Opdatering 2014 by Levende Historie

opdatering Ă&#x2026;rbog for Museet for Varde By og Omegn & RingkĂ¸bing-Skjern Museum 2014

opdatering Årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2014 © Forfatterne, Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2015 Redaktion: Christian Ringskou og Tine Lorange Grafisk tilrettelæggelse: Tine Lorange Fotos og illustrationer: med mindre andet er angivet under de enkelte fotos og illustrationer tilhører billedmaterialet i denne bog Museet for Varde By og Omegn eller Ringkøbing-Skjern Museum Alle kort, Danmarks Højdemodel og ortofotos: ©Geodatastyrelsen Skrift: Myriad Pro Papir: ProfiSilk 130 g Omslag: Arktika 250 g Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S, Skjern ISBN 978-87-89834-92-4 ISSN 1903-9581

Kære Læser! Velkommen til årbogen opdatering 2014, der er den femte fælles årbog for Museet for Varde By og Omegn og Ringkøbing-Skjern Museum. Årets årbog dækker som altid et bredt udvalg af emner fra de to kommuners fortid og nutid. Først er der – som altid – museumsforeningernes årsberetninger. Derefter følger en stribe artikler, der alle har det til fælles, at de behandler emnet ”vestjysk landskab og identitet”. Fra jernalderens fantastiske fæstningsanlæg ved Lyngsmose, der netop er genskabt i landskabet over en skomager fra 1800-tallets Varde, en 1800-tals original fra Ringkøbing, en navnkundig bådebygger og tømrer i 1900-tallets Nymindegab og en billedhugger på heden ved Baldersbæk til byhistorie fra Ringkøbing, historien om ekspropriationen af Eventyrets Land og historien om fundet af Vardes ældste rådhus. Til denne stribe fortællinger om Vestjyllands historie knytter sig også artiklen ”Den store historie om Vestjylland”, der prøver at vise mulighederne i at fortælle en fælles historie om Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner. Der er også endnu en stribe beskrivelser af kulturmiljøer i Varde Kommune, ligesom der igen er en stor

oversigtsartikel over året 2014’s arkæologiske udgravninger i de to kommuner. Og endelig rummer årbogen igen artikler om noget af al den formidling, der udgår fra de to museer. Her er blandt andet en artikel om den store udstilling om luftkrigen over Vestjylland, som netop nu vises på Ringkøbing Museum; en artikel om det store formidlingsprojekt i Varde Kommune, der netop er søsat under overskriften ”Fortællinger i Naturpark Vesterhavet” og en artikel om det fælles skoletjeneste-projekt, der netop er gennemført af de to museer og endelig en artikel om en studierejse til England med fokus på englænderens store erfaring med frivillighed. Der er altså nok at kaste sig over. Og vi er naturligvis allerede langt med de projekter, der bliver til indhold i næste års årbog. Tak til alle forfatterne; Tak til Museumsforeningerne for at tilvejebringe det økonomiske grundlag for årbogen. Og ikke mindst tak til Tine Lorange og Christian Ringskov for at have redigeret bogen – og særlig tak til Tine for igen at have sat bogen op, så det er en fornøjelse at fordybe sig i den megen ny viden. God læselyst! Kim Clausen og Claus Kjeld Jensen

Husby

Ulfborg

537

Vedersø Klit

Staby Vedersø

Lokaliteter omtalt i de enkelte artikler Nybro

z Tim

Ørnhøj

Houvig Fæstningen

21 z

Højmark

Velling

NDS

RINGKØBING FJORD

Stauning

Bølling

Skjern Enge

Skodbjerge

Tarm Å

Give Sønder Omme

z Sdr. Vium

Lyne

Ølgod

473

Filskov

Grønbjerg

Nørre Bork Sdr. Bork

Nørre Nebel

487

181

Kvong

Lunde

Grindsted

Henne Strand

487

Janderup Billum

eÅ

Vard

431

Stenderup

Hejnsvig

Holm

eÅ

Karlsgårde Karlsgårde

475

NordenskovStarup

Tofterup

475

z z

Oksbøl

Vejers Strand

te d

Sig Sig

Jegum Ferieland Tinghøj Øster Vrøgum

Vandel

Ansager Ansager

465

Billund ind s

Tistrup Hodde

Henne Stationsby

Filsø Filsø Filsø

Skovlund

Horne Horne

Outrup

Henne Kirkeby

Blåhøj Hoven

Lønne

411

Ådum

Hemmet

Stakroge

Nymindegab

Brande

Sønder Felding

Uhre

423

Bork Havn

439

Lønborg Vostrup

Tipperne

Skarrild

Vorgod Å

rn Skje

439

Sønder Havrvig

Værnenge

Troldhede

Borris

Skjern 206

Fasterholt 184

RINGKØBING FJORD

Arnborg

Astrup

MSLA

Dejbjerg

Kibæk

Rækker Mølle

Hanning

Kølkær

Høgild

467

Lem

Ise

Nørre Kollund

Studsgård Fjelstervang

Herborg

181

KLIT

Barde

Videbæk

Vorgod

Hvide Sande

Ikast

195

Spjald

Ølstrup

82 Ringkøbing 103111

Fugletårn

Tulstrup

Herning No

Bjerregård

Gullestrup

467

Kloster Kloster

Søndervig

Skibbild

Timring

Hee

Hindø

Hovvig

HOL

185

Sunds

471

Grønbjerg Stadil Fjord

Klegod

Ilskov

Museer og udstillingssteder Sinding Kulturmiljøer i Varde Kommune Vildbjerg Arkæologiske udgravninger

z Stadil

Vest Stadil Fjord

Simmelkær

Aulum

Sørvad

Vind

131 Varde 149

Næsbjerg

Vorbasse

469

Agerbæk

Fåborg

Alslev

417

Hovbjerg

463

Årre

425

Oksby

Glejbjerg

Blåvand

Vester Nebel Grimstrup Skads

llin

a Sk

E AV

D VA

Tarp

Lindknud

Bække

Geste

Vejrup Endrup Holsted

E20

Esbjerg

191

Brørup

Bramming

Gørding

Vejen Askov

Sto

Indhold 6 Museumsforeningernes årsberetninger Ved museumsforeningsformændene

131 Fem rådhuse i Varde Af Lars Chr. Bentsen

15 Den store historie om Vestjylland

141 Kulturmiljøer i Varde Kommune

21 Lyngsmose-fæstningen genopført

149 En gravsten

31 Fortællinger i Naturpark Vesterhavet

151 Engle og dæmoner

36 ”vil man målet, må man også ville midlerne”

161 Flyvere i natten – luftkrig over Vestjylland

65 Savmøllen og prammene fra Æ’ Gaf

168 Levende læring

77 Anders Bundgård i Baldersbæk

177 Den kulturhistoriske analyse

82 Fra Østerport til Torvet

183 Årets Arkæologi

Af Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen Af Palle Eriksen

Af Tine Lorange

Af John V. Jensen

Af Mette Bjerrum Jensen

Af Holger Grumme Nielsen Af Christian Ringskou

Af Holger Grumme Nielsen Af Lars Chr. Bentsen Af John V. Jensen

Af Christina Lindekilde

Af Mette Bjerrum Jensen, Per Lunde Lauridsen & Anja Høegh Af Torben Egeberg & Stina Troldtoft Andresen Af Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

103 Jens Harpøth

206 Der var engang...

111 Premiersilhouetteur Schmitz i Ringkøbing

211 Hvad er det englænderne kan med frivillighed...?

Af Nicki Daniel Jensen Af Jan Tuxen

Af Ane Marie Søborg Af Kim Clausen, Peter Carstensen & Per Lunde Lauridsen

Museumsforeningernes årsberetninger Ølgod Museumsforening Året 2014 gav igen mange gode oplevelser i Ølgod Museumsforening. I årets løb havde vi seks spændende og gode foredrag, der alle var godt besøgt. Januar: Kai Knudsen fortalte spændende og godt om forfatter, malerinde og ambassadørfruen Birgitte Valvanne. Februar: Forfatter Jørgen Burchardt, Danmarks Tekniske Museum, fortalte om, hvordan transporten formede Ølgodegnen. Marts: Startede som sædvanligt med generalforsamling, som blev afviklet på en time. Vores planlagte foredragsholder måtte desværre melde afbud af private årsager. Det lykkedes os at få Inger Pedersen, Ølgod, til at komme og fortælle. Hun er medlem af ældrerådet og fortalte om arbejdet i rådet. Vi morede os alle rigtigt godt, da hun også fortalte om sin rejse til København for at fejre jul hos en søn og svigerdatter. September: Ølgod Museum fyldte 60 år. Det blev fejret med kaffe, kage og champagne. Museumsinspektør Mette Bjerrum Jensen, fortalte levende og godt om museets grundlægger Holger Øllgaard og museets start, en fin og hyggelig aften, hvor vi også så et par små film med Holger Øllgaard og hans familie. Oktober: Denne aften blev et tilløbsstykke. Direktør, udvikler og opfinder Hardy Vesterby, tidligere ejer af Vesterby Paneler, fortalte om sit liv og sine virksomheder. Vi var næsten 200 tilhørere denne aften. November: Helge Weis Jensen, Jeppe Aakjær-kender og historisk guide på Hjerl Hede, fortalte spændende og godt om Jeppe Aakjærs liv og digtning med mere. 6

Museumsforeningerne

I februar fik museet installeret en touchskærm, som viser Ølgod historie hurtigt og effektivt. Museumsforeningen forventer nu, at der senest i februar 2015 er ændret indgang til museet, så man kan lukke sig ind, når man har lyst. Først i marts havde vi igen besøg af en skoleklasse fra Brorson Skolen i Varde. I marts havde museet besøg af Ølgod Rotary Klub. Museumsdirektør Claus K. Jensen viste rundt og fortalte. Igen i oktober har vi haft besøg af Rotary klub, som også er med på vores jubilæumsudstilling.

Hodde Skole og ny stue, maj 2014.

Bestyrelsen i 2014 Formand Sonja Pedersen Næstformand Hans Valdemar Kasserer Kurt Theilgård Sekretær Poul Erik Knudsen Ad hoc Anne Marie Jensen Repr. for Lokalarkiverne Svend V. Svendsen Repr. for Museumsforeningen for Varde By og Omegn Peder Thygesen Nielsen I november måned havde vi besøg af DR K som var i gang med optagelse til en tv-udsendelse om danske madtraditioner. På Hjedding Mejerimuseum fortalte historiker Holger Grumme Nielsen, om Hjedding Mejeri og produktionen der. Desuden måtte han sammen med programværten spise sig igennem fløjlsgrød og koldskål tilberedt efter opskrifter fra 1891. Ølgod Museumsforening udgav i 2014 Årsskrift nr. 6. Årsskriftet udgives i samarbejde med lokalarkiverne i museumsforeningens område og Slægtshistorisk forening for Øster, Vester og Nørre Horne Herreder af 2005. I Lindberg Salen havde vi i sidste sæson en fin udstilling om mejerier. I denne sæson har vi en jubilæumsudstilling, som startede med Ølgod Museums 60 år. Derefter kom der 11 andre foreninger/organisationer til med forskellige år på bagen, så udstilling blev til en 675-års jubilæumsudstilling. Den blev åbnet af formanden for Museet for Varde By og Omegn, Lisbet Rosendahl. Udstillingen blev den første dag besøgt af ca. 150 personer.

Ølgod Museums Fond De fleste tidligere bevilgede beløb er i løbet af året blevet udbetalt. Det eneste beløb, der venter fra tidligere bevillinger, er 56.000 kr. til åben adgang på museet, der bliver installeret i starten af 2015. De ca. 10.000 kr. til Museumsforenings årsskrift er også udbetalt. Mødet i 2014 er udsat til januar 2015, da museumsdirektør Claus K. Jensen desværre ikke har kunnet afse tid til mødet før. Ifølge aftaler på mail er der dog blevet givet 20.000 kr. i tilskud til Vandtårnets 100 års jubilæum. Disse penge er udbetalt. Desuden har et ønske fra Museet for Varde By og Omegn om penge til en bogudgivelse om mindeblade frigivet en bevilling på 20.000 kr., som endnu ikke er brugt. Det betyder, at der stadig er ca. 400.000 kr. tilbage i Fonden. På vegne af Ølgod Museumsforening og Ølgod Museums Fond Sonja Pedersen

Foreningens medlemstal har i 2014 været godt 400. Kontingent har i 2014 været: Enkeltpersoner 175 kr. Par 250 kr. Firmaer/institutioner 500 kr.

Museumsforeningerne

Skjern-Egvad Museumsforening Så er det atter tiden, hvor der skal kastes et tilbageblik på det forgangne år i museumsforeningen – og meget gerne også gøres et par bemærkninger om, hvad der er på tegnebrættet til det nye år. Formålsparagraffen i museumsforeningens vedtægter er todelt, dels at støtte Ringkøbing-Skjern Museums arbejde og dels at styrke interessen for egnens lokalhistorie. Støtten til museet er mangeartet. Den kan bestå i økonomisk støtte til bl.a. anskaffelser, anlægsarbejder og udgivelser, og i 2014 har der været tale om et tilskud til museets profilhæfte, der primært har til formål at fortælle kommunens borgere om, hvad museet generelt går og arbejder med – i modsætning til de kvartalsvise pjecer, som over for såvel lokale som turister konkret beskriver de aktiviteter, der er planlagt for den givne periode. Profilhæftet er blevet taget godt imod og er planlagt til at blive ajourført i det nye år – igen med støtte fra museumsforeningen. Foreningens opbakning til museet udmøntes traditionelt også i ren fysisk hjælp ved bemanding af en stand på

Lokalhistorisk café,

Museumsforeningerne

museets julemarked på Bundsbæk Mølle. Her får vi samtidig mulighed for at profilere museumsforeningen og får i den forbindelse mange gode samtaler med de besøgende. Fra tid til anden indgår Skjern-Egvad Museumsforening i drøftelser med museet om udvikling af forskellige aktiviteter, og i det forgangne år har det bl.a. omhandlet museets bygninger i Bredgade i Skjern, som vi gerne vil være med til at puste nyt liv i for igen at gøre det til et attraktivt sted for byens borgere. Skal Skjern Å-udstillingen revideres, skal der laves små skiftende udstillinger af byhistorisk art, eller skal der laves arrangementer, der aktiverer lokale borgere? Som måske det eneste sogn i området er der i Skjern ikke en lokalhistorisk arkivgruppe, da arkivet er lagt ind under museet – er det en idé at forsøge at oprette en arkivgruppe, som eventuelt kan holde til i bygningerne? Drøftelserne mundede ud i, at museumsforeningen – ved at indtænke anden del af formålsparagraffen – ville prøve at oprette en lokalhistorisk café, hvor egnens borgere kunne mødes og ”snakke om gamle dage”. Der blev nedsat et café-laug bestående af 8-10 frivillige, der uden tøven tog udfordringen op. Det blev besluttet at starte aktiviteterne op i Skjern Vindmølle, og kunne idéen bære, var det tanken senere at flytte om i Bredgade. Projektet blev særdeles positivt modtaget; caféen skulle holde åbent hver anden onsdag, og efter de to gange, der var åbent i slutningen af 2014, blev vi kontaktet af TV MidtVest, som gerne ville komme umiddelbart efter nytår for at lave optagelser til en halv times udsendelse. Der deltager ca. 60 personer på hver åbningsdag, og det er besluttet, at vindmøllen skal forblive hjemsted, da lokalerne i Bredgade vil være for små. Der er således tale om en succesfuld opstart af den lokalhistoriske café, og det bliver spændende at følge den videre færd. I sidste års beretning omtaltes, at Skjern-Egvad Museumsforening var ved at starte en formidling af historisk

litteratur, hvor vi indsamler relevante bøger, når borgere rydder op i bogreolen, for efterfølgende at sælge bøgerne videre til andre interesserede. Formålet er at undgå, at gode bøger bliver smidt i papirmøllen, samt at lave et økonomisk overskud, som kan bruges til at støtte nye bogudgivelser. Fra starten var det tanken, at der hovedsageligt skal være tale om bøger med decideret lokalhistorisk indhold; men vi fik tilbudt så meget spændende historisk litteratur generelt, som vi simpelthen ikke kunne takke nej til. I løbet af 2014 har denne formidling af bøger taget et succesrigt omfang. Vi modtager en stor mængde spændende bøger og har samtidig et rigtig pænt salg. Det er interessant at se, at selv ganske ”smalle” nicheudgivelser, som vi ikke har anset for salgbare på kort sigt, alligevel finder købere – endda meget glade købere, som er overraskede over at støde på disse bøger. Museumsforeningen har derfor haft mulighed for at give økonomisk støtte til bogen ”Hoven Kirke – Historiske Museumsforeningen har i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum og Folkeuniversitetet i årets løb afholdt seks foredrag: Årets udgravninger v/ arkæologerne og museumsinspektørerne Poul Krogh Jørgensen og Torben Egeberg Ulvetider v/ seniorforsker, lic.scient. Thomas Secher Jensen Krigen 1864 v/ museumsinspektør, seniorforsker, ph.d. Jens Ole Christensen Hoven Kvindehøjskole – De vestjyske tjenestepigers universitet v/ pens. skoleinspektør Niels Aage Thomsen Om arbejdet blandt ind- og udsatte i Ringkøbing Arrest v/ sogne- og arresthuspræst Inge-Dorthe Kaasgaard Handelsfolk og bydannelser i Vestjylland 1850-1914 v/ museumsdirektør Kim Clausen

Bogsalg.

fortællinger”, som i efteråret 2014 er udgivet af Niels Aage Thomsen og Hoven Lokalarkiv. I bestyrelsen drøftes meget, hvordan museumsforeningen kan tiltrække flere yngre mennesker, både som besøgende i museets udstillinger og som deltagende i museumsforeningens aktiviteter. Der overvejes flere idéer og muligheder, og 2014 blev året, hvor Skjern-Egvad Museumsforening er gået på Facebook i håb om på den måde at kunne komme i kontakt med borgere, som vi ikke hidtil er nået ud til. Traditionen tro har Skjern-Egvad Museumsforening også i 2014 arrangeret en medlemsudflugt. Denne gang gik turen (naturligvis) til Historiecenter Dybbøl Banke, hvor vi fik en særdeles inspirerende og faglig rundvisning af en meget veloplagt guide. Efter en times tid med mulighed for på egen hånd at dvæle ved nogle af detaljerne fortsatte turen til Rinkenæs Sogn – ikke for at se mindestenen med Rapanden Rasmus i sin enspændervogn, men for at gøre et besøg i den meget spændende Rinkenæs Gl. Kirke, hvor vi ud over en spændende fortælling om kirkens historie også fik en forklaring på, hvorfor der på kirkens altertavle Museumsforeningerne

I 2014 har bestyrelsen bestået af: Børge Østergaard Hansen, formand Jørgen Bøgebjerg, næstformand Niels Aage Thomsen, kasserer Hans-Ole Jessen Bent Dyrvig Vivi Olesen Wulff Helle Husted Anne Vej Flemming Vad Knud Jeppesen

var malet en gris! Var det mon et pudsigt påfund af maleren? Nej, grisen er simpelthen malet ved fødderne af Sankt Antonius, der som bekendt er svinenes skytshelgen. Ved såvel foredragene som andre af museumsforeningens arrangementer er det blevet skik og brug, at der synges fællessange. Museumsforeningen har ved en tidligere lejlighed anskaffet både et elklaver og et antal højskolesangbøger. Endelig har museumsforeningen afholdt et medlemsarrangement med den traditionelle æggekagespisning, ligesom vi også i 2014 har afholdt en aften med folkesang og -musik i forbindelse med Spil dansk-kampagnen. Selv om der er nok at rive i for bestyrelsen for SkjernEgvad Museumsforening, har der alligevel været energi til at sætte et par nye aktiviteter på tegnebrættet for 2015, idet foreningen under temaet ”Kend dit museum” agter at lave nogle medlemsaftener, hvor vi i første omgang vil besøge de mindre af museets lokaliteter i området, fx Skjern Reberbane, Hattemagerhuset, Provstgaards Hus og Gåsemandens Gård. Derudover påtænkes gennemført byvandringer i Skjern, Tarm og andre relevante steder. Skjern-Egvad Museumsforening Børge Østergaard Hansen

Museumsforeningerne

Nymindegab Museumsforening 2014 var året da Nymindegab Museumsforening kom på det Europæiske landkort. Museet var vært for et europæisk projekt, Vast-View – med projektdeltagere og frivillige fra fem forskellige lande – Island, Tyskland, England, Rumænien og Danmark. Målet med Vast-View projektet er at bruge og formidle de gamle nordiske færdigheder i byggekunst og håndværk i restaureringsopgaver og historiske byggeprojekter rundt om i Europa sammen med lokale og frivillige. De historiske steder skal levendegøres med filtning, vævning, fremstilling af glasperler, keramik, smedearbejde, fremstilling af jern, af tjære, madlavning med lokale ingredienser og meget andet. Alle disse aktiviteter tiltrækker turister og lokale i alle aldre. I samarbejde med museet og de frivillige organiserede museumsforeningen en spændende Vast-View bygge- og festuge sidst i juni måned. Teamet byggede et Esehus i løbet af ugen. Lisbet Rosendahl, formand for Kultur og Fritid åbnede projektet. Der var kulturel udveksling og demonstration – arbejde med uld, naturlig tjæreproduktion, og

keramik. Ugen tiltrak mange gæster og Bonderøven kom forbi en hel dag for at udveksle idéer og tekniker med de lokale og de udenlandske gæster. Den sidste dag indviede Borgmester Erik Buhl det nye esehus og ”de unge piger” i Tømmerens hus sørgede for vin, vand og kage til de mange gæster. Det var også dem der formidlede frokost til mange, ugen igennem. Nymindegab Museumsforening sponsorerede byggematerialer til esehuset som forhåbentlig bliver et fire-dimensionalt interaktivt læringssted for kulturudveksling. De sociale medier blev brugt flittigt til at promovere museets arbejde. Nymindegab Museumsforening fik over 100 ”likes” og Vast-View fik 400 ”likes” og tiltrak ca. 5000 fans fra hele verden der i uge 26 fulgte arbejdet i Nymindegab. Gaf-lauget gik i gang med et andet nyt projekt som bliver en del af Varde Kommunes udviklingsplan for Nymindegab. Planen er at genindføre de historiske badehuse for at understøtte den oprindelige oplevelse af 1920-ernes badeferie, men med faciliteter som understøtter tidens efterspørgsel på nye funktioner og oplevelser. Badehusene kan indeholde funktioner som omklædningsrum, udstyr til gamle lege, sauna, vinterbadefaciliteter, læ til kunstmalere, internet, issalg etc. Bådelauget har allerede bygget en prototype der kan ses foran Nymindegab Museum.

Også Tømmer Larsens hus blev året igennem besøgt flittigt. Især om torsdagen når de frivillige sørgede for kaffe, småkager og gode historier om tiden i huset i gamle dage. Den tørre sommer gjorde at der blev vandet i den nedgravede have, hvilket var med til at gøre den meget frodig og grøn. Det ser ud til at den i fjor såede vaid trives fint og at vi kan prøve at farve blåt med den i løbet af den kommende sommer. Vanen tro fik grønkålen larver – blev reddet – og gav fint udbytte og en hyggelig Grønkålsfest for de frivillige. Og der blev bygget flere Gafpramme. Husk: foreningens medlemmer har adgang til at låne Gaf-prammene i Vesterhavn og tage en rotur – vederlagsfrit. Betingelserne kan udleveres ved henvendelse til bestyrelsen eller på museet. Det er én af mange gode grunde til at melde sig ind i foreningen og bakke op om den lokale forankring og fortsatte aktivitet på Nymindegab Museum. På foreningens vegne Jolande Leinenbach Besøg os på Facebook: facebook.com/ Nymindegab Museumsforening

Museumsforeningerne

Museumsforeningen for Varde By og Omegn Når du sidder med årbogen opdatering 2014 i hånden, skal du vide, at det er en jubilæumsbog, da det er nummer fem i rækken af årbøger fra Museet for Varde By og Omegn og Ringkøbing-Skjern Museum. Det er godt at årbogen blev startet, da alle museumsforeningens medlemmer får et godt og interessant indblik i, hvad der foregår inden for museumsverdenen og hvad de ansatte på museerne har foretaget sig i året der er gået. Pinsedag blev der afholdt koncert for verdens flygtninge på plænen ved det kommende flygtningemuseum, hvor Museet for Varde By og Omegn var medarrangør. Museumsforeningen havde tilbudt at hjælpe, så nogle af museumsforeningens medlemmer stod for parkering, salg af drikkevarer, oprydning m.m. Museumsforeningen har også tilbudt at hjælpe til ved fremtidige arrangementer. I årets løb har vi i museumsforeningen afholdt en række foredrag og arrangeret en række ture, som sædvanlig med større eller mindre tilslutning. Vi må nok erkende, at

det er foredrag om lokale emner og besøg i lokalområdet, der trækker flest deltagere. Det gjaldt bl.a. besøget på herregården Hesselmed i Oksbøl, hvor Ole Faber fortalte om gårdens historie og ejeren Steen Slaikjær fortalte om, hvordan det var at restaurere, flytte ind i og bo på den gamle gård. Den aften kom der over 100 deltagere. Idéer til nye foredrag eller ture er altid velkomne, enten til bestyrelsen eller hos administrationen på Lundvej. Vi ser gerne at I gør lidt reklame for foreningens aktiviteter, bl.a. ved at spørge venner og bekendte om de vil med til et interessant foredrag eller med på en tur, evt. køre sammen. Hvis alle tog en eller to med ville det give et godt løft. Fortæl også gerne om alle de fordele de får som medlem. Næste år vil nok komme til at stå i Tirpitz og flygtningemuseets tegn, der vil være mere konkrete og synlige. Vi må derfor også for Museumsforeningen for Varde By og Omegn være klar til at svare på de mange spørgsmål folk vil stille i den anledning. På foreningens vegne Peder Thygesen Nielsen

Generalforsamling. Formandens beretning.

Museumsforeningerne

Bestyrelsen bestod i 2014 af: Peder Thygesen Nielsen, Blåvand, formand Knud F. Nielsen, Oksbøl, næstformand Asger Helth, Orten, sekretær Hans Ole Villadsen, Alslev, kasserer Else-Marie Bruun, Varde Sonja Pedersen, rep. Ølgod Museumsforening Ebbe Hinz, Henne, suppleant Edna Jessen, Oksbøl, suppleant

Ringkøbing Museumsforening Ringkøbing – Skjern Museum er et mangfoldigt museum med mange besøgssteder rundt omkring Ringkøbing fjord. Museet har året igennem mange aktiviteter og tilbud, som efterspørges af et stort publikum. Det er i sandhed et levende museum, der er meget synligt i alle medier – også på lygtepæle. Fusionen af Ringkøbing Museum og Skjern-Egvad Museum i 2007 under ledelse af museumsdirektør Kim Clausen og en fremsynet styrelse er blevet en stor succes ikke mindst set i lyset af et besøgstal på over 150.000 i det forgangne år. Museet blev i 2014 kvalitetsvurderet af Kulturstyrelsen med et meget tilfredsstillende resultat. Godt gået! Museets synlighed og mange tilbud samt museumsforeningens egne tilbud har i de senere år vakt større interesse for at blive medlem af Ringkøbing Museumsforening. Foreningen oplever således medlemsfremgang. Foreningens foredrag og udflugter er velbesøgte. I 2014 blev det til godt 400 gæster.

Foreningens arrangementer i 2014-15: Besøg på Ringkøbing-Skjern Museums nye magasin i Skjern v/ museumsinspektør Christian Ringskou Vestjyder og verdensmænd v/ museumsinspektør dr. phil. Esben Graugaard ”Altid frimodig” en fortælling om Peter Freuchen v/ journalist og forfatter Janni Andreasen Historien om de tyske og allierede flygtninge i Danmark 1945-49 v/ museumsinspektør John V. Jensen Flyvere i natten – luftkrig over Vestjylland og Europa 1940-45 v/ museumsinspektør Christian Ringskou Besøgsværdige fortidsminder i Midt- og Vestjylland v/ museumsinspektør Helle Henningsen Henrik Søfareren og Christoffer Columbus – to genier som ændrede verden v/ cand.silv. Erik Albrechtsen Udflugt til egnen mellem Horsens og Vejle fjord v/ lektor Svend Aage Karup

Ringkøbing Museumsforening har nu endeligt påtaget sig at varetage Ringkøbing Lokalhistoriske arkiv, som har været forsømt i en årrække. Kulturudvalget har med begejstring taget mod dette og bevilget en sum penge til opstart. En gruppe frivillige har meldt sig og er gået i gang med arbejdet. Næstformand i bestyrelsen Børge Sørensen har påtaget sig at være arkivleder. Vi ser frem til, at arkivet flyttes fra kælderen under Ringkøbing Bibliotek til ”Pedersens Hus” på Herningvej, så arkivet kan blive nabo til Ringkøbing Museum. Kulturudvalget har sagt ja hertil, og vil begynde istandsættelse af huset i løbet af 2015. Årets udflugt gik til egnen mellem Horsens og Vejle fjord – en egn, som ikke er så kendt af mange vestjyder. Museumsforeningerne

De 42 deltagere fik en vellykket tur i det smukkeste forårsvejr i det smukke landsskab mellem de to fjorde med besøg på bl.a. Tirsbæk Gods, Vejle Fjord Sanatoriet (nu hotel), Rosenvold og Palsgaard samt besøg på det fine frilandsmuseum Glud Museum alt sammen under kyndig guidning af tidl. seminarielektor Svend Aage Karup. Som sædvanligt blev der serveret en god frokost i det grønne – en veludviklet tradition i Ringkøbing Museumsforening. Det mangeårige bestyrelsesmedlem Kurt Nygaard Pedersen måtte desværre i løbet af året udtræde af bestyrelsen på grund af sygdom. Suppleanten Poul Erik Pilgaard trådte derfor ind i bestyrelsen. Medlemskontingentet er uforandret på beskedne 150 kr. pr. medlem. Tager man medlemsfordelene i betragtning, gratis adgang til foredrag og til museets afdelinger samt modtagelse af årbogen opdatering er det ganske enkelt lukrativt at være med-lem af foreningen, vel og mærket hvis man benytter sig af fordelene! Jens OIufsen Ringkøbing Museumsforening

Museumsforeningerne

Bestyrelsens sammensætning 2014: Jens Olufsen, formand, næstformand i museets styrelse Børge Sørensen, næstformand, styrelsesmedlem, arkivleder Per Søvndal Kristiansen, kasserer, styrelsesmedlem Poul Erik Pilgaard, sekretær Margery McGregor, bestyrelsesmedlem Ninna Kragh, suppleant Ole Bøndergaard

Den store historie om Vestjylland Af Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

Hvor starter og slutter Vestjylland? For 200 år siden ville man nok have en anden afgrænsning af Vestjylland end i dag. Vestjylland ville formodentlig være større og strække sig fra Limfjorden i nord til Tønder mod syd og række helt ind til den jyske højderyg. I dag er Vestjylland blevet mindre. Vestjylland defineres stadig i forhold til den jyske vestkyst. Men det er nok kun kommunerne Esbjerg, Varde, Ringkøbing-Skjern, Holstebro og Lemvig med direkte adgang til Vesterhavet, som i dag vil blive betragtet som Vestjylland. Med kommunalreformen i 2007 forsvandt amterne, og i stedet blev der dannet nogle større kommuner. Endvidere oprettede man de nye regioner ved at dele landet op på tværs. På den måde er Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner kommet til at ligge i henholdsvis Region Midtjylland og Region Syddanmark, selvom begge kommuner definerer sig som vestjyske kommuner. Set ud fra et landskabsmæssigt perspektiv havde amterne en størrelse, der bevirkede, at man kunne uddrage nogle overordnede landskabsmæssige sammenhænge på tværs af de enkelte kommuner og på den måde få et overblik over de naturog kulturhistoriske værdier, amterne rummede. Museerne spillede gennem samarbejdet i amtsmuseumsrådene og kulturmiljørådene en aktiv rolle i dette arbejde. Med nedlæggelsen af amtsmuseumsrådene og kulturmiljørådene finder denne overordnede regionale koordination ikke sted længere. De kulturhistoriske sammenhænge i landskabet bliver således ikke længere vurderet ud fra overordnet regionalt perspektiv.

Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn har siden 2010 haft et strategisk samarbejde omkring følgende opgaver af fælles interesse: –– Udgivelse af fælles årbog –– Etablering af en fælles arkæologisk enhed, Arkæologi Vestjylland –– Udvikling af en fælles skoletjeneste –– Formulering af fire vestjyske supertemaer som ramme om de to museers samarbejde omkring forskning og formidling. De fire temaer er følgende: 1. 2. 3. 4.

Anden Verdenskrig i Vestjylland Jernalder-vikingetid i Vestjylland Vestkystturismens historie Det vestjyske landskab – kulturmiljøer, mennesker og identitet

Det sidste tema om det vestjyske landskab er uden tvivl det mest omfattende. Landskabet og de kommunale visioner Begge museer samarbejder tæt med deres respektive kommuner. Således har begge museer også været inddraget i kommuneplanprocessen og har bl.a. forestået registrering af kulturmiljøer i kommunerne. I både Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner har der siden kommunalreformen været stor aktivitet med henblik på at Den store historie om Vestjylland

planlægge og udvikle national- og naturparker. Længst er man kommet i Varde Kommune, hvor kommunen udgør den nordlige del af Nationalpark Vadehavet, ligesom Varde Kommune også er kommet langt med at etablere Naturpark Vesterhavet i området fra Blåvand i syd til Nymindegab i nord. I Ringkøbing-Skjern Kommune så det længe ud til, at kommunen skulle rumme hovedparten af Skjern Å Nationalpark. Men i sidste øjeblik blev nationalparken aflyst. Endvidere er der i begge kommuner i de sidste 20 år gennemført nogle af landets største Naturgenopretningsprojekter: Stadil Fjord, Varde Ådal, Skjern Å naturprojekt og Filsø. Det er således interessant, at begge kommuner i 2014 i deres nye visioner og strategiplaner for kommunernes udvikling frem mod 2030 tager udgangspunkt i de stedbundne værdier i form af natur og kultur med henblik på at skabe øget bosætning og økonomisk vækst. I RingkøbingSkjern Kommune har man valgt at kalde visionen for Naturens Rige, mens man i Varde Kommune har valgt at kalde visionen for ”Vi i naturen”. Men tankegangen bag visionerne er i vid udstrækning den samme i begge kommuner. I de senere år har man i begge kommuner stået overfor store udfordringer i form af fraflytning af indbyggere og virksomheder. Således er der behov for nye visioner, der kan være med til at vende udviklingen ved at skabe tilflytning og udvikle nye arbejdspladser. Ved at udvikle en vision, der er baseret på de stedbundne værdier i form af natur og kultur, der ikke umiddelbart kan overflyttes til andre steder, peger man på, at nye arbejdspladser skal findes inden for turisme og innovation af eksisterende erhverv, hvor de stedbundne værdier er tænkt med som ressourcer. For museernes samarbejde omkring temaet om ”Det vestjyske landskab og identitet” betyder det større aktualitet vedrørende dette tema, at det kan være relevant at rejse spørgsmålet, om de to museer i deres samarbejde med fordel ville kunne tænke kulturhistorien i det åbne landskab sammen på tværs af kommunegrænserne? 16

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

Naturens rige skatkammer: Vestjylland Tilsammen udgør Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner et areal på 2.734 km2. For at give en fornemmelse af det areal, er det halvanden gang større en Lolland-Falster (der er 1793 km2) og en fjerdedel mindre end Fyn (der er 3485 km2). Det er således et anseeligt område, der nu har valgt et fælles fokus på de stedbundne værdier som afsæt for en ny vision. Og vel at mærke et område, der både landskabsmæssigt, historisk og kulturelt er langt mere sammenhængende end de nuværende regioner og de tidligere amter. Det kunne altså give god mening at samarbejde mellem de to kommuner omkring kulturlandskabet. Og samarbejdet ville kunne bygge på et omfattende fundament: –– kommunernes nye visioner og strategier (Naturens Rige og ”Vi i naturen”) –– kommunernes nuværende kulturmiljøregistreringer –– amternes gamle oversigtskort over kulturog naturhistoriske interesseområder –– museernes mange udstillingssteder, der er geografiske spredt i de to kommuner –– de eksisterende og planlagte nationalparker og naturparker og formidlingen heri –– oversigt over fredede og naturgenoprettede områder –– tidligere udarbejdede temakort, som fx ”NaturKulturKanon” for Varde Kommune Der ligger altså en enorm vidensbank på de to kommuners museer, der både kan danne afsæt for at levere en del af indholdet til de to kommuners visioner, og samtidig kan blive endnu større ved at ses i sammenhæng på tværs af de to kommuner. Man kunne således se på, hvorledes den store mængde registreringer, udpegninger og formidlingstilbud i de to kommuner kunne tematiseres og kædes sammen til nogle større og bredere fortællinger om Vestjyllands naturog kulturværdier og historiske udvikling. Fortællinger som kunne bidrage til at give området identitet, men som også kunne formidles til besøgende turister.

Husby

Tvind Møllen

Ulfborg

537

Vedersø Klit

Staby

Simmelkær

Aulum

Sørvad

Vind

Vedersø

Nybro

Ilskov

Sinding

Vind- og vandkraft i Vestjylland

Stadil

Tim

Ørnhøj

Vest Stadil Fjord

471

Grønbjerg

Hindø

Hovvig Houvig Fæstningen

Hee

Vestas Lem

Hvide Sande møllerne Hvide Sande

467

Kibæk

Rækker Mølle

Hanning

De første Vestas møller

Kølkær

Høgild

Herborg

Bundsbæk Mølle

Dejbjerg

Nørre Kollund

Studsgård Fjelstervang

Vorgod

181

KLIT

Barde

Videbæk

Højmark

Velling

Ikas

195

Spjald

Ringkøbing

NDS

Herning

Brejninggaard - vandkraft i 1700-tallet Ølstrup

MSLA

Gullestrup

467

Kloster

Søndervig

Skibbild

Timring

Mulbjerg Mølle

Stadil Fjord

Klegod

185

Sunds

Vildbjerg

Arnborg

Astrup

Fasterholt 439

184

Bølling

Troldhede

Skarrild

HOL

Stauning

Skjern VindmølleBorris Skjern Vorgod Å Provstgårds Hus & Pumpestation Nord

RINGKØBING FJORD

Sønder Havrvig

rn Skje

Skjern Enge

Skodbjerge

Tarm me Å

Bork Havn

Værnenge

Hoven Sønder Omme

Bork Vandmølle Lydum Sdr. Sdr. Bork

487

Kvong

Lunde

Grindsted

487

Henne Strand Outrup

Gr ind ste

Jegum Ferieland Tinghøj Øster Vrøgum

Sig Karlsgårde Karlsgårde

Stampemøllen

Janderup Billum Vard

431

463

Stenderup

Hejnsvig

Holm Karlsgårde Vandkraft eÅ

NordenskovStarup

Tofterup

475

Oksbøl

eÅ

Billund

Tistrup

Linding Vandmølle Hodde Ansager Nørholm Mølle

465

Vejers Strand

Skovlund

Horne

Henne Stationsby

Filsø Filsø Filsø

Grønbjerg

Lyne

Nørre Nebel

Henne Kirkeby Henne Mølle

473

Filskov

Ølgod Lyne Elværk

Vium

181

411

Blåhøj

Hemmet Nørre

Nymindegab Lønne

Stakroge

Ådum

423

Fugletårn

Uhre

Bjerregård

Brande

Sønder Felding

Lønborg Vostrup

Tipperne

439

Vorbasse

Næsbjerg

Varde

Titan Wind Energy

469

Agerbæk

Fåborg

Alslev Årre

425

Blåvand

Oksby Horns Rev – havvindmøllepark

Hovbjerg

Lindknud

Glejbjerg D VA

Tarp

Vester Nebel Skads

all

E AV

Grimstrup

Esbjerg

Vejrup Endrup

Holsted Den store historie om Vestjylland E20

191

17 Brørup

Bramming

Gørding

Vejen Askov

Husby

Ulfborg

537

Vedersø Klit

Staby

Simmelkær

Aulum

Sørvad

Vind

Vedersø

Nybro

Ilskov

Sinding

Andelsbevægelsen i Vestjylland

Stadil

Tim

Ørnhøj

Vest Stadil Fjord

471

Grønbjerg Hindø

Hovvig Houvig Fæstningen

Hee

Barde

Videbæk

Nørre Kollund

Studsgård Fjelstervang Vorgod Arinco – der moderne mejeri

Ringkøbing Højmark

467

Hvide Sande

Hanning

NDS

Arnborg

Astrup

439

Troldhede

Skarrild

HOL

Stauning

Skjern Sønder Felding Vorgod Å og udretning Provstgårds Hus & Pumpestation Nord – afvanding rn Skje

Skjern Enge

Skodbjerge

Hattemagerhuset – landarbejdere og humænd Tarm Om me Å

Bork Havn

Værnenge

Nymindegab Lønne

Stakroge

411

Ådum

423

Fugletårn

Brande Uhre

Lønborg Vostrup

Tipperne

Bjerregård

439

Borris

RINGKØBING FJORD

Sønder Havrvig

Hoven Kvindehøjskole – vinterlærerindeuddannelse

Hemmet

Gåsemandens Gård – hedeopdyrkning i 1880’erne Sønder Omme 473 Husmandskolonien – hedeopdyrkning i 1950’erne Sdr. Filskov Vium Ølgod Dit Museum Ølgod – fra landbrugssamfund til industrisamfund Lyne Hjedding Andelsmejeri – Vedens første andelsmejeri

Nørre Bork Sdr. Bork

181

Kvong

Lunde

Grindsted

487

Tistrup Hodde

Billund Å

Horne

Henne Stationsby

Ansager

Jegum Ferieland Tinghøj Øster Vrøgum

Sig

Vard

431

463

Nordenskov

475

Janderup Billum eÅ

olme Karlsgårdeværket –Åelektrificeringen af Vestjylland Starup Tofterup

Karlsgårde Karlsgårde

Oksbøl

Vorbasse

Næsbjerg

Varde

469

Agerbæk

Fåborg

Alslev Årre

Hovbjerg 425

Oksby

Glejbjerg Tarp

Vester Nebel Grimstrup

E AV

D VA

Skads

llin

a Sk

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

Hejnsvig

ind s

Hodde Skole – uddannelseStenderup i 1880’erne

465

Vejers Strand

Skovlund

te d

Outrup

Henne Kirkeby

Grønbjerg

487

Henne Strand

Filsø Filsø

Blåhøj

Hoven

Nørre Nebel

Fasterholt 184

Bølling

MSLA

Kibæk

Smedenes Hus – industrialiseringen af Vestjylland Rækker Mølle

Dejbjerg

Kølkær

Høgild

Herborg

181

Lem

Ikas

195

Spjald

Ølstrup

Velling

Blåvand

Herning No

KLIT

Gullestrup

467

Kloster

Søndervig

Skibbild

Timring

Stadil Fjord

Klegod

185

Sunds

Vildbjerg

Lindknud

Vejrup Endrup E20

Holsted

Esbjerg

191

Brørup

Bramming

Gørding

Veje Askov

Som et eksempel på, hvorledes man ved at tænke de kulturhistoriske elementer sammen i de to kommuner vil kunne skabe et meget helstøbt tema, kan historien om vand og vindmøller i Vestjylland bruges. Følgende lokaliteter kan nævnes: Bundsbæk Vandmølle, Rækker Mølle, Nørholm Mølle, Lydum Elværk og Karlsgårdeværket. På vindmølle-området kan nævnes Skjern Vindmølle, Tvindmøllen, nogle af de første Vestas-møller fra slutningen af 1970’erne i Dejbjerg og Stauning, vindmøllefabrikken Vestas i Lem og Titan Wind Energy i Varde, vindmølleparken ved Tændpipe, vindmøllerne i Hvide Sande og havvindmøllerne ved Horns Rev. Et sådant energitema med en kulturhistorisk dybde vil egne sig fint som tilbud til turister, der kommer til Danmark og gerne vil vide noget om vores vedvarende energiløsninger. Temaet forbinder desuden en lang kulturhistorie med en aktuel erhvervssatsning og en international interesse. Et andet tema med et internationalt perspektiv kunne være historien om det moderne Vestjyllands udvikling på baggrund af andelsbevægelsen. Her vil verdens første andelsmejeri i Hjedding indtage en central rolle som indgang til at folde hele historien om Vestjyllands nyere historie ud. For det var med tabet af Sønderjylland efter nederlaget i 1864, der for alvor kom skub i udviklingen af det danske landbrug og andelsbevægelsen og med den udvikling, det moderne Danmark opstod. Ud over Hjedding Andelsmejeri, er det steder som Gåsemandens Gård, Hodde skole, Hoven Kvindehøjskole, Hattemagerhuset i Tarm, Borris Hede, statshusmandskolonierne på Tingheden i Sdr. Vium og i Hoven, Smedenes Hus, Ølgod Museum, Skjern Å-museet og ikke mindst Arinco i Videbæk, der kan formidle den historie. Endvidere ville nogle moderne kvæg- og svinegårde kunne sætte dette udviklingsforløb i et spændende perspektiv. Men også mange andre spændende temaer vil kunne udvikles i samarbejde mellem de to museer og de to kommuner som et kulturhistorisk indhold i de to kommuners visioner. Af eksempler kunne nævnes:

–– Sikkerhed til søs (strandingshistorierne, strandfogedgårde, fyrtårnene, redningsstationerne, Blåvand Radio) –– De gamle og de nye byer (de middelalderlige købsstæder, kirkebyerne, stationsbyerne) –– Naturen som ressource før og nu (landbrug, hedeopdyrkning, brunkul, fiskeri, skovdrift, sandflugtsbekæmpelse og kystsikring) –– Forsvarshistorie (vi har forsvarsanlæg fra jernalderen, fra middelalderen, fra Første og Anden Verdenskrig og store anlæg fra Den Kolde Krig, ligesom vi i dag har nogle af de største militære anlæg i Danmark). –– Kirker og herregårde rummer også store historiske formidlingsmæssige perspektiver. En sammenhængende fortælling om Vestjylland med mange muligheder Man kan altså argumentere for, at det giver god mening at skabe en sammenhængende fortælling om Vestjylland med udgangspunkt i natur og kulturhistoriske elementer fra Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner. Vi kan se mindst fire måder, en sådan sammenhængende historie kunne gøre gavn: 1: Et kulturhistorisk overblik: Med udgangspunkt i de mange registreringer og kortlægninger, vi allerede har, kan man kæde elementerne sammen i større, sammenhængende temaer. 2: At styrke den lokale stolthed og medejerskab: Vi har i begge kommuner rigtig gode erfaringer med at bygge på lokalt engagement og medejerskab. Bare nogle få eksempler skal nævnes: I Ringkøbing-Skjern Kommune har man Frivillighedsakademiet, og etableringen af formidlingsstedet ved Lyngsmose-fæstningen er i vid udstrækning sket ved lokalt initiativ og lokale kræfter. I Varde Kommune har borgerne i Tistrup på egen hånd etableret et stort stisystem med formidlingsskilte i landskabet, ligesom private Den store historie om Vestjylland

borgeres historie indgår i det store projekt ”Fortællinger i Naturpark Vesterhavet”, hvor de kan downloades som app. 3: Den fælles skoletjeneste, som de to museer i RingkøbingSkjern og Varde kommuner er ved at etablere, kan i vid udstrækning bruge den fælles satsning på historien i landskabet. Således er det tilbud til skolerne, som vi kalder ”Kend dit nærområde” allerede en succes, som giver skolebørnene lyst til at gå på opdagelse i deres lokalområde, og på den måde blive nye ambassadører for deres egns særpræg og historie. Når den nye skolereform med sit fokus på ”Den åbne skole” for alvor skal rulles ud fra efteråret 2015, vil den slags tilbud, som de to museer repræsenterer, formodentlig blive endnu mere efterspurgt. 4: Formidling til turister: Allerede i dag leverer de to museer megen formidling til områdets mange turister. Og da de to kommuner tilsammen har flere turistovernatninger end København, er potentialet her rigtig stort. Vi vil meget gerne være med til at udvikle nye former for aktiv turisme.

Man kunne forestille sig de ovenfor skitserede temaer kunne indgå i pakkede temature – enten på cykel, i bil eller bus. Mindre private virksomheder kunne indgå som turoperatører. Vi har allerede et begyndende samarbejde med nogle lokale cykeloperatører og indgår i flere regionale og nationale cykelprojekter. Med det afsæt, at de to kommuner netop nu har vedtaget en ny vision for deres arbejde de kommende år, og det forhold, at de to museer ligger inde med en meget stor vidensressource, der med fordel kan levere indhold til de to visioner, vil vi gerne tage initiativet til, at der på tværs af de to kommuner etableres et netværk, der kan sætte ”Den store historie om Vestjylland” i spil. Et første skridt kunne være et seminar med deltagelse af repræsentanter for de to kommuner, museerne og andre interessenter i løbet af 2015. Og indtil det sker, giver nærværende årbog forhåbentlig en forsmag på noget af det, de to museer kan levere til dette emne. Forfatterne kan kontaktes på kc@levendehistorie.dk og ckj@vardemuseum.dk

Kim Clausen & Claus Kjeld Jensen

Lyngsmose-fæstningen genopført Af Palle Eriksen

Indtil for 15 år siden var stedet Lyngsmose kun kendt af få vestjyder. For selv efter vestjyske forhold ligger Lyngsmose langt ude på landet mellem de to landsbyer Hover og No. Man kommer dertil efter at have kørt på en grusvej 1½ km, for så at dreje ad en endnu mindre grusvej. Lyngsmose er oprindeligt betegnelsen på et stort hede- og mosedrag, der fra syd støder op til Hover Ådal. Denne hedemose hørte tidligere til herregården Voldbjerg, som – formentligt i 1830’erne – lod oprette et bosted derude til en af deres fæstehusmænd.1 Huset lå dengang et par hundrede meter sydligere end den nuværende ejendom Lyngsmose, Lyngsmosevej 6. De fleste, der overhovedet forbinder Lyngsmose med noget i dag, tænker på en jernalderfæstning, der fornyligt har fået sin egen postadresse: Lyngsmosevej 8, 6971 Spjald. Særlige begivenheder – alle med relation til jernalderfæstningen – har udspillet sig her tre gange. Først blev der i jernalderen for lidt over 2.000 år siden opført en befæstet landsby. Siden gik den i glemmebogen, og stedet sprang i lyng. Senere blev heden brækket op og omdannet til marker. Så blev Lyngsmose-fæstningen genfundet og udgravet for 10-15 år siden, og endelig blev den genopført – visualiseret – i år. Visualiseringen er led i et større formidlingstiltag og indretning af friluftsfaciliteter, der omfatter den kulturog naturhistoriske interessante og smukke Hover Ådal, og som sætter Lyngsmose-fæstningen ind i en større landskabelig sammenhæng. At det skulle gå sådan er ingenlunde en selvfølge. Det skyldes en række heldige omstændigheder og lokale

ildsjæle, der så mulighederne for at visualisere det spændende og unikke anlæg – en af landets to ældste borge, anlagt tusind år før Trelleborg og de andre af vikingetidens ringborge. Opdagelse og udgravning For 2.000 år siden så det vestjyske landskab helt anderledes ud. Der var vidt udsyn ud over de udstrakte heder. Med 1-2 kilometers afstand lå jernalderbøndernes små landsbyer med tilhørende marker omkring. Bebyggelserne lå tæt ved åer og enge, hvor husdyrene kunne græsse, og der kunne bjærges hø. Sådan har jernalderlandsbyen Lyngsmose også ligget, men den skiller sig ud fra hundredvis af datidens bopladser, idet den var befæstet med vold og voldgrav. Denne ældste vestjyske borg lå ved en korsvej, hvor vandvejen Hover Å krydsedes af en ældgammel syd-nordgående vej. Mod nord – på den anden side af ådalen – fortsatte vejen forbi en gruppe gravhøje kaldet Kvindhøje. Også på Lyngsmose-siden af ådalen ligger der gravhøje. Der skulle gå et par tusinde år efter, at borgen var forladt, til den igen blev opdaget. I 1977 blev den tildækkede voldgrav set og fotograferet af Jens Aarup Jensen, Ringkøbing Museum, fra en flyvemaskine; men først ved en prøvegravning i 1999 fandt vi ud af, at der havde ligget en befæstet landsby her i jernalderen omkring 100 f.Kr. Opdagelsen var en sensation, da man på dansk jord kun havde kendskab til én lignende landsby, nemlig Borremose nær Års i Himmerland. Lyngsmose-fæstningen genopført

Luftfoto af Lyngsmose fra undersøgelsen i 2002. Den nordligste del af pladsen er helt afdækket. Voldgrav, hustomter, hegn og stolpehuller er markeret med hvidt. Bemærk nordpil og målestok. Foto: Flyvertaktisk Kommando, Karup.

I forgrunden snor Hover Å sig. Øverst i baggrunden ses sporet af Lyngsmosefæstningens opfyldte voldgrav. Fotograferet 1993 længe før udgravningen. Foto: Palle Eriksen.

Palle Eriksen

Lyngsmose-fæstningen lå midt i en dyrket mark, og da mange stolpehuller til husene og spor af andre anlæg ville forsvinde ved den fortsatte pløjning, blev det besluttet at lade hele området undersøge. Hermed ville man sikre den bedst mulige information om pladsen, såvel til videnskabeligt som formidlingsmæssigt brug. Over tre sæsoner i 2000-2002 blev pladsen undersøgt af Ringkøbing Museum og Københavns Universitet.2 Bag grav og vold på et areal med en størrelse som en fodboldbane har ligget 15 langhuse og to små huse. Midt i landsbyen gik en gade fra porten i vest til porten i øst. Langhusene var blot 7-13 m lange, og havde, som det var almindeligt i jernalderen, bolig i den vestlige del og stald i den østlige. Hvis vi regner med, at et langhus husede en familie på 8-10 mennesker, kan der have været 120-150 beboere i landsbyen.3 Hele landsbyen var omkranset af en 3,5 m bred og 1,5 m dyb voldgrav. I voldgravens flade bund stak spidse træpinde

op tæt ved siden af hinanden. Foran voldgraven kan der desuden have været et bredt minefelt af spidse træpinde. Lige inden for voldgraven lå volden. Ved undersøgelsen viste det sig, at der ved fronten af volden har stået lodrette stolper anbragt med en afstand på 2-3 m. Stolperne må have båret voldens front af træ, tørv eller fletværk, som forhindrede volden i at skride ned i voldgraven. Fire steder – i hvert sit verdenshjørne – fandtes en port. Med sine forsvarsværker er Lyngsmose noget særligt. Måske skal den snarere end en almindelig landsby ses som et tilflugtssted for et større område, forbundet af alliancer mellem landsbyer. Lyngsmose kan have været den sidste bastion, hvor man kunne trække sig tilbage i ufredstider. Store dele af Europa var på det tidspunkt, Lyngsmose-borgen blev opført, befolket af kelterne. Kelterne boede blandt andet i befæstede byer, oppida, så idéen kan være kommet derfra. Set i dette perspektiv er Lyngsmose del af en fælles europæisk politik og arkitekturtradition på linje med mange andre impulser udefra længe før EU. Lyngsmoseforeningen Selv om Lyngsmose-fæstningen var blevet totalt frilagt og undersøgt, var stadig halvdelen af hvert stolpehul tilbage, lige som kun en femtedel af voldgraven var undersøgt. Det ville altså være muligt fremover at vende tilbage og ved undersøgelser og analyser kaste nyt lys på det

Forenklet oversigtsplan med hustomter og voldgrav af Lyngsmose-fæstningen. Grafik: Per Ole Rindel.

20 m

Lyngsmose-fæstningen genopført

rvej Hove

5 4

1 3 2 Luftfoto af Lyngsmose-området. 1: Lyngsmose-fæstningen. 2: Udkigstårn. 3: Parkeringsplads. 4: Shelters. 5: Spang over Hover Å. 6: Gravhøjene Kvindhøje. Røde prikker er fredede gravhøje. Gule prikker er sløjfede gravhøje. Den stiplede linje viser stien fra parkeringspladsen op til Kvindhøje på den anden side af åen. Grafik: Torben Egeberg.

Palle Eriksen

vej Lyngsmose

200 m

store og unikke anlæg. Men mulighederne ville gradvist blive forringet ved den fortsatte pløjning. En fredning eller et køb af det store område virkede dengang i 2002 lige efter ophøret af undersøgelsen urealistisk. Imidlertid havde der under udgravningerne været stor interesse, både i TV, aviser og ved de åbent hus-arrangementer, hvor flere hundrede mennesker havde fundet ud til Lyngsmose. Efter udgravningernes afslutning var anlægget atter gemt under mulden, og marken blev dyrket som førhen, men lokalt var – skulle det vise sig – Lyngsmosefæstningen ikke glemt. Fra tid til anden blev der talt om, at borgen burde visualiseres ved en genopførelse af huse, vold og voldgrav.4 Idéen var sået og lå og ulmede. Fra at have været en luftspejling blev tanken om køb af området og en visualisering af fæstningen konkret i foråret 2012, da de lokale sogneforeninger ansøgte Grøn Ordning om midler til Lyngsmose-projektet, og fik bevilget 160.000 kr. Baggrunden for Grøn Ordning er, at når der opstilles nye vindmøller i en kommune, har den pågældende kommune mulighed for at søge om tilskud hos Energinet.dk til projekter, der styrker landskabet og de rekreative muligheder i kommunen og til kultur og informationsaktiviteter. Og netop i nærheden af Lyngsmose er der flere store vindmøller, så det var nærliggende at lave et Lyngsmose-projekt. Det visionære ved Lyngsmose-projektet var og er, at det ikke blot drejer sig om Lyngsmose-fæstningen, men at denne indgår i et større rekreativt- og formidlingsmæssigt samspil med Hover Ådal. Fra en nyetableret parkeringsplads ved Lyngsmose-fæstningen fører en sti ned til ådalen, hvor det er planen at etablere en shelterplads. Ad en nyopført lille bro – en såkaldt spang – vil man kunne komme over åen og gå videre ad en sti i engen op til den fredede Bratbjerg Hede og ad grusvejen op til Kvindhøjegravhøjene ved vejen mellem Hover og Hee. Bag Lyngsmose-projektet står de tre sogneforeninger i Hover, No og Ølstrup samt idémanden bag projektet, Vagn Gravesen. I ansøgningen til Grøn Ordning havde

Lyngsmoseforeningens formål er: –– At bevare oldtidsmindet den befæstede landsby i Lyngsmose ved opkøb af jordarealet, som landsbyen er beliggende på. –– At visualisere den befæstede boplads samt skabe informationsfaciliteter for besøgende publikum. Disse faciliteter skal ligeledes informere om naturområdet ved Hover Å. –– At etablere en naturlejrplads med shelters og bålplads. Der skal ligeledes etableres adgang til Hover Å og Hover Ådal. –– At vedligeholde og pleje det visualiserede fortidsminde og lejrpladsen. Foreningens virksomhed er almennyttig og åben for enhver, som tilslutter sig foreningens formål.

Ringkøbing-Skjern Museum bidraget med en beskrivelse af udgravningerne af Lyngsmose, og betonet ønsket om en visualisering af stedet. Kulturstyrelsen blev kontaktet i efteråret 2012 og stillede i sit projekt ”Danmarks Oldtid i Landskabet” 570.000 kr. til rådighed til selve visualiseringen, inklusive informationsskilte.5 I sommeren 2014 lykkedes det via endnu en ansøgning til Grøn Ordning at skaffe det resterende beløb på 590.000 kr. Senere samme sommer, den 18. august, blev Lyngsmoseforeningen stiftet. I bestyrelsen er de tre sogneforeninger og RingkøbingSkjern Museum repræsenteret. Som formand blev Vagn Gravesen valgt. I lang tid havde købet af det knap 2,5 ha store område, hvor jernalderfæstningen var beliggende, været forberedt med Henning Ebbensgaard, og den 1. september 2014 kunne skødet underskrives. Derefter gik arbejdet med at forbedre vejen derud i gang, og anlæggelsen af en Lyngsmose-fæstningen genopført

Der var fire grundlæggende principper, der skulle imødekommes ved visualiseringen af Lyngsmose-fæstningen: 1) anlæg som stolpehuller og voldgraven i jorden måtte ikke berøres, 2) enkelhed og harmoni skulle tilstræbes, 3) økonomi, det vil sige lave omkostninger, så vi valgte at markere huse og vold med jord og ikke græstørv, 4) området skulle være nemt at pleje fremover, først og fremmest ved slåning af græs. De 15 langhuse og de to små huse blev derfor markeret med muld som 60 cm høje jordkasser. Volden blev også opført af muld, der i tværsnit var 3 m bred forneden, 1 m bred foroven og 1 m høj. De markerede huse og volden blev derefter tilsået med græsfrø, hvor der blev valgt en græsrabatblanding.

Over et 15 m langt stræk i sydøst er voldfronten blevet genskabt af Ringkøbing-Skjern Museums rekonstruktionsafdeling. Mellem de lodrette stolper er der anbragt vandretliggende planker. De nederste planker, som er i kontakt med voldens jord, er af hårdfør rumænsk robinietræ, mens de øverste er af egetræ. Borgens indbyggere ville næppe kunne genkende voldfronten, da de ikke havde adgang til så meget og så solidt træ. I stedet kan den meget vel i jernalderen have været opbygget af risflet og tørv. Når vi valgte træbeklædningen, var det af hensyn til holdbarheden på forventet 30-40 år. Voldgraven ved det 15 m lange stræk er totalt udgravet, og her fandtes i bunden eller den ydre kant af voldgraven spor af skråtstillede stolper med en indbyrdes afstand på 3,5-4,0 m. De skråtstillede stolper, der pegede indad mod landsbyen, har hver især stået ud for en voldstolpe. Intet er mere nærliggende end at forestille sig, at de skråtstillede stolper har støttet voldfronten mod

Sarunas Lapenas og Olav Martinsen ved de egestammer, som de med håndkraft flækkede til de planker, der skulle bruges øverst i voldfronten.

Jan Andersen knokler med en støttestolpe, mens Olav Martinsen og Hans Peter Hansen giver gode råd.

parkeringsplads samt selve visualiseringen af jernalderfæstningen kunne sættes i værk. Visualiseringen

Palle Eriksen

udskridning. Ved visualiseringen er derfor også anbragt fire af disse skrå stolper, som forhåbentligt lever op til deres formål mange år frem. Selve voldgraven ud for det for 15 m lange stræk vil blive markeret som en op til 1 m dyb grøft. Af hensyn til sikkerheden vil der ikke blive anbragt træspidser i dens bund. Uden for volden mod sydøst opføres et udkigstårn, hvor man fra 4 meters højde kan overskue anlægget.

Den første hustomt markeres med muld.

Till, hvis rette navn er Attilio Dona, sørgede omhyggeligt for, at hustomterne og volden kom til at se ordentlige ud.

Jordarbejdet med markering af hustomterne og volden er godt i gang. Foto: Esben Schlosser Mauritsen.

Lyngsmose-fæstningen genopført

En af de seks informationstavler, som er opsat af Kulturstyrelsen.

Palle Eriksen

Lokale ildsjæle I Vestjylland er der tradition for et rigt foreningsliv og for deltagelse i bestyrelsesarbejde og arbejdsgrupper, hvor man sammen i flok løfter projekter, der ellers ikke ville blive realiseret. Det være sig friskoler, haller, sportspladser og nu altså også fortidsminder. For selv om Lyngsmose-projektet har nydt godt af en god økonomi i form af tilskud, var det ikke nået så langt uden det store frivillige engagement og den interesse, som lokale har lagt i det. Mikkelsens Maskinstation, Hover, har kompetent udført jordarbejderne, fra anlæggelse af vej og parkeringsplads til opførelsen af ”huskasserne” og volden. Maskinstationen har strakt sig til det yderste og mere til og kan ikke have tjent mange kroner på Lyngsmose-fæstningen. Lodsejere og naboer har været yderst positive over for Lyngsmose-projektet. Uden deres medvirken og velvilje var købet af arealet, stien ned til ådalen, shelterpladsen og broen over åen ikke blevet til noget. En af lodsejerne, Frode Agergaard, afgav endda storsindet et stykke af sin engparcel til formålet.

Opsætningen af de svære stolper til udkigstårnet er ingen sag, når man får god og kompetent hjælp. Foto: Olav Martinsen.

Ringkøbing Amts Højspændings-forsyning – RAH – leverede og opsatte vederlagsfrit fire høje master til udkigstårnet. Ringkøbing-Skjern Kommunes embedsmænd bistod hurtigt, effektivt og hjælpsomt til at fremme sagen. Marianne Rasmussen Lindegaard – vores sagsbehandler i Kulturstyrelsen og leder af ”Danmarks Oldtid i Landskabet” – havde heldigvis tilstrækkeligt med is i maven og tålmodighed og troede på projektet og holdt pengene tilbage til os, selv om det til det sidste trak ud med den sidste finansiering og realiseringen. Indvielse

En glad maskinfører, Lars Jørgensen, fra Mikkelsens Maskinstation.

Helt færdige med visualiseringen af Lyngsmose-fæstningen bliver vi først i foråret 2015, for endnu mangler den 15 m lange voldgrav, det øverste træ i voldfronten samt tårnet. Men mon ikke det hele er på plads til indvielsen den 8. maj 2015, hvor alle er meget velkomne. Til den tid håber vi, at også shelters og broen over åen er færdige, så Lyngsmoseområdet fremover vil blive besøgt og brugt af mange. Lyngsmose-fæstningen genopført

Ofte kører jeg en tur ud til Lyngsmose, og kniber mig i armen. Tænk, at det var muligt. En gave til Vestjylland – ja, til hele Danmark! Tak. Og så skulle jeg hilse og sige, at Lyngsmoseforeningen meget gerne vil have flere medlemmer til fremover at støtte op om arbejdet og ideerne med Lyngsmoseområdet. Kontingentet er beskedne 100 kr. Foreningen har sin egen hjemmeside: www. Lyngsmose.dk. Palle Eriksen kan kontaktes på pe@arkvest.dk Noter

1. K. Susgaard: No sogn gennem skiftende tider. Ringkøbing 1974, s. 347-348. 2. Undersøgelserne 2000-2002, som blev foretaget som uddannelsesgravninger for arkæologistuderende fra Københavns Universitet, blev ledet af museumsinspektør Palle Eriksen, Ringkøbing Museum, og lektor Per Ole Rindel, Københavns Universitet. Desuden deltog botanikere og geologer fra henholdsvis Nationalmuseet og Aarhus Universitet. I 2003 blev foretaget en mindre efterundersøgelse i

voldgraven ved den sydøstlige del af anlægget. Undersøgelserne blev støttet økonomisk af Kulturarvsstyrelsen. Forpagter Bo Hammelsvang takkes for megen imødekommenhed. 3. Undersøgelserne er omtalt i følgende fire artikler af Palle Eriksen & Per Ole Rindel: 1) Lyngsmose og Lystbækgård – et Borremoseanlæg og Cæsars Liljer i Vestjylland, FRAM, Fra Ringkøbing Amts Museer 2001; 2) Fjenders mén, Skalk 2002 nr. 3; 3) Den vestjyske borg, Skalk 2005 nr. 1; 4) Eine befestigte Siedlung der jüngeren vorrömischen Eisenzeit bei Lyngsmose. Eine neuentdeckte Anlage vom Typ Borremose in Jütland, Dänemark, med et bidrag af David Earle Robinson og Lis Højlund Pedersen, Archäologisches Korrespondenzblatt 33, 2003, s. 123-144; samt i Palle Eriksen & Lis Helles Olesen: Fortiden set fra himlen. Luftfotoarkæologi i Vestjylland. Holstebro 2002, s. 79-81 og s. 151. 4. Gårdejer Andreas Stampe, Hover, var den første, fra hvem jeg hørte, at Lyngsmose-fæstningen burde visualiseres. 5. Projektet ”Danmarks Oldtid i Landskabet” er baseret på en 27 millioner kr. stor donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal. I projektet, som foregik over fem år i 20102014, har Kulturstyrelsen fået mulighed for at forbedre formidlingen af knap 100 væsentlige fortidsminder i Danmark. Formålet er at skabe større opmærksomhed om og bedre adgang til fortidsminderne i landskabet i samarbejde med lodsejere, kommuner og museer.

Julestemning 2014 i Lyngsmose.

Palle Eriksen

Fortællinger i Naturpark Vesterhavet Digital formidling i landskabet Af Tine Lorange

De sidste to år har Museet for Varde By og Omegn deltaget i et formidlingsprojekt, der anvender en helt ny disciplin, nemlig digital formidling i landskabet. Den digitale formidling sniger sig ind alle steder, og har efterhånden fundet anvendelse i flere af vores udstillinger, bl.a. i Ølgod og på Nymindegab Museum. Formidling i landskabet i form af guidede ture er også noget vi har stor erfaring med, så vi stod ikke helt på bar bund, da vi kastede os ud i projektet, der helt konkret handler om udviklingen af en applikation til mobiltelefon, til formidling af naturen og de kulturhistoriske værdier i Naturpark Vesterhavet. Projektet er styret af Varde Kommune, og museet har indgået som aktiv samarbejdspartner, der sammen med naturvejledere fra NaturKulturVarde skulle skabe indhold til app’en. Hvad er en naturpark? Danske Naturparker er en mærkningsordning udviklet af Friluftsrådet med støtte fra Nordea Fonden. Naturpark Vesterhavet fik det prestigefyldte kvalitetsstempel i efteråret 2014, og officielt indviet i foråret 2015. Naturpark Vesterhavet er den første naturpark i Jylland. Friluftsrådet definerer Naturparkerne således: Danske naturparker er større sammenhængende landskaber af regional betydning. De vil ofte indeholde naturområder af national og international betydning. De er velafgrænsede med

stor landskabelig skønhed, naturrigdom og kulturhistorisk værdi. De repræsenterer landskaber karakteristiske for landets forskellige egne, som bør nyde særlig beskyttelse af hensyn til nuværende og kommende generationer. Etablering af naturparker i Danmark skal give naturen et løft og give befolkningen bedre muligheder for friluftsoplevelser tæt på, hvor de bor. Naturparkerne skal sætte fokus på kommunernes naturperler og bidrage til en koordineret planlægning og udvikling, der tager hensyn til at forbedre naturkvaliteten og de rekreative behov.1 Det indgår dermed i Naturparkens definition, at de kulturhistoriske værdier spiller en vigtig rolle i landskabet, og i Varde Kommune arbejder man ud fra disse målsætninger: Naturpark Vesterhavet vil understøtte formidling, koordinering og udvikling af områdets naturog kulturværdier. Naturparken tilbyder i samspil med lodsejerne oplevelse og naturlig aktivitet til stor glæde for både lokale og turister.”2 I Varde Kommune har man valgt, at der skal være stor fokus på formidling, og ud over lokalbefolkningen inddrager man også turister som en vigtig gruppe af brugere af naturparkens tilbud. For at sikre den lokale opbakning, har man valgt at inddrage en bred vifte af samarbejdspartnere, der ud over museet, blandt andet tæller NaturKulturVarde, Naturstyrelsen, Naturparkrådet, Friluftsrådet, Aage V. Jensen Naturfond og Varde Erhvervs- og Turistråd (nu ProVarde), samt de lokale Udviklingsråd.3 Fortællinger i Naturpark Vesterhavet

Skjern Sønder Havrvig Skje

Skjern Enge

Skodbjerge

Tarm me

Naturpark Vesterhavet i tal Stakroge Å

Ådum

423

Fugletårn

Bjerregård

rn Å

Lønborg Vostrup

Tipperne

Bork Havn

Sønder Felding

Vorgod Å

Hemmet

30 km fra nord til syd Op til 9 km ind i landet Samlet areal 22.500 km2 Hoven

Værnenge

Nymindegab Lønne

Sønder Om

Nørre Bork

Sdr. Bork

Sdr. Vium

Lyne

Ølgod

Nørre Nebel 181

Kvong

Lunde

Skovlund

Outrup

Horne

Jegum Ferieland

Sig

Tinghøj

Øster Vrøgum

Oksbøl

eÅ

Karlsgårde

Nordenskov Starup

Tofterup

eÅ

463

Næsbjerg

Janderup d Var

431

Varde Fåborg

Alslev

Agerbæk

Årre Oksby

Glejbjerg

Tarp

Vester Nebel Grimstrup

n ge in

all

Tine Lorange

ET AV

D VA

Holm 475

Billum

Blåvand

Stenderup

465

Vejers Strand

Ansager

Hodde

ind

Filsø Filsø

Tistrup

Henne Stationsby

ste

Henne Kirkeby

Oksby

Grindsted

487

Henne Strand

Skads

Vejrup Endrup E20

Holsted

Esbjerg Bramming

Gørding

Fortællinger i Naturpark Vesterhavet Naturparken rummer mange spændende fortællinger, og det allerbedste er når man kan opleve disse ude i landskabet, hvor de hører til. Den oplevelse kan man opnå gennem skiltning på særlige steder, eller på en guidet tur sammen med en naturvejleder eller kulturformidler. Der er fordele og ulemper ved begge dele; skilte skæmmer i nogen grad naturen, og en guidet tur kræver ofte planlægning i god tid. Det digitale medie er en ny platform, der ligger et sted midt i mellem. Ved at downloade en app på sin mobiltelefon får man mulighed for at blive sin egen guide, og man kan tage på tur præcis, når man selv har lyst til det. App’en har også den fordel, at den ikke plastrer skoven til med skilte. Og så er det jo nyt! Det er en formidlingsform der stadig er i sin begyndelse, og vi har sikkert endnu ikke set, alle de muligheder dette medium kan tilbyde. Varde Kommune – og de fleste andre Naturparker og Nationalparker – har valgt at satse på den digitale formidling i landsabet. Selve udvikling af det tekniske, er der et firma, der tager sig af. Det er app’ens indhold museet, NaturKulturVarde, og i nogen grad de øvrige nævnte samarbejdspartnere, skal udvikle.4 Med app’en Fortællinger i Naturpark Vesterhavet har vi kastet os ud i helt nyt farvand. Fortællingerne kender vi – eller vi har i hvert fald erfaring med at finde dem frem. Men platformen er ny, og det har krævet en del øvelse og disciplin at skulle tilpasse vores viden til app’-formatet. Vi vil med app’en gerne give brugerne en spændende oplevelse, så de faktisk får lyst til at buge den, når de færdes i naturen eller planlægger en tur. Der er derfor gået forskellige overvejelser ind i kravene til den tekniske del. Man kan kalde det vores fem ”benspænd”: –– Både naturog kulturformidling –– Flotte billeder –– Videoklip, animationsfilm, spil, augmentet reality –– GPS-aktiverede fortællinger –– Gratis

Natur- og kulturformidling En vigtig præmis, var at natur og kultur skulle vægte lige meget. Det kunne vi sagtens blive enige om. Men vi fandt hurtigt ud af, at udfordringen lå i at finde en fælles fortælleform. Vi er rundet af forskellige traditioner, og vi kommer omkring mange vidt forskellige emner. Helt konkret gjaldt det bl.a. om at finde ud af, hvor lang en tekst må være, når man skriver til en app. Først måtte vi prøve os lidt frem, og med hjælp fra en gruppe testpersoner mener vi, at vi har sporet os ind på et format, der passer til de fleste fortællinger. Flotte billeder Vores app skulle være lækker at kigge på. Den skulle have flotte billeder, og gerne store billeder, så man kan se det vi fortæller om. For at opnå det bedst mulige resultat på billedsiden indgik projektet samarbejde med en lokal fotograf, der kendte området, så han hurtigt kunne rykke ud, når vejret og lyset var rigtigt. Det var også en fordel at han kunne arbejde selvstændigt, og finde de motiver vi havde brug for. Udfordringen har været at få de mange naturbilleder i kassen. Det var ikke så svært at fotografere bunkere, kirker, og andre faste lokaliteter, men noget helt andet at fange havørnen, hugormen og de andre dyr vi gerne ville have med. Så vi har været nødt til at købe lidt til. På den tekniske side har de mange billeder også vist sig at være en udfordring, da de fylder meget, så vi har måttet skære lidt ned på ambitionerne om store, flotte billeder. Resultatet er dog stadig seværdigt. Videoklip, animationer, spil, augmentet reality Vi ønskede at udnytte de mange muligheder det digitale medie tilbyder, ikke blot for teknikkens skyld, men også for at gøre app’en interessant og fastholde brugerens opmærksomhed. Det skulle ikke kun være en samling tekst med billeder. Her fandt vi også ud af, at de forskellige virkemidler egnede sig til forskelligt indhold. Således er vi Fortællinger i Naturpark Vesterhavet

endt med, at filmklip med speak egner sig virkelig godt til naturindslagene, mens animationsfilm er gode til at fortælle den abstrakte virkelighed en arkæologisk udgravning repræsenterer. Indtil videre indeholder app’en to spil, der begge er af kulturhistorisk indhold. Det er såkaldte narrative forløb, som er en slags interaktiv fortælleform, der kræver aktiv deltagelse af brugeren. Augmentet reality bruger vi især på udkigspunkter, og de har både naturog kulturhistorisk indhold. GPS-aktiverede fortællinger App’en består af nogle ruter med indlagte poster – fortællinger, der passer lige netop til det sted, hvor man møder dem på sin vej. De fleste fortællinger kan man godt se hjemmefra sofaen, ved at tappe sig rundt på kortet. På den måde kan de forhåbentlig skabe interesse for at komme ud og opleve naturen i virkeligheden. De kan bruges til at planlægge en udflugt. Men vi ønskede også, at man skulle belønnes for at gå turen, så der er indlagt mange

fortællinger på alle ruter, som man kun kan opleve ved at gå eller cykle turen, idet de er GPS-aktiverede. Udfordringen her har været at vælge, hvilke fortællinger der skulle være gemt, og hvilke der skulle være synlige. Rent teknisk er der også en lille risiko for, at man ikke får det hele med. Det har vist sig at variere meget fra telefon til telefon, hvor god GPS-en er til at opfange de skjulte fortællinger. Det er en funktion der stadig udvikles på. Gratis En af målsætningerne for Naturparken – og app’en – er at den skal være tilgængelig for alle, både de lokale og turisterne. Derfor er alt indhold lavet på tre sprog; dansk, engelsk og tysk. Tilgængelighed fordrer også at app’en er gratis – gratis at downloade og gratis at køre. Her ligger nok teknisk set den største udfordring for producenten, for vores app er blevet meget stor. Vi har fra starten insisteret på, at app’en skal kunne køre 100 % offline, så der ikke er problemer med dårlig 3G-dækning, når man går ude i klitterne, og vores udenlandske gæster skal ikke

Med app’en Fortællinger i Naturpark Vesterhavet kommer du helt tæt på historien. På flygtningekirkegården i Oksbøl kan du bl.a. opleve et lille videoklip, hvor en af lejrens tidligere beboere fortæller om sine oplevelser.

Tine Lorange

betale store roaming-afgifter for at køre den. Det betyder, at man downloader al data på én gang. Det betyder også, at den dels fylder meget på telefonen og dels tager lidt tid at downloade. Disse udfordringer arbejdes der også videre med, for det har vist sig, at vi har været mere ambitiøse, end producenten havde forestillet sig. Fortællinger i Naturpark Vesterhavet er tre gange større end den næststørste app af samme type! App’en kan downloades gratis fem steder i Naturparken: Blåvand Naturcenter, Tirpitz-stillingen (når det kan lade sig gøre for byggeriet), Petersholm ved Filsø, Flygtningelejren ved Oksbøl og Nymindegab Museum. På disse lokaliteter er der opført formidlingsstationer med gratis Wi-fi hotspots, hvor man kan downloade app’en og søge generel information.

i, da den har udfordret os på vores viden og på vores vaner. Samtidig ser vi det som en stor gave, at kunne få lov at formidle kulturhistorien ude i landskabet, hvor den hører hjemme. Vi håber også at app’en kan berige et museumsbesøg, hvad enten det er på bunkertur ved Blåvand, i malernes landskab ved Nymindegab eller en tur i Ål Plantage, for at komme helt tæt på flygtningelejren, der engang lå her. Forhåbentlig åbner det også øjnene for menneskets aftryk overalt i naturen. Kulturhistorien i landskabet er mere end kirker og herregårde. Med app’en i hånden kan du blive din egen guide til et hav af fantastiske fortællinger i landskabet. Tine Lorange kan kontaktes på tbl@vardemuseum.dk Noter

1. http://www.friluftsraadet.dk/indhold/friluftsprojekter/naturparker.aspx

Hvad kan vi så bruge det til? Først og fremmest er det håbet, at app’en får rigtigt mange brugere, og at den får nogle mennesker ud i naturen. Det har været en spændende opgave for museet at indgå

Download app’en her

Google Play

2. http://www.naturparkvesterhavet.dk/naturpark-vesterhavet/om-os/ 3. Varde Kommune: Naturparkplan for Naturpark Vesterhavet 2013-2018. Varde. 4. Projektet er støttet af Nordea-fonden med 5,4 mio. kr., og af det syddanske Grøn Vækst program med 3,1 mio. kr.

Formidlingsstation ved Nymindegab Museum.

App Store

Fortællinger i Naturpark Vesterhavet

”vil man målet, må man også ville midlerne” – eller ekspropriationen af Eventyrets Land Af John V. Jensen

Det er et helt specielt landskab, der møder den, der færdes i området få kilometer vest for den lille sydvestjyske by Oksbøl. Tilsyneladende et stort og åbent, vestjysk landskab med små, spredte husmandssteder. Kommer man husene nærmere, opdager man dog snart, at det, som ved første øjekast ligner almindelige ejendomme med sprossevinduer, blot er en kulisse. Ikke en almindelig teaterkulisse, men et hus eller ejendom, der engang udgjorde rammen om et hjem for en familie og et udkomme. Indtrykket er muligvis stærkere, end hvis det blot havde været ruiner, fordi husene på afstand ser beboede ud, men står tomme, forladt

John V. Jensen

af gud og hver mand. Husene er tømt for løsøre, men tages bygningerne i nærmere øjesyn, kan man visse steder stadig fornemme de tidligere køkkener og stuer, hvor der stadig kan være rester af gammelt tapet og maling. Spor af de gamle haver viser sig endnu om foråret ved, at enkelte påskeliljer tålmodigt spirer frem år efter år. Alt sammen er det spor af det liv og den historie, der knytter sig til hvert eneste af disse huse. De spredte bygninger er således meget mere end kulisser, og samlet set udgør de en del af en større fortælling. En fortælling om en egn, der blev affolket, og en

lokalbefolkning, der måtte bøje sig for almenvellets behov. Denne fortælling rummer igen aktuelle temaer som økonomi, men også så vigtige spørgsmål som forholdet mellem den grundlovssikrede ejendomsret sat over for nationale interesser og i sidste ende om forholdet mellem fornuft og følelse. Det er med andre ord en dramatisk historie. Ikke bare set med lokale briller, men også på landsplan. Således har historikeren Niels Kayser Nielsen (1949-2012) i sin inspirerende bog ”Steder i Europa” fra 2005 karakteriseret den således. ”[Ekspropriationen af] Eventyrets Land viser ikke kun en ualmindelig kynisk, beregnende og nonchalant adfærd fra den danske stats side. Ekspropriationen er et af de værste overgreb mod en lokalbefolkning siden 2. verdenskrig. Alene af den grund fortjener sagen belysning.”1 Det er stærke sager: ”Et af de værste overgreb mod en lokalbefolkning siden 2. verdenskrig”. Sådan en konklusion kalder naturligvis på nuancering og yderligere belysning. Historien om ekspropriationen vil i grove træk være mange bekendt, og alligevel er kendskabet til detaljerne ikke overvældende. Sagen har typisk været skildret af enten modstandere eller tilhængere, hvorfor det kan være svært at trænge ind til substansen. I det følgende vil jeg derfor fortælle historien, men lægge hovedvægten på en analyse af de politiske motiver og interesser, der i 1964-65 førte til ekspropriationerne af arealerne i Aal og Ho-Oksby kommuner i 1966-68, og som siden er blevet karakteriseret som et overgreb.2 Formålet er at medvirke til at skabe en bevidsthed omkring det eksproprierede område hos Forsvaret, turisterne og kommunens beboere, således at man kender historien bag dette unikke landskab og lærer det at kende som et erindringssted, der kan både undre og begejstre alle, der passerer gennem landskabet med de tomme huse. Det ville være en stor fejl, hvis bygningerne en dag skulle forsvinde helt. Det er således min opfattelse, at vores viden

Det ligner næsten noget fra en gammel Morten Korch film. Ingen tvivl om, at de fleste af områdets gæster undrer sig over det specielle landskab, når de færdes i det eksproprierede område, og det er godt. Områdets historie er desværre indtil videre kun meget ringe formidlet.

og kendskab til det landskab, som vi færdes i til daglig eller på ferier, får en lang større betydning for os i det øjeblik, vi lærer dets historier og særpræg at kende. Først da bliver det noget andet, end et hvilket som helst landskab. Et landskab man er fortrolig med, og som man kan føle sig ordentlig hjemme i. På Museet for Varde By og Omegn vil vi i de kommende år i skrift og i tale gøre mere for at udbrede kendskabet til denne historie, som endnu er inden for mands minde, men som kommende generationer også vil undre sig over, når de passerer gennem området – måske på deres vej til stranden. Litteratur og kilder om emnet Historien om statens ekspropriation af området vest for Oksbøl til det danske forsvar er endnu ikke tilbundsgående udforsket. Der findes ganske vist oversigter og enkelte detailstudier, der fokuserer på udvalgte dele. Emnet har Ekspropriationen af Eventyrets Land

altid delt vandene, og det, der er blevet skrevet om emnet hidtil, har ofte anskuet sagen i modsatrettede perspektiver dvs. enten fra Forsvaret eller fra de mest udholdende modstandere af ekspropriationsplanerne blandt lokale beboere. Når emnet endnu ikke har været genstand for den store forskningsmæssige interesse, skyldes det antageligt, at mange ikke regner noget, der er sket i deres egen levetid, for historie. Nærheden i tid betyder også, at der stadig er følelser i spil, hvorfor det kan være svært for historikerne at komme tilstrækkeligt på afstand af begivenhederne og skabe overblik. Disse forhold er imidlertid ved at ændre sig i disse år, og det er ved at være på høje tid at få gjort noget ved sagen, for mange af de centrale aktører er enten døde eller langt oppe i årene. Beskæftiger man sig med emnet er Lydik Andreas Lehnemanns to bind med titlen Ekspropriationen af Eventyrets Land fra 1976 og 77 uomgængelige. Der er tale om en stor samling skrivelser, breve, avisartikler, der kaster lys over sagen, og som sådan uomgængelig. Andreas Lehnemann (1898-1981) var selv dybt involveret i sagen, og han var den sidste lokale beboer, der forlod sin gård i 1970. For dem, der endnu husker sagen, vil netop Lehnemanns navn være synonymt med denne kamp for hjemmet. Han delte imidlertid vandene, hvorfor nogle vil se på ham med respekt og anerkendelse, mens andre får himmelvendte øjne og ryster på hovedet. Ikke desto mindre er de to bind hans testamente i forsøget på at kaste lys over det, efter hans overbevisning, uretmæssige i ekspropriationen. Oversigter over ekspropriationen i Aal og Ho-Oksby kommuner findes beskrevet bl.a. i bogen Oksbøllejren gennem 50 år redigeret af Leif P. Ipsen fra 1979, hvor man finder en kortfattet, men informativ gennemgang af sagen. Synspunktet ligger især hos Forsvaret og dermed også hos staten og Aal Kommune, mens lokalbefolkningens kritik ikke fylder meget. Ellers må man sige, at litteraturen især har anskuet problemstillingen fra lokalt hold. Det gælder fx Helle Hestbech og Lasse Fribergs artikel Eksproprieringen af Vejers, der findes 38

John V. Jensen

i Mark og Montre (2003), som er en mindre, men interessant artikel om ekspropriationen i Vejers, hvori de bl.a. kortlagde de forskellige grupperinger, de berørte lodsejere delte sig i. Niels Kayser Nielsen har i artiklen Bemægtigede steder – Ekspropriationen af Eventyrets land, trykt i bogen Steder i Europa. Omstridte byer, grænser og regioner (2005), dels redegjort for det historiske forløb, og dels analyseret lokalbefolkningens incitamenter for modstanden mod det, nogle af dem opfattede som et overgreb mod deres fundamentale demokratiske rettigheder. Kayser Nielsens sympati ligger hos de eksproprierede, men hans artikel lider måske lidt under, at den i høj grad er baseret på Lehnemanns kildesamling. Emnet er desuden flygtigt berørt i bøgerne Vejers (2006) og Blåvand (2009) af Mariann Ploug og Palle Uhd Jepsen. Til yderligere belysning af sagen findes på arkivet i Oksbøl tillige en række dokumenter, interviews og avisudklip. Derud-over er der kildemateriale i form af Folketingstidende og naturligvis i Forsvarets og Forsvarsministeriets arkiver. Eventyrets Land ”Ekspropriationen af Eventyrets land”, som Andreas Lehnemann døbte sagen, er historien om anlæggelsen af Danmarks største øvelses- og skydeterræn i tilknytning til Oksbøllejren, og det er historien om de lokale beboere, der blev tvunget til at sælge deres ejendomme i områderne ved Børsmose, Grærup, Vejers og Mosevrå. Navnet Eventyrets Land stammer fra forfatteren Thomas Lange (1829-87), der tilbragte de første 10 år af sit liv i morbroderens præstegård i Ho. I bogen Eventyrets Land. Et Billede af Livet og Naturen ved Blaavandshuk fra 1865, der blev hans gennembrud som forfatter, gav han sin poetiske beskrivelse af egnen og naturen omkring Blåvandshuk.3 Bogen blev altså skrevet mange år efter, at Lange havde forladt egnen, men inden da havde egnen gjort et uudsletteligt indtryk på ham. Betydningen af Langes bog, om end både han og bogen stort set er glemt i dag, er først og fremmest, at han i senromantisk sprog og stil var den første,

der satte ord på landskabet ved Blåvandshuk og dets karakter, der for Lange udmærkede sig ved ensomhed og storhed. Ved at erklære sin kærlighed til ”Eventyrets Land” var Thomas Lange med til at åbne den lokale befolknings øjne for deres egns kvaliteter og lære den at sætte pris på dem. Allerede i 1930’erne havde den tidlige turist-oplysning taget navnet til sig i markedsføringen af området vest for Varde fra Skallingen til Nymindegab/Tipperne. Varde blev nu ”porten til Eventyrets Land”, hvorved ”Eventyrets Land” blev udvidet fra egentlig blot at omfatte området ved Skallingen til hele den vestlige del af den nuværende Varde Kommune.4 Lange fortolkede landskabet gennem et romantisk blik. Læser vi derimod en lidt senere beretning Fra Danmarks far west skrevet af Nr. Nebel-lægen Iver Iversen i 1884, er opfattelsen en noget anden. Han var på

Varde porten til Eventyrets land. Verner Panckes elegante plakat fra 1942.

Allerede i 1930’erne brugte man ”Æventyrets Land” i markedsføringen af områdets herligheder (1934).

tur i området ved Oksbys stråtækte kirke, der nu for længst er nedrevet, og skrev ”Vi kørte videre. Egnen blev fattigere og fattigere, boligerne simplere og færre, agrene tyndere; heden begyndte at pippe frem.”5 Iversens skildring peger på, at godt nok var egnens ensomhed og natur dejlig, men den var også fattig og livsbetingelserne svære. Det er dog Langes bog, der med sikkerhed har været med til at skabe de første ansatser til en fælles identitet for indbyggerne i ”Eventyrets Land”. En identitet, der utvivlsomt blev forstærket, da modstanden mod ekspropriationerne voksede. ”Eventyrets Land” blev et begreb, der kunne forene de i øvrigt forskellige observanser hos ekspropriationsmodstandere. I 1960’ernes debatter for eller imod militærets ekspropriation er det tydeligt, at der til begrebet ”Eventyrets Land” knytter sig værdi-politiske undertoner. Således brugtes det i debatten udelukkende af modstanderne af ekspropriationen, mens fortalerne undgik den romantiske klang og benyttede mere neutrale udtryk som ”ekspropriationen af arealer i Ho-Oksby og Aal kommuner” Ekspropriationen af Eventyrets Land

øvelsesområdet betragteligt. Det tyske behov for plads i Oksbøl-området betød, at betydelige landbrugsarealer, der tilhørte gårde i Børsmose og Grærup, blev eksproprieret af det danske militær og videre til den tyske værnemagt. Det samme gjaldt syv ejendomme i Sølager. Flere bønder, der senere skulle blive berørt af ekspropriationen

Iver Iversen, læge i Nr. Nebel. I 1884 besøgte han egnen omkring den gamle Oksby kirke og skrev en artikel om den tyndt befolkede og fattige egn i ”Fra Danmarks far west”.

Den senromantiske digter Thomas Lange. Ophavsmanden til begrebet ”Eventyrets Land” i bogen af samme navn fra 1865.

eller ”ekspropriationen af området vest for Oksbøl” o.l. ”Eventyrets Land” indgår da også på raffineret vis i Andreas Lehnemanns kritiske skrift, hvis titel stiller det tekniske og kolde ord ”ekspropriation” sammen med det romantiske og varme ”Eventyrets Land”, hvilket understreger grusomheden og urimeligheden på en effektiv måde. Alene sprogbrugen tydeliggør skismaet mellem fornuften og juraen på den ene side og på den anden side følelsen af en uretfærdighed, af overgreb på beboerne og på området som sådan. Kort sagt kan man sige, at fortalerne for ekspropriationen var mest på linje med Iver Iversens synspunkter, mens modstanderne foretrak Thomas Langes. Den militære tilstedeværelse omkring Oksbøl Den militære tilstedeværelse omkring Oksbøl går tilbage til 1929, da Kallesmærsk hede som det første blev eksproprieret, og de første artilleriskydninger fandt sted. Under besættelsen overtog den tyske værnemagt militærlejren ved Oksbøl, og i løbet af besættelsen udvidedes både lejren og 40

John V. Jensen

Kort over de arealer, som forsvaret ønskede at ekspropriere. Forsvarets bygningstjeneste, 1964.

i 1960’erne, mistede allerede dengang jord i forbindelse med militær ekspropriation. Dette gjaldt blandt andre Andreas Lehnemann.6 Efter befrielsen i maj 1945 fik de berørte landmænd imidlertid hverken erstatning eller deres jord igen, den forblev under hærens kontrol.7 Mens den såkaldte Nordlejr efter befrielsen i 1945 blev omdannet til den store Oksbøllejr for tyske flygtninge og siden indrettet som lejr til militærnægtere, indgik den noget mindre, men endnu eksisterende, Sydlejr (den nuværende militærlejr i Oksbøl) i genopbygningen af det danske forsvar. Allerede i 1946 begyndte de første skydninger med artilleri, men helt fra begyndelsen i 1930’erne havde Forsvaret været klar over, at skydeterrænet ikke var stort nok. Heller ikke tyskernes udvidelse af skydearealet viste sig tilstrækkelig, bl.a. fordi der var problemer omkring overskydning

af civilt område.8 Nogen løsning på problemet kom der dog ikke, og fra begyndelsen af 1950’erne begyndte de første mere vedholdende rygter om en større udvidelse af militærets område at svirre i lokalområdet.9 Dette som en følge af det danske NATO-medlemskab og de stigende internationale spændinger mellem øst og vest. I 1952 oprettedes kampvognsskolen, som placeredes i Oksbøl, hvor der var god plads og adgang til det store skydeterræn på Kallesmærsk hede. Imidlertid strandede planerne om en ekspropriation ved Oksbøl på, at der dengang ikke var råd til de af Forsvaret ønskede udvidelser.10 Omkring 1960 havde kampteknikkerne imidlertid ændret sig så meget, at et større og mere sammenhængende øvelsesterræn forekom strengt nødvendigt set fra et militært synspunkt. Indførelsen af bæltekøretøjer gjorde øvelserne i civile

Et lille glimt af tiden før ekspropriationerne. Gårde ved Grærup malet af Alfred Märtens juli 1929, samme år som Kallesmærsk hede blev eksproprieret til Forsvaret.

Ekspropriationen af Eventyrets Land

områder mere komplicerede og for visse enheder umulige.11 Man rådede ganske vist allerede over 4.000 hektar land primært på Kallesmærsk Hede, men længere mod nord havde arealet en uhensigtsmæssig form. Særligt ved lokaliteterne Grærup og Vejers var der en flaskehals, som besværliggjorde de taktiske øvelser, hvor ikke mindst de nye Centurion-kampvogne krævede stadig mere plads. Derfor ønskede Forsvaret sig en udvidelse af øvelsesterrænet. Fra både Forsvarets og forsvarsministeriets side var man godt klar over, at der skulle handles og handles hurtigt, inden der kom for meget gang i sommerhusbyggeriet, der ville gøre en eventuel ekspropriation både mere besværlig og mere bekostelig. Det var således med fornyet styrke og vilje, da de militære udvidelsesplaner i begyndelsen af 1960’erne dukkede op igen.

salget af sommerhusgrunde i Oksbøl-området var i hastig vækst. En udvikling, der ville få betydning for Forsvarets brug af området, dels i forhold til støjgener o.l., og dels i forhold til en forventelig stigning i grundpriserne, og som på længere sigt ville gøre det umuligt for Forsvaret at operere alt for tæt på sommerhusområderne.13 På de 1840 hektar jord boede imidlertid en hel del mennesker fordelt på 71 landbrugsejendomme, 38 parcelhuse, 38 sommerhuse og 87 endnu ubebyggede sommerhusgrunde.14 Til sidst i forsvarsministeriets skrivelse anmodede forsvarsministeren om finansudvalgets tilslutning til at måtte anvende ”det fornødne beløb” til ekspropriationen.15 ”Det fornødne beløb”, dvs. at forsvarsministeren reelt bad finansudvalget om en blankocheck. Forberedelserne havde

Da den kolde krig kom til Eventyrets Land Én beslutning i Folketingets Finansudvalg sendte mere end hundrede familier ud af deres hjem.12 For nogle betød det, at de måtte forlade gårde, som var gået i arv i flere generationer. En handling, der ved første øjekast virker både uretfærdig og forkert. For med hvilke argumenter, og hvilken ret kunne man med et pennestrøg i København affolke en egn i Sydvestjylland? Politisk var der i Folketinget bred opbakning til Forsvarets ønsker om at få et udvidet øvelsesareal i Sydvestjylland. Således havde forsvarsminister socialdemokraten Victor Gram sendt en skrivelse af 4. november 1964 til Folketingets Finansudvalg, hvor Forsvarsministeriet anmodede om tilladelse til at ekspropriere 1840 hektar beliggende i Ho-Oksby og Aal kommuner. Det drejede sig om, at Forsvaret stod over for en modernisering til bl.a. bæltekøretøjer. Dernæst handlede det om afvikling af de militære områder i København, og at landets øvrige øvelsesterræner bl.a. ved Jægerspris allerede var fuldt udnyttet. Derudover vidste man, at området var tyndt befolket, at jorden var mindre god, men altså også at udstykningen og 42

John V. Jensen

Den amerikanske udenrigsminister Foster Dulles var ikke tilfreds med sine allierede i Vesteuropa. Ikke desto mindre vedtog Folketinget allerede i 1950 en af de dyreste forsvarsordninger siden enevælden. Ekspropriationerne var en del af bidraget til alliancen. Bo Bojesen, 1953.

inden da været i fuld gang, og således havde Forsvaret allerede haft følere ude i området.16 Blandt andet havde man afholdt et møde for lukkede døre med sognerådsformændene fra de to berørte kommuner nemlig Aal og Ho-Oksby, og siden havde gisninger og usikkerhed taget til.17 I den forbindelse må det nævnes, at sognerådet i Aal Kommune stillede sig langt mere positivt over for en eventuel ekspropriation, end tilfældet var i Ho-Oksby Kommune.18 De divergerende opfattelser skyldtes, at sognerådsformanden i Aal Kommune bagermester Egon W. Jensen så arbejdspladser, befolkningstilvækst og øgede skatteindtægter ved at skabe plads til Forsvaret. I Ho-Oksby var sognerådsformand Hans Pedersen mindre optimistisk, fordi han ikke regnede med at få megen glæde af nye arbejdspladser, derimod frygtede han, at Forsvarets tilstedeværelse ville ødelægge turismen i området og i hvert fald i perioder isolere de små samfund længst mod vest, mens affolkningen ville gøre det umuligt for kommunen at fortsætte som selvstændig enhed.19 Tiden, fra de mere sejlivede rygter opstod og frem til, at ekspropriationen blev fuldbyrdet, betød måske især for landmændenes vedkommende en usikkerhed og dermed også en tilbageholdenhed i forhold til investeringer, vedligehold o.l., hvorfor driften kunne gå helt eller delvist i stå for mange.20 Var man købt eller solgt? På baggrund af det seneste forsvarsforlig indgået i 1960 var der imidlertid politisk enighed om at imødekomme Forsvarets ønsker. Forsvarsforliget var præget af tidens politiske spændinger mellem Washington og Moskva, og med NATO-medlemsskabet i 1949 havde Danmark valgt side i den kolde krig, og med det fulgte et større forsvarsbudget samt en række forpligtelser i forhold til alliancen, såsom et moderne og funktionsdygtigt forsvar. At dømme efter mandatfordelingen i Folketinget tyder alt også på, at der i den brede befolkning var et overvejende flertal for NATO-samarbejdet og dermed også en forståelse for, at Forsvaret skulle tilgodeses.21 Set fra næsten alle andre steder i landet kunne valget af arealerne ved Ho-Oksby og Aal kommuner kun opfattes som både velbegrundet og

fornuftigt, når det nu skulle være. De lokale fandt da heller ikke nogen støtte hos hverken landbrugsministeriet eller i kulturministeriet, idet førstnævnte ikke havde indvendinger mod nedlæggelsen af landbrugsejendomme, mens sidstnævnte gerne så ekspropriationerne indgå i en stor naturpark fra Skallingen til Tipperne.22 Således stod modstanderne af ekspropriationerne til Forsvaret over for en særdeles massiv front i form af tre ministerier. Følger vi den debat, som sagen fremkaldte på Christiansborg, viser den, at der på den ene side var bred enighed, og at projektet aldrig var i fare for at falde til jorden.23 På den anden side dukkede også nogle af de betænkeligheder op, der næsten altid vil være forbundet med en ekspropriation af så stort et område, hvor der faktisk levede mennesker, der havde deres udkomme af jorden. Den kolde krig var kommet til Danmark, og ”Eventyrets Land” og dets indbyggere blev taget som gidsel. Slaget er tabt Så sent som den 4. juni 1964 havde Folketinget stadfæstet en ny lov om ”Fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom”. En lov, der netop fastslog, at staten i særlige tilfælde, havde lov til at ekspropriere fast ejendom.24 Den ny lov trådte i kraft pr. 1. oktober 1964. Med den ny lov kombineret med lov af 11. juni 1954 omhandlende militære anlæg, for så vidt angår Jylland havde Forsvarsministeriet særdeles gode kort på hånden. Den 4. november samme år fremlagde forsvarsminister Victor Gram sin skrivelse vedrørende Forsvarets udvidelsesønsker i Folketingets Finansudvalg. Man kan altså konstatere et sammenfald med vedtagelsen af den ny ekspropriationslov og fremlæggelsen af Forsvarets ønsker om udvidelse af deres arealer i Sydvestjylland gennem ekspropriation. Sagen var således velforberedt og ventede nu blot på at kunne gå i gang. Men sagen hastede, som allerede nævnt, også fordi man fra Forsvarets og Forsvarsministeriets side var på det rene med, at ekspropriationen skulle gennemføres hurtigt, fordi alene rygterne om en forestående Ekspropriationen af Eventyrets Land

ekspropriation ville få grundpriserne til at stige og gøre det hele mere kostbart.25 Således kunne forsvarsministeren og Forsvaret egentlig kun fortryde, at ekspropriationen ikke allerede var blevet gennemført i 1950’erne, men dengang fattedes riget penge.26 Kort sagt var der i 1964 etableret den nødvendige lovhjemmel til at gennemføre eksproprieringen af de ønskede arealer. Ekspropriationen var således fuldt lovlig, selvom mange undervejs hævdede det modsatte. I Folketingets Finansudvalg havde forsvarsordførerne drøftet skrivelsen af 4. november 1964 og var nået til enighed om at imødekomme Forsvarets ønsker, dog med en enkelt undtagelse nemlig Socialistisk Folkeparti

De karakteristiske skilte, der minder den passerende om militærets tilstedeværelse.

Udsigt fra Kirkebjerge over øvelsesterrænet på Kallesmærsk hede.

John V. Jensen

og dets repræsentant Johannes Skræppenborg-Nielsen, hvis indvendinger, det er nyttigt at se lidt nærmere på. Fra Folketingets talerstol den 15. december 1964 forsøgte Skræppenborg-Nielsen at slå til lyd for, at forsvarsministeren tilbagekaldte sin skrivelse til Folketingets Finansudvalg. I SF, hvor man ikke kunne gå ind for ekspropriationen, mente man i stedet, at ekspropriationen af arealerne i Aal og Ho-Oksby kommuner var en så stor beslutning, at den fordrede en drøftelse i Folketinget af hensyn til beløbets størrelse og ikke mindst af hensyn til de store menneskelige problemer, der ville være forbundet med forehavendet.27 Samtidig gjorde SkræppenborgNielsen det klart, at det var hans og SF’s synspunkt, at forsvarsminister Victor Gram i virkeligheden skulle lade menneskene og jorden i Eventyrets Land i Sydvestjylland i fred, som han udtrykte det.28 Synspunkterne faldt sikkert i god jord hos den befolkning, hvis jord lå inden for de 1840 hektar, der var tiltænkt ekspropriation til Forsvaret. Det kan synes lidt mærkværdigt, at forslaget om at opgive alle ekspropriationsplanerne vest for Oksbøl, fremsattes af et politisk parti, der næppe havde overvældende mange sympatisører blandt områdets landbefolkning og sommerhusejere. Sagen var imidlertid den, at mange, også blandt politikerne, nok havde forståelse for de berørtes situation, men i dette tilfælde, kunne og ville de ikke komme dem til undsætning, med mindre nogen var klar til at løbe fra forsvarsforligets aftaler. Det er derfor sandsynligt, at det var folk blandt de berørte enten i form af sommerhusejere eller landmænd, der havde taget kontakt til netop Skræppenborg-Nielsen og SF, der var det eneste parti, der direkte var imod Forsvarets ønsker. I hvert fald gjorde man fra SF’s side et forsøg på i det mindste at få gjort sagen om ekspropriationen til en folketingsbeslutning. Skete det, ville modstanderne vinde tid og dermed få bedre mulighed for at plante tvivlens frø blandt de 179 folkevalgte. Skræppenborg-Nielsens forsøg kom dog på et tidspunkt, hvor slaget om ekspropriationen i virkeligheden allerede var tabt.

”jaget væk fra hjemstavnen” 27. januar 1965 svarede forsvarsminister Victor Gram på SF’s forslag om at tilbagekalde sin skrivelse til Folketingets Finansudvalg, hvilket han pure afviste.29 Samtidig benyttede han lejligheden til at beklage den bekymring, som ekspropriationsplanerne skabte lokalt, men han understregede, at erhvervelsen af området var uundgåelig, såfremt man fortsat ønskede at udbygge Forsvaret på det grundlag, der var lagt med Forsvarsforliget i 1960.30 Det vil sige, at man tilstræbte at få en stående styrke svarende til 21/3 brigade, og at man opbyggede et pansret infanteri udstyret med bæltedrevne pansrede mandskabsvogne, bælteartilleri og bæltekampvogne. Samtidig oplyste forsvarsministeren, at hærkommandoen allerede havde overvejet andre placeringer nøje fx i området ved Borris Sønderland (eksproprieret 1902),31 men at Oksbøl-området ville være det lempeligste. Dertil kom det fordelagtige i beliggenheden ved Vesterhavet samt de tilstødende arealer, der tilhørte klitvæsnet, og som ville kunne fungere som opmarch- og sikkerhedsområde. Samtidig ville ekspropriationen af områder ved Børsmose, Grærup, Vejers og Mosevrå også betyde, at Forsvaret kunne begynde udflytningen fra København. Svaret stillede dog ikke Skræppenborg-Nielsen tilfreds, og derfor gjorde han ministeren opmærksom på, at Forsvaret allerede rådede over 4.000 ha på egnen, og desuden ventilerede han sin bekymring, som han i øvrigt delte med mange lokale beboere ikke mindst i den daværende Ho-Oksby Kommune, at områdets store rekreative værdier ville gå tabt for eftertiden for både dyr og for mennesker. I stedet ville det blive indtaget af styrtbombere, kanoner og skarpskydninger.32 Samtidig tog SkræppenborgNielsen højde for argumentet, at det i det pågældende område ganske vist ikke drejede sig om den bedste landbrugsjord. Til gengæld, og det vejede efter hans mening tungt, var det jord, som generation efter generation havde kæmpet for. ”Jord som dygtige jyske bønder ved et utroligt slid og ved et afsavn, som vi der lever i dag, næppe kender eller drømmer om, har fravristet heden. Mere end Ekspropriationen af Eventyrets Land

M109 var et af de moderne bæltekøretøjer som Forsvaret modtog i 1965.

Centurion-kampvognen var Forsvarets primærkampvogn fra 1953-76.

100 års kulturarbejde vil forsvinde som dug for solen”, som han følelsesfuldt udtrykte det.33 Det værste er, tilføjede Skræppenborg-Nielsen, at omkring 120 familier simpelthen bliver jaget væk fra deres hjemstavn. Også forsvarsministerens udtalelse om, at ekspropriationen ville komme til at koste 15-20 millioner, var Skræppenborg-Nielsen skeptisk overfor. For det beløb ville slet ikke, efter hans mening, slå til. Regnede man i stedet med det dobbelte beløb, ville sandsynligheden for at få regnskabet til at stemme nok være større. Det var således SF’s og SkræppenborgNielsens synspunkt, at enhver, der havde beskæftiget sig med ekspropriationssagen, eller blot havde læst om den, ville vide, at den på en hel række meget vigtige områder – økonomisk, socialt – greb aldeles afgørende ind i hele egnens liv, hvis den blev gennemført.34 Konklusionen var derfor i januar 1965, at SF og Skræppenborg-Nielsen på baggrund af disse tungtvejende grunde anbefalede, at Forsvarets ekspropriationsprojekt burde skrinlægges så hurtigt som muligt. Af hensyn til områdets befolkning og af hensyn til områdets rekreative værdier. ”Intet land mangler almindeligvis tragedier, men ligefrem at tilstræbe tragedien er vist for meget af det

gode. Jeg anmoder derfor så indtrængende, som jeg kan, den højtærede forsvarsminister og hvert enkelt medlem af Folketinget om at medvirke til, at de påtænkte ekspropriationer i Sydvestjylland skrinlægges.”35 Skræppenborg-Nielsens følelsesladede tale er interessant, fordi den indeholder de fleste af modstandernes argumenter i forhold til eksproprieringen, som bestemt ikke var irrelevante, og som ikke mindst appellerede til den følelsesmæssige og immaterielle side af sagen. Alt det, som ikke bare kan købes for penge. Det handlede om, at man fra statens side betalte folk (godt) for at flytte væk, og at staten i den proces tillod sig at se stort på det arbejde, der i tidens løb var lagt i bedrifterne. Det gjaldt altså også frygten for, at ekspropriationen ville ødelægge naturen og afspærre de rekreative områder. Skræppenborg-Nielsen anvender da også udtrykket ”Eventyrets Land” i sit forsøg på at overbevise sine politiske modstandere om, at de var i gang med at begå en kæmpe fejltagelse.36 SF’s og Skræppenborg-Nielsens synspunkter var en logisk forlængelse af partiets militærpolitik, der, ifølge SkræppenborgNielsen selv, gik ud på at få afrustet Danmark så snart som overhovedet muligt.

John V. Jensen

Trods påpegningen af de mange betænkeligheder, der kunne være ved at ekspropriere så stort et område, var der i Skræppenborg-Nielsens tale intet, der reelt kunne rokke ved sagens udfald. Alt i alt må man dog konstatere, at det var en yderst interessant alliance, der var opstået mellem de lokale bønder, sommerhusejere og SF. Modstanden mod ekspropriationen samlede dem, men ellers så de formentligt vidt forskelligt på det meste, det være sig Den kolde krig, Forsvaret, landbruget og naturen. ”vil man målet, må man også ville midlerne” Alle øvrige politiske uoverensstemmelser til trods vakte de argumenter, der blev fremført af SF, utvivlsomt sympati hos ekspropriationsmodstanderne i bl.a. Grærup, Børsmose, Vejers, Mosevrå og Blåvand og andre steder. Men som de lokale modstandere stod også Skræppenborg-Nielsen ret alene med sine synspunkter. Alligevel finder man hos de øvrige forsvarspolitiske ordførere både sympati og forståelse for dele af SF’s og Skræppenborg-Nielsens argumentation. Vandene skiltes imidlertid i synet på Forsvarets betydning for Danmark og landets forpligtelser i forhold til NATO-samarbejdet midt i den kolde krig. Kun SF mente helt at kunne se bort fra disse forhold, mens netop dette vejede tungere end alt andet for de øvrige partier. Og det var også det, der i sidste ende fik alle øvrige partier til at lade almenvellets og nationens interesser sejre og at tage den ny lov om ekspropriation i anvendelse, selvom konsekvenserne for nogle borgere i Sydvestjylland ville blive ubehagelige, idet man i samfundets interesse tillod sig at ophæve den ellers grundlovssikrede private ejendomsret. Af forsvarsordførernes indlæg fornemmer man sagens kompleksitet. Således bakkede den socialdemokratiske ordfører Ralph Lysholt Hansen op om forsvarsministerens ekspropriationsforslag, men gav alligevel udtryk for betænkeligheder, hvorfor han måtte understrege, at sagen ikke var færdigbehandlet i Finansudvalget. Således havde debatten bevirket, at en stor materialesamling var kommet politikerne i hænde, og den gav anledning til, ”en masse

spørgsmål til den højtærede forsvarsminister”, som Lysholt Hansen udtrykte det. Lysholt Hansen kunne ikke lade være med at ironisere over Skræppenborg-Nielsens meget følelsesladede indlæg, men gav ham ret i, at det ville være klogt at tage det menneskelige perspektiv med, når sagens realiteter skulle bedømmes.37 Principielt var den socialdemokratiske ordfører enig med SF i, at sagen burde besluttes i Folketinget, men samtidig gjorde han opmærksom på, at Skræppenborg-Nielsen selv skulle have bragt dette op i Finansudvalget, hvis sagen skulle have været taget af programmet. Samtidig mindede han SkræppenborgNielsen om, at han og hans parti også havde stemt for den ny ekspropriationslov vedrørende fast ejendom, som SF dengang havde givet udtryk for tilfredshed med.38 Den lov, som nu lod en ladeport stå åben i forhold til Forsvarets ønsker. Efter disse få forbehold kunne socialdemokraternes forsvarsordfører sige, at for Socialdemokratiet måtte baggrunden for drøftelsen og den endelige stillingtagen være den, at ”vil man målet, må man også ville midlerne.”39 I Venstre skabte sagen et større dilemma end hos socialdemokraterne. Således havde forsvarsordføreren Jens E. Foged et alvorligt problem. På den ene side gik Venstre ind for, at militæret skulle have de bedst mulige arbejdsbetingelser for at gennemføre den opgave, som var blevet dem pålagt af Folketinget. På den anden side var det også klart, at Venstre havde problemer i forhold til den grundlovssikrede private ejendomsret, der i videst muligt omfang skulle værnes om, hvis mulighederne var til stede. Sværest var det dog nok, at mange af de berørte netop var folk, der typisk stemte på partiet Venstre, hvorfor Foged tydeligvis måtte balancere på en knivsæg i forhold til Forsvarets ønsker og vælgerne. Det var derfor Venstres strategi at henlede forsvarsministerens opmærksomhed på klitdirektoratets arealer, der udgjorde ca. 6.000 hektar. Ved at udnytte disse arealer mere effektivt, dvs. lade Forsvaret benytte dem, mente Foged, at politikerne kunne komme nogle landmænd til undsætning og dermed begrænse angrebet på den private ejendomsret. I den henseende svarede Venstres Ekspropriationen af Eventyrets Land

holdning nok i virkeligheden til en god del af de ekspropriationstruedes opfattelse af sagen. Mindre bekymret var Jens Foged imidlertid for, at det kunne betyde, at disse arealer med skov og plantager ville gå til grunde, fordi disse klitarealer rent økonomisk ikke betød noget, og da de, efter hans vurdering, antageligt gav underskud hvert eneste år, fordi pasningen af dem var vanskeligere, end det var at få en indtægt ud af dem.40 Derimod lagde Jens Foged stor vægt på, at de arealer, der endte med at blive eksproprieret, ikke måtte blive lukket af for civilbefolkningen. Befolkningen skulle fortsat have mulighed for at nyde godt af området – ikke mindst i sommerhalvåret.41 Venstre og Foged fandt det således beklageligt, at ”man var nødt til at ekspropriere på steder, hvor folk havde boet i generationer. Det er en alvorlig sag uanset, om de er fattige eller rige.”42 I det hele taget var Venstre på slingrekurs mellem hensynet til Forsvaret og almenvellet

Intet usædvanlig ved første øjekast. Kommer man tættere på, opdager man, at den tidligere gård blot er en tom skal.

John V. Jensen

og noget for Venstre så helligt, som den private ejendomsret og nogle kernevælgere i landbruget. I det traditionelt forsvarsvenlige Konservative Folkeparti var forsvarsordfører Jørgen Jensen mere klar i mælet. Dels ønskede man ikke at bakke op om SF’s forslag om at gøre sagen til en folketingsbeslutning, dels havde partiet antagelig kun ganske få vælgere i området at tage hensyn til. Forsvaret – en konservativ mærkesag – var i denne sammenhæng vigtigst, og når der tilmed var lovhjemmel til at sætte processen i gang, måtte det også ske. Som Jørgen Jensen slog fast: ”Når vi ønsker et forsvar, så skal Forsvaret også have mulighederne, og det vil sige de nødvendige arealer.”43 De ekspropriationstruede jyder kunne altså ingen hjælp hente hos de konservative. Fra det traditionelt mindre forsvarsvenlige Radikale Venstre var der heller ingen opbakning til SF’s forslag. Således understregede Grethe Philip ganske vist, at det

var en alvorlig sag, og der skulle tages mange hensyn til de fastboende, til sommerhusejerne og til de mennesker, der boede i de omkringliggende områder, og som søgte rekreation i de tyndtbefolkede områder ud til Vesterhavet. Ikke desto mindre syntes det vigtigere for De Radikale, at ekspropriationen ville sætte skub i planerne om militærets snarlige udflytning fra Københavnsområdet, som ville skabe plads til (klassiske radikale mærkesager) påtrængende undervisnings- og boligbyggeri.44 I øvrigt støttede man Venstres forslag om, at de rekreative områder ikke måtte blive utilgængelige for civilbefolkningen. Også de radikale gav udtryk for, at de, som andre partier, var indstillet på at skabe så gode vilkår som muligt for befolkningen, der hidtil havde boet i området.45 Einar Bækgaard fra det lille liberale parti De Uafhængige var sidst i forsvarsordførernes talerække. Bækgaard startede med at beklage, at det desværre somme tider var nødvendigt at benytte sig af ekspropriationsretten, men i dette tilfælde var det nødvendigt. På linje med Venstre havde også De Uafhængige vanskeligheder med at finde den rette grimasse i forhold til vælgerne. På den ene side forsvarsvenlige og på den anden side svorne tilhængere af den private ejendomsret – og nu var nogle potentielle vælgere i knibe. Som Venstre ønskede De Uafhængige også, at forsvarsministeren afsøgte alle muligheder for at løse ekspropriationsspørgsmålet så skånsomt og hensynsfuldt som muligt. Som Venstre opfordrede også Bækgaard forsvarsministeren til at se nærmere på klitvæsnets arealer. Klitvæsnet ville nok have betænkeligheder ved at åbne disse områder, der, som han udtrykte det, ”vel skal forhindre sandflugt, og det var granatnedslag og kampvogne naturligvis ikke befordrende for, men klitvæsnet måtte kunne forstå situationen”, det vil sige, at så få som muligt skulle eksproprieres, var De Uafhængiges standpunkt.46 Desuden tilføjede Bækgaard, at skulle en ekspropriation finde sted, om forsvarsministeren så ville sørge for, at de ekspropriationsramte ville få en forholdsvis lang tidsfrist til at afstå deres ejendomme.47

”Det er altså ikke nogen tragedie” Forsvarsminister Victor Gram benyttede herefter lejligheden til at udtrykke sin glæde over opbakningen til sagen, som herefter kunne færdigbehandles i Finansudvalget.

Oberstløjtnant Christian baron Gyldenkrone var kommandant i Oksbøllejren (1961-72) under terrænudvidelserne. Omkring udvidelserne sagde han: ”at der selvfølgelig var gået mange overvejelser gennem ham, men samvittigheden var i balance. Han var klar over, at han var med til at handle i en højere enheds – samfundets – interesse.”

Ekspropriationen af Eventyrets Land

Ministeren gav samtidig udtryk for, at han ikke var ukendt med de komplicerede problemer, som sagen indebar, og han erklærede sig villig til at endevende alle problemer. Ministeren mindede dog samtidig om, at det var hans ansvar at opfylde konsekvenserne af forsvarsforliget fra 1960. Et forlig, der betød, at Forsvaret fik mere komplicerede opgaver at løse og derfor fik behov for mere øvelsesplads.48 Forsvarsministeren benyttede også lejligheden til at opponere imod Skræppenborg-Nielsens frygt for, at området ville blive ødelagt for mennesker og dyr. Det er kun tilfældet, når der skydes med skarpt. Og i forhold til dyrene, så var der, ifølge forsvarsministeren, ingen steder, hvor dyrene trivedes så godt som på Forsvarets arealer. Ministeren erklærede sig derfor uenig i, at en ekspropriation af denne art på denne måde ville gribe afgørende ind i arealets natur og udseende. Samtidig understregede han, at landskabets mulighed for fortsat at blive brugt i rekreativt henseende, stadig ville være der. Således delte forsvarsministeren ikke frygten for, at naturen ville gå tabt ved at ekspropriere til Forsvaret.49 ”Det er ikke blot et spørgsmål om penge alene, men også et spørgsmål om at se de lysere punkter i denne sag. Jeg tror nemlig, at man på længere sigt må erkende, at statens ekspropriation af det pågældende område ikke alene vil sikre en særpræget egn med en særpræget natur, men også sikre åben adgang for befolkningen langt ud i fremtiden,” sagde forsvarsminister Victor Gram.50 Derimod ville naturen være truet, hvis arealerne i stigende grad blev udbygget med sommerhuse. Da ville naturen gå tabt for alle andre end sommerhusejerne. ”Det er altså ikke nogen tragedie”, sagde forsvarsminister Victor Gram, ”der er tale om i denne henseende; det er en proces, som vi har oplevet i så mange andre tilfælde, og som man kan beklage, men som er en konsekvens af den (forsvars-) politik, det høje ting med så overvældende flertal har besluttet.”51 Samtidig var der ingen hjælp at hente hos Klitvæsnet i forhold til en mere effektiv udnyttelse af disse arealer, for ifølge forsvarsministerens udlægning af klitdirektørens ord, ville det ikke kunne lade sig gøre, da 50

John V. Jensen

det ville medføre sandflugt.52 Udtalelsen vakte undren, og blandt modstanderne var der flere, der havde svært ved at forstå alliancen mellem Forsvaret og Klitvæsnet.53 Ligeledes undrede nogen sig over, hvorledes tankerne om kulturministeriets naturpark fra Skallingen i syd til Tipperne i nord kunne forenes med militærets tilstedeværelse.54 Som det fremgår af debatten, stod SF reelt alene med deres støtte til beboerne i området vest for Oksbøl. Ganske vist fremkom der nogle små halvhjertede forslag til ændringer fra Venstre og De Uafhængige, der havde vælgere i klemme og derfor havde betænkeligheder, men det var uden betydning og fungerede vel mest som et figenblad eller en kattelem, fordi både Venstre og De Uafhængige udmærket må have vidst, at ekspropriationerne kunne vedtages af socialdemokraterne og de konservative alene, hvad de også endte med at blive.55 At både Venstre og De Uafhængige overordnet set gik ind for ekspropriationerne synes sikkert, men udadtil og over for vælgerne ville man kræve nogle indrømmelser og så ellers lade andre gøre ”det beskidte arbejde”. Alle ordførerne var indforstået med, at ekspropriationen skulle finde sted så hurtigt som muligt ikke mindst af hensyn til forsvarets behov, men formentlig i endnu højere grad med hensyn til prisen på den forestående ekspropriation; havde det ikke været tilfældet, kunne Venstre og De Uafhængige jo have bakket SF’s modstand op, hvad de undlod at gøre. Endnu engang stod det klart, at staten med loven i hånd ville ekspropriere ”Eventyrets Land”. Og det var altså ikke nogen tragedie, efter forsvarsministerens mening. ”mit parti vil ikke være med til al denne galskab” Den 1. juni 1965 fandt anden og sidste behandling af ekspropriation af arealerne i Ho-Oksby og Aal kommuner sted. Her kunne socialdemokraten Ralph Lysholt Hansen på Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstres vegne anbefale, at man stemte imod SF’s anbefaling til forsvarsministeren om at trække sin skrivelse af 4. november 1964 til finansudvalget

tilbage. ”Sagen skal efter vores indstilling efter sædvanlig praksis færdigbehandles i Folketingets Finansudvalg”.56 Skræppenborg-Nielsen måtte erkende sit nederlag og ytrede i den forbindelse sin skuffelse over resultatet. ”På et tidspunkt, hvor vi mangler penge, så kan militæret bare gabe op. De efter danske forhold meget store ekspropriationer, der nu skal foretages i Sydvestjylland, er naturligvis ikke blot et spørgsmål om penge, det er meget, meget mere, det er spørgsmålet om at jage folk væk fra deres

Naturen har sat sit præg på det lille hus, hvor der sikkert engang var en lille prydhave, hvor græs, krat og træer nu har taget over.

Området skulle fortsat se beboet ud. Her er det Vejers gamle skole, der blev i opført 1900 og fungerede indtil 1964. Bygningen er et godt eksempel på, hvorledes de gamle tomme bygninger tilfører landskabet historie og karakter, når de vedligeholdes.

Ekspropriationen af Eventyrets Land

hjemstavn, det er spørgsmålet om helt eller delvist at ødelægge et landskab, der næppe findes mere særpræget og smukkere noget andet sted i landet, og det er spørgsmålet om det rimelige i at lægge vort militær – så længe vi nu vil have det og de byrder, det uvægerligt medfører – over på en enkelt egns befolkning.”, fastslog han. ”Det, et folketingsflertal her lægger op til, er at udforme og bekoste vel nok Skandinaviens største militære øvelsesplads. Mit parti vil ikke være med til al denne galskab”, lød SkræppenborgNielsens afsluttende svada.57 Galskab, det var netop sådan, sagen opfattedes blandt en del af de lokale modstandere af ekspropriationen. De var frustrerede over, at Forsvarets udvidelser lige netop skulle ramme dem og tvinge dem fra deres hjem eller ejendom. Til gengæld, må man konstatere, var hele scenen fra Forsvarets og statens side yderst velforberedt, og i de følgende år frem til begyndelsen af 1970’erne skulle modstanderne, der, som sagen skred frem, også blev færre og færre, blot sprælle forgæves i nettet. Således forsøgte borgergruppen Vestjysk Forening undervejs at appellere til Folketingets ombudsmand professor Stephan Hurwitz, fordi de mente,

at forsvarsministeren, for at kunne ophæve ejendomsretten med ekspropriationslovene, skulle føre bevis for, at ekspropriationen nu også tjente almenvellets interesser.58 Det var at klynge sig til et halmstrå. Svaret må da også have været nedslående, fordi ombudsmand Hurwitz, ifølge et indlæg i Vestkysten, ikke fandt nogen grund til at kritisere de militære Oksbøl-ekspropriationer, men at sagen da kunne prøves ved domstolene, som han lakonisk havde udtrykt det, ifølge Vestkysten.59 Tilbage var kun for de mest indædte modstandere at trække tiden ud og ellers sælge sig så dyrt som muligt.60 Det blev for nogle en opslidende og bitter kamp mod overmagten. En kamp, som de aldrig havde haft en chance for at vinde. Ekspropriationen bliver en realitet Torsdag den 14. juli 1966 indkaldte kommissarius ved statens ekspropriationer i Jylland Fritz Johan Boas til en besigtigelsesforretning på Turisthotellet i Oksbøl. På mødet kunne de berørte fremkomme med bemærkninger til projektet. Der var tale om en foreløbig prøvelse, ”medens

Andreas Lehnemanns gård i Børsmose (formentlig 1950’erne). I dag er kun stuehuset tilbage.

John V. Jensen

de fornødne ekspropriationer til anlægget vil finde sted ved en senere forretning” som det hed i indbydelsen.61 På mødet kunne oberstløjtnant Ole Hansen oplyse, at militæret regnede med 1. november 1967 som overtagelsesdag, men det var muligt, at den dato ville blive udskudt, hvis sagen trak i langdrag. Samtidig kunne han oplyse, at det var blevet pålagt militæret at tage så stort et hensyn til de ekspropriationsramte som muligt, så de kunne få rimelig tid til at finde et sted at bo, når militæret overtog deres ejendomme.62 Efter Finansudvalget bevilligede penge til ekspropriationen, tog protesterne til, og det forudsigelige slagsmål om prisen for ekspropriationen gik i gang. Således havde forsvarsminister Victor Gram i begyndelsen talt om et beløb i størrelsesordnen 15-20 millioner. I 1966 var nogle Varde-borgere, ifølge Vestkysten, kommet frem til nogle helt andre tal nemlig 62.800.000 kroner! Dette beløb blev dog blankt afvist af forsvarsministeren, der, ifølge avisen, mente at udgifterne næppe ville overstige 25 millioner kroner.63 En artikel i Jyllands-Posten ville vide, at erstatningskravene fra lodsejerne løb op i 100 millioner kroner.64 Ekspropriationsplanerne førte desuden til mange verbale konfrontationer og en voldsom polarisering i de små samfund.65 Protesterne kom fra lokale beboere, sommerhusejere, lokale naturfredningsfolk, turistforeninger, politikere, dagblade samt den føromtalte borgergruppe Vestjysk Forening. 66 Mere end 30.000 underskrifter indsamlede de lokale imod det statslige overgreb, dog uden den ønskede effekt. 67 Striden fortsatte, og på den sidste dag i marts 1967, måtte oberstløjtnant Ole Hansen konstatere, at sagen var blevet forsinket, og at ekspropriationerne ville komme til at strække sig over mere end et år. Således at Forsvaret først i efteråret 1968 ville få råderet over arealerne.68 Omkring maj 1967 kunne man i Jyllands-Posten læse, at de første 20 af i alt 292 ekspropriationer nu var sendt til kgl. kommissarius F.J. Boas, og at de egentlige ekspropriationsforretninger kunne begynde i sidste uge af juni. Sagerne blev ifølge avisen klargjort 20 ad gangen, således

at man først gjorde alle de fastboendes forhold færdige (i alt 69 landejendomme og 43 helårsbeboelser). Derefter kom turen til de 85 sommerhuse og 95 udstykkede sommerhusgrunde. Herudover var 85 grunde under udstykning i februar 1966, men disse udstykninger regnede man

”Da lyngens sidste partisan kapitulerede i april 1970”. Andreas Lehnemann foran sin gård med flaget symbolsk på halv stang.

Ekspropriationen af Eventyrets Land

Den sidste dag. Andreas Lehnemann tager imod i køkkenet. Pressen er til stede. I baggrunden ses landoverbetjent Sulkær fra Oksbøl.

med, nu var indstillet.69 Det var mange sager, men ifølge Jyllands-Postens artikel, forventede ekspropriationskommissionen at kunne ekspropriere 10 ejendomme hver fjortende dag, hvilket betød, at sagen ville være afsluttet i løbet af 1½ år. Kommissarius vurderede således sagerne, hvorefter lodsejerne blev indkaldt til ekspropriationsforretning. Herefter fik lodsejeren et pristilbud. Det kunne accepteres øjeblikkeligt eller lodsejerne kunne bede om 14 dages betænkningstid, og hvis man stadig ikke kunne nå enighed, ville sagen blive indbragt for en taksationskomité.70 Denne fremgangsmåde var vanskelig ikke mindst for lodsejerne, fordi der reelt blev sat et prismærkat på deres bedrift, der i adskillige tilfælde også var et livsværk. Således kunne fremgangsmåden virke både uværdig og som en regulær magtdemonstration, som Kayser Nielsen har betegnet det.71 De første ekspropriationer blev foretaget d. 13. juli 1967 og fandt, ifølge Vestkysten, sted i god ro og orden.72 Dagen efter kunne Vestkysten oplyse, at de ti første alle gik ind for ekspropriationskommissionens tilbud, og at aftalen 54

John V. Jensen

nu var, at lodsejerne kunne blive boende indtil november 1968.73 Den 1. november 1968 skulle alle beboerne være ude af deres ejendomme, så Forsvaret kunne overtage området, men da de sidste endnu ikke var ude den 31. oktober 1968, måtte de leve med, at den militære aktivitet i området gik i gang.74 Fristen for de lokale beboere blev imidlertid forlænget til 1. marts 1969. Herefter var der indtil sidst i januar 1970 blot to beboere tilbage i området nemlig Tage Harborg,75 og derefter og frem til den 7. april 1970 kun én, nemlig Andreas Lehnemann, der blev sat ud af sin gård i Børsmose med Gestapo-metoder, som han kaldte det i Politiken. Et hårdt slag for den 71-årige mand, der havde boet på gården siden 1920, og før ham havde hans far haft gården i 40 år.76 Eller som det formuleredes med en farverig overskrift i Politiken: ”Da lyngens sidste partisan kapitulerede”.77 Mere end 300 ejere og 30 brugere blev berørt af ekspropriationen, der i alt løb op i 45 millioner kr.78 Udgifterne blev således mere end dobbelt så store som de 15-20 millioner, forsvarsministeren omtalte i begyndelsen. Det skyldtes prisudviklingen, men det skyldtes også, at de lokale fik en god pris, og ekspropriationskommissionen i nogle tilfælde, populært sagt, kunne lukke munden på nogle af skeptikerne med pengesedler. Således lå de første erstatninger på mellem to og fem gange ejendomsværdien efter 13. almindelige vurdering.79 Af de offentliggjorte udskrifter fra forhandlingsprotokollen for ekspropriationskommissionen fremgår de faktiske beløb.80 Netop erstatningsudmålingerne blev naturligvis også efterfølgende kilde til nogen utilfredshed blandt de eksproprierede, fordi udmålingerne for nogle virkede vilkårlige, således at nogen tilsyneladende fik for mange penge for ejendom med dårlige bygninger, mens andre med eksempel velholdte bygninger forholdsmæssigt fik for lidt. Værre blev det, da Folketinget i 1968, uafhængigt af begivenhederne i Sydvestjylland, som en del af en skattereform vedtog, at folk, der fik deres ejendom eksproprieret, ikke skulle betale kapitalvindingsafgift.81 Loven havde tilbagevirkende kraft fra 1. januar 1968, således at de, der havde

fået deres ejendom eksproprieret i 1967 skulle betale skat af deres erstatning, mens de senere eksproprierede udgik det. Dette havde en slagside, fordi man af hensyn til de fastboende netop var begyndt med denne gruppe, da de havde det største behov for en afklaring, mens bl.a. sommerhusejere og spekulanter skulle afvikles sidst, men nu pludselig undgik kapitalvindingsskatten. Ingen tvivl om, at dette kun forringede modstandernes allerede blakkede retfærdighedsfølelse, og tillige bidrog til opfattelsen af magtarrogance og overgreb hos de ramte.82 Ekspropriationen blev helt åbenlyst for nogle en lang og smertefuld proces, men selvom det vel nok er modstanden, der har fyldt mest i eftertiden, så hører det med i det samlede billede, at kun en ganske lille procentdel af de eksproprierede faktisk ankede erstatningsstørrelsen.83 Mange år senere blev modstandernes ”onde ånd” F.J. Boas interviewet af Jyllands-Posten i anledning af sin 60 års fødselsdag. Interviewet er interessant, fordi det sammenfatter og uden omsvøb fremlægger hans erfaringer som kgl. kommissarius. Omkring sit arbejde med ekspropriationerne sagde Boas til avisen: ”jeg gør i mit arbejde ofte ondt mod mennesker. Jeg gør dem fortræd. Jeg ved det og handler derefter. Jeg søger at mildne konsekvenserne og give folk en forståelse eller i det mindste en fornemmelse af, hvorfor jeg gør sådan.” Ekspropriationer er altid en konfrontation – ofte en hård – imellem teknik og mennesker. Det betyder, at de mennesker, der står over for den nådesløse ekspropriation kan føle at livet ikke længere er værd at leve, at alt styrter sammen om dem, og at de lige så godt kan give op, forklarede han i et tilbageblik Jyllands-Postens medarbejder. Samtidig slog den erfarne embedsmand også fast, at det efter hans opfattelse, oftest var ekspropriationernes erstatningsbeløb der var det ømtåleligste punkt. ”Det kan være svært at overbevise folk om, at de får penge nok for den jord eller den ejendom, de må afgive til det offentlige. Men staten kan ikke erstatte alt i penge og kan ikke betale for alt – navnlig ikke svien og smerten, udtalte han.” Hans afsluttende kommentar

baseret på en lang erfaring i faget ”Vi skal jo alle leve, og det går nu engang bedst i fordragelighed. […] Det gælder da ikke mindst, når man står derude – ansigt til ansigt med mennesker, der måske skal aflevere noget, de har holdt af og føler sig nært knyttet til. Så nytter det ikke blot at vifte med pengene. For penge er stadig ikke alt…”84 Et helt nyt landskab Resultatet af ekspropriationerne blev, at Forsvaret fik et sammenhængende øvelsesområde, hvor man kunne føre en forstærket bataljon i nogenlunde rigtigt rum såvel i bredde som i dybde. Arealet måler således fra Blåbjerg Plantage til Blåvand 21 kilometer og har en bredde på omkring 10 kilometer.85 For lokalsamfundet var resultatet, at de mindre bebyggelser ved Børsmose, Kærgård, Mosevrå, Bordrup, Vejers by og Grærup by, der ikke var landsbyer, men små klynger af huse, helt forsvandt. I dag finder man stadig mange af de eksproprierede bygninger i området. Ingen, der kører igennem det militære øvelsesområde ved Oksbøl tæt ved nogle af landets mest populære turiststeder, undgår at bemærke dette mærkværdige område. De forladte gårde, husmandssteder og huse ligger tilbage i landskabet, næsten som da deres ejere forlod dem for mere end 45 år siden. De afblændede døre og vinduer med de påmalede vinduer slår en med følelsen af forladthed. Engang var det opdyrket agerland, der dannede grundlaget for mange familiers tilværelse, men efter militærets overtagelse ændrede landskabet karakter. Det tidligere opdyrkede land groede til med krat og græs. At landskabet fik denne karakter var bl.a. et resultat af forhandlinger mellem Forsvarets bygningstjeneste og Fredningsplansudvalget i Ringkøbing og Ribe Amter. Således ønskede man, at området også fremover skulle se beboet ud. Derfor lod man mange af de bedste bygninger stå, mens de dårligste forsvandt. Samtidig skoddede Forsvaret bygningerne til, og de karakteristiske sprossevinduer blev malet på.86 Ekspropriationen af Eventyrets Land

Kirkerne i Mosevrå og i Børsmose, der lå inden for det eksproprierede område undgik ekspropriationen og er fortsat i brug, til trods for, at deres menigheder ikke længere bor i nærheden. Undervejs i processen frygtede nogle også for de to kirkers videre skæbne, og en Peter Vejrup skrev et digt med den noget sentimentale titel ”To kirker skal dø”.87 Helt så galt gik det ikke, og der foretages stadig kirkelige handlinger i de to små kirker, selvom de ligger på militært område. Digtet udtrykker imidlertid en del af de mangfoldige bange forudanelser, som uvisheden omkring ekspropriationen til Forsvaret fremkaldte hos mange. Således forestillede mange sig måske, at områderne ved Grærup, Børsmose og Vejers ville komme til at ligne den afspærrede Kallesmærsk hede. Det er den form for undergangsstemning, man fornemmer, i breve og læserbreve og avisartikler skrevet af ekspropriationsmodstanderne, der ofte for at sætte trumf på brugte referencer til den forhadte

En aftale mellem Forsvaret og fredningsplansudvalget blev det bestemt, at området fortsat skulle se beboet ud. Vinduer og døre blev skoddet til, og de karakteristiske sprossevinduer blev malet på.

John V. Jensen

tyske besættelse af Danmark 1940-45 eller helt tilbage til krigen i 1864. Ingen tvivl om, at både modstandere og tilhængere i kampens hede smurte ekstra tykt på, når de fremsatte deres prognoser for fremtiden. Modstandernes fremtidsvisioner blev ofte mere dystre, end der var belæg for, mens tilhængerne af eksproprieringen havde en tendens til at underdrive konsekvenserne. Efterhånden som processen skred frem, og uvisheden om udfaldet blev forvandlet til nederlag til ekspropriationsmodstanderne, blev usikkerheden hos de mest hårdnakkede modstandere afløst af bitterhed og skuffelse over det system, som de følte havde svigtet dem. Det fremgår meget tydeligt af ekspropriationens mest stædige modstander Andreas Lehnemann, der i forordet til sine to bind breve, dokumenter og udklip skrev: ”Vi troede på vor grundlovsmæssige ejendomsret. Men hvad aner menigmand om alle de fortolkninger af lovparagrafferne, de

lærde kan strides om i årevis uden at blive enige, og det viste sig her, at hensynsløse embedsmænd har let spil over for en befolkning, der håber og tror på, at ret og retfærdighed sker fyldest.”88 Ingen tvivl om, at det var en rystet og dybt skuffet mand, der skrev disse linjer. Følgen af indgrebet i området vest for Oksbøl blev et helt nyt landskab. Og i dag tænker vel kun de færreste, der passerer området, over de stærke spændinger og følelser, som ”Ekspropriationen af Eventyrets Land” dengang udløste. Forsvaret bruger stadig flittigt området, der dækker omkring 6.500 hektar, og som dermed er det største og eneste terræn i Danmark, der kan bruges i forbindelse med større militære øvelser,89 mens egnens gæster undrer sig over landskabet og de forladte huse, når de kører i ”Eventyrets Land”. Militæret og holdningen til skydeterrænet Skyde- og øvelsesterrænet ved Oksbøl tilhører Forsvaret og dermed staten. Det er Forsvaret, der har brugsretten til områderne, og det er Forsvaret, der står for den nødvendige vedligeholdelse af bygningerne. Allerede fra begyndelsen forsvandt de første og ringeste bygninger, og siden er der løbende forsvundet mange af de tilskoddede bygninger i form af hele gårde, ladebygninger, stalde osv., senest er der ved årsskiftet 2014-15 nedrevet nogle af militærets tidligere udlejningsejendomme langs Blåvandvej. Men endnu har man en god fornemmelse af det kulturlandskab, der engang lå her domineret af små gårde og husmandssteder. Ansvaret for og opsynet med de tomme huse er placeret hos Leder Terræn i Oksbøllejren, der nu og da skal tage stilling til et hus eller en gårds videre skæbne. Dette sker i nogle tilfælde først efter et samråd med Hærens Operative Kommando (HOK), der endeligt afgør, om bygningen tjener øvelsesmæssige formål som de to tidligere skoler i Mosevrå og Børsmose eller som shelters, pejlemærker i landskabet eller lignende, i så fald vil man oftest sætte dem

En af militærets tidligere udlejningsejendomme kort inden tiltrængt nedrivning i december 2014. På længere sigt kunne den historisk interesserede imidlertid frygte, at husene langsomt helt forsvinder. Det ville gøre landskabet kedeligere og vidnesbyrdene om det, der er blevet kaldt: ”et af de værste overgreb mod en lokalbefolkning siden Anden Verdenskrig”, ville udviskes og blive helt væk. Til eftertidens fortrydelse.

i stand. Anderledes er det, hvis bygningen ikke tjener et egentlig formål og efterhånden er kommet til at udgøre en sikkerhedsrisiko for soldaterne, så bliver den fjernet. Det siger sig selv, at det i sidste ende naturligvis er et økonomisk anliggende og et spørgsmål om prioriteringer – selvom Forsvaret gerne ville istandsætte, er de økonomiske midler så nødvendigvis til stede? Ikke desto mindre spiller mange af de eksproprierede bygninger, der ligger tilbage i skydeterrænet altså fortsat en vigtig rolle i de militære øvelser, så selvom det måske ville være hensigtsmæssigt at fjerne bygningerne ud fra et økonomisk synspunkt, vil dette formentlig og forhåbentlig kun ske langsomt og i begrænset omfang, og der vil fortsat blive afsat penge til vedligehold, således som det eksempelvis er sket med den bygning, der ligger i tilknytning til Mosevrå kirke, der for nylig er blevet sat flot i stand. Ekspropriationen af Eventyrets Land

Det er således Forsvarets fortjeneste, at der endnu er så mange af de gamle bygninger tilbage i området til trods for, at det er 45 år siden, at områdets sidste beboer forlod sin gård. Desværre oplever også Forsvaret forskellige former for hærværk på bygningerne, og ikke mindst overmaling med graffiti kan skæmme husene voldsomt og i sidste ende tale for nedrivning. I forbindelse med en nedrivning ansøger Forsvaret om tilladelse hos kommunen, og da ingen af gårdene er fredet, gives tilladelsen også, med mindre der er tale om ganske særlige forhold. I den forbindelse kan historisk interesserede jo blive helt bekymrede for bl.a.

Andreas Lehnemanns gård ved Børsmose, hvor kun stuehuset står tilbage og trænger til vedligeholdelse. I første omgang kan man jo blot nære et fattigt ønske om, at den ligger taktisk rigtigt, så det er ikke den næste bygning, Forsvaret vil have fjernet. Ikke mindst fordi denne bygning, men også flere andre har både historisk og formidlingsmæssig stor værdi. Hver eneste gang en bygning forsvinder, og der vil forsvinde flere, som tiden går, forsvinder store og mindre stykke af historien. Dermed ikke sagt, at det hele skal omdannes til et frilandsmuseum, slet ikke! Det er i sagens natur

Et godt eksempel på, hvorledes Forsvaret har renoveret naboejendommen til Mosevrå kirke. Huset er blot en skal, med påmalede vinduer, men det klæder både landskabet og kirken. Havde man i stedet valgt at fjerne huset havde det bidraget til at gøre landskabet mere øde og goldt. Lokaliteten passeres i sommerhalvåret af i titusindvis af sommergæster.

John V. Jensen

Andreas Lehnemann i Børsmose var den sidste, der forlod sin gård i april 1970. Lehnemann blev synonym med det, man kunne kalde ”kampen for hjemmet”. Kun stuehuset er i dag tilbage, og kampvognsspor har pløjet den tidligere gårdsplads op. Huset trænger til vedligeholdelse, og man kan håbe at Forsvaret vil sætte det i stand (nødtørfigt), fordi dette hus har både historisk og fortællemæssig værdi for eftertiden. Det kan snart være for sent.

også helt umuligt, så længe der er tale om en fungerende arbejdsplads. Problemet er snarere at få gjort, i første omgang Forsvaret og dernæst områdets mange turister, men naturligvis også kommunens indbyggere, opmærksom på, at vi i dette område har et helt særligt kulturlandskab (de forladte bygninger) og en meget smuk natur, og at de to ting hører sammen. Ganske vist er der ikke længere lokalt liv i det militære område, bortset fra militærets egne aktiviteter, men til gengæld har især kronvildtet taget området i besiddelse. Danmarks største bestand af fritlevende kronvildt. For så vidt er det bemærkelsesværdigt, at kronvildtet befinder sig så godt i øvelsesterrænet, men det er tilfældet.90 Fra den gamle bronzealderkyst lidt øst for Grærup Langsø kan man

Et kig ind i det der engang var et køkken. Komfur, flisebeklædning og gulve er fjernet. Kun den tomme skal står tilbage. Sammenlign i øvrigt med billedet side 54.

Ekspropriationen af Eventyrets Land

Det kan vi let se i dag, mens det er sværere at bebrejde datidens landbrugere for ikke at have forudset dette.91 Mens områdets natur således kan synes åbenlys for de fleste, og det er også et område Forsvaret gør meget ud af jf. drifts og plejeplanerne.92 Så spiller til gengæld områdets historiske dimension stadig kun en meget lille eller slet ingen rolle for Forsvaret. Derfor er det vigtigt i de kommende år at gøre opmærksom på, at der med de militære ekspropriationer af arealerne i Aal og Ho-Oksby kommuner eller ”Ekspropriationen af Eventyrets Land”, er tale om et ganske dramatisk og usædvanligt kapitel i den nyere Danmarkshistorie, som eftertiden utvivlsomt vil interessere sig for og forsøge at forstå. Der er allerede nu tale om et erindringssted, men alle er bare ikke helt klar over det endnu. Det er jo også kun knap 50 år siden og altså endnu inden for mands minde, hvilket målt med historiens sædvanlige alen knapt nok er blevet ”rigtig” historie endnu. Sammenfatning og konklusion

Et eksempel på, at husene jævnligt skal ses efter, da de ellers forgår.

se dyrene fouragere uforstyrret, fordi mennesker ikke må færdes uden for vejene. Det er et unikt syn i et unikt landskab, der netop ikke ligner alle mulige andre landskaber, hvor de små landejendomme på de magre jorde er blevet udstykket til ensartede sommerhusarealer, hvilket nok ville have været det mest sandsynlige. De små landbrug, der dengang prægede området og landet i det hele taget, ville have været nedlagt og en del af en eller to kæmpebedrifter. 60

John V. Jensen

Ekspropriationen af arealerne i Ho-Oksby og Aal kommuner er blevet kaldt et af de værste overgreb mod en lokalbefolkning siden Anden Verdenskrig. 1.840 hektar blev i slutningen af 1960’erne eksproprieret, og mere end 300 landbrugere, husejere og sommerhusejere måtte overlade deres ejendom til Forsvaret, og området blev affolket. ”Ekspropriationen af Eventyrets Land”, som sagen siden blev døbt, handlede bl.a. om, at beboere frygtede, at deres skønne egn og natur ville blive afspærret og ødelagt af militæret, samtidig med at indbyggere blev købt ud af deres hjem. Det er en dramatisk historie, der ligger bag dette næsten uudforskede kapitel af den nyere danmarkshistorie. Tilbage i landskabet ligger endnu de spredte bygninger og vidner om den historie, der udspillede sig sidst i 1960’erne, og som skulle omforme landskabet. Da rygterne om ekspropriationen i begyndelsen af 1960’erne blev mere end blot rygter, var befolkningen på

egnen på ingen måde ukendt med militærets tilstedeværelse. Militæret havde siden 1929 rådet over et 4.000 hektar stort areal på Kallesmærsk hede. Udviklingen på den internationale politiske scene med bl.a. Cuba-krisen i 1962 betød dog, at den kolde krig blev varmere end nogensinde, og da Danmark havde tilsluttet sig NATO-alliancen, havde politikerne samtidig forpligtet sig til at udbygge og modernisere forsvaret senest ved forsvarsforliget i 1960. Forsvaret krævede mere plads, og den fandtes i Sydvestjylland, hvor militæret allerede havde en hel del land. I det omfang, at det giver mening at tale om et overgreb på lokalbefolkningen, skyldes det, at modstanderne af ekspropriationen var oppe imod en mægtig modstander, der med et velsmurt juridisk apparat i ryggen og med loven i hånd let kunne tvinge de lokale beboere ud af deres hjem. Denne voldsomme indgriben i et lokalområde blev af nogle anset som en trods alt acceptabel mulighed for at sælge bedriften til en fornuftig pris til at købe nyt for. Mens andre opfattede det som et statsligt overgreb, en principsag, og en stærk modvilje mod at lade sig forflytte opstod, fordi man følte sig knyttet til stedet. Langsomt måtte selv de mest modvillige dog resignere og erkende, at almenvellets interesser overtrumfede lokalbefolkningens. Det specielle landskab, der fremkom ved ekspropriationen og affolkningen, domineres endnu af de forladte huse, og rummer et stort potentiale i forhold til at formidle og forstå områdets særpræg og dramatiske historie, som Forsvaret indtil videre ikke har været så interesseret i. Således vil det i de kommende år handle om at gøre Forsvaret, men også alle andre, opmærksom på, at bygningerne fortæller et dramatisk kapitel af Danmarks historie, og som helt sikkert også vil interessere eftertiden, hvorfor vi bør værdsætte og værne om ikke alle bygninger i området, så dog sørge for det nødvendige vedligehold af centrale historisk interessante bygninger også fremover. Det er imidlertid også min opfattelse, at Forsvaret gerne vil medvirke til dette arbejde.

For områdets natur gik det bedre, end de mest pessimistiske modstandere forudså. Således bevarede man de rekreative områder ved kysten på nogle mindre områder nær og har en betydelig udbygget turisme. Samtidig lever der også en stor vildtbestand i området, der ikke kun består af bombekratere. Ikke mindst Oksbøl by fik med ekspropriationerne glæde af en lang række nye arbejdspladser. Landbruget i området ville antageligt, hvis det ikke dengang var blevet tvangsafviklet, have været koncentreret på nogle få ejere i dag, hvis ikke helt afviklet og udstykket. Det store spørgsmål er måske derfor i virkeligheden, om ikke naturen i sidste ende blev en af vinderne, fordi Forsvarets og Klitvæsnets interesser sikrede et stort sammenhængende område med vestjysk natur. Hvis arealerne i stedet var blevet udstykket til sommerhusgrunde, så var naturen dels kommet til at ligne alle andre sommerhusområder, og dels var naturen blevet helt grundlæggende forandret. I dag har man i området den situation, at der er én lodsejer nemlig Forsvaret, som det alt andet lige må være nemmere at føre dialog med end hundredevis af lodsejere, sådan som det sandsynligvis kunne have været tilfældet, hvis ekspropriationen var blevet forhindret. Der er ingen tvivl om, at Forsvarets tilstedeværelse belaster naturen med skydninger og bæltekøretøjer især på Kallesmærsk hede. Det står ikke til diskussion. Områderne omkring Grærup, Vejers, Mosevrå, Børsmose henligger derimod i langt højere grad som naturområder, som alle kan have glæde af. I den forstand må man nok konstatere, at ekspropriationsmodstanderne mest dystre forudsigelser langt hen af vejen er blevet gjort til skamme. Var der tale om ”det værste overgreb mod en lokalbefolkning siden 2. Verdenskrig?” Undersøgelserne i det ovenstående peger på, at ordvalget er for dramatisk, fordi det synes at antyde, at ekspropriationen både tangerede det meningsløse og det ulovlige, og det var ikke tilfældet. Det var Davids kamp mod Goliat, men i modsætning til den bibelske fortælling med en helt forudsigelig sejr til Goliat. Ekspropriationen af Eventyrets Land

Alt i alt handler historien om ekspropriationen om en lokalbefolkning, der måtte bøje sig for almenvellets krav. Den handlede om evigt aktuelle temaer som økonomi, men også så vigtige spørgsmål som forholdet mellem den grundlovssikrede ejendomsret sat over for nationale interesser og i sidste ende forholdet mellem fornuft og følelse. Det var en ulige kamp, hvor man dog må anerkende modstandernes hårdnakkede, men også helt umulige kamp for deres ejendomme og deres kærlighed til det, som de med digteren Thomas Langes ord, kaldte ”Eventyrets Land”. Den kamp som de allerede fra begyndelsen var dømt til at tabe. Som det blev sagt i debatten ”vil man målet, må man også ville midlerne”, og det blev befolkningen i ”Eventyrets Land”, der måtte bøje sig. John V. Jensen kan kontaktes på jvj@vardemuseum.dk Noter

1. Niels Kayser Nielsen: Steder i Europa. Omstridte byer, grænser og regioner. Århus 2005, s. 196. 2. For en mere detaljeret analyse af de lokale modstanderes synspunkter, vil jeg henvise til Kayser Nielsen, kapitlet Bemægtigede steder – Ekspropriationen af Eventyrets Land i Vestjylland. 3. Bent Vilslev Petersen: Sandet, vandet og engene. Forord til Thomas Lange: Eventyrets land. Et billede af naturen ved Blåvandshuk (1885), 2. udgave. Oksbøl 1994, u. sidetal. 4. Vilslev Petersen, u. sidetal. 5. Iver Iversen: Fra Danmarks far west (1884). I: Hans Qvesel (udg.): Vestjyske skildringer. Esbjerg 1980, s. 22. 6. Lydik Andreas Lehnemann: Ekspropriationen af Eventyrets Land – breve og udklip mv. 1. Nørre Nebel 1976-77, s. 20f. Lehnemann fortalte i et avisinterview, at halvdelen af hans agerjord i Grærup og Børsmose blev eksproprieret af det danske militær til den tyske værnemagt i 1941. 7. Kayser Nielsen, s. 169. 8. E. Buhl: Tiden 1945-79. I: Leif G. Ipsen (red.): Oksbøllejren gennem 50 år. Oksbøl 1979, s. 51ff. 9. Er vi købt eller solgt? Vestkysten 21. marts 1963; Kayser Nielsen, s. 170. 10. Buhl, s. 52. 11. Buhl, s. 46.

John V. Jensen

12. Finansudvalget behandler normalt kun finansloven og tillægsbevillingsloven samt statsrevisorernes endelige betænkning over statsregnskabet. Udvalget behandler herudover et stort antal bevillingsansøgninger (aktstykker) fra ministre. Hvis Finansudvalget tiltræder bevillingsansøgningen er ministeren stillet som om hele Folketinget havde givet sit samtykke. www.ft.dk. 13. Argumentationen svarer nøje til den oberstløjtnant Ole Hansen fra Forsvarets bygningstjeneste i Kolding gav ved et protestmøde i Varde Hallen. Referat i Vestkysten 2.12.1964; Lehnemann, s. 98ff. 14. Folketingstidende 116. årgang, tillæg, bilag 72 fra Forsvarsministeriet af 4. november 1964 spalte 757-58. 15. Folketingstidende 116. årgang, tillæg, bilag 72 fra Forsvarsministeriet af 4. november 1964 spalte 761-62. 16. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2186. Forsvarsminister Victor Gram: ”Jeg vil dog gerne gøre opmærksom på, at vi fra Forsvarets side allerede i sommeren 1962 har ført forhandlinger, således at en række myndigheder og personer, herunder de af forslaget berørte 2 kommuner, er blevet orienteret om forslagets omfang og art. Det vil sige at det på et meget tidligt tidspunkt er blevet ført omfattende forhandlinger og drøftelser om dette problem, således at man ikke med rimelighed kan påstå, at vi er gået stille med dørene eller har forsøgt at luske os frem.” 17. Er vi købt eller solgt? Vestkysten 21. marts 1963; Lehnemann 1, s. 13; Oksbøl-ekspropriationerne til videre forhandling. Vestkysten 1. halvdel af november 1964. 18. Kayser Nielsen, s. 172; se også Helle Stougaard Hestbech & Lasse Bisbjerg Nielsen: Eksproprieringen af Vejers. Mark og Montre 2003, s. 104. 19. Oksbøl-ekspropriationerne til videre forhandling. Vestkysten 1. halvdel af november 1964; Lehnemann 1, s. 34ff. 20. Er vi købt eller solgt? Vestkysten 21. marts 1963; Lehnemann 1, s. 13ff, Kayser Nielsen, s. 193. 21. Mandatfordelingen i den pågældende periode var fra valget i november 1960, hvor Socialdemokratiet havde 76, Venstre 38, Konservative 32, Det Radikale Venstre 11, Socialistisk Folkeparti 11, De Uafhængige 6 mens Slesvigsk Parti, der ikke spillede nogen rolle i sagen havde 1 mandat. Det vil sige, at de partier, der bakkede op om NATO-samarbejdet og dermed forsvaret, sad på 157 mandater. 22. Kayser Nielsen, s. 171. 23. Et kort resume af 1. og 2. behandling af sagen finder man bl.a. i Folketingets Årbog 1964-65 v/ Johs. Thorborg s. 600ff. 24. En gennemgang af loven og dens betydning se Folketingets Årbog 1963-64, s. 297ff. 25. Folketingstidende 116. årgang, tillæg, bilag 72 fra Forsvarsministeriet af 4. november 1964, spalte 757-58.

26. Er vi købt eller solgt? Vestkysten 21. marts 1963; Lehnemann, s. 13ff; Buhl, s. 52. 27. Folketingstidende 116. årgang, 11. december 1964 spalte 1692. 28. Folketingstidende 116. årgang, 11. december 1964 spalte 1692. 29. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2165. 30. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2165 og 2166.

59. Udateret indlæg i Vestkysten; Lydik Andreas Lehnemann: Ekspropriationen af Eventyrets Land – breve og udklip mv. 2. Nørre Nebel 1976-77, s. 38f. 60. Utilfredshed hos sommerhusbeboerne over erstatningerne. Vestkysten 8. november; Lehnemann 2, s. 65; Nej til 620.000 kr. – sættes ud. Vestkysten 6. februar 1970; Lehnemann 2, s. 161.

31. Forsvar for naturen. Borris Skydeterræn. Drifts og plejeplan 2013-2027. Forsvarets bygnings- og etablissements tjeneste. Uden år. www. forsvaret.dk.

61. Besigtigelse 30. juni 1966; Lehnemann 1, s. 192f.

32. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2168.

63. Lederartikel i Vestkysten 1966; Lehnemann 1, s. 169f, s. 188f og s. 194f. De 62 millioner indbefattede også anlæggelsen af en ny omkørselsvej anslået til 15 millioner kr., som Forsvaret ikke mente, ville blive nødvendig, fordi den eksisterende vej altid ville være åben, og den optrådte derfor ikke i deres beregninger; Lehnemann 1, s. 205f. Alligevel var modstandernes beløb forudsigeligt højere end Forsvarets og forsvarsministerens lidt for forsigtige skøn.

33. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2169. 34. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2170. 35. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2170-71. 36. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2168. 37. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2171. 38. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2172. 39. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2173. 40. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2174. 41. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2175. 42. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2176. 43. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2176. 44. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2177.

62. Militæret regner med overtagelse 1. november 1967. Vestkysten 15. juli 1966; Lehnemann 1, s. 206ff.

64. Jyllands-Posten 15. juli 1966; Lehnemann 1, s. 202. 65. Se fx Hestbech & Nelsen, s. 104. 66. Se Lehnemann 1 og 2; Kayser Nielsen, s. 173. 67. Mariann Ploug & Palle Uhd Jepsen: Vejers. Varde 2006. 68. Vestkysten 31. marts 1967; Lehnemann 1, s. 257. 69. Oksbøl-ekspropriationerne. Jyllands-Posten ca. maj 1967; Lehnemann 1, s. 257.

45. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2177.

70. Oksbøl-ekspropriationerne. Jyllands-Posten ca. maj 1967; Lehnemann 1, s. 258.

46. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2179.

71. Kayser Nielsen, s. 194.

47. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2180.

72. Oksbøl-ekspropriationerne blev indledt i formiddag. Vestkysten 13. juli 1967; Lehnemann 1, s. 266.

48. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2181. 49. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2181-82. 50. Folketingstidende 116. årgang, 1. juni 1965 spalte 5890. 51. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2182. 52. Folketingstidende 116. årgang, 27. januar 1965 spalte 2166.

73. Lodsejerne tilfredse med erstatningsbeløbene. Vestkysten 14. juli 1967; Lehnemann 1, s. 267. 74. Enkelte lodsejere i Oksbøl-området må blive til marts. Jyllands-Posten 31. oktober 1968; Lehnemann 2, s. 64.

53. Finn-Jensen: læserbrev i Vestkysten efteråret 1964; Lehnemann 1, s. 32ff.

75. Landsretten godkendte ekspropriationen i Oksbøl. Landsbladet 23. januar 1970; Lehnemann 2, s. 153.

54. Kayser Nielsen, s. 171.

76. Lehnemann 2, bl.a. s. 158, s. 159, s. 164 og s. 178 og Lehnemann 1, s. 201.

55. Ekspropriationerne ventes påbegyndt om et halvt år. Vestkysten 14. juli 1966; Lehnemann 1, s. 203.

77. Politiken 11. april 1970; Lehnemann 2, s. 180.

56. Folketingstidende 116. årgang, 1. juni 1965 spalte 5888.

79. Kayser Nielsen, s. 194.

57. Folketingstidende 116. årgang, 1. juni 1965 spalte 5889.

80. Ekspropriationer 1967-69, A 339 Kasse A, Blåvandshuks Lokalhistoriske Arkiv, Oksbøl.

58. Skrivelse fra Vestjysk Forening/Robert Hove 5. december 1965; Lehnemann 1, s. 243ff.

78. Buhl, s. 54.

81. Bo Lidegaard: Jens Otto Krag bind II 1962-78. København 2002, s. 332.

Ekspropriationen af Eventyrets Land

82. Hestbech & Nielsen, s. 105. Se også Henvendelse til forsvarsministeren om forskelsbehandling i Oksbøl. Vestkysten 15. februar 1969; Lehnemann 2, s. 108, s. 79 og s. 63.

86. Ekspropriations-området skal stadig se beboet ud. Vestkysten 26. august 1969; Lehnemann 2, s. 132.

83. Enkelte lodsejere i Oksbøl-området må blive til marts. Jyllands-Posten 31. oktober 1968. Ifølge Jyllands-Postens artikel havde kun otte af de hidtil 340 eksproprierede anket erstatningsstørrelsen til overtaksationskommissionen (98% af lodsejerne er der således indgået forlig med); Lehnemann 2, s. 64.

88. Lehnemann 1, s. 7.

84. Jeg ved, at vi kan gøre folk meget ondt, derfor må vi mildne følgerne. Jyllands-Posten 1. august 1986. 85. Buhl, s. 56.

John V. Jensen

87. ”To kirker skal dø” digt af Peter Vejrup (Omkring 1970); Lehnemann 2, s. 151. 89. www.forsvaret.dk. 90. Miljøministeriet: Klitter, kanoner og kronvildt. Oxbøl statsskovdistrikt og Oksbøllejren 1994, s. 12f. 91. Se også fx Hestbech & Nilsen, s. 106. 92. Forsvar for naturen. Oksbøl skyde- og øvelsesterræn. Drifts og plejeplan 2012-2026. www.forsvaret.dk.

Savmøllen og prammene fra Æ’ Gaf

Nymindegab og tømrerne i første halvdel af 1900-tallet Af Mette Bjerrum Jensen

Dette er beretningen om en tømrer i Nymindegab, Niels Larsen, der som vinterbeskæftigelse, i mellemkrigsårene og frem til 1960’erne, byggede pramme til fiskeri fra Vestkysten og på den sydlige del af Ringkøbing Fjord. Larsens pramme blev så populære, at mange på egnen fik én, og senere gik de under betegnelsen ”gaf-pramme” efter ”Æ’ Gaf” – gabet (Nymindegab). Håndværket med at bygge disse pramme er i dag genoptaget på Nymindegab Museum.

Nymindegab er en mindre samling huse og sommerboliger ved den sydvestlige spids af Ringkøbing Fjord, ved færgestedet til Holmsland Klit. Omkring år 1900 boede endnu færre her ved udløbet, gabet, mellem fjorden og Vesterhavet. Kroen husede hver sommer feriegæster fra østdanske købstæder, heriblandt en del malere, der nød godt af de motiver, de fandt i den barske natur og blandt den lokale fisker- og bondebefolkning. Over for kroen lå en

Nymindegab set fra nord ca. 1905. Savmøllen er flyttet ned til tømrer Adam Rauhes nybyggede hus i baggrunden. Før lå møllen bag den tomme plads til venstre i billedet.

Savmøllen og prammene ved Æ’ Gaf

oplagsplads, hvorfra strandingsgods fra Vesterhavet blev solgt. Her kom også en savmølle, hvor strandingstømmeret kunne blive skåret op. Tømrerne i Nymindegab i første halvdel af 1900-tallet Savmøllen blev formodentlig bygget for at opskære strandingstræ allerede i 1898, hvor Ole Peder Olesen1 flyttede til Nymindegab efter nogle år i Amerika og senere som gårdejer i Houstrup. Han opgav dog snart hvervet som savskærer og solgte omkring 1902 savmøllen til sin hustrus fætter, tømrer- og snedkermester Adam Rauhe.2 Rauhe byggede hus lidt øst for oplagspladsen3 og flyttede savmøllen hertil for at indrette den til tømrerværksted. Rauhes hustrus halvbror, Niels Larsen, kom i lære hos sin svoger, da han var blevet konfirmeret. Det er netop ham, og hans tømrervirke i Nymindegab, denne artikel vil handle om. Niels Larsen blev født i 1894 som søn af Niels Larsen og Mine Larsen, hans tredje hustru.4 Niels’ far døde, inden Niels blev født, og Mine var derfor alene med tre børn, mens hun arbejde som vaskekone. Efter Niels blev udlært

Nymindegab ca. 1930. Savmøllen til højre, forrest på højre side af vejen Niels Larsens hus, der i dag er en del af Nymindegab Museum, bagved Adam Rauhes.

Mette Bjerrum Jensen

Turister færges over Nymindegabet omkring 1915.

hos Adam, rejste han væk fra Nymindegab, blandt andet for at springe soldat i 19 måneder omkring 1914. Hjemme igen fortsatte han sin tømrergerning hos Adam Rauhe. Han blev forlovet i 1919 og siden gift med Anna Grønlund i 1921. To år senere havde parret sparet op til at bygge et hus på en del af Adam Rauhes grund. Niels havde så travlt som tømrer det forår, at der kun var tid til at gøre køkken og et værelse klar til, at de kunne flytte ind med deres to måneder gamle søn.5 Niels fik lavet en kommode, seks stole og senge, så de kunne flytte ind, men der gik et stykke tid, inden stuen var færdig, og huset malet – og den fine stue tog endnu længere tid at få indrettet. Træet til skænken blev købt på strandingsauktion og tørret. Niels fik 75 øre i timen i de første år, de var gift, men de klarede økonomien uden at tage lån eller købe på afbetaling, heller ikke til huset. Det var især sommerhusbyggeriet, der gjorde det til en travl forretning at være tømrer i Nymindegab, og Rauhe havde i perioder to lærlinge. Det var vinden, der bestemte, om der kunne saves træ eller ej. Om sommeren kunne der gå måneder, hvor de ikke fik savet, og så høvlede de i stedet. De lavede det, de kunne, når der var vind. Niels

overtog møllen fra Adam Rauhe i 1925 eller -26 og grunden, hvorpå møllen ligger, købte Niels i 1930. De første par år fortsatte Niels med at arbejde uden el. Der var ganske vist kommet elektricitet til Nymindegab allerede i 1922, men Niels og Anna havde ikke råd til indskuddet og klarede sig med petroleumslamper i det nye hus. Når det blæste, kørte savmøllen, og så blev der savet både nat og dag. Niels kunne dog godt mærke, det ikke gik kun at kunne save, når vinden ville det, så i 1928 fik de kraft i huset og ovre i værkstedet. Niels begyndte kort efter sit bryllup at bygge pramme på forespørgsel, og snart byggede han en eller to pramme hver vinter, i år med særlig stor efterspørgsel kunne han endda nå at bygge tre. Om prambyggeriet var et hverv, han overtog fra Adam Rauhe står hen i det uvisse, men det er ikke usandsynligt. Pramme var i mellemkrigsårene et arbejdsredskab langs fjorden, men allerede sidst i 1800-tallet var de formodentlig uundværlige, når der skulle trækkes vod efter madding til det store forårsfiskeri, som mange af

Tømrermester Adam Rauhe havde mange opgaver for de nye sommergæster og var medunderskriver på de første byggevedtægter på Redningsvejen.

Mange af Nymindegabmalerne byggede hus på Redningsvej. En af dem var Emily Pritchard, der muligvis er kvinden på billedet her. Adam Rauhe var højst sandsynligt tømrermester på de fleste af byggeprojekterne.

Nymindegabmalerne har skildret. Prambyggeriet havde nok mange år på bagen, da Larsen begyndte at bygge sine pramme – men enhver prambygger omkring Ringkøbing Fjord har lavet pramme på sin særlige måde, så de forskellige typer har deres egne kendetegn. Niels byggede sine med lodretstillede brædder i agterspejlet og med en profilhøvlet rille på oversiden af tofterne. Savmøllen og prammene ved Æ’ Gaf

Niels Larsens gafpramme Prammene, som Niels Larsen byggede, var næsten fladbundede. Ved byggeriet blev den helt flade bund spændt lidt ned ved hjælp af en pæl spændt fra værkstedets loft og ned mod prambunden. Den skulle ”snøres op”, som man kaldte det, og til det var man to mand. Prammene blev bygget i grantræ for at sikre, at de blev lette. Træet skulle være så knastfrit som muligt, og Niels Larsen var nøjeregnende med kvaliteten af det træ, han hentede hos træhandlen. Ellers var Niels Larsen ikke krævende hvad angik byggematerialer til prammene. Han var tømrer med en praktisk tilgang til bådebyggeriet og stillede ikke særlige krav til lange planker, ligesom han ikke overholdt almindelige ”regler” blandt bådebyggere om bræddernes retning på agterspejlet, for eksempel. Larsens pramme byggedes efter en simpel skabelon, der tilpassedes længden på de

Niels og Anna Larsen foran savmøllen i Nymindegab med to af deres tre børn. Bemærk det krumvoksede fyrretræ, der skal blive til spant i en pram.

Niels’ kone Anna Larsen har fortalt, hvordan hovedparten af prammene blev brugt til tungefiskeri til havs, dog kystnært og med en kort line. Prammene blev altid bygget med to sæt åregafler, for ”når de var på æ hav, og de skulle ro op over revlen, så skulle der være to til.” Det kunne dog også lade sig gøre at fiske alene: ”De kunne have en line, inde på stranden kunne de sætte en pæl, så kunne én mand ro den [linen, red.] ud. Men det skulle være forfærdeligt stille vejr, fuldstændig slæk, så kunne det lade sig gøre.” Også egnens nytilkomne turister benyttede sig af prammene om sommeren, og nogle af stedets første sommerhusbeboere erhvervede sig en pram. 68

Mette Bjerrum Jensen

Niels Larsen foran savmøllen.

Prambyggeri omkring år 1900. Maleri af Jakob Hübschmann.

Savmøllen og prammene ved Æ’ Gaf

forhåndenværende brædder og kundens ønsker, og som tegnedes op med blyant på resttræ. Øjemålet har sandsynligvis været flittigt i brug. Spanterne i Larsens pramme var i fyrretræ, og netop disse er et kendetegn, der adskiller Larsens pramme fra andre fjordpramme. Efter aftale med plantøren hentede Larsen krumvoksede grene i de vindblæste plantager rundt om Nymindegab. Efter et halvt års tørring kunne de høvles til spanttræ, der i kraft af den naturlige krumning fik en høj brudstyrke. Anna Larsen har fortalt, hvordan båden blev klinkbygget, når bunden var spændt op: ”Så begynder de forneden at sætte brædder til, og de skal jo bues. De bliver presset ind, sådan, gradvist. Så går det sådan opad. Så bliver de samlet med klinksøm, med en lille rund skive indvendig. Han havde jo lavet et hul med et bor. Så nappede han den af, så han lige kunne hamre den lille ind, så det blev fuldstændig tæt.” Tit spurgte Niels børnene, om de kunne holde klinksøm, og så sad de på en kasse en hel eftermiddag og hjalp til.” Larsens pramme blev ikke kalfatret, det var ikke nødvendigt, da ”det hele var fuldstændig tæt, høvlet til”.

Pramsejlads ved den gamle Vesterhavn, ca. 1960.

Mette Bjerrum Jensen

Niels Larsens værksted i savmøllen før restaureringen. Bemærk den påbegyndte pram til højre.

De færdige pramme var altså ikke alene forholdsvis lette på grund af grantræet, men også ret solide og tætte på grund af de krumme fyrrespanter og Niels Larsens kvalitetskontrol og omhyggelighed. Måske netop derfor blev Larsens pramme så populære, at tømreren efterhånden var sikret fast vinterarbejde i værkstedet. Som Anna Larsen fortæller, gik rygtet, at ”Det Niels Larsen laver, det er god kram”. Anna fortalte: ”Der kom et par mænd ned oppe fra Bjerregård, det er heroppe vestpå. ’Ja, men vi vil da gerne have en båd’. De hører til, der er en, der har fået en båd, og den var han møj godt tilfreds med. Det blev altså sådan, at hver vinter lavede han en båd, og han lavede også to, men han ville ikke lave flere, end han kunne passe sit tømmerarbejde. Tre var stort på en vinter, da havde han travlt. De kom helt nede fra Henne af. Og op ad Hvide Sande… Alle her ved Æ’ Gaf, de havde da en båd, som Niels havde lavet.” Populariteten til trods blev Niels Larsen ikke velhavende af prambyggeriet. Især i starten kostede en båd næsten ingenting. Niels Larsen byggede pramme i fyrre år, fra den første tog form omkring 1926-27. 70 både skal han nok have bygget. Men en dag svigtede helbredet, og Anna levede som enke i huset de sidste mange år.

med en sammensat husholdning af selvforsyning, fiskeri og håndværksarbejde, der gav mulighed for at klare sig på Vestkysten. Gaf-pram byggeriet genoptages

Anna Larsens hus før o. 1990. Savmøllen før restaurering – og uden vinger. Foto: Michael Trier Aagaard.

Anna Larsens hus og tømrerens værksted Da planerne for et nyt museum i Nymindegab tog form omkring 1993, blev Niels Larsens hus tænkt ind som en del af et frilandsområde til museet. Det indgik også i planerne for museet, at byggeriet af Niels Larsens gafpramme skulle genoptages og værkstedet i savmøllen genetableres. På det tidspunkt boede Anna Grønlund Larsen stadig i huset, som hun havde gjort det i 70 år, men hun var interesseret i at museet skulle overtage stedet. Det var derfor oplagt at interviewe Anna, og emnet, der var i fokus, var tømrerens arbejde i møllen, og i særdeleshed med at bygge pramme. Annas personlige erindringer ligger til grund, ikke kun for denne artikel, men for meget af den formidling, der sker på Nymindegab Museum. De oprindelige planer blev gjort til virkelighed da Nymindegab Museum åbnede i 2006, så i dag er savmøllen genindrettet og huser et ”gaflaug”, der bygger pramme efter Larsens model, ligesom museumsgæsterne kan komme ind i Annas stuer og drikke en kop kaffe fra Madam Blå. Museet er opført i og som tilbygninger til snedkermester Rauhes gamle hus, mens tømrer Larsen-familiens hus er indrettet som et eksempel på livet i Nymindegab,

Museet for Varde By og Omegn fandt før restaureringen af tømrerværkstedet i møllen hundredvis af ting og sager: Skabeloner og skitser, blandt andet til pramme, bistader og save foruden en masse bøjede søm og tjæreslatter, som Larsen havde gemt til en anden god gang. Der lå også en gammel prambund, næsten færdig på nær en lille stump, der manglede at blive savet til. Dér slap Larsen sit arbejde – og ved hjælp af den næsten færdige bund er arbejdet med at bygge pramme nu igen taget op. Værkstedet er atter indrettet med en båndsav. Siden 2007 har et laug genoptaget tømrerens vintersyssel med at bygge de såkaldte ”gafpramme” efter tømrer Larsens model. Gaf-lauget har frem til 2013 bygget tre pramme, der om sommeren ligger i Vesterhavn ved Nymindegab

Gaflauget får kaffe i Anna Larsens stue på Nymindegab Museum. Fastelavn 2010.

Savmøllen og prammene ved Æ’ Gaf

Prambyggeriet er stadig (også) en vinterbeskæftigelse. Gaflauget vinter 2010.

Et stolt gaflaug med den første færdige pram forår 2009.

Mette Bjerrum Jensen

og kan benyttes af museets gæster. Desuden har lauget bygget et par skydepramme efter en model, der også blev brugt på Ringkøbing Fjord. Den første gafpram blev bygget på mål efter den sidste, rigtige Niels Larsen pram, der endnu ikke var gået til eller havde endt sine dage indpakket i glasfiber. Prammen blev for år tilbage ”fundet” ved Fahlen, og hjemtaget først til Ringkøbing-Skjern Museum, der, i forbindelse med at prambyggeriet blev genoptaget, overdrog prammen til Museet for Varde By og Omegn. Desuden er den tilbageværende bund i møllen blevet opmålt og sammenlignet med den sidste færdige pram. Prammene bygges med lodretstående planker på agterspejlet, som Larsen også gjorde det – en finesse, der har

mødt stor skepsis hos bådkyndige, men som fungerer fint i praksis. I modsætning til Larsens bliver de nye pramme kalfatret i spejlet, mens bundens brædder sættes så de tætner ved brug. De første pramme blev bygget med galvaniserede søm, men de er efterhånden svære at skaffe. Tofterne er det eneste på prammene, der smykkes med en ekstra detalje, en rille langs toftes forkant, der også var en Larsensignatur. Til slut males prammene med trætjære og hvid linoliemaling. Prammene var i sin tid primært robåde, men vi kender til i hvert fald ét eksempel på, at en gafpram har haft mast. Derfor har gaf-laguet forsøgt sig med at rigge en af prammene til med sejl. Medarbejdere ved Nymindegab Museum på rotur i en gafpram. Prammene ligger i Vesterhavn, og kan lånes af museets gæster.

Stort tilløb til søsætningerne af museets gafpramme understreger at det har betydning for det lokale samfund at forsætte et lokalt håndværk.

Savmøllen og prammene ved Æ’ Gaf

Efter færdigrestaureringen er savmøllen en af ganske få stokmøller i Danmark, og atter et vartegn i Nymindegab.

Mette Bjerrum Jensen

Selvom laugets medlemmer kan være stolte af de færdige gafpramme, er det dog tvivlsomt, om prammene har samme kvalitet som Larsens. Som hans kone udtrykte det: ”Der er mange, der har prøvet på at bygge pramme, men de har aldrig fået det resultat af det, som min mand han fik…”. Savmøllen Som værksted var savmøllen i brug til Niels Larsens død, men møllevingerne blev allerede afriggede, da tømrerværkstedet fik indlagt strøm i 1928. Anna og børnene af familien husker, at vingerne indtil begyndelsen af 1930’erne lå bag savmøllen. Værkstedet blev senere indrettet med en skillevæg og anvendtes efter Niels’ død også som garage. Den bærende møllekonstruktion og værkstedet blev sat i stand til 2006, da Nymindegab Museum blev bygget. Vingerne og møllehatten blev imidlertid først sat på i juni 2013. Møllen er en stokmølle med automatisk krøjning, styret af et stort haleror. De seks vingers klapper er bygget med en selvsvikningsmekanisme, der reguleres af en ”edderkop”. Stokken er placeret centralt i en firkantet bygning, der er bygget rundt om fire bjælker, der bærer møllen. Bygningen har indeholdt savværksted, og der har været et udskud til opbevaring placeret på bagsiden i forhold til beboelseshusene. Bygningen var oprindeligt bygget af drivtømmer og forhåndenværende materialer, dvs. brædder i uens bredde og forskellige størrelser af vinduer men fremstår efter restaureringen med ensartede byggematerialer. Møllebygningen er sortmalet, mens hatten har tagpap. Vingernes klapper er tjærede. Vingerne betjenes fra en platform placeret over værkstedet. Vingerne bremses ved hjælp af et lod, når de ikke er i brug. Når møllen startes, løftes loddet fri med et håndtag. Et andet håndtag regulerer klapperne manuelt til en position, hvor de fanger vingen. Omvendt når møllen skal standses: Så reguleres klapperne ind ved hjælp af håndtaget, til de slipper vinden. Når vingerne har den rette position i forhold til vindstyrken, vil akslen dreje rund med

Fakta om savmøllen Formål: Bygget som savmølle før 1900 og fungerede som sådan indtil 1928. Restaureret i 2006-13. Type: Stokmølle med klapper med selvsvikningsmekanisme og automatisk krøjning ved hjælp af haleror. Afrigget: i 1928. Ejere: Sidst i 1800-tallet: Ukendt håndværker i Nymindegab, der brugte den til at opsave drivtømmer. 1908 - ca. 1926: Tømrer- og snedkermester Adam Rauhe Ca. 1926-1993: Tømrermester Niels Larsen og hustru Anna Larsen Siden 1993: Fonden Nymindegabmalerne. Siden 2006 udlejet til Museet for Varde By og Omegn, der driver Nymindegab Museum. Møllen er restaureret af arkitekt Steffen Søndergård. Møllevinger, møllehat osv. er bygget og påsat af møllebygger Jens Jørgensen, Faxe Ladeplads. få omgange i minuttet. Møllen kan som nævnt regulere sig selv i forhold til vindstyrken, men skulle der i en særlig situation blive brug for at bremse den, kan dette lade sig gøre manuelt ved hjælp af stangen med bremseloddet. På trods af at det var almindeligt i begyndelsen af 1900-tallet at bruge stokmøller til at producere strøm, regner vi med, at der i savmøllen i Nymindegab har været direkte træk fra et træhjul med metalskinne placeret på akslen over til saven. Dette træhjul var blandt de genstande, vi fandt i tømrerens værksted. Det er atter sat på mekanismen, og når det drejer rundt, er det i øjeblikket det eneste synlige tegn inde i værkstedet på, at møllevingerne kører. Udefra er vingerne dog helt anderledes synlige, når de roterer og tjener deres nye formål: At trække publikum ind på museet. Savmøllen og prammene ved Æ’ Gaf

Møllen betjenes af et nyoprettet mølle-laug, og det er håbet og planen, at møllevingerne skal køre i mags vejr, så ofte det kan lade sig gøre – først og fremmest i turistsæsonen fra juni til september. Kommer man torsdag eftermiddag, hvor der som regel bygges pramme i møllen, er der størst chance for at se vingerne i sving. Savmøllen i Nymindegab er igen blevet byens signatur, og restaureringen og brugen af møllen er igen en væsentlig identitetsmarkør for stedet – hvad enten, man er lokal beboer, eller en af de turister, der kører gennem byen på vej til eller fra Holmslands Klit. Mette Bjerrum Jensen kan kontaktes på mbj@vardemuseum.dk. Artiklen bygger på et interview med Anna Grønlund Larsen, foretaget d. 19. juni 1991 af Mariann Ploug, Museet for Varde By og Omegn, samt på et notat om savværket og tømrerne i Nymindegab, skrevet af Knud Christensen,

Blaabjerg Lokalhistoriske Arkiv. Desuden har bådbygger Olav Martinsen, Ringkøbing-Skjern Museum, bidraget med oplysninger om prambyggeriet. Noter

1. Ole Peder Olesen, født 1869 i Houstrup, gift 1893 med Dagmar Bloch, datter af Søren Bloch og Betty Rauhe, Henneby. 2. Adam Rauhe 1875-1964 fra Lønneklint/Vesterlund, gift 1905 med Kirstine Larsen 1877-1931 fra Hejbøl, Lønnehede. Oplysninger fra upubliseret notat af Knud Christensen, Blaabjerg Lokalhistoriske Arkiv. 3. Rauhes hus blev bygget på den matrikel, der i dag er Nymindegab Museum, og udtrykket fra det oprindelige hus er brugt i museets nye indgangsparti. 4. Adam Rauhes hustru Kirstine Larsen var datter af Niels Larsen og hans anden hustru, Jane Jensen. 5. Interview med Anna Grønlund Larsen. Hun fortæller, hvordan hun fødte parrets ældste søn 4. marts 1923, og de kunne flytte ind i eget hus 4. maj.

Larsens lille hus var rammen om tømrerfamiliens liv om vinteren, når prammene blev bygget i savmøllen. Nu bruges huset mest om sommeren til formidling på Nymindegab Museum.

Mette Bjerrum Jensen

Anders Bundgård i Baldersbæk Af Holger Grumme Nielsen

I tiden frem mod år 1900 anlagde velhavende mennesker fra især København en lang række plantager på den jyske hede. Disse københavnere ville sammen med Hedeselskabet gøre en indsats for fædrelandet, skabe nye arbejdspladser på heden, ændre kulturlandskabet og give sig selv en række herlighedsværdier. Idéen kom fra Hedeselskabets grundlægger Enrico Dalgas. Han kom i kontakt med en række nyrige købmænd og grosserere i København, som finansierede foretagendet. Københavnerne lagde ved købet vægt på de landskabelige kvaliteter. Anlæggelsen af plantager på den jyske hede og opførelsen af smukke plantørgårde var udgangspunktet for et minisamfund, der dannede rammen om et helt særligt liv og en særlig kultur. Plantørgårdene blev anlagt med assistance fra tidens førende arkitekter og landskabsarkitekter – hentet fra København. Tidens største kunstnere udsmykkede endvidere haverne og jagtgårdene, bl.a. var kunstnere som P.C. Skovgaard, Thorvald Bindesbøll, Anders Bundgaard, Christen Købke, Laurits Tuxen og P.S. Krøyer repræsenteret på flere af ejendommene. Baldersbæk er et eksempel herpå. Plantagen blev anlagt af grosserer Holger Petersen omkring århundredeskiftet. Her opførte han den imponerende villa og skabte et meget smukt naturområde. Hedeselskabets forhenværende direktør, C.E. Flensborg, skrev i starten af 1900-tallet, at de store plantager nærmest fungerede som en slags kulturcentre i de førhen så øde hedeegne. Flensborgs kultursyn indebar, at han med kultur udelukkende mente borgerskabets og storbyernes kulturelle liv, mens den lokale befolknings gøremål og

interesser ikke kunne kaldes kultur. Kultur var finkultur, og københavnerplantagerne bragte denne finkultur ud til de ”kulturløse” hedebønder.1 Selvom de store landsteder var opført som feriehuse, blev der lagt vægt på, at man kunne bo standsmæssigt, mens man ”lå” på landet. Man indrettede husene, haven, sin påklædning og sine vaner i fuld overensstemmelse med borgerskabets egen opfattelse af, hvad der var passende for deres sociale klasse. I 1910-1932 opholdt billedhuggeren Anders Bundgård (1864-1937) sig ofte på plantageejendommene, hvortil han lod udføre en række skulpturer, bl.a. den berømte statue af

Villa Baldersbæk i 1913.2 Der er endnu ikke anlagt park, ligesom søerne ikke er gravet.

Anders Bundgård i Baldersbæk

Anders Bundgårds første bestilling var det smukke springvand af en lille harpespillende pige. Her var det Bundgårds egen datter, der sad model. Springvandet befinder sig – i den for offentligheden lukkede have – bag villaen. Da der ikke var lagt vand og strøm ind i villaen, havde man problemer med at få vandet til at springe. Heldigvis løb Baldersbæk nedenfor villaen, og ved at stemme bækken op og nedlægge et ca. 300 meter langt glaseret lerrør kunne man få et faldt til en udvendig, støbt kælder, hvor der var placeret en stødhævert. Stødhæverten kunne så skabe et tryk, der kunne fylde en stor vandbeholder på loftet af villaen. Herfra blev vandet fordelt til springvandet

Harpespillende pige 1913 – med parterreanlægget og pergola i baggrunden.

E. Dalgas ved Høllund Søgård. Holger Petersen og Anders Bundgård var nære venner, hvilket fik den betydning, at Bundgård kom til at udføre en række skulpturer til Baldersbæk. For dem, der ikke kender Anders Bundgård, kan det kort oplyses, at hans værker er udført i en robust, naturalistisk stil, ofte i granit. Den fabulerende form viser hans interesse for dansk kirkekunst. I 1890’erne stod han bl.a. for den ydre udsmykning af Københavns Rådhus og det ny Christiansborg. Det store gennembrud var Gefionspringvandet, der må betegnes som hans hovedværk. Bundgårds værker rummer ofte et mytologisk og nationalt element eksempelvis Cimbrertyren på Vesterbro i Aalborg, der bliver genfortalt i en folkelig, let forståelig, nyromantisk stil, som har medvirket til hans popularitet. Hans evner for anekdotiske pointer og monumental form gjorde ham til en velegnet skaber af store nationale monumenter. Bundgårds kraftfulde formsprog giver hans skulpturer præg af noget rodfæstet dansk, og med opfattelsen af den nordiske fortid og mytologi som en national kraftkilde, må han siges at stå i åndelig gæld til Grundtvig. I det følgende vil jeg gennemgå Bundgårds værker i Baldersbæk. 78

Holger Grumme Nielsen

Den lumske dreng i 1918 – Bemærk at vandet løber lige ud på jorden. Sidenhen blev der støbt en stenkumme rundt om springvandet.

med den harpespillende pige og det senere opstillede springvand Den lumske dreng. Med anlæggelsen af Karlsgårdeværket blev det muligt at få lagt strøm ind i villaen og dermed egen boring og rindende vand. Holger Petersen var en mand med en barok form for humor, og han kunne godt lide en god spøg. I selve ”villaen” fandtes der en stol, hvor armlænene klappede sammen, når man satte sig i den. En anden installation var natpotten, der spillede en lille melodi, når man benyttede den. End ikke i parken kunne man føle sig sikker. I 1917 lod Holger Petersen Bundgård udføre et springvand med en lille lumsk dreng. Når parkens gæster træder på et trin, udløser man en stråle der sprøjter, udover den uheldige. Figuren, der er udført i bronze er anbragt på en granitsokkel med løvehoveder, hvorfra der løber tynde vandstråler. Recirkulering var ikke opfundet og derfor løb vandet fra springvandet bare ud i græsset. Senere valgte man dog at udbygge springvandet med et ottekantet vandkar. Holger Petersen nåede dog aldrig selv at opleve springvandet, da han døde få måneder før det var færdigt. Et andet af Bundgårds værker, der er opstillet ved Baldersbæk, er Treherredsstenen. Stenen blev rejst under

Treherredsstenen 1913 – rejst i engen, hvor høet står i hæs.

Bønderne i gang med at rejse den store stendysse i 1916.

stort postyr i august 1913 på det sted, hvor tre herreder støder sammen. En måned senere skrev Bundgård i gæstebogen på Baldersbæk: ”Herredsmærket er færdigt! Gid det står i tusinde år”. Oprindelig stod stenen på en lille ø midt i åen, en såkaldt holm, som åen tidligere var meget rig på – deraf navnet. Senere blev den flyttet til åbrinken. På stenen har Anders Bundgård oplistet tilplantningen i de tre herreder, med årstal og herover findes tre ansigter af Johan Christoffer Steimeier, Enrico Dalgas og I.C. Sørensen, alle meget betydningsfulde mænd for hedetilplantningen. I dag er stenen gjort fast ved brinken, men den danner stadig skellet mellem Varde-, Vejen- og Billund Kommuner. Således ligger Baldersbæk ind i alle tre kommuner. De lokale bønder fik stor glæde af Holger Petersens initiativer, der skabte arbejde og omsætning i lokalsamfundet. Som tak besluttede lokalbefolkningen at rejse et monument over ham i anledningen af 25-års jubilæet for plantagens grundlæggelse. Man kontaktede derfor Bundgård. Han var, som så mange andre af tidens kunstnere, præget af den nyromantiske ånd. Som et modtræk mod fornuftsdyrkelsen fattede romantikkens kunstnere Anders Bundgård i Baldersbæk

interesse for stendysser, gravhøje og kilder, ligesom interessen for sagnhistorier, oldtiden og middelalderen øgedes. Såvel ægte som kunstige fortidsminder, blev opfattet som smukke landskabsruiner fra en svunden tid. Derfor faldt det naturligt, at Holger Petersen skulle hædres med en stendysse. De lokale bønder kørte til Klelund hede, hvor

der fandtes en langdysse som man kaldte ”Æ stuer jyndovn”. Her fandt man de store sten, der skulle bruges. Med seks store heste fik man stenene fragtet til Baldersbæk. Herefter fik man opstillet et trebenet hejseværk, og ved hjælp af en talje, svære reb og muskelmasse fik man stendyssen rejst. Bundgård kunne efterfølgende udhugge relieffer i stenene i form af en mand, der pløjer med stude, én der graver et hul, én der sætter et træ, et rådyr der giver die til sit lam, et egern og en bjørn. Desuden blev der i stenene indhugget teksten: ”Arbejdet er vor trofaste Ven; Hvo som arbejder syner ikke hen”. Flere af motiverne på stendyssen findes også i udsmykningen på Københavns rådhus. I 1915 skrev Anders Bundgård i gæstebogen på Baldersbæk: Sogne blev skilt – figurerne stilt, i alléen – Rodet – boret – efter en kilde – tidlig og silde – aldrig – aldrig – det var ilde – vandet springe vilde. Rimet hentyder til Bundgårds evner til at finde frem til vandårer vha. en pilekvist. Sammen med en anden gæst lykkedes det Bundgård i 1916 at finde en kilde – der var dog ikke tale om en rigtig kilde, men det lykkedes Bundgård at finde en vandåre med så kraftigt et tryk, at man ved at grave et jernrør ned kunne få vandet til at springe naturligt. Rundt om kilden blev der arrangeret græstørv i terrasser, således at man kunne sidde behageligt på medbragte puder og tæpper. Samme år skrev Bundgård i gæstebogen: ”Kilden bragt til at springe og pyntet med grønt”. I de efterfølgende år blev kilden et yndet udflugtssted, hvor man på varme sommerdage kunne nyde lyden af den rislende kilde og smagen af det friske vand. Ofte tog man på ”udflugt” fra villaen til kilden, hvor stuepigerne serverede eftermiddagsteen. Figurerne, som Bundgård henviser til i rimet, er en række sandsten indkørslen sfigurer, som han havde fået til opgave at opstille langs til Baldersbæk. Holger Petersen, der var grosserer, havde sin daglige gang i Børsbygningen og som den store mæcen han var, valgte han at finansiere

Kilden i 1916.

Holger Grumme Nielsen

restaureringen af Børsen. I forbindelse med restaureringen fik Holger Petersen de nedtagne sandstensfigurer fragtet med jernbanen til Holsted og derpå med hestevogn videre til Baldersbæk. Sandstensskulpturerne havde, da de blev nedtaget, siddet på Børsbygningen i ca. 300 år, hvor Københavns befolkning kunne se dem dagligt. Da de kom

Statuen af Holger Petersen med den sirligt holdte beplantning omkring.

til Jylland og blev rejst ved Baldersbæk, var befolkningen imidlertid chokeret over at ”disse blasfemiske københavnere” kunne finde på at opstille figurer af nøgne kvinder. Kort efter Holger Petersens død valgte hans efterkommere at rejse en statue af ham midt i Baldersbæk. Endnu engang blev Bundgård kontaktet, og resultatet blev den store granitstatue, der blev rejst så den kigger ned over skovengen og over på villaen. Dette blev det sidste værk Bundgård udførte til Baldersbæk. I 2014 blev en større restaurering af anlægget afsluttet, og i dag er området nyistandsat og bredt formidlet. Skoven er åben for offentligheden så alle har mulighed for at nyde de sjove indslag i området. Blot skal man respektere skiltningen ved hovedbygningen med adgang forbudt. Holger Grumme Nielsen kan kontaktes på hgn@vardemuseum.dk

Noter

1. Peter Henningsen: Hedens Hemmeligheder. Viborg 1995, s. 346. Sandstensskulpturerne ved indkørslen til villaen.

2. Artiklens fotos stammer fra Villa Baldersbæks arkiv.

Anders Bundgård i Baldersbæk

Fra Østerport til Torvet

– Med fotograferne gennem Ringkøbings hovedgade Af Christian Ringskou

Ringkøbings gadeplan efter Pontoppidans Danske Atlas Vol. V pag. 804-805. Kortet er stukket i 1767, men det kunne for så vidt være 3-400 år ældre eller 100 år yngre, uden at det ville give de store forskelle. På de følgende sider følger vi ”18. Stor Adel Gaden” fra ”5. Bye Porten” til ”2. Torvet”.

I 2014 er det endelig lykkedes at finde tid og kræfter til en tiltrængt oprydning i Ringkøbing Museums ældre fotosamlinger. Vi har ordnet og sorteret, undersøgt, sammenlignet og identificeret. Informationerne er tastet til database, og billederne er scannede. Kort sagt: Nu er det, som det skal være: Viden er søgbar og tilgængelig.1 Den følgende tur gennem Algade i Ringkøbing – næsten lige så tit benævnt Bredgade – er en smagsprøve på de 82

Christian Ringskou

muligheder, samlingen åbner. Vi starter foran Ringkøbing Museum, går ind i middelalderbyen gennem Østerport og lader 130 års fotografier føre os på kryds og tværs i gadens historie, til vi ender ved indgangen til Torvet i krydset ved Grønnegade. Hvis det ikke stiller appetitten, så vær tålmodig og hold øje med opdatering 2015. Måske fortsætter vi turen Torvet rundt, måske tager vi en tilsvarende tur gennem Bredgade i Skjern.2

Vi starter med et overblik anno 1870 over Ringkøbings østligste udkant set fra det nybyggede apotek (opført 1863). Bagest i motivet ser vi Ringkøbing Mølle, der for en gangs skyld er krøjet med vingerne mod østenvind. I fotografiets venstre halvdel mødes den ældgamle landevej fra Varde, Skjern og Velling med den nyanlagte Herningvej ved fotograf Carlsens hus. Fotografens hus blev senere en fløj i doktor Melchiorsens villa, der senere igen blev ombygget til Ringkøbing Museum. I billedets højre halvdel begynder Algades husrække med en typisk Ringkøbing-købmandsgård med grundmuret teglhængt længe i ét plan med høj rejsning langs gaden. Huse af denne type dominerede Algade i fotografiets barndom.

Var det lidt svært at genkende motivet? Vi tager et foto fra samme vindue optaget i 1981. Her er sceneriet væsentligt mere genkendeligt. I baggrunden har fjernvarmeværkets skorsten og politistationen afløst møllen som fikspunkter. Møllen brændte i 1897, blev genopført men nedrevet i 1940. Ringkøbing Museum med Mylius-Erichsen-statuen ser ud som i dag, men Algades sydlige husrække har ikke fået sine østligste bygninger endnu. Læg i øvrigt mærke til slagterforretningen. Den vender vi tilbage til. Foto: Jørgen Borg. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5436F1.

Foto: Formodentlig Carl Christian Carlsen eller fotograf Paulsen. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM1496U.

Fra Østerport til Torvet

Ned på jorden. Vi går et par årtier tilbage i tid og tager en afstikker ind i baggården til den østligste købmandsgård i gadens sydside, altså baghusene til bygningerne på det første foto fra ca. 1870. De gamle bygninger på billedet havde ikke facade til Algade, men de var synlige og karakteristiske, når man ankom til Ringkøbing fra øst. I 1960’erne blev de fjernet i fremskridtets navn. En ny brugsforening skulle opføres. Væk med det gamle. Nedrivningen blev bemærket af historieinteresserede borgere, og den var med til at give Ringkøbing Bevaringsforening (stiftet 1964) luft under vingerne. Foto: Julie Jensen, Ringkøbing Amts Dagblad. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5455F1.

Østerport og et kig op i Algade omkring 1900 (gaslygten fortæller os, at fotografiet er optaget efter 1894). Det sirlige kinesiske lysthus på hjørnet af gartner Svend Kjærgaards grund gav i gennem mange år karakter til den lille plads. Bemærk de mange hestepærer på brolægningen. Et af hverdagens vilkår for vores olde- og tipoldeforældre i deres hvide kjoler, træsko og lange strømper. Foto: Andreas Beiter. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5425F21.

Christian Ringskou

Samme motiv 1981. Asfalt fulgte brosten, elektriske gadelygter fulgte gas. Foto: Jørgen Borg. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5436F2.

Tilbage i tiden igen. Denne gang til Sangerstævne i 1928 – klokkehattens guldalder, som det fremgår. Der er fest i Ringkøbing. En portal med flag og lyre er rejst mellem lysthuset og lægehuset, og en menneskemængde er samlet foran Christian Peter Pedersens hotel (det senere Hotel Hindø).

På et andet foto fra samme lejlighed er et optog med orkester på vej ud af byen. Mon ikke turen går til Alkjær Lukke? Det fremgår, at der er tale om et arrangement i Arbejdersangforeningen Lyren.

Postkort. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5453F5.

Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5453F3.

Fra Østerport til Torvet

På tide at komme i gang med spadsereturen gennem gaden. Vi begynder på nordsiden med et tidligt fotografi fra 1860’erne. Det første karakteristiske hus er Peder Dalgaards købmandsgård, hvor også amtsforvalter, justitsråd Frederik Christian Kabell drev sit embede. Foto: Formodentlig Carl Christian Carlsen eller fotograf Paulsen. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM6214F11.

Senere husede bygningen Højskolehjemmet. Den gamle gård fik tilbygning ved arkitekt Ulrik Plesner, der satte sit betydelige præg på Ringkøbing i årene op til Første Verdenskrig. Facaden fik kvist og en statelig hvid indgangsportal. Se i øvrigt, hvordan sådan et par damer anno 1920 forstår at føre sig i lange sorte kjoler og med parasol og solhat. Postkort. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM7288F1.

Christian Ringskou

1960’erne var skilteskovenes årti i de danske byer, også i Ringkøbing. Ikke ét men to store skilte gør selv den mest nærsynede forbipasserende opmærksom på, at her ved indkørslen til byen er der mulighed for overnatning. Foto: Pressefoto, Ringkøbing Amts Dagblad. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM9018F49.

I bygningens vestlige halvdel drev Frede Skaarup forretning i årene lige efter 1900. Som det fremgår, var vareudbuddet alsidigt: RINGKØBING KAFFE & THEHANDEL FREDE SKAARUP KOLONIAL URTEKRAM OG DELIKATESSER FREDE SKAARUP KORN & FODERSTOFFER MARKFRØ GØDNINGSSTOFFER FREDE SKAARUP Men Skaarup havde svært ved at få forretningen rentabel, så han flyttede til København, blev direktør for Nordisk Film og revykonge på Scala-revyerne. Men det er en anden historie. Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM6196A.

Fra Østerport til Torvet

Den næste bygning husede i mange år Hotel Hindø. Her et foto formodentlig fra 1940’erne. Foto: Jens Holm. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM6907F95.

Og her et foto fra 1960’erne. Foto: Pressefoto, Ringkøbing Amts Dagblad. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM9018F48.

Christian Ringskou

Men bygningens historie går længere tilbage end til Hotel Hindø. Det kan man se på dette foto fra 1890’erne med gæstgiver Andreas Pedersens skilt. Dermed er vi fremme ved krydset med Østergade. Vi bliver på Algades nordside lidt endnu. Den store bygning, midt i billedet er Ringkøbing Apotek opført som afløser for et ældre apotek i 1863.

Næsten samme sted men en helt anden situation. Da den slagne tyske besættelsesmagt marcherede sydpå i maj 1945, måtte mange soldater igennem Ringkøbing. Nygade, Torvet og Algade indgik endnu i hovedlandevejsnettet, og soldater fra store dele af Vestkysten kom forbi apoteket. Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM6315CI.

Foto: Andreas Beiter. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5425F4.

… så der var noget af flage for. De to fotos fra befrielsesdagene er taget fra hjørnet, hvor købmand I.A. Jensen drev forretning, se senere, og de er givet til Ringkøbing Museum af købmandens barnebarn Else Marie Bruun Larsen. Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM6315CH.

Fra Østerport til Torvet

Men nu må det være på tide at gå over gaden og se nærmere på husene der. Det er ikke noget nyt, at der er slagterforretning østligt i Algade. Det kan man se på dette foto fra sidst i 1930’erne. Læg mærke til de hele svinesider i Carl Iversens udstillingsvindue. I dag ville vi vist forvente den slags på køl. Fotografiet giver os også lige akkurat et hjørne af J. Nielsen Ligkistelager. Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM6780F8.

Det næste foto er tidligt, nok omkring 1870. Vi får et godt kig op mod Torvet med gadens nordside, men vi koncentrerer os foreløbig om hjørnehuset til venstre. Det er Christen Skikkilds købmandsgård i krydset med Smedegade. Foto: Formodentlig Carl Christian Carlsen eller fotograf Paulsen. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5024F1.

Christian Ringskou

50 år senere husede ejendommen Georg Romlunds konfektionsbutik Kontantforretningen. Gode Varer Smaa Priser Kun mod Kontant Alle Varer Billigt Kun mod Kontant Kontant Salg giver Smaa Priser Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5442F1.

Som det fremgår, kunne man også købe en kurvestol hos Georg Romlund. Men altså kun kontant. Fotograf: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5442F5.

Fra Østerport til Torvet

I 1960 satte den voksende biltrafik præg på den gamle gade, men henover bilerne kunne man trods alt stadig få øje på den samme hjørneejendom, hvor elektriker Meinertz Olesen nu havde butik med salg af hårde hvidevarer fra ATLAS.

Men bilerne havde selvfølgelig ikke altid været der. Det kan man se på dette ældre foto fra næsten samme vinkel, men ikke helt. Fotografen har tid og ro til at stå midt på vejbanen. Motivet er en Ringkøbing-klassiker, og det ses på en række postkort i forskellige varianter med ironiske tekster som her: ”Strøgtid i Ringkøbing”. Svinene blev indtil 1920'erne samlet bl.a. i en stald bag Langes Isenkram på hjørnet af Algade og Torvet, se senere. En gang om ugen blev de drevet til banegården og sendt til slagtning i Esbjerg.

Foto: Jens Dalgaard-Knudsen. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5465F3.

Postkort. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM6937E.

Men ak! Den nydelige ejendom, der med sin lidt fremskudte placering indtog så markant en placering i gaden, brændte i 1960’erne, og det var dobbelt uheld. Et nyt hus blev rejst før værdien af Ringkøbings gamle bymiljø blev anerkendt i 1970’erne. Resultatet, her fotograferet omkring 1990, blev mindre heldigt. Foto: Jørgen Borg. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5451F5.

Christian Ringskou

Men tænk bare. Trods alle forandringerne kan man endnu fotografere gamle jernmonogrammer og årstallet 1892 fra gården mod gaden. CS for Christen Skikkild. Billedet er taget omkring 1990. Foto: Jørgen Borg. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5451F7.

Vi er stadig i krydset med Smedegade. Der lyder musik bag os. Vi vender os og ser tilbage mod øst, hvor byens FDF-trop kommer marcherende for fuld musik flankeret af konsul J.P. Laursen, der virkede stærkt for FDF i Ringkøbing. Bagest i motivet kan vi ane, at doktor Melchiorsens villa endnu ikke er ombygget til Ringkøbing Museum, så vi er før 1920. Til højre træder det lille hjørnetårn på I.A. Jensens forretning i krydset med Øster Strandgade tydeligt frem.

Næsten det samme motiv findes på et foto optaget 9. januar 1931, men nu er der ikke plads til spejderne. Et kraftigt snevejr har næsten lukket gaden ved Jens Holms Boghandel. Postkort. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5061Y.

Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM4026.

Fra Østerport til Torvet

Vi samler trådene fra den sidste stribe fotografier med et godt eksempel på forrige århundredeskiftes høje kvalitet, når det kom til byprospekter. Midt i billedet ses den karakteristiske hjørneejendom i krydset med Øster Strandgade. I folketællingen fra 1901 nævnes C.M. Schubert endnu som ejer af ejendommen og forhenværende købmand, mens I.A. Jensen også er til stede og omtales som købmand. Manden i døren til højre er formodentlig Christen Skikkild, og endnu tættere på fotografen ses M. Christensens Mel- og Grynhandel. Og så tilbage til gadens nordside, hvor ejendommen på hjørnet af Mellemgade huser: Dampvæveriernes Udsalg ved Ulrik Mølgaard Mølgaard drev også tobaksfabrik i bygningen – en af den lille bys største arbejdspladser. Foto: Andreas Beiter. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5425F39.

Christian Ringskou

Med dette foto er vi ca. 30 år længere tilbage i tiden, men den store ejendom på hjørnet af Mellemgade ligner sig selv. Vi er ikke så mange år efter Jens Harpøths tid som købmand i gårdens forgænger på pladsen. Se side 103 i denne årbog. I de beskedne huse nærmere fotografen var der, som skiltene viser, bagerier. Længst væk ved krydset drev familien Klokker forretning i generationer. I 1870 hed bageren Matthias Ingvartsen Klokker, men folketællingen beretter også om en 13-årig søn Matthias Carl Klokker. Ham vender vi tilbage til ved næste foto. Bemærk de næsten lysende hvide furer. En lang række af de ældste fotos fra Ringkøbing afslører en længst glemt skik med at trække furerne op med kalk. Foto: Formodentlig Carl Christian Carlsen eller fotograf Paulsen. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM6214F13.

Vi springer 50-60 år frem i tiden. Nu er det Matthias Carl Klokker, der lægger navn til skiltet, og som står i døren, når der bliver taget billeder. Huset er det samme, men det er ikke bageri. Klokker har for en tid opgivet brød og kager og i stedet åbnet tobaksforretning. Matthias Klokker var forstander på Ringkøbing Museum fra starten i 1908 til sin død i 1941. Ringkøbing-Skjern Museum skylder ham en stor del af vores rige samlinger. Fx. en del af billederne i denne artikel. Postkort. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM2772F7.

Matthias Klokkers butiksskilt er også med på dette foto, men vi har vendt blikket mod vest, mod Torvet. Dermed tager vi hul på en stribe fotos af Peder Tangs gamle købmandsgård, bygningerne på gadens sydside centralt i fotografiet. Et ligtog er på vej mod Torvet for at fortsætte til kirken. Ligvognen blev anskaffet med støtte fra Ringkøbing Sparekasses midler til almennyttige formål i 1860. Den var i brug til efter Anden Verdenskrig. Ringkøbing-Skjern Museum ved ikke ret meget om dette foto. Vi ved ikke, hvem der er død, eller hvornår billedet er taget? Måske omkring 1910-15 efter tøj og hatte at dømme. Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5467F3.

Det gamle hus, der var så typisk for Ringkøbings byhuse fra 1800-tallet, var til sidst radioforretning, men ak! I begyndelsen af 1980’erne måtte Ringkøbing Museum ud at fotografere før nedrivning. Krydset Algade-SmedegadeMellemgade har i det hele taget fået en hård medfart de sidste 50 år. Foto: Jens Aarup Jensen. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5467F4.

Fra Østerport til Torvet

Endnu et foto med svin i Algade, nu lidt længere mod vest end før og med en anden lige så ironisk tekst. Anderledes fornøjeligt end forrige foto – altså bare ikke for svinene, der skal slagtes… Bemærk de mange børn i gaden. Ingen problemer med faldende befolkningstal i Udkantsdanmark i 1920’erne. Postkort. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5457F3.

Samme huse, men nu fotograferede fra Torvet mod øst. Bygningen med porten til høje er den østre del af Peder Tangs købmandsgård. Tang var for længst død. Han erhvervede gården i 1765 og døde som 89-årig i 1826, men dels gik gården videre til Peder Tangs navnebroder og søstersøn, der drev den videre i mange år, og dels havde gamle Peder Tang vundet sig så stort et navn i Ringkøbing, at bygningerne vedblev – og vedbliver – at være ”Tangs Købmandsgård”. Foto: Andreas Beiter. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5425F41.

Christian Ringskou

Dette foto er kun få år yngre end det forrige (begge omkring år 1900), men der er sket noget med Tangs Købmandsgård. Den har fået søjler og høje vinduer – en pomp der ikke rigtig klæder det gamle beskedne hus. Foto: Andreas Beiter. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5425F1.

Vi kaster et blik ind i gården, hvor fotografen nåede at få et billede af den sydlige længe med noget af det sidste bindingsværk i Ringkøbing. Fotografiet er taget i 1918. Få år senere var huset revet ned, og det gamle tømmer genbrugt i det lille ”Tangs Hus” på Ringkøbing Museum. Fotograf: Hugo Matthiesen. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM1346F14.

Fra Østerport til Torvet

Billedsamlingen giver igen mulighed for før-og-senere-fotos: Dette foto er taget, mens bygningerne husede ØRSKOV JENSEN Manufakturforretning og købmand H.L. Henriksens butik. Bemærk hvordan Henriksen læner sig op ad tidligere tiders storhed og med mindre bogstaver gør opmærksom på, at han er P. Tangs efterfølger. Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5467F1.

I 1981 var der dømt skilteskov og kæmpevinduer. Man skulle have øjnene med sig for overhovedet at fornemme bygningernes historie. Alligevel fortæller fotografiet også noget om kontinuitet i købstaden. 200 år efter Peder Tangs storhedstid er der stadig købmandsbutik i bygningen. Foto: Jørgen Borg. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5436F3.

Vi tager også lige et foto fra 1960’erne med Tangs Købmandsgård som baggrund. Ikke fordi det tilføjer noget særligt til historien om husene men ene og alene fordi, det er et ualmindeligt fint motiv med den unge kvinde med isvaflen i midten omgivet af ældre herrer med tobak og tidstypiske hovedbeklædninger. Foto: Pressefoto, Ringkøbing Amts Dagblad. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM9018F17.

Christian Ringskou

Tilbage til gadens nordside, hvor rækken af ældre lave huse endnu omkring 1900 var intakt fra krydset med Mellemgade, altså Klokkers bageri, til Torvet. Matthias Christensens manufakturforretning FLENSBORG – UDSALG dominerer motivet, men bemærk også de mange telefontråde på taget af den næste ejendom. Foto: Andreas Beiter. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5425F43.

30-40 år senere – og på en sommerdag med et herligt leben i gaden – var manufakturforretningen blevet til BREDGADES SMØR- OG KAFFEHUS. Det gamle hus med alle telefontrådene er væk, afløst af den nuværende ejendom, hvor P. Ledgaard Steffensen drev CYKLE OG TRÆHANDEL. Foto: Anders Grimstrup. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM9128X6N.

Fra Østerport til Torvet

Dermed er vi fremme, hvor Algade munder ud i Torvet, men vi kan ikke forlade de gamle billeder uden at få dette karakteristiske hus på hjørnet af Grønnegade og Torvet med. Det har allerede optrådt som baggrund på flere af fotografierne. Bygningen er den vestlige del af Berthel Kolbye købmandsgård fra 1796. I 1800-tallets anden halvdel blev gården opsplittet og ombygget, og undervejs fik den blandt andet den karakteristiske store kvist mod Algade. På fotografierne fra omkring år 1900 huser bygningen K. Knudsens møbel- og Sadelmager-forretning. På de lidt yngre som dette fra sidst i 1930’erne er der RESTAURATION & CAFE ved Martinus Nielsen – men sådan hed han ikke i folkemunde. Et skilt på facaden opfordrede til skridtgang (hestene altså), og såvel Nielsen selv som hans værtshus gik under navnet ”Fatter Skridt”. Bemærk skiltet med 16 i en pil. Det blev bygningens skæbne. Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5460F2.

Torvet og Algade var en del af hovedvej 16, og i 1950’erne var pladsen blevet for trang. Enten V. Langes isenkramforretning eller ”Fatter Skridt” måtte rives ned, og, som bunken af murbrokker længst til højre viser, blev det restaurationen, der forsvandt. At problemet først for alvor blev løst med en ringvej langt udenom byen, var uden for 1950’ernes trafikplanlæggeres horisont. Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5460F4.

100

Christian Ringskou

Ejendommen med ”Fatter Skridt” under nedrivning sommeren 1954. Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5460F3.

… og her er så det resultat, Ringkøbings borgere og gæster fik at kigge på i de første år efter nedrivningen af den 160 år gamle bygning – meget passende det eneste af samtlige fotos i denne artikel optaget i regnvejr. Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5460F5.

I dag må vi ærgre os over, at Torvet mistede sin middelalderlige karakter af byens intime dagligstue, da bilerne skulle frem i 1950’erne (det sydvestlige hjørne fik samme medfart som det sydøstlige). Fotografiet her er taget før Ringkøbing Landbobanks bygning ved siden af Rådhuset, der blev opført i 1920. Foto: Ukendt. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5464F9.

Fra Østerport til Torvet

101

Bemærk i øvrigt, hvordan Algade slutter med et eksempel på den store kontinuitet, der karakteriserer en hel del af købstadens handelsliv: På hjørnet af Algade og Torvet er der isenkramforretning. Det har der altid været. Her på et foto fra 1981.

Noter

Foto: Jørgen Borg. Ringkøbing-Skjern Museum: RIM5436F7.

2. For mere læsning i genren se Jens Aarup Jensen: Ringkjøbing gadebilleder dengang og nu: gamle og nye fotografier af huse, gader og pladser i Ringkjøbings bykerne. Ringkøbing 1981; Kim Clausen: Skjern: gadebilleder før og nu. Skjern 1983.

Christian Ringskou kan kontaktes på cr@levendehistorie.dk 102

Christian Ringskou

1. Gennemgangen er lavet i samarbejde med forhenværende museumsleder Jens Aarup Jensen, der troligt uge efter uge stiller en gratis arbejdsdag til rådighed for Ringkøbing-Skjern Museum. Jens Aarups store kendskab til stoffet er en næsten uvurderlig hjælp ved samlingsopgaver som denne.

Jens Harpøth

– En original i Ringkøbing Af Nicki Daniel Jensen Indledning I foråret 2013 var jeg i praktik ved Ringkøbing-Skjern Museum i forbindelse med mit studie i Museologi og Historie ved Aarhus Universitet. Det var her, jeg første gang stødte på købmanden, opfinderen, og ikke mindst originalen Jens Harpøth fra Ringkøbing. Allerede da vakte den spøjse personlighed min interesse. Det udviklede sig til, at jeg, da jeg senere skulle skrive en opgave om livshistorier, igen bragte ham på banen. Her fokuserede jeg på de fortællinger, der var om Jens Harpøth efter hans død. Artiklen her er derfor bygget på kilder, der belyser synet på Jens Harpøth efter hans død. De mest prominente er en nekrolog over Jens Harpøth trykt i Ringkøbings Amtstidende den 2. Maj 1844 af J.C. Oppenhagen, samt Meddelelser om Slægten Harpøth af P. Storgaard Pedersen i Hardsyssels Aarbog 1913. At han er en person, der har sat spor til eftertiden, ses også af, at så sent som i 1976 blev der i Jul i Ringkøbing trykt en artikel om Jens Harpøth, hvor man havde været tilbage i årbøgerne og fundet frem til beretninger om ham.1 Harpøth-familien Jens Harpøth var søn af Peder Harpøth, fra gården Harpøth i Nees sogn, hvor han kom til verden skærtorsdag i 1758 og ifølge kirkebogen fra Nees sogn, blev døbt d. 27. maj samme år. Han var den tredje i en søskendeflok, der i alt kom til at tælle otte børn.2 På den tid var der en del handel over vandet. Fjorden var forbundet med havet ved

Silhuetklip af Jens Harpøth.

Jens Harpøth – En original i Ringkøbing

103

Nymindegab, hvor der var en snæver og vanskelig rende at besejle ud til havet. Ringkøbing virker derfor ikke umiddelbart som det oplagte valg, men det var den eneste mulighed for søfart mellem vadehavet og Skagen. Handlen var især stor på Norge, hvor man sejlede til med korn, og bragte tømmer, jern og tjære med hjem. Senere begyndte man også at handle på Hamborg og Holland, og omkring 1815 tog et eller to skibe årligt til Riga efter tobaksblade, hør og hamp.3 Efter sin konfirmation kom Jens Harpøth i lære som købmand i Ringkøbing. Det blev ved en af byens førende købmænd, nemlig hans morbroder Peder Tang, han kom til at stå sin læretid.4 De unge år Allerede mens han stod i lære, blev Jens Harpøth bemærket på grund af sine pudsige idéer. På den tid gik et skib på grund ved Nymindegab, og skibets kostbare ladning gik

Bygningen til venstre med ”Dampvæveriernes Udsalg ved Ulrik Mølgaard” husede også Mølgaards Tobaksfabrik og var altså tidligere der hvor Jens Harpøths købmandsbutik lå.

104

Nicki Daniel Jensen

Tidligere foto af samme gade. Den høje bygning i baggrunden afløste den, hvor Jens Harpøths købmandsbutik lå.

til bunds. Skibets ejer og mange andre lagde hovederne i blød for, om der ikke kunne findes en måde, hvorpå ladningen kunne bjærges. Også butiksdrengen Jens Harpøth studsede over dette problem, så meget, at han en dag helt glemte sine pligter, indtil han blev vækket med en syngende lussing. I stedet for at hidse sig op over denne afstraffelse ubrød Jens Harpøth livligt ”Saadan ska’ æ krog vær! Saadan ska’ æ krog vær!”5 Jens Harpøth havde stået og funderet over, om ikke den sunkne ladning kunne trækkes op ved hjælp af kroge, og i det øjeblik, lussingen ramte, var det gået op for ham, hvordan disse kroge skulle udformes. Man lyttede i byen til, hvad drengen havde at sige, og sådanne kroge blev fremstillet og brugt med stort held under bjærgningen. Jens Harpøth beskrives som lærevillig og påpasselig i sin læretid, og morbroderen satte ham godt ind i forretningen. Fritiden blev brugt med at spille musik, og ved Harpøths død fandtes to klaverer og en bratsch blandt de efterladte ejendele. Efter velendt læretid fik han sin egen købmandsbutik i det, der i dag er Algade. Butikken udviklede sig til

en omfattende købmandsvirksomhed.6 Det ses fx af folkeoptællingen fra 1801, hvor Jens Harpøth optræder som Købmand på ”Den Store Gade” nr. 7, og man kan se, at der på adressen bor yderlige fire personer spændende i alder fra 16 til 44, alle angivet som tjenestefolk.7 Jens Harpøth optræder igen i 1834, denne gang er adressen ”Storegade” nr. 10, selvom der er tale om den samme bygning. På adressen boede da ud over Jens Harpøth seks personer i alderen fra 16 til 45.8 Bygningerne på hjørnet af Algade og Mellemgade, hvor Jens Harpøth havde sin købmandsbutik, blev senere erstattet med en større gård i to stokværk, hvor bl.a. Mølgaards Tobaksfabrik senere fik til huse. Jens Harpøths fremtoning På trods af Jens Harpøths gode købmandsskab og, som tiden gik, betydelige rigdom, er det dog ikke det første, som huskes omkring ham. Det er historierne omkring hans

mærkelige påfund og anderledes måde at agere på i samfundet, der erindres. En af de mest iøjenfaldende måder, Jens Harpøth skilte sig ud fra mængden på, og som træder tydeligst frem på de gengivelser der er af ham, var, at han altid gik med to stokke. Om benene fejlede noget særligt, skrives der ikke noget sted, tværtimod lader det til, at han ikke nødvendigvis havde brug for stokkene. Ved hans død, fremkom der en mulig grund til, at han gik med dem. Begge stokke var nemlig hule og indeholdt sværdklinger monteret på håndtagene. Med et tryk på en fjeder sprang klingen frem fra sit skjul.9 Heller ikke i sit valg af klæder var Jens Harpøth, som folk var flest. Man kan vel sige, at han gjorde en ære i at skille sig ud fra mængden, når han kom spadserende gennem byen iklædt rød vest, hvide, strikkede underærmer, korte knæbenklæder og blå strømper,10 eller på sine ældre dage, hvor hans beklædning blev endnu mere anderledes end tidligere.11 Her gik han klædt i en gammel lysegrøn

Ringkøbing by ca. 1872, med markering af hjørnet, hvor Jens Harpøths købmandsgård lå.

Jens Harpøth – En original i Ringkøbing

105

kjole, langskødet vest, korte knæbenklæder og blå strømper.12 Så man kan godt forstå, hvis folk drejede hovedet en ekstra gang, når de mødte ham på gaden, især hvis man ikke var fra egnen og kendte til ham. En af de andre historier, der går igen vedrørende Jens Harpøths beklædning, er historien om, hvordan Jens Harpøth en dag kom ridende ind i byen fra sine marker klædt i skjorteærmer, bare ben, en trekantet hat på hovedet og en le i hånden.13 Han var i ”sin lange magre skikkelse et livagtigt billede paa Døden”.14 Det har nok kunnet sætte gang i byen! Jens Harpøths Flyvefærd Historien om Jens Harpøths flyvemaskine dukker ofte op og med forskellige variationer. Forfatteren Anders Thuborg har bl.a. nedskrevet sin udgave af historien i fortællesamlingen ”Dem vester fra” fra 1929.15 Det var nemlig sådan, at Jens Harpøth havde konstrueret sin egen flyvemaskine, som han selvfølgelig også selv skulle afprøve.16 Sådan et forsøg trak nysgerrige folk til, og selvom det ikke var noget Jens Harpøth havde opildnet til, så var det en ordentlig flok, der den dag betragtede Jens Harpøths forsøg på at flyve. På trods af at han ikke havde inviteret folk, havde Jens Harpøth alligevel indset, at folk nu nok ville komme og kigge på. Derfor havde han fået afspærret en bred bane midt på gårdspladsen med et reb og instrueret sine butikssvende i at jage alle væk, som kom indenfor det afspærrede område.17 Uheldigvis fungerede maskinen ikke efter hensigten, og Jens Harpøth endte i stedet med at styrte direkte ned i sin egen mødding, heldigvis uden at komme synderligt til skade.18 Mens han så sad der og kom til hægterne, begyndte han at mumle for sig selv ”Jens, du fejled’ en Haahl”,19 uheldet skyldtes altså en manglende hale på flyvemaskinen, og det gik op for ham, da han sad der i møddingen efter sit styrt. Selvom han havde løsningen parat, forlyder det dog aldrig, at han forsøgte sig med at flyve igen. 106

Nicki Daniel Jensen

Jens Harpøth afbilledet på et pibehoved, historierne om originalen kom vidt omkring, og har åbenbart været så gode, at han skulle foreviges på pibehoveder.

Handel Jens Harpøth var købmand, og derfor skete det også, at han måtte på længere ture i forbindelse med sine forretninger. Han havde derfor fået fremstillet en vogn, ja eller, det var vist nærmere bare en dyb kasse på hjul, hvor man kunne spænde et sejl henover, når det blev regn. Foran kunne man så spænde et trækdyr for og køre afsted som i en hvilken som helst anden vogn. Nede i kassen sad så Jens Harpøth i læ for vejret og kunne styre med tømmen, der stak ud gennem to huller foran, mens han selv kunne kigge ud af kighuller i alle kassens sider, senere fandt han på at sætte glas i kighullerne, så det heller ikke kunne trække igennem.20 Som den gnier, han nu nok var, ville han gerne gøre turen så billig som muligt, så han spændte en ko foran vognen, og så kunne han passende leve af koens mælk undervejs, mens den kunne spise af græsset i grøftekanten.21 Det var dog ikke altid lige let at rejse på denne måde. En dag, hvor han sad i vejkanten og malkede sin ko, blev den stukket af en bremse og rendte sin vej. Jens Harpøth måtte fortsætte til fods, indtil han havde fanget sit trækdyr igen.22 Samme vogn blev også brugt, når han skulle fra byen til sin gård, blot blev den i stedet trukket af en stud. Det skete, at én ville prøve at stoppe køretøjet, for det så jo ganske ud som om, det var førerløst, men så råbte Jens Harpøth inde fra vognen ”lad du bare den gaa, den kender Vejen bedre end du, Farlil!”.23 Også hjemme i Ringkøbing var Jens Harpøth ret opfindsom. Det var nemlig sådan, at han på sine gamle dage ikke så godt kunne holde fødderne varme. Han havde dog observeret, hvordan det var varmere oppe under loftet, og derfor fik han fremstillet en stol, han kunne hejse op under loftet. På den måde sparede han både på brændet og kunne holde den værste kulde væk fra fødderne. Det kunne dog være noget af en forskrækkelse for nogle af kunderne i butikken, når de kom ind og hørte ham sige goddag uden at kunne se ham. Noget Jens Harpøth sikkert fandt meget underholdende, og det har da måske også kunnet lokke kunder i foretningen.24

I selve handlen var Jens Harpøth efter sigende også en mærkværdig mand. Han yndede nemligt at trække i sit ældste og mest slidte tøj, når han skulle på marked, så folk, der ikke kendte ham, antog ham for at være fattig. Det viste sig da også engang, da han skulle på markedet i Holstebro for at købe stude, at det virkede lidt for godt. Han blev afvist af den første sælger, fordi han grundet Jens Harpøths slidte tøj var bange for, at de ikke kunne blive enige om en pris. Da det så gik op for sælgeren, at Jens Harpøth nok havde penge, fordi han både købte og betalte flere stude, ville han gerne handle, men denne gang var det Jens Harpøths tur til at være bange for, at de nok ikke kunne blive enige om en pris.25 Et andet punkt, hvor Jens Harpøth skilte sig ud, var på hans manglende lyst til at prige om prisen på varerne. En dag, da en kunde var inde for at købe en gryde og fandt en som passede ham, forlangte Jens Harpøth tre daler for den. Manden bød 16 mark,26 hvortil Jens Harpøth svarede, at den gryde skulle koste hans pris, og så kunne kunden ellers godt tage at sætte gryden igen. Manden indvilligede i at betale Jens Harpøths pris, men nu kunne han slet ikke købe gryden og kunne så ellers se at gå. Manden sendte efterfølgende en af sine ledsagere ind for at købe gryden i stedet. Han fik den besked, at der netop var en der havde budt ham 16 mark for den, så nu kunne han få den for 17. På trods af han ikke ville prutte med andre, formåede han dog nogle gange at prutte med sig selv om prisen, som da en karl kom ind og skulle have et par nye såler til sine støvler. Dem forlangte Jens Harpøth 24 skilling for, som karlen straks lagde på bordet. Det fik Jens Harpøth til at spørge, om karlen ikke pruttede om prisen? Nej det gjorde han ikke hos Jens Harpøth, svarede karlen, hvorefter Jens Harpøth så solgte ham sålerne for 22 skilling i stedet. Nogenlunde samme nummer udspillede sig, da sognefogeden i Velling skulle købe nogle tønder havre. Det kunne han godt. Prisen var to daler for tønden. Da sognefogeden forholdt sig tavs dertil bliver prisen sat ned til 10 mark.27 Jens Harpøth – En original i Ringkøbing

107

Andre mærkværdigheder og påfund En gang var Jens Harpøth blevet opmærksom på, at hans landejendom, Stagerhus, der lå lidt uden for byen 28 og som stod tom, blev brugt som nattely af omvandrende folk. Derfor lod han et hul grave i laden29 og ovenpå hullet bygge en faldlem, så når man trådte på den, faldt man ned i hullet, og den lukkede sig så i, og man sad fanget. Mekanismen havde Harpøth selv fundet på.30 Fælden kom dog aldrig i brug, for da den var færdigbygget, skulle han selvfølgeligt selv prøve mekanismen, og han endte straks på bunden af hullet. Da han blev hjulpet ud igen udbrød han ”Gud bevares, det er farligt dette her, en kan jo sætte Livet til ved det. Tag det væk og fyld Hullet op igen.”31 Og sådan blev det. På den måde endte det med, at Jens Harpøth var den eneste, der gik i hans egen fælde. Et af hans andre og mere spøjse påfund var om vinteren, hvor Jens Harpøth havde lagt mærke til, at hårsiden på en tøret hud gled ganske godt hen over sneen. Så en

vinter spændte han en hest for en tørret hud og placerede en halmknippe til at sidde på, og afsted gik det så. Turen fik dog hurtigt ende, da det lavede en masse spektakel, som skræmte både hans egen og de forbipasserende heste, og kørslen måtte stoppe. Inden da havde han dog allerede vakt en del opsigt.32 Jens Harpøth og Ringkøbing Ud fra alle de fantatiske historier, der findes om Jens Harpøth, kommer han hurtigt til at ligne en tosse, men der var dog også en anden side af manden, en side, som ofte bliver glemt, når man går i gang med alle de gode fortællinger. Jens Harpøth var nemlig i sin samtid en vigtig borger i Ringkøbing by. Fra 1801 kom der kongeligt reskript33 om, at der igen skulle oprettes borgervæbninger pga. de voldelige beginvenheder i forbindelse med Revolutionskrigene34 og

Stagerhus Gård sydøst for Ringkøbing by. I dag strækker byen sig ud over dette område, og Markskellet 30 ligger ca. der, hvor Stagerhus Gård lå.

108

Nicki Daniel Jensen

de efterfølgende Napoleonskrige,35 i Danmark kendt som Englandskrigene. Dette betød, at borgervæbningen igen skulle oprettes i Ringkøbing. I købstæder som Ringkøbing, der lå tæt på havet, og som derfor var mere udsatte for at blive angrebet, skulle købstaden straks erhverve geværer. Med undtagelse af 20 geværer skænket af kongen var det Jens Harpøth i position som den første borgerkaptajn i byen, der måtte lægge ud for disse geværer. Rollen som borgerkaptajn satte han eftersigende meget ære i og gik op i med stor nidkærhed,36 på trods af at han selv skulle lægge ud for meget af udstyret. Som Jens Harpøth selv skrev: Ringkjøbing er nok ogsaa den eneste By i Riget, som i 3 Aar har haft BorgerKompagni med alle Fornødenheder uden at en eneste Skilling endnu har været at faa dertil af Byens Kasse37 Af fornødenheder var bl.a. en fane, der stadig hænger på Ringkøbing Museum, sammen med en tromme, hvor trommeslageren blev sendt til Ribe i lære, mens konen fik understøttelse. I 1806 fik Harpøth dog bevilliget 340 Rdl., som det fastsattes, var den sum, han havde til gode ved byen.38 Borgerbevæbningen bestod i 1813 af to afdelinger; første afdeling der bestod af 57 borgere og anden afdeling af 44. Disse blev kommanderet af en Kaptajn, tre Lieutenanter og fem underofficerer.39 Afslutning Jens Harpørth var en mand med mange gode fortællinger om sig, og allerede i sin samtid blev han også kendt vidt og bredt. Sågar til Hertugdømmerne gik der historier om den mærkelige købmand fra Ringkøbing. I hans eftertid er historierne om ham stadigt erindret, som fx i Jul i Ringkøbing fra 1976, men også i Hardsyssels Aarbog. Der må altså være noget tidsløst ved denne form for originaler, der gør at de bliver husket lang tid efter de er gået bort. At han var en original, kan der vist ikke herske megen tvivl om efter alle de historier, som omgiver ham, men

Jens Harpøths borgervæbningsuniform på Ringkøbing Museum.

Jens Harpøth – En original i Ringkøbing

109

samtidig var han også en vigtig del af det samfund, der omgav ham, og en vigtig karakter i Ringkøbings historie. Hvad det præcist er, der har spillet ind, så en original har kunnet indtage så ledende en rolle i byen er svært at sige. Det kan være, han ikke har været så original alligevel, måske var der ikke andre der ønskede at være borgerkaptajn, måske havde hans bror Søren Harpøth, der også var en ledende figur i byen, en finger med i spillet. At han var en velhavende købmand, der ejede både en købmandsgård inde i Ringkøbing samt en gård uden for byen, har gjort ham til en af de bedre stillede borgere i byen, hvilket også har spillet ind i, at han har kunnet være en ledende figur i byen, trods sin til tider mærklige opførsel. Nicki Daniel Jensen kan kontaktes på stud20102517@hum.au.dk

15. Anders Thuborg: Dem vester fra. København 1929. 16. Storgaard Pedersen, s. 24. 17. Thuborg, s. 75. 18. Thuborg, s. 78. 19. Storgaard Pedersen, s. 24, l. 19-20. 20. Thuborg, s. 75f. 21. Oppenhagen, s. 4. 22. Storgaard Pedersen, s. 23. 23. Storgaard Pedersen, s. 23, l. 27-28. 24. Storgaard Pedersen, s. 24f. 25. Storgaard Pedersen, s. 32. 26. Omkring 1813-1873 var 1 rigsbankdaler = 6 rigsbankmark, de 3 daler som Harpøth forlangte var altså 18 mark. 27. Storgaard Pedersen, s. 32f. 28. Den lå ca. hvor man i Ringkøbing i dag finder Markskellet 30. 29. Storgaard Pedersen, s. 29. 30. Thuborg, s. 74.

Noter

1. Jul i Ringkøbing 1976, s. 3ff. 2. P. Storgaard Pedersen: Meddelelser om Slægten Harpøth. Særtryk af Hardsyssels Aarbog 1913. 3. P.N. Frost: Beskrivelse over Købstaden Ringkjøbing, Optrykt efter originaludgaven 1817. Ringkøbing 1922, s. 59. 4. Storgaard Pedersen, s. 20. 5. Storgaard Pedersen, s. 20, l. 28-29. 6. Storgaard Pedersen, s. 20f. 7. Folketællingen 1801.

31. Storgaard Pedersen, s. 29, l. 26-28. 32. Storgaard Pedersen, s. 23f. 33. Rammerne for korpset fulgte et fra regeringen udsendt reglement, der kan ses i sin fulde i: J.I. Bøgner: Bidrag til Ringkjøbing Bys Historie. Udtog og Bearbejdelser af Ringkjøbing Raadstuearkiv. Ringkjøbing 1942, s. 147-154. 34. Revolutionskrigene, 1792-1803, en betegnelse for en række europæiske krige hvor Danmark forsøgte at være neutral, men både England og Frankrig så det som en trussel, at man handlede med begge krigens parter. Førte til slaget på reden i 1801.

10. Storgaard Pedersen, s. 28.

35. Napoleonskrigene 1804-1815, bestod af en række krige mellem Frankrig og deres allierede, og England og deres allierede. Både Revolutionskrigene og Napoleonskrgene betegnes under tiden i Danmark som Englandskrigene.

11. Storgaard Pedersen, s. 32.

36. C. Lindberg Nielsen: Ringkjøbing Købstads Historie. Ringkjøbing 1969, s. 75f.

12. J.C. Oppenhagen. Ringkøbings Amtstidende 2. Maj 1844, s. 4.

37. Bøgner, s. 155, l. 23-27.

13. Storgaard Pedersen, s. 34.

38. Bøgner, s. 155.

14. Oppehagen, s. 4.

39. Frost, s. 82.

8. Folketællingen 1834. 9. Storgaard Pedersen, s. 34.

110

Nicki Daniel Jensen

Franz Liborius Schmitz anbefaler sig det ærede publikum I sommeren 2014 blev Ringkøbing-Skjern Museum kontaktet af forfatter og silhuet-kender Jan Tuxen, der havde en række spørgsmål til et par af museets silhuetklip fra begyndelsen af 1800-tallet. Forespørgslen udviklede sig meget hurtigt til en af dem, hvor museet lærer meget mere, end vi oplyser. I løbet af et par uger gik fotos og notater frem og tilbage over mailen, og det endte med en række betydningsfulde nye informationer til Ringkøbing-Skjern Museums bilagsarkiv. Så hvorfor ikke spørge Jan Tuxen, om hans velvilje måske kunne strække sig helt ind i spalterne her i opdatering? Jo, han ville gerne skrive en artikel. Her kommer resultatet. Måske vil en og anden tænke, at silhuetklip lyder som et smalt lille emne, mest for særligt dedikerede. Det er det ikke. Skyggeportrætterne, der var højeste mode i 1800-tallets første årtier, er et stilfuldt vidnesbyrd om nogle af de sider ved menneskelivet, som ikke er tilgængelige i officielle dokumenter eller i en bredere historie. Som små monumenter over tidens nye fokus på det private, det følsomme og det hjemlige præsenterer de den lille købstads

elite i den private sfære: Ægteskabet, familien og børnene. Det er blandt andet derfor, de er så velegnede som indgang til den følgende lille rundtur i Ringkøbings gamle borgerskab. I årene mellem 1800 og 1850 havde de gamle købstæder – heriblandt Ringkøbing – stadig monopol på handel og håndværk. En ny tid med stationsbyer, andelsbevægelse og næringsfrihed stod for døren, men endnu var Ringkøbing kongens købstad, som den havde været siden middelalderen. Beskedent, javel. Der var 771 indbyggere i byen i 1801, men det var ikke kun størrelsen, det kom an på. Kun i købstaden måtte der drives handel, og kun i købstaden måtte de mere specialiserede håndværkere arbejde med deres fag. Så selv om Englandskrige og statsbankerot havde sat en stopper for 1790’ernes store opsving, var der penge i omløb blandt byens borgere. Nok til at den omrejsende silhuettør Frantz Liborius Schmitz lagde vejen forbi flere gange. Redaktionen

Premiersilhouetteur Schmitz i Ringkøbing

111

Premiersilhouetteur Schmitz i Ringkøbing Af Jan Tuxen

Med udgangspunkt i en lille samling af silhuetter på Ringkøbing-Skjern Museum, alle lavet af samme kunstner, er denne artikel et forsøg på at lade genstandene fortælle deres egen historie fra tiden, indtil de kom på museum. Hvorfra ved vi, hvem der lavede dem? Hvem er det, som optræder på silhuetterne, og hvor ved vi det fra? Er der nogen forbindelse mellem silhuetter og sølvtøj? Er der nogen, som har pillet ved silhuetterne? Og hvordan havnede de egentlig på museet? Artiklen er også en fortælling om aktivt samarbejde mellem museer og ikke mindst om de bidrag, som entusiastiske brugere kan yde ved at opspore og fortælle den historie, som ofte ligger gemt i museets genstande. Silhuetter – egentlig bare skyggeportrætter i profil – er måske de simpleste portrætter, som findes. De har eksisteret siden forhistorisk tid, men som modefænomen tilhører de århundredet fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet, hvor fotografierne trængte frem. I Danmark er storhedstiden det første kvarte århundrede af 1800-tallet. Selvom mange amatører forsøgte sig i silhuetkunsten, er det et lille antal omrejsende kunstnere, som har lavet størsteparten af de silhuetter, vi kender i dag. Blandt disse silhuettører var Franz Liborius Schmitz (ca. 1762-1827) så dominerende, at han i dag er den kunstner, som er repræsenteret på flest museer i Danmark.1 Han var tysker, men dansk gift og bosat i København. Han berejste hele Danmark og de omliggende lande i perioden 1799-1827. De fleste af Ringkøbing-Skjern Museums silhuetter er klippet af Schmitz, og de er omdrejningspunktet i denne artikel. Schmitz' silhuetter er sjældent signeret. En af de uhyre få undtagelser er faktisk fra Ringkøbing, som vi skal se, men ellers må hans arbejder identificeres ud fra den måde, han klippede og komponerede sine silhuetter på. Man kan kalde det hans visuelle signaturer. De mest karakteristiske 112

Jan Tuxen

er, at han afbildede mænd og større drenge med en bule øverst på ryggen, kvinder – og især de yngre – blev udstyret med nydelige, nærmest kuglerunde bryster, og børn og yngre kvinder fik små og skråtstillede, nærmest svævende fødder. Schmitz klippede altid sine portrætter i samme målestoksforhold, ca. 1:9. Det betyder selvfølgelig, at hans brystportrætter er ganske små, mens portrætter af store familier kan nå en anselig størrelse op til 60 x 80 cm. Det faste målestoksforhold bevirkede også, at han på familieportrætter måtte vise alle personer i samme afstand fra beskueren. Der kunne ikke være nogen i forgrunden og andre i baggrunden. Ikke nok med at silhuetterne i sig selv var flade, men hele billedet af familien risikerede at fremtræde fladt og livløst. Det problem løste Schmitz med nogle enkle greb. Han satte scenen i en have med træer, fugle på himlen, måske kanten af et hus og anden udsmykning. Hvis familien havde maritim forbindelse, var der naturligvis skibe i søen. Dernæst satte han personerne sammen, så sceneriet blev en afslappet hyggestund, hvor børnene kunne lege, mens forældrene tog en velfortjent pause. Endelig, og det er måske hans mest geniale greb, tegnede han himlen i pastel, blå foroven tonende over i orange forneden. Vi er altså lige omkring solnedgangstid, og netop i skumringen forsvinder farverne for vores blik, så alting fremstår som sorte silhuetter. Dermed får han os til at acceptere, at hans flade silhuetter repræsenterer tredimensionelle genstande og personer.2 Schmitz rejste som nævnt over hele landet og vendte med forkærlighed tilbage til de byer, hvor han tidligere havde solgt silhuetter, dog sjældent med kortere interval end 5-10 år. Vi ved, at han var i Ringkøbing i sommeren 1816 og sent på året 1826, men han kan også have været i byen ved en tidligere lejlighed, måske så tidligt som 1804.

Købmand Lauritz Buch med familie Denne silhuet er både den største og den smukkeste i Ringkøbing-Skjern Museums besiddelse. Den kom til museet i 1996 på initiativ af daværende museumsdirektør i

Varde, Ole Faber. Lauritz Buchs og silhuettens historie er ganske vel beskrevet af Jens Aarup Jensen3 og skal ikke gentages her. Der er dog et par detaljer, som nok kunne være en omtale værd.

Premiersilhouetteur Schmitz i Ringkøbing

113

Som Jens Aarup Jensen påpeger, er den ældste datter, Mette Kirstine Buch (1799-1828), ikke er med på silhuetten, som er signeret af Schmitz og dateret 15. juni 1816.4 Otte dage før var Mette Kirstine blevet gift med Axel Riber, sognepræsten i Lem, og silhuetten blev nedarvet i hendes efterslægt. Aarup tolker dette sådan, at silhuetten må have været en forsinket bryllupsgave til hende som minde om den familie, hun nu havde forladt. Men der er jo også andre muligheder. Silhuetter som denne var statussymboler og blev i høj grad brugt af f.eks. købmænd til at lufte deres rigdom uden at sige tingene direkte. De var beregnet til at hænge i hjemmene hos hovedpersonerne, og hovedpersonen her er Lauritz Buch, en driftig købmand, som var kommet helskindet igennem Napoleonskrigene og statsbankerotten. Han skulle vise sin status. At så silhuetten senere er havnet i Mette Kirstines efterslægt, er der ikke noget mærkeligt i. Hun var købmandens ældste datter. Men

Denne sandstensplade fra Lauritz Buchs købmandsgård på vestsiden af Torvet i Ringkøbing er endnu et bevaret vidnesbyrd om købmandens interesse for at bevare sit navn for eftertiden.

114

Jan Tuxen

hvorfor er hun ikke med på silhuetten? Præsteparret boede jo ikke langt fra Ringkøbing, og købmand Buch kunne vel bare have sendt bud efter dem eller have sendt en vogn med Schmitz til Sdr. Lem for at silhuettere dem? Måske er forklaringen den simple, at Schmitz allerede havde været i Sdr. Lem og portrætteret præsteparret, så de ikke følte noget behov for også at optræde på købmandens silhuet. Dermed kunne Mette Kirstines slægt måske også have haft en interesse i at arve den store silhuet, så hele familien var samlet. Vi mangler bare at finde denne anden silhuet. Når Ole Faber kunne formidle Ringkøbing Museums anskaffelse af silhuetten, skyldes det et rent tilfælde. Han var ude i et helt andet ærinde, nemlig at erhverve Varde sølv til sit eget museum. Han havde allerede tidligere på auktion anskaffet noget bordsølv og havde identificeret, at de indgraverede initialer måtte stamme fra sognepræst i Skibet sogn Vilhelm Carl Schousboe og hustru f. Sølling.5 I 1996 fik Faber mulighed for at erhverve yderligere noget korpussølv direkte fra samme ejer og stammende fra samme præstefamilie. Under sit besøg fattede han interesse for den smukke silhuet, som ifølge en påskrift på bagsiden forestiller familien Buch i Ringkøbing. Han motiverede derefter ejeren til at afhænde den til Ringkøbing Museum. Det har efterfølgende vist sig, at farmoderen til den afdøde mand i ejerfamilien både var oldebarn af Lauritz Buch og barnebarn af pastor Schousboe. Således knyttes noget sølvtøj i Museet for Varde By og Omegn sammen med en silhuet i Ringkøbing-Skjern Museum. Og de pudsige tilfældigheder stopper ikke her. Franz Liborius Schmitz' hustru, Anne Dorothea Schousboe, var selv præstedatter og ud af samme slægt som de oprindelige ejere af sølvtøjet i Varde. Ingen af de involverede kendte de sammenhænge, som siden skulle komme for en dag. Hverken silhuettøren, købmanden, den senere ejer eller museumsdirektørerne. Men de handlede alle rigtigt i situationen, og derfor kan vi i Ringkøbing se en af Danmarks smukkeste silhuettter, som bærer tråde til en fornem sølvsamling i Varde, som igen hænger sammen med silhuettørens familie.

Løjtnant og toldkontrollør Christian Frederik Schubert med familie Det hænder desværre ikke så sjældent, at al information om en silhuet går tabt over tid, og en silhuet uden information er en silhuet uden en fortælling og med stærkt begrænset kulturhistorisk værdi. Det værste, som kan ske, er selvfølgelig, at selve silhuetten går tabt, men det kan være

galt nok, hvis den går gennem hænderne på en antikvitetshandler eller et auktionshus, som af forskellige grunde ikke viderebringer historien. Selv ved overdragelse til et museum kan værdifuld information gå tabt uden at kunne genoprettes. Men der er også solstrålehistorier, hvor selv en tilsyneladende ubetydelig rest af information kan føre til en komplet

Premiersilhouetteur Schmitz i Ringkøbing

115

Sukkertang fremstillet af urmager og guldsmed Hans Orloff Thomsen.

identifikation, tilskrivning samt tids- og stedfæstelse. Denne silhuet er et skoleeksempel på, at det kan lade sig gøre. Silhuetten blev i 1924 indleveret til Ringkøbing Museum og er registreret med følgende lakoniske sætning: "1 Seloette Billede gave fra Chr. Høxbros Arvinger i Ringkjøbing". Her er ikke meget at komme efter, og i mange år var silhuetten uidentificeret og dermed uden fortælling. Det skulle ændre sig, da arkitekt Ib Brusendorff i 199798 trådte ind på scenen i anden anledning. Brusendorff er mangeårig passioneret slægtsforsker, og han er efterkommer af slægten Schubert fra Ringkøbing. Han har et godt overblik over slægten og har som forældrene før ham god kontakt med andre grene af efterslægten, herunder en familie Høxbro i Fredericia. Af denne familie blev Gudrun Deleuran Høxbro (1901-81) gudmor både til Brusendorff selv og senere til en af hans døtre. Da Gudrun Høxbro ikke selv havde børn, forærede hun på et tidspunkt en gammel sukkertang i sølv til Brusendorff for at sikre, at den blev i slægten. Sukkertangen har sin egen lille historie. Den er fremstillet af Ringkøbing-mesteren Hans Orloff Thomsen (se andetsteds i denne artikel) og er til dato det eneste kendte eksempel på sølvarbejder med hans mesterstempel ”HOT”. Den blev i 1863 givet i fødselsdagsgave til Frederikke Marie Caroline Wilhelmine Schubert (1819-1902). Da hun døde barnløs, gik sukkertangen i arv til søstersønnen Adolph Vilhelm Høxbro og derefter til dennes datter Gudrun Høxbro, som altså senere forærede den videre til sit gudbarn. 116

Jan Tuxen

Efter at have ejet sukkertangen i mange år mente Brusendorff, at dens vandring på tværs af slægten havde været lang nok, og hans ærinde på museet var derfor at indlevere sukkertangen. I den forbindelse fik han forevist museet, herunder den uidentificerede silhuet. Som nævnt var museets eneste oplysning, at den var indleveret af Chr. Høxbros arvinger. Og så ringede der en klokke for Brusendorff. Han vidste jo, at familierne Høxbro og Schubert hørte sammen. Kunne silhuetten i virkeligheden forestille familien Schubert i Ringkøbing? Det måtte undersøges, og det blev det. Kort efter var Brusendorffs konklusion klar: Silhuetten var blevet indleveret af arvingerne efter et barnebarn af toldkontrollør Schubert i Ringkøbing, og personerne på silhuetten passede i alder og køn med familien Schubert! Brusendorff kunne også konkludere, at silhuetten blev lavet i 1827.6 Og nu er det vist på tide at præsentere familien Schubert: Christian Frederik Schubert (1779-1829) var løjtnant i hæren under Napoleonskrigene og kom til Ringkøbing i 1813 med et antal internerede britiske krigsfanger. Da krigen sluttede i 1815, blev han afskediget med karakter af premierløjtnant.7 Herefter klarede han sig med sin pension og lejlighedsvise opgaver som vikar i toldvæsenet, før han i 1820 blev udnævnt til told- og konsumtionsbetjent i Ringkøbing. Schubert var i 1802 blevet gift med Marie Teubner, og sammen fik de 11 børn: 1. Jacobine Marie Schubert (1802-92), g.m. købmand i Ringkøbing Jens Brostrup Rosenvinge. 2. Peder Gotlob Schubert (1804-52). 3. Christian Frederik Schubert (1806-47). 4. Frederik August Schubert (1808-72). Et af hans otte børn var købmand C.M. Schubert, som havde forretning i Bredgade og anlagde Schuberts Plantage. En anden efterkommer i denne gren er Ib Brusendorff.

5. Georg Didrik Carl Schubert (1811-87). 6. Carl Frederik Schubert (1813-78). 7. Christiane Frederica Schubert (1815-1901). 8. Johanne Marie Augustine Schubert (1817-86). 9. Frederikke Marie Caroline Wilhelmine Schubert (1819-1902).

Løjtnant Schuberts markbog, som han kunne have med i lommen, når han i embeds medfør skulle holde styr på markstrimler og ejerforhold i Ringkøbings bymark. Tidens førende borgere optræder i bogen, således også agent Lauritz Buch.

10. Charlotte Marie Schubert (1822-43). 11. Adolphine Rosine Wilhelmine Schubert (1824-99), g.m. Johannes Frederik Høxbroe, restauratør og ølbrygger i Ringkøbing. Det var arvingerne efter deres ældste søn, Christian Frederik Vilhelm Høxbro (1846-1924), som indleverede silhuetten til museet. Der er to mindre svagheder ved Brusendorffs identifikation. Dels er den ældste datter Jacobine med, men ikke hendes mand og to ældste børn. Dels er Georg Didrik Carl ikke med. Det første kan skyldes et bevidst valg. Måske er familien Rosenvinge foreviget på en anden silhuet, som vi blot ikke kender til. At Georg Didrik Carl ikke er med, skyldes nok, at han var i bagerlære, da silhuetten blev lavet, og derfor ikke boede hjemme.8 Alligevel er der grund til at hæfte sig ved svaghederne, eftersom identifikationen er en rekonstruktion af tabt viden. En efterfølgende analyse viser dog, at ingen andre familier blandt Christian Høxbros og hans hustrus aner kan passe med silhuetten, og da man næppe kan forestille sig, at en kontorassistent har anskaffet sig en silhuet fra en fremmed familie, må identifikationen stå til troende. En analyse af silhuettørens rejseruter viser også, at han var i Ribe i september 1826, i Varde i oktober samme år og i Nibe omkring årsskiftet 1826-27. Han har altså været i Ringkøbing i det sene efterår 1826, hvilket stemmer med Brusendorffs tidsfæstelse af silhuetten. Vi kan konkludere, at et aktivt brugerengagement har bragt familien Schubert frem af glemslens tåger. Premiersilhouetteur Schmitz i Ringkøbing

117

Apoteker Johan Leonhard Broagger Silhuetten af apoteker Broagger er et såre normalt helfigurportræt og ikke i sig selv opsigtsvækkende. Ved første øjekast ser det måske lidt fjollet ud, at han står med en plante i hånden, men meningen er god nok. Der er naturligvis tale om en lægeurt, som apotekeren har brugt i sin gerning. Men man skal om på bagsiden for at finde ud af, at silhuetten rummer en lille historie. Her står i en vanskeligt læselig gotisk skrift: Dette billede er af apotheker Johan Leonhart Broagger død i Ringkjøbing 7. Martz 1824 Dette Billede er mig Nytaars Aften 1889 givet af min Sødstersøn Fabrikant (forhen i Holstebro) Leonhart Tang at være i mit Værge saalænge ieg lever, efter min Død er Forpligtelsen at den afleveres igjen til Leonh: Tang Kjøbenhavn 31 Decbr: 1889: Jh.(L) Schouboe. De tvende billeder ere nemlig Ringkjøbing Apothek og Byen Ringkjøbing som de vare 1824 Disse medgives til L Tang såfremt de ønskes modtaget.

Broagger var præstesøn fra Staby, og hans far var født i Broager i Sønderjylland, deraf navnet. Broagger var apoteker i Ringkøbing fra 1780 til 1823.

118

Jan Tuxen

Påskriften skyldes etatsråd Johan Jacob Leonhard Schouboe (1810-99), som var urtekræmmer og senere grosserer i København. Han var barnebarn af apotekeren, og den søstersøn, som nævnes, var Johan Leonhard Ahlefeldt Tang (1843-1923), som kom til at spille en nøglerolle i Ringkøbing Museums historie. Han var barnefødt i Ringkøbing som søn af Peder Lauritsen Tang (1787-1852), der havde efterfulgt sin navnkundige farbror af samme navn som købmand.9 Han tog selv borgerskab som købmand i Ringkøbing i 1868, men flyttede efter få år til Holstebro, hvor han ejede og drev Holstebro Jernstøberi, indtil han i 1890 etablerede sig som grosserer i København.10 Men han glemte aldrig sin fødeby, og i 1906 skrev han til sin bror, sagfører i Ringkøbing Laurids Christian Tang, og forhørte sig om mulighederne for at etablere et museum i byen. Broderens svar var nedslående. Der var ikke råd til at lave noget museum, alle de gamle hjem var nu væk, folk holdt på de få ting, som de havde, og der var stort set ikke nogen ildsjæle, som man kunne

trække på. Men Leonhard Tang vat stædig, og det lykkedes ham i 1908 at få nedsat et arbejdsudvalg, som allerede samme år kunne holde stiftende generalforsamling i Museumsforeningen for Ringkøbing og Omegn. Leonhard Tang bidrog fra starten ved at stille en byggegrund og et pengebeløb til rådighed.11 Men nok så væsentligt var det,

at man nu kunne begynde på den vigtige indsamling af kulturhistoriske genstande. Leonhard Tang var også på dette punkt blandt de første og største bidragydere med en lang række genstande, herunder sandsynligvis også denne prunkløse silhuet, som altså var med til at skrive museumshistorie.12 Johan Leonhard Broaggers hustru Anna Brøllund bar denne fornemme kjole ved parrets bryllup i 1780. Kjolen er i dag en perle i Ringkøbing-Skjern Museums tekstilsamling.

De omtalte billeder af Ringkøbing Apotek og byen Ringkøbing er begge tegnet af byens kunstner i 1800-tallets første halvdel Jesper Kierkegaard, og de er også for længst kommet på museum.

Premiersilhouetteur Schmitz i Ringkøbing

119

Urmager samt guld- og sølvsmed Hans Orloff Thomsen I Ringkøbing ser silhuetter og sølvtøj ud til at følges ad, så vi skal da ikke snydes for en silhuet af den stedlige sølvsmed Hans Orloff Thomsen (1794-1866). Eller skal vi? Det lidt kryptiske spørgsmål skyldes, at vi ikke med sikkerhed ved, om silhuetten forestiller den stedlige urmager og guld- og sølvsmed. På bagsiden er dog en påskrift fra det 20. århundrede: ”Urmager Thomsen Ringkøbing, hvis

120

Jan Tuxen

værktøj findes på Museet (RIM5387)”. Silhuetten har været afbildet i en artikel om urmageriets historie i Ringkøbing Amt.13 og her gættes der på, at urmageren er den forreste herre med søkikkert og sekstant. Siden har den unge mand til højre været afbildet i en artikel om guldsmede i Ringkøbing og er her identificeret som Hans Orloff Thomsen.14 Endelig har silhuetten været vist i en slægtshistorisk artikel,15 hvor hypotesen er, at Hans Orloff Thomsen er den høje herre til højre, mens herren til venstre skal være hans søn Villiam Bernstorff Thomsen (1822-63), som var urmager i Lemvig. Her er altså tre forskellige forsøg på identifikation, som ikke alle kan være rigtige. Så måske skulle vi gå lidt forsigtigt til værks og starte med, hvad vi ved, før vi lokker lidt flere oplysninger ud af silhuetten og via andre kilder prøver at sandsynliggøre, hvem der er hvem. Desværre er det nemmere at fortælle, hvad vi ikke ved, end at opregne, hvad vi ved. Vi ved hverken, hvem der har ejet silhuetten, eller hvem, der indleverede den. Det eneste håndfaste er faktisk påskriften, og den er meget sen og uden kildeangivelse. Men lad os acceptere påskriften og se, hvor langt den kan bringe os. Hvis vi ser på selve silhuetten, er de to mandsportrætter tydeligvis klippet af Franz Schmitz og dermed mellem 1799 og 1827. Kompositionen med de to mænd vendt i samme retning er derimod ikke typisk for Schmitz, hvilket måske betyder, at de to portrætter ikke er klippet samtidig, men senere er indrammet sammen på grund af familiesammenhængen. Vi må gætte på, at der er tale om far og søn. Vi ved om Schmitz, at han ofte udstyrede sine mandsportrætter med genstande, som karakteriserede deres erhverv. Her har den unge mand tilsyneladende endnu ikke et erhverv, som kan karakteriseres med en genstand. Derimod står herren til venstre med både søkikkert og sekstant, som er navigationsinstrumenter. Han har altså en maritim tilknytning, og den høje hat indikerer, at han har en vis position. Han er af ubestemmelig alder. Vi kan med det samme afvise, at den ene person er Hans Orloff Thomsens søn, For Villiam, som var det ældste

barn, blev født i 1822, og silhuettøren døde i 1827. Men kan der så være tale om Hans Orloff Thomsen og hans far, Thomas Jensen Thomsen (1767-1815)? Lad os se lidt på familien Thomsen. Vi starter med Thomas Jensen Thomsen. Han var købmand i Ringkøbing og altså en rigtig landkrabbe. Eller var han nu også det? Her hjælper han os selv, idet han efterlod en lille selvbiografi, som også er i Ringkøbing-Skjern Museums besiddelse.16 Heraf fremgår det, at han i 1783-84 sejlede som sømand på en rejse fra Flensburg til St. Croix i Dansk Vestindien. Vel hjemme igen skrev han: ”Vinteren 1784 og 1785 tilbragte jeg i Sønder Seirslef hvor jeg hos Captain Niels Ahrentzen lærte Navigationen”. I foråret 1785 lod han sig atter forhyre på et skib fra Flensburg. Det sejlede først til Kronstadt i Rusland. På den videre rejse mod Livorno i Italien fik han

Miniatureportræt af købmand Thomas Jensen Thomsen.

dysenteri og måtte afmønstre i København. Det næste år tilbragte han i Danmark, det meste af tiden i Holstebro hos sin søster, der var købmandsfrue. I sommeren 1786 forsøgte han sig med en enkelt sørejse til Hamburg, men vendte tilbage til Holstebro og var købmandskarl hos svogeren Niels Jacobsen i et par år. Derefter tjente han yderligere i et par år hos købmand Peter Landrup i Varde, før han i 1790 startede egen købmandshandel i Ringkøbing i kompagniskab med Jacob Sahl. Året efter giftede han sig, og dermed ser de maritime ambitioner ud til at være lagt på hylden.17 Men han har haft dem, og det er ikke utænkeligt, at han har ladet sig portrættere med søkikkert og sekstant for at signalere, at han havde lært navigation, og det var heller ikke nogen lille ting. Købmanden havde økonomisk fremgang i mange år og opnåede både at blive strandingskommissær

Fotografi af Hans Orloff Thomsen.

Premiersilhouetteur Schmitz i Ringkøbing

121

og kollektør for Klasselotteriet. Reformen af pengevæsenet i forbindelse med statsbankerotten i 1813 ser dog ud til at have slået ham ud af kurs. Det affødte i hans selvbiografi en række arrige bemærkninger om ”Forordninger og Placater, og de fordømte røde Krabater”. Det ser nu ud til, at han akkurat holdt skindet på næsen, og han opnåede at blive udnævnt til overformynder i 1813. Familielivet havde dog lidt skade, og købmandsparret blev skilt i sommeren 1815, få måneder før Thomas Jensen Thomsen døde i november. Så lad os vende os til sønnen Hans Orloff Thomsen (17941866). Ifølge faderens selvbiografi kom Hans i lære hos guldsmed Friedrich Christian Lang Oppenhagen i Ringkøbing i

Dele af Hans Orloff Thomsens urmagerværktøj findes endnu på Ringkøbing-Skjern Museum.

122

Jan Tuxen

1806, altså som 12-årig! Hvordan kan det hænge sammen? Man skulle jo i det mindste være konfirmeret for at komme i lære, men ifølge faderen opholdt familien sig i Lemvig i vinteren 1805-06, og her blev Hans ganske rigtigt konfirmeret i 1806 sammen med sin to år ældre bror Jens. De står begge opført i kirkebogen som 14 år gamle. Hvordan det har kunnet lade sig gøre og hvorfor, melder selvbiografien intet om. Man skulle tro, at én håndværksuddannelse måtte være nok for Hans, men nej. I 1812 indgår han lærekontrakt med urmageren i Seest ved Kolding, som dog afkorter læretiden til fire år på grund af de færdigheder, Hans har opnået under guldsmedelæren.18 Da faderen dør i 1815, er Hans stadig i Seest, men vender senere tilbage til Ringkøbing, hvor han kortvarigt tager borgerskab som urmager og guldsmed, før han i 1820 slår sig ned som urmager og boelsmand på Voldbjerg Vestermark i Hee Sogn. Her bliver han også gift og får de første to sønner, før familien flytter tilbage til Ringkøbing, hvor han efter nogle genvordigheder atter opnår borgerskab som urmager og guldsmed. Som vi har set, er det næppe som guldsmed, at han har fået smør på brødet, mens det tilsyneladende er gået bedre med urmageriet. Der er ikke noget, som tyder på, at han har haft nogen maritim tilknytning. Naturligvis kan han have haft navigationsinstrumenter til reparation, men har næppe kunnet fremstille dem på sit lille umagerværksted, og der er derfor ingen grund til at tro, at han har villet lade sig afbilde med sekstant og søkikkert. Det par, vi ser på silhuetten, kan altså i princippet være urmageren til højre og hans far til venstre, men ikke urmageren og en af hans sønner. Så lad os se på, hvornår de to portrætter kan være lavet. Faderen dør i 1815, og manden på silhuetten med navigationsværktøjerne ligner bestemt ikke nogen knækket mand, så hvis det er købmand Thomsen, må portrættet være lavet noget tidligere. Hvis det er lavet i Ringkøbing – og det er slet ikke sikkert – kunne årstallet være 1804, idet Schmitz i juni dette år optrådte på Snapstinget i Viborg, hvorefter han var i Lemvig

og i november averterede i Flensburg. På dette tidspunkt var Hans kun ti år gammel, og hans portræt må være lavet langt senere. Man kunne gætte på sommeren 1816, hvor Schmitz var i Ringkøbing. Men var urmageren også det? Hans lærekontrakt i Seest udløb først mikkelsdag samme år, altså 29. september, og hvis han havde været udlært som urmager, da han blev portrætteret, ville han sandsynligvis have stået med et ur i hånden. Eksemplet her viser, at vi ikke altid skal tro på, hvad vi ser, eller hvad der står skrevet. Men hvis vi vælger at stole på påskriften bag på denne silhuet, må den høje mand til højre være et ungdomsportræt af urmageren, mens personen til venstre kan være hans far. Nærmere kommer vi det næppe med den viden, som vi har i dag.

Urmager Hans Orloff Thomsens reparationsseddel fra et lommeur.

Premiersilhouetteur Schmitz i Ringkøbing

123

Medlemmer af familien Kolbye Disse silhuetportrætter, som hører sammen parvis, er navngivet forneden. Parret til højre er købmand og strandingskommissær i Ringkøbing Bertel Kolbye (1755-1808) og hans hustru Obel Cathrine Mørch (ca. 1751-1820). Parret til venstre er Anne Kolbye (1784-1859), datter af Bertel og Obel Kolbye, samt hendes første mand, told- og konsumtionsbetjent i Ringkøbing Jens Jørgen Fæster (ca. 1746-1825). Dateringen af silhuetterne kan være lidt vanskelig. Det er altid nemmest, hvis der er børn med, men lad os se, hvor langt vi kan komme. Anne Kolbye og Jens Jørgen Fæster blev gift i 1814, og eftersom han døde i 1825, må

124

Jan Tuxen

silhuetten være lavet i det tidsrum. Da Schmitz beviseligt var i Ringkøbing i 1816 og 1826, kan disse portrætter med en vis usikkerhed dateres til 1816. Købmand Kolbye dør i 1808 og ikke, som det fremgår af påskriften, i 1800. Portrætterne af ham og hans hustru må derfor være lavet i tidsrummet 1799-1808, hvilket passer med klædedragterne, som er efter empire-mode. Vi har måske et ekstra indicium i, at købmand Kolbye ikke bærer hårpisk. Det var en mode, som gik af brug nogle år inde i 1800-tallet. Militæret afskaffede hårpisken i 1803, og hvis vi tager det som udgangspunkt, har vi måske her endnu et indicium for, at Schmitz var i Ringkøbing i 1804 efter hans huseren på Snapstinget i Viborg. Men dateringen er ikke sikker.

Med dette foto fra 1890’erne er vi på én gang på sporet af Lauritz Buch, der drev handel fra ejendommen til venstre, og af Bertel Kolbye, hvis købmandsgård ses til højre.

Premiersilhouetteur Schmitz i Ringkøbing

125

Hvem har pillet ved værtshusholderen? Lad dette sjove portræt af værtshusholder Villads Lauridsen (1777-1832) og familie være rosinen i pølseenden. Som det gælder for alle silhuetter vist i denne artikel, er portrætterne klippet af Franz Schmitz, men han har ikke lavet baggrunden. Den vender vi tilbage til.

126

Jan Tuxen

Et af Schmitz' varemærker er jo, at han forsøger at karakterisere sine mandspersoner ved genstande i deres hænder, og det må siges at være lykkedes i dette tilfælde. Værtshusholderen er i gang med at hælde en solid dram op. Kompositionen tyder også på, at det er hustruen Karen Pedersdatter (1781-1846), som hælder te op. Men herefter

Premiersilhouetteur Schmitz i RingkĂ¸bing

127

128

Jan Tuxen

bliver det svært. Parret fik ganske vist tre sønner, Laurids i juni 1815 og tvillingerne Peder og Laurids i juli 1816, men de døde alle spæde. Kompositionen antyder også, at der ikke er tale om parrets egne børn. Normalt ville Schmitz anbringe en mindre børneflok mellem forældrene. Det bedste gæt er nok, at det drejer sig om plejebørn. Det understøttes måske af et mindeblad i anledning af værtshusholderens død i 1832. Heri nævnes, at han efterlod sig tre plejebørn. Endnu ved folketællingerne i 1834 og 1840 havde enken to plejebørn boende, som dog af aldersmæssige grunde ikke kan være nogen af børnene på silhuetten. Da Karen Pedersdatter ikke just ser ud til at være højgravid med tvillinger, kan silhuetten næppe være lavet i juni 1816, og den kan derfor med rimelighed dateres til 1826. Der er ingen tvivl om, at de enkle klippede silhuetportrætter faldt i tidens smag. Bare tænk på den samtidige strenge nyklassissistiske arkitektur. Men specielt en samling helfigurportrætter uden nogen form for udsmykning kunne godt virke lidt kedelig i længden. Derfor ses det ikke så sjældent, at eftertiden har 'frisket op' på silhuetterne, måske ved at tegne detaljer på dem eller ved at tilføje en baggrund i form af et landskab eller en stue. Her er selve portrætterne heldigvis ikke blevet rørt, men der er tilføjet en stærkt perspektivisk baggrund i form af et interiør. Bemærk også, at silhuetterne, som i sig selv er skyggeportrætter, her kaster skygger. Det kunne Schmitz aldrig have fundet på. Det eneste, som han tegnede, var den pastelfarvede aftenhimmel, som vi har set på nogle af hans store familiebilleder. Men inspirationen til den viste stue skulle nu ikke findes langt væk, for en af Schmitz' lidt ældre kolleger, Johann Adolf Bendix Rohtermundt, var netop kendt for at lave den type af baggrund og udsmykning på sine silhuetter, som dog overvejende var hinterglasmalerier.19 De fleste af hans silhuetter er fra 1790-erne, og han arbejdede i Jylland i 1795-96. Men hvem er så ansvarlig for udsmykningen? Et ikke ukvalificeret gæt er, at den kendte Ringkøbing-maler Jesper ”Maler” Kierkegaard står bag, idet stregen minder

om hans. Han må også have kendt værtshusholderparret, idet han skal have stået bag mindebladene for dem begge.20 Måske har han fået silhuetten foræret, eller han har købt den ud af boet. Afslutning Efter denne tour de force gennem en række af Franz Liborius Schmitz' silhuetter fra Ringkøbing må det være tilladt at stille et simpelt spørgsmål: Hvor er alle de andre silhuetter dog blevet af? Schmitz' ophold i byer af Ringkøbings størrelse varede normalt 2-4 uger, og han var i byen ved mindst to, måske tre forskellige lejligheder. For at brødføde sig selv og sin familie og ikke mindst afholde sine rejseomkostninger har han skullet sælge, hvad der svarer til 5-10 brystportrætter hver dag eller et par store familiestykker hver uge. Lidt hovedregning fortæller, at vi nok kender omkring 10 % af de silhuetter, som han lavede i byen. Har tidens tand og skiftende modeluner virkelig taget livet af 90 % af hans silhuetter? Eller er det dig, som ejer eller kender til en af de silhuetter, der vil kunne udfylde huller i vores viden om Danmarks mest produktive silhuettør? Kom bare frit frem. Jan Tuxen kan kontaktes på jan@tuxen.info Noter

1. For tiden er Schmitz’ silhuetter fundet på mindst 40 kulturhistoriske museer og andre offentlige samlinger i Danmark. En oversigt kan ses på http://www.tuxen.info/silhuetter. 2. For en mere udførlig beskrivelse af Schmitz kunst, signaturer og rejseruter henvises til Jan Tuxen: En silhuettør kommer til byen – identifikation af en samling silhuetportrætter. By, Marsk og Geest 2013, s. 75-87. 3. Jens Aarup Jensen: ”Købmand Buch i Ringkøbing med familie”. En nyerhvervet Ringkøbing silhuet. FRAM 1996, s. 11-15. 4. Signaturen lyder i sin helhed; ”d. 15.tne Juny 1816 – fecit F.L.Schmitz .. Bon. Premiersilhouetteur dan tout le monde”. På sin naive, men charmerende blanding af latin, dansk og fransk får han altså fortalt, at han er verdens bedste silhuettør. Man kommer uvilkårligt til at tænke på

Premiersilhouetteur Schmitz i Ringkøbing

129

Muhammed Ali, som heller ikke satte sit lys under en skæppe: ”I am the greatest thing that ever lived!”. 5. Ole Faber: Verdsligt sølv fra gejstlige gemmer. Mark og Montre 1989, s. 68-72.

senere registreret uden proveniensoplysninger. 13. Jens Kongsted Lampe og Holger Hertzum-Larsen: Bidrag til urmageriets historie i Ringkøbing Amt. Hardsyssels Årbog Række 2, bind 10, 1976, s. 97-129.

6. Identifikationen og tidsfæstelsen fremgår af et upubliceret dokument med titlen ”Silhuetterne af familien Schubert”, skrevet af Ib Brusendorff 26. april 1998. Det findes i Ringkøbing-Skjern Museums bilagsarkiv for RIM1885.

14. Rigmor Lillelund og Torben Skov: Guldsmede i Ringkøbing i 1800-årene. FRAM 1984, s. 69-87.

7. Militære titler havde høj status i samfundet, og oftest blev officerer benævnt ved den højeste rang, som de havde opnået, også efter deres afsked. Men den militære titel medførte også en pension afpasset efter rangen. Det blev udnyttet på den måde, at en veltjent officer blev udnævnt til den næste højere rang i forbindelse med sin afsked. Så kunne han smykke sig med den finere titel, mens militæret kunne nøjes med at udbetale pension svarende til den rang, han havde inden sin afsked.

16. Genstandnr. RIM6265A.

15. Jørgen Berg: De små familieportrætter – En illustreret slægtshistorie. Søllerødbogen 2003, s. 107-140. 17. Han ejede dog parter i en jagt og en føringsbåd, men om han har ført disse skibe selv, ved vi ikke.

9. Per Hauge Mortensen: Portræt af Ringkøbing omkring 1800. Speciale, Historisk Institut, Aarhus Universitet, 1987, s. 73.

18. Rigmor Lillelund og Torben Skov (se note ovenfor) skriver med udgangspunkt i urmagerlærekontrakten, som jeg ikke har haft lejlighed til at se, at Hans Orloff Thomsen kun var i guldsmedelære i tre år. Han må altså være rendt af pladsen. Min antagelse er, at dette må bero på en fejlskrivning eller fejllæsning. For det første er det usandsynligt, at han senere har kunnet opnå borgerskab uden i det mindste at have et svendebrev, endda i den by, hvor han havde stået i lære. For det andet kom han som nævnt allerede i guldsmedelære i 1806 og derefter i urmagerlære i 1812. Eftersom datidens guldsmedelære varede i 5-7 år, har der været tid til også at afslutte den første læretid.

10. Kraks Blaa Bog 1910.

19. Jørgen Duus: Silhuetter – skygger på væggen. København 1998.

11. Jens Aarup Jensen: Ringkjøbing Museum i 75 år. Ringkjøbing Aarbog Årg. 57 (1983), s. 3-21.

20. Jens Aarup Jensen: Jesper Malers Ringkøbing, 1808-1847. En billedbog med maler Jesper Kierkegaards farveprospekter af købstaden Ringkøbing. Ringkøbing 1993, s. 12.

8. Georg Schubert blev konfirmeret i foråret 1826 og må derefter være gået i bagerlære. På denne tid var den almindelige skik, at lærlinge ikke fik løn og måtte holde sig selv med klæder, men de fik til gengæld kost og logi hos mesteren.

12. Silhuetten forelå dog i mange år uden museumsnummer og er

130

Jan Tuxen

Fem rådhuse i Varde Af Lars Chr. Bentsen

Vardes nye rådhus er i skrivende stund under opførelse på Bytoften, i den vestlige del af Varde. Det er, historisk set, en atypisk placering for et rådhus, som i større byer normalt ligger mere eller mindre centralt placeret, ofte i forbindelse med byens torv. Vardes nye rådhus bliver dog så stort, at det umuligt kunne placeres centralt i bykernen, og behovet for fx parkeringspladser gør at man i dag vælger anderledes. Men historisk set har området omkring Varde Torv huset ikke mindre end fire generationer af rådhuse, og der skal kort gøres rede for de forskellige bygninger i denne artikel. Det var med en vis spænding, at Arkæologi Vestjylland i april 2014 indledte forundersøgelser på Varde Torv, i forbindelse med omlægningen af torvet. Forundersøgelsen bestod i en enkelt grøft, der dels skulle dokumentere bevaringsgraden af de begravelser, vi vidste, vi ville støde på fra den gamle kirkegård omkring kirken, men også dokumentere, om der var andet bevaret, uden for den gamle kirkegård, som kunne bringe ny viden om Varde. Torvet er et spændende område, og byens hjerte, så at sige, og vi var spændte på, om der var bevaret rester af en bebyggelse langs den vestlige side af Vestergade, eller om området var så præget at nyere tids gravearbejder, at intet var bevaret. Kartografi Der er gennem de sidste omtrent 350 år tegnet og opmålt flere forskellige prospekter og kort over Varde, og kortene fortæller en del af torvets og rådhusenes historie. Den ældste, kartografiske fremstilling af Varde er fra Resens Atlas, hvor prospektet over Varde menes at være fremstillet omkring 1660. Peder Hansen Resen (1625-88)

var ophavsmand til, hvad der skulle blive den tids mest omfattende, topografiske værk. Prospekterne er ikke præcise kort, og det er for flere af de enkelte kort påvist, hvordan Resen lod indtegne hele kvarterer, der var under opførelse, men endnu ikke eksisterede, og gengivelser af fx slotte svarer heller ikke altid til virkeligheden.1 Men Resens Atlas udgør for langt de fleste byer det ældste kendte kortmateriale, og er derfor en meget værdifuld kilde. Det ældste rådhus Prospektet giver to oplysninger, som er væsentlige for torvets og rådhusenes historie. Dels viser kortet en større gård eller bygning ved torvets nordøstre hjørne, og tallet 15, placeret lidt syd for den store bygning, har følgende angivelse: ”Stedet hvor Raadhuusit fordum har standet”. Da prospektet blev tegnet har man stadig vidst, hvor rådhuset en gang lå. I 1620 nævnes et rådhus første gang i de skriftlige kilder, hvor det oplyses at rådhuset stod på torvet, øst for S. Jacobi Kirke,2 og Resens prospekt bekræftes dermed af en skriftlig kilde. Dette rådhus blev revet ned i 1646, hvor en synsforretning beskriver husets sølle tilstand efter det i 1644 var blevet raseret af den svenske general Torstenssons tropper, der i december 1643 marcherede gennem Holsten og angreb Danmark. Det var i den krig, den såkaldte Torstenssons-krig, Christian IV mistede sit ene øje i søslaget ved Kolberger Heide. Synsforretningen er interessant, fordi den giver nogle oplysninger om husets udseende. Der var tale om en bindingsværksbygning, for det beskrives at bindingsværkstavl er slået ud på både øst, vest- og nordsiden af huset. At Fem rådhuse i Varde

131

Resens prospekt over Varde, tegnet ca. 1660. Tallet 15 indikerer hvor byens gamle rĂĽdhus stod.

132

Lars Chr. Bentsen

husets brøstfældige tilstand ikke kun skyldtes svenskernes hærgen kan aflæses af, at flere elementer i bindingsværket beskrives som ”afraadnet”. Der gives flere detaljer om bygningens tilstand. Oplysningen, ”Tagstenene er mange slet borte paa begge Sider og en stor Part brækket” fortæller at bindingsværksbygningen var teglhængt. Der er således i de skriftlige kilder rimeligt gode oplysninger om byens rådhus i midten af 1600-tallet, men de arkæologiske udgravninger kunne føje mere viden til. Allerede i forundersøgelsen foretoges en lille undersøgelse af et tykt, blødt nedbrydningslag fyldt med teglstensbrokker, knuste tagsten, keramik og glas. Den smalle grøft, der blev gravet gennem nedbrydningslaget, afslørede en velbevaret pikstensbrolægning, godt en meter under det nuværende torvs overflade. Pikstensbelægningen måtte, på grund af den dybde den blev fundet i, stamme fra en kælder, som ud fra placeringen kunne tilhøre rådhuset. Den efterfølgende udgravning blotlagde herefter de bevarede dele af ikke blot én, men to kældre, som her skal beskrives hver for sig. At kældrene virkelig hørte til byens rådhus, er der næppe megen tvivl om. De ligger det samme sted, som Resen angiver som stedet for byens ”gamle” rådhus. I nedbrydningsmaterialet blev der fundet en del forskelligt keramik, som kan henføres til midten af 1600-tallet, og dermed stemmer den arkæologiske datering af nedbrydningen af rådhuset fint overens med de skriftlige kilders oplysninger.

Hvornår kældrene blev opført, og med dem det rådhus, der stod over dem, er uvist. De bevarede dele af kældrene blev ikke gravet væk og undersøgt til bunds, idet de uden problemer for anlægsarbejdet kunne bevares på stedet. Der blev ved afrensningen af pikstensgulvet i den nordlige kælder fundet enkelte stykker af hårdt brændt grågods, som kan dateres til senmiddelalderen, men eftersom keramikken lå i nedbrydningsmaterialet, kan den ikke tillægges mere betydning end at kældrene kan være opført i senmiddelalderen. Fra senmiddelalderen findes en skriftlig kilde, der fortæller at Jens Pedersen i 1457 skødede en jord og en kælder, som lå syd for S. Jacobi Kirke, til birgittinerklostret i Mariager.3 Kilden omtaler naturligvis ikke rådhuskældrene, men viser, at der eksisterede kældre i senmiddelalderen i Varde. Den nordlige kælder Kælderens vægge bestod af store kampesten, hvoraf nogle få stadig stod in situ langs kælderens vestvæg. Langs de øvrige sider kunne stensporene fra kældervæggene, som samtidig må have udgjort fundament for dele af

Kælderanlæg Udgravningen viste, at rådhuset har haft to kældre. Der var desværre intet bevaret af selve rådhuset, så det kan ikke dokumenteres med sikkerhed, at begge kældre har fungeret under samme tag og bygning, men fundbilledet i nedbrydningsmaterialet over begge kældre er så ens, at de uden tvivl er nedbrudt på samme tid, hvilket sandsynliggør at de i hvert fald en tid har fungeret samtidig. De ligger så tæt på hinanden, at det er tænkeligt, at de begge hørte til den samme bygning.

Den nordlige af kældrene, set fra øst. I baggrunden ses de store sten, der både udgjorde kældervæg og formentlig dele af fundamentet fra den forsvundne rådhusbygning. Til venstre i billeder er bevaret enkelte sten, som er væltet.

Fem rådhuse i Varde

133

bygningens mure, dokumenteres. Der var ikke spor efter en behandling af vægfladerne. Gulvet udgjordes af en pikstensbelægning, som ved udgravningen var ganske velbevaret. Nedgangen til kælderen var formentlig i anlæggets nordvestre hjørne, men sikre spor af en trappe var ikke bevaret. Modsat den formodede indgang var en større, flad sten nedlagt i pikstensbelægningen. Stenen har formentlig båret en stolpe, der har båret loftet. Den sydlige af kældrene, set fra øst. Kun de absolut nederste dele af kælderen er bevaret.

Den sydlige kælder, set fra sydvest. Til højre i billedet ses to velbevarede trappetrin, som viser, at den store sten midt i billedet ikke ligger på sin oprindelige plads. I baggrunden ses at kældervæggen var opbygget af kampesten, hvor en flad side vendte ind mod kælderrummet samt munkesten. Der kan anes spor af overkalket puds på kampestenene.

134

Lars Chr. Bentsen

Den sydlige kælder Den sydlige kælder havde ikke et bevaret gulv, men en del mindre sten i nedbrydningslaget kan indikere, at kælderen har haft pikstensgulv, som dens nabo. Langs kælderens nordside var fundamentet forholdsvist velbevaret, og i det nordøstlige hjørne stod endnu enkelte sten, der har udgjort den nederste del af kælderens væg. I samme hjørne var der rester af munkesten i murværket. Om væggen et par skifter højere oppe var opført helt af munkesten, eller om man blot har brugt munkesten til at lukke hullerne mellem naturstenene, kan ikke afgøres. Eksempler på begge dele kendes andre steder. Væggen har øjensynligt haft en lidt finere facadebehandling end naboen, idet der på et par sten var rester af overkalket puds. To velbevarede trappetrin viser at nedgangen til kælderen har været i husets østfacade i det nordøstre hjørne af bygningen. Om der er tale om en indvendig trappe i huset, eller om trappen har ført op til gadeplan vides ikke. Kældrenes funktion Kælder og rådhus i samme sætning – tanken ledes straks hen på fangekælder, og det kan på ingen måde afvises, at en eller begge kældre har fungeret som fangekældre. Det var helt almindeligt at have arrest i forbindelse med rådhus helt frem til 1800-tallet. De to rådhuse, der fulgte efter dette ældste kendte, havde begge arrest i kælderen.4 Huset Kældrene fortæller desværre ikke meget om det eller de huse, de hørte til. Som nævnt ovenfor kan det ikke med sikkerhed afgøres om begge kældre har hørt til samme hus, men da de er nedbrudt samtidig er det sandsynligt. Når der ikke var spor af selve bygningen, skyldes det en større afgravning af torvet, som sandsynligvis er foretaget da man nedlagde Jacobi Kirkegård i 1810. I 1805 blev det ved lov befalet at anlægge kirkegårde uden for købstæderne, og den samme lov blev S. Nikolaj Kirkes banemand, idet

Brønden var sat med vandrette planker, som med årene er blevet buede af jordens tryk. Brønden var over to meter dyb, og blev af sikkerhedsmæssige årsager ikke undersøgt detaljeret.

netop kirkegården blev brugt som en af grundene til at bevare den gamle kirke. I 1806 blev det ved kongelig resolution besluttet, at nedbryde S. Nikolaj Kirke og udvide S. Jacobi Kirke, idet den nu skulle huse to sogne. Nedlæggelsen af kirkegården rundt om S. Jacobi Kirke gav plads til de store korsarme, som blev resultatet af udvidelsen. En større renovering af området førte da til den afgravning, der desværre endte med at fjerne sporene efter rådhuset. Den store gård, der ses på torvets nordøstre hjørne på Resens prospekt, var der heller ingen spor efter i udgravningen, bortset fra gårdens dybt nedgravede brønd. Fem rådhuse i Varde

135

Torvet Den store, åbne plads, som i dag udgør torvet har omkring år 1620 set helt anderledes ud. Et rådhus på torvets sydøstre hjørne, en gård på det nordøstre hjørne (den samme gård, som ses på Resens prospekt, og samme gård, som byrådet senere køber og river ned), og ikke langt mod vest var kirkegårdens østlige dige. Om der har ligget bygninger mellem rådhuset og gården på torvets nordøstre hjørne ved vi ikke, men på Resens prospekt læser man tallet 14, syd for hvor rådhuset angives at have ligget. Tallet 14 angiver ”Torfvit” eller torvet.

Det er derfor næppe forkert at antage, rådhuset var den sydligste bygning i Vestergade og på torvets vestre side, og at torvet derfor formentlig altid har ligget på den åbne plads, der i dag er, hvor Torvegade, Kræmmergade og Vestergade krydser hinanden. Vejen sønden om S. Jacobi Kirke og nutiden Kirkepladsen har således ikke eksisteret hverken i middelalderen eller de efterfølgende perioder. Vejen sønden om kirken blev anlagt i forbindelse med nedlæggelsen af kirkegården i 1809. Før kirkegården blev nedlagt gik Pramstedvej sønden om kirkegården, og vest ud ad byen.5

Torveområdet, som det ser ud på Vejcommissionens kort, opmålt i 1797. Kirken har altid været en dominerende del af torvet, sammen med den nu nedlagte kirkegård, hvis kirkegårdsmur stadig stod ved opmålingstidspunktet. Øverst i billedet ses byens rådhus på opmålingstidspunktet (markeret med ”C”). Gården ligger samme sted, som dens forgænger, der ses på Resens prospekt. Lige syd for rådhuset er opmålingen af nedbrydningslagene over de to ældre rådhuskældre indsat med røde og gule farver. Som det ses lukker kirkegårdsmuren torvet af mod vest, og den åbne plads, der kendes i dag, fandtes ikke historisk set.

136

Lars Chr. Bentsen

Rådhus i Kræmmergade Det ældste rådhus blev revet ned i 1646, og frem til 1652 holdt byrådet til i private huse. Herefter købte byen en gård i Kræmmergade 4, som dog måtte sættes i stand

allerede i 1685-86. Små hundrede år senere, i 1752, blev dette rådhus brudt ned, og et nyt opførtes. Det nye rådhus brændte allerede i 1779.6

Placeringen af rådhuset i Kræmmergade angives med et stort E på dette kort, fremstillet i 1768.

Fem rådhuse i Varde

137

Rådhus på torvet – igen Pladsen i Kræmmergade var blevet for trang, og byrådet endte i stedet med at købe den store gård på torvets nordøstre hjørne. Gården kostede 750 rigsdaler, og blev straks revet ned. Til nytår 1786 tog man byens nye rådhus i brug.

Facade og grundplan efter ombygning i 1839.

138

Lars Chr. Bentsen

Ud over tegninger af husets facade og grundplan, har Museet for Varde By og Omegn også en dør fra rådhusets arrest i samlingen.

Nyt rådhus på torvet Knap 100 år fik byens nye rådhus lov at fungere inden også det blev revet ned. I 1872 opførte byen sit nye ”Raad- Tingog Arresthus” på torvets sydvestre hjørne. Det blev tegnet af arkitekt og kongelig bygningsinspektør i Kolding, L.A. Winstrup, som tegnede en lang række rådhuse, hospitaler og andre offentlige bygninger, ligesom han stod bag en lang række kirkerestaureringer og andre byggerier.

Nøjagtig 100 år efter opførelsen besluttede Varde Kommune, i 1972, at det gamle rådhus var blevet for lille, og i 1976 tog man den nye administrationsbygning på Bytoften i brug.7 Den nye bygning blev dog aldrig omtalt som rådhus, og det gamle rådhus forblev i brug til repræsentative formål.

L.A. Winstrups rådhus med statuen af Frederik VII foran.

Fem rådhuse i Varde

139

Rådhus på Bytoften Varde Kommune er nu i gang med et nyt rådhus for femte gang. Byens nye rådhus er under opførelse og kommunen forventer at tage huset i brug i sommeren 2015. Det nye rådhus samler alle kommunens afdelinger under samme tag. En tråd vil blive trukket til byens ældste, kendte rådhus, idet en større sten under udgravning blev taget op. Stenen er lige nu opmagasineret, men vil blive opstillet ved det nye rådhus. Larc Chr. Bentsen kan kontaktes på lcb@arkvest.dk

140

Lars Chr. Bentsen

Noter

1. Ib Rønne Kejlbo: Efterskrift. I: Kobberstikkene fra Peder Hansen Resen Atlas Danicus 1677. Udgivet med efterskrift og kommentarer af Ib Rønne Kejlbo. København 1974, s. 25-27. 2. Carl Lindberg Nielsen: Varde Bys Historie. Varde 1942, s. 194. 3. De Ældste danske Arkivregistraturer V, 1. halvbind, s. 754 (S 1). Tak til Dorthe Haahr Kristiansen, Moesgård Museum for at gøre mig opmærksom på denne kilde. 4. Nielsen 1942, s. 195-198. 5. Nielsen 1942, kort indsat mellem s. 200 og 201 samt s. 204. 6. Nielsen 1942, s. 195-196. 7. Ole Nørskov Nielsen, Lene B. Frandsen, Ole Faber & Mariann Ploug (red.): Varde – en gammel vestjysk købstad. Varde 1992, s. 32-33.

Kulturmiljøer i Varde Kommune Af Holger Grumme Nielsen

Museet for Varde By og Omegn har gennem de sidste år haft til opgave at registrere en række kulturmiljøer for Varde Kommune. Tidligere har det fx været emner som Hanssinelund, Letbæk Mølle, Hesselmed og en række større og mindre bebyggelser i kommunen. I 2014 blev museet bestilt til at registrere Starup by og Hennebjerg. Igennem arbejdet anskueliggøres, hvilke gamle bygninger og anlæg vi skal være særlige opmærksomme på, fordi de er i besiddelse af stor fortælleværdi om egnens historie. Det primære formål med registreringen er at give kommunen en række værktøjer til at behandle disse områder og bevidstgøre dem om de særlige karaktertræk og særpræg, der gør sig gældende. Samtidig vil det være glædeligt,

hvis lokalbefolkningen ved en øget bevidsthed om deres område og dets historie får lyst til at kende området bedre samt får en større forståelse for egnens traditionelle styrker og værdier. En øget bevidsthed om et lokalområde er givetvis også med til at styrke lokalbefolkningens stolthed og livsglæde over deres hjemegn. Herved bliver borgerne gode ambassadører for området og øjensynliggør Varde Kommune som et attraktivt sted at leve. Definitionen: Ved et kulturmiljø forstås et geografisk afgrænset område, der på forskellig vis afspejler væsentlige træk i egnens samfundsmæssige udvikling. Holger Grumme Nielsen kan kontaktes på hgn@vardemuseum.dk

Kulturmiljøer i Varde Kommune

141

Starup by

Kulturmiljø, Varde nr. 29 Landsbyen Starup ligger mellem Esbjerg Bakkeø og Ølgod Bakkeø i et let kuperet terræn på begge sider af Holme Å. Generelt er overfladen i sognet ret flad, hvor det højeste punkt er Haldbjerg i Vestterp 53 meter over havoverflade. Området er domineret af Holme Ådal med de tilstødende bækløb. Engarealerne følger lavningerne ved åen og vandløbene. Herudover er området præget af landbrugsarealer, ligesom der er store plantager på den tidligere hede.

Starup har været beboet siden stenalderen, hvilket de mange gravhøje vidner om. Den lille landsbykirke, der ligger på en banke i engene, er opført i 1100-tallet og bygget af granitkvadre og marksten. Ved kirken ligger også den hellige Skt. Syllatzes Kilde, hvortil syge og krøblinger valfartede i middelalderen. Netop kirken og kilden er nok de mest interessante kulturmiljøer i Starup, men da begge dele er beskyttet af forskellige fredninger og dermed ikke i risiko for at blive ændret, er de udeladt af denne registrering. Byen nævnes første gang i 1472, og sognet bestod tidligere af syv små landsbyer (ejerlav), hvoraf Nr.- og Sdr. Starup er behandlet her.1

Det mest intakte ved Sdr. Starup og Nr. Starup er vejforløbet ned mod broen og bebyggelsen på begge sider af vejen, som bør opretholdes. Byggelinjen langs Smedebakken nord for åen er med til at definere vejforløbet.

142

Holger Grumme Nielsen

Landsbyen Sdr. Starup bestod tidligere af tre-fem gårde på sydsiden af Holme Å og øst for kirken. Ved udflytningen i begyndelsen af 1800-tallet blev Anneksgården liggende tilbage. Denne gård var Starup Sogns del af præstens løn. Præsten kunne så bortfæste den og indkassere indtægterne. Anneksgården havde i begyndelsen af 1800-tallet bevilling til at drive handel. At der netop blev handlet fra denne gård hænger sammen med dens beliggenhed tæt ved broen over Holme Å. Flere steder langs Holme Å har der været vadesteder, men ved kirken har der siden middelalderen været bygget en bro over åen. Broen medførte, at der var megen færdsel på dette sted, hvilket gjorde det oplagt at drive handel her. Mens der altså blev

Nord for åen er der meget få bygninger, der i sig selv er bevaringsværdige. Dog har den gamle skolebygning fra 1838 stadig bevaringsmæssige kvaliteter og fremstår med undtagelse af vinduerne som i 1874.

Kulturmiljøer i Varde Kommune

143

drevet handel fra Anneksgården på sydsiden af åen, blev der allerede i 1800-tallet drevet handel fra Krogården på nordsiden af åen. Krogården var særligt besøgt af pottemændene, og ejeren havde både spiritusbevilling og handelsbevilling.2 I takt med befolkningsvæksten steg handlen også på begge sider af åen. Således opførte man på sydsiden af åen et forsamlingshus i år 1900. Bygningen, der tillige kom til at indeholde den første brugsforening, blev opført af maskinfremstillede mursten som den første bygning i sognet. Desuden blev der også opført smedje her. På nordsiden af åen blev der ligeledes opført en række bygninger, hvorfra der blev drevet handel. Eksempelvis blev der i 1909 opført en toetagers bygning med købmandsforretning med tilhørende foderstofforretning, manufakturhandel og skomagerforretning. På første sal var der udlejet et værelse til postkusken fra Varde. Desuden blev der bygget en

Brugsbygningen fra 1928 fremstår original (med undtagelse af udstillingsvinduer), og er med til at give hjørnet mellem Hovborgvej og Jernbaneallé den specielle karakter. Langs jernbanen findes et byforløb, der bærer præg af andelsbyggeri samt stationsbygningen og en lang række private forretninger.

144

Holger Grumme Nielsen

slagterforretning her. Færdselsåren tæt ved broen og åen betød også, at skolen blev anlagt her. Tilbage i 1838 blev den første skolebygning opført ved åen, men i 1900 flyttede man skolen tættere på Smedebakken, da vejen var ved at udvikle sig til en egentlig forretningsgade.3 I 1909 besluttede sognerådet at betale 15.200 kr. for at få en station i sognet når Bramminge-Grindsted banen blev anlagt. I 1916 blev stationsbygningen taget i brug. Bygningen blev indrettet med læsserampe til kreaturer, svin, roer, tørv, formbrændsel, æg mm. Desuden var der venteværelse med toilet, billetluge, kontor og posthus. Udgifterne blev betalt allerede det første år, fordi der under krigen var stor efterspørgsel på tørv. Til gengæld kunne man få mergel bragt til sognet, hvilket gav en øget mulighed for hedeopdyrkning.4 Anlæggelsen af jernbanen medførte en opgangstid for sognet. Der blev bygget ny skole, og en lang række forretninger flyttede op til den nye stationsbygning, ligesom brugsforeningen fik egne lokaler her. Langs med jernbanen voksede der på kort tid en gade frem. Denne gade blev til byens centrum, og her blomstrede forretningslivet. Bl.a. blev der bygget nyt hotel, og smedeværkstedet flyttede hertil. Desuden blev der etableret slagterforretning, hvor kødet kom som halve grise med jernbanen fra Grindsted for efterfølgende at blive parteret i forretningen. Yderligere opstod der frisør- og barbersalon, skrædderforretning, hattebutik, boghandel, tømrerforretninger, sæbeforretninger, købmand og forskellige kioskforretninger. Endelig flyttede møllen med tilhørende foderstof hertil i 1916.5 Jernbanen betød også mulighed for forskellige industrielle tiltag i mindre format. Eksempelvis blev der indrettet et værksted i en ejendom tæt på brugsen, hvor man gennem en årrække fremstillede trælegetøj. Legetøjet blev pakket i gamle kartoffelsække, sendt med jernbanen og solgt via Daells Varehus. Et andet tiltag var Seebergs Møbelfabrik, der i mange år var byens største arbejdsplads med 12-15 ansatte. Møblerne blev solgt direkte fra fabrikkens udstillingslokaler eller sendt med jernbanen.6

Østergaard lå før udstykningen inde i byen, men blev i 1794 udflyttet til sin nuværende placering i udkanten af stationsbyen. De nuværende bygninger indeholder elementer fra 1827, men bygningen blev ombygget i 1888. Bygningskomplekset, der er et enestående eksempel på en vestjysk udflyttergård, har beholdt sin særlige karakter og er i besiddelse af en originalitet og helhed, der sjældent ses på disse egne.

Som i så mange andre landsbyer lukkede de fleste forretninger i Starup op gennem 1960’erne og 1970’erne. Jernbanen og stationen blev nedlagt i 1971, og i dag har næsten alle de gamle bygninger fra stationsbyens første generation mistet deres forretningspræg (udstillingsvinduer, læsseramper m.m.). Mens de fleste bygninger i Sdr. Starup og Nr. Starup er fjernet, findes der stadig flere gamle bygninger i stationsbyen, med god fortælleværdi og arkitektoniske spændende detaljer.

Noter

1. L.S. Jespersen: Starup Sogn. Spredte træk af et hedesogns historie. Starup 1920, s. 19. 2. Jespersen, s. 43ff. 3. Jespersen, s. 79ff. 4. Harald Nilsen: Starup Sogn. Spredte træk af et hedesogns historie. Starup 1972, s. 181f. 5. Nielsen, s. 182 6. Optegnelser i Starup Sogns Lokalhistoriske arkiv 1982.

Kulturmiljøer i Varde Kommune

145

Hennebjerg

Kulturmiljø, Varde nr. 37 De gode enge ved Rolfsø og Stausø kombineret med den gode markjord har medført, at Hennebjerg gennem tiden har givet højere indtægter end områdets øvrige gårde. Dette ses ved, at der oprindeligt var forholdsvis mange gårde og meget få huse i Hennebjerg, ligesom gårdene ved matrikuleringen i 1682 blev sat noget højere i hartkorn end sognets øvrige distrikter. Endelig gik Hennebjerg også under navnet ”smørhullet” i ældre tid. Til gengæld levede beboerne tidligere ret afskåret fra omverdenen,

Gamle landkort vidner om, hvor statisk vejforløbene og bebyggelsen har været på Hennebjerg siden 1800-tallet. De gamle vejforløb og bebyggelsen bør opretholdes og skånes for yderligere bebyggelser.

146

Holger Grumme Nielsen

særligt i vinterhalvåret, hvor de våde enge, moser og søer besværliggjorde transport til og fra området. Den eneste færdselsvej var over Klinting, og i vinterhalvåret er det næppe sandsynligt, man er kommet ret meget hjemmefra. I middelalderen er oplysninger om Hennebjerg meget begrænset. Vi ved imidlertid fra kirkens regnskab over ”Sjælegavekorn”, at der allerede i katolsk tid lå fem gårde på Hennebjerg. Lidt mere information får vi, når vi kommer frem til 1682. De skriftlige kilder vidner om, at der på dette tidspunkt fandtes ni gårde og to huse på Hennebjerg og, at landsbyen havde 154,2 tdr. opdyrket jord, som leverede 25,59 tdr. hartkorn. På grund af geografien lå gårdene ikke sammenklumpet, men derimod i en lige linje syd-nord med undtagelse af to ejendomme. Omkring år 1800-var der 12 gårde, som blev beboet af 12-13 familier. I perioden fra 1787 til 1801 voksede antallet af beboere fra 57 personer inkl. børn til 74 personer i 1801. Befolkningstilvæksten betød, at de 12 gamle gårde alle blev udstykket op gennem 1800-tallet, således at der i 1910 var 26 ejendomme på Hennebjerg.1 Udstykningen af ejendommene hænger givetvis også sammen med afvandingen af Rolfsø. Den første afvanding blev gennemført i 1852, efter at der var indgået overenskomst mellem lodsejerne og ejerne af Henne Mølle, Andreas Tranberg og K.L. Knudsen. Afvandingen var forholdsvis simpel, idet den kun fordrede en uddybning og regulering af Fidde Strøm. Herved blev søen nogenlunde tørlagt, og den tidligere søbund blev indtaget til gode græsningsarealer. De gårdejere på Hennebjerg, som havde arealer ned til Rolfsø, tilsluttede sig afvandingen mod, at de sammen med de øvrige lodsejere fik halvdelen af søens tørlagte areal. Herefter blev man enige om i fællesskab at udleje arealet til høslæt og eftergræsning mod at dele overskuddet forholdsmæssigt. Priserne for lejen af engarealerne Rolfsø var ofte ret høje, fordi arealerne lå tæt på bl.a. Hennebjerg.2 Frem til Anden Verdenskrig var den gode enghø en nødvendighed for bønderne på Hennebjerg, da det stort set var den eneste form for vinterfoder, de havde til husdyrene. Beboerne på Hennebjerg havde ud over landbruget

en lang række muligheder for at supplere indtægterne. Således var der på matrikel 8a i perioder både købmandsforretning og brevsamlingssted i slutningen af 1850’erne. På matrikel 13 byggede ejeren omkring midten af 1800-tallet en lille teglovn til fremstilling af teglsten. Disse blev bl.a. brugt til genopbygningen af gårdene i Hennebjerg og til de gårde, som blev udstykket. Da jorden også var egnet til maltbyg, havde man på matrikel 4 opført en maltkølle. Endelig ved vi, at flere af Hennebjergs beboere investerede i både og således skaffede sig biindtægter ved salg af fisk. Samlet set er der dog tale om bierhverv, som måske nok kunne supplere indtægterne, men ellers har der primært været tale om fremstilling til eget forbrug.3 I dag er Hennebjerg karakteristisk ved, at gårdene aldrig er flyttet ud. Selvom der er foretaget flere udstykninger, og enkelte gårde har skiftet plads, er det bemærkelsesværdigt, hvorledes bebyggelsen særligt langs Hennebjergvej stort set har været statisk siden omkring år 1800 og givetvis længere tilbage. Antallet af gårde og beliggenheden er således ret identisk med det, man ville se for ca. 200 år siden. Ligeledes vidner de gamle kort om, hvorledes vejforløbet heller ikke har ændret sig siden 1800-tallet. Kulturmiljøet på Hennebjerg samler sig omkring Dejrupvej og Hennebjergvej. På Dejrupvej findes

Dejrupvej 130 blev i 1830 opført i gule mursten, hvilket var ret utraditionelt for egnen.

Kulturmiljøer i Varde Kommune

147

længst mod vest en af de gamle gårde matrikelnummer 6, opført i 1830 i gule mursten, herudover findes 3-4 huse (Dejrupvej 120-126 og Hennebjergvej 4 og 6), som alle er opført i perioden mellem Første og Anden. Verdenskrig. Disse ejendomme er alle uden særlig arkitektonisk interesse og udgør heller ikke en del af det historiske interessante miljø i Hennebjerg. Derimod ligger der langs Hennebjergvej syv ejendomme på en syd-nordgående linje, som alle er med til at give Hennebjerg sit karakteristiske præg, og som gør området interessant i denne sammenhæng. Disse ejendomme er opført fra slutningen af 1700-tallet og frem til 1867 og udgør en helhed, der viser en typisk landsby i første halvdel af 1800-tallet. Gårdene er typisk to eller trelængede landbrugsejendomme, opført i vestjysk byggestil. Bygningerne er placeret

De fleste bygninger har bevaret den vestjyske byggestil med smalle, lave bygninger. Flere bygninger fremstår dog pudset i dag, hvilket de givetvis ikke har været oprindeligt.

på kanten til Rolfsø, hvilket giver et meget stemningsfuldt gårdmiljø. De fleste gamle bygninger har bevaret mange smukke detaljer som kviste, lastluger, støbejernsvinduer og murankre, hvilket er med til at give området en charmerende helhed. Gårdene er ikke et eksempel på en bygningsmasse, der er gennemrestaureret, men et eksempel på ejendomme med mange bevaringsværdige elementer, der giver stedet en særlig ånd. I dag optræder bygningerne med mange arkitektoniske kendetegn, og overalt får man varierede oplevelser, når man færdes omkring de gamle gårde i de naturnære omgivelser. Ingen af ejendommene på Hennebjerg er i dag fredet, og kun få er erklæret bevaringsværdige. Historisk og arkitektonisk ville det være ønskeligt, hvis der blev udarbejdet en samlet bevaringsplan for området.

Noter

1. Evald Kappelskov: Om Henne Sogn gennem tiderne. Genoptrykning. Henne 1982, s. 284ff. 2. Palle Uhd Jepsen: Filsø. Varde 2012, s. 291f. 3. Kappelskov, s. 285ff.

148

Holger Grumme Nielsen

En gravsten Af Lars Chr. Bentsen

Et lapidarium er en udstilling eller samling af sten (efter latin: lapis = sten). Det kan være en samling af sten med arkitektoniske detaljer fra et byggeri eller, som i dette tilfælde, en samling af gravsten fra sløjfede gravsteder. I Arnbjerg Kirkegårds lapidarium står en slidt gravsten over Jens Christian Stau, født 14. april 1819, og Elisabeth Stau (f. Madsen) født 11. maj 1818. Navnet Stau er ikke ukendt – grundlæggeren af Varde Museum var Cornelius Stau, og årstallene passede med at det måtte være Cornelius Staus forældres gravsten, som er bevaret i lapidariet. Det kunne naturligvis hurtigt bekræftes ved et opslag. Jens Christian Stau blev gift med Elisabeth (som egentlig var døbt Lisbeth), som på den tid var i huset hos Købmand Haunstrup i Varde. Det har været en god tid for Elisabeth, for ægteparret Staus førstefødte, ”vores” Cornelius (18451926), blev opkaldt efter købmand Haunstrups søn. Parret fik yderligere tre børn, Birthe Cathrine (1847-1889), Mads Christian (1851-1856) og Laurids Marinus Mads Christian (f. 1856). Familiens hjem frem til 1866 var en lejebolig i Nikolajkirkegade.1 Jens Christian Stau var skræddermester, og kunne i 1866 byde 1420 rigsdaler på auktionen over glarmester Sørensens ejendom i Skovbogade (nuværende Storegade). Elisabeth Stau var husmoder, som de fleste kvinder var på denne tid, men hun videreførte Jens Christian Staus forretning efter hans død i 1876, dog ikke med fortsat skræddervirksomhed, men som et konfektionsudsalg.2 Nederst på forældrenes gravsten står at læse: ”og lille Elisabeth”. Der er naturligvis ikke tale om Jens Christian Staus kone, som står ovenover. Der er heller ikke tale om En gravsten

149

Cornelius Staus kone, Elisabeth, da hun er begravet sammen med Cornelius Stau på kirkegården i Humlebæk. Men hvem da? Cornelius Staus lillesøster, Birthe Cathrine, der var gift med herredsfuldmægtig Hans Andresen, fik tre børn. Deres andet barn var Oline Metthea Elisabeth Stau Andresen blev født 4. februar 1885. Ved hendes dåb stod, blandt flere andre, mormoderen enkefru Stau fadder til den nyfødte. Oline blev kun 10½ måned gammel, og døde 18. december 1885 af ”kighoste-krampe”.3 Hans og Birthe Cathrine havde naturligvis ikke noget gravsted endnu, og derfor begravede man Oline i bedsteforældrenes gravsted, hvor hendes morfar, Jens Christian Stau, allerede var begravet 11 år tidligere. Når hun på gravstenen benævnes Elisabeth, og ikke Oline, skyldes det formentlig, at hendes kaldenavn var Elisabeth, ganske som Cornelius’ yngste bror også kaldes Christian i stort set alle kilder, på trods af tre andre fornavne. Efter sin mands, Jens Christian Staus, død i 1876, må Elisabeth Stau være flyttet til København kort efter, for da hun i 1879 stod fadder til ”Lille Elisabeths” storebror, Olaf, er hun i kirkebogen registeret som boende i København. Birthe Cathrine døde selv tidligt, i 1889, halvandetår efter at have født Helga Elisabeth – ”Lille Elisabeths” lillesøster. Helga Elisabeth har senere fortalt, hvordan

150

Lars Chr. Bentsen

bedstemoren flyttede ind efter Birthe Cathrines død for at hjælpe til med at holde hus og passe børn.4 Hans Andresen, Birthe Cathrines mand, giftede sig igen den 19. marts 1892, hvilket gav anledning til at Fru Stau flyttede tilbage til København, hvor hun døde i 1899. Arnbjerg Kirkegård, hvor gravstenen står, blev anlagt i 1879, og da Jens Christian Stau døde tre år tidligere, i 1876, må man formode af familiens gravsted ligger på ”Den Gamle Kirkegaard”, bag rådhuset på torvet. Et tilfældigt fund af en gravsten har på denne måde bragt endnu et lille kapitel frem i historien om grundlæggeren af Museet for Varde By og Omegn, Cornelius Stau, og hans familie. Lars Chr. Bentsen kan kontaktes på lcb@arkvest.dk Noter

1. P. Friis: Grosserer Cornelius Stau – Varde Museums stifter. I: Fra Ribe Amt, 1962, s. 321-341. 2. Friis 1962, s. 321-341. 3. Den eneste ”lille” Elisabeth, der kan findes i Staus nære familie, er omtalte Oline Metthea Elisabeth. Fødsler og dødsfald er eftersøgt i kirkebøgerne. Tak til Karsten Michaelsen og Knud Andreasen, Varde Lokalhistoriske Arkiv. 4. Jonna Byskov og Marianne Keinicke: Der var forskel på folk – tiden omkring 1900, Elevbog. København 2004, s. 78-80.

Engle og dæmoner

– et portræt af tegneren og kunstneren Niels Rønne Jønsson Af John V. Jensen

Himmel og helvede, En træt og modløs engel, Diktatoren og The gunman er blandt de pirrende titler på nogle af Niels Rønne Jønssons værker. Dystre titler måske, men hos Jønsson veksler det dødsensalvorlige med det humoristiske, det voksne med det barnlige, det autoritære med det anarkistiske. Mødet med Jønssons malerier efterlader et indtryk af en lurende katastrofe, men giver samtidig også et indtryk af uskyld og måske et håb om, at katastrofen kan afværges. Modsætningerne mellem titlernes og motivernes gru, intellektuel som motivisk, og så det tilsyneladende naive billedsprog, som malerierne er udfærdiget i, skaber en virkningsfuld effekt. Det alt andet end uskyldige bliver uskyldigt og omvendt. Jønssons malerier er således små eksempler på, at lys og skygge, humor og alvor er hinandens uadskillelige følgesvende. Malerierne rummer nemlig en tvivl på den moderne verden, men samtidig giver de beskueren gennem det barnligt-humoristiske en mulighed for at indoptage tvivlen og leve med den, uden at den bliver ødelæggende eller altfortærende, og det er vel netop den slags, vi har kunst til. Elev af Otto Frello

The Gunman, 2012.

Niels Rønne Jønsson var manden bag udstillingen i Kunstsalen på Ravmuseet i Oksbøl fra 31. august til 26. oktober 2014, hvor han udstillede sammen med kunsthåndværkeren Vibeke Ditlevsen. Jønsson er født i Ordrup nord for København i 1941. I løbet af 1960’erne uddannede han sig til tegner på Engle og dæmoner

151

John V. Jensen

toff er C olu m b

152

leverede tegninger. Desuden har han tegnet masser af tegninger til ugeblade, bl.a. Søndags BT. Niels Rønne Jønsson har selv skrevet børnebogen Ørnen og lavet illustrationer til børnebøger om bl.a. Niels Ebbesen og Tordenskjold, hvor fortællingen – og læserne – nød godt af tegnerens evne til at skildre og leve sig ind i fortiden. Stilen i disse bøger er beslægtet med de klassiske drengebogsomslag og hjælper eventyret og fantasien på gled. Først i 2003 tog Jønsson for alvor fat på maleriet, og han har arbejdet især med oliemaleri men også akvarel og tempera. Siden 1979 har Niels Rønne Jønsson besøgt bjergbyen Olevano Romano lidt øst for Rom, hvor han har lavet en række motiver, og hvor han også har udstillet.

Chr is

Akademiet for Fri og Merkantil Kunst. Her var en af hans lærere tegneren og maleren Otto Frello, der siden blev både kollega, vejleder og ven. Otto Frello dansk maler født 1924 i Outrup. Kendt for sine fantasifulde og fabulerende malerier udført med stor teknisk færdighed. Otto Frello er rigt repræsenteret på Varde Museum. Jønsson har en lang karriere som tegner bag sig. Således har han illustreret håndbøger for Politikens forlag, bl.a. Sommerfugle i farver 1 og 2 (se forsiden) og Skibenes kavalkade 1 og 2, hvor både Jønsson og Frello

us’

2. flagskib ”Sant a Maria” 149

Parti fra Olevano Romano, 2006.

Engle og dĂŚmoner

153

Computerindmad, 2003.

Et smil og et stik i hjertet Niels Rønne Jønsson er først og fremmest tegner og illustrator, men som andre tegnere fik han også lyst til at prøve kræfter med maleriet. Arbejdet som håndbogsillustrator bandt Jønsson til naturalismen, og netop maleriet gav en ny mulighed for at bevæge sig ind på andre områder. Da Jønsson i 2003 for alvor tog fat på maleriet, forlod han perspektivet og det plastiske – naturalismens tro følgesvende. I stedet tog han udgangspunkt i indmaden på en computer, hvor de elektroniske kredsløb blev til koloristiske ornamenter langt fra de sirlige håndbogstegninger. Der var dog stadig tale om yderst stramme kompositioner, men uden fortælling eller indhold. I de senere år er fortællingen igen kommet til at spille en afgørende rolle for Jønsson, og han har udviklet et både personligt og originalt udtryk i sine malerier. Malerierne er små kommentarer til deres samtid, og Jønsson har selv fortalt, at flere af dem er blevet til, mens han under sit arbejde lyttede til musikken på radioens P2. 154

John V. Jensen

Under arbejdet blev han imidlertid afbrudt af Radioavisen, der efter hver time fyldte atelieret med nyheder om verdens tilstand. For en hastig, men også overfladisk betragtning kunne det måske derfor se ud som om, at Jønssons billeder var en revitalisering af 1970’ernes politiske kunst. Det er imidlertid en fejlslutning. Blandt de helt afgørende forskelle er farverne, der hos Jønsson både er stærke og mange, men også humoren og fraværet af en entydig politisk holdning, hvilket adskiller ham fra meget af 1970’ernes politiske kunst. Jønssons malerier rummer ingen moralisme, men tvinger snarere sindet til at forholde sig kritisk til den verden, som vi er en del af på godt og ondt. Hvad den enkelte beskuer så får ud af det, vil være individuelt, men det afgørende er, at malerierne vil os noget. Jønssons billedunivers begrænser sig nemlig ikke til en flad politisk realisme. Tværtimod skaber han en virkelighedsdimension, hvor engle og djævle er realiteter på linje med almindelige mennesker. Nogle vil, måske med henvisning til det umiddelbart naive billedsprog, kunne indvende, at det bare er pjat og kategorisere det som børnebogsillustrationer. Det kan der være noget om, men ved at befolke malerierne med fremmede væsner, åbner han op til et større virkelighedsrum, end vi almindeligvis opererer med, og som lader hånt om naturlove, psykologi og politik, der ellers er vor tids mest almindelige måde at forklare verdens tilstand på. Selv har Niels Jønsson sagt: Hvorfor male engle som måske er uvirkelige og slet ikke findes? Nå ja, sandheden er vel, at vi ikke ved, om de findes eller ikke findes. For moderne mennesker er det vigtigt at vide og ikke nøjes med at tro. Vi vedkender os den videnskabelige metode, som har hersket siden oplysningstiden. Men der er stadigvæk meget, vi ikke ved og ikke kan få klarhed over, og derfor må henvise til som et trosspørgsmål. Dette kunne for eksempel være spørgsmålet om engles eksistens. Et agnostisk skøn her kunne derfor lige så godt komme englene til gode som det modsatte. Vi kan ikke bevise, at de findes, og heller ikke, at de ikke findes. Uanset hvad svaret måtte blive, har jeg valgt at lade dem optræde som symboler på ”det gode” som hjælper os mod ”det onde” i mine malerier.

Engle og dĂŚmoner 155

Det helt store tyveri, 2013.

og det nærmest barnlige billedsprog er hans våben imod anfægtelserne, ironien og kynismen. Uden at banalisere vendes det uafvendelige og tragiske rundt og efterlader både et smil og et stik i hjertet men også en tro på det, som Jønsson selv kalder ”det gode”. Engle og djævle, himmel og helvede

En træt og modløs engel, 2012.

Der er altså ikke tale om religiøse eller kristne billeder, selvom et af dem bærer titlen Lysets engel går med glans med en klar reference til salmedigteren B.S. Ingemann (17891862). Jønsson er en moderne tvivler, der er anfægtet over den dumhed, dårskab, som medierne flyder over med, men han er ikke nogen kyniker. Dertil er hans menneskeskikkelser og engle, ja selv hans djævle, alt for sympatiske. Jønsson tror på det ”gode”, men vejen dertil er stenet og besværlig. Jønssons malerier befinder sig således på den fine linje mellem det jubeloptimistiske og det jamrende. En balance hvor humoren og det uskyldige kæmper mod verdens fortrædeligheder, og som for det meste lykkes for ham, ikke mindst fordi Jønssons humor er veludviklet og kan omslutte kynismen, men uden at forfalde til en tom ironisk grimasse. Jønsson er tydeligvis anfægtet, men humoren 156

John V. Jensen

I Niels Rønne Jønssons malerier eksisterer engle og djævle, himmel og helvede. Mytologiske figurer og begreber, der, skulle man mene, tilhører en svunden tid. Imidlertid knytter Jønsson an til disse figurer, og han gør dem nærværende og menneskelige, fx En træt og modløs engel (2012), der er udmattet af at arbejde i den gode sags tjeneste. Englen er såre menneskelig. Væk er de overmenneskelige træk, og tilbage er problemer med dobbelthage, stress og livsstilssygdomme. De ellers farvestrålende vinger ligner ikke rigtigt noget, der længere vil bære, og heller ikke lyren frister mere. Glorien sidder han med i hånden som et pandebånd den slagne sportsmand lige har hevet af. Til den mismodiges opmuntring sidder et par fugle og kigger nysgerrigt, som om de synes at forstå hans situation. Denne modstilling mellem det alt for menneskelige og det guddommelige er interessant, fordi Jønsson derved knytter an til et sprog, de fleste af os kender, men som vi er blevet belært om er mytologisk, og som i virkeligheden vistnok også er

noget gammelt sludder. Men, som sagt, skyldes det ikke, at Jønsson tilskriver englen og andre mytologiske væsner konkret eksistens, men ved at revitalisere englen og det mytologiske udvider han virkelighedsperspektivet, hvilket er et af kunstens store privilegier. For netop i det vellykkede kunstværk ophæves modsætningerne, og der er plads til både engle og djævle, himmel og helvede, fordi det vellykkede kunstværk er universelt. Dette har Niels Rønne Jønsson næppe tænkt på, mens han malede, men ved at bruge mytologiske forestillinger, som de fleste af os er helt fortrolige med, har han adgang til et sprog, der kan behandle det højtidelige, det gravalvorlige etc. Den måde, hvorpå Jønsson maler sine figurer med karikerede kroppe og ansigter, peger sammen med de klare farver i hans palet hen mod det humoristiske og det barnligt naive snarere end det dystre – og giver malerierne en spænding. I den forstand har Jønsson på sin egen beskedne måde fundet sit eget sprog, som er både personligt og originalt. Om maleriet En træt og modløs engel har Niels Jønsson selv fortalt:

der leder tankerne hen på Johannes’ åbenbaring og dommedag. I kaos blandt kampvogne, soldater, eksplosioner stikker en hornet djævlelignende figur sit hoved frem. Den (faldende) engel ligner imidlertid ikke én, der for alvor kan gøre noget ved problemer i brændpunktet. Dommedagsprofetier kan enhver fremsætte, men igen får det dystre og det illusionsløse en modvægt i form af det tilsyneladende barnlige billedsprog. Det er let at se, at det gode og smukke er truet, når kampvognene og diktatorerne rykker ind, og som beskuere stiller vi os

… at når alt for mange af de daglige medienyheder blev for sørgelige og forfærdelige, så kunne trætheden og mismodet sænke sig, og det fik også indflydelse på malerierne. Hovedpersonen blev derfor en træt og mismodig engel, der har mistet modet og troen på det gode. Nogle mennesker vil måske have svært ved at tro, at engle kan have det sådan, men det kan jeg godt forstå, at de kan. Hvis jeg var en engel og skulle plante glæde og optimisme i en verden, der alt for ofte opfører sig så ringe som vores, ville jeg også have svært ved at holde modet oppe hele tiden, også selv om det var mit job og ansvar. Hvis altså engle kan stilles til ansvar? I et andet maleri, Brændpunkt (2012) tager han igen fat i englenes krise. Her ses en engel, der er kommet lidt for tæt på det brændende kaos i en by, hvor landets diktator forsøger at styre befolkningen med magt og vold. Motivet kan lede tankerne hen på den græske myte om Ikaros, der under flugten fra Kreta kom for tæt på solen, faldt ned og slog sig ihjel. Hvor galt det går englen, ved vi ikke, men han er utvivlsomt i problemer. Under ham ses et scenarie,

Brændpunkt, 2012.

Engle og dæmoner

157

158

John V. Jensen

selv spørgsmålet: må englen give op? Må det ”det gode” kapitulere over for ondskaben? Englens pudsige ansigtsudtryk, de farvestrålende englevinger men ikke mindst de pink strømper og englens gule klædedragt kalder smilet frem og giver alligevel billedet et skær af noget forsonende, hvorved tvivlen, kynismen og modløsheden ikke blot holdes i skak, men bliver noget vi kan leve med som en del af os selv, og som ikke længere kun er deprimerende og destruktivt. Ondskab og humor Forklædt som pæn mand (2013) er et andet af Niels Rønne Jønssons malerier, der var udstillet i Oksbøl. I forbindelse med udstillingen ledsagede Jønsson dette billede med en lille historie, der stammede tilbage fra drengeårene i Ordrup. På billedet ser vi en folkemængde af tilsyneladende almindelige mennesker, men vi ser også en engel og i nederste højre hjørne en mand med en attachémappe. Og ser vi nærmere på ham, adskiller han sig fra mængden ved at have spidse ører, gusten ansigtsfarve, et skulende blik, og så er han velklædt med frakke og slips. Jønsson fortæller: I min bestræbelse på at male engle, faldt jeg over begrebet ”at være pæn”. Da jeg var barn, sagde min mor ofte om en eller anden, at han var ”sådan en pæn mand”. Og det betød for det meste, at han var borgerlig, tillidsvækkende, pæn og kedelig. Nej – måske ikke kedelig men i det mindste helt ufarlig. Min mor var ikke til det outrerede og kontroversielle. Men hun vidste jo ikke alt om ”pæne mænd”. ”Pæne mænd” gjorde et vist indtryk på mig. Skønt ikke altid som nyttige rollemodeller, men som interessante studieobjekter, hvor det pæne og ufarlige ikke altid holdt stik. ”Pæne mænd” klædte sig næsten ens. Pressefolder, ren skjorte og slips. Pudsede sko. Ingen skæve hæle. Måske havde det noget at gøre med deres job. Men ikke kun på jobbet så de pæne ud. Nogle var altid ”pæne”. Næsten. Englen på billedet har netop spottet en ”pæn mand” i folkemængden, som forsøger at dække over noget mindre ”pænt”.

Forklædt som pæn mand, 2013.

Englen er udfordret og i alarmberedskab, og selvom de ”almindelige” mennesker er flest, virker harmonien alligevel svækket. Maleriet kan ses som et billede på menneskesindet, der kæmper mellem kærligheden og det destruktive, eller som et billede på verden fanget i den samme konflikt. Hvem, der får overtaget, og hvem der besejrer den anden, er uvist. Maleriet kan også ses som et portræt af mennesket, der holder aggressionen og de sjælelige kræfter i ave bag den ”pæne” facade, men når masken falder, afsløres mennesket som et vilddyr, der står fremmed overfor at vise skånsel mod sin egen art. Som de øvrige malerier er også Forklædt som pæn mand umiddelbart troskyldigt, hvilket igen skyldes Jønsson billedsprog, der indikerer noget barnligt og tillidsvækkende, men når man ser nærmere på det, bliver man mindet om, at det desværre ikke er alle, der har gode hensigter – heller ikke selvom de har taget pænt tøj på. Igen holder Jønsson humoren op mod ondskab og slette hensigter, og billedet balancerer mellem det konstruktive og det destruktive. Et andet maleri, som også kort skal omtales i denne sammenhæng, er Mobning, anderledes (2010). Titlen antyder et velmenende, men også meget forudsigeligt socialrealistisk tema, men i kraft af Jønssons særlige stil får han med humoren fortalt den gamle historie om usikkerhed og mobning på en ny måde. Det ses ikke mindst i maleriet Mobning, anderledes, hvor et pudsigt og lidt mellemfornøjet væsen betragtes af landsbyens indbyggere, der ligeledes ser løjerlige ud. Det pudsige væsen i billedets forgrund kunne være en dreng og skiller sig ud ved at have nogle store spidse ører. Motivet, der understreges af titlen Mobning, fylder beskueren med det ubehag, der ofte er forbundet med at være anderledes. Mobbekampagnen synes imidlertid at være anført af en rovdyrsagtig ged, der selv ser temmelig komisk ud, som den stiller sig an med tungen ud af munden. Maleriet handler måske om, at de, der peger fingre, ikke altid selv er for gode. Eller måske er geden den djævel, der kan fare i de fleste af os, men som vi for det meste heldigvis er i stand til at undertrykke? Igen Engle og dæmoner

159

Mobning, anderledes, 2010.

er det humoren i det gravalvorlige, der gør, at man ikke går nedbøjet fra billedet. I stedet får man en følelse af, at mobning netop er udtryk for dumhed og uvidenhed, og det sker ikke på grund af en løftet pegefinger, men ved humorens hjælp. Billedets barnlige anstrøg udstiller via humoren dårskaben, som det den er – dårskab. Afrundning Udstillingen i Ravmuseets kunstsal i Oksbøl var en oplevelse. I første omgang måske ikke af den store bombastiske 160

John V. Jensen

slags, men mødet med Niels Rønne Jønssons malerier var en af den slags oplevelser, der levede videre længe efter, at man havde forladt udstillingen igen. Det var de små fortællinger i malerierne. Det var malerier om himmel og helvede, engle og dæmoner i et tilsyneladende barnligt og håndgribeligt billedsprog, men hvor de gamle mytologiske figurer blev både reelle og virkelige og ikke bare tomme postulater, som maleren har anvendt for at virke dannet, men som nogle gange blot er udtryk for snobberi. Jønssons umiddelbart barnlige billedsprog afvæbner beskueren, fordi det virker uskyldigt og velkendt, selvom mange vil tage forbehold for eksempelvis eksistensen af engle. Pointen er imidlertid ikke, hvorvidt engle og dæmoner reelt eksisterer, men det forhold at de i Jønssons billeder har reel eksistens. Gennem de mytologiske figurer og sit særegne billedsprog udtrykker han sin tvivl på det godes forrang frem for det onde. Ikke desto mindre nægter han konsekvent at overgive sig til kynismen og nihilismen, som han konsekvent bekæmper med humoren, hvorved han i flere af sine bedste billeder på humoristisk-poetisk vis formår at trænge den altfortærende tvivl tilbage. Humoren spiller en afgørende rolle i Jønssons malerier og virker forfriskende, men bag humoren og det barnlige findes en anfægtet maler, hvorved det humoristiske ikke bare bliver flade vitser, men som på sin egen måde fortæller os noget om at være mennesker på godt og ondt. Der findes måske ingen frelse, for tvivlen er det moderne menneskes evige følgesvend, og det kan hverken Niels Rønne Jønsson eller hans malerier ændre på. Men han viser os, at med humoren og poesien kan man udfordre aggressionen, modløsheden, kynismen, og det, der er værre. På den måde kan vi måske bedre komme overens med, at det forholder sig sådan. Som allerede sagt udstillingen på Ravmuseet var en af den slags oplevelser, som man har med sig længe efter, malerierne er nedtaget og returneret. Se mere på Niels Rønne Jønssons hjemmeside: www.nrjoensson.dk John V. Jensen kan kontaktes på jvj@vardemuseum.dk

Flyvere i natten – luftkrig over Vestjylland Af Christina Lindekilde

Som efterfølger til udstillingen, Hvad bunkeren gemte – En tysk soldat fortæller på Ringkøbing Museum, har RingkøbingSkjern Museum i vinteren 2015 åbnet en ny udstilling om bombefly over Vestjylland. Flyvere i natten – Luftkrig over Vestjylland og Europa er titlen på den nye udstilling, som centrerer sig om de allierede bombefly, der, med forskellige ærinder, fløj over Vestjylland under Anden Verdenskrig. Flyene fløj bl.a. over Danmark på bombetogter mod tyske byer, de lagde miner i de indre danske farvande, og de var engagerede i nedkastninger til modstandsbevægelsen. Uanset deres ærinde betød flyenes tilstedeværelse, at den ellers for Danmark ret fjerne krig var nærværende for vestjyderne, hver gang de store, sorte skygger viste sig på himlen. Luftkrigen var et af de mest markante tegn på, at verden var i krig, og at Danmark var en del af den. Denne artikel fortæller historien om Vestjylland som bombemål i 1941 og 1942. Udstillingen handler dog i mindst lige så høj grad om store bombefly, der blev skudt ned over Vestjylland på deres farlige vej til og fra bombning og minelægning længere mod øst i 1943-45. Deres historie fortjener også en artikel, så hold øje med opdatering 2015.1 Bombenedslag i Vestjylland I Vestjylland viste verdenskrigen sig ofte efter luftalarmens tuden, der kunne betyde bombenedslag, luftkampe og flystyrt. Flere gange blev vestjyderne vidner til bombenedslag på både offentlig og privat ejendom. Foråret 1941 var i den henseende en særlig udsat tid, hvor Vestjylland blev ramt af en række angreb. Her blev Skjern Svineslagteri bombet, viadukterne ved Hee og Velling blev angrebet og

Luftens kæmper, her i form af Avro Lancastere, glider over himlen og vidner om, at krigen kun er en bombe væk. Foto: Royal Air Force official photographer [Public domain], Wikimedia Commons.

også Ringkøbing banegård var mål to gange. Hertil kom flere skader på civil ejendom, som en ”sidegevinst” ved angrebene, samt sårede og dræbte civile. Foråret 1941 var en af krigens blodigste perioder i Vestjylland. Slaget om Atlanten De allierede bomber, der faldt over Vestjylland i foråret 1941, var et led i Storbritanniens forsøg på at blokere Nazitysklands forsyningslinjer langs Vesteuropas kyst. Det Tredje Rige havde allerede i efteråret 1940 igangsat et forsøg på at blokere Storbritanniens forsyningslinjer. Med ubåde og Focke Wulf Fw 200-bombefly truede nazisterne briternes vigtigste forsyningsnerve; den nordvestlige over Atlanten.2 For et ikkeselvforsynende ørige kunne en forsyningsblokade være altødelæggende, og med et direktiv af 6. marts 1941 satte Storbritannien alle kræfter fra flåde og luftvåben ind på at bryde blokaden; kaldet Slaget om Atlanten. Storbritannien Flyvere i natten – luftkrig over Vestjylland

161

Belgien og Frankrig.3 Som en del af Vesteuropas kyst blev Danmarks vestkyst en del af Slaget om Atlanten. Fringe-angreb De allierede fly, der var en del af Slaget om Atlanten, skulle angribe nazistiske skibe på havet ved Europas vestkyst. Hvis de imidlertid ikke kunne finde passende mål her, havde de tilladelse til at trænge ind over land og angribe mål i kystområderne – såkaldte ”fringe targets”. Fringe-angreb var rettet mod mål, som de allierede anså for acceptable at angribe i de besatte lande: Militære mål som flyvepladser, havne med ubåde og militære lejre, samt mål som måske kunne anvendes militært, og som det i perioder blev legitimt at angribe. Det primære formål med fringe-angrebene var ikke at ødelægge, men derimod at sprede, Luftwaffes jagerstyrke. Ved at angribe forskellige mål i så stort et område håbede de allierede, at få jagere, som Messerschmitt 109-ere, væk fra slagmarkerne i Nordafrika og Mellemøsten.4 Håbet var, at angrebene ville ”irritere, terrorisere og bekymre” nazisterne; helst så meget at de ville oprette permanente jagerpatruljer af Messerschmitt 109-erne ved kystområderne som forsvar.5 Fjendens forhåbentlige reaktion på angrebene var altså det vigtigste ved dem. Hvorfor Vestjylland? Det var fly som dette Focke Wulf Fw 200 Condor-bombefly, de allierede prøvede at standse produktionen af under Slaget om Atlanten. Med en rækkevidde på over 3.000 km var flyet yderst farligt for briternes vigtige forsyninger fra USA. Foto: Walter Frentz, Bundesarchiv.

ønskede at ødelægge produktionen af de nazistiske ubåde og bombefly, som truede deres forsyningslinjer. Ved at angribe mål langs Europas vestkyst ville de allierede hæmme fragten af svensk jernmalm fra norske havne, olie fra Spanien og desuden; ramme de konvojer fra Hamburg, som fragtede forsyninger til fjendens tropper i Holland, 162

Christina Lindekilde

Grunden, til at de allierede medtog Danmarks vestkyst i angrebsplanen, var, at man havde observeret en del transport på denne strækning i januar-februar 1941. Nazisterne lod ellers helst transporten gå ad de indre, danske farvande, men pga. af hård frost var disse tilfrosset i vintermånederne. Denne mellemregning havde de allierede ikke taget med og forventede, at den fjendtlige skibsaktivitet ved Jyllands vestkyst var en permanent tilstand. Da de allierede dog først for alvor satte ind med angrebene i foråret 1941, hvor de indre, danske farvande igen var sejlbare, var der ikke mange militære mål på havet ved den jyske vestkyst. Derfor blev antallet af fringe-angreb over land tilsvarende stort.6

Haleror fra bomberne, der faldt over viadukterne i Hee og Velling. Bomben fra Hee (tv.) gik gennem taget på et nærliggende hus, mens bomben fra Velling (th.) havnede i en privat have.

En fejltagelse – bombningen af Skjern Svineslagteri

Vestjyske viadukter som mål Nogle af de første fringe-angreb i Vestjylland fandt sted 7. og 8. april 1941. Her smed de allieredes Blenheimbombemaskiner sprængbomber mod bl.a. to viadukter; en ved Velling og en ved Hee. Viadukterne er gode eksempler på de ”acceptable mål”, som fringe-angrebene måtte ramme. Da al trafik skulle over viadukterne, har de også været brugt af besættelsesmagten til militærtransport, og dette legaliserede angreb mod dem. Samtidig har de også opfyldt målet om at irritere besættelsesmagten, som har været nødt til at tage ud at rydde op efter angrebene, og sprænge blindgængere7 væk, for at få gang i trafikken igen. Ringkøbing-Skjern Museum har genstande fra begge angreb – endda to ens genstande; nemlig to gule haleror fra sprængbomberne. Begge haleror stammer fra blindgængere, som ikke ramte deres egentlig mål, men som i stedet ramte private huse i nærheden. Den ene røg gennem taget hos Laurids Voldbjerg Sørensen, da viadukten i Hee blev forsøgt bombet,8 mens den anden landede i haven hos Jens Stadil Tofts forældre, da viadukten i Velling blev bombet.9 Begge haleror har siden fundet vej til museets samlinger og kan nu ses i udstillingen på Ringkøbing Museum, hvor de fortæller hver deres historie om tilfældet og heldets magt, når det kom til skader og blindgængere under luftkrigen over Vestjylland.10

Det fringe-angreb i Vestjylland, der gjorde størst indtryk, var bombningen af Skjern Svineslagteri den 16. april 1941. Der var mange spekulationer om årsagen til bombningen, og én af dem var, om det var en ny angrebsstrategi fra de allieredes side, for at ramme den danske levnedsmiddeltransport til Nazityskland. At det skete pga. en regulær fejl, var der dog ingen, som havde forestillet sig, men det er ikke desto mindre, hvad Henrik Skov Kristensen m.fl.

Skaderne indenfor i slagteriet efter bombningen. Svinene hang klar til partering; nu er de klar til destruktion.

Flyvere i natten – luftkrig over Vestjylland

163

har fundet frem til, efter at have gennemgået de britiske arkiver.11 Fem andre fly bombede også mål i Vestjylland den dag, og alle flyene rapporterede tilbage, at de havde ramt mål, som lå 40-50 km sydligere end det, de egentlig havde bombet. Den mest sandsynlige forklaring, på piloternes kollektive tab af stedsans, er, at de har fået en forkert navigation af chefnavigatøren inden angrebenes start.12 Besætningen fra det fly, der bombede slagteriet, rapporterede, at de havde angrebet en fabrik nær Varde.13 Fejlnavigationen endte med at være dødbringende, da bombningen kostede dyrlæge H.P.V. Andersen og opsynsmand A. Lidegaard livet,14 mens otte andre blev såret. Bombningen oplevet indefra – Peder Pedersen fortæller Det er ved at være kaffetid, og Peder Pedersen er egentlig på vej til pause, men han skal lige have ordnet nogle

164

Christina Lindekilde

småting først. Pludselig flænges hverdagens dovne, velkendte lyde af motorbrøl fra oven, og et britisk bombefly flyver over slagteriet. Pedersen farer ind til sin mester og når lige at sige: ”Hvad er det?” før han med gru forstår. En bombe falder i det samme med et øredøvende brag i slagtergangen, døren til kontoret sprænges ind og en bombesplint borer sig ind i låret på Pedersen. Han løber mod døren ved røgovnen i rummet ved siden af, men så rammer næste bombe. Pedersen er tæt på vinduerne og bliver såret af en stor glassplint. Med et blødende sår i hovedet kæmper han sig vej gennem murbrokkerne ved døren og løber ud på gaden; på vej mod nærmeste beskyttelsesrum. Så langt når han ikke. Kollegaen, Frede Møller, kommer cyklende på den anden side af vejen med et stort sår i hovedet, hvor blodet pumper ud. Pedersen iler ham til hjælp, og ambulancen kommer frem få øjeblikke efter. Begge slagteriarbejdere bliver taget med til sygehuset i

omkringliggende huse fik sprængt ruder og ødelagt tag, mens adskillelige godsvogne på stationen blev fuldstændig ødelagt. Også denne gang kom en person til skade – en telegrafhåndværker, som dog efter et par dage blev udskrevet fra sygehuset igen. Det er fuldbragt

Bombesplinterne her er fra bombningerne af Ringkøbing banegård. De er kun en 5-7 cm lange og ser måske ikke ud af meget. Selv om størrelsen er beskeden, er det dog ikke svært at forestille sig, at selv små stykker som disse kunne gøre stor skade på et hus, for ikke at sige en menneskekrop, når de brandvarme blev slynget fra en bombe i eksplosionsøjeblikket.

Tarm for at få behandlet deres sår. Peder Pedersen kommer sig, men en vedvarende skræk for flyvemaskiner kan han ikke kureres for.15 Bomber over Ringkøbing Ikke bare én, men hele to gange blev Ringkøbing banegård bombet i april 1941. Begge angreb var fringe-angreb. På årsdagen for besættelsen, den 9. april, faldt otte bomber over jernbaneterrænet, hvoraf de seks detonerede. Målet for bomberne var et holdende godstog, men de ramte i stedet næsten alt andet i nærheden: Viadukten ved Holstebrovej, gasværket og et beboet hus, hvor en kvinde blev såret af sprængstykker. En af blindgængerne landede få meter fra gartner Niels Poulsen, som gik og arbejdede i sin planteskole tæt ved.16 Det kunne være gået grueligt galt, men han slap med forskrækkelsen. Den 25. april var den gal igen, og luftalarmens rullende sirene lød atter over Ringkøbing. Bomberne ødelagde denne gang jernbanesporet to steder og raserede fuldstændig et pakhus på stationen. Pakhuset var fyldt med cement, og det spredte sig nu som en tæt tåge i byen. Flere

Efter den 25. april oplevede Vestjylland ikke flere fringeangreb. Det betød dog ikke, at landsdelen var sluppet for de lejlighedsvise bombninger, eller at flyene ophørte med at kredse over vestjydernes hoveder. Det måtte folk i Kyvling ved Tarm sande den 27. september 1942, hvor en sprængbombe detonerede og gjorde skade på 19 ejendomme.17 Søren Peder Madsens gård blev hårdt medtaget, da tagstenene på alle gårdens tre længer blev revet af, murene slog revner, døre og vinduer blev trykket ind, og stuehuset var raseret med glasskår og kalkstøv overalt mellem de væltede møbler. Heldigvis kom ingen af gårdens beboere til skade – hverken mennesker eller dyr.18 På billedet fra gårdens stuehus ses midtfor, bagerst i billedet, et broderet skriftsted, med Jesu sidste ord på korset: ”Det er fuldbragt”. Set i denne sammenhæng får ordene unægtelig en ny betydning.

Flyvere i natten – luftkrig over Vestjylland

165

Væk fra Gaden og bort fra Vinduerne Luftalarmens dumpe rumlen blev en del af hverdagen for vestjyderne. Alarmens insisterende kalden varslede ulykke og betød, at alle skulle søge dækning hurtigst muligt. Ifølge flere artikler i Ringkøbing Amts Dagblad har det dog ikke altid været tilfældet, at folk søgte væk fra bomberne. Menneskets interesse for katastrofer er allestedsnærværende. Som vi i dag kan ile mod de blå blink ved et ulykkessted, for at se på katastrofen, blev flere borgere også tiltrukket af luftalarmen under Anden Verdenskrig og blev udenfor for at se flyene og de bomber, der måske blev kastet. Efter det første angreb på Ringkøbing banegård bragte Ringkøbing Amts Dagblad en rapport om, at flere af luftværnets embedsmænd havde gæstet Ringkøbing. De havde bl.a. været der for at konferere om befolkningens opførsel under luftangreb, og dagbladet delte nu deres 166

Christina Lindekilde

bedste råd med befolkningen. Det vigtigste bud understreger, at det var et reelt problem, at vestjyderne ikke gik i dækning under luftangreb: ”Væk fra Gaden og bort fra Vinduerne, naar der gives Luftalarm!”19 ”Det er bomber de smider – skynd dig!” Heller ikke ordensmagten kunne modstå fristelsen til at kigge nærmere på de allierede bombefly, når de kom ind over Vestjylland. Politibetjent Herluf Ballegaard beretter om, hvordan han og konen, Lis, stod på viadukten og så bombeflyet flyve ind over første gang, da jernbaneterrænet i Ringkøbing blev bombet den 9. april 1941. De vinkede til piloten, som vinkede igen. Få sekunder senere fandt de dog ud af, at det ikke var et venligt vink, men derimod et afværgende vink, for da flyet igen kom ind over, åbnede lemmen i bunden sig

faretruende. Kort efter faldt bomben, og ramte viadukten, der blev beskadiget. Herluf og Lis nåede lige at komme i sikkerhed, og Lis berettede senere, at hun nåede at sige til Herluf, inden de løb: ”Det er bomber de smider – skynd dig!”20 Christina Lindekilde kan kontaktes på christina.lindekilde@gmail.com

8. Se også: Christian Ringskou: Flyvere i natten. opdatering 2012, s. 30-42. 9. Bent Bågøe Anthonisen & Jens Holm (red.): Fem lange år – Beretninger fra Ringkøbing under besættelsen 1940-45 skrevet af lokale forfattere. Ringkøbing 1984, s. 11. 10. For mere information, søg på genstandenes journalnumre i RingkøbingSkjern Museums samling. Velling: 10534X0001. Hee: RIM39X3929. 11. Skov Kristensen m.fl., s. 230-231. 12. Skov Kristensen m.fl., s. 230-231.

Noter

13. Skov Kristensen m.fl., s. 230.

1. For mere inspiration om emnet, se også opdatering 2012, bl.a. Christian Ringskou: Flyvere i natten, s. 30-42 og John V. Jensen: Nu er alle farer overstået…, s. 42-65.

14. Ringkøbing Amts Dagblad Nr. 88 og nr. 90, 1941.

2. Henrik Skov Kristensen, Claus Kofoed & Frank Weber: Bomber over Danmark – vestallierede luftangreb under 2. Verdenskrig, anden udgave. København 2012, s. 215.

16. J.I. Bøgner: Ringkjøbing under besættelsen 1940-45. Bidrag til Ringkjøbing Bys Historie. Tillæg II, Ringkøbing 2009. s. 45.

15. Peder Pedersen fortæller sin historie på CD-udgivelse Glimt fra 2. Verdenskrig I (første CD i en serie på tre). Radio Ådalen 2000.

3. Skov Kristensen m.fl., s. 216.

17. Luftværnsmæssige begivenheder under krigen 1939-1945. Civilforsvarsstyrelsen 1950.

4. Skov Kristensen m.fl., s. 223-224.

18. Ringkøbing Amts Dagblad Nr. 224, mandag d. 28. september 1942.

5. Skov Kristensen m.fl., s. 224.

19. Ringkøbing Amts Dagblad Nr. 85, lørdag d. 12. april 1941.

6. Skov Kristensen m.fl., s. 239.

20. Mogens Ballegaard: Ballegaard. Ringkøbing 2011, s. 31-32.

7. En blindgænger er en bombe, der ikke detonerer.

Et allieret bombefly kommer ind i lav højde over Ringkøbing i maj 1945. Nederst til højre i billedet står en person og vinker op mod flyet, som Herluf Ballegaard beskriver, han gjorde sammen med Lis fire år tidligere, da det var blodig alvor.

Flyvere i natten – luftkrig over Vestjylland

167

Levende læring

– et skoletjenestesamarbejde på tværs af regionsgrænsen, der giver historisk identitet til børn og unge Af Mette Bjerrum Jensen, Per Lunde Lauridsen & Anja Høegh

Med den ny skolereform skal skolerne bruge deres omgivelser i langt højere grad. Skolerne skal integrere områdets institutioner og kulturliv i læringsarbejdet. De skal arbejde med It og medier, Sproglig udvikling samt innovation og

entreprenørskab. Skolerne skal være ”en åben skole” i forhold til institutioner, virksomheder og kulturmiljø i deres lokalområde, og museerne er en af de samarbejdspartnere, der kan hjælpe dem til at blive det i praksis.

Med den ny skolereform skal skolerne bruge områdets kulturliv i læringsarbejdet.

168

Mette Bjerrum Jensen, Per Lunde Lauridsen & Anja Høegh

Intentionerne i den åbne skole, og kommunernes stigende fokus på at undervisningen skal ”ud af skolen” falder godt i tråd med, at både Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn igennem en lang årrække har arbejdet på at professionalisere museumstilbud til skolerne. På Ringkøbing-Skjern Museum er det sket gennem blandt andet en satsning på Kulturarvspædagogik og på at have et samarbejde mellem den udendørs naturformidling og den museale kulturformidling. På Museet for Varde By og Omegn er det sket gennem etablering af en Skoletjeneste på tværs af de museumsfaglige skel, hvilket har opkvalificeret museets tilbud til skoler, både når det gælder formidling på museerne og ude i landskabet. Som et led i denne proces, og i kraft af det strategiske samarbejde mellem de to museumsinstitutioner, har institutionerne i fællesskab valgt gennem et par år at afsøge mulighederne i et tæt samarbejde i forhold til museumsundervisning. Forsøget med at etablere et tæt strategisk og praktisk samarbejde på skoletjenesteområdet mellem RingkøbingSkjern Museum og Museet for Varde By og Omegn er finansieret med tilskud fra Kulturstyrelsen. Samarbejdet kalder vi Levende Læring, for det er dét, vi stræber efter: At formidlingen til elever sker gennem en indlevende formidler på en måde, så historiske perioder står levende frem for eleverne. Elevernes møde med museumsverden skal være det modsatte af ”støvet” og ”dødt”. Det, vi vil levere, er samtidig et professionelt læringstilbud. Begge dele kan vi gøre bedre i et samarbejde – hvordan det er tænkt, vil vi beskrive nedenfor. Historisk identitet Hvorfor skal museer overhovedet bekymre sig om at have læringstilbud til institutioner, skoler og uddannelser? Er kræfterne ikke bedre brugt på at lave gode udstillinger – så kan skolerne jo selv opsøge dem, og historielærerne undervise børnene i områdets historie? Når vi på begge

Ringkøbing-Skjern Museums Kulturarvspædagogik og sammenhæng mellem naturog kulturformidling ligger i tråd med skolereformen.

Levende læring

169

museumsinstitutioner bruger mange mandskabsressourcer på at udvikle og gennemføre gode læringstilbud, er der flere gode grunde til det. Det kan for eksempel forklares så enkelt, som den tidligere direktør for Social og Sundhed i Varde Kommune, Erling S. Pedersen, gjorde det på et møde om den åbne skole: ”Hvis eleverne lærer historien i deres område at

kende og føler stolthed ved den, så går de senere ud i verden og er gode ambassadører for kommunen og egnen – og måske er chancen forøget for, at de har lyst til at vende hjem igen, når de skal til at slå sig ned.” På universitetet kalder man de følelser historisk identitet. Det er netop dette, lokalmuseerne beskæftiger sig med at skabe og fastholde, og det, der adskiller det, at

Museet for Varde By og Omegn har gennem et par år arbejdet med udeskoletilbud i samarbejde med Varde Kommune. Her på kanten af en lergrav til Nørholm Gods.

170

Mette Bjerrum Jensen, Per Lunde Lauridsen og & AAnja njaHHøegh øegh

tage skoleklassen med på det lokale museum fra et besøg på Nationalmuseet, når klassen er på tur til København. På Nationalmuseet får eleverne groft sagt national identitet, på lokalmuseet kan de finde deres lokale ditto. Skoletjenesten på Museet for Varde By og Omegn har blandt andet arbejdet målrettet med at styrke den nære, lokale identitet – kendskabet til historierne, der omgiver de lokale børn i deres dagligdag – med programmet ”Kend dit nærområde”, der efterhånden er afprøvet af tre skoler i Varde Kommune med hele årgange eller mellemtrin. Når eleverne er med på rundtur i den tidligere flygtningelejr, hvis klassen tager på cykeltur i Nørholms kulturlandskab, eller hvis man overnatter i Dejbjerg Jernalder og ser Dejbjergvognen, så får eleverne lokale vinkler på den store Danmarkshistorie. Anden Verdenskrigsstoffet sidder ikke kun bedre fast, det har også en lokal, mental knage at blive hængt op på, når eleverne har stået på Flygtningekirkegården i Oksbøl og brugt deres mobiltelefon til at lave en dokumentar. Ligesom stavnsbåndets ophævelse bliver mere nærværende for udskolingseleverne, når de har set Nørholm Gods, cyklet gennem hele dets store område og oplevet de dybe lergrave, hvor bønderne aftjente deres fæstepligt. Læren om Danmarks oldtid er blevet både konkret og lokalt forankret, når klassen har prøvet at leve i Dejbjerg Jernalder eller på Bork Vikingehavn. Udeskole – eller: Ud af skolen Mange skoler tilrettelægger efterhånden en del af undervisningen som ”Udeskole”, hvor en fast del af skemaet foregår udendørs. De skoler, der har arbejdet længst med den type undervisning er imidlertid enige om, at ”Udeskole” er meget mere end undervisning i naturen. Undervisning i andre omgivelser end klasselokalet giver i alle tilfælde samme effekt, som man ønsker med udeskole, nemlig at der kan bruges andre læringsmetoder, samt at eleverne gennem bevægelse får en bedre indlæring af stoffet. Undervisning på et museum eller i et kulturmiljø ude i

På Kulturmuseet Spinderihallerne i Vejle kan man danse som en del af historien om danserestauranten Røde Mølle. Foto: VejleMuseerne.

landskabet er derfor også ”Udeskole” – eller måske skulle man kalde det ”Ud af skolen”? Når man går rundt i et historisk miljø, hvad enten det er et rekonstrueret miljø som i Bork Vikingehavn, et bevaret miljø som på Abelines Gård eller i Tømrerens hus på Nymindegab Museum, eller et levende kulturmiljø som stationsbyen Ølgod eller købstaden Ringkøbing, kombinerer man en fysisk oplevelse med historisk læring. Det er efterhånden velkendt for såvel lærere som museumsformidlere, at fysisk bevægelse og ”hands on” betyder, at stoffet hænger bedre fast hos elever eller publikum. Flere og flere skoler bruger disse læringsstile i ”Udeskolen”, hvor eleverne lærer matematik eller stavning ved for eksempel at bruge skovens materialer til at regne og skrive med. Ligesom flere og flere museer arbejder med et bevægelseselement, når historien skal huskes, som når man i Kulturmuseet Spinderihallerne i Vejle kan danse som en del af udstillingen om danserestauranten Røde Mølle. Lærerne på de lokale skoler er ikke nødvendigvis lige så lokale som eleverne. Det betyder, at en lærer i for eksempel Outrup eller Lem måske bor i Esbjerg eller Holstebro Levende læring

171

og derfor ikke nødvendigvis kender Outrups eller Lems historie, eller blot Varde Kommune og Ringkøbing-Skjernområdets historie. Museet bliver i flere og flere tilfælde den bedste formidler af denne til kommunernes børn og unge. Hvis eleverne skal have en historisk identitet og lokale ”knager” at hænge historieundervisningen op på, kan skolerne derfor ikke undvære en god, museal skoletjeneste. Professionel museumsundervisning/læringstilbud Ved at kunne tilbyde professionel museumsundervisning i vores fokusområder kan vi styrke (lokal)befolkningens kendskab til stedernes betydning. Museet for Varde By og Omegn har gennem seks år gennemført projekter for kommunens 8. klasser i forhold til flygtningehistorien som en del af Kulturel Rygsæk i Varde Kommune. På den måde har alle unge mennesker i Varde Kommune i dag kendskab til, at Danmarks største flygtningelejr efter krigen lå i Oksbøl – noget, der bestemt ikke var tilfældet for syv år siden. Den viden har de ikke kun brugt til at hænge deres

Professionel museumsundervisning kan rykke eleverne fagligt og personligt. Her i mødet med ”Administrationen” i forløbet F for Flygtning.

172

Levende formidling er afgørende for at fange elevernes opmærksomhed, uanset klassetrin. F for Flygtning i Oksbøl.

historiske viden generelt op på. Den har også gjort eleverne reflekterende i forhold til flygtningeproblematikker. Det mærkede museet blandt andet efter et fælles projekt med Ringkøbing-Skjern Museum i august 2014, hvor Varde Kommunes samlede 7. klasser stiftede bekendtskab med flygtningehistorier og -følelser i projektet F for Flygtning. Måneden efter projektet var afsluttet, inviterede elevrådet på Blaavandshuk Skole i Oksbøl nyankomne, syriske flygtninge, der var blevet indlogeret i Nymindegab, på en dag med kaffe og leg i deres SFO. Eleverne tilkendegav selv, at de havde lyst til at hjælpe, fordi de havde været med i F for Flygtning. Eksemplet viser, at det kan have afgørende betydning for skoleelever at stifte bekendtskab med en professionel skoletjeneste. Men det er også godt til at vise fordelene ved at samarbejde på skoletjenesteområdet. F for Flygtning krævede helt konkret en bemanding på ni for at kunne gennemføres. Ni, der alle som minimum skulle kende en smule til flygtningehistorien, og som alle skulle have erfaring med formidling til elever på udskolingsniveau.

Mette Bjerrum Jensen, Per Lunde Lauridsen & Anja Høegh

Desuden krævede det en del brainstorm og træk på fælles erfaringsbank at udvikle et koncept, der fængede hos 7. klasser, der er i en fase af livet, hvor de koncentrerer sig om mange andre ting end de faglige. Projektet kunne derfor kun gennemføres, fordi vi kunne trække på to hold formidlere fra begge institutioner. Takket være vores formelle skoletjenestesamarbejde kunne F for Flygtning gennemføres for 700 elever på et meget professionelt niveau, der efterfølgende har fået gode evalueringer fra eleverne. F for Flygtning er desuden et rigtig godt eksempel på, at vi som museumsinstitutioner kan fremtræde mere professionelt overfor kommunerne i kraft af samarbejdet. F for Flygtning var en del af et kommunalt tilrettelagt weekend-undervisningsprogram for alle 7. klaser. At den fælles museale skoletjeneste kunne løfte opgaven havde stor betydning for skoleforvaltningen i Varde Kommune. Med det

Hvis eleverne lærer historien i deres område at kende og føler stolthed ved den, så går de senere ud i verden og er gode ambassadører for kommunen og egnen. Flygtningekirkegården i Oksbøl.

Holdninger kan afprøves med ”for- eller imod-linjen” når de ældste elever i folkeskolen møder Skoletjenesten Levende Læring.

Levende læring

173

strategiske skoletjenestesamarbejde kan vi som museer være bedre rustet til at imødekomme forventningerne fra forvaltninger og politikere i begge kommuner. Gensidig undervisning og erfaringsdeling I det første år, hvor vi har haft et formelt samarbejde om skoletjeneste, har vi erfaret, at vores tilbud bliver bedre gennem samarbejdet. Det er planen, at den fælles satsning ikke kun skal kunne mærkes på et strategisk plan, men i høj grad også på det praktiske. Vi skal simpelthen kunne etablere bedre skoletilbud og mere professionel undervisning ved at have et formelt samarbejde. En af de måder, vi mener, det kan gøres på, er at uddanne hinanden internt i de to organisationer. Tilsammen har de to museumsinstitutioner omkring 16 mennesker, der ofte arbejder med ansigt-til-ansigt

formidling, og ofte til skoleelever. Det gælder for de fleste, at når man har lavet den samme rundvisning et par gange, har man fundet en form, der derefter ikke ændrer sig så meget. Vi tænker, at vi kan bruge hinanden til at komme med gode idéer til at gøre tingene en smule bedre i rundvisningerne og til, hvordan vi bedre kan fange de forskellige målgrupper. Vi kan ikke alle sammen følge de kurser, der udbydes af blandt andet Skoletjenestenetværket, men vi kan sende repræsentanter, der kan lære de mest anvendelige greb i forhold til vores formidlingsområder og derefter undervise kollegerne. Det kunne være for eksempel cooperative learning, hvor eleverne inddrages i rundvisningen med simple ”redskaber”, som at eleverne undervejs erfaringsudveksler med sidemanden osv. Fremover vil formidlerne på de to museer mødes et par gange årligt til temadage, hvor vi kan uddanne hinanden i

”Tidsrejsen” er en metode at føre eleverne mentalt ind i historien på. Den fungerer godt i museumsregi.

174

Mette Bjerrum Jensen, Per Lunde Lauridsen & Anja Høegh

mere overordnede emner og formidlingsgreb. Første emne på programmet er ”Tidsrejse” – en metode, hvor man bedre kan bringe eleverne ”ind” i den tidsperiode, man vil formidle, som et par formidlere fra Ringkøbing-Skjern Museum har erfaring med. Næste emne bliver ”Kend dit nærområde”, som skoletjenestefolkene fra Museet for Varde By og Omegn vil erfaringsdele omkring, så det kan bredes ud til begge kommuner. Udvikling af tilbud Der eksisterer allerede rigtig mange tilbud knyttet til de forskellige udstillingssteder, temaer og til landskabet på de to museumsinstitutioner. Med den nye skolereform skal disse tilbud rettes til, så de passer til skolernes nye kompetencemål og de overliggende temaer for al undervisning; It og medier, sproglig udvikling samt innovation og entreprenørskab. I Varde Kommune har den nye reform endda medført, at den nye reform vil medføre obligatoriske undervisningsforløb på kommunes kulturog naturformidlingsinstitutioner, herunder museet. Optakten til et fælles skoletjenestesamarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn fandt sted med projektet ”Vestjyske Moviemakers” i 2011-12. Det projekt knyttede sig til to af museernes fælles supertemaer, Anden Verdenskrig og JernalderVikingetid i Vestjylland. I projektet blev billedmateriale og historiske data gjort tilgængelige på en hjemmeside. Eleverne kan derefter bruge materialet frit til at producere deres egne historiske dokumentarfilm eller journalistiske reportager efter et museumsbesøg. Materialet er blevet anvendt gennem to år af blandt andet alle 8. klasser i Varde Kommune. Med stor succes. Elever fra 3. til 8. klasse elsker at bruge deres mobiltelefoner til at lave produkter med. Vi har således allerede et godt fundament for, at skolernes museumsbesøg i efterbearbejdningsfasen kan kobles på It og medier. Begge museumsinstitutioner har gennem en årrække udviklet tilbud, der har andre fag end historie,

blandt andet dansk – fx projektet ”Fidi’hvaffornoget”, der netop går ud på at stimulere elevernes sproglige forståelse på indskolingsniveau. Vi er således godt gearede til at tilpasse vores tilbud til den nye reform – men når vi gør det i samarbejde, bliver tilbuddene endnu bedre. Det er derfor tanken, at de formidlere, der arbejder med skoleundervisning, hvert år mødes, så vi ved fælles hjælp og med brug af vores forskellige kompetencer kan tilrette vores eksisterende tilbud til Folkeskolens mål, og udvikle nye tilbud, der efterspørges af skolerne, og som giver mening i forhold til vores udstillingssteder. På den måde vil de museale undervisningstilbud til stadighed kunne leve op til skolernes og lærernes høje forventninger til, at det undervisningsforløb, som museet har tilrettelagt eller er en del af, kan indgå i den formelle læring. Når skolen har været på museum, eller mødt en museumsformidler ude i landskabet, skal læreren kunne vinge endnu et ”mål” af på årsplanen. Som museer i turistlandskabet, med mange udviklingsprojekter på blandt andet formidlingsområdet, ser vi også muligheder i i fællesskab at udvikle tilbud, der kan afvikles under fanen ”Innovation og entreprenørskab”. Eleverne kan for eksempel selv være med til at udvikle nye formidlingstilbud i deres egen by, skabe en historisk vandrerute eller en udstilling. Begge museer har også et ønske om at bruge værkstedsundervisning mere, således at man kan udvikle sin egen pramtype i savmøllen i Nymindegab eller ved egen kraft, forstå hvorfor drejekværnen var en revolutionerende opfindelse i forhold til skubbekværnen – pludselig kunne man helt konkret ”slå større brød op”, og grundstenen til de første vandmøller var lagt – en historie, der er helt særligt indenfor supertemaet JernalderVikingetid i Vestjylland. En fælles platform Vestjyske Moviemakers lagde ikke kun grundstenen til et fælles skoletjenestesamarbejde. I projektet blev der konkret skabt en fælles hjemmeside, www.levendelæring.dk, Levende læring

175

der fra starten var tænkt som en platform, der kunne udvides til at omfatte alle skoletilbud fra Ho i syd til Vedersø i nord. Som en del af den fælles strategiske skoletjenestesatsning vil siden blive udbygget, så den fremstår appetitlig for lærerne og er nem at navigere i forhold til fag, klassetrin og læringsmål. En fælles digital indgang til de samlede skoletjenestetilbud ved vores to vestjyske museer vil betyde, at vores skoletjenestesamarbejde vil være synligt for skolerne og lærerne, når de planlægger deres undervisning. Vores skoletjenestesamarbejde betyder også, at vi kan fremtræde som en fælles enhed i forhold til de øvrige

eksterne partnere, som vi samarbejder med på skoletjenesteområdet. Det er for eksempel centrene for undervisningsmidler (CFU), Skoletjenestenetværket og foreninger som Intrface (der et samarbejde mellem gymnasier og museer). Det kan spare ressourcer, da kontakten til disse samarbejdspartnere er meget tidskrævende, men nødvendig for en fortsat udvikling af tilbud, der matcher skolernes forventninger. Forfatterne kan kontaktes på mbj@vardemuseum.dk, pll@levendehistorie.dk samt ah@vardemuseum.dk

”Hands on” oplevelse giver eleverne en forståelse for Innovation, når de bruger skubbekværnen på Dejbjerg Jernalder.

176

Mette Bjerrum Jensen, Per Lunde Lauridsen & Anja Høegh

Den kulturhistoriske analyse Eksempel: Vesterhav Syd Havmøllepark Af Torben Egeberg & Stina Troldtoft Andresen Arkivalsk kontrol Normalt hører vi i medierne om de fund, der bliver gjort på arkæologiske udgravninger. Men forud for enhver udgravning går ganske meget arbejde, som kun sjældent kommer frem for offentligheden. Arbejdet foregår ved skærmen og på nettet, ofte involverer det også et par telefonsamtaler og møder. Her er det museumslovens paragraffer, der bestemmer. I loven kaldes dette arbejde arkivalsk kontrol. Arbejdsgangen er normalt den, at museet modtager en ugentlig liste fra kommunen, og med oprettelsen af den fælles arkæologiske enhed Arkæologi Vestjylland, vil det sige, at både Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner sender lister over nye byggetilladelser og andre bygge- og anlægsarbejder. Herefter vurderes sagerne med hensyn til behov for eventuelt udgravningsarbejde, med baggrund i umiddelbart tilgængelige oplysninger i databasen Fund og Fortidsminder, kombineret med en vurdering af det berørte landskabs sandsynlighed for forekomst af fortidsminder. Men Arkæologi Vestjylland får også meget store projekter ind til vurdering med hensyn til behov for arkæologi i disse år. Der opføres store vindmølleparker, der opføres biogasanlæg, der oprettes nye drikkevandsboringer og tilsvarende store projekter. De nye anlæg skal forbindes med eksisterende net og derfor graves brede grøfter til transport af produkterne, vindmøllestrøm i tykke kabler, biogas, naturgas, drikkevand og spildevand gennem store plastrør. Mulden på strækningerne afgraves i op til 10 meter brede baner gennem landskabet. Et projekt som den planlagte Vesterhav Syd Havmøllepark udgør en 56

km lang strækning gennem museets ansvarsområde. Det er således ganske betydelige arealer, der bliver berørt, og kontakt med fortidsminder kan sjældent undgås. De store projekter er i meget stor udstrækning også underlagt en lang række andre lovgivninger. Dermed bliver der kun en meget afgrænset strækning tilbage, hvor en kommende nedgravning kan foregå. I tilfældet Vesterhav Syd Havmøllepark har man valgt at udpege en op til 300 m bred korridor fra Søndervig over Holmsland til endestationen i Stoustrup syd for Skjern Å. Den helt nøjagtige projektering besluttes endeligt, når alle forhold er analyseret. Det er i denne proces, at aktørerne på området kan vælge at bede det relevante arkæologisk arbejdende museum om at producere en mere grundig, kulturhistoriske analyse som grundlag for den helt præcise linjeføring. I daglig tale hedder dette arkæologiske arbejde at lave en analyse. I det aktuelle tilfælde, Vesterhav Syd Havmøllepark, har Energinet.dk ønsket at få analyseret området med henblik på en risikovurdering, opdelt i fire kategorier for konflikt med både og ukendte fortidsminder under muldoverfladen. Analysen skal desuden indgå i VVM-redegørelse for projektet.1 Analysearbejdet Arbejdet med den aktuelle strækning fra Søndervig til Stoustrup er blevet til ved at anvende alle de tilgængelige datasæt, ArkVest som arkæologisk institution råder over. Udgangspunktet er databasen Fund og Fortidsminder. Den kulturhistoriske analyse

177

Kategori 1 – Lav risiko Områder hvor der er registreret få eller ingen fortidsminder hverken i Fund og Fortidsminder eller på luftfoto/højdemodel/matrikelkort m.m. Tracéarbejdet vil blive overvåget af arkæologer. Der kan i denne kategori også være tale om områder, som allerede er udgravet og frigivet. Kategori 2 – Mellem risiko Områder hvor der ud fra topografi m.m. er en risiko for at støde på fortidsminder, men hvor der i forvejen kun er få eller ingen kendte fortidsminder. Der foretages forundersøgelse forud for ledningsarbejdets påbegyndelse. Forundersøgelsen vil kunne munde ud i en arkæologisk udgravning, afhængig af, hvor væsentligt fortidsmindet vurderes at være. Kategori 3 – Høj risiko Områder hvor der er mange kendte lokaliteter i Fund og Fortidsminder eller registreret nye fortidsminder på luftfoto eller matrikelkort. Der foretages som

Kernen i denne er Nationalmuseets berejsning og kortlægning af de fortidsminder, der lod sig opspore i slutningen af 1800-tallet, og oplysningerne har stor overvægt af gravhøje. Databasen er så gennem tid blevet udbygget de steder, hvor fortidsminder er dukket op. Det er sket særligt talrigt gennem de seneste årtier. Svagheden i databasen er, at områder tilsyneladende uden spor, meget vel kan rumme spor alligevel. Det er her en arkæologisk analyser kommer til sin berettigelse, fordi den forsøger at skabe en helhedsvurdering af et givent område. Forskellige kilder er blevet brugt i analyserne forud for gravning af tracéet til Vesterhav Syd Havmøllepark. Blandt 178

Torben Egeberg & Stina Troldtoft Andresen

udgangspunkt arkæologiske forundersøgelser med mulig efterfølgende arkæologisk udgravning. I forbindelse med kendte fortidsminder vil der som udgangspunkt altid skulle foretages en arkæologisk udgravning. Kategori 4 – Fredede fortidsminder Områder hvor der er registrerede fredede fortidsminder, fx gravhøje. De fredede fortidsminder er beskyttet af en 100 meter beskyttelseslinje, og der bør som hovedregel styres helt uden om dem, idet der normalt ikke gives tilladelse til at udgrave dem. Dispensationer i forhold til 100 meter zonen administreres af RingkøbingSkjern Kommune. Bliver der udstedt en dispensation, skal der foretages en arkæologisk forundersøgelse. Den arkæologiske analyse vil med sine detaljerede kortlægninger kunne anvise, hvor den kommende kabelnedgravning kan etableres mest hensigtsmæssigt. Men der kan ikke gives garantier for, at der ikke dukker uventede spor af bopladser, gravpladser, gravhøje og andre arkæologiske levn op. Analysen er ikke en helgardering, men et arbejdsredskab i planlægningsarbejdet.

de vigtige er gamle matrikelkort fra omkring år 1800, der foreligger for hele strækningen. For at kunne bruge dem i praksis, har vi tildelt hvert enkelt kort koordinater, så de kan vises korrekt i forhold til andre kortlag på en skærm. Markeringer af gravhøje, der endnu ikke er blevet registreret i Fund og Fortidsminder, dukker typisk op i denne proces. Sådanne nye oplysninger kan så sammenholdes med andre datasæt, først og fremmest luftfotoserier, som dækker tiden fra 1945 frem til i dag, dog med spring. Nogle gange kan de samme gravhøje erkendes her. Hvis det ikke er tilfældet, har vi et andet vigtigt værktøj til rådighed, nemlig højdemodellen eller reliefkortet. Denne præcise

computermodel af jordoverfladen kan ofte være med til at afsløre svage spor af gravhøje. Eksemplet med at opspore gravhøje kræver imidlertid er en god portion erfaring for at undgå fejltolkninger. En anden styrke, som de arkæologiske museer har opbygget gennem tiden, er en dyb indsigt i, hvor i landskabet

4 5 3

bopladser, gravpladser og oldtidsmarker kan forventes at findes. Disse forhold indgår selvfølgelig også i den aktuelle udpegning af risikoområderne status. Endelig har det været nødvendigt at opsøge nogle af stederne, hvor fredede gravhøje tydeligvis var afsat forkert på det officielle kort på Fund og Fortidsminder.

8 9

2 10 1

11 12

Projektområdet med risikomarkeringer. Grøn: kategori 1 – lav risiko; gul: kategori 2 – mellem risiko, rød: kategori 3 – højrisiko.

Den kulturhistoriske analyse

179

Eksempel: Lundenæs voldsted – et højrisikoområde Hvor det fredede voldsted Lundenæs ligger, er Skjernådalen smallest, hvorfor stedet på mange måde er optimalt for en krydsning med nye forsyningslinjer af forskellig slags. Men samtidig rummer lige netop dette område meget vigtige arkæologiske spor. Voldstedet Lundenæs med borg og forborg er omfattet af fredning med 100 m zone,

mens et endnu uvist antal spor kan gemme sig under lagene i ådalen. En vej og et vadested har gået til fast land mod nord, hvor ladegården Lundenæs ligger. Lundenæs var administrativt center for Lundenæs len. Der er ikke foretaget arkæologiske undersøgelser i selve voldstedet. Vi véd, at der var store fangstanlæg til laks her. Både voldsted og laksegård er kendt siden 1300-årene. Der må også

34 55

Lundenæs voldsted 36

37 56 88 38

1 km

Område 15. Lundenæs, højrisikoområde markeret med rød ramme.

180

Torben Egeberg & Stina Troldtoft Andresen

Svenskehøj

have stået broer for, at borganlægget kunne fungere her ved sammenløbet mellem Skjern Å og Omme Å. På den nordlige åbrink ligger Lundenæs Ladegård og bebyggelsen Vester Ånum, som sandsynligvis har i rødder i vikingetid og middelalder. Desuden findes den endnu ikke lokaliserede Øster Ånum også her i området. På sydsiden af ådalen er der registreret et par overpløjede gravhøje og

nogle dyrefolde (runde eller firkantede anlæg til at holde samling på kreaturer). Eksempel: Kolstrup – et højrisikoområde Området er et eksempel på, at en dyberegående, arkæologisk analyse kan dokumentere et meget stort antal, hidtil

61 63 66 64 67 65 69 68

71 27 28

72 26 74 73 75 29 77 76 78

500 m

Område 12. Kolstrup, højrisikoområde markeret med rød ramme.

Den kulturhistoriske analyse

181

ukendte fortidsminder. I et område, hvor det kommende tracé har sin 300 meter bufferzone, lå i forvejen en halv snes gravhøje, fordelt på klynger. Nu viser det sig ved at analysere matrikelkort, luftfotoserier og højdemodellen, at antallet af gravhøje er betydeligt større. Mindst 22 gravhøje kan dokumenteres. Men selv om antallet af gravhøje måske virker stort, forventes det, at kabelnedgravningen kan projekteres uden om de registrerede høje. Risikoen er blot, at der stadig vil kunne dukke rester af fuldstændigt udjævnede gravhøje op. Det vil muldrømningen gennem højgruppeområdet afsløre. Vi vil ikke finde eventuelle yderligere gravhøje, kun de grave, de var rejst over.

Kulturhistoriske analyser fremadrettet En arkæologisk analyse kan bruges som en værdifyld vejledning, når store projekter skal placeres endeligt i et spor gennem landskabet. Analysen vil i langt de fleste tilfælde nedbringe antallet af uforudsete udgifter, og antallet af nødvendige udgravninger bliver nedbragt. Netop de arkæologiske museer har en særlig kombination af kompetencer og opbygget indsigt i landskabets anvendelse i fortiden. Denne kombination gør det muligt at foretage en kvalificeret analyse, som forhåbentlig viser sig at være retvisende. Torben Egeberg kan kontaktes på te@arkvest.dk Stina Troldtoft Andresen kan kontaktes på sta@arkvest.dk Noter

1. Rapporten ”Kulturhistorisk analyse. Arkæologiske interesseområder” blev sendt til rekvirenten Energinet.dk august 2014. Sagen har journal nummer ARV 3 hos Arkæologi Vestjylland.

182

Torben Egeberg & Stina Troldtoft Andresen

Årets Arkæologi

Af Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

2014 var et skelsættende år for arkæologien og arkæologerne ved de to vestjyske museer. Efter flere års tilløb startede arkæologerne i Arkæologi Vestjylland – i daglig tale ArkVest. Det er et formaliseret samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn. Baggrunden for sammenslutningen af arkæologien er flersidet, men hovedpunktet er, at der fra centralt hold ønskes færre, større og bedre arkæologiske enheder i landet. Med bedre menes, at de arkæologiske museer skal blive endnu bedre til at publicere deres viden både til fagfæller, men også komme bredere ud til befolkningen. Kravene til forskning var en af hovedårsagerne til sammenlægningen, da det forventes at forsknings- og formidlingskravene bedre kan imødekommes med en større enhed. Dog var den største årsag til sammenlægningen at få en større, samlet grundbemanding. Hvilket allerede har betydet, at vi nu kan yde en bedre service for bygherrer og kommuner. De to kommuner Arkæologi Vestjylland har det arkæologiske ansvar for, er landets arealmæssige største og femtestørste kommune og dækker tilsammen 2.730 km2. Her er tale om et af de største ansvarsområder i landet. Derfor har det været nødvendigt at bibeholde to arbejdssteder, da køretider i kraft af afstandene ellers ville være for store. Samtidigt er det også begge museer og ikke mindst arkæologernes ønske, at de kan indgår i det daglige arbejde på deres respektive museer og deltage i det faglige fællesskab her. Derfor møder arkæologerne stadig på deres oprindelige arbejdssted, når de ikke er på udgravning, eller har en arbejdsdag med nogle af kollegerne på det andet museum.

ARKVEST

Arkæologi Vestjylland

Det første år i Arkæologi Vestjyllands historie er gået med oprydning i gamle sager, beretningsskrivning, tilpasning af nye arbejdsgange i myndighedsbetjeningen, byggesagsbehandlingen, indføring af nye programflader etc. Men ved siden af tilpasningerne er der selvfølgelig foretaget en række spændende undersøgelser, som alle vil blive omtalt senere under årets udgravninger. Af særligt interessante fund skal fremhæves sporene af 4.000 år gamle huse fra stenalderen ved Ringkøbing K. I den anden ende af tidsskalaen figurerer Varde torv, som var en af årets store og meget spændende udgravninger. Her undersøgte arkæologerne dele af den gamle kirkegård samt spor af tidligere bygninger ved torvet. Ved undersøgelsen fremkom udover mange spændende begravelser også sporene af byens første rådhus. I Kjelst foretog ArkVest en stor forundersøgelse forud for råstofindvinding, hvor der blev fundet en stor og velbevaret bebyggelse fra jernalderen med tilhørende gravplads samt en gravhøj fra stenalderen. Der har været mange andre undersøgelser i år, og igen har tracé-undersøgelserne været en stor del af arbejdet. Udtrykket tracé dækker over etablering af ofte kilometer lange, smalle gravearbejder, såsom cykelstier og Årets arkæologi

183

med mere end ti arkæologer i dagligdagen. Alt i alt er status på det første år, at der kun har været småproblemer og langt færre end forventet. Dette skyldes udelukkende den store vilje som fra starten har været til stede blandt medarbejderne for, at dette samarbejde skulle fungere. En vision om en større enhed spøgte i mange år, hvilket har betydet, at arkæologerne fra begge museer har været mentalt forberedte på ændringerne.

Administration Medlemmer af Vestjysk Detektor Forening på skattejagt ved Horne.

kabelnedgravninger. Disse tracéer har begge museer altid været meget glade for, da de fungerer som én lang søgegrøft gennem landskabet og dermed udvider vores viden om både landskabet og de hidtil ukendte lokaliteter, der bliver dokumenteret. 2014 var også året, hvor der blev dannet en fælles detektorgruppe for de to kommuner. Gruppen hedder Vestjysk Detektor Forening, og museerne har allerede haft meget glæde af samarbejdet. Nogle af gruppens medlemmer har medvirket som frivillige ved Ringkøbing-Skjern Museums julemarked, men det er primært de gode fund, der gøres af medlemmerne, og ikke mindst deres alsidige kompetencer og viden, der gør gruppen til en spændende samarbejdspartner. Museerne ser meget frem til at arbejde sammen med Vestjysk Detektor Forening.1 Alt i alt har det været et utroligt spændende år med mange gode udfordringer for arkæologerne, og resultaterne har været overvældende. ArkVest-samarbejdet er skudt godt i gang. En sådan overgang er aldrig let, men vi er alle overraskede over hvor få problemer, det har medført, og blandt arkæologerne er der stor tilfredshed med samarbejdet, som betyder at vi nu er en langt større afdeling 184

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

Betjeningen af myndigheder og bygherrer i form af gennemgang af lokalplaner, byggesager, fredningssager samt naturog miljøsager er noget, der altid har krævet meget arbejde fra arkæologerne. I ArkVest har vi besluttet, at dette arbejde skal udføres af så få personer som muligt. Derfor bliver alle henvendelser modtaget på en særskilt e-mailadresse (post@arkvest.dk), hvorfra sagerne fordeles mellem de to hovedsagsbehandlere Poul Krogh Jørgensen og Lene B. Frandsen. De andre arkæologer inddrages selvfølgelig, når deres kompetencer er relevante. Denne omfordeling vil kræve lidt ekstra de første år, indtil alle har fået indgående kendskab til begge kommuner. Arbejdsgangen er generelt tidsbesparende, så der er flere timer til alt det sjove som udgravning, forskning og formidlingsopgaver for flere arkæologer. Det er meldt ud, at ArkVest i 2015 vil få en intern revision af sagsbehandlingen, hvilket vi ser frem til.

ArkVest har i 2014 –– behandlet 1976 byggesager –– behandlet 289 tilladelser efter naturog planloven –– gennemgået 45 lokalplaner –– afgivet 138 høringssvar

Der arbejdes på magasinet med fundene fra jernalderudgravningen i Fjand.

Bevaring I forbindelse med etableringen af ArkVest er det besluttet, at de arkæologiske genstande bliver opbevaret i deres tilhørskommune og ikke på ét fællesmagasin. På RingkøbingSkjern Museum er vi glade for de frivillige kræfter, der er i gang med at genvaske og kontrollere genstands-id på de store mængder fund fra den klassiske boplads ved Fjand, udgravet af Gudmund Hatt i 1930’erne (RIM5227). Der arbejdes meget nænsomt og systematisk, et arbejde Ringkøbing-Skjern Museum er meget stolte af. I Varde er der også ved at være orden på de arkæologiske fund på vores nye dejlige magasin i Oksbøl. Her er nu indrettet et par gode arbejdspladser, hvor arkæologerne kan arbejde med registrering.

forventer dog at være tilbage på normalt niveau allerede i 2015. Der er til gengæld som altid blevet holdt foredrag i foreninger og gennem folkeuniversitetet. Ringkøbing-Skjern Museum deltager i projektet middelalderborge i Region Midt (Midtjylland). Det er et fælles projekt mellem alle de arkæologiske museer i regionen. I 2014 blev projektets pilot-fase gennemført blandt andet ved Sallingholm, hvor ArkVest deltog i undersøgelsen. I projektet er formidlingen en vigtig del, hvorfor der til Forskningens døgn blev arrangeret åbent hus ved udvalgte middelalderborge i hele Region Midtjylland. Arkvest havde inviteret alle interesserede til et besøg ved Lundenæs voldsted, hvor Poul Krogh Jørgensen fortalte om voldstedets historie og områdets betydning i middelalderen. I forbindelse med udgravningen på Varde torv (Se Årets udgravninger og artiklen Fem rådhuse i Varde her i årbogen) havde Museet for Varde By og Omegn sat plancher op ved udgravningen. En udgravning i bymidten og med så spændende fund tiltrækker megen interesse, og

Formidling 2014 bragte ikke så mange formidlingstiltag som normalt, hvilket primært skyldtes, at udgravningsaktiviteterne var mindre i løbet af sommerhalvåret, hvor de lyse aftener er velegnede til åbne udgravninger og andre aktiviteter. Vi

Poul Krogh Jørgensen fortæller et interesseret publikum om Lundenæs voldsteds historie og områdets betydning i middelalderen.

Årets arkæologi

185

Åbningsceremonien ved Dejbjergvognenes fundsted. Projektleder Marianne Rasmussen hugger den røde snor over.

arkæologerne har med glæde gennem ugentlige rundvisninger delt ud af viden om deres fund og om Vardes middelalder og renæssance. I samarbejde med handelsstandsforeningen var der også rundvisninger i forbindelse med “Varde by night”. I forbindelse med projektet Danmarks Oldtid i landskabet, hvis formål er at synliggøre fortidsminderne i landskabet har ArkVest medvirket i to nye lokaliteter til projektet i 2014.2 Dejbjergvognenes fundsted blev markeret med to forgyldte stolper samt opsætning af nye skilte, der fortæller om fundet. Adgangsvejen fra P-plads ud til mindestenen har fået belægning, og adgangen derud er dermed gjort handicapvenlig. Ringkøbing-Skjern Museum har bidraget med etablering af sti og genopfriskning af

Lyngsmose fra luften.

186

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

malingen på den gamle mindesten fra 1933. Hele projektet er realiseret i kraft af stor imødekommenhed fra ejeren af mosen, Dejbjerg Menighedsråd. Den befæstede jernalderlandsby Lyngsmose er et tredje projekt under Danmarks Oldtid i Landskabet. Formidlingsplanerne blev i 2014 til virkelighed, da der blev dannet en forening – Lyngsmoseforeningen – med repræsentanter fra bl.a. de omkringliggende sogneforeninger, som efter tilskud fra Grøn Ordning opkøbte et større areal med den undersøgte landsby. Medvirkende til, at det lykkedes at få projektet i hus, var også de omkringliggende lodsejeres velvilje. Hustomterne er blevet markeret, og et mindre stræk af voldfront og voldgrav er genskabt for midler fra Danmarks Oldtid i Landskabet. Som et af meget få steder i landet får man nu et godt indtryk af en jernalderbefæstning. Der er opført et udsigtstårn med bistand fra RAH, Ringkøbing Amts Højspændingsforening. Flere tiltag bliver koblet sammen med Lyngsmose-formidlingen, således et stisystem ned til Hover Ådal, shelters, bro over åen og videre ad en sti gennem Bratbjerg Hede til Kvindhøjene mod nord. Den officielle åbning foregår den 8. maj 2015, hvor vi håber, at mange møder frem. Se i øvrigt artikel om Lyngsmose i denne årbog.

Droneflyvning Årets første investering for ArkVest var i en drone. Esben S. Mauritsen har i flere år udført dronefoto med sin egen drone, men det har længe været ønsket, at det foregik med afdelingens egen drone. Problematikken er at det ofte ikke er muligt at flyve med drone over udgravninger, da der forståeligt er mange regler for flyvning med drone. Årets indkøb var derfor dels udstyret, men ikke mindst, at Esben fik en pilotgodkendelse og dermed mulighed for at opnå dispensation for nogle af begrænsningerne. Da dronen var samlet og testet på lukkede arealer, kunne Esben starte på at skrive manualen, som er et krav for at kunne ansøge om pilotgodkendelse og komme til

Den nye drone er en topmodel i sin vægtklasse og med gyroophæng, der gør det muligt at tage knivskarpe billeder selv i blæst.

flyveprøve. Derfor var det med stor glæde, at Esben sidst på året stolt kunne fortælle, at han nu var godkendt til at flyve med drone. I de kommende år vil Esbens hovedopgave være at flyve med drone på områdets forskellige udgravninger og projekter. Dronearbejdet og især pilotgodkendelsen er meget nyt i museumsverdenen, og ArkVest er med i udarbejdelsen af en manual til de danske museer om implementeringen og brug af droner i det arkæologiske arbejde. Da ArkVest er et af de eneste museer, der er så langt i brugen af droner, er der selvsagt en masse opgaver fra andre museer i landet. Det er allerede klart, at dronefotografering er et kæmpe teknologisk fremskridt. Det er nu muligt at fotografere hele felter og dermed altid opnå et hurtigt og målfast øjebliksbillede af alle de spændende undersøgelser, vi foretager. I fremtiden skulle dette gerne betyde, at vi har et helt afprøvet system, der vil gøre vores feltarbejde lettere og give langt bedre forskningsresultater. Årets arkæologi

187

Forskning og publicering Et af de store ønsker og krav til etableringen af ArkVest var, at sammenlægningen skulle fremme forskningsindsatsen på det arkæologiske område. Det er absolut stadig målsætningen, men i 2014 har fokus primært været på at få ryddet op i beretningsefterslæbet. Det har i mange år været et generelt problem, at den næste udgravning trak arkæologer af huse, inden rapporten var skrevet for den foregående. Kulturstyrelsen har pålagt alle landets museer at få problemet ud af verden senest i 2015. Vi har lavet en

Forsiden af bogen.

188

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

meget stram tidsplan, og der er blevet skrevet beretninger som aldrig før. I 2014 har vi afleveret 46 beretninger for udgravninger fra før 2010, samtidig med, at der selvfølgelig også er blevet afrapporteret fra en del af de udgravninger, som er gennemført i 2013-14. På publiceringsområdet kan vi især være stolte af Palle Eriksens “Stendysser – Arkitektur og funktion”. En stor monografi, der er skrevet sammen med Niels H. Andersen fra Moesgård Museum og udgivet på Jysk Arkæologisk selskab. Værket har fået fine anmeldelser. Endvidere har Jens G. Lauridsen og Esben Schlosser Mauritsen skrevet artikler i en bog, der fremlægger de metalrige pladser, der er et resultat af den store aktivitet på metaldetektorområdet. Fra vores område er det de spektakulære fund fra Sig (syd), der er fremlagt. Bogen er engelsksproget og har titlen “Wealth and Complexity”. Udgivet på Aarhus University Press. Tilbage i 2010 opdagede Ringkøbing-Skjern Museum, at store mængder tørv med dyrespor var skyllet op på stranden ved Nørre Lyngvig (RSM10.122). Tørveblokkene var tykke og måtte afspejle århundreder eller måske årtusinders aflejringer i moser, hvor der nu er Vesterhav. Nu er der blevet lavet en 14C-datering af laget med dyresporene. Det lag, det er afsat i, viser sig at stamme fra midten af bronzealderen. Dateringen er vel ikke overraskende, set i betragtning af de mange fund fra forhistorisk tid, der kendes fra det sunkne land, og som vi finder opskyllet på strandene langs Vesterhavet.3 Fundet af tørv med dyrespor kombineret med den fortsatte nedbrydning af forstrand og klitfod langs Vesterhavet gjorde, at ArkVest besluttede at søge Kulturstyrelsen om penge til at foretage systematisk registrering af blottede lag af gamle overflader, tørv og klæglag langs kysten. Fortidsminderne under klitfoden og på forstranden udsættes tilbagevendende for erosion under kraftige storme. Erosionen er særlig markant på visse strækninger, således Vedersø Klit-Nymindegab samt Blåvands Huk-Skallingen. Projektet går ud på, at arkæologer inden for et meget kort

slut findes en oversigt over de forundersøgelser, Arkæologi Vestjylland har foretaget, hvor der ikke blev gjort fund af kulturhistorisk interesser.

Stenalder

Ny-indføjet sand har lagt sig i de blottede spor af store og små drøvtyggere.

tidsrum umiddelbart efter en kraftig storm rekognoscerer de udsatte steder. Der skal foretages fotodokumentation og opmåling af udvalgte, fritlagte lagfølger, både deres overflade og underside, for at konstatere eventuelle dyrkningsspor, dyrespor eller andet der dokumentere human aktivitet i forhistorisk tid. Kulturstyrelsen har bevilget et mindre beløb til undersøgelsen, som vil finde sted efter en passende storm i 2015.

Ristoft ARV 18 RIM 5192 Prøvegravning forud for anlæggelse af sø samt kommende byggefelt for nyt stuehus. Udgravningen blev gennemført, fordi det var her, at rækker af de såkaldte stendyngegrave blev udgravet af Professor Becker i 1960’erne. Arkæologi Vestjylland gav en forundersøgelse høj prioritet pga. nærheden til den kendte række af grave, selv om den lå mellem de to undersøgelsesområder, orienteret NNVØSØ. Desværre blev der ikke fundet flere stendyngegrave. Området er frigivet. Egenbetalt undersøgelse. Samtidigt

Årets udgravninger I det følgende beskrives kort de udgravninger og undersøgelser, som Arkæologi Vestjylland har foretaget i 2014. De er listet i kronologisk rækkefølge i de arkæologiske hovedperioder: Stenalder (12.500–1700 f.Kr.), Bronzealder (1700500 f.Kr.), Jernalder (500 f.kr-750 e.Kr.), Vikingetid (7501050) og Middelalder og nyere tid (tiden efter 1050). På mange, især de større fladeafdækninger, er der gjort fund fra flere perioder, og her beskrives udgravningen i den periode, hvor de fleste eller væsentligste fund stammer fra. Til

Beckers udgravningsplan med ArkVest søgegrøfter markeret med rødt.

Årets arkæologi

189

foretog museumsinspektør Christian Ringskou og Jens Aarup Jensen en gennemgang af de oprindelige genstande for sagen således, at det nu er muligt at få et godt overblik i museernes samling. I gennemgangen af den gamle sag viste det sig, at der på Ristoft også blev fundet tuegrave, en hidtil overset detalje. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Ringkøbing K RSM 10.526 Ringkøbing-Skjern Museum foretog i 2013 en stor bygherrebetalt forundersøgelse af et 27 ha stort areal forud for udstykningsplaner for en ny bydel øst for Ringkøbing. Området har af planlæggerne fået navnet Ringkøbing K. Det viste sig, at området har været bebygget gennem bronzealder og ældre jernalder. Af mere spektakulære Oversigt over udgravningsområdet ved Ringkøbing K.

190

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

fund kan nævnes spor af et rundt, stolpebygget anlæg, et såkaldt Woodhenge.4 Også fund af en hel, intakt flintøkse fra yngre stenalder viste, at der tidligt har været aktiviteter på området. På grundlag af forundersøgelsens resultater blev områder med væsentlige fortidsminder udpeget til udgravning. I foråret 2014 foretog Arkæologi Vestjylland udgravning af det første af områderne, som lå lige nord for det førnævnte, runde anlæg. I udgravningen fremkom fine hustomter fra sen bondestenalder, ældre bronzealder og yngre bronzealder. Særligt hustomterne fra bondestenalderen var fint bevarede og udgør indtil videre de hidtil ældste af slagsen i Ringkøbing-området. Men også en husgrundplan fra ældre bronzealder, dog noget medtaget af nyere tids nedgravninger, viser hidtil usete detaljer af stolpespor. Både i vægforløb og tværvæg kunne

halvmåneformede stolpespor tydeligt ses og dokumenteres. Det særligt interessante ved Ringkøbing K er de gode bevaringsforhold, men også at det er muligt at dokumentere en bebyggelse, som fra bondestenalder til jernalder gradvis er flyttet nordpå. De ældste huse ligger tættest på fjorden, mens de fra de efterfølgende perioder ligger længere tilbagetrukket i landskabet. Arkæologi Vestjylland ser et meget væsentligt forskningspotentiale i bebyggelserne i RIngkøbing K-området. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen.

Bronzealder Cykelsti Venner-Stauning ARV 5 Overvågning og gennemførelse af mindre undersøgelser i forbindelse med afgravning forud for etablering af cykelsti. Der fremkom fortidsminder i form af bebyggelsesnære spor (dyrespor og grøfter) i området mellem Halby og Østerby, Stauning. Endvidere er der foretaget undersøgelse og prøveudtagning med henblik på datering af den yngste strandvoldsdannelse ud for Velling Mærsk. Formålet er at få en datering af, hvornår i forhistorisk tid Ringkøbing Fjord-området blev udsat for en sidste havstigning (eller landsænkning, evt. en kombination af begge). I strandvoldsområdet er der kendte bosættelser fra stenalderen, men spor af disse fremkom ikke i tracéet. Tidsforholdet mellem bopladsaflejringer og strandvoldens udvikling er derfor ukendt indtil videre. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Nykærsvej, Skjern RSM 10.528 Forundersøgelse af et 3.200 m2 stort areal forud for bygge- og anlægsarbejde. Der fremkom en grube med keramik fra yngre bronzealder eller ældre jernalder. Området er frigivet. Egenbetalt forundersøgelse. Udgravningsleder Torben Egeberg.

Attilio Dona udtager prøver til datering af strandvolden.

Industrivej 8, Oksbøl VAM 1392 I forbindelse med udvidelsen af genbrugspladsen i Oksbøl blev det besluttet, at det berørte areal skulle afdækkes totalt, da der ved tidligere udgravninger i området var fundet flere urnegrave. Da disse kan ligge meget spredt, var det ikke sikkert, at vi med søgegrøfter ville opdage eventuelle grave på området. Området blev afdækket over et par uger i sommeren 2014, og der fremkom en hustomt fra bronzealderen med tilhørende kogestensgruber, en brønd og to gruber, hvis formål og datering ikke kunne afgøres. Derudover fremkom et mindre antal stolpehuller. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Sara Gjerlevsen.

Jernalder Søgård, Holmsland ARV 9 I samarbejde med Holstebro Museum blev der åbnet et udgravningsfelt på marken ved Søgård på Holmsland. Formålet var at kontrollere nogle afgrødespor, set på luftfoto. Nogle af sporene havde størrelse som grave, og det Årets arkæologi

191

stenlægninger, stolpespor, gruber og grøfter. Der synes at være tale om mindst én hustomt. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen.

Afgrødespor ved Søgård ses tydeligt. Luftfoto: Holstebro Museum.

var disse anlæg, der var målet for undersøgelsen. I feltet fremkom ganske rigtigt grave. Disse er dog stærkt dyrkningstruet, idet ploven allerede nu havde været i forbindelse med inventaret i gravene. Det blev aftalt, at kun en enkelt grav skulle undersøges for at opnå en mere præcis datering samt for at dokumentere ødelæggelses-graden. Den undersøgte grav kunne dateres til ældre romersk jernalder. Ud over gravene fremkom der grundplaner af bebyggelse fra romersk jernalder. Undersøgelse betalt af projektet Fortiden Set fra Himlen. Udgravningsleder: Mathias Broch, Holstebro Museum. Kjelst, cykelsti ARV 14 I forbindelse med etablering af cykelsti langs Kjelstvej sydøst for Oksbøl foretog Arkæologi Vestjylland en overvågning/forundersøgelse i juli 2014. Området rummer en del kendte fortidsminder og ligger topografisk velplaceret, ikke langt fra Ho Bugt. I denne forbindelse blev der registreret flere fyldskifter, dog temmelig spredt, samt 192

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

Tracé Nymindegab – Nørre Nebel ARV 20 Overvågning og undersøgelse i forbindelse med muldafgravning af tracé forud for etablering af ledninger til biogas og spildevand. Af det samlede projektareal kunne 11.000 m2 undersøges. Der er fremkommet bebyggelsesspor i form af hustomter fra ældre førromersk jernalder samt ældre germansk jernalder. I samme område som disse fandtes flader med velbevarede ardspor. Endvidere agerrener. De nyfundne bebyggelsesspor ligger på en lav højning nord for Nørre Nebel. Tættere ved Nymindegab blev gamle overflader nede i sandflugtsaflejringer dokumenteret. Alderen på lagene kunne ikke afklares. Projektområdet frigivet. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen. Hesseldalvej 5, Hodde ARV 22 I forbindelse med etablering af jordvarme ved Hesseldalvej 5 i Hodde foretog Arkæologi Vestjylland en egenfinansieret forundersøgelse, da området rummer en del kendte fortidsminder. Der blev dog ikke gjort væsentlige fund. I forbindelse med muldafrømningen fandtes enkelte skår af jernalderkarakter samt et fyldskifte, som kan tolkes som resterne af en gammel vej, hvilket er sandsynligt, da den peger mod Hesselbro. Desuden fremkom to større fyldskifter bestående af ler med iblandet tegl. Her kan være tale om nedbrydningslag fra ældre bygninger. Signaturer på de høje målebordsblade tyder i denne retning. Området blev efter endt undersøgelse frigivet. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen. Lyngsmose ARV 24 I forbindelse med visualiseringen af den befæstede jernalderlandsby – se artikel andetsteds i årbogen – blev området

for den nye parkeringsplads og stien ud til vold og voldgrave undersøgt. Over et stræk på 20 m af stien blev to klynger af stolpehuller dokumenteret. Den ene gruppe danner en fin grundplan af en hustomt fra førromersk jernalder, dog ligger resten af sporene nord for stien. De nye fund kan senere indgå i undersøgelser af bebyggelser i landskabet omkring Lyngsmose. Udgravningsleder: Palle Eriksen. Rindumgård Midt RSM 10.076 Arkæologisk udgravning af et 1.275 m2 stort område, tidligere forundersøgt i 2010. Under kørespor og andre forstyrrelser fra perioden 2010-2014 blev lertagningsgruber fra bronzealder, grøftesystemer fra ældre/yngre jernalder samt en del af tomten af et hovedhus fra yngre romersk jernalder dokumenteret. Dog under meget svære betingelser på grund af højt grundvandsspejl og overfladevand. Bebyggelsen fra yngre romersk jernalder synes at udgøre en del af den vestlige afgrænsning af et stort bebyggelsesområde fra denne periode samt germansk

Rindumgård midt. Udsnit af oversigtsplan, hustomt fra yngre romersk jernalder/ældre germansk jernalder.

Mejlby 10 udgravningen, oversigtsplan. Lysegrøn: Ældre førromersk jernalder. Rød: yngre romersk jernalder og ældre germansk jernalder. Lilla: Yngre germansk jernalder. Lyseblå: ældre vikingetid. Mørkeblå: Yngre vikingetid

jernalder og vikingetid. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Mejlby 10.1 RSM 10.291 På et byggemodningsområde i Ringkøbing fortsætter ArkVest med at undersøge byggegrundene som enkeltundersøgelser på hver enkelt byggegrund, efter aftale med Kulturstyrelsen. Området rummer en særdeles intens og langvarig bosættelse fra jernalder og vikingetid. Der er fremkommet ardspor, hustomter fra førromersk jernalder, hegnsforløb fra yngre romersk jernalder/ældre germansk jernalder, grøfteanlæg fra yngre germansk jernalder, hovedbygninger og grubehuse fra ældre vikingetid samt hovedhuse og mindre huse fra yngre vikingetid/tidlig middelalder. Hertil kommer brønde og aflange kogestensgruber. Bebyggelsessporene har kunnet udredes i et stort antal grundplader af hustomter med tilhørende mindre Årets arkæologi

193

Gravplads

B C

Oversigtsplan over søgegrøfter ved Kærgård. Tolkede hustomter er markeret med rødt. Det er områderne C og D som først skal totalt undersøges, hvilket er påbegyndt.

D 0

194

100 m

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

bygninger og hegn. Derimod kan sporene ofte ikke kobles sikkert sammen med anlæg på de omkringliggende byggegrunde, da arealerne mellem byggefelterne på grundene ikke er omfattet af budgetaftalen. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Kærgård VAM 1849 I forbindelse med ønsket om at etablere en ny stor grusgrav i Kjelst nord for Ho Bugtvej, prøvegravedes der i 2014 et 10 ha stort område. I den nordvestlige del blev der registreret omfattende bebyggelsesspor fra ældre jernalder. Disse er forholdsvis massive, og der er bl.a. registreret mindst 10 hustomter med bevarede rester af gulvlag, hvoraf flere havde velbevarede stenlægninger. Længst mod vest fremkom en gravhøj med tilhørende ringgrøft, som sandsynligvis skal dateres til enkeltgravskultur (2800-2400 f.Kr.). Ringgrøften har vi gennem mange år ved luftrekognoscering kunnet iagttage som et afgrødespor i kornet, så det var interessant at få verificeret, at der virkelig var tale om resterne af en gravhøj. I nærheden af gravhøjen fandtes en gravplads med ca. 22 brandpletter og mindst fem urnegrave, heraf en våbengrav. Mellem søgegrøfterne gemmer der sig sandsynligvis mange flere grave. I den sydlige og østlige del af området fremkom ligeledes bebyggelsesspor, men ikke så massive som mod nordvest. Længst mod sydøst blev der registreret en mindre ringgrøft, som muligvis skal tolkes som tuegrav. Fundene betragtes som meget væsentlige med et stort forskningsmæssigt potentiale, og med støtte fra Kulturstyrelsen kunne den egentlige udgravning af en del af området indledes i efterår 2014. Her blev der i første omgang afdækket 13.000 m2 af etapens 43.000 m2. Over hele området er der fremkommet bebyggelsesspor, sådan som forundersøgelsen viste. Der er spor af bebyggelse fra førromersk jernalder (13 bygninger) og formodentlig fra yngre romersk jernalder (fire langhuse, to staklader og to grubehuse). Bemærkelsesværdigt er, at mens bygningerne fra førromersk jernalder synes at

CT-scanning af våbengrav, foretaget på HjerteCenter Varde med hjælp fra Radiograf Morten Bruun.

svare godt til periodens typiske byggeskik, er langhusene fra yngre romersk jernalder usædvanlige i kraft af det anvendte byggemateriale i den bærende konstruktion. De tagbærende stolpehuller indeholder således ”stolpespor” med diametre ikke over 10 cm, hvilket er meget spinkelt. Detaljer omkring konstruktionen af indgangene i langhusene tolkes foreløbigt i retning af, at der har stået tørvevægge omkring bygningerne. Tørv indgår formentlig også i grubehusenes konstruktion. Foruden bebyggelsesspor er der fremkommet fire urnegrave, heraf er to optaget til CT-scanning og videre undersøgelse. Datering er ældre romersk jernalder. Desuden er fire kistegrave fremkommet, endnu udaterede og kun indledningsvis undersøgt. Bygherrebetalt undersøgelse med tilskud fra Kulturstyrelsen. Udgravningsleder på forundersøgelsen: Stina Troldtoft Andresen. Udgravningen :Torben Egeberg. Årets arkæologi

195

Broeng VAM 1743 I forbindelse med udvidelse af en eksisterende grusgrav på Broengvej ved Ho Bugt foretog Museet for Varde By og Omegn en forundersøgelse i 2013 på et syv hektar stort område. I søgegrøfterne fremkom spor af mindst 13 hustomter, langt de fleste fra jernalder. I 2014 skulle et område med væsentlige bebyggelsesspor udgraves, inden råstofindvindingen kunne gå i gang. Resultatet af udgravningsarbejdet

viste sig at blive mere komplekst og omfattende end forventet. Fra ældre jernalder er der undersøgt mange hustomter. Gulvlag var delvist bevaret i de tomter, der lå længst mod syd, hvor terrænet hælder kraftigt ned mod Ho Bugt. Bemærkelsesværdigt var, at der også blev fundet grubehuse, fem stykker i alt. De indeholdt keramik, som ser ud til at stamme fra overgangen til yngre jernalder. Gulvlag og opfyld indeholdt fin keramik og væve- og tenvægte. I det sydligste grubehus lå en indvæltet tørvevæg. Overraskende var

Museumsinspektør Karen B. Fisker foran sporene af en af de store middelalderlige gårde ved Broeng.

196

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

det også, at der gemte sig tomterne af to middelaldergårde helt ude i den østlige og den sydlige kant af udgravningsområdet. Mange spor af grundplaner viser, at de to gårde er blevet genopført gennem mange generationer på omtrent samme byggegrunde. Til gårdene hører grøfteanlæg, der er genopgravede og ændrede utallige gange. Efter nedlæggelse af den sydlige gård blev dens tomt pløjet med muldfjeldsplov. Et bemærkelsesværdigt fund er en lansespids, som fremkom i en tagbærende stolpe. Bygherrebetalt undersøgelse med tilskud fra Kulturstyrelsen. Udgravningsleder: Karen B. Fisker.

Vikingetid Hornelund ARV 1 Udgravning og sikring af skattefund. På marken, hvor de kendte Hornelundspænder blev fundet i 1892, fandt detektorfører Pawel Koniesczny i 2014 ikke mindre end 24 tyske sølvmønter fra 1000-tallet sammen med et stort fragment af en meget stor ring af guld, ornamenteret i Ringerike-stil. Udsmykningen svarer fint til mønternes udsagn. Takket være en bevilling fra Kulturstyrelsen blev det muligt at foretage en arkæologisk undersøgelse af fundstedet i flere omgange, således at vi nu føler os sikre på, at skatten er forsvarligt undersøgt. Problemet var, at flere hundrede års dyrkning, først i nord-sydlig retning, siden i øst-vestlig retning havde spredt mønterne. Mulden blev fjernet i tynde skrab og undersøgt med detektor. I dette arbejde hjalp både finderen, samt andre af museets gode detektorfolk.5 Studier af de oprindelige fundomstændigheder, kartografisk materiale og lokale beretninger sandsynliggør, at det nye fund med stor sikkerhed er en del af Hornelundskatten.6 Fundet består nu af de to berømte Hornelundspænder og en snoet guldarmring, fremkommet for 122 år siden, hvortil nu kan føjes 144 sølvmønter eller fragmenter af sølvmønter fra 900- og 1000-tallet samt et fragment af endnu en stor ring af guld. Foreløbige

Fragment af stor guldring fra Hornelund.

møntbestemmelser viser, at skatten er nedlagt en gang efter 1054, snarere omkring 1060. Der foregår nu opfølgende undersøgelser af, om stednavne, gamle kort og andre kilder kan hjælpe med at forklare, hvorfor skatten blev gemt bort lige netop her. Udgravningsledere: Lars Chr. Bentsen og Jens G. Lauridsen. Karlsgårde – Ulvemosen ARV 8 I forbindelse med nedlægningen af et elkabel fra den nye vindmøllepark i Ulvemosen til transformatorstationen ved Karlsgårde udgravede ArkVest en del af strækningen omkring Skonager. Her er der tidligere foretaget betydningsfulde udgravninger af jernalderbebyggelser i forbindelse med nedlægning af gasledninger i 1982 og 1994.7 Området er som følge heraf udpeget som kulturarvsareal. Resultatet af vores forundersøgelse var da også meget tilfredsstillende. Vi fandt et par enkeltgårde fra tidlig ældre jernalder, svarende til dem fra 1994, og som noget nyt i Skonager en hidtil ukendt og meget velbevaret vikingetidsboplads med Årets arkæologi

197

Brikby ARV 16 Egenfinansieret forundersøgelse i forbindelse med anlæg af nye faciliteter i forsvarets øvelsesanlæg, Brikby. Området var præget af fygesandshorisonter, som gemte på velbevarede rester af en hustomt fra ældre middelalder. De generelle bevaringsforhold vurderes som ekstremt gode. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen.

Bundniveauet i et grubehus fra vikingetid. I den ene halvdel står gulvlaget stadig tilbage, resten er gravet til undergrund. De nedrammede grene, hvor fletværksvæggen stod, er markeret med hvide plastikskeer. De to store tagstolper ses tydeligt i hver gavlende, ligeså to par tagbærende stolper i væggene.

langhuse og grubehuse. I området opsamledes desuden en del flint fra ældre stenalder. Undersøgelsen af vikingetidsbopladsen er ikke afsluttet men midlertidigt indstillet. Vi mangler bl.a. at udgrave et par grubehuse, hvilket vi håber på kan færdiggøres i 2015. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen.

Middelalder og nyere tid Askærgårdvej, Sig ARV 7 I forbindelse med etablering af supermiljøstation på Askærgårdvej 11 i Sig foretog ArkVest en forundersøgelse/overvågning af området. Der blev fundet nogle store nedgravninger og opfyldslag, hvorfor der stedvis blev afgravet mere end 1-1,35 meter fyld. I fylden lå store mængder jydepotteskår og klatter af råler. Der er hjembragt et mindre udvalg af karakteristiske skår. Dateringen er nyere tid. Efter en enkelt dags undersøgelse kunne området frigives. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen. 198

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

Snit gennem fygesandet hvor nedgravninger fra middelalderen står klart.

Janderup, Vesterled 101 ARV 26 I forbindelse med etablering af jordvarme Vesterled 101 i Janderup foretog Arkæologi Vestjylland en egenfinansieret forundersøgelse, da området rummer en del kendte fortidsminder bl.a. i form af bopladser registreret som afgrødespor via luftrekognoscering. I denne forbindelse blev der dog ikke gjort fund af fortidsminder. Der blev registreret nogle større nedgravninger fyldt med havemuld, jydepotteskår og teglstumper fra nyere tid. Området blev frigivet. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen. Janderup, Nygårdvej 10 ARV 27 I forbindelse med etablering af jordvarme foretog Arkæologi Vestjylland en egenfinansieret forundersøgelse, da området rummer en del kendte fortidsminder. Der blev dog ikke gjort fund af fortidsminder. Der blev registreret nogle moderne nedgravninger nærmest ejendommen fyldt med havemuld og teglstumper fra nyere tid. Den nordlige del af grøften var fundtom på nær en dyrebegravelse (moderne) og tre udaterede stolpespor. Området blev frigivet. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen. Janderup, Adelengvej 14 ARV 38 I forbindelse med etablering af jordvarme foretog Arkæologi Vestjylland en egenfinansieret forundersøgelse, da de nærliggende marker rummer en del kendte fortidsminder. Der fremkom et område med ardspor (oldtid) samt spor af højryggede agre fra middelalder/nyere tid, men ikke noget der hindrede at området straks blev frigivet. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen. Billumgård ARV 42 I forbindelse med etablering af jordvarme foretog Arkæologi Vestjylland en egenfinansieret forundersøgelse, da området

rummer en del kendte fortidsminder. Der blev dog ikke gjort fund af fortidsminder. Der blev registreret nogle moderne nedgravninger med dyreknogler samt et cirkulært fyldskifte med jydepotteskår, nyere tid. Området blev frigivet. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen. Hover, kloaktracé RSM10.460 Overvågning af muldafrømning af en 2.000 m2 stor flade forud for etablering af kloaktracé. Der fremkom hjulspor og hulveje samt agerrener. Desuden blev nogle nedgravninger, muligt fra middelalder-nyere tid, måske oldtid, registreret. Arealet frigivet. Bygherrebetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Møllemarksgård, Oksbøl VAM 1677 Udgravning i forbindelse med etablering af grusgrav. Udgravningen er en fortsættelse fra tidligere kampagner i 2011 og 2013,8 hvor der i år er dokumenteret velbevarede hustomter fra 1000-1100-tallet. Flere af hustomterne havde bevarede gulvlag og spor efter tørvevægge. I udgravningen blev der desuden dokumenteret et antal hustomter fra ældre jernalder. Særligt udgravningen af hustomterne fra ældre middelalder betyder meget for vores viden om udnyttelsen af området syd for Oksbøl, idet der tidligere kun er udgravet to bebyggelser fra ældre middelalder i området, en stor 1000-tals gård fundet i 2012-kampagnen samt Poghøj i Oksbøl, udgravet i 1980'erne.9 Senest er tomter af gårde fra ældre middelalder også fremkommet på årets udgravning i Broeng, se ovenfor. Udgravningen er finansieret af Kulturstyrelsen. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen. Holme Å VAM 1845 Forundersøgelse i forbindelse med genopretningsprojekt af Holme Å, herunder broudvidelser. Der blev gravet to mindre felter på nordsiden af Holme Å, et på hver sin side Årets arkæologi

199

Askærgårdvej 9, Sig VAM 1864 Forundersøgelse af kommunalt jordstykke, der fremkom massive spor af renæssance-bebyggelse og aktivitetsområder fra samme periode. Området afventer aktivitet. Udgravningsleder: Jens G. Lauridsen.

Holme Å, udsavning af prøver til årringsdatering af de velbevarede egestolper.

af Kærgårdsvej. Mod øst fandtes intet af interesse. Mod vest fremkom flere kraftige egestolper og en vandret planke, støttet af stolper. Sandsynligvis er der tale om resterne af et brofæste til en gammel bro på stedet. Stolpernes og plankens funktion er usikker, men de skulle formentlig stabilisere fylden under broens landfæste. Stolperne er forsøgt dendrodateret, men uden resultat. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen. Askærgårdvej 7, Sig VAM 1863 Forundersøgelse i forbindelse med byggeri. Området var i forvejen afgravet og pålagt grus. Ved den efterfølgende genafrømning fremkom spor af bebyggelse, formodentlig fra den sene del af middelalderen. Området var dog temmelig ødelagt af den tidligere afrømning samt en bred kloakgrøft i østlig del af byggefeltet, hvorfor en egentlig undersøgelse blev fravalgt. Udgravningsleder: Jens G. Lauridsen. 200

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

Jacobi kirkegårdsmur VAM 1865 Museet overvågede i sommeren 2014 opretningen af kirkegårdsmuren omkring Varde "gamle" kirkegård. Muren havde sat sig betragteligt og var i fare for at vælte. Muren skulle rettes op, og for at undgå nye sætningsskader blev muren via en række understøbninger forsynet med et nyt fundament. Understøbningerne gav ikke anledning til arkæologiske observationer, men der blev opsamlet en del knogler, som er overført til Antropologisk Database, Syddansk Universitet, Odense. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen. Varde Torv VAM 1869 I forbindelse med etablering af ny belægning på Varde Torv udførte ArkVest en større udgravning. Det lykkedes at udgrave og dokumentere resterne af to kælderanlæg, som via historisk, kartografisk materiale samt skriftlige kilder kunne identificeres som dele af Vardes ældste kendte rådhus. Bygningen nævnes første gang i skriftlige kilder i 1620. Rådhuset blev revet ned i 1646, hvilket stemmer fint overens med fundmaterialet fra nedbrydningslagene over kældrene. Kældrene var ikke truet af anlægsarbejdet, som ikke ville berøre lag så dybt nede det pågældende sted. Derfor blev de efter endt registrering dækket til, og ligger dermed stadig under det nye torv. Udgravningen gav også anledning til at udgrave og sikre over 100 grave, overvejende fra 1700-tallet, fra den nu nedlagte kirkegård omkring S. Jacobi Kirke. Skeletmaterialet er overført til Antropologisk Database, Syddansk Universitet, Odense, som har foretaget undersøgelser af skeletterne. Skeletterne udgør et

Varde Torv, museumsinspektør Lars Chr. Bentsen og erhvervspraktikant Christina Nielsen afrenser gulvbrolægningen i kælderen i Vardes ældste rådhus.

Årets arkæologi

201

væsentligt kildemateriale til livet i Varde i 1700-tallet. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen.

Tomme grøfter = resultatløse forundersøgelser? Nej, kan der straks svares til overskriften. Selv om det kan virke nedslående at stå time efter time bag en gravemaskine, som ikke fremdrager et eneste oldtidsspor. Det er bestemt ikke formålsløst, dels giver det bygherren en forsikring om, at han trygt kan gå i gang med anlægsarbejdet, uden evt. senere at skulle bremses af en arkæologisk udgravning, dels giver bebyggelsestomme områder os arkæologer brikker til en forståelse af kulturlandskabets udnyttelse. Vi sammenholder med landskabstyper, jordbundstyper og gamle kort og bliver for hver undersøgelse en smule klogere på, hvor man valgte at bosætte sig i de forskellige perioder. Sønderland 9 ARV 10 Forundersøgelse i forbindelse med jordvarme. Der blev ikke fundet spor af fortidsminder. Området frigivet til anlægsarbejde. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen. Standfogedvej 38, Henneby ARV 11 I forbindelse med etablering af jordvarme ved Strandfogedgården i Henneby foretog Arkæologi Vestjylland en egenfinansieret forundersøgelse, da området rummer en del kendte fortidsminder. Der blev dog ikke gjort fund af fortidsminder. Der blev registreret to stolpehuller og en grøft med teglstumper fra nyere tid. Området blev frigivet. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen. Lemvej ARV 15 Undersøgelse i forbindelse med vejudvidelse gennem et område med fredede gravhøje. To af disse lå meget tæt på 202

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

udvidelsen, den ene høj faktisk med højfoden i den nuværende rabat. Sammen med Ringkøbing-Skjern kommune blev det aftalt, at museet fulgte afgravning af muld, hvor arbejdet kom til at foregå indenfor 100 m zonen ved gravhøjene. Ligeledes blev det aftalt, at den ny vejføring blev flyttet længere væk fra den højfod, der nu lå op ad rabatten. Der fremkom ingen arkæologiske spor. Egenbetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Hornelund ARV 25 Undersøgelse forud for etablering af jordvarmeanlæg i engen umiddelbart øst for Østergård i Hornelund. Undersøgelsen blev prioriteret pga. af stedet; Hornelund og de tidligere fund i nærområdet, først og fremmest de kendte guldspænder. I engen, hvor gravearbejdet foregik, fremkom ikke spor af arkæologisk interesse, heller ikke af den mølle, som er nævnt i Markbogen 1683. Egenbetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Lundtang – ring ARV 43 Arkæologi Vestjylland blev opmærksom på et ringformet anlæg i forbindelse med, at en af vores gode detektorfolk Lasse Ottesen fortalte, at han på højdemodellen havde set en meget stor, rund formation på en mark ved Lundtang. Umiddelbart kunne det ligne sporene af en udjævnet vold, svarende i form og størrelse til Trelleborganlæggene. Endvidere fortalte han, at et par andre af museets trofaste detektorfolk, havde fået øje på den samme lokalitet via stednavne, hvor flere navne præcis i dette område kan føres tilbage til jernalder og vikingetid. Interessant er desuden den nærliggende Lunde Barfred, hvor vi fra skriftlige kilder ved, at middelalderlige konger gjorde ophold. Og sidst men ikke mindst er den topografiske beliggenhed, nær gamle vandløb, som måske i vikingetiden har været sejlbare ud i Nordsøen via Filsø. Perfekt, hvis man leder efter en betydningsfuld lokalitet fra vikingetiden. Så vi blev enige

Ringen ved Lundtang på Højdemodellen. Søgegrøft med rødt.

Årets arkæologi

203

om at foretage en forundersøgelse, såfremt lodsejeren var positivt indstillet, hvilket heldigvis var tilfældet. Desværre fremkom intet, skabt af mennesker. Cirklen er et af naturens luner og til dels dannet af sandflugt. Egenfinansieret forskningsundersøgelse. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen Lunde trykledning ARV 45 Overvågning af afgravning forud for etablering af vandledning omkring Lunde. Der blev ikke gjort fund af arkæologisk interesse. Bygherrebetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Søren Christensen. Herborg RSM 10.546 Etablering af campingplads. Et areal på 110 m2 på kommende adgangsvej blev undersøgt. Ingen anlægsspor fremkom i søgegrøft. Området er frigivet. Selvbetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Kvievej ARV 78 Forundersøgelse i forbindelse med jordvarme, ingen spor af fortidsminder. Området frigivet. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen. Ulvemosen VAM 1761 Forundersøgelse af møllefundamenter, kranpladser og vejforløb forud for etablering af en vindmøllepark med kæmpevindmøller. Ingen fund af anlæg af arkæologisk interesse. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Stina T. Andresen. Forfatterne kan kontaktes på lbf@arkvest.dk eller pkj@arkvest.dk

204

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

Noter

1. http://etbipfrafortiden.dk/ 2. I alt 100 af Danmarks mest unikke fortidsminder er blevet ”vækket til live” i landskabet, i kraft af Kulturstyrelsen og en 27 mio. kr. stor donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 3. Dateringsarbejdet er udført af Morten Fischer Mortensen, Nationalmuseets Naturhistoriske Undersøgelser, og betalt af Nationalmuseets 14C-pulje. 4. Se Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen: Årets arkæologi. opdatering 2013, s. 147. 5. I afsøgning med detektor bidrog Pawel Koniesczny, Lasse Rahbek Ottesen, Klaus Mogensen, Rune Mogensen og Michael Kristiansen. 6. Lene B. Frandsen: Hornelund – guld og slagger. Historisk samfund for Ribe amt 1994, s. 214-220. 7. Palle Siemen: Skonager – en jernalderlandsby fra 5.-7. århundrede efter Kristus. Mark og Montre 1985, s. 52-57; Peter H. Mikkelsen & Claus K. Jensen: Skonager – den førromerske bebyggelse. Mark og Montre 1996, s. 43-48. 8. Bente Grundvad & Lars Chr. Bentsen: Stenhuggeren, bronzestøberen og vikingebonden. opdatering 2011, s. 188-198. 9. Ulla Mejdahl: Poghøj – en kort meddelelse om en gård fra middelalderen. Mark og Montre 1986-87, s. 26-27.

Husby

Ulfborg

537

Vedersø Klit

Staby Vedersø

Simmelkær

Aulum

Sørvad

Vind

Nybro

Ilskov

Sinding Stadil

Tim

Vildbjerg Forundersøgelser uden fund Skibbild Arkæologiske udgravninger Timring Gullestrup

ARV 18 Grønbjerg

471

Stadil Fjord Hindø

Hovvig Houvig Fæstningen

Klegod

RSM 10.460 ARV 10

ARV 24

Herning

Vorgod

ARV 15 Hanning

Hvide Sande

NDS

Kibæk

Rækker Mølle

Arnborg

Astrup

ARV Dejbjerg 5

rn Skje

MSLA HOL

Skjern Enge

Skodbjerge

Brande

Sønder Felding

Uhre

Tarm Om

Stakroge

me Å

Bork Havn

439

Borris Vorgod Å

411

Ådum

423

Fugletårn

Lønne

Skarrild

Lønborg Vostrup

Tipperne

Nymindegab

Troldhede

RSM 10.528

Skjern

Sønder Havrvig

Værnenge

Blåhøj

Hemmet

Hoven

G Sønder Omme

Nørre Bork Sdr. Bork

Sdr. Vium

Kvong Horne Horne ARV 25 Tistrup ARV 1 Hodde

Henne Stationsby

Filsø Filsø Filsø

Karlsgårde

VAM 1392Oksbøl ARV 26 Janderup VAM 1869 Billum VAM 1677 ARV 38 VAM 1865 ARV 27 VAM 1849 Varde Å ARV 42Varde VAM 1743 431 ARV 14 Alslev

Vejers Strand

475

Hejnsvig

VAM 1845 Holm

eÅ

NordenskovStarup

Tofterup

ARV 8475 Næsbjerg

Vorbasse 469

VAM 1761

463

Blåvand

Stenderup

Sig Sig ARV 7 VAM 1863 VAM 1864 Karlsgårde

Jegum Ferieland Tinghøj Øster Vrøgum

Billund

Vand

Ansager Ansager

ARV 22

465

ARV 16

ARV 78 Å

OutrupARV 43

Henne Kirkeby

Grindsted

487

Skovlund

Lunde ARV 45

ARV 11

Grønbjerg

487

ind ste

181

473

Filskov

Ølgod

Lyne

ARV 20 Nørre Nebel

Henne Strand

439

Stauning

RINGKØBING FJORD

Bjerregård

Fasterholt 184

Bølling

RINGKØBING FJORD

Kølkær

Høgild

467

181

Lem

Nørre Kollund

Studsgård Fjelstervang

RSM 10.546 Herborg

Højmark

Velling

KLIT

Barde

Videbæk

Ringkøbing RSM 10.526

Ikast

195

Spjald

Ølstrup

No RSM 10.291

RSM 10.076

Tulstru

467

Hee

Kloster ARV 9 Kloster

Søndervig

185

Sunds

Ørnhøj

Vest Stadil Fjord

Agerbæk

Fåborg

Årre

425

Oksby

Glejbjerg D VA

Tarp

Vester Nebel Skads

all

E AV

Grimstrup

417

Hovbjerg

Lindknud

Bække

Vejrup Endrup E20

Esbjerg

Holsted Årets arkæologi

191

205 Brørup

Bramming

Gørding

Vejen Askov

Der var engang... Af Ane Marie Søborg “Ku’ I huske Tykke Ib og flødebollerne? Ekspedienten sagde til ham, at hvis han kunne spise 15 flødeboller, måtte han få dem gratis. Det skulle han lige tænke over, sagde han og gik ud af butikken. Han kom tilbage igen, sagde ja til tilbuddet og spiste alle 15. Da ekspedienten så spurgte, hvor han var gået hen, fortalte han, at han først skulle finde ud af, om han kunne spise så mange, så han var taget over i en anden butik og købt 15 flødeboller der og spist dem først. Det blev altså til 30 flødeboller i alt.“ “Det passer ikke. Det var røde pølser” Med disse linjer indledes fortællingen om en af Skjerns mange såkaldte originaler. 60 mennesker er samlet i Skjern Vindmølle med det formål at mindes livet i Skjern, som det så ud før. Tilsyneladende har Ib Karkov Jakobsen sat sig i bevidstheden hos de fleste borgere i Skjern, for der er mange historier om lige netop ham. Det er tredje gang Skjern-Egvads Museumsforening afholder Erindringscafé på den gamle vindmølle i Skjern, og for hver gang kommer der flere og flere. I dag er der dækket op til ca. 50 personer, men det går hurtigt op for værterne, at der skal flere stole ind i lokalet. 10 minutter senere sidder 60 Skjern-borgere og lytter til Bendt Christiansen (fotograf fra Dagbladet), som holder dagens første oplæg. Han fortæller om sin tid som bydreng i 1950’ernes Skjern. Inden han er færdig med sin præsentation, godt 40 minutter senere, har han redegjort for en tid, hvor der i Skjern var 20 små selvstændige købmænd, og hvor 10-årige drenge havde ansvar. I én og samme fortælling får vi forståelsen 206

Ane Marie Søborg

Ibs kasket.

af det vestjyske handelsgen og forskellen på vestjyder og københavnere, nemlig da han blev sat til at pakke krager og alliker ind under prædikatet “Delikate Vestjyske Skovfugle”, som derefter blev solgt til Københavnske middagsborde. Bendt Christiansens erindringer inspirerer andre i lokalet til også at fortælle om deres barndom som bydrenge. Alle mand kender til deres første møde med budcyklen og husker deres første løn, som ofte lå på omkring de 15

Ib er den høje mand nr. fire fra venstre.

kroner om ugen, og hvordan man ved juletid kunne få endnu mere i “drikkepenge” end man fik i løn. Oplægget er et ganske konkret eksempel på, hvordan erindringshistorie kan foregå i praksis: Erindringshistorie, som det foregår på samtaleplan, i en samtalesituation, hvor forskellige fortællere efter tur stykker deres livshistorier sammen og rekonstruerer dem med hjælp fra resten af forsamlingen, som samtidig udfordrer, underminerer og fortæller med. Denne artikel vil invitere dig til en rundvisning i, hvordan erindringerne bruges i forskningen og demonstrere nogle af de mest kendte problematikker inden for metoden. Artiklens sigte er at fremstille hvordan historiearbejdet foregår, mens det foregår, og vise, hvordan historien bliver skabt, brugt og forhandlet i en proces, hvor erindringscaféens brugere trækker på både egne livshistorier og sætter dem i et kollektivt perspektiv alt imens de internt forhandler om Skjerns historie. Er vi ved at forandre måden, vi tænker historie på? Det er snart 10 år siden, at jeg påbegyndte min uddannelse i historie. I løbet af de første par år blev vi præsenteret for historiefagets mange metoder. Det var tydeligt, at der blandt underviserne var en hierarkisk inddeling af disse metoder.

Det var ikke alle, der var lige fine. Denne antagelse var der mange af de studerende, der adopterede – jeg selv inklusiv. Men min studiekammerat derimod forelskede sig allerede fra første semester i den ellers – for os “rigtige historikere” – mindre estimerede metode, mikrohistorie. Den typiske bemærkning fra mig var, “Jamen, denne metode går jo imod alt det, vi har lært inden for historisk kildekritik.” Ikke desto mindre læste jeg hendes opgaver med stor fornøjelse. Jeg slugte dem. Særligt de store opgaver, hvor jeg blandt andet kunne dykke ned i fem “uvorne pigers” liv på et sydfynsk genopdragelseshjem. Jeg forstod, hvad det er mikrohistorien kan. Den berører historien på en helt anden måde end de traditionelle historiske tilgange. Efter overtalelse fra min studiekammerat valgte jeg så på 5. semester at følge faget “Mikrohistorie” med underviseren, Liv Egholm. Der var kun syv studerende, der deltog. Når historien bliver konkret Her blev jeg for alvor introduceret til mikrohistoriens muligheder. Metoden læner sig opad antropologien. Det er mikrohistoriens ambition at indkredse “det levede liv”. Hermed forstås det evigt foranderlige liv, der udfolder sig hver dag, og som kan have en hvilken som helst aktør i hovedrollen. Dermed er aktøren ikke begrænset til de personer, der oftest er repræsenterede i historiebøgerne. Ambitionen for mikrohistorikerne er således at skrive de “glemte” folk ind i historien, ikke i en anonym og statistisk tilgang, som socialhistorikerne havde gjort det, men med et fokus på det enkelte navngivne individ. Dermed formulerer mikrohistorikerne både en kritik af den historieskrivning, der lægger vægten på de “store” handlende personer og af den makro- og strukturhistoriske tilgang, der har domineret europæisk historieskrivning siden 1950’erne. Selvom mikrohistorikerne reducerer deres analyseområde til enkelte grupper eller individer, er det ikke en afvisning af, at det “levede liv” – hverdagslivet – også betinges af sociale strukturer og kulturelle komponenter.1 Der var engang...

207

Individopfattelsen er helt central for mikrohistorikerne. De eneste enkeltpersoner, hvis skæbne og liv tidligere har fyldt historiebøgerne, er defineret som ”betydningsfulde” personer. Men spørgsmålet er om ikke andre personer, f.eks. 1940’ernes jernbanearbejdere fra Videbæk samt de lokale modstandsgrupper i Tarm, ikke er lige så betydningsfulde i beskrivelsen af Danmark under besættelsen. Svaret er “Jo”. Disse individer er betydningsfulde, fordi individet ikke blot bevæger sig og handler ud fra en fastlagt ramme, vi kan kalde kultur eller struktur, men fordi der for mikrohistorikerne er tale om et samspil og en gensidig udveksling mellem det kulturelle niveau og hverdagslivet. Det er mødet mellem individet og dets kulturelle forudsætninger, muligheder og begrænsninger, hvor dynamikken florerer, der er det helt centrale. Man kan sige, at kulturen er på spil i hvert øjeblik, et individ handler, for godt nok handler en person i forhold til sin kultur, men denne kultur forandres ligeså i takt med, at individet handler og udvikler sig.2 Mikrohistorikernes anvendelse af enkelte navngivne personer, om det så er en gruppe eller en enkelt person, tillader at følge personen i de forskellige efterladte dokumenter, tekster og sagsakter mv. også at afdække et levnedsforløb. Med udgangspunkt i en enkelt person er det muligt at undersøge de begivenheder, institutioner, foreninger og arbejdspladser mv., som har været med til at binde personens liv sammen. Derved har vi som historikere, med mikrohistorien som metode, mulighed for at afdække et mere sammensat, sammenhængende og måske mere modsætningsfyldt billede af en historisk periode end andre metoder. Din erindring – vores historie Efter at jeg færdiggjorde min kandidatuddannelse i historie fik jeg arbejde hos Københavns Stadsarkiv. Her skulle jeg arbejde med over 3000 erindringer, der var indsamlet i 1969 og 1995. Materialet giver et enestående indblik i, 208

Ane Marie Søborg

hvordan den almindelige befolkning både har oplevet de store begivenheder, såsom Anden Verdenskrig, men også de personlige oplevelser som første skoledag, konfirmationen og den første kærlighed. Vi kan fornemme, hvordan de har oplevet og været en del af den teknologiske udvikling i 1900-tallet. På mange måder ligger “erindringshistorie”, sig op af den ovennævnte mikrohistorie. Den tillader os at grave et spadestik dybere og se længere end de statistiske undersøgelser. Erindringerne giver os et indblik i, hvad der ligger bag antallet af arbejdsløse og elever på skolerne, og de viser os et ansigt på den gennemtrængende fattigdom og ulighed, der eksisterede og dermed motivationen for udviklingen af det velfærdssamfund, vi har i dag. Ikke mindst beskriver de en hverdag, der om få år ikke længere er genkendelig. Når vi stiller spørgsmålstegn ved erindringen Inden for de seneste 10 år har erindringshistorien præsenteret sig som en enestående måde at formidle lokalhistorien på. Derfor ser vi nu, at flere og flere lokalmuseer og lokal- og stadsarkiver gør brug af denne metode. Det er en ny måde at skabe samhørighed mellem museet og lokalbefolkningen. Historien bliver nærværende. Dette har medført at metoden næsten har fået en form for kultstatus inden for historievidenskaben, og at der nu eksisterer mange opfattelser af, hvad erindringshistorie er og hvad den kan bruges til.3 Ifølge erindringsforskeren Pierre Nora er begreberne Erindring og Historie hinandens modsætninger. Han betragter Historie som et videnskabeligt og metodisk værktøj, hvormed man kan bringe orden i vores opfattelse af fortiden. Erindringens funktion er derimod identitetsskabende, og vi bruger den til at identificere os i forhold til fællesskabet. Pierre Nora advarer derfor mod, at vi undersøger de forskellige erindringer for deres holdbarhed og historiske fakta, da vi på den måde er med til at ødelægge erindringen.4

Denne pointe støtter den danske forsker Niels Arne Sørensen imidlertid ikke. Han mener ikke, at begreberne Historie og Erindring er hinandens modsætninger, da det ...ikke er i vores interesse at bygge identitet og erindringsfællesskab op omkring problematiske eller ligefrem forkerte opfattelser af begivenheder, personer og sammenhænge i fortiden. Hvis vi vil lære noget af fortiden, må vi også tage fortiden så alvorligt, at vi forsøger at forstå den.5 Denne konklusion tilslutter jeg mig. Idéen om at erindring og historie er hinandens absolutte modsætninger kan spores tilbage til den franske sociolog Maurice Halbwachs (1877-1945) opfattelse af begreberne. Han mente at historikeren skulle søge, at være så objektiv som overhovedet muligt for at kunne sætte sig udenfor den sociale gruppe af personer, han ville undersøge.6 I dag har historikerne opgivet idéen om at fortiden kan genskabes eller rekonstrueres. Som historiker er jeg bevidst om, at den analyse jeg kaster ned over materialet, er min egen analyse. Det vil sige, at de erindringer, jeg vælger at analysere, er et bevidst valg foretaget af mig. Det skal her understreges, at jeg ikke opfatter erindring og historie, som værende én og samme ting. Jeg betragter historien som værende en videnskab, der forsøger at klargøre og forklare fortiden, mens erindringen, hvad enten den foregår individuelt eller kollektivt, prøver at legitimere fortiden og til tider skabe en loyalitetsfølelse overfor den. Når vi mindes Jeg er selv en del af områdets historie – født og opvokset i Tarm og Ørbæk – men desværre for ung til at huske Ib og de 20 små købmænd. Min mor er fra Tarm, og min far er fra Skjern, og jeg har en indgroet forståelse for min morfars uholdbare skepsis over at hans datter fandt sammen med en Skjerndreng. Et af mine første minder om Ringkøbing-Skjern Museum – dengang Skjern-Egvad Museum – er i form af en høj mand

i grønne gummistøvler og vindblæst hår. Manden hed Tage Madsen. Han var i gang med at forklare os forskellen på lavog højvande og gjorde os alle forvirrede, da vi for et øjeblik troede, at der eksisterede en havmand ved navn Ebbe, der kunne gøre mærkelige ting. Men Tage Madsen havde alle os børn i sin hule hånd. Da jeg begyndte på Tarm Skole, fortsatte traditionen med at komme på tur med Tage Madsen og vi lærte vores område at kende på en helt ny måde. Jeg var endda så heldig at gå i den klasse, som skulle udføre Tage Madsen og Jørgen Trondhjems teaterstykke om miljø og forurening. Jeg mener, stykket hed “Når svanerne vender tilbage”. Det var en del af vores skoleteater, men vi skulle samtidig også opføre det til kommunale forsamlinger i forbindelse med Skjern Å’s genopretning. Vi følte faktisk, at vi bidrog med vores del til genopretningen af Skjern Å og ejer nu en vis barnlig stolthed over at se de mange svaner ude på Skjern Enge. Jeg vil dermed påstå, at Ringkøbing-Skjern Museum var en vigtig aktør i min generations forståelse af vores geografiske og historiske tilhørssted. Samtidig har jeg altid været fascineret af, hvordan dette fantastiske område har set ud førhen. Jeg nyder at lytte til mine forældres og bedsteforældres fortællinger om deres barndom og ungdom i Skjern og Tarm og på den måde følge byernes udvikling. Da jeg i foråret 2014 henvendte mig til RingkøbingSkjern Museum og fortalte om mine planer om at starte et erindringsprojekt, lå der dermed både et fagligt og et personligt motiv bag. Drømmen er at indsamle så mange erindringer som muligt fra både land og by. Jeg vil have jeres historier frem i lyset, så vi sammen kan fortælle omverdenen og fremtidige generationer, hvordan området så ud engang, og hvor fantastisk det stadigvæk er. Derfor har jeg i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum arbejdet med et pilotprojekt hvor vi udstikker rammerne omkring erindringsprojektet og har indsendt ansøgninger til diverse fonde og pulje, så vi kan få økonomiske midler til at gennemføre projektet. Der var engang...

209

Jeg startede projektet med at blive glædeligt overrasket, ved at opdage at Ringkøbing-Skjern Museum allerede havde en stor mængde livshistorier liggende i arkiverne – historier, der primært dækker perioden 1900 og frem til ca. 1940. Derudover var der en stor mængde erindringer om arbejdet på Nordsøværftet i Ringkøbing. Håbet er, at museet med de nye erindringer kan formidle hele Ringkøbing-Skjern Kommunes historie lige fra Hvide Sande til Troldhede over en periode, der dækker 1940 og frem til i dag. Erindringerne er en naturlig forlængelse af Museets brand – “Levende historie” – og vi skal have aktiveret og indsamlet den lokale historie og viden, før det er for sent. Glæden var også stor, da museet fortalte at Skjern-Egvad Museumsforening allerede havde planer om at igangsætte en række erindringscaféer i Skjern Vindmølle, hvor borgere fra Skjern kunne fortælle og diskutere Skjern i gamle dage. Jeg hægtede mig på. Jeg er imponeret over, hvor stor en succes disse cafémøder har været lige fra starten. Det viser klart og tydeligt, at der er et stærkt ønske om at diskutere områdets samtidshistorie og dele egne fortællinger.

210

Ane Marie Søborg

Det er målet, at disse erindringscaféer skal afholdes i så mange af kommunens landsbyer og byer som muligt. Hvis du er interesseret i at deltage i Skjern-Egvad museumsforenings erindringscaféer, foregår de i Skjern Vindmølle 25. marts, 8. april og 22. april klokken 10-12. Ane Marie Søborg kan kontaktes på ams@levendehistorie.dk Noter

1. Liv Egholm: Mikrohistorie. Den jyske Historiker nr. 85, 1999. 2. Egholm. 3. Claus Bryld og Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring. Historie og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-1997. Roskilde 1998. 4. Pierre Nora: Realms of Memory. Rethinking the French Past Vol. 1. Conflicts and Divisions. New York 1996. 5. Niels Arne Sørensen: Den Store Krig. Europæernes Første Verdenskrig. Odense 2005, s. 410. 6. Anette Warring: Kollektiv erindring – et brugbart begreb? I: Bernard Eric Jensen et al. (red.): Erindringens og glemslens politik. Roskilde 1996.

Hvad er det englænderne kan med frivillighed i forbindelse med bevaring af bygningskulturarven? Af Kim Clausen, Peter Carstensen & Per Lunde Lauridsen

I Danmark har vi omkring 9.000 fredede bygninger, heraf er de 31 beliggende i Ringkøbing-Skjern Kommune. Der er forskellige holdninger til bevaring af gamle bygninger. Nogle synes, at vi bevarer alt for mange, mens andre synes, at vi burde bevare mange flere. I den forbindelse er det interessant, at i lande som Holland og England har man mange flere fredede bygninger. I Holland er der omkring 50.000 og i England omkring 200.000 fredede bygninger. Det er også interessant, at man både i Holland og især i England i høj grad engagerer frivillige til at være med til at bevare de gamle historiske bygninger. I Danmark arbejder vi med to bevaringsbegreber vedrørende bygninger, nemlig fredede bygninger, som hører under Kulturstyrelsen, og bevaringsværdige bygninger, som sorterer under kommunerne. Endvidere er der de historiske bygninger, som bevares i museumsregi. Måske kan man sige, at de er en kategori helt for sig selv. På frilandsmuseerne bevarer man gamle bygninger ved at flytte dem fra deres oprindelige placering til et museumsområde, hvor de indgår i en ny sammenhæng. Vi kender sådanne bygninger fra Den gamle By i Århus, Frilandsmuseet Hjerl Hede eller Frilandsmuseet i Lyngby. I denne museumsform bliver bygningerne til museumsgenstande. Sådanne bygninger er derfor ikke fredede.

Anderledes er det med økomuseer som RingkøbingSkjern Museum. Her er idéen, at vi vil bevare de bevaringsværdige eller fredede bygninger i deres oprindelige omgivelser, for at de kan indgå i en fortælling om det landskab, der omgiver dem. Således er Fahl Kro interessant, fordi det er den bygning, der sammen med Vesterlund Kro fortæller om høbjergningen på Værnet og Tipperne fra midten af 1800 tallet og frem til Anden verdenskrig. På samme måde er Bundsbæk Mølles historie tæt forbundet med Bjørnemosen og rakkerne, som boede i mosen, og Abelines Gård med fortællingen om livsvilkårene på Holmslands Klit for 125 år siden. Men det at bevare historiske bygninger på deres oprindelige placering er en stor opgave. Dels er det ressourcekrævende, dels kommer man ofte i situationer, hvor man må indgå kompromisser mellem bevaring, autenticitet og nutidig anvendelse på en anden måde, end når bygningerne indgår i et frilandsmuseum som museumsgenstande. Ringkøbing-Skjern Museum råder over en række fredede eller bevaringsværdige bygninger, som er bevaret på stedet, og som udgør fundamentet i økomuseet. Hvert af disse huse er ramme om spændende historier. Dels handler historierne om, hvem der har boet i husene, dels om hvordan husene gennem tiden har indgået i det omkringliggende landskab. Flyttede man alle disse

Hvad er det englænderne kan med frivillighed i forbindelse med bevaring af bygningskulturarven?

211

De fredede eller bevaringsværdige bygninger, som udgør øko-museet Ringkøbing-Skjern Museum –– Bundsbæk Mølle (fredet) –– Fahl Kro –– Hattemagerhuset i Tarm –– Skjern Vindmølle –– DSB husene i Skjern og DSB-vandtårnet (fredet) –– Skjern Reberbane –– Gåsemandens Gård (fredet) –– Provstgårds Hus ved Pumpestation Nord –– Søren Lykkes Hus i Bork Havn –– Rakkerhuset i Bjørnemosen –– Abelines Gård (fredet) –– Hauvig Redningstation (fredet) (Ejet af Staten) –– Lyngvig Fyr og fyrgård (Ejet af Staten) –– Strandgården (fredet) (Ejet af Staten) –– Kaj Munks Præstegård i Vedersø (Ejet at Staten) –– Dommerkontoret i Ringkøbing –– Ringkøbing Museum, Pedersens Hus og Tangs Hus (Ejet af Ringkøbing-Skjern Kommune) bygninger sammen på et sted, ville de udgøre et stort vestjysk frilandsmuseum. Formidling og bevaring af disse huse er en stor udfordring, som Frivillige hjælper med til at løse. På RingkøbingSkjern Museum er det primært i forbindelse med formidlingen, at vi har tradition for at inddrage frivillige. Mens vi har mindre erfaring i at inddrage frivillige i vedligeholdelse og drift af bygninger. I forbindelse med projektet FrivillighedsAkademiet var en gruppe vestjyske museumsfolk fra De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune og Ringkøbing-Skjern Museum 212

Kim Clausen, Peter Carstensen & Per Lunde Lauridsen

heriblandt forfatterne til denne artikel på en studierejse til England i januar 2014 for at se nærmere på, hvorledes man på nogle udvalgte engelske museer i Shropshire organiserer det frivillige arbejde med drift og vedligehold af historiske bygninger. Vi besøgte følgende museer –– SHREWSBURY MUSEUM drevet af Shropshire County Council –– IRON BRIDGE MUSEUM selvejende museum – fond – kulturarvsvirksomhed –– National Trust ATTINGHAM PARK National Trust er en uafhængig fond. Den modtager ingen driftsstøtte fra staten, men private bidragsydere har mulighed for at fradrage støttebeløb i indkomstskatten. Fælles for de tre museer, vi besøgte, var, at de i vid udstrækning bruger frivillige i driften og vedligeholdelsen af ældre bevaringsværdige bygninger. Denne artikel handler om indtrykkene fra Attingham Park, som drives ved hjælp af frivillige under organisationen National Trust. Sammenlignet med England får man hurtigt den fornemmelse, at vi her i Danmark ikke har den samme tradition for at bevare kulturhistoriske bygninger i byer og i det åbne land. Man bliver også slået af den grundlæggende vilje til bevaring af de gamle bygninger, man møder hos mange englændere. Det er også denne motivation, som er drivkraften i organisationen National Trust. Her i Danmark har vi ikke en organisation, som umiddelbart kan sammenlignes med National Trust. Den bedste sammenligning vil måske være, hvis man forestiller sig, at man lagde Danmarks Naturfredningsforening og dele af Naturstyrelsen sammen med foreningen til Bevarelse af by og landskab samt en række slotte og herregårde.

National Trust er en landsdækkende fond stiftet i 1895. Den har ca. fire millioner medlemmer og bidragsydere. Fonden ejer 50.000 ha park, skove, kyststrækninger, landbrugsarealer, kulturmiljøer, arkæologiske fortidsminder m.m. Endvidere driver National Trust over 3.000 bevaringsværdige og fredede bygninger primært med hjælp af frivillig arbejdskraft. Fonden har også ansatte, bl.a. er man kendt for at have meget dygtige konservatorer. Attingham Park Det sted, vi besøgte, hedder Attingham Park og er beliggende i Shropshire tæt ved floden Severn. Attingham Park består af slottet Attingham Castle og det omkringliggende parklandskab. Parken har omkring 300.000 besøgende om året, mens omkring 80.000 besøger selve slottet. En stor del

af disse gæster er medlemmer af National Trust, men der er også mange udenlandske turister blandt de besøgende. Attingham Park bliver i vid udstrækning drevet af frivillige. Ud over en lønnet stab på ca. 40 personer drives stedet af ca. 600 frivillige. Det første, der slår en ved et besøg på Attingham Park, er det høje informationsniveau overfor de frivillige. Mange steder er der opslagstavler med informationer til de frivillige og de frivillige imellem. Der bliver også udgivet en månedlig avis Attingham News til de frivillige. Her er der igen informationer, historier og andet stof af interesse for de frivillige. Derudover er man aktiv på alle de digitale medier som hjemmeside, blog, Twitter, Facebook osv. Gennemsnitsalderen for de frivillige på Attingham Park er omkring 50-60 år. Det blev oplyst, at den yngste

Gruppen ved Ironbridge.

Hvad er det englænderne kan med frivillighed i forbindelse med bevaring af bygningskulturarven?

213

De værdier, som de frivillige arbejder efter på Attingham Park, er skrevet på en plakat der hænger flere steder.

Værgemateriale til frivillige ved Iron Bridge.

frivillige var 16 år, mens den ældste var 96 år. En lille gruppe på 6-7 frivillige havde været frivillige på Attingham Park i over 40 år. Attingham Park forsøger hele tiden at rekruttere flere frivillige. Dette er nødvendigt, fordi antallet af timer, som den enkelte frivillige bruger på Attingham Park, bliver mindre.

Det mest populære arbejde på Attingham Park var de grønne områder. Specielt jobbet som buggydriver var meget populært. Buggydriverne kører de besøgende rundt i små elektriske havebiler. Der kan være otte personer i en buggy. Alle ansatte på Attingham Park skal kunne lede og organisere frivillige. Der arbejdes meget med at udvikle disse

214

Kim Clausen, Peter Carstensen & Per Lunde Lauridsen

lederkompetencer hos de ansatte. Det kræver struktur, effektivitet og information. Endvidere er det meget vigtigt, at alle deler de samme værdier om, hvorfor de arbejder på Attingham Park. Der afholdes fire fællesmøder om året for de frivillige, hvor der informeres om nye tiltag og udviklingsprojekter. Når der starter nye frivillige, bliver alle inviteret til et interview, hvor man finder ud af, om den pågældende er egnet til den opgave, vedkommende ønsker at udføre på Attingham Park. Det er forbundet med status at være frivillig ved National Trust. De fleste frivillige bor indenfor 15 minutters kørsel fra Attingham Park. De frivillige får ingen løn, men modtager kørepenge. I National Trust gennemfører man et kvalitetstjek af de frivilliges arbejdsvilkår hvert år. Endvidere er de ansatte, der arbejder med de frivillige, alle tilknyttet et netværk indenfor National Trust. Personerne i dette netværk mødes ofte og finder løsninger på problemer, der opstår i arbejdet med de frivillige. Årets gang på Attingham Park Året på Attingham Park starter så småt i midten af februar. Hvor en masse vintergækker og andre forårsblomster pibler frem i den store park. Det lokker mange gæster ud til stedet. Butikker og café, som bliver drevet af frivillige, skal så være åbne for at kunne tage imod gæsterne. Selve slottet, åbner først for publikum i marts. Man har tradition for et stort rykind i påsken, men det er først i maj, at der rigtigt kommer gang i Attingham. I aktivitetsfolderen kan man se, at man byder på en lang række events som f.eks. bogmarked, plantemarked, koncerter, omvisninger, krondyrsafari i parken, fiskeri i floden osv. I foråret arbejder de frivillige på højtryk i parken og i væksthusene for at få haven klar til sommersæsonen. I sommersæsonen kommer størstedelen af de besøgende. Det er skoleklasser, busselskaber, turister, lokale virksomheder, lystfiskere, der vil fiske i floden, osv.

De fire afdelinger på Attingham Park 1) Velkomstafdelingen –– reception og billetsalg –– buggydriverafdelingen –– velkomst – parkering etc. 2) Formidlingsafdelingen –– guider på herregården –– turguider –– organister –– undervisning –– tekst –– arkiv og research 3) og bevaring –– hovedbygningen –– høbjergning –– publikums fiskeri i floden –– brænde –– park – pasning af parkkvæg etc. –– have –– husholdning og bevaring 4) Publikumsfaciliteter –– bogbutik –– salg af lodsedler –– administration –– cafe –– tehus –– events –– butik –– Butlers Pantry – en café/bar

Hvad er det englænderne kan med frivillighed i forbindelse med bevaring af bygningskulturarven?

215

I efterårsferien kan man se, at det er den årlige Teddy Bear Picnic for børnefamilier, der forventes at trække folk til. For at kunne gennemføre dette store program er de frivillige organiseret i fire forskellige afdelinger, som hver ledes af en lønnet koordinator. Men derudover udføres de forskellige funktioner af frivillige. Organiseringen af de frivillige er enkel og gennemskuelig. Inden for hvert af de fire hovedområder og de enkelte delområder, hvor de frivillige bliver ansat, deler man ugen op i et hold for hver af ugens dage. Således er der et mandagshold, et tirsdagshold osv. For at kunne deltage som frivillig skal man minimum tegne sig for fire timer pr gang. Men man kan godt være tilknyttet et mandagshold indenfor park og så blot deltage 3-4 gange om året med mindst fire timer pr. gang. For at få del i de goder eller fordele, som Attingham Park stiller til rådighed for de frivillige, skal man være aktiv mindst 25 timer om året. Disse fordele er rabat i butikker og caféer samt gratis deltagelse i foredrag og arrangementer. Endvidere kan de frivillige leje fondens sommerhuse billigt i deres ferier. Det er op til de lønnede afdelingsledere at holde de frivillige i gang. For at kunne gøre dette benytter man sig af frivillige holdledere. Arbejdet er planlagt ned til de mindste detaljer. De frivillige, der kender til, hvorledes man udfører de forskellige arbejdsopgaver, lærer de nye op. Derudover arrangeres kurser, hvor nye frivillige kan få viden og træning indenfor det felt, hvor de er aktive. En af de meget vigtige ting i dagligdagen for de frivillige er tepauserne, hvor Attingham Park giver te og kiks. Frokost må de frivillige selv sørge for. Man gjorde også meget ud af at formidle det værdigrundlag, man arbejder ud fra, til de frivillige. Ligeledes

216

Kim Clausen, Peter Carstensen & Per Lunde Lauridsen

gjorde man meget ud af få den rigtige forventningsafstemning med de frivillige, når nye frivillige meldte sig. Man gjorde også meget ud af at udnytte de kvalifikationer, som de frivillige møder op med. I praksis betød det, at man ikke bare kunne melde sig som frivillig til en arbejdsopgave og forvente at komme til at udføre denne opgave, hvis man i forvejen havde folk nok til denne opgave og i stedet manglede folk et andet sted. I kontakten med de frivillige blev det gang på gang understreget, hvor vigtigt det var, at alle blev behandlet ens og at alle havde adgang til de samme informationer. Hvad kan vi lære af Attingham Park på Ringkøbing-Skjern Museum? I forbindelse med vores besøg på Attingham Park blev vi bekræftet i, at den proces, som vi har været i gang med i de seneste år på Ringkøbing-Skjern Museum med at få en nedskrevet en frivilligpolitik, udvikle FrivillighedsAkademiet og arrangere en årlig fest for de frivillige, er skridt i den rigtige retning. Måske kunne vores frivillighedspolitik godt følges op af en plakat, som den man havde på Attingham Park. Det var en plakat, der tydeligt formulerede de værdier, man arbejdede efter som frivillig på Attingham Park og i National Trust. Det stod os også klart, at hvis man vil involvere frivillige i det omfang, vi oplevede på Attingham Park, er det nødvendigt, at hele det faste personale bliver involveret i opgaven. Den ansatte håndværker skal ikke bare kunne udføre sit arbejde men skal også være i stand til at koordinere og motivere frivillige medarbejdere. Ligeledes var det høje informationsniveau hos de frivillige også meget imponerende. Forfatterne kan kontaktes på kc@levendehistorie.dk; pc@levendehistorie.dk samt pll@levendehistorie.dk