Opdatering 2010 by Levende Historie

opdatering Ă&#x2026;rbog for Museet for Varde By og Omegn & RingkĂ¸bing-Skjern Museum 2010

opdatering – Årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2010 © Forfatterne, Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2011 Redaktion: Claus Kjeld Jensen og Tine Lorange Grafisk tilrettelægning og omslag: Tine Lorange Fotos og illustrationer: med mindre andet er angivet under de enkelte fotos og illustrationer tilhører billedmaterialet i denne bog Museet for Varde By og Omegn eller Ringkøbing-Skjern Museum Alle kort og luftfotos: ©Kort & Matrikelstyrelsen Skrift: Calibri Papir: Multiart Silk 130 g Omslag: Cromocard 240 g Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S, Skjern ISBN 978-87-89834-73-3 ISSN 1903-9581

Kære Læser! I 2010 er indledt et tæt strategisk samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn. Samarbejdet udsprang af et konkret behov for nye magasiner hos begge museer. Men hurtigt blev det klart, at der var langt flere samarbejdsmuligheder. Nogle hvor vi umiddelbart kunne spare penge, ved at løse opgaver i fællesskab. Andre hvor vi kunne lægge viden og arbejdskraft sammen for dermed at løse opgaver bedre. Tankerne bag det nye samarbejde er beskrevet i denne årbogs første artikel. Og selve årbogen er nu også et fælles projekt. Derfor er dette års årbog næsten dobbelt så stor som sidste års. Og derfor spænder denne bog videre end de to foregående. Her er oversigter over årets arkæologiske udgravninger, artikler om jernaldergrave fra Spjald og fra Årre, jernalderlandsbyer fra Spjald og Selager, vikinger i Tistrup og renæssancegårde i Skonager. Og her er kulturmiljøbeskrivelser fra Ølgod, Blåvand og en omfattende analyse af Bork Havns lyksaligheder og udviklingsmuligheder. Selve lykken har også fået sin egen artikel i denne årbog, ligesom vi får en hilsen fra Christian IV’s tid i form af et nyopdukket dokument. Årbogen rummer også en række artikler om de mange udstillinger og formidlingstilbud museerne leverer herude i det yderste Vestjylland. Fra artikler om årets store udstillinger ”Lykken er…” på Bundsbæk Mølle, ”Det omvandrende

tjekkiske dukketeater” på Dommerkontoret i Ringkøbing og ”Liv i ler” på Varde Museum, til full-body CT-scan af 30 vestjyder fra den tidlige jernalder, en billedkavalkade over årets gang med levende formidling på Nymindegab Museum og en artikel om ”kedelige museer” – eller de udfordringer museerne står overfor, når vi gerne vil have børn og unge til at bruge os noget mere. Endelig rummer årbogen fem beretninger fra de museumsforeninger, som i høj grad er museernes forankring i det lokale, og hvis medlemmers køb af denne årbog overhovedet muliggør udsendelsen af den. Bogen vidner om et travlt år på begge museer. Med udgravninger og udstillingsopbygning, med forskningsog formidlingsprojekter, med registrering, administration og ikke mindst en konstant forholden sig til omverdenens evigt foranderlige ønsker og krav til museerne. En række medarbejdere har i alt dette fundet tid til at skrive artiklerne til denne årbog. Det skal de have tak for. Men en endnu større gruppe medarbejdere skal have tak for at have lavet det daglige arbejde, som gør at vi tilsammen kan holde 20 udstillingssteder åbne og betjene cirka 200.000 gæster. Vi håber årbogen giver en fornemmelse af bredden og omfanget af dette arbejde. God læselyst! Kim Clausen og Claus Kjeld Jensen

Lokaliteter omtalt i de enkelte artikler z z

81 106

113

146

z z

17 z

102

171 z

130 z z

121

156

139 60

Museer og udstillingssteder Kulturmiljøer i Varde Kommune Arkæologi, Ringkøbing-Skjern Museum Arkæologi, Museet for Varde By og Omegn

z z z

Indhold

Museum Vestjylland – Levende Historie................................................................6 Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

Museumsforeningernes årsberetninger...............................................................11 Bork Havn.............................................................................................................17 Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2010..................................................................34 Mariann Ploug, John V. Jensen & Charlotte West

Årets arkæologi – Ringkøbing-Skjern Museum....................................................48 Torben Egeberg

En hilsen fra Christian IV’s tid...............................................................................60 John V. Jensen

Gamle nyheder.....................................................................................................74 Christian Ringskou

Doktorhaven.........................................................................................................81 Helene Agerskov Madsen

Årets arkæologi – Museet for Varde By og Omegn..............................................87 Lene B. Frandsen

Årets gang på Nymindegab Museum.................................................................102 Merete Vigen Hansen

En tidlig jernalderlandsby ved Spjald.................................................................106 Poul Krogh Jørgensen

Det omrejsende tjekkiske dukketeater...............................................................113 Harriet Ludvigsen

Liv i ler................................................................................................................121 Claus Kjeld Jensen & Mette Bjerrum Jensen

Øjebliksbilleder i sandet.....................................................................................130 Niels Algreen Møller

Full-body CT-scan af nogle gamle vestjyder.......................................................139 Tine Lorange

Lykken er.............................................................................................................146 Christian Ringskou og Harriet Ludvigsen

”stolperne som er afrådnet ved jordskillet”.......................................................156 Lars Chr. Bentsen

Kedelige museer.................................................................................................163 Lisbet Mogensen

Vikingerne ved Tistrup........................................................................................171 Stina Troldtoft Andresen

Museum Vestjylland – Levende Historie – fremtidens museumslandskab – set fra Vestjylland Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

Der arbejdes netop nu på at tegne konturerne af et nyt museumslandskab i Danmark. Fra Kulturministeriet styres et udredningsarbejde, der skal forelægges Folketinget. Og for at tilføre dette arbejde nogle visioner fra en vestjysk virkelighed, har vi valgt at sammenskrive tankerne bag og de foreløbige erfaringer med det strategiske samarbejde, som i 2010 er indledt mellem Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn. Verden er i forandring At Verden forandres med stadig stigende hast er ingen hemmelighed. At dette også gælder for museumsverdenen, kommer ikke bag på folk, der bare har et vist kendskab til denne. Fra statslig side ønsker man sig stadig større og mere professionelle museer. Og selvom både Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn er resultater af fusioner i 2007, og dermed forholdsvis nye museer og størrelsesmæssigt ligger i den øvre halvdel blandt de danske

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

museer, så opfattes de alligevel som små i forhold til fremtidens museumslandskab. Der kan være indlysende fordele ved stordrift. Både økonomisk og i forhold til at sikre den bedst mulige udnyttelse af ressourcer. Men måske stopper fordelene ved stordriften på et tidspunkt? Afstandene kan blive så store, at stordriftsfordelene går tabt i transport på landevejen. Og skal alting absolut være større, eller findes der andre løsninger? Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn har som nævnt kun fire år på bagen. Men i realiteten bygger de to museer hver især på et århundredes museumsarbejde. Gennem årene er opbygget store venneforeninger og frivilliggrupper til de to museer. Således er cirka 2.000 mennesker enten medlem af en venneforening eller med i en frivilliggruppe til disse museer. Set i forhold til, at der i de to kommuner Ringkøbing-Skjern og Varde tilsammen ”kun” bor cirka 120.000 indbyggere, er det en ganske pæn tilslutning til de to kulturinstitutioner. For at blive ved de tørre tal, har de to museer tilsammen cirka 100 ansatte, 200.000

gæster og 20 udstillingssteder. De sidste er spredt ud over de to kommuner og består både af bygninger, der er opført som museum, og bygninger, der tidligere har haft andre formål, men nu bruges til at fortælle egnens historie. Her er både Verdens første andelsmejeri, fredede klitgårde, en 150 år gammel skole, kro, reberbane, vandmølle, fyrtårne, redningsstationer og bunkers fra Anden Verdenskrig. Til forskel fra store, centrale museumsbygninger, er disse placeret i det landskab og tæt på den historie, de skal formidle, og de mennesker, den formidles til. Foruden det nære forhold til kommunernes borgere, har de to museer begge et godt samarbejde med de respektive kommunale myndigheder og det lokale turisterhverv. Den lokale forankring er meget velkonsolideret, og værdifuld at bygge videre på. Men vi kan også se, at der er opgaver, som med fordel kan løses på tværs af kommunerne. Modeller for fremtidens museumslandskab Fra Kulturarvsstyrelsen er udarbejdet tre forskellige bud på, hvordan fremtidens museumslandskab kunne komme til at se ud. De tre modeller er i korthed: 1: ”Videreførelsesmodellen” Der er allerede en bevægelse i gang mod færre og større museer. Den udvikling kan man forstærke ved at stille større krav til museerne for at få del i statstilskuddet. Samtidig vil Staten øge kravet til kommunernes medfinansiering. Denne model vil umiddelbart få minimal betydning for vore to museer.

2: ”Opgavemodellen” I denne model aftaler Staten med 9-12 store museer, at de løser de statslige opgaver. Resten af museerne er det så op til kommunerne at støtte. Med denne model vil vi med stor sandsynlighed miste det arkæologiske arbejde, og vore museer vil dermed blive voldsomt amputerede. 3: ”Delingsmodellen” I denne model vil 25-30 større museer få del i statsopgaverne og løse opgaver for både stat og kommune, mens det er op til kommunerne at støtte resten. Bliver denne model en realitet, vil det kræve en fusion mellem vore to museer (eller med andre museer) for at blive store nok til at bevare de statslige opgaver, hvoriblandt arkæologien vejer tungt. Som det kan ses, lægger alle tre modeller op til, at der arbejdes frem mod større enheder end vi kender i dag. En af vore overvejelser er, at museerne kommer for langt væk fra lokalbefolkningen, hvis de bliver for store. Dette stiller store krav til udviklingen af det kulturelle demokrati. Størstedelen af de kulturhistoriske § 15 museer er selvejende institutioner og repræsenterer således et kulturelt demokrati på kommuneplan. De kulturhistoriske § 15 museer er den museumstype, der når længst ud og har det tætteste folkelige netværk. De fleste § 15 museer er selvejende institutioner, hvis styrelser ofte er sammensat af kommunalpolitikere, repræsentanter for venneforeninger og andre interessenter omkring museernes virke. Museumsforeningerne udgør en

Museum Vestjylland – Levende Historie

spændende kulturdemokratisk tradition, som måske skal moderniseres, men det vil være fatalt at sætte den over styr. Et samarbejde tager form Det begyndte med en forsigtig tilnærmelse mellem de to museer i Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner. Måske var der opgaver, vi med fordel kunne løse i fællesskab? Det viste sig meget hurtigt, at der var endog rigtig mange sådanne opgaver. For det første er mange af de historier, vi forsker i og formidler på, jo fælles på tværs af kommunerne. Både vikingetiden og Anden Verdenskrig har sat sine spor i begge kommuner. For det andet er vores kompetencer i fællesskab væsentlig større end hver for sig. Og for det tredje kan der være god økonomisk fornuft i at løse opgaver i fællesskab. Af alle tre grunde, har Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn i 2010 indledt et tæt samarbejde, der i første omgang tager afsæt i følgende fire emner: ––Udvikling af vestjyske supertemaer ––Erfaringsudveksling ––Fælles magasiner ––Fælles markedsføring De sidste to giver vel sig selv: Her har vi åbenlyse økonomiske fordele. Ved at lægge markedsføringsbudgetterne sammen kan vi lave mere, nå flere og bare blive mere synlige, ligesom der er god fornuft i at bygge ét stort i stedet for mange små magasiner.

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

Erfaringsudvekslingen er også oplagt: selvom der er cirka 50 ansatte på hvert af de to museer, er der trods alt kun nogle få hvert sted, der arbejder med administration eller indkøb til museumsbutikker, ligesom der kun er en håndfuld arkæologer og historikere hvert sted. Ved at lægge kompetencerne sammen, er der pludselig dobbelt så mange af hver slags, og idéerne springer på tværs af institutionerne, ligesom det forbløffende nok har vist sig, at de opgaver, det ene museum var nået langt med, havde det andet museum stadig begyndervanskeligheder omkring og omvendt. Endelig er der de vestjyske supertemaer. Det er emner, hvor begge museer har store forskningsog formidlingsmæssige potentialer, som sammenlagt giver mulighed for at oparbejde både stor viden og oplevelsesøkonomiske tilbud. Foreløbig vil vi arbejde med følgende supertemaer: ––Jernalder og vikingetid i Vestjylland ––Anden Verdenskrig i Vestjylland ––Vestjyder – landskab og identitet, med særlig henblik på Skjern Å Nationalpark, Nationalpark Vadehavet og Naturpark Vesterhavet ––Vestkystturismens historie Fremtidens museumslandskab set fra Vestjylland Vi ser en dobbelt udfordring for fremtidens vestjyske museumslandskab. På den ene side skal et vestjysk museums-

væsen naturligvis kunne leve op til de centrale kvalitetskrav, der stilles fra stat og kommuner, og være en interessant partner i såvel regionale som nationale og internationale samarbejder. På den anden side skal det bevare den solide, lokale forankring. Betydningen af det første er oplagt. Betydningen af det sidste kræver måske en forklaring. En fortsat stærk lokal forankring vil være med til at styrke forholdet mellem borgere og museum og mellem kommunal forvaltning og museum. Og det vil efter vores mening sikre den bedst mulige forvaltning af egnens fortidsminder og kulturhistorie i øvrigt. Vi ser således gerne en styrket sammenhæng i det arbejde, der normalt kaldes ”Kapitel 8 arbejdet” og som netop omfatter forvaltningen af egnens fortidsminder og kulturmiljø, så både den arkæologiske del af arbejdet og nyere tids del, sker i sammenhæng indenfor det ansvarlige museum i kommunen. I samme forbindelse, mener vi også, at tilsynet med de fredede fortidsminder, med fordel kunne tænkes ind i dette arbejde. Men de to museer, med solid lokal forankring, kan med stor fordel arbejde sammen om en række opgaver som forskning, formidling, indsamling, samlingshåndtering, markedsføring – og på sigt måske også selve Kapitel 8 arbejdet. Det billede, vi ser for os, er to stærke museer, med hver vores historie, faglige profil og kommunale tilhørsforhold, der på nogle områder fremstår som én enhed. Med de styrker og udviklingsmuligheder der ligger i begge dele.

Vi forestiller os, at den vestjyske del af det danske museumslandskab ser således ud: Stærke, lokale museer, der er tæt forbundne med primærkommunerne gennem samarbejdsaftaler både mellem museerne indbyrdes og mellem museer og kommuner. Et tæt fagligt og administrativt samarbejde mellem disse museer, herunder: ––Forskningsfællesskab på en række projekter ––Fællesskab omkring indsamling, registrering og bevaring ––Fællesskab omkring udvalgte formidlingsprojekter ––Dannelse af fælles kompetenceenheder til løsning af fx Kapitel 8 arbejdet, forvaltning af fortidsminder, bygninger mm. En række samarbejder mellem museerne hver for sig og museumsfællesskabet med: ––Andre danske og udenlandske museer ––Danske og udenlandske universiteter ––Folkeskolen og ungdomsuddannelserne ––Erhvervslivet og ikke mindst turisterhvervet ––De statslige institutioner som Naturstyrelsen og Forsvaret

Museum Vestjylland – Levende Historie

Museernes bidrag til løsning af de vestjyske udfordringer Der er en lang række områder, hvor et tæt samarbejde mellem kommuner og museer kan have en positiv betydning for udviklingen her i Vestjylland, for eksempel: ––Kulturmiljø: Om bevaring og formidling af kulturhistorien i det åbne landskab ––Uddannelse og identitet: Om udvikling af samarbejdet mellem museerne og undervisningssektoren ––Turismeudvikling: Om kulturarven som ressource i bestræbelserne på at udvikle en bæredygtig egnskarakteristisk turisme

måtte kræves mellem museerne, for at løse opgaverne. Lad være med at trække en standardiseret model ned over hele landet, men lad løsningsmodellerne udspringe af de geografiske, historiske og kulturelle forhold, der jo netop er forskellige ud over landet, og dermed den egentlige grund til at have lokale museer.

En af de mest markante ændringer, der er sket i samfundet i de sidste 10 år er, at balancen mellem øst og vest Danmark, har forskubbet sig afgørende til fordel for øst. Vi vil hermed gerne tillade os at komme med en vestjysk Model 4 til museumsudredningen. Modellen er enkel:

Sagt i korthed fra de to museer i Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner: I al beskedenhed tror vi på, at vi kan forvalte fortidsminderne, forske i den lokale kulturhistorie og formidle historierne bedst med den lokale forankring vi har; vi kender landskabet, menneskene og de kommunale forvaltninger rigtig godt. Vi vil meget gerne være med til at løfte kvaliteten i museumsarbejdet gennem øget forskning, og vi arbejder gerne på, at vores artikler, skriftrækker og bøger bliver forskningsbedømt. Og ikke mindst: Vore bestyrelser repræsenterer vore kommuner bredt, og sammen har vi en tyngde, der kan matche de fleste af de rigtig store.

Kære Kulturarvsstyrelse! Definer de opgaver, I ønsker museerne skal løse for Staten. Stil gerne krav til kvaliteten, og følg op på Jeres kvalitetsvurderinger. Men lad det så være op til museerne, at vælge størrelsen, omfanget og indholdet af det samarbejde, der

Forfatterne kan kontaktes på Kim Clausen: kc@levendehistorie.dk Claus Kjeld Jensen: ckj@vardemuseum.dk

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

Museumsforeningernes årsberetninger Museumsforeningen for Varde By og Omegn Du sidder nu med tredje udgave af årbogen opdatering. Jeg håber, at den ligesom de to første, vil falde i din smag, så du vil få nogle gode timer ved at læse, hvad der er sket indenfor museumsvæsenet her i området. Museet for Varde By og Omegn og Ringkøbing-Skjern Museum er gået sammen om en fælles aktivitetsfolder for de to museer. Årbogen vil også blive udgivet i dette samarbejde. Interessant, hvad det kan udvikle sig til. Selve arbejdet i museumsforeningen går sin vante gang med foredrag, udflugter og bestyrelsesmøder. Vi har erkendt, at længere ture lørdag/søndag ikke kan samle nok folk, hvorimod en hverdagstur, hvor vi er hjemme til aften, går rigtigt godt. Bestyrelsen består for tiden af: Peder Thygesen Nielsen, Båvand, formand Knud Nielsen, Oksbøl, næstformand Bjarne Sandal, Henne, sekretær Hans Ole Villadsen, Alslev, kasserer Asger Helt, Varde Lissi Møller Kristensen, Ølgod, rep. for Ølgod Museumsforening Turen gik i år til de vestjydske kirker i Lønne i nord til Ho i syd og hvor de to præster Bjarne Sandal og Anne Grethe Christensen hver for sig fortalte om deres kirke og kirkens historie. En dejlig dag med god tilslutning. Vores aftenture til lokale steder er også velbesøgte. Langlituren blev også i år ramt af dårligt vejr. Mange meldte fra, men vi kom derover, spiste vore madpakker og kom godt

hjem igen, selvom nogle havde set frem til, at vi nok skulle overnatte på øen. En spændende tur for dem der var med. Til vore foredragsaftener er der også god tilslutning. Vores program, der er udarbejdet i godt samarbejde med Ølgod Museum, må jo falde i medlemmernes smag. På sidste generalforsamling blev det vedtaget, at kontingentet skulle stige fra 2011. Medlemsskab giver følgende fordele: ––Gratis adgang til alle foredrag ––Gratis adgang til samtlige afdelinger af Museet for Varde By og Omegn ––10 % rabat på køb i alle museumsbutikker ––Årbogen Kontingent for 2011: 175 kr. for enkeltperson 250 kr. for par 500 kr. for firmaer/institutioner Det kan vist ikke siges at være dyrt og er vel nok en af grundene til at vort medlemstal igen er svagt stigende. En anden grund kunne være at folk gerne vil vide noget om vores fortid og hvor vores rødder stammer fra.

På museumsforeningens vegne Peder Thygesen Nielsen Museumsforeningerne

Ølgod Museumsforening Året 2010 gav igen mange gode oplevelser i Ølgod Museumsforening. Atter er det foredrag med lokalt islæt der trækker flest interesserede, og tiltrækker nye ansigter på stolerækkerne, og dermed sandsynligvis også nye medlemmer. Blandt foredrag i 2010 kan nævnes: Da danske hjem blev moderne – dengang i 1950’erne ved museumsinspektør Jytte Thorndahl. Natur- og kulturoplevelser på Galathea III ved formidlingschef Niels Nørgaard. Ølgod og omegns stednavne – et kig ind i fortiden ved navneforsker og lektor Peder Gammeltoft. Et industrieventyr i Ølgod ved direktør Tonny Haahr, der sammen med broderen Hans Henning Haahr startede HTH i 1966.

Ølgod Museumsforening årsskrift 2010, der er 2. årgang udkom i foråret. Årsskriftet har fået en god modtagelse og det gode samarbejde med Lokalarkiverne i Ølgod Museumsforenings område og Slægtshistorisk forening for Øster, Vester og Nørre Horne Herreder af 2005 fortsætter. Næste nummer udkommer i foråret 2011. Årsskriftet er et lokalt supplement til Museet for Varde By og Omegns Årbog opdatering. Bestyrelsen i 2010/2011: Formand Lissi Møller Kristensen Næstformand Ruth K. Knudsen Kasserer Vagn Pedersen Sekretær Svend Bek-Pedersen Poul Erik Knudsen Repr. for Lokalarkiverne Svend V. Svendsen Repr. for Museumsforeningen for Varde By og Omegn Peder Thygesen Nielsen

Blandt udflugter i år kan nævnes en Aftentur til elværkerne i Karlsgårde, Lyne og Ølgod en god og lærerig oplevelse, hvor engagerede frivillige arbejder målrettet, ligesom Turen til vestjyske kystkirker med sognepræsterne Anna Grethe Christensen og Bjarne Bach Sandal blev en rigtig dejlig dag med mange gode informationer om egnen, kirkerne og det område vi befandt os i. Foreningens medlemstal var ved udgangen af 2010 omkring 475. Kontingent har i 2010 været: Enkeltpersoner 175 kr. Par 225 kr. Firma/institutioner 500 kr. Fra udflugt til kirkerne i Ho og Lønne. Her er der stop ved Ho kirke.

Museumsforeningerne

Ølgod Museums Fond I stedet for Kirsten Bergholt, der ikke ønskede genvalg efter en årrække i bestyrelsen, blev Poul Erik Knudsen, Ølgod, valgt på forenings generalforsamling i marts måned. På generalforsamlingen fortalte museumsdirektør Claus K. Jensen om planerne for Ølgod Museum. Planer som vi i Museumsforeningen håber og tror, bliver ført ud i livet i de kommende år. At Lindbergsalen igen kan bruges til udstillinger er glædeligt. Den første udstilling fra 23. oktober 2009 til 24. maj 2010 var om Fire kvindelige malere omkring 1900 Mundt. Luplau. Hatting. Valvanne. I forbindelse med Ølgod Festuge i tiden 6.-11. juni 2010 besluttede Ølgod-Strellev Lokalhistoriske arkiv, Slægts-historisk forening af 2005, Ølgod Museum og Ølgod Museums-forening at arrangere en udstilling i Lindbergsalen, Mød det gamle ”Ølgod”, en udstilling som stadig kan ses og som har trukket mange besøgende til. Udstillingen viser at byen er gået fra at være den absolutte pioner inden for andelsbevægelsen med Hjedding Andelsmejeri til en industriby anført af virksomheden HTH. Udstillingen viser også billeder af samtlige sogneråd og kommunalbestyrelser fra begyndelse af århundredeskiftet til kommunesammenlægningen i 2007, samt film der handler om Ølgod i tiden før 1980, og mange andre billeder fra det gamle Ølgod. I forbindelse med Ølgod Festuge, der i 2011 er den 13.19. juni, satser vi på, få etableret en ny udstilling, der også relaterer til det lokale. Alt i alt et spændende og aktivt år for Ølgod Museumsforening med stadige udfordringer.

I 2008 bevilgede Ølgod Museums fondsbestyrelse 85.000 kr. til forprojekt og gennemfotografering af den nuværende udstilling. Forprojektet blev færdigt i foråret 2010, og gennemfotografering forventes afsluttet ved udgangen af 2010. Endvidere bevilgedes i 2009 200.000 kr. til ny udstilling på Ølgod Museums første etape Kulturhistorisk Eksperimentarium, men af forskellige grunde er projektet blevet forsinket, hvorfor Fondsbestyrelsen i 2010 har godkendt, at arbejdet laves i en anden rækkefølge, således at Egnsmuseum version 2.0 rykkes frem før Kulturhistorisk Eksperimentarium. Der er ligeledes bevilget 10.000 kr. til hjælpe ved udgivelse af Ølgod Museumsforening Årsskrift 2011. Fonden har ved udgangen af 2010 en egenkapital på 554.000 kr. efter de anførte bevillinger. Fondens formål er, at indkøbe museumsgenstande og kunst til Ølgod Museum, samt udgivelse af lokalhistorisk litteratur eller andet, der kan medvirke til udbredelsen af kendskabet til egnens kulturhistorie. Det gælder følgende sogne Ansager, Skovlund, Tistrup, Hodde, Strellev og Ølgod.

På vegne af Ølgod Museumsforening og Ølgod Museums Fond Lissi Møller Kristensen

Museumsforeningerne

Nymindegab/Blåbjerg Museumsforening For tredje gang har vi fået lov til at fortælle om vores lille museumsforening. Lille og lille, alt er jo relativt, med godt 150 medlemmer er vi godt forankret, især i Nymindegab området. Der har igen i år været mange aktiviteter på museets område, godt iværksat af vores natur-kulturvejleder Merete Vigen Hansen. Museumsforeningen har stået for salg af læskende drikke til museets fødselsdag, hvor mange var mødt op og fik en hyggelig aften med grillmad og folkemusik. Museumsforeningen har jo ikke uanede økonomiske ressourcer, så vi søgte en af de lokale fonde, om en beskeden donation og dette blev os givet. Det er så op til museet at få det bedst mulige ud af dette. Generalforsamlingen er i skrivende stund endnu ikke afholdt. Bestyrelsen har dog været inde og vende forskellige tiltag og områder vi skal sætte fokus på. Vi skal bl.a.

sørge for at få udbredt kendskabet til det gamle og hæderkronede Blåbjerg Kommune. Vi har som nævnt ovenfor mange medlemmer i Nymindegab området. Det er også naturligt, idet museet ligger i Nymindegab, men museumsforeningens navn er Nymindegab/Blåbjerg Museumsforening. Der er jo meget andet i museets samlinger end artefakter fra Nymindegab området. Vi skal gøre vores bedste for at udbrede kendskabet til Nymindegab/Blåbjerg Museum. Folk skal vide, at der er en Lønnepige. Folk skal vide, at der har været vikinger i Henne Kirkeby. Folk skal vide, at der har været livsog kulturhistorier i både Lunde, Kvong og Outrup. Folk skal vide, at Nr. Nebel og Lydum har haft utrolig stor betydning for egnen både økonomisk, kulturelt og historisk. Vi kunne flyve endnu højere, hvis vingerne bar Jeg hentyder til de berømte møllevinger. I hele min tid som formand er det blevet lovet, at nu kommer de. Stadigvæk er der ingen vinger. Hvor er de? Hvor er møllebyggeren? Er han forsvundet på Nørholm Hede eller har han fundet andre møller, han kan renovere? Indsatsområdet for Fonden bag Nymindegab/Blåbjerg Museum må fremadrettet være: Nu skal de møllevinger på. Koste hvad det vil. Dette var så tilbageblikket på året, der gik. Det blev ligeledes et blik fremadrettet på, hvad der kan komme til at ske. Alt kan ske i det nye museumsår. Lad os se, hvor langt vingerne kan bære og hvor højt vi kan flyve. Formand Lars Lyhne Christensen

Nymindegab Museums fødselsdag fejres hvert år med folkedans foran den istandsatte (men stadig vingeløse) savmølle.

Museumsforeningerne

Skjern-Egvad Museumsforening Bestyrelsen har i 2010 afholdt 5 bestyrelsesmøder, hvor nogle af dagsordensemnerne har drejet sig om udflugter og arrangementer, om støtte til bogudgivelser, ligesom vi har drøftet og fået orientering om den aktuelle museumssituation og givet vores besyv med i debatten om fremtidens museumsstruktur. Sidste års generalforsamling gav bestyrelsen i oplæg at arbejde aktivt for en sammenlægning med foreningen i Ringkøbing. Ved et fællesmøde var der enighed om det langsigtede mål, én forening. Tiden fandtes imidlertid ikke inde til en egentlig sammenlægning, og i stedet blev vi enige om et øget samarbejde, der bl.a. omfatter, at man inviterer til hinandens arrangementer. I april var vi på udflugt til Vadehavscenteret og Mandø. En spændende tur med god tilslutning, men vi må indrømme, at vi var glade for, at vi var på denne tur, inden den forfærdelige ulykke med Mandøbussen fandt sted. I september tilbød vi en aftentur til den nyrestaurerede Vedersø Præstegård, hvor stedets daglige leder, Lisbeth Lunde Lauridsen fortalte meget levende om stedet og om Kaj Munk. I november gentog vi arrangementet ”And og Foredrag”, der i år blev til ”And og Højskolesang”, hvor Lise og Jørn Esbjerg efter

spisningen på bedste vis ledte os igennem en række sange fra højskolesangbogen. Vi har i samarbejde med foreningen i Ringkøbing, Folkeuniversitetet og museet været medarrangører af en foredragsrække på Møllegården med arkæologiske emner, ligesom der har været et foredrag med John V. Jensen fra Museet for Varde By og Omegn om de tyske flygtninge, der boede i Oksbøllejren i årene 1945-49. Dette foredrag følger vi op på i 2011, når vi arrangerer tur til nogle af Museet for Varde By og Omegns besøgssteder. Endelig skal nævnes, at vi i det forløbne år har ydet økonomisk støtte til en bogudgivelse, Niels Aage Thomsen: ”Hoven Kvindehøjskole. De vestjyske tjenestepigers universitet”, ligesom vi økonomisk har støttet museets dag for frivillige. Medlemskab af foreningen fås ved henvendelse til: Ringkøbing-Skjern Museum: 97362343 eller til formanden: 97371418 Læs i øvrigt om de mange medlemsfordele på museets hjemmeside: www.levendehistorie.dk Museumsforeningerne

Ringkøbing Museumsforening I 2008 fyldte Ringkøbing Museumsforening og Ringkøbing Museum 100 år. 100-året markerede samtidig en ny tid, da Ringkøbing Museum i 2007 blev slået sammen med SkjernEgvad Museum og blev til Ringkøbing-Skjern Museum under ledelse af museumsdirektør Kim Clausen. Skjern-Egvad Museumsforening og Ringkøbing Museumsforening spillede en betydelig rolle for, at de to museer blev slået sammen, og har derfor fået en stærk placering i museets styrelse. Samarbejdet mellem de to museumsforeninger er i en god udvikling med fælles initiativer. Vi har en fælles vision om, at slå de to foreninger sammen, når vore medlemmer synes, at tiden er inde. Vi ser frem til, at samarbejdet mellem Museet for Varde By og Omegn og Ringkøbing-Skjern Museum udvikler sig til gavn for begge museer. Vi ser det som et godt signal, at de to museer er fælles om udgivelsen af denne årbog. Samarbejdet kan vise sig at få stor betydning for museernes virke i et museumslandskab, der er under forandring. Ringkøbing Museumsforening har tradition for at tilbyde sine medlemmer en række foredrag og mindst én udflugt i løbet af året. Dertil kommer de fordele, der er knyttet til et medlemskab som fx gratis adgang til museets afdelinger og en boggave. Kontingentet er 150 kr. pr. medlem. I 2010 blev det til otte foredrag med emner som Danmarksekspeditionen, arkæologi og kulturhistorie omkring Ringkøbing Fjord samt H.C. Andersen og Søren Kirkegaards Vestjylland.

Museumsforeningerne

Foredragene i Ringkøbing finder sted i det gamle dommerkontor, som museet købte i 2007. Foredragene, der finder sted i Bundsbæk, tilbydes også foreningens medlemmer. Der er gratis adgang til foredragene. De fleste af foredragene arrangeres i samarbejde med Museet og Folkeuniversitetet samt Skjern-Egvad Museumsforening. Udflugten i 2010 gik til Thy, hvor bl.a. Vestervig og Lodbjerg kirker og Museumscenter Hanstholm samt Heltborg Museum blev besøgt. Guide på den meget vellykkede tur var arkæolog Palle Eriksen, Ringkøbing-Skjern Museum. Foreningen er medlem af Sammenslutningen af Museumsforeninger i Danmark og deltager aktivt i Sammenslutningens arrangementer, som giver inspiration og viden af stor betydning for foreningens virke. Foreningen yder praktisk hjælp til foredragsaftenerne og andre arrangementer på museet bl.a. Middelalderdagene. Endvidere har foreningen skaffet 30.000 kr. til istandsættelse af Ulrik Plesners smukke havedør på dommerkontoret. Interessen for støtte op om foreningen er vedholdende. Foreningens tilbud vækker interesse. Der har givet en glædelig stigning i medlemstallet. Ringkøbing Museumsforening, formand Jens Olufsen, 97323793, j.olufsen@email.dk

Bork Havn

– fjordfiskerleje og turistdestination

Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou Efterårsferie i havnen Det er formiddag. Turisterne i Bork Havn sidder ved kaffen i sommerhuse, ferielejligheder og campingvogne. I havnen står fjordvandet helt stille efter en kold og stille oktobernat. Alligevel er her liv. For nok er fiskebestandene i Ringkøbing Fjord ikke, hvad de har været, men bierhvervsfiskere og fritidsfiskere er stædige folkefærd, og på en dag med godt vejr er der nedgarn, der skal røgtes, ål og skrubber, der skal flås. Flere joller er på vej ud. Den ene har en mand og en kvinde i orange regntøj ombord. Et ægtepar måske. Så snart manden ser de nysgerrige havnegæster, stiller han sig grinende i positur til fotografering. Den lille gestus siger det hele. Bork Havn, der opstod som fiskerleje i begyndelsen af

1900-tallet, og som langt ind i 1970’erne var hjemsted for erhvervsfiskeri efter ål, skrubber og helt, har i turismens tidsalder vokset sig til en vestjysk turistdestination i mellemstørrelsen. Pladsen er blevet trang, og fiskerne må zig-zagge sig ud mellem alle lystbådene. På land ser deres skure ikke ud af meget mellem sommerhusområder, campingplads, feriecenter og Bryggen. Bork Havn

Formiddag bliver til middag. Butikkerne i Bryggens lille gade åbner, og havnens hovedrolleindehavere, turisterne, overtager scenen. Fiskerne har stadig travlt, for nu bliver der solgt frisk fisk på kajen, men de få vestjyske gloser overdøves af livlige børnestemmer på tysk. Børnefamilierne dominerer, og surferne er også stået op. Lad os stille os ved fiskeriforeningens sten foran ferielejlighederne ved det inderste bassin. Herfra har vi et godt overblik havnen rundt. Foran os har vi den oprindelige havn. Her ligger fiskernes joller klemt inde mellem lystbådene og de ni store husbåde, der helt afspærrer udsigten mod fjorden. Hvis vi lader blikket gå rundt mod uret, når vi Bryggens trekantede facader mod marinaens 250 pladser til lystbåde. Vi drejer en halv omgang mere og kigger op igennem Kirkehøjvej med feriecenter med 780 sengepladser, campingplads med 250 teltpladser, supermarked og sommerhus- og cykeludlejning. Endnu en kvart omgang, og vi får et lille kig ind mellem de 2.000 sommerhuse, der omgiver Bork Havn. Med andre ord: 360 grader med turisme. Havnen er beskyttet bag et stort dige, og i det flade lave land er de omgivende naturområder ikke synlige fra noget sted inde i selve havnen.1 Midt i al feriestemningen og på en dag, hvor den vestjyske oktober viser sig fra sin gode side, er det svært ikke at komme i godt humør. Der er noget uprætentiøs ved Bork Havn: Et turiststed, der ikke giver sig ud for at være mere, end det 18

Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou

er. Et sted hvor børnefamilier slapper af, hvor et sommerhus er til at komme til for penge, hvor is og pommes fritter ikke er langt væk, og et sted hvor børnene kan lege frit uden trafik, understrøm eller andre feriefarer. Og et sted, hvor Ringkøbing Fjords naturoplevelser kun er et stenkast væk. Turistfælden Men Bork Havn får kritik. I en rapport om turistdestinationerne i Ringkøbing-Skjern Kommune udarbejdet af KvistgaardConsulting for Destination Ringkøbing Fjord refereres betegnelsen ”turistfælde”, og Bork Havn opleves ifølge rapporten ”usammenhængende og rodet.” Surferne, der kommer til området for at boltre sig på vandet ved Bork, bruger tid i havnen. De mange øvrige turister i området derimod, undlader helt at besøge selve havnen, eller de bliver kun i kort tid. De hårde ord har lokket Ringkøbing-Skjern Museum på banen. Rapporten efterlyser identitet og en bedre fornemmelse for stedets plads i natur, landskab, kultur og historie,2 og det er vores forhåbning, at vi på baggrund af en historisk analyse kan være med til at udpege en vej frem.

KvistgaardConsulting sammenfatter opfattelsen af Bork Havn i et ”oplevogram”. Som det fremgår, får havnen ikke de bedste karakterer.

Der er stemning over Chr. Thornilds maleri fra 1940’ernes Bork Havn. Trods hektisk udvikling de sidste 40 år er noget af stemningen bevaret endnu i dag.

Ved første øjekast ligner Bork Havn scenen for et sammenstød mellem to livsformer: Det gamle fjordfiskeri og den moderne turisme- og fritidskultur. Denne opfattelse findes gengivet i meget af det, der er skrevet og sagt om Bork Havn.3 Selvom fiskeriet og turismen for så vidt er modsætninger, og selvom fiskerne ofte er den konservative part, der sætter sig op imod investorer, politikere og andre projektmagere, vil vi med denne artikel forsøge at beskrive en mere nuanceret sammenhæng. Vores analyse peger på, at Bork Havns historie er et samspil mellem fiskeri og turisme, hvor fiskerne er den part, der giver Bork Havn dens særpræg, identitet og sammenhæng. De to livsformer er forbundet i et asymmetrisk forhold, hvor turismen er afhængig af fiskeriet som den bagvedliggende aktivitet i havnen. Afhængigheden kommer til udtryk, når udviklingen går i retning af en fortrængning af fiskeriet, og turismen samtidig oplever vanskeligheder med at skabe fremgang og forretning. Videre overvejer vi, om udviklingen kan vendes. Hvis kortsigtede ukoordinerede kommercielle hensyn fortsat skal drive Bork Havn

udviklingen i Bork Havn, ser det, som KvistgaardConsulting påpeger, ud til, at havnen vil tabe oplevelsesværdi. Færre og færre gæster vil opsøge havnens tilbud, og butikker og caféer vil få svært ved at tjene penge. Flere vil lukke, og havnen vil have endnu dårligere chancer. For sommerhusene i Bork og Fahl behøver en negativ spiral i Bork Havn ikke betyde andet end en cementering af de konkurrenceforhold, husene i forvejen er underlagt: Først når områderne ude ved vestkysten er belagt, bliver Bork-husene udlejet. Hvis det kan lykkes at skabe en mere levende Bork Havn med oplevelser og miljø, stemning og butikker, vil det imidlertid gavne hele områdets konkurrenceevne i forhold til sommerhusene ved kysten. Så kan man håbe, at vejen ligger åben til længere sæson og større indtjening. Det er vores opfattelse, at Bork Havn i kraft af fjordfiskeriet har potentialet til en fornyelse af havnen og dens identitet.

De første turister De første gæster fra den store verden var kunstneren Laurits Tuxen og hans elever. I 1879 var Tuxen færdig med sin uddannelse ved Kunstakademiet i København og med sine dannelsesrejser til kunstens franske Mekka. Han var parat til at drage ud i fjerne danske egne på jagt efter det ægte og autentiske. I Nymindegab fandt han og flere andre både det lys og det liv, de søgte, og i de næste år blev det til en række malerier. Det kan man læse mere om i John V. Jensens artikel i 2009-nummeret af denne årbog, og flere af billederne kan opleves på Nymindegab Museum.4 Selv om Laurids Tuxen og hans kunstnerkolleger kom tæt på, fandt de ikke til Fahl og Bork. Det gjorde til gengæld den næste bølge – eller hvis man sammenligner med den senere turisme – det næste lille skvulp. I årene efter 1900 fulgte en gruppe velhavende københavnske borgere i kunstmalernes

Laurits Tuxen: Fiskerpige ved læskærm, 1882. Motiv fra fiskerlejet ved Nymindegab.

Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou

Videnskabsmænd fra Københavns Universitet sopper i fjorden ved Fahl omkring år 1900.

fodspor. Også de ville opleve det autentiske sunde liv i den yderste uberørte vestjyske provins. De byggede sommerhuse i Nymindegab, og de drog på udflugt til Tipperne. Fahl Kro tog også sin del af de københavnske landliggere, og de sædvanlige gæster, bønder med ærinde i de rige enge på Værnet,5 fik et glimt ind i en anden verden, da videnskabsmænd fra universitetet, velhavende københavnske grosserer og kunstnere som fugletegneren Johannes Larsen gjorde dem selskab.6 De første fiskere Fiskeriet i Ringkøbing Fjord er så gammelt som fjorden selv. Historiske kilder omtaler fiskere fra Nørre Bork allerede i 1500-tallet. 200 år senere, da der var østersbanker i Ringkøbing Fjord, kunne man skrabe de kostbare skaldyr netop her, og afstanden til havfiskeriet fra Nymindegab og den gode afsætning til Hamburg var overkommelig.7 Ligesom Laurits Tuxen oplevede havfiskeriet fra Nymindegab som noget oprindeligt, ægte og autentisk, har vi i dag en tendens til at opleve fjordfiskerlejernes erhvervsfiskeri

som dybt forankret i landskab og kultur. Det er måske mindre kendt, at det professionelle fiskeri er af yngre dato. I det gamle samfund indgik fiskeri efter ål, skrubber og helt i en blandingsøkonomi, der udover landbrug også var sat sammen af handel, jagt, rørhøst og meget andet. Først et stykke inde i 1900-tallet, da fiskerjollerne fik motor, tog erhvervsfiskeriet fart, og det blev til en kort guldalder, inden prisudvikling og miljøproblemer ødelagde fiskernes forretning fra 1960’erne og frem. Allerede på Videnskabernes Selskabs Kort kan man se, hvordan en vej fra herregården Grubbesholm fører ned til fjorden. Det gamle stednavn Kirkehøj, der blev brugt et stykke ind i 1900-tallet om den nuværende havn, er imidlertid ikke med, og nogen egentlig bebyggelse var der ikke tale om. Midt i 1800-tallet, lå der endnu kun et enkelt husmandssted.8 I 1905 sendte fiskere og landmænd i Nørre Bork en ansøgning om gravning af en sejlrende fra Kirkehøj til Fahl Dyb til Ministeriet for Offentlige Arbejder. Sejlrenden skulle lette fiskerbådenes landing, ligesom transport af hø

Videnskabernes Selskabs Kort, 1796.

Bork Havn

fra Tipperne og Værnengene ville blive lettere. I folketællingen den følgende vinter blev erhvervsbetegnelsen fisker kun brugt en enkelt gang i hele Nørre Bork sogn, og det endda i kombinationen ”Husmand og Fisker”, så endnu var det så som så med erhvervsfiskeriet.9 Uddybningen trak ud nogle år, indtil den nye åbning til havet ved Hvide Sande gav lavvande ved østenvind, og behovet for en sejlrende voksede. I 1912 faldt finansieringen på plads, og sandpumperen ’Nymindegab’ blev dirigeret til Kirkehøj. Projektet, der var berammet til 14 dage, endte i fiasko. Sandpumperen stødte på store sten, og efter 120 dage var man endnu 55 meter fra land. Arbejdet blev standset, og fiskerne måtte i mange år nøjes med en sejlrende, der gik næsten til land. Først i 1932 lykkedes det at få genoptaget arbejdet med en ny og stærkere sandpumper. Havnen nåede næsten i land i 1933. Nu manglede der kun 2-3 meter. I forbindelse med en oprensning af sejlrenden i 1950, hvor renden endelig blev forlænget helt ind til land, nåede

man frem til en ordning, der gav sognerådet ansvaret for havnen, mod at fiskerne betalte 1 % af deres indtægter til vedligeholdelse. Ordningen betalte bl.a. for en mindre udvidelse i 1955. Da fiskerne i 1962 besluttede at anlægge egentlige kajer, blev betalingen til vedligeholdelseskassen hævet til 2 %. Til gengæld trådte Sønder og Nørre Bork sogneråd til med tilskud og lånegaranti til fiskerne, der selv udførte store dele af anlægsarbejdet.10

Kirkehøj i tiden omkring første verdenskrig. Nyere amatørmaleri efter fotografi.

Bork Havn fotograferet fra nord af Skjern-fotografen Bent West Eilertsen i fjordfiskeriets guldalder midt i 1900-tallet.

Søren Lykke – den første turist I september 1966 lavede Danmarks Radio en fjernsynsudsendelse om livet i Bork Havn.11 I dag kan vi glæde os over fjernsynets timing, for filmrullerne er fulde af Bork Havn lige før verden gik af lave. Og så alligevel. Turisterne er ved at gøre deres indtog, og selvom havnen stadig er omgivet af åbent vand mod nord og åbent land mod syd mangler flere af de lokale så småt albuerum. Som Valborg Mikkelsen, der havde været fiskerkone i 30 år, sagde over sit arbejde med

Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou

For fiskeren er fjorden ikke afslapning. Den er arbejde. Og naturen er ikke æstetik eller rekreation. Den er økonomi. Her er Store Jens i gang ved jollerne og hyttefadene i 1973.

Søren Lykke (bagest) og Store Jens gør rusen parat.

nedgarnet (oversat til rigsdansk): ”Stedet er knapt så frit, som det har været, men det må man jo finde sig i […] alle turisterne og sådan […] ikke fordi de gør os nogen fortræd, men her er jo ikke ro som dengang.” En af udsendelsens interviewpersoner skiller sig ud. Det er Søren Lykke, der ni år forinden havde købt et gammelt venteskur fra den nedlagte Tarm-Nr. Nebel Jernbane og flyttet det lille hus til havnen for at nyde et aktivt otium. Søren Lykke var ganske vist fisker som de andre, han delte endda båd med den legendariske Bork-fisker og jæger Store Jens, som da var 79 år. Men i Søren Lykkes syn på fjorden, naturen og havnen kommer noget nyt til udtryk. Store Jens og de andre så praktisk på naturen. Den var ikke først og fremmest smuk eller grim. Den var økonomi. Nordenvind var dårligt nyt. Ikke fordi det var koldt og trist, men fordi det gav tang og skidt i garnet. Til gengæld gav nordenvind god jagt. For Søren Lykke var det anderledes: For det første var der fiskerne og deres tiltalende direkte og ærlige facon. For det andet var Lykke forelsket i fjorden: ”Fjorden den er aldrig Bork Havn

ens,” fortalte han på et vestjysk, der var væsentligt mindre fremmed for et nutidsøre end de andre fiskeres. ”Den kan være blå som Middelhavet, og den kan være gul […] og så skyformationerne og sådan noget. Det glæder mig.” Det er det moderne menneske, måske på sin vis Bork Havns første turist, der her giver udtryk for naturoplevelser af en art, der skulle være med til at afføde massive ændringer i Bork Havn de følgende 20 år. Turismen begynder Det er turismens udgangspunkt at rejse væk fra det vante for at opleve fremmed kultur og natur. I Bork var det fjorden, den høje himmel, stedets enkelhed og fjordfiskeriet, der i første omgang trak turisterne til. De første sommerhuse blev bygget i 1940-50’erne langs med Fjordvejen, helt ned til vandet. Deres beboere kunne glæde sig over åbent landskab, autentisk fjordmiljø og et lokalt erhverv, der gik i helt andre omdrejninger end by og industri. Fra 1962 begyndte det gryende turismeerhverv at tale sin sag.12 Det år blev der klaget over, at fiskerne tørrede garn på havnens nordside, der dengang var tiltænkt badegæster. Året efter søgte en af fiskernes koner tilladelse til at opstille en iskiosk ”på kommunens grund ved Kirkehøj.”13 I 1969 blev havnen udvidet igen. Denne gang med nye pladser til ålefiskerne. Udvidelsen kom ovenpå år med trængsel i havnen, hvor der kom flere og flere gæster og lystsejlere. Havnens oplagsplads var til tider helt overfyldt med biler, og i bassinet stod det ikke bedre til. På generalforsamlingen i Bork og Omegns Fiskeriforening i 1968 vedtog man, ”at indlede en skarpere kurs med det formål at få de både fra havnen fjernet, der ingen berettigelse har. Efterhånden er det således, at erhvervsfiskernes både ikke kan finde plads.” I forbindelse med udvidelsen gav fiskerne for første gang udtryk for et ønske om etablering af en lystbådehavn. Den ville der blive god brug for, når det planlagte sommerhusområde snart ville tiltrække endnu flere lystbåde. I 1969 åbnede campingpladsen lige ved havnen, og med 4.169 overnatninger den første sæson var succesen i hus.14 24

Det meste af det første skete ved Fahl Det er værd at bemærke, at udstykningen af de sommerhusgrunde, der skulle komme til at give turistområdet Bork Havn karakter, ikke kun tog sin begyndelse ved havnen, hvor det første rigtige sommerhusområde blev udstykket på privat initiativ i 1968. Tingene tog i første omgang lige så meget fart en kilometer mod sydvest ved Fahl Å i Sønder Bork sogn. Her købte den nyetablerede Egvad Kommune i december 1969 60 ha til udstykning som en ”sommerhus- og jagthyttekoloni.” De nærliggende Værnenge stod overfor fredning, og udstykningen skulle bruges til en art genhusning af de jægere, hvis hytter skulle fjernes.15 I planerne fra begyndelsen af 1971 var det hensigten at anlægge en lystbådehavn midt mellem Bork Havn og Fahl, der hvor nu surferne boltrer sig, ud for den kunstigt skabte sandstrand. Allerede ved det følgende årsskifte, da de første 224 sommerhusgrunde blev solgt på bare halvanden måned, var planerne om en lystbådehavn dog rykket op til fiskernes havn. Også butikscenter og andre planlagte faciliteter rykkede efterhånden mod nordvest på planlæggernes tegnebræt, men friluftsbadet, der stod færdigt i 1972, kom til at ligge ved Fahl. Fritid 72 1972 var et nøgleår for turismeudviklingen ved Fahl og mod årets slutning også for området op mod Bork Havn. Hensynet til hytteejerne på Værnet blev snart et mindre anliggende i sammenligning med de økonomiske muligheder, udstykningen viste sig at have. Tarm Industri- og Håndværkerforenings udstilling ’Fritid 72’, hvor lokale og udefrakommende håndværkere viste, hvad de kunne tilbyde de feriehus-interesserede, blev et tilløbsstykke. Samtidig mødte udviklingen af sommerhusområdet opbakning fra Tarm Bank, Tarm Sparekasse og Sdr. og Nr. Bork Andelskasse, der tilbød lån til alle, der ville bygge. Succesen med ’Fritid 72’ gav Egvad Kommune mod på at oprette et erhvervs- og turistkontor, og i det hele taget blev turismen genstand for gennemarbejdet kontrol og planlægning i de tidlige 1970’ere. Egvad Kommune udgav fx en pjece med retningslinjer, der skulle sikre, at sommerhusene

Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou

tog hensyn til områdets natur. Der var planer om 4.000 sommerhuse langs fjordens sydlige strøg. I 1973 tog kommunen konsekvensen af de stadig flere lystbåde, og der blev anlagt marina nord for fiskernes havn. Bork var et attraktivt område, og udbuddet af sommerhusgrunde kunne slet ikke følge med efterspørgslen. Kommunen måtte skrive 400 interesserede købere på venteliste. Sommeren 1973 var friluftsbadets anden, og man nåede 10.000 gæster allerede på de første fem uger. Nu fandt de udenlandske turister vej til Bork, hvor størstedelen af sommerhusene var lejet ud til tyskere. Fiskeriet og havnens miljø Turismen havde på 10 år vokset sig fra et lille element til havnens altafgørende forretning, og det gav grund til bekymring blandt fiskerne. De indså, at deres erhverv ikke vejede tungt. Så da fiskernes stemme, fiskeriforeningens tidligere formand Laurids Fahl ved sin 70-års fødselsdag i 1976 tog ordet, talte han kun indirekte fiskeriets sag: “Bork Havn har det miljø, som turisterne synes om,” sagde den gamle fisker til avisen, og han fortsatte: ”Vi skal passe meget på, at ikke arkitekter og ingeniører får for lang snor, for så fjerner de det miljø, som ikke blot fiskerne holder af, men som også turisterne sætter pris på ved Bork Havn.” Laurids Fahls advarsel blev fulgt op af hans søn og efterfølger som fiskernes formand Arne Fahl, der forsøgte sig med fiskerens typiske kombination af lune og pondus: ”Endelig finder vi, at den skitserede udbygning af området vil ødelægge det eksisterende fiskermiljø. […] Folk kommer ud til havnen for at opleve miljøet, som det er nu. Jeg tror ikke, at folk vil have et friseret havneområde, som byplanen opererer med, når der i den tales om ’bygninger med symmetriske sadeltage med 35-40 graders hældning!’”16 Senere sluttede andre sig til fiskernes kor. Naturfredningsmanden Poul Skelmose, der i 1979 tordnede mod byplanlæggernes ”forkærlighed for de lige linealer,” mente, at de flere og flere sommerhusejere i Bork om få år ville spørge hinanden, hvorfor det netop var her, de havde slået sig ned.

Fiskerne ville være væk, skubbet til side af udviklingen, og med dem ville havnen miste sit miljø og sin identitet. For ”rod er charmerende, når det har en funktion. […] Rod er en charme, når det er en del af betingelserne for et erhverv.” Kritikeren og journalisten Egon Clausen meldte sig i debatten i 1980 med et ætsende ironisk essay, der foregreb KvistgaardConsultings formuleringer om turistfælde med 30 år. For Clausen, der er opvokset på egnen, repræsenterede hverken fiskeriet eller de omkringliggende naturområder nogen oplevelsesværdi. ”Enhver plet har ikke blot minder. Den har muligheder. Bare de rette folk kommer til. Så går det som mønt i pung, og selv et mosehul kan forvandles til en seværdighed. Det er Bork Havn et godt eksempel på.”17

Arne Fahl, formand for Bork og Omegns Fiskeriforening i de afgørende år omkring 1980.

Bork Havn

Bryggen Kritikken gjorde ikke meget indtryk. Med forureningsproblemer i fjorden, med generelt faldende rentabilitet i fiskeriet, og med Bork-områdets placering langt vest for 1970’ernes industrielle vækstcentre, var det en ny tids økonomi: turisme, rekreation og oplevelse, der åbnede muligheder for udvikling.18 Samtidig bar den lovgivning, der satte rammerne for turismens udvikling, ved til bålet. Gennem 1960’erne og 1970’erne var store sommerhusområder skudt op langs hele Vestkysten, og på en god sommerdag omkring 1980 havde strækningen fra Skagen til Blåvand op imod en kvart million gæster. Af hensyn til natur og kulturmiljø vedtog Folketinget i 1977 en ny lovgivning, der skulle bremse den pladskrævende sommerhusudstykning og det hårde slid på kysten. Nu skulle der satses på tæt turisme med feriehoteller og -centre i tilknytning til eksisterende bebyggelser og

fiskerlejer i baglandet. Desuden blev det besluttet, at mens kapaciteten ikke skulle udvides yderligere, skulle turisterne hjælpes på vej til at bruge flere penge.19 Bork Havn var som støbt til de nye retningslinjer. I årene omkring 1980 var der for alvor fart på byggeriet, og Bork Havn opnåede endda at blive betegnet som en ”mondæn turistattraktion”. Havnen overgik til kommunalt eje i 1977,20 og lystbådehavnen blev udvidet. I 1977-78 blev de resterende sommerhusparceller mellem Bork Havn og Fahl udstykket. I 1979 stod feriecenteret klar med plads til 400 gæster. Et område med 400 hytter blev sendt i arkitektkonkurrence, og i 1980 var Bryggen færdigbygget. Bryggen er det mest prestigiøse og ambitiøse af byggerierne i Bork Havn. Den var fra starten tænkt som en handelsgade, der skulle sikre den maritime stemning og give plads til en række servicefaciliteter. Inspirationen blev hentet i Bergen og Skagen, og avisen

Fiskeriets selvgroede miljø omkring den gamle Triangelmotorvogn fra Tarm-Nr. Nebel Jernbane, der stadig står i havnen. Tegningen stammer fra Søren Lykkes hus.

Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou

skrev, at byggeriet ”spås en fremtid som forbillede for kommende danske feriecentre ved vandet.” Siden de tidlige 1980’ere er udviklingen i Bork Havn fortsat i et mere moderat tempo. Flere sommerhusgrunde er udstykket og bebygget. Endnu en udvidelse af marinaen blev godkendt i 2005, og sidst er de store husbåde i havnens nordside kommet til. Tilbage i 1980’erne blev havnen kendt blandt surfere. I en årrække hed det, at Bork var Danmarks bedste område. Siden søgte de dygtigste surfere større udfordringer ude ved havet, men Bork er stadig kendt og velbesøgt som et godt begyndersted. Selvom tiden altså ikke har stået stille de sidste 30 år, var rammerne for den havn, turisterne besøger i dag, i store træk etableret omkring 1980. Det er i denne sammenhæng værd at bemærke – og måske relevant som en baggrund for turismerapportens hårde ord om havnen – at initiativet i havnen i de

afgørende år skiftede. Hvor det i de første faser var Egvad Kommune, der udstykkede sommerhusgrunde og satte præg på området med planlægning og styring, blev det med de store byggerier op til 1980 private aktører med projekter uden indbyrdes sammenhæng, der overtog initiativet. Som man kunne forvente med en kommunal planafdeling ved roret, blev der i begyndelsen taget hensyn til det samlede kulturmiljø. Forretningsfolkene bag feriecenteret og Bryggen derimod medtænkte ikke hensyn til fiskeri eller naturoplevelse. De måtte fokusere snævert på deres investeringer, og af interviews givet til en gruppe universitetsstuderende i 1985 fremgår det, at fiskerne i denne sammenhæng blev oplevet mere som mod- end medspillere.21 De elementer, der i dag dominerer havnens miljø kom i nogen grad til at vende ryggen til udgangspunktet, til livet i fiskernes havnebassin og til naturoplevelserne på fjorden og i Tipperne.

Efterårsferiestemning i Bryggen 2010.

Bork Havn

Den fuldt udbyggede Bork Havn med sommerhuse, campingplads, feriecenter, Bryggen, lystbådehavn og husbåde. Foto: DDO Ortofotos 2008 ©Kort & Matrikelstyrelsen.

Fiskeriet fra Bork Havn Mens turismens udvikling tegner et billede af vækst og fremgang fra 1960’erne og frem, er det lige omvendt med fiskeriet. Betingelserne for fiskeriet i Ringkøbing Fjord gennemgik en alvorlig negativ udvikling efter udretningen af Skjern Å i 1960’erne. Fra de inddæmmede arealer drænede regnvandet store mængder okker ud i den snorlige Å og videre til fjorden. Omkring 1980, netop da den værste okkerplage var overstået, dukkede en ny alvorlig forurening op. Stigende mængder af kvælstof fra det vestjyske landbrugsland nåede fjorden, og iltsvind blev farvandets nye svøbe.22 Ved siden af forureningsproblemerne gik også prisudviklingen fjordfiskeriet imod. I 1933, da Bork og Omegns Fiskeriforening blev oprettet, fik fiskeren 80-90 øre for et kilo skrubber. 50 år senere var prisen 4-7 kr. pr. kilo. Til sammenligning var et kontingent til Dansk Fiskeriforening steget fra 3 til 600 kr. I en fjord med færre fisk skulle erhvervsfiskeren med andre ord fange flere og flere fisk for at tjene til dagen og vejen, og det endda mens samfundet omkring ham oplevede en kolossal 28

velstandsstigning. Omkring 1980 var det slut. Erhvervsfiskeriet, der i økonomisk henseende længe havde været en lille aktør, var væk fra Bork og fra små fiskerlejer i Ringkøbing Fjord og i hele Danmark.23 Tilbage var bierhvervsfiskeri og fritidsfiskeri, der, som navnene siger, ikke er en levevej. Allerede i 1969 foregreb FDB’s medlemsblad Samvirke konklusionen i en artikel på melodien ”Skynd dig kom, om føje år fiskerlejet som en sommerhusudstykning står.” En af artiklens billedtekster lyder ”Bork Havn: Forfald og idyl. Fiskernes slid for at få en driftig havn ud af det mislykkedes. Nu kæmper de med sommerhusejere, der vil have plads til deres både.”24 Samvirke gjorde imidlertid regning uden vært, og fjordfiskere er stædige mennesker. Når man regner turismens pladskrav med i ligningen, er det bemærkelsesværdigt, at fiskeriet ikke er forsvundet helt, men måske er det havnens store held at Samvirkes profeti ikke gik i opfyldelse, at fiskeriet lever og endda i de senere år har fået det bedre. Fiskebestandene er blevet lidt større. Det samme er fangsterne, og fiskeriforeningens medlemstal har nået 140.

Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou

Fiskeri og turisme – modsætning og sammenhæng Fiskeriet var havnens omdrejningspunkt længe før turismen, og mange sommergæster vil gerne have et element af virkelighed og pittoresk erhverv. Det øger oplevelsen af miljø og identitet. Omkring 1970 var fiskeriet stadig Bork Havns omdrejningspunkt – eller sådan blev det i det mindste stadig oplevet – og fiskeriet var med til at tiltrække turismeudviklingen. Samspillet er fortsat til stede. Omkring 1980 spillede fiskeriet en stor rolle i markedsføringen af havnen,25 og i 1993 var forfatterne til områdets lokalplan opmærksomme på, hvordan ”fritidsfiskernes aktiviteter samt huse, hytter, oplag mv. er med til at give liv og et værdifuldt malerisk præg.”26 Måske er der en sammenhæng mellem turismeanalysen i KvistgaardConsultings rapport og fiskeriets udvikling. I årene frem mod 1980 var fiskeriets identitet stærk, mens turismen var i sin etableringsfase. Fiskeriet understøttede turismen. Senere, da Bryggen, feriecenter og husbåde blev havnens dominerende elementer, og fiskerne måtte affinde sig med en birolle, blev afstanden mellem turismen og det fiskeri,

Thorvald og Arne Fahl røgtede stadig deres ruser i 1978. Da var det imidlertid ikke længere fiskerne, der satte kursen for udviklingen.

Med grafen forsøger vi at vise sammenhængen mellem turisme og fiskeri, mellem to livsformer, der mødes i et assymetrisk afhængighedsforhold. Afhængigheden består i, at fiskeriet giver Bork oplevelsesværdi og autenticitet og gør havnen til et interessant sted at besøge for turisterne. Fra ca. 1950 voksede turismen, mens fiskeriet var for nedadgående. Efterhånden tippede balancen imidlertid så meget, at fiskeriet til sidst kun i ringe grad kunne give sit bidrag til havnens miljø. Turismen stagnerede omkring 1980, og i 2010 brugte KvistgaardConsulting udtrykket “turistfælde”. Men fremtiden tegner lys, for i de seneste år er fiskeriets tilbagegang afløst af svag vækst. Efter vores opfattelse er den nye situation i fiskeriet interessant for turismen, og den bør give anledning til overvejelser om, hvordan fiskeriet igen kan befrugte turismen. Hvis turisme og fiskeri i fremtiden kan udvikle nye samarbejdsformer, kan ny dynamik måske træde i stedet for truende tilbagegang.

Bork Havn

der i sin tid lokaliserede den netop her, stor. Havnen tabte mere og mere sin identitet, og den kan med konsulentrapportens ord opleves som ”usammenhængende og rodet”. Profilering og branding For at komme nærmere et svar på spørgsmålene om Bork Havns fremtidsmuligheder i kampen mod turistfældeprædikatet vender vi blikket mod Sverige. For 10 år siden blev to museumsfolk bedt om at forholde sig til en problemstilling, der, selvom der er store forskelle i størrelse og emnekreds, på afgørende punkter ligner denne artikels. I Västmanlands län i Midtsverige forudså man, at områdets traditionelle erhvervsstruktur med store sværindustrier som lokomotiv stod overfor ændringer, der ville true økonomien. Spørgsmålet trængte sig på: Hvordan kunne man forberede länets økonomi på global konkurrence? ”From information to imagination” Mia Andersson og Monica Mossberg tog udgangspunkt i to krav til enhver økonomi, der vil markere sig i en tid, hvor

informationssamfundet med global konkurrence og udveksling er en realitet, og hvor drømmesamfundet træder i karakter: For at hævde sig, må man på én gang være unik og i kontinuitet med sin historie. Man må formulere en profil, der har ”förankring i ett områdes, en regions eller en hel nations identitet eller personlighet och omfatta dess historia, kultur och andra värden [værdier] som området anses uttrycka.” Drømmesamfundets forbruger køber kun i ringe grad et produkt. Han køber snarere forestillingen om et produkt. Med et for Västmanlands län relevant eksempel køber han ikke en Volvo, men forestillingen om svensk kvalitet, know how og sikkerhed. Han køber, i Anderssons og Mossbergs sprogbrug, andel i et stykke regional kulturarv. Tre røde tråde mødes i en vellykket identifikation af den kulturarv, der fortjener profilering, og som kan bringe et område succesfuldt fra fortid over nutid til fremtid. Man må tage højde for lokal erhvervstradition og -kultur. Man må have blik for områdets mentale og sociale struktur, og endelig skal landskabets karakteristika tænkes ind.

Husbådene er nye, dyre og flotte, men de er ude af samklang med Borh Havns historie og identitet. Der er ikke gjort noget forsøg på at arbejde dem ind i en profil, der er særegen for netop Bork, og måske er det en del af havnens problem.

Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou

Andersson og Mossbergs svenske overvejelser giver to pointer til den fremtidige udvikling i Bork Havn. For det første må man i et internationalt marked, hvor der altid er nogen, der er billigere og mere effektive, profilere et enkelt aspekt, der giver den lokale økonomi eller kultur en klar og særegen profil, markedsføre dén, og for at stå tydeligt kun den. For det andet er det centralt, at den profil man markedsfører – eller for at bruge et nydansk ord, der hører denne type overvejelser til: brander – har rod i stedets erhvervskultur, miljø og historie. En kunstigt skabt profil uden forankring vil ikke nå videre end til markedsføring og glittet papir.27 Et spørgsmål om resiliens Resiliens er et ord fra naturvidenskaben. Det beskriver et stofs evne til at bevare eller vende tilbage til sin oprindelige form efter en påvirkning. Når kulturforskningen låner ordet, er der ikke længere tale om en tilbagevenden til den samme tilstand, for menneskenes samfund er altid under forandring. Alligevel kan det være værdifuldt at tænke kultur

og resiliens sammen og overveje, hvor store påvirkninger et samfund kan udsættes for, før sammenhængene sprænges, og et helt andet samfund opstår.28 Formuleret i dette sprog kan karakteristikken af Bork Havn, som en rodet og usammenhængende turistfælde, omskrives til påstanden om, at havnen er nået til den yderste grænse af sin kulturelle resiliens. Det fiskerleje, der i kraft af sit særlige miljø og sine særlige mennesketyper blev populært omkring 1970, er på bristepunktet. Hvis kontinuiteten tabes, hvis kulturarven forsvinder, må sommerhusgæsten spørge sig selv, hvorfor ferien netop skal tilbringes i Bork. I denne sammenhæng er det havnens lykke, at en ny generation af fiskere tager over. Selvom erhvervsfiskeriet hører en svunden tid til, så tyder alt på, at bierhvervsfiskeriet er levedygtigt. Fiskeriet som Bork Havns fortid og fremtid For Västmanlands län munder overvejelserne ud i en anbefaling af fortsat satsning på industriproduktion, men en industriproduktion centreret omkring kvalitet snarere end pris. 29 Nok så interessant er det imidlertid at oversætte

Selv store husbåde, der lige så godt kunne ligge i Københavns Nordhavn eller i en nedlagt industrihavn i Østjylland, behøver måske i virkeligheden kun en enkelt lille fiskerjolle med ærinde på fjorden, før miljøets identitet kan leve videre.

Bork Havn

overvejelserne til de udfordringer turistdestinationen Bork Havn står overfor.30 I kampen for et samfunds succesfulde udvikling fra fortid over nutid og ind i fremtiden fokuserer Andersson og Mossberg på landskabets formende rolle for kulturen. Her ser de motoren i en historie, hvor menneskene omformer landskabet, så udviklingens store hjul kan dreje igen og igen. Hvis vi skal identificere en karakteristisk profil, som Borkområdet kan leve videre på, må vi altså starte med landskabet og den kultur, landskabet har skabt. Området syd for Ringkøbing Fjord er mødet mellem land, eng og fjord. Landskabets variation er dets rigdom. I århundreder blev landbrug, med et stort element af høslet, supleret med fiskeri, men i 1900-tallet omformede menneskene landskabet. Lokalt med anlæggelsen af Bork Havn og i et lidt større perspektiv med opførelsen af Hvide Sande-slusen . Det gav en ny kultur, hvor det moderne fjordfiskeri blomstrede frem. Fiskeriet opfylder således begge krav. Det er i tråd med områdets identitet og historie og det er om ikke unikt, så i det mindste et særpræg, der de fleste andre steder enten er forsvundet eller udviklet i andre former. Selvom udviklingen har sat fiskeriet under pres siden 1970, er Bork Havns sociale resiliens ikke brudt. Fiskerne er her endnu, og deres bidrag til havnens liv er medicin mod turistfælden. I fiskeriet har Bork Havn en profil, der med den rette indsats kan blive det brand, der klart adskiller havnen fra andre sommerhusområder, og som gør Bork Havn konkurrencedygtig i drømmeøkonomien. Fortiden er ikke fremtiden, og fjordfiskeri vil aldrig igen kunne drives på erhvervsfiskeriets gamle præmisser. Med en stadig bedre indsats mod iltsvindet må man imidlertid forvente gradvist bedre forhold for bierhvervsfiskeriet. Til at understøtte en sådan udvikling er det Ringkøbing-Skjern Museums håb, at havnens aktører finder kræfter til at underbygge den gode udvikling i fiskeriet ved at etablere nye faciliteter i havnen. Det er godt for oplevelsen i havnen, at turisterne allerede i dag kan købe friske fisk direkte fra jollerne ved kajen, men man kunne gå videre. Man kunne forestille sig et røgeri, en fiskerestaurant, 32

fiskeauktioner, mulighed for at komme med fiskerne på fjorden eller udstillingsaktivitet om fiskeriets historie. Livet går videre Imens går livet videre i Bork. Vintersæsonens ro sænker sig over havnen, men snart bliver det sommer igen, og med den kommer tyskerne tilbage. Så vil der igen være liv i Bryggen, på stranden og i sommerhusene. Og turistfælde eller ikke, gæsterne vil nyde deres ferie. I 2009 blev turisterne i Bork Havn bedt om at svare på en række spørgsmål. Undersøgelsen resulterede i følgende lille overblik: syv ud af ti gæster var tyskere. ⅓ af turisterne var børn under 13 år, og kun ⅓ af de voksne rejste uden børn. Turisterne fremhævede Bork Vikingehavn, lysestøberiet og nærheden til Legoland som fordele ved Bork. Til gengæld var de ikke udelt tilfredse med oplevelsen af selve Bork Havn. De syntes, der var lidt for lidt at komme efter.31 Mon ikke der ligger et uudnyttet potentiale og venter? Og hver dag sejler bierhvervsfiskerne ud til ruser og garn. Det er ikke sikkert, de spekulerer så meget på den sociale resiliens eller det drømmeøkonomiske potentiale, de repræsenterer. De gør det, fordi de altid har gjort det, fordi fiskeri er meningsfuldt, og måske også fordi de tjener en skilling. Det sidste får man dem ikke altid til at indrømme. Tak for hjælpen Synspunkterne i denne artikel står for forfatternes regning. Ringkøbing-Skjern Museum vil imidlertid gerne sige tak for hjælpen til Birthe Høst fra Feriepartner Bork Havn og René Mejlvang, formand for Bork og Omegns Fiskeriforening, der begge har gennemlæst og kommenteret teksten. Forfatterne kan kontaktes på Lasse Justesen: info@levendehistorie.dk Kim Clausen: kc@levendehistorie.dk Peter Carstensen: pc@levendehistorie.dk Christian Ringskou: cr@levendehistorie.dk

Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou

Noter

1. Se Horst Meesenburg (red.): Egnen omkring Bork, Tipperne og Skjern Å. Bygd 26. år, 2. Esbjerg 1995. Eller for den grundige læser: S.H.A. Rambusch (red.): Studier over Ringkøbing Fjord. København 1900, s. 37-136. 2. John Hird og Peter Kvistgaard: Helårsturisme i Ringkøbing-Skjern Kommune. KvistgaardConsulting 2010. 3. Holdningen findes i en række avisartikler og fx i Jimmie Gade Nielsen, Torben Birch-Thomsen, Sven Rode Petersen & Ellen Rosted: BORK HAVN – lokalsamfundet som behovsopfylder. Universitetsopgave 1985 (findes i Ringkøbing-Skjern Museums bibliotek). 4. John V. Jensen: Malerne i Nymindegab. opdatering 2009, s. 54-60. 5. Meesenburg s. 22-26. 6. Laura Tolnov Clausen: Sommergæster i Nymindegab. Mark og Montre 1998, s. 37-60, især s. 46-47 og 54-55, 7. Hans Kristian Kristensen: Nørre Horne Herred. Tarm 1975, s. 18-25. 8. Kristensen s. 239. 9. Folketælling Nørre Bork Sogn 1906. Rigsarkivet (www.arkivalieronline.dk). 10. Sigurd Enggaard Poulsen: Landet bag hav – omkring en fjord. Herning 1977, s. 93-118. 11. Udsendelsen kan ses i sin helhed på Ringkøbing-Skjern Museums samlingsafdeling. 12. Oplysningerne i de følgende afsnit er, hvor intet andet er anført, baseret på fisker og fiskeriforeningsformand Laurids Fahls samlinger af avisudklip og breve 1954-1983 i Ringkøbing-Skjern Museum (SKJ337X1-7). 13. Nr. og Sdr. Bork Sogneråd, forhandlingsprotokol 06.08.1963. Egnshistorisk Samling, Egvad Bibliotek. 14. Oplysningerne om campingpladsen er hentet i Turistforeningen for Skjern og Omegns scrapbog, der bl.a. indeholder formandens beretninger fra generalforsamlinger (SKJ193X23). 15. Læs mere i Laura Tolnov Clausen, Susanne Andersen & Kim Clausen: Jagthytterne på Værnet – kompromitterende for naturen eller en bevaringsværdig drøm om frihed? FRAM 1993, s. 101-117. 16. Arne Fahl henviser til Partiel Byplanvedtægt nr. 16. Egvad Kommune 1976 § 5. 17. Egon Clausen: Bork Havn – en overset seværdighed. I: Milde Moses – en samling epistler. København 1980, s. 11-16. Egon Clausen har senere uddybet og i nogen grad modereret sit synspunkt. Egnens autentiske særpræg skal ikke findes i det pittoreske forfald i fiskerlejet, men i en rodfæstet sammenhæng mellem indre missions åndelighed og andelstidens store omvæltninger.

Egon Clausen: Fodrejse ad tilgroede spor. København 2010, s. 55-66. 18. Nielsen, Gade, Birch-Thomsen, Petersen & Rosted s. 55-74. 19. Frits Larsen & Chresten Færgemand: Jyllands vestkyst – turismen, planlægningen og debatten. København 1984, s. 2-11, 16-23. Larsen & Færgemand understreger, hvordan ikke kun selve kysten, men også naturområderne i baglandet gør Vestjylland attraktivt for turisme. 20. Partiel Byplanvedtægt nr. 16. 21. Nielsen, Birch-Thomsen, Petersen & Rosted s. 71-74. 22. Sammenhængen mellem landbrug, fjordfiskeri og næringsstoffer er nærmere behandlet (om end for en anden fjords vedkommende) i Christian Ringskou: Limfjorden og næringsstofferne – en historie om landbrug og miljø. I: Limfjordsmuseernes Samvirke, 2009. Den regulerede fjord II – en undersøgelse af lovgivning og praksis omkring infrastruktur, ressourcer og miljø i Limfjorden. Lemvig, s. 155-176. 23. For en gennemgang af fiskerlejernes udvikling se Gert Alsted & Per Lunde Lauridsen: Fiskerlejer og landingspladser ved Ringkøbing Fjord. Ringkøbing-Skjern Museum 2008. www.levendehistorie.dk 24. Det gamle fiskerlejes tid løber ud. Samvirke Årg. 42, nr. 16, 1969, s. 10-13. 25. Nielsen, Birch-Thomsen, Petersen & Rosted s. 43-47. 26. Lokalplan nr. 52 Bryggen, Bork Havn. Egvad Kommune Teknik og Miljø 1993, s. 4. 27. Mia Andersson & Monica Mossberg: Profilering – en framtid för Västmanland. Länsstyrelsen i Västmanlands län Rapport 2000:07, s. 5-16. 28. Mia Björckebaum & Monica Mossberg: Kan kulturhistorisk värde flyttas? En rapport kring kulturmiljöers betydelse för social resiliens, projicerat på Kirunas stundande flytt. KMV forum AB 2007, s. 7-9. 29. Andersson & Mossberg s. 17-21. 30. Borks muligheder for at brande sig på fiskeri ligner de bestræbelser flere lokaliteter i Limfjorden udfolder med udgangspunkt i skaldyrsfiskeri. Mette Lund Andersen & Ellen Damgaard: Muslinger og Branding. I: Christian Ringskou, Ellen Damgaard & Svend Sørensen (red.): Muslinger & Mennesker – arbejde og fest ved Limfjorden. Lemvig 2008, s. 115 ff. 31. Christina Kompernass: Turistundersøgelse – Bork Havn. Destination Ringkøbing Fjord 2009. Undersøgelsen baserer sig på kun 436 fuldstændige besvarelser af et spørgeskema. Selvom flere spørgsmål var besvaret af væsentligt flere, er respondentgruppen for lille til at undersøgelsen kan påberåbe egentlig statistisk autoritet.

Bork Havn

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2010 Mariann Ploug, John V. Jensen & Charlotte West Et kulturmiljø kan defineres som et geografisk afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk i den samfundsmæssige udvikling.1 For Varde Kommune skal udpegningen af kulturmiljøer jf. Kommuneplan 2010-2022, Hovedstrukturen side 35 ”primært sikre, at områderne friholdes for byggeri, anlæg eller andre ændringer, der er uforenelige med de kulturhistoriske interesser”.2 I 2006 udpegede Museet for Varde By og Omegn otte kulturmiljøer langs Vadehavet i Varde Kommune på opfordring fra Kulturarvsstyrelsen.3 Siden er disse indarbejdet i Kommuneplan 2010-2022 sammen med andre registreringer af kulturelle elementer, som museet tidligere havde

foretaget i forbindelse med Ribe Amts regionalplanlægning – i 19994 over kulturhistoriske værdier i landskabet, i 19845 ved fredningsplanlægningen og i General Landskabsplan fra 1970.6 Alle udpegninger og registreringer blev vurderet af kommunen og museet i fællesskab ved forarbejdet til kommuneplanen, og 33 af disse er omtalt i kommuneplanens kapitel 26: Redegørelse, afsnit 8: Kulturmiljø og bygningsbevaring. På grundlag af det foreliggende materiale er der så vidt muligt blevet gjort rede for de enkelte elementers bevaringsværdi, mål og sårbarhed i kommuneplanen, men mange oplysninger mangler. Kun de otte udpegede kulturmiljøer

Beskrivelsen af kulturmiljøerne i Varde Kommune, der har nummer 1-8, kan i deres fulde udstrækning læses på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside: http://www.kulturarv.dk/tjenester/publikationer/emneopdelt/kulturmiljoe/vadehavsatlas/kulturmiljoe

Bøffelstillingen i Blåvand. Et af de meget velbevarede tyske forsvarsværker i Varde Kommune.

Nymindegab Kro. Østfløjen med den massive mur fra 2007 og den gamle kro i baggrunden.

Mariann Ploug, John V. Jensen & Charlotte west

Nymindegab Kro. Den lave længe med lejligheder fra 2000 er passet ind i landskabet.

har været undersøgt, så der foreligger et reelt baggrundsmateriale. De resterende 25 udpegninger, der er potentielle kulturmiljøer, skal efter Redegørelsens ordlyd undersøges og vurderes i planperioden. Dette arbejde har Varde Kommune taget hul på sammen med Museet for Varde By og Omegn. Kommunen har bedt museet om i løbet af 2010 at registrere de seks kulturmiljøer, der bliver gennemgået på de følgende sider, hvor hovedvægten er lagt på den kulturhistoriske beskrivelse. Forfatterne kan kontaktes på Mariann Ploug: mp@vardemuseum.dk John V. Jensen: jvj@vardemuseum.dk Charlotte West: cw@vardemuseum.dk

Tirpitz-stillingen. Den sydligste bunker der i dag er museum.

Noter

1. Mette Guldberg: Det kulturhistoriske arbejde i Vadehavsområdet. Mark og Montre 2005, s. 35-45. 2. Kommuneplan 2010-2022. Varde Kommune 2009. 3. Mariann Ploug: Kulturmiljøer i Varde Kommune. Mark og Montre 2008, s. 14-31. 4. Regionplan 2008. Ribe Amt 1999. 5. Ribe Amtskommune Fredningsplanlægning, bd. 1-3. Ribe Amt 1985. 6. Generel Landskab for Ribe Amt. Ribe Amt 1970.

Vardeborg ved Vejers.

Kulturmiljøer registreret på Kulturarvsstyrelsens foranledning i 2006 Blåvandshuk – sikkerhed til søs Øster Oksby Varde Ådal Janderup Hesselmed – en vestjysk herregård Visselbjerg – voldsted Vardes middelalderlige byplan Arnbjerg Parken

Kulturmiljø, Varde nr. 1 (Vadehav nr. 1) Kulturmiljø, Varde nr. 3 (Vadehav nr. 2) Kulturmiljø, Varde nr. 7 (Vadehav nr. 3) Kulturmiljø, Varde nr. 8 (Vadehav nr. 4) Kulturmiljø, Varde nr. 10 (Vadehav nr. 5) Kulturmiljø, Varde nr. 11 (Vadehav nr. 6) Kulturmiljø, Varde nr. 12 (Vadehav nr. 7) Kulturmiljø, Varde nr. 13 (Vadehav nr. 8)

Kulturmiljøer registreret på Varde Kommunes foranledning i 2010 Tirpitz-stillingen Vejers Strand Henne Kirkeby Nymindegab Fåborg Ølgod

Kulturmiljø, Varde nr. 2 Kulturmiljø, Varde nr. 15 Kulturmiljø, Varde nr. 16 Kulturmiljø, Varde nr. 18 Kulturmiljø, Varde nr. 28 Kulturmiljø, Varde nr. 32

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2010

Tirpitz-stillingen

Kulturmiljø, Varde nr. 2

Bunkersanlæg langs kysten Tirpitz-stillingen eller ”Vogelnest”, som den også hedder, ligger mellem Blåvand-Oksby og Ho. Oprindeligt skulle anlægget have været et stort kanonbatteri med to skytsbunkere, først og fremmest til sikring af indsejlingen til Esbjerg, hvor tyskerne anså muligheden for en allieret invasion for størst. Anlægget blev imidlertid aldrig færdigbygget, for Anden Verdenskrig sluttede inden. Den sydligste bunker er i dag museum, mens den nordlige blot ligger hen. Foruden Tirpitz-stillingen bør desuden to andre anlæg også fremhæves for deres historiske interesse.

Tirpitz-stillingen

betonkonstruktioner er særdeles velbevaret. Således er betonbunkerne, men også øvrige jord- og betonanlæg, i meget vid udstrækning intakte. Bøffelstillingen frembyder i dag, hvis det vel at mærke formidles, en ganske enestående mulighed for at se, hvordan et tysk forsvarspunkt så ud i sin helhed fra Anden Verdenskrig med ildleder- og mandskabsbunkere etc.

Luftwaffe-radarstillingen ved Blåvand (Bøffelstillingen) Radarstillingen ligger i Vandflod bjerge i den sydlige udkant af det militære skyde- og øvelsesområde. Netop denne placering har betydet, at hele anlægget med ca. 50 tyske

Marineradaren ved Blåvandshuk Radarstillingen ligger ved Blåvand fyr ved Blåvandshuk umiddelbart syd for det militære skyde- og øvelsesterræn på Kallesmærsk hede. Stillingen er velbevaret med radartårn. Atlantvolden, som ovennævnte anlæg blot udgør en lille del af, havde i Danmark forsvaret af den jyske vestkyst som højeste prioritet. Som frygten for en allieret invasion tog til,

Hovedbunkeren i Bøffelstillingen i Blåvand, som var Luftwaffes varslingsanlæg til forsvar i mod britiske luftangreb.

Solnedgang ved Blåvand fyr. Til højre for fyret ses marineradaren, som mange strandgæster passerer på vejen gennem klitterne til stranden.

Mariann Ploug, John V. Jensen & Charlotte west

På afstand ligner det næsten en fransk middelalderborg, men kommer man tættere på, ser man fundamentet til Mammut-radaren ved Blåvand, der under besættelsen var en del af Bøffelstillingens varslingsanlæg.

udbyggedes forsvaret på vestkysten og på rekordtid opførte den tyske besættelsesmagt en forsvarslinje fra Biscayen i syd og til Nordkap i nord – i alt 2685 kilometer.1 I Danmark påbegyndtes opbygningen af kystbefæstningen i sensommeren 1942 og fortsatte helt indtil befrielsen. Udførelsen af de militære anlæg i Danmark foregik i praksis ved, at tyskerne henvendte sig til danske entreprenørfirmaer, der skulle forestå arbejdet ved hjælp af dansk arbejdskraft.2 Langs Atlantens og Nordsøens kyster blev der i alt støbt mere end 30.000 anlæg og godt 8000 bunkersanlæg. Af disse lå/ligger de ca. 1800 bunkersanlæg i Danmark, dertil det feltmæssige ca. 8000 stk.3 De tyske forsvarsværker i Varde Kommune, og i det hele taget, udgør tilsammen et spændende anlæg, der dels vidner om besættelsen 1940-45, og dels kan anlæggene fortælle meget om dansk selvforståelse gennem de sidste 60 år. I det første par årtier efter befrielsen blev anlæggene naturligvis

opfattet meget negativt, men efterhånden har den danske befolkning vel vænnet sig til dem. De tyske bunkeranlægs stilling som dansk/tysk kulturarv er i det hele taget mere kompliceret end så mange andre historiske bygningsanlæg, som vi i dag regner for dansk kulturarv. Meningerne om strandens betonklodser kan stadig være delte, men hinsides enhver skepsis står, at det drejer sig om meget søgte turistmål – måske ikke mindst blandt vestkystens tyske turister. Der er således mange gode grunde til, at vi interesserer os for dem.

Noter

1. Vibeke B. Ebert: Atlantvolden fra Skallingen til Nymindegab. Blåvandshuk 1992. 2. Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen & Peter Scharff Smith: Dansk arbejde – tyske befæstningsanlæg. Blåvandshuk 1997. 3. Jens Andersen: Atlantvolden fra Agger til Bulbjerg. Blåvandshuk 1999.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2010

Vejers Strand

Kulturmiljø, Varde nr. 15 Frem til slutningen af 1800-tallet var Vejers Strand et lille fiskerleje, hvor befolkningen fra landsbyen Vejers, som lå 7 km fra kysten, havde deres fiskerhytter. I fiskesæsonen forår og efterår boede fiskere og esepiger i ”esehytterne”, der lå nord for Ålestrømmen bag de yderste klitter.1 Samtidig med fiskeriets ophør kom de første sommergæster til Vejers for at nyde den storslåede natur. De var privat indkvarteret i landsbyen eller camperede primitivt ude i klitterne. Det første sommerhus ved stranden blev opført i 1910 på nogenlunde samme sted, som esehytterne havde ligget. Allerede i 1917 karakteriseredes Vejers Strand som et badested, og midt i 1920’erne var der ca. 50 ”badevillaer”. De lå hovedsageligt på grundene langs kysten nord og syd for Ålestrømmen, og mange var bygget på klittoppe, hvorfra der var udsigt over havet og det omkringliggende landskab.2 Midt i 1930’erne var der over 250 sommerhuse, mange sommerbutikker, to sommerhoteller samt fem pensionater.

Bebyggelsen bredte sig ind i landet, men områderne ved Nordvej og Sydvej var også dengang de mest attraktive.3 Strandhotellet, der ligger vest for Sydvej og syd for Ålestrømmens udløb, blev bygget i 1926 på lokalt initiativ af Andelsselskabet Vejers Forsamlingshus. Det følgende år fik hotellet nye ejere, der drev det frem til besættelsen. Efter krigen var der skiftende ejere frem til 1958, hvor moderen til den nuværende ejer overtog hotellet. Fra midten af 1970’erne har hotellets kapacitet været udnyttet til kursusvirksomhed om vinteren. Hotel-pension Vejers Strand åbnede i 1926 ved Snerlevej. Stedet blev stærkt medtaget under besættelsen, men renoveret efter befrielsen. Den sidste ejer var en bygmester, der i 1986 havde store planer for et imponerende strandhotel.4

Husene på østsiden af Sydvej ligger så vidt muligt på klittoppe. På vestsiden er vejen over klitterne til stranden kun begrænset af Vardeborg.

Husene på Nordstranden ved Bjærgevej ligger så vidt muligt på klittoppene.

Bygaden gennem Vejers Strand set fra opkørselen fra Stranden.

Mariann Ploug, John V. Jensen & Charlotte west

Resultatet blev dog et kompleks af ferielejligheder opført omkring 1990. Pension Klithjem blev bygget i 1925 nord for Ålestrømmen ved Nordvejs begyndelse. Pensionatet blev drevet af ejeren til slutningen af 1950’erne, og hendes efterfølger afhændede stedet i 1995. De nye ejere foretog en omfattende renovering og solgte Hotel Klithjem i 2001. Pension Stilby var en statelig 2½ etages bygning i 1930’erne. Efter besættelsen blev pensionatet overtaget af Kjøbenhavns Handelsbank som feriested for bankens personale. I 1975 blev det gamle pensionat afløst af 9 moderne sommerhuse, der i dag kan lejes af ansatte i Danske Bank. Vardeborg ligger alene vest for Sydvej, hvor sommerhusbebyggelsen med en enkelt undtagelse begrænser sig til vejens østside. Stedet har været sommerlejr for FDF i Varde siden 1920 og anvendes stadig som tumleplads for foreningens børn og unge. I slutningen af 1940’erne var der ca. 300 sommerhuse i Vejers og antallet steg jævnt. Det var mindre huse, der hovedsageligt var beregnet til at dække den enkelte families behov frem til 1970’erne, hvor man begyndte at bygge sommerhuse med udlejning, investering og direkte fortjeneste for øje. I dag er der omkring 1050 feriehuse i Vejers Strand. De fleste er bygget længere inde i landet, men området mellem Nordvej og stranden er også blevet kraftigt bebygget i anden halvdel af 1900-tallet.5

Standhotellet, Vejers Havvej 105 blev opført i 1926, men er siden væsentligt udbygget.

Vardeborg, der ligger alene mellem klitterne vest for Sydvej, har været sommerlejr for FDF i Varde siden 1920.

Noter

1. Hans Kristian Kristensen: Gamle Sydvestjyske Fiskerlejer – Et bidrag til vestkystfiskeriets historie. Varde 1965. 2. Søren Byskov & Poul Holm: Kystzonens ejendomsforandringer. I: Esben Munk Sørensen (red.): Ejendomsændringer i det 20. århundrede. København 2000, s. 335-364; Jens R. Hedegaard: Vejers før og nu. Frederiksborg Højskoles Årsskrift 1934, s. 49-51. 3. Palle Uhd Jepsen & Mariann Ploug: Vejers. Varde 2006. 4. Vejers Hotel, en moderne pension – om det store badehotelsprojekt. Vestkysten d. 7. oktober 1986. 5. L.H. Jacobsen: Lokalplan 04.005.04 for Sommerhusområde Vejers Sydstrand. Blåvandshuk Kommune 2005; Miljøministeriets Eksempelprojekt nr. 9. Om udviklingen i et kystnært turistområde. November 1994-97; Idéforslag for Vejers Strand sommerhusbyområde. November 1995.

Hotel Klithjem, Nordvej 1, tidligere Pension Klithjem blev opført i 1925, men er siden udvidet.

Vejers Feriecenter, Nordvej 11 er opført i 1990, hvor Hotel-Pension Vejers Strand tidligere lå.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2010

Henne Kirkeby Kulturmiljø, Varde nr. 16

Herremanden på Hennegård ejede i århundreder det meste af egnens bøndergods og i en periode også Henne Kirke. Den første Hennegård var opført før 1145, hvor en skriftlig kilde fastslog, at biskoppen havde en hovedgård i Henne. Efter reformationen i 1536 blev Hennegård krongods, men allerede i 1544 blev den solgt til lensmanden.1 En kgl. resolution fra 1794 gav tilladelse til at bøndergodset blev afhændet, og i 1803 var Hennegård udparcelleret i 56 dele.2 Hennegård brændte i 1831, hvor godsarkivet gik tabt, og Hennegård ophørte med at være herregård. Hovedbygningen blev genopført på samme sokkel som sydlængen i et firelænget gårdsanlæg. Udgravninger viser, at Hennegård tidligere havde været omgivet af et større voldgravssystem, hvor Filsø udgjorde den ene side af yderste grav. Henne Sogn blev 1291 omtalt i Ribe Oldemoder, og Henne Kirke tilhørte Ribe-bispen indtil 1299, hvor Puggård Skole i Ribe fik kirken. Efter reformationen hørte kirken under kronen, men i perioden 1722-1829 var den ejet af Hennegård. Herefter og frem til 1862 tilhørte kirken staten, som solgte

Henne Kirke set fra syd.

Hennegård, hovedbygningen og den østre længe.

den på auktion til en repræsentant for sognets tiendeydende beboere. Siden 1918 har kirken været selvejet.3 Præstegårdens stuehus og ene udhus blev nyopført mellem 1811 og 1821. Præsterne drev selv landbruget, og i perioden 1847-1856 blev der indvundet et betydeligt areal ved udtørring og afvanding af Filsø. Fra 1865 var præstegården bortforpagtet, og i 1877 blev gården suppleret med to parallelle bygninger, hvor der var stuehus for forpagteren og stald i den ene længe samt lade og vognport i den anden. Præsten fik ny bolig i 1926, og huset blev bygget lidt østligere end det gamle. Længen med lade og vognport blev fjernet og en staldbygning opført mod vest vinkelret på forpagterens stuehuslænge. I 1966 opførtes en ny stald mod vest, og i 1993 blev forpagtergården solgt, hvorefter den nye ejer indrettede ferielejligheder.

Henne Præstebolig set fra syd.

Mariann Ploug, John V. Jensen & Charlotte west

Henne Præstegård/Forpagtergård set fra syd.

Henne Kirkeby skole lå et stykke øst for kirken lige syd for byvejen (Kirkebyvej) frem til 1850, hvor kommunen købte et hus, der var bygget af den tidligere lærer, for at bruge det til skole. Huset ligger stadig syd for vejen over for kirken vest for den ældre skole, men i 1906 blev der bygget en ny skole lidt syd for den første. Den måtte nedbrydes i 1960, da amtsvejen blev anlagt. Henne Kirkeby Kro blev grundlagt af en gårdmandsenke, da hun ca. 1870 søgte om bevilling til at drive beværtning.

Enken drev gården, der senere blev privilegeret kro og fik rejsestald, frem til 1890. De følgende ejere fortsatte driften – som afholdskro fra omkring 1909 frem til 1930’erne, da en ny enke fik spiritusbevilling. Kroen gik i 1981 videre til hendes barnebarn, der formåede at bringe Henne Kirkeby Kro op på et internationalt niveau, som de nuværende ejere fra 2007 arbejder på at fastholde. Området omkring Henne Kirkeby er meget rigt på oldtidsminder. I den vestlige udkant er der udpeget et kulturarvsareal med spor efter en stor vikingetidsbebyggelse, der havde en gunstig placering ved Filsø. Noter

1. Oluf Nielsen: Historiske efterretninger om Vester Horne Herred (Ribe Amt). Genudgivet af Historisk Samfund for Ribe Amt 1984; G.M. Guldvang: Hennegaard – Blade af den gamle Borgs Krønnike. Nr. Nebel 1934. 2. Evald Kappelskov: Om Henne Sogn gennem tiderne. Nr. Nebel 1969. 3. Danmarks Kirker bd. 19 Ribe Amt, hæfte 15. København 1988, s. 12391272; Hans Kristian Kristensen: Nogle fund ved Henne Kirke. Fra Ribe Amt 1932, bd. 8, s. 212-215. Henne Skole 1850-1906 set fra nordvest.

Henne Kirkeby Kro set fra syd.

Henne Kirkeby Kro til venstre. I gården til højre har kroen indrettet værelser og en morgenmadsrestaurant.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2010

Nymindegab

Kulturmiljø, Varde nr. 18 Fiskeriet blev fra gammel tid drevet fra flere lejer ved kysten, men omkring 1820 begyndte fiskerne at søge til Nymindegab, hvor bådene kunne ligge i læ af Holmsland Klit, der skærmede for Vesterhavet. Generalstabens Kort fra 1876 viser, at hovedparten af fiskernes hytter lå syd for Nymindegab Kro. Det var en god placering, fra kanalen ved Nordmandskrogen blev gravet i 1892 til dæmningen fra Kroen til Klitten blev bygget i 1911. Derefter flyttede havnen om på nordsiden af dæmningen, og de tilbageværende fiskere nød godt af udsejlingen ved Gjødel-udløbet fra 1915 indtil 1931, hvor Hvide Sande Kanalen blev åbnet.1 Klittangen havde fra begyndelsen af 1800-tallet reduceret indsejlingen til Ringkøbing Fjord til den snævre, lavvandede Nymindestrøm, hvor kun mindre skibe kunne sejle igennem. De mange norske skibe, som hovedsagligt kom med tømmer, ankrede op på bredningen, Nordmandskrog, der også blev anvendt som ankerplads og vinterhavn for de lokale rederes skibe.2

Redningsstation Nymindegab, der fungerede fra 1892-1975, er i dag museum.

Nymindestrømmen mod Ringkøbing Fjord spærret af dæmningen med kørevejen fra ca. 1910. Jernbanedæmning fra Anden Verdenskrig i forgrunden bruges i dag som cykelsti.

Alle, der ikke var lokale, måtte have lods om bord, når de skulle ind i Nymindestrømmen, og om vinteren havde lodsen opsyn med de oplagte skibe. Lodsen flyttede sit hus sydpå sammen med udløbet. Lodshuset har ligget både ved Gjødel-udløbet og på Lodsbjerget nord for Kroen, inden det fik sin nuværende placering syd for. Midt i 1800-tallet havde Nymindegab ændret sig fra et fiskerleje med aktiviteter forår og efterår til en lade- og losseplads med aktivitet det meste af året. Dertil kom en del trafik, da vejen op over Holmsland Klit var kortere end turen øst om Ringkøbing Fjord. Flere lokale familier udnyttede de muligheder, det gav. I 1837 havde en gårdmandssøn fra Lunde fået privilegium til at drive kro i Nymindegab. Han solgte retten videre i 1841 til en bror, der også drev salterivirksomhed. I 1849 fik

Lodshuset på Redningsvej ligger højt, så lodsen havde overblik over strømløbet.

Mariann Ploug, John V. Jensen & Charlotte west

Huse langs Redningsvej bygget efter vestjysk byggeskik.

denne tilladelse til at drive færgeri over Nymindestrømmen. Samme år solgte han kroen og byggede Færgegården nord for kroen. Færgemanden havde også handelsbevilling med ret til at indføre tømmer fra udlandet.3 I 1851 blev der bygget en ny toldbolig syd for Kroen til strandtoldbetjenten. Han hørte under Ringkøbing Toldinspektion og skulle patruljere, opkræve told og føre tilsyn med de mange omladninger af varer ved Nymindegab. Toldbetjenten førte tilsyn med sejlløbets opmudring, der havde været nødvendig siden 1818 og var sat i system fra 1836. Fra 1898 arbejdede sandpumperen uafbrudt. Redningsstation Nymindegab flyttede også med udløbet. Den begyndte som bådstation i 1857 og blev udvidet med raketapparat i 1874. Stationen fungerede til redningsvæsnet blev omlagt i 1975, men bådstationen var blevet nedlagt i 1966. Redningsstationen er fredet og har siden 1979 været Nymindegab Redningsbådsmuseum. Fra sidst i 1800-tallet blev en række kunstnere og en del jægere opmærksomme på kvaliteterne – det særlige lys og de gode jagtmuligheder – ved Nymindegab. De indlogerede sig på kroen, købte huse til helårs- eller sommerboliger og banede vejen for ferierende sommergæster, der fulgte deres eksempel. Siden har området ændret sig fra at være et aktivt lokalområde til at blive et attraktivt sommerhus- og turistområde.

Nymindegab Kro med den gamle værelsesfløj mod syd og den nye tilbygning med de markante glaspartier mod øst.

Noter

1. Palle Uhd Jepsen: Vestjyske Billeder – fra Skallingen til Nymindegab. Varde 1996; Horst Meesenburg (red.): Vestkysten fra Blåvand til Ringkøbing. Bygd 2. år, 2. Esbjerg 1971; Horst Meesenburg: Vestkyst og Kystsikring. Bygd 12. år, 2. Esbjerg 1981. 2. S.H.A. Rambusch (red.): Studier over Ringkøbing Fjor. København 1900. 3. Alan Hjorth Rasmussen: En udmærket bekvem fiskeplads - årstidsfiskeriet fra Nymindegab og Holmslands Klit i 1800-årene. Varde 2006.

Nymindestrømmen med brinken på østsiden, hvor husene ligger markant nord og syd for Vesterhavsvej, som fortsætter i dæmningen mod Holmslands Klit.

Husene på brinken langs Nymindestrømmen nord for Vesterhavsvej.

Vest for brinken bugter Nymindestrømmen sig sydpå mod det oprindelige udløb.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2010

Fåborg

Kulturmiljø, Varde nr. 28 Kirke, kro og vandmølle Fåborg kirke er én blandt vore mange smukke middelalderkirker. Den ligger midt i Fåborg by på et af sognets højeste punkter.1 Kirken er en velbevaret, romansk kvaderstensbygning (ca. 1150-1225), bestående af skib og kor, som på et tidligt tidspunkt er forlænget mod vest. Tårnet er tilføjet i senmiddelalderen (1400-1500), og det samme gælder våbenhuset.2 Fåborg sogn var tidligere anneks under Vester Nykirke indtil 1860, hvor Fåborg blev hovedsogn til Årre anneks. Fåborg kros historie er i modsætning til kirkens kun sparsomt beskrevet, som det i øvrigt er almindeligt for mange danske kroer. Kroens virkelige alder kender vi ikke, men dens historie kan angiveligt spores helt tilbage til 1708, hvor vi kender navnet på en ejer Henrik Hageman, der skal have søgt om bevilling til at drive kro eller gæstgiveri i Fåborg.

Krogården har formentlig engang hørt under præsteembedet, som anneksgård. Den kan meget vel først være opstået som privat gæstgiveri, hvorefter den blev et ”offentlig gæstgiveri” som følge af øget vejtrafik op gennem 16- og 1700-tallet.3 Kroen har sikkert, som allerede antydet, fået sine privilegier i 1700-tallet, men den optræder dog ikke i amtmændenes indberetninger om jyske kroer fra 1797.4 I denne periode (1700-1756) udstedtes nemlig over 200 gæstgiverbevillinger til glæde for de vejfarende, der her kunne få husly, mad og hvile. Den ældst kendte bevilling på værtshushold blev 16. juni 1831 udstedt til kroejer Niels Hansen, der var fæster af krogården fra 1829 til 1856.5

Fåborg kirke er en af vore mange smukke romanske landsbyer kirker. Kirken er opført i forbindelse med højmiddelalderens store kirkebyggeri sandsynligvis mellem 1150 og 1225.

Fåborg Kros alder kendes ikke, men den kan meget vel først være opstået som privat gæstgiveri, hvorefter den blev et ”offentlig gæstgiveri” som følge af øget vejtrafik op gennem 16- og 1700-tallet.

Mariann Ploug, John V. Jensen & Charlotte west

Fåborg Kro har, som landsbyen, ligget i et område med langt til nærmeste købstad og heller ikke i ældre tid på nogen kendt hovedfærdselsåre. Grindsted-Esbjerg banelinjen kom også til at gå uden om Fåborg. Fåborg Kro har, som det var almindeligt, fået navn efter landsbyen, og derudover er der tale om en såkaldt kirke-kro jf. placeringen ved siden af kirken.6 Umiddelbart vest for kirken og kroen ligger en trelænget gård fra anden halvdel af 1800-tallet (ca. 1850). Stuehuset kan have erstattet en tidligere bygning, og hvis det er tilfældet, så er der med de tre bygninger måske tale om en rest af de gamle danske landsbyer før de såkaldte udskiftninger, dvs. da landbrugsejendommene flyttedes ud fra landsbyerne – for Fåborgs vedkommende skete det i perioden 1777-1802.7 Knyttet til landsbyen var desuden Fåborg vandmølle, der lå sydøst for byen. Vandmøllen nævnes første gang i 16388 og fungerede som kornog kartoffelmelsmølle indtil 1943, hvor møllerens gamle opstemningsret blev udnyttet til dambrugsdrift.9 Dambruget er imidlertid også fortid. Det

eneste, der i dag er tilbage af møllen er møllehuset, hvor man endnu kan se spor fra møllehjulet. Noter

1. Trap Danmark. Bind 23. Ribe Amt. København 1965. 2. Danmarks Kirker bd. 19 Ribe Amt. København 1988. 3. Erik Alstrup & Poul Erik Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk opslagsværk. København 1991. 4. Indberetninger fra amtmændene om kroer i Jylland. Rentekammeret, Danske Afdeling, Jyske Renteskriverkontor. Rigsarkivet. 5. Fåborg Kros arkiv. 6. Alstrup & Olsen. 7. Valdemar Andersen: Udskiftningen i Ribe Amt. Fra Ribe Amt 1973, bd. 18, nr. 2, s. 193-259. 8. Præsteindberetninger til Ole Worm I, Udg. af Landbohistorisk Selskab, v. Frank Jørgensen. København 1970. 9. Terkel Kristensen: Kjære Broder. Breve fra husmand Terkel Kristensen 1860-1918, udg. af Flemming Just. Esbjerg 1982.

Møllehuset ved den tidligere vandmølle i Fåborg. Bygningen er fra 1940’erne, opført på møllehusets gamle sokkel i forbindelse med mølleriets omdannelse til dambrugsdrift. På den gamle sokkel ses endnu spor efter møllehjulet, der blev siddende mange år efter, at mølleriet var ophørt. Vandmøllen nævnes første gang i 1638 og fungerede frem til 1943, hvorefter opstemningsretten på denne del af Sneum Å blev udnyttet til dambrugsdrift. I løbet af 2011 afsluttes den igangværende genetablering af vandløbet på det tidligere dambrugsareal.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2010

Ølgod Stationsby Kulturmiljø, Varde nr. 32

Stationsbyernes opståen og udvikling er tæt knyttet til industrialiseringens udvikling i perioden 1870 til 1960. Stationsbyernes beliggenhed blev bestemt af jernbanen, der var datidens nye og yderst konkurrencedygtige samfærdselsmiddel. Landstationerne tiltrak håndværk, handel og industri og var med til at sprede samhandelen til de egne, der hidtil havde ligget langt fra købstæder og fra kysternes ladepladser og udskibningssteder. Der tegner sig ikke noget ensartet billede af stationsbyernes indre opbygning, blandt andet fordi de landskabelige og ejermæssige forhold ofte spillede en stor rolle for den måde, stationsbyernes arealer blev anvendt på. I middelalderen var Ølgod en samlet landsbybebyggelse med kirken, kroen og senere skolen som det naturlige centrum. Ved udskiftningen i 1791 flyttedes gårdene ud af landsbyen, og kun de tre nævnte bygninger blev liggende og udgjorde et

centrum i en derefter meget spredt bebyggelse bestående af isolerede gårde. Den Vestjyske Længdebane blev anlagt i 1870’erne, og Ølgod Station opførtes i den forbindelse i 1875. Dette blev startskuddet til udviklingen af den moderne, blomstrende stationsby, vi kender i dag. Stationsbygningen blev bygget omkring en kilometer øst for kirkebyen og lå i en årrække temmelig isoleret. Dog var der i 1874 blevet opført et gæstgiveri (Hotel Ølgod), som skulle betjene de togrejsende, når stationen året senere blev en realitet. I 1876 opførtes en lægebolig tæt på stationen – i dag Jernbanegade 33. De første udstykninger i Ølgod

Lægeboligen der blev bygget tæt på stationen i Jernbanegade i 1876.

Det gamle Ølgod Apotek, bygget i Jernbanegade i 1903.

Stationspladsen set fra stationsbygningen i øst. Gæstgiveriet, der blev bygget i 1874, ses til højre.

Mariann Ploug, John V. Jensen & Charlotte west

Stationspladsen set fra vest med stationsbygningen for enden og en tidligere forretningsbygning til højre.

– efter bygning af stationen – fandt sted i vest omkring kirken – altså omkring en kilometer vest for stationen. Først i 1885 ses en begyndende udstykning af grunde i den sydlige del af Jernbanegade. I ti år lå stationen, gæstgivergården og lægeboligen således ensomt og isoleret i forhold til kirkebyen.

Jernbanegade set fra syd. Stationen ligger på højre side for enden af gaden. På venstre side det oprindelige posthus (1915), derefter apoteket (1903) og den gamle lægebolig (1876). Plantagen i nord forhindrede byen i at vokse den vej.

Næste udstykning skete i 1890, denne gang i Storegade og omkring Stationspladsen. Langsomt begyndte også en udstykning fra Vangsgård, der lå på jorden syd for nutidens Vestergade. De første grunde herfra blev udstykket på nordsiden af Vestergade. Derefter skete der ikke yderligere udstykninger fra Vangsgård før omkring 1947. Først da blev kirkebyen og stationsbyen forbundet gennem Storegade og Vestergade. På Bjergegades nord-østlige side var der tidligt blevet bygget mindre boliger til jernbanearbejderne. Bjergegade blev forbundet til kirkebyen i 1912. De trafikmæssige forhold omkring Bjergegade medførte, at der ikke blev etableret bymæssige institutioner, håndværk og butikker mm. her.1 I kølvandet på jernbanen udviklede Ølgod sig på baggrund af en udbygget og forbedret infrastruktur, der åbnede portene til nationale og internationale handelsmarkeder blandt andet via den nye havn i Esbjerg. Anlæggelsen af Danmarks første andelsmejeri i Hjedding kan ses i dette lys. Det samme kan byens store tilvækst af driftige erhvervsvirksomheder. Noter

1. Poul Tuxen: Fra bar mark til tæt by – Ølgod i pionérfasen 1870-1911. Ølgod Museum Årbog årg. 23. 1989, s. 7-67.

Krydset Storegade-Jernbanegade set fra Østerbro. Storegades bugtede forløb er usædvanligt for stationsbyernes hovedstrøg og skyldes her en gammel landevejs forløb.

Den sydlige del af Jernbanegade. Oprindelig var husene her et-etages huse med bolig og butik evt. værksted. Mange huse er i tidens løb udvidet med endnu en etage.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2010

Årets arkæologi

Ringkøbing-Skjern Museum Torben Egeberg

For Ringkøbing-Skjern Museum har det været et meget travlt år, hvor mange nye sider af områdets forhistorie er blevet afdækket. Samtidig er museet stadig under opbygning på det arkæologiske område, når det gælder en fuldstændig fusion af de to gamle arkæologiske museer, Ringkøbing Museum og Skjern-Egvad Museum. Arkæologerne har i denne sammenhæng ikke fået mange pusterum, fordi nye udgravninger for det meste har styret hverdagen. Vi har forsøgt at forbedre vores prøvegravninger ved at gå over til at bruge en 3 m bred skovl på gravemaskinen, når der bliver gravet søgegrøfter. Tidligere var skovlen kun 2 m bred. Det har givet store fordele, da vi får bedre overblik i det 50 % bredere felt, dvs. at kvaliteten af prøvegravningerne bliver øget, samtidig med at der bliver gravet omtrent lige så hurtigt som før. Administration Antal sager behandlet i kraft af museets arkæologiske ansvar har været stort, på trods af finanskrise. De indkomne sager har medført 25 forundersøgelser og udgravninger.

Sagsbehandling i 2010 Museets arkæologer har i årets løb ––behandlet 1376 byggetilladelser ––behandlet 212 tilladelser efter natur- og planloven ––gennemgået 26 lokalplaner

Torben Egeberg

Hertil kommer 11 undersøgelser, hvor der ikke blev fundet væsentlige fortidsminder, eller overhovedet ingen fortidsminder. To ting kan fremhæves blandt resultaterne, dels de mange lokaliteter med hustomter fra førromersk jernalder og dels flere steder, hvor dyrespor fra fortiden er dukket op på arkæologiske udgravninger. Udgravningsarbejdet er blevet løst af den faste stab sammen med projektansatte arkæologer og arkæologistuderende. Vi har for tiden én specialestuderende og én ph.d.-studerende fra Moesgård tilknyttet, i begge tilfælde med udgangspunkt i udgravninger i Mejlbyområdet i Ringkøbings nordlige udkant. Formidling og forskning På formidlingsområdet har vi holdt foredrag, deltaget i møder og symposier, og vi har holdt rundvisninger, ikke mindst på udgravningerne i Spjald, som Helene Agerskov Madsen og Poul Krogh Jørgensen skriver om i denne udgave af opdatering. Ved årets julemarked holdt arkæologerne åbent hus i Dejbjerg Jernalder, hvor vi fortalte om årets mange udgravninger. Julemarkedet er en rigtig god mulighed for en dialog, fordi en meget stor del af de mange gæster i de tre weekender også besøgte arkæologerne. Museet medvirkede i høj grad til udgivelsen af bogen Vikinger i Vest,1 der handler om alle vikingetidsfund i det gamle Ringkøbing Amt. Og for en gangs skyld kom der meget ud af anstrengelserne, for bogen har skabt opmærksomhed ikke bare om vikingetiden, men også synliggjort Vestjylland i denne sammenhæng. Det mærkede vi videre frem i 2010. Vi arbejder hele tiden på at formidle og synliggøre, hvordan det går med museets forskningsrettede arkæologiske

projekter. Senest er der kommet midler til, at museet sammen med Per Ole Rindel fra Saxo-instituttet, Københavns Universitet, redigerer en bog om de mange nyfundne forsvarsanlæg – de såkaldte hulbælter – der igen og igen dukker op især i Midtog Vestjylland. Et andet aktuelt projekt, som der blev arbejdet med i 2010, er et projekt sammen med Moesgård Museum om vore stendyssers oprindelige udseende. I løbet af året lykkedes det at få taget hul på en gammel, dårlig samvittighed, nemlig en registrering af Bent Anthonisens imponerende samling af detektorfund, metalgenstande fra jernalder og vikingetid. Samlingen er blevet til gennem mange års tilbagevendende og systematiske

afsøgninger af udvalgte marker. Kvaliteten af samlingen er meget høj grundet den systematiske indmåling af fundstederne, hvilket gør det muligt at bruge de fundne genstande og fundoplysningerne til videre studier. Blandt andet indgår et stort materiale af smykker fra yngre jernalder fra nogle marker i Vesttarp i Velling sogn. Bent Anthonisen har især fundet mange såkaldte næbfibler og andre smykkenåle, som kan stamme fra nu itupløjede brandgrave. Samlingen er nu blevet registreret med beskrivelse af hver enkelt genstand inklusiv foto. Der mangler registrering i databasen Fund og Fortidsminder, som ikke var i funktion, da registreringsarbejdet blev udført.

Hulbælte på Brændgårds Hede. Museet har efterhånden afdækket flere af disse forsvarsanlæg fra jernalderen, og de er blevet et af museets satsningsområder.

Årets arkæologi – Ringkøbing-Skjern Museum

Årets udgravninger Søparken, Tarm RSM 10.002 På et nyt stort boligområde, beliggende i udkanten af Tarm, har museet foretaget en prøvegravning tilbage i 2008, og i 2010 udgravet 1,5 ha af arealet. Forventningerne var moderate, fordi vi på den ene side var blevet klar over, at der sandsynligvis havde ligget en middelalderlandsby på området. På den anden side var det ikke lykkedes at få ret meget klarhed over hustomter og bebyggelsens udseende i de smalle søgegrøfter. Men da fladerne blev frilagt, kom overblikket, og resultatet blev, at museet nu for første gang fik udgravet en samling gårde fra middelalderen. Forventningerne blev mere end indfriet, men ikke uden udfordringer, fordi der skulle kæmpes

Hattemagerhuset, som er en afdeling af museet, ligger direkte ved udgravningsområdet og er måske de sidste rester af bebyggelsen Åtorp eller Årup, anlagt omkring år 1100.

Torben Egeberg

med udredning af mange byggefaser, ofte på samme byggegrund. I tid spænder sporene fra middelalderbebyggelse med grundplaner med buede vægge i vikingetidens byggeskik til indirekte spor af senere bindingsværkshuse i form af syldsten. I 2006 havde stednavneforskeren Peder Gammeltoft i forbindelse med projektet ”Stednavne i Egvad Sogn”2 gjort opmærksom på, at der netop på udgravningsområdet var en angivelse af et marknavn efter en forsvunden bebyggelse, Årup eller Åtorp. Kilden var det såkaldte Original 1 kort fra begyndelsen af 1800-årene. Udgravningen har nu dokumenteret, at teorien passer. De udgravede spor kan være en samling udflyttergårde, anlagt på et område, hvor vi i øvrigt ikke fandt spor af oldtidsbebyggelse. Resultatet af den arkæologiske udgravning er, at middelalderens Årup/Åtorp består af op til seks gårdsanlæg med hovedhuse, nedgravede kældre, samt nogle bygninger, som vi formoder er stalde og lader. Der har også stået nogle staklader indenfor gårdenes tofter. Disse er afgrænset af grøfter, genopgravet utallige gange. Særligt de nedgravede kældre med jordgulve og vægge af opstablede tørv synes karakteristiske for bebyggelsen. Tørv, og det vil sige hedetørv, er i det hele taget meget iøjnefaldende i fylden i stolpehuller, grøfter og gruber. Vi mener, at tørvevægge både indgik som en del af bygningskonstruktionerne og som opstablede, isolerende vintertørv omkring beboelseshusene, med henblik på udbringning sammen med gødning om foråret. I bebyggelsens yngre del fandt vi spor af jernhåndtering i form af smedeskæl og affald fra esser, sandsynligvis hvor jern er blevet renset for slagger. Detektorafsøgning ved arkæologigruppen Nerthus gav desværre ingen fund og selve smedjerne var ikke bevaret som esser eller bygningsspor. Et ejendommeligt fund er en romansk kvadersten, fremkommet i forbindelse med en af hustomterne. Den stammer sikkert fra sognekirken i Egvad, der ligger én km mod syd. Udgravningsleder Marie Vang Posselt.

Brændgårds Hede, Torsted RSM 10.010 Afsluttende udgravning af en bebyggelse fra tidlig førromersk jernalder, omgivet af hulbælter i to hovedfaser. Årets udgravning havde til formål at sikre dokumentation af de spor af hustomter og hulbælter, der endnu var bevaret i den nordlige del af området. Her havde den intensive landbrugsdrift efterhånden betydet, at fortidsminderne ubetinget var dyrkningstruede. Kulturarvsstyrelsen bevilgede på denne baggrund et beløb til udgravning. Da et læhegn gennem bebyggelsen samtidig stod overfor udskiftning, blev dette område undersøgt samtidigt for museets egne midler. Her dukkede omfattende flader med ardspor op sammen med indirekte spor af de skelvolde eller digevoldinger, som har omgivet jernalderens marker. Til dels kunne der skabes forbindelse til Gudmund Hatts opmåling af de digevoldinger, der stadig var bevaret på Brændgårds Hede i 1930’erne.3 Ved at forfølge rækkerne af gravede huller i forsvarsanlægget ned mod et moseområde mod vest lykkedes det igen at finde enkelte af de tilspidsede egepinde, der formodes at indgå som en del af landsbyens forsvar. Udgravningsleder Esben Schlosser Mauritsen. Rindum Skole, Rindum RSM 10.013 Museet fortsatte udgravningen af rækkegårdene fra omkring år 400 e.Kr., der blev opdaget i 2009 under en del opmærksomhed fra medier og kolleger. Vi fladeafdækkede et godt 2.000 m2 stort område, der skulle udlægges som grønt område, hvilket betød, at bygherren ikke umiddelbart ville kunne pålægges at skulle betale. Af samme grund foretog museet ikke en egentlig udgravning, men kun GPS-opmåling og efterfølgende udredning af stolpehullerne til planer af de enkelte konstruktioner i huse og hegn. Fra prøvegravningen i 2009 kunne det ses, at der måtte ligge gårde her, og det viste sig også at være tilfældet. Rækken af gårde fortsatte dog ikke snorlige som forventet, men drejede nogle grader, ligesom nogle yngre huse var forskudt ret langt væk fra rækken.

Ved årets udgravning på Brændgårds Hede fremkom tilspidsede egepinde i lavningen, som anlægget fortsætter ud mod.

Hovedhus, der indgår i rækken af jernaldergårdene i Rindum, opmåles.

Årets arkæologi – Ringkøbing-Skjern Museum

Vi kunne også konstatere, at der havde foregået dyrkning med ard hen over de yngste huse. Udgravningsleder Torben Egeberg. Mejlby 11, Rindum RSM 10.017 I november lykkedes det at få afsluttet en langvarig udgravning, der blev indledt i 2009 og som flere gange var blevet udskudt af andre, presserende udgravninger. Samtidig var Mejlby 11-udgravningen blevet meget mere kompliceret, end søgegrøfterne gav os anledning til at tro. Selv om arealet kun var på omtrent 2 ha, så gemte der sig her utallige anlæg fra mange forskellige perioder af oldtid og middelalder, og det var kun med en ret stor portion stædighed, at det lykkedes at få arbejdet afsluttet på en god måde og med meget fine resultater. Især to ting besværliggjorde udgravningen. Dels gemte der sig mere end 30 jordfæstegrave på området, og dels dukkede der flere steder sandflugtslag op med ældre

muldflader og bebyggelsesspor neden under. Udgravningen af gravene er blevet betalt af Kulturarvsstyrelsen. Vi har fundet spor af et stort antal huse, hegn, gennemgående grøfteanlæg, pælerækker, hjulspor, små jernalderbrønde, store vikingetidsbrønde, slagger fra esser, dyrespor dels på afblæste sandflader og dels på fladen mellem hjulsporene i vejene. De ældste bebyggelsesspor er hustomter fra yngre bronzealder og førromersk jernalder. I yngre romertid og ældre germanertid har der ligget to sammenbyggede gårde på området. Nogle af hjulsporene hører til i denne tid, og det er derfor værd at notere en omfattende og tilbagevendende kørsel, der ser ud til at fortsætte i den følgende tid frem mod vikingetiden, hvor vi også mener, at der har ligget gårde her. Det er ellers meget sjældent at finde bebyggelser fra netop denne tid. I vikingetiden ligger her kun én gård med et op til 36 m langt hovedhus med spor af stald og formodet møddingsplads udenfor. Gården omfatter blandt

Mejlby. Her er vi i gang med at opmåle nogle af de mange spor, i dette tilfælde hustomter og grøfter fra jernalder og middelalder.

Torben Egeberg

andet i sin yngste del en bygning på under 20 m, med træk af i Trelleborg-arkitektur i form af et centralt ildsted og gavlrum. I højmiddelalderen ligger der også en gård med hovedhus og mindre bygninger på området. De to jernaldergårde fra tiden omkring år 400 på Mejlby 11 er interessante, når vi har den nærliggende og samtidige bebyggelsesform ved Rindum Skole i erindring, se ovenfor. Rindum Skole-bebyggelsen med sine rækkegårde er én måde at udlægge byggegrunde på, her i Mejlby byggede man mere selvgroet og tilsyneladende tilfældigt, dvs. som de fleste bebyggelser ellers ser ud på denne tid. Der forestår nu et stort arbejde med udredning af bebyggelsesudviklingen på Mejlby 11. Gravenes indhold af metalgenstande bliver konserveret i 2011 på Konserveringscenter Vest for en bevilling fra Kulturarvsstyrelsen. Udgravningsledere Esben Schlosser Mauritsen og Poul Krogh Jørgensen. Violhaven, Rindum RSM 10.054 Forundersøgelse af et 9.500 m2 stort lokalplanområde. Violhaven ligger direkte i forlængelse af retningen af rækkegårdene ved Rindum Skole, se ovenfor. Der var derfor en del forventninger til denne prøvegravning, fordi den måske kunne give svar på, om rækken af gårde fortsatte her. Det viste sig at være tilfældet, men der fremkom kun spor af én gård. Det betyder, at der nu kan tælles en række med 13 gårde. Ellers fandt vi kun pansergraven fra Anden Verdenskrig. Den støder vi ofte på, når der bliver gravet i Rindum-området. Forhåbentligt bliver der ved en egentlig udgravning lejlighed til at undersøge denne gård nr. 13 i 2011. Udgravningsleder Torben Egeberg. Borris-Skjern-Stauning – tracé RSM 10.061 Nedlægning af nye trykledninger fra Borris til Skjern og fra Stauning til Skjern betød, at museet indgik en aftale om at følge anlægsarbejdet på den omtrent 20 km lange strækning, sådan at fremkomst af væsentlige fortidsminder skulle undersøges. Arkæologisk havde museet forventning om,

at det lange tværsnit gennem landskabet langs Skjernåens nordside ville give et nyt indblik i bebyggelsen her. Arbejdet blev indledt i november 2009, hvor to store bebyggelser fra henholdsvis yngre romertid og ældre germanertid samt vikingetid blev udgravet. Begge lå i Borris og grubehusene var kendt i forvejen som afgrødespor på luftfotos. Fra årsskiftet fulgte vi gravemaskinerne gennem den strenge vinter i januar-februar, i det omfang entreprenørerne overhovedet selv kunne grave i den frosne jord. Nedenfor fortælles nærmere om tre udgravninger i Ganer, ved Langkær og ved Fruergård. Ganer, Skjern RSM 10.073 Ikke langt vest for Skjern fandt vi på tracéet mod Stauning et grubehus og spor af hegn fra yngre jernalder. Et nyt jernalderbosættelsesområde fremkom én km længere mod vest, denne gang med nogle hustomter, fint bevarede ardspor og tilhørende, nu forsvundne skelvolde, omkring jernalderens marker. Også et jernudvindingsanlæg fra ældre jernalder dukkede op. Det er kun anden gang, at vi har været heldige at finde spor af den tidlige jernudvinding, som er foregået i ret små anlæg, sammenlignet med senere tiders udvinding. Enkelte dyrespor fremkom også. Udgravningsleder Per Mandrup Christensen.

Ganer. Fint bevarede ardspor i formodet hjørne af en mark, med nyfalden sne og entreprenørernes trykledning foreløbigt udlagt.

Årets arkæologi – Ringkøbing-Skjern Museum

No Stampe, No RSM 10.074 Prøvegravning forud for skovrejsning. Det arkæologiske arbejde blev indledt kort før jul i 2009 og afsluttedes på grund af vinteren først i foråret 2010, med afdækning af i alt 4.600 m2. Ved prøvegravningen fremkom et nyt forsvarsanlæg fra ældre jernalder, og igen kunne vi konstatere en tilsyneladende lokalisering på tværs af en landskabskorridor. RingkøbingSkjern Museum valgte selv at bidrage til undersøgelsen for at få opmålt så meget af anlægget som muligt. Medvirkende til beslutningen var, at hulbælter er blevet en del af museets særlige satsningsområder. Under arbejdet blev museet gjort opmærksom på planer om en kommende gravning af en sø i lavningen ved forsvarsanlægget. Der blev derfor gennemført en egenbetalt forundersøgelse, hvor det kunne fastslås, at hulbæltet ophørte på kanten af den planlagte sø. Udgravningsleder Esben Schlosser Mauritsen.

Rindumgård Syd, Midt og Nord, Rindum RSM 10.075, 10.076 og 10.077 Forundersøgelser af et meget stort område på godt 15 ha, opdelt på tre private bygherrer. Der er især fundet spor af bebyggelse fra ældre og yngre bronzealder i den sydlige del. Mange velbevarede hustomter er blevet påvist, og lokaliteten kan bedst sammenlignes med professor Beckers plan fra Spjald, hvor tomter af bronzealderhuse blev fundet i stort tal i 1970’erne.4 Desuden er der fremkommet spor af bebyggelse med fine gårdsanlæg fra ældre jernalder. Fra yngre romertid/ældre germanertid er der også fundet gårde, som vi tror, er den vestlige afgrænsning af det meget store bebyggelsesområde, der strækker sig mod øst gennem Mejlby-området til Rindum Skoleområdet. Fortidsminder på det sydlige og på det nordlige område ved Rindumgård er indstillet til udgravning, mens der endnu ikke er taget stilling til midterområdet. Udgravningsledere Esben Schlosser Mauritsen, Poul Krogh Jørgensen og Kenneth Nielsen. Mosevej, Spjald RSM 10.090 Forundersøgelse af et 7 ha stort, lokalplanområde. Syd for arealet fremkom i 2008 en fint bevaret hustomt fra tidlig førromersk jernalder sammen med spor af skeldiger og tilhørende ardspor. Ved den nye udgravning fremkom i den sydlige del af arealet nogle huse fra tidlig førromersk jernalder, som museet indstiller til udgravning. Udgravningsleder Kenneth Nielsen.

Museet har allieret sig med professor ved Geografisk Institut, Københavns Universitet, Henrik Breuning-Madsen og en bachelorstuderende for at afklare teorien om åbentstående huller i jernalderanlæggene. Her er vi ved No Stampe, hvor der diskuteres sammen med Esben Schlosser Mauritsen.

Torben Egeberg

Langkær, Stauning RSM 10.094 En middelalderbebyggelse blev frilagt på en 800 m lang tracéstrækning, først og fremmest i form af gruber og grøfter, der nok er en del af tofteinddelinger til gårdene i Langkær. Hjulspor blev påvist i stort tal, hvoraf mange overlejrede ældre spor. Mens vi i dag kører gennem området langs fjorden, har de fleste hjulspor i udgravningen retning mod denne,

og måske især mod overfartsstedet over Skjern Å ude i Skjernåens delta, ikke så mange kilometer mod syd. Også i Langkær var der spor af højryggede agre. Udgravningsleder Per Mandrup Christensen. Østergade, Ringkøbing RSM 10.098 I Ringkøbings middelalderlige bykerne er der foretaget en forundersøgelse og mindre udgravning. Byggegrundens lag, der var ret forstyrrede, blev kun undersøgt, hvor der skulle graves sokkel. Forinden var der udlagt fire mindre søgefelter. Der fandtes, trods det begrænsede undersøgelsesareal, spor af bebyggelse fra middelalderen. Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen. Fruergård, Stauning RSM 10.100 Over en strækning på 600 m på tracéet fra Stauning til Skjern blev en middelalderlig bebyggelse nær den nuværende Fruergård undersøgt. Der fremkom tomter af huse i flere byggefaser, desuden kulturlag, hjulspor, dyrespor, grøfter, brønde og højryggede agre. Et antal husgrundplaner blev udskilt. Der er også bebyggelsesspor yngre end middelalderen, og muligvis er der kontinuitet frem mod den stadig eksisterende bebyggelse i området. Udgravningsleder Per Mandrup Christensen. Dyekjærsvej, Ringkøbing RSM 10.102 Forundersøgelse og mindre udgravning af et 900 m2 stort felt i den vestlige del af Ringkøbings middelalderlige bykerne. Der fremkom et antal grøfter, som blandt andet kan have afgrænset en bebyggelse på stedet. Tomten af et tidligere undersøgt middelalderhus blev endvidere frilagt. I den nordlige del af feltet var der et tykt kulturlag, som blev efterladt urørt og friholdt ved det kommende anlægsarbejde. Udgravningsledere Poul Krogh Jørgensen og Per Mandrup Christensen.

Spjald syd, Spjald RSM 10.104 Forundersøgelse og udgravning forud for kommunalt byggeri. En meget fint bevaret landsbyplan fra ældre jernalder blev afdækket. Nogle brønde og gruber blev blandt andet undersøgt med hjælp fra museets arkæologigruppe. Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen. Læs hans artikel her i opdatering. Doktorhaven, Spjald RSM 10.113 I sensommeren blev der forud for boligbyggeri foretaget en arkæologisk prøvegravning med efterfølgende udgravning af et omtrent 2.000 m2 stort område. Stedet var lovende, når vi kiggede på kort og højdekurver. En lille prøvegravning, uheldigvis begrænset af store træer, buske og haveanlæg, viste da også, at der var fortidsminder her. Da al vegetation og muldlag var fjernet, dukkede et virvar af stolpehuller op. Men der dukkede også noget andet op, en gravplads, som vi ikke havde haft kontakt med i søgegrøfterne, fordi vi ikke kunne komme til at grave frit på området. Det er naturligvis et problem, når noget sådant sker, og heldigvis betalte Kulturarvsstyrelsen for denne del af udgravningen, herunder også konservering af metalgenstandene. Se Helene Agerskov Madsens artikel om gravene her i opdatering. På den afgravede flade kæmpede vi med overhovedet at skelne noget sikkert i den knastørre undergrund, som træerne og buskene havde drænet for al fugtighed. Men med hjælp fra lidt regn begyndte der efterhånden at komme klarhed og overblik. Sporene viste sig at stamme fra en gård fra vikingetiden, ganske vist ikke i sin fulde udstrækning, men nok til at vi kan få indsigt i, hvad der gemmer sig under Spjald By. Der er bygningsspor fra både den ældre og den yngre del af vikingetiden, og enkelte bygninger er nok først opført i den tidlige middelalder. Til den ældre del hører et hovedhus, hvoraf 22 m ligger inden for udgravningsområdet. Der er mod sædvane stald i vest med fine spor af båse og spor af

Årets arkæologi – Ringkøbing-Skjern Museum

dyb udmugning i grebningen. Udenfor mod nord fremkom en stor afgravning, opfyldt med kulturlag med lerkarsskår fra vikingetiden. Vi formoder, at der kan være tale om en mødding, meget lig, hvad vi fandt i Mejlby 11, se ovenfor. Vi tog prøver af kulturlaget med hjem til videre analyser. Hovedhuset har skønsmæssigt været 30 m langt eller mere. Vi har fundet spor af et par mindre bygninger fra hovedhusets tid. Blandt andet et lille grubehus uden de to normale tagstolper. Kun nedrammede pæle og pileflet rundt langs siderne har dannet støtte for tag og væg. På det slidte gulv i nord lå nogle kasserede vævevægte, og vi kunne se, at adgangen til bygningen er foregået i den sydøstlige del, hvor der ikke var spor af nedrammede pæle. En systematisk detektorafsøgning af arealet ved Bent Anthonisen og Kurt Gejl gav desværre ingen resultater. Til gengæld var flere af husgrundplanerne velbevarede. Det gjaldt især en bygning, der har haft buede vægge og ret gavl. Tilsyneladende er det en bygning i Trelleborg-arkitektur, men vi fandt ingen spor af de forventede skråstolper. Bygningens anslåede længde på omkring 22 m er også beskeden i denne sammenhæng. Der ses foruden spor af to normale døre med indre dørstolper også en uforklaret, meget smal og en tilsvarende overordentlig bred åbning i langsiderne. Begge har haft indre dørstolper. Funktionen af dette velbyggede hus fandt vi ikke ud af. I forvejen kendte vi kun til ét fund fra vikingetiden i Spjald, nemlig et formodet gravfund med skålspænde og lerkar, blot 300 m syd for udgravningsområdet.5 Den nyfundne vikingetidsbosættelse ligger heller ikke langt fra Omgård i Grønbjerg, syv km mod nord. Omgård var blandt de første fire landbebyggelser fra vikingetiden, der blev udgravet i 1970’erne.6 RingkøbingSkjern Museum har ved Omgård i 2007-2009 fortsat arbejdet med at udgrave et ikke tidligere undersøgt område i samarbejde med Aarhus Universitet, Moesgård. Begge bebyggelser, Spjald og Omgård, har det tilfælles, at de er lokaliseret nær et formodet forløb af en ældre hovedvej ned gennem Vestjylland og videre til Skjern, Varde og Ribe. Udgravningsledere Torben Egeberg og Helene Agerskov Madsen. 56

Torben Egeberg

Nørre Lyngvig, Holmsland RSM 10.122 I forbindelse med en besigtigelse opdagede museet, at store og tykke tørveblokke med lag af trærødder og rødder af vandplanter var skyllet op på stranden i Nørre Lyngvig. Det viste sig også, at tydelige dyrespor af store og små drøvtyggere kunne ses på flere af blokkene. Vi ved endnu ikke fra hvilken dybde, tørven kommer op fra, og vi ved heller ikke, hvor gamle lagene er. Vi har også undret os over, hvordan det lader sig gøre, at dyresporene fremstår frilagte på oversiden af blokkene, uden at yngre lag dækker dem. Hvordan dette end skal forklares, vil vi i fremtiden prøve at holde øje med stranden, hvis nye blokke kommer ind i kommende storme. Indtil nu har vi fået udtaget en stor prøve, ligesom en større blok er blevet bjerget med hjælp fra strandfogeden i Klegod. Undersøgelse ved Poul Krogh Jørgensen, Esben Schlosser Mauritsen og Torben Egeberg.

Vesterhavet ud for Nørre Lyngvig Fyr efter en storm, hvor tørveblokke med dyrespor ligger opskyllede på forstranden. Havet har fyldt nyt sand i sporene.

Ringkøbing-Røgind cykelsti RSM 10.128 Vejdirektoratet etablerer hen over vinteren tracéer til cykelstier på begge sider af den gamle hovedvej 15, i alt en strækning på godt 10 km. Museet har valgt at følge disse anlægsarbejder, fordi mange fortidsminder bliver berørt, og fordi vi opnår nye overblik grundet disse brede søgegrøfter gennem landskabet. Det arkæologiske arbejde foregår ved, at vi følger entreprenørarbejdet og enkeltanlæg registreres. Egentlige udgravninger foretages, når der fremkommer fortidsminder i større omfang. Indtil nu er et jernalderforsvarsanlæg og to hustomter fra ældre jernalder dukket op sammen med en formodet grav. Tracé-arbejdet afsluttes i foråret 2011. Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen. Majsmarken 3, Rindum RSM 10.033 Samtidig med at udgravningen Mejlby 11 var ved at blive afsluttet, indgik museet en aftale med et byggefirma om opmåling af jernalderstolpehullerne på en byggegrund, der tidligere har været undersøgt. Det kunne lade sig gøre, da bygherre gravede al muld bort fra grunden. Museet investerer nogle timers arbejde på disse GPS-genopmålinger for at gøre det muligt at koble gamle, håndtegnede udgravningsplaner sammen med nye, GPS-opmålte, med det formål at få skabt en samlet plan over alle udgravede områder i det store bosættelsesområde i Mejlby. Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen. Femhøje Sande, Rindum RSM 10.134 I forbindelse med anlæggelse af cykelstien mellem Ringkøbing og Røgind fremkom endnu et af jernalderens forsvarsanlæg. Denne gang var det meget bredt med mange rækker af gravede huller. Anlægget kan følges over en omtrent 50 m lang strækning i nord-syd. Med en lokalisering i et vådområde mellem to potentielle bosættelsesområder, og samtidig på tværs af den sandsynlige transportkorridor gennem området, er placeringen af hulbæltet måske ikke så overraskende endda.

Femhøje Sande. Jernalderanlægget i vådområdet øst for Ringkøbing, med hovedvej 15 i baggrunden. Vi har lagt et snit i nogle udvalgte anlæg.

Årets arkæologi – Ringkøbing-Skjern Museum

Det nye fund får endnu mere perspektiv, fordi vi i 2008 fandt et lignende anlæg kun 2 km længere mod øst, og det var også anlagt på tværs af landskabets naturlige færdselsrute (RSM 10.020). Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen. Ganerkærvej, Skjern RSM 10.140 Prøvegravning forud for skovrejsning af et 7,5 ha stort areal. På et meget lavtliggende område fremkom to hustomter fra tidlig førromersk jernalder samt ardspor. Desuden blev et større antal hjulspor og hulvejssystemer opmålt. Sporene stammer fra ældre udgaver af den vestjyske kongevej, hvis regulerede vejføring med vejgrøfter og milesten for hver kvarte mil befinder sig umiddelbart øst for prøvegravningsarealet. Et område på 0,3 ha friholdes for dybdepløjning. Udgravningsleder Esben Schlosser Mauritsen. Sandbæk, Nørre Omme RSM 10.141 Ved prøvegravning forud for skovrejsning på et 21 ha stort areal fremkom i alt 19 hustomter fra førromersk jernalder. De fundne langhuse repræsenterer en længerevarende bebyggelse. Der er desuden fremkommet flader med ardspor. Ejendommelige er to endnu uforklarede, ovale anlæg, bestående af to rækker gravede huller, i udseende meget lig hulbælte-anlæggenes huller. Det særlige ved lokaliseringen af den nyfundne lokalitet er, at den ligger ganske tæt på en stor samtidig bebyggelse, en af jernalderens mest kendte, Grøntoft. En bakkekam gør dog, at man ikke kan se direkte fra husene ved Sandbæk op til bakkerne, hvor Grøntoft ligger. Der er godt 3 km mellem de to områder. Sandbækbebyggelsen er indstillet til friholdelse for dybdepløjning. Udgravningsleder Esben Schlosser Mauritsen. Galgebjergevej, Hemmet RSM 10.136 Prøvegravning på et 2 ha stort område, forud for skovrejsning. Der er fremkommet spor af bebyggelse med mindst 58

Torben Egeberg

tre spredtliggende huse fra tidlig førromersk jernalder, beliggende i et ret fladt landskab. Lokaliteten var kendt i forvejen, idet en hustomt i 2006 blev opdaget som afgrødespor i forbindelse med projektet ”Luftfotoarkæologisk rekognoscering efter vikingetidig bebyggelse i Sydjylland og Schleswig”, udført af Esben Schlosser Mauritsen og finansieret af Dronning Margrethe II’s Arkæologiske Fond. Huset blev atter fotograferet i 2010 til projektet ”Fortiden set fra himlen”. Endelig viste en gennemgang af COWI’s luftfotoserie, DDO 2006, at der nord for samme hus kunne ses endnu en hustomt, også fra førromersk jernalder ud fra sin grundplan. Med denne forhåndsviden valgte museet at lægge søgegrøfterne tættere end normalt for skovrejsningssager. Ved prøvegravningen blev det ene hus frilagt, og det svarede ikke overraskende, med sin meget fint bevarede grundplan, helt til afgrødesporet. Området med huse bliver friholdt. Udgravningsleder Esben Schlosser Mauritsen. Torben Egeberg kan kontaktes på: te@levendehistorie.dk Noter

1. Palle Eriksen, Torben Egeberg, Lis Helles Olesen & Hans Rostholm: Vikinger i Vest – vikingetiden i Vestjylland. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 70. Højbjerg 2009. 2. Peder Gammeltoft & Torben Egeberg: Stednavne i Egvad sogn: En forskningsog forvaltningsrapport. København 2006. 3. Gudmund Hatt: Oldtidsagre. København 1949. 4. Carl Johan Becker: Hal og hus i yngre bronzealder. Nationalmuseets Arbejdsmark 1972, s. 5-16. 5. Se foto i Palle Eriksen et al. s. 279. 6. Leif Chr. Nielsen: Omgård. A Settlement from the Late Iron Age and the Viking Period in West Jutland. Acta Archaeologica Vol. 50, 1979, s. 173-208.

RSM 10.075-77 Rindumgård

RSM 10.017 Mejlby 11 RSM 10.133 Majsmarken RSM 10.013 Rindum Skole RSM 10.054 Violhaven

RSM 10.098 Østergade 16-18 RSM 10.102 Dyekjærsvej

RSM 10.010 Brændgårds Hede

RSM 10.090 Mosevej RSM 10.074 No Stampe

RSM 10.141 Sandbæk RSM 10.113 Doktorhaven RSM 10.104 Spjald Syd, Børnehaven

RSM 10.134 Femhøje Sande

RSM 10.122 Nørre Lyngvig

RSM 10.100 Fruergård RSM 10.094 Langkær

RSM 10.140 Ganerkærvej RSM 10.073 Ganer

RSM 10.002 Søparken

RSM 10.136 Galgebjergevej

Årets arkæologi – Ringkøbing-Skjern Museum

En hilsen fra Christian IV’s tid Dokumentet fra Outrup John V. Jensen

Dokumentet fra Outrup Et 400 år gammelt pergament forsynet med 12 segl, der er fundet i en dobbeltmuret skorsten!? Stemmen i telefonen kunne endvidere oplyse, at dokumentet skulle være fundet på en af egnens herregårde, men den svært læselige gotiske håndskrift betød, at indholdet var ejeren ubekendt. Det lød jo spændende, men dens slags dokumenter er sjældne, så var det overhovedet ægte? Endnu vigtigere, hvad kunne der stå i det, siden det var forsynet med alle de segl og derpå indmuret – måske for ikke falde i de forkertes hænder? Hvilken herregård drejede det sig mon om, og hvorfor befandt dokumentet sig nu i Outrup? Enhver ordentlig museumsinspektør har naturligvis en smule Sherlock Holmes i sig, og derfor måtte jeg ud og se nærmere på sagen. Imens drønede fantasien derudaf, hvad kunne det være? En godsejer-sammensværgelse, et vigtigt brev, et skøde eller endnu bedre – et skattekort? Dokumentet skulle angiveligt være dateret 1616. Året da Christian IV (1588-1648) grundlagde Ostindisk Kompagnie, der skulle sikre Danmarks interesser som kolonimagt i Indien. Det var dengang Christian IV sloges med svenskerne om herredømmet i Norden og kun tre år efter, at selvsamme Christian havde besejret svenskerne i Kalmarkrigen (1611-13), og det var året, hvor kongens kansler Christian Friis døde. Mere lokalt ville dokumentet sikkert kaste lys over en periode, hvor kilderne er sparsomme. Med lidt held sad jeg altså med et hidtil ukendt dokument i hænderne, der i bedste fald kunne give os ny viden om danmarkshistoriske forhold. Med andre ord, hvilke historier kunne denne næsten 400 år gamle hilsen fra Christian IV’s tid fortælle os? 60

John V. Jensen

paa deris Christelige tro, Siæl oc rett Sandsz Om dokumentets ægthed var der ingen tvivl, da jeg først tog det i øjesyn. Og næsten øjeblikkeligt, da vi gik i gang med at tyde dokumentet stod det klart, at der ikke var tale om nogen hidtil hemmeligholdt godsejersammensværgelse eller datidens berygtede heksejagte – endsige et skattekort! Derimod var der tale om et juridisk dokument omhandlende nogle markskel. Det stod også klart, at det drejede sig om herregården Endrupholm og adelsmanden Jørgen Krag (1589-1643).

Imponerende ser det jo ud! Det gamle pergament fra 1616 med de 12 segl. Den gotiske håndskrift kræver dog lidt øvelse.

En hilsen fra Christian IVâ&#x20AC;&#x2122;s tid

En fuldstændig transskribering af dokumentet ser således ud1 Niels Callesøn i Tierreborg, Herritz fougitt i Skadz herrids, Hans Jensøn i Uggelviigh, Jep Olluffsøn i Tiereborrig, tinghører, och Peder Skriffuer i Allerup Giørre alle Witterligtt, att Aar Christi 1616. Thissdagen den 14. May paa Skadz herritz ting har skickitt Erlig oc Velbiürdig Mand, Jørgen Kragh til Enderupholm Hans fuldmectig, Hans Madsøn i Hiorkier, som der loulig budis oc fick idt fuld tingsvidne, aff Søffren Jensøn i Libstrup, Jep Søffrinsøn i Solbierrig, Søffren Nielsøn i Hygom, Ib Hansøn i Novrup, Hans Jensøn i roust Hye, Christen Estrup i Veldbeck, Ebbe Mortensøn i libstrup oc Jacob Hanssøn i Nebil. Disse forne viij uvillige Dannemennde Endrectelige Vonde paa deris Christelige tro, Siæl oc rett Sandsz mett opracte fingre, adt di Nærværinde Huos vare, samme dag paa forne: ting, hørde oc souge der disse Epterscreffne viij Sandemende i forne: Herritt, som var Hans Jenssøn i Gammelbye, Chresten Hansøn i Veldbeck, Joen Terrkelsøn i Brøndum, Søffren Jensøn i Eisberrig, Gierloff Hansøn i Tierreborg, Girial Hansøn i Skouend, Mickel Estenss i Hostrup oc Niels Søffrinsøn i gesing, samptlieken stud her i dag, for en besiddendis tings domb oc liudeligen kundgiorde oc affsagde deris toug, Effter som Velbiürdig Jørgen Krags Fuldmectig Niels Chrestensøn Huolvande/Hielvandt haffde dennom til forne: ting, louligen opkreuffuit, tilkalditt oc Aduarde adt sette stene oc Stabel oc att giøre rett Marckskiell imellem Raffnsiømarck oc Grimstrup marck, imellem Raffnsiø marck oc Sadderup marck, Emellom Raffnsiø marck, Snoum? oc Gummis marck, imellem Raffnsiømarck oc Vongs mark, imellem Raffnsiø marck oc Størsbøll marck, Emellom Raffnsiø marck oc Omme marck. Der epter som dj ved dj ved dj menndt ved naffn Søffren Madsøn i Sedden oc Torsten Christensøn i gesing aff fougden paa tingit bleff opneffndt oc som saatte Fylding paa dennom i dag 8 dage sist forleden. Daa møtte dj samme dag paa forne: Aastederne, begyntte oc toug først deris Ophouff ved en Enmerckis Eng liggendis i Raffnsiøemarck efter velbiürdig Jørgen Kraghs laugheuffvdtz Indhold, der saatte dj den første steen, huos Beckbredden ved norduesthiørne paa samme Eng, imellem Raffnsiømarck oc Grimstrup Marck. Ittem derfra, rett frem vester paa saatte de 2 stenn i Moussen, Emellom Raffnsiømarck oc grimstrup Marck. Saa gick dj derfra til træd Eng, norden ved en gammel Eng grob, saatte dj den fierde steen imellom Raffnsiømarck oc Grimstrup marck. Saa gick di derfra oc Vester neder i becken til mittstrømme, oc der saatte dj den femte steen, imellem Raffnsiømarck oc Grimstrup marck oc Sadderup marck. Och derfra udi Mittstrømme til Busk Eng, saatte dj den siette steen ved den anden steen, som stud tilforne ved Beckbredden Emellem Raffnsiømarck oc Sadderup marck oc emellem Raffnsiømarck, Gummis Marck, som Gummis marcks sandmantz breff lydde paa. Ittem derfra oc Øster paa til en Kloedtt Steen, som Skiller Raffnsiømarck, Gummis marck oc Vongs marck adt efter gammel Sandmentz breff indhold saatte dj den siuende steen, ved samme Kloedtt steen. Nock gick de fra den Kloede stien, oc Øster paa udi Moussen Emellom Raffnsiømarck oc Vongsmarck saate di den ottende steen. Nock Gick de derfra oc Øster under frem imellem Raffnsiøs agger oc Vongs agger neden Høiknold, saatte de den Niende steen. Ittem Gick de fra samme steen til Vongs kircke Vey, saatte dj den tiende steen imellom Vongsmarck oc Raffnsiømarck. Och siden gick de neder adt Adelveyen imellom Raffnsiømarck oc Vongsmarck, oc imellom Raffnsiømarck oc Størsbyll marck, saatte dj den elffte steen. Saa gick di derfra oc nørpaa till Raffnsiømøelle Vey saatte dj den tolfte steen, imellem Raffnsiømarck oc størsbyll Marck. Saa gick dj derfra oc nørbedre till Ulffkrogs. I Banken til Mittstrømme satte dj den trettende steen, mellom Raffnsiømarck, Størsbyll marck oc Ome marck. Och siden gick dj derfra same steen langs ade Becken til mittstrømme, imellem Raffnsiømarck, Omb(?) marck oc Grimstrup marck til den norduest Hiørne ved den Enemerckis Eng, som dj satte den første steen, och der ende dj deris toug. Disse forne: Aasteder sted for sted Steen for steen lige som fors[chreff]uit staar s[v]oer dj ved deris Sandmentz toug oc Eedtt mett Opracte fingre, for rett marckskiell adt werre imellem forscreffne Marcke. Och Vedtog dj ald den diell, som lowen oc Recessen vedtager Stug Ornum oc Sierkiøb. Varssel for dinne Sandmendz touffs affsigelse oc deris eedtz beskriffuelse er tilforne omhiemblet oc tagen beskreffuitt efter tingsvidnis kiendelse. Och til dis ydermere Vidnesbbiurdt oc Sandhedez bekrefftning lader vij henge oc trøcke voris Zignetter her neden for met forne: Sandmentz Zignetter. Datum ut supra

John V. Jensen

att giøre rett marckskiell Det hele kan virke meget fremmedartet, men nu vil jeg se nærmere på dokumentets indhold og ad den vej forsøge at blive lidt klogere på denne tilfældige brik af en forsvunden verdens retspraksis og retssystem, sæder og skikke i det sydvestjyske på Christian IV’s tid (1588-1648) i den forbindelse berøres også herremanden og jordbesidder Jørgen Krag til Endrupholm (1589-1643). Den gotiske håndskrift virkede som en barriere, men med hjælp, øvelse og tålmodighed lod det sig både læse og forstå. Desuden hjalp det, at læse ordene højt og helst på jysk. Retstavningen var endnu ikke standardiseret og ser derfor også mærkelig ud, således staves det samme ord på flere måder i det samme dokument fx imellem, emellom og imellom. De fleste af stednavnene er ved nærmere eftersyn ganske lige til især, hvis man har et kort over det pågældende område. Fx stednavnene Raffnsøe marck, Uggelvig, der viser sig at være ældre stavemåder for Ravnsø mark og Uglvig. Dertil kommer naturligvis alle de fremmede begreber, som jeg vender tilbage til. Selve det fysiske dokument måler 470 mm x 275 mm og er således ret stort. Teksten er nedfældet på pergament, men kunne i princippet også have været skrevet på papir. Dokumentets nederste kant er ca. 70 mm ombukket, og der er lavet tolv snit i dobbeltlaget, hvori der er sat pergamentsremme 6 mm brede og ca. 120 mm lange, og for enden af disse er en lille klump voks, hvor udstederne har sat deres segl. Seglenes rækkefølge følger ofte navnene fra teksten, men det stemmer dog ikke altid.2 I dette tilfælde kendes underskrivernes bomærker eller våben dog ikke. Dokumentet er skrevet af en professionel skriver og forfattet på typisk 1600-tals dansk, der siden 1400-tallet havde fortrængt latin som retssprog i Danmark og Norge. Sproget er en blanding af sjællandsk administrationssprog og skriverens sydvestjyske dialekt.3 Dokumentstypen er et såkaldt tingsvidne, dvs. et gammelt juridisk dokument, der i sin tid blev oplæst på tinget, i dette tilfælde på Skast herredsting og siden indført i tingbogen. Skast

herreds ældgamle tingsted lå ifølge historikeren Oluf Nielsen på den store hede, Tinghede, i nærheden af Grimstrup sogneskel lidt nord for den gamle landevej mellem Varde og Kolding.4 Herredstingene afholdtes i middelalderen typisk under åben himmel, hvor man i tilfælde af regnvejr måtte søge ly på en nærliggende gård og først i 1637 opførtes et træskur i herredet, der dog ikke holdt længe.5 Dokumentet handler om att giøre rett Marckskiell, dvs. en kontrol af nogle af herregården Endrupholms markskel. Indledningen er typisk for tiden omkring år 1600, idet det først nævner herredsfogeden i Tjæreborg Niels Callesøn foruden to andre (ansete) mænd samt skriveren. Dokumentets afslutning svarer ligeledes til, hvad man ellers kender: ”lader vii henge oc trøcke voris Zignetter her neden for met forne sandmenntz Zignetter.” Efterfulgt af de latinske ord Datum ut supra, der betyder: dato – altså tirsdag d. 14. maj 1616. Det fremgår af teksten, at otte uvillige dannemænd6 dvs. pålidelige og hæderlige mænd (nævninge) var til stede da dommen blev afsagt på herredstinget, hvor de fungerede som vidner, samtidig oplyses deres navne og bopæl. Derefter erfarer vi, at også otte sandemænd, hvis navne og bopæle vi ligeledes får oplyst, var til stede på herredstinget den dag i maj 1616, hvor de sværgede og afsagde deres tov (toug, touff), det vil sige dom, i markskelssagen. Man ser at danne- og sandemænd alle kommer fra lokalområdet Solbierrig/Solbjerg, Roust Hye/Roust Høje osv. Sagen var tilsyneladende opstået ved, at Jørgen Krags fuldmægtig Niels Chrestensøn havde krævet at få orden på markskellene ved at sætte sten og stabel, som det hedder, mellem Ravnsømark og Grimstrupmark, imellem Ravnsømark og Sadderup mark, imellem Ravnsømark og Snoum? og Gummesmark, imellem Ravnsømark og Vongs mark, imellem Ravnsømark og Størsbølmark og sidst imellem Ravnsømark og Ommemark. Derefter gives et resumé af, hvordan sandemændene otte dage forinden gik rundt på Jørgen Krags og Endrupholms jorder. Det fremgår også, at godsejer Jørgen Krag ikke selv deltog i vandringen, men at han i sagen var repræsenteret af sine betroede Niels Chrestensøn Houlvande/ En hilsen fra Christian IV’s tid

John V. Jensen

Hielvandt og Hans Madsøn i Hjortkær. Ofte optræder adelsmænd på tinget side om side med bønderne, men det gælder nu ikke i dette tilfælde, hvor Jørgen Krag ikke selv er med på marken for at sætte skelsten.7 På markvandringen hører vi om de otte sandemænd samt de to høringsmænd. I dokumentet kan vi så læse om, hvordan disse ti retskafne mænd gik rundt til Aastederne og under ed og ved håndsoprækning saatte8 den første, den anden og den tredje sten, som der står. Man lægger mærke til, hvordan det hele tiden beskrives meget nøje, hvor skelstenen befinder sig, hvorfor de mange gentagelser af Raffnsiø Marck og Gummis Marck osv. I mangel på vejnavne, matrikelkort og lignende var det måden at orientere sig på, og derfor spiller fikspunkter i landskabet, fx. et højdedrag, moser, en banke eller et åløb, samt menneskeskabte landskabsmærker, fx grøfter, gærder, kors ristet i et træ eller som her skelsten, en vigtig rolle. Lovgivningen i 1600-tallet påbød inden de såkaldte landboudskiftninger, at markskel skulle markeres tydeligt fx med sten, hvorunder der skulle lægges kul eller flint, så man efterfølgende kunne sikre sig, at stenen faktisk var en skelsten og ikke bare en af markens tilfældige sten.9 Juristen Christen Veylle gav i 1665 vedrørende markskel følgende forklaring: ”Marckeskiel skal sværgis paa stederne/ oc siden liusis paa Tinge/ idest, affsigis paa Tinge/ oc der effter tagis Tingsvidne.”10 Beskrivelsen stemmer nøje med de oplysninger, som vi har fra dokumentet, der var herredstingets officielle afgørelse samt jordbesidderens retsgyldige bevis, og som han formentligt gemte omhyggeligt i sit arkivskab klar til fremvisning på forlangende. I et landbrugssamfund, som 1600-tallets danske, var markskel naturligvis af stor betydning, for den, der ejede jorden besad også magten. Markskel betegnede både i kongeriget og Slesvig-Holsten, indtil udskiftningen i tilslutning til landbo-

Johannes Mejers håndtegnede kort fra ca. 1650.13

reformerne i slutningen af 1700-tallet, grænsen mellem to eller flere landsbyers jordtilliggender.11 Jordbesiddelsesforholdene var i 1600-tallet helt anderledes end i dag, og godsejeren og adelsmanden Jørgen Krags jord varetog bl.a. godsets fæstebønder, der hørte til i de små landsbyer, som hørte ind under godserne, og i landsbyerne fandtes et jord- og dyrkningsfællesskab, og for bøndernes vedkommende med nogen hoveripligt til herremanden – i 1600-tallet mindre udbredt end i 1700-tallet. Således kan man hos M.A. Ebbesen læse, at: ”I Vong ejede Endrupholm saaledes 16-17 ejendomme i Vong, i en Raunsø en 3-4 stykker foruden et par i Gummemark […] Aarre By tilhørte nogle Aar saa godt som helt Endrupholm Gods” (ca. 24 fæstesteder). I Fåborg hørte 12 ejendomme til Endrupholm og i Vrenderup 8 osv.12 Først med udskiftningerne sent i 1700-tallet dukker selvejerbonden igen op i historien. I 1616 var markskelssager derfor et anliggende for storbønder – og ikke som man kunne tro, at dokumentets 12 segl tilhørte de mange lodsejere, som havde jord op til Endrupholm og Jørgen Krag. Det gamle tingsvidne er altså en lokal variant af en standardiseret juridisk procedure fra 1600-tallet. Lad os nu prøve at se nærmere på nogle af de gamle begreber herredsfoged, dannemænd og sandemænd, der igen vil kunne give os nogle oplysninger om datidens retspraksis og retssystem. Dannemænd og sandemænd Dokumentet beretter som nævnt om både herredsfoged, dannemænd og sandemænd. Herredsfogeden kendes tilbage fra 1300-1400-tallet, hvor herredsfogedens opgave bestod i at varetage kongens interesser, i dette tilfælde på Skast herredsting. I dette tilfælde optrådte Niels Callesøn fra Tjæreborg som tingleder og dommer i forbindelse med retssager eller markskelsforretninger. Foruden straffesager forestod herredsfogeden også tinglysningen af fx skøder og pantebreve samt bekendtgørelsen af kongelige love.14 Mange vil sikkert kunne huske herredsfogeden optræde som dommer i St. St. Blichers novelle Præsten i Vejlbye, hvor han begik justitsmord med henrettelsen af præsten. En hilsen fra Christian IV’s tid

De otte uvildige dannemænd var udvalgte hæderlige og pålidelige mænd svarende til en slags nævninger. Deres funktion var i dette tilfælde at protokollere samt at stå inde for gyldigheden af herredstingets dom. Dannemændene optræder i dokumentets første del, hvorefter de såkaldte sandemænd helt tager over.

Titelbladet til Christen Osterssøn Veylles fortegnelse over gamle juridiske begreber fra 1665 med den flotte titel: Glossarium juridicum DanicoNorvegicum. Værket er en nøgle til forståelsen af gamle danske retsbegreber.

John V. Jensen

Sandemændene og sandemandsinstitutionen var en retsinstans med rødder helt tilbage til middelalderen. Således støder vi på dem i de gamle landskabslove fx Jyske Lov fra 1241, som gjaldt for Fyn og Jylland. På Sjælland tales der i gamle tingsvidner ikke om sandemænd, men om oldinge, men med en tilsvarende juridisk funktion. Ifølge Jyske Lov skulle hvert herred have otte sandemænd, som udnævntes på livstid af kongen. Sandemændene havde imidlertid ikke blot sådanne umiddelbart trivielle sager som afgørelse af markskel, men deltog også i grovere sager så som mord, voldtægt, herredsskel, hærværk, om sår, som gives med kniv, om kirkens jord, om bortførsel med vold, om bånd og fængsel mm.15 Markskelssager blev, som det fremgik i dokumentet, afgjort ved, at sandemændene gjorde deres tov, dvs. en udtalelse, som tinget og herredsfogeden lagde til grund for en eventuel dom. Op gennem 1500-tallet kom sandemændene til at spille en stadig vigtigere juridisk rolle og netop stridigheder vedrørende markskel, som vi har set det, blev først forelagt sandemændene. Om den længst forsvundne sandemandsinstitution får man god besked hos føromtalte Christen Osterssøn Veylles og hans bog: Glossarium juridicum DanicoNorvegicum fra 1665. Veylle definerer sandemændene således: ”Sandmand/ er et gammelt Danskt Ord/ som på latin kaldis Veridicus, en sandrue Mand/ oc den som siger Sandhed oc det som sandt er/ oc hafver et ærligt/ oprictigt Naffn oc Rycte.”16 Sandemænd skulle være til at stole på og dernæst være klar til at aflægge ed på deres kendelse. Christen Veylle skriver følgende om: Marckeskiel. Vorder der Trætte om Marckeskiel/ da skulle Sandmænd aff det samme Herrit/ stable enten med Stock eller Steen/ oc svære siden på den Sted/ der som Ret Skieler/ at de hafve giort Ret. End/ er det baade Marckeskiel/ oc Herrits skiel/ der mand Trætter om/ da skulle fire aff et Herrit/ oc fire aff et andet Herrit, de der næst boende/ skielle om det sandeste de vide/ oc svære paa Steden/ at de gjorde Ret/ oc liuse det siden paa Tinge.17

I tilfælde af stridigheder vedrørende markskel skulle sandemændene stable stok og sten og sværge på, at de gjorde ret, som der står. Beskrivelsen svarer ganske nøje til det, vi så i dokumentet fra Endrupholm, nemlig at sandemændene først foretog en markskelsvandring og siden lyste deres tov eller dom på herredstinget. I ovenstående tilfælde kunne det dog klares uden indblanding af sandemænd fra naboherredet. Om Veylles bog bør det nævnes, at det drejer sig om et juridisk opslagsværk med forklaringer på mange af Jyske Lovs allerede dengang gamle gloser, som efter godt 400 år ikke længere altid lod sig forstå uden nærmere forklaring i midten af 1600-tallet. Et misforhold, der som bekendt blev rådet bod på knap 20 år senere i 1683 med Christian V’s Danske Lov. Veylles bog vidner i høj grad om, hvor tiltrængt en modernisering og revision af de middelalderlige landskabslove var blevet, men nu snart 350 år senere er den en uvurderlig kilde til forståelse af datidens retspraksis og retssystem. Skulle de stridende parter imidlertid være utilfredse med de lokale sandemænds afgørelse, kunne den appelleres, hvorefter ridemændene, der typisk var adelsmænd, kom ind i sagen og fandt en afgørelse, men det fremgår klart hos Veylle, at dette kun burde opfattes som en sidste udvej: End/ er der ey Minde til/ at før var omsoret/ oc vil Kongen ride Marckeskiel/ da staar det for fulde/ dog maa hand ey komme aff u:vare til/ saa at det er dølt for enten aff dennem/ der i den Deele er: Bedre er det dog/ at Marckeskiel sværis/ end rides/ fordi det er dem best vitterligt/ der næst sidde.18 Vi ved dog ikke, hvorvidt Jørgen Krag stillede sig tilfreds med sandemændenes dom – eller om han valgte at appellere herredstingets afgørelse, som så herefter blev en sag for kongens ridemænd. Proceduren omkring sandemandstov vedr. markskelsforretninger, som dokumentet beskriver så levende, gik af brug i slutningen af 1700-tallet i takt med udviklingen af mere nøjagtig landmålingsteknik og stigende anvendelse af

dokumenter og kort i forbindelse med ejendomsforhold. Fra den tid dukker landsinspektøren op og er herefter den, der opmåler og fastsætter markskel. Hele proceduren og fremgangsmåden kan forekomme meget fremmed for moderne mennesker. Men ser vi på det juridiske, virker sandemændenes edsaflæggelse måske ikke så fremmed endda. Edsaflæggelse bruges stadig i moderne retssager. Mere fremmed virker dokumentets beskrivelse af sandemændenes travetur ude på markerne. Vor tids landmålere må også af og til ud og opmåle og kontrollere skel, men de ledsages næppe af et stort følge, der sværger ved skellene. Denne pedantiske måde, hvorpå tilhørerne på tinget fik meddelelse om sagen, virker antikveret og vidner naturligvis om dokumentets alder, længe inden landboreformer, udskiftninger og selvejerbønder. På det tidspunkt boede hen ved 80 % af den danske befolkning på landet, mens de resterende befandt sig i købstæderne og i hovedstaden. Af matriklen fra 1688, der svarer nogenlunde til forholdene i 1616, fremgår det desuden, at kun omkring 1,6 % af al ager og eng i Danmark var ejet af selvejerbønder, mens ca. 85 % af al jord tilhørte kronen og godsejerne19, så velbyrdig mand Jørgen Krag til Endrupholm, som vi skal høre om nu, var en ganske betydelig mand. Erlig og velbiurdig Mand Jørgen Kragh til Endrupholm Dokumentets måske vigtigste person er adelsmanden Jørgen Krag til Endrupholm, hvilket er lidt ironisk, fordi han i modsætning til alle de andre, der nævnes i dokumentet, som den eneste, glimrer ved sit fravær. Til gengæld er Jørgen Krag i kraft af sin position som herremand og adelig – den som vi næsten 400 år senere har lettest ved at finde oplysninger om. Vi kender hans træk fra et bevaret portræt dateret 1625, der viser en patriarkalsk adelsmand klædt moderigtigt i renæssancens stil. Venstre hånd hviler på sværdet, mens højre hånd er knyttet og stukket i siden og fremhæver den beslutsomme kriger Jørgen Krag. Det myndige blik, det kortklippede hår og det kraftige skæg understreger de mandige træk En hilsen fra Christian IV’s tid

Erlig og velbiurdig Mand, Jørgen Kragh til Enderupholm. En rigtig renæssancemand iført sort højhalset dragt med guldknapper og pibekrave og ørenringe. Venstre hånd hvilende på kården og på tommelfingeren anes en blå signetring med Krag-slægtens våben. Ved højre hånd ses adelsmandens lydige hund. Øverst til højre ses det Krag-Juelske alliance våben. Portrættet (112 x 68 cm) er dateret 1625 malet af ukendt kunstner. Privat eje. Krag-slægtens våben. Denne Slægt, som ikke maa forvexles med […] den sjællandske Æt af samme Navn, førte i sit Vaaben tre Krager i Sølv-Felt og på Hjelmen en flyvefærdig Krage, som der står i Danmarks Adels Aarbog fra 1899, der opregner anerne i den nu uddøde jyske Krag-slægt.

John V. Jensen

hos den frygtindgydende herre, som vi her har med at gøre. Billedet er helt typisk for tiden, der dyrkede det maskuline. Uanset hvorledes den virkelige Jørgen Krags fremtoning må have været, er der ingen tvivl om, at maleren, som er ukendt, forstod sine virkemidler og til eftertiden har overladt os et fortræffeligt minde om en rigtig vestjysk ”renæssancefyrste”. Erlig oc Velbiurdig Mand, Jørgen Kragh til Enderupholm (1589-1643) var søn af Erik Krag til Kjellingborg (Aabjerg) og Lydum.20 Jørgen Krags forbindelse til herregården Endrupholm beroede på hans ægteskab med Anna Vind i 1609, hvis far Christen Vind var blevet dræbt af Hans Stygge fire år tidligere. Inden ægteskabet med arvingen til Endrupholm, havde Jørgen Krag allerede været aktiv på egnen bl.a. ved at opkøbe flere gårde og møller bl.a. Holsted Mølle af Kristen Lange til Hesselmed ved Oksbøl. Ikke alene havde Jørgen Krag haft held til at erobre Anna Vinds hjerte. Han optrådte også som bygherre, og i årene 1618-22 rejste Jørgen Krag den første hovedbygning på Endrupholm, hvis udseende, vi desværre ikke kender, fordi den i begyndelsen af 1800-tallet måtte vige pladsen for den nuværende hovedbygning. Portrættet fremhæver som sagt krigeren Jørgen Krag og blot til pynt var sværdet da heller ikke, for vi ved, at Krag var indkaldt under Aarhus-fanen i Kalmarkrigen i 1611, og at han senere tog del i den såkaldte Kejserkrig 1625-29, hvor han i 1627 som løjtnant for et kompagni jyske ryttere og senere i 1628 i Thage Thotts kompagni i Skåne.21 Den danske krigslykke var det så som så med, og det er uvist, hvorvidt Endrupholm led overlast af efterfølgende fjendtlige invasion og den massive udplyndring af Jylland i 1627. Det er ligeledes uvist, hvor meget Jørgen Krag reelt boede på Endrupholm. Alt tyder nemlig på, at han tilbragte sine sidste år på Mors, hvor han ejede Dueholm kloster og Skarpenborg gods. Her døde han i 1643 i en urolig tid, da nationen endnu engang var involveret i en krig med svenskerne, den såkaldte Torstensson-krig (1643-1645). Ikke nok med det så efterlod krigeren og bygherren Jørgen Krag sin enke Anna Vind med en elendig økonomi. Efterfølgende

var hun nødt til at pantsætte godset og siden optage store lån hos sin søstersøn, den unge og siden berømte kansler og gehejmeråd Erik Krag til Lydum, som siden overtog enkens fallitbo.22 Hvordan var det mon kommet så vidt? Tilfældigvis ved vi fra Ribe-købmanden Hans Nielsen Friis’ regnskabsbøger, at Jørgen Krag og sikkert også hans hustru, var blandt købmandens allerstørste kunder. Således oparbejdede Krag og hans kone Anna Vind i løbet af en årrække en kæmpegæld hos Ribe-købmanden. En gæld, der svarede til værdien af en de store købmandsgårde i Ribes fornemste gade.23 Anna Vind beholdt i første omgang Endrupholm, men var nu i temmelig fattige Omstendigheder, som den velkendte historiker Oluf Nielsen (der i øvrigt var født på herregården Endrupholm i 1838) skrev.24 Hvorvidt Anna Vind hjalp sin mand ned i den økonomiske ruin, ved vi ikke, men det var hende, der indtil sin død i 1667 måtte tåle ydmygelserne i kølvandet på Kragparrets økonomiske deroute. Alt dette hører vi naturligvis intet om i markskelsdokumentet, men det var som godsejer og storbonde, at Jørgen Krag havde brug for tingsvidnet med de 12 segl, som han antageligt opbevarede i sit arkivskab på Endrupholm.

vidne til herregårdens meget omskiftelige tilværelse gennem mange år. Skabets mange skuffer fortæller os om, hvilke forretninger en godsejer måtte tage sig af. De har navne som: Endrupholm, Skoeler og fattige, Hoverie, Tiende, Fiskeriet i Wongs Aae mens andre vidner om hvilke sogne, der havde tilknytning til Endrupholm fx (Vester) Nykirke, Fåborg,

Det gamle arkivskab På Varde Museum opbevares et gammelt arkivskab, der efter konstruktion og bemaling at dømme må stamme fra sidste halvdel af 1700-tallet. Gennem et par århundreder udgjorde dette skab i en vis forstand Endrupholms hukommelse, og det er så gammelt, at det engang har stået på Jørgen Krags gamle Endrupholm, hvor det måske har afløst et tidligere skab. Med sine mere end 200 år har det gamle skab været

Det gamle arkivskab fra Endrupholm, der formentlig er fra sidste halvdel af 1700-tallet. I dette skab opbevarede herremændene på Endrupholm sikkert ”Dokumentet fra Outrup” inden det af ukendte årsager blev fjernet fra det øvrige godsarkiv, da dette i 1950’erne blev afleveret til Landsarkivet i Viborg. På skabet ses det mange forskellige forretninger som godsejerne på Endrupholm var involveret i.

En hilsen fra Christian IV’s tid

Grimstrup m.fl. Arkivskabet kan fortælle os meget om den tid og skufferne endnu mere, hvis ikke det var fordi, de var tomme, da skabet kom til Varde Museum. Mærkeligt var det, da det pludselig gik op for mig, at jeg i museets magasiner jævnlig havde beundret præcis dette særprægede, men smukke skab, hvor det gamle markskelsdokument, som jeg nu havde i hænderne, sandsynligvis havde været opbevaret i over hundrede år.

Hvordan hang det nu sammen? Jeg fik jo oplyst, at det gamle tingsvidne fra 1616 blev fundet i forbindelse med nedrivningen af en dobbeltmuret skorsten. Helt usandsynligt er det vel ikke, at nogen har villet gemme dokumenterne et (brand-)sikkert sted – men samtidig indføjer historien sig jo på smukkeste vis i de farvestrålende myter, der kan knytte sig til et hus med så lang en historie og så høj en alder som Endrupholm, men indmurede Jørgen Krag selv dokumentet?

Endrupholm på den en smuk decemberdag. Tøger de Teilmans hovedbygning fra 1805 har op gennem det 20. århundrede haft en omtumlet tilværelse, således har der været afholdsrestauration, hoteldrift og møbelforretning mm. Anlægget fremstår i dag meget velholdt.

John V. Jensen

Endrupholm er omtalt allerede i 1582 som Ennerupgaard, hvor Claus Skeel oprettede Endrupholm. Herregården ligger den dag i dag i naturskønne omgivelser tæt på landsbyen Endrup lidt nord for Bramming i kort afstand til Ravnsø-, Omme-, Grimstrup-, Vong- og Gummesmark, som vi jo nu kender indgående fra markskelsdokumentet. Som sagt skyldtes Endrupholms tidligste hovedbygning Jørgen Krag, men den nuværende bygning stammer ”kun” fra 1805, da Tøger de Teilman afsluttede de udvidelser af den gamle bygning, som Teilmans far havde påbegyndt.25 Teilmans udvidelse af Jørgen Krags gamle bygning blev som bekendt en, efter vestjyske forhold, statelig hovedbygning med to stokværk og to elegante krumme mellembygninger, der forbandt sidefløjene med hovedbygningen. Noget tyder på, at Teilman genanvendte dele af Jørgen Krags bygning, og det kunne teoretisk set godt have været den pågældende skorsten, hvori markskelsdokumentet lå indmuret. Et nærmere kig på Endrupholms historie kan måske fortælle os lidt mere. Således har herregården ikke mindst i løbet af det 20. århundrede haft en omtumlet tilværelse. I 1913 nedbrændte avlsbygningerne. I 1919 blev Teilmans hovedbygning indrettet til afholdsrestauration, hvorved den østre krumfløj på havesiden blev ødelagt ved opførelsen af en køkkenbygning.26 En overgang var hovedbygningens sidefløje omdannet til stalde, og af flere omgange var det fine bygningsanlæg i dårlig forfatning. I 1963 udstykkedes Endrupholm, og det før så betydelige gods’ jordtilliggender reduceredes til bare 46 tønder land have og eng. Siden har herregården fungeret som restauration, hotel, møbelforretning mm. Det fortælles lokalt, hvordan gæsterne, da Endrupholm i begyndelsen af 1960’erne for anden gang var blevet indrettet til restauration, havde mere eller mindre fri adgang til herregårdens gamle arkivskab, hvor resterne af det gamle godsarkiv antageligt befandt sig, og som det behandlede markskelsdokument jo var og er en del af.27 I forbindelse med efterforskningen talte jeg med flere, der havde gæstet restaurationen sidst i 1960’erne. De kunne fortælle, hvordan der dengang var uhindret adgang til stuerne og det gamle

arkivskab, og at der lå gammelt udseende papirer i det. Desværre kunne ingen af dem, jeg talte med, gøre nøjere rede for, hvad det så var for papirer, der lå i det gamle arkivskab. Så måske lå markskelsdokumentet fra 1616 i skabet sammen med det øvrige godsarkiv – til fri afbenyttelse for tilfældige gæsters tilfældige tilskyndelser. Det kan rent hypotetisk også være på den måde, at dokumentet havnede i Outrup? Det nager dog lidt at tænke på, at dele af godsarkivet på den måde kan være blevet spredt for alle vinde, hvorved et unikt godsarkivs sammenhæng er blevet brudt – og interessant kildemateriale til belysningen af egnens historie – i bedste fald ligger spredt rundt i skrivebordsskuffer i private hjem, eller endnu værre, er blevet smidt ud, fordi arvinger ikke så nogen grund til at beholde dem. Mine undersøgelser tyder imidlertid på, at de absolut væsentligste dele af Endrupholms godsarkiv, heriblandt dokumenter helt tilbage fra 1500-tallet, faktisk blev indleveret til landsarkivet i Viborg i begyndelsen af 1950’erne af proprietær Magnus Madsen.28 Tilbage er nu spørgsmålet, hvorfor blev Jørgen Krags markskelsdokument ikke afleveret sammen med resten af godsarkivet til Viborg dengang? Noget kunne jo faktisk tyde på, at dokumentet virkeligt i bedste kriminalromansstil var blevet indmuret. Det virker nemlig for sløset og usandsynligt, at arkivarerne eller Magnus Madsen bare lod gamle vigtigt udseende pergamenter med laksegl ligge, da man overdrog arkivet. Men nu da vi kender markskelsdokumentets indhold forekommer det dog mærkværdigt, at nogen skulle have fundet på at mure netop dette dokument inde, for hvordan forestiller man sig at skulle kunne bevise et gyldigt markskel med et på det nærmeste utilgængeligt bevis? Det forekommer usandsynligt, at Jørgen Krag selv, Anna Vind, Erik Krag, Thøger de Teilman eller nogen anden skulle have valgt at indmure og isolere ét markskelsdokument fra det øvrige godsarkiv. Et dokument, der i takt med de såkaldte udskiftninger mere og mere mistede betydning. Mest sandsynligt er det nok, at dokumentet på en eller anden måde blev tilbage, da arkivet kom til Landsarkivet, og at En hilsen fra Christian IV’s tid

det formentlig dukkede op i forbindelse med de ombygninger, der blev foretaget på herregården i 1960’erne, og måske i en skorsten, det ville i det mindste forklare hvorfor det blev isoleret. Det er sikkert rigtigt, at der i 1960’erne på Endrupholm herskede en lemfældighed for ikke at sige ligegyldighed over for herregårdens historie, således tvivler jeg ikke på de lokale historier om, at der var fri adgang til det gamle arkivskab, men heldigvis var størstedelen af godsarkivet væk da. Som sagt blev det tomme arkivskab overdraget til Museet for Varde By og Omegn i 1980’erne. Foruden skabet kom også flere portrætter af herregårdens tidligere ejere, bl.a. Erik Krag, men desværre ikke Jørgen, også til museet, hvor de efter en yderst tiltrængt restaurering stadig befinder sig. En hilsen fra Christian IV’s tid Når man bliver præsenteret for et næsten ulæseligt 400 år gammelt dokument, må det naturligvis undersøges. Hvad kunne sådan en hilsen fra Christian IV’s tid ikke indeholde af interessante historier, der ville kunne kaste lys over egnens og måske endda nationens historie. Der var, som det er fremgået, tale om et (relativt) almindeligt juridisk dokument – et såkaldt tingsvidne vedrørende nogle af herregården Endrupholms markskel. Dokumentet viste sig at være typisk i forhold til udformning, men også i forhold til indholdets mange standardformuleringer. Selvom der ikke var tale om nogen sammensværgelse eller hekseproces, viste der sig alligevel at ligge en række interessante historier gemt i dokumentet – udover selve den udfordring, der lå i at tyde den gotiske håndskrift. I stedet dukkede nogle af 1600-tallets retspraksisser og retsbegreber op knyttet til de gamle herreder, herunder sandemænd, dannemænd mm. Gamle retsinstanser, der enten har ændret karakter eller er helt forsvundet siden dokumentet blev skrevet. Retsbegreber, der gik tilbage til de

John V. Jensen

middelalderlige landskabslove, hvis rødder strækker sig til 1241 og Jyske Lov. Ligeledes udfoldede historierne sig om den vestjyske adelsmand Jørgen Krag til Endrupholm og hans dybt forgældede enke Anna Vind, og der dukkede brudstykker frem af herregården Endrupholms lange og omtumlede historie. Det viste sig også, at mine første ængstelige antagelser om, at godsarkivet formentlig lå spredt for alle vinde, sandsynligvis blev gjort til skamme, fordi alt peger på, at betydelige dele af godsarkivet blev afleveret til Landsarkivet i Viborg i begyndelsen af 1950’erne. Derfor tyder meget på, at der med stor sandsynlighed kun kan have været enkelte dokumenter til ”fri afbenyttelse” for gæsterne Endrupholm, mens huset fungerede som hotelvirksomhed og senere møbelforretning. Samtidig fik vi også historien om den dobbeltmurede skorsten, og hvordan dokumentet fra Endrupholms godsarkiv ad snoede veje havnede i Outrup. Historien om den dobbelte skorsten er meget charmerende, men måske nok mere farvestrålende end sandsynlig, for det virker mærkeligt, at ét umiddelbart harmløst markskelsdokument blandt vigtige(re) Endrupholm-dokumenter skulle være blevet indmuret. Ringen blev imidlertid sluttet, da det gik op for mig, at netop Endrupholms gamle arkivskab, hvor dokumentet sandsynligvis blev opbevaret gennem mange, mange år i dag befinder sig på Museet for Varde By og Omegn. Hvis det gamle skab kunne tale, så ville vi kunne få endelig besked om mangt og meget vedrørende Endrupholms lange historie, men det kan skabe som bekendt ikke. Derfor vil vi altid være henvist til tilfældige brikker af en verden, der en gang var. John V. Jensen kan kontaktes på: jvj@vardemuseum.dk

Noter

1. I forbindelse med tydningen af dokumentet stor tak til Birgit Juul Kristensen Universitetsbiblioteket, SDU, Esbjerg, fhv. museumsinspektør ved Museet på Koldinghus Vivi Jensen, fhv. arkivar ved Landsarkivet i Viborg Ole Degn og forfatter og historiker Ole Færch – foruden Lokalhistorisk arkiv, Endrup. Desuden tak til Peter Munch Jensen, Museet på Sønderskov.

ved hjælp af et underjordisk mærke i form af fx et stykke kul, tegl eller flint og et synligt mærke, fx en skelsten eller en pæl; herefter skulle sandemændene aflægge ed på, at markskellet var korrekt samt sørge for tinglysning. 10. Veylle s. 555. 11. Erik Alstrup & Poul Erik Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk opslagsværk. København 1991, s. 613.

2. Ole Færch: Diplomatarium Hornumense – Tingsvidner, breve og andre dokumenter fra Hornum herredsting, Nibe og Nørholm birketing 12161636. Aalborg 2004, s. 18. De enkelte segl er ikke blevet undersøgt, men det ville antageligt være muligt at identificere dem – også selvom der ikke er tale om adelsfolk, men almindelige borgere.

13. Johannes Mejer: Johannes Mejers Kort Over det Danske Rige, Bind 2. Jylland og Fyn, Udg. af N.E. Nørlund. København 1942.

3. Oluf Nielsen: Gamle jyske tingsvidner. Lyngby 1882/1977. Bogen handler i høj grad om dialekt og skriftsprog, som det findes i de gamle tingsvidner. De ældste danske dokumenter forfattet på dansk er fra omkring år 1400.

15. Veylle s. 689.

4. Oluf Nielsen: Skadst Herred. København/Ribe 1882/1985, s. 3. 5. Oluf Nielsen 1882/1977, s. II. Nielsen skriver endvidere, at de gamle herredsting afholdtes under ganske primitive forhold og derfor er der næppe noget tingssted bevaret, kun tinghøjene kan endnu ses. Skadst herredsting afholdtes indtil Christian V’s tid på Tingheden i Skadst sogn. Selvom Oluf Nielsen ikke mener, at der var noget hus, bliver der tilsyneladende omtalt et hus i dokumentet: ”Disse forne viij uvillige Dannemennde Endrecteligen Vonde paa deris Christelige tro, Siæl oc rett Sandsz mett opracte fingre, udi di Nærværinde Huos vare, samme dag paa forne: ting.”

12. M.A. Ebbesen: Om Endrupholms fæstevæsen. Fra Ribe Amt 1937, s. 98f.

14. Se fx Alstrup & Olsen s. 331. En udførlig og næsten samtidig beskrivelse af herredsfogedens opgaver findes i Veylle. 16. Veylle, s.686. 17. Veylle, s 554f. 18. Veylle, s 554f. 19. Ole Feldbæk: Gyldendals Danmarkshistorie bind 4. København 1982, s. 31. 20. Danmark Adels Aarbog 1899, sextende Aargang. København 1899, s. 258; Carsten Teilman Hald: Vestjyske adelsfolk. Varde 1966, s. 84. 21. Oluf Nielsen 1882/1985, s. 81; Danmark Adels Aarbog, s. 258. 22. Danske slotte og herregårde – Midtjylland bind 13. København 1966, s. 355. 23. Ole Degn: Rig og fattig i Ribe 1-2. Århus 1981, s. 294.

6. Johan Hvidtfeldt (red): Håndbog for danske lokalhistorikere. København 1952-56, s. 191.

24. Oluf Nielsen 1882/1985, s. 81.

7. Oluf Nielsen 1882/1977, s. XII.

26. Danske slotte og herregårde, s. 360.

8. Christen Osterssøn Veylle: Glossarium juridicum Danico-Norvegicum. København 1665. Saatte betyder ifølge Veylle samdrægtighed, overensstemmelse eller forligte, hvilket kunne betyde, at sandemændene blot kontrollerede skelsten, der var der i forvejen – og ordet skal måske derfor læses ”såtte”? Imidlertid har jeg rådført mig hos 1600-tals specialister som fhv. arkivar Ole Degn samt Ole Færch, der begge mener, at de ”satte” skelstenene. I dokumentet veksler skriveren da også mellem ”saatte” og ”satte” for at gøre forvirringen total.

27. I Danske slotte og herregårde ses på s. 359 et billede af en ”Borgestue” på Endrupholm. Billedet er taget af Niels Elswing, sikkert i forbindelse med bogens udgivelse i 1966. På billedet ses arkivskabet, som det stod, da der var offentlig adgang til Endrupholm i 1960’erne – desværre kan vi ikke lige kigge i skufferne for at se, hvad der var i dem.

9. Kong Christian den femtis Danske Lov (1683), genoptryk. København 1929. Afmærkning skulle i henhold til Danske Lov ske ved at sandemændene, dvs. en gruppe uvildige personer, markerede markskellet

25. Danske slotte og herregårde, s. 358f.

28. På Landsarkivet i Viborg, hvor arkivet befinder sig, har jeg, med bistand fra arkivar Rolf Engell, fundet overdragelsesdokumenterne for godsarkivet. Vestkysten 12. juli 1961 beretter, ”at gårdens [Endrupholms] arkiv findes velbevaret på landsarkivet i Viborg og hører til et af de fineste herregårdsarkiver, der findes.” Hvorimod M.A. Ebbesen efter eget udsagn konstaterer at arkivet i 1938 befandt sig på Endrupholm. Ebbesen s. 97f.

En hilsen fra Christian IV’s tid

Gamle nyheder

– kyskhedsbælte, dyrskue, jernaldergrav, natlys og meget mere Christian Ringskou

I 2011 arbejder Ringkøbing-Skjern Museum videre med et nyt udstillingskoncept, hvor skærme, projektorer og internet møder museets gamle kerneydelse: Den autentiske og tankevækkende genstand fra fortiden. Men først lidt om et stykke arbejde, der måske ikke tager sig sexet ud på overfladen, men som er et helt afgørende fundament for arbejdet med de ’Gamle nyheder’. 50.000 museumsgenstande I 2007 smeltede Ringkøbing Museum og Skjern-Egvad Museum sammen til Ringkøbing-Skjern Museum. Med 100 års indsamling på bagen er sådan en fusion lettere sagt end gjort. For et museum samler ikke kun på ting og sager. Det samler lige så meget på oplysninger om ting og sager. Når det kommer til at 74

Christian Ringskou

Et lille kig bag kulisserne på Ringkøbing-Skjern Museum.

holde styr på alle genstandene og alle oplysningerne, er der mange veje, der fører til Rom, og tilfældet ville, at de to gamle museer ved Ringkøbing Fjord havde helt forskellige systemer. Lige siden er der arbejdet stædigt på at få etableret et samlet overblik over næsten 50.000 genstande. Takket være en kommunal ekstrabevilling, et tilskud fra Kulturarvsstyrelsen og en flittig indsats fra en række medarbejdere går det fremad. Næsten alle oplysninger er tastet i database, og i 2011 bliver der fotograferet genstande på livet løs. Det kan være et sejt arbejde at pløje sig tværs igennem samlingerne, men ind imellem er det også en fornøjelse. Alle de sjove, mærkelige og lærerige historier, der blev

dokumenteret for 10, 50 eller 100 år siden kommer op til overfladen, og der er jo en grund til, at de gamle ting blev indsamlet og registreret. Det var først og fremmest, fordi vestjyderne og Vestjyllands gæster skal have muligheden for at se dem, høre om dem, forundres og måske endda ligefrem blive klogere på det, der gik forud. Her startede de overvejelser, der blev til projektet ’Gamle nyheder’. Nyt og gammelt Gæsternes forventninger til museumsudstillingernes udtryk har udviklet sig de seneste 10-20 år. Vi bliver alle mødt af levende billeder og professionelt grafisk arbejde overalt, hvor

Gamle nyheder: Kyskhedsbæltet fra Fastergård Ikke mange af fortidens ting og sager rammer vores fantasi med samme styrke som kyskhedsbæltet. Vi må spørge: Kan det virkelig være rigtigt? I 1586 blev Sivert Rinskat herremand på Herningsholm. I gamle dokumenter kan man læse, at ”han behængte sin frue Malene med Lås, når han udrejste,” så han blev slæbt for retten ved lensmanden på Lundenæs. Måske blev fru Malenes kyskhedsbælte beslaglagt, og måske er det hendes bælte, der mere end 300 år senere kom på museum. I hvert fald fortalte sagnet endnu for 100 år siden, at bæltet var lavet af en smed, der følte sit familieliv truet af herremanden på netop Lundenæs. Bæltet dukkede op på Fastergård, der engang var ejet af lensmanden. Så hvem ved, måske er der en dunkel forbindelse? Vi får aldrig vished for det vestjyske kyskhedsbæltes oprindelse. Vi ved kun, at bælterne dukkede op her og der i perioden 1400-1700. Måske var det undertrykkelse. Måske var det symbolik. Måske var det sexlegetøj? Men hvis fru Malene virkelig var behængt med låsen, vækker det gru: 6,5 kilo jern med savtakker rundt om kvindens private steder. Uhyggeligt.

Gamle nyheder

Gamle nyheder: Madpakker til de døde Engang for snart 2.000 år siden, dengang romerne byggede Colosseum og apostlene skrev Det Nye Testamente, blev en vestjyde stedt til hvile sammen med fire værdifulde blank-sorte drikkeskåle. Det er såmænd ikke usædvanligt. Jorden under os er fuld af jernalder. Men i 1920’erne fik en ejendom mellem Finderup og Højmark ny kostald. Gården ligger netop der, hvor den gamle grav var, og under arbejdet fandt man en stenkiste med de fire helt intakte keramikskåle.

vi kommer, og vi er blevet vant til et helt bombardement af syns- og sanseindtryk. Det giver museumsudstillingen hård konkurrence. Løsningen er ikke at drukne udstillingen i blinklys og special effects. Tværtimod: Den autentiske genstand er museumsudstillingens omdrejningspunkt. Men det betyder, at der skal noget mere til. Heldigvis har Kulturarvsstyrelsen blik for de nye krav, og Ringkøbing-Skjern Museum fik økonomisk opbakning til 76

Christian Ringskou

I mange år stod skålene til pynt på sofabordet, men i 1952 kom de på museum, og det var godt. For selvom arkæologerne tit finder jernalderkeramik, er det sjældent så velbevaret som skålene fra Højvang, der i øvrigt er efterligninger af romersk køkkentøj. Men hvad laver skålene i graven? Svaret skal findes i tidens religiøse forestillinger om død og dødsrige. Ligesom døde grækere og romere rejste til Hades, skulle også den døde vestjyde på en rejse. Og selvom han var død, kunne han åbenbart godt få brug for noget at drikke på vejen.

at konkretisere overvejelserne og fortælle nogle af alle de spændende historier i et formidlingsprojekt, hvor de gamle genstande får nyt liv i udstilling, på internettet og i avisen. Og penge skal der til, for selvom Ringkøbing-Skjern Museum lægger vægt på at bruge gratis ressourcer som open sourceprogrammer og sociale medier, hvor det overhovedet kan lade sig gøre, så er hverken skærme, computere eller professionel IT-assistance gratis.

Platforme En af fordelene ved den nye teknologi er, at vejen fra viden til præsentation er blevet kort. Museet kan nå ud til mange mennesker med den samme historie ved at præsentere den i forskellige medier. Derfor er ’Gamle nyheder’ ikke kun en udstilling. Det er også en hjemmeside og et samarbejde med avisen.

Udstilling Den, der vil se udstillingen, skal en tur på Ringkøbing Museum. Her er en af museets største og smukkeste sale inddelt i fem afsnit, med plads til fem forskellige gamle nyheder fra museets brønd af historisk viden. Med mellemrum bliver en af de fem udstillinger skiftet ud med en ny.

To gamle nyheder: Madpakker til de døde og Lyngens land.

Gamle nyheder

Emnet kan være alt fra istid til nutid. Museets gæster er vant til at zappe rundt i nyhedsstrømmen på TV eller bevæge sig på internettet, så de tilgiver nok, at udstillingen er spraglet. Måske er det ligefrem en styrke. Alle fem afsnit har elektronisk udstyr i form af skærme, projektorer og digitale billedrammer. Helt konkret oplever gæsterne de gamle nyheder i et møde mellem museumsgenstande, kortfattede udstillingstekster og dynamiske elementer som lyd, film og diasshows. På nettet Når en gammel nyhed har været under spotlys i et stykke tid, må den vige pladsen for en ny. Udstillinger bliver hjertebørn, og det er altid trist for museumsfolk at tage dem ned, men med de gamle nyheder er det ikke så slemt. Man kan nemlig både se de aktuelle og de tidligere gamle nyheder på internettet, og her er der altid plads til flere. Fra et link på Ringkøbing-Skjern Museums forside www.levendehistorie.dk

kommer man frem til de gamle nyheders forside. Her kan man vælge, om man vil have et klikbart kort og lede efter historier via geografien, eller om man vil have en dynamisk tidslinje, der sorterer de gamle nyheder i tidsepoker fra istid til nutid. Når man har klikket sig frem, møder man ikke kun den gamle nyhed i tekst og billede. Også film, lyd og diasshow er med på nettet. Internettet bliver tit fremhævet som stedet for dynamik og forandring, men med de gamle nyheder er det omvendt. Her er det udstillingen, der hele tiden er i forandring, mens internettet er stedet hvor historierne finder deres permanente plads. I avisen De gamle nyheder udkommer også på tryk. Redaktionen på Dagbladet Ringkøbing-Skjern kan godt se værdien i at få suppleret alle de aktuelle nyheder med et lille stykke fortid i ny og næ, så når en ny gammel nyhed tager form, går den også til avisen.

Hver af de røde markeringer er en gammel nyhed. Med et klik er man videre.

Christian Ringskou

Du er med til at bestemme I disse år taler alle i museumsbranchen om brugerdreven innovation. De fine ord viser tilbage til en ambition om at få gæsterne til at forholde sig aktivt og til at fortælle med i museernes udstillinger og formidling. Med projektet ’Gamle nyheder’ nærmer RingkøbingSkjern Museum sig så småt den brugerdrevne innovation. For det første er hver anden gamle nyhed til afstemning. Gæsterne på Ringkøbing Museum udfylder en stemmeseddel, og brugerne af www.levendehistorie.dk stemmer elektronisk. For det andet er de gamle nyheder på nettet forsynet med fra-bruger-til-bruger-kommentarfelter, hvor alle er velkomne til at give deres besyv med.

Deltag i den aktuelle afstemning på forsiden af Ringkøbing-Skjern Museums hjemmeside www.levendehistorie.dk

Gamle nyheder: Natlys Den elektriske pæres klare skær er kun et klik væk, og aldrig så snart bliver det skumring, før vi overøser gaderne med et brusebad af lys. Vi glemmer let, at mørkets frembrud for bare 100 år siden virkelig var kulsort mørke. Engang var lys dyrt og besværligt. Det vidner de mange lysestøbergryder, tællepråse og olielamper i RingkøbingSkjern Museums samlinger om. Olie skulle købes, tran skulle smeltes, og væger skulle passes. Vestjyllands hedebønder mødtes med strikketøjet til bindestuer hos hinanden for at deles om et enkelt lys gennem mørke vinteraftener. En helt særlig og for længst glemt ulejlighed havde vores tipoldeforældre, når de skulle i seng. Det er ikke så rart at have lampen langt fra sengen, når man først har klædt sig af i et mørkt, koldt rum. For de, der var oppe i årene, kunne turen fra den slukkede lampe hen til dynerne i bælgmørke ligefrem være en hel udfordring. Men det var der råd for. Fra fabrikker i Nürnberg kunne man købe fine spånæsker med natlys. Et natlys er et lillebitte stearinlys, der placeres i en flydende holder af blik og kork. Lyset tændes i et vandglas. Det brænder længe

nok til, at man kan finde natpotten eller dynerne, og så slukker flammen af sig selv i vandet. Nemt og bekvemt. I dag er alt selvfølgelig anderledes. Fra 1870’erne fik byerne gasværker. Gaslamper var bedre og nemmere end noget, man før havde kendt. Efter år 1900 fik først byerne og efterhånden også landsbyerne små elværker med dieselmotorer og jævnstrøm. Gadelygternes og stikkontakternes tidsalder kunne begynde, og fabrikkerne i Nürnberg fandt på andre produkter.

Gamle nyheder

Gamle nyheder: ”Heste, grise, køer og får hører til min bondegård” Tag en tur ud i det danske landskab anno 2011. Du ser nedlagte gårde og husmandssteder og enkelte kæmpestore løsdriftsstalde og svinefarme. Og du føler måske, at du er langt væk fra Kaj og Andreas bondemand, der altid har travlt med både høns og køer og grise på sin bondegård. Men faktisk er det slet ikke så længe siden, livet overalt på

landet blev akkompagneret af både hestevrinsk, hanegal og grisegrynt. Indtil for ca. 50 år siden var det danske landbrug for det første domineret af mange og små bedrifter. Bønder og husmænd kunne vinke til hinanden fra stalddøren, og der var liv og mennesker på landet. For det andet havde de enkelte ejendomme en meget sammensat økonomi. Langt de fleste havde både køer og svin. Mange supplerede med høns eller får, og hestene var der igen, der kunne undvære. Nu er der ikke længere brug for den trebenede malkeskammel og hestens mulepose. I dag skal man på museum for at få en oplevelse af det gamle landbrug og af arbejdet med dyrene før malkerobottens og foderautomatens tidsalder. Men der er stadig liv på landet. Sommeren igennem er der dyrskuer i snart den ene snart den anden vestjyske by, og selvom det måske nærmest burde hedde ”traktorskue”, er dyrskuerne en fortsættelse af en gammel tradition.

I nogle år omkring 1900 støvsugede Negus de jyske dyrskuer for hingstepræmier.

Lidt om fremtiden Den gamle og måske lidt stillestående museumsudstilling er under pres. Heldigvis er der håb endnu, for museerne har noget enestående at byde på: På museet skal gæsten ikke lade sig nøje med en historie om livet i middelalderen eller under besættelsen. Han kan opleve den på nærmeste hold. Bropillerne fra 1100-tallet eller frihedskæmperens armbind foran ham er ikke gengivelser af fortiden. De er fortiden. Udfordringen er, at få bragt stoffet i spil på nye 80

Christian Ringskou

måder. Her er de gamle nyheder et af Ringkøbing-Skjern Museums bedste bud, så konceptet fortsætter. Museet overvejer desuden, om ikke nogle af idéerne kan bruges i andre sammenhænge. Planlægningen er ikke helt på plads endnu, men måske kan man læse mere i en kommende årgang af opdatering. Christian Ringskou kan kontaktes på: cr@levendehistorie.dk

Doktorhaven

– en gravplads i Spjald midtby Helene Agerskov Madsen

Forud for et nyt boligbyggeri undersøgte Ringkøbing-Skjern Museum i sommeren 2010 en central grund i Spjald midtby, ca. 20 km nordøst for Ringkøbing. Her havde der i tilknytning til den lokale lægebolig ligget en stort anlagt have med store træer, buske og stensætninger. Udgravningsområdet er beliggende på østvendt landtunge, der fra Spjald-højdedraget strækker sig mod øst mod engene nord for hovedgården Brejninggård. I området fandtes tre brandgrave fra bronzealderen og omfattende anlægsspor fra store dele af vikingetiden samt tidlig middelalder, bl.a. et hovedhus fra ældre vikingetid med stald samt et antal mindre bygninger fra yngre vikingetid og tidlig middelalder. Afgrænsning ligger udenfor udgravningsfeltet. Derudover dukkede der til arkæologernes store overraskelse 11 jordfæstegrave op i et område, hvor der før havde ligget en stensætning og et højt dige.

Der blev fundet i alt 11 jordfæstegrave, hvoraf seks var store og stenfunderede omkring kistekonstruktionen (A102, A107, A111, A313, A612 og A649). Tre små grave, A151, A450 og A1161, tolkes som spæd- eller småbørnsgrave og en fjerde

Gravpladsen Gravpladsen lå koncentreret i udgravningsfeltets sydlige hjørne. Den er således afgrænset mod nord og vest, mens udstrækningen mod syd og øst ikke kendes. Tre grave, A102, A107 og A606, blev skåret af et vejforløb mod sydøst og det formodes derfor, at gravpladsen fortsætter herud under, men det er usikkert om eventuelle grave vil være bevaret under vejen på grund af tidligere rør- og ledningsarbejder.

Spjald. Luftfoto fra 1999 kombineret med højkantskort fra begyndelsen af 1870’erne. Doktorhaven er markeret med rødt.

Doktorhaven

Plan over udgravningsfeltet. Grave er markeret med fedt optrukne linjer.

lidt større grav, A458, som en mulig barnegrav. Den sidste grav, A606, havde en mere normal størrelse og sammen med de seks store grave formodes det, at de gravlagte var enten voksne eller teenagere. Der blev ikke fundet tegn på, at der skulle have været mere end ét individ begravet i hver grav. De tre barnegrave rummede ingen gravgaver, mens de øvrige grave kunne dateres ved hjælp af gravinventaret. Seks grave (A102, A107, A111, A313, A458 og A612) kan dateres 82

Helene Agerskov Madsen

til ældre romersk jernalder (0-200 e.Kr.), mens gravene A606 og A649 dateres til yngre romersk jernalder (200-375 e.Kr.). Samlet svarer det til, at gravpladsen var i brug i de første tre århundreder efter Kristi fødsel. Da barnegravenes konstruktion har mange ligheder med gravene fra ældre romertid, formodes de at være fra samme periode. Gravene var næsten alle orienteret i længderetningen omtrent nordvest-sydøst. Undtagelsen var barnegrav A151,

der var orienteret nord-syd. Denne grav var sammen med den yngre grav, A606, fra yngre romertid de eneste, hvor der ikke indgik sten i gravkonstruktionen. Der var spor af plankekister i alle grave undtaget den førnævnte grav fra yngre romersk jernalder, der i stedet rummede et trug som kiste. Seks grave gjorde sig særligt bemærkede ved en størrelse på op til 290 cm i længden, 170 cm i bredden og 70 cm i dybden under udgravningsfladen (A102, A107, A111, A313, A612 og A649). Ingen af de øvrige grave havde en gravdybde, der oversteg 40 cm, hvortil der selvfølgelig skal lægges det oprindelige muldlag. De seks store grave rummede alle en rektangulær plankekiste, nedsat midt i gravhullet og en komplet stenramme i mellemrummet mellem kiste og gravhul. Grav A313 havde desuden en stenlægning på bunden af gravhullet, under kisten. De to nordligste grave, A102 og A107, ligger tæt og med præcis samme orientering, hvilket kunne antyde, at de er blevet anlagt samtidig eller med et kort tidsinterval imellem. Alle gravene rummede et stort antal lerkar og kan typemæssigt betegnes som ”lerkargrave”, hvoraf der kendes flere fra egnen.1 I én af lerkargravene, A107, var der en større nedgravning ned i den vestlige del af gravbunden, formodentlig et plyndringshul.

Overordnet set er der på gravpladsen blevet fulgt en fremgangsmåde, hvor man har gravlagt de døde i kister af løse planker, der er blevet samlet direkte i gravhullet, eventuelt ovenpå en stenlægning. Kistekonstruktionen er, helt eller delvist, blevet støttet udvendigt af en stenramme. Endelig kan der være sten i gravfylden eller der kan være lagt et stentæppe henover graven. Et stentæppe kan ligesom en lille høj eller tue have fungeret som markering af graven og forklarer, hvorfor ingen af gravene forstyrrer hinanden, selvom flere af dem ligger tæt. Gravene A606 og A649 fra yngre romersk jernalder var henholdsvis en stenfri grav med trugformet kiste og en grav med en plankekiste støttet af store hjørnesten og af en stenpakning langs bunden af den nordlige langside. Bevaringstilstanden for organisk materiale var meget dårlig og der blev ikke fundet hverken knogler eller tandemalje. I gravene A612 og A649 blev der dog iagttaget ligspor af kranier i gravenes vestende og i grav A111 var der bevaret et meget flot og komplet, mørkebrunt ligspor. Den gravlagte har ligget på siden med hovedet mod vest og ryggen mod nord med benene trukket højt op og armene bøjet op foran brystet. Ligsporet var mindst 5 cm tykt og ved afgravning kunne det fornemmes, hvordan benene har ligget

Skematisk rekonstruerede tværprofiler af vestjyske lerkargrave fra ældre romersk jernalder. Alle de skitserede grave ville ved udgravning i dag, tegne sig som fladmarksgrave med en stenramme. Efter Aarup Jensen.2

Doktorhaven

Grav A111. Ligsporet er angivet i to niveauer med cm imellem. I østenden af plankekisten ses flere lerkar, hvoraf det øverste kun er markeret ved en tynd streg. Det stiplede område angiver at her blev optaget metalgenstande i præparat. Sten ikke gengivet.

lidt forskudt over hinanden. Det var muligt at måle en cirkalængde af lårbenet på 48 cm, hvilket er forholdsvist langt og indikerer, at den gravlagte sandsynligvis var en fuldvoksen mand. Omregnes længden via en formel til beregning af højde for moderne populationer, giver det en omtrentlig højde på 176 cm.3 Sammenligningsmaterialet fra dansk romersk jernalder er forholdsvist beskedent, men det vi har, viser at datidens mandlige befolkning havde en gennemsnitlig højde på ca. 176 cm.4 Den gravlagte har altså haft en helt gennemsnitlig højde for sin samtid, hvilket var højere end for de efterfølgende tidsperioder. Gravgods Der blev fundet et stort antal lerkar og metalgenstande i jordfæstegravene, samt et mindre antal glasperler, men mængden og kombination heraf varierer fra grav til grav. Metalgenstande og perler er næsten alle optaget i præparat og er endnu ikke konserveret. Der foreligger røntgenbilleder af præparaterne, men mange af metalgenstandene er fragmenterede og dårligt bevarede og kan derfor ikke identificeres. Gravgodset kan følgelig ikke fremlægges fyldestgørende her. 84

Helene Agerskov Madsen

Der blev i mindst fire af gravene (A111, A107, A313 og A612) fundet almindelige knive og halvmåneformede knive. Hvis den sidste type skal tolkes som rageknive er der gravlagt mænd i grav A111 og A612, hvilket stemmer godt overens med det øvrige gravgods, samt ligspor af en formodet mand i grav A111. Dragt- og hårnåle forekom ligeledes i mindst fire grave (A102, A458, A612 og A649). I et ”røverhul” i lerkargrav A107 blev der fundet en velbevaret fibula af Almgrens type 7,5 som gravrøverne tilsyneladende havde overset. Der blev fundet mindre velbevarede fibler i yderligere tre grave (A102, A313 og A612). Forskellige former af spænder og ringe blev fundet i fire grave (A107, A458, A606 og A612). I grav A458 fra ældre romertid blev der fundet en mulig glasperle, mens grav A649 fra yngre romertid indeholdte 5-10 glasperler. Genstandene lå placeret ved lerkarrene eller omkring den formodede bryst- og maveregion af den gravlagte. Som nævnt ovenfor indeholdt de tre barnegrave ingen gravgaver. I grav A450 blev der dog fundet et stykke uidentificeret metal i gravfylden, som muligvis kunne stamme fra kisten.

Velbevaret fibula af Almgrens type 7 fra ”røverhullet” i grav A107.

Den dominerende fundgruppe i jordfæstegravene var lerkar, men dog med et meget varierende antal fra ingen til syv lerkar i hver grav. Udover de tre barnegrave rummede grav A649 fra yngre romertid ingen lerkar. I de seks grave fra ældre romertid var der tre til syv lerkar. Lerkarrene har vidt forskellig udformning og størrelse og kan efter andres forbillede funktionsinddeles i følgende seks grupper; hankekar, skåle, fade, forrådskar, fodbægre og kopper.6 De fleste af disse typer er helt almindeligt forekommende lerkar i datidens husholdning, og der var da også rester af fastbrændte madskorper på ydersiden af flere kar. I enkelte tilfælde blev der fundet store sammenhængende skårflager i gravene, hvilket nok skal ses som repræsentationer for hele lerkar. Med undtagelse af grav A606 fra yngre romertid var alle lerkar hensat i gravenes østlige ende, indenfor plankekisten.

Grav A313 udgraves under stor lokal bevågenhed.

Grav A612. Gravkar i østende af plankekiste. De to stiplede områder angiver at her blev optaget metalgenstande i præparater. Kun sten i overfladeniveau er her gengivet.

De stod tæt sammen og i ét tilfælde, i grav A111, var et fad lagt omvendt ovenpå tre lerkar. I grav A102 lå en skål indeni et fad og i samme grav havde lerkarrene stået stablet ovenpå hinanden. I takt med at kisten er sunket sammen er lerkarrene så væltet rundt og er blevet knust. Bortset fra lidt tekstil omkring metalgenstandene var der ikke bevaret organisk materiale i nogen af gravene. Eksempler på genstande af tekstiler og træ, de gravlagte oprindeligt kan have fået med i døden, kendes fra Lønnepigen7 og Hammerumpigen.8 Der blev fundet to formodede gravkar fra ældre romertid nedsat ved gravene. Det ene var placeret umiddelbart vest for grav A102, mens det andet var nedsat lidt længere borte, men stadig i nærheden af grav A313. Doktorhaven

Forrådskar

Fodbæger

A107

A111

A313

A458

A612

Antal kar

Fad

Skår

Skål

A102

Kop

Hankekar

Et komplet service De karakteristiske træk ved lerkargravene fra ældre romertid er dels selve gravkonstruktionen, men også i høj grad forekomsten af store, standardiserede servicer af gravkar. En tradition hvorfra der kan trækkes paralleller til samtidens romerske servicer og forestillinger om afholdelse af gæstebud i efterlivet. Den lokalt gældende variation af et ”komplet” sæt gravkar synes at være syv styk og med alle seks funktionsgrupper repræsenteret. Mangler der en funktionsgruppe, er det gerne koppen der er udeladt, efterfulgt af forrådskar og fodbægre. Er der kun er få gravkar til stede, er det som regel hankekar. Billedet tegnes her af få grave og er derfor noget usikkert, men flere af observationerne synes at stemme overens med andre lerkargrave fra det vest- og midtjyske område.9 Således skriver Jens Aarup Jensen i 1984, at det på Ringkøbing-egnen synes at være mest almindeligt med 4-6 lerkar opstillet i gravens østende. I opstillingen indgår fad, forrådskar samt 2-3 hankekar, skåle eller kopper.10 Det komplette service fra

7 1

3 7

Forekomst af de enkelte lerkartyper i grave fra ældre romersk jernalder. Barnegrave uden lerkar er ikke medtaget.

Helene Agerskov Madsen

Doktorhaven har samme opstilling i graven og repræsentation af funktionstyper, men er tilsyneladende udvidet til syv lerkar. I de østjyske lerkargrave indgår der mindst otte og helt op til 12 lerkar i et komplet sæt service. Her er der ofte placeret en lille flaske udfor den gravlagtes hænder,11 en type der er helt fraværende i Doktorhaven. Lerkarrene kan bruges til at belyse fx social stratificering og kompleksitet i et samfund, men materialet fra Doktorhaven er isoleret set for småt hertil. Helene Agerskov Madsen kan kontaktes på: heleneagerskov.madsen@gmail.com Noter

1. Jens Aarup Jensen: Tre vestjyske lerkargrave. Et stratigrafisk fund fra ældre romersk jernalder. hikuin 10, 1984, s. 171-180, 351-352. 2. Aarup Jensen s. 179. 3. Mildred Trotter & Goldine C. Gleser: Estimation of Stature from Long Bones of American Whites and Negroes. American Journal of Physical Anthropology Volume 10, 1952, Issue 4, pp. 463-514; Mildred Trotter & Goldine C. Gleser: A re-evaluation of estimation of stature based on measurements of stature taken during life and of long bones after death. American Journal of Physical Anthropology Volume 16, 1958, Issue 1, pp. 79-123.

4. Pia Bennike: Paleopathology of Danish Skeletons. A Comparative Study of Demography, Disease and Injury. København 1985. 5. Oscar Almgren. Studien über nordeuropäische Fibelformen der ersten nachchristlichen Jahrhunderte mit Berücksichtigung der provinzialrömischen und südrussischen Formen. Stockholm 1897. 6. Bo Ejstrup & Claus Kjeld Jensen: Vendehøj – landsby og gravplads. Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 35/Kulturhistorisk Museums skrifter 1. Højbjerg 2000. 7. Lene B. Frandsen: Fundet af Lønnepigen. opdatering 2009, s. 61-64. 8. Hans Rostholm: Herning Museums arkæologiske virksomhed. Herning Museum. Midtjyske fortællinger 2009, s. 27-36. Fundet af Hammerumpigen er beskrevet på s. 33. 9. Aarup Jensen; Frandsen; Rostholm. 10. Aarup Jensen. 11. Ejstrud & Jensen.

Årets arkæologi

Museet for Varde By og Omegn Lene B. Frandsen

2010 har budt på mange spændende opgaver og udgravninger. Der er blevet foretaget undersøgelser på i alt 21 sager, hvoraf nogle indbefatter flere lokaliteter. Året startede med is og sne – vinterhi må man vel nærmest betegne arkæologernes tilstand i januar og februar, bortset fra at ingen sov. Der blev skrevet artikler, beretninger og ordnet fund, men vi var ikke meget udendørs. Kun overvågningerne af opgravningerne i forbindelse med genopretningen af Varde Å fortsatte. Her fulgte én eller to arkæologer kontinuerligt arbejdet. De kæmpestore gravemaskiner havde ingen problemer med at grave igennem den frosne jord, og egentlig var det kun en fordel for dem, at jorden var dybfrossen, så de kunne køre på den bløde bund i ådalen uden at afsætte dybe spor. Især omkring Nørholm gjorde museets arkæologer spændende iagttagelser, her blev der flere steder registreret pæle

og tømmerkonstruktioner i åbrinkerne. En del er hjembragt til museet, så de kan blive årringsdateret. Blandt årets mest spændende udgravninger skal fremhæves udgravningen af en vikingetidslandsby vest for Tistrup kirke og fortsættelsen af undersøgelserne af tuegravpladsen ved Årre. Se artiklerne af Stina Troldtoft Andresen og Tine Lorange senere i dette nummer af opdatering. Som et sjældent og usædvanligt fund kan nævnes de dyrespor og fodaftryk, som dukkede op under tykke flyvesandsaflejringer på Selagersletten i Oksbøl skydeterræn. Det skriver Niels Algreen Møller om andetsteds. Endvidere har Lars Chr. Bentsen foretaget en udgravning ved Skonager, hvor der blev fundet spor efter en 1600-tals bebyggelse. Denne periode belyses sjældent arkæologisk, og fundet præsenteres ligeledes i en selvstændig artikel senere i denne bog.

Vinter ved Varde Å. De store maskiner har ingen problemer med at grave i sne og frost, men det er en udfordring for arkæologerne at registrere fundene.

Årets arkæologi – Museet for Varde By og Omegn

Arbejdsgangen i det store solderi. Jorden kommer fra udgravningen i ”bigbags”, bliver læsset med gummiged op på traktorvognen, herfra med transportbånd op på solden, hvor den rene jord lander i gedens grab, mens solderesten med de større klumper, hvor fundene gemmer sig, ender i en trillebør. Herfra bliver det kørt hen til vandsoldet, hvor resten bliver skyllet igennem og oldsager ser dagens lys. Lene B. Frandsen og Stina Troldtoft Andresen gennemgår solderester fra udgravningen ved Hessel Bro.

Det helt store solderi I forbindelse med nogle af vores store udgravninger, bl.a. Hessel Bro1 og Sct. Jacobi Skole2 har vi hjembragt jord fra nogle interessante områder, som vi senere kunne si/solde. Det drejer sig især om partier af meget klistret, sort jord, hvor det var vanskeligt at finde de små genstande i udgravningen. Vi fik uvurderlig hjælp af Varde Maskinstation med at håndtere de store jordmængder i deres nye maskinsold. Det var utroligt effektivt, og i løbet af to dage fik vi undersøgt ca. fire tons jord. Vi fandt især keramik, selvom vi nok 88

Lene B. Frandsen

havde håbet på, at der ville dukke mønter og andre små metalgenstande op. Men alle områderne var på forhånd undersøgt med metaldetektor og i den arbejdsgang havde vi tilsyneladende været effektive, for det var minimalt, hvad der yderligere fremkom af metal.

Administration En stor del af arkæologernes hverdag går med administrativt arbejde. Som et statsanerkendt museum med arkæologisk ansvar, har vi en række lovpligtige opgaver i forhold til den fysiske planlægning. Kommunen skal i forbindelse med udarbejdelse af lokalplaner eller andet planmateriale, der berører bevaringsværdier, inddrage museet. Kommunalbestyrelsen skal desuden meddele om nedrivninger, byggetilladelser, tilladelser til råstofindvinding og dispensationer fra fortidsmindebeskyttelseslinjen og naturbeskyttelsesloven. Det er igennem denne sagsbehandling, vi opdager, hvilke fortidsminder som evt. trues af anlægsarbejde. Dermed kan vi foretage de nødvendige forundersøgelser og udgravninger, inden det er for sent. Det er også vores pligt at indberette alle fund til Kulturarvsstyrelsen, hvilket længe har været umuligt, idet det centrale kulturhistoriske indberetningssystem har været ud af drift siden 15. maj 2009 og først blev erstattet af Fund og Fortidsminder medio 2010. En af vores udfordringer i 2010 og 2011 bliver at lære det nye system at kende og få indberettet efterslæbet.

Sagsbehandling i 2010 Museets arkæologer har i årets løb ––behandlet 962 byggetilladelser ––behandlet 362 tilladelser efter natur- og planloven ––gennemgået 27 lokalplaner ––afgivet 99 høringssvar Formidling og forskning Alle museets arkæologer deltog aktivt i opbygningen af udstillingen Liv i ler, så igennem hele foråret fyldte keramik rigtig meget i arkæologernes bevidsthed. Vi ville egentlig allerhelst have udstillet hvert eneste potteskår – de har næsten alle, en eller anden interessant historie at fortælle, så

Plancheudstilling og informationsbod ved åbent hus på Varde Maskinstation.

udvælgelsen var virkelig vanskelig. Men der skulle jo også være plads til andet en oldtid, så vi måtte styre os. Resultatet blev lidt men godt, lige fra smukke hele kar fra gravene til de knapt så velbevarede potteskår fra bopladserne. Som tidligere nævnt er Varde Maskinstation en fast samarbejdspartner, der dels hjælper os med at flytte enorme mængder af jord, men også med mange andre praktiske opgaver i forbindelse med udgravningerne, leje og flytning af skurvogne, pumper etc. Endvidere får vi lov til at opmagasinere noget af vores udgravningsmateriel på maskinstationen. Den 5. marts 2010 holdt maskinstationen et stort åbent hus arrangement og vi blev spurgt om vi ville komme med en lille udstilling, hvad vi selvfølgelig sagde ja til. Vi mødte frem med plancher, der fortalte om udgravningerne i forbindelse med etableringen af landkablet til havvindmølleparken Horns Rev 2.3 Det blev en rigtig god dag, hvor vi

Årets arkæologi – Museet for Varde By og Omegn

fik en snak med mange mennesker om museets udgravningsaktivitet og ikke mindst om, hvordan man skal forholde sig museumsloven, hvis man har en byggesag eller har gjort et arkæologisk fund i forbindelse med markarbejdet. I forbindelse med flere af årets udgravninger har vi holdt åbent hus arrangementer, bl.a. i Tistrup, Kvong og Årre. Folk er selvfølgelig altid velkomne til at følge arbejdet, men det er rart når man har sat tid af til at fortælle og der er forberedt plancher eller gode fund at fremvise. Det er dejligt at mærke, hvor interesserede folk er i vores arbejde. Ikke mindst i Tistrup, hvor vores mindste spadestik blev fulgt af mange på www.tistrupnews.dk – hjemmesidens ophavsmand besøgte os næsten dagligt. I Tistrup arrangerede skoletjenesten åben udgravning som et tilbud til skolerne og flere skoleklasser benyttede sig af muligheden for at prøve at grave og registrere de fundne genstande. I forbindelse med udgravningerne på cykelstien ved Kvong, havde vi i samarbejde med Varde Kommune arrangeret en

Der bliver undervist, gravet og fundet skår, som siden blev beskrevet i skurvognen.

Lene B. Frandsen

Varde Kommunes tekniske forvaltning besøger udgravningen. De danner cirkel omkring én af gravene ved at stå på den mørke aftegning i jorden, der markerer grøften, der har været om tuen.

rundvisning for borgere og lodsejere, og på trods af silende regn og stormende kuling mødte 45 interesserede op. Dagen efter kom Kvong Friskole til rundvisning på cykelstien med i alt 70 elever og lærere. Udgravningen i Årre sluttede også med et velbesøgt arrangement, hvor alle medarbejderne på Teknisk Forvaltning i Årre var inviteret. I efterårsferien inviterede arkæologerne publikum til at følge det spændende arbejde med at tømme nogle af urnerne fundet på Årre-gravpladsen i 2008. I arbejdet deltog også konservatorer og knogleeksperter, så der var rig mulighed for at høre om de forskellige faggruppers arbejde. For andet år i træk havde arkæologerne en ”spørgebod” på julemarkedet, hvilket gav en god snak med de besøgende om oldsager og museets udgravninger.

Udgravning af urner på Varde Museum i efterårsferien. Der var stor interesse blandt både børn og voksne.

Årets arkæologi – Museet for Varde By og Omegn

Med hensyn til foredrag og forskellige indlæg omkring arkæologiske fund i Museet for Varde By og Omegns ansvarsområde, har året slået alle rekorder. Dels har der været mange symposier og konferencer, hvor vi har deltaget aktivt, endvidere er der blevet holdt flere indlæg af arkæologer og specialestuderende, som ikke arbejder på museet til daglig, men forsker i fund fra Vardeegnen. Det er pragtfuldt når vores fund udnyttes nationalt og til tider internationalt. Der har i år været to specialestuderende og en ph.d.-studerende fra Københavns Universitet, hvis primære materiale stammer fra vort område. Desuden er der løbende bachelorprojekter, ligeledes med relation til fund og fortidsminder herfra. Af forskningsopgaver er det især undersøgelserne på tuegravpladsen ved Årre, der har tiltrukket sig opmærksomhed. Projektet er blevet støttet af Dronning Margrethe II’s Arkæologiske Fond og Kulturarvsstyrelsen og ikke mindst af HjerteCenter Varde, som stillede deres CT-scanner og ekspertise til rådighed. Mandag d. 13. september trillede vi 29 begravelser ind på hjertehospitalet i form af frosne lerkar med indhold af brændte ben. Det blev en utrolig spændende dag, hvor vi fik set indholdet af urnerne i 3D, hvilket gav os et fantastisk billede af knoglerne og gravgavernes placering i urnerne.

Scanningbilleder. Urne med sit indhold af brændte knogler i plan og snit.

Lene B. Frandsen

Operatørrummet. Scanneren befinder sig bag glasruden, og i forgrunden står urner i flamingokasser, pakket ind i husholdningsfilm.

Årets udgravninger Skovrejsninger VAM 1314 Der har været væsentlige færre skovrejsningssager end sædvanligt. Vi havde godt nok modtaget meddelelse om, at der skulle rejses 38 ha skov i Museet for Varde By og Omegns ansvarsområde. Men nogle områder fik ikke den endelige tilladelse og andre valgte glædeligt, at undlade den for fortidsminderne så destruerende dybdepløjning, så der er i år kun prøvegravet 2,1 ha syd for Tistrup. Der blev ikke fundet spor af oldtid, bortset fra en enkelt kogestensgrube. Udgravningsleder Lene B. Frandsen. Hesselmed VAM 1652 I december 2009 blev der foretaget en større forundersøgelse syd for Oksbøl. Baggrunden for undersøgelsen var, at der skulle opføres et solvarmeanlæg. På samme mark, men lidt længere mod øst har museet foretaget adskillige udgravninger i perioden 1992-2001. Dengang fandtes en meget velbevaret jernalderboplads fra tiden omkring Kristi fødsel med ca. 25 huse fordelt på 10-11 gårdsanlæg. I forbindelse med den nye forundersøgelse fremkom, som ventet spor fra ældre jernalder, men også fund fra både bronze- og stenalder. Der var ingen tvivl om at skulle anlægsarbejdet realiseres burde hele arealet udgraves. Det blev en realitet og i april fortsatte udgravningen af området. Fladeafdækningen af hovedparten af området, hvor solfangeranlægget skulle etableres viste flere hustomter fra bronzealder og ældre jernalder samt nogle usædvanlige hegnsforløb. Desuden fandtes der gruber med ornamenteret keramik fra enkeltgravskulturen 2800-2400 f.Kr. Udgravningsleder Lars Chr. Bentsen. Bronzealderhus.i Hesselmed.

Årets arkæologi – Museet for Varde By og Omegn

Filsøvej 50 VAM1638 På vestsiden af den udtørrede Filsø foretog museet en overvågning af et anlægsarbejde i forbindelse med etablering af jordvarmeanlæg. Der blev registreret flere brøndlignende gruber. Undersøgelsen blev klaret på en formiddag i forbindelse med anlægsarbejdet og jordvarmanlægget blev tilsluttet. Udgravningsleder Lene B. Frandsen. Tistrup Øst VAM 1650 I forbindelse med etablering af solvarmeanlæg i Tistrups østlige udkant prøvegravede museet 2,5 ha. Der blev ikke fundet interessante arkæologiske spor, så området blev straks frigivet. Udgravningsleder Jens G. Lauridsen. Næsbjerg VAM 1656 I forbindelse med et større anlægsarbejde i Næsbjerg forundersøgtes 2 ha. Området var fundtomt og det planlagte kornog foderstoflager kunne opføres uden yderligere undersøgelser. Udgravningsleder Jens G. Lauridsen.

En gravemaskine stresser udgravningleder Stina Troldtoft Andresen.

Lene B. Frandsen

Starup kirke VAM 1657 Mindre forundersøgelse i forbindelse opførelse af nyt sognekontor. Der blev ikke fundet noget af interesse og området kunne straks frigives. Udgravningsleder Lars Chr. Bentsen. Skovlund VAM 1658 I forbindelse med byggemodning prøvegravede museet et 2 ha stort område i Skovlund by, Bjælkager. Der blev ikke gjort fund af væsentlige oldtidsminder og området kunne straks frigives til anlægsarbejde. Udgravningsleder Lene B. Frandsen. Vigtoft Nygård VAM 1668 I forbindelse med udvidelse af landbrug foretog museet en forundersøgelse på et mindre areal. Der fremkom enkelte spredte anlæg, heriblandt et par kogestensgruber. Der blev ikke gjort så væsentlige fund, at man valgte at foretage en egentlig udgravning. Udgravningsleder Jens G. Lauridsen. Tistrup Nord VAM 1627 I foråret 2009 gennemførte museet en prøvegravning af et 2 ha stort byggemodningsområde vest for Tistrup kirke. Der blev fundet arkæologiske spor over stort set hele arealet, så der skulle foretages en større arkæologisk udgravning af hele arealet, hvilket ville være ret kostbart. Derfor valgte kommunen at dele projektet i to etaper. Vores prøvegrøfter havde vist, at den østligste del nok var den mindst komplekse, idet der her ikke var kulturlag bevaret og bebyggelsessporene ikke lå helt så tæt som mod vest. Kommunen valgte derfor at byggemodne området nærmest kirken. På grund af den hårde vinter kom vi først i gang i april, lidt senere end forventet, hvilket betød at vi i udgravningens sidste fase arbejdede side om side med entreprenørfirmaet, der anlagde vej og kloak, dette fungerede dog udmærket, selvom det til tider var lidt stressende med de store maskiner lige i nakken.

Tistrup 2009. Søgegrøfter set fra luften.

Udgravningsfeltet i Tistrup set fra luften, det største hus anes til højre og Trelleborghuset ligger til venstre.

Bortset fra en enkelt grav fra stenalderen og spredte gruber med flintaffald ligeledes fra stenalderen resulterede udgravningen i en landsbybebyggelse fra vikingetiden, bestående af adskillige store og små huse. Det største var 39 meter langt og målte 10 meter på det bredeste sted – virkelig et enormt hus. Nabogården var ”kun” 32 meter lang, men til gengæld af Trelleborg-type. Hustypen er opkaldt efter langhusene på Trelleborg, men kendes også fra de øvrige ringborge Aggersborg og Fyrkat. Blandt de mindste huse var grubehusene, små nedgravede arbejdshytter, som alle indeholdt ten- eller vævevægte, så der har sikkert været tale om vævehytter. Udgravningsleder Stina Troldtoft Andresen.

optog nogle store præparater, som senere kan bruges i formidlingen. Udgravningen fungerede som seminargravning for syv arkæologistuderende fra Københavns Universitet. De stiftede nært bekendtskab med både militærets kampvogne, som med mellemrum drønede forbi udgravningen og den vestjyske vind, der fik sandet til at flyve og fortvivlende hurtigt dækkede de omhyggeligt fremrensede oldtidsspor. Vi håber, at vi ikke helt tog modet fra dem og at nogle af dem trods alt bliver arkæologer engang. Udgravningsledere Niels Algreen Møller og Jannnie Holm Larsen.

Sølager VAM 1665 Jernalderbopladsen (Selager) midt i Oksbøl skydeterræn blev allerede delvist undersøgt i 80’erne4 og noget af den fredet ved afspærring. En heftig aktivitet i området med kampvognskørsel, har gjort, at den igen er stærkt truet. For at afklare omfanget af truslen og bedømme pladsen bevaringstilstand foretog museet en udgravning hen over sommeren 2010. Her fremkom der spor af flere langhuse, en staklade og velbevarede dyrespor og agersystemer. Dyresporene er blevet bevaret med hjælp fra konserveringstjenesten, der

Sølager udgravningen – operation ørkenstorm.

Årets arkæologi – Museet for Varde By og Omegn

Kærvang VAM 1666 I forbindelse med etablering af jordvarme har vi undersøgt en spændende plads ved Tarphagevej. Det der skulle være en lille rutinesag med en hurtig udgravning af bare 800 m2 i forbindelse med anlæg af jordvarme kom til at tage næsten en måned. Sjældent har vi gravet et felt, hvor anlægssporene lå så tæt. Her var stolpespor fra flere forskellige huse fra både ældre og yngre jernalder og middelalder. Ud over de almindelige bopladsspor fandtes der en bevaret ager med ardspor, et par mulige grave, desværre uden kistespor og gravgaver, spor efter jernudvinding og flere gamle skelgrøfter. Topografien er heller ikke tilfældig. Et lille næs på nordsiden af Varde ådal, der ligger lige tilpas højt og tørt til, at man ikke blev ramt af oversvømmelser, med agerlandet bag sig og engene foran sig – her har været godt at bo til alle tider. Udgravningsleder Tine Lorange.

Udgravning ved Kærvang. Pga. af travlhed var det nødvendigt at indkalde alle reserver. Stinas mindstemand dybt koncentreret med graveske – rart at være så lille, at man kan sidde i stolpehullet mens man graver det ud.

Kvong – cykelsti VAM 1667 Museet har overvåget og udgravet dele af strækningen af en ny cykelsti mellem Kvong og Horne. Blandt fundene var spor af huse fra ældre jernalder, hvoraf stalddelen med båseskillerum var bevaret i det ene. Desuden fandtes en enkelt jernudvindingsovn fra yngre jernalder samt forskellige bebyggelsesspor fra bronzealderen i form af stolpehuller og kogestensgruber. Undersøgelsen fortsætter i 2011. Udgravningsleder Lars Chr. Bentsen. Kvong – Hjørngårdsvej VAM 1669 Større forundersøgelse af et 1,2 ha stort område til byggemodning i Kvong. Der blev over størstedelen af arealet fundet spor af arkæologisk interesse, så der blev straks iværksat en arkæologisk undersøgelse. Området ligger ca. 200 meter fra Kvong kirke, som er bygget i 1100-1200-tallet og udgravningen afdækkede bl.a. fire huse, ligeledes fra begyndelsen af middelalderen. Desuden fandtes der flere spor fra ældre 96

Lene B. Frandsen

Stolpesporene fra et mindre hus fra tidlig middelalder. Husene tilhørte sikkert den landsby som grundlage kirken i Kvong.

jernalder i form af keramikovne, slagger fra jernudvinding og smedning, samt flere kogestensgruber. Udgravningsleder Stina Troldtoft Andresen.

Højdemodelkort over Ålholt med de fredede høje markeret.

Ålholt VAM 1670 I forbindelse med opdatering af Kulturarvsstyrelsens nye registreringssystem Fund og Fortidsminder, var der blevet rejst tvivl om, hvorvidt otte små høje ved Ålholt skulle affredes. I samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen foretog museet derfor en lille sonderingsgravning i et fredet gravhøjsfelt ved

Ålholt. Der var tydelige spor af kulturlag i den høj, som vi valgte at grave et snit ind til midten af, men vi fandt desværre ingen grave. Højene er dog både synlige i landskabet og meget tydelige på højdemodelkortet. Konklusionen blev, at man bevarer fredningen og der blev endda fundet yderligere en høj, som også blev fredet. Udgravningsleder Lene B. Frandsen.

Årets arkæologi – Museet for Varde By og Omegn

Henne Kirkeby Kro. Udgravningsfeltet mellem kirken og kroen. Her fandtes selvklart en masse spor fra vikingetiden. Disse blev dog ikke undersøgt nærmere da terrænreguleringen i dette område blev opgivet.

Henne Kirkeby Kro VAM 1661 Overvågning og mindre arkæologisk undersøgelse ved Henne Kirkeby Kro i forbindelse med anlæggelse af have, gartnerhus mm. Der fremkom mange spændende anlæg i form af stolpespor og gruber fra vikingetid og middelalder. Vi havde forventet fund af denne type, dels pga. af nærheden til kirken, men også fordi der ikke er langt over til den store vikingetidsbebyggelse Henne Kirkeby vest.5 Overraskende var til gengæld sporene af et hus med båseskillerum fra ældre jernalder. Der var i hovedsagen tale om en registrering, da de fleste af oldtidssporene blot blev dækket til igen, da man opgav den meget omfattende terrænregulering i forbindelse med anlæggelsen af haven. Udgravningsleder Lene B. Frandsen. Henneby VAM 1653 I forbindelse med et større kloakeringsarbejde i sommerhusområdet ved Henneby, har museet overvåget opgravningen. Der blev fundet spor fra flere tidsperioder, lige fra ældre jernalder til vikingetid. Der har gennem bebyggelsens forskellige perioder ophobet sig lag på lag af affald, lergulve, sandflugt 98

Lene B. Frandsen

Kloakgrøft ved Henneby opmåles.

og dyrkning. Der må have været gode livsbetingelser her på nordsiden af Filsø igennem hele oldtiden. Undersøgelserne fortsætter i 2011. Udgravningsledere Lars Chr. Bentsen og Jens G. Lauridsen.

En af de velbevarede urner frilagt.

Luftfoto af årets udgravning på Årre-gravpladsen.

Årre VAM 1600 Dette års udgravning på tuegravpladsen i Årre var delvist finansieret af Kulturarvsstyrelsens pulje til dyrkningstruede anlæg. Vores udgravninger i 2008 viste at gravpladsen er stærkt truet af nedpløjning og den intensive majsdyrkning i området betyder, at anlægssporene i form af ringgrøfter og urnegrave langsomt, men sikkert forsvinder.6 Heldigvis mente Kulturarvsstyrelsen også, at det er vigtigt at sikre det arkæologiske materiale inden det er for sent og gav os midler til fortsatte undersøgelser. Det lykkedes at afdække et sammenhængende areal på 6.000 m2 i gravpladsens nordlige udkant i løbet af den måned, som var afsat til udgravningen.

Der blev gjort mange interessante iagttagelser. Bl.a. var flere af arealerne indenfor ringgrøfterne fundtomme, men om dette skyldes, at vi allerede var kommet for sent, så urnerne var pløjet væk eller, at de aldrig har været der er endnu uvist. Der fandtes dog også flere velbevarede urner, sikkert fordi mange af dem var beskyttet af stenforinger i nedgravningerne. Desuden fandtes enkelte urner uden tilknyttet ringgrøft, for ikke at tale om forskellige stenfyldte gruber. Man kan vist roligt sige at udgravningen har rejst nye spørgsmål og vi må håbe på, at det igen til næste år bliver muligt at fortsætte undersøgelserne. De hjembragte urner skal senere CT-scannes og udgraves ligesom materialet fra 2008. Udgravningsleder Tine Lorange.

Årets arkæologi – Museet for Varde By og Omegn

Forsomho VAM 1675 Forundersøgelse af 3,5 ha stort område til bl.a. børnehave lidt nordvest for Ølgod. Hovedparten var fundtomt, men i det sydlige område blev der fundet ardspor og kulturlag fra stenalderen, som indeholdt en stor mængde flintafslag. Den sparsomme keramik antyder en datering til yngre stenalder. Vælger man at bygge på dette område, skal det først undersøges. Indtil videre har man dog valgt at området bliver friholdt for anlægsarbejde. Udgravningsleder Stina Troldtoft Andresen. Skonagervej 7 VAM 1674 I forbindelse med etablering af et jordvarmeanlæg på Skonagervej 7, fremkom stolpesporene af et renæssancehus. Sammen med huset, der lå i to faser, blev der registreret to forskellige grøftforløb, der opfattes som skelgrøfter markerende gårdens toft. Huset er formentlig en del af et større gårdsanlæg fra 1600-årene fra tiden før Skonager blev udskiftet. Udgravningsleder Lars Chr. Bentsen.

Lene B. Frandsen kan kontaktes på: lbf@vardemuseum.dk Noter

1. Stina Troldtoft Andresen: Glimt af livet ved Varde Å. opdatering 2009, s. 82-89. 2. Lars Chr. Bentsen: Udgravningerne ved Gl. Sct. Jacobi Skole. opdatering 2008, s. 32-46. 3. Lene B. Frandsen: Horns Rev 2 udgravningen, 53 km jordkabel. opdatering 2008, s. 52-61. 4. Svend Aage Knudsen & Per Ole Rindel: Selager – en sjældent velbevaret jernalderlandsby. Mark og Montre 1989, s. 5-15. 5. Lene B. Frandsen: Vikingetiden i Henne. Mark og Montre 2005, s. 5-14. 6. Tine Lorange: Gensyn med tuegravpladsen ved Årre. opdatering 2009, s. 97-105.

Mejls Friskole VAM 1678 I forbindelse med opførelsen af en hal ved friskolen i Mejls har vi forundersøgt et areal på ca. 3.000 m2. Der blev ikke gjort fund af væsentlige fortidsminder og anlægsarbejdet kunne fortsætte. Udgravningsleder Stina Troldtoft Andresen. Møllemarksgård VAM 1677 I årets sidste måned er der iværksat en større forundersøgelse syd for Oksbøl. Der er tale om fortsættelsen af grusindvinding over et ca. 4 ha stort areal. De første resultater viser at der er bebyggelsesspor fra oldtiden over ca. en tredjedel af arealet. Tiden vil vise om grusgraven ønsker at benytte det hele eller vælger at lade oldtidssporene i fred. Udgravningsleder Jens G. Lauridsen. 100

Lene B. Frandsen

Udgravninger er teamwork, og det er vi gode til på Museet for Varde By og Omegn. Her står vi dog sammen af tekniske årsager. Vi forsøger at danne skygge, så profilen kan fotograferes i det skarpe sollys.

VAM 1675 Forsomho

VAM 1669 Hjørngårdsvej VAM 1653 Henneby VAM 1661 Henne Kirkeby Kro

VAM 1667 Kvong - cykelsti

VAM 1658 Skovlund VAM 1627 Tistrup Nord VAM 1650 Tistrup Øst VAM 1314 Tistrup

VAM 1678 Mejls Friskole VAM 1638 Filsøvej 50 VAM 1665 Sølager

VAM 1668 Vigtoft Nygård

VAM 1657 Starup kirke VAM 1674 Skonagervej 7

VAM 1670 Ålholt

VAM 1652 Hesselmed VAM 1677 Møllemarksgård VAM 1666 Kærvang

VAM 1656 Næsbjerg

VAM 1600 Årre

Årets arkæologi – Museet for Varde By og Omegn

101

Årets gang på Nymindegab Museum Merete Vigen Hansen

Vinteren igennem blev der arbejdet i savmøllen, krumvokset fyr blev omdannet til spanter, der blev kalfatret og malet og i det tidlige forår kunne Gaf-lauget, museets frivillige bådebyggere, den bære den første Gaf-pram ud.

102

Merete Vigen Hansen

D. 8. maj kunne den første Gaf-pramsøsætning løbe af stablen. Gaf-lauget trak prammen gennem Nymindegab til Vesterhavn, hvor den blev døbt og søsat. Den gode pram fik navnet Anna, kanonsalut og fin velkomst af kutteren V6. Op mod 200 mennesker deltog i søsætningen og der blev serveret røget helt, rugbrød og håndbajere til alle, mens Anna var ude på sin jomfrusejlads. På Nymindegab Museum formidles kulturhistorien også ude landskabet. I 2010 var der ture ved Gammelgab der stod i snapseurternes tegn og mange var med på familiebunkerturene og lærte mere om Atlantvolden. Landskabet ved Nymindegab byder hele tiden på nye oplevelser, som en søndag i maj efter regn hvor solen brød frem og en flok børn og voksne fik 6 hugorme at se.

Årets gang på Nymindegab Museum

103

Lønnepigedagen blev afholdt en dejlig julisøndag hvor gæsterne kunne rejse tilbage til jernalderen. Der blev arbejdet hårdt ved skubbekværnene, resultatet blev oldtidsbrød bagt på bålet, hertil hjemmegjort smør og ost. Byggrød blev der også smagt på og man kunne være pottemager for en dag. Andre mødte Lønnepigen i levende live og prøvede selv at spinde og væve som på hendes tid.

104

Merete Vigen Hansen

Året igennem er der fokus på, at gæsterne kan deltage aktivt, hvad enten det er ved at høvle og slibe en træfisk fin og glat i savmøllen eller at plukke nyslagtede høns på Store suppedage i efterårsferien. Mere end 200 gæster nåede at smage på suppen, og mange fik øvet sig i den vanskelige husmoderdisciplin at lave melboller.

Merete Vigen Hansen kan kontaktes på: mvh@vardemuseum.dk

Årets gang på Nymindegab Museum

105

En tidlig jernalderlandsby ved Spjald Poul Krogh Jørgensen

I forsommeren 2010 indgik en byggesag for en ny børnehave syd for Spajld by.1 Spjald er beliggende i et område, der er kendt for udgravningen af de første strukturerede landsbyer fra den tidlige jernalder, Grøntoft,2 Grønbjerg skole,3 OmgårdSig4 og nu også den seneste jernalderlandsby ved Spjald.

Området, hvorpå man ønskede at opføre børnehaven, er kendetegnet ved at ligge på en sydvendt skråning mod en række vådområder. Topografien gjorde, at arkæologerne allerede havde en fornemmelse af, at der kunne være forhistoriske anlæg på stedet inden undersøgelsen gik i gang.

Luftfoto af den første afgravning af bopladsen set fra nord. Uden for det afgravede område kan man stadig se forundersøgelsens søgegrøfter. Foto: Lis Helles Olesen, Holstebro Museum.

106

Poul Krogh Jørgensen

Højkanstkort fra 1870’erne med udgravningen placeret. Bemærk de to nu overpløjede gravhøje lige vest for udgravningsområdet (markeret med cirkler).

Denne mistanke blev kun forstærket af, at der lige udenfor det pågældende areal er registreret to overpløjede gravhøje. Museet kontaktede derfor kommunen, og foreslog en prøvegravning af arealet. Ved forundersøgelsen fremkom de første sikre tegn på, at der på stedet var en særdeles velbevaret bebyggelse fra den yngre del af førromersk jernalder (ca. 200-0 f.Kr.). Søgegrøfterne afdækkede de første sikre huse og gårdshegn og det var tydeligt, at de forhistoriske anlæg lå

afgrænset inden for et mindre område, og de bedst bevarede befandt sig lige nedenfor en naturlig skråning. De gode bevaringsforhold skyldes udelukkende, at eftertidens jordflytning ved pløjning havde udjævnet skråningen og bevaret bebyggelsessporene under et tykt lag muld. Kort efter prøvegravningen var overstået, blev den egentlige udgravning udført henover sommeren. Da undergrunden blev afdækket, fremkom mindst otte eller ni hovedhuse og tre En tidlig jernalderlandsby ved Spjald

107

mindre huse med tilhørende hegn fra yngre førromersk jernalder. Særligt interessant var det, at huse og hegn var forbundet, så de tilsammen dannede en ny jernalderlandsby. Det har senere vist sig, at der var tale om det sydøstlige hjørne af en bebyggelse, der har bestået af mindst seks til syv samtidige gårdsenheder og helt sikkert flere. Udgravningen ved Spjald viste også spor fra andre perioder af forhistorien. Dels blev der i forundersøgelsen fundet flere flintafslag og en enkelt neolitisk pilespids i pløjelaget. Derudover var der en stor mængde gruber og kogestengruber over hele fladen, hvilket tyder på, at der har boet folk i området i den sidste del af bronzealderen (900-500 f.Kr.). Fra samme tidsperiode skal huset, der befinder sig lige syd for landsbyen, også henføres. Der blev også registreret dele af et hus (Hus 11) fra ældre romersk jernalder (0-200 e.Kr.),

som altså er lidt senere end den periode landsbyen hører til. Dette hus lå i den nordligste del af udgravningsområdet, og der kan befinde sig flere af disse huse på marken nord for, hvor også en stor del af landsbyen befinder sig. Huse Gårdsenhederne på pladsen består først og fremmest af de velkendte langhuse med fire sæt tagbærende stolper indenfor huset. Langhuset kendetegnes ved at indeholde såvel beboelse som stald. Det typiske langhus har beboelsesdelen mod vest, indgang i midten og stald med båseskillerum i østdelen af huset. På Spjaldpladsen adskilte et hus sig særligt fra de andre ved, at det havde en modsat orientering, med stald i vest og beboelse i øst. Orienteringen skyldes højst sandsynligt, at den er anlagt på en sådan måde, at stalden

Ildsted i et af husene. Til venstre ses resterne af det bevarede ildsted, til højre bunden af ildstedet.

108

Poul Krogh Jørgensen

Oversigtsplan over en del af udgravningsområdet. Husene 1, 3, 6, 8, 9, 10 og 12 er hovedhuse i landsbyen, mens Husene 2, 4 og 7 de omtalte udhuse. Hus 13 dateres til sen bronzealder eller tidlig førromersk jernalder. Hus 11 fra ældre romertid findes lige uden for illustrationen mod nord.

peger mod staldende i nabohuset og beboelsen mod et andet hus i landsbyen. To af husene (Hus 1 og Hus 2) havde bevarede ildsteder. Disse har været nedgravede og haft en bund af primært granit- og kvartsitsten. Det ene blev først erkendt i stenenes bundniveau, hvor der ligeledes fandtes skår af et sortglittet bæger, formodentlig fra et husoffer. Det andet ildsted blev erkendt højere oppe med et bevaret lerlag og det var derfor muligt at afdække først lerkappen og dernæst stenlægningen. Stenene viste sig at være ejendommelige i og med langt størstedelen havde spor efter brug, og at de var bevidst sorteret og placeret under ildstedet. Midterstenene var kværnsten, mens stenene udenom var de typiske knusesten, der har været brugt til at præparere kværnstenene, så de blev ved med at være ru. Ligeledes forekom flere af stenene blankslidte og nærmest polerede på visse områder,

måske efter bearbejdning af læder eller forarbejdning af farvestoffer. Disse sidste sten vil blive forsøgt undersøgt nærmere for at anskueliggøre deres funktion. Hegn Det normale fundbillede, når man udgraver bebyggelse fra den tidlige jernalder, er en koncentration af huse indenfor et område, hvor det ofte er umuligt at afgøre, hvilke huse har eksisteret samtidigt. Ved den kommende børnehave i Spjald forholdt det sig helt anderledes. Her er de enkelte huse forbundet med hegn, så man med sikkerhed kunne bestemme, hvordan flere af husene forholdt sig indbyrdes til hinanden. Hegnene gav også et klart indtryk af, hvilken rækkefølge landsbyens gårde var blevet til. Udviklingen er dog ikke er helt afklaret, da kun en mindre del af landsbyen lå indenfor udgravningsområdet. Undersøgelsen af den udgravede del En tidlig jernalderlandsby ved Spjald

109

af landsbyen tyder på, at den vestligste gårdsenhed (Hus 1) har været blandt de første i landsbyen. At netop dette hus ser ud til at være tidligt, skyldes det bevarede hegn, der omslutter hele gården, og danner en selvstændig, aflukket enhed. Fælles for de andre gårde er, at deres hegn hæfter sig på tidligere eksisterende hegn, herunder den ældste gård mod vest (Hus 1). Hegn fra den tidlige del af Danmarks jernalder var typisk beliggende ganske tæt op af hovedhuset, ofte i en afstand på under 2 meter, hvilket har ført til den almindelige tolkning, at hegnenes funktion var at støtte husenes tørvevægge. Tørvebyggede huse kendes der kun meget få sikre beviser for i det vestjyske, men de er velkendte i Limfjordsegnene, hvor hustypen har været en væsentlig faktor i tilblivelsen af de såkaldte byhøje. Det kan ikke afvises, at husene ved den kommende børnehaven i Spjald har haft tørvevægge, men da alle hegnene er velbevarede og kun i få tilfælde omslutter

hele huset, tyder det mere på, at hegnene har haft en anden funktion end at støtte væggene. Flere steder er der også klare beviser for, at hegnene udgår fra et tidligere hegn og slutter sig på et hushjørne. En landsby Den væsentligste ændring jernalderen førte med sig, og som vi nu for første gang har sikre beviser for, var, at befolkningen bosatte sig i landsbyer. Den mest almindelige bosættelsesform i den tidlige del af jernalderen var dog stadig enkeltgårde spredt i landskabet. Dette billede bliver stadigt mere tydeligt i arkæologien, hvor vi bliver ved med at finde denne tids gårde på alle typer af jord. Denne store forekomst af gårde fra førromersk jernalder vidner om, at landet allerede på denne tid var tæt befolket. Det er måske også derfor, vi fra starten af jernalderen ser de første tegn på, at gårdene samles i landsbyer. Hvad den begyndende tendens

Oversigtsplan over Hus 1 og Hus 3, hvor det er tydeligt at Hus 1 hegnet er selvstændigt, mens hegnet til Hus 3 er påhæftet hegnet om Hus 1.

110

Poul Krogh Jørgensen

Åbent hus arrangement på udgravningen. De mange gæster har placeret sig omkring et af hegnene. Forrest er et af hovedhusene melet op og de tagbærende stolpehuller er markeret med træstubbe i dagens anledning.

til at bosætte sig tættere skyldes, kan man indtil videre kun gætte på. Begyndende ejerskabsforhold over jord, grundet stigende befolkningstal og deraf følgende stridigheder har været nævnt som en mulig forklaring, men om ændringer i landbruget gjorde det attraktivt at bo sammen, ved man ikke. Fremtidige udgravninger vil med sikkerhed fremme forståelsen af dette fænomen.5 Det er vigtigt at pointere, at landsbyen ved Spjald har haft en forholdsvis lang levetid, det vidner gentagne fornyelser og ændringer i gårdenes opbygning om. Indtil videre ser det ud til, at landsbyen kan have eksisteret i mellem 100 og 150 år, altså frem til begyndelsen af romersk jernalder. Blandt andet kan man se, i en senere fase af landsbyen, at alle gårdene har fået tilføjet et udhus. Disse bygninger viser en interessant udvikling i landsbyen, da man

må forvente, at tilføjelserne er sket indenfor kort tid. Hvis vi starter fra den vestligste gårdsenhed (Hus 1), ser vi, at både den og den direkte følgende gård (Hus 2), har et udhus med to sæt tagbærende stolper, mens udhuset til det tredje hovedhus (Hus 6) bestod af fire sæt tagbærende stolper ganske som i hovedhusene. Denne type udhuse er typiske for slutningen af førromersk jernalder og den tidlige del af romersk jernalder. Landsbyen ved Spjald er speciel, da det er første gang i mange år, at der er fremkommet en førromersk bebyggelse indenfor Ringkøbing-Skjern Museums ansvarsområde, hvor man med sikkerhed kan sige, at der er tale om en landsby. Som allerede nævnt er det på baggrund af de velbevarede hegn, der forbinder gårdene med hinanden, at man med sikkerhed kan sige, at gårdene udgør en landsby. En tidlig jernalderlandsby ved Spjald

111

Rekonstruktion af Galsted-landsbyens tidligste fase. Tegning: J. Andersen, Museum Sønderjylland.7

Noter

I udgravningen er kun en mindre del af landsbyen blevet afdækket, og nordligst i det undersøgte område fremkom dele af flere hegn. Disse hegn har uden tvivl hørt til flere gårde i en nordlig række til landsbyen og i sammenhæng med, at de østlige gårdsenheder drejer mod nord, virker det til at landsbyen var anlagt omkring en åben plads i midten. Da landsbyens udstrækning ikke er afklaret mod vest, og da vi her har to overpløjede gravhøje, er det bestemt en mulighed, at højene kan have ligget indenfor landsbyens fælles område. Dette fænomen kendes fra flere andre bopladser, bl.a. Hodde6 ved Varde og Galsted i Nordslesvig.7

3. Carl Johan Becker: Ein Einzelhof aus der jüngeren vorrömischen Eisenzeit in Westjütland. Offa 37, 1981, s. 59-62.

Poul Krogh Jørgensen kan kontaktes på: pkj@levendehistorie.dk

7. Per Ethelberg et al.: Det sønderjyske landbrugs historie – Jernalder, vikingetid og middelalder. Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland Nr. 82. Haderslev 2003.

112

Poul Krogh Jørgensen

1. Udgravningen har museets journalnummer RSM 10.104 Spjald Syd 1. 2. Per Ole Rindel: Grøntoft – og etableringen af det strukturerede landsbysamfund i Vestjylland i 1. årtusinde f.Kr. Projekt under forskningsprogrammet ”Bebyggelse og Kulturlandskab”. København 1997.

4. Leif Christian Nielsen: Vestjyske gårde og landsbyer fra bronze- og jernalder. Nationalmuseets Arbejdsmark 1982, s. 131-141. 5. Leo Webley: Iron Age households – structure and practice in western Denmark, 500 BC-AD 200. Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 62. Højbjerg 2008. 6. Steen Hvass: Hodde. Et vestjydsk landsbysamfund fra ældre jernalder. Arkæologiske studier 7. København 1985.

Det omrejsende tjekkiske dukketeater Harriet Ludvigsen

De var der alle sammen – de unge piger og ædle herrer, ridderne og de smarte Don Juan’er, djævlene, skeletterne samt akrobaterne og den snu Kasparek, en voksen dværg med fipskæg, klædt i et middelalderligt hofnar-kostume og kendt som en kvik og noget rapkæftet tjener. De fleste var i børnestørrelse og alle var i børnehøjde. De flokkedes i sommeren 2010 i en udstilling på Dommerkontoret i Ringkøbing, hvor de skulle give et indtryk af det berømte tjekkiske omrejsende dukketeater, som det har været kendt og elsket gennem flere hundrede år, ikke mindst af den tjekkiske landbefolkning, for hvem de omrejsende dukketeaterensembler og de håndlavede dukkesamlinger var til stor underholdning. ’De omvandrende snyltere’ Alle, der har været i Tjekkiet, har mødt marionetdukkerne. De hænger side om side udenfor souvenirbutikkerne på byernes turiststrøg og vidner om en overvældende popularitet. Populære har de været gennem adskillige århundreder. Faktisk har de været kendt og brugt siden middelalderen. Dukkeforestillinger, spillet af omrejsende dukkeførere, havde dog den største udbredelse i Tjekkiet i perioden 1700-1950. Indtil slutningen af 1700-tallet havde dukkeførerne spillet offentlige dukketeaterforestillinger i træpavilloner på pladser og torve i storbyerne. Det var en enkel og billig teaterform, som gjorde dukketeatret særdeles populær i perioden 1700-1900. En anden medvirkende årsag var, at man spillede med tjekkisk tale, i modsætning til de etablerede teatre, hvor hovedsproget var tysk – det officielle sprog i Tjekkiet/ Bøhmen i ovennævnte periode, hvor landet var indlemmet i Det østrig-ungarske Rige. Den tjekkiske befolkning foretrak Det omrejsende tjekkiske dukketeater

113

Med heste og cirkusvogne drog dukkeførerne og deres familier fra landsby til landsby for at underholde landbefolkningen med tjekkisksprogede dukkeforestillinger.

Den kendte dukkefører, Karel Kopecký (1876-1953) er sammen med familie og de store marionetdukker klar til fotografering foran den transportable scene.

forståeligt nok at høre det klassiske teaterrepertoire spillet på tjekkisk. I takt med byernes germanisering, voksede de tjekkisksprogede dukkeensemblers popularitet derfor efterhånden så meget, at de etablerede teatre følte sig truede. Selvom de klassiske forestillinger blev formidlet af et lille dukketeaterensemble, foretrak tjekkerne denne teaterform frem for at besøge de store, fastetablerede teatre, hvor der blev spillet på tysk, datidens officielle, men af tjekkerne forhadte sprog. For de etablerede teatre blev dukketeaterensemblerne efterhånden anset for at være så alvorlige konkurrenter, at man i begyndelsen af 1800-tallet fik vedtaget et totalt forbud mod opførelser på storbyernes centrale pladser og torve. Ensemblerne blev herefter henvist til markedspladser og værtshuse – og efterhånden helt fordrevet fra storbyerne. For at overleve måtte ensemblerne herefter ernære sig som omvandrende teatre. De købte sig en hest eller to, spændte dem for et par gammeldags cirkusvogne og drog fra landsby til landsby for at spille for den tjekkiske landbefolkning.

Tjekkiske dukkeførerfamilier var dog allerede i slutningen af 1700-tallet begyndt at vandre fra landsby til landsby med beboelsesvogne og vogne, fra hvis lad de spillede dukketeater. Disse familier hørte så absolut til de lavest stillede i samfundshierarkiet. De blev af myndighederne karakteriserede som ’omvandrende snyltere’ og måtte finde sig i en lang række reglementer og forbud. Dukkeforestillingerne var dog den første og eneste professionelle tjekkiske teaterform, der nåede ud til landsbybefolkningen, så blandt den tjekkiske landbefolkning nød dukkeførerne stor popularitet, og i sidste halvdel af 1800-tallet voksede antallet af familier, der kunne brødføde sig på denne måde. De omvandrende dukketeaterensembler var som oftest familieforetagender, der gik i arv fra generation til generation. Ligesom vi herhjemme har en række kendte cirkusfamilier, havde man også i det daværende Bøhmen en række kendte dukketeaterfamilier så som familierne Kopecký, Maizner, Dubský, Kocka og Fink, der alle videreførte dukketeatertraditionen gennem flere slægtled.

114

Harriet Ludvigsen

Landsbyen får besøg Et par dage før en forestilling skulle løbe af stabelen, drog et par af ensemblets større børn til næste by for at lave lidt reklame. De medbragte et par hjemmelavede plakater, som de satte op – typisk på landsbykroen – for på denne måde at annoncere det kommende besøg. Når den store dag oprandt, slog dukketeatertruppen lejr ved landsbykroen og forberedte sig til aftenens forestilling. Det ofte hjemmelavede udstyr var tilpasset transportbetingelserne – med hestevognene som scene, og stearinlys, fakler eller olie- og petroleumslygter som belysningskilde. Undertiden havde man indrettet en hel vogn som transportabel teaterscene, og skulle så blot fjerne frontsiden på vognen før forestillingen. Andre gange var det mere besværligt, idet man først skulle tømme transportvognen for rekvisitter, hvorefter man så kunne opbygge en scene ved hjælp af en sammenklappelig konstruktion af lister, der blev rigget til på ladet af den tomme hestevogn. Scenen var som regel en efterligning af en barok operascene og kunne have en sceneåbning på op til 3-4 m, med baggrundskulisser,

sidekulisser samt en neutral øvre kant – en slags gardinkappe, der kunne skjule dukkeføreren, der styrede de tunge dukker, stående bag bagtæppet på de medbragte transportkasser. Alle kulisser var flot dekorerede og suppleret med draperede stoffer. Når tidspunktet nærmede sig for forestillingens begyndelse, drog flere af familiens medlemmer højtråbende og musicerende rundt i landsbyen. Akkompagneret af trommer, lirekasse og drejelire annoncerede de dagens forestilling og samlede publikum til forestillingen på pladsen foran landsbykroen – byens samlingssted. Fra Don Juan til Kasparek Typisk underholdt man først med en hovedforestilling. Familiefaderen førte dukkerne, mens nogle af de mindre børn stod for den supplerende musikledsagelse. Bag kulisserne havde kone og større børn travlt med at assistere dukkeføreren og forsyne ham med de mange forskellige dukker, der skulle bruges i forestillingen, typisk 60-110 cm høje og op til 10 kg tunge marionetdukker.

Dukketeater-scenerne var som regel inspireret af de barokke operascener, og der lå et stort arbejde bag udformningen af de smukt dekorerede kulisser.

Det omrejsende tjekkiske dukketeater

115

Eksempler på forskellige dukketyper, der optrådte i det klassiske dukketeaterrepertoire.

Repertoiret bestod af både religiøse og verdslige spil, gerne ridder- og røverhistorier samt komiske stykker, overtaget fra det klassiske teaterrepertoire og bearbejdet for dukketeater. Nogle af de mest kendte stykker bar titler som Dr. Faust, Dronning Esther, Herkules, Janufa og Don Juan. Med tiden suppleredes det klassiske repertoire med tjekkiske stykker, oftest med temaer fra det landlige miljø. Man har bevarede manuskripter fra anden halvdel af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, hvoraf det fremgår, at mange af stykkerne var kendt under flere titler. Et dukketeaterensemble havde som regel et standardrepertoire på ca. 20 forskellige hovedforestillinger. Der var 116

Harriet Ludvigsen

dog også tænkt på ekstranumre. Et af de mest populære numre var forestillingen ”Variete” – en slags cirkusforestilling udført med 30-40 cm høje trickdukker i form af akrobater, cykelekvilibrister, linedansere, stærke mænd, klovne, balancekunstnere m.fl. Et andet og om muligt mere populært ekstranummer blev udført af Kasparek – den frække Mester Jakel-figur, som dels var leveringsdygtig i de seneste sladderhistorier fra nabobyer og hovedstad, dels kunne komme af sted med, på sin snu og spydige facon, at aflevere lidt samfundskritik. Da talesproget var tjekkisk, undgik man som regel myndighedernes indblanding.

I ekstranumrene spillede man ofte med såkaldte trickdukker, der er vanskelige at arbejde med pga. de mange snore. Arbejdede man med sammenhængende dukker, kunne der let være op til 16 snore, der skulle styres på én gang – af to hænder!

Det omrejsende tjekkiske dukketeater

117

De obligatoriske dukkekarakterer Traditionelt spillede de omrejsende dukketeaterensembler med såkaldte marionetdukker, hængedukker, der blev ført oppefra. De smukt udstyrede dukker var som før nævnt 60110 cm høje og vejede op til 10 kg. De største og tungeste af dukkerne blev dels styret af en jernstang, der var anbragt i hovedet, dels af 2-4 snore. Almindeligvis havde en tjekkisk dukkefører en dukkesamling på 20-25 forskellige dukker, heriblandt en konge og en dronning, en ung ridder med overskæg (elskeren), en ung dame (elskerinden), en ung landsbypige samt Skrhola, en ældre rig bonde, snu men lidt klodset. Til de obligatoriske figurer hørte også djævelen, døden, vandmanden, røveren og ikke mindst den åbenmundede Kasparek. Undertiden spillede man med hjemmelavede dukker. Var der råd til det, blev dukkerne dog fremstillet af en af de mange kendte billedskærere, der også fremstillede dukker, udført i en barok træskærerstil, med realistiske ansigter, stiliseret hår og skæg. De ældste bevarede dukker af denne type stammer fra ca. år 1800.

Et par ædle 1800-tals herrer!

I øvrigt hører det med til historien, at man aldrig ændrede en dukkes karakter. Var en dukke blevet fremstillet som prins, forblev den prins resten af livet! Dukkesamlingerne voksede derfor i takt med dukkeførernes behov for flere karakterer og typer.

Et lille udpluk af de dukkekarakterer der var obligatoriske i enhver dukkesamling.

118

Harriet Ludvigsen

Dukketeater som politisk og kunstnerisk udtryksform At dukketeatret altid har spillet en væsentlig rolle i Tjekkiet, skyldes formodentlig dets nære relation til den brede befolkning samt det faktum, at det er blevet brugt som befolkningens talerør, især i perioder med politisk tryk, eksempelvis i årene 1620-1918, da landet var under østrig-ungarsk herredømme. Netop i denne periode bidrog marionetteatertraditionen til at bevare og udbrede tjekkisk sprog og drama i de brede samfundslag, ikke mindst det omvandrende dukketeater.

Typisk eksempel på det flotte håndværk der lå bag fremstillingen af 1800-tallets marionetdukker, såvel træskærerarbejdet som arbejdet med fremstilling af dragter.

Dukkefører Václav Kopecký (1914-1980) tilhørte 6. generation af Kopeckýfamilien. Her er han fotograferet med familie foran beboelsesvognen, som han arvede efter sin far, Karel Kopecký.

Det omrejsende tjekkiske dukketeater

119

Problemer af såvel dagligdags som samfundsmæssig og politisk karakter blev behandlet af dukketeatergrupperne. Lokale grupper tog sig af lokale problemer, mens de omrejsende ensembler i højere grad behandlede de bredere samfundsmæssige problemstillinger. Dukketeaterensemblerne havde dermed stor betydning, politisk såvel som kunstnerisk. Man mærkede dog en nedgang i det omrejsende dukketeaters popularitet i begyndelsen af 1900-tallet, vel nok en naturlig følge af de ændrede politiske forhold. Med oprettelse af staten Tjekkoslovakiet i 1918 blev tjekkisk nemlig igen hovedsproget, også på almindelige teatre. Der var derfor ikke længere så stort behov for de omvandrende dukketeatre, hverken som underholdning eller som politisk og samfundskritisk talerør. Desuden blev der i mellemkrigstiden oprettet en masse faste dukketeaterscener i de større byer, hvorfor befolkningen i midten af 1900-tallet tabte interessen for det omrejsende dukketeater. Generelt er der fortsat stor interesse for dukketeatertraditionen i Tjekkiet. Dukketeatrene er mange og forestillingerne

Nye tider, nye udtryk. Nok er der tale om traditionelle dukkekarakterer, men såvel udformning som materialevalg er væsentlig forandret i vore dages fremstilling af marionetdukker.

120

Harriet Ludvigsen

stadig velbesøgte. I næsten alle større byer kan man således finde officielle, fastetablerede dukketeatre, der til stadighed prøver at skabe nye udtryksformer, dog hele tiden med dukkerne i centrum. Efter det kommunistiske systems fald i 1989 blev der også dannet en del nye og eksperimenterende grupper, som arbejder side om side med de institutionaliserede dukketeatre. Ligeledes afholdes der årlige dukketeaterfestivaler i flere af Tjekkiets største byer, med mulighed for møder, inspiration og udveksling af erfaringer. Bevaring af de gamle dukketeater-samlinger Heldigvis er mange af de gamle dukketeaterslægters samlinger bevaret. De opbevares i dag på forskellige museer i Den Tjekkiske Republik, bl.a. Teaterhistorisk Afdeling ved Det Moraviske Museum i Brno, der har specialiseret sig i studier og dokumentation af det tjekkiske omvandrende dukketeater. Museet har en enestående samling på ca. 4.000 dukker, heriblandt samlinger fra mange af de kendte dukkeførerslægter. Med disse dukker er også mange af de mest kendte gamle træskærerværksteder repræsenteret, ligesom museets samling også indeholder dekorationer og rekvisitter samt fotografisk og lydmæssigt materiale. Museet har ingen permanent udstilling, men er meget kendt for sine skiftende udstillinger på tjekkiske såvel som på udenlandske museer over hele verden. Teaterafdelingen på Det Moraviske Museum er ligeledes meget aktiv med udgivelse af bøger og andre videnskabelige arbejder, ligesom den står bag kurser, workshops, tv- og radioudsendelser samt rekonstruktioner af dukketeaterforestillinger med dukker fra samlingerne. Det var således også dette museum, der stod bag udstillingen på Ringkøbing-Skjern Museum i sommeren 2010.

Harriet Ludvigsen kan kontaktes på: harrietludvigsen@yahoo.dk

Liv i ler

Claus Kjeld Jensen & Mette Bjerrum Jensen Hvad er meningen med at anbringe lertøj af Axel Salto sammen med jydepotter, et wc-kloset, to tusind års gravurner og en skudsikker vest fra Afghanistan? Den er så enkel at den kan forklares med tre bogstaver: LER, og samtidig rummer den årtusinders kulturhistorie. ’Liv i ler’ er temaet for en udstilling på Varde Museum, der kan ses i perioden 2010-2012. Udstillingen bryder med de gængse måder, Museet for Varde By og Omegn hidtil har vist sine historiske genstande på. Publikum må på jagt efter de mange historier om mennesket og leret i skuffer, køleskabe, blandt markedsboder, mellem oldgamle og spritnye urner og i zoologiske haver med keramiske dyr. Udtrykket er opnået i en god proces, hvor en meget stor del af museets personale blandede blod, viden og kreative ideer med hinanden og to konsulenter fra teaterverdenen. Men hvor i leret er det lige, de gode historier er gemt? Af jord er du kommet… Hos Shilluk-folket i Sudan fortælles det, hvordan skaberen Jouk formede alle mennesker ud af ler, alt imens han vandrede rundt i Verden. I de Hvides land fandt han helt rent hvidt sand og ler, og ud af det skabte han de hvide mennesker. Så kom han til Ægypten, og ud af mudderet fra Nilen lavede han røde og brune mennesker. Til sidst kom han til Shillukernes land, hvor han fandt sort ler, som han skabte sorte mennesker af. En lignende historie kendes fra Mansifolket i Sibirien, hvor himmelguden bad sin broder, der var guddom for den nedre verden, om at skabe

mennesket. Broderen lavede syv figurer af ler, der blev bragt til live af gudernes søster Moder Jord. Og blandt de nordamerikanske indianere fortælles følgende historie: Tu-chai-pai sagde til sin yngre bror Yo-ko-mat: ”Vi vil grave i jorden og finde ler til at lave de første mennesker, indianerne.” Så gravede han i jorden og tog noget ler, så han kunne lave den første mand og den første kvinde. Det var nemt for ham at lave manden, men det voldte ham nogle problemer at lave kvinden. Det tog ham lang tid. Efter indianerne lavede han mexicanerne, og så var han færdig med det, han ville skabe. Sådan kan man spredt ud over Jorden finde skabelsesmyter, der fortæller, hvordan de første mennesker blev formet i jord eller ler og bragt til live af en guddom. Fra vores del af Verden har vi i den græske mytologi historien om Prometheus, der formede mennesker ud af ler, hvorefter Athena åndede liv ind i dem. Og i den kristne skabelsesberetning fortælles, hvordan Gud formede Adam af ler, jord, sand og vand. Han åndede liv og kraft ind i ham, og Adam sprang straks til live. De mange skabelsesmyter, hvor mennesket skabes ud af ler, er sikkert opstået, fordi ler er et af de nemmest tilgængelige materialer, mennesket har haft til at skabe figurer af deres guder. Faktisk er de ældste menneskeskabte lergenstande, vi kender, sandsynligvis små gudefigurer. De stammer fra en mammutjæger-boplads i det nuværende Tjekkiet, og er mere end 25.000 år gamle. Den fineste af disse små figurer af brændt ler er vel nok en frodig kvindefigur, kaldet Venus fra Dolní Vestoniče. Liv i ler

121

Begravet i eget værk I nogle kulturer opfattes keramikere som guddommelige, fordi de skaber liv ud af ler, og hvert enkelt lerkar anses for at være et levende væsen, der formes og bringes til live i den magiske proces fra vådt ler over æltning, formning, tørring og brænding til den i husholdningen uundværlige keramik. Og som alle andre levende væsener har også lerkarret sin livscyklus og dør til sidst for at skulle begraves og igen indgå i det store kredsløb. Om lignende ideer har været fremherskende i jernalderen på vore breddegrader, kan vi ikke vide. Men at keramikeren og dennes produkter har været værdsat, er der mange eksempler på. I århundrederne før vor tidsregnings begyndelse var ligbrænding den almindelige gravskik i Nordeuropa, og i museernes samlinger findes tusindvis af enkle, smukke lerkar, der har været anvendt som gravurner. Et fint eksempel stammer fra landsbyen Billum vest for Varde. Her undersøgte arkæologer fra Museet for Varde By og Omegn en lille gravplads fra tiden omkring vor tidsregnings begyndelse. Og i en smuk urne lå foruden de brændte knogler af den gravlagte, et smykke af jern, to bennåle, en klump ler og en meget

Urnen fra Billum som den så ud, da den blev udgravet.

122

Claus Kjeld Jensen & Mette Bjerrum Jensen

Oldtidsurner og moderne urner side om side. I baggrunden Billum-urnen.

fin glittesten af grønsten. Glittesten blev brugt af pottemagere til at glatte lerpotterne med, inden de blev brændt. Eksemplaret i graven fra Billum er helt blankslidt, og dens tilstedeværelse i urnen sammen med lerklumpen indikerer, at den døde person har været pottemager. Nålene og brochen fortæller os, at den døde var en kvinde. Urnen er af høj håndværksmæssig kvalitet og har en perfekt symmetrisk form, hvilket har krævet erfaring og håndelag. Det er ikke utænkeligt at den døde pottemagerske er blevet begravet i et af sine egne værker. Foruden at bruges som urner, indgår lerkar ofte som madbeholdere i oldtidens grave. Især i århundrederne lige efter vor tidsregnings begyndelse kan der være hele opdækninger med adskillige lerkar i hver grav. Og man får fornemmelsen af, at der både har skullet være mad til rejsen til den anden side, og måske endda mulighed for at holde gæstebud, når man nåede frem. Tingenes iboende kraft At springe fra stenalderens venusfigurer over jernalderens gravkeramik til en moderne keramiker som Axel Salto (1889-1961) kan synes uden sammenhæng. Men i virkeligheden er afstanden fra Salto til det før-moderne måske ikke så stor. Selvom han levede midt i den moderne verden, har hans keramik forbindelser til noget ”primitivt”. Således noterer han selv om sit kunstneriske arbejde: ”Hemmelighedsfulde Kræfter gennemstrømmer Verden, vi ser nogle af deres Virkninger, men deres egentlige Væsen og hensigt er os ikke kendt, men hvis vi kalder disse dunkle Energikilder for den Tingene iboende Kraft rykker vi dem helt hen til os, saa Fantasien kan overskue dem.” Tingenes iboende Kraft var det Salto forsøgte at hente ud af leret og give en blivende form. Den afbildede vase er et af hans sene vildtvoksende keramiske arbejder og er et udtryk for denne bestræbelse.

Brændingsprocessen udløste nogle kræfter og noget liv i leret, som Salto selv kun delvis var herre over, hvorved skellet mellem natur og kultur blev opløst. Overalt i naturen så han Tingenes iboende kraft, og som han i sine keramiske arbejder forsøgte at fremmane. Salto var en keramiker og kunstner, der arbejdede ud fra en filosofi om, at materialet selv medvirkede i skabelsesprocessen. En forestilling, der måske ikke ligger så langt fra skaberguden, i hvert fald spores der i Axel Saltos kunst en forbindelse mellem et moderne og et før-moderne verdensbillede.

Axel Salto: Vase dekoreret med frugter. Terracotta med rød og grøn danitglasur. Udført for keramikfabrikken P. Ipsens Enke i København.

Liv i ler

123

Mennesket bor i ler Ikke kun tingenes kraft, men også vi mennesker selv, bor i leret. Siden de første bofaste stenaldermennesker begyndte at kline deres vægge med ler, strå og møg, har vi omgivet os med ler. I jernalderens huse var der foruden ler på væggene også ler på gulvet, ildstedet var bygget i ler, og gryder og tranlamper var i ler. Selv efter at byggematerialerne blev revolutionerende forbedret med brug af brændt ler i form af tegl og teglsten efter 1100-tallet, var og er menneskets bolig og indretning præget af ler. I Vestjylland blev skikken med at bygge i tegl i stedet for at bruge ubrændt ler i bindingsværket tidligt populær. De nu så romantiske bindingsværksgårde er sjældne her. Middelalderens, renæssancens og 1700-1800-tallets mursten blev ofte fremstillet helt lokalt. Forudsætningerne for teglproduktion – ler, vand og brændsel, var til stede over hele landet, og det er en af årsagerne til, at teglsten blev så enerådende. Når leret var fundet begyndte den lange proces med at grave, ælte og magre leret.

Det magrede ler lå ude vinteren over. Frosten findelte leret og gjorde det lettere at forarbejde. Inden teglstrygeren begyndte at bygge sin ovn, lavede han formentlig stenene til den første brænding. Leret fyldte han i en lille form, som blev strøget af – heraf navnet teglstryger. Når der var fremstillet tilstrækkeligt mange sten til den første brænding samt til ovnen, blev stenene sat til tørre under tag, og teglovnen blev opført på stedet. Leret optræder som rammen for vores liv. Men mange af de ting, vi omgiver os med indendørs, og som gennem tiden har forberedt vores levevilkår, er også produceret af keramisk materiale. ’Toilettet’ var helt frem til 1800-tallet mange steder staldens lergulv. Den glaserede potte betød, at man ikke skulle i gården om natten, og senere blev der lagt kloakledninger i ler, så vandklosettet i porcelæn kunne revolutionere hygiejnestandarden. Det lerbyggede ildsted blev først erstattet da jernkomfuret kom, men kakkelovnen har vi visse steder endnu, måske i den moderne version som

Varmebækken i jydepottegods.

124

Claus Kjeld Jensen & Mette Bjerrum Jensen

’Radiator’. Fyrbækken i fajance.

en masseovn udgør. Ler er med til at skabe en varm og tryg ramme for vores daglige liv. Men det har også været en kold fornøjelse førhen at bo uisoleret bag de hjemmebrændte, vestjyske mursten. Mens man i de fine stuer i købstæderne kunne finde hjem udstyret med datidens radiator, et dyrt fyrbækken i fajance, klarede man sig på landet med varmebækkener i jydepottegods. De blev skubbet ind under kjolen eller op under dynen alt efter tidspunkt på dagen. Du’r hun noget i leret? Varmebækkener er gode eksempler på, hvor alsidig jydepotteproduktionen på Varde- og Ølgod-egnen var i 1800-tallet. Alt kunne fremstilles i det sortbrændte gods. Var man ferm med glittestenen, kunne man næsten få kaffekanden i ler til at se ud som sølv. Helt unge piger blev oplært i kunsten at forme potter af det lokale ler med simple redskaber som hænder, strandsten og tilskårne pinde – præcis som redskaberne fra jernalder-pottemagerens grav i Billum. Det siges, at når en ung pige skulle giftes, spurgte fynboen: ”Er hun kø’n?” Sjællænderen spurgte: ”Er hun ung?” Jyden spurgte: ”Har hun now’e?” Men vestjyden sikrede sig: ”Du’r hun now’e i æ lier?” Hans Christian Pedersen fik i hvert fald en hustru i 1810. Hun var bare 16 år gammel, da hun formede en lille snapseflaske til ham. I mere end 20 år fulgte flasken dagligt Hans Christian i mark og stald. Snapseflasken i jydepottegods er en genstand, der fortæller os om helt andre livsvilkår for 200 år siden, hvor piger blev gift helt unge, hvor det var almindeligt at drikke snaps

Snapseflaske i jydepottegods. Lavet af Hans Christian Pedersens unge hustru. Flasken fulgte ham i det daglige arbejde.

i løbet af dagen, og hvor familiens overlevelse afhang af, at der blev fremstillet i gennemsnit 13 vognlæs sorte potter på gården i løbet af sæsonen. Fra 1600-tallet og langt op i 1800-tallet var fremstilling og salg af sorte potter et helt uundværligt bierhverv. Halvdelen af befolkningen i Torstrup, Horne og Tistrup havde været nødt til at flytte, hvis det ikke havde været for potteproduktionen. Det kan man læse i præsteindberetningerne fra 1760’erne. I 1790 fremstillede 80 % af alle familier i området sorte potter.

Interiør fra udstillingen. Markedsbod med jydepotter.

Liv i ler

125

’Liv i ler’: et tilbud til skolerne Vil du lave en zoo i ler med en 1. klasse i billedkunst, vil du tale livsvilkår på heden omkring 1800 i 6. klasses historietimer eller vil du have dine elever til at forstå forskellen på rødler, blåler og plastisk ler i natur-teknik, mens de samtidig får historieundervisning ved at lære om lerets betydning for tidernes byggeskik? Udstilling ’Liv i ler’ er perfekt som skoletjeneste-tilbud, fordi den er så bred i tid og tema. Skoletjeneste-gruppen på Museet for Varde By og Omegn har lavet forslag til undervisningsforløb i forbindelse med et besøg eller en workshop i udstillingen, med eller uden guide.

Åbning af efterårets børneudstilling ’Helt vildt’ hvor børn fra kommunens skoler og institutioner havde lavet Danmaks største børnezoo.

Sønde

rside

tter,

Sønder Køb po er! sid tt 1634, bo e blev skyllet køb po væk i en ede he lå huse r mange stormflo ne ved fis d. kere og kysten købmæ I middelalder syd for nd med en Ho. deres fa , fra ca. år 14 Smugle milier. 00 Indtil sto til r-by rmflode I april, n m menne aj og juni ku nn sker i Sø ndersid e man fange m e. Kun I Sønder i seks by ange fisk. I de side bl ev der er i Da jydepo måned nmark ha tter fra boede er boede der Ølgod og ndlet fisk, tø der fle mm I virkelig fint po re men tusind rcelæn, er, salt og tjæ heden nesker. betale va der blev re. Der told i Ri r denne hand blev kø la ve t i Tysk be elle Det var bt og so land. r Varde. el ulovlig. Nå vist en lgt r man værre I Sønder købte og smugle sid e blev de r-rede. r handle solgte varer skulle t uden man at beta le told .

Skolemateriale om mange forskellige emner kan hentes på museets hjemmeside: vardemuseum.dk

På kort

et viser

126

Claus Kjeld Jensen & Mette Bjerrum Jensen

stjerner

ne hvor

Sønder

side lå

”Toldfri” handel ved Ho Mange af jydepotterne blev kørt til udskibningssteder i den nordlige del af vadehavet, og herfra sejlet sydpå. Mens varer, der blev omlastet eller handlet i Janderup, skulle fortoldes i Varde, herskede der tilsyneladende en mere ”vestjysk” økonomi uden om toldstedet ved fiskerlejet Sønderside. På den daværende kystskrænt syd for Ho, hvor man i dag kører fra plantagen ud på Skallingen, opstod der en by hvert forår, mens havfiskeriet stod på. Fra 1500-tallet og frem til 1634 kunne man finde såvel fiskere, esepiger og købmænd som troldkarle og hekse i Sønderside. Stormfloden i november 1634 skyllede stedet i havet, men dannede bankerne, der blev til Skallingen. I dag findes der kun arkæologiske spor tilbage i sandet. Jydepotteskår fra handel og dagligliv dukker op overalt, sammen med rester af fliser og fajance-fade, der blev lastet som varer og ballast på handelsskibenes hjemsejlads fra jydepotte-eksporten. At krofatter og esepiger i Sønderside har haft jydepotte-gryder over ilden, er der ingen tvivl om.

Fra Venus til fragmentationsvest I de fleste kulturhistoriske museers samlinger findes i tusindvis af ting af ler. Det skyldes selvfølgelig ikke i første række skabelsesmyterne, men det simple faktum at ler altid har været et let tilgængeligt materiale, der kan anvendes til uendeligt mange formål. Desuden er brændt ler næsten uforgængeligt. Gennem årtusinder har pottemagere, keramikere, designere, kunstnere og videnskabsfolk således skabt et utal af praktiske og mindre praktiske, pyntelige og diskuterbart pyntelige genstande ud af ler. Man har omgivet

500 år gammel mursten fra Sønderside med aftryk af hundepote.

Liv i ler

127

sig med ler som byggemateriale i boliger, som beholdere for mad og drikke og til slet og ret pynt. I dag bruges ler desuden til blandt andet keramiske knive og som armering i soldaternes skudsikre veste. I økonomisk henseende har genstande af ler spillet en stor rolle i perioder af vores historie, som det fornemme kinesiske porcelæn, man i århundreder efterspurgte og forsøgte at kopiere i Europa. Eller de hjemlige jydepotter, der var en væsentlig indtægtskilde og eksportvare for dele af Vestjylland. Nævnes kan også de hollandske fliser eller porcelænet fra Meissen eller fra den Kongelige Porcelænsfabrik i København, fra terracottafabrikken P. Ipsens Enke eller Kählers Keramiske Fabrik i Næstved og Hjorts Fabrik i Rønne. Ler er på samme tid et materiale til billig masseproduktion og til kostbare unika. Og det er egentligt forunderligt at tænke på, at dette jordnære og ydmyge materiale, der ligger under vore fødder, gennem årtusinder har kunnet udfylde alle disse forskellige

funktioner, fra at være et multianvendeligt, billigt og let tilgængeligt materiale, over at være råstof til fornem kunst og kunsthåndværk, og til vore dages anvendelse i både højteknologiske projekter som varmeskjold i rumfærger og som et bæredygtigt byggemateriale i halmhuse. Et på mange måder alsidigt materiale, med en meget lang historie. Forfatterne kan kontaktes på Mette Bjerrum Jensen: mbj@vardemuseum.dk Claus Kjeld Jensen: ckj@vardemuseum.dk Artiklen er baseret på udstillingens tekster, der er udarbejdet af Lars Chr. Bentsen, Charlotte West, Jannie Uhre Ejstrud, Jens G. Lauridsen, John V. Jensen, Lene B.Frandsen, Mariann Ploug, Merete Vigen Hansen, Mette Bjerrum Jensen, Stina Troldtoft Andersen og Tine Lorange. Udstillingen er iscenesat og tilrettelagt af Peter Rafn Dahm, Annie Hjort og Jørn Nielsen.

På Varde Museum har vi tusindvis af ting i ler.

128

Claus Kjeld Jensen & Mette Bjerrum Jensen

‘Liv i ler’: fra samarbejdsprojekt til nyskabende udstilling Museets besøgende roser udstillingen ‘Liv i ler’ for at have kreative udstillingstableauer, for pilfinger-skuffer med opgaver til børn og for den gennemførte opbygning. Sammenlignet med museets tidligere udstillinger kan man som publikum få øje på en række anderledes tiltag i ’Liv i ler’. For eksempel er rigtig meget tekst, som traditionelt får plads på plancher på væggen, her gemt ned i skuffer – foruden at den ligger på hjemmesiden vardemuseum.dk. Den besøgende vil også bemærke, at mange genstande er udstillet i et scenografisk miljø. For eksempel er jydepottepander udstillet på en køkkenø, bronzealderurner står med kirkegården som baggrund, forrådskarret er sat i et moderne ”køleskab”, og jydepotterne ”sælges” i en markedsbod. De nye ideer er kommet ved en proces, hvor museets håndværkere og akademiske medarbejdere, har deltaget.

To konsulenter fra teaterverden styrkede den kreative proces, mens en intern styregruppe på tre mand holdt styr på trådende og tog hånd om de uundgåelige interessekonflikter, der opstår når 12 eksperter skal blive enige. Den umiddelbart synlige gevinst ved, at alle har bidraget med deres bedste idéer, kan besigtiges i udstillingen. Men den egentlige gevinst tilfalder museet som institution med langsigtede mål om at blive Danmarks bedste musemsarbejdsplads med udstillingssteder i national og international standard. Arbejdet med ’Liv i ler’ har betydet, at en meget stor del af medarbejderne har vist, at vi kan arbejde sammen i teams, definere fælles mål, og bruge hinanden i lang proces, fra den kreative fase til den konkrete, hvor udstillingstekster skrives og udstillingens fysiske rammer gøres klar til åbning.

Liv i ler

129

Øjebliksbilleder i sandet Nye udgravninger på Selager Niels Algreen Møller

Bevæger man sig ud på de åbne sletter i det militære øvelsesterræn ved Oksbøl, finder man i dag vidtstrakte hedeområder. De lyngbevoksede indlandsklitter dominerer horisonten og selv på de flade sletter findes flyvesand umiddelbart under overfladen.

Ved første øjekast virker terrænet derfor ikke særligt indbydende for bebyggelser og da slet ikke for landsbyer med landbrug som hovederhverv. Men overraskende nok findes i disse fygesandsområder langt ude mod vest både landsbyer og marker fra ældre jernalder. Det særligt interessante ved

Sandfygning var også et problem i løbet af udgravningen. Det tørre vejr og stærk blæst gjorde at udgravningsfladen føg til med sand.

Området omkring Selager har ændret sig meget de sidste 2000 år. På kortet er kystlinjen fra omkring Kristi fødsel optrukket med stiplet linje. De røde prikker angiver fund fra samme tidsperiode som Selagerbopladsen.

130

Niels Algreen Møller

landsbyerne er, at de er overordentligt velbevarede, fordi de ligger forseglet under lag af fygesand og ikke har været udsat for senere tiders pløjning. Det er en af disse velbevarede jernalderlandsbyer på Selagersletten ved Oksbøl, museet i sommeren 2010 skulle foretage fortsat udgravning af, og som der skal berettes om hér. Undersøgelser på Selagersletten I 1983 blev Museet for Varde By og Omegn opmærksom på, at der rundt om i øvelsesterrænet, og specielt på sletten ved Selager, blev gjort forskellige oldtidsfund. Kørsel med de tunge bæltekøretøjer har med tiden skrællet vegetationen af. Siden har vinden fjernet de løse sandlag under

vegetationen, så der er dannet kørespor, som er sænket i niveau i forhold til det øvrige terræn. Ved afblæsning af det beskyttende sandlag fremkommer de gamle muldoverflader, gulvlag og stenlægninger. Så køresporene giver arkæologer mulighed for at finde fortidsminderne under flyvesandet. Men samtidig er kørslen med de tunge bæltekøretøjer en trussel mod de blotlagte fortidsminder. Den tunge kørsel nødvendiggør derfor regelmæssige arkæologiske rekognosceringer og udgravninger. Ved de indledende rekognosceringer i 1983 blev der fundet ikke mindre end 20 lokaliteter fra oldtiden i terrænet. Blandt fundene var det en velbevaret landsby fra tiden omkring Kristi fødsel, der især tiltrak sig arkæologernes opmærksomhed.

Den ene af Forsvarets nye mineplove på vej gennem køresporet umiddelbart op af bopladsen.

Øjebliksbilleder i sandet

131

Tre lerkar fundet på Selagersletten. Foto Lars Chr. Bentsen.

I perioden 1984-87 foretog museet derfor større arkæologiske undersøgelser på bopladsen under ledelse af arkæologerne Svend Aage Knudsen og Per Ole Rindel.1 Resultaterne var overvældende. Under et tyndt lag flyvesand fandt de velbevarede lergulve og ildsteder i husenes beboelsesdele, rester af tørvevægge omkring husene og stenbrolagte stier imellem de forskellige huse.2 De gode bevaringsforhold og mange iagttagelser fra Selager er med til at sætte andre af områdets bopladser i perspektiv, mens de endnu ikke udgravede dele af bopladsen rummer et stort potentiale for undersøgelser med nye metoder. Der var derfor ingen tvivl om, at der skulle foretages en ny udgravning, da bæltekøretøjer under de seneste års øvelser havde skrællet vegetationen af og blotlagt nye spor af bopladsen. I juni 2010 tog museets arkæologer derfor endnu engang turen ud i øvelsesterrænet for at starte nye udgravninger op i det berørte område umiddelbart nord for de gamle udgravningsarealer. Årets udgravning kom til at fungere som uddannelsesudgravning for studerende fra Københavns Universitet og foregik med logistisk hjælp fra Forsvarets lokale støtteelement i Oksbøl.3 Fra de gamle udgravningsgrøfter vidste vi, at der skulle være flere huse i det område der skulle udgraves. Så det var ikke den store overraskelse, da de første spor af husene 132

Niels Algreen Møller

dukkede op efter bare nogle få træk med gravemaskinen. Til gengæld skulle det nye udgravningsfelt vise sig at indeholde adskillige andre overraskelser. Landsbyen Udgravningen afdækkede i første omgang endnu to huse og tre mindre konstruktioner, en slags staklader til opbevaring af hø eller lignende. Det samlede antal huse i landsbyen nåede derved op på mindst 32. Af dem er der 13 langhuse, der med stald i den ene ende og beboelse i den anden fungerede som de enkelte gårdes hovedhuse. De øvrige huse er udhuse, brugt til opbevaring af forråd og til håndværksaktiviteter. Husene er ikke alle sammen samtidige, men en god del af dem er genopbygget på nøjagtigt samme sted, efterhånden som stolperne i de gamle huse rådnede. De mange genopbygninger viser at landsbyen har eksisteret på stedet i en tidsperiode på mellem 150 og 200 år. Landsbyen bestod af mellem fem og syv samtidige gårde, da den var størst. Nogle af gårdene har været ganske små. De mindste bestod blot af et enkelt langhus på omkring 12 meters længde. De har haft plads til en lille familie i den ene ende og op til 12 dyr i båse i den anden ende af huset. Andre gårde har haft et helt andet omfang. Langhuset på den største gård har været omkring 23 meter langt og har haft plads

til over 20 dyr i stalden. Et tilsvarende stort udhus har været tilknyttet det store langhus. I både langhus og udhus har der været stenbrolagte gulve, der hvor der har stået dyr, og i langhusets vestende viser et stensat ildsted hvor beboelsen har været. Imellem landsbyens to største gårde var der anlagt brolagte stier og en lille brolagt plads. De store gårde havde ikke kun landbrug som erhverv. I forbindelse med den største af gårdene viser fund af jernslagger, at en smed har været tilknyttet gården. På den nærliggende store gård er der fundet små stykker rav som rester efter forarbejdning. Her har ravsliberen lavet smykker af det indsamlede rav. Produktionen i smedjen og ravværkstedet har kunnet bidrage til de store gårdes økonomi.4

En rekonstruktion af det største af gårdsanlæggene på Selager. Tegning af arkitekt Thorkild Ebert. Efter Knudsen & Rindel 1989.

Oversigt over bopladsen. De enkelte huse er markeret med mørk grå tone.

Øjebliksbilleder i sandet

133

En jernaldermark I umiddelbar tilknytning til bopladsen blev der under årets udgravning fundet en velbevaret markflade fra ældre jernalder. Marken var anlagt direkte ovenpå den samme flyvesandsbanke som landsbyen. Dens overflade tegnede sig som et tyndt mørkt lag, med spor fra pløjning med ard både i fladen og i flyvesandet lige under markfladen. Sandbanken har været en veldrænet men ikke særligt næringsholdig flade at opdyrke. Men den mørke humøse markflade hen over sandet tyder på, at der er tilført meget næring til marken fra gårdenes møddinger. Spredt over den gamle markflade blev der fundet store mængder af mindre potteskår. De små skår er formentlig først røget på gårdens mødding med

Den hårde vind og det tørre vejr i løbet af udgravningen blotlagde de mange spredte skår i overfladen af jernaldermarken.

134

Niels Algreen Møller

andet husholdningsaffald. Senere er de spredt ud på markfladen sammen med husdyrgødningen. Indirekte fortæller de spredte skår os på den måde om jernalderbondens dyrkningspraksis for 2000 år siden. I udkanten af marken blev der fundet små spredte spor af noget som kunne være hegn. Måske hegn der skulle holde sandet væk fra marken? Sandflugten som har præget terrænet i tusinder af år, har, når den var særligt hård, været en plage for bønderne. Men udgravningerne viser, at jernalderbønderne stod sandflugten igennem og blev boende igennem adskillige hundrede år. I gruber og brønde omkring husene kan man se, hvordan lag med affald fra jernalderhusene veksler med lag af vindaflejret sand.

Profil med den overordnede lagfølge. Striberne i det mørke midterlag er de meget næringsrige lag med husholdningsaffald fra jernalderbopladsen.

Et øjebliksbillede Den lave flyvesandsbanke, som landsby og mark var anlagt ovenpå, skulle vise sig at rumme udgravningens første store uventede fund. Under det godt 20 cm tykke lag af sand dukkede en gammel muldoverflade fra bronzealderen op. I fladen fandtes til vores store overraskelse hundredvis af klovspor fra køer, får og geder. Fladen er kun blevet bevaret ved et sammentræf af heldige omstændigheder. Da sporene blev afsat har jorden været gennemvædet og blød så selv de mindre dyrs klove sank ned i mudderet. I de forholdsvis få dage dyrene har gået på fladen, har det været tørt i vejret. Kort tid efter har kraftig vind blæst fint sand ind over fladen, så sporene er blevet fyldt op og dækket med lyst sand. På den måde har sandet bevaret sporene som lyse aftryk i den mørke muldflade.

De klovspor vi med sikkerhed kan bestemme stammer fra får og ko. De fleste af fårene har krydset fladen på vej fra nord mod syd. Selv om vi ikke kan følge de enkelte får hele vejen henover fladen, får man fornemmelsen af en række parallelle forløb af klovspor. Det ser ud som om, at en hel flok får har passeret henover det våde område, mens de trak rundt på sletten for at græsse. Fåreklovenes størrelse er noget mindre end vore dages får, men passer fint sammen med størrelsen af fåreknogler fra bronzealderen.5 De er ca. en femtedel mindre end knogler fra vore dages dyr. En gruppe af meget små klovspor stammer formentlig fra lam. De små klove tyder på, at det øjebliksbillede vi ser på fladen stammer fra en dag i foråret eller forsommeren, mens lammene endnu var relativt små.

De lyse klovspor i det mørke muldlag. Den lyse stribe forrest på fladen er sporet efter pløjning med ard.

Øjebliksbilleder i sandet

135

Klovspor fra får.

Klovspor fra køer.

En anden gruppe af klovspor skiller sig ud fra hovedgruppen af fårespor. Det er en gruppe af relativt smalle klove men med samme længde som de almindelige fårs klove. Denne gruppe kan være sporene efter geder, der generelt har smallere klove end får. Også klovsporene efter kvæget er godt en femtedel mindre end vore dages kvægspor. Blandt kvægets klovspor fandtes også en spor efter forholdsvis små klove, som viser at kalvene var relativt små da de gik henover fladen. De blå pile angiver retningen på fåresporene, hvor denne kan bestemmes.

136

Niels Algreen Møller

En udgravnings afslutning? Fladen med dyresporene er et usædvanligt fund. Så vidt vides er den slags spor kun fundet enkelte andre steder i Danmark.6 Vi gjorde derfor meget ud af registreringen, og en stor del af fladen blev taget op som afstøbning til fremtidig brug i udstillinger. Arkæologer siger gerne, at de gode fund først kommer på udgravningens sidste dag. Heldigvis var dyresporene dukket op i tilstrækkeligt god tid til de kunne registreres ordentligt.

Dyresporene under optagning.

Men det skulle vise sig, at vi havde et endnu bedre fund i vente efter udgravningens afslutning. Ved en særdeles overvågen kollegas mellemkomst blev der på billederne af fladen spottet, det der kun kunne være forfoden fra et menneske.7 Ved nærmere gennemsyn af billederne dukkede yderligere tre fodspor op, og pludselig stod vi med godt 3000 år gamle fodspor fra mennesker – så vidt vides de første af deres slags i Danmark. Menneskespor Hvem var det så, der traskede igennem mudderet for godt 3000 år siden? Set ud fra størrelsen kunne fodsporene godt stamme fra den samme mand. På de to tydeligste af sporene kan vi måle på fodens størrelse. De er begge afsat af en fod der er ca. 10 cm bred på det bredeste sted. Omregnet til nutidens skostørrelse, svarer det til omkring størrelse 42 i sko. Men sporene viser, at det var én eller flere mænd, der gik på bare tæer. De tre af sporene ligger på række, og viser at mandens skridtlængde har været på omkring 75 cm og at han havde en skridtbredde på ca. 20 cm. Han har enten gået hurtigt gennem mudderet eller, mere sandsynligt, været relativt høj. De mange spor, her ikke mindst menneskesporene, har føjet en ny dimension til udgravningerne på Selager. Øjebliksbilleder af dagligliv fra nogle forårsdage på sletten. Vi ved endnu ikke hvem fodsporene stammer fra. Måske fra en hyrde der vogtede dyrene på overdrevet? Eller måske fra en

Forfoden fra et menneske. De enkelte tæer kan tydeligt ses.

Det meste af en menneskefod, størrelse 42.

Øjebliksbilleder i sandet

137

De tre menneskefodspor markeret med røde cirkler.

mand i en nærliggende landsby? Men udgravningerne på sletten er endnu ikke slut. Så til foråret når udgravningerne starter op igen, kan det være vi kommer svaret nærmere.

Niels Algreen Møller kan kontaktes på: nam@hum.ku.dk

G. Lauridsen, arkæolog Lars Chr. Bentsen og stud.mag. Jannie Holm Larsen. De studerende på uddannelsesudgravning var Sigurd Bohr, Dea Christophersen, Stine Frost Gertsen, Daniel Jans-Pedersen, Tobias Jespersen, Luna S. Tøndering og Toke Østergård. Gravemaskinen blev ført af Tom Landsholt. Carsten Andersen og Tim Bjørnskov fra Lokalt Støtteelement i Oksbøl ydede hjælp med logistikken. Alle de implicerede fra Lokalt Støtteelement i Oksbøl takkes for deres hjælp og det gnidningsfrie samarbejde. De nye undersøgelser har museets journalnummer VAM 1665.

Noter

4. Knudsen & Rindel s. 12ff.

1. Alle undersøgelser på Selagersletten mellem 1983 til 1987 blev foretaget af Svend Aage Knudsen og Per Ole Rindel for Museet for Varde By og Omegn. Undersøgelserne har museets journalnummer VAM 1023. Undersøgelserne blev finansieret af Forsvaret jvf. den daværende museumslovs § 26.

5. Lotte Hedeager & Kristian Kristiansen: Oldtid. o. 4000 f.Kr.-1000 e.Kr. I: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I. Oldtid og middelalder. Odense 1988.

2. Svend Aage Knudsen & Per Ole Rindel: Selager – en sjældent velbevaret jernalderlandsby. Mark og Montre 1989, s. 5-15. 3. I udgravningen deltog, foruden undertegnede, museumsinspektør Jens

138

Niels Algreen Møller

6. Niels Axel Boas: Still-billede af et bronzealderlandskab. I: Steen Hvass (red.): Vor Skjulte Kulturarv. Arkæologien under overfladen. København & Århus 2000. 7. En stor tak til Torben Egeberg Hansen fra Ringkøbing-Skjern Museum for at være usædvanligt skarpsynet på andendagen af et seminar.

Full-body CT-scan af nogle gamle vestjyder – udgravning af urner fra tuegravpladsen ved Årre Tine Lorange

En gammelkendt tuegravplads ved Årre blev i efteråret 2008 genstand for nye undersøgelser i forbindelse med nedgravningen af jordkablet til havvindmølleparken Horns Rev 2.1 Gravpladsen er undersøgt første gang i 18922 og igen i 1953-1954.3 Den blev anlagt i begyndelsen af førromersk jernalder ca. 500-400 f.Kr. og har været i brug i nogle hundrede år. Gravpladsen på ca. 12 ha er én af de største i landet fra denne tid, og op mod 1000 mennesker er begravet her. Indtil videre er der undersøgt ca. 5 ha og udgravet omkring 450 grave.4 Kabeltracéet skar gennem gravpladsens vestlige udkant, og det stod hurtigt klart, at oldtidssporene her var meget nedslidte, og at der var ikke meget tilbage af urnerne. Vi søgte derfor Kulturarvsstyrelsen om en bevilling, som vi fik, til at undersøge gravpladsens udstrækning og bevaringstilstand. Vores konklusion blev, at hele gravpladsen er dyrkningstruet og mindre end halvdelen af gravene er blevet undersøgt. Det viste sig heldigvis, at der stadig fandtes velbevarede grave i visse områder af gravpladsen, og vi endte med at hjemtage 29 mere eller mindre velbevarede urner, der siden har været opbevaret i en kummefryser på Konserveringscenter Vest. Urnerne bliver CT-scannet Ved hjælp af ekstern finansiering blev det i efteråret 2010 muligt at komme et skridt videre med undersøgelsen af urnerne. Vi valgte at afvikle en del af undersøgelserne som et formidlingsprojekt, hvor nogle af urnerne fra 2008 blev udgravet i et åbent værksted på museet, hvor publikum kunne følge med i arbejdet.

Men inden vi åbnede urnerne, blev de alle CT-scannet. Vi var så heldige, at HjerteCenter Varde beredvilligt stillede deres CT-scanner til rådighed for vores undersøgelse. Sammen med radiolog Morten Bruun Krarup, der brugte en dag af sin ferie på projektet, fik vi i efteråret scannet de 29 urner. CT-scanning er en teknik man er begyndt at bruge mere og mere inden for arkæologi, da det giver nogle helt andre muligheder end fx almindelig røntgenfotografi. Forskellen er, at med en almindelig røntgenoptagelse får vi ét billede, der er skudt gennem hele urnen på én gang fra én vinkel.

Urnerne er ankommet til hospitalet og gøres klar til scanning af museumsinspektør Lene B. Frandsen. De er stadig pakket ind i husholdningsfilm fra udgravningen og de har været nedfrosset siden udgravningen i 2008.

Full-body CT-scan af nogle gamle vestjyder

139

Urnerne køres gennem scanneren. Mindre urner bliver i flamingokasserne mens de lidt større må spændes fast til båren. Det tager et par minutter at scanne hver urne. Til gengæld tager billedbehandlingen noget længere. Der bliver taget mere end 1000 billeder pr. urne.

Røntgenbillder giver os en generel idé om, hvor meget knoglemateriale der gemmer sig i urnen og hvor fragmenteret det er. Vi vil også kunne se, om der er smykker eller andre metalgenstande. CT-scanning er også røntgen, men her får vi billeder, der er skudt fra alle vinkler – en lang serie meget tætliggende 140

Tine Lorange

tværsnit. I gennemsnit blev der taget mere end 1200 billeder pr. urne, der tilsammen giver os et virtuelt 3D-billede, hvor vi selv kan bestemme, hvilken vinkel vi vil se urnen fra. På denne måde er det muligt at se hvert enkelt knoglefragment, og dermed er der større sandsynlighed for at

Ved at justere indstillingerne kan man fokusere på forskelligt materiale. Her ses to forskellige skærmbilleder af samme urne med et par dragtnåle.

kunne identificere nogle af knoglerne, og måske udlede information om alder, køn eller sygdomme. Ved udgravningen sker der en yderligere fragmentering af de brændte knogler, da de er meget porøse og ofte tæt sammenkittede i urnen. Ved CT-scanning er der også mulighed for at studere metalgenstande og smykker inden urnerne tømmes. Ofte er indholdet i urnerne meget skrøbeligt og kan gå yderligere i stykker ved udgravningen, så derfor kan det være en fordel at have billeder af genstandene inden de graves frem. Med CT-scanning kan vi få et præcist billede af metalgenstandenes placering inden i urnen og en god idé om, hvordan de ser ud.

Til sammenligning ses her et almindeligt røntgenfoto af den samme urne som på scanningsbillederne ovenfor. Man kan lige ane de to nåle.

Udgravning af urnerne I efterårsferien afholdt vi ”åbent værksted” på Varde Museum, hvor vi udgravede nogle af de urner, der blev fundet ved undersøgelsen i 2008. I forbindelse med værkstedet havde vi lavet en plancheudstilling om udgravningerne på tuegravpladsen og nogle af resultaterne af CT-scanningen. I værkstedet Full-body CT-scan af nogle gamle vestjyder

141

Konservator Gerd Nebrich udgraver en urne, mens elever fra Brorsonskolen ser på. De var vist lidt skuffede over at der kun var knogler i urnen.

Zooarkæolog Jacob Kveiborg i den hvide kittel har taget dyreknogler med fra Moesgård som sammenligningsgrundlag.

havde vi hjælp fra konservatorerne Gerd Nebrich, Katja Niere og Lars Rust Jensen fra Konserveringscenter Vest, der tog sig af de fine metalgenstande efterhånden som vi fik dem udgravet. På Brorsonskolen havde vi lånt et undervisningsskelet, som vi kunne sammenligne de udgravede knogler med. Desuden hjalp Helene Agerskov Madsen med at identificere knoglerne. For ud over at være en dygtig arkæolog er hun også uddannet biologisk antropolog – eller osteolog – altså ekspert i menneskeknogler. Vi havde også hjælp fra en ekspert i dyreknogler, zooarkæolog Jacob Kveiborg fra Moesgård Museums Konserverings- og naturvidenskabelige afdeling. Han gennemgik urnernes indhold for dyreknogler, men fandt desværre ikke nogen. Det kommer måske ikke som en overraskelse, at urnerne indeholdt menneskeknogler og ikke dyreknogler. Alligevel var det faktisk et spørgsmål, vi gerne ville have svar på. Der findes nemlig ganske få eksempler på, at der godt kan være enkelte dyreknogler i urnerne også. Vi går ud fra, at dyreknoglerne i sådanne tilfælde må repræsentere en form for ofringer eller måltidsrester i forbindelse med gravriterne. I

senere perioder af jernalderen og vikingtiden, hvor folk blev begravet og ikke brændt, er det helt almindeligt at finde dyreknogler i gravene. Her repræsenterer de sandsynligvis måltider til den døde – måske til rejsen til dødsriget, idet gravene ofte er udstyret med hele bordservicer af forskellige lerkar. Et eksempel på denne skik, kan man læse om i Helene Agerskov Madsens artikel om gravene fra Doktorhaven andetsteds i denne bog. Om skikken med at give de døde et måltid mad med i graven går helt tilbage til førromersk jernalder er endnu ikke helt afklaret. Der er dog mulighed for, at undersøgelser på en stor gravplads som den ved Årre kan belyse spørgsmålet. Indtil videre har vi ikke fundet tegn på, at det skulle være tilfældet. Men nu har vi jo også kun set på indholdet af 29 urner ud af de godt 1000 vi regner med gravpladsen repræsenterer. Man har set efter dyreknogler i de tidligere undersøgelser, men vi vil fremover stadig holde udkig efter dem. Ud over at vi nu kan alders- og kønsbestemme enkelte individer fra urnerne, blev der ved gennemgangen af knoglematerialet gjort et par små sjove opdagelser. I en urne fandtes

142

Tine Lorange

Osteolog Helene Agerskov Madsen renser knoglefragmenterne med en lille pensel.

Arkæolog Bente Grundvad udgraver en urne mens en skoleklasse ser på. Bare de nu ikke også blev skuffede!

et tåled med gigt og i en anden fandtes der to øregange. Nu er det jo helt normalt, at mennesker har to øregange, men det specielle ved disse to var, at de var ens. Altså fra samme side af kraniet, hvilket må betyde, at der er tale om to forskellige mennesker begravet i den samme urne. En tå med slidgigt er også et sjovt lille fund, hvor man kommer lidt tættere på det menneske, der blev begravet ved Årre for 2500 år siden.

Vi ved ikke om det var en mand eller en kvinde, der havde ondt i tæerne, men vi ved nu, at personen har været oppe i årene. Tå- og fingerled og de nævnte øregange er ret kompakte knogler, der ofte overlever turen på ligbålet, urnebegravelsen, 2500 år i jorden, 100 års pløjning af den overliggende jord og endelig arkæologens udgravning. De mere porøse knogler, som fx led-ender, er til gengæld næsten altid helt

Scanningsbilleder af en af de bedst bevarede urner. Længst til venstre ses ydersiden af urnen og de øvrige billeder er tværsnit gennem urnen. Det førster lodret ca. midt i og de to sidste er vandrette snit, fra hhv. bunden og midten af urnen. Man ser tydeligt at knoglefragmenterne er større i bunden af urnen.

Full-body CT-scan af nogle gamle vestjyder

143

pulveriserede og ukendelige når vi graver dem ud. Desværre er det netop led-enderne, der kan fortælle os om personens alder. Derfor er det godt, at vi nu med CT-scanningerne kan studere knoglerne, inden vi graver dem ud. Vi fandt faktisk, at de to bedst bevarede urner også indeholdt de bedst bevarede knogler, og her var det muligt at identificere flere led-ender som knæ og hofteled. De to urner indeholdt ikke

metalsager, og vi har derfor valgt, at de ikke skal tømmes, for knoglerne bevares bedre som de er inde i urnerne. I en del af urnerne fandtes der metalgenstande. Mest almindeligt var det at finde to dragtnåle, men i en enkelt urne blev der også fundet en lille bronzecylinder, hvis funktion vi ikke helt kender, men som dog er et ret almindeligt fund i urnerne fra denne periode. Metalgenstandene er meget

Denne urne ser ikke ud af meget i udgravningen. Den er forholdsvis dårligt bevaret, det mester er pløjet væk og kun bunden står tilbage.

Fordi urnen var så dårligt bevaret, blev den taget op med jordklumpen omkring. På scanningsbillederne ser man den omkringliggende jord, men man ser også tydeligt i det vandrette tværsnit, at der ligger to dragtnåle tilbage i urnen.

Det er muligt at indstille billedet, så man kan isolere metalgenstandene fra jord, knogler og keramik, og så fremkommer dette billede, hvor man tydeligt ser at den ene nål er meget velbevaret, mens den anden er stærkt nedbrudt.

144

Tine Lorange

Et par andre eksempler, hvor der er forskel på bevaringstilstanden af to nåle i samme urne.

Konservator Katja Niere udgraver den lille bronzecylinder, der ligger lidt højere i urnen end nålene.

Ved udgravningen af de to nåle ser man, at den ene er ganske fint bevaret, mens den anden er medget nedbrudt.

Den velbevarede nål inden afrensning.

nemme at identificere på CT-scanningerne, så der var ingen egentlige overraskelser da urnerne blev tømt. Alligevel var det nu ret spændene at stå med dem i hånden og ikke bare se dem på computerskærmen. På scanningsbillerne kunne vi se, at nogle af nålene var rigtigt godt bevarede mens andre var mere nedbrudte. Ofte var der én af hver i urnerne, og det havde fået os til at overveje, om de måske var af forskelligt materiale. Man kunne forestille sig, at jern måske ikke var så godt bevaret som bronze – eller omvendt. Det viste sig dog ved udgravningen, at alle de fundne nåle var af jern, og hvorfor nogle er bedre bevaret end andre er et lille mysterium, som vi har fået konservatorerne til at spekulere lidt nærmere over. Et mysterium som vi arkæologer kan spekulere over er, hvorfor nogle af urnerne var helt tomme og atter andre var fyldt med sten.

Formidlingsprojektet og de naturvidenskabelige undersøgelser blev gjort mulige ved hjælp af en bevilling fra Dronning Margrethe II’s Arkæologiske Fond. Tine Lorange kan kontaktes på: tbl@vardemuseum.dk Noter

1. Undersøgelsen af kabeltracéet har museets journalnummer VAM 1533. De nye undersøgelser på Årregravpladsen har museets journalnummer VAM 1600. 2. A.P. Madsen & C. Neergaard: Jydske Gravpladser fra den førromerske Jernalder. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1894, s. 165-212. 3. C.J. Becker: Førromersk jernalder i Syd- og Midtjylland. København 1961. 4. De gamle udgravninger er kort opsummeret sammen med de nye udgravningsresultater i artiklen, Tine Lorange: Gensyn med tuegravpladsen ved Årre. opdatering 2009, s. 97-105.

Full-body CT-scan af nogle gamle vestjyder

145

Lykken er...

Christian Ringskou og Harriet Ludvigsen Mennesker til alle tider og på alle steder er ens. De kæmper for lykken. Men mennesker er også forskellige. Nogle sætter deres lid til Vorherre, andre håber på den store gevinst. Nogle køber samtalekøkkener, andre møder lykken i det daglige arbejde. Ligheden er med andre ord kun tilsyneladende, for nok har ambitionen fælles navn, men vores forestillinger om lykken er både forskelligartede og foranderlige. I vinteren 2010 satte vi os for, at Ringkøbing-Skjern Museums nye udstilling på Bundsbæk Mølle skulle handle om lykke. Det blev til en spraglet historie, hvor folkeeventyr, et åbent ildsted, stålindustri i Lem, Indre Mission, hasardspil og et nyt køkken mødes under samme tag. Et abstrakt emne for en udstilling må man sige, men på sin vis lå ideen lige for, nærmere bestemt bare et par hundrede meter mod øst… Verdens lykkeligste land, Europas lykkeligste by og Lykkeby Uanset om vi søger lykken i arbejde, spil, religion eller nye køkkener, er danskerne tilsyneladende dygtige til øvelsen. Trods gråvejr og skattetryk bliver vi igen og igen kaldt verdens lykkeligste folk.

Næstlængst mod vest i verdens lykkeligste land ligger Ringkøbing, der er Europas lykkeligste by. Og det er mere end et turistslogan. I 2007 sammenlignede det fornemme Cambridge-universitet 120 byer. Undersøgelsen viste, at de 10.000 vestjyder i den gamle købstad ved fjorden er de lykkeligste i hele Europa.1 Den slags undersøgelser får stor opmærksomhed i disse år, men de kalder på skepsis. Resultaterne bygger på sammenligninger af levealder, velstand, demokrati, korruption med mere, men kan man være sikker på, at menneskene i det effektive samfund er lykkelige. Som den norske antropolog Thomas Hylland Eriksen har skrevet: ”Livskvalitet er noget andet end livskvantitet – livet er og bliver noget andet og mere end en udholdenhedsprøve.”2 Har Cambridge sammenlignet æbler og pærer, og hvad er lykke i det hele taget for en størrelse? Det var de spørgsmål, der satte os i gang. Og hvor skulle vi lave en udstilling om lykke, hvis ikke på Bundsbæk Mølle? Udstillingsstedet ligger få hundrede meter vest for den lille bebyggelse Lykkeby. Svineheld og smørlykke Når historikere og antropologer graver sig ned i fjerne kulturers og svundne tiders forestillinger om lykken, finder de alle steder en beslægtet tankeverden. For nok er der langt fra nutidige nomader i det tørre vestafrikanske Sahel til 1700-tallets danske bønder, men bag nomadens ”lykken er hjorten” eller ”lykken er børnene”3 og bag hedebondens tankeverden ligger en grundlæggende enighed om lykkens væsen. Held og lykke var konkrete størrelser, der hang nøje sammen med arbejdet. Hvis fløden ikke ville blive til smør,

146

Christian Ringskou og Harriet Ludvigsen

var smørlykken sluppet op. Hvis øllet ikke ville gære, var den gal med øllykken, og hvis svineavlen slog fejl, manglede der svineheld. Det arbejde, der foregik i køkken og bryggers, var i særlig risiko for at miste sin lykke, og når arbejdet slog fejl, ledte man efter en forklaring. I dag ville vi straks gå ud fra, at fløden var blevet sur på grund af dårlig opbevaring, eller at gærkulturen var død. Men det er forklaringer, der hviler på moderne forståelse af hygiejne og mikrobiologi. I det gamle samfund var forudsætningerne anderledes, og det samme var den tankeverden, man greb til, når ulykke skulle forklares og modvirkes: Lykken var blevet stjålet, måske endda stjålet af en heks.4 Begrænsede goder Det gamle samfunds lykkebegreb bunder i den grundforestilling, at landsbyfællesskabets goder kun fandtes i en given mængde, og at der aldrig var nok. Fællesskabet var hele

bondens verden, og gennem århundreder var produktionen næsten uændret. Den konkrete erkendelse af en begrænset adgang til ressourcer angik også elementer, et nutidsmenneske ville betragte som mere abstrakte – held, medgang og lykke. Et medlem af landsbyens produktionsfællesskab kunne kun tilegne sig mere mad ved at erobre det fra de andre, og da lykken netop var den vellykkede fødevareproduktion og den fyldte mave, kunne den ene kun vinde i lykke på fællesskabets bekostning. Lykken og skæbnen var afmålt på forhånd. Ligesom bymarkens ager og det fælles overdrev var de faste størrelser, der ikke lod sig påvirke af menneskers stræben, men kun af udefrakommende kræfter som sol, regn eller misvækst. Eller ligesom græsgangene ved det mægtige Sahara, der i tørkeår blev lagt øde. I sådan en verden var vores ordsprog ”Enhver er sin egen lykkes smed” uden mening. Tværtimod sagde de danske bønder: ”Man kan lige så godt bie sig til lykken, som rende sig til den.”5

Det gamle samfunds magiske forestillinger om lykke og arbejde var ikke mindst knyttet til brød, øl og smør. I udstillingen på Bundsbæk Mølle kan man se et hjørne med genstande og film fra det åbne ildsteds køkken.

Lykken er...

147

Rationel heksetro Når den enes lykke altid var en direkte følge af den andens ulykke, giver det gamle samfunds heksetro mening som en måde at forklare forskydninger i lykken.6 Hvis smørlykken eller kvæglykken udeblev det ene sted, måtte den nødvendigvis være et andet, og såvel i det gamle danske bondesamfund som i mange fremmede kulturer var forestillinger om stjålen lykke almindelige. Når fløden ikke ville blive til smør, greb bondekonen til en række magiske virkemidler. Først forsøgte hun et gammelt råd: Hun lagde en hestesko i bunden af smørkærnen. Hjalp det ikke, kunne hun bede kloge folk om hjælp. Måske viste det sig, at lykken var forhekset og forgjort af en nabo, og så var hekseprocessen den yderste konsekvens. Nutidens overtro I dag er vi klar til at afvise den gamle og den fremmede tankeverden som overtro, men lige under overfladen lever magien. Lykken kan hjælpes på vej og ulykke forhindres. Vi siger ”Syv, ni, tretten” og banker under bordet, vi passer lidt på med stiger og knuste spejle, og vi kaster salt over skulderen. Ofte gennemgår sportsudøvere forskellige ritualer før vigtige konkurrencer, mens andre sætter deres lid til firkløvere, maskotter og lykkemønter. Opfyldelse af ønsker om lykke knyttes også sammen med stjerneskud, krydsede fingre og visse tal, ikke mindst tallet 3. Ved bryllupper holdes mange af de gamle traditioner i hævd for at sikre den ægteskabelige lykke. Den blå farve er symbol på troskab, og på bryllupsdagen skal bruden helst bære noget blåt, ofte en blå sløjfe eller blomst, anbragt på strømpebåndet. Små hestesko i brudebuketten er et andet middel, ligesom bruden kan hjælpe lykken på gled ved at passe godt på sine brudesko. Går de i stykker, gør ægteskabet nemlig også. Kobber bringer lykke, og en kobbermønt i brudeskoene holder fattigdom fra døren. Putter bruden timian, pimpernel, salt eller dild i skoene, har hun allerede sikret sig en vis magt over manden. Det troede man i det mindste på engang – og hvem ved? Det kan vel aldrig skade… 148

Christian Ringskou og Harriet Ludvigsen

Folkeeventyret var mediet for drømmen om pludselig lykke i det gamle samfund. I udstillingen på Bundsbæk Mølle kan man høre eventyr foran tableauer som dette.

Der var engang Om vinteren mødtes det gamle Vestjyllands hedebønder til bindestue. Så kunne de spare lys og varme, og arbejdet gik lettere, når man var sammen. Mens strikkepindene gennem lange vinteraftener forvandlede garn til hoser, blev der fortalt eventyr om raske helte, der drog ud i verden, prøvede lykken og vandt halve kongeriger eller gjorde herremænd og fine folk til grin.7 De gamle folkeeventyr viser os for det første, at lykke vundet udenfor det snævre dyrkningsfællesskab var acceptabel,8 og for det andet, at lykken nok var afmålt på forhånd, men man skulle til gengæld være klar til at tage imod – til at prøve sin lykke – når den bød sig. Helten er ofte både dum og doven, og hans succes beror ikke på initiativ, stræbsomhed eller talent. Nøglen til lykke er en frejdig tro på skæbnens tilskikkelser.9 Ofte må heltens handlinger overraske nutidsmennesket. Som når manden tager en tom gryde i bytte for sin eneste ko. Men manden har handlet rigtigt. Han har taget imod skæbnen med åben pande, og gryden viser sig at have magiske evner. Den henter kongens guld til helten og slæber endda kongen til helvede i eventyrets slutning.10

Kan vi frikende Skjern Å? I februar 1513 døde kong Hans. På en rejse gennem Jylland styrtede han på sin hest i vadestedet over Skjern Å, og selvom han kom på benene igen, indhentede døden ham kort tid efter i Aalborg. Historikerne har altid regnet med, at kongens død havde at gøre med styrtet i det kolde vand, men måske var der andet og mere på spil?

mener den klassiske historie, at styrtet i åen er baggrunden for Hans’ endeligt. Men måske er fortiden slet ikke synderligt fornuftig. Måske var middelalderens og renæssancens politik styret af en helt anden logik, af en lykkens logik. Da kongens grav blev flyttet i 1802, viste det sig, at Hans blev begravet med tre huller i kraniet og et stort brud ved issen. Kongelykke Skaderne er så voldsomme, at Ligesom smørlykken var en egende mere ligner spor efter mordskab ved fløden, var folkets lykke våben end skader fra et styrt i et en egenskab ved kongen, der var vadested. I mangel på bedre forlandets lykke og kraft. Han var på klaringer har historikerne ment, den ene side en magisk skikkelse at hullerne blev lavet, da kistens med guddommelig status, men låg blev slået på. Men bevæger samtidig var han udsat. For når man sig lidt ud i de gamles talhans lykke svandt, svandt folkets mystik og forestillinger om kraft med. Efter ældgamle og dunkle og kongelykke, opdager man, at traditioner indtrådte kriser i konHans døde præcis 14 år efter sin gens lykke i år, der kan deles med kroning i Sverige. Flere dunkle syv eller ni. Så når en konge havsammenhænge peger på, at konde haft tronen i 7, 9, 14, 18, 21, gen kendte sin skæbne. At han 27 eller 28 år, var han svag. Hans vidste, han drog til sin fødeby for lykke var i en krise, der kunne at møde døden. være så dyb, at han måtte ofres, Hvis teorien er rigtig, og Hans måske myrdes. blev dræbt i Aalborg, har Skjern Å Historieskrivningen har 130 i 500 år uretmæssigt fået skyld Kong Hans’ ligsten. års tradition for grundighed, kilfor kongens død. Men mere indekritik og nøgtern rationalisme. teressant: Måske spillede ældDen pæne historiker med slips og universitetstitel er en gamle og for nutidsmennesket helt fremmedartede lykfornuftig mand, og han leder efter fornuft i de begivenhe- keforestillinger ikke kun en rolle i fortidens almindelige der, han skriver om. Da der hverken er gamle vidnesbyrd landsbyliv. Måske var også magt og politik styret af magieller nogen rationel sammenhæng, der antyder mord, ske lykkeforestillinger.11

Lykken er...

149

Et nyt Vestjylland Over nogle få årtier omkring år 1900 oplevede Vestjylland en voldsom udvikling, der skulle forvandle landsdelen til ukendelighed. Gamle sandede hjulspor blev til brolagte chausséer, jernbanen bragte verden til Vestjylland, den øde hede blev forvandlet til intensivt landbrugsland, skovløse vidder blev til plantager, og byer skød op ved nye stationer, andelsmejerier og købmandsgårde. Undervejs måtte den vestjyske befolkning tilpasse sig nye muligheder og nye krav. Den gamle logik med fællesskabets begrænsede ressourcer blev sprængt. Bonden producerede ikke længere til sin egen husholdning. Han leverede smør og bacon til engelske millionbyer. Det gav nye perspektiver, også på livets mere abstrakte sider, og nye lykkebegreber så dagens lys. Enhver er sin egen lykkes smed Midt i al den nye dynamik var der penge at tjene for dem, der forstod at gribe chancen. I årene omkring 1900 gjorde en ny

En ny tids effektive landbrugsmaskiner og det nye transportmiddel, cyklen, hos smeden i Stauning engang omkring år 1900.

150

Christian Ringskou og Harriet Ludvigsen

Smeden – manden der kan forme det hårde jern – har altid været lidt af en troldmand i den folkelige forestilling.

type, der har præget landsdelen siden, sin entré i Vestjylland: Iværksætteren. Iværksætter skal her forstås i bred forstand. Det var spekulanten, der købte hede og udstykkede parceller. Det var håndværkeren eller handelsmanden, der etablerede

virksomhed i nye Klondyke-byer. Og det var hedebondens søn, der brækkede hede op og plantede læhegn. Fælles for dem alle var en ny erfaring: Mennesket havde indflydelse på produktion og ressourcer. Gennem hårdt arbejde kunne man skabe velstand. Iværksætterne havde en ny forestilling om det lykkelige liv. De ville smede, mens jernet var varmt og bygge deres lykke på initiativ, selvstændighed og virkelyst. De ville finde lykken i arbejdet. Fra ambolt til Vestas I Lem fandt den nye tids virkelyst et af sine mest markante udtryk. Den lille stationsby midt mellem Skjern og Ringkøbing blev en smeltedigel, hvor et helt kuld smede søgte lykken i hårdt arbejde, kreative opfindelser og fabrikation. Det hele startede, da den unge smed Hans Sørensen Hansen kom til byen i 1898. Først skoede han heste som så mange andre, men snart udviklede virksomheden sig med landbrugsmaskiner, el-installatørarbejde, brøndboring, pumper, stålvinduer

og meget andet. Virksomheden knopskød, og Lem blev et helt kraftcenter for metalindustri.12 Dele af byens iværksættermiljø præges helt frem mod nutiden af en klar idé om det lykkelige liv: Tilværelsen er alles kamp mod alle. Hvis man har den rigtige opfindelse, må man ikke lade noget stå i vejen, og man må ikke vige en centimeter. Målet – den succesfulde fabrik – helliger midlet, og det ikke bare kan, det skal koste hårdt arbejde. Når man endelig frem, er det på tide at begynde forfra – iværksætterens lykkebegreb sat på spidsen.13 En af fabrikkerne er blevet et verdensnavn. Engang lavede Vestjysk Stålteknik A/S – forkortet Vestas – landbrugsvogne, kraner og kølere, men i 1970’erne kom vindmøllerne til. I dag er Vestas Wind Systems A/S verdens største mølleproducent. Virksomheden har hovedkontor i Randers, og den finder sine kunder på et globalt marked. Men det hele begyndte i 1948, da smedens søn, Peder Hansen, startede en lille stålvarefabrik ved jernbanen i Lem.

Megamøller på Horns Rev fotograferet bare lidt mere end 100 år efter smed Hansen slog sig ned i Lem. Foto: Vestas Wind Systems A/S.

Lykken er...

151

Det gamle i det nye Når man ser på Vestjyllands hurtige og gennemgribende modernisering for 100 år siden, må man stille spørgsmålet: Hvordan kunne menneskene følge med? Hvordan kunne mænd, der var født i et stabilt selvforsynende samfund før 1850, starte andelsmejerier og producere varer til et internationalt marked i de hektiske årtier omkring århundredskiftet? Måske fortjener eventyrets fantasifulde verden endnu et lille eftersyn, og måske er den frejdige eventyrhelt handlingsmodel for både fabrikant og hedeopdyrker. Et langt

stykke hen ad vejen kunne den nye tids mænd hente inspiration i det gamle, i heltene fra barndommens bindestuer. Nok bød den nye tid ikke på gryder, der hentede penge hos kongen, men ligesom eventyrhelten må iværksætteren gribe chancen uden at tøve og uden at filosofere for længe over langtidsplanlægning og konsekvenser. Der er endda dem, der mener, at uddannelse og viden ligefrem er en hindring for iværksætterens gåpåmod, ligesom rigdom og status er det for eventyrhelten.14 Måske bar det gamle statiske samfund kimen til det nye dynamiske, så bonden med det samme var parat, da de økonomiske omstændigheder ændrede sig.15 Lykken er ikke gods eller guld Samtidig med Vestjyllands store økonomiske transformation og iværksætterens entré blomstrede endnu et nyt lykkebegreb og verdenssyn, nemlig vækkelsernes og missionens. I deres søgen efter lykke vendte mange blikket mod missionshuset og mod det hinsides. Som Knud Pedersen Tangs venner skrev i et mindevers ved hans død: Til Himlen er du gaaet hen, Fra Jordens Sorg og Møje, Saa tidlig alt hen til dit Hjem, Saa vilde Gud det føje; Han glæde nu din fromme Sjæl, Hist i sit Himmerige, At det maa stedse gaa den vel, Fra Held til Held den stige. Snart kommer og for os den Tid, At vi herfra skal vandre; Gid vi da efter fuldendt Strid, Maa samles med hverandre.

I 1800-tallets sidste årtier blev de såkaldte mindevers moderne. Den dødes liv blev refereret, og døden blev beskrevet som en udfrielse fra jordelivets sorg og møje. Verset på billedet er et meget tidligt eksemplar fra 1853.

152

Christian Ringskou og Harriet Ludvigsen

”Dette begyndte Onde og sælsomme Væsen” De kristne vækkelser har en lang historie i Vestjylland og især på Skjern-egnen. Allerede i 1720-30’erne vandt den tidlige pietisme et sådant gehør i Skjern og Stauning, at provst Hammerich i Skjern måtte tvinge en Mikkel Nielsen Knude til at undskylde ”Dette begyndte Onde og sælsomme Væsen.”16 Brødremenighedens lære, der nåede Danmark i 1730’erne, blev ligesom pietismen bekæmpet af kirke og enevælde. Men langt fra kongens København lykkedes det bevægelsen at etablere sig i Skjern fra 1760’erne og frem til 1820-40’erne, hvor først en bølge af vækkelsesprædikanter, senere de såkaldte ”bornholmere” i Luthersk Missionsforening tog over.17 Når man har med den religiøse vækkelse i de tidlige faser at gøre, må man holde sig tidens almindelige forkyndelse for øje. Under enevælden var præsten ligeså meget kongens repræsentant og sognets eneste embedsmand, som han var forkynder. Hans gerning ville have været vanskelig, hvis han om søndagen skulle skille fårene fra bukkene og resten af ugen være administrator. Måske var det derfor,

tidens kristendom, som den blev dikteret fra København, havde en plads i himmeriget til de fleste.18 Vendt mod den moderate statskristendom trivedes vækkelserne som protestbevægelser, men virkelige folkerørelser blev de først, da nye tider satte nye dagsordener. ”Da brød et Aandens vejr løs” Da udviklingens vinde blæste over Vestjylland og ikke mindst over det nye trafikknudepunkt og bycenter Skjern, var jorden allerede gødet, og i 1897 oplevede byen et mentalt jordskred. Skjern fik besøg af to omrejsende missionærer, og der brød, med byens præst Otte Moes ord, et ”Aandens Vejr løs, som jeg aldrig havde tænkt mig at skulle opleve.” På et par vinteruger blev en tredjedel af byens befolkning omvendt. De, der var med, huskede senere en helt særlig stemning over Skjern.19 Vækkelsesbølgen i Skjern var en af de mere markante, men både Indre Mission og grundtvigianismen vandt frem overalt i disse år. Og ligesom erhverv og økonomi stillede

I dag er der stadig tre aktive missionshuse i Skjern. Et af dem er Luthersk Missionsforenings, her fotograferet dengang gaden stadig ikke var andet end et mudret hjulspor.

Skjerns præst 1885-1901 Otto Moe var begejstret for vækkelsen i 1897.

Lykken er...

153

nye krav til menneskene om at tage ansvar og tage stilling, blev også åndslivet noget, enhver måtte forholde sig aktivt og personligt til. Vækkelse og iværksætterånd ligner måske modsatrettede bevægelser med modstridende lykkebegreber. Det første kræver afsavn i jordelivet, det andet er forestillingen om lykken i arbejde og virkelyst. Historien viser imidlertid et stort personsammenfald mellem de nye byers førstemænd indenfor handel og håndværk på den ene side og åndelig rørelse på den anden. Missionens kamp mod brændevin, forlystelsessyge og overfladiskhed ville ikke have vundet forståelse blandt den gamle tids hedebønder med deres skæbnetro, men alt det nye krævede selvdisciplin og moral. Værdier der kom til at spille sammen med troslivet. Er lykken tilbage i køkkenet? Når talknusende lykkeforskere udnævner danskerne til verdens lykkeligste folk og Ringkøbing til Europas lykkeligste by, gør de det med baggrund i økonomisk tryghed, lav korruption og i danskernes tillid til politikere og velfærdsstat. Den slags kan man nemlig få svar på i spørgeskemaer og lave

154

Christian Ringskou og Harriet Ludvigsen

Missionæren på talerstolen i udstillingen ’Lykken er…’

statistik over. Men lykken er lunefuld. Den er svær nok at få hold på i fortiden, så hvad med i dag? ”Alle har ret til et fedt køkken,” hed det for et par år siden, så måske er lykken tilbage i køkkenet? Og så måske alligevel ikke. Da finanskrisen brød løs, skiftede køkkenfirmaet slogan, og i bogen Jagten på lykken i overflodssamfundet maner Thomas Hylland Eriksen til eftertanke. Eriksen kommer frem til, at en global middelklasse i dag lever i en hæsblæsende forbrugerisme, hvor en oprindelig sammenhæng mellem stigende velstand og lykke for længst er afløst af rodløshed, forvirring og magtesløshed. Når overflodssamfundet samtidig driver rovdrift på klodens ressourcer, konkluderer han, at det er på tide, den globale landsbys beboere skifter de fire årlige flyrejser og den store firhjulstrækker ud med et nyt fælles projekt, med drømmen om en mere lige, mere langtidsholdbar og mere lykkelig verden.20 På Ringkøbing-Skjern Museum vil vi fortælle levende historie, og vi bestræber os på at lave udstillinger, der er i udvikling, og hvor gæsterne kan give deres besyv med. Så

vi lader gæsterne svare på det svære spørgsmål: Har køkkenfirmaet eller Thomas Hylland Eriksen ret? Vi har sat et nyt køkken op og lagt en bunke stemmesedler og en håndfuld kuglepenne frem. Gæsterne giver deres bud, og vi viser dem frem i et slide-show, der kan studeres på en stor skærm. Vi får både morsomme, underfundige, rørende og alvorlige svar, og gæsterne er ikke i tvivl: Lykken er de nære ting: Familien, vennerne, dagligdagen, helbredet, hobbyen og Jesus. Vi lader gæsterne få det sidste ord: ”Lykken er…” ”… at være til discofest” … (Naya 6 år) ”… når min lille datter tegner” ”… lige pandehår” ”… at have et godt helbred og en dårlig hukommelse” ”… at være sammen med sin familie i Baboon City” ”… at kende Jesus” ”… at kunne stå op hver morgen ved egen hjælp” ”… far” ”… flæskesteg med sprøde svær” ”… at have venner beste venner lige som min Anastasia og kæreste som Stefan” ”… ikke et nyt køkken”

Forfatterne kan kontaktes på Christian Ringskou: cr@levendehistorie.dk Harriet Ludvigsen: harrietludvigsen@yahoo.dk

Noter

1. For en velskrevet reportage fra det lykkelige Ringkøbing se Morten Beiter: De nærmest lykkelige. Berlingske Tidende 2007-04-22, sektion 2, s. 4-5. 2. Thomas Hylland Eriksen: Jagten på lykken i overflodssamfundet eller Store Stygge Ulv-syndromet. København 2009 (norsk originaludgave 2008), s. 187. 3. Angelo B. Maaliki: Lykken og lidelsen – to afrikanske nomader fortæller. Frederiksberg 1988, se især s. 58 og 24-25.

4. Kirsten Hastrup & Orvar Löfgren: Lykkens økonomi. I: Kirsten Hastrup (red.) Den nordiske verden I. København 1992, s. 242-48; Lene Andersen: Held og lykke – forestillinger om lykke i sagn og eventyr optegnet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen omkring 1870. Fortid og Nutid – Tidsskrift for kulturhistorie og lokalhistorie 2008, hæfte 2, s. 83-106, 166, se især s. 86, 89-91. 5. Peter Henningsen: Den rationelle bonde – En historisk-antropologisk analyse af traditionalismen i dansk bondekultur. Historisk Tidsskrift bd. 100, hæfte 2 (2000), s. 329-381, se især s. 337-344. 6. Henningsen s. 351-58; Andersen s. 91-92; Hastrup & Löfgren s. 248-49. 7. Evald Tang Kristensen: Sæd og Skik for et Par Menneskealdere siden. I: Hedebogen – Korte, populære Bidrag om Heden i Fortid, Nutid og Fremtid. Viborg 1909, s. 35-39. 8. Hastrup & Löfgren s. 253. 9. Henningsen s. 371-74, 376; Andersen s. 94-98. 10. Evald Tang Kristensen: Pimpegryden. I: Eventyr fra Jylland (Ny udg. v. Vibeke Arndal). Odense 1995, s. 115-118. 11. Palle Lauring: Danmarks Håb og Horn – Kongelykke og Kongeskæbne. København 1954, s. 5-25, 164-76, 269-71. 12. Upubliceret manuskript af Vestas-grundlægger og søn af smed Hansen Peter Hansen på Lem Lokalarkiv. 13. Palle Ove Christiansen: Smeden og skaberværket – tanker om tilværelsen i en vestjysk fabriksby. København 2008, s. 59-76. 14. Nils Villemoes: Paradoksernes paradis – om udvikling, omstilling, forandring – og bøvl. København 1991, s. 16-21. 15. Christian Ringskou: Man skal smede, mens jernet er varmt – om en moderne og gammeldags mand fra Vestjylland. Hardsyssels Årbog 2008, s. 31-42. 16. P. Storgaard Pedersen: Fra Skjernegnen i Pietismens Tid. Hardsyssels Aarbog 1908, s. 66-86; J. Søndergaard Jacobsen: Kristelige Livsbevægelser paa Skjernegnen. Hardsyssels Aarbog 1965, s. 5-11. 17. P. Storgaard Pedersen: Brødremenighedens Virksomhed i Hardsyssel. Hardsyssels Aarbog 1910, s. 102-56; S. Karl Hansen: Noget om ”Bornholmerne” – og forudsætningerne for denne religiøse bevægelse baade i Vestjylland og paa Bornholm. Hardsyssels Aarbog 1923, s. 3744; Søndergaard Jacobsen s. 11-28. 18. Storgaard Pedersen 1908, s. 69-71. 19. Christian Baadsgaard: Vækkelsens arv. Hovedopgave fra Danmarks Journalisthøjskole trykt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern sommeren 2009, her citeret fra 4. juli. 20. Eriksen. Se fx s. 68 ff, 110 ff, 232 ff og 244 ff.

Lykken er...

155

”stolperne som er afrådnet ved jordskillet” – en lille renæssancegård i Skonager Lars Chr. Bentsen

Der har i de senere år været et øget fokus på renæssancens bebyggelse på landet, og i det tidlige efterår 2010 fik Museet for Varde By og Omegn en sjælden lejlighed til at udgrave dele af en renæssancegård i Skonager, omtrent 6 km øst for Varde.1 Det lille udgravningsfelt viste sig at indeholde rester af tre huse fra renæssancen, to grøftforløb og rester af et middelalderhus. Kulturlandskabet Skonager ligger mindre end én km fra Varde Å på et plateau, der på begge sider afskæres af mindre tilløb til Varde Å. Plateauet er fladt og har været et eftertragtet område siden oldtiden. Det viser adskillige gravhøje, udgravede bebyggelser fra jernalderen på skrænterne ned mod Skonager Lilleå og et middelalderligt agersystem.2 Omtrent 2 km syd for Skonager blev de berømte Skonager-brakteater fundet i 1870 (190509-50). Med de nye undersøgelser har vi nu fået et lille, arkæologisk indblik i udnyttelsen af området i renæssancen. Skonager var en lille landsby, der blev udskiftet i 1796. Udskiftningen var en del af de store landboreformer i 1700-tallet og brød de gamle landsbystrukturer op. Den overordnede tanke bag udskiftningen var, at man inden for de enkelte ejerlav omfordelte jorden således, at hver bonde fik samlet sin

Udsnit af Original 1 kort over Skonager. Med sort, udfyldt signatur vises de gårde, der blev i landsbyen og med dobbeltstreger er de udflyttede gårde streget ud. Udgravningsfeltet er markeret med rød streg. Bemærk udgravningens nabogård mod vest/nordvest, hvor sønderlængen er delt i to med en streg. Nord er opad.

156

Lars Chr. Bentsen

jord, eller i det mindste reduceret antallet af jordlodder. Det gjorde det muligt for den enkelte bonde at flytte sin gård fra landsbyen ud på jorderne, hvilket gjorde det lettere for bonden at dyrke jorden. Det blev i udskiftningen tilstræbt at fordele jorderne således, at de nye jordlodder havde samme værdi som tidligere. Alt dette blev muligt efter man i 1788 havde ophævet Stavnsbåndet og afskaffet hoveriet. Skonager var på flere måder en lidt speciel landsby – byen er en såkaldt rækkeby, der i 1600-tallet bestod af syv hele gårde, men med 14 brugere – altså var der i realiteten tale om 14 partgårde. Partgårde var ikke noget sjældent fænomen, men det var meget usædvanligt, at en hel landsby bestod af partgårde. På Original 1 kortet ses flere gårde delt, således at to brugere havde hver sin del af fx stuehuset.3

Undersøgelsen Museets forundersøgelse indikerede en velbevaret bebyggelse fra renæssancen og en egentlig udgravning blev igangsat. Udgravningen blev foretaget som en almindelig fladegravning, hvor mulden blev rømmet af med rendegraver. Muldafrømningen foregik i etaper, hvor vi var tvunget til at flytte rundt på mulden, da den ikke kunne køres væk og skulle lægges tilbage efter endt udgravning. Mulden blev rømmet af til bebyggelsessporene tydeligt kunne erkendes. Under muldafrømningen blev alle fyldskifter (stolpehuller, grøftforløb mm.) ridset ind med skovlen og efterfølgende opmålt

Bebyggelsen Udgravningen omfattede blot 800 m2, hvilket er en lille udgravning. Det er ikke sjældent, at man afdækker flere hektar. En lille udgravning som denne kan dog give spændende resultater. Det fundne gennemgås her i kronologisk rækkefølge.

Oversigtsfoto af udgravningens sydlige del. Målebåndene er spændt ud og de sidste stolpehuller renses af inden opmåling.

Oversigtsplan over udgravningen med huse og grøfter markeret.

med tommestok og målebånd. Alle registrerede fyldskifter blev nivelleret med niveller-instrument og det samlede målesystem blev løbende fastlagt ved indmåling med GPS. Alle stolpehuller, grøfter og øvrige fyldskifter blev snittet med skovl og graveske.

”stolperne som er afrådnet ved jordskillet”

157

Hus K1 I udgravningens sydligste hjørne blev resterne af en gård, der typemæssigt kan være fra middelalderen, afdækket. Huset udgøres af en velbevaret nordvæg med udskudsstolper. Huset er sandsynligvis længere mod øst, mens vestgavlen ligger i udgravningen. De sydlige tagbærende stolpesæt og den sydlige væg ligger udenfor udgravningen. Den registrerede længde er 9,8 m, men den totale længde er større. Der er ikke gjort daterende fund, og typemæssigt gives flere muligheder. Da sydvæggen ikke kendes kan det ikke med sikkerhed afgøres om huset var treskibet som i oldtiden, eller om der er tale om et hus med udskud. De sidste kendes fra både middelalder og renæssance. De treskibede huse er typisk fra oldtiden, men fylden i stolpehullerne indikerer klart at huset skal dateres til middelalder eller renæssance. En datering til middelalderen virker sandsynlig, da det sydvestlige forløb af grøften A10 (som dateres til renæssancen) er tydeligt yngre end huset. Ydermere afviger husets orientering fra den yngre bebyggelse, hvilket antyder at den skal placeres i en anden kontekst.

Hus K2 Centralt i udgravningen ligger en bygning fra renæssancen i to faser. I den ældste fase er huset 10,30 m langt og 5,3 m bredt. I nordvæggen mangler den sidste stolpe mod sydøst, og den nordøstlige stolpe blev helt gravet væk, da huset blev revet ned og erstattet med K3. Det til trods kan arealet under tag opgøres til 56 m2. Huset udgøres af 14 stolpehuller (oprindeligt 16) i seks fag. Huset havde formentlig et stampet jordgulv (A12). Samtidig med K2 er efter al sandsynlighed de to grøftforløb A10 og A44. Den vestligste af grøfterne (A44) udgår

Detailplan af nordvæggen i huset K1.

Detailplan af huset K2 og de omgivende grøfter.

158

Lars Chr. Bentsen

blev erstattet med K3 ved vi ikke, men eksperimenter viser at stolpebyggede oldtidshuse holder ca. 25-30 år. De typisk meget kraftige og dybe stolpehuller, der findes ved renæssancehuse indikerer dog, at der blev anvendt kraftigere tømmer end i oldtiden og at en længere levetid dermed kan forventes – men næppe længere end 50 år. Der er ikke et egentligt arkæologisk belæg for husenes indbyrdes alder, men det formodes at K2 følger direkte efter K1. Det er sandsynligt at tofteskellene fortsat er i brug i denne fase. Snit gennem grøften A44. Der ses to hovedfaser (måske de samme som faserne K2 og K3 af huset?). De tynde lag til venstre i den ældste fase (lys gul) viser, at grøften har stået åben og ganske langsomt er sandet til. I yngste hovedfase (lys og mørk orange) bliver grøften en smule bredere, men til gengæld knapt så dyb. Grøften vedholdes i denne fase med mindst en opgravning.

fra K1’s vestgavl, hvilket antyder at de er anlagt sammen. Det østlige grøftforløb (A10) danner et hjørne, og forløbet mod sydvest er tydeligt yngre en hustomten K1. Det tomme område mellem A10 og A44 kan opfattes som en indgang. Grøfterne forbliver uændrede i begge huses levetid, og det var tydeligt at grøfterne er blevet renset op og vedligeholdt. Der blev i grøften fundet skår af hornbemalede, glaserede fade, stjertpotter og jydepotte, som daterer grøfterne til renæssancen. Det faktum at grøfterne vedligeholdes kan antyde, at der er tale om tofteskel og den langsomme tilsanding i fase 1 og den deciderede oprensning i fase 2, indikerer også at grøfterne har stået åbne. Det kan ikke afvises, at grøfterne er hegnsgrøfter omkring gården. Uanset om grøfterne er rester af tofteskel eller hegn, så viser de dog tilbage mod en anden matrikulær situation end den, der er kortlagt i Original 1 kortet fra 1795. Hus K3 Husets efterfølger er smallere og længere, men omfatter blot 49,2 m2 under tag. To stolpehuller i nordvæggen viser tydeligt stratigrafien i husenes indbyrdes rækkefølge. I alt består huset af 18 stolpehuller i syv fag. Hvor lang tid K2 stod inden det

K3 – yngste fase af renæssancehuset, hvor tofteskellene efter al sandsynlighed bevares, og, jf. ovenfor, vedligeholdes og udbedres. Inde i huset, markeret med gult, ses resterne af lergulvet.

”stolperne som er afrådnet ved jordskillet”

159

Til K3 hører resterne af et lergulv, tydeligt afgrænset af husets vægstolper. Et snit gennem lergulvet viste sparsomme rester af flere smudslag under lergulvet. Huset havde altså tidligere jordgulv. Om jordgulvet tilhører den ældre fase, K2, eller den yngste fase kan ikke afgøres med sikkerhed, men det er sandsynligt at jordgulvet tilhører husets ældste fase. Det formodes derfor at huset har været anvendt til beboelse, i hvert fald i 2. fase.4

Husenes udseende og datering Der blev ikke gjort fund i stolpehullerne, der kan fortælle om husenes udseende eller konstruktion. Vægstolperne har været tagbærende, hvilket både deres størrelse og fraværet af de såkaldte midtsuler viser. Selve tagkonstruktionen kan vi kun gisne om, men både stråtage, lyngtage og tegltage kendes fra perioden, men tegltag har denne lille gård næppe haft.5 Væggene har sandsynligvis været lerklinede eller opført i bulkonstruktion i en bindingsværks- eller bindingsværkslignende konstruktion. Der er ikke i stolpehullerne gjort fund, som kan datere husene, men dateringen kan alligevel indsnævres. Huset K2 synes anlagt samtidig med grøfterne A10 og A44, som dateres til renæssancen.6 Bevarede beskrivelser af bønderbygninger i Skast Herred viser, at man byggede på jordgravede stolper indtil manglen på tømmer satte ind i slutningen af 1600-tallet – og det på trods af, at der allerede i 1554 blev udstedt kongeligt forbud mod at bygge med jordgravede stolper.7 Flere bevarede syn af gårde fortæller ligeledes om, hvordan brøstfældige gårde kan istandsættes ved at grave stolperne fri og sætte dem op på sten – de såkaldte syldsten,

Snit gennem lergulvet i husets ældste fase, K2. Øverst ses muldlaget (brunt), og umiddelbart herunder lergulvet (gulorange). Til venstre (mod syd) ses at det gulorange lergulv (A11) skærer en lille rest af en ældre serie af 3-4 tynde smudslag (lysebrunt) (A12), som sandsynligvis tilhører K2. Lergulvet er anlagt direkte på blegsand (gråt), som har dannet et godt og stabilt underlag. Under blegsandet ses et udfældningslag (rødbrunt) over herunder det lyse undergrundssand.

160

Lars Chr. Bentsen

som ofte forsvinder i det dyrkede landskab. I 1695 synes en gård i Jerne, hvor synet afsluttes med bemærkningen ”stolperne, som er afrådnet ved jordskillet kan opsættes på sten og være lige dygtige.”8 Lykkeligvis var denne lille gård bygget på jordgravede stolper, så vi kunne genfinde sporene af den. Samlet set tyder alt på at husene skal dateres til 1600-tallet. Hus K4 Sydvest for hus K2/K3 blev et lille udhus afdækket. Huset omfatter blot 30 m2 under tag og virker dårligt bygget. Huset er 7 m langt og 4,3 m bredt og har haft åben gavl mod nordvest.

Laden eller vognhuset K4. K4 er samtidig med enten K2 eller K3, og det kan ikke afgøres om K4 eksisterer gennem begge faser.

Centralt i husets længdeakse står en såkaldt midtsule, som var en del af den tagbærende konstruktion. Den åbne gavl indikerer, at huset har været anvendt som lade eller vognhus. Afslutning Udgravningsfeltet var ganske lille, hvilket byder på tolkningsmæssige udfordringer. Indtrykket af de sydvestjyske renæssancegårde er, at de består af et stuehus og en lade. Det er tilfældet i både Kærbøl og Enderup ved Ribe.9 De skriftlige kilder omtaler ligeledes både salshus (stuehus) og lade og undertiden flere bygninger. På den baggrund synes det rimeligt at opfatte Skonager-gården som én gårdsenhed. Den essentielle brønd, der med sikkerhed har været på gården, skal sandsynligvis, på baggrund af de omgivende grøfter, søges mod vest, uden for udgravningsfeltet. Husene stammer fra tiden før udskiftningen, hvor arkæologien er en god kilde til ny viden om gårdstrukturer, bebyggelse og arealudnyttelse.10 Selvom grøfterne repræsenterer en anden matrikulering end den kendte, så viser husenes orientering at tidligere matrikler må have haft samme orientering som de historisk kendte. I renæssancen orienterede man i højere grad huse og bebyggelse efter matriklerne, modsat i oldtiden, hvor husene oftest ligger orienteret øst-vest. Vi kender ikke opførelsestidspunktet for de gårde, der ses på Original 1 kortet, så om der er en direkte kontinuitet mellem den udgravede gård og de kortlagte vides ikke. Skonager-gården er ganske lille i sammenligning med andre, udgravede bebyggelser fra renæssancen,11 men giver alligevel et værdifuldt om end lille indblik i renæssancens landbebyggelse i Varde-området.12 Det er værd at lægge mærke til, at det lille hus, som på Original 1 kortet er streget ud, og dermed udflyttet, ikke har afsat sig spor i undergrunden, som vi kunne genfinde. Forklaringen er formentlig at huset har stået på syldsten, som det beskrives på gården i Jerne i 1695. Den udflyttede gård må opfattes som efterfølger til den her præsenterede gård. Når man læser de skriftlige kilders oplysninger om gårdene i Skonager, så er antallet af fag i de enkelte bygninger oftest den eneste anvendelige ”stolperne som er afrådnet ved jordskillet”

161

indikator, når man forsøger at kortlægge økonomien i landsbyen. Som arkæolog har man den luksus at kunne beregne antallet af kvadratmeter, og her er det ligeledes værd at bemærke, at selv om K3 har syv fag, mod det ældre K2’s seks fag, så er der færre kvadratmeter under tag. Antallet af fag er stadig den eneste historiske mulighed for at sammenligne bygningerne, men noget tyder på, at det kan være forbundet med usikkerheder. Fremtidige udgravninger i området vil med lidt held kunne lægge ny, væsentlig viden til den nu erhvervede.

fodtømmer og andre ”jordnære” bygningsforhold i Skast Herred 16361800. hikuin 21, 1994, s. 55-64. Se især side 62-63. Henrik Vensild takkes ligeledes for mundtlige oplysninger herom. 4. Der blev dog ikke fundet ildsteder, ovne eller andet inventar, som kan identificere husets brug. 5. Henrik Vensild: Bondegårde i Skast Herred 1636-1760. Deres byggemåde og indretning. Brørup 2004, s. 80. 6. Keramikken fra A44 er svær at datere præcist, men jydepotte og stjertpotte indikerer en datering til efter 1550. Dekorationen på stjertpotteskårene (hindbærdekor) optræder typisk først efter 1600. Jeg er Jette Linaa tak skyldig for at vurdere og datere keramikken. 7. Vensild 2004, s. 77-78. 8. Vensild 1994, s. 58.

Lars Chr. Bentsen kan kontaktes på: lcb@vardemuseum.dk Noter

1. Udgravningen har museets journalnummer VAM 1674. Erik Tang Kristensen og Esther Sonne takkes for venlig tilladelse til at anvende deres garage som skurvogn og frokostrum – og for friske blomster på bordet. I udgravningen deltog museumsinspektør Jens G. Lauridsen og museumstekniker Jens Spangmose Pedersen. Rendegraveren blev ført af Henning Lund Jepsen, Varde Maskinstation. Forfatteren var udgravningsleder.

9. Morten Søvsø: Stolpebyggede gårde fra renæssancen udgravet i Kærbøl ved Ribe. By, marsk og geest – Kulturhistorisk årbog for Ribe-egnen 20, 2008, s. 15-26; Morten Søvsø: Stolpebyggede gårde fra renæssancen udgravet i Kærbøl og Enderup ved Ribe. Arkæologi i Slesvig/ Archäeologie in Schleswig Nr. 12, 2008, s. 225-233. Morten Søvsø takkes for god, faglig diskussion. 10. Vores viden om 15- og 1600-tallets landbebyggelse er endnu ret begrænset, men fortsatte udgravninger som denne vil udbygge og konsolidere den viden vi allerede har.

2. Palle Siemen: Skonager – en jernalderlandsby fra 5.-7. århundrede efter Kristus. Mark og Montre 1985, s. 69-77.

11. Se fx Søvsø 2008; Søvsø 2008; Mette Svart Kristiansen: Renæssance, arkæologi – og bønder. I: Ole Høiris og Jens Vellev (red.): Renæssancens Verden – tænkning, kulturliv, dagligliv og efterliv. Århus 2006, s. 473-490.

3. De syv gårde og 14 partgårde kan spores arkivalsk i tingbøger og syn fra 1651, 1685-88 og 1765. Henrik Vensild: Jordgravede stolper,

12. For en oversigt over renæssancearkæologien og lidt om renæssancegårde generelt, se Kristiansen 2006.

162

Lars Chr. Bentsen

Kedelige museer

– eller succesfyldt kulturarvspædagogik for skoleelever! Lisbet Mogensen

Indledning Ringkøbing-Skjern Museum igangsatte i 2009 et ph.d.-forskningsprojekt om kulturarvspædagogik for skoleelever. Museets opdrag blev formuleret således: Hvilke lærings- og dannelsespotentialer er indeholdt i kulturarvspædagogiske aktiviteter for grundskoleelever? Ph.d.-studiet fik arbejdstitlen: ”Det levende og lærende museum. Kulturarvspædagogik for skoleelever”. Forskningsprojektet er fortsat i gang, og da forskning er en dynamisk proces, må de beskrevne resultater her og nu, betragtes som ufuldstændige tendenser. Større børns opfattelse af museer Nævn ordet museum og 75 % af eleverne i en såkaldt dansk normalklasse fra 6.-9. klasse replicerer med ordet kedeligt! Sådan er det i dag (2010), og sådan var det for 20 år siden og for 40 år siden. De elever, der i dag er ca. 12-16 år, har været på flere museumsbesøg med deres skole end for 20 og 40 år siden. Dette samtidig med at museernes formidlingsformer og undervisning har forandret sig, fra i det væsentligste at være en passiv, envejskommunikation til at være en undervisning med vægt på en aktiv involvering fra elevernes side. Hvorfor har den forbedrede og intensiverede formidling og undervisning på museerne tilsyneladende ikke haft en større positiv afsmittende effekt på eleverne?, kunne man spørge. Hvorfor kan skolens ældre elever slet ikke identificere sig med den verden de møder og den kulturarv, de præsenteres for på museerne? Er historien uvedkommende eller bliver den serveret uinteressant? Er historieundervisningen på museerne et løst appendiks til resten af elevernes skoledag og deres dagligdag? Er lærere ikke tilstrækkeligt engagerede Kedelige museer

163

indenfor forskningsverdenen og kulturlivet.3 I Danmark opstod fx Kulturarvsstyrelsen (KUAS) i 2002 som en enhed under Kulturministeriet. Hvis man sammenligner de tre hyppigst anvendte officielle definitioner i Danmark som er formuleret af KUAS, Den Store Danske Encyklopædi, og Unesco,4 taler KUAS om såvel en materiel som en immateriel kulturarv, men lægger i sin beskrivelse meget vægt på den konkrete, materielle, fortidige kulturarv. I definitionen fra Den Store Danske Encyklopædi beskrives der såvel en immateriel kulturarv med fokus på erfaringsdannelse og identitet som en kanoniseret, elitær finkultur, men med fremhævelse af det hverdagslige. Kulturarvsbegrebet i samarbejdet med museerne? Er underviserne på museerne ude af trit med teenagegruppens måder at tænke og agere på? Disse og mange andre spørgsmål kan man stille sig, hvis man skal forholde sig til udsagnet kedeligt! Der er opbygget mange myter omkring museumsbegrebet og opfattelsen af museer. Men man kan også prøve at bore lidt dybere og forsøge at trevle udsagnet kedeligt op. For hvad dækker det reelt over, og er svaret nu helt så simpelt vurderet ud fra skoleverdenen? Denne artikel tager udgangspunkt i den del af forskningsprojektet, der beskæftiger sig med lidt større elevers1 museumsbesøg i skoleregi og helt specifikt en gruppe 12-14-årige elever. Der vil blive givet nogle bud på, hvordan problematikken er skruet sammen. Introduktion til kulturarvspædagogik Allerførst vil det nok være formålstjenligt at få defineret, hvad kulturarv og kulturarvspædagogik er. Kulturarvsstudier er et selvstændigt studie, der har udviklet sig fra 1980’erne, og det involverer ofte andre discipliner. Én af disse er kulturarvspædagogik.2 Begrebet kulturarv er blevet diskuteret med henblik på oprindelse og historie, begrebsmæssigt, socialt, mv. og det anvendes af forskelligartede institutioner primært 164

Lisbet Mogensen

Definition af kulturarvspædagogik Før begrebet kulturarvspædagogik blev anvendt af museerne benævntes undervisningsaktiviteter rettet mod skolebørn som museumsundervisning, skoletjeneste og undervisningstilbud, men i definitionen af kulturarvspædagogik taler man om fire områder: –– Undervisning i museernes objekter og genstande – den museumsbaserede udstilling –– Pædagogiske tilbud/undervisning i arkivmateriale –– Læring om kunst – udover undervisning i kunst af ældre og nutidige kunstnere inkluderes også kunstneriske aktiviteter –– Undervisning i kulturmiljøer og i landskaber med spor af kulturarven Der hersker en vis usikkerhed om kulturarvspædagogikkens oprindelse og anvendelse historisk. Nordisk Center for Kulturarvspædagogik5 i Sverige fremhæves ofte som den institution, der først definerede kulturarvspædagogikken og via centrets aktiviteter har udbredt den.

har i denne definition dog med tiden udviklet sig til også at omfatte landskaber og kulturmiljøer. Unesco fremhæver også den forandring, der sker med begrebet fra det materielle til det immaterielle – hen mod det menneskelige aspekt. Unescos beskrivelse af kulturarvsbegrebet går så vidt som til at konkludere, at kulturarv er et åbent begreb, der reflekterer den levende kultur ligeså meget som fortidens kultur. Sammenholdt afspejler de tre fortolkninger af begrebet en relativt snæver national og en relativt åben international definition. Når det er disse definitioner, der ligger til grund for museernes undervisning i kulturarv, er alle emner, temaer og formidlingsformer åbne. Der burde være rige muligheder for at finde aspekter, der beskæftiger sig med historiske spor igennem flere tidsaldre og af interesse for en egocentreret teenager. Undervisning på museerne Kulturarvspædagogik for skoleelever er på den ene side et meget konkret område, og på den anden side et meget upræcist, udefineret og umetodisk område. Næsten alle museer nationalt som internationalt tilbyder undervisning til grundskoleelever. Undervisningen er et tilbud, og en niche under det ene af den danske museumslovs fire søjler, der omhandler formidling,6 men hvor det er et lovkrav at tilbyde skolebørn

gratis adgang til museernes samlinger, er undervisningstilbud til disse frivilligt for museerne. Hvis museet et år ikke har tid eller ressourcer til at udarbejde undervisningstilbud, kan denne aktivitet tilsidesættes – hvilket den dog meget sjældent bliver. Nu ligger der rigtig mange gode argumenter bag, hvorfor næsten alle museer uden undtagelse tilbyder aktiviteter. Men kvaliteten af disse undervisningstilbud er meget svingende, og heri ligger én af forklaringerne på, hvorfor museerne ikke kan engagere teenagere. Tilsvarende betragtes museumsbesøg fra skolernes side som et supplement til den undervisning, skolerne tilbyder eleverne. Det er ikke en nødvendighed at komme på museumsbesøg, og der kan være flere årsager, der hindrer det. Museumsundervisningen betragtes derfor af skolerne som en niche og et overskudsfænomen.7 Hvis man skal se på museernes rolle som undervisningsinstitutioner for skoleklasser – som eksterne læringsrum med fokus på en formel eller semi-formel læring8 – og deres evne til at reflektere de behov skolerne har, må man bl.a. fokusere på, om museerne afspejler det omgivende samfund. For mange museers vedkommende er det ikke tilfældet, mens andre evner at gribe trends i tiden og omsætte disse til undervisningsbrug. Myterne omkring museernes måde at agere og undervise på, slører ofte den reelle udvikling, der faktisk har fundet sted. Den mytedannelse, er det

Kedelige museer

165

På forhånd er der en række påstande man må forholde sig til: –– Lærerne taler om hormonforstyrrelser hos 6.-8. klasses elever og en omorganisering af alt i hjernen, således at fokus primært er rettet mod de andre elever og hverken undervisere eller undervisningsmaterialet –– Eleverne har dårlige erfaringer med museumsbesøg eller slet ingen erfaringer. Museumsemnerne interesserer dem ikke –– Museerne har i flere år haft deres fokus rettet mod gruppen af 3.-5. klasseselever og mangler emner og form, der er målrettet teenagegruppen, og har generelt for lidt erfaring med denne gruppe

kun museerne selv, der kan ændre på ved en mere udadvendt og samtidig adfærd. Mange steder er museerne tilsyneladende ude af trit med deres unge brugere. Enten i manglende forståelse for deres ønsker, behov og interesser eller, når emnet er større skoleelever, så formår museernes budskab ikke at blive transformeret via læreren til eleven. Problemet med teenagere på museum Fra museets side ligger fokus på læringsdelen, når skoleelever besøger museet i forbindelse med en undervisningslektion i fx faget historie eller i en projekttime. Derfor ligger der også et ønske om at vide, i hvilken udstrækning eleverne lærer noget ved besøget, men hvis museets image på forhånd opleves som kedeligt, må et besøg derfor virke demotiverende for eleverne indlæring. Eller? Her er der endnu ikke taget højde for den enkelte elevs forhåndsviden eller forhåndsinteresser. 166

Lisbet Mogensen

I en undersøgelse foretaget af organisationen ”Kids in Museums” i England, blev det konkluderet, at teenagere kun ønskede tre ting på et museum: 1. De ville sidde på et behageligt sted, 2. de ville bruge deres mobiltelefoner, og 3. de ønskede at chatte.9 Denne undersøgelse fastslog, at indtil museerne accepterede disse tre ting, ville teenagerne holde sig væk fra museerne – medmindre de blev trukket dertil i forbindelse med

et skolebesøg. Nu bliver rigtig mange elever trukket på museumsbesøg imod deres vilje, og hvis man skulle tage undersøgelsens resultat for pålydende, kunne museerne ligeså godt stoppe med at tilbyde undervisning til denne gruppe af besøgende. Det er spildt energi. Alligevel fortsætter museerne med at tilbyde undervisning, og alligevel bliver skolerne ved med at bruge museerne i deres undervisning også selv om eleverne har passeret grænsen for museumstræthed. Og det skal de måske blive ved med ifølge nogle af de resultater ph.d. undersøgelsen har påvist. Ved at følge klasser på museumsbesøg, observere deres aktiviteter, deres dialog med underviserne, elevernes samspil med hinanden og lærerne, og efterfølgende interviewe både elever og lærere, bliver billedet anderledes nuanceret. En enkelt undersøgelse med et interessant resultat På et historisk museum i Jylland10 tilbyder undervisningsafdelingen rollespil i forskellige historiske emner. Eleverne deltager i et ca. 4-5 timers forløb (inkl. frokost), hvor de først

introduceres til den historiske tidsperiode og forberedes på at gå i en tidsrejse tilbage i tiden. Derefter går de i rolle ved at blive let udklædt i karakteristisk tøj fra tiden, grupperes i en familie eller socialgruppe, og forberedes på de opgaver, de skal udføre, og hvad målet med opgaverne er. Der deltager typisk ca. 25-30 elever, et par lærere, to faste museumspædagoger og ca. 3-5 frivillige hjælpere, der assisterer eleverne med de opgaver, de skal udføre. Der er tale om et relativt fast skema, faste rammer og afgrænsede lokaliteter. I forbindelse med ph.d.-studiet observeredes to meget forskelligartede klasser. Begge klasser havde arbejdet på klassen med emnet før besøget på museet, og begge klasser skulle ligeledes afslutte en skriftlig opgave efter besøget. De dybdegående analyser er ikke tilendebragt endnu med alle de forskellige perspektiver, der skal anlægges i dette casestudy, men de foreløbige resultater peger på et interessant udbytte til trods for forskelligheden.11 I analysen opstilledes følgende spørgsmål: Hvor meget betyder elevernes baggrund, interesser og tidligere

De to deltagende klasser, her benævnt klasse A og klasse B Klasse A En 6. klasse fra en større privat skole (ca. 600 elever) med elever fra 0.-9. klasse, beliggende i centrum af en middelstor provinsby. Skolen er attraktivt beliggende, og består af bygninger fra flere århundreder, den har venteliste, og stor forældreopbakning omkring alle aktiviteter. Selve klassen er på godt 20 elever, hvoraf 2 elever er med anden etnisk baggrund. Eleverne virker velbegavede, velformulerede og fungerede socialt godt sammen. Ca. halvdelen af eleverne er vant til at gå på museumsbesøg med deres forældre og vant til mange museumsbesøg med skolen/ klassen. Klasselæreren havde besøgt det pågældende museum flere gange tidligere med andre klasser.

Klasse B To 7. klasser fra en større kommuneskole (ca. 600 elever) med elever fra 0.-9. klasse fra en middelstor provinsby. Skolen er beliggende i byens nordvest-kvarter mellem boligblokke. Bebyggelsen og skolen er opført i 1970’erne. Der er opsat overvågningskameraer ved indgangen til skolen. Klasserne bestod af godt 30 elever tilsammen, heraf havde 30 % af eleverne anden etnisk baggrund end dansk. Der var mange sociale problemer, mange skilsmissebørn, mange elever med indlæringsvanskeligheder, og ved forældremøder kom der typisk 10 forældre. Ca. 25 % af eleverne var vant til at besøge museer med forældre, og klassen havde været på det pågældende museum 3-4 gange. Heraf var mindst 3 gange sammen med klasselæreren.

Kedelige museer

167

viden for deres læringsudbytte og anden form for udbytte af museumsbesøget? At måle en forhåndsviden og et læringsudbytte er vanskeligt og indeholder visse fejlprocenter, da mange ukendte faktorer spiller ind. At lære er en fragmentarisk oplevelse. Dette gør sig ikke mindst gældende ved sammenligning mellem to forskellige grupper, der har modtaget samme undervisningstilbud. Hvordan har eleverne været forberedt? Hvor længe har de arbejdet med emnet og hvordan? Hvordan korresponderer undervisningen på skolen med museets undervisning? Hvordan har lærerens engagement været? Tidslængde på museumsbesøget? Hvordan er formidleren fagligt, pædagogisk, menneskeligt? Hvordan er miljøet og temperaturen, hvor undervisningen foregår? Hvordan er opsynspersonalet overfor eleverne? Og hjælperne? Er det en positiv oplevelse for eleverne? Hvordan er den enkelte elevs individuelle tilstand lige netop den dag? Hvordan er klassens sociale samspil? Hvordan fungerer gruppeaktiviteterne? Hvordan formidles det faglige stof? Hvad formidles helt konkret? Hvilke læringsstile anvendes? Og så videre. Der kan formuleres mange flere spørgsmål. I undervisningsøjemed kan museet have anlagt forskellige metoder. Der kan være lagt vægt på intelligensteorier eller 168

Lisbet Mogensen

motivationsteorier eller X-teorier eller slet ingen teorier. Det er meget forskelligt fra museum til museum, hvor fokuseret museumspædagogerne er på at bruge en teori eller metode. I de studier der indgår i ph.d.-projektet, bliver der anlagt en kvalitativ undersøgelsesmetode, da det kvalitative interview giver plads til den enkeltes individualitet, og denne metode er velegnet til at gå i dybden med et afgrænset antal personer. Den forholder sig til følelser, holdninger og baserer sig på subjektive erfaringer. Den kan anvendes i en bestemt kontekst og er fleksibel. De to klasser A og B gennemgik det samme undervisningsforløb ved de samme formidlere. Via rollespillet skulle de indgå i en socialgruppe, der skulle udføre nogle nødvendige opgaver, der førte frem mod et mål, der sikrede gruppens ”overlevelse”. Alle elever og klassens lærere deltog aktivt og engageret. Enkelte i klasse B havde i starten lidt svært ved at overgive sig til rollen, men det ændredes hurtigt. Under observationen, generelt betragtet og beskrevet, virkede klasse A som mest koncentreret og målrettet, mens klasse B havde mange underliggende spil i gang på tværs af grupperne og mellem hinanden. Klasse A virkede som velfungerende og hensyntagende, mens klasse B virkede urolig og støjende. Bl.a. foregik der et tyveri (i rollen) med det mål at komme nemmere om ved en opgave. Den episode blev ved det efterfølgende interview nævnt flere gange og ligeledes nævnt på klassen, som det eneste dårlige ved besøget. Eleverne håndterede selv episoden internt, men tyveriet forargede klassen som gruppe. Formidlerne og hjælperne oplevede klasserne som meget forskellige. Enkelt formuleret var den ene klasse nem og den anden krævende. For at måle et udbytte læringsmæssigt, socialt og dannelsesmæssigt, må der anvendes et analyseapparat, og for at få svar på det stillede spørgsmål: Hvor meget betyder elevernes baggrund, interesser og tidligere viden for deres læringsudbytte og anden form for udbytte af museumsbesøget? anvendtes den engelske model The Generic Learning Outcome (GLO). Ved analysen med brug af GLO var det tydeligt at begge klasser havde øget deres viden og forståelse. De havde lært ny

The Generic Learning Outcome (GLO)12 I teorien lægges vægt på følgende punkter: –– Knowledge and understanding (viden og forståelse) –– Skills (færdigheder) –– Attitudes and values (værdier, holdninger) –– Enjoyment, inspiration, creativity (fornøjelse, inspiration og kreativitet) –– Activity, behaviour and progression (aktiviteter, adfærd og fremskridt) I England opereres af og til med yderligere tre former for udbytte baseret på sociale færdigheder eller kompetencer: The Generic Social Outcome, der inkluderer punkterne: 1. Stronger and safer communities, 2. Health and wellbeing, 3. Strengthening public life. Disse sociale udbytter er politisk afhængige og blev defineret under Labour og premierminister Tony Blairs regering, men anvendes fortsat.

viden om den pågældende tidsperiode. De huskede eksempler tydeligt. De var i stand til at anvende de faglige udtryk, de havde lært, og de havde forstået det. En elev udtrykte det således: Det var meget lettere at skrive opgaven, når de havde været på museumsbesøg. En anden elev erfarede, at hendes opgave blev ekstra god (og hun havde fået en bedre bedømmelse end normalt), fordi hun havde taget notater undervejs i det introducerende forløb. Der skete både en øget viden og forståelse, men også en progression på en lang række områder. Læreren på klasse B bemærkede, at de elever, der var fagligt svage, fik meget ud af besøget og var i stand til at skrive deres opgaver baseret på indre billeder og oplevelser. Alle elever huskede særlige fortællinger og udviklede empatiske sider. Museet blev gennemgående beskrevet som hyggeligt! Her var ikke tale om noget støvet og kedeligt. Begge klasser beskrev, at de

havde hygget sig med hinanden og i grupperne. Stemningen på museet havde været hyggelig. En række værdier, holdninger og følelser ændrede sig undervejs i forløbet. Eleverne var aktive, lærte gennem en aktivitet, de udviklede nye færdigheder baseret på fortidige aktiviteter. De fik tingene med hjem, der var et konkret udbytte. Elverne blev i stand til at koble fortid og nutid. De kunne relatere fortiden til episoder i deres eget liv. En elev fortalte om sin mors arbejdsløshed, og fik hendes situation sat i perspektiv ved en sammenligning med fortiden. Konklusion Analysen af læringsdelen sammenholdt med observationer og interviews, er her gengivet i en meget kortfattet form. Lærernes arbejdsdel før og efter besøget på museet, er fx ikke medtaget. En gennemgang af eleverne opgaver er heller ikke inkluderet, og interviewene er baseret på et begrænset udvalg af eleverne, men der er ingen tvivl om, at der til trods for den ikke afsluttede analyse, er tendenser, der peget på interessante konklusioner. Hvis man skal trække blot tre nøglekonklusioner frem af denne case, er det at: 1. Eleverne fra begge klasser oplevede et følelsesmæssigt engagement, der virkede befordrende på deres faglige indlæring. I situationen glemte de tid og sted, og de udviklede sig fagligt. 2. Museets image ændredes. Det var en positiv oplevelse at besøge museet. En elev formulerede det således: Museet var ikke et rigtigt museum. Det var ikke kedeligt! 3. Det mest interessante er, at klasse B ikke fik et mindre fagligt eller personligt udbytte ud af besøget end klasse A. Trods vidt forskellig type skole, forskellig faglig, social og personlig baggrund flyttede klasse B sig mest. Elevernes baggrund, interesser og tidligere viden, har derfor begrænset betydning for deres læringsudbytte og anden form for udbytte af et museumsbesøg. Kedelige museer

169

Og her kan vi så begynde at bevæge os over i en helt anden analyse og diskussion af, hvad der afgør succes, og hvilke forestillinger der findes om, hvordan man kan reducere social ulighed, og om det bl.a. er på et af de punkter, at museumsundervisning har et nyt uopdyrket kompetenceområde?13 Illustrationerne har ingen sammenhæng med de nævnte klasser. Lisbet Mogensen kan kontaktes på: liasmo@mail.dk

4. Hjemmesider fra KUAS, Den Store Danske Encyklopædi og Unesco, noteret november 2010. 5. www.nck.org 6. De andre er indsamling, konservering og forskning. 7. Kilde: fra forfatterens egne arkiver af interviews med lærere. 8. Anne Kahr Højland anvender definitionen semi-formelt læringsrum om undervisningstilbuddene på museer i sin ph.d.-afhandling fra 2009 med titlen Læring er da ingen leg. En undersøgelse af unges oplevelser og erfaringer med en mobilfaciliteret fortælling i en naturfaglig kontekst. 9. Deborah Mulhearn: Teenage Kicks. Museums Journal October 2010, pp. 34-37. 10. Alle museer og klasser/skoler, der deltager i ph.d.-undersøgelsen er anonyme i offentlige beskrivelser.

Noter

1. Større elever er her defineret som elever fra 7.-9. klasse, den gruppe der i skoleverdenen klassificeres som udskolingen. 2. Bernard Eric Jensen: Kulturarv – et identitetspolitisk konfliktfelt. København 2008, s. 40ff. 3. Marie-Louise Stig Sørensen & John Carman: Chapter 2. Heritage studies. An outline. In: Marie-Louise Stig Sørensen & John Carman (eds.): Heritage Studies: Methods and Approaches. London/New York 2009.

170

Lisbet Mogensen

11. Alle informationer er fra interviews med lærere og elever eller fra forfatterens egne observationer fra deltagelse i museumsarrangementet og besøg på skolen. Interviews blev foretaget 1½-2 måneder efter museumsbesøget. 12. Generic Learning Outcome (i daglig tale GLO), blev udviklet af Leicester Universitet, England til Museums, Libraries and Archives Council til brug i ”The Inspiring Learning Framework” i 2002-2003. 13. Læs videre når ph.d.-afhandlingen er færdigskrevet!

Vikingerne ved Tistrup Stina Troldtoft Andresen

”Boede der vikinger så langt inde i landet?” ”Kunne man sejle helt til Tistrup?” var nogle af de spørgsmål de lokale forundret stillede, da det gik op for dem, at der havde boet vikinger i Tistrup, som ligger et stykke væk fra sejlbart farvand. For mange er vikingerne stærkt knyttet sammen med søfart og togter til England. Inden for de seneste årtier er kendskabet til vikingernes landsbyer og gårde vokset betydeligt. Det skyldes blandt andet at arkæologerne har opbygget erfaring og efterhånden ved, hvor de skal lede. Utallige udgravninger foretaget i umiddelbar nærhed af middelalderlige kirker har vist, at der ofte hér er bebyggelser fra vikingetid. Det kom derfor ikke som den helt store overraskelse, da der i forbindelse med udgravninger ved Tistrup kirke, dukkede fund op fra netop denne periode. Udgravninger i Gammel Tistrup Set med de arkæologiske briller var der ingen tvivl om, at der ville dukke fund op på Varde Kommunes nyudstykkede område vest for Tistrup kirke. Arealet er beliggende i den nordlige udkant af Tistrup, i Gammel Tistrup. I kirkediget omkring Tistrup kirke er der registreret flere hundrede slaggeblokke som stammer fra jernalderens jernproduktion og i forbindelse med forskelligt byggeri syd for området er der bl.a. registreret fund fra jernalder og vikingetid i form af jernudvindingsovne og grubehuse. Ligeledes har en ihærdig amatørarkæolog ved hjælp af sin metaldetektor fundet flere fine metalfund fra vikingetiden på markerne nordvest for kirken, bl.a. et fint smykke – en cirkulær skivefibel, samt en smukt dekoreret tenvægt af bly. Derfor rykkede et hold arkæologer fra Museet for Varde By og Omegn i foråret 2009 ud for at lave en forundersøgelse

af den 4 ha store mark. Og ganske rigtig – helt efter bogen dukkede der en stor mængde stolpehuller op i det gule undergrundssand, som gravemaskinen havde afdækket i smalle søgegrøfter. Stolpehullerne koncentrerede sig i klynger, der kunne tolkes som huse og hegn og hertil kom et par grubehuse, som normalt dateres til vikingetid. På markens vestlige del dukkede der kraftige kulturlag op med fund af flinteafslag og potteskår fra yngre stenalder (3900-1800 f.Kr.). Området var spækket med fortidsminder og en egentlig udgravning var nødvendig, før nutidens parcelhuse kunne

Slaggeblokke i kirkediget ved Tistrup kirke.

Vikingerne ved Tistrup

171

indtage området. Med forårets komme 2010 rykkede arkæologerne derfor igen ud til området ved Tistrup kirke, for at foretage en udgravning på den østlige del af marken.1 Trelleborghus I store etaper blev muldjorden fjernet og afslørede snart stolpehullerne til et 32 meter langt hus af såkaldt Trelleborgtype (K2), opkaldt efter de langhuse, som blev opført på vikingeborgene ved bl.a. Trelleborg på Sjælland. Det karakteristiske ved denne type huse er, at de har buede vægge på hvis yderside står en række skråtstillede støttestolper, som skulle holde på væggen. Det skyldes bl.a. at tagets vægt nu i højere grad end tidligere bæres af væggene. Med Trelleborghusenes

indførelse i slutningen af 900-tallet sker der et skred i byggeskikken og samtidig sker der en adskillelse af mennesker og dyr således, at der nu opføres separate stalde til dyrene. Ved Trelleborghuset i Tistrup ser det dog ud som om, at man stadigvæk har haft stald i hovedhuset, selv om der ikke er bevaret rester af båseskillerum. Men husets længde, og det at der er en opdeling imellem den østlige og vestlige ende kunne tyde på at østenden stadigvæk var forbeholdt husdyrene. Ca. 80 meter vest for Trelleborghuset dukkede et endnu større hovedhus op (K7). Det var hele 39 meter langt med let buede vægge og næsten 10 meter på det bredeste sted. Altså omkring 380 m2 under ét tag – en del større end nutidens parcelhuse. Det har ikke været hvem som helst, der

Plan over udgravningsområdet. Huse og hegn er markeret med forskellig farve. De tre grønne cirkler er grubehuse.

172

Stina Troldtoft Andresen

Grundplan af Trelleborghuset.

Grundplan af husene K7 og K8.

har haft mulighed for at bygge et hus af denne størrelse og der må næsten være tale om en stormand. Huset havde som Trelleborghuset en opdeling og sammen med husets længde og det, at de tagbærende stolper stod tættere i østenden, kunne det tyde på, at der har været stald i den østlige ende. I den vestlige ende var der desuden også et separat rum, måske et mere privat område og i den centrale del af huset, sås resterne af ildstedet som formodentlig har været samlingspunktet for folkene i huset. Det var her man holdt gæstebud, spiste, drak og fortalte historier. Lige nord for det store hus fremkom et noget mindre hus (K8), som må være yngre. Det er konstrueret på en lidt anden måde, for her bæres hele taget nu af store stolper i væggene. Der er kun en enkelt tagbærende stolpe inde i selve huset. Huset er ”kun” 18 meter langt, og det ser ikke ud til, at der har været plads til husdyrene, men øst for huset ses et par tagbærende stolper, som måske afspejler en tilbygning til den østlige gavl. I den vestlige ende af huset sås resterne af et ildsted og som i det store hus var der et rum i den vestlige ende af huset. Ud over de nævnte huse blev der mod sydvest udgravet et usædvanligt vinkelhus (K11). Husets

stolpehuller og væggrøfter indeholdt dog ingen fund, som kan give os en mere nøjagtig datering, men ud fra konstruktionen at dømme er det sandsynligvis fra ældre middelalder.

Grundplan af vinkelhuset K11.

Vikingerne ved Tistrup

173

Stenaldergrav Udgravningen gav ikke kun et indblik i vikingetidens Tistrup. Midt imellem stolpehullerne fra vikingetiden dukkede pludselig en grav op som måtte være meget ældre. Det var lidt af en tilfældighed at den lysegule, firkantede grav overhovedet blev opdaget, for det var kun en række små ravperler, som fremkom da gravemaskinens skovl trak overjorden af, der afslørede den. Perlerne var da også det eneste i graven, der var bevaret. Der var intet tilbage af den døde, som blev gravlagt tilbage i yngre stenalder i perioden som betegnes enkeltgravskultur (2800-2400 f.Kr.), fordi man nu i denne periode igen begyndte at gravlægge de døde individuelt. Ravperlerne afslører, at den gravlagte sandsynligvis var en kvinde og hun har formodentlig være gravlagt med hovedet mod øst, som det var kutyme inden for enkeltgravskulturen. Ud over ravperler kunne kvinder også have en kniv eller et lerkar med sig i graven. Mænd blev begravet med hovedet mod vest og fik som regel andre genstande med sig i graven. Det kunne fx være økser af bjergart eller flint, bue og pil

Ravperler i stenaldergraven.

174

Stina Troldtoft Andresen

eller værktøj i form af mejsel, kniv eller lignende af flint. Der har sandsynligvis været en mindre høj over graven, som for længst er borte, og som heller ikke har været særlig synlig i vikingetid, idet man på dette tidspunkt har opført et hegn ca. 2,5 meter nord for graven. Altså afdækkede udgravningen fund som strækker sig over en 4-5000 årig periode, men det var vikingerne der dominerede fundbilledet. Storgård Om de to store hovedhuse fra vikingetiden har været samtidige kan være svært at afgøre. Højst sandsynligt repræsenterer Trelleborghuset det yngste hovedhus. Ét er sikkert; gårdstoften – og muligvis hele landsbyen – har som så mange andre vikingegårde, været indhegnet. Det omkransende hegn kunne følges fra udgravningens nordvestligste hjørne og ca. 200 meter mod øst, hvor det knækkede og løb mod syd indtil den sydlige udgravningskant. Vi har ikke en sydlig afgrænsning af landsbyen, så gårdstoften kan sagtens have været meget større end det udgravede areal giver indtryk af. Ud over de store centrale beboelseshuse ses også en række mindre udhuse, værksteder, ladebygninger og evt. staldbygninger. Flere af dem ligger i tilknytning til det omgivende hegn. Tilsvarende gårdsanlæg kendes fra vikingetidsbebyggelsen i Vorbasse, hvor man har udgravet hele gårdstofter med omkransende hegn, hovedhuset centralt placeret på toften og mindre udhuse og stalde spredt rundt omkring og ofte i forbindelse med det omkransende hegn.2 Hvis hovedhusenes størrelse tages i betragtning på pladsen i Tistrup, må der helt klart være tale om en storgård. Hvad fik vikingerne til at bosætte sig netop her? Hvilke ressourcer kunne det omgivende landskab bidrage med? Det kan være svært at se i et landskab, som har forandret sig meget siden 1000-tallet. Ved Tistrup har det højst sandsynligt været de våde enge, der strakte sig i et område lige syd og vest for pladsen. De fleste vådområder er for længst drænet væk, men fremgår af gamle højkantskort fra slutningen af 1800-tallet. En stor del af området er i dag bebygget og en mindre bæk er opstemmet til sø, men de våde

Højkantskort med udgravningsfeltet markeret med rødt.

enge har dengang kunnet bidrage med foder til husdyrene både sommer og vinter, og har været vigtige for at holde landsbyen selvforsynede med fødevarer. En anden vigtig ressource har måske været tilstedeværelsen af myremalm i stor stil. Lokal jernproduktion og smedning Flere hundrede slaggeblokke i kirkediget ved Tistrup kirke vidner om intensiv lokal produktion af jern. Der blev ikke fundet spor af selve jernudvindingsprocessen i forbindelse med denne udgravning, men flere fund vidner om lokal produktion og tilvirkning af metallet. Ca. 2,5 km sydvest for Tistrup ved Snorup ligger en stor jernudvindingsplads, med over 4000 ovne og vest for Tistrup ved Horne en anden lokalitet med 400 ovne. Området er rigt på myremalm, og benævnes ofte ”Vestjyllands Ruhrdistrikt”. Jernudvindingen foregik her fra 1.-7. århundrede.3 På vikingetidspladsen ved Tistrup blev der fundet mindre slaggestykker i flere af grubehusene, så

måske har man også udvundet jern på pladsen. Vi kender dog ikke jernudvindingsovne fra denne periode, hvilket måske skyldes, at man på dette tidspunkt har anvendt en ovntype, der ikke bevares på samme måde som de tidligere ovne. Ud over slagge er der også spor efter selve produktionen af jernredskaber og bronzegenstande i form af affald fra smedeproduktionen. Huse til tekstilhåndværk Man var ikke kun selvforsynende med fødevarer og redskaber, men også med tekstil til daglig brug. Tekstiler bevares sjældent under normale forhold, men indirekte spor efter tekstilproduktion i form af redskaber er hyppige fund på vikingetidens bopladser. Det drejer sig bl.a. om tenvægte af ler, brugt i forbindelse med spinding og vævevægte af enten brændt eller ubrændt ler, som har holdt trådene i den opretstående væv stramme. En speciel hustype knytter sig også ofte til tekstilproduktion, da det ofte er her man finder de Vikingerne ved Tistrup

175

førnævnte redskaber. Det drejer sig om de såkaldte grubehuse, som er små nedgravede hytter, der sandsynligvis har været dækket af et saddeltag. I Tistrup blev der registreret to grubehuse i forbindelse med forundersøgelsen, mens yderligere tre dukkede op under selve udgravningen og disse tre blev omhyggeligt udgravet. Fund af tenvægte og vævevægte i alle tre grubehuse viser, at der blev fremstillet tekstil på pladsen. Fundene fra bopladsen ved Tistrup var, som det er tilfældet på mange af vikingetidens bopladser, meget fåtallige og omfatter hovedsagelig dagligdags ting, som fx en hvæssesten af skiffer, knive af jern og enkelte glasperler. Der er ingen særlige importfund, der kunne vidne om nær kontakt med den store omverden. Det skyldes måske i virkeligheden bevaringsforholdene og er ikke ensbetydende med at stormanden som residerede på storgården ved Tistrup ikke var betydningsfuld. En af de ting som bl.a. gør Tistrup interessant er selve stednavnet. Stednavnet Tistrup – guden Tyr Tistrup nævnes første gang i Ribe Oldemoders kirkeliste, hvis original menes at være skrevet i 1321-1330 og her bruges navnet Tiistorp.4 Det første led Tii menes at kunne henføres til guden Tyr, som har sine rødder i asetroen, der i tid synes at kunne føres et godt stykke tilbage til jernalder og tidlig vikingetid. Det andet led Torp opstår dog i den sene vikingetid og middelalder i forbindelse med udflytterbebyggelser fra andre landsbyer. De to led trækker derfor tidsmæssigt i forskellig retning. Det interessante i denne sammenhæng er dog, hvorvidt første led i stednavnet kan henføres til guden Tyr. Han tilhører asernes slægt, ligesom Odin og Tor, og optræder bl.a. i myten om Fenrisulven, hvor guderne sværger under falsk ed, og hvor Tyr derfor mister sin ene hånd i Fenrisulvens gab. Han bliver ofte knyttet sammen med retsorden, folkeforsamlingen og tinget, og det er derfor ikke helt utænkeligt at Tistrup kan have haft en særstilling i det lokale samfund. Man kan kun gisne om det, men måske har man her haft et samlingssted, et tingsted eller lignende, hvor 176

Stina Troldtoft Andresen

Fund fra grubehusene i Tistrup. Tenvægte, hvæssesten og glasperler. Foto: Lars Chr. Bentsen.

guden tyr har spillet en central rolle. Og det er måske ikke helt tilfældigt at der ligger en kirke netop her. Stormand og kirkebygger? Det ældste af den romanske kvaderstenskirke ved Tistrup er sandsynligvis opført engang i 1200-tallet, men det er ikke usandsynligt at der før den har været en kirke af træ på stedet. Sådanne trækirker er nemlig påvist under flere af de romanske stenkirker, som det er tilfældet ved Lisbjerg kirke nord for Århus.5 Her har man i forbindelse med restaurering af kirken fundet stolpehuller fra en tidligere trækirke. Der er også foretaget udgravninger lige uden for kirkegården ved Lisbjerg. Her fandt man resterne af en stormandsgård i 3 faser fra omkring 1000-tallet, altså den sidste del af vikingetiden.6 De ældste trækirker blev opført i 800-tallet i Ribe og Hedeby, men på landet var det først efter 1050 at man begyndte at opføre deciderede kirker af træ. Her var det den lokale stormand, som stod bag byggeriet og som har haft indflydelse på de kirkelige handlinger og måske foregik de første kirkelige gudstjenester i virkeligheden i stormændenes hovedhuse og haller.7 Det er derfor ikke tilfældigt, at de første kirker blev opført ved stormændenes gårde, og højst sandsynligt er det også tilfældet ved Tistrup. Hornelund – runer og guld Der er andre ting som indikerer at området ved Tistrup har haft en speciel status i vikingetiden. Inden for kort afstand af Tistrup er der fundet både en runesten og nogle meget fine guldsmykker fra vikingetiden. I 1892 fandt en tjenestekarl under harvning to meget fine guldspænder og en guldarmring på en mark ved Hornelund ca. 4 km vest for Tistrup. Guldspænderne hører til blandt de fineste vikingetidssmykker i Danmark, men desværre ved vi ikke, om de stammer fra en grav, en bortgemt skat eller en rig vikingegård. Udgravninger foretaget i 1993 på marken, hvor de blev fundet, gav ikke noget entydigt svar. Der blev fundet spor af en bebyggelse fra ca. 500 f.Kr. til 200 e.Kr., hvilket er langt ældre

Danmarks fineste vikingesmykker. Fundet ved Hornelund vest for Tistrup.

end spænderne, der stammer fra det 10. århundrede. Ét er dog sikkert – guldspænderne har tilhørt en meget fornem og højtstående person.8 Ikke så langt derfra, på Horne kirkegård, står en runesten fra vikingetiden med indskriften "Ravnunge-Tue gjorde

Oversigtskort over Horne og Tistrup. Udgravningsområdet er markeret med blåt, runestenen med rødt og guldspændernes fundsted med gult.

Vikingerne ved Tistrup

177

denne høj.”9 Runestenen har været kendt siden 1600-tallet, hvor den blev opdaget i kirkegårdsmuren ved Horne kirke. Stenens nøjagtige fundsted kendes derfor ikke, men mange af de runesten, hvis oprindelige placering vi kender, har stået i nærheden af trafikerede vejforløb, ofte hvor disse passerede åer og fugtige områder. En mulighed er at runestenen har været rejst i Hornelund vest for Horne, hvor der bl.a. er registreret et gammelt vadested over Bjerremose bæk. Det må være her man har skullet passere for at komme fra Horne til Tistrup og både runesten og guldfundet vidner om, at en magtfuld person må have været bosat i området.

”De der blev derhjemme” Det er først inden for det seneste årti, at vi for alvor har fået et større kendskab til vikingernes bopladser i området omkring Varde. I 2003 fremkom de første spor af en større vikingeplads vest for Henne Kirkeby, og flere større udgravningskampagner i de følgende år har afsløret, at der her på kanten af Filsø lå en større lade- og produktionsplads.10 Der er bl.a. registreret 375 grubehuse, beliggende på begge sider af et vejforløb, der fører lige ned til Filsø, hvis udbredelse i vikingetiden var noget større end i dag. De mange fund fra pladsen viser, at der bl.a. er blevet fremstillet tekstil,

Oversigtskort med vikingetidspladserne ved Tistrup (blå), Henne Kirkeby vest (rød) ved Filsø og Kjelst (gul) ved Ho Bugt markeret.

178

Stina Troldtoft Andresen

tildannet rav og produceret genstande af jern og smykker af bronze.11 Derudover er der flere fund, der vidner om kontakt med omverdenen, bl.a. kværnstensfragmenter af basalt, importeret fra Rhin-området og klæberstenskar, der stammer fra Norge. En lignende plads er beliggende ved Kjelst ud til Ho Bugt. Her udgravede man i 2000, 2006 og 2008 dele af en vikingetidsbebyggelse, som strækker sig over et større område. På luftfoto er der endvidere registreret et stort antal grubehuse. Her har, som ved Henne Kirkeby, også været håndværk i form af ravbearbejdning, tekstilproduktion og smedning. Fund af glasperler, som muligvis stammer fra Ribe og basaltkværnsten fra Rhin-området vidner også om kontakt med omverdenen. Til sammenligning er det tydeligt at bebyggelsen ved Tistrup ikke havde samme funktion som pladserne ved Henne Kirkeby og Kjelst, men måske snarere skal tolkes som en mere ordinær agrar landsby, med en stormand som har haft en vis indflydelse i lokalområdet. Man har været selvforsynende med fødevarer, klæder og redskaber, men har ikke i nær så høj grad levet af handel og håndværk, som det er tilfældet på pladserne ved Henne Kirkeby og Kjelst. De fleste forbinder vikingerne med søfart og togter til bl.a. England, men det var ikke alle, der drog ud. En del blev hjemme og levede som almindelige bønder og håndværkere, som det er tilfældet ved Tistrup. Men der var nogle som skulle trække i trådene og stormanden i Tistrup har helt sikkert haft en vis indflydelse i området. Alt i alt har udgravningen ved Tistrup bidraget med ny viden om vikingerne i området omkring Varde. Det er en af de første større udgravninger af en mere ordinær vikingelandsby fra 1000 e.Kr. Og selv om fundene måske ikke er prangende, så viser de markante hovedhuse, en nærliggende kirke og et stednavn med henvisninger til guden Tyr, samt rige guldfund og en runesten i nærheden, at der var tale om et velfunderet

bondesamfund med en indflydelsesrig stormand ved roret. Vikingerne ved Tistrup har ikke været helt afsondrede fra omverdenen, selv om de ikke boede i nærheden af sejlbart farvand. Stina Troldtoft Andresen kan kontaktes på: sta@vardemuseum.dk Noter

1. Udgravningen har museets journalnummer VAM 1627. 2. Steen Hvass: Vorbasse – The Viking Age settlement at Vorbasse, Central Jutland. Acta Archaeologica Vol. 50, 1979, s. 137-172. 3. Lene B. Frandsen & Olfert Voss: Jernudvinding i Snorup i tiden 1.-7. årh. Mark og Montre 1993, s. 39-43. 4. Peder Gammeltoft: Sakralitet i -torp-navne? Hvorfor tolkes navne som Frøstrup, Thorstrup og Tistrup, som de gør? I: Peder Dam et al. (red.): Torp som ortnamn och bebyggelse. Konferensrapport, Tvärvetenskaplig torp-konferens Malmö, 25-27. april 2007. Skrifter utgivna av Dialektoch ortnamnsarkivet i Lund 11, Vol. 11, Språk- och folkminnesinstitutet. Lund 2009, s. 31-42. 5. Jens Jeppesen & Hans Jørgen Madsen: Trækirke og stormandshal i Lisbjerg. Kuml 1995-96, s. 149-171. 6. Jens Jeppesen & Hans Jørgen Madsen: Stormandsgård og kirke i Lisbjerg. Kuml 1988-89, s. 289-310. 7. Palle Eriksen, Torben Egeberg, Lis Helles Olesen & Hans Rostholm: Vikinger i vest – vikingetiden i Vestjylland. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 70. Højbjerg 2009. 8. Lene B. Frandsen: Hornelund – guld og slagger. Fra Ribe Amt Bd. 26, nr. 2, 1994, s. 214-220. 9. Michael Lerche Nielsen: Runestenen i Horne og spørgsmålet om stenens oprindelige placering. Fra Ribe Amt Bd. 28, nr. 3, 2001, s. 441-448. 10. Lene B. Frandsen: Vikingetiden i Henne. Mark og Montre 2005, s. 5-14. 11. Lene B. Frandsen: Håndværkerne i Henne Kirkeby vest – en lade/produktionsplads fra vikingetiden. I: Henriette Lyngstrøm (red.): Smedens Rum 1 – værkstedet. Arkæologiske skrifter 9. København 2010, s. 95-106.

Vikingerne ved Tistrup

179