Opdatering 2011 by Levende Historie

opdatering Ă&#x2026;rbog for Museet for Varde By og Omegn & RingkĂ¸bing-Skjern Museum 2011

opdatering Årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2011 © Forfatterne, Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2012 Redaktion: Christian Ringskou, Peter Carstensen, Kim Clausen, Claus Kjeld Jensen og Tine Lorange Korrektur: Harriet Ludvigsen Grafisk tilrettelæggelse: Tine Lorange Fotos og illustrationer: med mindre andet er angivet under de enkelte fotos og illustrationer tilhører billedmaterialet i denne bog Museet for Varde By og Omegn eller Ringkøbing-Skjern Museum Alle kort, Danmarks Højdemodel og luftfotos: ©Kort & Matrikelstyrelsen Skrift: Calibri Papir: Multiart Silk 130 g Omslag: Cromocard 240 g Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S, Skjern ISBN 978-87-89834-78-8 ISSN 1903-9581

Kære Læser! Det er med meget stor fornøjelse vi hermed for anden gang kan præsentere Opdatering som en fælles årbog for Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn. Endnu engang rummer årbogen et bredt udvalg af artikler fra museernes arbejdsmarker og beretninger fra fem af de museumsforeninger, der udgør de to museers folkelige fundament. Denne årbog er desuden beriget med artikler fra to forskere ved Københavns Universitet og lederen af Konserveringscenter Vest i Ølgod, der alle behandler emner i tilknytning til vore museers arbejdsområde. I denne årbog kan man således læse om så forskellige emner som tapeter med nissemotiv i Kaj Munks præstegård; Ravsmykker fra jægerstenalderen; Flygtningekirkegårde; Levende formidling af vikingetiden; Landskabskunst; Jernalderens jernproduktion; Filsøs forvandling fra landbrug til naturområde; Nyudgravede bronzealder- og vikingelandsbyer. Samarbejdet mellem de to museer er blevet et år ældre, og det afspejles i årbogen. Således er et stort afsnit af dette års årbog reserveret til et af de fire supertemaer, vi har valgt at udvikle sammen. Det er temaet ”Jernalder og

vikingetid i Vestjylland” der behandles i denne årbog i i alt ni artikler. I kommende årbøger vil de øvrige supertemaer blive foldet ud på tilsvarende måde, og dermed vil årbogen komme til at understøtte de forsknings- og formidlingsstrategier, vi udvikler i fællesskab. Selvom museerne i høj grad beskæftiger sig med fortiden, bruges der i disse år rigtig mange kræfter på at forudsige og lægge planer for fremtiden. Museumslandskabet i Danmark er i forandring i en grad, vi skal årtier tilbage for at finde tilsvarende. Vi tror på, at det samarbejde vore to museer indledte i 2010 peger i den rigtige retning. Men Verden forandrer sig hurtigt. Også Museumsverdenen. Og ingen havde nok troet i 2010, at samarbejdet mellem RingkøbingSkjern Museum og Museet for Varde By og Omegn var udviklet så langt i 2012, som tilfældet er. Så vi må give Storm P. ret i, at det er svært at spå – især om fremtiden. Tak til alle skribenterne og til redaktionsgruppen der sammen sørger for, at Opdatering igen i år er endnu bedre end forgængeren. God Læselyst Kim Clausen og Claus Kjeld Jensen

Staby

Vedersø Klit

Vi Vind

Vedersø

Nybro

S g Sinding

Ørnhøj Ø

Tim

Museer og udstillingssteder S Sunds Vi Vildbjerg Kulturmiljøer i Varde Kommune Skib Skibbild mrin in Timring Arkæologiske udgravninger esst Gullestrup 471

Grønbjerg 467

Hindø

185

Stadil

Hovvig

Hee

Herning He H erning e nii g

Houvig Fæstningen

Ringkøbing

Ølstrup

Videbæk

Barde

Isenvad

o Nørre Kollund Studsgård St

124

Kølkær

Høg gild Høgild

Herborg

Højmark153

Velling

Fjelstervang

Vorgod

185

467

181

Kibækk

137

Troldhede

439

Borris od

me Å

z z

Sønder Sø ønder Omme O

Lyne

Ølgod

Filskov

Farr Farr Farre 487

Kvong

Lunde

487

Henne Strand

Billund Billu

Horne

Henne Kirkeby

Tistrup

Fidde

Henne Stationsby

465

Jegum Ferieland

Hodde

Vandell

Ansager

Sig

Tinghøj

Øster Vrøgum

Stenderup

Hejnsvig

Holm

eÅ

Karlsgårde

Nordenskov Starup

Tofterup

475

Billum

Janderup

Å rde

431

z z

Oksbøl

Grindste d ted te ed e d Grindsted

Grindsted Å

Skovlund

Outrup

199 188

Grønbjerg bj bj bjerg

181

Vejers Strand

473

Sdr. Vium

Nørre Nebel

106Filsøsø

Give ve Give

Hoven

Lønne

411

Blåhøj B

Hemmet

Nørre Bork Sdr. Bork

Nymindegab

Stakrogee

Ådum

423

209

Værnenge

Fugletårn

Uhre

Tarm

Lønborg Vostrup

Bork Havn

S Sønder Felding

Skjern Enge

Bjerregård

Brande

rg Vo

Sønder Havrvig

439

Skarrild

Skjern

Tipperne

Fasterholt Fa Fas Faster 184

Bølling

Stauning

Skodbjerge

Ar rnborg g Arnborg

Astrup

Dejbjerg

Hvide Sande

Rækker Mølle

Hanning

Lem 114

Klegod

176

Spjald

Tulstrup

Ikast k st

195

Kloster

Søndervig

IlIlskov

Lokaliteter omtalt i de enkelte artikler

Vorbasse e

Næsbjerg

64 Varde

469

Agerbæk Alslev

417

H Hovbjerg ovbjer

Fåborg

463

Årre

425

Oksby

Lindknud d

Glejbjerg

Blåvand

Vester Nebel b D VA

Tarp Skads

n ge

in all

E AV

Grimstrup

Veerst Ve

Gesten

Vejrup Endrup E20

Holsted

bjj Esbjerg

191

B Brørup Tjæreborg

Bække

Bramming r ra

Gørding g

Veje Vejen V eje Askov

Store A Andst 32

Indhold 6 Museumsforeningernes årsberetninger 12 Museum Vestjylland – muligheder og udfordringer Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

21 Årets arkæologi

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

45 Kulturmiljøer i Varde Kommune 2011 Mariann Ploug, John V. Jensen, Jannie Uhre Ejstrud & Charlotte West

117 10.000 års ravfeber Jens G. Lauridsen

124 Med fotografen i Jesper Malers fodspor

Chalotte C.K. Mehlsen (foto) & Christian Ringskou (tekst)

134 Skarp kontrol af danefæ Palle Eriksen

137 Alfio Bonanno og “De fire Øer“ Sabine Jensen & Kim Clausen

58 Nisser på tapetet

140 Jeg bor på en vikingetidsboplads

64 En armbrøst fra Varde

153 Jernaldermarkerne på Øster Lem Hede

69 Luftfotoskole

161 Hulbælter

74 Det Europæiske Frivillighedsår 2011

169 På sporet af en god historie

79 Det gør en forskel...

176 Jernaldergårde på række

88 Herborg

182 Detektortræf

Michael Højlund Rasmussen Lars Chr. Bentsen

Lene B. Frandsen & Esben Schlosser Mauritsen Per Lunde Lauridsen, Carsten Ege Møller og Kim Clausen John V. Jensen

Kim Clausen & Christian Ringskou

Palle Eriksen

Torben Egeberg

Palle Eriksen & Esben Schlosser Mauritsen Henriette Lyngstrøm Marie Vang Posselt Lene B. Frandsen

103 Papegøjen der forsvandt

188 Stenhuggeren, bronzestøberen og vikingebonden

106 Filsø i forvandling

199 På kanten af marsken

114 Lykken er…

209 Vilde vikinger og dødbringende akademikere

Michael Højlund Rasmussen Jannie Uhre Ejstrud & Merete Vigen Hansen Christian Ringskou

Bente Grundvad & Lars Chr. Bentsen Niels Algreen Møller Erik Chalatsis

Museumsforeningernes årsberetninger Museumsforeningen for Varde By og Omegn I 2010 blev der indledt et tæt samarbejde mellem RingkøbingSkjern Museum og Museet for Varde By og Omegn. Dette samarbejde blev udbygget i 2011, hvor man over for Kulturarvsstyrelsen fremsatte forslag, der kan have afgørende indflydelse for bevarelse af museerne og de dertil knyttede aktiviteter i vores område. Museumsforeningen udtrykker sin fulde støtte til disse tiltag. På sigt håber foreningen, at det også åbner muligheder for en samarbejdsaftale, hvor medlemmerne ser en fordel i at besøge hinandens museer. Årbogen for 2011 indeholder mange interessante artikler om aktiviteterne for de to museer, og der skal her lyde en kraftig opfordring til medlemmerne om at viderebringe Bestyrelsen består for tiden af: Peder Thygesen, Båvand, formand Knud F. Nielsen, Oksbøl, næstformand Bjarne Sandal, Henne, sekretær Hans Ole Villadsen, Alslev, kasserer Asger Helt, Varde Sonja Pedersen, Ølgod. omlysninger herom til venner og bekendte for at udbrede kendskabet til foreningens arbejde. Program for 2012-2013, der kommer medio 2012, omfatter en række spændende foredrag og aktiviteter – fortæl om det til din omgangskreds. Programmet vil omfatte ca. seks foredrag og et par udflugter, blandt andet arkæolog Christian Fischer fra Silkeborg Museum, der vil fortælle om jernalderens moselig, Henrik 6

Museumsforeningerne

Skov Kristensen, der vil fortælle om sin bog Straffelejren i Fårhus, foredrag af Mariann Ploug i anledning af Henne-bogens udgivelse samt foredrag om nye udgravninger og fund. Programmet er fælles for museumsforeningerne I Ølgod og Varde og samarbejdet fungerer meget tilfredsstillende mellem de to foreninger. Foredragene har været godt besøgt – ca. 100 til foredrag om Filsø i Nymindegab, ca. 50 på Medlemsskab giver følgende fordele: ––Gratis adgang til foredrag ––Gratis adgang til samtlige afdelinger af Museet for Varde By og Omegn ––10 % rabat på køb i alle museumsbutikker ––Årbogen Kontingent for 2011: 175 kr. for enkeltperson 250 kr. for par 500 kr. for firmaer/institutioner HjerteCenter Varde og ca. 60 til foredrag om Vikinger i Vest for at nævne enkelte. Medlemstallet har været stabilt de sidste seks år med knap 700 medlemmer, efter en mindre stigning i 2009/2010 på grund af Frello udstillingen. En opfordring: Flere medlemmer har beklaget og ærgret sig over, at de glemte et foredrag. Når det nye program kommer, så skriv det ind i kalenderen. På museumsforeningens vegne Knud F. Nielsen

Nymindegab/Blåbjerg Museumsforening Igen i år vil tankerne fra det gamle år gå i samme retning Lydum Mølle kører uden vinger Nørholm Mølle kører uden vinger Nymindegab Mølle kører uden vinger Ja, men Nymindegab Mølle skal ikke køre uden vinger Vingerne skal på hurtigst muligt Arkitektonisk er en mølle uden vinger som en bunker uden arkitekttegnet byggeri Historisk er en mølle uden vinger som Ravmuseet uden rav Lokalt er en mølle uden vinger som Nymindegab uden Esehuse Økonomisk er en mølle uden vinger som et museum uden udstilling Kulturelt er en mølle uden vinger som et samfund uden historie

Møllevingerne vil betyde meget i tider som disse. Besøgstallet falder på alle museer – også på vores dejlige museum. Når en gang møllevingerne kommer på, vil det betyde et enormt ”boost” for hele vores del af Museet for Varde By og Omegn. For at holde interessen ved lige er det vigtigt, at der sker noget nyt. Derfor er det godt der sker noget med Tirpitz og derfor er det godt at vingerne kommer på i 2012. For det skal de… Museumsforeningen kører stadig godt, med mange medlemmer og en smule penge som er gået til legeredskaber på den nye legeplads ved museet. På museumsforeningens vegne Lasse Christensen

Museumsforeningerne

Ølgod Museumsforening Året 2011 har budt på mange gode og spændende oplevel- om firmaet A/S Søren Frederiksen. Firmaet blev startet hjemser, måske nok især for undertegnede som blev nyvalgt til me i kælderen i 1954 af fysiklærer Søren Frederiksen, da han bestyrelsen og pludseligt stod som formand, med de mange manglede demonstrationsmateriale til brug i sin undervisopgaver som følger med. Det startede med en lang liste med ning. I dag er firmaet en stor, moderne, international virkarbejdsopgaver fra den tidligere formand Lissi Møller Kristen- somhed med mange ansatte, der fremstiller og sælger undervisningsudstyr til de sen. Ud over at beskrive naturvidenskabelige fag. de mange opgaver lokalt, Blandt foredrag i 2011/12 kan nævnes: Desuden var der udstillet byder listen også på opA/S Søren Frederiksen gamle radioer fra musegaver som formand for ved erhvervsmand og direktør Hans Frederiksen ets magasin suppleret af Ølgod Museums Fond, Danskerne på Vestfronten 1914-18 billeder fra Ølgod by fra bestyrelsesposter i Muved universitetslektor Claus Bundgaard Christensen, RUC før og nu. Udstillingen seet for Varde By og kan stadig ses, dog er Omegn, MuseumsforHoven Kvindehøjskole – de vestjyske tjenestepigers universitet radioerne blevet kørt tileningen for Varde By og ved Niels Åge Thomsen, Hoven Lokal Historiske Arkiv bage på magasin. Omegn og Varde-Ølgod Forfatteren Martin A. Hansens liv og værk Igen i år bød museFolkeuniversitet. Det har ved litteraturhistoriker Anders Thyrring Andersen, SDU umsforeningen i sambetydet meget arbejde arbejde med Museumssamt møder med mange søde, venlige og engagerede mennesker, som brænder for foreningen for Varde By og Omegn på flere spændende foredrag og udflugter. Især foredraget om A/S Søren Frederiksen, det, de har med at gøre. Bestyrelsen startede, sammen med Ølgod Lokalhistoriske af Hans Frederiksen, var en succes, som trak mere end 150 Arkiv og Slægtshistorisk forening for Øster, Vester og Nørre tilhørere til. Foredragsrækken fortsætter i 2012 og byder Horne Herreder, sit arbejde med at arrangere en udstilling i bl.a. på museumsdirektør Kim Clausen fra Ringkøbing-Skjern Lindbergsalen på Ølgod Museum i Ølgod Festuge fra den 13. Museum med foredraget ”Rakkerne – om ærlige og uærlige folk på de vestjyske heder i slutningen af 1800-tallet”. I fortil den 19. juni. Udstillingen fik overskriften ”Ølgod – en by i udvikling”. bindelse med generalforsamlingen i marts vil Torben Vinge Det bærende element i udstilling er lavet af Hans Frederiksen Christensen fortælle om Lydum Mølles historie, der går helt tilbage til 1347. Foreningens medlemstal var ved Den gamle kapellanbolig er solgt og tømt og overtaget udgangen af 2011 omkring 470. af den nye ejer pr. 1. januar 2012. I 2012 kommer vi til at se implementeringen af udstillingsKontingent har i 2011 været: planerne for ”Egnsmuseum version 2.0.” Det tidligere planlagte Enkeltpersoner 175 kr. Kulturhistoriske Experimentarium kommer til at indgå i udstilPar 250kr. lingen ved Hjedding Mejerimuseum, hvor der også er store plaFirma/institutioner 500 kr. ner. Det bliver spændende at følge denne udvikling. 8

Museumsforeningerne

Bestyrelsen i 2011/2012 Formand Sonja Pedersen Næstformand Ruth K. Knudsen Kasserer Vagn Pedersen Sekretær Svend Bek-Pedersen Poul Erik Knudsen Repr. for Lokalarkiverne Svend V. Svendsen Repr. for Museumsforeningen for Varde By og Omegn Peder Thygesen Nielsen

Ølgod Museums Fond I 2009 bevilgede Ølgod Museums fond 200.000 kr. til en ny udstilling på Ølgod Museums Kulturhistoriske Eksperimentarium. Disse penge er endnu ikke udbetalt. Desuden blev der bevilget 10.000 kr. til hjælp ved udgivelse af Ølgod Museums Årsskrift 2012. Det er fjerde udgave af årsskriftet, som udkommer i foråret, og som skal betragtes som et lokalt supplement til årbogen ”opdatering”. Fonden har ved udgangen af 2011 en egenkapital på 463.000 kr. efter at de 200.000 kr. til Ølgod Museum er fratrukket. Fondens formål er at indkøbe museumsgenstande og kunst til Ølgod Museum samt at yde til tilskud til udgivelse af lokalhistorisk litteratur eller andet der kan medvirke til udbredelsen af kendskabet til egnens kulturhistorie i det gamle Ølgod kommune. På vegne af Ølgod Museumsforening og Ølgod Museums Fond Sonja Pedersen

Ringkøbing Museumsforening 2011 bød på mange tilbud til Ringkøbing Museumsforenings medlemmer både fra foreningen og Ringkøbing-Skjern Museum. Rigtig mange har taget godt imod disse tilbud. Det er samtidig glædeligt, at det også har sat sig positive spor i foreningens medlemstal. Den nye udstilling på Ringkøbing Museum, kaldet Vestjyllands lille Hovedstad med afsæt i Jesper Malers billeder af Ringkøbing fra første halvdel af 1800-tallet, har sat fokus på Ringkøbing den gang og nu, idet billederne viser partier af Ringkøbing som eksisterer den dag i dag. Udstillingen har med sin enkelthed og anvendelse af fotostater af Jesper Malers billeder med rette vakt stor interesse. Det er den første egentlige museumsudstilling på Dommerkontoret i ejendommen tegnet af Ulrik Plesner, som museet erhvervede i 2007. Foreningen hilser denne udstilling meget velkommen. Den giver endvidere et utrolig godt udgangspunkt for de mange guidede byvandringer, der foretages i Ringkøbing. Museumsforeningen har i samarbejde med RingkøbingSkjern Museum og Folkeuniversitetet traditionen tro arrangeret en række foredrag i 2011. Som altid har museets egne folk stillet sig til rådighed – ikke mindst har det været et ønske for foreningen at få museets unge museumsinspektører på banen. Museumsforeningen har endvidere arrangeret to udflugter. Den ene var en fire dages tur i september til Edinburgh. 28 deltagere drog med Ryanair fra Billund til Edinburgh. Det blev en vellykket og meget intensiv og oplevelsesrig tur – til en billig penge! Det var således første gang foreningen arrangerede en flyrejse og oven i købet ved egen hjælp i alle henseender. Den anden var en søndagsbustur til Vejen Kunstmuseum, Skibelund Krat og Poul la Cour Museet i Askov. Det foregik i det smukkeste sensommervejr med frokost i det grønne. Gode guider gav deltagerne en fin oplevelse ud i kunst, kultur- og videnskabshistorie. Museumsforeningerne

Herudover har medlemmerne frit kunnet deltage i de syv Samlet set har der været godt 400 deltagere til foreningens foredrag, der i årets løb har været afholdt på Bundsbæk Møl- arrangementer. Det er meget tilfredsstillende og en bekræftellegård, som Skjern-Egse på foreningens levevad Museumsforening dygtighed og betydning Der blev i årets løb afholdt i alt otte foredrag med følgende emner: har arrangeret samfor lokalsamfundet. Midt- og Vestjyske voldsteder men med museet. Foreningen er ved middelarkæolog Helle Henningsen Foreningen har medlem af SammenHavhingstens rejse til Irland ydet praktisk hjælp slutningen af Museved museumsinspektør Louise Kæmpe Henriksen til bl.a. afvikling af umsforeninger i Dan(sammen med foreningen Norden) Middelalderdagene i mark og deltager aktivt Ringkøbing og økonoi Sammenslutningens Generalforsamling og foredrag om misk hjælp til museets arrangementer, som giArbejdet med museets samlinger og den nye udstilling i Ringkøbing anskaffelse af et par ver inspiration og viden ved museumsinspektør Christian Ringskou malerier af lokalhistoaf betydning for musePolitifuldmægtigen og arkæologen Erik Westerby risk betydning. Endviumsforeningers virke. ved bestyrelsesmedlem Kurt Pedersen og arkæolog Palle Eriksen dere har foreningen Bestyrelsen er re(sammen med Ringkøbing politis seniorklub) været repræsenteret præsenteret i RingkøKøbmænd i Ringkøbing ved museets arranbing-Skjern Museums ved museumsinspektør Per Lunde Lauridsen gementer for frivillige styrelse og forretningsVestjyllands lille hovedstad og i arbejdet med at udvalg og har dermed ved museumsinspektør Christian Ringskou knytte flere frivillige til påtaget sig et medanAmalienborg – de fire palæer i Frederiksstaden museet. svar for museets drift ved seminarielektor Svend Aage Karup Museumsforeninog fremtid. Der bakgen har givet tilsagn kes op om udviklingen Hvad graver de efter i Rindum? om støtte til udgivelaf et godt og konstrukved arkæolog Torben Egeberg sen af en bog om den tivt samarbejde mellegendariske politilem Museet for Varde fuldmægtig og arkæolog Erik Westerby, der boede på Hotel og Omegn og Ringkøbing-Skjern Museum. Ringkøbing i mere end 30 år. En bog som bestyrelsesmedlem Medlemskontingentet er 150 kr. Medlemmer har gratis Kurt Pedersen og arkæolog Palle Eriksen har skrevet, og som adgang til foredrag, til alle afdelinger af Ringkøbing-Skjern forventes udgivet i løbet af dette år. Museum og modtager gratis årbogen opdatering. Ringkøbing Museumsforening Formand Jens Olufsen 97323793, j.olufsen@email.dk

Museumsforeningerne

Skjern-Egvad Museumsforening Som medlem af Skjern-Egvad Museumsforening støtter du Ringkøbing-Skjern Museum og dets aktiviteter. Foreningen arbejder for at styrke interessen for egnens lokalhistorie og for at fremme og synliggøre det folkelige engagement i Ringkøbing-Skjern Museum. Bestyrelsen består af otte medlemmer og udpeger, i lighed med Ringkøbing Museumsforening, af sin midte tre medlemmer til indtrædelse i museets styrelse. I anledning af det indledte samarbejde med Museet for Varde By og Omegn fandt vi det naturligt at lade årets udflugt gå til nogle af deres mange spændende besøgssteder. Det blev en udbytterig dag, takket være Claus Kjeld Jensen, der stillede sig til rådighed og guidede os rundt på Nymindegab Museum, flygtningelejren og Ravmuseet i Oksbøl samt ikke mindst Varde Museum.

Der er efterhånden tradition for, at vi i november inviterer til arrangementet ”Andesteg og foredrag”. I år blev Mortens-anden efterfulgt af et causeri af Per Mikkelsen fra Struer, om den danske kongerække fra Harald Blåtand til Christian den Niende. Bestyrelsen 2011-2012 Orla Hansen, formand, styrelsesmedlem Jørgen Bøgebjerg, næstformand Niels Aage Thomsen, kasserer Hans Ole Jessen, formand for styrelsen Bent Dyrvig, styrelsesmedlem Børge Østergaard Bente Langelund Vivi Olesen Wulff

Også i år har vi haft en foredragsrække i samarbejde med Folkeuniversitetet og Ringkøbing Museumsforening med bl.a. arkæologiske emner. Foreningen er repræsenteret i arbejdsgrupper omkring restaurering af Vindmøllen i Skjern og Husmandsstedet i Bjørnemosen. Sidst på året udkom naturvejleder Sabine Jensens lille bog ”Bundsbæk Naturpark – en lille naturperle”, som foreningen har støttet økonomisk. Ved årets julemarkeder på Bundsbæk Mølle havde foreningen en stand, hvor vi stod for museets tombola og derudover gjorde opmærksom på vores forening og tegnede nye medlemmer. Orla Hansen Kim Clausen og Sabine Jensen ved udgivelsen af hæftet ”Bundsbæk Naturpark”

Museumsforeningerne

Museum Vestjylland – muligheder og udfordringer

Om samarbejdet mellem Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen Begyndelsen

Det er nu snart to år siden, vi tog de første skridt til et tæt, strategisk samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn. Det fælles udgangspunkt var, at kommunerne Varde og Ringkøbing-Skjern ligner hinanden meget, både historisk og kulturelt og i forhold til naturen, landskabet og bydannelsen. Endvidere er begge kommuner (og museer) meget afhængige af turismen. Vi så nogle muligheder i at markedsføre os i fællesskab overfor de turister, som er langs den jyske vestkyst, men som ikke interesserer sig for kommunegrænser. Vi så også muligheder i at samarbejde på en lang række andre områder, fra magasiner til forskning. Bortset fra en række møder mellem de to museers ledere, var det første store skridt i samarbejdet afholdelsen af et seminar på Bundsbæk Møllegård i april 2010, hvor 25 medarbejdere fra de to museer åbent drøftede mulighederne for et fremtidigt samarbejde. Stemningen var høj, idéerne sprang frem med en overvældende hastighed, og konklusionen på dagen blev, at

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

der vist var god grund til at arbejde videre med dette samarbejde. Vi var også enige om, at der kunne være god mening i at begynde med at plukke de lavthængende frugter, så vi dels tog et skridt ad gangen, dels begyndte med projekter, der rummede et af følgende tre incitamenter: ––Der, hvor vi alligevel skulle i gang med noget nyt ––Der, hvor vi umiddelbart kunne få gavn af hinanden ––Der hvor det kunne være en fordel at fremstå samlet Til det første hører nye magasiner, som begge museer skal i gang med. Til det andet hører praktiske emner som markedsføring og erfaringsudvikling. Men også udvikling af ”Vestjyske supertemaer”, altså emner, som begge museer har interesse i, og som kan blive større, hvis vi lægger kræfterne sammen. Det sidste punkt, altså at stå sammen for at opnå større pondus, har vist sig mere profetisk end nogen af deltagerne kunne forudse. Kun to uger efter workshoppen i Bundsbæk blev en stor udredning af det danske museumslandskab nemlig skudt

i gang af daværende Kulturminister Carina Christensen. Nu var det tid for et eftersyn af både museernes opgaver og den måde, de bliver forvaltet på, mente ministeren. Og fra april 2010 til april 2011 blev afholdt i alt 20 møder mellem Kulturministeriet, Kulturarvsstyrelsen, museerne og kommunerne i Danmark. Det viste sig meget hurtigt, at der var en stor interesse fra ministeriet og styrelsen i at tilskynde til færre og større museumsenheder, og netop denne dagsorden kom til at fylde meget i udredningen. Status 2012 Gennem hele det foreløbige forløb med museumsudredningen har vore to museer haft meget glæde af at udveksle ideer og synspunkter, og vi fandt ret hurtigt et fælles fodslag, som vore to kommuner bakkede op om. Resultatet heraf er fremlagt i sidste års årbog, og da den endelige Museumsudredning blev præsenteret i april 2011, kunne vi med fornøjelse konstatere, at vores væsentlige ønsker var blevet skrevet ind i den. Vestjyske supertemaer Som nævnt blev vi hurtigt enige om, at vi fagligt og formidlingsmæssigt skulle forsøge at formulere fire fælles temaer, indenfor hvilke vi skulle udvikle et samarbejde. Vi lagde vægt på, at der skulle være en sammenhæng mellem forskning og formidling i de fire temaer. Efter afholdelse af endnu en workshop, denne gang i Varde, landede vi på følgende

fire temaer, som begge museer gerne ville bidrage til at udvikle til ”supertemaer”: ––Jernalder-Vikingetid i Vestjylland ––Anden Verdenskrig i Vestjylland ––Vestjysk kultur – landskab og identitet ––Vestkystturisme Vi ser alle fire supertemaer som fællesgods, og ønsker i fællesskab at udvikle dem. Derfor er de også alle fire indskrevet i begge museers fire-årsplaner for perioden 2011-14, der i december 2010 blev sendt til Kulturarvsstyrelsen. Men det var også fra begyndelsen klart, at vi kan have forskellige roller at spille i de enkelte temaer. Således er Ringkøbing-Skjern Museum med Bork Vikingehavn og Dejbjerg Jernalder naturligt førende på formidlingen af Jernalder-Vikingetids-temaet. Tilsvarende har Museet for Varde By og Omegn gennem en årrække satset på forskning og formidling af Anden Verdenskrig, og arbejder både på en udbygning af formidlingen ved Tirpitz-stillingen og på etablering af et Danmarks Flygtningemuseum ved Flygtningelejren i Oksbøl. Men selvfølgelig fylder Anden Verdenskrig også på Ringkøbing-Skjern Museum – ikke mindst i forbindelse med formidlingen på Vedersø Præstegård, ligesom jernalder og vikingetid også fylder meget i forskning og formidling på Museet for Varde By og Omegn. Det nye er, at vi vil koordinere vores arbejde med disse emner, for at løfte dem og

Museum Vestjylland – muligheder og udfordringer

kvalificere både forskningen og formidlingen. På mange måder lå lignende intentioner i de gamle amtsmuseumsråd, men de har altid været svære at praktisere indenfor de ”tvungne” amtsgrænser. Denne gang er samarbejdet opstået på tværs af administrative grænser, men drevet af lyst og fælles historie og mål. Når det gælder de sidste to supertemaer, er det i højere grad ”nye” emner, som vi vil opdyrke i fællesskab. Ikke, at vi ikke tidligere har arbejdet med begge emner, for det har vi naturligvis. Men vi vil gerne i højere grad sætte fokus på dem, og gøre det i fællesskab. Vestkystturismen er, med vores fælles afhængighed af turisterne herude, et oplagt emne at dyrke sammen. Og temaet ”Vestjysk kultur – landskab og identitet”, vil i høj grad bygge på den fortælling, der tager sit udspring i vestkystkulturen, i andelsbevægelsen og i livet i denne del af Verden gennem de sidste par hundrede år. Derfor vil den naturligt inddrage de mange markante og bevaringsværdige bygninger fra 1800-tallet, der indgår i vore to museer, som Hjedding Andelsmejeri, Bundsbæk Mølle, Strandgården, Abelines gård, Gåsemandens gård, Hodde Skole, Skjern Vindmølle og Hattemagerhuset. Bygninger der, såfremt de lå sammen, ville udgøre et stort, vestjysk frilandsmuseum. Nu ligger de altså i stedet alle på deres oprindelige placering i landskabet, og da dette supertema også vil inddrage menneskers brug og omformning af landskabet i et langtidsperspektiv, vil det derfor blive et væsentligt bidrag til de eksisterende og kommende nationalparker

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

og naturparker i området. I virkeligheden kan dette tema gå hen og blive begyndelsen på Vestjyllands Økomuseum version 2.0.1 Markedsføring og erfaringsudveksling Vi har i mange år vidst, at de to museer henvender sig til de samme turister om sommeren. Og disse turister skelner ikke mellem de kommunale grænser. Ideen var derfor, at et udvidet samarbejde kunne komme begge museer til gode. Ringkøbing-Skjern Museum gennemførte i 2007-08 en proces omkring branding af det nye, fusionerede museum. Ved hjælp af midler fra Arbejdsmarkedets Ferie Fond fik man mulighed for at hyre professor Per Mollerup til at hjælpe med at finde et brand for det nye museum. Processen mundede ud i, at museet i 2009 selv gennemførte en proces hvor medarbejdere, ledelse og styrelse blev enige om brandet ”Levende Historie”. Dette brand er Museet for Varde By og Omegn trådt ind i. Museerne har både i 2010 og 2011 i fællesskab udgivet sommerudgaven af det omfattende program ”Levende Historie”. Vi er i gang med at udvikle et fælles distributionssystem, og vi arbejder nu på at skabe en fælles udvikling af dette brand. Samtidig er Museet for Varde By og Omegns årbog Opdatering, blevet fælles for de to museer. Det er årbogen både blevet større og bedre af. I efteråret 2011 var de to museer for første gang fælles om at være til stede på Bogmessen i Forum i København, hvor vi brugte lejligheden til i fællesskab at

gøre opmærksom på museerne i Vestjylland. Her høstede vi erfaringer med markedsføring af Museum Vestjylland i hovedstaden. Arkæologi Under ”erfaringsudveksling” hører i høj grad det tætte samarbejde, som er opstået mellem de to museers arkæologiske afdelinger. Der afholdes nu månedlige koordineringsmøder, hvor alle de faglige medarbejdere deltager. Man holder hinanden orienteret om igangværende og kommende projekter. Her udveksles ideer og mandskab; her diskuteres større nyindkøb og fremtidige fælles normer for sagsbehandling og anden praksis. Gennem dette jævnlige koordineringsarbejde etableres et grundlag for, at der i fremtiden kan skabes en fælles arkæologisk enhed mellem de to museer. Nyere tid På nyere tids område har samarbejdet udviklet sig lidt langsommere. Vi har i efteråret 2011 afholdt en workshop omkring Ringkøbing-Skjerns Museums kulturmiljøgennemgang af landsbyen Herborg. Efter workshoppen stod det klart, at de to museer på dette område arbejder efter lidt forskellige traditioner. Museet for Varde By og Omegn har opbygget en tradition for, hvordan man rent beskrivende ønsker at forholde sig til kulturmiljøer, mens Ringkøbing-Skjern Museum har udviklet en tradition for at arbejde med kulturmiljøet som en ressource i udviklingen

af landsbyer og landdistrikter. Vi er dog enige om at fortsætte samarbejdet i form af nye workshops og en fælles konference, hvortil vi også vil invitere de kommunale samarbejdspartnere. Skoletjeneste Et arbejde mod en fælles skoletjeneste for de to kommuner er også igangsat. Her har vi fået midler til et par fælles projekter, ”Vestjyske Moviemakers” og ”Fortidens Ansigter”. ”Vestjyske Moviemakers” er støttet med næsten 400.000 fra Kulturarvsstyrelsen. Der er tale om et tilbud til skoleelever om at bruge vore udstillinger og hjemmesider på en anderledes måde. På nettet vil der således blive oprettet en ”bank” med billeder, film- og lydklip, der kan bruges til at skabe små film om udvalgte emner, og hvor der også ligger et lille, nemt program til filmredigering. Ideen er, at eleverne i forbindelse med museumsbesøg kan optage deres egne små filmklip på mobiltelefoner, der så efterfølgende kan redigeres sammen med de klip og billeder, museet stiller til rådighed på hjemmesiden. Det andet projekt, vi har fået midler til, er ”Fortidens Ansigter”. Det er en ny måde at skabe levende formidling i museumsudstillinger, ved at projicere sekvenser med filmede skuespillere på modellerede ansigter i udstillingerne. Vi er også blevet enige om i fællesskab at lave tilbud til Interface-programmet, så vi kan udvikle nye tilbud til gymnasierne i de to kommuner.

Museum Vestjylland – muligheder og udfordringer

Opsamling Der er således allerede en lang række projekter, der er sat i gang og har fået deres eget liv. Men også en del, der ikke er kommet i gang endnu, trods god vilje og stor lyst. Et af dem, er et fælles magasin. Og det på trods af, at netop ideen om et fælles magasin var noget af det allerførste vi diskuterede i samarbejdet. Men ideen lever fortsat, og ønsket er ikke blevet mindre. Opgaven er stor og dyr. Vi har dog taget hul på den i 2010, idet der er nedsat en ”magasingruppe” under Konserveringscenter Vest i Ølgod. Denne gruppe har til opgave at undersøge behovet og mulighederne for et fælles magasin for de museer, der betjenes af Konserveringscenter Vest. Vi har foreløbig fået kortlagt behovet. Og det er stort. Vi har også fået skitseret et nyt, fælles magasin, som kan dække dette behov og de nærmeste års voksende behov. Og det er dyrt. Vi havde nok forventet, at Kulturarvsstyrelsen ville hjælpe til med at finansiere et forprojekt til dette center, men den igangværende museumsudredning har gjort, at Kulturarvsstyrelsen har udskudt deltagelse i sådanne projekter, til udredningen er helt afsluttet og politisk færdigbehandlet. Da kommunernes økonomi for øjeblikket ikke er til større, nye projekter af denne karakter, er vi i magasingruppen enige om, at vi arbejder videre på at kvalificere ønskerne og udarbejde forskellige, alternative løsningsmuligheder, før vi præsenterer ønskerne for vore kommuner. Men der arbejdes fortsat videre på planerne, i bevidstheden om, at

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

tidshorisonten for åbningen af et nyt fællesmagasin ikke er helt kort. Det har uden tvivl været klogt først at gå efter de lavthængende frugter. Det har givet hurtige resultater og også flere resultater, end vi kunne forudse i begyndelsen af 2010. Men samtidig med at flere og flere samarbejdsprojekter er sat i søen, tegner sig også et tydeligere billede af vores forskelligheder. Og selvfølgelig er vi forskellige. De to museer har fulgt forskellige udviklinger gennem de sidste 30 år; de to museer har forskellige vedtægter og forskellige samarbejdsrelationer til deres primærkommuner og museumsforeninger. Denne forskellighed er ikke i sig selv et problem. Men det er blevet tydeligt, at vi hurtigt kan blive nødt til at vælge mellem forskellige modeller for fremtidens samarbejde. Og hvilken model, vi vælger, vil få afgørende indflydelse såvel på graden af fremtidig samarbejde, som på de enkelte museer.

Fremtidens udfordringer og muligheder Vi ved endnu ikke, hvor museumsudredningen lander. Der er dog næppe tvivl om, at ønsket fra statslig side om større og mere bæredygtige museumsenheder også vil være mærkbart i de kommende år. Der er således ingen tvivl om, at udviklingen går mod færre og større museer i Danmark. På nedenstående figur, der er hentet fra Kulturarvsstyrelsens hjemmeside, kan man sammenligne museumslandskabet i 2006 med det i 2010 og 2012 . De orange markeringer på kortet til

Museumslandskabet 2006.

Museumslandskabet 2010-11.

højre viser museer, der har gennemført fusion mellem 2006 og 2010. Både Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn fremstår orange blandt de 12 nye, større museer. Men udviklingen stoppede ikke i 2010, og normen for et museums størrelse bevæger sig fortsat. På figuren til venstre er med blå markeringer angivet de nyeste fusioner fra 2010 og 2011. Den nyeste udvikling går mod museer, der dækker flere kommuner, hvor Museum Sønderjylland var den første og stadig den største. Men Østfyns Museer, der dækker

Kerteminde og Nyborg kommuner og Museum Østjylland, der dækker Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner er kommet til inden for de seneste år. Og lige nu undersøges det, om de vestsjællandske museer fra Odsherred i nord til Næstved i syd kan finde sammen i en fusion. Mens det statslige ønske om større museumsenheder er tydeligt, savner man en vision om, hvilken rolle museerne skal spille i fremtiden. Vi har en forventning om, at kravene til forskning og formidling vil øges fremover. Forskningen vil

Museum Vestjylland – muligheder og udfordringer

formodentlig komme til at spille en større rolle i de kommende kvalitetsvurderinger fra Kulturarvsstyrelsen, og helt konkret kan det forventes, at der vil blive stillet eksplicitte og strammere krav til museer, der fremover ønsker at oppebære retten til at udføre arkæologiske udgravninger. Det vil formodentlig gælde både for forskningen og formidlingen. Udfordringerne Men præcis disse krav er jo også centrale i vores egne ønsker til fremtiden: Vi ved godt, at vores forskning skal løftes. Og vi ved godt, at formidlingen fortsat skal udvikles og forbedres, hvis vi også i fremtiden skal kunne tiltrække et stort publikum. Men vi ønsker ikke blot at forske for vores fagfællers skyld: vi vil meget gerne gøre forskningen anvendelig for vores kommuner, og bruge forskningen direkte i formidlingen for vores publikum. I forhold til mange andre museer i Danmark har vores to museer det fælles vilkår, at vi skaber en meget stor del af vores økonomi gennem vores besøgende. Vi har tilsammen nu mere end 220.000 besøgende om året, men vi mener at vi sammen har et potentiale på den anden side af 300.000. Vi er ikke i tvivl om, at vi bedre kan løfte vores forskningsforpligtelse i fællesskab end hver for sig. Det vil nemlig kræve frikøb af medarbejdere, hvis vores forskning skal løftes. Og det vil blive lettere, hvis vi kan dele opgaverne mellem os og måske dække funktioner ind for hinanden. Vi vil formodentlig

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

også blive mere attraktive samarbejdspartnere for universiteterne ved at blive større, idet vi så kan dække flere kompetencer sammen. Og endelig håber vi i fællesskab at kunne trække flere opgaver til vores museer – som fx tilsynet med de fredede fortidsminder og måske tilsyn med fredede og bevaringsværdige bygninger, ligesom vi bedre vil kunne påtage os projektopgaver for kommunerne. Vi er heller ikke i tvivl om, at formuleringen af de Vestjyske Supertemaer, er en god fælles paraply at udvikle både forsknings- og formidlingsprojekter under. Vi har også en fælles interesse i at udvikle brandet Levende Historie, så det kan blive endnu stærkere og styrke vores fælles formidling. Ligesom vi har en fælles udfordring i at tiltrække og fastholde de gode medarbejdere herovre, længst mod vest. Vi tror på, at vi i fællesskab kan gøre arbejdspladserne endnu mere attraktive. Samtidig har begge museer gode og tætte bånd til deres respektive kommuner og til de museumsforeninger, der er den folkelige forankring af museerne. Disse bånd er vigtige og skal sikres også i fremtiden. Skabelsen af større og større enheder kan nogle gange have den modsatte virkning. Derfor skal alle inddrages i en sådan proces. Det er altså klart, at vi er nået til et punkt, hvor vi skal vælge, hvilken af flere mulige retninger, vores samarbejde skal tage fremover. Hvor tætte ønsker vi at være? Hvilke forpligtelser kan vi lægge på hinanden? Og hvad bliver konsekvenserne?

Modeller for fremtidens samarbejde Som vi ser det, tegner der sig tre forskellige, mulige retninger på nuværende tidspunkt. Den første kan beskrives som fortsat at samarbejde fra sag til sag. Det er den model samarbejdet er indledt på, da vi begyndte at plukke lavthængende frugter. Og den model har haft den store fordel, at vi kun har taget projekter op, som begge museer har kunnet se en fordel i. Den har også betydet, at en del idéer har fået lov at ligge, fordi de ikke lige fandt plads i de travle kalendere på de to museer. Modellen har endvidere den fordel, at vi forholdsvis hurtigt kan afbryde samarbejdet igen. Der er ingen formelle bånd, der er mere forpligtende, end det enkelte projekt, hvad enten det hedder fælles årbog, fælles brochurer eller et fælles formidlingsprojekt. Men det er nok også den største ulempe ved denne model. Vi mangler nu en fælles vision for samarbejdet. Og vi mangler nogle mere langsigtede mål og midler, der kan drive en udvikling frem i den retning, vi gerne vil. Vi må også forvente, at det vil kræve et mere formelt, tæt samarbejde at fastholde det arkæologiske arbejde på vore museer, hvis intentionerne i museumsudredningen føres ud i praksis. Den anden samarbejdsform ligger i den modsatte ende af skalaen. Det er nemlig en egentlig fusion. Der er næppe tvivl om, at det er den model, Kulturarvsstyrelsen gerne ser. Det var i hvert fald, hvad de gav udtryk for på møder med de to museers bestyrelser og de kommunale forvaltninger i efteråret 2011. Og der er heller ingen tvivl om, at mange

opgaver ville kunne løses lige så godt eller måske endda bedre i én fælles virksomhed, end de kan i to selvstændige. Men der er også en række ulemper forbundet med en fusion. Af de oplagte kan nævnes båndene til de enkelte museumsforeninger og til primærkommunerne. Kort afstand fra borger til museum eller fra kommunal forvaltning til museum er afgørende for det gode, tætte samarbejde. Og fusioner kræver rigtigt mange ressourcer, uden at man altid kan være sikker på investeringernes rentabilitet. En tredje vej mellem de to yderpunkter, er en fælles overbygning for de to museer. Vi valgte allerede i sidste års årbog at navngive samarbejdet ”Museum Vestjylland”, netop for at skabe en fælles identitet for at sikre den pondus, vi også gerne vil have. Og dette fælles ”navn” eller ”brand” kunne sagtens udbygges, for at skabe mulighed for et endnu tættere, og mere strategisk styret samarbejde. Man kunne således forestille sig, at en fælles arkæologisk enhed blev placeret under denne fælles paraply. En enhed, der også kunne løse tilsynet med de fredede fortidsminder i de to kommuner. En fælles markedsføringsafdeling ville også være oplagt. Fælles forsknings- og formidlingsprojekter hører naturligt hjemme her. Måske et fælles forlag? Og måske kunne man endda forestille sig at et fælles bogholderi ville være en rationel løsning for fremtidens to museer. Der er givetvis flere funktioner, der med fordel kunne placeres under den fælles paraply, og et spørgsmål vil hurtigt melde sig: Hvad er fordelen, ved denne model i forhold til fusionsmodellen?

Museum Vestjylland – muligheder og udfordringer

Efter vores mening er der én væsentlig: Med to selvstændige museer vil kontakten til museumsforeningerne og kommunerne bedst kunne bevares og styrkes. Til gengæld ville paraplyorganisationen netop kunne få den pondus og den styrke, der både kunne løse en række opgaver bedre indadtil og give slagkraft udadtil. Og ulemperne? Det er klart, at de to museer vil afgive selvbestemmelse i forhold til de projekter og emner, der ligger under den fælles overbygning. Og lige så klart, at der skal tænkes grundigt over en struktur i denne overbygning, der på én gang sikrer forankring i de to museer og beslutningsdygtighed.

og tiden var moden. Men vi er også kommet til den tærskel, hvor vi skal beslutte, hvor vi skal hen med samarbejdet og med de to museer. Vi har brug for at skabe en ramme, indenfor hvilken samarbejdet og museerne kan udvikle sig i de kommende år. Vi ser gerne, at denne ramme bliver en overbygning til de to museer, et ”Museum Vestjylland – Levende Historie”, hvor netop vores mange udstillingssteder, spredt ud i de to kommuner, og vores fokus på mennesker og landskab i Vestjylland bliver skelet og hjerteblod. Og hvor målet er at bygge videre på de kvaliteter, de to museer besidder, for at bringe dem ind i en fremtid, der stiller nye og større krav.

Konklusion 2012 Da samarbejdet mellem vore to museer blev beskrevet i årbogen sidste år, var det stadig nyt, og meget var uvist. Med fare for at være ubeskedne og uvestjyske, må vi konstatere, at vi er kommet rigtigt langt med vores samarbejde på små to år. Også meget længere, end vi havde forestillet os, da vi indledte det. Vi er nu skrevet så grundigt ind i hinandens fire-årsplaner, og er så grundigt vævet ind i hinandens daglige arbejde, at nye projekter naturligt tænkes som samarbejdsprojekter før de tænkes som individuelle. Det er godt og glædeligt, at samarbejdet har kunnet etableres så forholdsvis gnidningsfrit. Det beviser for os, at ideen var rigtig,

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

Forfatterne kan kontaktes på: Kim Clausen: kc@levendehistorie.dk Claus Kjeld Jensen: ckj@vardemuseum.dk Noter

1. Interesserede læsere kan se mere om økomuseet som den væsentlige inspiration for Ringkøbing Skjern Museums udvikling i Kim Clausen mfl.: Vestjyllands Økomuseum. Landskab, kultur og turisme. Forslag til udvikling af et økomuseum i Skjern og Egvad kommuner. Skjern 1990 og i Kim Clausen: ”Ti år med økomuseet – Vestjyllands Økomuseum – et selvbestaltet kulturforsøg. FRAM 1998.

Årets arkæologi

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

I 2011 har arkæologerne på Museet for Varde By og Omegn og Ringkøbing-Skjern Museum fortsat og udbygget det samarbejde, som blev indledt i 2010 imellem de to institutioner. Der afholdes møde ca. en gang om måneden, hvor igangværende arkæologiske projekter diskuteres og eventuelle problemer bliver vendt. Vi arbejder frem imod at ensrette vores sagsbehandling og arkiveringsprocedurer. I 2012 vil de to museer ligeledes udarbejde en fælles info-folder til bygherrer, hvori vi kort redegør for dels vores arbejde under museumsloven, dels hvordan man som bygherre skal forholde sig ved byggeri, råstofindvinding, skovrejsning eller hvis man finder noget. Denne vidensdeling har været meget frugtbar, og vi er således parate til at knytte vore afdelinger endnu tættere sammen. Samarbejdet er bl.a. konkret udmøntet i dette nummer af opdatering, hvor vi i fællesskab fremlægger årets store og små begivenheder i det arkæologiske arbejde. Afsnittet om årets udgravninger lister derfor aktiviteterne for begge museer, og er inddelt i de arkæologiske perioder stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid. Der er selvfølgelig pladser, hvor der er gjort fund fra flere perioder. Her vil det være det mest fremtrædende fund, udgravningen kronologisk er placeret under. Foreløbig opretholder museerne selvstændige akronymer; VAM for Museet for Varde By og Omegn og RSM for Ringkøbing-Skjern Museum. Det er således let at se, hvilket ansvarsområde den enkelte udgravning er udført i. 2011 har budt på mange spændende opgaver og udgravninger. Der er blevet foretaget undersøgelser på i alt 66 sager, hvoraf nogle indbefatter flere lokaliteter.

Ved Ringkøbing-Skjern Museum kan man igen prale af at have fundet endnu flere hulbælter ved Herningvej og Højmark. Hulbælterne omtales i en selvstændig artikel, se side 161. Rindum-gravningerne har givet detaljer om såvel det større bosættelsesmønster i området, men også om

Årets arkæologi

hidtil usete konstruktionsdetaljer i bronzealderens huse. Året startede godt med en lille udgravning af en helt bortpløjet gravhøj fra enkeltgravstid ved Sandbæk Hedegård, i hvilken en lille dreng med økse, flintkniv og ravperle var begravet. Sidst på året udgravede museet en velbevaret hustomt fra jernalderen nordøst for Velling Kirkeby, hvor et hus var blevet overvundet af fygesandet. Tomten var efter kort tid opgivet som bosættelse. For Museet for Varde By og Omegn skal fremhæves de to meget spændende udgravninger i grusindvindingsområdet syd for Oksbøl, der begge er omtalt i selvstændige artikler: Møllemarksgård side 188 og Sønderbøl side 199. De fortsatte udgravninger af den vikingetidige lade- og produktionsplads ved Henne Kirkeby har også været udbytterige, ligesom undersøgelserne ved sommerhusområdet i Henneby, hvor der blev fundet bebyggelsesspor i flere lag i forbindelse med ny kloakering. Af andre bemærkelsesværdige begivenheder kan nævnes sommerens luftfotoskole på Vestjysk Højskole, hvor inspektører fra begge museer deltog, se artiklen side 69. Desuden

har Museet for Varde By og Omegn været vært for det årlige detektortræf Bifrost, se side 182. I efterårsferien fik Museet for Varde By og Omegn igen lejlighed til at låne CT-scanneren på HjerteCenter Varde. Udover 22 begravelsesurner fra tuegravpladsen ved Årre, fik vi denne gang scannet yderligere tre lerkar fra andre udgravninger. Den ene viste sig at være en urne med indhold af brændte ben. Flere af urnerne fra Årre indeholdt gravgaver i form af dragtnåle, og i et enkelt tilfælde fandtes et lille miniaturelerkar. Igen i år har Museet for Varde By og Omegn haft fornøjelse af at agere vært for en seminargravning for ni arkæologistuderende fra Københavns Universitet. Sammen med deres underviser, Pernille Foss, sled og slæbte de i alt slags vejr. Det var til tider rigtigt vådt, men humøret var alligevel højt, og vi håber, at de fik lært det, de skulle. De gravede med på to af sommerens store udgravninger – Sønderbøl og Møllemarksgård. Desuden besøgte de Bork Vikingemarked, besøgte flere af vores museer, og fulgte inspektørerne i det daglige museumsarbejde.

Scanningsbillede af delvist bevaret urne set i tværsnit. Til venstre ses det lille miniaturelerkar.

Arkæologistuderende svinger skovlene på udgravningen ved Sønderbøl syd for Oksbøl.

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

Administration

En stor del af arkæologernes hverdag går med administrativt arbejde. Som statsanerkendte museer med arkæologisk ansvar, har vi en række lovpligtige opgaver i forhold til den fysiske planlægning. Som en del af samarbejdet de to museer imellem, arbejder vi på at ensrette vores sagsbehandling således, at vores myndighedsbetjening bliver så ensartet som muligt. I 2011 har vi generelt haft færre skovrejsningssager, idet lodsejere heldigvis oftere og oftere fravælger den for fortidsminderne så destruktive dybdepløjning. De få midler, vi får fra Kulturarvsstyrelsen til at prøvegrave disse skovrejsningsarealer, er alt for små. Vi vil således hellere undgå dybdepløjningen og på den måde bevare fortidsminderne under skoven. Ringkøbing-Skjern Museum modtog ni sager i årets skovrejsningsrunde, hvoraf museet forundersøgte tre lokaliteter, på baggrund af tidligere fund og de pågældendes sagers topografi. Ud af de tre undersøgte lokaliteter fremkom der kun bevaringsværdige strukturer på én. De resterende sager blev frigivet til dybdepløjning.

Sagsbehandling i 2011 Museet for Varde By og Omegn har i årets løb ––behandlet 484 byggetilladelser ––behandlet 478 tilladelser efter natur- og planloven ––gennemgået 19 lokalplaner ––afgivet 155 høringssvar Ringkøbing-Skjern Museum har i årets løb ––behandlet 1317 byggetilladelser mm. ––behandlet 409 tilladelser efter natur- og planloven ––gennemgået 33 lokalplaner ––afgivet 12 høringssvar

I alt blev der på Museet for Varde By og Omegn behandlet fem tilskudsberettigede skovrejsningssager i 2011, hvoraf der blev foretaget én prøvegravning forud for dybdepløjning. På de øvrige skovrejsningsarealer fravalgte man dybdepløjning, og dermed var der ikke grund til, at museet skulle foretage forundersøgelser. Til gengæld bliver der efterhånden etableret rigtigt mange jordvarmeanlæg i Varde og Ringkøbing-Skjern Kommuner. Hver eneste sag bliver kontrolleret arkivalsk, og på de lokaliteter, hvor der er stor sandsynlighed for at støde på skjulte fortidsminder, foretages der enten en forundersøgelse, eller også overvåges anlægsarbejdet af en arkæolog. Dette er sket i 15 tilfælde i Varde Kommune, hvoraf fire har givet anledning til at foretage egentlige arkæologiske udgravninger (Tarphagevej, Snorup, Janderup og Ålholt herunder).

Formidling

Arkæologerne prøver så vidt muligt at integrere formidlingen i det daglige arbejde. Det gøres på flere måder; dels ved rundvisninger og åbent hus arrangementer på udgravningerne, og selvfølgelig på sædvanlig vis gennem artikler, foredrag og udstillinger. Vi vil egentlig gerne selv blive bedre, både til at fortælle, men også til at dele vores faglige viden med museernes dygtige formidlere. I maj blev der derfor arrangeret et seminar på Dejbjerg Jernalder, med det formål at styrke koblingen mellem forskning og formidling om jernalder og vikingetid. Disse tidsperioder er et af museumssamarbejdets supertemaer, som vil være særligt i fokus de kommende år. Der blev holdt forskellige indlæg af museernes arkæologer, formidlere og rekonstruktionshåndværkere, samt af én ekstern foredragsholder, Henriette Lyngstrøm fra Københavns Universitet, der fortalte om jernudvinding som eksperimentelarkæologi og formidling, se side 169. Det blev en rigtig god dag, hvor arkæologer og formidlere fik gode diskussioner og lærte hinanden at kende på tværs af museerne. Årets arkæologi

Åben udgravning Arkæologerne er altid glade for gæster på udgravninger og viser gerne rundt, når der er besøgende. På særligt spændende og ”formidlingsegnede” udgravninger inviterer vi gerne skoler og institutioner i lokalområdet på besøg eller holder ”åbne udgravninger” for alle interesserede. Omkring 200 børn fra skoler, børnehaver og fritidsordninger har i 2011 besøgt en udgravning i Varde Kommune. Den 26. maj inviterede arkæologerne til ”åben udgravning” i Årre by. Ca. 80 meget interesserede borgere fra lokalområdet besøgte udgravningen. Det er dejligt at mærke hvor mange, der er interesserede i det arkæologiske arbejde. ”Åben udgravning” kan man også kalde et arrangement i vinterferien på Varde Museum, hvor der blev udgravet

urner i et åbent værksted, så publikum fik mulighed for at følge det spændende arbejde. Arrangementet var godt besøgt af både børn og voksne. Arkæologerne Stina Troldtoft Andresen og Tine Lorange fik ligeledes lejlighed til at fortælle, dels om udgravningerne ved Årre, hvor urnerne er fundet, men også om hvad CT-scanning kan fortælle om urnernes indhold, inden de bliver gravet ud. Formidling i landskabet Skiltning på steder, hvor der stadig findes synlige fortidsminder, er endnu en måde at dele vores viden med et aktivt deltagende publikum. Den 11. november foregik den formelle åbning af stierne på Øster Lem Hede. Torben Egeberg fra Ringkøbing-Skjern Museum havde sammen med Kulturarvsstyrelsen udfærdiget

Skolebørn leger tagbærende stolper i et hus på Tarphagevej-udgravningen, mens Stina Troldtoft Andresen fortæller.

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

skilte, der informerer om hedens historie. Særligt interessante er de bevarede marksystemer, som man stadig kan se på stedet. Torben Egeberg har i denne udgave af opdatering selv beskrevet arbejdet med Øster Lem Hede, se side 153. Foredrag Begge Museer har tradition for at afholde foredrag under Folkeuniversitetet i samarbejde med museumsforeningerne. Især arkæologerne ved Ringkøbing-Skjern Museum er flittige foredragsholdere. Facebook Museet for Varde By og Omegn er også kommet med på Facebook-dillen. Lidt for sjov har vi oprettet en Facebook-gruppe for Lønnepigen, så hun kan være venner med Hammerumpigen fra Herning Museum, som er det eneste andet kendte gravfund fra ældre jernalder med velbevarede tøjrester. Her kan man følge lidt med i, hvad der sker omkring forskningen og formidlingen af de to ”piger”. I december 2011 havde Lønnepigen 147 venner – hun vil gerne have flere.

Julemarked I december deltog arkæologerne fra Ringkøbing-Skjern Museum for anden gang i det populære arrangement ”Jul på Bundsbæk”. Arkæologerne indlogerede sig i Dejbjerg Jernalder-udstillingen, hvor de kunne præsentere det forgangne års vigtigste udgravninger og fund. De kunne med stolthed fremvise de konserverede genstande fra Mejlby udgravningerne, der lige var kommet tilbage fra konservatorerne på Konserveringscenter Vest i Ølgod. Det blev til mange positive oplevelser og gode snakke med interesserede gæster de tre weekender julemarkedet varede. På Varde Museum blev der afholdt julemarked den sidste weekend i november, og her var arkæologerne fra Museet for Varde By og Omegn til stede med en arkæologisk spørgebod. Der kom mange gæster forbi med fund hjemme fra vindueskarmen eller kommodeskuffen – især flintøkser og andre flintgenstande – og de fleste bliver glade for at få lidt mere at vide om, hvad de har været brugt til og hvor gamle de er. Arkæologerne er især interesserede i genstande, hvor fundstedet er kendt, idet det øger vores viden om oldtiden i lokalområdet.

Foredrag i 2011 ––Luftfoto i Ringkøbing-Skjern Kommune, ved Esben Schlosser Mauritsen, RSM ––Årets arkæolog, ved Lene B. Frandsen, VAM ––Arkæologien i Rindum, ved Torben Egeberg, RSM ––Årets arkæologi, ved Esben Schlosser Mauritsen & Poul Krogh Jørgensen, RSM ––Full-body CT-scan af 30 gamle vestjyder, ved Tine Lorange og radiograf Morten Bruun Krarup. Foredraget fandt sted på HjerteCenter Varde og bagefter blev scanneren demonstreret. VAM I foråret 2012 vil der igen være mulighed for at høre om arkæologi: ––Fortiden ved Skjern Å, ved Torben Egeberg, RSM ––Dyreknogler og deres værdi i fortolkningen af jernalderens landbrug, ved Jacob Kveiborg, Moesgaard Museum. ––Bronzealderens bebyggelse i Vestjylland, ved Poul Krogh Jørgensen, RSM ––Rundt om Billum – i jernalder og vikingetid, ved Stina Troldtoft Andresen, VAM

Årets arkæologi

Forskning og publicering

Lønne Hede Takket være en bevilling fra Kulturarvsstyrelsens rådighedssum blev der i 2011 påbegyndt et forskningsprojekt omkring Lønne Hede. Den såkaldte Lønne Hede pige blev udgravet i 1969 og har længe været et af de eneste gravfund fra jernalderen med velbevarede tekstiler. I 1995 gravede Museet for Varde By og Omegn igen på lokaliteten, og yderligere 11 grave dukkede op. Disse er aldrig blevet egentligt videnskabeligt behandlet, dels på grund af manglende tid og penge, men også pga. af manglende kompetencer og viden inden for feltet. Der er nu indledt et samarbejde med forskere fra Saxoinstituttet på Københavns Universitet, Centre for Textile Research og Nationalmuseet omkring Lønne Hede-gravene. De udgravede tekstiler fra 1995 er transporteret til konserveringsafdelingen på Nationalmuseet, hvor de bliver beskrevet og tolket af Ida Demant, som er projektansat til opgaven. Samtidig arbejder Lene B. Frandsen med det øvrige materiale fra udgravningen. Der bliver i denne forbindelse foretaget en lang række naturvidenskabelige analyser på fundet: 14C, pollen-, dendro-, strontium-, fiber- og farveanalyse, hvoraf flere end ikke var opfundet i 1969 og 1995, da gravene blev udgravet. Målet er en international publikation af Lønne Hede-gravene i 2013. Førromersk bebyggelse i Nord Europa I bogen Berliner Archäologiche Forschungen 8: Haus-GehöftWeiler-Dorf – Siedlungen der Vorrömischen Eisenziet im nördlichen Mitteleuropa1 har Esben Schlosser Mauritsen bidraget med en artikel om den befæstede landsby ved Brændgaards Hede i Torsted. Bogen er resultatet af et seminar afholdt i Berlin i 2009. Hør Stina Troldtoft Andresen har en særlig interesse for planten hør i forhistorisk tid og har bl.a. skrevet speciale om emnet. I 2011 har hun bidraget til to publikationer over dette emne dels ”From Flax to linen – Experiments with flax at Ribe 26

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

Viking-Center” Syddansk Universitet i Esbjerg og ”Retting pits for textile fibre plant at danish prehistoric sites dated between 800 BC and AD 1050”, sidstnævnte skrevet sammen med Sabine Karg i The International Network FLAXs tidsskrift: Vegetation History and Archaeobotany. Bebyggelse fra ældre jernalder I en ny bog ”Nyt fra Vestfronten – Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder” er der en række artikler skrevet af arkæologer ved Museet for Varde By og Omegn. Jens G. Lauridsen skriver om enkeltgårde ved Alslev, Stina Troldtoft Andresen om en landsby fra førromersk jernalder ved Ho Bugt, og Lene B. Frandsen og Lars Chr. Bentsen fortæller om Hesselmed-bebyggelsen lidt syd for Oksbøl. Desuden er der bidrag af Ph.d.-studerende Niels Algreen Møller og arkæolog Louise Lund Johansen om bopladser udgravet i Museet for Varde By og Omegns ansvarsområde. Luftfoto Esben Schlosser Mauritsen bliver årligt frikøbt fra RingkøbingSkjern Museum for at arbejde med på Holstebro Museums projekt ”Fortiden set fra Himlen” ved Lis Helles Olesen. Projektet er netop blevet forlænget med fire år. Dysser I 2011 har Palle Eriksen haft 4½ måneds orlov fra RingkøbingSkjern Museum, da han arbejdede for Moesgård Museum med at lave beretninger over nu afdøde Poul Kjærums udgravninger i Tustrup på Djursland i 1950'erne. I Tustrup blev der udgravet en jættestue, to dysser og et kulthus. I forlængelse heraf søges i 2012 fondsmidler til udarbejdelse af en monografi om Tustrup. Palle Eriksen deltog den 21.-23. februar i en international workshop om restaureringspolitik i Helsingør, arrangeret af Kulturarvsstyrelsen, og fremlagde her synspunkter og holdninger til restaurering af jættestuer. Han har også i 2011 lavet en anmeldelse i Kuml af Jan Albert Bakker: Megalithic Research in the Netherlands, 1547-1911.2

Årets udgravninger

Året startede for andet år i træk med is og sne. Nogle af arkæologerne måtte iklæde sig det varmeste tøj og trodse vejret, bl.a. i forbindelse med forundersøgelserne af grusgravningsarealer syd for Oksbøl og på cykelstien mellem Ringkøbing og Røgind.

Årets udgravninger er inddelt i de arkæologiske perioder stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid.3 VAM = Museet for Varde By og Omegn RSM = Ringkøbing-Skjern Museum

Torben Egeberg på vinterarbejde ved Ringkøbing-Røgind cykelstien.

Jens G. Lauridsen opmåler søgegrøfter med GPS ved Sønderbøl.

Årets arkæologi

Stenalder Skovrejsning 2010 RSM 10.115 Den hårde vinter sidste år medførte, at museet ikke kunne afslutte alle undersøgelser i forbindelse med skovrejsningsrunden 2010. Det drejede sig om nogle supplerende undersøgelser ved Sandbækvej i Spjald. Dels skulle museet udvide omkring nogle anlæg, fundet ved en stor jernalderbebyggelse ved Sandbæk Hedegård. På nabomarken, der også skulle dybdepløjes, var der observeret, hvad der kunne være en højsignatur på gamle kort af området. Det viste sig desværre sent ved undersøgelsen, at der var tale om en grav, og museet blev nødt til at hasteudgrave de sidste rester af graven og redde oldsagerne fra frosten. Der var tale om en grav fra enkeltgravskultur, og den begravede var et ca. 6 år gammelt barn, gravlagt med ravperle, stenøkse og en lille flække i en trækiste. Graven lå nøjagtig på det sted, hvor gravhøjen var angivet på de gamle kort. Udgravningsleder Torben Egeberg.

Den lille barnegrav under højen ved Sandbæk Hedegård.

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

Selager VAM 1649 Der er blevet foretaget en række forundersøgelser i det militære skydeterræn, primært for at afklare, hvor militæret kan færdes uden at ødelægge fortidsminder. Det er så småt ved at være lykkedes at fastlægge jernalderbopladsens udstrækning på Selager-sletten, endvidere er der som noget nyt lokaliseret bopladsspor fra bronzealderen øst for jernalderbosættelse. Der er desuden fremkommet mange dyrkningsspor og meget spændende fodspor fra oldtidens dyr. Udgravningsleder Jens G. Lauridsen. Grønnegade, Ølgod VAM 1717 Ved Grønnegade i Ølgod blev der foretaget en forundersøgelse af et næsten 14 hektar stort område i forbindelse med udstykning tidligt på året. I den sydlige del af området fremkom væsentlige arkæologiske spor fra flere oldtidsperioder. Museet vendte derfor tilbage i løbet af sommeren

En grube ved Grønnegade var nærmest foret med keramik.

og foretog en egentlig udgravning. Der er sammenlagt udgravet næsten én hektar, men selvom der var mange spor i undergrunden, lykkedes det kun at lokaliserer to huse fra yngre stenalder. Til gengæld er der fundet over 50 kogestensgruber, og tre store gruber, muligvis sandtagningshuller, som er genopfyldt med kogesten og større mængder keramik. Keramikken dateres til overgangen mellem yngre bronzealder og ældre jernalder, hvilket stemmer fint med de mange koge/ildgruber, som netop er talrige i denne periode. Tankevækkende er manglen på hustomter fra bronze eller jernalderen. Én tolkning kan være, at der er tale om en sæsonplads, hvor man ikke har etableret permanent beboelse. En anden er selvfølgelig, at bebyggelsen blot skal findes et andet sted i nærheden. Udgravningsleder forundersøgelsen Stina Troldtoft Andresen, udgravningen Karen B. Fisker.

Mourier Petersens Plantage RSM 10.209 Museet fik i år mulighed for at undersøge et område, hvor Nationalmuseet i 1918 udgravede resterne af et dyssekammer.4 På dette tidspunkt var der et stensat kammer omgivet af ca. en meter højfyld tilbage. Overliggere og randsten omkring gravanlægget var sandsynligvis inden da allerede endt som skærver i den nye hovedvej mellem Ringkøbing og Aarhus, der blev anlagt omkring 1850. Der blev fundet en stensat grav med en ravperle som gravgave uden for det af Nationalmuseet undersøgte. Mere overraskende var det, at museet fandt en overset grube under kammerbunden, fyldt med ordnede knogler. Hele gruben med intakt indhold blev ved hjælp af Konserveringscenter Vest hjemtaget som et stort præparat. Museet håber i 2012 at kunne få foretaget en CT-scanning af det skrøbelige indhold for at se, hvordan knoglerne er ordnet. En traditionel arkæologisk udgravning lader sig ikke gøre. Interesserede vil uden tvivl høre mere om dette spændende fund. Udgravningsleder Torben Egeberg.

Gerd Nebrich fra Konserveringscenter Vest arbejder med at tage præparatet op.

Præparatet løftets op, mens Torben Egeberg overvåger det forsigtige arbejde.

Årets arkæologi

Bronzealder Rindumgård, Syd RSM 10.075 I det sene forår og sommer foretog museet første del af udgravningen på arealet ved Rindumgård syd. Forundersøgelsen havde påvist, at der på området udelukkende var bebyggelse fra bronzealderen. De ældste hustomter dateres til den sene del af ældre bronzealder og de yngste til slutningen af yngre bronzealder. Undersøgelsen er den hidtil største bronzealderudgravning foretaget af Ringkøbing-Skjern Museum. I 2011 undersøgte museet de første godt tre hektar af området, men man mangler fortsat at undersøge ca. 1,2 hektar før området er færdigudgravet. En undersøgelse af denne størrelse gjorde det muligt for arkæologerne, at danne sig et godt indtryk af bronzealderbefolkningens bosættelsesmønster i landskabet.

Fotooprettet billede af bulvægshuset ved Rindumgård syd.

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

En bebyggelsen med mere end 20 hustomter fra den sene del af bronzealderen lå spredt over hele området, dog ikke i de naturlige lavninger. Husene fra den sene del af bronzealderen er ikke så store; 15-17 meter i længden og op til seks meter i bredden. Det var dog husene fra ældre bronzealder, arkæologerne var mest begejstrede for, selvom der kun blev undersøgt én komplet hustomt af disse. Der var tale om bulvægshuse, der er kendetegnet ved meget store vægstolper. Der har været mange tolkninger på denne huskonstruktions opbygning, men på denne udgravning var det for første gang i Danmarkshistorien muligt at iagttage helt nye konstruktionsdetaljer på grund af

Nærbillede af stolpehul fra bulvægshus, bemærk de to aftegninger af kløvede stolper med mellemrum.

de særlige bevaringsforhold. I flere stolpehuller kunne det dokumenteres, hvordan væggen var bygget op af kløvede stolper, hvorimellem tømmeret til væggen var lagt og dermed holdt på plads. Udgravningsledere Poul Krogh Jørgensen og Marie Vang Posselt. Skovrejsning 2011 RSM 10.222 Timringvej 20, Videbæk, blev forundersøgt pga. særdeles oplagt topografi på hele området. Der blev fundet omfattende bebyggelsesaktiviteter fra bronzealderen. En del af området er derfor indstillet til friholdelse, resten til skånsom beplantning. Udgravningsleder Marie Vang Posselt.

Højmark, Nord RSM 10.150 Mens vinteren rasede i 2011 foretog museet en forundersøgelse i Højmark, forud for en udstykning til parcelhuse. Den videre undersøgelse blev foretaget i løbet af foråret og forsommeren. Undersøgelsen viste en intensiv bebyggelse fra bronzealderen, med en langstrakt række af kogegrubber og hundredevis af spredte kogegruber foruden to velbevarede hustomter. Der er formentlig tale om en enkelt gård, der i tidens løb er flyttet indenfor det undersøgte område. Fra jernalderen var der et langhus, og endnu et hulbælteanlæg. Udgravningsledere Marie Vang Posselt (bebyggelsen) og Esben Schlosser Mauritsen (hulbæltet).

Åkirkevej, Janderup VAM 1737 I forbindelse med etablering af jordvarme fremkom et fint bronzealderhus; det lykkedes at etablere anlægget ved siden af, så de arkæologiske spor kunne bevares for eftertiden. Udgravningsleder Jens G. Lauridsen. Nr. Vium Mejeri, Videbæk RSM 10.169 Museet foretog i marts 2011 en forundersøgelse i forbindelse med udvidelsen af mejeriet på Sønderupvej. I områdets nordøstlige hjørne fremkom vestdelen af en hustomt fra yngre bronzealder. Museet valgte at undersøge huset under forundersøgelsen, da der kun var tale om få stolpehuller og ikke en hel hustomt fra bronzealderen. Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen Tarp Bjerg, Borris RSM 10.163 Museet besigtigede efter aftale med bygherre afgravning i forbindelse med opførelsen af en hal, på det højeste punkt ved Borris. Der fremkom dog ikke andet en nogle få kogestensgruber, der blev målt op og dokumenteret før området blev frigivet. Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen

Martin Risvig & Marie Vang Posselt registrerer anlæg ved Højmark.

Årets arkæologi

Sønderbøl VAM 1685 Udgravningen i Sønderbøl var forårsaget af udvidelse af grusgraven vest for Broengvej. Der er tale om et ca. 5 hektar stort areal. Der blev fundet spor efter 27 langhuse og enkelte udhuse fra yngre bronzealder og ældre jernalder spredt over bakken. Udover oldtidsbebyggelsen blev der fundet vejspor fra historisk tid og spor efter tyske stillinger, løbegrave og pigtrådsspærringer fra anden verdenskrig. Udgravningen kom til at fungere som uddannelsesudgravning for otte studerende fra Københavns Universitet. Se artikel om dette fund side 199. Udgravningsledere Jens G. Lauridsen & Niels Algreen Møller. Vesttarp Transformatorstation, Velling RSM 10.160 Det tidligere Ringkøbing Museum har flere gange foretaget udgravninger ved Bostoft, der er nabomarken til det her undersøgte markstykke. De tidligere undersøgelser havde afdækket middelaldergårde,5 hvilket gjorde at museet regnede med at finde flere gårde fra samme periode. Så det var en stor, men lige så glædelig opdagelse, at der på marken var bevaret hustomter fra midten af bronzealderen, samt enkelte anlæg fra tragtbægerkulturen. Forundersøgelsen blev foretaget i juni, og den efterfølgende udgravning i oktober. Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen.

Luftfoto af grusgraven ved Sønderbøl. Udgravningsfeltet og søgegrøfter ses langs vejen foran søen.

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

Agerbæk Skole VAM 1733 I forbindelse med opførelse af en daginstitution ved Agerbæk skole blev der foretaget en forundersøgelse af et 0,7 hektar stort areal. Der var tidligere registreret en overpløjet gravhøj på området. Forundersøgelsen skulle afgøre, hvor meget der var tilbage af gravhøjen, og om der var andre fortidsminder på stedet. Der fandtes dog ingen spor af gravhøjen, men der fremkom fem kogestengruber og enkelte spredte gruber og stolpehuller. Disse anlæg blev registreret, hvorefter arealet blev frigivet til videre anlægsarbejder. Udgravningsleder Stina Troldtoft Andresen.

Jernalder Tarphagevej 58 VAM 1736 I forbindelse med etablering af jordvarme blev der udgravet 1700 m2, syd for Billum, ikke langt fra Varde Å. På dette begrænsede område blev der fundet spor af mindst 10 huse fra forskellige perioder. Der er huse fra tiden omkring Kristi fødsel og fra 4.-5. århundrede, hvorfra der også er fundet rester af hegn og huse. Endda så sent som fra 900-tallet, vikingtiden, er der fremkommet en hustomt. Her på nordsiden af Varde Å har det åbenbart været attraktivt at bosætte sig gennem det meste af oldtiden, hvilket gør det til en kompliceret arkæologisk opgave at udrede alle de forskellige faser. Der blev også fundet en enkelt urnegrav med brændte ben. Udgravningsleder Stina Troldtoft Andresen.

Ringkøbing-Røgind cykelsti RSM 10.128 / RSM 10.134 / RSM 10.305 Året startede for Ringkøbing-Skjern Museum med den fortsatte følgning af cykelstien mellem Ringkøbing og Røgind. Museets arbejde med sagen startede i 2010, og allerede den første dag fremkom et nyt hulbælte6 ved krydset mellem Herningvej og Kærbyvej (RSM 10.134). I 2008 blev der i forbindelse med cykelstien ligeledes fundet et hulbælte (RSM 10.020 Skraldhede), men det skulle vise sig, at der på strækningen var endnu ét. Da museets arbejde nærmede sig afslutningen fremkom der endnu et ved cykelstien afslutning ved Røgind Kro (RSM 10.305). Det betød, at der nu indenfor en strækning på mindre end tre kilometer fandtes tre hulbælter med samme orientering – noget der ikke er set tidligere i dansk arkæologi. Hulbælterne bliver omtalt i en artikel på side 161.

Tarphagevejudgravningen foregik i september, og var temmelig regnfuld. Arkæolog Karen B. Fisker er lettere opgivende.

Årets arkæologi

Torben Egeberg ved udgravningen af hulbæltet ved Femhøjsande.

Cykelstien dækkede også over andre spændende fund, blandt andet et område med huse fra den tidlige jernalder, og en grav formentlig fra midten af jernalderen. Langs hele cykelstien fremkom utallige hjulspor efter fortidens færdsel. De mange hjulspor var forventede, da Hovedvej 15 altid har været den oplagte rute over heden fra Røgind til Ringkøbing. Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen. Dronning Margrethe II Arkæologiske Fond RSM 10.219 Museet har været i 2011 modtaget en bevilling fra Majestætens Arkæologiske Fond til videre undersøgelse af de seneste års hulbælter i museets område. Denne bevilling har gjort det muligt at foretage supplerende undersøgelser af hulbælterne ved Hovedvej 15. Det har kun været muligt på grund af private lodsejeres velvilje, da der blandt andet skulle graves i Femhøjsande Plantage og på private marker ved Røgind. En del af bevillingen går ligeledes til et forsøg på dateringen af hullernes alder i et fællesprojekt med Københavns Universitet. Projektleder Esben Schlosser Mauritsen. 34

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

Henrik Breuning-Madsen, Københavns Universitet & Peter Steen Henriksen, Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser studerer hulbæltet ved Skraldhedevej.

Bostoft, tracé RSM 10.290 Imens museet var ved at afslutte undersøgelsen ved transformatorstationen ved Vesttarp (RSM 10.160), blev museet informeret om et mindre tracé fra den gamle transformatorstation til den nye, og museet aftalte med bygherres repræsentant at følge afgravning, da hele det involverede område var udpeget kulturarvsareal. Tracéet gik igennem tykke flyvesandslag, der havde bevaret den oprindelige overflade for moderne pløjning. Under flyvesandet gjorde museet en sjælden opdagelse – et hus fra førromersk jernalder med bevarede gulvlag, marker og kulturlag. Det var her muligt at se, hvor stort et problem sandflugten havde været allerede i jernalderen. Markerne omkring huset var kun pløjet to gange, og hver gang overlejret af et nyt flyvesandlag. Derfor kan man forstille sig, at gården kun har fungeret i en kort periode og at man siden er flyttet fra stedet, da sandet må have været en for stor udfordring for jernalderbonden. Udgravningsleder Marie Vang Posselt.

Rindumgård Midt, tracé vest RSM 10.293 (RSM 10.076) Området ved Rindumgård er en stor udstykning delt mellem tre bygherrer, hvorfor området er opdelt i tre forskellige sager. I midten er det bygherres ønske at vente med udstykning, så derfor har museet i første omgang kun prøvegravet vej- og spildevandtracéer. I december 2011 blev der derfor udgravet et hus fra den tidlige jernalder, der lå i spildevandstracéet. Huset regnes for at indgå i den større bebyggelse fra samme periode, der er blevet udgravet på lokalplansområdet nord for. Udgravningsleder Torben Egeberg. Vennervej 19, Ringkøbing RSM 10.238 Da der skulle etableres en ny gylletank foretog museet en forundersøgelse og konstaterede, at der på stedet var en omfangsrig bebyggelse fra ældre romertid. Udgravningen er stadig uvis, da bygherre forsøger at få gylletankens placering ændret. Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen. Fotooprettet del af feltet ved Bostoft. Striberne er ardspor efter datidens pløjning. Nederst til venstre kan man se de yngre hjulspor som gult sand.

Årets arkæologi

Henneby VAM 1653 Fortsættelse af udgravningerne fra 2010 i forbindelse med kloakering. Det er et utroligt spændende sted hvor oldtidssporene ligger adskilt af flyvesandshorisonter over et stort område. Det er ikke muligt at finde udstrækningen af bebyggelsen blot ved hjælp af profilerne i kloakgrøfterne. Der er derfor indledt et samarbejde med Institut for Marinarkæologi ved Syddansk Universitet, hvor Bo Ejstrud sammen med sine studerende har været ude foretage en række boringer og målinger. Der er bebyggelsesspor fra bronzealder til vikingetid. Udgravningerne vil fortsætte i 2012. Udgravningsledere Jens G. Lauridsen og Lars Chr. Bentsen. Snorup VAM 1721 På adressen Snorup vej 7, ønskede man at etablere jordvarme, og i den forbindelse foretog museet en mindre udgravning. Der blev fundet stolpespor fra et muligt hegnsforløb og en mængde mærkelige grøfter med tørv, slagger

Jens G. Lauridsen afrenser de mange lag i profilen i Henneby udgravningen.

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

og myremalm. Arealet var for lille og stedvis for forstyrret til at give klarhed over sammenhængen. På en del af myremalmen var der spor af ildpåvirkning; her er sandsynligvis tale om spor af ristning af myremalm, hvilket man har gjort forud for jernudvindingsprocessen. Området ligger midt i det område hvor VAM, sammen med Olfert Voss fra Nationalmuseet, har udgravet flere hundrede jernudvindingsovne i perioden 1986-2001. Udgravningsleder Stina Troldtoft Andresen. Skovagervej 1A, Dejbjerg RSM 10.251 Forud for anlæggelsen af jordvarme på stedet foretog museet en egenbetalt prøvegravning. Der fremkom huse, dateret til germanertid (375-750 e.Kr.). Det viste sig muligt for bygherre at udlægge jordvarmeslangerne i et stort fundtomt område, således at de forhistoriske spor ikke blev berørt. Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen. Rindumgård Nord RSM 10.077 Rindumgård Nord er, som navnet antyder, det nordligste af de tre lokalplansområder ved Rindumgård.7 Hele området blev forundersøgt i efteråret 2010, og selve udgravningen gik i gang, så snart vi var færdige på syd-området. Udgravningen viste, at den østligste del af udgravningsområdet var yderkanten af et stort bebyggelsesområde fra germansk jernalder, sandsynligvis sammenhængende med hvad der tidligere er undersøgt over et stort område mod øst (bl.a. Mejlby 11 og RSM 10.017). Der er tale om hustomter med tilhørende hegn og gårdsbygninger, nogle steder med spor af fem til seks faser af samme bygning. Den vestlige del af udgravningen viste sig udelukkende at være hustomter fra den tidlige jernalder. Til disse hustomter fremkom mindre småhuse, brønde, samt et omfattende grøftesystem, som ifølge arkæologerne har adskilt gårdenes marker fra dyrenes græsningsområder. Der fremkom også et smalt system af åbne huller, der skal opfattes som endnu et hulbælteanlæg. Udgravningsleder Marie Vang Posselt.

Årre, Lindegade VAM 1509 I udkanten af Årre har museet undersøgt dele af en velbevaret jernalderboplads. Udgravningen tog næsten to måneder og afsluttedes til pinse. Der er blevet gjort rigtig gode fund fra en jernalderbebyggelse, som kan dateres til 3.-5. årh. e.Kr. Der er bl.a. fundet stolpespor af i alt ni huse: store langhuse med plads til både dyr og mennesker samt mindre udhuse og hegnshuse. De enkelte gårde har omsluttende hegn, så man kan se parcellernes størrelse og hvor mange huse, der tilhørte den enkelte gårdsenhed. Interessant er, at der er mange spor af jernhåndtering både i form af jernudvindingsovne og affald fra smedning. Blandt fundene kan nævnes en jernkniv, keramik, mortersten, samt et stykke af en drejekværn. Udgravningsleder Karen B. Fisker.

Violhaven, Rindum RSM 10.054 Siden 2009 har museet i flere omgange udgravet rækkelandsbyen fra ca. 400 e.Kr. ved den nyopførte Ringkøbing Skole. Landsbyen vakte så megen opmærksomhed, at den kom på Kulturarvsstyrelsen top ti liste over årets udgravninger i 2009 (RSM 10.013). I 2010 blev der umiddelbart syd for denne række lavet en forundersøgelse forud for parcelhusudstykning. Forundersøgelsen påviste, at den sydlige afgrænsning af landsbyen lå her i form af tomten af et hovedhus med omgivende hegn. Undersøgelse blev foretaget i forårsmånederne 2011. Museet mangler nu kun at finde den nordlige afgrænsning af bebyggelsen for at have det nøjagtige antal samtidige gårde i den nu så kendte rækkelandsby i Rindum. Udgravningsleder Torben Egeberg.

Arkæologerne kæmper for at følge med maskinens arbejde ved Rindumgård nord.

Årets arkæologi

Vikingetid Ålholt VAM 1742 I Skoven ved Ålholt ved siden af Naturstyrelsens kontor i Oksbøl er der foretaget en forundersøgelse i forbindelse med planerne om at etablere et stort jordvarmeanlæg. Der blev fundet spor af bebyggelse fra flere perioder, bl.a. bronzealder, jernalder og vikingetid. Der er rigtig gode bevaringsforhold grundet sandflugten i området, som har beskyttet bopladssporene. Udgravningsleder Jens G. Lauridsen. Fjordvang Øst, Velling Kirkeby RSM 10.221 I forbindelse med en kommunal lokalplan for udstykning til parcelhuse blev museet bedt om at foretage en større forundersøgelse i efteråret 2011. Museet fandt kun ardspor på arealet og tolker dette som indmarken til den ellers så intensive bebyggelse i Velling Kirkeby. Området blev derfor straks frigivet, efter at marksystemerne var blevet registeret. Udgravningsleder Poul Krogh Jørgensen.

Kenneth Nielsen måler et grubehus op i den hårde vind fra fjorden.

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

Velling Kirkeby, jordvarme RSM 10.198 Museet foretog i foråret en selvbetalt prøvegravning i Velling Kirkeby på et markstykke ud mod Ringkøbing Fjord. På luftfoto kan man på stedet se rækker af nedgravninger, som erfaringsvis viser sig at være grubehuse fra sen jernalder eller vikingetid. Denne mistanke blev bekræftet, da der ikke bare fremkom et grubehus i museets søgegrøfter, men også dele af hustomter med tilhørende hegn, dateret til vikingetiden. Udover vikingetidsspor var der også tegn på forhistorisk aktivitet i yngre bondestenalder i form af gruber og næsten usynlige stolpehuller. Museet håber på at kunne foretage den egentlige udgravning i 2012, hvis bygherre fortsat ønsker at etablere jordvarmeanlæg. Udgravningsleder Torben Egeberg. Henne Cykelsti VAM 1722 Fra april til november har museet overvåget afrømningen af mulden på cykelstien fra Henneby til Kløvbakken langs Strandvejen. Vi havde store forventninger, idet cykelstien både skulle passere Hennegård, vikingetidspladsen ved Henne Kirkeby og den markante Kløvbakke. Der kom desværre færre fund end forventet, idet området har været meget forstyrret af kabler og ledninger. Mod vest ved Henneby blev der fundet en del kogestensgruber og stolpespor, og så er der registreret en række vejforløb. Lidt øst for Henne Kirkeby kom der et område med knust beton, hvilket viste sig at være en panserspærring. I slutningen af projektet blev det besluttet at føre cykelstien helt til Stausø, hvilket medførte en spændende udgravning på vikingetidspladsen Kløvgårde (VAM 1628). Udgravningsleder Lene B. Frandsen. Henne Kirkeby VAM 1421 Takket være midler fra Kulturarvsstyrelsen blev der igen, efter to års pause, mulighed for at grave på den store vikingetidsplads Henne Kirkeby vest. Formålet med udgravningen

var dels at udgrave et gammelt læhegn, hvis rødder givetvis ville ødelægge oldtidssporene, når det skulle ryddes, dels skulle det forsøges at afgrænse pladsens udstrækning i østvestlige retning. Der blev gravet en lang grøft/felt tværs over pladsen, hvor læhegnet blev fjernet i samme omgang, og her fremkom ca. 15 langhuse og syv grubehuse. Interessant er pladsens skarpe afgrænsning mod øst og vest, hvor den afgrænses af nord-syd orienterede langhuse eller grøfter. Der blev kun foretaget en tilbundsgående udgravning af et enkelt grubehus. Midlerne rækte desværre ikke til flere, men de er heller ikke så dyrkningstruede som stolpesporene. Især de mindre væg- og hegnsstolper er i fare for at

blive pløjet væk. Man gravede endvidere nogle prøvegrøfter ude i Filsø-området mod syd i jagten på én landingsplads/ havn, men fandt desværre intet. Vi vil meget gerne grave flere steder i sø-området, så vi vender givetvis tilbage hertil. Udgravningsleder Lene B. Frandsen.

Snit gennem grubehus. Tilsyneladende er der et ildsted i bundlaget – noget vi kun yderst sjældent observerer.

Udgravningsfeltet i Henne Kirkeby, stolpesporene fra tre huse er malet op med mel.

Årets arkæologi

Kløvgårde VAM 1628 I november blev det pludseligt besluttet at cykelstien langs Standvejen mod Henne skulle fortsætte til Stausø. En vældig god beslutning for skolebørnenes sikkerhed, men også en enestående chance for at undersøge endnu en lille bid af vikingetidsbopladsen Kløvgårde, som vi fandt ved hjælp af luftfoto i 2008. Der blev i 2009 foretaget magnetisk kortlægning og en lille prøvegravning. Den fire meter brede cykelsti-afgravning skuffede ikke. Der dukkede talrige stolpespor op fra langhuse, samt spor af tre grubehuse, som alle blev udgravet. Udgravningsleder Karen B. Fisker.

To grubehuse lige hvor cykelstien til Stausø skal ligge.

Jens G. Lauridsen og Lars Chr. Bentsen graver grubehus. Da vi var hårdt pressede tidsmæssigt blev en del af fylden i grubehusene gravet med minigraver og fyldt i bigbags til senere soldning.

Cykelstien skal ligge langs med vejen i læhegnet som nu er fjernet. De mørke pletter i kornet er spor af grubehuse fra vikingetiden. Luftfoto: Lis Helles Olesen, Holstebro Museum 2008.

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

Opsund trykledning, tracé RSM 10.294 Museet fulgte i de sidste uger af 2011 afgravningen forud for en trykledning mellem Opsund og Videbæk. Der er endnu ikke fremkommet særlige forhistoriske anlæg i dette tracé, men der er forsat et stykke arbejde for museet på denne sag i januar 2012. Udgravningsleder Louise Schelde Jensen. Østervænget, Spjald RSM 10.208 Forud for byggemodning i Spjald midtby foretog museet en forundersøgelse; det viste sig, at der som forventet var en intensiv bebyggelse på stedet. Fra ældre vikingetid er der fundet et hovedhus, orienteret i direkte forlængelse af museets udgravning på modsatte side af Østervænget. Der blev ligeledes fundet spor af bebyggelse fra den forudgående jernalder i form af tomter fra hovedhuse med tilhørende hegn. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at der under forundersøgelsen blev fundet en grube med massive slagger fra jernhåndtering. Området er udpeget til udgravning. Udgravningsleder Torben Egeberg. Thorsvej, Ringkøbing RSM 10.157 Året har også budt på nye informationer om Ringkøbings middelalder. I forbindelse med opførelsen af en ny hal ved Thorsvej i Ringkøbing foretog museet en selvbetalt forundersøgelse, der påviste, at der på området ved Thorsvej fandtes en langstrakt bebyggelse. Yngst var en renæssancegård med møddingslag og pikstensbelægninger. Ligeså interessant var det, at der samme sted var spor efter en gård fra den sene middelalder samt hjulspor, formentlig fra samme periode. Udgravningen gik i gang hurtigt. Til arkæologernes overraskelse viste det sig, at der i det lille felt også var spor af tre huse fra den tidlige jernalder. Samtidigt kunne arkæologerne på en ardpløjet overflade i husenes niveau samle lidt flint fra en stenalderboplads, pløjet itu af arden. Udgravningsledere Torben Egeberg & Kenneth Nielsen.

Tracé Skjern-Tarm RSM 10.212 I 2011 afsluttede Ringkøbing-Skjern Museum flere tracéundersøgelser. Den første og længste var et seks meter bredt tracé mellem Skjern Spildevandsstation og Tarm Rensningsanlæg. Følgningen af muldafgravningen startede i september og er ved årets udgang næsten afsluttet. Der blev i tracéet registreret flere hulveje efter fortidens kørsel, områder med ardspor og ikke mindst dyrespor, som efterhånden dukker op ved rigtig mange udgravninger. Museet fik også undersøgt en ny del af en tidligere undersøgt middelalderlig smedje. Det var primært udsmidslag med keramik og slagger fra denne smedje, der blev fundet som et tykt kulturlag ud mod Skjern Å. Udgravningsledere Martin Risvig & Kenneth Nielsen. Møllemarksgård VAM 1677 Fortsættelse af udgravningerne i et meget stort grusindvindingsområde syd for Oksbøl. Vi har efterhånden en stor viden om den ældre jernalder i dette område, så det var meget spændende, da her også dukkede huse op fra både bronzealder og vikingetid/tidlig middelalder. Der er blevet afdækket 1,3 hektar og der er fundet i alt 11 langhuse, hvoraf de syv er fra bronzealderen, ligesom også to udhuse og tre staklader. De sidste fire langhuse kan dateres til vikingetid eller evt. tidlig middelalder. Udgravningen er ikke slut endnu, men forventes at fortsætte i 2012. I det sydøstlige områder ligger et velbevaret kulturlag, som mangler at blive udgravet. Udgravningsledere Lars Chr. Bentsen og Bente Grundvad. Holmelunden II, Ringkøbing RSM 10.162 I forbindelse med Ringkøbing kommunes opførelse af et nyt ældrecenter samt rekreativt område ved Holmelunden blev et areal på ca. 4000 m² udgravet. Herved fremkom et velbevaret kulturlag med spor efter mindst tre huse med gårdsplads fra middelalderen. Derudover fremkom ardspor i flere Årets arkæologi

lag, spor af en skelvold, kreaturspor og fægange, formodentlig fra jernalder. Desuden var der et antal vejforløb fra både oldtid og middelalder hen over området, der er gammel præstegårdsjord. Udgravningsleder Kenneth Nielsen. Filsø Ø VAM 1719 Ved en forundersøgelse på Filsø Ø i forbindelse med etablering af læhegn, blev der ikke gjort fund, der forhindrede dybdepløjningen, men der fandtes spor af en teglovn på en lav forhøjning lidt uden for skovrejsningsområdet. Lodsejeren havde hørt om den fra sin bedstefar, så den er ikke specielt gammel. Udgravningsleder Lene B. Frandsen. Mejlby 11, Konservering RSM 10.017 I årene 2009-10 foretog Ringkøbing-Skjern Museum en stor udgravning på Mejlbyvej i Rindum. Udgravningen var en del af mange års udgravninger i Mejlby-området, hvor der primært er fundet spor af bebyggelser fra germansk jernalder og vikingetid og tilhørende gravpladser. Udgravningen blev omtalt i sidste års Opdatering. I 2011 fik museet foretaget det nødvendige konserveringsarbejde af gravfundene fra

udgravningen, med et større tilskud fra Kulturarvsstyrelsen. Konserveringsarbejdet er foretaget af Konserveringscenter Vest. Udgravningsledere Esben Schlosser Mauritsen (bebyggelsen) Helene Agerskov Madsen (gravene). Forfatterne kan kontaktes på: Lene B. Frandsen: lbf@vardemuseum.dk Poul Krogh Jørgensen: pkj@levendehistorie.dk

Noter 1. Michael Meyer (red.): Haus-Gehöft-Weiler-Dorf – Siedlungen der Vorrömischen Eisenziet im nördlichen Mitteleuropa. Internationale Tagung an der Freien Universität Berlin vom 20.-22. März 2009. Berliner Archäologiche Forschungen 8. Berlin 2010. 2. Palle Eriksen: Anmeldelse af Jan Albert Bakker: Megalithic Research in the Netherlands, 1547-1911. Kuml 2011. 3. Hvert år foretages der forundersøgelser og overvågninger, uden at der bliver fundet spor af kulturhistorisk interesse. Disse områder frigives straks til de anlægsarbejder, der har forårsaget arkæologernes tilstedeværelse. Selvom der ikke bliver fundet noget, har der ofte have været omfattende sagsbehandling og arkivalsk kontrol forud for undersøgelsen. Disse undersøgelser vil ikke blive nærmere omtalt.

Gravmaterialet fra Mejlby 11 efter konservatorerne forsigtigt har udgravet præparaterne.

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen

Skovrejsning VAM 1314 Udgravningsleder Lene B. Frandsen.

Cykelsti Nørre Bork - Bork Havn RSM 10.213 Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Krogen VAM 1540

Udgravningsleder Lars Chr. Bentsen.

Vesterbyvej 14, Vostrup RSM 10.224 Udgravningsleder: Esben Schlosser Mauritsen.

Tarpvej 8 VAM 1735

Udgravningsleder Lene B. Frandsen.

Kongsholmvej 5, Skjern RSM 10.225 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

Vindmølleprojekt, Hvide Sande Nord Havn RSM 10.114 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

Sønderbyvej 18, Ringkøbing RSM 10.228 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

Ringkøbing Strandpark RSM 10.105 Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Uglbjergvej 8, Dejbjerg RSM 10.230 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

Ny præstegård, Lønborg RSM 10.130 Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Torsted Præstegård RSM 10.231 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

Minervavej, Hvide Sande RSM 10.158 Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Stauningvej 46, Stauning RSM 10.233 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

Nørregade 3, Ringkøbing RSM 10.165 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

Flytkær 18, Ringkøbing RSM 10.237 Udgravningsleder: Esben Schlosser Mauritsen.

Stadiløvej 14, Ringkøbing RSM 10.174 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

Dyrvig Bro RSM 10.246 Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Østre Kyvlingvej 10, Tarm RSM 10.175 Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Muldbjergvej 10, Spjald RSM 10.254 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

Kirkegården ved Hanning RSM 10.184 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

Troldhede Vindmøller RSM 10.260 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

Vesttarpvej 32, Ringkøbing RSM 10.194 Udgravningsleder: Torben Egeberg.

4. Klaus Ebbesen: Nordvestjyllands dysser og jættestuer. Holstebro Museum Årsskrift 1979.

Sønderkjærsvej 13, Grønbjerg RSM 10.195 Udgravningsleder: Poul Krogh Jørgensen.

5. Helle Henningsen: Ringkøbing i middelalderen. Kuml 2004.

Cykelsti Videbæk-Brejning RSM 10.197 Udgravningsleder: Esben Schlosser Mauritsen.

6. Hulbælter er betegnelse for en særlig type forsvarsanlæg dateret til den tidligste del af jernalderen, se artiklen af Palle Eriksen og Esben Schlosser Mauritsen side 161.

Provstgaard, Kloster RSM 10.206 Udgravningsleder: Torben Egeberg.

7. Torben Egeberg: Årets arkæologi – Ringkøbing-Skjern Museum. opdatering 2010.

Cykelsti Spjald-Brejning RSM 10.211 Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Årets arkæologi

Staby

Vedersø Klit

Vi Vind

Vedersø

Nybro

IlIlskov

RSM 10.077 S RSM g 10.293 Sinding RSM 10.231

Stadil

Ørnhøj Ø

Tim

Hovvig

Hee

Klegod

RSM 10.206

RSM 10.198 RSM 10.221

RSM 10.211 Videbæk RSM 10.197

RSM 10.209

Barde

RSM 10.222 Fjelstervang

Vorgod

RSM 10.169

185

Kibækk

Hvide Sande

Rækker Mølle

Hanning

RSM 10.184

RSM 10.230 RSM 10.251

Dejbjerg

Skjern

Sønder Havrvig

439

184

Troldhede

RSM 10.163

RSM 10.233

Forundersøgelser uden fund Ar rnborg g Arnborg Fa Fas Faster Fasterholt Arkæologiske udgravninger

RSM 10.260

Astrup

Bølling Stauning

Kølkær

Høg gild Høgild

Herborg 467

Lem

Skarrild 439

Borris

rg Vo

Brande

S Sønder Felding

RSM 10.212 Skjern Enge

Tarm

Stakrogee

Vostrup

Hemmet

Bork Havn

Værnenge

Give ve Give Sønder Sø ønder Omme O

Nørre Bork Sdr. Bork

Lønne

Blåhøj B

Hoven

RSM 10.213

Nymindegab

411

RSM 10.246

Ådum

423

Fugletårn

Bjerregård

RSM 10.175

Tipperne

Uhre

RSM 10.130 Lønborg RSM 10.224

Skodbjerge

473

VAM 1717

Sdr. Vium

VAM 1314

Filskov

Ølgod

Lyne

487

181

Kvong

Lunde

487

VAM 1421 VAM 1653

Henne Kirkeby

Fidde sø

VAM 1722 VAM 1628 Outrup

Filsø

Grønbjerg bj bj bjerg Farr Farr Farre

Nørre Nebel

Henne Strand

Isenvad

o Nørre Kollund Studsgård St

RSM 10.294

Højmark

Ikast kRSM st 10.157

195

RSM 10.162

Ølstrup

RSM 10.150

Velling

RSM 10.065

Spjald

RSM 10.238

RSM 10.158 RSM 10.114

RSM 10.237 RSM 10.137 Ringkøbing RSM 10.128 RSM 10.305 RSM 10.105

181

Tulstrup

RSM 10.054

Herning He H erning e nii g

RSM 10.208

RSM 10.254

Kloster

RSM 10.228

esst Gullestrup

467

RSM 10.115

Houvig Fæstningen

Søndervig

Skib Skibbild

mrin in Timring

RSM 10.195

Hindø

SSunds

471

Grønbjerg

RSM 10.174

185

RSM 10.017

RSM 10.075

Vi Vildbjerg

Grindste d ted te ed e d Grindsted

Grindsted Å

Skovlund

Billund Billu

Horne Tistrup

VAM 1721

Henne Stationsby

Hodde

Vandell

Ansager

Stenderup

465

Hejnsvig

VAM 1719

Jegum Ferieland

Øster Vrøgum

Vejers Strand

Sig

Tinghøj

Holm

eÅ

Karlsgårde

Oksbøl Janderup VAM 1742 Billum VAM 1649 VAM 1677 VAM 1685 eÅ Vard 431 VAM 1735 VAM 1736

Nordenskov Starup

Tofterup

475

Vorbasse e

Næsbjerg

VAM 1540

Varde Alslev

Årre

425

Oksby

Lindknud d

Glejbjerg Vester Nebel b D VA

Tarp

Grimstrup

n ge

in all

E AV

Lene B. Frandsen & Poul Krogh Jørgensen Sk

417

H Hovbjerg ovbjer

VAM 1509

463

Blåvand

469

VAM 1733

Agerbæk Fåborg

Skads

Veerst Ve

Gesten

Vejrup Endrup E20

Holsted

bjj Esbjerg

191

B Brørup Tjæreborg

Bække

Bramming r ra

Gørding g

Veje Vejen V eje Askov

Store A Andst 32

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2011

Mariann Ploug, John V. Jensen, Jannie Uhre Ejstrud & Charlotte West I løbet af 2011 har Museet for Varde By og Omegn i lighed med tidligere år registreret seks kulturmiljøer efter aftale med Varde Kommune. Kulturmiljøerne bliver gennemgået på de følgende sider, hvor hovedvægten er lagt på den kulturhistoriske beskrivelse. De tidligere registrerede kulturmiljøer er på lignende måde beskrevet i opdatering 2008 og 2010. Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk i den samfundsmæssige udvikling. For Varde Kommune skal udpegningen af kulturmiljøer jf. Kommuneplan 2010-2022 ”primært sikre, at områderne friholdes for byggeri, anlæg eller andre ændringer, der er uforenelige med de kulturhistoriske interesser”. For Museet for Varde By og Omegn er arbejdet med kulturmiljøerne af stor betydning, fordi det giver museet mulighed for at påpege væsentlige eller umistelige historiske og kulturelle værdier og blive hørt i forbindelse med den kommunale planlægning i Varde Kommune Kulturmiljøerne skal ses i sammenhæng med andre registreringer af kulturelle elementer, som museet tidligere har foretaget i forbindelse med Ribe Amts regionalplanlægning – i 1999 over kulturhistoriske værdier i landskabet, i 1984 ved fredningsplanlægningen og i General Landskabsplan fra 1970. Forfatterne kan kontaktes på: Mariann Ploug: mp@vardemuseum.dk John V. Jensen: jvj@vardemuseum.dk Charlotte West: cw@vardemuseum.dk Jannie Uhre Ejstrud: jue@vardemuseum.dk

Kulturmiljøer registreret på Kulturarvsstyrelsens foranledning i 2006 1. Blåvandshuk – Sikkerhed til søs (Vadehav nr. 1) 3. Øster Oksby (Vadehav nr. 2) 7. Varde Ådal (Vadehav nr. 3) 8. Janderup (Vadehav nr. 4) 10. Hesselmed – en vestjysk herregård (Vadehav nr. 5) 11. Visselbjerg – voldsted (Vadehav nr. 6) 12. Vardes middelalderlige byplan (Vadehav nr. 7) 13. Arnbjerg Parken (Vadehav nr. 8) Kulturmiljøer registreret på Varde Kommunes foranledning i 2010 2. Tirpitz-stillingen 15. Vejers Strand 16. Henne Kirkeby 18. Nymindegab 28. Fåborg 32. Ølgod Kulturmiljøer registreret på Varde Kommunes foranledning i 2011 16,2. Henne Strand 19. Vesterlund, Kragelund, Lønne og Lønnestak 20. Lydum 24. Karlsgårde Vandkraftværk 30. Nørholm Gods 34.Flygtningelejren i Oksbøl

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2011

Henne Strand

Den 28. oktober 1915 godkendte Henne-Lønne sogneråd, at Hennegårds ejer solgte de yderste klitarealer til et københavnsk konsortium, under forudsætning af at de faste beboere fik strandret, og i april 1916 fik sognerådet et andragende fra ekspeditionssekretær Wilh. Petersen, Frederiksberg, der formentlig henvendte sig på konsortiets vegne, om at få den gamle Hennegårds Strandvej reguleret. Han tilbød samtidigt at yde et tilskud på indtil 500 kr. og at tilskøde kommunen cirka fire tdr. land af Hennegårds Klitter mod forskellige rettigheder som vederlag.1 Omkring 1917 byggede kaffegrosserer Siesbye, København et murstenshus – Hennehus i engelsk stil som det første ved stranden. Det blev anvendt som opholdssted under jagter og ikke brugt som sommerhus. I 1935 købte kandidat Lønneth Hennehus, hvor han en lang årække havde faste bopæl,2 og huset ligger stadig stort set uforandret på græstunet, nu som sommerhus med adressen Rylevej 22. I perioden 1928-1932 lejede Hans Gammelgård Kirkeby Kro huset og opsatte et stort telt, hvorfra han drev sommer-

beværtning, dog uden ret til at udskænke stærke drikke. Det fik han tilladelse til i 1933, da han havde opført Hotel Henne Strand i typisk vestjysk stil med afvalmede gavle og stråtag. Hotellet nedbrændte i 1938 og blev genopført i funktionalistisk stil. Disse bygninger blev revet ned i slutningen af 1970’erne, hvorefter grunden blev bebygget med sammenhængende rækker af ejerlejligheder.3 Mads Madsen, Henneby, byggede et hus med stedets første butik i 1930. Her solgte han chokolade, tobak og aviser, men udvidede efterhånden sortimentet med grøntsager, som familien selv dyrkede. Han blev også en værdsat opsynsmand for sommerhusejerne, men mest kendt var han som ravsliber – Ravmads. Huset med en tidlig tilbygning ligger i dag som en integreret, men let genkendelig del af ”Creperiet”, Strandvejen 448.4 På den anden side af Strandvejen opførte Hans Karl Kristensen et hus i 1931 og åbnede en regulær købmandsbutik, som han drev til 1937, hvor han efterfulgte sin far som brugsuddeler i Henne Stationsby. Købmandsbutikken blev siden udvidet og moderniseret flere gange, men det oprindelige hus med den første tilbygning, som stod uændret til 1960’erne, er stadig let genkendeligt, selv om det er integreret i den nuværende Shop in, Strandvejen 427.5 Den 7. maj 1934 behandlede Henne-Lønne sogneråd en ansøgning fra Herbergsringen om tilladelse til overnatning

Vejgaflen med Strandvejen til venstre og Klitvej til højre. I Baggrunden ses bygningerne med ejerlejligheder, der afløste Hotel Henne Strand.

Vejgaflen, hvor Strandvejen fortsætter til venstre mod stranden, og Klitvej udgår til højre. I baggrunden det første Hotel Henne Strand, der brændte i 1938.

Kulturmiljø, Varde nr. 16,2

Mariann Ploug, John V. Jensen, Jannie Uhre Ejstrud & Charlotte West

Mads Madsens oprindelige hus med den første tilbygning udgør stadig den centrale del af bygningen.

og bespisning hos frøken Agnes Sillasen, Henne Strand. Sognerådet havde ingen indvendinger, hvis tilladelsen kun gjaldt Herbergringens medlemmer, og derefter var vandrerhjemmet Solfang en realitet.6 Vandrerhjemmet, der skulle være det første af sin art i Danmark, indeholdt soverum samt et stort fælles køkken og en fælles opholdsstue med kamin. Frøken Sillasen drev vandrerhjemmet indtil 1970’erne, hvor Tove og Per Lassen tog over. I 1987 solgte parret til Skov- og Naturstyrelsen, som i 1990’erne ønskede at afhænde bygningerne, der stadig stod stort set, som da vandrehjemmet blev opført. Det fik grundejerforeningen for Henne Strand til at gå sammen med nogle lokale beboere og handlende for at skaffe det økonomiske grundlag til bevarelse af Solfang. I 2005 var der oprettet en fond, der skulle sikre, at Solfang kan føres videre som en selvejende institution, der drives af et bestyrerpar.7

Vandrerhjemmet Solfang er stort set uforandret, siden det blev opført i 1934.

Noter Købmand H.K. Christensens oprindelige hus med den første tilbygning danner hjørnet i det nuværende bygningskompleks.

Hennehus, det første hus ved Henne Strand. Den relativt store grund ligger stadig hen som et åbent strandtun. Grundene, de øvrige huse er bygget på, er væsentligt mindre.

1. Forhandlingsprotokol for Henne-Lønne Kommune 1901-1938. 2. John V. Jensen: Købstadslatin eller nationalromantik. Fra Ribe Amt bd. 37, 2008. 3. Lotte Bülow & Ebbe Hinz: Medlemsblad for Grundejerforeningen Henne Strand 2006-2009. 4. Lotte Bülow & Ebbe Hinz samt Edvald Kappelskov: Om Henne Sogn gennem tiderne. Nr. Nebel 1969. 5. Bülow & Hinz samt Kappelskov. 6. Forhandlingsprotokol for Henne-Lønne Kommune 1901-1938. 7. Bülow & Hinz.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2011

Vesterlund, Kragelund, Lønne og Lønnestak Kulturmiljø, Varde nr. 19

Træerne markerer den gamle Lønne Kirkes placering på den gamle kirkegård ca. 100 meter syd for den nye Lønne Kirke.

Lønne Kirke – i Lønne Stak – bygget i 1904 efter nedrivning af den gamle kirke, der blev offer for sandflugten.

Lønne Bæk, der danner den østlige grænse af kulturmiljøet i Lønne Sogn, har med sine omgivende enge gennem århundreder tiltrukket bebyggelse. I lige så mange århundreder har sandflugten fra vest skabt problemer for sognets beboere. Bebyggelser er blevet nedlagt og flyttet i takt med, at engog markarealer sandede til. Store problemer med sandflugtens ødelæggelser blev indberettet allerede i 1500-tallet, hvor udnyttelse af naturlige vækster i klitterne skabte problemer. Klittjørn brugtes til brændsel, og græsser og marehalm blev slået og anvendt som foder til kreaturer. Trods flere – forgæves – forbud fra kongen mod at udnytte klittens vækster, lykkedes det ikke at dæmpe sandets ødelæggelser. Igennem nogle århundreder forsvandt flere ejendomme i området, og beboerne i Lønne Sogn begyndte at fiske på havet, da de tilsandede marker og enge ikke længere kunne brødføde dem. Først en gang i 1800-tallet gik man for alvor i gang med systematisk at tilplante sandklitterne med marehalm og andre planter, og det lykkedes at dæmme op for sandflugten.1 Lønne Kirke nævnes første gang i 1340. Den nuværende kirke er opført i 19042, efter at en stor sandklit – Lønne Stak

Ejendommene i kulturmiljøet er orienterer sig mod engarealerne omkring Lønne Bæk.

Mariann Ploug, John V. Jensen, Jannie Uhre Ejstrud & Charlotte West

i 1600- og 1700-tallet lejrede sig helt tæt på den gamle kirke. I midten af 1700-tallet var der ikke længere økonomisk grundlag for at opretholde en stor kirke i Lønne Sogn, og dele af kirken blev nedlagt. I slutningen af 1800-tallet blev kirken helt revet ned. I dag viser en markering på den gamle kirkegård, hvor kirken var placeret.3 Kirken i Lønne Stak med de omgivende bygninger – skoler, forsamlingshus, købmandsforretning, smedje og brugsforening – dannede centrum ikke bare i Lønne Stak, men også for lokaliteterne Lønne, Kragelund og Vesterlund. Vest for Lønne Stak ligger Lønne, en samling gårde der orienterer sig mod Lønne Bæk – lidt tilbagetrukket fra Vesterhavsvej. Endnu et stykke vest herfor ligger Kragelund som en spredt bebyggelse på begge sider af Vesterhavsvej. På grænsen mellem Lønne og Kragelund byggede man i 1957 Lønne Centralskole (senere Lønne Højskole), som afløste skolerne i Lønne Stak og Lønne Klint på hjørnet af Vesterhavsvej og Vesterlundvej. I Vesterlund består bebyggelsen dels af en ældre spredt gårdbebyggelse fra 1800-tallet og en nyere bebyggelse fra 1950’erne. Sidstnævnte fulgte i kølvandet på anlæggelsen af Nymindegablejren i begyndelsen af Anden Verdenskrig. Bebyggelsen i Vesterlund er placeret på skellet mellem eng og klit. Nordpå mod Værnengene ligger den tidligere Vesterlund Kro, der oprindelig og antagelig har serviceret de landmænd, der udnyttede Værnengene til græsning og høslæt. De fire lokaliteter er desuden orienteret mod fiskeriet i Nymindegab, som især voksede frem i slutningen af 1800-tallet. Et stort sommerhusområde samt Sea West er i dag placeret lige på grænsen af kulturmiljøet, og flere bygninger er i dag en del af turistbranchen.

Klitter tilplantet i 1800-tallet udgør den vestlige grænse i kulturmiljøet. Bebyggelsen i Vesterlund er placeret tæt på denne grænse.

Vesterlund Kro er orienteret mod Værnengene i nord og klitterne i vest. Antagelig har kroen oprindelig betjent de landmænd, der udnyttede Værnengene til græsning og høslæt. Ejendommen er i dag privat beboelse.

Noter 1. Jens Bruel: Klitterne i Ribe Amt. Fra Ribe Amt 1903, s. 69-99. 2. Trap Danmark 5. udgave, bd. 9,2: Ribe Amt. København 1965, s. 809-810. 3. Danmarks Kirker bd. 19. Ribe Amt: Lønne, Ål, Ho, Oksby. København 1988.

Bebyggelsen i Kragelund mellem Lønne og Vesterlund er spredt. De vestligste bebyggelser ligger tæt på klitterne.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2011

Lydum

Kulturmiljø, Varde nr. 20 Når man en solbeskinnet novemberdag ankommer til Lydum fra sydøst og fra bilen får øje på den gamle vandmølle, den gamle middelalderkirke og lidt fjernere den engang så betydningsfulde Lydumgård, hvor bønderne engang for længe siden myrdede herremanden Jørgen Bramming, er det relativt let at frigøre sig fra den udvikling, der i gennem de sidste 3-4 årtier ubarmhjertigt har sat sine spor i den lille landsby med tilbagegang og butiksdød til følge. Lydum sogn og kirke nævnes første gang i 1347. Den gamle kirke ligger på et bakkedrag 300 meter nord for åen, der langsomt flyder gennem sognet i vest-nordvestlig retning mod Ringkøbing Fjord. Indtil omkring 1900 lå kirken frit i landskabet og dannede sammen med

Før og nu. Lydum set fra sydøst.

møllegården i syd og herregården i vest en smuk enhed. Lydum kirke blev opført i 1200-tallet og er således en del af middelalderens store kirkebyggeri.1 Ligeledes fra middelalderen er herregården Lydumgård, der sammen med Hennegård og Nørholm hører til Varde Kommunes ældste herregårde. Lydumgårds historie kan føres tilbage til 13-1400-tallet, men går med stor sandsynlighed endnu længere tilbage;2 således har man fra arkæologisk side påvist eksistensen af et større hus fra vikingetiden beliggende nogle hundrede meter vest for den nuværende hovedbygning. Lydumgård har bl.a. været ejet af Lange-slægten og senere af Munk- og Krag-slægterne.3 Lydumgårds hovedbygning ligger lavt umiddelbart ud til Lydum Å og var tidligere et firfløjet anlæg – muligvis af bindingsværk. Borggården skal have været omgivet af dobbelte grave med port på mellemvolden. I 1769 skal bygningerne endnu have været ret anselige. Dette anlæg blev imidlertid nedrevet omkring 1850, og voldgravene fyldt op. Den nuværende mere beskedne, men dog smukke hovedbygning, der tidligere var sammenbygget med avlsbygningerne, blev opført i 1888 i historicistisk stil.4 Lydum Mølles historie går sandsynligvis også tilbage til middelalderen, hvor den kan være identisk med Thoorbroo (Torbro) mølle. Det er imidlertid ikke sikkert, men Lydum

Lydumvej.

Mariann Ploug, John V. Jensen, Jannie Uhre Ejstrud & Charlotte West

Nu. Den istandsatte Lydum Mølle.

mølle nævnes, da adelsmanden Sten Bille i 1574 afstod Lydumgård til kronen. Denne mølle afbrændtes imidlertid under svenskekrigene 1658-60, men kom fra 1662 atter i gang. Den nuværende mølles ældste bygning går tilbage til 1809 og er således i dag Lydums ældste verdslige bygning. I 1902-03 anlagdes et elektricitetsværk ved møllen, der igen i 1917 blev moderniseret med en turbine til afløsning for det gamle rygfaldshjul.5 Lydums udvikling skyldes afskaffelsen af købstædernes lavsvæsen i 1862, den begyndende industrialisering og ikke

Før. Lydum Mølle omkring 1900.

mindst andelsbevægelsen. Den første begyndelse til en by kom med opførelsen af Lydum mejeri i 1885 (nedlagt 1968) samt med opførelsen af ”den gamle skole” på Lydumvej, der afløste en ældre landsbyskole fra 1700-tallet. I 1915 byggedes en ny og større skole, der igen blev udvidet i 1926. Skolebyggeriet synes at afspejle udviklingen i Lydum, der i årene fra 1900 og indtil 1970’erne som mange andre tilsvarende landsbyer oplevede vækst. Siden er det gået tilbage. Mejeridriften ophørte i 1968, og skolen nedlagdes med kommunesammenlægningen i 1970. Ikke mindst den stigende bilisme især fra omkring 1960 og en general centralisering af institutioner har medvirket til afviklingen af bl.a. forretningsliv, håndværkervirksomheder og skole i Lydum. Disse institutioner er nu især rykket til nabobyen Nr. Nebel.

Noter 1. Danmarks Kirker bd. 19. Ribe Amt: Kvong, Nørre Nebel, Lydum og Henne. København 1988, s. 1215. 2. H.K. Kristensen: Nr. Nebel og Lydum Sogne. Nr. Nebel 1958, s. 98 ff. 3. Trap Danmark 5. udgave, bd. 9,2: Ribe Amt. København 1965, s. 801. 4. Trap Danmark 5. udgave, bd. 9,2: Ribe Amt. København 1965, s. 803.

Lydumgårds hovedbygning fra 1888.

5. Steen B. Böcher: Vandmøller og andre vandkraftudnyttelser i Ribe Amt. Lokalitetsliste til ”Vandkraftens Udnyttelse i det sydlige Nørrejylland før og nu”. København 1944, s. 94.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2011

Karlsgårde Vandkraftværk Kulturmiljø, Varde nr. 24

Karlsgårde Vandkraftværk fra 1921 var det første vandkraftværk i Sydvestjylland, som kunne levere strøm til et større område. Det blev opført af andelsselskabet Sydvestjyllands Andels Elektricitets Forsyning og er et væsentligt eksempel på andelstankens udbredelse i Sydvestjylland. Vandkraftværket med den kunstigt skabte Karlsgårde Sø er et historisk monument over elektricitetens indførelse i Sydvestjylland og både kulturhistorisk og arkitektonisk bevaringsværdigt. Værket og dæmningen blev fredet i 2001, og søen er naturfredet. Området Karlsgårde Vandkraftværk ligger i ådalen umiddelbart øst for det sted, hvor Varde Å og Holme Å mødes. Værket ligger i et landskab, der blev dannet under sidste istid og betegnes Grindsted Hedeslette. Som en del af anlægsarbejdet blev

Karlsgårdeværket fra vestsiden.

Tårnbygningens nordside.

Karlsgårde Sø set fra dæmningen.

Kulturmiljøets udstrækning.

Mariann Ploug, John V. Jensen, Jannie Uhre Ejstrud & Charlotte West

der ved værkets opførelse skabt en kunstig sø – Karlsgårde Sø – opstrøms kraftværket, hvor vandet fra Holme Å og Nørbæk løb ud. På det areal, der skulle oversvømmes i dannelsen af søen, lå to ejendomme, som blev revet ned, samt jord tilhørende flere andre gårde. Det område, søen i dag ligger i, var tidligere frugtbar eng, mose, hede og ager. Karlsgårdeværkets historie Da Karlsgårde Vandkraftværk stod færdig d. 19. marts 1921, var det Danmarks tredje vandkraftstation. Værket blev opført af andelsforeningen SAEF – Sydvestjyllands Andels Elektricitets Forsyning efter at have været på tegnebrættet i flere år. Målet var, at vandkraftværket skulle forsyne hele Sydvestjylland med strøm; fra Vesterhavet i vest til nær Vejen i øst og fra Skjern Å i nord til Kongeåen i syd. Det var det første større vandkraftværk, der kunne udnytte de vestjyske åer og skabe strøm til så stort et område. I 1940’erne blev værket udvidet, og i den forbindelse blev der gravet en kanal til Ansager – Ansagerkanalen – som ledte vand fra Varde Å ned til Karlsgårde Sø. Hvor værket i 1921-22 producerede 786.384 kWh, kunne det i 1946-47 efter udvidelsen producere 4.270.750 kWh. Som resultat af Grindstedværkets udledning af kemikalieaffald i Grindsted Å i efterkrigsårene, er Karlsgårde Sø i dag kviksølvforurenet. Kemikalieaffaldet blev ført til Karlsgårde via Ansagerkanalen, og der formodes at ligge flere tons kviksølv på bunden af søen. I 1950 blev værket solgt til Esbjerg Kommune. Herefter skiftede det ejernavn, dog uden at skifte ejer, i forbindelse med en række fusioner. I forbindelse med den seneste fusion i 2006 blev det til Syd Energi. Karlsgårde Vandkraftværk blev nedlagt i 2010 som resultatet af et naturgenopretningsprojekt af Varde Å. Ansagerkanalen blev sløjfet og genfyldt, så vandet atter løb igennem Varde Å. Hermed blev vandtilførslen svækket og dermed også produktionen af strøm, som i 2010 var nede på 2.907.695 kWh – dvs. det kunne forsyne knap 1.200 parcelhuse med strøm. Det var ikke længere rentabelt at drive kraftværket.

Kraftværket står i dag ubrugt, men intakt med maskiner, turbiner og som så funktionsdygtigt. Der er indrettet infocenter omkring værkets historie i tårnbygningen. Infocenteret, som er offentligt tilgængeligt, vedligeholdes af Syd Energi. Arkitektur Rent arkitektonisk er Karlsgårdeværket unikt, også i forhold til de andre danske bevarede vandkraftværker. Det arkitektoniske forbillede for værket var de amerikanske ”daglysfabrikker” fra ca. 1900, hvoraf Karlsgårdeværket er et af de første eksempler i Danmark. Sidefelterne, der er hhv. udmurede og støbte, er funderet i en skeletkonstruktion af jernbeton. Det fremstår i dag omtrent som ved opførelsen, med støbte, hvide mure på vestsiden mod udløbet nedstrøms og en blanding af støbte, hvide felter og vægge og murstensvægge på de øvrige sider. Det funktionalistiske byggeri blev i samtiden betragtet som forbilledligt.1 Noter

Søren Manøe: Vandkraft i Vestjylland. Karlsgårde Vandkraftstation 19212011. Esbjerg 2011.

Autentisk atmosfære.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2011

Nørholm Gods Kulturmiljø, Varde nr. 30

Nørholm Gods er Vestjyllands største eksisterende herregård. Hovedbygningen har ikke undergået større forandringer siden opførelsen i 1780, og sammen med portbygningen, læmurene, vandmøllen, åen, engen og heden udgør den et forholdsvist uspoleret og bevaringsværdigt kulturmiljø. Hovedbygningen med sidefløje, portbygningen, læmure og vandmøllen er fredede, ligesom Nørholm hede og store dele af Nørholm Skov er naturfredet. Landskabet Nørholm Gods ligger nordøst for Varde by, placeret i ådalen i det nordvestlige hjørne af Nørholm Hede. Voldgraven, som omkranser herregården, er en del af Varde Å; herregården er i sin tid blevet opført på en ø omslynget af åen. Herregårdsmiljøet er især karakteriseret ved den lave beliggenhed i engarealet med Nørholm Hede som dominerende nabo, og ved tilknytningen til åen, som på én gang forbinder og adskiller herregård, mølle og hede. Nørholm Gods og hede ligger i et landskab, der blev dannet under sidste istid, på overgangen mellem Grindsted Hedeslette og Varde Bakkeø. Lokaliteten mellem hede og bakkeø har placeret landbruget i et næringsrigt område, hvor åens oversvømmelser har dannet frugtbar eng. Landskabet bestående af å, eng, ager og hede har dannet en givtig lokalitet for placering af et større landbrug med mulighed for dyrkning, græsning af kreaturer, mølleri og fiskeri. Nørholms historie Nørholm kan følges tilbage til slutningen af 1300-tallet, hvor den daværende borg tilhørte Ridder Jon Jakobsen Lange. Selve bebyggelsen, der dengang lå et andet sted på godsets jorder, var opført på et voldsted, som dog allerede blev delvist sløjfet i 1406. Den første bygning på herregårdens nuværende 54

plads blev opført i midten af 1600-tallet af Iver Vind. Det var et hus i 24 fag med kælder. Hen ad vejen blev bygningen udvidet med to sidefløje, som blev flyttet dertil fra Agerkrog. Den nuværende hovedbygning er opført af Andreas Charles Teilmann i 1776-1780, sikkert med hjælp fra arkitekt Peder Frisvad fra Varde. Hovedbygningen er opført i klassicistisk stil. Murene i gule sten, som er fra Nørholms eget teglværk, er sat på en høj kampestenskælder. Midterpartiet ud til gårdspladsen er prydet af våbenskjold, årstallet for opførelsen (1780), samt A.C. Teilmanns motto: ”Tag immer noget for til Eftermandens Nytte, og lev som den, der skal herfra imorgen flytte”. I toppen af den midterste af de tre skorstene sidder en vindfløj formet som en trane, Teilmannslægtens vartegn. Til hovedbygningen er føjet to lange sidefløje uden kælder opført i røde mursten. Sidefløjene er dateret til 1776 (nordfløjen) og 1779 (sydfløjen). I 1979 overtog de nuværende ejere Karl Kristian Nielsen og hustruen Martha Braüner Nielsen godset som de første siden 1742 uden for Teilmann-slægten. Ægteparret vedligeholder godset i Teilmanns ånd og bruger i dag bl.a. tranen som logo for deres virksomhed.

Gule mursten fra godsets eget teglværk.

Mariann Ploug, John V. Jensen, Jannie Uhre Ejstrud & Charlotte West

Møllen Der har været mølle tilknyttet Nørholm siden middelalderen. Møllen nævnes første gang i 1406 i forbindelse med, at Ridder Langes enke pålagdes at nedbryde Nørholm, fordi den retmæssigt tilhørte kronen. Møllen overgik da til kirken, og den blev først tilbagekøbt af Nørholms ejere i 1524.

Alléen over voldgraven mod hovedbygningen.

Det er usikkert, om den gamle mølle lå på samme sted som den nuværende. Den nuværende bindingsværksbygning er fra1792 og restaureret i 2009. Møllen har tidligere malet for bønderne i Øse, Hodde, Thorstrup og Tistrup sogne. Mange af de gamle veje, der førte til møllen, er bevaret i hedeområdet.

Læmuren fortsætter ned i voldgraven.

Nørholm vandmølle.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2011

Flygtningelejren i Oksbøl Kulturmiljø, Varde nr. 34

Oksbøllejren er en af de absolut vigtigste historier, vi har i Varde Kommune. Oksbøllejren tåler sammenligning med mange andre steder af danmarkshistorisk interesse. Mest nærliggende er det måske at sammenligne Oksbøllejren med Frøslevlejren ved Padborg, hvor danske modstandsfolk sad interneret under besættelsen. En sammenligning med den hidtil altafgørende forskel, at Frøslevlejren og modstandskampen uden videre glider ind og er et bærende element af den danske nationale fortælling og fortællingen om Anden Verdenskrig. I modsætning hertil er Oksbøllejren i langt højere grad blevet regnet som en danmarkshistorisk parentes, fordi dens beboere var civile tyskere, der i krigens sidste måneder var evakueret fra Det Tredje Riges østligste områder. Blandt andet derfor har Oksbøllejrens historie med få undtagelser altid haft større lokalhistorisk bevågenhed end nationalhistorisk, fordi historien om Oksbøllejren aldrig har passet særlig godt ind i historien om os selv. Lokalhistorisk har den derimod været svær at komme uden om, ikke mindst fordi de endnu tilbageværende spor i form af erindringer, bygninger

Flygtninge foran deres midlertidige hjem i en af lejrens hestestalde..

og fortællinger til stadighed har mindet eftertiden om begivenhederne og bevaret mindet om denne del af historien. Som kulturmiljø er resterne af Oksbøllejren af største betydning; for selvom der umiddelbart ikke er så meget at se, er området endnu ret velbevaret med enkelte tilbageværende bygninger samt hele det gamle vejsystem. Resterne fortæller hverken om helte eller krigere, men om de tyske flygtninges historie, der i meget høj grad også handler om os selv. Historien om de tyske flygtninges ophold i Danmark stiller således nutiden en række relevante spørgsmål: Hvordan handler en demokratisk nation under voldsomt pres? Hvad det vil sige at skulle vise netop det folk, der havde holdt landet besat og udplyndret det, barmhjertighed? Hvilke langsigtede perspektiver fik de tyske flygtninges ophold i Danmark, for dansk selvforståelse og forholdet til (Vest-) Tyskland? osv. Tiden synes at være moden til, at vi nu kan forholde os til denne historie, der ikke på alle områder er lys og opbyggelig, men som alligevel på så mange måder fortæller historien om os selv. Derfor bør der værnes om dette vigtige kulturmiljø. Kort og godt om Oksbøllejren Oksbøllejren var den absolut største blandt de mange flygtningelejre i Danmark, som blev indrettet til tyske flygtninge efter befrielsen i 1945. Oksbøllejren (Sydlejren) blev anlagt af det danske militær i 1929. Efter besættelsen 9. april 1940 overtog den tyske besættelsesmagt lejren og udbyggede den (Nordlejren). Ved den tyske kapitulation i maj 1945 bestod lejren foruden køkkener, kantiner, lagerbygninger osv. af ca. 300 barakker til mandskab og heste. Dette antal var i 1949 forøget til ca. 400 forskellige bygninger på mere end 150.000 m2. Alt blev taget i brug fra mandskabs- til hestestaldsbarakkerne. På blot 4 km2 husede Oksbøllejren i 1946 omkring 35.000 civile tyske flygtninge, hvilket gjorde den til landets femte største by med en befolkningstæthed på svimlende 9.000 indbyggere pr. km2.

Mariann Ploug, John V. Jensen, Jannie Uhre Ejstrud & Charlotte West

Flygtningene var fortrinsvis kvinder, børn og ældre mænd (i august 1946 fordelte sammensætningen sig således: børn 0-6 år ca. 4.500, børn 6-14 år ca. 7.700, mænd over 14 år ca. 5.500 og kvinder over 14 år ca. 17.300).1 Millioner af civile var drevet på flugt af den sovjetiske fremrykning i Øst- og Vestpreussen (byerne Königsberg og Danzig) samt Pommern. Af disse kom knap 250.000 til Danmark. De første flygtninge ankom til Oksbøllejren i februar 1945, og den sidste forlod lejren fire år senere d. 15. februar 1949.2 1. Kort statistik over Oksbøllejren. Blåvandshuks lokalhistoriske arkiv.

Brandtårn.

2. Geschichte des Fluechtlingslagers Oxbøl 1945-48 (utrykt rapport). Blåvandshuks lokalhistoriske arkiv.

Værksted og garage.

Lazaret A.

Kulturmiljøer i Varde Kommune 2011

Nisser på tapetet

Tapetundersøgelser på Vedersø Præstegård Michael Højlund Rasmussen

Da det i 2010 blev politisk besluttet, at Vedersø Præstegård, på baggrund af et gammelt løfte fra tiden lige efter befrielsen, skulle indrettes som mindestuer for digterpræsten Kaj Munk (1898-1944), blev driftsopgaven overdraget til Ringkøbing-Skjern Museum. Præstegården, som oprindeligt er opført på tomten af en tidligere præstegård i 1881, var beboet af Munk-familien fra 1925 og frem til Kaj Munks død i 1944. Derefter flytter Kaj Munks enke, Lise Munk, med børnene til København, og bebor kun huset sporadisk under ferier eller kortere ophold i tiden frem til 1972, hvor hun igen tager varigt ophold indtil sin død i 1998. I tiden derefter har præstegården ført en omskiftelig tilværelse og været genstand for længere tids heftig debat om, hvad der skulle ske med bygningerne. Efter Lise Munks død blev huset tømt for alt indbo og har siden stået tomt. Der er i den mellemliggende periode ikke blevet foretaget nogen ændringer af huset ud over en række udvendige bygningsmæssige vedligeholdelsesarbejder samt isolering og reparationsarbejder på loftsetagen. Museet tager over Museet overtog således en tom bygning, hvis generelle tilstand i korthed kunne beskrives som velbevaret – særligt stuehusets udvendige facader og tag fremstod originale og relativt uændrede. Indvendigt var der heller ikke blevet foretaget væsentlige ændringer af rumdelingen, hvorimod køkken, sanitetsinstallationerne og væggene i næsten alle rum var blevet nyindrettet i løbet af de år, hvor Lise Munk beboede huset. 58

Michael Højlund Rasmussen

En del af træværket – døre, gerichter og vindueskarme – fremstod som de kunne have gjort for 60-70 år siden, selvom de muligvis er blevet malet op nu og da. Undtaget herfra er entreen, som tydeligvis havde gennemgået en større forandring engang i 1970’erne med grønmalet trappe og paneler, tæppe på trinene og storblomstret tapet på væggene. Alle øvrige vægge i huset var blevet tapetseret om og fremstod for de flestes vedkommende i lyse farver eller hvidmalet savsmuldstapet, som det har været almindeligt siden 1970’erne.

Entreen dekoreret af Lise Munk antagelig engang i 1970’erne. Foto: Michael Højlund Rasmussen/Konserveringscenter Vest.

Ringkøbing-Skjern Museum spurgte, om vi på Konserveringscenter Vest kunne foretage nogle bygningsundersøgelser, så det kunne godtgøres, om husets interiører eventuelt kunne føres tilbage til den tid, da Kaj Munk boede der. I min egenskab af papirkonservator påtog jeg mig opgaven, og i samråd med museet besluttede vi, at fokusere på tapeterne, fordi det var tydeligt, at det var her, der var foretaget de største bygningsmæssige forandringer. Vi valgte desuden at koncentrere undersøgelserne om nogle få rum, som museet regnede med ville få en central betydning for den senere formidling af historien om Munk. Man håbede på, at det måske med tiden ville være muligt at genfinde nogle af de møbler – eller tilsvarende – som havde hørt til især dagligstuen (kaldet havestuen), spisestuen, gæsteværelset ”Regensen” og Kaj Munks arbejdsværelse kaldet ”Stærekassen”, som indrettedes tidligt i 1930’erne oppe i loftets fjerneste ende. Disse rum samt børneværelset satte jeg mig for at undersøge nærmere med henblik på at finde en rækkefølge af tapeterne og eventuelt fremdrage nogle prøver på de tapeter, som vi ville kunne tidsfæste til Kaj Munks tid – 1925-1944. Kaj Munk var kendt for ikke at ville have alt for mange forandringer i sine omgivelser, så derfor forventede vi at finde de originale tapeter blandt de nederste lag. Det viste sig også at holde stik. De fleste steder var der blevet tapetseret endog flere gange med forskellige tapeter i tiden efter Munks død, og der tegnede sig langsomt et billede af, at hvor der ikke var forandringer før 1944, så var der det så sandelig efter. Hele indgangspartiet fremstår i dag så harmonisk og tidstypisk, at vi har anbefalet at lade det stå som et monument over Lise Munks sans for dekoration og hendes trang til forandring. Lise Munk har på et tidspunkt fortalt præstegårdens lejer, Margith Højer Madsen, at hun gerne ville have været indretningsarkitekt. Man kan ikke lade være med at tænke på, at der i Lise Munks idelige tapetsering dels har ligget en stærk vilje til at leve videre og selv påvirke omgivelserne, og dels en afprøvning af evner som dekoratør.

Undersøgelsen Når man foretager interiørundersøgelser, inddrages som regel alle relevante kilder – det kan være oplysninger fra arkiverne som skifteprotokoller, brandtaksationer og andet som siger noget om interiørets indretning og udseende. Den type kilder har vi ikke konsulteret, da de næppe kan forventes at give flere oplysninger end det vi kan finde på væggene. En anden væsentlig kilde er billedmateriale i den udstrækning det er bevaret. I dette tilfældes har vi familiefotos fra henholdsvis 1938 og 1940, hvor to ugeblade har været på besøg og rapporteret om familiens dagligdag. Disse billeder har været inddraget og lagt til grund for nogle af mine konklusioner. Selve tapetundersøgelsen foregår i praksis ved, at man udvælger nogle steder, hvor det antages, at der stadig vil være rester af gammelt tapet – fx omkring lyskontakter, eller der hvor tapetet føles tykkest. Man skærer så et udsnit ud og fjerner øverste lag – enten med en kniv eller vha. lidt damp. Man lader en stump af det underliggende lag blive siddende og bevæger sig gennem det næste lag og får på den måde dannet en trappe med de forskellige lag i den korrekte rækkefølge.

Eksempel på ”trappe” af flere lag tapet i børneværelset. Foto: Michael Højlund Rasmussen/Konserveringscenter Vest.

Nisser på tapetet

Tapeterne Kaj Munk var dog ikke mere konservativ end, at han indrettede to nye værelser – først det oprindelige arbejdsværelse og senere gæsteværelse ”Regensen” og umiddelbart derefter det nye arbejdsværelse ”Stærekassen”. Hvilke værelser der kommer først her er svært at sige, men tapetundersøgelserne i ”Stærekassen” viste, at det nederste lag – et brunt

”funkis”-tapet med rektangulære mønstre passede fint overens med de billeder, vi har af Munk i arbejdsværelset fra 1930’erne. Der var tre andre lag ovenpå – heraf et munkestenstapet antagelig fra 1950’erne. I Havestuen var det mere vanskeligt. Et billede fra Berlingske Tidendes Billedtjenestes fotomontage fra november 1938 viser familien samlet i hjørnet mod søen med et marmoreret tapet med blomster som baggrund. Trods ihærdige forsøg er det ikke lykkedes at genfinde dette tapet. Det er typisk for 1920’erne og 30’erne, men må være forsvundet engang mellem 1938 og Billedbladets ugebladsreportage fra 1940, for på et billede herfra, hvor ægteparret Munk er placeret i det modsatte hjørne og hører radio, er tapetet helt hvidt. Det svarer til det helt hvide let boble-prægede tapet, jeg fandt som nederste lag i havestuen. Igen var der to-tre lag ovenpå – heriblandt et tidligt savsmuldstapet med stænkmarmor i svensk stil. Skulle man retablere denne stue, går overvejelserne på at finde et tilsvarende hvidt tapet, selvom den nuværende

Fuld rapport fra Stærekassen. Foto: Michael Højlund Rasmussen/Konserveringscenter Vest.

Munk på arbejde i Stærekassen med samme tapet. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Usikkerheden ligger i, at man ikke kan se det tapet, som beboerne med tiden har fjernet – oftest fordi det gamle tapet har været løst og grimt, og det nye ikke har kunnet binde på det. Derfor foretages endnu en eller flere prøver. Det lag man anser for at være det originale, kan man så prøve at frilægge et større stykke af, og det kan enten efterlades på væggen eller tages af separat. Her gælder det om at få en hel rapport – altså den unikke del af mønstret som gentages på tapetrullen. Har man en hel rapport, ved man nøjagtigt hvordan det har set ud, og man kan genskabe tapetet. Ved tapeter uden mønster kan man nøjes med mindre stykker.

Michael Højlund Rasmussen

Familien Munk i havestuen 1938. Foto: Scanpix.

hvidmalede væg må ligge ganske tæt op ad stuens udseende omkring 1940. Det virker meget ”rigtigt” at netop denne stue har skullet være lysere end det tunge marmorerede tapet fra før 1938. En af de uverificerede historier om familien Munk siger, at Lise Munk på et tidspunkt benytter mandens bortrejse til at få tapetseret om i en af stuerne. Ved hjemkomsten skulle Munk have reageret meget negativt på denne forandring og talte ikke til fruen i længere tid. Om det kan have været havestuen, der hentydes til, ved vi ikke, men omstændighederne kunne tale for det. I spisestuen blev der fundet en lang sekvens af tapeter. I de to første lag var der to næsten ens tapeter med storblomstrede mønstre. Herefter bliver mønstrene mindre flamboyante for til sidst at ende med nogle rene hvide prægede tapeter magen til dem i havestuen. Det er svært at se, hvilket af disse tapeter der tidsmæssigt relaterer til perioden, men det

Ægteparret Munk i det modsatte hjørne af havestuen. Foto: Scanpix.

Rester af hvidt, boblepræget tapetet fundet i havestuen. Foto: Michael Højlund Rasmussen/Konserveringscenter Vest.

Nisser på tapetet

Rest af det tapet der formentlig var i spisestuen samme år. Foto: Michael Højlund Rasmussen/ Konserveringscenter Vest. Familien Munk ved spisebordet ca. 1940. Foto: Scanpix.

eneste fotografi vi kan støtte os til viser med lidt god vilje et lidt uskarpt men let ternet mønster – billedet er fra omkring 1940. Det kan i givet fald kun være lag tre, hvor mønstret er et åbent kvadratisk gitter af rødbrune streger på lys okker baggrund. Det svarer til perioden og ville let kunne genskabes.

Fuld rapport af børnetapetet fra omkring 1940 i børneværelset. Foto: Michael Højlund Rasmussen/Konserveringscenter Vest.

Michael Højlund Rasmussen

Kaj Munk havde indrettet et rum, hvor børnene kunne opholde sig og lege. Dette blev også undersøgt og viste sig nok så interessant. Igen var der adskillige lag tapet, hvoraf de fleste var fra 1960’erne og 70’erne, men andet og tredje lag viste sig at være det samme børnetapet i to forskellige trykkvaliteter. Alle tapetlag i dette rum er yderst velbevarede, og der blev frilagt en hel rapport af børnetapetet. Det er muligvis fra slutningen af 1930’erne, og forestiller børn der leger med bondegårdsdyr og damptog. Tapetet sidder fortsat på væggen og vil muligvis blive fremdraget igen helt eller delvist. Nisser på tapetet Til ”Regensen” knytter sig en ganske særlig historie, som siger noget karakteristisk om Kaj Munk. Vores kilde til flere af historierne er Margith Højer Madsen, som ganske tidligt i undersøgelsesforløbet fortalte, at dette rum havde været tapetseret med et ”nisse-tapet”, fordi Munk var ret begejstret for nisser og jul. Trods mange prøvesnit lykkedes det ikke at finde noget der entydigt pegede i den retning. Dog – på et tidspunkt dukker der et stregmotiv med svampe og snegle op – noget der ligner skovbund – som andet lag af en relativt lang sekvens. Det er dog først, da der fremkommer et rødfarvet fragment på størrelse med en negl, at tapetet med lidt god vilje kan associeres til noget med nisser.

Fragment af nissetapet i Regensen. Foto: Michael Højlund Rasmussen/ Konserveringscenter Vest.

Hele denne tapetundersøgelse har dog skærpet min interesse for periodens tapeter, og jeg får derfor en aftale med tapetfabrikken Fiona i Faaborg for at komme og se i nogle af deres mange prøvebøger, om der skulle være nogle af de tapeter, som jeg har fundet rester af. Jeg bliver overordentlig godt modtaget af produktionschef, Jens Gundertofte, der viser rundt på fabrikken, lader mig se produktionen og giver mig adgang til ca. to kubikmeter prøvebøger fra deres arkiv. Jeg finder meget, der ligner men som ikke er det samme – indtil ”nisse-tapetet” dukker op i en prøvebog fra 1931. Hvor heldig kan man være! Desværre har Fiona hverken oplysninger om designet eller de originale valser tilbage. Nogen tid efter mailer Jens Gundertofte til mig, at han har fundet nogle flere billeder – fra en forespørgsel nogle år tidligere fra Nordiska Museet i Stockholm, hvor de har adskillige ruller af det samme tapet. Museet har erhvervet flere af disse originale ruller og vil nu tapetsere ”Regensen” med dem. De øvrige tapeter kan fremstilles, såfremt der bliver muligt at få lavet nye valser og trykt det i limfarve, så det kan fremstå så originalt som muligt. Der er kontakter ude til folk, der stadig mestrer de gamle teknikker som for 80 år siden.

Nissetapetet fra Fionas prøvebog 1931 (Fiona, Flügger Group, Faaborg). Foto: Michael Højlund Rasmussen/Konserveringscenter Vest.

Konklusion På baggrund af tapetundersøgelserne er det nu muligt at føre en del af rummene tilbage til deres udseende i Kaj Munks levetid. Men resultaterne af undersøgelsesarbejdet har også givet grund til overvejelser om, at det tilsyneladende ikke altid har været hensigten, at rummene skulle tilbageføres. De mange lag tapet, som er kommet til efter 1944, viser, at Lise Munk må have haft et behov for forandring af sine omgivelser, og muligvis har realiseret den ved at lade sit hjem følge med tiden. Desuden ved vi fra Margith Højer Madsen, at hun ikke bifaldt idéen om, at der skulle være mindestuer i præstegården. Under alle omstændigheder er det tydeligt, at ”tapethistorien” er hendes historie – et muligt social- eller kvindehistorisk perspektiv, som måske endnu ikke har været særligt klart belyst. Michael Højlund Rasmussen er papirkonservator og leder af Konserveringscenter Vest i Ølgod. Nisser på tapetet

En armbrøst fra Varde Lars Chr. Bentsen

Det er ikke sjældent, at store udgravninger kan fortsætte med at give gode fund selv længe efter, at feltarbejdet er afsluttet. Komplicerede udredninger af stolpehuller kan afsløre huse, der ikke blev erkendt under feltarbejdet, og analyser af huses eller andre konstruktioners indbyrdes alder kan føre til, at et hus bliver ældre eller yngre end antaget i udgravningssituationen. Konserveringskrævende fund er en anden klassisk situation, hvor arkæologer ofte overraskes – positivt såvel som negativt. Et godt eksempel er velbevaret træ, som det tager lang tid at konservere. Det gælder i høj grad emnet for denne artikel – en middelalderlig armbrøst fra Varde. Fundet blev gjort under udgravningen af en brønd i forbindelse med den store udgravning på Gl. Sct. Jacobi Skole i Varde i 2008.1 Armbrøsten blev fundet i en brønd, der gav den sig til kende i form af en cirkulær tørvekonstruktion som udgjorde brøndringen – den eneste af sin type i udgravningen. Man kan vælge flere fremgangsmåder ved udgravning af brønde, men ofte vil ydre omstændigheder begrænse mulighederne, hvilket i høj grad gjaldt for denne brønd. Med rendegraver gravede vi forsigtigt den ene halvdel af brønden væk, og hurtigt blev det klart, at det kun var den øverste del af brønden, der bestod af tørv – de nederste dele var sat af store kampesten. Ofte er det en udfordring at udgrave brønde; de er dybe og i sagens natur gravet ned til vandførende lag. I den 64

Lars Chr. Bentsen

Armbrøsten efter konservering.

sandede vestjyske undergrund giver det særlige udfordringer, idet de dybe huller ofte skrider sammen, når vandet skyller ind. Under de forhold har man ikke lang tid til den ellers grundige registrering, der præger arkæologens arbejde med opmålinger, afrensninger og fotos. I dette tilfælde hastede det med en nødtørftig afrensning og fotodokumentation, inden vi risikerede, at det hele faldt sammen. Under arbejdet med at skovle fyld ud af brønden, fandt vi to fine trægenstande, som vi ikke nåede at kigge nærmere på. De blev dog tolket som henholdsvis et hammerskaft og en lille bue, måske til et drillbor. Billederne blev taget, og det store hul dækket til igen.

De to fine trægenstande blev naturligvis straks sendt til Konserveringscenter Vest. At konservere træ, særligt fra bymæssig bebyggelse, er en langsommelig affære. Først skal træet udvaskes for salte, hvilket tager flere måneder. Herefter gennemgår genstandene en langsommelig proces, hvor det vand de ligger i langsomt tilsættes PEG (Poly Etylen Glycol), som stabiliserer den nedbrudte cellestruktur i træet. Denne proces tager også adskillige måneder, indtil man opnår en koncentration på 40 %, hvorefter genstanden skal ligge i den koncentration et stykke tid, afhængigt af genstandens størrelse. Herefter bliver træet frysetørret, hvilket også er en langsommelig proces. Under frysetørringen fordamper vandet langsomt fra træets celle struktur, mens PEG bliver tilbage og støtter den. Når frysetørringen er overstået kan konservatoren foretage den endelige afrensning og præparation af genstanden, der nu er stabil og klar til udstilling eller magasinering. I efteråret 2011 fik jeg en opringning fra min kollega på Sydvestjyske Museer, Morten Søvsø, der ved et ærinde på Konserveringscenter Vest i Ølgod, havde kastet et blik på

25 m

Plan over udgravningen. Alle brønde er markeret med blåt, og den røde pil markerer brønden A1016, hvor armbrøsten blev fundet. Udgravningen afslørede et langt vejforløb, huse, brønde, latriner og små rester af kulturlag fra ældre middelalder.2

Brønden under udgravning. Øverst ses tørvestrukturen, som gav sig til kende i overfladen, og herunder de store kampesten, der udgjorde den nedre del af brøndens konstruktion. Bemærk grundvandet, der trænger ind og skyller sandet væk omkring stenene.

En armbrøst fra Varde

nogle genstande fra Jacobi-udgravningen. Morten spurgte begejstret til den ”sensation”, som jeg havde liggende på konserveringen. Jeg var lidt i tvivl om hvad han henviste til – jeg kunne sagtens huske de to fine trægenstande, men de hastige blikke jeg havde kastet på dem inden de blev sendt til konservering havde ikke ført til erkendelsen af, at de hørte sammen – og tilsammen udgjorde en armbrøst.

Jagtvåben eller legetøj? Når man ser på de bevarede eksemplarer, der findes på Nationalmuseet og andre europæiske museer, så er der næppe tvivl om, at Varde-armbrøsten ikke er et fuldblods krigsvåben. Men hvad er det da? Armbrøsten er et ideelt jagtvåben med sin gode træfsikkerhed, og armbrøsten fra Varde kan med en vis sandsynlighed godt være et jagtvåben.

Stokken er 55 cm lang og fremstillet af bøg. Stokkens underside er tydeligt udformet til at give et godt greb ved affyring. Bagenden er groft afhugget, formentlig med en kniv, og ikke tildannet efterfølgende. Buen har siddet fastgjort mellem to tapper, hvoraf den ene er knækket af.

Buen er 74,5 cm lang, bredden på midten er 3,8 cm og tykkelsen er 1,1 cm. Den er fremstillet af egetræ, og kan være en genanvendt tøndestav. I hver ende er snittet to fine indhak (nokker) til strengen og ca. 4 cm fra hver ende ses i fin rille, som ikke synes at have nogen funktion. Midt på buen fornemmes et ”blankt” parti, hvor den har siddet fastgjort til stokken.

Fodbøjle Mellem buen og strengehakket er tildannet en fin rille til bolten. Nød

Øverst – armbrøst med fodbøjle. Fodbøjlen gjorde det lettere at spænde de tunge krigsarmbrøster. Nederst – principskitse af artrækkermekanismen på en armbrøst. I hakket i nødden hviler den spændte streng. Nødden forhindres i at dreje og udløse strengen, da aftrækkeren bremser den. Først når aftrækkeren trykkes op, frigøres nødden og bolten affyres.

Lars Chr. Bentsen

Men modsat andre jordfund (mere herom senere), adskiller Varde-armbrøsten sig ved ikke at have nogen decideret aftrækker-mekanisme. De mest simple af disse udgøres af en lille tap, der ved tryk på aftrækkeren, presses op gennem et hul i stokken, skubber strengen ud af hakket og affyrer pilen. Senere kom de mere komplicerede aftrækkermekanismer, som via ”nødden” udløste strengen.3 Det må alt andet lige kompromittere træfsikkerheden, når strengen ”manuelt” skal skubbes ud af hakket, og trods sin størrelse kan det ikke afvises, at der er tale om et stykke legetøj. Størrelsen taget i betragtning mener jeg dog, det er mest sandsynligt, at der er tale om et jagtvåben til fx fuglevildt. Varde-armbrøsten er ikke et fornemt våben, men det er tydeligt, at der er lagt omhu og timer i forarbejdningen.

Den grove afslutning af stokken indikerer måske, at armbrøsten aldrig blev helt færdig, og at det var meningen, at den skulle forsynes med en aftrækkermekanisme?

Historie Armbrøstens historie begynder i Asien så tidligt som 500 f.Kr., og den vides at være i almindelig brug i Kina omkring 200 f.Kr. De tidligste afbildninger i Europa er franske fra omkring 300 e.Kr., og armbrøsten var på samme tid i brug i den romerske hær. Den synes at forvinde fra kilderne omkring 500 e.Kr. for først at dukke op igen omkring år 900 e.Kr. igen.4 Armbrøsten kom til Danmark i ældre middelalder, og Saxo er den første til at fortælle om armbrøsten i sin beskrivelse af kongens og biskop Absalons felttog mod sørøvere efter indtagelsen af Rügen. De to stormænd af Hvideslægten, Esbern Snare (som tilskrives grundlæggelsen af Kalundborg), bror til biskop Absalon, og fætteren Sune Ebbesen deltog begge i togterne, og ved en træfning i 1170 ved Öland fortæller Saxo om Esbern: ”Esbern skød tre bolte fra sin armbrøst, men da han så at ikke én af dem ramte, smadrede han våbnet, som ikke havde været ham til nogen nytte, sprang med våben i hånd fra agterstavnen frem til stævnen og viste sin utrolige styrke i sjæl som i legeme ved ene mand at holde hele flokken af fjender stangen en stor del af dagen”.5 Tapper og mægtig kriger var han nok, Esbern, men ikke i kraft af sine evner med armbrøsten. Mere held havde fætteren Sune Ebbesen i kamp ved Julin: ”Da Sune passerede som den

allersidste, løb en af julinerne ud til bredden for at vise sin foragt, men Sune gjorde det af med ham med en bolt fra sin armbrøst, og et øjeblik efter da en anden kom til for at hjælpe den første, dræbte han ham med et tilsvarende skud”.6 Armbrøsten blev hurtigt et frygtet våben, hvilket førte til at paven i 1139 forbød, at armbrøsten blev anvendt mod kristne (dog var det tilladt at anvende den mod hedninge og kættere, hvilket holder Esbern Snare og Sune Ebbesen ude af problemer).7 De mange jordfund fra voldstederne viser dog, at den trods alt var for stor en nyskabelse til ikke at blive brugt. Flere europæiske fyrster og konger havde armbrøstskytter i deres hære, og de fandt også anvendelse i korstogene mod Jerusalem i slutningen af 1000-tallet og begyndelsen af 1100-tallet (dog i overensstemmelse med pavens forbud).8 I 1231 blev Valdemar 2. Sejrs søn, Valdemar den Unge, dræbt ved en vådeskudsulykke af en armbrøstbolt. I 1241 stadfæstede Valdemar Sejr Jyske Lov, hvori det står at styrmanden på ethvert ledingsskib, udover andre våben og udrustning, skulle have en armbrøst, og hvis han ikke selv kunne betjene den, en mand, der kunne skyde med den. Det understreger vigtigheden af armbrøsten som krigsvåben. De En armbrøst fra Varde

armbrøster som fandtes i ledingsflådens skibe, var næppe af samme type som Varde-armbrøsten, men mon ikke de armbrøster, som oprørske borgere i 1296 brugte mod rådhuset i København, kunne have været af samme karakter?9 Arkæologiske fund Mens fund af armbrøster fra ældre middelalder er særdeles sjældne, kendes en række fund fra udgravninger fra vore middelalderlige voldsteder fra 1200- og 1300-tallet. Her er fund af de korte, tunge jernspidser til armbrøstbolte forholdsvis almindelige. Sjælden, men dog ikke ualmindelig, er den såkaldte ”nød”, en del af låsemekanismen til den mere komplicerede armbrøst, og det samme gælder glideskinner af ben til bolten. Fund af bæltekroge og trædebøjler, som blev brugt når armbrøsten skulle spændes, kendes også.10 Fra nuværende dansk grund kendes kun ét andet sted, hvor der er fundet stok og bue fra armbrøst, nemlig Boringholm ved Horsens, som er en træbygget borg, påbegyndt i 1368.11 Her blev fundet flere dele af træ, som hidrører fra armbrøster. Det drejer sig om en fragmenteret stok, fire eller seks hele eller fragmenterede buer af træ samt stokken til en meget lille armbrøst, formentlig et stykke legetøj.12 Herudover er der fundet pile, bolte, armbrøstbøjler og glideskinner, der også stammer fra armbrøster. Fra Skåne kendes en meget velbevaret armbrøst, fundet i voldgraven på Lillöhus, og der kendes også en del eksemplarer fra Norge, sandsynligvis anvendt til hvaljagt.13 Tilbage står nu spørgsmålet om Varde-armbrøstens alder. Brønden, den blev fundet i, er ikke dateret, da der ikke blev fundet daterende genstande i fylden. De fleste af de øvrige brønde er dendrodaterede til tiden mellem ca. 1150 og 1260, og de øvrige konstruktioner i udgravningen er dateret til samme periode ud fra fund af keramik og mønter. Som nævnt var brønden med armbrøsten den eneste af sin slags i udgravningen, og derfor er det ikke utænkeligt, at den dateringsmæssigt falder udenfor de øvrige dateringer i udgravningen. Samlet set er det dog mest sandsynligt, at armbrøsten stammer fra ældre middelalder.14 68

Lars Chr. Bentsen

Når man ser på mængden af fund af boltspidser og andre dele fra armbrøster, kan det undre at der ikke kendes flere fund af stok og bue fra armbrøster. Det skulle ikke undre, om der i museernes samlinger gemmer sig flere uidentificerede stykker. Lars Chr. Bentsen kan kontaktes på lcb@vardemuseum.dk

Noter 1. Udgravningen foregik i vinteren 2007-2008 og har J.nr. VAM 1534. 2. Lars Chr. Bentsen: Udgravningerne ved Gl. Sct. Jacobi Skole. opdatering 2008. 3. J. Alm: Europeiske armborst. En översikt. Våbenhistoriske Årbøger 1947. Generelt om armbrøstens historie og udvikling. 4. Alm s. 105-107. 5. Saxo: Saxos Danmarks Historie 2. Oversat af Peter Zeeberg, Viborg 2000, Fjortende Bog, kapitel 40, afsnit 6. 6. Saxo: Fjortende Bog, kapitel 42, afsnit 3. 7. Alm s. 126. 8. Alm s. 126f. 9. Alm s. 128-129. 10. Se fx Liebgott: Middelalderens Våben. København 1976, s. 25-28 og Charlotte Boje H. Andersen: Genstandsfund. I: Jan Kock & Else Roesdahl (red.) Boringholm – en østjysk træborg fra 1300-årene. Århus 2005, s. 144ff; s. 173-174. 11. Jan Kock & Else Roesdahl: Sammenfatning. I: Jan Kock & Else Roesdahl (red.) Boringholm – en østjysk træborg fra 1300-årene. Århus 2005, s. 11ff. Udgravningerne på Boringholm foregik i årene 1906-16. Det største arbejde foregik i 1906. Borgen blev fundet i 1905 ved drænarbejde gennem mosen, hvor borgen lå. Chr. Axel Jensen og C.M. Smidt, begge inspektører på Nationalmuseet, blev tilkaldt, og de eminente bevaringsforhold, de registrerede, førte til de følgende udgravningskampagner af forskellig varighed. 12. Andersen s. 144-148; 174. 13. Dateringerne på de svenske og norske eksemplarer er ikke sikre. De norske hvalarmbrøster kendes fra 1300-tallet, og armbrøsten fra Lillöhus kan være så sen som 1525. 14. En 14C-datering af armbrøstens stok vil blive forsøgt.

Luftfotoskole

– en uforglemmelig og højtflyvende uge over det vestjyske

Lene B. Frandsen & Esben Schlosser Mauritsen I begyndelse af juli 2011 havde undertegnede forfattere begge den fornøjelse at være en del af lærerteamet på et kursus for arkæologistuderende på Vestjysk Højskole ved Ringkøbing. Kursets titel var ”International Arial Archaeology School – Intensive introduction to various aspect of Ariel Archaeology”. Skolen var først og fremmet organiseret af Lis

Helles Olesen fra Holstebro Museum, som en del af hendes forskningsprojekt “Fortiden set fra himlen – luftarkæologi i Danmark”.1 Der var 16 studerende tilmeldt, en broget flok fra ni forskellige lande. Lærerteamet bestod af ni, hvoraf de fire var fra Danmark, og de øvrige fra England, Polen og Slovenien.2

Luftskolens deltagere. I bagerste række nr. 2 til venstre ses Esben Schlosser Mauritsen og i forreste række nr. 3 og 4 fra venstre ses Lene B. Frandsen og Lis Helles Olesen.

Luftfotoskole

Undervisningssproget var selvfølgelig engelsk, og det gled upåklageligt. Den første dag blev de studerende sat sammen to og to og fik en computer til deling, som fulgte dem resten af ugen. Her kunne de placere og bearbejde de mange fotos, de tog i løbet af ugen, og arbejde med de programmer og kort, der blev undervist i. Arbejdsmoralen var høj; det var ikke usædvanligt at se grupper arbejde kl. 23 om aftenen, især ikke de sidste par aftener inden de afsluttende projekter skulle fremlægges for de øvrige deltagere som en slags eksamen. Indledningsvis var der nogle generelle foredrag om luftarkæologi i Europa, samt en introduktion til Danmarks geologi og vestjysk bebyggelsesarkæologi. Det var vigtigt, at de studerende opnåede et vist kendskab til de fortidsminder, de forhåbentlig i løbet af ugen ville spotte fra luften. Især de udenlandske arkæologistuderende havde ikke, som de danske, et klart billede af, hvordan de danske gravhøje, agersystemer og oldtidslandsbyer forventeligt burde se ud. De blev desuden undervist i fototeknik og kamerahåndtering. Dette

kursus medførte nok de største latteranfald, da Pete Horne fra English Heritage fik alle de studerende til at spæne rundt på græsplænen med et luftfoto i hænderne, mens deres holdkammerat skulle forsøge at stille skarpt og fotografere fotoet. Dette gav en meget realistisk fornemmelse af, at objektet flytter sig, og man skal være hurtig på aftrækkeren. Der blev selvfølgelig også undervist i, hvad det er, man kan se fra luften, og hvordan sporene dannes. Der er forskellige former for Cropmarks – eller afgrødespor, som de kaldes på dansk. Det er især de positive afgrødespor, der er god mulighed for at spotte om sommeren i Danmark, når kornet gror højt. Når omstændighederne er rigtige, gror kornet lidt bedre i oldtidssporene som fx stolpespor, gruber, grave og brønde. Undervisningen foregik to steder; dels i Stauning Lufthavn (Air School) og dels inde på højskolen (Ground School). Der var næsten konstant to små Cessna fly i luften, hver med plads til piloten og tre passagerer.

Praktiske øvelser i fototeknik på højskolens græsplæne.

Positivt afgrødespor. Kornet finder mere væde og næring i oldtidssporene, vokser bedre og står ofte grønt, mens kornet omkring er gulnet.

Lene B. Frandsen & Esben Schlosser Mauritsen

Thorsminde

Holstebro

Bur

NISSUM FJORD

Vemb

Idom 185

Råsted

Feldborg

Tvis

Sønder Nissum

Hodsager

Nørre Felding

Husby

Ulfborg

537

Staby

Vedersø Klit

Aulum

Sørvad

Vind

Vedersø

Nybro

Sinding Stadil

Ørnhøj

Tim

Vildbjerg 471

Grønbjerg

Skibbild

467

Hindø

Hovvig

Timring

Hee

Herning

Houvig Fæstningen

Kloster

Søndervig

Spjald

Ølstrup

Videbæk

Barde Studsgård

Ringkøbing

Klegod

Fjelstervang

Vorgod

Høgild

Herborg

Højmark

Velling

467

181

Kibæk Rækker Mølle

Hanning

Lem Hvide Sande

Et af skolens fly. På hver flyvetur var der selvfølgelig en erfaren pilot forrest, på det andet forsæde sad den elev, som skulle fotografere, bagved en elev med kort, som skulle holde kursen samt en lærer, som kom med gode råd og udpegede fortidsminderne, hvis eleverne ikke selv kunne få øje på dem.

Arnborg

Astrup Dejbjerg Bølling

Troldhede

Skarrild

Stauning

439

Borris

Skjern

dÅ

r Vo

Sønder Felding

Sønder Havrvig

Tarm

Skjern Enge

Skodbjerge

Ådum

423

Fugletårn

Stakroge

Bjerregård

Lønborg Vostrup

Tipperne

Hemmet

Bork Havn

Hoven

Værnenge

Sønder Omme

Nørre Bork Sdr. Bork

Nymindegab Lønne

Ølgod

Sdr. Vium

Lyne

Nørre Nebel Kvong

Lunde

487

181

Henne Strand Henne Kirkeby

Horne

465

Filsø

Tistrup

Henne Stationsby

Filsø

Hodde

Jegum Ferieland

Ansager

Sig

Tinghøj

Øster Vrøgum

Stenderup

Holm

eÅ

Karlsgårde

Nordenskov Starup

Tofterup

475

Oksbøl

Vejers Strand

Grindsted

Grindsted Å

Skovlund

Outrup

Billum

Janderup

Næsbjerg

Varde

eÅ

Vard

431

Agerbæk

Hovbjerg

Alslev Fåborg

463

Blåvand

Årre

425

Oksby

Glejbjerg Vester Nebel D VA

Tarp

ge llin

a Sk

E AV

Grimstrup Skads

Vejrup Endrup E20

Holsted

Esbjerg Tjæreborg

Alle flyveruterne indtegnet med GPS-logger.

Bramming

Gørding

Air School Formålet med undervisningen i luften var primært at gøre de studerende fortrolige med at flyve og fotografere. Første gang man åbner vinduet, og det blæser helt vildt ind i kabinen, kan godt være en lidt grænseoverskridende oplevelse. Selvsagt skal man holde godt fast i kameraet og passe på at kortet ikke flyver fra en. Det er også vigtigt, at man kommunikerer korrekt med piloten om retning og i hvilken afstand, man ønsker at cirkle over det objekt, man vil fotografere. Det kræver lidt øvelse før billederne bliver gode. Alle de studerende nød flyveturene og kun enkelte havde problemer med luftsyge – men den dag blæste det også pænt, og den sidste tur måtte aflyses. Men ellers var vejrguderne nogenlunde med os. Kun den første dag kunne vi ikke flyve pga. af regn. Det ville have været optimalt, om foråret havde været mere tørt, så afgrødesporene mod nord og øst havde været tydeligere. Kun vest for Varde var betingelserne optimale, men vi indordnede os, og de fleste flyvninger foregik fra Stauning og sydover.

191

Luftfotoskole

Ground School Den største og mest arbejdskrævende opgave, når man arbejder med luftfoto, ligger i efterbearbejdning af fotografierne samt stedfæstelse på diverse kort. Hjemme på Vestjyllands Højskole blev der undervist i tolkning af såvel lodfotos som skråfotos, herunder elevernes egne nye optagelser. Det var med til at gøre undervisningen vedkommende, at eleverne kunne nærstudere og gøre opdagelser på fotografier af nye lokaliteter, som de selv havde fundet få timer forinden. Der blev demonstreret brug af stereoskop, som kan give en slags 3D-effekt på gamle lodfotos. Det gør det nemmere at afgøre fx, hvorvidt en plet i en mark er en bakke eller et hul. Endelig blev der brugt meget tid på at rette fotos op ved hjælp af digital fotogrammetri. Med et computerprogram er det muligt at vride perspektivet ud af et skråfoto. Således kan et foto forvandles til et målfast kort, der gør det muligt for arkæologerne at finde frem til eksakte placeringer af brønde, grave, huse eller andet godt. Velkendte pladser Det var vigtigt at give de studerende muligheden for at se nogle klare og tydlige afgrødespor, hvor der ikke var tvivl om tolkningen, og som var lette at fotografere. Alle fik derfor mulighed for at flyve hen over Nørre Vosborg, Holmen ved Ringkøbing og Henne Kirkeby vest, sidstnævnte er en produktions- og ladeplads fra vikingetiden med adskillige nedgravede grubehuse som stod tydeligt aftegnet i kornet. Nye resultater Ved Janderup vest for Varde blev en af de mest spændende opdagelser gjort. Her fandtes en hidtil ukendt tuegravplads med mindst 20 grave. Gravene er fra førromersk jernalder (500-0 f.Kr.) og har bestået af lave gravhøje omgivet af en ringgrøft. I midten har der været placeret en urne. Det er den omgivne ringgrøft, som tydeligt markerer sig i kornet. Den tilhørende boplads kunne spottes umiddelbart på den anden side af vejen. 72

Henne Kirkeby vest. En vikingetidsboplads med grubehuse. Udgravninger og magnetisk kortlægning har vist, at de mange grubehuse – mere end 300 – ligger på begge sider af en vej med retning mod Filsø.3

Lene B. Frandsen & Esben Schlosser Mauritsen

Ugen fløj i bogstaveligste forstand af sted, og inden vi havde set os om, var det tid at tage afsked med de studerende og de øvrige lærere. Men arbejdet er ikke slut. Der er mange fotos fra vores områder, som skal studeres nærmere, og måske dukker der flere ukendte fortidsminder op.

Forfatterne kan kontaktes på: Lene B. Frandsen: lbf@vardemuseum.dk Esben Schlosser Mauritsen: esm@levendehistorie.dk

Noter

1. Lis Helles Olesen: Fortiden set fra himlen – luftfotoarkæologi i Danmark. Holstebro Museum Årsskrift 2009; Lis Helles Olesen: De første resultater af projektet ”Fortiden set fra himlen – luftfotoarkæologi i Danmark”. Holstebro Museum Årsskrift 2010. 2. Lærerstaben bestod af Chis Musson, Pete Horne, Matthew Oakey (alle England) Wlodek Raczkowsky (Polen), Darja Grosman (Slovenien), Lis Helles Olesen, Michael Vinter, Esben Schlosser Mauritsen og Lene B. Frandsen. Desuden holdt Per Ole Rindel fra Københavns Universitet en gæsteforelæsning. 3. Lene B. Frandsen: Vestjysk Vikingetid. Skalk 2005, nr. 4; Lene B. Frandsen: Vikingetiden i Henne. Mark og Montre Årg. 41, 2005; Claus Feveile, Lene B. Frandsen & Ingrid Stoumann: Magnetisk kortlægning af grubehuslokaliteter i Ribe Amt. Mark og Montre Årg. 42, 2006.

Janderup. Cirklerne i kornet er spor af ringgrøfter fra tuegrave.

Luftfotoskole

Det Europæiske Frivillighedsår 2011

– nominering til frivilligspris, frivilligpolitik og Frivillighedsakademi Per Lunde Lauridsen, Carsten Ege Møller og Kim Clausen En aften i oktober sad to mænd fra Vestjylland som repræsentanter for Ringkøbing-Skjern Museum i den svagt oplyste kongressal Alsion i Sønderborg og ventede på ordene ”og prisen går til…”. De var repræsentanter for den eneste kulturinstitution blandt flere af Danmarks topledere og erhvervsmastodonter. De var der alle sammen: Mærsk, DSB, Grundfos, Novozymes, KPMG og mange flere. Tidligere på dagen havde fhv. vicepræsident Al Gore i samme sal fortalt om verdens sande tilstand foran et eftertænksomt og på samme tid begejstret publikum. Baggrunden for, at de to vestjyder befandt sig i dette fine selskab, var, at Ringkøbing-Skjern Museum var nomineret til prisen ”Corporate Social Responsibility Voluntary 2011” på baggrund af den indsats, museet har gjort for at udvikle det frivillige arbejde. At blive nomineret til ”Corporate Social Responsibility Voluntary 2011 ” var en positiv oplevelse. Ingen på museet kendte til prisens eksistens, da der kom en mail med beskeden om, at Ringkøbing-Skjern Museum var én blandt tre nominerede. Desværre vandt et andet frivilligprojekt, men deltagelsen i det kæmpe store arrangement var lærerig. Coperate Social Responsibility betyder oversat Virksomheders sociale ansvar – eller som flere indlægsholdere beskrev det ”at opføre sig ordentligt”. Selvom museet ikke er en stor kommerciel virksomhed, gav det stof til eftertanke, at museet var blevet indstillet til prisen, pga. måden, hvorpå det frivillige arbejde er integreret i museets dagligdag. Vi fandt ud af, at vores arbejde med mange fleksjobbere, personer med psykiske udfordringer, børn og unge samt frivillige i alle aldre var CSR-arbejde. 74

Frivillighedspolitik På Ringkøbing-Skjern Museum har frivillig deltagelse i mange år været af stor betydning. Man kan sige, at arbejdet med frivillige har haft et dobbelt sigte. For det første har lokalbefolkningen, som bærere af den lokale kulturarv, en helt central rolle i bevaringen og formidlingen af lokalhistorien. Museet har i mange år inviteret interesserede frivillige til at være med til at levendegøre gamle erhverv som smed, bager og møller. Inddragelsen af frivillige er en metode til skabelsen et folkeligt og åbent museum med plads til forskellighed. Det sekundære sigte er at skabe formidling og aktiviteter på en skala, der kan tiltrække gæster i så stort et tal, at der kan skabes et økonomisk bidrag til museets fortsatte drift og udvikling. I 2011 havde Ringkøbing-Skjern Museum over 160.000 besøgende. Den frivillige indsats har stor betydning for opnåelsen af dette resultat. Bork Vikingehavn er et af stederne, hvor dette dobbeltsigte kommer tydeligst frem er på. Her er der etableret flere frivillige vikingegrupper. Især blev tekstilgruppen kendt for nogle år siden i forbindelse med præsentationen af Bork Tapetet, som gruppen havde lavet. I dag er gruppen i gang med nye projekter; bl.a. er man optaget af at lave vikingedragter til Bork Vikingehavn. En anden vikingegruppe er bådelauget. Det er tanken, at denne gruppe i stigende grad skal være med til at levendegøre museets vikingeskibe, Ravnunge Bork og Byrjagol. Endelig spiller vikingehavnens frivillige aktivitetsgruppe en stor rolle for afvikling af større arrangementer i vikingehavnen. Museets samarbejde med udefrakommende vikingegrupper er helt

Per Lunde Lauridsen, Carsten Ege Møller og Kim Clausen

afgørende i forbindelse med det årlige Bork Vikingemarked, som besøges af op til 6.ooo gæster. I ønsket om at udvikle det frivillige arbejde på museet, blev der ved årsskiftet 2010/11 udarbejdet en ny frivilligpolitik for hele museet. Målet er at behandle alle frivillige på samme måde, ligesom museets politik for det frivillige arbejde skal være gennemskuelig. Det er også et mål at få en ”forventningsafstemning” med nye og gamle frivillige. Klare aftaler og fælles målsætninger er forudsætninger for frugtbare samarbejdsrelationer. Frivilligpolitikken findes på museets hjemmeside og den er uddelt på tryk til alle frivillige. Frivilligpolitikken er baseret på UNESCOS ”Etiske retningslinjer for Frivillige og Venner af Museer”, og følger på den måde internationale standarder. Arbejdet med udviklingen og den efterfølgende evaluering af politikken har været meget værdifuldt for museets personale, da det har givet større indsigt i problemstillinger og mulige administrative blindgyder. Vi mener, at vi er blevet endnu bedre til professionelt at organisere og motivere frivillige til at deltage i museets virke. Ringkøbing-Skjern Museum inddrager frivillige i mange af museets aktiviteter. Der udføres frivilligt arbejde på alle

museets 14 besøgssteder. I alt regner vi med, at museet har kontakt til ca. 300 frivillige, der på den ene eller anden måde bidrager til museets aktiviteter. Det kan være som p-vagter til det årlige vikingemarked eller det kan være som medlemmer af MidtWest Husflid, der viser husflidsaktiviteter på Bundsbæk Mølle. Naturpleje Et andet eksempel på museets inddragelse af frivillige ses i forbindelse med bevaring og formidling af landskabet i Bundsbæk Naturpark. Bjørnemosen har lige siden Skjern Museum købte Bundsbæk Mølle i 1975 stået centralt i museets formidling. Det var i forbindelse med sammenkædningen af formidlingen af Bundsbæk Mølle med den omkringliggende Bjørnemose, at de første tanker om et økomuseum opstod. Man kan sige, at vi udviklede et museum i nært samarbejde med lokale og frivillige, et museum, der lægger vægt på decentral formidling af kultur og natur, før vi vidste, at man i udlandet kaldte denne museumstype for et økomuseum. I bestræbelserne på at udvikle Bundsbæk Naturpark har museet gennem årene udviklet et samarbejde med en række

Det Europæiske Frivillighedsår 2011

foreninger og laug. Høslet/naturpleje-lauget blev startet for ca. seks-syv år siden og er vokset fra to til fem-seks personer i 2011. Lauget opstod på initiativ af tidligere naturvejleder Tage Madsen, med inspiration fra et frivilligt høsletlaug i Grib Skov i Nordsjælland. Som naturvejleder havde Tage Madsen gennem flere år iagttaget, hvordan floraen i Bjørnemosen gik tilbage på grund af mosens tilgroning. Således blev der i en botanisk undersøgelse sidst i 1970’erne registreret ca. 200 individer af den sjældne orkidé Ægbladet Fligæble i Bjørnemosen. I 1990’erne var den fredede blomst helt forsvundet. Ligeledes var det gået stærkt tilbage for Plettet Gøgeurt. Omkring år 2000 var der blot ca. 200 individer tilbage af denne orkidé. I dag efter fem-seks års høslet og naturpleje er Ægbladet Fligæble kommet tilbage, og antallet af Plettet Gøgeurt er vokset til 1.100 individer. Store områder i Bjørnemosen har aldrig været dyrket. Mosen udgør således en botanisk genbank. Hvis mosens tilvækst fjernes gennem høslet og rydning, spirer de lyskrævende planters frø. Jo større områder, vi er i stand til at pleje med høslet og rydning, jo flere sjældne planter vil vende tilbage. Ud over at udføre et stykke vigtigt naturplejearbejde er høsletlauget også med til at levendegøre vestjysk landbrugskultur i form af høslet og de mange traditioner, der i Vestjylland knytter sig til høslet.

Naturpark. I biskolen uddannes nye biavlere, ligesom udefrakommende inviteres til at se, hvordan man arbejder med bierne. I samarbejde med Naturskolen tilbydes skolebørn undervisning i biskolen i forbindelse med et besøg i Bundsbæk Naturpark. Man kan sige, at biavlerne indgår som frivillige undervisere i forbindelse med sådanne besøg. Samtidig repræsenterer biavlen også et stykke vestjysk kulturhistorie, idet biavl havde en stor økonomisk betydning for mange vestjyske hedehusmænd for 130 år siden. Man sagde, at et par bistader kunne have ligeså stor værdi som en ko! Samtidig har biskolens bistader stor betydning for at bedre bestøvningsforholdene for mosens vilde planter. Bundsbæk Møllerlaug er et andet samarbejdsprojekt med frivillige. Her er det folk med interesse for at køre med den gamle vandmølle, der har meldt sig som frivillige. Efter en kort introduktion er de med til at holde møllen i gang om sommeren. Ligeledes har museet et tæt samarbejde med Vestjysk Smedelaug, der holder til på Bundsbæk Møllegård.

Laug på laug En rolle i lighed med høsletlaugets kan det nydannede tørvelaug også komme til at få. Tørvelauget kom i gang i 2011, hvor man begyndte at grave tørv i en af de gamle grave i Bjørnemosen, tæt ved Rakkerhuset, hvor Mette Mus og Niels Kvembjerg boede indtil ca. 1930. Idéen med tørvelauget er i første omgang at vise, hvordan man gravede tørv i mosen indtil for ca. 50 år siden. Men samtidig kan projektet skabe små biotoper, som kan få en positiv indflydelse på plante- og dyreliv i mosen. Samarbejdet mellem Skjern-Egvad Biavlerforening og museet har udviklet sig gennem mange år. For nogle år siden flyttede biavlerforeningen sin biskole ud til Bundsbæk 76

Per Lunde Lauridsen, Carsten Ege Møller og Kim Clausen

Det EuropĂŚiske FrivillighedsĂĽr 2011

Samtidig med at de levendegør smedjen på Bundsbæk Mølle, er smedene også med til at holde stødhæverten og den lille turbine ved Bundsbæk Mølle i gang. Med henblik på at gøre Bundsbæk Naturpark levende har museet også indledt et samarbejde med Keld og Jørgen Graversen i Røgind, der har en række gamle danske husdyr. Om sommeren udstationeres nogle af disse dyr på græsarealerne i Bundsbæk Naturpark og bidrager på den måde til naturplejen. I vinteren 2010 har vi indledt et naturplejeforsøg med Exmoorponyer til hedepleje. Ponypigerne er et frivillighedsprojekt for unge, der samles om museets shetlandsponyer og fungerer som ponytrækkere i weekender og i forbindelse med særarrangementer. Jernalderfamilierne er en anden form for frivillige. Her er det familier som bruger en uge af deres ferie på at bo i Dejbjerg Jernalder og på at være med til at levendegøre jernalderen for de besøgende.

Frivillighedsakademiet I det lange løb er det imidlertid uholdbart at inddrage frivillige, uden at gennemføre en eller anden form for introduktion eller uddannelse. Som led i bestræbelserne på at udvikle de frivilliges kompetencer, har Ringkøbing-Skjern Museum i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune i forbindelse med den ”Midt-og vestjyske kulturaftale” taget initiativ til uddannelsesprojektet Frivillighedsakademiet. Frivillighedsakademiet skal give frivillige ved kulturhistoriske museer i Midt- og Vestjylland mulighed for ny viden og inspiration gennem kurser, seminarer og workshops. Efter at have undersøgt, hvad de frivillige selv efterspurgte, og hvad museerne ønskede sig af de frivillige i de kommende år, inviterede vi til det første formidlingsseminar i november 2011. Seminaret havde forskellige formidlingsformer på programmet, fx levendegørelse, rundvisning samt demonstration af håndværk. Målet var at sætte deltagerne i stand til at formidle deres områdes kulturhistorie på nye, skæve og interessante måder. Seminaret fik stor ros fra deltagerne for det alsidige program, der også gav gode muligheder for netværksdannelse mellem deltagerne. Frivillighedsakademiet var som udgangspunkt målrettet kommunerne i det gamle Ringkjøbing Amt. Men i bestræbelserne på at få ideen til at brede sig blev invitationen også sendt ud til frivillige på museer i resten af Jylland og på Fyn. Ikke mindre end 85 deltog i det første seminar i Videbæk. Den store interesse har medført, at der nu arbejdes på at udbrede Frivillighedsakademiet til resten af regionen samt på at gøre Frivillighedsakademiet permanent. Det næste seminar i Frivillighedsakademiet afholdes i foråret 2012. Her vil historiske håndværk være på programmet. På baggrund af de mange positive tilbagemeldinger vil også netværksdannelse mellem de frivillige igen være i fokus. Forfatterne kan kontaktes på: Per Lunde Lauridsen: pll@levendehistorie.dk Carsten Ege Møller: carsten.ege.moller@rksk.dk Kim Clausen: kc@levendehistorie.dk

Per Lunde Lauridsen, Carsten Ege Møller og Kim Clausen

Det gør en forskel...

– krigergrave i et nationalt erindringsperspektiv John V. Jensen

”Det gør en forskel, om man dør for en tabt sag eller for sejren – også for de overlevende!” har den tyske historiker Reinhart Koselleck (1923-2006) engang sagt.1 Hermed sigtede han til, at krigens døde har et nationalt erindringsperspektiv med stor betydning for eftertidens selvforståelse, og det er derfor aldrig ligegyldigt, hvem og hvad man ofrede sit liv for. I det

følgende vil jeg kort fortælle om krigskirkegårdenes kultur, der adskiller sig noget fra den almindelige danske kirkegård. Derefter har jeg, med udgangspunkt i eksempler fra henholdsvis Horne kirkegård og Flygtningekirkegården i Oksbøl, set lidt nærmere på de lokale krigergrave, og det er der kommet to spændende, men vidt forskellige historier ud af.2

Mindelunden i Ryvangen, København. Gravplads og mindested for faldne i den danske frihedskamp under Anden Verdenskrig, indviet 5. maj 1950. En nation har brug for historier, der skaber identitet til de nulevende og eftertiden. Foto: Niels A. Hansen.

Det gør en forskel....

Intet navn bør gå tabt Med ordene ”Intet navn bør gå tabt” mente Koselleck at finde frem til det princip eller den tankegang, der ligger bag den måde, som vi organiserer krigens døde på.3 Således er de færreste måske klar over, at der alene i Danmark findes knap 30.000 grave med relation til til Anden Verdenskrig. De fordeler sig på ca. 750 fredede grave for døde modstandsfolk, knap 1100 grave for allierede soldater, fortrinsvis britiske flyvere.4 Dertil kommer 25.000 grave for døde tyskere. Disse fordeler sig igen på hhv. 10.000 døde soldater og 15.000 døde civile tyske flygtninge.5 Tallene vil nok forbavse mange, ikke mindst fordi Danmark, når talen falder på Anden Verdenskrig, jo ofte omtales som ”flødeskumsfronten”.6 ”Intet navn bør gå tabt” kan måske tydeligst illustreres med Omaha Beach krigskirkegården i Normandiet med sine endeløse rækker af hvide kors, men vi kan også finde princippet taget i anvendelse lokalt fx på flygtningekirkegården i Oksbøl. Koselleck henleder derefter opmærksomheden på krigskirkegårdenes dobbelte funktion. På den ene side er de personlige perspektiver og på den anden, at den gravlagte døde i en konflikt, der vedkommer folket, nationen og eftertiden som en påmindelse om det blod, der blev udgydt for de overlevende. Det er ifølge Koselleck i det nationale perspektiv, at vi finder forklaringen på de endeløse rækker af kors og gravsten for faldne på krigskirkegårdene rundt om i verden. I den sammenhæng er det uden betydning, om graven indeholder resterne af den 17-årige soldat, der omkom i en tilfældig ulykke, inden han overhovedet nåede at komme i kamp eller den kun én dag gamle baby, der døde i en dansk flygtningelejr, og hvis død reelt kun udstiller den meningsløshed, der er krigens trofaste følgesvend. Udgifterne til varetagelsen og vedligeholdelse af disse millioner af krigergrave afholdes typisk af medlemsforeninger for efterladte, pårørende og nationalsindede. I Danmark drejer det sig om Commonwealth-landene (bl.a. England, Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika og Indien) samt Tyskland. Krigsgravforeningerne i disse lande nyder statslig opbakning og understøttes også økonomisk, hvorved de politisk-nationale 80

John V. Jensen

interesser i krigskirkegårdene bliver synlige. Krigskirkegårdene har således betydning for den nationale identitet og for dannelsen af den nationale sammenhængskraft. Sådan har det vel altid været, fristes man til at tro. Der har vel altid eksisteret et naturligt og menneskeligt behov for de efterladte og for nationen for at mindes krigens faldne. Dette anser Koselleck imidlertid ikke for at være tilfældet. Krigskirkegårde eller krigsmonumenter er en del af en national erindringskultur, hvis rødder i virkeligheden ikke går længere tilbage end til den franske revolution i 1789, og som siden blev taget op af Napoleons modstandere. Det er med den franske borgerrevolution, at den enkelte borgers død bliver en del af et abstrakt begreb. Dette begreb kunne hedde folk, nation, fædreland eller demokrati, og i disse ”hellige” navne bør intet navn gå tabt! Opfattelsen falder altså sammen med opkomsten af de moderne vesteuropæiske nationalstater og betegner samtidig et skifte fra en feudal-religiøs verdensforståelse til en borgerlig-politisk verdensforståelse. Den gamle fyrstestat afløstes af den moderne, der bestod og består af folket, hvad enten det undertrykkes eller er frit. Militært afløstes fyrsternes lejesoldater af nationale hære bestående af borgerne. Koselleck taler i den sammenhæng om skabelsen af en national dødekult – ”dødekulten er imidlertid en fælles løsning, når det drejer sig om at finde mening i massedøden”.7 De faldnes død får en mening, der rækker ud over det liv og det blod, de ofrede for fædrelandet og frem til eftertiden og i princippet for altid. Den fælles historie, de fælles helte, de fælles mindesmærker er det, der kommer til at adskille den ene nationalstat fra den anden, hvor det tidligere var fyrstedynastierne og adelslægterne, hvorom interessen samlede sig, så var det fra og med den franske revolution i tiltagende grad folket og nationen, der blev hovedaktør. En ny opfattelse, der ikke nødvendigvis var i strid med kristelig tankegang, men som gik og går ud over denne, hvorpå de faldne borgere og soldater foruden at blive et anliggende for Gud ikke mindst blev et anliggende for nationen, staten, som de tilhørte.

Hermed bliver det også klart, hvorfor der kan være en verden til forskel, om man døde for sejren eller nederlaget. Heltene bliver i døden forbilleder for mod og mandshjerte. Det er straks vanskeligere med taberne, der, især hvis det gamle regime tilintetgøres og erstattes af et nyt styre, som det var tilfældet med Nazi-Tyskland, ikke kan fungere som nationalt identitetsobjekt, fordi de døde for idéer, der ikke længere er gyldige. Det er faktisk på denne måde, at vi organiserer vores krigskirkegårde og princippet kan man iagttage på de regulære krigergrave, som vi finder dem i Danmark fx den store gravlund Fovrfeld (Esbjerg), Vestre Kirkegård (København) og mange andre steder, men altså også for de tyske flygtningegrave i Oksbøl, også selvom de fleste af dem teknisk set ikke var krigsdøde, hvilket senere gav anledning til problemer.8 Efter denne korte skitsering af krigskirkegårdenes kultur vil jeg give et par lokale eksempler på, at døde kroppe ikke altid bare er døde kroppe. ”Han kæmpede og faldt – ogsaa for os” Efter at det fra 1943-44 blev stadig mere åbenlyst, at tyskerne ville tabe krigen, intensiveredes modstanden herhjemme også betydeligt for at kulminere i den regerings- og politiløse tid efter hhv. 29. august 1943 og 19. september 1944. Fra England forsynedes danske modstandsgrupper med våben fra luften og allierede flyverangreb hørte ligeledes i krigens sidste fase til almindeligheder, og uundgåeligt mistede en hel del flyvere livet i luftrummet over Danmark. En tilsvarende skæbne overgik også flere hundrede danske modstandsfolk, der blev henrettet, deporteret eller dræbt i ildkamp mod besættelsesmagten. Fælles for de allierede og de danske modstandsfolk var imidlertid, at de døde for sejren – som helte. Helte ærer man, og umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning og fem års besættelse var behovet for at ære nationens helte særlig stort. Det ses i national målestok med anlæggelsen af Mindelunden i Ryvangen, København, hvor man kort efter befrielsen havde fundet ligene af 202 henrettede modstandsfolk, hvorefter man få år senere, 5. maj 1950,

kunne indvi et anlæg til ære for nationens virkelige helte, der havde gjort deres pligt og betalt den højeste pris, da det virkelig gjaldt.9 I samme tidsrum rejstes over hele landet mindesten og -plader for landets befriere – danskere og allierede. Lokalt har vi på Horne kirkegård et eksempel på, hvordan liget af en engelsk flyver blev begravet og af menighedsrådet forsynet med en traditionel dansk gravsten, og senere blev graven også forsynet af det britiske luftvåben med en såkaldt ”head stone”. Historien bag graven er, at der natten til den 27. april 1945 landede et engelsk Stirling fly på vandet ved Tipperne i forbindelse med en luftbåren våbenleverance til Sjælland. Flyets bombekaster flying officer Geoffrey Charles Smale blev hårdt kvæstet ved landingen og efterfølgende bragt til det tyske feltlazaret i Horne by,10 hvor han døde d. 8. maj 1945. Smale blev begravet på Horne kirkegård allerede den 10. maj 1945.11 Snart efter blev graven forsynet med en dansk gravsten, der foruden Smales navn og data også bar indskriften ”Han kæmpede og faldt – ogsaa for os”. Eksemplet fra Horne illustrerer, hvordan man i samtidens

Den engelske flyver Charles Geoffrey Smale blev begravet på Horne kirkegård og fik hele to gravsten.

Det gør en forskel....

Danmark både nationalt og helt lokalt havde et behov for at vise sine sympatier og sin respekt for disse luftens helte, der gav deres liv for en lille befolkning, som de delte friheds- og demokratiske idealer med. Horne-borgernes gestus over for den allierede flyver er selv mange år efter fuldt forståelig og på mange måder også meget smuk. Det nationale perspektiv og den nationale betydning er imidlertid ikke til at tage fejl af med den patos-fyldte tilføjelse ”– ogsaa for os”. For både Smale og de døde modstandsfolk i Ryvangen og andre steder gælder det, at deres heltedød får mening med forestillingen om os selv dvs. nationen Danmark, der igen forstås som et frihedselskende folk, der holdt fast på frihed og demokrati. Det er en tradition med historisk kontinuitet til de grundlæggende værdier, der endnu i dag danner basis for vores danske værdisæt, og som går tilbage til i hvert fald den første grundlov i 1849 og videre til det Danmark, der tilsluttede sig Atlantpagten i 1949 og som i de seneste år i demokratiets navn har udkæmpet krige i Irak og Afghanistan. Graven på Horne kirkegård, mindelunden i Ryvangen og andre steder erindrer os om ofrene, der blev bragt, for at Danmark kunne bestå som en fri nation, og det er vigtigt for såvel en fri som en ufri nation at have nogle historier, der fortæller de nulevende og eftertiden noget om, hvem vi var og er. ”Gravene skal bevares paa den mest nødtørftige Maade” De 25.000 tyskere, der døde i Danmark under og i årene efter Anden Verdenskrig fortæller en noget anden historie. Her var man fra dansk side mere tøvende end tilfældet var i Horne eller i Ryvangen. Usikkerheden skyldtes ikke kun dansk modvilje, men også usikkerhed omkring de tyske flygtninges status, dvs. hvorvidt de i lighed med fjendens faldne soldater, der siden den fransk-preussiske krig i 1871 traktatligt havde bundet krigsførende nationer til at respektere hinandens faldne.12 Sideløbende med at danskerne efter befrielsen hædrede modstandsfolk og allierede flyveres heltedød, stod myndighederne med et meget stort problem, nemlig de mere end 200.000 tyske flygtninge, der befandt sig i landet, hvoraf mere end 35.000 en overgang levede bag pigtråd i Oksbøl. 82

John V. Jensen

Indtil de danske myndigheder i løbet af efteråret og vinteren 1945-46 fik ordentlig kontrol med flygtningenes sundhedstilstand, døde i tusindvis af tyske flygtninge efter deres ankomst ved krigens slutning.13 De mange døde tyske flygtninge udgjorde et problem og nogen heltebegravelse kunne der i sagens natur ikke blive tale om – bl.a. fordi antallet var uoverskueligt i sammenligning med de allierede og modstandsfolkene, og fordi de tilhørte fjenden. Allerhelst ville man fra dansk side gerne undgå deres jordiske rester i Danmark, og derfor var kremering af de døde flygtningene en oplagt mulighed, for så kunne de pårørende bringe asken med tilbage. Desværre var kremeringen problematisk grundet tidens knappe ressourcer (brændsel) samt religiøse hensyn, og de mange døde gjorde derfor begravelser uundgåelige. Som en skribent (P.N.) formulerede det i Præsteforeningens Blad i 1945: C. 4000 Lig er blevet brændt og Asken opbevares i Urner, der kan sendes Sydpaa. Der er dog den Vanskelighed ved de store kollektive Ligbrændinger, at Ligbrænding er forbudt af Paven, og virker stærkt krænkende paa dem, der er Katolikker, ja det kan medføre sjælelige Bekymringer hos Mennesker, hvem man intet ondt ønsker. Ligbrænding er tillige kostbar og kræver et stort Forbrug af vore knappe Brændstoffer.14 Kremeringen var imidlertid ikke den eneste grund til bekymring, og artiklen fortsætter: Men der er ogsaa Tusinder af døde Flygtninge, som er blevet begravet. På dette Punkt er det ikke kun økonomiske Momenter, men ogsaa følelsesbetonede Momenter, der gør sig gældende, naar Hundreder af Grave paa den knapt tilmaalte Plads, især paa By-Kirkegaarde, der skal optages af Grave, der rettelig hører hjemme i et helt andet Land. […] Tillige er det en Erfaring, at disse Flygtningegrave ikke vedligeholdes paa samme Maade som Familiegravsteder, og i løbet af kort Tid vil flygtningegravene ligge ”som et misprydende Ar” i det naturlige Kirkegaardsbillede.15

Man fornemmer pludselig alvoren i indlægget, og samtidens yderst ambivalente stemning i forhold til de problemer, som de døde tyske flygtninge gav anledning til bl.a. med understregningen af, at gravene slet ikke hørte til i Danmark. Forfatteren holdt sig da heller ikke tilbage med at profetere, at flygtningegravene snart ville skæmme de danske kirkegårde. I det hele taget er forløbet omkring de døde tyskere præget af usikkerhed og betænkeligheder, der ikke gjorde sig gældende i forbindelse med den hurtige begravelse af Smale på Horne kirkegård. Hvad skulle der ske med tyskergravene? Skulle de på længere sigt sløjfes eller bevares? Skulle man, som nogen foreslog det, gøre dem til ukendte grave? Herved kunne man løse det endnu ubesvarede spørgsmål omkring den fremtidige vedligeholdelse, og samtidigt undgå at kirkegårdene blev mål for pilgrims- og turistrejser for tyske revanchister, sådan som nogen kunne frygte.16 Det fremgår tydeligt af de tidlige indlæg, at frygten og mistilliden til tyskernes hensigter var særdeles nærværende. Fuldmægtig i flygtningeadministrationen Knud Wiell udlagde den officielle holdning således: Det er Meningen, at Gravene skal bevares paa den mest nødtørftige Maade. Hver Grav bliver sandsynligvis forsynet med et Trækors med den dødes Navn og Data. Flygtningekirkegaardene vil antageligt desuden blive forsynet med et Fællesmindesmærke med Inskription, men endnu er der ikke truffet endelig Bestemmelse om Udformningen af Retningslinierne.17 Det fremgår, at man i Flygtningeadministrationen i 1946 næppe havde haft overskud til at beslutte sig for, hvorledes de tyske flygtningekirkegårde skulle indrettes på længere sigt. Det manglende fremtidsperspektiv understreger sagens nationale aspekt, som i tilfældet med de tyske flygtninge var vendt helt om. Ingen kunne i årene umiddelbart efter rigtigt forstå, at der også i Tyskland blandt de overlevende kunne være et behov for at have en grav at opsøge. Begivenhederne

var for tæt på til, at nogen kunne overskue, hvilken interesse disse grave kunne have for eftertiden. Og ingen kunne i 1946 forudse, i hvilken form Tyskland ville genopstå. Gravene blev derfor dels af økonomisk-praktiske og dels af følelsesmæssige nationale grunde forsynet med simple trækors. Simple trækors holder imidlertid ikke evigt, og i den bredere befolkning var der næppe nogen entusiasme omkring en evt. anlæggelse af store eller små mindelunde for de tyske flygtninge. Således ville mange i samtiden nok have fundet spørgsmålet om sløjfning rimelig. Ansatser til en generel dansk-tysk overenskomst vedr. gravene fra Anden Verdenskrig fandt først sted i løbet af 1950’erne. Indtil da havde pleje af kirkegårdene haft et mere tilfældigt præg. Til eksempel kan nævnes, at Aal menighedsråd i 1949 havde indgået en 20-årig aftale med flygtningeadministrationen og klitvæsnet (Landbrugsministeriet) omkring pleje og vedligeholdelse af flygtningegravene i Oksbøl. 18 Her havde man fra 1950’erne haft kontakt til en tysk organisation Gemeinschaft Junges Ostpreussen, der var interesseret i gravenes pleje og historie.19 Eksemplet behøver ikke at være enestående. Hvorvidt de danske myndigheder var begyndt at spekulere i, at der nok snart ville komme en mellemstatslig ordning omkring gravene i lighed med den aftale, som var blevet indgået med briterne i 195420 og som det ny Vesttyskland samtidig forberedte med sine naboer, er sikkert i hvert fald, når vi nærmer os 1960.21 Den 3. oktober 1962 blev den nuværende løsning omkring bevarelsen og vedligeholdelsen af de tyske grave i Danmark i form af en 60-årig aftale med mulighed for yderligere forlængelse, underskrevet af den danske og den tyske regering.22 En mellemstatslig aftale mellem Danmark og den unge nation Vesttyskland, hvorved begge Det gør en forskel....

nationer tog et skridt ud af katastrofens skygge i retning af internationalt samarbejde. Den tyske medlemsorganisation Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge23 kom til at stå for varetagelsen af aftalens praktiske forpligtelser. Dermed var de tyske flygtninges gravfred dog ikke sikret. Dansk modstand mod forstyrrelse af gravfreden Tyskerne og Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge ønskede nemlig at reducere det store antal af kirkegårde, hvor der var begravet tyske flygtninge. Dette ønske krævede imidlertid den danske stats tilladelse til at opgrave og genbegrave (Umbettung) i tusindvis af døde. Dette forehavende virkede imidlertid stødende og ligefrem uetisk på mange danskere, og det tog en årelang strid fra ca. 1958-1967 og til slut en højesteretsdom at lukke munden på modstanderne. Modstanderne fremsatte tre argumenter imod gravflytningerne. Det handlede om respekten for gravfreden, og det handlede om spørgsmålet om menighedsrådenes selvstændige ret og pligt til at værne om gravfreden på deres kirkegårde. Det tredje og sidste argument handlede om, at det tyske ønske var i strid med dansk kristen tankegang, sæd og skik.24 Retssagen førtes af 90 jyske menighedsråd, og det hang sammen med, at gravflytningerne var begyndt på Sjælland og Fyn, hvor også antallet af tyske grave var mindst (når der ses bort fra København, hvor der ikke blev foretaget store forandringer). Derfor var der endnu håb om at få standset tyskernes forehavende i Jylland. Allerede i samtiden kan man dog finde røster, der havde gennemskuet det dobbeltmoralske hos modstanderne, når kronikøren Svend Hansen spurgte, hvorfor det var krænkende, usømmeligt og stridende mod dansk kristen tankegang at grave tyskere op, men ikke amerikanere eller danskere.25 Med det sidste hentydede kronikøren til, at de allierede efter krigen havde genbegravet nogle af deres faldne, og at problemet reelt var, at det var døde tyskere og ikke døde allierede eller døde danskere. For at man her i eftertiden skal kunne forstå modstanden mod gravflytningerne skal man huske, at krigen i slutning 84

John V. Jensen

af 1950’erne først var ved at komme på afstand, og at mistroen til Tyskland og tyskerne endnu sad i mange danskere. Således havde mange danskere oplevet, at tyskerne inden for en kort årrække havde været årsag til to af verdenshistoriens grusomste krige og nu protesterede man mod, at tyskerne skulle udføre dette makabre forehavende på dansk grund med myndighedernes velsignelse.26 Sagen blev prøvet først ved Østre Landsret og siden ved Højesteret i 1967, der endte med at stadfæste landsrettens dom. Dommen vægtede, at der var tale om en aftale mellem to stater, der fulgte international sædvane, og derved undgik man at tage stilling til spørgsmålene om gravfred og menighedsrådenes kompetencer i forhold til kirkegårdene. Selvom retssagen havde en urban tone, konkluderer Finn Riber Jensen, der har undersøgt sagen, alligevel, at der bag modstandernes argumenter lå nationalistiske, anti-tyske efterklange fra besættelsestiden.27 Disse rummede en mere eller mindre uudtalt angst for at give ny næring til tysk revanchisme og dødekult, som man frygtede kunne blive en konsekvens af store tyske gravpladser i Danmark. Frygten for et nyt revanchistisk Vesttyskland deltes imidlertid hverken af Staten, kirkeministeriet eller skiftende kirkeministre. Og set i bakspejlet viste frygten for tysk revanchisme sig ubegrundet og i stedet sejrede tilliden. Når den danske stat var imødekommende, skyldtes det ikke blot danske politikeres fremsynethed, men også en erkendelse af, at man i småstaten Danmark gjorde klogest i at følge trop i forhold til udviklingen mellem Tyskland og dets store naboer først og fremmest Frankrig, hvor netop frygten og hadet var i gang med at blive afløst af ny tro på fremtiden. Kirkeminister Bodil Koch udtrykte denne holdning ganske præcist: Hvis Danmark fulgte den linje og modsatte sig ønsket om samling af de tyske grave, ville man mig bekendt være det eneste land blandt mange, der indtog en sådan holdning. Jeg kan f.eks. nævne, at man i Norge har samlet de tyske grave på kun tre kirkegårde.28

Gravflytningerne går i gang Retssagen faldt altså ud til Vesttysklands, Statens og Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorges fordel og genbegravelserne gik i gang – og forøgede og forandrede de i forvejen store kirkegårde, der lå tæt på de store lejre, især Oksbøl, GroveGedhus med hundredevis af nye grave og navne. For Oksbøls vedkommende forøgedes antallet efter gravflytningerne med godt 500 grave, hvorved det nuværende antal på 1796 grave opstod.29 Det samlede resultat blev, at Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge flyttede og genbegravede omkring 5000 krigsdøde og reducerede antallet af kirkegårde med tyske flygtninge og soldater fra 475 til 34.30 I 1960 erstattede man de gamle trækors med hvide kors og efter den dansk-tyske aftale i 1962 begyndte udvidelserne og nyanlæggelserne. I august 1969 indviedes flygtningekirkegården i Oksbøl i dens mere eller mindre nuværende skikkelse med stenkors. Gravflytningerne var en opgave, hvis uhyggelige karakter modstanderne heller ikke undlod at kommentere, og sagen krævede, at de implicerede gik diskret til værks. Det ses af et brev fra oberstløjtnant og menighedsrådsformand i Aal sogn Christian baron Gyldenkrone, der bad om tilladelse til at tage et aflåseligt rum i militærlejren i Oksbøl i anvendelse i forbindelse med opbevaringen af ligresterne af et antal opgravede, emballeret luft- og vandtæt, indtil nedgravningen kunne finde sted. I samme brev står der: ”Hele processen skal efter ønske fra Kirkeministeriet køres så ’stilfærdigt’ som muligt”.31 Trods stilfærdighed kunne man alligevel i tidens aviser læse kritiske artikler om Knoglerester på gangene og om Spøgelser fra krigens tid.32 De tyske flygtninges gravfred skulle imidlertid nu være traktatlig sikret indtil i hvert fald 2022 og mon ikke Danmark og Tyskland bliver enige om at benytte sig af muligheden for yderligere forlængelse. Skulle man fra dansk side være imod en forlængelse, må en diplomatisk krise vel kunne forventes, fordi gravene i dag udgør et pant på forsoningen med og tilgivelsen af den stærke og ikke altid lige venlige nabo i syd. Uden aftalen med Vesttyskland er det uvist, hvad der ville være sket med de tyske flygtninge- og soldatergrave. Således

realiseredes alle flygtningelejrene, barakkerne blev pillet ned og materialerne solgt, og flygtningegravene kunne meget vel være blevet sløjfet, når man fandt det passende, hvorefter et enkelt fællesmindesmærke kunne have markeret stedet.33 Derved havde kirkegården mistet meget af sin kraft. En kraft, der virker ved at være meget konkret, og som må tilskrives de lange rækker af kors. En enkelt mindesten ville gøre oplevelsen på kirkegården til en mere abstrakt anliggende, og stedet ville højst sandsynlig miste hele sin evne til at mane de besøgende til eftertanke om den katastrofe Anden Verdenskrig var for millioner af familier. Og i så fald havde historien og mindelserne om et dystert kapitel i Danmarkshistorien været endnu bedre gemt og glemt end tilfældet trods alt er i dag. Afrunding Det gør en forskel, om man dør for en tabt sag eller man dør for sejren – i samtiden som i eftertiden. Krigergravene i Danmark er ikke bare én historie om krigens døde, for som

Gravlunden for tyske flygtninge i Oksbøl. Antallet af grave blev i 1960’erne på tysk foranledning forøget med 500 nye grave.

Det gør en forskel....

det er fremgået af artiklen har det stor betydning i en krig, hvem og hvad man dør for. I samtiden var der måske ikke så overraskende forskel på, hvorvidt man var død for Danmark eller bare død i Danmark. Eksemplet fra Horne kirkegård viste, hvorledes danskerne følte anledning til at takke deres befriere og noget tilsvarende gælder naturligvis for de faldne danske modstandsfolk, som æres mange steder i Danmark med Ryvangen, som det vigtigste sted, set i et nationalt perspektiv. Traktatlige regler sikrede de i Danmark døde tyske soldater. Derimod voldte de tyske civile flygtninge de danske myndigheder problemer ad flere omgange – også i døden. Således herskede der i årene umiddelbart efter krigen nogen usikkerhed omkring, hvad der på længere sigt skulle ske med de ca. 15.000 grave. Den nuværende løsning fandt man først i 1962, da Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge påtog sig det økonomiske ansvar for den fremtidige vedligeholdelse af gravene og ved samme lejlighed fik de civile flygtninge defineret som krigsdøde – hvilket havde været en af årsagerne til usikkerheden omkring gravenes fremtidige status. Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorges indtræden gav imidlertid anledning til nye problemer, fordi der i Danmark opstod modstand mod tyskernes planer om at samle de krigsdøde på et mindre antal kirkegårde, som det fremgik. Disse planer førte til en højesteretssag, der i 1966 åbnede for, at en reduktion af de tyske kirkegårde i Danmark med opgravningen og flytningen af resterne af 4000-5000 lig. Den danske regering bakkede op om gravflytningerne – og denne holdning kan kun ses i et internationalt perspektiv som skridt på vejen til en forsoning med det daværende Vesttyskland. Aftalen mellem Danmark og Tyskland understreger netop krigergravenes nationale aspekt og betydning. De faldne modstandsfolks og de allierede flyveres grave giver stadig god mening i en dansk national sammenhæng, fordi historien rummer en national opbyggelighed og er et bærende element i den danske version af fortællingen om Anden Verdenskrig og i fortællingen om os selv. Sådan har det ikke helt været med de tyske flygtningegrave, bl.a. fordi 86

John V. Jensen

den nationale opbyggelighed ikke var til stede, og vores viden om denne historie er generelt mindre, måske fordi de døde flygtninge egentlig blot demonstrerer den totale meningsløshed, der er en følge af krigen. Den nationale erindring spiller 60 år efter stadig en afgørende rolle for vores opfattelse af krigergrave og ikke mindst flygtningegravene i Danmark. Det tyder således på, at Koselleck har ret i, at der er forskel på, om man dør for sejren eller den tabte sag – også for de overlevende. John V. Jensen kan kontaktes på jvj@vardemuseum.dk Noter 1. Reinhart Koselleck: Begreber, tid og erfaring. København 2008, s. 258. 2. Artiklen er en forkortet og omarbejdet version af artiklen Versöhnung über den Gräbern: Krigskirkegårde fra Anden Verdenskrig i Danmark. Kirkegårdskultur 2011/2012. 3. Koselleck s. 261. 4. Anders Bjørnvad: Krigens monumenter. Odense 1999, s. 46. Ca. 1075 grave fra Anden Verdenskrig er under tilsyn af Commonwealth War Graves Commission. 5. Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge: Am Rande der Strassen. Kriegsgräber in Europa und Übersee. Kassel u.å., s. 10. 6. Næsten 30.000 begravede krigsofre kunne tyde på, at Anden Verdenskrig var meget blodig i Danmark. De høje tal dækker imidlertid over – de mange sårede tyske soldater, der sammen med flygtningene blev evakueret til Danmark fra de nordøsttyske områder. Langt hovedparten af de i Danmark afdøde soldater døde altså ikke af sår, de fik i Danmark. Alene på Vestre Kirkegård i København ligger godt 5000 tyske soldater begravet. De 15.000 døde tyske flygtninge døde i Danmark fra februar 1945 og frem mod hjemsendelsen af den sidste flygtning 15. februar 1949. 7. Koselleck s. 259. 8. I den dansk-tyske overenskomst fra 1962 løste man problemet ved at definere flygtningene som krigsdøde: ”Ved tyske krigsflygtninge forstås i denne overenskomst medlemmer af den tyske værnemagt eller dermed ligestillede personer såvel som andre personer med tysk statsborgerskab, der døde i forbindelse med krigsbegivenheder under den anden verdenskrig”.

9. Bjørnvad 1999 s. 29. 10. Det store tyske feltlazaret i Horne havde til huse på Horne Skole. 11. Anders Bjørnvad: Faldne allierede flyvere 1939-45. Odense 1978, s. 106. 12. Både Koselleck s. 261 og Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge: Schicksal in Zahlen. Berlin u.å., s. 11 refererer til Frankfurttraktaten mellem Tyskland og Frankrig fra januar 1871, Artikel 16. 13. Dødstallet kunne efterhånden normaliseres, dels fordi de mest svækkede flygtninge døde i den første periode, og dels fordi man fik organiseret en flygtningeforsorg. Således havde de første måneder været præget af, at danskerne håbede på, at flygtningene snart kunne sendes retur til Tyskland. 14. Præsteforeningens Blad 3. 8. 1945. 15. Præsteforeningens Blad 3. 8. 1945. 16. Johannes Trolle: Den danske Jord og de døde tyske Flygtninge. Kronik i Nationaltidende 13. juli 1945. 17. Holbæk Amtstidende 6. november 1946. 11.500 tyske Flygtninge begravet i Danmark. 18. Mødereferat af 21. marts 1949, Aal sogns meninghedsprotokol. Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv A448, nr. 6. 19. Korrespondance med Hans Linke i Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv A448, nr. 5. 20. Cirkulære om en overenskomst med det britiske statssamfund om fredning af og tilsyn med krigsgrave 10. april 1954. 21. Brev fra H. Klittegaard af 15. juni 1960, der meddelte at forhandlingerne mellem de danske og tyske udenrigsministerier ventedes afsluttet i nær fremtid, hvorfor kirkeministeriet ikke ønskede at forhøje honoraret til Aal sogns menighedsråd. Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv A448, nr. 5. 22. Bekendtgørelse af overenskomst med Forbundsrepublikken Tyskland om tyske krigsgrave i Danmark fra den anden verdenskrig, 16. november 1962. 23. Den tyske organisation Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge har hovedkvarter i Kassel og er en medlemsorganisation, der administrerer 827 kirkegårde og ca. 2.300.000 krigergrave i 45 lande med et årligt budget på ca. 40.000.000 Euro (ca. 300.000.000 kr.). Pengene til arbejdet kommer fra de ca. 500.000 medlemmer og derudover ca. 1.000.000 lejlighedsvise donatorer. De sidste 15-20 % af budgettet betales af Forbundsrepublikken og delstaterne. Siden 1946 har

organisationens selvforståelse været pacifistisk/humanitært orienteret under mottoet: Versöhnung über den Gräbern. Arbeit für den Frieden. Organisationens opgaver består i dag i, at registrere, bevare og vedligeholde gravsteder for krigsdøde i udlandet. Hvert eneste år bruger organisationen millioner af Euros på at passe krigergrave ikke mindst i Østeuropa, som efter murens fald blev organisationens vigtigste arbejdsområde. Omkring 3.000.000 tyskere mistede livet i Østeuropa og i det daværende Sovjetunionen, hvilket er dobbelt så mange, som der faldt i Vesteuropa. Siden organisationen fik mulighed for at operere i disse områder har man flyttet og genbegravet ca. 628.000 krigsdøde. 24. Finn Riber Jensen: De tyske gravflytninger. Fra Ribe Amt bd. 28, 1999, s. 107. 25. Svend Hansen: Døde tyskere og kristne danskere. Kronik i Vestkysten 28. maj 1958. De jordiske rester af ca. 130 amerikanske soldater faldet i Danmark blev i foråret 1948 overført til bl.a. US Military Cemetery Neuville-en-Condroz ved Liege i Belgien og for nogens vedkommende overført til USA. Kun fem amerikanske flyvere er endnu begravet i dansk jord og alle har gravsten rejst af danskere. Bjørnvad 1999 s. 48f. 26. Lokalt var en af hovedkræfterne blandt modstanderne sognepræsten Knud Høgsbro-Østergaard i Aastrup ved Glejbjerg. 27. Jensen s. 116. 28. Folketingstidende 23. oktober 1963. I Norge varetager Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge 11.405 grave fra Anden Verdenskrig. 29. I et mødereferat af 21. marts 1949, Aal sogns menighedsprotokol opgøres antallet af kister og urner til 1279. Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv A448, nr. 6. 30. Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark. Odense 1987, s. 219. Havrehed anslår antallet af gravflytninger til ca. 5000 krigsdøde. I Am Rande der Strassen, s. 10 anfører Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge selv reduktionen fra 475 til 34 kirkegårde. 31. Brev til chefen for Vestre Landsdelskommando 13. maj 1966. Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv A448, nr. 2. 32. Jyllands-Posten 15. oktober 1966; Højesteretssagfører Ove Rasmussen: Spøgelser fra krigens tid. Kronik i Politiken 15. oktober 1965. 33. Med hensyn til tyskergravene kan det tænkes, at enkelte, fx et menighedsråd eller andre i privat regi, havde bevaret et mindre antal grave, fordi de følte en forpligtelse over for historien eller det enkelte menneske, også selvom der ikke var tale om hverken helte eller landsmænd.

Det gør en forskel....

Herborg

Hedebøndernes kirkeby og stationsbyen, der næsten kom for sent til toget Kim Clausen & Christian Ringskou

Landsbyernes kulturmiljø som ressource I disse år, hvor forandringens vinde blæser over de vestjyske kulturmiljøer, hvor bondegårde bliver til agrofabrikker, og hvor landsbyerne kæmper imod affolkning, følger museerne med i udviklingen. Ikke fordi vi altid skal bevare det gamle for enhver pris, men for at påvirke og give vores anbefalinger der, hvor noget karakteristisk og værdifuldt kommer under pres. Museumslovens kapitel 8 handler om ”sikring af kultur- og naturarven i forbindelse med den fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder m.v.” Her kan man læse, hvordan ”Planmyndighederne skal inddrage vedkommende statslige eller statsanerkendte kulturhistoriske museum, når der udarbejdes en kommuneplan eller lokalplan, der berører bevaringsværdier.” De beføjelser, der følger, angår imidlertid museernes arkæologiske aktivitet. Kommunerne skal informere museerne om nedrivningstilladelser og lignende, men når kulturmiljøer og sammenhænge fra 18-1900-tallet kommer under pres, giver loven ikke rigtig museerne muskler.1 Museerne kan rejse fredningssager, men kun hvor der er tale om bevaring af ganske særlige værdier – og der er trods alt grænser for, hvor mange historiske bygninger, vi kan erhverve og bevare som besøgssteder. Derfor er formidling en relevant strategi. Museerne må skabe overblik over sammenhænge i tid og rum og videregive dem til de beboere, der i kraft af deres daglige liv i en landsby eller et område ved meget mere om sagen end museet, men som samtidig måske ikke er vant til at se deres kulturmiljø og dets styrker udefra, eller ikke er vant til at se, hvordan fremtidens ressourcer ofte er indlejret i kontinuitet og struktur, der rækker århundreder tilbage. En anden og 88

Kim Clausen & Christian Ringskou

lige så vigtig målgruppe for museets kulturmiljøformidling er de politikere og embedsmænd, der udstikker de planmæssige rammer for fremtiden. Ringkøbing-Skjern Museum har i de senere år arbejdet en del med kulturmiljøanalyser. I 2006 lagde vi sidste hånd på en rapport om kulturmiljøet som ressource i syv landsbyer i den daværende Skjern Kommune. Kulturmiljøregistreringerne havde ikke kun til hensigt at etablere kendskab til rum og sammenhænge. Vi gik skridtet videre og kom med forslag til, hvordan landsbyernes aktører i den videre udvikling af deres byer måske kan bruge kulturmiljøet som en aktiv ressource.2

Når tågen letter, kan man fra mindestenen over middelalderkirken se til den vestlige udkant af det moderne Herborg. På stenen står: HER LAA / HERBORG GAMLE KIRKE / SORTE DØD BLEV DENS ØDE / KIRKE FULDMANGE SANK I GRUS / KLOKKER END KIME OG KALDE / REJST AF MENIGHEDEN 1948.

Efterfølgende bad den daværende Videbæk Kommune om en tilsvarende analyse af fire landsbyer. Midt i en fusionstid rakte museets kræfter knapt, og den sidste af landsbyerne, Herborg, får først sin analyse med denne artikel. I mellemtiden har museet i 2010-11 med baggrund i erfaringerne fra landsbyprojekterne udarbejdet en lignende kulturmiljøanalyse om fiskerlejet og turistdestinationen Bork Havn inklusiv et debatoplæg til havnens videre udvikling.3 Når man arbejder med kulturarv som ressource, er det vigtigt at se på tre bærende strukturer: Den historiske erhvervstradition, de sociale mønstre og det omkringliggende landskab. Et lokalsamfund kan gennemgå store forandringer, uden at kontinuiteten brydes. Kun hvis alle tre bærende strukturer brydes samtidig, går kontinuiteten tabt, og ny udvikling har derefter vanskelige kår.4 Som det vil fremgå af den følgende tur gennem tid og rum i landsbyen Herborg, er det imidlertid museets opfattelse, at der her er tale om en ret stærk kulturel sammenhæng. De lange linjer i Herborgs historie Engstrækningerne langs Herborg Bæk har til alle tider tiltrukket mennesker. Der er fundet bopladser fra jægerstenalderen, der er gravhøje fra bronzealderen, og vi kender hustomter fra både jernalder og vikingetid. Mod øst, ved bækken nord for den nuværende Herborg Kirke, lå i middelalderen en landsby med fem-seks gårde. Bebyggelsen opstod i 1100-tallet, så der er tale om en udflytterlandsby, en såkaldt ’torp’.5 Vest for den moderne by, lige syd for det gamle vadested over Herborg Bæk står mindestenen over den middelalderlige Herborg Kirke, der efter pestens hærgen i Vestjylland midt i 1300-tallet blev opgivet og aldrig igen taget i brug.6 Her lå det oprindelige Herborg sikkert. Fund fra vikingetiden bare 200 meter fra den gamle kirke peger i den retning.7 Middelalderens nedtur gjorde en ende på landsbyen og sognet Herborg, og i århundreder var området kun hjem for ganske få mennesker. Typisk for 1700-tallets tyndtbefolkede hede havde ejerlavet Herborg By i Vorgod sogn, hvis navn gav mindelser om en svunden tid, vidtstrakte matrikler.

Nr. 2 med det sigende navn Storgård dækkede hele det langstrakte område, der i dag er landsbyen Herborg samt et stort areal mod sydøst. Gårdens rigdom var engene syd for Herborg Bæk, mens størstedelen af bakkeølandskabet mod syd lå hen som hede.8 Storgård, der ifølge overleveringen var præstegård til middelalderkirken, er vigtig, fordi gården ligger få meter fra den moderne landsbys centrum ved stationen, og fordi den gradvise opsplitning markerer kulturmiljøets forskellige epoker. Storgård var fæstegård under Lundenæs, men omkring 1640 med en fornem fæster: Selve herredsfogeden. En senere beboer ejede ved siden af sit fæste en stor gård i Assing. Omkring 1700 blev gården – ganske tidstypisk – en dobbeltgård, men den første store opsplitning skete først ved selvejet 1797-98.9 De to gårde blev igen samlet, men dele af den ene part blev udstykket til 11 forskellige købere, og en række nye matrikler blev til.10 I 1850-60’erne tog opdyrkningen af den jyske hede sin begyndelse, og Herborg var tidligt med. Kilderne til periodens udstykninger fra Storgård omtaler et mergelleje syd for landsbyen.11 Mergel var vigtig, for den indeholder den kalk, nybrækket hedejord mangler, og lejet i Herborg vidner om et skift fra tyndtbefolket hede til mere intensivt moderne agerlandbrug.

Det eneste, der er tilbage af den gamle Storgård, der efter en brand i 1920 blev flyttet ud af byen, er det forfaldne stuehus og et gammelt træ, der sikkert engang blev plantet i haven.

Herborg

SKOV AGER ENG

OLDTID

Jernalderfund

Vikingetids- og stenalderfund

HEDE

AGER

Jernalderfund Gravhøje og stenalderfund

Udflytterlandsby i 1100-tallet

MIDDELALDER

Vadgård ENG

Studedrivervej Møntfund

AGER

Kirke

HEDE HEDE

Gravhøje

Storgård, måske præstegård Udflytterlandsby, Kjeldstrup

16-1850-TALLET

Vadgård ENG

Vad Marked Studedrivervej

Få store gårde på grænsen mellem eng og ager

AGER Storgård (dobbeltgård)

HEDE

Kim Clausen & Christian Ringskou

AGER

Ringkøbing-Herningvejen

1850-1900

Nye gårde, hedeopdyrkere

ENG Vej AGER

Ny kirke Storgård

Nye gårde, hedeopdyrkere

Skole Ringkøbing-Herningvejen

1920-60 Vej

Mejeri Stationsby

Kirke

Brugsforening Storgård

1970-2011 Vej

Banegård

Skole Forsamlingshus

Ringkøbing-Herningvejen

Parcelhuse

Herborg Bakker

Sti til Videbæk

Parcelhuse Stationsby

Herborg Smede- og maskinforretning Skinnecykler

Kirke Skole Parcelhuse Herborg

”Da staar en ny Tids Bonde paa sin Toft”12 Når historikere og museumsfolk analyserer kulturmiljøer og deres forandringer over tid, tager vi ofte udgangspunkt i Generalstabens kort. For det første fordi de er pålidelige og detaljerede, men endnu mere fordi deres timing er heldig. De er målt og tegnet i 1870’erne lige før store forandringer skyllede hen over det vestjyske landskab. I andelstiden fra 1880’erne og frem ændrede landbruget og dermed kulturmiljøet karakter. Før producerede bønderne til eget forbrug, og de solgte kun en beskeden merproduktion i de – især i Vestjylland – fjerne købstæder. Andelsbondens økonomi var helt anderledes. Han leverede nogle få produkter, der endte på morgenmadsbordene i engelske millionbyer. Efterhånden som bonden blev specialist, holdt han op med selv at fremstille redskaber, hør, uld, brød, honning, æg og meget meget

mere, så han fik et langt større behov for servicefunktioner, håndværk og handel. 1870-1920 var perioden med nye fjernforbindelser, der bragte London eller for den sags skyld Istanbul indenfor få rejsedages afstand med jernbane og dampskib. Men nærtransporten fra den enkelte landejendom til stationen var lige så langsom som før. Derfor havde bonden brug for de nye tjenesteydelser tæt på. Det førte til en af danmarkshistoriens mest gennemgribende ændringer af byog bebyggelsesstrukturen. Nye byer som Herning og Skjern voksede sig ind i de gamle købstæders rækker, og overalt opstod små byer midt mellem to større.13 Også pladsen mellem Ringkøbing og Herning havde brug for en ny by. Et kig på Generalstabens kort fra 1871 (ødekirken og den senere banegård er tegnet ind) afslører ingen tilløb til bymæssig bebyggelse. Den lyserøde signatur repræsenterer

Mod Brejninggård

Mod Vorgod

Vadested

Banegård Kirketomt

Mod Finderup

Mod Sædding Generalstabens høje målebordsblade fra 1871.

Kim Clausen & Christian Ringskou

1 km

et landskab, der endnu i 1879 blev omtalt som ”skarpsandede og tildeels udyrkelige Hedestrækninger.”14 Bemærk imidlertid højdekurverne. Herborg ligger ikke på flad sandet hedeslette men på den relativt frugtbare Skovbjerg Bakkeø, og citatet henviser snarest til hederne længere østpå i det vidtstrakte Vorgod Sogn. Områdets rigdom er engdragene (blå signatur), mens agerjorden (hvid) ikke er god efter østdanske forhold, men dog mere frugtbar end på egnen i øvrigt.15 Stednavneangivelsen Vr Herborg er placeret ved kirketomten lidt vest for den senere landsby. Her mødes mindst fire veje, og især den nordlige gennem vadestedet ved den store Vadgård har været ret flittigt benyttet. På Vadgård var der kro for de mange studedrivere, der på deres vej mod Holsten kom gennem området.16 Alt i alt et udmærket kandidatsted til først måske en købmandsgård, en mølle eller et mejeri og

dernæst til fremvæksten af en ny by. En begyndelse var allerede gjort med det årlige marked ved Vadgård, Det topografiske standardværk Trap Danmark benævner markedet Herborgbæk Marked.17 Det lyder imidlertid lidt for rigsdansk, og en forfatter fra 1870’erne omtaler det som ”Uåj Markind” [Vad marked]. Det sidste navn er sikkert tættere på den oprindelige tradition.18 Den nye kirke – hedeopdyrkernes triumf I mere end 500 år måtte Herborg-folkene drage den otte kilometer lange vej til Vorgod for at komme i kirke. Da hedeopdyrkningen tog fart, og befolkningstallet steg, voksede selvbevidstheden imidlertid. Ruinen af den gamle kirke var synlig for enhver helt indtil 1850’erne,19 og i 1879 mente en delegation af områdets bønder, at Herborg længe nok havde

Vadgårds statelige stuehus.

Herborg

været uden eget gudshus.20 De samlede 75 mænd og sendte en ansøgning til Ministeriet for Kirke og Undervisning. Ansøgerne kunne, ”da Størstedelen af os ere uformuende Folk, der have nedsat os paa Heden og opdyrket en Del af denne”, kun rejse 774,50 kr. Alligevel medgav provst Vilstrup i Vorgod sin anbefaling. Ministeriet så sig i første omgang ikke i stand til at imødekomme de lokale gårdmænd og hedeopdyrkeres ønsker, men pladser, der havde haft kirke i middelalderen, blev i vidt omfang bevilget nye i de sidste årtier af 1800-tallet. Efter et stort kommissionsarbejde i 1880’erne og en folkelig kollekt lykkedes det. I 1897 kom Herborg Kirke på finansloven, og allerede i foråret 1899 var der indvielse.21 Samtidig blev Øster Herborg Skole flyttet til en nybygning overfor kirken, hvor også forsamlingshuset fandt sin plads. Hedeopdyrkerne, der gennem 50 år havde slidt og slæbt i mergellejerne og lyngbakkerne, havde vundet deres triumf. Deres nybyggerverden smeltede sammen med de store gamle gårde, og tilsammen fortjente deres land den høje rigsdags anerkendelse: Herborg var igen et rigtigt sogn, og den ene halvdel af det moderne Herborg tog form.

Kirkebyen, hvor næsten alle boligerne er nyere parcelhuse, men kirken og skolen er fra 1899.

Kim Clausen & Christian Ringskou

Det blev Videbæk Men eng, marked, studedriverkro og kirke til trods gik udviklingen udenom Herborg, da en ny by voksede frem midt mellem Ringkøbing og Herning. Midt i 1800-tallet blev hedernes gamle sandede hjulspor afløst af et net af grøftede landeveje. En ny vej fra Ringkøbing til Silkeborg og videre mod Århus (i dag kender vi den som hovedvej A15) åbnede i 1857. Vejen gik et stykke nord for Herborg gennem den lille landsby Videbæk, og snart skulle det vise sig, hvordan færdsel trak udvikling til sig. Kroen åbnede samme år som vejen, og i de næste 50-60 år fulgte sparekasse, læge, mejeri, epidemihus, forsamlingshus, dyrlæge, elværk, handlende og håndværkere. Allerede i 1872 flyttede Vad Marked til Videbæk,22 og i 1914 udskiltes den nye by fra det kun 15 år gamle Herborg sogn, og Videbæk fik kirke bare fire kilometer fra den i Herborg.23 Videbæk-banen Ved indgangen til 1900-tallet var der ikke meget, der tydede på, at Herborg skulle blive andet end en lille kirkeby i et hedeopdyrkersogn. Imidlertid havde skæbnen et es i ærmet. Et es, der var tidens stærkeste motor (eller måske rettelig tidens stærkeste dampmaskine) for byudvikling: Jernbanen. Gennem årtier havde man set, hvordan jernbanen skabte handel og udvikling. Da rigsdagen vedtog en stor jernbanelov i 1908, blev de lovgivningsmæssige rammer lagt for et meget stort antal nye baner, der ofte var tænkt som midler til at bringe udvikling til tyndtbefolkede og fattige egne. Man talte om ’kulturbaner’. En af dem var en ny linje fra Skjern over Videbæk til Skive. Mange af kulturbanerne skulle bygges som privatbaner, men for Videbækbanens vedkommende betragtede man oplandet som så fattigt, at projektet kun lod sig gennemføre som statsbane.24 Der var mange baner i forslag, men det gik ikke hurtigt med realiseringen. Først efter mange og lange trafikpolitiske tovtrækkerier landsdelene imellem kom anlægsarbejdet mellem Skjern og Videbæk i gang. Dernæst sinkede første verdenskrigs materialemangel byggeriet, men den 15. november

Loven fra 1908 var højdepunktet i den danske jernbanebegejstring, og mon ikke Blæksprutten 1917 med denne tegning antydede, at man nærmede sig et mætningspunkt?

1920 – ved udgangen af et af de danske jernbaners store rekordår for både person- og godsbefordring – kunne første del af det, der skulle have været Skjern-Skive åbne for trafik. Selvom den spøgte på Christiansborg i mange år, blev VidebækSkive-banen aldrig anlagt. Det er imidlertid mindre vigtigt her. Det afgørende er, at der i Herborg, lige ved siden af Storgård, blev åbnet en station på en fuldt udbygget statsbane.25 Trafik-behovet var minimalt, men det kunne komme. Nu havde man banen. Herborg – en forsinket stationsby Det er forunderligt, at to spinkle stålstrenge til Skjern kunne starte byudvikling på bar mark. Men selvom DSB klarede trafikken med 50 år gamle lokomotiver, og selvom hastigheden var beskedne 45 km/t, kom rejsetiden fra Herborg til Skjern

Bemærk at broen er bygget, så der kan anlægges dobbeltspor. Overdimensioneringen var standart ved de sene statsbaner, der paradoksalt forblev de ringest trafikerede.

Herborg

Jernbanetidens første bymæssige parceller blev udstykket fra Storgård i 1917-19 og tegnet ind på det gamle matrikelkort fra 1856. Jernbanen løber umiddelbart syd for udsnittet.

(15 km) med ét slag helt ned på tre kvarter – en stor forbedring.26 Og Videbækbanen opfyldte sit formål som kulturbane. Den fragtede mange tons mergel i 1920’erne, og områdets sidste store hedestrækninger kom under plov. Men trafikken var beskeden. 1920’erne var jernbanernes første nedgangsårti, hvor biler, busser og lastbiler tog konkurrencen op. Snart blev nærtransporten så effektiv, at de større byer kom tættere på bønderne, og de små stationsbyers guldalder var slut. I 1933, bare 13 år efter Videbækbanens åbning, blev det vedtaget at lukke den igen. Men lukningen blev ikke gennemført i 1930’erne, og da Anden Verdenskrig betød benzinmangel på landevejene og store brunkultransporter på skinnerne, fik banen en livline. Det sidste ordinære persontog kørte i 1955, det sidste godstog i 1981.27 Videbækbanen gav ingen bare nogenlunde sammenhængende byudvikling ved de øvrige mellemstationer Kongsholm og Sædding, men i 1920-30’ernes Herborg lod de sig ikke mærke med, at stationsbyernes epoke egentlig var slut. Nok var den generelle stationsbyudvikling stagnerende, men i Vestjylland, hvor den var begyndt lidt senere, holdt 96

Kim Clausen & Christian Ringskou

den kadencen længere, og nu var det endelig Herborgs tur. Selvom Videbæk for længst havde etableret sig som et center i området, var der stadig plads til om ikke en stationsby så dog en typisk vestjysk jernbanelandsby. Mens banens samlede trafik var for nedadgående allerede efter de første få år, afspejlede Herborgs stigende godstrafik 1920’erne igennem,28 hvordan handlende og håndværkere slog sig ned på nyudstykkede grunde ved Storgård. Storgård havde siden 1896 været ejet af Niels Grove Jensen. I hans første 20 år var der pause i udparcelleringen, men med stationen undervejs, kom der mere gang i jordsalget end nogensinde før. En gennemgang af ejerlavets realregister afslører 33 udstykninger af byggegrunde med Niels Grove Jensen (fra 1947 hans enke Ane Marie Jensen) som sælger i perioden 1917-49.29 De første grunde blev solgt i området umiddelbart nord for stationen på Møllevej og Genforeningsvej (et gadenavn, der i sig selv er med til at datere stationsbyen), senere også længere mod nord og øst på Genvej, Finderupvej og Skolevej. Udover grunde til boliger optræder en række håndværkere og handlende, bl.a.

Stationsbyen Herborg. Udstykninger fra Storgård markeret med røde årstal. Storgård og banegård markeret.

Møllevej 3 til tømrer Georg Brødsgaard i 1919, Møllevej 1 til smed Jens Peder Nielsen i 1920 (derefter videresolgt til smed Chr. Christensen i 1921) og Genforeningsvej 6 til mekaniker Mads Vesterby Andersen i 1948. Desuden sælger Niels Grove Jensen matrikler til flere typiske andels- og foreningsvirksomheder: Mejeriet på Finderupvej 12 i 1927, Herborg Brugsforening på Møllevej 2 i 1937 og til sidst Herborg Vandværk på Skolevej 3 i 1949 (enken). Da Storgårds udlænger brændte i 1920,30 blev gården flyttet udenfor byen, så af den stolte gamle gård er kun stuehuset tilbage. På gårdens gamle plads blev der kornhandel. Store haller blev bygget på sydvestsiden, og stuehuset blev indrettet som kontor og ekspedition.

Med stationsbyen fandt det moderne Herborg sin form, og det, der ved et første øjekast ligner en langstrakt landevejsbebyggelse er, som det fremgår, langt snarere en dobbeltlandsby med to meget forskellige men sammenhørende kulturmiljøer. Mellemkrigstiden i vest, 1890’erne i øst. Forretning i vest, ånd i øst. Byhuse i vest, åben i øst. I årtierne efter 1950 er udviklingen i både stationsbyen og kirkebyen fortsat i moderat tempo. Nye beboelseshuse er kommet til gennem hele perioden 1950-2011, men som så mange landsbyer er Herborg blevet soveby. De fleste af byens handlende og erhvervsdrivende er forsvundet, mens skolen drives videre som friskole og fribørnehave er kommet til. Herborg

En tur gennem Herborgs kulturmiljø Som naturligt er, giver en tur gennem Herborg anno 2011 en lang række indtryk, der spiller sammen med den viden, man kan trække ud af kort, litteratur og arkivalier. Turen giver desuden nogle indtryk af byens styrker og ressourcer i 2012.31 Kører man ind i Herborg fra vest, nord eller øst kommer man forbi rige og efter vestjyske forhold gamle bondegårde, der vidner om gode enge og frugtbar ager. Vi tager vejen fra Videbæk, forbi Bakkevejs nybyggede huse i Øster Herborg ovenpå den forsvundne torp-bebyggelse (nu indenfor Videbæks byskilte), så slår vi et lille sving mod nord op i bakkeølandskabet, der rejser sig stejlt med flere udsigtspladser på afmærkede gåture på nordsiden af dalstrøget og så med den lille Birkmosevej over bækken stik syd til arkitekt Ahlmanns Herborg Kirke. Der hviler en stille alvor over den stilrene kirke. Den står som et monument over hedebøndernes genrejsning af

Herborg kirke.

Skole og børnehave.

Herborg bakker mod nord og store gamle gårde langs bækken og engen.

Kim Clausen & Christian Ringskou

Den trekantede plads med de store træer og genforeningsstenen.

sognet, over deres bedrift og deres stolthed. Den er i øvrigt typisk blandt de mange små vestjyske kirker fra forrige århundredeskifte med rødt tegl, skifertag og en opbygning med tårn i vest og apsis i øst, der overholder reglerne fra middelalderens kirkebyggeri. Overfor er skolen og forsamlingshuset vokset sammen. De tre institutioner giver indtryk af, at pladsen allerede for 100 år siden var et lokalt kulturcentrum, men som så ofte i nye byer har kirke og skole ikke været afgørende for bosætning eller erhverv. Der er moderne parcelhuse syd for skolen, men kun få ældre beboelseshuse. I dag dominerer friskolens skilte. At skolen er lukket som folkeskole fortæller en overordnet historie om tilbagegang i indbyggertal, og om hvordan kommunale ressourcer går landsbyen forbi. Men friskolen vidner også om lokal kampgejst og vilje til landsby – et vidnesbyrd om kontinuitet fra de gamle hedeopdyrkeres by til nutidens Herborg. Fra kirken strækker bebyggelsen sig mod vest langs Skolevej. Undervejs kan man observere, hvordan husene bliver ti år yngre for hver parcel, indtil man går forbi de nybyggede rækkehuse syd for vejen og under den store højspændingsledning, der suser i vinden og holder en sidste stribe land åben mellem kirkebyen og stationsbyen. Derefter bliver husene igen ti år ældre for hver parcel, indtil skolevejen slår sit sving ved krydsningen med den nedlagte bane, skifter navn til Finderupvej og fører ind i dobbeltlandsbyens større del: Stationsbyen. Vi drejer mod sydvest ad Genforeningsvej, forbi stationsbyhuse fra 1920-30’erne på vejens nordside og nyere parcelhuse mod syd, og vi når jernbanebyens karakterfulde centrum: Den lille trekantede plads med store træer, genforeningsstenen og mod syd den tidstypiske station tegnet af statsbanernes navnkundige overarkitekt Heinrick Wenck. Mod nord ligger nogle af stationsbyens ældste huse, villaer og nedlagt erhverv, og mod vest er kun det ombyggede og forfaldne stuehus i 1890’er-arkitektur tilbage af den engang så stolte Storgård. Alt i alt har den lille plads charme. De store træer klæder den velholdte stationsbygning, og genforeningsstenen og husene emmer af en bevaret 1920’er-stemning.

Herborg station, tegnet ca. 1917 af Heinrick Wenck – typisk Bedre Bygge Skik.

Sønderjylland / 1864-1920 / Alt, hvad Fædrene har kæmpet / Mødrene har grædt, / har den Herre stille lempet / saa vi vandt vor Ret. (Og på den anden side) Til minde om genforeningen: Rejst af beboere i Herborg og Omegn / Aar 1921.

Herborg

På stationens perronside mod syd sørger et par glemte godsvogne for lige dele autenticitet og forfald, mens en række små garager langs banen huser skinnecykler til ture i bakkeølandskabet mellem Herborg og Skjern. Skinnecyklerne er endnu et eksempel på Herborgs kontinuitet: Banen er lukket, men nye fritidstilbud starter, hvor den gamle institution måtte opgives. Vi fortsætter mod nord ad Møllevej. På vestsiden ligger et par villaer, men snart fanger erhvervsbygningerne på østsiden opmærksomheden. Det er gamle smedeog tømrerværksteder fra omkring 1920. Ved Finderupvej vender vi blikket mod vest ved den gamle brugsforening. Et par hundrede meter henne markerer byens store arbejdsplads, Herborg Smede- og Maskinforretning, landsbyens vestlige udkant. Også smedjen er rodfæstet i byen. Den er startet på Møllevej som en af stationsbyens første håndværksvirksomheder. Den er flyttet væk fra sin gamle plads, men den er stadig nært knyttet til det landbrug, der altid har været Herborgs fundament. Vi går østpå tilbage mod kirken forbi en række huse fra 1920-40’erne, herunder det ombyggede men velholdte andelsmejeri fra 1927. Anbefalinger til det videre arbejde med Herborgs kulturmiljø Indtrykkene fra turen gennem Herborg er en oplevelse af kontinuitet. Kontinuitet fra middelalderkirke til moderne kirke, fra folkeskole til friskole. Fra jernbane til skinnecykler. Fra hedeopdyrkning til vandreruter i Herborg Bakker, og kontinuitet fra stationsbyhåndværker til den store smedeog maskinforretning. Også byens bygninger bærer det gamle med til nutiden. Husene fra stationsbyens første generation i 192030’erne er alle bevarede. Der er nyere parcelhuse mellem Genforeningsvej og banen og rundt om landsbykernen. Men blandt de gamle huse er der næsten ingen ”huller”. Alligevel står stemningen fra Herborgs tidlige periode ikke så tydeligt, som byen måske kunne have glæde af. For det første fordi Herborgs centrum, som andre landsbyer, næsten er tømt 100

Kim Clausen & Christian Ringskou

En glemt godsvogn ved stationen.

Herborg Smede- & Maskinforretning.

Den klassiske mejerifacade med stor frontispice har været der engang, men Herborg Mejeri er ombygget til dobbeltbolig uden ”kæmpekvist”.

Valmtage gemt under udhæng.

for sit oprindelige erhvervsliv. For det andet fordi mange af husene og med dem meget af byens stemning er ændret i 1960-70’erne. Typiske valmtage fra mellemkrigstiden er skjult under store udhæng, og mange sprossede vinduer med forsats er erstattet med store termoruder. En af fremtidens udfordring til Herborg er at få børnefamilier til at bosætte sig i byen, så man kan rekruttere børn til skolen og undgå affolkning. Set i et perspektiv på 10-15 år er det sandsynligt at Herborg vil vokse sammen med Videbæk. Her vil en bevidsthed og en vilje til at bevare kvaliteterne fra 1920-30’erne blive en vigtig ressource, som kan bidrage til fortsat udvikling.32 Vi foreslår følgende: ––Kontinuiteten fra hedeopdyrkning og håndværk til moderne landbrug og det store smedeværksted er slående. Måske er det den kontinuitet, der giver brændstof til Herborg-folkenes ”vilje til landsby”, der er det oplagte udgangspunkt for byens videre udvikling. ––Herborg bliver mere attraktiv for tilflyttere, hvis man strammer kulturmiljøværdierne op. Det vil være en betydelig ressource, hvis man ved fremtidig bygningsrenovering er bevidst om mellemkrigstidens byggeskik. ––Bevaringsplan – udpegning af byens vigtigste kulturmiljøer, enkeltelementer såvel som sammenhænge og udvikling af bevidsthed omkring de arkitektoniske kendetegn, der hører de forskellige bygninger til: Kirken, skolen, stationen, mejeriet, Storgård, den trekantede plads, jernbanen med skinner og broer. ––Et yderligere fokus på det omkringliggende landskab, herunder bakkerne mod nord, hvor yderligere initiativer i forlængelse af de afmærkede vandreruter kan videreudvikle Herborgs rekreative potentiale og knytte byen bedre til Videbæk.

Fra jernbane til skinnecykler.

Forfatterne kan kontaktes på: Kim Clausen: kc@levendehistorie.dk Christian Ringskou: cr@levendehistorie.dk Herborg

101

Noter 1. Museumsloven kan læses på www.retsinformation.dk. 2. Per Lunde Lauridsen: Landsbyernes kulturmiljø som resurse. SkjernEgvad Museum 2006 (www.levendehistorie.dk). Rapportens begreber om dynamiske kulturmiljøer baserer sig på de svenske etnologer Mia Andersson & Monica Mossbergs overvejelser i Profilering – en framtid för Västmanland. Länsstyrelsen i Västmanlands län Rapport 2000:07. 3. Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou: ”Bork Havn”. opdatering 2010 samt BORK HAVN – fjordfiskerleje og turistdestination. RingkøbingSkjern Museum 2011 (www.levendehistorie.dk). 4. Andersson & Mossberg. 5. Martin Winther Olesen: ”Bakkevej – en landsby fra den tidlige middelalder ved Øster Herborg”. Herning Museum – Midtjyske fortællinger 2005, s. 83-95. 6. Jens Lavridsen: Nedbrudte Kirker i Vestjylland. Samlinger til Jydsk Historie og Topografi 3. Binds 4. Hefte, 1871, s. 400-401. 7. Peder Just Pedersen: Træk af Herborgs Sogns historie. I: Peder Just Pedersen (red.) Herborg Kirke 1899-1999. Herborg 1999, s. 19. 8. Matrikelkort over Vester- og Østerherborg mm. 1817, Kort- og Matrikelstyrelsen (www.kms.dk). 9. Jens Abildtrup: Vorgod Sogn – i Bølling og Hammerum Herred I. Videbæk 1926, s. 29-30, 142-149. 10. Realregister Vorgod Sogn 1790-1900 LA B81-SP142. 11. Realregister Herborg sogn 1880-1955 LA B81-SP114. 12. Linje fra Jeppe Aakjærs digt ”Som dybest Brønd gi’r altid klarest Vand” 1916. 13. Niels Peter Stilling: De nye byer – stationsbyernes befolkningsforhold og funktion 1840-1940. Viborg 1987. For en vestjysk vinkel se Peter Dragsbo & Kim Clausen: Stationsbyundersøgelsen – arbejdet i Ribe og Ringkøbing Amter. FRAM 1982. 14. Trap Danmark 2. udgave, 6. del. Amterne Aarhus, Veile, Ringkjøbing, Ribe og Færøerne. København 1879, Vorgod Sogn, s. 401. 15. Abildtrup s. 48-49 (efter 1688-matriklen). 16. Abildtrup s. 155-64.

102

Kim Clausen & Christian Ringskou

17. Trap Danmark 5. udgave, bd. 9,1: Ringkøbing Amt. København 1965, s. 497-98. 18. Lavridsen s. 399. 19. Lavridsen s. 399-401. 20. Udviklingen i Herborg er parallel med forløbet i den anden ende af det vidtstrakte hedesogn Vorgod. I Fjelstervang var der også en kirke, der blev øde i middelalderen. Også her begyndte arbejdet for en ny kirke i 1870’erne, og som i Herborg endte det med bevilling til en ny kirke på finansloven for 1897. 21. Kristen Hamborg Jensen: Herborg Kirke. I: Peder Just Pedersen (red.) Herborg Kirke 1899-1999. Herborg 1999, s. 9-12. 22. Abildtrup s. 164. 23. Valdemar Nørlund Christensen: Videbækbogen – Videbæk by og sogns historie. Videbæk 1974, s. 95-232. 24. Poul Thestrup: Dampen binder Danmark sammen. I: Poul Thestrup (red.) På sporet 1847-1997. Jernbanerne, DSB og samfundet, Bind I Til 1914. Odense 1997, s. 425-26; Steen Ousager: Krige og fornyelse. I: Poul Thestrup (red.) På sporet 1847-1997. Jernbanerne, DSB og samfundet, Bind II 1914-1950. Odense 1997, s. 97. 25. Ousager s. 180; 133. 26. Morten Flindt Larsen: Sidste persontog Skjern – Videbæk. Jernbanehistorisk Årbog ’05, s. 31-32. 27. Ousager s. 133, 242-45; Larsen s. 29-49; Lars Viinholt-Nielsen: DSBsidebaner nedlægges. Jernbanehistorisk Årbog ’96, s. 52-58. 28. Larsen s. 44-45. 29. Realregister Herborg sogn 1880-1955 LA B81-SP114. 30. Abildtrup s. 149. 31. Den 10. oktober 2011 deltog et bredt udsnit af den faglige stab fra både Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde by og Omegn i en ekskursion til Herborg. Forfatterne takker for frugtbare diskussioner. 32. Ringkøbing-Skjern Museum har præsenteret dette synspunkt for en række engagerede medlemmer af Herborgs lokalbefolkning og mødt enighed. Vi er imidlertid også blevet gjort opmærksomme på, at gamle huse er dyre at varme op, og at det kan være svært at få investeringer i gamle landsbyhuse hjem ved salg.

Papegøjen der forsvandt – Om Otto Frellos maleteknik Michael Højlund Rasmussen

Varde Museum får i lighed med de øvrige muser i det vestjyske område foretaget konservering og restaurering af museumsgenstande på den fælles institution Konserveringscenter Vest beliggende i Ølgod. Konserveringscentret har mange faglige kompetencer og kan således hjælpe museerne med langt de fleste af de konserveringsproblemer, de måtte have. Ind i mellem kan der dog godt være nogle udfordringer, som kræver lidt ekstra opmærksomhed. Det var tilfældet, da vi på et tidspunkt fik et af Varde Museums malerier af Otto Frello (1924-) ind på værkstedet til behandling hos malerikonservator, Teodora Boyadzhieva.

Maleriet havde nogle problemer med fernissen, der visse steder var blevet hvidlig eller opak. Det kunne muligvis relateres til den anvendte maleteknik. Selve behandlingen skal egentlig ikke omtales yderligere her, men tilrettelæggelsen af behandlingen af billedet viste sig at kræve et nøjere kendskab til Frellos teknik og malemåde. Et emne der viste sig at være ganske specielt, og ikke har været beskrevet før. I mange tilfælde kan malerikonservatoren på baggrund af sine undersøgelser af et maleri afgøre, hvordan det er bygget op, og hvordan man derfor skal gribe arbejdet an. Der er ingen faste måder at gøre tingene på

Det var billedet Nyheder, der havde fået problemer med fernissen.

Papegøjen der forsvandt

103

– enhver kunstner kan i princippet have sine egne specielle måder at få farverne til at virke på, men som regel bygger den tekniske udførelse af maleriet på en række bestemte trin, som man mere eller mindre må følge, hvis resultatet skal være overbevisende. Hvis man maler på lærred, vil de fleste foretrække at købe et opspændt lærred, der allerede er grunderet med en kridtholdig lys farve, før man giver sig til at male. Man kan dog også fremstille det selv i den størrelse, man ønsker. De fleste, der maler på lærred, vil da foretrække at benytte nogle mættede eller dækkende farver, som kan blandes og fortyndes efter behag. Sådanne farver vil bestå af farvepigment, der er rørt ud i et medium eller bindemiddel – tidligere fx æggeblomme kaldet ægtempera eller forskellige tørrende olier som fx linolie – i dag bruges ofte et syntetisk bindemiddel som fx akryl (en type plastik, som er gjort flydende). Alt hvad der kan binde pigmentet og tørre op kan i princippet bruges som bindemiddel. Farvelaget kan derefter bygges op efter forskellige principper med pensler eller med spartel. Man kan male i tynde fine lag eller i kraftige, fyldige lag. Det ene lag kan dække de andre og på den måde skabe dybde i farven. Uanset hvad man gør og hvordan man maler, kan man vælge at slutte maleriet af med et beskyttende lag fernis baseret på tørrende olier eller naturlige eller syntetiske harpikser. Otto Frellos malerier er karakteristiske ved at være genkendelige i deres motiv – om end fabulerende og stærkt fantasifulde. Frello følger stramt de klassiske regler for perspektivisk gengivelse af motiverne, og farvemæssigt er fladerne bygget op på klassisk vis med klar indikation af højlys og skygge, så det realistiske moment understreges bedst muligt. Denne realisme er forankret i Frellos baggrund som illustrator, hvilket også understreges af hans håndværksmæssige akkuratesse i behandlingen af materialerne. Et andet stærkt karaktertræk ved hans billeder er den store og overlegent udførte detaljerigdom – noget der også fra et rent teknisk synspunkt er bemærkelsesværdigt. 104

Michael Højlund Rasmussen

På baggrund af vores undren over den tekniske opbygning af billederne, satte vi os for at finde ud af, hvordan Frello egentlig har opbygget og udført sine billeder – altså hvilken maleteknik han har anvendt, og om han altid har anvendt den samme teknik. Efter en kort korrespondance, blev det i 2011 aftalt, at malerikonservator, Teodora Boyadzhieva og undertegnede skulle tage over til København og besøge Frello, som havde indvilget i at vise os sit hus og svare på vores spørgsmål. Det blev en uforglemmelig dag i selskab med en 87-årig ældre herre, der uden større besvær førte os rundt på etagerne i hans hus i Brolæggerstræde i hjertet af København. Otto Frellos baggrund som bygningsmaler og senere illustrator viste sig at være indlejret ganske klart i hans maleteknik. Han fortalte, at han næsten altid fra han begyndte for alvor på oliemalerierne i 1970 havde malet helt traditionelt med oliefarver på forgrunderede lærreder. Oliefarverne var typisk tubefarver rørt ud i lidt tørrende olie på paletten og påført lærredet med almindelige kunstnerpensler – de fleste af materialerne købt i Københavns Farvehandel lige

Foto: Konserveringscenter Vest.

rundt om hjørnet. Dette er stadig en af byens førende forhandlere af kunstnerartikler, som er kendetegnet ved deres høje kvalitet. Efter at have malet hovedmotivet med oliefarver, lader han farvelaget tørre helt op, hvorpå de karakteristiske detaljer tilføjes maleriet med vandbaseret temperafarve. Frello kalder det ”tempera”, men her er der tale om det, vi også kalder gouache, som er en vandbaseret mættende farve til forskel fra akvarel, der er mere eller mindre laserende – dvs. en smule gennemsigtig. De fleste af Frellos kendte bogillustrationer er oprindeligt malet i gouache, hvilket giver en klarhed og mætning, som gør dem yderst velegnet til reproduktion. Vi fik en demonstration af, at farven vitterligt er vandopløselig, da han på et tidspunkt tog en af sine gamle skitser af nogle eksotiske fugle og fjernede en papegøje med et penselstrøg med vand. Som konservatorer var vi noget chokerede, men Frello havde jo rigeligt af disse kasserede skitser, så det rørte ikke ham synderligt. At detaljerne males på det tørre oliefarvelag med en vandbaseret farve virker underligt, når man tænker på, at

Foto: Konserveringscenter Vest.

oliebaserede og vandige medier jo ikke ligefrem fungerer særlig godt sammen – så hvordan kan man få de to materialer til at forenes? Det problem havde Frello løst ved at slibe det tørre oliefarvelag med en fugtig klud dyppet i kridt. Bagefter tørrer han farvelaget rent for overskydende kridt med en klud og opnår på den måde en mattering af overfladen, som kan få den vandige gouache farve til at binde på den lidt ru overflade. Det var et kneb, han havde lært af forstanderen for Akademiet for Fri og Merkantil Kunst, mens han var elev der. For nu at holde på farvelaget, hvor detaljerne som nævnt let kan fjernes med fugt, trækkes det hele over med en relativt tyk og glansfuld fernis. I begyndelsen brugte Frello gulvlak dvs. en tyk linolie-baseret lak med stor glans. På et tidspunkt – som han ikke husker nøjere – gik han over til en klar, men stadig glansfuld fernis fra Københavns Farvehandel – formentlig baseret på akryl. Frello har en idé om, at hans billeder skal ses ved absolut fuld lysstyrke, hvorfor der er mængder af lyskasser over hans ophængte billeder i huset – og ligeledes i udstillingen på Varde Museum. Billederne bliver også fremstillet ved dette stærke lys, som jo godt kan gøre en konservator noget bekymret – for kan man nu regne med, at alle de anvendte pigmenter kan tåle dette kraftige lys og ikke vil bleges. Det tænker Otto Frello ikke så meget over, men håber – ligesom os andre – at de gode tubefarver fra Københavns Farvehandel er lysægte. Vi er Otto Frello meget taknemmelige for, at han tog sig tid til at indvie os i sine spændende og særegne arbejdsmetoder, viste os rundt i sit gamle hus og gav os et sjældent indblik i hans særlige univers. Med denne dokumentation har både vi og kommende tiders konservatorer bedre mulighed for at sikre Frellos malerier for eftertiden. En lydfil med hele interviewet findes på Museet for Varde By og Omegn og Konserveringscenter Vest. Michael Højlund Rasmussen er ledende konservator ved Konserveringscenter Vest i Ølgod. Papegøjen der forsvandt

105

Filsø i forvandling

Jannie Uhre Ejstrud & Merete Vigen Hansen Da fynbo-maleren Johannes Larsen kom ved Filsø i årene 1913-46, er der ingen tvivl om, hvad der betog ham: Det rige fugleliv og den storslåede natur, hvor han holdt af at gå på jagt, men som han også indfangede med sine penselstrøg. På det tidspunkt var Filsø allerede under forvandling, og siden 1852, da afvandingen begyndte, gradvist blevet mindre. Efter Anden Verdenskrig blev det sidste af søen, på nær Fidde Sø og Søvigsund, til frugtbar landbrugsjord, og sådan har det været frem til nu. Men i 2012 stopper landbruget på Filsø. Aage V. Jensen Naturfond har købt Filsø-ejendommen på 2.326 hektar af

familieaktieselskabet A/S Fiil-Sø, og der bliver nu via et stort naturgenopretningsprojekt skabt et nyt Filsø på 915 hektar. Storlandbruget på Filsø har også betaget mange, ligesom naturen betog Johannes Larsen. De 1200 hektar effektivt landbrug var i mange år med helt fremme i udviklingen, bl.a. i 1950, da man byggede Nordeuropas største kornlade. Filsøprojektet har både lokal og regional bevågenhed, men også på nationalt plan er interessen stor. Det skal selvfølgelig ses i lyset af, at det arealmæssigt er et af danmarkshistoriens største naturgenopretningsprojekter.

Johannes Larsen – Troldænder på Fiilsø 1925.

106

Jannie Uhre Ejstrud & Merete Vigen Hansen

Museets undersøgelser ved Filsø Hele denne kulturhistorie, hvoraf mange af de fysiske elementer nu forsvinder, er det vigtigt at få sikret og samlet sammen for eftertiden. I det hele taget sætter et naturgenopretningsprojekt af denne størrelse mange ting i gang. I en sådan proces har museet en vigtig rolle i at få beskrevet kulturmiljøerne. Museet for Varde By og Omegn har også været med ved bordet i udarbejdelsen af miljøvurderingen (VVM), og arkæologerne vil følge med i det jordarbejde, der skal foregå.

På arealerne bag Henne Kirke fandt arkæologer fra Museet for Varde By og Omegn i 2003 en lade- og produktionsplads fra vikingetiden. Den har ligget helt ned til det daværende Filsø, og man har kunnet sejle hertil – muligvis ad Henne Mølleå. Museet har igen i år haft lejlighed til at grave på arealet, og der blev i september holdt stort detektortræf (se artiklen side 182). Fundene herfra vil blive udstillet på Nymindegab Museum, hvor man også kan se fund fra de mange udgravninger på stedet. Vikingetidspladsen i Henne blev af Kulturarvsstyrelsen udpeget som et af årets 10 bedste fund i 2011.

Johannes Larsens Filsø

Johannes Larsen kom i perioden 1913-46 jævnligt til Henne Kirkeby om sommeren. Hans malerier fra Filsø hænger rundt om på landets museer, og på Nymindegab Museum er vi heldige at have et par håndfulde af værkerne, som er en del af udstillingen om Filsø. Fra sommeren 2012 udvides udstillingen i Nymindegab med endnu mere Filsø-historie, dels om landbruget og det nye Filsø, dels om det mangfoldige liv, der var ved oldtidens Filsø. Museet for Varde By og Omegn udgav i 2011 bogen ”En Malermesters Pensel fuldkommen værdig...” om nymindegabmalerne og malerisamlingen på Nymindegab Museum.

Arkæolog Lene B. Frandsen graver ved Henne Kirkeby i efteråret 2011. Det er vikingebyens vestligste række af huse, blomsterpindene er sat i, og på den anden side af bygrænsen er der fundtom sandjord. Tæt på Lene var der dog en smal udgang mellem husene til verden udenfor.

Filsø i forvandling

107

Naturgenopretningen af Filsø Filsø, der for ca. 200 år siden strakte sig over 3.000 hektar, blev i årene efter 1852 reduceret til omkring 750 hektar. Afvandingen er sket i flere omgange i takt med et voksende behov for at udnytte arealet til landbrugsjord. Siden starten af den sidste store indvinding i 1940’erne har naturforkæmpere først arbejdet for fredninger i området og senere naturgenopretning af søen. Det kommer nu til at ske med de planer, Aage V. Jensen Naturfond har for ejendommen. Der skal i løbet af 2012 skabes et nyt Filsø på ca. 915 hektar, ligesom der bliver iværksat pleje af de mange forskellige

naturtyper, der støder op til søen, så der er optimale forhold for et rigt fugleliv og en stor biodiversitet i øvrigt. Samtidig med, at der skabes de bedste betingelser for naturen, bliver der også åbnet mulighed for at besøgende kan opleve naturen på nærmeste hold. Fugleskjul med handicapadgang, udsigtspunkter, stier i området og udbygning og sammenkobling af cykelstiforbindelser vil give optimale forhold for færdsel i området i en passende afvejning mellem benyttelse og beskyttelse. Hertil kommer en formidling af søens natur- og kulturhistorie.

Jonnes Meyers kort fra 1659.

Videnskabernes Selskabs konceptkort fra 1800-03.

Generalstabens høje målebordsblade 1844-1899.

Generalstabens lave målebordsblade 1928-1945.

Kort & Matrikelstyrelsen 1953-1976.

COWI Luftfoto fra foråret 2011.

108

Jannie Uhre Ejstrud & Merete Vigen Hansen

Aage V. Jensens Naturfond

Kløvbakken

e Møll

sevej

Hen

Henne Kirkeby

Den nye sø

Porsm o

Vesterh avet

Henne Strand

Filsø Hede

Fidde Sø

Mellemsø

id rF

De nuværende søer

e ed

Ny Filsø Avlsgård

Kærgård plantage

Filsø Ø

Søndre Sø

Kærgård

Fiil s

øv ej

Hju lsag erve

Pedersholm

Søvig Sund

Det nye Filsø Søen bliver ca. 915 hektar. Vandet i søen får en gennemløbstid på 3 måneder. Syv kilometer af landkanalen, der afvander landbrugsarealet, fyldes op, og vandet ledes i stedet ind i søen. Søen får en gennemsnitsdybde på 1,14 meter. Søen kommer til at rumme 10.440.000 m3 vand.

Vandspejlet bliver omkring kote 1,6 m, hvilket er lavere end det tidligere Filsø. Fidde Sø og det nye Filsø vil være to adskilte søer med hver deres vandopland og hvert deres afløb til Henne Mølleå. Fidde Søs vandspejl ligger ca. 0,5 meter højere end det nye Filsø.

Kilde: Aage. V. Jensen Naturfond, Naturgenopretning af Filsø, VVM-redegørelse, februar 2011.

Filsø i forvandling

109

Landbrug på søbund Naturgenopretningsprojektet har konsekvenser for en række bygninger på stedet, og det er bl.a. derfor, Museet for Varde By og Omegn er kommet ind i billedet. Flere bygninger skal rives ned, og det er museets opgave at udføre en fyldestgørende kulturhistorisk registrering og dokumentation af stedet. Filsø har haft stor betydning for lokalsamfundet – både som sø og som landbrug – og det er vigtigt at bevare viden om landbruget, selvom det fysisk forsvinder. Dokumentationen udgøres bl.a. af et omfattende billedarkiv med oversigts- og detaljefotos af anlæg og bygninger anno 2011 samt beskrivelser af deres funktion. Som en del af naturgenopretningsprojektet bevares der nogle pumpestationer og digepartier, så landbrugsdelen af søens historie også i årene fremover vil kunne formidles i landskabet, ligesom det inddigede Petersholm bevares og fortsat skal dyrkes som fourageringsområde for bl.a. gæs og krondyr. Filsø-området er i national optik unikt, idet der er tale om det største søareal, der er afvandet og udnyttet til landbrug i Danmark. Indtil 1852 fungerede søen som opdæmmet fordam til den gamle Henne Mølle.1 I 1848 erhvervede proprietær Andreas Tranberg fra Lønborggård og landvæsenskommissær Knud L. Knudsen fra Forballum Henne Mølle og dermed også stemmeretten i åen og retten til Filsø og Rolfsø. Deres plan var at tømme den store sø for vand og udnytte søbunden som landbrugsjord. I september 1852 blev stemmeværket ved møllen fjernet, og vandet kunne løbe frit ud i åen, hvor slyngninger forinden var blevet udrettet. I løbet af få år svandt søens areal til 700 hektar og vandstanden faldt fra 5,3 til 2,2 meter over havets overflade.2 I perioden indtil Anden Verdenskrig blev landbrugsjordens kvalitet gradvist forbedret ved etablering af dræn og afvandingskanaler. Det største indhug i søens areal skete i årene 1941-1950, hvor arealet blev reduceret til 45-60 hektar (Fidde Sø) afhængigt af vandstanden.3 På baggrund af fødevaresituationen og ikke mindst arbejdsløsheden før og under Anden Verdenskrig vedtoges det at give statsstøtte til en udtørring 110

Jannie Uhre Ejstrud & Merete Vigen Hansen

af søen, så området kunne udnyttes til fødevareproduktion. En af Danmarks største søer blev nu nærmest helt omdannet til landbrugsjord. I forbindelse med udtørringen af den sidste del af søen, blev ca. 900 hektar fredet i 1958, bl.a. Fidde Sø og Filsø Hede. Udnyttelsen af jorden til landbrug har siden starten været afhængig af, at vandet, der kom naturligt fra de vandløb, som havde deres udmunding i Filsø, kunne holdes ude. Hele afvandingskomplekset med dræn, gravede afvandingskanaler og pumpehuse, hvor pumperne arbejder konstant for at holde vandet væk fra marker og bygninger, er et kulturhistorisk særstykke. Et barn af sin tid Det er især korntørringsanlægget i Filsø, der har vakt museets interesse. Anlægget er så vidt vides det eneste af sin slags i Danmark, og det er derfor blevet det vigtigste element i et forskningsprojekt, der skal sætte det i sammenhæng med andre former for korntørring i 1900-tallet. Tårnet fra 1950 tilhører en tid, hvor ambitionerne for landbruget igen var opadgående. De to foregående årtier havde været præget af krise. Den omfattende økonomiske depression i 1930’erne gik direkte over i Anden Verdenskrig, og den nye situation under besættelsen skabte også problemer inden for landbruget. Ud over, at en stor del af landbrugsvarerne blev eksporteret til Tyskland, var der et problem med manglende tilførsel af kunstgødning og brændstof. Det var svært at skaffe fosforsyregødning, hvilket særligt kunne ses på de jyske hede- og mosebrug. Dertil var både 1940, 1941, 1942 og 1947 plaget af hårde vintre og ledsagende tørke om sommeren.4 I 1950 begyndte situationen dog at vende til det bedre, og igennem 1950’erne så blandt andet kornproduktionen en støt stigende årlig vækst. Det er denne verden, korntørringsanlægget er født ind i. En verden i fremgang og optimisme efter en periode, der nærmest ikke kunne have været værre for landbruget. Det var en investering i fremtiden, da Fiil-Sø A/S i 1950 påbegyndte, hvad der i samtiden blev betegnet som Nordeuropas

største landbrugsbyggeri.5 Kornlageret bestod af et 22 meter højt korntårn med tørreri i syv etager opført i røde mursten, ti 16 meter høje siloer, som hver kunne rumme 1.000 tønder korn, opført i bloksten, og angiveligt Danmarks største hejselade: 130 meter lang, 20 meter bred og 16,5 meter høj. Laden var bygget med høj kip og uden midterstolper. Konstruktionen gjorde det muligt at fylde hele laden næsten fra bund til top med neg, som blev transporteret fra hestevognen ved ladeporten til destinationsstedet via en bemandet kranlift, der kørte under loftet. Anlægget blev opført på Langodde i den østlige del af det inddæmmede område. Inden afvandingen af området delte den højtliggende odde Mellemsø og Søndersø, og man har nok vurderet, at her var den sikreste – og tørreste – grund at opføre så stort et byggeri på. Allerede d. 14. december 1953, tre år efter opførelsen, brændte over halvdelen af den kolossale lade. I mellemtiden var der sket det landbrugshistoriske skift, at man ikke længere kun opmagasinerede de hele neg, men også kunne

Filsø i forvandling

111

tærske direkte på marken med mejetærskere. På landbrug som det progressive A/S Fiil-Sø var der nu større behov for en maskinhal til egnens første mejetærskere end en hejselade. Derfor besluttede ejerne i 1954 at genopføre hejseladen (Vestladen) i afkortet version, og på østsiden af tårnet opførtes der to år senere i stedet en maskinhal (Østladen) med stålgitterspær. Ved samme lejlighed opførtes yderligere 12 betonsiloer med plads til 1.000 tønder korn i hver, denne gang med glideforskalling, dvs. støbt i beton på stedet. Også disse var blandt de første af deres art i Danmark, sikkert efter inspiration fra USA. Det er omtrent sådan, anlægget ser ud i dag. Vestladen indeholder et 25-30 år gammelt Cimbria-tørreri samt planlager med plads til 15.000 tønder korn, og Østladen indeholder plantørringsanlæg, ligeledes med plads til 15.000 tønder korn. Tårnet indeholder det oprindelige hollandske tørreri, ”Hollænderen”, som dog ikke har været i brug siden 2009. I sidebygningen på tårnets vestside er ”det lille tørreri”, som sandsynligvis er fra 1960’erne. På tårnets østside er en anden tilbygning, der har været brugt som personale- og smederum, samt en avnesilo. Øst for tårnet er der en vejerbod med brovægt. Der er fem ansatte på landbruget, og med undtagelse af ”Hollænderen” var bygninger og maskiner stadig i brug i 2011. Foruden korntørringsanlægget omfattede landbrugsselskabet A/S Fiil-Søs gods også en hovedbygning fra 1941, tre medarbejderboliger og ca. 15 driftsbygninger indrettet som bl.a. værksted, garage og et svineproduktionsanlæg. A/S Fiil-Sø har haft stor betydning for egnen. Landbruget har stået i spidsen for mange landbrugsmæssige fornyelser og forandringer. De har været foregangsmænd, både hvad arkitektur og maskiner angår. Virksomheden har også været fælles berøringsflade for mange af egnens unge mænd, som har arbejdet her i kortere eller længere perioder. Særligt i høstsæsonen har Filsø aftaget arbejdskraft fra lokalområdet, og mange kender ”Hollænderen” og kan fortælle historier knyttet til høsten på stedet. I den forstand er korntørringsanlægget både lukket, privat område og en del af en fælles lokal bevidsthed. 112

Jannie Uhre Ejstrud & Merete Vigen Hansen

Nye tider Filsøejendommen er i dag udpeget som Natura 2000 område, både som habitat-, fuglebeskyttelses- og Ramsar-område, hvilket begrænser den landbrugsmæssige udvikling. Der er også betydelige omkostninger ved at dræne og afvande, ligesom søbunden nogle steder har sat sig betragteligt. Samtidig er der nye ønsker og tendenser i samfundet, der går mod at få skabt flere naturområder, og Danmark har forpligtigelser over for områdets natur i EU-regi. Vore oldeforældre, bedsteforældre og forældre oplevede afvandingen af søen, nulevende generationer forbinder Filsø med storlandbrug, og kommende generationer vil igen opleve en sø. Landkortene har forandret sig mange gange undervejs, og i 2012 slås der nye streger igen, når Danmarks sjettestørste sø skal tegnes ind. Derfor begyndte museet sammen med NaturKulturVarde allerede i 2010 at udbyde offentlige ture under navnet: Filsø – fortid, fremtid og fugletræk. Her får deltagerne både et indblik i søens historie, baggrunden for genopretningen og et kig ind i fremtiden til de forandringer, der skal ske.

Forfatterne kan kontaktes på: Jannie Uhre Ejstrud: jue@vardemuseum.dk Merete Vigen Hansen: mvh@vardemuseum.dk

Noter 1. Henne Mølle blev formentlig anlagt i forbindelse med opbygningen af Hennegård i 1140. 2. Palle Uhd Jepsen: Vestjyske billeder. Varde 1996, s. 88. 3. Fidde Søs areal blev i 1994-1997 udvidet til ca. 90 hektar for med 50 % EU-støtte i forbindelse med et naturgenopretningsprojekt. 4. Claus Bjørn: Det Danske Landbrugs Historie IV, 1914-1988. Landbohistorisk Selskab 1988, s. 141. 5. Kjeld Hansen: Filsø blev udtørret på grund af tyskerne. I: Det tabte land – Sydjylland. Net-udgivelse 2008 (www.baeredygtighed.dk), s. 6.

Fidde Sø fra Kløvbakken.

Gæs og svaner på Filsø. Foto: Svend Bichel.

Kreaturer på Filsø Hede.

Sidste kartoffelhøst på Filsø i september 2011. Fremover kommer naturen til at råde.

Lyngtue på Filsø Hede.

Filsø i forvandling

113

Lykken er…

Nu kender vi svaret Christian Ringskou

Lykken var på Bundsbæk Mølle I ’opdatering 2010’ kunne man læse om Ringkøbing-Skjern Museums sommerudstilling ’Lykken er…’ på Bundsbæk Mølle. Udstillingen omhandlede skiftende tiders lykkebegreber, og gæsterne kunne høre eventyr, besøge missionen og gå i køkkenet. Før gæsterne forlod udstillingen, blev de bedt om at udfylde en lille seddel med en trykt starttekst ”Lykken er…” og med god plads til at skrive videre. Nu har lykken haft sine to sæsoner, og vi er i gang med forberedelserne til en ny sommerudstilling på Bundsbæk Mølle. Men før vi slipper emnet helt, må vi have samlet op på gæsternes bidrag. Det

114

Christian Ringskou

har nemlig vist sig, at det vi først opfandt som et lille krydderi i udstillingen (gæsternes lykke-svar kunne læses på en skærm), næsten blev til en hel lykke-meningsmåling. Den Store Danske Encyklopædi skriver, at en meningsmåling med mellem 500 og 1.000 besvarelser kan give troværdige resultater. Vi fik 682. En statistiker vil nok indvende, at selvom der er plads til både unge og gamle, danskere og tyskere på Bundsbæk Mølle, har vi forsømt at udvælge vores svargruppe repræsentativt, og han vil kræve matematiske korrektioner for sociale forhold og for det gode humør

vel ikke sige, at ”Lykken er at være lykkelig” bringer os ret meget videre. På den anden side vidner mange af svarene om en udbredt lykkestrategi blandt gæsterne på Bundsbæk Mølle. De søger lykken i tiltro til sig selv og i det liv, de nu engang lever snarere end de andres eller i det uopnåelige. Det handler om selvværd og om at finde det store i det små.

Bundsbæk Mølle satte gæsterne i. Oven i købet er der tale om svar i fri tekst, som godt kan være svære at samle i grupper. Men vi prøver alligevel at se lidt nærmere på svarene. ”Lykken er, når min lille datter tegner” Den største gruppe af sedlerne er udfyld med udsagn om, hvordan lykken findes i samværet med de nærmeste. 107 fremhæver familien som den afgørende kilde til lykke. 48 peger på vennerne. 65 gæster fremhæver kærligheden – enten til kæresten/ægtefællen – eller kærlighed i bredere forstand. Desuden er der 10 gæster, der giver udtryk for, at lykken er at give noget til andre. 230 ud af 682 svarer altså, at lykken findes i et givende samspil med de nærmeste eller i at følge med i børn, familie og venners liv. Svarene afspejler de forskellige aldres perspektiver. En utrænet barnehånd skriver, at ”lykken er at have sin mor og far.” Mange mener, at lykken er at få børn, mens tankerne hos atter andre falder på børne- og endda oldebørn. ”Lykken er, når man ønsker det, man har” Den næststørste gruppe, 125 svar, bevæger sig i et område mellem ringslutning og indsigt. På den ene side kan man

”Lykken er, at komme ovenpå i sit liv igen efter en blodprop i hjernen” Den største gruppe af helt identiske svar lyder: ”Lykken er et godt helbred.” Dem er der med små variationer 31 af, og i alt 73 besvarelser fokuserer på det gode helbred eller på taknemmeligheden over at være kommet igennem en sygdom. Sammenlagt er der med andre ord næsten 200 af de gæster, der har deltaget i legen, som lokaliserer lykken hos sig selv i deres mentale og fysiske velbefindende. ”Lykken er at være Esbjerg fb-fan” Et andet sted at søge lykken er i aktiviteter: Hobbyer, naturoplevelser, husdyr og mad. Besvarelserne i disse retninger når op på 68 i alt. Der er et par stykker imellem med usikre børnebogstaver, hvor der står ”Lykken er is”, og man må tage med i betragtning, at gæsterne på Bundsbæk Mølle er i ferie- eller weekendhumør og har tankerne ved deres fritidsinteresser. På den anden side virker nogle af børnesvarene dybtfølte, hvad enten der så står fodbold, heste eller basketball. ”Lykken er Matthæus 24:14 (læs det selv)” Den næste gruppe er ikke så stor i antal, men den er interessant. Det er de gæster, der peger på deres kristne tro som kilde til lykke. Vi må tage højde for, at gæsterne gik igennem et udstillingsafsnit, der handlede om missionens indtog i Skjern, før de nåede til ”stemmesedlen”. Det har selvfølgelig sporet dem ind på emnet. Det er alligevel et interessant spørgsmål, hvor mange steder i Danmark, man i 2010-11 kunne få 23 svar i stilen ”Lykken er at være elsket af Gud” og ”Lykken er at have Jesus som sin ven.” Med til historien Lykken er...

115

hører, at vi kunne observere, hvordan disse svar kom i udstillingens ydersæsoner, hvor der mest kom lokale gæster, mens de druknede i turistsæsonerne. ”Lykken er at køre 4x4 Toyota Landcruiser” Dermed er vi oppe på 519 af de i alt 682 svar, og de har alle sammen et fællestræk: Lykken er det nære. Når vi indtil videre ser bort fra 102 blandede besvarelser med mere eller mindre poetiske svar og 16 svar, der nærmest er anmeldelser af Bundsbæk Mølle (dem undlader vi af beskedenhed at komme nærmere ind på), er der kun 31 svar tilbage. Først i denne ret lille gruppe når vi til de lykkestrategier, vi er tilbøjelige til at beskylde hinanden for, når vi skal karakterisere vores tid: Det materielle. De otte, med ”Lykken er Urlaub in Dänemark” og lignende, må vist betragtes som udslag af gæsternes dagsform, men der er også nogle få, der gerne vil have en Harley Davidson, en tur til Australien eller en stor lottogevinst. Men hvorfor er der så få, der peger på rigdom og goder som kilde til lykke? Er det fordi, man ikke kan være bekendt at give køkkendrømme og ambitioner frit løb på en anonym seddel i en museumsudstilling, eller er det fordi, det nære personlige og menneskelige virkelig betyder meget mere? Læserens svar kan være lige så godt som forfatterens.

”Lykken er lunefuld” Så mangler vi kun de 102 filosofiske, morsomme, ironiske, pessimistiske mm. Lykken kalder poesien frem, og i bunken har vi både gængse ordsprog, Piet Hein- og John Lennonomskrivninger samt nogle frække fra Bundsbæk Mølles pubertetsgæster. Lykkeartiklen i sidste års ’opdatering’ slutter med nogle af de første poetiske guldkorn. Vi gør det til en tradition og lader igen gæsterne få det sidste ord: ”Lykken er som en stille nat med tusinder stjerner besat” ”Lykken er at se påskeharen – Lærke 7 år” ”Lykken er wenn man durchschlafen darf!” ”Lykken er at se Lise tisse for en femøre” ”Lykken er en nøddeblanding – uden peanuts” ”Lykken er, hvad du finder, når du leder efter noget helt andet” ”Lykken er at kunne, når man skal” ”Lykken er lige om hjørnet – der fandt jeg den” ”Lykken er Messi og resten af Barcelona” ”Lykken er et glad sind og et fuldt køleskab” ”Lykken er at have uopfyldte ønsker” ”Lykken er at have en paraply, når det regner” ”Lykken er at man kan vare sød og tråste hinanen og man skal heler ikke hole uden for og man skal nok også vare venlig og man har det godt i sit liv” Christian Ringskou kan kontaktes på: cr@levendehistorie.dk

116

Christian Ringskou

10.000 års ravfeber

Hængesmykker fra ældre stenalder Jens G. Lauridsen

Ravsamlere Når efteråret står på kalenderen og vindstyrken stiger til over 15 m/s begynder det. Ravsamlerne går i aktionsberedskab. De tjekker tidevand, vindstyrke, vindretning, fuldmåne, strømforhold og alt andet, der har indflydelse på, hvor og ikke mindst hvornår ravtøjet1 og ravet lander. Der er tale om ravfeber, en feber jeg kender indgående, og en tilstand nogle vil kalde sygelig. Jeg og andre ligesindede ravsamlere blæser på nattesøvnen, kan ikke sove alligevel. Vi tilsidesætter aftaler, sætter familien på standby og suser af sted til stranden, hvad enten det er nat eller dag, så snart det ”lugter” af rav. Er vi syge? Det gamle ordsprog ”først tager manden ravet, siden tager ravet manden” er nok ikke helt forkert. Vi ved godt, at vi virker mærkelige. I efteråret 2011 fik jeg lejlighed til at se os med andre øjne. Den første efterårsstorm havde netop lagt sig. Flere af de lokale ravsamlere havde fundet en plet mellem høfterne ved Blåvand, hvor ravtøjet begyndte at lande. Mens vi stod der, pakket ind i olietøj, waders og udstyret med ravkejs og knallerter med mælkekasse monteret bagpå, samledes en mængde turister omkring os. Enkelte samlede rav, men flere iagttog blot de mærkelige ”vilde indfødte”, der fiskede med deres små net i vandet. Det var tydeligt, at det her var en seværdighed. Pludselig stod vi med følelsen af at være aber i zoologisk have. En ravsamler udbryder: ”vi skulle tage entré, er det ikke noget for en museumsmand som dig?” Det blev der grinet en del af. At samle rav er en hobby, der kan sidestilles med jagt og fiskeri. Det er en form for jagt, og længere er den historie

ikke. Nogle jægere bliver også utilregnelige, når bukkejagten går ind, og lystfiskere, når fiskesæsonen begynder. Danefæ En del ravsamlere ligger inde med ravfund, der tidligere har været i menneskehånd. De fleste, der har samlet rav gennem en årrække, har fundet halve og hele bearbejdede ravperler. Perler, der tidsmæssigt kan stamme fra både de forhistoriske perioder og historisk tid. Man kan groft bestemme perlernes alder ved at kigge på borehullet. Nøje granskning kan afsløre, hvilken teknik der er anvendt, om der har været anvendt et flintbor, et skebor af jern eller et moderne stålbor. Herved kan man groft skelne mellem stenalder, jernalder og nyere tid. Imellem samlernes ravstykker sker det en sjælden gang, at der dukker helt usædvanlige fund frem. Stykker, der kan erklæres for danefæ og dermed udløse en danefægodtgørelse, en kontant og skattefri pengesum, staten udbetaler som kompensation for at inddrage værdifulde genstande fundet af privatpersoner. Danefæ bliver inddraget, dels for at de kan indgå i den aktuelle forskning og formidling af de forhistoriske samfund, dels for at sikre genstandene for eftertiden. Danefægenstandene kan være af skrøbelige materialer, der skal sikres, hvilket ofte kan være vanskeligt og kræver en sagkyndig konservator. Danefæ kan, som vi skal se i det følgende, også være bearbejdet rav. Enkelte ravsamlere har de sidste år indleveret ravstykker, der er blevet erklæret for danefæ. Der er tale om ravstykker med gennemboringer, hvoraf nogle er ornamenteret på forskellig vis. Det drejer sig om knapper fra bronze- og jernalder, perler fra alle perioder og endelig hængesmykker 10.000 års ravfeber

117

fra ældre stenalder, hvilket denne artikel vil omhandle. Artiklen var dog ikke blevet til noget, hvis ikke det var for de ihærdige ravsamlere, der trodser vejr og vind for at samle rav. Samlere, der er opmærksomme på alle ravets forskelligheder, og samlere, der godt kan se, når noget ikke er ”naturligt”, men skabt af menneskehånd. En stor tak herfra til de ravsamlere. Jægerstenalderens amuletter Hængesmykker udgør sammen med knogle, tand og tak en vigtig kilde til belysning af jægerstenalderens ornamentik og kunst. Ravet indtager særstatus som materialet med de bredeste anvendelsesmuligheder for den forhistoriske kunstner. Stenalderjægere har skåret dyrefigurer af det, og de har indridset geometriske mønstre, stærkt stiliserede menneskefigurer og anden ornamentik på de til tider stærkt dekorerede hængesmykker. Ravet har til alle tider tiltrukket sig menneskers opmærksomhed, og materialet har sikkert været tillagt magiske evner, der blev styrket med de forskellige ornamenter. Hængesmykkerne har fungeret som amuletter. De har beskyttet bæreren mod forskellige farer, har sikret gunst ved jagt eller bragt anden form for lykke. Arkæologerne inddeler amuletterne ud fra de elementer, der optræder som ornamentik på stykkerne. Nedenfor beskrives fundene ud fra hvilken ornamentik der er brugt på de enkelte amuletter. Boreornamentik Den første gruppe af fund udgøres af stykker med boreornamentik. Bore- eller prikrækkerne, som ses på ravstykkerne nedenfor, er dannet ved boring med et buebor, som det ses på billedet. Til at dekorere de forhistoriske ravstykker blev brugt små flintbor sat fast i borestokken. Jens Østergaard er en særdeles erfaren ravsamler og står bag flere af denne artikels fund. I 1998 fandt han på stranden ved Blåvandshuk et fantastisk flot boreornamenteret ravhængesmykke. Der er tale om et knap otte cm langt, fladt, dråbeformet ravstykke med timeglasformet gennem118

Jens G. Lauridsen

Fangeren Miteq der her er fotograferet ved Kap York i 1909, holder et lille modstykke med fordybning i munden, for at styre den roterende borestok.2

boring i den spidse ende. Over det eksisterende ophængningshul ses rester af en tidligere gennemboring. Stykket er på den ene side dekoreret med tre bånd, der hver især består af tre tætstillede rækker af borede ”prikker”, der løber lodret ned over ravets fladside. På modsatte side ses ét bånd bestående af fire lodrette tætstillede rækker af borede prikker. Slidmærker på ravstykkets højere partier og det tidligere ophængningshul afslører, at det har været i brug gennem længere tid. Det har altså været båret som smykke eller amulet over en længere årrække.3 Et andet ravstykke fundet af Jens Østergaard ved Blåvandshuk måler 4,1 x 3,1 cm og er 1 cm tykt. Ornamentikken består

Ravstykke, fundet af Jens Østergaard. Ravstykke, fra museets samling. For- og bagside. Ravstykke, fundet af Jens Østergaard i 1998. For- og bagside.

5 cm

Ravstykke, fundet af Arne Burgaard i 2011.

af fire vandrette borerækker og en mere uregelmæssig lodret række, der løber ned over midten af længdeaksen på dennes højderyg. Stykket er knækket i ophængningshullet. Der er rester af en sort masse i enkelte af borehullerne, hvilket er iagttaget på flere af de fundne amuletter. I 2011 fandt Arne Burgaard et pænt gult ravstykke på stranden mellem Blåvandshuk og Vejers. Det røg i lommen til det andet rav fra samme dag. Nyligt hjemkommet fra stranden ville han kigge på dagens høst og blev straks opmærksom på de mørke prikrækker, der er på ravstykket. Samme dag kontaktede han derfor museet. Hængesmykket måler ca. 4 x 5 cm og er 2 cm tykt. Det bærer spor af to ophængningshuller og er knækket i begge huller. Om hullerne har fungeret samtidig, vides ikke, men det er en nærliggende slutning, da de fire boreornamenterede rækker så vil løbe lodret ned over fladen. Alternativt ville de med kun et ophængningshul gå diagonalt hen over fladen. På de fleste

Fotos: Lars Chr. Bentsen.

kendte hængesmykker ligger linjerne oftest enten lodret eller vandret. De stykker, der skyller i land, kan ikke fortælle os meget om hvilke bopladser og grave, de stammer fra. Til gengæld kan de fascinere os alene ved deres tilstedeværelse. Det er spændende at forestille sig, hvad udsmykningen skulle signalere, og hvad stykkerne har betydet for brugeren. Derfor kan også de af museets stykker, som vi har meget få oplysninger om, være interessante at kigge på. Stykket måler 5,2 x 4 cm og har en tykkelse på 1,6 cm. Ornamentikken består af otte borede rækker, der fortsætter fra forsiden om på bagsiden, således at rækkerne passer sammen. Stykket her er undtagelsen med hensyn til de vandret- eller lodretliggende rækker. Forsøger man at ophænge stykket danner ornamentikken diagonale rækker. Desværre har smykket været udsat for polering, hvilket har fjernet dets oprindelige patina og gjort borerækkerne svagere. 10.000 års ravfeber

119

Der kendes i dag flere end 20 boreornamenterede ravstykker fra Danmark. De fleste stykker er løsfund og dermed ikke fra daterbar kontekst – kun få kendes fra sikkert daterede bopladslag.4 De fund, vi kender af boreornamenterede ravstykker fra en sikker kontekst, stammer alle fra Maglemosebopladser i den vestsjællandske Åmose. Det gælder bl.a. Verup5 og Ulkestrup Lyng hytte II, 14C-dateret til 6100-6220 f.Kr.6 Fra Åmosen kendes flere fund af tak og knogle med boreornamentik. Ornamentik på hjortetak er ofte lavet på stykker, der først er glatskrabet. Herved fremkommer en jævn flade, og den mørkebrune, noget ru og knoppede overflade forsvinder, så redskabet i stedet fremstår hvidgult benfarvet. På denne baggrund fremstår ornamenter tydeligt. Det gælder i særdeleshed, hvis der, som nogle heldige fund viser, bliver indgnedet sort begmasse i de friskskårne eller borede elementer. Boreornamenteret hjortetak kendes bl.a. fra udgravningen af Maglemosebopladsen Sværdborg I, i den store vestsjællandske Åmose. På Sværdborgbopladsen, der dateres til sen maglemosekultur (ca. 6200-6050 f.Kr.), fandtes en tværøkse af hjortetak med borerækker, der udgår fra skafthullet.

Ornamenteret tværøkse af hjortetak. Tegning: Friis Johansen 1919.7

120

Jens G. Lauridsen

Ridse- og skrabeornamentik I museets samling findes et hængesmykke, der falder lidt udenfor kategori. Det måler 4,3 x 2,6 cm og er 0,7 cm tykt. På for og bagside ses både dybe og fine ridser. Flere af de dybere ridser løber lodret ned over fladsiderne, mens en del af de finere ridser går let skrånende ned over fladsiden. Stykket har spor af smalle aflange facetter hen over fladsiderne, der ligner spor fra skrab med skarp flint. Desværre er stykket lettere poleret af den tidligere indehaver, hvilket har sløret og til dels fjernet en del af dekorationerne. Frynseornamentik I december 2011 var det et forrygende godt ravvejr. En morgen inden mønstring på arbejde, fandt jeg en god portion rav, der blev taget med på arbejde for at vise til kollegerne. Da mængden blev hældt ud på bordet og taget i øjesyn, udbryder min kollega Stina, der også er arkæolog: ”Det her stykke er der da et eller andet på”. Og ganske rigtigt; der på bordet lå et ravstykke, ornamenteret med kam og frynseornamentik. Jeg havde endnu ikke selv set ravet i dagslys, men blot puttet stykket i lommen, så overraskelsen over fundet var stor. Det er en fantastisk fornemmelse at være den første, der rører ved et smykke, efter det blev henlagt for årtusinder siden en gang i ældre stenalder. Også selv om man først bliver klar over det fantastiske fund med forsinkelse. Stykket måler 2,3 x 2,4 cm og er 1,2 cm tykt. En patineret brudflade viser at stykket formodentlig allerede i oldtiden er knækket. Der er ingen spor af ophængningshul, men et sådant har sandsynligvis siddet i den afknækkede del. Ornamentikken består af parallelle, lodrette, tætliggende lange furer, der dækker det meste af den ene side. Furerne udgår fra en lidt kraftigere tværgående fure, et træk der får det til at ligne frynser. På modsatte side er stykkets yderkanter dækket af tætstillede, parallelt indridsede korte, tynde furer, der går vinkelret på ravstykkets kant. På samme side er den centrale del uden ornamentik og lettere poleret af brug. Det kunne antyde, at denne side har været bagsiden af amuletten, der er blevet poleret ved friktion mod klædedragten.8

Rav med frynseornamentik, fundet af Jens G. Lauridsen. For- og bagside.

Lille fliget hængesmykke, fundet af Jens Østergaard. Hængesmykke uden ornamentik, fundet af Kristian Harborg.

Hængesmykke fra museets samling med dybe ridser og skrabespor.

5 cm

Lille hængesmykke uden ornamentik, fundet af Jens Østergaard.

Et lille fliget hængesmykke er fundet på Skallingen af Jens Østergaard. Det måler 2,9 x 1,6 cm og 0,5 cm tykt. Smykkets hvælvede overside har spor af afglatning eller skrabning foretaget med et skarpkantet flintstykke. Lige til venstre for det borede hul på en afglattet flade ses (med lup) fem korte dybe furer. Furerne ligger ordnet i to grupper med henholdsvis to og tre parallelle furer. ”Frynser” eller kammotiver er elementer, der går igen på flere kendte redskaber fra den sene del af Maglemosekultur og tidlige Kongemosekultur (ca. 6500-5500 f.Kr.).9 Bl.a. er der på Maglemosebopladsen Sværdborg I fundet et fragment af en flintægdolk dekoreret med ”frynseornamentik”.10 Ravstykker med frynseornamentik er aldrig fundet i forbindelse med bopladser eller sikkert daterede lag.11 Men det er nærliggende, at de frynseornamenterede ravstykker hører til i samme periode som de kendte redskaber fra daterede bopladsfund, der bærer samme ornamenttype.

Fotos: Lars Chr. Bentsen.

Uornamenterede ravstykker I museets samling findes flere fund af glatte hængesmykker uden ornamenter. Et stykke er fundet på Vejers Strand af den nu afdøde Kristian Harborg, der var strandfoged ved Vejers. Det måler 4 x 2 cm og er 1,6 cm tykt. I den ene smalside ses spor af en indboring. På den anden fladside er ligeledes forsøgt indboring med retning mod hullet i smalsiden. Man har forsøgt at lave endnu et ophængningshul. Et lille hængesmykke uden ornamentik er fundet af Jens Østergaard på stranden mellem Skallingen og Vejers. Stykket måler 2,5 x 1,3 cm og 0,7 cm tykt. Overfladen er afskrabet eller slebet på sandsten el. lign. Der er flere synlige slibeeller skrabefacetter. Stykket virker poleret, men om det er recent eller ”brugspolering”, kan ikke umiddelbart erkendes. I februar 2000 gik Jens Spangmose Pedersen på stranden ved Blåvandshuk. Efter den kraftige orkan i december 10.000 års ravfeber

121

1999 var der fundet meget rav ved fyret. I ”ravtøjet” lå pludselig et stykke rav med hul i. Jens var godt klar over, at stykket formodentligt var forhistorisk, og glæden ved fundet resulterede i, at stykket blev hængt om halsen i en lædersnor. I januar 2011 afleverede Jens ravstykket til museet og samme år blev det erklæret danefæ. Ravstykket måler ca. 4 x 2 cm og er lige over 1 cm tykt. Vi har desværre ikke et billede af stykket, der stadig ligger på Nationalmuseet. Skal vi forsøge at datere de glatte hængesmykker, må vi igen vende os mod lignende stykker, fundet i sikkert daterede kontekster. De glatte hængesmykker kendes fra flere Maglemosebopladser som Sværdborg og Lundby. Derudover kendes fund af glatte hængesmykker fra Ertebøllekulturen (5400-3900 f.Kr.).12 I strandvoldsområdet ved Østenkær nær Tværsted findes en lokalitet fra Ertebøllekultur, hvor beboerne har bearbejdet og båret rav. Herfra kendes fund af rå og halvfærdige til slidte og reparerede ravsmykker. De fleste ravfund derfra er uden ornamentik.13 Hængesmykker uden ornamentik men med glatskrabede flader kendes altså fra hele jægerstenalderen (9000-3900 f.Kr.). Det oversvømmede landskab Når der skyller en del bearbejdet rav fra ældre stenalder i land på Vestkysten, skyldes det, at der i ravsmykkernes samtid var fast land mellem det, der i dag er Danmark og England. Et landskab, der nu er oversvømmet af Nordsøen, men engang var næsten dækket af skov og med en fauna og flora så rig og mangfoldig, at man næppe kan forestille sig noget tilsvarende i dag. Fra mose- og bopladsfund kendes en lang række dyreknogler, der kan beskrive det rige dyreliv. Som dominerende storpattedyr fandtes urokse, elsdyr, kronhjort, rådyr, bjørn, ulv, los, vildkat, vildsvin og bæver.14 Landskabet, der ”druknede” i løbet af atlantisk tid (ca. 8.0005.000 år før nu), er i dag under kontinuerlig nedbrydning af strøm og bølger. Ved nedbrydningen slides hul i de lag, hvori hængesmykkerne indgår. Ravstykkerne kan stamme fra bopladser som tabte genstande eller fra begravelser, måske rituelle nedlægninger i forbindelse med åndedyrkelse. Det er 122

Jens G. Lauridsen

nærliggende at forestille sig, at der i vores del af landet langs de store åer har været flere bosættelser med jagt og gode fiskesteder ude i det ”druknede” landskab. Derude blev åerne bredere og bredere og delte sig i mange forgreninger for til sidst at ende som store deltaer, inden de løb i havet mod vest. Et eller andet sted derude, længst mod vest og nord, hvor datidens kystlinje lå, har jægere, måske i forbindelse med havjagt og fiskeri, undret sig over – og i fascination samlet de magiske, gyldne ravstykker, der skyllede ind på de ukendte strande derude. 10.000 års fascination – måske mere Når man står med bearbejdet stenalderrav i hånden, opstår en fornemmelse af, at der trods de adskillige tusinder år, der adskiller os tidsmæssigt fra datidens jægere, stadig er en vis forbindelse. Vi deler den samme fascination som jægerne,

Maglemose-jægernes landskab (9.000-8.000 år før nu). Hvide områder udgør fastland. Det mørkegrå vandområde er salt hav, mens lyseblåt indikerer ferskvand.15

der samlede det gyldne og magiske rav. En fascination der har holdt i mere end 10.000 år. Hvem ved? Et eller andet sted derude på istidens stepper under Nordsøen har jægere måske for endnu længere tid siden lavet amuletter af rav. Som museumsmand kan man godt drømme om den slags fund, fra en fortid så fjern at det næsten bliver ubegribeligt. Hvem ville ikke gerne finde en Venus-figur16 skåret i rav? Hvad skal man kigge efter? Er man i tvivl om, at der i ens ravsamling gemmer sig et enkelt stykke danefæ, er der her et par forslag til, hvad man skal kigge efter. Først kan man gå sit rav igennem for at konstatere, om der er stykker med gennemboring. Hvis der er gennemboring, kan man se, om det er boret halvvejs igennem ravstykket fra hver side. Den metode giver en timeglasformet gennemboring, hvis det er boret med flint eller skebor. Er borehullet timeglasformet, kan man være sikker på, at det er oldtid, og så kan ravstykket også være danefæ. Dernæst kan man kigge efter afglattede flader med ridsemærker, slibespor og ornamentik, evt. rester af en gennemboring, hvor ravstykket kan være knækket. Ornamentik kan være vanskelig at erkende. Den kan være meget svag og fint indridset. Ravstykker, der har ligget og kuret frem og tilbage på havbunden i længere tid, har ofte kun meget svage spor af bearbejdning og ornamentik tilbage. Hvis et ornamenteret ravstykke har været båret gennem længere tid, kan ornamentik ligeledes være næsten slidt væk. Dyrefigurer i rav kendes også som kystfund. Man skal derfor være opmærksom på ravformer. Er der stykker i samlingen, der ikke ser ”naturlige” ud, så kig lige en ekstra gang, da det kunne være et fragment af en figur. Hvem ved? Måske er der en ”ægte” ravbjørn et sted derude. Jens G. Lauridsen kan kontaktes på: jl@vardemuseum.dk

Noter 1. Lokalt udtryk for ”ravskarn”, der er tang og andet materiale som træ, kul, bløddyr og fisk, hvorimellem ravet ligger. 2. Gengivet efter Peter Vang Petersen: Flint fra Danmarks Oldtid. Ny udgave. København 1999, s. 75, fig. 34. 3. Stykket minder meget om et stykke fundet af Thomas Pedersen på Fanø Vesterstrand i efteråret 1990. Se Peter Vang Petersen: Rav, hjortetak og mesolitisk magi. Danefæ fra jægerstenalderen. Nationalmuseets Arbejdsmark 1998, s. 90, fig. 5. 4. Petersen 1998, s. 92. 5. Knud Andersen: Verupbopladsen. En Maglemoseboplads i Åmosen. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1960, s. 118. 6. Knud Andersen, Svend Jørgensen & Jane Richter: Maglemose hytterne ved Ulkestrup Lyng. Nordiske fortidsminder Serie B – in quarto bind 7. København 1982, s. 75-80. 7. Gengivet efter Axel Degn Johansson: Ældre Stenalder i Norden. Farum 2000, s. 114 fig. 126. 8. Lignende frynseornamenterede ravstykker kan ses i Poul Otto Nielsen: Decorated amber pendants. I: Recent Excavations and Discoveries – Mesolithic. 9. Tingbjerggård, Central Sjælland. Journal of Danish Archaeology vol. 1, 1982, s. 167-168. 9. Petersen 1998, s. 93; Therkel Mathiassen: Ravsmykker fra ældre stenalder. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1959, s. 197. 10. Birgitte Bille Henriksen: Sværdborg I. Excavations 1943-44: A settlement of the Maglemose culture. Arkæologiske studier vol. 3. København 1976, s. 88-89, fig. 79, nr. 10. 11. Petersen 1998, s. 92. 12. Mathiassen s. 195-197. 13. Petersen 1998, s. 92. 14. Kim Aaris-Sørensen: Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. København 1988, s. 150-179. 15. Bearbejdet og gengivet efter Aaris-Sørensen s. 154. 16. Små statuetter af frodige kvinder, der er fundet flere forskellige steder i Europa. Statuetterne er lavet i mammuttand, kalksten, jet og andre materialer. Figurerne kendes fra flere af istidens kulturer. Datering 40.000-10.000 år før nu.

10.000 års ravfeber

123

Med fotografen i Jesper Malers fodspor – En byvandring i det gamle Ringkøbing

Chalotte C.K. Mehlsen (foto) & Christian Ringskou (tekst)

Fra den nye købstadsudstilling på Dommerkontoret.

124

Chalotte C.K. Mehlsen & Christian Ringskou

Fra den nye købstadsudstilling på Dommerkontoret.

Ringkøbing er en af Vestjyllands få gamle købstæder. Gadeplanen går mindst tilbage til 1400-tallet, og udover den senmiddelalderlige kirke og Hotel Ringkøbing med 1600-talsbindingsværket er en del huse fra 1800-tallets begyndelse bevaret. Men når man dykker ned i Ringkøbing-Skjern Museums fine samling af Ringkøbing-prospekter, malet af Jesper Kierkegaard i perioden 1808-1847, indser man, at nok ville den, der var stedkendt for 200 år siden, kunne finde rundt, men genkende meget ville han ikke. Det er netop en af grundene til, at Ringkøbing-Skjern Museum er sat i verden. I en ny udstilling på Dommerkontoret,

Ringkøbing Museum, spiller Jesper Kierkegaard eller Jesper Maler, som han blev kaldt, hovedrollen. Hans billeder er gen-givet i megaformat, og oplevelsen af udstillingen er næsten en spadseretur gennem byen dengang. Vi har forsøgt at skabe en ren købstadsstemning, så selvom det er oplagt med dengang-og-nu-billeder i udstillingen, har vi valgt at lade være. Opdatering er imidlertid det helt rigtige sted, så her kommer de. Fotograf Chalotte C.K. Mehlsen har været en tur rundt i det moderne Ringkøbing for at se, hvordan Jesper Malers gamle by ser ud i 2011.

Med fotografen i Jesper Malers fodspor

125

Lad os starte med at ankomme fra søsiden. Måske ikke så almindeligt i 2011, men som det fremgår af Jesper Malers prospekt, var Ringkøbing engang en rigtig søfartsby. Forskellene på de to billeder er flere end lighederne. Havnen blev først bygget i 1905, så på Jesper Malers tid lå handelsskibene på red, og varerne blev transporteret til og fra stranden i små føringsbåde. 126

Chalotte C.K. Mehlsen & Christian Ringskou

Vi går i land. Fra havnen går vi ind i byen gennem Vester Strandgade, hvor Jesper Maler har været forbi med tegneblokken. Dengang var det nok rebslager Fischer, der betalte. I hvert fald optræder både han selv, hans familie, hans gæster og hans besætning på billedet. I dag er ikke kun hestevognen blevet til en Peugeot 306; også de gamle bindingsværkshuse er væk, afløst af bygninger fra årtierne omkring 1900. Men for enden af gaden genkender vi Hotel Ringkøbing på begge billeder. Med fotografen i Jesper Malers fodspor

127

Turen fortsætter op til Torvet, hvor vi når til et af de Jesper Maler-motiver, der er sværest at placere i 2011. Konsul A.C. Husteds statelige gård på Torvets sydvestlige hjørne er væk. Grunden blev ryddet i bilens guldalder, da der skulle gives plads for en udvidelse af vejen mod Søndervig. 128

Chalotte C.K. Mehlsen & Christian Ringskou

Vi har endnu et billede af Torvet i Jesper Malers streg, nemlig Berthel Kolbyes store grundmurede købmandsgård på hjørnet af Grønnegade. Som på Torvets sydvestlige hjørne er også denne bygning på det sydøstlige væk. Jesper Maler snyder lidt. På hans billeder ligner Ringkøbings gamle centrum en renæssancestad med brede gader. Sandheden var en anden, og da bilerne skulle frem i 1950’erne, måtte den gamle købmandsgård væk. Igen er det kun takket være Hotel Ringkøbing, vi kan se, at vi er på samme sted. Med fotografen i Jesper Malers fodspor

129

Fra Torvet går vi op i den nordlige udkant af det gamle Ringkøbing. På hjørnet af Østergade og Nørregade finder vi det eneste af Jesper Malers motiver, der til forveksling ligner sig selv. På Jesper Malers tid tilhørte denne købmandsgård konsul Chr. Husted. I dag kender rigtige ringkøbingensere den som ’Den gamle købmandsgård’ eller, hvis de er endnu mere rigtige ringkøbingensere, som ’Morten Madsen’ efter den sidste købmand i ejendommen, der drev forretning indtil 1994. 130

Chalotte C.K. Mehlsen & Christian Ringskou

Konsul Chr. Husted må have været begejstret for Jesper Malers streg. I hvert fald er også dette og det næste billede gengivelser af ’Den gamle købmandsgård’, først fra gårdspladsen og dernæst fra nordsiden. Og sikken et leben Jesper Maler giver os. Ingen tvivl om, at Husteds forretning skulle tage sig travl ud. I dag er alt forandret. Ikke bare er hestevognene væk, også bindingsværklængen er forsvundet, og der er blevet plads til biler og cykler. Med fotografen i Jesper Malers fodspor

131

Chr. Husteds købmandsgård lå i byens udkant, så han kunne græsse sine kreaturer umiddelbart bag gården. Så let var det ikke for alle borgere. Vi må forestille os et helt optog hver morgen, når byens kvæg blev gennet ud på bymarken, og et tilsvarende, når de skulle ind igen. I dag er der selvfølgelig ikke længere fredelige køer på græs bag den gamle købmandsgård. Den ligger jo midt inde i byen. 132

Chalotte C.K. Mehlsen & Christian Ringskou

Vi slutter vores lille byvandring på hjørnet af Østergade og Algade, hvor Johan Leonhard Broager havde fået bygget første sal på sit apotek og bestilte Jesper Maler til at tegne ejendommen. Men alt, hvad der er nyt, bliver gammelt, og i 1863 blev apoteket nyopført. Fra det gamle apotek er der få meter til Ringkøbing Museum, så vi slutter selvfølgelig af med at se den nye udstilling ‘Vestjyllands lille hovedstad’ og i øvrigt kan vi også købe Jens Aarup Jensens bog ‘Jesper Malers Ringkøbing’, der er grundlaget for denne lille byvandring. Forfatterne kan kontaktes på Chalotte C.K. Mehlsen: chalotte.catherina@gmail.com Christian Ringskou: cr@levendehistorie.dk Med fotografen i Jesper Malers fodspor

133

Skarp kontrol af danefæ Palle Eriksen

Hen over nytåret 2011-12 har jeg i dagbladet Politiken som arkæolog med undren og misundelse fulgt sagen om den lille falske oldtids-ravbjørn, der opnåede at blive udstillet på Nationalmuseet. Misundelsen går på, at denne fake tildeles ikke mindre end tre helsider på årets sidste tre dage. Tænk om en rigtig sjælden eller spektakulær, ægte oldsag som for eksempel Dejbjergvognen eller Solvognen fik lige så megen omtale. Ikke en gang da den sidste blev splintret med en hammer, fik den tre helsider. Min undren skyldes, at den ansvarlige museumsinspektør, Peter Vang Petersen, Nationalmuseet, hænges ud, idet hans behandling af denne ene danefæsag betragtes helt isoleret. Peter Vang Petersen har – og her taler jeg helt sikkert på de fleste danske arkæologers vegne – på forbilledlig vis i mange år varetaget behandlingen af indkommet danefæ fra oldtiden. Ud fra hans godkendelse af ravbjørnen som værende fra stenalderen og dermed danefæ, kunne man få det indtryk, at vurderingen af mulig danefæ er lemfældig og ukritisk, og at mange stykker potentiel danefæ, herunder fakes, uden videre accepteres. Det er på ingen måde tilfældet. Mig bekendt er ravbjørnen en enlig svale. Hvor strikse de er på Nationalmuseet, vidner følgende hændelse om. På museerne får vi af finderne indleveret danefæ til indberetning og aflevering til Nationalmuseet. Den slags sager sender man ikke blot med posten, men overbringer dem personligt, når man ved lejlighed kommer omkring Nationalmuseet. For tænk om de værdifulde sager ikke kom frem i god behold, eller slet ikke kom frem. Det ville ikke være nemt at forklare finderne. Så i august 2007 ville jeg gøre noget for danefæ-sagen og aflevere det danefæ, der for nyligt var indleveret til Ringkøbing-Skjern Museum 134

Palle Eriksen

Den 4 cm lange torshammer var ikke danefæ, men lavet i 2007 i Bork Vikingehavn! Foto: Chalotte K. Schwartz.

af glade og forventningsfulde findere. Jeg fik en aftale om et møde med Peter Vang Petersen og drog spændt af sted sammen med min 16-årige datter, der her kunne opleve Nationalmuseet ”bag murene”. Forventningen skyldes, at vi havde gode og rare sager med, først og fremmest en torshammer – den første på Ringkøbing-egnen, to særegne fibler som er smykkenåle samt et lille fornemt møntfund af fem romerske bronzemønter fra jernalderen. Hvordan gik det så? Tja – det gik sådan, at vi blev klogere på livets mangfoldighed og menneskelig hittepåsomhed. Torshammeren blev uden videre afvist og erklæret moderne. Den var ellers fundet af en pålidelig person med detektor i klitfoden ud til Vesterhavet syd for Hvide Sande på et stræk, hvor der både før og siden er fundet mønter og smykker fra vikingetiden og tidlig middelalder. Det viste sig kort efter, at den samme sommer, en fjorten dages tid før den blev fundet, var fremstillet på det årlige marked i Bork Vikingehavn af en af museets medarbejdere! Ga-da-dunk – jeg havde haft mere end mistanke til den, men der kunne jo ikke ske noget ved at tage den med til Nationalmuseet, også da andre vestjyder med større indsigt i den slags ting troede på den. De to fibler af bronze havde jeg selv hentet på fundstedet, efter at finderne – et ægtepar – havde kontaktet museet. De boede på en nedlagt gård, som de havde indrettet til

antikvitetshandel. Antikvitetshandel! Her burde alarmklokkerne have bimlet kraftigere, end de gjorde. Jeg udspurgte nøje det venlige ægtepar om fundomstændighederne. Til tider har den slags interviews karakter af forhør! Fundforholdene og findernes indtrængende og oprigtige forklaring tydede på, at fiblerne stammede fra en jernaldergrav, der var blevet ødelagt ved anlæggelsen af en kloak, hvorved de var kommet frem i dagens lys. Fiblerne så ud til at være af engelsk herkomst, hvilket ikke overraskede mig. Jeg har selv fundet en engelsk fibel ved undersøgelsen af en vestjysk jernaldergrav i Vesttarp nær Vestjyllands Højskole. Men heller ikke fiblerne ”købte” Peter Vang Petersen. ”Dem har jeg vist set før!” udbrød han lakonisk og rystede på hovedet, da jeg lagde de to fibler på hans skrivebord. Så også fiblerne kom med hjem til Vestjylland igen. Nå – det gik jo ikke særlig godt. Hvad mon min datter har tænkt? Men så de fem romerske mønter da. De var fundet inden for et ganske lille område i en eng ved Herborg nær Videbæk med detektor af en person og ven, som jeg har særdeles meget tillid til. Den nøje beskrivelse af fundstedet tydede på, at de var gravet op af jorden ved anlæggelsen af en lille kanal i 1870’erne. Peter Vang Petersen ville ikke tage stilling til dem, men henviste mig til en anden afdeling

Dele af to fibler af engelsk herkomst. Fiblerne er sandsynligvis bragt hertil for nyligt og ”plantet” som danefæ. Den største fibel er knap 6 cm lang. Foto: Chalotte K. Schwartz.

i Nationalmuseet, Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Vi afleverede dem så dér, og ville få svar senere. Svaret kom et par måneder efter og var ret overraskende, i særlig grad for finderen, der ellers anså sig selv for at være en ret habil møntkender. Tre, måske fire, af mønterne var rigtignok romerske og fra jernalderen, mens de to andre og i hvert fald den ene var lavet mindst tusinde år efter romerrigets fald. Mønterne var altså havnet på fundstedet i nyere tid, muligvis i 1800- eller 1900-tallet. Når møntsamlere tidligere – det kunne være allerede i renæssancen i 1500-tallet – i deres samlinger havde huller i rækken af romerske mønter med kejserportrætter, kunne de bekvemt og billigt supplere med frisk fremstillede mønter. Nogle af disse mønter har en for- og bagside, som ikke har sin lige ved de ægte romerske mønter. Museumsinspektør Helle W. Horsnæs antydede endog meget diplomatisk i svarbrevet, at de fem mønter fra Herborg kunne være anbragt på stedet lidt før, de blev fundet, og at det kunne dreje sig om en practical joke! Kort efter spillede de en væsentlig rolle i hendes artikel ”Danske fund af romerske bronzemønter – og det der ligner” bragt i Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad nr. 1, 2008. De tre ægte romerske mønter var prægede under kejserne Marcus Aurelius i perioden 161-175 e.Kr., Severus Alexander i perioden 231-235 e.Kr, og antageligt Septimius Severus, der var kejser 193-211 e.Kr. Den ”falske” mønt, som er den største af de fem mønter, omtales af Helle W. Horsnæs som ”nyere mønt eller medalje inspireret af Lucius Verus’ mønter for forsidens vedkommende, mens bagsidetypen er en efterligning af den nok mest berømte antikke mønt, nemlig en 10-drakme slået i byen Syracus på Sicilien omkring 400 f.Kr.” Lucius Verus, som er afbildet på forsiden, var romersk kejser 130-169 e.Kr., altså over 500 år senere end da bagsidens motiv med stridsvognen var i brug. Ud over den ”falske” mønt er der også en anden ejendommelig ting ved de fem bronzemønter fra Herborg. De er nemlig uhyre sjældne i Danmark. Godt nok blev der i 2008 fundet 5200 romerske mønter herhjemme, men langt hovedparten er af de ædle metaller guld og sølv. I 2006 kendte Skarp kontrol af danefæ

135

man således kun 127 romerske bronzemønter i Danmark, så alene af den grund vakte Herborg-fundet med fem bronzemønter opsigt og mistanke på Mønt- og Medaillesamlingen. Jeg er fuldstændigt overbevist om finderens oplysninger, så det er indtil videre en gåde, hvordan mønterne havnede der, hvor de senere blev fundet. I øvrigt blev mønterne erklæret for danefæ. De tre vestjyske danefæ-nederlag på stribe viser, hvor vanskelig en sag det må være at vurdere om dette eller hint stykke virkelig er danefæ, og for eksempel ikke blot er købt for billige penge via nettet eller på et marked i England eller andetsteds i Europa, og så bragt her til lands. Hundredvis af især detektorfundet ”danefæ” vurderes hvert år på Nationalmuseet. Hver eneste genstand skal sagsbehandles og kræver tid og venlige breve. Hvert år stiger antallet af indkommet danefæ i takt med, at Nationalmuseets personale skæres ned.

De fem bronzemønter og en bronzering, som fandtes i samme område. Øverste række til venstre mønten fra Marcus Aurelius’ tid, i midten den falske romerske mønt med Lucius Verus, og til højre mønten fra Severus Alexanders tid. Den mindste mønt kan være fra Septimius Severus’ tid. Den sidste mønt kan ikke identificeres nøjere på grund af slid. Den største mønt er 3,5 cm stor. Foto: Kjeld Hansen, Museum Midtjylland.

136

Palle Eriksen

Så det er tankevækkende, at en politiker, der er medlem af et nys afgået mangeårigt regeringsparti og medansvarlig for nedskæringen af det faglige personale på Nationalmuseet ifølge en artikel i Politiken den 2. januar 2012 kræver opstramning og mere faglig kvalitet i danefæbehandlingen efter sagen med den falske oldtidsbjørn. Men måske tager læserne fejl, misforstår politikeren og er blevet narret? For måske vil politikerne gøre det danske folk en bjørnetjeneste ved at gøre skaden god igen og sørge for en ordentlig og forsvarlig bemanding på Nationalmuseet, så blandt andet både sikkerheden og den ekstra tidsrøvende – men for landet spændende og historieudvidende – behandling af danefæ tilgodeses med større bevillinger? Palle Eriksen kan kontaktes på pe@levendehistorie.dk

Alfio Bonanno og “De fire Øer“ Land Art i Bundsbæk Naturpark Sabine Jensen & Kim Clausen

I løbet af 2010 og 2011 er tre Land Art-skulpturer skudt op midt inde i Bundsbæk Naturpark. Skulpturerne er skabt af den italienskfødte kunstner Alfio Bonanno, der har boet i Danmark i 40 år. Alfio Bonanno har givet sit værk navnet ”De fire øer”: ”One Stone Island”, ”Whistling Bird Island”, ”Milk and Honey

Island” og ”Last Island”, der endnu ikke er lavet. Det er planen, at den skal etableres i foråret 2012. Ringkøbing-Skjern Museum fik første gang besøg af Alfio Bonanno i foråret 2010, hvor han i forbindelse med projektet “Oplevelsesøkonomi i Skjern Å Nationalpark“ sammen med en række andre Land Art-kunstnere havde Alfio Bonanno og “De Defire fireØer“ Øer

137

til opgave at lave en skulptur et sted i den kommende Skjern Å Nationalpark. Initiativet til projektet kom fra RingkøbingSkjern Kommune i samarbejde med Herning Kommune. Alfio Bonanno havde sammen med de øvrige kunstnere været rundt i nationalparkområdet. Han pegede selv på, at han gerne ville lave en skulptur i Bjørnemosen ved Bundsbæk Mølle. Han mente, at Bjørnemosen var et helt specielt sted med en række kvaliteter, han gerne ville inddrage i sin skulptur. Under mødet med museets repræsentanter fremlagde Alfio Bonanno ideen om at lave fire installationer ude i mosen. Han ville benytte fire damme, som en tidligere ejer gravede i 1970’erne for at fremme andejagten. I hver af de tidligere damme var en lille ø tiltænkt mosens ænder som rugested fri for ræve. Det var disse tilgroede øer, Alfio Bonanno ville udnytte til sit Land Art-projekt i Bundsbæk Naturpark. Indrømmet. Fra museets side var vi lidt skeptiske i starten. Men efterhånden som Bonanno viste sine skitser frem og fortalte om sine visioner om de fire øer, blev vi overbeviste om, at her er tale om et unikt projekt, som tilfører Bundsbæk Naturpark en spændende dimension. Aftalen blev, at den første og største af skulpturerne “One Stone Island” skulle bygges i oktober 2010. Museet stillede mandskab til rådighed. Opgaven blev overladt til museets to dygtige håndværkere Olav Martinsen og Sarunas Lapenas, som syntes, det var spændende at arbejde sammen med Bonanno. Land Art er en billedkunstnerisk retning, der opstod i den sidste halvdel af 1960’erne. Man ville frigøre kunsten fra museer og gallerier og i stedet lade natur og kunstværk smelte sammen i en proces ude i landskabet, således at materialernes forvandling og forfald var en del af en kunstnerisk proces. Kraka Marken ved herregården Brusgaard tæt ved Randers var i 1990’erne et af de mest kendte Land Art projekter i Danmark. Alfio Bonannos kunstneriske inspiration og påvirkning går tilbage til den italienske Arte Povera bevægelse fra 1960’erne, som stod for en bevidst frembringelse af kunstværker af 138

Sabine Jensen & Kim Clausen

billige og organiske materialer knyttet til den lokalitet, hvor værket blev lavet. I samarbejdet med Alfio Bonanno oplever vi, hvordan han arbejder ud fra de muligheder, stedet og materialerne giver. Det er også tydeligt, at han med sin kunst vil øge de besøgendes bevidsthed om naturens ressourcer og dens spirituelle kraft. Samtidig har vi også erkendt, at er tale om en kompliceret proces, når Alfio Bonanno går i gang med at bygge. Opbygningen af den første skulptur “One stone Island” blev et stort projekt. En hel søjle skulle bygges op af brændte træstykker. Først blev træstykkerne skæret ud i en slags byggeklodser. Derefter blev de forkullet på oversiden. Formålet var dels at give træet en flot sort farve, der får skulpturen til at stå i kontrast til den omgivende natur, dels at konservere træet, så skulpturens levetid bliver længere. De to værker, der er etableret i 2011, “Whistling Bird Island”og “Milk and Honey Island”, er noget mindre end den første “One Stone Island.” I skulpturen “Milk and Honey Island” er det en gammel mælkejunge, der i mange år stod midt på øen som andeskjul, der gav inspiration til navnet. Mælkejungen indgår i skulpturen. Alle, der besøger Land Art-skulpturerne i Bundsbæk Naturpark undres og betages over den måde, Alfio Bonanno forener sten, træstammer og pilegrene og forvandler dem til organiske skulpturer, der spiller sammen med natur, lys og skygger. Man oplever aldrig skulpturerne helt på samme måde to gange. Alfio Bonanno er født på Sicilien i 1947. I 1950 emigrerede hans familie til Australien, hvor han studerede kunst. I 1973 flyttede Bonanno til Danmark, hvor han bosatte sig på Langeland. Alfio Bonanno har lavet Land Art-skulpturer over hele verden. Mest kendt I Danmark er hans værker på Lousiana: “Broen over Humlebækken”, “Snegletunnelen”, “Hyttefadslabyrinten” samt den store ark i naturparken Himmelhøj på Vestamager. På Langeland er Alfio Bonanno initiativtager til TICKON-projektet i slotsparken på Tranekær Slot. Tickon står for Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur. Alfio Bonanno og “De Defire fireØer“ Øer

139

Jeg bor på en vikingetidsboplads

En introduktion til det fælles supertema jernalder-vikingetid Palle Eriksen

Oldtiden forandrer sig hele tiden ”Har I ikke nok lerkar på museet?”, ”Hvad vil I med flere stenøkser?”, ”Ligner den ene jernalderboplads ikke den anden?”, ”Hvorfor overhovedet undersøge det gamle skidt?” er nogle af de spørgsmål, som skeptiske eller drillende borgere stiller os arkæologer. Ikke så ofte, som før i tiden. Der er sket et sindelagsskred, selv om Museumsloven i nogles øjne ikke har gjort os mere populære. Skønt folk hårdnakket påstår, at de ikke interesserer sig for fortiden, så har de alligevel – når man spørger dem – et foto af deres bedsteforældre, ved, hvor de boede, og hvad de lavede. En historisk bevidsthed på det personlige, lokale plan, så at sige. Denne viden og erindring om det nære personlige forgangne knyttes uomgængeligt til andres bedsteforældre og andre for længst

Varde Kommunes tekniske forvaltning besøger Årre-udgravningen i 2010.

140

Palle Eriksen

døde mennesker, og kredsen udvides automatisk og eksplosivt i rum og tid – tænk blot på den populære slægtsforskning, hvor familiemedlemmer følges fra vor tid tilbage i 1700-tallet og i heldige tilfælde endnu længere tilbage i tiden. Et andet godt eksempel på historisk bevidsthed på det nære plan hænger i stuerne på mange gårde: Luftfotos af ejendommene, som de så ud for 50-70 år siden. På de samme vægge kan man ofte se og studere endnu ældre fotos af gårdene og deres beboere. Og ude på gårdenes marker ligger under mulden sporene af endnu ældre bønders virke. Interessen for andet end, hvad der er nødvendigt for at klare dagen og vejen, er dybt rodfæstet i den menneskelige natur og nysgerrighed. Den er livets salt, så at sige. Hvor fattige ville vi ikke være, om der ikke var musik, sport, dans, litteratur, teater, religion, jagt, naturoplevelser, historie – og arkæologi – til at adsprede os og give vores liv dybde og oplevelser? Kendskabet til den menneskelige påvirkning, brug og udvikling af landskabet gennem tiden giver os en baggrund at forstå vores egen tid og os selv på. Oldtiden er det første lange led i den kæde af begivenheder og mental udvikling, som gennem hundreder af år har givet os mennesker en fælles følelse og identitet. Forfatteren og kunsthistorikeren Hans Edvard NørregårdNielsen blev sidste år spurgt om, hvordan det gik med manuskriptet til hans store bogværk om guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye. Nørregård-Nielsen har arbejdet på det i flere år, mens han har passet sit job som direktør for Ny Carlsbergfondet og fået udgivet andre store bogværker. ”Ja, det er svært med ham Lundbye, jeg kan ikke rigtig få hold på ham – han forandrer sig hele tiden!” svarede Nørregård-Nielsen.

På samme måde er det også med oldtiden. Både den og Lundbye og hans malerier og tegninger har eksisteret og kan dokumenteres i katalogagtige optegnelser, men tolkningen og opfattelsen af dem er vores egen – til hver en tid. Jeg bor på en vikingetidsboplads Det er altid en stor fornøjelse at fortælle om oldtiden for skoleklasser. Især 3.-4. klasser er engagerede tilhørere og medspillere. Ikke fordi der er noget i vejen med de andre klasser, men de omkring 10 år gamle elever er altså noget for sig i kraft af deres modenhed, nysgerrighed og umiddelbarhed. Sådan et par klasser fra Ringkøbing Skole besøgte i september 2011 Ringkøbing Museum alene med det formål at se Rindumkarret. Rindumkarret er et af de absolutte highlights i RingkøbingSkjern Museums oldsagssamling. Et over 5000 år gammelt smukt ornamenteret lerkar fra dyssetid, fundet i 1943 ved gravning af tørv. Jeg havde forsigtigt hentet karret frem fra magasinet og anbragt det på et bord, så alle kunne se det, sammen med nogle flintøkser og andre redskaber fra yngre stenalder, som også kaldes for bondestenalder, se tidstavlen bagest i årbogen. Nu er det sådan med museets oldsager, at de normalt er udstillet utilgængeligt bag glas, men her fik

Rindum-karret beskues af skoleelever fra Ringkøbing Skole. Rindum-karret. Foto: Chalotte K. Schwartz.

eleverne lov til at tage økserne i hænderne og røre ved lerkarret med en finger. Man kunne angiveligt mærke, hvordan pigerne og drengene næsten sugede luft ind af betagelse. 5000 år! Det skulle næsten ikke være til at begribe for børn, og mange voksne kikker også åndsfraværende og tøvende bort, når de hører om stenalderen. Men ikke 3.-4. klasser, de lader sig ikke distrahere af den slags småtterier. Et andet fascinerende aspekt ved oldtiden ud over den direkte fysiske kontakt med oldtidsmenneskenes redskaber og andet husgeråd er, at landskabet dengang så helt anderledes ud. Urskoven i jægerstenalderen ryddes gradvist og brændes af i bondestenalderen og bronzealderen. Træerne vendte ikke tilbage på grund af husdyrenes græsning og de hyppige afbrændinger i forbindelse med hedebøndernes drift af de udstrakte heder. Så i jernalderen og vikingetiden var Vestjylland stort set dækket af hede, og hist og her især ved ådalene og fjordene lå de spredte bebyggelser og de tilhørende marker. Man kunne se så langt, øjnene kunne række. Der var ingen læhegn, plantager eller skov af særligt omfang, som hindrede udsynet. I de brede ådale, i kær og lavninger, søer og moser var der masser af vand. Først langt senere, fra 1800-tallet og fremefter, er denne mosaik af land og vand reguleret og drænet til vor tids rationelle, økonomiske kulturlandskab. Kunne en jernaldermand i dag vende tilbage til sin boplads, ville han blive ganske fortumlet og ikke kunne genkende andet end den overliggende himmel. Også havet og kysten så helt anderledes ud end i dag. Dels lå kysten meget længere ude – omtrent 1 km i vikingetiden og 2 km i ældre jernalder – og dels lignede den Vadehavet. Jeg bor på en vikingetidsboplads

141

Det var under den korte og populære udredning af landskabet, hvor jeg prøvede at rejse med børnene tilbage i oldtiden og fristede dem med, at dengang gik man ikke i skole, at en af drengene, Rasmus, med glædestrålende øjne begejstret udbrød: ”Jeg bor på en vikingetidsboplads!” Og straks var der en pige, Katrine, der ivrede: ”Det gør jeg også” Det viste sig, at de begge boede på Majsmarken, en vej i et nyt boligkvarter i Rindum, hvor der indenfor det sidste årti er undersøgt både grave og bebyggelser fra vikingetiden og jernalderen. De to børns spontane udråb vidner stolt og begejstret om en ægte historisk bevidsthed og identitet, der både rækker bagud og fremad – og lover godt for oldtiden og fremtiden.

indgang med en dør, lidt over en meter høj. Bygningen, som vendte øst-vest, sikkert af hensyn til den evindelige vestenvind, husede både mennesker og dyr. I vestenden omkring ildstedet holdt en jernalderfamilie til, mens østenden var stald. Foran indgangene var der omhyggeligt lagte brolægninger af sten, og stien fra huset og hen til de nærmeste af de otte andre huse i den lille landsby var også brolagte. Landsbyen var omgivet af et træhegn, velsagtens for at holde løsgående dyr ude eller inde. Siden forsvandt ethvert spor af huset og landsbyen. Efterkommerne var flyttet til et andet sted et par hundrede meter væk, og som tiden og århundrederne gik, bredte lyngen sig over det gamle bosted. For knap hundrede år siden blev

Jernalderen og vikingetiden – et supertema Jernalderen og vikingetiden er et af de fire supertemaer, som vores to museer, Museet for Varde By og Omegn og Ringkøbing-Skjern Museum, sammen vil gøre en særlig indsats for i de kommende år. Det må ikke forstås på den måde, at museernes arkæologer ikke interesserer sig for tiden før og efter jernalderen og vikingetiden, nemlig henholdsvis stenalderen og bronzealderen før samt middelalderen og nyere tid efter. Det gør de i høj grad, nogle har specialer heri. Men her og nu drejer det sig altså om jernalderen (500 f.Kr.-750 e.Kr.) og vikingetiden (750 e.Kr.-1050 e.Kr.).1 I maj 2011 holdt museernes arkæologer et seminar, hvor temaet jernalder-vikingetid i vores arbejdsområder – Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner – ivrigt blev endevendt og brainstormet, så man vil i de kommende år høre og mærke mere hertil. Men hvorfor er lige de to perioder særligt interessante for os? At røre ved jernalderens mennesker Engang for lidt over 2000 år siden i ældre jernalder var der en lille gård, eller snarere et hus, som blot var 12 meter langt og 5½ meter bredt. Huset var bygget af træ og ler, fire par svære stolper inde i huset udgjorde dets skelet og bar det stråtækte tag, mens væggene bestod af ler klasket på vidjer flettet mellem mindre pæle. Midt i hver langvæg var der en 142

Palle Eriksen

Hustomt fra Brændgaards Hede. Torben Egeberg er ved at strege stolpehuller op i boligdelen. I den modsatte ende af huset har stalden ligget, sporene efter båsene og grebningen er bevaret. De to indgange, midt i hver sin langside, er vist med pile.

heden dyrket op, og igen og igen blev den nye mark pløjet efter høst. Nogle spredte sten, aske og skår af lerkar vidnede om, at der engang havde ligget noget særligt her. Men det var først, da der skulle anlægges en ny vej, at arkæologerne kom og undersøgte bopladsen. Da gravemaskinen havde fjernet mulden, stod hustomten med sine mørkebrune spor af stolper, vægge og skel mellem båsene tydeligt aftegnet mod undergrundens gule sand. Første gang, man ser det, er et betagende øjeblik. Man kan gå ind ad den samme indgang som jernalderbonden og hans familie. Drejer man til den ene side, er man inde i stalden og kan på antallet af båse tælle, hvor mange dyr, den kan have rummet. Drejer man til den anden side, træder man ind i beboelsen. Den lerklædte, stenforede arne kan stadig være bevaret i midten af rummet, og de mange større eller mindre skår af lerkar vidner om, at mennesker har holdt til her og tilberedt mad og opbevaret forråd. For et nutidsmenneske, der ikke kender til husmændenes forhold for hundrede år siden, er det helt utroligt at forestille sig, at en familie har boet her og klaret dagen og vejen. Og så er der endda fundet endnu mindre hustomter

fra jernalderen, helt ned til syv meter i længden, med både stald og bolig. Eksemplet viser, at huset var selvgjort – så at sige hjemmelavet, og hvor fuldstændig afhængig jernalderfamilien har været af naturens luner: tørke, streng vinter, en våd sommer, ildebrand, sygdomme og andre uheld var livstruende og kunne i værste fald udslette familien – og landsbyen. Det samme ”gør-det-selv”-princip ses igen i døden på jernalderens gravpladser. Når vi undersøger grave fra ældre romersk jernalder (0-200 e.Kr.), kan vi trin for trin følge hele arbejdsprocessen og gravlæggelsen fra hullet bliver gravet – trækisten bygget i hullet – den døde med udstyr, ofte flere lerkar med mad og drikke, der dog ikke er bevaret, lagt ned, ofte på siden med optrukne knæ for at efterligne en siddestilling ved et veldækket bord på rejsen til dødsriget – låget lagt på, dækket med et lag sten og et sidste drikoffer eller farvelskål sat derpå af de efterladte – og graven kunne endelig kastes til med jord. Det er betagende og spændende at undersøge den slags grave, hvor man kommer så tæt på jernaldermenneskene og den omsorg, de viste deres døde – selvgjorte og selvhjulpne og uden bedemænd.2

Den stenlagte grebning midt i staldenden var godt bevaret i en hustomt på Hesselmed-bopladsen.

I gravene fra ældre romersk jernalder har den døde ofte været godt forsynet med mad og drikke i de mange lerkar. Blæsenborg, Ringkøbing Øst.

Jeg bor på en vikingetidsboplads

143

Fra ældre jernalder (500 f.Kr-400 e.Kr) har vi kendskab til mange bopladser og gravpladser.3 Men også andre fundkategorier er repræsenteret: marker som på den fredede Øster Lem Hede med velbevarede dyrkningsspor efter oldtidsploven, vejspor, vogne, lerkar ofret i moserne til guderne og tøj som i Lønne-gravene. Supplerer vi med andre danske fund så som markredskaber og moselig – Grauballe- og Tollundmanden – så er ældre jernalder ubetinget den oldtidsperiode, som er bedst belyst. Vi kan faktisk, som det hvert år gøres i de rekonstruerede jernalderhuse i Dejbjerg Jernalder, leve os ind i jernalderen og helt bogstaveligt – hvis moseligene ellers ikke lå beskyttet bag glas på Moesgård og Silkeborg Museum – røre ved jernalderens mennesker. Tidligere havde arkæologerne en opfattelse af, at ældre jernalder var en ret fredsommelig periode; men det har ændret sig i de senere år ved påvisningen af datidens minebælter, hulbælterne, se artiklen herom i denne årbog side 161. Af helt særlige og spektakulære fund i vores område fra jernalderen bør nævnes de to Dejbjergvogne, de befæstede landsbyer Lyngsmose og Brændgaards Hede, hustomten med bevaret træ fra Klegod, Dejbjerg-hustomten med

En fornem kopi, lavet af Olav Martinsen, af en af Dejbjergvognene er udstillet i Dejbjerg Jernalder.

144

Palle Eriksen

frankisk glas, rækkegårdene ved Rindum, de tusinder af jernudvindingsovne i Snorup – Danmarks svar på Ruhr-distriktet, stormandsgraven med dødehus fra Skindbjerg ved Dejbjerg, Lønne-gravene med tekstiler, den store gravplads ved Tarm med de mange unge krigere, Årre-gravpladsen med hen ved 1000 grave og de to rige kvinder fra Billum.4 Damerne blev gravlagt i yngre romersk jernalder med et overdådigt og rigt personligt udstyr – de rigeste vestjyske jernaldergrave indtil videre. Den slags grave tøver de ikke med i Østdanmark at kalde fyrstegrave, så hvorfor skal vi så være så beskedne, men alligevel: fyrster!!! – mindre kan vel gøre det. I begyndelsen af jernalderen opstår de første landsbyer. Brændgaards Hede er et af de bedste eksempler herpå. De

Det overdådige udstyr i den ene af gravene i Billum omfattede blandt andet en skål af glas og to bronzebeslåede træspande. Den døde kvindes personlige udstyr – et par sølvbrocher, dragtnåle af guld og sølv samt flere hundrede perler af glas og rav samt enkelte af sølv og guld – viser, at hun i levende live tilhørte samfundets elite.

ældste landsbyer er som regel ikke særligt store, men til gengæld bliver der efterhånden i århundrederne omkring Kristi fødsel mange af dem. Befolkningen må have ekspanderet voldsomt både i antal men også ud på de marginale jorder, hvor nybyggerne slog sig ned på den argeste sandjord. Men efter cirka år 200 e.Kr. med begyndelsen af den periode, som arkæologerne kalder for yngre romersk jernalder, sker der afgørende ændringer. De gamle stammesamfund omstruktureres, landsbyerne nedlægges og genopstår i færre men større, meget regulerede enheder, husene bliver længere og har plads til flere funktioner udover bolig og stald, gravpladserne bliver større, og de gamle marksystemer nedlægges og nye anlægges. Også dengang var der altså strukturændringer, men her resulterede det i et økonomisk opsving. Som min kollega, Torben Egeberg, meget rammende har beskrevet det: ”Man begyndte at få overskudsproduktion i landbruget og kunne beskatte både jorden og producenterne. Det frigjorde en større del af befolkningen til håndværksproduktion og krigstjeneste. Rigdommen blev samlet på færre og ekstremt rige familier med langtrækkende internationale kontakter. De første fyrstefamilier voksede frem som både politiske og religiøse ledere af større regioner.”5 En af disse familier hørte de fornemme damer i Billum til. Vores rødder i vikingetiden I de følgende tre hundrede år – i vikingetiden, 750-1050 – kan man sige, at Danmark bliver dannet. Selve navnet optræder nu på en af runestenene i Jelling, en konge regerer over hele landet, kristendommen afløser asatroen, infrastrukturen udbygges blandt andet med store broanlæg, sognene dannes, og de første danske byer som Ribe opstår. Udenrigs træder vi for alvor ind på den europæiske scene gennem købmandsfærd, opdagelsesrejser og plyndringer, godt båret frem af velbyggede og hurtige skibe. En større mængde importerede dagligdags varer som klæberstenskar fra Norge og kværnsten fra Rhin-egnene optræder nu på bopladserne, lige som mængden af fremmed ædelmetal er tiltaget i form af mønter

og smykker. En mængde af disse kom fra vores magtfulde nabo mod syd, nemlig frankerriget, der blandt andet omfattede Frankrig og dele af Tyskland.6 Udviklingen mærkes også herhjemme. Bebyggelserne centraliseres endnu mere, de enkelte gårde bliver færre i antal men til gengæld større. I Omgård ved Grønbjerg nord for Spjald er undersøgt en gård, hvis gårdsplads var 15.000 m2 stor. Hovedhusene i gårdene kan som i Tistrup være op mod 40 meter lange, og her hen mod år 1000 som noget nyt være helt uden stald.7 På de største og mest betydningsfulde bebyggelser sad stormændene, og det var også dem, som ved deres gårde lod landsdelens første trækirker opføre i 1000-tallet. Endnu mangler vi dog i Vestjylland at finde spor af trækirker fra den tid. 100-200 år senere erstattes trækirkerne af kirker bygget af sten. Derfor finder vi ofte nær disse stenkirker vikingetidsbebyggelser som for eksempel i Dejbjerg, Tistrup, Henne Kirkeby og Velling. Bebyggelserne er ikke længere bare baseret på en bondeøkonomi, men nu spiller håndværk og handel også en rolle, som det er tilfældet i central- eller ladepladsen Henne Kirkeby med en helt speciel layout af bebyggelsen og hundredvis af værkstedshytter eller grubehuse på begge sider af en gade.8 Af særlige anlæg bør nævnes den knap 60 meter lange træbro ved Nybro, hvis bygningstidspunkt ud fra tømmerets årringe kan dateres til 761.9 Og medens vi er ved håndværkerne, bør også fremhæves fundet af en vikinghåndværkers værktøj i Dejbjerg.10 Ny teknologi i form af vandmøller og muldfjælsplove vinder indpas i vikingetiden, og sporene heraf er stort set i Danmark kun fundet i Vestjylland i blandt andet Omgård og Klinkerne ved sydenden af Ringkøbing Fjord.11 Runesten fra vikingetiden er ekstremt sjældne i Vestjylland. De tre kendte – Ådum, Sædding og Hanning – fra det gamle Ringkøbing Amt er fra tidlig middelalder, men i den nordlige del af det tidligere Ribe Amt er bevaret et 70 cm stort stykke af en vikingtids-runesten, hvor den bevarede runeskrift meddeler: Ravnunge-Tue gjorde denne/ Thyras høj…12 Stenen er fundet i Horne sogn, som også på Jeg bor på en vikingetidsboplads

145

andet vikingevis udmærker sig, idet der ved Hornelund i 1892 sammen med en guldring blev fundet to overdådigt udsmykkede runde spænder af guld.13 I modsætning til jernalderen så kender vi ikke til så mange fund fra vikingetiden. I begge museers arbejdsområder svarende til Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner, der tilsammen dækker 2745 km2 svarende til 6,4 % af Danmarks areal er i skrivende stund – januar 2012 – registreret omkring 90 lokaliteter fra vikingetiden spændende fra fund af en enkelt oldsag til store bebyggelser. En stor del af disse fund er bebyggelser, hvoraf mange er fundet ved studiet af luftfotos eller ved flyvninger alene med det formål for øje at finde spor af oldtiden i kornmarkerne. Vigtigt i den forbindelse er begge museers deltagelse i Holstebro Museums projekt ”Fortiden set fra himlen”.14 Vikingetidens forskellige anlægstyper er heller ikke så godt kendte som jernalderens. For eksempel kan antallet af kendte begravelser fra vikingetiden i Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner tælles på én hånd! Men sammenlignet med jernalderen er det ikke ren ynk over hele linjen. Vikingetiden er nemlig en meget bedre og rigere leverandør af mønter, smykker og andre genstande af metal, der til glæde for os alle fravristes mulden af ivrige og dygtige metaldetektorfolk.15 Det belyses vældigt godt i artiklen Detektortræf side 182 i denne årbog.

I en kornmark ved Lydum er der en mængde spor efter langhuse og grubehuse fra vikingetiden. Særligt flot står tomten efter et langhus med buede vægge. De runde buler viser, hvor der har ligget grubehuse. Foto: Lis Helles Olesen.

146

Palle Eriksen

Den gode oldtid i Vestjylland I modsætning til og sammenlignet med det øvrige Danmark er bevaringsforholdene for oldtidens bopladser, grave og andre skjulte fortidsminder under mulden ofte gode. Det skyldes som nævnt i artiklen om hulbælter, at de vestjyske jorder ikke har været dyrket så længe som de østdanske, og at dækkende flyvesand har været med til at beskytte fortidsminderne mod ødelæggelse. Den store vidensbank, vi har i jorden om vor oldtid, bliver dog hele tiden mindre og mindre i takt med den fortsatte og dybere pløjning, anlægsarbejder i forbindelse med veje, nye bolig- og industrikvarterer, opførelsen af store

De små runde og lidt mørkere pletter i den grønne kornmark afslørede i 2008, at der ligger en for længst glemt bebyggelse fra vikingetiden ved Velling Kirke. Pletterne er nemlig spor efter grubehuse, der var delvis gravet ned, og som blev brugt til værksteder. Foto: Lis Helles Olesen.

Jeg Jeg bor bor på på en envikingetidsboplads vikingetidsboplads

147

landbrugsbygninger samt dybdepløjning i forbindelse med skovrejsning. Vores kildemateriale – fortidsminderne under muldlaget – nedbrydes hastigt, så kun de dybest liggende dele af oldtidsanlæggene, for eksempel hustomternes tagbærende stolpehuller, vil være tilbage til fremtidens arkæologer. Et andet godt – eller snarere slemt – eksempel på nedbrydningen af oldtidsminderne i de dyrkede marker er de gravhøje, som ikke er fredede. De bliver for hver pløjning mindre og mindre og jævnes mere og mere ud. Masser af oldtidsfund og anlægsspor forsvinder hastigt og for evigt.16 Museernes arkæologer kæmper mod tiden og mod denne ødelæggelse ved at redde så meget som muligt af oldtidens spor ved arkæologiske undersøgelser. Der graves som aldrig før, især efter den nye Museumslov trådte i kraft i januar 2002. Det fremgår tydeligt af den årlige gennemgang af udgravninger i ”Årets arkæologi” i denne årbog. Museumslovens bestemmelser om, at bygherrerne bag anlægsarbejderne – så vel de offentlige som de private – skal betale for undersøgelserne af de fortidsminder, som berøres af anlægsarbejderne, har givet en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til den arkæologiske virksomhed. Tidligere var museernes arkæologer afhængige af de knappe og langt fra tilstrækkelige midler, som staten afsatte til arkæologiske udgravninger på

den årlige finanslov. Dog de arealer, hvor der skal rejses ny skov, og hvor staten giver tilskud hertil, og hvor der forinden skal dybdepløjes, er katastrofalt underfinansieret arkæologisk – men her er det jo også staten, som skal betale! Og de kommende skovområder, hvor der også dybdepløjes, inden træerne plantes uden tilskud, hører vi slet ikke om! Ved siden af den nødvendige og lovtvungne nødudgravnings-virksomhed er der også de få, men meget målrettede, projektorienterede undersøgelser af nøje udvalgte objekter som for eksempel tuegravpladsen ved Årre, den befæstede jernalderlandsby Lyngsmose, jernudvindingsovnene ved Snorup samt bebyggelserne Henne Kirkeby og Omgård fra vikingetiden. Her finansieres undersøgelserne ved museernes egne midler, eventuelt med tilskud fra Kulturarvsstyrelsen, private fonde og universiteterne. Formidling og forskning Som museer solidt forankret i lokalsamfundet og med en mangeårig virksomhed, er der stor bevågenhed om arkæologernes arbejde. Vi har en god presse – aviser, TV og radio, giver mange foredrag, holder velbesøgte ”Åben hus” på

Til venstre plan af en 11½ m lang hustomt med spor af væggen med indgang i hver langside. De små tværstreger angiver spor efter skillevæggene mellem båsene, så denne halvdel af huset har fungeret som stald. Den anden halvdel med ildsted blev brugt til beboelse. Til højre samme hustomt, som den ville have set ud, om marken havde været pløjet mere intensivt. Kun de dybeste nedgravninger, som hullerne til de tagbærende stolper, er bevaret. Når vi skal drille vores østdanske kolleger, siger vi, at huset til venstre er af jysk type, mens huset til højre er af ødansk type.

148

Palle Eriksen

Brødbagning i jernalderlandsbyen i Dejbjerg Jernalder.

udgravningerne, præsenterer vores udgravninger på julemarkeder, hjemmesider mm. Dertil kommer de faste udstillinger og aktiviteter på især museet i Nymindegab med den årlige Lønnepigedag, Dejbjerg Jernalder med tilbud om at leve som i jernalderen samt Bork Vikingehavn med stort anlagt sommermarked og mulighed for at sejle i vikingeskibe, se krigere slås og hedenske vikinger blive kristnet af præster. Der er ligeledes stor interesse for vore publikationer, for eksempel er bogen ”Vikinger i vest – vikingetiden i Vestjylland” blevet så godt modtaget, at der måtte trykkes endnu et oplag. Vi burde lave en lignende om jernalderen i vores to kommuner. Formidlingen af fortiden er et hjertebarn, der også udmønter sig i de årlige artikler i denne årbog. Desværre er der en stor mangel, som både museernes personale savner, og de mange besøgende efterspørger: En stor permanent oldtidsudstilling – Vestjyllands Oldtid – hvor der også var plads til i særudstillinger at præsentere igangværende undersøgelser og særlige temaer og sætte fortiden under debat, og måske lære af den! Som jeg en gang for 10-15 år siden spurgte i en 6. klasse i Højmark skole: ”Hvorfor drev de kun økologisk landbrug i jernalderen?” – dyb tavshed – ”Ved I ikke, hvad en økologisk bonde er? – ”Jooh,” var der en kvik dreng, der svarede og fortsatte ”det er sår’n en, der bor langt ude.” Museerne laver imidlertid meget andet end formidling. Museernes virke er nemlig mangesidet og hviler på fem søjler, der er nøje knyttet sammen, og som alle skal tilgodeses ifølge lovgivningen: Indsamling – herunder arkæologiske udgravninger; bevaring, registrering, forskning og formidling. Forskning er den grundige videnskabelige undersøgelse af et nøjere udvalgt område. Der er en århundredlang tradition for ”fremmede” arkæologers forskning i Vestjylland fra A.P. Madsens undersøgelser af Årre-gravfeltet i 1892, Gudmund Hatts registreringer og undersøgelser i 1930’erne og 40’erne af jernaldermarker og bopladser, C.J. Beckers jernalderlandsbyundersøgelser i Grøntoft i 1960’erne og 70’erne og i samme årti Hodde-jernalderlandsbyen undersøgt af Steen

Hvass samt Leif Christian Nielsens udgravninger af Omgårdvikingetidsbebyggelsen i 1970’erne og 80’erne.17 De forskningsrettede undersøgelser og aktiviteter har i de sidste par årtier været støt stigende, og de er nu baseret i de to museer i samarbejde med især de arkæologiske institutter ved universiteterne i Aarhus og København samt andre museer og naturvidenskabelige institutioner. Projekterne omfatter hulbælter, jernudvinding og smedning,

Tre Lønne-piger til Lønnepigedag på Nymindegab Museum.

Jeg bor på en vikingetidsboplads

149

grave, tekstiler, bebyggelser fra både jernalder og vikingetid og luftfotoarkæologi. I samarbejde med museerne afholder universiteterne uddannelsesgravninger for nye studerende, nogle studenter skriver specialer og ph.d.-studerende – for tiden tre – har projekter, hvor den vestjyske jernalder inddrages i en større sammenhæng.18 Et par af museernes arkæologer er censorer ved universiteterne, ligesom lektorer herfra arbejder med vestjyske bebyggelser fra jernalder og vikingetid. Endvidere deltager vi i netværk og konferencer, både indenlands og udenlands. Forskning er en disciplin, som er højt prioriteret, og som vi bestandigt konfronteres med fra statens og universiteternes side. I skal forske noget mere, får vi igen og igen at vide. Og selv er vi også voldsomt interesserede i at forske. Alle arkæologer på de to museer vil gerne forske og skrive videnskabelige artikler og bøger. Vi vil for eksempel gerne lave grundige analyser og dækkende publikationer af det store spændende og informationsrige materiale, der er gravet frem i de sidste par årtier, navnlig efter Museumslovens ikrafttræden i 2002. De omfattende Rindum-udgravninger med bebyggelser og grave fra bronzealder, jernalder, vikingetid til tidlig middelalder er basale og nyskabende for vor opfattelse af baggrunden for dannelsen af købstaden Rennumkøpingh, vore dages Ringkøbing.19 Vikingetidsbebyggelsen ved Henne Kirkeby var i 2011 med på Kulturarvsstyrelsen top ti liste over danske arkæologiske undersøgelser, og bebyggelsen indgår da også i et videnskabeligt projekt, som vil munde ud i en publikation. Et nøjere studium af denne særegne bebyggelse – central- og/eller ladeplads – vil analyseret i forhold til andre samtidige bebyggelser være med til at kaste helt nyt lys på vikingerne i vest. God formidling er afhængig af god forskning, for forskning giver os større indsigt, åbner hidtil lukkede døre og stiller nye spørgsmål til, hvad der især bør undersøges og udgraves. Hvorfor forsker vi så ikke noget mere, når det nu er så spændende og relevant? Forskning er tidskrævende og koster penge, og med den nuværende struktur og økonomi mere end kniber det med 150

Palle Eriksen

Bøger er vigtige i forskning og formidling. Vikinger i vest, 2009 og Nyt fra Vestfronten, 2011.

at få tid og råd til forskning i større omfang. For størstedelen af arkæologernes arbejdstid er båndlagt af varetagelsen af administration, udførelse af udgravninger og udarbejdelse af beretninger i henhold til Museumsloven. Skal der forskes, så det batter noget, og ikke blot bliver til lysglimt i museernes årbog, men til rigtige kanonskrald, skal der søges om og tilføres midler udefra. Og disse eksterne midler er knappe set i forhold til det store behov, og de søges af mange andre og er vanskelige at opnå i det nødvendige omfang. Større enheder i form af fusioner er tidens politiske løsen, men en eventuel kommende fusion af vores to museer vil jo ikke automatisk frigøre flere økonomiske midler til forskning. En oplagt mulighed for at finansiere den arkæologiske forskning skal søges ad anden vej, for eksempel ved at indregne udgifterne hertil i udgravningsbudgetterne. Men det ville ikke være populært hos bygherrerne og ville næppe – trods nok så mange gode argumenter – vinde gehør. Måske kunne man slå to fluer med et smæk: frigøre

bygherrerne for den upopulære betaling og fremme forskningen ved at ændre Museumslovens bestemmelser om betaling af arkæologiske udgravninger. I stedet kunne udgravningerne, og den dermed forbundne administration, formidling og forskning finansieres ved en fælles kulturarvsafgift på jord – med og uden fortidsminder – der inddrages til anlægsarbejder og lignende. Palle Eriksen kan kontaktes på: pe@levendehistorie.dk Noter 1. Generelt kan der i Jørgen Jensens to bøger om henholdsvis ”Ældre Jernalder” fra 2003 og ”Yngre Jernalder og Vikingetid” fra 2004 i firebindsværket ”Danmarks Oldtid” findes mere omtale af de i teksten nævnte lokaliteter og fund med henvisninger til yderligere litteratur. 2. Palle Eriksen: Levende døde fra Rindums jernalder. FRAM 1996. 3. Inden for de sidste par år foreligger følgende artikler om ældre jernalders bopladser og grave i de to museers arbejdsområder: 2010: Poul Krogh Jørgensen: En tidlig jernalderlandsby ved Spjald. opdatering 2010; Niels Algreen Møller: Øjebliksbilleder i sandet. Nye udgravninger på Selager. opdatering 2010. Helene Agerskov Madsen: Doktorhaven. opdatering 2010; Tine Lorange: Full-body CT-Scan af nogle gamle vestjyder. opdatering 2010. 2011: I Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder, redigeret af Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard & Steen Frydenlund Jensen og udkommet i 2011 har otte af de 14 artikler særlig relevans for os med tilknytning til Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner: 1) Lene B. Frandsen: Stenlægning på stenlægning. Hesselmed-udgravningerne, 2) Lars Chr. Bentsen: Hesselmed Vest – Hesselmeds forgænger?, 3) Stina Troldtoft Andresen: Glimt af en landsby fra førromersk jernalder ved Ho Bugt, 4) Jens G. Lauridsen: Enkeltgårde ved Alslev, bebyggelse fra ældre førromersk jernalder, 5) Louise Lund Johansen: En nytolkning af Åbrinken – Et indblik i bebyggelsesudvikling, bopladsdynamik og sociale relationer på en vestjysk lokalitet fra ældre jernalder, 6) Per Ole Rindel: Jernalderbebyggelsen ved Grøntoft i forskningshistorisk perspektiv, 7) Henriette Lyngstrøm: Vestjyske jernalderbønders råstofudnyttelse. Myremalmen mellem landskab og bebyggelse, 8) Niels Algreen Møller: Dynamiske bebyggelsesmønstre? Ældre jernalders bebyggelser i landskabet. Desuden i 2008 på Jysk Arkæologisk Selskabs forlag bogen Iron Age

Households. Structure and practice in Western Denmark, 500 BC-AD 200 af Leo Webley, samt i 2009 bogen The early Iron Age in South Scandinavia. Social Order in Settlement and Landscape af Frands Herschend, Uppsala. 4. Dejbjergvognene: Henry Petersen: Vognfundene i Dejbjerg Præstegaardsmose ved Ringkjøbing 1881 og 1883. København 1888; Torben Egeberg Hansen: Hellige vogne. I: Poul Kjærum & Rikke Agnete Olsen (red.) Oldtidens ansigt. København 1990; Per Ole Schovsbo: Dejbjergvognene. Keltiske impulser i førromersk jernalder. Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 74. Højbjerg 2010. Lyngsmose: Palle Eriksen & Per Ole Rindel: Lyngsmose og Lystbækgård. Et Borremoseanlæg og Cæsars Liljer i Vestjylland. FRAM 2001; Palle Eriksen & Per Ole Rindel: Fjenders mén. Skalk 2002, nr. 6; Palle Eriksen & Per Ole Rindel: Den vestjyske borg. Skalk 2005, nr. 1. Brændgaards Hede: Esben Schlosser Mauritsen: Brændgaards Hede. A settlement surrounded by pit zone fortifications from the Early PreRoman Iron Age in Denmark. I: Michael Meyer (red.) Haus, Gehöft, Weiler, Dorf. Berlin 2010. Klegod: Jens Aarup Jensen: I jernalderbondens spor. FRAM 1987. Dejbjerg-hustomt med glas: Torben Egeberg Hansen: Et jernalderhus med drikkeglas i Dejbjerg, Vestjylland. Kuml 1993-94; Torben Egeberg Hansen: Glashus. Skalk 1993, nr. 5; Torben Egeberg: Et fyrsteligt fund fra Vestjylland. I: Steen Hvass (red.) Vor skjulte kulturarv. Arkæologien under overfladen. København 2000. Rindum: Marie Vang Posselt: Jernaldergårde på række – udgravning ved den nye skole i Rindum. opdatering 2011. Snorup: Lene B. Frandsen & Olfert Voss: Jernudvindingspladser i Snorup. Ølgod Museum Årg. 25, 1991; Lene B. Frandsen: Snorup – et jernudvindingskompleks i Sydvestjylland. Archäologie in Schleswig/ Arkæologi i Slesvig 2, 1992; Lene B. Frandsen & Olfert Voss: Jernudvinding i Snorup i tiden 1.-7. årh. Mark og Montre Årg. 29, 1993; Lars Christian Nørbach: Bønder og smeltemestre i Snorup. I: Steen Hvass (red.) Vor skjulte kulturarv. Arkæologien under overfladen. København 2000; Lene B. Frandsen & Lene Høst Madsen: Snorup – The never ending story. I: Tatyana Smekalova & Jørgen Steen Jensen (red.) En hilsen til Olfert Voss – 2. april 2006. Sankt Petersborg 2006. Skindbjerg: Torben Egeberg Hansen: På sporet af Dejbjergvognenes ejere – Det nye jernalderfund på St. Skindbjerg i Dejbjerg. FRAM 1990. Lønne Hede: Lene B. Frandsen: Nye grave med tekstiler fra Lønne Hede. Mark og Montre Årg. 31, 1995; Lene B. Frandsen & Frances Roberts: More Textiles at Lønne Hede in Denmark. Archaeological Textiles Newsletter 22, 1996; Lene B. Frandsen: Nye grave med tekstiler fra Lønne Hede i Sydvestjylland. Archäologie in Schleswig/Arkæologi i Slesvig 5, 1997; Lene B. Frandsen: Lønne Hede. Reallexikon der Germanischen Alterumskunde, Band 18, s. 550-551; Lene B. Frandsen: Lønnepigen – fra fund til formidling. opdatering 2009.

Jeg bor på en vikingetidsboplads

151

Tarm: Torben Egeberg Hansen: 2000 årig gravplads – samt gårde og marker under Tarm by. FRAM 1985; Torben Egeberg & Christian Adamsen: Gravmark. Skalk 2008, nr. 4. Årre: A.P. Madsen & Carl Neergaard: Jydske Gravpladser fra den førromerske Jernalder. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1894; C.J. Becker: Gravpladsen ved Aarre. I Førromersk jernalder i Sydog Midtjylland. København 1961; Tine Lorange: Gensyn med tuegravpladsen ved Årre. opdatering 2009; Tine Lorange: Full-body CT-Scan af nogle gamle vestjyder. opdatering 2010. Billum: Lene B. Frandsen & Jørgen Westphal: De rige kvinder i Billum – to bemærkelsesværdige kvindegrave fra yngre romersk jernalder. Mark og Montre Årg. 32, 1996; Lene B. Frandsen: De rige kvinder fra Billum. I: Steen Hvass (red.) Vor skjulte kulturarv. Arkæologien under overfladen. København 2000; Lene B. Frandsen: De stenrige grave i Billum – jordfæstegrave fra ældre romersk jernalder. Mark og Montre Årg. 37, 2001. Lene B. Frandsen: De rige kvinder i Billum. Skalk 2003, nr. 5.

Vestjylland. Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 70. Højbjerg 2009; Leif Christian Nielsen: Omgård. The Viking Age Water-mill Complex. A provisional report on the 1986 excavations. Acta Archaeologica vol. 57, 1986. 12. Horne-runestenen er opstillet på kirkegården i Horne. Fotos og tegninger af den findes på nettet. 13. Hornelund-spænder: Lene B. Frandsen: Hornelund – guld og slagger. Fra Ribe Amt 1994, bd. 26, nr. 2. For foto af Hornelund-spænderne se Stina Troldtoft Andresen: Vikingerne ved Tistrup. opdatering 2010, s. 177. 14. Projektet er nøjere omtalt på Holstebro Museums hjemmeside. Se også artiklen om luftfotoskolen i dette nummer af opdatering side 69. 15. Jens G. Lauridsen: Detektorfund fra Sig. opdatering 2009. 16. Anne Nørgaard Jørgensen & John Pind (red.): Før landskabets erindring slukkes. Status og fremtid for dansk arkæologi. København 2001.

17. A.P. Madsen & Carl Neergaard: Jydske Gravpladser fra den førromerske Jernalder. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 5. Informationstavlen, opsat i 2011, ved Øster Lem Hede. 1894; Gudmund Hatt: Oldtidsagre. København 1949; Per Ole Rindel: Jernalderbebyggelsen ved Grøntoft i forskningshistorisk perspektiv. 6. Med hensyn til vikingetiden i Ringkøbing-Skjern Museums område er I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard & Steen Frydenlund bogen ”Vikinger i vest – vikingetiden i Vestjylland” af Palle Eriksen, Jensen (red.) Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser Torben Egeberg, Lis Helles Olesen & Hans Rostholm fra 2009 nyttig med fra ældre jernalder. Arkæologiske skrifter 9. København 2011; Steen sin omtale af den sydligste del – Ringkøbing-Skjern Kommune – af det Hvass: Hodde. Et vestjysk jernaldersamfund fra ældre jernalder. gamle Ringkøbing Amt. Heri også omtale af de enkelte fund og lokaliteArkæologiske studier 7. København 1985; Leif Christian Nielsen: ter, ligeledes med henvisninger til litteratur. Omgård. A Settlement from the Late Iron Age and the Viking Period in 7. Stina Troldtoft Andresen: Vikingerne ved Tistrup. opdatering 2010. West Jutland. Acta Archaeologica vol. 50, 1979. 8. Lene B. Frandsen: Vikingetiden i Henne. Mark og Montre Årg. 41, 18. Specialestuderende: Jannie Holm Larsen: Skaktfragmenter og makrofos2005; Lene B. Frandsen: Vestjysk Vikingetid. Skalk 2005, nr. 4; Lene siler – to oversete kilder til forståelsen af jernudvinding og håndværksB. Frandsen: Håndværkerne i Henne Kirkeby vest – en lade/produkorganisation. Københavns Universitet 2012; Anne Louise Lund Johansen: tionsplads fra vikingetiden. I: Henriette Lyngstrøm, Martin Winther En nytolkning af Åbrinken – et indblik i bebyggelsesudviklingen, bopladsOlesen & Lone Gebauer Thomsen (red.) Smedens rum 1, Værkstedet. dynamik og sociale relationer på en vestjysk lokalitet fra ælde jernalder. Arkæologiske skrifter 9. København 2010. Marie Vang Posselt: Rækkelandsbyerne og deres betydning for opfat9. Lene B. Frandsen: Vestjysk vej. Skalk 1999, nr. 4; Lene B. Frandsen: telsen af bebyggelsesbillede og samfundsorganisering i ældre germansk Nybro – gamle bro – et vejanlæg fra tidlig vikingetid. Mark og Montre jernalder. En analyse med udgangspunkt i rækkelandsbyen Rindum Årg. 35, 1999. Mads Ravn: En trævej fra Kong Godfreds tid. Kuml 1999. Ny Skole, Vestjylland. Hemming Zaramella Hansen: Jernudvinding ved Lene B. Frandsen: Nybro – et vejanlæg fra Kong Godfreds tid. I: Steen Hessel. Ph.d.- studerende: Katrine Balsgaard Juul, Aarhus Universitet: Hvass (red.) Vor skjulte kulturarv. Arkæologien under overfladen. Dynamic networks connecting the North Sea Areas AD 400-600. Nina København 2000. Helt Nielsen, Aarhus Universitet: Land Use Strategies in the Danish Bronze and Early Iron Age. Niels Algreen Møller, Københavns Universitet: 10. Torben Egeberg Hansen: Værktøjsfundet fra Dejbjerg. En vikingeVestjysk Jernalder – Bebyggelse, landskab og samfund. tidshåndværkers redskaber. Kuml 1988-89; Torben Egeberg Hansen: Hammerslag. Skalk 1992, nr. 3. 19. Jens Aarup Jensen: På sporet af ”Rennumkøpingh” – rapport om middelalderens Ringkøbing. FRAM 1985; Helle Henningsen: Ringkøbing i 11. Kapitlet ”Bønder og håndværkere” I: Palle Eriksen, Torben Egeberg, middelalderen. Kuml 2004. Lis Helles Olesen & Hans Rostholm: Vikinger i vest – vikingetiden i

152

Palle Eriksen

Jernaldermarkerne på Øster Lem Hede – Danmarks største jernaldermonument Torben Egeberg

Denne fortælling begynder i marts 2008, hvor Troels Nørgaard Held fra Ringkøbing-Skjern Kommunes Miljø & Natur begejstret sendte en mail til museet sammen med et digitalt billede af jordoverfladen på Øster Lem Hede. Billedet var et udsnit af en samlet højdescanning af hele kommunen, udført fra fly i 2007. På billedet så man meget tydeligt et sirligt system af lave jordvolde over et stort område. Det var sporene af et stort marksystem, med flade agre omkranset af skelvolde, der på højdescanningen viste sig langt tydeligere, end det blotte øje kan se i landskabet – både ude på heden og ikke

Markerne på Øster Lem Hede fotograferet i lav aftensol i juli måned 1976. Skyggerne fremhæver både volde og terrasser fra dyrkningen i jernalderen. Foto: Niels Holger Toft, Højmark.

mindst inde i Løvstrup Plantage, hvor ingen tidligere havde haft dette overblik. Begejstringen smittede hurtigt af på museets arkæologer. Med de nye billeder af jordoverfladen og dens højdeforskelle blev det nu muligt at tegne en samlet plan af jernaldermarkerne på og omkring Øster Lem Hede, Danmarks største jernaldermonument. Arkæologen Gudmund Hatt nåede i 1930’erne at opmåle sporene i heden og på en nu opdyrket mark nord for det fredede område.1 Det område, vi i dag kalder Øster Lem Hede, blev derefter fredet af den københavnske læge Toft, der stammede fra Lem. Historien om fredningen, der blev iværksat af Gudmund Hatt, er fortalt af Alfred Kaae i bogen om Lem Sogn.2 Hvad der til gengæld er gået i glemmebogen er, at avisoverskrifterne brugte ordet Nationalpark, da historien om læge Toft’s opkøb af Øster Lem Hede blev kendt for offentligheden.3 I 1930’erne lod det sig ikke gøre at måle jernaldersporene inde i Løvstrup Plantage, hvor Hatt godt var klar over, at voldene fortsatte. Heller ikke de spor der fortsatte endnu længere mod nord i det opdyrkede land blev målt op, da de næppe kunne ses fra landjorden dengang. Vi har først opdaget dem nu ved at kigge på flyfotos fra flere forskellige overflyvninger siden 1954. På disse billeder fremstår de overpløjede volde som lyse striber i så stort omfang, at sporene kan indgå i en samlet plan over hele Øster Lem Hede. Det følgende drejer sig om den nye plan over hele Øster Lem Hede-området, men også om to andre jernaldermarker i nærområdet som modspil hertil, nemlig den lille Troldebanke fem kilometer mod syd og den hidtil ukendte forekomst af jernalderagre i Brejning Egekrat, der ligger ti kilometer Jernaldermarkerne på Øster Lem Hede

153

nordøst for Øster Lem Hede. Baggrunden for den fornyede interesse for jernaldermarkerne har været, at museet af Kulturarvsstyrelsen er blevet bedt om at lave ny formidling af Øster Lem Hede.4 En ny plan af Øster Lem Hede-markerne Engang strakte markerne sig som nævnt over et endnu større område end den ene kvadratkilometer, der nævnes i omtaler af Øster Lem Hede. Op mod i alt tre kvadratkilometer har været i brug som jernaldermarker. Et så stort areal lyder imponerende, og alligevel er Øster Lem Hede blot ét af utallige områder, der blev opdyrket i Vestjylland for omkring 2.500 år siden. Med højdemodellen som grundlag kan vi nu få bedre overblik uden at gå rundt med måleudstyr. Ganske vist er

scanningsmetoden endnu grovmasket med 1,6 meter mellem punkterne, som indeholder oplysning om deres højde over havet. En anden svaghed er, at der mangler punkter, hvor træer som i Løvstrup Plantage står for tæt. Alligevel er der et rimeligt antal punkter at tegne efter, selv om tolkninger ikke helt kan undgås. En mere detaljeret radaropmåling vil engang, når den er blevet foretaget med ny overflyvning, kunne udelukke nogle af usikkerhederne og samtidig give endnu flere detaljer i de spor, der på denne måde gøres synlige på skovbunden i plantagen. Gudmund Hatt brugte et målebord som udgangspunkt i sin opmåling. Der var en ret utaknemmelig opgave, især i den vestlige, meget bakkede del af heden. Her er der nogle steder en højdeforskel på 25 meter over en strækning på

1 km

Højdemodellen hvor marksystemerne ved Øster Lem Hede træder frem som lyse striber.

154

Torben Egeberg

blot 100 meter, og det har selvfølgelig givet lidt unøjagtigheder i den endelige plan. Men den er stadig det bedste udgangspunkt, fordi dens styrke er, at erfarne folk har iagttaget og registreret, hvad de så. I dag kan vi korrigere opmålingsfejlene, så de ikke får betydning for helhedsindtrykket. Det er en udfordring kun at tegne, hvor vi på højdemodellen mener at kunne se skelvolde og terrassekanter på skråninger. Hatt og måske især hans assistent Axel Steensberg tegnede lidt mere end der kunne ses, og forbandt ofte voldene til ideelle, lukkede firkanter, selv om der måske var åbninger, for eksempel i et hjørne.5 På Hatts plan over marksystemerne på Øster Lem Hede er der også nogle steder angivet spor, der både er svære at se på marken og på højdemodellen. Hatts plan er nu blevet rettet ind i forhold til

højdemodellens spor på det fredede område. Derfor er der i nogle områder foretaget valg, når voldenes forløb fra den gamle plan skulle passes ind. Langt de fleste steder lader det sig dog gøre entydigt. Voldene inde i Løvstrup Plantage er nu for første gang tegnet op efter radaropmålingen af overfladen, dvs. sådan som det var muligt at få data tilbage til flyet fra overfladen mellem træerne. En komplet plan af voldene i plantagen vil uanset en ny overflyvning nok først fremkomne, hvis der suppleres med, hvad arkæologer kan se i skovbunden. Et sådant arbejde skal foregå om vinteren, hvor vegetationen ikke skjuler sporene. Desværre er der kun få gode flyfotos af sporene i de dyrkede marker nord for Løvstrup Plantage til rådighed.

Brejning Egekrat

Øster Lem Hede

Troldebanken

5 km

Kort der viser den indbyrdes beliggenhed af Øster Lem Hede, Troldebanken og Brejning Egekrat.

Jernaldermarkerne på Øster Lem Hede

155

Planen bliver derfor noget ukomplet her. En del af årsagen er muligvis, at der i en del af området foregik en genopdyrkning i middelalderen, idet der i en 1600-tals kilde nævnes en nu forsvunden Poulstorp i Fårborg Ejerlaug.6 På billeder af området ser det da også ud til, at der er spor af højryggede agre i et område, hvor alle spor af jernaldermarker mangler. I 1800-tallet var der igen hede på stedet, inden nye hedebrug med marker oprettedes. Det var denne proces, Hatt arbejdede om kap med i 1930’erne. Uanset disse mangler har det været en spændende opgave at få kortlagt agrene på Øster Lem Hede i en første udgave, som måske skal justeres lidt i de områder, hvor blandt andet flyfotos danner grundlag. Det er blevet til en plan af et meget stort område, der har været i drift i den tidlige jernalder. Men for at sætte markerne på Øster Lem Hede i perspektiv er to andre steder med samme slags spor blevet kigget nærmere på, nemlig den lille Troldebanke og den hidtil ukendte Brejning Egekrat. Troldebanken Ikke langt fra Øster Lem Hede ligger Troldebanken i bakkerne ved Bundsbæk Mølle. Vi kommer fra det største til det mindste. Troldebanken kan med stor sikkerhed siges at være Danmarks mindste forekomst af jernaldermarker. Markerne har aldrig strakt sig over et større område, fordi de ligger på et markant naturligt afgrænset område, og da der ikke kan ses spor af volde eller terrasser i plantagens skovbund, på højdemodellen eller på luftfotos af de omgivende marker, er der næppe anden konklusion. Det er tankevækkende, at der indenfor samme geografiske område og i samme landskabstype kan forekomme så vidt forskellige størrelser af bosættelser med tilhørende marker. At dømme efter voldenes og terrassernes udseende har markerne på Troldebanken været intensivt dyrket gennem lang tid. Voldene er høje og terrasserne usædvanligt markante. Det tyder på tilbagevendende muldflugt og jord-erosion, som må have været et stort problem for de bønder, der drev jorden her. 156

Torben Egeberg

1 km

Troldebanken optegnet på grundlag af spor på højdemodellen og Hatts plan.

1 km

Brejning Egekrat optegnet på grundlag af spor på højdemodellen.

Hatt opmålte og undersøgte sporene på den sydlige del af Troldebanken, der nu er fredet.7 Derimod er sporene inde i plantagen mod nord på Troldebanken aldrig blevet målt op før nu, hvor højdemodellen gør det muligt at tegne en rimelig præcis plan for første gang, altså en situation meget lig voldene i Løvstrup Plantage. Skønsmæssigt er der spor af op mod 50 marker, der dækker et areal på ca. 70.000 kvadratmeter. Jernaldergården – eller gårdene – lå nok også på området, måske på en flade på toppen, hvor der ikke er spor af volde. Det er svært at forestille sig, at mere end én eller to gårde har kunnet ernære sig ved dette jordtilliggende. Markerne på Troldebanken blev i sin tid anlagt på en skovrydning, kunne Hatt konstatere i jordlagene i voldene. I modsætning hertil er Øster Lem Hede-markerne anlagt på hede mod vest, men skovrydning mod øst. Brejning Egekrat Ved et af de første kig på højdemodellen, da museet selv fik den stillet til rådighed i 2009, opdagede forfatteren til denne artikel nogle mærkelige spor på skovbunden af det berømte Brejning Egekrat. Iagttagelsen blev først udlagt som noget, der skulle forklares i forbindelse med krattets drift som stævningsskov. Men efter et par fornyede kig på sporene, blev det klart, at der i skovbunden mellem de krogede egetræer og blåbærrene gemte sig hidtil ukendte spor af marker fra jernalderen. Tilsammen dannede sporene på højdemodellen de velkendte volde og terrasser, som de kendes fra Øster Lem Hede og Troldebanken. Planen af sporene i Brejning Krat ligger overvejende i to hovedretninger, tilpasset landskabet, og det er således svært at komme til anden konklusion, end at det faktisk drejer sig om jernaldermarker. Det er overraskende, at det kuperede terræn under Brejning Egekrat er blevet valgt som agermark. Forklaring kan være, at omgivende arealer er blevet fravalgt på grund af højt grundvandsspejl. Det er også overraskende for mange at skulle forlige sig med, at Brejning Egekrat nu ikke længere kan betragtes som en rest af den skov, der engang

dækkede Vestjylland. I en længere periode for mere end 2.000 år siden ser det nu ud til, at området har været skovfrit og dyrket af jernalderbønder. Brejning Krat, som det krat vi kender i dag, er indtegnet på kortet over Brejning sogn i Præsteindberetningerne til Ole Worm fra begyndelsen af 1600-tallet.8 Jernaldermarkerne på skovbunden af Brejning Egekrat forblev mærkeligt nok ukendt for Gudmund Hatt, der selv stammede fra det nærliggende Vildbjerg. Vi kan selvfølgelig ikke vide, om han alligevel skulle have set eller hørt om markerne i krattet. For de lå jo i et allerede naturfredet område og var derfor beskyttede, uden fare for ødelæggelse ved den omsiggribende hedeopdyrkning i 1920’erne og 30’erne. Som ved Troldebanken er styrken ved agrene i Brejning Egekrat, at de er bevaret i deres omtrentlige fulde udstrækning. Det er ikke muligt hverken på højdemodellen eller på luftfotos at se spor af jernaldermarker ude i nutidens marker omkring Brejning Egekrat. Det giver derfor mening at opmåle markernes areal, der er på ca. 350.000 kvadratmeter. Området skønnes at have været opdelt i omkring 100 marker, uden at vi kan vide, om de også var i drift samtidigt. Markerne i Brejning Egekrat dækker således et areal fem gange så stort som Troldebanken. Vi må tro, at jernaldergårdene nok også lå på området, måske på et næs helt mod syd. Voldene er ikke specielt høje, måske fordi Brejning Egekrat ikke blev dyrket så intensivt eller i så lang tid som Troldebanken. Alligevel ses voldene tydeligt som tværgående forhøjninger, når man går på stierne syd for hulvejen øst-vest gennem Brejning Egekrat. En tur tværs over Øster Lem Hede I november 2011 åbnede en ny formidling af jernaldermarkerne på Øster Lem Hede med nye skilte, nye stier og en ny stor parkeringsplads i det nordvestlige hjørne af Løvstrup Plantage. Den glade giver var A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der med Kulturarvsstyrelsen som projektejer har udvalgt de 100 mest unikke fortidsminder i Danmark til ny formidling for at gøre dem Jernaldermarkerne på Øster Lem Hede

157

mere tilgængelige og synlige for brugerne. De nye skilte fortæller historier om heden. Med baggrund heri bevæger vi os nu langt væk fra computer-tegnede planer og tager på en kort tur fra den nye P-plads, tværs over heden og tilbage igen. Inde på det fredede areal opdager vi med det samme, at vi går tværs over hjulspor, og ikke mindst en inddiget vej, der har forbindelse med voldene omkring markerne, og som derfor må have samme alder. På vejen har kørende og gående mennesker og dyr i jernalderen kunne færdes mod syd mod overfartsstederne over Skjern Å og mod nord mod gravhøje på bakkekammen. Her oppe er der fundet spor af en 2.000 år gammel jernaldergrav og i samme område ligger bopladserne fra denne tid nok også. Den intakte vejføring gennem Øster Lem Hede-markerne er den eneste bevarede af sin art i Danmark, men har naturligvis ikke været den eneste i datiden, tværtimod. På planen af de nu helt sløjfede jernaldermarker på Byrsted Hede i Himmerland ses også en sådan adgangsvej.9 Det næste, der møder os, er selve de lyngklædte volde omkring markerne. Nogle steder er de desværre lidt svære at få øje på, fordi højt græs er indvandret i den østlige del af heden. Vi opdager, at voldene ligger parallelt med hinanden i omtrent øst-vestlig retning, og at der ofte er omkring 30 skridt eller ca. 30 meter mellem dem. At disse mål gentager sig i markernes størrelser har givet anledning til overvejelser om, at der til afsætningen er brugt romerske mål eller mål, svarende til de gamle danske mål som fod og alen.10 Vi er nu i lang tid gået langs en vold, der fortsætter og fortsætter i en ret linje mod vest. Måske blev markerne afsat ud fra sådanne forløb. Der er således volde i en ret linje med udgangspunkt i en gravhøj mod syd på heden,11 og vi går netop vinkelret på denne linje i øjeblikket. Altså kunne de to linjer have udgjort den første afsætning af markerne i dette område. Efterhånden er vi kommet frem til en dyb slugt, der adskiller den østlige og vestlige del af heden. Også voldene ophører her og begynder igen på den modsatte side. Vi opfatter Øster Lem Hede som et hele, men det er værd at overveje, 158

Torben Egeberg

om der her i slugten i stedet er en grænse mellem to forskellige bebyggelser og deres marker. Oppe mod vest, hvor voldene om jernaldermarkerne igen kan ses, nærmer vi os det sted, hvor Gudmund Hatt fandt tre hustomter fra markernes tid, den tidlige jernalder. De var i datidens almindelige størrelse, alle omkring ni meter lange og fem meter brede. Her boede altså nogle af de familier, der dyrkede markerne. Og de nød næppe den storslåede udsigt, som vi gør det i dag. Derude på de endeløse marker mellem alle voldene ventede der kun slidsomt arbejde. Om foråret skulle markarbejdet indledes med at arde græstørv fri i brakmarker, der var blevet brugt til græsning. Derefter skulle sten og tørv kastes ud i voldene, der skulle gødes, rives og harves, så der kunne sås. Og måske satte forårsblæsten gang i muldflugten og fik den næringsholdige jord til at lægge sig ud langs voldene. Så kom en stille sommertid med tørveskæring og måske lidt husbyggeri, mens afgrøderne voksede, inden høsten trængte sig på. Med efteråret kom slagtetid og tærsketid, inden vinteren gjorde udeliv urart. Dyrene var nok inde om natten på denne årstid og ude om dagen for at skaffe sig selv føde og vand. De tre jernalderhuse, der blev gravet ud af Hatt, er på alle måder en del af jernaldermarkerne. Endda bliver der anlagt volde henover dem nogle steder, og der bliver ardet på de gamle byggetomter. Dette fortæller os, at de marker, vi ser på heden i dag, blev ændret måske mange gange. Vi er ellers tilbøjelige til at opfatte voldene som uforanderlige, men sådan har det ikke været. Der er foregået ændringer af marker og flytninger af volde. Hede og skov er blevet inddraget til dyrkning. Det sidste fandt Hatt ud af ved at undersøge jordlagene under voldene. Men på de nedlagte byggegrunde på Øster Lem Hede er der også foregået ting og handlinger, som undrer os. Der ser ud til, at indbo i form af lerkar fra husholdningen fra et af de sløjfede huse er blevet gemt i en grube udenfor tomten, som om man med respekt har sørget for at tidligere generationers ejendele blev gemt for eftertiden. Nogle lerkarskår fra disse kar blev tilbage i hustomten, og derfor kan vi i dag

rekonstruere, hvad der er foregået. Det var den ellers meget nøgterne arkæolog, Professor Becker fra København, der fremsatte denne teori om, hvad der kunne være foregået på Øster Lem Hede med udgangspunkt i, at samme slags fund er fremkommet på tidens bopladser andre steder i Jylland.12 Becker er ellers mest kendt for at være den første, til at afdække jernalderens bopladser i deres fulde udstrækning. Det gjorde han i 1960’erne i netop Vestjylland. Vi vender om og går tilbage til den nye P-plads. Vi drejer først mod syd ned mod Kjelderbanke med den helt forrygende

udsigt over Vestjylland, over forland, fjord og klitter i baggrunden, alt set heroppe fra, 75 meter over havet. Måske gemmer der sig noget spændende på næsset, der er afgrænset med stejle sider mod øst, syd og vest. Der er ingen synlige spor af volde og marker, kun en anden slags vold, der er anlagt parallelt med en lav grav. Vold og grav afskærer den fjerde side af næsset, men endnu ved vi ikke, hvor gammelt dette anlæg er. Hatt og Steensberg tegnede det blot med samme signatur som voldene omkring markerne, og undlod at vise grøften.13 Der kunne ligge en samling jernalderhuse

1 km

Øster Lem Hede sammentegnet ud fra Gudmund Hatts plan, spor på højdemodellen og Royal Air Force-fotos fra 1954 samt civile flyfotos fra 1976, 1987 og 1990, alle fra flyfotoarkivet.dk. Markerne på den centrale del af Øster Lem Hede kan være udlagt ud fra to hovedlinjer (markeret med gult). Den nordsyd gående linje kan have sit udgangspunkt i gravhøjen mod syd (markeret med en cirkel). Vejforløbet eller fægangen i den østlige del er fremhævet med grønt. Vold og grav, der afskærer næsset ved Kjelderbanke er markeret med rødt.

Jernaldermarkerne på Øster Lem Hede

159

her på Kjelderbanken, og måske kan vold og grav, hvis de engang bliver dateret, have spillet en rolle i den sammenhæng. Vi kender allerede en befæstet boplads fra denne tid i Lyngsmose nordøst for Ringkøbing.14 Afrunding For mere 2.500 år siden anlagde jernalderbønder deres marker på Øster Lem Hede, på Troldebanken og i Brejning Egekrat. Danmarks mindste område med bevarede jernaldermarker på Troldebanken og helt suverænt store modpol, Øster Lem Hede vil sammen med Brejning Egekrat kunne bruges som udgangspunkt for fremtidig forskning i jernalderens landbrug. Der forskes allerede i markernes opståen på Øster Lem Hede og i agrenes alder på baggrund af nye udgravninger i udvalgte volde,15 ligesom der også i Himmerland arbejdes med imponerende kortlægninger af jernaldermarker.16 Der er åbnet ny formidling af den storslåede Øster Lem Hede og forhåbentlig fastholdes og udvikles disse tiltag i de kommende år.17 Torben Egeberg kan kontaktes på te@levendehistorie.dk

Noter

1. Gudmund Hatt: Oldtidsagre. København 1949. 2. Alfred Kaae: Lem Sogn. Et skår af mosaikken Danmark. Ringkjøbing 1962, s. 30. 3. Dagbladet BT: ”En ny dansk Nationalpark”, den 9. marts 1936, s. 5. Artiklen blev bragt med et portrætfoto af Gudmund Hatt. Tak til Niels Holger Toft, Højmark, for lån af kopi af avisartiklen. 4. Formidlingen er blevet gennemført i løbet af 2011 i et samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Museum, Kulturarvsstyrelsen, Løvstrup Plantage A/S, Ringkøbing-Skjern Kommune og Naturstyrelsen Vestjylland. Tak for forslag og for at der blev arbejdet målrettet mod det fælles mål at få etableret den nye formidling. 5. Mundtligt meddelt af Niels-Christian Clemmesen, Kulturarvsstyrelsen, i forbindelse med den nye formidling. 6. Meddelt af Peder Gammeltoft, SAXO-instituttet, Københavns Universitet i mail til Ringkøbing-Skjern Museum januar 2012. 7. Hatt, fig. 84. 8. Frank Jørgensen: Præsteindberetninger til Ole Worm. Udgivet af Landbohistorisk Selskab. København 1970, s. 157 med tilhørende kort. 9. Hatt, Pl. II. 10. Bjarne Eir: Måleenheder i oldtidsagre. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1980. 11. Nina Helt Nielsen, Aarhus Universitet, der arbejder med Øster Lem Hede som Ph.d.-projekt, har gjort opmærksom på, at markerne kan være udlagt ud fra en linje med udgangspunkt i denne gravhøj mod syd. 12. C.J. Becker: Førromersk jernalder i Syd- og Midtjylland. København 1961, Bind VI, s 122-127. 13. Esben Schlosser Mauritsen, Ringkøbing-Skjern Museum, har fortalt om disse spor på højdemodellen. 14. Palle Eriksen & Per Ole Rindel: Lyngsmose og Lystbækgård – et Borremoseanlæg og Cæsars liljer i Vestjylland. FRAM 2001. 15. Nina Helt Nielsen: Ph.d.-studium ved Aarhus Universitet, Institut for Kultur og Samfund, Forhistorisk Arkæologi, Moesgård, med udgangspunkt i Øster Lem Hede. 16. Michael Vinter: Kortlægning af marksystemer fra jernalderen. Kuml 2011; Michael Vinter: Rekonstruktion af det parcellerede dyrkningslandskab i Himmerland. I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard & Steen Frydenlund Jensen (red) Nyt Fra Vestfronten. Nordog Vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske skifter 10. København 2011.

På en kold novemberdag blev den nye formidling med skilte, stier og ny P-plads i Løvstrup Plantage, øst for Øster Lem Hede, indviet ved Marianne Rasmussen Lindegaard, Kulturarvsstyrelsen. Foto: Bjarne Jensen.

160

Torben Egeberg

17. Se også Marie Sidenius Gravesen: Øster Lem Hede. Om pleje og formidling af oldtidsminder i et Hedelandskab. Uppsats för avläggande av filosofie kandidatexamen i Kulturvård, Landskapsvårdens hantverk, 15 hp, 2011.

Hulbælter

– en ”ny”, lang og farlig type anlæg fra ældre jernalder Palle Eriksen & Esben Schlosser Mauritsen Udtryk som ”den rådne banan” eller ”udkantsdanmark” er ikke noget vi vestjyder bruger eller kan lide at høre om vores landsdel. Disse – i vores ører – nedsættende betegnelser bunder i, at Vestjylland økonomisk lider under og presses mere og mere af den centralisering, som trækker Danmark skævt til fordel for Østjylland og øerne. Men arkæologisk set er der ingen rådne bananer her, snarere guldæbler! For i Vestjylland er fortidsminderne utroligt godt bevarede set i forhold til størstedelen af Danmark. Det skyldes først og fremmest den sandede jordbund, som siden oldtiden har været dækket af hede, og først sent er blevet opdyrket i større stil i modsætning til Østdanmark, hvis mere frugtbare jord tidligt blev lagt under plov. Den førhen så ekstensive dyrkning af de vestjyske jorder, ofte i kombination med beskyttende lag af flyvesand, har gjort, at hustomter og andre fortidsminder fra oldtiden ligger rimeligt godt beskyttet under muldlaget. De optimale bevaringsforhold for de vestjyske fortidsminder blev tidligt opdaget og udnyttet af arkæologerne fra Nationalmuseet. Her skal blot nævnes tre forskellige slags oldtidsminder, alle fra ældre jernalder: 1) tuegravpladsen ved Årre, hvor der i 1892 stadig var synlige småhøje i heden, 2) oldtidsagre med skelvolde, ligeledes synlige i hederne og opmålt i 1930’erne og 40’erne – bedst kendt i Vestjylland er forekomsten af jernaldermarkerne på den fredede Øster Lem Hede samt 3) hustomter og landsbyerne ved Grøntoft og Hodde undersøgt henholdsvis 1961-72 og 1971-73, og hver især skelsættende bebyggelsesundersøgelser, hvor man med maskine fjernede muldjorden og for første gang kunne tegne en grundplan over en jernalderlandsby.

Alle disse lokaliteter er i dag klassikere. Flere kunne nævnes, og nye er kommet til ved de lokale museers udgravninger. Sammen med andre fund, både i og uden for vore to museers arbejdsområder, har de givet os et enestående indblik i vestjydernes livsvilkår i ældre jernalder: Et stille og roligt bondeliv. I hvert fald i begyndelsen af jernalderen. Godt nok med nogle få voldelige indslag som for eksempel våbenofferfundet Hjortspring på Als. Men stort set: Fred og ingen fare. Dette billede er selvfølgelig meget generaliseret og kræver lidt forklaring. Ældre jernalder dækker en 900-årig periode, fra 500 f.Kr. til 400 e.Kr., der igen af arkæologerne opdeles i førromersk jernalder (500 f.Kr. – år 0) og romersk jernalder (år 0 – 400 e.Kr.). Først i yngre førromersk jernalder – omkring 100 f.Kr. – dukker i det vestjyske arkæologiske materiale de første spor af tegn på ufred op: grave med våben og den befæstede landsby Lyngsmose. Men i tiden inden, i ældre førromersk jernalder, var der som sagt stort set fred og ingen fare – troede vi, indtil hulbælterne blev opdaget, og deres rette funktion blev forstået. De første hulbælter dukker op Første gang arkæologerne fandt et hulbælte var i 1966 ved udgravningerne af den omfangsrige jernalderbebyggelse ved Grøntoft nær Grønbjerg.1 Det var professor C.J. Becker, der ledte udgravningerne, som var den første storstilede undersøgelse, hvor 16 hektar muldjord blev afrømmet med maskinkraft. Ved undersøgelsen fandtes mere end to hundrede hustomter, hovedsagligt fra ældre jernalder, samt som nævnt et hulbælte. Hulbælter

161

Hulbælte! – Det lyder som en form for livrem, men er altså også betegnelsen for et særligt forhistorisk anlæg, hvis navn i de sidste ti år har vundet hævd i det arkæologiske fagsprog. Ser vi på et typisk udsnit af hulbæltet ved Grøntoft, så består det af et tre meter bredt bånd eller bælte bestående af 5-7 rækker opfyldte huller, der er 15-30 cm dybe, regnet fra den afgravede flade. Bæltet kunne med tre større afbrydelser følges over et 800 meter langt, buet stræk. C.J. Becker mente, at der havde stået pæle eller stolper i hullerne, og hele anlægget blev derfor karakteriseret som en palisade, men formålet med den var uklart. Den kunne ikke entydigt knyttes til en bestemt fase af bebyggelsen ved Grøntoft, selv om det kunne godtgøres, at den var anlagt i ældre førromersk jernalder. I de følgende årtier fandtes der kun få hulbælter, nemlig et for hvert årti; så da hulbæltet ved Lystbækgård mellem Torsted og Ulfborg dukkede op i 1990, var det blot det fjerde i rækken. Til gengæld kom det til at spille en særlig

Tømte huller ved udgravningen af Grøntoft-hulbæltet ved Grønbjerg, sidst i 1960’erne.

162

rolle i udforskningen af de indtil da gådefulde anlæg. Det var så heldigt, at Lystbækgård-hulbæltet blev fundet forud for skovrejsning på jord ejet af staten, så marken med hulbæltet fremover kunne undgå beplantning og pløjning og blot ligge i græs og vente på en kommende målrettet undersøgelse. Det blev aktuelt i år 2000, da lektor Per Ole Rindel fra Københavns Universitet, kontaktede det daværende Ringkøbing Museum. Han havde af C.J. Becker fået overdraget Grøntoft-undersøgelserne for at publicere dem, og ville derfor gerne have foretaget en arkæologisk undersøgelse af Lystbækgård-hulbæltet for at kaste nyt lys på hulbæltet ved Grøntoft. Undersøgelsen i 2000 af hulbæltet ved Lystbækgård viste, at det kunne følges over et 200 m langt stræk, hvor det undervejs slog et vinkelret knæk.2 Bæltet var 3,5 m bredt og bestod af 7-9 rækker huller. Dele af hulbæltet var utroligt godt bevaret, da det var overlejret af et tykt lag flyvesand, og det kunne derfor sandsynliggøres, at hullerne oprindeligt

Udgravningsflade ved Lystbækgård-hulbæltet. Der ses tydelige spor af udvaskning og udfældning omkring hullerne. De aflange fyldskifter på tværs er senere dyrkningsspor, såkaldte agerrener fra historisk tid.

Palle Eriksen & Esben Schlosser Mauritsen

ikke var særligt dybe: 25-30 cm i forhold til den daværende overflade. En del af hullerne indeholdt store lerkarskår, der kunne dateres til den ældste del af førromersk jernalder. Det vigtigste resultat var dog, at det entydigt kunne påvises, at der ikke var spor af stolper eller pæle i hullerne, som havde stået åbne. Hulbæltets funktion blev tydet som et forsvarsanlæg under indtryk af Cæsars beskrivelse af et lignende – dog større anlæg – ved belejringen af gallernes borg, Alesia, i Nordfrankrig i 52 f.Kr. Ligesom i Alesia kunne der i Lystbækgård-hullerne have været opvendte træspidser uden at disse havde sat sig arkæologiske spor. Cæsars huller med spidser blev af hans soldater kaldt for ”liljer”, og trods tidsforskellen til det 3-400 år ældre Lystbækgård-hulbælte, var det – som vi senere skal se – ikke helt ved siden af at trække paralleller mellem det danske anlæg og det franske. I det hele taget var årtusindskiftet et godt hulbælteår. Ud over undersøgelsen ved Lystbækgård blev der fundet tre nye hulbælter, nemlig et i Viborg Stiftsmuseums og to i Herning Museums ansvarsområder.3 Året efter – i 2001 – blev tolkningen af hulbælter som forsvarsanlæg kraftigt bestyrket, da Holstebro Museum foretog en undersøgelse forud for anlæggelse af en parkeringsplads ved den fredede folkevold, Rammedige, 10 km sydvest for Lemvig.4 Foran og langs med voldgraven var der spor af et hulbælte. Nu er Rammedige ikke dateret, men andre lignende jyske folkevolde, som er tidsfæstet, kan henføres til romersk jernalder; for eksempel er Olgerdiget ved Haderslev anlagt i første århundrede e.Kr. Sandsynligvis er hulbæltet ved Rammedige samtidigt med volden og graven sammesteds, og i så fald kan vi opfatte hulbæltet som et forværk, en ekstra forhindring foran voldgraven. Men hulbæltet kan jo også være ældre, i så fald er perspektivet stadig fascinerende: Hulbæltet bliver da en forløber for folkevolden. 2004 var også et godt hulbælteår med tre nyopdagede hulbælter. Risum Østergård, 7 km øst for Holstebro var ét af dem. Her har Holstebro Museum senere foretaget opfølgende undersøgelser, der viser, at hulbæltet kan følges over et foreløbigt 2,3 km lige stræk! Så Risum Østergård er indtil

Et hulbæltehul ved Brændgaards Hede, opfyldt bevidst med større lerkarskår fra ét eller flere lerkar.

videre det længste af de kendte hulbælter.5 På anden- og tredjepladsen kommer to hulbælter, der hver især indtil videre er 1,3 km lange: Liseborg ved Viborg og Tvis Møllevej nær Holstebro.6 Alle tre hulbælter har et lige forløb, og alle er de udaterede. Ved Risum Østergård kunne udgraveren påvise, at hulbæltet var anlagt i sektioner på 3,5 m svarende til én mands arbejde. Hulbælter

163

Udsnit af udgravningsplanen fra Brændgaards Hede med velbevarede spor efter hustomter, hulbælter og ardspor. Sidstnævnte ses til højre på planen.

Træspidser mellem hullerne Knap 2 km vest for Torsted undersøgte Ringkøbing-Skjern Museum i årene 2008-10 en bebyggelse, Brændgaards Hede, fra ældre førromersk jernalder.7 Bebyggelsen, der har eksisteret over et par hundrede år med anslået 3-4 samtidige gårdsenheder, ligger ud til kanten af en mose. Det helt specielle ved denne bebyggelse er, at den på landsiden har været omkranset af et hulbælte, der i en stor bue går fra engen syd for bebyggelsen og til engen nord for. Men måske er det ikke så specielt; flere bebyggelser fra denne tid ligger på lignende vis. Nogle af dem kan også have været omgivet af hulbælter, men sporene af dem er for længst pløjet væk, når de får besøg af arkæologerne. 164

Palle Eriksen & Esben Schlosser Mauritsen

25 m

Hulbæltet ved Brændgaards Hede kunne følges et stykke ud i mosen. I det fugtige sand, der senere blev dækket af tørvedannelse, var der usædvanligt gode bevaringsforhold. Her havde ploven ikke været nede og røre hullerne, og her var der bevaret træ – ganske særligt træ. Mellem de af sand og tørv opfyldte huller stak der spidse træpinde op. I selve hullerne var der ikke det mindste spor af opretstående træspidser. På baggrund af disse vidnesbyrd er det ikke vanskeligt at forestille sig, at der mellem hullerne i hele hulbæltet – også på det tørre land – har været i hundredvis, ja tusindvis af træspidser. Det er tankevækkende, at man har fundet disse spidser ved alle de tre befæstede landsbyer vi kender fra førromersk jernalder; Borremose, Lyngsmose og Brændgaards Hede.

En udgravningssituation fra Brændgaards Hede, februar 2008, hvor hulbæltehullerne tydeliggøres af rimfrost omkring de indridsede fyldskifter.

Egetræsspidser siddende som de blev fundet mellem hulbæltehullerne ved kanten af mosen.

En egetræsspids, fundet siddende in situ mellem de tørvefyldte hulbæltehuller i mosen.

Flyvesandsfyldt hulbæltehul.

Hulbælter

165

Tre på stribe i ingenmandsland Brændgaards Hede var det tredje hulbælte i RingkøbingSkjerns arbejdsområde. Siden er der dukket yderligere seks op. Tre af dem, fundet og undersøgt inden for de sidste fire år, ligger på stribe inden for et tre kilometer langt stræk på tværs af hovedvej 15 – vejen mellem Ringkøbing og Herning og videre østpå. Striben med de tre hulbælter strækker sig fra Femhøjsande, 500 m øst for Ringkøbing, østpå til Røgind. Landevejen fra Ringkøbing og østpå må være en ældgammel vej. Så langt tilbage i tiden som det er muligt at følge den på kort, det vil sige til begyndelsen af 1800-tallet, er der tegnet en vej her. I skovområderne langs med vejen er der spor efter hulveje med samme orientering: øst-vest. Og på de moderne laserscannede terrænopmålinger – Danmarks Højdemodel – kan man se et mylder af gamle vejspor med samme retning. Nogle af disse vejforløb kan gå tilbage til jernalderen. Baggrunden for de mange veje med samme orientering skyldes terrænet. Mod nord og mod syd har der været brede vådområder, som har hindret færdsel. Skulle man i dette område fra vest mod øst eller fra øst mod vest, valgte man den

Ved prøvegravningen ved Skraldhede i 2010, dukkede der til stor overraskelse et nyt hulbælte op, parallelt med det kendte fra 2008. I plantagen var det blot nødvendigt at grave de øverste 10 cm af skovbunden af, for at komme ned til de yderst velbevarede hulbæltehuller.

1 km

Udsnit af Danmarks Højdemodel med landskabet omkring hovedvej A15, øst for Ringkøbing. De mange hulveje mellem Femhøjsande og Røgind ses tydeligt. Stregerne angiver de fundne hulbælters orientering og deres formodede maksimale udstrækning.

166

Palle Eriksen & Esben Schlosser Mauritsen

Hulbælte ved Skraldhede krydser A15.

Det nyfundne hulbælte ved Røgind, blot 1 km øst for Skraldhede-hulbælterne.

trange korridor. De tre nyfundne hulbælter – Femhøjsande, Skraldhede og Røgind nævnt fra vest mod øst – er anbragt ved lokale naturlige indsnævringer af sporet, for at kontrollere færdslen. Og også i dag ligger de på tværs af vejen. Om de har fungeret samtidigt eller har afløst hinanden, ved vi ikke. Flere forhold omkring de tre hulbælter tyder på, at de kan være anlagt i en slags tomrum. Der er i forbindelse med et cykelstiprojekt på begge sider af vejen ikke fundet ét eneste spor efter bebyggelse over den tre kilometer lange strækning. Til gengæld er der fundet oldtidsagre umiddelbart øst for Røgind og få hundrede meter vest for Femhøjsande. Det sidste sted er der tilmed fundet hustomter fra førromersk jernalder. Området, hvor Velling Plantage ligger i dag, hed tidligere Skraldhede. Ifølge stednavneforsker Peder Gammeltoft fra Københavns Universitet kan ”skrald” enten henvise til ”affald” eller ”dårlig jord”. Skraldhede er da også på gamle kort angivet som en fugtig og sumpet hede. Ved undersøgelsen af hulbæltet ved Skraldhede var bevaringsforholdene så gode,

at man med rimelighed kan konstatere, at netop dét sted aldrig har været under plov, heller ikke i oldtiden. Der er ingen anledning til at betvivle eksistensen af territorier i førromersk jernalder i Danmark, om end de er svære at dokumentere arkæologisk. Fundet af de tre hulbælter giver grund til at antage, at territorielle grænser ikke nødvendigvis har været klart definerede linjer som moderne landegrænser, sogne- og matrikelskel. Grænsen mellem to områder kan lige såvel være et mennesketomt areal – et ingenmandsland. Brugen af en sådan bufferzone mellem for eksempel to stammer er kendt fra flere etnografiske kilder. Masser af hulbælter og ny viden I det foregående har fokus være rettet mod nogle af de ni hulbælter, som er fundet i Ringkøbing-Skjern Museums ansvarsområde. I Museet for Varde By og Omegns område er der indtil videre kun dukket ét hulbælte op. Men hulbælter er vidt udbredte i Jylland, og et enkelt er fundet på Lolland, så for tiden – december 2011 – har vi kendskab til 29 hulbælter. Hulbælter

167

De jyske hulbælter ligger overvejende på de sandede jorder, som først sent er blevet opdyrket. Sandsynligvis har der i ældre jernalder været hulbælter over hele landet. Fokus er her rettet mod en bestemt tolkning: Hulbælterne har fungeret som forsvar og spærringer mod indtrængende fjender. De mange hulbælter i velundersøgte områder tegner da et billede af et stærkt territorieopdelt landskab med befæstede grænser i den tidlige førromerske jernalder. Deres anlæggelse tyder på et højt konfliktniveau i perioden, ganske modsat den traditionelle opfattelse af ”et stille og roligt bondeliv”. Ikke alle arkæologer, der arbejder med hulbælter, kan tilslutte sig denne tolkning, og de vil i hvert fald gerne nuancere den til, at hulbælterne også kan have tjent andre formål, for eksempel som hegn mod kvæg og kvægtyve eller som symbolske-kultiske linjer i landskabet. Med 29 kendte og undersøgte hulbælter er der masser af ny information om hulbælternes form, størrelse, topografiske placering mm., der kan belyse hvilke formål, de har haft, og dermed være med til at skaffe os ny og afgørende viden om samfundet i ældre førromersk jernalder. Og mange aspekter af hulbælterne, blandt andet lignende anlæg andre steder i verden, er der ikke plads til at komme nøjere ind på her. Men det er der råd for! Et projekt og en bog Først i år 2000 markerede hulbælterne sig for alvor som en ny og vidt udbredt anlægstype. Udforskningen blev højt prioriteret og udmøntede sig i første omgang i et seminar om hulbælter, afholdt på Bundsbæk Mølle i januar 2009, arrangeret af Ringkøbing-Skjern Museum og Københavns Universitet. De 15 hulbælter, som på det tidspunkt var fundet, blev præsenteret af deres respektive udgravere og en livlig udveksling af information og debat fandt sted. På baggrund heraf opstod projektet ”Hulbælter – forsvarsanlæg fra ældre jernalder”, som er støttet økonomisk af Kulturarvsstyrelsen med to pæne bevillinger i 2010 og 2011. I 2011 har der været holdt endnu to hulbælteseminarer, begge på Bundsbæk Mølle. Projektet omfatter nu 25 arkæologer fra 168

Palle Eriksen & Esben Schlosser Mauritsen

otte museer, et universitet samt Skalk. Dertil kommer andre arkæologer, som har været inviteret til på seminarerne at holde særlige indlæg. Projektet, der koordineres af RingkøbingSkjern Museum i samarbejde med Københavns Universitet, skal afsluttes med en bog, der – om alt går vel og Gud vil – udkommer i 2013. Forfatterne kan kontaktes på: Palle Eriksen: pe@levendehistorie.dk Esben Schlosser Mauritsen: esm@levendehistorie.dk Noter

1. Carl Johan Becker: Früheisentzeitliche Dörfer bei Grøntoft, Westjütland. 3. Vorbericht. Die Ausgrabungen 1967-68. Acta Archaeologica vol. XLII, 1971. 2. Palle Eriksen & Per Ole Rindel: Lyngsmose og Lystbækgård. Et Borremoseanlæg og Cæsars liljer i Vestjylland. FRAM 2001. 3. Martin Winther Olesen: ”Hulbælter” – forsvarsanlæg fra ældre jernalder? Fund fra Gammelbosig, Bjødstrup, Nøvling og Torpgård. Herning Museum – Midtjyske fortællinger 2009. 4. Lis Helles Olesen: Rammedige – et forsvarsværk fra jernalderen. Holstebro Museum Årsskrift 2003. 5. Bo Steen: Stolpehulsbæltet ved Risum Østergård. Holstebro Museum Årsskrift 2005. 6. Bo Steen: Forsvarsanlæg og bebyggelse ved Tvis Møllevej. Holstebro Museum Årsskrift 2009. 7. Esben Schlosser Mauritsen: Brændgaards Hede. A settlement surrounded by pit zone fortifications from the early Pre-Roman Iron Age in Denmark. I: Michael Meyer (red.) Haus-Gehöft-Weiler-Dorf – Siedlungen der Vorrömischen Eisenziet im nördlichen Mitteleuropa. Berliner Archäologiche Forschungen 8. Berlin 2010.

De fleste af medlemmerne i det ”eksklusive” selskab af danske hulbælteforskere ved mødet i november 2011 på Bundsbæk Mølle.

På sporet af en god historie

– Robert Thomsen, stålværket i Varde og det gamle jern Henriette Lyngstrøm

Den gode historie er som et prisme, der først samler fortællingens mange tråde for derefter at sprede dem i et nyt og måske helt uventet mønster. En sådan historie lå i de kasser, som Inge Linnet Seeman overlod til Museet for Varde by og Omegn i 2008.1 Kasserne var fyldt med Robert Thomsens papirer og dermed fortællingen om, hvorfor vi ved, det vi ved, om jernfremstilling i jernalder og vikingetid (og ikke alene fortællingen om, hvad vi ved). Og bruger vi Thomsens papirer som et prisme, kan fortællingens tråde spredes, så vi ikke længere tænker i sandheden, men i mangfoldigheden om den vestjyske fremstilling af jern. På den måde kan vi få øje på nye og uventede nuancer i det arkæologiske kildemateriale.

Den gamle fortælling Kasserne er fyldt med Thomsens manuskripter, fotografier, tegninger, forsøgsrapporter, analyser af myremalm, slagger og jern – samt mikrofotografier og hårdhedsmålinger af jernredskaber. Men vigtigst er, at der også ligger en omfattende brevveksling, som Thomsen førte med datidens ”Prominenz der Eisengeschichtsforschung”2 De i alt 559 breve er skrevet i perioden mellem 1963 og 1995 og dækker således al den tid, hvor Thomsen var aktiv indenfor jernforskningen. Korrespondancen domineres af kontakterne til tidens førende jernforskere: museumsinspektør Olfert Voss Aarhus/København (54 breve), professor

Et kig ned i en af kasserne med Robert Thomsens materiale. Foto: Henriette Lyngstrøm.

Robert Thomsens forslag til rekonstruktion af ovnene fra Drengsted i brev til Hans Hingst dateret 7. januar 1967.

På sporet af en god historie

169

R.F. Tylecote på The University of Newcastle upon Tyne (39 breve), Dr. Radomir Pleiner på Ceskoslovenská Akademie i Prag (40 breve) samt med Dr. Hans Hingst (23 breve) og Dr. Kurt Schietzel (62 breve) på Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum für Vorund Frühgeschichte, Schloss Gottorp. Mest omfangsrig er brevvekslingen med kunstsmed Heinz Denig i Kaiserslautern, hvoraf der er bevaret 94 breve. Brevenes indhold har en klar faglig karakter: De veksler mellem korte kørselsvejledninger i forbindelse med udgravninger, seminarer og myremalmsforekomster – og fremlægninger af metallurgiske analyser og komplekse videnskabelige diskussioner. Et godt eksempel på det sidste er de i alt 15 breve, som Thomsen udvekslede med Dr. Ing. Bernhard Osann i Wolfenbüttel mellem 1969 og 1971. Brevenes indhold knytter sig tæt til Thomsens udforskning af jernudvindings- og smedeprocesser, som den fandt

sted i Varde gennem 30 år, og på den måde fortæller deres indhold historien bag de artikler og bøger, der blev skrevet om emnet.

Olfert Voss (til venstre) og Robert Thomsen (til højre) ved ovnene på stålværket i 1963. Foto: Varde Arkiv.

Olfert Voss og Robert Thomsen med resultatet af et forsøg med jernudvinding: en klump jern. Foto: Varde Arkiv.

170

Henriette Lyngstrøm

”Robert Thomsen, den meget mærkelige mand”3 Robert Thomsen var civilingeniør på Varde Staalværk A/S, da han under indtryk af slagger fra jernalderen i 1963 rekonstruerede et par jernudvindingsovne på stålværkets grund. Den ene ovnskakt forsynede han med måleinstrumenter til udtagning af gasanalyse og til måling af temperatur, den anden lod han stå, som den kunne have stået i jernalderen. Så tændte han op, kom ristet myremalm og trækul i og forsøgte at fremstille jern på jernaldermanér. Forsøgene mødte stor interesse på hans arbejdsplads, så stålværket dækkede ikke alene udgifterne til myremalm og trækul, men det var også stålværkets murermester, der

byggede ovnskaktene, og stålværkets smed, der rensede jernet. Thomsen kunne også frit disponere over stålværkets måleudstyr, laboratorium og laboranter. Forsøgene er publiceret i videnskabelige sammenhænge og omtalt i internationale tidsskrifter. Men Thomsen reflekterede også – under den poetiske overskrift ”Jernudvindingsovnene gløde atter i natten”4 – mere frit over sin fascination af det eksperimentelarkæologiske arbejde. Fascinationen var forståelig nok, for allerede ved et af de allerførste forsøg lykkedes det Thomsen at fremstille jern nok til 15-20 pilespidser.

Thomsen genoptog sit eksperimentelle arbejde i slutningen af 1970’erne og her lykkedes det ham at vedligeholde reduktionsprocessen kontinuerligt i 60 timer. Derved fremstillede han omkring 5 kg jern af 46 kg ristet myremalm og 110 kg trækul. Samtidigt med jernudvindingsforsøgene gennemførte Thomsen flere forsøg med smedning, svejsning og tauchering (nedlægning af sølv og kobbertråd i en overflade af jern) og han eksperimenterede med at øge myremalmsjernets indhold af kulstof og fosfor. Desuden arbejdede han

Robert Thomsen Robert Thomsen blev født i Skagen i 1928, men boede det meste af sit liv i Varde, hvor han var produktionschef på Varde Staalværk A/S. I 1963 kom han ved et tilfælde i kontakt med arkæologen Olfert Voss og indledte et vigtigt eksperimentelt arbejde med jernudvinding og smedning af myremalmsjern. I årene 1963, 1965, 1968 og 1969 udførte Thomsen en række forsøg med jernudvinding på stålværkets grund, der i 1978 og 1979 blev videreført på spejdercenteret ved Assenbæk Mølle. Mellem 1964 og 1989 udførte han endvidere en række vigtige metallurgiske analyser af danske jerngenstande fra jernalder og vikingetid. Thomsen var et af de første danske medlemmer i Comite pour la Sidérurgie Ancienne og havde stor kontaktflade til det europæiske jernforskningsmiljø. Blandt Thomsens vigtigste videnskabelige værker er fire artikler, hvor han publicerede resultaterne af metallurgiske analyser af jerngenstande fra Hedeby i Berichte über die Ausgrabungen in Haithabu. Berichte 5, Neumünster 1971 - samt analyserne af sværdene fra Illerup og Nydam i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1992, København 1994.

Robert Thomsen med tværsnit af sværdklinger og lansespidser fra Illerup Ådal. Pressefoto fra 22.10.1974 i Vestkysten.

På sporet af en god historie

171

med at udvikle en metode til at kunne adskille slagger fra udvinding fra slagger, dannet ved smedning. Thomsen undersøgte også jernet i flere oldsager. Først analysen af en økse fra Skødstrup og af ti jerngenstande fra den skånske lokalitet Hagestad. Her betragtede han det som en af sine væsentligste opgaver at vurdere, hvorvidt genstandene var smedet af jern, udvundet af myremalm. Senere fulgte overvejelser omkring vikingetidens smedeteknik på baggrund af en jernbarre, tre økser og en lansespids – og i 1975 var det en oplagt og velskrivende Thomsen, der fremlagde sine hidtidige iagttagelser og analyser i den populærvidenskabelige bog ”Et meget mærkeligt metal”. Thomsens sidste artikel var den, hvori han fremlagde metallurgiske analyser af seks sværd og tre spydspidser fra Illerup Ådal – samt ti sværd fra Nydam Mose.5 Disse analyser diskuterede han også med en europæisk kreds af jernforskere på symposiet ”Archaeometallurgy of Iron” i Polen, hvor det ene sværd tilmed blev rekonstrueret i samarbejde med Denig. I sit eksperimentelle arbejde bevægede Thomsen sig i en forbilledlig dialog med det arkæologiske kildemateriale han drog analogislutninger til processer, som han selv havde set udført i Thailand og han opstillede såvel kontrollerede som kontekstuelle forsøg. På den måde har den gamle fortælling ikke alene betydning for jernforskningen, men også for eksperimentelarkæologien.

Smedning med myremalmsjern på A/S Varde Staalværk 1963. Billedet lå i blandt Thomsens papirer – fotografen er ukendt.

172

Henriette Lyngstrøm

Roberts Thomsens analyse af jernet i et sværd fra Illerup Ådal. Foto: Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1992, side 293.

Nye perspektiver Samtidigt spreder perspektiverne i Thomsens forskning sig i en nyt og anderledes mønster. For hans forsøgstekniske overvejelser tvinger os til at gentænke jernalderens og vikingetidens jernudvinding som en mangfoldighed – ikke som én sandhed. Og nye forsøg i Lejre (1992-2010) kombineret med nye arkæologiske undersøgelser, har på alle måder hjulpet med til at tydeliggøre de mange forskellige perspektiver af den gamle fortælling.6

Et eksempel er typologien for de danske jernudvindingsovne. Den er selvfølgelig afhængig af råstofferne (nemlig myremalm, ler og trækul), men også af den person, der byggede ovnen. ”Ovntypologien” afspejler således ikke alene kronologiske eller teknologiske forhold – ovnens udseende må også kunne afspejle sociale, rituelle, politiske, økonomiske og/eller topografiske aspekter. Således er den besnærende kronologiske rækkefølge af grubeovn i den tidlige førromerske jernalder, Espevej-ovn (eller Skovmarken-ovn)

Fra myremalm til jern Der blev fremstillet jern af dansk myremalm i næsten totusinde år – fra begyndelsen af jernalderen til et godt stykke op i middelalderen. Til arbejdet brugte bønderne myremalm, træ til trækul og ler til at bygge en ovnskakt med. Jernet blev fremstillet efter den direkte metode, hvor det ikke er jernet, men slaggen, der smelter. Slagger fra jernudvinding kendes i tusindvis. Omkring Varde er der fundet mange slagger fra jernudvinding i slaggegrubeovne – især i landsbyer og på gårde, der kan dateres til yngre romersk jernalder og ældre germansk jernalder (omkring 3.-6. årh. e.Kr.). Måske er der fundet så mange, fordi man da anvendte en ovntype, der blev gravet ned i jorden og derfor er lettere at finde for arkæologerne. Eller måske er der netop fundet så mange her, fordi det var det område, som Thomsen og Voss arbejdede intensivt med. Men det er ikke alle jernudvindingsovne, der blev gravet lige langt ned i jorden. Man kender slaggeaftapningsovne – hvor ovnskakten står direkte på jordoverfladen – fra den sene jernalder og vikingetid (6.-10. årh. e.Kr.), men vi ved ikke særligt meget om dem. Når de rekonstrueres efter de få oplysninger vi har, fungerer de godt. Meget bedre end slaggegrubeovnene.

Jernudvinding i slaggeaftapningsovn ved forsøg i Lejre i 2009. Foto: Henriette Lyngstrøm.

På sporet af en god historie

173

omkring Kristi fødsel og Drengsted-ovn (eller slaggegrubeovn) i yngre romersk og ældre germansk jernalder, via slaggeaftapningsovn i yngre germansk jernalder og vikingetid til middelalderens lille bondeovn – næppe andet end pejlemærker i en langt mere kompleks (og ikke alene kronologisk) udvikling. På trods af de tusinder af udvindingsslagger, der er fundet i Vestjylland, må vi erkende, at vi endnu kun ved meget lidt om de bevæggrunde jernalderens og vikingetidens bønder havde til at bygge ovne på den måde, som de gjorde. Derfor må vi ikke opfatte jernudvindingen i Vestjylland som et stereotypt fænomen, der nødvendigvis er foregået på samme måde som på Hessel eller på Johnsgård,7 og vi skal også prøve at indtænke jernudvinding som ét af de adskillige håndværk, som bønderne praktiserede på de vestjyske gårde. Men til gengæld et håndværk, der – modsat bødkerens Formidling mens der æltes ler til jernudvindingsovn, Lejre 2010. Foto: Henriette Lyngstrøm. Ler til ovnskakten æltes i Lejre i 2009. Foto: Michael Nielsen.

Bygning af slaggeaftapningsovn i Lejre i 2009. Foto: Michael Nielsen.

174

Henriette Lyngstrøm

og skomagerens – ofte er meget synligt i et arkæologisk kildemateriale. Jernfremstilling er en god historie for mange aldersgrupper. Der er noget for alle sanser: lugten af bål og ristet myremalm, lyden af den buldrende ovnskakt, synet af den flydende slagge, smagen af røg og det fine trækulsstøv, der hænger tæt over jernudvindingspladsen – og den matte følelse i armene efter arbejdet ved bælgene. Men i formidlingen er det et dilemma, at slaggeaftapningsovnen, der er den nemmeste ovntype at arbejde med, også er den ovntype, som vi næsten intet arkæologisk kildemateriale har til. Derfor er det vigtigt også at formidle usikkerheden som en god historie ved at prøve at konkretisere den. For hvilke elementer er rekonstrueret ud fra arkæologiske fund, hvilke er rekonstrueret ud fra teknologiske overvejelser og hvilke elementer er vi parate til at diskutere.

Historien om Robert Thomsen er ikke alene en god historie om en dynamisk personlighed, der havde forbindelser til den europæiske ”Prominenz der Eisengeschichtsforschung”, det er også historien om forholdene på stålværket, om eksperimentelarkæologiens udvikling, om jernudvinding i jernalder og vikingetid og om mangfoldigheden af det vestjyske jern. Netop derfor er Thomsens arbejde vigtigt, ikke alene i et forskningsperspektiv – men også som en god historie, der binder vores viden sammen og perspektiverer den i nye og uventede mønstre. Henriette Lyngstrøm er lektor i forhistorisk arkæologi ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet. Noter

1. Materialet er journaliseret under J.nr. VAM 1563. 2. Bernhard Osann skriver til Thomsen i forbindelse med forsøgene i 1968 (i brev dateret den 15. april 1969) “Wenn außer Ihnen die Herren Professor Tylecote, Dr. Pleiner und Olfert Voss an Ihrem Versuch teilgenommen haben, dann war ja sozusagen die Prominenz der Eisengeschichtsforschung vertreten, ein erfreuliches Zeichen für gute Zusammenarbeit“. 3. Robert Thomsen: Et meget mærkeligt metal – en beretning fra jernets barndom. Varde1975. Thomsen beskriver i sin kronik ”En kronik til Hans Jørgen” bragt i Vestkysten d. 4. december 1976, hvordan han på et internationalt seminar i Oslo i 1976 – med reference til bogen udgivet året tidligere – blev præsenteret som ”Robert Thomsen, den meget mærkelige mand”. 4. Thomsens artikel i Berghandteringens vänner. Stockholm 1979. 5. Robert Thomsen: Metallografiske undersøgelser af sværd og spydspidser fra mosefundene i Illerup og Nydam. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1992. 6. Henriette Lyngstrøm: Myremalmens mestre – ved jernalderbondens ovn og esse. Forsøg med Fortiden 8. Lejre 2002.

Jernudvindingsplads i aftenlys, Lejre 2010. Foto: Henriette Lyngstrøm.

7. Jannie Holm Larsen redegør detaljeret for disse aspekter i sit kandidatspeciale Skaktfragmenter og makrofossiler – to oversete kilder til forståelsen af jernudvinding og håndværksorganisation. Københavns Universitet 2012.

På sporet af en god historie

175

Jernaldergårde på række

– udgravning ved den nye skole i Rindum Marie Vang Posselt

Forud for en større udbygning af skolen i Rindum i udkanten af Ringkøbing, foretog Ringkøbing-Skjern Museum i sommeren 2009 en arkæologisk udgravning af det berørte område.1 Til at starte med havde vi arkæologer ikke de store forventninger om at finde noget særligt spændende. Fundene fra de mange kilometer søgegrøfter, der var trukket som striber ud over området forud for udgravningen, havde vist spredte bebyggelsesspor fra den ældre del af germansk jernalder (ca. 350-550 e.Kr.). Disse bar dog ikke præg af at være noget ud over det sædvanlige. Det gik dog hurtigt op for os, at den bebyggelse, vi var ved at afdække, var noget ganske særligt og helt andet, end prøvegravningen havde stillet os i udsigt. Frem under mulden

dukkede en sjælden landsbytype: en rækkelandsby, hvor alle huse lå på én lang række orienteret tilnærmelsesvist nordsyd. Landsbyen er atypisk orienteret i forhold til samtidens øvrige bebyggelser, hvor husene typisk er orienteret øst-vest. Ved forundersøgelser lægges søgegrøfter derfor normalt nordsyd, hvilket betød at landsbyen ved Rindum lå parallelt med søgegrøfterne. Meget uheldigt havde man kun truffet på få bebyggelsesspor i prøvegravningen, og landsbyens størrelse, grundrids og omfang kom derfor bag på det udgravende hold af arkæologer. Alligevel ville begejstringen ingen ende tage: Landsbyen var noget særligt i både dansk og nordeuropæisk arkæologi og kom på Kulturarvsstyrelsens top ti liste over årets udgravninger i 2009.

Rækkelandsbyen markeret på højkantskort fra begyndelsen af 1870’erne. Rækkelandsbyens placering i forhold til den eksisterende skole i Rindum. Luftfoto inden udbygningen af skolen.

176

Marie Vang Posselt

Jernaldergårde på række

177

50 m

Oversigt over rækkelandsbyen ved Rindum. De treskibede langhuse er markerede med grå skygger. Hele det udgravede område er markeret med sandfarve. Oven for landsbyen ses et grubekompleks, hvor landsbyens beboere har hentet ler. Yderst til højre i billedet anes tre forløb med to parallelle streger. Dette er rester af vejen, der formodentligt har forbundet landsbyen med den nærtliggende landsby ved Mejlby.

Landsbyen under den nye skole i Rindum Rækkelandsbyen er afgrænset mod syd , men ikke mod nord. Det vil sige, at vi ikke ved, hvor stor landsbyen har været. På de udgravede områder har vi dog kunnet finde i alt 13 gårde, hvoraf de syv er fuldt afdækkede. Disse 13 gårde lå på en lige linje og var kun adskilt fra hinanden af et hegn. Gårdene var i store træk opbygget på samme måde. Gårdsarealerne var firkantede, og de treskibede hovedbygninger udgjorde den østlige langside af gårdsarealet, mens hegn har udgjort de øvrige tre langsider. Ofte var en eller flere mindre bygninger bygget ind i hegnene, således at også de udgjorde en del af skelmarkeringen. Portåbningerne har ligget i forlængelse af husene og førte ud til en formodet vej, der gik øst om landsbyen. Vejen har formodentligt ført hen til den 178

Marie Vang Posselt

nærliggende bebyggelse ved Mejlby.2 Øst for landsbyen lå også et område med store gruber, hvorfra jernalderbønderne har hentet ler til at beklæde deres husvægge og gulve med. Her lå også brønde, hvor de har kunnet hente vand. Landsbyens beboere har ernæret sig som bønder, og intet tyder på, at de i særlig høj grad har udnyttet den nærtliggende fjord. Gårdene og de treskibede langhuse er relativt beskedne i størrelse i forhold til andre samtidige bebyggelser, og vi har altså ikke at gøre med særligt rige bønder. Landsbyens levetid har desuden ikke været lang. Den har været beboet gennem tre-fire generationer, vel omkring 100 år eller lidt mere. Årsagen til, at landsbyen blev forladt, er ukendt, og der ser for eksempel ikke ud til at have været faldende indbyggertal inden.

Landmålere i jernalderen? Det er uvist, hvordan denne inddeling af jorden i lige store parceller på en lige linje er foregået rent praktisk. Fra det romerske rige kender vi gromaen, et uundværligt instrument for de romerske landmålere og ingeniører, når de skulle udstikke rette vinkler eller lige linjer til fx udstykning af jord og husparceller, til afsætning af vejforløb, grøftsystemer mm. I Rindum har man dog ikke haft så sofistikeret landmålingsudstyr til rådighed. Mens de seks nordligste gårde ligger på en lige linje og alle har tilnærmelsesvist retvinklede hjørner, slår linjen herefter et mindre knæk, og gårdene bliver

Det nordligste treskibede langhus under indmåling med GPS. Anlæggene, der udgør huset, er markeret med hvide sedler. Huset ligger på tværs i billedet. To jordbunker ligger inde på gårdspladsen, hvor der også på et tidspunkt anlægges en brønd, der ses som en mørkt, rund plet.

En stramt kontrolleret landsby Gårdenes dimensioner var usædvanligt ens: 27 x 27 meter. Dette, sammen med de meget ens layout, som beskrevet ovenfor, og det faktum, at landsbyen er opbygget som en velorganiseret rækkelandsby, gør den til noget særligt i dansk arkæologi.3 Landsbyen fremstår særdeles organiseret og kontrolleret, fra start til slut. Udlægningen af landsbyen må således have været defineret fra starten, og når landsbyen er blevet udbygget med en ny gård, har det ikke været tilladt at afvige fra disse forudbestemte standardelementer, som for eksempel dimensioner og grundrids af gården. At gårdene er lige store vidner om, at de har været økonomisk ligestillede og har haft lige adgang til landsbyens jorder og fællesarealer samt andre ressourcer. Dette kendes også fra middelalderen, hvor gårdens størrelse kunne ses som et mål for husholdets andel i fællesarealer og for deres rettigheder og forpligtigelser inden for landsbyen.

10 m

Grundridset af en standardgård i Rindum. Alle elementer (treskibet langhus, økonomibygning, overdækket hegn og indgangsport) kendes fra alle landsbyens gårde, men med variationer fra gård til gård.

Jernaldergårde på række

179

mere rombeformede i deres grundrids. I Rindum har man formodentligt brugt visuel udlægning af den gennemgående landsbylinje, for eksempel ved hjælp af stokke. Inddelingen i lige store parceller er formodentligt sket ved hjælp af enten afskridtning eller reb med knuder. Knækket på landsbyens linje skal dog ikke nødvendigvis tolkes som en fejl i udstykningen, men kan også være et udtryk for to overordnede byggefaser i landsbyens udvikling. Anarki eller diktatur? Landsbyens særlige grundrids giver grund til overvejelser over dens organisatoriske baggrund og årsagen til dens opståen. Som nævnt vidner de mange gennemgående og veloverholdte retningslinjer om en særlig høj grad af kontrol af landsbyen og dens udvikling fra start til slut. Dens opståen må antages at udtrykke en meget bevidst strategi for landsbyens funktion og organisation, der blev udtænkt allerede inden, opførelsen af landsbyen blev påbegyndt. Det store spørgsmål er så, hvem der står bag denne strategi, og hvilken instans der har sikret, at retningslinjerne er blevet overholdt gennem hele landsbyens levetid. Det ligger lige for at tænke, at der har stået en magtfuld person bag, en lokal høvding eller konge, der har anlagt landsbyen med et bestemt formål, og som har indkrævet afgifter i form af fødevarer eller andre produkter fra landsbyen. Rækkelandsbyen kan dog også være udtryk for en mere kollektiv beslutning, der udtrykker en større gruppe menneskers ønsker om en landsby- og samfundsstruktur, der er præget af egalitet, fællesskab og ensartethed. Under den arkæologiske udgravning blev jernalderbønderne da også spøgefuldt omtalt så forskelligt som undersåtterne, kommunisterne, og hippierne, og hele landsbyen 180

Marie Vang Posselt

som en forgænger for det moderne parcelhuskvarter. Om den egentlige årsag bag landsbyens opståen er der dog intet sikkert at udlede. Der er mange komplicerede fundforhold og teorier om samfundsstrukturen i den pågældende periode, både på lokalt og på nationalt niveau, der bør tages i betragtning, før man kan begynde at udlede noget om baggrunden for landsbyen.

100 m

Nørre Snede. 15 generationers gårde 200-600 e.Kr. Udgravet 1980-87. Den samlede oversigt over alle bygninger fra landsbyen. Sammenhold med planen over Rindum og bemærk de meget forskellige landsbygrundrids.

Rækkelandsbyen og den øvrige, samtidige bebyggelse Selvom det er usikkert, hvem der kontrollerede landsbyen og dens udvikling, er det dog sikkert, at den i høj grad blev kontrolleret, hvilket i sig selv siger noget om samfundsstrukturen i den ældre germanske jernalder. Størstedelen af de samtidige landsbyer giver et langt mere dynamisk og levende udtryk, som for eksempel den samtidige landsby ved Nørre Snede.4 En af de helt store diskussioner indenfor arkæologien har siden 1960’erne været, i hvor høj grad jernalderlandsbyerne har været underlagt overordnede retningslinjer for, hvor, hvornår og under hvilke omstændigheder, man måtte anlægge en ny gård. Dermed også, hvor kontrollerede landsbyerne har været. Hertil bidrager den velorganiserede rækkelandsby ved Rindum med væsentligt diskussionsmateriale. Især er dens placering nær den omfattende samtidige bebyggelse ved Mejlby interessant, idet de to bebyggelser udtrykker to vidt forskellige måder at organisere sig i et landsbyfællesskab på, selvom de kun ligger få hundreder meter fra hinanden.

Rækkelandsbyerne Rindum-landsbyen er dog ikke den eneste af sin slags. I løbet af de seneste år er der udgravet dele af få andre landsbyer med mange lighedspunkter. Udbredelseskortet viser disse fem lokaliteter, hvoraf kun Præstestien har været kendt før 2005. Der er naturligvis forskelle mellem de fem lokaliteter, og ikke alle er lige så stramt kontrollerede som landsbyen ved Rindum. Ikke desto mindre ser man tydeligt, at en ny landsbytype er dukket op i det arkæologiske materiale, og at denne har væsentlig betydning for vores syn på og opfattelse af jernaldersamfundet. Ser man bort fra Præstestien, er Rindum endnu den, der er afdækket og udgravet i størst omfang, og er derfor den landsby, hvis udvikling vi har det største kendskab til. Eleverne på den nye skole i Rindum kan derfor prale af, at deres skole ligger oven på en 1600 år gammel rækkelandsby, der har kastet helt nyt lys over vores opfattelse af bebyggelsen og samfundet i jernalderen. Marie Vang Posselt kan kontaktes på mp@levendehistorie.dk

Rindum Skole

Hyldehaven Præstestien St. Darum

Rugmarken

Noter 1. Udgravningen har museets J.nr. RSM 10.013 Rindum Ny Skole. Cand.mag. Kaj F. Rasmussen var daglig leder i udgravningens første halvdel. Mag.art. Torben Egeberg var ansvarlig udgravningsleder og desuden daglig leder i udgravningens sidste halvdel. Desuden deltog stud.mag. Hemming Zaramella Hansen, Marie Vang Posselt og Tue Egeberg i udgravningen. 2. Torben Egeberg: Årets arkæologi. opdatering 2010, s. 52. 3. Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Ældre Jernalder 500 f.Kr.-400 e.Kr. København 2003. Se især afsnittet Et landsbysamfund i forvandling s. 391-402. 4. Torben Egeberg: Die eisenzeitliche Ziedlung bei Nørre Snede, Mitteljütland. Vorläufiger Bericht. Acta Archaeologica 58, 1987, s. 171-199.

Udbredelseskort over rækkelandsbyer med lighedspunkter til Rindum Ny Skole.

Jernaldergårde på række

181

Detektortræf

Fantastiske fund fra tre vikingetidslokaliteter Lene B. Frandsen

Den første weekend i september 2011 havde Museet for Varde By og Omegn den fantastiske oplevelse at byde velkommen til 52 glade og entusiastiske detektorfolk, ikke bare fra Danmark, men også fra Norge og Sverige. Formålet med weekenden var at afsøge vikingetidslokaliteterne ved Henne Kirkeby, dels den kendte lade- og produktionsplads Henne Kirkeby vest, men også den forholdsvis nyopdagede vikingetidslandsby Kløvgårde ca. halvanden kilometer længere mod øst. Søndag blev der tid til at afsøge en lokalitet ved Kjelst, tæt på Ho Bugt, hvor museet har fundet bebyggelse fra ældre jernalder, vikingetid og middelalder. Detektorfolk og Museet for Varde By og Omegn Museet har altid glad og gerne benyttet sig af detektorfolks flid og ekspertise, da arkæologerne i det daglige ikke har ressourcer til at foretage systematiske detektorafsøgninger. Arkæologerne bruger af og til detektor i forbindelse med muldafrømningen på udgravningerne, men deciderede markafsøgninger bliver der sjældent tid til. I museets ansvarsområde er der to-tre detektorfolk som frivilligt har afsøgt marker og i særlige tilfælde også har hjulpet til i forbindelse med udgravninger. Det har givet uvurderlige fund, som vi aldrig ville have gjort uden deres hjælp. Aftalen kommer i stand I september 2010 holdt museumsinspektør Lene B. Frandsen foredrag for amatørarkæologerne i Tåstrup om arkæologiske sporingsmetoder, og i den forbindelse kom hun ind på Henne Kirkeby vest, hvor man i forbindelse med undersøgelsen af pladsen, ud over almindelig udgravning, også har benyttet sig 182

Lene B. Frandsen

af magnetisk kortlægning og luftfotografering. Der blev spurgt, om man også havde gået med detektor. Det havde man, men kun i meget lille grad. Det var jo en fejl, som flere folk i salen mente burde rettes, og det blev foreslået, at man det følgende efterår brugte Henne Kirkeby som mål for Bifrost-træf 2011. Bifrost træffet er et årligt tilbagevendende træf for detektorfolk arrangeret af den landsdækkende detektorklub Tellus og amatørarkæologerne fra Harja på Fyn. Som sagt så gjort; Hans Christensen, formand for Tellus, tog teten og gik straks i gang med de praktiske forberedelser med at finde indkvartering, sponsorer, snakke med lokale detektorfolk og frem for alt skabe en god lodsejerkontakt. Forløbet og metoden Endelig oprandt dagen, fredag den 2. september, hvor alle detektorfolkene skulle møde hinanden og museumsfolkene Claus Feveile og Lene B. Frandsen. Faktisk havde syv detektorfolk været i gang allerede om torsdagen med at markere de felter, hvor den første dags søgning skulle starte. Da alle var samlet på vandrerhjemmet i Oksbøl, blev der givet praktiske informationer, og Lene B. Frandsen fortalte om de lokaliteter, der skulle afsøges. Derefter fik man en god frokost, sponseret af vandrerhjemmet, og så var alle parate. Detektorfolkene blev opdelt i syv hold med hver en holdleder, og der blev trukket lod om, hvilke felter holdene skulle søge i. Derefter afsøgtes området omhyggeligt de følgende tre timer, hvorefter der blev flyttet lidt rundt på folk. Til slut blev området givet frit, og det medførte en vis sammenklumpning i de områder, hvor der var fundet mest. Når der var gjort et fund, blev det bragt til skurvognen, hvor

Afsætning af søgefelter ved Henne Kirkeby.

Kort over felternes fordeling. De målte ca. 60 x 50 meter.

Detektorfolkene informeres på Oksbøl Vandrerhjem.

Detektortræf

183

Jørn Haagensen fra Tellus sørgede for, at sedlen, der fulgte med fundet, var udfyldt korrekt med journalnummer, finderens navn og GPS-koordinater. Alle fund blev gennemset af museumsfolkene, der vurderede, hvilke stykker der skulle indsendes til danefæbedømmelse. De første to-tre timer blev alt samlet op, og det resulterede i en ordentlig dynge jernskrot. Men da stort set ingen af jerngenstandene kunne dateres til vikingetid eller middelalder, begyndte man at diskriminere for jern. De tre pladser De tre pladser, Henne Kirkeby vest, Kløvgårde og Kjelst,1 som var udvalgt til detektorafsøgning, er uden tvivl museets vigtigste vikingetidslokaliteter. På alle tre pladser er der, udover spor af langhuse, fundet et betydeligt antal grubehuse, som er vikinge-tidens nedgravede værkstedshytter. Lokaliteternes topografiske placering sandsynliggør, at man har kunnet besejle dem alle tre, og endvidere er der fundet importgenstande og spor efter forskellige håndværk. Især tekstilproduktion er synlig, idet der er gjort adskillige fund af ten- og vævevægte – ikke mindst i grubehusene. Man kan forestille sig, at sejl har været blandt de ting, som er produceret i disse kystnære bebyggelser.

På alle pladserne er der foretaget større eller mindre udgravninger. Derudover er de fotograferet fra luften og grubehusene er magnetisk kortlagt. Fra luften er det muligt at se grubehusene i kornet jf. artikel om luftfotoskole i dette nummer af opdatering. Både Kjelst og Kløvgårde blev faktisk opdaget ved luftrekognoscering, mens det først i år, i forbindelse med luftfotoskolen, er lykkedes at tage gode luftfotos ved Henne Kirkeby, se side 72. Den geofysiske målemetode udnytter det princip, at hvis undergrunden er ensartet, vil jordens magnetfelt på et givet sted være konstant. De fortidige aktiviteter som kan påvises gennem ændringer i magnetfeltet kan fx være ildsteder, jernudvindingsovne, grubehuse, større stolpehuller eller brønde. Disse lokale koncentrationer er mere magnetiske end omgivelserne og ses i kortlægningen som mørke anomalier. Det er selvfølgelig først i forbindelse med udgravning, at man med sikkerhed kan afgøre, hvad den enkelte anomali dækker over; om det fx er et grubehus eller en brønd. Kun sjældent har man mulighed for at totaludgrave en plads, og så er den næstbedste mulighed at kombinere metoderne og på den måde få indblik i bebyggelsens omfang og struktur.

Magnetisk kortlægning af grubehuse og andre anlæg i Kjelst. På området mod øst, er der indtil videre ikke foretaget udgravninger. Den magnetiske kortlægning2 af pladserne er foretaget af geofysiker Tatiana Smekalova.

184

Lene B. Frandsen

100 m

Undersøgelser ved Kjelst. Huse fra vikingetid er angivet med blåt i udgravningsfelterne. Røde pletter er grubehuse fundet ved luftfoto eller udgravning. Grønne pletter er grubehuse lokaliseret ved magnetometeropmålingen.

...lige kommet op af jorden.

Der er gjort et vikingetidsfund med guldbelægning på!

…efter en tur på konserveringen.

Fundene Detektorafsøgningen begyndte i Henne Kirkeby. Der gik ikke lang tid, før det første råb lød om, at der var dukket noget spændende op – endda vist med guld på! Et mærkeligt beslag – ganske rigtig med guld indlægninger og ornamentikken var ikke til at tage fejl af: vikingetid, måske irsk eller engelsk af oprindelse. Det var Niels Ove Halle, der var den heldige finder. Derefter gik det slag i slag, og inden slutsignalet lød fredag aften, var der gjort 20 fund, der kunne karakteriseres som danefæ. Derudover var der ca. 100 fund som nok mest var af interesse for arkæologerne, heriblandt smeltedråber, blyklumper og lignende, der nok ikke er så spektakulære, men fortæller noget om værkstedsproduktionen på pladsen. Blandt førstedagens meget fine fund var også en fantastisk vikingetidsnøgle, flere fibler – både trefligede- og

emaljefibler, en guldring og en sølvbarre samt nogle borgerkrigsmønter – en fremragende høst må man sige. Lørdag formiddag fortsatte afsøgningen ved Henne Kirkeby vest, og succesen fortsatte. Yderligere 23 væsentlige fund blev indmålt, inden alle ved middagstid flyttede til Kløvgårde. Her kom der ikke helt så mange fund, men da der blev gjort op, var der alligevel 11 genstande, som vil blive sendt til danefævurdering på Nationalmuseet, heriblandt en usædvanlig pladefibel, en trefliget fibel, et fragment af en dirhem (arabisk mønt) og en meget fin klædeplombe med et skib – denne er dog yngre end de øvrige fund og stammer fra middelalderen. Søndag fortsatte man så på pladsen ved Kjelst tæt ved Ho Bugt. Her blev der ikke gjort helt så mange fund, hvilket kan skyldes, at hovedparten af de marker vikingetidspladsen Detektortræf

185

Middelalderlig klædeplumpe. Stammer formodentlig fra Harderwijk i Holland.3 Fundet ved Kløvgårde.

Trefliget fibel, fundet ved Kløvgårde.

Dirhem, fundet ved Henne Kirkeby.

5 cm

186

Lene B. Frandsen

Dirhem, fundet ved Kløvgårde.

To emaljefibler, fundet ved Henne Kirkeby.

Emaljefibel, fundet ved Kløvgårde.

To trefligede fibler, fundet ved Henne Kirkeby.

Dirhem, fundet ved Kjelst.

Fuglefibel, fundet ved Henne Kirkeby

Fotos: Lars Chr. Bentsen.

er lokaliseret på ikke var tilgængelige for afsøgningen. Der blev kun gået på en lille del, længst mod vest uden for det udgravede område (se ovenstående kort over Kjelst). I stedet afsøgtes et større område nord for vejen, hvor vi vidste, at der lå en ældre jernalderboplads, men her er der erfaringsmæssigt ikke nær så mange metalfund som på yngre jernalder- og vikingetidspladserne. En anden faktor til de færre fund var måske detektorfolkenes helbredstilstand – de var en anelse trætte efter to lange dage i felten og nogle af dem var ved at se lidt brugte ud. Måske har gallamiddagen lørdag aften trukket lidt ud… Der kom dog otte fund, som vil blive sendt til danefævurdering, heriblandt endnu et fragment af en dirhem. Fundene af de arabiske mønter er meget interessante, for inden detektortræffet havde vi kun fundet dirhemer to steder i museets arbejdsområde, dels i forbindelse med udgravningen af Nybro og dels ved systematisk detektorafsøgning ved Sig. Ved Nybro blev mønten også fundet med metaldetektor, da de mudrede omgivelser omkring vikingetidsbroen blev afsøgt.4 Ved Sig har en af museets fast tilknyttede detektorfolk gjort mange spændende fund over flere sæsoner.5 Træffet her har tredoblet antallet af kendte dirhemer fra vort område, idet vi fandt i alt fire. To fra Henne Kirkeby, en fra Kjelst og en fra Kløvgårde. Fundene giver pladserne yderligere perspektiv mht. fjernhandel, og det bliver spændende, om Den kgl. Mønt- og Medaillesamling kan

stedbestemme og datere mønterne. Vi må konkludere, at disse detektorfund bringer uvurderlig ny viden for dagen, ikke mindst med fundtyper som vi ganske simpelt ikke finder ved almindelig udgravning. Museet vil gerne takke alle deltagerne for en fremragende indsats, samt takke lodsejere for tilladelse til at gå på lokaliteterne. Tak for en herlig weekend med godt vejr, fantastisk stemning og gode fund. Lene B. Frandsen kan kontaktes på lbf@vardemuseum.dk

Noter 1. Henne Kirkeby vest er undersøgt i perioden 2003-2011. Sagen har J.nr. VAM 1421. Kløvgårde blev opdaget i 2008 og der er foretaget undersøgelser i 2009 og 2011; J.nr. VAM 1628. Kjelst er opdaget i 1996 og udgravet i flere kampagner i perioden 2000-2009 og har J.nr. VAM 1352. 2. Claus Feveile, Lene B. Frandsen & Ingrid Stoumann: Magnetisk kortlægning af grubehuslokaliteter i Ribe Amt. Mark og Montre Årg. 42, 2006. 3. Jette R. Orduna: Middelalderlige klædeplomber – blyplomber fra klæde importeret til Danmark indtil 1600. Højbjerg 1995, s. 84. 4. Lene Frandsen. Nybro – gamle bro – et vejanlæg fra tidlig vikingetid. Mark og Montre Årg. 35, 1999. 5. Jens G. Lauridsen: Detektorfund fra Sig. opdatering 2009.

En fantastisk vikingetidsnøgle formet som en fugl. Fundet ved Henne Kirkeby. Foto: Lars Chr. Bentsen.

Detektortræf

187

Stenhuggeren, bronzestøberen og vikingebonden Fortsatte udgravninger på Møllemarksgård Bente Grundvad & Lars Chr. Bentsen

I sensommeren og efteråret 2011 forsatte Museet for Varde By og Omegn udgravningerne omkring Møllemarksgård, hvor der tidligere er udgravet flere bebyggelser fra ældre jernalder i forbindelse med etablering og udvidelse af grusgravene i området.1 I 2011 fandt vi, mod forventning, ingen spor

efter jernalder, men til gengæld en velbevaret bronzealderbebyggelse, der er endnu en vigtig brik til forståelsen af bebyggelsesudviklingen i området. Dertil kom en overraskelse i form af en gård fra sen vikingetid eller tidlig middelalder.

K13 K11 K15

K2 K12

K14 K8

K1 K3

50 m

I alt blev syv bronzealderhuse erkendt på Møllemarksgård. Husene fra bronzealder er her markeret med blåt, gården fra sen vikingetid eller ældre middelalder er markeret med brunt og et lille hus fra tidlig middelalder er markeret med grønt.

188

Bente Grundvad & Lars Chr. Bentsen

Bronzealderbebyggelsen Det vestligste hus på Møllemarksgård, K1, består af seks sæt indre tagbærende stolper. I rækken af små, tætstillede vægstolpehuller mod syd ses et indtrukket stolpesæt, der har udgjort husets indgang. Huset måler 15 meter i længden og er syv meter bredt. Mod øst fandtes en stor grube med et massivt trækulslag, der sandsynligvis har været brugt til at opvarme huset. Hustomten dateres til yngre bronzealder på baggrund af stolpehullernes indbyrdes placering og husets størrelse. Fundmaterialet på Møllemarksgård er generelt meget sparsomt, og keramikdateringerne er derfor usikre.2 Hus K2 er 20 meter langt og sekz meter bredt. Grundformen ligner meget den ovenfor beskrevne, og dette hus bliver derfor ligeledes typologisk dateret til yngre bronzealder. I begge ender af huset lå ildgruber. Traditionelt set opfatter man beboelsesenden som opvarmet, men undersøgelser viser, at både mælke- og gødningsproduktion falder ved lave temperaturer, og at der derfor er god grund til også at opvarme stalden.3 K2 adskiller sig dog på et væsentligt punkt fra K1, idet der centralt i huset blev registreret et stort, let forsænket parti. Et lignende område blev dokumenteret i huset K3. Dette hus er anden fase af et bronzealderhus i to faser. Første fase

10 m

Huset K1. Ildgruben til opvarmning er markeret med brunt. Indgangen er markeret med en rød pil, og udgøres at de to let indtrukne stolper, der er kraftigere end de øvrige vægstolper.

10 m

Huset K2. Ildgruber er markeret med brunt og forsænkningen er gråbrun.

Det neddybede anlæg i huset K2 måler 5,2 x 3,2 m i fladen og er 17 cm dybt på det dybeste sted. Der blev fundet i alt seks hele og fragmenterede kværnsten, en knusesten og to mortersten, som ses in situ. Ved soldning af fylden blev der ligeledes fundet en del større granitfragmenter. Snittet viser, at der ikke var tale om en grube, men nærmere et nedslidt eller nedtrampet område. Granitflagerne tyder på, at der er fremstillet kværnsten i huset.

Stenhuggeren, bronzestøberen og vikingebonden

189

af huset består af syv sæt indre tagbærende stolper og er 27 meter langt og syv meter bredt. Typologisk er huset ældre end fase 2. Den forholdsvis store afstand mellem vægstolperne i fase 1 er typisk for huse fra ældre bronzealder, og det er muligt at fase 1 skal dateres til ældre bronzealder. Husets anden fase, hvilken der her skal lægges vægt på, måler 20 meter i længden og er 6,5 meter bredt. Dette hus er dateret til yngre bronzealder. I husets østende blev endnu et nedslidt område udgravet – i dette tilfælde i husets østende i forbindelse med indgangspartiet. I fylden blev der også her fundet kværnsten og knusesten. Anlægget blev i første omgang tolket som et kælderanlæg i huset, men placeringen og tæt lighed med anlægget i hus K2 ledte tolkningen væk fra kælder såvel som nedsænket staldende. Men hvad har funktionen af disse to nedslidte områder så været? Meget tyder på, at de har fungeret som en form for arbejdsområder i husene, altså en slags værksted med produktion af granitredskaber såsom kværnsten og mortersten. Redskaberne til denne produktion, knusestenene, fandtes som nævnt også. Det er et træk, der ikke umiddelbart

kendes fra andre bronzealderhuse, og det er bemærkelsesværdigt, at der er fundet to af sådanne nedsænkninger på Møllemarksgård. Har bronzealderfolket på Møllemarksgård haft en speciel beskæftigelse som granithåndværkere? Eller skal fylden blot ses som en opfyldning af de nedslidte områder med forhåndenværende materiale? Et andet særtræk ved hus K3 er, at der til husets sydvestlige side er tilknyttet et udhus bestående af to sæt tagbærende stolper. Stolpehullerne var tydeligt defineret i fladen, og der er derfor kun ringe chance for, at yderligere tagbærende sæt blev overset. I udhuset ligger to store kogestensgruber, hvoraf den ene ligger centralt. Et lignende udhus blev fundet ved hus K6; igen bestående af to sæt tydeligt definerede tagbærende stolper, og denne gang med små stolper mod nordøst. Om der er tale om vægstolper eller måske rester af et hegn får stå hen i det uvisse. At der er tale om udhuse, og at de hører til husene, de ligger ved siden af, kan der næppe være tvivl om.4 K6 er ligesom de øvrige huse dateret til yngre bronzealder. Huset var 16,5 meter langt og seks meter bredt. Huset var tydeligt

10 m

Husene K3 (blåt) og K5 (grønt). Bemærk det velbevarede indgangsparti i K3 (markeret med røde pile), der ligger i husets østligeste fag. Ildgruber er markeret med brunt og det forsænkede parti med gråbrunt. Umiddelbart sydvest for K3, i flugt med gavlen, ligger det tilhørende udhus (gult), der også er forsynet med ildgruber.

190

Bente Grundvad & Lars Chr. Bentsen

10 m

Huset K6 med udhus. Stolperne umiddelbart øst for gavlen af huset kan tilhøre en tilbygning eller, mere sandsynligt, resterne af et hegn, der har sluttet sig til husets østgavl.5 Huset ligger isoleret og rent, og det må antages, at alle de dokumenterede stolper tilhører huset og dets funktionstid.

opdelt af en skillevæg med staldende mod øst og beboelsesende mod vest. I beboelsesenden lå centralt mellem andet tagbærende stolpesæt, regnet fra øst, en ildgrube til opvarmning og sandsynligvis også madlavning. Huset dateres til yngre bronzealder på baggrund af de tagbærende stolpers store indbyrdes afstand og de små, forholdsvis tætstillede vægstolper.

I direkte forlængelse af det velbevarede hus K8 ligger det lille, mærkværdige hus K12. De to huse ligger med nøjagtig samme orientering og i direkte forlængelse af hinanden, hvilket taler for at husene er samtidige. Ydermere er det lille K12 et meget atypisk bronzealderhus, der adskiller sig fra de langhuse, vi ellers kender fra perioden. K12 er formentlig også for lille til at fungere som et selvstændigt hus, hvilket også taler for samtidighed med K8. I huset K12, der med sine fire sæt tagbærende stolper måler 6,7 meter i bredden og 11.5 meter i længden, blev tre bemærkelsesværdige anlæg udgravet. To af disse anlæg er meget store og dybe ildgruber centralt i husets østende (den dybeste måler 95 cm i dybden). De to gruber skærer hinanden, og deres centrale placering i tomten, tyder på, at de har været samtidige med huset. Størrelsen på de to gruber, samt manglen på ildskørnede sten, antyder, at de højst sandsynligt ikke har været brugt som egentlige kogestensgruber, men var husets varmekilde. Grubernes størrelse har nemt kunnet opvarme et helt hus, og dermed holde husets beboere varme trods de kraftige og kolde vinde, der ofte blæser på Møllemarksgård. I samme hus

K12

10 m

Husene K8 og K12. Ildgruber er markeret med brunt og i den vestlige ende af K12 er den velbevarede ovn markeret med orange.

Stenhuggeren, bronzestøberen og vikingebonden

191

Museumsinspektør Jens G. Lauridsen i færd med udgravning og registrering af huset K12.

Ovnen i huset K12 har haft en kappe af sandmagret ler. I fladen ses den sammenfaldne kappe som et rødbrændt parti midt i ovnen. Ovnens bund var let forsænket og ses som en mørkegrå bræmme rundt om den sammenfaldne kappe. Indfyringsåbningen ses tydeligt nederst i billedet. Rester af ovnkappen ses yderst som en bræmme af lyst ler, der i undergrundsniveauet ikke er blevet varmepåvirket.

192

Bente Grundvad & Lars Chr. Bentsen

blev der ydermere fundet en meget velbevaret ovn centralt i husets vestende. Huse med velbevarede ovne og ildsteder er forholdsvis almindelige i jernalderhuse, men ses sjældent bevaret i bronzealderhuse. At ovnen virkelig hører til huset, kan der ikke være tvivl om med dens centrale placering. Det er ikke utænkeligt, at vi her står overfor et hus, der dateringsmæssigt ligger lige på overgangen mellem yngre bronzealder og ældre jernalder.6 Et andet interessant anlæg findes i husets østlige ende. Anlægget består af to dele: et større nedtrådt område af gråbrunt sand og en rund, mindre trækulsholdig grube umiddelbart vest herfor. Der blev ikke gjort fund, der kan identificere anlæggenes funktion, men det kan endnu en gang være spor

efter håndværksaktiviteter i et af Møllemarksgårds bronzealderhuse.7 Måske har bronzestøberen siddet på en skammel her og smeltet sin bronze over den lille ildgrube. Måske er K12 et lille håndværkerhus tilhørende langhuset K8. Langhuset K8 er et meget velbevaret hus, formentlig fra yngre bronzealder.8 K8 formodes at være langhuset til K12, det vil sige beboelseshuset, hvor håndværkeren boede med sin familie og deres lille bestand af husdyr, som havde sin plads i husets østende. Det bekræftes af de få, bevarede båseskillerum i husets nordside. Huset bestod af seks sæt tagbærende stolper med fire båseskillerum bevaret i husets østende langs nordvæggen. Centralt i staldenden lå to ildgruber, der ikke har fungeret samtidigt, og i indgangsfaget fandtes endnu én. Ildgrubernes funktion har været at opvarme huset i den kolde tid, og måske give lidt lys. Lige øst for andet tagbærende stolpesæt fra vest ligger i sydvæggen en velbevaret indgang, let trukket ind i forhold til væglinjen – et typisk træk i huse fra yngre bronzealder. En tilsvarende indgang kan ikke, på grund af dårligere bevaringsforhold, dokumenteres i nordvæggen. Både nordog sydvæg er ganske velbevaret i husets østende, og ved de to pile synes der at ”mangle” en vægstolpe i både nordog sydvæg. Det er muligt, at der også her var to indgange. Et tagbærende stolpesæt synes at have været udskiftet – det tredje eller fjerde sæt regnet fra vest. Da tredje sæt fra vest synes sikkert placeret i systemet af tagbærende stolper, regnes det for det oprindelige, mens fjerde sæt fra vest opfattes som efterfølgeren. Det er heller ikke utænkeligt, at begge sæt har fungeret samtidigt og blot udgør en lidt usædvanlig konstruktion. Det lange hegn, der løber umiddelbart forbi husets østgavl har næppe eksisteret samtidig med hus K8, da det kommer så tæt på gavlen, at det ville have stået under husets tagdryp. Det synes heller ikke at have nogen sammenhæng med vikingetidsgården beskrevet nedenfor. Der blev ikke gjort daterende fund. I bronzealderen er landsbyen endnu ikke opstået, og i hele landet tyder alt på at bebyggelsen, indtil begyndelsen af

ældre jernalder, var struktureret som enkeltgårde. Gårdene på Møllemarksgård har ikke eksisteret samtidig (sandsynligvis med undtagelse af K8 og K12), men stadig ligger de med næsten præcis samme orientering. Det tyder på, at de har orienteret sig efter noget i landskabet, der ikke længere er synligt. De historiske kort, vi i dag har til rådighed, afslører ikke, hvad det kan være, ej heller Danmarks Højdemodel, som ellers gemmer mange oplysninger om fortiden, hjælper. En oplagt mulighed er en nu bortpløjet højrække eller et vejforløb. Nogle af gårdene kan være faser af den samme enkeltgård, som anlægges indenfor gårdens centrale ressourceområde. Gård fra sen vikingetid I udgravningens østlige del lå en gård fra sen vikingetid eller tidlig middelalder. Gården bestod i sin første fase af et trefløjet gårdsanlæg; husene K11, K13 og K14 samt stakladerne K16, K17 og K20. K14 var 19 meter langt. Huset havde svagt buede langvægge, og største bredde var godt syv meter. Husets vægge var tagbærende sammen med oprindeligt fire eller fem tagbærende stolpesæt inde i huset. I begge husets gavle stod også tagbærende stolper. Af husets sydvæg var kun den østlige del bevaret, og det samme gjaldt de tagbærende stolper i husets sydside. Godt 13 meter vest for K14 ligger det velbevarede nordsyd orienterede krumvægshus K11. Dybden af både vægstolper og de indre stolper, viser at begge dele har været tagbærende. Huset er 19 meter langt og største bredde er 7 meter. Således svarer dimensionerne ganske nøje til hovedhuset K14. Langs husets vestside ligger syv små stolper, der kan have været ydre støttestolper. Normalt ses støttestolper, hvor de findes, på begge sider af huset, og det kan ikke afvises at fraværet skyldes nedpløjning. I flugt med gavlen af K11 ligger den retvæggede bygning K13. Huset ligger orienteret øst-vest som hovedhuset. Bygningens afslutning mod øst er ikke sikkert dokumenteret. Det østligste stolpesæt, der kan have udgjort gavl, indikerer en længde på 13 meter, men i flugt med nordvæggen ligger en

Stenhuggeren, bronzestøberen og vikingebonden

193

K13

K20

K16

K11 K17

K15

K14 0

10 m

Oversigtsplan over gården fra vikingetid/tidlig middelalder. Gårdens ældste huse er markeret med brunt, hovedhusets efterfølger fra tidlig middelalder er markeret med grønt. Bemærk de velbevarede staklader på gårdspladsen er markeret. Formodede indgange er vist med røde pile.

stolpe, som i størrelse og fyld lignede de øvrige. Hvis det er bevaringsforholdene, der gør, at den tilhørende, sydlige stolpe ikke kunne erkendes, kan bygningen have været ca. 16,5 meter lang. Bredden er beskedne fire meter. Bygningerne K13 og K14 danner tilsammen en ret vinkel. De to bygninger indgår i det samlede gårdsanlæg, men huse sammenbygget i vinkel kendes fra vikingetid og tidlig middelalder.9 Umiddelbart nord for K14 ligger det lille, retvæggede hus K15. Placeringen viser, at K15 ikke kan have eksisteret samtidig med K14, men stolpehullerne fordeler sig præcis sådan, at det ikke ad arkæologisk vej kan påvises, hvilket 194

Bente Grundvad & Lars Chr. Bentsen

hus der er ældst. Kigger man samlet på gårdsanlægget, ser det ud til, at både K14 og K15 kan have eksisteret samtidig med K13 og K11. K13s østgavl flugter perfekt med K14s vestgavl, og K15s vestavl flugter perfekt med det korte, hegnslignende forløb, der springer ud fra K15s sydvæg og synes at have en eller anden funktion i forbindelse med stakladen K20. Hustypologien viser, at K15 med rimelig sikkerhed er det yngste hus i gårdsanlægget. Stakladerne K16, K17 og K20 hører med stor sikkerhed alle til gården. Om de alle tre har været i brug samtidig kan ikke påvises, men der er intet til hinder for det. Om den

centrale stolpe i stakladen K20 virkelig er en del af konstruktionen kan, ikke påvises med sikkerhed. Sædvanligvis består staklader kun af fire stolper, men en fem-stolpe konstruktion er ikke utænkelig. Husenes funktion Bebyggelse fra vikingetiden kendes både som landsbyer, enkeltgårde og handels- og produktionspladser, både sæsonprægede og permanente bebyggelser som Ribe, Henne Kirkeby og Hedeby.10 I dette tilfælde tyder alt på, at der er tale om en enkeltgård. De for vikingetidens produktionspladser så typiske grubehuse findes ikke på denne gård, og landsbyernes toftehegn er også fraværende. Dog må man tage forbehold for, at både tofteskel og grubehuse kan gemme sig i områder, der endnu ikke er udgravet. Der blev ikke i udgravningen gjort fund, der kan identificere husenes funktion, men der er muligt at give et bud herpå. Hovedhuset er formentlig det lange, øst-vest orienterede K14. På grund af bevaringsforholdene kan indgangen ikke lokaliseres med sikkerhed, men ligger formentlig i sydvæggen, mellem tredje og fjerde tagbærende stolpesæt, regnet fra øst (se pil på illustrationen). K11 er sandsynligvis gårdens stald.11 Men det må understreges, at der fra vikingetid og ældre middelalder findes mange eksempler på nord-syd orienterede hovedhuse. De mange, indre stolpesæt giver god mulighed for opdeling af stalden i båse, som der dog ikke blev fundet arkæologiske spor efter. Netop i den sene vikingetid begynder man at adskille beboelse og stald.12 Indgangen ligger lidt forskudt for husets midte i nordsydlig retning. Netop her har man, af hensyn til indgangen, undladt en af de indre, tagbærende stolper. Den nordlige, retvæggede bygning, som muligvis har rester efter tagbærende midtsuler centralt i husets længdeakse, har næppe været brugt til hverken beboelse eller stald, og følgelig ligger en tolkning som lade lige for. Det virker sandsynligt, når man samtidig ser på placering af stakladerne umiddelbart op til bygningen. Den store åbning, der ser ud til at have været ind til bygningen, i sammenstødet mellem K11 og K13, kan

være en vognport, mens der er flere muligheder for øvrige adgangsforhold til laden. Stolpehullerne var generelt velbevarede, og det synes ikke sandsynligt, at fraværet af stolpehuller skyldes bevaringsforholdene. Det er derfor rimeligt at slutte, at der også var en indgang i ladens nordvæg, og at gavlen stod åben mod øst. Selvom det ikke kan afvises med sikkerhed, ser det ikke ud til, at der har været direkte adgang mellem stalden og laden. Gårdens bygninger kan hermed påhæftes de betegnelser, som kendes fra Jyske Lov (fra 1241) og andre landskabslove. I landskabslovene nævnes salhuset (hovedhuset), fæhuset (laden), hjelm (staklade) og lade. Kun det fra landskabslovene kendte ”verkhus” kan ikke identificeres. Det ser altså ud til, at gårdstrukturen, som den kendes fra ældre middelalder og højmiddelalder, kan genfindes på Møllemarksgård.13 Gårdens datering Som det gjaldt for bronzealdergårdene, så var fundmaterialet i vikingetidsgården utroligt fattigt – faktisk blev der ikke gjort et eneste daterende fund, til trods for at samtlige til gården hørende stolper blev snittet! Derfor er man, indtil 14 C-dateringerne foreligger, henvist til at sammenligne med andre, bedre daterede gårde. Huse med krumme vægge, to sæt indre tagbærende stolper og udvendige, skråtstillede støttestolper kaldes ”ægte” Trelleborghuse, og dateres oftest til mellem 975 og ca. 1050;14 men ”ægte” Trelleborghuse er der ikke tale om på denne gård. De meget kraftige, indvendige, tagbærende stolper, de kraftige vægstolper og fraværet af udvendige, skråtstillede støttestolper antyder, at dateringen falder senere end det ”ægte” Trelleborghus. Set i sammenhæng med ladens rette vægge, skal gården samlet set dateres til tiden mellem 1050 og 1150.15 I samme periode begynder man også at bygge helt uden indre, parvise tagbærende stolper – en byggeskik, der i løbet af 1100-tallet synes at blive næsten enerådende.16 Husene bygges nu med tagbærende vægstolper, eller med såkaldte midtsuler – indre tagbærende stolper i én række i husets længdeakse. Noget klart og entydigt overblik over byggeskikkens

Stenhuggeren, bronzestøberen og vikingebonden

195

Møllemarksgård

Sønderbøl

1 km

Et kig på topografien viser, at flere naturlige ressourcer har været tilgængelige. Indenfor rimelig afstand har man den tørre landbrugsjord, våde enge, marsk og lidt mod øst, ved Hesselmed, findes et vandløb. Mod syd ligger Ho Bugt, der har budt på muligheder for marin føde af forskellig slags. Man ser også tydeligt, hvordan det lille næs er blevet gennemhullet af grusgravning – den underliggende årsag til museets mange undersøgelser i området. Sammenlign med kortet side 199 fra 1880’erne over samme område.

udvikling findes ikke. Huset K15 har helt rette vægge og ingen indre, tagbærende stolper, hvilket kraftigt peger mod en datering til tidlig middelalder, formentlig 1100-tallet. Gårdens udvikling ser altså ud til at begynde med hovedhuset K14, stalden K11 og laden K13. På et tidspunkt omkring år 1100, mens stald og lade stadig er i funktion, ser det ud til, at man nedlægger hovedhuset K14 og erstatter det med det mindre hus K15. 196

Bente Grundvad & Lars Chr. Bentsen

Hvem boede her? Beboerne på gårdene i bronzealderen har med stor sandsynlighed været almindelige bønder, hvis økonomi var baseret på både kvæghold og landbrug. Ser vi bort fra den lille værkstedshytte, som måske har huset lidt metalhåndværk, så er husene almindelige gårde, hvor beboerne levede som agerbrugere. Måske havde man en bibeskæftigelse med fremstilling af kværnsten? Den gård, som godt 1500 år senere, i

sen vikingetid eller tidlig middelalder, blev anlagt på samme sted, husede også en bonde og hans familie, måske endda lidt tyende. Gården synes at være en enkeltgård og ikke en del af en landsby. Også i vikingetiden har man levet af agerbrug og kvæghold. I bronzealderen har beboerne måske været naboer til de mennesker, der boede ved Sønderbøl. I den sene vikingetid boede der også mennesker i Oksbøl. Her har museet udgravet endnu en fornem vikingetidsbebyggelse ved Østparken i

2006.17 Måske gik vikingebonden fra Møllemarksgård op til smeden i Oksbøl når han skulle have skoet sin hest. Den smed hvis smedje blev udgravet i 2006. Både bronzealderbønderne og vikingetidsbonden har med stor sikkerhed, udover landbruget, også benyttet sig af de gode naturlige ressourcer, der findes i området. Bronzealderhusene bliver en vigtig del i forståelsen af bebyggelsernes dynamik i sen bronzealder og ældre jernalder, en brik der kommer til at lægge yderligere viden til vores

Udgravningen blev delvist gennemført som uddannelsesgravning for et hold studerende fra Københavns Universitet. De studerende var (fra venstre) Jonas Jæger, Ida Bruhn Bull, Nathalie Højland-Nielsen, underviser for de studerende og studieadjunkt Pernille Voss, Veronica Johansen, Natascha Grantzau, Louise Risgaard Jørgensen, Amalie Rode Nielsen og Peter Kahlke Olesen. Til højre ses museumsinspektør Jens G. Lauridsen og yderst arkæolog Lars Chr. Bentsen. Arkæolog Bente Grundvad mangler. De studerende fortjener tak for deres indsats, og Pernille Voss tak for godt samarbejde om uddannelsesforløbet.

Stenhuggeren, bronzestøberen og vikingebonden

197

forståelse af de tidlige landsbyers opståen i ældre jernalder. Gården fra den sene vikingetid eller tidlige middelalder er en del af en bebyggelse, der sammen med udgravningerne fra 2006 i Østparken i Oksbøl, måske med tiden kan samles til fortællingen om Oksbøls opståen. Forfatterne kan kontaktes på: Bente Grundvad: bgrundvad@gmail.com Lars Chr. Bentsen: lcb@vardemuseum.dk Noter 1. VAM 1232, VAM 1302, VAM 1469 og VAM 1551 har alle afdækket omfattende bebyggelsesspor fra ældre jernalder. I årets udgravning, som har J.nr. VAM 1677, deltog museumsinspektør Jens G. Lauridsen og arkæolog Lars Chr. Bentsen. Daglig leder var arkæolog Bente Grundvad. Gravemaskinen blev ført af Peter Beyer fra Lunde Entreprenør- og Maskinstation v. Jacob Ravn. 2. Der er udtaget prøver til 14C-datering af samtlige huse på Møllemarksgård 2011-gravningen. Resultaterne afventes i skrivende stund stadig. 3. Per Ethelberg: Bronzealderen. I: Per Ethelberg, Erik Jørgensen, Dirk Meier & David Robinson: Det Sønderjyske Landbrugs Historie. Sten- og bronzealder. Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland Nr. 81. Haderslev 2000, s. 198-199. 4. Udhuse er ikke et ukendt fænomen i bronzealderen. Der er fx dokumenteret udhuse på udgravninger ved Hemmed Kirke og Hemmed Plantage, se Niels Axel Boas: Late Neolithic and Bronze Age Settlement at Hemmed Church and Hemmed Plantation, East Jutland. Journal of Danish Archaeology vol. 10, 1991, s. 122-124. Der kendes flere eksempler i Nordslesvig, hvor de dog synes at forsvinde i yngre bronzealder, se Ethelberg 2000, s. 224-225. 5. Hegn fra bronzealderen er sjældne, men der findes flere eksempler på dem. Se Lars Chr. Bentsen: Hesselmed Vest – Hesselmeds forgænger? I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard og Steen Frydenlund (red.) Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske skrifter 10. København 2011, s. 30; Jytte Nielsen og Martin Mikkelsen: Nybro, en grav fra yngre stenalder og en boplads fra yngre bronzealder. Mark og Montre Årg. 21, 1985, s. 59. 6. Ildsteder er påvist i flere bronzealderhuse, se fx Ethelberg 2000, s. 198199; Boas, s. 120-121.

198

Bente Grundvad & Lars Chr. Bentsen

7. I det lave, nedtrådte område blev der fundet små stykker af keramik, som kan være trådt i stykker og dermed underbygger tolkningen til arbejdsområde. 8. Et lignende hus er udgravet og 14C-dateret på Djursland. Hus I ved Hemmed Kirke er dateret til 990-1000 f.Kr., se Boas, s. 120-121. 9. Leif Chr. Nielsen: Omgård. A Settlement from the late Iron Age and the Viking Period in West Jutland. Acta Archaeologica vol. 50, 1979, s. 183; Stina Troldtoft Andresen: Vikingerne ved Tistrup. opdatering 2010, s. 173; Mogens Bo Henriksen: Fynske hus- og gårdtomter fra middelalder til tidlig renæssance. Bol og by 2003, nr. 1/2, s. 84-85. 10. Se fx Per Ethelberg: Gården og landsbyen i jernalder og vikingetid (500 f.Kr. – 1000 e.Kr.). I: Per Ethelberg, Nis Hardt, Bjørn Poulsen & Anne Birgitte Sørensen: Det Sønderjyske Landbrugs Historie. Jernalder, vikingetid og middelalder. Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland Nr. 82. Haderslev 2003, s. 345-353; Lene B. Frandsen: Vikingetiden i Henne. Mark og Montre Årg. 41, 2005, s. 5-14. 11. En fosfatkartering vil blive foretaget og forhåbentlig give klarhed over bygningens funktion. 12. Der er taget prøver til fosfatkartering af alle huse i gårdsanlægget, men prøverne er i skrivende stund endnu ikke analyseret. 13. Se Palle Eriksen, Torben Egeberg, Lis Helles Olesen & Hans Rostholm: Vikinger i Vest – vikingetiden i Vestjylland. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 70. Højbjerg 2009, s. 62. Om landskabslovene generelt, se Annette Hoff: Lov og landskab. Landskabslovenes bidrag til forståelsen af landbrugs- og landskabsudviklingen i Danmark ca. 900-1250. Århus 1997. 14. Anne Birgitte Sørensen: Østergård. Vikingetid og middelalder. Skrifter fra Museum Sønderjylland vol. 5. Haderslev 2011, s. 74-76. 15. Eriksen et al. s. 259-261: Ved Lilling er fundet en lignende gård dateret til ca. 1100; s. 264-265: Fra bebyggelsen ved Agerhøj findes en parallel i sidste fase af hovedhuset, formentlig fra tidlig middelalder. En nær parallel til K14 findes ved Hammelev Nørremark, som formodes at være nogenlunde samtidig med Trelleborg-husene, se Ethelberg 2003, s. 357-358. Ved Vilslev findes ganske svagt krumvæggede huse, dateret til tiden omkring 1100, se Stig Jensen: Gårde fra vikingetiden ved Gl. Hviding og Vilslev. Mark og Montre Årg. 22/23, 1986-87, s. 5-26. 16. Se fx Anne Birgitte Sørensen:Middelalderens fødsel - tiden 1000-1340 – huse, gårde og bebyggelser. I: Ethelberg et al. 2003, s. 455-456; Per Kristian Madsen: Det arkæologiske materiale fra middelalderen. I: Stig Jensen (red.) Marsk, land og bebyggelse. Ribeegnen gennem 10.000 år. Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 35, Den Antikvariske Samlings skriftrække bind 1:A-B. Højbjerg 1998, s. 167-171; Christian Adamsen: Bulagergård. En bebyggelse fra tidlig middelalder i Verst Sogn. Foreløbig meddelelse. Mark og Montre Årg. 18, 1982, s. 39-49. 17. VAM 1482, udgravning ved museumsinspektør Jens G. Lauridsen.

På kanten af marsken

Gårde fra yngre bronzealder og ældre jernalder ved Sønderbøl Niels Algreen Møller

Umiddelbart syd for Oksbøl løber et bakkedrag ud imellem de brede engområder ved Ho Bugt. Bakkedraget er i dag især præget af grusgrave og vidtstrakte marker. Men helt oppe på toppen af bakken ligger stadig to gravhøje, opført for over 2000 år siden af de mennesker, som boede i nærheden.

Museet for Varde By og Omegn har igennem de seneste 20 år foretaget mange udgravninger på den nordlige del af bakkedraget, både ved udvidelser af grusgravene og når større ledninger skulle lægges i jorden. Det har ført til fund af nogle af Danmarks mest velbevarede gårde, ja endda hele

Møllemarksgård

Sønderbøl Landskabet nord for Ho Bugt som det er afbilledet på kort fra slutningen af 1800tallet. Årets udgravninger ved Sønderbøl og Møllemarksgård er markeret med gult. Andre fund fra bronzealder er markeret med grønt. Andre fund fra ældre jernalder er markeret med rødt og udaterede høje er markeret med blåt. Sønderbøl ligger midt på en markant bakketunge omgivet af vådenge. Mod syd ses den nordligste del af Ho Bugt.

1 km

På kanten af marsken

199

små landsbyer, fra sen førromersk og ældre romersk jernalder (ca. 200 f.Kr.-160 e.Kr.). I det tidlige forår 2011 skulle en ny grusgrav anlægges syd for de tidligere fundne landsbyer og umiddelbart vest for de to gravhøje. I betragtning af de mange kendte fortidsminder i nærheden var der ingen tvivl om, at arealet skulle undersøges, før grusgraven kunne komme i gang. Det var mere end sandsynligt, at vi ville finde spor af forhistoriske bebyggelser eller lignende, så det var med en vis forventning, vi igangsatte undersøgelsen. I de første søgegrøfter dukkede flere hustomter op, så museets arkæologer startede en større udgravning med god hjælp fra grusgravens folk og studerende fra Københavns Universitet.1 Begejstringen voksede, som udgravningen skred frem, for de huse som efterhånden blev afdækket var fra yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.) og tidlig førromersk jernalder (500-200 f.Kr.), altså de direkte forgængere til de landsbyer vi allerede kendte længere mod nord. Sammen med årets anden store udgravning i området, udgravningen ved Møllemarksgård,2 giver resultaterne fra Sønderbøl et helt nyt indblik i, hvordan og hvornår områdets tidligste landsbyer dannes.

Pløjejorden afrømmes med maskine for at blotlægge sporene efter husene. I baggrunden ses de lavtliggende brede enge.

200

Niels Algreen Møller

Enkeltgårde? Udgravningen på Sønderbøl afslørede sporene efter i alt 29 huse spredt ud over de højere liggende dele af et godt 5,5 hektar stort område. Langt størsteparten af husene var langhuse; huse som hver især har udgjort hovedenheden i et gårdsanlæg. Her har menneskene boet, og i mange tilfælde har deres husdyr også været opstaldet inde i huset. I alt 27 sådanne langhuse fremkom under udgravningen, og i tæt tilknytning til to af langhusene lå hhv. et lille udhus og en staklade. Udhuset har været benyttet til håndværksaktiviteter eller til opbevaring, og stakladen har formentlig været brugt til opbevaring af korn eller hø. De enkelte huse har ligget på stedet i et relativt kort tidsrum. Efterhånden som de nedgravede stolper rådnede ved jordens overflade, kunne de ikke længere bære tagets vægt. Så måtte man enten udskifte stolperne eller helt opgive huset. I nogle hustomter kan man se, at stolperne er blevet skiftet ud, og huset forblev på samme sted i en længere periode. Det kender vi fra de senere jernalderlandsbyer ved Møllemarksgård lidt længere mod nord, men det gælder ikke for husene på Sønderbøl. Her blev gårdene genopført et andet sted, når de gamle huse ikke længere kunne bruges. Erfaringer med nedgravning og overfladebehandling af stolper viser, at stolper nedgravet i jorden kan holde i en periode på mellem 30 og 50 år afhængigt af jordbund, stolpens tykkelse og overfladebehandlingen.3 De enkelte langhuse på Sønderbøl har, med de relativt tynde stolper vi har fundet spor af, næppe stået i mere end måske 40 år. Men hvad fortæller husenes korte levetid os om den overordnede struktur af bebyggelsen? Ud fra husenes form og den smule keramik, der blev fundet i forbindelse med dem, kan vi afgøre, at de er fordelt over en tidsperiode på 900-1100 år. Variationen i de forskellige typer af huse viser udviklingen af langhusenes udformning fra bronzealderens relativt lange og brede huse med afrund-ede gavle over mindre, irregulære, huse i sen bronzealder og den tidligste del af førromersk jernalder til små regulære huse med væggrøft og ydre støttestolper lidt

50 m

Udgravningsfeltet med alle huse fra sen bronzealder og tidlig førromersk jernalder markeret. De mange større anlæg på grundplanen er fra historisk tid. En løbegrav fra Anden Verdenskrig ligger som en zigzaglinje på tværs af hele det udgravede areal.

På kanten af marsken

201

senere i førromersk jernalder. Udviklingen på Sønderbøl svarer godt til den udvikling af husformer vi kender fra andre områder, og den jævne udviklingssekvens tyder på, at området er beboet igennem det meste af yngre bronzealder og tidlig førromersk jernalder.4 De mange huse, vi ser på grundplanen, er altså aftryk af omkring 1000 års bopladsaktivitet. Hvis man regner med, at de fleste af langhusene har stået i en periode på mellem 30 og 40 år, men under alle omstændigheder ikke mere end 50 år, betyder det, at der ikke kan have ligget mere end et eller to langhuse ad gangen5 indenfor det udgravede areal. Nu ved vi desværre ikke, hvor mange gårde der har ligget på højdedraget syd og øst for det udgravede område. Ud fra områdets samlede størrelse er det ikke umuligt, at der i yngre bronzealder og tidlig førromersk jernalder har ligget seks-syv samtidige gårde spredt ud over den sydligste del af bakkeøen. Bebyggelse med spredtliggende gårde, som flytter med korte mellemrum, kendes fra hele Jylland og ned langs den nordtyske og nordhollandske6 vadehavskyst. Der er i det hele taget mange ligheder i den måde, hvorpå forhistoriske mennesker i disse områder organiserede både deres bebyggelser og det omgivende kulturlandskab igennem ikke mindst det første årtusinde f.Kr. Langhusenes udformning og udviklingen fra de meget store bronzealderhuse til de mindre førromerske har mange fællestræk langs vadehavskysten. I to af husene fra yngre bronzealder ved Sønderbøl er sættene af tagbærende stolper trukket tæt ind mod hinanden i den ene ende af huset, mens de i den anden ende står med normal indbyrdes afstand (se hus A). Dette er et træk som kun forekommer i enkelte andre danske bronzealderhuse; vi kender et enkelt eksempel fra den nærliggende plads Hesselmed.7 Men ellers kendes den form for huse specielt fra det nordlige Holland.8

Gården og dens indbyggere Den enkelte gård fra yngre bronzealder og tidlig førromersk jernalder består som regel blot af et enkelt langhus med plads til en eller to familier. De bedst bevarede langhuse

B: Hus fra sen yngre bronzealder eller tidligste del af førromersk jernalder. Centralt i huset ligger en stor kogestensgrube.

202

Niels Algreen Møller

Den generelle udvikling af husene på Sønderbøl. A: Hus fra yngre bronzealder med afrundede hjørner og en bredde på over seks meter. Anlæg markeret med sort er fra historisk tid.

C: Hus fra tidlig førromersk jernalder med væggrøft. Huset har en meget regulær grundplan med fire sæt tagbærende stolper. Enkelte stolper lige udenfor husets væggrøft er formentlig ydre støttestolper.

kender vi fra tidlig førromersk jernalder, men der er mange fællestræk imellem de to perioders huse. I den ene ende lå beboelsen med spor efter et ildsted og i heldige tilfælde spor af andet interiør.9 I den anden ende lå stalden med båseskillerum til dyrene og i nogle tilfælde en forsænket grebning til udrømning af staldgødning, i hvert fald i de fleste huse fra førromersk jernalder. I de mindste langhuse fra sen bronzealder og førromersk jernalder har der kun været plads til ganske få beboere, måske svarende til en kernefamilie. Det er blevet påpeget, at husenes levetid i sen bronzealder og tidlig førromersk jernalder svarer meget godt til en generation af beboeres levetid således at husets – og husholdningens livscyklus passer sammen.10 Ved dannelsen af en ny familie anlægges et nyt hus, som danner rammen om denne kernefamilies liv, mens de ældre beboere fra den gamle husholdning formentlig bliver boende i det gamle hus. En sådan udvikling i bebyggelsen ville betyde, at to huse delvist overlapper tidsmæssigt. Den tolkning passer utroligt godt sammen med de vidnesbyrd, der findes på Sønderbøl. I to tilfælde ligger to huse adskilt med godt 30 meter men i

Stolpehullerne i et af de førromerske huse markeret med mel.

direkte forlængelse af hinanden. Som om det ene hus stadig står, eller i hvert fald stadigt er synligt på overfladen, mens det andet hus bliver bygget.

20 m

0 To bronzealderhuse anlagt i direkte forlængelse af hinanden.

På kanten af marsken

203

Bronzealderhus med stald Et af bronzealderhusene fra Sønderbøl skiller sig meget tydeligt ud fra mængden. Huset er med sine 150 m2 pladsens største. Det er velbevaret med spor efter både de tagbærende stolper, vægstolper og dørstolper, som er trukket en smule ind i forhold til selve væggen. Men det er ikke kun den overordnede konstruktion, der er spor af i huset. Særligt interessant

er det, at der er spor efter båseskillerum, hvilket ellers kun kendes fra ganske få bronzealderhuse.11 Der har, hvis alle båsene var i brug, været plads til 15-17 større dyr i stalden. Et andet særligt træk ved huset er, at det formentlig er blevet udbygget. Husets tidlige fase, dvs. de vestligste to tredjedele af huset, er meget symmetrisk. Dørene er placeret midt for hver langside, og indgangspartiet opdeler således det tidlige hus i to lige store halvdele med beboelse i vestenden og stald i østenden. I de vestligste to tredjedele er vægstolperne placeret med en indbyrdes afstand på mellem 1 og 1,6 meter, mens langvæggene i den østligste tredjedel har stolper med en indbyrdes afstand på mellem 2 og 2,4 meter. Samtidig er væggene trukket 40 cm ind i forhold til resten af væggen. Vægforløbet i østenden er således helt anderledes end i resten af huset, og alt tyder på, at huset er bygget ad to omgange. Til gengæld ligger de tagbærende stolper i østenden fuldstændigt i overensstemmelse med husets øvrige tagbærende konstruktion. Spor efter udbygning af bronzealderhuse forekommer kun sjældent i Danmark, men de er dog ikke helt ukendte. Ved Bjerre i Thy 12 er der fx fundet et hus, hvor den østligste del af huset er smallere end det øvrige, og enkelte stolper i husets indre kan være sporene efter en tidligere gavl. Den østligste tredjedel af huset har også her en helt anden vægkonstruktion, ligesom udvidelsen har gjort huset

Huset fra Store Tyrrestrup.13

10 meter

10 m

Grundplanen af det store bronzealderhus. Første fase er markeret med rødt. Den indsnævrede udvidelse er markeret med blåt. De øvrige huse i området er alle fra førromersk jernalder.

204

Niels Algreen Møller

Huset fra Bjerre.14

10 m

asymmetrisk i forhold til indgangsdørene. Huset fra Bjerre har således meget tydelige fællestræk med det store hus fra Sønderbøl. I et andet hus, fra St. Tyrrestrup i Vendsyssel,15 er det, der kan fortolkes som en skillevæg,16 muligvis sporene efter en afrundet gavl i husets ene fase. Mens eksempler på udbygning af bronzealderens langhuse er ganske fåtallige fra Danmark, findes der en del gode eksempler fra Nordholland, hvor i forvejen store langhuse gradvist udbygges med op til tre efterfølgende faser.17 Udbygningen af huse er således endnu et af de træk den jyske bronzealderbebyggelse har tilfælles med kystområderne i Nordvesttyskland og Nordholland.

Den bærende konstruktion til det store bronzealderhus rekonstrueret på baggrund af udgravningsplanen.

To af husene markeret med mel. De to studerende står i det store bronzealderhus.

På kanten af marsken

205

Stormandsgård fra tidlig førromersk jernalder Som beskrevet bliver husene i den senere del af bronzealderen mindre. Denne udvikling kulminerer i tidlig førromersk jernalder, hvor husene generelt er ganske små og meget ensartede. Et typisk hus er på den tid omkring 4,5 meter bredt og 9 til 11 meter langt. Men enkelte af de tidligt førromerske huse skiller sig ud fra de øvrige alene ved deres størrelse. Det gælder også for et af husene ved Sønderbøl. Med en længde på over 20 meter er det over dobbelt så langt som det gennemsnitlige hus fra samme tid. Selv om huset var forstyrret af et tysk bunkeranlæg og en løbegrav fra krigen, var det forholdsvis velbevaret. Huset havde spor efter både båseskillerum, dele af skillevægge imellem de forskellige rum og en forsænket grebning. Det viser, at husets staldende har været over 12 meter lang, mens beboelsesenden har været væsentligt mindre. Lignende huse af nøjagtigt samme størrelse kendes fra flere andre vest- og nordjyske bebyggelser fra tidlig førromersk

10 m

Stormandshuset fra tidlig førromersk jernalder. I husets østende ses båseskillerum og en forsænkning hvor grebningen har været. Midt igennem staldenden løber en løbegrav fra Anden Verdenskrig. Husets sydlige langside er forstyrret af en jordbunker.

206

Niels Algreen Møller

jernalder.18 De skiller sig klart ud fra de øvrige huse, dels ved som sagt at være markant større, dels ved i flere tilfælde at være placeret afsides i forhold til den øvrige bebyggelse.19 De meget store langhuse er formentlig sporene efter samfundets øverste sociale lag. De væsentligt større stalde viser, at familierne i de store langhuse har kunnet opstalde væsentligt flere dyr om vinteren. I nogle af stormandshusene er beboelsesdelen noget større end i de normale huse. Men i huset på Sønderbøl har beboelsesdelen med sine blot 25 m2 næppe indeholdt meget mere end en enkelt familie ligesom de mindre langhuse. Til gengæld har der været plads til op imod 34 kreaturer i stalden modsat de mindre huse med plads til højest otte. Et lignende stormandshus med en meget lang staldende er fundet på et andet bakkedrag blot to kilometer nordøst for Sønderbøl.20 De store langhuse med deres markante staldender viser betydningen af ikke mindst kvæget for områdets bønder. Kvæg som ved opstaldning havde brug for adgang til rigeligt vinterfoder. På kanten af marsken Store mængder af vinterfoder har ikke været noget problem for de tidlige bønder i dette område. For i yngre bronzealder og tidlig førromersk jernalder er de rige marskenge, Kjelst Enge, nedenfor bakkedraget ved at blive dannet,21 ligesom saltvandsmarsken i bunden af Varde Ådal efterhånden breder sig.22 Sønderbøl ligger således højt mellem brede og frodige engområder. På bakken har gårdene ligget tørt og godt beskyttet imod stormfloder, mens de nærliggende enge har sikret godt og let tilgængeligt foder til dyrene. Det er derfor ikke overraskende, at vi herude finder mange spor efter så lang tids bebyggelse placeret i det samme område. Marsken har sikret foder til større kreaturflokke. Kreaturerne har til gengæld sørget for gødning til de højtliggende marker. Specielt de opstaldede kreaturer har bidraget til markernes næring ved gødskning med den staldgødning, de producerede vinteren igennem. Marskens nærhed har således ikke kun forsynet menneskene med kød, men indirekte også forsynet de nærmeste marker med næringsstoffer.

Brikker i puslespillet Ved udgravningens afslutning havde vi føjet endnu et par brikker til det puslespil af viden, som danner vores billede af forhistorien. Fundet af den lange tidsrække af huse har udbygget vores viden om den lokale bebyggelses udvikling. Det viser udviklingen forud for de landsbyer, vi allerede kendte til lidt længere mod nord. Nogle af de specielle huse på Sønderbøl vil utvivlsomt komme til at indgå i diskussioner og sammenligninger af helt overordnede træk ved bebyggelsen i Jylland og ned langs Nordsøkysten. Og udgravningens resultater demonstrerer i sig selv dels husenes udvikling, dels bebyggelsesmønsteret, hvor gårdene ligger spredt og flytter omkring i yngre bronzealder og frem i tidlig førromersk jernalder.

I dag er grusgraven godt undervejs og udgravningsarealet dækket igen. Sporene efter de spredte huse på Sønderbøl er dokumenteret og hjembragt til museet i form af opmålinger, tegninger, beskrivelser, fund og fotografier. På den måde har grusgravning og vor tids byggeri medført en bedre indsigt i den forhistoriske byggeskik, lokalsamfundet og den måde, datidens mennesker organiserede deres daglige virke. Gårdene fra dengang er for længst væk, men på toppen af bakken ligger de to høje endnu som synlige monumenter over de mennesker, der for over 2000 år siden levede på gårdene med udsigt til marsken. Niels Algreen Møller kan kontaktes på nam@hum.ku.dk

De studerende snitter husets stolpehuller mens underviserne får styr på grundplanen. I baggrunden køres den opgravede jord igennem en rystesold for at få alle fundene med.

På kanten af marsken

207

Noter 1. Udgravningen har J.nr. VAM 1685. I udgravningen deltog cand.mag. Lars Chr. Bentsen, MA. Bente Grundvad, museumsinspektør Jens G. Lauridsen og mag.art. Niels Algreen Møller. Udgravningen fungerede som uddannelsesgravning for et hold studerende fra Forhistorisk Arkæologi, Københavns Universitet. De studerende var: Ida Bruhn Bull, Natascha Grantzau, Nathalie Højland-Nielsen, Veronica Johansen, Jonas Jæger, Louise Risgaard Jørgensen, Amalie Rode Nielsen og Peter Kahlke Olesen. De studerende blev undervist af studieadjunkt Pernille Foss. Gravemaskinen blev ført med sikker hånd af Carsten Termansen og jorden fjernet med gummiged af Johan Rask Sørensen, begge Bjarne Nielsen Holding ApS. En stor tak til grusgravsejerne Bjarne Nielsen og Johs. Kjærgaard Nielsen og lodsejer Ove Nielsen for deres hjælp og det gode og gnidningsfri samarbejde. 2. Bente Grundvad & Lars Chr. Bentsen: ”Stenhuggeren, bronzestøberen og vikingebonden”. opdatering 2011. 3. Svend Nielsen: The Domestic Mode of Production and Beyond. An archaeological Inquiry into urban trends in Denmark, Iceland and Predynastic Egypt. Nordiske Fortidsminder. Serie B nr. 18. København 1999, s. 151ff; Leo Webley: Iron Age Households. Structure and Practice in Western Denmark, 500 BC-AD 200. Jutland Archaeological Society Publications vol. 62. Højbjerg 2008, s. 39f. 4. Der er udtaget materiale til 14C-datering, men der foreligger endnu ikke dateringer til at understøtte de hustypologiske dateringer. 5. 900 til 1100 år/27 huse. Hus = 33-40 år. 6. Fx Harry Fokkens: The longhouse as a central element in Bronze Age daily life. I: Jean Bourgeois, Ignace Bourgeois & Bart Cherretté (red.) Bronze Age and Iron Age communities in North-Western Europe. Brussel 2003, s. 12ff. 7. Lars Chr. Bentsen: Hesselmed Vest – Hesselmeds forgænger? I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard & Steen Frydenlund Jensen (red.) Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske Skrifter 10. København 2011, s. 27ff.

10. Fokke Gerritsen: Local Identities. Landscape and Community in the Late Prehistoric Meuse – Demer – Scheldt Region. Amsterdam Archaeological Studies 9. Amsterdam 2003, s. 39ff; Frands Herschend: The Early Iron Age in South Scandinavia. Social Order in Settlement and Landscape. Opia 46. Uppsala 2009, s. 156ff. 11. Marianne Rasmussen: Livestock without Bones. The long-house as contributor to the interpretation of livestock management in the Southern Scandinavian Early Bronze Age. I: Charlotte Fabech & Jytte Ringtved (red.) Settlement and Landscape. Højbjerg 1999, s. 283ff. 12. Jens-Henrik Bech: Bronze Age Settlements on raised sea-beds at Bjerre, Thy, NW-Jutland. I: Jan Joost Assendorp (red.) Forschungen zur bronzezeitlichen Besiedlung in Nord- und Mitteleuropa. Internationale Archäologie 38. Espelkamp 1997, s. 3ff. 13. Gengivet efter Torben Nilsson: Store Tyrrestrup. En Vendsysselsk storgård med bronzedepot fra ældre bronzealder. Kuml 1993-94, s. 147f. 14. Gengivet efter Bech s. 3ff. 15. Nilsson s. 147f. 16. Rasmussen s. 283ff. 17. Harry Fokkens: Longhouses in unsettled settlements. Settlements in Beaker period and Bronze Age. I: L.P. Louwe Kooijmans, P.W. van den Broeke, H. Fokkens & A.L. van Gijn (red.) The Prehistory of the Netherlands. Amsterdam 2005. 18. Per Ole Rindel: Grøntoft – og etableringen af det strukturerede landsbysamfund i Vestjylland i 1. årtusinde f.Kr. Projekt under forskningsprogrammet ”Bebyggelse og Kulturlandskab”. København 1997, s. 164f; Niels Haue: Social Stratifikation og den ”sociale arv” i ældre jernalder. Med udgangspunkt i bopladsstudier i Nordjylland. I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard & Steen Frydenlund Jensen (red.) Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske Skrifter 10. København 2011, s. 90ff. 19. Haue s. 90ff.

8. Otto H. Harsema: House form, farmstead and settlement structure in the Northern Netherlands in the Middle and Late Bronze Age. I: Henrich Beck & Heiko Steuer (red.) Haus und Hof in ur- und frühgeschichtlicher Zeit. Abhandlungen der Akademie der Wissenschaften in Göttingen, phil. hist. Klasse, Dritte Folge, Band 218. Göttingen 1997, s. 146, Fig. 5.

20. Udgravningen har J.nr. VAM 1498 og lokalitetsnummer 190714-190.

9. Jens G. Lauridsen: Enkeltgårde ved Alslev. Bebyggelse fra ældre førromersk jernalder. I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard & Steen Frydenlund Jensen (red.) Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske Skrifter 10. København 2011, s. 27ff.

22. Jørn B.T. Pedersen, Steffen Svinth & Jesper Bartholdy: Holocene Evolution of a drowned melt-water valley in the Danish Wadden Sea. Quaternary Research 72, Issue 1, s. 75ff.

208

Niels Algreen Møller

21. W. Roland Gehrels, Katie Szkornik, Jesper Bartholdy, Jason R. Kirby, Sarah L. Bradley, William A. Marshall, Jan Heinemeier, Jørn B.T. Pedersen: Late Holocene sea-level changes and isostasy in western Denmark. Quaternary Research 66, Issue 2, s. 297f.

Vilde vikinger og dødbringende akademikere

Vikinger på Tværs – en styrkelse af vikingeformidlingen i den midtjyske oplevelsesøkonomi

Erik Chalatsis

Den 1. november 2010 indledte Ringkøbing-Skjern Museum et samarbejde med Moesgård Museum om at udvikle vores formidlingstilbud indenfor vikingetiden. Projektet løber over to år og hedder ”Vikinger på Tværs”. Projektets formål er at udvikle nye formidlingstiltag såsom arrangementer, skoletjeneste og nybyggerier. Summen af disse tanker og tiltag skulle gerne munde ud i, at Bork Vikingehavn og Moesgård Museum bliver endnu mere interessante at besøge, når projektet er færdigt ved udgangen af 2012. Der er rigtigt meget vikingeri i gang i Danmark i disse år; alle museer og attraktioner forsøger at positionere sig på markedet. Nationalmuseet planlægger en stor ny udstilling – som indtil videre er programsat til at skulle åbne i 2013. Derfor skal alle vikingeattraktioner være klar i deres eventuelle nye rammer og med nye formidlingstilbud til 2013, for når Nationalmuseet åbner deres store nye udstilling, vil der komme meget større fokus på vikingetiden i Danmark, end der har været i mange år. De største aktører inden for formidlingen af vikingetiden i region Midtjylland er Ringkøbing-Skjern Museum og Moesgård Museum. Derfor er regionen indgået i et samarbejde med os om at gøre Midtjylland klar til de nye tider indenfor den historiske og arkæologiske formidling af vikingetiden. Indsatsområder Vi arbejder ud fra tre indsatsområder i ”Vikinger på Tværs” ––Til Højbords i Vikingetiden ––Til Havs i Vikingetiden ––Kult og Kirke i Vikingetiden Vilde vikinger og dødbringende akademikere

209

Disse tre indsatsområder er udvalgt ud fra, hvad vi synes, vi kan differentiere os på i forhold til de andre vikingeattraktioner i Danmark. Men også ud fra de fysiske rammer, vi allerede har, og de formidlingsområder, vi har erfaring med i forvejen. Indsatsområdet ”Til Højbords i Vikingetiden” har vi valgt ud fra den forudsætning, at mad kan alle mennesker mødes omkring. Indsatsområdet ”Til Havs i Vikingetiden” har vi valgt, fordi vi har den næststørste vikingeskibsflåde i Danmark, kun overgået af Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Ydermere har vi også søkyndigt personale til at sejle med skibene. Indsatsområdet ”Kult og Kirke i Vikingetiden” udspringer af

210

Erik Chalatsis

vores meget roste og meget flotte kirke i Bork Vikingehavn, som blev indviet i sommeren 2010 af biskoppen i Ribe. Det betyder, at den kan bruges til officielle kristne ritualer som dåb og bryllup. I det følgende vil jeg fortælle lidt om, hvordan vi arbejder med vores indsatsområder. Til Højbords i Vikingetiden I 2010 og 2011 har vi arbejdet med to madkoncepter: ’Højbordsarrangement’ og ’Mad og Viden’. Højbordsarrangementet er et festorgie i vikingemad og vikingeunderholdning. Gæsterne nyder en fem- eller syv-retters

menu. I arrangementet er der indlagt rollespil, musik, sang, vikingelege samt foredrag mm. Vi sammensætter menuen, men gæsterne vælger selv aktiviteter og underholdning ud fra en ønskeliste. Højbordsarrangementerne er en succes. Vores største oplevelse til dato med højbordsarrangementerne var, da hele regionsrådet for region Midtjylland var inviteret til spisning fredag den 13. maj 2011. Her var det en solrig, lun forårsaften, som dannede den perfekte ramme om et højbordsarrangement med masser af mad og god underholdning i slå-mave-pauserne. Men vi mangler større kapacitet, så vi kan rumme flere gæster og opnå nogle stordriftsfordele både mht. pris og personale. For højbordsarrangementerne er lidt for personalekrævende i deres nuværende form. Derfor har vi udviklet et ”light” højbordsarrangement. Her får gæsterne to retter mad, som vi bestemmer, og to aktiviteter efter gæstens ønske. Dette lightarrangement debuterede vi med i december 2011, og vi kan allerede fornemme, at vi er inde på noget af det rigtige. Gæsterne har samme gode oplevelse, og vi kan gennemføre det med færre personalekræfter end hidtil. En anden fordel med “light” højbordsarrangementerne er, at vi kan gøre dem temabaserede. Light arrangementet i december 2011 var selvfølgelig juleinspireret. Her opnåede vi et rigtigt fornemt samspil mellem vores kirke og et foredrag om den sene vikingetids og tidlige middelalders kristmesse. På denne måde kan vi holde både pris og personalekræfter på et fornuftigt niveau. Vikingetidsformidling, hvor mad og aktiviteter indgår, vil også fremadrettet være et stort og vigtigt indsatsområde for Bork Vikingehavn. Vi kommer virkelig ud over rampen ved disse arrangementer. Den meget positive og konstruktive feedback, vi modtager fra vores gæster, viser også, at det helt sikkert er en farbar vej fremad mod 2013. Hvornår er du sidst, efter en middag på en restaurant, ligefrem vendt tilbage til restauranten for at rose den for en dejlige oplevelse? På Bork Vikinghavn har vi flere gange oplevet, at gæster er vendt tilbage med netop dette budskab efter et højbordsarrangement! Vilde vikinger og dødbringende akademikere

211

Til Havs i Vikingetiden Dette indsatsområde er en af vores yndlinge. Dels fordi vi er den ene af kun to vikingeattraktioner i Danmark, som kan tilbyde sejlads med vikingeskibe for vores gæster. Dels fordi det er hyleskægt at sejle med vikingeskib – man mærker virkelig fjord og hav om bord på et vikingeskib. Når det handler om glæden ved havet og sejladsen, ligger danskernes blod i dag ikke langt fra vore vikingeforfædres. Vi har haft stor succes med vores aftensejladser for turister i sommeren 2011, men også her er vi løbet ind i kapacitetsproblemer. Vikingeskibe er normalt ikke specielt store. Havhingsten af Glendalough, som ligger i Vikingeskibsmuseet Roskilde, er verdens største rekonstruktion af et vikingeskib. 212

Erik Chalatsis

Den kræver en besætning på 60-70 mand, og hører så absolut til sjældenhederne. De to største skibe, vi bruger til sejlads i Bork Vikingehavn, er Byrjagol, som kræver en besætning på fem til ni mand, og Ravnungen, der kan have op til 16 med om bord. Det betyder, at vi kun kan have relativt få mennesker med på fjorden ad gangen, for der er også et sikkerhedsaspekt, som vi ikke kan gå på kompromis med. Når vi nu ikke kan sejle med mange mennesker på korte sejladser, laver vi længere og hyppigere sejladser for få mennesker. Her satser vi på kvalitet og fordybelse i kunsten at sejle med vikingeskib. Derfor har vi besluttet at tage på vikingetogt i forsommeren 2012. Det betyder, at bådelauget på Bork Vikingehavn er kommet i skarp sømandstræning

vinteren over. Vi vil nemlig gerne vise vores vikingeskibe og vikingebesætninger frem. Formålet med togtet er bl.a. at teste vores egen kunnen, og vi regner med et togt på tre-fire dage – måske en hel uge – alt efter hvor godt, det går. Hvis vores besætning viser sig at kunne stå distancen, er der åbnet op for nogle interessante perspektiver i formidlingen af den maritime vikingetid. Hvad med fx at kunne leje et vikingeskib med besætning i to-tre dage, på samme måde som man lejer et sommerhus? At sejle et vikingeskib er også den ultimative øvelse til teambuildingskurser. Hvad med lejrskoler til søs? Jep, der er et hav af muligheder lige udenfor Bork Vikingehavns brygge.

Vilde vikinger og dødbringende akademikere

213

Kult og Kirke i Vikingetiden Dette indsatsområde bliver først startet op i løbet af 2012. Kirken får et kirkedige og en klokkestabel i begyndelsen af 2012, så der kommer fin sammenhæng i dette hjørne af pladsen. Sammen med de to håndværkerhuse får vi en helt ny afdeling i vikingemiljøet på Bork Vikingehavn at formidle i. Vi har også en offerplads, et ’vi’, på havnen. Det giver os nogle gode muligheder for formidling, at både Asatroen og Kristendommen er synligt repræsenteret. Religion kan hurtigt blive lidt for teoretisk og flyvsk til, at man kan fastholde folk i en formidlingssituation ret længe ad gangen. Så er det fint at kunne supplere teorien med helt konkrete ting som en kirke og en offerplads med gudestøtter og dyreofringer.

214

Erik Chalatsis

Sæson 2012 vil komme til at byde på en præstegerning på Bork Vikingehavn, og det færdige kirkemiljø vil også styrke skoletjenesten. Det bliver helt fantastisk at formidle vikingetidens slutfase i brydningsfeltet imellem hedenskabens exodus og kristendommens indtog. Danmark var i forandring, og det er Bork Vikingehavn også. I vores bestræbelser på, sammen med Moesgård Museum, at udvikle vikingetidsformidlingen i region Midtjylland, arbejder vi meget med workshops efterfulgt af seminarer. På workshops arbejder vi praktisk, ”hands-on”, med ideerne, fx ved at arrangere et højbordsarrangement for indbudte gæster. Det kunne også være at bygge bageovne som en ”walk in” aktivitet for vores gæster, hvor man ikke behøver at melde sig til men bare kan droppe ind og være med. Workshops bliver evalueret lige efter afholdelsen, og én gang om året bliver der afholdt et seminar, som vore samarbejdspartnere bliver inviteret til. Her gennemgår vi årets workshops og analyserer afvikling og indhold med henblik på vidensdeling. Vi betragter de udefrakommendes øjne og vurderinger af vores arbejde som en form for kvalitetskontrol. Med projektet Vikinger på Tværs forventer Moesgård Museum og Ringkøbing-Skjern Museum at give vores vikingetidsformidling et eftersyn. Vi ændrer og tilpasser vores formidling til gæsternes forventninger til vikingetidsattraktioner med levendegørelse i det 21. århundrede. Herudover skal indholdet i formidlingen også tilpasses bedre til de nye byggerier, som løbende bliver tilføjet i begge museers vikingetidsmiljøer. Herved forventer vi at Moesgård Museum og RingkøbingSkjern Museum fremstår som to tilbud, man ikke kan komme udenom, hvis man gerne vil besøge vikingetidsattraktioner og blive klogere på vikingetiden i region Midtjylland. Erik Chalatsis kan kontaktes på ec@levendehistorie.dk

Vilde vikinger og dødbringende akademikere

215