Opdatering 2012 by Levende Historie

opdatering Ă&#x2026;rbog for Museet for Varde By og Omegn & RingkĂ¸bing-Skjern Museum 2012

opdatering Årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2012 © Forfatterne, Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2013 Redaktion: Christian Ringskou, Peter Carstensen, Kim Clausen, Claus Kjeld Jensen og Tine Lorange Korrektur: Harriet Ludvigsen Grafisk tilrettelæggelse: Tine Lorange Fotos og illustrationer: med mindre andet er angivet under de enkelte fotos og illustrationer tilhører billedmaterialet i denne bog Museet for Varde By og Omegn eller Ringkøbing-Skjern Museum Alle kort, Danmarks Højdemodel og ortofotos: ©Kort & Matrikelstyrelsen Skrift: Myriad Pro Papir: Multiart Silk 130 g Omslag: Cromocard 240 g Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S, Skjern ISBN 978-87-89-834-82-5 ISSN 1903-9581

Kære Læser! Dette er femte udgave af opdatering – og tredje gang den udkommer som fælles årbog for Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn. Den er ikke helt så stor som sidste år – men næsten. Vi havde lovet hinanden, at årbogen i hvert fald ikke måtte blive større end sidste års udgave, og vi var derfor nødt til at begrænse os. Der laves meget på de to museer, og vore medarbejdere har rigtig meget, de gerne vil formidle. Denne gang har vi valgt at sætte fokus på Anden Verdenskrig, som er et af fire supertemaer, de to museer arbejder fælles med. Næsten halvdelen af årbogen er reserveret dette tema, men der er også artikler om arkæologiske undersøgelser i vores område, om kulturmiljøer, om formidlingstiltag, om krisen, der kradser og naturligvis nyt fra de fem museumsforeninger. Tak til alle forfatterne og til redaktionsgruppen, der igen har sørget for, at den nye årbog overgår de foregående. God læselyst Kim Clausen og Claus Kjeld Jensen

Staby Vedersø

Nybro

Lokaliteter omtalt i de enkelteIlskov artikler

Stadil

Tim

Sinding

Museer og udstillingssteder Sunds Vildbjerg Kulturmiljøer i Varde Kommune Arkæologiske udgravninger Skibbild Timring

Ørnhøj

Vest Stadil Fjord

Gullestrup

Stadil Fjord Hindø

Houvig Fæstningen

Søndervig

Tulstrup

467

Hee

Herning

Kloster

Ikast

195

Barde

Videbæk

Ringkøbing Ringkøbing

Spjald

Ølstrup

Fjelstervang

Vorgod Højmark

Velling

Isenvad

Nørre Kollund

Studsgård

Kølkær

Høgild

Herborg

185

467

181

Kibæk

Lem Dejbjerg

NDS

Rækker Mølle

Hanning

Hvide Sande

Arnborg

Astrup

rn Å

Lønne

Sønder Omme Sdr. Vium

Lyne

Ølgod

Nørre Nebel

473

Filskov

Grønbjerg Farre

487

181

Kvong

Lunde

Grindsted 487

Outrup

Jegum Ferieland

Oksbøl

139

Stenderup

Hejnsvig

Holm

eÅ

Karlsgårde

Nordenskov Starup

Tofterup

475

Billum

Janderup eÅ

Vard

431

z z

Vejers Strand

Sig

Tinghøj

Øster Vrøgum

Vandel

Ansager

Hodde Hodde

465

134

Billund

Tistrup

Henne Stationsby

Filsø Filsø

ste

202

Horne

ind

Henne Kirkeby

Skovlund

Henne Kirkeby

Henne Strand

Give

Hoven

Nørre Bork Sdr. Bork

Nymindegab

Blåhøj

Hemmet

110

411

Bork Havn

Stakroge

Ådum

423

Fugletårn

Værnenge

Tarm me

Bjerregård

Uhre

Lønborg Vostrup

Brande

Sønder Felding

HOL

Skje

Skjern Enge

Borris Vorgod Å

Sønder Havrvig

Skarrild 439

Skjern

Tipperne

439

RINGKØBING FJORD

Troldhede

MSLA

Bølling

Stauning

Skodbjerge

Fasterholt 184

KLIT

185

471

Grønbjerg

Hovvig89

Klegod

Simmelkær

Aulum

Sørvad

Vind

Vedersø Klit

Vorbasse

Næsbjerg

Varde

469

Fåborg

Alslev

Agerbæk

417

Hovbjerg

463

Årre

425

Oksby

Lindknud

Glejbjerg

Blåvand

Vester Nebel Grimstrup Skads

n ge

in all

E AV

H DE VA

Tarp

Bække

Veerst

Gesten

Vejrup Endrup E20

Holsted

Esbjerg

191

Brørup Gørding

Vejen

Store Andst

Indhold 6 Museumsforeningernes årsberetninger 13 Museumslandskab i forandring Af Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

17 Anden Verdenskrig i Vestjylland

Af John V. Jensen & Christian Ringskou

30 Flyvere i natten

Af Christian Ringskou

42 Nu er alle farer overstået… Af John V. Jensen

65 Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier Af Ulrik Sandborg-Petersen & Peter Øhrstrøm med indledning ved Lisbeth Lunde Lauridsen

71 Kaffen galt i halsen, eller…?

Af Lulu Anne Hansen & Mette Bjerrum Jensen

89 Med Gerhard Saalfeld til Vestjylland Af Christian Ringskou

100 Fra marinen til kystartilleriet Af Gerhard Saalfeld

105 Krigen er forbi – det går mod Tyskland Af Gerhard Saalfeld

110 Fra alle jer til alle os Af Signe Strandvig

114 Årets Arkæologi

Af Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

134 Kampvognskørsel og skjulte fortidsminder Af Jens G. Lauridsen

139 Alle gode gange tre Af Karen Bjelke Fisker

147 Erik Westerby Af Palle Eriksen

155 Kulturmiljøet som ressource

i Ringkøbing-Skjern Kommune

Af Torben Egeberg & Kim Clausen

161 Kulturmiljøer i Varde Kommune Af Mariann Ploug & John V. Jensen

180 Krisen kradser

Af Christian Ringskou

202 Gammeltoft Odde

Af Stina Troldtoft Andresen

Museumsforeningernes årsberetninger Nymindegab/Blåbjerg Museumsforening 2012 blev året, hvor vingerne endnu engang ikke kunne bære. Nymindegab Museums potentielle vartegn kom atter engang ikke op at køre. Årsagerne hertil kan være mange. Møllebyggeren har måske travlt med andre projekter, han har måske været syg eller også kan han ikke skaffe materialer til selve vingerne. Som nævnt i opdatering sidste år, vil vingerne være et enormt aktiv for hele området. 2013 bliver året, hvor vingerne forhåbentlig atter vil pryde møllen, som de gjorde i fordums tid, da en møller kunne lave andet end gule ærter. 2012 blev også året, hvor Nymindegab/Blaabjerg Museumsforening, afholdt de møder og arrangementer, man mente var nødvendige, for at legitimere sig med § 4 i vedtægterne, hvor der står:

Både Nymindegab/Blaabjerg Museumsforening, men i særdeleshed Museet for Varde By og Omegn er meget glade for de frivillige, som altid er klar til at tage en tørn, både med det ene og det andet. Der bliver garanteret brug for endnu flere frivillige i de kommende sæsoner, når vingerne og alt det andet kommer op at køre, til glæde og gavn for besøgende, frivillige, museumsfolk, bestyrelsesmedlemmer (passive som aktive!) og alle andre. Vi ses i Nymindegab, den dag i det herrens år 2013,hvor vingerne kan bære. Mvh. Lars Lyhne Christensen

Foreningens formål er at støtte Museet Nymindegabmalerne – Blaabjerg Museums arbejde i Blaabjerg Kommune og tilstødende omegnskommuner – samt at styrke interessen for egnens lokalhistorie. Det gjorde vi bl.a. til vores, som altid, velbesøgte generalforsamling, hvor Lene B. Frandsen fortalte om de mange unikke fund fra Vikingetiden, der er gjort ved Henne Kirkeby. Endvidere har der været et spændende og velbesøgt foredrag med Bent Åby om Fiilsøs geologi. Bygningen af gafprammene fortsætter på livet løs. Det er efterhånden blevet til en hel armada og de dygtige, frivillige prambyggere har sørget for at prammene har indtaget adgangsvejene til Nymindegab by. Der er nu sørget for at man kan låne gafprammene, hvis man er medlem af museumsforeningen. Friland-legepladsen er blevet endnu bedre og endnu mere udfordrende. Her har de frivillige igen gjort et kæmpe stykke arbejde. De frivillige på museet er uundværlige. 6

M useumsforeningerne

Det nye aktivitetsområde bag møllen er taget i brug,

Ringkøbing Museumsforening 2012 blevet et ganske overraskende og usædvanligt år for Ringkøbing Museum. Aldrig har der været så mange gæster på museet (ca. 23.000) og aldrig har medieomtalen været større. Udstillingen Hvad Bunkeren Gemte – en tysker fortæller ramte plet. En dygtigt formidlet historie, der ikke mindst takket være den 85-årige tyske soldat Gerhard Saalfeld, der boede i bunkeren i krigens sidste måneder, fik en helt enestående autencitet. Jens Olufsen åbnede udstillingen den 12. februar 2012 med disse ord: Med denne udstilling har museet indfriet sit løfte om at udstille de genstande, der under stor opmærksomhed blev fundet i bunkeren i 2008. Bunkerne blev bygget af danskere for den tyske besættelsesmagt. De var et led i tyskernes vold mod de allierede og blev dermed også tyskernes værn mod den frihed det besatte Danmark længtes efter at få. Bunkerne er bygningsværker, der hos mange fremkalder ubehag. De står der indtil sandet eller havet gør dem usynlige, som en erindring om en tid, vi gerne ville have været foruden. Historien om dem skal naturligvis fortælles – på godt eller ondt. Med denne udstilling er det gjort på den gode måde, ikke mindst fordi udstillingen er blevet personificeret; iklædt kød og blod ved hjælp af den tyske soldat Gerhard Saalfeld, som oven i købet står lyslevende her iblandt os. Jeg vil gerne ønske museets ledelse og medarbejdere tillykke med udstillingen. Jens Olufsen udtrykte derpå på tysk en stor tak til Gerhard Saalfeld for hans aktive medvirken til udstillingen og hans tilstedeværelse. Desværre afgik Saalfeld ved døden sidst i januar dette år. Æret være hans minde! Ringkøbing Museumsforening bakkede i løbet af 2012 bunkerudstillingen op med fire foredrag og rundvisninger. Det var med udstillingens tilrettelægger museumsinspektør Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum og bunkereksperten, udstillingsrådgiver, tandlæge Bent Anthonisen, Ringkøbing, der knyttede forbindelsen til Saalfeld. Disse arrangementer

blev i efteråret suppleret med foredrag om Atlantvolden ved museumsleder Jens Andersen, Hanstholm og lektor Claus Bundgaard Christensen, RUC om Dansk Arbejde – Tyske Befæstningsanlæg. Der var rekordtilslutning til disse foredrag, hvor foredragslokalet på Dommerkontoret måtte stå sin prøve. Det går an med 50 deltagere, men vi nåede et par gange op over 70. Museumsforeningen bød herudover på fire foredrag med emner inden for arkæologi og nyere tids historie. Hertil kommer de seks foredrag arrangeret af Skjern-Egvad Museumsforening i samarbejde museet, som medlemmerne frit har kunnet deltage i. Årets udflugt blev en todagestur til Samsø. Museumsinspektør, arkæolog Palle Eriksen, Ringkøbing-Skjern Museum var guide og tilrettelægger. Han har i sine unge dage gravet på Samsø. Så der var ikke den høj eller jættestue, han ikke kunne fortælle om. De 35 deltagere fik en fremragende oplevelse med god forplejning og overnatning på Flinchs hotel i Tranebjerg. Foreningen har ydet praktisk hjælp til bl.a. afvikling af Middelalderdagene i Ringkøbing og økonomisk hjælp til museets anskaffelse af et maleri af lokalhistorisk betydning samt et stort antal stole til bl.a. foredragsbrug. Endvidere har foreningen været repræsenteret ved museets arrangementer for frivillige og i arbejdet med at knytte flere frivillige til museet. Museumsforeningen har endvidere med 13.000 kr. støttet udgivelsen af en bog om den legendariske politifuldmægtig og arkæolog Erik Westerby, der boede på hotel Ringkøbing i mere end 30 år. En virkelig fin og velskrevet bog som bestyrelsesmedlem Kurt Pedersen og museumsinspektør, arkæolog Palle Eriksen har forfattet. Samlet set har der været godt 400 deltagere til foreningens arrangementer. Det er meget tilfredsstillende og en M useumsforeningerne

bekræftelse på foreningens levedygtighed og betydning for lokalsamfundet. Foreningen er medlem af Sammenslutningen af Museumsforeninger i Danmark og deltager aktivt i sammenslutningens arrangementer, som giver inspiration og viden af betydning for museumsforeningers virke. Bestyrelsen er repræsenteret i Ringkøbing-Skjern Museums styrelse og forretningsudvalg og påtager sig således et medansvar for museets drift og fremtid. Der bakkes op om udviklingen af et godt og konstruktivt samarbejde mellem Museet for Varde By og Omegn og Ringkøbing-Skjern Museum. Et fællesmøde i januar 2013 med styrelsesmedlemmer og medarbejdere fra de to museer bekræftede viljen til samarbejde. Der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal tage hul på den helt aktuelle udfordring at finde en samarbejdsmodel for det arkæologiske arbejde. Vi synes det ville være en god idé om museumsforeningerne, der står bag de to museer, kunne mødes for at lære hinanden at kende og udveksle erfaringer og synspunkter. Medlemskontingentet er 150 kr. Medlemmer har gratis adgang til foredrag, til museets afdelinger og modtager gratis museets årbog. Foreningens tilbud og medlemsfordelene gør det attraktivt at være medlem af foreningen. Vi kan også i 2012 glæde os over medlemsfremgang. Ringkøbing Museumsforening Formand Jens Olufsen 97323793, j.olufsen@email.dk

M useumsforeningerne

Ølgod Museumsforening Året 2012 har budt på mange gode og spændende oplevelser. Bestyrelsen udgav i foråret for 3. gang, sammen med Ølgod-Strellev Lokalhistoriske Arkiv og Slægtshistorisk forening for Øster, Vester og Nørre Horne Herreder, et lille årsskrift som blev uddelt til medlemmerne. I juni åbnede vi, også sammen med de to tidligere nævnte foreninger, en udstilling i Lindbergsalen på Ølgod Museum, som bl.a. fortalte om den gang elektriciteten kom til Ølgod, og hvor firmaet Ølgod Elektro A/S også udstillede. Udstillingen kan stadig ses. Hidtil er udstillinger blevet åbnet i forbindelse med Ølgod Festuge, men da Festugen fremover udelukkende kører i Ølgod Idrætsforenings regi, har vi i bestyrelsen besluttet, at fra og med 2013, vil udstillinger åbne i oktober sammen med Kulturdagene. Da Ølgod Vandværk i 2013 har 100 års jubilæum, forventer vi at lave en udstilling om vandværket. Ølgod Museumsforeningen har i 2012 budt på følgende foredrag: Litteraturhistoriker Anders Thyrring Andersen, SDU skulle i januar have fortalt om forfatteren Martin A. Hansens liv og værk, men blev desværre syg. Heldigvis kom han så i stedet for i september. I februar havde vi besøg af museumsdirektør Kim Clausen, Ringkøbing-Skjern Museum, der fortalte om rakkerne. Foredraget var godt besøgt, bl.a. med efterkommere af de sidste rakkere i Vestjylland. Efter generalforsamlingen i marts fortalte Torben Vinge Christensen om Lydum Mølles historie. Kasserer Vagn Pedersen og sekretær Svend Bek-Pedersen tog ikke imod genvalg. I stedet blev Kurt Theilgård og Hans Valdemar valgt til bestyrelsen. I oktober hørte vi om Inter Primo A/S. Tidligere direktør for virksomheden og erhvervslivets ”grand old man” Fleming Grunnet talte, til over 200 tilhørere, om sit liv i Tistrup, opbygningen af én af Danmarks største plastvirksomheder,

Primo Plast, og sine mange andre aktiviteter, især gennem Genua-koncernen. En meget fin aften. I november havde vi besøg af fhv. museumsdirektør på Silkeborg Museum, Christian Fischer. Han fortalte om Tollundmanden og andre moselig fra den tidligere jernalder. Også en fin aften. Ud over disse foredrag har vi sammen med Museumsforeningen for Varde By og Omegn deltaget i flere vellykkede udflugter. Vores foredrag er gratis for medlemmerne, andre betaler 40 kr. pr. gang. Vi giver kaffe til medbragt brød. Den længe ventede implementering af udstillingsplanerne for Egnsmuseum version 2.0 er desværre endnu ikke på plads. Personalet fra Museet for Varde By og Omegn har dog længe været i gang med at ombygge/ændre den bagerste del af museet til et Kulturhistorisk Experimentarium, som skal flyttes ud til Hjedding Mejerimuseum, når udbygningsplanerne dér er på plads. Ølgod Museumsforening og Ølgod Museums Fond bevilgede i foråret 150.000 kr. til en touch-skærm. Planerne med opstilling af denne og en ombygning af museets indgangsparti er dog stadig ikke ført ud i livet, men vi forventer at det sker i foråret 2013. Intentionerne er så, at man selv skal kunne lukke sig selv ind på museet, som man kan på biblioteket, når man har tid og lyst. I bestyrelsen ser vi meget frem til dette.

Bestyrelsen i 2012/2013 Formand Sonja Pedersen Næstformand Ruth K. Knudsen Kasserer Kurt Theilgård Sekretær Poul Erik Knudsen Ad hoc Hans Valdemar Repr. for Lokalarkiverne Svend V. Svendsen Repr. for Museumsforeningen for Varde By og Omegn Peder Thygesen Nielsen

Ølgod Museums Fond Da projektet om en fornyelse af udstillingen på Ølgod Museum endnu ikke er afsluttet, har der ikke været det store træk af formuen. Fonden har udbetalt en bevilling til Ølgod Museumsforening på 10.000 kr. til udgivelse af Årsskriftet, samt en bevilling på 10.000 kr. til hjælp til udgivelsen af en bog om de to vestjyske kunstmalere Anders Marius Hansen Skov og Niels Holbak. Niels Holbak stammer fra Gårde/Tistrup og bogen beskriver hans barndom og opvækst meget fint. Desuden indeholder bogen mange gode billeder udført af begge malere. Bogen er udgivet af Historisk Samfund for Ribe Amt. Fonden har ved udgangen af 2012 en egenkapital på ca. 550.000 kr. efter de anførte bevillinger. Fondens formål er at indkøbe museumsgenstande og kunst til Ølgod Museum samt at yde tilskud til udgivelse af lokalhistorisk litteratur eller andet, der kan medvirke til udbredelsen af kendskabet til egnens kulturhistorie i det gamle Ølgod Kommune. På vegne af Ølgod Museumsforening og Ølgod Museums Fond. Sonja Pedersen

Foreningens medlemstal var ved udgangen af 2012 omkring 470. Kontingent har i 2012 været: Enkeltpersoner 175 kr. Par 250kr. Firmaer/institutioner 500 kr.

M useumsforeningerne

Museumsforeningen for Varde By og Omegn Som de fleste nok har bemærket, har det regnet utroligt meget i 2012 og hvad skal man så give sig til? Man kan blandt andet tage regntøj på og en gå en tur, læse en bog eller sidde stille med et glas rødvin og tænke over tilværelsen. Jeg kom til at tænke på, hvordan mennesker for flere tusinde år siden kunne hugge i sten og bygge figurer på Påskeøerne, Stonehenge i England, pyramiderne i Ægypten, Den Kinesiske Mur og i mindre målestok gravhøjene herhjemme. Hvorfra fik man den viden og evne til at gøre det? Det som især er spændende at tænke over er, hvorfor forsvandt disse evner igen gennem mange år? Medlemsskab giver følgende fordele: –– Gratis adgang til foredrag –– Gratis adgang til samtlige afdelinger af Museet for Varde By og Omegn –– 10 % rabat på køb i alle museumsbutikker –– Årbogen Kontingent for 2013: 175 kr. for enkeltperson 250 kr. for par 500 kr. for firmaer/institutioner Hvis man ser på vor tid, hvad vil der så være tilbage om tusinde år af bygningsværker? Huse, veje, broer – jeg tror det ikke, det vil være meget, men noget geologerne vil finde, er de atomaffaldsdepoter vi efterlader, idet nedbrydningstiden for dette affald er flere tusinde år. For at få tankerne tilbage til hverdagen, må jeg hellere finde en god bog at læse, en god roman eller en af de fire bøger Museet for Varde By og Omegn har udgivet i 2012. 10

M useumsforeningerne

Årbogen med opdateringer over hvad museets personale har arbejdet med i årets løb. Bogen om museets 100 års jubilæum. At alt ikke er glemt om 100 år, fortæller bogen os lidt om. Henne-bogen, der ligesom bøgerne om Vejers og Blåvand, fortæller os om, hvordan små bonde- og fiskersamfund på Vestkysten forandrede sig til store turistområder. Filsøbogen, der beskriver søen, der forsvandt og nu er blevet til sø igen. Bestyrelsen består af: Peder Thygesen Nielsen, Blåvand, formand Knud F. Nielsen, Oksbøl, næstformand Bjarne Sandal, Henne, sekretær Hans Ole Villadsen, Alslev, kasserer Asger Helt, Varde Sonja Pedersen, Ølgod. Jeg tror ikke, at Museumsforeningen for Varde By og Omegn vil sætte sig minde om vort virke, hverken i tusinde år eller blot hundrede år, men, kan vi blot nu i den tid vi lever i, sætte os et lille aftryk til oplysning og glæde for vore medlemmer, mener jeg også, vi har opfyldt vor formålsparagraf, som lyder: Foreningens formål er at støtte museumsarbejdet ved foredrag og udflugter. I 2011-12 blandt andet med tur til Langli, en kirketur til Esbjerg, foredrag om blandt andet straffelejren Fårhus, Varde Museum i 100 år, maleren Hans Tyrrestrup, det gamle Varde; og til gode har vi foredrag om Jelling og Hennebogen, samt en udflugt til Jelling. Alle vore foredrag og udflugter har været godt besøgte. Tak for det. Programmet for 2013-14 er ved at blive planlagt i godt samarbejde med Ølgod Museumsforening. Vi håber, det igen i år vil ramme medlemmernes interesse.

Til slut er mit håb, at den nye museumslov hurtig vil falde på plads, så vore museer ved, hvad de har at rette sig efter nogle år fremover, og at der vil ske en afklaring med de planer museet har for fremtiden med udbygning af Tirpitz, Hjedding Mejerimuseum, Flygtningemuseet i Oksbøl og ny udstilling i Ølgod. Museumsforeningen for Varde By og Omegn bakker fuldt op om de nye planer museet har. Nu regner det igen, så nu er det på tide at få regntøjet på og få frisk luft til hjernen. På foreningens vegne Peder Thygesen Nielsen

Skjern-Egvad Museumsforening Ved årets generalforsamling genvalgtes den siddende bestyrelse. Efter generalforsamlingen viste naturvejleder Sabine Jensen billeder fra og fortalte om naturen i Bjørnemosen med udgangspunkt i sin lille bog ”Bundsbæk Naturpark”, ligesom Sabine uddelte smagsprøver på kryddersnapse på urter fra Bjørnemosen. Forårsudflugten gik til Moesgård Museum, hvor vi så udstillingen ”De 7 Vikinger” og udstillingen fra Illerup Ådal. Der var god tilslutning til denne tur, men en planlagt udflugt i efteråret til Kongernes Jelling måtte desværre aflyses på grund af for få tilmeldte.

Foredrag på Skjern Vindmølle i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum og Folkeuniversitetet i sæsonen 2012-13 Christian Frederik Von Schalburg – en patriotisk Landsforræder v/lektor ph.d. Mikkel Kirkebæk Det brune guld v/journalist og forfatter Jan Svendsen Vestkystturismens historie v/ museumsdirektør Kim Clausen Årets udgravninger v/ museumsinspektør Poul Krogh Jørgensen Den store laksesag v/lektor, dr. Phil. Bo Fritzbøger Nye vinkler på det gamle Vestjylland – spekulanten, skrædderen og skolelæreren v/museumsinspektør Christian Ringskou Borge i Vestjylland v/museumsinspektør Esben Schlosser Mauritsen To gode bøger man kan læse på en regnvejsdag.

M useumsforeningerne

Foreningen er repræsenteret i en arbejdsgruppe vedrørende Skjern Vindmølle. Der arbejdes på at skaffe midler til restaurering af møllen, og i den forbindelse er der nedsat en aktivitetsgruppe, der udover at prøve at skaffe sponsorer også forsøger at få møllens lokaler i brug til flere aktiviteter. En kunstnergruppe benytter vindmøllen til udstillinger, og museumsforeningen har henlagt årets foredrag til møllens lokaler, ligesom generalforsamlingen afholdes her, men vi ser gerne, at endnu flere får øje for de muligheder, lokalerne giver. For at imødekomme brug af Skjern Vindmølle til flere aktiviteter har foreningen indkøbt nye stole, ligesom vi har anskaffet en projektor og et lærred, der skal have fast plads i møllen. Bestyrelsen 2012-2013 Orla Hansen, formand, styrelsesmedlem Jørgen Bøgebjerg, næstformand Niels Aage Thomsen, kasserer Hans Ole Jessen, formand for styrelsen Bent Dyrvig, styrelsesmedlem Børge Østergaard Bente Langelund Medlemsskab af foreningen Vivi Olesen Wulff fås ved henvendelse til: Ringkøbing-Skjern Museum eller til formanden: 97371418 Læs i øvrigt om de mange medlemsfordele på museets hjemmeside: www.levendehistorie.dk I Bundsbæk Naturpark er opført en aktivitetshytte, som gerne skulle have været finansieret af sponsorer. Det viste sig i disse krisetider at være vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt store sponsorbeløb, hvorfor Skjern-Egvad Museumsforening trådte til og betalte ca. 25.000 kr. til formålet. Indvielsen af aktivitetshytten blev en stor succes med rigtigt mange 12

M useumsforeningerne

besøgende, der kunne nyde en fin sommerdag i den dejlige natur med spændende aktiviteter. Vi håber, at rigtigt mange vil få glæde af hytten! I november spiste ca. 50 deltagere den traditionelle Mortensand på Bundsbæk Møllegård, og i år havde vi besøg af Sarunas Lapenas og Morten Elwarth. Sarunas viste billeder og fortale om årets gang i Bork Vikingehavn, og Morten betjente klaveret til en omgang højskolesang. 2012 har været et år, hvor foreningen har brugt mange penge! Ud over det allerede nævnte har vi støttet udgivelsen af Den store Laksesag, en bog, der udkommer såvel i papirudgave og som e-bog. ”Den store Laksesag” er også titlen på ét af årets folkeuniversitetsforedrag og handler om en langstrakt retssag, der udspillede sig om retten til at fange laks i Ringkøbing Fjord og Skjern Å omkring 1730. Sidst på året var foreningens bestyrelse med på julemarkederne på Bundsbæk Mølle, idet vi bemandede en tombola og hjalp med ved entré-salget, ligesom vi benyttede lejligheden til at agitere for vores forening, hvor man stadig kan blive medlem for kun 150 kr. Orla Hansen

Museumslandskab i forandring Af Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

I disse år forandres det danske museumslandskab hurtigere og mere gennemgribende end nogensinde tidligere. I sidste års udgave af denne årbog bragte vi en figur, der viste museumssammenlægninger fra 2006 til 2011. Status ved årsskiftet 2012/13 er, at endnu en række museer har fundet sammen i fusion eller meget tæt samarbejde. Udviklingen går altså hurtigt og entydigt mod færre og større museumsenheder, og det er da også det ønske fra Kulturstyrelsens side, der har været mest hårdnakket fremført gennem de seneste to års museumsudredning og arbejde med revision af museumsloven. Nu har vi fået en ny museumslov, og i de kommende år skal både den og nye retningslinjer for det arkæologiske arbejde sættes på skinner. Men midt i denne turbulente forandringens tid kan det være gavnligt at se lidt bagud og overveje, hvorfor vi overhovedet har museer i Vestjylland; hvilke roller de har spillet, og hvilke roller vi ønsker, de skal spille i fremtiden. De to museer, Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn er i princippet præcis lige gamle, nemlig seks år. De er begge skabt som fusioner af to museer i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Før 2007 var der fire statsanerkendte museer i det område, der nu er Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner, nemlig Ringkøbing Museum, Skjern-Egvad Museum, Ølgod Museum og Museet

for Varde By og Omegn. Museernes størrelse og ansvarsområde i dag hænger altså meget tæt sammen med den kommunale struktur. Men deres historier før 2007 er vidt forskellige og kan tjene som eksempler på, under hvor forskellige vilkår og ønsker museer opstår. Fire forskellige skabelseshistorier Ældst af de fire museer er Ringkøbing Museum, der er oprettet i 1908. Her var det en flok driftige borgere med bagermester Mathias Klokker i spidsen, der arbejdede for at få et museum. Man oprettede en museumsforening med det formål ”at samle og opbevare Genstande, som hidrører fra gammel Tid, og som kan belyse Levemåde og Skikke i Vestjylland, samt at tilvejebringe en Bygning til opbevaring af de samlede Genstande”. Museumsforeningen havde fra begyndelsen 338 medlemmer, og altså en meget stærk lokal opbakning. De første år holdt museet til i lejede lokaler, men efter ni års hårdt arbejde kunne man i 1917 købe en villa i byen og ombygge den til museum. Ringkøbing Museum er altså skabt på et stærkt lokalt initiativ med det klare formål at fortælle om byens og egnens historie. Da Varde by fik sit museum fire år efter Ringkøbing, var det en noget anden historie. Her kom initiativet fra et tidligere bysbarn, der nu boede i København. Cornelius Stau var nok født i Varde, men han havde boet det meste af sit

M useumslandskab i forandring

liv i København, var grosserer dér og syntes nu, at Varde ikke burde stå tilbage fra de andre købstæder, der efterhånden alle havde et museum. Derfor pressede han byrådet i Varde til at synes om idéen, og kun med Staus hårde pres og gavmilde økonomiske tilskud oprettede man i 1912 Museet for Varde By og Omegn. Allerede året efter, i 1913, var man i gang med byggeriet af en ny og statelig museumsbygning, igen finansieret af Cornelius Stau. Formålet med museet i Varde var ikke primært at fortælle egnens historie, men derimod staten Danmarks historie. Museet for Varde By og Omegn opstod på initiativ af en travl forretningsmand i København, blev betalt af samme og havde til formål at virke som et mininationalmuseum i provinsen, for at oplyse vestjyderne om kunst, kultur og danmarkshistorie. Først tre måneder efter åbningen fik man et sæt vedtægter, og der skulle gå hele 73 år, før man fik en museumsforening! I Skjern fik man museum i 1929. Også her skyldtes det særligt en enkelt person, i dette tilfælde klejnsmed og motorsagkyndig N.K. Kristoffersen. Det mest bemærkelsesværdige her var, at museet i Skjern blev oprettet på et rent idémæssigt grundlag. Man havde hverken lokaler eller museumsgenstande. I virkeligheden er museet nok mest en del af en ”vilje-til-by” holdning i stationsbyen, og det er påfaldende, at byen fik museum 29 år før den fik købstadsrettigheder. Både Ringkøbing og Varde er jo middelalderlige købstæder, mens Skjern er en ung by opstået som jernbaneknudepunkt ved den vestjyske længdebane i slutningen af 1800-tallet. Med til denne vilje-til-by holdning hører også Skjern Anlæg, der etableredes i 1930’erne, og i dette nye anlæg opførtes den første

K im C lausen & C laus K jeld J ensen

egentlige museumsbygning, et lille nybygget bondehus, som ramme om den voksende samling af ”fine, gamle sager”. Og så er det påfaldende, at Skjern-Egvad Museum var det første af de fire, der var opmærksom på turismepotentialet i museet. Det klareste fællesstræk mellem oprettelsen af Ølgod Museum i 1954 og de tre førnævnte er vel, at en enkelt person var drivkraften. I Ølgod hed han Holger Øllgaard, og han var netop gået på pension som skolelærer efter 40 års lærergerning ved den lille Hejbøl Skole. Her havde Ølgaard gennem årene skabt en egnshistorisk samling af oldsager og landbrugsredskaber fra sognet. Øllgaards grundtanke var, at skolebørnene skulle have en levende historieundervisning, og det fik de bedst, hvis de fik lov at se og røre nogle af de stenøkser, jydepotter og landbrugsredskaber, som stammede fra deres egen egn. I forbindelse med pensioneringen arrangerede han en udstilling i skolens gymnastiksal af den samling, han gennem årene havde opbygget. Udstillingen førte til et lokalt ønske om at oprette et egentligt museum i byen. I lighed med historien fra Ringkøbing oprettede man en museumsforening i Ølgod, der sammen med sognerådet indsamlede penge og fik indrettet udstilling i den gamle kapellanbolig i byen. Fire forskellige spor, der blev til to Museernes skabelseshistorier er altså vidt forskellige: Fra det stærke, lokale engagement for at sikre egnens historie i Ringkøbing, over ønsket om at bringe lidt hovedstadskultur til Varde; drømmen om at blive til en rigtig by i Skjern til en skolelærers bestræbelser på at lave levende historieformidling for børn i Ølgod. Man kan vist roligt sige, at

de engagerede museumsstiftere havde held med deres indsats i 1908, 1912, 1929 og 1954. Der blev skabt fire levedygtige museer, der på hver deres måde opfyldte deres formål i de år, der fulgte. De fire museer fulgte også vidt forskellige spor: Det gamle købstadsmuseum i Ringkøbing satsede tidligt på arkæologien, blev en værdsat samarbejdspartner for Nationalmuseet i det vestjyske og byggede på sit fundament: at belyse levemåden i Vestjylland. Efterhånden knopskød Ringkøbing Museum med nye udstillingssteder, hvor Strandingsmuseet Sct. George i Thorsminde blev den største. Museet for Varde By og Omegn havde fra begyndelsen en usædvanlig fin samling af kunst og kunsthåndværk, og denne samling blev gradvist suppleret ved donationer og indkøb – men kun meget langsomt med egnstypiske genstande. Også dette museum knopskød med nye filialer i omegnsbyerne, og ligesom i Ringkøbing, kom de største filialer til at ligge langs vestkysten, nær sommerturisternes foretrukne ruter. Her var det bunkermuseet Tirpitz i Blåvand og Ravmuseet i Oksbøl, der trak de store besøgstal. Fælles for Ringkøbing Museum og Museet for Varde By og Omegn er således en satsning på specialmuseer med særlige temaer. Skjern-Egvad museum udviklede sig til Danmarks første økomuseum med fokus på landskab, historie og turisme. Også dette museum knopskød, men på en anden måde end de to købstadsmuseer: Økomuseet fik nok nye udstillingssteder, der havde forskellige fokus, men de var alle bygget op omkring samme historie: menneskene og deres landskab. Det gjaldt for eksempel Bork Vikingehavn og Dejbjerg Jernalder.

Ølgod Museum fik også et par filialer, nemlig Hodde Skole og Hjedding Andelsmejeri, der i princippet begge kunne have været en del af økomuseet lige nord for. Men selve museet i Ølgod blev en aktiv del af byens kulturhus i 1970’erne, hvor bibliotek, arkiv, museum og siden musikskole og konserveringscenter kom til at fungere under samme tag. Idéen var stadig, at museet skulle kunne bruges af skoleklasser, der havde brug for oplysning om den lokale historie. Ved kommunalreformen i 2007 blev de fire museer til to, og to nye kulturer skulle etableres. Det er gået godt, og da vore to museer begyndte at arbejde tættere sammen i 2009, skete det i høj grad fordi de to kommuner, Ringkøbing-Skjern og Varde, nu lignede hinanden langt mere, end de tidligere 10 kommuner havde gjort. De to nye museer havde også langt flere fællestræk, end de fire grundlægger-museer havde haft. Trofaste læsere af denne årbog vil vide, at samarbejdet mellem Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn støt og roligt er blevet tættere i de forløbne to år. En række fællesprojekter er opstået og gennemført, fælles formidlings- og markedsføringstiltag er sat i værk, og først og fremmest er udveksling af erfaring, idéer og arbejdskraft stille og roligt blevet en del af hverdagen på de to museer. Fælles udfordringer Med 2013 indledes et endnu tættere samarbejde, når en fælles arkæologisk enhed mellem de to museer skal sættes i søen, samtidig med at der oprettes et kontaktudvalg mellem styrelsen for Ringkøbing-Skjern Museum og bestyrelsen for Museet for Varde By og Omegn, der skal se

M useumslandskab i forandring

på yderligere samarbejdsmuligheder. For ligegyldigt hvor forskellige skabelseshistorierne har været, og selvom sporene har peget i forskellige retninger, så er de nutidige udfordringer de samme. Og skal vi i dag pege på fem gode grunde til at have museer i Vestjylland, så ligger følgende højt på listen: –– At samle, bevare og forske i den lokale kulturarv –– At være en væsentlig del af det nationale museumslandskab –– At være en væsentlig aktør på turistområdet –– At være levende historieformidlere –– At bidrage til at anvende kulturarven som ressource i forbindelse med bosætning og turisme Disse fem formål er naturligvis fælles for alle museer i Danmark – og gælder ikke kun i Vestjylland. Men til forskel fra dengang vore museer blev oprettet, så kan man ikke længere nøjes med at fokusere på det ene eller to af de fem formål. Vi er nødt til at ville dem alle, og til at ville dem på et professionelt niveau. Og hvis vi kaster et blik på nogle af de løsningsmodeller, vi gennem de seneste år har arbejdet med i fællesskab, så tegner der sig alligevel nogle særlige vestjyske træk i det danske museumslandskab: Fælles forskningsprojekter, koordineret indsamling De to museer har allerede i 2011 lavet koordinerede fireårsplaner for forskning, formidling og indsamling , under overskriften af fire vestjyske supertemaer. Fælles arkæologisk enhed Det er besluttet, at der skal arbejdes på at etablere en fælles arkæologisk enhed, som fra 1. januar 2014 skal have det

K im C lausen & C laus K jeld J ensen

arkæologiske ansvar for begge kommuner – men med et beredskab i begge kommuner. Fælles skoletjeneste Et pilotprojekt, der er finansieret af Kulturstyrelsen, skal løbe over to år og få en stærk, fælles vestjysk skoletjeneste op at stå. Fælles markedsføring overfor turisterne i området Igennem tre år har vi forsøgsvis lavet fælles markedsføring og er gået i dialog med Videnscenter for Kystturisme om samme. Det er et emne med stort potentiale, der kan udvikles meget mere. Økomuseum Vestjylland – levende historie Der har været drøftelser om at udvide økomuseumsidéen til at dække begge kommuner, så også dele af Vardes historiske bygninger og udstillingssteder kommer i spil (fx Hjedding Andelsmejeri, Hodde Skole, Flygtningelejren i Oksbøl og malernes landskab i Nymindegab), hvorved vi kan skabe et meget stort, levende formidlingsrum. Det påfaldende ved denne håndfuld konkrete samarbejdsrelationer er, at de netop bygger videre på forskellige dele af det DNA, som lå i de fire oprindelige museer fra 1908, 1912, 1929 og 1954. I 2013-virkeligheden er alle museer nødt til både at have en stærk, egnstypisk profil, at være synlige i det nationale museumslandskab, at have gode tilbud til skolerne og at være aktører på turismeområdet. Vore to museer har de bedste forudsætninger for at leve op til disse krav, fordi vi netop bygger solidt på stærke traditioner indenfor dem alle. Kim Clausen kan kontaktes på kc@levendehistorie.dk Claus Kjeld Jensen kan kontaktes på ckj@vardemuseum.dk

Anden Verdenskrig i Vestjylland – en introduktion til årets tema Af John V. Jensen & Christian Ringskou

Supertema Anden Verdenskrig og alt, hvad dertil hører af omvæltninger og lidelser kloden rundt – men også af hverdagshistorier fra det ellers så fredelige Vestjylland – er et supertema i mere end én forstand: For det første fordi krigen står centralt i mange, mange menneskers historieinteresse. I månederne op til julehandelen udkommer hvert år en stribe bøger om besættelsestiden,

og film om krig og modstandskamp får folk til at strømme i biograferne. Ikke mindre bemærkelsesværdig er den store folkelige aktivitet. I lokalhistoriske årbøger og hefter udkommer hvert år en række artikler på melodien ”dreng under besættelsen”, museer og lokalhistoriske arkiver indsamler tusindvis af fotos og beretninger, udførlige hjemmesider med specialiseret viden om alle krigens facetter vokser sig større og større, mens foreninger og klubber giver historieinteressen fuld udfoldelse med re-enactment, modelbygning og meget andet. Men Anden Verdenskrig er også et supertema i en mere strategisk forstand. Da Museet for Varde By og Omegn og Ringkøbing-Skjern Museum i 2009-10 indledte det samarbejde, der blandt andet udspiller sig henover spalterne i denne årbog, blev vi snart klar over, at vi havde brug for et fælles blik for hvilke historiske epoker og emner, vi især vil investere vores ressourcer i. I foråret 2010 skrev vi en fælles ansøgning til Kulturstyrelsens formidlingspulje, hvor vi identificerede fire supertemaer: –– Jernalder og vikingetid –– Anden Verdenskrig –– Vestjysk kultur – landskab og identitet –– Vestkystturisme

Dejbjergpræsten Hans Pedersen taler ved indvielsen af mindestenen for de døde besætningsmedlemmer fra Lancaster LM579. Se artiklen Flyvere i natten – glimt fra luftkrigen over Vestjylland side 30i denne årbog.

Vi fik ikke penge til udvikling af de fire temaer – man kan ikke vinde hver gang – men vi besluttede alligevel at arbejde med dem som ledetråde for vores samarbejde og vores strategiske overvejelser. Derfor reserverede vi ca. A nden V erdenskrig i V estjylland

halvdelen af sidste års opdatering til jernalder og vikingetid, og i år er turen så kommet til Anden Verdenskrig. Så velkommen ombord i årets supertema. Anden Verdenskrig – historiens største omvæltninger Den Anden Verdenskrig rummer så mange moralske dilemmaer og så mange eksempler på menneskelig bestialitet som næppe nogen anden historisk begivenhed. Historien om Anden Verdenskrig er historien om menneskelige tragedier, korrupte politikere, magtsyge, retfærdighed, selvopofrelse og ondskab. Adolf Hitler, førerkult, slaget ved Stalingrad, Pearl Harbor, Nürnberg-processen, Auschwitz og Hiroshima er blot et lille udvalg af de begreber, der bliver ved med at fascinere os. Hvordan kunne det overhovedet ske? Der noget ubegribeligt over den Anden Verdenskrigs begivenheder. Med Anden Verdenskrig oplevede verden den mest altomfattende konflikt til dato, og menneskets grusomhed nåede hidtil uanede dybder. Den Anden Verdenskrig bliver et spejl eller et modbillede for nutiden

Det tyske flyveblad OPROP!, som nedkastedes over Danmark den 9. april 1940 og indvarslede de fem besættelsesår.

J ohn V. J ensen og C hristian R ingskou

og fungerer som en uhyggelig påmindelse om de destruktive kræfter, vi må forsøge at holde i ave med alle midler kulturelt, økonomisk, politisk, militært, socialt og racemæssigt. I forhold til så mange andre lande slap Danmark nådigt gennem krigen. Alligevel er der også en stor interesse for de danske forhold under besættelsen, der stadig af og til høres omtalt som ”de fem onde år”. I mindre skala frembyder besættelsesårene herhjemme dilemmaer, der ligner de globale, fordi den danske nation og tilværelsesforståelse pludselig var sat under et alvorligt pres. Et pres, der førte til dristige sabotageaktioner, stikkerlikvideringer, heroisme, forræderi og såede tvivl om demokratiets evne til konfliktløsning. Den danske historie om besættelsen har ofte fokuseret på hovedstaden, hvilket er naturligt al den stund, at kongen, regeringen, og siden departementschef-styret forhandlede med tyskerne i København. Krigen satte imidlertid også sine spor uden for København og især i Vestjylland, hvor ruinerne af det stort anlagte tyske invasionsforsvar endnu ses langs kysten, hvor det hvert år tiltrækker turister fra Tyskland. I lighed med andre af krigens minder er der noget tankevækkende over disse betonklodser. Selvom bunkerne ligger på stranden i al fredsommelighed, og selvom havet for længst synes at have vænnet sig til dem, så ved de fleste, at de står i forbindelse med Hitlers Tredje Rige og den europæiske histories største vanvid. Færre er det måske, der kan gøre rede for den strategiske forsvarsplan, de indgik i, hvilke taktiske overvejelser byggeriet var en del af, og hvilket betydning de fik for krigen? Hvad var det for mennesker, der betjente dem? Hvad var det for et liv, de levede? Hvilke tanker gjorde de sig? Opførelsen af Atlantvolden på den jyske vestkyst betød massiv tilstedeværelse af tyske soldater i Vestjylland i forhold til det øvrige Danmark. For danskerne fik byggeriet også konsekvenser. Det var danske arbejdsløse fra de større byer, der støbte de tyske forsvarsanlæg. Mange familier på vestkysten blev berørt af byggeriet, idet de blev tvunget til

at forlade deres hjem, som blev overtaget af besættelsesmagten. Intet under at der kunne opstå spændinger mellem den danske befolkning og besættelsesmagten. Mod krigens slutning påbegyndte tyskerne evakueringen af befolkningen i de østligste provinser (Østprøjsen, Danzigområdet og Pommern) bl.a. til Danmark. Evakueringen fandt sted fra februar 1945 til maj 1945, hvor ca. 250.000 civile tyske flygtninge, fortrinsvis kvinder og børn, ankom til Danmark sammen med 100.000 sårede soldater. Flygtningene ankom med skib til frihavnen i København; siden blev mange overflyttet til Jylland, bl.a. til Oksbøl. Der er flere grunde til, at flygtningene i hobetal endte i store flygtningelejre i Jylland: For det første, fordi der var store militære anlæg i Jylland pga. den massive tilstedeværelse af tysk militær under krigen. For det andet var omkostningerne lavere i store lejre end i små, og det var lettere at skabe nogenlunde ensartede forhold. For det tredje havde valget af de jyske flygtningelejre formentlig også den fordel, at den offentlige debat om flygtninge blev mindre, når de opholdt sig langt fra de store mediers hovedsæder i København. Samtidig med de tyske flygtninge i Danmark befandt der sig omkring 25.000 såkaldte allierede flygtninge ved befrielsen i maj 1945 bl.a. i Nymindegablejren. Disse flygtninge kom alt overvejende fra Østeuropa og var i mange tilfælde blevet statsløse. Nu stod de over for en uvis skæbne, ikke mindst hvis de danske myndigheder udleverede dem til fx til Sovjetunionen, hvor de ville blive opfattet som landsforrædere. Hvordan forholdt den danske stat sig til disse mennesker? Det er en aktuel historie, der bringer os ind i spændingsforholdet mellem nationale interesser, udenrigspolitik, menneskerettigheder og demokrati. På grund af de mange og massive spor Anden Verdenskrig satte i det vestjyske, er det og vil det fremover være en væsentlig opgave for Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn at udforske og formidle dette afsnit af historien. Der ligger endnu mange aspekter, der trænger til at blive set nærmere på, og som i adskillige tilfælde vil kunne perspektivere danmarkshistorien.

Samtidig rummer temaet Anden Verdenskrig et enormt formidlingspotentiale, som vi allerede udnytter. Anden Verdenskrig og historikerne Besættelsestidshistorikeren Niels Wium Olesen har påpeget, at besættelsen i hele efterkrigstiden har betydet meget for dansk identitetshistorie, men aldrig på en entydig måde. Et kort rids over historien om besættelsestiden bekræfter udsagnet. I årene umiddelbart efter befrielsen udkom større værker om de fem år fra radikalt, socialdemokratisk og konservativt hold, der hver især tolkede begivenhederne ud fra deres præmisser og ikke mindst politiske anskuelser. Tidligere udenrigsminister P. Munchs radikale version understregede især statsmagtens vanskeligheder under den tyske besættelse, mens det i Hartvig Frischs socialdemokratiske optik handlede om et forsvar for samarbejdsregeringerne og forholdet til kommunisterne. Den tredje version som Vilhelm la Cour stod i spidsen for præsenterede et opgør med tredivernes forsvarspolitik. Så var banen kridtet op.

Feltmarskal Erwin Rommel (i midten) under sit besøg på vestkysten i begyndelse af december 1943. Helt til venstre i billedet ses den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark general von Hanneken.

A nden V erdenskrig i V estjylland

Den akademiske udforskning af besættelsestiden tog fart i 1950’erne, og pioneren var historikeren Jørgen Hæstrup. Allerede i slutningen af 1940’erne var han begyndt at indsamle materiale og beretninger, der i 1954 mundede ud i disputatsen Kontakt med England 1940-43. Hæstrups opfattelse gik ud på, at der under besættelsen havde været tale om en national modstandstandskamp, der havde fuld støtte i den brede befolkning, der samtidig lagde afstand til samarbejdspolitikkens kompromiser. Sidenhen har Hæstrups harmoniske konsensusopfattelse været under kritik, og hans forbindelser til modstandsbevægelsens top og især Mogens Fog har kompromitteret flere af hans synspunkter. Fokus rettede sig herefter mere imod konflikterne og det i Danmarks tilfælde yderst komplekse og ikke altid lige harmoniske forhold mellem samarbejde og modstand. Den danske modstandsbevægelse blev sat under den kritiske lup, og ikke mindst betydningen af jernbanesabotagen blev problematiseret.1 Fra begyndelsen af 1990’erne skete der noget nyt, idet besættelsens traditionelle hovedaktører: politikerne og

Den tyske besættelse satte tydelige spor i det vestjyske. Her er det tank- og pigtrådsspærringer ved Vejers strand.

J ohn V. J ensen og C hristian R ingskou

modstandsfolkene rykkede i baggrunden til fordel for de marginaliserede og udstødte befolkningsgrupper i den danske befolkning. Nu gjaldt det tyskerpigerne, de danske SS-frivillige, Schalburgkorpset og stikkerlikvideringerne. Senest har interessen inden for de sidste år samlet sig om besættelsesmagtens folk. Det gælder general Hermann von Hanneken og dr. Werner Best. Sidstnævntes korrespondance og papirer er udkommet i et ti-binds værk i 2012. En lignende tendens spores i et igangværende bogprojekt under redaktion af John T. Lauridsen: Hitlers mænd i Danmark. En vinkel, der for den første generation af besættelsestidshistorikere nok var tabu, ja nærmest utænkelig. Først nu er perioden kommet på så tilstrækkeligt stor afstand, at en videnskabelig undersøgelse af disse folk hører med til det komplette billede af vores opfattelse af besættelsen – også uden, at de der beskæftiger sig med denne del af historien behøver at blive mistænkeliggjorte, sådan som det ville have været tilfældet for 25-30 år siden. Som tiden er gået, er det blevet videnskabeligt legitimt at skelne mellem den nazistiske bøddel og det toårige barn, der omkom i Danmark som følge af strabadserne efter flugten fra Østprøjsen. Tiden har sat sig imellem. Derfor skal man naturligvis ikke se bort fra eller glemme, hvad Den Anden Verdenskrig grundliggende handlede om. Meget har ændret sig siden 1950’erne, og generationer afløses af nye med andre ideer, tanker og udgangspunkter. Så længe, vi fortsat beskæftiger os med besættelsestidens historie, vil synet på de fem år fortsætte med at ændre sig. Noget vil stå fast, mens andet vil nuanceres og omvurderes i takt med, at nye facetter afdækkes eller vores virkelighed forandres. Det nuværende dansk-tyske forhold kan illustrere pointen. Tyskland er i dag en af Danmarks nærmeste samarbejdspartnere og allierede inden for NATO og EU. Den politiske virkelighed har meget at sige i forhold til vores syn på og forståelse af tyskerne i dag. Helt anderledes end synet på Tyskland efter nederlaget i 1864 eller forholdet til og vurderingen af DDR under Den Kolde Krig. På den måde er den politiske virkelighed ofte afgørende for

vores syn på verden og ikke mindst på, hvordan vi forstår den. Selve det forgangne er der bare, men vi bruger det på forskellig vis, når vi vil forstå os selv. Besættelsestiden har, som allerede nævnt, betydet meget i dansk identitetshistorie og selvforståelse i efterkrigstiden, men ikke på en entydig måde – og det handler netop om, at besættelsestiden til stadighed er blevet spændt for mange forskellige synspunkter, der undertiden også har fyldt i den offentlige debat. Måske mere end til nogen anden periode af danmarkshistorien er der knyttet stærke følelser og værdier til besættelsestidens historie, hvilket på den ene side gør udforskningen af den sprængfarlig, men netop derfor særligt spændende, mens det på den anden side har gjort det svært at forstå tiden ud fra dens egen logik og dens egne præmisser. Mens besættelsens betydning i dansk identitetshistorie og selvforståelse er stor, har besættelsesårenes betydning for de institutionelle og strukturøkonomiske forhold været så svag, at besættelsesårene på den led jævnlig er blevet betragtet som en danmarkshistorisk parentes. Fra personlig erindring til historie Den Anden Verdenskrig befinder sig netop i disse år på overgangen, hvor den skrevne historie afløser den personlige erindring. Den tyske historiker Reinhart Koselleck har opereret med det, han kaldte primærerfaringer, hvorved han forstod de generationer, der personlig havde erindringer om begivenheder fra Anden Verdenskrig.2 I 2013 er disse enten døde eller ældre mennesker, de yngste nærmer sig de 80 år. Denne betingelse gør en forskel i forhold til de emner, som tages op, og de spørgsmål, som kan stilles. Forholdet afspejler sig i den historie, der skrives om besættelsestiden. De stærke følelser, der var knyttet til primærerfaringerne svækkes med tiden, tabuer svækkes, og alle emner bliver efterhånden legitime og åbne for diskussion. Den personlige erindrings styrke er åbenlys: Et menneske, der på sin egen krop har erfaret, hvad historikeren kun har læst sig til i kilderne. Dybest set handler det om

adgangen til sandheden, og det er klart, at en øjenvidneberetning i udgangspunktet er svær at argumentere imod, fordi vidnet har primærerfaringer med begivenheden. Flere steder på de følgende sider arbejder vi med netop øjenvidneskildringer, der er nedskrevet mange år efter begivenhederne. I den sammenhæng bruger vi øjenvidnerne som den lille personlige historie, der illustrerer, perspektiverer og dramatiserer den store historie. For det er gode, pålidelige og helst tidlige øjenvidneskildringer, der kan tilføre historien kød og blod. Det er imidlertid en kildekritisk trivialitet, at der knytter sig problemer til øjenvidneskildringerne og primærerfaringerne, og at disse problemer bliver mere fremtrædende jo længere afstand, der er til begivenhederne. Muligheden for at huske forkert og muligheden for efterrationaliseringer vokser, som tiden går. Historikeren, der arbejder med sådanne kilder, skal have øje for, at de sene beretninger kan være bedre kilder til den erindrendes selvopfattelse end til de begivenheder, der berettes om. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal se bort fra de endnu tilbageværende primærerfaringer, men det betyder, at vi skal gå frem med forsigtighed. At den personlige erindring overgår til historieskrivningen betyder, at en vigtig kildegruppe forsvinder, men ofte betyder det også, at der vil kunne stilles nye spørgsmål til stoffet. De konflikter, som især ældre forskere havde, og de overophedede debatter, det medførte, er stort set forsvundet, når det drejer sig om Anden Verdenskrig. Det er et tab i den forstand, at de historiske skildringer om perioden blev læst kritisk – endog meget kritisk – af de dengang involverede aktører, som kunne føre til dialog, men også til uforsonligt fjendskab. Fremover vil det være op til historikere og eksperter på området at være hinandens kritikere. Der vil ikke længere som før være en offentlighed med talrige aktører, der havde haft problemerne inde på livet. Når det subjektive perspektiv forsvinder, bliver en mere objektiv historie mulig, men vi vil også få en mere akademisk (og mere tør) historieskrivning, der kan trænge A nden V erdenskrig i V estjylland

ind på alle historiens områder uden at være bange for at træde nogen over tæerne. Spørgsmål, der før blev anset for følsomme, måske fordi endnu levende personer stod i vejen for en nærmere udforskning, kan stilles nu, og svarene kan skabe større klarhed. Måske kan vi endda i mange tilfælde bedre end tidligere håndtere og sætte os ind i de problemstillinger, som datidens mennesker stod over for. Denne udvikling har åbenlyst sine fordele, men også sine ulemper. Anden Verdenskrig har indtil nu, som ingen anden historisk periode, været i stand til at skabe samfundsdebat og engagement. I fremtiden skal vi måske gøre os mere umage, hvis vi vil bevare besættelsestidens rolle, men indtil videre er

Den slagne tyske hær forlader Danmark til fods. Billedet er taget ved grænsen i maj 1945.

J ohn V. J ensen og C hristian R ingskou

det svært at se, at dette aspekt vil træde i baggrunden. At historien om Anden Verdenskrig overgår fra personlig erindring til historie er en uundgåelig proces, der har været i gang siden 5. maj 1945, og som i disse år nærmer sig sin afslutning. Det er en overgang, der som det er fremgået, vil have sine gode og dårlige sider. Selvom øjenvidner og især sene beretninger kan være besværlige at arbejde med, giver de i mange tilfælde historikerne et unikt materiale, som arkæologer og middelalderhistorikere kun kan fantasere om. Negativ kulturarv Gennem de seneste 15 år har et nyt begreb været rammesættende for museernes arbejde med fortiden: Kulturarv, Ved første øjekast, ser det helt uproblematisk ud, men begrebets sidste led arv er værd at lægge mærke til. Her kan der let snige sig en ureflekteret afgrænsning med ind, hvis vi ikke passer på. En arv er normalt noget godt og noget, man mindes med glæde og derfor bevarer. Den tænkning fungerer også udmærket for smukke klitgårde, træsko med halm i og alle flintøkserne, men hvad med det, vi ikke er stolte af, men som også er dele af den fortid, der former nutiden? Hvad med Danmarks intense deltagelse i 1700-tallets slavehandel? Hvad med 1920’ernes børnehjem og åndssvageforsorg? Og hvad med Anden Verdenskrig? Vi skal huske, at det også er kulturarv, men det er med et begreb, der rummer en bevidst selvmodsigelse, negativ kulturarv. Diskussionen går igen på globalt plan. UNESCO’s verdensarvsliste identificerer hundredvis af lokaliteter som menneskehedens umistelige arv, men der er næsten ingen negative og ambivalente historier med. Kritikere hævder, at verdensarven i UNESCO’s version bliver til en enstrenget fortælling om fremgang uden konflikt og i øvrigt en historie om den europæiske kulturs globale sejrsgang.3 Den internationale debat er værd at følge for den, der arbejder med Vestjyllands fortid. For her i landsdelen har vi vores egen anledning til at huske, at historien kan være

kontroversiel. Det er endda en meget konkret anledning af mange hundrede tons beton og armeringsjern. De tyske bunkere fra Anden Verdenskrig ligger som perler på snor langs kysten, og de minder os om, at krigen ikke i alle aspekter er en helte- og skurkefortælling med onde nazister og gode modstandsmænd. Tværtimod. Krigen er fuld af gråzoner, ubehag, dårlig samvittighed og samarbejde. Mange steder i Europa måtte tyskerne tvangsudskrive arbejdere til opførelse af fæstningsværker, men det blev aldrig nødvendigt i Danmark. I samarbejdets navn og i lyset af stigende arbejdsløshed fremkaldt af krigen blev danske entreprenører opfordret til at bygge bunkere og danske arbejdere til at tage hyre på byggepladserne. Akkorden var god, og arbejdsmoralen var lav, så det var let at tjene gode penge ved fæstningsbyggeriet, og Vestkysten tiltrak folk fra nær og fjern i 1943-44. Måske 100.000 danske arbejdere eller så meget som 1/10 af arbejdsstyrken var beskæftiget på danmarkshistoriens største byggeplads, da det gik hurtigst.4 De byggede forsvarsanlæg, der skulle holde Vesteuropas befriere ude, og de gjorde det frivilligt. Hvordan skal vi forholde os til det? Skal vi, som mange gjorde i de første årtier efter besættelsen, vende ryggen til og forsøge at tie de næsten uforgængelige bunkere ihjel? Det mener vi ikke, hverken på Museet for Varde By og Omegn eller på Ringkøbing-Skjern Museum. For det første er forsvarsværkerne fysiske levn efter levet liv i Vestjylland nøjagtig ligesom en jernalderboplads eller en stationsby. Det ville være ulogisk og for øvrigt hyklerisk at lade lige præcis det ene kulturmiljø, vi ikke vil identificere os med, ligge, mens vi dyrker alle de andre. For det andet kan det ikke være museernes opgave for alt i verden at stryge gæsterne med hårene. Vi beskæftiger os med bunkerne, fordi vi vil konfrontere en fortid, vi må se i øjnene, også selvom vi ikke er stolte af den. Derfor kan man på de følgende sider både læse mere om bunkersoldaten Gerhard Saalfelds oplevelser i Krylestillingen ved Ringkøbing og om planerne for nye museumsaktiviteter i Tirpitz-stillingen ved Varde.

Og i øvrigt: De danske arbejdere på byggepladserne i klitterne gjorde hverken mere eller mindre ondt end tusinde landbrugere og industriarbejdere, der tjente til dagen og vejen ved at producere til Nazi-Tyskland, det eneste tilgængelige marked for dansk erhvervsliv 1940-45… Alle er vilde med Anden Verdenskrig “I thought I would advise you of the success I have had since your very helpful response in August about the family my father stayed with at the end of the 2nd World War.” Således indledte skotten Michael Duncan en venlig mail til Ringkøbing-Skjern Museum i december 2012. Michaels far James Duncan, der var artillerist ved den britiske hær, havde været hos en familie i Ringkøbing i 1945. Faderen er død for mange år siden, og Michael Duncan var ked af, at han ikke kendte mere til historien. Derfor sendte han et par fotos til Ringkøbing-Skjern Museum og spurgte, om vi kunne hjælpe. Det kunne vi. På billederne kunne vi se, hvor de var taget. Vi gik til gamle telefonbøger, konstaterede at adressen i 1940’erne var beboet af en familie med et ret usædvanligt efternavn, og så var bolden tilbage på Michael Duncans banehalvdel. Der gik breve til alle danskere med den Ringkøbingske værtsfamilies efternavn – 64 i alt – og sandelig om ikke Michael Duncan kom i kontakt med sin fars værter. Historien er måske ikke ligefrem typisk for den store interesse, Anden Verdenskrig er genstand for. Det er trods alt ikke hver dag, museumsfolk får lov til at hjælpe med at knytte brudte bånd tværs over Nordsøen. Men den viser, at krigen stadig fylder meget for mange mennesker. ”Besættelsen storsælger” kunne man læse af en overskrift i Berlingske Tidende den 8. april 2010, og der er ikke noget, der tyder på, at dette har ændret sig siden. Anden Verdenskrig er alt andet end glemt. Det ses eksempelvis af nogle af dansk films store succeser som Ole Christian Madsens Flammen og Citronen (2008) og senest Anne Grethe Bjarup Riis’ Hvidstengruppen (2012), der blev set af mere end 650.000 og 750.000 biografgængere. I TV kan man se masser af dokumentarfilm om D-dag, Stalingrad, Auschwitz A nden V erdenskrig i V estjylland

og Hitlers generaler. Samtidig kan et besøg i det lokale supermarked forvisse os om, at det er krimier, kogebøger og så bøger om Anden Verdenskrig, der tilsyneladende sælges i disse år. Således ligger bøger om Hitler, Stalin og den danske frihedskæmper Anders Lassen side om side med Claus Meyers eller Jussi Adler-Olsens nyeste. Paradoksalt?

Den skotske artillerist James Duncan fotograferet i en have i Ringkøbing sommeren 1945.

J ohn V. J ensen og C hristian R ingskou

Måske, men det afspejler klart et mønster i danskernes interesse for denne i virkeligheden ganske lille del af historien. Tendensen kan også registreres på museerne, hvor Anden Verdenskrig løfter besøgstal, og tiltrækker grupper, der ellers bliver væk. Kan vi give en forklaring på det? På det mest overordnede niveau handler det om det store drama, som krigen og besættelsen repræsenterer. Det er helt banalt historien om det godes kamp mod det onde, som til sidst besejres. Det er en afgrænset og overskuelig periode, selvom man naturligvis kan diskutere dens udstrækning. Begynder det med angrebet på Polen i 1939 og fortsætter til Tysklands betingelsesløse kapitulation 8. maj 1945,

Bøger om Anden Verdenskrig sælger godt. Her er det den anerkendte engelske historiker Antony Beevors bestseller om Stalingrad. Bogen er også oversat til dansk.

eller var Anden Verdenskrig den uundgåelige følge af Første Verdenskrig? eller strækker Anden Verdenskrigs historie sig i virkeligheden over det meste af det 20. århundredes historie fra 1914 til Murens fald i 1989? Uanset hvad vi mener om den sag, er det uomtvisteligt, at krigen har været med til at forme det 20. århundrede på godt og ondt. Men holder interessen for Anden Verdenskrig i de kommende årtier? Skyldes interessen i virkeligheden blot, at de sidste vidner til dette kapitel af verdenshistorien forsvinder? Eller skyldes det, at historien om Anden Verdenskrig er kommet på så lang afstand, at det er harmløst at beskæftige sig med den? Og vil Den Kolde Krig i løbet af de kommende år stjæle opmærksomheden fra Anden Verdenskrig? Spørgsmålet vil blive besvaret af tiden, men Anden Verdenskrig har et stærkt potentiale, fordi begivenheden var så altomfattende, og fordi den involverede så mange. De seks år fra 1939 til 1945 rummer alt, hvad hjertet kan begære fra det spændingsfyldte til det tragiske, fra det heroiske til det sataniske osv. Historierne fra Anden Verdenskrig overgår fantasiværker som Ringenes Herre eller James Bond, fordi virkeligheden i dette tilfælde overtrumfer fantasien, hvad angår både mængden og dybden i dramaets intensitet. Fremover vil der fortsat være mange grunde til ny undren over personligheder som Churchill, Roosevelt, Stalin og Hitler for at nævne de store, men også en fortsat undren over den gådefuldhed, der omgærer nazisternes forbrydelser, det industrialiserede massemord i Auschwitz, Majdanek og Treblinka. At Anden Verdenskrig bestemt ikke kun har arkivalsk interesse, fremgår af det, man kunne kalde den usunde fascination af Anden Verdenskrig, hvor interessen for Adolf Hitler og den nazistiske ideologi fører til nye vrangforestillinger omkring religion og race. Den aktuelle tyverisag fra Statens Arkiver, hvor dokumenter fra besættelsen er blevet stjålet i stort tal, er et tydeligt udtryk for, at der er meget mere end akademiske meritter på spil. Den værdidebat eller værdikamp, der har fundet sted i Danmark i det seneste årti har utvivlsomt også medvirket til, at Anden Verdenskrig og Besættelsestiden er kommet

i fokus, fordi vi kan se helte og skurke, samtidig med at linjerne bliver trukket hårdt op mellem rigtigt og forkert, godt og ondt. De historiske begivenheder bliver et spejl, vi holder op i værdidebatten, og ser vores nutidige situation i. Vi lever i et demokratisk land, hvor heroisme, voldelig opstand og frihedskamp er lagt på hylden. I stedet for helte dyrker vi sportsstjerner og kongelige, og spørgsmålet er, om ikke interessen for besættelsen og Anden Verdenskrig i det hele taget hænger sammen med et uudtalt behov for helte og heroisme? I hvert fald er der ingen tvivl om, at vi bruger historien som målestok for, hvad der er moralsk og etisk acceptabelt, og hvad der ikke er. I den forbindelse frembyder Anden Verdenskrig et sublimt materiale. Når vi beskæftiger os med den popularitet, Anden Verdenskrig er genstand for i disse år, bør vi ikke overse, at vi oplever en interesse for krigshistorie i det hele

Det danske politi genindsættes i Skjern efter befrielsen.

A nden V erdenskrig i V estjylland

taget. Det kan aflæses i salget af Tom Buk-Swientys bøger om 1864 Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als eller Niels Arne Sørensens og Claus Bundgaard Christensens bøger om Første Verdenskrig. Bøger som sælges til og læses af et stort publikum. Denne interesse hænger formentlig sammen med, at Danmark nu i modsætning til før er en krigsførende nation først i Bosnien og senest i Irak og Afghanistan. Krigen er blevet mere aktuel og er kommet tættere ind på livet af danskerne, end den var det i mange år under Den Kolde Krig. Det er blevet legitimt at skildre krigen og læse om den, hvad det ikke tidligere var.

Klitplantør Kristian Himmelstrup på inspektion ved Tirpitz-stillingen.

J ohn V. J ensen og C hristian R ingskou

Anden Verdenskrig har potentialet til at blive ved med at fængsle og fascinere også i årene fremover. Den er vores samfunds vigtigste historiske reference, og hvis det kræver nye katastrofer af samme omfang, før nye begivenheder fortrænger den, må vi håbe den beholder rollen længe endnu. Anden Verdenskrig på Museet for Varde By og Omegn Tirpitz-stillingen mellem Blåvand og Oksby er Museet for Varde By og Omegns mest besøgte udstilling med 30.00040.000 besøgende hvert år. Den såkaldte Tirpitz-bunker tematiserer først og fremmest Hitler og Det Tredje Riges planer om at opføre et uigennemtrængeligt forsvarsværk rettet imod de vestallierede. I sig selv en fantastisk historie, der er kendt langt uden for Danmarks grænser. Det som gør Tirpitz-stillingen særligt interessant set med museale øjne er stedets autenticitet. Det er den ægte vare, den ægte beton. Tirpitz-stillingen var en kanonstilling planlagt i foråret 1944. Den skulle efter planen have været færdig i efteråret 1945. Anlægget består af to identiske bunkere; en nordlig og en sydlig. Begge skulle have været forsynet med mægtige 38-cm kanoner, der skulle danne et effektivt værn mod en allieret landgang i Sydvestjylland. De fire kæmpekanoner skulle dække strækningen fra Nymindegab i nord til Sønder Ho på Fanø i syd. Placeringen af kanonbatteriet blev valgt, fordi man herfra kunne opnå den størst mulige rækkevidde. Men der var problemer med vejsystemet i området, og ved kapitulationen i maj 1945 lå kanonrørene stadig på Guldager station. De fleste andre kanondele var nået til Oksby, men for at få rørene frem skulle broerne over Varde Å først forstærkes – og så langt nåede man ikke, inden krigen var forbi. Bygningen af Tirpitz-stillingen påbegyndtes nemlig først, efter de vestallieredes landgang i Normandiet i juni 1944, og så sent som den 15. januar 1945 var støbningen af bunkeren ikke gået i gang. Udstillingen giver først og fremmest mulighed for at opleve, hvorledes den tyske Organisation Todts (OT) typebyggeri tog sig ud. Stedet frembyder en mulighed for at se, hvordan en af de mange tilsandede bunkere langs den jyske

vestkyst så ud. I udstillingen er det ligeledes muligt at se en film om Atlantvolden, en plancheudstilling fortæller historien om den tyske besættelse og bunkersbyggeriet på vestkysten, og en række fotos illustrerer historien. Det er planen, at den efterhånden ældre, meget velbesøgte, men efterhånden også godt slidte udstilling skal

fornyes og nytænkes. Det er planlagt til at ske sammen med etableringen af Museumscenter Blåvand. Der er ingen tvivl om, at der qua tidens interesse for Anden Verdenskrig er behov for at fortælle historien om Atlantvolden og Tirpitz igen på en ny måde med inddragelse af de nyeste formidlingsformer.

Udsigt fra Tirpitz-stillingen. Bemærk den såkaldte ”Russerlejr” øverst til højre i billedet. I lejren boede russiske krigsfanger, der under kummerlige forhold arbejdede for tyskerne.

A nden V erdenskrig i V estjylland

Flygtningelejren i Oksbøl er endnu et emne for Museet for Varde By og Omegns med umiddelbar tilknytning til Anden Verdenskrig. Indtil 2012 husede Blåvandshuk Egnsmuseum i Oksbøl en mindre udstilling om de tyske flygtninge. Denne udstilling er midlertidig nedtaget, men vi planlægger at nyopstille den i foråret 2013 i et lokale på Ravmuseet i Oksbøl. På lidt længere sigt kan der åbne sig en mulighed for, at museet kan få lokaler i flygtningelejrens gamle lazaret, der gennem de sidste mange år har fungeret som vandrerhjem. Denne placering vil være noget nær ideel, fordi udstillingen derefter vil være placeret i de autentiske omgivelser og blive nabo til det gamle lejrområde vest for lazarettet samt flygtningekirkegården, der hvert år besøges flittigt af især tyskere, men også danskere og andre historisk interesserede. Historien om de tyske flygtninge har gennem de seneste 5-6 år været et forskningsområde på Museet for Varde By og Omegn med flere videnskabelige artikler og en

Frihedskæmpere i Tarm fotograferet efter befrielsen.

J ohn V. J ensen og C hristian R ingskou

masse ny viden og materiale omkring de tyske flygtninges historie til følge. I forlængelse af denne historie, vil museet i løbet af de kommende år tage fat på et andet helt overset kapitel af danmarkshistorien nemlig de såkaldt allierede flygtninge fra fortrinsvis Østeuropa. Disse var blandt andet indkvarteret i Nymindegablejren og Blåvandlejren, og deres historie er nærmest ukendt. I 2008 lavede Museet for Varde By og Omegn en hjemmeside om de tyske flygtninge i Oksbøl, www.oksbol1945-49.dk. Hjemmesiden er og har været meget brugt af folkeskolerne. I praksis fungerer det ofte sådan, at skoleklasserne hjemmefra sætter sig ind i indholdet på hjemmesiden, hvorefter de får en rundvisning i Oksbøllejren og på flygtningekirkegården. Denne form blev sammen med GPSudstyr med succes brugt i forbindelse med at godt 600 8. klasses elever fra hele Varde Kommune i maj 2012 besøgte flygtningelejren i Oksbøl. En anden stor succes er udviklingen af en skiltet sti i det gamle lejrområde. Ruten blev præsenteret i slutningen af april 2012 og blev lavet i samarbejde med Naturstyrelsen i Oksbøl. Siden er ruten blevet travet igennem af rigtig mange mennesker, og folderne på dansk og tysk, der blev lavet som ledsager til ruten, er praktisk talt blevet revet væk. Anden Verdenskrig er således allerede tematiseret på Museet for Varde By og Omegn, men de eksisterende udstillinger står i de kommende år over for en gennemgribende modernisering og nyformidling med den hensigt at tiltrække nye og flere museumsgæster. Meget af forarbejdet til denne ajourføring er allerede gjort, og samtidig samarbejder museet med mange landets fremmeste forskere inden for udforskningen af besættelsestiden, så det lover godt. Anden Verdenskrig på Ringkøbing-Skjern Museum I de seneste år har besættelsestiden indtaget en langt mere central rolle på Ringkøbing-Skjern Museums besøgssteder end tidligere. På Ringkøbing Museum åbnede vi i vinteren 2012 Hvad bunkeren gemte – en tysk soldat fortæller. Udstillingen handler om en bunker, der, skjult under

sandet, blev bevaret med sit komplette indhold, indtil en storm lagde den fri i 2008. En tidskapsel med møbler, installationer og personlige ejendele åbnede sig for museumsfolk og bunkerentusiaster. Da den gamle soldat Gerhard Saalfeld dukkede op og genså sin bunker efter 63 år, fandt også journalister og tusindvis af mennesker vej til stranden. Nu finder de vej til Ringkøbing Museum, hvor de i øvrigt også ser en udstilling om luftkrigen over Vestjylland. I Vedersø er digteren og modstandsmanden Kaj Munks præstegård over de sidste ti år forvandlet fra forsømt ruin til moderne udstillingssted. I 2010 blev Den Selvejende Institution Kaj Munks Præstegård i Vedersø oprettet. Bestyrelsen indgik en aftale med Ringkøbing-Skjern Museum, der driver præstegården med arrangementer, udstillinger og markedsføring integreret i museets øvrige arbejde. Præstegården blev officielt indviet i foråret 2011, og i 2012 kom Kaj Munks møbler tilbage til det stuehus, hvor Gestapo hentede ham en skæbnesvanger nat i januar 1944. Som det sikkert gælder på alle lokalhistoriske museer, giver Ringkøbing-Skjern Museums samlinger rigt fundament til det fornyede fokus på Anden Verdenskrig. Rationeringsmærker, illegale blade, aviser fra befrielsesdagene, billeder af modstandsfolk og erstatningsvarer som papirsnor eller Richs Kaffe er klassikere, der fortæller den brede historie om Danmark under besættelsen. Men vi har andet og mere. Små byer som Ringkøbing, Skjern og for den sags skyld Varde gav almindeligvis ikke besættelsesmagten anledning til større troppekoncentrationer, men langs Vestkysten var det anderledes. De mange fæstningsværker blev bemandet med titusindevis af soldater, og da røgen lagde sig i 1945, var store mængder tysk krigsudstyr efterladt i Vestjylland. En hel del af det kom på museum hen ad vejen, blandt andet i forbindelse med to større indsamlinger: I maj 1945 havde formanden for Ringkøbing Museum Jens Dalgaard-Knudsen blik for noget, senere tiders universitetsuddannede museumsfolk ellers tit har karakteriseret som en af deres særlige meritter, nemlig samtidsdokumentation.

Dalgaard-Knudsen, der var landsretssagfører, aktiv i modstandsbevægelsen og solidt placeret i den lille købstads bedre borgerskab, var på pletten, da et stort kontingent russiske soldater i tysk tjeneste blev afvæbnet i Røgind ved Ringkøbing, og minsandten om ikke han tog en af hver af soldaternes meget forskellige våben med hjem til museet. Fra den lejlighed har vi alt fra erobrede franske rifler fra 1800-tallet over en panserværnskanon til tyskernes nyeste og mest moderne lette maskingevær – for slet ikke at tale om uniformer, gasmasker og meget andet.5 Den anden kampagne foregik på eller rettere i samarbejde med det daværende Skjern Museum omkring 1980. I tråd med tidens lokalhistoriske grav-hvor-du-står-bølge tog fagforeningernes fællesorganisation i Skjern og Tarm initiativ til en indsamling og udstilling på Hotel Vestjyden, der resulterede i videre indsamling. Projektet, der gik under navnet STUK for Skjern Tarm Under Krigen, gav museet store mængder genstande, fotos og interviews.6 John V. Jensen kan kontaktes på jvj@vardemuseum.dk Christian Ringskou kan kontaktes på cr@levendehistorie.dk Noter

1. Læs mere herom i fx John T. Lauridsen m.fl. (red.): Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45. København 2002. 2. Læs herom i Reinhart Koselleck: Begreber, tid og erfaring. København 2008. 3. Trinidad Rico: Negative Heritage – The Place of Conflict in World Heritage. Conservation and Management of Archaeological Sites Vol. 10 No. 4 November 2008; Lynn Meskill: Negative Heritage and Past Mastering in Archaeology. Anthropological Quarterly 75, 2002. 4. Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen & Peter Scharff Smith: Dansk arbejde – tyske befæstningsanlæg. Varde 1997, s. 11-31; 39-41. 5. Museumsnumrene RIM2954-RIM2998. Begivenhederne i og omkring Ringkøbing i befrielsesdagene er beskrevet i J.I. Bøgner: Ringkjøbing under Besættelsen 1940-45 – Bidrag til Ringkjøbing bys historie tillæg II. Ringkøbing 2009, s. 121-128; H. Bork-Larsen: Modstandsbevægelsen i Ringkøbing. Ringkøbing 2001. 6. Museumssag SKJ131.

A nden V erdenskrig i V estjylland

Flyvere i natten

– glimt fra luftkrigen over Vestjylland Af Christian Ringskou

Vi er vant til at tænke på anden verdenskrig som krigen, der bragede løs i hele Europa, mens livet næsten gik sin vante gang herhjemme. Naturligvis: For den lille jødiske minoritet og for de få, der involverede sig i den aktive modstandskamp, var krigen blodig alvor og realitet, og efterhånden som

rebet strammedes om Tyskland, blev skyggerne længere og længere også i Danmark. Men alligevel. I sommeren 1945 lå Danmark tilbage uden dybe sår, mens Europa blødte. Især i Vestjylland er Anden Verdenskrig historien om krigen, der fyldte meget, men som aldrig for alvor brød

Briterne har endnu en flyvende Avro Lancaster. Her drøner den i lav højde over flyvergraven ved Stadil den 5. maj 2011.

C hristian R ingskou

løs. I 1943 og 1944 byggede besættelsesmagten massive forsvarsværker langs kysten, og titusindvis af soldater sad klar i bunkere og maskingeværstillinger og ventede på en allieret landgang, der aldrig kom. Men vi må ikke glemme, at mens der kom spindelvæv i kanonløbene i Kryle, Tirpitz og alle invasionsforsvarets andre fæstninger, var der andre kamphandlinger, der kom til drabelig og dødelig udfoldelse midt i det fredelige Vestjylland: Luftkampen.1 På vej på lange farefulde natlige bombetogter over Berlin, Dresden eller Stettin og igen på vej tilbage til de engelske baser gik bombeflyenes rute over Ringkøbing Fjord, der var en god landkending for piloterne. I tusindvis af Avro Lancaster, Short Stirling og mange andre af krigens

flyvende kæmper sneg sig ind over Vestjylland. Men det gik ikke godt hver gang. Trods de tre kupler med i alt otte maskingeværer var en Lancaster aldrig i sikkerhed over Vestjylland. Fra radarstillinger på kysten fulgte tyskerne med i de britiske bombeflys flyvninger. Tyskerne havde både radarer, der kunne afsøge havet bredt, og andre radarer, der kunne følge flyene, når de først var opdaget. Fra Luftwaffes store radarstilling Ringelnatter lige ved Krylestillingen nord for Ringkøbing, blev natjagerne beordret på vingerne fra Flieghorst Grove (nu Karup Lufthavn). Ved hjælp af radar og radiokontakt blev de ført frem til nærkamp. Mange britiske fly blev ramt, og de stolte kæmper styrtede ned.2

Radiorør fra tyske radarer i Ringelnatter.

Når de tyske teknikere skulle aflæse radarerne, holdt de særlige briller, nærmest kasser for øjnene.

F lyvere i natten

Vraggods fra nedskudte allierede fly var værnemagtens ejendom. Det blev sendt til våbenfabrikker i Tyskland og genbrugt til nye dræbermaskiner. Men stumper og dele blev stjålet for senere at komme på museum. Denne artikel gør ikke krav på at præsentere et samlet overblik over luftkrigen over Vestjylland. Det kan man finde andre steder.3 Til gengæld kan vi på ægte museumsmaner komme tæt

på: I udstillingen ’Flyvere i natten’ på Ringkøbing Museum har vi ikke helt nok til et bombefly i samlesæt, men propelblad, brændstoftank, halegaffel, maskingevær, luge, flyverhjelm, maskot og flere bombe- og maskindele er alligevel nok til at give et indtryk af luftkrigen over Ringkøbing Fjord. Og nu vi er ved emnet, så tager vi også et dyk ned i et par af luftkrigens dramatiske begivenheder.

Mindst 16 allierede fly blev skudt ned ved Ringkøbing Fjord. De fleste af soldaterne ombord blev dræbt. Andre blev taget til fange af tyskerne. Nogle få holdt sig skjult og kom tilbage til England.

C hristian R ingskou

Lancaster LM479 blev natjagernes bytte over Dejbjerg, da den var på vej tilbage fra et bombetogt sammen med 599 andre britiske fly over Stettin og Königsberg den 30. august 1944. Aluminium var i høj kurs under krigen, så stumperne blev lagt i en skarpt bevogtet godsvogn, der hurtigst muligt skulle sydpå. Alligevel lykkedes det langfingrede lokale at stjæle adskillige kilo i form af et propelblad. Det ser måske ikke ud af meget på billedet, men det er 186 cm langt.4

På Dejbjerg kirkegård står både de britiske gravsten og sognets mindesten over de britiske flyvere, der omkom ombord på Lancaster LM479.

F lyvere i natten

En bombe gennem taget På Ringkøbing Museum kan man se et stykke gammelt jern. Det er kegleformet, gult og lidt rustent. Det ligner bare et stykke skrot. Men jernstykket fortæller en dramatisk historie: Lige nord for Ringkøbing på vej mod Hee går vejen ad en viadukt over jernbanen. Viadukten var under opførelse i de første krigsår, og den var et oplagt mål for allierede nålestiksoperationer, mens styrkeforholdet endnu var sådan, at briterne ikke kunne forvente at invadere det vesteuropæiske fastland. Den 8. april 1941 kastede et fly sine bomber mod broen. Flyet cirklede et par gange om viadukten, før besætningen udløste bomberne. Arbejderne fik tid til at slippe væk, og ingen mennesker kom til skade. Det gjorde viadukten heller ikke, for bomberne ramte ikke. Alligevel var det nær gået helt galt. En af bomberne ramte et hus ved siden af broen, hvor den slog taget i stykker og blæste

vinduerne ud. Bomben var beregnet til at smadre en bro af beton. Den kunne nemt have pulveriseret huset, men den eksploderede ikke. Huset var helt nyt. Det tilhørte Laurids Voldbjerg Sørensen, der i mange år havde været proprietær på den gamle herregård Voldbjerg et stenkast vest for viadukten over jernbanen. Nu havde hans søn overtaget gården, så Laurids Voldbjerg Sørensen havde bygget gartneri og et flot hus lige ved siden af den nye viadukt.5 Både huset og broen overlevede krigen. Men Laurids Voldbjerg Sørensen gemte bombens halestykke som et minde om, hvor galt det kunne være gået. Det er dét stykke gammelt jern, man kan se på Ringkøbing Museum.

Den lille propel bagest på bombestykket er en anordning, der omsætter lufttrykket til rotation, en lille stang skrues ud af sprængladningen, og bomben er afsikret. Men i dette tilfælde svigtede anordningen, så bomben sprang ikke, da den slog gennem Laurids Voldbjerg Sørensens tag.

C hristian R ingskou

Flere af de britiske fly, der blev skudt ned, endte på bunden af Ringkøbing Fjord. Et af dem var Lancaster ED709, der blev ramt af antiluftskyts i Ringkøbing, da det var på vej tilbage til England efter et togt over Stettin natten mellem den 20. og den 21. april 1943. Flyet fløj først videre mod vest, men piloten må have forsøgt at nødlande på land, for han vendte om og fløj tilbage mod øst. De otte besætningsmedlemmer fandt deres våde grav et lille stykke sydøst for Ringkøbing. Midt i 1970’erne blev det ene af maskingeværerne i agtertårnet bjerget af sportsdykkere, og flere år senere kom det på museum.

Handley Page Halifax-bombeflyet er lidt mindre berømt end Lancasteren, men også det fløj utallige missioner over Danmark. I udstillingen på Ringkøbing Museum kan man se et ophæng til halehjul og en brændstoftank fra højre vinge.6 Vi har ingen sikre oplysninger om de to store genstande, men i hvert fald brændstoftanken kan godt stamme fra Halifax VII NA672, der var på mission over Danmark natten mellem den 26. og den 27. april 1945. Missionen gik til Lolland, hvor flere containere blev nedkastet til den lokale modstandsbevægelse. Men på vej tilbage mod England kom flyet under beskydning fra tysk antiluftskyts. Piloten gik lavt, men over Ringkøbing Fjord ud for Skaven kom flyet så lavt, at det kl. kvart over 1 endte med en utilsigtet ”landing” på lavt vand. Mirakuløst slap alle seks canadiske og New Zealandske besætningsmedlemmer uden alvorlige skader. Yderligere blev det deres held, at krigen sluttede få dage senere. Flere af dem kom i tysk fangenskab, men efter befrielsen blev de fejret som helte, inden rejsen til England og derfra videre hjem. Flyet nåede at blive en hel turistattraktion, før det blev fjernet i 1948-49. I Skaven kunne man endda leje en båd, til turen ud til vraget.

F lyvere i natten

Bombningen af Skjern Svineslagteri Den voldsomste begivenhed i Skjern under Anden Verdenskrig ramte byen den 16. april 1941. Den dag bombede briterne Skjern Svineslagteri, der ligesom al anden dansk fødevareindustri kunne spændes for den tyske krigsmaskine. Det var en helt almindelig dag. Slagteriarbejder Peder Pedersen var på vej til sin kaffepause, men så pludselig kom et bombefly drønende i lav højde. Mange år senere fortalte Peder Pedersen, at han lige nåede at spørge ”hvad var det?” Så kom flyet tilbage, og den første bombe faldt. Så var det med at komme ud, og Peder Pedersen løb mod døren. Men så faldt den næste bombe. Vinduet i en dør blev knust, og Peder Pedersen blev ramt af en stor glassplint. Der var murbrokker, glasskår og smadret træ overalt, men selvom Peder Pedersen havde fået et stort blødende sår i hovedet, lykkedes det ham at komme væk. Efter en tur på hospitalet i Tarm kom han tilbage til oprydningsarbejdet på slagteriet. Dyrlægen og slagteriets opsynsmand døde af deres kvæstelser.7 Bombningen af Skjern Svineslagteri var et slemt chok for folk i byen. Piloten i det britiske fly fløj så lavt, at man

kunne se ham. Han vinkede for at få folk til at løbe væk, men de fleste misforstod ham. De vinkede bare tilbage. Så måtte piloten smide bomberne. Mens lufttrykket fra eksplosionen smadrede ruder i store dele af byen, og slagteriets ødelagte køleanlæg indhyllede et stort område i en stank af ammoniak, forstod Skjern-borgerne, at krig er alvor.8

Ødelagte jerndragere fra svineslagteriet i Skjern.

Som altid, når der skete noget dramatisk i Skjern, var fotograf Graversen på pletten med sit kamera.

C hristian R ingskou

Bundlem fra Lancaster ME449, der blev skudt ned af en tysk natjager over Lyne natten mellem den 12. og den 13. marts 1945 på vej retur fra en mineudlægning i Kattegat. Fem af besætningsmedlemmerne overlevede styrtet. En af dem var navigator Stoney Mitchell. Han kom i forbindelse med modstandsbevægelsen og blev smuglet til Sverige. I 2012 var hans datter Gail Michener på besøg på Ringkøbing Museum, hvor synet af bundlemmen med teksten "To open pull ring parachute exit" bragte hende tæt på de dramatiske begivenheder i verdenskrigens sidste hektiske måneder.

Dette bombeophæng stammer fra et flystyrt af en anden art end de mange Lancastere på vej til og fra mål i Tyskland. Det amerikanske bombefly B24DSA 42-40530 var over Danmark med 12 containere fulde af udstyr til modstandsbevægelsen. På vej tilbage fra vellykket nedkastning over Fyn blev flyet skudt i brand over Borris af en tysk natjager, og kl. halv tre natten til den 7. maj 1944 styrtede det ned i Vognbjerg lige udenfor Skjern. Et af de otte besætningsmedlemmer blev dræbt under styrtet, fem endte i tysk krigsfangelejr, men to blev via modstandsbevægelsen smuglet ud af Danmark.9

F lyvere i natten

Flyvergraven i Stadil Efter krigens første år med tysk overtag vendte lykken i 1943. Flere og flere store britiske og amerikanske bombefly spredte død og ødelæggelse over Tyskland. Midt imellem England og byerne i det østlige Tyskland lå det fredelige Danmark, og ind imellem kom vestjyderne til at mærke krigens gru. I løbet af 1943 og 1944 byggede tyskerne radarstillinger langs kysten, og mere og mere antiluftskyts fandt vej til Vestjylland. Natten mellem den 3. og den 4. september 1943 satte de allierede et af mange voldsomme angreb ind. 316 Lancaster-fly smed deres bombelast over Berlin. På vejen tilbage fløj de over vand udenom Danmark for ikke at blive opdaget. Men Lancaster EE138 havde ikke brændstof nok. Den måtte flyve i lige linje mod England – ind over Danmark. Det gik galt. Flyet blev ramt af tyskernes antiluftskyts ved Kryle-bunkerne nord for Ringkøbing. Piloten fløj ind over land for at nødlande, men så blev flyet ramt igen. Lancaster EE138 brød i brand og styrtede ned ved Stadil nord for Ringkøbing. Flyet ramte jorden og eksploderede

Der spejdes forventningsfuldt efter den gamle Lancaster, der lidt senere kommer drønende i lav højde. Det lyder godt, når de fire tolvcylindrede Rolls-Royce Merlin-motorer tordner forbi.

C hristian R ingskou

med et kæmpe brag. Da oprydningsholdet ankom næste morgen, var der kun små stumper og forkullede rester tilbage af fly og besætning. Lancaster EE138 var en del af det australske flyvevåbens bidrag til luftkampen i Europa. Der døde otte unge mænd på marken ved Stadil den nat. Fire var australiere, fire var englændere. For at ære de døde soldater, rejste Stadil-folkene et kors af træ på nedstyrtningsstedet med teksten ”Minde over allierede Flyvere”. I 1950 blev der rejst en mindesten, og selvom der er gået mange år siden, bliver flystyrtet endnu mindet.10 Briterne har stadig en Lancaster, der kan flyve. Den har flere gange været en tur henover flyvergraven i Stadil. Det er et flot syn, når det store gamle fly kommer drønende lavt over landskabet. Men det er også uhyggeligt. Man kommer til at tænke på, hvor farligt det var at være ombord. Men man må ikke glemme, at bombeflyene spredte død i Tysklands byer. Der døde 550 mennesker i Berlin alene den nat, Lancaster EE138 styrtede ned i Stadil.11

Med Sergeant Gordon J. Evans’ flyverhjelm og maskingeværskytte George Barclays eskadrilleemblem kommer vi helt tæt på. Evans sprang ud fra Lancaster ED620 under nødlanding tæt på Stadil Kirke, men i for lav højde. Faldskærmen kunne ikke nå at folde sig ud, og Evans omkom i faldet. Barclay var heldigere. Ligesom to andre besætningsmedlemmer overlevede han nødlandingen, hvor han brækkede et ben, en arm og fik læsioner på rygraden. Efter flere år i tysk krigsfangelejr vendte han hjem. I 1987 genså han nedstyrtningsstedet, og ved den lejlighed forærede han sit eskadrilleskjold til Ringkøbing-Skjern Museum. Lancaster ED620 var sammen med 338 andre bombefly på vej mod Stettin den 20. april 1943, Adolf Hitlers fødselsdag. Flyene gik ind over den danske kyst i kun 100 meters højde. Piloten i ED620 vidste ikke, at hans kurs gik lige over Ringelnatter. Stillingens antiluftskyts var ikke installeret endnu, men i den lave højde kunne tyskerne nå flyet med maskingeværild, og den venstre vinge brød i brand. Det lykkedes til dels piloten at nødlande flyet i det flade våde område ved Stadil Kirke.12 Der styrtede to Lancaster-fly i Stadil sogn. Evans og Barclays historier har intet med flyvergraven i Stadil at gøre.

F lyvere i natten

Flyvergraven i Hemmet Mens børnene åbnede den første låge i julekalenderen den 1. december 1943, fløj den helt nye Short Stirling EF191 af sted på sin første tur fra Wratting Common i England. Flyet skulle flyve over havet mellem Danmark og Norge, hvor det skulle lægge søminer. Men det gik helt galt. Da det nåede den danske kyst kom Short Stirling EF191 i kamp med et tysk jagerfly. Folk i landsbyen Hemmet kunne følge med fra jorden. Short Stirling EF191 blev ramt. Det brød i brand og tabte højde, men det kunne stadig skyde mod den tyske jager med maskingeværerne. Katastrofen havde nær ramt Hemmet. Det brændende fly havde kurs lige mod landsbyen. Men pludselig drejede det til venstre ud over de øde Houm Enge mellem landsbyen og Ringkøbing Fjord. Måske var der stadig søminer om bord. I hvert fald eksploderede Short Stirling EF191 med et kæmpe brag lige før, det styrtede.13 De syv soldater ombord blev dræbt. Nogle af dem blev begravet i Esbjerg, men flere af dem blev sikkert aldrig fjernet fra nedstyrtningsstedet.

Flystyrtet skete tæt på engene ved Ringkøbing Fjord. Det var opsynsmand, fisker og jæger Jens Jørgensens eget lille kongerige. Alle mennesker kaldte Jens Jørgensen ’Store Jens’, og han var ikke bange for noget.14 I de første par uger bevogtede tyskerne stedet, mens de samlede vragstumper og ligdele sammen. Men Store Jens lavede et kors og satte det op ved nedstyrtningsstedet juleaften 1943. På korset skrev han ”God bless you”. Efter krigen blev stedet, hvor Short Stirling EF191 styrtede ned, gjort til en mindelund. Man kan stadig besøge flyvergraven, hvor man kan se det hul, flyet lavede, da det styrtede. Der er rejst en mindesten, og man kan se flere stykker af det smadrede bombefly.

Denne underlige økse eller hammer stammer fra Short Stirling EF191. Den må være beregnet til at bryde ud gennem flyets skrog efter styrt eller nødlanding. Der var imidlertid ingen overlevende i Houm Enge til at bruge øksen den nat, og den blev fundet langt fra nedstyrtningsstedet.

C hristian R ingskou

Noter 1. Jeg takker Søren Flensted, redaktør af hjemmesiden Airwar Over Denmark for hjælp og oplysninger undervejs. 2. Bent Baagøe Anthonisen: Fæstningsværker fra Nymindegab til Thyborøn. Ringkøbing 2011 (1989) s. 34-43. 3. Søren Flensted: Airwar Over Denmark, www.flensted.eu.com; Allied Airmen – Allierede flyvere 1939-45, www.airmen.dk; Anders Bjørnvad: Faldne allierede flyvere 1939-1945. Odense 1995; Henrik Skov Kristensen, Claus Kofoed & Frank Weber: Bomber over Danmark – vestallierede luftangreb under 2. verdenskrig, anden udgave. København 2012; Bent Baagøe Anthonisen & Carsten Petersen: Luftangreb på Vestjylland 27. august 1944. Ringkøbing 1986. 4. Bjørnvad, s. 57 og 77. 5. J.I. Bøgner: Ringkjøbing under Besættelsen 1940-45 – Bidrag til Ringkjøbing bys historie. Tillæg II. Ringkøbing 2009, s. 45. 6. Identificeret nov. 2012 af Ib Lødsen, der oplyser, at hjulophænget er fra en tidlig Halifax og således næppe stammer fra styrtet i fjorden i april 1945. 7. Peder Pedersen fortæller sin historie på CD-udgivelsen Glimt fra 2. verdenskrig 1 (første CD i en serie på tre) Radio Ådalen 2000. 8. Poul Bogetoft: Men krigen kom – en børnebog for voksne. Upubliceret bogmanuskript i privateje, s. 64-68.

Endnu mere personligt bliver det med den lille røde maskot, der må være fisket op af lommen på en død mand. Natten mellem den 28. og den 29. april 1943 mistede briterne hele 22 fly under en stor mineudlægningsmission over Danmark. Et af dem var Short Stirling EF356, der blev skudt ned af en natjager ved Ådum syd for Skjern under kommando fra Ringelnatter. Et af besætningsmedlemmerne overlevede styrtet men døde i 1945 i tysk krigsfangenskab. De øvrige omkom, da maskinen styrtede. En af dem var sergeant James A. Head, hvis lig blev identificeret ved nedstyrtningsstedet den 18. maj.

Christian Ringskou kan kontaktes på cr@levendehistorie.dk

9. Der er usikkerhed i Ringkøbing-Skjern Museums oplysninger for denne genstand. I registreringen oplyses det, at bombeophænget stammer fra et styrt ved Vognbjerg i 1941. Søren Flensted (se note 1) oplyser imidlertid, at det eneste kendte styrt ved Vognbjerg skete i 1944. 10. Bjørnvad, s. 171. 11. www.ee138.net 12. Anthonisen, s. 55-56. 13. Oplysninger ved øjenvidner på CD-udgivelsen Glimt fra 2. verdenskrig. 14. Læs mere om Store Jens i Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou: Bork Havn – fjordfiskerleje og turistdestination. opdatering 2010, s. 23.

F lyvere i natten

Nu er alle farer overstået…

– om angrebet på flygtningetoget ved Sdr. Vognbjerg Af John V. Jensen

Indledning Historien er fyldt med stemmer. Store stemmer, klare stemmer, men også næsten uhørlige stemmer. Det er de store klare stemmer, vi hører og kender. Det er dem, der forandrer verdenshistorien. De små stemmer er dog langt de fleste, og her skal vi høre en af historiens små røster. En af dem, der ofte overhøres, når de store historiske værker skrives. Vi skal imidlertid opdage, hvordan også de små stemmer kan rumme masser af dramatik, tragedie og afklaring og kort sagt have alt det, som en stor historie består af. Omdrejningspunktet for denne artikel er en upubliceret øjenvidneberetning af den tyske flygtning Elsbeth Schönrock. Det var forfatter og specialist i de tyske flygtninges historie, Arne Gammelgaard, der gjorde mig opmærksom på beretningen, som han havde i sit arkiv. Han nævnte den i forbindelse med et foredrag, jeg skulle holde i Skjern om de tyske flygtninge, for som han sagde, så kunne man ikke holde sådan et foredrag i Skjern uden at omtale ”ulykken den 4. maj 1945”. Det var en bevægende oplevelse at læse op af beretningen den aften, og fra da af spekulerede jeg på, hvordan endnu flere kunne få glæde af at læse den. Den har som nævnt både drama og masser af stof til eftertanke for de fleste nutidige mennesker – også selvom den handler om begivenheder, der ligger mere end 60 år tilbage. Hovedpersonen Elsbeth Schönrock blev født den 8. maj 1932 (i de følgende afsnit omtales hun ved sit pigenavn Elsbeth Werner på nær det sidste afsnit) og var således 12 år gammel, da begivenhederne fandt sted. 42

J ohn V. J ensen

Det er en stærk og gribende beretning, fordi den handler om nødstedte mennesker midt i katastrofen. Mennesker, der ikke følte, de havde andre muligheder end flugten, selvom den åbnede for et svælg af frygt og uvished. Det handler om de uhyrlige omkostninger, som ikke bare denne familie, men tusinder af andre familier, der på forskellig vis blev berørt af Anden Verdenskrig, kom til at betale. En pris, der naturligvis ikke bare var materiel, selvom millioner mistede al deres ejendom for altid, men også menneskelig med enorme omkostninger og lidelser til følge. I det følgende vil jeg lade Elsbeth Schönrock komme til orde, hvorefter jeg vil forsøge at sætte den personlige beretning ind i den store sammenhæng i forhold til Anden Verdenskrig og i forhold til de ca. 250.000 tyske flygtninge, der ankom til Danmark i månederne frem mod befrielsen den 5. maj 1945. Beretningen er nedskrevet i 2005, altså mange år senere end begivenhederne fandt sted. Alligevel er det en nøgtern og troværdig beretning, der, som det også vil fremgå af det følgende, stemmer godt overens med, hvad vi ellers ved om begivenhederne fra 1945-49. Artiklen er samtidig et eksempel på samarbejdet mellem Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn omkring Anden Verdenskrig i Vestjylland. Jeg giver ordet til Elsbeth Schönrock:

Flugten Jeg var netop blevet 12 år, da de skrækkelige begivenheder i Anden Verdenskrig i sommeren og efteråret 1944 blev stedse mere truende i min hjemby Danzig. De hyppige bombeangreb fik min mor til at forlade byen for sammen med mig og min tre-årige søster at søge tilflugt i mine bedsteforældres hus syv kilometer derfra. På den tid øgedes trængslen på landevejen med flygtningevogne fra Østpreussen, som var på vej mod vest. I mine bedsteforældres hus kom der mange af disse stakkels mennesker, som søgte ind i min bedstemors store køkken for at lave et måltid varm mad. En af disse flygtninge, der på grund af sin statelige skikkelse gjorde et særligt indtryk på mig, var en godsejer fra Østpreussen, der var ledsaget af en fransk krigsfange. Dengang anede jeg endnu ikke, og ej heller mange voksne, at vi meget snart ville blive indhentet af den samme skæbne som disse mennesker fra det fjerne Østpreussen. Da vinteren kom, blev det os hurtigt klart, at den røde hærs fremrykning ikke kunne standses. Ligesom østpreusserne før dem måtte nu også danzigerne begive sig på flugt vestover. Mine bedsteforældre vægrede sig meget bestemt mod at forlade deres hjemstavn. De mente, at russerne ikke ville gøre de gamle mennesker noget ondt. Min mor ville nødig lade sine forældre være alene tilbage, og derfor gik tiden helt til april 1945, inden hun besluttede sig for at flygte. Hendes 24-årige søster, som endnu ikke var gift, sluttede sig til os. I mellemtiden var det blevet umuligt at flygte ad landevejen, fordi den sovjetiske hær havde afbrudt forbindelsen over land til Midt- og Vesttyskland. Det var nu kun muligt at flygte over Østersøen. Vi kom derfor ved slutningen af april til halvøen Hela ud for Danzig, hvorfra der endnu afsejlede flygtningeskibe. Byen Danzig blev den 30. april erobret af russerne, og den endnu ikke besatte Hela blev jævnligt angrebet fra luften, så der til sidst næppe var noget ubeskadiget hus. Uoverskueligt mange mennesker trængtes på kajerne, og alle ville have en plads på et af de få militære eller civile skibe, der endnu var tilbage. Også min mor og hendes søster gjorde, hvad de kunne for at skaffe plads til os, og det lykkedes virkelig den 29. april. Med Nautic forlod vi Hela og begav os ud på den farefulde vej over Østersøen i stadig angst for at blive ramt af bomber eller torpedoer. Vi havde alle i frisk erindring den skæbne, som

få uger forinden havde ramt Wilhelm Gustloff. Også på vores skib kom vi i kritiske situationer. Vi så og hørte, hvordan andre skibe var blevet angrebet. På vores skib udbrød flere gange panik. Men vi havde heldet med os og nåede den 1. eller 2. maj til København. Min mor sagde: ”Nu er alle farer overstået, vi er i sikkerhed”. Og hun udstrålede igen den tillid og optimisme, som vi længe havde savnet hos hende. Ulykken I København steg vi på et tog, der skulle bringe os til Jylland. Her genså vi tilfældigt den østpreussiske godsejer og hans franske ledsager, som vi havde lært at kende i mine bedsteforældres hus. Vi glædede os alle over det uventede gensyn og forblev sammen i toget. De to mænd tog plads på bænken overfor os. Stemningen i toget var god. Alle glædede sig over at have overstået de trange forhold og farerne under overfarten over havet og over nu at være i sikkerhed. Så vi syntes slet ikke, at den lange rejse gennem Danmark var kedsommelig. Det var meget interessant for mig, at toget kørte ombord på en færge for at sejle over et stort farvand, som jeg dengang slet ikke anede, var Storebælt. På den tredje eller fjerde dag – det var den 4. maj 1945 – holdt vores tog tidligt om eftermiddagen på en åben strækning. Senere erfarede jeg, at vi befandt os mellem Skjern og Tarm. Pludselig så jeg fra min vinduesplads, at der dukkede flyvemaskiner op. Samtidig bemærkede jeg lysglimt fra flyene, og fra Danzig vidste jeg, at det var mundingsild fra flyenes våben. Instinktivt – eller snarere, fordi min mor så ofte havde indskærpet os det, dukkede jeg mig ned. I samme øjeblik knaldede det mange gange hurtigt efter hinanden. Da jeg igen rejste hovedet, mærkede jeg en stærk og ubehagelig røg. Jeg tænkte straks: Det brænder! Og jeg råbte til min mor, som sad ved siden af: ”Hurtigt ud!” Min mor sagde ingenting, hun faldt til siden og derefter ned fra bænken. Jeg skreg i min angst til de to mænd, der sad overfor os, at de skulle hjælpe min mor. De var imidlertid døde, hvilket jeg hurtigt blev klar over. Godsejeren havde bøjet sig ned mod mig. På hans hals så jeg et lille skudhul. Havde hans hoved ikke indtaget denne stilling, var jeg sandsynligvis blevet ramt. Rundt omkring mig så jeg døde og stønnende sårede. Min søster, som sad på min mors skød, og jeg var uskadte. Snart kom der

N u er alle farer overstået …

ambulancer, og hjælpere hentede de sårede. Min hårdt sårede mor var endnu ved bevidsthed og forlangte energisk, at hendes børn skulle blive hos hende, og det blev også tilstået hende. Først i ambulancen mistede hun bevidstheden. Vi blev bragt til et sygehus i Tarm. På gaderne i den lille by så jeg mennesker i høj stemning. Kirkeklokken ringede. På sygehuset talte lægerne, da de så min mor, om en særlig tragedie, nu da krigen jo var forbi. Senere erfarede jeg, at netop den dag havde den tyske besættelsesmagt i Danmark kapituleret. Min mor blev på sygehuset; min søster og jeg blev bragt til kommandanturen i Skjern. Dér fik jeg den 6. maj at vide, at min mor havde spurgt efter os. Vi kørte med en taxa til sygehuset, hvor vi fik at vide, at hun var meget hårdt såret; hun havde fået et mave- og bækkenskud, og at hofteknoglerne var ødelagt. I mellemtiden havde min tante, som vi mistede forbindelsen med under luftangrebets forvirring, fundet os igen. Sammen med hende blev vi anbragt i en kaserne i Tarm lige over for sygehuset. Jeg måtte derefter besøge min mor nogle gange, indtil hun blev flyttet til et sygehus i Horne, idet hun, efter hvad jeg fik at vide, blev overladt til tyske militærlæger. Det var en barak med en gang i midten, og på hver side var der 10 senge med syge og sårede. Også her måtte jeg besøge min mor.

var blevet forældreløse, for heller ikke vores far, der var soldat, havde overlevet krigen. De voksne gjorde meget for, at vi kom igennem den svære situation så skånsomt som muligt. Alting skulle se ud som et halvvejs normalt liv. Dertil hørte også, at vi under begrænsede rammer fik skoleundervisning, og at vi kunne deltage i sparsomme kunstneriske aktiviteter, f.eks. opførelse af eventyrspil. Der hørte også til, at de ældre børn kunne blive konfirmeret. Min tante pressede på, at også jeg skulle lade mig konfirmere. Det blev der mulighed for i Egvad Kirke ved Tarm. Så den 22. april 1946 drog nogle børn fra lejren sammen med deres pårørende ledsaget af en tysk præst til denne kirke, der lå nogle kilometer borte. Det må have været et egenartet sceneri: I spidsen for det lille optog en dansk soldat, bevæbnet med et gevær, derefter nogle 14-årige med et par pårørende, udelukkende kvinder, så en præst og til sidst endnu en bevæbnet soldat. Endnu en sær lille erindring fra min konfirmationsdag: Da vi vendte tilbage til lejren, lod et medlem af den danske vagtstyrke konfirmanderne stille op til fotografering. Vi glædede os til at få et erindringsfoto. Men da vi efter nogen tid spurgte til billederne, fik vi den besked, at der ikke var film i fotoapparatet.

Lejren Min tante, min søster og jeg blev så flyttet til en flygtningelejr ved Brosbølgård. Det var en lille lejr. Der lærte jeg fru Berta Klein at kende med hendes børn Eva, Christel og Herbert samt en fru Pannwitz med hendes datter Helga. De kom alle fra Østpreussen. Jeg nævner det, fordi Eva, Christel og jeg blev gode veninder, og det er vi stadig den dag i dag. Besøgene hos min mor var fra Brosbølgård noget mere besværlige og blev derfor sjældnere. Vi måtte køre med en bus til Horne, og dertil måtte vi have en særlig tilladelse, for siden krigsafslutningen var vi interneret. Den 7. juni 1945 døde min mor af sine svære kvæstelser i en alder af 36 år. Hun blev begravet i Horne. Der fulgte nu en meget trist tid for mig i lejren Brosbølgård. Det kunne heller ikke mine nye veninder gøre meget for at ændre. De og alle de mennesker, der var omkring os, var rørende i deres omsorg for at hjælpe de to moderløse, som dengang endnu ikke vidste, at de

Aalborg og tilbage til Tyskland I maj 1946 blev vi flyttet til en større lejr i Rødslet 1 ved Aalborg. Heldigvis blev jeg sammen med mine veninder, og jeg var særlig lykkelig over at blive indkvarteret i et værelse sammen med familien Klein. Min mors grav kunne jeg desværre ikke mere besøge. I februar 1947 sendte mine bedsteforældre, som i mellemtiden alligevel måtte forlade deres elskede Danzig og slå sig ned i Slesvig-Holsten, en erklæring om, at vi kunne bo hos dem, og vi måtte derefter forlade Danmark. I et uopvarmet tog i bitter kulde kørte vi derefter til det ødelagte Tyskland. Min søster og jeg blev hos vore bedsteforældre. Senere flyttede vi til Goslar i Harzen, hvor jeg kunne fortsætte og afslutte min skolegang, efter at jeg i to år så godt som ingen undervisning havde modtaget. Jeg fik arbejde, og det førte mig til Braunschweig. Der giftede jeg mig, og der blev min søn født. I mere end 40 år har jeg og min mand levet i Hamborg.

J ohn V. J ensen

Graven i Oksbøl I slutningen af 1970’erne blev vi gode venner med et ægtepar i nabolaget, som havde personlige kontakter til Danmark og ofte opholdt sig der. For at forbedre sine danskkundskaber gennemførte vores nabokone flere danskkurser på en folkehøjskole (Volkshochschule). Hun vidste fra mig, at min mor var død under flugten i Danmark og var begravet dér. Jeg havde også fortalt hende, at jeg i mange år forgæves havde forsøgt at finde hendes grav, og at en onkel havde efterforsket sagen på den kirkegård, hvor hun var blevet begravet, men graven var der ikke mere. En dag kom min nabo med en seddel, hvor der stod: Deutscher Flüchtlingsfriedhof Oksbøl (Flygtningekirkegården i Oksbøl) og derefter: Gravrække og gravnummer. Hun havde fortalt sin dansklærerinde min historie og hun havde så spontant ringet til præsten i Horne, der havde kigget i kirkebøgerne og fundet oplysningerne om flytningen af de tyske begravede. Den 17. maj 1980 kørte vi sammen med vore naboer til Oksbøl. Jeg stod for første gang siden min barndomstid ved min mors grav. Det er et smukt og roligt beliggende sted, der indbyder de besøgende til stille andagt. Mellem lange rækker af grå stenkors vokser der hedelyng. Enkeltvis og i grupper inddeler træer og buske, fortrinsvis nåletræer og rododendron, det store areal i overskuelige afsnit. Næsten 1.700 flygtninge og 120 soldater har her fundet deres sidste hvilested. Kirkegården blev anlagt af Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge (Forbundet for omsorg for tyske krigsgrave), og den bliver passet og plejet på forbilledlig måde. Hvert år kommer unge fra Tyskland til Oksbøl for at hjælpe til med plejen. I et hjørne af kirkegården står et lille træhus, hvor besøgende kan få informationsmateriale om kirkegårdens historie og dem, der ligger begravet her. I en af de fremlagte bøger fandt jeg også navnene på godsejeren fra Østpreussen, der dog desværre blev begravet på en anden kirkegård langt derfra. For nogle år siden har min mand og jeg forsøgt at finde denne åbenbart meget lille kirkegård. Til min store skuffelse og til trods for intensiv eftersøgning er det ikke lykkedes mig. Jeg havde gerne lagt en buket på min redningsmands grav. I nu mere end 25 år har vi en gang om året besøgt min mors grav på flygtningekirkegården i Oksbøl.

En tilføjelse En dag i april 1994 lå den lokale Hamborg-telefonbog slået op på mit bord. Jeg skulle lige til at lukke den, da mine øjne tilfældigt fangede navnet Berta Klein. Tanken for igennem mig: Skulle det mon være mine veninders mor? På den anden side er navnet Klein jo ikke særlig sjældent i Tyskland – og fornavnet Berta heller ikke. Min venindes navn ville jeg næppe kunne finde, for hun havde sikkert i mellemtiden giftet sig til et andet navn. Efter kort tids eftertanke ringede jeg til det nummer, jeg så i telefonbogen, og fru Klein meldte sig fra det alderdomshjem, hvor hun boede. Jeg mærkede straks, at hun var lidt forvirret. Hun kunne slet ikke huske mig, men da jeg spurgte, om hun havde en datter ved navn Eva, sagde hun ja og gav mig hendes telefonnummer. Det var virkelig nummeret på min ungdomsveninde fra Danmark. Det blev til et genhør og snart et gensyn! Efter næsten 50 år havde jeg nu igen mine veninder fra en ikke særlig glad tid. Eva, hendes søstre Christel (nu fru Schumacher) og Helga. Selvom vi kun har tilbragt to år sammen i vores pure ungdom, glæder vi os nu meget over at have fundet hinanden igen. Mindst én gang om året mødes vi, og det er hver gang en særlig festdag, hvor vi naturligvis også taler ganske meget om vores fælles fortid. Endnu en historie Min veninde Eva besøgte en efterårsdag i 1995 sin mors grav på kirkegården i Hamborg-Rahlstedt. Moderen var død i 1994, altså kort efter at jeg havde talt med hende i telefonen. I nærheden af graven blev Eva opmærksom på en dame, som også besøgte en grav. De kom i samtale, og Eva nævnte da, at hun var kommet fra Østpreussen. Damen fortalte derpå, at hun selv var flygtet fra Danzig, og at hun dér havde haft en veninde, som hun ikke kunne glemme. Eva replicerede, at hun selv havde en veninde i Danzig – og som samtalen udviklede sig, fandt de ud af, at den besøgende dame på kirkegården var min veninde Dita fra Danzig. Det førte til et gensyn – også her efter mere end et halvt århundrede. Af Elsbeth Schönrock, Hamborg, august 2005. Oversættelse: Sven Hersbøll, Skjern.

N u er alle farer overstået …

De skrækkelige begivenheder ”De skrækkelige begivenheder”, som Elsbeth Werner beretter om, fandt sted, da Anden Verdenskrig ved nytår 1945 gik ind i sin sidste og afgørende fase. Den tyske krigsmaskine var på det tidspunkt presset i bund, og i vest som i øst nærmede de allierede sig de tyske grænser. Det var ellers begyndt godt for tyskerne med Operation Barbarossa – felttoget mod Sovjetunionen – i 1941, hvor tyskerne med verdenshistoriens største angrebskrig brutalt havde forsøgt at knække den russiske bjørn med millioner af døde til følge. Senere vendte krigslykken som bekendt for tyskerne, og i løbet af

1944 steg frygten for en massiv sovjetisk gengældelse – ikke mindst i Det Tredje Riges østlige provinser. Tæppet til afslutningens første akt gik den 13. januar 1945, da Den Røde Hær indledte et voldsomt angreb på Østprøjsen, der førte til belejringen og omringningen af Königsberg (nu Kaliningrad). Fra da og frem til midten af februar tog millioner af tyskere, fortrinsvis kvinder og børn, flugten mod vest. Gauleiter i Østprøjsen, Erich Koch, havde imidlertid forbudt befolkningen at forlade hjemstavnen, som han krævede skulle forsvares til sidste mand.2 Den 24. januar omringede russerne Königsberg, og næsten 300.000

Rødslet Aalborg Vest

Danmark

Sverige

USSR

Grove-Gedhus

Vognbjerg Brosbølgaard Horne Oksbøl

København Pogegen he s

Kurische Nehrung

Tilsit

Ku risc

Rønne Flensburg Gotenhafen Danzig

Pillau

Hela

Königsberg

Frische Nehrung

a sH he sc

Stolp

Kiel

Ha ff

Odense

Köslin Itzehoe Horst

Lübeck

Swinemünde

Hamburg

Pommern

VestØstpreussen preussen

Stettin

Berlin Braunschweig Goslar

Oversigt over de byer og steder, der omtales i artiklen. Kortet viser Hitler-Tysklands udstrækning mod øst i (1939-45). Til venstre ses den britiske besættelseszone (1945). Man bemærker også de små enklaver omkring Bremen, der tilhørte den amerikanske besættelseszone.

J ohn V. J ensen

soldater og civile var fanget i byen og Samlandhalvøen bag den.3 Som følge af disse begivenheder valgte tusindvis af mennesker, der endnu befandt sig i byen, at tage flugten.

Østprøjsen og Østpommern. Og da den sovjetiske hær nåede Østersøkysten vest for Danzig i områderne ved Stolp og Köslin (nu Koszalin), var det herefter umuligt for flygtningene at komme vestpå.6

På den tid øgedes trængslen på landevejen med flygtningevogne fra Østpreussen, som var på vej mod vest. I mine bedsteforældres hus kom der mange af disse stakkels mennesker, som søgte ind i min bedstemors store køkken for at lave et måltid varm mad, erindrer Elsbeth Werner. Flugten fra Østprøjsen foregik hovedkulds og i mange tilfælde til fods eller i primitive vogne mod Danzig i vest og senere i retning mod Frische Nehrung ved Østersøkysten i nord, der var farbar for tyskerne længst. Forholdene betød, at mange måtte krydse den tilfrosne fjord Frisches Haff til fods med deres vogne i håbet om at komme i sikkerhed med en damper mod vest i havnebyen Pillau (nu Baltiysk).4 Flugten over isen var farefuld, dels pga. kulden og vågerne, dels pga. de stadige flyangreb. Mange klarede ikke turen. Der kendes grufulde beskrivelser af, hvordan flygtningene, under isen, som de gik på, kunne se vogne, bagage og ligene af deres landsmænd, der var gået gennem isen og druknet. Ganske som Elsbeth Werner fortæller, begyndte flugten mod vest i Østprøjsen, og det er sikkert helt rigtigt, som hun erindrer det, at mange indbyggere længere vestpå som i Danzig (nu Gdansk), i begyndelsen ikke forestillede sig, at krigen ville nå deres by til trods for, at Danzig kun ligger ca. 150 km vest for Königsberg. Kampen om Königsberg stod på fra den 13. januar indtil byens overgivelse den 9. april 1945. Inden da havde krigen imidlertid nået Danzig, og Elsbeth Werners familie, der allerede havde søgt væk fra bomberegnen i byen til bedsteforældrene.5 Danzig faldt den 28. marts 1945 blot et par dage efter, at nabobyen Gotenhafen (nu Gdynia) var faldet. Uoverskueligt mange mennesker trængtes på kajerne Danzig havde da en befolkning på omkring tre millioner mennesker, hvoraf ca. 2,5 millioner var flygtninge fra

Den karakteristiske Marienkirche i Danzig (nu Gdansk), hvor Elsbeth Werner og hendes familie boede indtil 1945. Efter 1945 blev kirken katolsk, men indtil da havde den været evangelisk. Danzig var hovedbyen i Vestprøjsen. Siden middelalderen havde den tyske indflydelse langs Østersøens syd- og østlige kyster været under stærk tysk indflydelse. Foto: privateje.

N u er alle farer overstået …

I mellemtiden var det blevet umuligt at flygte ad landevejen, fordi den sovjetiske hær havde afbrudt forbindelsen over land til Midt- og Vesttyskland. Det var nu kun muligt at flygte over Østersøen. Vi kom derfor ved slutningen af april til halvøen Hela ud for Danzig, hvorfra der endnu afsejlede flygtningeskibe,

Gertrud Werner og Elsbeth Werners yngre søster, der også kom til Danmark efter flugten fra Danzig. Søsteren undslap også angrebet på flygtningetoget, men til forskel fra sin storesøster har hun ingen erindring om de voldsomme begivenheder. Foto: privateje.

J ohn V. J ensen

lyder det i Elsbeth Werners beskrivelse. Netop Hela-halvøen holdt fortsat stand og var det sidste sted, hvorfra indbyggerne og flygtningene i det belejrede og omringede Danzig kunne flygte til og fra. De tørre tal fortæller, at der af to millioner flygtninge og sårede soldater evakueredes 170.028 fra Danzig, 406.817 fra nabobyen Gotenhafen, mens der fra netop Hela blev evakueret ikke mindre end 495.810 flygtninge, der blev bragt i sikkerhed i Danmark og Slesvig-Holsten.7 Ikke mindst i krigens allersidste fase var Hela den havn, hvorfra uden sammenligning flest flygtede. Således 172.040 i anden halvdel af april og 64.388 i første halvdel af maj 1945.8 Tallene understreger disse uoverskueligt mange mennesker, der færdedes på kajen, som det omtales i beretningen. Samtidig nævnes også skibskatastrofen Wilhelm Gustloff, der, som det fortælles, sad i baghovedet på mange, da de gik ombord på skibene. Wilhelm Gustloffs forlis var og er stadig verdens største skibsforlis. Skibet havde forladt havnen i nabobyen Gotenhafen den 30. januar 1945, altså godt tre måneder tidligere. Kl. 21.20 (russisk tid) blev skibet ramt af tre torpedoer fra den sovjetiske ubåd S-13.9 Ingen kender det nøjagtige antal omkomne, fordi der i den kaotiske situation ikke var passagerlister. Historikerne regner imidlertid med, at hen ved 8.000 flygtninge inklusive hårdt sårede soldater, samt et ukendt antal søfolk omkom ved den lejlighed.10 Intet under, at denne begivenhed havde sat sig sine spor i de flygtendes bevidsthed – også i en 12-årig piges. Skibet Nautic, der bragte Elsbeth Werner, lillesøster, mor og tante til Danmark, omtales af søfartshistorikeren Brustat-Naval som Nautik ex Latona, et mindre skoleskib på 1.127 BRT (til sammenligning var Wilhelm Gustloff på 25.484 BRT) søsat i 1937. Nautik udmærkede sig imidlertid ved at høre til de skibe, der uskadt gennemførte hele 14 indsatser på Østersøen, hvilket er i den absolutte top. I alt evakuerede Nautik omkring 18.415 mennesker, hvilket giver et gennemsnit på 1315 passagerer pr. overfart.11

Flygtningene fandt først undervejs eller ofte måske endda først ved ankomsten ud af, at kursen var sat mod Danmark – de fleste havde nok forestillet sig, at de var blevet bragt i sikkerhed i Tyskland. Det var i øvrigt helt karakteristisk, at det som i Elsbeths tilfælde, fortrinsvis var kvinder og børn, der tog flugten. I det omfang mænd også deltog i flugten, var det typisk, fordi de var ukampdygtige eller så gamle, at de ikke var egnede til eksempelvis forsvaret af Berlin, hvor de allersidste reserver var blevet indsat. Trist, men ikke usædvanligt var det ligeledes, at Elsbeths far var soldat ved fronten, hvor han faldt et ukendt sted. Den gamle hansestad Danzig, hvor Elsbeth Werner og hendes nærmeste slægtninge havde tilhørt den dominerende tyske befolkningsgruppe, var forvandlet til en rygende ruindynge. Således var havnen og byens gamle centrum totalt ødelagt. På Potsdamkonferencen besluttede de allierede, at byen fremover ville komme til at ligge i den nye polske stat, og resten af den tyske befolkning blev udvist til Tyskland. Århundreders tysk historie øst for Oder-Neisse grænsen var hermed et afsluttet kapitel. Nu er alle farer overstået, vi er i sikkerhed… ”Nu er alle farer overstået, vi er i sikkerhed.” Sætningen er dybt tragisk, når man kender forløbets triste udgang. Det hele forekommer så uretfærdigt, for vi ved jo, at moderen burde have haft ret. Sætningen tilfører hele beretningen et skær af det uafvendelige og hæver dramaet, også selvom ordene nok skal opfattes som en moders trøstende ord til sine børn i den svære situation, snarere end et udtryk for et kendskab til forholdene i Danmark. Når Danmark overhovedet kunne blive en station for flygtningene, var den tyske besættelse af landet naturligvis den altafgørende forudsætning. Oplevelsen af det fredelige Danmark, som beskrives i beretningen, hører man fra mange tyske flygtninge, der kom til Danmark. Det til trods for at flygtningene faktisk ankom i besættelsens sidste måneder, der uden sammenligning var de absolut blodigste

i Danmark med underretninger om stikkerlikvideringer og clearingmord osv. stort set hver eneste dag.12 De menneskelige såvel som materielle ødelæggelser, som indbyggere under erobringen af bl.a. Danzig og Königsberg havde oplevet, mødte flygtningene imidlertid intet af ved ankomsten til Danmark. Elsbeth Werner og hendes slægtninge blev fra København straks sendt videre til Jylland. I modsætning til mange andre tyske flygtninge, der i månedsvis opholdt sig på en beslaglagt københavnsk skole, inden de blev overflyttet til fx Kløvermarkslejren eller Oksbøllejren.

Flygtningetoget på stationen i Skjern omkring d. 3.-4. maj 1945. På grund af jernbanesabotage afventede toget tilladelse til afgang. Først den 4. maj kunne toget køre videre nordpå, men kom kun til Vognbjerg, hvor det engelske flyverangreb fandt sted.

N u er alle farer overstået …

Et af flygtningetogets lokomotiver. Fotoet er taget af fotograf Graversen formentlig umiddelbart efter, at toget var bugseret tilbage til jernbanestationen i Skjern. Foto: Dejbjerg lokalhistoriske arkiv.

På den tredje eller fjerde dag – det var den 4. maj 1945 – holdt vores tog tidligt om eftermiddagen på en åben strækning. Senere erfarede jeg, at vi befandt os mellem Skjern og Tarm. Pludselig så jeg fra min vinduesplads, at der dukkede flyvemaskiner op. Beretningen er på dette punkt en smule unøjagtig, fordi angrebet ikke indtraf syd for, men lidt nord for Skjern, nemlig ved Vognbjerg. Angrebet fandt desuden, i følge Skjern Dagblad, sted ved 18.30-tiden den 4. maj 1945.13 I et senere interview i Ringkøbing Amts Dagblad, uddybede Elsbeth begivenhederne yderligere: Lyden af flyene, der åbner ild mod toget. De fortvivlede skrig fra flygtningene, der alle dukker sig i togvognene. Og den skarpe lugt af røg, der fik Elsbeth til at tro, at toget brændte. Jeg råbte til min mor, at vi måtte se at komme ud, fordi det brændte. Men min mor sad helt stille indtil hun faldt forover, blødende fra flere sår i maveregionen.14 Tragedien udspillede sig altså blot et par timer før det for danskerne længe ventede budskab om, at tyskerne i Nordvesttyskland, Holland og Danmark havde overgivet sig, lød i radioen. I Skjern Dagblad kunne man læse: 50

J ohn V. J ensen

Udsnit af den ca. 400 meter lange togstamme, der transporterede de tyske flygtninge nordpå. Billedet er antageligt taget i Skjern af fotograf Graversen, inden angrebet fandt sted. Foto: Dejbjerg lokalhistoriske arkiv.

”Flygtninge-Tog beskudt ved Skjern i Aftes. Den største katastrofe, som Egnen har oplevet under Krigen.” For én gang skyld var der i hvert fald ikke tale om en journalistisk overdrivelse; katastrofen hører til blandt de tre største i Danmark under hele krigen. I toget kunne den 12-årige Elsbeth og hendes medpassagerer ikke vide, hvad der var under opsejling. Toget havde på grund af jernbanesabotage holdt på Skjern station et par dage og ventet på tilladelse til at køre nordpå. Efter lokomotivet fulgte en vogn med 8-10 tyske soldater. Begivenheden er blevet undersøgt og omtalt i bogen Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. Verdenskrig. Kl. 16.45 blev to Mosquitofly sendt af sted fra North Coates i England for at fungere som spejdere for hovedstyrken på 35 Beaufighters. Disse blev eskorteret af 18 Mustang jagerfly fra 65. sqdn og 19. sqdn. Syv af jagerne måtte returnere til basen på grund af defekter. De to Mosquitos havde imidlertid ikke noget problem med at udføre deres opgave, men hovedstyrken nåede aldrig frem til patruljeområdet. Kl. 18.07 krydsede den vestkysten ved Holmslands klit, men kort efter blev vejret dårligt og sigtbarheden reduceret til nul. Kl. 18.15, da formationen befandt sig sydvest for

Brande, afbrød lederen derfor patruljen, og styrken vendte om. Kort efter opdagede piloterne et holdende tog nordøst for Skjern, som de fløj ned og beskød. Toget var et tysk flygtningetog, der holdt stille, fordi der ikke var damptryk nok i lokomotivets kedel til at slæbe den 400 meter lange togstamme. Mens lokomotivet samlede så meget damp, at toget kunne køre videre, havde mange flygtninge forladt vognene og sat sig op på en lyngbevokset skråning. Det ene fly beskød selve lokomotivet, og fra kedlen stod store hvide dampskyer. Den anden jager ramte 3-4 vogne, men fortsatte beskydningen. Først blev lokomotivet beskudt fra siden, hvorefter de to fly beskød toget på langs. Projektilerne ramte mange af de flygtninge, der var

Mosquito var et kampfly, der blev anvendt af Royal Air Force under Anden Verdenskrig, hvor det med sin hurtighed viste sig meget effektivt til nålestiksoperationer og præcisionsbombninger dybt inde i Tyskland og mod tyske mål i de besatte lande. Det var to Mosquito-fly, der angreb flygtningetoget ved Vognbjerg den 4. maj 1945, hvorved 35 mistede livet og mange flere blev såret.

søgt op på lyngskråningerne, og mere end 35 mennesker blev dræbt. De to piloter F/O Maynard og F/L Seed slut deres logbøger, sammen med de andre jagere kl. 20.05 på basen Coltishall.15 Der var formentlig tale om et uprovokeret angreb på flygtningetoget. Imidlertid florerer flere beskrivelser af begivenhederne. Peder Ganer Krejberg (f. 1930), der oplevede angrebet som 14-årig dreng, giver her sin beskrivelse af angrebet:

Notits fra Skjern Dagblad lørdag den 5. maj 1945.

På vejen tilbage stoppede jeg op, for at fjerne noget ukrudt, på den del af en mark, hvor min mor ville have en lille køkkenhave. Mens jeg stod der, blev jeg opmærksom på motorstøj fra en flyvemaskine. Jeg kiggede op og så to maskiner komme sydsydvest for mig. Et øjeblik efter hørte jeg en fem-seks skud ret hurtigt efter hinanden. Der var ingen tvivl hos mig, at det jeg hørte, var riffelskud. Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvad skyder disse maskiner efter. Derefter så jeg, at flyene drejede i en runding, den ene mod syd og den anden mod nord for derefter at flyve hen over toget, mens de skød med noget helt andet end rifler. Derefter forsvandt flyene mod nordvest […] Både min far og vores nabo løb op for at hjælpe. Han fortalte bagefter, at det var grufuldt syn, der mødte dem. Han fortalte endvidere, at der var to bevæbnede tyske soldater, samt 6-7 russere med toget. Ingen af disse var kommet noget til, idet de åbenbart havde ligget på den anden side af den lille vold væk fra toget.16 N u er alle farer overstået …

Peder Ganer Krejbergs erindring peger på, at det var flyene, der åbnede ild mod toget. Andre vidner som fx Norbert Heise, der som 12-årig dreng også var ombord på flygtningetoget, fortalte, at han havde oplevet noget, der lignede et festfyrværkeri. De forreste åbne godsvogne var fyldt med russiske soldater, der var gået i tysk tjeneste – de såkaldte Vlassov-folk. De affyrede lyskugler op mod den endnu lyse aftenhimmel – hvide, røde og grønne, og Norbert fandt ud af, at Vlassov-folkene havde fået besked om, at krigen var forbi, og det skulle fejres. Norbert Heise var ikke i tvivl om, at det var lyskuglerne, der havde gjort englænderne opmærksomme på toget.17 Der er imidlertid flere forhold, der taler imod denne forklaring, bl.a. at de andre beretninger beskriver vejret som

overskyet og regn; og samtidig har Vlassov-folkene næppe vidst, at krigen var forbi kl. 18.30, dvs. to timer før den officielle udmelding. I det hele taget forekommer Heise usædvanligt velinformeret vedrørende skyderiet og Vlassov-folkene. Historien forekommer imidlertid ikke helt troværdig. Andre versioner vil vide, at det var tyske soldater i toget, der åbnede ild mod flyene, der så blev besvaret fra luften med et blodbad til følge.18 I andre tilfælde har man kunnet læse, at flygtningene blev dræbt af flybomber, men det er der nu ikke noget, der tyder på var tilfældet.19 Både Elsbeth Werner og Peder Ganer Krejbergs skildringer stemmer i øvrigt godt overens med den historiske undersøgelse. Gertrud Madsen (født Sedat), der også oplevede angrebet inde fra toget, fortalte sin version til Uffe Bregendahl

Øjebliksbillede fra den 4. maj i Skjern. De sårede fra flygtningetoget bæres væk. Billedet er taget af den i Skjern legendariske fotograf Graversen. Befrielsesaftenen i Skjern by blev modsigelsesfuld for mens ambulancerne bragte de sårede og døde til sygehuset og lighuset, gik flagene til tops og folk kom af glæde over befrielsesbudskabet ud på gaderne for at fejre det.

De døde fra flyverangrebet blev lagt i kapellet i Skjern ved Skjern kirke. Billedet er taget af fotograf Graversen og er muligvis taget i kapellet. Kirkebøgerne oplyser, at 31 personer omkom d. 4.-5. maj 1945.

J ohn V. J ensen

i TV/Midt-Vest dokumentarudsendelse Flygtningen der voksede fast.20 I udsendelsen fortalte hun, hvordan togvognens tag var flosset af skudhuller, ligesom hun huskede synet af en mor, der lå død, og hendes to børn! Det er ikke til at vide, men det kan jo have været Elsbeth Werner og hendes søster, selvom deres mor kun var dødeligt såret. Gertrud Madsen fortalte ligeledes, om det frygtelige syn af et menneske, hvor det meste af hovedet var skudt væk. Næsten den samme erindring gav Elsbeth udtryk for i avisinterviewet: ”Længere nede i kupéen sad en dame oprejst. Halvdelen af hendes hoved manglede, og der var blod over det hele.”21 Det var blodigt og barskt for dem, der oplevede det. For at stoppe flygtningenes voldsomme blødninger bandt man nødtørftigt sejlgarn stramt omkring arm- og benrester. De døde blev derefter samlet sammen og brutalt smidt ind i en tom kreaturvogn, hvor jernbanearbejder Arthur Clausen talte 16 lig liggende på række.22 Elsbeth Schönrock erindrer, at hendes mor, efter hun var blevet båret i ly for regnen under nogle buske, råbte: ”Mine børn bliver hos mig!” indtil ambulancefolkene gav efter og lod Elsbeth og hendes søster køre med til sygehuset i Tarm, hvor moderen blev indlagt.23 Derefter blev Elsbeth, hendes søster og deres tante indlogeret på det,

hun omtaler som kommandanturen i Skjern, der antageligt var Missionshotellet, der som Skjern byskole også husede flygtninge. Elsbeths beretning stemmer overens med oplysninger i Jyllands-Posten fra den 6. maj 1945 om, at de sårede og døende flygtninge blev transporteret til det tyske feltlazaret i Horne og sygehusene i Tarm og Ringkøbing.24 I en fortegnelse over antallet af tyske flygtninge i Danmark opgjort medio maj 1945 anføres det, at der i Skjern by befandt sig 700 tyske flygtninge, på Tarm gymnasium (VGT) 195 og på Tarm sygehus 12 sårede.25 Den kaserne, som omtales i beretningen må være Tarm gymnasium, der netop ligger over for sygehuset i Tarm, mens sygehuset i Horne, hvor moderen blev indlagt, var det store tyske feltlazaret, der var blevet indrettet på Horne skole. Godsejeren, der omtales i beretningen, og som blev dræbt ved ulykken, og som antageligt blev Elsbeth Werners redningsmand, hed i øvrigt Hermann Quiring. Han blev sammen med de 37 andre tyske flygtninge, der omkom ved angrebet, efterfølgende begravet på Skjern kirkegård. Ham skal jeg vende tilbage til. Angrebet ved Vognbjerg, som Elsbeth kom til at opleve, er en af de meget alvorlige episoder i Danmark under Anden Verdenskrig. Således var der efter Jyllands-Postens

Vestjysk Gymnasium i Tarm (VGT) før og nu. Som så mange andre offentlige og halvoffentlige bygninger husede VGT tyske flygtninge frem mod krigens slutning. Medio maj 1945 befandt der sig 195 flygtninge på skolen, de blev efter befrielsen overflyttet til bl.a. Brosbølgård, Dejbjerg og Lodbjerg Hede. Sort/hvid-foto: Egvad Egnshistoriske Samling.

Tarm sygehus, hvortil mange af de hårdtsårede fra flygtningetoget blev bragt i timerne efter flyangrebet. Elsbeth Werners mor blev senere overflyttet til det store tyske lazaret på Horne skole.

N u er alle farer overstået …

Angrebets mange døde begraves i en fællesgrav på Skjern kirkegård den 9. maj 1945. Dødstallet var den 9. maj nået op på 35 døde. De yngste børn var på to og tre år, den ældste var 89 år gammel.

oplysninger den 6. maj 1945 38 døde og 60-70 sårede.26 I Skjern bys historie vil den 4. maj altid være modsigelsernes aften, for mens ambulancerne kørte gennem Skjern med ofrene fra katastrofen, kom folk ud på gaderne, kirkeklokkerne ringede og flag gled til tops. Lejrlivet Efter befrielsen internerede de danske myndigheder de tyske flygtninge med henblik på en snarlig hjemsendelse. Sådan gik det imidlertid ikke, og mange tyske flygtninge måtte opholde sig bag pigtråd i store flygtningelejre i op til 2-3 år, inden de omsider kunne drage til Tyskland. I forskningen omkring de tyske flygtninge i Danmark har der hersket uenighed omkring danskernes behandling af tyskerne. Således har bedømmelsen af danskernes behandling af de tyske flygtninge spændt fra, at det var en fair behandling 54

J ohn V. J ensen

Flygtningegravene på Skjern kirkegård kort efter begravelsen af de 35 tyske flygtninge, der døde under det engelske flyverangreb. I august 1966 blev i alt 71 krigsgrave ekshumeret; dvs. de jordiske rester blev gravet op og flyttet til Flygtningekirkegården Gedhus ved Karup, hvor de befinder sig i dag. Foto: Dejbjerg lokalhistoriske arkiv.

til en humanitær katastrofe. Spørgsmålet er dog kompliceret, og spørger man endnu levende vidner (de nærmer sig hastigt de 80 år, hvis de skal have en nogenlunde erindring om opholdet i Danmark), eller hvis man læser nogle af de eksisterende flygtningeberetninger, så vil man kunne finde såvel positive som negative skildringer af opholdet. Nogle lægger vægt på, hvad alternativet til lejrlivet i Danmark skulle have været, da situationen i Tyskland var præget af sult og nød i ruinerne. I de danske flygtningelejre vil man sikkert kunne finde enkelte eksempler på flygtninge, der har prøvet at sulte, men hovedreglen var, at ingen behøvede at sulte. At menuen var ensformig og kedelig, er noget andet. Kritikerne af de danske flygtningelejre vil derimod fremhæve overdødeligheden blandt små børn, som er et faktum, der ikke kan bestrides. Spørgsmålet er dog, hvor meget der skal tilskrives strabadserne under den hårde

At tiden efter morens død var trist, kan ikke undre, men lejrens øvrige indbyggere udviste medfølelse og forståelse for den svære situation, som familien var havnet i – i det

omfang, det nu lod sig gøre, da de øvrige flygtninge jo også forsøgte at komme overens med deres egne skæbner. Interneret i lejrene levede de tyske flygtninge helt isoleret og havde efter befrielsen overhovedet ingen kontakt med deres danske værter. Flygtningelejrene var langt hen ad vejen overbefolkede tyske byer bag pigtråd, som internt i de fleste anliggender blev styret af tyskerne selv. Uden for lejren fandtes et dansk kommandantskab eller en lejrledelse, der tog sig af lejrens administration, forsyninger, overflytninger, bevogtning osv., og som kun havde mandskab til at tage sig af de alvorligere sager i lejrene. Fra dansk side havde Elsbeth og hendes tante tilladelse til at besøge moderen, indtil hun døde den 7. juni – en måned og et par dage efter ankomsten til Danmark, men efter at familien blev overflyttet til en større lejr i Aalborg ophørte også besøgene på Horne kirkegård. Lejrlivet var i det hele taget en udfordring for mange flygtninge, især for de voksne, der vidste, hvad det vil sige at have sin frihed. Bag pigtråden var de tvunget til at være

Brosbølgård lidt syd for Tarm i begyndelsen af 1950’erne altså kun få år efter, at de tyske flygtninge og Elsbeth Werner og hendes søster og tante havde forladt stedet. Brosbølgård var under besættelsen uddannelseslejr for besættelsesmagtens soldater. Foto: Egvad Egnshistoriske Samling.

Billede af Horne skole, som den tyske besættelse havde beslaglagt og indrettet som lazaret. Hertil overførtes Elsbeth Werners hårdtsårede mor, og her døde hun den 7. juni 1945 af sine kvæstelser. Billedet er fra ca. 1944. Foto: Horne lokalhistoriske arkiv.

flugt og den yderst alvorlige situation i det hele taget, og hvor meget der var danskernes onde vilje og ansvar? For Elsbeths vedkommende hed den lejr, hun havnede i, Brosbølgård.27 En mindre lejr lidt syd for Skjern, hvor tyskerne under besættelsen havde haft en militæruddannelseslejr. Her kom hun, hendes søster og tanten til at bo i en af lejrens træbarakker. Der fulgte nu en meget trist tid for mig i lejren Brosbølgård. Det kunne heller ikke mine nye veninder gøre meget for at ændre. De og alle de mennesker, der var omkring os, var rørende i deres omsorg for at hjælpe de to moderløse, som dengang endnu ikke vidste, at de var blevet forældreløse, for heller ikke vores far, der var soldat, havde overlevet krigen. De voksne gjorde meget for, at vi kom igennem den svære situation så skånsomt som muligt. Alting skulle se ud som et halvvejs normalt liv.

N u er alle farer overstået …

Den 13-årige Elsbeth Werner ved sin moder Gertrud Werners grav på Horne kirkegård. Foto: privateje.

Kirkegårdsprotokollen fra Horne kirke, hvoraf det fremgår, at Gertrud Werner fra Danzig afgik ved døden den 7. juni i en alder af 37 år og blev begravet på Horne kirkegård den 11. juni 1945. Der har imidlertid indsneget sig en regnefejl for Gertrud Werner blev kun 36 år gammel.

dag ud dag ind, og dertil kom en meget høj befolkningstæthed. I Oksbøllejren til eksempel var der på højdepunktet en befolkningstæthed på knap 9.000 mennesker pr. km2. Det skal dog med, at en stor andel (op mod en tredjedel) af disse var børn under 14 år. Samtidig levede rigtig mange flygtninge i uvished omkring manden og resten af familien; hvad var der blevet af dem? Fra dem, der var i lejren som børn (ca. 0-10 år), hører man ofte, at de ret hurtigt vænnede sig til lejrlivet, og det fremhæves ofte, at der var en masse kammerater omkring dem, hvilket statistikkerne også bekræfter. Uvisheden omkring de nærmeste slægtninge og deres skæbne må have været en kilde til angst og bekymring. Også her er Elsbeths historie ganske typisk, idet krigen jo gjorde hende forældreløs – også længe inden hun selv blev klar over det. Således kunne der gå år, inden de pårørende til en faldet tysk soldat fik disse oplysninger. Den dag i dag 56

J ohn V. J ensen

ved Elsbeth Werner stadig ikke, hvad der mere præcist blev af hendes far – og det er hun langt fra alene om. Fra Brosbølgård over Aalborg og tilbage til Tyskland Overflytningen til de større lejre og nedlæggelsen af de mindre lejre var et generelt træk, fordi de danske myndigheder ønskede at samle så mange flygtninge som muligt i få, men store lejre.28 Det skete dels af hensyn til det økonomiske så som vagtbemanding og administration, dels fordi mange af de mindre forlægninger, hvor værnemagten i al hast havde indkvarteret deres landsmænd, ofte kunne være uegnede til formålet fx på grund af mangelfulde eller ikkeeksisterende toilet- og køkkenfaciliteter.29 De større lejre, som den danske flygtningeadministration altså satsede på, var beregnet på indkvartering af mange mennesker. Tiden i lejren ved Rødslet, oftere kaldet Flyvepladsen,

Flygtningelejren Rødslet eller Aalborg Vest, hvortil Elsbeth Werner kom i maj 1946 og igen forlod i februar 1947. Aalborg var den danske by, der modtog flest flygtninge og havde hele fem større flygtningelejre. Udover Aalborg Vest var der Aalborg Øst I, II, III og Vandflyvepladsen.

N u er alle farer overstået …

Aalborg Vest, erindrer Elsbeth Werner tilsyneladende ikke meget fra. Opholdet blev da også af kort varighed (9-10 måneder), men beretningen er et eksempel på, at man fra den danske administrations side faktisk forsøgte at samle familier i stedet for at sprede dem, og i dette tilfælde drejer det sig om både familie og venner. Værdien af at være sammen med den nærmeste familie bag pigtråd i et fremmed land og i det hele taget kan næppe overvurderes. I tusindvis af tyske flygtningebørn blev konfirmeret i Danmark. I de større lejre var der etableret kirker med tyske flygtningepræster under dansk tilsyn.30 Det komiske optrin ved Egvad kirke som Elsbeth husker med konfirmanderne ledsaget af en bevæbnet vagt, må antages at høre til de mere særprægede tilfælde. Det tyder i hvert fald på, at den stedlige lejrkommandant har været meget påpasselig – måske overdrev han også lidt.

Den første officielle hjemsendelse af tyske flygtninge fandt først sted i november 1946. Elsbeth Werner var således blandt dem, der relativt hurtigt kunne forlade Danmark igen. I februar 1947 sendte mine bedsteforældre, som i mellemtiden alligevel måtte forlade deres elskede Danzig og slå sig ned i Slesvig-Holsten, en erklæring om, at vi kunne bo hos dem, og vi måtte derefter forlade Danmark. I et uopvarmet tog i bitter kulde kørte vi derefter til det ødelagte Tyskland. Helt i overensstemmelse med beretningen, var det de flygtninge med familie i Tyskland, som kunne tilbyde dem tag over hovedet, der først forlod Danmark. Som så mange andre flygtninge fra Vest- og Østprøjsen, Pommern, Danzig og Königsberg kom Elsbeth til den britiske besættelseszone

Egvad kirke, hvor Elsbeth Werner blev konfirmeret den 22. april 1946. Vejen til kirken foregik under streng bevogtning: ”I spidsen for det lille optog en dansk soldat, bevæbnet med et gevær, derefter nogle 14-årige med et par pårørende, udelukkende kvinder, så en præst og til sidst endnu en bevæbnet soldat.” Foto: Egvad Egnshistoriske Samling.

J ohn V. J ensen

i Nordvesttyskland, nærmere bestemt Horst lidt sydvest for Itzehoe i Slesvig-Holsten, hvor bedsteforældrene havde en lille lejlighed hos en bonde. Efter dette flyttede Elsbeth og lillesøsteren med bedsteforældrene til Goslar i Harzen for at starte på ny. Det er i beretningen uklart, hvorvidt Elsbeth og hendes familie kom til Tyskland med en af de officielle eller uofficielle udtransporter. I hvert fald fortæller flygtningeadministrationens officielle statistikker, at de første flygtninge fra november 1946 til netop februar 1947 kom til den britiske zone.31 Historien er på mange måder typisk. Hvad man imidlertid skal være opmærksom på, er, at flygtningene, når de vendte tilbage til Tyskland, ikke nødvendigvis blev modtaget med åbne arme. De var fremmede for den stedlige befolkning, de kunne have en anden dialekt, og de kunne have slavisk klingende navne, der understregede deres fremmedhed. Der kunne i mange tilfælde gå adskillige år, hvor flygtningene blev betragtet med mistro. Samtidig er det klart, at flygtningene ikke kom tilbage til deres hjem østpå, men blev repatrieret inden for det nuværende Tysklands grænser. Af den samtidige danske debat i fx Rigsdagen kan man næsten få det indtryk, at Tyskland for danskerne blot var syd for grænsen, og så snart flygtningene havde passeret den grænse, så var det ikke længere noget dansk problem.32 De ansvarlige for de tyske flygtninge i Danmark var naturligvis udmærket klar over, at de stammede fra de østligste tyske provinser, men de vidste også, at netop disse områder var på den storpolitiske dagsorden i forbindelse med reorganiseringen af Europa efter krigen, og der havde danske politikere alligevel ikke meget at skulle have sagt. Ofte glemmer man, at mange aldrig kom til at gense deres hjemstavn igen. Graven i Oksbøl Henved 15.000 tyske flygtninge er ifølge Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge begravet i Danmark.33 Gertrud Werner, Elsbeths mor, døde af sine kvæstelser på lazarettet i Horne den 7. juni 1945 – 36 år gammel. I overensstemmelse med

praksis blev hun begravet på den lokale kirkegård i Horne. Da hendes datter mange år senere i 1980 genså graven var den imidlertid flyttet til flygtningekirkegården i Oksbøl. Tilsvarende gælder det den føromtalte godsejer Hermann Quiring, der blev dræbt under selve angrebet af de engelske flyvere og sammen med de 37 øvrige omkomne blev begravet på kirkegården i Skjern. Der var på det tidspunkt ingen særlige kirkegårde for tyske flygtninge i nærheden af Skjern, og de dræbte blev derfor begravet på Skjern kirkegård.

Gertrud Werners gravsten (oktober 2012) efter at graven i 1966 var blevet overflyttet fra Horne kirkegård til flygtningekirkegården i Oksbøl, hvor Elsbeth fandt den 17. maj 1980.

N u er alle farer overstået …

Da den sidste tyske flygtning forlod landet i februar 1949, var flygtningegravene spredt på 475 kirkegårde over hele Danmark.34 Via en overenskomst mellem Danmark og Tyskland blev det aftalt, at Volksbund skulle overtage tilsynet og plejen af gravene. Samtidig fik tyskerne lov til at samle gravene på færre kirkegårde. Det betød, at man i løbet af 1960’erne reducerede antallet til blot 34 gravpladser med tyske flygtninge.35 Gravene på Skjern kirkegård

Billede af Elsbeths redningsmand godsejer Quirings grav på flygtningekirkegården i Gedhus (oktober 2012). Flygtninge, der besøger de store flygtningekirkegårde i Danmark, kan dér finde en fortegnelse over alle begravede i Danmark. Siden er der kommet en dansk hjemmeside, der har gjort det meget lettere for slægtninge ikke blot i Tyskland, men over hele verden, at få vished for, hvor deres pårørende ligger begravet, hvis de døde i Danmark. Foto: Hanne B. Stegemüller.

J ohn V. J ensen

blev derfor i august 1966 flyttet til flygtningekirkegården ved Gedhus, der ligger i tilknytning til den store lejr GroveGedhus tæt ved Karup. 36 Moderen var imidlertid død i Horne ved Varde, og hun blev efterfølgende begravet på Horne kirkegård. Disse grave blev i midten af 1960’erne flyttet til Oksbøl.37 Ikke desto mindre var det nærmest ved en tilfældighed, at Elsbeth Werner genfandt sin moders grav i Oksbøl. Denne historie er ikke så usædvanlig, som den måske kan lyde; således talte jeg i sommeren 2012 med en tidligere flygtning, der havde været interneret i Oksbøl, men inden da havde opholdt sig på Falster, hvor broderen var død. Siden havde hun fået at vide, at graven var fjernet, og der nu var landbrug. Imidlertid kunne en kort undersøgelse godtgøre, at den grav, som hun havde troet, at hårde danskere havde sløjfet, i virkeligheden var flyttet til flygtningekirkegården i Nykøbing Falster. Måske Volksbunds oplysningsarbejde ikke har været grundigt nok, men samlet set drejer det sig selvfølgelig også om hundredetusindvis af grave. Gensyn med fortiden Den 25. april, 2006 knap 61 år efter begivenhederne genså Elsbeth Schönrock for første gang den mark ved Sdr. Vognbjerg, hvorfra hun havde så forfærdelige minder. Ankommet til åstedet udpegede hun med det samme det sted, hvor redningsfolkene dengang havde lagt hendes hårdt sårede mor, inden ambulancen kom, og tilføjede: det var begyndt at regne! Efterfølgende konstaterede Elsbeth Schönrock: ”her endte min barndom med ét,” hvorefter hendes liv tog endnu en dramatisk drejning. Ved gensynet med stedet blev de frygtelige oplevelser fra dengang helt levende igen, men stærkere end selve angrebet stod mindelserne om hendes hårdtsårede mor, der døde fire uger senere, og alle de konsekvenser alt dette fik for Elsbeths tilværelse. Allerstærkest står dog besøget ved moderens grav den 17. maj 1980, den grav hun sidst havde set på Horne kirkegård i 1946 og siden

ikke kendte eksistensen af. Det er den oplevelse, der står prentet dybest i Elsbeth Schönrocks erindring, og den, der har haft størst betydning for hende efterfølgende. Siden har hun og hendes mand hvert år besøgt Gertrud Werners grav på flygtningekirkegården i Oksbøl. På marken ved banelegemet i Vognbjerg blev Elsbeth Schönrock ledsaget af Inga Bork (født Rahbek). Desuden deltog den lokale redaktør Sven Hersbøll, Skjern, som også har forsket i historien om flygtningetoget, og som ved lejligheden fungerede som tolk, samt forfatter Arne Gammelgaard, der i kraft af sin viden og sine bøger om de tyske flygtninge, var blevet kontaktet af Elsbeth Schönrock. Disse fire mennesker havde sat historien stævne i foråret 2006. Inga Bork (f. 1938) oplevede angrebet på flygtningetoget på nærmeste hold. Således lå hendes barndomshjem – en lille landejendom – lige vest for jernbanen, hvor flygtningetoget gjorde holdt ud for husets vinduer. Da angrebet indtraf, legede den dengang 6-årige Inga i haven med sin yngre bror, og hun har siden fortalt om, hvordan synet af den lange togstamme med flere lokomotiver var et imponerede syn.38 Så dukkede flyverne op bag træerne, og Inga fornemmede, at der kom ild ud af dem, og de to børn smed sig i græsset, sådan som de havde lært, når der kom flyvere. Hun huskede, hvordan forældrene efterfølgende nærmest slæbte hende og broren ind i huset med forbud mod at kigge ud af vinduerne. De to børn skulle ikke være vidne til de gruopvækkende scener, der udspillede sig lige uden for familiens vinduer. Noget fik hun alligevel med, men siden talte forældrene aldrig om hændelsen. Givetvis for at beskytte Inga og hendes bror. Flygtningene søgte efter angrebet tilflugt i bl.a. Ingas hjem, og først senere lykkedes det at få dem tilbage i toget. Dengang fik Inga og hendes bror ikke rigtig nogen forklaring på det hændte, men synet af de tyske flygtninge gjorde det klart, at det var noget meget alvorligt.39 I Ingas bevidsthed udviklede hændelsen omkring angrebet på flygtningetoget sig til et problematisk barndomsminde, sådan at forstå, at hun havde brudstykker af en viden om

den frygtelige hændelse, men uden at hun kendte detaljer eller helt forstod omfanget og sammenhængen i det, hun havde oplevet. Mange år efter talte hun ikke til nogen om hændelsen, der kunne dukke op i drømme eller som febersyner, fordi oplevelsen forekom hende så uvirkelig – var det i virkeligheden hendes fantasi, der spillede hende et puds, eller var hendes erindring sand? Først mange år senere fik hun vished for, at historien var sand, og bl.a. føromtalte Sven Hersbøll hjalp hende

Elsbeth og Manfred Schönrock under et besøg i Oksbøl i oktober 2012.

N u er alle farer overstået …

med at undersøge de nærmere omstændigheder, hun som lille pige havde været vidne til.40 Efterfølgende har Inga Bork forklaret, at det var en stor lettelse for hende at få kendskab til de konkrete detaljer omkring angrebet på flygtningetoget. Umiddelbart banale oplysninger som, at det foregik kl. 18.30, og derefter skete det og det. Det var netop kendskabet til de konkrete facts, der underbyggede hendes fornemmelse af, at den var god nok – historien var alligevel sand! Rekonstruktionen af begivenhederne som både Hersbøll og Gammelgaard medvirkede til at bringe til veje – banede vejen, så Inga Bork fik lukket et uafsluttet og uhyggeligt kapitel af sin barndom. Til avisen fortalte Inga Bork dengang, at det var en underlig fornemmelse at møde en af de overlevende.41 Gensynet med historien og med ulykkesstedet helede samtidig nogle gamle sår.

I dag er der intet at se, hvor flygtningetoget blev angrebet af de engelske fly den 4. maj blot et par timer inden befrielsesbudskabet nåede danskerne. En markering af stedet i form af en informationstavle ville være ønskelig for historisk interesserede.

J ohn V. J ensen

For Elsbeth Schönrock har det ligeledes været vigtigt at få klarhed over det skete. Hun var ældre end Inga Bork i 1945, og oplevelserne har for hende ikke haft uvirkelighedens skær, og forløbet var jo også langt mere dramatisk og med meget større konsekvenser. De ydre omstændigheder var slemme nok i sig selv, men psykisk sætter sådanne oplevelser uundgåeligt også deres spor. Der har naturligvis været meget, der gennem årene har skullet bearbejdes, og meget, som hun har måttet affinde sig med. Gensynet med barndomsbyen Danzig, som hun og hendes familie blev tvunget til at forlade. Moderens grav, som hun helt indtil 1980 ikke vidste, hvor var. Hendes redningsmand Hermann Quiring, hvis grav hun ligeledes har søgt, men endnu ikke har set og fundet, og meget mere. Hendes yngre søster var for lille til at have nogen erindring om begivenhederne og hendes tante, der også var ombord på flygtningetoget, ønskede til sin død for få år siden ikke at tale om det. Først da Elsbeth 60 år senere nedskrev sin historie på opfordring af Arne Gammelgaard, fik hun lejlighed til at få gennemtænkt ”de skrækkelige begivenheder”, der på voldsomste vis har formet hendes liv. Således er det hende umuligt at beskrive sine følelser, da hun efter mere end seks årtier vendte tilbage til det sted, hvor hun oplevede sit livs mest bedrøvelige stund, og det vil de fleste, der har læst hendes beretning, sikkert kunne forstå. Historien om de fire mennesker, der satte hinanden og historien stævne på en mark ved Vognbjerg i 2006, er en historie om, hvordan vi ikke kan undslippe historien. Den kan ikke ties ihjel, men den har det med at hjemsøge os resten af livet. Det er historien om, at der kan ligge noget befriende i, at vi beskæftiger os med vores fortid – den personlige såvel som den offentlige – for at skabe klarhed og sammenhæng. Derved kan vi lære os selv og vores verden bedre at kende, og med denne indsigt kan vi endda opnå at forlige os med vores tilværelse. Til slut vender jeg lige tilbage til føromtalte Gertrud Madsen, der i TV-udsendelsen Flygtningen der voksede fast fortalte, hvorledes hun gennem 50 år havde tilbageven-

dende mareridt og om natten i drømme var alle mulige steder. På Gertrud Madsen fornemmer man også, at gensynet med barndomsbyen Pogegen (nu Pagègiai, Litauen), hvorfra hun og hendes familie var blevet fordrevet, havde en positiv betydning for de frygtelige minder og tanker, der havde hjemsøgt hende om natten gennem hele hendes voksenliv. Efter rejsen tilbage og den direkte konfrontation med de ubehagelige minder forsvandt hendes mareridt, fortalte hun. De tre kvinders erfaringer, som vi nu har berørt, fortæller noget om erindringens og dermed også historiens og fortidens magt over vores sind, hvad enten vi gør os det bevidst eller ej. I Inga Borks tilfælde handlede det om at få vished om nogle oplevelser, der som brudstykker af en erindring var uvirkelige, men som alligevel blev ved med at trænge sig på. For Elsbeth Schönrock og Gertrud Madsen handlede det om, hvordan fordrivelsen fra det sted, som familien gennem generationer havde været knyttet til og dernæst alle de ubehagelige hændelser, som flugten til Danmark kom til at byde på, satte sit præg på deres tilværelse, efterlod åbne sår, der havde dårlige betingelser for at hele. Elsbeth Schönrocks beretning, som vi nu kender, er en af de historier, som har det med at forsvinde, når historikerne maler med den brede pensel i forsøget på at skabe overblik i et kaos af begivenheder. Her har hun selv fået lov til at komme til orde, og den personlige beretning er blevet sat ind i den større sammenhæng. Hendes beretning har til fulde demonstreret, at også historiens små stemmer lige såvel som de store, kan åbne for en afgrund af ufattelig lidelse og ustyrligt drama, men samtidig også mane til stille eftertanke og afklaring – netop alt det, som de store historier også kan.

på flygtningetoget på allernærmeste hold. Beslutsomt ringede Elsbeth Schönrock til Gertrud Madsen, og de fik efterfølgende en god snak, hvor de blandt andet konstaterede, at de havde været med det samme tog, men dog ikke i den samme vogn. Således havde Gertrud Madsen befundet sig sammen med mange andre tyske flygtninge i en godsvogn, der ikke blev ramt under angrebet. Den dengang 18-årige Gertrud Madsen var til gengæld alene på flugten, for hendes forældre var under flugten havnet i Eckernförde. I modsætning til Elsbeth Schönrock, der i 1947 kom til Vesttyskland, vendte Gertrud Madsen ikke tilbage til Tyskland, fordi hun blev gift med en dansk mand. Telefonopringningen førte til, at hr. og fru Schönrock vil aflægge Gertrud Madsen et besøg i Ulfborg næste gang, de besøger graven i Oksbøl. Sådan kan det altså gå!

PS. Efter Elsbeth Schönrock havde fået oversat og læst ovenstående artikel, begyndte hendes tanker at kredse om Gertrud Madsen fra Ulfborg og hendes historie. Fru Madsen havde tilsyneladende også oplevet angrebet

1. I beretningen omtales lejren som Rodslet, men der er tale om lejren Rødslet, oftere kaldet Aalborg Vest.

Tak til Tak til Manfred og Elsbeth Schönrock, Hamburg, Inga Bork, Eskildstuna, Sven Hersbøll, Skjern, Arne Gammelgaard, Hammel, Søren Sand Nielsen, Dejbjerg lokalhistoriske arkiv, Lars Jørgen Nielsen, Vadum lokalhistoriske arkiv, HistorieAalborg, Ketty Nikolai og Kristian Laursen, RingkøbingSkjern Museum, Henrik Skov Kristensen, Frøslevlejrens Museum, Inger Hansen, Tarm, Jens Andersen, Museumscenter Hanstholm, Peder Ganer Krejberg, Esbjerg, Bent Anthonisen, Ringkøbing, Carsten Petersen, Aarhus, Lene Hansen, Mørkøv og Leif Sepstrup, http://www.dki-01.dk/fl_grave_jylland_da.php. John V. Jensen kan kontaktes på jvj@vardemuseum.dk Noter 2. Alfred M. de Zayas: Nemesis at Potsdam. The Anglo-Americans and the Expulsion of the Germans. Background, Execution and Consequences. London 1977, s. 72.

N u er alle farer overstået …

3. Anthony Beevor: Den Anden Verdenskrig. København 2012, s. 753. 4. de Zayas, s. 72ff. 5. Beevor, s. 754. 6. Norman Davies: Europa i krig. København 2009, s. 354f. 7. Fritz Brustat-Naval: Unternehmen Rettung. Letztes Schiff nach Westen. Herford 1970, s. 238. 8. Brustat-Naval, s. 239. 9. Brustat-Naval, s. 41f. 10. Davies, s. 354. Davies skriver, at der ombord på Wilhelm Gustloff var 9.000 civile flygtninge og 162 sårede soldater, hvoraf 8.000 druknede. Brustat-Naval nævner i sin bogen tallet 6.100, men det er formentlig i underkanten. 11. Brustat-Naval, s. 241. 12. Søren Hansen (red.): Daglige Beretninger om Begivenheder under den tyske Besættelse fra Januar 1944 til Maj 1945. København 1946. 13. Skjern Dagblad 5. maj 1945. 14. Carsten Petersen: Her endte Elsbeths barndom. Ringkøbing Amts Dagblad 6. maj 2006. 15. Henrik Skov Kristensen, Claus Kofoed & Frank Weber: Bomber over Danmark – vestallierede luftangreb under 2. verdenskrig, anden udgave. København 2012, s. 652ff. Se desuden avisartiklen: Per Breindahl: Blodet flød mens friheden blev kendt, Skjern Dagblad, 4. maj 1985, der bygger på Henrik Skov Kristensen, Claus Kofoed og Frank Webers studier samt interviews med øjenvidner rummer flere detaljer om begivenheden end bogen. Jeg har ligeledes fået en skildring fra Carsten Petersen med flere detaljer.

25. Fortegnelsen er optrykt i Flygtningeadministrationen: Flygtninge i Danmark 1945-49. København 1950 og i Arne Gammelgaard: Drivtømmer – Tyske flygtninge i Danmark 1945-49. Varde 1993. 26. Jyllands-Posten 6. maj 1945. 27. Brosbølgårds historie er i øvrigt beskrevet i Inger Hansen: En skjøn plet der ve’ Brosbøl. Tarm 2012. 28. John V. Jensen: Over for os selv og over for Fremtiden. Den danske Rigsdag og de tyske flygtninge 1945-46. Historisk Tidsskrift Bd. 112, h. 1, 2012, s. 130-164. 29. Flygtningeinspektørrapporterne og John V. Jensen: Flygtningeadministrationens øjne og ører. I: Arne Gammelgaard: På Hitlers befaling. Tyske flygtninge i Danmark 1945-49, Varde 2005, s. 70-80. 30. Flygtningeadministrationen anfører, at ca. 7500 tyske flygtninge blev konfirmeret i Danmark efter 1. februar 1946, da man begyndte at føre protokol over fødsler, konfirmationer, dødsfald mm., s. 163. 31. Flygtningeadministrationen, s. 19. 32. Eksempelvis debatterne i Rigsdagstidende. Se også John V. Jensen 2012. 33. En brochure fra Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge fra 2010 anfører 14.900 flygtningegrave i Danmark og 10.250 tyske soldatergrave. 34. Se fx Henrik Havrehed: De tyske Flygtninge i Danmark. Odense 1987 eller materiale fra Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge. 35. Det kan man læse mere om i min artikel om dette emne; John V. Jensen: Det gør en forskel... Krigergrave i et nationalt erindringsperspektiv. opdatering 2011, s 79-87; John V. Jensen: Versöhnung über den Gräbern – Krigskirkegårde fra Anden Verdenskrig i Danmark. Kirkegårdskultur 2011/2012.

16. Beretning af Peder Ganer Krejberg, oktober 2012.

36. Oplysninger fra kirkekontoret i Skjern.

17. Sven Hersbøll: Fik lyskugler de engelske flyvere til at skyde? Beretning fra øjenvidne. Dagbladet Skjern-Tarm, sommeren 2004.

37. Kirkegårdsprotokollen fra Horne kirke er tavs omkring, hvornår de tyske flygtningegrave blev flyttet. Det fremgår imidlertid af et dokument af 17.6. 1966, Blåvandshuk lokalhistoriske arkiv, at der i perioden 18.4.-17.6. 1966 blev tilflyttet 272 tyske krigsdøde og at arbejdet var foreløbigt afsluttet. Gertrud Werner er efter alt at dømme blandt disse 272 tilflytninger jf. placeringen på kirkegården, samt at de 272 udgjorde en betydelig del af tilflytningerne.

18. Beretning af Knud Lindhard, foråret 1995. 19. Axel Søndergård: En aften med jubel og glæde – og med tragedie. Vestkysten 4. maj 1985 – her står at flygtningetoget blev bombet. 20. Uffe Bregendahl: Flygtningen der voksede fast. Fra: De uønskede. Dokumentarserie produceret for TV/Midt-Vest 2012 (DVD med fire film). 21. Carsten Petersen: Her endte Elsbeths barndom.

38. Carsten Petersen: På den anden side af banen legede Inga. Ringkøbing Amts Dagblad 6. maj 2006. Baseret på et interview med Inga Bork.

22. Breindal.

39. Carsten Petersen: På den anden side af banen legede Inga.

23. Carsten Petersen: Her endte Elsbeths barndom.

40. Notater udlånt af Sven Hersbøll.

24. Jyllands-Posten 6. maj 1945.

41. Carsten Petersen: På den anden side af banen legede Inga.

J ohn V. J ensen

Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier – design af en platform for udvikling af et alment tilgængeligt website for Kaj Munks forfatterskab Af Ulrik Sandborg-Petersen & Peter Øhrstrøm med indledning ved Lisbeth Lunde Lauridsen

Indledning Hvis vi vil se på markante og fremtrædende personer i 1920’ernes og i særdeleshed 1930’ernes og 1940’ernes Danmarkshistorie, kommer vi ikke uden om Kaj Munk. Kaj Munk var en markant person i sin samtid, både som debattør og journalist og som præst, digter og dramatiker. I 1940’erne blev Kaj Munk med sin skarpe pen som sit sværd modstandskampens nok største ikon herhjemme. Hans frygtløse agitation mod uretten er det, han i dag særligt huskes for. Samtidig er han den danske dramatiker, der er mest opført til dags dato – ikke blot herhjemme, men i hele Norden. Andre lande har også fået øjnene op for, at Kaj Munk i dag stadig har noget at byde på. Enig eller uenig – så pirrer Kaj Munk os stadig. I mødet med Munks ord, liv og holdninger bliver man afkrævet stillingtagen og refleksion. Ved markeringen af 60-årsdagen for Auschwitz’ befrielse var statsoverhoveder fra flere lande med. I den forbindelse havde man valgt at opsætte Kaj Munks skuespil Han sidder ved smeltediglen (1938) i den tidligere koncentrationslejr. Et stykke, der viste Kaj Munks modstand mod nazismen efter et besøg i Berlin i 1938, hvor han så,

hvordan Hitler gemte sig bag løgn og terror. Kaj Munk så jødeforfølgelserne allerede før Krystalnatten i 1938 havde fundet sted og kunne ikke holde uretten, han havde set,

Et lille udpluk af Kaj Munks ord.

F orskerværksted for K aj M unk S tudier

for sig selv, men måtte have den frem i lyset. Kaj Munk skrev mesterværket Han sidder ved smeltediglen på under fem dage. Man turde ikke sætte stykket op på teatrene i Danmark af frygt for naboen mod syd, men stykket fik urpremiere på de skrå brædder i Norge. I juli 2011 oplevede Norge en frygtelig massakre på Utøya. På det sociale medie Facebook begyndte Kaj Munks sang til Norge Ja, vi elsker dette landet (1941) at florere til trøst og til håb. Professor Søren Dosenrode (forskningsleder ved Kaj Munk Forskningscenteret på Aalborg Universitet) påpeger også andre virkningshistorier, som at sydafrikanerne Desmond Tutu og Allan Boesak læste Kaj Munk og lod sig inspirere af ham i kampen mod apartheidstyret. Størstedelen af Kaj Munks forfatterskab og kamp blev udtænkt i hans arbejdsværelse “Stærekassen”, som i dag igen kan ses fuldt møbleret og indrettet som i Munks tid i Kaj Munks Præstegård i Vedersø. Kaj Munk Forskningscentret på Aalborg Universitet er i færd med at digitalisere Kaj Munks forfatterskab. Allerede

nu er Kaj Munks dramaer og prædikener digitaliseret, så det er muligt at læse og søge i disse. Forskningscenteret arbejder på at få også Munks andre skriverier digitaliseret til glæde for alle, der måtte ønske at dykke ned i Kaj Munks ord. Artiklen her er første gang udgivet i Kaj Munk Selskabets blad: Munkiana nr. 44. Design af en platform En milepæl er nået i arbejdet på Kaj Munk Forskningscentret ved Aalborg Universitet. Udover at registrere og tilgængeliggøre centrets store samling af dokumenter vedrørende Kaj Munks liv, virke og værker, har centret gennem flere år arbejdet på at tilvejebringe så meget af Munks forfatterskab i digital form som muligt. Og nu foreligger både den samlede dramatik på i alt 69 skuespil og alle kendte prædikener, i alt 295, i digital form på Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier, der blev lanceret i november 2010. I det meget omfattende system er teksterne forsynet med verbalog realkommentarer, og dramaerne er ledsaget af korte, saglige indledninger. På internetadressen http://www.kajmunk.hum.aau.dk/?page=vf

Kaj Munks arbejdsværelse ”Stærekassen” er nu genetableret med tapet og de originale møbler er kommet tilbage til præstegården.

U lrik S andborg -P etersen & P eter Ø hrstrøm

findes lister over alle skuespil og kendte prædikener, som pt. indgår i Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier. På længere sigt er det målet, at systemet skal omfatte hele Kaj Munks forfatterskab. Det er også planen, at systemet i det langsigtede perspektiv skal indeholde relevant audiovisuelt materiale til støtte for studier i Kaj Munks liv, virke og værker. Der er allerede nu, med god hjælp fra Aalborg Teaters arkiv, indlagt en del billedmateriale fra opførelser af Kaj Munk-dramaer ved teatret. Værkstedet består dels af et annoteringsværksted, dels af en downloadbar version, som er den seneste version, der er godkendt af projektets hovedredaktør, den verdenskendte Munk-forsker, professor emeritus ved Université de Paris-Sorbonne, dr.phil. Marc Auchet. Det langsigtede mål er, at denne downloadbare version skal frigives til offentligheden, når den kollektive proces har kvalitetssikret

I hvert enkelt tilfælde tager forskerne stilling til, om deres kommentarer ønskes optaget i den næste downloadbare version af Munk-studierne. Med jævne mellemrum vil de kommentarer og forslag, som er indsat i systemet af forskergruppen, blive vurderet fagligt, og der vil blive taget stilling til, hvordan de skal nyttiggøres i forhold til den næste

downloadbare version. Det sidste ord i den forbindelse ligger hos professor Marc Auchet. Udgangspunktet for systemet er et arbejde over fem år, som er gennemført på Kaj Munk Forskningscentret. Centret har forestået digitaliseringen af Kaj Munks dramatik og prædikener, og har forsynet dramatikken med over 3.000 realkommentarer. Kommenteringen af teksterne er i første omgang forestået af cand.mag. Jesper Valeur Mogensen. Ved kommenteringen har neutralitetsprincippet været grundlæggende, så litterær analyse og fortolkende kommentarer så vidt muligt er undgået. På den måde lægges der op til, at den enkelte bruger frit skal kunne danne sin egen mening. Gruppen på Kaj Munk Forskningscentret på Aalborg Universitet bag etableringen af Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier består af Marc Auchet der er faglig leder og hovedredaktør, Søren Dosenrode, Jesper Valeur Mogensen, Anker Gemzøe, Mogens Pahuus, Andrea Dosenrode, Jørgen Albretsen, Ulrik SandborgPetersen og Peter Øhrstrøm. I første omgang er sitet åbent for Munk-kendere, som ønsker at indgå i forskerværkstedet, og som dermed vil

Vedersø Kirke.

produktet i tilstrækkelig grad. I næste omgang vil der blive lagt op til en kollektiv proces, som skal kvalitetssikre en senere udgivelse af Kaj Munks samlede forfatterskab i digital form. De forskere, der indgår i værkstedet, kan: –– Påpege eventuelle fejl og problemer i præsentationen af Munk-teksterne, som de aktuelt foreligger i systemet –– Foreslå egne kommentarer til elementer i Kaj Munks tekster –– Fjerne eller revidere egne kommentarer –– Kommentere andres kommentarer –– Foreslå nye funktioner i systemet, så det endnu bedre kan understøtte forskellige slags Munk-studier

F orskerværksted for K aj M unk S tudier

være med til at forsyne Munk-teksterne med yderligere verbalog realkommentarer samt tilblivelses- og teaterhistoriske oplysninger. Selvsagt lægges der op til, at man som bruger af et sådant forskerværksted ser kritisk på de valg, som gruppen på Kaj Munk Forskningscentret nødvendigvis har måttet træffe for at etablere teksterne. De, der på denne måde får adgang til Det Virtuelle Forskerværksted, må således bruge et login, som udstedes af forskningscentret. Målet med arbejdet i Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier er at gøre systemet så brugervenligt og informativt som muligt, således at forskerværkstedet fungerer optimalt, når det gøres alment tilgængeligt. Når man er logget ind i Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier, vil man kunne vælge imellem to databaser med tekster fra Kaj Munks forfatterskab: Databasen med skuespil, og den med prædikener. Efter at have valgt om man vil beskæftige sig med prædikener eller skuespil, vil man blive mødt med en side, der opregner samtlige værker, inklusive informationer om det enkelte værk, såsom skriveår for skuespillenes vedkommende og/eller

Vedersø Præstegård.

U lrik S andborg -P etersen & P eter Ø hrstrøm

hvilken søndag i kirkeåret, en given prædiken er skrevet til. Når man har valgt den tekst, man vil arbejde med, kan Munk-kenderen vælge funktionen “annotering”, hvilket indebærer, at man bringes videre til en klikbar udgave af teksten, hvor der er mulighed for at knytte en kommentar til et valgt ord eller til en valgt række af ord i teksten. På den måde kan man “oprette en annotering”, altså en kommentar til ét eller flere ord. Indholdet af kommentaren står for brugerens egen regning og vil i værkstedets regi blive forsynet med den pågældende Munkforskers navn. Dermed vil kommentaren kunne ses af andre brugere i Det Virtuelle Forskerværksted. Dog kan andre brugere hverken rette i eller slette en anden brugers kommentarer. Der er naturligvis mulighed for uenighed imellem forskerne, idet de kan kommentere på hinandens kommentarer, men selve brugerens integritet som forfatter til en kommentar kan der således ikke rokkes ved. Den faglige leder og hovedansvarlige er professor Marc Auchet, der vil have det sidste ord om, hvilke kommentarer der skal med i den næste downloadbare version. Det er også ham, der har det

endelige faglige ansvar, hvad angår den version, der til sin tid skal frigives til offentligheden. De over 3.000 realkommentarer, som Kaj Munk Forskningscentret har forestået, kan ses af alle, som får adgang til Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier. Som nævnt ovenfor kan man som bruger af det virtuelle værksted hverken rette i eller slette disse kommentarer. Derimod vil der være mulighed for at skrive kommentarer til kommentarerne, således at eventuelle fejl rettes og mangler påpeges. Der er mulighed for at se forskellige lister med kommentarer; dels alle kommentarer ordnet efter emneord, dels alle kommentarer ordnet efter hvilket skuespil eller hvilken prædiken, de tilhører, dels alle kommentarer ordnet efter, hvem der har skrevet dem. På den måde kan man få forskellige visninger af, hvilke kommentarer, Munkkenderne har lagt ind i Det Virtuelle Forskerværksted. I Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier har man endvidere mulighed for at søge – også på relativt komplicerede måder – i de enkelte databaser, både hvad angår Kaj Munks tekst, og hvad angår brugernes kommentarer. Man kan naturligvis indtaste søgeord, men man kan også opstille avancerede søgekriterier såsom: Skal ordene forefindes som en helhed (lige efter hinanden), eller må de gerne stå spredt i teksten? Brugeren kan også vælge søgekriterier som: Hvis de gerne må stå spredt, hvor langt må der så være imellem ordene? Må de fx stå overalt i hele skuespillet/prædikenen, eller må der kun være op til fx 100 ords afstand? Skal der søges på ordformer fra før 1948-reformen, eller skal der søges på moderne ordformer? Fx “våben” eller “Vaaben”. Begge kan findes med databaserne, idet Kaj Munks stavemåde fra før 1948 er maskinelt oversat til moderne stavemåde. Skal der søges på ordbogsformer? Fx, skal “løber” også finde “løb”, “løbe”, “løbet” og “løbende”? Ligeledes arbejdes der løbende med en række andre avancerede søgningsmuligheder. For eksempel er det planen at udbygge søgefunktionen med muligheden for at afsøge teksten for bibel-citater. Der er

allerede gennemført forstudier, som skal kunne lede til en sådan funktionalitet. Når man har foretaget en søgning, vil man blive mødt med en side med søgeresultater. Hvert resultat har dels titlen på det værk, hvori søgningen fandt noget, dels er der et lille uddrag af værket, der viser søgeordet i sin sammenhæng. Ganske som på Google. Man vil også kunne klikke på titlen for at komme til det sted i værket, hvor søgeordet blev fundet. Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier er som nævnt organiseret således, at brugeren får mulighed for at downloade en “ikke-annoterbar” version af systemet, der i tilgift til teksterne og de godkendte kommentarer indeholder diverse indledninger og billedmateriale med reference til Munk-teksterne. Det system, der kan downloades fra det virtuelle værksted, vil være den seneste version af det system, som til sin tid, når det har nået sin endelige form, skal frigives til offentligheden på internettet.

Kaj Munk skrev mange sange, bl.a. ”Den blå anemone”.

F orskerværksted for K aj M unk S tudier

På denne måde kan medarbejderne i forskerværkstedet til stadighed tage stilling til spørgsmålet om brugervenlighed i forhold til offentligheden, og de kan give udtryk for deres mening med hensyn til eventuelle problemer i den henseende. Endvidere gør denne arbejdsform det muligt for værkstedets medarbejdere til en vis grad at arbejde med systemet offline. Først når de vil bidrage med en ny annotering, skal de være online. Teknologien bag Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier såvel som bag det downloadbare program, er Emdros, som er udviklet af Ulrik Sandborg-Petersen. Emdros er et stykke software til lagring af annoteret tekst. Emdros gør det let for en programmør at lave websites og programmer, der handler om annoteret tekst. Programmet er nemlig en generel løsning på de tekniske problemer omkring det at gemme tekstdatabaser og hente deres data frem igen på interessante måder. Således er Det Virtuelle Forskerværksted og det downloadbare system kun eksempler på de mange anvendelser, som Emdros vil kunne have, når det handler om “tekst plus information om teksten”. Der er allerede etableret forbindelse mellem Kaj Munk Forskningscentret og Grundtvig Centeret, hvor Emdros har fundet anvendelse i et projekt vedrørende Grundtvigs bibelbrug i salmedigtningen. Emdros er udviklet af denne artikels første forfatter. Interesserede læsere kan finde mere information i Ulrik Sandborg-Petersens ph.d.-afhandling1 samt på Emdros’ website http://emdros.org. Det er Kaj Munk Forskningscentrets håb, at arbejdet i forbindelse med Det Virtuelle Forskerværksted for Kaj Munk Studier vil være til nytte for forskningen i Kaj Munks værker, samt at slutproduktet, dvs. den alment tilgængelige udgave af Kaj Munks forfatterskab, vil medvirke til at udbrede kendskabet til Kaj Munks idéer, liv, virke og værker. Endnu mere generelt er det håbet, at denne metode til udvikling af en digital udgivelse af Kaj Munks forfatterskab på nettet kan danne model for udviklingen af digitale udgivelser af andre danske forfatterskaber på nettet. 70

U lrik S andborg -P etersen & P eter Ø hrstrøm

Noter

1. Ulrik Sandborg-Petersen: Annotated text databases in the context of the Kaj Munk archive: One database model, one query language, and several applications. Ph.d.-afhandling, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet 2008. Kan downloades på: http://ulrikp.org/PhD Lisbeth Lunde Lauridsen kan kontaktes på lll@levendehistorie.dk

Kaffen galt i halsen, eller…?

– hvordan vores holdning til bunkers og besættelsesmagt har forandret sig fra 1995 til i dag Af Lulu Anne Hansen & Mette Bjerrum Jensen ”Ja, nu får I måske kaffen galt i halsen”. Bemærkningen kom fra en sortklædt arkitekt fra BIG – Bjarke Ingels Group – og var henvendt til museumsfolk fra Varde. Vi stod foran en model af Tirpitz-bunkeren i Blåvand for at se arkitektteamets første idéer til et nyt museumscenter skjult i klitten bag den aldrig færdigbyggede kanonstilling fra Anden Verdenskrig. I stedet for den kuppel, der i dag dækker randen til kanonkransen, foreslog arkitekten en glas- og wireframeudgave af den enorme kanon, der var tegnet til Tirpitz, men som den tyske marine aldrig nåede at montere før Befrielsen. Forslaget med kanonen kom som en kæmpe overraskelse – men vi var ikke ved at kløjes i kaffen. Det var provokerende, ja, men endnu mere øjenåbnende; det var virkelig en stor kanon, der skulle have sikret

Besættelsesmagten indsejlingen til Esbjerg. Så måske er det i virkeligheden slet ikke så provokerende i dag, som man ville have syntes for blot 10 eller 15 år siden? I hvert fald har de fleste siden reageret på nyheden om glaskanonen med udbruddet: ”Der vil jeg gerne op!” Når museet ikke møder forargelse over at udstyre en tysk bunker med en erstatning for den kanon, der ellers næsten symbolsk lå strandet på Guldager Station efter den 5. maj 1945, er det en tendens, der kan spores generelt i forhold til de tyske bunkers. De seneste år har såvel Ringkøbing-Skjern Museum som Museet for Varde By og Omegn haft stor succes med at invitere på bunkerture i landskabet, og som det kan ses her i opdatering har Ringkøbing-Skjern Museum i 2012 åbnet en velbesøgt

Tirpitz-bunkeren som den ser ud i dag med kuppel over kanonbrønden.

Computergrafik af BIG’s glaskanon på toppen af bunkeren.

K affen galt i halsen , eller …?

udstilling om den tidligere tyske soldat Gerhard Saalfelds bunker i Kryle. Men hvornår blev det egentlig acceptabelt at formidle den ”nazistiske Atlantvold”,1 som den blev betegnet i 1995, 50 år efter Anden Verdenskrigs afslutning? Og er det etisk uproblematisk at personificere formidlingen af bunkers ved at bruge en tysk soldats historie eller at ”bygge videre” på et nazistisk forsvarsanlæg ved at sætte en kanon på Tirpitz? De spørgsmål vil vi gerne se på i det følgende. For at gøre det, springer vi lidt tilbage i tid og ser på, hvordan man tidligere har omtalt bunkers og bunkermuseer i avisartikler, kronikker og avisdebatter.2 Musealiseringen af bunkers At tænke i formidlings- eller attraktionsbaner i forhold til bunkers er ikke et nyt fænomen. Allerede i juni 1945 blev der holdt et møde i Esbjerg og Fanø Turistforening. Et af hovedemnerne var, hvordan man kunne stimulere turismen i området, og i den forbindelse udtalte formanden for foreningen og daværende redaktør for dagbladet Vestkysten om bunkerne: Først og fremmest maa man undersøge, hvilke Attraktioner Byen nu kan byde på som egnede til at trække Turister til. Her kan nævnes de store Befæstningsanlæg og Flyvepladsen, som ikke straks helt kan demonteres. Hvis det kan gennemføres, at disse anlæg bliver tilgængelige for Publikum, vil mange sikkert benytte sig af Lejligheden til at se, hvad Tyskerne byggede igennem 5 lange Aar.3 De tyske bunkers blev altså allerede umiddelbart efter Befrielsen betragtet som noget, der havde attraktionsværdi. Det var imidlertid, som det også fremgår af udtalelsen, ikke ensbetydende med, at befæstningsværkerne blev tillagt en bevaringsværdi. Tværtimod var forventningen, at de skulle fjernes. Bunkerne blev med andre ord betragtet som et midlertidigt onde, der, indtil de blev demonteret, kunne udnyttes bedst muligt ved at blive vist frem til et nysgerrigt publikum. Behovet for en egentlig formidling af bunkerne var imidlertid ikke stort i årene efter krigen. Folk vidste godt, 72

L ulu A nne H ansen & M ette B jerrum J ensen

hvad det drejede sig om. Desuden blev langt hovedparten af de tyske bunkers tømt for tekniske installationer og andet brugbart indhold, hvorefter de blev muret til for at forhindre adgang til dem i erkendelsen af, at de var umulige at fjerne. Hvad der ikke kunne sprænges væk, blev tiet væk. I 1989 gik et hold unge i gang med at udgrave et anlæg i Stützpunkt Batterie Vogelnest, i dag kendt som Tirpitz-stillingen ved Blåvand. Anlægget var blevet utilgængeligt efter Forsvarets prøvesprængninger og siden sandet til. Som en del af beskæftigelsesprojektet fik de unge mennesker til opgave at udføre detektivarbejde i området for at finde ud af, hvad det overhovedet var, de skovlede sig ned i.4 44 år efter krigen var viden om Anden Verdenskrigsanlæggene ikke længere almen i lokalområdet. Tirpitz var af samme grund ikke den eneste bunker, der på dette tidspunkt forandrede status fra ignoreret krigslevn til udstillingssted. I 1990 berettede Berlingske Tidende under overskriften ”Flere Museumsbunkers i Jylland”, at der var planer om at åbne hele tre tyske

bunkers som museer langs Jyllands vestkyst; foruden i Blåvand også i Frederikshavn og Thyborøn, ligesom man i Hanstholm planlagde at åbne endnu en bunker.5 Vibeke B. Ebert, der var ansat ved Museet for Varde By og Omegn, argumenterede under overskriften ”Bunkeren fortæller krigens historie” for tendensen: Når en åbning af [Tirpitz] bunkeren som museum er blevet aktuel nu, er det for at imødekomme den interesse, der er begyndt at samle sig om de tyske fæstningsværker og er en naturlig udløber af den registrering af fæstningsanlæg, som miljøministeriet har iværksat. Vi må nu forholde os aktivt til, hvad der skal ske med de områder, der har været brugt til fæstningsbyggeri. Skal de fredes som historiske monumenter, eller skal de ryddes og bruges til andre formål? Ebert fornemmede altså ikke kun en faglig, men også en folkelig stigende interesse for besættelsestidens bunkers.

Hendes rationale var, at når nu bunkerne lå i landskabet, måtte de bruges til noget: ’Tirpitz’-bunkeren i Oksby har ikke ladet sig fjerne, selvom der er gjort ihærdige forsøg på det. Blåvandshuk kommune har taget konsekvensen og har iværksat et projekt, der med tiden skal munde ud i en åbning af bunkeren som museum.6 Argumentationen var således ikke ulig den, der gjorde sig gældende i Esbjerg og Fanø Turistforening i 1945 – at anvendelsen af de tyske bunkers til formidlingsformål blev betragtet som den næstbedste løsning, når det nu ikke kunne lade sig gøre at fjerne dem.7 Nationalsocialister eller turister? Idéen om et bunkermuseum i Hanstholm tog form allerede ti år tidligere, i 1979. På dette tidspunkt blev det

K affen galt i halsen , eller …?

anset for mere problematisk at omdanne bunkers til turistattraktioner for et tysk turistpublikum. Under overskriften ”Velkommen i dit eget Krigsmuseum” skosede Ekstra Bladet idéen om et bunkermuseum for at give ”Schultze, Fitzebrunnen og de andre alte Herren” deres eget ”tempel i Raum Dänemark”.8 Museet blev i bladets optik til et kommercialiseringsforsøg baseret på tyskernes ønske om at repræsentere sig selv i Danmark. I bladets billede af de tyske turister, der ”valfarter” til området og ”tiltvinger” sig adgang til de resterende bunkers, bliver der tale om en form for anden besættelse. Referencerne til ”Herren” og ”tempel” lod tyskerne fremstå som magtsøgende og

L ulu A nne H ansen & M ette B jerrum J ensen

truende bærere af en aggressiv kultur, der stadig tilbad nationalsocialismen. I artiklens egentlige ærinde, der tilsyneladende var et angreb på den europæiske integration i form af det Europæiske Fællesmarked, blev omdannelsen af bunkerne til museer altså brugt til at skabe forargelse. Set i dette lys var det ingen selvfølge at finde gehør for at omdanne bunkerne til museer. Det kunne gå an, at de blev betragtet som turistattraktioner for danske turister i 1945, men det gik ikke an at bruge besættelsesmagtens synlige efterladenskaber på at underholde dens efterkommere, der ”besatte” den danske vestkyst igen, denne gang med campingvogne og strandtæpper.

Når museumsprojekterne ti år senere, omkring 1990, ikke mødte stor modstand, skyldes det måske, at det ikke blev fremstillet sådan, at bunkermuseerne først og fremmest blev etableret for de tyske turister – tværtimod. Vestkysten rapporterede på dette tidspunkt, at man i Blåvandshuk Kommune søgte midler til at få fjernet de tyske bunkers for at imødekomme ønsker fra de tyske turister om ikke at blive konfronteret med bunkerne: Fortidens spøgelser forfølger tyske turister, når de under deres ferieophold i Danmark render ind i en af deres egne bunkers fra krigens tid. Den slags er ikke rart at blive mindet om, mener tyskerne, og derfor bør bunkerne langs den jyske vestkyst fjernes, siger de.9 At Vestkystens sympati med turisterne er lunken, skinner igennem i ordvalget med ”spøgelser” der ”forfølger” tyskerne – og bunkerne beskrives som ”deres egen” historie. Det var altså ikke en given succes at omdanne bunkers til turistattraktioner for tyske gæster omkring 1990. Hvad var så argumentet for at gøre bunkers til museer? Bunkers til eftertanke Da Tirpitz-bunkeren i 1989 blev udgravet som beskæftigelsesprojekt, skrev avisen, at projektet skulle ”give den generation, som udelukkende kender krigen og besættelsestiden fra historiebøgerne, mulighed for at få et indblik i, hvordan en bunker med 110 soldater i venteposition fungerede.”10 Museumsinspektør Jette Kjær fra bunkermuseet i Hanstholm fortalte til avisen om udvidelsen her, at man ”ville gøre stedet til et dokumentationscenter … [der bl.a. skulle] … fortælle de besøgende om baggrunden for fæstningsbyggeriet samt om baggrunden for og forløbet af Anden Verdenskrig ude i verden”.11 I årene omkring 1990 var det dominerende argument for at genåbne og formidle bunkers, at de har en læringsværdi. Det lå mellem linjerne, at bunkerne blev betragtet som ”mahnmals” for museumsgæsterne – altså mindesmærker over krigen, der maner til eftertanke, og husker os på krigens konsekvenser. K affen galt i halsen , eller …?

I modsætning til 10 år tidligere medførte de nye formidlingstiltag omkring bunkers ikke en følelsesladet diskussion – på trods af, at den var forventet.12 Udeblivelsen skyldes måske, at medierne generelt beskrev de nye museumsprojekter ud fra en teknisk og funktionel vinkel, hvor de undlod potentielle konfliktfyldte temaer. Om Bangsbomuseets bunkersudstilling i Frederikshavn skrev museumsinspektør Per Ole Schovsbo til journalisterne at ”foreløbig er maskinrummet med dieselmaskineri, mandskabsrum med bl.a. køjer, og tårnet under panserkuplen restaureret”,13 ligesom museumsinspektør Ole Faber kunne forsikre at ”Tirpitzstillingen som museum kommer hverken til at rumme hagekorssmykkede flag eller knagerækker med stålhjelme”, og han understregede, ”at der er lagt vægt på at skabe en nøgtern og informativ udstilling”.14 Der ville, som han udtalte til JydskeVestkysten, ikke blive ”noget med en Hitler-figur der dukker frem fra et skab og den slags. Det skal være konkrete oplysninger om, hvad der skete dengang”. Fabers kollega, historiker Vibeke B. Ebert, udtalte samtidig om den film, der skulle vises i Tirpitz, at den ”ligesom den øvrige udstilling [er] saglig og faktuel”.15 Også Jette Kjær i Hanstholm tog afstand fra at forherlige bunkernes funktion som krigsmaskineri. Mellem linjerne læser man, at det potentielt kunne opfattes som kontroversielt at gøre bunkerne til genstand for udstillinger.16 Konflikter blev undgået ved at lade meget stå usagt – man undlod således i reglen, i modsætning til eksemplet fra Ekstra Bladet i 1979, eksplicit at betegne såvel bunkerne som eksempelvis de 110 soldater i Tirpitzbunkeren som tyske. Selvom det var bunkernes dimensioner og udrustning, der blev lagt vægt på i 1990’ernes formidling, inddrog man imidlertid også erfaringerne fra en tidligere, tysk officer til udstillingen i Tirpitz. Jyllands-Posten forklarede, at En pensioneret tysk officer vil overfor danskerne beskrive, hvordan han som kommandant i besættelsestidens Danmark var med til at planlægge et tysk forsvar af den sydlige del af den jyske vestkyst. […] Officeren […] har en af hovedrollerne i en dokumentarfilm, som kommer i både dansk og tysk version i [Tirpitz].17 76

L ulu A nne H ansen & M ette B jerrum J ensen

At officeren ikke nævnes ved navn i dette citat er imidlertid en understregning af, at det ikke var den personificerede fremstilling af Anden Verdenskrig, der var i fokus. Det var det krigsstrategiske og anlægsmæssige perspektiv, der blev dokumenteret i Tirpitz-udstillingen. At det netop var et dokumentationscenter, man planlagde også i Hanstholm, er derfor kendetegnende for perioden omkring 1990. Bunkerne blev set som vidnesbyrd om Anden Verdenskrig, og de blev i stigende grad transformeret fra glemte betonkolosser til dokumentationssteder, der gennem faktuelle oplysninger kunne give museumsgæster større viden om 1940’ernes tyske værnemagt i Danmark. Den sidste ladning følelser? Den følelsesladede diskussion, som bunkermuseerne ikke fik frembragt omkring 1990, kom til gengæld til udtryk få år senere i forbindelse med Elle-Mie Ejdrup Hansens kunstinstallation Linien – Lyset. Installationen bestod af en laserlyslinje mellem bunkerne langs Vestkysten i anledning af 50året for Befrielsen, om aftenen den 4.maj 1995. Inden sin udførelse medførte kunstbegivenheden en omfattende debat i danske aviser. Den udspillede sig dels i læserbreve og dels i ledere, og bundede i såvel besættelsestidsspecifikke som mere generelle politiske konflikter.18 Det centrale konfliktpunkt ved kunstinstallationen var ikke alene det symbolske element, der lå i Ejdrup Hansens planer om at lade laserstrålen overskride grænsen til Tyskland. Der var i lige så høj grad forargelse over ”en tysk kurator, tyske bunkerskunstnere og tyske teknikere, der bestemmer hvordan, hvornår og hvem, der skal udstille?”19 og over ”tyske tilskud” 20 til projektet. En læser skrev at Linien – Lyset gav anledning til, at de tyske turister ”så endnu engang, [kunne] stå og beundre efterladenskaberne [bunkerne]”.21 En anden mente, at man netop kunne bruge Linien – Lyset til at minde de mange tyske sommerhusgæster om ”Tysklands Overgreb”.22 Selvom samtidens tyskere ikke officielt blev bebrejdet fædrenes og bedstefædrenes

gerninger, synes der at have været en underliggende enighed om, at projektet Linien – Lyset ikke burde involvere tyskere. Som et læserbrev udtrykte det: ”De tyskere, der var skyldige i Besættelsen, er ikke velkomne, og dem, der ikke var skyldige, kan man ikke byde at invitere som gidsler for synder, de ikke har begået”.23 I forbindelse med debatten om Linien – Lyset var holdningerne sat på spidsen, og det gjorde naturligvis, at debatmiljøet var skarpt. Det gør det dog også tydeligt, hvilke centrale elementer, der i forhold til tyskerne som nation og individer indgik i debatten. På den ene side fandtes der et rabiat element, der fortsat ønskede at bebrejde tyskerne hændelserne under Anden Verdenskrig. Dette kan blandt andet ses i en kronik af Hans Rolighed i Aalborg Stiftstidende. Forfatteren citerede her tre kvinder, som alle havde personlige og traumatiske erfaringer, for at udtale: ”vi kan aldrig tilgive de nazistiske kadavere”.24 I den anden ende af spektret fandtes en delvist forsonende diskurs, der tog udgangspunkt i en skelnen mellem den almindelige tysker og datidens nazister. Den var også repræsenteret i kronikken i Aalborg Stiftstidende, hvor forfatteren

K affen galt i halsen , eller …?

fremhævede, at det ikke var hos ”den jævne tysker”, at ansvaret for krigen skulle lægges, og hvor den ene kvinde gav udtryk for at den ”jævne tysker så at sige aldrig har fornærmet hende”. Om end det på denne vis flere gange i debatten blev slået fast, at der ikke kunne plantes et ansvar for krigen på samtidens tyskere, blev det alligevel anset for forkert at inddrage tyskere i det, der blev betragtet som en

fejring af befrielsen fra netop tyskerne som besættelsesmagt. Linien – Lyset blev ikke desto mindre et skillepunkt, hvor den nye generation af tyskere begyndte at komme til orde omkring bunkers, og hvor bunkers på den måde banede vejen for et forsoningsprojekt, der fortsatte i de kommende år, som vi vil vise nedenfor. Linien – Lyset debatten tydeliggjorde, at bunkerne omkring 1995 var ved at få en ny rolle som symboler på freden, mere end som repræsentanter for krigen.25 Knægten fra bunkeren På den anden side af årtusindskiftet kan man i avisartikler om bunkers følge en stigende tendens til at tydeliggøre forskellen på nutidens tyske turister og datidens besættelsesmagt. 26 I forbindelse med etableringen af Dokumentationscentret i Hanstholm skrev Berlingske Tidende i 2002: ”Blandt de 50.000 gæster, der lægger vejen om ad dette dybt gribende, forstemmende monument i det arrede landskab, er hvert år tyske soldater, der har gjort tjeneste på stedet.” Ofte medbringer de velkomment dokumentationsmateriale i form af billeder fra dengang. Nu er de turister, og som museet refererer fra samtalerne: ”Vi kom jo ikke af egen fri vilje.”27 Udsagnet kan ses som udtryk for et eksplicit skift i forhold til skyldsspørgsmålet, i forhold til Ekstra Bladets udlægning i 1979,hvor tyske turister med interesse for bunker blev sidestillet med nazister, men også i forhold til læserbrevet i forbindelse med Linien – Lyset i 1995, hvor tidligere tyske soldater blev beskrevet som uvelkomne bunkersturister.28 Den nye opfattelse af tyskerne kunne i særlig høj grad aflæses i artiklerne om fundet af Kryle-bunkeren ved Houvig i 2008.29 I forhold til avisartiklerne om Tirpitz omkring 1990, hvor bunkermandskabet blev beskrevet som ”soldater”, betegnes de nu ”tyske soldater”, ”tyskerne” og ”værnemagten”. Måske skyldes det, at man er nødt til at tydeliggøre overfor de generationer, der ikke har førstehåndskendskab til besættelsestiden, at der er tale om tyske bunkers, men det er også muligt, at man på denne side

L ulu A nne H ansen & M ette B jerrum J ensen

af årtusindskiftet ikke har samme berøringsangst overfor at beskrive soldaterne som tyske. De tyske soldater beskrives også som nogle, der har været ”kammerater”. I beskrivelsen af selve mandskabsbunkeren brugtes betegnelsen ”hjem og tjenestested for ni soldater og deres kommandant”.30 En anden artikel beskrev støttepunktet som ”en by under klitterne”.31 En ”by” eller et ”hjem” skaber andre billeder hos læseren end ordet ”bunker” – hvor det sidste forbindes med krig og besættelsesmagt, gør de første det let for os at associere os med det mandskab, der levede deres liv i bunkerne. Hvis man har haft sit ”hjem” og sine ”kammerater” på Vestkysten, om det så er i en bunkers, så er man først og fremmest et menneske – og ikke først og fremmest en fjendtlig soldat. Ordene ”tjenestested” og ”kommandant” signalerer, at soldaterne var i bunkeren af pligt, og at de fulgte ordrer. Flere artikler menneskeliggør på den måde de nazistiske soldater;32 i et par artikler understreges det, at der er fundet mange blækhuse, der tyder på, at soldaterne har skrevet hjem.33 Allerbedst illustreres det ændrede syn på tyskerne og bunkerne i omtalen af Gerhard Saalfeld. Han var i 2008 en 81-årig tysker, der som marinesoldat havde boet i den genfundne mandskabsbunker i Kryle. De første beskrivelser af ”en soldat fra Stützpunkt Krylen” gengav Saalfelds selvbiografiske fortælling, der bl.a. fremhævede, at den eneste gang, han havde løsnet skud fra sin gamle riffel, var efter krigen – for at rense den for rust – inden han skulle aflevere den ved grænsen.34 Soldaten blev på denne måde beskrevet som nærmest harmløs. Denne pacificering af den tyske soldat understregedes ved at beskrive SaaIfeld ikke kun som ”en gammel mand”, hvilket han naturligvis var blevet i 2008, men også som ”knægten fra bunkeren”35 – en betegnelse, der understregede Saalfelds uskyld. I de første interviews med Saalfeld blev han beskrevet med ord som: ”venligt”, ”ranke mand”, ”nystrøget skjorte”, ”pænt og formelt”. Metaforen ”Solen skinner ind gennem vinduet” i BT’s beskrivelse af mødet med Saalfeld36 satte rammen om en lys og venlig historie, ikke en dyster.

Saalfeld anno 1945 beskrives som en 17-årig knægt, der ”tjente i den tyske krigsmaskine” og ”endte som krigsfange”.37 Ved at beskrive ham som en del af krigsmaskinen, undgår man at placere et moralsk ansvar på Saalfeld personligt. Omvendt gøres han til et menneskeligt offer for krigen ved understregningen af hans status som krigsfange. Saalfelds oplevelse gøres subjektiv og nærværende ved at beskrive, hvordan ”kondensvandet drev ned ad væggene” under hans ophold i bunkeren, og hvordan man kunne lugte de andre soldater i den trange bunker, hvor ti mand levede på 20 kvadratmeter. I artiklerne blev Saalfeld fremstillet som reflekteret i forhold til nazismen: ”hvordan kunne det hele ende sådan, hvordan kunne alting være så forkert?”38 Journalisten, der besøgte Gerhard Saalfeld, gengav tilsyneladende uproblematisk, at Saalfeld ifølge de papirer, han stadig havde liggende, var ”udkommanderet til at beskytte Danmark”.39 Set fra et dansk synspunkt anno 1945 gjorde han jo netop det modsatte, nemlig at opretholde

K affen galt i halsen , eller …?

besættelsen af landet, men det opfattes ikke som anstødeligt af journalisten at lade ordren stå ukommenteret i artiklen. Uddrag af Saalfelds erindringer fra tiden, hvor han var udstationeret i Kryle-bunkeren40 inkluderede ham som tysk soldat i en fællesmenneskelig oplevelse af krigen. Den samlede omtale af Saalfelds besøg i Danmark lagde vægt på denne dimension og henviste til et emotionelt mere end et rationelt betinget fællesskab af mennesker, der havde oplevet krigen. ”Man bliver helt rørt – og står med en underlig fornemmelse i maven”, udtalte Saalfeld, da han genså bunkeren.41 Bunkers som læringssteder Ser man på avisernes skriverier om bunkers fra 1945 til i dag, er det tydeligt, at bunkers, betragtet som formidlingssteder, har gennemgået en forandring. I 1945 var man i Esbjerg klar over, at man lige så godt kunne tilfredsstille (et formodentlig dansk) publikums nysgerrighed i forhold til besættelsesmagtens anlæg, så længe bunkerne stadig lå der. Der var dog samtidig en klar forventning om, at bunkerne skulle fjernes – en forventning, der stadig lå latent, da man omtrent 45 år senere begyndte at gøre flere og flere af de forladte bunkers til udstillingssteder. Det fremgår blandt andet af et citat fra Berlingske Tidende i 1990: ”Hvor ubehageligt det end måtte lyde i manges ører, er de [bunkerne] blevet en del af Danmarks og Europas historie og betragtes derfor af eksperterne som bevaringsværdige.”42 I citatet optræder fagfolks rationelle vurderinger af bunkerne som bevaringsværdige i opposition til den mere følelsesstyrede befolkning, der stadig kan opfatte tilstedeværelsen af Anden Verdenskrigs elementer som ubehagelig. Denne antagelse viste sig gyldig i forhold til kunstinstallationen Linien – Lyset, der i 1995 skabte avisdebat mellem en fløj, der tog holdninger til bunkers fra de tidligere modstandsfolk, og en anden fløj, der sammen med kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen vendte bunkernes symbolik fra at være udtryk for besættelse til at være vidnesbyrd på den frihed, der opstod i maj 1945. 80

L ulu A nne H ansen & M ette B jerrum J ensen

Befolkningens ændrede holdning til bunkers viste sig også i en Gallup-undersøgelse, der blev gennemført umiddelbart inden afviklingen af Linien – Lyset. Berlingske Tidende skrev: ”Et halvt århundrede efter, at tyske tropper rømmede bunkeranlæggene langs den jyske vestkyst, ønsker et flertal af danskerne, at disse anlæg skal bevares for eftertiden.”43 Bunkerne gennemgik med andre ord en transformation ved overgangen til 1990’erne fra at være konkrete, tyske krigsspor til også at rumme en folkeligt accepteret, generel historisk fortælling om besættelse, krig og befrielse i Europa. En fortælling, der gennem dokumentation og udstilling skulle gives videre til de generationer, der ikke selv havde oplevet krigen, som påmindelse om at undgå en gentagelse. Bunkerne rummede knap 50 år efter krigen et erindringspotentiale, der for nogle stadig var konfliktfyldt; de fik dog også tilskrevet et læringspotentiale – de blev gjort til ”Mahnmals”. Bunkers som kulturarv I midten af 1990’erne blev bunkernes interaktion med naturen en metafor for lyset og sejren over det onde og mørket, som bl.a. repræsenteret i Linien – Lyset installationen. Metaforen udtrykkes efter fundene i Kryle-stranden i 2008 endnu mere eksplicit, hvor naturen har sørget for en egentlig ”genfødsel” eller transformation af bunkerne til en ny og mindre problematisk status. Aviserne beskrev, hvordan Kryle-bunkeren er ”vasket ren” og har ligget ”uberørt” siden 1945. Bunkerne har været ”skjult af sandet” og er ”dukket op på stranden” efter en storm.44 Den samme metafor bruges af kunsthistoriker Mette Haakonsen, der i en kronik i 2008 ikke længere ser bunkerne som truende: På stranden ligger de ”væltet omkuld og invaderet af det kraftfulde hav og det fygende sand”, og de ligger ”side om side med nymalede sommerhuse i træ”.45 Bunkerne er med andre ord uskadeliggjorte, vasket rene og transformerede til romantiske indslag i den vilde natur – som nymalede sommerhuse, mere end efterladenskaber fra en krig og en besættelsestid. ”Bunkerne er blevet en del af naturen”,

som lokalformanden for Danmarks Naturfredningsforening Gert Alsted udtrykte det.46 Naturen og naturkræfterne er således noget, der bliver brugt til at forklare bunkers som skrøbelige og truede, således at de på denne side af årtusindskiftet kan betragtes som bevaringsværdig kulturarv. Siden man i årene op mod 1990 begyndte at bruge ordet bevaring i forbindelse med bunkers, er bevaringen af

bunkers i dag blevet institutionaliseret.47 Ud over at flere er en del af den statsstøttede museumsdrift, taler man også fra Kulturministeriets og Kulturstyrelsens side om bevaring af bunkers fra Anden Verdenskrig på linje med andre kulturhistoriske spor i landskabet – de optræder ligesom bevaringsværdige huse og fortidsminder under begrebet kulturarv.48 Det er ikke længere et spørgsmål

K affen galt i halsen , eller …?

om hvorvidt bunkerne skal sprænges væk, men om hvordan vi sikrer dem mod naturlig nedbrydning i kystzonen. Dette synspunkt kom bl.a. til udtryk i en artikel i Dagbladet Ringkøbing-Skjern, der beskrev hvordan ”bunkere bliver blotlagt, flere tipper, og for første gang nogensinde skyller havet helt op bag de fire mandskabsbunkere og rykker klitfoden langt tilbage – visse steder op til 30 meter.”49 Bunkers for (også tyske) turister Linien – Lyset installationen kan også ses som et første skridt i retning af en forsonet indstilling i forhold til den tidligere besættelsesmagt. I 1979 kunne det stadig vække indignation at tyskerne besøgte ”deres” tidligere bunkersstillinger i Danmark. Omkring 1990 blev bunkerne betragtet som en uvelkommen påmindelse om en ubehagelig fortid for de tyske turister i Blåvand, og Tirpitz skulle først og fremmest være et museum for de danske turister, hvor bl.a. den tidligere tyske officer skulle ”fortælle danskerne” om bunkerne

i Blåvand. Sammenligningen af avisartiklerne om de første bunkermuseer med artiklerne, der omtaler fundet af Krylebunkeren i 2008, viser en markant ændring i opfattelsen af de tyske soldater, der bemandede bunkerne. Hvor man omkring 1990 holdt sig fra at formidle den tyske officers personlige historie, bliver netop den tyske soldat Gerhard Saalfelds historie det bærende element i artiklerne i 2008. Gerhard Saalfeld fremstilles endda som et offer for krigen, selvom han var en del af besættelsesmagten. Også i museumsformidlingen kan man se denne ændring fra omkring 1990 til godt 20 år senere. Da Tirpitzudstillingen åbnede, valgte man at lægge vægt på fakta om bunkersbyggeriet og Atlantvolden på udstillingsplancher og i den film, der vises i bunkeren. Udstillingen på Ringkøbing Museum i 2012 har fokus på Saalfelds personlige historie, hvor hans krigslegetøj og Hitler Jugenddrengebøger fra barndomsårene vises side om side med tysk krigsmateriel. Udstillingen om Saalfelds bunker, Tirpitz og Museumscenter Hanstholm bliver i høj grad besøgt af et tysk publikum. Tyske soldater, der var i Danmark i 1945, betragtes ikke længere som ”besættelsesmagt” eller som ”de andre”, men som mennesker, der i en periode var udstationeret og havde hjem i Danmark. Det forandrede syn er sket i takt med, at modstandsbevægelsens fremstilling af begivenhederne under Anden Verdenskrig er blevet udfordret og nuanceret af historikere. Spændende bunkers! Fundet af Kryle-bunkeren understregede, at et helt nyt element blev centralt for brugen og formidlingen af bunkers efter årtusindskiftet. De fleste avisartikler om fundet lagde nemlig vægt på det spændende ved opdagelsen.50 Flere artikler citerede bunkerentusiasten Tommy Cassøe, der som den første gravede sig ind i mandskabsbunkeren: ”Jeg stod bare og rystede. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle opleve det.”51 En borger udtalte i debatten på Stiften.dk: ”Det er det mørke, kolde og beskidte der gør dem [bunkerne] lidt mere spændende.”52 Mange af læserdebattørerne

L ulu A nne H ansen & M ette B jerrum J ensen

her var fascinerede af atmosfæren omkring udgravningen og det at åbne en dør ind til en glemt verden. Én skrev: ”Til en vis grænse kan dette fund sidestilles med fundet af Tut-Ankh-Amons grav for ca. 100 år siden”, mens spisesedlen på forsiden af Dagbladet Ringkøbing-Skjern lød ”Eventyr: Arkæologer har her til morgen taget hul på, hvad der minder om et dansk Indiana Jones-eventyr på stranden i Krylen.”53 Associationen blev komplet i en artikel i dagbladet, hvor det fremgår, at ”Anden Verdenskrig er omgærdet af enorm interesse blandt samlere, der ikke viger tilbage for gravrøveri.”54 Bunkeren er ikke et gravsted, men ordet ”gravrøver” giver associationer til én, der stjæler kulturværdier fra forhistoriske civilisationer. Heidi Poulsen fra Herning, der som sommerhusejer blev interviewet ved bunkeren, betegnede det i artiklen således: ”Det er jo spændende at finde sådan en bunker. Det er der jo noget sørøverleg over.”55 Det er én tolkning, at bunkers minder os om krigens rædsler; det kolde, mørke og beskidte i menneskets sjæl, men mere tyder på, at det er selve opdagelsen, der skaber spændingen. Anden Verdenskrig er i 2008 rykket ud af mands minde, og konkrete spor fra krigens tid fungerer nu som en direkte forbindelse til den svundne tid. Bunkerne bliver inden for denne forståelsesramme en form for historisk helligdom, hvilket er tydeligt, når journalisterne i Viborg Stifts Folkeblad beskriver arkæologerne som nogle, der er ”trængt ind i bunkeren” for at ”bjærge effekterne”.56 Associationen til Indiana Jones’ eventyr ligger lige for. Bunkerne bliver i denne diskurs sat ind i en nærmest mytologisk kontekst, som de forhistoriske pyramider og ”pagtens ark”, der i Indiana Jones’ fiktive univers er genstand for skattejagten.

legitimering, til kommercialisering og til dannelsesformål såvel som til underholdning på tv og internet, i blade og romaner. Faktum er, at det, som historikeren Niels Kayser Nielsen har betegnet som en økonomisering af kulturen og en kulturalisering af økonomien,57 også kan ses i forhold til bunkers. Et begreb for dette fænomen er oplevelseshistorie. Termen har særligt rettet sig mod det kommercielle aspekt, hvor historien og kulturarven bliver en industri, der forsimpler fortiden for at gøre den mere kommerciel og salgbar.58 Omvendt har flere peget på, at den øgende interesse for oplevelseshistorien kan opfattes som udtryk for en tendens, der i stigende grad gør historien tilgængelig for en bredere del af befolkningen og kan bidrage til en almen dannelsesproces.59 Om end gennemgangen af avisartikler om bunkers fra 1945 til i dag viser, at hovedargumentet for at gøre bunkers til museer omkring 1990 var deres potentiale som læringsog erindringssteder, så har analysen også tydeliggjort, at

Bunkers som oplevelseshistorie På trods af at klassiske historietimer og traditionelle museer har ry for at være kedelige og støvede, ser det ikke ud til at ”historieforbruget” er blevet mindre gennem de seneste årtier – snarere tværtimod. Historien bliver brugt til K affen galt i halsen , eller …?

det økonomiske og attraktionsmæssige spillede en rolle i musealiseringen af bunkers. Det blev fremstillet som logisk at bruge bunkerne til fremvisning, når nu de alligevel ikke kunne fjernes. På trods af, at tyske turistorganisationer frygtede, at bunkerne ville ødelægge tyskernes oplevelse af Vestkysten som turistdestination60 var pressen fyldt med henvisninger til museerne besøgspotentiale. Tirpitz blev i Vestkysten betegnet som ”et nyt turistmål”61 og i Hanstholm var der godt et årti senere ligefrem blevet tale om bæredygtig turisme.62 I Tirpitz-stillingens første åbningssæson i 1991 kom der ifølge bladet 38.500 besøgende. 63 Det samme gjorde sig gældende for Dokumentationscentret i Hanstholm, hvor der i Berlingske Tidende under overskriften

L ulu A nne H ansen & M ette B jerrum J ensen

”Besøgs-boom i Museumscentret” blev angivet 7-800 besøgende om dagen.64 Turisternes og museumsgæsternes interesse for bunkers synes ikke samlet set at være faldet siden dengang. Ringkøbing Museum har i sommeren 2012 med udstillingen om Krylefundet oplevet flotte besøgstal.65 Forventningen om mange besøgende skaber formodentlig en del nyere formidlingstiltag, der involverer bunkerne. Et eksempel er et nyt formidlingselement på Bangsbo Fort i Frederikshavn, der har fået udviklet en ”interaktiv oplevelsesløsning”, Bangsbo Experience. Den skal ”give publikum indblik i livet for tyske soldater i Frederikshavn i årene 1942-1945 …[og i]… de daglige opgaver på fortet samt indblik i de tyske soldaters mere eksistentielle overvejelser og svære valg.”66

Det er bemærkelsesværdigt, at de eksistentielle overvejelser i forbindelse med bunkeren med dette tiltag bliver flyttet væk fra overvejelserne om, hvorvidt man skal bevare og formidle fjendens krigsmaskineri, og i stedet tager udgangspunkt i fjendens dilemmaer som besættelsesmagt i Danmark. Bangsbo Experience vender dermed problematikken på hovedet i forhold til formidlingen af bunkers i perioden fra 1945 til efter årtusindskiftet. I forbindelse med befrielsesfejringen i 2011 afviklede Bangsbo Fort med støtte fra Frederikshavn Kommune og flere lokale organisationer Stützpunkt Nord – eller hvad Nordjyske Stiftstidende betegnede som ”den største genoplevelse af besættelsestiden i Danmark”.67 Over to dage ville eventen ”byde på rollespil, teatertrupper, sabotageaktioner, spektakulære veteranflyopvisninger, besættelses- og befrielsestropper, alsang, algang og mindehøjtideligheder”.68 Det centrale budskab i formidlingen var, at ”fokusere på betydningen af fredelig sameksistens som udgangspunkt for landenes udvikling efter krigen”. Her dominerede positive superlativer som ”fantastisk nærværende”, ”ægte”, ”levende” og ”begejstring” dækningen af eventen i den lokale og regionale presse.69 Der spores næsten stolthed fra journalisternes side over, at man kunne genopleve den for mange traumatiske besættelsestid. Rammen blev sat for folkefest og fejring, mens krigens gru var fraværende i beskrivelsen. Aviserne bragte ingen negative omtaler af projektet fra officielle organer,70 men Nordjyske Stiftstidende modtog en del læserbreve, som udtrykte forargelse over projektet. En tidligere skolelærer havde ifølge bladet betegnet arrangementet som ”smagløst”.71 Denne type anklager om tivolisering minder meget om kritikken af Linien – Lyset og kan også ses som analogi til diskussioner af lignende formidlingstiltag, fx etableringen af oplevelsescentret på Dybbøl Banke i slutningen af 1990’erne.72 Mens Nordjyske Stiftstidende i samme artikel med reference til kommunens kultur- og fritidsformand kunne slå fast, at arrangementet havde været afviklet på en ”respektfuld og saglig måde” og ville blive afviklet som en

årligt tilbagevendende begivenhed, måtte de vrede læserbrevsskribenter lide den tort i Berlingske Tidende at se sig selv udstillet som ”de krænkede” på linje med de muslimske borgere, der havde følt sig krænkede af tegneren Kurt Westergaards Muhammedtegninger forstås.73 Denne fremstilling havde rod i den aktuelle debat om ytringsfriheden i Danmark; men med reference til debatten i forbindelse med befrielsesfejringen i 1995 og de i analysen af Kryle-fundet nye elementer, må der også siges at være sket et skift i, hvordan befolkningen, medierne og politikerne opfatter bunkers og deres rolle i Anden Verdenskrig. Det er tydeligvis oplevelseshistorien, der afgør, hvordan vi skal bruge og forstå bunkerne i dag, og ikke deres betydning som erindringssteder eller steder, der maner til eftertanke og læring. Silkeborg Bunkermuseum ved Silkeborg Bad har taget konsekvensen af dette formidlingsmæssige skift til en ny oplevelsesdiskurs. Museet arrangerer en årligt tilbagevendende event – Bunker by Night. Det beskrives på begivenhedens egen hjemmeside som et: ”Stort show med historiske biler, motorcykler og soldater. Oplev tyskere, briter, amerikanere og modstandsfolk som de saa ud dengang. Og kig indenfor i de aabne bunkere.”74 Bemærk den

K affen galt i halsen , eller …?

historiske iscenesættelse, hvor teksten, som er skrevet med typer, der ligner skrivemaskinskrift, har dobbelt-a som erstatning for å, som var teksten skrevet i 1940’erne, samtidig med at der holdes en nutidig sprogbrug med korte sætninger. Ligesom teksten er selve eventen også en sammensmeltning af fiktive og historiske elementer, hvor der optræder historiske køretøjer og korrekte uniformer, men hvor selve rammehistorien med tyskere, amerikanere og modstandsfolk, der mødes på dansk grund, er en tendentiøs ”nyfortolkning” af de historiske begivenheder. Samtidig med at publikum kan opleve denne ”spændingsfilm” live, kan de også kigge ind i bunkerne og få en mere lødig historieformidling. Som i formidlingsinstallationen Bangsbo Experience er omdrejningspunktet ”oplevelse” og ikke ”historie” eller ”Anden Verdenskrig”. Vi er begge fortalere for at bruge nye virkemidler til at give historiske begivenheder og genstande aktualitet for samtiden. Det er den eneste vej at gå, hvis historien skal finde sit publikum. Det er helt nødvendigt i dag, hvor besættelsestiden er kommet på følelsesmæssig afstand, at give plads til flere menneskelige vinkler på Anden Verdenskrigshistorien, som vi ser det med Saalfelds bunker. Lige så væsentligt som det er at værdsætte fredstilstanden, som vi gør den 5. maj og med installationer som Linien – Lyset, ligeså væsentligt er det at erkende, at hovedparten af vi mennesker kan lade os påvirke til at udføre krigshandlinger, der efterfølgende vil være socialt uacceptable – noget Saalfelds historie og oplevelsen af soldaternes etiske dilemmaer i Bangsbo Experience kan være med til at understrege. Historien har aldrig kun én vinkel, som den hegemoniske fremstilling af Anden Verdenskrig har haft tendens til at tage sig ud i generationen efter krigen. I vores optik er det dog ikke uproblematisk at beskæftige sig med Anden Verdenskrigsobjekter på en måde, hvor historiske fakta bliver en smule fordrejede, og moralske overvejelser om formidlingen ignoreres for at give plads til den spændende oplevelse. Som formidlingsinstitutioner skal vi ikke nødvendigvis lade være – men nok huske os 86

L ulu A nne H ansen & M ette B jerrum J ensen

selv på at tage de faglige diskussioner om, hvor grænsen mellem fiktion og fakta ligger, og hvad vores udstillingers rolle er i dette grænsefelt. Mette Bjerrum Jensen kan kontaktes på mbj@vardemuseum.dk Noter

1. Lys langs landet. Jyllands-Posten 26.1.1995. 2. Artiklen er en forkortet og omarbejdet version af Lulu Anne Hansen & Mette Bjerrum Jensen: Spræng dem eller bevar dem – bunkers fra betonklodser til kulturarv. I: Lulu Anne Hansen & Martin Rheinheimer (red.) Bunkers – Atlantvoldens perspektiver i Danmark. Odense (i tryk). Kildematerialet, der ligger til baggrund for artiklen, er avisartikler. De er primært fundet gennem artikeldatabasen Infomedia, men omfatter også artikler fra arkivet på Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-45 i Esbjerg samt på Museet for Varde By og Omegn. Selve analysen af artiklerne er en såkaldt diskursanalyse, og metode og analyse beskrives nærmere i den lange version af artiklen. 3. Nu skal Turistforeningen til at tage fat paa Opgaverne. Vestkysten 9.6.1945. 4. Ulla Thomsen: Unge afslører skjult indgang til bunker. Vestkysten 4.11.1989; Flemming Vestergård: Unge detektiver i Tirpitz-stillingen. Vestkysten 2.11.1989. 5. Flere Museumsbunkers i Jylland. Berlingske Tidende 8.7.1990. 6. Vibeke B. Ebert: Bunkeren fortæller krigens historie. Læserindlæg i Vestkysten 18.9.1989. 7. Argumentet optræder også i fx: Ikke slippe af med disse betonklodser. Jyllands-Posten 3.8.1990; Bunkerne behøver ikke kun være til besvær. JydskeVestkysten 1.6.1991. 8. Velkommen i dit eget Krigsmuseum. Ekstra Bladet 7.7.1979. 9. Tyskere vil have de gamle bunkers fjernet. Vestkysten 5.01.1990. 10. Knud Sunesen: Fæstning får nyt liv. Jyllands-Posten 5.11.1989. 11. I artiklen Krigsminder. Vestkysten 8.1990, blev det noteret, at en ny og ”følelsesladet” diskussion kunne være på vej. 12. Flere Museums-bunkers i Jylland. Berlingske Tidende 8.7.1990. 13. Museum i bunker beskriver besættelsestiden. Jyllands-Posten 21.5.1991. 14. Bunker fortæller om besættelsen. JydskeVestkysten 1.6.1991. 15. Bunker fortæller om besættelsen. JydskeVestkysten 1.6.1991. 16. At spørgsmålet om formidlingen var omstridt fremgår også af en understregning af, at man netop ikke ville forherlige krigsanlæggene, og at man søgte ”korrekte” oplysninger i artiklen Hvem var med til at bygge bunkers? Berlingske Tidende 31.10.1989.

17. Museum i bunker beskriver besættelsestiden. Jyllands-Posten 21.5.1991. ”Officeren” beskrives lidt mere indgående i artiklen: Tirpitz er blevet et tilløbsstykke. Varde Ugeavis 11.6.1991, hvor hans navn og titler fremgår under overskriften ”Bøffelchefen”: ”Den dansk gifte Paul Pleines, som har sommerhus i Blåvand, var oberstleutnant og kompagniechef i ”Bøffelstillingen” lige bag Blåvand på Kalles Mærskvejen fra 1943 til 45. […] Som 24-årig kompagniechef ledte han natjagerne fra bunkeren i ”Bøffelstillingen” og kendte naturligt også planerne og byggeriet med den nærvedliggende Tirpitzstilling.” 18. For en gennemgang af det relevante hændelsesforløb forud for kontroverserne og afviklingen af Linien – Lyset se Claus Bryld og Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring. Historie og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-97. Frederiksberg 1999, s. 226-244. 19. Bekvem afsporing af debatten. Jyllands-Posten 16.3.1995.

31. Jørgen Baungaard: En by under klitterne. Dagbladet RingkøbingSkjern 27.6.2008. 32. En lille undtagelse fra ovenstående tendens er artiklen: Nazibunker skjult i 63 år. BT 26.6.2008, hvor mandskabsbunkeren beskrives som ”hjem og arbejdssted for 10 nazi-soldater”. 33. Et blækhus fra flødeskumsfronten. Jyllands-Posten 28.6.2008; Lars Kryger: Ønskefund. Dagbladet Ringkøbing-Skjern 26.6.2008. 34. Til Krylen i stedet for østfronten – Gerhard Saalfeld var heldig. Århus Stiftstidende 28.6.2008. 35. Knægten fra bunkeren. BT 28.6.2008. 36. Knægten fra bunkeren. BT 28.6.2008. 37. Knægten fra bunkeren. BT 28.6.2008.

22. Lysskulptur langs Vestkysten. Vejle Amts Folkeblad 22.3.1995.

38. Soldat fra bunkeren: Man kunne lugte at der boede mennesker. Berlingske.dk 27.6.2008; Erindring: Oplevelser fra bunkeren. Berlingske Tidende 28.6.2008; Til Krylen i stedet for østfronten – Gerhard Saalfeld var heldig. Århus Stiftstidende 28.6.2008.

23. Fredsskulptur skaber ufred. Jyllands-Posten 18.2.1995.

39. Knægten fra bunkeren. BT 28.6.2008.

24. Hans Rolighed: Fredsskulptur 1995 – et hav af lys på Vestkysten. Aalborg Stiftstidende 13.1.1995. Kvinderne var Lise Munk, Fru Skipper Schmidt og Henriette Riskær Steffensen.

40. Uddrag af Saalfelds erindringer. ViborgFolkeblad.dk 28.6.2008.

25. For en uddybet argumentation, se Lulu Anne Hansen & Mette Bjerrum Jensen: Spræng dem eller bevar dem – Bunkers fra betonklodser til kulturarv. I: Lulu Anne Hansen & Martin Rheinheimer (red.) Bunkers – Atlantvoldens perspektiver i Danmark. Odense (i tryk).

42. Nils Eric Boesgaard: Fæstninger der aldrig kom i krig. Berlingske Tidende 10.2.1990.

20. Krigs-skulpturen »Linien-lyset«. Thisted Dagblad 10.2.1995. 21. Krigs-skulpturen »Linien-lyset«. Thisted Dagblad 10.2.1995.

26. Dette modsvarer fint historiker Claus Brylds forskning. Han har i sine analyser af erindringen om krig og besættelse i de skandinaviske lande peget på, hvordan den nyere forskning i Anden Verdenskrigs historie siden sidste halvdel af 1990’erne i stigende grad forholder sig kritisk til de nationale samlingsfortællinger om krigsårene og i stedet fokuserer på universelle værdier, herunder bl.a. menneskerettigheder. Claus Bryld: The Five Accursed Years. Danish perception and usage of the period of the German Occupation, with a wider view to Norway and Sweden. Scandinavian Journal of History 32:1 (2007), s. 86-115. 27. Niels Houkjær: Den barske historie i Hanstholms landskab. Berlingske Tidende 14.9.2002. 28. Fredsskulptur skaber ufred. Jyllands-Posten 18.2.1995.

41. Carsten Bille Petersen: Saalfeld genså Kryle-bunker. Dagbladet Ringkøbing-Skjern 3.7.2008.

43. Hver anden husstand vil sætte lys i vinduerne 4. maj. Berlingske Tidende 30.4.1995. Artiklen gengiver en Gallup-måling gennemført i slutningen af april 1995, dvs. umiddelbart inden afviklingen af Linien – Lyset og midt i debatten om installationens berettigelse. Ifølge målingen anså hele 71 % af befolkningen det for ønskværdigt, at de tyske bunkers blev bevaret for eftertiden. Berlingske Tidende kunne samtidig slå fast, at det netop var i Vestjylland, hvor det største antal bunkere fandtes, at der var størst støtte til bevaringstanken. Artiklen var unik i den mediedebat, der omgav Linien – Lyset, og for så vidt rummede den heller ingen referencen til selve installationen, men den er netop interessant, fordi den så direkte fokuserer på bevaring som et legitimt mål i forhold til bunkerne, og at befolkningen til trods for, at flertallet forholdt sig negativt til Linien – Lyset, mente, at bunkerne skulle bevares – med de forbehold, der altid bør tages for den type af meningsmålinger.

29. Den 4. maj 2008 gravede to drenge sig ind i en maskingeværstilling på en kanonbunker i Kryle-batteriet nord for Houvig. Krylefundet omfattede fire mandskabsbunkers. Den ene af disse bunkers blev under stor mediedækning undersøgt af Ringkøbing-Skjern Museum med assistance fra Museumscenter Hanstholm i slutningen af juni 2008.

44. Drenge fandt sprække ind til bunker. Fyens Stiftstidende 25.6.2008; Uberørt tysk bunker fundet på Vestkysten. Politiken 26.6.2008; Nazibunker skjult i 63 år. BT 26.6.2008.

30. Lars Kryger: At finde en bunker med inventar er sensationelt. Dagbladet Ringkøbing-Skjern 26.6.2008.

46. Lars Kryger: Bunkere er som Dannevirke. Dagbladet RingkøbingSkjern 26.6.2008.

45. Mette Haakonsen: Den ukrænkelige zone. Weekendavisen 25.7.2008.

K affen galt i halsen , eller …?

47. Tanken om at bevare bunkers kom til udtryk i: Bent Baagøe Anthonisen: De tyske fæstningsværker Kryle/Ringelnatter. Forvaltningen for teknik og miljø, Fredningsafdelingen: Forslag til bevaring af området. Ringkjøbing Amtskommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Fredningsafdelingen 1987. I 1988 blev en landsdækkende undersøgelse, koordineret af Miljøministeriet iværksat. Undersøgelsen havde til hensigt at kortlægge de eksisterende befæstningsværker i Danmark med henblik på fredning af udvalgte dele, og heri var også de tyske bunkers medtænkt. De ændrede på den måde status som en del af kulturmiljøet. Se Peter Thorning Christensen (red.): Befæstningsanlæg i Danmark 1858-1945. En statusrapport. København, Miljøministeriet 1990. 48. Bunkersanlæg, herunder de tyske Anden Verdenskrigsanlæg, optræder fra ca. 2007 under benævnelsen kulturarv i pressemeddelelser og skrifter fra Kulturministeriet og den daværende Kulturarvsstyrelse, nu Kulturstyrelsen. Se: Pressemeddelelse udsendt af Konservative: Vi skal passe bedre på vores vigtigste bygninger og monumenter. Altinget.dk 7.11.2007; Mette Bom (red.): I krigens fodspor – forsvarsbyggerier i Danmark. København, Kulturarvsstyrelsen 2010. I dette hæfte blev de tyske bunkers ligestillet med Svenskerkrigenes bastioner og Københavns nyere befæstning i en kategori der figurerede under overskriften ”Forsvar af kongemagt og Nationalstat”. 49. Lars Kryger: En storm og to nysgerrige drenge satte bunkers-eventyret i gang. Dagbladet Ringkøbing-Skjern 25.6.2008. 50. Spændingselementet optræder i mindre omfang i avisdebatten om musealiseringen af bunkerne tidligere. Der blev refereret til ”åbningen” af bunkerne, ligesom der forekommer referencer til det ”fascinerende”, ”spændende”, ”originale” og autentiske. Se: Bunkerne fortæller krigens historie. Vestkysten 18.9.1990; EF-støtte til at åbne tyske bunkers. Berlingske Tidende 2.2.1990; Vores kælder er en tysk bunker. Vestkysten 25.1.1989; Kommer kanonen er der en stang krudt til den. Thisted Dagblad 14.3.2002. 51. Nazibunkere fundet ved Ringkøbing. Viborg Folkeblad 25.6.2008; Drenge fandt sprække ind til bunker. Fyens Stiftstidende 25.6.2008. 52. Sensationelt nazifund på vestkysten. Århus Stiftstidende 25.6.2008. Læserdebat på hjemmesiden stiften.dk i forbindelse med artiklen. Debatten er løbet fra 25.6.2008 til og med 4.7.2008. 53. ”Spiseseddel” med helsides foto på forsiden af Dagbladet RingkøbingSkjern 25.6.2008.

56. At finde en bunker med inventar er sensationelt. Viborg Stifts Folkeblad 26.6.2008. 57. Niels Kayser Nielsen: Historiens forvandlinger. Historiebrug fra monumenter til oplevelsesøkonomi. Århus 2010. 58. Robert Hewison: The Heritage Industry. Britain in a Climate of Decline. London 1987. 59. I en dansk kontekst har besættelsen før som nu vist sig at have stor appel, både når det handler om erindringspolitik, læring og underholdning. 60. Tyskere vil have de gamle bunkers fjernet. Vestkysten 5.1.1990. 61. Museumsbunker først klar i 1991. Vestkysten 21.9.1990. 62. Museumsbunker først klar i 1991. Vestkysten 21.9.1990; Krigsminder. Vestkysten 8.2.1990; Museet søger EU-penge til opbygning af udstilling. Thisted Dagblad 8.10.2001. 63. ”Tirpitz-stillingen ved Blåvand har i sin første sæson som åbnet bunkersanlæg været et trækplaster langt over, hvad selv de største optimister havde turdet håbe på.” Citat fra: Bunkers-anlæg blev stort trækplaster. JydskeVestkysten 27.12.1991. 64. Besøgs-boom i Museumscentret. Berlingske Tidende 18.7.2002. 65. Der var 24.143 gæster på Ringkøbing Museum 2012 (mod 6.928 gæster i 2011). 66. Morten Kamp Schubert: Det svære valg. Danske Museer 24:5 (2011), s. 31-33. 67. Først besat og så befriet. Nordjyske Stiftstidende 22.5.2011. 68. Besat og Befriet. På to døgn i Frederikshavn. Kanal Frederikshavn.dk 17.5.2011 http://www.kanalfrederikshavn.dk/vis/nyhed/ besat-og-befriet-paa-to-doegn-i-frederikshavn/ 69. Besat og befriet på to døgn. NordjyskeUgeaviser.dk 18.5.2011; En gammel tante lastet med fred. Frederikshavn.dk 18.5.2011; Henriette Maj Pedersen: Besat og befriet på to døgn. TV2 Nordjylland 20.5.2011. http://www.tv2nord.dk/ artikel/159584:Regionale-nyheder--Besat-og-befriet-paa-to-doegn. 70. Udsagnet baserer sig på en systematisk søgning i avisartikler fra ugerne før og efter afviklingen af denne event. 71. Nordjyske Stiftstidende 27.5.2011.

54. Lars Kryger: At finde en bunker med inventar er sensationelt. Dagbladet Ringkøbing-Skjern 25.6.2008.

72. René Rasmussen: Slaget om Dybbøl Banke. En øjenvidenskildring af kampen om Historiecenter Dybbøl Bankes udvidelsesplaner. Fortid og Nutid 2000/3, september, s. 171-198.

55. Lars Kryger: Glimt fra dagen. Der er sket meget på stranden. Dagbladet Ringkøbing-Skjern 26.6.2008.

74. Forsiden på http://bunkerbynight.dk/index.htm 30.11.2012.

L ulu A nne H ansen & M ette B jerrum J ensen

73. De krænkede. Berlingske Tidende 3.6.2011.

Med Gerhard Saalfeld til Vestjylland – en bunkersoldats krigsoplevelser Af Christian Ringskou

Da Gerhard Saalfeld som 17-årig tysk marinesoldat marcherede gennem 30 cm våd sne fra Ringkøbing til bunkerne i Houvig-stillingen nord for Søndervig i januar 1945, forestillede han sig ikke, at han 67 år senere skulle blive hovedperson i en velbesøgt museumsudstilling og i øvrigt vidt berømt i aviser og fjernsyn.1 Han var bare én blandt millioner af mænd og drenge, der blev hvirvlet ind i Anden

Gerhard Saalfeld tilbage i Houvig i 2008.

Verdenskrigs hektiske slutspil – og for øvrigt en af de heldige, der undgik døden på slagmarkerne. Først mange årtier senere faldt brikkerne sådan, at Saalfelds historie kom til at bære et stykke efterbehandling af verdenskrigen i Vestjylland, i Danmark og i Tyskland. Oven på al virakken har Saalfeld sat sig ned og fæstet sine ungdoms- og krigsoplevelser til papiret. Efter planen udkommer hans erindringer i bogform i 2013. Mens vi venter, benytter vi opdatering til at publicere to af kapitlerne som smagsprøver, nemlig Saalfelds beretninger om ankomst til og afmarch fra Houvig. Men først noget om baggrunden. Atlantvolden kort fortalt I krigens første år havde tyskerne ikke brug for ret meget beton. Frankrig var besejret, og Storbritannien var hårdt presset. Muligheden for en allieret invasion i Vesteuropa var begrænset. Var englænderne gået i land, fx i Vestjylland, havde besættelsesmagten overlegne og mobile styrker parat til at smide dem ud igen, så tyskerne anlagde kun forsvarsværker på enkelte strategiske punkter.2 I sommeren 1941 tog krigen imidlertid den helt afgørende vending, der til sidst skulle lede til Nazitysklands kapitulation. Tyskland angreb Sovjetunionen og fik allerede fra starten, og som månederne blev til år i højere og højere grad, brug for de kampklare soldater og de effektive våben i øst. I vest måtte tyskerne efterhånden erstatte krigsparate soldater med beton og kystbefæstning.3 Allerede i december 1941 stod det klart for den tyske hærledelse, at krigen på østfronten ikke bare trak ud men også, at den lagde beslag på alle kræfter. Derfor besluttede M ed G erhard S aalfeld til V estjylland

man at anlægge en Atlantvold, et gigantisk sammenhængende fæstningsværk fra Nordkap til Biscayen, der skulle fratage de vestallierede lysten til at gå i land, mens hovedparten af de tyske tropper var i kamp i øst.4 Den danske vestkyst indgik i Atlantvolden, men i første omgang ikke med højeste prioritet. Afstanden til England er stor, og de åbne danske kyster med få og små havne egner sig ikke til storstilet invasion. Derfor kom byggeprojekterne i første omgang kun langsomt i gang.5 Men i 1943 og 1944 brød det store krigsbyggeboom ud, og tyskerne skiftede endeligt fra et mobilt forsvarskoncept til et desperat krav om, at en invasion skulle standses på selve stranden. I Berlin frygtede man nu, at en forestående storstilet allieret landgang ville blive gennemført som en knibtangsmanøvre, hvor den største styrke gik i land i Frankrig, mens en anden styrke angreb Sydnorge eller Danmark.6 I Berlin indså man, at en sådan krigsudvikling ville betyde Nazitysklands endeligt, og bunkerbyggeri og befæstning af blandt andet Vestjyllands kyststrækning blev beordret op i allerhøjeste gear.7

De allierede planlagde imidlertid ikke på noget tidspunkt invasion i Danmark,8 og da D-dag endelig indtraf i juni 1944, blev al kraft koncentreret ved Den Engelske Kanal. Selvom de allierede fra sommeren 1944 stod i Vesteuropa, fortsatte udbygningen af bunkeranlæggene i Vestjylland, først for fuld kraft, senere langsommere og langsommere.9 Endnu i 1945 var den danske del af Atlantvolden bemandet. Det er denne sidste fase, Gerhard Saalfeld kan fortælle om. 70.000 danske arbejdere forvandlede på få år vestkysten fra øde områder brugt og besøgt af nogle få fiskere og badegæster til et massivt fæstningsværk i beton og

Den store ildlederbunker i Kryle – ”frøen” i folkemunde – blev støbt i 1943. Her fotograferet med sne i vinteren 1945-46 mens sløringen endnu var nogenlunde intakt.

Hjemvendt til Eschwege fæstede Gerhard Saalfeld i november 1945 sit minde om udsigten mod nord fra mandskabsbunkeren til papir med denne akvarel. Vi genkender frøen.

C hristian R ingskou

jern med indkvartering til mange tusinde soldater. Nogle af Danmarks mest uberørte landskaber blev forvandlet til kulturmiljøer, der – om end kun i få år – dannede rammerne om et stykke levet liv i Vestjylland.10 Betonarbejderne på Vestkysten er danmarkshistoriens største byggeri, men det var alt sammen til ingen verdens nytte. De tusindvis af bunkere, alle kanonerne, våbnene, soldaterne, minerne og pigtråden kom aldrig i brug. Det hele var en illusion. Idéen om en Atlantvold med stranden som kamplinje er i virkeligheden et krav til et hårdt trængt tysk krigsmaskineri om at kunne modstå de allieredes samlede styrke på et hvilket som helst punkt valgt af de allierede.11 Den opgave magtede Atlantvolden selvfølgelig ikke, da det kom til stykket, og uanset de mange kanoners og byggeriers potens er Atlantvolden først og sidst et minde om nazismens store nederlag. Kryle Allerede i 1941 blev den tyske hær involveret i kystbefæstning, der ellers i almindelig militær logik er en marineopgave. En række hærkystbatterier blev anlagt langs Jyllands vestkyst såvel som i det øvrige Vesteuropa. Et hærkystbatteri var temmelig langt fra at være den tyske krigsmaskines stolthed. Det rådede almindeligvis, og også i vores tilfælde, over fire, senere fem erobrede franske feltkanoner model 1913 med en ret beskeden kaliber på 10,5 cm. Kanonerne var langsomtskydende, ildledelsesudstyret var primitivt, lyskastere fandtes ikke, og der var fra starten ingen betonbefæstning.12 Især det sidste ændrede sig efterhånden. Således også i Houvig, hvor hærkystbatteriet Kryle, der i 1942 fik selskab af Luftwaffes radarstilling Ringelnatter, blev en hel betonby. Først blev mandskabsbunkerne støbt i sommeren 1942, og i de følgende år kom ildlederbunker, kanonbunkere, lyskasterbunkere, køkkenbunker og mange flere til. Desuden anlagdes minefelter, pigtrådsspærringer og løbegrave, så da Gerhard Saalfeld ankom i januar 1945, var stranden – her som på hele strækningen fra Fanø til Skagen – forvandlet til én stor fæstning.13

En tidskapsel Det stormede den 1. marts 2008, og Vesterhavet gik til angreb på klitfoden. Det var ikke værre, end vi er vant til i Vestjylland, men netop denne storm fuldendte et arbejde, mange storme før den havde gjort ved tyskernes

Gerhard Saalfelds egen skitse over stillingen i Kryle. Den røde ring om Saalfelds bunker er forfatterens tilføjelse.

M ed G erhard S aalfeld til V estjylland

hærkystbatteri Kryle i Houvig. Mandskabsbunkerne til kanonerne, der i 1942 var støbt i den forreste klit, blev skyllet helt fri. De stod på stranden, og det blev for første gang siden sommeren 1945 muligt at krybe indenfor. Nogle måneder senere, da mildere vejr trak folk til stranden, dukkede den første overraskelse op. To drenge kravlede ind i en af bunkerne og kom ud med – ja lokumsspanden såmænd. Det var bemærkelsesværdigt, for bunkerne blev i princippet alle sammen tømt i sommeren 1945, men altså ikke disse. Måske fordi stormflod og sand lukkede indgangene allerede kort efter kapitulationen. Når bunkere med komplet inventar dukker frem efter så mange år, vækker det nysgerrighed blandt både journalister og bunkerentusiaster. Men alligevel – det er jo bare

Elementerne slider hårdt på Kryle-bunkerne, når stormen rigtig tager fat. Billedet er taget i orkanstyrke i december 2011.

C hristian R ingskou

rustent jern og frønnet træ. En fascinerende tidskapsel javel, men begejstringen havde nok alligevel hurtigt lagt sig igen, hvis ikke det var for et samspil af tilfældigheder, der endte som den store historie den sommer. Bent Baagøe Anthonisen, der er særdeles aktiv i Ringkøbings lokalhistoriske miljø, har været bidt af en gal bunker i mange år. Han skriver bøger, samler på fotos, effekter, oplysninger, og faktisk også på bunkere sådan helt konkret. Han ejer flere eksemplarer. Blandt hans kontakter var Gerhard Saalfeld, der allerede havde fortalt Anthonisen mangt og meget om sine oplevelser som ung bunkersoldat i Houvig. Her når vi til det sammentræf, der giver historien så mange vitaminer, at den kan firdoble et museums besøgstal og vandre gennem danske og tyske medier videre

Bent Bågøe Anthonisen sammen med Gerhard Saalfeld ved indgangen til bunkeren i 2008.

til amerikansk morgen-TV. Bent Anthonisen kunne straks se, at af de 7.000 bunkere i Danmark, var netop Gerhard Saalfelds en af dem, der var dukket op fuldt møbleret. Så mens Ringkøbing-Skjern Museum i samarbejde med Museumscenter Hanstholm og gode frivillige kræfter foretog en arkæologisk udgravning af bunkeren, blev Gerhard Saalfeld med ét slag berømt. Det tyske Spiegel TV tog et rask initiativ. 81-årige Saalfeld, der ikke brød sig om at være væk fra sin syge hustru, blev sat på en taxa tidligt om morgenen. Så gik turen de 700 kilometer fra hjemmet i Eschwege ved Kassel midt i Tyskland til Houvig. Saalfeld genoplevede sin gamle bunker og sine vestjyske krigsminder foran danske og tyske TV-linser, og så gik turen tilbage til Eschwege igen samme aften. Tommy Cassøe er en af historiens hovedpersoner. Han er en stor kapacitet, når det gælder faktuel viden om tyske fæstningsværker på vestkysten, og det var ham, der opdagede skatten i bunkerens indre. Nogen ville måske betakke sig for en tur ned i mudderet, men ikke Tommy. Han er i sit es.

Gerhard Saalfeld foran både danske og tyske TV-kameraer.

M ed G erhard S aalfeld til V estjylland

På museum Genstandene fra bunkeren blev kørt til Konserveringscenter Vest i Ølgod, og så blev der efterhånden stille om bunkersagen. 63 år i saltvand er en hård omgang for træ, jern og tekstiler, så der skulle omfattende konservering til for at sikre fundet for fremtiden. Konserveringscenteret drives i en art musketerordning mellem en række vestjyske museer. Vi fører ikke så nøje regnskab med, hvem der bruger konservatorernes timer, men til gengæld prøver alle at begrænse sig. En hel pallereol fuld af krigsskrot bliver hurtigt lidt af en flaskehals. Men de gode folk i Ølgod har kæmpet bravt med at få de vigtigste af tingene gjort klar, og i efteråret 2011 traf vi en beslutning. Ringkøbing-Skjern Museum ville lave udstillingen, mens Gerhard Saalfeld kunne rejse til Vestjylland, og mens den store medieomtale fra 2008 var i nogenlunde frisk erindring. Vi hentede tingene hjem, både det, der er konserveret, og det, der ikke er, og som nu står og smuldrer langsomt under spotlyset. Nogle gange er museumsvirksomhed det muliges kunst.

Udstillingens rekonstruerede bunker.

C hristian R ingskou

63 år i saltvand og mudder er hård kost for genstande af jern og træ.

Under udgravningen fandt vi flere blækhuse. Soldaterne skrev mange breve hjem. Ikke fordi, de kunne skrive ret meget – brevene blev læst af censuren – men for simpelthen at fortælle dem derhjemme, at de var i live, og at der (endnu) ikke var krigshandlinger i Vestjylland.

I vinterferien 2012 åbnede vi udstillingen på Ringkøbing Museum Hvad bunkeren gemte – en tysk soldat fortæller. Udstillingen falder i tre afsnit. Først kommer man ind i en rekonstrueret bunker, hvor vi har støbt betongulv, malet i de rigtige farver, fundet det helt autentiske lys og møbleret med ægte bunkerinventar. Gerhard Saalfeld besøgte os i anledningen af åbningen, og vi har hans ord for, at stemningen er helt rigtig. Bunkeren fungerer som en slags tidssluse, så man er klar til at opleve historien, når man går videre ind i et større udstillingsrum. Her møder man som udstillingens andet hovedindslag Saalfeld, der fortæller sin historie på en film, der vises på en væg. 14 Saalfeld er en god fortæller, og de fleste gæster sætter sig ned og tager alle 28 minutter, inden de går videre. En stor gulvmontre, der dominerer det meste af rummet er ramme om udstillingens tredje vigtige element: Genstandene fra udgravningen i 2008. Den tyske hærs standardinventar fylder meget, men det mest interessante er næsten de små personlige ting som blækhuse, ølflasker og skobørster, der bringer gæsten helt tæt på dagliglivet i betonklodserne, før de blev spøgelsesby.

Hvad bunkeren gemte er Ringkøbing-Skjern Museums store udstillingssatsning i 2012, så vi var meget spændte på, om vi kunne lokke gæster til. Det kan vi. Vi plejer at have svært nok ved at få Ringkøbing Museums årlige besøgstal op på 5.000, men i 2012 har Gerhard Saalfeld og bunkerhistorien trukket næsten 25.000 mennesker gennem museets tælleapparater. Og det er ikke kun museumsgæster, der vil høre mere om livet i nazisternes fæstningsværker. Også journalister fra nær og fjern finder vej til Ringkøbing. Normalt skal vi rykke frem med et helt arsenal af små tricks for at lokke bare mellemstore medier til at dække udstillingsåbninger. Så det var en ret interessant oplevelse – ja, måske en oncein-a-lifetime-experience – for en udstillingstilrettelægger

Et par avisforsider fra månederne efter åbningen.

M ed G erhard S aalfeld til V estjylland

at blive kontaktet af TV-Avisen, Jyllands-Posten, Politiken og mange flere i et tempo, så de nærmest måtte trække et nummer og stille sig bag i køen. Nazistisk opdragelse Vi er glade for resultaterne, men faktisk synes vi, at kun en ganske lille del af succesen falder tilbage på RingkøbingSkjern Museums indsats. Vi er stolte over, at vi satsede rigtigt ved at reservere et stort rum til udstillingen og ved at tro på, at Gerhard Saalfelds historie bærer sig selv. Vi har ikke ret meget om modstandsbevægelse, KZ-lejre eller Stalingrad med i udstillingen – ikke denne gang. Men derudover har vi faktisk bare gjort, som vi plejer: Udstillingsopbygning i genstande, film, lyd, tekst, rum og lys. Når udstillingens succes altså ikke kan forklares med en særlig genial indsats fra udstillingsholdet, bliver spørgsmålet: Hvorfor vækker Gerhard Saalfelds historie så stor interesse? Eller lidt skarpere: Hvad er det for et behov, vi rammer? Sådan et spørgsmål har selvfølgelig flere svar. Nogle kommer, fordi de er vilde med Anden Verdenskrig og opsøger alt, hvad der er af film, bøger og udstillinger. Der er også nogle, der kommer, fordi deres lærer, mor, eller kæreste har bestemt det. Men for at få et fyldestgørende svar, må vi rette fokus på udstillingens hovedperson Gerhard Saalfeld, der ikke kun fortæller om sine vestjyske krigsoplevelser i 1945, men også om barndommen i 1930’erne og 40’erne. Saalfeld er født i 1927, så han var stadigvæk kun et lille barn, da nazisterne greb magten i 1933, og en gennemgribende militarisering af det tyske

En af de små linoleumssoldater er lige klar til at kaste en håndgranat af tysk standardmodel mod fjenden.

C hristian R ingskou

samfund tog fart. Fra starten nåede storpolitikken ind i lille Gerhards liv. Hans fineste legetøj var en samling linoleumssoldater, der i fuld tysk kampuniform er klar til lege-krig mod englænderne. Saalfeld, der altid har passet godt på sine ting, har gemt soldaterne, og efter mange år på et loft i Eschwege er de nu udstillet i Ringkøbing. Siden fulgte tiden i Hitlerjugend. Her mødtes alle byens drenge til militær og nazistisk opdragelse. Drengene blev delt i to grupper, der skulle føre krig mod hinanden. Nogle år senere, helt præcis den 3. oktober 1943, kom krigen tæt på. Samtlige børn i en klasse fra byens skole blev ofre for en engelsk bombe, og da byens mænd var ved fronterne, var det Gerhard og de andre store drenge, der måtte bære hagekorsflagene bag kisterne i et stort sørgeoptog. Året efter, ved en markering af Hitlers fødselsdag i april, skulle alle drenge af årgang 1927 træde op på scenen. De blev meldt kollektivt ind i nazistpartiet. Der var – som under hele forløbet siden 1933 – ingen der spurgte Saalfeld, om han ville være med. Den nazistiske opdragelse af en generation af tyskere var ikke til debat. Selvfølgelig blev Saalfeld soldat, og efter meget kort træning ved marinen kom han til Vestjylland udlånt til hæren. Her sad han i sin bunker og troede ærligt og oprigtigt på, at han skulle være med til at tilbagevise et angreb på Vestjylland, selv da de allierede stod foran både Hamburg og Berlin. Da han og de andre drenge i bunkeren hørte om kapitulationen, faldt deres verden sammen. ”Das war für uns wie ein Weltuntergang […] könnten wir gar nicht begreifen”, siger Saalfeld på filmen i udstillingen, og han fortsætter med et lille selvironisk smil. Drengene i bunkeren aftalte, at de ville gå til

Hvide Sande, stjæle en fiskekutter og sejle til Sydamerika. Det forekom dem åbenbart mere rimeligt end at acceptere tingenes tilstand: Tyskland havde tabt, og en generation var opdraget i en løgn. Forude ventede sult og afsavn, senere demokrati og Wirtschaftswunder. Forsoning Og hvad så? Sådan en historie kunne tusindvis af gamle mænd i Tyskland fortælle. Javel, men det gør de jo ikke! For udstillingens historie er ikke den sædvanlige historie om krigen. Der er ingen afsnit af fortiden, der som Anden Verdenskrig falder naturligt i helte og skurke. Derfor er skabelonen for film, museumsudstillinger og bøger givet på forhånd, og nazisterne er de onde. Med god grund naturligvis. Men så dukker Gerhard Saalfeld op. En mand, der åbent og ærligt – og i øvrigt med nærvær og lune – fortæller om barndom og ungdom med nazisme. På sin egen stilfærdige måde konfronterer han os med det store dilemma om skyld og uskyld. For hvordan skulle vi kunne bede lille Gerhard om ikke at lege med krigslegetøj eller ikke at deltage i aktiviteterne i Hitlerjugend? Hvordan skulle vi kunne bebrejde den unge Saalfeld, at han bar hagekorset i sørgeoptoget, og at han gjorde sig klar til kamp mod englænderne? Anden Verdenskrig er en historisk megabegivenhed, der hvirvlede menneskene med. Hvor mange blandt opdaterings

læsere (og forfattere) ville turde opdrage et barn nuanceret, demokratisk eller pacifistisk, hvis vi var underlagt et diktatur og en propagandamaskine som Nazistyskland? På Ringkøbing-Skjern Museum så vi fra starten dette dilemma som et debatoplæg. Kan man være bekendt at lave en stor udstilling, hvor museet er mikrofonholder for en sympatisk mand, der fortæller om sin tid som nazist? Vi mener ja. Næsten 70 år er gået, og selvom der stadig findes gamle sår fra krigen, der skal tages alvorligt, kan man med god ret hævde, at begivenhederne nu er trådt ind i den række af historiske tildragelser, museerne skal forholde sig nuanceret til. Bunkerne ligger der, og med en standardkvalitet på to meter jernbeton i alle vægge og lofter, vil de blive liggende i mange, mange år. De er kulturmiljøer på samme måde som en jernalderboplads eller en stationsby, og nu er det deres tur til at løbe med opmærksomheden. På museet gjorde vi os klar til at tage debatten. Men sådan blev det slet ikke. Der er ingen, der har meldt sig offentligt som kritikere af vores dispositioner. Til gengæld spiller udstillingen tilsyneladende en rolle, som vi ikke havde turdet håbe på, da vi gik i gang i efteråret 2011. Vi kan se, at Ringkøbing Museum er blevet et medie for forsoning mellem danskere og tyskere, mellem fortidens besatte og fortidens besættere. Museets danske gæster bruger udstillingen som en påmindelse om, at Anden

På billedet med hunden, der er taget engang i 1950-60’erne, aner man ildlederbunkeren i baggrunden, mens de andre betonklodser er gemt under sandet. Som fotografier fra 1991, 2000 og 2005 viser, gnavede havet imidlertid langsomt sandet væk over Saalfelds bunker, og i 2008 havde kystnedbrydningen gjort arbejdet færdigt. Indgangen, der vender væk fra brændingen, blev tilgængelig.

M ed G erhard S aalfeld til V estjylland

Verdenskrig ikke altid skal skildres i sort-hvid. Men for de tyske gæster, der udgør næsten halvdelen af besøgstallet, er der meget mere på spil. Selvom vi prøver at lave et uhøjtideligt museum, hvor man godt må slappe af og tale sammen, er stemningen i Hvad bunkeren gemte altid alvorlig på en god måde, når vi har tyske gæster. I den forbindelse må vi huske, at det ikke foregår hvor som helst. De tyske gæster ser udstillingen i et land, som deres bedste- eller oldeforældre besatte, og i et Vestjylland, hvor de ødelagde stranden med grimme betonklodser, pigtråd og

miner. Når Ringkøbing-Skjern Museum lader en af deres egne fortælle en historie fra den gang, og oven i købet lader hans vidnesbyrd stå uimodsagt, så oplever de det som en gestus. Det betyder ikke, at hverken vi eller de tyske turister skal glemme jødeudryddelse, voldsregimente og uret. Men der er gået flere generationer. Anden Verdenskrig er en fælles europæisk erfaring, som nutidens tyskere er lige så lidt ansvarlige for som danskerne. Egentlig siger det vel sig selv. Ikke desto mindre oplever vi, at tyske gæster kommer hen til os, når de har set udstillingen, giver os hånden og takker os.

Mens vi byggede udstillingen, stod Saalfelds bunker næsten i brændingen. Nu er det anderledes igen. Som et led i den løbende kamp mod kystnedbrydningen blev stranden i Houvig forsynet med et tykt tæppe af frisk sand i efteråret 2012. Så nu er havet trængt tilbage for en tid.

C hristian R ingskou

Kom og se Udstillingen Hvad bunkeren gemte – en tysk soldat fortæller kan fortsat opleves på Ringkøbing Museum i sæsonerne 2013 og 2014. Herefter kan den ses på Museumscenter Hanstholm et par sæsoner, før den efter planen rejser syd på igen til Museet for Varde By og Omegn, hvor den skal indgå i det nye udstillingskompleks ved Tirpitz-stillingen. Gerhard Saalfeld 1927-2013 Kort før denne årbog gik i trykken, modtog RingkøbingSkjern Museum den sørgelige meddelelse, at Gerhard Saalfeld døde den 27. januar 2013 efter kort tids sygdom. Gerhard Saalfeld levede et på mange måder helt almindeligt liv for sin generation. Efter en barndom og ungdom med nazisme og krig fulgte et langt og virksomt liv som reklametegner og familiefar i hjembyen Eschwege, for resten et liv med talrige ferieture til Søndervig og Houvig. Da Saalfelds bunker dukkede frem af sandet i 2008, blev han – alt imens han fortsatte sin stilfærdige pensionisttilværelse – med ét genstand for stor opmærksomhed i medier og fra Ringkøbing-Skjern Museum. Sønnen Guntram skrev i et brev til museet få dage efter Gerhard Saalfelds død, at al interessen fra journalister, historikere, skolebørn og mange andre var en kilde til stor glæde i de sidste år. Den gav ham især efter hustruen Ilse Saalfelds død i 2010 bevidsthed om, at han endnu havde noget at bidrage med. Det sidste tør nok kaldes en sandhed. På RingkøbingSkjern Museum er vi bedrøvede over, at vi har mistet vores nye gode bekendtskab og en fantastisk kilde til et stykke vestjysk historie. Men vores tanker går naturligvis først og fremmest til familien, der har mistet en far og farfar.

Noter

1. Denne artikel er et resultat af mange gode kræfters bidrag. Her skal lyde en tak for illustrationer, forslag og korrektur til Bent Baagøe Anthonisen, Grethe Anthonisen, Marco Hansen, Tommy Cassøe, Siegfried Lorenzen, Mark Stannius og Jens Andersen. 2. Jens Andersen: Det tyske invasionsforsvar i Danmark 1940-45. Ph.d.afhandling ved Center for Historie, Syddansk Universitet 2000, s. 41-148, især 85-87; Arne Bonvig Christensen: Invasion i Danmark – Danmark i det tyske invasionsforsvar under Den anden Verdenskrig. Odense 1976, s. 37-38. 3. Christensen, s. 19-23. 4. Andersen, s. 149-200. 5. Andersen, s. 201-48; Christensen s. 66-68. 6. Christensen, s. 130-40. 7. Andersen, s. 201-50. 8. Christensen, s. 154-57. 9. Andersen, s. 351-60. 10. Gert Alsted & Bent Baagøe Anthonisen: Atlantvolden. Bygning – by og land 1995, nr. 27, s. 16-19. 11. Anonym tysk militær forfatter i 1945/46: Tysk fæstningsbyggeri 1933-45 – med hovedvægt på kystbefæstningsanlæggene i Danmark. Miljøministeriet 1990, s. 52-54; Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen & Peter Scharff Smith: Dansk Arbejde – tyske befæstningsanlæg. Varde 1997, s. 37-39. 12. Svend E. Albrethsen, Jens Andersen & Ole L. Frantzen: Kystartilleri i Danmark 1940-45. Hanstholm 2003, s. 18-23 og 71-72; Andersen, s. 120-48, især 129-32; Christensen, s. 38-41. 13. Bent Baagøe Anthonisen: Fæstningsværker fra Nymindegab til Thyborøn. Ringkøbing 2011 (1989), s. 34-49; Bent Baagøe Anthonisen: Houvig-fæstningen. Ringkjøbing Amtskommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Fredningsafdelingen 1987, s. 1-29; Andersen, s. 191-95. 14. Uffe Bregendahl: Den gode Tysker. TVMidtvest 2008.

Æret være Gerhard Saalfelds minde! Christian Ringskou kan kontaktes på cr@levendehistorie.dk M ed G erhard S aalfeld til V estjylland

Fra marinen til kystartilleriet Af Gerhard Saalfeld

Oversat af Siegfried Lorenzen, Marco Hansen og Bent Baagøe Anthonisen

Om få dage skulle vi så rejse. Nyheden var allerede sivet ud for lang tid siden. Der var bare ingen, der havde nogen idé om, hvem der skulle af sted, og hvor turen skulle gå hen. Mandag den 23. januar 1945 forberedte instruktørerne rekrutterne fra 4. kompagni/8. afd. i marinens kørselstjeneste fra Emden på deres forestående rejse således: To uddannelsesbefalingsmænd mødte op i stuen ved 22-tiden. Stueformanden råbte ”Giv agt!” Alle sprang op som foreskrevet og stod ret. Han meldte: ”Stue 65! 12 mand i alt! I gang med fritidsbeskæftigelse!” Den ene af befalingsmændene forklarede, at han med henblik på den forestående rejse ønskede at øve togskift på banegårdene sammen med os. At stige på togene betød i det her tilfælde: op i sengene. Den første kommando lød herefter: ”På toget til Leer/ Ostfriesland! Sid op!” Alle 12 rekrutter sprang eller klatrede op i deres senge. Vi havde fire sengetårne af jern med hver tre senge i to meters højde. Næste punkt på dagsordenen var så: ”Der er togskifte i Leer/Ostfriesland, og det sker via en tunnel under sporene.” Alle 12 mand skulle nu ud af sengene igen, kravle under dem og så op i sengene igen. ”Vi er ankommet til Bremen. Her er en viadukt. Alle mand op over sengene!” Da vi havde øvet et passende antal gange, lignede sengene en slagmark. Både de to befalingsmænd og vi selv havde det dog rimeligt skægt. Den sidste kommando lød derefter: ”Opklaring af stue og senge! Stueeftersyn om 10 minutter! Derefter sluk lyset og så er der ro i skuden!” Vi så ikke så meget som skyggen af en instruktør mere. Typisk for militæret skete der dagen efter noget helt andet end det, vi regnede med. Under morgenappellen med bekendtgørelse af dagsbefalingen i kasernegården 100

G erhard S aalfeld

læste kommandobefalingsmanden lige pludselig navnene op på dem, der skulle forflyttes. Fra stue 65 blev det Karl Harling, Hannes Maass, Eckhard Steier og mig. Så lød ordren, at vi straks skulle klargøre alle vores uniformssæt,

Gerhard Saalfeld 17 år og på vej i trøjen.

den grå feltuniform undtaget, køjesæk samt geværet til aflevering samme formiddag. Terningerne var altså kastede. Hurtigere, end vi havde håbet, skulle vi tage afsked med marinen. Stik imod ordren hoppede vi denne dag alligevel en sidste gang i vores blå uniform med den toradede sømandspjækkert, og på trappen bag ved kantinebygningen tog jeg så et par billeder med min Agfaboks. Under frokosten fik vi ordre til at møde i kælderen for at modtage marchforplejning. Ved den efterfølgende middagsappel stillede vi som vanlig op i hestesko. Efter vagthavende seniorsergents melding til kaptajnløjtnanten, chefen for uddannelseskompagniet, læste denne storadmiral Dönitz’ forlægningsordre højt for os. Han glemte i sin afskedstale ikke at henvise til, at vi ved vores tjeneste i hæren havde værsgo’ at opføre os som mænd og ikke vanære marinen. Han sluttede med det sædvanlige ”Sieg Heil”. Efterfølgende gav kommandobefalingsmanden os ordre til om en time at stå klar til afmarch med vores oppakning. Marchen til banegården i Emden endte med en overraskelse. Der stod en række lyntogsvogne parat til os. Det kunne tyde på en længere rejse. Sammen med tre andre kammerater fandt Karl Harling, Hannes Maass og jeg en kupé. Rejsetiden fordrev vi med kortspil. På ingen af stationerne behøvede vi at skifte, så vore øvelser under og over sengene var forgæves. Uden stop kørte vi gennem stationerne. Selv i Hamburg var der intet ophold. Det var koldt udenfor, frostvejr, så jo længere vi kørte mod nord, jo større voksede iskrystallerne på ruderne sig. Som tiden gik, var mørket faldet på, og vi kunne ikke mere følge med i turen. Der var mørklægning. Alle lys på banegårdene var slukkede, og byskiltene forblev i mørket. I vores kupé og i gangene var belysningen meget svag, så trætheden kom over os, og vi krøb sammen i vores overfrakker og prøvede at få en smule søvn. Vi blev efter nogle timer vækket af en sergent, der ledsagede transporten. Han meddelte os, at vi nu var i Danmark og om kort tid ville nå Oksbøl. Der ville vi blive fordelt på de forskellige

nye enheder. Han tilføjede yderligere: ”I kommer til kystartilleriet, så I bliver ved vandet.” Vejen til øvelsesterrænets lejr gik gennem det snedækkede Oksbøl. Vi blev indkvarteret i en kold barak, hvor

Rygsækken blev Gerhard Saalfelds trofaste rejsekammerat. Han havde den med, da han rejste med toget mod en ukendt destination, der viste sig at være Houvig. Et lille halvt år senere havde han den med hjem igen. Nu er den udstillet på Ringkøbing Museum.

F ra marinen til kystartilleriet

101

Udgravningen af Saalfelds bunker gav ingen feltflasker, men vi fandt en lille tallerken fra det tyske militærs almindelige feltudstyr.

Tysk feltstøvle med 63 år i mudder og saltvand på bagen. Mon den var med på den våde mørke tur fra Ringkøbing til Houvig den aften i januar 1945?

der stod en brændeovn midt på gulvet. Gentagne gange prøvede vi at få fat i vores brændselsration. Med kolde fødder og stivfrosne fingre tog vi så affære og begav os af sted selv for at finde noget brændbart. I en smadret barak i nærheden uden døre og vinduer fandt vi træ – planker af allerede ødelagte gulve – og kort tid efter brændte der en varmende ild i vores barakovn. Dråberne af den is, der tøede på vinduerne, frøs dog straks igen på det kolde gulv. Efter at vi havde spist vores aftenforplejning, lagde vi os for natten i vores uniform med overfrakke på de forhåndenværende halmsække på etagesengene. Da det blev morgen, vågnede vi af kulden på stuen. Vores frivillige messegaster, der skulle hente kaffe og morgenmad, vendte tomhændede tilbage. Uddelingen af morgenkaffe var slut. De havde fået at vide, at her på stedet sluttede morgenens kaffeudskænkning kl. 8. I mellemtiden så vi os omkring i lejren, og vi var forbavsede over at møde tyske flygtninge fra Østpreussen. Så kunne vi bedre forstå, at lejren virkede noget uorganiseret, og at der var mange ting, som manglede. En af lejrens ordonnanser gav os besked om, at ”dem fra marinen skulle se at indfinde sig på kommandantkontoret.” Lejrledelsen skulle foretage den obligatoriske registrering i vores soldaterbøger og sørge for inddelingen til de nye enheder. Igen

gik der mange timer med ventetid, indtil det endelig lød: ”Kl. 9 i morgen tidlig, afmarch til Varde.” Vi havde endnu ikke fået oplyst, hvor vores nye enhed befandt sig. Sammen med aftensmåltidet modtog vi morgenmaden til den næste dag. Det viste sig at være ret forudseende af mig at gemme resten af aftenteen i min feltflaske. For heller ikke den følgende morgen havde vi muligheder for morgenvask endsige frisk kaffe. Vores kaffehentere var kommet for sent af sted igen. Det varede ikke længe, før der blev kaldt til afmarch. Vi drog i løs orden gennem et landskab dækket af ny sne i retning mod Varde. Turen i gråvejr og med kold vind fra sydøst gennem den efterhånden 30-40 cm høje sne var besværlig. Marchkolonnen gik efterhånden mere over til løs orden. Karl, Johannes og jeg dannede en lille gruppe og forsøgte gensidigt at opmuntre hinanden. Da vi havde trasket i timevis gennem sneen, dukkede der nogle huse op ved vejkanten. Fra et hus trådte to kvinder ud på vejen med en spand med dampende varm te. Hver af de forbipasserende soldater fik tilbud om at fylde koppen fra feltflasken. Det tilbud tog vi imod med taknemlighed. Mon kvinderne havde bemærket vores unge ansigter? Vi var jo kun 17 år gamle. På grund af den gestus, de to kvinder viste os, opstod der en tillid mellem os og befolkningen.

102

G erhard S aalfeld

Den næstnordligste kanonbunker (nr. 2) fotograferet af dansk efterretningsofficer Fritz G. Tillisch, 4. september 1945. Bemærk hvordan havet og blæsten så kort tid efter befrielsen allerede havde lagt en sandvold foran den gamle franske kanon. Stranden ændrer sig hele tiden.

Først senere i støttepunktet, ved mødet ved bommen med de danske byggearbejdere, der dagligt mødte op til deres projekter, viste det sig at være til fordel for begge parter. På mine senere ferierejser til Danmark har jeg gentagne gange på vejen fra Nymindegab til Varde forsøgt at finde dette hus for at aflevere en sen tak. Efter besøget på den tyske flygtninge- og soldaterkirkegård i Oksbøl har jeg på vejen til Varde desværre heller ikke her genfundet huset. På grund af de mange nye bygninger tager det hele sig ganske anderledes ud i dag. Fra Vardes bygrænse marcherede vi så atter i samlet orden mod banegården. Her stod flere godsvogne parat til os. Vognene var foret med halm. Tidligt på eftermiddagen blev togvognene koblet på et persontog, og turen fortsatte mod nord. Ved mørkets frembrud ankom vi til Ringkøbing. En befalingsmand jog os ud af togvognene. Efter at vi var trådt an, hilste han på os og sagde: ”Jeg er oversergent Nüsslein. I hører nu til i et hærkystbatteri. Der er ca. 8 km march foran os. Oppakningen bliver transporteret på vores

Der findes også et foto fra 1945 af kanon nummer 3. Billedets kvalitet er ikke så god, og kanonens løb er savet af. Til gengæld er vi helt tæt på Gerhard Saalfelds dagligdag i Kryle.

Kryle-stillingen set fra oven i 2010. Den store bunker midt i billedet er ildlederbunkeren, og den første betonklods over den (mod syd) er Saalfelds bunker.

F ra marinen til kystartilleriet

103

lastvogn.” Vi kunne uden for banegården se en 1,5 tons lastbil vente på os. Det med transporten af vores rygsække var en lettelse. For et par stykker ville nok være gået ned på endnu en march gennem den høje sne med rygsække. I mellemtiden var vinden slået om og kulden aftaget. Sneen begyndte at tø. Det var ikke en meget befærdet vej, der førte ud af Ringkøbing forbi nogle lave huse. Vi gik atter time efter time i løs marchorden gennem sne, der efterhånden nåede til knæene. ”Af sted, mine herrer, vi skulle gerne nå inden for hegnet i dag.” Med disse ord hersede befalingsmanden med os igen og igen. Imens var vi blevet trætte og sultne og snublede gennem sneen. Støvler, gamacher og det nederste af buksebenene var allerede gennemblødte, da han samlede os omkring sig for at vise en ny marchretning og for at fortælle: Om nogen af os kendte fodboldklubben i Nürnberg? Han havde i mange år spillet store kampe i klubben mod kendte modstandere. Han kunne blive ved med at fortælle om mange kampe og tillod ingen afbrydelse. På denne måde sørgede han for at vi ikke følte, turen var så lang. Kursskiftet må have været ved Søndervig, hvorefter han meddelte os, at der nu kun var to kilometer tilbage. Fra Ringkøbing til Kryle i Houvig havde vi faktisk i alt marcheret 14 km. Endelig nåede vi ved 22-tiden bommen ved indgangen til støttepunkt Kryle. I marketenderibarakkens spisesal blev vi budt velkommen af stillingschefen, en sympatisk benamputeret 25-30-årig løjtnant. Da han hørte, at vi ikke havde fået et varmt måltid hele dagen, sørgede han for at kokken serverede varm suppe og te. Vi var taknemlige og slugte det sene varme måltid. Ved fordelingen til de forskellige kanoner havde vi mulighed for at ønske hvilke kammerater, vi kunne tænke os at være sammen med. Igen var det Karl, Hannes og mig, der meldte os samtidig. Da der manglede endnu en, kaldte vi på Eckhardt Steier fra stue nr. 65 i Emden. Vi blev tildelt kanon nummer 3. Og så lød det fra chefen, at antrædning først var kl. 9 næste morgen. Vi skulle først komme os efter strabadserne. Kanonens kommandør, 104

G erhard S aalfeld

en østriger, tog os under sine vinger og førte os i mørket forbi forskellige mandskabsbunkere, som vi næsten ikke kunne skimte, til beboelsesbunkeren for kanonmandskabet. Det gik nogle trin nedad. Gennem en panserdør kom vi i bunkerrummet, som blev oplyst af en elpære, der hang fra loftet. Her blev vi så modtaget af tre kammerater, som lå i deres køjer. Men det var først ved middagstid næste dag efter vagtafløsningen, vi lærte hinanden at kende. Af de frie køjer valgte jeg den nederste af tre, der var ophængt i kæder over hinanden. Derudover fik hver tildelt et lille skab til forplejning, vaskegrej og de private ejendele, vi måtte medbringe. Kanonkommandøren gjorde os opmærksomme på, at en af os tidligt hver morgen i 10 minutter skulle betjene ventilatoren for frisk luft. Vi nyankomne sov den aften straks efter, at vi havde lagt os.

I udstillingen Hvad bunkeren gemte på Ringkøbing Museum fortæller Gerhard Saalfeld, hvad der gik gennem hans hoved, da han som 81-årig genså sin køje.

Krigen er forbi – det går mod Tyskland Af Gerhard Saalfeld

Oversat af Siegfried Lorenzen, Marco Hansen og Bent Baagøe Anthonisen

Den sidste appel i støttepunkt Kryle var den 8. maj 1945 kl. 14. Vores seniorsergent afsluttede sin melding til kaptajn Klimann med den oprindelige militære hilsen, der var genindført, nu på femte døgn. Normalt sluttede seancen med et ”Tak, rør!” Det udeblev i dag. Vores kaptajn henvendte sig mod geledderne og råbte: ”God dag, soldater!” Vi var overraskede. Det var der ingen, der havde regnet med. Der opstod en pause på nogle sekunder, inden svaret lød fra alle struber: ”God dag, hr. kaptajn.” Det var anderledes end sædvanligt. Der måtte være foregået en forandring med kaptajnen. Efter det følgende ”rør” fumlede han lidt påtaget med at finde et sammenfoldet papir i en af sine uniformslommer. Han foldede det ud på en måde, som ville han sige, at det var et ganske

særligt papir. Han så på teksten med et spændt ansigtsudtryk, og på hans kæbeben, som han åbenbart ikke kunne holde i ro, kunne vi se, at teksten havde ramt ham. Først da han gentagne gange havde set langs mandskabsrækken, hørte vi ham sige: ”Soldater fra Artilleristøttepunkt Kryle.” Efter endnu en pause fortsatte han: ”Küsten-ArtillerieOberkommando i Århus har i formiddags givet mig ordre om, at støttepunkt Kryle skal rømmes inden i morgen middag kl. 12. Udrustning og våben skal efterlades urørt. Soldaterne skal for deres egen sikkerhed medføre deres håndvåben med tilhørende ammunition.” Af hans ansigtsudtryk kunne vi se, at han kun modvilligt videregav denne ordre, idet han sluttede med: ”De allierede stridskræfters befalinger skal følges.” Han lavede en ny pause og fortsatte: En overdragelseskommando på ca. 10 soldater bliver dog her. Overdragelseskommandoen bliver ledet af oversergent Breitfelder. Han får sergent Rüggeberg som tolk. Navnene på de øvrige til denne kommando bestemte soldater vil blive bekendtgjort senere i dag. Alle soldater må pakke deres rygsæk, så de selv kan bære den. Der er ingen mulighed for transport af bagagen. Vi kommer antagelig til at marchere mellem 20 og 30 km om dagen. Dette er i øjeblikket alt, hvad jeg har at sige Dem. Batteri, ret! Træd af!

Gerhard Saalfelds fedtebørste med navnet ridset i skaftet. Den lille børste til at fordele skocreme med, var slidt op, så den blev der ikke plads til i rygsækken. Polerbørsten derimod var i god stand, så den kom med hjem, og den har gjort gavn i alle årene. Nu mødes de to børster igen i udstillingen i Ringkøbing.

Besætningen på kanon 3 gik i samlet flok tilbage til vores mandskabsbunker. ”Didi”, Dietrich Wetenkamp, var den første, der sagde noget: ”Mon ikke, det med gevær og ammunition skal betyde noget helt andet?” ”Ja, og hvor skal vi gøre af patronerne, vi har jo ingen patrontasker?” spurgte en K rigen er forbi

105

Umiddelbart efter krigen kom denne tavle til optælling af forskellige ammunitionstyper på Ringkøbing Museum. Som det fremgår, hører den til kanon nummer to i et batteri med 10,5 cm skyts. Det må betyde, at den er fra Saalfelds soldaterkammeraters kanon lige på den anden side af den store ildlederbunker i Kryle.

106

G erhard S aalfeld

af vores unge kammerater. ”I brødposen” var det kontante svar fra vores kanonfører. Spørgsmålet var berettiget, for vi havde ikke fået udleveret patrontasker. Når vi skulle på vagt, havde vi altid måttet låne taskerne af ældre kammerater. Det var et symptom på den mangelfulde forsyningssituation ved krigens slutning. Og så mit gevær: En ældgammel belgisk model fra første verdenskrig. Den gik mig til under armhulen, og rusten havde gennem årene dannet et regulært bjerglandskab i piben. Selvom jeg efter evne og forskrift gang på gang havde renset løbet, var det aldrig lykkedes mig at fjerne rusten. Og det havde regelmæssigt ved geværappel indbragt mig særtjeneste. Den strenge disciplin i støttepunktet var efterhånden lempet lidt, så jeg tillod mig at gå ned på stranden for at affyre fem skud på en ødelagt kærre, som stod der. Bagefter så jeg gennem geværløbet og fandt det som nypudset uden nogen som helst rustpletter. I det samme kom gruppeføreren og beordrede mig til at indstille skydningen. Det havde jeg allerede gjort, for løbet var jo rent nu. I mellemtiden var en af de andre forhenværende marinefrivillige fra nabokanonen dukket op. Han demonstrerede for os, hvordan man med krudtet fra granaternes drivladninger kunne fyre små raketter af. Vi unge mænd var begejstrede, og vores ungdommelige legetrang fik os straks til at prøve det samme med ammunitionen til vores kanon. Vi brugte den sidste dags frihed i støttepunktet til med største fornøjelse at starte disse små raketter. Med en let hvislen fløj de fem-syv meter hen ad jorden. Morgenen for vores afmarch den 10. maj begyndte med sædvanlig vækning kl. 6. Vi pakkede uldtæpperne fra vores køjer i vores rygsække. Stueformanden hentede morgenkaffen fra marketenderibarakken. En eller anden havde betjent håndsvinget til vores ventilationsanlæg. Alt gik temmelig tavst for sig den morgen. Den eneste, der ikke havde tabt humøret, var ”Didi”. På sin vittig-lunefulde måde sagde han ved morgenmåltidet: ”Nyd det sidste måltid i bunkeren. I vil komme til at savne det fremover.”

Den morgen havde jeg et uheld. Kæden til mit lommeur hang fast i et eller andet. Uret blev revet op af lommen, løste sig fra kæden og faldt ned på bunkerens betongulv. Jeg blev skrækslagen. Det hårde stød var ikke godt for urværket. Selv ved at ryste og trække det, kunne jeg ikke få det i gang igen. Mindet om min far, der var død 12 år tidligere, var ødelagt. Kl. 9 lød følgende befaling i bunkerens højttaler: ”Batteri, træd an til afmarch.” Jeg tog min rygsæk og lod blikket vandre omkring i bunkeren en sidste gang. Den havde tjent mig som husly de sidste fem måneder. Min alt for store stålhjelm

efterlod jeg på hylden i bunkerslusen sammen med gasmasken og dens blikbeholder. Da jeg gik ud, hørte jeg gruppeføreren sige: ”Jeg forlader bunkeren som den sidste.” Jeg pakkede min rygsæk på min feltkabelhåndvogn og fæstnede min feltflaske på den. Jeg havde ikke lagt mærke til, at feltflasken kom til at røre vejen under marchen. Jeg opdagede det først efter ankomsten til Ringkøbing. Fatningen til selen og flaskens forskruning var slemt medtaget og filtbeklædningen slidt af – men den var stadigvæk tæt. På appelpladsen tog vi opstilling i bunkerorden. De, der blev tilbage som overdragelseskommando, samledes

Soldaterne vidste godt, de skulle gå hjem. Så de lod stort og småt blive tilbage i bunkeren den morgen i maj 1945.

K rigen er forbi

107

på den venstre fløj. Seniorsergenten lod rette ind og aftælle. Derefter gik vi i enkeltkolonne til forplejningsbunkeren ved siden af marketenderibarakken for hver at modtage en konservesdåse “Kød i egen saft”. Det hed sig, at det var marchforplejning til feltkøkkenet, og at enhver skulle bære sin del til aflastning for vores to transportvogne. Efter endnu en appel blev batteriet meldt klar til chefen, og derefter fulgte ordren til afmarch. På vejen mod Tyskland fik vi dagligt erstatningskaffe og et varmt måltid fra feltkøkkenet. Vi var glade for, at vi ikke blev sat til at rydde landminer. De ville have været meget vanskelige at lokalisere i det sammenfiltrede græs omkring støttepunktet. Vi anede ikke noget om, hvordan man søger og desarmerer miner. Mange år senere fortalte Bent Anthonisen mig, at minerne helt frem til oktober 1945 under vanskelige forhold og med store tab blev desarmeret og taget op af tyske soldater under betegnelsen “Minenräumkommando Dänemark”. Efter kort tids march ad grusvejen langs kysten nåede vi Søndervig i høj sol og 20 graders varme. På Søndervig

Da Gerhard Saalfeld så dette gamle foto af tyske soldater på vej gennem Ringkøbing i maj 1945, genkendte sig selv og sine nærmeste soldaterkammerater i den forreste gruppe.

108

G erhard S aalfeld

Badehotels gårdsplads, dengang en firlænget rødstensbygning, så vi gennem den åbne port danske frihedskæmpere med efterladte tyske våben. Frihedskæmperne var i civilt med armbind. Et skydeklart maskingevær med indlagt patronbånd var stillet op på et trebenet stativ, og der lå andre våben på gårdspladsen. Det tyske mandskab havde tydeligvis allerede forladt stedet. Også infanteristøttepunktet med Hotel Klitten var rømmet. Den tyske antiluftskytskanon på taget mellem husets to hjørnetårne stod endnu på sin plads, men bommen ved indgangen var allerede fjernet. Besætningen i Støttepunkt Søndervig var så sent som i de sidste martsdage blevet forstærket med minearbejdere fra Ruhr-området. Mandskabet havde kun lige fået udleveret deres uniformer og skulle modtage deres grunduddannelse her. De var meget lidt motiverede og kunne næppe bruges som soldater. I de fleste tilfælde blev de sat til vagttjeneste. Da jeg i nogle dage var i Søndervig, blev jeg gentagne gange bedt om at føre vagtlisterne. Det skyldtes sikkert, at de knap nok kunne skrive. Da var det, jeg i mine tanker begyndte at tvivle på den tyske radios sejrssikre propaganda. Hvis uundværlige minearbejdere, der brød det vigtige kul til rustningsindustrien, måtte trækkes ud af deres arbejde, så blev det vist så som så med krigslykken. Nu gik det i retning ad Ringkøbing på landevejen, der allerede dengang var asfalteret. Jævnligt istemte vi en sang for at bryde kedsomheden og højne stemningen. Efter få kilometer havde vi de første fodskader. Godt vores hestevogn indhentede os. Så kunne i det mindste nogle af dem sidde op. Vi nåede Ringkøbings første huse tidligt om eftermiddag. Ligesom ved vejen fra Søndervig var husene her ved byens begyndelse små og med vinduer, der åbnedes udad. De var velholdte og stod langs med gaden i modsætning til de firlængede stråtækte bondegårde på landet. Ved det første vejkryds drejede vi ind på en sidevej på venstre hånd. Der blev gjort hold ved en lund med bøg, lind og eg. Vores seniorsergent erklærede stedet vores plads for

natten. I små grupper på 3-4 mand spændte vi vores trekantede regnslag op mellem træerne. I tilfælde af regn ville vi på den måde være en smule beskyttet. Jeg fortalte min bunkerkammerat Karl Harling, at jeg ville gå til Ringkøbing for at finde en urmager, der kunne se på mit lommeur. Han skulle i mellemtiden holde øje med min rygsæk og de andre ting. Karl kunne jeg stole på, og jeg drog trygt af sted. Til højre for skovstykket var der en snæver passage, der førte mig til en handelsgade med huse i flere etager. Allerede efter få meter fandt jeg en urmager med to udstillingsvinduer. Med bankende hjerte trådte jeg gennem indgangen mellem de to udstillingsvinduer. Jeg anede jo ikke, hvordan jeg som tysk soldat efter kapitulationen ville blive modtaget. En ca. 50-årig herre

kom mig i møde. Jeg hilste på ham, viste ham mit ur og bad ham se på, om det muligvis var let at reparere. Han svarede mig på tysk: “Det kan jeg ikke.” Bedrøvet over det korte svar forlod jeg forretningen. Manden havde talt som dansker og handlet som dansker. Jeg må slet ikke have tænkt over, hvad jeg egentlig forlangte af ham. Hjemmefra havde jeg altid lært at være åben over for mennesker, jeg møder. Da jeg var kommet tilbage, belærte oversergenten mig om, at vi kun måtte forlade bivuakpladsen to og to og kun efter, vi havde stemplet ud hos ham. Det var for øvrigt sidste gang, jeg så ham. Da vi havde fået vores varme måltid ved “gullaschkanonen”, blev det ved aftenappellen meddelt os, at vores små transportvogne fra næste morgen ikke mere måtte bruges. Vi skulle efterlade dem i lunden.

Plakaterne i vinduerne i den selvsamme butik i maj 1945 fortæller lidt om den lektie, urmageren lærte den unge Gerhard Saalfeld, da han vovede sig inden for med uret. Gerhard Saalfeld besøgte urmager og sølvsmed Lauritz Larsen, Nygade 15.

K rigen er forbi

109

Fra alle jer til alle os

– om publikumsundersøgelsen på Bork Vikingemarked 2012 Af Signe Strandvig

Moesgård Museum og Ringkøbing-Skjern Museum har nu afsluttet et toårigt forløb med formidlingspartnerskabet Vikinger på Tværs, der havde som målsætning at udvikle nye formidlingstiltag. På Bork Vikingehavn har vi koncentreret os om udvikling af formidlingen i det etablerede levende vikingetidsmiljø med fokus på de tre temaer, der blev præsenteret i sidste års udgave af opdatering. –– Til Højbords i Vikingetiden –– Til Havs i Vikingetiden –– Kult og Kirke i Vikingetiden Det, at formidlingspartnerskabet nu er afsluttet, betyder ikke, at vi synker ned i kontorstolene med kaffekopperne, men tværtimod at vi ranker ryggen og går i gang med at udvikle og forbedre Bork Vikingehavn ud fra de anbefalinger, projektet mundede ud i. En af de ting, projektet pegede på, var behovet for et større fokus på gæsterne og deres behov. Det var blandt andet derfor, der på vikingemarkedet på Bork Vikingehavn i 2012 blev iværksat en større publikumsundersøgelse. Med besvarelser fra 8,3 % af de 6.000 besøgende er der tale om en opfattende indsamling af data, der indeholder værdifulde oplysninger om vores gæsters ønsker og behov. I undersøgelsen havde vi primært fokus på, hvem vores gæster er, hvor de har hørt om vikingemarkedet, hvorfor de deltager i arrangementet, og om de primært ønsker at opnå oplevelser eller viden ved besøget.

110

S igne S trandvig

Hvem er vores gæster? Resultatet fra publikumsundersøgelsen fortalte os blandt andet, at ca. 53 % af gæsterne til vikingemarkedet var danskere, hvilket er en væsentlig større procentdel end på en almindelig besøgsdag, hvor tyske turister udgør hovedparten af de besøgende. Resultaterne viste os endvidere, at ca. en tredjedel af de besøgende var lokale borgere.

der hænger i lygtepælene i tiden op til arrangementer på museet. Hele 47 % havde orienteret sig om vikingemarkedet på plakater. Så det store arbejde, ansatte og frivillige lægger i at forberede, ophænge og nedtage plakater, kan godt betale sig.

Hvor har de besøgende hørt om Bork Vikingemarked? Undersøgelsen viste, at de besøgende havde hørt om vikingemarkedet mange forskellige steder. Én ting stak dog i øjnene, nemlig at vores gæster ikke ser ud til at orientere sig på nettet for information om, hvad der foregår på Bork Vikingehavn. Det kunne tyde på, at vi med fordel kan forbedre vores online kommunikation. Kun 7,6 % af de besøgende havde hørt om Vikingemarkedet på museets hjemmeside www.levendehistorie.dk eller på Bork Vikingehavns og museets Facebook-sider. Til gengæld lægger de besøgende tilsyneladende mærke til de mange plakater,

Hvorfor kommer vores besøgende, hvad vil de gerne se og opleve? Mange af vores besøgende var interesserede i at se og opleve vikingetidens håndværk. Rigtig mange kom også for at se hesteopvisninger og kampshows. Flest kom dog for at opleve stemningen. Generelt kommer vores besøgende ikke bare for at opleve én ting, men for en kombination af at opleve håndværk, købe unikke ting, se shows og opleve stemningen. I kommentarerne kunne vi se, at mange ser det som en mulighed for en udflugtsdag med familien, hvor unge og gamle kan dele oplevelserne. Der er mange grunde til at besøge Bork Vikingemarked, og vi skal holde fast i traditionen med at byde de dygtigste håndværkere til markedet med deres boder, arrangere kamp- og hesteshows og generelt sørge for at bevare den

De besøgendes nationalitet på Bork Vikingehavn 2012

Fordelingen mellem turister og lokale til Bork Vikingemarked 2012

Tyskere

Lokale borgere

Danskere

Turister

F ra alle jer til alle os

111

gode, intense stemning på vores marked i Bork. Det har vist sig at være kombinationen af ”en ordentlig én på opleveren” og muligheden for at tilegne sig viden og se de dygtige håndværkeres boder, der gør et besøg til en god oplevelse for hele familien. Her har de besøgende hørt om Bork Vikingemarked 2012

Aviser Plakater Levende Historie Radio Hjemmeside Facebook Familie og venner

Derfor kom de besøgende på Bork Vikingemarked 2012 Ja

453

425

Nej

394

375

191

44 For at se kamp og hesteshows

112

76 19 For at opleve håndværk

S igne S trandvig

For at opleve stemningen

For at handle i boderne

Vil vores gæster gerne have ny viden med hjem, ønsker de at blive klogere? Vi gør meget for at sikre, at oplevelsen på vores vikingemarked bliver så autentisk som muligt, og vores målsætning er, at alle går derfra med mættede sanser og lyst til at vide mere om vikingernes liv og færden. Mange af vores gæster ved allerede en masse om vikinger og vikingetidshåndværk, men er stadigt videbegærlige. 77,7 % af vores gæster ville gerne opnå større viden ved deres besøg på markedet, og hele 84,36 % af de besøgende opnåede rent faktisk ny viden ved deres besøg på vikingemarkedet. Undersøgelsen viste desuden, at en forholdsvis stor del af de, der ønskede ny viden, ikke fik det, mens en stor del af de, der ikke ønskede at tilegne sig ny viden ved besøget, fik det. Det kan tyde på, at vi på vores vikingemarked får besøg af en gruppe mennesker, der efterspørger muligheden for en endnu mere specifik og detaljeret viden, end den der er til rådighed. Det blev gennem undersøgelsen klart, at vi har en udfordring i at sørge for, at også denne gruppe af besøgende bliver tilgodeset. Så mange af de adspurgte gæster ønskede at opnå ny viden med et besøg på Bork Vikingemarked 2012, og så mange fik det 399 365

Ja Nej 104 69

Ønskede at opnå ny viden

Opnåede ny viden

Den gode besøgsoplevelse Når vi tilrettelægger et vikingemarked, har vi stort fokus på autenticitet samt bodernes og formidlingens kvalitet. Derfor var det noget af en øjenåbner at læse i kommentarerne til spørgeskemaet, at det, der blev efterspurgt mest, var forbedringer af muligheden for et hvil. Noget så simpelt som at sørge for et sted at sidde var altså en detalje, vi i vores iver efter at lave god formidling, havde glemt at stille til rådighed. Sådanne fundamentale behov i en besøgsoplevelse er af stor betydning, for hvem kan nyde den gode formidling med knurrende mave, tissetrang og trætte ben? Her er et sted, hvor vi helt sikkert skal sætte ind med forbedringer. Vi har rigtigt mange besøgende, og vi ønsker, at hver og én skal tage hjem med en god oplevelse. Medarbejderne på Bork Vikingehavn arbejder ihærdigt på, at netop dette skal lykkes. Det er derfor med stor glæde, vi kan se, at hele 98,31 % af de adspurgte ville anbefale et besøg på Bork Vikingemarked til andre. Det viser os, at det, vi laver, er godt, og at vi arbejder i den rigtige retning. Det er vores mission at gøre et besøg på Bork Vikingemarked til en uforglemmelig og lærerig oplevelse, der stimulerer alle sanser og giver den besøgende rig mulighed for at tilegne sig viden om vikingetiden og spændende gamle håndværkstraditioner. Vi tager derfor undersøgelsens besvarelser til os og arbejder ud fra resultaterne på at forbedre besøgsoplevelsen, så den i endnu højere grad tilfredsstiller vores besøgendes behov og ønsker. Der skal lyde en stor tak til alle jer, der efter et mange timer langt besøg på Bork Vikingehavn, tog jer tid til at sige ”Ja tak!” til at besvare et spørgeskema. I skal vide, at resultatet er en stor hjælp for os. Det er det, fordi I, kære gæster, udgør hele vores eksistensberettigelse, og det er vores fineste opgave at sørge for, at I har en god oplevelse, når I besøger os, og ikke mindst tager hjem med lysten til at komme igen. Signe Strandvig kan kontaktes på ss@levendehistorie.dk F ra alle jer til alle os

113

Årets Arkæologi

Af Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen Det gode samarbejde mellem arkæologerne på Museet for Varde By og Omegn og Ringkøbing-Skjern Museum er fortsat i 2012 og udbygges stadig. Vi har holdt månedlige møder, hvor alt lige fra sagsbehandling til det nyeste inden for IT, eller hvordan et potteskår lige skal dateres, er blevet vendt. Noget af det vi alle lægger meget vægt på i det fremtidige samarbejde er muligheden for at forske mere i de mange spændende fund, vi gør. For at blive inspireret tog vi en tur til Schloss Gottorf den 12. april 2012, hvor vi fik en spændende rundvisning i forskningsafdelingen og blev lidt misundelige over at høre om deres mange langsigtede forskningsprojekter støttet med rigtig, rigtig mange Euro. Normalt ser arkæologer frem til vintertiden, hvor man som regel får et lille pusterum fra udgravninger og kan få noget af alt papirarbejdet fra hånden på kontoret. Sådan startede 2012 også, men allerede i uge 3 begyndte feltarbejdet med en forundersøgelse på et større areal ved Ovnbøl nord for Varde, hvor der efter planen skal opføres fire storvindmøller. Undersøgelserne resulterede ikke i yderligere udgravninger på stedet. Tidligt på året startede overvågningen af muldafrømningen på en ny cykelsti mellem Varde og Nørre Nebel, og senere overvågede arkæologerne i Varde også et cykelstitracé mellem Varde og Næsbjerg. Det er en fantastisk god ordning vi har med Varde Kommune, hvor arkæologer rutinemæssigt følger afgravningerne og løbende registrerer alle oldtidsfund. Samme gode ordning har vi desværre ikke med Vejdirektoratet, som takkede nej til en forundersøgelse. Det betød, at vi måtte bremse deres anlægsarbejde i tre uger lige før sommerferien i forbindelse med anlæggelsen af en cykelsti ved Blaksmark. Vejdirektoratets gravemaskiner stødte nemlig 114

L ene B. F randsen & P oul K. J ørgensen

ind i flere store slaggeblokke, som viste sig at stamme fra en jernudvindingsplads med over 40 jernudvindingsovne og flere huse fra 3.-5. århundrede e.Kr. Placeringen, på kanten af Frisvad Møllebæk, er også helt optimal for en jernalderlandsby med jernproduktion. Her har der været rigelig adgang til myremalm. Det er især jernalderfund, vi plejer at kunne prale af omkring Varde, Skjern og Ringkøbing, og der er da også i 2012 udgravet flere spændende lokaliteter. Sydøst for Årre blev der i forbindelse med en jordvarmesag udgravet flere urner på tuegravpladsen, som flere gange tidligere er omtalt i opdatering.1 Igen i år skylder vi HjerteCenter Varde stor tak for, at scanne urnerne for os. Heldigvis synes de

Studietur til Schloss Gottorf.

også det er spændende og radiograf Morten Bruun Krarup har skrevet en artikel om scanning af urnerne fra Årre til et internationalt tidsskrift for radiografer. Som sædvanligt er der også gjort gode jernalderfund omkring Oksbøl. Dels på den velkendte Hesselmedboplads, hvor der nu er opført et stort solfangeranlæg, her er der fundet velbevarede hustomter fra ældre jernalder, og ved Baunhøj er der ligeledes afdækket bebyggelsesspor, se artikel af Karen Bjelke Fisker side 139 i dette nummer af opdatering. Arkæologerne ved Ringkøbing-Skjern Museum var i 2012 særlig stolte af udgravning og resultater ved Meldgaard, nordvest for Vestjyllands Højskole, hvor museet dels på baggrund af

bygherre samt et generøst tilskud fra Kulturstyrelsen kunne udgrave en særdeles stor gårdtomt fra den tidligste del af jernalderen. Tomten adskilte sig fra tidligere ”stormandsgårde” ved at staldenden var nedgravet. En anden sensation fra jernalderen var fundet af en hidtil ukendt bebyggelse nord for markerne ved Øster Lem Hede.2 Lokaliteten adskilte sig dels ved særdeles gode bevaringsforhold, dels ved at bebyggelsen var langvarig, da der i undergrunden ikke var meget andet end stolpehul i stolpehul. Udgravninger af den art er altid er en glædelig og stor udfordring for arkæologerne, der skal udrede de enkelte faser af bebyggelsen.

Meldgaardhuset med den nedgravede stald, før udgravning.

Båse Dyreslid Ildsteder Sten Pælehuller Plankespor Sovepladser Stolpehuller Stolpespor

Å rets arkæologi

115

Nyt er det til gengæld, at det endelig lykkedes arkæologerne i Varde at gøre større fund fra stenalderen og endda noget så sjældent som et kultanlæg og en langdysse. Kultanlægget eller som det benævnes af fagarkæologer, et Sarupanlæg, dukkede op i Filsø i forbindelse med naturgenopretningsprojektet.3 Dette spændende anlæg og dets lidt besynderlige fundhistorie er beskrevet af Stina

Troldtoft Andresen side 202 her i opdatering. Hun har ligeledes stået for undersøgelsen af en langhøj ved Højgården i Varde. Nu ved vi hvorfor området hedder Højgården, man har ikke tidligere haft kendskab til en høj i området. Men her har på det højeste punkt ligget et imponerende gravanlæg kantet af store sten. Stenene er for længst fjernet og efterhånden er højen blevet glemt og pløjet ud.

Luftfoto af forundersøgelsen ved Højgården. Det firkantede lyse område i midten af det store afdækkede område er selve langhøjen.

116

L ene B. F randsen & P oul K. J ørgensen

Administration Myndighedsbetjening er en stor del af arkæologernes hverdag, som tager meget tid, men som også er forudsætningen for, at vi er på pletten inden anlægsarbejderne iværksættes og gennem arkæologiske udgravninger får registreret og reddet fortidsminder og oldsager for eftertiden. Gennem sagsbehandlingen ser man også tydeligt, hvad der rører sig i samfundet. Igen i år er der blevet etableret rigtig mange jordvarmeanlæg. Cykelstier er også i vælten, men til gengæld har der været færre parcelhusudstykninger.

Bevaring Det har været store flyttedag for tusindvis af oldsager på Museet for Varde By og Omegn. Vi har pakket den gamle oldtidsudstilling på Lundvej ned for at give plads til vores fremtidige administration, og det arkæologiske magasin på Stålværksgrunden er flyttet til vores nye magasin i Oksbøl. Desuden har vi pakket indholdet af den arkæologiske udstilling på Egnsmuseet i Oksbøl ned i forbindelse med lukningen af museet. Her var det især interessant at

Sagsbehandling i 2011 Museet for Varde By og Omegn har i årets løb –– behandlet 602 byggetilladelser –– behandlet 251 tilladelser efter natur- og planloven –– gennemgået 11 lokalplaner –– afgivet 78 høringssvar Ringkøbing-Skjern Museum har i årets løb –– behandlet 1158 byggetilladelser mm. –– behandlet 473 tilladelser efter natur- og planloven –– gennemgået 20 lokalplaner –– afgivet 18 høringssvar

stifte nærmere bekendtskab med den meget smukke keramik fra Borre-dyssen. Fundet er oprindeligt udgravet af Moesgård Museum i 1971.4 Men de er parate til at overlade hele materialet til os, hvor det jo hører til.

Formidling

Den gamle oldtidsudstilling i kælderen på Varde Museum – det er lige før den kan betegnes som bevaringsværdig, så gammeldags var den.

I forbindelse med Museet for Varde By og Omegns 100 års jubilæum havde flere arkæologer travlt i begyndelsen af året med at lave udstillingen og skrive til jubilæumsbogen. I april deltog vi i Forskningens Døgn med to plancheudstillinger på Campus Varde Vikingerne ved Filsø og Tuegravpladsen i Årre. I den forbindelse udgravedes et par urner fra Årre, og der blev fortalt om begravelsesskikke i jernalderen. Samtidig fortalte konservator Lars Rust Jensen fra Konserveringscenter Vest i Ølgod om konservering og bevaring. Vi må nok indrømme, at interessen for vores arbejde klart var størst blandt de mindre børn, som kom sammen med deres børnehaver og skoler. Handelsskole- og gymnasieeleverne så dårligt nok til vores side. Å rets arkæologi

117

Plancheudstillingen ”Vikingerne ved Filsø” udarbejdet til forskningens døgn fik vi lejlighed til at vise endnu to gange i 2012, dels i forbindelse med åbningen af Filsø den 7. oktober og igen i Kolding på ODM’s årsmøde (Organisationen Danske Museer). Begge steder kunne vi desuden præsentere en planche om kultanlægget ved Gammeltoft Odde. Der har også været arkæologer til stede ved Åens Dag og på Vardemesserne, hvor der blev formidlet viden om forhistorien. Efterhånden som de gammeldags arkæologiske udstillinger lukkes ned og der ikke pt. er planer om nye, må vi tænke anderledes og tage ud og formidle, der hvor tingene sker. Ikke mindst til Filsø-åbningen fik vi mange interesserede mennesker i tale – og flere hundrede fik i løbet af en søndag eftermiddag set vores plancher og fik lejlighed til at stille spørgsmål om både stenalderfundene og vikingerne ved Filsø. En vigtig målgruppe er selvfølgelig også skolebørnene. Skoletjenesten som består af både arkæologer og nyere tids folk har flere tilbud som fortæller om arkæologi og oldtid. I år er der bl.a. blevet udarbejdet en vikingetidskasse. Arkæologikassen har været en stor succes, især nu, hvor CfU (Center for Undervisningsmidler)

i Esbjerg står for udlån. Den er faktisk reserveret over et år ud i fremtiden. Museet for Varde By og Omegn indgår i formidlingsprojektet Kvindeliv omkring Kristi fødsel sammen med Museum Midtjylland og Silkeborg Museum. Med hjælp fra en stor flok frivillige rekonstrueres Lønne-pigens, Hammerum-pigens og Elling-pigens dragter. Fokus på de tre kvinder skal gøre jernalderen mere nærværende og berige formidlingen, både på museerne og i undervisningstilbud til skolerne. De færdige dragter vil kunne ses og prøves i udstillingerne. I forbindelse med undersøgelserne ved Meldgaard af den velbevarede hustomt fra tidligste jernalder holdt Ringkøbing-Skjern-arkæologerne i efterårsferien en åben udgravning, der, vejret til trods, var særdeles velbesøgt. Samme udgravning blev også formidlet til elever fra Velling Friskole og det kristne gymnasium. Ved jernalderudgravningen ved Møgelhøje havde museet også et åbent hus-arrangement for beboere fra lokalområdet. De fleste blev imponerede over en meget tydelig grundplan af hus med velbevarede spor af båseskillerum. Også historien om gårdenes nærliggende store marker på Øster Lem Hede imponerede.

Forskningens Døgn på Campus Varde. Børnehavebørn fra Årre ser deres tiptip-tip-tip … oldeforældre blive gravet frem.

Formidling af jernalderhuset ved Meldgaard. De 27 børn fylder ikke meget i stalden, hvor Torben og Poul tegner og fortæller.

118

L ene B. F randsen & P oul K. J ørgensen

Forskning og publicering Som tidligere nævnt er vores ønske for fremtiden, at skabe rammerne for mere forskning og mulighed for at publicere på et højere plan. Vi er glade for nærværende årbog, som giver mulighed for at skrive om nye spændende opdagelser – straks de er gjort. Men pladsen tillader ikke den uddybende dokumentation, der skal til for at artiklerne kan betragtes som forskning. Arkæologerne har hver især et eller to forskningsprojekter som der arbejdes med så snart, der er lidt ro.

Årets udgravninger Det regnede, og det regnede – det har været surt at være arkæolog det meste af 2012, men der er alligevel blevet gennemført mange spændende undersøgelser.5

Stenalder Højgården VAM 1758 I forbindelse med byggemodning omkring Højgården i Vardes sydlige del blev der foretaget en rutinemæssig forundersøgelse. Der var i forvejen ingen kendte fortidsminder på arealet, ikke engang en overpløjet høj, hvilket man kunne have forventet – stednavnet taget i betragtning. Men den dukkede op i forbindelse med prøvegravningen. Midt på arealet lå resterne af en langdysse. Sådan en er ikke udgravet i museets område siden 1977 ved Henneby, så det var lidt af en overraskelse. Langhøjen måler ca. 8 x 22 meter og indeholder tilsyneladende flere gravkamre. Højen har været omgivet af en række store sten. De er i dag næsten væk enten pga. plyndring eller pløjning. Tilbage er kun de små støttesten og aftrykkene af de store sten. Tilsyneladende har omgivelserne omkring højen senere været brugt til begravelser. Her fandtes bl.a. to urnegrave fra ældre jernalder.

10 m

Plantegning af Højgården. Gravhøjen indeholdt flere gravanlæg, disse er ikke gravet til bunds men bevaret på stedet.

Å rets arkæologi

119

Efter aftale med Varde Kommune, som stod for udstykningen af området, blev det besluttet at bevare resterne af gravhøjen, således at den bliver dækket med jord igen og kommer til at fremstå som et grønt område, et fristed, hvor vi med tiden håber at kunne opstille en planche, der fortæller lidt om udgravningen og gravskik i bondestenalderen. Udgravningsleder Stina Troldtoft Andresen.

udpegede fundsted var der en tydelig forhøjning. Den intakte økse tyder med sin datering på, at der har stået en hidtil ukendt dysse på dette sted. Med en beliggenhed tæt ved hovedvej 15 kan sten og fyld fra gravkammeret være blevet brugt til anlæggelse af hovedvejen i sin tid. Den glade finder vil få sit flotte fund tilbageleveret til pladsen i vindueskarmen. Ansvarlig Torben Egeberg.

Gammeltoft Odde, Filsø VAM 1681 I forbindelse med naturgenopretningsprojektet af Filsø, blev der fundet et kultanlæg fra bondestenalderen. Fundet er beskrevet i artiklen side 202. Udgravningsledere: forundersøgelse Lene B. Frandsen, udgravningen Stina Troldtoft Andresen.

Bronzealder

Nørhede, flintøkse fra sløjfet høj RSM 10.389 Efter henvendelse fra en landmand, der for 15 år siden fra sin traktor havde fundet en sleben flintøkse fra dyssetiden, besigtigede Torben Egeberg stedet sammen med finderen i forbindelse med registreringen af fundet. På det

Finderen, Per Høegsberg står med sit flotte fund på den nu helt forsvundne storstensgrav.

120

L ene B. F randsen & P oul K. J ørgensen

Billumgårdevej 40 VAM 1676 I forbindelse med etablering af et jordvarmeanlæg fremkom spor af en bronzealder-bebyggelse. Jordvarmeanlægget blev flyttet og slangerne omlagt, så sporene bevaredes for eftertiden. Udgravningsleder Jens G. Lauridsen. Rindumgård Syd III RSM 10.295 I foråret og sommeren 2011 foretog museet udgravningen af en stor bronzealderbebyggelse umiddelbart nord for Rindumgård.6 Da Ringkøbing-Skjern Kommune skulle lave en ny adgangsvej til området kontaktede de straks museet, der ved en besigtigelse af afgravningen af et felt på 200 m2 iagttog arkæologiske spor. Derfor blev der igangsat en mindre udgravning. På grund af udgravningens størrelse kunne de fundne anlæg ikke knyttes til huse, men de blev alle registreret så de i fremtiden kan hjælpe med udredningen af evt. udgravninger på hver side at vejen. Udgravningsleder Torben Egeberg. Oksbøl skydeterræn, høj sb. 125 VAM 1144 Det militære øvelsesområde rummer mange kendte såvel som ukendte fortidsminder. I 1991 blev der fredet en gravhøj, som ikke tidligere havde været kendt. Kørsel i området med militære køretøjer havde gjort, at der var dukket sten op, og en lille prøvegravning viste, at der var tale om en

rundhøj med en velbevaret randstenskæde. Højen blev afspærret med hvide pæle så den ikke ville blive påkørt igen. Disse bliver desværre ikke altid respekteret og i foråret 2012 gik det helt galt, da man ligefrem havde gravet et kampvognsskjul i højfoden. Sagen blev anmeldt, og sidst på året blev skaden udbedret og højen reetableret i samarbejde med Vordingborg Museum. Udgravningsleder Jens G. Lauridsen. Volshøj, Syd RSM 10.390 I forbindelse med forundersøgelsen af det kommende ledningstracé mellem Lem Kær og Tim Enge (RSM 10.384) foretog museet en større udgravning ved Volshøj, ved Skraldhedevej sydvest for Ringkøbing. Der var i forundersøgelsen fremkommet spor efter huse fra yngre bronzealder og tidligste del af yngre jernalder. På det samme område registreredes også kogestensgruber og områder med ardspor. Begge dele kan meget vel have været steder, hvor husenes datidige beboere tilberedte deres mad og havde deres marker. Udgravningsleder Torben Egeberg.

Baunhøj VAM 1505 Her er der i forbindelse med udstykning blevet gravet flere gange i løbet af året. Der er bl.a. fundet bebyggelse med tilhørende agre fra overgangen bronze-jernalder, ca. 500 f.Kr. Fundene er beskrevet nærmere i artiklen side 139. Udgravningsleder Karen Bjelke Fisker. Lyager Plantage, cykelsti RSM 10.297 Vejdirektoratet etablerede cykelsti mellem Lyagervej og Bundsbækvej langs hovedvejen mellem Ringkøbing og Skjern. Efter aftalte med Vejdirektoratet og entreprenøren foretog museet en overvågning af afgravningen og så vidt muligt klaredes eventuelle anlæg og fund løbende. Museet havde på forhånd en klar forventning om, at der på arealet ville være hjulspor fra gamle vejføringer. Disse fremkom som forventet men også en kogegrube, der viser, at der sandsynligvis befinder sig en bronzealder-bosættelse tæt på det undersøgte område. Yderligere var der fra nyere tid spor efter plantningen af plantagen for mere end 100 år siden. Museet foretog en registrering samtidigt med at afgravningen fandt sted og kunne dermed frigive områderne dag for dag. Udgravningsleder Poul K. Jørgensen.

Jernalder

Reetablering af høj i det militære skydeterræn.

Henneby VAM 1653 I de senere år har Museet for Varde By og Omegn flere gange gravet i sommerhuskvarteret i Henneby primært i forbindelse med kloakering, og i 2012 begyndte arbejdet på Thomas Jensens Vej. Forventningerne var store, og de blev til fulde indfriede. Lige under gruslaget fremkom et kulturlag med masser af trækul, lerpletter og rødbrændt materiale. Herunder en del stolper fra sydvæggen af et hus fra germansk jernalder eller ældre vikingetid. Øst for huset fremkom spor af pløjning med muldfjælsplov, som Å rets arkæologi

121

overraskende nok var overlejret af ardspor, som normalt antages at være en ældre pløjeform. Det har endnu ikke været muligt at datere agrene. Oven i agersporene er der spor af en tørvevæg og øst for agrene fremkom en hulvej, der går skråt igennem kloaktracéet. Øst for vejforløbet fandtes et område med kulturlagspletter med slagger og forglasset ler, som formentlig er affald fra et værksted. Desuden fandtes svage spor af et hus, og inde i huset stod et lerkar, som efter sin form kan dateres til bronzealderen. Lerkarret indeholdt lidt flintafslag og en smule rav. På ydersiden og under lerkarret lå yderligere et par små ravklumper, som formentlig er resterne af en perlekæde. Indholdet taget i betragtning er der næppe tvivl om, at lerkarret er sat i jorden som et husoffer. Udgravningsledere Lars Chr. Bentsen og Jens G. Lauridsen.

omtalte hulbælteanlæg ved Brorstrup. Selvom der ved et sådant tracé kun fremkommer nogle få meter af disse vældige forsvarsanlæg, der kan strække sig over flere kilometer, så var det her muligt at danne sig et indtryk af hulbæltets orientering. Hulbælterne dateres typisk til den tidligste jernalder omkring 500 f.Kr.7 Fra samme periode som hulbæltet fandt vi derudover resterne af en jernovn tæt ved Hover. Disse anlæg er kendetegnet ved, at der i anlægget findes brændt lerklining samt slagge, der er affaldsproduktet efter jernudvindingen. I samme område lå tidligere et stort område med jernaldermarker. Det er nu overpløjet men skelvoldene ses tydeligt på luftfotos. Imidlertid har dyrkning i nyere tid udslettet alle spor af dette marksystem fra jernalderen. Stort set ingen spor kunne erkendes i tracéet. Ellers fremkom der enkelte hjulspor samt et par hustomter, der

Lambæk-Hover Vandledningstracé RSM 10.311 I løbet af 2012 fulgte museet arbejdet på et 8 km langt vandledningstracé mellem Lambæk og Hover. Der fremkom blandt andet endnu et af de efterhånden i flere sammenhænge

Jens udgraver det lille offerkar fra huset.

122

L ene B. F randsen & P oul K. J ørgensen

Udgravningsplan af det fotooprettede felt ved Brorstrup. De ”åbne huller” er markeret med blå streg.

ikke kunne dateres nærmere end oldtid. En gruppe kogestensgruber nord for Ølstrup tyder på, at der i dette område ligger spor af bronzealderhuse uden for tracéet. På en flyvesandsflade i Ølstrup blev en ikke nærmere dateret stenalderboplads lokaliseret. Udgravningsledere Marie Vang Posselt og Torben Egeberg.

brændte knogler. Det har været nedsat i tuen ved siden af en urne, og opfattes som et lille offer eller gravgave, også kaldet et bikar. Udgravningsleder Tine Lorange.

Årre VAM 1600 I forbindelse anlæggelse af et jordvarmeanlæg i en privat have midt på den velkendte tuegravplads ved Årre blev der undersøgt ca. 1000 m2. Her blev der registreret 16 ringgrøfter og fire urnegrave. Blandt de brændte ben i toppen af en af de nedpløjede urner fandtes en velbevaret dragtnål. Desuden blev der fundet et meget fint lille lerkar i hel tilstand, hvilket desværre er undtagelsen. På de fleste lerkar er toppen pløjet væk. Efter overstået udgravning var urnerne vanen tro en tur igennem CT-scanneren på HjerteCenter Varde. Det lille hele lerkar viste sig dog ikke at indeholde

Rindumgård Midt Tracé Vest RSM 10.293 Museet foretog i 2010 prøvegravningen af tre områder ved Rindumgård i Ringkøbing forud for udstykning af arealerne. På midtstykket blev der kun foretaget en mindre forundersøgelse, da bygherre ikke ønskede at udstykke samtidigt med nordog sydområderne. I december 2011 var det derfor nødvendigt at undersøge et område på 385 m2 for at områderne kunne forbindes med kloakledning. Museet udgravede både dele af en hustomt fra yngre bronzealder samt spor af en formodet bygning, 7 meter bred og uden afslutning indenfor det forholdsvis smalle tracé. Museet har stadig et åbent felt fra 2010 på arealet, da det stadig er uklart, hvornår de tre områder, nord, midt og syd, skal forbindes med vejføring. Udgravningsleder Torben Egeberg.

Et fint lille helt lerkar har været nedsat ved siden af en urne.

Tarm-Lønborg, Tracé RSM 10.300 Allerede i 2011 startede Ringkøbing-Skjern museum en overvågning af langt tracé mellem Tarm og Lønborg. Museet overvågede tracéet og foretog de nødvendige udgravninger, efterhånden som afgravningen skred fremad. På det lange tracé fremkom der primært spor efter middelalder og nyere tids landbrug. Vest for Kyvling fremkom tidligere forløb af den nuværende vej, overraskende omkring 1 m under nuværende overflade af asfalten. Man har dengang afpløjet græstørvene og anlagt vejbane og vejgrøfter. Grøfterne er siden blevet vedligeholdt utallige gange. Kun et enkelt sted fandt arkæologerne hustomter fra oldtiden. Det skete et overraskende sted, på et nordvendt plateau i Lønborg. Placeringen skyldes måske, at man derved havde udsyn til hele Skjern Ådalen. Fra jernalderen stammer sikkert også lidt bevarede spor af dyrkning med ard. Udgravningsleder Torben Egeberg. Å rets arkæologi

123

Blaksmark VAM 1757 Udgravning i forbindelse med etablering af cykelsti ved Blaksmark 5 km nord for Varde. Der blev fundet rester af 45 jernudvindingsovne, bebyggelsesspor i form af tre hustomter, hegnsforløb og gruber. Pladsen er ud fra hustypologi og keramik dateret til yngre romersk – ældre germansk jernalder. Der er kun gravet en 4 meter bred grøft gennem lokaliteten, men der er ingen tvivl om, at der her ligger en meget stor boplads langs sydsiden af Frisvad Møllebæk. Udgravningsleder Lene B. Frandsen.

Slaggeblok væltet op af vejdirektoratets maskine inden museets arkæologer kom til.

Slaggegruberne ligger meget tæt.

124

L ene B. F randsen & P oul K. J ørgensen

Troldbanken, agre i plantage RSM 10.370 I forbindelse med stormfald på Troldbanken i Dejbjerg Plantage konstaterede museet, at oprydningsarbejdet ville beskadige et uregistreret jernalder-marksystem bevaret i plantagen. På dette tidspunkt antog museet, at der var tale om det mindste marksystem fra jernalderen i Danmark, da Troldbanken syntes naturligt afgrænset på alle sider. Kulturstyrelsens landmåler Niels Chr. Clemmesen tog på besigtigelse og foretog en opmåling af skelvoldene mellem markerne. Han kunne konkludere, at der også uden for Troldbanken befandt sig volde i plantagen, så Troldbanken er nu væsentligt større end hidtil antaget. Ud fra Clemmesens opmåling kunne der afmærkes arbejdsveje, således at skovejeren kunne foretage den nødvendige oprydning og nyplantning efter stormfaldet uden at beskadige fortidsmindet yderligere. Udgravningsleder Torben Egeberg. Hesselmed VAM 1652 Det nyetablerede solvarmeanlæg i Oksbøl skal allerede udvides, og i den forbindelse har Museet for Varde By og

Omegn foretaget en forundersøgelse af arealet øst herfor. I området har der været forskellige udgravningskampagner siden 1990.8 Prøvegravningen viste, at den ældre jernalderlandsby, som tidligere er undersøgt, fortsætter mod øst, og at der her er mange stolpespor fra huse og hegn, samt velbevarede stenlægninger og nedsatte forrådskar. Arealet skal udgraves, inden udbygningen af solvarmeanlægget kan fortsætte. Vi venter os meget af denne arkæologiske undersøgelse, som begynder straks i 2013. Udgravningsledere Jens G. Lauridsen og Lars Chr. Bentsen. Sønderbyvej 38, Holmsland RSM 10.378 Da der på Sønderbyvej, Holmsland skulle etableres jordvarmeanlæg, foretog museet en egenbetalt forundersøgelse af det udpegede område. Vi afdækkede en bebyggelse fra germansk jernalder samt hustomter, der formodes at være fra yngre vikingetid. Imidlertid var det muligt for museet ved at udlægge ekstra søgegrøfter at komme med et alternativt forslag til placeringen af jordvarmen, således at de fremkomne arkæologiske spor ikke vil blive berørt. Udgravningsleder Poul K. Jørgensen.

Niels Chr. Clemmesen besigtiger skaderne på marksystemerne.

500 m

Marksystemerne ved Troldbanken.

Å rets arkæologi

125

Kjelst, Ho Bugtvej 48 VAM 1402 Undersøgelsen fandt sted forud for anlæggelse af jordvarme. Der blev gravet to felter, hvor jordslangerne skulle placeres. Stedet er tæt på, hvor Museet for Varde By og Omegn i 2002 fandt en jordfæstegrav fra yngre romersk jernalder. Ved udgravningen i 2012 fremkom to fyldskifter, der i form og fyld mindede om jordfæstegraven dog uden daterbare gravgaver, men skår i fylden kan dateres til yngre romersk jernalder. På fladen fremkom spredte bopladsspor bl.a. et par gruber, en grøft og spredte stolpespor. Udgravningsleder Lene B. Frandsen. Lem Kær – Tim Enge Tracé RSM 10.384 Museet foretog i perioden mellem den 21. maj og den 27. september to større forundersøgelser af et nyt ledningstracé, der forbinder transformatorstationerne ved Lem Kær og Tim Enge. Under forundersøgelse blev de fremkomne kulturhistoriske anlæg ofte færdigregistreret, så området trinvis kunne frigives. På tracéets første del fremkom hustomter fra bronzealderen samt en bosættelse fra tidlig jernalder. I forundersøgelsen af den sidste del af tracéet fra Ringkøbing til Tim Enge fremkom spor efter jernalderbebyggelse i form af stolpehuller, brønde, udsmidslag og ardspor i undergrunden. Fra nyere tid fremkom resterne af en formodet fæstegård ved Hee samt spor efter samtidige marksystemer i form af agerrener og grøfter. Udgravningsledere Marie Vang Posselt & Poul K. Jørgensen. Cykelsti Næsbjerg – Varde VAM 1749 Museet overvågede afgravningen af cykelstien mellem Næsbjerg og Varde. Der var ikke tale om en decideret prøvegravning, men arkæologerne følger arbejdet. Hvor der ikke fandtes oldtidsspor fortsatte arbejdet uhindret, og grøfterne fyldtes straks med stabilgrus. Metoden er hurtig og effektiv. Dukker der noget op af arkæologisk interesse, 126

L ene B. F randsen & P oul K. J ørgensen

fortsætter anlægsarbejdet et andet sted, indtil museet melder klar. Udover en mindre mængde kørespor, hulveje og ardspor fandtes foden af en hidtil ukendt gravhøj samt enkelte stolpehuller og et muligt hegnsforløb fra bronzeeller jernalder. Udgravningsleder Karen Bjelke Fisker. Skrydstrup, flyvepladsen VAM 1762 Hærens Kampskole i Oksbøl har udpeget et større område lige øst for selve lejren, hvor der i dag er flyveplads, til etablering af en øvelsesbane, som skal bruges i forbindelse med indkøb af nyt materiel. At der har gemt sig jernalderbebyggelse i området har været kendt, siden Nationalmuseet i 1930’erne udgravede en velbevaret hustomt fra germansk jernalder. Museet for Varde By og Omegn har forundersøgt det tre ha store areal, og det er spækket med oldtidsspor, dels huse og hegn, men også velbevarede agersystemer. Her skal foretage en egentlig udgravning i begyndelsen af 2013. Udgravningsledere Jens G. Lauridsen og Lars Chr. Bentsen.

Flade med dyrkningsspor som de fremstod i forundersøgelsen ved Lem Kær.

Skolebakken, Lem (Lem Hallen) RSM 10.396 Da hallen i Lem ønskede at udvide med et fitnesscenter, foretog museet en prøvegravning af arealet. Området var interessant, da hallen er beliggende på en bakketop. På luftfoto kan man blandt andet se, at der under fodboldbanen ligger grubehuse, formentlig fra germansk jernalder eller ældre vikingetid. I prøvegravningen fremkom spor af en hustomt fra germansk jernalder, men bevaringsforholdene på stedet for anlægsarbejdet var dårlige, hvorfor museet vurderede at en udgravning formentlig ikke ville give ny viden. Udgravningsleder Poul K. Jørgensen.

Skovrejsning 2012 RSM 10.395 I 2012 blev der i alt søgt om privat skovrejsning med tilskud for 50 ha i Ringkøbing-Skjern Kommune, fordelt på seks skovrejsningssager. Museet foretog forundersøgelser på to lokaliteter udvalgt ud fra størst sandsynlighed for, at der her gemte sig fortidsminder. Ved Påbøl ved Hoven fandt museet endnu et af de ejendommelige hesteskoformede anlæg, der består af åbentstående huller, og som ligner hullerne i et hulbælte-anlæg. Tæt ved anlægget i Påbøl var dyrespor bevaret i en sænkning. Der blev ikke fundet daterende genstande ved undersøgelsen. Den anden lokalitet i Dyrvig, også Hoven sogn, gav ingen væsentlige spor af fortidsminder. Udgravningsleder Torben Egeberg.

Der opmåles spor af et hesteskoformet anlæg, forud for skovrejsning i Påbøl.

Å rets arkæologi

127

Dejrup VAM 1767 (VAM 1314) I forbindelse med skovrejsning på et 12 ha stort areal, nord for Outrup, har Museet for Varde By og Omegn foretaget en prøvegravning. Her blev lokaliseret en boplads fra 3.-5. århundrede e.Kr. Desværre var det ikke muligt at grave over hele området. Udgravningen foregik i november, og det meget våde efterår betød, at marken nogle steder var så blødt at vores maskine sank i. Vi regner med, at vi nogenlunde fik indkredset bopladsområdet, således at det kan friholdes for reolpløjning. Udgravningsleder Lene B. Frandsen. Røjkum øst, Spjald RSM 10.399 Der forberedes en privat udstykning af parceller ved Røjkumparken i Spjald. I den forbindelse har udstykker bedt museet om i første omgang at forundersøge 100 m af vejforløbet, så der kan udstykkes to grunde. Den videre forundersøgelse vil først ske i 2013 eller senere. Der fremkom ingen fortidsminder, hvorfor museet kunne frigive arealet. Resten skal dog stadig forundersøges, da områdets topografi gør det meget sandsynligt, at der på stedet kan have ligget en forhistorisk bosættelse. Udgravningsleder Poul K. Jørgensen. Meldgaard, Nord RSM 10.391 Lidt vest for bronzealderhusene, som blev undersøgt ved Volshøj (RSM 10.390), fremkom der også en bosættelse på det planlagte ledningstracé. Her blev der igen fundet spor efter et hus fra bronzealderen, men her var der tale om dele af en stor grundplan fra slutningen af ældre bronzealder. Før denne bebyggelse var der boplads fra dyssetiden på store dele af tracé-området. Desværre blev hustomter fra denne tid ikke påvist i det smalle udgravningsfelt. Kun fint ornamenterede skår og flint lå i datidens muldlag. Derudover fremkom der spor efter fem huse fra den ældste del af den tidlige jernalder, 500 f.Kr. En af disse hustomter havde en bemærkelsesværdig længde på 18 m, hvoraf de 9-10 m bestod 128

L ene B. F randsen & P oul K. J ørgensen

af en mørk nedgravning i hele husets østlige del. Huset var således 50 % længere end normalt for denne tid. Det mørke område dækkede over en stald, med gulvniveau nedgravet omkring 1 m under nuværende terræn. Nedgravede stalde er velkendte i det nordlige Jylland, men først fra tiden omkring Kristi fødsel. Den specielle stald ved Meldgaard betød, at der her ville være mange uforstyrrede detaljer og sandsynligvis også gode bevaringsforhold. Beboelsen var også langt bedre bevaret end normalt, da flyvesand havde lagt sig over store dele af et lergulv og også en ovn. Hertil kommer, at fine spor af husets væg med rækker af nedbankede pæle kombineret med stolper stod meget tydeligt i undergrunden. Velbevarede huse er dog tidskrævende at dokumentere, mere bekostelige end budgettet tillod. Museet ansøgte derfor Kulturstyrelsen om tilskud til afslutning af undersøgelsen, så man kunne undersøge hele det særprægede hus. En anmodning som Kulturministeren imødekom. Udgravningsledere Torben Egeberg og Poul K. Jørgensen. Enggård, Nørre Bork Tracé RSM 10.394 Ved etablering af en ny spildevandsledning i Nørre Bork foretog museet en forundersøgelse og efterfølgende udgravning. Herved fremkom et udsnit af en stor bebyggelse fra yngre romertid og ældre germansk jernalder. Også spor af hustomter fra vikingetid synes at være til stede. Området ved Enggård, hvor hustomterne fremkom, ligger på en langstrakt forhøjning i landskabet. Her er der siden 1980’erne blevet iagttaget spor af hustomter, når kornet groede uens i tørre somre. Udgravningsleder Torben Egeberg. Møgelhøje, Øster Lem RSM 10.401 Museet foretog i starten af august en forundersøgelse ved Møgelhøje, mellem Finderup og Højmark. Prøvegravningen viste, at der på området var en intensiv bebyggelse fra ældre jernalder. Allerede ugen efter gik den egentlige udgravning i gang, og hurtigt viste det sig, at der var tale om

endnu flere spor af huse, end forundersøgelsen havde vist. En ældre bebyggelse fra den tidligste del af jernalderen, hvor der i den efterfølgende periode af ældre jernalder var anlagt en boplads direkte ovenpå den tidligere. Så området har været et særdeles oplagt bosættelsessted for jernalderbefolkningen. Arkæologerne fik dog styr på husene til sidst. Området var særlig interessant, da det ligger op ad jernaldermarkernes udstrækning ved Øster Lem Hede, engang et 3 km2 stort område med skelvolde. Ikke langt fra Møgelhøj er der også tidligere udgravet dele af en fint udstyret grav fra ældre romertid, og det er meget oplagt, at der er tale om at marker og grav har en direkte relation til den bebyggelse, der blev undersøgt ved Møgelhøje. Udgravningsleder Esben Schlosser Mauritsen.

Glade og udfordrede arkæologer ved Møgelhøje.

Vikingetid Billum BMX VAM 1502 I forbindelse med en planlagt BMX-bane i Billum foretog Museet for Varde By og Omegn en prøvegravning. En del af området var lavt og vådt, og her blev der ikke gjort væsentlige fund. Men udenfor fandtes der masser af bebyggelsesspor fra vikingetid. Vi har tidligere haft undersøgelser i området, hvor der blev fundet husrester fra både vikingetid og middelalder, så efterhånden får vi et mere sammenhængende billede af Billums fortid. Vi forventer at fortsætte udgravningerne i 2013. Udgravningsleder Stina Troldtoft Andresen.

Møgelhøje, nedgravede lerkar..

Å rets arkæologi

129

Henne Kirkeby Vest VAM 1421 Takket være en bevilling fra Kulturstyrelsen har det igen i år været muligt at grave på vikingetidspladsen i Henne. Formålet var at finde pladsens afgrænsning. Der blev gravet en række søgegrøfter mod øst og syd. Den første grøft blev anlagt der, hvor de senere års undersøgelser har vist, at pladsens østlige afslutning kunne være. Her fandtes en bred grøft, som må tolkes som en grænse muligvis allerede

fra pladsens anlæggelse. På et tidspunkt respekteredes den ikke længere, idet huse anlagdes hen over den. Syd for Strandvejen blev der også trukket et par søgegrøfter, men de var fundtomme, så hvorledes bebyggelsen afsluttes i retning af Filsø, ved vi endnu ikke. Undersøgelsen er endnu ikke helt afsluttet, idet vi mangler et område mod nord. Her var der majs, og da den endelig blev høstet, kom der sne, så den undersøgelse ser vi frem til i 2013. Udgravningsleder Lene B. Frandsen.

Udgravningen ved Henne. Varde Maskinstation har lige købt en ny 3 m bred skovl til deres gravemaskine, hvilket effektiviserer gravningen af søgegrøfter betydeligt.

130

L ene B. F randsen & P oul K. J ørgensen

Middelalder – nyere tid Dyrvig Bro RSM 10.246 Museet blev i 2011 gjort opmærksom på, at der under et ikke anmeldt arbejde med opførelse af en betonbro som erstatning for den tidligere bro af træ ved Dyrvig var blevet opgravet egestolper. Museet tog hurtigt ud for at besigtige

de opgravede stolper. Træbroen ved Dyrvig, der var i brug frem til efteråret 2011, var måske den sidste af sin art i Vestjylland. Museet udtog prøver af stolperne til dendrodatering. Men prøverne viste, at der var tale om hurtigt vokset eg i dårlig kvalitet, og stolperne er derfor næppe ret gamle. Broen er første gang omtalt i 1700-tallet. Udgravningsleder Torben Egeberg. Ho Kro VAM 1754 I forbindelse med nedgravning af jordvarmeslanger på et område beliggende op til Ho Kirke i Ho foretog Museet for Varde By og Omegn en forundersøgelse. Der fremkom en del stolpehuller og et par brønde, som sandsynligvis skal dateres til 1700-1800-tallet ud fra enkelte fund af bl.a. jydepotte. Derudover sås et forseglet agersystem med ardspor, hvor der ikke kunne fastsættes en datering, samt et vejforløb og en del moderne anlæg, bl.a. en skyttegrav fra Anden Verdenskrig. Udgravningsleder Stina Troldtoft Andresen. Solvarmeanlæg, Tim RSM 10.216 I starten af september foretog museet en forundersøgelse på en sydvendt skråning ved Høbrovej, syd for Tim by, hvor Tim Fjernvarme ønskede at opstille solfangere på området. Museet havde på forhånd kendskab til en gammel vejføring gennem området, i form af hulveje, der er synlige i plantagen øst for området. I forundersøgelsen fremkom flere hjulspor efter færdsel med vogne muligvis i retning af hovedgården Timgaard. Museet vurderede, at de fremkomne anlæg ikke krævede en videre undersøgelse, og området blev derfor frigivet til byggeri efter endt forundersøgelse. Udgravningsleder Torben Egeberg.

Torben med tømmer fra broen over Omme Å.

Lene B. Frandsen kan kontaktes på lbf@vardemuseum.dk Poul Krogh Jørgensen kan kontaktes på pkj@levendehistorie.dk Å rets arkæologi

131

Noter

1. Tine Lorange: Full-body CT-scan af nogle gamle vestjyder. opdatering 2010 s. 139-145; Tine Lorange: Gensyn med tuegravpladsen ved Årre. opdatering 2011, s. 97-105.

RSM 10.379/RSM 10.035 Ganer Kær Udgravningsleder Poul K. Jørgensen. RSM 10.383 Biogas-tracé, Hemmet Udgravningsleder Torben Egeberg.

2. Torben Egeberg: Jernaldermarkerne på Øster Lem Hede – Danmarks største jernaldermonument. opdatering 2011, s. 153-160.

RSM 10.385 Skjern Papirfabrik, fjernvarmetracé Udgravningsleder Marie Vang Posselt.

3. Mariann Ploug, Palle Uhd Jepsen & Lene B. Frandsen: Henne. Varde 2012, s. 20-22.

RSM 10.387 Tim Enge, transformatorstation Udgravningsleder Poul K. Jørgensen.

4. Jan Kock og Anne Birgitte Gebauer: En dysse fra Aal sogn – om anlægget og dets keramik. Mark og Montre Årg. 12, 1976.

RSM 10.397 Baldersvej-Odinsvej, Ringkøbing Udgravningsleder Torben Egeberg.

5. Hvert år foretages der forundersøgelser og overvågninger, uden at der bliver fundet spor af kulturhistorisk interesse. Disse områder frigives straks til de anlægsarbejder, der har forårsaget arkæologernes tilstedeværelse. Selvom der ikke bliver fundet noget, har der ofte været omfattende sagsbehandling og arkivalsk kontrol forud for undersøgelsen. Disse undersøgelser vil ikke blive nærmere omtalt.

RSM 10.398 Vindmøller ved Ejstrup Udgravningsleder Poul K. Jørgensen.

VAM 1676 Vester Janderup Udgravningsleder Lene B. Frandsen. VAM 1726 Ovnbøl Udgravningsleder Karen Bjelke Fisker. VAM 1738 Varde-Nr. Nebel Cykelsti Udgravningsleder Lars Chr. Bentsen. VAM 1746 Hornevej, Tistrup Udgravningsleder Stina Troldtoft Andresen. VAM 1661 Henne Kirkeby Kro 2012 Udgravningsleder Lene B. Frandsen. RSM 10.117 Sommerland West, Ølstoft Udgravningsleder Poul K. Jørgensen. RSM 10.240 Vindmøller, Tim Enge Udgravningsleder Poul K. Jørgensen. RSM 10.294 Opsund Trykledningstracé Udgravningsleder Louise S. Jensen. RSM 10.310 Adelvej 22 (Øster Lem hede) Udgravningsleder Torben Egeberg. RSM 10.312 Borrislejren, vaskeplads Udgravningsleder Poul K. Jørgensen. RSM 10.322 Lundsgårdsvej 3, Sdr. Vium Udgravningsleder Poul K. Jørgensen. RSM 10.358 Nørre Bork, Kirke Udgravningsleder Torben Egeberg.

132

L ene B. F randsen & P oul K. J ørgensen

RSM 10.403 Vanting, Spjald Udgravningsleder Poul K. Jørgensen. RSM 10.404 Blåbjerg, Ølstrup Udgravningsleder Torben Egeberg. RSM 10.405 Lundsby, Ådum Udgravningsleder Torben Egeberg. RSM 10.407 Vennelyst, Tarm Udgravningsleder Poul K. Jørgensen. RSM 10.409 Kirkehøjvej 12, Nørre Bork Udgravningsleder Torben Egeberg. RSM 10.410 Kirkehøjvej tracé, Nørre Bork Udgravningsleder Poul K. Jørgensen. RSM 10.417 Adelvej tracé, Skjern Udgravningsleder Poul K. Jørgensen. RSM 10.419 Stadiløvej 21, Stadil Udgravningsleder Torben Egeberg. 6. RSM 10.075, se Lene B. Frandsen og Poul Krogh Jørgensen: Årets arkæolog. opdatering 2011, s. 30. 7. Palle Eriksen & Esben Schlosser Mauritsen: Hulbælter – en ”ny”, lang og farlig type anlæg fra ældre jernalder. opdatering 2011, s. 161-168. 8. Lene B. Frandsen: Stenlægning på stenlægning. Hesselmedudgravningerne. I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard & Steen Frydenlund Jensen (red.) Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske skrifter 10. København 2011, s. 21- 26; Lars Chr. Bentsen: Hesselmed vest – Hesselmeds forgænger? I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard & Steen Frydenlund Jensen (red.) Nyt fra Vestfronten. Nordog vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske skrifter 10. København 2011, s. 27-34.

Staby

Vedersø Klit

Simmelkær

Aulum

Sørvad

Vind

Vedersø

Nybro

Ilskov

Sinding Stadil Vest Stadil Fjord

Tim

Ørnhøj

RSM 10.216

RSM 10.240 RSM 10.387

471

Grønbjerg

Hindø

Houvig Fæstningen

Søndervig

467

Hee

Kloster

RSM 10.399

Spjald

Ølstrup

RSM 10.293 RSM 10.295 RSM 10.397

RSM 10.404

Barde

Videbæk RSM 10.403 RSM 10.311 RSM 10.389 RSM 10.294 RSM 10.390

RSM 10.391

Højmark Velling RSM 10.410 RSM 10.310

RSM 10.238

RSM 10.396

KLIT

Lem Hvide Sande

Fjelstervang

Vorgod

NDS MSLA

Kølkær

Høgild

Herborg

185

Kibæk

Rækker Mølle

Hanning

RSM 10.370 RSM 10.297

Dejbjerg

Isenvad

Nørre Kollund

Studsgård

467

181

Ikast

195

RSM 10.384

Ringkøbing Ringkøbing

Tulstrup

Herning

RSM 10.117

RSM 10.378

Klegod

Forundersøgelser uden fund Skibbild Gullestrup Arkæologiske udgravninger

Timring

RSM 10.419 Stadil Fjord Hovvig

185

Sunds

Vildbjerg

RSM 10.398

Astrup

Arnborg

Fasterholt 439

184

Bølling

Troldhede

Skarrild

HOL

Stauning

RSM 10.379

RINGKØBING FJORD

439

Skje

Skjern Enge

Tarm

Om me

Stakroge

411

RSM 10.246

Ådum

RSM 10.405

423

Fugletårn

Bjerregård

Uhre

RSM 10.407

Lønborg Vostrup

Tipperne

Brande

Sønder Felding

rn Å

RSM 10.300

Skodbjerge

RSM 10.312

Vorgod Å

RSM 10.385

Sønder Havrvig

Borris

RSM 10.417

Skjern

Blåhøj

Bork Havn

Hemmet RSM 10.394 RSM 10.410 RSM 10.383 RSM 10.409 Værnenge RSM 10.358 Nørre Bork Sdr. Bork

Nymindegab Lønne

Give

Hoven

RSM 10.395

Sdr. RSM 10.322 Vium Lyne

Sønder Omme

473

Filskov

Ølgod

Farre

Nørre Nebel

487

181

Kvong

Lunde

Horne

VAM 1748

465

Øster Vrøgum

VAM 1505 VAM 1762

Tinghøj

Janderup

VAMBillum 1502 VAM 1676 VAM 1676 arde Å V VAM 1402

VAM 1652

431

Å d ste

Sig

Stenderup

Hejnsvig

Holm

eÅ

Karlsgårde

VAM 1738

Vandel

Ansager

Nordenskov Starup

Tofterup

475

Oksbøl

Vejers Strand

Hodde Hodde

VAM 1726 VAM 1757

Jegum Ferieland

Billund

Tistrup ind

1681 Henne Stationsby

VAM 1144

Skovlund

Henne Kirkeby

VAM Filsø Filsø

Grindsted

487

VAM 1421 VAM 1767 Outrup VAM 1661

Henne Kirkeby VAM 1653

Henne Strand

Grønbjerg

Vorbasse

Næsbjerg

VAM 1749 VardeVAM 1758

469

Fåborg

Alslev

Agerbæk

417

Hovbjerg

463

Årre Blåvand

Oksby

425

VAM 1600

VAM 1754 Vester Nebel

Grimstrup

ge in

all Sk

ET AV

D VA

Tarp

Skads

Esbjerg

Vejrup Endrup E20

Å rets arkæologi Holsted

Bække

Lindknud

Glejbjerg

Veer

Gesten

133

191

Brørup

Vejen

Store And

Kampvognskørsel og skjulte fortidsminder – et kig over skulderen på en flinthuggende hyrde Af Jens G. Lauridsen

I foråret 2009 blev Museet for Varde By og Omegn kontaktet af Gert Ravn, der havde været ude at rekognoscere kampvognsspor i øvelsesterrænet ved Oksbøl. Ravn havde observeret og afmærket flere lokaliteter med blotlagte sten i de efterhånden meget nedkørte kampvognsspor, og vi blev enige om sammen at foretages en besigtigelse af området. Bevæbnet med GPS drog vi ud i terrænet vest for

De skjulte fortidsminder i øvelsesterrænet kommer af og til i klemme. Kampvogne slider vækstlaget af og åbner sporene for vind, sandfygning og erosion. Herved blotlægges ukendte fortidsminder.

134

J ens G. L auridsen

Oksbøl og fik indmålt samtlige afmærkede steder, så de senere kunne genfindes.1 Efter gennemgang af køresporene stod det klart, at flere af lokaliteterne måtte efterundersøges for at afklare, om stenene var naturligt aflejret, eller om der var tale om spor af fortidsminder. Vigtigst af alt skulle stederne sikres inden yderligere undersøgelse, og her var Oksbøllejrens

Lokalstøtteelement til stor hjælp. Efter en ganske kort introduktion til problemstillingen, fortsat kørsel med kampvogne og fremkomne fortidsminder, havde ledelsen i LSE den helt rigtige løsning. I løbet af ganske kort tid blev alle fremkomne mulige fortidsminder sikret med ”tjekkiske pindsvin”, minørstrimler og informationstavler. Et forbilledligt samarbejde var etableret, hvilket Museet for Varde By og Omegn skylder alle i LSE stor tak for. Ved den efterfølgende undersøgelse2 kunne det konstateres, at fire af de seks afmærkede steder var fortidsminder under nedbrydning. To lokaliteter var allerede nedbrudt i en sådan grad, at en egentlig tolkning af anlæggene var umulig. En tredje lokalitet viste sig at kunne være foden af en mindre gravhøj, der endnu ligger dækket af klit i kanten af et kampvognsspor. Afspærring med tjekkiske pindsvin.

K ampvognskørsel og skjulte fortidsminder

135

Grav eller stendeponering? Ved den sidste lokalitet – VAM 1637 Sølager III, og den lokalitet som artiklen primært omhandler – blev der foretaget en egentlig undersøgelse. 3 I forbindelse med afrensningen af sten fremkom, på stenbunkens centrale del, en stor mængde flintafslag. Det stod hurtigt klart, at der var tale om dele af et velbevaret fortidsminde, der lå i kanten af kampvognssporet. Imellem flintafslagene forekom kun ganske få redskaber: et enkelt bor, en skraber og nogle retoucherede flintstykker. Sammen med flinten lå et par slagsten af finkornet kvartsit, altså selve redskabet flintstykkerne var afspaltet med. Flintmængden og placeringen giver indtryk af, at en person, en flinthugger, har siddet på stenhoben og fremstillet redskaber af en eller anden form. Ved yderligere granskning og analyse af flintaffaldet kan man sandsynligvis afklare hvilke genstande, der er produceret; et arbejde der afventer økonomi og ligger udenfor undersøgelsens budget. Nogle få meter syd for stenlægningen og i kanten af det sandede kampvognsspor fandtes et ravstykke. Der er tale om et perlefragment, idet der er en synlig rille

i halvdelen af stykket, som er spor efter gennemboring i den nu sprængte perle. Omkring stenene blev gjort enkelte fund af keramik. Der er måske tale om keramik fra den sene del af yngre stenalder eller tidlig ældre bronzealder ca. 2000 år f.Kr. En egentlig forklaring og tolkning af de mange sten er vanskelig. Der kan være tale om et forstyrret gravanlæg fra yngre stenalder eller bronzealder, som har ligget eksponeret på den daværende muldoverflade. Noget, der taler imod denne tolkning, er dog manglen på gravgaver i tilknytning til anlægget. Ikke desto mindre er det sandsynligt, at der kan være tale om en grav, da oldsagerne kan være blevet opsamlet, hvis de har ligget blottet i oldtiden. Den ene sprængte ravperle, fundet tæt på anlægget, kan være alt, der er tilbage af gravgaver. En anden forklaring kunne være den, at stenene repræsenterer et indsamlet depot af marksten. Opsamlet for at lette dyrkning og ikke mindst høstarbejdet. Denne forklaring kan sandsynliggøres, da der ved undersøgelsen af stenhobens sydøstlige del fremkom spor af en mindre vold, løbende øst-vest i stenlægningens sydligste del. Der kan være tale om en skelvold

Lars Chr. Bentsen ved formodet højfod VAM 1636 Sølager II.

Lav vold i kanten af stenhoben.

136

J ens G. L auridsen

i tilknytning til et marksystem, hvorfor stenene er lagt op ad og i nær tilknytning til skel eller vold. Lignende indsamlede marksten kendes bl.a. fra undersøgelser af agersystemet i Alstrup Krat nær Mariager.4 Måske repræsenterer stensamlingen et markhjørne. Samtidigheden mellem vold og sten er dog vanskelig at godtgøre. Dyrespor Ved undersøgelsen fremkom også en stor mængde dyrespor på oprindelig overflade og samme overflade, som stenene er anbragt på. Der er tale om spor af kreaturer samt spor af får/ged og måske lam. Tilstedeværelsen af lam må betyde, at dyresporene stammer fra en forårsvandring. Kort tid efter at sporene blev afsat i den bløde, forårs-våde muld, har en sandflugt med fint hvidt sand opfyldt og dækket

Stenbunke med dyrespor omkring.

K ampvognskørsel og skjulte fortidsminder

137

dyrenes klovaftryk i mulden. Det er forklaringen på, at sporene i dag fremstår ganske tydeligt efter at være blevet afdækket igen. Dyresporene og dermed dyrefærdselen er spændende, da begivenheden antageligt fandt sted enten i den sene del af yngre stenalder eller den tidlige del af ældre bronzealder; perioder der i vores område er meget svagt belyst ved fund. Der er tale om et øjebliksbillede af en begivenhed, der fandt sted for måske 4000 år siden, og sporene er stadig synlige. Vi bør i fremtiden, når vi arbejder på disse flader, også i højere grad forsøge at kigge efter menneskespor. I opdatering 2010 har Niels Algreen Møller skrevet en artikel om Selager, der ligger mindre end 1 km øst for denne lokalitet. På lokaliteten Selager fandtes også en muldflade fra bronzealder med bevarede dyrespor, og mellem sporene fandtes også spor af mennesker.5 Flinthuggeren Ved en sammenkædning af de to begivenheder, flintbearbejdning og kreatur-færdsel, kunne man nemt fremmane en hyrde, der, mens han vogter fæ, fordriver tiden ved flinthugning, siddende på en stenhob i en forårsvåd eng. Det er lige før, man kan høre fuglene, kreaturerne og lyden af sprøde, glasagtige afspaltningsslag fra arbejdet med flinten, der møder den hårde kvarts i korte præcise slag. Vi kommer meget tæt på mennesket i et øjebliksbillede, når vi i dag sidder og fejer flintafslagene frem – det er som at kigge flinthuggeren over skulderen en forårsdag for mellem 4500 og 3500 år siden. En flinthugger og måske hyrde, der for ikke at blive våd bagi satte sig på de indsamlede sten for at lave redskaber. Det er disse fastlåste glimt af begivenheder og handlinger, der foregik for så ufattelig længe siden, der af og til gør vores arbejde ekstra spændende. Spørgsmål Stenbunken er lagt inden flinthugningen og dyrevandringen fandt sted; det står helt klart. Hvor lang tid der er gået imellem begivenhederne, og om dyrenes tilstedeværelse og flinthugningen er samtidige, kan ikke afgøres. Vi 138

J ens G. L auridsen

mangler endnu at undersøge den sidste sydøstlige del af stenbunken til bunds. Denne sidste bid kan måske afgøre forholdet mellem sten og vold, om de er samtidige eller to uafhængige begivenheder. Som det ser ud nu, ligger volden hen over stenene og er altså yngre. Vi kan ikke afgøre, hvor lang tid der er mellem sten og vold, om der er gået en uge eller 1000 år lader sig ikke afsløre umiddelbart. Dog kan vi med stor sikkerhed sige, at volden var der, da dyresporene og stenbunken blev dækket af fygesand. Det er samme fygesandshorisont, der dækker begivenhederne, hvorfor der ikke kan være ret lang tid mellem anlæg, flinthugning og dyrespor. Terrænet Lokaliteten viser med tydelighed, hvad det militære øvelsesterræn kan byde på rent arkæologisk. Grundet gammelt fygesand og klitdannelse i store dele af området er begivenheder og dermed øjebliksbilleder samt bopladser forseglede og skjult under sandet. Det giver arkæologien lokaliteter med ufatteligt gode bevaringsforhold og dermed også potentiale rent forskningsmæssigt. Der gemmer sig megen ny viden under sandet, og i de kommende år bliver det rigtig spændende at se, om vi støder på mere af samme skuffe. Jens G. Lauridsen kan kontaktes på jl@vardemuseum.dk Noter 1. Ved besigtigelsen og indmåling af de afmærkede lokaliteter deltog Niels Algreen Møller. 2. Undersøgelserne har jnr. VAM 1632-1637. 3. Undersøgelsen har jnr. VAM 1637 Sølager III. Udgravningsansvarlig var Jens G. Lauridsen. I udgravningen deltog desuden cand.mag. Lars Chr. Bentsen. 4. Jens Bech: Fra fortidsminder til kulturmiljø – hvad Alstrup Krat og Hohøj gemte. København 2003, s. 74ff. 5. Niels Algreen Møller: Øjebliksbilleder i Sandet – nye udgravninger på Selager. opdatering 2010, s. 130-138.

Alle gode gange tre

– udgravninger ved Baunhøj i Oksbøl Af Karen Bjelke Fisker

I perioden 2009-2012 har Museet for Varde By og Omegn gravet hele tre gange på et udstykningsområde ved Frejasvej i Oksbøls nordøstlige udkant.1 Museet har med udgravningen af de tre etaper haft en sjælden lejlighed til at udgrave et større sammenhængende område, der har givet mulighed for at studere forholdet mellem gårdsanlæg fra overgangen mellem yngre bronzealder og ældre førromersk

Udgravningsområdet er her markeret med rødt på baggrund af Generalstabens høje målebordsblade fra 1870. Den nordlige del af området skråner svagt mod syd, og det er her på toppen og på sydsiden af ”bakkedraget”, bebyggelsen ligger. Mod syd afgrænses arealet af en afvandingsgrøft, der løber fra øst mod vest og har forbindelse til Præstesø vest for lokaliteten og Barnsø mod nordvest. Syd for afvandingsgrøften og ca. 150 m fra bebyggelsen ligger de tilsandede agersystemer og mod nordøst et lidt højere areal, her også Baunhøj.

jernalder (perioden omkring 500 f.Kr.) samt de omgivende ressourceområder og marksystemer. Bebyggelsesspor fra denne periode er ellers mest udbredte syd for byen på engarealerne ned mod Ho Bugt. Med undtagelse af en enkelt hustomt har vi ikke før disse udgravninger kendt til huse fra perioden i det nordlige Oksbøl. På et tidspunkt ved overgangen mellem bronzealder og jernalder anlagde

1 km

A lle gode gange tre

139

Udhus K6

Langhus K5

Langhus K4

Langhus K3

Rammehus K2 Rammehus K1

100 m

Agersystemer Fladefoto af rammehuset K1.

140

K aren B jelke F isker

bønder deres huse og marksystemer omkring bakkedraget ved Baunhøj. Herfra havde de bl.a. adgang til de våde områder vest for bebyggelsen, der var vigtige for at sikre foder til dyreholdet. I dag er et nyt boligbyggeri godt undervejs. Hvor agersystemerne førhen lå, er der nu opført parcelhuse med garager, sandkasser og gyngestativer. Moderne familier lever her, hvor jernalderbonden dyrkede jorden for 2500 år siden. Om husene ved Baunhøj Der blev fundet i alt seks større og mindre huse ved undersøgelserne. Der er tale om langhuse til beboelse og opstaldning af dyr samt mindre udhuse, som kan have været anvendt til opbevaring af fx hø, halm og redskaber eller til forskellige håndværksaktiviteter. Begge hustyper er almindelige for perioden, men der blev også fundet en noget sjældnere hustype, nemlig et rammehus. Rammehuset K1 Med betegnelsen rammehus menes der et hus med væggrøft og uden indre tagbærende stolper, som man ellers typisk kender fra huse i oldtiden. Langvæggene i huset er rette og har været stavbyggede og gavlene afrundede, hvilket viser, at taget har været afvalmet. Huset er ca. 6 m bredt og 4 m langt og med det forholdsvis begrænsede areal, er der nok tale om et udhus snarere end et beboelseshus. Måske hører det endda sammen med langhuset K3, der ligger tæt derved. Hustypen er som nævnt ikke så almindelig, men der findes paralleller fra Nordslesvig, der dateres til yngre bronzealder. Her er tale om noget større huse, end det er tilfældet i Oksbøl. Dateringen til yngre bronzealder passer dog fint med de øvrige huse på stedet, og er derfor umiddelbart den mest oplagte. I det nordslesvigske område findes hustypen også fra ældre bronzealder. Disse huse er mindre og normalt stolpebyggede, men der findes også et enkelt eksempel med væggrøft i østenden.2 Fra museets eget ansvarsområde kendes et rammehus fra Hesselmed Vest. En kulstof 14-prøve herfra daterer

dog huset til enkeltgravskultur (2.800-2.350 f.Kr.).3 For at få afklaret dateringen af huset ved Baunhøj, er der udtaget prøver af det, og det er håbet, at det vil give materiale til kulstof 14-dateringer af dette hus også. Desuden er der udtaget fosfatprøver i forbindelse med huset for at forsøge at belyse husets funktion.4 Fosfatprøver kan i heldige tilfælde bidrage til forståelsen af organiseringen af en boplads, en gårdsplads eller i dette tilfælde af indretning og funktioner i et hus. Fosfat fra affald og afføring bindes i jorden, og forhøjede værdier indikerer områder, hvor man har haft mødding, slagteplads, dyrefold, opstaldning etc. Langhuse og udhuse Et mere almindeligt eksempel på et hus har vi i K3, et langhus med beboelse i vest og stald i den østlige del. Huset har væggrøft i østenden og også delvist i vestenden. Det er et lidt atypisk træk for området, at der i denne periode er væggrøft i begge ender af huset. Ofte findes det kun i husets staldende, der typisk ligger orienteret mod øst. Centralt mellem de tagbærende stolper i beboelsesdelen ligger ildstedet, og her har vi også spor efter husets interiør i form af bænke eller lignende.5 I stalden mod øst er bevaret tre båseskillerum, hvor man har kunnet opstalde dyr. Der har sandsynligvis været flere båseskillerum i huset, men de er ikke bevaret. I østendens nordlige vægforløb ligger væggrøfterne dobbelt. Dette skal måske ses som en form for reparation eller forbedring af husets væg. Interessant er desuden husets vestgavl. Her er fundet spor efter en tørvekonstruktion, som enten danner selve gavlen eller ligger lige indenfor denne. Ud fra hustypen dateres huset til tidlig førromersk jernalder. Lige syd for langhuset K3 fandtes 3 x 2 m cirkulært rammehus K2, hvor der kunne ses stolpespor i væggrøfterne. Anlægget har formodentlig haft en flettet risvæg eller lignende. Her er sandsynligvis tale om et mindre udhus, som nok hører sammen med K3. Langhus K4 og udhus K6 kan også have hørt sammen. Det lille udhus tolkes som en mindre ladebygning, som A lle gode gange tre

141

nok har været delvist åben med tag, men uden vægge, og som formentlig har været anvendt til opbevaring af hø, halm og lignende. Lige uden for var et lille kar nedgravet. Det har så nær relation til bygningen, at de to må høre sammen, og karret tolkes derfor som et lille husoffer, der nok var placeret her for at beskytte det oplagrede. Som vi skal se senere, er ofringen måske ikke er den eneste, der findes på pladsen. Her på overgangen mellem bronzealder og jernalder sker der et skift i bebyggelsesbilledet i Danmark. Hvor man i bronzealderen var bosat mere spredt på enkeltgårde med en løsere afgrænsning af ressourceområderne samles gårdene nu i mindre landsbyfællesskaber, hvor jorden er opdelt i mindre felter med skelvolde. Sidenhen omkranses husene ligeledes af et fælleshegn. Det er svært at sige præcist, hvor mange af husene, der har eksisteret samtidigt ved Baunhøj, især fordi der endnu ikke foreligger kulstof 14-dateringer. Desuden er der ikke fundet spor af hegnsforløb, som kan hjælpe os med tolkningen. Gårdene ligger spredt, men alligevel relativt tæt sammen. Der kan derfor godt være tale om tre samtidige gårde, som har haft et dyrknings- og landsbyfællesskab, men det kan også være enkelt gård, der har ligget alene, og over en periode har flyttet sig rundt inden for et mindre område.

Langhuset K4 og den plyndrede grav. Bevarede stolpespor af huset er markeret med rødt. Graven i husets østende er markeret med gråt.

142

K aren B jelke F isker

At grave i en grav for andre I den østlige del af K4 kunne man iagttage et interessant fænomen. I husets østende, mellem de tagbærende stolper, lå en grav. Ved undersøgelsen stod det klart, at huset må have ligget på stedet før graven kom til. Graven dateres til romersk jernalder (0-375 e.Kr.) og huset til ældre førromersk jernalder (ca. 500-300 f.Kr.). Vi kunne se, at man ved anlæggelsen af graven må have gjort sig umage med ikke at forstyrre den gamle hustomt. Man havde formået at placere graven præcis mellem to sæt tagbærende stolper i huset uden at grave ned i dem. Trods den store tidsforskel mellem de to anlæg er der næppe tale om et tilfælde, dels fordi der ikke er fundet hverken flere langhuse eller jordfæstegrave i umiddelbar nærhed, dels fordi, der ikke er tale om et enestående tilfælde.6 Fundomstændighederne tyder på, at man har vidst, at der har ligget et hus eller i hvert fald et anlæg fra tidligere tider. Sandsynligvis har resterne af hustomten endnu været synlige ved anlæggelsen af graven, måske bare som en mindre forhøjning i landskabet. Handlingen vidner om en vis respekt for de tidligere generationer og sporene efter deres handlinger. Lige så respektfuldt kan man ikke sige, at graven er blevet behandlet. Vi havde ikke regnet med at finde rester af den gravlagte på grund af bevaringsforholdene i området. Vi håbede dog på at finde noget af gravudstyret som fx våben, smykker eller keramik, men ved udgravningen blev det klart, at andre var kommet os i forkøbet. Graven var blevet plyndret. Det eneste, der var tilbage, var nogle uidentificerbare rustne jernstumper, som lå i plyndringshullet i gravens centrale del. Det er svært at fastslå, hvornår den er blevet plyndret, men det er nok foregået i oldtiden, måske endda forholdsvis kort tid efter gravlæggelsen, mens mindet om den døde stadig var klart i erindringen. Desuden har man kendt lidt til gravens indretning og placering, da man gravede ned i den. Plyndringer fandt sted flere steder i Europa i bronzealderen, men også senere, bl.a. i århundrederne efter Kristi

fødsel. Fra museets ansvarsområde kendes også eksempler på skikken fra bl.a. Årre og Lønne Hede.7 Men hvorfor plyndrer man gravene? Et oplagt bud på et motiv er naturligvis berigelse, men det kan også være en mere symbolsk akt, der havde til formål at skænde den afdøde ved at ødelægge hans eller hendes status eller efterliv, måske foranlediget af sociale magtkampe i samfundet. Frugtbarhedshorn? Undergrunden ved Baunhøj er visse steder særdeles leret, og i perioden 1919-1957 lå der da også et teglværk på ”Baunen”8 i området, hvor der i dag er campingplads. Man har også udnyttet forekomsterne af ler i oldtiden til bl.a. klining af huse. Under udgravningen stødte vi på et større kompleks af lertagningshuller, det vi også kalder gruber. På bunden af tre af gruberne fandtes relativt velbevarede kohorn, ét i hvert. Det iltfattige miljø i gruberne har sikret gode bevaringsforhold for hornene. Vi finder ellers sjældent den type materiale på de sandede jorder i Vestjylland, der er ugunstige for bevaring af organisk materiale. Man ser ofte, at lertagningsgruber som disse efter brug er opfyldt med bopladsaffald, og det er også tilfældet med de tre gruber ved Baunhøj. Helt typisk er der fundet en større mængde keramik fra overgangen mellem bronzealder og jernalder. Spørgsmålet er dog, om de tre kohorn også skal opfattes som almindeligt bopladsaffald. Det er nærliggende at tolke dem som ganske almindeligt affald fra slagtning, men det specielle ved kohornene er deres placering. De synes at være bevidst deponerede som det første på grubernes bund, inden de igen er fyldt op med bl.a. keramik. Derfor kunne man få tanken, at der lå andre motiver bag end bare bortskaffelse af affald. De tre kohorn kan repræsentere en eller flere offerhandlinger. Ofre bragt som tak for leret i undergrunden eller for dyrene, hvorpå

hornene har siddet? I Museet for Varde By og Omegns ansvarsområde kender vi et lignende fund fra samme periode. Ved udgravningerne på Industrivej i Oksbøl kun to kilometer fra Baunhøj, blev der fundet et helt lerkar på bunden af en grube. Karret var stillet på hovedet i gruben, og skal som sådan nok heller ikke tolkes som almindeligt bopladsaffald.9 Jernalderens religion var en frugtbarhedsreligion med flere guder. Man ofrede til guderne for at få godt høstudbytte og for at holde sygdom og ulykke fra døren. Offergaverne kunne fx være mad, lerkar og husdyr, men også særligt værdifulde ting som kar af bronze og sølv, endog hele vogne. Traditionelt forbinder man ofringer med vådbundsområder som fx moser, men bebyggelserne har også været anvendt til den type aktiviteter.10 Ofringer findes både inden for husets fire vægge i fx stolpehuller, langs vægge, under ildsteder eller i stalden, husofre, men også på bopladsen i gruber uden for husene, bopladsofre.11 Kohornene på Baunhøj tolkes som en bopladsofring.

Det mest velbevarede af kohornene.

A lle gode gange tre

143

Men de er ikke de eneste ofringer på stedet. Foruden det lille husoffer ved stakladen K5 er der tæt herved fundet dele af endnu et nedsat kar. Dette kar har dog ikke umiddelbart nogen relation til en bygning og må ligeledes betragtes som en bopladsofring. De tilsandede agre Ved undersøgelserne fik vi lejlighed til at udgrave et større sammenhængende område, og vi kunne studere forholdet mellem enkeltliggende gårdsanlæg og de omgivende ressourceområder og marksystemer. Det er ikke ofte, vi får mulighed for at udgrave både bebyggelsen og dens formodede agersystemer, men ved Baunhøj lå agrene kun 150 m fra bebyggelsen, og begge var omfattet af udgravningerne. Allerede ved de indledende undersøgelser i den sydlige del af udstykningsområdet blev der fundet et tykt sandflugtslag. Ved et tilfælde gravede vi ned gennem laget, og til syne kom et velbevaret agersystem. Det har ligget forseglet af fygesand, og moderne pløjning har ikke kunnet forstyrre oldtidens ardspor. Agersystemerne dateres til overgangen mellem yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder. Når man på den tid forarbejdede jorden, skete det med et pløjeredskab, kaldet en ard. Det var en plovtype, der løsnede jorden, men uden at vende den. Arden efterlod sig furer i jorden på kryds og tværs, og det er bunden af disse furer, der kan ses som mørke striber, fordi der er ført muldjord ned i den lysere undergrund. Marksystemerne blev i denne periode af forhistorien faste og bestod af flere mindre indrammede dyrkningsfelter, hvor markskellene ses som små lave jord- eller stenvolde. Grundet sandflugt og omfanget af det afgravede areal er det svært at give et nøjagtigt bud på, hvor mange dyrkningsfelter, der har været ved Baunhøj. I det mest velbevarede område kan vi dog se to marksystemer, der grænser op til hinanden. Der kan iagttages et meget skarpt afgrænset markhjørne, hvor man tilsyneladende har ført arden parallelt på ageren i stedet for på kryds og tværs. Det kunne være for at skabe en afgrænsning eller fordi, der har 144

K aren B jelke F isker

ligget en lav skelvold, som man har pløjet langs med. Ved kanten af marken lå en mindre mængde knytnævestore sten, der kan tyde på, at her har ligget en stenvold. I forbindelse med agersystemerne fandtes utallige fragmenter af keramik, som forsætligt må være bragt hertil. Det tyder på, at ageren udover husdyrgødning, har været gødsket med husholdningsaffald. Siden oldtiden har sandflugten sat sit præg på Vestjylland, og når man er tæt på kysten, som det er tilfældet med denne udgravning, er det forventeligt at støde på sandflugt. Men hvorfor opstår sandflugten egentlig? Formentlig er svaret, at flere faktorer spiller ind. Sandflugten forbindes ofte med århundrederne mellem 1500 og 1800, hvor de historiske kilder er fyldt med beretninger om sandflugtens hærgen ved vestkysten. Sandflugt har dog også fundet sted i oldtiden. Det ser ud til, at der har været tale om flere sandflugtsperioder, bl.a. i slutningen af stenalderen ca. 2.200 år f.Kr. samt flere perioder på overgangen mellem bronzealder og jernalder ca. 800-500 f.Kr. Sidstnævnte falder sammen med markante klimaforandringer i det nordatlantiske område. Perioden var bl.a. præget af øget stormhyppighed, der satte sandet i bevægelse.12 Menneskeskabte faktorer i form af en mere intensiv udnyttelse af naturen med nye skovrydninger og efterfølgende opdyrkning har været medvirkende til at forværre situationen. Vi ønskede at få sandflugten dateret, både for at få mere viden om forholdene på den konkrete plads, men også i området som helhed, da vi som nævnt ofte møder fænomenet på vore kystnære udgravninger. Vi besluttede derfor at lave et forsøg med en dateringsmetode, som vi ikke tidligere har anvendt, kaldet Optisk Stimuleret Luminescens (OSL).13 Ved metoden anslås det, hvor længe siden tildækkede sedimenter (i dette tilfælde agersystemer) sidst er blevet udsat for sollys. Rent praktisk foregik udtagning af prøverne ved, at et pvc-rør blev banket ind i sandflugtslaget og herpå forseglet for at undgå lyseksponering. I alt blev der udtaget fire sådanne rør, som derpå blev sendt til analyse. Selvom prøverne er udtaget

tæt ved hinanden viste analyserne dateringer, der strakte sig fra sen jægerstenalder til ældre jernalder (5.190 f.Kr.280 f.Kr.). Det er en noget bred dateringsramme, der kan skyldes flere ting. Man kunne få den tanke, at der var opstået fejl ved prøveudtagelsen, hvilket ikke kan afvises. De to ældste prøver blev nemlig ikke udtaget helt efter forskrifterne.14 Man må dog også overveje, om ikke der kan være tale om flere episoder af sandflugt på samme sted. De to af prøverne, som er udtaget under optimale forhold, er dateret til 70 f.Kr. og 280 f.Kr.15 Det stemmer fint med vores forventning om, at agersystemerne er etableret på et tidspunkt mellem yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder, for derefter at sande til i perioden der fulgte.

Velbevarede ardspor.

Jens G. Lauridsen udtager jordprøver af sandflugtslaget til OSL-datering.

Et skarpt afgrænset markhjørne ses som en lys stribe i oldtidsageren.

A lle gode gange tre

145

Afrunding Udgravningerne har givet indblik i byggeskikken i perioden omkring 500 f.Kr. samt i, hvordan datidens mennesker organiserede deres dagligdag og udnyttede de omgivende ressourceområder på stedet. Vi har fået afprøvet nye dateringsmetoder, der hjælper os i tolkningen af de sandflugtslag, som vi jævnligt støder på i og omkring Oksbøl samt andre kystnære områder. Sidst men ikke mindst har undersøgelserne i høj grad bidraget til et mere nuanceret billede af bebyggelserne omkring Oksbøl. Især var det interessant at erfare, at bebyggelser fra overgangen mellem yngre bronzealder og ældre førromersk jernalder også er til stede i det nordlige Oksbøl og ikke blot syd for byen. Karen B. Fisker kan kontaktes på kbf@vardemuseum.dk Noter

1. Udgravningerne har jnr. VAM 1505. I udgravningerne deltog museumsinspektør Jens G. Lauridsen, arkæolog Niels Algreen Møller, middelalderarkæolog Lars Chr. Bentsen, arkæolog Sara Gjerlevsen, arkæolog Tine Lorange, museumsinspektør Lene B. Frandsen og museumstekniker Søren L. Christensen. Daglig leder var arkæolog Karen B. Fisker. Maskinen blev ført af Henning L. Jepsen for Varde Maskinstation og Carsten Termansen for Bjarne Nielsen Holding ApS. 2. Om rammehuse. Per Ethelberg: Bronzealderen. I: Per Ethelberg, Erik Jørgensen, Dirk Meier & David Robinson: Det Sønderjyske Landbrugs Historie. Sten- og bronzealder. Haderslev 2000, s. 209ff. 3. Mundtlig meddelelse fra arkæolog Lars Chr. Bentsen. Se desuden Lars Chr. Bentsen: Hesselmed Vest – Hesselmeds forgænger? I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard og Steen Frydenlund (red.) Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. København 2011, s. 29f. 4. Prøver fra udgravningen er i skrivende stund endnu ikke færdigbehandlet. 5. Se fx VAM 1510 Alslev. De mulige spor af interiør er beskrevet i Jens. G. Lauridsen: Enkeltgårde ved Alslev. Bebyggelse fra ældre førromersk jernalder. I: Niels Algreen Møller, Sarah Skytte Qvistgaard og Steen Frydenlund (red.) Nyt fra Vestfronten. Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. København 2011, s. 46f. 6. Mundtlig meddelelse fra arkæolog Mette Bjerrum Jensen, Museet for Varde By og Omegn, om Øster Bjerregrav ved Randers. Her lå en jordfæstegrav fra 400-500 e.Kr. centralt i en hustomt fra omkring Kristi

146

K aren B jelke F isker

fødsel. Pga. af staldens fundament af syldsten må hustomten have fremstået som en forhøjning i landskabet. På Sejlflod ved Aalborg er gravpladsen (300-500 e.Kr.) anlagt på selve bopladsen (etableret 500 f.Kr.) uden at forstyrre de gamle hustomter. Se Jens. N. Nielsen: Sejlflod – ein eisenzeitliches Dorf in Nordjütland. København 2000. 7. Fx på gravpladsen Slusegård på Bornholm fra romersk jernalder. Se Søren H. Andersen, Birgit Lind & Ole Crumlin-Pedersen. Slusegårdgravpladsen III. Gravformer og gravskikke. Bådgravene. Højbjerg 1991, s. 43ff. Om plyndring af bronzealderens grave se fx Klavs Randsborg: Plundered Bronze Age Graves. Archaeological & Social Implications. Acta Archaeologica 69, 1998, s. 113-138. Om Årre se Tine Lorange: Gensyn med tuegravpladsen ved Årre. opdatering 2009, s. 97-105. 8. En bavn, der egentlig betyder en brændestabel, er et bål tændt på et højtliggende sted, ofte en gravhøj, hvorfra det brændende bål kunne ses vidt omkring. Man har helt tilbage fra vikingetiden brugt bavne til at kalde folk sammen, fx i forbindelse med fjendtligheder. De blev i Danmark brugt frem til 1800-tallet, bl.a. i Treårskrigen 1848-50. Mange gravhøje har fået tilnavnet baunehøj. Om teglværket se Henrik P. Nielsen: Baunhøj Teglværk. Vestjyder fortæller XIX, 1983, s. 40-59. 9. Se journalnummer VAM 1463 (grube A2). 10. Se fx Jesper Hansen: Offertradition og religion i ældre jernalder i Sydskandinavien – med særlig henblik på bebyggelsesofringer. Kuml 2006, s. 117-175. 11. Hansen, s. 117-167. 12. Lars Clemmensen. Sandflugt ved Jyllands vestkyst gennem årtusinder. Geoviden – Geologi og Geografi 2005, nr. 3, s. 10-15. 13. Metoden bygger på det faktum, at sedimenter lagrer stråling fra omgivelser samt, at dette lagrede signal nulstilles ved eksponering for sollys eller varme. Sedimentets lagrede signal og den naturlige baggrundsstråling måles i et laboratorium, og med en værdi for baggrundsstrålingen er det muligt at beregne tidspunktet for sedimentets overlejring. Se bl.a. Andrew S. Murray & Jon M. Olley: Precision and accuracy in the optically stimulated luminescence dating of sedimentary quartz. Geochronometria 2002, bind 21, s. 1-16. 14. Det blev anbefalet af Andrew Murray fra The Nordic Laboratory for Luminescence Dating på Risø, at vi udtog prøverne mindst 15 cm fra lagforandringer/forandringer i tekstur/forstyrrelser. Dette var muligt for de første to prøver, men for de sidste to var afstanden mindre end de anbefalede 15 cm. Vi valgte dog alligevel at udtage prøverne på grænsen til selve det forseglede muldlag/gammel muldhorisont. Altså under vækst- og sandflugtslag. Prøveudtagningen i denne profil skal derfor udelukkende opfattes som et forsøg. 15. Prøverne er faldet ud som følger: 2080±130 ka, 2290 ±130 ka, 7200±500 ka, 3460±200 ka. Prøverne er angivet i kiloår før nu.

Erik Westerby

– arkæolog og politifuldmægtig i Ringkøbing Af Palle Eriksen

I november 2012 udkom en bog på en små 100 sider: Erik Westerby – Arkæolog og politifuldmægtig i Ringkøbing. Over det ganske land ved enhver arkæolog, hvem der er tale om. Og her i Vestjylland – i al fald på Ringkøbing-egnen – er Erik Westerby, som døde for lidt over 30 år siden, også kendt, hovedsagligt af ældre mennesker. Om ikke andet så som en af borgerskabets store originaler, der hele sin levetid i Ringkøbing gennem 34 år boede på et lille værelse på Hotel Ringkøbing. På bagsiden af bogen slås dens tema an: Juristen Erik Westerby er en navnkundig skikkelse i dansk arkæologi. I 1946 ankom han til Ringkøbing, hvor han fik ansættelse som politifuldmægtig. Efter en personlig krise foranlediget af gentagne sammenstød med det arkæologiske establishment i hovedstaden havde han opgivet sit virke som landsretssagfører i København og søgte nu tilflugt i det vestjyske. Foruden lærd jurist og retshistoriker var Erik Westerby først og fremmest en af sin samtids mest kyndige arkæologer, selv om han ikke var faguddannet. I bogen fortæller Palle Eriksen om Erik Westerbys betydning som arkæolog og kulturhistoriker, og Kurt Nygaard Pedersen om hans virke som politifuldmægtig set med kontorelevens øjne. Endelig bringes Erik Westerbys egen beretning om hans epokegørende fund fra sidste istid i en grusgrav ved Kolding. Formålet med bogen gemmer vi til til sidst. Idéen til den kan nøjagtig dateres til den 23. februar 2011 og skyldes én mand – Kurt Nygaard Pedersen.

Bogen om Erik Westerby er udgivet af Jysk Arkæologisk Selskab i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum og Moesgård Museum. På forsiden ses Erik Westerby på sit værelse på Hotel Ringkøbing i 1972. Foto: Ulla Aue, Billed-Bladet.

E rik W esterby

147

Fuldmægtigen og kontorchefen Kurt Nygaard Pedersen traf jeg første gang for 12-13 år siden ved et af Ringkøbing Museumsforenings arrangementer. Siden da har Kurt, som bor i Videbæk, ivrigt deltaget i museets møder og udflugter, og i dag er Kurt medlem af både bestyrelsen for museumsforeningen og styrelsen for Ringkøbing-Skjern Museum. Kurt fortalte mig livligt og med et glimt i øjet om sin tid sammen med Erik Westerby. I en alder af 16 år blev Kurt nemlig ansat som kontorelev i 1957 på politikontoret i Ringkøbing, hvor han arbejdede de følgende syv år. Fra dag ét kaldte fuldmægtig Erik Westerby den unge kontorelev for kontorchefen eller hr. kontorchef. I de følgende år kom Kurt til at kende Erik Westerby godt, ikke mindst som chauffør for

fuldmægtigen på utallige ture efter arbejdstid i politiets tjenestebil rundt i distriktet for at se på ting og sager, som Westerby var interesseret i. Det kunne for eksempel være havets nedbrydning af kysten eller oldtidsminder. Det fantastiske for mig, når Kurt fortalte om Westerby, var – ud over at høre nye og ofte spændende og sjove historier – at jeg fik et helt andet syn på denne arkæologiske ”knudemand”. Det blandt arkæologer gængse billede af en dybt skuffet, utilnærmelig, superintelligent og forbitret mand blev nuanceret til et menneske, der også havde humor og vid, og som fandt livsglæden ved mødet med Ringkøbing. I bogen præsenterer Kurt omkring 30 episoder eller fortællinger om Erik Westerby. Vi giver Kurt ordet og gengiver nogle af dem:

Kurt Nygaard Pedersen blev i 1957 som 16-årig ansat som kontorelev på politikontoret. Fotoet er taget et par år senere til hans første kørekort.

148

P alle E riksen

“

I februar-marts måned 1957 blev der opslået en stilling som kontorelev på politikontoret i Ringkøbing. Jeg søgte og fik jobbet. Vi havde translokation efter realeksamen i skolen lørdag den 30. marts og fri næste dag om søndagen. Dagen efter, mandag den 1. april, begyndte jeg så som elev på politikontoret. Da jeg kom om morgenen, blev jeg modtaget af kontorets leder, Svend Aage Faurbye, og kom hele vejen rundt på politikontoret i alle dets afdelinger, hvor jeg blev præsenteret for de forskellige medarbejdere. Ved cirka 10-tiden om formiddagen kom fuldmægtig Westerby på kontoret. Han hilste på mig med disse ord: ”Jeg er politifuldmægtig Westerby, og mig skal De have megen respekt for.” Jeg bukkede selvfølgelig høfligt og gav udtryk for, at den respekt ville jeg naturligvis efterleve, også fremover. Vi havde også en førstefuldmægtig, Torben Plange, på kontoret. Westerby var overenskomstansat, hvorimod Plange var tjenestemand og derfor førstefuldmægtig. Det irriterede Plange, at Westerby først ankom på politikontoret ved 10-tiden om formiddagen. Så engang da Plange var konstitueret som politimester under en af politimesterens ferier, havde han kaldt Westerby ind til sig på sit kontor. Westerby har selv fortalt mig, at Plange så havde sagt: ”De har bare at møde som os andre kl. 8 om morgenen. Hvis De ikke gør det, så vil jeg sørge for, at der bliver ringet med afgangsklokkerne for Dem!” Og så havde Westerby sagt til Plange: ”Jo, fuldmægtig Plange, men hvis De gør det, så ringer jeg straks til min gode ven, departementschef Boas i Justitsministeriet, og så skal vi nok få at høre, hvem afgangsklokkerne kommer til at ringe for!” Westerby havde ikke kørekort. På et tidspunkt blev han i retten klandret for at kunne være anklager i en retssag, der gjaldt færdselsovertrædelser, når han ikke selv havde kørekort. Det afstedkom så, at han skrev en

ansøgning til politikassen for at få et tilskud til at erhverve kørekort. Ikke fordi han tænkte på at ville anskaffe sig en bil eller i øvrigt begynde at køre bil. Han fik et tilskud bevilget, tog undervisning hos en kørelærer, og på et tidspunkt skulle han aflægge køreprøve. Og så blev der altså foretaget forskellige tiltag. De gader, Westerby skulle køre igennem efter aftale med den prøvesagkyndige, dér kørte en politipatrulje nogle ganske få hundrede meter foran, således at gaden mere eller mindre var rømmet for uvedkommende trafik, så Westerby simpelthen kunne køre sikkert og roligt gennem en aftalt rute uden overhovedet at møde forhindringer af nogen art. Westerby fik så også sit kørekort, og han kunne derefter forklare – når han blev mistænkt for overhovedet ikke at have kørekort selv – at det var han selvfølgelig også i besiddelse af. Men han brugte det aldrig. Jeg blev som sagt ved med at skulle køre for ham, selv om han havde kørekort, og jeg må sige det: Jeg nød det. Jeg boede på det tidspunkt på et værelse i Ringkøbing, jeg havde jo rigtig god tid, og det var utroligt spændende at være med ham ude at kikke på forskellige arkæologiske ting. Det havde jeg meget stor glæde af. Westerby kom selvfølgelig en gang i mellem og stillede nogle krav, som jeg af gode grunde ikke kunne honorere. Jeg var for eksempel i fuld gang med at lave et eller andet for fuldmægtig Plange, og der ville måske gå en halv til en hel time. Så når Westerby kom og sagde: ”Det skal De altså, hr. kontorchef, have lavet til mig her og nu,” gik naturen på et tidspunkt over optugtelsen, og jeg sagde til ham: ”Men De ved nok, hr. fuldmægtig Westerby, at en kontorchef er mere end en fuldmægtig, så det kan ikke nytte noget, at De kommer og forlanger det af mig nu.” ”Ih altså, hvor er De fræk. De trænger sådan til at blive soldat.” Hvortil jeg kun kunne svare: ”Ja, det glæder jeg mig sandelig også til.”

E rik W esterby

149

Københavnertiden 1901-1946 Erik Westerby var født i 1901 i Klampenborg, lige nord for København. Han var blændende godt begavet, men også en enspænder, der allerede i sin ungdom hovedsagligt kun var optaget af arkæologi. Og vel at mærke kun ældre stenalder, som populært også kaldes for jægerstenalderen. Alligevel valgte han kraftigt tilskyndet af faderen, der var tandlæge, og som absolut ikke interesserede sig for arkæologi – det er der ellers mange tandlæger, som gør – efter studentereksamen at læse til jurist på Københavns Universitet. Men arkæologien fyldte lige så meget – måske mere – end juraen, for allerede i sin gymnasietid var han begyndt på udgravningen af en stenalderboplads i Klampenborg. Undersøgelsen fortsatte i hans studietid, som han afsluttede i 1924, hvorefter den nybagte cand. jur. fik ansættelse på et sagførerkontor i København. I 1927 blev undersøgelsen publiceret i bogen Stenalderbopladser ved Klampenborg – Nogle Bidrag til Studiet af den mesolitiske Periode. Den blev indleveret som doktordisputats til Københavns Universitet, men skandaløst afvist af et bedømmelsesudvalg, hvor ingen havde den fornødne kompetence til at vurdere den. Nogle år efter forsøgte Westerby igen at erhverve en doktorgrad, denne gang på det juridiske område. Men også denne gang blev afhandlingen afvist, men han fik den udgivet som bog i 1935 under titlen Aktionæren i Fare. Aktionærens Retstilling og Hans Forhold til Selskabskreditorer, Statsmagt m.m. Et par år efter i 1937 fulgte så hans tredje bog Skarnskvinden Anna Maria og andre vestjyske Retssager fra Holbergs tid, som – jævnfør titlen – har særlig interesse for os i Vestjylland. Undervejs havde Erik Westerby i 1929 fået eget sagførerkontor, men det forhindrede ham ikke i at farte land og rige rundt – han var ungkarl hele sit liv – i søgen efter stenalderbopladser. Han fandt dem i hundredvis på utallige rekognosceringsture, men var fra først i 1930’erne på jagt efter en ganske særlig type boplads, som han fandt i 1944 ved Bromme nær Sorø. Bopladsen var fra senglacial 150

P alle E riksen

tid, kort efter at isen havde forladt Danmark, og var dermed Danmarks ældst kendte boplads. Med ét var danmarkshistorien rykket et par årtusinder tilbage i tid. Fundet af Bromme var ikke mindre end en sensation, men da Nationalmuseet kom ind i billedet, gik det galt med samarbejdet mellem Erik Westerby og museets stenalderarkæolog, Therkel Mathiassen, der undersøgte bopladsen

Erik Westerby med den første skafttungespids fra kulturlaget på Brommebopladsen. Fotografen, hans fætter Finn, skrev senere: ”Jeg er stolt over din karakteristik af mig som fotograf, blot er jeg ked af, at jeg kun fik den ene halvdel af dit karakterfulde ansigt med sejrssmilet, men jeg har været for optaget af flækken.” Foto: Finn Westerby.

i 1945-46. Her er der ikke plads til at komme yderligere ind på denne konflikt – læs selv bogen. Vi må blot konstatere, at Westerby følte sig alvorligt tilsidesat, bukkede under og blev alvorlig syg og var tæt på at blive indlagt på St. Hans. Det var først, da hans søster Hjørdis kom hjem fra et længere ophold i udlandet, at han kom til hægterne igen. Hun indså straks, at det var Bromme, som plagede ham, og hun hjalp ham med at komme gennem krisen ved, at han fik skrevet et manuskript til en artikel Da Danmarks ældste Stenalderboplads blev fundet. Artiklen udkom dog først i sit fulde omfang knap 40 år senere, da Westerby på den sidste side havde kritiseret Nationalmuseet. Han ønskede ikke at fjerne den kritik, og artiklen blev så ikke trykt dengang.

mammut op. Westerby så straks muligheden for også at finde spor efter istidens jægere i form af flintredskaber. Han besøgte Seest over 100 gange i 1950’erne og 60’erne, hvor han var i nær kontakt med grusgravs-arbejderne, der lagde knogler og mulige flintredskaber til side til politifuldmægtigen fra Ringkøbing. Blandt de fundne flintsager er der især ét stykke – en flække – hvor fundomstændighederne taler for, at den stammer fra en mildningsperiode under sidste istid, for måske 25.000 år siden. I så fald den ældst kendte menneskeproducerede genstand i Danmark. I dag er den da også udstillet på Nationalmuseet i København. Med ansættelsen af P.V. Glob i 1949 som professor i forhistorisk arkæologi ved Aarhus Universitet og leder af Forhistorisk Museum – i dag kaldet Moesgård Museum

Ringkøbingårene 1946-1981 Sidst i 1946 var Westerby kommet sig så meget, at han kunne begynde at arbejde igen. Imidlertid ville han ikke være i hovedstaden længere, opgav sin sagførerpraksis og tog til Ringkøbing, hvor han havde fået arbejde som anklager ved politiet. Han flyttede straks ved ankomsten ind på et lille værelse – nr. 10 – på Hotel Ringkøbing, og her blev han boende under ganske spartanske forhold i 34 år, indtil han på grund af sygdom måtte forlade hotellet året før sin død i 1981. Efter flugten fra den store arkæologiske skuffelse i hovedstaden brændte den arkæologiske ild dog forsat i ham. Ved læsning af hans arkæologiske optegnelser kan man se, at han systematisk afsøgte terrænet omkring åer og søer for stenalderbopladser, hovedsagligt i Jylland syd for Limfjorden. Samtidigt var han fra tid til anden i Tyskland, Frankrig og Mellemeuropa for at besøge istidens berømte bopladser og huler. Flere af disse lokaliteter var gensyn, idet han allerede havde været der som ung i 1920’erne. Én dansk lokalitet kom efter 1950 til at spille en særlig rolle for Erik Westerby. I grusgrave ved Seest nær Kolding var dukket knogler af for længst uddøde dyr som blandt andet irsk kæmpehjort, skovnæsehorn, skovelefant og

Danmarks ældste menneskelavede genstand? – Erik Westerbys 8½ cm lange flække fundet i Oluf Jensens grusgrav ved Seest. Tegning: Erik Westerby.

E rik W esterby

151

En stolt Erik Westerby hæver næsten i triumf – ikke en skafttungespids – men den første Worsaae-medalje, som han modtog på Jysk Arkæologisk Selskabs generalforsamling i 1957. Imedens læser selskabets præsident, Århusborgmesteren Svend Unmack-Larsen, velfortjente rosende ord op. Foto: Ib Hansen.

– var grunden lagt til et dynamisk forskningsmiljø og et klart alternativ til Nationalmuseet og det arkæologiske institut i København. Glob sørgede for, at Erik Westerby blev rehabiliteret som vor førende forsker af istidens kulturer ved at lade ham repræsentere Danmark ved en international kongres i Düsseldorf i 1956 i anledningen af 100-året for fundet af skelettet af neandertalmanden. Og året efter – i 1957 – blev Erik Westerbys indsats i dansk stenalderforskning yderligere påskønnet, da han i Århus som den første modtog Jysk Arkæologisk Selskabs nystiftede pris, Worsaae-medaljen, til en særlig fremragende arkæologisk forsker. Hjemme i Ringkøbing passede Erik Westerby pligtskyldigt sit arbejde, og vandrede hver arbejdsdag de 600 skridt frem og de 600 skridt tilbage mellem hotellet og politistationen ved Kongevejen. På loftet af Ringkøbing Skole var der stillet et rum til hans rådighed, hvor han arbejdede 152

P alle E riksen

med sine arkæologiske studier mm., og hvor der var plads til hans papirer, bøger og oldsager. Ud over arkæologiske emner engagerede Westerby sig også lidenskabeligt i blandt andet udseendet af og bevarelsen af den gamle købstad, der også dengang var truet af ”udviklingen”, samt arbejdede for et totalt forbud af en omfattende, næsten industriel, ralgravning på Vestkysten. Den sidste aktivitet, der kunne blive skæbnesvanger for kystens nedbrydning, blev omsider forbudt ved lov af staten. Men det var ikke let at overbevise de lokale politikere. Arbejdspladser og penge stod på spil, og borgmesteren havde et entreprenørfirma, der gravede ral på kysten! Erik Westerbys fjerde og sidste bog Hotel Ringkøbing. Om et købstadhus og om by og folk i det 17. århundrede udkom i 1980, samme år som han måtte forlade hotellet. Først i bogen, der er på 272 tættrykte sider, advarer han læseren:

Inden den endelige start vil jeg endnu advare de læsere, som venter at slippe med en kort beretning om de til huset knyttede personer og om deres gerning og adfærd indenfor murene. I stedet for traveture ad velafstukne stier og velkendte veje bydes der på fremrykning gennem en jungle, hvor stadig rekognoscering er fornøden … Vi må forberede os på udflugter i byens og egnens, ja landets historie, men dog stadigvæk med huset og dets beboere som selvskrevet midtpunkt i billedet. Bogen er baseret på omhyggelige bygningsarkæologiske studier, kombineret med en grundig gennemgang af ældre malerier og arkivernes brandtaksationer mm. På baggrund heraf lykkedes det for Westerby at føre den tidligere købmandsgård, som blev hotel og gæstgiveri i 1833, tilbage til de første tiår af 1600-tallet, hvor man tidligere havde dateret den til omkring år 1700. Han kunne også dokumentere, hvordan bygningen, der i dag er Hotel

Ringkøbing, oprindeligt så ud: Den var i bindingsværk i to stokværk, hvor det øverste – 1. salen – ragede lidt udover det nedre stokværk, og ligesom i dag var huset forsynet med et rødt tegltag, dog uden at være afskåret – valmet – i gavlspidserne. Erik Westerby-Fondet Efter Erik Westerbys død i 1981 oprettede hans søster Hjørdis et fond til hans minde: Erik Westerby-Fondet. Søsteren var det menneske, som havde stået Erik Westerby nærmest gennem hele hans liv, og Hjørdis var meget stolt af sin broder. Fondet blev så velforsynet med kapital indskudt af Hjørdis og af Erik Westerbys efterladte formue, at der hvert år på hans fødselsdag den 9. maj kan uddeles en pæn hæderspris til en fremragende arkæolog. Den første prisuddeling fandt sted i 1983, og den udvalgte var P.V. Glob, der

Om dette foto fra 1964 af Hotel Ringkøbing skrev Erik Westerby: ”Dette er det gamle hus, som det så ud efter afbankning af facadens pudslag … Kig på huset, medens tid er, og gem billedet godt: snart vil det meste af gavl og facade være nylavet fortid, en slags kulisse, som til slut efter ordre oversmøres med gult kalk.” Det oprindelige renæssancehus fra omkring år 1600 var helt i bindingsværk, men omkring 1770 blev stueetagens bindingsværk skjult under en mur. Foto: Poul Olsen.

E rik W esterby

153

fik prisen overrakt af Hjørdis Hurwood, som fra Florida var fløjet til Danmark i samme anledning. Siden er prisen blevet uddelt hvert år, og i år med økonomiske opgangstider og godt renteafkast er der ved siden af uddelt mindre priser, som også vestjyske arkæologer har nydt godt af. Bogen om Westerby Erik Westerbys skæbne er med et liv, der var en stadig konflikt mellem arbejde og interesse – han har selv kaldt sit kontor på politigården for ”helvedets lille forgård” – fascinerende og tankevækkende. Han var ikke faguddannet arkæolog, men alligevel var han i flere årtier det menneske i Danmark, som havde størst kendskab til ældre stenalder på et højt videnskabeligt niveau. Hans arkæologiske ambitioner udadtil fik alvorlige knubs ved mødet med det arkæologiske establishment i hovedstaden og nedbrød ham fysisk og psykisk. Westerbys sammenbrud i forbindelse med, at Nationalmuseet overtog undersøgelsen af ”hans” Bromme-boplads, er tidligere blevet forklaret ved, at han skulle have haft svært ved at samarbejde og indgå i sociale netværk – ja, måske led han af Aspergers syndrom, er det blevet mere end antydet. Men i den just udgivne bog gengives for første gang Westerbys egen forklaring. Og hans udlægning er meget forskellig fra den gængse. Selv havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle engagere mig så meget i Erik Westerbys liv og forskning – jeg er mere til yngre stenalder og stendysser – at jeg skulle være med til at skrive en bog om ham. Men det ændrede sig efter den 23. februar 2011. Den aften holdt Kurt Nygaard Pedersen nemlig foredrag om sine oplevelser med Erik Westerby. Det foregik i den gamle retssal på politigården i Ringkøbing i et arrangement ved Ringkøbing Museumsforening. Og der var fuldt hus. Selv bidrog jeg med et lille indlæg om Erik Westerby som arkæolog. Bagefter besluttede Kurt og jeg at skrive en bog om Erik Westerby med vægten på hans tid i Ringkøbing. En bog, som skulle handle om meget andet end arkæologi, og hvor 154

P alle E riksen

læserne får et større indblik i og forståelse af de forskellige sider af denne markante vestjyske tilflytter. Og en bog, der forhåbentligt vil bidrage til et nyt syn på Erik Westerby som et mentalt rimeligt velfungerende og socialt menneske, hvis helt ekstraordinære arkæologiske kvaliteter ikke fik mulighed for at trives og udfolde sig. Palle Eriksen kan kontaktes på pe@levendehistorie.dk

Pensionisten Erik Westerby foran Hotel Ringkøbing i 1974. Foto: Ole Lind.

Kulturmiljøet som ressource i Ringkøbing-Skjern Kommune

– ny registrering og anbefalinger fra museet Af Torben Egeberg & Kim Clausen

Som begreb blev kulturmiljø lanceret i 1994 af daværende miljøminister Svend Auken. Hans vision var, at kulturmiljøbegrebet sammen med forureningsbekæmpelse og naturbeskyttelse skulle være det tredje ben i miljøpolitikken. Politisk blev begrebet realiseret ved at oprette Kulturmiljøråd i amtskommunerne. Idéen var, at Kulturmiljørådene skulle være faglige fora, hvor repræsentanter for forskellige bevaringsinteresser blev sat sammen for sammen med amter og kommuner at arbejde for udpegning og bevaring af vigtige kulturmiljøer. Arbejdet blev afbrudt ved regeringsskiftet i 2001, hvor kulturmiljørådene blev smidt på den politiske mødding som eksempler på smagsdommeri. Samtidig gled ordet kulturmiljø ud af den politiske dagsorden og blev erstattet af begrebet kulturarv. Dette var for eksempel tilfældet, da Kulturarvsstyrelsen (nu Kulturstyrelsen) i 2006 satte gang i forsøg med de såkaldte kulturarvskommuner kombineret med udgivelse af en i øvrigt spændende rapport om kulturarven som ressource.1 Siden er der ikke sket så meget på området, før nu, hvor de nye kommuner har fået ansvaret for – kulturmiljøerne. Begrebet er igen i brug. I praksis vil det sige, at der i kommuneplanerne skal udarbejdes en præcis kortlægning og beskrivelse af kulturmiljøværdierne. Kommunerne skal bruge kortlaget i deres daglige sagsbehandling, og det betyder, at der nu skal tages hensyn til kulturmiljøerne i planlægningen. Produktet bliver også offentligt tilgængeligt på nettet som et kortlag, der kan åbnes sammen med andre lag.

Kulturmiljøerne i 2012 Udpegning af kulturmiljøer med henblik på bevaring af de mest værdifulde stiller andre krav end til bevaring af fredede bygninger og museumsgenstande. Når man beslutter at frede en bygning, er formålet at bevare den i sit oprindelige udseende, også i fremtiden. For kulturmiljøer er målsætningen mere bred. Her er sigtet ikke for alt i verden at bevare kulturmiljøet i dets oprindelige form og funktionalitet men snarere at bevare det gennem fortsat brug og tilstræbe at det indgår i dagligdagen som en historisk dimension. Kulturmiljøerne er således mere dynamiske end fredede bygninger. Kulturstyrelsen definerer et kulturmiljø som et ”geografisk afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling". Planloven har en mere teknisk definition under overskriften ”Sikring af kulturhistoriske bevaringsværdier, herunder beliggenheden af værdifulde kulturmiljøer og andre væsentlige kulturhistoriske bevaringsværdier”.2 Definitionen deles i to temaer, 1116 og 1117. Førstnævnte (1116) har en særlig samfundsmæssig værdi og bør bevares for at sikre et bredt og repræsentativt udsnit af den samfundsmæssige udviklingshistorie. Den anden gruppe, de værdifulde kulturmiljøer (1117) er defineret sådan: Området udgør et sjældent, velbevaret og repræsentativt kulturmiljø med stor oplevelsesværdi og æstetiske kvaliteter, og fortæller en spændende historie om områdets blandingsøkonomi, K ulturmiljøet som ressource

155

og vurderes som værende af national betydning og prioriteres højt. Den nye registrering – udgangspunktet Efter en henvendelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune og efter nogle afklarende møder i sommeren 2012 fik museet til opgave at gennemføre registreringen af kulturmiljøer i det åbne land i kommunen.3 Byerne skulle holdes uden for i denne omgang og måtte komme med ved næste opdatering. Hele registreringen blev gennemført i løbet af nogle uger i juli og august. Udgangspunktet for nyregistreringen var det materiale, som Ringkøbing Amtskommune og Kulturmiljørådet havde indsamlet i 2005. Dengang bestod den nuværende Ringkøbing-Skjern Kommunes område af fem mindre kommuner, hvor tre museer, Ringkøbing Museum, SkjernEgvad Museum og Herning Museum sammen med lokalhistoriske arkiver og privatpersoner bød ind med forslag. De var ret forskellige i udvælgelse, og den geografiske dækning var tilsvarende uens. Alle bidrag blev samlet af Ringkøbing Amt og kortlagt omtrentligt med ovale

indramninger. Kun enkelte kulturmiljøer som for eksempel Ørnhøj-banen blev kortlagt med en præcis afgrænsning af banelegemet fra Ringkøbing til Ørnhøj. Der var således to udfordringer i den tidligere kortlægning, nemlig upræcise afgrænsninger og uensartet dækning af registreringen i de forskellige områder af kommunen. Hvordan løste vi opgaven? Den fysiske ramme er landets arealmæssigt største kommune. Den kendsgerning gjorde, at opgaven også var stor. Det vigtigste var derfor at komme i gang på en god og hensigtsmæssig måde. Tidligt i forløbet opstod en idé om at lade kirkerne og de gamle sogne være pejlemærker for arbejdet. Næsten alle sognekirkerne i Ringkøbing-Skjern Kommune ligger i det åbne land eller i udkanten af bymæssig bebyggelse. På denne måde kunne kommunens store areal opdeles og gøres overskueligt. Den valgte metode er inspireret af den måde, fortidsminderne er registreret på. Her er det også de gamle sogne, der er kernen i registreringen. Hvert fund, en flintøkse, en boplads eller en gravplads, har et sogne-baseret nummer og et kryds på kortet.

Et nyregistreret kulturmiljø, Færgegården i Hee på en regnvåd julidag. Gårdens navn røber, at der herfra udgik en ældgammel tradition for sejlads på fjordene.

156

T orben E geberg & K im C lausen

På samme måde har vi nu tildelt hvert enkelt kulturmiljø et fortløbende registreringsnummer indenfor hvert sogn, og vi har registreret dets afgrænsning så præcist som muligt. Forud for udvælgelsen har vi kigget i lokalhistorisk litteratur og blandt andet i Trap Danmarks beskrivelse af Ringkøbing Amt fra 1965. Vi har også brugt andre kilder som nye og gamle kort, luftfotos og ikke mindst radaropmålingen af Danmarks overflade. Denne har fået mange navne, reliefkortet eller højdemodellen eller LIDAR-scanningen. Datasættet har givet stor vækst i antallet af kulturspor. Vi kan nu se meget detaljeret især i heder og plantager og ofte kortlægge dem for første gang. Det betyder, at væsentlige og hidtil ukendte kulturmiljøer kan kortlægges og efterfølgende besøges for at afklare, om de kan ses med menneskeøjne nede på jordoverfladen. Er de tilgængelige, synlige og væsentlige i kvalitet, kommer de med i registreringen. Det kan ikke afgøres ud fra radarmodellen; den er blot et computerbillede. Registreringerne omfatter nu foruden sognekirkerne, eksempelvis herregårde, præstegårde, vandmøller, voldsteder, klitgårde, gamle veje, jernaldermarker, gravhøje og langdysser. Der er udvalgt mange kulturmiljøer med beskeden udstrækning. Men der er også blevet udpeget et antal større, særligt værdifulde områder, der i de fleste tilfælde også er fysisk sammenhængende. Herved opstår der mulighed for, at kulturmiljøerne kan indgå i sammenhængende ruter for gående, cyklende, ridende og sejlende, og på den måde kan de være med til at udvikle turisme og friluftsliv. Gamle stier, vejforløb, jernbaneforløb og naturarealer indgår i disse udpegede kulturmiljøer, og de vil i kommende planlægninger kunne bruges i et samlet stisystem i hele kommunen – uafhængigt af stier som Drivvejen, Nortrail og andre overordnede ruter. En vigtig del af en kulturmiljø-registrering er, at der også indgår en kvalitetsvurdering af det enkelte kulturmiljø. Hertil anvendes SAVE som værktøj.4 Betegnelsen SAVE kommer af Survey of Architectural Values in the Environment og er en metode udviklet i England. Der bruges en værdiskala fra 1 til 9, med 1 som højeste værdi for det på alle måder

perfekte kulturmiljø. Dem er der, selv i Ringkøbing-Skjern Kommune, ikke mange af, men dog nogle. For eksempel har vi vurderet, at Lundenæs Voldsted, Brejninggård og Vedersø Præstegård hører hjemme i den høje ende af skalaen. Af sted på jobbet – registreringen Indsamlingen af oplysninger om potentielle kulturmiljøer i den nye registrering er omsat til et arbejdskort. Relevante udsnit af dette er så blevet printet ud og taget med på besigtigelserne. Forsynet med dette materiale og en forhåndsviden er hvert enkelt miljø blevet opsøgt, efter først at have fået lodsejerens tilladelse til gå ind og fotografere. Vi har også kortlagt adgangsforholdene og parkeringsmulighederne. Dette er vigtigt for kommende brugere, enten de kommer til kulturmiljøet ud fra en folder eller ved hjælp af en APP på mobiltelefonen. Ringkøbing-Skjern Kommune har således planer om, at kulturmiljøet med foto og beskrivelse også skal gøres tilgængeligt på denne måde. Kortlægningen er knyttet sammen med et regneark, hvor der er forfattet en kort beskrivende tekst om hvert

500 m

Jernaldermarker ved Grønne Bakker i Tim, endnu et nyt kulturmiljø. Det var ganske vist kendt i forvejen, men først nu kan skelvoldene ses som tydelige firkantede aftegninger på radarmodellen. Markerne ligger op til et område med gamle indlandsklitter.

K ulturmiljøet som ressource

157

2 km

Et andet nyregistreret kulturmiljø, husmandsstederne på Tingheden i Sønder Vium. Ejendommene udfylder rummet langs de nyanlagte veje gennem den tidligere hede. Hovedvejen mellem Skjern og Varde til højre på kortet.

158

T orben E geberg & K im C lausen

enkelt kulturmiljø. Det er også her, karakteren, SAVEværdien, er angivet ud fra, hvad vi har konstateret ved besigtigelsen. Hvordan er kvaliteten, synligheden, tilgængeligheden og bevaringstilstanden? Til hver lokalitet er der endvidere oprettet en billedmappe med alle registreringsfotos, hvorfra et udvalgt, karakteristisk foto er videregivet til kommunen. Der er foretaget mange valg i udvælgelsen af kulturmiljøer blandt et meget stort antal kandidater. Vi har samlet, hvad vi synes er karakteristisk for området her og nu. Fravalg er sket, når et ellers væsentligt kulturmiljø måske ikke længere er synligt eller er så forandret, at det ikke længere udfylder sit kandidatur. Tilvalg er foregået mange gange, ikke mindst i områder, hvor der ikke tidligere var udpegninger. Kulturmiljøerne i fremtiden Men hvordan ser vi så på kulturmiljøerne i dag? Er de en ressource i fremtidens bosætnings- og turistudvikling eller mere en besværlig arv fra fortiden, som vi ikke rigtigt ved, hvad vi skal stille op med? En kommune som Ringkøbing-Skjern Kommune står ligesom andre udkantskommuner i en vanskelig situation, når man skal forsøge at pejle sig ind på, hvad man skal leve af i fremtiden. I mange rapporter og redegørelser peges der på, at yderkommunerne skal opfatte natur og kulturmiljøer som vigtige ressourcer for udvikling af turisme og bosætning. Men den økonomiske krise påvirker samtidig vores syn på kulturmiljøer i en negativ retning. Et kulturmiljø i forfald bliver let opfattet som et symptom på krisen. Stigende energipriser gør mange ældre bygninger dyre at varme op. I mange tilfælde er det billigere at rive ned og bygge nyt end at bygge om og bevare. I nogle landsbysamfund ser man ligefrem, at man giver op overfor at skulle bevare lokale kulturmiljøer som fx forsamlingshuse, hvis ikke der er folk, der ønsker at benytte og udvikle stederne. Således nedrives bevaringsværdige bygninger med tilskud fra nedrivningspuljen, fx Rækker Mølle Andelsmejeri fra 1885 og forsamlingshuset i Torsted.

Der er ingen tvivl om, at vi mangler en diskussion om kulturmiljøets rolle og betydning som ressource i relation til bosætning og turisme. Men for at kunne tage en sådan diskussion er det naturligvis vigtigt at have et godt overblik over, hvilke kulturmiljøer, vi i grunden råder over i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er der nu skabt grundlag for med den nye registrering. Vi kan konkludere, at Ringkøbing-Skjern Kommune er usædvanlig rig på synlige kulturmiljøer, store som små i deres udstrækning. I kulturmiljøernes fremtidige rolle som ressource ser vi to væsentlige synsvinkler: –– Vi skal opfatte kulturmiljøerne som en ressource i forbindelse med lokal sammenhængskraft og bosætning. –– Vi skal opfatte kulturmiljøerne som en ressource i forbindelse med udvikling af en bæredygtig kulturturisme. Stabilitet er en vigtig forudsætning for investeringer og udvikling. Fra antropologien ved vi, at kulturer bliver truet på

Et fint vestjysk herregårdsmiljø, Åbjerg i Vedersø. En vigtig del af miljøet er de stynede lindetræer, der fylder rummet foran hovedbygningen.

K ulturmiljøet som ressource

159

stabiliteten og sammenhængskraften, når den historiske erhvervstradition, de sociale strukturer og det omkringliggende landskab ændres dramatisk. Resultatet bliver ofte, at der opstår sociale problemer, samtidig med at de pågældende samfund får vanskeligt ved at omstille sig. Kulturmiljøets betydning for bosætning og turismen er allerede understreget i Kulturarvsstyrelsens undersøgelse fra 2005. Nogle år for inden, i 2000, pegede en tilsvarende svensk undersøgelse fra Västmanland på, at man ikke kun skal se på kulturmiljøet som en ressource i forbindelse med profilering og branding af et område.5 Man skal også forstå, at kulturarven som identitetsskabende faktor betyder meget for stabiliteten i et område og dermed for vækst og udvikling. Den svenske undersøgelse peger på, at kulturarven, såvel den levende som den materielle, er vigtige identitetsskabende faktorer, der skaber fundament og forudsætning for sammenhængskraft og overlevelsesevne (resiliens). Kulturarven er dermed vigtig for, hvordan nye initiativer rodfæstes og udvikles i et område. Når man taler om kulturmiljøet som ressource, kan vi måske ikke se skoven for bare træer? I OECD’s undersøgelse, The Impact of Culture on Tourism fra 2009 pointeres det, at antallet af turister, der rejser efter kulturelle oplevelser, er stigende på globalt plan.6 Således udgør disse kulturturister 40 % af alle globale turister. I rapporten beskrives kulturturisme som det største og hurtigst voksende turistmarked. Udover indtjening spiller kulturturismen også en stor rolle for de pågældende områders konkurrenceevne og attraktivitet. Kulturturister har et højt døgnforbrug i forhold til andre turistgrupper. Imidlertid er vi endnu ikke rigtig kommet med i denne udvikling her i Danmark i forhold til lande som Sverige, England og Frankrig. Der synes således at være plads til forbedring og anledning til overvejelser om, hvad man kan gøre i en lokal-regional sammenhæng for at øge og udvikle kulturturismen. En af vejene kunne være at satse mere på kulturmiljøerne og rette denne formidling mod internationale målgrupper. 160

T orben E geberg & K im C lausen

Anbefalinger Det fremtidige arbejde med kulturmiljøer i RingkøbingSkjern Kommune bør derfor, set fra en museumsvinkel, have fokus på: –– at tænke langsigtet – kulturmiljøerne og naturen er med til at give Ringkøbing-Skjern Kommune profil –– at tænke i helheder – havet, fjorden, ådalene, hederne, skovene –– at samspillet mellem naturen og kulturmiljøerne er spændende og rummer store potentialer –– at fastholde det autentiske og egnskarakteristiske –– at sikre gode adgangsforhold og informationer, så potentialerne i kulturmiljøerne kan komme i spil –– at tænke kulturmiljøerne sammen med friluftsliv, bosætning, sundhed og turisme

Kim Clausen kan kontaktes på kc@levendehistorie.dk Torben Egeberg kan kontaktes på te@levendehistorie.dk Noter

1. Kulturstyrelsen og Fonden RealDania: Kulturarv en værdifuld ressource for kommunernes udvikling. En analyse af danskernes holdninger til Kulturarv. København 2005. 2. Planloven, § 11a, stk. 14. Se www.retsinformation.dk. 3. Samarbejdspartnere i Ringkøbing-Skjern Kommune har været Niels Peter V. Lauridsen, Claus Josefsen og Anne-Marie Gintberg. Registreringsarbejdet er udført af Torben Egeberg og Kim Clausen fra Ringkøbing-Skjern Museum sammen med Christian Sehested, projektansat som historiker på museet. Registreringsarbejdet er blevet udført som rekvireret arbejde for Ringkøbing-Skjern Kommune. 4. Kulturarvsstyrelsen: SAVE. Kortlægning og registrering af byers og bygningers bevaringsværdi. 4. reviderede udgave. København 2011. Se www.kulturarv.dk. 5. 27. Mia Andersson & Monica Mossberg: Profilering – en framtid för Västmanland. Länsstyrelsen i Västmanlands län Rapport 2000:07. 6. OECD: The Impact of Culture on Tourism. Paris 2009.

Kulturmiljøer i Varde Kommune Af Mariann Ploug & John V. Jensen

I løbet af efteråret 2012 har Museet for Varde By og Omegn registreret ni nye kulturmiljøer efter aftale med Varde Kommune. Ved et kulturmiljø forstår vi geografisk afgrænsede områder, der på forskellig vis afspejler væsentlige træk i egnens samfundsmæssige udvikling. Udpegningen skal primært sikre, ”at områderne friholdes for byggeri, anlæg eller andre ændringer, der er uforenelige med de kulturhistoriske interesser”, som det hedder i kommunalsprog. Sagt på en anden måde handler det om, at Museet for Varde By og Omegn og Varde Kommune i fællesskab er ved at danne et overblik over, hvilke og hvor vi har gamle eller ældre bygninger og anlæg, som fortjener særlig opmærksomhed, fordi de kan fortælle noget om vores egns historie og dermed også sige os noget om, hvorfor vores nutid ser ud, som den gør. Det kan handle om mange forskellige ting som fx tidlig industri, udnyttelse af vandkraft, handelsforbindelser, krig, religion, anlæggelse af færdselsårer mm., netop alt det som vi dag anser som en helt naturlig

del af vores omgivelser. Disse bygninger og anlæg har været og er stadig med til at definere egnens særpræg og skabe dens identitet, og netop derfor skal vi passe på dem. I det følgende fortælles i flere tilfælde mange hundreder års historie i nogle korte historiske skitser. De korte rids kan give et godt indtryk af tilværelsens omskiftelighed, og hvordan svingende konjunkturer, nye produktionsformer og ny teknologi gennem århundrederne sætter sit præg på de enkelte lokaliteter. Således kan man denne gang læse om flere af egnens gamle vandmøller, hvis historie i nogle tilfælde går helt tilbage til middelalderen, men som helt indtil det 20. århundredes begyndelse fungerede som betydelige lokale industrivirksomheder. Der er indtil nu beskrevet 28 kulturmiljøer fordelt over hele kommunen og flere vil følge i de kommende år. Et overblik over disse tidligere udpegninger kan man finde i opdatering 2008, 2010 og 2011.

Historiske kort er gode kilder til den kulturhistoriske udvikling i landskabet. Her er det Original 1 kort over Lunderup Hgd., Varde Jorder fra 1819-1865 til venstre og Generalstabens høje målebordsblade fra ca. 1870 til højre. Begge kort viser udsnit med Frisvad Mølle.

K ulturmiljøer i V arde K ommune

161

Linding Mølle Kulturmiljø, Varde nr. 21

”Samme Mølle kan om Sommeren, naar Tørke er, ikke male, desligeste om Vinteren naar stor Frost paakommer.” Sådan omtales Linding vandmølle i slutningen af 1600-tallet. Linding Mølles historie går tilbage til i hvert fald 1580, hvor møllen nævnes første gang i forbindelse med, at Varde hospital blev forlenet med Linding Gård med en lille mølle. Fra 1609 hører møllen ikke længere under Varde hospital, men da herremanden Niels Krag oprettede Agerkrog, mageskiftede han sig til møllen foruden Lindinggård.1 I løbet af 1600-tallet støder vi i kilderne på møllen flere gange. Lindingmølle og Møldam omtales i 1639 i præsteindberetningerne til Ole Worm fra Øster Horne herred.2 Møllen

Linding Mølle ca. 1910, inden møllehjulet standsede. Foto: Thorstrup lokalhistoriske arkiv.

162

M ariann P loug & J ohn V. J ensen

er ligeledes med på Mejers kort fra omkring 1650. Linding Mølle har i en periode hørt under Nørholm Gods, hvor den bl.a. findes omtalt i en jordebog fra 1660. Ellers er oplysninger om Linding Mølles ældste historie sparsomme, punktvise og fragmentariske, og de indskrænker sig ofte til skøder, opgørelser af bohave og regnskaber, hvorved den ligner mange andre danske møller. Således er det noteret, at mølleren i midten af 1700-tallet ejede lidt sølvtøj og et lille stykke jord. Han havde også selv vogn, plov og nogle kreaturer. I 1743 således tre heste, tre stude, fire køer og ti får. Fra 1836 stadfæstes møllerens ret til opstemning af vandet, og mølleren fik hermed ret til uindskrænket udnyttelse af vandet til alle årstider. Det betød, at mølleriet i slutningen af 1800-tallet på Linding Mølle var ret stort. I 1873 blev møllen antageligt solgt fra Nørholm gods. 3 I 1876 købte møllebygger Hans Jørgen Frahm Linding Mølle af Ivar Madsen, og siden har den været i slægtens eje. Under Første Verdenskrig var tiden ved at rinde ud for vandmøllerne, og i 1915 stiftedes andelsselskabet ”Thorstrup Elektricitetsværk” der talte vandmøllerne Linding og Nørholm. I 1916 ophørte mølleriet og møllehjulet blev erstattet af en turbine, der kunne drive en dynamo og producere jævnstrøm, hvorefter mølledammen var ejet af el-værket.4 El-produktionen på Linding Mølle ophørte i 1952, og i januar 1953 tilbageskødedes vederlagsfrit den ca. 1 ha store mølledam til Linding møllegård til den daværende ejer Vilhelm Frahm,5 der til gengæld forpligtede sig til at lade mølledammen frede grundet møllens historiske og æstetiske kvaliteter. Fredningen førte senere til stridigheder med Hedeselskabet og de omkringliggende lodsejere, sidstnævnte blev i 1964 tilkendt en mindre erstatning i alt kr. 5515.6 I mellemtiden havde Hans Jørgen Frahms sønnesøn Hans Jørgen Frahm fra 1950 forpagtet landbruget ved Linding Mølle af Vilh. Frahm, som han også købte møllen af i begyndelsen af 1950’erne. I 1980 solgte han Linding Mølle videre til sin søn Egon Frahm, der stadig driver gården.

Noter

1. H.K. Kristensen: Øster Horne Herred. København 1944, s. 99ff. 2. Præsteindberetninger til Ole Worm I, Ålborg og Ribe stifter 1625-42. Udg. af Landbohistorisk Selskab, v. Frank Jørgensen. København 1970, s. 226. 3. Steen B. Bøcher: Vandmøller og andre vandkraftudnyttelser i Ribe Amt. København 1944. 4. Se Fredningsnævnets kendelse fra 12. oktober 1964, s. 1, Thorstrup lokalhistoriske arkiv. For nærmere oplysninger omkring etableringen af Thorstrup Elektricitetsværk se Ejvind Busk Jensen: Foreninger i et lille samfund – Thorstrup Sogn 1869-2012. Thorstrup 2012. 5. Skøde dateret 10.12.1952, Thorstrup lokalhistoriske arkiv. 6. Se Fredningsnævnets kendelse fra 12. oktober 1964, s. 1-15.

Møllehjulet er væk, men bygningerne bæger endnu tydelige præg fra vandmøllens tid. December 2012.

Vinterstemning ved den opstemmede mølledam, der bidrager til at give Linding mølle et idyllisk udseende, men som også i høj grad vidner om den århundrede gamle erhvervstradition på stedet. December 2012.

K ulturmiljøer i V arde K ommune

163

Frisvad Mølle

Frisvad Vandmølle regnes for at være ældre end Varde Vandmølle, der er fra 1537. I 1583 blev Frisvad Mølle købt af kronen, og få år efter indgik Frisvad og Frisvad Mølle i en byttehandel, som den rige adelsmand og godsejer Mourids Podebusk foretog.1 Frisvad Mølle var oprindeligt en strømmølle, der blev drevet af vandet i Frisvad Møllebæk. Omkring 1680 blev en del af vandet ca. 1500 meter nord for møllen ledt gennem en grøft gravet i engkanten, så vandet ved opstemning kunne drive et overfaldshjul. Dette trak kornkværnen, mens strømmøllen senest i 1702 blev omdannet til stampemølle. Strømmøllen, som var den gamle mølle, hørte til møllegården, mens den nye overfaldsmølle var uafhængig.2 Lunderup havde overtaget vandmøllen i 1683, og da ejendommen kom under Nørholm i 1718, fulgte møllen med. Nørholms ejer, Andreas Charles Teilmann byggede et nyt møllehus, og omkring 1760 begyndte man på hans foranledning at grave mergel ud af brinken foran møllen. Fra

1780’erne blev den lave køregrav benyttet som mølledam, hvilket gav møllen en større driftssikkerhed.3 I 1831 overtog Christen Pedersen kornmøllen, der derefter blev drevet sammen med stampemøllen og møllegården, som han også ejede. Allerede i 1850 blev stampemøllen nedlagt, men i 1867 blev der bygget en ny stampemølle til benstamperi. Produktionen af benmel fortsatte formentlig indtil omkring 1920.4 Den nordgående vej fra Varde har fra gammel tid gået syd om Frisvad Mølle og passeret ådalen ved vadestedet, hvor strømmøllen lå. I slutningen af 1800-tallet blev der bygget bro over møllebækken, og vejen blev omlagt, så den kom til at gå over dæmningen foran mølledammen. Vadestedet kunne tydeligt ses, indtil vadestenene i 1939 blev kastet op på engen ved reguleringen af vandløbet mellem møllen og Varde Å. Da møllen blev nedlagt i 1939, blev mølledammen tørlagt. Dammen blev dog genetableret i 1959, hvor dæmningen blev forstærket, og vandtilførselen blev øget med vandet fra to drænledninger, så der dannedes en dam ud mod vejen. Frisvad mølle hørte under Nørholm indtil Jes P. Jessen købte hele ejendommen i 1914. Året efter erstattede han

Frisvad Mølle. I forgrunden til højre ligger møllehuset, der blev revet ned i 1944, og bag ved ses det gamle stuehus, ca. 1903.

Frisvad Mølle med mølledammen i forgrunden og det nye stuehus fra 1916 på den anden side af dæmningen, ca. 1920.

Kulturmiljø, Varde nr. 22

164

M ariann P loug & J ohn V. J ensen

møllens overfaldshjul med en turbine, og i 1916 blev det nye stuehus bygget. På samme tid forsøgte han forgæves at etablere et dambrug. Resterne af ørreddammene, der var gravet ind langs den anlagte grøft, kan stadig ses i landskabet. Sidst i 1930’erne blev der gravet mergel på Stilbjerg og ved møllegården, og for indtægterne derfra kunne der bygges ny stald (1939) og lade (1941), mens møllehuset, der ikke længere var i brug, blev revet ned i 1944. Opstemningsretten, som møllen havde, blev igen interessant i 1941, hvor ejeren, Tormod Christensen sammen med et konsortium etablerede en pelsfarm med sumpbævere ved møllebækken 30-40 meter fra dæmningen. Ved krigens slutning i 1945 var pelseventyret forbi lige så hurtigt, som det var begyndt, og året efter etablerede samme konsortium et dambrug. De første 32 fiskedamme lå mellem grøften, der tilførte vand, og bækken, som afløbet var ført ud i. Senere blev der gravet yderligere otte damme på østsiden af bækken tæt ind til dæmningen. Da konsortiet blev opløst omkring 1955, fortsatte ejeren med dambruget. Det blev efter hans død i 1957 videreført af sønnen Poul Erling Christensen, som i 1991 solgte til anden side. Dambruget blev ved Ribe

Stuehuset ved Frisvad Mølle, som det fremtræder i oktober 2012.

Amts mellemkomst nedlagt med udgangen af 1997 mod det obligatoriske økonomiske vederlag.5 Omkring 1950 blev der bygget et ”røgterhus” som bolig til et gift par, der var ansat i stedet for en karl og pige. Arbejdsbyrden ændrede sig de følgende år, særligt efter 1957, da sønnen Kristen Johs. Christensen havde overtaget gården, der fra 1972 kunne drives som et deltidslandbrug. En del af jorden blev solgt fra i 1992, og i 1994 blev Frisvad Mølle overtaget af Ebba Rathjen og Egon Jensen, mens landbrugsjorden blev solgt til anden side. Ægteparret har siden sat stuehuset og udlængerne i stand, så Frisvad Mølle i dag er en fin ramme om et moderne familieliv. Noter

1. Steen B. Bøcher: Vandmøller og andre vandkraftsudnyttelser i Ribe Amt. København 1944, s. 36-37; Charlotte Lindhardt: Frisvad Mølle. Drivvejsprojektet, 2006 (netudgivelse). 2. Kristen Johannes Christensen: Frisvad Mølle i 500 år. 2010. (upubliceret). 3. Bøcher, s. 36. 4. Christensen, 2010. 5. Kr. Johs. Christensen: Frisvad Mølle. Varde Landsogn, Tinghøj og Søndermarken. Varde 2001, side 96.

Stald (1939) og lade (1941) ved Frisvad Mølle står som rødstensbygninger med tag af pandeplader, oktober 2012.

K ulturmiljøer i V arde K ommune

165

Alslev Mølle

”En mere romantisk plet end Alslev Mølle kan den [vejen] næppe føre os hen til her i Vestjylland.”1 Sådan lyder en beskrivelse af området ved Alslev Mølle fra 1949, og man fornemmer meget af den nostalgi, der siden er blevet forbundet med de gamle vandmøller, og som stadig spiller en rolle i vores opfattelse og oplevelse af møllerne. Alslev Mølle er gammel, den eksakte alder kender vi ikke, men møllespecialisten Steen Bøcher regner den til en af landets ældste dvs. fra middelalderen. Vandmøllen hørte i middelalderen sammen med Visselbjerggård under Ribe bispestol og omtales første gang i 1531 i et skøde på Visselbjerggård.2 Ved reformationen kom den sandsynligvis under kronen, der 1567 skødede den til en adelsmand fra Oxvang gård ved Skast, hvorefter møllen var adeligt gods og hørte under herregården Visselbjerg ved Alslev indtil 1772,3 hvor den blev solgt fra herregården til Chresten Bierrum, Aalborggaard for 2.500 rigsdaler.4 I 1792

købte Hans Andersen Schack vandmøllen, hvorefter den var i Schack-slægtens eje indtil Peder Schacks død i 1964. Som så mange andre danske vandmøller blev Alslev Mølle højst sandsynlig anlagt af kirken, der forsøgte at skaffe sig gårde især langs de vigtige veje. På den tid var det kun kirken, kongerne og landets stormænd, der havde råd til at opføre så kostbare anlæg. Alslev mølle ligger centralt placeret i landskabet ved et oldgammelt vadested med mange indfaldsveje og får sit vand fra Alslev Å.5 Af gamle regnskaber fra 1600-tallet fremgår det, at Alslev var en af amtets største møller kun overgået af Nørholm og Henne møller.6 Alslev Mølle havde sin storhedsperiode i 1800-tallet under Schack-familien. I tiden efter Første Verdenskrig blev møllegården udstykket. Endnu i 1880’erne kunne der ved møllen holde hele rækker af vogne med korn til formaling i Alslev Mølle, ikke alene fra Alslev, men også fra Hostrup, Bryndum og andre sogne. Alslev skal desuden have været isfri, når andre møller blev bremset af frosten. Om den tid fortælles det, hvordan bønderne kom agende med de tunge kornsække på vognen, hvorefter de fik spændt fra og gik ind i møllestuen – en firefags stor stue – for at få mølleskænken

Brydning af is ved Alslev Mølle i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Alslev lokalhistoriske arkiv.

Postkort af Alslev Mølle. I dag er kun laden og møllerboligen tilbage. Foto: Alslev lokalhistorisk arkiv.

Kulturmiljø, Varde nr. 23

166

M ariann P loug & J ohn V. J ensen

og få piben stoppet, mens møllersvendene ekspederede kornet. Møllerens betaling bestod i, at han af hver skæppe korn tog en ”toldkopfuld”. Således skulle møllen i Alslev også have været meget søgt i perioder med vindstille vejr, og fordi møllen i Alslev havde stor kapacitet med mange kværne, kunne den præstere mere end alle egnens øvrige møller.7 Alslev Mølle fungerede ikke blot som kornmølle, men tillige i forbindelse med garvning af huder for bundtmagerne i området, samt valkning af vadmelsklæde. Derudover virkede møllen også som stampemølle til knusning af ben (til strøelse på markerne). Ca. 1885 udskiftede den fremsynede A. Schack som en af de første i landet møllehjulene og erstattede dem med turbiner til fremstilling af elektricitet, der både kunne drive kværnene og levere el til ejendommen. I 1901 anlagde han også ørreddammene ved møllen og grundlagde dermed dambruget, hvorefter mølleriet stort set ophørte. Dambruget er endnu i drift i 2012. I 1940’erne malede møllen kun korn til gårdens eget forbrug. Ligeledes ophørte stamperiet og valkeriet. Den gamle mølledam groede til og er stort set væk i dag. Efter århundreder som samlingssted for egnens beboere blev Alslev Mølle reduceret til en helt almindelig ejendom. Til

Alslev mølles lade, der er rest af det i sin tid ret betragtelige mølleanlæg. September 2012.

gengæld producerede den gamle mølle nu strøm til det sydvestjyske område. I begyndelsen af 1950’erne overtog Paul Agnar fra Esbjerg dambruget ved møllen. Alslev møllegård tilhørte Peder Schack frem til hans død, hvorefter hans husbestyrerinde Karoline Horn arvede møllegården med landbrugsdriften. Hun solgte den i 1969 videre til Strange Hansen. Siden har møllen haft flere ejere, indtil den nuværende ejer Hilmer Nissen i 2009 købte møllen på tvangsauktion. Noter

1. Chr. Sneum: Kronik. Vestkysten 29.9.1949. 2. Steen B. Bøcher: Vandmøller og andre vandkraftudnyttelser i Ribe Amt. København 1944, s. 13ff. 3. Steen B. Böcher: Kronik. Vestkysten 26.6.1941. 4. Alslev Mølle, Alslev Lokalhistoriske Arkiv, udarbejdet af Hans Ole Villadsen. 5. Steen B. Böcher: Vestkysten 23.6.1941, fortæller om Alslev vandmølle i forbindelse med en cykeltur. 6. Steen B. Böcher: Kronik. Vestkysten 26.6.1941. 7. Steen B. Böcher: Kronik. Vestkysten 29.9.1949.

Helt indtil omkring 1900 fungerede Alslev mølle, som en betydelig lokal industrivirksomhed. Siden blev den i lighed med andre vandmøller omdannet til dambrug. September 2012.

K ulturmiljøer i V arde K ommune

167

Letbæk Mølle

Kulturmiljø, Varde nr. 31a ”Letbæk Mølle ligger i en vidunderlig smuk Egn, næsten et Stykke smilende Østkystnatur, der som en Oase dukker op herude mod det barske Vesten.” Sådan karakteriseredes omgivelserne ved Letbæk Mølle i en avisartikel fra 1929. Der er løbet meget vand i åen gennem de sidste 80 år – beskrivelsen er stadig præcis, men sådan behøvede det ikke at være. Her følger nogle hovedtræk af møllens historie. Letbæk Mølles egentlige alder kendes ikke. Lokalhistorikeren H.K. Kristensen skriver, at møllen må være anlagt senere end den nærliggende nabomølle i Assenbæk, og at det må være tidligere end 1610, da møllen nævnes første gang.1 Møllekenderen Steen Bøcher mente derimod i sin bog om vandmøllerne i Sydvestjylland, at Letbæk Mølles historie kan gå helt tilbage til 1347, hvor bispen i Ribe pantsatte en del gods bl.a. en mølle i Hodde, og det kunne være Letbæk Mølle.2 ”Lethbeck møll” omtales i 1639 i en af præsteindberetningerne til Ole Worm, og møllen er ligeledes indtegnet på Johannes Mejers kort fra ca. 1650.3 Møllen ligger ved landevejen fra Tistrup til Hodde lidt nord for Kybæk bæk ved et lille tilløb dannet af kilder. Faldet er meget stort, og der synes at være rigeligt med vand til møllens overfaldshjul.4 Vi ved at, møllen i 1850’erne producerede kartoffelmel, og hovedaftageren var papirfabrikken i Silkeborg. Kartoffelmelsproduktionen blev imidlertid i slutningen af 1800-tallet opgivet pga. af konkurrence fra Tyskland.5 Ændrede betingelser betød, at vandmøllen i Letbæk i 1902 blev omdannet til planteskole, hvor omegnens bønder kunne hente små gran- og fyrretræer i forbindelse med opdyrkningen af de jyske hedearealer. Opdyrkningen havde nemlig medført et stort behov for tilplantning i form af plantager og læbælter, der kunne holde på den lette jord. 6 Mølleriet ophørte helt i 1905, men møllegården og 168

M ariann P loug & J ohn V. J ensen

dammen kan altså stadig ses på Letbækvej mellem Tistrup og Hodde. Letbæk Mølle er imidlertid også interessant af andre grunde end blot mølleriet. Således overtog den senere landstingsmand og formand for Vestkjær højskole Niels Møller Letbæk Mølle i 1860. Sammen med sin gode ven pastor Schjørring, fandt han, at de smukke omgivelser ved mølledammen i Letbæk egnede sig til større møder, og de arrangerede nu det første af en række folkemøder ved mølledammens østlige bred.7 Stedet kaldte de i bedste grundtvigske højskolestil for Breidablik (den bredt skinnende) eller Balders bolig.8 Letbæk Mølles historie er således knyttet nært sammen med udviklingen af det folkelige og danske demokrati efter 1849 – men altså især fra 1860’erne. Ved møllebredden rejstes i juni 1929, dvs. i hundredeåret for Niels Møllers fødsel, en mindesten for den gamle møller. Der var til anledningen tale af ingen ringere end fhv. konseilspræsident J.C. Christensen og tilstedeværelse af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, Vejen. Efter møllens ophør blev Letbæk Mølle, der i 1946 omtales som ”et yndet Udflugtsmaal med ældgammel Tradition”,9 omdannet til en sommerrestauration. Fra 1923 var Frederik Møgind Tranberg indehaver af Letbæk Mølle Kro.10 Restaurationsvirksomheden ophørte i 1973 efter krav om en modernisering af køkkenet, hvorefter Letbæk Mølle i 1975 blev købt til lejr- og kursusvirksomhed af KFUMspejderne i Esbjerg for 700.000 kr.11 Siden kom projektet i modvind, og pengene manglede. I 1977 købte Esbjerg Kommune Letbæk Mølle for godt 1 million kroner og påbegyndte en restaurering af møllen.12 En overgang overvejede Esbjerg Kommune at omdanne den gamle mølle til et refugium for billedkunstnere, uden at det nogensinde blev realiseret. Heller ikke planerne om at omdanne Letbæk Mølle til naturskole for Ølgod, Varde, Grindsted, Helle og Blåbjerg kommuner blev til noget.13 Midlerne til at renovere og istandsætte Letbæk Mølle savnedes, og efter at have ligget ubenyttet hen gennem flere år blev ejendommen i 1992 solgt til Tom Petermuss, der istandsatte den gamle

hovedbygning og fik mølledammen renset op – hvorved stedet fik meget af sit idylliske udseende tilbage. Noter

1. H.K. Kristensen: Øster Horne Herred. København 1944, s. 270. 2. Steen B. Bøcher: Vandmøller og andre Vandkraftudnyttelser i Ribe Amt. København 1944, s. 88. 3. Præsteindberetninger til Ole Worm I, Ålborg og Ribe stifter 1625-42. Udg. af Landbohistorisk Selskab, v. Frank Jørgensen. København 1970, s. 227. 4. Bøcher, s. 88. 5. Bøcher, s. 89. 6. P.H. Haahr: Af Tistrup sogns saga. Tistrup 1955, s. 72. 7. H.K. Kristensen. 8. Salmonsens konversations leksikon bind II, 2. udg. 1915-30. 9. Afstemningen om Bevilling til Beværtning med stærke Drikke på Letbæk Mølle 1946.

Sejlads på mølledammen. Letbæk Mølle fotograferet fra vejsiden ca. 1900. Til højre ses det gamle møllehus. Det forsvandt kort efter, at mølleriet på Letbæk Mølle ophørte. Foto: Tistrup lokal historisk arkiv.

10. Th. Adamsen (red.): Hotelværter og restauratører. København 1938. 11. Avisartikel (sandsynligvis Vestkysten) fra 11.6.1975, Tistrup sognearkiv. 12. Jyllandsposten 5.1.1977; Esbjerg Ugeavis 25.1.1977. 13. Vestkysten 2.3.1988; Vestkysten 4.5.1988.

Letbæk mølle set fra haven. Det gamle møllehus blev erstattet af den store træpavillon, da møllen blev til en restauration og et populært udflugtsmål. Pavillonen er siden nedrevet. Foto: Tistrup lokalhistorisk arkiv.

Udsigt over mølledammen og den ældste af de eksisterende bygninger ved Letbæk Mølle. De idylliske omgivelser udgør en smuk ramme til det velholdte anlæg. September 2012.

K ulturmiljøer i V arde K ommune

169

Assenbæk Mølle Kulturmiljø, Varde nr. 31b

”...uden at forklejne andre vandmøllers idyl tør jeg antyde, at Assenbæk Mølle med dens omgivelser er en af de skønneste pletter langt og nært.” Sådan beskrev Laurids Pedersen omgivelserne ved Assenbæk Mølle i en avisomtale af stedet fra 1963. Det var i anledning af, at møllen var blevet solgt til spejderne fra Sct. Georgs gilderne.1 Assenbæk Mølle går århundreder tilbage, men dens egentlige alder kendes ikke. Den nævnes første gang i et tingsvidne fra 1610 i forbindelse med stridigheder mellem Assenbæk Mølle og Varde Mølle. Ifølge lokalhistorikeren H.K. Kristensen nævnes Assenbæk første gang i 1537, da Niels Krag umiddelbart efter reformationen (1536) købte jorden af kronen, hvorpå han oprettede herregården Agerkrog. Assenbæk Mølle er formentligt bygget i tidsrummet mellem 1537 og 1562 (da Krag forlod Agerkrog), fordi der

Billedet (ca. 1900) viser de gamle møllebygninger fra 1870. Længst til højre ses det gamle møllehus med møllehjulet, der lå mellem de to mølledamme. Møllehuset er nedrevet for længst. Foto: Tistrup lokalhistorisk arkiv.

170

M ariann P loug & J ohn V. J ensen

ikke i forvejen var nogen mølle på herregårdens grund.2 ”Assenbeck møll” omtales i hvert fald i præsteindberetningerne til Ole Worm fra 1639, dog uden nærmere detaljer.3 I 1683 omtales møllen som en ”nu øde og ganske afbrudt Mølle, hvorpaa ganske ingen anden Bygning findes videre end et Hus, hvorudi Mølleren har sit Kvæg og en liden Jordhytte, hvorudi han selv bor. Mølledammen er ganske udbrudt, hvortil ellers af Naturen er et temmelig godt Vandfald.” Der var også jord til møllen. ”Fædrift haves til bemeldte Mølle paa Heden […] Lider skade af Ulve”.4 I 1738 bortfæstede Stephan Ehrenfeld til Endrupholm, Lunderup og Nørholm Assenbæk Mølle til nogle garvere i Varde. Møllen må derfor på dette tidspunkt sammen med herregården Agerkrog være blevet overtaget af godsejeren på Nørholm.5 I 1786 er Assenbæk opregnet som stampemølle ligesom den mindre nabomølle i Letbæk ”æ lille Møl”, men blot et år senere beskrives Assenbæk Mølle igen som nedbrudt. I 1847 købte møller Niels Horsbøl møllen fri af Nørholm. Horsbøl fik sat gang i produktionen af vadmel, og således valkede møllen i midten af 1800-tallet årligt 3.000 alen vadmel, indtil den nedbrændte i 1870.6 I 1882 overtog Horsbøls svigersøn Jens Kristensen møllen, og han gjorde i 1880’erne Assenbæk Mølle til en efter tiden betydelig virksomhed, Kristensen supplerede vadmelsproduktionen med produktion af benmel og kartoffelmel.7 Industrialiseringen i Vesteuropa og Nordamerika i anden halvdel af 1800-tallet betød omkring 1900 adgang til billig kunstgødning i stedet for benmel og maskinvævet bomuld i stedet for vadmel. Stampemøllen blev derfor overflødig, og mølleriet ophørte. Møllehjulet blev standset og møllehuset nedrevet. Herefter blev Assenbæk Mølle omdannet til planteskole. Den sidste møller Jens Kristensen døde i 1937 og hans enke i 1942, hvorefter en datter overtog den gamle mølle. I 1947 overtog en gartner N. Chr. Sørensen, Krogager planteskolen på Assenbæk Mølle. I hans periode blev møllegården restaureret og bl.a. brugt til lyst- og jagtgård. I 1962 blev bygningerne og området solgt til Sct. Georgs gilderne i Varde og Esbjerg. Ønsket var at indrette et spejdercenter.

Den officielle indvielse fandt sted d. 10. maj 1964. Foruden møllebygningerne medfulgte 48,5 tønder land.8 Møllegården er fra 1870, og besøger man stedet, er det tydeligt, at vejen, der skiller de to søer eller damme, er den gamle mølledæmning, der i sin tid dannede et fald på ca. 2 meter og drev et overfaldshjul. Noter

1. Laurids Pedersen: Assenbæk mølle samlingsted for Sct. Georgsgilderne. Vestkysten (sandsynligvis), 9. marts 1963. Tistrup lokalhistoriske arkiv. 2. H.K. Kristensen: Øster Horne Herred. København 1944, s. 268. 3. Præsteindberetninger til Ole Worm I, Ålborg og Ribe stifter 1625-42. Udg. af Landbohistorisk Selskab, v. Frank Jørgensen. København 1970, s. 227.

Skt. Georgs gilderne købte i 1963 Assenbæk Mølle og omdannede den til et spejdercenter. Det ses, at møllen tager sig godt ud i de smukke omgivelser. En sammenligning med fotoet fra 1900 viser nogle af de forandringer, der er sket med bygningerne og stedet i løbet af de sidste 100 år. September 2012.

4. Steen B. Bøcher: Vandmøller og andre vandkraftudnyttelser i Ribe Amt. København 1944, s. 18. 5. P.H. Haahr: Af Tistrup sogns saga. Tistrup 1955, s. 73. 6. Arne Blaabjerg: Assenbækmølle spejdercenter 1964-89. Esbjerg 1989, s. 8: I. 7. Notater fra Tistrup lokalhistoriske arkiv 1964. 8. Notater fra Tistrup lokalhistoriske arkiv 1964.

K ulturmiljøer i V arde K ommune

171

Hjedding

Kulturmiljø, Varde nr. 33 “Vestjysk bondesmør” var smørnoteringens betegnelse for det smør, der blev produceret på de vestjyske gårde. Betegnelsen henviste ikke til et kvalitetsprodukt, men dækkede over smør af ringeste værdi. På herregårde og andre større gårde med mange køer havde man kølige mælkekældere, hvor der var mulighed for at producere smør af en langt bedre kvalitet.1 Fælles fremstilling af kvalitetssmør var udgangspunktet for flere møder i vinteren 1881-1882, hvor overvejelserne gik på, om mælken skulle kærnes på den enkelte gård, så det var smørret, der blev samlet, eller om man skulle samle mælken, så hele processen foregik på mejeriet. Man enedes om den sidste løsning, selv om det forudsatte, at der blev bygget et mejeri, og at der kunne leveres mælk fra 400 køer.2 Andelsmejeriet ”Hjedding” blev en kendsgerning i marts 1882. Det grundlæggende nye i andels- eller interessentskabsaftalen var, at alle medlemmer havde én stemme – man stemte efter ”ho’der” ikke efter ”høwder” – og man afregnede efter den mængde mælk, som blev afleveret på mejeriet.3 Jacob Stilling Andersen, der var søn fra en gård i lokalområdet, blev ansat som mejerist, og den 10. juni 1882 gik produktionen gik i gang.4 Betegnelsen ”mejerist” var på det tidspunkt ganske ny. Tidligere havde fremstilling af smør og ost udelukkende været et arbejde for kvinder, der var uddannet som mejersker, men da mekaniseringen slog igennem begyndte unge landmandssønner at stå i lære ved mejerskerne på de større mejerier. Stilling Andersen havde også været på Tune Landbrugsskole for at få undervisning i mejeriteori.5 Mejeribygningen blev hurtigt for lille, så huset blev forlænget med et par fag til beboelse. Efter to år blev mejeriet også udvidet med en tværfløj til dampmaskine og 172

M ariann P loug & J ohn V. J ensen

ostelager, den karakteristiske, høje skorsten blev bygget, og samtidigt blev dampmaskinen på fire hestekræfter udskiftet med én på fem.6 Afkølingen af mejeriets produkter var et vedvarende problem, som først blev løst, da ishuset blev bygget i 1891. Her kunne man opbevare is, der var indsamlet fra søerne om vinteren, og anvende isen til nedkøling af mælken den følgende sommer.7 Mejeriet voksede med stor hast, og der var jævnligt medlemmer, som rejste spørgsmål om udvidelser i Hjedding eller flytning af mejeriet til Ølgod Stationsby. Flytningen blev en realitet i 1905, og den 28. oktober skummedes den første mælk i Ølgod. Mejeriet blev lukket i 1997.8 Det gamle mejeri blev indrettet med beboelse for to familier i hovedbygningen ud mod vejen, mens de øvrige bygninger blev brudt ned. Historien om Danmarks første andelsmejeri var dog ikke glemt. Om eftermiddagen, den 10. juni 1932 samledes omkring 200 mennesker ved bygningen, hvor mejeriets første bestyrer afslørede en mindesten.9 Mejeribygningen i Hjedding blev solgt til nedrivning i 1941, men De danske Mejeriers Fællesorganisation overtog bygningen og genetablerede mejeriet, som det havde set ud i 1882 – næsten. Mejerimuseet blev indviet den 24. september 1948, og i 1970 overtog Ølgod Museum den daglige drift. Picnic-huset med plancheudstilling om Andelsmejeriet Hjedding og dansk mejeridrift stod færdigt i 2001.10 Ved kommunesammenlægningen i 2007 overgik driften af mejerimuseet til Museet for Varde By og Omegn, og den 10.-11. juni samme år blev andelsbevægelsens 125 års jubilæum fejret på stedet. Mejeribygningen er undselig, og museumsområdet er begrænset, men andelstanken er stor og burde deles af alle. Noter

1. Søren-L. Manøe Hansen: Landbrugsomlægningen. I: Søren Manøe (red.) Hjedding Andelsmejeri 1882-1905. Ølgod 1987, s. 10; Charlotte West: Ølgods yngste stenalder – mindesten i Ølgod Kommune. Udstillingstekst, Ølgod Museum 2004; Niels Kristensen, ”Pedersborg”

Hjedding Mejeri som det formentlig så ud, da det blev bygget i 1882. Maleri af Rasmus Christiansen.

(1901): Oprettelsen af Hjedding Andelsmejeri. I: Søren Manøe (red.) Hjedding Andelsmejeri 1882-1905. Ølgod 1987, s. 15; J. Stilling Andersen: Minder fra Hjedding Andelsmejeri’s første tid. I: Søren Manøe (red.) Hjedding Andelsmejeri 1882-1905. Ølgod 1987, s. 18. 2. H.K. Kristensen: Øster Horne Herred. København 1944, s. 12-13. 3. I 1898 gik man over til at afregne efter flødeprocenten. 4. Kristensen, s. 16-18; Rudolf Uhre: Om Jens Mathias Bollerup Andersen og hans søn Jacob Stilling Andersen. Ølgod 1998, s. 47-48; Interessentskabskontrakt for Andelsmejeriet ”Hjedding”. Ølgod 1998, s. 32-36; H. Linding: Hjedding Mejeri fra 1882-1905. I: Søren Manøe (red.) Hjedding Andelsmejeri 1882-1905. Ølgod 1987, s. 30. 5. Uhre, s 54. 6. Linding, s. 22. 7. Linding, s. 29; Søren Manøe: Fra det gamle Ølgod og opland. Skjern 1987, s. 75. 8. Linding, s. 24-25; West.

Hjedding Mejeri efter 1884, hvor mejeriet blev udvidet med ostelager og kedelhus med høj skorsten. Beboelsen blev også udvidet, så den kunne rumme en familie.

9. Linding, s. 25; West. 10. Linding, s. 25-26; Jens Sørensen: Driftsberetning 2001. Ølgod 2001, s. 76.

Hjedding Mejerimuseum ligger i det åbne land, som mejeriet gjorde, da det blev bygget, november 2012.

Hjedding Mejeri efter 1891, hvor ishuset, der ligger til venstre, blev bygget.

K ulturmiljøer i V arde K ommune

173

Lunde Barfred Kulturmiljø, Varde nr. 38

I Varde Kommune har man kendskab til to steder, der fra gammel tid er blevet betegnet som Barfred. Barfred ved Varde har haft tilknytning til Vardehus, sandsynligvis som et forsvarsværk, og det kan ikke længere erkendes, mens Barfred i Lundtang, der har været et overnatningssted for den danske konge, stadig kan findes i Lunde sogn, hvor Barfredsvej og Lundtangvej krydser hinanden. H.K. Kristensen beskrev i 1923 den bevarede del af Barfred således: I den østlige Del af Præstegaardshaven lige ind til Lundtangvejen findes en svag Forhøjning, en flad Jordhøj, i hvis Top man ser en rund, kælderagtig Fordybning, der dog er noget udjævnet, ved siderne ses endnu nogle temmelig store Kampesten. Han fortalte samme sted, at Barfred var en gammel fordanskning af tysk Bergfrit, der betyder fæstningstårn – i

Den østlige del af præstegårdens stuehus set fra haven med bygningen Barfred liggende i baggrunden. Tegning af Frederik Guldbrandsen, ca. 1887.

174

M ariann P loug & J ohn V. J ensen

lighed med det, der fandtes ved Vardehus. Denne betydning er en af tre forklaringer, som findes i Ordbog over det danske Sprog, der også nævner kongsherberg – som Lunde Barfred og fredhelligt sted, hvor man kunne tage tilflugt for blodhævn.1 Kongemagten var afhængig af, at undersåtterne gav deres bidrag til kongens underhold, når han rejste rundt i landet, men i løbet af 11-1200-tallet blev det almindeligt, at bønderne ikke ydede Gæsteriet (bespisning og overnatning) direkte til kongen. I stedet betalte de en årlig gæsteriafgift til lensmanden, som så ydede kongen Nathold (indkvartering). Fra vores område ved man, at Frederik I i 1529 havde nathold i Vester Herreds Len, og at Kristian III overnattede i Lunde Præstegård på gæsteri i 1537. I 1545 overnattede kongen igen i Lunde, men da var det kongens lensmand i Ribe, der betalte, fordi Vester Herred i mellemtiden var blevet lagt under Riberhus i 1542.2 Inventaret blev i 1652 beskrevet i tingbogen som bestående af et bord, bænke, paneler og 4-5 senge. Efter, hvad Terpager fortalte i 1706, skulle bygningen omkring 1675 have været et gammelt faldefærdigt stenhus, der på den tid blev erstattet med et andet hus over den oprindelige kælder. Denne bygning var formentlig en bindingsværksbygning i to stokværk, og den skulle i 1826 være blevet afløst af et nyt hus, som bestod af syv fag grundmur. Det murede hus stod til 1890, hvor pastor Jens Sørensen Tarp den 31. maj fik

Bygningen til højre i billedet er Barfred. Tegning af Frederik Guldbrandsen, 1885.

tilladelse til at nedbryde huset og anvende materialerne til reparationer på præstegården.3 Det har ikke været muligt at finde Lunde Barfred nævnt på et kort, men på original 1 kortet over Lundtang Byes Jorder, der dækket perioden 1819-1865, må Barfred være det lille, nord-sydvendte hus, der ligger i det syd-østlige hjørne af præstegården. Beliggenheden svarer til den, der fremgår af Frederik Guldbrandsens tegning fra 1885, hvor Barfred ses som en stråtækt bygning i rimelig god stand.4 Præstegården blev revet ned i 1927,5 mens Barfred gennem mange år henlå uden større opmærksomhed, så træer og buske havde frit spil. Overvoksningen, som var en torn i øjet på mange lokale, blev registreret i 2006, da en af museets arkæologer berejste fortidsmindet,6 og kort tid efter valgte naboen at nedrive den bygning, der havde ligget i umiddelbar nærhed af Barfred siden 1800-tallet. Efterfølgende var naboen med i den gruppe, der bestod af Blaabjerg lokalhistoriske Arkiv, Lunde Sogneforening og Outrup Sogneråd, som ejer jorden, hvor Barfred ligger, da gruppen i 2009 gennem museet forhørte sig hos

Den stensatte nedgang til Lunde Barfred før fældning og oprydning, november 2006.

Nationalmuseet om at få tilladelse til at rydde området. Ved en frivillig indsats i sommeren 2012 blev vegetationen i og omkring kælderen skåret ned, der blev anlagt en parkeringsplads langs vejen, og der blev slået en sti ind til stedet, så Barfred i dag på mange måder fremstår, som da H.K. Kristensen beskrev stedet i 1923.7 Noter

1. H.K. Kristensen: Lunde Sogn i Vester Horne Herred. Kolding 1923, s. 19. 2. Kristensen, s. 21. 3. Oluf Nielsen: Historiske Efterretninger om Vester Horne Herred. 18651867. Genudgivet af Historisk Samfund for Ribe Amt 1984, s. 131-132; Lavrids Terpager: Prodromus asylographiæ Danicæ. 1706 (D. Sml. II); Kristensen, s. 21 og 119. 4. Præstegården er matr.nr. 1a på original 1 kortet over Lundtang Byes Jorder, Lunde Sogn, Wester Herred, Ribe Amt opmålt af H.W. Hansen i 1819. 5. H.K. Kristensen: Korte historiske Notitser fra Ribe Amt. Fra Ribe Amt 1930. 6. Fredningsnummer 3002-65, journalnummer VAM 1640. 7. Meddelt af Henning Kristiansen, Nr. Nebel.

Barfred-kælderen set fra indgangen. Arealet blev ryddet for buske og træer i sommeren 2012, august 2012.

K ulturmiljøer i V arde K ommune

175

Hejbøl Knap

I oldtiden valgte man ofte at anlægge gravhøje på bakketoppe, der allerede var iøjnefaldende i landskabet, og højen på Hejbøl Knap er en af disse. Gravhøjen, der formentlig stammer fra bronzealderen, blev fredlyst i 1892. Det vides ikke, hvornår Hejbøl Knap har fået sit navn, men da præsten Hans Sørensen i 1638 beskrev forholdene i Ølgod Sogn, omtalte han blandt andet: ”… Heybøll 1 Gaard, østen derfor Heybøllknap …”1 Senere blev stednavnet i to ord, Heibøl Knap som på original 1 kortet gældende fra 1819-1865.2 Hejbøl Knap ligger som en markant høj på 42 meter i et kuperet hedeområde, hvor A/S Hejbøl Plantage blev stiftet i 1879, ved at ejeren af Store Hejbøl, Thomas Jensen solgte et areal på ca. 75 tønder land for aktier, der kostede 10 kr. pr. tønde land. Økonomisk var det ikke nogen god investering, men mange var villige til at støtte plantesagen.

Det første udbytte blev udbetalt i 1918, hvor brændselsmanglen under Første Verdenskrig havde gjort skovhugst rentabelt.3 I 1911 blev der etableret et stisystem i plantagen, og i 1916, da en medarbejder fra Nationalmuseet berejste gravhøjen på Hejbøl Knap, var der rejst et udsigtstårn i to etager.4 Højen stod da lynggroet og ubeplantet i et område med ren bjergfyr, men i 1921 begyndte man at plante bøgetræer ved oldtidshøjen.5 Den 22. februar 1922 blev det besluttet at anlægge den festplads, som førstelærer ved Hejbøl Skole, Holger Øllgaard (1888-1969) ønskede at skabe, så de lokale beboere kunne samles om søndagen for at lege, holde møde eller høre foredrag. Hovedstenen til talerstolen blev flyttet fra skolen til plantagen en tåget, snefyldt vinteraften i 1923, og Grundlovsdag blev talerstolen bygget færdig af de ældre beboere, mens ungdommen holdt fest.6 Anlæggets oprindelige navn var Børnenes Anlæg. Det var anlagt af børn – og mange voksne. Plantningssagen havde Holger Øllgaards store interesse, og i en periode var han formand i plantningsforeningen for 23 vestjyske

Friluftsscenen ved Hejbøl Knap er, som det står på stenen i midten, anlagt i 1958.

Plantningsdag for ældste klasse på Hejbøl Skole, ca. 1929. Billedet er taget af Holger Øllgaard, der var lærer på Hejbøl Skole.

Kulturmiljø, Varde nr. 39

176

M ariann P loug & J ohn V. J ensen

sogne. På skolens plantningsdag drog de større børn ud i plantagen med planter og spader, når eksamen var overstået. Drengene gravede hullerne, mens pigerne plantede træerne.7 Øllgaard blev i 1953 efterfulgt af lærer J.M. Jakobsen, der var meget interesseret i amatørskuespil. I samarbejde med Hejbøl Ungdomsforening fik han anlagt en friluftsscene, der blev indviet ved festpladsen i 1958.8 Ved Hejbøl Knap står flere mindesten. Hjemstavnsstenen blev som den første rejst i 1925, og siden kom sten for Holger Øllgaard (1970), forfatteren Salomon Frifelt (1974), Hejbøl Plantages 100 års jubilæum (1979) og Karen og Thomas Jensens gravsten.9 Den sidste mindesten blev rejst for Kirstine M. Larsen (Stinne) i 2011. Hun boede som nabo til plantagen og var formand for Hejbøl Knap-udvalget gennem 40 år. Det var ofte hende, der passede festpladsen efter de idéer, som hun havde lært af Holger Øllgaard.10 Hejbøl Knap-udvalget holder stadig området, og hvert forår får de hjælp af Linding Skoles 6. klasse inden pinse. Pinse morgen mødes 35-40 mennesker med lokal tilknytning til flaghejsning og foredrag, mens Luthers Mission, Krusbjerg hvert år holder grundlovsfest ved Hejbøl Knap.11

5. Gyldendal (net): Hejbøl Knap. 6. Holger Øllgaard i Hejbøl Skoles Juleavis, 1966. 7. Øllgaard; West. 8. West, s. 98-116; Salomon Frifelt i hans tale ved mindefesten for Holger Øllgaard, 1970. 9. Carstensen; West; Højskoleforstander Hans Haarder, Rønshoved Højskole i hans tale ved afsløringen af mindestenen for Salomon Frifelt, 1974. 10. Jens Sørensen: Driftsberetning 2001. Ølgod Museum 2001, s. 79. 11. Meddelt af K. Møller Bargisen, Ølgod, november 2012.

Noter

1. H.K. Kristensen: Øster Horne Herred. København 1944, s. 296 og 345. 2. 1819-1865: Kort over Heibøl Gaardes Jorder beliggende udi Ølgod Sogn, Øster Herred, Ribe Amt. Opmaalt fuldstændig i Anledning af Matriculeringen Aar 1819 af Chr. Gylding, Landinspecteur; 1842: Kort over Ølgod Sogn i Øster Herred, Ribe Amt. Formindsket, sammendraget og tegnet 1842 af Branner; 1865-1945: Heibøl gaardes Jorder, Ølgod Sogn, Øster Herred, Ribe Amt. Opmålt i 1819 af Chr. Gylding. Prøvet af F. Borg. Omtegnet i 1865 af E. Hansen; 1945-1977, Plan 2: Hejbölgaarde, Ölgod Sogn, Öster-Horne Herred, Ribe Amt. Trykt i Februar 1945; 1977-1995: Del af Hejbøl Gårde, Ølgod Sogn, ØsterHorne Herred, Ribe Amt; Generalstabens Topografiske Kort 1870-2012. 3. Peter Carstensen: Landskabsformidlingsprojekt for Ølgod Kommune, arbejdspapir 1992; Charlotte West: Hvad stenene kan fortælle – mindesten i Ølgod Kommune. Ølgod 2003, s. 98-116. 4. www.dkconline.dk.

Mindesten over lærer Holger Øllgaard rejst i 1970, november 2012.

K ulturmiljøer i V arde K ommune

177

Hanssinelund Kulturmiljø, Varde nr. 40

Fra 1875, hvor Ølgod Station blev indviet som et led i den vestjyske længdebane, voksede byen hurtigt frem og blev et knudepunkt for et stort opland. På samme tid blev der i mange jyske sogne dannet plantningsforeninger, hvis formål det var at beplante heden med træer, dels for at skabe et bedre klima for den landbrugsmæssige opdyrkning af heden, dels for at nyttiggøre heden med et vist skovbrug. En af foregangsmændene i Ølgod var boghandler Hans Nielsen (1871-1955). Han var formand for Ølgod og Omegns Plantningsforening og var også aktiv i Aktieselskabet Ølgod Plantage.1 Selv skabte han sammen med sin kone, Sine Nielsen

Hans Nielsen med sønnen Svend ved portalen, som tømrer Holm udfærdigede, ca. 1910.

178

et haveanlæg, hvor han rejste en række sten over danske forfattere, hvis værker han anså for at være væsentlige for litteraturen.2 I 1909 købte boghandlerparret en parcel på tre tønder land. Området lå allerede da som en trekantet kile mellem jernbanen og plantagen. Ind mod byen blev der siden anlagt haver af byens borgere, som i 1919 havde stiftet kolonihaveselskabet ”Nationalhaven”, på området mellem Viaduktvej, jernbanen, Gyvelvej og Nørre Allé.3 Som de fleste andre byggede boghandlerparret et lysthus af træ. Det var ret rummeligt med håndbibliotek, køkken og en kælder ”til koldt”, så det også var anvendeligt til sammenkomster. Foran huset var der en terrasse, og på taget havde boghandleren anbragt en udsigtspost. Ikke langt fra huset stod en jernpumpe, der leverede det nødvendige vand til husholdningen og anlæggets planter.4

Foran Johannes Ewalds sten i Hanssinelund er der sat roser og andre blomster.

M ariann P loug & J ohn V. J ensen

Sine og Hans Nielsen foran deres boghandel i Ølgod, ca. 1920.

Ægteparret passede selv haveanlægget, og i en barndomserindring fra 1989 beskrev journalist Kirsten Flintegaard i Fyns Stiftstidende deres færd: Jeg oplevede i min opvækst sommeraftener og søndage at se boghandler Nielsen og hans søde kone Sine komme cyklende. Han med en spade bundet til stang og bagagebærer, hun med en madkurv bag sadlen, og målet var et lille plantage- og hedestykke, som de ejede. Her plantede de træer, anlagde gange og skabte over en årrække en lille fredfyldt lund. Fordelt over hele anlægget fik de rejst 11 store natursten, de ti med inskriptioner for mandlige forfattere og en uden inskription, måske med tanke på en kvindelig forfatter. Billedhugger Mads Pedersen, Varde huggede motiver og tekster på de fleste.5 Stenene blev anskaffet over en længere årrække, og formentlig var Sten Stensen Blichers sten fra 1912 den første, mens Henrik Pontoppidan, som døde

i 1943, fik den sidste. Der var tilsyneladende anlagt et særligt bed om hver sten, blandt andet med roser, som var boghandlerens stolthed. Anlægget må have været kendt for en større kreds, for i Trap Danmarks 1928-udgave blev Hansinelund nævnt under Anlæg.6 Hans Nielsen døde i 1955, og da hans eneste søn og dennes familie var bosiddende i Frankrig, havde han skænket Hanssinelund til sognet og byen,7 men der var tilsyneladende ikke nogen, som fandt anledning til at passe området. I 1959 kunne man læse om det forfaldne og vanrøgtede anlæg i Jyllandsposten, og det blev bemærket i Ølgod, hvor sognerådet gav 100 kr. til en istandsættelse. Ved samme lejlighed blev der taget initiativ til at rejse en mindesten for boghandlerparret, efter alt at dømme med tekst af Salomon Frifelt.8 Stenen blev rejst i 1961, og siden har vedligeholdelsen af anlægget været en kommunal opgave. På Varde Kommunes hjemmeside omtales Hanssinelund i dag som en lille, grøn oase. De høje, lyse bøgetræer står som en stærk kontrast til de omgivende plantager på begge sider og skærmer de litterære mindesten. Noter

1. Aktieselskabet Ølgod Plantage blev oprettet i maj 1882, og i løbet af 1800’erne opkøbte selskabet jord, så plantagen kom til at strække sig fra jernbanen i øst til Ølgod Kirke i vest. 2. Poul Tuxen: Fra bar mark til tæt by. Ølgod i pionerfasen 1870-1911. Ølgod 1898, s. 22-23; Salomon J. Frifelt: Lisaa gammel som æ vej. Ringkøbing 1968, s. 67. 3. Søren Manøe: Fra det gamle Ølgod og opland. Skjern 1987, s. 50. 4. Jens Sørensen: Anekdoter og historier om boghandler Hans Nielsen. Ølgod 2000, s. 42-54; H. Brandt-Madsen: En tilflytters tilbageblik. Ølgod 2001, s. 14. 5. Charlotte Lindhardt: Drivvejen. Ribe 2006, s. 116. 6. Sørensen, s. 46 og 50; Brandt-Madsen, s. 14; Trap Danmark 4. udg. bd. 8. København 1928, s. 498 og 5. udg. bd. 23. København 1965, s. 840. 7. Frifelt, s. 68. Johannes Ewalds mindesten, som den tager sig ud i november 2012.

8. Charlotte West: Ølgods yngste stenalder – mindesten i Ølgod Kommune. Udstillingstekst, Ølgod Museum 2004; Frifelt, s. 68.

K ulturmiljøer i V arde K ommune

179

Krisen kradser

– 1.000 år med kriser og opsving Af Christian Ringskou

Kriser er i Nationaløkonomien den overanspændte Opgangstids Sammenbrud ved Betalingsstandsninger, Suspension af Bankudbetalinger, Afskedigelse af Arbejdere og Funktionærer m.v. Ordene fra Hagerups Konversationsleksikon er så smerteligt aktuelle, at man næsten ikke kan tro, de stammer fra 1923. I disse år kan man ikke åbne en avis eller tænde for radioen uden at blive mindet om økonomisk uføre. Husene i udkantsdanmark bliver usælgelige, arbejdspladser går tabt, og sydeuropæiske økonomier kollapser. Krisens lange skygger når også Ringkøbing-Skjern Museum. Ja, det vil sige, som kulturinstitution, turistattraktion og virksomhed klarer vi os udmærket, men vi har selv opsøgt og omfavnet krisen. I årets sommerudstilling på Bundsbæk Mølle har vi gravet os ned i 1.000 års store kriser, men bare rolig. Som resten af citatet fra det gamle leksikon så småt antyder, er resultatet slet ikke så deprimerende endda. [Krisen] fører over i Depressionsperioden, under hvilken Samfundet langsomt kommer til Kræfter. Mellem to Kriser er der et regelmæssigt Kredsløb: Depression, sund Foretagsomhed, overdrevent Liv og usund Spekulation, Krise. Når kriser anskues på afstand, viser det sig igen og igen, at det, der først rammer som sammenbrud og ruin, baner vejen for det nye. Man kan endda sige, at vores rige moderne samfund hviler på kriser. Så her kommer fem dyk ned i vores forfædres og vores egne store nedture, men også fire dyk ned i historiens maskinrum, hvor den enes død altid er den andens brød – ja, faktisk er der mere at fortælle om de efterfølgende opsving end om kriserne. 180

C hristian R ingskou

Ødekirkerne og købstaden

Vi lader historien begynde i middelalderen. Ikke fordi der ikke var kriser før, men fordi det er med de første skriftlige kilder, vi så småt kan ane en sammenhæng mellem nedtur og optur. Krise En af de vigtigste samlinger af dokumenter fra Vestjyllands middelalder er Ribe Domkapitels brevbog, bedre kendt under den noget specielle titel ”Ribe Oldemoder”. Heri findes en liste fra begyndelsen af 1300-tallet over kirkerne i Ribe Stift og over hvor meget skat, de hver især skulle svare i afgift til bispen.1 Her må vi lige standse op. Da landsbykirkerne blev bygget i 1100-tallet, var et kirkebyggeri – selv af en af de typiske små vestjyske kirker – en mægtig investering. Tonstunge granitkvadre blev lagt skift på skift i en verden, hvor man ellers kun kendte små lave hytter. Ingen har fanget det bedre, end forfatteren Martin A. Hansen, der ikke mente, tidens vogne og veje kunne bære de mange store sten. Han fremmanede sceneriet: De har slædet dem frem. Trukket af rokkende oksepar kommer sluffer eller slæder støvende over markerne. På de vældige meder ligger en kampesten. Fire mægtige stude trækker. Det går langsomt, og de har langt endnu.2 Men tilbage til Ribe Oldemoder. Ud for nogle af kirkerne er med en senere hånd tilføjet i margen ”desolata” – altså latin for øde. Fire af disse ødekirker ligger i vore dages Ringkøbing-Skjern Kommune, men da den i No stadig var i brug i 1525,3 går den ud af vores sammenhæng. Tilbage er

Byllingh (Bølling Herred) Bregningh (Brejning) Sithyng (Sædding) Hærburgh (Herborg) Desolata Døthbyergh (Dejbjerg) Faster (Faster) Herningh (Hanning) Findorph (Finderup) Desolata Skyerne (Skjern) Lææm (Sdr. Lem) Worthguth (Vorgod) Wiim (Nr. Vium) Ølstorp (Ølstrup) Byllingh (Bølling) Burigs (Borris) Stafningh (Stauning) Det kræver træning at læse middelalderskrift – både fordi bogstaverne er anderledes, og fordi stavemåderne har ændret sig en del. Men hvis man er meget stædig, eller hvis man konsulterer litteraturen, kan man få ovenstående ud af dette lille uddrag af Ribe Oldemoder.

imidlertid ikke med sikkerhed. Ødekirkernes skæbner fortoner sig i det dunkle. Det eneste, vi kan konstatere med sikkerhed, er, at det i 1100-tallet åbenbart kunne betale sig at investere i kirker i det vestjyske bagland, men at en krise i middelalderens anden halvdel tyndede ud i hedeegnenes befolkning og økonomi, opdyrkede arealer sprang i hede, og flere kirker blev opgivet.6 Opsving Hvis kirkebyggerierne var 1100-tallets vigtigste ændring af Danmarks kulturmiljøer, så var grundlæggelsen af købstæderne 1200-tallets. Historien om købstæderne er historien om en kongemagt, der etablerer sig. En købstad er et sted, hvor kongen mod skatter og afgifter giver borgerne monopol på at drive handel og håndværk. Sådan var det i middelalderen, og sådan blev det ved med at være indtil 1800-tallets anden halvdel. Købstæderne er med andre ord også historien om en kongemagt, der på lokale stormænds bekostning kunne reservere skatter og afgifter fra vigtige dele af samfundslivet til sig selv – til det der i senere århundreder udviklede sig til staten. Enkelte købstæder er

kirkerne i Finderup, Herborg og Fjelstervang,4 og når man ser efter på et kort, tegner der sig lidt af et mønster. De tre ødekirker ligger alle inde i det vestjyske bagland i det landskab, der indtil for et par generationer siden var domineret af vidtstrakte heder afbrudt af engstrækninger. HER LAA HERBORG GAMLE KIRKE SORTE DØD BLEV DENS ØDE Sådan skrev Herborg-folkene i 1948 på deres mindesten over den forsvundne kirke, og måske havde de ret. Desolatatilføjelserne er langt senere end pestens hærgen omkring 1350, men møntfund på Finderup kirketomt viser, at den endnu var i brug i begyndelsen af 1300-tallet.5 Vi ved det K risen kradser

181

Rennumkøpingh (Ringkøbing) Oom (Nr. Omme) Stathel (Stadil) Hee (Hee) Thorsteth (Torsted) Wællingh (Velling) Noo (No) Desolata

Endnu et udsnit fra Ribe Oldemoder. Denne gang med et par af kirkesognene i Hind Herred, blandt andet den første skriftlige omtale af Ringkøbing:

ældre, men langt de fleste fik deres kongelige privilegier i årtierne omkring år 1200. En generation senere kom endnu et par stykker til. En af dem er Ringkøbing. Fra midten af 1200-tallet beherskede de nordtyske Hansestæder trafikken omkring Jyllands rod, så når fx hollandske eller danske konkurrenter ville drive handel, gik turen til havs den lange vej rundt om Jylland. Danmarks konge støttede denne såkaldte ummelant-fart, og det er måske et vigtigt led i den tidlige historie om købstaden Ringkøbing. Den fjord, der senere fik navn efter byen, var nemlig det nordligst mulige afbræk i den farlige sejlads op langs Jyllands vestkyst. Det var oplagt at grundlægge en by, hvor købmændene kunne lægge til og handle, netop her.7 Det står ikke så godt til med de skriftlige kilder til Ringkøbings første opgangstid. Byens købstadsprivilegier findes første gang i en version fra 1443, hvor kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster de privilegier, som allerede var givet af kong Valdemar. Her kører historikerne fast, for der er fire Valdemar-konger at vælge imellem.8 Alligevel tegner byens tidlige historie sig rimeligt klart. Ringkøbings gadeplan med lige gader, der mødes i rette linjer giver et praj. Den er typisk for købstæder, der er lidt yngre end de mange fra omkring år 1200. Men de vigtigste spor står 182

C hristian R ingskou

middelalderarkæologien for. Flere udgravninger i området mellem havnen og Torvet har givet potteskår, nogle af hollandske typer, og mønter tilbage til 1200-tallets anden halvdel, men så heller ikke ældre.9 Byens alder er der med andre ord ikke tvivl om, og andre møntfund ved de gamle indsejlinger til fjorden bringer os muligvis på sporet af handlende ummelant-farere på vej ind til Ringkøbing, hvis de da ikke nøjedes med at ind- og udskibe deres varer i læ af længst forsvundne øer, hvorefter de sejlede videre, mens deres varer gik til købstaden med mindre både.10 Der er løbet meget vand i Skjern Å siden middelalderen, og det kan ikke lade sig gøre at fremmane en nøjere sammenstilling af tilbagegangen i hedesognene i baglandet med det opsving, handel og håndværk tog i den nye købstad

Bare en lille ramponeret mønt på 1,5 x 1,5 cm, javel. Men den er fra Christoffer 1.’s tid 1252-59, og den er fundet i en have i Ringkøbing.

ved fjorden. I øvrigt hører det med, at Ringkøbings historie tog sin første begyndelse, mens ødekirkerne endnu var i brug. Men vi har fat i en af de lange linjer i Vestjyllands historie. Hedeegnene, der ikke altid har været tyndtbefolkede marginalområder, mistede terræn i løbet af middelalderen. Til gengæld vandt kongen efterhånden så meget magt, at han kunne monopolisere store dele af økonomien i nye byer ved vandet.

De store landboreformer

Vi forlader middelalderens verden og springer 500 år frem i tiden. Her når vi til en nedtur og en ny begyndelse, der er så tæt forbundne, at spørgsmålet om krise eller opsving bliver et spørgsmål om synsvinkel. For adelsmanden, der mistede magt og velstand, eller for ynderen af kultur og arkitektur var årtierne omkring 1800 en dyb krise. Men for den bondestand, der 100 år senere med systemskiftet i 1901 nåede så vidt som til at overtage magten i landet, var landboreformerne begyndelsen på en lang opgangstid. Krise Så længe nogen kunne huske tilbage, havde herregårdene været omdrejningspunkterne i det vestjyske og i resten af det danske landbrugsland – og det vil sige i næsten hele landet. Herremændene sad som konger på deres godser. Det var dem, der ejede jorden og gårdene. Dem der opkrævede skatter. Dem, der indskrev bønderne til militærtjeneste og dem, der ejede kirkerne. Herregårdene gik fra de små og beskedne – dem var der mange af i Vestjylland – til kæmpe godser, men uanset størrelse var herregårdene centre for kapital, arkitektur og ånd. Over århundrederne var der tendens til, at adelsfamilier tabte pusten og endte i økonomisk uføre. En herremand skulle vise sin velstand, han skulle forbruge. Fra stort forbrug er der ikke langt til stor gæld, og i årtierne efter enevældens indførelse i 1660 måtte den gamle storadel slippe mange herregårde til nye familier.11 Mod 1700-tallets

slutning, da moden stadig dikterede herremænd med pudder og paryk, var herregårdene – som forretninger betragtet – efterhånden sminkede lig, og historien gentog sig. Denne gang skulle det ende med herregårdenes store deroute, og ingen steder blev det så voldsomt som i Vestjylland. Det hele begyndte med nogle få lovændringer i 1788. For det første blev stavnsbåndet ophævet. Det betød, at herremændene ikke længere kunne kontrollere, om bønderkarlene – altså arbejdskraften – blev på godsets område.12 Stavnsbåndsløsningen står for eftertiden som symbolet på landboreformerne, og den var vigtig, men der skete også andet i 1788. Det vestjyske landbrug har altid været forskelligt fra det østdanske. Mens korndyrkningen har spillet en stor rolle på lerjorderne i øst, gav Vestjyllands geografi andre muligheder. Agerjorden er sandet og mager, men store enge ved fjorde og åer åbnede mulighed for studeopdræt og -eksport. Indtil 1788 havde herremændene monopol på den lukrative studeopdræt, men samtidig med stavnsbåndsløsningen fik fæstebønderne lov til selv at beholde deres kastrerede tyre til opfedning.13 For det tredje stod de vestjyske herregårde i forvejen svagt, da forandringens vinde blæste. En herregård var kun komplet, og det vil sige, selve hovedgården var kun skattefri, hvis den havde over 200 tønder land hartkorn fæstegods under sig. De vestjyske godser var for de flestes vedkommende ret små, og for at nå op på 200 tønder land fæstegods måtte herremændene skrabe besiddelser sammen over store områder med spredt bebyggelse. Den klassiske østdanske landsby med dyrkningsfællesskab, var sjælden i de magre vestlige egne. Så mens herregårdene var små, var de områder, de skulle administrere vidtstrakte.14 Endnu engang gør 1788 skel. Fra dette år blev der rutinemæssigt givet dispensation for, at skattefrihed krævede komplet gods.15 Konsekvenserne blev massive. Efter en forsigtig start i 1770-80’erne tog en bølge af ejendoms- og jordspekulation fart, og ikke uden grund taler man om perioden 1790-1820 K risen kradser

183

De første præcise kort over Danmark, Videnskabernes Selskabs Kort, er baseret på de såkaldte konceptkort fra 1762-1820. Konceptkortene bruger kirker, gravhøje og – heldigvis – herregårde som målepunkter. På konceptkortet findes den eneste afbildning af Timgårds senmiddelalderlige hovedbygning, der forsvandt i 1801.

som den store godsslagtning. Endnu i 1780 var det meste af den vestjyske jord fæstegods, men 20 år senere var en tredjedel af arealet overgået til selveje. I 1810 var der kun en lille sjat tilbage, og i 1820 var fæstevæsenet praktisk talt afskaffet i Vestjylland.16 I 1750’erne var der 57 komplette godser i det område, der senere hed Ringkøbing Amt. I 1805 var der tre tilbage.17 Men fæstegodset var kun det første lag, der blev skrællet af de stolte gamle herregårde. Uden fæstebønder, der kunne udskrives til hovarbejde på hovedgårdsjorden, måtte også de parceller, der hørte til selve herregårdene, udstykkes og sælges.18 Undervejs lignede udviklingen ikke så lidt de bolig- og jordbobler, der karakteriserer vores egen krise. Mens jorden gik fra hånd til hånd og blev skåret ud i stadig mindre stykker, gik priserne i vejret med raketfart. Fra 1780 til 1810 steg priserne på landbrugsprodukter med ca. 50 %, men 184

C hristian R ingskou

jordpriserne mere end tredobledes.19 Undervejs var der store penge at tjene for dem, der turde satse. En kreds af storspekulanter, som var tæt sammenknyttede i både konsortier og svogerskaber slog sig op til Jyllands mægtigste mænd. De ejede snart det ene, snart det andet gods, og de lod værdierne gå videre til mindre spekulanter, der også tjente penge – indtil boblen brast. I årene efter statsbankerotten i 1813 bredte forvirringen sig på pengemarkedet, og så gik den inflation, der havde båret spekulationen, i stå. Mere skulle der ikke til. Ingen turde købe. Jord- og kapitalmarkedet frøs fast. Spekulanterne gik fallit på stribe, og deres besiddelser kunne end ikke sælges på tvangsauktion. Årene omkring 1820 var præget af en vaskeægte finanskrise.20 Men krisen var ikke kun økonomisk, den var også kulturel. Under godsslagtningens feber var der ikke tid til smålig skelen til herregårdenes rolle som centre for ånd

og kunst eller til det, vi i museumsverdenen i dag kalder bevaringsværdige kulturmiljøer. Når jorden var solgt, var der ikke længere økonomi til at opretholde de store gårde. Så nåede godsslagtningen ind til marven, og stolte herregårde – nogle af dem med bygninger, der gik tilbage til middelalderen – blev solgt til nedbrydning.21 En af de vestjyske herregårde, der fik den hårdeste medfart under godsslagtningen, var den stolte gamle Timgård mellem Ringkøbing og Ulfborg. I 1787 skrev Tim sogns topograf P.M. Nødskov, at ikke enhver Ladegaard i Vedligeholdelsen kan sættes i Ligning dermed; ligesom og aldeles ingen i disse Amter derimod kan komme i betragtning i Henseende til ordentlig Anlæg, Rummelighed og Anseelse.22 Timgård var da inde i sin sidste opgangstid. Søren Tang af den nyrige Tang-bondeslægt havde købt og istandsat den

senmiddelalderlige hovedbygning. Over porten skrev han i 1786 stolt: Se her en Bygning fast og sterk Knud Gyldenstiernes store Verk -. Nu over femte Hundredaar Thimgaard som Herresæde staar. Af Søren Tang dens Ejermand Er Bygningen nu sat i stand. Gid denne Hovedgaard bestaa Til Verden skal med den forgaa! Men Timgård kom ikke til at stå så længe som verden. Efter Tangs død i 1795 kom gården på godsslagterhænder, og inden 1801 var jorden solgt og hovedbygningen jævnet med jorden.23

En forvitret søjlebase af kalksten er alt, der er tilbage af det senmiddelalderlige Timgård.

K risen kradser

185

Opsving Vi vender mønten. Anskuet fra bøndernes perspektiv er den store godsspekulation ikke nogen krise, tværtimod. Den er begyndelsen på et opsving, der skulle føre bønderne fra en underordnet position til den økonomisk og kulturelt bærende stand. Det økonomiske kollaps ramte ganske vist hårdt hos de bønder, der først i spekulationens sidste fase havde købt deres jord. Men for dem, der fik selveje før 1810, og i Vestjylland var det de mange, havde inflationen skåret meget af gælden væk, før økonomien tog et dyk. I den almindelige opfattelse af perioden står fæstebønderne som undertrykte stakler, der først i kraft af landboreformerne fik det fundament, en ny tids bonde langsomt byggede på. Et par bemærkelsesværdige vestjyske Skøde fra 1809. Herremanden på Dejbjerglund sælger gården Alkjærsig. Vi er lige nord for Skjern.

186

C hristian R ingskou

historier viser imidlertid, at i hvert fald engbønderne i de gode studesogne ved fjordene allerede under den gamle tids system rådede over betydelige summer, og at de tilsyneladende bare ventede på at få chancen.24 Det første varsel om forestående omvæltninger kom allerede i 1760, hvor herregården Grubbesholm i Nr. Bork ved Ringkøbing Fjords sydlige strøg blev solgt til et konsortium oprettet af godsets egne fæstebønder. Bønderne var selv i stand til at rejse den fornødne kapital. De 23 gårde overgik til selveje, mens bønderne solgte hovedgårdsjorden og nogle huse videre.25 Bøndernes initiativ var helt uhørt, og rygterne nåede København, hvor den enevældige kongemagt, der ellers allerede på dette tidspunkt virkede for selveje og ophævelse af det gamle dyrkningsfællesskab, fik Grubbesholm ligger der endnu, men som en helt almindelig bondegård, der ligner de 1.000 andre, der er gået ud af landbrugsmæssig drift de sidste 30 år. Hvem skulle tro, at det lige præcis var her, hvor vejen til Bork Havn går fra landevejen mellem Nr. Nebel og Tarm, slagtningen af de vestjyske herregårde tog sin begyndelse?

kolde fødder. I 1761 blev det forbudt bønder at slagte godser. Den nye tid lod sig imidlertid ikke bremse, og forbuddet blev ophævet i 1769.26 I 1791 gentog historien sig. Denne gang på den store herregård Søndervang i Stadil sogn nord for Ringkøbing. Her fortæller sagnet, at den halte godsejer, ritmester Christian Ehrenreich Brochdorff, i affekt over en hård skatteligning proklamerede, at hvis bønderne ville købe herregården for 40.000 rigsdaler, så var den deres. Mod hans forventning slog bønderne til, men Brochdorff fik kolde fødder. Der var kun skrevet en interimistisk kontrakt på ustemplet papir, så to af bønderne måtte rejse til København, hvor selve kronprins Frederik, den senere Frederik 6., lod dokumentet stemple. Hvad enten historien nu er sand i alle detaljer eller ikke, så måtte Brochdorff slippe Søndervang. Bønderne rejste den fornødne kapital. På Søndervangs 90 fæstegårde var 39 af bønderne i stand til at købe deres gårde kontant. 46 måtte låne for at blive selvejere, men kun fem af fæsterne måtte opgive deres gårde. Hovedgården drev de i fællesskab til de i 1800 fik tilladelse til udstykning. Derefter købte en af de to førende bønder, der eftersigende var hos kronprinsen, resterne af herregården – sådan!27 And the rest is history, som man siger på engelsk, når der er redegjort for præmisserne for en kendt udvikling. Storspekulanterne gik fallit omkring 1820, men det gjorde Vestjyllands bønder ikke. De fleste havde købt deres gårde til selveje længe før det økonomiske sammenbrud. Nu var de klar til at investere i den ejendom, der ikke længere tilhørte herremanden, men dem selv og deres børn efter dem.

Kornsalg og andelsbevægelse

Vi forlader landboreformernes tid, men bliver ved landbruget i et tredje dyk ned i fortidens kriser og opture: Efter den store boble i 1820’erne bevægede landbruget sig langsomt ind i et stort opsving, der blandt historikere omtales som kornsalgsperioden. I England buldrede den nye industri frem og rundt om jernovne, kulminer og

tekstilfabrikker, voksede byerne hastigt. England kunne ikke længere brødføde sin egen befolkning, og et nyt marked åbnede sig for det danske landbrug. I 1820’erne aftog Storbritannien ca. 20 % af Danmarks landbrugseksport, i 1850’erne var en tingenes tilstand, der skulle vare 100 år, etableret. England var med over 50 % af eksporten det danske landbrugs suverænt vigtigste marked. Herhjemme blev betingelserne for landbrugsproduktion til eksport bedre. Hvor der før kun var dybe sandede hjulspor, blev der i 185060’erne bygget nye brede, drænede landeveje,28 og i 1868 åbnede den nye havn i Esbjerg. Investeringslysten steg, først langsomt, senere med en hast, så det næsten lignede de glade dage i århundredets begyndelse. Priserne på landbrugsjord i Jylland ottedoblede fra 1830 til 1870.29 Et af fundamenterne for kornsalgsperiodens opsving var ny indsigt i kemien bag planteavlen, og det er særligt vigtigt i vores sammenhæng. Korn havde altid spillet en beskeden rolle i det vestjyske eng- og studelandbrug, fordi udbytterne på de sandede agre mange steder var endog meget ringe. Et stykke inde i 1800-tallet blev man imidlertid klar over, at et løft af jordens ph-værdi kunne øge udbyttet, særligt på de sandede jorder. Overalt i landet gik jagten på mergel (det vil sige jord, sand eller grus med et kalkindhold på mere end 10 %) ind, og efterhånden som markerne fik mergel, steg udbyttet. En balance, der nærmest var så gammel som Vestjylland selv, tippede. Nu kunne der tjenes penge på kornproduktion.30 Hedeopdyrkningens tidsalder oprandt. Krise Hvor 1820’ernes nedtur tog finanskrisens form, lignede den krise, der indtraf i 1870’erne, vores tid på et andet felt. Den var nemlig et udslag af den tidlige globaliseringsbølge, der prægede verden i årtierne op mod år 1900. På et regionalt plan var den forbedrede samfærdsel en del af fundamentet for kornsalget, men som globalt fænomen blev jernbanen og dampskibene en udløsende faktor for den efterfølgende kornsalgskrise. Da russisk og nordamerikansk K risen kradser

187

korn nåede Europa, faldt priserne drastisk, og det danske landbrug blev ramt på sit økonomiske fundament.31 I 1896 var kornprisen faldet med 23 % i forhold til 1870, mens landbrugets udgifter til løn og finansiering steg og steg.32 Opsving Her er det på sin plads at tage et forbehold. Merglingens rolle i tiden før 1880 er til fortsat debat hos landbohistorikerne,33 og sandt er det under alle omstændigheder, at uanset kornets stigende betydning, så forblev kvægbruget, sammenholdt med resten af landet, vigtigt i det vestjyske landbrug,34 og sådan er det for resten endnu i dag. Måske er det derfor, det efterfølgende opsving fandt sin form netop i Vestjylland for derefter at brede sig til hele landet. Med et skift fra kornavl til animalsk landbrugsproduktion kunne 1880’ernes bønder slippe fra værre til knap så slemt. Prisfaldene gik igen på alle produkter, men de højt

Omkring 1880 forsøgte de driftigste gårdmænd at forbedre deres smørproduktion med små håndcentrifuger (eller helt præcist: separatorer) som denne, der stammer fra en gård i Ørnhøj midt mellem Ringkøbing og Holstebro. Der var otte køer på gården.

188

C hristian R ingskou

forarbejdede landbrugsvarer mejeriprodukter og kød åbnede en ny vej. De var ikke udsat for den samme globale konkurrence som korn.35 Her stødte den gårdmandsklasse, der gradvis var ved at afløse herremændene som landbrugets toneangivende, imidlertid på et stort problem. På en gård med fem, ti eller, hvis det gik højt, 15 køer lod det sig ikke gøre at producere smør med den ensartede høje kvalitet, de engelske byboere ville have. Svaret på denne udfordring blev en helt ny måde at drive virksomhed: Andelsmejeriet. Allerede i 1860-70’erne var der sat nye hygiejnestandarter for smørproduktion, og med opfindelsen af centrifugen, der kan skille fløden fra mælken, mens den endnu er helt frisk, blev det muligt at producere smør af en helt anden kvalitet end den, bønderne selv kunne lave i mælkefad og kærne.36 Det blev en lille kreds af bønder i Hjedding ved Ølgod, der fandt de vises sten i 1882, og snart bredte deres model sig. I forlængelse af de forbrugsforeninger og landboforeninger, der allerede havde set dagens lys, og med en vigtig baggrund i historisk ubehag ved ikke selv at kontrollere kapital og produktionsapparat, fandt de ud af at organisere sig i et andelsselskab. De dannede et mejeri, hvor alle forpligtede sig til at levere, hvor afkast alene afgjordes af mængden af leveret mælk, og hvor beslutninger blev taget efter afstemning, som det siden har været andelsbevægelsens slogan, ”efter hoveder ikke efter høveder” – altså uafhængigt af størrelsen på den enkelte landmands leverancer.37 Mon de 26 bønder, der tegnede andele i Hjedding Mejeri for den beskedne mælkemængde af 750 kg pr. dag i marts 188238 kunne forestille sig, hvilken løbeild, de tændte? I 1884 var der 17 andelsmejerier, der i ejerforhold, vedtægter og produktion efterlignede Hjedding, de fleste på Varde-egnen, men også lidt længere væk. I 1885 nåede bevægelsen den nuværende Ringkøbing-Skjern Kommune med mejerier i Borris, Stauning og Skjern, og i løbet af 1886 stod de nye mejeriers imponerende økonomiske succes klart. I årene frem til 1890 herskede en sand mejerifeber i det meste af landet, og bare otte år efter Hjeddingbøndernes

Historien om Skjern Mejeri tog sin begyndelse i 1885: ”Kontrakt Mellem Interessenter i Andelsmejeriet i Skjern Undertegnede Beboere i Skjern og Deiberg Sogne tilstaar herved at have indgaaet følgende Kontrakt med hverandre om Oprettelse og Driften af et Andelsmeierie…”

Hanning- og Sæddingbøndernes mejeri i Rækker Mølle var typisk for den første generation. Bygningen overlevede indtil 2012. Nu må vi desværre nøjes med gamle fotos.

K risen kradser

189

pionerinitiativ var der oprettet 711 andelsmejerier i kongeriget. En ny tid med dampmaskine, skorsten, støbejern og skifertage nåede alle kroge af Danmark, og landbruget havde fundet en vej ud af kornsalgskrisen.39 Andelstanken var den danske bondestands hjælp til selvhjælp, og medicinen viste sig effektiv. Organisationsformen bredte sig til slagterier, æggepakkerier, foderstofforretninger mm. Kvægbestandene voksede, restprodukterne fra mejerierne gav foder til stadig flere svin. Fra havnen i Esbjerg afgik skib efter skib med Lurpak Smør og Danish Bacon til England, hvor byboernes stigende lønninger forplantede sig til stigende efterspørgsel på animalske produkter. Landmændene tjente penge, der blev investeret i en stadig større import af foderstoffer og kunstgødning til understøttelse af yderligere produktion. I perioden 1860-1914 steg antallet af malkekøer i det danske landbrug med 70 %, mens ydelsen pr. ko fordobledes. Svineholdet ottedobledes, i Jylland 12-dobledes det.40 Fra 1880 til 1914 steg den andel af landproduktionen, der gik til eksport, fra 1/3 til 2/3.41

Oliekrise og vindmøller

Med andelsmejerierne blev mælkekusken et fast indslag i hverdagen. Her møder vi Chr. Jepsen Lillebæk, der kørte for Skjern Mejeri.

Høststemning og vindmølle på taget hos gårdmand Mads Hansen i Lyne syd for Tarm

190

C hristian R ingskou

Vi bevæger os videre frem i tid til et sæt af krise og opsving, der står klart i manges bevidsthed. Oliekrisen har ligheder med kornsalgskrisen. Også den nåede Vestjylland fra den store verden, og igen havde Vestjylland et bud på en ny vej frem. Denne gang er det ikke længere bønderne, der fører an, men ved et nærmere eftersyn har vindmølleeventyret i sit udgangspunkt en vigtig sammenhæng med landbruget. Krise 1960’erne er på mange måder gennembrudsårti for den livsstil, der endnu i 2013 er helt dominerende. Parcelhuset, bilen, fjernsynet og et dagligt brusebad blev de mange forundt. Men den nye velstand var ensidigt baseret på import af billig olie fra nogle få lande. Ved 1970’ernes begyndelse var 90 % af den danske energiforsyning olie fra Mellemøsten. I efteråret 1973 udbrød der krig mellem Israel og de arabiske lande. De sidste tog et nyt magtmiddel i brug: De

stillede en begrænsning af olieforsyningen til de Israelvenlige vestlige lande i udsigt. Med truslen om en egentlig olieboykot hængende tungt over det kolde danske efterår indførte regeringen de berømte bilfrie søndage, mens gadebelysningen blev begrænset, og alle blev opfordret til at slukke lyset og gå mindre i bad. Den totale olieboykot udeblev, og de bilfrie søndage blev afskaffet igen, men krisen var alligevel en realitet. Oliepriserne firedoblede henover en vinter. Arbejdsløsheden, der var på 2,4 % i 1973, nåede 11,1 % i 1975. Betalingsbalancen gik i minus, renten steg, inflationen tog fart, og statsfinanserne gik fra overskud til stadigt større underskud gennem 1970’erne. Kriseårtiet sluttede med den anden oliekrise og valgkamp i efteråret 1979, hvor finansminister Knud Heinesens berømte udtalelser om, at Danmark var på vej mod afgrunden, faldt. Danmark risikerede – som Grækenland skulle komme til at opleve det 30 år senere – at komme

under internationale låneorganisationers administration. Statsminister Anker Jørgensen sagde det ikke offentligt, men han noterede i sin dagbog, at Heinesens ord nok var vel skarpe, men at det var udmærket, at offentligheden blev gjort opmærksom på situationens alvor.42 Opsving Vejen ud af oliekrisen var lang og trang. Arbejdsløsheden forblev høj gennem fattigfirserne, og de fede år fra midt i 1990’erne til den bratte opbremsning i 2008 var resultat af andet og langt mere end et vestjysk vindmøllekoncept fra 1970’erne. Alligevel kan vi med fuld ret hævde, at Vestjylland havde et bud på svaret også på denne krise. Man glemmer det næsten, når man kører forbi de strømlinede megamøller, men vindkraft er ikke nogen ny foreteelse, og ved forrige århundredeskifte var vind en af Danmarks vigtigste energikilder. Vindmøller af hollandsk

Skjern Vindmølle har ført en lang og omskiftelig tilværelse. Den blev opført i 1872 i Albæk udenfor den by, der næsten endnu ikke fandtes. I 1882 blev den flyttet ind i det unge Skjern til en placering tæt på stationen. Omkring 1910 var vindmøllernes tid ved at være slut – så det ud til. Men da første verdenskrigs kul- og oliemangel ramte, blev der brug for den gamle mølle i byens strømforsyning. Den blev flyttet ud til en mere vindomsust placering på Marupvej, hvor den er bevaret som en del af Ringkøbing-Skjern Museum.

K risen kradser

191

type malede mel, og på de større bedrifter var en mølle på laden med til at vise alverden, at her drev gårdmanden et moderne og effektivt landbrug. Under begge verdenskriges kulmangel oplevede vindkraften store opsving, hvor møllerne også kom til at producere strøm,43 men under 1960’ernes brølende oliehøjkonjunktur forsvandt vinden ud af energiforsyningen. Oliekrisen ændrede imidlertid præmisserne. Gamle forsøg fra tiden før den billige olie blev støvet af og studeret igen, og nye eksperimenter blev gennemført af idealistiske hippier og projektglade opfindere.44 Sporene mødtes hos smeden Karl Erik Jørgensen i Herborg ved Videbæk. I 1978 byggede han og hans medhjælpere den første mølle efter et sæt af principper, der siden har gået deres sejrsgang verden over som ’The Danish Concept’:

Den lille mælkekøler er et typisk Vestasprodukt fra årene før vindmøllerne. Køleren placeres som låg på en mælkejunge og sluttes til den kolde hane. Vandets går gennem bøjlen, idet det samtidig drejer den rundt. Derefter løber vandet ned over jungens sider og køler endnu en gang. Som man kan fornemme på billedet, sidder der en lille mølle inde i konstruktionen…

192

C hristian R ingskou

–– En vindmølle er høj –– Den har tre vinger af glasfiber, der drejer med uret –– Den vender vingerne frem mod vinden i forhold til tårnet –– Den har elektrisk krøjemotor (altså den motor, der drejer møllen op mod vinden) –– Den har gearkasse og generator placeret ved møllens vandrette aksel –– Og endnu en vigtig ting: Den er ikke ret stor. Det sidste har ændret sig over 35 år, men når danske møller opfundet af enkeltmænd og videreudviklet på provinsielle maskinfabrikker kunne slå store udviklingsprojekter fra amerikanske flyfabrikker og tyske industrikonglomerater, skyldes det i høj grad, at the Danish Concept blev udviklet i lille skala. De danske møller kravlede, før de kunne gå, og børnesygdommene var til at håndtere. Nu er de vokset fra 20 kilowatt til 8 megawatt – altså fra 0,02 til 8.45 Karl Erik Jørgensen omdøbte sin smedje til Herborg Vindkraft, men hverken økonomien eller helbredet holdt til at kaste sig ind i det spæde vindmøllemarked. Derfor tog han kontakt til en mellemstor stålvarefabrik i Lem, Vestas. I løbet af 1979 faldt aftalerne på plads. Vestas overtog Jørgensens møllekoncept for 200.000 kr. samt et beløb pr. solgt mølle. Selvom der var langt op til senere årganges milliardbeløb, var de første Vestas-møller allerede solgt (og de konkurrerende fabrikker var også klar), da den anden oliekrise ramte den danske økonomi, og Folketinget vedtog 30 % statsstøtte til vindmøller.46 Ved indgangen til 1982 var den moderne danske vindmølleindustri etableret, men det samlede salg havde endnu ikke nået 300 møller, og fabrikkerne havde underskud på produktionen. Her kunne det måske være endt, hvis ikke nye muligheder havde tegnet sig i en helt ny skala i hippiernes hjemland på den anden side af kloden, Californien. Ekstremt lukrative skatteregler for vindmøller havde ført til opførelse af elendige møller, og på ruinerne af det, der

lignede ren skattespekulation, mødte de jyske vindmølleproducenter op med et gennemprøvet produkt. Et lille skema over tre af fabrikkernes amerikanske salgstal siger mere end mange ord:47

Vestas

1982

1983

1984

1985

155

550

1.200

396

700

200

Micon (nu fusioneret med Vestas) Bonus (nu Siemens Windpower)

i u-lande via bistandsprojekter og andre steder. Omkring årtusindskiftet tog storkapitalen over. Møllefabrikkerne, der var startet som ekstraproduktion på jyske maskinfabrikker, blev opkøbt af internationale investeringsbanker og børsintroducerede.49

Det ser for godt ud til at være sandt, og det var lige, hvad det var. Vindmølleindustrien har altid, både før og efter Californien-eventyret, tjent penge, som vinden blæser. Hele branchen er båret af politiske hjælpeordninger til dyr miljørigtig energi. Det gør forretningen usikker. Skatteregler og tilskud åbner markeder snart i dét land, snart i dén verdensdel, men markeder kan lige så hurtigt lukke igen. Det lærte Vestas og en stribe andre fabrikker på den hårde måde i 1986, hvor de lukrative skatteregler i Californien lukkede ned, og markedet forsvandt som dug for solen. Industrien var en boble. Fabrikkerne havde øget produktionen radikalt, men de havde ikke nået at konsolidere med egenkapital og markedsspredning, der passede til den nye volumen. Betalingsstandsninger og konkurser skyllede over branchen i 1987. Tungest faldt den største producent Vestas, der havde bygget Danmarks største fabrikshal i forventning om endnu flere californiske ordrer.48 Der skulle en helt ny start til, før fabrikken i Lem for alvor kunne vokse sig stor. Vindmøllefabrikkerne fandt en lidt mere stabil forretningsmodel efter de hektiske år. På det danske hjemmemarked blev elselskaberne tvunget til at opføre vindmølleparker, og i en periode var der fuld fart på det private marked for vindmølleanparter. Ude i verden kunne der i 1990’erne både sælges møller i Tyskland, i Californien igen, K risen kradser

193

I slutningen af 1980’erne hjalp de første danske vindmølleparker industrien på fode efter en konkursbølge i 1987.

Da Vestas blev rekonstrueret i 1987 med bare 64 medarbejdere (mod 780 året før50) i den gigantiske hal, havde de mildest talt blandede erfaringer med vindmøller i Lem. Vestas havde gennem mange år klaret sig godt med produktion af køkkenredskaber, mælkekølere, traktorvogne, kraner og turboladere til skibsmotorer. Møllerne skulle egentlig bare have været endnu et produkt i den blandede portefølje,51 men så brød feberen ud, fabrikken voksede ud af alle rammer, blot for at gå fallit med et brag. Men 1987 bød på lyspunkter. Fra konkursboet overtog det nye Vestas en række færdigproducerede møller til skrotpris, og med etableringen af de første vindmølleparker tog udviklingen fart igen. En oversigt over fabrikkens omsætning i udvalgte år på rejsen fra forsigtig genstart til international storindustri taler sit klare sprog:52 1987

1990

1991

1998

1999

2000

2001

2004

2008

0,1 mia. 0,5 mia. 0,6 mia. 2,6 mia. 4,7 mia. 6,5 mia. 9,5 mia. 26 mia. 52 mia.

194

C hristian R ingskou

Undervejs voksede Vestas sig langt udenfor Lems byskilte. Hovedsædet flyttede til Ringkøbing, nye fabrikker kom til i Danmark og udlandet, og i 1998 gik Vestas på Børsen. I 2004 fusionerede Vestas med den største danske konkurrent NEG Micon, og hovedsædet flyttede igen, nu til Randers. En vindmøllegigant var skabt, og selvom hastig vækst i såvel koncernens som møllernes størrelse gennem 20 år nu og da gav problemer med organisation, økonomi og kvalitet, stod Vestas som et moderne industrieventyr i årene op til finanskrisen slog benene væk under optimismen.53 Det er langt fra en tilfældighed, at netop Lem blev arnestedet for Vestjyllands største industrieventyr. Lem var ingenting, før den vestjyske længdebane åbnede i 1875, men et eller andet sted mellem Ringkøbing og Skjern skulle toget gøre holdt, og det blev her. I 1880-90’erne skete det, der skete så mange steder på landet i Danmark i de år. En ny lille by voksede op rundt om stationen med handel og håndværk. Her afsatte egnens bønder deres stigende overskudsproduktion, og her købte de i stigende grad ydelser og varer. I årene efter forrige århundredeskifte stiftede den driftige smed H.S. Hansen flere stålvarefabrikker, og omkring ham opstod et miljø af sønner og lærlinge, der fulgte hans eksempel. I 1980’erne var Lem Danmarks største industriby målt på indbyggertal, idet 1/3 af byens indbyggere, ca. 500 mennesker, arbejdede på fabrikkerne, mens andre 1.000 kom kørende til hver morgen.54 Lem blev rammen om et stærkt iværksættermiljø, hvor lærlinge og sønner brød ud af etablerede virksomheder og startede nye. Hvor både konkurser og millionformuer fulgte. Hvor brødre og nære venner blev konkurrenter. Og hvor kampen for den vellykkede fabrik blev normen for det vellykkede liv.55 Før Vestas blev et internationalt brand indenfor vedvarende energi, var fabrikken en blandt de andre i Lem. Den blev grundlagt i beskedne lokaler lige ved jernbanen af H.S. Hansens søn Peder Hansen i 1946, og i 1970’erne blev ledelsen efterhånden overtaget af grundlæggerens søn Finn Mørck Hansen. Den store risikovillighed, da

det californiske vindmølleeventyr åbnede i begyndelsen af 1980’erne, er på mange måder et studie i Lem-miljøet overført til en større skala.56 Med vindmøllerne har vi forladt det vestjyske landbrug, som ellers er et gennemgående tema i turen gennem 1.000 års kriser og opsving – men så alligevel ikke helt. Det er måske nok værd at bemærke, at møllefabrikkerne startede deres stormfulde rejse mod stjernerne som producenter af landbrugsvarer. Da de første vindmøller sneg sig ind hos Vestas, havde den vigtigste vare gennem en årrække været traktorvogne, og i årene omkring 1980 var de årlige dyrskuer den logiske markedsføringsplatform. Vindmølleeventyret begyndte med landmænd, der ville være selvforsynende med strøm.57

2 megawatt Vestas-møller i Portugal. Foto: Vestas Wind Systems A/S

Finanskrise og … ja, og hvad så?

Og så skete det igen. Bedst som økonomien gik frem, arbejdsløsheden var minimal, og friværdier, pensioner og lønninger bare steg og steg, revnede ballonen en gang til. Pludselig fik vi krise. Krise Det hele begyndte i 2007, hvor markedet for finansiering af ejendomme og boliger efter mange gode år efterhånden var præget af uigennemskuelige finansielle produkter med alt for stor risiko. De mest usunde og risikobetonede kreditformer faldt sammen som korthuse, hvilket i sig selv måske var godt nok. Men så udviste den amerikanske økonomi et klassisk symptom på den overophedning, der som Hagerups Konversationsleksikon lærer os, går umiddelbart forud for en krise. Panikken spredte sig til sunde finansieringsformer og -virksomheder, og i sensommeren 2008 gik den finansielle verden i koma. Virksomheder, der

K risen kradser

195

forvaltede gigantiske summer, gik konkurs. Krisen skyllede straks ind over Danmark, hvor økonomien ganske vist på afgørende felter er sund, men hvor for stor låntagning og risikovillighed efter mange gode år gav alvorlige problemer mange steder, da farten med et gik ned.58 Der er jubilæer man ikke kan glæde sig over. Når opdatering 2012 går i trykken, nærmer vi os finanskrisens femårs fødselsdag, og der er stadig ikke rigtig tegn på ny fremgang. Det eneste lyspunkt er, at krisen efterhånden er så gammel, at den også er godt beskrevet. Krisen er resultat af en række psykologiske mekanismer, der forplumrede boligejeres og investorers dømmekraft og ledte til stadig større risiko: –– Rammeeffekter: En investor er aldrig kun påvirket af de data, han har til rådighed, men også af, hvordan data præsenteres for ham – eller med andre ord: Han er påvirkelig for markedsføring. –– Ekkokamre: Mennesker, og derfor også investorer, har tendens til at gruppere sig efter anskuelser. Så kan der i uheldige tilfælde opstå en kultur, hvor først det modsatrettede synspunkt og siden også det blot moderate synspunkt ikke kommer til orde (og store aktieoptioner og bonusser kan blive normen på direktionsgangen). –– Pluralistisk ignorance (eller kejserens nye klæder): Når en radikal fremgangsmåde er blevet normen (og det kan udmærket være pantebreve med høj risiko eller enorm indlånsunderskud i en bank), bryder den enkelte aktør sig ikke om at give udtryk for sin kritik af frygt for at være den eneste og for at virke dum. –– Kaskadeeffekter: Jo flere, der handler ens og forholder sig ens til en given situation (fx køber fast ejendom i forventning om vedvarende prisstigninger), jo sværere er det for individet at tillægge sin egen sunde og relevante skepsis mere vægt end alle de andres handlinger.59

196

C hristian R ingskou

Økonomiens irrationalitet er trist erkendelse, for vi vil helst – i privatøkonomien og især hos de professionelle slipsedrenge – regne vores økonomiske handlinger som hensigtsmæssige og fornuftige. Men det økonomiske menneske er trods alt kun et menneske.60 Finanskrisens dynamik giver anledning til flere overvejelser, der kaster lyset tilbage mod fortidens kriser. For det første er mennesker ikke (kun) rationelle. Som de sociale dyr, vi er, løber vi rundt i hælene på hinanden. Vi søger anerkendelse og identifikation, hvor vi burde foretage en kølig vurdering af fordele og ulemper og handle derefter uanset, hvad de andre mener. Det var sådan 1700-tallets godsejere endte i bundløs gæld, sådan den vestlige verden endte i ensidig olieafhængighed i 1960’erne, og sådan Vestas styrede direkte frem mod konkursen i 1987. Og det værste af det hele er, at vi vil blive ved med at gøre det. For det andet kaster finanskrisen et lys over godsslagternes store op- og nedtur omkring år 1800. Hvis 00’ernes spekulanter på pantebrevsmarkedet havde læst om kredsen af godsslagtere 200 år tidligere, havde de måske besindet sig. I begge tilfælde er der tale om en afgrænset gruppe af personer, der køber og sælger til hinanden for stadig større beløb, til stadig højere priser, med stadig større risiko og med stadig svagere kontakt til de værdier, de finansielle produkter repræsenterer. I begge situationer revnede ballonen til sidst med konkurser og retssager til følge.61 Opsving(?) Nu bliver det svært, for her løber vi tør for museernes almindelige råmateriale: Fortiden. Vi har indtil nu beskæftiget os ikke bare med kriser, men i mindst lige så høj grad med de opture og nye udviklinger, kriserne har banet vej for. Men hvad kommer der efter finanskrisen? Hagerups Konversationsleksikon såvel som erfaringerne fra tusind års kriser giver grund til optimisme. Der skal nok komme et opsving (og forhåbentlig kommer det ikke kun i Kina og Indien). Men hvordan vil det tage sig ud? I udstillingen på Bundsbæk Mølle lavede vi en væg om til en opslagstavle,

satte kuglepenne og en stak ”stemmesedler” frem, og lod gæsterne give deres bud på et svar. Egentlig var det mest for sjov, og vi var lidt spændte på, om gæsterne overhovedet havde lyst til at svare på det svære spørgsmål: ”Hvordan kommer vi videre?” Men vi blev positivt overraskede. I løbet af et par måneder var den store opslagstavle helt overfyldt med svar, og på mange af sedlerne kommer det klart til udtryk, at gæsterne tog opgaven alvorligt. Men først skal vi lige forbi vittighederne. Vi har fx sedler med ”Husk at børste tænder” og ”Ring til julemanden”. I den seriøse afdeling, og det er langt den største, har vi to lige høje bunker med partipolitiske udsagn, nemlig en med de venstreorienterede som ”Lad de højtlønnede deltage i Danmarks husholdning” og ”Stop den RaubtierKapitalismus” (vi har mange tyske gæster på Bundsbæk Mølle) og en med borgerlige forslag som ”Export! Export! Export! Der er ingen penge i at klippe hinanden” og ”Lavere omkostninger til erhvervslivet”. Andre typer af politiske udsagn er de, der tager fat på fordelingen af samfundets begrænsede ressourcer: ”Styrk

uddannelsessystemet”, ”Lad de unge komme til”. Andre tager fat på Danmark og verden omkring os: ”Danmark ud af EU”, ”Se på Sverige” og ”Eksporter svinekød og B&Oprodukter til Kina”. En del tager tråden op fra det udstillingsafsnit om vindmøller, de lige er gået igennem. De peger på grøn teknologi som vejen frem: ”Sænk prisen på elbiler og brintbiler”, eller hvad med ”Alle bør leve bæredygtigt – meget mere grønt”. Udsagnene med fokus på miljø er nært beslægtede med de synspunkter, der giver den højeste bunke sedler, og som måske giver mest anledning til eftertanke. De kan grupperes under overskriften besindelse, eller lidt skarpere: Tømmermænd: ”Sæt fokus på det, der gavner fællesskabet”, ”Forbrug mindre, ikke mere”, ”Sæt væksten i stå”, ”mådehold – sammenhold – realisme – viljestyrke – ansvar!”, ”Få mindre selv og yd mere til fællesskabet”, og endelig en, som lod vente på sig, men som dukkede op til sidst: ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig. Spørg, hvad du kan gøre for dit land!” Blandt de lidt mindre, men nok så interessante grupper af svar studser man over en gruppe, der peger tilbage

Gæsterne tog vores voxpop ret alvorligt, så da udstillingens afslutning faldt sammen med Folketingets åbning, inviterede vi medlem af Folketinget Esben Lunde Larsen og Dagbladet Ringkøbing-Skjern på besøg. Det gav anledning til en god diskussion foran væggen med gæsternes svar, og Larsen tog et udvalg af sedlerne med til åbningen dagen efter.

K risen kradser

197

på Skjern-egnens stærke religiøse vækkelser: ”Anerkend Guds rige som løsningen. Læs Mattæus 6:9-10” og ”Gud giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os”. Kun fremtiden kan vise, om nogle af gæsterne på Bundsbæk Mølle er på sporet at det opsving, der forhåbentlig – og efter erfaringerne fra tusind års erfaringer med kriser og opture sandsynligvis – venter på den anden side. Men nu er en stribe af synspunkterne i hvert fald givet videre til opdaterings læsere.

Fra peasant til farmer

Indtil nu har vi beskæftiget os med kriser og opsving som et pulsslag, men emnet kan også begribes på langs, som en udvikling. Her bliver vi nødt til at låne et begrebssæt fra engelsk for at få perspektiv. ”Peasant” og ”farmer” kan ikke oversættes tilfredsstillende til dansk.62 I årtierne efter Anden Verdenskrig løb antropologien (temmelig populært sagt) tør for isolerede stammesamfund, den kunne studere. Antropologerne, der ofte har givet meget inspiration til historikerne, vendte deres blik mod bredere samfund og kulturer under global påvirkning. Et af de nye perspektiver, der tegnede sig, var en generalisering af størstedelen af klodens befolkning. Med følgende grundlæggende træk betegnede man dem som peasants: –– Husstanden som central økonomisk og social enhed –– Landbrug som hovedindtægtskilde –– Små konservativt orienterede samfund –– Underordnet en ejer af jorden, der ligger udenfor det lille samfund63 Peasants er en mellemposition mellem det førmoderne og det moderne. En peasant lever ikke en afsondret tilværelse, hvor familien eller stammen er selvforsynende. Visse varer og ydelser købes, mens produktionens overskud sælges.64 Det samme gælder for resten også et stykke hen ad vejen for det førmoderne menneske, der, uanset om han levede 198

C hristian R ingskou

i Papua Ny Guinea i 1900-tallet eller i Danmark i bronzealderen, havde kontakter langt udenfor sit nærmiljø. Det, der adskiller peasants fra det førmoderne er, at han ikke selv kontrollerer den jord, han lever af, og at hans landbrug ikke kun forsørger ham selv og hans husstand, men også jordbesidderen, fx en godsejer.65 Peasants er imidlertid heller ikke som den moderne landbruger – en farmer. For nok sælger og køber en peasant varer i et marked, men han producerer først og fremmest til selvforsyning, til husstanden. Kun den produktion, der bliver til overs, bliver solgt. Og kun de varer, det ikke kan lade sig gøre at producere på bedriften, bliver købt. Farmeren derimod producerer med salg for øje. Han specialiserer sig i ganske få produkter, sælger dem, og køber derefter alle husholdningens fornødenheder. Vestjylland i verdenshistorien Når antropologernes tanker, der i første omgang blev tænkt i studier af peasants i Kina, Afrika eller Sydamerika i 1900-tallet overføres på Vestjyllands historie fra middelalderen til i dag, får kriser og opsving en ny rolle at spille som motoren i samfundets moderniseringsproces. På trods af den lange afstand i tid aner vi, hvordan et dansk peasant-samfund afløste oldtidens førmoderne samfund i 11- og 1200-tallet. Først med kirkerne, der antyder tilstedeværelsen af en magt, der kunne trække overskud ud af landbrugsproduktionen, og lidt senere med Ringkøbings grundlæggelse. Købstaden, der på den ene side ikke tåler sammenligning med storhandelen over Esbjerg i en senere tid, var på den anden side gennem århundreder rammen om de vestjyske peasants’ beskedne salg af den produktion, der rakte ud over gårdenes og familiernes eget forbrug. Det var også her, bønderne købte de få fornødenheder, der ikke kunne produceres lokalt. Med de store omvæltninger under og efter landboreformerne kom der opbrud i peasant-samfundet. Vigtige elementer fra den gamle kultur bestod indtil videre, men bønderne blev selv ejere af deres jord, og dermed lå banen

åben for den udvikling, der først med kornsalget, senere og kraftigere med andelstidens animalske produktion gjorde vestjyske peasants til farmere.66 For en vestjysk peasant i 1700-tallet ville det være meningsløst med mere end et eller to svin. Hvad skulle han fodre dem med? Hvem skulle spise alt det kød? For andelsbonden var 15 svin en vigtig del af forretningen. De levede af returmælken fra mejeriet, og han solgte dem til et andelseksportslagteri. For en svineavler anno 2013 er det nødvendigt med tusindvis af svin. Han specialiserer sig næsten ensidigt i produktion af svinekød, og han importerer foderstoffer og kunstgødning fra den anden side af kloden. I det sidstnævnte forhold ligger nødvendigheden af et lille forbehold: Vigtige elementer ved det vestjyske peasantsamfund bestod andelstiden igennem. Gårdene var de samme, og de var som før beboede af en familie med et par tjenestefolk. Først med den næste store bølge af omvæltninger i landbruget, der begyndte i 1960’erne, blev de vestjyske bønder fuldt og endeligt farmere. Mange af opdaterings læsere kan huske en barndom og ungdom på landet i et Vestjylland, hvor flere af peasantsamfundets træk bestod:

Hvor landbruget dominerede, hvor der mere eller mindre var lighedstegn mellem bedrift og familie, og hvor en række fornødenheder fra blommegrød til brændsel blev produceret til selvforsyning.67 Desuden er der mange bønder i dag, der vil skrive under på, at en magt, der ikke længere er godsejeren, men staten eller måske EU, gør krav på jorden, der dermed kun delvis er bondens egen. Denne historie burde stå på side 1 i lærebogen for museumsfolk, for den store overgang fra peasant- til farmersamfund er en bærende logik i de museumssamlinger, vi har arvet fra museernes grundlæggere. I takt med at bønderne koncentrerede deres produktion om varer til Englands storbyer, ophørte de med en lang række arbejdsgange. Redskaber til forarbejdning af uld, til at grave lyngtørv, til hjemmebrygning, til fremstilling af honning og meget, meget andet blev til overs. Men museerne så den store transformation ske, eller i det mindste så de den kort tid efter, så redskaberne fik ikke lov at gå til grunde alle sammen. De gamle museumsfolk samlede dem ind til minde om en landbokultur, der forsvandt. I peasant-farmerlogikken (som museumsgrundlæggerne nok ville finde ret

Der er ikke bevaret mange af de små mejerier fra 1880’erne. Til gengæld står de store andengenerationsmejerier fra 1930-50’erne endnu mange steder. Her er vi i Fjelstervang østligst i Ringkøbing-Skjern Kommune.

En hørhegle fra Lem og en smørælter fra Hanning – to blandt utallige redskaber, der blev overflødige, da Vestjyllands peasants blev farmere.

K risen kradser

199

FRAM – Fra Ringkøbing Amts Museer 1987, s. 109-113.

fremmed) betragter vi i dag de rige samlinger som dokumentation af en økonomisk logik, der hører fortiden til i Danmark, men som findes over hele kloden. Og bare rolig: Vi passer godt på de gamle ting.

14. S. Nygård: Godsslagtningen i Bøvling Amt. Hardsyssels Aarbog 1918, s. 56-61; Flemming Jerk: Ringkøbing Amts herregårde gennem godsslagtningens tidehverv. Hardsyssels Aarbog 1958, s. 102-105.

Christian Ringskou kan kontaktes på cr@levendehistorie.dk

16. Mens det i de østlige egne forblev en vigtig del af landbrugets struktur helt frem på den anden side af 1900. Se fx Paw Stylsvig Jeppesen: Myten om den lykkelige selvejerbonde – studier i fæste- og selvejergårdmænds vilkår i de midtfynske sogne Gestelev og Vantinge. Auning 2006.

15. Nygård 1918, s. 68-70.

17. Poulsen, s. 25-26.

Noter

1. P. Severinsen: Hardsyssels Kirker. Hardsyssels Aarbog 1909, s. 19-24. 2. Martin A. Hansen: Bygmesteren kommer for at rejse en kirke i landsbyen. I: Martin A. Hansen fortæller. København 1958, s. 113.

18. Nygård 1918, s. 61-65. For et eksempel på hoveriets betydning for godsernes drift se P. Storgaard-Pedersens publicering af hoverifastsættelsen i Vedersø sogn: Fastsættelse af Hoveriet til Herregaarden Aabjerg. Hardsyssels Aarbog 1910, s. 95-101.

3. Severinsen, s. 58.

19. Jerk, s. 140.

4. Severinsen, s. 50. To af ødekirketomterne er undersøgt arkæologisk: SKJ362 Finderup kirketomt, RIM3073, RIM7701 og RIM9095 – alle No kirketomt.

21. Jerk, s. 111-134.

5. Jens Lavridsen: Nedbrudte Kirker i Vestjylland. Samlinger til jydsk Historie og Topografi 3. Binds 4. Hefte 1871, s. 402-04. 6. Læs mere om ødekirker i Rikke Rottenstens interview med middelalderarkæolog ved Nationalmuseet Niels Engberg: Ødekirkerne appellerer til os. Kristeligt Dagblad 26. juli 2006 (tilgængelig online). 7. Helle Henningsen: Ringkøbing i middelalderen. Kuml 2004, s. 244-53; Palle Eriksen: Guldkysten. FRAM – Fra Ringkøbing Amts Museer 2000, s. 77-79. 8. Jens Aarup Jensen: På sporet af ”Rennumkøpingh” – rapport om middelalderens Ringkøbing. FRAM – Fra Ringkøbing Amts Museer 1985, s. 62; Carl Lindberg Nielsen: Ringkjøbing Købstads Historie. Ringkjøbing 1969, s. 13-15. 9. Henningsen, s. 229-44; Jens Aarup Jensen 1985, s. 62-76. De vigtigste udgravninger er RIM6167 Vester Strandgade 14 og RIM6247 Dyekjærs have. 10. Eriksen, s. 73-84. 11. Hugo Matthiesen: Snapstinget – jydsk Termin, Marked og Mennesker. København 1946, s. 35-106; S. Nygård: Bidrag til nogle jydske hovedgårdes historie i nyere tid (1660-c. 1850). Samlinger til jydsk Historie og Topografi 3. Række. III Binds 3. Hefte 1902, s. 153-54. 12. Søren Toftgaard Poulsen: Stavnsbåndsløsningen og landboreformerne i Ringkøbing Amt. FRAM – Fra Ringkøbing Amts Museer 1987, s. 7-12. 13. Kim Clausen: Frihed for stavnsbåndet eller frihed til studehandel?

200

C hristian R ingskou

20. Matthiesen, s. 136-207; Nygård 1902, s. 157-58. 22. Citeret efter Jens Aarup Jensen: Nedrivningen af Timgårds lade. Hardsyssels Aarbog 1979, s. 121. 23. P. Storgaard-Pedersen: Bidrag til Hing Herreds Historie og Topografi. Ringkjøbing 1896, s. 129-133; Peder Jensen: Da Bønderne i Stadil blev Selvejere – et 150 Aars Minde. Hardsyssels Aarbog 1941, s. 57; Jerk, s. 126-27. 24. Jerk, s. 139. 25. Clausen 1987, s. 117-20. 26. Jerk, s. 107-111; Nygård 1918, s. 65-68. 27. Peder Jensen, s. 54-64; Storgaard-Pedersen 1896, s. 69-71; Jerk, s. 119-20; Nygård 1918, s. 70-71. I 1792 udspillede lignende begivenheder sig. Denne gang på naboherregården Voldbjerg i Hee sogn. Storgaard-Pedersen 1896, s. 36-39; Jerk, s. 121-22. 28. Det var i øvrigt i denne forbindelse resterne af Vestjyllands ødekirker forsvandt. Ruinerne efter både Herborg og Finderup kirker blev brugt til anlæggelsen af landevejen Ringkøbing-Århus midt i 1850’erne. Lavridsen, s. 399-404. 29 Claus Bjørn: 1810-1860. I: Claus Bjørn (red.) Det danske landbrugs historie III 1810-1914. Odense 1988, s. 76-80; Jan Holm Ingemann: Andelsorganisering i det landbrugsindustrielle kompleks – en historisk oversigt. Arbejdspapir fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning Aalborg Universitet 2006, s. 3-4 (netudgivelse). 30. Peter Henningsen: Hedens hemmeligheder – livsvilkår i Vestjylland 1750-1900. Grindsted 1995, s. 259-82. 31. Ingemann, s. 1, 3.

32. Jørgen Dieckmann Rasmussen, S.P. Jensen, Claus Bjørn & Jens Christensen: 1860-1914. I: Claus Bjørn (red.) Det danske landbrugs historie III 1810-1914. Odense 1988, s. 234-35. 33. Henningsen, s. 269; 365-66. 34. Bjørn 1988, s. 76. 35. Claus Bjørn: Dansk mejeribrug 1882-1914. I: Claus Bjørn (red.) Dansk mejeribrug 1882-2000. Århus 1982, s. 16-18.

50. Jon Høgh: Håndværk og industri. I: Henning Ringgaard Lauridsen (red.) Land, by og landbobank – en jubilæumsbog udsendt af Ringkjøbing Landbobank i anledning af hundredåret for dens oprettelse. Ringkjøbing 1986, s. 81-83. 51. Sønnichsen, s. 17-21. 52. Baseret på Sønnichsen. 53. Sønnichsen, s. 62-135; Ib Konrad Jensen, s. 218-28.

36. Bjørn 1982, s. 29-31.

54. Høgh, s. 75-93.

37. Ingemann, s. 2-8; Bjørn 1982, s. 48-53.

55. Palle Ove Christiansen: Smeden & skaberværket – tanker om tilværelsen i en vestjysk fabriksby. København 2008, især s. 21-76 og 143-55.

38. Hans Linding og Tage Olesen: Et århundrede i andelssagens tjeneste – Hjedding Andelsmejeri 1882 – 10. juni – 1982. Ølgod 1982, s. 9-15. 39. Bjørn 1982, s. 48-91. 40. Rasmussen m.fl., s. 260-61. 41. S.P. Jensen: Landbrugets systemskifte 1870-1914 belyst gennem dagbøger og regnskaber fra en enkelt gård. Bol og By – landbohistorisk tidsskrift 1985:2, s. 56-57. 42. Ole Karup Pedersen: Danmark og verden 1970-1990. I: Olaf Olsen (red.) Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 15. København 1991, s. 66-69; 85; 116-18. 43. Ib Konrad Jensen: Mænd i modvind – et dansk industrieventyr. København 2003, s. 39-50. For et illustrativt vestjysk eksempel se Kim Clausen: Skjern Vindmølle – fra stationsbymølle til museumsmølle. FRAM – Fra Ringkøbing Amts Museer 1990, s. 71-84. 44. Ib Konrad Jensen, s. 50-59. 45. Ole Sønnichsen: Vinderen – den dramatiske historie om Vestas. København 2009, s. 24-31; Ib Konrad Jensen, s. 11-38; 292-95. 46. Sønnichsen, s. 21-27; Ib Konrad Jensen, s. 73-77. 47. Sønnichsen, s. 31-35; Ib Konrad Jensen, s. 120-64.

56 Ib Konrad Jensen, s. 69-73; Christiansen 2008, s. 154-55; Sønnichsen, s. 14-40. 57 Sønnichsen, s. 24-27. 58 Vincent F. Hendricks & Jan Lundorff Rasmussen: Nedtur – finanskrisen forstået filosofisk. København 2012, s. 18-30. 59. Hendricks & Lundorff, s. 53-77; 139-59, 60 Hendricks & Lundorff, s. 31-49. 61. Hendricks & Lundorff, s. 86-91; Matthiesen s. 163-210. 62. Uanset at Eric R. Wolfs bog ”Peasants” er oversat til både dansk og svensk under titlen ”Bønder”. 63 Teodor Shanin: Introduction. I: Teodor Shanin (red.) Peasants and Peasant Societies. Harmondsworth 1971, s. 11-19; Eric R. Wolf: Peasants. Englewood Cliffs 1966, s. 1-10. 64. For et dansk eksempel se Palle Ove Christiansen: Verden i stuen – international konsumption i 1700-tallets bondehushold. I: Landsbyliv – afhandlinger om livsstil og sociale relationer i landbosamfundet fra 1700-tallet til i dag. Kerteminde 2004, s. 55-82. 65. Wolf, s. 2-4; 9-10; 12-17; 37-48.

48. Sønnichsen, s. 35-61; Ib Konrad Jensen, s. 167-86.

66. Bjørn 1982, s. 119-120; Bjørn 1988, s. 80-81; Rasmussen m.fl., s. 195; 243-45; S.P. Jensen, s. 56-101.

49. Ib Konrad Jensen, s. 187-291.

67. Wolf, s. 35-37; 47-48; 53-57.

K risen kradser

201

Gammeltoft Odde

– en kultisk samlingsplads ved Filsø fra bondestenalderen Af Stina Troldtoft Andresen

Nogle af de mest spændende historier fra vores fortid ligger skjult under et mørkt lag muld og lader sig ikke umiddelbart afsløre. Det gør dem ikke mindre interessante. Ofte gemmer de nemlig på nogle af de brikker, som mangler i det store forhistoriske puslespil. Det var også tilfældet med en nylig plads, der dukkede op i sommeren 2012 ved Filsø syd for Henne. Set i fugleperspektiv En meget effektiv metode til at afsløre skjulte forhistoriske pladser er at se landskabet i fugleperspektiv – ved luftarkæologi. En hel del fortidsminder vil nemlig afsløre sig

5 km

Filsø er beliggende ca. 16 km nordvest for Varde.

202

som grønne afgrødespor på markerne. De ses specielt en tør sommer, hvor afgrødernes rødder lettere har adgang til vand de steder, hvor forfædrene har gennembrudt den hårde undergrund. I juli 2011 blev der afholdt et kursus i luftarkæologi på Vestjysk Højskole ved Ringkøbing som en del af projektet Fortiden set fra himlen – Luftarkæologi i Danmark.1 Her fløj den meget erfarne engelske luftarkæolog og instruktør Pete Horne sammen med et par af kursisterne ned over Filsø og observerede her et par mørkegrønne grøfter. Pete Horne var overbevist om, at de var en del af et såkaldt causewayed enclosure – en samlingsplads fra

S tina T roldtoft A ndresen

På marken ses to parallelle let buede mørke afgrødespor. Foto: Pete Horne.

bondestenalderen. På dansk benævnes den slags pladser også Sarup-anlæg, efter det sted på Fyn, hvor man første gang stødte på dem. Disse samlingspladser består ofte af en til to parallelle forløb af grøfter, som har omkranset et større område ofte på strategiske højdepunkter i landskabet. Grøfterne lå ved det sted som benævnes Gammeltoft Odde, og da vi fik kigget nærmere på stedet, viste det sig, at det var midt i den tidligere Filsø. Den første tanke var, at de i stedet måtte være strandvolde, dannet på et tidspunkt, hvor havet havde forbindelse med Filsø. Filsø – fra sø til ager til sø Filsø var engang Danmarks næststørste sø og dækkede i 1800-tallet ca. 2.800 ha. I tiden efter sidste istid har Filsølavningen formodentlig været et sø- eller mosebassin, som på et eller andet tidspunkt imellem 7000 og 4000 f.Kr. blev

oversvømmet af det stigende havspejl og fik forbindelse til Vesterhavet. Senere har dannelsen af barrierer-øer betydet, at Filsø igen blev afskåret fra havet. Filsø havde sin største vandstand på 7,2 meter over havet i slutningen af bronzealderen.2 I 1852 påbegyndte man den første afvanding af søen, og i 1940’erne efter Anden Verdenskrig blev det sidste af søen på nær Fidde sø og Søvig Sund afvandet og forvandlet til frugtbar landbrugsjord. I 2010 blev jorden opkøbt af Aage V. Jensens naturfond med henblik på at foretage et større naturgenopretningsprojekt med det formål at genskabe en del af søen. Efter to års planlægning blev vandet lukket tilbage i søen i oktober 2012.3 I forbindelse med genopretningsprojektet fik Lene B. Frandsen fra Museet for Varde By og Omegn, som også var instruktør på luftarkæologikurset, lejlighed til at lave

Henne Strand Vesterh

avet

Henne Strand

Henne Kirkeby

Henne Kirkeby ne M

Hen

ølle

Kløvbakke

Filsø Hede

Fidde Sø

Aage V. Jensens Naturfond Den nye sø

Mellemsø

Gammeltoft Odde

De nuværende søer

Gammeltoft Odde Ny Filsø Kærgård plantage Filsø Ø Pedersholm Kærgård

Søndre Sø

Søvig Sund

5 km

Vrøgum

De farvede konturer stammer fra Videnskabernes Selskabskort som blev opmålt i perioden 1768-1805 inden man begyndte at afvande søen. Det underliggende kort er de høje målebordsblade fra 1870. Stjernen markerer placeringen af grøfterne ved Gammeltoft Odde.

5 km

Vrøgum

I oktober 2012 blev vandet lukket tilbage i Filsø igen. Den genetablerede sø er over 900 ha. stor. Nordøst for søen afskærer Gammeltoft Odde Fidde Sø og Filsø fra hinanden. Stjernen markerer placeringen af grøfterne ved Gammeltoft Odde.

G ammeltoft O dde

203

∗

en nærmere prøvegravning, inden der blev lukket vand i søen. Undersøgelsen4 foregik ved hjælp af en rendegraver, der fjernede den øverste muld i en tre meter bred grøft. Der gik ikke lang tid, før der var gevinst. Efter ca.1½ meter dukkede sporene af en 5 m bred grøft op. Ca. 6 m længere mod nord dukkede grøft nummer to op. Fund∗af redskaber af flint samt potteskår fra bondestenalderen indikerede, at man havde fat i noget rigtigt. Eksperter blev hidkaldt og kunne bekræfte, at det ganske rigtig var en samlingsplads ∗ fra stenalderen. Det er den første og indtil videre eneste af sin art, vi har kendskab til i det sydvestjyske område og derfor lidt af en sensation.

∗

To af systemgrøfterne efter at den øverste muld var blevet fjernet.

∗

∗∗ ∗

∗

∗ ∗ ∗

∗

Eksperter fra Moesgård Museum blev hidkaldt og kunne konstatere at det ganske rigtigt var et Sarup anlæg. Yderst til højre ses Lutz Klassen og længst til venstre er Niels H. Andersen, som er en af Danmarks førende inden for forskningen af Sarup anlæg.

∗ ∗ ∗

∗∗

Oversigt over undersøgelsesområdet. Søgegrøfter er farvet med gult. Systemgrøfterne er farvet grå og brun og alle fund fra muldlaget er markeret med stjerner. Røde stiplede linjer viser systemgrøfternes formodede forløb. De lyseblå striber er nedgravninger af moderne dræn.

204

S tina T roldtoft A ndresen

30 m

Potteskår fundet i systemgrøften. Potteskårene er dekoreret i en stil som kaldes Klintebakke stil. Stilen kendes også fra mange andre fundsteder fra bondestenalderen og kan dateres til 3.200 f.Kr.

En såkaldt skraber fremstillet af flint. En skraber er et redskab, som bl.a. blev brugt til at skrabe skind rene med. Der blev fundet en del skrabere i mulden omkring systemgrøfterne.

Flere undersøgelser Med rendegraveren blev der gravet et tværsnit igennem en af systemgrøfterne. Det viste, at der var enestående bevaringsforhold i grøfterne, som stod vandtrukne. Blandt andet var der lag af træ og birkebark, som sandsynligvis er over 5.000 år gamle. Ligeledes blev der fundet potteskår med en meget fin dekoration, som man ved, var på mode ca. 3.200 f.Kr.5 Det var også muligt at se, at grøften har været gravet, dækket til og genopgravet mindst fire gange, hvilket er meget karakteristisk for disse grøfter. Der blev udtaget en række prøver fra de forskellige jordlag. Prøverne blev sendt til Moesgård Museum, hvor de blev undersøgt for rester af plantedele. Man fandt bl.a. rester af ukrudtsfrø og frø fra hindbær. En række af disse frø er sammen med bark og fund af trækul sendt videre til 14C-analyse, så vi kan få en datering6 på, hvornår systemgrøften blev anlagt, og evt. på de mange genopgravningsfaser. Efter at vi havde konstateret, at det var et Sarup-anlæg vi havde fingre i, var næste skridt at finde ud af anlæggets

Museumsinspektør Lene B. Frandsen optegner systemgravens profil. Bemærk de mørkere lag, som bestod af træstykker og birkebark.

G ammeltoft O dde

205

På luftfotoet fra 1954 ses systemgrøfterne tydeligt. De danner et næsten cirkulært forløb. Luftfotoet er en del af Royal Airforce luftfotooptagelser, også kaldet Basic Cover, som dækker hele Danmark.

Ved gravemaskinens hjælp lykkedes det at finde ”guldet” for enden af regnbuen. Nederst i billedet kan man ane konturerne af en systemgrøft, som er fyldt med gråsort sand. Undergrunden omkring den består af gult sand.

størrelse, og i hvor høj grad vandstanden i den genetablerede sø ville komme til at påvirke det. Filsø Naturråd, som er udpeget af Aage V. Jensens fond til at varetage den daglige ”drift” og genopretningen af Filsø, var meget interesseret i det spændende anlæg og bevilgede penge til blandt andet at foretage en magnetisk opmåling af området.7 Metoden viste sig dog ikke egnet ved Gammeltoft Odde. I stedet blev der lavet endnu en prøvegravning, hvor der blev gravet søgegrøfter i et større område. Det var imidlertid vores årvågne kollega Torben Egeberg fra RingkøbingSkjern Museum, som var årsag til, at vi hurtigt kom et

skridt nærmere hen imod at få kendskab til hele Sarupanlæggets udbredelse. Efter et besøg på udgravningen gik han nemlig begejstret hjem og studerede gamle luftfotos over området. Ved granskning af en serie fotos, optaget af Royal Air Force i 1954, var der bid. På det sort-hvide luftfoto ser man tydeligt to parallelle forløb af grøfter, der antyder en cirkel eller oval. For at bekræfte, at der var tale om de samme grøfter som dem, vi tidligere havde fundet, blev der lavet et par søgegrøfter mod nordvest og mod øst. Systemgrøfterne blev påvist begge steder, og pladsen viste sig med ét at være meget større end først antaget.

206

S tina T roldtoft A ndresen

Hvad er et Sarup-anlæg? Det første sted i Danmark, hvor man udgravede en samlingsplads fra bondestenalderen, var Sarup, der ligger på et næs ved Hårby på Sydvestfyn.8 Den blev total udgravet i 1970-80’erne og bestod af to samlingspladser, som med 150 års mellemrum havde afløst hinanden. Det ældste Sarup-anlæg har indhegnet et godt 9 ha stort næs. Det blev opført omkring 3400 f.Kr. og bestod af en palisade inderst. Uden for denne løb to parallelle rækker af såkaldte systemgrøfter, som var opdelt af en række jordbroer. I bunden af grøfterne blev der fundet spor efter det, man mener, er rituelle handlinger. Der er fundet spor efter ild og fint dekorerede krukker, som bevidst er knust, koncentrationer af flintøkser og redskaber samt dele af skeletter fra både dyr og mennesker. Systemgrøfterne har kun stået åbne ganske kort tid, hvorefter de er blevet dækket til igen for på et senere tidspunkt at være blevet genopgravet. Fund af menneskeknogler, bl.a. en underkæbe, har ført til den teori, at man begravede de døde i disse systemgrøfter. Senere vendte man tilbage og gravede skeletterne op, for derefter at genbegrave dem i de store stendysser, som også er opført i denne periode. Man har regnet ud, at det krævede hen ved 100.000 arbejdstimer9 at opføre det ældste Sarup, så det er ikke noget, en lille lokal klan har kunnet klare. Efter ca. 40-50 års brug ophørte man med at bruge samlingspladsen, men ca. 150 år senere, omkring 3.200 f.Kr. opførte man en ny men noget mindre samlingsplads på næsset. Befæstning eller samlingsplads Man har ikke fundet deciderede spor efter bebyggelse inden for det indhegnede område på samlingspladsen ved Sarup. Faktisk har man kun fundet få spor inden for området, måske fordi det blev betragtet som et helligt område. Sarup-anlæg benævnes også befæstede pladser, fordi de ofte omkranser et højdepunkt i landskabet. Senere i oldtiden opførte man befæstede landsbyer, hvor man kunne forskanse sig mod indtrængende fjender. Bondestenalderens

befæstede samlingspladser skal nærmere ses som hellige områder, hvor man kunne mødes om de rituelle handlinger, der var knyttet til datidens dødekult. Det var de døde sjæles landsby, hvor man antagelig mødtes i større forsamlinger ved specielle lejligheder. Sandsynligvis har en række klaner været fælles om et territorium, hvor de i fællesskab opførte disse samlingspladser. For at finde ud af, hvilken betydning samlingspladserne har haft, må man se på, hvad der ellers er foregået samtidigt i de områder, de ligger i. Fra jæger til bonde Omkring 4000 f.Kr. begyndte stenalderjægerne at dyrke jorden og holde husdyr. Man fældede og afbrændte urskoven og erstattede den med kornmarker. Kornmarkerne skulle passes, og derfor blev man mere bofast, og langsomt forvandlede jægerne sig til bønder. Først omkring 3.500 f.Kr. er landbruget for alvor slået igennem. De bopladser, vi kender fra bondestenalderen, er små og ligger spredt

Langdysse

Gammeltoft Odde

Borre Dyssen

2 km

G ammeltoft O dde

207

Kortet viser højdeforskellene i området ved Gammeltoft Odde, samt samlingspladsens udbredelse med stilplet linje. Systemgrøfter, som kan ses på Basic Cover luftfotos, er indtegnet med rødt, mens de systemgrøfter, som er fundet i forbindelse med udgravningen, er farvet gule. Søgegrøfterne er indtegnet med gråt.

Fidde Sø

Gammeltoft Odde

208

200 m

S tina T roldtoft A ndresen

i landskabet. Imellem dem opførte man monumenter til forfædrene, storstensgravene – dysser og jættestuer, som blev opført i titusindevis i det danske område. Mange af dem kan stadigvæk ses i landskabet. De vidner om stor ingeniørkunst og et velorganiseret samfund. Opførelsen af samlingspladser, dysser og jættestuer har styrket en indre samhørighed imellem de lokale klaner og markeret ejerskabet over et territorium.10 Der er fundet stendysser i området omkring Filsø. Ved Henneby nord for Filsø blev der ved byggemodning af et sommerhusområde i 1977 og 1978 udgravet resterne af en langdysse med to gravkamre. Udgravninger viser, at

dyssen formodentlig er anlagt omkring 3300 f.Kr. I bunden af det ene gravkammer blev der blandt andet fundet opløste knogler, potteskår, ravperler og redskaber af flint, som viser, at graven er blevet genanvendt til begravelser i en periode på godt 800 år.11 Ca. 5½ km sydvest for Gammeltoft Odde ved Borre i Aal sogn er der ligeledes fundet spor efter en dysse fra bondestenalderen.12 Engelske paralleller Opførelsen af samlingspladser var ikke noget, der kun skete i det danske område. De kendes fra hele Europa.13 Ved

Vandet er vendt tilbage i Filsø. Luftfoto fra overflyvning den 5. december 2012.

G ammeltoft O dde

209

at sammenligne Gammeltoft Odde med de andre samlingspladser fra både Europa og Sydskandinavien kan man se, at pladsen har flere fælles træk med samlingspladser i England.14 Det drejer sig bl.a. om konstruktionen med de omtrent ovale forløb af grøfterne og fraværet af palisade. Samlingspladsen ved Gammeltoft Odde har bestået af to parallelle rækker af grøfter, som har indhegnet ca. 10 ha for enden af en lang odde. På mange af de sydskandinaviske samlingspladser er der fundet spor af en form for palisade, som ofte har stået inden for grøfterne og indhegnet ”det hellige område” inden for grøfterne. Ved Gammeltoft Odde er der ingen spor af en palisade. Den sydligste og lavere liggende del af samlingspladsen Gammeltoft Odde må i perioder have været oversvømmet af Filsø. Det kender man også fra flere engelske samlingspladser, og man mener, at man bevidst har anlagt pladserne, så de blev oversvømmet. Gammeltoft Odde – en vigtig brik Med sommerens prøvegravninger på Gammeltoft Odde ved vi altså nu, at der engang i bondestenalderen for over 5.000 år siden blev anlagt en kultisk samlingsplads ved Filsø. Det var et stort foretagende, som bestod af et system af grøfter der omkransede næsten 10 ha. I systemgrøfterne er der blandt andet fundet lag af træ og birkebark, som vidner om gode bevaringsforhold. Fordi Gammeltoft Odde indtil videre er det eneste Sarup-anlæg, vi kender fra det Sydvestjyske område, er den også en vigtig brik til at besvare nogle af de uopklarede spørgsmål om disse mærkværdige kultiske anlæg fra bondestenalderen. Vi kan kun blive klogere på denne spændende plads ved nye arkæologiske undersøgelser. Vandet er vendt tilbage i Filsø, men heldigvis ligger anlægget godt gemt under et mørkt lag muld, og forhåbentlig bliver det muligt at vende tilbage igen en tør sommer. Stina Troldtoft Andresen kan kontaktes på sta@vardemuseum.dk 210

S tina T roldtoft A ndresen

Noter 1. Lene B. Frandsen & Esben Schlosser Mauritsen: Luftfotoskole – en uforglemmelig og højtflyvende uge over det vestjyske. opdatering 2011, s. 69-73. 2. Bent Aaby: Geologi og landskab i Henne Strand området. Grundejerforeningen i Henne Strand, nr. 48, 18. årgang (2010), s. 15-23. 3. Se Jannie Uhre Ejstrud & Merete Vigen Hansen: Filsø i forvandling. opdatering 2011, s. 103-113. 4. Udgravningen foregik i juli 2012 og har jnr. VAM 1681. 5. Keramikken dateres til Klintebakkefase som også kaldes MN1b. 6. C14-datering er en naturvidenskabelig metode til datering af arkæologiske og geologiske prøver. Metoden bygger på måling af den tilbageværende mængde af den radioaktive isotop 14C i organisk fundmateriale. 7. Magnetometeropmåling er en nondestruktiv metode til afsøgning af arkæologiske bopladser. Metoden består i, at man måler jordens magnetfelt. Der foretages en måling for hver halve meter i et på forhånd udsat koordinatsystem. Samtidig måles jordens magnetfelt på en basestation. Hvis undergrunden er ensartet, vil jordens magnetfelt på et givet tidspunkt også være konstant. Stedvise koncentrationer af andet fyldmateriale som slagger, sten eller jerngenstande vil gøre det nærliggende område mere magnetisk end omgivelserne og dermed forårsage nogle små magnetiske forstyrrelser i jordens magnetfelt. Disse kaldes anomalier og kan registreres ved hjælp af et magnetometer. 8. Niels H. Andersen: Saruppladsen. Højbjerg 1999. 9. Niels H. Andersen: Sarup. Befæstede kultpladser fra bondestenalderen. Sarup vol. 2. Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXXIII: 2. Højbjerg 1989. 10. Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid – Stenalder 13.000-2.000 f.Kr. København 2001. 11. Mariann Ploug, Palle Uhd Jepsen & Lene B. Frandsen: Henne. Varde 2012. 12. Jan Kock og Anne Birgitte Gebauer: En dysse fra Aal sogn – om anlægget og dets keramik. Mark og Montre Årg. 12 (1976), s. 12-24. 13. Niels H. Andersen: The Sarup Enclosures. The Funnel Beaker Culture of the Sarup site including two causewayed camps compared to the contemporary settlements in the area and other European enclosures. Sarup vol. 1. Jutland Archaeological Society Publications XXXIII:1. Højbjerg 1997. 14. Lutz Klassen, Aarhus Universitet, forsker i blandt andet Sarup-anlæg og har gennemgået de fleste europæiske Sarup-anlæg. Han har sammenlignet Gammeltoft Odde med de europæiske anlæg og kan se flere fælles træk med de engelske ”causewayed enclsoures”.

2000

Historisk tid 1000

Kr. f.

1000

Jernalder

Nyere tid Middelalder Vikingetid Germansk jernalder Romersk jernalder Førromersk jernalder Yngre bronzealder

Bronzealder

1536 1050 750 375 0 500 1000

Ældre bronzealder 1700

Dolktid

2000

3000

Bondestenalder

Enkeltgravkultur

2350 2800

Tragtbægerkultur 3900

Kystkultur

4000

5000

6000

Ertebøllekultur 5400

Kongemosekultur 6400

7000

10.000

11.000

12.000

13.000

8900

Ahrensburgkultur Rensdyrjægerkultur

9000

Maglemosekultur

Jægerstenalder

8000

10.500

Brommekultur Federmesserkultur Hamburgkultur Palæolitikum

11.500 12.000 12.500