spidser, men også af hver eneste forskruet original, som nogen sinde har forsøgt at stille op til noget som helst inden for en omkreds af fem hundrede miles fra Louisville. De dér blæste individer dukker op og drikker sig skidefulde og klapper alle og enhver på ryggen og sørger i det hele taget for at gøre sig bemærkede. The Paddock Bar er sandsynligvis det bedste sted at sidde og studere ansigter. Ingen har noget imod at blive overbegloet. Det er det, de er der for. Nogle mennesker opholder sig det meste af tiden i The Paddock. De sætter sig ved et af de mange træborde, læner sig tilbage i en magelig stol og ser de evigt foranderlige odds fare op og ned på den store totalisator-lystavle uden for vinduet. Sorte tjenere i hvide jakker bugserer herrefolkets drinks gennem skaren på deres bakker, mens eksperterne studerer deres væddeløbslister og intuitionsspillerne udvælger lykketal eller gennemsøger tavlerne for at finde navne, der lyder som vindere. Der er

Lettre Internationale - Kentucky Derbyet er dekadent og depraveret

en stadig strøm til og fra totalisatorlugerne ude i trækorridorerne. Og så, som tiden for løbet nærmer sig, tynder det ud i skaren, idet folk går tilbage til deres pladser. Vi måtte tydeligvis se at finde ud af, hvordan vi kunne komme til at tilbringe længere tid i klubhuset næste dag. De adgangskort, vi havde fået udleveret til “F&G”, gjaldt kun for en halv time ad gangen. Meningen var sandsynligvis at give journalisterne lejlighed til at fare ind og ud for at få deres billeder eller lyninterviews og forhindre flakkere som Steadman og mig i at blive hængende i klubhuset hele dagen og genere borgerskabet og hapse tegnebøger og dametasker. Eller give guvernøren en gang Mace. Tidsbegrænsningen var ikke noget problem om fredagen, men på derby-dagen ville adgangskortene blive stærkt efterspurgte. Og eftersom det tog cirka ti minutter at komme fra presselogen til The Paddock og endnu ti minutter at komme tilbage, var der ikke megen tid tilovers til at overbeglo girafferne. Og i modsætning til de fleste andre i presselogen var vi bedøvende ligeglade med, hvad der skete nede på banen. Vi var kommet for at se de virkelige dyr slå sig løs. Senere fredag eftermiddag gik vi ud på presselogens balkon, og jeg forsøgte at beskrive forskellen mellem det, vi så i dag, og det, der skulle ske i morgen. Det var første gang i ti år, jeg havde været til derby, men da jeg i sin tid boede i Louisville, plejede jeg at være her hvert år. Nu, da vi stod og kiggede ned oppe fra presselogen, pegede jeg på den store grønne plæne, som var omsluttet af banen. “Hele området dernede,” sagde jeg, “bliver stuvende fuldt af mennesker. Halvtreds tusind eller noget i den retning, og de fleste af dem er pissehamrende fulde. Det er et fantastisk syn – tusindvis af mennesker, som besvimer, skriger, kopulerer, tramper på hinanden og slås med smadrede whiskyflasker. Vi kommer ikke uden om at gå derned et stykke tid i morgen, men det er svært at komme frem og tilbage. Alt for mange mennesker.” “Er det ikke en smule farligt? Slipper vi nogensinde ud igen?” “Ja, ja,” sagde jeg. “Vi skal bare passe på ikke at træde nogen i ansigtet, så de bliver sure

og begynder at slå.” Jeg trak på skuldrene. “For fanden, mand, klubhuset her lige under os bliver næsten lige så kaotisk som plænen dernede. Tusindvis af ravende, slingrende fyldebøtter, som bliver mere og mere ophidsede, efterhånden som de taber flere og flere penge. Ud på eftermiddagen vil de begynde at kyle mint juleps ned med begge hænder og brække sig ud over hinanden mellem løbene. Stedet bliver stuvende fuldt af folk, skulder ved skulder. Det bliver svært at komme fra sted til sted. Gangene vil sejle af bræk, og folk vil falde og gribe ud efter dine ben for ikke at blive trampet ned. Drukmåsene vil stå og pisse på sig selv i totalisatorkøerne. De vil tabe deres penge på gulvet og skvatte omkuld, når de bøjer sig for at samle dem op.” Han så så nervøs ud, at jeg brast i latter. “Slap du bare af. Det er ren gas,” sagde jeg. “Ved det mindste optræk til ballade pumper jeg Mace i hovedet på dem.”' Han havde lavet et par gode skitser, men vi havde endnu ikke set lige netop det ansigt, jeg mente vi skulle bruge til den mest fremtrædende af tegningerne. Det var et ansigt, jeg havde set tusindvis af gange ved hvert eneste derby, jeg havde været med til. For mit indre blik så jeg det som whisky-aristokratiets maske – en prætentiøs blanding af sprut, skuffede drømme og en uhelbredelig identitetskrise. Det uundgåelige resultat af for megen indavl i en lukket og selvtilstrækkelig kultur. Når man avler hunde, heste eller andre dyr, er en af de vigtigste genetiske regler, at overdreven indavl har en tendens til at fremhæve såvel de svage som de stærke sider ved en stamme. Inden for hesteavl er der for eksempel en udtalt risiko ved at krydse to hurtige heste, som begge er en smule vilde. Afkommet vil sandsynligvis blive meget hurtigt, men også meget vildt. Så når man avler fuldblodsdyr, gælder det om at bevare de gode træk og fjerne de dårlige. Men de samme forstandige regler bliver ikke anvendt, når det drejer sig om menneskeavl, især ikke i et bornert sydstatssamfund, hvor overdreven indavl ikke blot er fashionabelt og acceptabelt, men også langt mere bekvemt – for forældrene – end frit at lade børnene finde deres egne mager, ud fra deres egne motiver og på deres egen måde.

134

Lettre Internationale - Kentucky Derbyet er dekadent og depraveret

(“For satan, har du hørt om Smittys datter? Hun gik fra forstanden i Boston i sidste uge og giftede sig med en nigger!”) Så det ansigt, jeg prøvede at finde i Churchill Downs den weekend, var et symbol, som jeg så for mit indre øje – et symbol på hele den dødsdømte atavistiske kultur, der gør Kentucky-derbyet til det, det er. På vej tilbage til motellet efter fredagens løb advarede jeg Steadman om nogle af de andre problemer, vi ville løbe ind i. Ingen af os havde taget nogen usædvanlige, ulovlige stoffer med os, så vi ville altså blive nødt til at nøjes med sprut. “Du bør skrive dig bag øret, at næsten enhver, som du møder fra nu af, vil være fuld,” sagde jeg. “Folk, som tilsyneladende er yderst imødekommende, kan pludselig finde på at slå ud efter dig uden grund.” Han nikkede og stirrede ud i luften. Det så ud, som om han var ved at kokse ud, og jeg prøvede at muntre ham op ved at invitere ham ud at spise om aftenen sammen med min bror. Da vi kom tilbage til motellet, snakkede vi en stund om Amerika, sydstaterne, England – bare for at slappe en smule af før middagen. På det tidspunkt var der ingen af os, som vidste, at det skulle blive vores sidste normale samtale. Fra da af blev weekenden et grusomt og lastefuldt mareridt af druk. Vi gik begge fuldstændig i spåner. Hovedproblemet var, at jeg tidligere havde boet i Louisville, hvilket naturligvis førte til møder med gamle venner, slægtninge og så videre, hvoraf mange var i færd med at gå op i sømmene, få pip, planlægge skilsmisser, bryde sammen under presset fra forfærdelige gældsbyrder eller komme sig oven på alvorlige ulykker. Lige midt i hele det vanvittige Derby-virvar måtte et medlem af min egen familie anbringes på en anstalt. Det bidrog til at gøre situationen endnu mere anspændt, og eftersom stakkels Steadman ikke havde noget valg, men måtte prøve at tage det hele i stiv arm, blev han udsat for det ene chok efter det andet. Et andet problem var hans vane med at tegne skitser af folk, han mødte i de forskellige sociale sammenhænge, jeg trak ham ind i – og bagefter forære dem skitserne. Resultat var altid negativt. Jeg advarede ham adskillige gange mod at lade modellerne se hans lidet flatterende fortolk-

136

ninger, men af en eller anden pervers årsag blev han ved med at gøre det. At samme grund blev han mødt med frygt og afsky af næsten enhver, der havde set eller blot hørt om hans tegninger. Han kunne ikke forstå det. “Det er jo bare for sjov,” blev han ved med at sige. “I England er det helt okay. Folk bliver ikke fornærmede. De forstår, at jeg driller dem lidt.” “Op i røven med England,” sagde jeg. “Det her er Amerikas sydstater. De her mennesker betragter det, du gør mod dem, som en brutal og modbydelig fornærmelse. Se hvad der skete i aftes. Jeg troede, min bror ville rive hovedet af dig.” Steadman rystede bedrøvet på hovedet. “Men jeg kunne godt lide ham. Han forekom mig at være et virkeligt pænt og anstændigt menneske.” “Hør her, Ralph,” sagde jeg. “Lad os nu ikke prøve at narre os selv. Det var en virkelig afskyelig tegning, du gav ham. Det var et uhyres ansigt. Det havde en meget dårlig virkning på hans nervesystem.” Jeg trak på skuldrene. “Hvorfor fanden tror du, vi fik så travlt med at komme ud af restauranten?” “Jeg troede det var på grund af din spraydåse,” sagde han. “Hvad for en spraydåse?” Han grinede. “Kan du ikke huske, at du gav overtjeneren en gang Mace?” “Årh, det var sgu da ingenting,” sagde jeg. “Jeg ramte ved siden af ... og vi var alligevel på vej ud.” “Men det ramte os,” sagde han. “Lokalet var fuldt af den forbandede gas. Din bror sad og nyste, og hans kone tudede. Det sved i mine øjne i to timer, og jeg kunne ikke tegne, da vi kom tilbage til motellet, fordi jeg ikke kunne se tydeligt.” “Det er rigtigt,” sagde jeg. “Hun fik noget af det på benet, ikke?” “Hun var stiktosset,” sagde han. “Ja ... nå ja, okay ... så lad os sige, at vi var lige gode om det,” sagde jeg. “Men fra nu af må vi prøve at passe på, når vi er i nærheden af de folk, jeg kender. Du lader være med at tegne dem, og jeg lader være med at mace dem. Vi koncentrerer os om at slappe af og drikke os fulde.”

“Jep,” sagde han. “Lad os gøre ligesom de indfødte.” Det var tidligt om lørdagen, den dag det store væddeløb skulle finde sted, og vi sad og spiste morgenmad i et plastic-hamburger-palads, der hed The Fish-Meat Village. Vi boede lige på den anden side af gaden i The Brown Suburban Hotel, som havde en restaurant, men maden var så dårlig, at vi ikke kunne klare den mere. Servitricerne led tilsyneladende af skinnebensbrud. De bevægede sig meget langsomt omkring, mens de stønnede og forbandede “niggerne” i køkkenet. Steadman kunne lide The Fish-Meat Village fordi de havde fish and chips. Jeg foretrak deres parisertoast, som i virkeligheden var en slags tykke pandekager, skåret ud i firkanter, så de lignede toastbrød. Ud over at vi drak og ikke fik sovet nok, var vores eneste virkelige problem på det tidspunkt at få adgang til klubhuset. Vi blev til sidst enige om, at vi om nødvendigt måtte stjæle to adgangskort, for ind skulle vi: Vi ville ikke gå glip af den del af dyrskuet. Det var den sidste fornuftsbestemte beslutning, vi traf i løbet af de næste to døgn. Fra dette tidspunkt – næsten lige fra det øjeblik, vi begav os ud til væddeløbsbanen – mistede vi enhver kontrol over begivenhedernes gang og sejlede resten af weekenden rundt i en rædselsvækkende malstrøm af druk. Mine notater og erindringer fra derby-dagen er en smule usammenhængende. Men nu, hvor jeg sidder og kigger på den store røde notesbog, som jeg havde med mig hele vejen igennem, kan jeg mere eller mindre se, hvad der skete. Bogen selv er noget medtaget og bøjet. Nogle af siderne er revet i stykker, andre er krøllede og har pletter af noget, der tilsyneladende er whisky. Men støttet af sporadiske erindringsglimt synes noterne i det store og hele at fortælle følgende historie: Regn hele natten til daggry. Ingen søvn. Åh Gud, så kaster vi os ud i et mareridt af mudder og galskab ... Nej, alligevel ikke. Ved middagstid brænder solen igennem – dagen er perfekt, ikke engang fugtig. Steadman er nu bekymret for at brænde inde. En eller anden har fortalt ham, at der gik ild i klubhuset for to år siden. Kunne det ske igen?

Lettre Internationale - Kentucky Derbyet er dekadent og depraveret

138

Grufuldt. Fanget i presselogen. Inferno. Hundrede tusind mennesker kæmper for at komme ud. Drukkenbolte skriger i flammerne og mudderet, ophidsede heste løber løbsk. Ingen kan se for røgen. Tribunen styrter ned i flammerne med os på taget. Stakkels Ralph er ved at bryde sammen. Drikker tæt. Ud til banen i taxi. Herved undgås parkering i folks forhaver. 25 dollars. Tandløse gamle mænd på gaden med store skilte: PARKER HER. Vinker biler ind i haven. “Ja, bare kom, gutter, skidt med tulipanerne.” Hans hår stritter vildt op fra issen, som siv. Fortovene er fulde af mennesker, som alle bevæger sig i samme retning, mod Churchill Downs. Børn med saftevand og tæpper, teenyboppere i stramme lyserøde shorts, mange negre ... sorte fyre med hvide filthatte med leopardskindsbånd. Strømere dirigerer trafikken videre. Der var tæt med mennesker flere gader før væddeløbsbanen. Det gik meget langsomt med at komme gennem mængden, og det var meget varmt. Lige indenfor i klubhuset, på vej til presselogens elevator, løb vi ind i en flok soldater, der alle bar lange hvide knipler. Cirka to delinger, med hjelme. En mand, der gik ved siden af os, sagde, at de ventede på guvernøren og hans følge. Steadman skævede nervøst til dem. “Hvorfor har de de knipler?” “Sorte Pantere,” sagde jeg. Så kom jeg i tanker om gode gamle “Jimbo” i lufthavnen, og jeg spekulerede på, hvad han mon tænkte i dette øjeblik. Han var sandsynligvis meget nervøs. Stedet myldrede med strømere og soldater. Vi masede os gennem mylderet, forbi en masse kontrollører og hen til sadelpladsen, hvor jockeyerne trækker hestene ud og går rundt med dem et stykke tid før hvert løb, så spillerne kan få set dem an. Der ville blive væddet for fem millioner dollars i dag. Mange vindere, endnu flere tabere. Hvad fanden. Indgangen til presselogen var stopfuld af mennesker, som prøvede at komme ind. De råbte og skreg ad kontrollørerne, mens de viftede med deres løjerlige pressekort: Chicago Sporting Times, Pittsburgh Police Athletic League ... De blev alle vist væk. “Flyt dig, kammerat, gør plads for den arbejdende presse.” Vi møvede os gennem

mængden og ind i elevatoren, og så hurtigt op til den gratis bar. Hvorfor ikke? Kul på. Meget varmt i dag, har det ikke godt, må være det forbandede klima her. Presselogen var kølig og luftig med masser af plads at bevæge sig på og en balkon, hvor man kunne sidde og se på væddeløbet eller glo på tilskuerne. Vi fik en totalisatorliste og gik udenfor. Stilfuldt indfaldne og lyserøde sydstatsansigter, konservative antræk, bæk-og-bølge-jakker og buttondown-flipper. “Løvspringssenilitet” (Steadmans udtryk) … brændt ud for tidligt eller måske slet ikke brændt overhovedet. Disse ansigter rummer ikke særlig megen energi, ikke særlig megen nysgerrighed. Lider i tavshed, har hverken mål eller med efter de tredive, bliver bare hængende for at glæde børnene. Lad de unge nyde livet, mens de kan. Hvorfor ikke? Manden med leen kommer tidligt her i kredsen. Om natten høres hylende ånder ude på plænen ved siden af den lille niggerfigur i jockeytøjet. Måske er det ham, der hyler. Frygtelige anfald af delirium tremens og alt for meget ævl i bridgeklubben. Til bunds sammen med kurserne. Åh gud, knægten har ødelagt den nye bil, smadret den mod den store sten ved indkørslen. Har han brækket et ben? Kvast et øje? Send ham til Yale. Dér kan de kurere hvad som helst. Yale? Har du set avisen i dag? New Haven er under belejring. Yale myldrer med Sorte Pantere ... Nej, kære oberst, verden er af lave. Tænk engang, jeg hører sgu, at der vist nok er en kvindelig jockey med i derbyet i dag. Jeg lod Steadman blive siddende og tegne skitser i The Paddock Bar og gik ned for at spille på den hest, vi havde udpeget til vinder af fjerde løb. Da jeg kom tilbage, sad han og stirrede indgående på en gruppe unge mænd ved et bord ikke langt derfra. “Hold kæft, mand, prøv at se, hvor hærget det fjæs ser ud!” hviskede han. “Prøv at se galskaben, frygten, begæret!” Jeg kiggede og skyndte mig så at vende ryggen til det selskab, han sad og tegnede. Det ansigt, han havde valgt, tilhørte en af mine venner fra de gode gamle dage. Dengang var han gymnasiets footballhelt. Han lå og drønede rundt i en lækker rød Chevrolet

Lettre Internationale - Kentucky Derbyet er dekadent og depraveret

Convertible og var efter sigende lynhurtig til at åbne bh-hægter. De kaldte ham “Katten”. Men nu, godt en halv snes år senere, ville jeg ikke have forventet at finde ham i The Paddock Bar på derby-dagen ... Han sad dér i en blå silkehabit med små skæve griseøjne og fissekræmmersmil, og hans venner lignede en flok luskede bankkasserere på druktur ... Steadman ville gerne se nogle rigtige derbyoberster, men han var ikke sikker på, hvordan de så ud. Jeg sagde, han skulle gå ud på klubhusets herretoilet og holde udkig efter mænd i hvide lærredshabitter, som stod og brækkede sig i pissekummerne. “De har som regel store brune whisky-pletter foran på jakken,” sagde jeg. “Men kig på skoene. Det er dem, der røber dem. De fleste af dem undgår at få bræk på tøjet, men de rammer aldrig ved siden af skoene.” I en loge ikke langt fra vores sad oberst Anna Friedman Goldman, Formand og Storseglbevarer for Kentucky-Obersternes Ærværdige Broderskab. Ikke alle de omkring halvfjerds millioner Kentucky-oberster var mødt op til derbyet i år, men mange havde trofast indfundet sig, og flere dage før derbyet samledes de til deres årlige middag på Hotel Seelbach. Selve derbyet, hovedattraktionen, var berammet til sidst på eftermiddagen, og da det magiske tidspunkt nærmede sig, sagde jeg til Steadman, at det ville være en god idé at gå ned på midterplænen til den kogende menneskemasse på den anden side af banen. Han virkede en smule nervøs ved tanken, men eftersom ingen af de forfærdelige ting, jeg havde advaret ham imod, endnu var indtruffet – ingen raceoptøjer, ildstorme eller angreb af usynlige drukkenbolte – trak han på skuldrene og sagde: “Okay, lad os bare.” For at komme derud måtte vi forbi et hav af kontrolsteder, der hver markerede et trin nedad i status, og til sidst gennem en tunnel under banen. At komme op fra tunnelen var et så voldsomt kulturchok, at det tog sin tid at vænne sig til det. “Du almægtige!” mumlede Steadman. “Det her er sgu ... kors!” Han styrtede af sted med sit lille kamera, hen over folk, der var faldet omkuld, og jeg fulgte efter ham og prøvede at tage notater.

Totalt kaos, umuligt at se løbet, ikke engang banen ... alle er bedøvende ligeglade. Man står i kø foran de udendørs totalisatorluger og træder så nogle skridt tilbage for at kunne se vinderne blinke frem på lystavlen, som i et gigantisk bingospil. Et par gamle negre diskuterer deres indsatser. “Bliv her, så ordner jeg det.” (fyren svinger med en halvfuld whiskyflaske og vifter med et bundt dollarsedler). En lille pige får en ridetur på ryggen af sin far – på hans T-shirt står “stjålet fra fængslet i Fort Lauderdale”. Tusindvis af teenagere synger i kor “Let the Sun Shine In”. Ti soldater bevogter det amerikanske flag, og en kæmpestor fed drukkenbolt tumler rundt i en blå footballtrøje (nr. 80) med en ølflaske i hånden. Der bliver ikke solgt sprut herude ... for farligt. Her er heller ingen toiletter. Muscle Beach ... Woodstock ... mange strømere med knipler, men ingen tegn på tumulter. På den anden side af banen ligner klubhuset et postkort fra Kentucky-derbyet. Vi gik tilbage til klubhuset for at overvære det store løb. Da folk rejste sig og vendte sig mod flaget og sang “My Old Kentucky Home”, vendte Steadman sig mod folk og tegnede som en gal. Et eller andet sted oppe fra en loge skingrede en stemme: “Vend dig om, din langhårede flipper!” Selve løbet varede kun to minutter, og selv oppe fra vores superstatus-pladser var det det ikke muligt at se, hvad der egentlig foregik – end ikke med en prismekikkert. Det var først, da vi senere så en tv-optagelse i presselogen, at vi fandt ud af, hvad der var sket med vores heste. Holy Land, som Ralph havde valgt, snublede og kastede sin jockey af i det sidste sving. Min hest, Silent Screen, førte i opløbet, men røg tilbage på en femteplads. Vinderen var en outsider (16:1) ved navn Dust Commander. Et øjeblik efter at løbet var forbi styrtede alle i én vild forvirring hen mod udgangen for at komme væk med taxier og busser. Næste dags Courier berettede om voldsomheder på parkeringspladsen. Folk blev slået og trampet ned og fik hugget deres tegnebøger, børn forsvandt, flasker fløj gennem luften. Men det gik vi alt sammen glip af, for vi havde trukket os tilbage til presse-

140

logen for at skylle halsen oven på løbet. På det tidspunkt var vi begge halvt afsindige af hede, kulturchok, mangel på søvn, for meget whisky og generel afmattelse. Vi blev hængende i presselogen længe nok til at overvære et masseinterview med vinderens ejer, en væver lille mand ved navn Lehmann, som sagde, at han netop samme morgen var kommet flyvende til Louisville fra Nepal, hvor han havde “fanget en præmietiger”. Sportsjournalisterne gav mumlende udtryk for deres beundring, og en tjener fyldte Lehmanns glas med Chivas Regal. Han havde netop vundet 127.000 dollars med en hest, der to år forinden havde kostet ham 6.500 dollars. Hans borgerlige erhverv, sagde han, var “forhenværende entreprenør”. Og så tilføjede han med et bredt grin: “Jeg har lige trukket mig tilbage.” Resten af den dag toner bort i vanvid. Og natten med. Og også hele det følgende døgn. Der skete så forfærdelige ting, at jeg ikke kan få mig selv til så meget som at tænke på dem nu, endsige nedfælde dem på papir. Steadman kunne bagefter prise sig lykkelig over at være sluppet ud af Louisville uden alvorlige kvæstelser, og jeg kunne prise mig lykkelig over overhovedet at være sluppet ud. En af de ting, jeg tydeligst husker fra disse uhyggelige døgn, er, at Ralph blev angrebet af en af mine gamle venner i billardsalonen i The Pendennis Club i Louisvilles centrum lørdag aften. Manden havde flået sin skjorte af til bæltestedet, før han blev enig med sig selv om, at Ralph var ude efter hans kone. Der blev ikke uddelt nogen øretæver, men de følelsesmæssige efterdønninger var temmelig massive. Og så, som prikken over i’et, fattede Steadman sin djævelske pen og prøvede at gyde olie på vandene ved at lave en lille skitse af den dame, han var blevet beskyldt for at lægge an på. Og så var vi færdige med at komme i den klub. Mandag morgen, ved halv ellevetiden, blev jeg vækket af en kradsende lyd på døren. Jeg slæbte mig halvvejs ud af sengen og trak gardinet lige præcis så meget til side, at jeg kunne se Steadman udenfor. “Hvad fanden vil du?” råbte jeg. “Hvad med at få noget morgenmad?”sagde han. Jeg sprang ud af sengen og prøvede at åbne døren, men jeg glemte at tage sikkerhedskæden

af, og den hamrede i igen. Så prøvede jeg at tage kæden af, men jeg kunne ikke få den ud af rillen – så jeg flåede den ud af væggen med et voldsomt ryk i døren. Ralph fortrak ikke en mine. “Bare ærgerligt,” mumlede han. Jeg kunne knap nok se ham. Mine øjenlåg var hævede, og jeg kunne næsten ikke få dem op, og den bølge af sollys, der brat væltede ind ad døren, lammede mine bevægelser og gjorde mig så hjælpeløs som en syg muldvarp. Steadman mumlede noget om kvalme og en forfærdelig hede. Jeg tumlede om på sengen og prøvede at stille skarpt ind på ham, mens han et øjeblik bevægede sig rundt i værelset på en yderst sindsforvirret måde og så pludselig drønede hen til ølspanden og greb en Colt 45. “Wow, mand,” sagde jeg. “Du er ved at flippe helt ud.” Han nikkede og flåede dåsen op og tog en dyb slurk. “Det er faktisk helt ad helvede til, det her,” sagde han omsider. “Jeg må og skal væk fra det her sted ...” Han rystede nervøst på hovedet. “Flyet letter klokken halv fire, men jeg ved ikke, om jeg kan klare det.” Jeg hørte ham knap nok. Mine øjenlåg var omsider kommet så langt op, at jeg kunne stille skarpt ind på spejlet i den anden ende af værelset, og jeg fik en lammende forskrækkelse, et genkendelsens chok. Et forvirret øjeblik troede jeg, at Ralph havde taget nogen med sig – en model til det specielle ansigt, vi havde ledt efter. Dér var han, gudhjælpemig – et oppustet, drukhærget, sygdomsbefængt vrængbillede ... som en grufuld karikatur af et gammelt snapshot i en engang så stolt moders familiealbum. Det var det ansigt, vi havde ledt efter – og det var selvfølgeligt mit eget. Frygteligt, frygteligt ... “Måske skulle jeg sove lidt længere,” sagde jeg. “Hvorfor går du ikke over på The Fish-Meat Village og æder en rigtig ulækker gang fish and chips? Så kan du komme tilbage og vække mig ved tolvtiden. Jeg er for smadret til at se tilværelsen i øjnene lige nu.” Han rystede på hovedet. “Nej ... nej ... Jeg tror, jeg går ovenpå igen og arbejder lidt med mine tegninger.” Han bøjede sig og tog endnu to dåser op af ølspanden. “Jeg har allerede prøvet,” sagde han, “men jeg kunne ikke få mine

Lettre Internationale - Kentucky Derbyet er dekadent og depraveret

hænder til at holde op med at ryste. Det er rædsomt, rædsomt.” “Du må holde op med at drikke,” sagde jeg. Han nikkede. “Jeg ved det. Det er noget lort. Men af en eller anden grund får det mig til at føle mig bedre tilpas ...” “Ikke ret længe,” sagde jeg. “Du får sikkert en eller anden form for hysterisk delirium i aften – sikkert lige præcis omkring det tidspunkt, hvor du skal af flyet i New York. Så lægger de dig i spændetrøje og hiver dig i spjældet og tamper dig i nyrerne med deres stave, til du holder op.” Han trak på skuldrene, gik sin vej og lukkede døren efter sig. Jeg lagde mig til at sove endnu en times tid, og så – da jeg havde været nede i supermarkedet efter min daglige dosis grapejuice – spiste vi vores sidste måltid i The Fish-Meat Village: en lækker frokost, der bestod af dej og slagteriaffald friturestegt i harsk olie. På dette tidspunkt ville Ralph ikke engang bestille kaffe. Han blev ved med at bede om mere vand. “Det er det eneste, de har, som ligner menneskeføde,” forklarede han. Og så, da der var en times tid at slå ihjel, før han skulle i lufthavnen, bredte vi hans tegninger ud på bordet og sad og rugede over dem en stund og prøvede at vurdere, om det var lykkedes ham at fange den rette stemning ... men vi kunne ikke finde ud af det. Hans hænder rystede så meget, at han havde svært ved at holde på papiret, og mit syn var så sløret, at jeg knap kunne se, hvad han havde tegnet. “Hold kæft, mand,” sagde jeg. “vi ser begge to værre ud end noget, du har tegnet her.” Han smilede. “Det har jeg faktisk tænkt over,” sagde han. “Vi kom for at se, hvor frygteligt det gik til hernede, og glo på folk, som drak sig fra forstanden og brækkede sig ned over sig selv og al den slags ... og ved du hvad? Det er sgu os ...” Et kæmpemæssigt uhyre af en Pontiac drøner gennem trafikken på motorvejen. En nyhedsoplæser i radioen siger, at hjemmeværnet er i færd med at massakrere studenter på Kent State, og at Nixon stadig smider bomber over Cambodja. Journalisten sidder bag rattet. Han ignorerer sin passager, der nu er næsten nøgen

efter at have smidt det meste af tøjet, som han holder ud ad vinduet i et forsøg på at lade vinden blæse Mace-resterne ud af det. Hans øjne er ildrøde, og hans ansigt og bryst er drivvådt af det øl, han har brugt til at skylle det grufulde kemikalium af huden med. Hans uldne bukser er fortil syltet ind i bræk. Hans krop gennemrystes af hosteanfald og hvæsende indåndinger. Journalisten maser den store bil igennem trafikken og ind på en holdeplads foran terminalen. Så rækker han armen over og åbner døren i passagersiden og puffer englænderen ud, idet han snerrer. “Skrid, din forskruede sodomit! Dit forpulede røvhul! (Vild og vanvittig latter.) Hvis det ikke var, fordi jeg havde det så skidt, ville jeg sparke dig hele vejen til Bowling Green – din skide uamerikanske røvslikker. Mace er sgu for godt til dig ... Vi kan ikke bruge sådan nogle som dig til noget som helst her i Kentucky.”

Oversat af Niels Søndergaard Oprindeligt trykt i Scanlan’s Monthly (1970)

Mace: Varemærke. En kemisk opløsning, der gør den, som får det sprøjtet i ansigtet, midlertidigt blind eller ukampdygtig. Oversætterens anmærkning.

142

Lettre Internationale

Min gade 1967

Kapuscinski var reportagens mester. Han beskriver stemninger og indtryk som ingen anden. Her indtryk fra Lagos, Nigeria Af Ryszard Kapuscinski

144

Den lejlighed, som jeg lejer i Lagos, har konstant indbrud. Og det er ikke kun, når jeg rejser et eller andet sted hen for længere tid - til Tchad, Gabon eller Guinea - men også når jeg tager en kort tur til en by i nærheden, Abeokuta eller Oshogbo, ved jeg, at når jeg vender tilbage, vil vinduet være revet ud af karmen, møblerne endevendte, og skabene tømte. Lejligheden befinder sig i centrum af byen, på øen Lagos. Denne ø var engang operationsbase for slavehandlere, og denne skamfulde, dystre oprindelse har efterladt et slags uroligt, voldsomt element i byens atmosfære. Noget som man hele tiden fornemmer. Bedst som jeg kører taxa og taler med chaufføren, bliver han pludselig tavs og ser sig nervøst omkring. - Hvad er der sket? spørger jeg forundret. - Very bad place! svarer han med sænket stemme. Vi kører videre, han slapper af og taler roligt igen. Men her i kanten af gaden (i byen er der ingen fortove) går en gruppe mennesker, og ved synet af dem bliver chaufføren atter tavs, ser sig om, sætter farten op. - Hvad er der nu? spørger jeg. - Very bad people! svarer han, og først efter vi har kørt en kilometer, vender han tilbage til den afbrudte samtale. I hovedet på sådan en chauffør må der være aftrykt et kort over byen, som ligner det, der hænger på politistationerne. Hele tiden tændes der advarselslamper i forskellige farver, som blinker og markerer farezoner, signalerer overfald og forbrydelser. Disse advarselssignaler er der særligt mange af på kortet over bymidten, og altså lige netop der, hvor jeg bor. Ganske vist kunne jeg have valgt Ikoyi - det sikre og luksuriøse kvarter for nigerianske rigmænd, europæere og diplomater, men det er et lidt for kunstigt sted, eksklusivt, lukket og omhyggeligt bevogtet. Og jeg ønsker at bo i en afrikansk by, på en afrikansk gade, i et afrikansk hus. Hvordan skal jeg ellers lære denne by at kende? Dette kontinent? Men at bo i en afrikansk bydel er slet ikke let for en Hvid. Først protesterer europæerne og gør ophævelser. En, der har sådanne hensigter som jeg, må være en særling, en der ikke er ved sine fulde fem. De prøver derfor at overtale og advare mig: Du omkommer med sikkerhed, og det er kun måden at dø på, der kan være forskel-

lig - enten dræber de dig, eller også dør du af dig selv, så frygtelige er livsvilkårene der. Men heller ikke den afrikanske part ser med entusiasme på min ide. For det første er der de tekniske vanskeligheder – hvor skal jeg bo? Sådan en bydel, det er fattigdom og trængsel, elendige småhuse, lerhytter og slum, indelukket og med mangel på lys, støvet, beskidt og fuld af utøj. Hvor skal jeg begive mig hen? Hvor finde en krog for mig selv? Hvordan bevæge sig? For slet ikke at tale om spørgsmålet om vand. Vand må hentes i den anden ende af gaden, for der står pumpen. Det tager børnene sig af. Sjældent - kvinderne. Mændene - aldrig. Og her står en hvid mand i kø ved brønden sammen med børnene. Ha! Ha! Ha! Det er umuligt! Eller lad os sige, at du har dit værelse, hvor du gerne vil lukke dig inde for at arbejde. Lukke sig inde? Noget sådant er ikke til at forestille sig. Vi lever alle sammen i en familie, i en flok, børn, voksne, gamle, vi skilles aldrig fra hinanden, selv efter døden forbliver vore ånder blandt de levende, hos dem som endnu er på jorden. Lukke sig alene inde på sit værelse, så ingen kan komme ind? Ha! Ha! Ha! Det er umuligt! - Og desuden, forklarer de lokale mig venligt, - i vores bydel er der farligt. Her går mange onde folk rundt. De farligste er boma boys - bander af tøjlesløse bøller, som overfalder, slår og røver, en frygtelig, altødelæggende sværm. De vil hurtigt lugte, at her bor en enlig europæer. Og for dem er en europæer en velhaver. Hvem forsvarer dig så? Og dog insisterede jeg. Jeg lyttede ikke til advarslerne, jeg var fast besluttet. Måske en smule fordi jeg krympede mig over folk, som kom rejsende hertil, boede i “lille Europa” eller “lille Afrika” (dvs. på luksushoteller), rejste igen og senere pralede af at have været i Afrika, det Afrika, som de i virkeligheden overhovedet ikke havde set. Og så kom der en chance. Jeg lærte en italiener at kende, Emilio Madera, som i et stræde ikke langt fra Massey Street havde et lager for landbrugsredskaber, der ikke længere var i drift (de Hvide afviklede langsomt deres forretninger), og i forbindelse med dette, eller rettere ovenover, var der en toværelses lejlighed, tom, for ingen ville bo der. Han var glad for, at jeg ville leje denne

Lettre Internationale - Min gade 1967

“Men at bo i en afrikansk bydel er slet ikke let for en Hvid. Først protesterer europæerne og gør ophævelser. En, der har sådanne hensigter som jeg, må være en særling, en der ikke er ved sine fulde fem. De prøver derfor at overtale og advare mig: Du omkommer med sikkerhed, og det er kun måden at dø på, der kan være forskellig enten dræber de dig, eller også dør du af dig selv, så frygtelige er livsvilkårene der.”

lejlighed. En aften korte han mig derhen i bil og hjalp mig med at bære mine ting op (man gik op på etagen ad en metaltrappe, fastgjort uden på bygningen). Indendørs herskede en behagelig kølighed, for Emilio havde allerede om morgenen tændt for klimaanlægget. Der var også et fungerende køleskab. Italieneren ønskede mig godnat og forsvandt hastigt, for om morgenen skulle han flyve til Rom - efter den sidste militærrevolte frygtede han nye kup og ønskede at bringe en del af sine penge ud. Jeg begyndte at pakke ud. En time efter gik lyset. Straks var værelset nedsænket i mørke, og jeg havde ingen lygte. Det værste var dog, at klimaanlægget standsede, og der øjeblikkeligt blev bagende hedt og lummert. Jeg åbnede et vindue. Ind i værelset begyndte at snige sig den blandede lugt af forrådnende frugt, brændt olie, sæbevand og urin. Skønt havet måtte være et sted i nærheden, mærkede man her i denne lukkede, smalle gyde ikke den mindste vind. Det var i marts, måneden med den mest trykkende hede, nætterne forekom endnu mere kvælende og ophedede end dagene. Jeg kiggede ud ad vinduet. På bunden af gyden lå folk halvnøgne, på flettede måtter eller direkte på jorden. Kvinder og børn sov, nogle mænd, der sad med ryggen op ad en lerhytte, stirrede op på mig. Jeg anede ikke, hvad deres blikke betød. Ville de hilse på mig? Hjælpe mig? Dræbe mig?

146

“I min gade slår man sig sjældent ned for længere tid. Folk som passerer igennem her, er byens evige nomader, vandrende der flakker om i gadernes kaotiske og tilstøvede labyrinter. De drager hurtigt videre og forsvinder sporløst, fordi de i realiteten intet ejede. De går videre, enten lokket af et fata morgana af et eller andet arbejde, eller skræmt af en epidemi, der pludseligt er brudt ud i strædet, eller jaget ud af lerhytten eller verandaen af ejeren, når de ikke har kunnet betale for den plads, de optager.” Jeg tænkte, at i den hede, der herskede i lejligheden, ville jeg ikke holde ud til om morgenen, og jeg gik ned. To mænd rejste sig, andre stirrede, uberørte. Alle drev vi af sved, alle var dødeligt udmattede, blot det at eksistere i dette klima var en kæmpe anstrengelse. Jeg spurgte dem, om det var tit, der manglede lys. Det vidste de ikke. Jeg spurgte, om det kunne repareres. De talte indbyrdes sammen i et sprog, jeg ikke forstod. En af dem forsvandt. Der gik minutter og kvarterer. Endelig kom han tilbage med to unge mænd. De sagde, at de kunne reparere lyset for ti pund. Jeg indvilligede. Kort efter var der lys

i lejligheden, og klimaanlægget fungerede igen. Efter et par dage - atter svigt, atter ti pund, og senere femten og tyve. Men indbruddene? I begyndelsen, når jeg vendte tilbage til den udplyndrede lejlighed, blev jeg grebet af raseri. At blive bestjålet, det er frem for alt at blive ydmyget, taget ved næsen. Men her blev jeg overbevist om, at det at tage tyveri blot for en ydmygelse og et bedrag, det er dog en vis form for psykisk luksus. Mens jeg boede her midt i elendigheden i min bydel, gik det op for mig, at tyveri, selv et lille tyveri, kan betyde en dødsdom. Jeg kom til at se tyveri som drab,

Lettre Internationale - Min gade 1967

som mord. I min gade havde en enlig kvinde sin lille plet, hendes eneste ejendel var en gryde. Hun levede af at tage bønner på kredit hos en handlende, koge dem, tilberede dem med sovs og sælge dem til folk. For mange af disse mennesker var en skål bønner dagens eneste måltid. Og så en nat blev vi vækket af et gennemtrængende skrig. Hele gyden kom på benene. Kvinden løb rundt i fortvivlelse, hun var ude af sig selv: tyve havde stjålet hendes gryde, hun havde mistet det eneste, hun havde at leve af. Mange mennesker i gaden ejer kun en ting. En har en skjorte, en anden har en panga, en har ingen aner hvorfra – en spidshakke. Den der har en skjorte, kan arbejde som nattevagt (ingen vil have en halvnøgen vagt). Den der har en panga, kan lejes til at hakke ukrudt, og ham med spidshakken kan grave en grøft. Andre har kun deres muskler at sælge. De regner med, at nogen vil få brug for dem som bærere og sendebud. Men i alle disse tilfælde er chancen for beskæftigelse lille, for konkurrencen er enorm. Ofte er det for øvrigt kun en lejlighedsbeskæftigelse - for en dag, for et par timer. Så min lille gade, nabogaderne og hele kvarteret er fulde af mennesker uden noget at lave. De vågner om morgenen og leder efter vand, for at vaske ansigtet. Bagefter køber den, der har penge, morgenmad: et glas te og et stykke tør bolle. Men mange spiser intet. Om formiddagen er heden svær at udholde – man må finde et sted, hvor der er skygge. Eftersom timerne går, flytter skyggen sig sammen med solen, og sammen med skyggen manden, for hvem dette er dagens eneste beskæftigelse: at kravle efter skyggen, skjule sig inde i dens mørke kølighed. Sult. Man vil vildt gerne spise, men har intet. I tilgift kommer duften af stegt kød flydende fra den nærliggende bar. Hvorfor kaster disse mennesker sig ikke over baren, de er jo unge og stærke? Men nu var der også en af dem, der ikke kunne holde sig. For pludseligt lød der et skrig. Det var en gadehandlerske, der skreg, en ung fyr havde hugget en klase bananer fra hendes bord. Den bestjålne og hendes naboersker styrtede efter ham og fangede ham til sidst. Det er

ikke til at vide, hvor politiet kom fra. Politifolkene bærer her store trækøller, som de slår med af alle kræfter, grusomt. Fyren ligger nu på gaden, sammenkrøbet og værner sig mod stavene. Der bliver straks en sammenstimlen, og det er let her, for hele denne masse af uvirksomme mennesker lurer på enhver hændelse, tumult, sensation, bare man bliver adspredt, der er noget at se på, noget at beskæftige sig med. Nu trækker de nærmere og nærmere, som om slagene fra stavene og den prygledes jamren var dem en sand fryd. Med råben og skrigen opmuntrer og ansporer de politifolkene. Hvis man fanger en tyv her, vil man straks flå ham, lynche ham, hakke ham i småstykker. Fyren jamrer lidt, han har nu sluppet bananerne. De, der står nærmest, kaster sig over dem, flår dem i stykker imellem sig. Bagefter vender alt tilbage til det gamle. Sælgersken klager sig endnu og skælder ud, politifolkene går deres vej, den forslåede, torturerede unge fyr slæber sig hen til et eller andet skjulested - forpint og sulten. Folk går hver til sit, alle vender tilbage til deres plads ved muren, ved væggen, under halvtaget – til skyggen. Her forbliver de, indtil aftenen indtræder. Efter en dag med glohede og hunger er man svækket og sløv. Men en vis bedøvelse, en indre apati er sågar gavnlig - ellers ville et menneske ikke overleve: Den biologiske, dyriske del af dets natur ville opæde alt i ham, der endnu var menneskeligt. Om aftenen liver strædet en smule op. Nu samles beboerne. Nogle har siddet her hele tiden, plaget af malariaanfald. Andre vender tilbage fra byen. Nogle har haft en heldig dag: De har arbejdet et sted eller mødt en slægtning, der har delt sine få skillinger med dem. De skal spise aftensmad - en skål kassava med stærk sovs af peberfrugt, undertiden endda med et kogt æg eller et stykke fårekød til. En del af dette får børnene, der begærligt ser på, hvordan mændene sluger mundfuld efter mundfuld. Enhver portion mad forsvinder her øjeblikkeligt og sporløst. Alt, hvad der er, bliver spist til sidste krumme, ingen har noget som helst forråd, de ville end ikke have et sted at gemme det, at låse det inde. Man lever fra hånden til munden, i nuet, hver dag er en forhindring, der kun vanskeligt lader

148

sig overvinde, fantasien rækker ikke ud over den indeværende dag, den lægger ingen planer, drømmer ikke. Den som har en shilling - går på bar. Der er fuldt af barer, i stræderne, på gadehjørner, på pladser. Undertiden er det tarvelige rum, med vægge holdt sammen af bølgeblik, og i stedet for en dør er der et bomuldsforhæng. Og alligevel har man en fornemmelse, som gik man ind i en forlystelsespark, som befinder man sig ved en farverig folkefest. Fra en gammel radio lyder musik, under loftet lyser en rød pære. På væggene hænger skinnende fotos af filmsstjerner, klippet ud af ugeblade. Bag disken står sædvanligvis en kraftig, fedladen madame - indehaveren. Hun sælger kun den ene ting, som findes i denne bar – hjemmebrygget øl fremstillet på egen måde. Øl kan være så meget, banan-, majs-, ananas- eller palmeøl. I det store og hele specialiserer hver af disse kvinder sig i at brygge en bestemt slags øl. Et glas af dette øl har tre fordele: a) det indeholder alkohol, b) det er væske, som slukker tørsten, c) fordi bundfaldet på bunden af glasset er tykt og klæbrigt, udgør den for den sultne en slags næringserstatning. Så hvis nogen i løbet af dagen kun har erhvervet sig en shilling - bruger han den sikkert i baren. I min gade slår man sig sjældent ned for længere tid. Folk som passerer igennem her, er byens evige nomader, vandrende der flakker om i gadernes kaotiske og tilstøvede labyrinter. De drager hurtigt videre og forsvinder sporløst, fordi de i realiteten intet ejede. De går videre, enten lokket af et fata morgana af et eller andet arbejde, eller skræmt af en epidemi, der pludseligt er brudt ud i strædet, eller jaget ud af lerhytten eller verandaen af ejeren, når de ikke har kunnet betale for den plads, de optager. Alt i deres liv er midlertidigt, flydende og skrøbeligt. Snart er det der, snart er det der ikke. Selv hvis det er der - så for hvor længe? Denne evige usikkerhed gør, at mine naboer i strædet lever i konstant frygt, i en angst, der aldrig aftager. De har forladt landsbyens fattigdom og er vandret til byen i det håb, at de ville få det bedre. Den, der fandt en fætter her, kunne regne med, at denne ville støtte ham, ville muliggøre en start

for ham. Men masser af disse gårsdagens landsbybeboere har ingen slægtninge fundet, ingen stammefæller. Ofte forstår de end ikke sproget, som de hører på gaden, de ved ikke, hvordan de skal spørge om noget som helst. Byens urelement har opslugt dem og er blevet deres eneste verden, og allerede næste dag er de ikke i stand til at slippe bort fra den. De begynder at bygge sig en slags tag over hovedet, et skur, deres eget sted. Eftersom disse tilflyttere ikke har nogen penge, for de var jo netop draget til byen for at tjene penge (for en traditionel afrikansk landsby var penge et ukendt begreb), kan de kun søge efter et sted at bo i et slumkvarter. Det er et utroligt syn at se hvordan sådan et kvarter bygges op. Oftest udpeger bystyret de dårligste områder til dette formål - sumpegne, mosejord eller nøgent ørkensand. På denne jord opfører nogen den første hytte. Ved siden af - den anden. Derefter - den tredie. Således opstår en gade spontant. Over for den rykker en anden gade frem. Når de to mødes - opstår der et vejkryds. Nu begynder disse gader at brede sig, krydse hinanden, forgrene sig. Således opstår en bydel. I første omgang skaffer folk sig materiale. Det er umuligt at finde ud af hvorfra? Graver de det op af jorden? Trækker de det ned fra skyerne? Et er i hvert fald sikkert, denne hob uden penge køber intet. På hovederne, på ryggen, under armen henter de stykker af blik, brædder, krydsfiner, plastic, pap, karosseri, kasser, og alt dette samler de, monterer, hamrer og klistrer sammen til noget i retning af en krydsning mellem et skur og en hytte, hvis vægge kommer til at danne en spontan, utrolig broget slumcollage. For at have noget at sove på, for ofte er gulvet sumpet mosejord eller skarpe sten, breder de elefantgræs, blade fra bananplanter, bast eller risstrå ud i rummet. Disse bydele, disse monstrøse afrikanske papier-mâché-konstruktioner er i sandhed lavet af hvad som helst, og det er dem og hverken Manhattan eller det parisiske La Defence, der er den menneskelige opfindsomheds og fantasis fornemste værk. Hele byen er rejst uden en eneste mursten, metalstang eller kvadratmeter vinduesglas!

Lettre Internationale - Min gade 1967

Som så mange andre værker fremkommet ved spontane happenings har også slumkvartererne ofte en kort levetid. Det er nok, at de breder sig for meget, eller at byen beslutter at bygge noget der. Jeg var engang vidne til en sådan udslettelse, ikke langt fra min gyde. Slummen var vokset ud til øens kant. Militærstyret fandt det utilstedeligt. En morgen kom lastbiler kørende med politi. Straks samlede sig en mængde mennesker. Nu bevægede politifolkene sig ind i slumkolonien og jagede beboerne ud. Der blev en skrigen og råben, og der opstod tumulter. Så kom bulldozere kørende, kæmpestore skriggule caterpillers. Et øjeblik efter væltede skyer af støv og røg op i luften: Maskinerne bevægede sig fremad, mens de smadrede gade efter gade og efterlod sig nedtrampet, øde jord. Den dag og nogen tid fremover fyldtes strædet af flygtninge fra den ødelagte bosættelse. Der var trængsel, larm og endnu mere kvælende. En dag fik jeg besøg. Det var en midaldrende mand i hvid, muslimsk dragt. Han hed Sulejman og stammede fra Nordnigeria. Han havde engang arbejdet hos italieneren som nattevagt. Han kendte strædet og hele den nærmeste omegn. Han optrådte forsigtigt, ville ikke sætte sig ned i min nærværelse. Han spurgte, om jeg ikke manglede en nattevagt, for han havde netop mistet sit arbejde. Jeg sagde, at det gjorde jeg ikke, men han gjorde et positivt indtryk på mig, og jeg gav ham fem pund. Efter et par dage kom han igen. Denne gang satte han sig ned. Jeg lavede te til ham. Vi begyndte at tale sammen. Jeg betroede ham, at jeg hele tiden blev bestjålet. Sulejman fandt det ganske normalt. Tyveri er en - ganske vist ubehagelig - form for nivellering af ulighed. Det er godt, at de bestjæler mig, hævdede han, det er endda en venskabelig gestus fra deres side. På den måde lader de mig mærke, at jeg er til nytte for dem, og at de af den grund accepterer mig. I grunden kan jeg føle mig sikker. Har jeg nogensinde følt mig truet her? Jeg indrømmede, at det havde jeg ikke. Nå, der kunne jeg bare se! Jeg ville være sikker her, så længe som jeg tillod dem straffrit at stjæle. I det øjeblik hvor jeg tilkaldte politiet og begyndte at forfølge dem - måtte jeg hellere forsvinde herfra.

Han kom igen en uge efter. Han fik te, og så sagde han med en hemmelighedsfuld stemme, at han ville tage mig med til Jankara Marked, og at vi der skulle gøre nogle passende indkøb. Jankara Marked er et torv, hvor medicinmænd, urtekyndige, spåmænd og tryllekunstnere sælger alle slags amuletter, talismaner, tryllekviste og vidundermedicin. Sulejman gik fra bord til bord, kiggede og spurgte. Endelig bad han mig hos en kvinde købe et bundt hvide hanefjer. De var dyre, men jeg modsatte mig ikke. Vi vendte tilbage til strædet. Sulejman ordnede fjerene, bandt en tråd om og bandt dem fast til den øverste dørkarm. Fra da af forsvandt der aldrig mere noget fra min lejlighed.

Oversat af Runa Kildegaard Klukowska. Artiklen er et uddrag fra Kapuscinski Ibenholt. Afrikanske rejser, udgivet på dansk på Forlaget Tiderne

150

Lettre Internationale

En stor mand i afrika

/ Ugga Booga som litterĂŚr teknik og et kapitel i etnoglobal filosofi. Binyavanga Wainaina om Ryszard Kapuscinski. / Af Binyavanga Wainaina

152

Worth a thousand grizzled journofantasists. Salman Rushdie om Ryszard Kapuscinski “Dette er en meget personlig bog om at være alene og fortabt.” Denne gribende og indladende sætning åbner bogen Another Day of Life, som for mig er afdøde Ryszard Kapuscinskis mesterværk. Jeg har først læst den nu, og jeg fortryder lidt, at jeg har læst ham baglæns. For dette er den tidligste af hans bøger, der er oversat til engelsk. Handlingen foregår i Angola, og den blev udgivet i Polen et år efter, at han rejste dertil for at se portugiserne pakke deres kufferter og forlade landet i 1975. “Alligevel lykkedes det mig at se, hvordan byen drev af sted. Ved morgengry rev den sig løs fra kysten og endte i en forvirret kædekollision.” Jeg flyder gennem de første sider, og ordene strømmer igennem mig; efter at jeg er rejst gennem en by, som nu ligner et krater, og været vidne til, at selv hundene er flygtet, er den modstand, jeg havde mod Ryszard Kapuscinski, forsvundet. Her er en forfatter, som skriver både grundigt og med varsom nysgerrighed, og i hele bogen går en mild fornemmelse af chok gennem hans karakterer, hans prosa og mig selv som en stemmegaffel. “‘De har taget alt fra os,’ sagde en af soldaterne uden vrede og vendte sig for at skære en ananas ud, fordi en sådan, når den er overmoden og bliver skåret i, har så meget saft, som løber ud som vand fra en krop, og det var det eneste, vi havde at spise.” Således, på en intim og henkastet måde, begynder vi at kunne skimte Kapuscinskis Angola, et land forbandet med rigelige naturressourcer, helt fra slavetiden og frem til i dag. Landet bidrager til, at resten af verden kan nyde godt af store mængder olie og diamanter. “Efter at hundene var flygtet, var det, som om byen blev stiv som et lig. Så jeg besluttede mig for at drage til fronten.” I første del af denne fantastiske bog får vi glæden af Kapuscinskis evne til fysisk at beskrive en by, som er gået fuldstændig i stå. Og oven i købet får vi levende karakterer at forholde os til: Kommandant Ndozi, som i jeg-form deler sine

dage og tanker med os, men vi ser også gennem forfatterens/fortællerens øjne: vores, han, jeg, dem, “fjender på jorden, venner i himmelen” – der er øjeblikke, hvor det er uklart, om vi får informationerne fra Ndozi eller fra Kapuscinskis egen pen, om det er Kapuscinski, som indtager Ndozis bevidsthed – eller om det er det hele på en gang. Jeg-personen tager os med ind i miljøet, tredjepersonen observerer, som stod han på sidelinjen med hovedet på skrå, oprigtigt perpleks og nysgerrig, og vi kommer ind under huden på nogen her – dette er ikke en krig, hvor man straks begynder at pege: chok! Og sikke nogle mennesker. Vi skal selv se: Kom, siger Kapuscinski, kom og del dette med mig.

Confusão Der er historiske oplysninger i denne bog. Både ved at begivenheder rent faktisk er observeret af nogen, som var til stede, og gennem en oprigtigt interesseret og intelligent forfatter. Her er folks egne historier og godt udvalgte reportager. Så vidt jeg kan se, forholder Kapuscinski sig til kendte fakta om Angola i bogen, men det bremser alligevel ikke hans fantasi eller hans bizarre og indsigtsfulde spekulationer. Gennem bogen bliver jeg inviteret ind i fortællerens varme nysgerrighed og forvirring, og vi bliver klædt på til at opleve et omskifteligt og mindeværdigt land. Og så er der confusão. “Der er en slags fatalisme i confusão. En person vil gerne gøre noget, men det falder fra hinanden i hans hænder. Han vil sætte noget i gang, men en eller anden kraft paralyserer ham. Confusão kan overtage vores tanker. Det kan eksplodere i en forsamling af mennesker eller gennemstrømme dem. Confusão kan regere over et enormt territorium og gennemstrømme millioner af mennesker. Og så er det en krig. Så, nok en gang, hvis de ikke havde hørt ham sige det før, ville de have spurgt Felix: ‘Hvad sker der?’ Og Felix svarer: ‘Har jeg ikke allerede sagt det? Confusão.’ Så går de hver til sit og ryster på hovederne og trækker på skuldrene. Og de ryster på hove-

Lettre Internationale - En stor mand i Afrika

“De sidste halvtreds år har Europa skabt en solid infrastruktur af letkøbt overtro for at forklare, hvad Afrika “er”. Lad os kalde det “Ugga Booga”.”

derne og trækker på skuldrene, fordi Felix har sået confusão blandt dem.”

Ugga Booga som litterær teknik De sidste halvtreds år har Europa skabt en solid infrastruktur af letkøbt overtro for at forklare, hvad Afrika “er”. Lad os kalde det “Ugga Booga”. Jeg føler, at jeg befinder mig i en tyk tåge af Ugga Booga, når jeg læser Kejseren. Den er ifølge mange Kapuscinskis store Afrika-bog. Bogen handler om kejser Haile Selassie af Etiopien, hans opstigning og fald. Første sætning. Første side. En tjener, som kaldes “F”, deler livet i paladset med os. “Der var en lille japansk hund, en japansk race. Dens navn var Lulu.” Senere erfarer vi, at Lulu for at sige det, som det er, tisser på hoffets sko, og F, en lidende tjener, som har arbejdet der længe, må tørre det af deres sko med et stykke tøj. Det var F’s job i ti år: Han var den officielle hundeurinafvasker for skoene, som var blevet tisset på i Hans Højheds palads, kongen over alle konger, og Etiopien. Den næste, der fortæller, er “L.C.” – som taler om kejseren og i løbet af halvanden side omtaler ham som “Hans Majestæt”, “Kongen over alle konger” og “Hans Allerhøjeste Majestæt”. L.C. siger, at kejserens “nerver var kolde og hårde som stål, eller at han slet ingen nerver havde”. Efter to sider fortæller Y.M. – en anden insider i paladset: “Hans Højærværdige Majestæt var ikke nogen læser. For ham eksisterede hverken det skrevne eller det trykte ord; alting skulle meddeles ham mundtligt.” “Hans Majestæt havde ingen skoleuddannelse.” “Skønt han herskede i et halvt århundrede, vidste end ikke hans allernærmeste, hvordan hans underskrift så ud.” Y.M. omtaler desuden kejseren som “Guds udvalgte” og “Hans Enestående Højhed”. Jeg forventer, at James Bond eller Kapuscinski selv skal storme ind i kejserens soveværelse med sin spidse pen i hånden.

154

Y.M. fortsætter: “Kedir aflægger også rapport om arbejdet i den militære kryptografi-afdeling. Hans Allerfortræffeligste Højhed stiller ingen spørgsmål, ytrer ingen kommentarer. Han går og lytter. Somme tider standser han foran løvernes bur for at kaste en kalveskank ind til dem, som en tjener har rakt ham. Han iagttager løvernes grådighed og smiler. Så går han hen til leoparderne …”. I mit hoved dannes billeder af en kunstigt fremstillet vulkan, hvor en lille og ond mand forsøger at erobre verden, mens han snurrer rundt i sin høje stol med grøn afskærmning i baggrunden – og en skræmt lille hund, formet som en løvetand, tisser på James Bonds fødder, mens den Lille Mands pokerfjæsagtige butler (som har det sorte bælte i karate) tørrer hans sko af med et silketørklæde. Da kejseren går hen mod leoparden med oksekød, bliver han overrasket af Makonen Habte-Wald, der dukker op som en skygge “fra bag et træ”, lige som kejseren skal til at fodre flamingoerne, der spreder sig, da han nærmer sig. “Kejseren smiler ved synet af væsener, der nægter at adlyde ham.” “Kejseren tænker og lægger planer som en slags Machiavelli, mens han fodrer hundene og den sorte panter og “beundrer” myreslugeren, han for nylig fik i gave af Ugandas præsident.” Det er endnu ikke morgen, og da solen står sagte op, er kejseren alene, han “funderer” og lægger “strategi og taktik, til at løse gåderne i andres karakterer, til at planlægge det næste træk på magtens skakbræt. Hans hjerne er en computer, der oplagrer hver en detalje; selv den mindste kendsgerning vil blive husket.” Vi er på side 10.

MUHAHAHA, MUHAHAHA, MUHAHAHA. Åh, kære ven. Lad os tage en lille pause og tjekke nogle fakta. Afdøde Harold G. Marcus var historieprofessor ved universitetet i Michigan og har skrevet følgende bøger: Haile Selassie I: The Formative Years, 1892-1936, Ethiopia, Great Britain, and the United States, 1941-1974: The Politics of Empire, og The Life and Times of Menelik II: Ethiopia 1844-1916.

I 1990 skrev han en artikel med titlen: “Prejudice and Ignorance in Reviewing Books about Africa: The Strange Case of Ryszard Kapuscinski’s The Emperor” (1983), hvor han skriver følgende (jeg har udvalgt nogle få eksempler): “Det er korrekt, at kejseren var glad for små hunde, men han ville aldrig have tilladt, at et dyr ydmygede nogen i hans hof.” “Fader Samuel introducerede sin student (Haile Selassie) til klassisk etiopisk og vestlig litteratur og bidrog til, at han fik en grundlæggende respekt for det at læse og lære.” “Haile Selassie var, efter al sandsynlighed, i stand til at læse både amharisk, fransk og senere engelsk.” “Desuden skrev han instruktioner og ordrer, og derfor er Kapuscinskis følgende absurde udsagn en ren løgn: ‘Skønt han herskede i et halvt århundrede, vidste end ikke hans allernærmeste, hvordan hans underskrift så ud.’” Det viser sig også, at tiltaler som “Enestående Majestæt” og alle disse højbårne titler, som krydrer næsten hvert eneste afsnit i bogen, aldrig blev brugt ved omtale af Haile Selassie. Oftest blev han omtalt eller tiltalt som “Janhoy” – som betyder “majestæt”. På side 21 kalder Kapuscinski præsident Kasavubu for Kasavaba. Man kunne måske mene: Hvem kender også navnene på disse underlige afrikanere? Kasavubu var præsident, før jeg blev født. Men jeg ved det, og de fleste grundskoleelever i Afrika ved det. En journalist, som kender Afrika, burde vide det. Hans redaktør. Faktisk kunne de utallige faktuelle fejl uden videre blive rettet af en 15-årig på Mangu High School, eller i løbet af en dag på biblioteket i Nairobi. Men måske har mennesker med “visioner” vigtigere ting at tage sig til? Måske en visions-revolution? Jeg fortsætter, og irritationen vokser. Det, som var indsigtsfulde karakterer i Another Day, er blevet karikaturer i denne bog. Jeg er frustreret, jeg har ikke adgang til forfatterens fantasi her: Det er en demonstration af løst krudt. Nogle scener er skrevet i kursiv; som en banket for afrikanske ledere, og senere; signalet, jeg har ventet på, en scene som taget ud af det bedste fra Another Day:

Lettre Internationale - En stor mand i Afrika

“Jeg bemærkede, at der bag huset var noget, der bevægede sig, rørte på sig, mumlede, smaskede, sukkede og smækkede med læberne […] I den mørke nat stod en flok barbenede tiggere klumpet sammen. Opvaskerne, der stod og arbejdede i huset, smed madresterne ud til dem. Jeg så flokken fortære resterne, benene og fiskehovederne med den største koncentration. I deres fuldkomne fortabelse i spisningen var der en næsten voldsom biologisk hæmningsløshed.” Wow. Hvis denne bog er en allegori, som mange har hævdet, er det i hvert fald en ubevidst allegori. Selassie er identificeret ved navn, og Kapuscinski

“Kapuscinski er blevet en slags afrikansk skrivende: Han lever og vandrer med folket (som fyren fra National Geographic, der vandrer med ulvene). Denne noble og ydmyge handling af en mand uden “imperialistisk bagage” – en mand, som har fået fire dødsdomme og oplevet 27 revolutioner (med forkerte datoer, forkerte navne, forkerte nationer i forkerte lande, og som har givet stammer med flere millioner mennesker forkert religion).”

156

har hævdet, at bogen er en reportage. Den skulle have været kaldt en roman i stedet, for på den måde at have undgået de nok så alvorlige spørgsmål om integritet, som er dukket op de sidste 20 år. Hvis vi skal være hårde, kan vi sige, at det ikke spiller nogen rolle, om han laver et falsk billede af Etiopien for at få den ønskede effekt frem, og at han præsenterer sit falske Etiopien som en sandhed. Hvem skulle have noget imod det? Etiopien er alligevel et land i ruiner, set fra de geopolitiske herskeres ståsted. Ingen vil sagsøge ham. Det er vel det, man kan kalde litterær realpolitik. En forfatter gør det, han kan tillade sig. Han ville aldrig være sluppet af sted med at lave noget i nærheden af det samme om Liechtenstein eller Sverige eller et Coca-Cola-logo eller om en tyveårig kvinde i Forgotten, Idaho. Men når det handler om Etiopien, så kan han. Så hvorfor ikke udnytte muligheden for at skabe en ny, modig genre. Kapuscinski skriver meget direkte om det i sin sidste bog om Afrika, Ibenholt: “Aldrig vil en historie, som den vi i Europa kalder videnskabelig og objektiv, opstå her, fordi den afrikanske historie ikke har dokumenter og notater, og hver generation, der lytter til den overleverede version, har ændret og bestandig vil ændre den, forvandle den, modificere og farve den. Men derigennem, fri for arkivernes tyngde, for kendsgerningers og datoers stivhed, opnår historien sin reneste, krystalklare skikkelse – mytens skikkelse.” Så er det bare ærgerligt, at netop Kejseren finder sted i et land, der er spækket med arkiver og dokumenter, et land spækket (måske sågar forbandet) med sin egen dokumenterede historie. Selv som en roman burde denne bog have et troværdighedsproblem. Hvis man ser bort fra den fantastiske atmosfære, er karaktererne troværdige nok, særligt hvis bogen læses af nogen på den anden side af havet, nogen som er vant til at lægge sund fornuft på hylden, når de læser om det afrikanske kontinent. Det, som står klart for os, er, at bogen er baseret på virkelige mennesker, og at den er skrevet af en lovprist journalist – og så foretager vores fantasi nogle spring: Disse mennesker er underlige, og sproget, de snakker, er mærkeligt. Overjordiske væsener lever iblandt os.

En roman ville have været meget mere krævende – man ville være nødt til at skabe troværdige karakterer i en troværdig fiktiv verden. Lulu skulle væk, eller i det mindste holde op med at tisse på sko. Hvis bogen havde været en serie af små hændelser, i velkendt Kapuscinski-stil, ville det måske have fungeret bedre. Det er sådanne små scener, der redder bogen fra at blive en eneste, uudholdelig kliché. Men så skulle den tunge symbolik og orientalismen ud. Det havde fungeret bedre, hvis han var kommet dybere ind under huden på karaktererne: Det er at snyde at gøre kejseren til en stiv og kejseragtig skikkelse. Selvom vi til dels lærer ham og hans hof at kende politisk, forbliver de fjerne for os, særligt på grund af den hyppige brug af deres titler. De har ingen nuancer, disse små ting, som udgør det virkelige liv, er væk, alt for mange uvæsentlige ting bliver i stedet givet symbolsk og politisk vægt. Som en roman er denne bog fantastisk på to områder: “Ugga” og “Booga”. Ingen redaktør ville vove at sjuske sådan med fakta, hvis det havde handlet om Indien eller Kina. Så ville Rushdie være kommet efter ham. Eller Det Voksende Indiske Marked. Kapuscinski er blevet Afrikas Kipling. Kapuscinski er blevet en slags afrikansk skrivende: Han lever og vandrer med folket (som fyren fra National Geographic, der vandrer med ulvene). Denne noble og ydmyge handling af en mand uden “imperialistisk bagage” – en mand, som har fået fire dødsdomme og oplevet 27 revolutioner (med forkerte datoer, forkerte navne, forkerte nationer i forkerte lande, og som har givet stammer med flere millioner mennesker forkert religion). Fordi Kapuscinski var alt dette, begynder vi læsningen på side ét med faktisk at tro, at Lulu tisser på kejserens sko, og at Selassie fodrer løverne, mens han får følsomme oplysninger fra en skygge bag en busk. Gennem hele Another Day har Kapuscinski ikke noget problem med at ændre stilen for at skabe større effekt, og endnu vigtigere: for at hjælpe os til at forstå Angola på et kritisk tidspunkt. Men i Kejseren er alt stiliseret, stemningen bliver vigtigere end fakta.

Lettre Internationale - En stor mand i Afrika

Der er mange små, magiske øjeblikke i Kejseren, men de drukner i Kapuscinskis totale tab af perspektiv, hans arrogante spekulationer og hans forvirrende faktuelle fejl, som er vanskelige at retfærdiggøre. Hans overivrige stemningsbeskrivelser, som ikke giver nogen indsigt. Hoffet taler, som om de er karikaturtegninger, helt løsrevet fra tid og sted, ingen af dem bliver karakterer, vi bryder os om. Kejseren selv bliver som en opslagstavle: Hvis du står for tæt på, er alt uklart, men i almindelige orientalistiske farver. Du kan næsten lugte krydderierne, men menneskene er skjult bag lyden af musik, farver og bjæffende, japanske hunde. De kan hverken elske eller drømme. I en anmeldelse af The Occupation of Iraq: Winning the War, Losing the Peace af Ali A. Allawi i The New Republic skriver Fouad Ajami følgende: “… de rejsende og journalisterne er karikaturer og tager den obligatoriske tur til den grønne zone for derefter at returnere med stor autoritet. Alene af den grund kunne du kræve en plads i æteren, det var vigtigt at tage af sted, hvis nogen skulle lytte til dig derhjemme. Irak blev en erfaring, som gav respekt. En slags “ikke-angrebspagt” blev indgået mellem de nye eksperter: Ingen satte spørgsmålstegn ved andres ekspertise. På den måde blev Irak et af de mørkeste kapitler i ekspertise-historien. Vi holdt øje med vores soldater og bureaukrater i Irak, men ingen gad se på begrænsningerne i det, som blev skrevet.”

Etnoglobalisme Jeg synes, at Kejseren er en flot bog og en død bog. Vi, der skriver, kan lære mange tricks til at beskrive en atmosfære, mange stilistiske nyskabelser, megen gimmick og ønskede effekter. Det er også muligt i en verden, som lever i fornægtelse, at en sådan kritikværdig “litterær” form kan have succes, så længe man forholder sig til steder, der ikke kan svare igen. Kapuscinski var en intim og fantasifuld forfatter i Another Day; og i Kejseren var han meget intim – dog på afstand – men han var samtidig den overtroiske insider-skribent. I store dele af Ibenholt har han fuldstændig fritaget sig selv for insider-rollen.

Denne bog blev skrevet for at fejre Kapuscinskis fyrre års ægteskab med Afrika. Bogen er skizofren. Jeg mistænker den for at være en blanding af historier fra gamle dage og historier, han hoster op med fra nyere tider. Her er hans typiske intime scener, og der er mærkelige kommentaragtige essays. Det er mellem de to, at man kan observere den særlige Kapuscinski. I bogens forord skriver han: “Dette er altså ikke en bog om Afrika, men om nogle mennesker, som lever der. Dette kontinent er for stort til, at man kan beskrive det. Det er som et ocean, en særegen planet […]. For bortset fra det geografiske navn eksisterer Afrika i virkeligheden slet ikke.” Derefter – nogle sider længere fremme – kan han ikke modstå sig selv, og Ugga Booga træder frem, massivt og direkte: “… for Afrikas indbyggere (ud over små undtagelser, og i tilfældet Belgisk Kongo – uden undtagelse) [var det] ikke tilladt at rejse til Europa, eller i det hele taget uden for deres kontinent.” Tja, tag et kig på små eksempler som Cinua Achebes Education of a British protected child eller historien om Nzinga Bemba fra kongedømmet Congo. Han fik senere navnet Dom Afonso. Fra Wikipedia: “Afonso sendte flere af sine børn til Europa for at studere, heriblandt sønnen Henrique Kinu a Mvemba, som blev udnævnt af Vatikanet til biskop i 1518 i Utica (i Nordafrika), men rent faktisk praktiserede i Congo fra starten af 1520erne, til han døde i 1531.”

158

For halvtreds år siden overtog en gruppe unge idealistiske ledere unge, idealistiske nationer i Afrika. Nogen af dem er født samtidig med Kapuscinski. På den tid stod de sammen, stillede spørgsmål, prøvede at få ting i gang. Det var i 1960erne. I 70erne lancerede de sig på ny, nogle som “høvdinge”.

Kapuscinski skriver desuden: “Lad os huske på, at angsten for hævn sidder dybt i den afrikanske mentalitet.” “I Afrika kører man helst ikke om natten – mørket foruroliger chaufføren. De er så bange for det, at de ofte siger nej til at køre efter solnedgang.” “Afrikanere spiser kun en gang om dagen, efter solnedgang.” “Denne påtvungne bevægelighed hos stammerne har gjort, at der i Afrika ikke findes gamle byer.” Og min Ugga Booga-favorit: “Men dette er Afrika, og en lykkelig parvenu kan ikke glemme de gamle klantraditioner, hvor en af hovedreglerne lyder: Del alt, hvad du har, med dine brødre, med de andre medlemmer af klanen, altså, som man siger her, med din fætter (i Europa er båndet til en fætter temmelig svagt og fjernt, i Afrika er en fætter på moderens linie vigtigere end ægtemanden).”

Lettre Internationale - En stor mand i Afrika

Den første, der opdagede de mange fejl og generaliseringer i Ibenholt, var John Ryle, som anmeldte bogen i The Times Literary Supplement. Efterfølgende har andre, som Tom Bissel, forsøgt at nedtone det ved at antyde, at der kun var nogle “få” fejl, eller at Kapuscinskis generelle genialitet og omsorg gør ham til noget større end blot en “reporter”. Sandheden er, at Ryle kun nævnte nogle få generaliseringer. Bogen er fuld af dem, for mange til at nævne i en anmeldelse. Bogen er mere end blot en samling af fejl, den afslører en mental indstilling. Det er det grundlæggende ved generaliseringerne, som sårer mig. De er dumme – og med dumme mener jeg, at man ikke kan analysere dem, de kan ikke måles, de kan ikke sammenlignes med noget, andet end hjemmesider for skinheads eller eks-rhodesiske nyhedsgrupper. Det er steder, hvor lignende fraser fortsat lever, kun gyldige for dem indenfor, for at bevare myter om de “udvalgte”, og for at holde dem samlet. Men her, i Ibenholt, findes de side om side, fra en forfatter, som er nøgen i sin omsorg og varsomme intelligens: Det er her, de begynder at blive antydende, og at få magt og mening. Nogen begynder at sige, kan, kan, kan det være sådan? Kan det være sandt? I 1994-udgaven af Granta slipper Kapuscinski sin etnoglobale filosofi løs: “Det europæiske tankesæt er indstillet på at se sine begrænsninger og at acceptere sine begrænsninger. Det er et skeptisk tankesæt. Denne kritiske måde at tænke på findes ikke i andre kulturer. De er stolte, og de tror, at det, de har, er perfekt.” For halvtreds år siden overtog en gruppe unge idealistiske ledere unge, idealistiske nationer i Afrika. Nogen af dem er født samtidig med Kapuscinski. På den tid stod de sammen, stillede spørgsmål, prøvede at få ting i gang. Det var i 1960erne. I 70erne lancerede de sig på ny, nogle som “høvdinge”. De blev nationers fædre. Omtrent på samme måde som Kapuscinski blev “den mest intelligente Afrika-kender”.

Da Ibenholt udkom på engelsk i 2001, blev Kapuscinskis historier trykt af mange redaktører, uden at de blev faktatjekket. Når legenden vokser, bliver de vilde spekulationer virkelige, Etiopien er blevet det, Kapuscinski skrev, at det var. Unge korrespondenter marcherer af gårde til Afrika med en udgave af Kapuscinski i lommen på deres kakibukser. For mig og for mange afrikanere er der ingen undskyldning for den slags vrøvl. Men selvfølgelig – hvis dette står i vejen for en litterær helgenbeskrivelse, som elskede os så højt, må man prioritere. Men vi overgiver os. Vi lader beskrivelsen af virkeligheden være fuld af skrivefejl, som kan bruges som skyts, endda af en person, som ikke engang værner om elementær etik i sin egen civilisation. Når alt kommer til alt, arver vi en verden baseret “på myter alene”.

Oversat af Andreas Harbsmeier

160

bioGRAFIER Mike Davis Amerikansk debattør og skribent født i 1946. Selvudnævnt international socialist og marxistisk miljøforkæmper. Han er urbanitetsteoretiker, historiker og politisk aktivist. Nogle af de mest omdiskuterede bøger, han har skrevet, er Ecology of Fear (2000), The Monster at Our Door: The Global Threat of Avian Flu (2005) og Planet of Slum (2006).

Andreas Harbsmeier Dansk redaktør, skribent og oversætter, født 1978. Ansvarshavende redaktør for månedsmagasinet Højskolebladet og pressemand for Højskolernes Hus. Studier i litteraturvidenskab, sociologi og tysk i København og München. Seneste udgivelse er Virkelighedssumpen (med Karsten W. Meyhoff, 2010). Ansvarlig redaktør for Lettre Internationale. Bor i København.

Ryszard Kapuscinski Polsk journalist og forfatter. Han blev født i 1932 i Pinsk, nu Hviderusland, og døde i 2007. Kendt som den litterære reportages mester. Kapuscinski har skrevet reportagebøger fra Afrika, Sovjetunionen, Asien og Latinamerika, og hans sidste bog, Rejser med Herodot, udkom på dansk på forlaget Tiderne Skifter. Efter Kapuscinskis død har der været rejst kritik af hans litterære tilgang til journalistikken.

Jacob Lillemose Født 1974, kritiker, kurator og Ph.D.stipendiat på Københavns Universitet. Har bidraget til adskillige internationale kataloger og har redigeret Vi elsker din computer. En antologi om netkunst

(2008) udgivet af Det Kgl. Danske Kunstakademi. Medlem af kollektivet Artnode. Kunstredaktør for Lettre Internationale. Bor i København.

Karsten Wind Meyhoff Ph.D.-stipendiat ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder med populærkultur og genrefiktion. Har senest udgivet Björlings metode. Et portræt af Gunnar Björling og hans naturdigtning (2008), Forbrydelsens elementer. Kriminallitteraturens historie fra Poe til Ellroy (2009) og Virkelighedssumpen (m. Andreas Harbsmeier, 2010). Ansvarlig redaktør for Lettre Internationale. Bor og arbejder i København.

Anton Nans Dansk skribent, slacker og surfer, født 1975. Assistent for filminstruktøren Bruce Brown. Hans område er ekstremsport. Har skrevet en lang række artikler og reportager for amerikanske magasiner som Surfer, Surfing Magazine, Skateboarder Magazine, SLAM Magazine og Playboy. Bor og arbejder i San Diego, Californien.

Linda Polman Født 1960. Journalist og forfatter. Har gennem de sidste tyve år skrevet for de fleste belgiske og hollandske aviser. Var udsendt i Rwanda i 1995, hvor hun blev øjenvidne til massakren på anslået firetusinde flygtninge i lejren Kibeho. I år er udkommet War Games om den internationale nødhjælpsindustri.

Arundhati Roy Født 1961. Indisk forfatter og politisk aktivist. Hun har skrevet romanen De små tings gud, for hvilken hun vandt Bookerprisen i 1997. Foruden sin litterære virksomhed – eller måske i logisk

forlængelse heraf – har Roy været aktiv deltager i den globaliseringskritiske bevægelse, bl.a. som taler ved World Social Forum og med bogen Menigmands guide til imperiet (2005).

Jan Stage Dansk journalist og forfatter. Født 1937, død 2003. I en lang årrække var en latinamerikakorrespondent for Dagbladet Information. Herefter omrejsende korrespondent for bl.a. Berlingske Tidende, Politiken, Information og den tyske udgave af Lettre Internationale. Desuden et omfattende forfatterskab af kriminalromaner.

Hunter S. Thompson Amerikansk journalist og forfatter. Født 1937, død 2005. Opfinderen af gonzo-journalistikken og en vigtig aktør inden for den såkaldte new journalism. Forfatter til en lang række satiriske og humoristiske tekster om det amerikanske samfunds brogede livsverden. Blandt de mest kendte titler tæller Hell’s Angels. A Strange and Terrible Saga (1966), Fear and Loathing in Las Vegas: A Savage Journey to the Heart of the American Dream (1971) og Fear and Loathing: On the Campaign Trail ‘72 (1972).

Binyavanga Wainaina Kenyansk forfatter og journalist. Født 1971. Redaktør for det litterære tidsskrift Kwani?. Vandt i 2002 Caineprisen for sin novelle ”Discovering Home”. Har i flere essays beskæftiget sig kritisk-ironisk med det europæiske billede af Afrika. Mest udtalt i den satiriske artikel, ”How to Write about Africa” til det britisk tidsskrift Granta, der blev oversat til dansk i Lettre Internationale, (16, 2007)

Lettre Internationale - Subject

dno`m i p o m j _ jkk ` h i jgh\ mpdi`m K \ _ Gdi _`in m ` q ) . d _`i \i_d( c B n jt cj dikdnojg M d o \ \nf _c <mpi `m` h`_ h ib g_ odgcÂ¸ in qj ` b \ o ^j in d ` \ I i <ioj _jpn g < _ ` \b` h nomj(g\i_ o N i \ E\ b` d > m j i ` nfdi` jb B \ h n ` `gq`_ c d n d nji ?\q k ` f h d j H Oc o`m N) i p C h`_ k d m o KÂ&#x2020; \bjn \i_ g G ( d j u i ` d Bji Â&#x2020; b\_ k d f n i kpn^d \ F m_ Mtnu\ \ jh df i d \ di i \ R\ oo`mÂ¸m o`f b i \ gd \q =dit jjb\ njh = Pbb\